Europaudvalget 2009-10
EUU Alm.del Bilag 568
Offentligt
894599_0001.png
Europaudvalget
REFERAT
AF 48. EUROPAUDVALGSMØDE
Dato:
Tidspunkt:
Sted:
Til stede:
Onsdag den 15. september 2010
10.00
Vær. 2-133
Anne-Marie Meldgaard (S) formand, Flemming Møller (V),
Pia Adelsteen (DF), Kim Mortensen (S), Jeppe Kofod (S),
Pia Olsen Dyhr (SF), Lone Dybkjær (RV), Per Clausen
(EL).
Statsminister Lars Løkke Rasmussen og udenrigsminister
Lene Espersen.
Desuden deltog:
Formanden:
Velkommen til mødet i Europaudvalget den 15. september 2010.
Vi har ét punkt på dagordenen. Det er forelæggelse af ekstraordinært møde i
Det Europæiske Råde den 16. september.
Forelæggelsen er ved statsministeren og udenrigsministeren. Det er først
statsministeren, der har ordet
Punkt 1. Forelæggelse af ekstraordinært møde i Det Europæiske Råd
den 16. september 2010
Ekstraordinært Det Europæiske Råd 16/9-10 – bilag 1 (udkast til
kommenteret dagsorden)
Ekstraordinært Det Europæiske Råd 16/9-10 – bilag 3 (revideret
udkast til konklusioner)
Ekstraordinært Det Europæiske Råd 16/9-10 – bilag 4 (hyrdebrev
af 14/9-10)
Statsministeren:
Der er ekstraordinært topmøde i morgen. Hovedemnet er
EU’s relationer til de strategiske partnere. Det er baggrunden for, at både
stats- og regeringscheferne og udenrigsministrene deltager. Det er det første
topmøde siden Lissabon-traktaten på den måde, at der er deltagelse af både
stats- og regeringschefer og udenrigsministre.
Der vil også være en statusdrøftelse af arbejdet i den task force, som Herman
van Rompuy har nedsat vedrørende styrket økonomisk koordination. Det fin-
der sted på frokosten for stats- og regeringsledere.
Det er den nye faste formand, der har taget initiativ til afholdelse af dette eks-
traordinære topmøde med fokus på EU’s strategiske partnerskaber.
Udgangspunktet er jo det, at EU står overfor er lang række internationale ud-
fordringer, som kalder på et styrket samarbejde og koordination både internt i
Europa og i forhold til vore strategiske partnere, uanset om det gælder den
økonomiske dagsorden, klimaudfordringen, migration, kampen mod terror, ja
uanset hvilket emne man næsten kan finde på, så går vejen til europæisk ind-
flydelse gennem styrket samarbejde med verden omkring os.
1583
 EUU, Alm.del - 2009-10 - Bilag 568: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 15/9-10
48. Europaudvalgsmøde 15/9-2010
Samtidig har de seneste års økonomiske udvikling gjort det klarere end no-
gensinde før, at vi står med en ny økonomisk verdensorden, en ny verdens-
orden, hvor de store vækstøkonomier spiller en stadigt større rolle både øko-
nomisk og politisk. På den baggrund er der enighed om, at EU bør blive bedre
til at identificere sine strategiske interesser, identificere sine mål og ikke
mindst forfølge dem mere fokuseret og effektivt.
Det er også baggrunden for, at EU med Lissabontraktaten har fået nogle
stærkere rammer for det eksterne samarbejde, det drejer sig ikke mindst om
oprettelsen af embederne som fast formand for Det Europæiske Råd og den
dobbelthattede repræsentant for udenrigsanliggender samt etableringen af
den fælles udenrigstjeneste, som gradvist vil blive udviklet i løbet af de kom-
mende år.
Hele ideen med disse institutionelle nyskabelser er jo at styrke EU’s optræden
udadtil, EU skal blive bedre til at tale med én stemme.
Og dét, der så lægges op til i morgen fra den faste formands, van Rompuys
side, er at tage en første – med streg under første – drøftelse af en række
centrale spørgsmål, herunder: Hvordan bliver EU bedre til at definere sine
interesser? Hvilke krav skal man stille? Hvilke modydelser er man villig til at
give? Hvordan skaber vi bedre sammenhæng i EU’s eksterne ageren, ikke
mindst på tværs af politikområder? Og hvordan anvender vi bedst muligt den
nye institutionelle struktur i Lissabontraktaten?
Der lægges ikke fra Herman von Rompuys side op til, at der skal drages
håndfaste konklusioner i morgen. Mødet skal derfor ses som begyndelsen på
en proces, hvor vi løbende udvikler vores tilgang til de strategiske partnerlan-
de. Samtidig er mødet en lejlighed til at drøfte EU’s overordnede position på
de internationale møder, som finder sted her i løbet af efteråret, NATO-
topmødet i oktober og G-20-topmødet i Seoul i november.
Fra dansk side kan vi kun være tilfredse med, at Det Europæiske Råd får lej-
lighed til at drøfte relationerne til EU’s strategiske partnere. Vi bakker helhjer-
tet op om bestræbelserne på at sikre en mere sammenhængende og mere
fokuseret europæisk ekstern politik, bl.a. ved at udnytte de nye muligheder i
Lissabontraktaten.
I den forbindelse er det væsentligt, at EU bliver bedre til at definere sine egne
interesser, sine egne værdier, for på den baggrund bliver vi også en stærkere
og mere relevant samarbejdspartner, og det er efter min opfattelse vigtigt og
væsentligt, at vi rækker ud til de nye vækstøkonomier og ikke falder for fristel-
sen til at lukke os om os selv.
Så vil der under stats- og regeringschefernes frokost blive gjort status for ar-
bejdet i task forcen. Heller ikke her lægges der op til, at der skal træffes
egentlige beslutninger. Det kommer til at ske på Det Europæiske Råds møde i
oktober på grundlag af en egentlig afrapportering fra task forcen. Vi støtter jo
arbejdet i task forcen, finansministeren deltager selv, og sigtet er at undgå en
gentagelse af den offentlige gældskrise, som har ramt en række europæiske
lande i og uden for euroen. Der tegner så til at være bred opbakning til de
overordnede principper for arbejdet i task forcen, og det gælder ikke mindst
1584
 EUU, Alm.del - 2009-10 - Bilag 568: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 15/9-10
48. Europaudvalgsmøde 15/9-2010
en styrkelse af stabilitets- og vækstpagten bl.a. gennem større fokus på
gældsafvikling og langsigtet holdbarhed samt mere effektive sanktioner og
incitamenter.
Det gælder også det særlige europæiske semester, hvor der lægges op til en
grundigere og tidligere EU-drøftelse af landenes overordnede planer for den
økonomiske politik. Der er enighed om, at det naturligvis skal tilrettelægges
på en måde og ske på en måde, som respekterer de eksisterende nationale
finanslovsprocedurer.
Der synes også at være opbakning til en styrket makroøkonomisk overvåg-
ning i erkendelse af, at de aktuelle problemer i en række EU-lande også skyl-
des nogle mere fundamentale balanceproblemer, herunder svag konkurren-
ceevne, betalingsbalanceunderskud, boligbobler.
Generelt kan jeg i øvrigt henvise til finansministeren, som jeg jo er bekendt
med løbende har orienteret Europaudvalget om task forcens arbejde, og som
sagt er det på Det Europæiske Råds møde i oktober, der lægges op til beslut-
ninger.
Med dette vil jeg gerne bede om, at ordet kan gå videre til udenrigsministeren.
Udenrigsministeren:
Jeg synes, at det er meget positivt, at Det Europæiske Råd
tager en drøftelse af EU’s strategiske partnere. Det er i sig selv vigtigt, at der af-
holdes et særligt møde i Det Europæiske Råd om EU’s forhold til de nye globale
aktører.
Jeg vil her blot knytte et par enkelte bemærkninger til statsministerens redegørel-
se på baggrund af de drøftelser af de strategiske partnere, som vi har haft i kred-
sen af udenrigsministre. Senest har vi drøftet spørgsmålet i forbindelse med det
uformelle udenrigsministermøde i weekenden og under forberedelsen af selve
topmødet i det Generelle Råd i mandags, blandt andet under en frokostdrøftelse
med den faste formand Herman van Rompuy.
Efter disse forberedende møder tegner der sig enighed om flere centrale pejle-
mærker for den kommende proces, som flugter meget tæt med de danske priori-
teter:
For det første er EU nødt til at forholde sig til de internationale magtforskydninger
og de nye vækstøkonomier. EU har en særlig rolle at spille i forhold til udviklingen
i vores nærområder, men vi er også nødt til at engagere os mere realistisk med
de store regionale aktører som Kina, Indien og Brasilien.
For det andet er vi nødt til at blive bedre til at samtænke indsatserne på tværs af
politikområderne og EU’s institutioner. Det nytter ikke noget, at vi taler om han-
delsaftaler ved én type af møder og om den globale udvikling ved andre møder,
uden at vi ser tingene i sammenhæng. Med Lissabontraktaten og med etablerin-
gen af den dobbelthattede udenrigsrepræsentant og den fælles udenrigstjeneste
har vi fået bedre mulighed for at føre en sådan mere sammenhængende uden-
rigspolitik. Og den skal vi udnytte.
1585
 EUU, Alm.del - 2009-10 - Bilag 568: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 15/9-10
48. Europaudvalgsmøde 15/9-2010
For det tredje er vi nødt til at gennemgå de centrale partnerlande og mere syste-
matisk kortlægge både vores og deres interesser, for at vi på den baggrund kan
blive bedre til at fokusere vores politik. Jeg forventer, at Cathrine Ashton vil blive
bedt om at gå videre med arbejdet sammen med udenrigsministrene og Kommis-
sionen. Fokus ventes i første omgang at være på Kina.
For det fjerde er der en erkendelse af, at strategiske partnerskaber også kan bi-
drage til at fremme vækst og beskæftigelse i Europa. Det er noget vi fra dansk
side har lagt særlig vægt på. Jeg mener, at det er vigtigt at se vækstraterne i Kina
og Indien som en mulighed for at fremtidssikre europæisk vækst. Europa skal
ikke lukke sig om sig selv. Vi skal derimod koble os på udviklingen og fastholde
viljen til at spille med.
Under mødet vil vi derudover vende tilbage til mulighederne for at give Pakistan
øget markedsadgang i lyset af oversvømmelserne. Under Gymnichmødet i fre-
dags var der enighed om, at anmode Kommissionen om at komme tilbage i inde-
værende uge med et konkret forslag, muligvis i form af en særlig undtagelsesfor-
anstaltning i forhold til Pakistan. Det er noget, vi har støttet varmt fra dansk side.
Under udenrigsministrenes frokost vil vi derudover drøfte forberedelserne til næ-
ste uges møder under FN’s Generalforsamling, hvor EU’s udenrigsministre bl.a.
vil mødes med den amerikanske udenrigsminister Clinton og den russiske uden-
rigsminister Lavrov. Det ligger i fin forlængelse af drøftelserne under DER i øvrigt,
idet både USA og Rusland spiller en særlig rolle som strategiske partnere for EU.
Baseret på drøftelserne med den tyrkiske udenrigsminister på Gymnich-mødet i
lørdags og den tyrkiske folkeafstemning i søndags om ændringen af dets forfat-
ning kan det endelig ikke udelukkes, at Det Europæiske Råd hilser udfaldet af
folkeafstemningen velkomment. Resultatet af folkeafstemningen er positivt, fordi
forfatningsreformen imødekommer en række af de udeståender, som gennem
længere tid har forhindret yderligere fremskridt i Tyrkiets arbejde med at leve op til
optagelseskriterierne. Som sådan er det håbet, at forfatningsreformen vil kaste
andre reformer af sig og dermed fastholde Tyrkiet på det spor, som også er i EU’s
grundlæggende interesse.
Formanden:
Tak til statsministeren og udenrigsministeren. Vi går så i gang
med den første spørgerunde.
Pia Olsen Dyhr
takkede statsministeren og udenrigsministeren for forelæg-
gelserne.
Pia Olsen Dyr sagde, at hun havde noteret sig, at man ifølge udkastet til kon-
klusionerne til mødet selvfølgelig også skulle diskutere Cancun-konferencen.
Set i lyset af, at det var en opfølgning på København, hvor statsministeren jo
selv havde siddet ved bordenden, mente hun, at det var oplagt at spørge til,
hvad Danmarks ambitioner er på Cancun-konferencen.
1586
 EUU, Alm.del - 2009-10 - Bilag 568: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 15/9-10
48. Europaudvalgsmøde 15/9-2010
Det var det for det første, sagde Pia Olsen Dyhr, fordi der i dette udkast intet
stod om EU’s bud på det, der var ikke noget forslag om, at EU skal gå fra de
20 pct. til de 30 pct. i 2020. I den forbindelse ville hun gerne høre statsmini-
sterens holdning til, at Storbritannien, Frankrig og Tyskland nu havde meldt
ud, at de vil have 30 pct. I 2020. Ville Danmark støtte det spor, eller ville
Danmark bare tie stille, spurgte hun.
Pia Olsen Dyhr stillede udenrigsministeren et spørgsmål omkring Rusland,
fordi det også indgik i konklusionsudkastet, og fordi den daværende uden-
rigsminister, Per Stig Møller på et samråd i Udenrigsudvalget i oktober 2008
havde lovet, at Danmark ville arbejde for, at et af de emner, man ville tage op
om Rusland i dialogen med EU, var HIV/AIDS-problematikken, og fordi hun
havde noteret sig, at det i hvert fald ikke var med i konklusionsudkastet. Pia
Olsen Dyhr spurgte, om det indgik i det danske bidrag, da udenrigsministeren
på det nævnte tidspunkt havde gjort meget ud af, at det nok skulle være et af
de emner, Danmark understregede.
Pia Olsen Dyhr erklærede sig helt enig med udenrigsministeren i, at der var
gode takter på vej i Tyrkiet i forhold til folkeafstemningen. Men hun mente, at
det også var spændende at se, hvad der videre kom til at ske i Tyrkiet, hvor-
dan magtbalancen kom til at være mellem de religiøse kræfter og de militære
kræfter. Derfor kunne hun godt tænke sig at få udenrigsministerens vurdering
af det. Der var nogle, der mente – i hvert fald i Tyrkiet – at de religiøse kræfter
sådan set var kommet til at stå stærkere ved, at militæret var tæmmet, sagde
Pia Olsen Dyhr. Det var hun ikke helt enig i det, men hun syntes i hvert fald,
at det var en problematik, man skulle være særligt opmærksom på.
Per Clausen
sagde, at han også var meget glad for udenrigsministerens be-
mærkninger omkring Tyrkiet. Han opfattede dem på den måde, at udenrigs-
ministeren dermed klart havde tilkendegivet, at hun ikke delte Dansk Folke-
partis og Sørens Espersens opfattelse. Man havde nærmest indtryk af, at de
syntes, der var ærgerligt, at man havde indført mere demokrati i Tyrkiet, fordi
det kunne være, at de forkerte så fik for megen magt, at det var bedre med et
militært styre, sagde Per Clausen. Han havde fået den opfattelse, at uden-
rigsministeren lå på en klart anden linje, og det var kun godt, tilføjede han.
Per Clausen stillede to spørgsmål.
Det ene spørgsmål vedrørte EU’s integration af udenrigspolitikken, det at tale
med én stemme. Det var jo rigtigt, at man havde vedtaget at gøre det, sagde
Per Clausen, men det han savnede, var en klar præcisering af, hvad Dan-
marks holdning var til, hvad der skulle være mål, og hvad der skulle være pri-
oriteringer.
Per Clausen mente, at man kunne forstå det, udenrigsministeren havde sagt,
på den måde, at det var de økonomiske interesser, der var afgørende i for-
hold til Kina, at man skulle hægte sig på det opsving, der var, og se, om man
kunne få et økonomisk udbytte af det. Det havde han ingen indvendinger
1587
 EUU, Alm.del - 2009-10 - Bilag 568: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 15/9-10
48. Europaudvalgsmøde 15/9-2010
imod, at man gjorde. Men han kunne godt tænke sig at vide, hvordan man
afvejede det i forhold til nogle af de ting, Danmark i hvert fald tidligere havde
lagt vægt på, og som vi jo vidste, at der var nogle af de store EU-lande, der
lagde mindre vægt på, spørgsmålene omkring menneskerettigheder og den
slags. Derfor kunne Per Clausen godt tænke sig at høre, om den danske re-
gering ville udfolde sig lidt mere offensivt på, hvad der kunne være det ind-
holdsmæssige i den sag.
Det andet spørgsmål vedrørte det nye europæiske semester for den økono-
miske planlægning. Per Clausen havde forstået, at England havde taget et
forbehold, som handlede om, at man ville fremlægge de ting, man sendte til
EU, for Parlamentet, før man sendte dem af sted. Han havde også forstået på
statsministeren, at grunden til, at vi ikke havde gjort noget tilsvarende i Dan-
mark, var, at England åbenbart stadig havde en finanslov, der kørte, som den
gjorde i meget gamle dage, altså til årsskiftet, og at den derfor faldt lidt skævt
ud i forhold til det europæiske semester.
Per Clausen spurgte statsministeren, hvordan man i regeringen havde tænkt
sig at håndtere det, at man fra regeringens side skal komme med et indspil til
EU om, hvilke overordnede rammer man forestillede sig, at der skulle være for
den kommende finanslov. Der var jo en tradition i Danmark for, at man havde
mindretalsregeringer, og derfor kunne man jo ikke være sikker på, at der
overhovedet var et flertal for indspillet til EU, hvis man ikke sørgede for på
den ene eller den anden måde at forankre det i Europaudvalget eller på an-
den måde i Folketinget.
Per Clausen ville derfor gerne vide, om det var statsministerens og regerin-
gens holdning, at man - selv om man ikke havde taget noget forbehold i for-
hold til dette her – skulle inddrage Europaudvalget eller Folketinget, inden
man indsendte en overordnet orientering om de økonomiske planer til EU.
Kim Mortensen
sagde, at han også havde et par spørgsmål og kommentarer
omkring økonomien til opfølgning på Per Clausens bemærkninger.
Det var rigtigt, som statsministeren havde sagt, at de løbende havde haft fi-
nansministeren i Europaudvalget for at orientere om dette her, sagde Kim
Mortensen og tilføjede, at den del af det havde de været meget tilfredse med.
De havde fået en god og løbende orientering omkring hele udviklingen, men
der var alligevel ikke bare hos Enhedslisten, men også hos regeringens støt-
teparti indimellem opstået misforståelser i forhold til, hvad det egentlig var, der
skulle tages stilling til.
Derfor kunne Kim Mortensen godt tænke sig, at statsministeren i Europaud-
valget, ligesom finansministeren havde gjort det, ville prøve at uddybe, at det
stadig væk var det danske folketing, der bestemte de danske finanslove, og at
det også indbefattede, at vi i Danmark havde muligheden for også at lave en
økonomisk politik, der styrkede investering og jobskabelse, altså at vi selv
havde tovholderfunktionen på, hvordan vi vil tilrettelægger den dynamik, der
skal være i en økonomisk politik.
1588
 EUU, Alm.del - 2009-10 - Bilag 568: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 15/9-10
48. Europaudvalgsmøde 15/9-2010
Kim Mortensen gjorde opmærksom på, at han bad om det, fordi der også ind-
imellem i regeringens egen retorik kunne ligge en forestilling om, at de øko-
nomiske besparelser og tiltag, der kom, var diktater fra EU, og det stred lidt
imod de oplysninger, Europaudvalget havde fået her, nemlig at det stadig væk
var et helt suverænt nationalt anliggende, hvordan man ville tilrettelægge den
økonomiske politik.
Kim Mortensen ville også gerne have, at statsministeren uddybede, at det, at
man nu lavede nye konklusioner på Det Europæiske Råd omkring det euro-
pæiske semester og task forcens arbejde, ikke grundlæggende rykkede ved
den reform af vækst- og stabilitetspagten, der var blevet aftalt i 2005, at den
sådan set stadig væk stod ved magt.
Jeppe Kofod
sagde, at han havde et par kommentarer primært til udenrigs-
ministeren.
Jeppe Kofod erklærede sig enig i, at vi skulle kæmpe for, at der kom sam-
menhæng i EU’s politikker. Men han syntes, at man kunne spørge til et meget
vigtigt punkt, hvor man kunne gøre en kæmpe forskel – det var også nævnt i
punkt 7a) i udkastet til konklusioner – nemlig i WTO Doha-forhandlingerne. En
af de store udfordringer, der var for den globale økonomi, var jo, at der ikke
var en grundlov for verdenshandelen, sagde Jeppe Kofod, og noget af det,
man kunne kaste sig over og arbejde for på G 20-mødet, var, at der kom det.
Det var jo også noget af det, der var indeholdt i forslaget til konklusioner, tilfø-
jede Jeppe Kofod og spurgte, om det var noget, man konkret ville tage op.
Jeppe Kofod gjorde opmærksom på, at det, der karakteriserer emnerne i kon-
klusionsudkastet var, at de var meget ukonkrete, meget overordnede og me-
get uforpligtende. Han syntes, det kunne være rart, hvis der bare var nogle,
der var lidt mere konkrete, og at det ville være et godt signal fra EU’s side,
hvis man ville presse på for at få Doha-forhandlingerne tilendebragt. Det gik
ud over mange af verdens allerfattigste lande, der var de mest udsatte i glo-
baliseringen, at de ikke for alvor kunne være en del af den globale handel og
nyde godt af den, tilføjede han.
Det andet store punkt var de strategiske partnerskaber, sagde Jeppe Kofod
og tilføjede, at han igen var meget enig i det, der stod i teksten, men at det var
meget ukonkret.
Jeppe Kofod nævnte som et eksempel Kina, som jo var en af de vigtige nye
globale aktører - måske den vigtigste - hvor man, når der taltes om interesser
og værdier, kunne spørge, hvad der var indeholdt i det. Han syntes, at man
også her kunne være mere konkret og tale om menneskerettigheder, og at
der i forhold til Kina også kunne være tale om arbejdstagerrettigheder, ar-
bejdstagerbeskyttelse og miljørettigheder. Det var alt sammen noget, som vi
havde en interesse i, at de tog alvorligt i Kina, sagde Jeppe Kofod, men tilfø-
jede, at der jo også i Europa, i EU var nogle lande, som man kunne fange i
den dialog.
1589
 EUU, Alm.del - 2009-10 - Bilag 568: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 15/9-10
48. Europaudvalgsmøde 15/9-2010
Jeppe Kofod gentog, at han syntes, at hele konklusionspapiret bar præg af, at
det var meget lidt konkret, og at man efter hans opfattelse godt kunne prøve
fra dansk side at arbejde for, at det blev mere konkret.
Det sidste punkt, Jeppe Kofod tog frem, vedrørte den folkeafstemning, der
havde været i Tyrkiet, og som EU hilste velkommen. Han mente, at det over-
ordnet set var positivt, at Tyrkiet bevægede sig den vej, men at det var klart,
at man måtte se på, om sekulariseringen af det tyrkiske samfund blev respek-
teret, om magtens tredeling blev bibeholdt, og at det politiske system ikke be-
gyndte at blande sig i retssystemet osv. Men resultatet af folkeafstemningen
var grundlæggende positivt, gentog han.
Jeppe Kofod tilføjede, at han havde forstået, at den konservative udenrigsord-
fører mente, at det ville være på sin plads at stemme nej til den forfatnings-
ændring, der var sket i Tyrkiet, men at han også have forstået, at den konser-
vative udenrigsminister mente, at det var godt, at der var kommet denne æn-
dring. Derfor ville han gerne være helt klar over, om det, udenrigsministeren
her havde givet udtryk for, så også var regeringens holdning, og det, der nu
stod tilbage. For han syntes, det var lidt bemærkelsesværdigt, at en udenrigs-
ordfører fra et regeringsparti ikke bare sagde, at den forfatningsændring ikke
var klog, men at man skulle sige nej til den.
Pia Adelsteen
sagde, at hun også gerne ville spørge lidt ind til de strategiske
partnere, fordi statsministeren havde sagt, at EU definerede sine egne inte-
resser og værdier, samtidig med at udenrigsministeren sagde, at man skulle
have et mere realistisk syn på det samarbejde, vi havde med andre lande.
Det havde Pia Adelsteen to bemærkninger til.
For det første beklagede Pia Adelsteen, at det var svært at læse, hvilke vær-
dier og interesser vi stillede op som dem, vi syntes var vigtige.
For det andet ville Pia Adelsteen gerne vide, om vi gav køb på nogle af de
interesser og værdier, vi normalt havde, fordi det lå i EU-regi, så vi skulle væ-
re enige, og fordi der var nogle vækstlande, som vi selvfølgelig meget gerne
ville hægte os på, da det kunne skabe ny vækst både i Danmark og i EU.
Pia Adelsteen gav Kim Mortensen ret i, at Europaudvalget af finansministeren
havde fået nogle ganske udmærkede orienteringer omkring task forcen m.v.
Men hun kunne også huske, at hun tidligere havde spurgt statsministeren, om
det ikke i bund og grund ville blive sådan, at der, når man som regering skulle
sende sit første udkast til en finanslov ned til EU, og man så fik at vide, at der
var nogle ting, der ikke kunne rykkes særligt meget på, implicit lå i det, at
man, når man smed det udkast videre til forhandling i Folketinget, så vidste, at
dér kunne man ikke gøre noget. Pia Adelsteen spurgte, om det ikke lidt ville
blive sådan, at man skulle have en forhåndsgodkendelse fra EU.
Pia Adelsteen sagde, at hun godt vidste, at det stadig væk var overordnet,
men at der jo i bund og grund var mange af tingene i det store økonomiske
billede, man aldrig pillede ret meget ved. Det var jo stadig væk kun en lille del
af det, de snakkede om ved finanslovsforhandlingerne, tilføjede hun og spurg-
te, om det stadig ville være muligt at pille ved den lille del, og om EU vedrø-
1590
 EUU, Alm.del - 2009-10 - Bilag 568: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 15/9-10
48. Europaudvalgsmøde 15/9-2010
rende de store overordnede ting ville kunne sige, at der var altså nogle ting
her, man skulle rykke rundt med, og at man så blev nødt til at rette ind.
Lone Dybkjær
havde bemærket, at Herman von Rompuy havde sagt, at
rådskonklusionerne skulle være mere konkrete, at de skulle være kortere
osv., og hun spurgte på den baggrund, hvordan statsministeren selv syntes,
at det gik. Hun syntes ikke, at de var blevet mere konkrete, hun syntes, det
var lidt vippe-vappe rådskonklusioner, og at det, som Herman van Rompuy
indtil videre havde bidraget til, var flere møder. Lone Dybkjær tilføjede, at hun
ikke ville blande sig i, hvor mange møder, man skulle deltage i, men at hun
altså ikke syntes, at tingene var gået meget bedre.
Lone Dybkjær ville ikke sige noget om task forcen, da hun mente, den lå i fi-
nansministerens regi, og da han nok – pænt sagt - vidste lidt mere om det, det
håbede hun i hvert fald.
Lone Dybkjær gjorde opmærksom på, at det på udenrigsministeren havde lydt
som om, det først var nu, at EU opdagede, at der var nogle økonomiske gi-
ganter i form af Brasilien, Indien og Kina. Var det fuldstændigt nyt, spurgte
hun både udenrigsministeren og statsministeren, havde man aldrig diskuteret
det før i EU. Hun syntes, at den måde, man fremførte det på, var fuldstændig
utrolig. Derfor spurgte hun statsministeren, om han også mente, at det var
fuldstændigt nyt, at EU havde opdaget, at der var nogle økonomiske giganter.
Omkring klimaet delte Lone Dybkjær de synspunkter, der var fremført om, at
man skulle arbejde for de 30 pct., og det bad hun om at få nogle kommentarer
til.
Vedrørende Tyrkiet sagde Lone Dybkjær, at der var nogle af Europaudvalgets
medlemmer, der havde været på en tur til Tyrkiet, hvor de bl.a. havde diskute-
ret den nye konstitution – grundlov - og at hun også var opmærksom på, at
udenrigsordføreren for udenrigsministerens eget parti, Naser Khader, som
også var med på den tur, var blevet mere og mere overbevist om, at det gik i
den gale retning. De andre var måske blevet mere og mere overbeviste om,
at der nok trods alt var tale om et fremskridt, om end det ikke var fuldstændig
gigantisk, men dog en ændring af et meget dårligt system, sagde Lone Dyb-
kjær og tilføjede, at sådan var hun i hvert fald endt med at opfatte det.
Lone Dybkjær gjorde opmærksom på, at hun havde været meget kritisk, fordi
hun synes, der skete en sammenblanding mellem den lovgivende, den udø-
vende og den dømmende magt, og at den lovgivende magt – man kunne så
diskutere, hvilken magt den havde, men det hed det i hvert fald, indskød hun
– fik mere indflydelse, hvilket jo ikke nødvendigvis var et gode, det afhang
meget af, hvordan det blev gjort.
Lone Dybkjær ville gerne have en dybere kommentar til det, og hun ville ger-
ne vide, om der var et pres på Tyrkiet for, at man faktisk gik ind i en mere reel
ændring af konstitutionen. Det, man var nået frem til, var ikke lykken, men alt
andet lige var der både regeringsvenlige og regeringskritiske folk, som syntes,
at man alligevel skulle anbefale det, og derfor var det jo også endt med, at de
fik et ret stort ja til det, da det kom til stykket.
1591
 EUU, Alm.del - 2009-10 - Bilag 568: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 15/9-10
48. Europaudvalgsmøde 15/9-2010
Det havde man ikke troet, at de ville få, da delegationen fra Danmark var der,
fordi oppositionen var gået ret hårdt imod det, sagde Lone Dybkjær. Men der
havde alligevel været den bedømmelse, at det måske var af andre grunde,
man var gået imod det, end det reelt var på grund af det, der stod i ændrings-
forslagene. Man havde i øvrigt været enige om de 24 ud af de 26, tilføjede
hun.
Lone Dybkjær sluttede med to spørgsmål.
Det ene var, om der i EU var nogle røster, som diskuterede med Tyrkiet, at
det ville være godt, hvis man gik videre og fik en mere grundlæggende forfat-
ningskommission eller lignende.
Det andet var, hvad der var om snakken om, at man i EU overvejede ikke at
få en aftale om et medlemskab, men snarere en eller anden privilegeret asso-
cieringsaftale med Tyrkiet.
Statsministeren
svarede Pia Olsen Dyhr omkring Cancun COP 16, at man
på DER i oktober skal forholde sig substantielt til EU-positionen ved Cancun
COP 16. Dér ville de spørgsmål, Pia Olsen Dyhr havde rejst om den historiske
EU-position med de 20 pct./30 pct. byggende på konditionalitet, altså på kon-
dition af, hvad der kom til at ligge i en sådan aftale, have stor relevans og bli-
ve gjort til genstand for en drøftelse. Og dér ville den danske regerings positi-
on selvfølgelig være kendt, så det ville man vende tilbage til.
Til Per Clausen og lidt til Kim Mortensen sagde statsministeren vedrørende
det europæiske semester og kadencen i det, at det nye primært var tidslinjen i
det, altså at den åbenhed, der var omkring planlægningen af den økonomiske
politik i Danmark og de øvrige medlemslande, blev etableret på en sådan må-
de, at det også gav mulighed for en dialog på europæiske niveau. Det var det,
der var det nye, hvorimod der jo ikke var noget nyt omkring dybden af indblik-
ket eller mængden af indblanding, sagde statsministeren. Han understregede,
at vi havde vores suverænitet i behold – hvad det betød, ville han vende tilba-
ge til senere – men der var ikke ændret på substansen i det, og at det betød,
at de vilkår, en regering havde, når det var en mindretalsregering, ikke æn-
dredes ved dette her.
Når man lavede konvergensprogrammer, økonomiske redegørelser m.v., var
det jo allerede i dag sådan, tilføjede statsministeren, at det skete på basis af,
at regeringen aktuelt var en mindretalsregering, og at den måtte gøre det for-
nødne for at sikre, at den havde en majoritet for den overordnede økonomiske
politik. Det var næppe noget, der skulle ske i Folketingets Europaudvalg, sag-
de statsministeren og tilføjede, han ikke bildte sig ind, at man ved at flytte skil-
lelinjerne i dansk økonomisk politik ind i Europaudvalget pludselig ville opfinde
en konsensus, der ikke fandtes. Så god var verden nok ikke.
Statsministeren svarede Kim Mortensen, at det var klart, at vi i Danmark hav-
de finanslovskompetencen, og at det også var klart, at vi havde en forpligtelse
til at efterleve de regelsæt og de forpligtelser, vi havde påtaget os, herunder
1592
 EUU, Alm.del - 2009-10 - Bilag 568: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 15/9-10
48. Europaudvalgsmøde 15/9-2010
det eksisterende regelsæt omkring vækst- og stabilitetspagten. Den havde så
den fleksibilitet, den havde, den blev der ikke rokket ved, sagde statsministe-
ren. Derfor havde man også set under krisen, at den fleksibilitet havde været
brugt. Der havde været en koordineret enighed om, at målsætningen om max.
3 pct.’s underskud i forhold til BNP kunne suspenderes, og at man kunne føre
en ekspansiv politik under krisen.
Men en tilsvarende enighed var der også nu i forhold til at få konsolideret, det
var baggrunden for, at der var kommet de henstillinger, som regeringen jo
efterlevede både i ord og handling, sagde statsministeren. Han tilføjede, at
han kunne forstå, at oppositionens nyeste syn på den sag også var, at man
skulle efterleve dem – i hvert fald i ord – men at den så havde lagt en række
forslag frem, som, når man regnede på dem, ikke gjorde det. Men det ud-
sprang dog i hvert fald af, at også oppositionen var villig til at efterleve henstil-
lingerne, og det anbefalede statsministeren, at man også fremadrettet levede
op til.
På Pia Adelsteens spørgsmål, om hvad man gav køb på i forbindelse med
disse partnerskaber svarede statsministeren, at han egentlig så det anderle-
des. Han så det som en chance for, at man - hvis man tænkte nogle af disse
værdier ind, som lå i de strategiske partnerskaber, der havde været en del af
terminologien siden 2003, da EU definerede en ny sikkerhedsstrategi og op-
fandt dette begreb med strategiske partnerskaber – kunne få bedre mulighed
for at få større gennemslag, end hvis landene skulle agere hver især.
Statsministeren gjorde opmærksom på, at det ikke var hans hensigt, at de i
Europaudvalget skulle tage en meget stor drøftelse om det. Men han mente,
at det måtte være åbenlyst for enhver, at hvis EU’s medlemslande agerede
enkeltvis i potentielle konflikter med store partnere – eksempelvis et land som
Kina, hvor det jo var nemt at få øje på størrelsesforholdet mellem et enkelt
europæisk land og Kina – så var det vanskeligere for dem at få integreret det,
man kalder de vestlige demokratiske værdier omkring demokrati, åbenhed,
ligestilling, end i det øjeblik, EU-landene var i stand til at optræde i flok. Jeppe
Kofod havde også nævnt spørgsmålet omkring arbejdsmiljø, som var meget
relevant. Der lå altså den tænkning bag, sagde statsministeren, at stod man
på noget i fællesskab, så stod man stærkere, end hvis de enkelte lande stod
hver for sig.
Så det at tænke i strategiske partnerskaber og prøve på at tænke sin politik
på tværs af politikområderne, det var ikke et udtryk for at give køb på interes-
ser, det var et udtryk for, at vi i fællesskab kunne købe ind på de interesser,
som vi delte, sagde statsministeren.
På Lone Dybkjærs spørgsmål om, hvordan statsministeren selv syntes, at det
gik, svarede han, at der deri i virkeligheden lå, hvordan han syntes, at det gik
med Herman van Rompuys ledelse af DER. Det ville han ikke sidde og evalu-
ere på i Europaudvalget, og det var også var for tidligt at gøre det, sagde han.
Statsministeren tilføjede, at han havde bemærket det, Lone Dybkjær, Jeppe
Kofod og Pia Adelsteen havde sagt vedrørende konkretiseringsgraden, men
at han syntes, man måtte give kredit for, at det møde, der skulle være dagen
1593
 EUU, Alm.del - 2009-10 - Bilag 568: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 15/9-10
48. Europaudvalgsmøde 15/9-2010
efter, var det første i det nye set-up, og at det var indkaldt med den åbenhed,
at det var det første i det set-up. DER i den gamle formation med stats- og
udenrigsministrene, den var forsvundet med Lissabontraktaten. Dette var fak-
tisk det første topmøde, man skulle have med deltagelse af både stats- og
regeringschefer og udenrigsministre siden Lissabon, og der var lagt op til en
første drøftelse af udkastet til konklusioner, så det måtte man huske, når man
kiggede på det.
Omkring Kinas opdagelse sagde statsministeren, at det vel var kineserne
selv, der havde opdaget Kina, før vi andre havde gjort det - han troede, at det
var Marco Polo, en stolt europæer, der havde gjort det for mange år siden -
men begrebet strategiske partnerskaber havde EU arbejdet med tilbage fra
omkring 2003.
Det forhold, at Kina sammen med en række andre vækstøkonomier udgjorde
både en udfordring og en mulighed, var jo ikke nogen ny iagttagelse, sagde
statsministeren, men han troede, at man rimeligvis måtte sige, at det var en
iagttagelse, som stod endnu skarpere på baggrund af den globale finanskrise.
Det rokkede jo ikke ved, at bevidstheden havde været der før, og at der også
var blevet arbejdet på at lave tilnærmelser - den oprindelige EU-Kina-aftale
gik jo tilbage til 1985 - men det var uomtvisteligt sådan, at der fremadrettet var
et helt nyt perspektiv. Det forhold, at Kina her i sommer var rykket fra en 3.
plads til en 2. plads på den økonomiske internationale rangliste over størrelse,
betød jo også noget. Men selvfølgelig var Kina også opdaget, før Herman van
Rompuy blev fast formand for DER, og selvfølelig ville der også være udfor-
dringer i forhold til EU’s Kina-relationer efter, at Herman von Rompuy var
holdt op med at være fast formand for DER, tilføjede statsministeren.
Udenrigsministeren
svarede Pia Olsen Dyhr, at problematikken omkring
Rusland ikke ville komme op på det kommende møde, men at den danske
holdning naturligvis var helt og aldeles uændret. Udenrigsministeren tilføjede,
at hun selvfølgelig gerne ville vende tilbage til spørgsmålet på et senere tids-
punkt.
Vedrørende Tyrkiet, som Pia Olsen Dyhr og Per Clausen havde spurgt til,
sagde udenrigsministeren, at uanset, militæret i fortiden muligvis havde spillet
en stabiliserende rolle, så var regeringens synspunkt det, at de ikke på nogen
som helst måde kunne begræde, at man havde fået styrket den demokratiske
forfatning og svækket den militære politiske indflydelse i Tyrkiet.
Per Clausens spørgsmål, som Lone Dybkjær også havde været inde på, om
de økonomiske interesser og Kina, havde statsministeren allerede besvaret,
sagde udenrigsministeren og tilføjede, at det, der var nyt med Lissabontrakta-
ten, var, at vi fik en mulighed for at få en sammenhængende politik på områ-
det.
Problemet havde tidligere været, at man på den ene side havde haft de han-
delspolitiske aftaler forankret i regis af Kommissionen, og på den anden side
havde haft en lang række andre forbindelser bilateralt mellem Kina og de 27
EU-lande. Der skulle altså være et meget, meget større sammenfald af vores
1594
 EUU, Alm.del - 2009-10 - Bilag 568: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 15/9-10
48. Europaudvalgsmøde 15/9-2010
interesser, sagde udenrigsministeren, og det var nødvendigt, at alle 27 lande
talte med én stemme, hvis vi skulle kunne gøre os gældende også på de
spørgsmål, hvor vi var uenige med Kina, så vi kunne få dem til at flytte sig.
På stående fod ville udenrigsministeren sige, at ud over handelspolitiske og
økonomiske interesser så var det helt tydeligt, at interesser, der havde mere
værdipolitisk karakter så som forsvar for menneskerettighederne, frihedsret-
tighederne i det hele taget, sikkerhedspolitiske spørgsmål og hele den grønne
dagsorden, var temaer, det var meget, meget relevant at rejse i forhold til Ki-
na.
Udenrigsministeren tilføjede, at hun da meget gerne havde se, at man i de
drøftelser, der ville komme dagen efter, havde kunnet gå mere til biddet og gå
ind og diskutere, hvad det var, man ville på disse punkter, som Jeppe Kofod
også havde efterlyst. Men hun troede bare, at der var tale om, at selv om man
tidligere havde erkendt, at Kina betød noget for verdensøkonomien, og at vi
skulle være tæt på den, så var der tale om lidt af en nyskabelse for EU, at
man nu prøvede at se, om man ikke kunne lave en sammenhængende politik
i forhold til det enkelte land, og at det ville tage nogen tid at få alle landene
med på hele den filosofi og tankegang, der var bagved, plus, at man så skulle
være enige om, hvad det var, man ville.
Udenrigsministeren mente, at der var gjort meget store bestræbelser også fra
Herman van Rompuys side på at få struktureret debatten, sådan at man fik
debatten om, hvad det var for emner, der var væsentlige for landene, og at
det i hvert fald var en start.
På Jeppe Kofods spørgsmål vedrørende en sammenhæng i vores politik, sva-
rede udenrigsministeren, at man fra dansk side også havde presset på, fordi
man meget gerne ville have, at den tekst, der lå, var blevet endnu mere han-
delsvenlig, end den var. Men hun måtte bare erkende og sige direkte, at der
altså var nogle lande, der havde en lidt mere opportunistisk tilgang til tingene,
end vi brød os om. Derfor diskuterede man også hele tiden internt, hvor langt
man kunne gå, sagde hun og tilføjede, at man naturligvis ville gå så langt som
muligt med hensyn til at sætte denne her handelsdagsorden.
Man kunne sige, at i forhold til at have en grundlov for frihandel, har man jo i
dag GATT-aftalen, men udenrigsministeren så selvfølgelig meget gerne, at
man supplerede den og gik videre. Så længe situationen var, som den var,
også i forhold til den amerikanske kongres, havde man imidlertid fra EU’s side
valgt at sige, at så længe, man ikke kunne flytte sig handelspolitisk globalt, så
måtte man sørge for, at EU begyndte at flytte sig og fik lavet flere frihandelsaf-
taler. Det var også det, man kunne se, når det gjaldt ASEAN-landene, de
havde typisk lavet frihandelsaftaler på kryds og tværs med hinanden.
Den første lakmusprøve for EU’s bilaterale handelsaftaler ville sådan set finde
sted dagen efter, hvor vi håbede på, at handelsaftalen med Sydkorea meget
gerne skulle falde på plads, sagde udenrigsministeren. Det var alene Italien,
man ventede på, og man håbede naturligvis på, at man kunne få lavet den
aftale for at vise, at EU rykkede på den handelspolitiske dagsorden.
1595
 EUU, Alm.del - 2009-10 - Bilag 568: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 15/9-10
48. Europaudvalgsmøde 15/9-2010
Omkring strategiske partnerskaber syntes udenrigsministeren, at det var me-
get vigtigt at få sagt, at vi prøvede på at få en sammenhæng i tingene, fordi
det var væsentligt - hvis vi havde noget at handle med eksempelvis på det
handelspolitiske område - at vi så sørgede for at få noget igen eksempelvis på
menneskerettighedsområdet. Udenrigsministeren troede, at EU-landene i sti-
gende grad havde en erkendelse af, at det ikke nyttede noget, at der var 27
forskellige tilgange til Dalai Lamas besøg i de europæiske lande eller til, hvor-
dan vi håndterede menneskerettighedssituationer generelt eller spørgsmålet
om dødsstraf. Der skulle altså være en meget, meget skarpere og meget me-
re entydig stemme, hvis EU skulle kunne flytte noget i forhold til Kina på den
lange dagsorden.
På spørgsmålene omkring Tyrkiet og de forskellige holdninger, der havde væ-
ret tilkendegivet også fra den konservative ordfører, svarede udenrigsministe-
ren, at hun troede, at meget af den diskussion handlede om, om kruset var
helt fyldt eller var halvt tomt. Hun troede, at der generelt set i EU, uanset
holdningen til Tyrkiet, var en anerkendelse af, at man med afstemningen søn-
dag, havde flyttet sig i den rigtige retning. Men som Stefan Füle, kommissæ-
ren for udvidelse, meget klart havde sagt, ville det nu først og fremmest kom-
me til at handle om, om de fik implementeret de ting, de havde vedtaget, på
en rigtig måde. Og dér var så det første step, som Jeppe Kofod meget rigtigt
havde efterlyst, at man selvfølgelig først og fremmest skulle have presset Tyr-
kiet for at levere, for man var bestemt ikke i hus endnu.
Naser Khaders tilgang til det havde været at sige, at glasset var altså ikke
særligt perfekt endnu, og at der var mange fremskridt, det stadig væk også
skulle være plads til, og det var også korrekt, sagde udenrigsministeren. Men
hun troede bare, man også måtte sige, at dette var et skridt i den rigtige ret-
ning, og at det altså var noget, man skulle anerkende Tyrkiet for. Hun under-
stregede, at det nu var vigtigt at holde Tyrkiet fast på implementeringen af
forfatningsændringerne.
Spørgsmålet var, om man havde en positiv tilgang til det, eller man måske
havde en mere skeptisk tilgang til det, sagde udenrigsministeren, men hun
syntes under alle omstændigheder, at Tyrkiet i hvert fald havde flyttet sig i den
rigtige retning. Hun tilføjede, at hun den forudgående lørdag havde haft et
bilateralt møde med sin tyrkiske kollega, hvor hun også havde gjort det klart,
at det var meget væsentligt, at Tyrkiet flyttede sig yderligere og ikke mindst
flyttede sig i forhold til reformdagsordenen.
Udenrigsministeren svarede til Pia Adelsteen, at der på ingen som helst måde
var tale om, at vi gav køb på vores interesser. Dette her handlede tværtimod
netop om, at vi skulle være meget mere effektive, for erkendelsen var, at 27
lande der hver især pippede med hver sit næb, ikke havde nogen særligt stor
indflydelse på tingene. Dér, hvor det rykkede noget, dér, hvor det flyttede no-
get, var, hvis landene var enige.
Udenrigsministeren nævnte to, syntes hun, rigtigt gode eksempler på det. Det
første var, at det, da de skulle lave Iran-aktionerne, var lykkedes for alle 27
lande at blive enige, så man stod meget stærkt i sin tilgang til Iran. Det andet
1596
 EUU, Alm.del - 2009-10 - Bilag 568: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 15/9-10
48. Europaudvalgsmøde 15/9-2010
eksempel var fra den forudgående uge, hvor det var lykkedes at få en fælles
holdning blandt de 27 medlemslande til spørgsmålet om Serbien og Kosovo.
Det gjorde, at EU også dér havde flyttet sig i forhold til FN-resolutionen, og
det betød faktisk rigtigt, rigtigt meget, sagde udenrigsministeren, at man, til
trods for, at der var 5 EU-lande, der stadig væk ikke havde anerkendt Koso-
vos eksistensberettigelse, kunne nå til enighed. Det gav anerkendelse, og det
havde altså også været med til at flytte noget ikke mindst i forhold til Balkan.
Udenrigsministeren troede, at det, at tale med én stemme og det at være me-
re koordineret og at sammenfatte det, landene mente, var det, der flyttede
noget og gjorde dem mere effektive, end hvis man ikke gjorde noget - også
når det gjaldt vores fælles værdier.
Til Lone Dybkjær sagde udenrigsministeren, at statsministeren på glimrende
vis havde svaret på, hvordan fortiden havde været både omkring de strategi-
ske partnerskaber og med Lissabontraktaten, som gav os nogle nye mulighe-
der, vi skulle benytte os af.
Per Clausen
gentog, at han var meget enig i den vurdering, udenrigsministe-
ren havde af det, der skete i Tyrkiet, og tilføjede, at han selvfølgelig syntes,
det var godt, at det konservative folkeparti havde så stor en åbenhed i sin po-
litik, at ordføreren på området kunne mene det modsatte, og at man på nogle
områder også gav mulighed for, at venstres udenrigspolitiske ordfører kunne
mene noget andet end regeringen. Det gav nogle spændende debatter, sagde
Per Clausen, men det kunne jo være, at det set fra udlandet kunne give en
forkert opfattelse af den danske regerings politik. Regeringen havde i hvert
fald i vurderingen af Tyrkiet også Enhedslistens støtte til det, der var blevet
sagt i det indeværende møde.
Per Clausen sagde, at han havde to overordnede spørgsmål.
Det ene vedrørte behandlingen af den rapport, hvori Danmark skulle frem-
lægge over for EU, hvad Danmark havde tænkt sig at gøre på de overordne-
de økonomiske linjer. Per Clausen var enig med statsministeren i, at den selv-
følgelig ville udtrykke noget af den økonomiske uenighed om den økonomiske
politik, der var i vores land, men han ville gerne vide, om Folketinget ville bli-
ve informeret om, hvad man sendte ned til EU, inden man sendte det af sted
og om der ville blive gjort noget som helst forsøg på at inddrage Folketinget i
arbejdet med det. For selv om man var helt sikker på, at alle partier mente
det, de plejede at mene, kunne det jo godt være, at man alligevel skulle have
en politisk proces. Man havde jo nogle formelle processer for inddragelse af
Folketinget.
Det andet spørgsmål, som var til udenrigsministeren, drejede sig om, hvad
man skulle have ud af den nye sammenhængende EU-politik. Per Clausen
syntes, det var vanskeligt at gå ind i en diskussion om, hvorvidt det var bedst,
at der var sammenhæng eller, at der ikke var sammenhæng i EU-politikken.
Han troede, at næsten alle kunne være enige om, at det var bedre med sam-
menhæng end med mangel på sammenhæng, men han mente, at det afgø-
rende måtte være, hvad det var for en sammenhængende politik, det drejede
1597
 EUU, Alm.del - 2009-10 - Bilag 568: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 15/9-10
48. Europaudvalgsmøde 15/9-2010
sig om. Per Clausen sagde, at han selvfølgelig var glad for, at udenrigsmini-
steren havde sagt, at den danske position stadig var, at menneskerettighe-
derne, frihedsrettighederne spillede en central rolle, og at han havde på for-
nemmelsen, at vi selvfølgelig også ville arbejde for og slås for, at det blev en
EU-position. Men han mente, at udenrigsministeren også måtte erkende, at
der var andre lande i EU – også store lande – som havde en anden tilgang til
den diskussion, og at der derfor var en vis risiko for, at det, man ville få, var
en sammenhængende politik, hvor spørgsmål omkring menneskerettigheder
osv. i virkeligheden blev nedtonet, og at det måske så ikke var meget bedre
med en sammenhængende politik end med en ikke sammenhængende poli-
tik.
Pia Olsen Dyhr
sagde, at hun havde god forståelse for, at det var det første
møde, hvor der var emner på, som var ganske omfattende, og at man derfor
ikke kunne gå ned i en ekstrem konkretiseringsgrad i udkastet til konklusioner,
men at hun håbede, at det ville blive mere konkret hen ad vejen.
Pia Olsen Dyhr sagde, at det, der bekymrede hende allermest i punkt 5 c) i
udkastet til konklusioner vedrørende Cancun-konferencen, var, at statsmini-
steren ikke ville komme med et bud på, hvad Danmark ville melde ind i forhold
til den diskussion, der måtte komme. Både Storbritannien, Frankrig og Tysk-
land havde sagt, at nu måtte EU melde sig på banen med et 30 pct.’s krav i
2020. Men det var langt fra de ambitioner, vi skulle nå på internationalt plan,
hvis vi skulle holde os inden for en 2 graders stigning.
Pia Olsen Dyhr gav udtryk for overraskelse over, at statsministeren bare hav-
de sagt, at man nu måtte vente til mødet i oktober med at melde ud, hvad den
danske position var. Man havde tidligere lagt sig fast på den danske position,
at vi gerne ville gå op til 30 pct., hvis det internationale forum var til det. Nu
var der et pres fra andre lande i Europa, herunder lande som tidligere ikke
havde været villige til at levere 30 pct., eksempelvis Tyskland. Derfor undrede
det Pia Olsen Dyhr, at statsministeren ikke sprang ud af busken og sagde, at
selvfølgelig støttede vi op om de tre lande og meldte 30 pct.
Pia Olsen Dyhr mente, at det måtte være et simpelt spørgsmål, om vi støttede
op om de tre lande, eller vi ikke støttede op om dem.
Pia Olsen Dyhr gjorde statsministeren opmærksom på, at finansministeren jo
havde et bredt mandat i Europaudvalget omkring task forcen, som blev støttet
af de EU-positive partier i Folketinget, men ikke Enhedslisten og ikke Dansk
Folkeparti. Hun tilføjede, at hun syntes, at statsministeren skulle vide, at Eu-
ropaudvalget havde et godt samarbejde med finansministeren, og at det var
vigtigt at holde et godt samarbejde, fordi der var brug for at få styr på den eu-
ropæiske økonomi.
Derfor syntes Pia Olsen Dyhr, at statsministeren skulle tænke lidt på, om han
var interesseret i hele tiden at provokere det flertal, han havde bag det man-
dat, om det eksempelvis var nødvendigt for statsministeren at komme med
den lille sidebemærkning om, at han havde regnet på oppositionens forslag,
som ikke levede op til henstillingen. Hun mente, at det klart gjorde det, og at
1598
 EUU, Alm.del - 2009-10 - Bilag 568: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 15/9-10
48. Europaudvalgsmøde 15/9-2010
Finansministeriet også mente det, hvis man checkede fodnoterne på Finans-
ministeriets svar. Men det ville hun lade ligge og blot notere sig, at regeringen
havde et underskud lige i øjeblikket på 4 mia.kr. i forhold til det budgetterede
for i år, og at det tydede på, at man ikke selv kunne leve op til henstillingen.
Den debat kunne de godt tage, sagde Pia Olsen Dyhr, men hun syntes bare,
at det var vigtigt at gøre statsministeren opmærksom på, hvor han havde et
mandat i Europaudvalget.
Til udenrigsministeren sagde Pia Olsen Dyhr vedrørende Rusland, at hun ikke
havde tænkt sig at genstarte samrådet i Udenrigsudvalget tilbage i oktober
2006. Det var der ikke nogen grund til, tilføjede hun, men hun ville opfordre
udenrigsministeren til at finde tilbage til de konklusioner, hvor den daværende
udenrigsminister slog meget fast, at i EU’s strategiske partnerskab med Rus-
land, som jo var det, der skulle diskuteres på det må møde, skulle HIV/AIDS
være en del af de vigtige parametre, og at Danmark ville foreslå det i den for-
bindelse. Det var blevet sagt meget mere udtrykkeligt, end Pia Olsen Dyhr
gjorde det lige nu, sagde hun og tilføjede, at hun faktisk var overrasket over,
hvor offensiv den daværende udenrigsminister have været på det punkt. Der-
for håbede hun bare, at udenrigsministeren ville gå tilbage og finde det i
gemmerne.
Kim Mortensen
sagde, at man kunne sige til Pia Olsen Dyhr, at i modsæt-
ning til finansministeren, der havde haft tilsviningen af Socialdemokraterne og
SF med i sine indledende bemærkninger, var de trods alt kommet lidt længere
nede i teksten hos statsministeren.
Kim Mortensen erklærede sig enig med statsministeren i, at debatten om vo-
res finanspolitik i Danmark foregik løbende i Finansudvalget og Folketingssa-
len, men at det, Europaudvalget interesserede sig for, selvfølgelig var, at det,
som Danmark lagde stemmer til i EU, også gav mulighed for, at en ny rege-
ring eksempelvis kunne have nogle andre øjne på finanspolitikken. Derfor
havde de lyttet meget til det, finansministeren havde sagt i Europaudvalget,
hvorfra Kim Mortensen citerede følgende: ” Det er afgørende, at vi fortsat ville
kunne føre en selvstændig økonomisk politik, som passer til danske forhold
herunder konjunkturudvikling og behovet for at styrke bl.a. investeringer og
jobskabelse.”
Kim Mortensen sagde, at han godt var klar over, at regeringen havde valgt en
lidt anden strategi i den økonomiske politik, men tilføjede, at det afgørende for
Socialdemokratiet var, at Danmark nu ikke sagde ja til noget, som ændrede
på den forudsætning, at vi faktisk i Danmark havde mulighed for med et andet
politisk flertal i Folketinget at lave en anden økonomisk politik. Derfor ville han
gerne have, at statsministeren bekræftede, at det også var statsministerens
overbevisning, at efter at Danmark havde lavet aftaler i EU i forbindelse med
det europæiske semester, ville det stadig væk være muligt at ændre den øko-
nomiske politik i det danske folketing.
1599
 EUU, Alm.del - 2009-10 - Bilag 568: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 15/9-10
48. Europaudvalgsmøde 15/9-2010
Lone Dybkjær
sagde vedrørende tilsviningen af oppositionen, at man godt
kunne overveje, om det var en stil, regeringen havde tillagt sig. Hun syntes,
det var som om ministrene – hun havde selv været ude for beskæftigelsesmi-
nisteren et par dage forinden – mente, at det var fuldstændigt absurd, at op-
positionen stillede nogle spørgsmål, og at den naturligvis kun gjorde det, fordi
den ville et eller andet vanvittigt af en eller anden art. Man kunne faktisk godt
stille spørgsmål, fordi man ønskede at vide noget, eller fordi der havde været
divergerende udtalelser fra to ministre, sagde Lone Dybkjær, og derfor synes
hun, at det ville være ret rart, hvis man fik indskærpet, at ministre altså også
engang imellem skal svare som ministre og ikke bare som en slag politiske
ordførere, apropos finansministeren, som ikke kunne lade være med at pro-
vokere om ting, der sådan set ikke direkte vedkom dagsordenen.
Lone Dybkjær gav udtryk for glæde over, at statsministeren sad med sin mo-
biltelefon, fordi hun gik ud fra, at det var udtryk for, at han også havde taget
afstand fra Helge Adam Møllers udtalelser vedrørende andres brug af mobil-
telefoner.
Lone Dybkjær syntes ikke, at hun af udenrigsministeren havde fået svar på,
om der var diskussioner - udover hvad der kunne være af korridormæssig art -
vedrørende Tyrkiet medlemskab, om der var noget konkret. Lone Dybkjær
sagde, at hun ikke kunne huske, hvilken avis der dagen før havde haft noget
om, at man virkelig for alvor overvejede, om der skulle laves en udvidet asso-
cieringsaftale med Tyrkiet snarere end en aftale om direkte medlemskab.
Hendes spørgsmål var om der var nogen ændring i det.
Nu stemte de jo ikke om halvt fyldte eller halvt tomme krus i Europaudvalget,
sagde Lone Dybkjær. Men hun gik ud fra, at hvis der kom en forespørgsel i
Folketinget om Tyrkiet, så ville regeringen, og det ville så også sige rege-
ringspartiernes medlemmer, stemme for, at det var et skridt i den rigtige ret-
ning. Hun tilføjede, at hun ikke syntes, at de skulle tage en sådan forespørg-
sel, men at hun gik ud fra det, netop fordi de konservatives udenrigspolitiske
ordfører havde meldt meget klart ud i en helt anden retning, og havde gjort
det både under og efter besøget i Tyrkiet, hvor de havde fået yderligere op-
lysninger om forholdene dér.
Lone Dybkjær fandt, at det var lidt vigtigt, fordi hun betragtede Tyrkiet som et
potentielt medlemsland, og syntes, at der ikke skulle være nogen slinger i val-
sen om det. Men grunden til, at hun spurgte til det, var også, at de, da de var
på den rejse i Tyrkiet, havde diskuteret, at det ikke var så enkelt. Der var nog-
le paragraffer, ifølge hvilke parlamentet pludselig fik noget mere indflydelse.
Derfor ville hun til udenrigsministerens orientering sige, at den udenrigspoliti-
ske ordfører for de konservative mente, at det var lige vejen til at få mere is-
lam ind i det hele. Det var ligesom begrundelsen for hans holdning, sagde
Lone Dybkjær og tilføjede, at hun derfor syntes, det var ret vigtigt, hvad rege-
ringen mente.
Jeppe Kofod
takkede for svarene og sagde, at han var glad for, at Euro-
paudvalget kunne have en god og seriøs drøftelse omkring udenrigspolitikken
1600
 EUU, Alm.del - 2009-10 - Bilag 568: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 15/9-10
48. Europaudvalgsmøde 15/9-2010
ikke mindst i forhold til Tyrkiet, fordi han syntes, det var ret vigtigt og i Dan-
marks interesse at have en sådan seriøs debat omkring tilgangen til det.
Som Jeppe Kofod så situationen, var det vores kerneinteresse, at Tyrkiet be-
vægede sig over i det, man kunne kalde europæisk demokrati med den mag-
tens tredeling og de former for institutioner, vi kendte fra andre europæiske
lande. Derfor var hans spørgsmål ikke ment som et polemisk spørgsmål, men
han syntes bare, det ville være ærgerligt, at der dagen efter, at den danske
konservative udenrigsminister havde haft et møde med sin tyrkiske kollega –
altså om lørdagen – kom en udmelding fra det selv samme regeringsparti om,
at man håbede på, at folkeafstemningen ville ende med et nej.
Jeppe Kofod gjorde opmærksom på, at han draget det frem, fordi han syntes,
det var ærgerligt for dem, der gerne ville have en fælles bred politisk linje om-
kring Tyrkiet og holdt fast i, at det var seriøse udfordringer, man stod overfor,
at vi havde en interesse i, at Tyrkiet bevægede sig i demokratisk retning, og at
vi burde stå sammen om det. Det var sådan set hans ærinde.
Jeppe Kofod sagde, at han var glad for udenrigsministerens svar, og at de
alle var opmærksomme på de problemer, der fortsat lå i Tyrkiet, og at man i
den kommende tid skulle holde meget øje med, at de forsatte ad den vej. Så i
relation til det med, at glasset var halvt tomt eller halvt fyldt, syntes han, det
var en rigtig tilgang, udenrigsministeren havde i forhold til Tyrkiet på EU-
niveau.
Statsministeren
sagde, at det, der fremgik af udkastet til konklusioner om-
kring Cancun, var, at DER på sit møde i oktober ville vende tilbage til det
spørgsmål, og det ville man så også gøre i Europaudvalget, hvor statsministe-
ren ville redegøre for den danske position, som var under overvejelse. Det
hang sammen med, at man i EU havde haft det ønske, at der blev skabt in-
ternationale betingelser for at gå fra 20 pct. til 30 pct. reduktion. De var aktuelt
ikke på plads. Det, man skulle vurdere på oktobermødet, var, om de kunne
komme på plads og hvis ikke: Hvad så? Det ville de alle sammen komme til at
vende tilbage til på det tidspunkt.
Statsministeren sagde, at han da var ked af, at man opfattede det som en
provokation, at regeringen tog oppositionens økonomiske udspil alvorligt og
læste det og regnede det efter. Det var der ikke noget provokerende i, det var
for at fremme sagligheden i den politiske debat, og han syntes da ikke, at man
skulle opfatte det som en provokation, men som en kompliment, at regeringen
tog det alvorligt. Han tilføjede, at han var helt med på, at det ikke var en dis-
kussion, de skulle have i Europaudvalget, da det jo ikke var Europaudvalget,
der lagde Danmarks økonomiske politik.
Det var også derfor, statsministeren havde svaret Per Clausen, som han hav-
de gjort tidligere og nu gjorde igen, at det, de gerne skulle blive enige om i
Europaudvalget, var, hvad Danmarks holdning var i forhold til at have et sæt
spilleregler i Europa, der sikrede, at landene spillede efter reglerne. Hvordan
man så i øvrigt ville spille – hvis det billede kunne bruges – blev en anden
diskussion, og man skulle passe på ikke at blande det, sagde statsministeren.
Han tilføjede, at spil jo også overordnet var alt, hvad Pia Olsen Dyhr sagde,
1601
 EUU, Alm.del - 2009-10 - Bilag 568: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 15/9-10
48. Europaudvalgsmøde 15/9-2010
for det havde næsten lydt som om, at medmindre han sagde noget pænt om
oppositionens økonomiske politik, så ville oppositionen ikke hjælpe med til, at
man fik et sæt ordentlige spilleregler. Men det overhørte statsministeren selv-
følgelig, sagde han.
Det korte af det lange var, sagde statsministeren til Kim Mortensen, at vi ikke
afgav suverænitet, at der ikke blev ændret noget ved substansen, i rækkevid-
den af vækst- og stabilitetspagten. Der, hvor der blev ændret noget, var på
det processuelle område og tidslinjerne. Det sikredes, at der kom åbenhed
omkring processerne, og at eventuelle gode råd fra EU, uanset hvilken karak-
ter de måtte have, kunne indgå i vores egen beslutningsproces på linje med
gode råd, som Nationalbanken, vismændene og andre måtte give.
Hvordan man så ville vælge at lytte til de gode råd, beroede jo på, hvem der
lyttede, sagde statsministeren. Vækst- og stabilitetspagten var rimeligt præcis,
men havde jo også vist sin fleksibilitet i krisetider. Det var lige så åbenlyst nu
og her, at der var enighed om – og det var også baggrunden for, at en række
lande, der var i proceduren for uforholdsmæssigt store underskud, havde fået
henstillinger – at vi nu var i en fase, der hed konsolidering. Derfor lå der en
række henstillinger, som landene reagerede på, sagde statsministeren, og
han havde forstået, at der nu heller ikke var nogen diskrepans mellem rege-
ringen og oppositionen på det område. Der var jo ikke nogen overordnet
uenighed om, hvorvidt man skulle reagerer på den henstilling.
Udenrigsministeren
sagde vedrørende Tyrkiet, at hun da var meget glad for,
at Per Clausen kunne bakke op om regeringen, nu da der var så megen dis-
kussion om andre synspunkter, og hun takkede ham, fordi han var enig i rege-
ringens vurdering af situationen i Tyrkiet.
Udenrigsministeren svarede Jeppe Kofod og Lone Dybkjær, der begge havde
spurgt ind til Tyrkiet, at der var lavet 26 forslag til reformer af Tyrkiets forfat-
ning, hvoraf mange trak i en god retning, bl.a. oprettelsen af en ombuds-
mandsinstitution var fornuftig. Men, som Jeppe Kofod havde sagt, det jo var
en indgroet del af den måde, vi tænkte på, at vi synes, at tredelingen af mag-
ten var helt afgørende. Og der var dele af de forslag, som lå på bordet, der
havde fået oppositionen i Tyrkiet til at rejse spørgsmålet om, hvorvidt det be-
tød, at regeringen kunne politisere det juridiske system, sagde udenrigsmini-
steren og tilføjede, at hun havde forstået, at det bl.a. var noget af det, Naser
Khader havde været ude at rejse et advarselsflag i forhold til.
Udenrigsministeren syntes ikke, at det var noget, de skulle have en lang dis-
kussion om i Europaudvalgets møde, men hun understregede meget klart, at
hendes holdning og regeringens holdning var den samme som Kommissio-
nens, nemlig for det første, at man holdt fast i, at Tyrkiet var et kandidatland,
og for det andet, at man holdt fast i, at der skulle leveres konkrete forbedrin-
ger og resultater fra Tyrkiets side, og at afstemningen søndag samlet set hav-
de været et skridt i den rigtige retning.
Vedrørende værdierne, som Per Clausen også havde spurgt til, sagde uden-
rigsministeren, at det egentlig ikke var hendes opfattelse - og hun havde til-
1602
 EUU, Alm.del - 2009-10 - Bilag 568: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 15/9-10
48. Europaudvalgsmøde 15/9-2010
bragt megen tid sammen med sine ministerkollegaer - at der var nogen di-
skrepans mellem deres og vores holdning til menneskerettighederne, de blev
vægtet meget, meget højt hos samtlige af hendes kolleger i EU.
Det, man bare havde erkendt, var, sagde udenrigsministeren, at EU’s størrel-
se og indflydelse i verden blev mindre og mindre i takt med, at andre økono-
mier voksede frem, og at andre lande fik øget politisk indflydelse. Derfor var
det mere afgørende end nogensinde før, at man stod sammen og talte med
samme stemme, så man lagde hele vægten bag, hvis man ville lyttes til.
Udenrigsministeren sagde, at hun troede, at det var meget afgørende, og at
hun derfor selvfølgelig også håbede, at det indspil, hun var kommet med
sammen med den tyske udenrigsminister, Guido Westerwelle, om netop at
sætte mere fokus på frihedsrettighederne og menneskerettighederne og EU’s
stemme udadtil, ville få en god gang gennem ikke mindst den nye fælles
udenrigstjeneste. Det var i hvert fald noget, Cathrine Ashton havde taget me-
get positivt imod, at det var vigtigt, at man stod sammen, når man blev pres-
set fra andre bl.a. på ytringsfrihed og lignende.
Kim Mortensen
takkede for svaret og sagde, at det ikke var noget helt enty-
digt svar på, om statsministeren nu havde den samme opfattelse, som han,
men at han ville tolke det, som at statsministeren havde den samme udlæg-
ning af det, som finansministeren havde givet i Europaudvalget, at det frem-
adrettet også vil være muligt at føre andet end en nedskæringspolitik, altså
også en politik, der styrkede jobskabelse og vækst.
Men de var jo flere gange stødt på, at der var forskellige situationer for de eu-
ropæiske lande, der var med i euroen, og de, der var uden for euroen. Dan-
mark var som bekendt udenfor euroen, og derfor havde vi nogle særlige ud-
fordringer med at koble os på nogle af de diskussioner, der var i EU-
samarbejdet også på det økonomiske område.
Kim Mortensen fulgte herefter op på noget, der havde været fremme i diskus-
sionen omkring de fremtidige regeringer og regeringskonstellationer.
Der stod i regeringsgrundlaget, sagde Kim Mortensen, og det havde regerin-
gen ikke gjort noget ved i den indeværende periode - men det kunne være, at
det kunne nås endnu - at man ville afskaffe forbeholdene for EU-samarbejdet.
Han havde forstået, at Dansk Folkeparti, der gerne ville med i regeringen, ikke
var enig i det. Men statsministeren havde tilkendegivet, at det ville være en
forudsætning for at komme med i en fremtidig regering, at der også i et nyt
regeringsgrundlag kom til at stå, at man ville afskaffe forbeholdene, sagde
Kim Mortensen og spurgte derfor, om statsministeren stadig væk var enig i
det synspunkt, at også en eventuelt kommende borgerlig regering ville have,
at man skulle afskaffe forbeholdene, og at enighed om det var en forudsæt-
ning for, at man kunne komme med i en eventuel borgerlig regering.
Pia Olsen Dyhr
sagde vedrørende Cancun, at hun syntes da, at det var posi-
tivt, at den danske position var under overvejelse, og at hun håbede, det ville
betyde, at vi meldte ind på de 30 pct.
1603
 EUU, Alm.del - 2009-10 - Bilag 568: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 15/9-10
48. Europaudvalgsmøde 15/9-2010
Omkring arbejdet i task-forcen syntes Pia Olsen Dyhr, det var lidt vigtigt, at
statsministeren slog fast, at selvfølgelig ville vi sørge for, at det ville være mu-
ligt at føre en ekspansiv finanspolitik også inden for ØMU’en. Det var i virke-
ligheden det, der i øjeblikket var knasten i diskussionerne i hvert fald i forhold
til SF, om man ville få nogle restriktioner i ØMU’ens anden fase, som ville gø-
re, at det var umuligt at føre en ekspansiv finanspolitik. Finansministeren hav-
de understeget, at det blev der ikke, men derfor ville Pia Olsen Dyhr alligevel
gerne have, at statsministeren bekræftede det.
Formanden
spurgte, om der var flere, der ønskede ordet, da hun ellers ville
lade de to ministre slutte af.
Satsministeren
sagde, at han troede, at de to spørgsmål, der var stillet, var
stillet til ham.
Der ville ikke blive ændret noget substantielt ved vækst- og stabilitetspagtens
regelsæt, sagde statsministeren. Det, hele denne task force havde som op-
drag, var at sikre, at der blev større respekt omkring de regelsæt, det gik ikke
ud på at ændre regelsættene, så det, man havde af muligheder for at føre
ekspansiv finanspolitik, ændredes ikke ved dette her. Ideen var, at skabe stør-
re respekt, fordi man havde kunnet se – hvis statsministeren måtte sige det
lige ud – at det særligt for en række sydeuropæiske lande havde knebet med
at konsolidere i god tid, hvilket havde gjort, at man i dårlige tider havde stået
enormt blottet og enormt eksponeret i forhold til finansmarkederne, og at det
havde skabt utryghed omkring euroen som projekt, omkring Europas vilje til at
komme ud af gældskrisen m.v. Det var det, regelsættet tog sigte på, gentog
statsministeren.
Spørgsmålet var så, hvad det var for et regelsæt, man havde, sagde statsmi-
nisteren og tilføjede, at det de facto havde vist, var, at vækst- og stabilitets-
pagten havde fleksibiliteten indbygget i sig til også at føre en ekspansiv politik.
Det var der jo et stort skoleeksempel på udfoldet i hele Europa.
Så var der en særlig dansk debat, der handlede om, hvorvidt man så som det
eneste land i hele Europa skulle blive ved med at føre ekspansiv finanspolitik
på et tidspunkt hvor alle havde besluttet sig for at konsolidere. Det hørte man
som entydig rådgivning alle steder fra – bortset fra Arbejderbevægelsens Er-
hvervsråd – at man skulle. Men det var en helt anden diskussion, den måtte
man tage et andet sted. Statsministeren troede, at det, han måtte sige, var, at
man kollektivt skulle arbejdede for, at der kom mere respekt omkring regel-
sættet, fordi det så også ville binde alle fremtidige regeringer til at respektere
regelsættet.
Statsministeren tilføjede, at han havde meget svært ved at se for sig, hvordan
man fremtidigt ville sidde henstillinger overhørig, sådan som der havde været
tendenser til at, at man gjorde aktuelt. Men han udtrykte det fromme ønske, at
det ikke blev efterchecket i virkeligheden.
1604
 EUU, Alm.del - 2009-10 - Bilag 568: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 15/9-10
48. Europaudvalgsmøde 15/9-2010
Statsministeren sagde til Kim Mortensen, at det var en stor og omfangsrig
dagsorden, de havde på DER’s kommende topmøde dagen efter i Bruxelles,
men at spørgsmålet om et fremtidigt regeringsprogram for en dansk regering
efter næste folketingsvalg dog ikke var på den dagsorden.
Formanden
takkede ministrene og tilhørerne og gjorde opmærksom på, at
det følgende punkt på dagsordenen var lukket.
Mødet slut kl. 11.22.
ES/SRA
1605