Europaudvalget 2009-10
Rådsmøde 2984+2985 - Almindelige anl. Bilag 2
Offentligt
767799_0001.png
11. Klimaændringer og sikkerhed
KOM-dokument foreligger ikke.
Nyt notat.
1. Resumé
Der vil blive vedtaget rådskonklusioner hvori sammenhængen mellem klimaændringer og sikkerhed fremhæves.
Der lægges vægt på, at klimaændringernes sikkerhedsmæssige konsekvenser er og fremover skal være en del af
EU’s bredere dagsorden i relation til klima, energi og den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. I
rådskonklusionerne fremhæves FN’s centrale rolle, og der bakkes op om de anbefalinger, der fremlægges i den
opfølgningsrapport, som ligger til grund for konklusionerne, og som præsenteres til Rådsmødet. Klima og
sikkerhed vil på ny være på rådets dagsorden ultimo 2010.
2. Baggrund
Det svenske EU-formandskab, Rådets generalsekretariat og Kommissionen har udarbejdet en
opfølgningsrapport om EU’s arbejde på klima- og sikkerhedsområdet til præsentation i
december. Rapporten er en opfølgning på anbefalingerne i den fælles rapport, som den Høje
Repræsentant og Kommissionen fremlagde til DER i marts 2008 om sammenhængen mellem
klimaændringer og international sikkerhed. Opfølgningsrapporten giver et overblik over de
aktiviteter og initiativer, som EU-institutionerne og medlemslandene har taget i den forgangne
periode. Herudover kommer rapporten med en række anbefalinger til EU’s videre arbejde med
klima og sikkerhed. Essensen i anbefalingerne er fremhævet i rådskonklusionerne.
Solana/Kommissions rapporten fra 2008 er blevet et referencepunkt i den internationale debat
om klima og sikkerhed. Rapporten peger på en række sikkerhedstrusler, som klimaændringer
kan forstærke, og analyserer mulige konsekvenser for forskellige regioner. I rapporten anbefales
det 1) at der foretages yderligere regionale empiriske studier af de mulige sikkerhedsmæssige
implikationer af klimaproblematikken, 2) at klima/sikkerhed og analyser af de regionale
konsekvenser skal integreres i dialogen med tredjelande, og 3) at man bør overveje, hvordan
klimaforandringernes sikkerhedspolitiske aspekter kan indarbejdes i EU’s regionale strategier,
herunder f.eks. EU-Afrika-strategien. En EU-køreplan (road map) er siden blevet udarbejdet
med det formål at gennemføre rapportens anbefalinger. Danmark er en aktiv partner i den
nedsatte EU styrings-gruppe, som medvirker til at koordinere processen. EU’s arbejde med
klima/sikkerheds-problematikken er præget af enighed om vigtigheden af at fremme
klima/sikkerheds-dagsordenen.
EU-formandskabet har på baggrund af opfølgningsrapporten udarbejdet udkast til
rådskonklusioner om klimaændringer og sikkerhed.
Fra dansk side har der været taget initiativ til at gennemføre en række studier og møder, der har
været med til at øge forståelsen af sammenhængen mellem klima og sikkerhed, og til at placere
emnet på den internationale dagsorden. Der gennemførtes forespørgselsdebat i folketinget om
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
emnet den 6. november d.å. Folketingets vedtagelse i forbindelse med forespørgselsdebatten
blev vedtaget med bred tilslutning fra folketingspartierne.
Klimaændringernes sikkerhedsmæssige implikationer er også blevet mere fremtrædende i FN-
regi. Problematikken blev i april 2007 debatteret i FN’s Sikkerhedsråd. I juni 2009 vedtog FN’s
generalforsamling enstemmigt en resolution, der fremhæver generalforsamlingens dybe
bekymring for klimaændringernes mulige sikkerhedsimplikationer. FN’s generalsekretær har
siden udarbejdet en oversigtsrapport om spørgsmålet, som blev drøftet på FN’s
generalforsamling i november d.å.
3. Hjemmelsgrundlag
Spørgsmålet om hjemmelsgrundlag er ikke relevant.
4. Nærhedsprincippet
Spørgsmålet om nærhedsprincippet er ikke relevant.
5. Formål og indhold
Formandskabets udkast til rådskonklusioner om klimaændringer og sikkerhed lægger vægt på,
at klimaændringernes sikkerhedsmæssige implikationer er en del af EU’s bredere dagsorden for
klima, energi og den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det er en problematik, der påvirker
alle lande, hvad enten det er udviklingslande, vækstøkonomier eller den industrialiserede del af
verden. Klima/sikkerheds-truslen skal derfor løses i partnerskab og ved globalt samarbejde.
Rådskonklusionerne understreger vigtigheden af et godt resultat i København og EU’s vilje til
at levere i forhold til udledningsreduktioner og tilpasning. Der lægges i konklusionerne vægt på
den rolle, FN har spillet og bør spille fremadrettet på klima- og sikkerhedsområdet.
Rådskonklusionerne udtrykker tilfredshed med de fremskridt, der er sket på området i EU,
særligt hvad angår en styrkelse af EU’s kapacitet i forhold til forvarsling, analyse og respons
overfor klimaændringernes sikkerhedsimplikationer og EU’s rolle for så vidt angår
internationalt samarbejde på dette område.
Endeligt bakker rådskonklusionerne op om de anbefalinger, der er beskrevet i
opfølgningsrapporten: at fremme EU’s multilaterale lederskab i samarbejdet med FN og
tredjeparter, at styrke EU’s institutionelle kapacitet til at håndtere sammenhængen mellem
klimaændringer og sikkerhed i implementeringen af Lissabon-traktaten, at inkludere
klimaændringernes sikkerhedsaspekt i EU’s udviklingsbistand, at styrke EU’s
krisehåndteringskapacitet i forhold til klima og sikkerhed og at følge op på gennemførelsen af
anbefalingerne ved afrapportering til Rådet i sidste del af 2010.
6. Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke høres.
7. Gældende dansk ret og forslagets konsekvenser herfor
Ikke relevant.
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
8. Forslagets konsekvenser for statsfinanserne, samfundsøkonomien, miljøet eller
beskyttelsesniveauet
Sagen har ikke konsekvenser for statsfinanserne, samfundsøkonomien, miljøet eller
beskyttelsesniveauet.
9. Høring
Sagen har ikke været i ekstern høring.
10. Regeringens foreløbige generelle holdning
Fra dansk side vil der arbejdes for fortsat fokus på sammenhængen mellem klima og sikkerhed i
EU.
11. Generelle forventninger til andre landes holdninger
Der er bred enighed i EU om at fremme klima/sikkerheds-dagsordenen.
12. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.