Folketingets Europaudvalg har den 18. maj 2012 stillet følgende spørgsmål nr.53 ad B 70 til økonomi- og indenrigsministeren, som hermed besvares.Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Nikolaj Vilumsen (EL).Spørgsmål nr. 53:I forlængelse af svar på spørgsmål 18 ad B 70 bedes ministeren oplyse omden i svaret nævnte afgørelse fra Højesteret - Maastrichtdommen - er deneneste relevante dom, herunder om Højesteret i Maastrichtdommen trak påandre afgørelser for at nå frem til sin kendelse.”

Svar:Ved e-mail af 16. maj 2012 har Økomomi- og Indenrigsministeriet anmodet ombidrag til besvarelse af spørgsmål nr. 53 vedrørende forslag til folketingsbe-slutning om Danmarks ratifikation af traktaten af 2. marts 2012 om stabilitet,samordning og styring i Den Økonomiske og Monetære Union (finanspagten)(B 70), som Folketingets Europaudvalg har stillet til økonomi- og indenrigsmi-nisteren den 16. maj 2012. Spørgsmålet har følgende ordlyd:”I forlængelse af svar på spørgsmål 18 ad B 70 bedes ministerenoplyse om den i svaret nævnte afgørelse fra Højesteret -Maastrichtdommen - er den eneste relevante dom, herunder omHøjesteret i Maastrichtdommen trak på andre afgørelser for at nåfrem til sin kendelse.”

Justitsministeriet skal på den baggrund foreslå, at spørgsmålet besvares påfølgende måde:”Økonomi- og Indenrigsministeriet har indhentet en udtalelse fra Justitsministe-riet, der har oplyst følgende:”1. Efter Justitsministeriets opfattelse er Højesterets dom af 6. april 1998 i densåkaldte Maastricht-sag (Ugeskrift for Retsvæsen 1998, side 800 H) den cen-trale dom i forhold til spørgsmålet om forholdet mellem grundlovens § 20 og in-ternationale aftaler.I den pågældende højesteretsdoms præmisser, jf. dommens pkt. 9, er der ikkehenvist til andre domstolsafgørelser.

2.

Det kan herudover nævnes, at der for tiden verserer en retssag vedrørendespørgsmålet om, hvorvidt ændringsloven om Danmarks tiltrædelse af Lissa-bon-traktaten er vedtaget i strid med grundlovens § 20 (den såkaldte Lissa-bon-sag).

Højesteret har ved dom af 11. januar 2011 fastslået, at den række af borgere,som fører sagen mod statsministeren og udenrigsministeren, har en sådan ret-lig interesse i sagen, at de har søgsmålsret.Dommen indebærer, at Lissabon-sagen er sendt tilbage til Østre Landsret medhenblik på landsrettens stillingtagen til påstanden om grundlovsbrud. Sagenverserer fortsat ved Østre Landsret.”