Europaudvalget 2011-12
Rådsmøde 3159 - udenrigsanliggender Bilag 2
Offentligt
1106655_0001.png
Supplerende samlenotat - Rådsmøde udenrigsanliggender den 23. april 2012
8. Argentinas nationalisering af det spanske energiselskab REPSOLs aktier i det argen-
tinske energiselskab YPF
KOM-dokument foreligger ikke.
Nyt notat
1. Resumé
Spanien har anmodet om en kort drøftelse af Argentinas nationalisering den 16. april af det private argentinske
energiselskab YPF, hvor aktiemajoriteten ejes af det spanske firma REPSOL. Spanien anmoder sine partnere
i EU om politisk og moralsk støtte. Fra dansk side findes, at man fra EU’s side bør udvise solidaritet med
Spanien.
2. Baggrund
Den argentinske regering besluttede den 16. april at ekspropriere det argentinske energiselskab
YPF, hvor spanske REPSOL har aktiemajoriteten. Beslutningen om ekspropriation indebærer
angiveligt, at regeringen overtager 51 pct. af YPFs aktier, der alle er ejet af REPSOL, og at de
resterende 49 pct. fordeles til lokale og andre argentinske operatører, samt at der med umiddel-
bar effekt indsættes en minister med fuld direktionsbemyndigelse til den nødvendige lovgivning
er på plads. Angiveligt blev ledende YPF/REPSOL medarbejdere bortvist og erstattet af rege-
ringsrepræsentanter umiddelbart efter offentliggørelsen af ekspropriationen. Fra argentinsk side
er ekspropriationen begrundet med behovet for at genvinde suveræniteten over de argentinske
råoliereserver og opnå energimæssig (olie)selvforsyning som forudsætning for økonomisk ud-
vikling. Som led i ekspropriationen nedsættes en vurderingskomite, der skal fastsætte en kom-
pensation til tidligere ejere (REPSOL). Ifølge virksomheden selv udgjorde YPF en fjerdedel af
REPSOLs indtjening i 2011.
Over for Argentina har reaktionen fra spansk side været skarp med understregning af, at natio-
naliseringen får konsekvenser. Spanien har anført, at venskabsforholdet er brudt, dog uden at
konkretisere dette nærmere på nuværende tidspunkt Der vil evt. blive stillet forslag om mulige
handelstiltag, som imidlertid formentlig vil være tidskrævende. Det søges også at aktivere andre
lande, der har interesse bl.a. gennem aktiebeholdninger (fx Mexicos små 10 pct. aktieandel i
REPSOL).
Fra spansk side har man endvidere søgt støtte hos EU-partnerne. Spanien har anmodet om, at
sagen kommer på dagsordenen for næste møde i Udenrigsrådet. Desuden har man ønsket sagen
behandlet på de næste møder i de relevante forberedende organer.
Spanien har ifølge den spanske EU-repræsentation i Bruxelles også rejst sagen overfor Kom-
missionen og anmodet om, at Kommissionen udøver sit ansvar efter traktaten, hvorunder inve-
steringsbeskyttelse nu er eksklusiv kompetence. Herudover ønsker Spanien, at Kommissionen
betragter sagen i et bredere perspektiv som endnu et graverende eksempel på en principiel han-
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
delskonflikt mellem EU og Argentina. Argentina er i forvejen indklaget i mange sager både i
WTO om handelshindringer og i ICSID – den voldgiftsinstitution (under Verdensbanken), der
behandler sager mellem udenlandske investorer og lande, som ikke respekterer de bilaterale
investeringsbeskyttelsesaftaler. Spanien og Argentina har en sådan bilateral aftale, og den har
været brugt adskillige gange af spanske investorer mod Argentina i andre sager af lignende, men
langt mindre karakter.
Den fælles udenrigstjeneste og Kommissionen har besluttet at udskyde et møde i fælleskomite-
en med Argentina, der var planlagt til at blive afholdt den 20. april i Buenos Aires med henvis-
ning til det dårlige klima for afholdelse af et sådant møde. På tilsvarende vis ligger det nu klart,
at et europæisk erhvervsbesøg i Latinamerika ikke som ellers planlagt vil omfatte Buenos Aires,
men alene besøge Brasilien, Chile og Uruguay.
3. Formål og indhold
Spanien ønsker at rejse sagen politisk på rådsmødet.
4. Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke inddrages.
5. Nærhedsprincippet
Spørgsmålet om nærhedsprincippet er ikke relevant.
6. Gældende dansk ret
Ikke relevant.
7. Konsekvenser
Sagen forventes ikke at have lovgivningsmæssige konsekvenser eller konsekvenser for statsfi-
nanserne, samfundsøkonomien, miljøet eller beskyttelsesniveauet.
8. Høring
Sagen har ikke været sendt i høring.
9. Generelle forventninger til andre landes holdninger
Det forventes, at der vil være opbakning til Spaniens ønsker om europæisk solidaritet.
10. Regeringens generelle holdning
Regeringen ser med stor alvor på Argentinas nationalisering af REPSOL. Regeringen vil gerne
udtrykke sin klare støtte til Spanien og er rede til at drøfte spørgsmålet i de EU-fora, hvor Spa-
nien ønsker det. Det forventes, at Kommissionen ser på den juridiske side af sagen. Handelspo-
litik er Kommissionens område, men regeringen vil – også i lyset af den aktuelle formandskabs-
rolle – bidrage hvor det måtte være muligt og hensigtsmæssigt. Den spanske regering og deres
ønsker til at bringe sagen videre afventes nu.
11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg.
Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg.