Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2012-13
KOM (2013) 0136
Offentligt
1287961_0001.png
UDENRIGSMINISTERIET
Spørgsmål fra Europaudvalget
til handels- og
europaministeren af 11.
september 2013. EUU alm. del
– spørgsmål 7
Spørgsmål 7:
Ministeren bedes – som lovet på Europaudvalgets møde den 10. september
2013 – fremsende en redegørelse for, hvorvidt forhandlingerne om Trans-Pacific
Partnership har indflydelse på forhandlingerne mellem EU og USA om en
EU-USA-frihandelsaftale, og i så fald hvordan.
Svar:
Forhandlingerne om Trans-Pacific Partnership - den såkaldte TPP-aftale - er udtryk for en
generel tendens i den internationale handelspolitik til, at der indgås stadig flere regionale og
bilaterale frihandelsaftaler. Tendensen har bl.a. været drevet af lande i Asien og heriblandt
deltagere i TPP-forhandlingerne som ikke mindst Singapore, men også et land som Chile, som
har været og fortsat er meget aktiv i indgåelsen af bilaterale frihandelsaftaler.
USA indtrådte i TPP i 2008 to år efter, at TPP – på det tidspunkt betegnet ’The Pacific Four
(P4)’ – var blevet etableret af New Zealand, Brunei, Chile og Singapore. De formelle
forhandlinger om en frihandelsaftale blev indledt i juli 2010 og omfatter nu i alt 12 lande,
herunder Japan som senest tilsluttet. Forhandlingerne omfatter foruden traditionelle elementer
som liberalisering af handlen gennem toldnedsættelser og øget markedsadgang for
tjenesteydelser også bredere aspekter som reguleringsmæssigt samarbejde og regler af fælles
betydning for bl.a. beskyttelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder. Der har senest i august
2013 været afholdt den 19. forhandlingsrunde i TPP-kredsen i Brunei. Her fastholdt man den
erklærede målsætning om at færdigforhandle en frihandelsaftale inden udgangen af 2013.
TPP-forhandlingerne aktualiserer betydningen af EU's indsats for at indgå ambitiøse
frihandelsaftaler med de væsentligste vækstmarkeder og handelspartnere, herunder ikke mindst
USA i lyset af det amerikanske engagement i TPP-forhandlingerne. En TPP-aftale kan bl.a.
bidrage til at skærpe konkurrencen for varer og tjenesteydelser fra EU på bl.a. det amerikanske
marked som følge af amerikanske markedsåbninger for lande i TPP-kredsen.
TPP-forhandlingerne får aktuelt den største politiske opmærksomhed i Kongressen i USA. Det
skyldes givetvis det forhold, at forhandlingerne er mere fremskredne end USA's forhandlinger
med EU. Det ændrer dog ikke ved, at EU er USA's største samhandelspartner, hvorfor en
ambitiøs frihandelsaftale med EU udgør en særskilt amerikansk prioritet jf. også præsident
Obamas omtale af frihandelsforhandlinger med EU i sin tale til nationen d. 12. februar 2013.