Europaudvalget 2014-15 (1. samling)
EUU Alm.del Bilag 71
Offentligt
1416573_0001.png
NOTAT
EU & Internationalt
J.nr. 2014-1567
Ref. Kadsa
Den 30. oktober 2014
Til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Miljøudvalg om dom i
EU-Domstolens sag C-190/14, Europa Kommissionen mod Kongeriget
Danmark, om manglende opfyldelse af forpligtelser efter
vandrammedirektivet
1. Indledning
Kommissionen har den 16. april 2014 ved EU-Domstolen indgivet stævning mod
Danmark for tilsidesættelse af forpligtelser i henhold til Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for
Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (vandrammedirektivet). Sagen er
indført i Domstolens register under nummer C-190/14.
2. Sagens faktiske omstændigheder og juridiske problemstilling
Kommissionen har i retssagen nedlagt påstand om, at det fastslås, at Danmark har
tilsidesat sine forpligtelser i henhold til vandrammedirektivet ved ikke at
offentliggøre endelige vandområdeplaner senest den 22. december 2009 og ved ikke
at sende kopi til Kommissionen senest den 22. marts 2010, og under alle
omstændigheder ved ikke at have underrettet Kommissionen herom.
Kommissionen påstår desuden, at Danmark tilpligtes at betale retssagens
omkostninger.
Danmark har erkendt, at ingen af Danmarks fire vanddistrikter var omfattet af en
vandplan, og at kopi af de endelige planer for den seksårige planperiode frem til den
22. december 2015 ikke var sendt til Kommissionen på det tidspunkt, hvor
retssagens forberedelse afsluttede. Der blev oplyst, at høringen over de nye
vandplaner forløb planmæssigt samt at regeringen forventede, at de endelige
vandplaner kunne vedtages og offentliggøres i efteråret 2014. Kommissionen har
fastholdt sin påstand.
3. Dansk interesse i sagen
Danmark står overfor at blive dømt ved EU-domstolen for ikke at have overholdt
sine forpligtigelser i henhold til Vandrammedirektivet.
Vandplanerne er blevet offentliggjort den 30. oktober 2014 og sendt til
Kommissionen med anmodning om, at sagen ved EU-Domstolen trækkes tilbage.
Det forventes dog ikke, at sagen trækkes tilbage. På nuværende tidspunkt er
forberedelsen af sagen ved EU-domstolen afsluttet, og domsafsigelse er berammet
til den 6. november 2014. Ved offentliggørelsen af planerne forhindres det dog, at
Kommissionen anlægger en ny retssag med påstand om, at Danmark skal betale
bøde for manglende opfyldelse af dommen af 6. november 2014.
Folketingets Europaudvalg orienteres ved nærværende notat om domsafsigelsen og
har derudover mulighed for at stille mundtlige spørgsmål til ministeren, hvis der
ytres ønske herom.