Europaudvalget 2014-15 (1. samling)
Rådsmøde 3361 - udenrigsanliggender Bilag 3
Offentligt
1434038_0001.png
UDENRIGSMINISTERIET
Center for Europa og Nordamerika
EUK, sagsnr: 2014-18570
Den 11. december 2014
Supplerende samlenotat for rådsmøde (udenrigsanliggender) den 15. december 2014
6. Ukraine
KOM-dokument foreligger ikke.
Nyt notat
1. Resumé
Der forventes en kort drøftelse af udviklingen i Ukraine og en orientering fra HR/VP Mogherini om det første
associeringsråd mellem EU og Ukraine, der afholdes samme dag.
2. Baggrund
Ukraine har i november og første halvdel af december været præget af forstærkede kampe i det
østlige Ukraine, foranlediget af pro-russiske separatisters offensiv mod nøgleområder under
ukrainske sikkerhedsstyrkers kontrol. Den 2. november afholdt separatisterne desuden
”lokalvalg” i områderne under deres kontrol uden inddragelse af ukrainske myndigheder.
Ukraine, EU og USA har taget klar afstand fra valget, men Rusland har sendt anerkendende
signaler. Aktuelt forhandler parterne om en ny våbenhvile, men imens fortsætter kampene.
På EU-udenrigsrådsmødet den 17. november var der i lyset af optrapningen og separatisternes
uautoriserede ”lokalvalg” den 2. november enighed om at udvide EUs sanktionsliste og
stramme Krim-sanktionerne, som led i ikke-anerkendelsespolitikken mod Ruslands ulovlige
annektering af Krim. Sanktionslisten er siden udvidet med yderligere 18 personer og 5 entiteter
til i alt 132 personer og 28 entiteter. Det er muligt, at forhandlingerne om udmøntning af
beslutningen om en stramning af Krim-sanktionerne afsluttes op til EU-udenrigsrådsmødet den
15. december. I så fald ventes pakken af Krim-sanktioner formelt vedtaget på rådsmødet.
Den 2. december fik Ukraine sin mest pro-europæiske regering til dato. Regereringskoalitionen
består af fem partier: Præsident Porosjenkos ”Porosjenko Blok”, premierminister Jatsenjuks
Folkefronten, tidligere premierminister Timosjenkos Fædrelandspartiet, Det Radikale Parti og
Selvhjælpspartiet. Regeringen har fremlagt en ambitiøs reformdagsorden, der bl.a. omfatter
reformer til fremme af decentralisering, økonomisk vækst, anti-korruption, retssikkerhed og
øget energisikkerhed. Reformer er stærkt tiltrængte. Ukraine er det mest energi-ineffektive land
i Europa, landets BNP ventes ifølge IMF at skrumpe med 7,5 pct. eller mere i 2014, og
korruption er udbredt på alle niveauer af staten. Oveni dette har konflikten forårsaget en
markant humanitær krise, hvor over 1 mio. ukrainere er blevet internt fordrevne eller er flygtet
til nabolande.
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Den 3. december udbetalte EU-kommissionen EUR 500 mio. i makro-finansiel assistance til
Ukraine. Det var tredje udbetalingstranche fra to pakker af en samlet værdi på EUR 1,6 mia.,
hvoraf EUR 1,3 mia. er udbetalt. De løbende udbetalinger er betinget af ukrainske fremskridt i
gennemførsel af strukturelle reformer inden for bl.a. skat, statsfinansiel administration og anti-
korruption. Danmark støtter Ukraine via det danske Naboskabsprogram, der bl.a. fokuserer på
energireformer, økonomisk vækst, decentralisering og anti-korruption.
Den 15. december afholdes det første møde i EU-Ukraine Associeringsrådet, der danner
rammen om den faste dialog om implementeringen af associerings- og frihandelsaftalen. Her vil
der fra EUs side især blive lagt vægt på vigtigheden af, at Ukraine gennemfører omfattende
reformer. På bl.a. dansk foranledning vil EU i den sammenhæng også fremhæve energiområdet.
3. Formål og indhold
Der ventes en kort drøftelse af udviklingen i Ukraine og en orientering fra HR/VP Mogherini
om det første Ukraine-EU associeringsråd samme dag.
4. Europa-Parlamentets udtalelser
Ikke relevant.
5. Nærhedsprincippet
Spørgsmålet om nærhedsprincippet er ikke relevant.
6. Gældende dansk ret
Ikke relevant.
7. Konsekvenser
Drøftelsen af Ukraine forventes ikke at have lovgivningsmæssige konsekvenser eller
konsekvenser for statsfinanserne, samfundsøkonomien, miljøet eller beskyttelsesniveauet.
8. Høring
Ikke relevant.
9. Forhandlingssituationen
Der er blandt EU-landene bred enighed om at bakke op om implementeringen af Minsk-aftalen
i bestræbelserne på at finde en politisk løsning. Herudover er der enighed om at fastholde
presset på Rusland for at medvirke til at nedtrappe den anspændte situation i det sydøstlige
Ukraine og efterleve Minsk-aftalen, samt at fastholde ikke-anerkendelsespolitikken overfor
Ruslands ulovlige forsøg på annektering af Krim. På udenrigsrådet forventes der desuden bred
enighed om, at EU skal stå klar til at ændre, suspendere eller ophæve sanktionerne helt eller
delvist, hvis situationen tilsiger det.
10. Regeringens generelle holdning
Fra dansk side følges udviklingen i Ukraine tæt. I samarbejde med vores EU-partnere og det
øvrige internationale samfund vil vi fra dansk side fortsat lægge vægt på aktivt at sikre en
politisk løsning på krisen. Der bakkes op om implementeringen af Minsk-aftalen. Der lægges
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
vægt på, at EU står sammen om at sikre den rette balance mellem politisk dialog og pres
overfor Rusland. Fra dansk side bakkes fuldt op om de målrettede økonomiske sanktioner mod
Rusland. Det anses som afgørende, at enigheden i EU om sanktionerne mod Rusland bevares.
Fra dansk side finder man den forværrede humanitære situation i det østligste Ukraine
bekymrende. Der bakkes op om en humanitær indsats, herunder et evt. russiske bidrag, såfremt
en sådan indsats finder sted med ukrainsk accept, gennemføres af internationale humanitære
organisationer og sker i overensstemmelse med internationale konventioner og praksis for
nødhjælpsarbejde.
Fra dansk side finder man det vigtigt at bakke op om den nyvalgte ukrainske regerings
reformdagsorden om implementeringen af associerings- og frihandelsaftalen mellem EU og
Ukraine. Fremadrettet er det desuden vigtigt at sikre stabilitet og Ukraines nationale enhed
gennem en inklusiv politisk proces, reformer og decentralisering. Det vil være et vigtigt signal til
de mange russisktalende ukrainere i det østlige og sydlige Ukraine. EU skal i samarbejde med
internationale partnere også bidrage til at stabilisere Ukraines økonomi. Regeringen støtter også
fortsat den aktive ikke-anerkendelsespolitik overfor Ruslands ulovlige annektering af Krim.
11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Sagen er senest forelagt Folketingets Europaudvalg til orientering den 14. november 2014.