Det Udenrigspolitiske Nævn 2015-16, Forsvarsudvalget 2015-16, Udenrigsudvalget 2015-16, Europaudvalget 2015-16
UPN Alm.del Bilag 187, FOU Alm.del Bilag 114, URU Alm.del Bilag 217, EUU Alm.del Bilag 578
Offentligt
1627545_0001.png
Dansk diplomati
og forsvar i en
brydningstid
Bilag til udredning om dansk udenrigs-
og sikkerhedspolitik
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016 EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0003.png
Indhold
BILAG 1
Trendanalyse af Danmarks sikkerhedspolitiske udfordringer frem mod 2030,
Forsvarets Efterretningstjeneste, april 2016
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
SIDE 1
BILAG 2
Demografiske trends og migration mod 2030,
Udenrigsøkonomisk Analyseenhed, Udenrigsministeriet, april 2016
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
SIDE 51
BILAG 3
Globale økonomiske trends og risici mod 2030, Udenrigsøkonomisk Analyseenhed,
Udenrigsministeriet, april 2016
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
SIDE 71
BILAG 4
Rusland anno 2016: Hvad står vi med? Og hvad betyder det for Danmark?,
Udenrigsministeriet, april 2016
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
SIDE 93
BILAG 5
Mellemøsten og Nordafrika i forandring,
Rolf Holmboe, april 2016
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
SIDE 105
BILAG 6
Danmark i nyt handelspolitisk farvand frem mod 2030
– dybere globalisering eller stærkere grænser?
Udenrigsministeriet, april 2016
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
SIDE 141
BILAG 7
Udviklingen i Udenrigsministeriets ressourcer, personale og repræsentationer,
Udenrigsministeriet, april 2016
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
SIDE 161
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0004.png
BILAG
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0005.png
BILAG
SIDE 1
 
 
 
 
 
 
Til:    
 
 
 
 
Kopi  til:  
 
 
 
Bilag:  
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Udenrigsministeriet,  att.  Ambassadør  Peter  Taksøe-­‐Jensen  
 
Forsvarsministeriet  
TRENDANALYSE  AF  DANMARKS  SIKKERHEDSPOLITISKE  UD-­‐
FORDRINGER  FREM  MOD  2030  -­‐  FE’s  bidrag  til  udredningen  
af  Danmarks  udenrigs-­‐  og  sikkerhedspolitiske  udfordringer  
 
Kastellet  30  
Kastellet  
2100  København  Ø  30  
2100  København  Ø  
Tlf.:  33  32  55  66  
Tlf.:  33  32  55  
fe@fe-­‐mail.dk  66  
fe@fe-­‐mail.dk  
www.fe-­‐ddis.dk  
www.fe-­‐ddis.dk  
 11.  april  2016  
 April  2016  
Dokumentnr.:    
 
 
TRENDANALYSE  AF  DANMARKS  
Trendanalyse  af  Danmarks  sikkerhedspolitiske  udfordringer  frem  mod  2030  
SIKKERHEDSPOLITISKE  UDFOR-­‐
 
Forsvarets  Efterretningstjeneste  fremsender  hermed  FE’s  bidrag  til  udredningen  af  Danmarks  
DRINGER  FREM  MOD  2030    
udenrigs-­‐  og  sikkerhedspolitiske  udfordringer.    
 
 
 
-­‐ FE’s  bidrag  til  udredningen  af  Dan-­‐
Med  venlig  hilsen  
marks  udenrigs-­‐  og  sikkerhedspoliti-­‐
 
 
ske  udfordringer  
 
 
Kasper  Høeg-­‐Jensen  
 
Chef  for  Analysesektoren  
   
 
 
 
 
 
 
 
1/49  
1/49  
udredningen /
1
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0006.png
SIDE 2
BILAG
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
1. Hovedkonklusion  
 
2. Indledning  og  metode  
 
3. Globale  tendenser  af  sikkerhedspolitisk  betydning  
 
3.1. Økonomi  og  stormagter  
 
3.2. Digitalisering    
 
3.3. Migration  
 
3.4. Terrorisme  
 
 
4. Rusland  
 
 
5. Arktis  
 
 
 
6. Mellemøsten  og  Nordafrika  
 
 
7. Afrika,  Afghanistan  &  Balkan  
11.  april  2016  
Dokumentnr.:    
 
 
 
 
TRENDANALYSE  AF  DANMARKS  
SIKKERHEDSPOLITISKE  UDFOR-­‐
DRINGER  FREM  MOD  2030    
 
-­‐ FE’s  bidrag  til  udredningen  af  Dan-­‐
marks  udenrigs-­‐  og  sikkerhedspoliti-­‐
ske  udfordringer  
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
2/49  
2/49  
 
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0007.png
BILAG
SIDE 3
 
 
 
 
 
1.
  Hovedkonklusion    
Hovedkonklusion  
 
Regeringen  har  taget  initiativ  til  at  gennemføre  en  granskning  af  Danmarks  udenrigs-­‐  og  sikkerhedspolitiske  
udfordringer  de  næste  15  år.  FE  bidrager  til  udredningen  gennem  denne  sikkerhedspolitiske  trendanalyse,  
2. Indledning  og  metode  
som  undersøger  globale  og  regionale  forandringer  og  deres  indvirkning  på  Danmarks  sikkerhedspolitiske  
 
udfordringer  frem  mod  2030.    
3. Globale  tendenser  af  sikkerhedspolitisk  betydning  
De  sikkerhedspolitiske  udfordringer,  som  p
3.1. Økonomi  og  stormagter  
ræger  verden  i  dag,  vil  i  vidt  omfang  også  være  gældende  i  2030.  
Verden  
3.2.
vil  blive  stadig  tættere  forbundet  i  økonomisk  og  teknologisk  forstand.  Samtidig  vil  digitalisering,  
Digitalisering    
befolkningstilvækst,  konflikter  og  migration  præge  den  globale  udvikling.  Danmark  vil  i  2030  stå  over  for  en  
3.3.
sikkerhedspolitiske  udfordringer  i  form  af  øget  digitalisering,  kraftig  befolkningstilvækst  og  fortsat  
Migration  
række  
3.4. Terrorisme  
og  Nordafrika,  tiltagende  åbning  af  det  arktiske  område  samt  fortsatte  spændin-­‐
ustabilitet  i  Mellemøsten  
ger  i  forholdet  til  Rusland.    
 
4. Rusland  
Verdens  økonomiske  og  politiske  tyngdepunkt  vil  de  kommende  15  år  flytte  mod  Asien.  Det  internationale  
 
system  vil  blive  multipolært,  men  domineret  af  de  to  største  stormagter,  Kina  og  USA.  Europas  globale  ind-­‐
flydelse  kommer  
5. Arktis  
til  at  afhænge  af  sammenhængskraften  i  EU  samt  det  fortsatte  transatlantiske  bånd  mel-­‐
lem  Europa  og  USA.  Det  internationale  systems  stabilitet  vil  frem  mod  2030  afhænge  af  samarbejdet  mel-­‐
 
lem  USA  og  Kina.    
6. Mellemøsten  og  Nordafrika  
Det  transatlantiske  samarbejde  og  NATO  vil  bestå,  fordi  stærke  fælles  interesser  og  værdier  binder  Europa  
 
og  USA  sammen.  USA’s  og  Europas  kombinerede  økonomiske,  militære,  politiske  og  kulturelle  styrke  kan  
7. Afrika,  Afghanistan  &  Balkan  
på  den  internationale  orden,  hvis  begge  sider  af  Atlan-­‐
frem  mod  2030  have  en  stabiliserende  indflydelse  
terhavet  evner  at  arbejde  sammen.  Europa  kommer  sandsynligvis  under  stigende  amerikansk  pres  for  at  
 
 
løfte  en  større  del  af  forsvarsbyrden  i  alliancen,  herunder  pres  for  at  tage  mere  ansvar  for  sikkerheden  i  
Europas  nærområde.        
De  globale  forskydninger  af  magt  finder  sted,  fordi  flere  lav-­‐  og  middelindkomstlande  vil  opleve  fortsat  
økonomisk  vækst.  Denne  vækst  vil  løfte  store  befolkningsgrupper  ud  af  fattigdom.  Der  bliver  dog  også  lan-­‐
de,  som  ikke  formår  at  udnytte  globaliseringens  muligheder.  Autoritære  regeringer,  dårlig  regeringsførelse  
og  stagnerende  økonomier  vil  i  en  del  lande  bidrage  til  at  forstærke  etniske,  religiøse  og  sekteriske  skillelin-­‐
jer.  I  nogle  tilfælde  bliver  sammenhængskraften  i  landene  truet.    
Kina  vil  sandsynligvis  være  den  største  globale  økonomi  i  2030.  Kina  vil  dog  i  2030  fortsat  ikke  kunne  mat-­‐
che  USA  militært  og  vil  først  og  fremmest  have  fokus  på  at  fastholde  strategisk  stabilitet  og  åbne  handels-­‐
forbindelser.  Kina  vil  spille  en  stigende  rolle  i  Mellemøsten,  men  det  er  sandsynligt,  at  både  Kina  og  USA  vil  
bestræbe  sig  på  at  undgå,  at  det  internationale  system  kommer  til  at  bestå  af  to  fastlåste  konkurrerende  
alliancesystemer.    
I  2030  vil  den  digitale  udvikling  have  spredt  sig  yderligere  til  store  dele  af  verden.  Digitaliseringen,  herunder  
af  samfundsvigtige  funktioner,  vil  i  de  kommende  årtier  få  endnu  større  sikkerhedspolitisk  betydning  og  
udfordre  den  traditionelle  forståelse  af  national  suverænitet.  Et  kapløb  vil  finde  sted  på  cyberområdet,  hvor  
flere  statslige  og  ikke-­‐statslige  aktører  vil  udvikle  kapacitet  til  at  gennemføre  cyberoperationer  for  at  kunne  
ødelægge,  forstyrre  eller  stjæle  andre  stater  og  organisationers  systemer  og  data.  Dette  sætter  fokus  på  
samfundets  digitale  robusthed  og  sikkerhed.  
 
 
3/49  
3/49  
 
1.
 
 
 
 
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0008.png
SIDE 4
BILAG
 
 
 
 
 
Militant  islamisme  
Hovedkonklusion    
støtte  og  gode  vækstbetingelser  i  et  uroplaget  Mellem-­‐
1.
vil  også  frem  mod  2030  finde  
østen  og  Nordafrika.  De  grundvilkår  og  den  radikalisering,  som  nærer  den  militante  islamisme  i  dag,  vil  også  
 
være  til  stede  i  2030,  hvor  terrorhandlinger  og  oprørskamp  fortsat  vil  præge  regionen.  De  eksisterende  
terrorgrupper  eller  nye  grupper  med  lignende  ideologier  vil  som  følge  af  svage  statsstrukturer  og  konflikter  
Regeringen  har  taget  initiativ  til  at  gennemføre  en  granskning  af  Danmarks  udenrigs-­‐  og  sikkerhedspolitiske  
fortsat  finde  fristeder  og  etablere  sig  regionalt  i  samarbejde  med  lokalt  forankrede  netværk.    
udfordringer  de  næste  15  år.  FE  bidrager  til  udredningen  gennem  denne  sikkerhedspolitiske  trendanalyse,  
som  undersøger  globale  og  regionale  forandringer  og  deres  indvirkning  på  Danmarks  sikkerhedspolitiske  
Militante  islamistiske  terrorgrupper  vil  fortsat  være  i  stand  til  at  planlægge  angreb  mod  mål  i  Europa.  Evnen  
udfordringer  frem  mod  2030.     og  komplekse  angreb  vil  blive  styrket,  hvis  grupperne  i  Europas  randområder  
til  at  gennemføre  både  simple  
har  kapacitet  og  fristeder  at  operere  i,  eller  har  enkeltpersoner  og  mindre  regionale  netværk  i  Europa.  En  
De  sikkerhedspolitiske  udfordringer,  som  præger  verden  i  dag,  vil  i  vidt  omfang  også  være  gældende  i  2030.  
særlig  risiko  er  forbundet  med  personer,  som  bliver  radikaliseret  gennem  f.eks.  internettet  og  sociale  medi-­‐
Verden  vil  blive  stadig  tættere  forbundet  i  økonomisk  og  teknologisk  forstand.  Samtidig  vil  digitalisering,  
er  og  som  rejser  til  konfliktområder  i  Mellemøsten  og  Nordafrika.  De  kan  vende  hjem  med  kamperfaring,  
befolkningstilvækst,  konflikter  og  migration  præge  den  globale  udvikling.  Danmark  vil  i  2030  stå  over  for  en  
viden  om  angrebsplanlægning  og  stor  voldsparathed  og  således  udgøre  en  betydelig  sikkerhedsrisiko.  
række  sikkerhedspolitiske  udfordringer  i  form  af  øget  digitalisering,  kraftig  befolkningstilvækst  og  fortsat  
ustabilitet  i  Mellemøsten  og  Nordafrika,  tiltagende  åbning  af  det  arktiske  område  samt  fortsatte  spændin-­‐
Den  russiske  befolkning  vil  i  begrænset  omfang  falde  i  størrelse  frem  mod  2030.  Ruslands  politiske  system  
ger  i  forholdet  til  Rusland.     vil  frem  mod  2030  stadig  være  en  autokratisk  stat  med  stormagtsambitioner.  
vil  ikke  ændre  sig,  og  Rusland  
Rusland  vil  prøve  at  påvirke  europæiske  lande  til  at  være  lydhøre  over  for  Ruslands  udenrigs-­‐  og  sikker-­‐
Verdens  økonomiske  og  politiske  tyngdepunkt  vil  de  kommende  15  år  flytte  mod  Asien.  Det  internationale  
hedspolitiske  interesser  og  vil  forsøge  at  hindre  EU  i  at  optræde  samlet.  Rusland  vil  frem  mod  2030  være  en  
system  vil  blive  multipolært,  men  domineret  af  de  to  største  stormagter,  Kina  og  USA.  Europas  globale  ind-­‐
betydelig  sikkerhedspolitisk  udfordring  for  Vesten,  NATO  og  Danmark,  fordi  dets  militære  kapacitet  er  vok-­‐
flydelse  kommer  til  at  afhænge  af  sammenhængskraften  i  EU  samt  det  fortsatte  transatlantiske  bånd  mel-­‐
sende,  og  de  russiske  ledere  har  vist  stor  vilje  til  at  bruge  militære  virkemidler  i  udenrigspolitikken,  besidder  
lem  Europa  og  USA.  Det  internationale  systems  stabilitet  vil  frem  mod  2030  afhænge  af  samarbejdet  mel-­‐
høj  risikovillighed  og  nærer  mistro  over  for  NATO  og  EU.  Desuden  kan  Rusland  i  krisesituationer  på  grund  af  
lem  USA  og  Kina.    
det  autokratiske  politiske  system  træffe  hurtige  beslutninger.  Rusland  står  over  for  betydelige  økonomiske  
Det  transatlantiske  samarbejde  og  NATO  vil  bestå,  fordi  stærke  fælles  interesser  og  værdier  binder  Europa  
problemer,  der  i  de  kommende  år  kan  tvinge  landet  til  at  prioritere  hårdere.  Den  russiske  ledelse  vil  dog  
og  USA  sammen.  USA’s  og  Europas  kombinerede  økonomiske,  militære,  politiske  og  kulturelle  styrke  kan  
udfolde  store  bestræbelser  på  at  begrænse  de  økonomiske  problemers  indvirkning  på  udviklingen  af  for-­‐
frem  mod  2030  have  en  stabiliserende  indflydelse  på  den  internationale  orden,  hvis  begge  sider  af  Atlan-­‐
svaret.  
terhavet  evner  at  arbejde  sammen.  Europa  kommer  sandsynligvis  under  stigende  amerikansk  pres  for  at  
De  russiske  ledere  opfatter  EU  og  NATO  som  modspillere  og  vil  søge  at  påvirke  den  strategiske  balance  i  
løfte  en  større  del  af  forsvarsbyrden  i  alliancen,  herunder  pres  for  at  tage  mere  ansvar  for  sikkerheden  i  
Østersøen  samt  modvirke  yderligere  udvidelse  af  EU  og  NATO  i  Ruslands  nærområde.  Rusland  vil  således  
Europas  nærområde.        
fortsat  se  med  mistro  på  NATO’s  aktiviteter  i  Østersøen,  navnlig  i  Baltikum.  Rusland  vil  kunne  true  NATO’s  
De  globale  forskydninger  af  magt  finder  sted,  fordi  flere  lav-­‐  og  middelindkomstlande  vil  opleve  fortsat  
evne  til  at  forstærke  de  baltiske  lande  i  krisesituationer.  Rusland  vil  dog  ikke  risikere  direkte  militær  kon-­‐
økonomisk  vækst.  Denne  vækst  vil  løfte  store  befolkningsgrupper  ud  af  fattigdom.  Der  bliver  dog  også  lan-­‐
frontation  med  NATO  og  dermed  USA.  Men  der  er  en  risiko  for,  at  Rusland  i  en  alvorlig  international  krisesi-­‐
de,  som  ikke  formår  at  udnytte  globaliseringens  muligheder.  Autoritære  regeringer,  dårlig  regeringsførelse  
tuation  vil  forsøge  at  teste  sammenhængskraften  i  NATO  med  en  militær  intimideringskampagne  mod  de  
og  stagnerende  økonomier  vil  i  en  del  lande  bidrage  til  at  forstærke  etniske,  religiøse  og  sekteriske  skillelin-­‐
baltiske  lande.  Det  vil  være  en  betydelig  sikkerhedspolitisk  udfordring  for  Danmark.    
jer.  I  nogle  tilfælde  bliver  sammenhængskraften  i  landene  truet.    
Arktis  vil  frem  mod  2030  fortsat  i  højere  grad  være  præget  af  samarbejde  og  konkurrence  end  af  konfronta-­‐
Kina  vil  sandsynligvis  være  den  største  globale  økonomi  i  2030.  Kina  vil  dog  i  2030  fortsat  ikke  kunne  mat-­‐
tion  og  konflikt.  Arktis’  strategiske  betydning  for  Rusland  vil  blive  forøget  frem  mod  2030,  i  takt  med  at  
che  USA  militært  og  vil  først  og  fremmest  have  fokus  på  at  fastholde  strategisk  stabilitet  og  åbne  handels-­‐
havene  nord  for  Rusland  åbnes,  mens  udviklingen  af  det  vestlige  missilforsvar  og  nye  amerikanske  våbenty-­‐
forbindelser.  Kina  vil  spille  en  stigende  rolle  i  Mellemøsten,  men  det  er  sandsynligt,  at  både  Kina  og  USA  vil  
per  vil  øge  Ruslands  opfattelse  af  sårbarhed  over  for  USA.  Samarbejdsklimaet  i  Arktis  vil  være  sårbart  over-­‐
bestræbe  sig  på  at  undgå,  at  det  internationale  system  kommer  til  at  bestå  af  to  fastlåste  konkurrerende  
for  øget  spænding  mellem  Vesten  og  Rusland.  Arktis  vil  i  stigende  grad  blive  åbnet  for  skibstrafik,  og  der  vil  
alliancesystemer.    
fortsat  være  fokus  på  råstofudvinding.  Kina  vil  fortsat  være  interesseret  i  råstofudvinding  i  Arktis,  herunder  
i  Grønland.  Grænsedragningen  omkring  Nordpolen  vil  sandsynligvis  ikke  blive  afklaret  før  2030.  Rusland  vil  
I  2030  vil  den  digitale  udvikling  have  spredt  sig  yderligere  til  store  dele  af  verden.  Digitaliseringen,  herunder  
fortsat  have  et  militært  fokus  på  Arktis.  Det  kan  blive  en  kilde  til  uro  i  det  dansk-­‐russiske  forhold.    
af  samfundsvigtige  funktioner,  vil  i  de  kommende  årtier  få  endnu  større  sikkerhedspolitisk  betydning  og  
udfordre  den  traditionelle  forståelse  af  national  suverænitet.  Et  kapløb  vil  finde  sted  på  cyberområdet,  hvor  
Analysen  af  udviklingen  i  Mellemøsten  og  Nordafrika  er  på  grund  af  regionens  store  skrøbelighed  samt  en  
flere  statslige  og  ikke-­‐statslige  aktører  vil  udvikle  kapacitet  til  at  gennemføre  cyberoperationer  for  at  kunne  
lang  række  interne  og  eksterne  faktorer  behæftet  med  stor  usikkerhed.  Det  er  dog  sandsynligt,  at  regionen  
ødelægge,  forstyrre  eller  stjæle  andre  stater  og  organisationers  systemer  og  data.  Dette  sætter  fokus  på  
vil  vedblive  med  at  være  præget  af  konflikter  og  autokratiske  regimer.  Landene  i  regionen  vil  frem  mod  
samfundets  digitale  robusthed  og  sikkerhed.  
2030  fortsat  være  belastet  af  dårligt  fungerede  statsapparater,  kraftig  befolkningstilvækst,  voksende  øko-­‐
nomiske  problemer  og  fortsatte  religiøse  spændinger.  Udviklingen  skaber  grundlag  for  sammenbrud  af  
 
 
 
 
 
 
4/49  
4/49  
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0009.png
BILAG
SIDE 5
 
 
 
 
 
stater,  interne  og  mellemstatslige  konflikter  samt  fortsat  fjendskab  og  terrorisme  rettet  mod  Vesten.  I  d
Militant  islamisme  vil  også  frem  mod  2030  finde  støtte  og  gode  vækstbetingelser  i  et  uroplaget  Mellem-­‐e  
fejlslagne  stater  giver  oprørskamp  og  magttomrum  terrorgrupper  gode  vilkår  for  at  etablere  fristeder.  Sam-­‐
østen  og  Nordafrika.  De  grundvilkår  og  den  radikalisering,  som  nærer  den  militante  islamisme  i  dag,  vil  også  
tidig  kan  ustabilitet  og  humanitære  kriser  udløse  krav  om  indgreb.  Konflikterne  vil  blive  ved  med  at  skabe  
være  til  stede  i  2030,  hvor  terrorhandlinger  og  oprørskamp  fortsat  vil  præge  regionen.  De  eksisterende  
flygtningestrømme,  og  mange  vil  også  nære  et  ønske  om  at  flytte  til  det  rigere  og  mere  stabile  Europa.  De  
terrorgrupper  eller  nye  grupper  med  lignende  ideologier  vil  som  følge  af  svage  statsstrukturer  og  konflikter  
næste  15  år  vokser  arbejdsstyrken  i  Mellemøsten  og  Nordafrika  med  30  %.  Denne  udvikling  v
fortsat  finde  fristeder  og  etablere  sig  regionalt  i  samarbejde  med  lokalt  forankrede  netværk.    il  også  bidrage  
til  et  højt  migrationspres  på  Europa.    
Militante  islamistiske  terrorgrupper  vil  fortsat  være  i  stand  til  at  planlægge  angreb  mod  mål  i  Europa.  Evnen  
Migrationen  til  Europa  fra  lande  i  Afrika,  Asien  og  Mellemøsten  vil  fortsat  finde  sted  frem  mod  2030.  
til  at  gennemføre  både  simple  og  komplekse  angreb  vil  blive  styrket,  hvis  grupperne  i  Europas  randområder  
Grundvilkårene  for  at  migrere  eller  flygte  vil  ikke  ændre  sig  væsentligt.  Traditionelle  faktorer  som  fattig-­‐
har  kapacitet  og  fristeder  at  operere  i,  eller  har  enkeltpersoner  og  mindre  regionale  netværk  i  Europa.  En  
dom,  konflikt  og  en  usikker  fremtid  vil  ikke  forandre  sig  i  flere  lande,  hvorfra  folk  migrerer  i  dag.  Samtidig  vil  
særlig  risiko  er  forbundet  med  personer,  som  bliver  radikaliseret  gennem  f.eks.  internettet  og  sociale  medi-­‐
den  fortsatte  globalisering  nedbryde  geografiske,  økonomiske  og  kulturelle  barrierer  og  blive  ved  med  at  
er  og  som  rejser  til  konfliktområder  i  Mellemøsten  og  Nordafrika.  De  kan  vende  hjem  med  kamperfaring,  
gøre  Europa  til  et  både  attraktivt  og  realistisk  mål  for  migranter.  Migranter  vil  finde  andre  og  nye  måder  
viden  om  angrebsplanlægning  og  stor  voldsparathed  og  således  udgøre  en  betydelig  sikkerhedsrisiko.   at  
migrere  på,  hvis  smuglernetværks  forretninger  begrænses,  og  det  bliver  sværere  at  få  adgang  til  Europa.  
Den  russiske  befolkning  vil  i  begrænset  omfang  falde  i  størrelse  frem  mod  2030.  Ruslands  politiske  system  
Afsender-­‐  og  transitlandenes  aktive  engagement  i  at  bremse  migrationen  bliver  derfor  en  vigtig  faktor  i  den  
vil  ikke  ændre  sig,  og  Rusland  vil  frem  mod  2030  stadig  være  en  autokratisk  stat  med  stormagtsambitioner.  
internationale  håndtering  af  flygtninge-­‐  og  migrantspørgsmålet.        
Rusland  vil  prøve  at  påvirke  europæiske  lande  til  at  være  lydhøre  over  for  Ruslands  udenrigs-­‐  og  sikker-­‐
EU,  NATO  og  FN  vil  fortsat  udgøre  de  vigtigste  hjørnesten  for  dansk  udenrigs-­‐  og  sikkerhedspolitik,  men  
hedspolitiske  interesser  og  vil  forsøge  at  hindre  EU  i  at  optræde  samlet.  Rusland  vil  frem  mod  2030  være  en  
ovenstående  forhold  vil  frem  mod  2030  og  i  årene  derefter  lægge  et  pres  på  dansk  forsvars-­‐  og  sikkerheds-­‐
betydelig  sikkerhedspolitisk  udfordring  for  Vesten,  NATO  og  Danmark,  fordi  dets  militære  kapacitet  er  vok-­‐
politik.  Udviklingen  vil  stille  krav  om  en  alsidig  og  fleksibel  sikkerhedspolitik.  Internationale  militære  indsat-­‐
sende,  og  de  russiske  ledere  har  vist  stor  vilje  til  at  bruge  militære  virkemidler  i  udenrigspolitikken,  besidder  
ser  for  stabilitet  vil  ofte  finde  sted  i  rammen  af  koalitioner  af  frivilligt  deltagende  nationer,  fordi  uenighed  
høj  risikovillighed  og  nærer  mistro  over  for  NATO  og  EU.  Desuden  kan  Rusland  i  krisesituationer  på  grund  af  
og  forskellige  interesser  vanskeliggør  fælles  handling  inden  for  FN,  NATO  og  EU.    
det  autokratiske  politiske  system  træffe  hurtige  beslutninger.  Rusland  står  over  for  betydelige  økonomiske  
problemer,  der  i  de  kommende  år  kan  tvinge  landet  til  at  prioritere  hårdere.  Den  russiske  ledelse  vil  dog  
 
udfolde  store  bestræbelser  på  at  begrænse  de  økonomiske  problemers  indvirkning  på  udviklingen  af  for-­‐
svaret.  
 
De  russiske  ledere  opfatter  EU  og  NATO  som  modspillere  og  vil  søge  at  påvirke  den  strategiske  balance  i  
 
Østersøen  samt  modvirke  yderligere  udvidelse  af  EU  og  NATO  i  Ruslands  nærområde.  Rusland  vil  således  
 
fortsat  se  med  mistro  på  NATO’s  aktiviteter  i  Østersøen,  navnlig  i  Baltikum.  Rusland  vil  kunne  true  NATO’s  
evne  til  at  forstærke  de  baltiske  lande  i  krisesituationer.  Rusland  vil  dog  ikke  risikere  direkte,  militær  kon-­‐
 
frontation  med  NATO  og  dermed  USA.  Men  der  er  en  risiko  for,  at  Rusland  i  en  alvorlig  international  krisesi-­‐
 
tuation  vil  forsøge  at  teste  sammenhængskraften  i  NATO  med  en  militær  intimideringskampagne  mod  de  
baltiske  lande.  Det  vil  være  en  betydelig  sikkerhedspolitisk  udfordring  for  Danmark.    
 
Arktis  vil  frem  mod  2030  fortsat  i  højere  grad  være  præget  af  samarbejde  og  konkurrence  end  af  konfronta-­‐
 
tion  og  konflikt.  Arktis’  strategiske  betydning  for  Rusland  vil  blive  forøget  frem  mod  2030  i  takt  med  at  ha-­‐
 
vene  nord  for  Rusland  åbnes,  mens  udviklingen  af  det  vestlige  missilforsvar  og  nye  amerikanske  våbentyper  
vil  øge  Ruslands  opfattelse  af  sårbarhed  over  for  USA.  Samarbejdsklimaet  i  Arktis  vil  være  sårbart  overfor  
 
øget  spænding  mellem  Vesten  og  Rusland.  Arktis  vil  i  stigende  grad  blive  åbnet  for  skibstrafik,  og  der  vil  
 
fortsat  være  fokus  på  råstofudvinding.  Kina  vil  fortsat  være  interesseret  i  råstofudvinding  i  Arktis,  herunder  
i  Grønland.  Grænsedragningen  omkring  Nordpolen  vil  sandsynligvis  ikke  blive  afklaret  før  2030.  Ruslandvil  
 
fortsat  have  et  militært  fokus  på  Arktis.  Det  kan  blive  en  kilde  til  uro  i  det  dansk-­‐russiske  forhold.    
 
Analysen  af  udviklingen  i  Mellemøsten  og  Nordafrika  er  på  grund  af  regionens  store  skrøbelighed  samt  en  
lang  række  interne  og  eksterne  faktorer  behæftet  med  stor  usikkerhed.  Det  er  dog  sandsynligt,  at  regionen  
 
vil  vedblive  med  at  være  præget  af  konflikter  og  autokratiske  regimer.  Landene  i  regionen  vil  frem  mod  
 
2030  fortsat  være  belastet  af  dårligt  fungerede  statsapparater,  kraftig  befolkningstilvækst,  voksende  øko-­‐
nomiske  problemer  og  fortsatte  religiøse  spændinger.  Udviklingen  skaber  grundlag  for  sammenbrud  af  
 
stater,  interne  og  mellemstatslige  konflikter  samt  fortsat  fjendskab  og  terrorisme  rettet  mod  Vesten.  I  de  
 
 
 
 
 
 
5/49  
5/49  
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0010.png
SIDE 6
BILAG
 
 
 
 
 
 
fejlslagne  stater  giver  oprørskamp  og  magttomrum  terrorgrupper  gode  vilkår  for  at  etablere  fristeder.  Sam-­‐
tidig  kan  ustabilitet  og  humanitære  kriser  udløse  krav  om  indgreb.  Konflikterne  vil  blive  ved  med  at  skabe  
 
flygtningestrømme,  og  mange  vil  også  nære  et  ønske  om  at  flytte  til  det  rigere  og  mere  stabile  Europa.  De  
næste  15  år  vokser  arbejdsstyrken  i  Mellemøsten  og  Nordafrika  med  30  %.  Denne  udvikling  vil  også  bidrage  
til  et  højt  migrationspres  på  Europa.    
2. Indledning  og  metode  
Migrationen  til  Europa  fra  lande  i  Afrika,  Asien  og  Mellemøsten  vil  fortsat  finde  sted  frem  mod  2030.  
 
Grundvilkårene  for  at  migrere  eller  flygte  vil  ikke  ændre  sig  væsentligt.  Traditionelle  faktorer  som  fattig-­‐
dom,  konflikt  og  en  usikker  fremtid  vil  ikke  forandre  sig  i  flere  lande,  hvorfra  folk  migrerer  i  dag.  Samtidig  vil  
Regeringen  har  taget  initiativ  til  at  gennemføre  en  granskning  af  Danmarks  udenrigs-­‐  og  sikkerhedspolitiske  
den  fortsatte  globalisering  nedbryde  geografiske,  økonomiske  og  kulturelle  barrierer  og  blive  ved  med  at  
udfordringer  de  næste  15  år.  FE  bidrager  til  udredningen  gennem  denne  sikkerhedspolitiske  trendanalyse,  
gøre  Europa  til  et  både  attraktivt  og  realistisk  mål  for  migranter.  Migranter  vil  finde  andre  og  nye  måder  at  
som  undersøger  globale  og  regionale  forandringer  og  deres  indvirkning  på  Danmarks  sikkerhedspolitiske  
migrere  på,  hvis  smuglernetværks  forretninger  begrænses,  og  det  bliver  sværere  at  få  adgang  til  Europa.  
udfordringer  frem  mod  2030.    
Afsender-­‐  og  transitlandenes  aktive  engagement  i  at  bremse  migrationen  bliver  derfor  en  vigtig  faktor  i  den  
Udgangspunktet  for  analysen  er  de  globale  trends,  som  forventes  frem  mod  2030.  Analysen  tegner  et  bille-­‐
internationale  håndtering  af  flygtninge-­‐  og  migrantspørgsmålet.        
de  af  en  række  økonomiske,  sociale,  demografiske,  politiske,  ressourcemæssige  og  teknologiske  tendenser,  
EU,  NATO  og  FN  vil  fortsat  udgøre  de  vigtigste  hjørnesten  for  dansk  udenrigs-­‐  og  sikkerhedspolitik,  men  
som  vil  præge  verden  de  kommende  15  år.    
ovenstående  forhold  vil  frem  mod  2030  og  i  årene  derefter  lægge  et  omfattende  pres  på  dansk  forsvars-­‐  og  
Disse  trends  vil  påvirke  det  internationale  system  og  de  sikkerhedspolitiske  dynamikker.  Analysen  fokuserer  
sikkerhedspolitik.  Udviklingen  vil  stille  krav  om  en  alsidig  og  fleksibel  sikkerhedspolitik.  Internationale  mili-­‐
derfor  på,  hvordan  stormagtsrelationer  og  konflikter  såvel  mellem  som  inden  for  stater  vil  udvikle  sig.  Den  
tære  indsatser  for  stabilitet  vil  ofte  finde  sted  i  rammen  af  koalitioner  af  frivilligt  deltagende  nationer,  fordi  
økonomiske  udvikling  vil  forandre  magtbalancen  mellem  verdens  stormagter,  og  politiske,  sociale  og  religi-­‐
uenighed  og  forskellige  interesser  vanskeliggør  fælles  handling  inden  for  FN,  NATO  og  EU.    
øse  tendenser  vil  påvirke  stabiliteten  i  mange  lande.  Enkelte  lande  vil  ende  som  fejlslagne  stater,  hvor  kon-­‐
 
flikter  bryder  ud  langs  etniske,  religiøse,  sekteriske  eller  stammemæssige  skillelinjer.        
  teknologiske  forandringer  fortsætter,  navnlig  med  udbredelsen  af  internettet  og  digitalisering.  De  tek-­‐
De  
nologiske  fremskridt  åbner  nye  muligheder,  men  indebærer  også  sikkerhedsmæssige  risici.  Samfundsmæs-­‐
 
sige  forandringer  og  den  sikkerhedspolitiske  udvikling  har  endvidere  betydning  for  migration  samt  politisk  
ekstremisme  og  terrorisme.  
 
Analysen  ser  kort  på,  hvordan  Danmarks  allianceforhold  sandsynligvis  vil  blive  påvirket  af  forandringerne  i  
 
verden.  Fokus  er  på  NATO  og  EU.    
 
I  lyset  af  de  globale  sikkerhedspolitiske  ændringer  analyseres  i  tre  kapitler  geografiske  områder,  som  vil  få  
 
stor  indflydelse  på  Danmarks  sikkerhedspolitiske  udfordringer  frem  til  2030.  Disse  områder  er  Rusland  og  
dets  nærområde,  Arktis  samt  Mellemøsten  og  Nordafrika.  Desuden  ser  FE  på  tendenser  i  Afrika  syd  for  Sa-­‐
 
hara,  Balkan,  Afghanistan  og  Pakistan.      
 
Alle  kapitler  begynder  med  en  opsummering  af  de  sikkerhedspolitiske  konsekvenser  for  Danmark  og  Euro-­‐
  som  kan  udledes  af  den  efterfølgende  analyse.  I  alle  geografiske  kapitler  ses  først  på  økonomi,  demo-­‐
pa,  
grafi  og  ressourcer,  dernæst  på  styreform,  konflikter  og  stormagtsforhold.  I  centrum  for  disse  analyser  er  
 
de  politiske  systemers  stabilitet  samt  økonomiske,  sociale  og  demografiske  forandringers  indvirkning  på  
 
regioners  og  landes  udvikling.  Endelig  undersøges,  hvordan  globale  og  regionale  stormagter  vil  varetage  
deres  interesser  og  stræbe  efter  indflydelse  i  de  enkelte  regioner.      
 
Der  kan  selvsagt  også  i  løbet  af  de  næste  15  år  forekomme  begivenheder  og  udviklinger  internt  i  Europa,  
 
som  vil  have  stor  betydning  for  Danmarks  sikkerhed.  Udviklingen  hos  nære  allierede  i  Europa  vil  kun  blive  
 
berørt  i  forholdsvis  generelle  vendinger.    
 
Analysen  beskæftiger  sig  med  de  mest  sandsynlige  trends  på  hvert  område.  Analysen  omfatter  spørgsmål,  
som  er  så  komplekse,  at  det  er  forbundet  med  betydelig  usikkerhed  at  forsøge  at  forudsige  deres  udvikling  
 
 
 
 
 
 
 
6/49  
6/49  
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0011.png
BILAG
SIDE 7
 
 
 
 
 
de  næste  15  år.  I  mange  situationer  er  flere  scenarier  sandsynlige,  og  uforudsete  begivenheder  kan  få  om-­‐
2. Indledning  og  metode  
fattende  og  uforudsete  konsekvenser.  Kendte  begivenheder  med  et  ukendt  resultat,  som  for  eksempel  
 
vigtige  valghandlinger,  herunder  det  amerikanske  præsidentvalg,  vil  også  kunne  påvirke  udviklingen  på  en  
måde,  der  er  svær  at  forudsige.  Det  ligger  dog  i  trendanalysens  karakter,  at  den  angiver  den  overordnede  
Regeringen  har  taget  initiativ  til  at  gennemføre  en  granskning  af  Danmarks  udenrigs-­‐  og  sikkerhedspolitiske  
retning,  som  er  mest  sandsynlig.    
udfordringer  de  næste  15  år.  FE  bidrager  til  udredningen  gennem  denne  sikkerhedspolitiske  trendanalyse,  
som  undersøger  globale  og  regionale  forandringer  og  deres  indvirkning  på  Danmarks  sikkerhedspolitiske  
Denne  trendanalyse  af  Danmarks  sikkerhedspolitiske  udfordringer  frem  mod  2030  tager  udgangspunkt  i  
udfordringer  frem  mod  2030.    
den  efterretningsproduktion,  som  ligger  til  grund  for  FE’s  Efterretningsmæssig  Risikovurdering  2015,  men  
der  er  selvsagt  først  og  fremmest  tale  om  et  analytisk  produkt.  FE  har  trukket  på  analyser  af  sikkerhedspoli-­‐
Udgangspunktet  for  analysen  er  de  globale  trends,  som  forventes  frem  mod  2030.  Analysen  tegner  et  bille-­‐
tiske  tendenser  udarbejdet  af  Storbritanniens  forsvarsministerium  fra  rapporten  ”Global  Strategic  Trends  –  
de  af  en  række  økonomiske,  sociale,  demografiske,  politiske,  ressourcemæssige  og  teknologiske  tendenser,  
Out  to  2045”,  USA’s  Nationale  Efterretningsråds  publikation  ”Global  Trends  2030:  Alternative  Worlds  –  a  
som  vil  præge  verden  de  kommende  15  år.    
Publication  of  the  National  Intelligence  Council”  samt  EU’s  interinstitutionelle  rapport  ”Global  Trends  to  
Disse  trends  vil  påvirke  det  internationale  system  og  de  sikkerhedspolitiske  dynamikker.  Analysen  fokuserer  
2030:  Can  the  EU  meet  the  challenges  ahead?”.  Endelig  har  FE  brugt  ”Global  Futures  Model”  ved  Frederick  
derfor  på,  hvordan  stormagtsrelationer  og  konflikter  såvel  mellem  som  inden  for  stater  vil  udvikle  sig.  Den  
S.  Pardee  Center  for  International  Futures,  Denver  University,  til  prognoser  for  økonomiske,  sociale  og  
økonomiske  udvikling  vil  forandre  magtbalancen  mellem  verdens  stormagter,  og  politiske,  sociale  og  religi-­‐
magtpolitiske  trends  frem  til  2030.    
øse  tendenser  vil  påvirke  stabiliteten  i  mange  lande.  Enkelte  lande  vil  ende  som  fejlslagne  stater,  hvor  kon-­‐
Som  det  fremgår,  er  der  betydelig  usikkerhed  forbundet  med  en  trendanalyse,  der  forsøger  at  se  15  år  
flikter  bryder  ud  langs  etniske,  religiøse,  sekteriske  eller  stammemæssige  skillelinjer.        
frem.  Alligevel  er  det  FE’s  vurdering,  at  der  meningsfuldt  kan  identificeres  faktorer,  der  vil  sætte  rammerne  
De  teknologiske  forandringer  fortsætter,  navnlig  med  udbredelsen  af  internettet  og  digitalisering.  De  tek-­‐
for  udviklingen  i  verden  og  for  dansk  sikkerhedspolitik  i  de  kommende  årtier.  Det  er  en  sådan  analyse,  der  
nologiske  fremskridt  åbner  nye  muligheder,  men  indebærer  også  sikkerhedsmæssige  risici.  Samfundsmæs-­‐
præsenteres  nedenfor:  den  sandsynlige  udvikling  frem  mod  2030.    
sige  forandringer  og  den  sikkerhedspolitiske  udvikling  har  endvidere  betydning  for  migration  samt  politisk  
 
ekstremisme  og  terrorisme.  
 
Analysen  ser  kort  på,  hvordan  Danmarks  allianceforhold  sandsynligvis  vil  blive  påvirket  af  forandringerne  i  
verden.  Fokus  er  på  NATO  og  EU.    
 
I  lyset  af  de  globale  sikkerhedspolitiske  ændringer  analyseres  i  tre  kapitler  geografiske  områder,  som  vil  få  
 
stor  indflydelse  på  Danmarks  sikkerhedspolitiske  udfordringer  frem  til  2030.  Disse  områder  er  Rusland  og  
 
dets  nærområde,  Arktis  samt  Mellemøsten  og  Nordafrika.  Desuden  ser  FE  på  tendenser  i  Afrika  syd  for  Sa-­‐
hara,  Balkan,  Afghanistan  og  Pakistan.      
 
Alle  kapitler  begynder  med  en  opsummering  af  de  sikkerhedspolitiske  konsekvenser  for  Danmark  og  Euro-­‐
 
pa,  som  kan  udledes  af  den  efterfølgende  analyse.  I  alle  geografiske  kapitler  ses  først  på  økonomi,  demo-­‐
 
grafi  og  ressourcer,  dernæst  på  styreform,  konflikter  og  stormagtsforhold.  I  centrum  for  disse  analyser  er  
de  politiske  systemers  stabilitet  samt  økonomiske,  sociale  og  demografiske  forandringers  indvirkning  på  
 
regioners  og  landes  udvikling.  Endelig  undersøges,  hvordan  globale  og  regionale  stormagter  vil  varetage  
 
deres  interesser  og  stræbe  efter  indflydelse  i  de  enkelte  regioner.      
 
Der  kan  selvsagt  også  i  løbet  af  de  næste  15  år  forekomme  begivenheder  og  udviklinger  internt  i  Europa,  
som  vil  have  stor  betydning  for  Danmarks  sikkerhed.  Udviklingen  hos  nære  allierede  i  Europa  vil  kun  blive  
 
berørt  i  forholdsvis  generelle  vendinger.    
 
Analysen  beskæftiger  sig  med  de  mest  sandsynlige  trends  på  hvert  område.  Analysen  omfatter  spørgsmål,  
som  er  så  komplekse,  at  det  er  forbundet  med  betydelig  usikkerhed  at  forsøge  at  forudsige  deres  udvikling  
 
de  næste  15  år.  I  mange  situationer  er  flere  scenarier  sandsynlige,  og  uforudsete  begivenheder  kan  få  om-­‐
 
fattende  og  uforudsete  konsekvenser.  Kendte  begivenheder  med  et  ukendt  resultat,  som  for  eksempel  
vigtige  valghandlinger,  herunder  det  amerikanske  præsidentvalg,  vil  også  kunne  påvirke  udviklingen  på  en  
 
måde,  der  er  svær  at  forudsige.  Det  ligger  dog  i  trendanalysens  karakter,  at  den  angiver  den  overordnede  
retning,  som  er  mest  sandsynlig.    
 
 
 
 
 
 
7/49  
7/49  
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0012.png
SIDE 8
BILAG
 
 
 
 
 
 
Denne  trendanalyse  af  Danmarks  sikkerhedspolitiske  udfordringer  frem  mod  2030  tager  udgangspunkt  i  
den  efterretningsproduktion,  som  ligger  til  grund  for  FE’s  Efterretningsmæssig  Risikovurdering  2015,  men  
 
der  er  selvsagt  først  og  fremmest  tale  om  et  analytisk  produkt.  FE  har  trukket  på  analyser  af  sikkerhedspoli-­‐
tiske  tendenser  udarbejdet  af  Storbritanniens  forsvarsministerium  fra  rapporten  ”Global  Strategic  Trends  –  
 
Out  to  2045”,  USA’s  Nationale  Efterretningsråds  publikation  ”Global  Trends  2030:  Alternative  Worlds  –  a  
Publication  of  the  National  Intelligence  Council”  samt  EU’s  interinstitutionelle  rapport  ”Global  Trends  to  
3. Globale  tendenser  af  sikkerhedspolitisk  betydning  frem  mod  2030    
2030:  Can  the  EU  meet  the  challenges  ahead?”.  Endelig  har  FE  brugt  ”Global  Futures  Model”  ved  Frederick  
S.  Pardee  Center  for  International  Futures,  Denver  University,  til  prognoser  for  økonomiske,  sociale  og  
 
magtpolitiske  trends  frem  til  2030.    
Verdens  økonomiske  og  politiske  tyngdepunkt  vil  de  kommende  15  år  flytte  mod  Asien.  Det  internatio-­‐
Som  det  fremgår,  er  der  betydelig  usikkerhed  forbundet  med  en  trendanalyse,  der  forsøger  at  se  15  år  
nale  system  vil  blive  multipolært,  men  domineret  af  de  to  største  stormagter,  Kina  og  USA.    
frem.  Alligevel  er  det  FE’s  vurdering,  at  der  meningsfuldt  kan  identificeres  faktorer,  der  vil  sætte  rammerne  
 
for  udviklingen  i  verden  og  for  dansk  sikkerhedspolitik  i  de  kommende  årtier.  Det  er  en  sådan  analyse,  der  
Det  transatlantiske  samarbejde  og  NATO  vil  bestå,  idet  stærke  fælles  interesser  og  værdier  binder  Eu-­‐
præsenteres  nedenfor:  den  mest  sandsynlige  udvikling  frem  mod  2030.     amerikansk  pres  for  at  løfte  en  
ropa  og  USA  sammen.  Europa  kommer  sandsynligvis  under  stigende  
  større  del  af  forsvarsbyrden  i  alliancen,  herunder  pres  for  at  tage  mere  ansvar  for  sikkerheden  i  Europas  
nærområde.      
 
 
Kina  vil  sandsynligvis  være  den  største  globale  økonomi  i  2030,  men  Kina  vil  dog  i  2030  fortsat  ikke  
 
kunne  matche  USA  militært  og  vil  først  og  fremmest  have  fokus  på  at  fastholde  strategisk  stabilitet  og  
  åbne  handelsforbindelser.    
 
 
I  2030  vil  den  digitale  udvikling  have  spredt  sig  yderligere  til  store  dele  af  verden.  Digitaliseringen,  her-­‐
  under  af  samfundsvigtige  funktioner,  vil  i  de  kommende  årtier  få  endnu  større  sikkerhedspolitisk  be-­‐
tydning  og  udfordre  den  traditionelle  forståelse  af  national  suverænitet.  Et  kapløb  vil  sandsynligvis  fin-­‐
 
de  sted  på  cyberområdet.    
 
 
Militant  islamisme  vil  også  frem  mod  2030  finde  støtte  og  gode  vækstbetingelser  i  et  uroplaget  Mel-­‐
 
lemøsten  og  Nordafrika.  De  grundvilkår  og  den  radikalisering,  som  nærer  den  militante  islamisme,  vil  
  også  være  til  stede  i  2030,  hvor  terrorhandlinger  og  oprørskamp  fortsat  vil  præge  regionen.  Militante  
islamistiske  terrorgrupper  vil  fortsat  være  i  stand  til  at  planlægge  angreb  mod  mål  i  Europa.    
 
 
  Migrationen  til  Europa  fra  lande  i  Afrika,  Asien  og  Mellemøsten  vil  fortsat  finde  sted  frem  mod  2030.  
Grundvilkårene  for  at  migrere  eller  flygte  vil  ikke  ændre  sig  væsentligt.  Traditionelle  faktorer  som  fat-­‐
  tigdom,  konflikt  og  en  usikker  fremtid  vil  ikke  forandre  sig  i  flere  lande,  hvorfra  folk  migrerer  i  dag.  
 
 
 
 
3.1.  Økonomi  og  stormagter  
 
Gensidig  afhængighed  vil  i  endnu  højere  grad  kendetegne  verden  frem  mod  2030.  Det  er  kun  muligt  at  få  
del  
  i  frugterne  af  international  arbejdsdeling  ved  at  deltage  i  den.  Nye  stormagters  økonomi  vil  ganske  vist  
ændre  karakter,  idet  deres  vækst  i  højere  grad  vil  blive  drevet  af  forbrug  end  eksport,  men  ingen  lande  kan  
 
sikre  fortsat  vækst  ved  at  trække  sig  tilbage  fra  verdensøkonomien.  
 
Verden  er  således  i  hastig  forandring,  især  på  det  økonomiske  område.  Teknologiske  fremskridt  skaber  i  
kombination  med  markedsorienterede  økonomier  større  vækst  end  tidligere.  De  mindre  udviklede  lande  
haler  hurtigere  ind  på  de  udviklede  lande  og  bliver  til  nye  vækstcentre.  Stormagternes  økonomi  illustrerer,  
 
 
 
 
 
 
8/49  
8/49  
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0013.png
BILAG
SIDE 9
 
 
 
 
 
at  verden  forandrer  sig  med  større  hast.  Først  var  Storbritannien  155  år  om  at  fordoble  sit  bruttonational-­‐
3. Globale  tendenser  af  sikkerhedspolitisk  betydning  frem  
produkt,  senere  tog  det  USA  og  Tyskland  mellem  30  og  60  år,  men  nu  er  Kina  og  Indiens  økonomier  kun  15  
mod  2030    
år  om  at  vokse  til  dobbelt  størrelse,  og  det  endda  med  væsentlig  større  befolkninger  end  de  tre  vestlige  
lande.    
 
Verdens  økonomiske  og  politiske  tyngdepunkt  vil  de  kommende  15  år  flytte  mod  Asien.  Det  internatio-­‐
nale  system  vil  blive  multipolært,  men  domineret  af  de  to  største  stormagter,  Kina  og  USA.    
 
 
Det  transatlantiske  samarbejde  og  NATO  vil  bestå,  idet  stærke  fælles  interesser  og  værdier  binder  Eu-­‐
Figur  1.  
Regioner  og  landes  andel  af  verdens  BNP.  
ropa  og  USA  sammen.  Europa  kommer  sandsynligvis  under  stigende  amerikansk  pres  for  at  løfte  en  
  større  del  af  forsvarsbyrden  i  alliancen,  herunder  pres  for  at  tage  mere  ansvar  for  sikkerheden  i  Europas  
nærområde.      
25%  
 
Kina  vil  sandsynligvis  være  den  største  globale  økonomi  i  2030,  men  Kina  vil  dog  i  2030  fortsat  ikke  
kunne  matche  USA  militært  og  vil  først  og  fremmest  have  fokus  på  at  fastholde  strategisk  stabilitet  og  
20%  
åbne  handelsforbindelser.    
 
15%  
I  2030  vil  den  digitale  udvikling  have  spredt  sig  yderligere  til  store  dele  af  verden.  Digitaliseringen,  her-­‐
under  af  samfundsvigtige  funktioner,  vil  i  de  kommende  årtier  få  endnu  større  sikkerhedspolitisk  be-­‐
10%  
tydning  og  udfordre  den  traditionelle  forståelse  af  national  suverænitet.  Et  kapløb  vil  sandsynligvis  fin-­‐
de  sted  på  cyberområdet.    
5%  
 
Militant  islamisme  vil  også  frem  mod  2030  finde  støtte  og  gode  vækstbetingelser  i  et  uroplaget  Mel-­‐
lemøsten  og  Nordafrika.  De  grundvilkår  og  den  radikalisering,  som  nærer  den  militante  islamisme,  vil  
0%  
også  være  til  stede  i  2030,  hvor  terrorhandlinger  og  oprørskamp  fortsat  vil  præge  regionen.  Militante  
EU  
MENA  
Afrika  syd  for  
Kina  
USA  
Rusland  
Indien  
islamistiske  terrorgrupper  vil  fortsat  være  i  stand  til  at  planlægge  angreb  mod  mål  i  Europa.    
Sahara  
 
2015   2030  
Migrationen  til  Europa  fra  lande  i  Afrika,  Asien  og  Mellemøsten  vil  fortsat  finde  sted  frem  mod  2030.  
 
Grundvilkårene  for  at  migrere  eller  flygte  vil  ikke  ændre  sig  væsentligt.  Traditionelle  faktorer  som  fat-­‐
tigdom,  konflikt  og  en  usikker  fremtid  vil  ikke  forandre  sig  i  flere  lande,  hvorfra  folk  migrerer  i  dag.  
Kilde:  
International  Futures,  University  of  Denver.  
 
Anmærkning:  
BNP  er  købekraftskorrigeret  med  2011  som  basisår.  MENA  står  for  Mellemøsten  og  Nordafri-­‐
 
ka.  
Den  økonomiske  forandringsproces  fortsætter  i  de  kommende  årtier  og  flytter  verdens  økonomiske  tyngde-­‐
Gensidig  afhængighed  vil  i  endnu  højere  grad  kendetegne  verden  frem  mod  2030.  Det  er  kun  muligt  at  få  
punkt  fra  Nordamerika  og  Europa  til  Asien.  Væksten  i  mange  asiatiske  økonomier  vil  aftage,  efterhånden  
del  i  frugterne  af  international  arbejdsdeling  ved  at  deltage  i  den.  Nye  stormagters  økonomi  vil  ganske  vist  
som  de  bliver  høj-­‐  og  middelindkomstlande,  men  den  vil  stadig  være  højere  end  i  Nordamerika  og  Europa.  
ændre  karakter,  idet  deres  vækst  i  højere  grad  vil  blive  drevet  af  forbrug  end  eksport,  men  ingen  lande  kan  
Den  økonomiske  vækst  får  vidtrækkende  sociale,  kulturelle  og  politiske  konsekvenser.  Store  dele  af  klodens  
sikre  fortsat  vækst  ved  at  trække  sig  tilbage  fra  verdensøkonomien.  
befolkning  er  på  vej  ud  af  absolut  fattigdom,  og  middelklassen  vokser  hastigt  i  verdensdele  som  Asien,  Afri-­‐
Verden  er  således  i  hastig  forandring,  især  på  det  økonomiske  område.  Teknologiske  fremskridt  skaber  i  
ka  syd  for  Sahara  og  Latinamerika.  Økonomisk  fremgang  for  store  befolkningsgrupper  vil  føre  til  krav  om  
kombination  med  markedsorienterede  økonomier  større  vækst  end  tidligere.  De  mindre  udviklede  lande  
mere  effektiv  regeringsførelse,  og  nye  teknologier  giver  stemme  til  mange  krav,  også  til  dem  som  finder  
haler  hurtigere  ind  på  de  udviklede  lande  og  bliver  til  nye  vækstcentre.  Stormagternes  økonomi  illustrerer,  
deres  kultur  truet  af  forandring.    
at  verden  forandrer  sig  med  større  hast.  Først  var  Storbritannien  155  år  om  at  fordoble  sit  bruttonational-­‐
Befolkningerne  i  Indien,  Kina  og  flere  andre  vækstøkonomier  vil  efter  europæisk  og  amerikansk  standard  
produkt,  senere  tog  det  USA  og  Tyskland  mellem  30  og  60  år,  men  nu  er  Kina  og  Indiens  økonomier  kun  15  
stadig  være  fattige.  Men  de  vil  holde  fast  i  deres  nyerhvervede  rigdom  og  forvente  fortsat  stigende  vel-­‐
år  om  at  vokse  til  dobbelt  størrelse,  og  det  endda  med  væsentlig  større  befolkninger  end  de  tre  vestlige  
lande.    
 
 
 
3.1.  Økonomi  og  stormagter  
 
 
 
 
9/49  
9/49  
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0014.png
SIDE 10
BILAG
 
 
 
 
 
stand.  Politiske  systemers  evne  til  at  sikre  vækst  og  håndtere  folkeligt  pres,  især  når  der  kommer  kriser,  
 
bliver  afgørende  for  deres  stabilitet.    
Figur  1.  Regioner  og  landes  andel  af  verdens  BNP  
I  verden  som  helhed  vil  den  relative  ulighed  i  indkomster  falde  frem  mod  2030.  I  mange  samfund  bliver  
 
spørgsmålet  om  ulighed  dog  af  betydning  for  den  politiske  stabilitet.  Det  gælder  især  for  samfund,  hvor  
bestemte  grupper  bruger  de  politiske  strukturer  til  at  sikre  deres  velstand.  Særligt  destabiliserende  er  det,  
25%  
når  adgangen  til  velstand  i  høj  grad  er  bestemt  af  religiøse,  sekteriske  og  etniske  skillelinjer.    
Den  teknologiske  udvikling  inden  for  industriproduktion,  landbrug  og  service  vil  nedsætte  efterspørgslen  
20%  
efter  ufaglært  arbejdskraft,  mens  efterspørgslen  efter  bedre  uddannede  stiger.  Fremskridt  inden  for  forsk-­‐
ning  og  undervisning  vil  sprede  sig  hurtigere.  Samfunds  åbenhed  over  for  viden  og  villighed  til  at  lade  alle,  
15%  
herunder  kvinder  og  migranter,  få  del  i  viden  bliver  vigtigt  for  deres  økonomiske  succes.  Eksempelvis  vil  
lande,  hvor  en  konservativ  tolkning  af  islam  er  udbredt,  få  vanskeligt  ved  at  sikre  det  fulde  økonomiske  
10%  
udbytte  af  globaliseringen.                                      
På  verdensplan  er  befolkningstilvæksten  aftagende,  og  der  bliver  relativt  færre  unge  og  flere  ældre.  Jordens  
5%  
samlede  befolkningstal  vil  sandsynligvis  toppe  i  sidste  halvdel  af  dette  århundrede,  hvorefter  det  vil  begyn-­‐
de  at  falde.  
Verdensdele  
EU  
lande  er  i  forskellige  faser  af  
or  
og  
demografisk  forandring.  I  enkelte  lande,  f.eks.  Yemen  og  Af-­‐
MENA  
Afrika  syd  f
Kina  
USA  
Rusland  
Indien  
ghanistan,  er  processen  knap  begyndt.  Demografiske  forandringer  forstærker  økonomiske  forskydninger  
Sahara  
mellem  verdensdele  og  lande.  Lande  med  voksende  arbejdsstyrke  har  større  vækstpotentiale  end  lande,  
2015   2030  
hvor  antallet  af  pensionister  vokser  i  forhold  til  antallet  af  arbejdstagere.  
 
International  migration  stiger  sandsynligvis  frem  mod  2030.  Arbejdstagere  i  lande  med  store  ungdomsår-­‐
Kilde:  International  Futures,  University  of  Denver.  
gange  vil  søge  til  rigere  lande  med  faldende  arbejdsstyrke.  I  de  udviklede  lande  vil  diasporaer  med  rod  i  
mindre  udviklede  lande  også  danne  netværk,  der  tiltrækker  yderligere  indvandring.  Paradoksalt  giver  høje-­‐
Anmærkning:  BNP  er  købekraftskorrigeret  med  2011  som  basisår.  MENA  står  for  Mellemøsten  og  Nordafri-­‐
re  indkomst-­‐  og  uddannelsesniveauer  i  udviklingslandene  flere  mulighed  for  at  migrere.  Migration  vil  ikke  
ka.  
kun  ske  til  Nordamerika,  Europa  og  Australien,  også  lande  i  Asien,  hvor  andelen  af  ældre  vil  vokse,  f.eks.  
Den  økonomiske  forandringsproces  fortsætter  i  de  kommende  årtier  og  flytter  verdens  økonomiske  tyngde-­‐
Kina,  får  flere  indvandrere.      
punkt  fra  Nordamerika  og  Europa  til  Asien.  Væksten  i  mange  asiatiske  økonomier  vil  aftage,  efterhånden  
Der  knytter  sig  usikkerhed  til  de  kommende  15  års  globale  økonomiske  udvikling.  Verdensøkonomien  bliver  
som  de  bliver  høj-­‐  og  middelindkomstlande,  men  den  vil  stadig  være  højere  end  i  Nordamerika  og  Europa.  
i  højere  grad  afhængig  af  middel-­‐  og  lavindkomstlandenes  vækst.  Disse  lande  står  for  halvdelen  af  verdens  
Den  økonomiske  vækst  får  vidtrækkende  sociale,  kulturelle  og  politiske  konsekvenser.  Store  dele  af  klodens  
økonomiske  vækst,  men  i  2025  vil  Kina  alene  efter  alt  at  dømme  stå  for  en  tredjedel.  Økonomiske  krisers  
befolkning  er  på  vej  ud  af  absolut  fattigdom,  og  middelklassen  vokser  hastigt  i  verdensdele  som  Asien,  Afri-­‐
dybde  og  varighed  vil  frem  mod  2030  i  stigende  omfang  afhænge  af  udviklingslandenes  krisehåndtering.    
ka  syd  for  Sahara  og  Latinamerika.  Økonomisk  fremgang  for  store  befolkningsgrupper  vil  føre  til  krav  om  
Frem  mod  2030  vil  der  sandsynligvis  opstå  flere  alternativer  til  vestlige  finansielle  institutioner.  Samtidig  vil  
mere  effektiv  regeringsførelse,  og  nye  teknologier  giver  stemme  til  mange  krav,  også  til  dem  som  finder  
det  finansielle  system  i  højere  grad  blive  globalt  integreret.  Internationale  økonomiske  institutioner  som  
deres  kultur  truet  af  forandring.    
Verdensbanken  og  Den  Internationale  Valutafond  bliver  påvirket  af  denne  udvikling,  og  mangel  på  reformer  
Befolkningerne  i  Indien,  Kina  og  flere  andre  vækstøkonomier  vil  efter  europæisk  og  amerikansk  standard  
af  dem  vil  medføre  flere  konkurrerende  regionale  og  internationale  udviklingsbanker,  fonde  og  fora.  Disse  
stadig  være  fattige.  Men  de  vil  holde  fast  i  deres  nyerhvervede  rigdom  og  forvente  fortsat  stigende  vel-­‐
institutioner  vil  blive  brugt  til  at  håndtere  de  økonomiske  ubalancer,  som  forskelle  i  vækstrater  skaber.  Dog  
stand.  Politiske  systemers  evne  til  at  sikre  vækst  og  håndtere  folkeligt  pres,  især  når  der  kommer  kriser,  
vil  manglende  central  koordination  gøre  fælles  globale  løsninger  mere  vanskelige  at  opnå.  Det  vil  gøre  den  
bliver  afgørende  for  deres  stabilitet.    
globale  økonomi  mere  sårbar  over  for  kriser.  
I  verden  som  helhed  vil  den  relative  ulighed  i  indkomster  falde  frem  mod  2030.  I  mange  samfund  bliver  
På  nationalt  niveau  vil  flere  lande  forsøge  at  dække  større  offentlige  udgifter  med  lån,  og  offentlig  gæld  vil  
spørgsmålet  om  ulighed  dog  af  betydning  for  den  politiske  stabilitet.  Det  gælder  især  for  samfund,  hvor  
derfor  stige  verden  over  frem  mod  2030,  særligt  som  andel  af  verdens  samlede  bruttonationalprodukt.  Det  
bestemte  grupper  bruger  de  politiske  strukturer  til  at  sikre  deres  velstand.  Særligt  destabiliserende  er  det,  
vil  lægge  betydelige  begrænsninger  på  de  økonomiske  og  politiske  handlemuligheder  for  en  række  stater.  
når  adgangen  til  velstand  i  høj  grad  er  bestemt  af  religiøse,  sekteriske  og  etniske  skillelinjer.    
Samtidig  gør  den  større  gensidige  økonomiske  afhængighed  lande  med  høj  gæld  sårbare  over  for  globale  
 
 
10/49  
10/49  
0%  
 
 
 
 
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0015.png
BILAG
SIDE 11
 
 
 
 
 
markedsændringer  og  indskrænker  evnen  til  at  håndtere  finansielle  kriser.  Det  gælder  især  lande,  som  er  
Den  teknologiske  udvikling  inden  for  industriproduktion,  landbrug  og  service  vil  nedsætte  efterspørgslen  
afhængige  af  få  eksportvarer  og  vækstsektorer.  
efter  ufaglært  arbejdskraft,  mens  efterspørgslen  efter  bedre  uddannede  stiger.  Fremskridt  inden  for  forsk-­‐
ning  og  undervisning  vil  sprede  sig  hurtigere.  Samfunds  åbenhed  over  for  viden  og  villighed  til  at  lade  alle,  
Udviklingslande  står  i  første  række  for  at  håndtere  globale  udfordringer  som  klimaforandring  og  voksende  
herunder  kvinder  og  migranter,  få  del  i  viden  bliver  vigtigt  for  deres  økonomiske  succes.  Eksempelvis  vil  
forbrug  af  knappe  ressourcer  i  form  af  vand,  fødevarer  og  råstoffer.  Klimaforandringerne  er  størst  i  udvik-­‐
lande,  hvor  en  konservativ  tolkning  af  islam  er  udbredt,  få  vanskeligt  ved  at  sikre  det  fulde  økonomiske  
lingslandene  og  de  vil  bl.a.  skabe  tørke  og  stigende  vandstand  i  havene.  Det  vil  påvirke  mange  mennesker,  
udbytte  af  globaliseringen.                                      
idet  60  %  af  jordens  befolkning  bor  i  kystnære  områder.  Klimaforandringer  skal  også  ses  i  sammenhæng  
med,  at  frem  til  2030  tegner  efterspørgslen  efter  energi,  vand  og  fødevarer  til  at  vokse  med  henholdsvis  30,  
På  verdensplan  er  befolkningstilvæksten  aftagende,  og  der  bliver  relativt  færre  unge  og  flere  ældre.  Jordens  
40  og  50  %.  
 
samlede  befolkningstal  vil  sandsynligvis  toppe  i  sidste  halvdel  af  dette  århundrede,  hvorefter  det  vil  begyn-­‐
de  at  falde.  
Global  økonomisk  vækst  øger  efterspørgslen  efter  energi  frem  mod  2030,  om  end  teknologiske  fremskridt  
dæmper  sammenhængen  mellem  økonomisk  vækst  og  energiforbrug.  Brændstoffer  som  olie,  kul  og  gas  
Verdensdele  og  lande  er  i  forskellige  faser  af  demografisk  forandring.  I  enkelte  lande,  f.eks.  Yemen  og  Af-­‐vil  
dække  store  dele  af  den  voksende  efterspørgsel  efter  energi,  men  alternative  energikilder,  atomkraft  og  
ghanistan,  er  processen  knap  begyndt.  Demografiske  forandringer  forstærker  økonomiske  forskydninger  
biomasse  kommer  til  at  spille  en  større  rolle.  Ny  teknologi,  herunder  fracking,  vil  sikre  adgang  til  store  fore-­‐
mellem  verdensdele  og  lande.  Lande  med  voksende  arbejdsstyrke  har  større  vækstpotentiale  end  lande,  
komster  af  olie  og  gas  i  ellers  utilgængelige  områder  og  presser  priserne  ned.  Geografien  på  olie-­‐  og  gas-­‐
hvor  antallet  af  pensionister  vokser  i  forhold  til  antallet  af  arbejdstagere.  
markedet  vil  derfor  ændre  sig  radikalt,  eksempelvis  vil  USA’s  produktion  af  energi  i  2020  overgå  dets  for-­‐
International  migration  stiger  sandsynligvis  frem  mod  2030.  Arbejdstagere  i  lande  med  store  ungdomsår-­‐
brug,  og  landet  bliver  nettoeksportør  af  energi.    
gange  vil  søge  til  rigere  lande  med  faldende  arbejdsstyrke.  I  de  udviklede  lande  vil  diasporaer  med  rod  i  
 
mindre  udviklede  lande  også  danne  netværk,  der  tiltrækker  yderligere  indvandring.  Paradoksalt  giver  høje-­‐
Stigende  efterspørgsel  vil  kun  gradvist  give  sig  udslag  i  højere  energipriser.  Nye  udvindingsteknologier,  flek-­‐
re  indkomst-­‐  og  uddannelsesniveauer  i  udviklingslandene  flere  mulighed  for  at  migrere.  Migration  vil  ikke  
sible  kapitalmarkeder  og  svækkelsen  af  de  olieproducerende  landes  organisation,  OPEC,  som  et  effektivt  
kun  ske  til  Nordamerika,  Europa  og  Australien,  også  lande  i  Asien  hvor  andelen  af  ældre  vil  vokse,  f.eks.  
kartel  vil  dæmpe  muligheden  for  drastiske  prisstigninger.  Presset  stiger  derfor  på  lande,  hvis  økonomi  ho-­‐
Kina,  får  flere  indvandrere.      
vedsageligt  er  baseret  på  eksport  af  olie  og  gas.  Olieproducerende  lande,  f.eks.  Saudi-­‐Arabien,  Rusland  og  
Venezuela,  må  derfor  skære  i  de  offentlige  udgifter,  hvis  de  ikke  får  gang  i  en  økonomisk  udvikling,  der  byg-­‐
Der  knytter  sig  usikkerhed  til  de  kommende  15  års  globale  økonomiske  udvikling.  Verdensøkonomien  bliver  
ger  på  et  bredere  spekter  af  sektorer.  Deres  økonomiske  problemer  som  følge  af  lave  oliepriser  vil  også  
i  højere  grad  afhængig  af  middel-­‐  og  lavindkomstlandenes  vækst.  Disse  lande  står  for  halvdelen  af  verdens  
svække  deres  internationale  position.      
økonomiske  vækst,  men  i  2025  vil  Kina  alene  efter  alt  at  dømme  stå  for  en  tredjedel.  Økonomiske  krisers  
dybde  og  varighed  vil  frem  mod  2030  i  stigende  omfang  afhænge  af  udviklingslandenes  krisehåndtering.    
Større  velstand  og  urbanisering  medvirker  til  stigende  efterspørgsel  efter  elektricitet.  Flere  lande  vil  møde  
den  ved  at  investere  i  atomkraft.  I  Mellemøsten  er  De  Forenede  Arabiske  Emirater,  Jordan,  Saudi-­‐Arabien,  
Frem  mod  2030  vil  der  sandsynligvis  opstå  flere  alternativer  til  vestlige  finansielle  institutioner.  Samtidig  vil  
Tyrkiet  og  Ægypten  i  færd  med  at  indføre  atomkraft.  Israel  og  Iran  har  allerede  atomkraft.  Nogle  af  disse  
det  finansielle  system  i  højere  grad  blive  globalt  integreret.  Internationale  økonomiske  institutioner  som  
lande  vil  også  udnytte  atomkraft  til  at  omdanne  havvand  til  ferskvand.    
Verdensbanken  og  Den  Internationale  Valutafond  bliver  påvirket  af  denne  udvikling,  og  mangel  på  reformer  
af  dem  vil  medføre  flere  konkurrerende  regionale  og  internationale  udviklingsbanker,  fonde  og  fora.  Disse  
De  dårligste  muligheder  for  at  udnytte  globaliseringen  har  lande,  hvor  statsapparatet  falder  sammen  i  en  
institutioner  vil  blive  brugt  til  at  håndtere  de  økonomiske  ubalancer,  som  forskelle  i  vækstrater  skaber.  Dog  
sådan  grad,  at  det  ikke  sikrer  en  fornuftig  ramme  for  økonomisk  vækst.  Fejlslagne  stater  hører  til  denne  ka-­‐
vil  manglende  central  koordination  gøre  fælles  globale  løsninger  mere  vanskelige  at  opnå.  Det  vil  gøre  den  
tegori  af  lande.  En  fejlslagen  stat  er  et  land,  hvor  regeringsinstitutioner  fungerer  så  dårligt,  og  regeringens  
globale  økonomi  mere  sårbar  over  for  kriser.  
autoritet  er  så  lille,  at  oprør  bryder  ud,  som  truer  med  at  opdele  staten  i  mindre  bestanddele.  Sådanne  kon-­‐
flikter  kan  let  bryde  ud  langs  etniske,  religiøse  og  stammemæssige  skillelinjer.  I  Mellemøsten  og  Nordafrika  
På  nationalt  niveau  vil  flere  lande  forsøge  at  dække  større  offentlige  udgifter  med  lån,  og  offentlig  gæld  vil  
er  koncentrationen  af  fejlslagne  og  potentielt  fejlslagne  stater  særlig  høj.  
derfor  stige  verden  over  frem  mod  2030,  særligt  som  andel  af  verdens  samlede  bruttonationalprodukt.  Det  
vil  lægge  betydelige  begrænsninger  på  de  økonomiske  og  politiske  handlemuligheder  for  en  række  stater.  
USA  
Samtidig  gør  den  større  gensidige  økonomiske  afhængighed  lande  med  høj  gæld  sårbare  over  for  globale  
USA  har  siden  Anden  Verdenskrig  været  stormagt  i  en  særlig  vægtklasse  og  med  en  unik  global  rækkevidde.  
markedsændringer  og  indskrænker  evnen  til  at  håndtere  finansielle  kriser.  Det  gælder  især  lande,  som  er  
Økonomisk,  militært  og  politisk  kunne  ingen  anden  
afhængige  af  få  eksportvarer  og  vækstsektorer.   stat  måle  sig  med  USA,  om  end  Sovjetunionen  militært  
og  politisk  frem  til  sin  opløsning  i  1991  udfordrede  USA’s  position,  og  magtbalancen  blev  opretholdt  af  gen-­‐
Udviklingslande  står  i  første  række  for  at  håndtere  globale  udfordringer  som  klimaforandring  og  voksende  
sidig  trussel  om  udslettelse  med  atomvåben.  Siden  1991  har  ingen  andre  stormagter  tilnærmelsesvist  væ-­‐
forbrug  af  knappe  ressourcer  i  form  af  vand,  fødevarer  og  råstoffer.  Klimaforandringerne  er  størst  i  udvik-­‐
ret  på  niveau  med  USA.  Frem  mod  2030  vil  USA  fastholde  sin  globale  førerposition,  idet  ingen  sandsynlig  
lingslandene  og  de  vil  bl.a.  skabe  tørke  og  stigende  vandstand  i  havene.  Det  vil  påvirke  mange  mennesker,  
kombination  af  lande  vil  kunne  matche  USA’s  ekstraordinære  magt.  Kina  vil  dog  gradvist  nærme  sig  en  posi-­‐
idet  60  %  af  jordens  befolkning  bor  i  kystnære  områder.  Klimaforandringer  skal  også  ses  i  sammenhæng  
tion,  der  økonomisk,  og  på  et  tidspunkt  efter  2030  også  militært,  er  sammenlignelig  med  USA.  Verden  vil  
med,  at  frem  til  2030  tegner  efterspørgslen  efter  energi,  vand  og  fødevarer  til  at  vokse  med  henholdsvis  30,  
40  og  50  %.  
 
 
 
 
 
 
 
11/49  
11/49  
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0016.png
SIDE 12
BILAG
 
 
 
 
 
således  i  løbet  af  de  næsten  15  år  bevæge  sig  fra  en  unipolær  orden  i  retning  af  en  multipolær  orden  med  
Global  økonomisk  vækst  øger  efterspørgslen  efter  energi  frem  mod  2030,  om  end  teknologiske  fremskridt  
et  særligt  bipolært  forhold  mellem  USA  og  Kina.    
dæmper  sammenhængen  mellem  økonomisk  vækst  og  energiforbrug.  Brændstoffer  som  olie,  kul  og  gas  vil  
dække  store  dele  af  den  voksende  efterspørgsel  efter  energi,  men  alternative  energikilder,  atomkraft  og  
USA  og  Kina  vil  i  2030  være  verdens  største  stormagter,  og  begge  vil  have  global  rækkevidde.  USA  vil  have  
biomasse  kommer  til  at  spille  større  rolle.  Ny  teknologi,  herunder  fracking,  vil  sikre  adgang  til  store  fore-­‐
de  største  forsvarsudgifter  og  vil  målt  pr.  indbygger  være  et  af  verdens  rigeste  samfund,  mens  Kina  vil  be-­‐
komster  af  olie  og  gas  i  ellers  utilgængelige  områder  og  presser  priser  ned.  Geografien  på  olie-­‐  og  gasmar-­‐
sidde  den  største  økonomi.  EU  og  Indien  vil  økonomisk  være  i  en  kategori  lige  under  USA  og  Kina.  Rusland  
kedet  vil  derfor  ændre  sig  radikalt,  eksempelvis  vil  USA’s  produktion  af  energi  i  2020  overgå  dets  forbrug,  
bliver  i  2030  stormagt  i  en  tredje  kategori,  og  dets  magt  vil  primært  være  koblet  til  dets  militære  styrke  og  
og  landet  bliver  nettoeksportør  af  energi.    
vilje  til  at  anvende  militær  magt.  Andre  stormagter  vil  også  spille  en  rolle  på  den  globale  scene,  f.eks.  Japan  
 
og  Brasilien.    
Stigende  efterspørgsel  vil  kun  gradvist  give  sig  udslag  i  højere  energipriser.  Nye  udvindingsteknologier,  flek-­‐
sible  kapitalmarkeder  og  svækkelsen  af  de  olieproducerende  landes  organisation,  OPEC,  som  et  effektivt  
Forsvarsudgifter  og  viljen  til  at  bruge  militær  magt  er  vigtige  komponenter  af  landes  internationale  styrke,  
kartel  vil  dæmpe  muligheden  for  drastiske  prisstigninger.  Presset  stiger  derfor  på  lande,  hvis  økonomi  ho-­‐
om  end  langt  fra  de  eneste.  Frem  mod  2030  vil  forsvarsudgifterne  vokse  i  Asien,  Mellemøsten,  Nordafrika,  
vedsageligt  er  baseret  på  eksport  af  olie  og  gas.  Olieproducerende  lande,  f.eks.  Saudi-­‐Arabien,  Rusland  og  
Latinamerika  og  Rusland,  mens  de  sandsynligvis  vil  stagnere  i  USA  og  Europa.  I  Asien  kan  spændinger  over  
Venezuela,  må  derfor  skære  i  de  offentlige  udgifter,  hvis  de  ikke  får  gang  i  en  økonomisk  udvikling,  der  byg-­‐
kontrollen  med  Det  Sydkinesiske  Hav  føre  til  oprustning  i  Kina,  Japan,  Sydkorea,  Filippinerne,  Indonesien  og  
ger  på  et  bredere  spekter  af  sektorer.  Deres  økonomiske  problemer  som  følge  af  lave  oliepriser  vil  også  
Vietnam,  mens  Indien  også  vil  bruge  betydelige  summer  på  sit  forsvar.  Rusland  prioriteter  sit  forsvarsbud-­‐
svække  deres  internationale  position.      
get  meget  højt  og  demonstrerer  stor  villighed  til  at  anvende  sin  militære  styrke.  Adskillige  europæiske  lan-­‐
de  har  skåret  markant  i  deres  forsvarsudgifter,  efter  den  økonomiske  krise  begyndte  i  2008,  men  flere  af  de  
Større  velstand  og  urbanisering  medvirker  til  stigende  efterspørgsel  efter  elektricitet.  Flere  lande  vil  møde  
større  europæiske  landes  forsvarsudgifter  vil  sandsynligvis  stige  moderat  frem  mod  2030.  
 
den  ved  at  investere  i  atomkraft.  I  Mellemøsten  er  De  Forenede  Arabiske  Emirater,  Jordan,  Saudi-­‐Arabien,  
Tyrkiet  og  Ægypten  i  færd  med  at  indføre  atomkraft.  Israel  og  Iran  har  allerede  atomkraft.  Nogle  af  disse  
Figur  2.  Forsvarsudgifter  
i  udvalgte  lande  
lande  vil  også  udnytte  atomkraft  til  at  omdanne  havvand  til  ferskvand.    
 
De  dårligste  muligheder  for  at  udnytte  globaliseringen  har  lande,  hvor  statsapparatet  falder  sammen  i  en  
sådan  grad,  at  det  ikke  sikrer  en  fornuftig  ramme  for  økonomisk  vækst.  Fejlslagne  stater  hører  til  denne  ka-­‐
USA  
tegori  af  lande.  En  fejlslagen  stat  er  et  land,  hvor  regeringsinstitutioner  fungerer  så  dårligt,  og  regeringens  
autoritet  er  så  lille,  at  oprør  bryder  ud,  som  truer  med  at  opdele  staten  i  mindre  bestanddele.  Sådanne  kon-­‐
Kina  
flikter  kan  let  bryde  ud  langs  etniske,  religiøse  og  stammemæssige  skillelinjer.  I  Mellemøsten  og  Nordafrika  
Rusland  
er  koncentrationen  af  fejlslagne  og  potentielt  fejlslagne  stater  særlig  høj.  
Indien  
USA  
USA  har  siden  Anden  Verdenskrig  været  stormagt  i  en  særlig  vægtklasse  og  med  en  unik  global  rækkevidde.  
UK  
Økonomisk,  militært  og  politisk  kunne  ingen  anden  stat  måle  sig  med  USA,  om  end  Sovjetunionen  militært  
Frankrig  
og  politisk  frem  til  sin  opløsning  i  1991  udfordrede  USA’s  position,  og  magtbalancen  blev  opretholdt  af  gen-­‐
sidig  trussel  om  udslettelse  med  atomvåben.  Siden  1991  har  ingen  andre  stormagter  tilnærmelsesvist  væ-­‐
Japan  
ret  på  niveau  med  USA.  Frem  mod  2030  vil  USA  fastholde  sin  globale  førerposition,  idet  ingen  sandsynlig  
Tyskland  
kombination  af  lande  vil  kunne  matche  USA’s  ekstraordinære  magt.  Kina  vil  dog  gradvist  nærme  sig  en  posi-­‐
tion,  der  økonomisk,  og  på  et  tidspunkt  efter  2030  også  militært,  er  sammenlignelig  med  USA.  Verden  vil  
Brasilien  
således  i  løbet  af  de  næsten  15  år  bevæge  sig  fra  en  unipolær  orden  i  retning  af  en  multipolær  orden  med  
et  særligt  bipolært  forhold  mellem  USA  og  Kina.    
0  
100  
200  
300  
400  
500  
600  
700  
800  
900  
2030   2015  
USA  og  Kina  vil  i  2030  være  verdens  største  stormagter,  og  begge  vil  have  global  rækkevidde.  USA  vil  have  
de  største  forsvarsudgifter  og  vil  målt  pr.  indbygger  være  et  af  verdens  rigeste  samfund,  mens  Kina  vil  be-­‐
sidde  den  største  økonomi.  EU  og  Indien  vil  økonomisk  være  i  en  kategori  lige  under  USA  og  Kina.  Rusland  
Kilde:  
International  Futures,  University  of  Denver.  
bliver  i  2030  stormagt  i  en  tredje  kategori,  og  dets  magt  vil  primært  være  koblet  til  dets  militære  styrke  og  
Anmærkning:  
Udgifterne  er  anført  i  amerikanske  dollar  i  1995-­‐priser.  
vilje  til  at  anvende  militær  magt.  Andre  stormagter  vil  også  spille  en  rolle  på  den  globale  scene,  f.eks.  Japan  
og  Brasilien.    
Den  internationale  orden  byggede  i  efterkrigstiden  på  USA’s  overvældende  økonomiske  og  militære  styrke  
Mia.  USD  
 
og  dets  alliance  med  de  øvrige  vestlige  lande.  USA  har  beskyttet  sine  allierede,  opretholdt  en  vis  orden  i  det  
 
 
 
 
 
 
12/49  
12/49  
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0017.png
BILAG
SIDE 13
 
 
 
 
 
internationale  system  og  forsøgt  at  udbrede  sine  demokratiske  værdier.  USA  har  udnyttet  sin  unikke  posi-­‐
Forsvarsudgifter  og  viljen  til  at  bruge  militær  magt  er  vigtige  komponenter  af  landes  internationale  styrke,  
tion  til  at  præge  reglerne  for  det  internationale  system  og  har  spillet  en  essentiel  rolle  i  etablering  af  inter-­‐
om  end  langt  fra  de  eneste.  Frem  mod  2030  vil  forsvarsudgifterne  vokse  i  Asien,  Mellemøsten,  Nordafrika,  
nationale  og  regionale  institutioner.  Flere  lande  i  Europa,  Asien  og  Latinamerika  har  i  ly  af  den  amerikanske  
Latinamerika  og  Rusland,  mens  de  sandsynligvis  vil  stagnere  i  USA  og  Europa.  I  Asien  kan  spændinger  over  
indsats  for  den  internationale  orden  holdt  igen  med  at  opbygge  et  forsvar,  der  var  proportionalt  med  deres  
kontrollen  med  Det  Sydkinesiske  Hav  føre  til  oprustning  i  Kina,  Japan,  Sydkorea,  Filippinerne,  Indonesien  og  
økonomiske  styrke.    
Vietnam,  mens  Indien  også  vil  bruge  betydelige  summer  på  sit  forsvar.  Rusland  prioriteter  sit  forsvarsbud-­‐
get  meget  højt  og  demonstrerer  stor  villighed  til  at  anvende  sin  militære  styrke.  Adskillige  europæiske  lan-­‐
Stabilitet  i  det  internationale  system  vil  frem  mod  2030  afhænge  af  det  bilaterale  forhold  mellem  USA  og  
de  har  skåret  markant  i  deres  forsvarsudgifter,  efter  den  økonomiske  krise  begyndte  i  2008,  men  flere  af  de  
Kina.  USA  vil  sandsynligvis  i  forhold  til  Kina  følge  tre  grundlæggende  interesser.  For  det  første  vil  USA  søge  
større  europæiske  landes  forsvarsudgifter  vil  sandsynligvis  stige  moderat  frem  mod  2030.  
 
at  opretholde  de  internationale  spilleregler  og  institutioner,  fordi  de  grundlæggende  tjener  USA’s  og  den  
vestlige  verdens  interesser.  For  det  andet  vil  USA  gennem  alliancer  danne  modvægt  til  Kinas  voksende  styr-­‐
Figur  2.  Forsvarsudgifter  i  udvalgte  lande  
ke.  For  det  tredje  vil  USA  forsøge  at  etablere  dybe  samarbejdsrelationer  med  Kina.  USA  vil  forsøge  at  presse  
 
Kina  til,  i  langt  større  omfang,  at  påtage  sig  et  globalt  ansvar  og  eksempelvis  engagere  sig  i  løsning  af  inter-­‐
nationale  konflikter.  USA  vil  prøve  at  undgå,  at  verden  kommer  til  at  bestå  af  to  fastlåste  konkurrerende  
alliancesystemer.  Det  amerikanske  alliancesystem  vendt  mod  Kina  vil  således  antage  en  langt  mindre  anta-­‐
USA  
gonistisk  karakter  end  den  tidligere  alliance  mod  Sovjetunionen.  USA  vil  ikke  droppe  sin  forestilling  om,  at  
Kina  
demokratiske  systemer  og  respekt  for  frihedsrettigheder  i  det  lange  løb  er  bedre  for  verden  end  autoritære  
regimer,  men  den  ideologiske  konfrontation  bliver  nedtonet.          
Rusland  
Kina  
Indien  
Kinas  adfærd  på  den  internationale  scene  vil  ændre  sig,  i  takt  med  at  landet  indtager  rollen  som  en  stor-­‐
magt  p
UK  
iveau  med  USA.  Traditionelle  forestillinger  om  Kina  som  riget  i  midten  vil  præge  de  kinesiske  le-­‐
å  n
deres  tilgang  til  den  politiske  orden  i  Asien,  men  de  vil  også  være  bevidste  om,  at  den  eksisterende  interna-­‐
Frankrig  
tionale  orden,  etableret  af  USA  og  dets  vestlige  allierede,  tjener  Kinas  interesser.  Ustabilitet  vil  skade  Kinas  
voksende  økonomi.  Kina  vil  derfor  ikke  udvikle  sig  til  en  revanchistisk  magt  i  forhold  til  den  internationale  
Japan  
orden,  så  længe  USA  bestræber  sig  på  at  tilpasse  denne  orden  til  Kinas  særlige  stormagtsstatus.  Dog  vil  Kina  
Tyskland  
bruge  sin  betydelige  økonomiske  magt  til  at  svække  båndene  mellem  USA  og  dets  allierede  i  Asien.  Meget  
tyder  endvidere  på,  at  Kina  på  sin  vej  mod  en  stormagtsrolle  med  såvel  globale  interesser  som  rækkevidde  
Brasilien  
vil  udvikle  større  interesse  i  at  opretholde  orden  og  stabilitet  i  det  internationale  system,  f.eks.  gennem  
støtte  til  fredsskabende  eller  -­‐bevarende  o
300  
perationer  i  FN-­‐regi.    
500  
0  
100  
200  
400  
600  
700  
800  
900  
Frem  mod  2030  vil  Kina  økonomisk  dominere  Asien,  
2030  
ets  udenrigspolitik  over  for  nabolande  vil  være  
og  d
2015  
præget  af  selvsikkerhed.  Den  kinesiske  ledelse  vil  i  de  kommende  årtier  påvirke  Asiens  handels-­‐  og  finans-­‐
strukturer  for  at  blive  regionens  økonomiske  omdrejningspunkt.  Kinas  regionale  dagsorden  vil  sandsynligvis  
Kilde:  International  Futures,  University  of  Denver.  
bygge  på  såvel  bilaterale  initiativer  som  multilaterale  økonomiske  institutioner  med  Kina  i  spidsen.    
Anmærkning:  Udgifterne  er  anført  i  amerikanske  dollar  i  1995-­‐priser.  
I  Øst-­‐  og  Sydasien  vil  hovedparten  af  Kinas  nabolande  opretholde  sikkerhedspolitiske  alliancer  med  USA,  
Den  internationale  orden  byggede  i  efterkrigstiden  på  USA’s  overvældende  økonomiske  og  militære  styrke  
men  deres  økonomiske  afhængighed  af  Kina  vil  dog  ligge  stærke  bånd  på  deres  udenrigspolitik  over  for  
og  dets  alliance  med  de  øvrige  vestlige  lande.  USA  har  beskyttet  sine  allierede,  opretholdt  en  vis  orden  i  det  
Kina.  Forholdet  til  Kina  vil  frem  mod  2030  blive  en  væsentlig  indenrigspolitisk  faktor  i  Øst-­‐  og  Sydasien.    
internationale  system  og  forsøgt  at  udbrede  sine  demokratiske  værdier.  USA  har  udnyttet  sin  unikke  posi-­‐
Kinas  ledelse  anser  Det  Sydkinesiske  Hav  for  en  del  af  landets  territorium.  Derfor  vil  Kina  militært  forsøge  at  
tion  til  at  præge  reglerne  for  det  internationale  system  og  har  spillet  en  essentiel  rolle  i  etablering  af  inter-­‐
dominere  Det  Sydkinesiske  Hav.  Det  vil  ske  på  bekostning  af  særligt  Vietnams  og  Filippinernes  territoriale  
nationale  og  regionale  institutioner.  Flere  lande  i  Europa,  Asien  og  Latinamerika  har  i  ly  af  den  amerikanske  
krav.  Kinas  fremfærd  kan  komme  til  at  sætte  USA’s  sikkerhedsgarantier  over  for  stater  i  regionen  på  en  
indsats  for  den  internationale  orden  holdt  igen  med  at  opbygge  et  forsvar,  der  var  proportionalt  med  deres  
hård  prøve.  
økonomiske  styrke.    
Kina  har  kurs  mod  at  overhale  ystem  vil  frem  mod  2030  afhænge  af  det  bilaterale  forhold  mellem  USA  og  
Stabilitet  i  det  internationale  s USA  som  verdens  største  økonomi  inden  2030.  Kina  står  dog  over  for  en  
økonomisk  omstillingsproces,  hvis  succes  ikke  er  givet.  Det  er  lettere  for  et  land  at  bevæge  sig  fra  lavind-­‐
Kina.  USA  vil  sandsynligvis  i  forhold  til  Kina  følge  tre  grundlæggende  interesser.  For  det  første  vil  USA  søge  
komst  til  middelindkomst  end  fra  middelindkomst  til  højindkomst.  Den  økonomiske  vækst  er  dømt  til  at  
at  opretholde  de  internationale  spilleregler  og  institutioner,  fordi  de  grundlæggende  tjener  USA’s  og  den  
blive  lavere,  og  fortsat  fremgang  bliver  i  højere  grad  end  tidligere  betinget  af  dyberegående  reformer.    
vestlige  verdens  interesser.  For  det  andet  vil  USA  gennem  alliancer  danne  modvægt  til  Kinas  voksende  styr-­‐
 
 
Mia.  USD  
 
 
 
 
 
13/49  
13/49  
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0018.png
SIDE 14
BILAG
 
 
 
 
 
Frem  mod  2030  vil  Kinas  ledelse  sandsynligvis  ikke  indføre  gennemgribende  reformer  af  det  politiske  sy-­‐
ke.  For  det  tredje  vil  USA  forsøge  at  etablere  dybe  samarbejdsrelationer  med  Kina.  USA  vil  forsøge  at  presse  
stem.  Kommunistpartiet  vil  ikke  afgive  kontrol  eller  revidere  sit  ideologiske  fundament,  men  vil  fortsætte  
Kina  til,  i  langt  større  omfang,  at  påtage  sig  et  globalt  ansvar,  og  eksempelvis  engagere  sig  i  løsning  af  inter-­‐
med  at  undertrykke  personer  og  organisationer,  der  kritiserer  partiledelsen.  Ligeledes  vil  sikkerhedsappara-­‐
nationale  konflikter.  USA  vil  prøve  at  undgå,  at  verden  kommer  til  at  bestå  af  to  fastlåste  konkurrerende  
tet  slå  hårdt  ned  på  separatistiske  bevægelser,  særligt  i  Xinjiang  og  Tibet.  Det  vil  være  en  konstant  udfor-­‐
alliancesystemer.  Det  amerikanske  alliancesystem  vendt  mod  Kina  vil  således  antage  en  langt  mindre  anta-­‐
dring,  at  samfundet  bliver  stadig  mere  komplekst  og  fragmenteret.  
gonistisk  karakter  end  den  tidligere  alliance  mod  Sovjetunionen.  USA  vil  ikke  droppe  sin  forestilling  om,  at  
demokratiske  systemer  og  respekt  for  frihedsrettigheder  i  det  lange  løb  er  bedre  for  verden  end  autoritære  
Kina  har  i  dag  et  relativt  moderne  forsvar,  som  gør  det  til  en  regional  stormagt.  Kina  har  kun  en  begrænset,  
regimer,  men  den  ideologiske  konfrontation  bliver  nedtonet.          
men  dog  voksende,  styrke  til  at  gennemføre  operationer  uden  for  sin  umiddelbare  periferi.  Kina  vil  frem  
mod  
Kina  
2030  fortsætte  med  at  prioritere  kvalitet  over  kvantitet.  Forsvarsbyrden,  dvs.  forsvarsudgifternes  an-­‐
del  af  bruttonationalproduktet,  vil  sandsynligvis  vedblive  med  at  være  på  omkring  2  %.  Det  er  i  særlig  grad  
Kinas  adfærd  på  den  internationale  scene  vil  ændre  sig,  i  takt  med  at  landet  indtager  rollen  som  en  stor-­‐
flåden,  luftvåbnet  og  indsatsen  i  rummet,  som  vil  blive  udbygget.  Moderniseringen  af  Kinas  hær  og  atom-­‐
magt  på  niveau  med  USA.  Traditionelle  forestillinger  om  Kina  som  riget  i  midten  vil  præge  de  kinesiske  le-­‐
våben  har  de  seneste  årtier  været  mere  beskeden,  men  disse  værn  vil  få  en  noget  højere  prioritet  frem  
deres  tilgang  til  den  politiske  orden  i  Asien,  men  de  vil  også  være  bevidste  om,  at  den  eksisterende  interna-­‐
mod  2030.  Selv  om  kombinerede  operationer  bliver  prioriteret  højt,  vil  Kina  endnu  i  2030  halte  efter  USA’s  
tionale  orden,  etableret  af  USA  og  dets  vestlige  allierede,  tjener  Kinas  interesser.  Ustabilitet  vil  skade  Kinas  
evner  på  dette  område,  og  Kina  vil  ikke  have  USA’s  kapacitet  til  global  magtprojektion.    
voksende  økonomi.  Kina  vil  derfor  ikke  udvikle  sig  til  en  revanchistisk  magt  i  forhold  til  den  internationale  
orden,  så  længe  USA  bestræber  sig  på  at  tilpasse  denne  orden  til  Kinas  særlige  stormagtsstatus.  Dog  vil  Kina  
Kina  vil  i  2030  besidde  en  af  verdens  mest  avancerede  cyberkapaciteter,  både  på  det  offensive  og  defensive  
bruge  sin  betydelige  økonomiske  magt  til  at  svække  båndene  mellem  USA  og  dets  allierede  i  Asien.  Meget  
område.  Kina  vil  frem  mod  2030  bruge  en  betragtelig  del  af  sin  cyberkapacitet  på  at  opretholde  den  interne  
tyder  endvidere  på,  at  Kina  på  sin  vej  mod  en  stormagtsrolle  med  såvel  globale  interesser  som  rækkevidde  
stabilitet  og  partiets  politiske  legitimitet  gennem  overvågning  af  befolkningen,  særligt  med  fokus  på  dissi-­‐
vil  udvikle  større  interesse  i  at  opretholde  orden  og  stabilitet  i  det  internationale  system,  f.eks.  gennem  
denter.  Kina  vil  også  udbygge  den  nationale  kontrol  med  landets  egne  netværk.  ”The  Great  Firewall  of  Chi-­‐
støtte  til  fredsskabende  eller  -­‐bevarende  operationer  i  FN-­‐regi.    
na”  vil  således  i  de  kommende  årtier  begrænse  landets  sårbarhed  over  for  angreb  udefra  samt  give  staten  
kontrol  over  befolkningens  adgang  til  internationale  netværk  og  kommunikationskanaler.  
Frem  mod  2030  vil  Kina  økonomisk  dominere  Asien,  og  dets  udenrigspolitik  over  for  nabolande  vil  være  
præget  af  selvsikkerhed.  Den  kinesiske  ledelse  vil  i  de  kommende  årtier  påvirke  Asiens  handels-­‐  og  finans-­‐
Andre  asiatiske  stormagter    
strukturer  for  at  blive  regionens  økonomiske  omdrejningspunkt.  Kinas  regionale  dagsorden  vil  sandsynligvis  
Indien  vil  i  2030  være  verdens  folkerigeste  land  og  økonomisk  hale  ind  på  Kina,  bl.a.  fordi  dets  unge  befolk-­‐
bygge  på  såvel  bilaterale  initiativer  som  multilaterale  økonomiske  institutioner  med  Kina  i  spidsen.    
ning  giver  økonomien  ekstra  skub.  Skiftende  indiske  regeringer  skal  dog  i  de  kommende  årtier  overvinde  
I  Øst-­‐  og  Sydasien  vil  hovedparten  af  Kinas  nabolande  opretholde  sikkerhedspolitiske  alliancer  med  USA,  
godt  organiserede  interessegrupper,  som  modsætter  sig  økonomiske  reformer.    
men  deres  økonomiske  afhængighed  af  Kina  vil  dog  ligge  stærke  bånd  på  deres  udenrigspolitik  over  for  
 
Kina.  Forholdet  til  Kina  vil  frem  mod  2030  blive  en  væsentlig  indenrigspolitisk  faktor  i  Øst-­‐  og  Sydasien.     ed  
Sikkerhedspolitisk  vil  de  indiske  ledere  prøve  at  imødegå,  at  Kina  inddæmmer  landet  gennem  alliancer  m
Indiens  nabolande.  Ustabilitet  i  nabolandene  og  konflikter  med  dem  bliver  et  vilkår  for  Indiens  sikkerheds-­‐
Kinas  ledelse  anser  Det  Sydkinesiske  Hav  for  en  del  af  landets  territorium.  Derfor  vil  Kina  militært  forsøge  at  
politik  frem  mod  2030.  Indien  vil  sandsynligvis  i  de  kommende  årtier  prøve  at  etablere  en  magtbalance  i  
dominere  Det  Sydkinesiske  Hav.  Det  vil  ske  på  bekostning  af  særligt  Vietnams  og  Filippinernes  territoriale  
Sydasien  baseret  på  egen  styrke,  et  tæt  forhold  til  USA  og  regionale  samarbejdspartnere  som  f.eks.  Japan  
krav.  Kinas  fremfærd  kan  komme  til  at  sætte  USA’s  sikkerhedsgarantier  over  for  stater  i  regionen  på  en  
og  Iran.  
hård  prøve.  
 
Kina  har  kurs  mod  at  overhale  USA  som  verdens  største  økonomi  inden  2030.  Kina  står  dog  over  for  en   en  
Indien  vil  i  2030  huse  verdens  største  muslimske  befolkningsgruppe.  Selv  om  den  indiske  stat  bygger  på  
økonomisk  omstillingsproces,  hvis  succes  ikke  er  givet.  Det  er  lettere  for  et  land  at  bevæge  sig  fra  lavind-­‐
demokratisk  styreform  og  nationalisme,  der  levner  plads  til  minoriteter,  så  vil  det  indiske  forhold  til  den  
komst  til  middelindkomst  end  fra  middelindkomst  til  højindkomst.  Den  økonomiske  vækst  er  dømt  til  at  
muslimske  verden  komplicere  dets  udenrigspolitik.  Det  er  muligt,  at  voksende  hindu-­‐nationalisme  yderlige-­‐
blive  lavere,  og  fortsat  fremgang  bliver  i  højere  grad  end  tidligere  betinget  af  dyberegående  reformer.    
re  kan  komplicere  Indiens  forhold  til  muslimerne.    
 
Frem  mod  2030  vil  Kinas  ledelse  sandsynligvis  ikke  indføre  gennemgribende  reformer  af  det  politiske  sy-­‐
Indiens  voksende  styrke  økonomisk,  militært,  politisk  og  kulturelt  vil  danne  baggrund  for  øget  internationalt  
stem.  Kommunistpartiet  vil  ikke  afgive  kontrol  eller  revidere  sit  ideologiske  fundament,  men  vil  fortsætte  
engagement.  Indien  vil  navnlig  øge  sin  indsats  for  stabilitet  i  området  omkring  Det  Indiske  Ocean.  USA  vil  
med  at  undertrykke  personer  og  organisationer,  der  kritiserer  partiledelsen.  Ligeledes  vil  sikkerhedsappara-­‐
støtte,  at  Indien  påtager  sig  en  mere  global  rolle.      
tet  slå  hårdt  ned  på  separatistiske  bevægelser,  særligt  i  Xinjiang  og  Tibet.  Det  vil  være  en  konstant  udfor-­‐
 
dring,  at  samfundet  bliver  stadig  mere  komplekst  og  fragmenteret.  
Japan  skal  frem  mod  2030  forholde  sig  til  Kinas  forvandling  til  Asiens  dominerende  stormagt.  Kinas  voksen-­‐
de  styrke  falder  sammen  med,  at  den  økonomiske  vækst  i  Japan  vil  være  afdæmpet.  Japans  sikkerhedspoli-­‐
Kina  har  i  dag  et  relativt  moderne  forsvar,  som  gør  det  til  en  regional  stormagt.  Kina  har  kun  en  begrænset,  
tik  vil  i  høj  grad  tage  bestik  af  forandringerne  i  Kina  og  forsøge  at  matche  dem  gennem  egen  oprustning,  
men  dog  voksende,  styrke  til  at  gennemføre  operationer  uden  for  sin  umiddelbare  periferi.  Kina  vil  frem  
opretholdelse  af  alliancen  med  USA  og  tilpasning  til  Kina.    
mod  2030  fortsætte  med  at  prioritere  kvalitet  over  kvantitet.  Forsvarsbyrden,  dvs.  forsvarsudgifternes  an-­‐
del  af  bruttonationalproduktet,  vil  sandsynligvis  vedblive  med  at  være  på  omkring  2  %.  Det  er  i  særlig  grad  
 
 
 
 
 
 
14/49  
14/49  
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0019.png
BILAG
SIDE 15
 
 
 
 
 
Rusland    
flåden,  luftvåbnet  og  indsatsen  i  rummet,  som  vil  blive  udbygget.  Moderniseringen  af  Kinas  hær  og  atom-­‐
På  globalt  plan  vil  Rusland  arbejde  for  at  blive  anerkendt  som  stormagt  på  linje  med  andre.  Det  betyder,  
våben  har  de  seneste  årtier  været  mere  beskeden,  men  disse  værn  vil  få  en  noget  højere  prioritet  frem   at  
Rusland  for  at  maksimere  sin  indflydelse  vil  markere  sig  i  områder  og  konflikter,  hvor  Rusland  ellers  i  årtier  
mod  2030.  Selv  om  kombinerede  operationer  bliver  prioriteret  højt,  vil  Kina  endnu  i  2030  halte  efter  USA’s  
har  spillet  en  mere  tilbagetrukken  rolle,  f.eks.  i  Mellemøsten,  hvor  Rusland  allerede  nu  
evner  på  dette  område,  og  Kina  vil  ikke  have  USA’s  kapacitet  til  global  magtprojektion.    forsøger  at  spille  en  
større  rolle.  Rusland  vil  dels  gøre  sin  indflydelse  gældende  med  fredelige  midler,  bl.a.  gennem  store  energi-­‐
Kina  vil  i  2030  besidde  en  af  verdens  mest  avancerede  cyberkapaciteter,  både  på  det  offensive  og  defensive  
aftaler,  dels  forsøge  at  højne  ikke-­‐vestlige  multilaterale  organisationers  profil,  hvor  dette  er  muligt,  såsom  
område.  Kina  vil  frem  mod  2030  bruge  en  betragtelig  del  af  sin  cyberkapacitet  på  at  opretholde  den  interne  
BRIKS-­‐samarbejdet  mellem  Brasilien,  Rusland,  Indien,  Kina  og  Sydafrika  eller  Shanghai  Samarbejdsorganisa-­‐
stabilitet  og  partiets  politiske  legitimitet  gennem  overvågning  af  befolkningen,  særligt  med  fokus  på  dissi-­‐
tionen,  SCO.  Rusland  vil  endvidere  bruge  militære  midler,  f.eks.  militære  samarbejdsaftaler,  men  også  gen-­‐
denter.  Kina  vil  også  udbygge  den  nationale  kontrol  med  landets  egne  netværk.  ”The  Great  Firewall  of  Chi-­‐
nem  direkte  intervention  som  i  Syrien.  På  regionalt  plan  vil  Rusland  forsøge  at  fastholde  eller  endda  udbyg-­‐
na”  vil  således  i  de  kommende  årtier  begrænse  landets  sårbarhed  over  for  angreb  udefra  samt  give  staten  
ge  sin  position  i  sit  næromåde  for  at  hindre  yderligere  udvidelse  af  EU  og  NATO.    
kontrol  over  befolkningens  adgang  til  internationale  netværk  og  kommunikationskanaler.  
Konflikter    
Andre  asiatiske  stormagter    
Det  internationale  system  har  udvist  stor  stabilitet  siden  Anden  Verdenskrig.  Der  har  ikke  været  krig  mel-­‐
Indien  vil  i  2030  være  verdens  folkerigeste  land  og  økonomisk  hale  ind  på  Kina,  bl.a.  fordi  dets  unge  befolk-­‐
lem  stormagter,  og  antallet  af  krige  mellem  lande  har  med  historiske  alen  været  lavt.  Økonomisk  vækst,  
ning  giver  økonomien  ekstra  skub.  Skiftende  indiske  regeringer  skal  dog  i  de  kommende  årtier  overvinde  
voksende  gensidig  afhængighed,  sociale  fremskridt  og  et  stadigt  mere  forgrenet  net  af  internationale  orga-­‐
godt  organiserede  interessegrupper,  som  modsætter  sig  økonomiske  reformer.    
nisationer  vil  frem  mod  2030  fortsat  dæmpe  risikoen  for  konflikter  mellem  stater.    
 
Overgangen  fra  unipolaritet  til  multipolaritet  vil  muligvis  kortvarigt  øge  risikoen  for  flere  konflikter  mellem  
Sikkerhedspolitisk  vil  de  indiske  ledere  prøve  at  imødegå,  at  Kina  inddæmmer  landet  gennem  alliancer  med  
stater,  indtil  den  nye  globale  magtbalance  mellem  stormagterne  er  faldet  på  plads.  Det  største  potentiale  
Indiens  nabolande.  Ustabilitet  i  nabolandene  og  konflikter  med  dem  bliver  et  vilkår  for  Indiens  sikkerheds-­‐
for  konflikter  mellem  stater  eksisterer  i  Mellemøsten  og  Nordafrika.  Ruslands  aggressive  linje  over  for  ikke-­‐
politik  frem  mod  2030.  Indien  vil  sandsynligvis  i  de  kommende  årtier  prøve  at  etablere  en  magtbalance  i  
NATO  lande  i  det  tidligere  Sovjetunionen,  spørgsmål  om  grænsedragning  af  søterritorier  og  strid  om  knap-­‐
Sydasien  baseret  på  egen  styrke,  et  tæt  forhold  til  USA  og  regionale  samarbejdspartnere  som  f.eks.  Japan  
pe  ressourcer  vil  også  frem  mod  2030  have  et  vist  potentiale  til  konflikt.    Egentlige  krige  om  territoriale  
og  Iran.  
spørgsmål  har  dog  været  sjældne  i  efterkrigstiden,  og  denne  tendens  vil  sandsynligvis  fortsætte  i  de  kom-­‐
 
mende  årtier.    
Indien  vil  i  2030  huse  verdens  største  muslimske  befolkningsgruppe.  Selv  om  den  indiske  stat  bygger  på  en  
demokratisk  styreform  og  nationalisme,  der  levner  plads  til  minoriteter,  så  vil  det  indiske  forhold  til  den  
Spredning  af  atomvåben  og  den  dertilhørende  teknologi  bliver  ved  med  at  være  et  internationalt  problem.  
muslimske  verden  komplicere  dets  udenrigspolitik.  Det  er  muligt,  at  voksende  hindu-­‐nationalisme  yderlige-­‐
Den  civile  udnyttelse  af  atomkraft  i  konfliktfyldte  regioner  som  Mellemøsten  øger  risikoen  for  spredning.  
re  kan  komplicere  Indiens  forhold  til  muslimerne.    
Det  vil  kræve  omfattende  internationalt  engagement,  herunder  trusler  om  magtanvendelse,  at  sikre  over-­‐
 
holdelse  af  ikke-­‐spredningstraktaten,  og  et  tæt  samarbejde  mellem  de  toneangivende  stormagter  er  nød-­‐
Indiens  voksende  styrke  økonomisk,  militært,  politisk  og  kulturelt  vil  danne  baggrund  for  øget  internationalt  
vendigt,  hvis  aftaler  som  den  med  Iran  i  2015  skal  blive  effektive  og  danne  skole.  Regionale  atomvåbenba-­‐
engagement.  Indien  vil  navnlig  øge  sin  indsats  for  stabilitet  i  området  omkring  Det  Indiske  Ocean.  USA  vil  
lancer  som  den  mellem  Indien  og  Pakistan  vil  nok  dæmpe  risikoen  for  væbnet  konflikt,  men  de  vil  også  dra-­‐
støtte,  at  Indien  påtager  sig  en  mere  global  rolle.      
stisk  øge  omkostningerne,  hvis  krig  bryder  ud.  
 
 
 
Japan  skal  frem  til  2030  forholde  sig  til  Kinas  forvandling  til  Asiens  dominerende  stormagt.  Kinas  voksende  
Fejlslagne  stater  præget  af  borgerkrig  og  oprørskamp  forekommer  generelt  langt  hyppigere  end  krige  mel-­‐
styrke  falder  sammen  med,  at  den  økonomiske  vækst  i  Japan  vil  være  afdæmpet.  Japans  sikkerhedspolitik  
lem  stater.  Mange  faktorer  kan  forklare  sådanne  konflikter.  De  bryder  ofte  ud  i  fattige  samfund  med  inef-­‐
vil  i  høj  grad  tage  bestik  af  forandringerne  i  Kina  og  forsøge  at  matche  dem  gennem  egen  oprustning,  op-­‐
fektiv  regeringsførelse  og  udbredt  korruption.  Dybe  etniske  og  religiøse  skillelinjer  bidrager  også  til  konflik-­‐
retholdelse  af  alliancen  med  USA  og  tilpasning  til  Kina.    
ter,  navnlig  når  politik  og  økonomi  forstærker  skel  i  befolkningen.  Interne  konflikter  bryder  tit  ud  i  stater  
med  store  
Rusland    
ungdomsårgange.  Tidligere  forekomst  af  oprørskamp  og  borgerkrig  er  en  god  indikator  på,  at  et  
land  igen  vil  blive  ramt  af  en  sådan  konflikt.  Effekten  af  interne  konflikter  er  typisk  øget  regional  ustabilitet,  
På  globalt  plan  vil  Rusland  arbejde  for  at  blive  anerkendt  som  stormagt  på  linje  med  andre.  Det  betyder,  at  
flygtningestrømme  og  gode  vækstbetingelser  for  terrorgrupper.
 
Rusland  for  at  maksimere  sin  indflydelse  vil  markere  sig  i  områder  og  konflikter,  hvor  Rusland  ellers  i  årtier  
 
har  spillet  en  mere  tilbagetrukken  rolle,  f.eks.  i  Mellemøsten,  hvor  Rusland  allerede  nu  forsøger  at  spille  en  
Frem  mod  2030  vil  økonomisk  vækst,  voksende  sociale  fremskridt  og  bedre  regeringsførelse  nedsætte  
større  rolle.  Rusland  vil  dels  gøre  sin  indflydelse  gældende  med  fredelige  midler,  bl.a.  gennem  store  energi-­‐
sandsynligheden  for  oprørskampe  og  borgerkrige  i  store  dele  af  Asien  samt  Mellem-­‐  og  Sydamerika.  Risiko-­‐
aftaler,  dels  forsøge  at  højne  ikke-­‐vestlige  multilaterale  organisationers  profil,  hvor  dette  er  muligt,  såsom  
en  for  fejlslagne  stater  og  indre  konflikter  vil  være  størst  i  det  meste  af  Mellemøsten  og  Nordafrika,  dele  af  
BRIKS-­‐samarbejdet  mellem  Brasilien,  Rusland,  Indien,  Kina  og  Sydafrika  eller  Shanghai  Samarbejdsorganisa-­‐
Sydasien  og  Afrika  syd  for  Sahara.  Religiøse,  sekteriske  og  etniske  skillelinjer  kan  få  voksende  betydning  i  
tionen,  SCO.  Rusland  vil  endvidere  bruge  militære  midler,  f.eks.  militære  samarbejdsaftaler,  men  også  gen-­‐
samfund,  hvor  andre  indikatorer  ellers  ikke  peger  i  retning  af  indre  konflikt.      
nem  direkte  intervention  som  i  Syrien.  På  regionalt  plan  vil  Rusland  forsøge  at  fastholde  eller  endda  udbyg-­‐
ge  sin  position  i  sit  næromåde  for  at  hindre  yderligere  udvidelse  af  EU  og  NATO.    
 
 
 
 
 
 
15/49  
15/49  
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0020.png
SIDE 16
BILAG
 
 
 
 
 
Frem  mod  
Konflikter    
2030  er  der  risiko  for,  at  nabostater  og  stormagter  i  højere  grad  vil  blande  sig  i  interne  konflikter.  
Ustabilitet  i  Mellemøsten  og  Nordafrika  peger  i  den  retning.    
Det  internationale  system  har  udvist  stor  stabilitet  siden  Anden  Verdenskrig.  Der  har  ikke  været  krig  mel-­‐
lem  stormagter,  og  antallet  af  krige  mellem  lande  har  med  historiske  alen  været  lavt.  Økonomisk  vækst,  
International  intervention  i  fejlslagne  eller  potentielt  fejlslagne  stater  kan  finde  sted  over  et  bredt  kontinu-­‐
voksende  gensidig  afhængighed,  sociale  fremskridt  og  et  stadigt  mere  forgrenet  net  af  internationale  orga-­‐
um  af  indsatser.  I  den  ene  ende  af  spektret  er  rådgivning,  økonomisk  bistand,  deling  af  efterretninger  og  
nisationer  vil  frem  mod  2030  fortsat  dæmpe  risikoen  for  konflikter  mellem  stater.    
træning  af  styrker.  I  midten  af  spektret  er  tilstedeværelse  af  mindre  styrker  og  indsættelse  af  flystyrker.  I  
den  anden  ende  af  spektret  er  en  massiv  militær,  økonomisk  og  politisk  tilstedeværelse  som  den,  der  ek-­‐
Overgangen  fra  unipolaritet  til  multipolaritet  vil  muligvis  kortvarigt  øge  risikoen  for  flere  konflikter  mellem  
sempelvis  fandt  sted  i  Irak  og  Afghanistan.    
stater,  indtil  den  nye  globale  magtbalance  mellem  stormagterne  er  faldet  på  plads.  Det  største  potentiale  
for  konflikter  mellem  stater  eksisterer  i  Mellemøsten  og  Nordafrika.  Ruslands  aggressive  linje  over  for  ikke-­‐
Det  er  erfaringen  fra  interventionerne  i  Afghanistan  i  2001  og  i  Irak  i  2003,  at  en  massiv  tilstedeværelse  er  
NATO  lande  i  det  tidligere  Sovjetunionen,  spørgsmål  om  grænsedragning  af  søterritorier  og  strid  om  knap-­‐
meget  omkostningskrævende  og  har  begrænset  succes.  Derfor  vil  USA  og  andre  stormagter  generelt  afhol-­‐
pe  ressourcer  vil  også  frem  mod  2030  have  et  vist  potentiale  til  konflikt.    Egentlige  krige  om  territoriale  
de  sig  fra  sådanne  engagementer,  medmindre  meget  vitale  interesser  står  på  spil.    
spørgsmål  har  dog  været  sjældne  i  efterkrigstiden,  og  denne  tendens  vil  sandsynligvis  fortsætte  i  de  kom-­‐
mende  årtier.    
Danmarks  allianceforhold    
Et  tæt  forhold  mellem  Europa  og  USA  er  også  sandsynligt  i  de  kommende  årtier.  USA’s  og  Europas  kombi-­‐
Spredning  af  atomvåben  og  den  dertilhørende  teknologi  bliver  ved  med  at  være  et  internationalt  problem.  
nerede  økonomiske,  militære,  politiske  og  kulturelle  styrke  kan  frem  mod  2030  have  en  stabiliserende  ind-­‐
Den  civile  udnyttelse  af  atomkraft  i  konfliktfyldte  regioner  som  Mellemøsten  øger  risikoen  for  spredning.  
flydelse  på  den  internationale  orden,  hvis  begge  sider  af  Atlanterhavet  evner  at  arbejde  sammen.  Endnu  
Det  vil  kræve  omfattende  internationalt  engagement,  herunder  trusler  om  magtanvendelse,  at  sikre  over-­‐
stærkere  bliver  denne  alliance,  hvis  båndene  til  Indien,  Japan  og  andre  asiatiske  lande  kommer  i  betragt-­‐
holdelse  af  ikke-­‐spredningstraktaten,  og  et  tæt  samarbejde  mellem  de  toneangivende  stormagter  er  nød-­‐
ning.    
vendigt,  hvis  aftaler  som  den  med  Iran  i  2015  skal  blive  effektive  og  danne  skole.  Regionale  atomvåbenba-­‐
lancer  som  den  mellem  Indien  og  Pakistan  vil  nok  dæmpe  risikoen  for  væbnet  konflikt,  men  de  vil  også  dra-­‐
Det  transatlantiske  forhold  får  næring  af  værdimæssige  og  kulturelle  bånd.  Det  tilskynder  til  samarbejde,  at  
stisk  øge  omkostningerne,  hvis  krig  bryder  ud.  
 
den  demokratiske  styreform  og  de  dermed  forbundne  frihedsidealer  ikke  vil  være  selvindlysende  i  en  ver-­‐
 
den,  hvor  USA  og  Europa  fylder  mindre.    
Fejlslagne  stater  præget  af  borgerkrig  og  oprørskamp  forekommer  generelt  langt  hyppigere  end  krige  mel-­‐
NATO  vil  bestå,  fordi  dets  opretholdelse  er  en  fundamental  interesse  for  både  USA  og  landene  i  Europa.  
lem  stater.  Mange  faktorer  kan  forklare  sådanne  konflikter.  De  bryder  ofte  ud  i  fattige  samfund  med  inef-­‐
USA  vil  således  vedblive  med  at  investere  i  NATO  og  være  den  ultimative  garant  for  Europas  sikkerhed.  USA  
fektiv  regeringsførelse  og  udbredt  korruption.  Dybe  etniske  og  religiøse  skillelinjer  bidrager  også  til  konflik-­‐
vil  sandsynligvis  insistere  på,  at  Europa  tager  større  ansvar  for  sikkerhed  i  sit  nærområde.  Derfor  vil  kravet  
ter,  navnlig  når  politik  og  økonomi  forstærker  skel  i  befolkningen.  Interne  konflikter  bryder  tit  ud  i  stater  
om  en  større  og  mere  koordineret  europæisk  forsvarsindsats  vokse,  og  omfanget  af  det  amerikanske  enga-­‐
med  store  ungdomsårgange.  Tidligere  forekomst  af  oprørskamp  og  borgerkrig  er  en  god  indikator  på,  at  et  
gement  i  NATO  vil  også  afhænge  af  europæisk  villighed  til  at  løfte  en  større  del  af  forsvarsbyrden.    
land  igen  vil  blive  ramt  af  en  sådan  konflikt.  Effekten  af  interne  konflikter  er  typisk  øget  regional  ustabilitet,  
flygtningestrømme  og  gode  vækstbetingelser  for  terrorgrupper.
 
og  Europa,  i  den  forstand  at  de  ikke  læn-­‐
På  det  økonomiske  område  bliver  der  større  afstand  mellem  USA  
 
gere  vil  være  hinandens  største  samhandelspartner.  I  2030  bliver  Kina  således  den  største  samhandelspart-­‐
Frem  til  2030  vil  økonomisk  vækst,  voksende  sociale  fremskridt  og  bedre  regeringsførelse  nedsætte  sand-­‐
ner  for  både  EU  og  USA.  USA  og  EU  vil  således  begge  til  en  vis  grad  kæmpe  om  adgang  til  og  vilkår  på  det  
synligheden  for  oprørskampe  og  borgerkrige  i  store  dele  af  Asien  samt  Mellem-­‐  og  Sydamerika.  Risikoen  for  
store  kinesiske  marked.  Den  transatlantiske  samhandel  vil  dog  stadig  være  stor,  og  på  energiområdet  vil  
fejlslagne  stater  og  indre  konflikter  vil  være  størst  i  det  meste  af  Mellemøsten  og  Nordafrika,  dele  af  Syda-­‐
betydningen  af  leverancer  fra  USA  til  Europa  vokse.    
sien  og  Afrika  syd  for  Sahara.  Religiøse,  sekteriske  og  etniske  skillelinjer  kan  få  voksende  betydning  i  sam-­‐
Identitetsmæssigt  vil  USA  og  Europa  også  ændre  karakter,  idet  begge  bliver  
fund,  hvor  andre  indikatorer  ellers  ikke  peger  i  retning  af  indre  konflikt.       mere  multietniske.  I  USA  vil  
navnlig  den  latinamerikanske  befolkningsgruppe  vokse  markant  i  de  kommende  årtier,  mens  den  muslim-­‐
Frem  mod  2030  er  der  risiko  for,  at  nabostater  og  stormagter  i  højere  grad  vil  blande  sig  i  interne  konflikter.  
ske  befolkningsgruppe  i  Europa  ligeledes  vil  vokse.  Disse  forandringer  vil  næppe  få  større  effekt  frem  mod  
Ustabilitet  i  Mellemøsten  og  Nordafrika  peger  i  den  retning.    aktor  i  det  transatlantiske  forhold.  Det  er  dog  
2030,  men  hen  mod  midten  af  århundredet  kan  de  blive  en  f
muligt,  at  Europa  vil  skele  mere  til  USA  for  at  løse  udfordringer  med  et  multikulturelt  samfund,  og  at  der  
International  intervention  i  fejlslagne  eller  potentielt  fejlslagne  stater  kan  finde  sted  over  et  bredt  kontinu-­‐
derfor  vil  opstå  større  konvergens  mellem  samfundsstrukturer  i  USA  og  Europa.    
 
um  af  indsatser.  I  den  ene  ende  af  spektret  er  rådgivning,  økonomisk  bistand,  deling  af  efterretninger  og  
træning  af  styrker.  I  midten  af  spektret  er  tilstedeværelse  af  mindre  styrker  og  indsats  af  flystyrker.  I  den  
Sammenhængskraften  i  EU  og  evnen  til  i  fællesskab  at  håndtere  en  bred  vifte  af  udenrigs-­‐  og  sikkerhedspo-­‐
anden  ende  af  spektret  er  en  massiv  militær,  økonomisk  og  politisk  tilstedeværelse  som  den,  der  eksempel-­‐
litiske  udfordringer  er  en  vigtig  faktor  for  den  fremtidige  udvikling  af  det  transatlantiske  forhold.  Europa  får  
vis  fandt  sted  i  Irak  og  Afghanistan.    
ikke  stor  udenrigs-­‐  og  sikkerhedspolitisk  handlekraft,  hvis  det  er  opslugt  af  egne  indre  spørgsmål.        
 
Det  er  erfaringen  fra  interventionerne  i  Afghanistan  i  2001  og  i  Irak  i  2003,  at  en  massiv  tilstedeværelse  er  
meget  omkostningskrævende  og  har  begrænset  succes.  Derfor  vil  USA  og  andre  stormagter  generelt  afhol-­‐
de  sig  fra  sådanne  engagementer,  medmindre  meget  vitale  interesser  står  på  spil.    
 
 
16/49  
16/49  
 
 
 
 
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0021.png
BILAG
SIDE 17
 
 
 
 
 
En  anden  central  problemstilling  er  USA’s  villighed  til  at  opretholde  en  bred  vifte  af  internationale  forplig-­‐
Danmarks  allianceforhold    
telser.  Det  amerikanske  udenrigspolitiske  engagement  har  tidligere  været  båret  af  en  bredere  konsensus  
Et  tæt  forhold  mellem  Europa  og  USA  er  også  sandsynligt  i  de  kommende  årtier.  USA’s  og  Europas  kombi-­‐
om  mål  og  midler.  Skillelinjerne  mellem  fløjene  i  amerikansk  politik  er  imidlertid  blevet  dybere.  Samtidig  er  
nerede  økonomiske,  militære,  politiske  og  kulturelle  styrke  kan  frem  mod  2030  have  en  stabiliserende  ind-­‐
omkostningerne  stigende  ved  at  påtage  sig  et  hovedansvar  for  international  stabilitet.      
flydelse  på  den  internationale  orden,  hvis  begge  sider  af  Atlanterhavet  evner  at  arbejde  sammen.  Endnu  
stærkere  bliver  denne  alliance,  hvis  båndene  til  Indien,  Japan  og  andre  asiatiske  lande  kommer  i  betragt-­‐
Endelig  bliver  det  et  vilkår  for  samarbejdet  mellem  Europa  og  USA,  at  det  finder  sted  i  konkurrence  med  
ning.    
andre  udfordringer  og  alliancepartnere.  USA  vil  i  voksende  grad  fokusere  på  Asien,  hvor  forholdet  til  gamle  
og  nye  allierede  skal  plejes.  Ud  over  forholdet  til  Australien,  Japan,  Filippinerne,  Singapore,  Thailand  og  Syd-­‐
Det  transatlantiske  forhold  får  næring  af  værdimæssige  og  kulturelle  bånd.  Det  tilskynder  til  samarbejde,  at  
korea  er  USA  i  færd  med  at  opbygge  et  forhold  til  eksempelvis  Indien  og  Vietnam.  Asien  bliver  et  militært  
den  demokratiske  styreform  og  de  dermed  forbundne  frihedsidealer  ikke  vil  være  selvindlysende  i  en  ver-­‐
tyngdepunkt  for  USA,  og  der  vil  være  grænser  for  de  militære  ressourcer,  som  det  kan  afsætte  til  Europa  og  
den,  hvor  USA  og  Europa  fylder  mindre.    
Mellemøsten.    
NATO  vil  bestå,  fordi  dets  opretholdelse  er  en  fundamental  interesse  for  både  USA  og  landene  i  Europa.  
Sikkerhedspolitisk  kan  FN  få  større  vægt  frem  mod  2030.  Den  nye  bipolære  orden  og  høje  grad  af  gensidig  
USA  vil  således  vedblive  med  at  investere  i  NATO  og  være  den  ultimative  garant  for  Europas  sikkerhed.  USA  
afhængighed  styrker  incitamentet  for  USA  og  Kina  til  at  samarbejde  om  løsning  af  konflikter,  som  påvirker  
vil  sandsynligvis  insistere  på,  at  Europa  tager  større  ansvar  for  sikkerhed  i  sit  nærområde.  Derfor  vil  kravet  
begge  landes  interesser.  Kina  vil  eksempelvis  som  verdens  største  råvareimportør  have  stor  interesse  i  sta-­‐
om  en  større  og  mere  koordineret  europæisk  forsvarsindsats  vokse,  og  omfanget  af  det  amerikanske  enga-­‐
bilitet  i  en  række  af  verdens  potentielle  konfliktområder,  f.eks.  i  de  olieeksporterende  Golfstater.  E
gement  i  NATO  vil  også  afhænge  af  europæisk  villighed  til  at  løfte  en  større  del  af  forsvarsbyrden.     uropa,  
Indien  og  Japan  vil  som  store  importører  af  energi  dele  denne  interesse  med  Kina.  Derfor  vil  de  også  delta-­‐
På  det  økonomiske  område  bliver  der  større  afstand  mellem  USA  og  Europa,  i  den  forstand  at  de  ikke  læn-­‐
ge  i  fredsbevarende  og  -­‐skabende  operationer.      
gere  vil  være  hinandens  største  samhandelspartner.  I  2030  bliver  Kina  således  den  største  samhandelspart-­‐
Siden  den  kolde  krigs  afslutning  har  FN  øget  antallet  af  fredsbevarende  operationer.  Det  er  muligt,  at  om-­‐
ner  for  både  EU  og  USA.  USA  og  EU  vil  således  begge  til  en  vis  grad  kæmpe  om  adgang  til  og  vilkår  på  det  
fanget  af  FN’s  fredsbevarende  operationer  stiger  i  de  kommende  årtier.    
store  kinesiske  marked.  Den  transatlantiske  samhandel  vil  dog  stadig  være  stor,  og  på  energiområdet  vil  
betydningen  af  leverancer  fra  USA  til  Europa  vokse.    
De  europæiske  lande  får  svært  ved  at  opretholde  et  bredt  spektrum  af  militære  kapaciteter.  Høje  priser  på  
nye  våbensystemer,  udvikling  af  nye  typer  platforme,  større  integration  af  kommando-­‐,  kontrol-­‐  og  efter-­‐
Identitetsmæssigt  vil  USA  og  Europa  også  ændre  karakter,  idet  begge  bliver  mere  multietniske.  I  USA  vil  
retningssystemer  og  skærpede  uddannelseskrav  til  militært  personel  vil  presse  de  europæiske  landes  for-­‐
navnlig  den  latinamerikanske  befolkningsgruppe  vokse  markant  i  de  kommende  årtier,  mens  den  muslim-­‐
svarsbudgetter.  Styrket  samarbejde  mellem  de  europæiske  lande  om  militære  kapaciteter  bliver  vigtigt,  
ske  befolkningsgruppe  i  Europa  ligeledes  vil  vokse.  Disse  forandringer  vil  næppe  få  større  effekt  frem  til  
hvis  Europa  skal  gøre  sig  gældende  og  varetage  sine  sikkerhedsinteresser  i  sit  nærområde.    
2030,  men  hen  mod  midten  af  århundredet  kan  de  blive  en  faktor  i  det  transatlantiske  forhold.  Det  er  dog  
muligt,  at  Europa  vil  skele  mere  til  USA  for  at  løse  udfordringer  med  et  multikulturelt  samfund,  og  at  der  
Frem  mod  2030  kan  den  transatlantiske  handels-­‐  og  investeringspartnerskabsaftale  (Transatlantic  Trade  
derfor  vil  opstå  større  konvergens  mellem  samfundsstrukturer  i  USA  og  Europa.    
 
and  Investment  Partnership,  TTIP)  blive  begyndelsen  til  et  mere  integreret  transatlantisk  marked.  Dette  
marked  kan  udbygges  med  politiske  samarbejds-­‐  og  konsultationsmekanismer,  der  kan  blive  et  omdrej-­‐
Sammenhængskraften  i  EU  og  evnen  til  i  fællesskab  at  håndtere  en  bred  vifte  af  udenrigs-­‐  og  sikkerhedspo-­‐
ningspunkt  i  den  udenrigs-­‐  og  sikkerhedspolitiske  dialog  mellem  EU  og  USA.    
litiske  udfordringer  er  en  vigtig  faktor  for  den  fremtidige  udvikling  af  det  transatlantiske  forhold.  Europa  får  
ikke  stor  udenrigs-­‐  og  sikkerhedspolitisk  handlekraft,  hvis  det  er  opslugt  af  egne  indre  spørgsmål.        
EU  er  under  pres.  Den  Økonomiske  og  Monetære  Union  og  Schengen-­‐samarbejdet  bliver  udfordret  til  af  
 
den  finansielle  krise  og  flygtninge-­‐  og  migrationspresset.    Dertil  kommer  folkelig  utilfredshed  i  flere  med-­‐
En  anden  central  problemstilling  er  USA’s  villighed  til  at  opretholde  en  bred  vifte  af  internationale  forplig-­‐
lemslande  over  den  europæiske  integrationsproces.  Sandsynligvis  vil  det  europæiske  samarbejde  komme  
telser.  Det  amerikanske  udenrigspolitiske  engagement  har  tidligere  været  båret  af  en  bredere  konsensus  
igennem  kriserne  og  fortsat  frem  mod  2030  danne  en  væsentlig  institutionel  ramme  for  Danmarks  uden-­‐
om  mål  og  midler.  Skillelinjerne  mellem  fløjene  i  amerikansk  politik  er  imidlertid  blevet  dybere.  Samtidig  er  
rigspolitik.  De  europæiske  lande  har  trods  uenighed  overvældende  interesse  i  at  holde  fast  i  de  institutioner  
omkostningerne  stigende  ved  at  påtage  sig  et  hovedansvar  for  international  stabilitet.      
og  samarbejdsprocedurer,  som  det  har  taget  mange  årtier  at  opbygge.      
 
Endelig  bliver  det  et  vilkår  for  samarbejdet  mellem  Europa  og  USA,  at  det  finder  sted  i  konkurrence  med  
EU’s  fremtid  bliver  formet  af  på  den  ene  side  et  økonomisk  og  sikkerhedspolitisk  pres  for  større  integration  
andre  udfordringer  og  alliancepartnere.  USA  vil  i  voksende  grad  fokusere  på  Asien,  hvor  forholdet  til  gamle  
og  på  den  anden  side  nationale  strømninger  mod  afgivelse  af  suverænitet.  Udfordringen  for  EU  består  i  høj  
og  nye  allierede  skal  plejes.  Ud  over  forholdet  til  Australien,  Japan,  Filippinerne,  Singapore,  Thailand  og  Syd-­‐
grad  af,  at  politisk  legitimitet  i  udpræget  grad  er  knyttet  til  nationalstater,  mens  mange  løsninger  er  for-­‐
korea  er  USA  i  færd  med  at  opbygge  et  forhold  til  eksempelvis  Indien  og  Vietnam.  Asien  bliver  et  militært  
bundet  med  politikker  på  europæisk  niveau.  Disse  modsætninger  forudses  at  blive  løst  gennem  et  europæ-­‐
tyngdepunkt  for  USA,  og  der  vil  være  grænser  for  de  militære  ressourcer,  som  det  kan  afsætte  til  Europa  og  
isk  samarbejde,  som  foregår  i  forskellige  hastigheder.  En  kerne  af  lande  vil  etablere  et  mere  dybtgående  
Mellemøsten.    
samarbejde,  mens  andre  lande  bliver  i  periferien.  Det  bliver  sandsynligvis  afgørende  for  fremdrift  i  samar-­‐
Sikkerhedspolitisk  kan  FN  få  større  vægt  frem  mod  2030.  Den  nye  bipolære  orden  og  høje  grad  af  gensidig  
bejdet,  at  kernelandene  i  det  næste  årti  formår  at  give  EU  en  mere  effektiv  beslutningsproces  og  tilstrække-­‐
afhængighed  styrker  incitamentet  for  USA  og  Kina  til  at  samarbejde  om  løsning  af  konflikter,  som  påvirker  
lig  fleksibilitet  til,  at  unionen  kan  rumme  både  kerne-­‐  og  periferilande.  
begge  landes  interesser.  Kina  vil  eksempelvis  som  verdens  største  råvareimportør  have  stor  interesse  i  sta-­‐
 
 
 
 
 
 
17/49  
17/49  
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0022.png
SIDE 18
BILAG
 
 
 
 
 
 
bilitet  i  en  række  af  verdens  potentielle  konfliktområder,  f.eks.  i  de  olieeksporterende  Golfstater.  Europa,  
Det  har  længe  været  en  fast  bestanddel  af  amerikansk  udenrigs-­‐  og  sikkerhedspolitik  at  støtte  den  europæ-­‐
Indien  og  Japan  vil  som  store  importører  af  energi  dele  denne  interesse  med  Kina.  Derfor  vil  de  også  delta-­‐
iske  integrationsproces.  Det  europæiske  samarbejde  var  under  den  kolde  krig  med  amerikanske  øjne  et  
ge  i  fredsbevarende  og  -­‐skabende  operationer.      
vigtigt  middel  til  at  imødegå  den  sovjetiske  trussel,  og  senere  blev  Europa  set  som  en  vigtig  udenrigs-­‐  og  
Siden  den  kolde  krigs  afslutning  har  FN  øget  antallet  af  fredsbevarende  operationer.  Det  er  muligt,  at  om-­‐
sikkerhedspolitisk  partner.  Frem  mod  2030  vil  USA  fra  sidelinjen  blive  ved  med  at  støtte  den  europæiske  
fanget  af  FN’s  fredsbevarende  operationer  stiger  i  de  kommende  årtier.    
integrationsproces,  fordi  et  forenet  Europa  i  højere  grad  kan  bidrage  til  sikkerhed  i  sin  del  af  verden  og  blive  
en  stærkere  partner  med  hensyn  til  at  opretholde  international  stabilitet.    
De  europæiske  lande  får  svært  ved  at  opretholde  et  bredt  spektrum  af  militære  kapaciteter.  Høje  priser  på  
nye  våbensystemer,  udvikling  af  nye  typer  platforme,  større  integration  af  kommando-­‐,  kontrol-­‐  og  efter-­‐
 
retningssystemer  og  skærpede  uddannelseskrav  til  militært  personel  vil  presse  de  europæiske  landes  for-­‐
svarsbudgetter.  Styrket  samarbejde  mellem  de  europæiske  lande  om  militære  kapaciteter  bliver  vigtigt,  
 
 
hvis  Europa  skal  gøre  sig  gældende  og  varetage  sine  sikkerhedsinteresser  i  sit  nærområde.    
Frem  mod  2030  kan  den  transatlantiske  handels-­‐  og  investeringspartnerskabsaftale  (Transatlantic  Trade  
and  Investment  Partnership,  TTIP)  blive  begyndelsen  til  et  mere  integreret  transatlantisk  marked.  Dette  
marked  kan  udbygges  med  politiske  samarbejds-­‐  og  konsultationsmekanismer,  der  kan  blive  et  omdrej-­‐
ningspunkt  i  den  udenrigs-­‐  og  sikkerhedspolitiske  dialog  mellem  EU  og  USA.    
EU  er  under  pres.  Den  Økonomiske  og  Monetære  Union  og  Schengen-­‐samarbejdet  bliver  udfordret  til  af  
den  finansielle  krise  og  flygtninge-­‐  og  migrationspresset.    Dertil  kommer  folkelig  utilfredshed  i  flere  med-­‐
lemslande  over  den  europæiske  integrationsproces.  Sandsynligvis  vil  det  europæiske  samarbejde  komme  
igennem  kriserne  og  fortsat  frem  mod  2030  danne  en  væsentlig  institutionel  ramme  for  Danmarks  uden-­‐
rigspolitik.  De  europæiske  lande  har  trods  uenighed  overvældende  interesse  i  at  holde  fast  i  de  institutioner  
og  samarbejdsprocedurer,  som  det  har  taget  mange  årtier  at  opbygge.      
 
EU’s  fremtid  bliver  formet  af  på  den  ene  side  et  økonomisk  og  sikkerhedspolitisk  pres  for  større  integration  
og  på  den  anden  side  nationale  strømninger  mod  afgivelse  af  suverænitet.  Udfordringen  for  EU  består  i  høj  
grad  af,  at  politisk  legitimitet  i  udpræget  grad  er  knyttet  til  nationalstater,  mens  mange  løsninger  er  for-­‐
bundet  med  politikker  på  europæisk  niveau.  Disse  modsætninger  forudses  at  blive  løst  gennem  et  europæ-­‐
isk  samarbejde,  som  foregår  i  forskellige  hastigheder.  En  kerne  af  lande  vil  etablere  et  mere  dybtgående  
samarbejde,  mens  andre  lande  bliver  i  periferien.  Det  bliver  sandsynligvis  afgørende  for  fremdrift  i  samar-­‐
bejdet,  at  kernelandene  i  det  næste  årti  formår  at  give  EU  en  mere  effektiv  beslutningsproces  og  tilstrække-­‐
lig  fleksibilitet  til,  at  unionen  kan  rumme  både  kerne-­‐  og  periferilande.  
 
Det  har  længe  været  en  fast  bestanddel  af  amerikansk  udenrigs-­‐  og  sikkerhedspolitik  at  støtte  den  europæ-­‐
iske  integrationsproces.  Det  europæiske  samarbejde  var  under  den  kolde  krig  med  amerikanske  øjne  et  
vigtigt  middel  til  at  imødegå  den  sovjetiske  trussel,  og  senere  blev  Europa  set  som  en  vigtig  udenrigs-­‐  og  
sikkerhedspolitisk  partner.  Frem  mod  2030  vil  USA  fra  sidelinjen  blive  ved  med  at  støtte  den  europæiske  
integrationsproces,  fordi  et  forenet  Europa  i  højere  grad  kan  bidrage  til  sikkerhed  i  sin  del  af  verden  og  blive  
en  stærkere  partner  med  hensyn  til  at  opretholde  international  stabilitet.    
 
 
 
 
 
 
 
 
 
18/49  
18/49  
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0023.png
BILAG
SIDE 19
 
 
 
 
 
3.2  Digitalisering    
I  2030  vil  den  digitale  udvikling  have  spredt  sig  yderligere  til  store  dele  af  verden.    Den  fysiske  verden  i  de  
I  2030  vil  den  digitale  udvikling  have  spredt  sig  yderligere  til  store  dele  af  verden.    Den  fysiske  verden  i  de  
udviklede  lande  bliver  i  2030  stadigt  mere  forbundet  med  internettet  og  koblet  sammen.  Internetforbund-­‐
udviklede  lande  bliver  i  2030  stadigt  mere  forbundet  med  internettet  og  koblet  sammen.  Internetforbund-­‐
ne  komponenter  vil  optræde  på  steder  og  med  opgaver,  hvor  de  ikke  tidligere  fandtes.  Informationstekno-­‐
ne  komponenter  vil  optræde  på  steder  og  med  opgaver,  hvor  de  ikke  tidligere  fandtes.  Informationstekno-­‐
logien  vil  smelte  sammen  med  robotteknologi,  og  der  vil  blive  tale  om  helt  nye  produktionsmåder.  Inden  
logien  vil  smelte  sammen  med  robotteknologi,  og  der  vil  blive  tale  om  helt  nye  produktionsmåder.  Inden  
for  industrien  kan  det  betyde  en  tilbagevenden  af  produktionsjobs  til  de  udviklede  lande  på  grund  af  deres  
for  industrien  kan  det  betyde  en  tilbagevenden  af  produktionsjobs  til  de  udviklede  lande  på  grund  af  deres  
teknologiske  og  uddannelsesmæssige  niveau.  
teknologiske  og  uddannelsesmæssige  niveau.  
De  stadigt  flere  internetforbundne  komponenter,  f.eks.  pumper,  generatorer  og  signaler,  vil  indgå  i  sam-­‐
De  stadigt  flere  internetforbundne  komponenter,  f.eks.  pumper,  generatorer  og  signaler,  vil  indgå  i  sam-­‐
fundsvigtig  infrastruktur  og  udgør  en  væsentlig  udvidelse  af  mulighederne  for  effektivt  at  styre  offentlige  og  
fundsvigtig  infrastruktur  og  udgør  en  væsentlig  udvidelse  af  mulighederne  for  effektivt  at  styre  offentlige  og  
private  tekniske  installationer.  Data  fra  målere  og  applikationer  vil  give  et  vidensgrundlag  for  at  prioritere  
private  tekniske  installationer.  Data  fra  målere  og  applikationer  vil  give  et  vidensgrundlag  for  at  prioritere  
ressourcer  og  skaber  et  stærkt  økonomisk  incitament  til  at  forbinde  denne  slags  komponenter  til  internet-­‐
ressourcer  og  skaber  et  stærkt  økonomisk  incitament  til  at  forbinde  denne  slags  komponenter  til  internet-­‐
tet.    
tet.    
Med  udbredelse  af  internetforbundne  komponenter,  billiggørelsen  af  digital  teknologi  og  de  stadigt  hurti-­‐
Med  udbredelse  af  internetforbundne  komponenter,  billiggørelsen  af  digitale  teknologi  og  de  stadigt  hurti-­‐
gere  transmissionshastigheder  skabes  der  samtidig  et  grundlag  for,  at  komponenter  taler  sammen  på  nye  
gere  transmissionshastigheder  skabes  der  samtidig  et  grundlag  for,  at  komponenter  taler  sammen  på  nye  
måder  og  dermed  danner  helt  nye  systemer.  Udviklingen  vil  hastigt  bevæge  sig  fra  et  ”Internet  of  Things”-­‐
måder  og  dermed  danner  helt  nye  systemer.  Udviklingen  vil  hastigt  bevæge  sig  fra  et  ”Internet  of  Things”-­‐
samfund  til  et  ”Internet  of  Everything”-­‐netværksfælleskab,  som  vil  ændre  på  den  måde  samfundene  er  
samfund  til  et  ”Internet  of  Everything”-­‐netværksfælleskab,  som  vil  ændre  på  den  måde  samfundene  er  
organiseret.    
organiseret.    
Energiforbrugende  enheder  hos  virksomheder  vil  blive  koblet  sammen  i  ”smart  grids”,  dvs.  i  en  kommuni-­‐
Energiforbrugende  enheder  hos  virksomheder  vil  blive  koblet  sammen  i  ”smart  grids”,  dvs.  i  en  kommuni-­‐
kationsinfrastruktur  med  energiforsyningen  med  henblik  på  at  udnyttet  forsyningskapaciteten  bedst  muligt.  
kationsinfrastruktur  med  energiforsyningen  med  henblik  på  at  udnyttet  forsyningskapaciteten  bedst  muligt.  
I  et  længere  tidsperspektiv  vil  mange  sådanne  store  systemer  samarbejde  i  ”smart  cities”.  Samlet  set  vil  
I  et  længere  tidsperspektiv  vil  mange  sådanne  store  systemer  samarbejde  i  ”smart  cities”.  Samlet  set  vil  
samfundets  afhængighed  af  digitale  systemer  være  langt  større  om  15  år.    
samfundets  afhængighed  af  digitale  systemer  være  langt  større  om  15  år.    
Den  gennemgribende  digitalisering  muliggør  en  indsamling  og  behandling  af  enorme  mængder  data  om  
Den  gennemgribende  digitalisering  muliggør  en  indsamling  og  behandling  af  enorme  mængder  data  om  
personers  og  virksomheders  aktiviteter.  Det  vil  danne  grundlag  for  udviklingen  af  stadigt  flere  avancerede,  
personers  og  virksomheders  aktiviteter.  Det  vil  danne  grundlag  for  udviklingen  af  stadigt  flere  avancerede,  
intelligente  it-­‐systemer.  Denne  trend  vil  blive  drevet  frem  af  både  offentlige  organisationer  og  private  virk-­‐
intelligente  it-­‐systemer.  Denne  trend  vil  blive  drevet  frem  af  både  offentlige  organisationer  og  private  virk-­‐
somheder  og  medføre  et  markant  skifte  i,  hvilke  processer  og  beslutninger  der  kan  automatiseres,  og  hvor-­‐
somheder  og  medføre  et  markant  skifte  i  hvilke  processer  og  beslutninger,  der  kan  automatiseres,  og  hvor-­‐
dan  ydelser  vil  kunne  leveres  individuelt  tilpasset  til  borgere  og  kunder.  
dan  ydelser  vil  kunne  leveres  individuelt  tilpasset  til  borgere  og  kunder.  
Med  hvert  led  i  denne  omfattende  digitalisering  introduceres  også  nye  sårbarheder,  og  med  digitaliserin-­‐
Med  hvert  led  i  denne  omfattende  digitalisering  introduceres  også  nye  sårbarheder,  og  med  digitaliserin-­‐
gen  bliver  sikring  af  samfundets  robusthed  og  sikkerhed  en  større  udfordring  med  hensyn  til  både  datasik-­‐
gen  bliver  sikring  af  samfundets  robusthed  og  sikkerhed  en  større  udfordring  med  hensyn  til  både  datasik-­‐
kerhed  og  opretholdelsen  af  samfundsvigtige  funktioner.  
kerhed  og  opretholdelsen  af  samfundsvigtige  funktioner.  
I  2030  vil  cyberoperationer  gå  fra  at  være  en  uundværlig  del  af  de  statslige  efterretningsapparater  til  også  
I  2030  vil  cyberoperationer  gå  fra  at  være  en  uundværlig  del  af  de  statslige  efterretningsapparater  til  også  
at  blive  integreret  i  de  udviklede  landes  potentielle  magtanvendelse.  Den  vigtigste  anvendelse  af  cyberka-­‐
at  blive  integreret  i  de  udviklede  landes  potentielle  magtanvendelse.  Den  vigtigste  anvendelse  af  cyberka-­‐
paciteter  for  stormagter  bliver  dog  som  hidtil  at  sikre  deres  strategiske  interesser  gennem  spionage.  Cy-­‐
paciteter  for  stormagter  bliver  dog  som  hidtil  at  sikre  deres  strategiske  interesser  gennem  spionage.  Cy-­‐
beroperationer  vil  ikke  blive  begrænset  til  stormagter.  De  vil  blive  anvendt  bredere,  bl.a.  fordi  teknologien  
beroperationer  vil  ikke  blive  begrænset  til  stormagter.  De  vil  blive  anvendt  bredere,  bl.a.  fordi  teknologien  
tillader  mindre  lande  at  udøve  mere  indflydelse,  end  deres  størrelse  tilsiger.  
tillader  mindre  lande  at  udøve  mere  indflydelse,  end  deres  størrelse  tilsiger.  
Mange  lande  vil  betragte  cyberoperationer  som  et  nyttigt  politisk  magtmiddel.  Det  vil  særligt  gælde  konflik-­‐
Mange  lande  vil  betragte  cyberoperationer  som  et  nyttigt  politisk  magtmiddel.  Det  vil  særligt  gælde  konflik-­‐
ter,  hvor  stater  ikke  ønsker  deres  deltagelse  kendt  eller  ikke  vil  løbe  risiko  for  tab  af  menneskeliv.  De  første  
ter,  hvor  stater  ikke  ønsker  deres  deltagelse  kendt  eller  ikke  vil  løbe  risiko  for  tab  af  menneskeliv.  De  første  
rene  cyberkonflikter  har  allerede  fundet  sted  med  forstyrrelse  af  modstanderens  samfundsvigtige  infra-­‐
rene  cyberkonflikter  har  allerede  fundet  sted  med  forstyrrelse  af  modstanderens  samfundsvigtige  infra-­‐
struktur  såsom  kraftværker  eller  kommunikation  via  f.eks.  regeringshjemmesider  og  spredning  af  misinfor-­‐
struktur  såsom  kraftværker  eller  kommunikation  via  f.eks.  regeringshjemmesider  og  spredning  af  misinfor-­‐
mation.  
mation.  
Decideret  cybersabotage,  dvs.  angreb  på  infrastruktur,  produktionsanlæg,  satellitter  eller  lignende,  vil  også  
forekomme  hyppigere.  Det  vil  ikke  længere  kun  blive  udført  af  stormagter,  men  være  udbredt  til  flere  sta-­‐
 
 
 
 
 
 
19/49  
19/49  
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0024.png
SIDE 20
BILAG
 
 
 
 
 
Decideret  cybersabotage,  dvs.  angreb  på  infrastruktur,  produktionsanlæg,  satellitter  eller  lignende,  vil  også  
ter,  der  har  investeret  massivt  i  cyberkapaciteter.  Den  slags  cyberangreb  vil  dog  kræve  lang  tids  forberedel-­‐
forekomme  hyppigere.  Det  vil  ikke  længere  kun  blive  udført  af  stormagter,  men  være  udbredt  til  flere  s
se,  og  den  vil  føre  til  et  konstant  kapløb  mellem  rivaliserende  stater  om  at  inficere  modstanderes  infra-­‐ ta-­‐
ter,  der  har  investeret  massivt  i  cyberkapaciteter.  Den  slags  cyberangreb  vil  dog  kræve  lang  tids  forberedel-­‐
struktur  og  skærme  deres  egen  infrastruktur.  Dette  vil  ske  for  at  kunne  afskrække  modstandere  og  sikre,  at  
se,  og  den  vil  føre  til  et  konstant  kapløb  mellem  rivaliserende  stater  om  at  inficere  modstanderes  infra-­‐
egne  cybervåben  er  klar,  den  dag  et  angreb  bliver  nødvendigt.    
struktur  og  skærme  deres  egen  infrastruktur.  Dette  vil  ske  for  at  kunne  afskrække  modstandere  og  sikre,  at  
Som  et  modsvar  til  de  nye  digitale  trusler  vil  mange  lande  investere  massivt  i  nye  nationale  internetstruktu-­‐
egne  cybervåben  er  klar,  den  dag  et  angreb  bliver  nødvendigt.    
rer,  der  nemt  kan  isoleres  fra  andre  lande  i  tilfælde  cyberangreb,  for  at  håndhæve  deres  nationale  suveræ-­‐
Som  et  modsvar  til  de  nye  digitale  trusler  vil  mange  lande  investere  massivt  i  nationale  internetstrukturer,  
nitet  til  det  digitale  rum.  Den  defensive  cyberteknologi  vil  gøre  store  fremskridt  i  de  kommende  årtier  som  
der  nemt  kan  isoleres  fra  andre  lande  i  tilfælde  af  cyberangreb,  for  at  håndhæve  deres  
en  reaktion  på  de  offensive  værktøjer  til  spionage,  sabotage,  terror  og  kriminalitet.   nationale  suveræni-­‐
tet  til  det  digitale  rum.  Den  defensive  cyberteknologi  vil  gøre  store  fremskridt  i  de  kommende  årtier  som  en  
Staters  ønske  om  dominans  vil  også  medføre  et  teknologisk  kapløb  om  at  udvikle  en  kvantecomputer,  der  
reaktion  på  de  offensive  værktøjer  til  spionage,  sabotage,  terror  og  kriminalitet.  
er  fundamentalt  anderledes  og  langt  kraftigere  end  de  eksisterende  supercomputere.  Vinderen  af  kapløbet  
Staters  ønske  om  dominans  vil  også  medføre  et  teknologisk  kapløb  om  at  udvikle  en  kvantecomputer,  der  
får  unikke  muligheder  for  at  læse  de  traditionelle  krypteringer,  der  hidtil  har  været  ubrydelige.  Derfor  har  
er  fundamentalt  anderledes  og  langt  kraftigere  end  de  eksisterende  supercomputere.  Vinderen  af  kapløbet  
alle  stormagter  strategiske  programmer  til  udvikling  af  deres  egne  kvantecomputere  for  at  sikre  status  quo  i  
får  unikke  muligheder  for  at  læse  de  traditionelle  krypteringer,  der  hidtil  har  været  ubrydelige.  Derfor  har  
magtbalancen.  Lande  uden  adgang  til  kvanteteknologi  vil  være  i  en  sårbar  position,  med  mindre  teknologi-­‐
alle  stormagter  strategiske  programmer  til  udvikling  af  deres  egne  kvantecomputere  
en  bliver  kommercielt  tilgængelig,  eller  de  får  den  stillet  til  rådighed  af  en  allieret.     for  at  sikre  status  quo  i  
magtbalancen.  Lande  uden  adgang  til  kvanteteknologi  vil  være  i  en  sårbar  position,  med  mindre  teknologi-­‐
Allerede  i  dag  er  der  en  trussel  forbundet  med  leverandører  af  informationsteknologi,  idet  virksomheder  
en  bliver  kommercielt  tilgængelig,  eller  de  får  den  stillet  til  rådighed  af  en  allieret.    
enten  utilsigtet  eller  bevidst  kan  indbygge  funktionaliteter,  som  f.eks.  bagdøre,  i  deres  it-­‐produkter,  der  kan  
Allerede  i  dag  er  der  en  trussel  forbundet  med  leverandører  af  informationsteknologi,  idet  virksomheder  
misbruges.  Disse  huller  i  sikkerheden  kan  udnyttes  til  cyberspionage  eller  anden  kriminalitet.    
enten  utilsigtet  eller  bevidst  kan  indbygge  funktionaliteter,  som  f.eks.  bagdøre,  i  deres  it-­‐produkter,  der  kan  
I  2030  vil  en  kreds  af  lande  dominere  produktion  af  udstyr  og  komponenter  til  næsten  al  digital  infra-­‐
misbruges.  Disse  huller  i  sikkerheden  kan  udnyttes  til  cyberspionage  eller  anden  kriminalitet.    
struktur.  En  anden  kreds  af  lande  spiller  en  voksende  rolle  som  udbydere  af  outsourcede  it-­‐tjenester  og  
I  2030  vil  en  kreds  af  lande  dominere  produktion  af  udstyr  og  komponenter  til  næsten  al  digital  infra-­‐
outsourcet  it-­‐drift.  Dette  medfører  en  ny  type  sårbarhed,  fordi  der  i  tilfælde  af  uenighed  eller  konflikt  med  
struktur.  En  anden  kreds  af  lande  spiller  en  voksende  rolle  som  udbydere  af  outsourcede  it-­‐tjenester  og  
de  pågældende  lande  vil  være  risiko  for,  at  de  kan  tvinge  leverandører  til  at  tilbageholde  reservedele,  ned-­‐
outsourcet  it-­‐drift.  Dette  medfører  en  ny  type  sårbarhed,  fordi  der  i  tilfælde  af  uenighed  
gradere  en  tjeneste  eller  på  anden  vis  forårsage  forstyrrelser  i  driften  af  infrastruktur.       eller  konflikt  med  
de  pågældende  lande  vil  være  risiko  for,  at  de  kan  tvinge  leverandører  til  at  tilbageholde  reservedele,  ned-­‐
Mens  markedet  for  digitalt  udstyr  og  digitale  tjenester  er  globalt,  skal  de  sikkerhedsmæssige  problemer  
gradere  en  tjeneste  eller  på  anden  vis  forårsage  forstyrrelser  i  driften  af  infrastruktur.      
håndteres  lokalt  af  de  enkelte  stater.  I  2030  vil  internetforbundne  systemer  og  tjenester  være  afgørende  
Mens  markedet  for  digitalt  udstyr  og  digitale  tjenester  er  globalt,  skal  de  sikkerhedsmæssige  problemer  
for  at  opretholde  samfundsvigtige  funktioner,  og  selv  stormagter  vil  løbende  skulle  sikre  sig  kontrol  over  
håndteres  lokalt  af  de  enkelte  stater.  I  2030  vil  internetforbundne  systemer  og  tjenester  være  afgørende  
den  teknologi,  som  indgår  i  udstyr,  der  understøtter  samfundsvigtige  funktioner.  Det  kan  ske  gennem  udar-­‐
for  at  opretholde  samfundsvigtige  funktioner,  og  selv  stormagter  vil  løbende  skulle  sikre  sig  kontrol  over  
bejdelse  og  håndhævelse  af  standarder,  kvalitetskontrol,  opkøb  eller  andre  metoder.  Leverandørtruslen  vil  
den  teknologi,  som  indgår  i  udstyr,  der  understøtter  samfundsvigtige  funktioner.  Det  kan  ske  gennem  udar-­‐
særlig  sætte  mindre  stater  under  pres,  hvis  de  ikke  selv  kan  allokere  ressourcer  eller  indgå  alliancer  til  di-­‐
bejdelse  og  håndhævelse  af  standarder,  kvalitetskontrol,  opkøb  eller  andre  metoder.  Leverandørtruslen  vil  
rekte  eller  indirekte  at  kontrollere  de  virksomheder,  der  leverer  den  fornødne  teknologi.    
særlig  sætte  mindre  stater  under  pres,  hvis  de  ikke  selv  kan  allokere  ressourcer  eller  indgå  alliancer  til  di-­‐
Den  største  ikke-­‐statslige  cybertrussel  i  2030  vedbliver  at  være  kriminelle,  selvom  terrorister  også  i  stigende  
rekte  eller  indirekte  at  kontrollere  de  virksomheder,  der  leverer  den  fornødne  teknologi.    
grad  tager  cyberoperationer  til  sig.  Grænsen  mellem  almindelig  kriminalitet,  terror  og  deres  cybervarianter  
Den  største  ikke-­‐statslige  cybertrussel  i  2030  vedbliver  at  være  kriminelle,  selv  om  terrorister  også  i  stigen-­‐
bliver  gradvist  udvisket,  og  gruppernes  mål  bliver  det,  der  adskiller  dem.  Aktørerne  vil  i  vid  udstrækning  
de  grad  tager  cyberoperationer  til  sig.  Grænsen  mellem  almindelig  kriminalitet,  terror  og  deres  cybervarian-­‐
bruge  varianter  af  samme  malware,  selvom  de  har  forskellige  formål.    
ter  bliver  gradvist  udvisket,  og  gruppernes  mål  bliver  det,  der  adskiller  dem.  Aktørerne  vil  i  vid  udstrækning  
Efterhånden  som  stater  udvikler  og  anvender  mere  avanceret  malware,  vil  disse  cybervåben  spredes  til  
bruge  varianter  af  samme  malware,  selv  om  de  har  forskellige  formål.    
kriminelle  og  blive  handlet  illegalt.  På  den  måde  udvikler  der  sig  et  marked,  hvor  både  teknologien  i  sig  selv  
Efterhånden  som  stater  udvikler  og  anvender  mere  avanceret  malware,  vil  disse  cybervåben  spredes  til  
og  anvendelsen  af  den  sælges  til  kunder  med  tilstrækkelig  økonomisk  formåen.  Men  cyberoperationer,  der  
kriminelle  og  blive  handlet  illegalt.  På  den  måde  udvikler  der  sig  et  marked,  hvor  både  
koster  menneskeliv,  vil  kræve  meget  store  ressourcer  i  form  af  viden,  penge  og  tid.     teknologien  i  sig  selv  
og  anvendelsen  af  den  sælges  til  kunder  med  tilstrækkelig  økonomisk  formåen.  Men  cyberoperationer,  der  
Trusselsbilledet  bliver  mere  diffust  i  takt  med,  at  cyberoperationer  bliver  tilgængelige  for  en  stadigt  større  
koster  menneskeliv,  vil  kræve  meget  store  ressourcer  i  form  af  viden,  penge  og  tid.    
kreds  af  aktører.  Grænserne  mellem  forskellige  typer  af  aktører  udviskes,  og  det  bliver  vanskeligere  at  finde  
Trusselsbilledet  bliver  mere  diffust,  i  takt  med  at  cyberoperationer  bliver  tilgængelige  for  en  stadigt  større  
ud  af,  hvem  der  gennemfører  cyberangreb.    Desuden  stiger  risikoen  for  ikke-­‐statslige  cyberangreb  mod  
kreds  af  aktører.  Grænserne  
samfundsvigtige  funktioner.   mellem  forskellige  typer  af  aktører  udviskes,  og  det  bliver  vanskeligere  at  finde  
 
 
 
 
 
 
20/49  
20/49  
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0025.png
BILAG
SIDE 21
 
 
 
 
 
ud  af,  hvem  der  gennemfører  cyberangreb.    Desuden  stiger  risikoen  for  ikke-­‐statslige  cyberangreb  mod  
Aktører,  der  ikke  råder  over  de  fornødne  økonomiske  ressourcer  til  avancerede  cyberoperationer,  vil  i  ste-­‐
samfundsvigtige  funktioner.  
det  forsøge  sig  med  simplere  metoder  som  f.eks.  spredning  af  misinformation.  På  den  måde  skabes  usik-­‐
kerhed  om  helt  fundamentale  serviceydelser,  og  en  falsk  nyhed  kan  sprede  ligeså  megen  frygt  i  samfundet  
Aktører,  der  ikke  råder  over  de  fornødne  økonomiske  ressourcer  til  avancerede  cyberoperationer,  vil  i  ste-­‐
som  et  reelt  cyberangreb.  Det  kan  være  gennem  hacking  af  relevante  informationskanaler,  som  webaviser  
det  forsøge  sig  med  simplere  metoder  som  f.eks.  spredning  af  misinformation.  På  den  måde  skabes  usik-­‐
og  sociale  medier,  hvorfra  der  spredes  falske  nyheder,  der  kan  lede  til  voldsomme  fald  i  aktiekurser  eller  
kerhed  om  helt  fundamentale  serviceydelser,  og  en  falsk  nyhed  kan  sprede  ligeså  megen  frygt  i  samfundet  
mistro  til  basal  infrastruktur  som  f.eks.  forsyning  af  drikkevand.    
som  et  reelt  cyberangreb.  Det  kan  være  gennem  hacking  af  relevante  informationskanaler  som  webaviser  
og  sociale  medier,  hvorfra  der  spredes  falske  nyheder,  der  kan  lede  til  voldsomme  fald  i  aktiekurser  eller  
 
mistro  til  basal  infrastruktur  som  f.eks.  forsyning  af  drikkevand.    
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
21/49  
21/49  
 
 
 
 
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0026.png
SIDE 22
BILAG
 
 
 
 
 
 
3.3.  Migration  
 
Migrationen  til  Europa  fra  lande  i  Afrika,  Asien  og  Mellemøsten  vil  også  være  aktuel  frem  mod  2030,  da  
grundvilkårene  for  at  migrere  eller  flygte  ikke  vil  ændre  sig  væsentligt.  Traditionelle  faktorer  som  fattigdom,  
 
konflikt  og  en  usikker  fremtid  vil  ikke  forandre  sig  i  flere  af  de  lande,  hvorfra  folk  i  dag  migrerer.  Samtidig  vil  
den  fortsatte  globalisering  frem  mod  2030  nedbryde  traditionelle  geografiske,  økonomiske  og  kulturelle  
3.3.  Migration  
barrierer  og  fortsat  gøre  Europa  til  et  både  attraktivt  og  realistisk  mål  for  migranter.  Udbredelsen  og  brugen  
Migrationen  til  Europa  fra  lande  i  Afrika,  Asien  og  Mellemøsten  vil  også  være  aktuel  frem  mod  2030,  da  
af  internet  og  sociale  medier  giver  migranter  en  opfattelse  af  større  valgmuligheder  og  vil  gøre  det  endnu  
grundvilkårene  for  at  migrere  eller  flygte  ikke  vil  ændre  sig  væsentligt.  Traditionelle  faktorer  som  fattigdom,  
lettere  for  migranter  at  finde  information  om  ruter  og  destinationslande.  En  voksende  migrantdiaspora  i  
konflikt  og  en  usikker  fremtid  vil  ikke  forandre  sig  i  flere  af  de  lande,  hvorfra  folk  i  dag  migrerer.  Samtidig  vil  
Europa  med  let  tilgængelig  kommunikation  til  hjemlandet  skaber  yderligere  motivation  for  den  enkelte  
den  fortsatte  globalisering  frem  mod  2030  nedbryde  traditionelle  geografiske,  økonomiske  og  kulturelle  
migrant,  når  fordele  og  ulemper  ved  at  forlade  hjemlandet  gøres  op.  Disse  forhold  vil  blive  yderligere  for-­‐
barrierer  og  fortsat  gøre  Europa  til  et  både  attraktivt  og  realistisk  mål  for  migranter.  Udbredelsen  og  brugen  
stærket  frem  mod  2030.    
af  internettet  og  sociale  medier  giver  migranter  en  opfattelse  af  større  valgmuligheder  og  vil  gøre  det  end-­‐
Den  voksende  industri  i  forbindelse  med  migration,  som  i  sig  selv  skaber  sin  egen  dynamik.  Smuglernetværk  
nu  lettere  for  migranter  at  finde  information  om  ruter  og  destinationslande.  En  voksende  migrantdiaspora  i  
ønsker  at  fastholde  og  udvide  indtægterne  fra  den  illegale  migration,  lokalsamfund  på  transitruter  er  af-­‐
Europa  med  let  tilgængelig  kommunikation  til  hjemlandet  skaber  yderligere  motivation  for  den  enkelte  
hængige  af  indtægterne  fra  migration  og  afsenderlandes  økonomi  er  ofte  afhængige  af  de  pengeoverførs-­‐
migrant,  når  fordele  og  ulemper  ved  at  forlade  hjemlandet  gøres  op.  Disse  forhold  vil  blive  yderligere  for-­‐
ler,  de  modtager  fra  migranter.  Selv  hvis  smuglernetværkenes  forretninger  begrænses,  og  det  generelt  vil  
stærket  frem  mod  2030.    
blive  sværere  at  få  adgang  og  ophold  i  Europa,  vil  migranter  sandsynligvis  finde  andre  og  nye  måder  at  mi-­‐
Den  voksende  industri  i  forbindelse  med  migration  skaber  sin  egen  dynamik.  Smuglernetværk  ønsker  at  
grere  på.  Hvis  der  frem  mod  2030  ikke  kommer  økonomiske  alternativer  i  transitlandene  eller  afsenderlan-­‐
fastholde  og  udvide  indtægterne  fra  den  illegale  migration,  lokalsamfund  på  transitruter  er  afhængige  af  
dene,  vil  der  være  begrænset  incitament  til  at  bremse  migranter,  da  mange  lokalsamfund  fortsat  vil  være  
indtægterne  fra  migration  og  afsenderlandes  økonomi  er  ofte  afhængige  af  de  pengeoverførsler,  de  mod-­‐
afhængige  af  de  indtægter,  som  migrationen  fører  med  sig.    
tager  fra  migranter.  Selv  hvis  smuglernetværkenes  forretninger  begrænses,  og  det  generelt  vil  blive  svære-­‐
Konflikterne  i  Mellemøsten  og  Nordafrika  vil  fortsat  skabe  flygtningestrømme  frem  mod  2030.  Størstedelen  
re  at  få  adgang  og  ophold  i  Europa,  vil  migranter  sandsynligvis  finde  andre  og  nye  måder  at  migrere  på.  Hvis  
af  flygtningene  og  migranterne  vil  befinde  sig  i  nærområderne.  Her  vil  problemerne  med  en  voksende  mi-­‐
der  frem  mod  2030  ikke  kommer  økonomiske  alternativer  i  transitlandene  eller  afsenderlandene,  vil  der  
gration  og  internt  fordrevne  vokse,  hvilket  kan  ændre  demografien  betydeligt  i  Mellemøsten  og  Nordafrika,  
være  begrænset  incitament  til  at  bremse  migranter,  da  mange  lokalsamfund  fortsat  vil  være  afhængige  af  
samt  øge  risikoen  for  etniske  spændinger  flere  steder  i  regionen.  I  lyset  af  konfliktpotentialet  vil  der  fortsat  
de  indtægter,  som  migrationen  fører  med  sig.    
frem  mod  2030  være  incitament  til  at  forlade  nærområderne  og  søge  mod  Europa.    
Konflikterne  i  Mellemøsten  og  Nordafrika  vil  fortsat  skabe  flygtningestrømme  frem  mod  2030.  Størstedelen  
Landene  i  Nordafrika  og  Tyrkiet  vil  også  i  fremtiden  fungere  som  transitlande  for  migrationen  mod  Europa,  
af  flygtningene  og  migranterne  vil  befinde  sig  i  nærområderne.  Her  vil  problemerne  med  en  voksende  mi-­‐
idet  konkrete  initiativer  selvsagt  kan  mindske  presset.  Europa  vil  derfor  frem  mod  2030  have  sikkerhedspo-­‐
gration  og  internt  fordrevne  vokse,  hvilket  kan  ændre  demografien  betydeligt  i  Mellemøsten  og  Nordafrika,  
litiske  interesser  i  disse  lande,  hvor  opretholdelse  af  stabilitet  og  kontrol  med  immigration  vil  være  centralt.  
samt  øge  risikoen  for  etniske  spændinger  flere  steder  i  regionen.  I  lyset  af  konfliktpotentialet  vil  der  fortsat  
Det  er  muligt,  at  alle  landene  i  Nordafrika  frem  mod  2030  vil  fungere  som  transitlande.  Dette  vil  dels  af-­‐
frem  mod  2030  være  incitament  til  at  forlade  nærområderne  og  søge  mod  Europa.    
hænge  af  den  interne  situation  i  landene,  dels  hvilke  aftaler  EU  vil  kunne  gennemføre  med  de  respektive  
Landene  i  Nordafrika  og  Tyrkiet  vil  også  i  fremtiden  fungere  som  transitlande  for  migrationen  til  Europa,  
lande.  Europa  vil  søge  skiftende  løsninger  på  problemerne  og  øge  samarbejdet  med  lande  i  regionen  for  at  
idet  konkrete  initiativer  selvsagt  kan  mindske  presset.  Europa  vil  derfor  frem  mod  2030  have  sikkerhedspo-­‐
løse  de  problemer,  som  migrationen  medfører.  Det  vil  være  nødvendigt,  at  Europa  sammen  med  de  pågæl-­‐
litiske  interesser  i  disse  lande,  hvor  opretholdelse  af  stabilitet  og  kontrol  med  immigration  vil  være  centralt.  
dende  transitlande  forsøger  at  dæmme  op  for  potentielle  konflikter,  som  flygtninge  og  migranter  kan  ska-­‐
Det  er  muligt,  at  alle  landene  i  Nordafrika  frem  mod  2030  vil  fungere  som  transitlande.  Dette  vil  dels  af-­‐
be,  samt  medvirke  til  at  udvikle  økonomiske  alternativer  for  lokalbefolkningerne.  Samtidig  vil  Europa  frem  
hænge  af  den  interne  situation  i  landene,  dels  hvilke  aftaler  EU  vil  kunne  gennemføre  med  de  respektive  
mod  2030  søge  både  fælles  og  nationale  politiske  løsninger  for  at  organisere  og  kontrollere  migrationen.  
lande.  Europa  vil  søge  skiftende  løsninger  på  problemerne  og  øge  samarbejdet  med  lande  i  regionen  for  at  
Det  er  på  den  baggrund  sandsynligt,  at  Europas  immigrantbefolkning  frem  mod  2030  vil  vokse  og  være  i  
løse  de  problemer,  som  migrationen  medfører.  Det  vil  være  nødvendigt,  at  Europa  sammen  med  de  pågæl-­‐
konstant  forandring.  Migration  til  Europa  vil  få  mange  konsekvenser.  På  den  ene  side  vil  Europa  opleve  en  
dende  transitlande  forsøger  at  dæmme  op  for  potentielle  konflikter,  som  flygtninge  og  migranter  kan  ska-­‐
stigende  mangel  på  arbejdskraft  frem  mod  2030,  på  grund  af  lave  fødselsrater,  og  derfor  have  en  interesse  i  
be,  samt  medvirke  til  at  udvikle  økonomiske  alternativer  for  lokalbefolkningerne.  Samtidig  vil  Europa  frem  
immigration.  På  den  anden  side  er  det  muligt,  at  økonomiske  og  kulturelle  forskelle  og  udfordringer  kan  
mod  2030  søge  både  fælles  og  nationale  politiske  løsninger  for  at  organisere  og  kontrollere  migrationen.  
blive  en  kilde  til  spændinger,  herunder  radikalisering  og  populisme.  En  række  europæiske  lande  vil  opleve  
Det  er  på  den  baggrund  sandsynligt,  at  Europas  immigrantbefolkning  frem  mod  2030  vil  vokse  og  være  i  
problemer  med  integration,  hvis  meget  store  grupper  af  flygtninge  og  migranter  ankommer  inden  for  be-­‐
konstant  forandring.  Migration  til  Europa  vil  få  mange  konsekvenser.  På  den  ene  side  vil  Europa  opleve  en  
grænsede  tidsrum.  Hertil  kommer  risikoen  for  parallelsamfund  og  marginaliserede  befolkningsgrupper.  De  
stigende  mangel  på  arbejdskraft  frem  mod  2030,  på  grund  af  lave  fødselsrater,  og  derfor  have  en  interesse  i  
europæiske  landes  fælles  og  nationale  håndtering  af  migration  vil  blive  afgørende  for  udviklingen.    
 
 
 
 
 
 
22/49  
22/49  
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0027.png
BILAG
SIDE 23
 
 
 
 
 
immigration.  På  den  anden  side  er  det  muligt,  at  økonomiske  og  kulturelle  forskelle  og  udfordringer  kan  
Det  er  muligt,  at  migrationen  internt  i  Europa  vil  stige  frem  mod  2030  som  følge  af  arbejdskraftens  frie  be-­‐
blive  en  kilde  til  spændinger,  herunder  radikalisering  og  populisme.  En  række  europæiske  lande  vil  opleve  
vægelighed.  Samtidig  er  det  sandsynligt,  at  migranter  fra  europæiske  lande  uden  for  EU,  eller  lande,  som  
problemer  med  integration,  hvis  meget  store  grupper  af  flygtninge  og  migranter  ankommer  inden  for  be-­‐
bliver  optaget  frem  mod  2030,  herunder  lande  på  Balkan,  vil  søge  mod  de  nuværende  EU-­‐lande  for  at  ar-­‐
grænsede  tidsrum.  Hertil  kommer  risikoen  for  parallelsamfund  og  marginaliserede  befolkningsgrupper.  De  
bejde,  og  dermed  vil  disse  lande  gå  fra  at  være  transitlande  for  migranter  til  primære  afsenderlande.    
europæiske  landes  fælles  og  nationale  håndtering  af  migration  vil  blive  afgørende  for  udviklingen.    
Der  vil  fortsat  være  migranter  fra  det  sydvestlige  Asien  frem  mod  2030.  Traditionelt  har  afghanske  migran-­‐
Det  er  muligt,  at  migrationen  internt  i  Europa  vil  stige  frem  mod  2030  som  følge  af  arbejdskraftens  frie  be-­‐
ter  rejst  til  nabolande,  som  Iran  og  Pakistan,  men  de  to  lande  har  de  seneste  år  gjort  det  vanskeligere  at  
vægelighed.  Samtidig  er  det  sandsynligt,  at  migranter  fra  europæiske  lande  uden  for  EU,  eller  lande,  som  
opnå  arbejds-­‐  og  opholdstilladelse.  Resultatet  er,  at  stadig  flere  afghanere  er  søgt  mod  Europa  i  stedet.  Det  
bliver  optaget  frem  mod  2030,  herunder  lande  på  Balkan,  vil  søge  mod  de  nuværende  EU-­‐lande  for  at  ar-­‐
er  dog  muligt,  at  de  to  lande  igen  vil  blive  modtagerlande  for  migranter,  ligesom  andre  vækstcentre  i  ver-­‐
bejde,  og  dermed  vil  disse  lande  gå  fra  at  være  transitlande  for  migranter  til  primære  afsenderlande.    
den  vil  blive  mere  attraktive  for  migranter  frem  mod  2030.  Således  kan  Kina  og  Indien  blive  attraktive  mod-­‐
tagerlande  for  migranter  fra  ikke  alene  Afghanistan,  men  også  andre  lande  i  Sydøstasien.  
Der  vil  fortsat  være  migranter  fra  det  sydvestlige  Asien  frem  mod  2030.  Traditionelt  har  afghanske  migran-­‐
ter  rejst  til  nabolande  som  Iran  og  Pakistan,  men  de  to  lande  har  de  seneste  år  gjort  det  vanskeligere  at  
Det  samme  vil  gøre  sig  gældende  i  Afrika.  Det  har  i  mange  år  været  tradition  i  Afrika  at  rejse  efter  arbejde  
opnå  arbejds-­‐  og  opholdstilladelse.  Resultatet  er,  at  stadig  flere  afghanere  er  søgt  mod  Europa  i  stedet.  Det  
og  bedre  økonomiske  muligheder.  Som  tidligere  finder  den  største  migration  i  Afrika  sted  indenfor  konti-­‐
er  dog  muligt,  at  de  to  lande  igen  vil  blive  modtagerlande  for  migranter,  ligesom  andre  vækstcentre  i  ver-­‐
nentet.  I  takt  med  at  levestandarden  i  en  række  afrikanske  lande  stiger,  vil  disse  lande  også  blive  mere  at-­‐
den  vil  blive  mere  attraktive  for  migranter  frem  mod  2030.  Således  kan  Kina  og  Indien  blive  attraktive  mod-­‐
traktive  for  afrikanske  migranter.  Det  er  muligt,  at  lande  som  både  Nigeria,  Kenya,  Etiopien  og  Sydafrika  
tagerlande  for  migranter  fra  ikke  alene  Afghanistan,  men  også  andre  lande  i  Sydøstasien.  
frem  mod  2030  vil  fungere  som  vækstcentre  i  Afrika,  og  derfor  vil  være  lande  som  mange  vil  migrere  til.  
Dette  forhold  vil  dog  ikke  alene  afhænge  af  vækst,  men  også  af  de  pågældende  landes  politik  over  for  mi-­‐
Det  samme  vil  gøre  sig  gældende  i  Afrika.  Det  har  i  mange  år  været  tradition  i  Afrika  at  rejse  efter  arbejde  
granter  og  flygtninge.    
og  bedre  økonomiske  muligheder.  Som  tidligere  finder  den  største  migration  i  Afrika  sted  inden  for  konti-­‐
nentet.  I  takt  med  at  levestandarden  i  en  række  afrikanske  lande  stiger,  vil  disse  lande  også  blive  mere  at-­‐
 
traktive  for  afrikanske  migranter.  Det  er  muligt,  at  lande  som  både  Nigeria,  Kenya,  Etiopien  og  Sydafrika  
 
frem  mod  2030  vil  fungere  som  vækstcentre  i  Afrika  og  derfor  vil  være  lande,  som  mange  vil  migrere  til.  
Dette  forhold  vil  dog  ikke  alene  afhænge  af  vækst,  men  også  af  de  pågældende  landes  politik  over  for  mi-­‐
 
granter  og  flygtninge.    
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
23/49  
23/49  
 
 
 
 
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0028.png
SIDE 24
BILAG
 
 
 
 
 
 
3.4.
Terrorisme  
 
Der  vil  være  en  alvorlig  terrortrussel  mod  Danmark  i  mange  år  fremover.  Kampen  mod  terrorisme  vil  fortsat  
stå  højt  på  den  internationale  dagsorden  frem  mod  2030.  Militant  islamisme  vil  også  frem  mod  2030  finde  
 
støtte  og  gode  vækstbetingelser  i  et  uroplaget  Mellemøsten  og  Nordafrika.  De  grundvilkår,  som  nærer  den  
 
militante  islamisme,  vil  også  være  til  stede  i  2030,  hvor  terrorhandlinger  og  oprørskamp  fortsat  vil  præge  
regionen.  Militante  islamistiske  terrorgrupper  vil  fortsat  være  i  stand  til  at  planlægge  angreb  mod  mål  i  
3.4. Terrorisme  
Europa.  
Der  vil  være  en  alvorlig  terrortrussel  mod  Danmark  i  mange  år  fremover.  Kampen  mod  terrorisme  vil  fortsat  
Truslen  fra  terror  og  radikalisering  vil  frem  mod  2030  hænge  sammen  med  udviklingen  i  skrøbelige  stater  i  
stå  højt  på  den  internationale  dagsorden  frem  mod  2030.  Militant  islamisme  vil  også  frem  mod  2030  finde  
Mellemøsten  og  Nordafrika.  Terrorgrupper  i  regionen  vil  have  gode  vækstbetingelser  som  følge  af  mang-­‐
støtte  og  gode  vækstbetingelser  i  et  uroplaget  Mellemøsten  og  Nordafrika.  De  grundvilkår,  som  nærer  den  
lende  økonomisk  vækst,  konflikter  og  svage  statsstrukturer.  Dette  vil  ikke  mindst  få  betydning  for  Europa  
militante  islamisme,  vil  også  være  til  stede  i  2030,  hvor  terrorhandlinger  og  oprørskamp  fortsat  vil  præge  
pga.  den  geografiske  nærhed  og  de  tætte  forbindelser  mellem  de  to  regioner.    
regionen.  Militante  islamistiske  terrorgrupper  vil  fortsat  være  i  stand  til  at  planlægge  angreb  mod  mål  i  
De  sidste  mange  år  har  internettet  og  sociale  medier  været  i  konstant  udvikling.    Denne  udvikling  vil  vedbli-­‐
Europa.  
ve  med  at  have  stor  betydning  for  radikalisering,  inspiration  og  rekruttering  af  sympatisører  verden  over.  
Truslen  fra  terror  og  radikalisering  vil  frem  mod  2030  hænge  sammen  med  udviklingen  i  skrøbelige  stater  i  
Viden  om  angrebsplanlægning  og  angrebsmetoder  vil  samtidig  blive  nemmere  tilgængeligt  og  gøre  det  sim-­‐
Mellemøsten  og  Nordafrika.  Terrorgrupper  i  regionen  vil  h
plere  for  radikaliserede  personer  at  handle  på  egen  hånd.   ave  gode  vækstbetingelser  som  følge  af  mang-­‐
lende  økonomisk  vækst,  konflikter  og  svage  statsstrukturer.  Dette  vil  ikke  mindst  få  betydning  for  Europa  
Selvom  de  vestlige  landes  evne  til  at  imødegå  terrorangreb  løbende  vil  blive  forbedret,  vil  den  teknologiske  
pga.  den  geografiske  nærhed  og  de  tætte  forbindelser  mellem  de  to  regioner.    
udvikling  gøre,  at  det  fortsat  vil  blive  vanskeligere  at  få  adgang  til  informationer  om  planlægning  og  dermed  
De  sidste  mange  år  har  internettet  og  sociale  medier  været  i  konstant  udvikling.    Denne  udvikling  vil  vedbli-­‐
imødegå  angreb,  da  kommunikation  i  stigende  omfang  vil  foregå  krypteret.  
ve  med  at  have  stor  betydning  for  radikalisering,  inspiration  og  rekruttering  af  sympatisører  verden  over.  
Militante  islamistiske  terrorgrupper  vil  fortsat  have  en  global  dagsorden,  og  være  i  stand  til  at  planlægge  
Viden  om  angrebsplanlægning  og  angrebsmetoder  vil  samtidig  blive  nemmere  tilgængelig  og  gøre  det  sim-­‐
angreb  mod  mål  i  Europa  eller  andre  lande,  som  har  en  tilstedeværelse  i  Mellemøsten  eller  er  eksponent  
plere  for  radikaliserede  personer  at  handle  på  egen  hånd.  
for  en  ikke  islamisk  tankegang.  Det  er  sandsynligt,  at  terrornetværkene  al-­‐Qaida  og  Islamisk  Stat  i  Irak  og  
Selv  om  de  vestlige  landes  evne  til  at  imødegå  terrorangreb  løbende  vil  blive  forbedret,  vil  den  teknologiske  
Levanten  (ISIL)  vil  blive  svækket  frem  mod  2030,  men  deres  netværk  af  regionale  grupper,  der  er  spredt  
udvikling  gøre,  at  det  fortsat  vil  blive  vanskeligere  at  få  adgang  til  informationer  om  planlægning  og  dermed  
over  store  geografiske  områder,  vil  fortsat  eksistere,  eventuelt  i  samspil  med  andre  militante  netværk.  Ev-­‐
imødegå  angreb,  da  kommunikation  i  stigende  omfang  vil  foregå  krypteret.  
nen  til  at  udføre  både  simple  og  komplekse  angreb  i  Europa  vil  blive  styrket,  hvis  grupperne  i  Europas  rand-­‐
områder  har  kapacitet  og  fristeder  at  operere  i,  eller  har  enkeltpersoner  og  mindre  regionale  netværk  på  
Militante  islamistiske  terrorgrupper  vil  fortsat  have  en  global  dagsorden  og  være  i  stand  til  at  planlægge  
europæisk  jord  til  at  bistå  eller  udføre  angrebene.  
angreb  mod  mål  i  Europa  eller  andre  lande,  som  har  en  tilstedeværelse  i  Mellemøsten  eller  er  eksponent  
for  en  ikke  islamisk  tankegang.  Det  er  sandsynligt,  at  terrornetværkene  al-­‐Qaida  og  Islamisk  Stat  i  Irak  og  
Den  militante  islamistiske  ideologi,  som  mange  af  terrorgrupperne  har  rod  i,  vil  i  kraft  af  globalisering  og  
Levanten  (ISIL)  vil  blive  svækket  frem  mod  2030,  men  deres  netværk  af  regionale  grupper,  der  er  spredt  
forbedrede  kommunikationsmidler  inspirere  militante  verden  over,  og  der  vil  således  fortsat  ske  en  regio-­‐
over  store  geografiske  områder,  vil  fortsat  eksistere,  eventuelt  i  samspil  med  andre  militante  netværk.  Ev-­‐
nalisering  af  terrortruslen.  Personer,  som  er  blevet  radikaliseret  eller  rekrutteret  via  internettet  og  de  socia-­‐
nen  til  at  udføre  både  simple  og  komplekse  angreb  i  Europa  vil  blive  styrket,  hvis  grupperne  i  Europas  rand-­‐
le  medier  vil  fortsat  nemt  kunne  rejse  til  potentielle  konfliktområder  for  at  opnå  kamperfaring  og  viden  om  
områder  har  kapacitet  og  fristeder  at  operere  i,  eller  har  enkeltpersoner  og  mindre  regionale  netværk  på  
angrebsplanlægning.  Der  vil  derfor  fortsat  være  hjemvendte  krigere  med  kamperfaring  og  netværk  med  en  
europæisk  jord  til  at  bistå  eller  udføre  angrebene.  
høj  grad  af  voldsparathed,  som  vil  kunne  planlægge  og  udføre  angreb  efter  hjemkomst.  
Den  militante  islamistiske  ideologi,  som  mange  af  terrorgrupperne  har  rod  i,  vil  i  kraft  af  globalisering  og  
Det  er  muligt,  at  religiøst  og  politisk  funderede  ideologier  vil  vokse  og  skabe  grobund  for  ekstremisme,  som  
forbedrede  kommunikationsmidler  inspirere  militante  verden  over,  og  der  vil  således  fortsat  ske  en  regio-­‐
vil  avle  modekstremisme.  Både  højre-­‐  og  venstreekstremisme  vil  kunne  blive  aktuelt,  ligesom  det  også  er  
nalisering  af  terrortruslen.  Personer,  som  er  blevet  radikaliseret  eller  rekrutteret  via  internettet  og  de  socia-­‐
muligt,  at  regional  separatisme  i  Europa  igen  vil  blive  styrket  i  takt  med  en  voksende  nationalisme.  Det  er  
le  medier,  vil  fortsat  nemt  kunne  rejse  til  potentielle  konfliktområder  for  at  opnå  kamperfaring  og  viden  o
således  muligt,  at  Europa  vil  opleve  en  stigning  i  tilslutningen  blandt  marginaliserede  grupper  til  ekstremi-­‐m  
angrebsplanlægning.  Der  vil  derfor  fortsat  være  hjemvendte  krigere  med  kamperfaring  og  netværk  med  en  
stiske,  voldsparate  miljøer.  Det  er  muligt,  at  de  forskellige  grupper  vil  bekæmpe  hinanden,  og  at  terroren  
høj  grad  af  voldsparathed,  som  vil  kunne  planlægge  og  udføre  angreb  efter  hjemkomst.  
derfor  i  stigende  omfang  vil  foregå  inden  for  bestemte  miljøer,  hvor  grænsen  mellem  terror,  sekterisk  vold  
og  hadkriminalitet  vil  være  udflydende.    
Det  er  muligt,  at  religiøst  og  politisk  funderede  ideologier  vil  vokse  og  skabe  grobund  for  ekstremisme,  som  
vil  avle  modekstremisme.  Både  højre-­‐  og  venstreekstremisme  vil  kunne  blive  aktuelt,  ligesom  det  også  er  
muligt,  at  regional  separatisme  i  Europa  igen  vil  blive  styrket  i  takt  med  en  voksende  nationalisme.  Det  er  
 
 
 
 
 
 
24/49  
24/49  
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0029.png
BILAG
SIDE 25
 
 
 
 
 
således  muligt,  at  Europa  vil  opleve  en  stigning  i  tilslutningen  blandt  marginaliserede  grupper  til  ekstremi-­‐
Truslen  fra  terror  i  Europa  vil  dog  afhænge  af  en  lang  række  andre  forhold,  som  ligger  uden  for  FE’s  norma-­‐
stiske,  voldsparate  miljøer.  Det  er  muligt,  at  de  forskellige  grupper  vil  bekæmpe  hinanden,  og  at  terroren  
le  fokus,  herunder  hvordan  EU-­‐landenes  grænsepolitik,  anti-­‐radikaliseringspolitik  og  integrationspolitik  vil  
derfor  i  stigende  omfang  vil  foregå  inden  for  bestemte  miljøer,  hvor  grænsen  mellem  terror,  sekterisk  vold  
udvikle  sig  frem  mod  2030.    
og  hadkriminalitet  vil  være  udflydende.    
 
 
Truslen  fra  terror  i  Europa  vil  dog  afhænge  af  en  lang  række  andre  forhold,  som  ligger  uden  for  FE’s  norma-­‐
le  fokus,  herunder  hvordan  EU-­‐landenes  grænsepolitik,  anti-­‐radikaliseringspolitik  og  integrationspolitik  vil  
udvikle  sig  frem  mod  2030.    
 
 
 
 
 
 
 
 
25/49  
25/49  
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0030.png
SIDE 26
BILAG
 
 
 
 
 
 
4.
Sikkerhedspolitiske  tendenser  i  Rusland  frem  mod  2030    
 
 
4. Sikkerhedspolitiske  tendenser  i  Rusland  frem  mod  2030    
Den  russiske  befolkning  vil  i  begrænset  omfang  falde  i  størrelse  frem  mod  2030.  Ruslands  politi-­‐
ske  system  vil  ikke  ændre  sig,  og  Rusland  vil  frem  mod  2030  stadig  være  en  autokratisk  stat  med  
stormagtsambitioner.    
  Den  russiske  befolkning  vil  i  begrænset  omfang  falde  i  størrelse  frem  mod  2030.  Ruslands  politi-­‐
ske  system  vil  ikke  ændre  sig,  og  Rusland  vil  frem  mod  2030  stadig  være  en  autokratisk  stat  med  
Rusland  vil  frem  mod  2030  være  en  betydelig  sikkerhedspolitisk  udfordring  for  Vesten,  NATO  og  
stormagtsambitioner.    
Danmark,  fordi  dets  militære  kapacitet  er  voksende,  og  de  russiske  ledere  har  stor  vilje  til  at  bru-­‐
 
ge  militære  virkemidler  i  udenrigspolitikken,  besidder  høj  risikovillighed  og  nærer  mistro  over  for  
NATO  og  EU.     mod  2030  være  en  betydelig  sikkerhedspolitisk  udfordring  for  Vesten,  NATO  og  
Rusland  vil  frem  
  Danmark,  fordi  dets  militære  kapacitet  er  voksende,  og  de  russiske  ledere  har  stor  vilje  til  at  bru-­‐
ge  militære  virkemidler  i  udenrigspolitikken,  besidder  høj  risikovillighed  og  nærer  mistro  over  for  
Rusland  står  over  for  betydelige  økonomiske  problemer,  der  i  de  kommende  år  kan  tvinge  landet  
NATO  og  EU.    
til  at  prioritere  hårdere.  Den  russiske  ledelse  vil  dog  udfolde  store  bestræbelser  på  at  begrænse  
  de  økonomiske  problemers  indvirkning  på  udviklingen  af  forsvaret.  
  Rusland  står  over  for  betydelige  økonomiske  problemer,  der  i  de  kommende  år  kan  tvinge  landet  
til  at  prioritere  hårdere.  Den  russiske  ledelse  vil  dog  udfolde  store  bestræbelser  på  at  begrænse  
De  russiske  ledere  opfatter  EU  og  NATO  som  modspillere  og  vil  søge  at  påvirke  den  strategiske  
de  økonomiske  problemers  indvirkning  på  udviklingen  af  forsvaret.  
balance  i  Østersøen  samt  modvirke  yderligere  udvidelse  af  EU  og  NATO  i  nærområdet.    
 
 
De  russiske  ledere  opfatter  EU  og  NATO  som  modspillere  og  vil  søge  at  påvirke  den  strategiske  
Rusland  vil  fortsat  se  med  mistro  på  NATO’s  aktiviteter  i  Østersøen,  navnlig  i  Baltikum.  Rusland  vil  
balance  i  Østersøen  samt  modvirke  yderligere  udvidelse  af  EU  og  NATO  i  nærområdet.    
kunne  true  NATO’s  evne  til  at  forstærke  de  baltiske  lande  i  krisesituationer.    
 
 
Rusland  vil  dog  ikke  risikere  direkte,  militær  konfrontation  med  NATO  og  dermed  USA.  Men  der   il  
Rusland  vil  fortsat  se  med  mistro  på  NATO’s  aktiviteter  i  Østersøen,  navnlig  i  Baltikum.  Rusland  v
kunne  true  NATO’s  evne  til  at  forstærke  de  baltiske  lande  i  krisesituationer.    
er  en  risiko  for,  at  Rusland  i  en  alvorlig  international  krisesituation  vil  forsøge  at  teste  sammen-­‐
  hængskraften  i  NATO  med  en  militær  intimideringskampagne  mod  de  baltiske  lande.  Dette  vil  
være  en  betydelig  sikkerhedspolitisk  udfordring  for  Danmark.     NATO  og  dermed  USA.  Men  der  er  
Rusland  vil  dog  ikke  risikere  direkte  militær  konfrontation  med  
en  risiko  for,  at  Rusland  i  en  alvorlig  international  krisesituation  vil  forsøge  at  teste  sammen-­‐
 
hængskraften  i  NATO  med  en  militær  intimideringskampagne  mod  de  baltiske  lande.  Dette  vil  
 
være  en  betydelig  sikkerhedspolitisk  udfordring  for  Danmark.    
Demografi,  energi  og  økonomi  
 
I  2030  vil  den  russiske  befolkning  være  faldet  til  mellem  134  og  139  mio.  mennesker  fra  de  nuværende  143  
 
mio.  Kombinationen  af  et  stigende  antal  pensionister  og  færre  i  den  arbejdsdygtige  alder  vil  forringe  grund-­‐
Demografi,  energi  og  økonomi  
laget  for  økonomisk  vækst.  Rusland  har  hidtil  kompenseret  for  sit  lave  fødselstal  gennem  indvandring  fra  de  
I  2030  vil  den  russiske  befolkning  være  faldet  til  mellem  134  og  139  mio.  mennesker  fra  de  nuværende  1
tidligere  sovjetrepublikker.  Denne  indvandring  af  primært  lavt  uddannet  arbejdskraft  fra  Centralasien  vil  43  
mio.  Kombinationen  af  et  stigende  antal  pensionister  
dog  af  demografiske  grunde  falde  frem  mod  2030.   og  færre  i  den  arbejdsdygtige  alder  vil  forringe  grund-­‐
laget  for  økonomisk  vækst.  Rusland  har  hidtil  kompenseret  for  sit  lave  fødselstal  gennem  indvandring  fra  de  
Pensionsalderen  har  siden  1930’erne  ligget  på  55  år  for  kvinder  og  60  år  for  mænd.  Den  skal  sættes  op,  hvis  
tidligere  sovjetrepublikker.  Denne  indvandring  af  primært  lavt  uddannet  arbejdskraft  fra  Centralasien  vil  
styret  vil  opretholde  sit  økonomiske  råderum.  Reduktion  af  pensionernes  størrelse  vil  være  et  markant  brud  
dog  af  demografiske  grunde  falde  frem  mod  2030.  
med  Putin-­‐styrets  tidligere  forøgelser  af  pensionerne.  I  sin  nuværende  form  bliver  det  offentlige  pensions-­‐
Pensionsalderen  har  siden  1930’erne  ligget  på  55  år  for  kvinder  og  60  år  for  mænd.  Den  skal  sættes  op,  hvis  
system  frem  mod  2030  så  stor  en  byrde  for  statsfinanserne,  at  styret  ikke  kan  indfri  sine  investeringsplaner  
styret  vil  opretholde  sit  økonomiske  råderum.  Reduktion  af  pensionernes  størrelse  vil  være  et  markant  brud  
for  forsvaret,  selv  med  høje  råstofpriser.  
med  Putin-­‐styrets  tidligere  forøgelser  af  pensionerne.  I  sin  nuværende  form  bliver  det  offentlige  pensions-­‐
Befolkningen  vil  frem  mod  2030  stadigvæk  lide  under  et  sundhedssystem,  som  plages  af  omfattende  kor-­‐
system  frem  mod  2030  så  stor  en  byrde  for  statsfinanserne,  at  styret  ikke  kan  indfri  sine  investeringsplaner  
ruption,  ineffektivitet  og  underfinansiering.  Trods  forsøg  på  reformer  vil  sundhedssystemet  få  svært  ved  at  
for  forsvaret,  selv  med  høje  råstofpriser.  
tage  hånd  om  sundhedsepidemier  såsom  tuberkulose,  HIV,  alkoholisme  og  stofmisbrug.    
 
26/49  
26/49  
 
 
 
 
 
 
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0031.png
BILAG
SIDE 27
 
 
 
 
 
Befolkningen  vil  frem  mod  2030  stadigvæk  lide  u
Figur  3.  
Fremskrivning  af  Ruslands  arbejdsstyrke  nder  et  sundhedssystem,  som  plages  af  omfattende  kor-­‐
ruption,  ineffektivitet  og  underfinansiering.  Trods  forsøg  på  reformer  vil  sundhedssystemet  få  svært  ved  at  
 
tage  hånd  om  sundhedsepidemier  såsom  tuberkulose,  HIV,  alkoholisme  og  stofmisbrug.    
 
Mio.  mennesker  
Figur  3.  
Fremskrivning  af  Ruslands  arbejdsstyrke.  
 
74  
72  
Mio.  mennesker  
70  
76  
68  
74  
66  
72  
64  
70  
62  
68  
60  
66  
64  
2015   2016   2017   2018   2019   2020   2021   2022   2023   2024   2025   2026   2027   2028   2029   2030  
76  
 
 
62  
60  
Kilde:  International  Futures,  University  of  Denver.  
Anmærkning:  Arbejdsstyrken  angiver  den  del  af  befolkningen,  der  står  til  rådighed  for  arbejdsmarkedet,  
2015   2016   2017   2018   2019   2020   2021   2022   2023   2024   2025   2026   2027   2028   2029   2030  
 
dvs.  alle  ledige  og  beskæftigede.  
 
Under  Putin  er  middelklassen  vokset  betydeligt.  Gruppen  af  økonomisk  mere  velstillede  er  dog  sårbar  for  
økonomiske  udsving,  og  den  vil  sandsynligvis  falde  i  størrelse  frem  mod  2030  på  grund  af  de  økonomiske  
Kilde:  
International  Futures,  University  of  Denver.  
problemer.  De  mere  velstillede  dele  af  befolkningen  vil  heller  ikke  de  kommende  15  år  få  reel  politisk  ind-­‐
Anmærkning:  
Arbejdsstyrken  angiver  den  del  af  befolkningen,  der  står  til  rådighed  for  arbejdsmarkedet,  
flydelse,  men  regimet  vil  bestræbe  sig  på  at  tilfredsstille  befolkningens  behov  for  at  undgå  social  uro.  
dvs.  alle  ledige  og  beskæftigede.  
Rusland  vil  i  de  kommende  årtier  stadig  være  afhængig  af  eksport  af  fossile  brændstoffer,  som  står  for  om-­‐
Under  Putin  er  middelklassen  vokset  betydeligt.  Gruppen  af  økonomisk  mere  velstillede  er  dog  sårbar  over  
kring  25  %  af  BNP  og  50  %  af  statens  indtægter.  Afgørende  for  russisk  økonomi  bliver  evnen  til  at  oprethol-­‐
for  økonomiske  udsving,  og  den  vil  sandsynligvis  falde  i  størrelse  frem  mod  2030  på  grund  af  de  økonomi-­‐
de  det  nuværende  produktionsniveau  samt  prisen  på  olie  og  gas.  Hertil  kommer,  at  Ruslands  evne  til  at  
ske  problemer.  De  mere  velstillede  dele  af  befolkningen  vil  heller  ikke  de  kommende  15  år  få  reel  politisk  
sprede  sine  eksportveje  for  gas  vil  påvirke  landets  muligheder  for  at  bruge  gaseksporten  som  politisk  in-­‐
indflydelse,  men  regimet  vil  bestræbe  sig  på  at  tilfredsstille  befolkningens  behov  for  at  undgå  social  uro.  
strument.  
Rusland  vil  i  de  kommende  årtier  stadig  være  afhængigt  af  eksport  af  fossile  brændstoffer,  som  står  for  
Udsigterne  for  Ruslands  indtægter  fra  energieksport  er  forbundet  med  betydelig  usikkerhed.  Det  er  sand-­‐
omkring  25  %  af  BNP  og  50  %  af  statens  indtægter.  Afgørende  for  russisk  økonomi  bliver  evnen  til  at  opret-­‐
synligt,  at  Rusland  vil  få  eksportindtægter,  som  er  lavere,  måske  endda  væsentligt  lavere,  end  dem  fra  åre-­‐
holde  det  nuværende  produktionsniveau  samt  prisen  på  olie  og  gas.  Hertil  kommer,  at  Ruslands  evne  til  at  
ne  før  olieprisens  fald.  Rusland  vil  være  i  stand  til  at  indfri  nogle  af  sine  energiambitioner,  men  ikke  dem  
sprede  sine  eksportveje  for  gas  vil  påvirke  landets  muligheder  for  at  bruge  gaseksporten  som  politisk  in-­‐
alle.  Rusland  vil  således  frem  mod  2030  i  heldigste  fald  være  i  stand  til  at  eksportere  gasmængder,  der  lig-­‐
strument.  
ner  dem,  det  eksporterer  i  dag,  mens  landets  olieproduktion  sandsynligvis  vil  være  lavere.  Olie  tegner  sig  
for  langt  hoveddelen  af  Ruslands  nuværende  indtægter  fra  råstofeksport.  
Udsigterne  for  Ruslands  indtægter  fra  energieksport  er  forbundet  med  betydelig  usikkerhed.  Det  er  sand-­‐
synligt,  at  Rusland  vil  få  eksportindtægter,  som  er  lavere,  måske  endda  væsentligt  lavere,  end  dem  fra  åre-­‐
Uformelle  netværk  vil  karakterisere  forholdet  mellem  styret  og  erhvervslivets  elite.  Derfor  vil  styret  fortsat  
ne  før  olieprisens  fald.  Rusland  vil  være  i  stand  til  at  indfri  nogle  af  sine  energiambitioner,  men  ikke  dem  
sætte  tro  støtter  i  spidsen  for  statsejede  selskaber  og  hjælpe  forretningsfolk  tæt  på  styret  med  statslige  
 
 
 
 
 
 
27/49  
27/49  
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0032.png
SIDE 28
BILAG
 
 
 
 
 
alle.  Rusland  vil  således  frem  mod  2030  i  heldigste  fald  være  i  stand  til  at  eksportere  gasmængder,  der  lig-­‐
kontrakter.  Putin  har  tidligere  i  sin  embedsperiode  markeret,  at  han  vil  bruge  domstolene,  hvis  mere  uaf-­‐
ner  dem,  det  eksporterer  i  dag,  mens  landets  olieproduktion  
hængige  forretningsfolk  forsøger  at  udfordre  ham  politisk.     sandsynligvis  vil  være  lavere.  Olie  tegner  sig  
for  langt  hoveddelen  af  Ruslands  nuværende  indtægter  fra  råstofeksport.  
Disse  klientforhold  sikrer  styret  loyalitet  fra  landets  forretningselite.  De  gør  det  dog  også  meget  vanskeligt  
Uformelle  netværk  vil  karakterisere  forholdet  mellem  styret  og  erhvervslivets  elite.  Derfor  vil  styret  fortsat  
at  gennemføre  økonomiske  reformer,  der  gør  Rusland  mere  uafhængigt  af  råstofpriserne  og  frigør  landets  
sætte  tro  støtter  i  spidsen  for  statsejede  selskaber  og  hjælpe  forretningsfolk  tæt  på  styret  med  statslige  
øvrige  økonomiske  potentiale.  Ruslands  økonomi  vil  stagnere  uden  markedsøkonomiske  reformer  på  grund  
kontrakter.  Putin  har  tidligere  i  sin  embedsperiode  markeret,  at  han  vil  bruge  domstolene,  hvis  mere  uaf-­‐
af  demografiske  ændringer  og  udsigter  til  lave  råstofpriser.    
hængige  forretningsfolk  forsøger  at  udfordre  ham  politisk.    
Styreform  og  mindretal  
Disse  klientforhold  sikrer  styret  loyalitet  fra  landets  forretningselite.  De  gør  det  dog  også  meget  vanskeligt  
Ruslands  politiske  system  vil  frem  mod  2030  fortsætte  den  udvikling,  som  begyndte  da  præsident  Putin  
at  gennemføre  økonomiske  reformer,  der  gør  Rusland  mere  uafhængigt  af  råstofpriserne  og  frigør  landets  
kom  til  magten  ved  årtusindskiftet.  Magten  vil  være  centreret  omkring  en  autokratisk  præsident  eller  mini-­‐
øvrige  økonomiske  potentiale.  Ruslands  økonomi  vil  stagnere  uden  markedsøkonomiske  reformer  på  grund  
sterpræsident,  der  styrer  landet  ved  hjælp  af  såvel  formelle  som  uformelle  strukturer.    
af  demografiske  ændringer  og  udsigter  til  lave  råstofpriser.  
 
Allerede  i  dag  er  flere  centrale  ministerier,  herunder  alle  sikkerhedsrelaterede  ministerier,  direkte  under-­‐
Styreform  og  mindretal  
lagt  præsidenten,  som  er  involveret  i  alle  væsentlige  politiske  beslutninger.  Derfor  fungerer  regeringen  i  vid  
Ruslands  politiske  system  vil  frem  mod  2030  fortsætte  den  udvikling,  som  begyndte  da  præsident  Putin  
udstrækning  blot  som  et  udførende  led.  Desuden  giver  personlige  bånd  til  styret  nogle  medlemmer  af  lan-­‐
kom  til  magten  ved  årtusindskiftet.  Magten  vil  være  centreret  omkring  en  autokratisk  præsident  eller  mini-­‐
dets  elite  en  grad  af  indflydelse,  der  underminerer  regerings-­‐  og  statsapparatets  officielle  opbygning.    
sterpræsident,  der  styrer  landet  ved  hjælp  af  såvel  formelle  som  uformelle  strukturer.    
Omgåelsen  af  officielle  strukturer  bliver  næret  af  mistillid  til  embedsmænds  implementering  af  ordrer.  Det-­‐
Allerede  i  dag  er  flere  centrale  ministerier,  herunder  alle  sikkerhedsrelaterede  ministerier,  direkte  under-­‐
te  er  delvist  kulturelt  indlejret,  men  har  også  den  fordel,  at  præsidenten  over  for  offentligheden  kan  und-­‐
lagt  præsidenten,  som  er  involveret  i  alle  væsentlige  politiske  beslutninger.  Derfor  fungerer  regeringen  i  vid  
drage  sig  ansvar  for  politiske  fejltrin  ved  at  henvise  til  regeringen.  Præsidentens  image  trækker  desuden  på  
udstrækning  blot  som  et  udførende  led.  Desuden  giver  personlige  bånd  til  styret  nogle  medlemmer  af  lan-­‐
en  traditionel  russisk  forestilling  om,  at  landets  leder  er  ufejlbarlig,  men  at  uduelige  og  korrupte  embeds-­‐
dets  elite  en  grad  af  indflydelse,  der  underminerer  regerings-­‐  og  statsapparatets  officielle  opbygning.    
mænd  forhindrer,  at  politiske  beslutninger  bliver  udført  ordentligt.  
Omgåelsen  af  officielle  strukturer  bliver  næret  af  mistillid  til  embedsmænds  implementering  af  ordrer.  Det-­‐
Hverken  parlament  eller  domstole  vil  frem  mod  2030  spille  en  selvstændig  rolle.  Parlamentet  vil  stadig  blå-­‐
te  er  delvist  kulturelt  indlejret,  men  har  også  den  fordel,  at  præsidenten  over  for  offentligheden  kan  und-­‐
stemple  styrets  beslutninger.  Det  skyldes  bl.a.,  at  styret  vil  bruge  alle  midler  for  at  sikre,  at  dets  støtter  bli-­‐
drage  sig  ansvar  for  politiske  fejltrin  
ver  valgt,  præcis  som  det  gør  i  dag.   ved  at  henvise  til  regeringen.  Præsidentens  image  trækker  desuden  på  
en  traditionel  russisk  forestilling  om,  at  landets  leder  er  ufejlbarlig,  men  at  uduelige  og  korrupte  embeds-­‐
Forringede  levevilkår,  korruption  og  valgsvindel  kan  få  dele  af  befolkningen  til  at  protestere  mod  styret.  
mænd  forhindrer,  at  politiske  beslutninger  bliver  udført  ordentligt.  
Oppositionsgrupper  vil  dog  også  de  næsten  15  år  være  svage  og  splittede,  og  de  vil  få  meget  svært  ved  at  
Hverken  parlament  eller  domstole  vil  frem  mod  2030  spille  en  selvstændig  rolle.  Parlamentet  vil  stadig  blå-­‐
hamle  op  med  styrets  omfattende  kontrol  med  samfundet.  Denne  kontrol  omfatter  et  stærkt  greb  om  me-­‐
stemple  styrets  beslutninger.  Det  skyldes  bl.a.,  at  styret  vil  bruge  alle  midler  for  at  sikre,  at  dets  støtter  
dier  og  domstole,  organiserede  støttebevægelser  og  brug  af  valgsvindel.  Styret  har  i  stigende  grad  ind-­‐ bli-­‐
ver  valgt,  præcis  som  det  gør  i  dag.  
dæmmet  den  indflydelse,  vestlige  demokratiske  værdier  har  i  Rusland,  både  ved  at  lægge  afstand  til  libera-­‐
le  værdier  og  ved  at  begrænse  vestlig  støtte  til  det  russiske  civilsamfund,  herunder  menneskerettighedsor-­‐
Forringede  levevilkår,  korruption  og  valgsvindel  kan  få  dele  af  befolkningen  til  at  protestere  mod  styret.  
ganisationer.  Desuden  opererer  styret  i  en  politisk  kultur,  der  i  vid  udstrækning  betragter  politisk  pluralisme  
Oppositionsgrupper  vil  dog  også  de  næsten  15  år  være  svage  og  splittede,  og  de  vil  få  meget  svært  ved  at  
som  noget,  der  foregår  i  perioder  med  politisk  ustabilitet.  
hamle  op  med  styrets  omfattende  kontrol  med  samfundet.  Denne  kontrol  omfatter  et  stærkt  greb  om  me-­‐
dier  og  domstole,  organiserede  støttebevægelser  og  brug  af  valgsvindel.  Styret  har  i  stigende  grad  ind-­‐
Russiske  myndigheder  må  forholde  sig  til  utilfredshed  med  dagligdagens  vilkår.  Det  kan  f.eks.  være  fra  mod-­‐
dæmmet  den  indflydelse,  vestlige  demokratiske  værdier  har  i  Rusland,  både  ved  at  lægge  afstand  til  libera-­‐
tagere  af  offentlige  ydelser,  lønmodtagere  eller  mindre  forretningsdrivende.  Myndighederne  vil  også  frem  
le  værdier  og  ved  at  begrænse  vestlig  støtte  til  det  russiske  civilsamfund,  herunder  menneskerettighedsor-­‐
mod  2030  benytte  sig  af  metoder  som  kontrol  af  pressedækning,  intimidering  eller  anholdelse  af  protestle-­‐
ganisationer.  Desuden  opererer  styret  i  en  politisk  kultur,  der  i  vid  udstrækning  betragter  politisk  pluralisme  
dere,  ofte  under  anklager  om  ikke-­‐relaterede  lovovertrædelser.  Styret  kan  i  nogle  tilfælde  se  sig  nødsaget  
som  noget,  der  foregår  i  perioder  med  politisk  ustabilitet.  
til  at  komme  med  indrømmelser.  Folkelig  utilfredshed  kan  gøre  det  vanskeligt  eller  umuligt  at  gennemføre  
nødvendige,  men  upopulære  reformer,  f.eks.  på  pensionsområdet.    
Russiske  myndigheder  må  forholde  sig  til  utilfredshed  med  dagligdagens  vilkår.  Det  kan  f.eks.  være  fra  mod-­‐
tagere  af  offentlige  ydelser,  lønmodtagere  eller  mindre  forretningsdrivende.  Myndighederne  vil  også  frem  
Ifølge  forfatningen  skal  Putin  afgive  præsidentposten  i  2024.  Rusland  har  i  praksis  ikke  noget  system  for  en  
mod  2030  benytte  sig  af  metoder  som  kontrol  af  pressedækning,  intimidering  eller  anholdelse  af  protestle-­‐
ordnet  overdragelse  af  den  politiske  magt.  Den  personafhængige  og  klientbaserede  styringsmodel  med  
dere,  ofte  under  anklager  om  ikke-­‐relaterede  lovovertrædelser.  Styret  kan  i  nogle  tilfælde  se  sig  nødsaget  
Putin  i  centrum  gør  det  mindre  sandsynligt,  at  han  frivilligt  vil  overdrage  magten.  Det  er  dog  muligt,  at  hans  
helbred  eller  ambitioner  i  eliten  gør,  at  andre  overtager  magten.  Centraliseringen  af  magten  i  Putins  inder-­‐
kreds,  hvor  de  fleste  medlemmer  kommer  fra  landets  sikkerhedsstrukturer,  tilsiger,  at  det  vil  være  personer  
 
 
 
 
 
 
28/49  
28/49  
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0033.png
BILAG
SIDE 29
 
 
 
 
 
til  at  komme  med  indrømmelser.  Folkelig  utilfredshed  kan  gøre  det  vanskeligt  eller  umuligt  at  gennemføre  
fra  denne  kreds,  der  har  den  politiske  magt  i  2030.  De  vil  ligesom  Putin  prioritere  Ruslands  sikkerhedspoli-­‐
nødvendige,  men  upopulære  reformer,  f.eks.  på  pensionsområdet.    
tik.
 
Ifølge  forfatningen  skal  Putin  afgive  præsidentposten  i  2024.  Rusland  har  i  praksis  ikke  noget  system  for  
De  russiske  områder  i  Nordkaukasus  vil  frem  mod  2030  stadigvæk  være  plaget  af  uro.  Økonomisk  vil  de   en  
ordnet  overdragelse  af  den  politiske  magt.  Den  personafhængige  og  klientbaserede  styringsmodel  med  
nordkaukasiske  regioner  fortsat  være  blandt  de  allerfattigste  i  Rusland.  Demografisk  vil  de  også  stå  i  mod-­‐
Putin  i  centrum  gør  det  mindre  sandsynligt,  at  han  frivilligt  vil  overdrage  magten.  Det  er  dog  muligt,  at  hans  
sætning  til  områder  med  etnisk-­‐russisk  befolkningsflertal,  idet  de  med  høje  fødselstal  vil  have  ung  og  vok-­‐
helbred  eller  ambitioner  i  eliten  gør,  at  andre  overtager  magten.  Centraliseringen  af  magten  i  Putins  inder-­‐
sende  befolkning.  Udefrakommende  ideologisk  påvirkning,  navnlig  udbredelsen  af  radikal  islamisme,  kan  
kreds,  hvor  de  fleste  medlemmer  kommer  fra  landets  sikkerhedsstrukturer,  tilsiger,  at  det  vil  være  personer  
blive  afgørende  for  udviklingen.  En  vigtig  faktor  vil  være,  om  unge  vender  tilbage  fra  Syrien  og  andre  krige  
fra  denne  kreds,  der  
med  kamperfaring.     har  den  politiske  magt  i  2030.  De  vil  ligesom  Putin  prioritere  Ruslands  sikkerhedspoli-­‐
tik.
 
Situationen  vil  sandsynligvis  udvikle  sig  anderledes  i  de  øvrige  områder  i  Rusland  med  stor  muslimsk  be-­‐
De  russiske  områder  i  Nordkaukasus  vil  frem  mod  2030  stadigvæk  være  plaget  af  uro.  Økonomisk  vil  de  
folkning.  Flere  af  disse  regioner,  f.eks.  Tatarstan,  er  blandt  de  økonomisk  mere  velfungerende.  De  blev  tid-­‐
nordkaukasiske  regioner  fortsat  være  blandt  de  allerfattigste  i  Rusland.  Demografisk  vil  de  også  stå  i  mod-­‐
ligt  i  Ruslands  statsdannelse  en  del  af  landet.  Rusland  har  også  en  lang  tradition  for  politisk  konsultation  og  
sætning  til  områder  med  etnisk-­‐russisk  befolkningsflertal,  idet  de  med  høje  fødselstal  vil  have  en  ung  og  
kontrol  med  muslimske  befolkningsgrupper.  Styret  opfatter  Rusland  som  et  multietnisk  og  multireligiøst  
voksende  befolkning.  Udefrakommende  ideologisk  påvirkning,  navnlig  udbredelsen  af  radikal  islamisme,  
land,  hvor  islam  på  linje  med  andre  store  religioner  har  en  særlig  status  i  forfatningen.  Det  kan  dog  påvirke  
kan  blive  afgørende  for  udviklingen.  En  vigtig  faktor  vil  være,  om  unge  vender  tilbage  fra  Syrien  og  andre  
den  fredelige  sameksistens  negativt,  hvis  muslimske  befolkningsgrupper  oplever  øget  diskrimination,  eller  
krige  med  kamperfaring.    
finder,  at  styrets  kamp  mod  islamisk  fundamentalisme  får  karakter  af  et  modsætningsforhold  mellem  et  
kristent-­‐ortodokst  Rusland  og  islam.  
Situationen  vil  sandsynligvis  udvikle  sig  anderledes  i  de  øvrige  områder  i  Rusland  med  stor  muslimsk  be-­‐
folkning.  Flere  af  disse  regioner,  f.eks.  Tatarstan,  er  blandt  de  økonomisk  mere  velfungerende.  De  blev  tid-­‐
Den  russiske  nationalkonservatisme  vil  frem  mod  2030  spille  en  afgørende  rolle  for  Ruslands  nationale  
ligt  i  Ruslands  statsdannelse  en  del  af  landet.  Rusland  har  også  en  lang  tradition  for  politisk  konsultation  og  
identitet.  Denne  identitet  vil  også  få  næring  af,  at  liberale  værdier  på  globalt  plan  vil  få  større  konkurrence  
kontrol  med  muslimske  befolkningsgrupper.  Styret  opfatter  Rusland  som  et  multietnisk  og  multireligiøst  
fra  andre  politiske  opfattelser.  Den  nationalkonservative  tankegang  har  dybe  rødder  i  det  russiske  samfund,  
land,  hvor  islam  på  linje  med  andre  store  religioner  har  en  særlig  status  i  forfatningen.  Det  kan  dog  påvirke  
og  dens  opblomstring  hænger  sammen  med  en  udbredt  søgen  efter  en  national  identitet  oven  på  sovjetti-­‐
den  fredelige  sameksistens  negativt,  hvis  muslimske  befolkningsgrupper  oplever  øget  diskrimination,  eller  
dens  kommunistiske  ideologi  og  Jeltsin-­‐periodens  politiske  kaos.  Ruslands  økonomiske  problemer  vil  gøre  
finder,  at  styrets  kamp  mod  islamisk  fundamentalisme  får  karakter  af  et  modsætningsforhold  mellem  et  
det  svært  for  styret  at  legitimere  sig  gennem  økonomisk  vækst  og  velfærdsydelser,  sådan  som  præsident  
kristent-­‐ortodokst  Rusland  og  islam.  
Putin  gjorde  det  i  sine  tidligere  embedsperioder.  Det  vil  sandsynligvis  gøre  den  aldrende  russiske  ledelse  
mere  tilbøjelig  til  at  betone  nationalkonservative  værdier.  Den  nationalkonservative  tankegang  vil  påvirke  
Den  russiske  nationalkonservatisme  vil  frem  mod  2030  spille  en  afgørende  rolle  for  Ruslands  nationale  
såvel  Ruslands  indenrigs-­‐  som  udenrigspolitiske  kurs.  
identitet.  Denne  identitet  vil  også  få  næring  af,  at  liberale  værdier  på  globalt  plan  vil  få  større  konkurrence  
fra  andre  politiske  opfattelser.  Den  nationalkonservative  tankegang  har  dybe  rødder  i  det  russiske  samfund,  
Rusland  som  stormagt  
og  dens  opblomstring  hænger  sammen  med  en  udbredt  søgen  efter  en  national  identitet  oven  på  sovjetti-­‐
Rusland  vil  forsøge  at  udnytte  udviklingen  til  sin  fordel,  i  takt  med  at  Vesten  internationalt  vil  fylde  mindre  
dens  kommunistiske  ideologi  og  Jeltsin-­‐periodens  politiske  kaos.  Ruslands  økonomiske  problemer  vil  gøre  
og  verden  i  stigende  grad  bliver  multipolær.  Rusland  ønsker  således  at  blive  anerkendt  som  stormagt  og  vil  i  
det  svært  for  styret  at  legitimere  sig  gennem  økonomisk  vækst  og  velfærdsydelser,  sådan  som  præsident  
det  tidligere  sovjetiske  område  forsøge  at  dominere  den  sikkerheds-­‐  og  udenrigspolitiske  kurs  i  de  lande,  
Putin  gjorde  det  i  sine  tidligere  embedsperioder.  Det  vil  sandsynligvis  gøre  den  aldrende  russiske  ledelse  
som  ikke  er  medlemmer  af  NATO.  Rusland  vil  stille  sig  positivt  over  for  forskydning  af  indflydelse  bort  fra  
mere  tilbøjelig  til  at  betone  nationalkonservative  værdier.  Den  nationalkonservative  tankegang  vil  påvirke  
USA  og  Vesten,  men  denne  udvikling  vil  stille  Rusland  over  for  nye  sikkerhedspolitiske  udfordringer.  
såvel  Ruslands  indenrigs-­‐  som  udenrigspolitiske  kurs.  
Ruslands  militære  intervention  i  Syrien  har  vist,  at  det  har  evnen  til  hurtigt  og  delvist  i  det  skjulte  at  etable-­‐
Rusland  som  stormagt  
re  en  base  med  en  mindre  udrykningsstyrke  og  har  offensiv  luftmilitær  kapacitet  langt  fra  landets  grænser.  
Rusland  vil  forsøge  at  udnytte  udviklingen  til  sin  fordel,  i  takt  med  at  Vesten  internationalt  vil  fylde  mindre,  
Den  militære  intervention  i  Syrien  har  udviklet  sig  til  den  mest  omfattende  russiske  militære  indsats  uden  
og  verden  i  stigende  grad  bliver  multipolær.  Rusland  ønsker  således  at  blive  anerkendt  som  stormagt  og  vil  i  
for  det  tidligere  sovjetiske  område  siden  Den  Kolde  Krig.  Rusland  har  relativt  lave  omkostninger  i  forbindel-­‐
det  tidligere  sovjetiske  område  forsøge  at  dominere  den  sikkerheds-­‐  og  udenrigspolitiske  kurs  i  de  lande,  
se  med  missionen,  og  det  er  meget  sandsynligt,  at  Rusland  vil  bevare  en  militær  tilstedeværelse  i  Syrien  
som  ikke  er  medlemmer  af  NATO.  Rusland  vil  stille  sig  positivt  over  for  forskydning  af  indflydelse  bort  fra  
frem  mod  2030  
USA  og  Vesten,  men  denne  udvikling  vil  stille  Rusland  over  for  nye  sikkerhedspolitiske  udfordringer.  
Ruslands  konventionelle  styrker  er  derimod  ikke  egnede  til  at  gennemføre  store  offensive  operationer  med  
Ruslands  militære  intervention  i  Syrien  har  vist,  at  det  har  evnen  til  hurtigt  og  delvist  i  det  skjulte  at  etable-­‐
samtidig  og  koordineret  indsættelse  af  land-­‐,  fly-­‐  og  flådestyrker  langt  fra  landets  grænser,  og  Rusland  vil  
re  en  base  med  en  mindre  udrykningsstyrke  og  har  offensiv  luftmilitær  kapacitet  langt  fra  landets  grænser.  
næppe  frem  mod  2030  udvikle  sådanne  styrker.  
Den  militære  intervention  i  Syrien  har  udviklet  sig  til  den  mest  omfattende  russiske  militære  indsats  uden  
Ruslands  ledelse  opvejer  fordele  og  ulemper  ved  magtanvendelse  anderledes  end  vestlige  politikere.  Det  
skyldes  både,  at  den  russiske  ledelse  er  mindre  begrænset  af  international  og  hjemlig  opinion,  at  landet  har  
29/49  
 
 
 
 
 
 
29/49  
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0034.png
SIDE 30
BILAG
 
 
 
 
 
for  det  tidligere  sovjetiske  område  siden  den  kolde  krig.  Rusland  har  relativt  lave  omkostninger  i  forbindelse  
mindre  at  miste  økonomisk,  og  at  Rusland  ser  et  større  potentiale  i  intimidering  og  afskrækkelse.  Det  er  
med  missionen,  og  det  er  meget  sandsynligt,  at  Rusland  vil  bevare  en  militær  tilstedeværelse  i  Syrien  frem  
samtidig  en  central  idé  i  russisk  sikkerhedspolitik,  at  en  respekteret  stormagt  er  en  frygtet  stormagt.  Der-­‐
mod  2030  
imod  ligger  det  uden  for  tankemodellen,  at  Ruslands  egne  handlinger  kan  skræmme  andre  stater  væk  fra  
Rusland  eller  få  deres  befolkning  til  at  ønske,  at  deres  lande  knytter  tættere  bånd  til  Vesten.    
Ruslands  konventionelle  styrker  er  derimod  ikke  egnede  til  at  gennemføre  store  offensive  operationer  med  
samtidig  og  koordineret  indsættelse  af  land-­‐,  fly-­‐  og  flådestyrker  langt  fra  landets  grænser,  og  Rusland  vil  
Rusland  vil  fortsat  være  mistroisk  over  for  Vestens  motiver.    Det  er  et  udbredt  synspunkt  i  russisk  sikker-­‐
næppe  frem  mod  2030  udvikle  sådanne  styrker.  
hedspolitisk  tænkning,  at  Vesten,  og  især  USA,  har  til  hensigt  at  svække  Rusland.  Synspunktet  vil  præge  
Ruslands  holdning  til  Vestens  adfærd,  uanset  om  Vestens  handlinger  er  rettet  mod  generel  demokratiudvik-­‐
Ruslands  ledelse  opvejer  fordele  og  ulemper  ved  magtanvendelse  anderledes  end  vestlige  politikere.  Det  
ling  i  russisk  nærområde  eller  er  reaktion  på  truende  russisk  adfærd.  Rusland  vil  derfor  være  utilbøjelig  til  at  
skyldes  både,  at  den  russiske  ledelse  er  mindre  begrænset  af  international  og  hjemlig  opinion,  at  landet  har  
tolke  det  som  en  reaktion  på  russisk  adfærd,  når  NATO  f.eks.  styrker  de  baltiske  landes  forsvar.  Den  russi-­‐
mindre  at  miste  økonomisk,  og  at  Rusland  ser  et  større  potentiale  i  intimidering  og  afskrækkelse.  Det  er  
ske  ledelse  vil  derimod  se  det  som  skridt  til  at  svække  Rusland.  
samtidig  en  central  idé  i  russisk  sikkerhedspolitik,  at  en  respekteret  stormagt  er  en  frygtet  stormagt.  Der-­‐
imod  ligger  det  uden  for  tankemodellen,  at  Ruslands  egne  handlinger  kan  skræmme  andre  stater  væk  fra  
Rusland  opfatter  det  som  en  glidebane  mod  medlemskab  af  NATO  og  EU,  når  postsovjetiske  stater  i  Østeu-­‐
Rusland  eller  få  deres  befolkning  til  at  ønske,  at  deres  lande  knytter  tættere  bånd  til  Vesten.    
ropa  og  Kaukasus,  dvs.  Hviderusland,  Ukraine,  Moldova,  Georgien,  Armenien  og  Aserbajdsjan  samarbejder  
med  institutionerne.  Hvor  Rusland  tidligere  så  EU  som  relativt  uproblematisk,  har  Ukraine-­‐krise  fået  Rus-­‐
Rusland  vil  fortsat  være  mistroisk  over  for  Vestens  motiver.    Det  er  et  udbredt  synspunkt  i  russisk  sikker-­‐
land  til  også  at  opfatte  EU  som  en  del  af  truslen.  For  at  imødegå  denne  udvikling  vil  Rusland  bruge  både  
hedspolitisk  tænkning,  at  Vesten,  og  især  USA,  har  til  hensigt  at  svække  Rusland.  Synspunktet  vil  præge  
politiske,  økonomiske  og  kulturelle  indflydelsesmuligheder,  efterretnings-­‐  og  cyberoperationer,  koordine-­‐
Ruslands  holdning  til  Vestens  adfærd,  uanset  om  Vestens  handlinger  er  rettet  mod  generel  demokratiudvik-­‐
rede  mediekampagner  og  militære  styrkedemonstrationer.  Rusland  vil  i  krisesituationer  også  være  villig  til  
ling  i  russisk  nærområde  eller  er  reaktion  på  truende  russisk  adfærd.  Rusland  vil  derfor  være  utilbøjelig  til  at  
at  anvende  militære  og  undergravende  midler,  herunder  russisktalende  mindretal  som  gør  oprør.  Den  rus-­‐
tolke  det  som  en  reaktion  på  russisk  adfærd,  når  NATO  f.eks.  styrker  de  baltiske  landes  forsvar.  Den  russi-­‐
siske  ledelse  er  i  stand  til  at  træffe  hurtige  beslutninger  og  er  villig  til  at  løbe  betydelige  risici  i  forhold  til  
ske  ledelse  vil  derimod  se  det  som  skridt  til  at  svække  Rusland.  
Vesten  for  at  sikre  sine  sikkerhedspolitiske  interesser  i  det  tidligere  sovjetiske  område.  Rusland  vil  være  
villig  til  at  anvende  miltære  midler,  når  de  vurderer,  at  Vesten  truer  russiske  strategiske  interesser.  Rus-­‐
Rusland  opfatter  det  som  en  glidebane  mod  medlemskab  af  NATO  og  EU,  når  postsovjetiske  stater  i  Østeu-­‐
lands  vilje  til  at  bruge  militære  virkemidler  i  udenrigspolitikken  betyder  sammen  med  dets  risikovillighed,  
ropa  og  Kaukasus,  dvs.  Hviderusland,  Ukraine,  Moldova,  Georgien,  Armenien  og  Aserbajdsjan,  samarbejder  
mistro  over  for  NATO  og  voksende  militære  kapacitet,  at  Rusland  i  de  kommende  år  bliver  en  betydelig  
med  institutionerne.  Hvor  Rusland  tidligere  så  EU  som  relativt  uproblematisk,  har  Ukraine-­‐krise  fået  Rus-­‐
sikkerhedspolitisk  udfordring  for  Vesten,  NATO  og  Danmark.  
land  til  også  at  opfatte  EU  som  en  del  af  truslen.  For  at  imødegå  denne  udvikling  vil  Rusland  bruge  både  
politiske,  økonomiske  og  kulturelle  indflydelsesmuligheder,  efterretnings-­‐  og  cyberoperationer,  koordine-­‐
Østersøregionen  
rede  mediekampagner  og  militære  styrkedemonstrationer.  Rusland  vil  i  krisesituationer  også  være  villig  til  
Østersøregionen,  navnlig  Baltikum,  vil  frem  mod  2030  være  et  centralt  friktionsfelt  mellem  NATO  og  Rus-­‐
at  anvende  militære  og  undergravende  midler,  herunder  russisktalende  mindretal  som  gør  oprør.  Den  rus-­‐
land.  Det  er  dog  usandsynligt,  at  Rusland  vil  indlede  en  militær  konfrontation  med  NATO,  herunder  de  tre  
siske  ledelse  er  i  stand  til  at  træffe  hurtige  beslutninger  og  er  villig  til  at  løbe  betydelige  risici  i  forhold  til  
baltiske  medlemsstater  Estland,  Letland  og  Litauen,  eller  Danmark.  Ruslands  mistro  over  for  NATO’s  hensig-­‐
Vesten  for  at  sikre  sine  sikkerhedspolitiske  interesser  i  det  tidligere  sovjetiske  område.  Rusland  vil  være  
ter  medfører  dog  en  risiko  for  misforståelser,  der  kan  føre  til  eskalation  i  tilfælde  af  en  krisesituation.  Rus-­‐
villig  til  at  anvende  miltære  midler,  når  de  vurderer,  at  Vesten  truer  russiske  strategiske  interesser.  Rus-­‐
land  har  lokalt  militær  overlegenhed  over  for  NATO’s  styrker  i  Estland,  Letland  og  Litauen  og  vil  frem  mod  
lands  vilje  til  at  bruge  militære  virkemidler  i  udenrigspolitikken  betyder  sammen  med  dets  risikovillighed,  
2030  oparbejde  evnen  til  i  højere  grad  at  kunne  true    NATO-­‐forstærkninger  til  de  tre  baltiske  medlemssta-­‐
mistro  over  for  NATO  og  voksende  militære  kapacitet,  at  Rusland  i  de  kommende  år  bliver  en  betydelig  
ter.  
sikkerhedspolitisk  udfordring  for  Vesten,  NATO  og  Danmark.  
Rusland  vil  se  med  mistro  på  NATO’s  ageren  i  Østersøregionen.  Rusland  ser  allerede  nu  skjulte  motiver  bag  
Østersøregionen  
NATO’s  handlinger  i  regionen,  navnlig  i  de  baltiske  lande,  hvis  NATO-­‐medlemskab  Rusland  betragter  som  en  
Østersøregionen,  navnlig  Baltikum,  vil  frem  mod  2030  være  et  centralt  friktionsfelt  mellem  NATO  og  Rus-­‐
indtrængen  i  sin  strategiske  interessesfære  ved  Østersøen.  Rusland  ser  dog  deres  NATO-­‐medlemskab  som  
land.  Det  er  dog  usandsynligt,  at  Rusland  vil  indlede  en  militær  konfrontation  med  NATO,  herunder  de  tre  
en  kendsgerning,  som  det  ikke  kan  ændre  uden  at  risikere  helt  uacceptable  politiske,  økonomiske  og  mili-­‐
baltiske  medlemsstater  Estland,  Letland  og  Litauen,  eller  Danmark.  Ruslands  mistro  over  for  NATO’s  hensig-­‐
tære  omkostninger.  
ter  medfører  dog  en  risiko  for  misforståelser,  der  kan  føre  til  eskalation  i  tilfælde  af  en  krisesituation.  Rus-­‐
land  har  lokalt  militær  overlegenhed  over  for  NATO’s  styrker  i  Estland,  Letland  og  Litauen  og  vil  frem  mod  
Rusland  betragter  det  som  mulige  offensive  militære  forberedelser  mod  Rusland,  herunder  Kaliningrad-­‐
2030  oparbejde  evnen  til  i  højere  grad  at  kunne  true  NATO-­‐forstærkninger  til  de  tre  baltiske  medlemssta-­‐
regionen,  at  NATO  i  kølvandet  på  Ukraine-­‐krisen  har  understreget  sine  sikkerhedsgarantier  over  for  de  bal-­‐
ter.  
tiske  lande  gennem  øgede  deployeringer  og  øvelser  i  regionen.  Rusland  forsøger  derfor  at  ændre  den  stra-­‐
tegiske  balance  i  regionen.    
Rusland  vil  se  med  mistro  på  NATO’s  ageren  i  Østersøregionen.  Rusland  ser  allerede  nu  skjulte  motiver  bag  
NATO’s  handlinger  i  regionen,  navnlig  i  de  baltiske  lande,  hvis  NATO-­‐medlemskab  Rusland  betragter  som  en  
Rusland  vil  gennem  øvelsesaktiviteter  forsøge  at  demonstrere  over  for  NATO,  at  det  vil  bevare  sin  lokale  
militære  overlegenhed  i  Østersøregionen,  herunder  fastholde  evnen  til  lokalt  at  øge  sit  militære  beredskab  
 
 
 
 
 
 
30/49  
30/49  
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0035.png
BILAG
SIDE 31
 
 
 
 
 
indtrængen  i  sin  strategiske  interessesfære  ved  Østersøen.  Rusland  ser  dog  deres  NATO-­‐medlemskab  som  
og  dermed  true  NATO’s  tilførsel  af  forstærkninger  til  de  baltiske  lande  i  krisesituationer.  Rusland  kan  allere-­‐
en  kendsgerning,  som  det  ikke  kan  ændre  uden  at  risikere  helt  uacceptable  politiske,  økonomiske  og  mili-­‐
de  med  luftforsvarsmissiler  true  adgangen  for  NATO’s  forstærkningsstyrker  til  de  baltiske  lande.  Det  er  me-­‐
tære  omkostninger.  
get  sandsynligt,  at  Rusland  vil  øge  denne  kapacitet  inden  for  de  nærmeste  år  med  nye  jord  til  jord-­‐missiler  
og  kystforsvarsmissiler  i  Kaliningrad-­‐regionen.  Der  vil  også  frem  mod  2030  ske  en  vis  modernisering  med  
Rusland  betragter  det  som  mulige  offensive  militære  forberedelser  mod  Rusland,  herunder  Kaliningrad-­‐
tilførsel  af  et  mindre  antal  nye  orlogsskibe.  
regionen,  at  NATO  i  kølvandet  på  Ukraine-­‐krisen  har  understreget  sine  sikkerhedsgarantier  over  for  de  bal-­‐
tiske  lande  gennem  øgede  deployeringer  og  øvelser  i  regionen.  Rusland  forsøger  derfor  at  ændre  den  stra-­‐
Der  er  risiko  for,  at  Rusland  under  en  international  krise  vil  forsøge  at  sætte  sammenhængskraften  i  NATO  
tegiske  balance  i  regionen.    
på  prøve  med  en  militær  intimideringskampagne  mod  de  baltiske  lande.  Den  strategiske  målsætning  med  
en  sådan  kampagne  vil  sandsynligvis  være  at  undergrave  NATO’s  reelle  mulighed  for  at  opretholde  sine  
Rusland  vil  gennem  øvelsesaktiviteter  forsøge  at  demonstrere  over  for  NATO,  at  det  vil  bevare  sin  lokale  
sikkerhedsgarantier  i  forhold  til  de  baltiske  lande  og  dermed  kompromittere  NATO’s  troværdighed  som  
militære  overlegenhed  i  Østersøregionen,  herunder  fastholde  evnen  til  lokalt  at  øge  sit  militære  beredskab  
forsvarsalliance.  Der  er  også  risiko  for,  at  Rusland  kan  iværksætte  en  militær  intimideringskampagne  mod  
og  dermed  true  NATO’s  tilførsel  af  forstærkninger  til  de  baltiske  lande  i  krisesituationer.  Rusland  kan  allere-­‐
de  baltiske  lande,  hvis  Rusland  misfortolker  NATO’s  militære  aktiviteter  nær  Ruslands  grænser  og  føler  sig  
de  med  luftforsvarsmissiler  true  adgangen  for  NATO’s  forstærkningsstyrker  til  de  baltiske  lande.  Det  er  me-­‐
alvorligt  udfordret  af  USA  og  NATO.    
get  sandsynligt,  at  Rusland  vil  øge  denne  kapacitet  inden  for  de  nærmeste  år  med  nye  jord  til  jord-­‐missiler  
og  kystforsvarsmissiler  i  Kaliningrad-­‐regionen.  Der  vil  også  frem  mod  2030  ske  en  vis  modernisering  med  
Selvom  Ruslands  konventionelle  styrker  ikke  er  egnede  til  at  gennemføre  store  offensive  operationer  langt  
tilførsel  af  et  mindre  antal  nye  orlogsskibe.  
fra  landets  grænser,  har  Rusland  dog  udviklet  moderne,  mobile  og  delvist  professionelle  reaktionsstyrker.  
De  kan  med  kort  varsel  indsættes  i  det  tidligere  sovjetiske  område  samt  bruges  til  at  forskyde  tyngde  i  Rus-­‐
Der  er  risiko  for,  at  Rusland  under  en  international  krise  vil  forsøge  at  sætte  sammenhængskraften  i  NATO  
land.  Store  dele  af  styrkerne  i  det  vestlige  Rusland  er  af  denne  karakter.  Landstyrkerne  i  det  vestlige  Rus-­‐
på  prøve  med  en  militær  intimideringskampagne  mod  de  baltiske  lande.  Den  strategiske  målsætning  med  
land  har  fået  en  mere  offensiv  profil.  Tendensen  frem  mod  2030  hos  landstyrker,  luftbårne  styrker,  marine-­‐
en  sådan  kampagne  vil  sandsynligvis  være  at  undergrave  NATO’s  reelle  mulighed  for  at  opretholde  sine  
infanteri,  taktiske  flystyrker  og  luftforsvaret  i  det  vestlige  Rusland  vil  være  en  fortsat  forbedring  af  materiel,  
sikkerhedsgarantier  i  forhold  til  de  baltiske  lande  og  dermed  kompromittere  NATO’s  troværdighed  som  
føring,  mobilitet  og  indsatsberedskab  og  et  højt  og  mere  kompleks  øvelsesniveau,  ligesom  der  vil  ske  en  vis  
forsvarsalliance.  Der  er  også  risiko  for,  at  Rusland  kan  iværksætte  en  militær  intimideringskampagne  mod  
forøgelse  af  enhederne  ved  landstyrkerne  og  de  luftbårne  styrker  i  det  vestlige  Rusland.  
de  baltiske  lande,  hvis  Rusland  misfortolker  NATO’s  militære  aktiviteter  nær  Ruslands  grænser  og  føler  sig  
alvorligt  udfordret  af  USA  og  NATO.    
Rusland  lægger  større  vægt  på  at  videreudvikle  missilsystemer  og  krydsermissiler,  der  kan  ramme  land-­‐,  
luft-­‐  og  sømål  flere  hundrede  kilometer  fra  landets  grænser  med  både  konventionelle  sprænghoveder  og  
Selv  om  Ruslands  konventionelle  styrker  ikke  er  egnede  til  at  gennemføre  store  offensive  operationer  langt  
taktiske  atomsprænghoveder.  Rusland  vil  forøge  denne  kapacitet  frem  mod  2030  og  vil  dermed  kunne  true  
fra  landets  grænser,  har  Rusland  dog  udviklet  moderne,  mobile  og  delvist  professionelle  reaktionsstyrker.  
NATO-­‐enheder,  kommandostationer  og  anden  infrastruktur.  Disse  missiler  vil  også  kunne  true  Østersøregi-­‐
De  kan  med  kort  varsel  indsættes  i  det  tidligere  sovjetiske  område  samt  bruges  til  at  forskyde  tyngde  i  Rus-­‐
onen  og  missilforsvarsinstallationer  i  det  østlige  Europa.  
land.  Store  dele  af  styrkerne  i  det  vestlige  Rusland  er  af  denne  karakter.  Landstyrkerne  i  det  vestlige  Rus-­‐
land  har  fået  en  mere  
Ruslands  nærområde  
offensiv  profil.  Tendensen  frem  mod  2030  hos  landstyrker,  luftbårne  styrker,  marine-­‐
infanteri,  taktiske  flystyrker  og  luftforsvaret  i  det  vestlige  Rusland  vil  være  en  fortsat  forbedring  af  materiel,  
Rusland  vil  ikke  acceptere,  at  Ukraine  tilnærmer  sig  Vesten.  Det  skyldes  i  væsentlig  grad,  at  Ukraine  indgår  i  
føring,  mobilitet  og  indsatsberedskab  og  et  højt  og  mere  kompleks  øvelsesniveau,  ligesom  der  vil  ske  en  v
et  tæt,  historisk  fællesskab  med  Rusland,  men  også  at  Ukraine  i  særlig  grad  kunne  fremstå  som  et  trovær-­‐is  
forøgelse  af  enhederne  ved  landstyrkerne  og  de  luftbårne  styrker  i  det  vestlige  Rusland.  
digt  alternativ  til  Ruslands  autoritære  samfundsmodel,  hvis  det  udviklede  sig  til  et  velfungerende  demokra-­‐
ti.  Korruption  og  egeninteresser  blandt  stærke  forretningseliter  vil  dog  frem  mod  2030  sinke  opbygningen  
Rusland  lægger  større  vægt  på  at  videreudvikle  missilsystemer  og  krydsermissiler,  der  kan  ramme  land-­‐,  
af  demokratiske  institutioner  og  en  stærk  statsmagt  i  Ukraine.  Det  samme  vil  Ruslands  indblanding.  
luft-­‐  og  sømål  flere  hundrede  kilometer  fra  landets  grænser  med  både  konventionelle  sprænghoveder  og  
taktiske  atomsprænghoveder.  Rusland  vil  forøge  denne  kapacitet  frem  mod  2030  og  vil  dermed  kunne  true  
I  et  forsøg  på  at  fastholde  sin  indflydelse  i  Ukraine  ønsker  Rusland  en  vidtgående  føderalisering  af  magten  i  
NATO-­‐enheder,  kommandostationer  og  anden  infrastruktur.  Disse  missiler  vil  også  kunne  true  Østersøregi-­‐
Ukraine.  Rusland  vil  forfølge  dette  mål  gennem  et  spektrum  af  påvirkningsinstrumenter  og  gennem  sin  
onen  og  missilforsvarsinstallationer  i  det  østlige  Europa.  
kontrol  over  de  russisk  ledede  separatister  i  det  sydøstlige  Ukraine.  Et  russisk  styre  med  samme  udenrigs-­‐
politiske  udsyn  som  det  nuværende  vil  ikke  være  rede  til  frivilligt  at  opgive  kontrol  over  Krim,  ligesom  det  i  
Ruslands  nærområde  
brede  dele  af  den  russiske  befolkning  vil  være  upopulært.  
Rusland  vil  ikke  acceptere,  at  Ukraine  tilnærmer  sig  Vesten.  Det  skyldes  i  væsentlig  grad,  at  Ukraine  indgår  i  
et  tæt,  historisk  fællesskab  med  Rusland,  men  også  at  Ukraine  i  særlig  grad  kunne  fremstå  som  et  trovær-­‐
I  Moldova  vil  Rusland  ligeledes  forsøge  at  maksimere  sin  indflydelse,  både  gennem  kontakter  til  det  politi-­‐
digt  alternativ  til  Ruslands  autoritære  samfundsmodel,  hvis  det  udviklede  sig  til  et  velfungerende  demokra-­‐
ske  liv,  gennem  uformelle  indflydelseskanaler  og  ved  hjælp  af  sine  bånd  til  og  styrker  i  udbryderrepublikken  
ti.  Korruption  og  egeninteresser  blandt  stærke  forretningseliter  vil  dog  frem  mod  2030  sinke  opbygningen  
Transnistrien.  
af  demokratiske  institutioner  og  en  stærk  statsmagt  i  Ukraine.  Det  samme  vil  Ruslands  indblanding.  
Rusland  vil  forsøge  at  forhindre,  at  Hviderusland,  som  Rusland  officielt  indgår  i  en  statsunion  med,  falder  
uden  for  Ruslands  indflydelsessfære.  Det  skyldes  i  særlig  grad  landets  tætte  historiske  og  etniske  bånd  til  
Rusland  og  dets  geografiske  placering  i  forhold  til  Baltikum  og  Kaliningrad-­‐regionen.  Rusland  vil  derfor  være  
31/49  
 
 
 
 
 
 
31/49  
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0036.png
SIDE 32
BILAG
 
 
 
 
 
I  et  forsøg  på  at  fastholde  sin  indflydelse  i  Ukraine  ønsker  Rusland  en  vidtgående  føderalisering  af  magten  
meget  opmærksom  på  tilnærmelser  mellem  Hviderusland  og  Vesten,  også  hvis  de  sker  som  følge  af  om-­‐ i  
Ukraine.  Rusland  vil  forfølge  dette  
væltninger  internt  i  Hviderusland.   mål  gennem  et  spektrum  af  påvirkningsinstrumenter  og  gennem  sin  
kontrol  over  de  russisk  ledede  separatister  i  det  sydøstlige  Ukraine.  Et  russisk  styre  med  samme  udenrigs-­‐
Det  vil  ikke  kun  have  positive  konsekvenser  for  Rusland,  at  andre  magtcentre,  f.eks.  Kina  og  Indien,  bliver  
politiske  udsyn  som  det  nuværende  vil  ikke  være  rede  til  frivilligt  at  opgive  kontrol  over  Krim,  ligesom  det  i  
stærkere.  I  forholdet  til  Kina  vil  Rusland  i  stigende  grad  stå  som  den  svage  part.  Dette  vil  ikke  mindst  gøre  
brede  dele  af  den  russiske  befolkning  vil  være  upopulært.  
sig  gældende  i  forhold  til  råstofeksport,  hvor  Kinas  rolle  som  alternativt  marked  til  Europa  vil  give  det  relativ  
I  Moldova  vil  Rusland  ligeledes  forsøge  at  maksimere  sin  indflydelse,  både  gennem  kontakter  til  det  politi-­‐
stor  indflydelse  på  Rusland.  Et  lignende  forhold  gør  sig  gældende  for  Kina  som  investeringskilde.  I  globale  
ske  liv,  gennem  uformelle  indflydelseskanaler  og  ved  hjælp  af  sine  bånd  til  og  styrker  i  udbryderrepublikken  
diplomatiske  spørgsmål  kan  Kina  lade  Rusland  gå  forrest  i  mere  upopulære  og  risikable  tiltag,  der  skal  ind-­‐
Transnistrien.  
dæmme  Vestens  indflydelse.  De  to  lande  vil  dog  på  nogle  områder  have  modstridende  interesser.  Det  gæl-­‐
der  allerede  nu  i  Centralasien,  som  i  stigende  grad  eksporterer  sine  råstoffer  til  Kina.  Her  frygter  Ruslands  
Rusland  vil  forsøge  at  forhindre,  at  Hviderusland,  som  Rusland  officielt  indgår  i  en  statsunion  med,  falder  
ledelse  sandsynligvis,  at  Kina  i  stigende  grad  også  vil  få  politisk  indflydelse.  
uden  for  Ruslands  indflydelsessfære.  Det  skyldes  i  særlig  grad  landets  tætte  historiske  og  etniske  bånd  til  
Rusland  og  dets  geografiske  placering  i  forhold  til  Baltikum  og  Kaliningrad-­‐regionen.  Rusland  vil  derfor  være  
Rusland  vil  også  forsøge  at  styrke  sine  bånd  til  andre  opstigende  magter,  f.eks.  Indien  og  Iran.  Rusland  vil  i  
meget  opmærksom  på  tilnærmelser  mellem  Hviderusland  og  Vesten,  også  hvis  de  sker  som  følge  af  om-­‐
nogle  tilfælde  forsøge  at  udnytte  disse  bånd  til  at  inddæmme  andre  aktørers  indflydelse,  hvad  enten  der  er  
væltninger  internt  i  Hviderusland.  
tale  om  opstigende  eller  etablerede  magter.  
Det  vil  ikke  kun  have  positive  konsekvenser  for  Rusland,  at  andre  magtcentre,  f.eks.  Kina  og  Indien,  bliver  
Militær  modernisering    
stærkere.  I  forholdet  til  Kina  vil  Rusland  i  stigende  grad  stå  som  den  svage  part.  Dette  vil  ikke  mindst  gøre  
Den  økonomiske  krise  kan  tvinge  Rusland  til  at  nedjustere  sine  investeringsplaner  for  forsvaret.  Det  er  dog  
sig  gældende  i  forhold  til  råstofeksport,  hvor  Kinas  rolle  som  alternativt  marked  til  Europa  vil  give  det  relativ  
mindre  sandsynligt,  at  Vesten  frem  mod  2030  vil  stå  over  for  et  svagere  russisk  forsvar.  For  det  første  vil  
stor  indflydelse  på  Rusland.  Et  lignende  forhold  gør  sig  gældende  for  Kina  som  investeringskilde.  I  globale  
den  russiske  ledelse  udfolde  store  bestræbelser  for  at  friholde  forsvaret  for  besparelser.  For  det  andet  vil  
diplomatiske  spørgsmål  kan  Kina  lade  Rusland  gå  forrest  i  mere  upopulære  og  risikable  tiltag,  der  skal  ind-­‐
Ruslands  forsvar  over  for  Vesten  også  fremover  være  blandt  de  højest  prioriterede  dele  af  forsvaret.  For  
dæmme  Vestens  indflydelse.  De  to  lande  vil  dog  på  nogle  områder  have  modstridende  interesser.  
det  tredje  vil  Rusland  udvikle  sit  forsvar  ved  at  satse  på  materiel,  som  er  produceret  i  Rusland.     Det  gæl-­‐
der  allerede  nu  i  Centralasien,  som  i  stigende  grad  eksporterer  sine  råstoffer  til  Kina.  Her  frygter  Ruslands  
Rusland  vil  blive  ved  med  at  prioritere  leverancer  af  et  bredt  spektrum  af  moderne,  højteknologiske  og  
ledelse  sandsynligvis,  at  Kina  i  stigende  grad  også  vil  få  politisk  indflydelse.  
kampafgørende  våbensystemer  samt  kommando-­‐  og  kontrolsystemer  til  de  væbnede  styrker.  Det  er  dog  
Rusland  vil  også  forsøge  at  styrke  sine  bånd  til  andre  opstigende  magter,  f.eks.  Indien  og  Iran.  Rusland  vil  
mindre  sandsynligt,  at  det  ambitiøse  materielanskaffelsesprogram  vil  kunne  gennemføres  fuldt  ud  frem   i  
nogle  tilfælde  
mod  2030.   forsøge  at  udnytte  disse  bånd  til  at  inddæmme  andre  aktørers  indflydelse,  hvad  enten  der  er  
tale  om  opstigende  eller  etablerede  magter.  
Rusland  vil  frem  mod  2030  stadig  betragte  sine  strategiske  kernevåben  som  det  vigtigste  middel  til  at  af-­‐
Militær  modernisering    
skrække  strategiske  modstandere,  særligt  USA.  Rusland  vil  også  fastholde  sin  opfattelse  af  det  amerikansk  
Den  økonomiske  krise  kan  tvinge  Rusland  til  at  nedjustere  sine  investeringsplaner  for  forsvaret.  Det  er  dog  
ledede  missilforsvar  som  en  trussel  mod  sin  nukleare  afskrækkelseskapacitet.  Rusland  vil  derfor  frem  mod  
mindre  sandsynligt,  at  Vesten  frem  mod  2030  vil  stå  over  for  et  svagere  russisk  forsvar.  For  det  første  vil  
2030  lægge  afgørende  vægt  på  at  opretholde  sine  strategiske  kernevåben  og  bevare  så  nær  en  paritet  med  
den  russiske  ledelse  udfolde  store  bestræbelser  for  at  friholde  forsvaret  for  besparelser.  For  det  andet  vil  
USA  som  muligt  på  kernevåbenområdet.  Rusland  vil  således  løbende  modernisere  sine  strategiske  kernevå-­‐
Ruslands  forsvar  over  for  Vesten  også  fremover  være  blandt  de  højest  prioriterede  dele  af  forsvaret.  For  
ben  ved  bl.a.  at  tilføre  nye  interkontinentale  missiltyper  og  nye  strategiske  undervandsbåde  til  afløsning  af  
det  tredje  vil  Rusland  udvikle  sit  forsvar  ved  at  satse  på  materiel,  som  er  produceret  i  Rusland.    
forældede,  men  muligvis  også  ved  at  udvikle  nye  teknologier  inden  for  strategiske  kernevåbensystemer.    
Rusland  vil  blive  ved  med  at  prioritere  leverancer  af  et  bredt  spektrum  af  moderne,  højteknologiske  og  
Rusland  prioriterer  flådens  og  flystyrkernes  evne  til  at  operere  over  lange  afstande  med  større  orlogsskibe  
kampafgørende  våbensystemer  samt  kommando-­‐  og  kontrolsystemer  til  de  væbnede  styrker.  Det  er  dog  
og  strategiske  bombefly.  Det  sker  for  at  demonstrere,  at  Rusland  har  de  militære  magtmidler,  der  skal  til  for  
mindre  sandsynligt,  at  det  ambitiøse  materielanskaffelsesprogram  vil  kunne  gennemføres  fuldt  ud  frem  
at  understøtte  en  global  stormagtsrolle.  Rusland  vil  konfrontere  USA  og  NATO  med  hyppigere  og  mere  ved-­‐
mod  2030.  
varende  indsættelser  af  flåde-­‐  og  flystyrker  tæt  på  internationale  kriseområder  og  med  fortsatte  flyvninger  
med  strategiske  bombefly.  Rusland  vil  frem  mod  2030  forsøge  at  fastholde  baser  både  nær  og  langt  fra  
Rusland  vil  frem  mod  2030  stadig  betragte  sine  strategiske  kernevåben  som  det  vigtigste  middel  til  at  af-­‐
Ruslands  egen  region,  der  kan  demonstrere  landets  evne  til  global  magtprojicering.  Ruslands  strategiske  
skrække  strategiske  modstandere,  særligt  USA.  Rusland  vil  også  fastholde  sin  opfattelse  af  det  amerikansk  
bombefly  er  af  ældre  dato,  og  det  er  meget  sandsynligt,  at  kun  et  mindre  antal  af  dem  vil  kunne  holdes  
ledede  missilforsvar  som  en  trussel  mod  sin  nukleare  afskrækkelseskapacitet.  Rusland  vil  derfor  frem  mod  
operative  indtil  2030.  Rusland  er  i  færd  med  at  udvikle  et  nyt  strategisk  bombefly,  men  dette  fly  vil  sandsyn-­‐
2030  lægge  afgørende  vægt  på  at  opretholde  sine  strategiske  kernevåben  og  bevare  så  nær  en  paritet  med  
ligvis  ikke  være  operativt  i  2030.  Størstedelen  af  Ruslands  operative  orlogsskibe  er  af  ældre  dato,  og  det  vil  i  
USA  som  muligt  på  kernevåbenområdet.  Rusland  vil  således  løbende  modernisere  sine  strategiske  kernevå-­‐
de  kommende  år  blive  et  stadig  større  problem  at  opretholde  deres  operative  status.  Rusland  vil  ikke  frem  
ben  ved  bl.a.  at  tilføre  nye  interkontinentale  missiltyper  og  nye  strategiske  undervandsbåde  til  afløsning  af  
mod  2030  kunne  erstatte  alle  sine  ældre  orlogsskibe  med  nye  i  forholdet  én  til  én.  
forældede,  men  muligvis  også  ved  at  udvikle  nye  teknologier  inden  for  strategiske  kernevåbensystemer.    
 
 
 
 
 
 
32/49  
32/49  
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0037.png
BILAG
SIDE 33
 
 
 
 
 
Rusland  prioriterer  flådens  og  flystyrkernes  evne  til  at  operere  over  lange  afstande  med  større  orlogsskibe  
Cyberoperationer  er  en  strategisk  prioritet  for  Rusland,  og  i  2030  vil  Rusland  fortsat  være  blandt  de  førende  
og  strategiske  bombefly.  Det  sker  for  at  demonstrere,  at  Rusland  har  de  militære  magtmidler,  der  skal  
stater  på  området.  Rusland  vil  bibeholde  denne  status  gennem  så  intensive  investeringer  i  sine  cyber-­‐ til  for  
at  understøtte  en  global  stormagtsrolle.  Rusland  vil  konfrontere  USA  og  NATO  med  hyppigere  og  mere  ved-­‐
kapaciteter,  som  statens  økonomiske  situation  tillader.  Rusland  vil  i  2030  fuldstændig  have  integreret  cybe-­‐
varende  indsættelser  af  flåde-­‐  og  flystyrker  tæt  på  internationale  kriseområder  og  med  fortsatte  flyvninger  
roperationer  i  sin  militær  doktrin.  Cyberangreb  vil  således  i  stadig  større  grad  ud  over  cyberspionage  kunne  
med  strategiske  bombefly.  Rusland  vil  frem  mod  2030  forsøge  at  fastholde  baser  både  nær  og  langt  fra  
blive  brugt  mod  samfundskritisk  infrastruktur  og  informationskanaler  tæt  koblet  med  psykologiske  operati-­‐
Ruslands  egen  region,  der  kan  demonstrere  landets  
oner  og  andre  våbenarter  afhængig  af  situationen.     evne  til  global  magtprojicering.  Ruslands  strategiske  
bombefly  er  af  ældre  dato,  og  det  er  meget  sandsynligt,  at  kun  et  mindre  antal  af  dem  vil  kunne  holdes  
I  2030  vil  russiske  cyberoperationer  sandsynligvis  blive  udført  af  såvel  militære  enheder  som  statslige  og  
operative  indtil  2030.  Rusland  er  i  færd  med  at  udvikle  et  nyt  strategisk  bombefly,  men  dette  fly  vil  sandsyn-­‐
statsstøttede  hackergrupper,  og  de  vil  stadig  være  et  effektivt  værktøj  til  at  kompensere  for  svagheder  på  
ligvis  ikke  være  operativt  i  2030.  Størstedelen  af  Ruslands  operative  orlogsskibe  er  af  ældre  dato,  og  det  vil  i  
andre  områder.  Rusland  vil  anvende  cyberoperationer  både  i  relation  til  indenrigs-­‐  og  udenrigspolitiske  
de  kommende  år  blive  et  stadig  større  problem  at  opretholde  deres  operative  status.  Rusland  vil  ikke  frem  
forhold.    
 
mod  2030  kunne  erstatte  alle  sine  ældre  orlogsskibe  med  nye  i  forholdet  én  til  én.  
Cyberoperationer  er  en  strategisk  prioritet  for  Rusland,  og  i  2030  vil  Rusland  fortsat  være  blandt  de  førende  
stater  på  området.  Rusland  vil  bibeholde  denne  status  gennem  så  intensive  investeringer  i  sine  cyber-­‐
kapaciteter,  som  statens  økonomiske  situation  tillader.  Rusland  vil  i  2030  fuldstændig  have  integreret  cybe-­‐
roperationer  i  sin  militære  doktrin.  Cyberangreb  vil  således  i  stadig  større  grad  ud  over  cyberspionage  kun-­‐
ne  blive  brugt  mod  samfundskritisk  infrastruktur  og  informationskanaler  tæt  koblet  med  psykologiske  ope-­‐
rationer  og  andre  våbenarter  afhængig  af  situationen.    
I  2030  vil  russiske  cyberoperationer  sandsynligvis  blive  udført  af  såvel  militære  enheder  som  statslige  og  
statsstøttede  hackergrupper,  og  de  vil  stadig  være  et  effektivt  værktøj  til  at  kompensere  for  svagheder  på  
andre  områder.  Rusland  vil  anvende  cyberoperationer  både  i  relation  til  indenrigs-­‐  og  udenrigspolitiske  
forhold.    
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
33/49  
33/49  
 
 
 
 
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0038.png
SIDE 34
BILAG
 
 
 
 
 
 
5.
 
 
Sikkerhedspolitiske  tendenser  i  Arktis  frem  mod  2030  
5. Sikkerhedspolitiske  tendenser  i  Arktis  frem  mod  2030  
Arktis  vil  frem  mod  2030  fortsat  i  højere  grad  være  præget  af  samarbejde  og  konkurrence  end  af  
konfrontation  og  konflikt.    
 
 
 
Arktis  vil  frem  mod  2030  fortsat  i  højere  grad  være  præget  af  samarbejde  og  konkurrence  end  af  
Arktis  vil  i  stigende  grad  blive  åbnet  for  skibstrafik,  og  der  vil  fortsat  være  fokus  på  råstofudvin-­‐
konfrontation  og  konflikt.    
ding.    
Arktis  vil  i  stigende  grad  blive  åbnet  for  skibstrafik,  og  der  vil  fortsat  være  fokus  på  råstofudvin-­‐
Arktis’  strategiske  betydning  for  Rusland  vil  blive  forøget  frem  mod  2030  i  takt  med  at  havene  
ding.    
nord  for  Rusland  åbnes,  mens  udviklingen  af  det  vestlige  missilforsvar  og  nye  amerikanske  vå-­‐
  bentyper  vil  øge  Ruslands  opfattelse  af  sårbarhed  over  for  USA.    
  Arktis’  strategiske  betydning  for  Rusland  vil  blive  forøget  frem  mod  2030,  i  takt  med  at  havene  
nord  for  Rusland  åbnes,  mens  udviklingen  af  det  vestlige  missilforsvar  og  nye  amerikanske  vå-­‐
Samarbejdsklimaet  i  Arktis  vil  være  sårbart  overfor  øget  spænding  mellem  Vesten  og  Rusland.    
bentyper  vil  øge  Ruslands  opfattelse  af  sårbarhed  over  for  USA.    
 
  Grænsedragningen  omkring  Nordpolen  vil  sandsynligvis  ikke  blive  afklaret  før  2030.  Rusland  vil  
Samarbejdsklimaet  i  Arktis  vil  være  sårbart  over  for  øget  spænding  mellem  Vesten  og  Rusland.    
fortsat  have  et  militært  fokus  på  Arktis.  Det  kan  blive  en  kilde  til  uro  i  det  dansk-­‐russiske  forhold.    
 
 
Grænsedragningen  omkring  Nordpolen  vil  sandsynligvis  ikke  blive  afklaret  før  2030.  Rusland  vil  
Kina  vil  fortsat  være  interesseret  i  råstofudvinding  i  Arktis,  herunder  i  Grønland.  
fortsat  have  et  militært  fokus  på  Arktis.  Det  kan  blive  en  kilde  til  uro  i  det  dansk-­‐russiske  forhold.    
 
 
Kina  vil  fortsat  
Økonomi  og  ressourcer  
være  interesseret  i  råstofudvinding  i  Arktis,  herunder  i  Grønland.  
Det  arktiske  område  har  store  forekomster  af  olie  og  især  gas.  De  økonomiske  omkostninger  ved  udvinding  
 
af  olie-­‐  og  gasforekomsterne  er  dog  meget  høje  på  grund  af  vanskelige  operative  forhold  og  de  deraf  føl-­‐
Økonomi  og  ressourcer  
gende  teknologiske  udfordringer.  Dertil  kommeret  sårbart  miljø.  Det  vil  kræve  markante  prisstigninger  på  
Det  arktiske  område  har  store  forekomster  af  olie  og  især  gas.  De  økonomiske  omkostninger  ved  udvinding  
energi,  før  omfattende  investeringer  i  olie-­‐  og  gasudvinding  vil  finde  sted  i  Arktis.  
af  olie-­‐  og  gasforekomsterne  er  dog  meget  høje  på  grund  af  vanskelige  operative  forhold  og  de  deraf  føl-­‐
Ifølge  prognoser  fra  FN’s  klimapanel  vil  isen  i  Det  Arktiske  Ocean  være  reduceret  med  op  til  2/3  i  2030,  og  
gende  teknologiske  udfordringer.  Dertil  kommer  et  sårbart  miljø.  Det  vil  kræve  markante  prisstigninger  på  
det  er  muligt,  at  Det  Arktiske  Ocean  på  det  tidspunkt  vil  være  isfrit  i  hvert  år  i  september.  Olie  og  gasudvin-­‐
energi,  før  omfattende  investeringer  i  olie-­‐  og  gasudvinding  vil  finde  sted  i  Arktis.  
ding  vil  imidlertid  fortsat  være  ekstremt  vanskeligt,  da  eksempelvis  Lomonosov-­‐ryggen,  som  både  Danmark  
Ifølge  prognoser  fra  FN’s  klimapanel  vil  isen  i  Det  Arktiske  Ocean  være  reduceret  med  op  til  2/3  i  2030,  og  
og  Rusland  gør  krav  på,  ligger  på  minimum  400  meters  dybde.    
det  er  muligt,  at  Det  Arktiske  Ocean  på  det  tidspunkt  vil  være  isfrit  hvert  år  i  september.  Olie  og  gasudvin-­‐
Ifølge  US  Geological  Survey  svarer  de  samlede  olie  og  gasressourcer  i  Arktis  til  ca.  5-­‐6  års  global  olieproduk-­‐
ding  vil  imidlertid  fortsat  være  ekstremt  vanskeligt,  da  eksempelvis  Lomonosov-­‐ryggen,  som  både  Danmark  
tion  og  25  års  global  gasproduktion.  Det  anslås,  at  mindst  90  %  af  de  arktiske  råstofforekomster  befinder  sig  
og  Rusland  gør  krav  på,  ligger  på  minimum  400  meters  dybde.    
inden  for  de  allerede  fastlagte  eksklusive  økonomiske  zoner,  mens  de  råstoffer,  som  måtte  findes  uden  for  
Ifølge  US  Geological  Survey  svarer  de  samlede  olie  og  gasressourcer  i  Arktis  til  ca.  5-­‐6  års  global  olieproduk-­‐
de  eksklusive  økonomiske  zoner,  er  svært  tilgængelige  og  selv  på  langt  sigt  formentlig  ikke  vil  være  økono-­‐
tion  og  25  års  global  gasproduktion.  Det  anslås,  at  mindst  90  %  af  de  arktiske  råstofforekomster  befinder  sig  
misk  rentable  at  udvinde.  
inden  for  de  allerede  fastlagte  eksklusive  økonomiske  zoner,  mens  de  råstoffer,  som  måtte  findes  uden  for  
Minedrift  er  allerede  en  stor  industri  i  de  øvrige  arktiske  stater,  men  for  Rigsfællesskabet  får  denne  industri  
de  eksklusive  økonomiske  zoner,  er  svært  tilgængelige  og  selv  på  langt  sigt  formentlig  ikke  vil  være  økono-­‐
særlig  stor  betydning  frem  mod  2030,  da  et  større  antal  selskaber  i  perioden  op  til  2030  står  til  at  igangsæt-­‐
misk  rentable  at  udvinde.  
te  mineprojekter  i  Grønland.    
Minedrift  er  allerede  en  stor  industri  i  de  øvrige  arktiske  stater,  men  for  Rigsfællesskabet  får  denne  industri  
Grønland  har  et  betydeligt  mineralpotentiale,  men  på  grund  af  de  høje  anlægs-­‐  og  driftsudgifter  ved  råstof-­‐
særlig  stor  betydning  frem  mod  2030,  da  et  større  antal  selskaber  i  perioden  op  til  2030  står  til  at  igangsæt-­‐
udvinding  i  det  arktiske  område,  vil  såvel  arten  som  omfanget  af  investeringer  i  minesektoren  være  hårdt  
te  mineprojekter  i  Grønland.    
styret  af  prisudviklingen  på  det  globale  metalmarked.  Det  vil  afgøre,  om  investeringerne  hovedsagligt  vil  
Grønland  har  et  betydeligt  mineralpotentiale,  men  på  grund  af  de  høje  anlægs-­‐  og  driftsudgifter  ved  råstof-­‐
være  fokuseret  på  efterforskningsprojekter,  eller  om  Grønland  vil  blive  mål  for  omfattende  investeringer  i  
udvinding  i  det  arktiske  område,  vil  
infrastruktur  og  mineraludvinding.   såvel  arten  som  omfanget  af  investeringer  i  minesektoren  være  hårdt  
 
 
 
 
 
 
34/49  
34/49  
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0039.png
BILAG
SIDE 35
 
 
 
 
 
styret  af  prisudviklingen  på  det  globale  metalmarked.  Det  vil  afgøre,  om  investeringerne  hovedsagligt  vil  
Hvis  minesektoren  i  Grønland  for  alvor  bliver  økonomisk  rentabel,  vil  hovedparten  af  investeringerne  indtil  
være  fokuseret  på  efterforskningsprojekter,  eller  om  Grønland  vil  blive  mål  for  omfattende  investeringer  i  
2030  med  stor  sandsynlighed  komme  fra  kinesiske  investorer,  hvilket  vil  øge  Kinas  indflydelse  overfor  både  
infrastruktur  og  mineraludvinding.  
Rigsfællesskabet  og  i  øvrige  arktiske  fora.    
Hvis  minesektoren  i  Grønland  for  alvor  bliver  økonomisk  rentabel,  vil  hovedparten  af  investeringerne  indtil  
Minedrift  bidrager  til  Arktis  økonomiske  tiltrækningskraft  og  vil  ikke  øge  konfliktpotentialet  i  Arktis,  da  pro-­‐
2030  med  stor  sandsynlighed  komme  fra  kinesiske  investorer,  hvilket  vil  øge  Kinas  indflydelse  over  
jekterne  også  frem  mod  2030  vil  finde  sted  inden  for  de  arktiske  landes  veldefinerede  grænser.         for  både  
Rigsfællesskabet  og  i  øvrige  arktiske  fora.    
Nye  naturressourceprojekter  i  Arktis  kombineret  med  øget  tilgængelighed  til  det  arktiske  område  vil  med-­‐
Minedrift  bidrager  til  Arktis  økonomiske  tiltrækningskraft  og  vil  ikke  øge  konfliktpotentialet  i  Arktis,  da  pro-­‐
føre  en  stigning  i  skibsfarten.  Trafikken  vil  antage  to  former:  dels  trafik,  der  knytter  sig  til  olie-­‐  og  gasudvin-­‐
jekterne  også  frem  mod  2030  vil  finde  sted  inden  for  de  arktiske  landes  veldefinerede  grænser.        
ding,  minedrift,  fiskeri  og  turisme,  og  dels  trafik,  der  udnytter  kortere  sejlruter  via  det  arktiske  område  mel-­‐
lem  Asien,  Europa  og  Nordamerika.    
Nye  naturressourceprojekter  i  Arktis  kombineret  med  øget  tilgængelighed  til  det  arktiske  område  vil  med-­‐
føre  en  stigning  i  skibsfarten.  Trafikken  vil  antage  to  former:  dels  trafik,  der  knytter  sig  til  olie-­‐  og  gasudvin-­‐
Kommercielt  fiskeri  vil  fortsat  være  en  betydelig  indtægtskilde  for  Grønland,  Færøerne,  Island,  Norge,  Rus-­‐
ding,  minedrift,  fiskeri  og  turisme,  og  dels  trafik,  der  udnytter  kortere  sejlruter  via  det  arktiske  område  mel-­‐
land  og  USA.  Der  fiskes  mellem  4-­‐6  mio.  tons  fisk  i  Arktis  hvert  år,  og  stigende  temperaturer  vil  sandsynlig-­‐
lem  Asien,  Europa  og  Nordamerika.    
vis  føre  til  forøgede  fiskebestande.  Fiskerirettighederne  i  Det  Arktiske  Ocean  er  dog  fortsat  uafklarede.  De  
arktiske  kyststater  er  enige  om  ikke  at  indlede  kommercielt  fiskeri,  før  en  aftale  er  på  plads,  men  uenighe-­‐
Kommercielt  fiskeri  vil  fortsat  være  en  betydelig  indtægtskilde  for  Grønland,  Færøerne,  Island,  Norge,  Rus-­‐
der  om  disse  rettigheder  kan  føre  til  alvorlige  politiske  uoverensstemmelser.  Øget  fiskeri  vil  endvidere  med-­‐
land  og  USA.  Der  fiskes  mellem  4-­‐6  mio.  tons  fisk  i  Arktis  hvert  år,  og  stigende  temperaturer  vil  sandsynlig-­‐
føre  krav  om  overvågning  og  kontrol  og  dermed  større  militær  tilstedeværelse  i  regionen.  
vis  føre  til  forøgede  fiskebestande.  Fiskerirettighederne  i  Det  Arktiske  Ocean  er  dog  fortsat  uafklarede.  De  
arktiske  kyststater  
Rusland  i  Arktis  
er  enige  om  ikke  at  indlede  kommercielt  fiskeri,  før  en  aftale  er  på  plads,  men  uenighe-­‐
der  om  disse  rettigheder  kan  føre  til  alvorlige  politiske  uoverensstemmelser.  Øget  fiskeri  vil  endvidere  med-­‐
Arktis  vil  frem  mod  2030  fortsat  i  højere  grad  være  præget  af  samarbejde  og  konkurrence  end  af  konfronta-­‐
føre  krav  om  overvågning  og  kontrol  og  dermed  større  militær  tilstedeværelse  i  regionen.  
tion  og  konflikt.    
Rusland  i  Arktis  
Rusland  har  den  største  civile  og  militære  tilstedeværelse  i  Arktis.  Regionen  indtager  en  betydelig  plads  i  
Arktis  vil  frem  mod  2030  fortsat  i  højere  grad  være  præget  af  samarbejde  og  konkurrence  end  af  konfronta-­‐
den  politiske  og  offentlige  debat  i  Rusland.  Det  afspejler,  at  russerne  ikke  bare  opfatter  deres  land  som  en  
tion  og  konflikt.    
stormagt,  men  også  som  en  arktisk  stormagt.  Denne  selvforståelse  er  bredt  funderet  i  befolkningen  og  i  den  
politiske  og  militære  ledelse  og  er  en  væsentlig  del  af  den  nationale  identitet.  Det  medvirker  til,  at  Ruslands  
Rusland  har  den  største  civile  og  militære  tilstedeværelse  i  Arktis.  Regionen  indtager  en  betydelig  plads  i  
ledelse  prioriterer  arktiske  spørgsmål  højt.    
den  politiske  og  offentlige  debat  i  Rusland.  Det  afspejler,  at  russerne  ikke  bare  opfatter  deres  land  som  en  
stormagt,  men  også  som  en  arktisk  stormagt.  Denne  selvforståelse  er  bredt  funderet  i  befolkningen  og  i  d
Rusland  er  grundlæggende  interesseret  i  stabilitet  i  det  arktiske  område  for  at  støtte  sine  arktiske  interes-­‐en  
politiske  og  militære  ledelse  og  er  en  væsentlig  del  af  den  nationale  identitet.  Det  medvirker  til,  at  Ruslands  
ser.  Trods  dette  har  kræfter,  der  argumenterer  for  en  mere  selvhævdende  russisk  politisk  kurs  i  Arktis,  fået  
ledelse  prioriterer  arktiske  spørgsmål  højt.    
en  mere  fremtrædende  rolle  i  Ruslands  arktispolitik.  Det  øger  risikoen  for  en  mindre  samarbejdsorienteret  
russisk  arktisk  politik  frem  mod  2030.  Rusland  er  allerede  nu  begyndt  at  markere  sine  interesser  i  regionen  
Rusland  er  grundlæggende  interesseret  i  stabilitet  i  det  arktiske  område  for  at  støtte  sine  arktiske  interes-­‐
tydeligere  og  har  også  skærpet  retorikken  om  Arktis.  Rusland  har  endvidere  givet  udtryk  for  stor  bekymring  
ser.  Trods  dette  har  kræfter,  der  argumenterer  for  en  mere  selvhævdende  russisk  politisk  kurs  i  Arktis,  fået  
over  amerikanske  militære  udviklingsprogrammer  inden  for  missilforsvar  og  krydsermissiler,  som  i  2030  kan  
en  mere  fremtrædende  rolle  i  Ruslands  arktispolitik.  Det  øger  risikoen  for  en  mindre  samarbejdsorienteret  
true  Ruslands  nukleare  afskrækkelsespotentiale.  
russisk  arktisk  politik  frem  mod  2030.  Rusland  er  allerede  nu  begyndt  at  markere  sine  interesser  i  regionen  
tydeligere  og  har  også  skærpet  retorikken  om  Arktis.  Rusland  har  endvidere  givet  udtryk  for  stor  bekymring  
Ruslands  har  en  militær  interesse  i  regionen,  som  er  forbundet  med  landets  evne  til  strategisk  afskrækkelse  
over  amerikanske  militære  udviklingsprogrammer  inden  for  missilforsvar  og  krydsermissiler,  som  i  2030  k
over  for  især  USA.  Regionens  betydning  for  Ruslands  og  USA’s  strategiske  afskrækkelsesevne  betyder,  at   an  
true  Ruslands  nukleare  afskrækkelsespotentiale.  
Rusland  vil  vedblive  med  at  investere  i  at  opretholde,  modernisere  og  udbygge  sin  militære  afskrækkelses-­‐
kapacitet,  infrastruktur  og  støttestruktur  i  Arktis.  
Ruslands  har  en  militær  interesse  i  regionen,  som  er  forbundet  med  landets  evne  til  strategisk  afskrækkelse  
over  for  især  USA.  Regionens  betydning  for  Ruslands  og  USA’s  strategiske  afskrækkelsesevne  betyder,  at  
Rusland  vil  i  de  kommende  år  udbygge  sin  militære  kapacitet  i  Arktis  på  flere  områder.  Overordnet  har  Rus-­‐
Rusland  vil  vedblive  med  at  investere  i  at  opretholde,  modernisere  og  udbygge  sin  militære  afskrækkelses-­‐
lands  nye  militære  tiltag  i  det  arktiske  område  en  defensiv  karakter.  Rusland  styrker  sin  militære  evne  til  at  
kapacitet,  infrastruktur  og  støttestruktur  i  Arktis.  
kontrollere  sejlads  gennem  Nordøstpassagen.  Samtidig  ønsker  Rusland  at  styrke  evnen  til  at  forsvare  cen-­‐
trale  arktiske  områder  og  faciliteter,  som  frem  mod  2030  vil  blive  mere  sårbare  på  grund  af  øgede  mulighe-­‐
Rusland  vil  i  de  kommende  år  udbygge  sin  militære  kapacitet  i  Arktis  på  flere  områder.  Overordnet  har  Rus-­‐
der  for  at  besejle  Arktis.  
lands  nye  militære  tiltag  i  det  arktiske  område  en  defensiv  karakter.  Rusland  styrker  sin  militære  evne  til  at  
kontrollere  sejlads  gennem  Nordøstpassagen.  Samtidig  ønsker  Rusland  at  styrke  evnen  til  at  forsvare  cen-­‐
 
 
 
 
 
 
35/49  
35/49  
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0040.png
SIDE 36
BILAG
 
 
 
 
 
trale  arktiske  områder  og  faciliteter,  som  frem  mod  2030  vil  blive  mere  sårbare  på  grund  af  øgede  mulighe-­‐
De  lokale  militære  opgaver  vil  primært  blive  varetaget  fra  en  række  militære  installationer  i  russisk  arktisk  
der  for  at  besejle  Arktis.  
område.  Rusland  er  i  færd  med  at  genoprette  gamle  baser,  men  også  med  at  opføre  nye,  ikke  mindst  frem-­‐
skudte  militær  forlægninger  på  russiske  øer  i  Nordøstpassagen.  Disse  forlægninger  vil  i  stigende  grad  funge-­‐
De  lokale  militære  opgaver  vil  primært  blive  varetaget  fra  en  række  militære  installationer  i  russisk  arktisk  
re  som  udgangspunkt  for  suverænitetshåndhævelse  af  russisk  område  i  Arktis  og  som  et  redskab  til  at  de-­‐
område.  Rusland  er  i  færd  med  at  genoprette  gamle  baser,  men  også  med  at  opføre  nye,  ikke  mindst  frem-­‐
monstrere  tilstedeværelse.    
skudte  militære  forlægninger  på  russiske  øer  i  Nordøstpassagen.  Disse  forlægninger  vil  i  stigende  grad  fun-­‐
gere  som  udgangspunkt  for  suverænitetshåndhævelse  af  russisk  område  i  Arktis  og  som  et  redskab  til  at  
Rusland  opbygger  samtidig  en  øget  kapacitet  til  regionalt  forsvar.  Dele  af  disse  kapaciteter  vil  også  kunne  
demonstrere  tilstedeværelse.    
bruges  til  regional  magtprojicering  og  dermed  spille  en  rolle  i  spørgsmål  om  retten  til  endnu  omstridte  om-­‐
råder  i  Det  Arktiske  Ocean.  
Rusland  opbygger  samtidig  en  øget  kapacitet  til  regionalt  forsvar.  Dele  af  disse  kapaciteter  vil  også  kunne  
bruges  til  regional  magtprojicering  og  dermed  spille  en  rolle  i  spørgsmål  om  retten  til  endnu  omstridte  om-­‐
Arktis’  traditionelle  strategiske  rolle  som  arena  for  nuklear  afskrækkelse  skal  adskilles  fra  den  nye  geopoliti-­‐
råder  i  Det  Arktiske  Ocean.  
ske  udvikling,  som  klimaforandringerne  medfører.  Ruslands  øgede  fokus  på  at  beskytte  områder  i  Arktis  
skal  i  nogen  grad  ses  i  lyset  af,  at  det  arktiske  område  traditionelt  har  fungeret  som  samle-­‐  og  affyringsom-­‐
Arktis’  traditionelle  strategiske  rolle  som  arena  for  nuklear  afskrækkelse  skal  adskilles  fra  den  nye  geopoliti-­‐
råde  for  Ruslands  strategiske  missilubåde.  Med  et  svækket  isdække  i  større  dele  af  året  vil  området  set  med  
ske  udvikling,  som  klimaforandringerne  medfører.  Ruslands  øgede  fokus  på  at  beskytte  områder  i  Arktis  
russiske  øjne  blive  mere  udsat  for  USA’s  evne  til  at  erkende  og  gennemføre  angreb  mod  ubåde  i  området.  
skal  i  nogen  grad  ses  i  lyset  af,  at  det  arktiske  område  traditionelt  har  fungeret  som  samle-­‐  og  affyringsom-­‐
Ruslands  mere  åbne  nordlige  flanke  har  dermed  også  betydning  for  dets  evne  til  at  beskytte  den  maritime  
råde  for  Ruslands  strategiske  missilubåde.  Med  et  svækket  isdække  i  større  dele  af  året  vil  området  set  med  
gren  af  sin  nukleare  afskrækkelsesstyrke.    
russiske  øjne  blive  mere  udsat  for  USA’s  evne  til  at  erkende  og  gennemføre  angreb  mod  ubåde  i  området.  
Ruslands  mere  åbne  nordlige  flanke  har  dermed  også  betydning  for  dets  evne  til  at  beskytte  den  maritime  
Også  de  øvrige  arktiske  stater  vil  være  mere  militært  tilstede  i  Arktis,  dels  for  at  håndhæve  suverænitet  og  
gren  af  sin  nukleare  afskrækkelsesstyrke.    
dels  for  at  løse  opgaver  forbundet  med  miljøovervågning  og  sikring  af  civil  skibsfart  og  civile  installationer.  
Også  de  øvrige  arktiske  stater  vil  være  mere  militært  tilstede  i  Arktis,  dels  for  at  håndhæve  suverænitet  og  
De  arktiske  lande  er  enige  om  en  fortsat  fredelig  udvikling  i  regionen,  og  samarbejdet  er  styrket  i  såvel  Ark-­‐
dels  for  at  løse  opgaver  forbundet  med  miljøovervågning  og  sikring  af  civil  skibsfart  og  civile  installationer.  
tisk  Råd  som  gennem  bilaterale  civile  og  militære  relationer.  Særligt  Rusland,  men  også  de  øvrige  arktiske  
stater  har  store  økonomiske  interesser  i  Arktis  og  har  brug  for  fred  og  stabilitet  for  at  tiltrække  investerin-­‐
De  arktiske  lande  er  enige  om  en  fortsat  fredelig  udvikling  i  regionen,  og  samarbejdet  er  styrket  i  såvel  Ark-­‐
ger.    
tisk  Råd  som  gennem  bilaterale  civile  og  militære  relationer.  Særligt  Rusland,  men  også  de  øvrige  arktiske  
stater  har  store  økonomiske  interesser  i  Arktis  og  har  brug  for  fred  og  stabilitet  for  at  tiltrække  investerin-­‐
Ud  over  de  arktiske  stormagter  er  også  Kina  og  EU  optaget  af  udviklingen  i  Arktis.  I  2030  vil  Nordøstpassa-­‐
ger.    
gen  være  farbar  i  en  større  del  af  året,  og  ruten  vil  være  mere  pålidelig  for  handelsskibe  mellem  Europa  og  
Kina,  end  nu  hvor  ruten  kun  i  begrænset  omfang  benyttes  til  transit.    
Ud  over  de  arktiske  stormagter  er  også  Kina  og  EU  optaget  af  udviklingen  i  Arktis.  I  2030  vil  Nordøstpassa-­‐
gen  være  farbar  i  en  større  del  af  året,  og  ruten  vil  være  mere  pålidelig  for  handelsskibe  mellem  Europa  og  
Kina,  end  nu  hvor  ruten  kun  i  begrænset  omfang  benyttes  til  transit.    
 
 
 
 
 
 
36/49  
36/49  
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0041.png
BILAG
SIDE 37
 
 
 
 
 
Sikkerhedspolitiske  udfordringer  for  Rigsfællesskabet  i  Arktis  
Maritime  grænsedragninger  i  Arktis  
FN’s  Havretskonvention  giver  mulighed  for,  at  en  kyststat  kan  gøre  krav  på  kontinentalsoklen  ud  over  
FN’s  Havretskonvention  giver  mulighed  for,  at  en  kyststat  kan  gøre  krav  på  kontinentalsoklen  ud  over  
den  eksklusive  økonomiske  zone.  Sådanne  krav  skal  dokumenteres  videnskabeligt  ved  en  såkaldt  submis-­‐
den  eksklusive  økonomiske  zone.  Sådanne  krav  skal  dokumenteres  videnskabeligt  ved  en  såkaldt  submis-­‐
sion  til  FN  senest  10  år  efter  ratifikation  af  konventionen.    
sion  til  FN’s  senest  10  år  efter  ratifikation  af  konventionen.    
 
 
De  fem  arktiske  kyststater  er  enige  om,  at  grænsedragninger  og  administrationen  af  det  arktiske  område  
De  fem  arktiske  kyststater  er  enige  om,  at  grænsedragninger  og  administrationen  af  det  arktiske  område  
skal  ske  på  grundlag  af  Havretskonventionen.  Kravene  vedrører  retten  til  ressourcer  på  og  under  hav-­‐
skal  ske  på  grundlag  af  Havretskonventionen.  Kravene  vedrører  retten  til  ressourcer  på  og  under  hav-­‐
bunden  uden  for  200-­‐sømilegrænsen,  men  ikke  fiskeri  og  luftrum.    
bunden  uden  for  200-­‐sømilegrænsen,  men  ikke  fiskeri  og  luftrum.    
 
 
Rusland  indleverede  en  submission  for  Arktis  i  2001,  men  blev  bedt  om  yderligere  dokumentation,  som  
Rusland  indleverede  en  submission  for  Arktis  i  2001,  men  blev  bedt  om  yderligere  dokumentation,  som  
blev  indleveret  i  2015.  Kongeriget  Danmark  afleverede  en  delsubmission  for  området  nord  for  Grønland  i  
blev  indleveret  i  2015.  Kongeriget  Danmark  afleverede  en  delsubmission  for  området  nord  for  Grønland  i  
2014,  og  der  er  betydelige  overlap  mellem  det  danske  og  russiske  krav.  Da  Rusland  opdaterer  et  tidligere  
2014,  og  der  er  betydelige  overlap  mellem  det  danske  og  russiske  krav.  Da  Rusland  opdaterer  et  tidligere  
krav,  får  dets  krav  forret  og  vil  blive  behandlet  af  FN’s  Sokkelkommission  (CLCS)  i  formentlig  2016  eller  
krav,  får  dets  krav  forret  og  vil  blive  behandlet  af  FN’s  Sokkelkommission  (CLCS)  i  formentlig  2016  eller  
2017.  Det  er  stadig  uvist,  hvornår  Canada  indgiver  sin  delsubmission  for  Arktis.    
2017.  Det  er  stadig  uvist,  hvornår  Canada  indgiver  sin  delsubmission  for  Arktis.    
 
En  submission  fra  USA  forudsætter  formentligt,  at  USA  ratificerer  Havretskonventionen.  Da  USA  også  kan  
En  submission  fra  USA  forudsætter  formentligt,  at  USA  ratificerer  Havretskonventionen.  Da  USA  også  kan  
indlevere  overlappende  krav,  er  det  usikkert,  hvornår  Sokkelkommissionen  kan  give  sine  sidste  anbefa-­‐
indlevere  overlappende  krav,  er  det  usikkert,  hvornår  Sokkelkommissionen  kan  give  sine  sidste  anbefa-­‐
linger  vedrørende  Arktis.  Behandlingstiden  i  CLCS  varierer,  men  det  varer  typisk  seks  til  syv  år  fra  indleve-­‐
linger  vedrørende  Arktis.  Behandlingstiden  i  CLCS  varierer,  men  det  varer  typisk  seks  til  syv  år  fra  indleve-­‐
ring  til  et  krav  bliver  behandlet.  Kongerigets  delsubmission  vil  dermed  tidligst  være  færdigbehandlet  i  
ring  til  et  krav  bliver  behandlet.  Kongerigets  delsubmission  vil  dermed  tidligst  være  færdigbehandlet  i  
2022-­‐2023.  Eventuelt  overlappende  krav  i  Arktis  skal  løses  ved  bilaterale  eller  multilaterale  forhandlinger  
2022-­‐2023.  Eventuelt  overlappende  krav  i  Arktis  skal  løses  ved  bilaterale  eller  multilaterale  forhandlinger  
mellem  de  involverede  lande,  og  disse  forhandlinger  kan  påbegyndes  før  anbefalingerne  fra  CLCS.  
mellem  de  involverede  lande,  og  disse  forhandlinger  kan  påbegyndes  før  anbefalingerne  fra  CLCS.  
 
 
 
Rigsfællesskabet  står  over  for  en  udfordring,  hvis  Rusland  som  forventet  får  svar  på  sin  submission  til  FN’s  
Rigsfællesskabet  står  over  for  en  udfordring,  hvis  Rusland  som  forventet  får  svar  på  sin  submission  til  FN’s  
sokkelkommission,  før  Rigsfællesskabet.  Der  er  tale  om  en  periode,  som  kan  vare  fem  til  ti  år.  Alle  parter  er  
sokkelkommission,  inden  Rigsfællesskabet.  Der  er  tale  om  en  periode,  som  kan  vare  fem  til  ti  år.  Alle  parter  
enige  om  at  følge  international  ret,  men  der  vil  være  en  risiko  for,  at  Rusland  i  løbet  af  denne  periode  vil  
er  enige  om  at  følge  international  ret,  men  der  vil  være  en  risiko  for,  at  Rusland  i  løbet  af  denne  periode  vil  
anse  kommissionens  anbefalinger  for  endelige,  hvis  de  støtter  de  russiske  krav.  Et  langvarigt  forhandlings-­‐
anse  kommissionens  anbefalinger  for  endelige,  hvis  de  støtter  de  russiske  krav.  Et  langvarigt  forhandlings-­‐
forløb  mellem  Danmark  og  Rusland,  f.eks.  om  den  symbolsk  vigtige  havbund  ved  Nordpolen,  kan  også  blive  
forløb  mellem  Danmark  og  Rusland,  f.eks.  om  den  symbolsk  vigtige  havbund  ved  Nordpolen,  kan  også  blive  
fulgt  op  af  militære  demonstrationer  og  markeringer  fra  russisk  side  i  den  mellemliggende  periode.  Det  kan  
fulgt  op  af  militære  demonstrationer  og  markeringer  fra  russisk  side  i  den  mellemliggende  periode.  Det  kan  
også  blive  en  kilde  til  uro  i  det  dansk-­‐russiske  forhold.  
også  blive  en  kilde  til  uro  i  det  dansk-­‐russiske  forhold.  
Forhandlinger  om  grænsedragningen  kan  først  afsluttes,  når  alle  parter  har  fået  deres  krav  behandlet  i  FN.  
Forhandlinger  om  grænsedragningen  kan  først  afsluttes,  når  alle  parter  har  fået  deres  krav  behandlet  i  FN.  
Der  vil  i  2030  fortsat  kunne  være  udeståender,  og  et  overlappende  krav  fra  USA  kan  yderligere  komplicere  
Der  vil  i  2030  fortsat  kunne  være  udeståender,  og  et  overlappende  krav  fra  USA  kan  yderligere  komplicere  
og  forhale  forløbet.  
og  forhale  forløbet.  
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
37/49  
37/49  
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0042.png
SIDE 38
BILAG
 
 
 
 
 
6.  
Sikkerhedspolitiske  tendenser  i  Mellemøsten  og  Nordafrika  frem  mod  2030  
 
6.
Sikkerhedspolitiske  tendenser  i  Mellemøsten  og  Nordafrika  frem  mod  2030  
Analysen  af  udviklingen  i  Mellemøsten  og  Nordafrika  er  på  grund  af  regionens  store  skrøbelighed  
 
samt  en  lang  række  interne  og  eksterne  faktorer  behæftet  med  stor  usikkerhed.    
 
Analysen  af  udviklingen  i  Mellemøsten  og  Nordafrika  er  på  grund  af  regionens  store  skrøbelighed  
Regionen  vil  vedblive  med  at  være  præget  af  konflikter  og  autoritære  regimer.  Landene  i  regio-­‐
samt  en  lang  række  interne  og  eksterne  faktorer  behæftet  med  stor  usikkerhed.    
nen  vil  være  belastet  af  dårligt  fungerede  statsapparater,  kraftig  befolkningstilvækst,  voksende  
  økonomiske  problemer  og  fortsatte  religiøse  spændinger.    
  Regionen  vil  vedblive  med  at  være  præget  af  konflikter  og  autoritære  regimer.  Landene  i  regio-­‐
nen  vil  være  belastet  af  dårligt  fungerede  statsapparater,  kraftig  befolkningstilvækst,  voksende  
Udviklingen  skaber  grundlag  for  sammenbrud  af  stater,  interne  og  mellemstatslige  konflikter  
økonomiske  problemer  og  fortsatte  religiøse  spændinger.  
samt  fortsat  fjendskab  og  terrorisme  rettet  mod  Vesten.      
 
 
Udviklingen  skaber  grundlag  for  sammenbrud  af  stater,  interne  og  mellemstatslige  konflikter  
I  de  fejlslagne  stater  giver  oprørskamp  og  magttomrum  terrorgrupper  gode  vilkår  for  at  etablere  
samt  fortsat  fjendskab  og  terrorisme  rettet  mod  Vesten.    
fristeder.  Samtidig  kan  ustabilitet  og  humanitære  kriser  udløse  krav  om  indgreb.    
 
 
I  de  fejlslagne  stater  giver  oprørskamp  og  magttomrum  terrorgrupper  gode  vilkår  for  at  etablere  
Konflikterne  vil  blive  ved  med  at  skabe  flygtningestrømme,  og  mange  vil  også  nære  et  ønske  om  
fristeder.  Samtidig  kan  ustabilitet  og  humanitære  kriser  udløse  krav  om  indgreb.    
at  flytte  til  det  rigere  og  mere  stabile  Europa.  De  næste  15  år  vokser  arbejdsstyrken  i  Mellem-­‐
  østen  og  Nordafrika  med  30  %.  Denne  udvikling  vil  også  bidrage  til  et  højt  migrationspres  på  Eu-­‐
Konflikterne  vil  blive  ved  med  at  skabe  flygtningestrømme,  og  mange  vil  også  nære  et  ønske  om  
ropa.    
  at  flytte  til  det  rigere  og  mere  stabile  Europa.  De  næste  15  år  vokser  arbejdsstyrken  i  Mellem-­‐
  østen  og  Nordafrika  med  30  %.  Denne  udvikling  vil  også  bidrage  til  et  højt  migrationspres  på  Eu-­‐
ropa.    
Økonomi,  demografi  og  ressourcer    
 
Lav  økonomisk  vækst,  stor  ulighed,  stor  arbejdsløshed  og  omfattende  korruption  vil  præge  de  fleste  lande  i  
 
Mellemøsten  og  Nordafrika  frem  mod  2030.  Størstedelen  af  landene  vil  have  svage  økonomier  og  dårligt  
fungerende  statsstrukturer.  Konflikter,  interne  uroligheder,  terror  og  oprørskamp  svækker  de  enkelte  lan-­‐
Økonomi,  demografi  og  ressourcer    
des  mulighed  for  til  fulde  at  drage  fordel  af  globaliseringen,  fordi  manglende  investeringer  og  en  nedadgå-­‐i  
Lav  økonomisk  vækst,  stor  ulighed,  høj  arbejdsløshed  og  omfattende  korruption  vil  præge  de  fleste  lande  
ende  turistindustri  vil  mindske  integrationen  i  den  globale  økonomi.    
Mellemøsten  og  Nordafrika  frem  mod  2030.  Størstedelen  af  landene  vil  have  svage  økonomier  og  dårligt  
fungerende  statsstrukturer.  Konflikter,  interne  uroligheder,  terror  og  oprørskamp  svækker  de  enkelte  lan-­‐
I  et  økonomisk  perspektiv  står  Mellemøsten  og  Nordafrika  over  for  nogle  årtier,  som  vil  sætte  de  politiske  
des  mulighed  for  til  fulde  at  drage  fordel  af  globaliseringen,  fordi  manglende  investeringer  og  en  nedadgå-­‐
systemers  handlekraft  på  prøve.  De  dominerende  økonomiske  systemer  for  regionen  er  utidssvarende  og  
ende  turistindustri  vil  mindske  integrationen  i  den  globale  økonomi.    
bygger  på  omfattende  statslig  involvering  i  økonomien,  herunder  en  lang  række  subsidier  og  en  stor  offent-­‐
I  et  økonomisk  perspektiv  står  Mellemøsten  og  Nordafrika  over  for  nogle  årtier,  som  vil  sætte  de  politiske  
lig  sektor.  Omfattende  bureaukrati,  udbredt  korruption  og  ufleksible  arbejdsmarkeder  vanskeliggør  en  libe-­‐
systemers  handlekraft  på  prøve.  De  dominerende  økonomiske  systemer  for  regionen  er  utidssvarende  og  
ralisering  af  økonomierne.    
bygger  på  omfattende  statslig  involvering  i  økonomien,  herunder  en  lang  række  subsidier  og  en  stor  offent-­‐
Økonomierne  i  Mellemøsten  og  Nordafrika  vil  frem  mod  2030  blive  stillet  over  for  en  stribe  udfordringer,  
lig  sektor.  Omfattende  bureaukrati,  udbredt  korruption  og  ufleksible  arbejdsmarkeder  vanskeliggør  en  libe-­‐
som  vil  forstærke  behovet  for  gennemgribende  økonomiske  reformer.  Eksportindtægterne  fra  olie  og  gas  
ralisering  af  økonomierne.    
vil  efter  alt  at  dømme  kun  stige  moderat,  arbejdsstyrken  vil  vokse  markant,  og  vandringen  fra  land  til  by  vil  
fortsætte.    
Økonomierne  i  Mellemøsten  og  Nordafrika  vil  frem  mod  2030  blive  stillet  over  for  en  stribe  udfordringer,  
som  vil  forstærke  behovet  for  gennemgribende  økonomiske  reformer.  Eksportindtægterne  fra  olie  og  gas  
De  energieksporterende  lande  i  Mellemøsten  og  Nordafrika  har  ikke  udsigt  til  væsentligt  større  eksportind-­‐
vil  efter  alt  at  dømme  kun  stige  moderat,  arbejdsstyrken  vil  vokse  markant,  og  vandringen  fra  land  til  by  vil  
tægter  fra  olie  og  gas  de  kommende  årtier.  Tværtimod  bliver  en  stor  del  af  energiproduktionen  spist  op  af  
fortsætte.    
et  voksende  indenlandsk  energiforbrug.  Frem  til  2030  vil  efterspørgslen  efter  energi  i  Mellemøsten  og  
De  energieksporterende  lande  i  Mellemøsten  og  Nordafrika  har  ikke  udsigt  til  væsentligt  større  eksportind-­‐
Nordafrika  vokse  med  knap  2  %  om  året,  bl.a.  fordi  energiforbruget  er  kraftigt  subsidieret  i  de  fleste  lande.    
tægter  fra  olie  og  gas  de  kommende  årtier.  Tværtimod  bliver  en  stor  del  af  energiproduktionen  spist  op  af  
Den  globale  efterspørgsel  efter  energi  vil  vokse  i  de  kommende  årtier,  men  den  vil  sandsynligvis  kun  give  sig  
udslag  i  jævnt  stigende  priser  for  olie  og  gas  frem  mod  2030.  Produktion  af  olie  og  gas  i  Nordamerika  ved  
 
 
 
 
 
 
38/49  
38/49  
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0043.png
BILAG
SIDE 39
 
 
 
 
 
et  voksende  indenlandsk  energiforbrug.  Frem  mod  2030  vil  efterspørgslen  efter  energi  i  Mellemøsten  o
hjælp  af  fracking-­‐teknologi  og  alternative  energikilder  vil  dække  en  stor  del  af  den  stigende  energiefter-­‐g  
Nordafrika  
spørgsel.       vokse  med  knap  2  %  om  året,  bl.a.  fordi  energiforbruget  er  kraftigt  subsidieret  i  de  fleste  lande.    
Den  globale  efterspørgsel  efter  energi  vil  vokse  i  de  kommende  årtier,  men  den  vil  sandsynligvis  kun  give  sig  
Frem  mod  2030  vil  den  arbejdsduelige  del  af  befolkningen  vokse  med  30  %.  Store  ungdomsårgange  fra  tid-­‐
udslag  i  jævnt  stigende  priser  for  olie  og  gas  frem  mod  2030.  Produktion  af  olie  og  gas  i  Nordamerika  ved  
ligere  årtiers  meget  høje  befolkningstilvækst  sammen  med  en  fortsat  høj  fødselshyppighed  bevirker,  at  
hjælp  af  fracking-­‐teknologi  og  alternative  energikilder  vil  dække  en  stor  del  af  den  stigende  energiefter-­‐
regionen  fortsat  vil  være  præget  af  stor  befolkningstilvækst.  Det  bliver  en  udfordring  for  landene  i  regionen  
spørgsel.      
at  finde  beskæftigelse  til  den  voksende  arbejdsstyrke.  Risikoen  for  fortsat  høj  ungdomsarbejdsløshed  vil  
være  stor.  
Frem  mod  2030  vil  den  arbejdsduelige  del  af  befolkningen  vokse  med  30  %.  Store  ungdomsårgange  fra  tid-­‐
ligere  årtiers  meget  høje  befolkningstilvækst  sammen  med  
Figur  4.  Befolkningsudvikling  i  Mellemøsten  og  Nordafrika  
en  fortsat  høj  fødselshyppighed  bevirker,  at  
regionen  fortsat  vil  være  præget  af  stor  befolkningstilvækst.  Det  bliver  en  udfordring  for  landene  i  regionen  
 
at  finde  beskæftigelse  til  den  voksende  arbejdsstyrke.  Risikoen  for  fortsat  høj  ungdomsarbejdsløshed  vil  
være  stor.  
Figur  4.  Befolkningsudvikling  
i  Mellemøsten  og  Nordafrika  
 
 
 
Kilde:  International  Futures,  University  of  Denver.  
Anmærkning:  Tyrkiet  er  inkluderet  i  Mellemøsten  og  Nordafrika.    
 
 
Mellemøsten  og  Nordafrika  vil  ligesom  resten  af  verden  være  præget  af  stigende  urbanisering  frem  mod  
2030.  I  regionen  vil  koncentration  af  økonomisk  aktivitet  i  byerne,  immigration  til  de  olierige  stater,  tørke  
Kilde:  
International  Futures,  University  of  Denver.  
og  konflikt  forstærke  vandringen  fra  land  til  by.  Den  voksende  urbanisering  er  et  problem,  fordi  dårlig  rege-­‐
ringsførelse  og  ringe  infrastruktur  gør  det  vanskeligt  at  håndtere  tilstrømningen  til  byerne.        
Anmærkning:  
Tyrkiet  er  inkluderet  i  Mellemøsten  og  Nordafrika.    
Klimaforandringer  vil  de  kommende  årtier  ramme  Mellemøsten  og  Nordafrika  i  form  af  stigende  tempera-­‐
Mellemøsten  og  Nordafrika  vil  ligesom  resten  af  verden  være  præget  af  stigende  urbanisering  frem  mod  
tur,  tørke  og  vandmangel.  Dårlig  regeringsførelse  svækker  en  effektiv  indsats  mod  regionale  følgevirkninger  
2030.  I  regionen  vil  koncentration  af  økonomisk  aktivitet  i  byerne,  immigration  til  de  olierige  stater,  tørke  
af  klimaforandringerne.  
og  konflikt  forstærke  vandringen  fra  land  til  by.  Den  voksende  urbanisering  er  et  problem,  fordi  dårlig  rege-­‐
ringsførelse  og  ringe  infrastruktur  gør  det  vanskeligt  at  håndtere  tilstrømningen  til  byerne.        
Landene  i  Mellemøsten  og  Nordafrika  er  næsten  alle  afhængige  af  importerede  fødevarer,  da  bl.a.  vand-­‐
mangel  begrænser  egenproduktionen.  Stigende  global  efterspørgsel  efter  fødevarer  og  dermed  højere  pri-­‐
Klimaforandringer  vil  de  kommende  årtier  ramme  Mellemøsten  og  Nordafrika  i  form  af  stigende  tempera-­‐
ser  de  næste  15  år  vil  derfor  ramme  befolkningerne  i  Mellemøsten  og  Nordafrika.  Subsidieringen  af  fødeva-­‐
tur,  tørke  og  vandmangel.  Dårlig  regeringsførelse  svækker  en  effektiv  indsats  mod  regionale  følgevirkninger  
rer  i  regionen  er  den  højeste  i  verden,  og  udgifterne  til  at  holde  priserne  på  fødevarer  nede  udgør  hvert  år  
af  klimaforandringerne.  
knap  6  %  af  bruttonationalproduktet  i  regionen  som  helhed.  Denne  udgift  vil  vokse  frem  mod  2030.  
 
 
 
 
 
 
39/49  
39/49  
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0044.png
SIDE 40
BILAG
 
 
 
 
 
Landene  i  Mellemøsten  
Styreformer  og  religion  
og  Nordafrika  er  næsten  alle  afhængige  af  importerede  fødevarer,  da  bl.a.  vand-­‐
mangel  begrænser  egenproduktionen.  Stigende  global  efterspørgsel  efter  fødevarer  og  dermed  højere  pri-­‐
I  2030  vil  de  fleste  lande  i  Mellemøsten  og  Nordafrika  stadig  stå  over  for  politiske  problemer  og  være  domi-­‐
ser  de  næste  15  år  vil  derfor  ramme  befolkningerne  i  Mellemøsten  og  Nordafrika.  Subsidieringen  af  fødeva-­‐
neret  af  en  lille  politisk  og  religiøs  elite,  der  vil  sidde  på  den  politiske  og  økonomiske  magt.  Politisk  medind-­‐
rer  i  regionen  er  den  højeste  i  verden,  og  udgifterne  til  at  holde  priserne  på  fødevarer  nede  udgør  hvert  å
dragelse  af  befolkningerne  og  reformer  vil  være  til  stede,  men  omfanget  vil  afhænge  af,  hvad  de  enkelte   r  
knap  6  %  af  bruttonationalproduktet  i  regionen  som  helhed.  Denne  udgift  vil  vokse  frem  mod  2030.  
landes  styrer  anser  for  nødvendigt  for  at  overleve.  Dog  vil  en  række  eksterne  faktorer  også  spille  ind,  ek-­‐
sempelvis  den  politiske  og  økonomiske  udvikling  i  nabolandene,  regionen  og  globalt.  
Styreformer  og  religion  
Det  er  muligt,  at  middelklassen  i  nogle  lande  vil  ytre  ønske  om  øget  medindflydelse,  det  være  sig  politisk  
I  2030  vil  de  fleste  lande  i  Mellemøsten  og  Nordafrika  stadig  stå  over  for  politiske  problemer  og  være  domi-­‐
eller  økonomisk.  Den  politiske  elite  vil  imødegå  eventuelle  krav  med  et  minimum  af  politiske  og  økonomi-­‐
neret  af  en  lille  politisk  og  religiøs  elite,  der  vil  sidde  på  den  politiske  og  økonomiske  magt.  Politisk  medind-­‐
ske  reformer,  ikke  mindst  med  tanke  på  at  undgå  uroligheder.  Der  er  dog  også  mulighed  for,  at  middelklas-­‐
dragelse  af  befolkningerne  og  reformer  vil  være  til  stede,  men  omfanget  vil  afhænge  af,  hvad  de  enkelte  
sen  vil  fungere  systembevarende  i  en  række  lande  med  autoritære  styrer  og  dermed  blive  en  politisk  stabi-­‐
landes  styrer  anser  for  nødvendigt  for  at  overleve.  Dog  vil  en  række  eksterne  faktorer  også  spille  ind,  ek-­‐
liserende  faktor.  I  flere  lande  er  der  risiko  for,  at  middelklassen  bliver  fattigere,  hvilket  også  kan  føre  til  uro  
sempelvis  den  politiske  og  økonomiske  udvikling  i  nabolandene,  regionen  og  globalt.  
og  reformkrav.  Flere  faktorer  vil  dog  sænke  tempoet  for  politiske  reformer.  For  det  første  vil  den  lave  øko-­‐
Det  er  muligt,  at  middelklassen  i  nogle  lande  vil  ytre  ønske  om  øget  medindflydelse,  det  være  sig  politisk  
nomiske  vækst  i  regionen  dæmpe  de  sociale  forandringer.  For  det  andet  vil  kulturelle  aspekter  som  religion,  
eller  økonomisk.  Den  politiske  elite  vil  imødegå  eventuelle  krav  med  et  minimum  af  politiske  og  økonomi-­‐
kønspolitik,  klan-­‐  og  stammestruktur  samt  klientelisme  fortsat  dominere  samfundsstrukturerne  i  regionen.  
ske  reformer,  ikke  mindst  med  tanke  på  at  undgå  uroligheder.  Der  er  dog  også  mulighed  for,  at  middelklas-­‐
Dog  kan  den  teknologiske  udvikling  og  adgangen  til  sociale  medier  øge  den  politiske  bevidsthed,  ligesom  
sen  vil  fungere  systembevarende  i  en  række  lande  med  autoritære  styrer  og  dermed  blive  en  politisk  
virtuelle  fællesskaber  på  tværs  af  grænser  vil  styrke  både  politiske,  etniske  og  religiøse  identiteter.   stabi-­‐
liserende  faktor.  I  flere  lande  er  der  risiko  for,  at  middelklassen  bliver  fattigere,  hvilket  også  kan  føre  til  uro  
Religion  vil  også  i  de  kommende  årtier  spille  en  væsentlig  rolle  for  folks  identitet.  Mange  stater  vil  basere  
og  reformkrav.  Flere  faktorer  vil  dog  sænke  tempoet  for  politiske  reformer.  For  det  første  vil  den  lave  øko-­‐
deres  politik  på  religiøse  traditioner  og  love,  og  religion  vil  her  indgå  i  regeringernes  forsøg  på  at  inddæm-­‐
nomiske  vækst  i  regionen  dæmpe  de  sociale  forandringer.  For  det  andet  vil  kulturelle  aspekter  som  religion,  
me  utilfredshed  blandt  en  voksende  og  religiøst  orienteret  befolkning.  De  forskellige  regeringers  brug  af  
kønspolitik,  klan-­‐  og  stammestruktur  samt  klientelisme  fortsat  dominere  samfundsstrukturerne  i  regionen.  
religion  styrker  en  nationalisme,  der  bliver  mere  religiøst  og  etnisk  orienteret.  Islamisme,  som  ofte  vil  stå  i  
Dog  kan  den  teknologiske  udvikling  og  adgangen  til  sociale  medier  øge  den  politiske  bevidsthed,  ligesom  
opposition  til  det  eksisterende  styre,  vil  optræde  i  forskellige  former  i  regionen,  fra  den  mere  reformorien-­‐
virtuelle  fællesskaber  på  tværs  af  grænser  vil  styrke  både  politiske,  etniske  og  religiøse  identiteter.  
terede  islamisme  til  militant  islamisme.    
Religion  vil  også  i  de  kommende  årtier  spille  en  væsentlig  rolle  for  folks  identitet.  Mange  stater  vil  basere  
Bevidstheden  om  skellet  mellem  shia-­‐  og  sunni-­‐islam  vil  vokse,  og  de  to  religiøse  grupperinger  vil  stå  i  
deres  politik  på  religiøse  traditioner  og  love,  og  religion  vil  her  indgå  i  regeringernes  forsøg  på  at  inddæm-­‐
skærpet  modsætningsforhold  til  hinanden.  Skellet  bliver  styrket  af  de  regionale  stormagter  Iran  og  Saudi-­‐
me  utilfredshed  blandt  en  voksende  og  religiøst  orienteret  befolkning.  De  forskellige  regeringers  brug  af  
Arabien,  som  vil  bruge  religion  til  at  legitimere  sig  selv  og  deres  handlinger.  Etnisk  identitet  vil  ligeledes  
religion  styrker  en  nationalisme,  der  bliver  mere  religiøst  og  etnisk  orienteret.  Islamisme,  som  ofte  vil  stå  i  
spille  en  voksende  rolle.  Etniske  grupper  vil  i  højere  grad  føle  et  slægtskab  med  deres  egne  i  andre  lande.  
opposition  til  det  eksisterende  styre,  vil  optræde  i  forskellige  former  i  regionen,  fra  den  mere  reformorien-­‐
Religiøse  og  etniske  mindretal  vil  stadig  være  genstand  for  forfølgelse  og  undertrykkelse  som  følge  af  den  
terede  islamisme  til  militant  islamisme.    
voksende  religiøse  og  etniske  bevidsthed.  
Bevidstheden  om  skellet  mellem  shia-­‐  og  sunni-­‐islam  vil  vokse,  og  de  to  religiøse  grupperinger  vil  stå  i  
Disse  forhold  kan  i  lande  med  store  religiøse  og  etniske  mindretal  føre  til  uroligheder.  Desuden  kan  de  med-­‐
skærpet  modsætningsforhold  til  hinanden.  Skellet  bliver  styrket  af  de  regionale  stormagter  Iran  og  Saudi-­‐
virke  til  at  destabilisere  allerede  svage  stater.  Det  gælder  især  lande  som  Libanon,  Saudi-­‐Arabien,  Bahrain,  
Arabien,  som  vil  bruge  religion  til  at  legitimere  sig  selv  og  deres  handlinger.  Etnisk  identitet  vil  ligeledes  
Irak  og  Syrien,  som  har  store  mindretal  af  enten  shia-­‐,  sunnimuslimer  eller  kurdere.      
spille  en  voksende  rolle.  Etniske  grupper  vil  i  højere  grad  føle  et  slægtskab  med  deres  egne  i  andre  lande.  
Religiøse  og  etniske  mindretal  vil  stadig  være  genstand  for  forfølgelse  og  undertrykkelse  som  følge  af  den  
I  flere  lande  i  regionen  vil  demokratiske  og  økonomiske  reformer  gå  hånd  i  hånd  med  en  mere  religiøs  dags-­‐
voksende  religiøse  og  etniske  bevidsthed.  
orden.  Dette  vil  ikke  mindst  gøre  sig  gældende  for  Tyrkiet,  som  i  2030  vil  spille  en  større  rolle  i  Mellemøsten  
og  Nordafrika.  Landet  vil  fortsat  være  baseret  på  demokratiske  principper  og  institutioner,  men  religion  vil  
Disse  forhold  kan  i  lande  med  store  religiøse  og  etniske  mindretal  føre  til  uroligheder.  Desuden  kan  de  med-­‐
spille  en  stadig  større  rolle  i  den  politiske  retorik.  Den  interne  stabilitet  vil  afhænge  af  udviklingen  i  forhol-­‐
virke  til  at  destabilisere  allerede  svage  stater.  Det  gælder  især  lande  som  Libanon,  Saudi-­‐Arabien,  Bahrain,  
det  til  kurderne,  herunder  i  hvor  høj  grad  den  tyrkiske  regering  ønsker  og  formår  at  inkludere  det  kurdiske  
Irak  og  Syrien,  som  har  store  mindretal  af  enten  shia-­‐,  sunnimuslimer  eller  kurdere.      
mindretal  i  samfundet.    
I  flere  lande  i  regionen  vil  demokratiske  og  økonomiske  reformer  gå  hånd  i  hånd  med  en  mere  religiøs  dags-­‐
orden.  Dette  
Konflikter    
vil  ikke  mindst  gøre  sig  gældende  for  Tyrkiet,  som  i  2030  vil  spille  en  større  rolle  i  Mellemøsten  
og  Nordafrika.  Landet  vil  fortsat  være  baseret  på  demokratiske  principper  og  institutioner,  men  religion  v
Udviklingen  i  Mellemøsten  og  Nordafrika  er  på  grund  af  regionens  store  skrøbelighed  behæftet  med  stor  il  
spille  en  stadig  større  rolle  i  den  politiske  retorik.  Den  interne  stabilitet  vil  afhænge  af  udviklingen  i  forhol-­‐
usikkerhed.  Ustabilitet,  fejlslagne  stater,  konflikter  samt  fortsat  fjendskab  og  terrorisme  rettet  mod  Vesten  
vil  dog  med  stor  sandsynlighed  præge  regionen  i  2030.  
 
 
 
 
 
 
40/49  
40/49  
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0045.png
BILAG
SIDE 41
 
 
 
 
 
det  til  kurderne,  herunder  i  hvor  høj  grad  den  tyrkiske  regering  ønsker  og  formår  at  inkludere  det  kurdiske  
Religiøse  og  etniske  tilhørsforhold  vil  frem  mod  2030  udgøre  væsentlige  brudflader  og  indgå  som  vigtige  
mindretal  i  samfundet.    
elementer  i  konflikter  og  uroplagede  stater  i  hele  Mellemøsten  og  Nordafrika,  ikke  mindst  i  forholdet  mel-­‐
lem  sunni-­‐  og  shia-­‐islam.  Konfliktpotentialet  bliver  især  synligt  i  mere  eller  mindre  svage  stater  med  blan-­‐
Konflikter    
dede  befolkninger  eller  store  religiøse  minoriteter,  såsom  Irak,  Syrien,  Saudi-­‐Arabien,  Bahrain  og  Yemen,  og  
Udviklingen  i  Mellemøsten  og  Nordafrika  er  på  grund  af  regionens  store  skrøbelighed  behæftet  med  stor  
vil  dermed  kunne  skabe  lommer  af  uro  og  terror.  Eskalering  af  konflikterne  i  de  mindre  stabile  lande  kan  få  
usikkerhed.  Ustabilitet,  fejlslagne  stater,  konflikter  samt  fortsat  fjendskab  og  terrorisme  rettet  mod  Vesten  
en  afsmittende  effekt  på  relationerne  mellem  de  regionale  stormagter  Iran,  Saudi-­‐Arabien  og  Tyrkiet.  Mod-­‐
vil  dog  med  stor  sandsynlighed  præge  regionen  i  2030.  
sætningsforholdet  til  Israel  vil  bestå,  men  vil  være  af  mindre  betydning  for  de  regionale  konflikter.  Israels  
modsætningsforhold  til  Iran  har  dog  potentiale  til  at  destabilisere  hele  regionen.    
Religiøse  og  etniske  tilhørsforhold  vil  frem  mod  2030  udgøre  væsentlige  brudflader  og  indgå  som  vigtige  
elementer  i  konflikter  og  uroplagede  stater  i  hele  Mellemøsten  og  Nordafrika,  ikke  mindst  i  forholdet  mel-­‐
Modsætningsforholdet  mellem  de  regionale  stormagter  Iran  og  Saudi-­‐Arabien  vil  ligeledes  skærpe  den  reli-­‐
lem  sunni-­‐  og  shia-­‐islam.  Konfliktpotentialet  bliver  især  synligt  i  mere  eller  mindre  svage  stater  med  blan-­‐
giøse  og  etniske  retorik.  Landene  vil  føle  sig  forpligtede  til  at  beskytte  egne  religiøse  mindretal  i  andre  lande  
dede  befolkninger  eller  store  religiøse  minoriteter,  såsom  Irak,  Syrien,  Saudi-­‐Arabien,  Bahrain  og  Yemen,  og  
og  fremme  deres  religiøse  værdisæt  og  interesser  i  disse  lande,  om  nødvendigt  med  magt.  Kortvarige  kon-­‐
vil  dermed  kunne  skabe  lommer  af  uro  og  terror.  Eskalering  af  konflikterne  i  de  mindre  stabile  lande  kan  få  
frontationer  mellem  Iran  og  Saudi-­‐Arabien  er  en  mulighed.    
en  afsmittende  effekt  på  relationerne  mellem  de  regionale  stormagter  Iran,  Saudi-­‐Arabien  og  Tyrkiet.  Mod-­‐
Saudi-­‐Arabien  vil  frem  mod  2030  kæmpe  med  økonomiske  problemer  dels  som  en  konsekvens  af  faldende  
sætningsforholdet  til  Israel  vil  bestå,  men  vil  være  af  mindre  betydning  for  de  regionale  konflikter.  Israels  
olieindtægter,  dels  som  en  konsekvens  af  at  landets  vestlige  allierede  vil  spille  en  mindre  politisk  og  øko-­‐
modsætningsforhold  til  Iran  har  dog  potentiale  til  at  destabilisere  hele  regionen.    
nomisk  rolle.  Samtidig  kan  voksende  religiøse  og  etniske  uroligheder  blive  en  destabiliserende  indenrigspo-­‐
Modsætningsforholdet  mellem  de  regionale  stormagter  Iran  og  Saudi-­‐Arabien  vil  ligeledes  skærpe  den  reli-­‐
litisk  faktor  og  føre  til  interne  konflikter,  som  kan  true  landets  sammenhængskraft.  Et  stadig  mere  ustabilt  
giøse  og  etniske  retorik.  Landene  vil  føle  sig  forpligtede  til  at  beskytte  egne  religiøse  mindretal  i  andre  lande  
Saudi-­‐Arabien  kan  påvirke  hele  regionen.    
og  fremme  deres  religiøse  værdisæt  og  interesser  i  disse  lande,  om  nødvendigt  med  magt.  Kortvarige  kon-­‐
Yemen  vil  fortsat  være  hærget  af  væbnede  konflikter.  Landet  vil  være  præget  af  en  svag  centralregering,  og  
frontationer  mellem  Iran  og  Saudi-­‐Arabien  er  en  mulighed.    
store  dele  af  landet  vil  være  kontrolleret  af  konkurrerende  grupper.  Også  her  vil  de  regionale  stormagter  
Saudi-­‐Arabien  vil  frem  mod  2030  kæmpe  med  økonomiske  problemer  dels  som  en  konsekvens  af  faldende  
gribe  ind  og  beskytte  egne  interesser.    
olieindtægter,  dels  som  en  konsekvens  af  at  landets  vestlige  allierede  vil  spille  en  mindre  politisk  og  øko-­‐
Borgerkrigene  i  Irak  og  Syrien  vil  sandsynligvis  ebbe  ud  efter  en  årrække  og  langsomt  stabilisere  sig  ved  en  
nomisk  rolle.  Samtidig  kan  voksende  religiøse  og  etniske  uroligheder  blive  en  destabiliserende  indenrigspo-­‐
de  facto  opdeling  i  selvstyrende  enheder  langs  etniske  og  religiøse  skillelinjer.  Irak  vil  sandsynligvis  blive  
litisk  faktor  og  føre  til  interne  konflikter,  som  kan  true  landets  sammenhængskraft.  Et  stadig  mere  ustabilt  
styret  som  en  føderal  stat  bestående  af  shia-­‐arabiske,  sunni-­‐arabiske  og  kurdiske  områder.  I  Syrien  er  det  
Saudi-­‐Arabien  kan  påvirke  hele  regionen.    
muligt,  at  borgerkrigen  vil  munde  ud  i  en  magtdeling  som  i  Libanon,  hvor  etnisk  og  religiøst  definerede  en-­‐
Yemen  vil  fortsat  være  hærget  af  væbnede  konflikter.  Landet  vil  være  præget  af  en  svag  centralregering,  o
klaver  holder  hinanden  i  skak  i  en  skrøbelig  våbenstilstand.  Landene  bliver  ikke  demokratiske,  men  delsta-­‐ g  
store  dele  af  landet  vil  være  kontrolleret  af  konkurrerende  
terne  og  enklaverne  vil  tillade  en  vis  politisk  pluralisme.     grupper.  Også  her  vil  de  regionale  stormagter  
gribe  ind  og  beskytte  egne  interesser.    
Frem  mod  2030  vil  de  to  lande  være  præget  af  mindre  lommer  af  oprørskamp  og  terror.  Islamisk  Stat  i  Irak  
Borgerkrigene  i  Irak  og  Syrien  vil  sandsynligvis  ebbe  ud  efter  en  årrække  og  langsomt  stabilisere  sig  ved  en  
og  Levanten  (ISIL)  vil  i  sin  nuværende  form  ikke  nødvendigvis  eksistere,  men  andre  lignende  grupper  med  
de  facto  opdeling  i  selvstyrende  e Der  vil  være  et  stort  konfliktpotentiale  på  grund  af  de  stærke  mod-­‐
samme  ideologi  vil  være  til  stede. nheder  langs  etniske  og  religiøse  skillelinjer.  Irak  vil  sandsynligvis  blive  
styret  som  en  føderal  stat  bestående  af  shia-­‐arabiske,  sunni-­‐arabiske  og  kurdiske  områder.  I  Syrien  er  det  
sætningsforhold  mellem  de  etniske  og  religiøse  grupper.  Endvidere  vil  forudsætningerne  for  borgerkrigen  i  
muligt,  at  borgerkrigen  vil  munde  ud  i  en  magtdeling  som  i  Libanon,  hvor  etnisk  og  religiøst  
Syrien  næppe  have  ændret  sig,  da  styret  i  en  eller  anden  form  sandsynligvis  vil  overleve.     definerede  en-­‐
klaver  holder  hinanden  i  skak  i  en  skrøbelig  våbenstilstand.  Landene  bliver  ikke  demokratiske,  men  delsta-­‐
Nordafrika    
terne  og  enklaverne  vil  tillade  en  vis  politisk  pluralisme.    
Stabiliteten  i  hele  Nordafrika  vil  frem  mod  2030  være  knyttet  tæt  sammen  med  udviklingen  i  Libyen.  Våben  
Frem  mod  2030  vil  de  to  lande  være  præget  af  mindre  lommer  af  oprørskamp  og  terror.  Islamisk  Stat  i  Irak  
fra  Libyen  forsyner  en  række  militante  grupper  fra  Ægypten  i  vest  til  Mali  i  syd,  og  Libyen  er  en  magnet  for  
og  Levanten  (ISIL)  vil  i  sin  nuværende  form  ikke  nødvendigvis  eksistere,  men  andre  lignende  grupper  med  
militante  islamister  fra  hele  regionen.  Selv  om  de  militante  islamister  fortrinsvis  kæmper  i  Libyen,  gennem-­‐
samme  ideologi  vil  være  til  stede. Der  vil  være  et  stort  konfliktpotentiale  på  grund  af  de  stærke  mod-­‐
fører  de  også  angreb  mod  deres  hjemlande  og  lande  i  nærområdet.    
sætningsforhold  mellem  de  etniske  og  religiøse  grupper.  Endvidere  vil  forudsætningerne  for  borgerkrigen  i  
Syrien  næppe  have  ændret  sig,  da  styret  i  en  eller  anden  form  sandsynligvis  vil  overleve.    
Libyen  har  siden  revolutionen  i  2011  kæmpet  med  store  sikkerhedsmæssige  og  politiske  problemer.  Den  
voksende  tilstedeværelse  af  lokale  og  udenlandske  krigere,  herunder  fra  ISIL,  især  i  kystområderne,  vil  
Nordafrika    
sandsynligvis  også  frem  mod  2030  destabilisere  landet.  Libyen  vil  sandsynligvis  også  i  2030  være  plaget  af  
Stabiliteten  i  hele  Nordafrika  vil  frem  mod  2030  være  knyttet  tæt  sammen  med  udviklingen  i  Libyen.  Våben  
uro  og  kampe  mellem  forskellige  grupper.  Der  vil  være  tale  om  en  lavintensitetskonflikt,  og  landet  vil  de  
fra  Libyen  forsyner  en  række  militante  grupper  fra  Ægypten  i  vest  til  Mali  i  syd,  og  Libyen  er  en  magnet  for  
facto  være  opdelt  i  flere  politisk  styrede  og  rivaliserende  enheder,  som  vil  konkurrere  med  hinanden,  ofte  
langs  klanstrukturer,  om  magt  og  de  store  libyske  oliereserver.  I  fraværet  af  en  egentlig  centralmagt  og  med  
 
41/49  
 
 
 
 
 
41/49  
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0046.png
SIDE 42
BILAG
 
 
 
 
 
militante  islamister  fra  hele  regionen.  Selv  om  de  militante  islamister  fortrinsvis  kæmper  i  Libyen,  gennem-­‐
porøse  grænser  mod  nabolandene  vil  store  landområder  være  fristeder  for  militante  grupper  og  kriminelle  
fører  de  også  angreb  mod  deres  hjemlande  og  lande  i  nærområdet.    
netværk.  Libyen  vil  i  2030  fortsat  være  eksportør  af  ustabilitet  til  nabolandene.    
Libyen  har  siden  revolutionen  i  2011  kæmpet  med  store  sikkerhedsmæssige  og  politiske  problemer.  Den  
Ægypten  står  over  for  en  række  sikkerhedsmæssige,  demografiske  og  økonomiske  problemer,  der  frem  
voksende  tilstedeværelse  af  lokale  og  udenlandske  krigere,  herunder  fra  ISIL,  især  i  kystområderne,  vil  
mod  2030  vil  true  landets  stabilitet.  Manglende  sikkerhed  og  trusler  fra  en  række  islamistiske  grupper  vil  i  
sandsynligvis  også  frem  mod  2030  destabilisere  landet.  Libyen  vil  sandsynligvis  også  i  2030  være  plaget  a
2030  udfordre  det  ægyptiske  styre.  Befolkningstilvækst,  fattigdom  og  fravær  af  økonomiske  og  politiske   f  
uro  og  kampe  mellem  forskellige  grupper.  Der  vil  være  tale  om  en  lavintensitetskonflikt,  og  landet  vil  de  
reformer  vil  svække  staten.  Sammen  med  en  generelt  svag  økonomisk  vækst,  arbejdsløshed,  fald  i  indtæg-­‐
facto  være  opdelt  i  flere  politisk  styrede  og  rivaliserende  enheder,  som  vil  konkurrere  med  hinanden,  ofte  
terne  fra  turisme  samt  et  fald  i  den  økonomiske  støtte  fra  navnlig  kongedømmerne  i  Den  Persiske  Golf  vil  
langs  klanstrukturer,  om  magt  og  de  store  libyske  oliereserver.  I  fraværet  af  en  egentlig  centralmagt  og  med  
det  øge  risikoen  for  interne  uroligheder.  Et  stadig  mere  ustabilt  Ægypten  vil  få  konsekvenser  for  stabiliteten  
porøse  grænser  m
i  hele  Nordafrika.   od  nabolandene  vil  store  landområder  være  fristeder  for  militante  grupper  og  kriminelle  
netværk.  Libyen  vil  i  2030  fortsat  være  eksportør  af  ustabilitet  til  nabolandene.    
I  Marokko,  Algeriet  og  Tunesien  vil  den  interne  stabilitet  afhænge  af  styrernes  evne  til  at  gennemføre  
Ægypten  står  over  for  en  række  sikkerhedsmæssige,  demografiske  og  økonomiske  problemer,  der  frem  
igangsatte  økonomiske  og  politiske  reformer  og  håndteringen  af  kommende  magtskifter  i  de  politiske  eliter.  
mod  2030  vil  true  landets  stabilitet.  Manglende  sikkerhed  og  trusler  fra  en  række  islamistiske  grupper  vil  i  
Fælles  for  landene  er,  at  stabiliteten  udfordres  af  militante  islamister,  truslen  fra  Libyen  samt  en  voksende  
2030  udfordre  det  ægyptiske  styre.  Befolkningstilvækst,  fattigdom  og  fravær  af  økonomiske  og  politiske  
immigration  fra  Afrika,  som  vil  påvirke  landene  demografisk,  etnisk  og  økonomisk.    
reformer  vil  svække  staten.  Sammen  med  en  generelt  svag  økonomisk  vækst,  arbejdsløshed,  fald  i  indtæg-­‐
Flygtninge-­‐  og  migrationsstrømme    
konomiske  støtte  fra  navnlig  kongedømmerne  i  Den  Persiske  Golf  vil  
terne  fra  turisme  samt  et  fald  i  den  ø
Udfordringer  med  migrationsstrømme  mod  Europas  grænser  fra  lande  i  Afrika,  Asien  og  Mellemøsten  vil  
det  øge  risikoen  for  interne  uroligheder.  Et  stadigt  mere  ustabilt  Ægypten  vil  få  konsekvenser  for  stabilite-­‐
også  være  aktuelt  i  2030,  da  grundvilkårene  for  at  emigrere  eller  flygte  ikke  vil  have  ændret  sig.  Traditionel-­‐
ten  i  hele  Nordafrika.  
le  faktorer  som  fattigdom  og  konflikt  kombineret  med  globalisering  og  pressede  nærområder  vil  fortsat  
I  Marokko,  Algeriet  og  Tunesien  vil  den  interne  stabilitet  afhænge  af  styrernes  evne  til  at  gennemføre  
gøre  Europa  til  et  både  attraktivt  og  realistisk  mål  for  migranter.  Presset  vil  være  størst  i  Europas  nærområ-­‐
igangsatte  økonomiske  og  politiske  reformer  og  håndteringen  af  kommende  magtskifter  i  de  politiske  eliter.  
der,  som  Nordafrika  og  Tyrkiet,  da  disse  lande  også  i  fremtiden  vil  fungere  som  transitlande.  Også  internt  i  
Fælles  for  landene  er,  at  stabiliteten  udfordres  af  militante  islamister,  truslen  fra  Libyen  samt  en  voksende  
nærområderne  vil  problemer  med  større  migration  og  internt  fordrevne  vokse,  og  det  kan  således  ændre  
immigration  fra  Afrika,  som  vil  påvirke  landene  demografisk,  etnisk  og  økonomisk.    
demografien  betydeligt  i  Nordafrika  og  øge  de  etniske  spændinger  flere  steder  i  Mellemøsten.    
Flygtninge-­‐  og  migrationsstrømme    
Europa  vil  også  i  2030  have  sikkerhedspolitiske  interesser  i  sine  nærområder,  fortrinsvis  Nordafrika  og  Tyr-­‐
Udfordringer  med  migrationsstrømme  mod  Europas  grænser  fra  lande  i  Afrika,  Asien  og  Mellemøsten  vil  
kiet,  hvor  opretholdelse  af  stabilitet  og  kontrol  med  immigration  vil  være  et  centralt  spørgsmål.  Europa  vil  
også  være  aktuelt  i  2030,  da  grundvilkårene  for  at  emigrere  eller  flygte  ikke  vil  have  ændret  sig.  Traditionel-­‐
søge  skiftende  løsninger  på  flygtninge-­‐  og  migrationsspørgsmålet  og  øge  samarbejdet  med  lande  i  regionen  
le  faktorer  som  fattigdom  og  konflikt  kombineret  med  globalisering  og  pressede  nærområder  vil  fortsat  
for  at  løse  de  udfordringer,  som  det  store  flygtninge-­‐  og  migrationspres  medfører.  
gøre  Europa  til  et  både  attraktivt  og  realistisk  mål  for  migranter.  Presset  vil  være  størst  i  Europas  nærområ-­‐
Terrortruslen    
der,  som  Nordafrika  og  Tyrkiet,  da  disse  lande  også  i  fremtiden  vil  fungere  som  transitlande.  Også  internt  i  
Militant  islamisme  vil  fortsat  finde  støtte  og  gode  vækstbetingelser  i  et  uroplaget  Mellemøsten  og  Nordafri-­‐
nærområderne  vil  problemer  med  større  migration  og  internt  fordrevne  vokse,  og  det  kan  således  ændre  
ka.  De  grundvilkår,  som  nærer  den  militante  islamisme,  vil  også  være  til  stede  frem  mod  2030.  Dette  gælder  
demografien  betydeligt  i  Nordafrika  og  øge  de  etniske  spændinger  flere  steder  i  Mellemøsten.    
navnlig  tilstedeværelsen  af  svage  og  ustabile  stater  i  store  dele  af  regionen.  Militant  islamisme  vil  muligvis  
Europa  vil  også  i  2030  have  sikkerhedspolitiske  interesser  i  sine  nærområder,  fortrinsvis  Nordafrika  og  Tyr-­‐
som  ideologi  blive  udfordret  af  konkurrerende  ideologier.  Det  er  imidlertid  mest  sandsynligt,  at  den  fortsat  
kiet,  hvor  opretholdelse  af  stabilitet  og  kontrol  med  immigration  vil  være  et  centralt  spørgsmål.  Europa  vil  
dominerer  og  gennem  terrorhandlinger  og  oprørskamp  sætter  sit  præg  på  regionen.  De  dominerende  ter-­‐
søge  skiftende  løsninger  på  flygtninge-­‐  og  migrationsspørgsmålet  og  øge  samarbejdet  med  lande  i  regionen  
rorgrupper  vil  som  følge  af  fejlslagne  stater,  svage  statsstrukturer  og  konflikter  fortsat  finde  fristeder  og  
for  at  løse  de  udfordringer,  som  det  store  flygtninge-­‐  og  migrationspres  medfører.  
etablere  sig  regionalt  i  samarbejde  med  lokalt  forankrede  netværk.    
Terrortruslen    
De  etniske  og  religiøse  modsætningsforhold  i  regionen  vil  i  en  række  lande  skabe  et  gunstigt  klima  for  reli-­‐
Militant  islamisme  vil  fortsat  finde  støtte  og  gode  vækstbetingelser  i  et  uroplaget  Mellemøsten  og  Nordafri-­‐
giøst  motiverede  terrorhandlinger.  Grænserne  mellem  sekterisk  vold  og  terrorhandlinger  vil  være  flydende.  
ka.  De  grundvilkår,  som  nærer  den  militante  islamisme,  vil  også  være  til  stede  frem  mod  2030.  Dette  gælder  
Statslige  konflikter  vil  ligeledes  fremme  terrortruslen.  Spændingerne  mellem  sunni-­‐  og  shiamuslimer  vil  
navnlig  tilstedeværelsen  af  svage  og  ustabile  stater  i  store  dele  af  regionen.  Militant  islamisme  vil  muligvis  
tilskynde  lokalt  forankrede  terror-­‐  og  oprørsgrupper  til  at  begå  terrorhandlinger  mod  andre  etniske  eller  
som  ideologi  blive  
religiøse  grupper.   udfordret  af  konkurrerende  ideologier.  Det  er  imidlertid  mest  sandsynligt,  at  den  fortsat  
dominerer  og  gennem  terrorhandlinger  og  oprørskamp  sætter  sit  præg  på  regionen.  De  dominerende  ter-­‐
De  konflikter,  som  præger  regionen  i  Libyen,  Yemen,  Irak  og  Syrien,  vil  fortsat  påvirke  regionen  frem  mod  
rorgrupper  vil  som  følge  af  fejlslagne  stater,  svage  statsstrukturer  og  konflikter  fortsat  finde  fristeder  og  
2030.  De  vil  alle  fortsat  være  svage  og  ustabile  stater,  som  er  ude  af  stand  til  at  manifestere  deres  magt  i  
etablere  sig  regionalt  i  samarbejde  med  lokalt  forankrede  netværk.    
store  landområder.  Der  vil  være  lommer  med  konflikt  og  modstand  og  områder,  som  vil  fungere  som  friste-­‐
 
 
 
 
 
 
42/49  
42/49  
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0047.png
BILAG
SIDE 43
 
 
 
 
 
De  etniske  og  religiøse  modsætningsforhold  i  regionen  vil  i  en  række  lande  skabe  et  gunstigt  klima  for  reli-­‐
der  for  militante  grupper.  Landene  vil  være  stærkt  militariserede  med  mange  våben  i  omløb,  høj  grad  af  
giøst  motiverede  terrorhandlinger.  Grænserne  mellem  sekterisk  vold  og  terrorhandlinger  vil  være  flydende.  
parathed  til  vold,  præget  af  store  forskydninger  af  folkegrupper  på  grund  af  flygtninge  og  internt  fordrevne,  
Statslige  konflikter  vil  ligeledes  fremme  terrortruslen.  Spændingerne  mellem  sunni-­‐  og  shiamuslimer  vil  
og  have  en  fortsat  høj  risiko  for  etniske  og  religiøse  spændinger.  Flere  generationer  i  landene  vil  være  på-­‐
tilskynde  lokalt  forankrede  terror-­‐  og  oprørsgrupper  til  at  begå  terrorhandlinger  mod  andre  etniske  eller  
virket  af  konflikterne,  og  der  vil  være  gode  vilkår  for  radikalisering  og  rekruttering  til  militante  terrorgrup-­‐
religiøse  grupper.  
per.  Truslen  fra  militante  ekstremister  vil  også  påvirke  nabolandene.  Dels  som  en  spillover-­‐effekt,  dels  fra  
radikaliserede  hjemvendte  krigere,  som  kan  udføre  terrorangreb  eller  radikalisere  andre.  Det  kan  destabili-­‐
De  konflikter,  som  præger  regionen  i  Libyen,  Yemen,  Irak  og  Syrien,  vil  fortsat  påvirke  regionen  frem  mod  
sere  i  forvejen  skrøbelige  stater  og  skabe  grobund  for  militante  grupper,  som  vil  have  kapaciteten  og  viljen  
2030.  De  vil  alle  fortsat  være  svage  og  ustabile  stater,  som  er  ude  af  stand  til  at  manifestere  deres  magt  i  
til  at  udføre  terrorhandlinger.      
store  landområder.  Der  vil  være  lommer  med  konflikt  og  modstand  og  områder,  som  vil  fungere  som  friste-­‐
der  for  militante  grupper.  Landene  vil  være  stærkt  militariserede  med  mange  våben  i  omløb,  høj  grad  af  
ISIL  vil  i  sin  nuværende  form  ikke  nødvendigvis  eksistere  i  2030.  Tilsvarende  grupper  baseret  på  samme  
parathed  til  vold,  præget  af  store  forskydninger  af  folkegrupper  på  grund  af  flygtninge  og  internt  fordrevne,  
ideologi  og  beslægtede  regionale  netværk  vil  dog  være  til  stede  i  hele  regionen,  hvor  de  vil  befinde  sig  i  
og  have  en  fortsat  høj  risiko  for  etniske  og  religiøse  spændinger.  Flere  generationer  i  landene  vil  være  på-­‐
spektret  mellem  terrorgrupper  og  oprørsgrupper.  Fælles  for  de  militante  grupper  vil  være  den  militante  
virket  af  konflikterne,  og  der  vil  være  gode  vilkår  for  radikalisering  og  rekruttering  til  militante  terrorgrup-­‐
islamistiske  ideologi,  som  ikke  vil  forsvinde  med  det  fysiske  kalifat.  ISIL  vil  ligeledes  have  indoktrineret  og  
per.  Truslen  fra  militante  ekstremister  vil  også  påvirke  nabolandene.  Dels  som  en  spillover-­‐effekt,  dels  fra  
radikaliseret  dele  af  en  lokalbefolkning,  inklusive  børn  og  unge,  i  de  områder,  som  i  dag  udgør  dets  kalifat.  
radikaliserede  hjemvendte  krigere,  som  kan  udføre  terrorangreb  eller  radikalisere  andre.  Det  kan  destabili-­‐
Konsekvenserne  af  dette  vil  påvirke  de  lokale  områder  i  Syrien  og  Irak  frem  mod  2030,  ligesom  hjemvendte  
sere  i  forvejen  skrøbelige  stater  og  skabe  grobund  for  militante  grupper,  som  vil  have  kapaciteten  og  viljen  
krigere,  der  har  kæmpet  for  ISIL,  vil  udgøre  en  destabiliserende  faktor  i  deres  hjemlande.  
til  at  udføre  terrorhandlinger.      
Den  teknologiske  udvikling  vil  gøre  viden  og  propaganda  mere  tilgængelig.  Militante  islamistiske  grupper  vil  
ISIL  vil  i  sin  nuværende  form  ikke  nødvendigvis  eksistere  i  2030.  Tilsvarende  grupper  baseret  på  samme  
derfor  i  endnu  højere  grad  operere  virtuelt.  Det  vil  forbedre  deres  evne  til  kommunikation  og  rekruttering,  
ideologi  og  beslægtede  regionale  netværk  vil  dog  være  til  stede  i  hele  regionen,  hvor  de  vil  befinde  sig  i  
både  i  og  uden  for  regionen.  På  samme  måde  som  både  al-­‐Qaida  og  ISIL  har  lokale  afdelinger  i  hele  regio-­‐
spektret  mellem  terrorgrupper  og  oprørsgrupper.  Fælles  for  de  militante  grupper  vil  være  den  militante  
nen,  vil  globalisering  og  forbedret  kommunikation  fortsat  lette  lokale  terrorgruppers  tilslutning  til  ledende  
islamistiske  ideologi,  som  ikke  vil  forsvinde  med  det  fysiske  kalifat.  ISIL  vil  ligeledes  have  indoktrineret  og  
islamistiske  terrorbevægelser.  Den  store  geografiske  spændevidde  vil  styrke  grupperne  og  gøre  dem  svære-­‐
radikaliseret  dele  af  en  lokalbefolkning,  inklusive  børn  og  unge,  i  de  områder,  som  i  dag  udgør  dets  kalifat.  
re  at  bekæmpe.  
Konsekvenserne  af  dette  vil  påvirke  de  lokale  områder  i  Syrien  og  Irak  frem  mod  2030,  ligesom  hjemvendte  
Urbanisering,  dårligt  fungerende  storbyer,  relativt  store  ungdomsårgange,  høj  arbejdsløshed  og  generel  
krigere,  der  har  kæmpet  for  ISIL,  vil  udgøre  en  destabiliserende  faktor  i  deres  hjemlande.  
mangel  på  synlige  fremtidsmuligheder  vil  få  mange  unge  til  at  føle  sig  marginaliserede.  Korruption  og  fra-­‐
Den  teknologiske  udvikling  vil  gøre  viden  og  propaganda  mere  tilgængelig.  Militante  islamistiske  grupper  vil  
vær  af  politisk  inklusion  vil  samtidig  præge  de  fleste  lande  i  regionen.  Det  kan  føre  til,  at  dele  af  befolknin-­‐
derfor  i  endnu  højere  grad  operere  virtuelt.  Det  vil  forbedre  deres  evne  til  kommunikation  og  rekruttering,  
gen  vil  søge  mere  voldelige  løsninger,  hvis  fredelige  protester  ikke  indfrier  deres  forventninger.      
både  i  og  uden  for  regionen.  På  samme  måde  som  både  al-­‐Qaida  og  ISIL  har  lokale  afdelinger  i  hele  regio-­‐
Vestlig  tilstedeværelse  og  indflydelse  er  i  de  sidste  15  år  blevet  brugt  i  militant  islamistisk  retorik.  Militante  
nen,  vil  globalisering  og  forbedret  kommunikation  fortsat  lette  lokale  terrorgruppers  tilslutning  til  ledende  
grupper  vil  også  i  2030  udnytte  en  udenlandsk  tilstedeværelse  til  at  legitimere  deres  kamp,  og  udenlandske  
islamistiske  terrorbevægelser.  Den  store  geografiske  spændevidde  vil  styrke  grupperne  og  gøre  dem  svære-­‐
interesser  i  og  uden  for  regionen  vil  forblive  terrormål.  Denne  risiko  vil  ikke  mindst  være  til  stede  i  lande  
re  at  bekæmpe.  
med  mindretal,  som  identificerer  sig  med  trosfæller  og  konflikter  i  Mellemøsten  og  Nordafrika.  
Urbanisering,  dårligt  fungerende  storbyer,  relativt  store  ungdomsårgange,  høj  arbejdsløshed  og  generel  
Det  vil  også  give  inspiration  til  andre  dele  af  verden,  der  er  præget  af  lokale  militante  islamistiske  grupper  
mangel  på  synlige  fremtidsmuligheder  vil  få  mange  unge  til  at  føle  sig  marginaliserede.  Korruption  og  fra-­‐
og  de  samme  socioøkonomiske  og  politiske  forhold  som  i  Mellemøsten  og  Nordafrika.  Et  scenarie  som  i  
vær  af  politisk  inklusion  vil  samtidig  præge  de  fleste  lande  i  regionen.  Det  kan  føre  til,  at  dele  af  befolknin-­‐
Mellemøsten  og  Nordafrika  vil  derfor  kunne  udspille  sig  i  andre  dele  af  verden  med  svage  og  ustabile  stater  
gen  vil  søge  mere  voldelige  løsninger,  hvis  fredelige  protester  ikke  indfrier  deres  forventninger.      
og  store  muslimske  befolkningsgrupper,  for  eksempel  i  Sydøstasien,  Centralasien,  Kaukasus  og  Afrika.    
Vestlig  tilstedeværelse  og  indflydelse  er  i  de  sidste  15  år  blevet  brugt  i  militant  islamistisk  retorik.  Militante  
Stormagtsforhold  
030  udnytte  en  udenlandsk  tilstedeværelse  til  at  legitimere  deres  kamp,  og  udenlandske  
grupper  vil  også  i  2
De  sikkerhedspolitiske  strukturer  i  Mellemøsten  og  Nordafrika  vil  frem  mod  2030  blive  påvirket  af  forskyd-­‐
interesser  i  og  uden  for  regionen  vil  forblive  terrormål.  Denne  risiko  vil  ikke  mindst  være  til  stede  i  lande  
ninger  i  de  internationale  magtstrukturer.  Regionale  stormagter  vil  få  større  spillerum  og  vil  derfor  blive  
med  mindretal,  som  identificerer  sig  med  trosfæller  og  konflikter  i  Mellemøsten  og  Nordafrika.  
endnu  vigtigere  for  stabiliteten  i  regionen.  Øget  konfrontation  mellem  de  regionale  stormagter  kan  derfor  
Det  vil  også  give  inspiration  til  andre  dele  af  verden,  der  er  præget  af  lokale  militante  islamistiske  grupper  
destabilisere  regionen  betydeligt.  Dog  vil  der  fortsat  være  international  interesse  for  stabilitet  i  regionen,  
og  de  samme  socioøkonomiske  og  politiske  forhold  som  i  Mellemøsten  og  Nordafrika.  Et  scenarie  som  i  
hvilket  kan  øge  mulighederne  for  og  viljen  til  samarbejde  mellem  stormagter  både  i  og  uden  for  regionen.      
Mellemøsten  og  Nordafrika  vil  derfor  kunne  udspille  sig  i  andre  dele  af  verden  med  svage  og  ustabile  stater  
USA  vil  frem  mod  2030  stadig  spille  en  vigtig  rolle  med  hensyn  til  den  internationale  orden  i  Mellemøsten  
og  store  muslimske  befolkningsgrupper,  for  eksempel  i  Sydøstasien,  Centralasien,  Kaukasus  og  Afrika.    
og  Nordafrika.  USA’s  samarbejde  med  landene  i  regionen  vil  være  præget  af  pragmatisme  og  ad  hoc-­‐
alliancer  baseret  på  mere  kortsigtede  fælles  mål  og  interesser.  USA  vil,  bl.a.  ved  brug  af  droner  og  special-­‐
43/49  
 
 
 
 
 
 
43/49  
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0048.png
SIDE 44
BILAG
 
 
 
 
 
Stormagtsforhold  
styrker,  primært  fokusere  på  at  imødegå  trusler  fra  regionen,  f.eks.  fra  terrororganisationer  og  fra  lande,  
De  sikkerhedspolitiske  strukturer  i  Mellemøsten  og  Nordafrika  vil  frem  mod  2030  blive  påvirket  af  forskyd-­‐
der  truer  amerikanske  og  vestlige  sikkerhedsinteresser.  En  ændret  kurs  i  amerikansk  udenrigspolitik  kan  
ninger  i  de  internationale  magtstrukturer.  Regionale  stormagter  vil  få  større  spillerum  og  vil  derfor  
blive  affødt  af,  at  Mellemøsten  og  Nordafrika  er  så  ustabile,  at  øget  involvering  bliver  nødvendig.   blive  
endnu  vigtigere  for  stabiliteten  i  regionen.  Øget  konfrontation  mellem  de  regionale  stormagter  kan  derfor  
Kina,  Indien  og  Rusland  kommer  sandsynligvis  til  at  spille  en  mere  aktiv  rolle  i  Mellemøsten  og  Nordafrika.  I  
destabilisere  regionen  betydeligt.  Dog  vil  der  fortsat  være  international  interesse  for  stabilitet  i  regionen,  
2030  vil  størstedelen  af  olien  fra  regionen  blive  eksporteret  til  Kina,  Indien  og  de  øvrige  lande  i  Asien.  Selv  
hvilket  kan  øge  mulighederne  for  og  viljen  til  samarbejde  mellem  stormagter  både  i  og  uden  for  regionen.      
om  Kina  vil  få  større  interesse  i  at  opretholde  stabilitet  i  regionen,  vil  landet  sandsynligvis  være  forsigtig  
med  at  engagere  sig  militært  i  løsning  af  konflikter  i  regionen,  da  det  ikke  ønsker  at  blive  part  i  konflikterne.  
USA  vil  frem  mod  2030  stadig  spille  en  vigtig  rolle  med  hensyn  til  den  internationale  orden  i  Mellemøsten  
Kinesiske  engagementer  i  rammen  af  en  bredere  international  indsats  for  stabilitet  er  dog  en  mulighed.  
og  Nordafrika.  USA’s  samarbejde  med  landene  i  regionen  vil  være  præget  af  pragmatisme  og  ad  hoc-­‐
Dertil  kommer  et  øget  kommercielt  engagement,  som  sandsynligvis  vil  blive  hilst  velkommen  af  mange  
alliancer  baseret  på  mere  kortsigtede  fælles  mål  og  interesser.  USA  vil,  bl.a.  ved  brug  af  droner  og  special-­‐
lande  i  regionen.  
styrker,  primært  fokusere  på  at  imødegå  trusler  fra  regionen,  f.eks.  fra  terrororganisationer  og  fra  lande,  
 
der  truer  amerikanske  og  vestlige  sikkerhedsinteresser.  En  ændret  kurs  i  amerikansk  udenrigspolitik  kan  
Rusland  vil  frem  mod  2030  prøve  at  engagere  sig  mere  aktivt  i  Mellemøsten  og  Nordafrika.  Rusland  vil  bl.a.  
blive  affødt  af,  at  Mellemøsten  og  Nordafrika  er  så  ustabile,  at  øget  involvering  bliver  nødvendig.  
forsøge  at  styrke  de  handelsmæssige  relationer  bl.a.  gennem  salg  af  våben  og  civil  atomkraftteknologi.  Rus-­‐
land  vil  måske  også  prøve  at  øge  sin  militære  tilstedeværelse.  Ruslands  begrænsede  økonomi  og  beskedne  
Kina,  Indien  og  Rusland  kommer  sandsynligvis  til  at  spille  en  mere  aktiv  rolle  i  Mellemøsten  og  Nordafrika.  I  
evne  til  magtprojektion  over  store  afstande  sætter  dog  grænser  for  omfanget  af  Ruslands  engagement  i  
2030  vil  størstedelen  af  olien  fra  regionen  blive  eksporteret  til  Kina,  Indien  og  de  øvrige  lande  i  Asien.  Selv  
Mellemøsten  og  Nordafrika.      
om  Kina  vil  få  større  interesse  i  at  opretholde  stabilitet  i  regionen,  vil  landet  sandsynligvis  være  forsigtig  
med  at  engagere  sig  militært  i  løsning  af  konflikter  i  regionen,  da  det  ikke  ønsker  at  blive  part  i  konflikterne.  
Forholdet  mellem  USA  og  Iran  bliver  vigtig  for  den  fremtidige  udvikling  i  Mellemøsten.  Iran  vil  sandsynligvis  
Kinesiske  engagementer  i  rammen  af  en  bredere  international  indsats  for  stabilitet  er  dog  en  mulighed.  
i  2030  bestå  som  en  islamisk  republik.  Det  er  en  mulighed,  at  den  iranske  islamiske  republik,  navnlig  ef-­‐
Dertil  kommer  et  øget  kommercielt  engagement,  som  sandsynligvis  vil  blive  hilst  velkommen  af  mange  
ter  den  øverste  leder  ayatollah  Ali  Khameneis  bortgang,  vil  slå  ind  på  en  mere  pragmatisk  kurs,  der  vil  give  
lande  i  regionen.  
landet  mulighed  for  at  integrere  sig  mere  i  den  globale  økonomi  og  bedre  varetage  shiitiske  interesser  i  
 
Mellemøsten.  Denne  kurs  vil  føre  til  et  ad  hoc-­‐baseret  og  diplomatisk  nedtonet  samarbejde  med  USA.  Des-­‐
Rusland  vil  frem  mod  2030  prøve  at  engagere  sig  mere  aktivt  i  Mellemøsten  og  Nordafrika.  Rusland  vil  bl.a.  
uden  vil  Iran  kunne  udbygge  det  eksisterende  samarbejde  med  Indien.    
forsøge  at  styrke  de  handelsmæssige  relationer  bl.a.  gennem  salg  af  våben  og  civil  atomkraftteknologi.  Rus-­‐
Iran  vil  frem  mod  2030  uanset  relationen  til  USA  blive  ved  med  at  prioritere  den  shiamuslimske  akse,  her-­‐
land  vil  måske  også  prøve  at  øge  sin  militære  tilstedeværelse.  Ruslands  begrænsede  økonomi  og  beskedne  
under  støtte  til  shiitter  med  tæt  kontakt  til  Iran  i  regionen.  Det  indebærer  bl.a.  fortsat  iransk  indblanding  i  
evne  til  magtprojektion  over  store  afstande  sætter  dog  grænser  for  omfanget  af  Ruslands  engagement  i  
Syrien  og  Irak.  
Mellemøsten  og  Nordafrika.      
Saudi-­‐Arabiens  regionale  magt  vil  sandsynligvis  falde  i  takt  med  dets  mindskede  økonomiske  tyngde.  Landet  
Forholdet  mellem  USA  og  Iran  bliver  vigtig  for  den  fremtidige  udvikling  i  Mellemøsten.  Iran  vil  sandsynligvis  
vil  dog  i  2030  fortsat  være  en  regional  stormagt  og  et  arabisk  og  sunnimuslimsk  modsvar  til  Iran.  Det  vil  
i  2030  bestå  som  en  islamisk  republik.  Det  er  en  mulighed,  at  den  iranske  islamiske  republik,  navnlig  ef-­‐
muligvis  føre  en  mere  aktivistisk  udenrigspolitik.  Selv  om  landet  ikke  har  effektiv  militær  kapacitet  til  større  
ter  den  øverste  leder  ayatollah  Ali  Khameneis  bortgang,  vil  slå  ind  på  en  mere  pragmatisk  kurs,  der  vil  give  
engagementer  i  Mellemøsten  og  Nordafrika.  Saudi-­‐Arabiens  rolle  i  regionen  kan  dog  blive  gjort  vanskeligere  
landet  mulighed  for  at  integrere  sig  mere  i  den  globale  økonomi  og  bedre  varetage  shiitiske  interesser  i  
af  stigende  intern  uro  og  konflikt.  Tyrkiet  vil  spille  en  stadig  mere  fremtrædende  rolle  i  regionen,  båret  af  
Mellemøsten.  Denne  kurs  vil  føre  til  et  ad  hoc-­‐baseret  og  diplomatisk  nedtonet  samarbejde  med  USA.  Des-­‐
landets  politiske,  økonomiske  og  militære  styrke.  Ægypten  vil  på  grund  af  de  mange  indenrigspolitiske  og  
uden  vil  Iran  kunne  udbygge  det  eksisterende  samarbejde  med  Indien.    
økonomiske  udfordringer  få  vanskeligt  ved  at  spille  samme  centrale  udenrigspolitiske  rolle  for  den  arabiske  
Iran  vil  frem  mod  2030  uanset  relationen  til  USA  blive  ved  med  at  prioritere  den  shiamuslimske  akse,  her-­‐
verden  som  tidligere.  Ægypten  vil  derfor  i  2030  primært  orientere  sig  mod  det  øvrige  Nordafrika  og  her  
under  støtte  til  shiitter  med  tæt  kontakt  til  Iran  i  regionen.  Det  indebærer  bl.a.  fortsat  iransk  indblanding  i  
lejlighedsvis  engagere  sig  militært  i  Libyen  for  at  bekæmpe  militante  islamistiske  grupper.        
Syrien  og  Irak.  
 
 
Saudi-­‐Arabiens  regionale  magt  v  il  sandsynligvis  falde  i  takt  med  dets  mindskede  økonomiske  tyngde.  Landet  
vil  dog  i  2030  fortsat  være  en  regional  stormagt  og  et  arabisk  og  sunnimuslimsk  modsvar  til  Iran.  Det  vil  
muligvis  føre  en  mere  aktivistisk  udenrigspolitik,  selv  om  landet  ikke  har  effektiv  militær  kapacitet  til  større  
engagementer  i  Mellemøsten  og  Nordafrika.  Saudi-­‐Arabiens  rolle  i  regionen  kan  dog  blive  gjort  vanskeligere  
af  stigende  intern  uro  og  konflikt.  Tyrkiet  vil  spille  en  stadig  mere  fremtrædende  rolle  i  regionen,  båret  af  
landets  politiske,  økonomiske  og  militære  styrke.  Ægypten  vil  på  grund  af  de  mange  indenrigspolitiske  og  
økonomiske  udfordringer  få  vanskeligt  ved  at  spille  samme  centrale  udenrigspolitiske  rolle  for  den  arabiske  
verden  som  tidligere.  Ægypten  vil  derfor  i  2030  primært  orientere  sig  mod  det  øvrige  Nordafrika  og  her  
lejlighedsvis  engagere  sig  militært  i  Libyen  for  at  bekæmpe  militante  islamistiske  grupper.        
 
 
 
 
 
 
 
 
 
44/49  
44/49  
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0049.png
BILAG
SIDE 45
 
 
 
 
 
7. Afrika,  Afghanistan  og  Balkan    
 
 
7.
Afrika,  Afghanistan  og  Balkan    
Landene  i  Afrika  syd  for  Sahara  vil  udvikle  sig  forskelligt  frem  mod  2030.  Mange  lande  vil  opleve  
 
økonomisk  fremgang  og  større  politik  stabilitet,  mens  nogle  lande  vil  få  større  ustabilitet.  Sandsyn-­‐
ligvis  vil  der  opstå  flere  fejlslagne  stater  frem  mod  2030.    
Landene  i  Afrika  syd  for  Sahara  vil  udvikle  sig  forskelligt  frem  mod  2030.  Mange  lande  vil  opleve  
Migrationspresset  på  Europa  og  Danmark  fra  Afrika  syd  for  Sahara  vokser  sandsynligvis  i  de  kom-­‐
økonomisk  fremgang  og  større  politik  stabilitet,  mens  nogle  lande  vil  være  præget  af  større  ustabili-­‐
mende  årtier  på  grund  af  befolkningstilvækst,  yngre  befolkninger,  ressourceknaphed  og  nye  konflik-­‐
tet.  Sandsynligvis  vil  der  opstå  flere  fejlslagne  stater  frem  mod  2030.    
ter.    
Migrationspresset  på  Europa  og  Danmark  fra  Afrika  syd  for  Sahara  vokser  sandsynligvis  i  de  kom-­‐
Afghanistan  vil  også  i  2030  have  mange  karakteristika  som  en  fejlslagen  stat.  Den  afghanske  stat,  og  
mende  årtier  på  grund  af  befolkningstilvækst,  yngre  befolkninger,  ressourceknaphed  og  nye  konflik-­‐
navnlig  dens  sikkerhedsstyrker,  vil  frem  mod  2030  kun  kunne  hænge  sammen,  hvis  den  modtager  
ter.    
omfattende  international  bistand.    
Afghanistan  vil  også  i  2030  have  mange  karakteristika  som  en  fejlslagen  stat.  Den  afghanske  stat,  og  
Vesten  og  EU  vil  være  de  stærkeste  aktører  på  Balkan  på  grund  af  et  udbredt  lokalt  ønske  om  EU-­‐
navnlig  dens  sikkerhedsstyrker,  vil  frem  mod  2030  kun  kunne  hænge  sammen,  hvis  den  modtager  
medlemskab.  Rusland  vil  være  imod  dette  ønske  og  vil  modarbejde  landenes  NATO-­‐medlemskab,  
omfattende  international  bistand.    
dog  med  begrænset  held.    
Vesten  og  EU  vil  være  de  stærkeste  aktører  på  Balkan  på  grund  af  et  udbredt  lokalt  ønske  om  EU-­‐
 
medlemskab.  Rusland  vil  være  imod  dette  ønske  og  vil  modarbejde  landenes  NATO-­‐medlemskab,  
dog  med  begrænset  held.    
Afrika  syd  for  Sahara  
Den  økonomiske  ulighed  i  Afrika  vil  vokse  frem  mod  2030,  og  der  vil  være  en  tæt  sammenhæng  mellem  
 
politisk  stabilitet  og  økonomisk  vækst.  Nogle  afrikanske  lande  med  positiv  økonomisk  udvikling  vil  opnå  
Afrika  syd  for  Sahara  
øget  økonomisk  diversitet  og  styrke  deres  modstandsdygtighed  over  for  udefrakommende  påvirkninger,  
Stor  økonomiske  ulighed  vil  stadigvæk  præge  Afrika  frem  mod  2030,  og  der  vil  være  en  tæt  sammenhæng  
f.eks.  ændringer  i  råvarepriserne.  Andre  lande  vil  fortsat  være  yderst  sårbare  og  lide  under  manglende  øko-­‐
mellem  politisk  stabilitet  og  økonomisk  vækst.  Nogle  afrikanske  lande  med  positiv  økonomisk  udvikling  vil  
nomisk  udvikling  og  svage  og  udemokratiske  regeringsstrukturer.    
opnå  øget  økonomisk  diversitet  og  styrke  deres  modstandsdygtighed  over  for  udefrakommende  påvirknin-­‐
Landene  i  Afrika  syd  for  Sahara  vil  fortsat  være  ressourcerige,  og  Kina  og  andre  stormagter  vil  vise  øget  vilje  
ger,  f.eks.  ændringer  i  råvarepriserne.  Andre  lande  vil  fortsat  være  yderst  sårbare  og  lide  under  manglende  
til  at  investere  på  kontinentet.  Mange  afrikanske  lande  vil  øge  deres  konkurrenceevne.  Som  konsekvens  vil  
økonomisk  udvikling  og  svage  og  udemokratiske  regeringsstrukturer.    
vestlige  regeringers  evne  til  at  påvirke  afrikanske  regeringer  mindskes,  da  Vesten  ikke  på  samme  måde  som  
Landene  i  Afrika  syd  for  Sahara  vil  fortsat  være  ressourcerige,  og  Kina  
hidtil  kan  bruge  økonomisk  bistand  til  at  påvirke  landenes  adfærd.   og  andre  stormagter  vil  vise  øget  vilje  
til  at  investere  på  kontinentet.  Mange  afrikanske  lande  vil  øge  deres  konkurrenceevne.  Som  konsekvens  vil  
Befolkningen  i  Afrika  syd  for  Sahara  vil  vokse  betydeligt.  Modsat  den  globale  tendens  vil  gennemsnitsalde-­‐
vestlige  regeringers  evne  til  at  påvirke  afrikanske  regeringer  mindskes,  da  Vesten  ikke  på  samme  måde  som  
ren  falde  og  i  2030  være  omkring  21  år,  hvilket  vil  være  klart  det  laveste  i  verden.  Kombinationen  af  befolk-­‐
hidtil  kan  bruge  økonomisk  bistand  til  at  påvirke  landenes  adfærd.  
ningstilvækst  og  klimaforandringer  vil  øge  den  lokale  kamp  om  ressourcer,  og  kontinentet  vil  opleve  en  
Befolkningen  i  Afrika  syd  for  Sahara  vil  vokse  betydeligt.  Modsat  den  globale  tendens  vil  gennemsnitsalde-­‐
stigende  mangel,  ikke  kun  på  fødevarer  og  vand,  men  også  energi.  Særligt  Sahel-­‐området  vil  være  udsat  for  
ren  falde  og  i  2030  være  omkring  21  år,  hvilket  vil  være  klart  det  laveste  i  verden.  Kombinationen  af  befolk-­‐
konflikter  relateret  til  fødevare-­‐  og  vandmangel.  Kombineret  med  effekten  af  klimaforandringer  vil  dettefø-­‐
ningstilvækst  og  klimaforandringer  
re  til  øgede  migrationsstrømme.     vil  øge  den  lokale  kamp  om  ressourcer,  og  kontinentet  vil  opleve  en  
stigende  mangel,  ikke  kun  på  fødevarer  og  vand,  men  også  energi.  Særligt  Sahel-­‐området  vil  være  udsat  for  
Afrika  vil  sandsynligvis  være  det  kontinent,  hvor  middelklassen  vokser  hurtigst  frem  mod  2030.  Urbanise-­‐
konflikter  relateret  til  fødevare-­‐  og  vandmangel.  Kombineret  med  effekten  af  klimaforandringer  vil  dette  
ringen  vil  blive  yderligere  forstærket,  og  den  kan  sammen  med  de  voksende  middelklasser  medvirke  til  øget  
føre  til  øgede  migrationsstrømme.    
demokratisering  og  hastigt  voksende  økonomier  mange  steder.  I  lande  og  byzoner  uden  vækst  og  med  dår-­‐
Afrika  vil  sandsynligvis  være  det  kontinent,  hvor  middelklassen  vokser  hurtigst  frem  mod  2030.  Urbanise-­‐
lige  regeringsstrukturer  vil  urbaniseringen  modsat  kunne  bidrage  til  en  yderligere  destabilisering.    
ringen  vil  blive  yderligere  forstærket,  og  den  kan  sammen  med  de  voksende  middelklasser  medvirke  til  øget  
I  år  2030  vil  de  afrikanske  lande  fortsat  udvise  stor  variation  i  styreform  og  politisk  kultur.  Den  nuværende  
demokratisering  og  hastigt  voksende  økonomier  mange  steder.  I  lande  og  byzoner  uden  vækst  og  med  dår-­‐
udvikling  hen  imod  større  grad  af  repræsentative  regeringer  vil  fortsætte.  Fra  et  vestligt  demokratisk  syns-­‐
lige  regeringsstrukturer  vil  urbaniseringen  modsat  kunne  bidrage  til  en  yderligere  destabilisering.    
punkt  vil  mange  lande  dog  sandsynligvis  udvise  større  økonomiske  end  politiske  fremskridt.    
 
 
45/49  
45/49  
 
 
 
 
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0050.png
SIDE 46
BILAG
 
 
 
 
 
I  år  2030  vil  de  afrikanske  lande  fortsat  udvise  stor  variation  i  styreform  og  politisk  kultur.  Den  nuværende  
Øget  demokratisering  vil  primært  forekomme  i  lande,  hvor  økonomierne,  middelklassen,  uddannelsesni-­‐
udvikling  hen  imod  større  grad  af  repræsentative  regeringer  vil  fortsætte.  Fra  et  vestligt  demokratisk  syns-­‐
veauet  og  indflydelsen  fra  civilsamfundet  vokser.  Fattigdom  og  større  ulighed  vil  trække  i  modsat  retning,  
punkt  vil  mange  lande  dog  sandsynligvis  udvise  større  økonomiske  end  politiske  fremskridt.    
og  korruption  vil  fortsat  trives  og  udgøre  en  væsentlig  hindring  for  reelle  demokratiske  fremskridt  i  mange  
lande.  Manglende  politiske  fremskridt  vil  stadig  udgøre  en  væsentlig  risiko  for,  at  de  bedst  uddannede  emi-­‐
Øget  demokratisering  vil  primært  forekomme  i  lande,  hvor  økonomierne,  middelklassen,  uddannelsesni-­‐
grerer.  
veauet  og  indflydelsen  fra  civilsamfundet  vokser.  Fattigdom  og  større  ulighed  vil  trække  i  modsat  retning,  
og  korruption  vil  fortsat  trives  og  udgøre  en  væsentlig  hindring  for  reelle  demokratiske  fremskridt  i  mange  
På  trods  af  økonomisk  vækst  vil  de  afrikanske  lande  syd  for  Sahara  ikke  få  større  international  indflydelse.  
lande.  Manglende  politiske  fremskridt  vil  stadig  udgøre  en  væsentlig  risiko  for,  at  de  bedst  uddannede  emi-­‐
Der  er  mulighed  for,  at  Den  Afrikanske  Union  (AU)  og  regionale  afrikanske  organisationer  kan  øge  Afrikas  
grerer.  
internationale  stemme.  Særligt  i  Østafrika  og  det  sydlige  Afrika  vil  mere  effektive  regionale  organisationer  
sandsynligvis  kunne  bidrage  til  en  stærkere  afrikansk  profil.  Det  er  dog  usikkert,  om  AU  eller  eksisterende  
På  trods  af  økonomisk  vækst  vil  de  afrikanske  lande  syd  for  Sahara  ikke  få  større  international  indflydelse.  
og  eventuelt  nye  regionale  organisationer  vil  blive  styrket,  og  om  afrikanske  lande  vil  øge  deres  samarbej-­‐
Der  er  mulighed  for,  at  Den  Afrikanske  Union  (AU)  og  regionale  afrikanske  organisationer  kan  øge  Afrikas  
de.    
internationale  stemme.  Særligt  i  Østafrika  og  det  sydlige  Afrika  vil  mere  effektive  regionale  organisationer  
sandsynligvis  kunne  bidrage  til  en  stærkere  afrikansk  profil.  Det  er  dog  usikkert,  om  AU  eller  eksisterende  
Nigeria,  Sydafrika,  Etiopien  og  Kenya  har  potentiale  til  at  konsolidere  og  udvide  deres  roller  som  regionale  
og  eventuelt  nye  regionale  organisationer  vil  blive  styrket,  og  om  afrikanske  lande  vil  øge  deres  samarbej-­‐
stormagter  på  kontinentet.  Efter  international  målestok  har  særligt  Nigeria  over  de  næste  to  årtier  mulig-­‐
de.    
hed  for  at  nå  en  økonomisk  størrelse,  der  kan  matche  andre  gryende  stormagter  og  hastigt  voksende  øko-­‐
nomier  som  Mexico,  Indonesien  og  Tyrkiet.  Frem  til  2030  vil  ingen  afrikanske  lande  dog  blive  væsentlige  
Nigeria,  Sydafrika,  Etiopien  og  Kenya  har  potentiale  til  at  konsolidere  og  udvide  deres  roller  som  regionale  
internationale  aktører  og  maksimalt  befinde  sig  i  gruppen  af  mindre,  aspirerende  stormagter.    
stormagter  på  kontinentet.  Efter  international  målestok  har  særligt  Nigeria  over  de  næste  to  årtier  mulig-­‐
hed  for  at  nå  en  økonomisk  størrelse,  der  kan  matche  andre  gryende  stormagter  og  hastigt  voksende  øko-­‐
De  forbedrede  økonomiske  og  politiske  forhold  øger  muligheden  for  en  mere  stabil  situation  i  mange  afri-­‐
nomier  som  Mexico,  Indonesien  og  Tyrkiet.  Frem  mod  2030  vil  ingen  afrikanske  lande  dog  blive  væsentlige  
kanske  lande.  Frem  mod  2030  vil  den  politiske  stabilitet  dog  langt  de  fleste  steder  være  skrøbelig,  selv  i  
internationale  aktører,  og  de  vil  maksimalt  befinde  sig  i  gruppen  af  mindre,  aspirerende  stormagter.    
lande  med  betydelig  vækst  og  politiske  fremskridt.  De  seneste  årtiers  udvikling  med  færre  interstatslige  
konflikter  i  Afrika  syd  for  Sahara  vil  fortsætte.  I  de  næste  to  årtier  vil  risikoen  for  interne  konflikter  imidler-­‐
De  forbedrede  økonomiske  og  politiske  forhold  øger  muligheden  for  en  mere  stabil  situation  i  mange  afri-­‐
tid  fortsat  være  høj.  
kanske  lande.  Frem  mod  2030  vil  den  politiske  stabilitet  dog  langt  de  fleste  steder  være  skrøbelig,  selv  i  
lande  med  betydelig  vækst  og  politiske  fremskridt.  De  seneste  årtiers  udvikling  med  færre  interstatslige  
Særligt  i  landene  i  og  omkring  Sahel  vil  der  være  risiko  for  stigende  konflikter  på  grund  af  skrøbelige  stats-­‐
konflikter  i  Afrika  syd  for  Sahara  vil  fortsætte.  I  de  næste  to  årtier  vil  risikoen  for  interne  konflikter  imidler-­‐
strukturer,  dårlig  regeringsførelse,  klimaforandringer,  hastigt  voksende  og  unge  befolkninger  samt  høj  ung-­‐
tid  fortsat  være  høj.  
domsarbejdsløshed.  Disse  faktorer  vil  også  kunne  nære  den  militante  islamisme  yderligere.  En  eventuel  
vækst  af  militante  islamistiske  grupper  vil  afhænge  nøje  af  lokale  og  regionale  økonomiske  og  sikkerhedspo-­‐
Særligt  i  landene  i  og  omkring  Sahel  vil  der  være  risiko  for  stigende  konflikter  på  grund  af  skrøbelige  stats-­‐
litiske  forhold.    
strukturer,  dårlig  regeringsførelse,  klimaforandringer,  hastigt  voksende  og  unge  befolkninger  samt  høj  ung-­‐
domsarbejdsløshed.  Disse  faktorer  vil  også  kunne  nære  den  militante  islamisme  yderligere.  En  eventuel  
Frem  mod  2030  vil  pirateri  og  væbnede  røverier  til  søs  fortsat  være  en  trussel  mod  den  voksende,  kommer-­‐
vækst  af  militante  islamistiske  grupper  vil  afhænge  nøje  af  lokale  og  regionale  økonomiske  og  sikkerhedspo-­‐
cielle  skibsfart,  især  ud  for  svage  og  fejlslagne  kyststater.  De  fleste  angreb  vil  fortsat  finde  sted  i  kystnære  
litiske  forhold.    
farvande  og  have  karakter  af  simpel,  opportunistisk  kriminalitet.  Det  er  til  gengæld  usandsynligt,  at  stor-­‐
magterne  vil  tillade  systematisk  pirateri  at  true  deres  strategiske  handelsinteresser.  
Frem  mod  2030  vil  pirateri  og  væbnede  røverier  til  søs  fortsat  være  en  trussel  mod  den  voksende,  kommer-­‐
cielle  skibsfart,  især  ud  for  svage  og  fejlslagne  kyststater.  De  fleste  angreb  vil  fortsat  finde  sted  i  kystnære  
Den  private  sektor  vil  i  større  omfang  varetage  beskyttelsen  af  handelsskibe  i  de  piratplagede  områder.  
farvande  og  have  karakter  af  simpel,  opportunistisk  kriminalitet.  Det  er  til  gengæld  usandsynligt,  at  stor-­‐
Mange  lokale  kyststater  vil  være  ude  af  stand  til  at  håndtere  opgaven  effektivt.  Samtidig  vil  stormagterne  
magterne  vil  tillade  systematisk  pirateri  at  true  deres  strategiske  handelsinteresser.  
og  deres  allierede  tilpasse  deres  militære  engagementer  i  områder  med  stor  forekomst  af  pirateri.  
Den  private  sektor  vil  i  større  omfang  varetage  beskyttelsen  af  handelsskibe  i  de  piratplagede  områder.  
Afghanistan    
Mange  lokale  kyststater  vil  være  ude  af  stand  til  at  håndtere  opgaven  effektivt.  Samtidig  vil  stormagterne  
De  økonomiske  fremtidsudsigter  for  Afghanistan  er  snævert  knyttet  til  sikkerheden  i  landet.  Kontinuerlig  
og  deres  allierede  tilpasse  deres  militære  engagementer  i  områder  med  stor  forekomst  af  pirateri.  
konflikt  gør  det  umuligt  at  udnytte  landets  naturressourcer  og  potentiale  inden  for  landbrug.  Afghanistans  
regering  vil  vedblive  med  at  være  afhængig  af  international  støtte  for  at  opretholde  basale  statsinstitutio-­‐
Afghanistan    
ner,  herunder  sikkerhedsstyrkerne.  Den  demografiske  forandringsproces  er  i  de  indledende  faser,  og  den  er  
De  økonomiske  fremtidsudsigter  for  Afghanistan  er  snævert  knyttet  til  sikkerheden  i  landet.  Kontinuerlig  
sandsynligvis  afhængig  af  fortsat  økonomisk  fremgang  i  Afghanistan.  Størrelsen  af  ungdomsårgangene  vil  
konflikt  gør  det  umuligt  at  udnytte  landets  naturressourcer  og  potentiale  inden  for  landbrug.  Afghanistans  
derfor  først  begynde  at  falde  efter  2030.  Afghanistan  vil  af  demografiske,  økonomiske  og  sikkerhedsmæssi-­‐
regering  vil  vedblive  med  at  være  afhængig  af  international  støtte  for  at  opretholde  basale  statsinstitutio-­‐
ge  årsager  blive  ved  med  at  skabe  mange  immigranter  i  de  kommende  årtier.  
 
 
 
 
 
 
46/49  
46/49  
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0051.png
BILAG
SIDE 47
 
 
 
 
 
ner,  herunder  sikkerhedsstyrkerne.  Den  demografiske  forandringsproces  er  i  de  indledende  faser,  og  den  
Udfaldet  af  oprørskampen  i  Afghanistan  er  uvist,  både  en  skrøbelig  fredsaftale  eller  eskalation  til  regulær  er  
sandsynligvis  afhængig  af  fortsat  økonomisk  fremgang  i  Afghanistan.  Størrelsen  af  ungdomsårgangene  vil  
borgerkrig  er  mulige  scenarier.  Uanset  resultatet  vil  Afghanistan  i  2030  stadigvæk  have  mange  af  de  karak-­‐
derfor  først  begynde  at  falde  efter  2030.  Afghanistan  vil  af  demografiske,  økonomiske  og  sikkerhedsmæssi-­‐
teristika,  der  kendetegner  en  fejlslagen  stat.  Regeringen  i  Kabul  vil  forblive  svag  og  må  regere  gennem  alli-­‐
ge  årsager  blive  ved  med  at  skabe  mange  immigranter  i  de  kommende  årtier.  
ancer  med  stærke  lokale  magthavere.  Store  områder  af  landet  vil  ikke  være  under  regeringens  kontrol.  
Udfaldet  af  oprørskampen  i  Afghanistan  er  uvist,  både  en  skrøbelig  fredsaftale  eller  eskalation  til  regulær  
Der  har  været  flere  tegn  på,  at  konflikten  i  Afghanistan  i  højere  grad  vil  løbe  langs  landets  etniske  skillelin-­‐
borgerkrig  er  mulige  scenarier.  Uanset  resultatet  vil  Afghanistan  i  2030  stadigvæk  have  mange  af  de  karak-­‐
jer.  Etnicitet  er  dog  kun  en  af  flere  identiteter  i  Afghanistan,  og  mange  afghanere  føler  sig  i  højere  grad  
teristika,  der  kendetegner  en  fejlslagen  stat.  Regeringen  i  Kabul  vil  
knyttet  til  deres  hjemstavn  og  stamme  end  deres  etniske  gruppe.     forblive  svag  og  må  regere  gennem  alli-­‐
ancer  med  stærke  lokale  magthavere.  Store  områder  af  landet  vil  ikke  være  under  regeringens  kontrol.  
Blandt  unge  afghanere  er  radikal  islamisme  i  vækst,  hvilket  navnlig  er  synligt  på  mange  uddannelsesinstitu-­‐
Der  har  været  flere  tegn  på,  at  konflikten  i  Afghanistan  i  højere  grad  vil  løbe  langs  landets  etniske  skillelin-­‐
tioner.  Militante  islamistiske  grupperinger  vil  frem  mod  2030  stadigvæk  have  gode  rekrutteringsmuligheder  
jer.  Etnicitet  er  dog  kun  en  af  flere  identiteter  i  Afghanistan,  og  mange  afghanere  føler  sig  i  højere  grad  
blandt  afghanerne.  Disse  grupper  vil  få  gode  muligheder  for  at  etablere  sig  i  de  områder,  som  regeringen  i  
knyttet  til  deres  hjemstavn  
Kabul  ikke  kontrollerer.     og  stamme  end  deres  etniske  gruppe.    
Blandt  unge  afghanere  er  radikal  islamisme  i  vækst,  hvilket  navnlig  er  synligt  på  mange  uddannelsesinstitu-­‐
Den  internationale  dynamik  omkring  Afghanistan  vil  ændre  sig  de  kommende  15  år.  De  regionale  stormag-­‐
tioner.  Militante  islamistiske  grupperinger  vil  frem  mod  2030  stadigvæk  have  gode  rekrutteringsmuligheder  
ter  Kina,  Indien  og  Iran  vil  sandsynligvis  gradvist  overtage  de  vestlige  landes  rolle.  Deres  primære  interesse  
blandt  afghanerne.  Disse  grupper  vil  få  gode  muligheder  for  at  etablere  sig  i  de  områder,  som  regeringen  
bliver  stabilitet  i  Afghanistan,  og  de  vil  bl.a.  prøve  at  undgå,  at  konflikt  i  Afghanistan  eksporterer  militant   i  
Kabul  ikke  kontrollerer.    
islamisme  til  regionen.  Pakistan  vil  fortsat  have  en  dominerende  indflydelse  i  Afghanistan  og  navnlig  være  i  
stand  til  at  forværre  stabiliteten  i  landet  gennem  støtte  til  Taliban  og  andre  militante  grupper.  Pakistan  
Den  internationale  dynamik  omkring  Afghanistan  vil  ændre  sig  de  kommende  15  år.  De  regionale  stormag-­‐
bliver  dog  stadigt  mere  afhængig  af  forholdet  til  Kina,  bl.a.  fordi  det  økonomiske,  militære  og  politiske  styr-­‐
ter  Kina,  Indien  og  Iran  vil  sandsynligvis  gradvist  overtage  de  vestlige  landes  rolle.  Deres  primære  interesse  
keforhold  mellem  Pakistan  og  Indien  frem  mod  2030  kraftigt  forskyder  sig  i  indisk  favør.  Iran  ønsker  pri-­‐
bliver  stabilitet  i  Afghanistan,  og  de  vil  bl.a.  prøve  at  undgå,  at  konflikt  i  Afghanistan  eksporterer  militant  
mært  stabilitet  i  Afghanistan  og  vil  bestræbe  sig  på  at  undgå,  at  militante  sunni-­‐grupper,  som  f.eks.  Islamisk  
islamisme  til  regionen.  Pakistan  vil  fortsat  have  en  dominerende  indflydelse  i  Afghanistan  og  navnlig  være  i  
Stat  i  Khorasan-­‐provinsen,  ISKP,  får  indflydelse  i  Afghanistan.  Indien  vil  fastholde  en  forsigtig  kurs  i  Afghani-­‐
stand  til  at  forværre  stabiliteten  i  landet  gennem  støtte  til  Taliban  og  andre  militante  grupper.  Pakistan  
stan  for  at  undgå  at  provokere  Pakistan,  men  på  det  økonomiske  område  vil  Indien  i  de  kommende  årtier  
bliver  dog  stadigt  mere  afhængig  af  forholdet  til  Kina,  bl.a.  fordi  det  økonomiske,  militære  og  politiske  styr-­‐
spille  en  voksende  rolle  for  stabiliteten  i  landet.  Nabolandene  vil  sandsynligvis  gradvist  øge  deres  politiske  
keforhold  mellem  Pakistan  og  Indien  frem  mod  2030  kraftigt  forskyder  sig  i  indisk  favør.  Iran  ønsker  pri-­‐
og  økonomiske  bestræbelser  på  at  sikre  stabilitet  i  Afghanistan.    
mært  stabilitet  i  Afghanistan  og  vil  bestræbe  sig  på  at  undgå,  at  militante  sunni-­‐grupper,  som  f.eks.  Islamisk  
Stat  i  Khorasan-­‐provinsen,  ISKP,  får  indflydelse  i  Afghanistan.  Indien  vil  fastholde  en  forsigtig  kurs  i  Afghani-­‐
Pakistans  semi-­‐industrialiserede  økonomi  har  med  sin  placering  mellem  vækstøkonomierne  Kina  og  Indien  
stan  for  at  undgå  at  provokere  Pakistan,  men  på  det  økonomiske  område  vil  Indien  i  de  kommende  årtier  
et  stort  potentiale.  Den  pakistanske  regering  har  gennemført  flere  reformer,  eksempelvis  omfattende  pri-­‐
spille  en  voksende  rolle  for  stabiliteten  i  landet.  Nabolandene  vil  sandsynligvis  gradvist  øge  deres  politiske  
vatiseringer,  med  henblik  på  at  skabe  eksportorienteret  vækst.  Det  er  dog  tvivlsomt,  om  regeringen  kan  
og  økonomiske  bestræbelser  på  at  sikre  stabilitet  i  Afghanistan.    
etablere  så  stabile  forhold,  at  Pakistans  befolkning,  der  vil  vokse  med  mere  end  en  tredjedel  de  næste  15  
år,  vil  opleve  markante  forbedringer  af  økonomien.    
Pakistans  semi-­‐industrialiserede  økonomi  har  med  sin  placering  mellem  vækstøkonomierne  Kina  og  Indien  
et  stort  potentiale.  Den  pakistanske  regering  har  gennemført  flere  reformer,  eksempelvis  omfattende  pri-­‐
Konflikter  i  dele  af  landet,  dårlig  regeringsførelse  med  udbredt  korruption  og  et  generelt  uddannelsesni-­‐
vatiseringer,  med  henblik  på  at  skabe  eksportorienteret  vækst.  Det  er  dog  tvivlsomt,  om  regeringen  kan  
veau  blandt  de  laveste  i  verden  vanskeliggør  udnyttelse  af  landets  potentiale.  Store  dele  af  befolkningen  
etablere  så  stabile  forhold,  at  Pakistans  befolkning,  der  vil  vokse  med  mere  end  en  tredjedel  de  næste  15  
lever  af  overførsler  fra  pakistanere,  som  arbejder  i  udlandet,  navnlig  i  landene  ved  Den  Persiske  Golf.  Vok-­‐
år,  vil  opleve  markante  forbedringer  af  økonomien.    
sende  migration  fra  landet  kan  blive  resultatet,  hvis  ikke  befolkningen  oplever  realøkonomisk  fremgang.  
Konflikter  i  dele  af  landet,  dårlig  regeringsførelse  med  udbredt  korruption  og  et  generelt  uddannelsesni-­‐
Pakistans  politiske  system  vil  sandsynligvis  bestå  frem  til  2030.  Militæret  ser  sig  selv  som  en  statsbærende  
veau  blandt  de  laveste  i  verden  vanskeliggør  udnyttelse  af  landets  potentiale.  Store  dele  af  befolkningen  
institution  og  vil  sætte  grænser  for  den  civile  regerings  politik,  navnlig  på  det  udenrigspolitiske  område.  Det  
lever  af  overførsler  fra  pakistanere,  som  arbejder  i  udlandet,  navnlig  i  landene  ved  Den  Persiske  Golf.  Vok-­‐
har  flere  gange  tidligere  afsat  civile  regeringer,  men  de  militære  ledere  foretrækker  givetvis  mere  diskret  
sende  migration  fra  landet  kan  blive  resultatet,  hvis  ikke  befolkningen  oplever  realøkonomisk  fremgang.  
indflydelse  frem  for  en  militærregering,  som  vil  svække  den  folkelige  støtte  til  forsvaret  og  afskære  landet  
fra  omfattende  international  bistand.    
Pakistans  politiske  system  vil  sandsynligvis  bestå  frem  til  2030.  Militæret  ser  sig  selv  som  en  statsbærende  
institution  og  vil  sætte  grænser  for  den  civile  regerings  politik,  navnlig  på  det  udenrigspolitiske  område.  D
Militante  islamistiske  grupper  vil  til  stadighed  udfordre  Pakistans  regering  og  militær.  De  vil  også  puste  til  et  
har  flere  gange  tidligere  afsat  civile  regeringer,  men  de  militære  ledere  foretrækker  givetvis  mere  diskret  
landets  sekteriske  skillelinje  mellem  shia-­‐  og  sunnimuslimer.  Det  pakistanske  militær  har  vist  tegn  på  en  
indflydelse  frem  for  en  militærregering,  som  vil  svække  den  folkelige  støtte  til  forsvaret  og  afskære  landet  
mere  helhjertet  indsats  mod  de  militante  islamister.  Sandsynligvis  vil  militæret  og  efterretningstjenesten  
fra  omfattende  international  bistand.    
dog  opretholde  kontakt  til  en  række  militante  islamistiske  grupper,  som  efter  deres  opfattelse  tjener  Paki-­‐
 
 
 
 
 
 
47/49  
47/49  
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0052.png
SIDE 48
BILAG
 
 
 
 
 
Militante  islamistiske  grupper  vil  til  stadighed  udfordre  Pakistans  regering  og  militær.  De  vil  også  puste  til  
stans  sikkerhedspolitiske  interesser  i  forhold  til  Indien  og  Afghanistan.  Markant  fremgang  over  for  de  mili-­‐
landets  sekteriske  skillelinje  mellem  shia-­‐  og  sunnimuslimer.  Det  
tante  islamister  afhænger  også  af  socio-­‐økonomiske  fremskridt.     pakistanske  militær  har  vist  tegn  på  en  
mere  helhjertet  indsats  mod  de  militante  islamister.  Sandsynligvis  vil  militæret  og  efterretningstjenesten  
Magtbalancen  mellem  Indien  og  Pakistan  vil  flytte  sig  i  Indiens  favør  de  næsten  15  år.  Eksempelvis  vil  Indi-­‐
dog  opretholde  kontakt  til  en  række  militante  islamistiske  grupper,  som  efter  deres  opfattelse  tjener  Paki-­‐
ens  i  forvejen  højere  forsvarsudgifter  sandsynligvis  vokse  yderligere.  Pakistan  kommer  i  stigende  grad  til  at  
stans  sikkerhedspolitiske  interesser  i  forhold  til  Indien  og  Afghanistan.  Markant  fremgang  over  for  de  mili-­‐
afbalancere  Indiens  magt  gennem  sit  nære  forhold  til  Kina.  Det  er  muligt,  at  Pakistan  i  endnu  højere  grad  
tante  islamister  afhænger  også  af  socioøkonomiske  fremskridt.    
bliver  afhængig  af  sine  atomvåben  og  tætte  kontakter  til  en  række  militante  islamistiske  grupper.  Det  er  
Magtbalancen  mellem  Indien  og  Pakistan  vil  flytte  sig  i  Indiens  favør  de  næsten  15  år.  Eksempelvis  vil  Indi-­‐
dog  mere  sandsynligt,  at  Pakistans  militær  kommer  til  at  indse,  at  det  i  højere  grad  må  arbejde  for  stabilitet  
ens  i  forvejen  højere  forsvarsudgifter  sandsynligvis  vokse  yderligere.  Pakistan  kommer  i  stigende  grad  til  at  
og  nedtone  forholdet  til  den  militante  islamisme.  Kinas  interesser  i  stabilitet  i  Sydasien,  bl.a.  for  at  udbygge  
afbalancere  Indiens  magt  gennem  sit  nære  forhold  til  Kina.  Det  er  muligt,  at  Pakistan  i  endnu  højere  grad  
samhandlen,  vil  også  trække  Pakistan  i  den  retning.  En  mere  moderat  pakistansk  politik  vil  åbne  for  forbed-­‐
bliver  afhængig  af  sine  atomvåben  og  tætte  kontakter  
ring  af  det  tidligere  noget  anstrengte  forhold  til  Iran.        til  en  række  militante  islamistiske  grupper.  Det  er  
dog  mere  sandsynligt,  at  Pakistans  militær  kommer  til  at  indse,  at  det  i  højere  grad  må  arbejde  for  stabilitet  
Balkan  
og  nedtone  forholdet  til  den  militante  islamisme.  Kinas  interesser  i  stabilitet  i  Sydasien,  bl.a.  for  at  udbygge  
Landene  på  Balkan  uden  for  EU  vil  samlet  set  få  faldende  arbejdsstyrker  og  let  dalende  befolkningstal  frem  
samhandlen,  vil  også  trække  Pakistan  i  den  retning.  En  mere  moderat  pakistansk  politik  vil  åbne  for  forbed-­‐
mod  2030.  I  Makedonien  vil  den  muslimske  befolkningsgruppe  blive  næsten  lige  så  stor  som  den  kristne,  og  
ring  af  det  tidligere  noget  anstrengte  forhold  til  Iran.        
i  Bosnien  vil  den  muslimske  befolkningsgruppe  også  vokse  relativt.  
Balkan  
Lave  oliepriser  og  økonomiske  reformer  vil  danne  grundlag  for  økonomisk  vækst,  selvom  landene  stadig  vil  
Landene  på  Balkan  uden  for  EU  vil  samlet  set  få  faldende  arbejdsstyrker  og  let  dalende  befolkningstal  frem  
være  blandt  de  fattigste  i  Europa.  Hvis  landene  formår  at  reformere  deres  økonomier,  vil  de  få  komparative  
mod  2030.  I  Makedonien  vil  den  muslimske  befolkningsgruppe  blive  næsten  lige  så  stor  som  den  kristne,  og  
fordele  på  grund  af  deres  billige  arbejdskraft,  nærhed  og  adgang  til  EU's  markeder.  Øverst  på  den  politiske  
i  Bosnien  vil  den  muslimske  befolkningsgruppe  også  vokse  relativt.  
dagsorden  i  Vestbalkan  står  medlemskab  af  EU  og  i  de  fleste  lande  også  af  NATO.  Som  betingelse  kræves  
Lave  oliepriser  og  økonomiske  reformer  vil  danne  grundlag  for  økonomisk  vækst,  selv  om  landene  stadig  vil  
omfattende  reformer,  som  skal  liberalisere  politik,  økonomi  og  samfundsinstitutioner.  Der  vil  være  vindere  
være  blandt  de  fattigste  i  Europa.  Hvis  landene  formår  at  reformere  deres  økonomier,  vil  de  få  komparative  
og  tabere  i  processen,  ikke  kun  i  befolkningen,  men  navnlig  i  eliterne,  både  inden  for  politik,  økonomi  og  
fordele  på  grund  af  deres  billige  arbejdskraft,  nærhed  og  adgang  til  EU's  markeder.  Øverst  på  den  politiske  
organiseret  kriminalitet.  Der  vil  også  opstå  utilfredshed  i  nogle  dele  af  befolkningen,  når  f.eks.  urentable  
dagsorden  i  Vestbalkan  står  medlemskab  af  EU  og  i  de  fleste  lande  også  af  NATO.  Som  betingelse  kræves  
statsejede  selskaber  skal  privatiseres,  eller  når  staten  skal  skære  i  de  offentlige  udgifter.  For  stor  modstand  
omfattende  reformer,  som  skal  liberalisere  politik,  økonomi  og  samfundsinstitutioner.  Der  vil  være  vindere  
kan  bringe  reformprocessen  i  fare  og  få  politikere  til  at  betone  nationalistiske  sager,  men  politisk  uro  kan  
og  tabere  i  processen,  ikke  kun  i  befolkningen,  men  navnlig  i  eliterne,  både  inden  for  politik,  økonomi  og  
også  fremskynde  politiske  reformer.  
organiseret  kriminalitet.  Der  vil  også  opstå  utilfredshed  i  nogle  dele  af  befolkningen,  når  f.eks.  urentable  
På  trods  af  udeståender  med  hensyn  til  politiske  og  samfundsmæssige  reformer  er  Montenegro  kommet  
statsejede  selskaber  skal  privatiseres,  eller  når  staten  skal  skære  i  de  offentlige  udgifter.  For  stor  modstand  
langt  i  sin  reformproces,  står  over  for  NATO-­‐medlemskab  og  vil  sandsynligvis  også  blive  EU-­‐medlem  først  i  
kan  bringe  reformprocessen  i  fare  og  få  politikere  til  at  betone  nationalistiske  sager,  men  politisk  uro  kan  
2020’erne.  Albanien,  som  allerede  er  medlem  af  NATO,  vil  sandsynligvis  begynde  optagelsesforhandlinger  
også  fremskynde  politiske  reformer.  
til  EU  på  kort  sigt  og  blive  medlem  i  2020’erne.  Serbien  har  erklæret  sig  neutralt  og  ønsker  ikke  NATO-­‐
På  trods  af  udeståender  med  hensyn  til  politiske  og  samfundsmæssige  reformer  er  Montenegro  kommet  
medlemskab.  Landet  er  derimod  i  gang  med  optagelsesforhandlinger  til  EU,  men  vil  tidligst  blive  medlem  i  
langt  i  sin  reformproces,  står  over  for  NATO-­‐medlemskab  og  vil  sandsynligvis  også  blive  EU-­‐medlem  først  i  
starten  af  2020’erne.  Selvom  EU  ikke  kræver,  at  Serbien  anerkender  Kosovos  selvstændighed,  er  det  en  
2020’erne.  Albanien,  som  allerede  er  medlem  af  NATO,  vil  sandsynligvis  begynde  optagelsesforhandlinger  
forudsætning,  at  parterne  ”normaliserer”  deres  forhold.  Parterne  har  gjort  fremskridt  i  processen,  men  
til  EU  på  kort  sigt  og  blive  medlem  i  2020’erne.  Serbien  har  erklæret  sig  neutralt  og  ønsker  ikke  NATO-­‐
mange  væsentlige  detaljer  udestår  stadig,  navnlig  status  for  de  serbiske  områder  i  Kosovo.  Kosovos  politi-­‐
medlemskab.  Landet  er  derimod  i  gang  med  optagelsesforhandlinger  til  EU,  men  vil  tidligst  blive  medlem  i  
ske  liv  vil  fortsat  være  ustabilt  og  har  de  længste  udsigter  til  at  blive  optaget  i  EU.  
starten  af  2020’erne.  Selv  om  EU  ikke  kræver,  at  Serbien  anerkender  Kosovos  selvstændighed,  er  det  en  
I  Bosnien  vil  fundamental  uenighed  om  statsopbygningen  forsinke  reformer,  fastholde  et  overpolitiseret  
forudsætning,  at  parterne  ”normaliserer”  deres  forhold.  Parterne  har  gjort  fremskridt  i  processen,  men  
statssystem  og  give  yderligere  næring  til  udbredt  korruption  og  klientelisme.  Nogle  bosnisk-­‐serbiske  partier  
mange  væsentlige  detaljer  udestår  stadig,  navnlig  status  for  de  serbiske  områder  i  Kosovo.  Kosovos  politi-­‐
vil  forsøge  at  rulle  magtoverdragelse  til  centralt  niveau  tilbage  gennem  folkeafstemninger  og  har  endda  
ske  liv  vil  fortsat  være  ustabilt  og  har  de  længste  udsigter  til  at  blive  optaget  i  EU.  
bebudet  en  folkeafstemning  om  uafhængighed  i  2018.    
I  Bosnien  vil  fundamental  uenighed  om  statsopbygningen  forsinke  reformer,  fastholde  et  overpolitiseret  
Terrortruslen  på  Balkan  vil,  ligesom  andre  steder  i  Europa,  i  høj  grad  skyldes  selvradikaliserede  sympatisø-­‐
statssystem  og  give  yderligere  næring  til  udbredt  korruption  og  klientelisme.  Nogle  bosnisk-­‐serbiske  partier  
rer,  hjemvendte  krigere,  ekstern  ideologisk  indflydelse  og  de  negative  sider  af  samfundsmæssige  forandrin-­‐
vil  forsøge  at  rulle  magtoverdragelse  til  centralt  niveau  tilbage  gennem  folkeafstemninger  og  har  endda  
ger.  Staterne  på  Balkan  vil  løbende  forsøge  at  forbedre  deres  evne  til  at  håndtere  og  forebygge  truslen.  
bebudet  en  folkeafstemning  om  uafhængighed  i  2018.    
EU  og  USA  vil  fortsat  være  de  stærkeste  eksterne  aktører  på  Balkan.  EU  vil  være  det  på  grund  af  sin  tiltræk-­‐
ningskraft,  som  muligt  medlemskab  og  den  dertil  hørende  økonomiske  gevinst  giver,  USA  vil  være  det  på  
 
 
 
 
 
 
48/49  
48/49  
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0053.png
BILAG
SIDE 49
 
 
 
 
 
Terrortruslen  på  Balkan  vil,  ligesom  andre  steder  i  Europa,  i  høj  grad  skyldes  selvradikaliserede  sympatisø-­‐
grund  af  sin  globale  rækkevidde  og  sit  mangeårige  engagement  i  regionen.  Institutionelle  reformer,  som  
rer,  hjemvendte  krigere,  ekstern  ideologisk  indflydelse  og  de  negative  sider  af  samfundsmæssige  forandrin-­‐
formår  at  tilgodese  alle  etniske  gruppers  sikkerhedsmæssige  behov,  vil  være  en  forudsætning  for,  at  de  
ger.  Staterne  på  Balkan  vil  løbende  forsøge  at  forbedre  deres  evne  til  at  håndtere  og  forebygge  truslen.  
internationale  missioner  og  institutioner  i  Bosnien  og  Kosovo  kan  nedlægges.      
EU  og  USA  vil  fortsat  være  de  stærkeste  eksterne  aktører  på  Balkan.  EU  vil  være  det  på  grund  af  sin  tiltræk-­‐
Rusland  vil  med  begrænset  held  forsøge  at  modarbejde  NATO-­‐udvidelse  og  reformer  på  Balkan,  og  vil  være  
ningskraft,  som  muligt  medlemskab  og  den  dertil  hørende  økonomiske  gevinst  giver.  USA  vil  være  det  på  
skeptisk  over  for  yderligere  EU-­‐udvidelse  i  regionen.  Selvom  Ruslands  indflydelsesmuligheder  er  begrænse-­‐
grund  af  sin  globale  rækkevidde  og  sit  mangeårige  engagement  i  regionen.  Institutionelle  reformer,  som  
de,  vil  serbiske  politikere  ønske  Ruslands  opbakning  i  Bosnien  og  Kosovo.  Rusland  kan  komme  til  at  spille  en  
formår  at  tilgodese  alle  etniske  gruppers  sikkerhedsmæssige  behov,  vil  være  en  forudsætning  for,  at  de  
større  rolle  som  gasleverandør  i  regionen  eller  i  forbindelse  med  privatisering.  Rusland  vil  være  populært  
internationale  missioner  og  institutioner  i  Bosnien  og  Kosovo  kan  nedlægges.      
blandt  ortodokse-­‐slaviske  befolkningsgrupper,  navnlig  serbere.  Rusland  vil  dog  ikke  udgøre  et  økonomisk  
alternativ  til  EU,  og  politikere  i  regionen  vil  derfor  primært  betone  forholdet  af  historiske  og  symbolske  
Rusland  vil  med  begrænset  held  forsøge  at  modarbejde  NATO-­‐udvidelse  og  reformer  på  Balkan,  og  vil  være  
årsager.  
skeptisk  over  for  yderligere  EU-­‐udvidelse  i  regionen.  Selv  om  Ruslands  indflydelsesmuligheder  er  begræn-­‐
sede,  vil  serbiske  politikere  ønske  Ruslands  opbakning  i  Bosnien  og  Kosovo.  Rusland  kan  komme  til  at  spille  
Makedoniens  navnestrid  giver  reelt  Grækenland  vetoret  over  landets  euroatlantiske  integrationsproces.  
en  større  rolle  som  gasleverandør  i  regionen  eller  i  forbindelse  med  privatisering.  Rusland  vil  være  populært  
Serbien  vil  spille  en  konstruktiv  rolle  i  regionen,  ikke  mindst  af  hensyn  til  landets  ønske  om  EU-­‐medlemskab.  
blandt  ortodokse-­‐slaviske  befolkningsgrupper,  navnlig  serbere.  Rusland  vil  dog  ikke  udgøre  et  økonomisk  
Serbien  vil  dog  fortsat  være  forbeholdent  over  for  at  modarbejde  Ruslands  sikkerhedspolitiske  interesser.  
alternativ  til  EU,  og  politikere  i  regionen  vil  derfor  primært  betone  forholdet  af  historiske  og  symbolske  
Det  vil  sætte  landenes  politi  og  militær  under  pres,  hvis  EU  og  dets  medlemslande  fortsætter  med  at  lukke  
årsager.  
deres  grænser,  og  hvis  regionen  stadig  er  transitrute  for  flygtninge  og  migranter  på  vej  til  EU.  Det  er  muligt,  
Makedoniens  navnestrid  giver  reelt  Grækenland  vetoret  over  landets  euroatlantiske  integrationsproces.  
at  der  i  den  forbindelse  kan  forekomme  krænkelser  af  menneskerettigheder,  medmindre  landene  får  ud-­‐
Serbien  vil  spille  en  konstruktiv  rolle  i  regionen,  ikke  mindst  af  hensyn  til  landets  ønske  om  EU-­‐medlemskab.  
bygget  deres  kapacitet  til  at  håndtere  situationen.      
Serbien  vil  dog  fortsat  være  forbeholdent  over  for  at  modarbejde  Ruslands  sikkerhedspolitiske  interesser.  
Det  vil  sætte  landenes  politi  og  militær  under  pres,  hvis  EU  og  dets  medlemslande  fortsætter  med  at  lukke  
 
deres  grænser,  og  hvis  regionen  stadig  er  transitrute  for  flygtninge  og  migranter  på  vej  til  EU.  Det  er  muligt,  
 
at  der  i  den  forbindelse  kan  forekomme  krænkelser  af  menneskerettigheder,  medmindre  landene  får  ud-­‐
bygget  deres  kapacitet  til  at  håndtere  situationen.      
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
49/49  
49/49  
 
 
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0054.png
SIDE 50
BILAG
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0055.png
BILAG
SIDE 51
Demografiske trends og migration mod 2030
Udenrigsøkonomisk Analyseenhed
Udenrigsministeriet
Indhold
Analyse: Demografiske trends og migration mod 2030
..............................................
2
..............................................
Sammenfatning
..........................................................................................................
...........................................................................................................
1.
2.
3.
4.
5.
6.
7.
8.
9.
10.
11.
12.
13.
14.
Analysen
............................................................................................................
3
............................................................................................................
Udvikling i verdens befolkning
.........................................................................
3
.........................................................................
Fordeling af verdens befolkning........................................................................ 4
.......................................................................
Demografiske trends i Danmarks nærområde .................................................... 5
....................................................
Demografiske trends i Mellemøsten og Nordafrika .............................................. 6
..............................................
Demografiske trends i Afrika syd for Sahara ...................................................... 8
......................................................
Demografiske trends i Nord- og Latinamerika .................................................... 9
....................................................
Demografiske trends i Asien
............................................................................
9
............................................................................
Global aldring
..............................................................................................
11
..............................................................................................
Alderssammensætning, forsørgerbyrde og arbejdsstyrke ................................... 11
...................................
Økonomiske konsekvenser af ændringer i arbejdsstyrken .................................. 13
..................................
Urbanisering ................................................................................................ 14
...............................................................................................
Trends i international migration
.....................................................................
16
.....................................................................
Flygtningestrømme....................................................................................... 18
......................................................................................
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0056.png
SIDE 52
BILAG
Analyse: Demografiske trends og migration mod 2030
trends og migration mod 2030
Sammenfatning
Befolkningsvækst, aldring, migration og urbanisering forudses at være blandt de helt centrale mega-
trends mod 2030, som vil komme til at præge rammerne for global udvikling og politik.
Denne analyse giver et databaseret overblik over den forventede globale befolkningsudvikling og
demografiske trends med fokus på forskelle mellem regioner. Endvidere giver analysen et database-
ret overblik over aktuel international migration og flygtningebevægelser.
Kraftig vækst i global befolkning – Europa vejer stadig mindre
Verdens befolkning forventes – trods faldende global fertilitet - at øges til mellem 8,4
og
8,6
milliarder mennesker i 2030. Dette er 1,0-1,3 milliarder flere end i 2015.
Langt hovedparten af befolkningsvæksten vil finde sted i mindre udviklede lande.
Indien forudses inden 2030 at være verdens mest befolkerige land, og Nigeria forudses inden
2050 at have over 400 mio. indbyggere og dermed være verdens tredje mest folkerige land.
I 1950 udgjorde den europæiske befolkning 22 pct. af verdens befolkning, mens andelen i
2015 var faldet til 10 pct. I 2030 forventes andelen at være knap 9 pct.
Asiens befolkning forventes i 2030 at være ca. 7 gange så stor som Europas befolkning. Over
halvdelen af Asiens befolkning forudses allerede om 5 år at bo i byer.
Alderssammensætning, forsørgerbyrde og arbejdsstyrke – og økonomisk vækst
Aldring er et globalt fænomen. Den globale gennemsnitlige levealder forudses at stige til om-
kring 78 år i år 2050. Langt flere lande (ikke mindst i OECD-kredsen) vil i 2030 have
over
20
pct. af deres befolkning, der er over 65 år.
Aldring fører til forskellige befolkningsdynamikker på globalt plan. I Europa og Østasien falder
andelen af befolkningen i den erhvervsaktive alder, 15-65 år, og forsørgerbyrden øges.
Fra 2015-30 forventes antallet af personer i erhvervsaktive alder at mindskes med 40 millio-
ner i Europa og øges med 325 millioner i Afrika.
For ”ældre” samfund kan et fald i arbejdsstyrken modvirkes gennem senere tilbagetræk-
ningsalder og højere erhvervsfrekvenser.
Såfremt en række betingelser er opfyldt kan ”yngre” samfund, som ældes, høste en demo-
grafisk dividende, som det var tilfældet for de asiatiske tigre i perioden 1965-2000.
Teknologi og automatisering kan mod 2030 forudses at reducere den komparative fordel af
lavtlønnet arbejdskraft - og dermed den traditionelle vækstmodel for udviklingslande.
Global migration og flygtningestrømme
Cirka 3,3 pct. af verdens befolkning er internationale migranter og antallet er steget historisk
i takt med befolkningsvæksten globalt.
Europa og Nordamerika har i dag blot ca. 15 procent af verdens befolkning, men er hjem for
over halvdelen af verdens migranter.
Over halvdelen af al migration foregår indenfor de enkelte kontinenter. For eksempel stam-
mer 48 pct. af migrantbefolkningen i Danmark fra andre europæiske lande.
FN forventer, at den internationale migration vil fortsætte på det nuværende niveau omkring
3 pct. frem til 2030, hvilket med ca. 11 mio. kontinentoverskridende migranter ligger lidt la-
vere end den historiske migration før 2010.
Der er ingen enkel sammenhæng mellem økonomisk udvikling og international migration.
Siden 2005 er flygtninge og asylsøgers andel af international migration steget fra 5 pct. til
aktuelt 7 pct.
I 2015 søgte over 1,2 mio. personer asyl i EU. Over halvdelen af disse kom fra Syrien, Irak
og Afghanistan. Dermed er antallet af asylsøgere næsten 4-doblet siden 2012.
2
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0057.png
BILAG
SIDE 53
Demografiske ændringer, herunder befolkningsvækst, har været meget langsom og gradvis
gennem det meste af historien. Det var ikke før i 1920’erne, at verdens befolkning nåede 2
mia. mennesker. I løbet af det sidste århundrede har befolkningsudviklingen imidlertid taget
fart og frem mod 2030 kan særlig fire demografiske tendenser forudses at få betydning for
rammerne for global udvikling og politik, henholdsvis:
Stigningen i den globale befolkning;
Aldringen af både vestlige samfund og i stigende grad en række mellemindkomstlande;
Den omfattende urbanisering, som ikke mindst er markant i udviklingslande; og
Tendenser til øget migration internationalt i takt med befolkningsvækst.
1. Analysen
Denne analyse giver et databaseret overblik over forventede globale befolkningsudvikling frem
mod 2030 og fokuserer på sammenhængene mellem demografiske trends, forsørgerbyrder,
urbanisering og økonomisk vækst. Endvidere gives et overblik over aktuel international migra-
tion og flygtningebevægelser samt indikatorer for den fremtidige udvikling frem mod 2030.
Datamæssigt er fremskrivningerne i analysen baseret på FN’s seneste befolkningsprognose fra
2015 med mindre andet eksplicit er angivet. Fremskrivningerne tager ikke hensyn til effekten
hensyn
af konflikter, som kan have betragtelige effekter på befolkningsbevægelser, hvilket for eksem-
pel ses fra den aktuelle konflikt i Syrien, der har skabt store flygtningestrømme mod Europa.
Enhver fremskrivning over de kommende 15 år er i sagens natur forbundet med usikkerhed og
skal således primært opfattes som indikativ. Overordnet kan det dog siges, at de globale de-
mografiske tendenser (befolkningsvækst, aldring, urbanisering mv.) er forholdsvis stabile,
mens grænseoverskridende migration, og navnlig flygtningebevægelser kan ændres meget
hurtigt i takt med konfliktbillede og f.eks. globale pandemier og miljøkatastrofer.
Med udgangspunkt i kendte udviklingstræk for befolkningstilvækst udgiver FN befolkningsdivi-
Med udgangspunkt i kendte udviklingstræk for befolkningstilvækst udgiver FN befolkningsdivi-
sion jævnligt nye prognoser for verdens befolkning. Af seneste udgivelse fra 2015 fremgår, at
sion jævnligt nye prognoser for verdens befolkning. Af seneste udgivelse fra 2015 fremgår, at
verdens befolkning forudses at øges fra 7,3 milliarder mennesker i 2015 til mellem 8,4 og 8,6
verdens befolkning forudses at øges fra 7,3 milliarder mennesker i 2015 til mellem 8,4 og 8,6
milliarder mennesker i 2030
1
. I 2050 vil befolkningen yderligere være vokset til mellem 9,3 og
milliarder mennesker i 2030
1
. I 2050 vil befolkningen yderligere være vokset til mellem 9,3 og
10,2 milliarder mennesker. Befolkningsvæksten over de kommende 35 år forudses i grove
10,2 milliarder mennesker. Befolkningsvæksten over de kommende 35 år forudses i grove
træk at svare cirka til Kina og Indiens nuværende befolkninger tilsammen.
træk at svare cirka til Kina og Indiens nuværende befolkninger tilsammen.
Tabel 1.
.  
Verdens befolkning. Millioner mennesker
Tabel  1 Verdens  befolkning.  Millioner  mennesker  
   
   
 
Gennemsnitlig tilvækst pr. år
 
Gennemsnitlig  tilvækst  pr.  år  
   
 
   
   
2. Udvikling i verdens befolkning
befolkning
2000
2000  
6127
6127  
6127
6127  
6127
6127  
2015
2015  
7349
7349  
7349
7349  
7349
7349  
2030
2030  
8360
8360  
8501
8501  
8648
8648  
2050
2050  
9284
9284  
9725
9725  
10182
10182  
2000-15
2000-­‐15  
82
82  
82
82  
82
82  
2015-30
2015-­‐30  
67
67  
77
77  
87
87  
2030-50
2030-­‐50  
46
46  
61
61  
77
77  
Lavt estimat
Lavt  estimat  
Median estimat
Median  estimat  
Højt estimat
Højt  estimat  
Median estimatet er udtryk for et fald i
i  
den globale fertilitet fra 2,5 barn pr. kvinde i
i  
2010-15 til 2,4 barn pr. kvinde i
i  
2025-30 og 2,25 i
i  
2045-50.
 
Median  estimatet  er  udtryk  for  et  fald   den  globale  fertilitet  fra  2,5  barn  pr.  kvinde   2010-­‐15  til  2,4  barn  pr.  kvinde   2025-­‐30  og  2,25   2045-­‐50.  
Overlevelsesfrekvensen antages fortsat at øges i
i  
alle lande. Det høje og det lave estimat er udtryk for intervallet, hvor indenfor der er 80 procent
Overlevelsesfrekvensen  antages  fortsat  at  øges   alle  lande.  Det  høje  og  det  lave  estimat  er  udtryk  for  intervallet,  hvor  indenfor  der  er  80  procent  
sandsynlighed for at udfaldet vil finde sted. Det høje/lave estimat er udtryk for en fertilitet på �½
 
barn pr. kvinde mere eller mindre.
sandsynlighed  for  at  udfaldet  vil  finde  sted.  Det  høje/lave  estimat  er  udtryk  for  en  fertilitet  på  �½ barn  pr.  kvinde  mere  eller  mindre.  
 
Den samlede vækst i verdens befolkning var 1,2 milliarder fra 2000-2015, hvilet svarene til ca.
Den samlede vækst i verdens befolkning var 1,2 milliarder fra 2000-2015, hvilet svarene til ca.
20 pct. Fra 2015-2030 forventes en vækst på mellem 1,0 og 1,3 milliarder mennesker, hvilket
20 pct. Fra 2015-2030 forventes en vækst på mellem 1,0 og 1,3 milliarder mennesker, hvilket
vil svare til en vækst på omkring 15 pct. I forhold til tidligere er tilvæksten i verdens befolk-
ning faldende, hvilket hovedsageligt kan tilskrives globalt faldende fertilitet
2
.
ning faldende, hvilket hovedsageligt kan tilskrives globalt faldende fertilitet
2
.
1
2
Kilde: FN (2015). Probabilistic Population Projections based on the World Population Prospects: The 2015 Revision.
Dog
med stor variation i fertiliteten mellem forskellige verdensdele.
3
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0058.png
SIDE 54
BILAG
Mens befolkningstilvæksten fra 1950-2000 var 1,8 pct. årligt er den faldet til 1,2 pct. årligt fra
2000-2015, og der forventes et yderligere fald til mellem 0,9 pct. og 1,1 pct. fra 2015-2030. I
absolutte tal er tilvæksten stadig af en betydelig størrelse på omkring 70-90 millioner menne-
sker pr. år frem til 2030.
Først i 2075 forudses verdens befolkning at stagnere i FN’s lave prognose på et niveau om-
kring 9,7 milliarder mennesker, mens tilvæksten ifølge de høje prognoser vil fortsætte om på
den anden side af 2100, hvor der nås et niveau på 13,3 milliarder mennesker. De mere lang-
sigtede fremskrivninger er i sagens natur forbundet med betydelig større usikkerhed i sam-
menligning med fremskrivninger over de næste 15 år.
Globalt er der sket store befolkningsforskydninger i løbet af de seneste 65 år. I 1950 udgjorde
den europæiske befolkning 22 pct. af verdens befolkning, mens andelen i 2015 var faldet til 10
pct. Dette fald er sket på trods af en vækst i Europa på knap 200 millioner mennesker fra
1950-2015. Faldet skyldes, at befolkningstilvæksten har været kraftigere i andre verdensdele.
Målt i antal mennesker har væksten været kraftigst i Asien, hvor befolkningen er øget fra 1,4
mia. i 1950 til 4,4 mia. i 2015. Hermed er befolkningen i Asien øget fra at være 2,5 gange så
stor som Europas befolkning i 1950 til at være 6 gange så stor i 2015, og fremskrivningen in-
dikerer, at Asiens befolkning i 2030 være knap 7 gange så stor som Europas befolkning.
Målt relativt har væksten været endnu kraftigere i Afrika, hvor befolkningen er øget fra under
halvdelen af Europas befolkning i 1950 til at være 60 pct. større end Europas befolkning i
2015. Forventningen er, at Afrikas befolkning i 2030 vil være 130 procent større end Europas.
Fremskrives væksten ud over 2030 opstår der større usikkerheder. Dette gør sig særligt gæl-
dende for Asiens og Afrikas vedkommende, hvor forskellige antagelser om fertilitet, dødelig-
hed, migration m.v. slår igennem. Forskellen mellem den lave og den høje variant for Asien i
år 2100 er således 4,5 mia. mennesker og for Afrika 3 mia. mennesker, jf. figur 1 nedenfor.
Europas andel af verdens befolkning vil dog i alle fremskrivningsscenarier være relativ lille.
Figur 1: Verdens befolkning – høj, medium og lav variant, 1950-2100, mio. mennesker
8000
7000
6000
5000
4000
3000
2000
1000
0
1950
1960
1970
1980
1990
2000
2010
2020
2030
2040
2050
2060
2070
2080
2090
2100
Europa Medium
Afrika Medium
Amerika Medium
Asien Medium
3. Fordeling af verdens befolkning
Kilde: United Nations, Department of Economic and Social Affairs, Population Division (2015). World Population Prospects: The 2015
4
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0059.png
BILAG
SIDE 55
Mens Europas befolkning blev øget med omkring 190 millioner mennesker fra 1950-2015 for-
ventes befolkningen i udgangspunktet at blive reduceret med 5 millioner fra 2015-2030. Det
forventede fald kan særligt henføres til Øst- og Sydeuropa, mens befolkningerne forventes at
øges i Nord- og Vesteuropa. Ændringerne er imidlertid forholdsvis begrænsede, så balancen
mellem Europas regioner forudses at være relativt uforandrede mod 2030, jf. tabel 2 nedenfor.
Tabel 2.
.  
Europas befolkning. Millioner mennesker. Median sandsynlighed
   
Fordeling af Europas befolkning, pct.
Tabel  2 Europas  befolkning.  Millioner  mennesker.  Median  sandsynlighed  
Fordeling  af  Europas  befolkning,  pct.  
   
4. Demografiske trends ii Danmarks nærområde
trends Danmarks nærområde
1950
1950  
220
220  
78
78  
109
109  
142
142  
549
549  
2000
2000  
304
304  
94
94  
145
145  
183
183  
726
726  
2015
2015  
293
293  
102
102  
152
152  
191
191  
738
738  
2030
2030  
279
279  
110
110  
149
149  
196
196  
734
734  
2050
   
2050  
252
252  
142
142  
 
118
   
118  
 
196
   
196  
1950
1950  
40%
40%  
14%
14%  
20%
20%  
26%
26%  
100%
100%  
2000
2000  
42%
42%  
13%
13%  
20%
20%  
25%
25%  
100%
100%  
2015
2015  
40%
40%  
14%
14%  
21%
21%  
26%
26%  
100%
100%  
2030
2030  
38%
38%  
15%
15%  
20%
20%  
27%
27%  
100%
100%  
2050
2050  
36%
36%  
17%
17%  
20%
20%  
28%
28%  
100%
100%  
Østeuropa
Østeuropa  
Nordeuropa
Nordeuropa  
Sydeuropa
Sydeuropa  
Vesteuropa
Vesteuropa  
Europe
Europe  
707
   
707  
Kilde: United Nations (2015). Probabilistic Population Projections based on the World Population Prospects: The 2015 Revision
Kilde:  United  Nations  (2015).  Probabilistic  Population  Projections  based  on  the  World  Population  Prospects:  The  2015  Revision  
I
Østeuropa
forventes det største befolkningsfald fra 2015-30 at finde sted i Rusland med
knap 5 millioner mennesker, svarende til et fald på ca. 3 pct. Herefter kommer Ukraine med et
fald på knap 4 millioner svarende til ca. 9 pct. Faldet forventes at fortsætte i forstærket takt
frem mod 2050. I
Sydeuropa
forventes befolkningerne at mindskes med 0-6 pct. mod 2030.
I
Nordeuropa
forventes befolkningen at stige som følge af migration. Den største absolutte
stigning fra 2015-30 ventes at finde sted i Storbritannien med godt 5 millioner svarende til en
vækst på 8 pct. Mindre lande som Norge, Irland og Sverige forventes at få en højere relativ
vækst på mellem 11 og 14 pct. fra 2015-2030. Omvendt forventes de baltiske lande at opleve
en befolkningsmæssig tilbagegang på 5-8 pct. fra 2015-2030. I
Danmark
forventes en samlet
vækst på 6 pct. fra 2015-2030.
I
Vesteuropa
forventes den største befolkningsmæssige fremgang fra 2015-30 at finde sted i
Frankrig med knap 4 millioner mennesker, svarende til 6 pct. Også i Østrig, Belgien, Nederlan-
dene og Schweiz forventes fremgang i befolkningerne. Omvendt forventes Tysklands befolk-
ning at falde med 1,4 millioner mennesker, svarende til 2 pct. af Tysklands befolkning.
Mens den samlede befolkning i Europa kun ventes at ændre sig i mindre grad vil aldersforde-
lingen ændre sig mere – og generelt forudses der en aldring af de europæiske befolkninger.
Fra 2015-30 forventes andelen af ældre over 65 år i Europa at øges fra 18 pct. til 23 pct. og
yderligere til 28 pct. i 2050. Samtidig forventes andelen af børn og unge at være nogenlunde
konstant omkring 26-27 pct. Hermed vil andelen i den erhvervsaktive alder mellem 25 til 64 år
falde fra 56 pct. til 51 pct. fra 2015-2030. Dette fald forventes fortsat til 2050, jf. figur 2 ne-
denfor.
5
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0060.png
SIDE 56
BILAG
Figur
Fordeling af
befolkningen
Europe
Medium variant
Figur 2:
2: Fordeling af
befolkningen
-
-
Europe -
- Medium variant
1
1
1
1
0
0
0
1
1
1
1
0
0
0
1950
2000
2015
2030
2050
2100
0-14
0-14
15-24
15-24
25-64
25-64
65-80
65-80
80+
80+
Median alder
alder
Median
50
40
30
20
10
0
2100
50
40
30
20
10
0
1950
2000
2015
2030
2050
Kilde: United Nations, Department of Economic and Social Affairs, Population Division (2015). World Population Prospects: The 2015 Revision
Kilde: United Nations, Department of Economic and Social Affairs, Population Division (2015). World Population Prospects: The 2015 Revision
5. Demografiske trends i Mellemøsten og Nordafrika
Befolkningen i Mellemøsten og Nordafrika (MENA) forventes
samlede befolkning
med omkring 125
fra 2000-2015, hvor stigningen dog var 35 pct. I 2030 vil den
at øges omkring
i regionen
være omkring 600
fra 2015-30 svarende til 25 pct. Dette
den forventede
samme antal
millioner mennesker
millioner mennesker svarende til 80 pct. af
er nogenlunde
befolkning i Eu-
som
fra
ropa. Dette er
hvor stigningen dog
forhold til 1950, hvor
vil den samlede befolkning i
18 pct.
2000-2015,
en markant stigning i
var 35 pct. I 2030
regionens befolkning kun var
regionen
af
omkring
være
Europas.
600 millioner mennesker svarende til 80 pct. af den forventede befolkning i Eu-
ropa. Dette er en markant stigning i forhold til 1950, hvor regionens befolkning kun var 18 pct.
Tabel 3. Mellemøsten og Nordafrikas befolkning. Millioner mennesker.
af Europas.
Median sandsynlighed
I forhold til Europas befolkning, pct.
5.
millioner mennesker fra 2015-30 svarende til 25 pct. Dette er nogenlunde samme antal som
Demografiske trends i Mellemøsten og Nordafrika
Befolkningen i Mellemøsten og Nordafrika (MENA) forventes at øges omkring med omkring 125
Tabel  3.  Mellemøsten  og  Nordafrikas  b
2000
efolkning.  Millioner  mennesker.    
1950
2015
2030
2050
Median  sandsynlighed  
Mellemøsten
Nordafrika
I alt
Mellemøsten  
51
49,2
1950  
100,2
51  
185
171,9
2000  
356,8
185  
257,2
223,9
2015  
481,1
257,2  
321,6
395,5
   
   
1950
   
2000
   
2015
2030
   
2050
   
I  forhold  til  Europas  befolkning,  pct.  
9%
25%
35%
44%
56%
24%
2000  
30%
2015  
38%
2030  
50%
   
9%
1950  
   
282,4
2030  
354,3
2050  
604
321,6  
749,8
395,5  
2050  
56%  
50%  
106%  
18%
9%  
49%
25%  
65%
35%  
82%
44%  
106%
 
Jordan, Kuwait, Libanon, Oman, Qatar,
Note:
Mellemøsten
(Vestasien) omfatter Armenien, Aserbaijan, Bahrain, Cypern, Georgien, Irak, Israel,
Nordafrika  
49,2  
171,9  
223,9  
354,3  
   
9%  
24%  
38%  
Saudi Arabien, Palæstina, Syrien, Tyrkiet, Forenede Arabiske Emirater
282,4  
og Yemen.
Nordafrika
omfatter Algeriet, Egypten, Libyen,
30%  
Marokko, Sudan
I  alt  
og Tunesien. Her anvendes FN’s regionale opdeling, hvor Mellemøsten formelt betragtes geografisk som Vestasien.
Kilde: FN (2015). Probabilistic Population Projections based on the World Population Prospects: The 2015 Revision
100,2  
356,8  
481,1  
604  
749,8  
   
18%  
49%  
65%  
82%  
Note:  
Mellemøsten  
(Vestasien)  omfatter  Armenien,  Aserbaijan,  Bahrain,  Cypern,  Georgien,  Irak,  Israel,  Jordan,  Kuwait,  Libanon,  Oman,  Qatar,  
Saudi  Arabien,  Palæstina,  Syrien,  Tyrkiet,  Forenede  Arabiske  Emirater  og  Yemen.    
Nordafrika  
omfatter  Algeriet,  Egypten,  Libyen,  Marokko,  Sudan  
I en række lande Mellemøsten og
vor  Mellemøsten  f
befolkningen vokset 3-10 gange
og  Tunesien.  Her  anvendes  F
i
N’s  regionale  opdeling,  h
Nordafrika er
ormelt  betragtes  geografisk  som  Vestasien.  
fra 1950 til
gjorde knap 6 millioner mennesker. Sudan forventes at opleve den tredje største befolknings-
Den markante befolkningstilvækst i Mellemøsten og Nordafrika har især øget andelen af per-
tilvækst
i
på ca. 15 millioner
alder, medens
hvilket vil øge antallet fra 40 til 55 millioner. I Yemen
mennesker,
andelen af børn er faldet og fortsat forventes at
soner den erhvervsaktive
og
mindskes. Antallet af ældre over
på ca.
forventes at stige, men forventes fortsat
og Algeriet
en
Syrien forventes en tilvækst
65 år
10 millioner mennesker, og i Tyrkiet
kun udgøre
forven-
tes
mindre andel af den samlede befolkning.
vækst på omkring 9 millioner fra 2015-2030.
øget med omkring 25 millioner mennesker fra ca. 90 til 115 millioner. Dette kan sammenlignes
med, at Egyptens befolkning i 1950 var på ca. 21 millioner mennesker. I Irak forventes be-
I en række lande
med knap 20 millioner, fra 35 til 55 millioner, hvor befolkningen i 1950
fra 1950 til
folkningen øget
i Mellemøsten og Nordafrika er befolkningen vokset 3-10 gange
ud-
gjorde knap 6 millioner mennesker. Sudan forventes
i
opleve den tredje største befolknings-
2015. Fra 2015-30 vil den største vækst finde sted
at
Egypten, hvor befolkningen forventes
tilvækst på ca. 15 millioner mennesker, hvilket
ca. 90 til 115 millioner.
millioner. Yemen
øget med omkring 25 millioner mennesker fra
vil øge antallet fra 40 til 55
Dette kan
I
sammenlignes
og
at Egyptens befolkning i 1950 var
millioner
millioner mennesker. I
Algeriet forven-
med,
Syrien forventes en tilvækst på ca. 10
på ca. 21
mennesker, og i Tyrkiet og
Irak forventes be-
tes vækst på omkring 9 millioner fra 2015-2030.
55 millioner, hvor befolkningen i 1950 ud-
folkningen øget med knap 20 millioner, fra 35 til
2015. Fra
robabilistic   opulation  Projections  based  o
finde sted i Egypten, hvor befolkningen
Kilde:  FN  (2015).  P
2015-30
P
vil den største vækst
n  the  World  Population  Prospects:  The  2015  Revision  
forventes
Den markante befolkningstilvækst i Mellemøsten og Nordafrika har især øget andelen af per-
soner i den erhvervsaktive alder, medens andelen af børn er faldet og fortsat forventes at
mindskes. Antallet af ældre over 65 år forventes at stige, men forventes fortsat kun udgøre en
6
mindre andel af den samlede befolkning.
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0061.png
BILAG
SIDE 57
Medianalderen vil stadig være relativ lav: I perioden fra 2015-2030 forventes den øget fra om-
kring 26 til 30 år i Vestasien og fra omkring 25 til 28 år i Nordafrika. Til sammenligning forven-
tes den i Europa øget fra 42 til 45 år mod 2030.
Den store befolkningstilvækst skærper kravene til den økonomiske vækst, såfremt man skal
undgå en stigning i arbejdsløsheden og faldende velstand pr. indbygger. Som følge af den rela-
tivt lave forsørgerbyrde (børn og ældre i forhold til personer i den erhvervsaktive alder) har
Vestasien og Nordafrika mulighed for at høste en ”demografisk dividende” via øgede investe-
ringer og opsparing. Dette kan illustreres ved, at væksten i de erhvervsaktive aldersgrupper i
2000-2013 er højere end væksten i den samlede befolkning.
7
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0062.png
SIDE 58
BILAG
Afrika syd for Sahara har i dag knap 1 mia. mennesker, som kan inddeles det østlige, vestlige,
centrale og sydlige Afrika, jf. tabel 4.
Tabel 4.
.  
Befolkning i
 
Afrika syd for Sahara. Millioner mennesker.
 
Tabel  4 Befolkning   Afrika  syd  for  Sahara.  Millioner  mennesker.  
Median sandsynlighed
Median  sandsynlighed  
Antal lande 1950 2000 2015 2030
   
Antal  lande   1950   2000   2015   2030  
AFRIKA
51
180
642
962 1397
AFRIKA  
51  
180  
642  
962   1397  
Østafrika
20
67
259
394
579
Østafrika  
20  
67  
259  
394  
579  
Centralafrika
9
26
96
152
232
Centralafrika  
9  
26  
96  
152  
232  
Sydlige afrika
5
16
51
63
70
Sydlige  afrika  
5  
16  
51  
63  
70  
Vestafrika
17
71
235
353
516
Vestafrika  
17  
71  
235  
353  
516  
   
6. Demografiske trends ii Afrika syd for Sahara
trends Afrika syd for Sahara
Vækst i
 
millioner
Vækst   millioner  
   
 
   
 
 
   
2050
2050  
2124
2124  
878
878  
369
369  
78
78  
798
798  
1950-2000
1950-­‐2000  
462
462  
192
192  
70
70  
36
36  
164
164  
2000-15
2000-­‐15  
320
320  
135
135  
56
56  
11
11  
118
118  
2015-30
2015-­‐30  
434
434  
184
184  
80
80  
7
7  
163
163  
2030-50
2030-­‐50  
726
726  
299
299  
137
137  
8
8  
282
282  
Kilde: FN (2015). Probabilistic Population Projections based on the World Population Prospects: The 2015 Revision.
 
Kilde:  FN  (2015).  Probabilistic  Population  Projections  based  on  the  World  Population  Prospects:  The  2015  Revision.  
Befolkningsmæssigt er det største område Østafrika, som havde knap 400 millioner indbygge-
re i 2015. I Vestafrika er befolkningen på omkring 350 millioner, i Centralafrika omkring 150
millioner og i det sydlige Afrika på omkring 60 millioner. I de seneste 15 år er befolkningen i
Afrika syd for Sahara øget med omkring 320 millioner mennesker svarende til ca. 50 pct. I de
kommende 15 år forventes en vækst på knap 435 millioner mennesker, svarende til 45 pct.
Der forventes en lille reduktion i den årlige vækstrate fra ca. 2,5 pct. til 2,3 pct. Vægten i Afri-
kas befolkningsvækst forskydes gradvist fra Syd- og Nordafrika hen mod Øst-, Vest- og Cen-
tralafrika.
De lande, som især forventes at bidrage til befolkningstilvæksten i Afrika er Nigeria, DR Congo,
Etiopien, Tanzania, Egypten og Uganda, som alle hver især forventes at øge befolkningen med
mere end 20 millioner mennesker fra 2015 til 2030. Nigeria forudses med ca. 400 millioner
indbyggere i 2050 at have verdens tredje største befolkning, jf. tabel 5.
Tabel 5.
.  
Lande med størst befolkningsmæssigt vækstbidrag i
 
Afrika 2015-30
Tabel  5 Lande  med  størst  befolkningsmæssigt  vækstbidrag   Afrika  2015-­‐30  
   
   
   
Millioner mennesker
Millioner  mennesker  
2000
2000  
123
123  
48
48  
66
66  
34
34  
68
68  
24
24  
31
31  
2015
2015  
182
182  
77
77  
99
99  
53
53  
92
92  
39
39  
46
46  
2030
2030  
263
263  
120
120  
138
138  
83
83  
117
117  
62
62  
65
65  
2050
2050  
399
399  
195
195  
188
188  
137
137  
151
151  
102
102  
96
96  
Millioner
Millioner  
Vækst 2015-2030
Vækst  2015-­‐2030  
80
80  
43
43  
39
39  
29
29  
26
26  
23
23  
19
19  
Pct.
Pct.  
44%
44%  
56%
56%  
39%
39%  
55%
55%  
28%
28%  
59%
59%  
42%
42%  
Nigeria
Nigeria  
Congo, D.R.
Congo,  D.R.  
Etiopien
Etiopien  
Tanzania, U.R.
Tanzania,  U.R.  
Egypten
Egypten  
Uganda
Uganda  
Kenya
Kenya  
Sudan
Niger
Niger  
Angola
Angola  
Mozambique
Mozambique  
Madagaskar
Madagaskar  
Mali
Mali  
Cameroun
Cameroun  
Ghana
Ghana  
28
11
11  
15
15  
18
18  
16
16  
11
11  
16
16  
19
19  
40
20
20  
25
25  
28
28  
24
24  
18
18  
23
23  
27
27  
56
36
36  
39
39  
41
41  
36
36  
27
27  
33
33  
37
37  
80
72
72  
65
65  
66
66  
55
55  
45
45  
48
48  
50
50  
16
16
16  
14
14  
13
13  
12
12  
10
10  
10
10  
9
9  
40%
81%
81%  
57%
57%  
48%
48%  
48%
48%  
56%
56%  
41%
41%  
34%
34%  
Kilde: FN (2015). Probabilistic Population Projections based on the World Population Prospects: The 2015 Revision
Kilde:  FN  (2015).  Probabilistic  Population  Projections  based  on  the  World  Population  Prospects:  The  2015  Revision  
8
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0063.png
BILAG
SIDE 59
Befolkningstilvæksten kommer oveni en tilvækst fra 2000-15 på i gennemsnit 50 pct. for de 15
viste lande. Dette indebærer, at disse 15 lande vil have øget befolkningen fra omkring 530
millioner i 2000 til 1,2 milliarder mennesker i 2030, svarende til en vækst på 625 millioner
mennesker eller over en fordobling (118 pct.). Frem mod 2050 forventes væksten at fortsætte
i de 15 lande med omkring 600 millioner mennesker, svarende til yderligere godt 50 pct. til-
vækst fra 2030 til 2050.
Befolkningen i Amerika forventes at øges fra knap 1 milliard mennesker i 2015 til 1,1 milliard i
2030. Væksten vil være mellem 0,7 pct. årligt i Nordamerika som det laveste og 1,1 pct. årligt
i Centralamerika som det højeste.
Tabel 6.
.  
Amerikas befolkning. Millioner mennesker. Median sandsynlighed
Vækst
 
millioner
Tabel  6 Amerikas  befolkning.  Millioner  mennesker.  Median  sandsynlighed  
Vækst   millioner  
   
1950 2000 2015 2030 2050
   
1950-2000 2000-2015 2015-2030 2030-2050
1950   2000   2015   2030   2050  
1950-­‐2000   2000-­‐2015   2015-­‐2030   2030-­‐2050  
Amerika
340
500
152
125
100
Amerika  
340  
841
841  
992 1117 1217
992   1117   1217  
500  
152  
125  
100  
 
LATINAMERIKA og CARIBIEN
 
169
527
634
721
784
   
358
107
87
63
LATINAMERIKA  og  CARIBIEN  
169  
527  
634  
721  
784  
358  
107  
87  
63  
38
101
34
31
26
 
-
 
heraf Centralamerika
-­‐ heraf  Centralamerika  
38  
139
139  
173
173  
203
203  
229
229  
101  
34  
31  
26  
 
114
236
69
53
36
 
-
 
heraf Sydamerika
-­‐ heraf  Sydamerika  
114  
350
350  
418
418  
471
471  
507
   
507  
236  
69  
53  
36  
NORDAMERIKA
172
142
44
38
37
NORDAMERIKA  
172  
314
314  
358
358  
396
396  
433
433  
142  
44  
38  
37  
 
Kilde: FN (2015). Probabilistic Population Projections based on the World Population Prospects: The 2015 Revision
Kilde:  FN  (2015).  Probabilistic  Population  Projections  based  on  the  World  Population  Prospects:  The  2015  Revision  
7. Demografiske trends ii Nord- og Latinamerika
trends Nord-
Latinamerika
I perioden 1950-2015 blev den befolkningsmæssige vægt forskudt en del mod Central- og
Sydamerika, hvor Nordamerikas andel blev reduceret fra 50 pct. til 36 pct. Fra 2015-30 og
videre frem mod 2050 forventes balancerne fra 2015 fastholdt nogenlunde uforandrede.
Fra 2015 til 2030 forventes medianalderen i Nordamerika øget fra 38 til 40 år, og i Latinameri-
ka fra 29 til 35 år.
Amerikas samlede befolkning er øget fra 60 pct. af Europas befolkning i 1950, til at være 30
procent større i 2015. I 2030 forventes den amerikanske befolkning at være 50 procent så stor
som Europas.
Asiens samlede befolkning var i 2015 i alt ca. 4,1 mia. mennesker og forventes øget til 4,6
Asiens samlede befolkning var i 2015 i alt ca. 4,1 mia. mennesker og forventes øget til 4,6
mia. i 2030, svarende til en stigning på 500 millioner mennesker eller ca. 11 pct.
mia. i 2030, svarende til en stigning på 500 millioner mennesker eller ca. 11 pct.
Tabel 7.
.  
Asiens befolkning. Millioner mennesker. Median sandsynlighed
Tabel  7 Asiens  befolkning.  Millioner  mennesker.  Median  sandsynlighed  
1950
2000
2015
2030
2050
   
1950  
2000  
2015  
2030  
2050  
Asien
1343
3529
4136
4601
4872
Asien  
1343  
3529  
4136  
4601  
4872  
Syd- og Centralasien
512
1507
1890
2226
2512
Syd-­‐  og  Centralasien  
512  
1507  
1890  
2226  
2512  
-
Centralasien
18
55
67
79
89
-­‐
Centralasien  
18  
55  
67  
79  
89  
-
Sydasien
493
1452
1823
2147
2424
-­‐
Sydasien  
493  
1452  
1823  
2147  
2424  
Sydøstasien
165
526
633
725
792
Sydøstasien  
165  
526  
633  
725  
792  
Vækst i
i  
millioner
Vækst   millioner  
   
1950-2000 2000-15 2015-30 2030-50
1950-­‐2000   2000-­‐15   2015-­‐30   2030-­‐50  
2196
607
466
270
   
2196  
607  
466  
270  
995
383
336
286
   
995  
383  
336  
286  
37
12
12
10
37  
12  
12  
10  
 
958
371
324
276
   
958  
371  
324  
276  
361
107
91
67
361  
107  
91  
67  
 
Kilde: FN (2015). Probabilistic Population Projections based on the World Population Prospects: The 2015 Revision. Bemærk at Vestasien indgår i
Kilde:  FN  (2015).  Probabilistic  Population  Projections  based  on  the  World  Population  Prospects:  The  2015  Revision.  Bemærk  at  Vestasien  indgår  i  
gennemgangen af Mellemøsten.
gennemgangen  af  Mellemøsten.  
8. Demografiske trends ii Asien
trends Asien
De største lande i Asien forventes at få en meget forskellig udvikling i befolkningerne i de
kommende år. Mens Kinas befolkning forventes at øges med 40 millioner fra 2015-30 til 1,4
milliarder mennesker, så forventes Indiens befolkning i medianfremskrivningen at vokse med
milliarder mennesker, så forventes Indiens befolkning i medianfremskrivningen at vokse med
over 200 millioner mennesker og dermed at blive verdens mest folkerige nation med 1,5 milli-
arder mennesker.
arder mennesker.
9
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0064.png
SIDE 60
BILAG
Også Indonesien, Pakistan, Bangladesh, Filippinerne, Vietnam, Afghanistan forventes at få
kraftig befolkningstilvækst med mere end 10 millioner mennesker fra 2015-30. For de fleste af
landenes vedkommende repræsenterer væksten en mangedobling i fht. befolkningernes stør-
relse i 1950.
Den store befolkningstilvækst giver en række udfordringer af såvel makroøkonomisk, forde-
lingspolitisk, klimamæssig og sikkerhedspolitisk karakter, som de enkelte lande har forskellige
forudsætninger for at løse. Fælles for alle lande med stor befolkningstilvækst er dog, at krave-
ne til den økonomiske vækst øges, såfremt man skal undgå stigende arbejdsløshed og falden-
de velstand pr. indbygger – og dermed øgede risici for sociale og politiske konflikter.
Tabel 8.
.  
Befolkningsudvikling i
 
de største lande i
 
Asien
Tabel  8 Befolkningsudvikling   de  største  lande   Asien  
   
   
Størrelse af befolkning, millioner
Størrelse  af  befolkning,  millioner  
   
1950
1950  
2000
2000  
2015
2015  
2030
2030  
2050
   
2050  
544
544  
376
376  
70
70  
38
38  
38
38  
82
82  
19
19  
25
25  
17
17  
21
21  
21
21  
18
18  
19
19  
6
6  
8
8  
3
3  
6
6  
7
7  
8
8  
4
4  
11
11  
8
8  
3
3  
7
7  
4
4  
3
3  
1270
1270  
1053
1053  
212
212  
138
138  
131
131  
126
126  
78
78  
80
80  
66
66  
63
63  
63
63  
48
48  
46
46  
24
24  
20
20  
21
21  
23
23  
25
25  
24
24  
18
18  
23
23  
19
19  
16
16  
15
15  
12
12  
8
8  
1376
1376  
1311
1311  
258
258  
189
189  
161
161  
127
127  
101
101  
93
93  
79
79  
79
79  
68
68  
54
54  
50
50  
36
36  
33
33  
32
32  
30
30  
30
30  
29
29  
27
27  
25
25  
21
21  
19
19  
18
18  
16
16  
10
10  
1416
1416  
1528
1528  
295
295  
245
245  
186
186  
120
120  
124
124  
105
105  
89
89  
88
88  
68
68  
60
60  
53
53  
54
54  
44
44  
39
39  
36
36  
34
34  
33
33  
36
36  
27
27  
22
22  
29
29  
20
20  
19
19  
11
11  
1348
   
1348  
1705
   
1705  
322
322  
310
   
310  
202
202  
107
107  
148
148  
113
113  
92
92  
96
96  
62
62  
64
64  
51
51  
84
84  
56
56  
46
46  
41
41  
37
37  
36
36  
47
47  
27
27  
21
21  
35
35  
22
22  
23
23  
11
11  
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
1950-2000
1950-­‐2000  
726
726  
677
677  
142
142  
101
101  
93
93  
44
44  
59
59  
55
55  
49
49  
42
42  
42
42  
30
30  
27
27  
18
18  
12
12  
18
18  
17
17  
18
18  
15
15  
13
13  
12
12  
11
11  
13
13  
8
8  
8
8  
5
5  
Vækst millioner
Vækst  millioner  
2000-15
2015-30
2000-­‐15  
2015-­‐30  
106
106  
258
258  
46
46  
51
51  
30
30  
1
1  
23
23  
13
13  
13
13  
15
15  
5
5  
6
6  
4
4  
13
13  
13
13  
10
10  
7
7  
5
5  
5
5  
9
9  
2
2  
2
2  
2
2  
3
3  
3
3  
2
2  
39
39  
217
217  
38
38  
56
56  
25
25  
-6
-­‐6  
23
23  
12
12  
9
9  
9
9  
0
0  
6
6  
2
2  
18
18  
11
11  
8
8  
6
6  
5
5  
5
5  
10
10  
2
2  
1
1  
10
10  
2
2  
3
3  
1
1  
2030-50
2030-­‐50  
-67
-­‐67  
178
178  
27
27  
65
65  
16
16  
-13
-­‐13  
25
25  
8
8  
4
4  
8
8  
-6
-­‐6  
3
3  
-2
-­‐2  
30
30  
12
12  
7
7  
5
5  
3
3  
3
3  
11
11  
0
0  
-1
-­‐1  
6
6  
2
2  
4
4  
0
0  
Kina
Kina  
Indien
Indien  
Indonesien
Indonesien  
Pakistan
Pakistan  
Bangladesh
Bangladesh  
Japan
Japan  
Filippinerne
Filippinerne  
Vietnam
Vietnam  
Iran
 
Iran  
Tyrkiet
Tyrkiet  
Thailand
Thailand  
Myanmar
Myanmar  
Sydkorea
Sydkorea  
Irak
Irak  
Afghanistan
Afghanistan  
Saudi Arabien
Saudi  Arabien  
Malaysia
Malaysia  
Usbekistan
Usbekistan  
Nepal
Nepal  
Yemen
Yemen  
Nordkorea
Nordkorea  
Sri Lanka
Sri  Lanka  
Syrien
Syrien  
Kasakhstan
Kasakhstan  
Cambodia
Cambodia  
Azerbaijan
Azerbaijan  
Kilde: United Nations (2015). Probabilistic Population Projections based on the World Population Prospects: The 2015 Revision.
Kilde:  United  Nations  (2015).  Probabilistic  Population  Projections  based  on  the  World  Population  Prospects:  The  2015  Revision.  
 
For oversigtens skyld er i
 
denne oversigt medtaget en række lande fra det vestlige Asien (Mellemøsten).
For  oversigtens  skyld  er   denne  oversigt  medtaget  en  række  lande  fra  det  vestlige  Asien  (Mellemøsten).  
10
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0065.png
BILAG
SIDE 61
Globalt er der ifølge FN en unik og irreversibel demografisk tendens, som vil resultere i aldren-
de befolkninger. I takt med at fertilitetsraterne falder forudses det at andelen af personer over
60 år vil blive fordoblet i tidsrummet fra 2007 og til 2050. Det absolutte antal af personer over
60 år forudses i samme tidsrum at blive tredoblet, så der er over 2 mia. mennesker over 60 år
i 2050, medens antallet af personer over 80 år forudses firedoblet mod 2050 og det samlede
3
antal af 80+ årige forudses på globalt plan at være omkring 400 mio. mennesker
3
Medianalderen er globalt set øget fra 1950 til 2015 med ca. 6 år. Dette betyder, at hvor halv-
delen jordens befolkning i 1950 var under 23,5 år gammel, så skulle man i 2015 op på en al-
der på 29,6 år for at omfatte halvdelen af jordens befolkning. Disse tendenser forudses at fort-
sætte på længere sigt, hvor man i 2050 forudser en global levealder på ca. 78 år.
Figur 5: Global aldring: udvikling i
i
medianalderen
Figur 5: Global aldring: udvikling medianalderen
1950
1950-2015
2015-30
1950
1950-2015
2015-30
9. Global aldring
55
55
45
45
35
35
25
25
15
15
5
5
-5
-5
Kilde: United Nations, Department of Economic and Social Affairs, Population Division (2015). World Population Prospects: The 2015 Revision
Kilde: United Nations, Department of Economic and Social Affairs, Population Division (2015). World Population Prospects: The 2015 Revision
De yngste befolkninger findes både i 2015 og i 2030 i Afrika. Hvor Øst- og Vestafrika som de
eneste oplevede et fald i medianalderen fra 1950-2015, oplevede Nord- og Sydafrika en min-
dre stigning. Denne stigning forventes at fortsætte frem mod 2030, men dog i et behersket
tempo. Først frem mod 2050 forventes medianalderen i Afrika signifikant at accelerere.
Sammen med befolkningstilvæksten kan alderssammensætningen i en befolkning have stor
betydning for et lands økonomiske og samfundsmæssige udvikling. For samfund, som i ud-
betydning for et lands økonomiske og samfundsmæssige udvikling. For samfund, som i ud-
gangspunktet har en relativ ung befolkning, betyder aldringen i
første fase,
at andelen af børn
gangspunktet har en relativ ung befolkning, betyder aldringen i
første fase,
at andelen af børn
falder, mens andelen i den erhvervsaktive alder stiger. Dette mindsker forsørgerbyrden, øger
arbejdskraftudbuddet og velstanden pr. indbygger. I
næste fase
kan den stigende andel i den
arbejdskraftudbuddet og velstanden pr. indbygger. I
næste fase
kan den stigende andel i den
erhvervsaktive alder og øgede velstand føre til øget opsparing og investering, hvilket fremmer
erhvervsaktive alder og øgede velstand føre til øget opsparing og investering, hvilket fremmer
produktivitet og økonomisk vækst, som især kan fordeles til den erhvervsaktive befolkning.
produktivitet og økonomisk vækst, som især kan fordeles til den erhvervsaktive befolkning.
Først i
sidste fase
efter en periode vil andelen af ældre over den erhvervsaktive alder øges og
dermed øge forsørgerbyrden og mindske den andel af velstandsgevinsten, som vil tilflyde den
dermed øge forsørgerbyrden og mindske den andel af velstandsgevinsten, som vil tilflyde den
erhvervsaktive del af befolkningen.
Fra 2000-2015 voksede globale arbejdsstyrke, her defineret som antallet af mennesker i den
erhvervsaktive alder mellem 15-65 år, med knap 1 milliard mennesker. Tilvæksten fandt især
sted i
i
Sydasien og Østasien, mens der ikke var nulvækst i Europa. I de kommende 15 år for-
sted Sydasien og Østasien, mens der ikke var nulvækst i Europa. I de kommende 15 år for-
ventes den globale tilvækst i arbejdsstyrken at blive knap 700 millioner mennesker, hvor den
10. Alderssammensætning, forsørgerbyrde og arbejdsstyrke
forsørgerbyrde og arbejdsstyrke
3
UN Global Issues: www.un.org/en/globalissues/ageing/
11
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0066.png
SIDE 62
BILAG
største vækst vil være i Sydasien, Øst- og Vestafrika, mens arbejdsstyrken forventes reduceret
i Europa (inklusive Rusland) og Østasien.
For Europa og Østasien kan udviklingen i de kommende 15 år forudses at blive markant for-
skellig fra andre verdensdele og fra, hvad man historisk har været vant til. Hvor der i perioden
1950-2000 var en årlig vækst i antallet af personer i aldersgruppen 15-64 år på 0,6 pct. i Eu-
ropa og på 1,9 pct. i Østasien, forventes perioden 2015-2030 at give et fald på 0,6 pct. p.a. i
Europa og 0,3 pct. p.a. i Østasien. Den globale udvikling i arbejdsstyrken forventes at ville
udvikle sig som angivet i tabel 9 nedenfor.
Tabel 9.
.  
Ændring i
 
arbejdsstyrke, millioner mennesker 15-64 år.
Tabel  9 Ændring   arbejdsstyrke,  millioner  mennesker  15-­‐64  år.  
   
   
Ændring millioner mennesker
Ændring  millioner  mennesker  
1950-2000
2000-15
2015-30
1950-­‐2000  
2000-­‐15  
2015-­‐30  
2331
2331  
132
132  
65
65  
10
10  
28
28  
28
28  
98
98  
158
158  
81
81  
582
582  
619
619  
22
22  
312
312  
97
97  
74
74  
22
22  
86
86  
965
965  
0
0  
-6
-­‐6  
4
4  
1
1  
1
1  
29
29  
60
60  
57
57  
315
315  
140
140  
11
11  
219
219  
78
78  
39
39  
10
10  
64
64  
671
671  
-40
-­‐40  
-25
-­‐25  
1
1  
-9
-­‐9  
-7
-­‐7  
4
4  
33
33  
46
46  
263
263  
-58
-­‐58  
8
8  
325
325  
125
125  
41
41  
6
6  
103
103  
2030-50
2030-­‐50  
597
597  
-48
-­‐48  
-28
-­‐28  
2
2  
-16
-­‐16  
-6
-­‐6  
18
18  
3
3  
42
42  
174
174  
-193
-­‐193  
6
6  
550
550  
212
212  
45
45  
6
6  
192
192  
1950-2000
1950-­‐2000  
1,9%
1,9%  
0,6%
0,6%  
0,7%
0,7%  
0,4%
0,4%  
0,7%
0,7%  
0,5%
0,5%  
1,3%
1,3%  
2,5%
2,5%  
2,7%
2,7%  
2,2%
2,2%  
1,9%
1,9%  
2,2%
2,2%  
2,5%
2,5%  
2,6%
2,6%  
2,6%
2,6%  
2,5%
2,5%  
2,3%
2,3%  
Ændring pct. p.a.
Ændring  pct.  p.a.  
2000-15
2015-30
2000-­‐15  
2015-­‐30  
1,5%
1,5%  
0,0%
0,0%  
-0,2%
-­‐0,2%  
0,4%
0,4%  
0,1%
0,1%  
0,0%
0,0%  
0,9%
0,9%  
1,6%
1,6%  
2,8%
2,8%  
2,1%
2,1%  
0,9%
0,9%  
2,0%
2,0%  
2,7%
2,7%  
3,1%
3,1%  
2,2%
2,2%  
1,8%
1,8%  
2,8%
2,8%  
0,9%
0,9%  
-0,6%
-­‐0,6%  
-0,9%
-­‐0,9%  
0,1%
0,1%  
-0,6%
-­‐0,6%  
-0,4%
-­‐0,4%  
0,1%
0,1%  
0,8%
0,8%  
1,6%
1,6%  
1,3%
1,3%  
-0,3%
-­‐0,3%  
1,1%
1,1%  
2,7%
2,7%  
3,1%
3,1%  
1,7%
1,7%  
0,9%
0,9%  
3,0%
3,0%  
2030-50
2030-­‐50  
0,5%
0,5%  
-0,6%
-­‐0,6%  
-0,8%
-­‐0,8%  
0,1%
0,1%  
-1,0%
-­‐1,0%  
-0,3%
-­‐0,3%  
0,4%
0,4%  
0,1%
0,1%  
0,9%
0,9%  
0,6%
0,6%  
-1,0%
-­‐1,0%  
0,6%
0,6%  
2,2%
2,2%  
2,5%
2,5%  
1,1%
1,1%  
0,6%
0,6%  
2,6%
2,6%  
Verden
Verden  
Europa
Europa  
Østeuropa
Østeuropa  
Nordeuropa
Nordeuropa  
Sydeuropa
Sydeuropa  
Vesteuropa
Vesteuropa  
Nordamerika
Nordamerika  
Sydamerika
Sydamerika  
Vestlige Asien
Vestlige  Asien  
Sydasien
Sydasien  
Østasien
Østasien  
Centralasien
Centralasien  
Afrika
Afrika  
Østafrika
Østafrika  
Nordafrika
Nordafrika  
Sydafrika
Sydafrika  
Vestafrika
Vestafrika  
United Nations, Department of Economic and Social Affairs, Population Division (2015). World Population Prospects: The 2015 Revision
United  Nations,  Department  of  Economic  and  Social  Affairs,  Population  Division  (2015).  World  Population  Prospects:  The  2015  Revision  
Nedenstående figur viser, hvordan udviklingen forventes at blive over de kommende 15 år i
forhold til andele af befolkninger, som er mellem 15 og 64 år. Som det fremgår forventes Eu-
ropa, inklusiv Tyrkiet og Rusland, at opleve et fald fra 66,8 pct. i 2015 til 62,8 pct. i 2030, me-
dens Afrika syd for Sahara vil opleve en stigning fra 54 pct. i 2015 til 57,6 pct. i 2030.
Figur 6: Andel af befolkning (15-64 år) i tidsrummet 2015-2030, pct.
Nordafrika, Nær- og Mellemøsten
Afrika,
Latinamerika
Nordafrika, Nær- og Mellemøsten
syd for Sahara
Afrika, syd for Sahara
Nordamerika
Europa, inkl. Rusland og Tyrkiet
Asien
Latinamerika
Nordamerika
og Oceanien
pct.
70
70
65
65
60
60
55
50
Kilde: Egne beregninger med data fra Oxford Economics
2014
2014
2015
2015
2016
2016
2017
2017
2018
2018
2019
2019
2020
2020
2021
2021
2022
2022
2023
2023
2024
2024
2025
2025
2026
2026
2027
2027
2028
2028
2029
2029
2030
2030
12
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0067.png
BILAG
SIDE 63
I perioden 1950-2000 nød Europa og mange andre lande godt af en stigende arbejdsstyrke og
faldende eller konstant forsørgerbyrde. Den årlige vækst i BNP skyldtes således både øget ind-
sats af kapital, arbejdskraft og teknologi, og velstandsgevinsten kunne fordeles relativt propor-
tionalt mellem aldersgrupperne. Fremover forudses den faldende arbejdsstyrke i Europa og
Østasien at kunne trække imod lavere økonomisk vækst og den øgede forsørgerbyrde gøre det
vanskeligere at fordele den reducerede velstandsgevinst proportionalt mellem aldersgrupper-
ne. Et fald i arbejdsstyrken kan imidlertid modvirkes gennem senere tilbagetrækningsalder og
højere erhvervsfrekvenser, især i de lande, som har en lav tilbagetrækningsalder eller hvor
kvinder har en relativ lav erhvervsfrekvens. Der er stigende opmærksomhed i OECD-kredsen
4
om at imødegå reducerede arbejdsstyrker gennem arbejdsmarkedspolitiske reformer
4
.
Det må antages, at forskellige områder i Europa og Østasien vil reagere på udfordringen med
en mindsket andel af befolkningen i den erhvervsaktive alder på forskellig måde. Derfor kan
det heller ikke siges på forhånd, hvorledes den mindre andel i den erhvervsaktive alder vil på-
virke den effektive arbejdsstyrke, den økonomiske vækst eller velstandsudvikling.
For lande med en stigende arbejdsstyrke vil effekterne kunne være modsatrettede. Det øgede
udbud af arbejdskraft vil alt andet lige lette virksomhedernes adgang til arbejdskraft og mind-
ske lønpresset, hvilket generelt forbedrer virksomhedernes konkurrenceevne og vækstmulig-
heder. Dette forhold var en vigtig del af fundamentet for vækstmodellen for ”De asiatiske Tig-
re”. Ifølge nye studier fra Harvard University kunne ca. 1/3-del af den samlede økonomiske
vækst for ”de asiatiske tigre” i perioden 1965-2000 således tilskrives den faldende fertilitet og
dermed stigende andel af befolkningen i den erhvervsaktive alder
5
.
Den demografiske udvikling i Afrika indebærer også betydelige udfordringer og høje krav til
vedvarende økonomisk vækst for at sikre mod stigende ledighed. Med den forudsete årlige
vækst i arbejdsstyrken på ca. 3 pct. i Øst- og Vestafrika i 2015-30, og forudsat en årlig pro-
duktivitetsvækst på 2 pct., kræves der en årlig realvækst på ca. 5 pct. for blot at undgå en
stigning i ledighedsprocenten. Selv denne økonomiske vækst vil dog stadig kunne føre til en
stigning i det
absolutte antal
af ledige. Hvis ledigheden/under-beskæftigelsen skal reduceres
mærkbart også
absolut
fra det nuværende høje niveau, kræves en økonomisk realvækst på
mindst 6-7 pct. årligt, som skal fastholdes over en årrække. I det omfang de mindre udviklede
lande lykkes med teknologisk ”catch up”, kan produktivitetsvæksten potentielt blive markant
højere end 2 pct. mod 2030. I Kina steg produktiviteten i en længere årrække 4-8 pct. årligt,
og nogle år med 10-12 pct., men er siden faldet. Hvis det samme bliver tilfældet for Øst- og
Vestafrika kræves i størrelsesorden af 7-11 pct. årlig realvækst blot for at ledighedsprocenten
skal holdes konstant i perioden 2015-30.
Det er blevet estimeret at over 700 millioner nye jobs vil være påkrævet globalt mellem 2010
og 2030 for sikre en global ledighedsprocent på maksimalt 4 procent for voksne og maksimalt
8 procent for unge. Disse tal siger en hel del om udfordringerne og de økonomisk-politiske
6
indsatser som de demografiske forskydninger kan medføre
6
.
11. Økonomiske konsekvenser af ændringer ii arbejdsstyrken
konsekvenser af ændringer arbejdsstyrken
4
5
6
OECD: “Looking to 2060 – Long term growth prospects”
David Bloom, Harvard University, Finance & Development, marts 2016: ”Taking the power back”.
Samme kilde som fodnote 4.
13
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0068.png
SIDE 64
BILAG
Ud over den generelle befolkningstilvækst og den globale aldring er et dominerende træk den
stigende urbanisering overalt på kloden. Overordnet kan den stærkeste vækst i urbanisering
mod 2030 forventes i de lande og regioner, hvor befolkningsvæksten er højest og hvor landbe-
folkningerne i udgangspunktet er størst, hvilket særligt gælder i lande i Afrika syd for Sahara
7
og i dele af Asien
7
.
Urbaniseringen er i dag mest fremskreden i de udviklede økonomier i Europa, USA og Japan,
men har også været hastigt voksende i Kina og andre vækstøkonomier samt i de økonomisk
mindre velstående lande i verden. I 1950 levede ca. 30 pct. af verdens befolkning i byer, me-
dens det i 2050 forventes at være op mod to tredjedele. Om blot 5 år forudses over halvdelen
af alle mennesker i Asien også at bo i byer, hvilket vil give behov for massive investeringer i
infrastruktur i asiatiske byer.
Det ses af figuren nedenfor, at der i perioden 2015-2030 forventes en stigning i urbaniserings-
graden på omkring 8 procentpoint i både mellem- og lavindkomstlandene, mens der i den ef-
terfølgende periode vil ske den største stigning i lavindkomstlandene. På trods af denne stig-
ning, vil urbaniseringsgraden for lavindkomstlandene i 2050 dog endnu ikke være på niveau
med højindkomstlandene i 1950.
Figur 7: Udvikling i
i
andel af befolkningen der bor i
i
byer, pct.
Figur 7: Udvikling andel af befolkningen der bor byer, pct.
1950
1950-2000
2000-2015
2015-2030
2030-2050
pct.
1950
1950-2000
2000-2015
2015-2030
2030-2050
pct.
90
90
80
80
70
70
60
60
50
50
40
40
30
30
20
20
10
10
-
-
Verden
Verden
Højindkomstlande
Højindkomstlande
Mellemindkomstlande
Mellemindkomstlande
Lavindkomstlande
Lavindkomstlande
12. Urbanisering
Kilde: UN, World Urbanization Prospects
Kilde: UN, World Urbanization Prospects
I 2014 var der 28 megabyer (flere end 10 millioner indbyggere) i verden, hvor der i 1990 kun
var 10 megabyer. I 2030 forventes antallet af megabyer at blive øget til 41. Jakarta forventes
at blive det største byområde i 2030 med 37 millioner indbyggere, efterfulgt af Tokyo med 36
millioner mennesker. I figuren nedenfor ses de otte byområder, der forventes af få den største
befolkningstilvækst frem mod 2030. Lagos topper denne liste med en forventet befolkningstil-
vækst på 13 mio., hvilket betyder, at indbyggertallet mere end fordobles.
7
National Intelligence Council. Global Trends 2030. Alternative Worlds.
14
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0069.png
BILAG
SIDE 65
Figur 8: Byer med størst befolkningstilvækst 2013-2030, Mio.
2013
Mio.
2013
Ændring 2013-2030
Ændring 2013-2030
40
40
35
35
30
30
25
25
20
20
15
15
10
10
5
5
-
-
Kilde: Oxford Economics og UN, World Urbanization Prospects
Ser man tilsvarende på de otte byområder, som forventes at få den største stigning i BNP frem
mod 2030, tegnes et noget andet billede. Det ses af figuren herunder, at især kinesiske byer
forventes at få stor økonomisk vækst. Den største stigning i BNP forventes dog at indtræffe i
New York, som i 2030 forudses at få et BNP på 2.225 mia. USD.
Figur 9: Byer med størst stigning i BNP 2013-2030, Mia. USD
Mia. USD
BNP 2013 BNP-ændring mod 2030 BNP pr. cap. 2030 (sekundær akse)
Mia. USD
BNP
BNP-ændring mod 2030
BNP pr.
2500
2500
2000
2000
1500
1500
1000
1000
500
500
0
0
BNP pr. cap
120,000
120.000
100,000
100.000
80,000
80.000
60,000
60.000
40,000
40.000
20,000
20.000
-
Kilde: Oxford Economics
Verdens storbyer og byområder kan overordnet forudses at opleve meget store forskelle i ud-
viklingen i rigdom og levestandard. Særligt udviklingslandene kan komme til at stå over for
store udfordringer i forbindelse med urbaniseringen i de kommende år, mens storbyer som
New York vil fortsætte udviklingen mod at være kraftcentre, som bidrager markant til den glo-
bale økonomiske vækst. Samtidig kan det forventes, at selvom de kinesiske byers vækst i vel-
stand forholdsvis hurtigt vil overgå det samlede udvikling i europæiske og nordamerikanske
byer, da vil der stadig være betydelige forskelle i BNP per indbygger. For Beijing kan BNP per
indbygger i 2030 forventes at være på ca. 32.000 USD, mens velstandsniveauet i New York i
2030 forventes at være på ca. 109.000 USD. Lagos forudses derimod i 2030 at have et BNP
per indbygger på ca. 3.000 USD, og der ville – rent hypotetisk ved de nuværende vækstrater -
gå cirka 150 år før Lagos kommer op på niveau med New York i dag.
Generelt kan de nuværende økonomiske metropoler fortsat forventes at dominere listen over
de største økonomiske centre om 10-15 år, men en række europæiske byer kan potentielt bli-
15
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0070.png
SIDE 66
BILAG
ve overhalet af asiatiske - f.eks. vil Shanghai kunne overhale Paris i økonomisk størrelse om-
kring år 2030. I disse opgørelser over byernes størrelse skal der selvfølgelig tages forbehold
for usikkerheder i forbindelse med fremskrivningerne, men også forskellige definitioner af by-
ernes udstrækning.
Antallet af internationale migranter steg fra 152,6 mio. personer i 1990 til 243,7 mio. i 2015,
hvilket primært kan føres tilbage til den voksende verdensbefolkning. Således var der i samme
tidsrum blot en svag stigning i international migration i forhold til befolkningstallet fra 2,9 pct.
i 1990 til 3,3 pct. i 2015. Bag den globale stabilitet skjuler sig imidlertid en divergerende ud-
vikling mellem de forskellige kontinenter, hvilket er illustreret i nedenstående figur 10.
Figur 10: Andel af international modtagen migrationsbefolkning af den samlede befolkning (pct.)
Figur 10: Andel af international modtagen migrationsbefolkning af den samlede befolkning (pct.)
20
20
18
18
16
16
14
14
12
12
10
10
8
8
6
6
4
4
2
2
0
0
1990
1990
1995
1995
2000
2000
2005
2005
2010
2010
2015
2015
Verden
Verden
Afrika
Afrika
Asien
Asien
Europa
Europa
Danmark
Danmark
Latinamerika
Latinamerika
Nordamerika
Nordamerika
13. Trends i international migration
Oceanien
Oceanien
Kilde: Egne beregninger med data fra UN Department of Economic and Social Affairs
Kilde: Egne beregninger med data fra UN Department of Economic and Social Affairs
Ser man nærmere på fordeling af den internationale migrantbefolkning på herkomst og desti-
nation tegner der sig aktuelt den situation, som er gengivet i tabel 10 nedenfor.
Tabellen skal
læses således, at 13,4 pct. af den internationale migrantbefolkning på 243,7 mio. personer var
af afrikansk oprindelse. 6,7 pct. af den internationale migrantbefolkning var migreret fra et
afrikansk land til et andet afrikansk land, mens 1,7 pct. var migreret fra et afrikansk til et asia-
tisk land osv.
Tabel 10: Procentvis fordeling af den internationale migrantbefolkning efter destination og herkomst
8
 
i
 
2015
Tabel  10:  Procentvis  fordeling  af  den  internationale  migrantbefolkning  efter  destination  og  herkomst 2015  
   
8
 
Migranters herkomst
Migranters  herkomst  
Verden Afrika Asien Europa Latinamerika
Verden   Afrika   Asien   Europa   Latinamerika  
100
100  
8,5
8,5  
30,8
30,8  
31,2
31,2  
3,8
3,8  
22,4
22,4  
3,3
3,3  
13,4
13,4  
6,7
6,7  
1,7
1,7  
3,8
3,8  
0
0  
0,9
0,9  
0,2
0,2  
40,9
40,9  
0,5
0,5  
24,4
24,4  
8,3
8,3  
0,1
0,1  
6,4
6,4  
1,2
1,2  
24,5
24,5  
0,4
0,4  
2,8
2,8  
16,4
16,4  
0,5
0,5  
3,1
3,1  
1,2
1,2  
14,7
14,7  
0
0  
0,2
0,2  
1,9
1,9  
2,4
2,4  
10,1
10,1  
0,1
0,1  
Nordlige Amerika
Nordlige  Amerika  
1,8
1,8  
0
0  
0,2
0,2  
0,4
0,4  
0,6
0,6  
0,5
0,5  
0,1
0,1  
Oceanien Ikke oplyst
Oceanien   Ikke  oplyst  
0,7
0,7  
0
0  
0
0  
0,1
0,1  
0
0  
0,1
0,1  
0,4
0,4  
4
4  
0,8
0,8  
1,5
1,5  
0,3
0,3  
0,1
0,1  
1,3
1,3  
0,1
0,1  
Migranters destination
Migranters  destination  
Verden
Verden  
Afrika
Afrika  
Asien
Asien  
Europa
Europa  
Latinamerika
Latinamerika  
Nordlige Amerika
Nordlige  Amerika  
Oceanien
Oceanien  
Kilde: Egne beregninger med data fra UN Department of Economic and Social Affairs
Kilde:  Egne  beregninger  med  data  fra  UN  Department  of  Economic  and  Social  Affairs  
Opdeling af kontinenter følger FN’s definition, hvilket blandt andet betyder, at hele Nær- og Mellemøsten, men også Tyrkiet og Cypern tælles med til
vestlige Asien, mens Rusland hører til det østlige Europa.
8
8
16
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0071.png
BILAG
SIDE 67
Tallene i tabel 10 viser, at den nære migration fortsat er større end den fjerne migration. Så-
ledes stod migration indenfor det enkelte kontinent for 50,9 pct. (eller 61,5 pct. hvis man tæl-
ler Amerika som et samlet kontinent) af den samlede migration. En yderligere observation er,
at migration generelt foregår fra mindre til mere velstående egne.
Sammenligner man migrantbefolkningen i Europa med Danmark, ses det, at Danmark ligger
over det europæiske gennemsnit for migranter fra Asien (især migration fra Tyrkiet, Irak, Iran,
Pakistan og Afghanistan) og Nordamerika (især USA), mens Danmark har en lavere andel af
migranter fra Afrika og Latinamerika:
Tabel 11: Procentvis fordeling af internationale migranter efter deres herkomst for Europa og Danmark
Tabel  11:  Procentvis  fordeling  af  internationale  migranter  efter  deres  herkomst  for  Europa  og  Danmark  
   
Europa
Europa  
Danmark
Danmark  
Afrika
Asien
Europa
Latinamerika
Afrika  
Asien  
Europa  
Latinamerika  
12,1
26,5
52,5
12,1  
26,5  
52,5  
7,1
35,8
47,9
7,1  
35,8  
47,9  
Nordlige Amerika
Nordlige  Amerika  
6,1
6,1  
2,8
2,8  
1,3
1,3  
5,7
5,7  
Oceanien
Oceanien  
Øvrige
Øvrige  
0,5
0,5  
0,7 -
     
0,7   -­‐  
1
1  
Kilde: Egne beregninger med data fra UN Department of Economic and Social Affairs
Kilde:  Egne  beregninger  med  data  fra  UN  Department  of  Economic  and  Social  Affairs  
En væsentlig forklaring for den lavere andel af latinamerikanske og afrikanske migranter i
Danmark findes i koncentrationen af migranter fra tidligere kolonier til deres respektive tidlige-
re kolonimagter, hvilket blandt andet begunstiges af deres sproglige og kulturelle forudsætnin-
ger. Hertil kommer, at store diasporabefolkninger i et givent land tiltrækker migranter af den
samme oprindelse til dette land. For eksempel er antallet af pakistanske migranter i Norge
næsten dobbelt så stort som i Sverige, mens den samlede migrantbefolkningen i Sverige er
mere end dobbelt så stor som i Norge.
Ved siden af historiske tal for migration offentliggør FN endvidere en prognose over den for-
ventede udvikling af migrantstrømmene for de enkelte lande. Prognosen er baseret på for-
ventninger om den grundlæggende demografiske og økonomiske udvikling, men indeholder
ingen forudsigelser om opståen af nye flygtninge- og migrantstrømme. Sammenholder man
den historiske udvikling fra 1990 til 2015 med prognosen frem til 2030 tegner sig nedenståen-
de billede.
Figur 11: Gennemsnitlig årlig kontinentoverskridende nettomigratbevægelse, 1990 til 2030
Figur 11: Gennemsnitlig årlig kontinentoverskridende nettomigratbevægelse, 1990 til 2030
(mio.)
(mio.)
14,000,000
14.000.000
11,000,000
11.000.000
8,000,000
8.000.000
5,000,000
5.000.000
2,000,000
2.000.000
-1,000,000
-1.000.000
-4,000,000
-4.000.000
-7,000,000
-7.000.000
-10,000,000
-10.000.000
-13,000,000
-13.000.000
-16,000,000
-16.000.000
Asien
Asien
Latinamerika
Latinamerika
Afrika
Afrika
Ocenanien
Ocenanien
Europa
Europa
Nordamerika
Nordamerika
1990-1995 1995-2000 2000-2005 2005-2010 2010-2015 2015-2020 2020-2025 2025-2030
1995-2000 2000-2005 2005-2010 2010-2015 2015-2020 2020-2025 2025-2030
Kilde: UN Department of Economic and Social Affairs
Som det fremgår af figuren forudser FN, at de nuværende kontinentoverskridende migrantbe-
vægelser på ca. 11 mio./år vil fortsætte frem til 2030, hvilket er lidt lavere end de historiske
interkontinentale migrantbevægelser, der i perioden 1990 til 2015 i gennemsnit årligt var på
migrantbevægelser,
1990 til
13,4 mio. personer. Der forventes således stor stabilitet i migrationsvolumen frem mod 2030.
17
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0072.png
SIDE 68
BILAG
Der findes ingen entydig sammenhæng mellem velstand og migration. Empiriske studier tyder
på øget migration sammen med øget velstand indtil man når niveau med et BNP pr. person på
3.000-4.000 USD, hvorpå øget velstand fører til faldende migration
9
. En normal antagelse er,
at højvækstlande tiltrækker migranter, men sammenhængene er ikke helt enkle og der er lidt
af et paradoks mellem økonomisk vækst og migration. Økonomisk fremgang i relativt fattige
lande giver ofte unge mennesker mulighed for at opnå viden og ressourcer, der sætter dem i
stand til at udnytte migrationsmuligheder. Velstand kan således også fremme migration
10
.
Mens den samlede internationale migration i de seneste har udviklet sig stabilt er antallet af
personer, der har UNHCR’s bevågenhed, steget med 62 pct. siden 2012 og nåede i juni 2015
op på 58,0 mio. personer.
Den største stigning har været i antallet af interne fordrevne, der næsten er fordoblet fra 17,6
mio. personer ved udgangen af 2012 til 34,0 mio. personer i juni 2015. Den største procentvi-
se stigning har dog været i antallet af asylsøgere, der steg med 149 pct. fra udgangen af 2012
til juni 2015. Som følge af denne udvikling er andelen af flygtninge og asylsøgere steget fra
4,9 pct. af den internationale migrantbefolkning i 2005 til 7,1 pct. i 2015.
Figur 12: Personer der har UNHCR's bevågenhed
Figur 12: Personer der har UNHCR's bevågenhed
Øvrige
Øvrige
Hjemvendte
Hjemvendte
Asylsøgere
Asylsøgere
Statsløse
Statsløse
Flygtninge
Flygtninge
Interne fordrevne
Interne fordrevne
2005
2005
2006
2006
2007
2007
2008
2008
2009
2009
2010
2010
2011
2011
2012
2012
2013
2013
2014
2014
2015
2015
14. Flygtningestrømme
60,000,000
60.000.000
55,000,000
55.000.000
50,000,000
50.000.000
45,000,000
45.000.000
40,000,000
40.000.000
35,000,000
35.000.000
30,000,000
30.000.000
25,000,000
25.000.000
20,000,000
20.000.000
15,000,000
15.000.000
10,000,000
10.000.000
5,000,000
5.000.000
-
-
Kilde: UNHCR. For 2015 er tallene status den 30. juni, idet der endnu ikke foreligger en samlet oversigt for året.
Kilde: UNHCR. For 2015 er tallene status den 30. juni, idet der endnu ikke foreligger en samlet oversigt for året.
Stigningen i antallet af asylsøgere har især været udpræget i EU, hvor antallet af registrerede
asylsøgere fra 2012 til 2015 er steget med 264 pct. og oversteg 1,2 mio. personer i 2015
11
.
Navnlig antallet af asylsøgere fra Syrien, Afghanistan og Irak er steget tydeligt og udgjorde i
2015 over halvdelen af samtlige asylsøgere i EU.
Center for Global Development: www.cgdev.org/topics/migration
Samme kilde som fodnote 3.
11
Antallet af asylsøgere i EU i 2015 er stadig forbundet med usikkerhed, dels fordi blot 3 lande allerede har fremlagt
samlede tal, dels fordi der i Tyskland er betydelig ventetid fra indrejse indtil den formelle indgivelse af ansøgning om
asyl. Således har det tyske indenrigsministerium i 2015 registreret 1,1 mio. indrejste personer, men blot modtaget
men blot modtaget
476.510 asylansøgninger. Endeligt er en stor del af asylsøgerne i Ungarn efterfølgende udrejst til Østrig og Tyskland.
10
9
18
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0073.png
BILAG
SIDE 69
1,300,000
1.300.000
1,200,000
1.200.000
1,100,000
1.100.000
1,000,000
1.000.000
900,000
900.000
800,000
800.000
700,000
700.000
600,000
600.000
500,000
500.000
400,000
400.000
300,000
300.000
200,000
200.000
100,000
100.000
0
Figur 13: Antallet af asylansøgere i EU, efter herkomst
Øvrige
Øvrige
verden
verden
Rusland
Rusland
Nigeria
Nigeria
Serbien
Serbien
Eritrea
Eritrea
Pakistan
Pakistan
Albanien
Albanien
Kosovo
Kosovo
Irak
Irak
2008
Kilde: Eurostat
2009
2010
2011
2012
2013
2014
2015
Mens den underliggende internationale migration er forholdsvis stabil er det forbundet med
betragtelig større usikkerhed at forudsige udviklingen af internationale flygtningebevægelser.
Dette skyldes faktorer som vanskelighederne ved at forudsige udviklingen af væbnede konflik-
ter eller naturkatastrofer, der kan forårsage flygtningebevægelser. Der er dog nogle visse
mønstre i internationale flygtningebevægelser. Typisk vil antallet af internt fordrevne personer
stige 1 til 2 år inden antallet af internationale flygtninge øges. Dernæst er der store variationer
mellem årstiderne, idet antallet af internationale flygtninge om sommeren typisk ligger på det
dobbelte niveau af om vinteren.
Udenrigsøkonomisk analyseenhed - Udenrigsministeriet
19
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0074.png
SIDE 70
BILAG
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0075.png
BILAG
SIDE 71
Globale økonomiske trends og risici mod 2030
Udenrigsøkonomisk Analyseenhed
Udenrigsministeriet
Indhold
Globale økonomiske trends og risici mod 2030 .......................................................... 2
Sammenfatning ..........................................................................................................
1. Den grundlæggende udvikling .................................................................................3
1.1. Hovedscenariet – et positivt grundforløb og forskydning mod Asien ........................3
1.2 Risikoelementer og alternative udviklinger...........................................................6
1. 3. Betydning af teknisk fremskridt ........................................................................8
2. Handelstendenser mod 2030 ................................................................................. 10
2.1. Stigende handel i og med Asien .......................................................................... 10
2. 2. Udviklingslandes integration i global handel ......................................................... 12
2. 3. Stigende betydning af værdikæder i global handel ................................................ 13
2.4. Vækst i handel med tjenesteydelser..................................................................... 15
3. Internationale kapitalstrømme ............................................................................... 16
3. 1. Overordnet udvikling ..................................................................................... 16
3. 2. Bilaterale direkte udenlandske investeringer ..................................................... 16
4. Kapitalstrømme til udviklingslandene ...................................................................... 18
4. 1. Historisk struktur .......................................................................................... 18
4. 2. Betydning af udviklingsbistand for modtagerlandene .......................................... 18
5. Klimaforandringer og den internationale økonomi ..................................................... 19
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0076.png
SIDE 72
BILAG
Globale økonomiske trends og risici mod 2030
Sammenfatning
Overordnet økonomisk udvikling mod 2030 - hovedscenariet
Der tegner sig et billede af en gennemsnitlig global økonomisk realvækst på ca. 3 pct. per
år frem mod 2030, hvor de udviklede lande forudses at ville have en vækst på ca. 2
pct./år, medens udviklingslande forudses at have vækst på ca. 4 pct./år.
Frem til 2030 forventes Kina at stå for ca. 30 pct. af den globale vækst, medens USA for-
udses at stå for ca. 15 pct.
Kina forventes inden 2030 at være blevet verdens største økonomi – selv ved et lidt lavere
kinesisk vækstniveau. USA forventes dog fortsat at være verdens største investor.
Der forudses generelt mod 2030 et forholdsvist stabilt mønster i top-15 af de lande, som
vil bære den globale vækst, hvis man sammenligner de sidste 15 år.
Blandt de lande som i højere grad forudses at være vækstbærende vil være Indonesien,
Nigeria, Tyrkiet og Japan.
Fra EU forudses Tyskland, Frankrig og UK fortsat at være i top-10 af vækstbærende lande,
selv om deres respektive bidrag til verdens vækst hver især forudses at være under 3 pct.
af den samlede globale vækst mod 2030.
Økonomiske risici – hvad kan forskubbe udviklingen mod 2030?
Verdensøkonomiens stigende afhængighed af udviklingen i Kina udgør samtidig den stør-
ste globale økonomiske risikofaktor.
En genopblussen af den europæiske statsgældskrise og gældssætningen i en række
vækstøkonomier udgør andre væsentlige trusler mod den globale økonomiske stabilitet.
Den teknologiske udvikling vil i lighed med de forgangne årtier havde afgørende betydning
for verdens sociale og økonomiske udvikling frem til 2030. Robotter og automatisering kan
forudses at skabe nye udfordringer for arbejdsmarkeder, som også udfordres af aldring.
Udviklingen i råvarepriser vil ligeledes udgøre en central risikofaktor for mange lande.
På længere sigt kan skaderne fra global opvarmning vise sig at være betragtelige. Der er
dog en meget stor usikkerhedsfaktor i forhold til risikoen for katastrofale udviklinger.
Endelig vil en række geopolitiske variable kunne spille ind på den internationale økonomi-
ske udvikling, herunder konflikter, flygtningestrømme og usikkerheden omkring hvorvidt
de internationale økonomiske institutioner er robuste og tidssvarende.
International handel frem til 2030
Global handel forudses igen at tage fart på sigt, men potentielt på et lavere niveau end
hidtil og med større fokus på tjenesteydelser og investeringer (en ny ”normal”).
Den største stigning i handelsvolumen forudses at finde sted i den interne asiatiske han-
del, der ventes øget med næsten 6.900 mia. USD. Asiens interne handel forudses at over-
stige EU’s interne handel før 2030.
Der forudses en fortsat stigning i handel i værdikæder og integration af udviklingslande i
de globale handelsmønstre. En særlig udfordring vil blive i højere grad at integrere udvik-
lingslande i de globale værdikæder.
Internationale kapitalstrømme og valutaer
Mere end 75 pct. af alle internationale banktilgodehavender finder aktuelt sted i USD og
euro. Om end den kinesiske Renminbi betydning øges, da ventes der frem mod 2030 alene
at være tale om en gradvis overgang til flere internationale reserve- og handelsvalutaer.
Udviklingslandene forudses mod 2030 i stadig højere grad at blive en integreret del af de
internationale finansielle markeder. Tendensen går i retning af øgede private kapital-
strømme til udviklingslandene, men der kan forudses store forskelle landene imellem.
Mens udviklingsbistand i 2013 udgjorde 16 pct. af kapitalindstrømningen til udviklingslan-
dene var andelen for de mindst udviklede lande 51 pct. De fattigste lande vil også fremad-
rettet have en stor afhængighed af officiel udviklingsbistand.
2
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0077.png
BILAG
SIDE 73
1. Den grundlæggende udvikling
Formålet med dette bilag er
udvikling frem til 2030. Ved
påvirke udviklingen i positiv
ges konsekvenser for dansk
at give et overblik over den forventede internationale økonomiske
siden af den forventede udvikling beskrives de faktorer, der kan
eller negativ retning. Hvor det måtte være hensigtsmæssigt påpe-
økonomi.
I lyset af det lange tidsperspektiv er den nedenstående analyse forbundet med stor usikker-
hed. Hertil kommer, at udviklingen i høj grad kan påvirkes af de politiske beslutninger i de
enkelte lande. Fremtiden kan formes og er ikke uundgåelig.
1.1. Hovedscenariet – et positivt grundforløb og forskydning mod Asien
Udviklingen i verdensøkonomien har siden 2000 været kendetegnet ved den meget kraftige
økonomiske fremgang i Asien og i særdeleshed i Kina, som har domineret væksten i de øvrige
lande. Denne udvikling ventes yderligere at tage fart i perioden frem mod 2030. På trods af
den forventede meget store vækst i Asien og Oceanien frem mod 2030 ventes dog, at BNP pr.
indbygger stadig vil ligge markant lavere end i eksempelvis Nordamerika og Europa. Ser man
på Kina
1
alene ventes BNP pr. indbygger i 2030 at nærme sig 30.000 USD.
Figur 1: Forventet udvikling i den globale økonomi 2015-2030
Mia. USD
2015
Vækst 2015-2030
75.000
70.000
65.000
60.000
55.000
50.000
45.000
40.000
35.000
30.000
25.000
20.000
15.000
10.000
5.000
0
Asien og Oceanien
Nordamerika
BNP pr. cap 2015 (sekundær akse)
BNP pr. cap 2030 (sekundær akse)
USD
100.000
90.000
80.000
70.000
60.000
50.000
40.000
30.000
20.000
10.000
Europa
Latinamerika og
Vestindien
Nordafrika Nær- og
Mellemøsten
Afrika syd for
Sahara
Rusland
-
 
Kilde: Oxford Economics og egne beregninger
For så vidt angår de vækstbærende lande stod Kina for 24 pct. af den globale vækst i perioden
siden 2000. Kinas andel ventes andelen at stige til 29,5 pct. for perioden 2015 til 2030. Som
følge af den kraftige vækst i Kina mister både USA og EU relativt i økonomisk tyngde i ver-
densøkonomien, hvor tyngdepunktet fortsat grad forskydes mod Øst. Således ventes USA’s
andel af den globale vækst at falde fra 19 pct. til 15 pct., mens EU-landenes samlede andel
ventes at synke fra 18 til 15 pct. Endvidere forudses Indien løbende at få større betydning for
den globale vækst. Således ventes Indiens andel af væksten at stige fra 4 pct. i perioden
2000-2015 til 6 pct. i perioden 2015-2030. Blandt de øvrige vækstøkonomier ventes særligt
Indonesien, Nigeria og Tyrkiet at få større betydning for den globale økonomiske vækst. Ende-
ligt går Japan fra et BNP-fald til forventet økonomisk vækst i de næste 15 år.
1
Hvis der ikke nævnes andet i teksten, omfatter Kina både Hong Kong og Macao.
3
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0078.png
SIDE 74
BILAG
Ved siden af forventninger om øget fremgang i en række vækstøkonomier er der ligeledes et
antal råvareproducenter, der forventes at blive ramt meget hårdt af vedvarende lave priser.
Dette gælder ikke mindst for Venezuela, Brasilien og Rusland, der enten helt falder ud af listen
over vækstbærende lande eller ventes at få lavere betydning for den globale vækst. En række
etablerede økonomier ventes ligeledes at miste betydning for den globale vækst som følge af
den demografiske udvikling. Dette er mest udpræget i Tyskland og Sydkorea. Idet BNP pr.
indbygger dog fortsat ventes at stige vil en sådan udvikling dog ikke opleves som en økono-
misk krise.
Tabel  1.  Vækstbærende  lande  frem  til  2015  og  2030  
Vækstbærende  lande  2000-­‐15,  
bidrag  til  global  vækst  (pct.)  
1.        Kina  
2.        USA  
3.        Indien  
4.        Tyskland  
5.        Storbritannien  
6.        Venezuela  
7.        Brasilien  
8.        Frankrig  
9.        Rusland  
10.  Australien  
11.  Sydkorea  
12.  Canada  
13.  Indonesien  
14.  Italien  
15.  Spanien  
Kilde:  Egne  beregninger  med  data  fra  Oxford  Economics  
Forventede  vækstbærende  lande  2015-­‐30,  
bidrag  til  global  vækst  (pct.)  
23,6  
18,8  
3,9  
3,4  
3,2  
2,9  
2,8  
2,6  
2,4  
2  
2  
2  
1,7  
1,6  
1,5  
1.        Kina  
2.        USA  
3.        Indien  
4.        Storbritannien  
5.        Indonesien  
6.        Tyskland  
7.        Frankrig  
8.        Canada  
9.        Japan  
10.  Australien  
11.  Rusland  
12.  Nigeria  
13.  Italien  
14.  Tyrkiet  
15.  Sydkorea  
29,5  
15,5  
6,4  
2,9  
2,7  
2,5  
2,1  
2  
1,9  
1,7  
1,6  
1,4  
1,3  
1,2  
1,2  
Betragter man isoleret den økonomiske udvikling indenfor EU tegner sig et mere stabilt billede,
hvor Storbritannien
2
ventes at skabe den største vækst i EU. Således forudses landets andel af
den europæiske vækst at stige lidt fra ca. 17 til 19 pct., mens Tysklands andel ventes at falde
fra ca. 19 til 16 pct. Ved siden af Tyskland ventes Spanien og Italien ligeledes at tabe betyd-
ning for den europæiske vækst. Samtidige øges Polens og Sveriges andele lidt.
Mens betydningen af de 15 vækstbærende lande samlet er næsten uforandret – i perioden
2000-15 stod de for 75 pct. af den globale vækst, for 2015-30 ventes de at stå for 74 pct. – så
ser man dog en tydelig koncentration indenfor gruppen på Kina.
Ser man i stedet for bidrag til den samlede globale vækst på den økonomiske vækst i enkelt-
lande, så tegner der sig et billede af en fortsat gennemsnitlig global vækst på ca. 3 pct. per år
mod 2030, hvor de udviklede lande forudses at ville have en vækst på ca. 2 pct./år, medens
udviklingslande vil have vækst på ca. 4 pct./år. Der kan således gradvist – om end langsomt –
forudses en overordnet tendens til konvergens i velstand.
2
Under forudsætning af et fortsat britisk EU-medlemskab i 2030.
4
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0079.png
BILAG
SIDE 75
Figur 2: Andel af global BNP vækst i pct. 2000-2015, 2015-2030
100!
90!
80!
70!
60!
50!
40!
30!
20!
10!
0!
-10!
Andel af vækst 2000-2015!
Andel af vækst 2015-2030!
Resten af verden!
Sydkorea!
Tyrkiet!
Italien!
Nigeria!
Rusland!
Australien!
Japan!
Canada!
Frankrig!
Tyskland!
Indonesien!
Storbritannien!
Indien!
USA!
Kina!
Kilde: Egne beregninger med data fra Oxford Economics
Den ovenfor beskrevne udvikling har allerede medført en betragtelig forskydning af den øko-
nomiske tyngde fra de etablerede, vestlige økonomier til nye vækstøkonomier, ikke mindst
Kina. Landet er gået fra at være verdens femte største økonomi i 2000 til at være den næst-
største siden 2009, og ventes at blive verdens største økonomi i 2027.
100!
90!
80!
70!
60!
50!
40!
30!
20!
10!
0!
Figur 3: Andel af globalt BNP i pct. 2000, 2015 og 2030
Resten af verden!
Sydkorea!
Tyrkiet!
Italien!
Nigeria!
Rusland!
Australien!
Japan!
Canada!
Frankrig!
Tyskland!
Indonesien!
Storbritannien!
Indien!
USA!
Kina!
Andel BNP 2000!
Andel BNP 2015!
Andel BNP 2030!
Kilde: Egne beregninger på basis af data fra Oxford Economics
Hvis man ser på investeringerne, der ofte er en tidlig indikator for fremtidig økonomisk vækst,
så har Kina allerede siden 2010 overgået USA for så vidt angår investeringer i produktionsfaci-
liteter mv. Denne udvikling ventes at blive yderligere forstærket frem mod 2030, hvor Kina
forudses at stå for over en tredjedel af investeringerne i produktionsfaciliteter og dermed være
endnu mere dominerende end USA var i 2000.
5
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0080.png
SIDE 76
BILAG
Figur 4: Andel af globale investeringer i produktion, i pct. 2000, 2015 og 2030
100!
90!
80!
70!
60!
50!
40!
30!
20!
10!
0!
Andel investeringer 2000!
Andel investeringer 2015!
Andel investeringer 2030!
Resten af verden!
Saudi Arabien!
Mexico!
Spanien!
Rusland!
Italien!
Australien!
Sydkorea!
Canada!
Frankrig!
Storbritanien!
Indonesien!
Tyskland!
Japan!
Indien!
USA!
Kina!
Kilde: Data fra Oxford Economics
Ser man endelig på indkomstfordeling og økonomisk ulighed, så tegner der sig tre relativt sta-
bile tendenser, som potentielt også kan komme til at blive forstærket mod 2030.
For det første har den økonomiske ulighed globalt set været faldende over de sidste 25-30 år
både mellem lande og bredt i den globale befolkning. Den globale Gini-koefficient er faldet fra
ca. 0,7 i 1990 til ca. 0,62 i 2010. Dette fald skyldes ikke mindst den økonomiske udvikling i
Indien og Kina, som har løftet op mod 700 mio. mennesker ud af fattigdom.
For det andet er der en tendens til, at ulighed har været jævnt stigende internt i en række
lande, hvilket ifølge OECD og IMF i stigende grad udfordrer den økonomiske vækst og den so-
ciale sammenhængskraft. Det gælder også i OECD-kredsen, hvor Gini-koefficienterne gennem-
snitlig er steget fra 0,29 i midten af 1980erne til 0,32 i 2012.
For det tredje er der en tendens til koncentration af rigdom på ganske få velhavende personer
og familier. I OECD-kredsen er de 10 pct. af befolkningen med den højeste indkomst cirka 9,5
gange rigere end de 10 pct. med den laveste indkomst. I 1980erne var forholdet 1 til 7.
1.2 Risikoelementer og alternative udviklinger
Kinas store betydning for den globale økonomiske udvikling er på en og samme tid den største
mulighed og den største risikofaktor for den langsigtede udvikling af verdensøkonomien. En
markant lavere vækst i Kina gennem en længere årerække vil have betragtelige negative kon-
sekvenser for verdensøkonomien.
Kina har indledt en omstilling af økonomien fra at være investeringsdrevet til at være drevet af
privat forbrug. Historisk har væksten i den kinesiske økonomi været baseret på både offentlige
og private investeringer, der i stort omfang har været lånefinansieret. Som følge heraf nåede
virksomheders og privatpersoners gæld ved udgangen af 2015 op på 209 pct. af BNP. En del
af de seneste investeringer er blevet foretaget i industrier, der allerede havde uudnyttede ka-
paciteter. For eksempel er udnyttelsesgraden i de kinesiske raffinaderier faldet fra 80 pct. i
2009 til 66 pct. i 2014. Som følge af uproduktive investeringer nærmer raten af dårlige og risi-
kobehæftede lån sig 6 pct. ifølge den officielle kinesiske statistik. En vanskelighed i den forbin-
delse er datausikkerhed og at de officielle tal kun afspejler det statslige formelle banksektor,
men ikke tager hensyn til den uformelle ”skygge” banksektor.
6
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0081.png
BILAG
SIDE 77
Mens gældsopbygningen i Kina indtil videre vurderes til at have et omfang, der kan håndteres
af myndighederne, så kan man forestille sig et scenarie, hvor Kina rammes af en krise i finans-
sektoren med en kraftig opbremsning af den økonomiske aktivitet til følge. Hvis det ikke lykkes
for myndighederne effektivt at inddæmme følgerne af en sådan krise, kan Kina stå overfor en
situation, der i omfang og varighed kan sammenlignes med den japanske finanskrise efter
1990 – dog med den forskel, at der i 1990’erne var en lang række andre vækstcentre – her-
under Sydøstasien og Kina, der tilsammen kunne kompensere for den manglende fremdrift i
Japan. Idet der aktuelt ikke findes andre vækstcentre, der vil kunne afbøde effekten af en
langvarig økonomisk krise i Kina, vil en sådan krise have langt mere umiddelbar og omfatten-
de effekt for verdensøkonomien.
Finanskrisen og den efterfølgende europæiske statsgældskrise har medført en øget gældssæt-
ning i de fleste europæiske lande. I en række lande har gælden nået et niveau, hvor det kan
blive vanskeligt at føre en ekspansiv finanspolitik, hvis Europa igen rammes af en krise. Hertil
kommer, at den høje gældssætning kan medføre en stigende rentebyrde i fald af ECB fører en
mindre ekspansiv pengepolitik. En sådan udvikling kan føre til øgede spændinger mellem de
nord- og sydeuropæiske euro-lande. Endeligt kan den høje gældssætning svække tilliden til de
berørte lande. Dermed tilkommer ECB en afgørende rolle for den økonomiske udvikling i euro-
landene. Skulle ECB vælge at føre en mindre ekspansiv politik, f.eks. som følge af bekymring
over de manglende strukturelle reformer i flere euro-lande, kan dette føre til en fornyet, lang-
varig statsgældskrise blandt de berørte lande.
Figur 5: Offentlig gældssætning (i pct. af BNP) i udvalgte euro lande
180,0!
160,0!
140,0!
120,0!
100,0!
80,0!
60,0!
40,0!
20,0!
0,0!
Vækst i gæld 2005-15!
2005!
Kilde: Data fra Oxford Economics
!
Ved siden af euro-landene har en lang række vækstøkonomier opbygget stor udlandsgæld og
undladt at diversificere deres økonomiske strukturer. I takt med den stigende USD-kurs og
fortsat pres fra de lave råvarepriser, ikke mindst olie, er der risiko for, at flere lande rammes
af hårde recessioner, i lighed med den aktuelle udvikling i blandt andre Venezuela, Brasilien,
Rusland og Ækvatorial Guinea.
7
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0082.png
SIDE 78
BILAG
Figur 6: Udenlandsk gæld (andel af BNP) fordelt på privat og offentlig gæld
100%
90%
80%
70%
60%
50%
40%
30%
20%
10%
0%
Privat andel 2015
Samlet gæld 2015
Samlet gæld 2005
Kilde: Oxford Economics
Note: For lande hvor der kun er angivet samlet gæld, skyldes det mangel på data for den private andel af gælden.
En geopolitisk ubekendt i forhold til den økonomiske udvikling mod 2030 er det globale kon-
fliktbillede og de afledte effekter gennem flygtningestrømme og aktuelle tendenser til at for-
stærke grænser. Hertil kan små åbne økonomier blive særligt udfordret af manglende beslut-
ningskraft i forhold til international økonomisk regeringsførelse inden for rammerne af de eksi-
sterende globale institutioner. Her kan institutionerne i stigende grad blive udfordret gennem
forskydningen af det økonomiske tyngdepunkt og gennem øget vægt af uformelle statslige
netværk (G20 og lign.) samt nye netværk med private aktører. I sidste ende kan spørgsmålet
og usikkerhedsmomentet blive, hvordan og hvorledes en regelbaseret liberal verdensorden kan
opretholdes, og hvorledes der fremadrettet kan sættes fælles standarder.
1. 3. Betydning af teknisk fremskridt
Den teknologiske udvikling vil i lighed med de forgangne årtier havde afgørende betydning for
verdens sociale og økonomiske udvikling frem til 2030. Ny teknologi kan både fremme og
hæmme opnåelsen af FN’s nye bæredygtighedsmål (Sustainable Development Goals). Mens
det er vanskeligt at forudse den enkelte innovation, så kan man dog forvente, at der i de næ-
ste 15 år vil være en række teknologier indenfor blandt andet produktion, information og ge-
netik, som vil virke gensidigt forstærkende.
Denne udvikling fører til et skøn, at frem til 2030 kan mellem en tredjedel og halvdelen af alle
nuværende arbejdspladser forsvinde
3
. Dette rejser spørgsmålet om, hvilke nye arbejdspladser
der vil opstå i stedet. Verden står allerede midt i en teknologisk revolution, som ventes at få
dybtgående konsekvenser for erhvervsliv, arbejdsmarked, uddannelse, transport, kommunika-
tion, sikkerhed, privatliv, samfunds- og internationale forhold på flere planer, end man måske
kan forestille sig.
Den digitale revolution ventes at give nye muligheder for øget produktivitet, ressourcebespa-
relser og velstand. Selvkørende delebiler, som i realtid kommunikerer med andre trafikanter,
bygninger, P-huse, børnene i skolen, køleskabet i hjemmet, supermarkedet, stoplys, trafikcen-
traler m.v. indebærer, at trafikken kan optimeres, bilparken kan reduceres med op mod 80
pct. og ulykker forhindres og spildtid minimeres.
Sensorer i kroppen, forbundet med hospitalers overvågningscentraler, vil kunne forbedre folks
helbred og overlevelse, svarende til en permanent indlæggelse på intensivafdelingen. Frem til
2025 forudses, at der er udviklet telefoner, der kan indopereres i mennesker
4
.
3
4
Geoff Mulgan. Chief Executive, Nesta (UK’s national Endowment for Science , Technology and the Arts).
Klaus Schwab, The Fourth Industrial Revolution.
8
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0083.png
BILAG
SIDE 79
Den finansielle sektor – banker, forsikring, pension – kan digitaliseres, så størstedelen af ruti-
neopgaverne forsvinder og transaktionsomkostningerne reduceres til tæt på nul. Muligvis re-
duceres sektoren tydeligt og erstattes med ”block chains”, hvor finansielle informationer lagres
og kan udveksles i et glohalt netværk bestående af millionvis af individuelle computere, som er
umuligt at hacke. ”AirBNB” konceptet kan revolutionere hotelbranchen, deletjenester for musik
og bøger via ”block chains” kan fjerne grundlaget for forlagsbranchen, 3D-printere for logistik-
og transportbranchen, og ”smart cities” kan knytte alle digitale informationer sammen, så der
opnås enorme ressourcebesparelser og produktivitetsgevinster.
For mange virksomheder kan den digitale udfordring blive eksistentiel. Automobilfabrikker over
hele verden udfordres af de nye ”digitale konglomorater” – som Apple, Google, Microsoft – der
breder sig horisontalt over nye forretningsområder. For, hvad er en bil? Er det en transport-
kasse på hjul med en indbygget computer, eller er det en computer på hjul? Tilsvarende, hvad
er en flyvemaskine? Hvad er et taxa-selskab (Uber)? Hvad er et hotel (”AirBNB”)? Hvad er en
bank (”block chains”)? Hvad er et forsikringsselskab? Hvad er et hospital? Disse spørgsmål
illustrerer, at mange virksomheder står overfor konkurrenter med såkaldt ”disruptive” teknolo-
gi og forretningsmodeller. De nye modeller indebærer en højere værdiskabelse, mindre res-
sourceanvendelse, færre beskæftigede – og ofte er det en form for rockstjerneøkonomi, hvor
der kun er plads til de 2-3 bedste, som tager langt hovedparten af omsætningen. Samtidig
stiller de spørgsmål ved de eksisterende juridiske og arbejdsmarkeds-strukturer, som i ud-
gangspunktet sjældent er gearet til de nye forretningsmodeller.
Den digitale revolution kan også få sociale konsekvenser på magtrelationer og ulighed mellem
individer og grupper af individer. Helt centralt vil komme til at stå evnen til at agere i en digital
verden, som vil afhænge af individernes uddannelse, beskæftigelse, velstand og helbred. Som
ved tidligere revolutioner må man forvente, at mange jobs (ikke kun manuelle) forsvinder og
erstattes af nye jobs, som kræver andre kvalifikationer. Endvidere må man forvente, at ud-
dannelse bliver afgørende for at kunne agere i den digitale verden, samt ressourcer til at an-
skaffe sig den nyeste teknologi, der muliggør, at man kan interagere i den digitale verden.
Hertil kommer, at helbred også kan blive en konkurrencefaktor i takt med, at ny sundhedsvi-
denskab giver individet muligheder for at forbedre egne præstationsevner. Det største etiske
spørgsmål mod 2030 vil muligvis blive, hvis der fremkommer teknologi, som kan gøre ændrin-
ger i individers genom arveligt, således at børn og efterkommere kan arve de forbedringer
forældrene måtte have foretaget. Etiske spørgsmål om teknologi kan i højere grad komme til
at præge den internationale diskurs.
Sikkerhedspolitisk og våbenteknologisk ventes mulighederne og udfordringerne også at blive
enorme. Den digitale revolution giver myndighederne større muligheder for præcis information
og indgriben, men gør også samfundssystemerne mere sårbare overfor sabotage og naturka-
tastrofer. Kombineret med ”miniaturisation”, som følger Moore’s lov om en fordobling af reg-
nekapaciteten af computerchips hvert andet år, bliver kontrol med potentielt destruktive an-
grebsvåben vanskeligere. Tilsvarende kan kriminelle netværk og terrorister få nye muligheder i
en digital verden, blandt andet for så vidt angår rekruttering og finansielle transaktioner.
Den digitale udvikling risikerer også at erodere staters skattebase og finansieringsgrundlag.
Dette gælder både i en snæver version, hvor nye digitale konglomerater overtager betydelige
dele af produktionen, men også i en ”udvidet” version, hvor store dele af det finansielle system
erstattes af bilaterale individuelle transaktioner via ”block chains”. Hermed afskæres skatte-
myndighederne fra at beskatte indkomst ved kilden og i at identificere opsparede formuer.
Disse udviklingstræk kan få væsentlig betydning for internationalt økonomisk-politisk samar-
bejde mod 2030.
9
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0084.png
SIDE 80
BILAG
2. Handelstendenser mod 2030
Konkret kan der identificeres mindst fire tendenser, som forventes at ville præge global handel
mod 2030 hhv.:
Markant stigning i handelsstrømme i og med Asien.
Øget integration af udviklingslande i global handel - med særlig tyngde fra G20 udvik-
lingslandene, herunder ikke mindst Kina.
Stigning i international handel i globale værdikæder.
Vækst i handel med tjenesteydelser.
Kombinationen af disse globale trends kan forudses at få væsentlig betydning for Danmark
som lille åben økonomi med en betydelig udenrigshandel og en stor tyngde på handel i tjene-
steydelser og stigende deltagelse i globale værdikæder. Herudover kan disse trends også po-
tentielt få betydning for Danmarks udviklingspolitik givet målsætningen om at integrere de
mindste udviklede lande bedre i global handel. En fremtidig udfordring kan her blive at bidrage
til bedre deltagelse af udviklingslande i globale værdikæder.
Den overordnede trend: En ny normal?
De store historiske fald i transport og kommunikationsomkostninger i nyere tid været en væ-
sentlig drivkraft bag globaliseringen og den markante stigning i global handel. I perioden
1950-2008 steg den globale handel med cirka 27 gange, hvilket var cirka tre gange mere end
den tilsvarende stigning i det globale BNP
5
.
Ifølge WTO opgørelser har man over de sidste 30 år set en stigning i handel med varer og tje-
nesteydelser på omkring 7 procent om året
6
. I en længere tidsperiode har man således set at
”normalen” var, at global handel voksede med cirka dobbelt så meget som den globale øko-
nomi (ca. 3,5 pct./år). I et lidt kortere tidsperspektiv - efter den finansielle krise i 2008 - har
der været en tendens til, at stigningstaksten er faldet i den globale handel, så den nu nærmer
vækstraten for den globale økonomi og i nogle landes tilfælde endnu lavere
7
.
Hvorvidt det lavere stigningsniveau i den globale handel udgør en ”ny normal” er endnu for
tidligt at sige. Ligeledes er det endnu vanskeligt på sikker grund at konkludere, om faldet i
verdenshandlen mest er udtryk for afmatning i den globale økonomiske vækst (konjunkturfor-
klaring), eller hvorvidt den globale handelsvolumen har toppet og forklaringen skal søges dy-
bere i relationerne mellem handel og vækst (strukturel forklaring og tegn på ny protektionis-
me)
8
.
Ifølge Udenrigsministeriets beregninger forventes den globale handel mod 2030 at stige lidt
kraftigere end det globale BNP. På basis af de aktuelle data kan forudses en vækst i handel
med varer og tjenesteydelser mod 2030, som er 0,5-1 procentpoint højere end den globale
vækst. Stigningstaksterne for global handel frem mod 2030 vil være præget af regionale for-
skelle.
2.1. Stigende handel i og med Asien
I 2014 havde den internationale varehandel en samlet værdi på næsten 17.700 mia. USD, der
udgjorde cirka 80 procent af den globale handel, medens resten bestod af tjenesteydelser. En
regional opdeling af varehandlen viser, at handlen var koncentreret på nogle få hovedstrøm-
ninger hhv.: (i) Intern europæisk og intern asiatisk handel; (ii) handel mellem Asien og hen-
5
6
Bernard Hoekman (2015): ”Trade and growth – end of an era?”. A VoxEU.org eBook
WTO World Trade Report (2013)
7
WTO pressemeddelelse af 30. september 2015 pressemeddelelse forudser en vækst i verdenshandlen på hhv. 2,8 procent i 2015 og
3,9 procent i 2016.
8
IMF og Verdensbanken (2015). Studie af Cristina Constantinescu m. fl. vedrørende “The global trade slowdown”
10
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0085.png
BILAG
SIDE 81
holdsvis Europa og Nordamerika; og sidst (iii) handel mellem Nordamerika og Europa samt
internt i Nordamerika. Disse tre varehandelsstrømme udgjorde tilsammen næsten 70 pct. af
den globale varehandel i 2014, jf. tabel 2 nedenfor.
Tabel  2:  Global  varehandel  mellem  verdensdelene,  2014,  mia.  USD  
   
Afrika,  syd  for  Sahara  
Nordafrika,  Nær-­‐  og  
Mellemøsten  
Nordamerika  
Latinamerika  
Asien  og  Oceanien  
Europa  
Rusland  
Afrika,  syd  for   Nordafrika,  Nær-­‐  og  
Sahara  
Mellemøsten  
52,1  
40,5  
27,8  
9,7  
151,3  
100  
2  
9,5  
180,8  
89,4  
28,3  
361,4  
337,3  
17  
Nord-­‐
Latin-­‐
Asien  og  
amerika   amerika   Oceanien  
27,3  
113  
650,4  
481  
940  
479,7  
17,9  
17,4  
17,4  
419,2  
208  
297,1  
162,6  
7,6  
157,3  
696  
482,3  
229,3  
3137,5  
717,8  
126,7  
Europa   Rusland  
106,6  
194,2  
335,1  
135,4  
888,3  
4618,9  
313,5  
1,3  
3  
16,1  
9,3  
93  
159  
0  
Kilde:  Egne  beregninger  på  basis  af  data  fra  Oxford  Economics  
I takt med den forventede økonomiske fremgang forudses, at verdenshandlen frem til 2030 vil
stige med næsten 26.800 mia. USD til 44.400 mia. USD. Det forudses, at navnlig den intra-
asiatiske handel vil vokse betydeligt kraftigere end de øvrige handelsstrømme, jf. tabel 3.
Tabel  3:  Forventet  ændring  i  varehandel  mellem  verdensdelene  2014-­‐2030,  mia.  USD  
   
Afrika,  syd  for  Sahara  
Nordafrika,  Nær-­‐  og  
Mellemøsten  
Nordamerika  
Latinamerika  
Asien  og  Oceanien  
Europa  
Rusland  
Afrika,  syd  for   Nordafrika,  Nær-­‐  og  
Sahara  
Mellemøsten  
96,9  
47,6  
50,9  
17,7  
351,6  
158,2  
1,7  
26,4  
239,3  
235,2  
59,3  
1081,9  
750,5  
16,6  
Nord-­‐
Latin-­‐
Asien  og  
amerika   amerika   Oceanien  
40,7  
134,1  
888,6  
907,3  
1653,4  
516  
9,6  
11,8  
20,8  
883,7  
337,4  
511,7  
208,4  
5,9  
190,2  
862,8  
859,6  
395,4  
6868,1  
1123,7  
126,3  
Europa   Rusland  
85,5  
279,7  
401,8  
150,3  
1252  
4396,4  
244,8  
1,2  
12,3  
8,9  
5  
80,8  
144,6  
0  
Kilde:  Egne  beregninger  på  basis  af  data  fra  Oxford  Economics  
Den øgede vægt af Asien i de globale handelsrelationer mod 2030 fremgår tydeligt, hvis man
både ser på global eksport af varer og tjenesteydelser, som er illustreret i nedenstående figur
1. I 2030 forudses Asien at stå for cirka 37 procent af al global eksport, medens Europas andel
kan forudses at ville falde til cirka 33 procent af den globale eksport. Omkring år 2026 vil den
samlede eksport fra Asien og Oceanien overstige eksporten fra Europa.
11
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0086.png
SIDE 82
BILAG
Figur 7: Andel af samlet eksport af varer og tjenester
- udvikling mod 2030 opdelt på regioner
60%
40%
20%
0%
Afrika
Latin Amerika
Asien
Rusland
Nord Afrika, Nær- og Mellemøsten
Nord Amerika
Europa
Kilde: Beregninger baseret på data fra Oxford Economics
2. 2. Udviklingslandes integration i global handel
En anden vigtig tendens ved udviklingen i de globale handelsmønstre over de sidste årtier er
den øgede integration af udviklingslande, hvor man i perioden fra 1980 til 2011 har kunnet se
en stigning i udviklingslandenes andel af global eksport fra 34 til 47 procent og tilsvarende en
stigning i den globale import fra 29 til 42 procent i samme tidsrum
9
.
Der er samtidig en markant tendens til øget syd-syd handel. I 1990 udgjorde syd-syd handel
blot ca. 9 procent af verdenshandlen, men ifølge WTO er andelen af syd-syd handel i dag oppe
på ca. 25 procent og kan forudses at ville stige op til ca. 30 procent i 2030
10
. Udviklingen i
udviklingslandenes integration i verdenshandlen dækker i høj grad over de øgede handels-
strømme indenfor og med Asien, og hænger i særdeleshed tæt sammen med øget handel med
Kina
11
. Mens Kinas vareeksport og -import i perioden 1985 til optagelsen i WTO i 2001 årligt
voksede med henholdsvis 14 og 10 pct. øgedes vareeksporten og -importen årligt fra 2001 til
2014 til henholdsvis 19 og 18 pct.
Den øgede handelsliberalisering blandt G20 udviklingslandene har også ført til en omdirigering
af handelsstrømme fra de mindst udviklede lande i retning af G20 udviklingslandene og væk
fra de rigere lande og mere udviklede lande. Ifølge WTO-statistik faldt Afrikas eksportandel til
de udviklede lande fra ca. 72 procent i 1995 til ca. 53 procent i 2012
12
. Et lignende mønster
kunne ses i Latinamerika og i Mellemøsten – selv om tendensen var mindre klar end for Afrika.
Udviklingen har dog ikke ført til fald i Afrikas eksport til Europa i absolutte termer, men snare-
re vidnet om, at stigningen i eksporten i høj grad er gået til G20 udviklingslandene med sær-
ligt fokus på Asien. I 2006 overtog Kina således EU og USA’s rolle som den primære eksport-
destination for de mindst udviklede lande fra Afrika, og siden 2010 har værdien af Afrikas ek-
sport til Kina været større end den samlede eksport til EU og USA
13
.
Der synes samlet set at være en forholdsvis stabil tendens til øget integration af udviklingslan-
dene i international handel. Men udviklingen dækker over store forskelle mellem lande og regi-
9
WTO World Trade Report (2013)
WTO World Trade Report (2014)
11
Her bør det erindres, at Kina i WTO sammenhæng stadig opfattes som udviklingsland
12
Samme kilde som (viii).
13
Kilde: Economic Commission for Africa (2015)
10
1995
1996
1997
1998
1999
2000
2001
2002
2003
2004
2005
2006
2007
2008
2009
2010
2011
2012
2013
2014
2015
2016
2017
2018
2019
2020
2021
2022
2023
2024
2025
2026
2027
2028
2029
2030
12
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0087.png
BILAG
SIDE 83
oner. Her er det ikke alle udviklingslande, som har haft samme fordel af liberaliseringen fra
G20 udviklingslandene. Handelsmønstrene mellem Afrika og Asien er således tæt forbundet
med en håndfuld lande, hvor ca. 80 pct. af eksporten fra Afrika til Asien stammede fra bare tre
lande: Angola, Nigeria og Sydafrika
14
. Ser man på Afrika så vidner udviklingen om en massiv
stigning i handelsvolumen indtil den økonomiske krise i 2008. Afsættet for den store stigning i
handelsvolumen var Afrikas eksport af råvarer, som repræsenterede ca. 77 procent af konti-
nentets eksport i 2000-2013, hvoraf brændstoffer alene udgjorde ca. 57 procent
15
.
Hvor vil integrationen af udviklingslandene så bringe verdenshandlen hen i 2030?
Dette spørgsmål er der i sagens natur intet enkelt svar på, men ifølge modelsimuleringer fra
WTO vil udviklingslandene i en åben verdensøkonomi kunne have et samlet handelsvolumen,
som udgør ca. 57 procent i 2030, og dermed overstiger de udviklede landes andel på ca. 43
procent i 2030
16
. Denne udregning skal som de øvrige fremskrivninger til 2030 fortolkes med
forsigtighed, men kan ses som en indikation på den fremtidige udvikling.
2. 3. Stigende betydning af værdikæder i global handel
Den markant stigende handel i verden de sidste årtier afspejler den stadig stigende fragmente-
ring af produktionsmønstre i verdensøkonomien, hvor producenter uddelegerer delprocesser til
underleverandører, både i ind- og udlandet. Som følge heraf foregår international handel i hø-
jere grad end tidligere i internationale værdikæder. Reglen – snarere end undtagelsen – er i
udviklede lande, at et færdigt produkt ofte har input fra adskillige andre – delvist udenlandske
– leverandører inden det sælges til endeligt forbrug. Disse komplekse værdikæder er samtidig
præget af et øget indhold af tjenesteydelser i varer samt af en markant global stigning i antal-
let af multinationale selskaber, der i høj grad fører varer og tjenesteydelser frem og tilbage
over grænser.
En ny database fra OECD har givet ny indsigt i betydningen af handel i globale værdikæder for
63 lande. Databasen kortlægger, hvor værdien tilføjes langs produktionskæden fra start til
forbrug. Denne database (som går under navnet ViTA) leverer dermed et nyt bidrag til forstå-
elsen af værdiskabelse i international handel, som kan supplere traditionel handelsstatistisk,
der opgør handelsstrømme, hver gang et produkt krydser en grænse. Som følge af de store
tekniske vanskeligheder med data offentliggøres handelstallene aktuelt med 4 års forsinkelse.
Handel i værdikæder har ikke mindst betydning for moderne mindre åbne økonomier såsom
Danmark og de øvrige nordiske lande. Åbne økonomier har typisk et højere indhold af uden-
landsk værditilvækst i deres eksport. Logikken bag handelsstatisk baseret på værditilvækst er,
at man kan få en dybere indsigt i vækst og beskæftigelseseffekten af et land eller en virksom-
heds eksport ved at se på: ”Hvad man gør” fremfor ”Hvad man sælger”.
Ifølge OECD’s database havde Danmark en gennemsnitlig værdiskabelse på ca. 67,2 pct. i
2011. Det vil sige, at hver gang Danmark eksporterede for 1 mia. kr., da repræsenterede 672
mio. kr. dansk værdiskabelse, medens de resterende 328 mio. kr. i realiteten var importerede
input og tjenesteydelser, som indgik i dansk produktion. En overordnet observation for Dan-
mark i perioden 1995-2011 er, at værditilvæksten fra udlandet er steget med ca. 10 procent-
point. Denne udvikling kan have forbindelse til forbedringen af det danske bytteforhold igen-
nem de sidste 20-30 år, hvor den liberale danske handelspolitik og små statssubsidier har ac-
celereret en udvikling, hvor danske virksomheder i øget udstrækning har nedlagt lavtlønnet
produktion og koncentreret sig om områder med højere værditilvækst, hvilket har været mu-
ligt på baggrund af den tekniske udvikling.
14
15
16
Samme kilde.
Ottavia Pesce m. fl. fra Afrikas Økonomiske Kommission (2015): ”Trade growth prospects: An African Perspective”
WTO’s World Trade Report (2013)
13
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0088.png
SIDE 84
BILAG
Opgørelsen i værditilvæksttermer giver et mere nuanceret billede af Danmarks vigtigste bilate-
rale handelspartnere. Figuren nedenfor viser, hvorledes Danmarks bruttoeksport er fordelt på
lande, og hvorledes udviklingen har været i tidsrummet 1995-2011, samt hvordan billedet
ændres, hvis man opgør eksport i værditilvækst.
Pct.
Figur 8: Brutto eksport fordelt på lande
1995
20
15
10
5
0
Sve
Tysk
2011
UK
1995
Nor
USA
2011
Kina
Ita
Fra
Japan
Spa
Pct.
Eksport af værditilvækst fordelt på lande
20
15
10
5
0
Tysk
USA
Kilde:  OECD  ViTa  database  
Sve
UK
Nor
Fra
Kina
Ita
Japan
Spa
Først og fremmest kan det ses, at Danmarks ti største samhandelspartnere var de samme i
2011 uanset, hvilken opgørelsesmetode, som anlægges. Men USA og Tyskland overhalede
Sverige som Danmarks største eksportmarked, når der måles i værditilvækst. USA er opgjort
efter værdikæder således et væsentligt mere betydende marked for Danmark end opgjort på
basis af traditionel bruttohandel.
Hvordan kan udviklingen med handel i globale værdikæder så udvikle sig mod 2030? Analytisk
bør det i udgangspunktet først og fremmest fremhæves, at der stadig er klare databegræns-
ninger for en global analyse for tendensen til handel i værdikæder, da der alene eksisterer da-
ta for perioden 1995-2011 baseret på 63 lande. I forhold til langsigtede forudsigelser af betyd-
ningen af værdikæder bør der lægges mærke til, at der ikke var tale om en lineær udvikling i
tidsrummet 1995-2011. Der har således været et fald i indholdet af udenlandsk værditilvækst
siden den globale økonomiske krise, der muligvis nu er ved at blive indhentet.
En samlet forudsigelse vil pege i retning af, at den udenlandske væksttilvækst i dansk eksport
sandsynligvis vil stige over de næste 10-15 år. Samtidig er det rimeligt at forvente, at denne
udvikling vil afspejle de internationale konjunkturer og den generelle fremdrift i de globale
handelsaftaler, herunder ikke mindst på tjenesteydelsesområdet. Det er således langt fra gi-
vent, at værditilvæksten fra udlandet i 2030 vil være steget med endnu 10 procentpoint, som
man så i perioden fra 1995 til den globale økonomiske krise.
14
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0089.png
BILAG
SIDE 85
2.4. Vækst i handel med tjenesteydelser
Tjenesteydelser udgør grundlæggende en stigende betydning i alle moderne økonomier, hvor
effektive servicesektorer anses som afgørende for handel og økonomisk vækst samt for en
dynamisk samfundsudvikling f.eks. gennem finansielle ydelser, logistisk og kommunikation.
Tjenesteydelser udgør en stigende del af såvel europæisk, global og dansk økonomi. Ifølge
UNCTAD udgør tjenesteydelser cirka 20 procent af den globale handel. Stigningstaksterne i
handel med tjenesteydelser er generelt højere end for varehandel, hvormed den langsigtede
trend går mod stadig større fokus på handel med tjenesteydelser
17
. Dette er illustreret i ne-
denstående figur 5, som viser tjenesteydelsers andel af samlet eksport de sidste 10 år, hvor
der er en samlet stigning i perioden efter et fald ved finanskrisen.
Figur 9: Tjenesteydelsers andel af samlet eksport,
2005-2015 (opdelt på regioner)
40%
30%
20%
10%
0%
Afrika syd for Sahara
Nord Afrika, Nær- og Mellemøsten
Latin Amerika
Nord Amerika
Kilde: Data fra Oxford Economics
2005
2006
2007
2008
2009
2010
2011
2012
2013
2014
2015
Den mere traditionelle opgørelse mellem varer og tjenesteydelser, som er illustreret i figur 5
og som stadig anvendes som standard i international handelsstatisk kan endda siges at under-
estimere den reelle betydning af handel med tjenesteydelser, som ofte er indbygget i varer.
Således har EU opgjort, at op mod 40 procent af værdien af alle de varer, som EU eksporterer
i realiteten er baseret på indbyggede tjenesteydelser
18
.
Den globale handel med tjenesteydelser domineres af de rigere og udviklede lande, der står
for cirka to tredjedele af den globale handel. Udviklingslandenes andel af den globale handel
med tjenesteydelser udgøres primært af Østasiatiske lande, der i 2013 stod for cirka 800 mia.
USD i handel med tjenesteydelser, hvilket er cirka en tredjedel af det samlede niveau blandt
de udviklede lande
19
. I andre udviklingslande, herunder i Afrika syd for Sahara, er handel med
tjenesteydelser på et væsentligt lavere niveau.
Hvor vil handlen med tjenesteydelser så bevæge sig hen mod 2030? Her taler udbredelsen af
handel i værdikæder for, at handlen med serviceydelser fortsat vil være stigende på sigt, hvil-
ket også kan henføres til det stigende indhold i tjenesteydelser i mange varekategorier. Denne
udvikling giver et potentiale for Danmark givet den høje andel af tjenesteydelser i dansk ek-
sport, hvoraf en betydelig del bæres af shipping.
17
18
19
UNCTAD (2014): ”Key Statistics and Trends in International Trade”
EU-Kommissionen. COM (2015) 497.
Samme kilde
15
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0090.png
SIDE 86
BILAG
3. Internationale kapitalstrømme
3. 1. Overordnet udvikling
Der findes ingen samlet oversigt over internationale finansstrømme. En god indikator for ud-
viklingen findes dog i BIS (”Bank for International Settlements”) oversigt over internationale
bankforpligtelser. Mens perioden op til finanskrisen i 2008 var kendetegnet ved stadig større
internationale kapitalstrømme, førte krisen til et tydeligt fald, der efterfølgende er afløst af en
stabilisering på et forholdsvis højt niveau. Opdeler man de internationale bankforpligtelser på
valuta kan man konstatere en stabil struktur. I marts 2000 var 51,2 pct. af alle internationale
forpligtelser i USD. Denne andel var i september 2015 blot faldet marginalt til 50,2 pct. I
samme perioden var euroens andel steget fra 25,4 til 27,4 pct.
Figur 10: Internationale bankforpligtelser, mia. USD, opdelt på valuta
35.000
30.000
25.000
20.000
15.000
10.000
5.000
-
!
!
!
!
!
!
!
!
Ikke allokeret!
Øvrige valutaer!
CHF!
GBP!
JPY!
Euro!
USD!
Kilde: Bank for International Settlements (BIS)
BIS offentliggør ikke selv fremskrivninger for udviklingen af bankforpligtelser eller andre klas-
ser af tilgodehavender. Mens erfaringen siden 2000 tyder på, at mens volumen kan fluktuere
kraftigt – afhængigt af den underliggende økonomiske dynamik – så er strukturen mere stabil.
På denne baggrund kan forventes, at USD og euro i 2030 fortsat vil være de dominerende in-
ternationale valuta. Samtidigt er det muligt, at Renminbi vil overhale det britiske pund over
den tredje mest benyttede valuta i forhold til internationale tilgodehavender og forpligtelser -
afhængigt af om Kina vil fortsætte liberaliseringen af internationale kapitalbevægelser. Ifølge
nye studier kan den kinesiske Renminibi komme til at stå for 10-15 procent af globale kapital-
strømme i 2035
20
.
3. 2. Bilaterale direkte udenlandske investeringer
En anden indikator for internationale kapitalbevægelser er beholdningen af direkte internatio-
nale investeringer fra et land til et andet land. I 2012 havde UNCTAD registreret en samlet
beholdning på 22.300 mia. USD i internationale direkte investeringer. Af dette beløb blev
12.825 mia. USD investeret af verdens 10 største økonomier, mens disse lande tilsammen
modtog internationale investeringer for 9.871 mia. USD.
Som det fremgår af den nedenstående oversigt afhænger investeringsomfanget i et land både
af økonomiens størrelse, men i høj grad også af rammebetingelserne herfor. Således er Stor-
20
Atlantic Council (2016): “Global System on the Brink – Pathways toward a New Normal”
16
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0091.png
BILAG
SIDE 87
britannien verdens 5. største økonomi, men den 3. største modtager af investeringer. For så
vidt angår udgående investeringer afhænger disse både af en økonomis størrelse, men også i
stort omfang af velstandsniveauet, hvilket ses meget tydeligt af de forholdsvis lave udgående
investeringer fra Indien, Brasilien og Kina.
Tabel  4:  Internationale  direkte  investeringer,  beholdning  i  mia.  USD,  2012  
Destination  
Herkomst  
USA  
Kina  
Japan  
Tyskland*  
Storbritanni-­‐
en  
Frankrig  
Indien  
Italien  
Brasilien  
Canada  
Resten  af  
verden  
I  alt  
USA  
Ki-­‐
na
2122
 
Ja-­‐
pan  
23Tysk-­‐
24
land  
Storbritanni-­‐
en  
Frank-­‐
rig  
Indi-­‐
en  
Itali-­‐
en  
Brasili-­‐
en  
Cana-­‐
da  
Resten  
af  
I  alt  
verden  
4453  
912  
1038  
1540  
1717  
1569  
80  
535  
266  
715  
9476  
2230
0  
                                                     
104  
98  
110  
512  
92  
30   21  
96  
340  
3049  
-­‐        
                                                     
19  
4  
3  
28  
4  
1  
1  
3  
13  
837  
-­‐        
                                             
297  
110  
20  
60  
18  
15   2  
34  
16  
465  
-­‐        
                                                     
214  
39  
10  
144  
80  
15   36  
18  
15  
968  
-­‐        
                                                     
405  
51  
12  
53  
101  
23   29  
21  
54  
969  
-­‐        
                                                     
225  
22  
27  
73  
145  
4  
60  
34  
18  
960  
-­‐        
                                             
6  
-­‐1  
0  
0  
3  
0  
0  
0  
1  
70  
-­‐        
                                             
28  
11  
2  
48  
15  
30  
3  
8  
1  
390  
-­‐        
                                             
13  
0  
0  
0  
1  
1  
0  
1  
9  
241  
-­‐        
                                             
258  
8  
1  
5  
55  
6  
0  
0  
13  
367  
-­‐        
1186  
2651  
1296  
1537  
150  
206  
802  
1004  
1027  
1478  
790  
1030  
156  
218  
234  
364  
616  
747  
510  
637  
2709  
12429  
Kilde:  Egne  beregninger  med  data  fra  UNCTAD  
Fremadrettet afhænger udviklingen i høj grad af situationen i Kina, ikke mindst den videre li-
beralisering af kapitalmarkedet og omfanget af den videre vækst i økonomien. Den anden sto-
re usikkerhedsfaktor er spørgsmålet om det fortsatte britiske EU-medlemskab, hvilket uundgå-
eligt vil påvirke udviklingen af London som finansplads.
Ved siden af de store økonomier har finanscentrene en stor betydning for internationale kapi-
talstrømme. Ofte er der tale om cirkulære investeringer med henblik på at anonymisere ejer-
skabsforhold. For eksempel blev over halvdelen af alle kinesiske udlandsinvesteringer (535
mia. USD) foretaget til de Britiske Jomfruøer, der samtidigt var den største udenlandske inve-
stor (med et investeringsvolumen på 540 mia. USD). Fremtiden for disse kapitalbevægelser
afhænger af, i hvilket omfang det vil lykkes at underlægge dem international regulering.
21
22
Atlantic Council (2016): ”Global System on the Brink – Pathways toward a New Normal”
Data for Kina er konsolideret med Hong Kong og Macao
23
Data for Tyskland er delvist 2011-tal.
17
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0092.png
SIDE 88
BILAG
4. Kapitalstrømme til udviklingslandene
4. 1. Historisk struktur
I perioden 2005 til 2013 steg kapitalstrømmen fra de udviklede (OECD) lande til udviklingslan-
dene med 45 pct. til 984 mia. USD i 2013. På trods af den kraftige stigning i omfanget, så ske-
te der blot mindre ændringer i strukturen: Eksportkreditter tabte betydning, mens remitter og
privat godgørenhed (flinatropi) tiltog. De direkte udenlandske investeringer og den officielle
udviklingsbistands andel af kapitalstrømmene var næsten konstant og lå i 2013 på henholdsvis
21 og 16 pct. af kapitalindstrømningen, jf. figur 10.
Figur 10: Kapitalstrømme fra OECD-landene til udviklingslandene, mia. USD
1.100!
1.000!
900!
800!
700!
600!
500!
400!
300!
200!
100!
0!
2005!
2006!
2007!
2008!
2009!
2010!
2011!
2012!
2013!
Remitter!
Eksportkredit!
Andre værdipapirer!
Udviklingsbistand!
Privat godgørenhed!
Andre officielle betalinger!
Investeringer!
Kilde: OECD
4. 2. Betydning af udviklingsbistand for modtagerlandene
Indenfor den overordnede, stabile billede er der imidlertid betragtelige forskelle mellem de
forskellige landetyper. Mens udviklingsbistand er den vigtigste form for kapitaltilførsel for de
lavest udviklede lande, dominerer remitter for de lavere mellem-indkomstlande og direkte
udenlandske investeringer for højere mellem-indkomstlande:
Figur 11: Struktur af kapitalstrømme efter landetyder i pct., 2013
Remitter!
100,00!
90,00!
80,00!
70,00!
60,00!
50,00!
40,00!
30,00!
20,00!
10,00!
0,00!
Lav indkomstlande!
Lavere mellemindkomstlande!Højere mellemindkomstlande!
Ikke geografisk delt!
Andre værdipapirer!
Privat godgørenhed!
Investeringer!
Eksportkredit!
Udviklingsbistand!
Andre officielle betalinger!
Kilde: OECD
18
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0093.png
BILAG
SIDE 89
Betydning af udviklingsbistand for især en række lavindkomstlande ses endnu mere tydeligt,
når man sætter bistanden i forhold til de offentlige budgetter. I 2012 var der 27 lande
25
, hvor
den officielle udviklingsbistand oversteg 25 pct. af centralregeringens udgifter. 23 af disse lan-
de var lavindkomstlande. I 14 lande oversteg bistanden 50 pct. af centralregeringens udgifter,
hvilket viser de berørte landes store afhængighed af international udviklingsbistand. Til billedet
hører dog, at bistanden i forhold til centralregeringens budget siden 2000 har vist en faldende
tendens i 16 lande, mens 11 lande har oplevet stigende betydning.
Figur 12: Bistand i forhold til centralregeringens udgifter i pct., BNP pr.
indbygger i USD, 2012
120!
110!
100!
90!
80!
70!
60!
50!
40!
30!
20!
10!
0!
Udviklingsbistand som andel af
centralregeringens udgifter!
BNP pr. indbygger!
4.000!
3.500!
3.000!
2.500!
2.000!
1.500!
1.000!
500!
0!
Kilde: Verdensbanken
Der findes ingen pålidelige langsigtede fremskrivninger af udviklingsbistand, idet størrelse og
anvendelse af udviklingsbistand er resultatet af løbende politiske beslutninger i donorlandene.
Det forekommer dog sandsynligt, at de ovenstående lande også fremadrettet vil afhængige af
at modtage international udviklingsbistand.
5. Klimaforandringer og den internationale økonomi
Ved siden af politiske og økonomiske rammebetingelser afhænger udviklingen af den internati-
onale økonomi ligeledes af de fysiske rammebetingelser. Klima- og miljøspørgsmål kan frem-
me eller hindre den økonomiske vækst i et land.
Mens der hersker bred konsensus om, at den
globale opvarmning vil medføre betragtelige økonomiske konsekvenser, er det forbundet med
betydelige vanskeligheder at kvantificere disse
26
. I sin femte rapport vurderede FN (IPCC) ar-
bejdsgruppe II, at en global opvarmning på 2 grader vil føre til et årligt BNP-niveautab på mel-
lem 0,2 og 2,0 pct. IPCC arbejdsgruppe II har ikke forelagt et omkostningsskøn for større glo-
bal opvarmning, men advarer dog om, at disse vil være uforholdsmæssigt større.
I den sjette ”Emissions
Gap Report” vurderer FN (UNEP), at de hidtil indgåede selvforpligtelser
vil føre til en global opvarmning på mellem 3 og 4 grader i 2100, forudsat at staterne overhol-
der deres selvforpligtelser. Hertil kommer usikkerheden om staterne vil overholde de forplig-
telser, som det har påtaget sig.
I anledning af COP20 i 2014 offentliggjorde UNEP et studie, der baserer omkostningsskønnet
på den globale opvarmnings forventede konsekvenser for befolkningens sundhedstilstand,
25
Samoa og Liberia er ikke med i den nedenstående oversigt, idet den meget store bistand i forhold til centralregerings budget på hen-
holdsvis 61.027 og 9.741 pct. primært afspejler fraværet af en centralregering. Tal over 100 pct. er mulig, når udviklingsbistanden ikke
gives gennem en centralregeringen men i stedet via lokale enheder, ikke-regeringsorganisationer o. l.
26
Jf. e. g. IPCC arbejdsgruppe II’s femte rapport
19
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0094.png
SIDE 90
BILAG
landbrugsproduktion, vandressourcer, energiforbrug, stigende vandstand og fritidsindustri ved
at fortsætte den nuværende tilgang til CO2-udledning. Mens de økonomiske konsekvenser in-
denfor de enkelte felter og geografiske områder svinger, skønnes den samlede effekt i alle
regioner at være negativ og at stige yderligere i den 2. halvdel af århundredet.
Som det frem-
går af tabel 1 forudses de relative omkostninger ved den globale opvarmning at være størst i
de regioner, der allerede lider under vandmangel eller uregelmæssig nedbør. Endvidere er de
relative omkostninger størst i de fattigste regioner.
Tabel  5:  Skønnet  årligt  BNP-­‐tab  i  pct.  hvis  nuværende  CO2-­‐udledninger  fortsætter  
Region  
Japan  
USA  
EU  
Nær-­‐  og  Mellemøsten  
Latinamerika  
Rusland  
Asien  
Kina  
Indien  
Afrika  
Kilde:  UNEP  Adaptation  Gap  Report  2014  
2010  
0,1  
0,1  
0,1  
0,4  
0,1  
0,1  
0,2  
0,1  
0,4  
0,5  
2050  
0,8  
0,6  
0,7  
1,3  
0,7  
0,5  
1,2  
0,7  
1,6  
1,5  
2100  
2,3  
2  
1,8  
3  
2  
1,3  
2,8  
1,9  
4,6  
4,3  
I de seneste udgaver af ”World Energy Outook”, der blev fremlagt inden indgåelsen af Paris-
aftalen, sammenlignede det Internationale Energiagentur (IEA) det aktuelle energiforbrug i de
følgende to scenarier samt investeringsomkostningerne ved overgangen fra det ene til det an-
det scenarie:
(1) Hvor landene gennemfører deres hidtil udmeldte tiltag for CO2 reduktioner; og
(2) Et scenarie med det tilladte energiforbrug, hvis den globale opvarmning ikke må overstige
2 grader.
Omkostningsskønnet fra IAE af de nødvendige merinvesteringer for at undgå en opvarmning
over 2 grader lå generelt højere end de aktuelle omkostninger ved global opvarmning, med
Afrika som eneste undtagelse. Mens den kortsigtede sammenligning af omkostninger ved om-
stilling til lavere CO2-udledning med omkostningerne ved global opvarmning kan være politisk
opportun, tager den dog ikke hensyn til de store, langsigtede konsekvenser fra global opvarm-
ning. Ligeledes indgår ikke i denne sammenligning risikoen for en mere dramatisk udvikling af
den globale opvarmning
27
, såfremt den nuværende CO2-udledning fortsættes; herunder risiko-
en for at udviklingen ikke kan bremses, såfremt der ikke rettidigt gribes ind mod CO2-
udledningerne. Ud fra en samlet risikobetragtning må reduktionen af CO2-udledning anses
som økonomisk vel begrundet.
Udenrigsministeriets analyseenhed - Udenrigsministeriet
27
Stern review rapporten, der i 2007 blev udarbejdet for den britiske regering, advarer mod et globalt BNP-tab på op til 20 pct. i et ”worst
case” scenarie ved ukontrolleret global opvarmning.
20
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0095.png
BILAG
SIDE 91
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0096.png
SIDE 92
BILAG
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0097.png
BILAG
SIDE 93
UDENRIGSMINISTERIET
Rusland anno 2016: Hvad står vi med? Og hvad betyder det for Danmark?
I. INDLEDNING
Ruslands ageren i de seneste to år har skabt et paradigmeskifte i den måde, hvorpå vi i Vesten
betragter Rusland. Et ”nyt” Rusland, som i en vis udstrækning også viste sig i præsident Putins
tale ved München-sikkerhedskonferencen i 2007 og i krigen mod Georgien i 2008, er i de sidste
to år trådt meget tydeligt frem. Det er sket med involveringen i Ukraine og Syrien, men også
med en indenrigspolitisk udvikling i mere autoritær retning. Forestillingen om en tilstræbt lineær
udvikling for Rusland, der i sidste instans leder til et liberalt, demokratisk Rusland, er, om ikke
endegyldigt væk, så i det mindste parkeret på et sidespor for en anseelig årrække. Samtidigt har
udviklingen – som tidligere i historien – vist, at den russiske økonomi er landets akilleshæl.
I 2016 står vi over for et selvhævdende og potentielt mere ustabilt Rusland, som meget klart
forsvarer det, som man fra russisk side opfatter som sine legitime interesser i nærområdet, og
som opfatter sig selv som én af en håndfuld globale stormagter i en multipolær verdensorden.
En vurdering af implikationerne heraf for Danmark, herunder hvordan man fra dansk side kan
forholde sig til denne udvikling, fordrer en analyse af det russiske system, de styrende interesser
bag Ruslands ageren og hvordan interesserne omsættes til et større, samlet politisk narrativ.
II. DET RUSSISKE SYSTEM
Hos de fleste analytikere af Rusland er det vurderingen, at russisk interessevaretagelse starter
med et fundamentalt behov for at fastholde regimets magt og imødegå interne og eksterne
trusler. Det russiske lederskab refererer jævnligt til, at Vesten gennem støtte til den
demokratiske opposition, civilsamfundsgrupper, menneskerettighedsgrupper mv. søger at
frembringe demokratiske omvæltninger i Rusland. Den nationale sikkerhedsstrategi fra
december 2015 fremhæver eksplicit truslen fra amerikansk-orkestrerede farverevolutioner. Selv
om et sådant ”Maidan” scenarie kan forekomme usandsynligt i Rusland, synes bekymringen
herfor ganske rodfæstet i den politiske elite og må som sådan betragtes som en vægtig faktor i
politikformuleringen. Til den russiske befolkning præsenteres denne tilgang som et behov for
at opretholde stabilitet og en styret udvikling i landet; en argumentation som har klangbund i
store dele af den russiske befolkning.
Denne prisme er væsentlig for forståelsen af også Ruslands udenrigspolitiske ageren: Ukraines
valg af en demokratisk og markedsøkonomisk orientering blev forsøgt obstrueret, da det kunne
tjene som et fortilfælde for en tilsvarende udvikling i Rusland. Assads fald i Syrien måtte
forhindres for at reducere risikoen for bredere accept af tendensen til at udemokratiske regimer
væltes og udskiftes af oppositionskræfter med udefrakommende støtte.
De sikkerhedspolitiske hensyn, der flyder af målet om magtbevarelse, har altid spillet en stor
rolle i Ruslands internationale ageren – om end gennem tiden af forskellige grunde. Særligt
siden 2014 har det været tendensen, at sikkerhedspolitiske hensyn, i bredeste forstand,
determinerer den russiske tilgang, på bekostning af dialogbaseret samarbejde.
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0098.png
SIDE 94
BILAG
Parallelt med hensynet til at bevare stabilitet kan der peges på nogle vigtige, sekundære hensyn,
som i vid udstrækning er sammenfaldende med det primære hensyn.
Ruslands storhed: Forestillingen om Rusland som mere end blot et land - en fast plads i FN’s
Sikkerhedsråd, verdens største nukleare arsenal og en ottendedel af klodens landmasse. I den
russiske selvforståelse berettiger det til en naturlig position som global, ikke regional, stormagt.
Allerede i det 15. århundrede, efter Konstantinopels fald, blev Moskva under Ivan d. III
proklameret at være ”det tredje Rom”. Denne stormagtsopfattelse nyder bred opbakning i den
russiske befolkning og gjorde det også i 1990’erne, før Vladimir Putin kom til magten. Den må
forventes at bestå som en vigtig bestanddel af russisk interessevaretagelse uanset karakteren af
det siddende lederskab.
Multipolaritet: Med Putins München-tale i februar 2007 artikuleredes ikke blot en russisk
utilfredshed med en unipolær verdensorden, men nok så meget en opfattelse af, at (amerikansk)
hegemoni var decideret skadeligt for fred, stabilitet og international retsorden. Narrativet om
den mere stabile multipolære verdensorden med regel- og institutionsbaseret samarbejde har
været en fast bestanddel af Putins udenrigspolitik, idet den er konsistent med forestillingen om
Rusland som én af 3-4 ligeværdige globale stormagter.
Da Vladimir Putin på nytårsaftensdag 1999 blev udpeget til fungerende præsident befandt
Rusland sig i en tilstand af kaos. Økonomien var kollapset året forinden, 81 regioner lovgav
uden hensyntagen til forfatningen, medierne var ejet af oligarker og kriminaliteten var ude af
kontrol. Det nye lederskabs reaktion var at etablere dét der betegnedes som ”magtens vertikal”
til genetablering af Kremls fulde kontrol med Rusland. Magtens vertikal og det ledsagende
slogan om ”the dictatorship of law” har siden årtusindskiftet udgjort det bærende princip i
styrets sociale kontrakt med den russiske befolkning.
Befolkningen har på sin side fået ganske markante forbedringer i levestandarden i kraft af
økonomisk vækst drevet af olie- og gasudvinding. Til gengæld har det politiske lederskab
opnået kontrol med regionerne gennem udpegelsen af guvernører, mindsket parlamentets
egentlige beslutningskraft, marginaliseret den ikke-systemiske opposition, begrænset en række
frihedsrettigheder og overtaget kontrollen med de vigtigste medier.
Magtens vertikal kan opfattes som en videreudvikling af tilsvarende styringsmekanismer
anvendt af Sovjetunionens Politbureau. I Putins Rusland er effekten katalyseret af et
karismatisk lederskab med en mere effektiv kommunikationsstrategi, og, i særdeleshed, af
Ruslands store energiforekomster, som har muliggjort kraftig økonomisk fremgang. Vertikalen
lider ikke desto mindre under en række strukturelle svagheder. Der skabes en
incitamentstruktur, hvor man belønner loyalitet frem for resultater, ligesom magtvertikalen
(som enhver anden social kontrakt) fordrer, at der fastholdes et vist niveau for befolkningens
materielle velstand og sikkerhed. Endelig fremmer magtvertikalen nok en enstrenget og smidig
beslutningsgang, men kan lide under et fravær af checks and balances, som kan informere og
kvalificere beslutninger.
2
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0099.png
BILAG
SIDE 95
En forståelse af Ruslands ageren skal altså findes i koblingen mellem et grundlæggende hensyn
til regimestabilitet, en ambition om at tilpasse virkeligheden til den russiske selvforståelse som
en global stormagt med en legitim ret til at disponere over egen interessesfære, og endelig til
magtens vertikal og dennes indbyggede svagheder, som i de kommende år må forventes at stå
endnu tydeligere, hvis den økonomiske afmatning (i vid udstrækning dikteret af den globale
oliepris) fortsætter.
III. ØKONOMISKE OG INDENRIGSPOLITISKE PERSPEKTIVER
Kombinationen af lave oliepriser og fortsatte økonomiske sanktioner har medført en
økonomisk opbremsning i Rusland, som skaber bekymring hos såvel regimet som den bredere
befolkning. I januar 2016 faldt olieprisen til under 30 USD/tønden. Recessionen var i hele 2015
på knap 4 procent af BNP, og IMF forventer også i 2016 en minusvækst på 0,5 - 1 procent.
Budgetunderskuddet lå i 2015 på 3 procent af BNP og er projiceret til samme niveau i 2016. De
løbende budgetunderskud finansieres over to fonde med opsparede reserver, som – med
mindre de nuværende rammer forbedres markant – kan blive udtømt på relativt kort tid.
Det russiske lederskab har stillet i udsigt, at der inden udgangen af 2016 er sket en bedring af
økonomien. Hvorvidt dette løfte kan indfris, synes imidlertid i høj grad at være bundet op på
udviklingen i den globale oliepris, hvilket understreger, at den afgørende strukturelle udfordring
for Ruslands økonomi fortsat er den store afhængighed af energisektoren. Præsident Putin har i
nylige udtalelser erkendt, at de store olieindtægter har hæmmet en egentlig økonomisk udvikling
i Rusland. Der er dog for indeværende ikke tegn på, at lederskabet vil iværksætte større
økonomiske reformer. Det kan dog ikke helt udelukkes, at regimet anerkender, at den
økonomiske krise kan have negative konsekvenser for stabiliteten, og at det derfor er
nødvendigt at tage skridt til at forbedre den økonomiske situation.
Et fortsat fravær af en holdbar økonomisk udviklingsmodel kan give sig udslag i dét, som
præsident Putin i den seneste årlige tale til nationen betegnede som ”konsolideringen af
samfundet”; en forstærkning af en række allerede eksisterende tendenser i mere autoritær
retning. Det være sig et styrket fokus på den russiske befolknings sikkerhed gennem
fremhævelse af trusselsbilleder af såvel eksterne fjender som indre trusler samt ensretning af
den offentlige diskurs med marginalisering og mistænkeliggørelse af uafhængige og kritiske
røster. Samtidig kan der forventes en fortsat høj prioritering af de slagkraftige statskontrollerede
medier, hvor den primære målsætning ikke synes at være at skabe en russisk ”objektiv”
udlægning af virkeligheden, men i højere grad at forvirre og skabe opfattelsen af, at
alle
manipulerer, og derved så tvivl om selve eksistensen af en objektiv sandhed. Endelig kan en
konsolidering af det russiske samfund give sig udslag i en mere aggressiv og assertiv russisk
optræden på den internationale scene og i det russiske nærområde.
Dette til trods skal man ej heller afskrive elementer af det modsatte scenarie: At Rusland i
perioder vil gøre et reelt forsøg på at forbedre forholdet til EU og USA, hvilket - såfremt det
ledsages af konkrete skridt i implementeringen af Minsk-aftalen i Ukraine - kan bidrage til at
lempe sanktionsregimet. I en vurdering af en eventuel mere konstruktiv russisk optræden vil det
være vigtigt alene at se på handlinger og ikke retorik.
3
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0100.png
SIDE 96
BILAG
IV. RUSLANDS UDENRIGSPOLITIK
Der er også i Rusland en tæt sammenhæng mellem udenrigs- og indenrigspolitik, og en stor del
af den russiske udenrigspolitiske ageren, særligt i forhold til Ukraine, skal ses i lyset af de
beskrevne politiske forhold i Rusland.
I de seneste år har Rusland bevæget sig fra at forfølge interesser med politiske, økonomiske og
diplomatiske midler, til også i højere grad at tage militære og subversive midler i brug. Intet sted
er det sket tydeligere end i Ukraine, men også den hastigt iværksatte militære indsats i Syrien er
en klar indikation på Ruslands vilje til at engagere sig militært. Det er sandsynligt, at det russiske
lederskab i mødet med flere hjemlige udfordringer vil videreføre eller måske endda forstærke
bestræbelserne på at projicere magt og styrke.
Parallelt med udøvelsen af klassisk magtpolitik henvises der fra russisk side hyppigt til
”regelbaseret samarbejde”. Det kan tilskrives den såkaldte ”law-fare”, hvor Ruslands ageren
konsekvent og uden skelen til virkeligheden beskrives som i fuld overensstemmelse med
folkeretten i bred forstand (”international norms”), herunder de traktater som Rusland er part i,
mens andres, herunder særligt USA's og NATO’s ageren, tilsvarende konsekvent beskrives som
værende i strid med folkeretten. Det må fastholdes, at disse russiske påstande ikke holder vand i
en objektiv, folkeretlig analyse.
A. Ukraine og EU’s østlige partnerskab. Kampen om to samfundsmodeller.
Maidan-opstanden i Ukraine i november 2013 og det resulterende magtskifte i februar 2014 til
en pro-europæisk regering i Kiev, blev – og bliver fortsat – i Moskva anset som et vestligt-
orkestreret indgreb i Ruslands legitime interessesfære, der afsatte den folkevalgte præsident
Viktor Janukovitj. Præcis som det var tilfældet med den orange revolution i 2004. Samtidig er
det den gængse vurdering, at der i Moskva er en betydelig bekymring for, hvordan et Ukraine
udenfor russisk kontrol vil udvikle sig. En vellykket omstilling af det ukrainske samfund efter
vestligt forbillede ville udgøre et – med de russiske magthaveres øjne – ubehageligt fortilfælde
for de russere, der vil et andet system, men som ikke hidtil har haft en god model herfor.
Lighedstrækkene mellem Ukraine og Rusland ville gøre et demokratisk Ukraine til en sådan
model. De demokratiske omvæltninger i Ukraine var desuden problematiske for Rusland, fordi
det forhindrede Ukraines vej ind i Ruslands post-sovjetiske integrationsprojekt, Den Eurasiske
Økonomiske Union (EØU), hvor Ukraine udgør selve forudsætningen for en vis tyngde i
medlemskredsen (udover Rusland omfatter EØU pt. Armenien, Hviderusland, Kasakhstan og
Kirgisistan).
Ruslands reaktion på dét, den russiske ledelse betragter som ”statskuppet i Kiev”, var at
annektere Krim og indlede en hybridkrig i det østlige Ukraine. Det var første skridt i forsøget
på at genvinde indflydelse over Ukraine og forhindre, at landet opnår medlemskab af EU og
NATO. Alligevel har konflikten i Ukraine efterladt Rusland i en markant svækket position vis-
à-vis Ukraine i sammenligning med situationen før Maidan-revolutionen.
For Ukraine og EU’s øvrige Østlige Partnere (Hviderusland, Moldova, Georgien, Armenien og
Aserbajdsjan) er der ikke kun tale om et valg mellem euroatlantiske og russisk-dominerede
strukturer og aftalekomplekser, men om et grundlæggende valg mellem to samfundsmodeller:
4
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0101.png
BILAG
SIDE 97
En europæisk model med regelbaserede åbne samfund og uafhængige statsinstitutioner. Eller
en post-sovjetisk samfundsmodel med politisk brug af statsinstitutioner til at sikre fastholdelse
af magt og håndgribelige økonomiske fordele til den politiske elite. For indeværende holder tre
af østpartnerne – Hviderusland, Armenien og Aserbajdsjan – fast i en post-sovjetisk
samfundsmodel. Armenien og Hviderusland er medlemmer af EØU, og Hviderusland tilmed
del af en statsunion med Rusland. Aserbajdsjan har valgt en mere autonom kurs, om end med
stadig større afstandtagen fra respekt for vestlige værdisæt som menneskerettigheder og
demokratiske normer. For de tre øvrige lande – Ukraine, Moldova og Georgien – er indgåelse
af associerings- og frihandelsaftaler med EU kommet til at symbolisere selve valget af den
europæiske samfundsmodel, også for landenes egen befolkning.
I dag er størstedelen af de mest fremtrædende politiske kræfter i Ukraine forenet i
målsætningen om europæisk tilnærmelse. Ved parlamentsvalget i oktober 2014 gik knap 85
procent af de afgivne stemmer til pro-europæiske partier. Ruslands aggression på Krim og i det
østlige Donbas har bevirket, at befolkningen i det øvrige Ukraine – tidligere ofte splittet mellem
tilnærmelse til Rusland eller Vesten – synes at have lagt sig fast på den europæiske vej.
Samhandlen med Rusland var allerede i 2014 halveret ift. 2012-niveauet (fra 45 mia. USD til
22,5 mia. USD) og er siden fortsat med at falde, særligt efter at Rusland den 1. januar 2016
annullerede SNG-frihandelsaftalen med Ukraine og indførte importforbud mod ukrainske
fødevarer. Rusland fastholder ikke desto mindre en lang række politiske og økonomiske
indflydelsesmuligheder i Ukraine, som bruges til at destabilisere og fremme russiske interesser. I
den ukrainske befolkning er der betydelig utilfredshed med tempoet i implementering af
nødvendige reformer, men det er i dag vanskeligt at forestille sig, at et flertal af befolkningen
igen måtte ønske at støtte en pro-russisk regering, der repræsenterede en tilbagevenden til den
post-sovjetiske samfundsmodel. Med annekteringen af Krim og støtte til separatisterne i
Donbas har Rusland formået, hvad ingen pro-vestlige ukrainske politikere hidtil har evnet: At
mobilisere og galvanisere et klart europæisk tilhørsforhold i et stort flertal af den ukrainske
befolkning.
Moldova, Georgien og Ukraine indgik i juni 2014 associerings- og frihandelsaftaler
(AA/DCFTA) med EU, trods russisk pres for en kursændring. Alle tre lande må leve med
russisk-støttede brud på deres territoriale integritet: Transnistrien, Krim, Donbas, Abkhasien,
Sydossetien. Størst usikkerhed er der aktuelt om situationen i Moldova. Landet har i længere tid
været scene for et opgør mellem pro-russiske og pro-vestlige kræfter med et bagtæppe af
regeringskriser og politisk ustabilitet. Det er ikke usandsynligt, at det stærkt pro-russiske
socialistparti indenfor en kort årrække vil kunne danne regering i Chisinau. Georgien fremstår
som det af de tre AA/DCFTA-lande, der er nået længst i implementeringen af de mange
reformer, selv om der fortsat er udfordringer med bl.a. politisering af retsvæsenet og
begrænsninger af mediefriheden. Parlamentsvalget i efteråret 2016 forventes fortsat at blive et
opgør mellem en række pro-europæiske grupperinger. I Ukraine vil meget bero på om
regeringen og parlamentet evner at skabe og fastholde momentum i implementering af
reformerne og om der tages et egentligt opgør med korruptionen og oligarkernes
uforholdsmæssigt store indflydelse.
5
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0102.png
SIDE 98
BILAG
Den primære anstødssten mellem Vestens og Ruslands opfattelse af situationen i Ukraine og de
øvrige østlige partnerlande er fortsat, at Rusland ikke i praksis anerkender og respekterer de
østlige partnerlandes ret som stater til at træffe frie valg. Dermed vil der også fremover være
behov for, at enhver tale om at visse lande tilhører Ruslands ”legitime interessesfære” afvises
klart og kontant. Tilsvarende vil de Krim-specifikke sanktioner og sanktionspolitikken knyttet
til Ruslands aggression i det østlige Ukraine have sin berettigelse så længe hhv. den ulovlige
annektering af Krim fastholdes og der ikke sker fuld implementering af Minsk-aftalen. I såvel
EU’s som NATO’s Ruslandspolitik ser vi udviklingen af et princip om såkaldt
kompartmentalisering, hvor diskussioner om Ukraine holdes adskilt fra andre internationale
spørgsmål, eksempelvis Syrien, Iran og terrorbekæmpelse. Endelig står det klart, at det mest
effektfulde modsvar til Ruslands aggression og propaganda er opbygningen af et stabilt,
demokratisk og velfungerende Ukraine. Det er samtidig dét scenarie, som vækker størst
bekymring i Moskva, da det underminerer fortællingen om, at en demokratisk samfundsmodel
efter vestligt forbillede i sin natur er uforenelig med den slavisk-ortodokse kultur og historie.
B. Syrien
Med iværksættelsen i september 2015 af en militær offensiv i Syrien til støtte for præsident
Assad åbnede Rusland en ny dimension i sit internationale engagement. Det er den generelle
vurdering, at der ligger en række indbyrdes forbundne bevæggrunde bag det russiske
engagement i Syrien. I første række synes offensiven drevet af et behov for at afværge den
umiddelbare trussel mod Assad-regimets overlevelse. Assad er Ruslands eneste tilbageværende
allierede i Mellemøsten og flådebasen i Tartus er Ruslands eneste militærbase uden for det
tidligere Sovjetunionen. Samtidig har det fra russisk side været en målsætning at standse rækken
af regimeskifter i arabiske lande, idet man i løbet af de seneste fem år har set samarbejdsvillige
arabiske regimer væltet i Tunesien, Egypten og Libyen.
Selv om de russiske luftangreb i meget vid udstrækning har ramt andre end ISIL, ligger der også
bag mobiliseringen et reelt russisk ønske om at bekæmpe terrorisme (idet den russiske
definition af ”terrorgrupper” i Syrien er særdeles bred), og i særdeleshed et ønske om at
demonstrere for den russiske befolkning, at man aktivt bekæmper terror. Rusland har i årevis
selv været mål for terrorangreb, der udspringer fra det nordlige Kaukasus, og en ny bølge
begået af hjemvendte Syriens-krigere synes at være en reel bekymring.
Helt centralt er ønsket om at demonstrere for verden og den hjemlige befolkning, at Rusland
kan agere på lige fod med USA i håndteringen af de største internationale udfordringer. Det er
dels for at understøtte den gennemgående målsætning om multipolaritet, og dels for i den
konkrete kontekst at demonstrere, at Vesten har brug for et velvilligt Rusland i såvel en politisk
løsning på konflikten i Syrien som i den bredere indsats mod terrorisme.
Rusland har placeret sig som en vigtig aktør i bestræbelserne på at finde en politisk løsning på
konflikten i Syrien. Det har aktualiseret behovet for, at Danmark med sine partnere finder den
rette balance mellem at søge at engagere Rusland konstruktivt i forhold til Syrien (og andre
områder af fælles interesse) samtidig med, at der lægges vægt på, at Rusland ikke får held med at
koble disse spørgsmål til håndteringen af Ukraine-konflikten og sanktionerne mod Rusland.
6
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0103.png
BILAG
SIDE 99
C. NATO og Rusland
Med Ruslands annektering af Krim og destabilisering af Donbas forsvandt den grad af tillid
mellem Rusland og Vesten, som en stor del af den etablerede sikkerhedsarkitektur og det
militære samarbejde havde hvilet på.
Det har blandt andet givet sig udslag i institutionelle omkostninger, herunder suspension af det
praktiske samarbejde under NATO-Rusland Rådet og en mere systematisk russisk
underminering af våbenkontrolregimer. Ruslands militære ageren har også skabt større
usikkerhed og uforudsigelighed i det euroatlantiske område. NATO og Danmark er stillet over
for nye udfordringer i form af hyppige russiske flyvninger, der tester de nordiske landes
afvisningsberedskaber i Østersøen; større russiske alarmeringsøvelser (60.000 - 90.000 soldater)
som i nogle tilfælde har tjent til at maskere egentlige troppebevægelser; Ruslands evne til i en
mulig militær konfrontation at forhindre NATO-styrkers adgang til bl.a. Østersøen gennem
såkaldt A2AD kapacitet (Anti-Access/Area
Denial);
øget militær flyaktivitet langs NATO’s
grænser og moderniseringen af både de konventionelle og de nukleare arsenaler. Ruslands
skærpede nukleare retorik og doktrin vækker også en vis bekymring og det analyseres pt. i
NATO, hvorvidt det giver behov for at ændre Alliancens nukleare polititik.
Endelig har præsident Putin skabt usikkerhed særligt i de baltiske lande med den megen fokus
på russisk-talendes rettigheder og interesser også uden for Ruslands grænser. Denne retorik
synes ikke mindst beregnet på indenrigspolitisk brug, som et for befolkningen forståeligt
argument for særligt den russiske ageren i Donbas. De baltiske landes bekymring bør dog tages
alvorligt, da Rusland må forventes at anvende bl.a. de russiske mindretal til at opretholde
usikkerheden i Østersøregionen. Det vil dog næppe give sig udslag i en direkte militær
udfordring af NATO’s Artikel V i eksempelvis Baltikum, men vil derimod kunne give
anledning til en række asymmetriske og hybride trusler samt potentielt militær intimidering af
de baltiske lande.
Ved Wales-topmødet i september 2014 enedes NATO-landene om den såkaldte ”Readiness
Action Plan” (RAP), som dels skal tilpasse Alliancens profil i retning af stærkere betoning af
kollektivt forsvar og potentiel hybrid konflikt (adaption), og dels rummer en række
forsikringstiltag over for østlige allierede i bl.a. Baltikum. Implementeringen heraf vil fortsætte
henimod Warszawa topmødet i juli 2016. Samtidig ventes NATO-landene frem mod topmødet
fortsat at drøfte udviklingen i Ruslands udenrigs- og forsvarspolitik og implikationer heraf for
NATO. Ved NATO-udenrigsministermødet i december 2015 var der opbakning til at NATO
tog skridt til på ny at indkalde til møde på ambassadørniveau i NATO-Rusland Rådet (NRC).
NATO’s generalsekretær har fremlagt forslag til dagsorden for et sådant NRC-møde, som efter
konsultationer med Rusland ventes afholdt i foråret 2016.
Frem mod Warszawa-topmødet ventes de allierede at søge det fælles fodslag om
Ruslandspolitikken i NATO fastholdt. Det vil også være vigtigt i Warszawa at kunne levere en
substantiel og synlig implementering af RAP – og opnå enighed om en passende
afskrækkelsesprofil i NATO i lyset af den nye sikkerhedssituation, hvor også utvetydighed i
NATO’s kommunikation med Rusland spiller en vigtig rolle. Samtidig kan det tænkes, at
NATO vil undersøge mulighederne for dialog med Rusland på områder, der er i NATO’s
7
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0104.png
SIDE 100
BILAG
egeninteresse, herunder f.eks. i relation til risikoreduktion og militær gennemsigtighed.
Østersøsikkerhed er også blevet et vigtigere emne i NATO, herunder ikke mindst samarbejdet
med Sverige og Finland, ligesom spørgsmålet om NATO’s rolle i håndteringen af mulige
hybride trusler (”most likely scenarios”) kan ventes fortsat at være i fokus.
D. Rusland i Arktis
Arktis er fortsat et område præget af lav sikkerhedspolitisk spænding. Det regionale fokus har
været på at løse konkrete problemstillinger og sideløbende etablere og udbygge rammerne for
en bæredygtig økonomisk udvikling, herunder råstofudvinding, fiskeri, miljøbeskyttelse, maritim
sikkerhed, overvågning, søredning, transport og infrastruktur på tværs af den arktiske region.
Udviklingen har i vidt omfang været centreret om Arktisk Råd, der siden sin oprettelse i 1996 er
vokset støt i såvel betydning som deltagerkreds.
For Rusland er Arktis et politisk prioritetsområde, og man har udbygget sine militære
kapaciteter i regionen. En stor del af Ruslands militære aktiviteter i området er dog fokuseret på
at understøtte evnen til strategisk afskrækkelse af USA. Samtidig skal det bemærkes, at den
militære tilstedeværelse i Arktis generelt er øget i de senere år. Alle de arktiske stater, herunder
Danmark, barsler således med planer om på den ene eller anden måde at styrke deres militære
tilstedeværelse i Arktis. Der er tale om en naturlig reaktion på den forøgede aktivitet i regionen,
samtidig med at blotlægningen af land- og havområder for alle arktiske stater skaber et øget
behov for at kunne hævde suverænitet og løse en række civile opgaver af f.eks.
beredskabsmæssig karakter.
Situationen i Ukraine har indtil videre haft en begrænset indvirkning på samarbejdet i Arktis.
Dog har den generelt reducerede tillid til Rusland som følge af krisen betydet, at også russisk
militær aktivitet i Arktis nu har en tendens til at blive tillagt en ny og mere alvorlig betydning.
I tråd med Ruslands opfattelse af sig selv som en global stormagt og i særdeleshed en polar
magt af første rang tilkendegiver den politiske og militære ledelse hyppigt, at man vil give
forsvaret af det arktiske område højere prioritet og derfor øge sine militære kapaciteter i
regionen.
Den økonomiske logik, der aktuelt driver udviklingen i Arktis, gør sig om noget gældende ift.
Rusland, der er det arktiske land med langt de største økonomiske interesser i Arktis qua den
russiske olie- og gasindustris aktiviteter i Sibirien. Det er derfor vurderingen, at Rusland
grundlæggende er interesseret i fortsat stabilitet og lavspænding, idet man herved tjener egne
interesser bedst. Trods en til tider skarp retorik og tilbagevendende demonstrative militære
markeringer indtager Rusland da også generelt en konstruktiv holdning til det praktiske
samarbejde, herunder i relation til kontinentalsokkelprocessen, Arktisk Råd, mv.
Samlet set er det sandsynligt, at fremtiden i Arktis vil være mere præget af samarbejde og
konkurrence end af konfrontation og konflikt. Det vil i givet fald tale for en videreførelse af
den hidtidige danske tilgang, der har haft som omdrejningspunkt at sikre en positiv udvikling
ved at fastholde og hvor muligt yderligere udbygge dialogen og det praktiske samarbejde med
8
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0105.png
BILAG
SIDE 101
Rusland og de øvrige arktiske stater bilateralt såvel som inden for de etablerede arktiske fora,
herunder især Arktisk Råd.
V. DANMARK OG RUSLAND
Rusland er Danmarks nabo i både Østersøen og Arktis, og Rusland forbliver et interessant
nærmarked for dansk erhvervsliv. På den baggrund og med henblik på at forfølge de legitime
danske interesser, som følger heraf, har Danmark en overordnet interesse i et stabilt Rusland, i
at sikre og udvikle stabile og udbytterige bilaterale relationer, og i på længere sigt om muligt at
understøtte en positiv udvikling i Rusland.
Det diplomatiske, handelsmæssige og kulturelle samarbejde samt etablerede
myndighedssamarbejde på lavere niveau (veterinær, miljø, sundhed) er kun i begrænset omfang
påvirket af det forværrede forhold mellem Rusland og Vesten. Der er et meget tæt samarbejde
mellem Kongeriget og Rusland i relation til både Arktis, inklusiv i Arktisk Råd, og i relation til
Østersøregionen, herunder i Østersørådet og på miljøområdet.
Den danske eksport til Rusland er faldet markant i 2014 og 2015 (ca. 30 pct. i 2015) som følge
særligt af de russiske importforbud på fødevareområdet. En lang række danske virksomheder
har dog fortsat betydelig aktivitet og indtjening på det russiske marked. Dansk erhvervsliv bør
fortsat forfølge alle muligheder, der ikke er omfattet af sanktioner eller Ruslands importforbud
på fødevarer. Rusland er et marked tæt på Danmark med 140 mio. forbrugere, hvor
forbrugerne ofte vil vælge vestlige (kvalitets)produkter frem for russiske eller kinesiske. Særligt
de nye tiltag med fokus på lokal produktion giver muligheder for danske maskin- og
udstyrsproducenter.
Styrket samhandel vil også på sigt tjene til at øge omkostningerne for Kreml, hvis man fra
russisk side måtte vælge nye aggressive skridt, der indebærer yderligere isolation.
Det kulturelle samarbejde mellem Danmark og Rusland er særdeles omfattende og levende.
Bortset fra værdien af kulturudveksling i sig selv, har kulturudveksling en direkte P2P effekt,
som er særdeles vigtig, hvis man vil understøtte et andet Rusland. Det er i den forbindelse ikke
uvæsentligt, at Danmark er et godt ”brand” i Rusland. Rusland og Danmark har en lang fælles
historie med 523 års diplomatiske forbindelser og tætte alliancer op igennem tiden, herunder
ikke mindst gennem prinsesse Dagmar, som alle russere forbinder med hedengangne bedre
tider. Endvidere er danske personligheder som Vitus Bering, H.C. Andersen, C.A. Koefoed,
Martin Andersen Nexø og Kaj Bistrup og danske produkter som ECCO og LEGO godt kendt
i den brede russiske befolkning.
Både diplomatisk, handelsmæssigt og kulturelt er der mulighed for at udvikle samarbejdet på
det eksisterende grundlag. Et styrket bilateralt samarbejde, herunder handelsmæssigt, vil dog
forudsætte, at de politiske og økonomiske forbindelser, herunder myndighedssamarbejde på
højere niveau, som er naturligt påvirket af den aktuelle krise, langsomt kan genopbygges. En
genstart af den overordnede politiske dialog bør ske indenfor rammerne af EU’s fælles
retningslinjer.
9
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0106.png
SIDE 102
BILAG
Danske interesser vis-á-vis Rusland fremmes desuden gennem aktivt engagement i den række af
multilaterale fora, hvor Rusland også sidder med ved bordet. I OSCE håndteres spørgsmål om
regional stabilitet og sikkerhed, herunder væsentlige dele af krisen i Ukraine, mens Europarådet
danner ramme for ofte vanskelige diskussioner om efterlevelse af fælles værdier om ytrings- og
mediefrihed, ligestilling og mindretalsbeskyttelse. Rusland blev i 2012 medlem af WTO og
organisationen danner i dag ramme for fire tvistbilæggelsessager rejst af EU mod Rusland,
herunder den for Danmark særdeles vigtige sag om Ruslands veterinært begrundede stop for
import fra EU af levende grise og svinekød pga. frygt for afrikansk svinepest.
I regionale fora som Østersørådet (CBSS) går samarbejdet videre, dog for nærværende kun på
embedsmandsniveau. Østersørådet blev oprettet i 1992 på initiativ af Uffe Ellemann-Jensen og
Hans Dietrich Genscher. Rådet er det eneste samarbejdsforum i Østersøregionen, der også
omfatter Rusland.
I lyset af Ukraine-krisen kan det overvejes at (re)aktivere det tillidsskabende aspekt af
Østersørådets arbejde. Det kunne ske med inddragelse af Ukraine og Belarus, som begge er
observatører i Østersørådet, og som begge har udtrykt interesse for et tættere samarbejde med
rådet.
Tillidsskabelse kunne fremmes gennem et praktisk projektsamarbejde f.eks. inden for
bekæmpelse af menneskehandel og energieffektivitet/klimaforandringer. I relation til
menneskehandel udfører Østersørådet et internationalt anerkendt arbejde, som både Ukraine
og Belarus har udtrykt interesse for at blive en aktiv del af. Under de seneste konsultationer
mellem Østersølandene og observatørstaterne var der endvidere enighed om at fremme et
praktisk samarbejde om og observatørdeltagelse i Østersørådets aktiviteter inden for bl.a.
energieffektivitet. Det kunne også overvejes at sætte ind på fremme af mellemfolkelige
kontakter mellem Østersørådets 11 medlemslande, herunder inden for uddannelse,
(kultur)turisme og forskning.
Tillidsskabende aktiviteter af denne karakter kunne bane vejen for en senere genoplivning af
Østersørådets rolle som centralt forum for politisk dialog (med Rusland). Der har således ikke
været afholdt møder på politisk niveau siden 2013 på grund af Ukraine-krisen.
Også i Arktisk Råd arbejder Kongeriget for at fremme fredelig udvikling gennem konkrete
videnskabelige og andre samarbejdsprojekter, jf. afsnit IV.
Der er også andre områder, hvor man fra dansk side – i en multilateral kontekst – kan overveje
at genoptage en dialog med Rusland, hvor der måtte være dansk interesse heri. Det gælder bl.a.
på det operative niveau af terrorbekæmpelse samt den grundlæggende dialog mellem de
militære systemer med henblik på at bidrage til at genskabe et minimum af tillid og kontakt og
dermed undgå misforståelser i forbindelse med militære aktiviteter, inklusiv i Arktis og
Østersøen.
Bistandsaktiviteter i Rusland: Danmark har gennem en årrække ydet en vis støtte til fremme af
civilsamfundsudvikling og oprindelige folks rettigheder, med finansiering fra
10
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0107.png
BILAG
SIDE 103
Naboskabsprogrammet. Med reduktionen og den deraf følgende fokusering af dansk
udviklingsbistand er det i december 2015 besluttet, at der ikke fremover ydes naboskabsbistand
til Rusland, idet landets indkomstniveau gør, at støtte hertil ikke kan registreres som
udviklingsstøtte af DAC. Der forventes dog videreført en vis støtte til samarbejde med russiske
partnere gennem Nordisk Ministerråd. Trods den midlertidige nedlukning af Nordisk
Ministerråds kontorer i Nordvestrusland videreføres en række bistandsaktiviteter i Rusland
gennem alternative kanaler. Bistandsindsatser i Rusland vanskeliggøres i nogle tilfælde af
Ruslands nye restriktive NGO-lovgivning og krav om at modtagere af udenlandsk donorstøtte
lader sig registrere som ”fremmed agent”. I alt 125 organisationer er pt. registreret af de
russiske myndigheder som ”fremmede agenter”. For mange af de russiske NGO’er på listen har
det paradoksalt nok medført en større afhængighed af udenlandsk finansiering. Det skyldes, at
organisationerne er blevet afskåret fra en række russiske finansieringskilder og søger at
kompensere herfor ved at øge andelen af vestlig finansiering, da man ikke nærer et reelt håb om
at blive taget af listen igen.
EU-Rusland: Siden marts 2014 er de 28 EU-lande ved mere end 20 lejligheder trådt sammen
for at introducere, forstærke eller videreføre sanktioner mod Rusland, hver gang ved konsensus.
Ikke mange ville for få år siden have troet det muligt, at EU kunne nå til enighed om
økonomiske sanktioner rettet mod en stor nabo som Rusland, der indebærer betydelige og
ujævnt fordelte omkostninger for EU-landene selv. Det bærer vidnesbyrd om 1) den fælles
vurdering af alvoren bag Ruslands ageren i Ukraine og 2) at EU’s fælles udenrigspolitik med
sanktionsinstrumentet har et slagkraftigt sikkerhedspolitisk værktøj, der mere afmålt end hårde
militære løsninger kan påføre store omkostninger for en aggressor. Danmark har siden Ukraine-
konfliktens udbrud arbejdet hårdt for at sikre fuld enighed i EU og NATO’s tilgang til Rusland,
hvilket har medvirket til at der er fastholdt pres på Rusland til at bidrage fuldt til
implementering af Minsk-aftalen. Det må forventes, at Rusland til stadighed vil søge at
udfordre såvel det transatlantiske samarbejde som enigheden mellem EU-landene.
En opgave, som alene EU og medlemslandene kan løfte i fælleskab, er imødegåelsen af den
russiske propaganda. Der er tales om en særdeles omfattende, vanskelig og dyr opgave. De
hidtidige tiltag fra EU, herunder etablering af en selvstændig enhed i EU’s Fælles
Udenrigstjeneste til strategisk kommunikation, er særdeles positive skridt, men der er endnu tale
om en indsats i sin spæde opstart.
UDENRIGSMINISTERIET
April 2016
11
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0108.png
SIDE 104
BILAG
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0109.png
BILAG
SIDE 105
 
 Af  ROLF  HOLMBOE  
April  2016  
 
 
 
Mellemøsten  og  Nordafrika  i  
forandring
 
 
 
Indholdsfortegnelse  
Sammenfatning  ......................................................................................................................  3
 
Regionens  store  udfordringer  ..........................................................................................................  3
 
Perspektiver  ....................................................................................................................................  7
 
Indledning  ..............................................................................................................................  9
 
Kapitel  1:  Mellemøsten  ved  femåret  for  Det  Arabiske  Forår  .................................................  10  
Det  ulykkelige  Arabien  ...................................................................................................................  10
 
Omvæltningernes  afledte  effekter:  Syrien-­‐krigen  og  dens  regionale  konsekvenser  ........................  12
 
Omvæltningernes  afledte  effekter:  Massiv  humanitær  krise  ..........................................................  13
 
Omvæltningernes  afledte  effekter:  Regional  magtkamp  og  sunni/shia-­‐konflikt  .............................  14
 
Omvæltningernes  afledte  effekter:  Den  politiske  oppositions  radikalisering  ..................................  17
 
Omvæltningernes  afledte  effekter:  Islamisk  Stat   ...........................................................................  18
 
.
Kapitel  2:  Kontinuitet  og  forandring  i  Mellemøsten  ..............................................................  20  
Mellemøstens  statiske  regimer:  Nepotisme,  korruption  og  social  kontrakt  ....................................  20
 
Presset  fra  en  dynamisk  modernisering  og  globalisering  ................................................................  22
 
Presset  fra  økonomisk  stagnation  og  befolkningstilvækst  ..............................................................  25
 
Presset  fra  befolkningstilvækst,  ungdoms-­‐pukler  og  stræben  efter  værdighed   ..............................  28
 
.
Presset  fra  klimaforandringer  –  den  sidste  dråbe?  .........................................................................  30
 
Kapitel  3:  Udfordringer  og  muligheder  ..................................................................................  31  
Regimer  under  pres  -­‐  og  forandring?  ..............................................................................................  31
 
Nye  muligheder?  ...........................................................................................................................  33
 
 
 
1  
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0110.png
SIDE 106
BILAG
 
 
 
2  
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0111.png
BILAG
SIDE 107
Sammenfatning  
Det  Arabiske  Forår  i  2011  og  den  ustabilitet,  det  har  medført,  var  det  synlige  udtryk  for  et  
massivt  omvæltningspres  i  Mellemøsten  og  Nordafrika  og  indvarslede  under  alle  
omstændigheder  begyndelsen  på  et  grundlæggende  politisk  og  socialt  paradigmeskift.  
Regionen  er  kastet  ud  i  kaotisk  forandring,  og  det  vil  i  den  kommende  periode  fastholde  den  i  
krise  og  vil  i  høj  grad  også  påvirke  naboregioner  som  fx  Europa.    
 
Konsekvenserne  af  forandringsprocesserne  er  omfattende.  En  regional  magtkamp  er  brudt  ud,  
og  den  deler  regionen  langs  sekteriske  sunni-­‐  og  shia-­‐skillelinjer  med  Saudi-­‐Arabien  og  Iran  som  
ledende  magter  på  hver  sin  side  og  føres  i  øjeblikket  ikke  mindst  som  proxy-­‐krige  i  Yemen,  Irak  
og  Syrien.  Den  medfører  allerede  nu  omfattende  demografiske  forskubninger  og  udfordrer  den  
oprindelige  mellemøstlige  grænsedragning  efter  Første  Verdenskrig  (de  såkaldte  Sykes/Picot-­‐
grænser).  USA's  generelt  mindre  engagement  i  regionen  og  Ruslands  interessebaserede  
militære  intervention  i  Syrien  skaber  en  ny  international  konkurrence,  der  forstærker  denne  
regionale  konflikt,  og  indtil  konflikten  går  ind  i  et  politisk  spor,  vil  den  medvirke  til  at  holde  
regionen  fastlåst  i  geopolitisk  og  sekterisk  krise.  Omvæltninger  i  Yemen,  Libyen,  Irak  og  Syrien  
spreder  ustabilitet  og  skaber  ukontrollerede  områder,  hvor  radikale  kræfter  kan  vinde  indpas  
og  konsolidere  sig,  og  Syrien-­‐krigen  har  udviklet  sig  til  regionens  værste  krig  siden  1945  med  
massive  regionale  og  globale  effekter.  Den  ”perfekte  storm”  af  regionens  kriser  er  fremvæksten  
af  Islamisk  Stat  (ISIS),  som  næres  af  den  politiske,  økonomiske  og  sociale  utilfredshed  og  af  den  
regionale  sunni/shia-­‐konflikt  og  som  binder  bånd  til  marginaliserede  grupper  i  andre  dele  af  
verden.  Islamisk  Stat  er  derfor  en  helt  ny  form  for  udfordring  for  regionens  regimer  og  globalt,  
ligeså  meget  virtuel  som  fysisk,  som  ikke  vil  blive  håndteret  alene  ved  en  fysisk  bekæmpelse  af  
kalifatet.  Og  midt  i  denne  kaotiske  situation  fremstår  migration  ud  af  regionen  mere  og  mere  
som  den  ventil,  der  kan  lette  den  arabiske  trykkogers  stadig  stigende  pres.  
 
Regionens  store  udfordringer  
I  den  kommende  periode  vil  Mellemøsten  og  Nordafrika  skulle  håndtere  en  række  store  
udfordringer,  som  potentielt  set  kan  have  massive  konsekvenser  for  regionen  selv  og  for  en  
naboregion  som  Europa.  Hvis  udviklingen  i  Mellemøsten  ikke  vendes,  kan  Europa  blandt  andet  
blive  ramt  af  stadig  større  migrationsstrømme  som  følge  af  konflikt,  ustabilitet  og  manglende  
muligheder,  en  stadig  større  spredning  af  radikalisering  og  terrorisme  og  afbrydelser  eller  
begrænsninger  i  olie-­‐  og  gasleverancer.  Det  vil  kræve  et  bredspektret  engagement  udefra  til  at  
understøtte  positive  udviklingsprocesser  i  regionen  og  begrænse  de  negative  konsekvenser,  
som  kan  ramme  fx  Europa.    
 
En  første  udfordring  er,  at  regionen  uden  en  større  politisk  kursomlægning  fortsat  vil  være  
fastlåst  i  en  ond  cirkel  af  dårlig  regeringsførelse  og  relativ  politisk,  økonomisk  og  social  stilstand,  
der  vil  skabe  stadig  større  sociale  spændinger  og  derved  lægge  grunden  til  ny  ustabilitet  med  
mulighed  for  nye  regimesammenbrud  og  afledte  konflikter.  Mellemøsten  er  ifølge  
Verdensbanken  verdens  mindst  demokratiske  region,  og  regimerne  har  ikke  længere  de  samme  
muligheder  for  gennem  prissubsidier  og  ansættelser  i  en  oppustet  offentlig  sektor  at  imødegå  
forandringspresset  nedefra  og  holde  befolkningen  i  passiv  accept.  Den  økonomiske  og  sociale  
 
3  
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0112.png
SIDE 108
BILAG
udvikling  er  fortsat  relativt  stagnerende,  arbejdsløshed  og  fattigdom  vil  i  den  umiddelbare  
fremtid  tiltage,  ikke  aftage,  og  det  økonomiske,  sociale  og  værdimæssige  skel  mellem  
middelklasserne  og  de  store  fattige  grupper  i  landområderne  og  i  de  store  forstæder  til  byerne  
bliver  stadig  større.  Frustrationerne  i  stadig  større  befolkningsgrupper  tager  derfor  til,  og  
regionen  vil  med  visse  undtagelser  blive  fastholdt  i  en  kronisk  vekseltilstand  af  ustabilitet  og  
stabilitet.  På  den  måde  er  de  forandringsprocesser,  som  Det  Arabiske  Forår  var  et  udtryk  for,  
kun  lige  begyndt.    
 
Selv  om  forandringspresset  nedefra  over  tid  vil  føre  til  politiske,  økonomiske  og  sociale  
forandringer  i  de  mellemøstlige  regimer,  vil  det  være  et  åbent  spørgsmål  om  hvornår,  hvordan  
og  i  hvilken  retning.  I  den  ene  del  af  spektret  står  Tunesien  som  det  eneste  reformerende  land  
efter  Det  Arabiske  Forår,  selv  om  overgangsprocessen  møder  massive  udfordringer  og  er  
utroligt  skrøbelig.  På  den  anden  ekstrem  står  ISIS  med  sit  forsøg  på  en  super-­‐ekstremistisk  
statsdannelse  midt  i  Mellemøsten.    
 
En  afgørende  faktor  er  regimernes  vilje  og  evne  til  at  igangsætte  egentlige  reformprocesser  og  
derved  håndtere  reformpresset  nedefra  på  en  gradvis  måde.  Tunesien  er  blandt  de  få  lande,  
hvor  et  overgangsstyre  som  følge  af  Det  Arabiske  Forår  har  vist  reel  vilje  til  at  slå  ind  på  en  
demokratiserings-­‐  og  reformproces.  Et  regime  består  af  både  autokrat  og  eliter,  og  da  reformer  
i  essenssen  er  et  opgør  med  eliternes  privilegier,  vil  landenes  mulighed  for  at  sætte  ind  på  en  
reformkurs  afhænge  af  eliternes  reaktioner.  De  fleste  regimer  har  valgt  at  satse  på  stærkere  
alliancer  med  eliterne  i  stedet  for  at  skulle  sætte  ind  med  reelle  reformer,  der  vil  erodere  
eliternes  privilegier,  og  det  skaber  stadig  større  afstand  mellem  magthavere  og  middelklasse  på  
den  ene  side  og  den  brede,  fattige  befolkning  på  den  anden  side.    
 
Regimernes  evne  til  reform  vil  blive  hæmmet  af  regionens  begrænsede  økonomiske  udvikling  
og  kroniske  ustabilitet,  der  vil  gøre  forsøg  på  udvikling  i  en  positiv  retning  vanskeligere.  En  
væsentlig  forskel  i  de  individuelle  landes  evne  er  adgangen  til  ressourcer  og  derved  
mulighederne  for  at  finansiere  en  altid  vanskelig  overgangsproces  og  undgå  en  kritisk  periode  
med  forværrede  levevilkår.  Det  ”sydlige  Mellemøsten”,  de  olie-­‐rige  Golf-­‐lande,  kan  finansiere  
umiddelbare  økonomiske  og  sociale  afladsreformer  som  kompensation  for  manglende  politisk  
udvikling,  men  den  evne  kan  blive  eroderet,  hvis  oliepriserne  fortsætter  på  et  lavt  niveau.  Det  
befolkningsrige  ”nordlige  Mellemøsten”  har  ikke  de  samme  olieressourcer,  er  betydeligt  
fattigere  og  vil  have  meget  sværere  ved  at  håndtere  presset  nedefra  –  ikke  mindst  hvis  fortsat  
faldende  oliepriser  betyder  et  større  fald  i  de  traditionelle  subsidier  fra  de  olie-­‐rige  lande  til  de  
olie-­‐fattige  lande  i  Mellemøsten.    
 
Verdensbanken  vurderer,  at  Mellemøsten  ville  kunne  nå  gennemsnitlige  økonomiske  
vækstrater  på  7,78%  i  2020,  hvis  en  overgang  til  demokratisk  styre  havde  fundet  sted  i  2015,  og  
det  skal  ses  i  forhold  til  en  forventet  vækstrate  på  kun  3,3%  i  mangel  på  transition
1
.  
1
                                                                               
                               
http://www.worldbank.org/en/region/mena/publication/mena-quarterly-economic-brief-january-2016
 
4  
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0113.png
BILAG
SIDE 109
 
En  anden  udfordring  er  den  afledte  risiko  for  nye  omvæltninger  og  regimesammenbrud,  der  kan  
skabe  alvorlige  konsekvenser  både  for  regionen  og  bredere.  I  den  kommende  periode  vil  en  
første  gruppe  af  lande  i  Mellemøsten  og  Nordafrika  bevæge  sig  på  grænsen  af  
regimesammenbrud  og/eller  være  i  fare  for  at  blive  fejlslagne  stater.  Denne  gruppe  omfatter  i  
øjeblikket  blandt  andet  Syrien,  Irak,  Libyen  og  Yemen.  Også  Egypten,  Algeriet  og  Det  
Palæstinensiske  Selvstyre  har  potentialet  til  at  bevæge  sig  ned  i  denne  gruppe.  Ustabilitet  eller  
regimesammenbrud  i  særligt  de  store  stater,  som  fx  Egypten  eller  Algeriet,  kan  potentielt  have  
betydelige  konsekvenser  for  Europa.  Nogle  lande  i  en  anden  
gruppe  sætter  ind  med  
begrænsede  reformprocesser,  særligt  på  de  økonomiske  og  sociale  områder,  og  søger  at  
balancere  modsatrettede  pres  fra  deres  egne  eliter  på  den  ene  side  og  de  brede  befolkninger  
på  den  anden  side.  For  denne  anden  gruppe  er  spørgsmålet,  om  de  kan  eller  vil  reformere  sig  
hurtigt  nok  og  om  de  formår  at  accelerere  den  økonomiske  udvikling  i  forhold  til  
befolkningspresset  for  politisk  og  økonomisk  inklusion,  arbejdspladser  og  
levevilkårsforbedringer.  Denne  gruppe  omfatter  lande  som  Marokko,  Algeriet,  Jordan,  Bahrein,  
De  Forenede  Arabiske  Emirater,  Saudi-­‐Arabien,  Oman,  Qatar  og  Kuwait.  Et  centralt  element  for  
denne  gruppe  lande  er  de  olie-­‐rige  landes  evne  til  at  subsidiere  regimerne  i  de  olie-­‐fattige  
lande.  Manglende  eller  mindre  subsidier  vil  udfordre  regimerne  endnu  mere,  og  de  faldende  
oliepriser  truer  med  at  sende  selv  Golf-­‐landene  ud  i  recession.  De  fleste  fremskrivninger  
forventer  ikke  markante  prisstigninger  på  olie  før  2018.  Endelig  er  der  en  mindre  tredje  
gruppe  
af  lande,  der  allerede  er  under  en  eller  anden  grad  af  politisk,  økonomisk  og  social  udvikling,  
såsom  Tunesien  og  Libanon,  eller  som  er  underlagt  andre  dominerende  dynamikker,  som  fx  Det  
Palæstinensiske  Selvstyre.  De  vil  blive  presset  af  ustabiliteten  og  af  den  økonomiske  stagnation  i  
regionen  omkring  dem.  
 
En  tredje  udfordring  er  udviklingen  i  og  mellem  regionens  fire  stormagter,  Iran,  Tyrkiet,  Saudi-­‐
Arabien  og  Egypten,  hvoraf  Iran  er  shiitisk  og  de  tre  sidste  sunni-­‐magter.  Nedbrydningen  af  de  
tidligere  magtmønstre  efter  Det  Arabiske  Forår  har  igangsat  en  regional  magtkamp,  hvor  ikke  
mindst  Assad-­‐regimet  og  Syrien-­‐krigen  har  været  instrumentel  i  at  sætte  de  sekteriske  aspekter  
i  forgrunden.  Det  har  forvandlet  den  regionale  magtkamp  til  en  egentlig  regional  sunni/shia-­‐
konflikt,  hvor  de  sekteriske  aspekter  er  blevet  den  samlende  faktor  med  Iran  på  den  ene  side  og  
Tyrkiet  og  Saudi-­‐Arabien  på  den  anden.  De  væsentligste  effekter  af  den  regionale  konflikt  er  for  
det  første  en  cementering  af  de  autokratiske  regimer  i  regionen  og  derved  af  regionens  onde  
cirkel  af  dårlig  regeringsførelse  og  økonomisk  stilstand,  for  det  andet  en  forværring  af  den  
regionale  ustabilitet  med  en  generel  regional  økonomisk  afmatning  til  følge,  for  det  tredje  en  
eskalation  af  sekteriske  spændinger  og  proxy-­‐krige  samt  for  det  fjerde  betydelige  demografiske  
forskubninger  og  en  de  
facto-­‐etablering  af  nye  opdelinger  langs  sekteriske  skillelinjer,  som  
udfordrer  de  officielle  statsgrænser.  
 
På  lidt  længere  sigt  vil  de  indbyrdes  magtrelationer  mellem  de  fire  ændre  sig.  Egypten  vil  i  en  
lang  periode  være  låst  fast  i  sin  egen  krise,  landets  ressourcesvaghed  vil  stå  i  stadig  større  
kontrast  til  regionens  fremvoksende  magter  og  landet  vil  have  svært  ved  igen  at  spille  en  
regional  rolle  som  tidligere.  Saudi-­‐Arabiens  evne  til  at  påvirke  udviklinger  i  regionen  med  
økonomiske  midler  kan  på  sigt  blive  udfordret  af  svindende  olieindtægter  og  af  voksende  
 
5  
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0114.png
SIDE 110
BILAG
interne  spændinger.  Iran  kan  –  afhængig  af  om  landet  slår  fuldt  ind  på  en  samarbejds-­‐  og  
åbningskurs  i  forholdet  til  det  internationale  samfund  i  kølvandet  på  atomaftalen  –  opleve  et  
økonomisk  opsving,  der  kan  styrke  landets  regionale  rolle.  Iran  er  stadig  fastlåst  i  en  intern  
kamp  om  hvilken  udstrækning  og  karakter,  denne  åbning  over  for  det  internationale  samfund  
skal  tage,  og  åbningen  udfordres  ikke  mindst  af  konservative  gruppers  fortsatte  satsning  på  en  
traditionel  magtbaseret  tilgang  til  interessevaretagelse  i  regionen.  Men  Irans  intervention  til  
forsvar  for  shia-­‐regimer  og  -­‐grupperinger  i  særligt  Irak,  Syrien  og  Libanon  koster  dyrt  og  vil  ikke  
kunne  fastholdes  på  det  nuværende  niveau  over  længere  tid.  Det  vil  særligt  være  tilfældet,  hvis  
konflikten  eskalerer  til  direkte  sammenstød  mellem  stormagterne,  som  kan  galvanisere  sunni-­‐
staterne  i  Mellemøsten  til  mere  koordineret  modstand  mod  Iran.  I  det  tilfælde  kan  Iran  stå  over  
for  en  overvældende  sunni-­‐overmagt.  På  den  anden  side  kan  atomaftalen  være  en  løftestang  til  
at  engagere  Iran  mere  positivt  til  at  løse  nogle  af  regionens  udfordringer  og  regionale  
spændinger.  Tyrkiet  er  regionens  stærkeste  politiske,  økonomiske  og  militære  magt,  men  dets  
primære  økonomiske  og  politiske  interesser  ikke  ligger  i  regionen  og  engagementet  er  derfor  
mere  sporadisk.  Tyrkiet  satser  imidlertid  på  at  opbygge  samarbejdsrelationer  med  både  Saudi-­‐
Arabien  og  Iran  og  kan  derfor  komme  til  at  spille  en  brobyggende  ”mæglerrolle”,  der  potentielt  
kan  medvirke  til  at  mindske  spændingerne  mellem  regionens  stormagter.    
 
Den  regionale  magtkamp  forværres  af  ændringerne  i  de  globale  magtstrukturer  karakteriseret  
ikke  mindst  ved  USA's  generelt  mindre  engagement  og  rolle  i  regionen  sammenholdt  med  
Ruslands  engagement  som  sponsor  af  shia-­‐siden  i  den  regionale  magtkamp,  hvilket  medvirker  
til  at  uddybe  konflikten.  
 
Set  i  et  samlet  perspektiv  har  regionens  stormagter  af  forskellige  grunde  en  klar  interesse  i  at  
finde  en  løsning  på  den  nuværende  sunni/shia-­‐konflikt  på  grundlag  af  en  ny  magtbalance  og  
nye,  uskrevne  regionale  handlingsregler,  der  kan  tillade  en  stabilisering  og  åbning  af  regionen.  
 
En  fjerde  udfordring  er  den  stigende  radikalisering  i  regionen  og  det  deraf  afledte  større  
råderum  for  ekstremistiske  grupper,  som  hænger  tæt  sammen  med  ikke  mindst  den  stigende  
politiske  polarisering  og  med  den  massive  og  voksende  ungdomsarbejdsløshed.  I  det  første  
femår  efter  2011-­‐omvæltningerne  er  det  i  det  store  hele  lykkedes  autokratiske  regimer  at  
fastholde  sit  greb  om  regionen  med  begrænsede  reformer,  skin-­‐demokratiske  processer  og  
kosmetiske  regeringsudskiftninger.  Det  har  i  høj  grad  været  med  til  at  underminere  den  
folkelige  tiltro  til  demokratiske  processer  og  er  en  væsentlig  del  af  årsagen  til  den  tiltagende  
radikalisering  i  regionen,  som  helt  afviser  den  demokratiske  model.  
 
Radikaliseringen  er  ikke  primært  drevet  af  religiøs  fanatisme,  den  er  politisk  og  hænger  tæt  
sammen  med  den  manglende  politiske  udvikling  i  regionen.  Hvor  den  sekulære  opposition  
primært  har  været  middelklasse-­‐baseret,  er  den  religiøst-­‐baserede  opposition  særligt  vokset  
frem  efter  kommunismens  fald  og  har  rod  blandt  regionens  brede  fattige  grupper.  Regimernes  
succes  i  at  underminere  den  moderate  opposition,  herunder  den  mere  moderate  islamistiske  
opposition  omkring  de  muslimske  brødre,  ligger  bag  den  bølge  af  radikalisering,  som  regionen  
aktuelt  undergår.  Oppositionen  overgår  i  stigende  grad  til  mere  ekstremistiske  religiøse  grupper  
(salafister),  og  radikalisering  fremstår  for  alt  for  mange  som  den  eneste  reelle  opposition  til  de  
 
6  
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0115.png
BILAG
SIDE 111
siddende  magthavere.  Regimerne  forsøger  at  bevare  sin  magt  ved  at  udvide  sin  støttebase  i  
middelklassen  og  blandt  mindretallene,  og  arbejder  på  at  de-­‐legitimere  de  religiøst-­‐baserede  
oppositionsgrupper.  For  regimerne  er  en  radikaliseret  opposition  nyttig:  den  skaber  frygt  og  er  
et  instrument  til  at  sikre  opbakning  til  regimet  fra  netop  middelklassen  og  mindretallene,  og  
deres  fokus  er  derfor  meget  mere  på  at  kontrollere  end  på  at  bekæmpe  radikalisme.  Men  det  
skaber  en  farlig  polarisering  i  de  mellemøstlige  samfund,  og  det  gør  sandsynligheden  for  at  
kommende  kriser  bliver  revolutionære  omvæltninger  snarere  end  evolutionære  
udviklingsprocesser  så  meget  større.    
 
Selv  om  radikalisering  ikke  er  det  samme  som  støtte  til  terror  og  terrorgrupper,  skaber  det  
alligevel  et  større  grundlag  for  tolerance  af  og  stiltiende  støtte  og  rekruttering  til  ekstremistiske  
grupper.  En  afledt  udfordring  er  derfor  det  større  handlingsrum,  som  ekstremistiske  grupper  vil  
have  i  regionen  i  den  kommende  periode,  som  det  fx  nu  er  tilfældet  i  Sinai,  Libyen,  Yemen,  
Syrien  og  Irak.  Det  vil  kræve  en  massiv  indsats  fra  det  internationale  samfunds  side  for  at  
begrænse  dette  handlingsrum,  men  det  eneste  bæredygtige  grundlag  vil  være  at  fjerne  den  
stiltiende  tolerance  af  eller  opbakning  til  de  ekstremistiske  grupper.  
 
En  femte  udfordring  er  regionens  massive  flygtningekrise,  demografiske  forskubninger  som  
følge  af  den  regionale  sekteriske  konflikt  og  det  deraf  følgende  massive  migrationspres  mod  
Europa.  Det  har  altid  været  en  strategi  for  familier  i  regionens  urolige  områder,  som  fx  
palæstinensere  og  libanesere,  at  sende  familiemedlemmer  ud  til  andre  dele  af  verden,  hvor  de  
kan  få  højere  indkomst  og  derved  støtte  familien  tilbage  i  oprindelseslandet.  Med  Irak-­‐  og  
Syrien-­‐krigene  har  migrationen  ud  af  regionen  nået  nye  højder.  Regionen  står  med  den  mest  
massive  flygtningekrise  siden  Anden  Verdenskrig  med  samlet  op  mod  15  mio.  flygtninge  og  
internt  fordrevne.  Krisens  massive  omfang  og  den  manglende  tiltro  til  en  snarlig  løsning  på  
Syrien-­‐konflikten  og  utilstrækkeligheder  i  det  internationale  samfunds  håndtering  af  
flygtningekriserne  i  nabolandene  ligger  blandt  andet  bag  det  massive  migrationspres  mod  
Europa.  Et  sammenbrud  i  et  land  som  fx  Egypten  kan  skabe  en  ustabilitets-­‐  og  
migrationsudfordring  på  et  niveau,  vi  slet  ikke  har  set  endnu.    
 
Perspektiver  
Billedet  af  situationen  i  Mellemøsten  og  Nordafrika  kommer  ofte  til  at  fremstå  negativt  –  en  
region  fanget  i  en  ond  spiral  af  manglende  udvikling,  uro  og  konflikt  -­‐  og  en  kølig  analyse  af  
regionens  massive  udfordringer  vil  have  svært  ved  at  videregive  et  andet  billede.  
Forandringsprocesserne  giver  store  udfordringer,  men  de  kan  også  give  muligheder,  og  det  
negative  billede  fanger  trods  alt  ikke,  hvad  Mellemøsten  også  er:  en  region  fuld  af  håb  og  
forventninger  med  en  dynamisk  interesse  efter  at  ”komme  i  gang”  og  med  en  klar  orientering  
imod  global  integration.  Omkring  2005  er  privatsektoren  for  første  gang  blevet  den  største  
arbejdsgiver  i  næsten  alle  regionens  lande
2
,  hvilket  er  en  form  for  indikation  på,  at  
222
Osman, Tarek: The Two Futures of the Middle East:
http://yalebooksblog.co.uk/2016/01/18/the-two-futures-of-
the-arab-world-an-essay-by-tarek-osman/
                                                                               
                               
 
7  
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0116.png
SIDE 112
BILAG
udviklingsdynamikken  langsomt  er  ved  at  overgå  fra  regimerne  til  privatsektoren.  Regionen  har  
en  meget  ung  befolkning,  hvis  dynamik  i  øjeblikket  primært  kanaliseres  ind  i  negative  baner  på  
grund  af  manglende  muligheder  socialt  og  på  arbejdsmarkedet.  Den  mellemøstlige  ungdoms  
værdier  og  udsyn  præges  både  globalt  og  lokalt,  og  den  kan  under  de  rette  betingelser  blive  
bærer  af  et  fundamentalt  skifte  i  det  traditionelle,  patriarkalske  Mellemøsten  hægtet  af  
globaliseringens  muligheder  og  fanget  i  økonomisk  lavvækst.  For  eksempel  overgår  antallet  af  
palæstinensiske  universitetsstuderende  set  i  forhold  til  befolkningstallet  Hong  Kong,  og  i  
Libanon  er  én  ud  af  tre  iværksættere  en  kvinde,  hvilket  overgår  en  del  lande  i  Europa.  
 
I  sidste  ende  vil  en  positiv  socio-­‐økonomisk  udvikling  være  det,  der  bringer  regionen  ud  af  
ustabilitet  og  konflikt  og  ud  af  radikaliseringens  og  ekstremismens  klør.  Tre  fundamentale  
faktorer  træder  frem  som  grundlag  for  at  skabe  stabile  regionale  betingelser  og  progressive  
nationale  politikker,  der  fokuserer  på  inklusiv  økonomisk  vækst  og  arbejdspladser.  For  det  
første  skal  regionens  konflikter  standses  og  den  regionale  sunni/shia-­‐konflikt  skal  bevæge  sig  
ind  i  et  politisk  spor  karakteriseret  mere  af  samarbejde  end  af  konfrontation.  Regionen  har  i  høj  
grad  brug  for  at  opbygge  en  regional  kapacitet  til  konfliktforebyggelse  og  –løsning  for  at  
håndtere  potentielle  destabiliserende  udviklinger  hurtigst  muligt.  Det  er  det  eneste  grundlag  
for  at  begrænse  de  negative  økonomiske  og  sociale  følgevirkninger  af  konflikter  og  skabe  en  
bred  økonomisk  og  social  stabilisering  i  regionen.  For  det  andet  skal  regimerne  vise  en  helt  
anden  vilje  til  at  forbedre  sin  økonomiske  regeringsførelse  og  åbne  økonomien  op  for  den  
brede  befolkning,  som  kan  give  et  perspektiv  om  arbejde  og  langsomme  levevilkårsforbedringer  
til  de  unge  og  til  de  store  fattige  grupper.  Det  helt  afgørende  er  at  bringe  den  økonomiske  
udvikling  op  på  et  niveau,  der  er  højt  og  stabilt  nok  til  understøtte  en  reformproces  og  skabe  
gradvise  levevilkårsforbedringer  (over  ca.  5%  vækst  i  BNP  per  år).  For  det  tredje  skal  regimernes  
legitimitet  forøges  for  at  kunne  starte  en  lang  proces  med  at  standse  radikaliseringen  og  
indskrænke  det  øgede  frirum  til  ekstremistiske  grupper,  som  det  skaber.  Som  minimum  må  
regimerne  sætte  ind  på  en  gradvis  reformproces,  som  finder  måder  at  øge  den  folkelige  
inddragelse  i  de  politiske  processer.    
 
I  en  samlet  realistisk  betragtning  vil  den  primære  politiske  udvikling  i  Mellemøsten  i  den  
kommende  periode  med  nogle  undtagelser  næppe  udvikle  sig  mod  egentlige  demokratier  med  
åbne  økonomier,  men  kan  i  bedste  fald  forme  sig  som  en  evolution  fra  autokratiske  regimer,  
der  holder  udviklingen  tilbage  og  fordeler  ressourcer  til  de  få,  til  autokratier  med  visse  
demokratiske  elementer,  der  giver  større  rum  for  økonomisk  udvikling  og  med  en  bedre  
økonomisk  fordeling.  Det  kan  skabe  grundlag  for  en  stabilisering  og  videre  politisk,  økonomisk  
og  social  udvikling  i  de  følgende  faser.  I  værste  fald  vil  Mellemøsten  og  Nordafrika  blive  
fastholdt  i  politisk,  økonomisk  og  social  stilstand  med  ustabilitet,  stadig  større  spændinger,  
stigende  radikalisering  og  mulighed  for  nye,  revolutionære  omvæltninger  med  flere  radikale  
regimeskift  og  flere  ukontrollerede  områder,  hvor  radikale  grupper  kan  finde  fodfæste.  
 
8  
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0117.png
BILAG
SIDE 113
Indledning
 
En  analyse  af  udviklingen  i  Mellemøsten  og  Nordafrika  må  undersøge  de  strukturelle  og  
udløsende  faktorer,  som  ligger  bag  regionens  dybe  forandringer,  og  ikke  mindst  afdække  de  
sammenhænge  og  processer,  igennem  hvilke  disse  forandringer  fører  til  forskellige  resultater  
og  får  forskellige  konsekvenser.  Hvordan  kunne  Det  Arabiske  Forår  føre  til  så  forskellige  udfald  
som  transition  i  Tunesien,  et  nyt  militærstyre  i  Egypten  og  oprør,  krig  og  fragmentation  i  Syrien,  
Libyen  og  Yemen?  Hvordan  har  de  autokratiske  styrers  reaktioner  på  Det  Arabiske  Forår  været  
afgørende  for  disse  forskellige  udviklingsspor  og  for  den  stigende  ustabilitet  og  radikalisering  i  
regionen?  
 
Mange  kritiserer  de  regimeudfordrende  civilsamfundskræfter  under  Det  Arabiske  Forår  og  ikke  
mindst  den  støtte,  de  fik  udefra,  som  et  forsøg  på  misforstået  vestlig  kulturomvæltning  og  
peger  ikke  mindst  på  de  afledte  negative  konsekvenser  i  form  af  krige  og  radikalisering  som  
grund  til  ikke  at  udfordre  de  siddende  regimer.  Men  presset  for  forandringer  kommer  dybt  inde  
fra  regionen  selv,  det  skyldes  naturlige  udviklingsprocesser  og  det  er  uafvendeligt.  En  
grundlæggende  faktor  er,  at  den  autokratiske  styreform,  der  i  den  grad  har  præget  
Mellemøsten,  ikke  længere  lever  op  til  befolkningens  levevilkårsforventninger.  Den  modsvarer  
ikke  fremvæksten  af  nye,  globaliserede  værdier  og  sammenholdt  med  en  meget  åbenlys  dårlig  
regeringsførelse,  nepotisme  og  korruption,  der  fastholder  regionen  i  udviklingsmæssig  stilstand,  
skaber  det  et  stadig  større  spænd  mellem  regimer  og  befolkninger.    
 
Forandringsprocesser  kan  være  evolutionære  elle  revolutionære,  alt  efter  om  magthavere  
reagerer  på  pres  nedefra  med  gradvise  reformer  og  langsomt  udvikler  sig  mod  mere  åbenhed,  
eller  om  magthavere  undertrykker  dette  pres  og  fastholder  deres  samfund  i  repression  og  
stilstand.  Mellemøsten  er  særligt  præget  af,  at  der  kun  få  steder  kan  ses  en  en  reel,  men  gradvis  
udvikling  i  retning  af  politisk,  økonomisk  og  social  modernisering;  på  den  måde  er  lande  som  
Tunesien,  Libanon  og  muligvis  Marokko  og  Jordan  blandt  de  få  positive  undtagelser.  Tværtimod  
karakteriseres  regionen  fortsat  af  magthavere  uden  reelt  demokratisk  mandat  og  af  
nepotistiske  eliter,  som  modarbejder  naturlige  udviklingsprocesser  og  fastholder  deres  greb  om  
magten  og  økonomien  indtil  et  punkt,  hvor  modsætningerne  mellem  forventninger  og  hvad  
regimerne  leverer  når  et  eksplosivt  stade.  Omvæltningerne  i  2011  og  de  deraf  følgende  meget  
dybe  konsekvenser  for  regionen  var  disse  spændingers  foreløbigt  største  udbrud.  De  vil  ikke  
være  det  sidste.    
 
Denne  analyse  vil  for  det  første  gøre  kort  status  på  Mellemøstens  situation  fem  år  efter  Det  
Arabiske  Forår  og  se  på  omvæltningernes  afledte  effekter  for  landene  selv,  for  regionen,  for  
Europa  og  globalt.  For  det  andet  præsenteres  en  række  af  de  strukturelle  og  udløsende  
faktorer,  der  ligger  bag  forandringsprocesserne  i  regionen,  ikke  mindst  fordi  de  samme  faktorer  
vil  være  del  af  regionens  fortsatte  tumultariske  udviklingsprocesser.  For  det  tredje  fremhæves  
nogle  nedslagspunkter  i  perspektiverne  for  Mellemøsten  og  de  udfordringer  og  muligheder,  
regionen  vil  byde  på.  
 
 
9  
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0118.png
SIDE 114
BILAG
Denne  analyse  tager  udgangspunkt  i  Mellemøsten,  men  inddrager  også  Nordafrika  og  Iran,  som  
er  udsat  for  samme  forandringspres  og  hvis  udvikling  i  så  høj  grad  hænger  sammen  med  
Mellemøsten.  Analysen  inddrager  ikke  som  sådan  Israel,  som  ikke  i  samme  grad  er  berørt  af  de  
regionale  dynamikker.  
 
Fig.  1:  Kort  over  Mellemøsten  og  Nordafrika  
 
 
Kapitel  1:  Mellemøsten  ved  femåret  for  Det  Arabiske  
Forår  
Omvæltningerne  siden  2011  har  haft  en  lang  række  negative  afledte  effekter,  og  regionen  er  
som  følge  af  omvæltningerne  blevet  mere  ustabil  og  udgør  en  større  udfordring  ikke  alene  for  
sig  selv,  men  også  for  Europa  og  globalt.    
 
Det  ulykkelige  Arabien  
Omvæltningerne  i  Det  Arabiske  Forår  i  2011  ramte  det  meste  af  Mellemøsten  og  Nordafrika  
med  en  omfattende  bølge  af  protester  mod  de  siddende  regimer  og  deres  manglende  evne  til  
at  leve  op  til  befolkningernes  levevilkårsforventninger.  Det  Arabiske  Forår  var  ikke  blot  én  
protestbølge,  der  var  flere  forskellige  protester  med  forskelligt  ophav  og  mål.  Protesterne  
begyndte  typisk  i  de  store  byer  og  blev  organiseret  af  unge  primært  fra  middelklassen  med  krav  
om  politiske  og  økonomiske  reformer  og  regimeskift  til  et  mere  demokratisk  styre.  Disse  
demonstrationer  var  fredelige  og  velorganiserede  og  blev  mobiliseret  gennem  udstrakt  brug  af  
sociale  medier.    Demonstranterne  var  med  inspiration  ikke  mindst  i  farve-­‐revolutionerne  i  
Serbien,  Ukraine  og  Georgien  i  stand  til  at  fortsætte  protesterne  med  den  nødvendige  logistik  til  
at  holde  hundredetusindvis  af  mennesker  på  gaderne  over  mange  dage,  hvilket  bidrog  til  
protesternes  store  synlighed  og  politiske  effekt.  De  skabte  et  håb  om  reelle  forandringer.  I  en  
 
10  
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0119.png
BILAG
SIDE 115
del  lande  bredte  protesterne  sig  fra  de  unge  i  byerne  til  de  store,  fattige  grupper  i  byernes  
randområder  og  på  landet  med  krav  om  meget  konkrete  levevilkårsforbedringer,  men  med  helt  
andre  politiske  forventninger  end  de  unge  og  de  uddannede  middelklasser  i  byerne.  I  disse  
protester  spillede  de  muslimske  brødre  eller  lignende  religiøst-­‐baseret  grupper  ofte  en  stor  
rolle.  I  visse  lande  tog  protesterne  igen  et  mere  sekterisk  udtryk  i  form  af  mindretalsgruppers  
krav  om  magtdeling,  som  fx  shia-­‐gruppers  protester  i  Bahrein,  Saudi-­‐Arabien  og  Yemen  og  
sunni-­‐gruppers  utilfredshed  med  shiitisk  dominans  i  Irak  og  Syrien.  Udfordringerne  blev  
håndteret  på  forskellig  vis  af  de  siddende  regimer  og  fik  forskelligt  udkomme,  og  det  præger  i  
høj  grad  Mellemøstens  aktuelle  situation.    
 
En  gruppe  autokrater  blev  enten  styrtet  ret  hurtigt  eller  reagerede  på  protesterne  med  vold,  og  
de  stater  er  med  undtagelse  af  Tunesien  i  fare  for  at  blive  fejlslagne  stater.  I  to  lande  blev  
autokrater  tvunget  fra  magten:    Zine  El  Abidine  Ben  Ali  i  Tunesien  og  Hosni  Mubarak  i  Egypten.  
Tunesien  er  som  det  eneste  land  gået  ind  i  en  egentlig  politisk  overgangsproces,  mens  general  
Sisi  med  militæret  i  ryggen  har  taget  magten  i  Egypten  i  hvad  der  fremstår  som  en  konsolidering  
af  det  autokratiske  styre,  som  i  fremtiden  vil  afføde  nyt  pres  for  omvæltninger.  I  tre  lande  førte  
sikkerhedsstyrkernes  forsøg  på  voldelig  repression  af  protesterne  til  egentlige  oprør.  I  Libyen  
blev  Muammar  Gaddafi  styrtet  og  dræbt  i  2011,  og  landet  er  siden  fragmenteret  og  blevet  
scene  for  en  borgerkrigsagtig  magtkamp  mellem  forskellige  stammemilitser  og  radikaliserede  
grupper.  I  Syrien  er  det  lykkedes  Bashar  alAssad  at  gøren  krigen  til  en  sekterisk  sunni/shia-­‐kamp  
og  kæmper  med  hjælp  fra  Iran,  Hizbollah,  Rusland  og  med  shiitiske  lejetropper  fra  blandt  andet  
Irak,  Pakistan  og  Afghanistan  stadig  for  sit  hold  om  magten  i  regionens  mest  omfattende  og  
blodige  borgerkrig  endnu.  I  Yemen  blev  Ali  Abdallah  Saleh  tvunget  fra  magten  i  2012,  men  også  
Saleh  har  spillet  det  sekteriske  kort  og  forsøger  at  genvinde  magten  gennem  et  shiitisk  Houthi-­‐
oprør  i  2015.    
 
De  fleste  regimer  har  –  i  hvert  fald  for  indeværende  -­‐  redet  stormen  af  med  begrænsede  
reformer  på  de  økonomiske  og  sociale  områder  og  kosmetiske  regeringsændringer,  men  
spændingerne  består  og  kan  ikke  undgå  at  komme  til  udtryk  igen  på  et  senere  tidspunkt.  
Regimerne  undgik  behændigt  dybe  reformer,  der  grundlæggende  åbner  samfundene  op  for  
politisk,  økonomisk  og  social  udvikling,  og  kunne  ikke  mindst  lukrere  på  de  kaotiske  udviklinger  i  
Syrien  og  Egypten,  som  var  med  til  at  dæmpe  den  folkelige  iver  efter  regimeskifte.  Særligt  
regionens  kongedømmer,  som  fx  Marokko  og  Jordan,  formåede  at  skabe  en  afstand  mellem  
monarkerne  og  dagligdagens  politik,  som  skiftende  regeringer  i  stedet  blev  holdt  til  ansvar  for,  
og  de  har  iværksat  visse  reformprocesser.  Det  er  usikkert,  om  disse  processer  vil  føre  til  mere  
grundlæggende  reformer,  der  moderniserer  de  respektive  lande;  i  alle  tilfælde  kontrolleres  den  
reelle  allokering  af  ressourcer  og  de  politiske  spilleregler  fortsat  af  den  autokratiske  magts  
centrum.  Tendensen  ved  regimerne  har  været  at  søge  nye  måder  at  fortsætte  det  eksisterende  
system,  snarere  end  at  engagere  landet  i  reelle  reformer,  der  kunne  udfordre  landets  siddende  
eliter.  De  rigere  Golf-­‐monarkier  formåede  i  vidt  omfang  at  afbøde  protesterne  med  konkrete  
velstandsforbedringer  for  den  brede  befolkning  og  de  fattigere  grupper.  I  Bahrein  blev  en  shia-­‐
opstand  med  krav  om  større  politisk  frihed  til  landets  shia-­‐flertal  på  Perle-­‐pladsen  i  Manama  i  
2011  slået  ned  med  hjælp  fra  de  øvrige  lande  i  Golf  Cooperation  Council  (GCC).    
 
 
11  
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0120.png
SIDE 116
BILAG
 
Omvæltningernes  afledte  effekter:  Syrien-­‐krigen  og  dens  regionale  
konsekvenser  
I  en  tredje  gruppe  af  lande  var  protesterne  mindre,  ikke  mindst  på  grund  af  andre  forhold,  som  
fx  Det  Palæstinensiske  Selvstyre,  som  er  optaget  af  sin  egen  konflikt  med  Israel,  Algeriet,  hvor  
mindet  om  den  lange  borgerkrig  i  1990’erne  stadig  er  frisk,  og  Libanon,  som  har  en  betydeligt  
mere  åben  økonomi  og  som  allerede  i  forvejen  er  engageret  i  en  demokratisk  proces  baseret  på  
magtdeling  mellem  de  sekteriske  grupper  (det  konfessionelle  demokrati,  der  blev  indført  efter  
landets  lange  borgerkrig  1975-­‐90).  
Syrien-­‐krigen  er  som  sådan  den  hidtil  værste  konsekvens  af  2011-­‐omvæltningerne  og  er  om  
noget  det  sted,  der  eksemplificerer  det  arsenal  af  kyniske  metoder,  en  mellemøstlig  autokrat  
kan  anvende  for  at  forblive  ved  magten.  Da  de  folkelige  protester  mod  Assad-­‐regimet  opstod  i  
marts  2011,  valgte  regimet  at  reagere  med  vold  og  repression  i  håbet  om  afskrække  
befolkningen  fra  protester  og  krav  om  regimeskift.  Resultatet  var  imidlertid  det  modsatte:  
modstanden  voksede,  jo  stærkere  repressionen  blev,  og  i  løbet  af  2011  voksede  protesterne  i  
byerne  sig  til  et  egentligt  oprør  i  landområderne.  Regimet  begyndte  at  krakkelere:  tusindvis  
deserterede  fra  hæren  og  hoppede  af  fra  regimet.  Opstanden  mod  Assad  og  regimet  voksede  
sig  massiv  og  bred:  selv  om  det  særligt  var  sunni-­‐flertallet,  der  var  imod  regimet,  var  
modstanden  mod  regimet  også  stor  i  hans  traditionelle  støttegrupper,  hans  egen  sekteriske  
gruppe,  det  shiitiske  alawit-­‐mindretal,  det  kristne  mindretal  og  blandt  de  palæstinensiske  
flygtninge.  Det  var  i  lyset  af  denne  eksistentielle  trussel,  at  regimet  dannede  de  såkaldte  
Shabiha-­‐militser,  der  primært  bestod  af  alawitter  og  hvis  opgave  det  var  at  begå  massive  
ovegreb  mod  sunnier.  Formålet  hermed  var  ganske  tydeligt  at  skabe  vrede  blandt  sunnierne  
mod  alawitterne  og  de  kristne  og  derved  tvinge  mindretallene  til  at  bakke  op  om  Assad  af  frygt  
for  konsekvenserne  ved  en  sunni-­‐ledet  magtovertagelse.    
 
Henover  vinteren  2011/12  lykkedes  det  derved  Assad  at  fremprovokere  et  grundlæggende  skift  
fra  et  bredt  oprør  mod  en  diktator  til  en  sekterisk  sunni/shia-­‐konflikt.  Regimet  fortætter  en  
strategi  med  at  påvirke  balancen  mellem  moderate  og  radikale  oprørsgrupper  ved  at  målrette  
angreb  mod  de  mere  moderate  oprørere  og  i  det  mulige  omfang  at  undgå  kamp  mod  de  
ekstremistiske  oprørsgrupper.  Regimet  har  ved  en  række  lejligheder  direkte  støttet  ISIS-­‐angreb  
med  luftangreb  på  moderate  oprørere  og  angreb  moderate  oprørere  i  ryggen,  da  de  forsøgte  at  
drive  ISIS  ud  af  Syrien  ved  en  storstilet  offensiv  i  begyndelsen  af  2014.  Konkrete  regimepersoner  
er  sat  på  både  USA's  og  EU's  sanktionslister  for  at  fungere  som  de  økonomiske  mellemmænd  
mellem  ISIS  og  regimet,  som  køber  af  olie  og  gas  af  Islamisk  Stat  (og  tidligere  af  Jabhet  
anNusrah)  til  mange  hundrede  millioner  dollars.  Formålet  hermed  var  ganske  klart  at  styrke  de  
ekstremistiske  grupper  over  for  de  moderate  grupper  og  få  oprøret  som  helhed  til  at  fremstå  
som  radikaliserede  ekstremister  og  derved  mindske  det  internationale  pres  for  Assads  afgang  
som  det  mindste  onde  –  et  argument,  Assad  konsekvent  har  brugt.  
 
Det  var  også  med  til  at  gøre  krigen  til  et  sunni/shia-­‐opgør,  at  det  er  lykkedes  Assad-­‐regimet  at  
sikre  sig  strategisk  opbakning  fra  Iran  og  Hizbollah  og  militærstøtte  fra  Rusland,  som  har  været  
helt  central  for  regimets  overlevelse,  mens  Tyrkiet  og  lande  i  Golfen  har  støttet  
 
12  
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0121.png
BILAG
SIDE 117
oprørsgrupperne.  Hver  gang  regimet  har  været  afgørende  truet  med  at  falde,  som  fx  i  vinteren  
2012/13  eller  i  foråret  2015,  har  Iran  og  Hizbollah  øget  militærstøtten  til  regimet  og  har  
inddraget  andre  shiitiske  grupper  fra  Irak,  Yemen,  Afghanistan  og  Pakistan  til  støtte  for  regimet.  
I  efteråret  2015  intervenerede  Rusland  militært  i  konflikten  på  Assad-­‐regimets  side,  hvilket  ikke  
mindst  skyldes  en  kombination  af  russiske  energiinteresser  og  regionale  magtinteresser.  
Rusland  har  gennem  den  ret  begrænsede  intervention  effektivt  formået  at  placere  sig  som  den  
strategiske  ”sponsor”  til  shia-­‐siden  i  den  regionale  sunni/shia-­‐konflikt.  I  en  situation,  hvor  
priskonkurrencen  på  olie-­‐  og  gasmarkedet  kan  blive  større  i  fremtiden,  har  Rusland  skabt  sig  
selv  en  rolle  i  at  etablere  en  korridor,  hvor  ”shia-­‐olie”  fra  Iran,  Irak  og  Syrien  på  sigt  kan  
transporteres  over  land  til  Europa  til  en  lavere  pris  end  hvis  det  skulle  udskibes  fra  Golfen.    
 
Den  russiske  intervention  og  den  iranske  opbygning  af  den  alawitiske  milits,  De  Nationale  
Forsvarsstyrker,  i  Syrien  efter  forbillede  fra  den  iranske  Basij-­‐milits  og  Hizbollah  har  kun  
medvirket  til  at  gøre  krigen  endnu  mere  sekterisk  og  til  at  trække  krigen  i  langdrag.  Syrien  er  på  
den  måde  blevet  til  arnestedet  for  den  regionale  magtkamp,  der  i  Syrien,  Irak  og  Yemen  er  
vokset  sig  frem  til  at  blive  en  egentlig  regional  sunni/shia-­‐konflikt,  hvor  Iran  hårdnakket  
kæmper  for  at  fastholde  sin  indflydelse  i  en  bue  fra  Iran  over  Irak  og  Syrien  til  sin  nærmeste  
allierede  Hizbollah  i  Libanon.  
 
Omvæltningernes  afledte  effekter:  Massiv  humanitær  krise  
Krigene  og  ustabiliteten  efter  2011  har  medført  den  hidtil  største  humanitære  krise  siden  
Anden  Verdenskrig.  I  hele  Mellemøsten  vurderes  der  at  være  mere  end  15  mio.  flygtninge  og  
internt  fordrevne  fra  Syrien,  Irak,  Libyen  og  Yemen.  I  oktober  2015  var  der  flere  end  13,5  mio.  
syrere,  der  havde  behov  for  hjælp  til  at  overleve,  og  i  april  2016  var  der  mere  end  4,8  mio.  
registrerede  syriske  flygtninge  uden  for  Syrien,  heraf  2,7  mio.  i  Tyrkiet  alene  og  lidt  over  1  mio.  
flygtninge  i  Libanon,  svarende  til  ca.  ¼  af  landets  egen  befolkning.    
 
Det  internationale  samfunds  humanitære  støtte  er  kommet  under  voldsomt  pres.  Krisens  
enorme  omfang  står  ikke  mål  med  det  ”normale”  finansielle  behov  til  humanitære  indsatser,  og  
det  har  vist  sig  svært  for  de  humanitære  donorer  at  øge  tilskuddet  til  FN-­‐organisationer  og  
internationale  humanitære  NGOer  i  forhold  til  krisens  størrelse  og  vækst.  Det  er  samtidig  et  
væsentligt  problem,  at  det  internationale  samfunds  støtte  til  den  humanitære  krise  har  svært  
ved  at  håndtere  overgangen  fra  umiddelbar  humanitær  krise  til  en  konsolideret  flygtningekrise,  
der  vil  fortsætte  i  en  længere  årrække,  og  som  derfor  kræver  helt  andre  indsatser.  Effekten  af  
dette  misforhold  er,  at  nabolandenes  evne  til  at  håndtere  store  flygtningegrupper  kommer  
under  større  pres.  
 
Syrien-­‐konflikten  har  i  væsentlig  grad  hæmmet  den  økonomiske  udvikling  i  nabolandene,  ikke  
mindst  i  Libanon  og  Jordan.  Jo  længere  krigen  i  Syrien  trækker  ud,  jo  sværere  vil  det  blive  for  de  
to  små  nabolande  at  håndtere  de  massive  negative  politiske,  økonomiske  og  sociale  
konsekvenser  ved  flygtningetilstrømningen.  Libanons  økonomiske  vækst  (BNP  per  år)  var  fx  ikke  
mindre  end  8%  i  de  fire  år  fra  2007-­‐2010,  men  ikke  højere  end  2%  per  år  fra  2011  og  frem.  
Libanon  er  fortsat  polariseret  i  støtte  til  enten  regimet  eller  oprørerne  og  står  i  sin  hidtil  
 
13  
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0122.png
SIDE 118
BILAG
dybeste  politiske  krise  siden  borgerkrigen,  men  landet  står  sammen  om  at  bekæmpe  
terrorismen  og  håndtere  flygtningeudfordringerne.  
 
 
I  takt  med,  at  nabolandenes  ressourcer  er  blevet  overvældet  af  den  massive  tilstrømning  og  
støtten  til  de  internationale  flygtningeorganisationer  samtidig  er  faldende,  er  flygtningenes  
situation  blevet  mere  og  mere  uholdbar.  Det  er  blandt  andet  baggrunden  for  den  stigende  
videremigration  af  flygtninge  fra  Syriens  nabolande  til  Europa,  der  for  alvor  startede  i  2015.  Tre  
faktorer  presser  i  særlig  grad  for  migration.  Fortsat  krig  og  ustabilitet  i  regionen,  og  ikke  mindst  
den  fortsatte  sunni/shia-­‐konflikt,  skaber  demografiske  forskydninger,  som  regionen  ikke  selv  
kan  absorbere.  Assad-­‐regimets  krigsførelse  og  Syrien-­‐krigens  længde  gør  for  det  andet  dette  
migrationspres  historisk  stort.  Så  længe  Syrien-­‐krigen  fortsætter,  så  længe  det  syriske  regime  
fortsætter  den  ”demografiske  justering”  i  landet  rettet  særligt  mod  sunni-­‐befolkningen  gennem  
systematisk  bombning  af  sunni-­‐områder  og  så  længe  vilkårene  for  flygtningene  forværres  i  
nærområderne  til  Syrien,  vil  den  massive  humanitære  krise  i  stadig  stigende  grad  producere  
pres  for  migration  til  særligt  Europa.  Endelig  og  for  det  tredje  ansporer  fortsat  økonomisk  
stagnation  i  hele  regionen  samtidig  til  et  stigende  pres  for  økonomisk  migration.  
 
En  anden  del  af  årsagen  til  migrationsstrømmen  er,  at  smuglerorganisationerne  siden  2015  har  
nemmere  ved  at  operere  i  nærområdet  til  Syrien  og  har  formået  opfinde  en  ”charter-­‐udgave”  af  
smuglingsruten,  hvor  flygtningene  kun  skibes  et  kort  stykke  over  vand  til  det  nærmeste  Europa  
–  Grækenland,  i  stedet  for  som  tidligere  smugles  helt  hen  til  deres  ønskede  slutdestination  med  
dyre  falske  dokumenter.  Smuglergrupperne  har  derved  kunne  sænke  prisen  for  en  passage  til  
Europa  betydeligt  i  forhold  til  niveauet  tidligere  (fra  over  10.000  til  under  1000  USD),  og  det  
ligger  blandt  andet  bag  den  kraftige  vækst  i  antallet  af  syriske  asylansøgere  i  Europa.  I  2013  var  
der  ca.  50.000  syriske  asylansøgere  til  Europa,  i  2014  122.000  voksende  til  362.000  i  2015.  
”Charter”-­‐migrationen  er  særligt  muliggjort  af,  at  Syriens  nabolande  er  overvældede  af  
flygtningepresset  og  simpelthen  ikke  længere  udøver  den  samme  kontrol  med  flygtningene.  
 
I  det  lys  er  forstærkede  og  mere  langsigtede  indsatser  for  at  skabe  tålelige  vilkår  for  
flygtningene  i  nærområder  som  fx  Tyrkiet,  Libanon  og  Jordan  helt  afgørende.  Men  der  er  ingen  
tvivl  om,  at  en  Pandora’s  Boks  er  åbnet:  smuglerne  har  lugtet  penge  og  vil  tilpasse  sig  
modforanstaltninger  og  efterspørgslen  efter  migration  vil  fortsætte  med  at  stige,  så  længe  
regionens  situation  ikke  forbedres.  Helt  overordnet  set  er  det  en  grundlæggende  ændring  i  
regionens  udvikling  væk  fra  ustabilitet  og  krise  og  over  til  stabilitet  og  udvikling,  der  i  sidste  
ende  kan  mindske  migrationspresset.    
 
Omvæltningernes  afledte  effekter:  Regional  magtkamp  og  
sunni/shia-­‐konflikt  
2011-­‐omvæltningerne  igangsatte  en  regional  magtkamp  mellem  regionens  ”fire  store”  -­‐  Tyrkiet,  
Iran,  Saudi-­‐Arabien  og  Egypten.  For  det  første  faldt  Egypten  med  Mubaraks  fald  midlertidigt  fra  
som  regional  stormagt,  og  den  regionale  magtbalance  blev  forskubbet.  Tyrkiet  kom  til  at  
fremstå  som  en  rollemodel  for  kombinationen  af  demokrati  og  islamisk-­‐baserede  politiske  
partier,  og  både  Tyrkiet  og  Saudi-­‐Arabien  øgede  deres  indflydelse  i  regionen.  For  det  andet  
 
14  
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0123.png
BILAG
SIDE 119
førte  omvæltningerne  til  en  mobilisering  af  en  sunni-­‐identitet  og  til  et  betydeligt  pres  på  
regionens  shia-­‐regimer  og  shia-­‐grupper.  I  Bahrein  og  Saudi-­‐Arabien  søgte  shia-­‐grupper  at  opnå  
større  politisk  indflydelse  overfor  sunni-­‐regimer,  mens  shiitiske  regimer  i  Irak,  Syrien  og  Yemen  
stod  over  et  kraftigt  voksende  sunnipres  og  bevidst  har  fremmet  det  sekteriske  element  
(presset  på  shia-­‐grupperne)  til  at  trække  støtte  fra  Iran.  Ikke  mindst  på  grund  af  Irans  og  
Hizbollahs  intervention  i  Syrien-­‐krigen  og  Islamisk  Stats  fremkomst,  har  den  regionale  
magtkamp  siden  2013  udviklet  sig  til  en  egentlig  sunni/shia-­‐konflikt,  som  rækker  betydeligt  
dybere  end  blot  den  regionale  magtkamp.  I  Syrien  har  Iran  bragt  shiitiske  krigere  fra  Libanon,  
Yemen,  Irak,  Afghanistan,  Pakistan  og  Iran  i  kamp.  Sunni-­‐krigere  fra  regionen  og  fra  hele  verden  
er  strømmet  til  ISIS.  I  takt  med  en  voksende  frygt  blandt  regionens  sunni  og  shia-­‐grupper  for  
hinanden  er  den  sekteriske  identitet  blevet  mere  vigtig  end  statstilhørsforholdet,  og  i  
forbindelse  med  den  relative  svækkelse  og  de-­‐legitimering  af  regionens  regimer  og  stater,  er  
disse  globaliserende  identiteter  og  værdisæt  vokset  i  betydning.    
 
En  effekt  ved  den  regionale  sunni/shia-­‐konflikt  er,  at  regimernes  tab  af  legitimitet  sammenholdt  
med  en  fremvoksende  opfattelse  ved  sunni-­‐grupper  af  shia-­‐overgreb  mod  sunnier  i  Irak  og  
Syrien  har  skabt  et  rum  for  sunni-­‐radikalisering  og  for  ekstremistiske  grupper  i  lovløse  områder  
over  hele  regionen.  En  anden  effekt  er,  at  de  såkaldte  Sykes/Picot-­‐grænser  og  de  mellemøstlige  
statsdannelser  efter  Den  Første  Verdenskrig  udfordres
 3
.    
 
Islamisk  Stat  har  med  sit  ”kalifat”  etableret  kontrol  over  et  stort  område  på  tværs  af  den  syrisk-­‐
irakiske  grænse,  og  opererer  med  støttegrupper  i  en  række  andre  lande  med  et  mål  om  at  
forene  alle  sunni-­‐muslimer  under  den  sorte  fane.  Iran  kæmper  for  at  beholde  sin  shia-­‐
dominerede  indflydelseskorridor  fra  Iran  over  Irak  og  Syrien  til  Libanon  og  kan  ikke  acceptere  
sunni-­‐dominerede  regimer  disse  steder.  Kurderne  er  blevet  presset  af  oprøret  og  kampene  i  
Syrien  og  af  Islamisk  Stat  i  både  Syrien  og  Irak,  og  i  hvert  fald  nogle  af  de  kurdiske  grupper  har  
genoplivet  en  kurdisk  national  dagsorden.  Hizbollah  søger  at  erobre  en  ”buffer-­‐zone”  omkring  
Libanon,  der  vil  isolere  Libanon  fra  sunni-­‐kontrollerede  områder  i  Syrien  og  håber  derved  på  at  
kunne  fastholde  sin  de  
facto-­‐kontrol  med  Libanon.  Med  erobringen  af  Qalamoun-­‐
grænseområdet  har  Hizbollah  derved  udvidet  Libanons  kontrolområde  ind  i  Syrien.  Den  
samlede  effekt  er  en  fragmentering  af  regionen  på  forskellige  sekteriske  identiteter.  Regionen  
risikerer  at  blive  opdelt  i  sunni-­‐  og  shia-­‐interessesfærer  hægtet  op  på  hver  sine  af  regionens  
stormagter,  der  yderligere  vil  svække  staterne  og  skabe  lovløse  områder  i  mellem  dem,  som  
ekstremistiske  grupper  kan  udnytte.    
 
Hvis  den  regionale  magtkamp  uddybes  yderligere,  kan  Iran  komme  under  pres,  for  den  
regionale  magtbalance  er  skæv.  Irans  militære  interventioner  har  til  formål  at  stabilisere  shia-­‐
regimerne  i  Irak  og  Syrien,  ikke  mindst  for  at  fastholde  den  direkte  territoriale  forbindelse  til  
Hizbollah  i  Libanon,  som  er  Irans  tætteste  allierede  i  regionen  og  et  væsentligt  kort  til  at  
afskrække  en  eventuel  israelsk  bombning  af  Iran.  Irans  regionale  politik  er  dobbeltsidet.  Iran  
                                                                               
                               
3
Sykes/Picot-grænserne er en fransk-britisk aftale fra 1916 om magtdeling i Mellemøsten i forbindelse med krigen
mod Det Osmanniske Rige (Tyrkiet) under Den Første Verdenskrig. Den blev efter krigen i det store hele grundlag
for nogle af regionens nuværende stater og for den grænsedragning, Mellemøsten har i dag.
 
15  
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0124.png
SIDE 120
BILAG
forfølger  på  den  ene  side  en  international  samarbejdskurs,  der  ikke  mindst  afspejles  i  
atomaftalen  af  2015,  som  Irans  premierminister  Rouhani  og  udenrigsminister  Zarif  er  de  iranske  
drivkræfter  bag.  På  den  anden  side  gennemfører  Iran  en  resolut  militærintervention  for  at  
holde  de  shiitiske  regimer  i  regionen  ved  magten  med  alle  midler,  som  chefen  for  
Revolutionsgardens  Quds-­‐styrke  generalmajor  Qassem  Soleimani  står  bag.  Soleimani  står  tæt  
på  og  svarer  direkte  til  Irans  Øverste  Leder,  Khamenei.  Det  er  Soleimani,  der  er  ansvarlig  for  
oprettelsen  af  iransk-­‐kontrollerede  shiitiske  militsstyrker  modeleret  efter  den  iranske  Basij-­‐
milits  og  Hizbollah  i  både  Syrien  og  Irak,  som  skal  beskytte  shiitter  og  være  instrumenter  i  iransk  
magtpolitik  uanset  hvilket  regime,  der  måtte  være  i  landet.  Iran  bruger  stadig  en  kombination  
af  regional  magtpolitik  og  en  åbning  overfor  internationalt  engagement  som  instrumenter  i  sin  
udenrigspolitik.  
 
Men  Iran  kan,  når  alt  kommer  til  stykket,  ikke  hamle  op  med  et  massivt  sunni-­‐flertal  i  regionen  
og  med  regionale  stormagter  som  Tyrkiet  eller  Saudi-­‐Arabien,  og  selv  strategisk  russisk  støtte  
kan  på  ingen  måde  tippe  den  magtbalance  over  tid.  Iran  har  knap  80  mio.  indbyggere,  men  dets  
BNP  er  marginalt  større  end  Danmarks  og  udgør  kun  ca.  halvdelen  af  henholdsvis  det  tyrkiske  
og  saudiske  BNP.  Irans  økonomiske  vækst  forventes  kun  at  nå  0,5%  i  det  iranske  2015-­‐
kalenderår  frem  til  marts  2016
4
 -­‐  på  trods  af  et  opsving  i  væksten  på  4,3%  i  2014  efter  valget  af  
Rouhani  som  præsident  og  en  række  økonomiske  indgreb.  Det  er  derfor  et  spørgsmål  om  hvor  
lang  tid  Iran  kan  finansiere  sine  voksende  militære  engagementer  og  massive  finansielle  støtte  
til  de  syriske  og  irakiske  regimer  samt  fortsætte  med  at  understøtte  Hizbollah  og  andre  shia-­‐
militser  i  regionen  uden  meget  vanskelige  beslutninger  om  begrænsninger  i  den  hjemlige  
økonomi.  En  egentlig  åbning  af  økonomien  og  tiltrækning  af  de  nødvendige  investeringer  efter  
atomaftalen  er  mindre  sandsynlig,  før  Syrien-­‐krigen  og  den  regionale  sunni/shia-­‐konflikt  er  
håndteret.  På  samme  tid  svækkes  statssektoren  i  Iran,  mens  privatsektoren  bliver  relativt  
stærkere,  hvilket  kan  øge  den  økonomiske  vækst,  men  det  kan  også  øge  presset  for  yderligere  
politiske  og  økonomiske  reformer  og  derved  skabe  en  ny  bølge  af  reformpres  i  Iran.  
 
Et  markant  træk  i  den  regionale  magtkamp  er  en  fremherskende  ”min  fjendes  fjende  er  min  
ven”-­‐politik,  som  har  hjulpet  ekstremistiske  grupper  frem,  og  det  kendetegner  på  mange  måder  
regionens  lemfældige  omgang  med  ekstremisme.  Det  betyder,  at  lande  i  regionen  ser  gennem  
fingre  med  eller  direkte  har  støttet  ekstremistiske  grupper,  hvis  de  bekæmper  den  fælles  større  
fjende.  Islamisk  Stat  er  blevet  støttet  både  af  Assad-­‐regimet  og  af  sponsorer  i  Golfen  mod  Assad  
–  ud  fra  hver  deres  formål.  På  den  måde  gøres  ekstremistiske  grupper  til  de  villige  instrumenter  
i  en  regional  sunni/shia-­‐magtkamp,  men  det  har  samtidig  givet  disse  grupper  et  frirum  til  at  
konsolidere  sig,  blive  stærkere  end  de  mere  moderate  grupper  og  på  et  tidspunkt  antager  de  
egne  interesser.  Det  er  blandt  andet  på  den  måde,  at  ekstremistiske  grupper  som  Jabhet  
anNusrah  og  Islamisk  Stat  har  opnået  et  kritisk  frirum  til  at  vokse  sig  stærkere  end  de  moderate  
oprørsgrupper  i  Syrien.    
 
                                                                               
                               
4
http://www.worldbank.org/en/country/iran/overview
 
16  
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0125.png
BILAG
SIDE 121
Iran  vil  på  et  tidspunkt  stå  over  for  et  grundlæggende  strategisk  valg:  enten  styrke  den  
nuværende  militært-­‐orienterede  regionale  magtpolitik  eller  at  indgå  i  regionale  
samarbejdsordninger  og  forfølge  sine  regionale  mål  politisk.  Alternativet  til  sunni/shia-­‐
konflikten  er,  at  det  med  afsæt  i  forsøgene  på  at  finde  en  politisk  løsning  på  Syrien-­‐krigen  og  
krigen  mod  ISIS  lykkes  at  bringe  den  ind  på  et  politisk  spor  i  stedet.  Den  regionale  magtkamp  
kan  i  bedste  fald  og  under  international  mægling  ændre  karakter  fra  konfrontation  til  et  politisk  
spor  med  ”magt-­‐  og  interessedelingsaftaler”  og  en  grad  af  sameksistens  og  samarbejde.  
Libanon  er  et  godt  eksempel  på  en  regional  magt-­‐  og  interessedelingsaftale  mellem  de  samme  
sekteriske  grupper  og  med  henholdsvis  Iran  og  Saudi-­‐Arabien  som  sponsorer,  der  trods  alle  
dens  svagheder  rent  faktisk  virker.  Det  er  potentielt  en  model,  der  kunne  virke  i  Syrien  også.  
 
Omvæltningernes  afledte  effekter:  Den  politiske  oppositions  
radikalisering  
Den  politiske  opposition  til  regionens  autokratiske  regime  har  flere  gange  ændret  karakter  som  
følge  af  autokraternes  succes  med  at  håndtere  deres  politiske  modstandere  enten  med  
repression  eller  ved  at  trække  dem  ind  i  den  ledende  elite  med  privilegier  og  positioner.  
Effekten  af  denne  succes  er,  at  den  politiske  opposition  gradvist  er  blevet  mere  religiøst-­‐radikal.  
Det  er  i  lyset  af  autokraternes  overlevelsesevne  i  Mellemøsten,  at  oppositionen  har  udviklet  sig  
fra  at  være  overvejende  sekulær,  til  at  være  islamistisk  omkring  de  muslimske  brødre  og  nu  til  
at  være  meget  mere  salafistisk  og  radikal.  Den  politiske  opposition  i  Mellemøsten  har  i  grove  
træk  tenderet  mod  to  retninger:  en  overvejende  sekulær  og  kommunistisk/socialistisk,  der  var  
mere  by-­‐  og  middelklasse-­‐baseret,  og  en  religiøs/islamistisk  funderet  opposition  omkring  de  
muslimske  brødre,  som  med  sit  fokus  på  socialt  arbejde  har  rettet  sig  mod  de  brede  fattige  
grupper  på  landet  og  i  de  fattige  bykvarterer.  Frem  til  1990  var  de  socialistiske  
oppositionsgrupper  mere  dominerende,  selv  om  de  muslimske  brødre  også  har  spillet  en  rolle  i  
lande  som  fx  Egypten  og  Jordan.  Det  ændrede  sig  med  Sovjetunionens  fald,  som  betød,  at  
støtten  til  de  mere  elitære  socialistiske  oppositionsgrupper  forsvandt  og  deres  politiske  
legitimitet  blev  udfordret.  Som  følge  heraf  oplevede  de  religiøse  oppositionsgrupper  et  opsving  
i  legitimitet,  som  flyttede  oppositionens  tyngdepunkt  fra  de  uddannede  eliter  i  byerne  til  de  
store  fattige  flertal.  Mange  aktivister  flød  fra  de  tidligere  venstreorienterede  grupper  over  i  de  
muslimske  brødre,  som  fx  Hamas  i  Det  Palæstinensiske  Selvstyre,  som  oplevede  en  markant  
vækst  og  kom  til  at  fremstå  som  den  centrale  opposition  til  regimerne.  Hamas’  valgsejr  ved  
parlamentsvalget  i  Det  Palæstinensiske  selvstyre  i  2006  var  en  indikation  herpå.    
 
Det  er  på  denne  baggrund,  at  de  muslimske  brødre  oplevede  et  stort  opsving  i  valgene  efter  Det  
Arabiske  Forår.  Den  tunesiske  pendant  til  de  muslimske  brødre,  Ennahdah,  vandt  valget  i  
Tunesien  i  2011,  og  broderskabet  vandt  næsten  halvdelen  af  det  egyptiske  parlaments  sæder  
samme  år  og  vandt  præsidentvalget  året  efter.  De  muslimske  brødre  voksede  også  i  betydning  i  
andre  lande,  og  udgjorde  ikke  mindst  et  betydeligt  pres  for  reform  i  Jordan,  og  i  Syrien  havde  de  
største  oprørsgrupper  en  forankring  i  de  muslimske  brødre.  Men  regimerne  svarede  igen.  Den  
egyptiske  hærchef  general  Sisi  fjernede  præsident  Morsi  fra  magten  Egypten  i  2013,  og  det  gav  
sammen  med  kritik  af  Morsis  regeringsførelse  anstødet  til  en  generel  krise  for  de  muslimske  
brødre,  som  oplevede  tilbageslag  over  hele  regionen.  Folk  kom  i  tvivl  om  de  muslimske  brødre  
 
17  
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0126.png
SIDE 122
BILAG
overhovedet  kunne  regere,  eller  om  de  nogensinde  kunne  
få  lov  til  at  regere.  Regimernes  evne  
til  at  underminere  Hamas’  valgsejr  i  2006  og  de  muslimske  brødres  valgsejr  i  Egypten  i  2011/12  
er  den  primære  årsag  til  den  markante  styrkelse  af  en  noget  mere  radikal-­‐religiøs  opposition  
omkring  de  salafistiske  grupperinger,  som  præger  regionen  lige  nu  og  hvis  folkelige  opbakning  
lokale  iagttagere  i  forskellige  lande  løseligt  vurderer  til  omkring  25%.  En  undersøgelse  fra  
Egypten  i  2014  viser,  at  opbakningen  til  demokrati  tog  et  stort  hop  opad  i  2011  (fra  60%  til  
71%),  mens  opbakningen  i  2014  med  59%  er  faldet  til  under  niveauet  før  Det  Arabiske  Forår,  
samtidig  med,  at  opbakningen  til  ikke-­‐demokratisk  styre  under  visse  omstændigheder  er  steget  
til  25%  
5
.  Undersøgelsen  viser  også,  at  opbakningen  til  en  ”stærk  leder”  i  forhold  til  demokrati  
nærmer  sig  hinanden;  det  er  typisk  general  Sisis  støtter,  der  ønsker  en  stærk  leder,  mens  de,  
der  støtter  de  muslimske  brødre,  tenderer  mod  at  støtte  demokrati.  2011  blev  også  året  hvor  
de  salafistiske  partier  debuterede  på  den  politiske  scene  med  Nour-­‐partiet  i  Egypten  (som  fik  
knap  25%  af  stemmerne  ved  valget  i  2011),  Reform-­‐partiet  i  Tunesien  og  salafist-­‐politikeres  
opstilling  under  andre  partier  i  Marokko.  At  være  salafist  er  ikke  det  samme  som  at  være  
ekstremist  eller  terrorist,  men  som  én  lokal  iagttager  bemærker,  er  det  kun  ét  skridt  derfra.    
 
Den  langsigtede  effekt  af  regimernes  evne  til  at  underminere  den  politiske  opposition  
kombineret  med  skin-­‐demokratiske  processer  er  derfor  erodering  af  den  brede  befolknings  tro  
på  demokrati.  Når  regionens  autokrater  kan  benytte  formelle  demokratiske  processer,  der  ikke  
reelt  giver  indflydelse  på  valget  og  derved  giver  et  figenblads-­‐indtryk  af  demokrati,  og  i  de  fleste  
tilfælde  baserer  deres  demografiske  magtbase  på  mindretal  og  de  sekulære  middelklasser,  
skaber  det  afstand  til  de  fattige  flertalsgrupper  i  landene  og  giver  det  klare  indtryk,  at  
demokrati  er  noget  en  autokrat  bruger  til  at  legitimere  sin  magt,  ikke  et  middel  til  indflydelse  
for  de,  der  intet  har.  Det  er  med  til  at  styrke  splittelsen  mellem  det  fattige  flertal  over  for  
mindretallene  og  byernes  middelklasser,  og  det  er  medvirkende  årsag  til  den  stigende  
opbakning  til  en  religiøs  retfærdighed,  som  faldbydes  af  salafistiske  grupper.      
 
En  del  af  problemet  med  radikale  grupper  er,  at  regimerne  i  deres  del  og  hersk-­‐magtpolitik  ofte  
selv  har  en  klar  interesse  i  radikalisering  af  oppositionen.  Sommetider  tolererer  eller  fremmer  
regimerne  radikale  grupper  for  at  svække  andre  politiske  modstandere,  for  at  øge  opbakningen  
fra  sine  støttegrupper  og  for  at  fjerne  presset  på  dem  selv  for  demokratiske  reformer.  Det  er  
særligt  i  lyset  af  udviklingen  i  den  politiske  opposition  i  Mellemøsten,  at  det  eksterne  pres  for  
demokratiske  reformer  for  indeværende  ikke  er  stort.  
 
Omvæltningernes  afledte  effekter:  Islamisk  Stat  
Islamisk  Stat  er  på  mange  måder  et  klimaks  i  den  ”perfekte  storm”  af  kriser  i  Mellemøsten.  
Islamisk  Stat  (ISIS,  eller  blot  ”Dáesh,  som  den  nedladende  omtales  i  regionen)  har  forstået  at  
udnytte  lovløse  områder  og  svage  regimer  i  Irak,  Syrien  og  Libyen  og  har  portrætteret  sig  som  
frontkæmper  mod  undertrykkende  shiitiske  autokrater  i  Damaskus  og  Baghdad.  ISIS  næres  
derved  af  sunni/shia-­‐konflikten  og  har  med  dannelsen  af  kalifatet  i  juni  2013  skabt  en  drøm,  der  
har  en  ideologisk  tiltrækningskraft  på  titusindvis  af  unge,  radikaliserede  sunni-­‐muslimer  over  
                                                                               
                               
5
http://www.pewglobal.org/2014/05/22/chapter-3-democratic-values-in-egypt/
 
18  
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0127.png
BILAG
SIDE 123
hele  verden.  Islamisk  Stats  organisationsevne  er  umiskendelig  og  dets  propaganda-­‐apparat  af  
højeste  kvalitet.    
 
Islamisk  Stat  er  ikke  en  stor  sort  boks  af  ekstremister  og  terrorister;  den  har  klare  indbyggede  
svagheder,  der  kan  gøre  det  vanskeligt  at  holde  sammen  på  organisationen,  når  presset  bliver  
for  stort.  Islamisk  Stat  kan  opsplittes  i  fire  ”lag”  med  aftagende  tiltrækningskraft,  og  det  er  én  af  
gruppens  nøglesvagheder.  Inderst  er  Islamisk  Stats  styrende  
kerne,  der  primært  består  af  
irakere,  ofte  tidligere  officerer  under  Saddam-­‐tiden,  men  også  enkelte  andre  internationale  
fremmede  krigere.  Det  næste  lag  er  fanatikerne,  ideologisk-­‐optændte  primært  fremmede  
krigere  fra  Europa  og  Centralasien,  der  er  eliten  i  Islamisk  Stats  militær  og  som  leverer  en  stor  
del  af  selvmordsbomberne.  Det  tredje  lag  er  de  allierede  stammer  og  militser,  der  er  gået  med  
Islamisk  Stat,  fordi  de  deler  samme  interesse  i  at  bekæmpe  regimerne  i  Damaskus  og  Baghdad  
for  hvad  de  opfatter  som  shia-­‐undertrykkelse,  eller  fordi  de  militante  simpelthen  tror  de  kan  
opnå  bedre  resultater  eller  få  bedre  løn  og  bedre  våben  ved  at  kæmpe  med  Islamisk  Stat.  Og  
endelig  er  der  medløberne  i  det  fjerde  lag,  der  går  med  Islamisk  Stat  af  frygt  eller  pragmatisme,  
fordi  det  altid  er  sikrest  at  spille  sammen  med  den  dominerende  magt  i  nabolaget.    
 
Islamisk  Stat  er  en  organisation  i  krise.  Islamisk  Stat  baserer  sin  magt  på  tiltrækning  med  
forskellige  positive  incitamenter  for  alle  sine  støttegrupper,  som  fx  at  skabe  lov  og  orden  på  
lokalniveauet  og  fjerne  ”gade-­‐korruptionen”,  men  baserer  også  sin  magt  på  frygt  for  hvad  der  
sker,  hvis  man  går  imod  Islamisk  Stat,  som  fx  de  offentlige  henrettelser  og  fremvisning  af  
afhuggede  hoveder  på  offentlige  pladser.  Strategien  er  lykkedes  over  al  forventning  hidtil,  men  
Islamisk  Stat  bliver  svag,  når  balancen  forskubbes  og  tiltrækningen  baseres  primært  på  frygt.  
Islamisk  Stat  har  siden  nederlaget  i  Kobane  i  februar  2015  oplevet  en  lang  række  militære  
tilbageslag  og  har  måttet  sprede  sine  styrker  alt  for  tyndt.  Islamisk  Stat  er  nu  ude  af  stand  til  at  
gennemføre  større  offensiver,  ikke  mindst  på  grund  af  indsatsen  fra  den  internationale  
koalitions  side  (Inherent  
Resolve).  Islamisk  Stat  skal  afse  stadig  flere  ressourcer  selv  til  
begrænsede  offensiver,  men  den  evne  begrænses  af,  at  Islamisk  Stat  kæmper  mod  stort  set  alle  
sine  naboer  på  multiple  fronter.  Samtidig  plages  Islamisk  Stat  af  faldende  indtægter  og  det  
udhuler  råderummet  for  at  holde  administrativt  sammen  på  områderne  under  deres  kontrol.  
Moralen  og  den  interne  sammenhængskraft  i  Islamisk  Stat  er  nu  direkte  udfordret,  og  det  ses  af  
den  forøgede  afhopning,  af  den  voksende  interne  modstand  mod  Islamisk  Stat  og  af  de  
intensiverede  indre  konflikter  i  Islamisk  Stat.  Hvis  der  opstår  muligheder  for  at  forlade  Islamisk  
Stat  på  en  sikker  måde,  er  der  ingen  tvivl  om,  at  mange  militser  og  stammer  ville  gøre  det.  
 
Så  længe  det  gik  frem  for  Islamisk  Stat  var  fokus  på  konsolidering  af  det  erklærede  kalifat  i  Irak  
og  Syrien.  Islamisk  Stat  har  brug  for  løbende  fremgang  og  en  streng  af  spektakulære  sejre  for  at  
fastholde  synlighed  og  den  fornemmelse  af  evig  fremdrift,  der  tiltrækker  unge  radikaliserede  fra  
hele  verden.  Spredning  af  Islamisk  Stat-­‐terrorisme  til  Europa  og  i  regionen  må  derfor  netop  
forventes,  når  Islamisk  Stat  er  presset.  Ved  at  gennemføre  terror  i  Europa  håber  Islamisk  Stat  på  
at  fremprovokere  reaktioner  mod  almindelige  muslimer  og  at  fremme  deres  følelse  af  
marginalisering  i  Europa,  hvilket  i  Islamisk  Stats  optik  kan  skabe  det  rekrutteringsgrundlag,  de  
ønsker.  En  særlig  udfordring  vil  være,  når  kalifatet  en  dag  er  afgørende  presset  eller  bekæmpet  
som  fysisk  entitet  i  Irak  og  Syrien.  Islamisk  Stat  er  transformationens  mester  og  er  gået  fra  
 
19  
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0128.png
SIDE 124
BILAG
asymmetrisk  trussel  til  en  fysisk  entitet  på  størrelse  med  et  middelstort  land.  Islamisk  Stat  kan  
under  pres  omgøre  sig  til  en  asymmetrisk  trussel  igen,  og  på  det  tidspunkt  vil  tusindvis  af  
trænede  og  vrede  Islamisk-­‐Stat-­‐krigere  vende  sig  mod  andre  lovløse  områder  i  og  uden  for  
regionen,  hvor  de  kan  etablere  en  base.    
 
Det  er  sandsynligt,  at  Islamisk  Stat  på  det  tidspunkt  vil  igangsætte  en  terrorbølge,  hvis  lige  vi  
måske  slet  ikke  har  set  endnu.  Det,  der  måske  kan  skabe  en  større  trussel,  er,  at  Islamisk  Stat  
har  adgang  til  ressourcer,  materialer,  ekspertise  og  smuglernetværk,  og  at  de  rent  faktisk  har  
mulighed  og  evne  til  at  organisere  større  og  innovative  terrorkampagner  eller  overtagelse  af  
nye  skrøbelige  stater  et  andet  sted  i  verden.  I  modsætning  til  andre  terrorgrupper,  som  typisk  
laver  enkeltstående  terrorangreb,  synes  Islamisk  Stat  at  fokusere  på  evnen  til  at  lave  egentlige  
terrorkampagner  med  mange  angreb  over  kort  tid,  som  kan  udgøre  en  betydelig  større  
udfordring.  
Kapitel  2:  Kontinuitet  og  forandring  i  Mellemøsten  
Mellemøsten  og  Nordafrika  er  en  region  præget  af  regimer,  der  fortsat  lever  i  og  af  en  feudal  
samfundsmodel,  hvor  korruption,  favoritisme  og  nepotisme  er  kerneelementer  i  bevarelse  af  
magten  sammen  med  en  ”social  kontrakt”  med  den  brede  befolkning  primært  baseret  på  
simple  mekanismer  som  prissubsidier  på  basale  nødvendigheder  som  brød  og  benzin.  Det  har  
medvirket  til  at  holde  regionen  tilbage  i  relativ  politisk,  økonomisk  og  social  stilstand.  Det  var  
ikke  mindst  den  globale  finanskrise  i  2008,  der  udfordrede  regimernes  evne  til  at  finansiere  og  
derved  fastholde  denne  samfundsmodel  og  som  derved  var  medvirkende  til  Det  Arabiske  Forår  
tre  år  senere  i  2011.  Men  2011-­‐omvæltningerne  kan  ikke  forklares  alene  som  en  funktion  af  
den  socio-­‐økonomiske  krise,  presset  fra  moderniseringsprocesser  eller  globalisering.  Det  er  
interaktionen  mellem  en  række  strukturelle  faktorer  og  konkrete  udløsende  faktorer,  der  både  
skaber  det  kritiske  sammenfald,  der  medvirker  til  at  bringe  utilfredshed  til  et  kriseniveau,  og  
som  forklarer,  hvorfor  de  samme  strukturelle  udfordringer  fører  til  krise  nogle  steder,  men  ikke  
andre,  og  som  fører  til  meget  forskellige  udfald  af  disse  kriser.    
 
Mellemøstens  statiske  regimer:  Nepotisme,  korruption  og  social  
kontrakt  
Det  er  ikke  tilfældigt,  at  Mellemøstens  monarkier  og  autokratier  deler  en  række  af  de  samme  
karakteristika,  der  i  den  grad  har  formået  at  holde  regionen  tilbage  i  varierende  grader  af  
politisk,  økonomisk  og  social  stilstand.  Regionens  regimer  kan  i  større  eller  mindre  grad  
karakteriseres  som  rentier-­‐stater,  der  henter  sine  primærindtægter  fra  eksterne  kilder  snarere  
end  fra  befolkningen  gennem  skat,  hvad  enten  det  er  fra  olieproduktion,  som  i  tilfældet  
Golflandene,  eller  fra  økonomisk  støtte  udefra,  som  i  tilfældet  ressourcefattige  lande  som  fx  
Jordan
6
.  Mellemøsten  har  med  23.6%  verdens  laveste  skattetryk  (Total  Tax  Rate)  og  havde  frem  
                                                                               
                               
6
Beck, Michael: Corruption as a pillar of the politico-economic systems of the Middle East, Conference paper,
2013:http://findresearcher.sdu.dk/portal/files/72333974/130211_Corruption_as_Pillar_of_the_politico_economic_systems_of_the_Midlde_East
.pdf
 
20  
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0129.png
BILAG
SIDE 125
til  2013  det  største  fald  i  skattetrykket
7
.  Det  betyder,  at  staten  kun  i  relativt  begrænset  omfang  
er  afhængig  af  sin  befolkning  og  af  dens  engagement  i  den  produktive  sektor  for  indkomst,  og  
derved  er  der  ringe  incitament  til  at  fremme  vækst  i  den  produktive  sektor.  Dette  er  en  
fortsættelse  af  tidligere  tiders  klienteliske  feudal-­‐samfund,  hvor  fyrsten  gav  sikkerhed  og  
serviceydelser  tilbage  til  sine  undersåtter  til  gengæld  for  deres  loyalitet.  I  den  situation  er  
regimets  primære  fokus  at  pleje  de  eliter,  der  understøtter  autokraten  og  som  er  direkte  
involveret  i  den  eksterne  indtægtssøgning  (regimets  ”riddere”).  Regimestøtter  tilbydes  stillinger  
til  høje  lønninger  i  en  oppustet  stat,  hvor  forfremmelseskriterierne  er  alder  og  forbindelser  
snarere  end  formåen  og  resultater.  Ifølge  Verdensbanken  er  de  mellemøstlige  bureaukratier  de  
største  i  verden  og  mange  af  de  ansatte  arbejder  overhovedet  ikke
8
.  
 
Egypten  er  et  eksempel  på  hvorledes  de  klientelistiske  mekanismer  både  medvirker  til  at  
skævvride  den  økonomiske  fordeling  og  holde  den  økonomiske  udvikling  tilbage.  Den  egyptiske  
hær  er  en  massiv  stat-­‐i-­‐staten  og  har  med  undtagelse  af  præsident  Morsis  korte  regeringstid  
styret  landet  siden  Kong  Farouq  blev  styrtet  ved  et  kup  i  1952.  Hæren  er  Mellemøstens  største  
(og  verdens  13.  største)  med  vurderet  300-­‐400.000  mand  –  heraf  hele  6000  generaler.
9
 De  
øverste  hær-­‐  og  sikkerhedschefer  tilbydes  lønninger  på  op  til  16  mio.  USD  per  år,  mens  laget  
derunder  får  mellem  16.000-­‐83.000  USD  per  måned
10
.  Dette  står  i  skærende  kontrast  til  en  
mindsteløn  i  privatsektoren  på  ca.  140  USD/måned
11
,  og  det  understreger,  at  rigdom  opnås  
nemmere  ved  at  avancere  indenfor  regimet  end  i  privatsektoren.  Militæret  vurderes  at  stå  for  
op  til  40%  af  det  egyptiske  BNP  (i  nogle  vurderinger  60%
12
)  gennem  en  privilegeret  og  
ukontrolleret  adgang  til  det  økonomiske  apparat  inden  for  en  lang  række  sektorer.  Regimet  
tilbyder  lukrative  koncessioner  i  økonomien  til  sine  nærmeste  støtter  (fx  monopol  til  udvinding  
af  ressourcer  eller  telekommunikation)  og  særprivilegier,  der  medvirker  til  at  ekskludere  
konkurrence  og  hæmme  effektivitet  i  økonomien.  Generelt  vurderes  militærets  rolle  i  
økonomien  at  være  styrket  siden  Sisis  magtovertagelse,  ikke  formindsket.  Militærets  oligarkiske  
position  i  økonomien  skævvrider  konkurrencen,  fordi  det  blandt  andet  bygger  på  økonomiske  
særprivilegier  fra  staten  (betaler  ikke  skatter),  ingen  offentlighed  i  administrationen  og  brugen  
af  værnepligtige  i  produktionen  til  meget  lave  lønninger  (17-­‐28  USD/måned).  Den  samlede  
effekt  er,  at  økonomisk  vækst  i  Egypten  er  ensidig  og  ikke  kommer  den  brede  befolkning  til  
                                                                               
                               
7
http://www.doingbusiness.org/~/media/GIAWB/Doing%20Business/Documents/Miscellaneous/PT13MiddleEastFact
SheetEnglish.pdf
8
http://www.economist.com/news/business/21623696-how-cronyism-undermines-growth-jobs-and-competition-
friends-high-places
9
https://www.middleeastmonitor.com/articles/africa/12653-the-egyptian-military-empire
https://www.middleeastmonitor.com/articles/africa/12653-the-egyptian-military-empire
http://sites.miis.edu/educationinegypt/files/2013/05/CIEsalaryEgypt.pdf
https://www.middleeastmonitor.com/articles/africa/12653-the-egyptian-military-empire
10
11
12
 
21  
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0130.png
SIDE 126
BILAG
gode  gennem  inklusion  på  arbejdsmarkedet  og  mere  effektive  fordelingsmekanismer.  Dette  
fænomen  er  symptomatisk  for  mange  lande  i  regionen
13
.    
 
På  trods  af,  at  korruption  og  ineffektive  bureaukratier  er  blandt  befolkningernes  væsentligste  
kritikpunkter  mod  regimerne,  er  bureaukratierne  blevet  endnu  mere  ineffektive  siden  Det  
Arabiske  Forår,  ikke  mindre.  Forsøg  på  at  overgå  til  merit-­‐baserede  ansættelser  i  Egypten  og  
Libanon  er  fx  kollapset  på  grund  af  faren  for  at  tippe  den  delikate  balance  mellem  eliter.  
Folkelige  protester  i  Irak  og  Libanon  i  2015  er  en  klar  indikation  herpå.  Samlet  set  er  der  tale  om  
en  helt  anden  form  for  økonomisk  omfordeling  i  autokratiske  eller  semi-­‐autokratiske  regimer,  
der  fokuserer  på  at  binde  eliterne  i  et  afhængigheds-­‐  og  loyalitetsforhold  til  monarken  eller  
autokraten.  I  forhold  til  den  brede  befolkning  forventes  staten  kun  at  levere  visse  helt  basale  
serviceydelser  som  skoler,  hospitaler  og  subventionerede  priser  på  benzin  og  brød,  men  binder  
sig  ikke  til  en  progressiv  socio-­‐økonomisk  udvikling  eller  til  en  egentlig  forbedring  af  
levevilkårene.  Indebyrden  er,  at  statssektoren  er  langt  større  end  den  private  sektor  (med  
undtagelse  af  Libanon  og  Marokko  er  de  mellemøstlige  statssektorer  betydeligt  større  end  
OECD-­‐gennemsnittet
14
),  at  staten  styrer  alle  udviklingsprocesser  i  landet  og  at  den  elite-­‐
dominerede  stat  antager  sit  ”eget  liv”,  der  ikke  har  nogen  interesse  i  en  stærk  privatsektor  eller  
i  en  udvikling  væk  fra  elitens  monopolistiske  greb  om  staten  og  dens  ressourcer.  Indebyrden  er  
derfor  også,  at  privatsektoren  er  helt  afhængig  af  den  statslige  sektor,  ikke  omvendt,  og  at  
økonomien  er  vanskeligt  tilgængelig  for  den  brede  befolkning,  der  holdes  fastlåst  i  
primærsektoren,  småhandel  og  småproduktion.  Indebyrden  er  endelig,  at  et  regime  ikke  kan  
afskaffe  korruption  eller  nepotisme,  fordi  det  er  helt  afgørende  elementer  i  hvordan  et  regime  
binder  eliten  til  sig.  Det  er  også  derfor,  at  reelle  forsøg  på  reform  ofte  er  dømt  til  fiasko,  hvis  
ikke  autokraten  er  meget  stærk;  eliten  fjerner  selv  den  reformerende  autokrat.  
 
De  mellemøstlige  regimers  stabilitet  bygger  på  ligevægt.  Hvis  regimerne  kan  leve  op  til  sin  del  af  
den  sociale  kontrakt  og  levere  skoler,  hospitaler,  sikkerhed,  lov  og  orden  samt  subventionerede  
priser  på  basale  fornødenheder  såsom  brød  og  brændstof,  og  hvis  den  brede  befolkning  kan  
finde  arbejde  og  leve  et  acceptabelt  liv  i  basal  værdighed,  har  regimerne  tenderet  mod  at  være  
stabile.  Presset  for  omvæltninger  kommer,  når  autokratierne  ikke  kan  levere.  
 
Presset  fra  en  dynamisk  modernisering  og  globalisering  
De  statiske  autoritære  regimer  i  Mellemøsten  udsættes  for  et  stadig  større  pres  fra  dynamiske  
moderniserings-­‐  og  globaliseringsprocesser,  fordi  netop  det  er  med  til  at  udvikle  samfundets  
værdier.    
 
En  ”World  Values  Survey”-­‐undersøgelse
15
 finder  to  væsentlige  udviklingsdimensioner  hvad  
angår  værdier:  fra  traditionelle  til  sekulær-­‐rationelle  værdier  i  takt  med  overgangen  fra  
                                                                               
                               
13
http://www.worldbank.org/en/news/press-release/2015/06/25/tariff-evasion-among-elites-in-tunisia-reached-us-
1-2-billion-according-to-new-world-bank-report
14
The Economist, November 14th-20th, 2015, p. 47
World Values Survey:
http://www.worldvaluessurvey.org/WVSContents.jsp
15
 
22  
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0131.png
BILAG
SIDE 127
landbrugssamfund  til  industrisamfund,  og  fra  overlevelses-­‐  til  selvopfyldelsesværdier  i  takt  med  
overgangen  fra  industrielle  til  post-­‐industrielle  samfund.  I  en  grov  analyse  er  værdiudviklingen  i  
Mellemøsten  og  Nordafrika  ikke  gradvis  og  konsekutiv  og  drevet  af  samfundenes  egen  
økonomiske  og  sociale  udvikling,  men  finder  primært  sted  efter  eksternt  pres  og  inspireret  af  
globale  moderniseringsprocesser,  sker  i  et  hastigere  tempo  og  sker  samtidig  i  en  pærevælling  
på  alle  parametre.  Moderniseringsprocesserne  tenderer  derved  ved  at  være  mere  anarkiske  og  
uforudsigelige,  uden  stærk  sammenhæng  med  den  socio-­‐økonomiske  udvikling  og  de  skaber  
store  spænd  mellem  de  brede  fattige  gruppers  traditionelle  værdier  og  middelklassernes  og  
mindretallenes  sekulært-­‐rationelle  værdier  og  eliternes  selvopfyldelsesværdier.  En  væsentlig  
parameter  er  også,  at  de  konkurrerende  værdisæt  bliver  stærkt  politiseret  –  ikke  mindst  på  
parameteren  sekularisme  over  for  islamisme  –  og  denne  tendens  er  blevet  forstærket  efter  Det  
Arabiske  Forår.  
 
Der  er  i  en  række  undersøgelser  en  stærk  empirisk  sammenhæng  mellem  økonomisk  udvikling  
og  succesfuld  demokratisering.  Lande,  der  går  ind  i  en  demokratiseringsproces  med  et  
økonomisk  niveau  på  ca.  15.000  USD  per  indbygget  eller  derover,  har  100%  chance  for  at  
demokratiet  overlever,  mens  sandsynligheden  falder,  jo  længere  man  kommer  under  dette  
niveau.  Analytikere  konkluderer,  at  økonomisk  udvikling  fremmer  demokratisering  ved  at  skabe  
en  uddannet  middelklasse,  der  engagerer  sig  mere  politisk,  og  ved  at  ændre  menneskers  
motivation  og  adfærd.  En  undersøgelse  fra  2014
16
 viser,  at  mens  flertallet,  der  ønsker  
demokrati  i  Egypten,  er  faldet  (fra  71%  i  2011  til  59%  i  2014),  ønsker  det  store  flertal  (79%)  
stadig  en  eller  anden  grad  af  islamisk  grundlag  for  lovgivning,  omend  denne  procentdel  er  faldet  
fra  89%  i  2011.  
 
Globalisering  har  tilføjet  en  ekstra  dimension  til  moderniseringen,  fordi  det  skaber  stadig  mere  
åbne  samfund,  accelererer  værdimoderniseringen  og  gør  det  sværere  for  et  land  at  ”melde  sig  
ud”  som  fx  Nordkorea.  Åbne  samfund  skaber  flere  aktørgrupper,  der  har  indflydelse  i  et  
samfund,  og  systemets  evne  til  at  modstå  pres  for  omvæltninger  kommer  til  at  hænge  mere  
sammen  med  evnen  til  at  holde  sammen  på  et  repressivt  sikkerhedsapparat.  Staten  har  tabt  
initiativet  i  innovation  og  nytænkning  i  samfundets  udvikling;  det  kommer  nedefra
17
,  og  
informationsstrømmen  er  også  ude  af  statens  kontrol.  Omkring  år  2000  nåede  verden  en  høj  
grad  af  ”connectivity”  ved  udbredelsen  af  computere,  bredbånd  og  internet.  To  milliarder  
mennesker  blev  bragt  ind  i  den  globale  dialog.  Omkring  2008  blev  verden  ”hyper-­‐connected”  
gennem  wireless,  smartphones  og  sociale  medier.  Yderligere  to  milliarder  mennesker  blev  bragt  
ind  i  den  globale  dialog.  Gamle  tiders  statskontrol  er  derfor  ikke  længere  mulig  uden  at  lukke  et  
samfund  helt  ned.  Statskontrollerede  medier  kan  ikke  monopolisere  informationsstrømmen:  
medier  kan  smides  ud,  journalister  og  internettet  kan  kontrolleres  selektivt,  men  det  kan  ikke  
lukkes  ned,  for  så  lukker  økonomien  også  ned,  og  mobiltelefonerne  kan  ikke  slukkes,  for  så  
lukker  samfundet  ned.  Syrien  er  et  godt  eksempel:  Medierne  blev  forment  adgang,  mens  de  
                                                                               
                               
16
17
Pew Research Center:
http://www.pewglobal.org/2014/05/22/chapter-3-democratic-values-in-egypt/
Friedman, Thomas: Advice for China, New York Times, 4. juni 2011:
http://www.nytimes.com/2011/06/05/opinion/05friedman.html.
 
23  
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0132.png
SIDE 128
BILAG
syriske  sikkerhedsstyrkers  operation  imod  demonstranterne  i  Dara’a  i  2011  foregik,  men  
hundredevis  af  almindelige  menneskers  små  videoklip  med  alle  de  værste  overgreb  er  blevet  
downloadet  på  Youtube  og  kan  frit  ses  over  hele  verden.  
 
En  måde  at  forklare  sammenhængen  mellem  globalisering,  udvikling  og  ustabilitet  er  den  
såkaldte  ”J-­‐curve”
18
.  J-­‐kurven  er  i  den  ”politiske”  udgave  opfundet  af  Ian  Bremmer  og  er  et  mål  
for  den  ustabilitet,  der  hænger  sammen  med  overgangen  fra  mere  lukkede  til  mere  åbne  
samfund.  Hvis  man  indsætter  stabilitet  på  y-­‐aksen  i  et  diagram  og  åbenhed  på  x-­‐aksen  vil  der  
fremkomme  en  kurve,  der  minder  om  bogstavet  J,  der  er  halvvejs  væltet  ned  til  højre.  De  fleste  
lande  starter  som  lukkede  og  stabile  samfund  og  ender  som  åbne  og  endnu  mere  stabile  end  
før.  Men  i  mellem  de  to  punkter  er  der  en  mere  turbulent  overgangsperiode:  når  åbenhed  
stiger,  falder  stabilitet  indtil  et  punkt,  hvor  stabilitet  igen  begynder  at  stige  i  takt  med  øget  
åbenhed.    
 
Figur: Ian Bremmer’s J-kurve.
Stabilitet
Åbenhed
Bremmer  peger  på,  at  Mellemøsten  fra  at  være  lukket  og  afskåret  fra  globaliseringen  inden  for  
de  seneste  år  er  gået  over  til  en  markant  åbning  med  større  adgang  til  uddannelse/information,  
medier  og  rejse  samt  større  økonomisk  integration  med  omverdenen,  om  end  de  er  forblevet  
politisk  lukkede.  Den  øgede  åbning  fører  i  øjeblikket  landene  ned  ad  J-­‐kurven  i  retning  af  større  
ustabilitet,  og  spørgsmålet  er,  hvornår  udviklingen  vender.  Indebyrden  er,  at  
overgangsprocesserne  i  Mellemøsten  vil  vedblive  med  at  skabe  ustabilitet  i  den  kommende  
periode.  Indebyrden  er  også,  at  nogle  af  de  grupper,  der  er  med  til  at  presse  for  reform,  vil  
ændre  holdning  i  ustabile  overgangsfaser  og  vende  tilbage  til  at  støtte  en  stærk  autokrat.  Det  
utopiske  ønske  om  at  vende  tilbage  ”de  gode  gamle  dage”  opstår  som  et  særligt  fænomen  ved  
visse,  sommetider  brede,  grupper  og  er  med  til  at  underminere  de  kræfter,  der  presser  for  
reform.    
 
                                                                               
                               
18
Bremmer, Ian; The J-curve Hits the Middle East, Financial Times, Februar 2011:
http://www.ft.com/intl/cms/s/0/82973086-3a04-11e0-a441-00144feabdc0.html#axzz1TDsw7i6O.
Se også:
http://www.saxo.com/dk/item/ian-bremmer-j-curve-paperback.aspx.
 
24  
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0133.png
BILAG
SIDE 129
Presset  fra  økonomisk  stagnation  og  befolkningstilvækst    
Mellemøsten  lider  af  en  svag  økonomisk  udvikling  som  med  undtagelse  af  Golf-­‐landene  dårligt  
står  mål  med  befolkningstilvæksten,  og  regionen  har  verdens  højeste  arbejdsløshedsrater
19
.  
Det  har  den  ”Catch-­‐22”-­‐effekt  at  medvirke  til  at  fastholde  utilfredsheden  og  et  forandringspres  
nedefra,  men  vil  samtidig  gøre  gradvise  politiske,  økonomiske  og  sociale  reformprocesser  
vanskeligere,  fordi  politiske  ledere  vil  have  svært  ved  at  finansiere  reformer  og  leve  op  til  
befolkningens  umiddelbare  levevilkårsforventninger.    
 
Verdensbankens  seneste  rapport  om  de  økonomiske  perspektiver  for  MENA-­‐regionen  (januar  
2016)
20
 peger  på,  at  den  økonomiske  vækst  i  Mellemøsten  kun  nåede  2,6%  i  2015  (mod  2,2%  i  
2014  og  0,4%  i  2013)
21
.  Verdensbanken  forventer  kun  en  vækst  på  lidt  over  4%  i  2016  og  
2017
22
,  hvilket  betyder,  at  den  kun  knap  står  mål  med  befolkningstilvæksten  og  at  BNP  per  
indbygger  og  derved  at  levevilkårene  særligt  for  de  fattige  grupper  stadig  vil  forværres.  I  stort  
set  alle  lande  er  lavvæksten  kombineret  med  en  øgning  i  inflation,  budgetunderskud  og  
arbejdsløshed.  Mellemøsten  har  generelt  brug  for  økonomiske  vækstrater  på  mindst  5%  per  år  
for  at  befolkningen  kan  føle  en  positiv  effekt  i  form  af  forbedrede  levevilkår  og  bedre  adgang  til  
arbejde.  
 
Den  økonomiske  stilstand  skyldes  en  kombination  af  autokraternes  nepotistiske  monopolisering  
af  økonomien,  som  begrænser  konkurrencen  og  lukker  markeder,  og  den  forværres  af  
regionens  konflikter,  der  har  medført  en  væsentlig  nedgang  i  den  økonomiske  vækst  og  i  
gennemsnitsindkomsterne  i  nabolandene.  Den  forværres  også  af  den  regionale  magtkamp,  som  
hæmmer  de  regionale  økonomiske  og  handelsmæssige  relationer,  og  den  påvirkes  endelig  ikke  
mindst  af  udsving  i  den  globale  økonomi  i  form  af  højere  verdensmarkedspriser  eller  ringere  
adgang  til  markeder.  Det  er  en  særlig  bekymringsvækkende  følge,  at  det  er  regionens  fattigste  
udviklingsøkonomier,  der  ikke  moderniseres  og  som  i  stigende  grad  hægtes  af  den  globale  
økonomi.  En  Verdensbank-­‐rapport  om  Irak  fra  2014  påviser,  hvordan  Iraks  massivt  øgede  
indtægter  fra  olieudvinding  i  perioden  2007-­‐2012  ikke  havde  en  fattigdomsbekæmpende  effekt,  
fordi  de  ikke  blev  fulgt  af  økonomiske  og  sociale  reformer,  der  kunne  kanalisere  
olieindtægterne  over  i  egentlig  økonomisk  udvikling.    
 
Indebyrden  er,  at  lavvækst,  kombineret  med  svindende  indtægter  til  de  olie-­‐fattige  stater  i  
regionen  og  sammen  med  højere  priser  og  udgifter,  ikke  mindst  voksende  militærudgifter,  
                                                                               
                               
19
http://www.prb.org/Publications/Reports/2001/PopulationTrendsandChallengesintheMiddleEastandNorthAfrica.asp
x
20
http://www.worldbank.org/en/region/mena/publication/mena-quarterly-economic-brief-january-2016
21
http://www.worldbank.org/content/dam/Worldbank/GEP/GEP2015b/Global-Economic-Prospects-June-2015-
Middle-East-and-North-Africa-analysis.pdf
22
http://wwwwds.worldbank.org/external/default/WDSContentServer/WDSP/IB/2016/02/10/090224b0841636e1/3
_0/Rendered/PDF/The0economic0effects0of0war0and0peace.pdf
 
25  
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0134.png
SIDE 130
BILAG
begrænser  regimernes  evne  til  at  bruge  sine  sædvanlige  instrumenter,  prissubsidier,  
lønstigninger  og  ansættelser  i  en  oppustet  offentlig  sektor  til  at  mildne  presset  nedefra.  
 
Stigende  fødevarepriser  i  fattige  lande  har  erfaringsmæssigt  en  meget  høj  sandsynlighed  for  at  
føre  til  uroligheder  og  har  derfor  en  mulig  ”trigger”-­‐effekt  på  omvæltninger,  ikke  mindst  fordi  
det  kan  skabe  den  strategiske  forbindelse  mellem  ungdomsledede  protester  i  byerne  og  den  
brede,  fattige  befolkning,  og  derved  har  det  potentialet  til  at  transformere  protester  til  
opstand.  En  undersøgelse  fra  2014  viser,  at  de  fattigste  egyptere  vurderede  behovet  for  en  
stærk  økonomi  højere  (66%)  end  behovet  for  demokrati  (59%)  og  lægger  størst  vægt  på  lov  og  
orden  og  forbedrede  økonomiske  vilkår
23
.  Fødevareproblemet  er  særligt  akut  i  Mellemøsten,  
der  har  alvorlig  knaphed  på  dyrkbar  jord  og  vand  i  forhold  til  befolkningstallet,  hvor  
klimaforandringer  forværrer  disse  mangler  yderligere  og  som  derfor  allerede  nu  er  verdens  
største  fødevareimporterende  region.
24
   
 
En  vigtig  del  af  den  ”sociale  kontrakt”,  der  har  gjort  det  muligt  for  autokraterne  at  sidde  så  
længe  i  Mellemøsten,  er  netop  subsidier  på  basale  fødevarer  og  benzin
25
,  der  gør  det  brede  
fattige  flertal  af  afhængige  af  regimerne  for  deres  overlevelse.  Men  befolkningstilvæksten  og  de  
tilbagevendende  tørkeperioder  i  Mellemøsten  gør  det  nødvendigt  at  købe  flere  fødevarer  på  
verdensmarkedet,  hvilket  medvirker  til  at  presse  verdensmarkedspriserne  op.  Regimerne  har  
derfor  generelt  stadig  sværere  ved  at  finansiere  subsidierne.  Ifølge  FAOs  fødevareprisindeks  er  
verdensfødevarepriserne  mere  end  fordoblet  i  perioden  2000-­‐2014
26
.  Verdensbanken  
overvåger  fødevaresituationen  og  dens  konsekvenser  gennem  et  ”Food  Price  Watch”
27
.  Et  
midlertidigt  fald  i  verdensfødevarepriserne  på  14%  siden  august  2014  til  de  laveste  priser  i  fem  
år  skyldes  de  lave  oliepriser,  og  vil  derfor  ikke  nødvendigvis  vare  ved.  På  grund  af  tørkeperioder  
og  den  langsomme  erodering  af  subventionspolitikken  oplevede  Mellemøsten  i  varierende  grad  
stigende  fødevarepriser  i  2015  på  trods  af  det  internationale  prisfald.  Det  betyder,  at  
fattigdommen  stadig  forværres  i  de  fattigste  lande  i  Mellemøsten.  Ca.  26%  af  egyptere  lever  
ifølge  WFP  under  fattigdomsgrænsen
28
 og  ca.  halvdelen  af  befolkningen  er  i  fare  for  
fattigdom
29
.  
                                                                               
                               
23
http://www.pewglobal.org/2014/05/22/chapter-3-democratic-values-in-egypt/
Bread and Protests: the Return of High Food Prices, International Institute for Strategic Studies (IISS), Strategic
Comments, Volume 17, 2011: (http://www.iiss.org/publications/strategic-comments/past-issues/volume-17-
2011/march/bread-and-protests-the-return-of-high-food-prices/?locale=en).
Mellemøstens sociale kontrakter er generelt et bytte mellem manglende frihed og muligheder for billig mad og
brændsel og lave skatter. Disse sociale kontrakter har gjort det muligt for regimerne at fokusere på en status quo-
kurs og undgå udvikling.
Strategy of Response to Transformational Change Championed by Youth in the Arab
Region,
UNDP, maj 2011.
26
25
24
http://www.fao.org/worldfoodsituation/foodpricesindex/en/
27
World Bank Food Price Watch,
http://www.worldbank.org/en/topic/poverty/publication/food-price-watch-june-
2015-prices-hit-five-year-low-impact-of-low-oil-price-on-global-food-prices-poverty-and-inequality
28
https://www.wfp.org/node/3611/3690/443992
http://www.unicef.org/egypt/Statistics-in-Focus_01-2015_CHILD-POVERTY.pdf
29
 
26  
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0135.png
BILAG
SIDE 131
 
Den  demografiske  vækst  gør  presset  på  regimerne  så  meget  større.  Mellemøsten  er  den  region  
i  verden,  der  er  vokset  hurtigst:  i  perioden  1950-­‐2000  med  et  gennemsnit  på  2,7%  hvert  år,  eller  
fra  ca.  100  til  380  millioner  mennesker  (næsten  en  firdobling  i  én  opgørelse)
30
.  Et  højdepunkt  i  
befolkningstilvæksten  var  1980’erne,  hvilket  forklarer  den  store  ungdomspukkel,  som  
Mellemøsten  i  øjeblikket  har.  Mellemøsten  er  dog  med  vandringen  fra  land  til  by,  den  større  
brug  af  prævention  og  kvindernes  øgede  adgang  til  arbejdsmarkedet  ved  at  opleve  samme  
demografiske  overgang  som  andre  regioner  til  lavere  befolkningstilvækst
31
.  I  perioden  2000-­‐
2050  forventes  tilvæksten  at  falde  til  1,3%  (fertilitetsraten  per  kvinde  er  allerede  faldet  fra  7  i  
1960  til  3,6  i  2001
32
),  og  Mellemøsten  vil  på  det  tidspunkt  opleve  den  ældrepukkel,  som  Europa  
i  øjeblikket  oplever.  Egyptens  befolkning  over  60  år  ventes  fx  at  vokse  fra  4,3  mio.  i  2000  til  23,7  
mio.  i  2050
33
.  Mellemøsten  er  derfor  under  demografisk  transition,  men  oplever  aktuelt  
effekterne  af  en  høj  befolkningstilvækst  og  en  massiv  ungdomspukkel.  Det  er  den  simple  
konklusion  i  en  Verdensbank-­‐rapport  fra  2009
34
,  at  MENA-­‐regionen  skal  skabe  44  mio.  nye  jobs  
frem  til  2050  for  at  absorbere  den  demografiske  tilvækst,  og  én  implikation  hvis  dette  ikke  sker,  
er  at  presset  for  økonomisk  migration  vil  stige  markant  som  en  del  af  globaliseringen  af  
arbejdsmarkedet.  Egypten  alene  skal  fx  skabe  500.000  nye  jobs  hvert  år  bare  for  at  holde  trit  
med  adgangen  af  unge  arbejdere.  Det  er  en  stigende  tendens,  at  flere  familier  vil  søge  at  sende  
mindst  ét  medlem  til  Europa  eller  Nordamerika  for  at  arbejde  og  sikre  de  tilbageførsler,  der  gør,  
at  en  familie  uden  muligheder  kan  overleve.  
 
Vandringen  fra  land  til  by  øger  presset  på  regimerne  yderligere,  fordi  de  er  kimen  til  et  større  
opbrud  med  den  traditionelle  stammekultur,  der  har  præget  Mellemøsten  og  på  hvilken  
regimerne  bygger  sin  magt.  Mellemøsten  er  én  af  de  regioner  i  verden,  hvor  vandringen  fra  
land  til  by  er  størst  (de  arabiske  bybefolkninger  voksede  med  400%  i  perioden  1970-­‐2010  og  
forventes  at  vokse  med  yderligere  200%  over  de  næste  40  år)
35
.  I  2010  levede  56%  af  de  
arabiske  befolkninger  i  byerne,  i  2050  forventes  det  at  være  68%.  Vandringen  skyldes  en  
mætning  af  mulighederne  på  landet,  typisk  i  landbrug,  smådrift  eller  småhandel;  kun  én  af  
sønnerne  kan  arve  familiens  jord  eller  forretning.  Men  heller  ikke  byerne  kan  skabe  jobs  nok  i  
takt  med  tilvæksten  af  unge,  arbejdsløsheden  er  kronisk  høj  og  endnu  større  blandt  unge  og  
                                                                               
                               
30
http://www.prb.org/Publications/Reports/2001/PopulationTrendsandChallengesintheMiddleEastandNorthAfrica.asp
x
31
http://www.washingtoninstitute.org/policy-analysis/view/demography-in-the-middle-east-population-growth-
slowing-womens-situation-un
32
http://www.prb.org/Publications/Reports/2001/PopulationTrendsandChallengesintheMiddleEastandNorthAfrica.asp
x
33
http://www.prb.org/Publications/Reports/2001/PopulationTrendsandChallengesintheMiddleEastandNorthAfrica.asp
x
34
http://web.worldbank.org/WBSITE/EXTERNAL/COUNTRIES/MENAEXT/0,,contentMDK:22102982~pagePK:146736
~piPK:146830~theSitePK:256299,00.html
35
Momani, Bessma: Arab Dawn, 2015, s. 15.
 
27  
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0136.png
SIDE 132
BILAG
presset  på  regimerne  for  at  skabe  arbejdsmuligheder  i  den  offentlige  sektor  er  massivt.  
Indebyrden  er,  at  de  unges  tidligere  identitet  til  familie,  klaner,  sekter  og  stammer  bliver  
mindre  (unge  gifter  sig  ikke  som  tidligere  nødvendigvis  inden  for  klanen  eller  stammen)  og  
moderne  tilhørsforhold  tager  over,  hvilket  netop  skaber  mulighed  for  fundamentalistiske  eller  
radikaliserede  kredser,  der  netop  fokuserer  de  fattige  områder  med  høj  arbejdsløshed  og  
utilfredshed.  
 
Presset  fra  befolkningstilvækst,  ungdoms-­‐pukler  og  stræben  efter  
værdighed  
Forskere  peger  på  ungdomspukler  som  en  væsentlig  strukturel  årsag  til  voldelige  uroligheder,  
ikke  mindst  fordi  det  kan  mobilisere  unge  til  at  starte  de  protester,  der  i  kombination  med  
andre  faktorer  kan  vokse  til  en  egentlig  opstand
36
.  En  ungdomspukkel  opstår,  når  mindst  30%  af  
en  befolkning  hører  til  ”the  fighting  age  cohorts”  på  mellem  15  –  29  år.  I  Mellemøsten  er  den  
ratio  netop  30%,  eller  over  100  millioner  unge  i  regionen.  Det  niveau  nås  efter  en  periode  med  
en  gennemsnitlig  fertilitetsrate  per  kvinde  på  over  4  børn  (2,1  barn  per  kvinde  svarer  til  
almindelig  genopfyldning).    
 
Den  arabiske  ungdom  bygger  sit  liv  omkring  fire  søjler:  beskæftigelse,  uddannelse,  ægteskab  og  
bolig
37
.  Da  faderen  typisk  kun  kan  nedarve  1  –  2  jobs  til  sine  sønner  og  landets  økonomi  ikke  
kan  ekspandere  arbejdsmarkedet  i  samme  tempo  som  befolkningstilvæksten,  skaber  det  en  
kritisk  gruppe  af  ”vrede  unge  mænd”  uden  arbejde  og  muligheder  og  med  lavt  selvværd  i  
marginen  af  samfundet.  I  1996  var  der  5  unge  mænd  under  15  år  på  vej  ind  på  arbejdsmarkedet  
i  Jordan  for  hver  ældre  mand  på  vej  ud  af  markedet
38
.  I  Saudi-­‐Arabien  var  raten  8-­‐1  samme  år.  
Et  centralt  problem  har  at  gøre  med  sex  og  familie.  Uden  arbejde  og  stabil  indkomst  har  unge  
mænd  vanskeligt  ved  at  blive  gift  og  har  derved  ikke  legal  adgang  til  sex.  Mellemøsten  har  
blandt  udviklingslandene  den  laveste  andel  af  gifte  unge  mænd:  kun  50%  i  kategorien  25  -­‐29  år  
er  gift.  En  hel  række  undersøgelser  peger  på  giftermål  som  unge  mænds  vigtigste  bekymring
39
.  
Ud  over  den  åbenlyse  frustrationsfaktor  kan  det  føre  til  stigende  emigration  og  massiv  tilførsel  
af  rekrutter  til  organiseret  kriminalitet  og  væbnede/radikale  grupper.  Mellem  1970  og  1999  
fandt  80%  af  alle  konflikter  sted  i  lande,  hvor  60%  eller  mere  af  befolkningen  var  under  30  år
40
,  
                                                                               
                               
Fænomenet blev først fremhævet af Gary Fuller i 1985, der på det tidspunkt arbejdede i CIAs
Global Issues-
kontor, som en måde at forudsige politiske uroligheder. Den tyske forsker Gunnar Heinsohn udbyggede forståelsen
af fænomenet i 1990erne, men det var Gary Fuller og Jack Goldstone, der særligt har fremmet teorien. Fareed
Zakaria og Francis Fukuyama ser det som væsentlige forklaringsfaktorer bag 2011-omvæltningerne
(demokratiseminar, Aarhus, maj 2011).
37
36
Dhillon & Yousef: Generation in Waiting: The Unfulfilled Promise of Young People in the Middle East, Brookings
Institution Press, 2009.
38
http://www.prb.org/Publications/Reports/2001/PopulationTrendsandChallengesintheMiddleEastandNorthAfrica.asp
x
Wrigley, Patrick: Youth Bulges in the Middle East and North Africa: Risk or Asset?, Verdensbanken, November
2010:
http://www.cmimarseille.org/_src/SELM4_WBFastBrief74.pdf.
Leahy, Engelman, Vogel, Haddock and Preston: The Shape of Things to Come, Population Action Initiative, 2007.
http://www.populationaction.org/Publications/Reports/The_Shape_of_Things_to_Come/Summary.shtml.
40
39
 
28  
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0137.png
BILAG
SIDE 133
og  disse  lande  har  en  tre  gange  højere  risiko  for  konflikt.  90%  af  lande  med  sådanne  pukler  er  
autokratiske.    
 
FNs  ”Arab  Human  Development  Report  2002”  peger  på,  at  de  unges  væsentligste  prioritet  er  
job  efterfulgt  af  uddannelse
41
.  Adgangen  til  videregående  uddannelser  er  siden  1990  steget  
markant  (indrullering  på  højere  læreanstalter  er  steget  3  gange  i  Tunesien,  4  gange  i  Egypten  og  
10  gange  i  Libyen).  Et  problem  er,  kvaliteten  af  uddannelserne  og  sammenhængen  med  
økonomiens  efterspørgsel  er  lav.  En  række  mellemøstlige  regimer  har  haft  jobgaranti  i  den  
offentlige  administration  til  kandidater  fra  sådanne  uddannelser,  men  presset  har  været  for  
stort  og  ordningerne  eroderes.  Resultatet  er,  at  netop  de  uddannede  unge  er  særligt  hårdt  ramt  
af  arbejdsløshed:  23%  af  unge  mænd  og  33%  af  unge  kvinder  i  Mellemøsten  er  arbejdsløse  
(mere  end  det  dobbelte  i  forhold  til  verdensgennemsnittet),  mens  43%  er  arbejdsløse  i  Algeriet  
og  90%  af  uddannede  unge  i  Egypten  er  uden  arbejde.  Det  skaber  et  stort  spænd  mellem  de  
unges  forhåbninger  og  realiteterne  i  regionen.  En  afledt  effekt  er,  at  hele  45-­‐51%  af  de  unge  
ønsker  at  emigrere  til  Europa,  USA  og  Canada  -­‐  i  den  rækkefølge
42
.  
 
Det  positive  er,  at  et  land  eller  en  region  på  vej  ud  af  en  ungdomspukkel  har  det  bedste  
grundlag  for  accelereret  økonomisk  vækst  -­‐  som  i  Asien  over  de  seneste  30  år  –  indtil  
alderspuklen  hober  sig  op.  Problemet  er,  at  den  økonomiske  udvikling,  regionens  ustabilitet  og  
vanskeligheden  for  mellemøstlige  regimer  at  igangsætte  reelle  reformer,  der  udfordrer  
eliternes  privilegier,  gør  det  vanskeligt  at  integrere  den  arabiske  ungdom  på  en  positiv  måde  i  
det  politiske,  økonomiske  og  sociale  liv.  En  Verdensbank-­‐undersøgelse  fra  2004  peger  på,  at  en  
ungdomspukkel  alene  ikke  er  nok  til  at  skabe  ustabilitet;  det  er  kombinationen  af  
ungdomspukkel  og  økonomisk  stagnation,  der  skaber  den  farlige  cocktail
43
,  og  det  er  det,  
Mellemøsten  lider  af  lige  nu.  Verdensbanken  peger  også  på,  at  adgangen  til  økonomiske  
muligheder  og  ungdomspuklens  placering  i  forhold  til  urbanisering  er  afgørende  for  negativ  
mobilisering  af  de  unge
44
.  I  den  optik  er  Mellemøsten  i  særlig  fare,  ikke  mindst  Yemen,  
Vestbredden/Gaza,  Irak  og  Egypten.  
 
Værdighed  er  en  central  faktor  for  en  persons  holdninger  og  udsyn,  særligt  for  de  unge.  
Revolutionen  i  Tunesien  i  2011  fandt  fx  sted  under  sloganet  ”værdighed  før  brød”.  I  den  
arabiske  optik  indeholder  begrebet  ”værdighed”  to  aspekter:  (1)  individets  værdighed  i  forhold  
til  autokrater,  der  fratager  borgere,  familier  og  klaner  rettigheder  og  indflydelse  og  behandler  
                                                                               
                               
41
Arab Human Development Report 2002, UNDP:
http://www.arab-hdr.org/publications/other/ahdr/ahdr2002e.pdf.
s. 30ff.
42
Arab Human Development Report 2002, spørgeskemaundersøgelse blandt regionens unge.
43
Urdal, Henrik: The Devil in the Demographics: the effect of youth bulges on domestic armed conflict, 1950-2000,
2004.
http://www-
wds.worldbank.org/external/default/main?pagePK=64193027&piPK=64187937&theSitePK=523679&menuPK=6418
7510&searchMenuPK=64187283&siteName=WDS&entityID=000012009_20040728162225.
44
Wrigley, Patrick: Youth Bulges in the Middle East and North Africa – Risk or Asset?, Verdensbanken, 2010:
http://www.cmimarseille.org/_src/SELM4_WBFastBrief74.pdf.
 
29  
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0138.png
SIDE 134
BILAG
dem  med  foragt;  og  (2)  den  kollektive  stolthed  over  sit  land  og  det  at  være  araber,  som  samme  
autokrater  bringer  til  skamme  ved  sin  korruption  og  ineffektivitet.  Når  en  familiefar  ikke  kan  
forsørge  sin  familie,  er  hans  værdighed  væk.  Når  eliter  beriger  sig,  mens  et  flertal  af  
befolkningen  ikke  kan  give  døtre  den  nødvendige  medgift  eller  skaffe  sønner  arbejde,  så  de  kan  
starte  en  familie,  er  det  et  stort  slag  mod  en  families  værdighed.  Når  en  araber  ikke  kan  gå  til  en  
regeringsinstans  for  at  få  rettet  op  på  sine  retfærdige  problemer,  som  man  kunne  i  gamle  dage  
gennem  klanstrukturerne,  er  det  et  slag  mod  hans  værdighed.  Når  syrere  oplever,  at  Assad-­‐
regimet  åbner  to  store  shopping-­‐malls  under  en  krig,  hvor  så  mange  dør  og  lider,  og  som  ikke  
kan  andet  end  at  vise  dem  en  elite-­‐verden,  de  aldrig  vil  få  adgang  eller  have  råd  til,  rammer  det  
deres  værdighed.  Når  arabere  skydes  i  skoene,  at  de  ikke  er  så  udviklede  som  i  vesten,  født  til  
korrupte  strukturer  og  autokrati  og  selv  har  befængt  sig  med  radikale  grupper  og  terrorister,  
rammer  det  deres  stolthed,  fordi  situationen  ikke  er  sådan,  men  inderst  inde  ved  de  godt,  at  
det  er  sådan,  det  må  se  ud  for  omverden.  Det  er  ikke  mindst  derfor,  islamistiske  bevægelser  har  
så  stor  succes  i  Mellemøsten:  de  skaber  værdighed  i  en  fattigdomssituation  og  forstår  at  støtte  
lige  netop  med  det,  der  kan  redde  en  persons  eller  families  minimumsværdighed.  Trangen  efter  
værdighed  er  en  stor  del  af  baggrunden  for,  at  fundamentalistiske  og  radikaliserede  cirkler  kan  
indtage  både  klanernes  og  statens  sociale  rolle  for  det  brede  fattige  flertal  i  forhold  til  
borgerne.  Værdighed  er  også  en  rød  linje  og  kan  ikke  undervurderes  som  potentiel  udløsende  
faktor.  Det  var  i  høj  grad  tortur-­‐drabene  på  teenagere  i  Dara’a  i  2011,  som  for  mange  syrere  var  
den  ene  dråbe  for  meget  og  som  fik  den  syriske  opstand  til  at  eksplodere  i  et  oprør.  
 
Presset  fra  klimaforandringer  –  den  sidste  dråbe?  
Det  er  ikke  mindst  effekterne  af  den  globale  opvarmning  og  knaphed  på  kritiske  ressourcer  som  
vand  og  nedbør,  der  kan  medvirke  til  at  udløse  nye  kriser  i  Mellemøsten.  
 
Stigende  vandmangel  vil  i  løbet  af  de  næste  årtier  betyde  øget  behov  for  fødevareimport,  
tvinge  flere  folk  fra  landområder  til  byerne,  hæve  vand-­‐  og  fødevarepriser  og  potentielt  betyde  
faldende  levestandard  og  drive  større  befolkningsgrupper  ned  i  fattigdom.  På  den  måde  vil  
vandmangel  forværre  regionens  allerede  eksisterende  kriseparametre.  Mellemøsten  og  
Nordafrika  har  6,3%  af  den  globale  befolkning,  men  kun  1,4%  af  verdens  
ferskvandsressourcer
45
.  Knap  halvdelen  af  verdens  vand-­‐fattigste  lande  vil  være  at  finde  i  
Mellemøsten
46
.  Mængden  af  tilgængeligt  ferskvand  per  person  i  Mellemøsten  blev  halveret  
mellem  1970  og  2001  og  vil  falde  med  yderligere  en  tredjedel  frem  til  2025.  En  undersøgelse  
viser,  at  Tigris/Eufrat-­‐bassinet  er  det  område  i  verden,  der  taber  mest  vand,  og  i  Yemen  falder  
grundvandsspejlet  med  seks  meter  om  året
47
.  I  2025  vil  regionen,  hvis  den  nuværende  kurs  
fortsætter,  nå  den  officielle  vandmangelgrænse  på  1000  m
3
 per  person.  Men  ressourcerne  er  
                                                                               
                               
45
http://www.prb.org/Publications/Reports/2001/PopulationTrendsandChallengesintheMiddleEastandNorthAfrica.asp
x
46
http://www.theguardian.com/environment/2015/aug/27/middle-east-faces-water-shortages-for-the-next-25-
years-study-says
47
http://www.theguardian.com/environment/2015/aug/27/middle-east-faces-water-shortages-for-the-next-25-
years-study-says
 
30  
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0139.png
BILAG
SIDE 135
ulige  fordelt:  mens  Iran,  Irak,  Syrien  og  Tyrkiet  har  80%  af  regionens  vandressourcer,  har  lande  
som  Israel,  Jordan  og  Yemen  (sammen  med  visse  Golflande)  kun  ca.  200  m
3
/person  til  rådighed.  
Yemens  hovedstad  Sana’a  vil  blive  den  første  hovedstad  i  verden,  der  vil  have  opbrugt  sine  
vandressourcer
48
.  85%  af  vandforbruget  går  til  landbrug,  som  i  forvejen  opererer  på  
gammeldags  vis  med  stort  vandspild  til  følge.  Som  følge  af  den  globale  opvarmning  vil  regionen  
få  flere  tørkeperioder,  som  vil  sende  en  fattig  landbefolkning  ind  i  en  cyklus  af  overlevelse  og  
fattigdom.    
 
Vand  vil  også  i  stigende  grad  være  et  element  i  regionens  konflikter.  Fordelingen  af  vand  har  
længe  været  en  parameter  i  den  israelsk-­‐palæstinensiske  konflikt.  En  medvirkende  årsag  til  
Houthi-­‐oprøret  i  Yemen  var  en  opfattelse  af  en  ulige  fordeling  af  de  meget  knappe  
vandressourcer,  og  flere  år  med  tørke  i  Syrien  fra  2008  drev  større  grupper  fra  landet  til  
fattigdom  i  byerne.  På  samme  måde  er  vand  som  knap  ressource  blevet  en  del  af  ekstremistiske  
gruppers  strategi
49
.  AlQaedah  bygger  som  eksplicit  del  af  sin  strategi  brønde  i  Yemen,  og  ISIS  
havde  som  én  af  sine  første  prioriteter  at  erobre  dæmningerne  over  Eufrat-­‐floden  i  Syrien  og  
erobrede  en  overgang  to  dæmninger  i  Irak  ved  Mosul  og  Fallujah,  som  dog  senere  blev  taget  
tilbage  af  kurderne.  
 
Stigende  temperaturer  vil  ramme  særligt  Golfen  senere  i  dette  århundrede.  En  amerikansk  
undersøgelse  fra  2015  påviser,  at  dele  af  Golfen  for  første  gang  noget  sted  på  jorden  kan  nå  
kombinationen  af  fugtighedsgrader  og  varmetemperaturer,  der  vil  gøre  det  umuligt  for  
mennesker  at  opholde  sig  i  området,  medmindre  der  tages  skridt  til  at  bremse  opvarmningen
50
.  
Den  potentielle  indebyrd  er,  at  befolkningen  i  dele  af  Golfen  skal  bo  andre  steder  i  
varmeperioden  og  kun  kan  opholde  sig,  arbejde  og  udvinde  olie  i  området  i  den  køligere  
periode.  
 
Kapitel  3:  Udfordringer  og  muligheder  
Regionens  aktuelle  situation  skaber  udfordringer,  men  med  de  rigtige  politikker  og  med  en  
resolut  understøttelse  af  positive  processer  kan  det  også  skabe  muligheder.  
 
Regimer  under  pres  -­‐  og  forandring?  
Omvæltningerne  i  2011  har  grundlæggende  svækket  staterne  i  Mellemøsten  og  Nordafrika  og  
har  indskrænket  deres  handlingsmuligheder,  og  regionen  vil  i  den  kommende  periode  blive  
præget  af,  at  regimerne  er  fanget  imellem  massive  udfordringer  og  begrænsede  
handlingsmuligheder.    
                                                                               
                               
48
49
http://www.vice.com/read/is-water-scarcity-radicalizing-the-middle-east-235
http://www.vice.com/read/is-water-scarcity-radicalizing-the-middle-east-235
http://news.mit.edu/2015/study-persian-gulf-deadly-heat-1026
50
 
31  
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0140.png
SIDE 136
BILAG
 
Konsekvensen  er  først  og  fremmest  en  svindende  sandsynlighed  for,  at  regimerne  kan  fortsætte  
en  ”muddle  through”-­‐politik,  hvor  man  forsøger  lige  at  overleve  den  ene  krise  efter  den  anden  
uden  grundlæggende  reformer  og  ikke  mindst  bruger  udenlandske  tilskud  fra  regionens  rige  
nationer,  som  fx  Saudi-­‐Arabien  og  Qatar,  eller  fra  Verdensbanken  til  i  realiteten  at  understøtte  
netop  den  politik.  Valget  for  regimerne  er  derfor  simpelt:  at  svare  igen  med  mere  repression,  
når  presset  igen  stiger,  og  derved  yderligere  øge  sandsynligheden  for  nye  revolutioner  på  et  
senere  stade,  eller  at  sætte  ind  med  reelle  reformer,  som  i  sig  selv  vil  skabe  ustabilitet  og  som  
derved  kan  føre  til  meget  forskellige  udfald.    
 
Der  er  et  meget  bredt  folkeligt  ønske  i  Mellemøsten  og  Nordafrika  om  at  ”komme  væk”  fra  de  
hidtidige  regimer  og  deres  virkemåde,  men  der  er  ikke  enighed  om,  hvad  der  skal  komme  i  
stedet,  og  flere  faktorer  vil  påvirke  mulige  politiske  udviklinger.  Skellet  mellem  den  
mellemøstlige  ”moderne  verden”  (middelklasserne  og  bybefolkningerne)  og  regionens  fattige,  
traditionelle  samfund  bliver  stadig  større,  ikke  mindre.  Regimerne  forsøger  at  galvanisere  
middelklasserne  og  mindretallene  til  at  stå  bag  sig  og  fastholde  den  autokratiske  eller  semi-­‐
autokratiske  styreform  over  for  presset  fra  det  brede  fattige  flertals  ønsker  om  grundlæggende  
forandringer,  nye  muligheder  og  levevilkårsforbedringer.  Netop  den  reaktion  er  i  høj  grad  med  
til  at  øge  sandsynligheden  for  at  kommende  omvæltninger  bliver  revolutionære  (voldelige),  
snarere  end  evolutionære  (forhandlede).  Det  øger  også  sandsynligheden  for,  at  eventuelle  
regimeskift  kan  føre  til  mere  radikale  politiske  regimer,  da  de  mellemøstlige  sekulære  og  mere  
moderat-­‐islamistiske  oppositionsgrupper  effektivt  er  blevet  undermineret.  
 
På  den  ene  side  udfordres  de  autokratiske  regimers  væsen  og  virkemåde  af  
globaliseringsprocesser  og  af  en  modernisering  af  værdisæt.  De  mellemøstlige  økonomier  er  
blevet  mere  integreret  i  den  globale  økonomi,  men  det  sætter  kontrasten  mellem  en  dynamisk  
global  udvikling  over  for  en  stilstand  i  Mellemøsten  i  relief.  Det  udstiller  de  statiske  autokratiske  
regimer  i  forhold  til  en  dynamisk  regioner  som  Asien,  og  det  skaber  forventninger  til  
levevilkårsforbedringer,  som  regimerne  ikke  kan  levere.  Globaliseringen  giver  den  brede  
befolkning  adgang  til  ny  information,  og  det  skaber  en  kontrast  mellem  autokratiernes  
traditionelle  værdier  og  udviklingen  af  globale  værdier.  Ungdomspukler  øger  behovet  for  nye  
arbejdspladser,  som  regimerne  på  ingen  måde  kan  leve  op  til.  Lukkede  autokratier,  hvor  
adgangen  til  jobs  og  økonomien  er  et  privilegium  for  de  udvalgte  få,  er  simpelthen  ikke  længere  
acceptabelt  for  det  brede  flertal.    
 
På  den  anden  side  udfordres  regimernes  evne  til  at  leve  op  til  tidligere  tiders  ”sociale  kontrakt”  
med  befolkningerne  af  den  regionale  ustabilitet  og  lavvækst,  negative  internationale  
økonomiske  udsving,  stigende  fødevarepriser  og  svindende  indtægter  (den  globale  finanskrise  
fra  2008  var  på  den  måde  i  høj  grad  en  medvirkende  faktor  i  2011-­‐omvæltningerne).  Hvis  ikke  
økonomien  vokser  betydeligt  mere  end  befolkningstilvæksten,  eller  den  økonomiske  
omfordeling  i  samfundet  er  nær-­‐perfekt,  vil  den  fattigste  del  af  befolkningen  enten  blive  
fattigere  eller  ikke  føle  gradvise,  men  konkrete  levevilkårsforbedringer  i  form  af  adgang  til  jobs,  
øget  indkomst  og  livskvalitet,  adgang  til  boligmasse  og  social  og  fysisk  infrastruktur.  Indebyrden  
 
32  
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0141.png
BILAG
SIDE 137
er  derfor  også,  at  utilfredsheden  i  de  brede  fattige  lag  sandsynligvis  vil  vokse  i  den  kommende  
periode.  
 
Selv  om  de  strukturelle  faktorer  over  tid  vil  tendere  mod  at  slå  igennem,  afgør  de  ikke  retningen  
i  en  udvikling.  Det  kritiske  faktor  er  ofte  hvordan  regimerne  reagerer  på  forandringspresset.  
Tunesien,  Jordan,  Egypten  og  Syrien  blev  i  2011  alle  ramt  af  folkelige  opstande  mod  
autokratiske  regimer,  men  reagerede  meget  forskelligt  og  undergår  af  samme  årsag  meget  
forskellige  udviklinger.  Regimernes  evne  til  at  reagere  modent  på  pres  nedefra  sammenholdt  
med  de  muligheder,  de  har  for  at  styre  processer  og  leve  op  til  forventninger,  vil  derfor  
karakterisere  udviklingen  i  den  kommende  periode.  I  værste  fald  kan  regionen  på  et  tidspunkt  
stå  over  for  en  ny  bølge  af  omvæltninger,  der  kan  blive  endnu  mere  omfattende  end  den  første  
bølge  i  2011.  I  bedste  fald  kan  Mellemøsten  og  Nordafrika  opleve  en  kvalitativ  udvikling  inden  
for  den  autokratiske  styreform,  hvor  regimet  med  en  ”stærk  mand”  i  spidsen  engagerer  sig  i  
økonomiske  og  sociale  reformer,  der  åbner  samfundet  op,  men  fortsat  holder  et  fast  greb  om  
den  politiske  magt  gennem  skin-­‐demokratiske  processer  og  derved  for  en  periode  i  hvert  fald  
sikrer  en  form  for  stabilitet.  På  den  måde  vil  reformprocesser  ikke  nødvendigvis  foregå  samtidig  
på  de  politiske,  økonomiske  og  sociale  parametre,  men  snarere  være  meget  mere  langsigtede  
og  blive  drevet  af  den  økonomiske  udvikling.  Enkelte  lande,  der  udvikler  sig  hurtigere  end  
andre,  kan  komme  til  at  fremstå  som  regionale  rollemodeller,  der  kan  trække  andre  med  sig.  
 
Nye  muligheder?  
På  trods  af  regionens  nuværende  ustabilitet  og  stagnation  er  Mellemøsten  en  globaliserende  og  
moderniserende  region  med  et  relativt  højt  uddannelsesniveau  og  en  stor  gruppe  af  
arbejdshungrende  unge.  Under  den  overflade,  der  altid  portrætteres  fra  Mellemøsten,  er  der  
en  stærk  følelse  af  håb,  iværksætter-­‐iver  og  udforskning  af  nye  muligheder.  Skuffelsen  
indtræder,  når  mennesker  ikke  er  i  stand  til  at  forbedre  sin  egen  eller  sin  families  situation.  
Præcis  ligesom  disse  elementer  kan  føre  til  negative  konsekvenser  i  form  af  ustabilitet  og  
radikalisering,  når  regimerne  vedbliver  med  at  hæmme  udvikling  og  derved  holder  store  
grupper  tilbage  i  fattigdom  og  arbejdsløshed,  kan  det  vende  sig  til  positive  muligheder,  hvis  en  
forbedring  ikke  mindst  af  den  økonomiske  regeringsførelse  kan  styrke  økonomien  og  skabe  
flere  jobs,  sikre  flere  grupper  en  bedre  inklusion  i  økonomien  og  derved  løfte  flere  folk  ud  af  
fattigdom  og  op  i  middelklassen.  Nogle  af  de  samme  elementer,  som  i  dag  indgår  i  regionens  
ustabilitet,  kan  derfor  under  de  bedste  omstændigheder  vende  sig  til  nye  muligheder.    
 
Det  Arabiske  Forår  er  et  lysende  eksempel  på  at  de  arabiske  befolkninger  har  fået  en  større  
politisk  bevidsthed  og  engagerer  sig  samfundsmæssigt  meget  mere  end  tidligere.  Det  er  et  nyt  
grundvilkår,  at  regimernes  magt  og  autoritet  er  eroderet.  Regimerne  er  fundamentalt  svækkede  
og  har  ikke  længere  råd  til  at  fastholde  fx  de  prissubsidier  og  adgangen  til  jobs  i  en  opsvulmet  
offentlig  sektor,  der  tidligere  var  en  del  af  grundlaget  for  at  holde  befolkningen  i  passiv  accept.  
Det  er  også  et  nyt  grundvilkår,  at  balancen  mellem  stat  og  samfund  har  ændret  sig  radikalt  med  
flere  politisk-­‐relevante  aktører  uden  for  statens  kontrol,  der  vil  interagere  på  tværs  af  grænser  
og  blive  inspireret  globalt.  
 
 
33  
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0142.png
SIDE 138
BILAG
Kombinationen  af  regionens  kriseparametre  og  svækkede  muligheder  for  at  engagere  sig  i  reel  
reform  uden  massiv  støtte  udefra  er  ikke  det  bedste  grundlag  for  en  positiv  politisk,  økonomisk  
og  social  udvikling  i  den  kommende  periode  i  Mellemøsten  og  Nordafrika.  På  trods  heraf  er  der  
lande,  der  alligevel  tager  springet  og  forsøger  at  komme  ud  af  den  onde  spiral  af  politisk,  
økonomisk  og  social  stilstand.  En  nøgle  til  at  udfolde  de  muligheder,  som  regionen  tilbyder,  vil  
være  en  økonomisk  udvikling,  der  giver  nye  muligheder  og  skaber  jobs  og  som  løfter  stadig  
større  dele  af  befolkningen  ud  af  fattigdom.  Det,  der  kan  gøre  det  muligt,  er  bedre  
regeringsførelse.  Mellemøsten  og  Nordafrika  vil  ikke  udvikle  sig  til  modne  demokratier  og  
udviklede  økonomier  over  kort  tid;  det  vil,  ligesom  for  Europa  i  sin  tid,  være  en  proces.  Men  en  
gradvis  forbedring  af  særligt  den  økonomiske  regeringsførelse  og  et  gradvist  opgør  med  den  
mellemøstlige  autokratiske  statsform,  der  holder  udviklingen  tilbage,  kan  starte  den  proces!  
 
Libanon  er  et  eksempel  på  de  muligheder,  et  land  i  Mellemøsten  på  vej  ud  af  en  feudal  
samfundsform  kan  byde  sin  befolkning.  Landet  er  arealmæssigt  noget  mindre  end  Midtjyllands  
Region,  har  ingen  primærressourcer  som  fx  olie,  har  knap  produktionsressourcer  som  fx  vand,  
energi  og  fysisk  plads  til  at  understøtte  en  produktiv  sektor  og  har  været  igennem  en  15  år  lang  
borgerkrig,  der  sluttede  i  1990.  I  1989  havde  Libanon  et  bruttonationalprodukt  (BNP)  på  2,72  
mia.  USD,  i  2014  var  det  på  45,7  mia.  USD,  og  Libanon  ligger  langt  foran  regionens  øvrige  ikke-­‐
oliestater  hvad  angår  BNP  per  indbygger.  På  mange  måder  var  det  borgerkrigen,  der  svækkede  
statens  kontrol  med  privatsektoren,  og  Libanons  konkurrerende  regimer  er  ikke  stærke  nok  til  
at  holde  privatsektoren  nede  som  det  er  tilfældet  i  mange  af  regionens  autokratier.  Det  er  
Libanons  dynamiske  økonomiske  udvikling  (som  dog  er  midlertidigt  stækket  pga.  Syrien-­‐krigen),  
der  på  en  op-­‐og-­‐ned  gradvis,  men  grundlæggende  måde  udfordrer  gamle  tiders  korruption,  
favoritisme  og  nepotisme  og  de  sekteriske  gruppers  fortsatte  kontrol  over  hver  sine  dele  af  
statsadministrationen.  Korruptionen  er  langt  fra  væk  og  hæmmer  stadig  landets  udvikling,  men  
den  har  ændret  karakter  og  er  mindre  skadelig  for  samfundsøkonomien  end  en  korruption,  der  
dræner  ressourcer  ud  af  økonomien
51
.  Det  sætter  Libanon  i  stand  til  at  valorisere  landets  
eneste  reelle  ressource,  nemlig  sin  befolkning,  og  servicesektoren  udgør  ca.  ¾  af  den  
libanesiske  økonomi.  Landet  er  præget  af  et  stærkt  fokus  på  uddannelse  (2/3  af  en  årgang  
fortsætter  fra  primærskolen  til  gymnasiet,  og  ca.  halvdelen  af  unge  med  studentereksamen  
fortsætter  sin  uddannelse  på  landets  41  højere  læreanstalter).  Den  økonomiske  åbenhed  har  
været  et  kerneelement  i  at  skabe  denne  dynamiske,  men  gradvise  modernisering,  og  på  den  
måde  kan  lande  som  Libanon  måske  vise  en  vej  frem  for  andre  lande  i  Mellemøsten  også!  
                                                                               
                               
51
Neal, Mark: The dynamics of effective corrupt leadership: Lessons from Rafik Hariri's political career in Lebanon:
http://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S1048984309001970.
 
34  
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0143.png
BILAG
SIDE 139
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0144.png
SIDE 140
BILAG
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0145.png
BILAG
SIDE 141
Udenrigsministeriet
Udenrigsministeriet
Baggrundsanalyse til udredningen om dansk udenrigspolitik:
Danmark i nyt handelspolitisk farvand
frem mod 2030
– dybere globalisering
eller stærkere grænser?
Udenrigsministeriet – april 2016
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0146.png
SIDE 142
BILAG
Indholdsfortegnelse
Sammenfatning
........................................................................................................................................ 2
1. Fem definerende tendenser på det handelspolitiske område
................................................ 5
1.1 Flere handelsprotektionistiske tiltag .............................................................................................. 5
1.2. Stadig mere handel foregår i globale værdikæder. ...................................................................... 6
1.3 Begrænset multilateral handelsliberalisering og flere bilaterale frihandelsaftaler ................... 7
1.4 Handel med tjenesteydelser og udenlandske investeringer fylder stadig mere ....................... 8
1.5 Fokus på standarder og regler ud fra et forsigtighedsprincip om beskyttelse af forbrugere
og borgere ................................................................................................................................................ 9
2. Handelspolitik kan fremme en bred vifte af danske interesser
..........................................10
3. Policy-tiltag for at fremme frihandel
...........................................................................................13
3.1 Tiltag for at styrke WTO ..............................................................................................................14
3.2. Nye EU-frihandelsaftaler .............................................................................................................16
3.3 Dialog med erhvervsliv og andre vigtige interessenter ............................................................17
1
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0147.png
BILAG
SIDE 143
1
Sammenfatning
Handelspolitik er en vigtig brik i økonomisk diplomati og bør samtænkes med Danmarks
samlede udenrigspolitiske engagement. Det skal ske for at sikre optimal dansk
interessevaretagelse og for at tage højde for de globale økonomiske forskydninger og
udviklingstendenser.
Handelspolitik vil over de kommende år skulle omdefineres i en situation, hvor standarder
og normer ikke længere defineres snævert i WTO af de toneangivende OECD-lande. Den
nye handelspolitik vil kræve anerkendelse af det skift i det økonomiske tyngdepunkt, som
ikke mindst de asiatiske økonomier har skabt over de seneste år, og som kan forudses
fortsat i det kommende årti.
Dansk handelspolitik vil mod 2030 også skulle defineres i en verden, hvor en dybere
globalisering vil sætte dagsorden. Øget handel med tjenesteydelser, flere internationale
investeringer og et stigende antal bilaterale og regionale frihandelsaftaler vil være en del af
dette billede.
På internationalt plan kan der på en og samme tid forudses at være kræfter, som vil trække
realpolitisk og følelsesmæssigt i retning af øget lukkethed, protektionisme og forstærkede
nationale grænser, og mere markedsbaserede kræfter, der vil trække i retning af en verden,
hvor varer, kapital og tjenesteydelser frit vil kunne bevæge sig mellem landene. De
modsatrettede kræfter vil understrege behovet for løbende udvikling af det internationale
regelgrundlag. Det kræver også en nytænkning i handelspolitikken, hvor der vil være behov
for en stærk EU-stemme imod protektionisme, for frihandel og for globale institutioner,
som kan håndtere den dybere globalisering.
Følgende fem udviklingstendenser kan ventes at definere en ”ny normal” for
handelspolitikken frem mod 2030:
1) Nye former for protektionisme og risikoen for, at politiske kræfter vil trække i
retning af mere national beskyttelse og lukkethed.
2) Øget handel og produktion i globale værdikæder, hvor varer produceres og handles
på kryds og tværs af nationale grænser.
3) Begrænset ny global handelsliberalisering i WTO. I stedet vækst i antallet af
bilaterale og regionale frihandelsaftaler.
4) Større betydning af tjenesteydelser og investeringer i international handel.
5) Handelspolitikken ændrer fokus fra primært at omfatte forhandling af toldsatser og
beskyttelse af virksomheder til nu også at koncentrere sig om standarder og regler
ud fra et forsigtighedsprincip om beskyttelse af forbrugere.
2
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0148.png
SIDE 144
BILAG
2
Danmark varetager sin handelspolitik gennem EU. EU’s handelspolitik kan bidrage til at
fremme en række danske kerneinteresser:
Vækst og velstand:
Frihandelsaftaler har afgørende betydning for dansk velstand og
for eksporten, der størrelsesmæssigt svarer til godt halvdelen af Danmarks BNP.
Forbrugerinteresser:
EU’s frihandelsaftaler varetager forbrugernes interesser, idet de
fører til flere og billigere varer og sikrer, at importerede varer også lever op til vores
høje standarder inden for bl.a. produkt- og fødevaresikkerhed.
Globale regler:
Via WTO og bilaterale frihandelsaftaler udbredes og konsolideres de
åbne og markedsorienterede regler for international handel, som vi kender i dag,
men som ikke alle lande i lige høj grad abonnerer på.
Miljøbeskyttelse og menneskerettigheder:
EU’s omfattende frihandelsaftaler er et
instrument til at fremme, at lande uden for EU lever op til vores standarder inden
for miljø, klima, arbejdstagerrettigheder og menneskerettigheder. Handelspolitik er
dermed værdibaseret udenrigspolitik.
Geopolitiske interesser:
Frihandelsaftaler fremmer danske og europæiske geopolitiske
interesser ved bl.a. at styrke samarbejdet med strategiske partnere og fremme
økonomisk vækst og stabilitet i vores nærområder.
Udviklingspolitiske interesser:
Handelspolitikken bidrager til danske udviklingspolitiske
målsætninger om at bekæmpe fattigdom og skabe bæredygtig udvikling. Dermed er
handelspolitikken f.eks. med til at mindske nogle af årsagerne til migration.
Det centrale spørgsmål er derfor: Hvordan kan handelspolitikken indtænkes i en
interessebaseret dansk udenrigspolitik frem mod 2030?
De vigtigste svar er:
Definere en ambitiøs og klar dansk profil i fastlæggelsen af EU’s fælles
handelspolitik, så den kombinerer frihandel, fremme af danske kommercielle
styrkepositioner og integration af de fattigste lande i verdenshandlen.
I en verden præget af en dybere globalisering skal handelspolitikken tilrettelægges i
endnu tættere samarbejde med dansk erhvervsliv. Det skal ske for at identificere
kerneinteresserne og derved forbedre de internationale rammebetingelser for
danske virksomheders internationalisering.
Arbejde for at fastholde et åbent, frihandelsorienteret og fair multilateralt
handelssystem med WTO som omdrejningspunkt. WTO’s regelsæt er et bolværk
mod ny protektionisme, og det bør søges udvidet med ny liberalisering, hvor det er
muligt. WTO’s arbejdsform skal fornyes, så nye udviklingstendenser kan håndteres.
Arbejde for flere bilaterale EU-frihandelsaftaler, især med lande hvor Danmark har
store eksport-, import- og investeringsinteresser eller væsentlige udenrigspolitiske
3
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0149.png
BILAG
SIDE 145
3
interesser. Aftaler med USA og Japan bør have særlig prioritet.
Tjenesteydelser og investeringer skal gives mere vægt i handelspolitikken som følge
af deres stigende betydning i verdenshandlen og for dansk velstand.
Større fokus skal rettes på ikke-toldmæssige barrierer ”bag grænserne”, hvor en
væsentlig del af det økonomiske potentiale ved øget handelsmæssig integration
findes.
Sikre inddragelse af en bred vifte af handelspolitiske interessenter, herunder
fagforeninger, forbrugerorganisationer og NGO’er, så der tages højde for de øvrige
samfundsmæssige interesser, der i de kommende år i større grad inddrages i
handelspolitikken.
Fremme forståelsen af fordelene for dansk økonomi og velfærd ved Danmarks og
EU’s brede tilgang til handelspolitik og indgå i en styrket dialog herom med
offentligheden og centrale interessenter.
4
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0150.png
SIDE 146
BILAG
1. Fem definerende tendenser på det handelspolitiske område
Vilkårene for international handel forandres hurtigt i disse år. Den globale udvikling er præget
af fem definerende tendenser, der sætter rammerne for Danmarks og EU’s handelspolitik:
1.1 Flere handelsprotektionistiske tiltag
Siden den finansielle og økonomiske krise i 2008 er antallet af handelsrestriktive tiltag globalt
set vokset ifølge WTO og andre opgørelser.
Der er blandt andet tale om øget anvendelse af klassiske protektionistiske tiltag som højere told,
herunder antidumping- eller antisubsidie-told (de såkaldte handelsdefensive instrumenter).
Men samtidig er den globale anvendelse af diskriminerende og handelsforvridende – og mere
skjulte – tiltag såsom særlige nationale produktstandarder, eksportsubsidier, eksportfinansiering
og andre støtteordninger samt krav om lokal oprindelse ved investering eller offentlige indkøb
steget væsentligt de seneste år, jf. figur 1. EU har kun i begrænset omfang indført
handelsrestriktive tiltag i de senere år. Det har mange af EU’s samhandelspartnere derimod.
Figur 1: Mere skjult protektionisme
Percentage of EU28 exports affected by given policy
instrument
Import tariffs
Localisation requirement
Bailouts and subsidies (home market effects only)
Trade defence & safeguards
Public procurement
10%
9%
8%
7%
6%
5%
4%
3%
2%
1%
0%
2009
2010
2011
2012
2013
2014
2015
Kilde: Simon Evenett, University of St. Gallen
På trods af den dybe økonomiske krise efter 2008 har verden ikke oplevet handelskrige,
genrejsning af toldmure eller en langvarig nedgang i verdenshandlen, som det var tilfældet i
1930’erne. Her har de globale regler og det velfungerende tvistbilæggelsessystem i WTO været
et effektivt bolværk. De mange bilaterale og regionale frihandelsaftaler har også holdt den
værste protektionisme i skak.
5
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0151.png
BILAG
SIDE 147
De flere handelsrestriktive tiltag har imidlertid bidraget til at hæmme væksten i den globale
handel. Der er sket et niveauskift. Efter 2008 er stigningstaksten i den globale handel faldet, så
den nu cirka svarer til væksten i den globale økonomi. Det står i kontrast til udviklingen i
årtierne før finanskrisen, hvor den globale handel gennemsnitligt voksede cirka dobbelt så
meget som det globale BNP.
Det kan ikke udelukkes, at protektionistiske tendenser kan få yderligere medløb i de kommende
år. Der er politiske strømninger i en række lande, der trækker i en retning af øget national
lukkethed og beskyttelse. Globalisering, handel og protektionisme har f.eks. været vægtige
temaer i den amerikanske præsidentvalgkamp. Fortsat global økonomisk lavvækst eller en
recession kan også forstærke sådanne tendenser, f.eks. i vækstøkonomierne. Det understreger
betydningen af, at EU og Danmark fortsat er en stærk international stemme imod
protektionisme og for frihandel.
1.2. Stadig mere handel foregår i globale værdikæder.
Stadig mere af den internationale handel foregår i globale værdikæder som led i den fortsatte
specialisering. Den udvikling vil fortsætte de kommende år. Det betyder, at danske
virksomheder i stigende grad indgår i og etablerer sig med globale værdikæder.
Handelsbarrierer og stigende protektionisme er særlig problematisk og rammer hårdere, når
danske virksomheder splitter produktionen op, og input til det færdige produkt leveres af
mange virksomheder i forskellige lande.
Mere generelt understreger udviklingen af globale værdikæder den nære sammenhæng mellem
import og eksport. Import af halvfabrikata og råvarer, outsourcing eller eksport/import fra en
direkte investering placeret i et andet land er i dag ofte forudsætningen for at øge
produktiviteten og være konkurrencedygtig. Det bliver dermed ikke kun barrierer hos et lands
direkte handelspartnere, der får betydning, men alle barrierer langs hele værdikæden for det
enkelte produkt fra start til forbrug. Selv relativt små toldsatser eller tilsyneladende små
barrierer kan ende med samlet at blive betydelige, når de akkumuleres langs hele værdikæden.
6
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0152.png
SIDE 148
BILAG
Der er potentielt store økonomiske gevinster at hente ved at øge den ”dybe” økonomiske
integration. Det gælder særligt for de lande, som EU og Danmark handler mest med. Danmark
står således til at vinde ved en dybere globalisering omfattende de vigtigste handelspartnere.
1.3 Begrænset multilateral handelsliberalisering og flere bilaterale frihandelsaftaler
Den liberalisering af den internationale handel, som fortsat finder sted, har de senere år ændret
karakter. I 1990’erne skete der store fremskridt i den multilaterale handelsliberalisering. WTO
blev etableret i 1995 ved afslutningen af Uruguay-forhandlingsrunden, der indebar en markant
liberalisering af verdenshandlen. Siden starten af Doha-forhandlingsrunden i 2001 er der
imidlertid ikke sket de samme landvindinger. WTO-forhandlingerne har bl.a. været hæmmet af
kravet om konsensus blandt de stadigt flere medlemmer (pt. 162).
Denne udvikling er beklagelig af flere årsager. For det første er multilateral handelsliberalisering
at foretrække, fordi den globale velstand løftes samlet set. Særligt sikrer globale aftaler, at også
de mindst udviklede lande, der har markant vanskeligere ved at opnå gode bilaterale
frihandelsaftaler, integreres i verdensøkonomien. For det andet opnår danske virksomheder
forbedret markedsadgang samt bedre muligheder for import af råvarer og halvfabrikata fra alle
WTO-lande. For det tredje øger globale aftaler overskueligheden i rammevilkårene for
international handel, fordi virksomhederne ikke skal forholde sig til forskellige regelsæt i et
kludetæppe af bilaterale og regionale aftaler.
7
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0153.png
BILAG
SIDE 149
Som reaktion på stilstanden i WTO’s forhandlingsspor har liberalisering i de senere år især
fundet sted i bilaterale og regionale frihandelsaftaler. Som illustreret i figuren nedenfor er
antallet af bilaterale og regionale handelsaftaler siden 2001 næsten 3-doblet fra 89 til 231 i dag.
Det er positivt, at EU indgår stadigt flere bilaterale frihandelsaftaler, for det kommer danske
virksomheder til gode. EU har frihandelsaftaler med ca. 50 lande og regioner. Yderligere ca. 10
frihandelsaftaler og økonomiske partnerskabsaftaler er færdigforhandlede, men endnu ikke
trådt i kraft. Langt de fleste af disse ca. 60 lande og regioner er imidlertid udviklingslande og
udgør relativt små markeder. Blandt de aktuelle forhandlinger er især EU’s forhandlinger med
USA og Japan om omfattende frihandelsaftaler af stor økonomisk og politisk betydning. EU,
USA og Japan står tilsammen for ca. 50 % af den globale handel.
Udover indgåelse af flere bilaterale frihandelsaftaler er en anden reaktion på den manglende
fremdrift i WTO-sporet indgåelse af plurilaterale frihandelsaftaler. Der er tale om aftaler
indgået mellem en ”koalition af villige” WTO-lande omfattende en bestemt sektor. Den
politiske vilje til at forhandle plurilaterale sektoraftaler er øget de seneste år. I december 2015
blev der opnået enighed om en udvidelse af
Information Technology Agreement (ITA).
Der er tale
om en økonomisk betydningsfuld aftale, der omfatter en bred vifte af informationsteknologi,
og som liberaliserer 10 procent af verdenshandlen. De igangværende forhandlinger om de
plurilaterale
Environmental Goods Agreement
(miljøvenlige varer) og
Trade in Services Agreement
(tjenesteydelser) vidner også om denne udvikling. Denne type aftaler har således et betydeligt
liberaliseringspotentiale.
1.4 Handel med tjenesteydelser og udenlandske investeringer fylder stadig mere
Tjenesteydelser som finansielle services, transport, rådgivning og kommunikation fylder en
stadig større del af moderne økonomier. Tjenesteydelser udgør således omkring 70 pct. af EU’s
BNP. Parallelt hermed spiller tjenesteydelser en stadig voksende rolle i international handel. For
8
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0154.png
SIDE 150
BILAG
Danmark udgør eksporten af tjenesteydelser hele 40 % af den samlede eksport, idet især
søtransport vejer tungt.
Udviklingen går i retning af, at handel med varer og tjenesteydelser hænger stadig tættere
sammen. Det er normalt, at en vareproducerende virksomhed køber, producerer og sælger
tjenesteydelser som led i produktionen og salget af varer. Der er ofte tale om salg af samlede
pakkeløsninger. F.eks. udgør vedligeholdelse af vindmøller en vigtig del af en
vindmølleproducents omsætning. I vindmølleeksemplet udgør tjenesteydelsen et separat, men
tilknyttet produkt i det samlede salg. Men der indgår også tjenesteydelseselementer i
produktionen af det fysiske produkt, altså selve vindmøllen (finansiering, rådgivning, transport,
opsætning mv.). Næsten 40 % af værdien af EU-landenes samlede vareeksport skønnes at
udgøres af ”indbyggede” tjenesteydelser, der indgår i produktionen og salget af varerne. Den
øgede vægt understreger betydningen af at liberalisere handlen med tjenesteydelser, ikke mindst
når de indgår i samlede løsninger.
Den stigende internationale handel med tjenesteydelser hænger sammen med det øgede omfang
af direkte udenlandske investeringer. Mere end 60 pct. af EU-landenes samlede direkte
investeringer i udlandet er forbundet med handel med tjenesteydelser. International levering af
tjenesteydelser forudsætter ofte investeringer og etablering i det udenlandske marked for at
kunne levere til lokale kunder – og samtidig tilbyde hjemlige kunder internationale løsninger. På
varesiden investerer virksomheder i produktionsfaciliteter i andre lande for at opnå adgang til
nye markeder, råvarer, arbejdskraft, vidensklynger eller andre faktorer af betydning for
konkurrenceevnen.
Gode rammebetingelser for at foretage investeringer og levere tjenesteydelser spiller dermed
ind på dansk velstand. I en handelspolitisk optik er spørgsmålet om markedsadgang væsentligt,
da mange lande har f.eks. begrænsninger i forhold til, hvilke tjenesteydelsessektorer der er åbne
for udenlandske investeringer. I WTO-aftalen GATS (General Agreement on Trade in
Services) er der tilvejebragt et multilateralt grundlag for markedsadgang. Desuden indgår
liberalisering af handelen med tjenesteydelser i alle EU’s bilaterale frihandelsaftaleforhandlinger,
ligesom der nu forhandles en plurilateral aftale (Trade in Services Agreement, TiSA), der går
længere end de eksisterende forpligtelser i GATS.
Endeligt er det vigtigt at forhandle moderne investeringsbeskyttelsesaftaler, der tilvejebringer
ekstra sikkerhed for danske og udenlandske investorer og samtidig sikrer staternes ret til at
regulere ud fra legitime politikhensyn.
1.5 Fokus på standarder og regler ud fra et forsigtighedsprincip om beskyttelse af forbrugere og borgere
Hvor handelspolitikken tidligere handlede om gensidigt at nedbringe toldsatser i en reciprok
forhandling under hensyn til beskyttelse af nationale virksomheders interesser, er fokus nu
tillige rettet imod administration af regler og standarder relateret til markedsadgang, under
9
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0155.png
BILAG
SIDE 151
hensyn til beskyttelse af forbrugere og borgere. Herved bliver langt flere policy-områder
omfattet, f.eks. fødevaresikkerhed og miljøpolitik, og handelspolitikkens forankring i
grundlæggende samfundsmæssige værdier bliver tydelig. Udviklingen betyder, at nye aktører
træder ind på arenaen, og der kommer mere offentlig debat om handelspolitikken – ofte med et
kritisk fokus.
Samtidig har EU og mange andre OECD-lande i de seneste år i øget omfang anvendt
handelspolitik som et multifunktionelt politisk værktøj. Hermed menes, at EU også ønsker at
anvende frihandelsaftaler med tredjelande og multilaterale frihandelsaftaler til at forfølge andre
handelsrelaterede politiske målsætninger. Det drejer sig bl.a. om intellektuelle
ejendomsrettigheder, konkurrenceregler og statsstøtte – dvs. centrale elementer i den åbne
markedsorienterede samfundsmodel. Men også andre bredere emner inddrages, f.eks. at
fremme bæredygtig økonomisk vækst i udviklingslandene og at styrke respekten for
miljøstandarder, arbejdstagerrettigheder og menneskerettigheder globalt set.
Der udspiller sig i disse år en værdikamp på det handelspolitiske område. Hvad skal være den
nye globale handelspolitiske guldstandard? En vej er EU’s, USA’s og Japans omfattende
frihandelsaftale-model, der udbreder og cementerer de åbne markedsorienterede vilkår og med
fokus på beskyttelse af forbrugere og borgere. Alternativet er en mere begrænset model, som
f.eks. Kina foretrækker, og hvor andre politikområder uden for den traditionelle toldreduktion i
langt mindre grad inddrages.
2. Handelspolitik kan fremme en bred vifte af danske interesser
Der er en række klassiske økonomiske argumenter for en handelspolitik baseret på åbne
markeder og frihandel.
Først og fremmest bidrager en sådan handelspolitik til
vækst og velstand.
Som en lille åben
økonomi er Danmark afhængig af, at danske virksomheder har frihed til at afsætte deres varer
på udenlandske markeder og til at købe importvarer fra internationale leverandører billigst
muligt. Den samlede danske vare- og tjenesteeksport var i 2015 på 1070 mia. kr., hvilket
størrelsesmæssigt svarer til godt halvdelen af det danske BNP. Det skønnes, at over 700.000
danske arbejdspladser afhænger af eksportmarkederne og af at kunne fastholde og udvide
markedsandele ude i verden.
 
Indgåelse af frihandelsaftaler med store eksportmarkeder har stor betydning for dansk
økonomi. Konsulenthuset Copenhagen Economics har beregnet, at danske virksomheder vil
kunne eksportere for mellem 8 og 16 mia. kr. mere årligt til det amerikanske marked, afhængigt
af om det lykkes at indgå en mere eller mindre omfattende frihandelsaftale mellem EU og
10
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0156.png
SIDE 152
BILAG
USA. For den danske lægemiddelsektor alene ville der være tale om en anslået mereksport til
det amerikanske marked på hele 3 mia. kr. årligt. En aftale med Japan vurderes at give positive
effekter i samme størrelsesorden for dansk eksport.
Udover den forbedrede adgang til eksportmarkeder uden for EU indebærer frihandelsaftaler
også øget konkurrence for
virksomhederne.
Danmarks erfaringer fra handelsliberalisering
viser generelt, at flertallet af danske virksomheder dermed forbedrer deres konkurrenceevne for
at kunne hamle op med de flere udenlandske konkurrenter, der i kraft af frihandelsaftaler får
samme adgang som danske virksomheder til f.eks. EU-markedet. Øget handelsliberalisering kan
dog også være en faktor, der i visse tilfælde bidrager til, at danske virksomheder ikke længere
kan klare sig i konkurrencen. Konkurrencedygtige virksomheder, der får nye muligheder på
udenlandske markeder, øger eksporten og skaber nye, ofte mere vellønnede job, hvilket er til
gavn for
lønmodtagere.
   
Frihandel giver også
forbrugeren
adgang til et langt bredere udvalg af varer til lavere priser.
Den netop indgåede Informationsteknologi-aftale (ITA) vil f.eks. betyde, at danske forbrugere
vil kunne købe fladskærme til lavere priser, fordi EU’s told på disse bortfalder. Tilsvarende vil
danske hospitaler kunne indkøbe billigere CT-skannere. Det er naturligvis et ufravigeligt krav
for EU’s forhandlinger med tredjelande, at de specifikke krav til for eksempel produkt- og
fødevaresikkerhed, som man politisk har vedtaget skal gælde på det europæiske marked, også
skal gælde for de produkter, der vil blive importeret i henhold til en frihandelsaftale.
Det er også til fordel for både forbrugerne og virksomhederne at sikre, at intellektuelle
ejendomsrettigheder overholdes, da det gør, at det kan betale sig at investere i udvikling af f.eks.
nye lægemidler, moderne medicinsk udstyr eller ny informationsteknologi.
Udover disse klassiske økonomiske kerneinteresser kan handelspolitikken også være et redskab
til at fremme andre danske og europæiske værdier og prioriteter.
I sine omfattende frihandelsaftaler med tredjelande kan EU stille ambitiøse krav på
miljø-,
klima- og arbejdstagerområderne.
På den måde bidrager handelspolitikken til at skabe lige
konkurrencevilkår. Det betyder også, at handelsaftalerne kan virke som en løftestang for
nationale reformer i tredjelandet og hermed understøtte indsatsen for bæredygtig udvikling.
En ny type bæredygtighedskapitler i visse af de omfattende frihandelsaftaler, som EU har
indgået siden 2010, indeholder desuden mulighed for mere pragmatisk at arbejde for
menneskerettigheder
og bæredygtig udvikling gennem et civilsamfundssamarbejde. Det er
bl.a. tilfældet i den frihandelsaftale, som EU har indgået med Columbia og Peru i 2013.
Vurderingen er, at dette er en effektiv måde at fremme bæredygtig udvikling og
menneskerettigheder via handel.
11
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0157.png
BILAG
SIDE 153
Handelspolitik er også led i en samlet
værdibaseret udenrigspolitik.
En åben og
handelsliberal tilgang flugter med den brede danske støtte til udvikling af de multilaterale
institutioner som fremmende for fred, sikkerhed og en international retsorden.
I en sikkerhedspolitisk optik er handelspolitikken med til at fremme danske
geopolitiske
interesser.
Et godt eksempel er TTIP, hvor de økonomiske fordele smelter sammen med en
bredere interesse i at styrke det transatlantiske bånd. Det fortsatte amerikanske engagement i
Europa gennem NATO suppleres således af et økonomisk samarbejde, der med en omfattende
TTIP-aftale rykker langt ind på det reguleringsmæssige område, hvor det, der forener og er
fælles for USA og Europa, vejer tungere end det, der adskiller.
Med den økonomiske og politiske magtforskydning mod øst har Danmark og EU samtidig en
interesse i at styrke relationerne med Kina og ASEAN gennem handelspolitikken. EU's
handelspolitiske strategi ”Trade for All” lægger op til, at der i handelspolitikken sættes
ambitiøse mål sammen med Kina fremadrettet, og der lægges op til forhandling af nye
frihandelsaftaler med ASEAN-landene Filippinerne og Indonesien.
Et andet eksempel er det klare sigte på at fremme økonomisk vækst og
stabilitet
hos østlige og
sydlige naboer via de såkaldte Deep and Comprehensive Free Trade Agreements
(DCFTA’erne). Iværksættelsen af EU's DCFTA med Ukraine den 1. januar 2016 skal således
dels ses i lyset af det konkrete bidrag til økonomisk stabilisering og langsigtet udvikling, dels
som et signal om EU's engagement i ukrainernes sikkerhed.
Handelspolitikken kan også fremme danske
udviklingspolitiske målsætninger.
I forhold til
de mindst udviklede lande kan handelspolitikken under de rette betingelser give et stort løft til
fattigdomsbekæmpelsen. En række af FN’s bæredygtighedsmål (Sustainable Development
Goals, SDG) refererer direkte til handel og udvikling. Det handler om at skabe muligheder for,
at de mindst udviklede lande opnår vækst og øget velstand gennem handel. SDG nummer 17
omtaler f.eks. målsætningen om i 2020 at få fordoblet de mindst udviklede landes andel af den
globale eksport. Danmark har gennem EU lagt stor vægt på, at WTO leverer resultater for
gruppen af mindst udviklede lande.
Bæredygtighedsmålenes fokus på den private sektor som aktør såvel i udviklede som i
udviklingslande kræver øget samtænkning af handelspolitik, investeringsbeskyttelse og
udviklingsbistand. Det kan styrke udviklingslandenes produktivitet og internationale
konkurrencedygtighed og samtidig give danske investeringer i udviklingslandene bedre
rammebetingelser.
12
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0158.png
SIDE 154
BILAG
Danmark arbejder også for, at EU begunstiger udviklingslande, så de opnå vækst via handel.
Det sker f.eks. ved hjælp af præferencetildelingen Everything But Arms, hvor de mindst
udviklede lande har lov til at eksportere alle varer med undtagelse af våben toldfrit til EU.
Hertil kommer det graduerede system GSP, som giver mere eller mindre markedsadgang
afhængig af et lands udviklingsmæssige status. Det samme gælder i forhandlingerne om de
økonomiske partnerskabsaftaler med AVS-landene. Hvad angår told og kvoter, er EU det mest
åbne marked for de fattige udviklingslandes eksport. EU importerer mere fra de mindst
udviklede lande end USA, Canada, Japan og Kina tilsammen (eksklusive energi).
Danmark yder
handelsrelateret bistand
såvel multilateralt – hovedsagligt via det såkaldte
Enhanced Integrated Framework, EIF – og bilateralt i samarbejdslande.
Disse bistandsindsatser adresserer dermed også nogle af de grundlæggende årsager til
migration,
fordi de medvirker til at fremme vækst og beskæftigelse i partnerlandene. Dette sker
i samspil med den omfattende markedsadgang, som EU som nævnt allerede yder til mange
udviklingslande. I et længere perspektiv kan den del af handelspolitikken, der understøtter
vækst, bæredygtig udvikling og stabilitet i oprindelseslande, derfor medvirke til at mindske de
såkaldte ’push-faktorer’ for migration.
En dybere globalisering og udviklingstendenserne beskrevet i afsnit 1 vil stille større krav til, at
handelspolitikken i højere grad samtænkes med andre politikområder. Udover det
udenrigspolitiske felt er der også en række økonomiske politikområder, der har nær
sammenhæng og spiller sammen med handelspolitikken. Eksempler er beskatning, statsstøtte-
og konkurrenceregler samt valutakurspolitik. Disse områder indgår som del af en bred og
strategisk tilgang til handelspolitikken og fremme af danske interesser.
3. Policy-tiltag for at fremme frihandel
Med den manglende politiske vilje og evne til at indgå globale frihandelsaftaler og tendenser til
øget protektionisme trænger følgende spørgsmål sig på: Hvad kan man fra dansk og EU-side
gøre yderligere for at fremme global frihandel? Og hvordan kan den danske handelspolitiske
tilgang tage højde for de nye udviklingstendenser, som kan forudses at dominere over de
kommende 10-15 år?
Nogle af svarene er: Styrkelse af WTO, flere plurilaterale aftaler, flere EU-frihandelsaftaler, klart
øje for danske erhvervsinteresser, bred inddragelse af øvrige handelspolitiske interessenter og
mere dialog og information om fordelene ved frihandel. Fælles for disse politiksvar er, at man
kan gøre noget fra dansk side for at skubbe på, men dansk indflydelse vil kun for alvor være
13
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0159.png
BILAG
SIDE 155
mærkbar globalt set, såfremt vi kan spænde EU og især Kommissionen for danske
handelsliberale mærkesager. Det kræver aktiv dansk interessevaretagelse i EU, og det kræver en
systematisk dialog med særlig dansk erhvervsliv.
I den forbindelse er det vigtigt, at bl.a. Udenrigsministeriet, Miljø- og Fødevareministeriet og
Erhvervs- og Vækstministeriet fortsat investerer ressourcer i en tæt dialog med
erhvervsorganisationer, virksomheder og civilsamfund for at kortlægge og varetage danske
erhvervs-, lønmodtager- og forbrugerinteresser bedst muligt. I lyset af Kommissionens
enekompetence på det handelspolitiske område er det endvidere væsentligt, at
Udenrigsministeriet og fagministerierne anvender ressourcer på at fremme danske interesser ift.
Kommissionen. Det sker ofte bedst via et tæt samarbejde med en række ligesindede EU-
medlemslande. Da EU’s handelspolitik ofte vedtages i fælles beslutningsprocedure med
Europaparlamentet, er det også vigtigt fra dansk side at informere og påvirke
europaparlamentarikeres holdninger til EU’s handelspolitik.
3.1 Tiltag for at styrke WTO
Stilstanden i WTO-forhandlingerne de seneste 15 år vækker – trods delresultaterne i 2013 og
2015 – bekymring. Her er det vigtigt at have for øje, at forhandlingsarmen kun er det ene af
WTO’s tre hovedområder. De to øvrige områder, WTO’s tvistbilæggelse og monitoreringen af
medlemslandenes
performance
på det handelspolitiske område, fungerer godt. Antallet af sager
håndteret af tvistbilæggelsessystemet er stigende og har rundet 500. Mere vigtigt er de sager, der
aldrig bliver anlagt. Det er netop i den præventive effekt mod protektionisme, at WTO især har
værdi.
Spørgsmålet om, hvorvidt WTO er ved at have udspillet sin rolle som centrum for
frihandelsforhandlinger presser sig ikke desto mindre på. Det vil i givet fald efterlade
organisationen udelukkende i rollen med at administrere gældende WTO-regler og udøve
tvistbilæggelse. Og der er en risiko for, at WTO uden evnen til løbende at tilpasse regelværket
til de ændrede forhold i verden kan miste sin relevans.
Fra dansk side bør svaret være nej til dette spørgsmål. Danmark og EU bør arbejde for at
revitalisere forhandlingerne i WTO og videreudvikle det multilaterale handelssystem. Resultatet
fra ministerkonferencen i Nairobi i december 2015 giver en ny platform for at finde en mere
perspektivrig forhandlingsproces – bl.a. fordi der åbnes op for at inddrage nye emner, der ligger
ud over Doha-dagsordenen, og for at forhandle mindre pakker i stedet for én altomfattende
aftale.
Via EU bør Danmark derfor arbejde aktivt for, at der indgås multilaterale aftaler særligt på de
områder, som ikke meningsfyldt kan forhandles i bilaterale eller regionale aftaler, f.eks.
subsidier. Det samme gælder en række emne af stor betydning i den moderne økonomi, men
som ikke indgår i Doha-dagsordenen, herunder konkurrenceregler, investering, e-handel og
14
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0160.png
SIDE 156
BILAG
reguleringsmæssige barrierer ”bag grænserne”. Resultatet fra ministerkonferencen i Nairobi
åbner op for, at disse spørgsmål nu for første gang i 15 år kan drøftes i WTO-regi.
Danmark og EU bør arbejde for, at den kommende WTO-ministerkonference får taget hul på
forhandlinger om nye, presserende emner. For at sikre fremdrift er det vigtigt, at der også
mellem ministerkonferencerne forhandles på politisk niveau.
Samtidig bør Danmark og EU presse på for, at WTO arbejder på en anden måde end hidtil. En
justering af forhandlingsarkitekturen er nødvendig og mulig. For det første bør åbningen fra
Nairobi for at forhandle emner individuelt eller aftale mindre pakker udnyttes. For det andet
kan fremdriften øges ved at indgå plurilaterale aftaler mellem villige WTO-medlemmer. Med
162 medlemmer kan konsensus være vanskelig at opnå. Derfor kan det være nødvendigt at
forhandle sådanne fleksible aftaler, hvor kun de lande, der reelt ønsker at være med, deltager. I
den sammenhæng er det vigtigt, at man ikke underminerer WTO’s bærende søjle, det såkaldte
MFN-princip (se boksen).
MFN-princippet:
Most-Favoured Nation. På dansk: Mestbegunstigelsesprincippet. Bærende princip i WTO, som
indebærer at alle indrømmelser givet af et WTO-medlem til et andet skal udstrækkes til hele medlems-kredsen. Der
kan dog under nærmere fastsatte betingelser afviges fra princippet, f.eks. i bilaterale frihandelsaftaler.
Plurilaterale aftaler:
Aftaler på sektorområder, hvor en del af WTO-medlemskredsen ønsker påtage sig ekstra
forpligtelser og liberalisere udover det, man er enig om i WTO.
Der er forskellige typer af plurilaterale aftaler: åbne og lukkede.
Den udvidede informationsteknologi-aftale (ITA) er et eksempel på den åbne type af plurilaterale aftaler, hvor en
kritisk masse af WTO-medlemmer forhandler videre inden for en sektor som tillæg til eksisterende WTO-
forpligtelser, og hvor resultatet af forhandlingerne kommer alle WTO-medlemmerne til gode gennem MFN-
princippet.
I den lukkede type plurilaterale aftaler – som f.eks. aftalen om offentlige indkøb (GPA) – er det kun aftaleparterne
selv, der nyder godt af aftalen.
Derfor bør der arbejdes ud fra en klar rangorden: Multilaterale aftaler er bedst, og først derefter
bør plurilaterale aftaler forfølges. Og åbne plurilaterale aftaler, der bygger på MFN-princippet,
og som tillader alle andre medlemmer at slutte sig til senere, bør foretrækkes frem for lukkede
plurilaterale aftaler, hvor fordelene ikke udbredes til alle WTO-medlemmer. Udover den netop
indgåede Informationsteknologi-aftale er de aktuelle forhandlinger om liberalisering af handlen
med miljø- og klimavenlige varer (EGA) samt af handlen med serviceydelser (TiSA) på kort sigt
de mest kommercielt interessante for danske eksportvirksomheder, men fremadrettet kan andre
aftaler komme på tale. Danmark skal arbejde for, at der satses på sektorer, hvor vi har særlig
gavn af liberalisering i kraft af vores kommercielle styrkepositioner.
15
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0161.png
BILAG
SIDE 157
En revitalisering af WTO kræver politisk vilje, særligt fra de andre store aktører som USA, Kina
og Indien. Danmark og EU bør trods vanskelighederne arbejde aktivt for, at WTO ikke blot
ender med at blive en kustode for handelsregler, der ikke følger med tiden.
3.2. Nye EU-frihandelsaftaler
Det er en dansk prioritet, at EU hurtigst muligt får afsluttet og iværksat de igangværende
bilaterale forhandlinger med følgende lande med ambitiøse resultater: USA (TTIP), Japan,
Canada og Vietnam. For Danmark er frihandelsaftalerne med USA og Japan særskilt vigtige.
USA er klart det største danske eksportmarked uden for EU. Danske virksomheder vil kunne
eksportere for mellem 8 og 16 mia. kr. mere årligt til det amerikanske marked afhængigt af, om
det lykkes at indgå en mere eller mindre ambitiøs TTIP-frihandelsaftale.
Selv om Japan er verdens tredjestørste økonomi, er dansk eksport til Japan mindre end vores
eksport til Schweiz. Potentialet ved en ambitiøs frihandelsaftale med Japan er meget stort, da
det japanske marked er relativt beskyttet. Som en af de stærkeste fortalere for en aftale i EU-
kredsen har Danmark en vigtig rolle i at presse på for at afslutte forhandlingerne. Også
forhandlingerne med Mercosur-landene, herunder Brasilien og Argentina, har økonomisk
potentiale for Danmark.
I de kommende år ventes EU desuden at påbegynde forhandlinger med en række nye lande,
bl.a. Filippinerne, Mexico, Indonesien, Australien og New Zealand. Desuden kan forhandlinger
med Indien, Malaysia og Thailand, der er på standby af forskellige årsager, blive genoptaget alt
afhængig af omstændighederne.
EU’s frihandelsaftaler skal også ses som svar på de mange nye aftaler, som indgås i andre dele
af verden. Mest banebrydende er Trans Pacific Partnership-aftalen (TPP) mellem USA, Canada,
Japan og ni andre lande i Asien og Sydamerika. I de kommende år ventes flere lande at slutte sig
til denne omfattende frihandelsaftale. Det kan ikke udelukkes, at Kina på sigt også vil se en
interesse i at gå med. Når TPP er ratificeret, vil virksomheder fra f.eks. Danmark stå i en
forringet konkurrencesituation på disse markeder, hvis EU ikke forinden indgår
frihandelsaftaler med landene på samme eller bedre vilkår. Derfor er EU-aftaler med f.eks.
USA, Japan, Canada og ASEAN-lande af meget stor betydning for europæiske virksomheder.
Som konkret eksempel kan nævnes, at dansk svinekødseksport til Japan i størrelsesorden 3-4
mia. kr. årligt vil komme under pres fra amerikanske og canadiske producenter, hvis EU ikke
indgår en tilsvarende frihandelsaftale med Japan.
Det har også stor betydning at sikre, at danske eksportvirksomheder faktisk benytter sig af EU’s
frihandelsaftaler, når de er på plads. F.eks. viser tal, at kun ca. 50 % af dansk industrieksport til
Sydkorea udnytter de toldnedsættelser, som EU’s frihandelsaftale med Sydkorea indebærer. Der
bør således fremover gøres en større indsats for at øge virksomhedernes kendskab til EU’s
16
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0162.png
SIDE 158
BILAG
frihandelsaftaler og til, hvordan man benytter dem. Der er allerede iværksat initiativer i et
samarbejde mellem Udenrigsministeriet/Eksportrådet og erhvervsorganisationerne.
Når Kommissionen forhandler handelspolitiske aftaler med tredjelande og i WTO, arbejdes der
fra dansk side især på at fremme ambitiøse resultater i de sektorer, hvor dansk erhvervslivs står
stærkt. Det drejer sig bl.a. om liberalisering af samhandel inden for sektorer såsom sundhed,
fødevarer og ”green tech” samt tjenesteydelser generelt.
Det er også relevant at arbejde for, at Færøerne og Grønland sikres bedre rammebetingelser for
handlen med EU og relevante tredjelande. Den manglende handelsliberalisering i WTO-regi og
de stadigt flere bilaterale frihandelsaftaler uden om Færøerne og Grønland udgør en særlig
udfordring. Færøerne og Grønland nyder således ikke godt af EU’s bilaterale frihandelsaftaler.
Inden for Kongeriget arbejder man derfor sammen om at sikre bedre markedsadgang for varer
fra Færøerne og Grønland til EU og tredjelande.
På trods af visse mere handelsprotektionistiske holdninger hos en række syd- og østeuropæiske
lande og traditionelle europæiske industrisektorer arbejder Kommissionen generelt ud fra et
handelsliberalt grundlag. Der er overordnet dansk tilfredshed med Kommissionens
handelspolitiske prioriteter, herunder hvad angår indgåelse af bilaterale frihandelsaftaler med
tredjelande.
3.3 Dialog med erhvervsliv og andre vigtige interessenter
Frem mod 2030 vil udviklingen henimod en ”ny normal” i handelspolitikken – båret af de fem
tendenser nævnt i afsnit 1 – understrege behovet for en strategisk og målrettet tilgang til
udformningen af handelspolitikken.
For løbende at tage højde for udviklingen vil det være afgørende med et endnu tættere
samarbejde med erhvervslivet. Det bør ske i en systematisk dialog med såvel
erhvervsorganisationer som enkeltvirksomheder med henblik på at identificere de centrale
danske prioriteter og indsatsområder: Hvad er problemerne og ønskerne, og hvor kan nye
kommercielle muligheder åbne sig?
Samtidig er det vigtigt at inddrage en række andre handelspolitiske interessenter i
politikformuleringen. Det forhold, at frihandelsaftaler i dag drejer sig om regulering af mange
andre politikområder end blot toldsatser, har ført til bredere interesse og øget offentlig debat
om handelspolitik. Aktører som fagforeninger samt forbruger-og miljøorganisationer
interesserer sig mere for emnet og har en vigtig rolle at spille.
TTIP-forhandlingerne mellem EU og USA er et godt eksempel. De kritiske røster vedrørende
TTIP og frihandel mere bredt indtager en dominerende rolle i den offentlige debat i en række
europæiske lande og gør sig også gældende i Danmark. Det er vigtigt, at centraladministrationen
17
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0163.png
BILAG
SIDE 159
bidrager til dialog og information om EU’s handelspolitik, konkrete frihandelsaftaler samt
fordelene for dansk økonomi og velfærd ved EU’s brede tilgang til frihandel.
Det er et særskilt hensyn at minde om de meget store fordele for Danmark ved EU’s fælles
handelspolitik. Danmark ville slet ikke kunne opnå de samme handelspolitiske fordele, såfremt
vi forhandlede bilaterale frihandelsaftaler og deltog i WTO-forhandlingerne på egen hånd. I den
offentlige EU-debat er handelspolitikken også et godt eksempel på, at EU-samarbejdet herom
er med til at styrke EU’s sammenhængskraft. Det sker bl.a. ved, at alle virksomheder i EU får
samme adgang til eksportmarkeder uden for EU via EU’s frihandelsaftaler. Og at alle
forbrugere i EU nyder godt af fordelene ved disse aftaler.
Udenrigsministeriet
18
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0164.png
SIDE 160
BILAG
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0165.png
BILAG
SIDE 161
Bilag til udenrigspolitisk udredning
Udenrigsministeriet
April 2016
Udviklingen i Udenrigsministeriets ressourcer, personale og repræsentationer
Udenrigsministeriets samlede koncern består af ministeriet i København samt ambassader, repræsentationskontorer,
generalkonsulater, konsulater, handelskontorer og repræsentationer ved de væsentligste internationale organisationer.
Hertil kommer innovationscentre og et større antal honorære konsulater.
Udviklingen i Udenrigsministeriets bevillinger til drift af den samlede koncern
Udenrigsministeriets bevillinger til drift af den samlede koncern går til at finansiere udenrigstjenestens
repræsentationer i udlandet, ministeriet i København, aflønning af medarbejdere mv. Ses der på
bevillingsudviklingen over en ca. 15-årig periode fra 2000 til 2016 er der samlet set tale om en faldende
tendens,
jf. figur 1.
I 2000 blev den statslige eksport- og investeringsfremme samlet i en ny enstrenget organisation i
Danmarks Eksportråd under Udenrigsministeriet. Bl.a. som en konsekvens heraf steg
Udenrigsministeriets bevilling i 2000 i forhold til de foregående år.
Fra 2000 til 2009 faldt Udenrigsministeriets bevilling til drift af den samlede koncern med ca. 300 mio.
kr., idet bevillingen dog fluktuerer i perioden. Fra 2009 til 2016 har Udenrigsministeriets bevilling været
konstant faldende med i alt ca. 300 mio. kr. fra ca. 2,0 mia. kr. i 2009 til ca. 1,7 mia. kr. i 2016. I
budgetoverslagsårene 2017-2019 på finansloven for 2016, som Udenrigsministeriet planlægger det
fremadrettede aktivitetsniveau efter, falder bevillingen med yderligere ca. 160 mio. kr.,
jf. figur 1.
Figur 1. Udvikling i Udenrigsministeriets bevilling til drift af koncernen fra 2000 til 2019 (mio. kr., 2016-priser)
2,400
2,300
2,200
2,100
2,000
1,900
1,800
1,700
1,600
1,500
1,400
2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019
Nettoudgiftsbevilling 2000-2016 (FL og TB)
Lineær (Nettoudgiftsbevilling 2000-2016 (FL og TB))
Nettoudgiftsbevilling 2016-2019 (FL16)
Kilde: Årlige finanslove og tillægsbevillingslove for § 06.11.01. Udenrigstjenesten, § 06.11.03. Udenrigstjenestens bygninger, § 06.11.05. Indtægter fra
borgerserviceydelser, § 06.31.01. Administration af det internationale udviklingssamarbejde, § 06.31.02. Ejendomserhvervelser i programsamarbejdet, §
06.41.01. Danmarks Eksportråd, § 06.41.02. Eksportstipendiater og handelskontorer.
Anm.: Bevillinger afsat i forbindelse med afviklingen af EU-formandskabet i 2002 og 2012, FN's Klimakonference (COP15) i 2009 samt til nedrivning af
UNIPAC lagerbygninger i 2012 indgår ikke i opgørelsen, idet der vurderes at være tale om ekstraordinære bevillingsforhøjelser til formål, der ikke knytter
direkte an til Udenrigsministeriets ordinære drift. Fsva. bevillingerne § 06.11.03. Udenrigstjenestens bygninger, § 06.31.01. Administration af det
internationale udviklingssamarbejde, § 06.31.02. Ejendomserhvervelser i programsamarbejdet samt § 06.41.01. Danmarks Eksportråd er de i perioden enten
blevet afviklet eller lagt sammen med § 06.11.01. Udenrigstjenesten, hvorfor de pågældende konti ikke fremgår af finansloven for 2016.
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0166.png
SIDE 162
BILAG
2
Det bemærkes, at opgørelsen af bevillingsudviklingen skal tages med forbehold for, at staten overgik fra
drifts- til omkostningsbevillinger i 2007. Som følge heraf blev Udenrigsministeriets driftsbevilling
teknisk forhøjet med ca. 100 mio. kr. årligt fra 2007 og frem, svarende til de påførte omkostninger
forbundet med renter og afskrivninger på ministeriets aktivmasse (primært bygninger i udetjenesten).
Omlægningen til omkostningsbaserede bevillinger vanskeliggør umiddelbart en sammenligning af
bevillingsudviklingen før og efter 2007.
Udvikling i Udenrigsministeriets personale
Udenrigsministeriet beskæftigede i 2015 ca. 2.500 medarbejdere, fordelt med 820 i ministeriet i
København og 1.685 på repræsentationerne. Af disse 1.685 var 345 udsendte medarbejdere og 1.340
lokalt ansatte medarbejdere. Antallet af beskæftigede i Udenrigsministeriet er dermed faldet med ca. 100
medarbejdere sammenlignet med niveauet i 2000.
Knap 60 pct. af Udenrigsministeriets medarbejdere var beskæftiget i udetjenesten i 2000, mens godt 40
pct. var beskæftiget i hjemmetjenesten. Frem mod 2015 er andelen af beskæftigede i udetjenesten steget
til 67 pct., mens andelen af beskæftigede i hjemmetjenesten omvendt er faldet til 33 pct.,
jf. figur 2 og 3.
Det bemærkes, at der nedlægges ca. 200 stillinger i ude- og hjemmetjenesten over de kommende år for
at tilpasse Udenrigsministeriets fremadrettede aktivitetsniveau til den faldende bevilling. Der nedlægges
ca. 90 stillinger i hjemmetjenesten og ca. 45 udsendte stillinger. Hertil kommer ca. 65 lokalt ansatte
stillinger i udetjenesten. Der forventes nedlagt i alt ca. 100 stillinger i 2016. På den baggrund forventes
det samlede antal beskæftigede medarbejdere i Udenrigsministeriet alt andet lige at udgøre ca. 2.400
ultimo 2016,
jf. figur 2.
Figur 2. Udvikling i Udenrigsministeriets antal ansatte fra 2000 til 2016 (antal ansatte)
3000
2500
2000
1500
1000
500
0
2000
2001
2002
2003
2004
2005
2006
2007
2008
2009
2010
2011
2012
2013
2014
2015
2016
UM-medarbejdere, Asiatisk Plads
UM-medarbejdere, Udetjenesten
Lokalt ansatte, Udetjenesten
Kilde: Udenrigsministeriets HR-afdeling, personaletallene er opgjort ultimo året.
Anm.: Antal ansatte i Udenrigsministeriet er angivet i hoveder. Opgørelsen omfatter ikke sproglærere fra Udenrigsministeriets kompetencecenter,
vækstrådgivere og specialattachéer, der er indstationeret fra andre myndigheder mv. Der kan derfor forekomme afvigelser ift. det oplyste antal ansatte i
Udenrigsministeriets årsrapporter. Antallet af ansatte i 2016 er baseret på et estimat.
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0167.png
BILAG
SIDE 163
3
Medarbejdersammensætning
Medarbejdersammensætningen har ændret sig markant over de seneste ca. 15 år. Således er andelen af
medarbejdere på Asiatisk Plads og udsendte på repræsentationerne faldet fra ca. 65 pct. i 2000 til ca. 45
pct. i 2015 af det samlede antal ansatte i Udenrigsministeriet. Omvendt er andelen af lokalt ansatte
steget fra ca. 35 pct. i 2000 til ca. 55 pct. i 2015. Lokalt ansatte medarbejdere udgør dermed mere end
halvdelen af alle beskæftigede medarbejdere i Udenrigsministeriet i 2015,
jf. figur 3.
Det bemærkes, at nedlæggelsen af ca. 200 stillinger i ude- og hjemmetjenesten over de kommende år,
ligger i forlængelse af trenden mod en større andel lokalt ansatte i forhold til andelen af medarbejdere
på Asiatisk Plads og udsendte på repræsentationerne.
Figur 3. Udvikling i Udenrigsministeriets medarbejdersammensætning fra 2000 til 2016 (pct., ansatte)
60%
55%
50%
45%
40%
35%
30%
25%
20%
15%
10%
2000
2001
2002
2003
2004
2005
2006
2007
2008
2009
2010
2011
2012
2013
2014
2015
2016
UM-medarbejdere, Asiatisk Plads
UM-medarbejdere, Udetjenesten
Lokalt ansatte, Udetjenesten
Kilde: Udenrigsministeriets HR-afdeling.
Anm.: Antal hoveder er omregnet til andele af det samlede antal beskæftigede i Udenrigsministeriets koncern.
Udvikling i Udenrigsministeriets repræsentationsstruktur
Danmark havde i alt 95 repræsentationer med udsendt personale med udgangen af 2015. Antallet af
repræsentationer vil fortsat være 95 i 2016. Dog ændres repræsentationsstrukturen, idet Danmark
opgraderer konsulatet i München og handelskontoret i Hamborg til generalkonsulater, mens
repræsentationskontoret i Harare lukker i 2016
1
. Dermed vil udenrigstjenestens repræsentationsstruktur
bestå af 71 ambassader, 15 generalkonsulater, 6 multilaterale repræsentationer, 1 repræsentationskontor
og 2 handelskontorer i 2016. Hertil kommer yderligere 10 repræsentationer i form af handelskontorer
og innovationscentre, der ledes af lokalt ansatte medarbejdere, samt et større antal honorære konsulater.
I opgørelsen af antallet af repræsentationer i 2016 tæller kun Hamborg med som en ny repræsentation med udsendt
personale, idet der allerede er udsendt personale på repræsentationen i München. Repræsentationskontoret i Zimbabwe
(Harare) lukker i 2016, mens ambassaderne i Nepal, Bolivia, Mozambique lukker i 2017. De pågældende repræsentationer
lukker som en konsekvens af reduktionen af udviklingsbistanden til 0,7 pct. af BNI og udfasningen af udviklingssamarbejdet
i de pågældende lande.
1
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0168.png
SIDE 164
BILAG
4
Udviklingen i antallet af repræsentationer med udsendt personale har fluktueret siden 2000, hvor
Danmark havde i alt 120 repræsentationer med udsendt personale. Det bemærkes, at der skete en
markant stigning i antallet af repræsentationer med udsendt personale i år 2000, idet
Udenrigsministeriet blev tilført 23 handelskontorer, som led i beslutningen om at samle den statslige
eksport- og investeringsfremme i en ny enstrenget organisation i Danmarks Eksportråd under
Udenrigsministeriet,
jf. figur 4.
Figur 4. Udvikling i antallet af repræsentationer fra 2000 til 2016
125
120
115
110
105
100
95
90
2000
2001
2002
2003
2004
2005
2006
2007
2008
2009
2010
2011
2012
2013
2014
2015
2016
Repræsentationer med udsendt personale
Kilder: Udenrigsministeriets organisationshåndbog fra 2000 til og med 2012. Fra 2012 og frem er der suppleret med interne opgørelser.
Anm.: Der henvises til bilag 1 for beskrivelse af metode til opgørelse af antallet af repræsentationer. Det bemærkes, at Damaskus indgår i optællingen i figur
1, idet Danmark pt. har en ’anmeldelse’ til Damaskus. Der er imidlertid ikke udsendte i Damaskus pt. Opgavevaretagelse i tilknytning til Damaskus
varetages af ambassadøren i Beirut i samarbejde med Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads.
Siden år 2000 er antallet af repræsentationer med udsendt personale faldet fra 120 til 95, svarende til et
fald på ca. 20 pct. Det skyldes hovedsageligt, at antallet af handelskontorer i den tilsvarende periode er
faldet fra 23 repræsentationer med udsendt personale i år 2000 til 2 repræsentationer med udsendt
personale i 2015 og 2016,
jf. figur 5.
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0169.png
BILAG
SIDE 165
5
Figur 5. Udvikling i antal repræsentationstyper fra 2000 til 2016
80
70
60
50
40
30
20
10
0
50
45
40
35
30
25
20
15
10
5
0
2004
2015
2000
2001
2002
2003
2005
2006
2007
2008
2009
2010
2011
2012
2013
2014
2005
2016
2000
2001
2002
2003
2004
2006
2007
2008
2009
2010
2011
2012
2013
2014
2015
Ambassader
Multilaterale repræsentationer
Generalkonsulater
Handelskontorer
Konsulater
Repræsentationskontorer
Kilde: Udenrigsministeriets organisationshåndbog fra 2000 til og med 2012. Fra 2012 og frem er der suppleret med interne opgørelser.
Anm.: Se bilag 1 for detaljeret beskrivelse af repræsentationstyperne.
Antallet af ambassader har fluktueret efter årtusindeskiftet, og faldt således fra 71 i 2000 til 65 i 2002 for
igen at stige til det højeste niveau på 78 i perioden fra 2007 til 2009. Siden 2009 er antallet af
ambassader faldet til det nuværende niveau på 71 ambassader. Det svarer til niveauet i 2000.
Antallet af repræsentationskontorer har ligeledes fluktueret siden 2000, idet niveauet i 2016 imidlertid er
stort set det samme som i 2000
2
. Antallet af generalkonsulater og multilaterale repræsentationer har i
perioden ligget på et stabilt niveau, og udgør i 2016 hhv. 15 og 6 repræsentationer.
Bemanding af repræsentationerne
Det gennemsnitlige antal udsendte pr. repræsentation er faldet med mere end to medarbejdere siden
2000 fra gennemsnitligt ca. 5 udsendte pr. repræsentation i 2000 til ca. 3,5 udsendte pr. repræsentation
ultimo 2015. Den omvendte tendens gør sig gældende for det lokalt ansatte personale, hvor det
gennemsnitlige antal pr. repræsentation er steget med ca. 6 medarbejdere pr. repræsentation, fra ca. 8
medarbejdere i 2000 til ca. 14 ultimo 2015,
jf. figur 6.
Det bemærkes, at det gennemsnitlige antal udsendte og lokalt ansatte pr. repræsentation forventes at
falde svagt i 2016.
2
Danmark har kun ét repræsentationskontor ultimo 2016, hvor kontoret i Harare lukker. I 2000 havde Danmark to
repræsentationskontorer.
2016
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0170.png
SIDE 166
BILAG
6
Figur 6. Gennemsnitligt antal udsendte og lokalt ansatte medarbejdere pr. repræsentation
15.0
14.0
13.0
12.0
11.0
10.0
9.0
8.0
7.0
6.0
5.0
4.0
3.0
2.0
2000
2001
2002
2003
2004
2005
2006
2007
2008
2009
2010
2011
2012
2013
2014
2015
2016
Gnm. antal udsendte pr. rep.
Gnm. antal lokalt ansatte pr. rep.
Kilde: Udenrigsministeriets HR-afdeling og ministeriets opgørelse over repræsentationer.
Udenrigsministeriets tilstedeværelse i verden
Med hhv. 39 og 30 repræsentationer med udsendt personale i Europa og Asien, er udenrigstjenesten
mest talstærkt repræsenteret på disse kontinenter i 2016. De i alt 69 repræsentationer i Europa og Asien
svarer således til mere end 70 pct. af det samlede antal repræsentationer med udsendt personale i
udenrigstjenesten. De øvrige repræsentationer i udenrigstjenesten er fordelt med 12 i Afrika (ekskl.
Harare), 8 repræsentationer i Nord- og Mellemamerika og 6 repræsentationer i Sydamerika og Caribien,
jf. figur 7.
Figur 7. Udenrigstjenestens tilstedeværelse i verden i 2016
6
8
12
Afrika
Asien og Stillehavsområdet
Europa
Nord- og mellemamerika
Sydamerika og Caribien
30
39
Kilde: Udenrigsministeriets interne opgørelser.
Anm.: Alene medtaget repræsentationer med udsendt personale.
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0171.png
BILAG
SIDE 167
7
Bilag 1
Opgørelsesmetode
Det er i opgørelsen lagt til grund, at repræsentationer registreres lukket og åbne, det år de lukkes/åbnes,
uanset hvornår på året det måtte forekomme. Eksempelvis er Bern ikke medtaget i opgørelsen i 2014,
idet Danmark alene var repræsenteret med en ambassade i Schweiz frem til august 2014. Opgørelsen af
antallet af repræsentationer er frem til 2012 baseret på Udenrigsministeriets organisationshåndbøger for
de pågældende år. I håndbøgerne er flere repræsentationer angivet som ’Generalkonsulat/
Handelskontor’. Disse repræsentationer indgår som generalkonsulater i indeværende opgørelse. Der
kan derfor forekomme uoverensstemmelser i forhold til andre opgørelser.
Repræsentationstype
Ambassade:
Ledet af ambassadør, chargé d’affaires e.p. (en pied) eller chargé d’affaires a.i. En
chargé d’affaires e.p. er en udsendt medarbejder, der er akkrediteret modtagerlandets
udenrigsminister – og dermed ikke statsoverhovedet. En chargé d’affaires e.p. er ikke underlagt
en ambassadør, men varetager selvstændigt en ambassades ledelse under ansvar over for
udsender/statens udenrigsministerium. En chargé d’affaires a.i. (ad interim) er en udsendt
medarbejder, som varetager en ambassades ledelse enten fordi ambassadøren er fraværende,
eller fordi denne har fast bopæl i et andet land.
Generalkonsulat:
Ledet af generalkonsul, som er konsulært/diplomatisk anmeldt i opholdslandet.
Konsulat:
Ledet af konsul, som er konsulært/diplomatisk anmeldt i opholdslandet.
Multilateral repræsentation:
Danmarks officielle forbindelser til en række internationale
organisationer varetages af særlige multilaterale repræsentationer under ledelse af en udsendt
ambassadør, der varetager dette hverv som permanent repræsentant
Repræsentationskontor:
Diplomatisk repræsentation, hvor chefansvaret på repræsentationen ikke
varetages af en ambassadør
3
.
Handelskontor:
Placeret hvor der er betydelige kommercielle interesser for Danmark. Chefen kan
have forskellige titler, og repræsentationstypen er angivet, som den fremgår af
organisationshåndbogen.
3
Hertil bemærkes det, at organisationshåndbogen visse steder angiver en repræsentation ledet af en chargé d’affaires a.i. som
en ambassade og andre steder som et repræsentationskontor. Organisationshåndbogens løbende angivelser er benyttet i
opgørelserne, selvom der over tid kan være variation i organisationshåndbogens opgørelsesmetode.
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0172.png
SIDE 168
BILAG
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0173.png
BILAG
SIDE 169
EUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 578: Taksøe-Jensen rapporten - Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik maj 2016
1627545_0174.png
SIDE 170
BILAG