Europaudvalget 2015-16
KOM (2016) 0395 Bilag 2
Offentligt
Fremsat den XXX af energi-, forsynings- og klimaministeren (Lars Christian Lilleholt)
Fo rslag til folketingsbeslutning
o m Da nma rks ra tifika tio n a f Pa risa ftalen
Folketinget meddeler sit samtykke til, at Danmark ratificerer Parisaftalen under De Forenede
Nationers Rammekonvention om Klimaændringer (UNFCCC), vedtaget i Paris den 12. december
2015 på den 21. partskonference (COP21) under UNFCCC og underskrevet af Danmark i New
York den 22. april 2016.
Bemærkninger til forslaget
1. Indledning
Formålet med dette beslutningsforslag er i henhold til grundlovens § 19 at indhente Folketingets
samtykke til, at regeringen på Danmarks vegne ratificerer Parisaftalen. Selve deponeringen af
Danmarks ratifikationsinstrument vil finde sted koordineret og samtidigt med EU’s og de andre
medlemsstaters ratifikationsinstrumenter.
Parisaftalen er vedlagt i bilag 1, som indeholder den autoriserede engelske tekst, der skal ratificeres,
samt en dansk oversættelse, der er udarbejdet i forbindelse med Europa-Kommissionens
fremlæggelse af forslag til rådsbeslutning om EU’s ratifikation af Parisaftalen. Indholdet i de
enkelte artikler er refereret i bemærkningernes afsnit 3.
Parisaftalen blev vedtaget den 12. december 2015 i Paris, Frankrig, på den 21. partskonference
(COP21) under De Forenede Nationers Rammekonvention om Klimaændringer (United Nations
Framework Convention on Climate Change, UNFCCC), herefter omtalt som klimakonventionen.
Danmark underskrev Parisaftalen sammen med 174 andre parter, herunder EU’s øvrige
medlemsstater samt Europa-Kommissionen på EU’s vegne, ved den officielle underskriftsceremoni
for Parisaftalen i FN’s hovedkvarter i New York den 22. april 2016. Pr. 27. juni 2016 har 177 parter
underskrevet Parisaftalen, og 18 parter har ratificeret aftalen.
Energi-, forsynings- og klimaministeren orienterede for første gang Folketingets Energi-,
Forsynings- og Klimaudvalg om Parisaftalen ved afrapportering fra COP21 af 21. december 2015.
Side 1/18
 kom (2016) 0395 - Bilag 2: Kopi af EFK alm. del - bilag 355: Orientering om Danmarks ratifikation af Parisaftalen
Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget og Folketingets Europaudvalg blev forud for indgåelsen af
Parisaftalen orienteret i forbindelse med vedtagelsen af EU´s forhandlingsmandat for COP21 på
miljørådsmødet den 18. september 2015. Parisaftalen har siden vedtagelsen været debatteret i
Folketinget ved en række lejligheder, hvor der har været bred opbakning til hurtig ratifikation af
Parisaftalen, herunder i forbindelse med miljørådsmødet den 4. marts 2016, hvor Energi-,
Forsynings- og Klimaudvalget og Folketingets Europaudvalg blev orienteret omkring opfølgning på
Parisaftalen.
Parisaftalen blev vedtaget ved COP-beslutning 1/CP.21, og optræder som et anneks til denne
beslutning. 1/CP.21 indeholder foruden selve vedtagelsen af Parisaftalen en lang række
bestemmelser, som vedrører implementeringen af Parisaftalen.
Med Parisaftalen forpligter parterne til klimakonventionen sig til globale målsætninger om at
a) holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning et godt stykke under 2 °C i forhold til
førindustrielt niveau og arbejde for at begrænse temperaturstigningen til 1,5 °C
b) øge tilpasningsevnen over for de skadelige virkninger af klimaforandringer og fremme
modstandsdygtighed, og
c) gøre finansieringsstrømmene konsistente med omstillingen til lavemission og
modstandsdygtighed over for klimaforandringer.
Parisaftalen forpligter parterne til at udarbejde meddele og håndhæve ambitiøse, nationalt bestemte
reduktionsbidrag (’Nationally
Determined Contributions’,
NDC’er) med henblik på at opfylde
aftalens målsætninger. Parisaftalen indebærer således, at alle parter hvert femte år skal indmelde
eller genindmelde et reduktionsbidrag. Parisaftalen er dermed den første juridisk bindende
klimaaftale, som forpligter alle parter til klimakonventionen til at foretage og meddele
reduktionsindsatser. Den første runde af reduktionsbidrag under Parisaftalen blev indmeldt i 2015,
og langt hovedparten vil gælde fra 2020 (og indtil 2025 eller 2030, afhængig af om den enkelte part
har valgt en fem- eller tiårig periode). Parisaftalen afløser dermed Kyotoprotokollen, hvis anden og
sidste forpligtelsesperiode udløber i 2020, og som udelukkende pålægger udviklede lande
reduktionsforpligtelser (dog stod enkelte udviklede lande, herunder USA, udenfor).
Parisaftalen indebærer også, at alle parter, hvor det er relevant, skal foretage planlægning og
implementering af klimatilpasningsindsatser og kommunikere herom til FN. Ligeledes fastsætter
Parisaftalen, at alle parter fremadrettet skal indgive information til klimakonventionen om deres
klimaindsats, og i beslutning 1/CP.21 fastsættes, at dette skal ske mindst hvert andet år (dog med
fleksibilitet for de mindst udviklede lande og små østater, som er udviklingslande).
Parisaftalen sætter endvidere rammerne for støtte til klimaindsatsen i udviklingslande. I
beslutning1/CP.21 bekræftes det, at de udviklede lande forpligter sig til frem til 2025 at fortsætte
deres eksisterende kollektive mål om årligt fra 2020 at mobilisere 100 mia. USD i klimafinansiering
fra bl.a. offentlige og private kilder samt senest i 2025 at vedtage et nyt kvantitativt mål med
mulighed for en bredere donorbase.
Side 2/18
 kom (2016) 0395 - Bilag 2: Kopi af EFK alm. del - bilag 355: Orientering om Danmarks ratifikation af Parisaftalen
I henhold til Parisaftalen kan parterne indgå en aftale om i fællesskab at opfylde forpligtelsen til at
kommunikere en NDC til aftalen. EU og medlemsstaterne har besluttet at opfylde denne forpligtelse
i fællesskab. EU indmeldte i marts 2015 sin første NDC til aftalen med en reduktion i
drivhusgasudledningerne på mindst 40 pct. i 2030 i forhold til 1990-niveau. Reduktionsbidraget
blev vedtaget på Det Europæiske Råd den 24. oktober 2014.
EU’s reduktionsbidrag skal udmøntes gennem vedtagelse af lovgivning for de kvotebelagte og ikke-
kvotebelagte sektorer. Målet for de ikke-kvotebelagte sektorer skal fordeles mellem EU’s
medlemsstater, mens der for kvotesektoren er ét fælles kvoteloft for hele EU. Kommissionen
fremlagde d. 15. juli 2015 forslag til revision af kvotehandelsdirektivet, der skal udmønte EU’s
klimaindsats inden for kvotehandelssystemet i perioden 2021-2030. Forslaget behandles i øjeblikket
i den almindelige lovgivningsprocedure. [Europa-Kommissionen har den 20. juli 2016 fremlagt
forslag til en byrdefordelingsaftale for de ikke-kvotebelagte sektorer. Forhandlingerne herom
ventes påbegyndt i EU i andet halvår af 2016.] Rammerne for Danmarks første reduktionsindsats
under Parisaftalen vil således først blive endeligt fastsat, når lovgivningen i EU er vedtaget.
Parisaftalen vil træde i kraft 30 dage efter, at mindst 55 parter dækkende mindst 55 pct. af de
globale udledninger har deponeret deres ratifikationsinstrumenter hos FN. En række lande har
indikeret, at man vil ratificere aftalen i 2016, og der er derfor en vis risiko for, at Parisaftalen kan
træde i kraft uden, at EU er part til aftalen. Der er derfor enighed i EU om at ratificere hurtigst
muligt og tids nok til, at EU kan nå at blive part til aftalen ved dens ikrafttrædelse. Dette blev
understreget i konklusionerne fra Det Europæiske Råd den 17.-18. marts 2016 og bekræftes i
rådserklæringen fra miljørådsmødet den 20. juni 2016.
EU og medlemsstaterne, herunder Danmark, kan først blive parter til Parisaftalen, når EU og alle
medlemsstaterne har afsluttet deres respektive nationale ratifikationsprocesser og har deponeret alle
ratifikationsinstrumenterne til FN i fællesskab. Danmark kan ved hurtigt at færdiggøre sin
ratifikationsproces sikre, at Danmark ikke forsinker EU og medlemsstaternes samlede ratifikation.
Danmark kan desuden ved at gennemføre den danske proces med henblik på ratifikation bidrage til
at fremskynde processerne med henblik på ratifikation i de øvrige medlemsstater. Pr. 27. juni 2016
er det blandt EU’s medlemsstater kun Ungarn og Frankrig, der har færdiggjort deres nationale
processer med henblik på ratifikation.
Med hensyn til Grønland og Færøernes status i forbindelse med Danmarks ratifikation af
Parisaftalen henvises til bemærkningernes afsnit 9.
2. Parisaftalens historie
Ved FN’s konference om miljø og udvikling (’The
United Nations Conference on Environment and
Development’,
UNCED) i Brasilien i 1992 underskrev Danmark sammen med 153 andre parter
klimakonventionen. I dag har klimakonventionen 196 parter. Målet med klimakonventionen er at
stabilisere atmosfærens indhold af drivhusgasser på et niveau, som forhindrer farlige
klimaforandringer. Forslag til folketingsbeslutning om ratifikation af klimakonventionen blev med
Side 3/18
 kom (2016) 0395 - Bilag 2: Kopi af EFK alm. del - bilag 355: Orientering om Danmarks ratifikation af Parisaftalen
beslutningsforslag nr. B 75 vedtaget den 27. april 1993. Danmark ratificerede klimakonventionen i
december 1993, og denne trådte i kraft den 21. marts 1994.
Klimakonventionen er en såkaldt rammekonvention. Det vil sige, at den er ramme for den globale
klimaindsats i FN men ikke indeholder bindende krav om reduktion af drivhusgasudledning.
I december 1997 på COP3 i Kyoto, Japan, vedtog parterne til klimakonventionen Kyotoprotokollen.
Kyotoprotokollen er den første juridisk bindende internationale aftale med reduktionsforpligtelser
for udledning af drivhusgasser. Kyotoprotokollen trådte i kraft i februar 2005. Forslag til
folketingsbeslutning om ratifikation af Kyotoprotokollen blev med beslutningsforslag nr. B 91
vedtaget den 16. maj 2002. Danmarks ratifikation af Kyotoprotokollen blev deponeret hos FN
sammen med de øvrige EU-medlemsstaters i 2002.
Kyotoprotokollen sætter bindende mål for udledning af drivhusgasser for de udviklede lande, der
har ratificeret protokollen. De udviklingslande, der har ratificeret protokollen er kun forpligtede til
at gennemføre ’ikke-bindende reduktionsinitiativer, der støtter op om en bæredygtig udvikling’.
Den første forpligtelsesperiode under Kyotoprotokollen strakte sig fra 2008-2012. De udviklede
lande forpligtede sig samlet set til at reducere deres udledninger af drivhusgasser med 5,2 procent i
forhold til niveauet i 1990. EU forpligtede sig til at reducere med 8 procent, og internt i EU
forpligtede Danmark sig til en reduktion på 21 procent.
I december 2007 på COP13 på Bali, Indonesien, vedtog parterne til klimakonventionen
’Bali Road
Map’,
som indeholdt en køreplan frem mod indgåelsen af en ny klimaaftale - som efterfølger til
Kyotoprotokollen - på COP15 i 2009 i København. Det var derfor forventningen, at der på COP15
kunne opnås enighed om en global klimaaftale, som ville forpligte alle parter til Klimakonventionen
til at foretage reduktionsindsatser. Det var dog ikke muligt at skabe enighed om dette, hvorfor
COP15 i stedet resulterede i en hensigtserklæring –
’Copenhagen Accord’
– som 138 lande
tilsluttede sig.
Copenhagen Accord
fastsatte en langsigtet målsætning om at begrænse den gennemsnitlige globale
temperaturstigning til under 2 grader i forhold til førindustrielt niveau. Derudover forpligtigede de
udviklede lande sig til et kollektivt mål om årligt fra 2020 at mobilisere 100 mia. USD i
klimafinansiering til klimaindsatsen i udviklingslandene. Endvidere indmeldte ca. 100 parter ikke-
bindende reduktionsmål. Selvom det ikke lykkedes at indgå en global aftale, fik man for første gang
en tilgang, hvor alle parter kunne melde reduktionsforpligtelser ind.
På COP17 i Durban, Sydafrika, i december 2011 blev parterne til klimakonventionen enige om, at
man senest i 2015 på COP21 skulle vedtage en global klimaaftale med forpligtelser for alle parter
og med ikrafttrædelse senest i 2020. På COP17 blev det endvidere aftalt, at der skulle vedtages en
anden forpligtelsesperiode under Kyotoprotokollen med reduktionsforpligtelser for perioden 2013-
2020.
Side 4/18
 kom (2016) 0395 - Bilag 2: Kopi af EFK alm. del - bilag 355: Orientering om Danmarks ratifikation af Parisaftalen
1656950_0005.png
Denne anden forpligtelsesperiode blev vedtaget med Dohaændringen på COP18 i Doha, Qatar, i
december 2012. Ligesom det var tilfældet under første forpligtelsesperiode, er det kun udviklede
lande, der har reduktionsforpligtelser under den anden forpligtelsesperiode. De lande, der har
påtaget sig en anden forpligtelsesperiode under Kyotoprotokollen, står samlet for mindre end 15
procent af de globale udledninger. Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af
Kyotoprotokollens anden forpligtigelsesperiode blev med beslutningsforslag nr. B 90 vedtaget den
5. maj 2015.
På COP19 i Warszawa, Polen i november 2013 vedtog parterne, at alle parter i 2015 forud for
COP21 skulle fremlægge nationalt bestemte bidrag (’Intended
Nationally Determined
Contributions’,
INDC’er) til den nye klimaaftale.
På COP20 i Lima, Peru, i december 2014 fremlagdes det første tekstudkast til en global klimaaftale,
som klimaforhandlingerne frem mod COP21 var centreret omkring. I løbet af 2015 indmeldte 184
parter deres reduktionsbidrag til den globale klimaaftale, og med enkelte senere bidrag er der pr. 27.
juni 2016 indmeldt 189 bidrag til Parisaftalen, som dækker mere end 96 pct. af de globale
drivhusgasudledninger. EU indmeldte den 6. marts 2015 sin NDC med et reduktionsbidrag på
mindst 40 pct. i 2030 i forhold til 1990. Dette mål var blevet vedtaget af Det Europæiske Råd den
24. oktober 2014 og forelagt Folketingets Europaudvalg til forhandlingsoplæg den 28. februar 2014.
På COP21 i Paris vedtog parterne til klimakonventionen den 12. december 2015 en juridisk
bindende global klimaaftale, den såkaldte Parisaftale. EU´s forhandlingsmandat for COP21 blev i
form af rådskonklusioner vedtaget på miljørådsmødet den 18. september 2015 og blev forud herfor
forelagt Folketingets Europaudvalg og Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg til
orientering i henhold til den danske EU-beslutningsprocedure. EU´s position på klimafinansiering
blev forud for COP21 fastlagt på rådsmødet for finansministre (ECOFIN) den 10. november 2015,
hvor Folketingets Europaudvalg ligeledes blev forelagt sagen forud for rådsmødet.
Der udestår fortsat forhandling af en række spørgsmål, som skal udmønte Parisaftalen. Der henvises
til beskrivelsen af aftalens indhold i bemærkningernes afsnit 3 nedenfor.
3. Parisaftalens indhold
Parisaftalen blev vedtaget af parterne til klimakonvention ved COP-beslutning 1/CP.21, og
optræder som et anneks til denne beslutning.
COP-beslutning 1/CP.21 indeholder foruden selve vedtagelsen af Parisaftalen en lang række
bestemmelser, som vedrører implementeringen af Parisaftalen. I den følgende beskrivelse af
Parisaftalen refereres derfor til indholdet i COP-beslutning 1/CP.21, hvor det er relevant.
Artikel 1
indeholder definitioner af de anvendte termer i aftalen.
Side 5/18
 kom (2016) 0395 - Bilag 2: Kopi af EFK alm. del - bilag 355: Orientering om Danmarks ratifikation af Parisaftalen
1656950_0006.png
Artikel 2
beskriver aftalens formål: At fremme implementeringen af klimakonventionen og dens
formål ved at styrke den globale reaktion på truslen fra klimaforandringer inden for rammerne af
bæredygtig udvikling og indsatsen for at udrydde fattigdom, herunder ved at: a) holde den
gennemsnitlige globale temperaturstigning et godt stykke under 2 °C i forhold til førindustrielt
niveau og arbejde for at begrænse temperaturstigningen til 1,5 °C b) øge tilpasningsevnen til de
skadelige virkninger af klimaforandringer og fremme modstandsdygtighed og en udvikling med
lave drivhusgasudledninger på en måde, som ikke er til fare for fødevareproduktionen og c) at gøre
finansieringsstrømmene konsistente med omstillingen til lavemission og modstandsdygtighed over
for klimaforandringer.
Det fastslås også, at aftalen vil blive implementeret, så den afspejler lighed (’equity’) og princippet
om ’fælles men differentieret ansvar og respektive kapaciteter’ i lyset af forskellige nationale
omstændigheder.
Artikel 3
pålægger alle parter til aftalen at iværksætte og meddele ambitiøse, nationalt bestemte
indsatser jf. de øvrige artikler i aftalen (artikel 4, 7, 9, 10, 11 og 13) med henblik på at nå aftalens
formål som beskrevet i artikel 2. Alle parters indsatser skal over tid blive mere ambitiøse. I den
forbindelse anerkendes det, at udviklingslande har behov for støtte med henblik på en effektiv
implementering af Parisaftalen.
Artikel 4
indeholder målsætninger og bestemmelser vedrørende parternes reduktionsindsats. Det
anføres, at parterne søger at opnå, at de globale udledninger topper hurtigst muligt og derefter
reduceres hurtigt med henblik på i anden halvdel af dette århundrede at opnå en balance, hvor der
ikke udledes flere drivhusgasser, end der optages i skove, have mm.
Endvidere forpligtes parterne til at udarbejde, meddele og håndhæve nationalt bestemte bidrag
(NDC’er) samt gennemføre nationale reduktionsindsatser med henblik på at opfylde disse. Alle
parter skal kommunikere en NDC hvert femte år, som skal være informeret af det globale
’stocktake’
jf. aftalens artikel 14. I overensstemmelse med COP-beslutning 1/CP.21 skal parter med
en tiårig NDC, gældende for perioden 2020-2030, senest i 2020 genbekræfte eller opdatere deres
NDC for perioden 2020-2030, mens parter med en femårig NDC, gældende for perioden 2020-
2025, opfordres til senest i 2020 at fremlægge en ny NDC for perioden efter 2025. Alle parter skal
senest i 2025 fremlægge en ny NDC for perioden efter 2030. NDC’en skal i hvert tilfælde
kommunikeres mindst 9-12 måneder før den relevante COP. Det anføres desuden, at parterne på
den første COP efter Parisaftalens ikrafttrædelse skal drøfte en fælles tidsramme for fremtidige
NDC’er.
Artiklen fastlægger endvidere en række principper for NDC’erne, herunder at en NDC altid skal
være mere ambitiøs end den forrige. Alle parter forpligtes til (ex ante) at kommunikere tilstrækkelig
information om NDC’en til at opnå klarhed, transparens og forståelse af den samt til (ex post) at
redegøre for, hvordan den opfyldes i overensstemmelse med retningslinjer, som skal vedtages af
parterne. Artiklen fastlægger også, at NDC’erne skal registreres i et offentligt register administreret
Side 6/18
 kom (2016) 0395 - Bilag 2: Kopi af EFK alm. del - bilag 355: Orientering om Danmarks ratifikation af Parisaftalen
1656950_0007.png
af klimakonventionens sekretariat. Således vil NDC’erne ikke være indeholdt i selve den juridisk
bindende aftale, men komme til at fremgå af et særskilt register, der ikke har en juridisk bindende
karakter. Ifølge COP-beslutning 1/CP.21 skal parterne frem mod aftalens ikrafttrædelse
færdigforhandle både yderligere retningslinjer for selve NDC’erne, for den information som (ex
ante) skal fremlægges om NDC’erne, for hvordan parterne (ex post) skal redegøre for opfyldelsen
af deres NDC og for det register, som NDC’erne skal registreres i.
Artiklen fastslår, at parterne ved implementering af aftalen skal tage højde for bekymringer hos de
parter, hvis økonomier er mest påvirket af effekten af klimatiltag (´response
measures’).
Det drejer
sig f.eks. om parter, hvis økonomi i høj grad er baseret på produktionen af fossile brændsler. I COP-
beslutning 1/CP.21 fastlægges, at det eksisterende forum under klimakonventionen, som adresserer
disse spørgsmål, skal fortsætte og tjene Parisaftalen, og at arbejdsprogram og funktioner for dette
forum skal færdigforhandles med henblik på vedtagelse på den første COP efter aftalens
ikrafttrædelse.
Artiklen giver mulighed for fælles målopfyldelse, hvor flere parter kan gå sammen om at opfylde
forpligtelsen til at kommunikere og opretholde en NDC. Dette gør det muligt for fællesskaber som
EU at opfylde medlemsstaternes målsætninger i fællesskab. Det fastslås, at både den individuelle
part og fællesskabet som helhed vil være ansvarlig for parternes respektive andele af udledninger,
som fastsættes i aftalen om fælles målopfyldelse.
Artiklen angiver, at alle parter bør søge at formulere og kommunikere langsigtede
udviklingsstrategier for lavemission. Ifølge COP-beslutning 1/CP.21 inviteres parterne til senest i
2020 at fremlægge strategier med en tidshorisont for midten af århundredet.
Artikel 5
anfører, at parterne bør handle for at bevare og forøge, hvor det er relevant, optag og lagre
af drivhusgasser i bl.a. skove og jorder. Endvidere opfordres parterne til at implementere og støtte
handlinger under klimakonventionens eksisterende ramme vedrørende reduktion af udledninger fra
skovrydning og forarmelse af skove, og betydningen af bevaring, bæredygtig forvaltning af skove
og forøgelse af kulstoflagre i skove i udviklingslande.
Artikel 6
vedrører international overførsel af reduktionsenheder (ofte betegnet handel med
udledningstilladelser). Det anføres, at parter, der benytter internationalt overførte enheder, skal
efterleve solide principper for opgørelse af enhederne. Endvidere etableres en UNFCCC-overvåget
mekanisme for handel med udledningstilladelser. Parterne skal færdigforhandle retningslinjer for
mekanismen samt principper for opgørelse af internationalt overførte enheder med henblik på
vedtagelse på den første COP efter aftalens ikrafttrædelse.
Artikel 7
indeholder bestemmelser vedr. klimatilpasningsindsatsen. Der etableres et globalt mål om
at øge tilpasningskapaciteten, styrke modstandsdygtigheden samt reducere sårbarheden over for
klimaforandringer. Alle parter forpligtes til, hvor det er relevant, at foretage planlægning og
implementering af klimatilpasningsplaner og periodisk kommunikere herom til klimakonventionens
Side 7/18
 kom (2016) 0395 - Bilag 2: Kopi af EFK alm. del - bilag 355: Orientering om Danmarks ratifikation af Parisaftalen
1656950_0008.png
sekretariat, som skal samle informationen i et offentligt register. Der skal desuden udvikles
retningslinjer for anerkendelse af udviklingslandes klimatilpasningsindsats. Endvidere bestemmes,
at parterne bør styrke samarbejdet omkring klimatilpasning gennem bl.a. videndeling, styrkede
internationale institutioner og støtte til udviklingslande i at identificere mangler og behov. I COP-
beslutning 1/CP.21 anføres, at Tilpasningskomitéen under klimakonventionen skal: 1) foretage en
gennemgang af de tilpasningsrelaterede institutioner under klimakonventionen og komme med
anbefalinger til at styrke sammenhænge mellem disse og 2) overveje metoder til at vurdere ulandes
behov. Begge dele med henblik på vedtagelse af anbefalinger herom på det første COP-møde efter
aftalens ikrafttrædelse.
Det anføres, at der skal ydes løbende og øget international støtte til udviklingslandenes
tilpasningsindsats. I COP-beslutning 1/CP.21 bestemmes, at der skal udvikles anbefalinger
vedrørende hvilke skridt, der skal tages for at mobilisere finansiering til indsatsen i udviklingslande
samt metoder til at evaluere tilstrækkeligheden og effektiviteten af tilpasningsindsatsen og støtten
hertil, og at disse skal vedtages på det første COP-møde efter aftalens ikrafttrædelse.
Artikel 8
anerkender vigtigheden af at undgå, minimere og adressere tab og skader
(’loss and
damage’)
som følge af klimaforandringerne. Det anføres, at parterne bør øge deres forståelse,
indsats og støtte med hensyn til tab og skader på et samarbejdende og faciliterende grundlag. I
COP-beslutning 1/CP.21 besluttes det at fortsætte arbejdet i
’Warsaw International Mechanism for
Loss & Damage associated with Climate Change Impacts’
(WIM), og det præciseres, at artikel 8
ikke giver basis for retligt ansvar eller kompensation
Artikel 9
indeholder bestemmelser vedrørende finansiering til klimaindsatsen i udviklingslande. Det
fastslås, at udviklede lande – som en fortsættelse af deres eksisterende forpligtelser under
klimakonventionen – skal bidrage med finansiering til udviklingslandenes klimaindsats, og at der
skal søges opnået en balance mellem finansieringen til reduktionsindsatsen og
klimatilpasningsindsatsen. Endvidere skal udviklede lande gå forrest i at mobilisere
klimafinansiering fra forskellige kilder, instrumenter og kanaler, som et led i en global indsats og
med fremhævning af, at offentlig finansiering spiller en central rolle. Og denne indsats skal
repræsentere fremskridt i forhold til tidligere. I COP-beslutning 1/CP.21 anføres, at udviklede lande
forpligter sig til frem til 2025 at fortsætte deres eksisterende kollektive mål om årligt fra 2020 at
mobilisere 100 mia. USD i klimafinansiering fra bl.a. offentlige og private kilder samt senest i 2025
at vedtage et nyt kvantitativt mål med mulighed for en bredere donorbase.
Artiklen forpligter endvidere de udviklede lande til hvert andet år: 1) at kommunikere vejledende
kvantitativ og kvalitativ (ex ante) information om deres fremtidige klimafinansiering, herunder –
hvis denne information er tilgængelig – fremskrivninger for den offentlige finansiering til
udviklingslande og 2) at fremlægge transparent og konsistent (ex post) information om den
klimafinansiering, som
er
leveret og mobiliseret. Ifølge COP-beslutning 1/CP.21 skal parterne
færdigforhandle retningslinjer for begge typer af information (ex ante og ex post) samt nærmere
Side 8/18
 kom (2016) 0395 - Bilag 2: Kopi af EFK alm. del - bilag 355: Orientering om Danmarks ratifikation af Parisaftalen
1656950_0009.png
retningslinjer for, hvordan klimafinansiering opgøres med henblik på vedtagelse på det første COP-
møde efter aftalens ikrafttrædelse.
Artikel 10
fastslår en fælles langsigtet vision om betydningen af teknologiudvikling og -overførsel
med henblik på at øge modstandsdygtigheden og reducere udledningerne, og det anføres, at parterne
skal styrke deres samarbejde herom. Endvidere slås fast, at klimakonventionens
Teknologimekanisme, som omfatter
”Technology Executive Committee” (TEC)
og
”Climate
Technology Centre and Network” (CTCN),
skal tjene aftalen. Derudover etableres en
teknologiramme (’technology
framework’),
som skal udstikke overordnede retningslinjer for
Teknologimekanismens arbejde. Artiklen anfører også, at der skal ydes finansiel støtte til
udviklingslande med henblik på teknologiudvikling- og overførsel. COP-beslutning 1/CP.21 fastslår
endvidere, at parterne frem mod aftalens ikrafttrædelse skal færdigforhandle de nærmere detaljer i
teknologirammen samt retningslinjerne for en periodisk vurdering af effektiviteten og
tilstrækkeligheden af støtten til Teknologimekanismen.
Artikel 11
anfører, at kapacitetsopbygning under aftalen bør øge udviklingslandenes og især de
mindst udviklede landes og de små østaters kapacitet og evne til effektiv klimahandling samt, at alle
parter bør bidrage hertil og regelmæssigt kommunikere om denne indsats. Endvidere anføres, at de
udviklede lande bør øge støtten til kapacitetsopbygning. Samtidigt etableres med COP-beslutning
1/CP.21 ’Pariskomitéen for Kapacitetsopbygning’, som skal understøtte arbejdet med
kapacitetsopbygning. På COP25 i 2019 skal komitéen evalueres med henblik på at komme med
anbefalinger til de institutionelle rammer for det fremadrettede arbejde med kapacitetsopbygning,
som skal vedtages på det første COP-møde efter aftalens ikrafttrædelse.
Artikel 12
anfører, at parterne i passende omfang skal samarbejde om at fremme uddannelse,
folkeoplysning, offentlighedens deltagelse og adgang til information om klimaforandringerne.
Artikel 13
etablerer et forbedret system med øget gennemsigtighed vedrørende klimaindsatsen
(’enhanced
transparency framework’),
som skal bygge på og forbedre de eksisterende rammer for
gennemsigtighed under klimakonventionen, der omfatter krav til metoder, rapporteringer og
evalueringer. Der skal gives fleksibilitet til udviklingslande, der har behov for det i lyset af deres
kapaciteter. Systemet skal give en klar forståelse af reduktionsindsatsen, herunder bl.a. med
nationale udledningsopgørelser, tilpasningsindsatsen og støtten til klimaindsatsen (både givet og
modtaget støtte). Information om støtte omfatter både finansiering, teknologioverførsel og
kapacitetsopbygning. Information om effekten af og tilpasninger til klimaforandringerne skal gives,
hvor det er relevant. Parterne skal fremlægge informationen mindst hvert andet år (dog med
fleksibilitet for de mindst udviklede lande og de små østater, som er udviklingslande).
Informationen skal undergå en teknisk ekspertevaluering (’review’) og skal informere det globale
’stocktake’ jf. aftalens artikel 14. Ifølge COP-beslutning 1/CP.21 skal parterne færdigforhandle de
nærmere retningslinjer for metoder, rapporteringer og evalueringer i det nye system til drøftelse på
COP24 i 2018 med henblik på vedtagelse på det første COP-møde efter aftalens ikrafttrædelse.
Side 9/18
 kom (2016) 0395 - Bilag 2: Kopi af EFK alm. del - bilag 355: Orientering om Danmarks ratifikation af Parisaftalen
1656950_0010.png
Beslutningen etablerer ligeledes ’Kapacitetsopbygningsinitiativet for Transparens’, som skal øge
udviklingslandenes kapacitet til at tilvejebringe informationen om deres klimaindsats.
Artikel 14
bestemmer, at der hvert femte år, og første gang i 2023, skal afholdes et globalt
’stocktake’,
som skal gøre status over det kollektive fremskridt hen imod at opfylde aftalens formål
og langsigtede målsætninger jf. artikel 2. Både reduktionsindsatsen, klimatilpasningsindsatsen og
støtten til klimaindsatsen skal tages i betragtning. Resultatet af
stocktaket
skal informere parternes
arbejde med at opdatere og forøge deres klimaindsats under aftalen. Ifølge COP-beslutning 1/CP.21
skal parterne færdigforhandle kilder til input til
stocktaket
samt de nærmere retningslinjer for
afholdelse af
stocktaket
med henblik på vedtagelse på det første COP-møde efter aftalens
ikrafttrædelse. I COP-beslutning 1/CP.21 bestemmes også, at der allerede i 2018 skal afholdes en
’faciliterende dialog’, der skal gøre status over det kollektive fremskridt i forhold til at nå det
langsigtede reduktionsmål som fremsat i aftalens artikel 4 samt informere forberedelsen af de
NDC’er, som skal kommunikeres i 2020.
Artikel 15
etablerer en mekanisme, der skal facilitere implementering og fremme overholdelse
(’compliance’) af bestemmelserne i Parisaftalen. Mekanismen skal bestå af en ekspertkomité, som i
sin virkemåde skal være faciliterende, transparent og baseret på frivillighed uden anvendelse af
sanktioner. Komitéen skal årligt afrapportere til COP’en. Parterne skal færdigforhandle
retningslinjer for komitéens arbejde med henblik på vedtagelse på den første COP efter aftalens
ikrafttrædelse.
Artikel 16-19
fastsætter de institutionelle rammer for Parisaftalen, herunder at COP’en etableres
som beslutningsorgan for aftalen (artikel 16), at klimakonventionens sekretariat skal tjene som
sekretariat for aftalen (artikel 17), at
’The Subsidiary Body for Scientific and Technological
Advice’
(SBSTA) og
’The Subsidiary Body for Implementation’
(SBI) skal tjene som de subsidiære organer
for Parisaftalen, og at andre subsidiære organer etableret under FN’s klimakonvention kan tjene
Parisaftalen, såfremt COP’en beslutter dette (artikel 19).
Artikel 20-21vedrører
underskrift, ratifikation og ikrafttrædelse og fastsætter bestemmelser i dette
henseende for forholdet mellem regionale organisationer for økonomisk integration (f.eks. EU), der
bliver parter til aftalen, og deres medlemsstater. Det fastsættes af aftalen vil være åben for
underskrift fra den 22. april 2016 til den 21. april 2017, og at aftalen vil træde i kraft 30 dage efter,
at mindst 55 pct. af aftalens parter dækkende mindst 55 pct. af de globale drivhusgasudledninger
har ratificeret aftalen.
Artikel 22-29
indeholder bestemmelser vedrørende vedtagelse af ændringer, annekser,
tvistbilæggelse, stemmeregler, depositar, forbehold, udtrædelse og sprogversioner.
Side 10/18
 kom (2016) 0395 - Bilag 2: Kopi af EFK alm. del - bilag 355: Orientering om Danmarks ratifikation af Parisaftalen
1656950_0011.png
4. Danmarks klimaindsats under Parisaftalen
4.1 Reduktionsindsatsen
EU og medlemsstaterne har besluttet at opfylde sin forpligtelse til at udarbejde, meddele og
opretholde en NDC under Parisaftalen i fællesskab. EU’s første NDC til aftalen er en reduktion i
drivhusgasudledningerne på mindst 40 pct. i 2030 i forhold til 1990. Målet blev vedtaget på Det
Europæiske Råd den 24. oktober 2014. Målet skal nås gennem reduktioner i hhv. de kvotebelagte
og ikke-kvotebelagte sektorer og skal udmøntes i lovgivning om: 1) Revision af EU’s
kvotehandelsdirektiv
1
og 2) byrdefordelingsaftale for de ikke-kvotebelagte sektorer samt integration
af udledninger og optag fra skove og jorde.
Der foreligger således på tidspunktet for fremsættelse af beslutningsforslaget om ratifikation ikke
vedtaget lovgivning for EU’s reduktionsbidrag. Rammerne for Danmarks første reduktionsbidrag
inden for de ikke-kvotebelagte sektorer kendes først, når EU’s lovgivning for de kvote-belagte
sektorer er vedtaget, hvorfor det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at redegøre for Danmarks
reduktionsindsats under Parisaftalen.
Kommissionen fremlagde d. 15. juli 2015 forslag til revision af kvotehandelsdirektivet, der skal
udmønte EU’s klimaindsats inden for kvotehandelssystemet i perioden 2021-2030. Forslaget
behandles i øjeblikket i den almindelige lovgivningsprocedure. [Europa-Kommissionen har den 20.
juli 2016 fremlagt forslag til en byrdefordelingsaftale mellem medlemslandene for EU’s
reduktionsindsats i de ikke-kvotebelagte sektorer samt forslag til integration af udledninger og
optag af drivhusgasser fra skove og jorde]. Forhandlingerne om byrdefordelingen ventes påbegyndt
i EU i andet halvår af 2016. Folketinget vil blive inddraget i fastlæggelse af den danske position til
disse forslag via den nationale EU-beslutningsprocedure.
Det bemærkes endvidere, at NDC’erne, som indmeldes hvert femte år i medfør af Parisaftalen
(første gang i 2015, næste gang i 2020), ikke er indeholdt i selve Parisaftalen men kommer til at
fremgå af et særskilt register, der ikke har en juridisk bindende karakter. Parisaftalen indeholder
således heller ikke EU’s reduktionsbidrag, og Danmarks ratifikation af Parisaftalen omfatter derfor
ikke i sig selv EU’s eller Danmarks reduktionsbidrag. Derved adskiller Parisaftalen sig fra
Kyotoprotokollen, hvor selve protokollen omfattede et dansk reduktionsbidrag.
Parisaftalen adskiller sig ligeledes ved ikke at være en tidsbegrænset aftale, som det er tilfældet med
Kyotoprotokollen. Under Parisaftalen er parterne forpligtet til fremadrettet at indmelde en NDC
hvert femte år. På denne baggrund er det heller ikke muligt på forhånd fyldestgørende at beskrive
Danmarks reduktionsindsats under Parisaftalen, da man på nuværende tidspunkt ikke kender denne
for kommende perioder.
1
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om en ordning for handel med kvoter for
drivhusgasemissioner.
Side 11/18
 kom (2016) 0395 - Bilag 2: Kopi af EFK alm. del - bilag 355: Orientering om Danmarks ratifikation af Parisaftalen
Det bemærkes, at i henhold til Parisaftalens artikel 4, stk. 16, er parter, herunder regionale
organisationer for økonomisk integration og dets medlemsstater, der vil opfylde deres
forpligtigelser under Parisaftalen i fællesskab, forpligtiget til at oplyse klimakonventionens
sekretariat ved meddelelse af deres NDC omkring betingelserne herfor, herunder det
emissionsniveau, som er gældende for hver part inden for den relevante periode. Hver part er
ansvarlig for sit emissionsniveau, som det fremgår af en sådan aftale. Det bemærkes i tillæg hertil i
henhold til artikel 4, stk. 17, at såfremt EU ikke samlet set opfylder sit reduktionsbidrag, vil EU’s
medlemsstater, herunder Danmark, stå individuelt til ansvar for at opfylde sin andel af EU-
forpligtelsen, som den er indmeldt til klimakonventionens sekretariat. Skulle EU’s reduktionsbidrag
falde væk, f.eks. fordi forudsætningerne for det europæiske samarbejde ændrer sig væsentligt, vil
Danmark derfor fortsat være folkeretligt bundet af forpligtelserne i Parisaftalen.
I forhold til Parisaftalens bestemmelse om at tage højde for bekymringer hos parter, hvis økonomier
er meget påvirket af effekten af klimatiltag (’response
measures’)
bemærkes det, at Danmark
generelt i udviklingssamarbejdet og i bilaterale klimasamarbejder understøtter partnerlande i at
omstille deres økonomier til en udvikling med bæredygtig vækst (se også afsnit 4.3 nedenfor).
I forhold til Parisaftalens artikel 5, som specifikt angår indsatsen for at bevare og forøge optag og
lagre af drivhusgasser i bl.a. skove og jorder, bemærkes, at der fra dansk side er iværksat flere
indsatser, som bidrager til at øge kulstofbindingen i danske landbrugsjorder. Indsatserne dækker
over en tilskudsordning til udtagning af kulstofrige lavbundsjorder, de såkaldte organogene jorde,
med mindst 12 % organisk kulstof. Endvidere dækker de over en række forskellige krav om
etablering af efterafgrøder, afgrøder der dyrkes efter en hovedafgrøde (oftest korn) samt
beslutningen fra Landbrugspakken fra februar 2016 om etablering af vådområder på landbrugsjord.
Endvidere bidrager tilskud til privat skovrejsning og statslig skovrejsning til at øge kulstofoptaget i
danske skove gennem udvidelse af skovarealet. I de eksisterende skove antages efterspørgslen efter
energitræ at stimulere investeringer i nye og mere produktive skovkulturer ved genplantning,
hvilket også vil bidrage til øget kulstofoptag i de nye bevoksninger. Dette marked kan dog samtidig
qua øget hugst bidrage til at reducere skovenes stående kulstoflager. Samlet set er dog også
kulstoflageret i danske skove gennem de senere år steget, fordi hugsten, selvom den er steget, har
været lavere end den løbende tilvækst. En skæv aldersklassefordeling med overvægt af især ældre
løvtræ vil, hvis dette afvikles i tråd med hidtidig praksis, kunne medføre en nedgang i lageret på
kortere sigt, hvilket er lagt til grund i Danmarks angivelse af referenceniveau for skovene frem mod
2020. Beslutningen fra Naturpakken om at udlægge arealer i eksisterende skov til urørt skov og
anden biodiversitetsskov vil, alt efter den konkrete udmøntning, kunne medføre et øget kulstoflager
i disse skove. Det løbende nettooptag af kulstof i urørt skov kan derimod forventes at være faldende
på længere sigt, da nettooptaget i gammel skov generelt er lavere end i yngre og mellemaldrende
skov. Miljø- og fødevareministeren forventer senere i 2016 at kunne sende et udkast til nyt nationalt
skovprogram i høring. Skovprogrammet vil sætte rammer for en balanceret og bæredygtig udvikling
af danske skove, herunder bidraget til at opfylde Parisaftalen.
Side 12/18
 kom (2016) 0395 - Bilag 2: Kopi af EFK alm. del - bilag 355: Orientering om Danmarks ratifikation af Parisaftalen
4.2 Danmarks indsats for at tilpasse sig klimaforandringerne
Siden 2012 er der foretaget en række initiativer samt ændringer i lovgrundlaget, der har sikret en
aktiv dansk klimatilpasningsindsats. I aftalen om kommunernes økonomi for 2013 blev det
besluttet, at kommunerne skulle udarbejde klimatilpasningsplaner, der indeholdt en kortlægning af
områder i risiko for oversvømmelse. Derudover blev der udarbejdet en national ’Handleplan for
klimasikring af Danmark’ samt foretaget en ændring af planloven, så kommunerne nu kan
indarbejde klimatilpasningstiltag direkte i lokalplanlægningen. Endvidere er der skabt basis for, at
spildevandsforsyningsselskaberne kan medfinansiere klimatilpasningsprojekter med
overfladeløsninger i vandløb, veje og rekreative arealer. Staten har stillet viden og data til rådighed
for kommunerne til deres udarbejdelse af klimatilpasningsplaner på www.klimatilpasning.dk. For at
understøtte kommunernes arbejde tog et statsligt rejsehold for klimatilpasning rundt til landets
kommuner for at vejlede i udarbejdelsen af klimatilpasningsplaner. Endelig har Danmark
implementeret første planperiode af EU’s oversvømmelsesdirektiv, hvor ti områder, omfattende 22
kommuner, har udarbejdet risikostyringsplaner for særligt oversvømmelsesudsatte områder fra
havet og vandløb, samt rettidigt igangsat 2. planperiode. Ved udgangen af 2016 vil en ny
hydrologisk tilpasset højdemodel være tilgængelig for kommunerne.
4.3 Danmarks bidrag til klimafinansiering, teknologioverførsel og kapacitetsopbygning
Med Parisaftalen vil Danmark fortsætte med at yde støtte via udviklingsbistanden til
udviklingslandes klimaindsats både gennem den bilaterale bistand og via multilaterale kanaler som
for eksempel Den Grønne Klimafond, som Danmark støtter med 400 mio. DKK (tilsagn givet i
2014), og Den Globale Miljøfacilitet (GEF), som Danmark støtter med 435 mio. DKK (tilsagn givet
i 2014).
Den øremærkede danske klimafinansiering kanaliseres via Klimapuljen. Klimapuljen udmøntes af
Udenrigsministeriet og Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet i samarbejde og administreres som
en integreret del af dansk udviklingsbistand. Puljen anvendes til bi- og multilaterale indsatser med
fokus på at understøtte udviklingslandenes indsats i forhold til: 1) tilpasning til klimaændringer, 2)
omstilling til lavemission og 3) implementering af den globale klimaaftale.
Et sæt strategiske principper guider udmøntningen af Klimapuljen. Der gives særligt prioritet til: 1)
Projekter inden for områder, hvor Danmark har spidskompetencer og kan stille viden og erfaring til
rådighed - dette gælder særligt for energi- og vandområdet, 2) Projekter der kan bane vejen for
private investeringer i klimaprojekter, herunder ved at reducere risici og skabe incitamenter for
private investorer, 3) Projekter hvor mulighederne er størst for at opnå varige ændringer i policy-
rammeværk, markeder eller finansieringsstrømme førende til CO
2
-reduktioner eller forbedret
klimatilpasning.
Dansk klimafinansiering omfatter også aktiviteter uden for Klimapuljen, idet en række initiativer
under udviklingsbistanden også har klimarelevans og rapporteres helt eller delvist som sådan.
Blandt eksemplerne på denne såkaldte
’mainstreaming’
af klimahensyn i udviklingsbistanden er
Side 13/18
 kom (2016) 0395 - Bilag 2: Kopi af EFK alm. del - bilag 355: Orientering om Danmarks ratifikation af Parisaftalen
dansk støtte til Den Afrikanske Udviklingsbanks
African Renewable Energy Fund
eller Grøn Vækst
Programmet i Kenya.
Danmarks klimafinansiering fokuserer på at understøtte forbedrede rammebetingelser for
klimavenlige investeringer i udviklingslandene samt målrettede finansielle instrumenter rettet mod
barrierer og risici, der begrænser disse investeringer. Et konkret eksempel på denne type offentlig-
privat partnerskab er Klimainvesteringsfonden. I lyset af de store investeringsbehov i
udviklingslandene, der følger af Parisaftalens målsætninger om emissionsreduktion og
klimatilpasning, vil den danske støtte i form af finansiering, teknologi og kapacitetsopbygning i
endnu højere grad skulle fokuseres på mobilisering af private investeringer fra både lokale og
internationale kilder, herunder fra institutionelle investorer. Dette er i overensstemmelse med
Parisaftalens målsætning om at gøre finansieringsstrømmene konsistente med omstillingen til
lavemission og modstandsdygtighed.
Dansk støtte til teknologiudvikling og -overførsel omfatter et bredt spektrum af aktiviteter, der er en
integreret del af en række både bi- og multilaterale indsatser og som omfatter både det fysiske
udstyr og ’blødere’ elementer som planlægning og kapacitetsopbygning. Aktiviteterne omfatter
også offentlig-private initiativer som
’Mission Innovation’,
der blev lanceret under COP21 i Paris.
Ud over teknologielementerne i disse initiativer støtter Danmark også målrettet teknologiarbejdet i
regi af klimakonventionen via støtte til Klimateknologicenteret, (’Climate
Technology Centre &
Network’,
CTCN), der er placeret i FN-Byen i København.
Kapacitetsopbygning er ligeledes en integreret del af stort set alle de programmer og projekter, der
støttes fra dansk side. Et eksempel herpå er det bilaterale samarbejde med udvalgte
vækstøkonomier, gennemført af Energistyrelsen med finansiering fra Klimapuljen, der fokuserer på
at understøtte landenes energiomstilling til lavemission gennem kapacitetsopbygning af
myndigheder og andre aktører i partnerlandene med udgangspunkt i dansk ekspertise og
styrkepositioner inden for vedvarende energi og energieffektivisering. Et andet eksempel er dansk
støtte til Verdensbankens energisektorprogram ESMAP, der yder teknisk assistance til en lang
række udviklingslande i forhold til at tilpasse lovgivning og skabe rammer for at sætte fart på
brugen af vedvarende energiformer.
Danmark er også aktiv i forhold til tilpasningsdagsordenen, der vedrører landenes evne til at
forberede sig på og tilpasse sig til effekterne af klimaforandringerne (havvandsstigning, ændrede
nedbørsmønstre og mængde, forøget risiko for vejrrelaterede katastrofer etc.).
Tilpasningsdagsordenen adresserer også de bekymringer som rejses af udviklingslandene som ’Loss
and Damage’.).
F.eks. støtter Danmark via organisationen IUCN (’International
Union for
Conservation of Nature’)
et projekt, der søger at fremme befolkningers modstandsdygtighed over
for klimaforandringer i kystzoner i Sydøstasien ved at arbejde med forvaltning af såkaldte
mangrover. Med dansk støtte gennemfører IUCN ligeledes et projekt med titlen ”pro-poor REDD”,
der bl.a. retter sig mod at styrke lokal naturressourceforvaltning i udvalgte områder og sikre, at
rettighedsaspekter indtænkes i planlægning og lovgivning.
Side 14/18
 kom (2016) 0395 - Bilag 2: Kopi af EFK alm. del - bilag 355: Orientering om Danmarks ratifikation af Parisaftalen
Endvidere støtter Danmark bæredygtig skovforvaltning via bilaterale programmer i Indonesien og
Bolivia.
4.4 Indsatsen for at fremme uddannelse og folkeoplysning om klimaforandringerne
Danmarks indsats for at fremme uddannelse og folkeoplysning om klimaforandringerne vil ligge i
forlængelse af Danmarks løbende indsats i forbindelse med opfyldelse af klimakonventionens
artikel 6. Danmark vil således fortsætte med at fremme offentlighedens kendskab til de globale
klimaforandringer og herunder informere, involvere og uddanne befolkningen i tiltag relateret til
forebyggelse af og tilpasning til klimaforandringerne. Via deltagelse i en række internationale
forskningsprojekter og netværk er danske uddannelsesinstitutioner og myndigheder med til at
understøtte international forskning, uddannelse, videndeling og informationsspredning relateret til
klimaforandringer, herunder forebyggelse af klimaforandringer og klimatilpasning.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for staten, regioner og kommuner
5.1 Økonomiske konsekvenser
Danmarks ratifikation af Parisaftalen har ikke i sig selv offentlige økonomiske konsekvenser.
Lovgivningen, der skal udmønte EU’s NDC til Parisaftalen, er endnu ikke vedtaget i EU, hvorfor
det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at vurdere de økonomiske konsekvenser, som EU's NDC
vil få for Danmark.
Med Parisaftalen genbekræftes de udviklede landes kollektive løfte om årligt fra 2020 at mobilisere
100 mia. USD fra forskellige kilder til udviklingslandenes klimaindsats. Ifølge COP-beslutning
1/CP.21 skal der vedtages et nyt kvantitativt finansieringsmål inden 2025. Da begge mål er
kollektive uden vedtaget byrdefordeling, og da det ikke er fastsat hvor stor en del af de 100 mia.
USD, der skal komme fra offentlige kilder, er det ikke muligt at fastlægge de direkte økonomiske
konsekvenser heraf.
5.2 Administrative konsekvenser
Danmarks ratifikation af Parisaftalen vil, når aftalen er trådt i kraft, indebære, at Danmark – efter
reviderede regler – skal indgive information til klimakonventionen om den danske klimaindsats.
Dette følge af aftalens artikel 13. De nærmere retningslinjer for at indgive informationen skal
færdigforhandles i de kommende år og vil først blive vedtaget på det første COP-møde, efter aftalen
er trådt i kraft. Det er således ikke på nuværende tidspunkt muligt at vurdere de endelige
administrative konsekvenser.
Det bemærkes dog, at Danmark allerede rapporterer til klimakonventionen. Hvert år rapporteres der
om Danmarks optag og udledninger af drivhusgasser, og hvert andet år rapporteres om fremskridt i
forhold til at implementere Danmarks eksisterende reduktionsmålsætninger samt om Danmarks
støtte til indsatsen i udviklingslande i form af klimafinansiering, teknologioverførsel og
kapacitetsopbygning. Endvidere rapporterer Danmark hvert fjerde år oplysninger om nationale
omstændigheder med betydning for udledning og optag af drivhusgasser,
Side 15/18
 kom (2016) 0395 - Bilag 2: Kopi af EFK alm. del - bilag 355: Orientering om Danmarks ratifikation af Parisaftalen
1656950_0016.png
klimaforandringssårbarhed og -effekt, klimatilpasning, -forskning og -overvågning samt om
uddannelse og oplysningsarbejde i relation til klimaspørgsmålet.
Ifølge Parisaftalen skal de eksisterende rammer for transparens under klimakonventionen tjene som
erfaringsgrundlag, når de nye retningslinjer for informationen udvikles. Det forventes derfor ikke, at
der vil ske gennemgribende ændringer i Danmarks forpligtelser til at indgive information.
Derudover har Danmarks ratifikation af Parisaftalen ikke i sig selv offentlige administrative
konsekvenser. Lovgivningen, der skal udmønte EU’s NDC til Parisaftalen, er endnu ikke vedtaget i
EU, hvorfor det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at vurdere de administrative konsekvenser,
som EU's NDC vil få for Danmark.
6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
Lovgivningen i EU, der skal udmønte EU’s NDC til Parisaftalen, er endnu ikke vedtaget i EU. Det
er derfor ikke nuværende tidspunkt muligt at vurdere de økonomiske eller administrative
konsekvenser, som EU’s NDC kan få for det danske erhvervsliv.
Ikrafttrædelsen af Parisaftalen vil medvirke til en øget global efterspørgsel efter klimavenlig
teknologi mv. Danske virksomheder har udviklet mange af de omkostningseffektive løsninger, der
efterspørges, og det danske erhvervsliv står stærkt på det globale marked inden for energiteknologi.
Parisaftalens ikrafttrædelse rummer dermed store erhvervsmæssige muligheder for Danmark.
7. Miljømæssig konsekvensvurdering
Med Parisaftalen sættes en juridisk ramme for den globale klimaindsats fra 2020 og frem.
Ikrafttrædelsen og implementeringen af Parisaftalen forventes at bidrage til at begrænse den
gennemsnitlige globale temperaturstigning og dermed til at opfylde klimakonventionens
målsætning om, ’at forhindre farlig menneskeskabt indvirkning på klimasystemet’.
Parisaftalens mere konkrete målsætning med betydning for det globale klima er at holde den
gennemsnitlige globale temperaturstigning et godt stykke under 2 grader i forhold til førindustrielt
niveau og arbejde for at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader.
Det står klart, at den første runde af reduktionsbidrag (NDC’er) indmeldt til Parisaftalen ikke i sig
selv vil være tilstrækkelige til at nå 2 eller 1,5-graders målsætningen. FN’s miljøprogram, UNEP,
estimerede i efteråret 2015, at en fuld implementering af den første runde af NDC’er vil bringe den
langsigtede globale temperaturstigning ned på 3-3,5 grader
2
. Dette kan sammenholdes med den
temperaturstigning, der vil ske uden yderligere handling i forhold til i dag (dvs. uden
implementering af NDC’erne), som FN’s Klimapanel har estimeret til i slutningen af det 21.
2
UNEP (2015): The Emissions Gap Report 2015
Side 16/18
 kom (2016) 0395 - Bilag 2: Kopi af EFK alm. del - bilag 355: Orientering om Danmarks ratifikation af Parisaftalen
1656950_0017.png
århundrede at ligge på 3,7-4,8 grader i forhold til det førindustrielle niveau.
3
Da Parisaftalen
forpligter parterne til hvert femte år at indmelde reduktionsbidrag på ny, forventes aftalen dog på
længere sigt at bidrage yderligere til reduktionen af drivhusgasudledninger.
8. Forholdet til EU-retten
Parisaftalen er i forhold til EU-retten en såkaldt blandet aftale, hvor EU og medlemsstaterne har delt
kompetence, hvilket er i overensstemmelse med hidtidig praksis for EU og medlemsstaternes
deltagelse i international klimaregulering, herunder Kyotoprotokollen. EU-Domstolen har
fastslået, at når området for en international aftale delvist henhører under EU-kompetence og delvist
under medlemsstaternes kompetence, skal der både under forhandlings- og tiltrædelsesfasen og i
forbindelse med opfyldelsen af de påtagne forpligtelser etableres et nært samarbejde mellem EU-
institutionerne og medlemsstaterne.
Det følger af ovenstående, at forhandling, undertegnelse, indgåelse og gennemførelse af en blandet
aftale er underlagt princippet om loyalt samarbejde (jf. Traktaten om Den Europæiske Union,
artikel 4, stk. 3), kravet om enhed i Unionens internationale repræsentation og princippet om
kompetencetildeling.
Som følge heraf vurderer Rådets Juridiske Tjeneste, at EU og medlemsstaterne er forpligtiget til at
deponere deres ratifikationsinstrumenter koordineret og samtidigt. Deponeringen af Danmarks
ratifikationsinstrument til FN vil derfor først ske, når EU og alle medlemsstaterne har afsluttet deres
respektive nationale processer med henblik på ratifikation og er klar til at deponere alle
ratifikationsinstrumenterne i fællesskab. Det bemærkes herunder, at så længe Danmarks
ratifikationsinstrument ikke er deponeret hos FN, vil Folketinget kunne genbesøge sin beslutning
om samtykke til Danmarks ratifikation, hvis der mod forventning skulle være væsentlige ændringer
i forudsætningerne herfor (f.eks. vedr. EU-samarbejdet).
Danmark kan ved at færdiggøre sin nationale proces med henblik på ratifikation sikre, at Danmark
ikke forsinker EU og medlemsstaternes samlede ratifikation. Danmark kan desuden ved at
gennemføre den danske proces med henblik på ratifikation bidrage til at lægge et politisk pres på de
øvrige medlemsstater til at fremskynde deres nationale processer med henblik på ratifikation. For så
vidt angår EU’s ratifikation af Parisaftalen har Europa-Kommissionen den 10. juni 2016 fremlagt
forslag til en rådsbeslutning herom.
EU og medlemsstaterne vil jf. Parisaftalens artikel 4 opfylde sine forpligtelser i fællesskab.
Det fremgår således af Rådets konklusioner af 24. oktober 2014 om EU’s 2030-ramme, at EU og
medlemsstaterne vil opfylde sit reduktionsbidrag i fællesskab.
3
IPCC (2014): Climate Change 2014: Synthesis Report. Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC), Geneva.
Side 17/18
 kom (2016) 0395 - Bilag 2: Kopi af EFK alm. del - bilag 355: Orientering om Danmarks ratifikation af Parisaftalen
EU har som sin første NDC til Parisaftalen indmeldt reduktion i drivhusgasudledningerne på mindst
40 pct. i 2030 i forhold til 1990. EU’s reduktionsbidrag skal fordeles på de kvotebelagte sektorer
(43 pct. i 2030 i forhold til 2005) og de ikke-kvotebelagte sektorer (30 pct. i 2030 i forhold til
2005). Reduktionsbidraget inden for de kvotebelagte sektorer håndteres i regi af
kvotehandelsdirektivet, og det revisionsforslag, som Kommissionen har fremsat hertil i juli 2015.
Reduktionsbidraget inden for de ikke-kvotebelagte sektorer vil blive byrdefordelt blandt EU’s
medlemsstater.
9. Grønland og Færøerne
Grønland og Færørene er ikke selvstændige parter til Parisaftalen, da det udelukkende er
Rigsfællesskabet, der er part til FN og således alene har kompetence til at indgå folkeretlige
forpligtigelser, men Grønland og Færøerne er omfattet af Rigsfællesskabet. Rigsfællesskabets
ratifikation af Parisaftalen vil som udgangspunkt gælde for alle dele af Rigsfællesskabet. Der kan
dog i forbindelse med deponering af ratifikationsinstrumentet til FN tilkendegives, at aftalen ikke
finder anvendelse på disse dele af Rigsfællesskabet.
Der har i løbet af foråret 2016 været drøftelser på embedsmandsniveau med både Grønlands
hjemmestyre og Færøernes landsstyre med henblik på en afklaring af, hvorvidt Grønland og
Færøerne ønsker at være omfattet af Danmarks ratifikation af Parisaftalen, jf. henholdsvis lov om
Grønlands Selvstyre, § 13 og lov om Færøernes hjemmestyre, § 7 stk. 2.
9.1. Grønland
Naalakkersuisut har i et brev af den 8. april 2016 meddelt, at Naalakkersuisut ønsker, at Danmarks
tiltrædelse af Parisaftalen ikke omfatter Grønland. I forbindelse med Rigsfællesskabets ratifikation
af Parisaftalen vil der derfor blive afgivet erklæring om, at Parisaftalen ikke finder anvendelse for
Grønland.
9.2 Færøerne
Der pågår en dialog mellem Danmark og Færøerne med henblik på at afklare, hvorvidt Færøerne
ønsker at være omfattet af Parisaftalen. [Regeringen har i forbindelse med det foreliggende
beslutningsforslag anmodet det færøske landsstyre om udtalelse herom (OPDATERES). ]
10. Ligestillingsvurdering
Forslaget vurderes ikke umiddelbart at have nogen ligestillingsmæssige konsekvenser. I
Parisaftalens præambel anerkender parterne til aftalen dog, at parterne i deres indsats for at
adressere klimaforandringerne, skal respektere, fremme og tage hensyn til deres respektive
forpligtelser for så vidt angår kønnenes ligestilling og styrkels af kvinders indflydelse.
11. Høring
[…]
Side 18/18