Europaudvalget 2015-16
Rådsmøde 3478 - alm. anl. Bilag 2
Offentligt
1645863_0001.png
Supplerende samlenotat - Rådsmøde (almindelige anliggender) den 24. juni 2016
1. Forberedelse af Det Europæiske Råd den 28.-29. juni 2016 (udkast til konklusioner)
KOM-dokument foreligger ikke
Revideret notat (rettelser er markeret med streg i marginen)
1. Resumé
Det Europæiske Råd den 28.-29. juni 2016 ventes at gøre status for håndteringen af flygtninge- og
migrationskrisen, herunder implementeringen af EU-Tyrkiet aftalen, situationen i det centrale Middelhav og det
videre arbejde med de eksterne aspekter af migration. Herudover ventes Det Europæiske Råd at drøfte job,
vækst og investering, hvor bl.a. Det Indre Marked, ØMU’en og kampen mod skatteunddragelse forventes bragt
op. Ydermere forventes Det Europæiske Råd at diskutere eksterne relationer, herunder særligt NATO-
topmødet i Warszawa. Endeligt forventes den britiske premierminister at redegøre for resultat af
folkeafstemningen i Storbritannien den 23. juni.
2. Baggrund
Det Europæiske Råd mødes den 28.-29. juni 2016. I henhold til forretningsordenen for Det
Europæiske Råd (artikel 3) forbereder Rådet (almindelige anliggender) møderne i Det
Europæiske Råd.
3. Formål og indhold
På rådsmødet (almindelige anliggender) den 24. juni 2016 vil udkast til konklusioner for mødet i
Det Europæiske Råd den 28.-29. juni 2016 blive drøftet. Udkastet foreligger endnu ikke.
Migration:
Det Europæiske Råd forventes at have en drøftelse af håndteringen af flygtninge- og
migrationskrisen. Fokus ventes særligt at være på implementeringen af EU-Tyrkiet aftalen og
Kommissionens forslag om etablering af partnerskaber med tredjelande.
Efter lukningen af Vestbalkan-ruten og implementeringen af EU-Tyrkiet aftalen er trafikken til
de græske øer faldet markant. Det Europæiske Råd vil tage bestik af situationen og om
nødvendigt udstikke yderligere retningslinjer. Det Europæiske Råd ventes at genbekræfte, at
man aktivt arbejder for at leve op til samtlige forpligtelser under EU-Tyrkiet aftalen.
Det Europæiske Råd forventes også at drøfte situationen på det centrale Middelhav, hvor
niveauet af hovedsageligt økonomiske migranter er tilsvarende sidste år. Behovet for tættere
samarbejde med tredjelande ventes drøftet med udgangspunkt i Kommissionens meddelelse af
den 7. juni om eksterne aspekter af migration -”Establish a new Partnership Framework with
third countries under the European Agenda on Migration”.
Med Valletta-handlingsplanen og behovet for at adressere de bagvedliggende årsager til
migration in mente lægges der op til, at Det Europæiske Råd tilslutter sig indgåelse af
samarbejdsaftaler med en række oprindelses- og transitlande samt gør migration til en
topprioritet i samarbejdet. Aftalerne skal skabe hurtige resultater med henblik på at undgå
Rådsmøde nr. 3478 (almindelige anliggender) den 24. juni 2016 - Bilag 2: Supplerende samlenotat vedr. rådsmøde almindelige anliggender
1645863_0002.png
irregulær migration samt sikre tilbagesendelse af irregulære migranter gennem skabelse af
effektive incitamenter for de relevante lande. Der ventes bl.a. lagt vægt på, at medlemsstater
med særlig udviklede bilaterale forhold til tredjelande involveres aktivt, samt at der sikres
passende koordination af processen, hvilket er i overensstemmelse med de danske tanker ift.
etablering af ’shared interest groups’ for særligt berørte lande. På længere sigt skal de
bagvedliggende årsager til migration adresseres ved, at investeringer i oprindelseslandene øges.
I Kommissionens meddelelse foreslås bl.a., at der etableres et ”Partnership Framework”, der
har til formål at sikre:
”Et sammenhængende og skræddersyet fælles EU-engagement, hvor EU og
medlemsstaterne på en koordineret facon sammen bruger instrumenter, værktøjer og løftestænger for at etablere
omfattende partnerskaber (compacts) med tredjelande for bedre at håndtere migration i fuld overensstemmelse
med humanitære og menneskeretlige forpligtelser.”
Compact’en er beskrevet som byggende på ’more-for-more’ tilgangen, men det understreges, at
manglende evne og villighed fra partnerlande til at samarbejde om migrationshåndteringen,
herunder i forhold til tilbagetagelse, vil være afgørende for relationerne og dermed vil kunne få
negative konsekvenser. Generelt er der stadig problemer med at tilbagesende illegale migranter,
og samarbejdet med tredjelande på dette område går generelt for langsomt.
Job, vækst og investeringer:
Det Europæiske Råd forventes at have en bred drøftelse af økonomiske forhold i Europa.
Det Europæiske Semester
Det europæiske semester er rammen om det økonomiske samarbejde i EU. Kommissionen
offentliggjorde den 18. maj 2016 udkast til Rådets landeanbefalinger og Rådets udtalelser om
landenes stabilitets- og konvergensprogrammer. Landeanbefalingerne er, som led i det
europæiske semester, et vigtigt instrument til at sikre en sund økonomi i de enkelte lande og til
generelt at understøtte investeringer, vækst og nye arbejdspladser i EU. Gennemførelsen er et
nationalt anliggende.
Det forventes, at der på baggrund af Kommissionens udkast vil blive opnået politisk enighed
om landeanbefalinger og udtalelser om landenes stabilitets- eller konvergensprogrammer på
rådsmødet (økonomi og finans) den 17. juni 2016. Landeanbefalinger, der vedrører
arbejdsmarkedet, forventes drøftet på rådsmødet (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og
forbrugerbeskyttelse) den 16. juni 2016. DER forventes herefter at tilslutte sig
landeanbefalingerne på mødet den 28.-29. juni 2016, hvorefter de formelt forventes vedtaget på
rådsmødet (økonomi og finans) den 12. juli 2016.
Det Indre Marked
Det forventes, at Det Europæiske Råd vil vedtage en fælles handlingsplan for den videre
udvikling af det indre marked. Dette sker som opfølgning på det seneste europæiske topmøde i
marts 2016, hvor det blev besluttet, at man på juni-topmødet vil: ”adopt
an Agenda for the
implementation of all aspects of the Single Market, including delivery of the Commission's Single Market,
Digital Single Market and Capital Markets Union strategies”.
Det forventes vedtaget på topmødet, at
de tre strategier skal være implementeret inden udgangen af 2018. Det forventes ligeledes, at
stats- og regeringscheferne i den forbindelse vil udpege fire fokusområder: 1) at udnytte det
Rådsmøde nr. 3478 (almindelige anliggender) den 24. juni 2016 - Bilag 2: Supplerende samlenotat vedr. rådsmøde almindelige anliggender
1645863_0003.png
fulde potentiale i det digitale indre marked til gavn for forbrugere og virksomheder, 2) at skabe
de rette betingelser for nye forretningsmuligheder, 3) at understøtte europæiske tjenesteydere til
at levere tjenester på tværs af grænser, samt 4) sikre adgang til finansiering og støtte
investeringer i den reelle økonomi.
Øvrige økonomiske emner
Det Europæiske Råd forventes at udtrykke støtte til arbejdet vedr. den europæiske
investeringsplan (EFSI). Herudover forventes Det Europæiske Råd at gøre status for arbejdet
med ØMU’ens videreudvikling. Endelig forventes Det Europæiske Råd at gøre status for bl.a.
arbejdet med at bekæmpe skatteundgåelse.
Eksterne Relationer:
Den høje repræsentant for udenrigsanliggender forventes at præsentere sit bud på en
ny strategi
for EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik
for Det Europæiske Råd i juni 2016. Strategien skal erstatte
EU’s Sikkerhedsstrategi fra 2003 (opdateret i 2008). Den høje repræsentant har i det forgangne
år konsulteret bredt og indhentet bidrag fra en lang række aktører. Strategien forventes at pege
EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i retning af udfordringerne mod øst og syd med vægt
på en samtænkt og bred tilgang, hvor alle EU’s eksterne instrumenter bringes i spil i tæt
koordination med medlemslandene og relevante lokale, regionale og internationale aktører. I
lyset af den øgede terrortrussel og det øgede konfliktniveau omkring Europa ventes den høje
repræsentant desuden at foreslå en uddybning af den forsvars- og sikkerhedspolitiske
dimension af EU-samarbejdet. Strategien ventes at danne grundlag for drøftelser i Rådet om
den videre udvikling af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Herudover forventes Det Europæiske Råd, at drøfte EU-NATO-samarbejdet forud for
NATO-topmødet i Warszawa 8.- 9. juli 2016. I forbindelse med topmødet forventes DER-
formanden, Kommissionsformanden og NATOs generelsekretær at udsende en erklæring.
Storbritanniens folkeafstemning:
Derudover vil den britiske premierminister redegøre for resultatet af folkeafstemningen i
Storbritannien den 23. juni 2016.
Der vil afhængigt af udviklingen kunne komme yderligere emner på dagsordenen.
4. Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke høres.
5. Nærhedsprincippet
Spørgsmålet om nærhedsprincippet er ikke relevant.
6. Gældende dansk ret
Ikke relevant.
7. Konsekvenser
Udkastet til konklusioner for Det Europæiske Råd den 28.-29. juni 2016 foreligger endnu ikke.
Udkastet til konklusioner ventes ikke i sig selv at indebære statsfinansielle konsekvenser eller
Rådsmøde nr. 3478 (almindelige anliggender) den 24. juni 2016 - Bilag 2: Supplerende samlenotat vedr. rådsmøde almindelige anliggender
1645863_0004.png
konsekvenser for EU’s budget, for samfundsøkonomien, miljøet eller beskyttelsesniveauet. Det
er dog muligt, at Det Europæiske Råd vil blive fulgt op af konkrete retsakter, målsætninger,
konklusioner eller andet, der vil kunne få sådanne konsekvenser. Disse kan dog ikke vurderes
på nuværende tidspunkt.
8. Høring
Sagen har ikke været sendt i høring.
9. Generelle forventninger til andre landes holdninger
Andre landes holdninger kendes ikke på nuværende tidspunkt.
10. Regeringens generelle holdning
Regeringen ventes at hilse udkastet til konklusioner for mødet i Det Europæiske Råd den 28.-
19. juni 2016 velkommen.
11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg.
Forberedelse af Det Europæiske Råd den 28.-29. juni 2016 blev forelagt Folketingets
Europaudvalg forud for mødet i Rådet for almindelige anliggender den 24. maj 2016.