Europaudvalget 2016-17
Rådsmøde 3535 - udenrigsanliggender Bilag 2
Offentligt
1750027_0001.png
Rådsmøde (udenrigsanliggender) den 15. maj 2017 – Supplerende samlenotat
5. Oprindelige folk
KOM-dokument foreligger ikke
Nyt notat
1. Resumé
På rådsmødet (udenrigsanliggender) den 15. maj 2017 forventes der vedtagelse af rådskonklusioner om
oprindelige folks rettigheder, der bekræfter og videreudvikler EU's politik i forhold til oprindelige folks
rettigheder. Rådskonklusionerne omhandler bl.a. afskaffelse af diskrimination og ulighed på baggrund af
oprindelse, tiltag til adressering af vold og trusler mod oprindelige folk samt særlig opmærksomhed til oprindelige
folk i forflytningssituationer og voldelige/væbnede konflikter.
2. Baggrund
Rådet (udenrigsanliggender) den 15. maj 2017 forventes at vedtage rådskonklusioner om
oprindelige folks rettigheder. Forslaget til rådskonklusioner bekræfter og videreudvikler EU’s
politik vedrørende oprindelige folks rettigheder. Forslaget bygger videre på de tidligere
rådskonklusioner om samme emne, som blev vedtaget på rådsmødet (almindelige
anliggender
og eksterne forbindelser)
den 18. – 19. november 2002, men også på ”Joint Staff Working
Document” udarbejdet af FUT´en om implementering af EU´s eksterne politik i forhold til
oprindelige folk.
Oprindelige folks rettigheder er et område, som har – og traditionelt har haft – høj prioritet for
Danmark. Danmark og Grønland har bl.a. i fællesskab aktivt deltaget i forhandlingerne om
FN’s Erklæring om Oprindelige Folks Rettigheder (UNDRIP), som blev vedtaget i 2007.
3. Formål og indhold
Formålet med forslaget til rådskonklusioner er at bekræfte og videreudvikle EU’s politikker
vedrørende oprindelige folks rettigheder. I rådskonklusionerne henvises bl.a. til EU’s støtte til
FN’s Erklæring om Oprindelige Folks Rettigheder (UNDRIP) samt bestræbelserne på at
udvikle EU’s politikker i overensstemmelse med erklæringen, som er beskrevet i EU’s
handlingsplan om menneskerettigheder og demokrati (2015 – 2019) samt ”Joint Staff Working
Document”.
Forslaget til rådskonklusioner fremhæver, at der inden for EU’s eksisterende rammer og
politikker er rum for at udvikle og effektivisere EU’s tiltag til støtte for oprindelige folk.
Rådskonklusionerne understreger vigtigheden af, at en række elementer prioriteres. Det drejer
sig bl.a. om diskrimination og ulighed på baggrund af oprindelse og i relation til bl.a.
økonomiske, sociale og politiske rettigheder, tiltag til adressering af vold og trusler mod
oprindelige folk samt særlig opmærksomhed til oprindelige folk i forflytningssituationer og
voldelige/væbnede konflikter.
4. Europa-Parlamentets udtalelser
Rådsmøde nr. 3535 (udenrigsanliggender) den 15. maj 2017 - Bilag 2: Supplerende samlenotat vedr. rådsmøde udenrigsanliggender 15/5-17 - pkt. 5
Europa-Parlamentet skal ikke høres.
5. Nærhedsprincippet
Spørgsmålet om nærhedsprincippet er ikke relevant.
6. Gældende dansk ret
Ikke relevant.
7. Konsekvenser
Sagen forventes ikke at have lovgivningsmæssige konsekvenser eller konsekvenser for
statsfinanserne, samfundsøkonomien, erhvervslivet, miljøet eller beskyttelsesniveauet.
8. Høring
Grønlands Selvstyre har løbende været hørt.
9. Generelle forventninger til andre landes holdninger
Forslaget til rådskonklusioner har været behandlet i Rådets arbejdsgruppe om
menneskerettigheder (COHOM). Der er generelt støtte til forslaget fra medlemslandene.
10. Regeringens generelle holdning
Regeringen er positiv over for forslaget til rådskonklusioner. Oprindelige folks rettigheder er et
emne, som har høj prioritet for både Danmark (og Grønland).
11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Sagen har senest været forelagt Folketingets Europaudvalg på mødet den 15. november 2002 til
orientering.