Det Udenrigspolitiske Nævn 2016-17
S 156
Offentligt
1684564_0001.png
7. november 2016
Besvarelse af skriftligt §20-
spørgsmål nr. S 156 knyttet til
udenrigsministeren efter ønske fra
Tórbjørn Jacobsen.
UDENRIGSMINISTERIET
Spørgsmål nr. S 156:
Hvilke tiltag har udenrigsministeren tænkt sig at iværksætte, for at Færøerne bliver nævnt som
et land i det europæiske Arktis i EU’s fremtidige udtalelser om Arktis?
Svar:
Udgangspunktet for Kongeriget Danmarks interessevaretagelse ift. EU’s Arktispolitik er
Kongeriget Danmarks Strategi for Arktis 2011-2020, hvor det bl.a. fremgår, at det skal
tilstræbes, at Færøerne gøres synligere i EU’s optik som en del af det arktiske samarbejde. Dette
har også været målet for vores indsats ift. EU’s arbejde med tilblivelsen af Kommissionens og
EU’s høje repræsentants fælles meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet om ”En integreret
EU-politik om Arktis” af 27. april 2016. Kongeriget Danmark har arbejdet aktivt for at påvirke
strategiarbejdet i den indledende fase af meddelelsens tilblivelse, og dette har været fulgt op af
løbende konsultationer. Jeg havde gerne set, at Færøerne havde fået en mere central placering i
meddelelsen, men dette lod sig ikke gøre pga. manglende forståelse herfor i visse grene af
Europa-Kommissionen. Den fælles meddelelse er i sidste ende Kommissionens og Den fælles
Udenrigstjenestes. Meddelelsen om Arktis er et godt supplement til Grønlands og Færøernes
respektive forhold til EU, og jeg noterer mig med glæde, at Færøerne er med i det opfølgende
arbejde i EU’s nyligt etablerede Arctic Stakeholder Forum.
Fremadrettet vil jeg fortsætte det tætte samarbejde med EU, Færøerne og Grønland om
Kongerigets synlighed generelt ift. til Arktis, herunder i EU’s Arktispolitik.