EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 102: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 13/10-17

Europaudvalget 2017-18
EUU Alm.del Bilag 102
Offentligt

Europaudvalget

REFERAT

AF 3. EUROPAUDVALGSMØDE

Dato:

Tidspunkt:

Sted:

Til stede:

fredag den 13. oktober 2017

kl. 11.00

vær. 2-133

Erik Christensen (S), formand, Kenneth Kristensen Berth (DF),

næstformand, Marcus Knuth (V), Peter Hummelgaard Thomsen (S),

Claus Larsen-Jensen (S), Søren Søndergaard (EL), Henning

Hyllested (EL), Finn Sørensen (EL), Rasmus Nordqvist (ALT),

Christian Poll (ALT) og Zenia Stampe (RV)

beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen og transport-, bygnings-

og boligminister Ole Birk Olesen.

Desuden deltog:

Punkt 1. Rådsmøde nr. 3569 (beskæftigelse, socialpolitik,

forbrugerbeskyttelse - socialdelen) den 23. oktober 2017

EUU alm. del (17)

–

bilag 34 (kommenteret dagsorden)

sundhed

Beskæftigelsesministeren

ville fremhæve den europæiske søjle af sociale rettigheder og

revision af udstationeringsdirektivet, som var til henholdsvis forhandlingsoplæg og supple-

rende forhandlingsoplæg. De øvrige to sager var til orientering. Ministeren henviste til sam-

lenotatet.

1. Det europæiske semester 2018



Godkendelse

Rådsmøde 3569

–

bilag 2 (revideret samlenotat side 2)

a) Nøgleudfordringer for beskæftigelsen

b) Væsentligste socialpolitiske udfordringer

Ministeren havde ingen bemærkninger til dette punkt.

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 102: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 13/10-17

3. Europaudvalgsmøde 13/10 2017

2. Europæisk søjle af sociale rettigheder



Godkendelse af teksten - bemyndigelse af det estiske EU-formandskab til at under-

skrive på vegne af Rådet

KOM (2017) 0250, KOM (2017) 0251, C/2017/2600

Rådsmøde 3569

–

bilag 3 (revideret samlenotat side 4)

EU-note (16)

–

E 31 (note af 12/6-17 om sociale rettigheder)

EUU alm. del (16)

–

bilag 652 (Kommissionens

refleksionspapir ”oplæg

Europas sociale dimension”)

EUU alm. del (16)

–

bilag 864 (udvalgsmødereferat side 1276,

sundhedsaspekter af sociale rettigheder behandlet 9/6-17)

Beskæftigelsesministeren:

Det er en sag, der har været fulgt med stor interesse. Det

gælder ikke mindst for arbejdsmarkedets parter. Og det er også en sag, jeg har fulgt tæt.

Jeg orienterede udvalget om sagen forud for rådsmødet i juni.

Det nuværende estiske EU-formandskab har besluttet, at man i Rådets behandling af søj-

len vil fokusere på den såkaldte præambel til søjlen. Det betyder, at søjlens 20 principper

ikke er til forhandling.

Rådets Juridiske Tjeneste har bakket op om denne tilgang. De har desuden fremsendt en

tekst til Rådet, hvori det fremgår, at søjlen ikke er juridisk bindende. Rådet Juridiske Tje-

neste slår i sit papir klart fast, at søjlen er en politisk hensigtserklæring.

Forhandlingerne i Bruxelles handler således om præamblen til søjlen. Det er den indled-

ning til søjlen, der definerer, hvad formålet med søjlen er, og hvad formålet ikke er.

På rådsmødet den 23. oktober skal medlemslandene bemyndige det estiske EU-formand-

skab til at undertegne søjlen på et senere tidspunkt sammen med Kommissionen og Eu-

ropa-Parlamentet. En sådan bemyndigelse sker ved konsensus. Alle lande skal med andre

ord bakke op om en sådan bemyndigelse.

Regeringen har ikke ønsket den sociale søjle. Det er ikke en blomst, der er vokset i vores have.

Det har derfor været vigtigt for regeringen, at følgende klart fremgår af indledningen til søjlen:

1. Der er alene tale om politiske principper. Søjlen har ikke selvstændig juridisk be-

tydning.

2. Søjlen indebærer ingen overførsel af kompetence fra landene til EU.

3. Arbejdsmarkedets parters kompetence og autonomi respekteres.

Alle tre prioriteter er i vidt omfang imødekommet. Søjlen er med andre ord en politisk er-

klæring, der udstikker 20 principper som retning for udviklingen af arbejdsmarkedet og de

sociale systemer i hele EU.

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 102: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 13/10-17

3. Europaudvalgsmøde 13/10 2017

De lande, som vi normalt samarbejder med i EU, kan støtte søjlen i sin nuværende form

og deler regeringens vurdering af, at EU-formandskabet kan bemyndiges til at underskrive

søjlen på vegne af rådet.

Regeringen kan derfor uden aktivt at støtte op om søjlen acceptere, at søjlen godkendes

af Rådet og undertegnes af formandskabet.

Finn Sørensen

mente, at forhandlingsoplægget skulle erstattes med et klart dansk krav

om, at der indføres en social protokol som foreslået af den europæiske fagbevægelse

(EFS) i marts 2008 i forlængelse af Lavaldommen. EFS mente, at dommen er licens til

social dumping, hvilket var blevet bekræftet flere gange. Regeringen burde altså kæmpe

for en social protokol i stedet for at støtte et forslag, der var fyldt med selvmodsigelser og

indeholdt risiko for yderligere magtafgivelse til EU til at regulere social- og arbejdsmarkeds-

politik. Problemet var, at søjlen var underlagt regler om den frie bevægelighed

–

altså de

økonomiske friheder

– og ambitionen om at etablere ØMU’en med deraf følgende nedskæ-

ringer i den offentlige sektor. Det ville være forkert af regeringen at støtte en proces, der

fører til, at faglige og sociale rettigheder underlægges de benhårde økonomiske lovmæs-

sigheder. EFS’s

forslag var godt, for det indeholdt den præmis, at hvis der er en konflikt

mellem de økonomiske friheder på ene side og faglige og sociale rettigheder på den anden,

skal de sidste have forrang. Enhedslistens forslag var altså, at ministeren på mødet frem-

satte den sociale protokol som Danmarks krav. Det ville afføde mange diskussioner, og

man skulle indkalde til en regeringskonference, idet der ville være tale om en traktatæn-

dring, men Danmark kunne kridte banen op på den måde.

Rasmus Nordqvist

forstod ikke regeringens måde at gribe sagen an på. Alternativet var

glade for udspillet om den sociale søjle og støttede, at det sociale område får større op-

mærksomhed i EU-samarbejdet, så landene holder hinanden oppe på at sikre borgerne

lige muligheder f.eks. inden for uddannelsesområdet. Kommissionens tilgang var pragma-

tisk: at landene begynder at måle hinanden på, om de gør det godt nok. Der var ikke tale

om at begynde at blande sig i landenes lovgivning. I et tidligere samlenotat stod der, at

regeringen ville gå aktivt ind i forhandlingerne for at påvirke med danske synspunkter og

senere tage stilling til dansk deltagelse, men nu sagde ministeren, at man ikke aktivt ville

støtte beslutningen. Regeringen havde fået alt det, den ønskede, nemlig at søjlen ikke var

juridisk bindende, og at man ikke blandede sig i arbejdsmarkedets parters kompetencer og

autonomi, så hvorfor gik den ikke aktivt ind i kampen om få et langt mere socialt Europa?

Beskæftigelsesministeren

svarede Finn Sørensen, at han ikke var enig i, at sociale og

arbejdsmarkedsmæssige rettigheder altid skal trumfe økonomiske hensyn. Til Rasmus

Nordqvist sagde han, at regeringen havde taget udspillet om en sociale søjle til sig, og det

var korrekt, at mange af de bekymringer, som han selv havde givet udtryk for tidligere, nu

var manet til jorden. Regeringens bekymring gik dog på, om man kunne risikere på sigt at

bringe den danske model under pres. Derfor havde regeringen valgt en balanceret tilgang

til diskussionen. Ministeren anerkendte, at det muligvis var en god idé at sætte fokus på at

sammenligne landene, så længe man respekterer de enkeltes landes mulighed for at føre

100

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 102: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 13/10-17

3. Europaudvalgsmøde 13/10 2017

socialpolitik og ikke blander sig i den måde, som arbejdsmarkeds parter har organiseret

sig på.

Kenneth Kristensen Berth

var skuffet over ministerens forhandlingsoplæg. I lang tid

havde han hørt, at regeringen var modstander af et socialt Europa, men nu gik forhand-

lingsoplægget på, at den ville acceptere den foreliggende tekst. Det ville unægtelig være

et yderligere skridt i retning af et socialt Europa. Regeringen burde altså blankt afvise for-

slaget med den begrundelse, at det udgjorde en glidebane. Regeringen havde nu mulig-

heden for at stå udenfor, men fik regeringen sin øvrige EU-politik igennem, var det ikke

længere en mulighed, og det var derfor afgørende at sige fra nu. Forhandlingsoplægget

udgjorde en klassisk dansk holdning på EU-området: Vi bider os ikke fast i bordet, vi kravler

ned under det. Han kunne ikke støtte forhandlingsoplægget.

Claus Larsen-Jensen

spurgte, om ministeren var enig i, at hvis den sociale og økonomi-

ske ulighed fortsætter, vil det undergrave tilslutningen til den frie bevægelighed og befolk-

ningens opbakning til EU. Regeringen bakkede op om den danske arbejdsmarkedsmodel

og velfærdsmodel, så var det ikke godt, at Kommissionens udgangspunkt var en dansk/nor-

disk model? Og burde man så ikke for at skærme egen finansieringsmodel og arbejdsmar-

kedsmodel gå mere offensivt til sagen og være tilfreds med, at man nu havde en chance

for at få andre lande til at følge i samme retning

–

og dermed mindske presset på den

danske model? Og var det ikke korrekt, at den sociale søjle svarede i sin form til beskæfti-

gelsesstrategien? Der var gode erfaringer for Danmark, så kunne det ikke være en anled-

ning til at sætte de lande under pres, der ikke lever op til sociale standarder og ikke har

ordentlige arbejdsmarkedsforhold? Man kunne bruge ideerne fra beskæftigelsesstrategien

til at sætte spillereglerne i anvendelsen af en sociale søjle

–

herunder også at gøre sig

overvejelser om, hvordan det kan fungere med en dansk arbejdsmarkedsmodel og en so-

cial model og finansieringen af denne. Det havde jo været et stort systemsammenstød

mellem den danske model og andre landes modeller, så fra dansk side måtte der være

interesse for at mindske presset. Gjorde regeringen sig strategiske overvejelser om, hvad

det ville betyde ikke at være med i den sociale søjle? Var regeringen ikke bange for, at

standarden i Europa blev sat uden dansk deltagelse, så Danmark kun kunne vælge at

tilslutte sig eller ikke at tilslutte sig de spilleregler, som de andre lande sætter?

Beskæftigelsesministeren

svarede Kenneth Kristensen Berth, at der var tale om en poli-

tisk uenighed om, hvordan man greb det an. Ministeren mente, at Kenneth Kristensen Berth

var kommet til nogle konklusioner, der ikke var rigtige. Det var en politisk erklæring, ikke et

juridisk dokument. Regeringen havde lagt vægt på, at arbejdsmarkedets parter og auto-

nomi skal respekteres. Og det var det, der var sket. Visse lande så gerne en mere bindende

beslutning, der kan påvirke landenes socialpolitik, men regeringen ønskede at give natio-

nalstaterne større mulighed for selv at bestemme. Det afspejlede sig også i regeringens

tilgang til diskussionen om forordning 883. At man havde valgt at sætte fokus på temaet,

ville regeringen ikke modsætte sig, men det var klart, at det skulle gøres på en meningsfuld

måde, der ikke underminerer de nationale staters mulighed for at føre en fornuftig social-

og beskæftigelsespolitik.

101

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 102: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 13/10-17

3. Europaudvalgsmøde 13/10 2017

Beskæftigelsesministeren svarede Claus Larsen-Jensen, at regeringens tilgang var balan-

ceret, og at han gjorde, hvad han kunne, for at sætte temaer inden for beskæftigelsespolitik

på dagsordenen. Han havde for nylig fortalt om den danske arbejdsmiljøindsats i Rådet

under en uformel drøftelse, og der blev set i dansk retning i måden at lave arbejdsmar-

kedspolitik på. Flexicurity-modellen dannede inspiration for andre lande, og den franske

arbejdsminister havde bebudet, at han gerne ville besøge Danmark i slutningen af oktober

måned. Ministerens bekymring var, at den sociale søjle kunne være med til at gøre det

svært at bevare det, som Danmark har brugt årtier på at knæsætte: at arbejdsmarkedets

parter har en meget central rolle. Det var vigtigt at diskutere, hvad der er det europæiske

projekt, og hvad landene skal tage sig af. Det var klart, at finanskrisen havde haft forskellig

indvirkning på landene, og det havde medvirket til at skabe forskellige afsæt for, hvor stor

interessen er for at reformere det nationale samfund og for, hvor stor den politiske vilje er

for at udlicitere det ansvar til en EU-beslutning. Der er behov for, at landene omformer den

måde, som deres velfærdspolitik er indrettet på, for også at sikre bæredygtighed. Ministe-

ren ville ikke modsætte sig større åbenhed i diskussionen om den sociale søjle.

Finn Sørensen

takkede ministeren for en klar politisk udmelding, som også bekræftede at

den sociale søjle ikke hjælper et hak på de problemer, som reglerne om den frie bevæge-

lighed har skabt i forhold til at sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår for udenlandske arbej-

dere. Det kræver, at man bytter om på rangordenen, så de faglige og sociale rettigheder

er overordnet de økonomiske friheder. Det kom ikke bag på ham, at en borgerlig beskæf-

tigelsesminister var uenig i det, men hans svar bekræftede altså, at den sociale søjle, som

Kommissionen foreslår, ikke løser det. Han ville i øvrigt gerne afvise Claus Larsen-Jensens

kommentar om, at Kommissionens forslag til en social søjle tager udgangspunkt i den nor-

diske model. Der står nemlig ikke noget i grundloven om, at kapitalens ret til fri bevægelig-

hed er vigtigere end de danske overenskomstmæssige og faglige rettigheder og retten til

at føre konflikt for at sikre gode løn- og arbejdsvilkår

–

det står i traktaten og i Domstolens

afgørelser og har altså ikke noget med den nordiske model at gøre.

Rasmus Nordqvist

forstod ikke, hvorfor regeringen ikke støttede de politiske principper i

forslaget, da den havde fået alt det, den pegede på: for det første ikkejuridiske principper,

der gør, at man kan arbejde sig hen imod regeringens ønske om et socialt ansvarligt Eu-

ropa, for det andet at der ikke skal overføres kompetence, og for det tredje at man skal

respektere arbejdsmarkedets parters autonomi. Ministeren sagde, at man ikke kunne støtte

noget, der kunne sætte den danske model under pres, men hvad var det, der udgjorde et

politisk pres, der satte arbejdsmarkedets parter og den danske model under pres?

Peter Hummelgaard Thomsen

mente, at mange problemer i EU-samarbejdet skyldtes en

stigende social ulighed og utryghed, og han tvivlede på, om en søjle af sociale rettigheder

som benchmarks var det rigtige svar. Svaret var nok meget mere strukturelt og handlede

om vækst- og stabilitetspagten, Centralbankens mandat, at tyskerne havde for stort over-

skud på betalingsbalancen etc. En anden bekymring gik på, at søjlen ville ende med at

være juridisk bindende og derved skride ind over grænserne for den danske model. Han

bakkede op om forhandlingsoplægget, da intentionen var rigtig, idet man anerkendte de

fælles udfordringer. Man skulle dog være opmærksom på, at der ikke var tale om noget

102

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 102: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 13/10-17

3. Europaudvalgsmøde 13/10 2017

juridisk bindende, og at der blev arbejdet på, at den sociale søjle bliver indrettet på den

mest rigtige måde.

Beskæftigelsesministeren

sagde til Rasmus Nordqvist, at den sociale søjle ikke var no-

get, som regeringen på den måde havde ønsket, og at der ikke var folkeligt krav om søjlen.

Kommissionen havde andre og vigtigere ting end at tage den diskussion med landene.

Hver gang Kommissionen flytter sig på et område, der kan sætte nationalstaterne under

pres, er det ikke nødvendigvis noget, der gavner den nationale opbakning. Når det var sagt,

var det korrekt, at det ikke havde udviklet sig til det, som man kunne frygte i starten, nemlig

suverænitetsafgivelse.

Rasmus Nordqvist

ville gerne have bekræftet, at regeringen ikke ville stå i vejen for, at

de politiske principper og præamblen til søjlen for sociale rettigheder.

Zenia Stampe

var med på hensynet til kompetencefordeling, men ville gerne høre, om

ministeren var enig i, at det er i dansk interesse med et højt niveau for et socialt sikker-

hedsnet i andre EU-lande, hvis man samtidig undgår at ændre på kompetencefordelingen,

for på den måde at undgå social dumping og unfair konkurrence.

Beskæftigelsesministeren

svarede Rasmus Nordqvist og Zenia Stampe, at Danmark

ikke blokerede for den sociale søjle, men ønskede at gå balanceret til værks. Det var for-

skellige politiske holdninger: Rasmus Nordqvist kunne på den ene side godt tænke sig, at

regeringen gik til sagen med mere optimisme, mens Kenneth Kristensen Berth ikke ville

acceptere det. Til Zenia Stampe sagde ministeren også, at vækst og beskæftigelse afhæn-

ger af, at politikerne i landene er med til at fremme den dagsorden. Det var dog også kor-

rekt, at EU tager initiativer, der kan være med til at fremme vækst og beskæftigelse i Europa

–

f.eks. frihandelsaftaler. Regeringen var ikke imod frihandelsaftaler, så det handlede jo

om at have en balanceret tilgang. EU er vigtig for et lille land som Danmark i forhold til at

skabe arbejdspladser og bedre vilkår for velstand. Hvis regeringen var præget af protekti-

onisme, ville det gå ud over muligheden for at udvikle samfundet.

Zenia Stampe

sagde, at man godt kunne have den holdning, at det er en national kompe-

tence at lægge et socialt sikkerhedsniveau, men stadig være af den opfattelse, at højere

standarder for sociale rettigheder, arbejdsmiljø etc. er godt, fordi det er bedre at konkurrere

med lande, der også har høje standarder. Så var ministeren ikke enig i, at det var i Dan-

marks interesse

–

dog uden at bryde kompetencefordelingen

–

at anspore til, at man også

får hævet det sociale sikkerhedsniveau andre steder i Europa.

Beskæftigelsesministeren

var ikke tilhænger af, at jo fattigere landene er, jo bedre. Så

jo, han var meget enig i Zenia Stampes betragtninger, men syntes, at man skulle diskutere

implementering af de forskellige EU-initiativer. Hans påstand ville være, at Kommissionen

havde for lidt fokus på, hvorvidt landene implementerer de direktiver, de er blevet enige

om. Det er et problem i forhold til at sikre fair konkurrencevilkår. Han havde i en skrivelse

til kommissær Marianne Thyssen udbedt sig en orientering om, hvorvidt man sikrer, at

lande både implementerer til tiden, men også at der finder håndhævelse sted.

103

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 102: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 13/10-17

3. Europaudvalgsmøde 13/10 2017

Formanden

informerede om, at Socialistisk Folkeparti ikke kunne deltage i dagens møde,

men at partiet forud for mødet havde sendt en skriftlig stillingtagen til forhandlingsoplægget,

som han undtagelsesvis ville præsentere for udvalget.

Den lød: ”Socialistisk

Folkeparti hil-

ser EU-Kommissionens forslag om den sociale søjle velkommen og er positiv over for ini-

tiativet, i det omfang den nationale kompetence og arbejdsmarkeds parter respekteres. I

Europa er der et kæmpe behov for en bedre social balance og fokus på ordentlige vilkår

for arbejdstagere, som for længe har stået i skyggen af nedskæringer og været underlagt

hensynet til at indre marked. Socialistisk Folkeparti kan dog samlet set støtte regeringens

mandat, men i forhold til formuleringen om at koble den sociale søjle til behovet for løbende

nationale reformer, finder Socialistisk Folkeparti det vigtigt at understrege, at forhandlin-

gerne om den sociale søjle ikke må give anledning til at snige nedskæringspolitik ind af

bagdøren.”

Formanden konkluderede, at der ikke var et flertal imod regeringens forhandlingsoplæg,

idet kun Dansk Folkeparti og Enhedslisten havde ytret sig imod det.

104

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 102: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 13/10-17

3. Europaudvalgsmøde 13/10 2017

3. Udstationeringsdirektivet



Generel indstilling

KOM (2016) 0128

Rådsmøde 3569

–

bilag 3 (revideret samlenotat side 13)

KOM (2016) 0128

–

bilag 15 (notat om status for udstationeringsdirektivet som

opfølgning på EUU møde 9/6-17)

KOM (2016) 0128

–

bilag 13 (henvendelse af 20/9-16 fra LO, FTF og

Akademikerne om høringssvar)

KOM (2016) 0128

–

bilag 12 (svarbrev fra EUU-formanden til formanden for

det rumænske parlaments EUU)

KOM (2016) 0128

–

bilag 10 (kommissionens svar på Folketingets begrundet

udtalelse)

KOM (2016) 0128 - svar på spørgsmål 3 om den aktuelle status i

forhandlingerne om udstationeringsdirektivet, fra beskæftigelsesministeren

KOM (2016) 0128 - svar på spm. 2 om, hvordan ministeren forholder sig til

den foreslåede revision af udstationeringsdirektivet, for så vidt angår

ansættelseskontrakter, fra beskæftigelsesministeren

KOM (2016) 0128 - svar på spm. 1 om forhandlingerne om revision af

udstationeringsdirektivet, fra beskæftigelsesministeren

EU-note (15)

–

E 42 (note af 5/4-16)

EUU alm. del (16)

–

bilag 864 (udvalgsmødereferat side 1257, senest

behandlet i EUU 9/6-17)

Beskæftigelsesministeren:

Jeg indhentede forhandlingsoplæg her i udvalget den 9. juni

2017, da det var forventningen, at der blev opnået politisk enighed på rådsmødet i juni om

sagen. Det skete ikke. Siden da har særlig Frankrig og EU-formandskabet arbejdet hårdt

for at skabe et kompromis i sagen, som landene kan blive enige om.

Jeg kan orientere om, at de danske prioriteter om national kompetence til lønfastsættelse

og vilkår for vikarer fortsat indgår i formandskabets kompromis, og at de har generel op-

bakning. Det samme gør sig gældende for opretholdelsen af den danske arbejdsmarkeds-

model og vores ønske om bl.a. ikke at have lovregulering om lønvilkår.

Reglerne om samme løn for samme arbejde på samme arbejdsplads samt regulering af

langtidsudstationering er også fortsat en del af forslaget. Forslaget er nu på rådsmødet den

23. oktober igen med henblik på politisk enighed.

For at bakke op om et kompromis har en række lande, herunder bl.a. Spanien og en række

østeuropæiske lande, fremsat ændringsforslag. Formålet er at koble den såkaldte vej-

pakke, der forhandles af transportministeren, med forhandlingerne om udstationeringsdi-

rektivet.

Det drejer sig konkret om forslag til særregler for at anvende udstationeringsreglerne ved

international transport, som er kørsel fra f.eks. en fabrikant i udlandet til en fabrik i Danmark

og tilbage til udlandet igen. Og indenrigskørsel, som er, når en udenlandsk vognmand kører

105

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 102: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 13/10-17

3. Europaudvalgsmøde 13/10 2017

mellem f.eks. Aalborg og Esbjerg i Danmark efter en international transport. Det er forslag,

som kan ændre på hele forhandlingssituationen.

Jeg har sammen med transportministeren i går haft lejlighed til at drøfte den seneste ud-

vikling med medlemmer af dette udvalg, og medlemmer af transport- og beskæftigelses-

udvalgene.

Landene ønsker, at der indsættes særregler i udstationeringsdirektivet om, at udenlandske

chauffører kan køre et antal dage indenfor en kalendermåned i f.eks. Danmark uden at

blive omfattet af danske regler om aflønning og betalt ferie.

Baggrunden for forslaget er, at de pågældende lande principielt ikke mener, at udstatione-

ringsdirektivets regler skal gælde for vejtransportsektoren.

Situationen er således den, at der i Rådet er ved at tegne sig et muligt blokerende mindretal

imod revisionen af udstationeringsdirektivet, hvis der ikke samtidig indarbejdes særregler

på vejtransportområdet i direktivet.

Jeg mener derfor, der er brug for et supplerende forhandlingsoplæg på dette område.

Regeringen lægger vægt på, at reglerne på dette område bør fastsættes i forbindelse med

forhandlinger om den samlede vejpakke. Her hører det mest naturligt hjemme. Skulle der

komme regler ind om international transport, der ikke øger risikoen for social dumping i Dan-

mark, kan regeringen være mere fleksibel.

Regeringen kan under ingen omstændigheder leve med særregler om indenrigskørsel efter

en international transport, der går videre end Kommissionens forslag i vejpakken. Det er

vores vurdering, at det vil gøre social dumping lettere. Det vil nemlig betyde, at der skal gå

mere tid, inden en udenlandsk vognmand omfattes af danske regler, når han kører mellem

to steder i Danmark. Eller sagt med andre ord kan f.eks. en bulgarsk vognmand køre på

bulgarske vilkår, når han over flere dage laver transport mellem f.eks. Aalborg og Esbjerg

i Danmark. Derfor lægger regeringen afgørende vægt på, at der ikke kommer sådanne

forslag i forhold til indenrigskørsel efter en international transport ind i udstationeringsdi-

rektivet.

Ligeledes lægger regeringen afgørende vægt på, at vi kan håndhæve reglerne sammen

med parterne og i overensstemmelse med den danske model.

Jeg vil gerne slå fast, at et supplerende forhandlingsoplæg i dag alene handler om udsta-

tioneringsdirektivet og international transport og indenrigskørsel i forbindelse hermed.

Når der til sin tid skal tages mandat til vejpakken, vil Folketingets Europaudvalg skulle tage

stilling til de andre forslag i vejpakken, herunder definitioner m.v.

106

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 102: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 13/10-17

3. Europaudvalgsmøde 13/10 2017

Lad mig også slå fast, at det efter en vedtagelse i Rådet om regler for indenrigskørsel efter

en international transport vil være op til Folketinget at drøfte den nærmere implementering,

herunder sikring af løn- og arbejdsvilkår for chauffører i Danmark.

Lad mig afslutningsvis sige et par ord om forhandlingssituationen. Transportministeren har

i denne uge talt med sin franske kollega, og jeg vil inden rådsmøde tale med min franske

kollega.

Danmark er på vejtransportområdet en del af en Vejtransportalliance med en række lige-

sindede lande, herunder Frankrig. Regeringen vil ikke bruge forhandlingsoplægget til at gå

i en direkte drøftelse med Visegradlandene, uden at Frankrig er med.

Finn Sørensen

bad ministeren redegøre for den gældende retstilstand. Gjaldt udstatione-

ringsreglerne? I hvilket omfang gjaldt de for cabotagekørsel og international transport? Det

lød, som om man skulle forhandle om nogle bestemmelser, som man allerede havde

–

hvert fald for cabotage. I bemærkning 17 i cabotageforordningen står der nemlig, at udsta-

tioneringsreglerne gælder for cabotagekørsel. Hvorfor skulle man give indrømmelser på

international transport med fare for at få mere social dumping og for at få noget, der står i

reglerne i forvejen? Cabotageforordningen var ikke til forhandling

–

i hvert fald ikke i forbin-

delse med udstationeringsdirektivet. Var det rigtigt forstået?

Henning Hyllested

gik ud fra, at ministeren ville svare Finn Sørensen, at udstationerings-

direktivet var gældende i henhold til præamblens bemærkning 17, så når regeringen lagde

afgørende vægt på, at udstationeringsdirektivet skulle være gældende fra dag et i forbin-

delse med cabotagekørsel, svarede det til gældende retstilstand. Man vendte igen og igen

tilbage til håndhævelsen af reglerne, så hvad var det nye i forbindelse med Kommissionens

udspil til vejpakke? Hvordan ville man håndhæve det, der så skulle gælde fra dag et? En-

hedslisten var enige i, at det var en uheldig udvikling, at forhandlingerne om udstatione-

ringsdirektivet var taget som gidsel i forhold til vejpakken. Man sad faktisk nu og forhand-

lede vejpakken, inden man for alvor havde taget fat i forhandlingerne om den. Hvordan ville

man egentligt opgøre international transport? Kommissionen havde foreslået en time-

grænse på 6 timer, mens Visegradlandene foreslog 24 timer. Henning Hyllested gav et

eksempel: En international transport kommer ind over Padborg, kan være i trekantsområ-

det på under 2 timer, læsser af og tager en ny transport med til Taastrup. Det kan gøres

på under 3 timer. Der læsses af i Taastrup, hvorfor man kører til Sverige. Og man kan så

vende tilbage igen. Det kan gøres på under 6 timer, så i henhold til Kommissionens forslag

ville det ikke tælle som en international transport, som han forstod det. Hvordan ville man

opgøre den transport, der ligger imellem

–

fra trekantsområdet til terminalen i Taastrup?

Det er cabotagekørsel, og i henhold til Kommissionens oprindelige forslag skal udstatione-

ringsdirektivet gælde fra dag et. Hvordan ville man tælle det op? Og hvordan ville man

håndhæve det? Man satte gældende regler for udstationering og cabotage i spil, men vid-

ste ikke, hvad man ville få, idet vejpakken ikke var forhandlet på plads. Man kunne ende

med at give køb på nogle regler og til sidst have nogle cabotageregler, der er ringere end

de eksisterende, nemlig at udstationeringsdirektivet gælder for cabotagekørsel.

107

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 102: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 13/10-17

3. Europaudvalgsmøde 13/10 2017

Peter Hummelgaard Thomsen

ville gerne vide, om regeringen stadig ville arbejde for, at

bestemmelsen om underleverandører ikke udgik af direktivet som foreslået af formandska-

bet. Det var en del af udvalgets tidligere mandatgivning. Han ville også gerne vide, hvornår

man ville tage det eventuelt fornyede mandat i brug. Socialdemokratiet var meget lidt inte-

resseret i, at regeringen indgik i direkte drøftelser med Visegradlandene, hvis franskmæn-

dene valgte at stå fast. Så hvornår ville man bruge mandatet under forhandlingerne?

Beskæftigelsesministeren

bekræftede, at regeringen arbejdede for at bevare bestem-

melsen om underleverandører.

NOT

Til Henning Hyllested sagde han, at det komplicerede sagen yderligere, at det kom ind fra højre,

at der skulle forhandles en del af et direktiv, der lå hos en anden minister, og som han huskede

det, omfattede vejpakken en lang række direktiver. Man måtte afvente forhandlingerne. Den

vejpakke, der var fremsat af Kommissionen, gik ikke i detaljen om, hvordan det skulle udmøn-

tes. Spørgsmålet var, hvordan regeringen kunne sidde med ved forhandlingsbordet, når man

talte om international transport, der blev bragt i spil af en lang række lande, for i bund og bund

at nuancere udstationeringsdirektivet. Det afgørende var, at det ikke forhindrede, at vejpakken

blev diskuteret i Rådet for beskæftigelsesministre. Omvendt måtte man sige, at hvis regeringen

satte sig på sidelinjen, var den uden for indflydelse. Spørgsmålet om afklaring af timeantal og

det eksempel, som Henning Hyllested gav, ville ministeren bede transportministeren om at

være med til at afklare. Han ville sørge for, at der blev udarbejdet et skriftligt svar.

Til Finn Sørensen sagde ministeren, at en bulgarsk chauffør, der kører indenrigskørsel i

Danmark gør det ud for cabotage

–

3 ture inden for 7 dage. Udstationering inden for vej-

transport er som udgangspunkt omfattet af udstationeringsdirektivet. Der var mulighed for

kontrol, men ikke for at anmelde det til RUT-registeret. Reglerne var vanskelige at anvende

og håndhæve, og det havde de tekniske gennemgange også belyst.

Peter Hummelgaard Thomsen ville gerne vide, hvordan regeringen ville bruge mandatet,

og ministerens svar var, at det prøvede regeringen at lytte sig frem til i udvalget. Danmark

ville gerne være en del af vejalliancen, og man ville også bruge det aktivt. Positioner for-

andrer sig dog over tid, og en uge tidligere ved en gennemgang for ordførerne for Trans-

portudvalget, Beskæftigelsesudvalget og Europaudvalget var der et spansk forslag på bor-

det, der siden havde rykket sig i en for Danmark mindre attraktiv retning. Man ønskede fra

dansk side at fastholde de vigtige principper for at sikre, at man ikke blev bragt i en dårlig

position. Frankrig var også nøglen til det, og man lagde mange bestræbelser ind på at finde

ud af, hvor Frankrig bevægede sig hen. Det havde man endnu ikke det endelige billede af.

Ministeren ville gerne give udvalgets medlemmer mulighed for at modtage en skriftlig ori-

entering i weekenden den 21.-22. oktober

–

efter der var ført flere samtaler og inden råds-

mødet den 23. oktober.

Kenneth Kristensen Berth

mente, at punktet burde have været diskuteret for lukkede

døre. Sagen var endt i et forhandlingsspil mellem forskellige lande, der forsøger at tage

hinanden som gidsler. Et blokerende mindretal gjorde, at man ikke kunne komme videre,

og man faldt dermed tilbage til det, man allerede havde. I hans optik var det nuværende

108

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 102: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 13/10-17

3. Europaudvalgsmøde 13/10 2017

bedre end det, man måtte risikere at få, hvis man åbnede op for at diskutere international

transport som en del af udstationeringsdirektivet. Det rummede mandatet mulighed for at

gøre, og det var man ikke glade for i Dansk Folkeparti. Regeringen var parat til at sige, at

hvis EU holdt tilstrækkeligt på sit, ville Danmark give sig. Det var ikke hensigtsmæssigt, og

det ville derfor være en god idé, hvis ministeren kunne indkalde Europaudvalget til møde

inden den 23. oktober. At give et mandat på det nuværende grundlag ville være en halsløs

gerning.

Beskæftigelsesministeren

svarede, at man også ville have kritiseret ham, hvis punktet

var blevet behandlet for lukkede døre, og pointerede, at de fleste partier generelt er for

transparens. Regeringen vidste ikke, hvordan forhandlingerne ville ende, og ministeren af-

slørede ikke statshemmeligheder. Han ville gerne give udvalget en orientering, når han

havde talt med sin franske kollega. Orienteringen kunne foregå mundtligt og finde sted,

umiddelbart inden han skulle afsted til Luxembourg, altså søndag den 22. oktober.

Formanden

mindede om, at mandatet skulle gives samme dag. Hvis ordførerne og mini-

steren gerne ville mødes den kommende søndag for at få en orientering, var de velkomne

til det.

Finn Sørensen

forstod reglerne sådan, at det er udvalget, der bestemmer, om der gives

mandat. Han bakkede op om Dansk Folkepartis anbefaling om at udskyde mandatgivnin-

gen, til der var et mere oplyst grundlag for stillingtagen. Hvis Enhedslisten blev tvunget til

at tage stilling nu og her, ville den gå imod forhandlingsoplægget. Der var gode saglige

grunde for at udskyde mandatgivingen: Man kendte ikke forhandlingssituationen, og udval-

get havde ikke fået svar på spørgsmålet om f.eks. udstationeringsreglernes rækkevidde i

forhold til international transport og cabotagekørsel. Ministeren havde svaret lidt forsigtigt,

at de som udgangspunkt var gældende for cabotagekørsel. Hvad lå der formuleringen

”som

udgangspunkt”? I

bemærkning 17 stod det klart og tydeligt, at udstationeringsreglerne gæl-

der for cabotagekørsel, dvs. at det minimum, der ligger i udstationeringsdirektivet, vil

gælde, når chauffører kører cabotagekørsel, fordi det så kan sidestilles med almindelig

godskørsel i det værtsland, hvor de opholder sig med deres lastbil. Han ville gerne bede

om et klart skriftligt svar.

Et andet spørgsmål var det fra Henning Hyllested, som ministeren selv henviste til skriftlig

besvarelse, men som også var helt centralt for afklaringen: Hvad sker der, hvis man i mod-

ydelse for at få noget, som nogle mener, man har i forvejen, accepterer Visegradlandenes

forslag om en grænse på helt op til 10 dage? Hvad ville konsekvenserne være af det på

det danske transportmarked? Det skulle afklares, for det var en del af den pakke, som

ministeren bad udvalget om at købe. Ministeren lovede nu at lægge afgørende vægt på, at

udstationeringsreglerne ved cabotagekørsel skulle gælde fra dag 1. Til gengæld for det

skulle man være parat til at acceptere Visegradslandenes forslag om 10 dage. Hvad var

konsekvenserne af at acceptere det? Finn Sørensen kunne godt forstå, at ministeren var

betænkelig ved forhandlingssituationen, for det var korrekt, at hvis et land som Frankrig

skifter holdning, kan man ikke holde fast i det, man har, og det, som står i forordningerne,

for så ville der være dannet et andet flertal for at lave om på det. Men det risikerede man

109

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 102: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 13/10-17

3. Europaudvalgsmøde 13/10 2017

jo også med det mandat, som ministeren bad om, for gik på, at man ikke ville have, at der

blev pillet ved cabotagekørsel

–

der skal udstationeringsreglerne gælde fra dag 1. Men det

var der også andre synspunkter om i den kreds, man forhandlede med. Det var en kompli-

ceret situation, så det var oplagt at udskyde mandatgivningen. Hvis ministeren ikke var

villig til det, måtte de partier, der sad inde med nøglen til flertallet i det spørgsmål, melde

ud.

Formanden

præciserede, at det er helt normal procedure, at udvalgets medlemmer på et

tidspunkt bliver spurgt om, hvem der er for, og hvem der er imod et forhandlingsoplæg. Det

er klart, at hvis der ikke er et flertal for, får ministeren ikke sit mandat.

Henning Hyllested

var bekymret over ministerens svar og mente, at det udgjorde en yder-

ligere begrundelse for at afvente mandatgivningen. Hvis ministeren ikke var i stand til at

definere international transport, var man på herrens mark, idet den første del af det for-

handlingsoplæg, som ministeren søgte tilslutning til, netop gik på at åbne op for internatio-

nale transporter inden for en ramme på x antal dage

–

Kommissionen havde foreslået 3

dage, Visegradlandene 10 dage. Men en international transport er ikke bare grænseover-

skridende, men også defineret ved, om den varer mere end 6 timer - eller i Visegradlande-

nes forslag over 24 timer. Idet han henviste til det eksempel, han havde givet tidligere,

fremhævede han, at det altså ikke var ligegyldigt at kende definitionen på en international

transport: Det kan være, at en transport ikke er at betegne som international, fordi den ikke

varer mere end 6 timer, og i henhold til Visegradlandenes forslag om 24 timer er meget få

transporter internationale. Kendte man ikke den præcise definition, kunne man ikke give

mandat til at åbne op for yderligere internationale transporter

–

hvad det så end måtte

være. Han bad ministeren om, at udvalget kunne vente med at tage stilling, så han kunne

nå at afklare definitionen på en international transport

–

udover at den er grænseoverskri-

dende.

Kenneth Kristensen Berth

syntes ikke, at det var det rigtige tidspunkt at give mandat på.

Han havde ikke lyst til at give ministeren mandat, for det gav nærmest garanti for, at situa-

tionen ville blive værre, end den var. Han opfordrede ministeren til at have is i maven og

mødes med udvalget f.eks. den 22. oktober til en drøftelse af situationen. Hvis man havde

givet mandatet en uge tidligere, da der var et spansk forslag på bordet, havde man gjort

det på forkerte forudsætninger, idet der pludselig var kommet et forslag fra Visegradlan-

dene, der var endnu værre end det spanske. Forhandlingssituationen havde altså i løbet

af bare 1 uge ændret sig meget, og nu talte man om et rådsmøde, der skulle foregå 14

dage senere.

Peter Hummelgaard Thomsen

spurgte, om det var korrekt forstået, at det reviderede for-

handlingsoplæg på vej- og transportområdet dybest lagde op til, at regeringen ville sikre

sig, at reglerne i så vidt udstrækning som muligt også var gældende i fremtiden?

Søren Søndergaard

spurgte, om ministeren kunne garantere, at der ikke ville ske en for-

ringelse af forholdene for Danmark, hvis han fik det mandat, han søgte.

110

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 102: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 13/10-17

3. Europaudvalgsmøde 13/10 2017

Beskæftigelsesministeren

sagde, at de mange mennesker, der fulgte debatten, måtte

undre sig over, at han præsenterede forhandlingsoplægget allerede nu. Det var dog ikke

op til ham at bestemme, hvornår der er efterårsferie, og det plejede også at være vigtigt for

udvalget at få forelagt forhandlingsoplæg på et tidligt tidspunkt. Det var åbenbart ikke læn-

gere tilfældet. Han havde som en service tilbudt at give udvalget en orientering om samta-

len med ministerens franske kollega, men der var Coreper-møde den kommende uge, og

hvis ministeren ikke fik et supplerende mandat, kunne Danmark ikke deltage aktivt i for-

handlingerne. Disse ville formentlig pågå helt frem til mødet og på selve mødet. Han min-

dede om, at han i sit forhandlingsoplæg havde sagt:

”Skulle

der komme regler ind om in-

ternational transport, der ikke øger risikoen for social dumping i Danmark, kan regeringen

være fleksibel. Regeringen kan under ingen omstændigheder leve med særregler om in-

denrigskørsel efter en international transport, der går videre end Kommissionens forslag i

vejpakken”. Det skyldtes regeringens opfattelse af, at Kommissionens

forslag og vejpakken

gav en bedre mulighed for håndhævelse

–

bl.a. fordi man der ville kunne bringe RUT-

registreret i spil. Det var ikke et dårligt afsæt.

Ministeren kunne ikke give Søren Søndergaard en garanti, men sige, at han mente, at

forhandlingsoplægget udgjorde et godt og solidt mandat, der både sikrer, at man kan være

fleksibel og samtidig have indflydelse, og at regeringen ville kunne flytte sig uden at komme

ud på sidelinjen.

Finn Sørensen havde spurgt om udstationeringsreglerne, hvortil ministeren havde svaret,

at udstationering inden for vejtransport som udgangspunkt er omfattet af udstationerings-

direktivet. Han havde også sagt, at udstationeringsreglerne gælder for cabotagekørsel i

Danmark. Det behøvede der dermed ikke at komme et skriftligt notat om.

Henvendt til Henning Hyllested sagde ministeren, at kernen i diskussionen var den defini-

tion, som Visegradlandene lagde op til. Ministeren var ikke klar over, hvad Visegradlandene

så for sig med deres forslag, og han mente, at det gik i den forkerte retning. Han vidste

ikke, hvad man ville nå frem til, og hvad et potentielt blokerende mindretal forhandlede om,

men mente, at det fremgik tydeligt af hans forelæggelse, at han bad om, at der kunne være

en fleksibilitet til, at man kunne give yderligere oplysninger. Kunne udvalget ikke give man-

dat, satte det klart Danmark i en dårlig situation.

Finn Sørensen

gentog sit spørgsmål om, hvad der lå i ”som udgangspunkt”,

for i den for-

mulering lå der en fortolkning af, i hvilket omfang udstationeringsreglerne gælder for vej-

transport. Den fortolkning kunne få en konsekvens i forhandlingerne, fordi nogle lande

havde smidt en hel anden problemstilling ind i forhandlingerne om udstationeringsdirekti-

vet, end man tidligere havde skullet forholde sig til. Finn Sørensen påpegede, at Henning

Hyllested ikke havde fået svar på, hvad konsekvensen var af at give køb i forhold til læng-

den på internationale transporter. Ikke engang konsekvenserne af Kommissionens forslag

var belyst. Det forekom ham rimeligt, at udvalget fik mulighed for at få et bedre billede af

konsekvenserne af at gå den vej, som regeringen foreslog. Hvis der ikke blev givet et andet

mandat, gjaldt det mandat, som regeringen hele tiden havde haft i forhandlingerne om ud-

stationeringsdirektivet. Det var man vel enige om?

111

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 102: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 13/10-17

3. Europaudvalgsmøde 13/10 2017

Henning Hyllested

var i tvivl om, om ministeren havde besvaret Peter Hummelgaards

spørgsmål om, hvorvidt det mandat, som regeringen søgte opbakning til, i virkeligheden

ville betyde, at man faldt tilbage på de gældende regler for cabotagekørsel. Han ville dog

gerne understrege, at man netop ikke faldt tilbage på den gældende tilstand. Man gjorde

det i forhold til, at udstationeringen var gældende fra dag et, men der var begrænsninger

på cabotagekørsel, som der ikke var i vejpakken: 3 ture på 7 dage i dag, hvor der i vejpak-

ken er fri cabotage i 5 dage. Samtidig stod man tilbage med det, som han heller ikke mente,

at ministeren havde svaret klart på, nemlig at der ikke var en klar definition af en internati-

onal transport. Kommissionens forslag betød, at for et lille land som Danmark ville kun få

transporter tælle som international transport. Og forholdt man sig til de 24 timer og 10 dage,

kunne man i de store lande køre international transport, uden at det var en international

transport. Det forekom ham helt vanvittigt.

Peter Hummelgaard Thomsen

spurgte, om regeringen ville have hænderne bundne i den

kommende uges forhandlinger, hvis der ikke var et flertal for forhandlingsoplægget, og man

skulle forhandle videre på det gamle mandat til udstationeringsdirektivet.

Beskæftigelsesministeren

bekræftede, at regeringen ville være låst i forhandlingerne,

idet den så ikke kunne forholde sig til det nye i forhandlingerne. Sidst udstationeringsdirek-

tivet var på programmet, havde man jo ikke haft diskussionen om vejpakken. Han var med

på, at det var en svær diskussion, og at man ikke kunne give alle svar, men diskussionen

var kommet for at blive. Danmark ville blive sat i en endog meget trist situation, for man

ville slet ikke kunne blande sig.

Til Finn Sørensen sagde ministeren, at det var korrekt, at det eksisterende mandat gjaldt,

men at man så ikke havde mandat til det, der handlede om vejtransport. Ministeren var

netop mødt op i udvalget med ønske om et supplerende mandat, da der var kommet noget

nyt på banen, der ikke havde noget med udstationeringsdirektivet at gøre.

Beskæftigelsesministeren

svarede Henning Hyllested, at han måske ikke havde forklaret

det godt nok, men at regeringen lagde afgørende vægt på, at cabotagekørsel ikke kom ind

i udstationeringsdirektivet. Han var med på den sondring, som Henning Hyllested lagde for

dagen, og som ministeren selv syntes var svær: Hvis international transport kommer til

Danmark, i hvilken karakter bliver det så. Ministeren kunne ikke give en endelig definition

endnu, men det danske udgangspunkt var at sikre, at man ikke får åbnet en kæmpe lade-

port, der gør, at hvis man kommer til Danmark som international transportør, har man et

stort frit lejde. Ministeren var optaget af, at man kom i en situation, hvor man havde mulig-

hed for at forhandle og påvirke det, der eventuelt måtte komme på bordet. Han var ked af,

at han ikke kunne give den endelige opskrift i dag.

Peter Hummelgaard Thomsen

bemærkede, at ingen havde ønsket sig sammenkoblingen

mellem vejpakken og udstationeringsdirektivet, og han var enig med Enhedslisten i, at der

var mange ubesvarede spørgsmål. Han kunne dog ikke leve med, at Danmark ville være

112

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 102: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 13/10-17

3. Europaudvalgsmøde 13/10 2017

bundet på hænder og fødder i den kommende uges forhandlinger, hvis man udskød man-

datgivningen. Han bakkede derfor op om forhandlingsoplægget med de kommentarer, han

have givet undervejs.

Formanden

konkluderede, at der ikke var et flertal imod regeringens forhandlingsoplæg,

idet kun Dansk Folkeparti og Enhedslisten havde ytret sig imod det.

Peter Hummelgaard Thomsen

sagde, at han ikke kunne tage Socialistisk Folkeparti til

indtægt for den måde, som diskussionen havde udfoldet sig, men at partiet i hvert fald

inden mødet havde givet besked om, at de bakkede op om forhandlingsoplægget på grund-

lag af de bemærkninger, som han også selv var kommet med.

Formanden

mindede om, at hvis et parti af den ene eller den anden årsag ikke kan være

til stede på et møde, bakker det pr. automatik op om forhandlingsoplæggene.

113

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 102: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 13/10-17

3. Europaudvalgsmøde 13/10 2017

4. Forordning 883



Delvis generel indstilling

KOM (2016) 0815

Rådsmøde 3569

–

bilag 2 (revideret samlenotat side 26)

KOM (2016) 0815

–

bilag 13 (notat samt fællesbrev fra Tyskland, Østrig, Irland

og Danmark til kommissær Marianne Thyssen)

KOM (2016) 0815

–

bilag 12 (kommissionens svar på Folketingets udtalelse)

KOM (2016) 0815

–

bilag 11 (kopi af svar på BEU alm. del spm. 323 om

dagpenge)

KOM (2016) 0815

–

bilag 9 (Folketingets udtalelse om forslag til forordning

om koordinering af sociale sikringsordninger)

KOM (2016) 0815

–

bilag 7 (kopi af BEU alm. del - svar på spm. 324 og 325

om udbetaling af dagpenge i EU-lande)

KOM (2016) 0815

–

bilag 6 (kopi af BEU alm. del - svar på spm. 301 om,

hvordan ministeriet fortolker Kommissionens forslag til revideret artikel 61)

KOM (2016) 0815

–

bilag 5 (kopi af BEU alm. del - svar på spm. 224, 225,

227, 228, 229 og 231 om koordinering af sociale sikringsordninger)

KOM (2016) 0815

–

bilag 1 (faktaark om koordinering af social sikring)

KOM (2016) 0815 - svar på spm. 1 om, hvorfor et stort flertal af medlemslande

ved behandlingen af de tekniske ændringer af lovvalgsbestemmelserne har

afvist forslaget om indsættelse af henvisning til udstationeringsdirektivet, fra

beskæftigelsesministeren, kopi til udenrigsministeren

EU-note (16)

–

E 18 (note af 2/2-17)

EUU alm. del (16)

–

bilag 864 (udvalgsmødereferat side 1265, senest

behandlet i EUU 9/6-17)

Beskæftigelsesministeren:

EU-formandskabet ønsker at gøre status over forhandlin-

gerne indtil nu. Denne del af forslaget svarer til, hvad jeg redegjorde for her i udvalget forud

for rådsmødet i juni. Det estiske formandskab har således fortsat behandlingen af en række

tekniske bestemmelser.

Forud for rådsmødet i marts redegjorde jeg i detaljer for regeringens holdning til hele for-

slaget. På det møde fik jeg bred opbakning til linjen her i udvalget.

Regeringen ønsker et EU, hvor folk kan søge derhen, hvor der er ledige job - ikke efter

hvor der er sociale ydelser at få.

Reglerne skal være baseret på sund fornuft og rimelighed og være afbalancerede.

Det estiske EU-formandskab har som nævnt overtaget forhandlingerne fra det maltesiske

formandskab ift. de ændringsforslag, der handler om:



ligebehandling

–

herunder ikkeerhvervsaktives ret til sociale ydelser og



lovvalgsregler.

114

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 102: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 13/10-17

3. Europaudvalgsmøde 13/10 2017

Disse dele af forslaget er ikke en del af regeringens særligt prioriterede områder. Og de

har begrænset betydning for Danmark, som jeg redegjorde for i juni.

Det estiske formandskab behandler sideløbende Kommissionens ændringsforslag om fa-

milieydelser og ydelser ved langtidspleje.

Familieydelser er et af regeringens særligt prioriterede områder. De forventes dog tidligst

at blive sat på dagsordenen til rådsmødet i december, og forhandlingerne om de emner er

kun lige begyndt i rådsarbejdsgruppen.

Hvad angår de dele, som skal diskuteres på det kommende rådsmøde, kan dette sammen-

fattes under to overskrifter:

For det første lægges op til, at ikkeerhvervsaktive, mobile EU-borgeres adgang til sociale

sikringsydelser gøres betinget af lovligt ophold efter opholdsdirektivet. Dette er en udløber

af en række tidligere EU-domme, som nu skrives ind i forordningen. Forslaget vil ikke have

betydning for Danmark, da det allerede er en forudsætning i de danske regler om adgang

til sociale ydelser, at man har lovligt ophold.

For det andet foreslås en række tekniske tilpasninger i forhold til det såkaldte lovvalg. Lov-

valgsregler handler om, i hvilket land en person er socialt sikret ved udsendelse til arbejde

i et andet land, eller når vedkommende arbejder i flere lande.

De tekniske ændringer betyder, at myndighederne kan efterprøve personers oplysninger

om udsendelse og lovvalg med henblik på at forbygge svindel og snyd.

På det kommende rådsmøde skal vi ikke tage endeligt stilling til forslaget. De enkelte dele

vil kunne tages op og behandles, indtil hele det samlede forslag skal vedtages. Det er min

forventning, at der kan gå lang tid, før forhandlingerne af forordningen bevæger sig ind i

den afsluttende fase.

Jeg vil gerne afslutningsvis benytte lejligheden til at nævne, at jeg for nylig til udvalgets

orientering oversendte svar fra EU-kommissær for beskæftigelse, Marianne Thyssen, på

det fælles brev fra Tyskland, Østrig, Irland og Danmark om indeksering af børnepenge.

Den sag er fortsat højt prioriteret. Vi afventer aktuelt regeringsdannelsen i Tyskland og det

kommende valg i Østrig, inden jeg kan oplyse om de næste skridt i sagen.

115

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 102: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 13/10-17

3. Europaudvalgsmøde 13/10 2017

5. Eventuelt

Ministeren havde ingen bemærkninger til dette punkt.

6. Siden sidst

Ministeren havde ingen bemærkninger til dette punkt.

116

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 102: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 13/10-17

3. Europaudvalgsmøde 13/10 2017

Punkt 2. Samråd med transport-, bygnings- og boligministeren om mål for de ikke

kvotebelagte sektorer

KOM (2016) 0482

EUU alm. del (17)

–

samrådsspørgsmål B

KOM (2016) 0482

–

bilag 6 (faktaark)

EU-note (15)

–

E 56 (EU-note af 12/8-16)

Samrådsspørgsmål B

Stillet af Rasmus Nordqvist (LA)

På baggrund af regeringens skatteudspil "Sådan forlænger vi opsvinget", erhvervsudspil

"Sammen om fremtidens virksomhed" og finanslovsudspil fra august 2017 bedes transport-

, bygnings- og boligministeren redegøre for, hvordan ministeren inden for transportområdet

vil sikre overholdelse af de foreslåede EU-reduktionsmål for de ikkekvotebelagte sektorer.

Herunder bedes ministeren forholde sig til den mulighed, at det endelige resultat af forhand-

lingerne om kravene til de danske reduktionsmål risikerer at ligge tættere på 39 pct. end på

30 pct.

Rasmus Nordqvist

begrundede spørgsmålet med, at regeringens tre udspil rakte langt ud i

fremtiden og omfattede tiltag på transportområdet. Samtidig foregik der forhandlinger om

EU-reduktionsmål for de ikkekvotebelagte sektorer, herunder transportområdet. Han ville

derfor gerne vide, hvordan reduktionsmålene var indtænkt i de tre udspil.

Transportministeren:

Først og fremmest er det regeringens politik, at løsningerne på kli-

maudfordringen skal findes internationalt. Klimaudfordringen er en global udfordring, som

intet land kan løse alene. Når det er sagt, skal Danmarks udledning af drivhusgasser fortsat

falde, hvorfor Danmark er parat til at påtage sig ambitiøse mål i klimapolitikken. Lad mig

samtidig slå fast, at regeringen ikke opererer med flere klimapolitikker, dvs. en klimapolitik,

der gælder særskilt for transportområdet, en klimapolitik for landbruget osv. Der er kun én

klimapolitik. Klimapolitik sorterer som bekendt under energi-, forsynings- og klimaministeren.

Dette faktum skal naturligvis ikke afholde Europaudvalget fra at spørge mig om, hvad rege-

ringens klimapolitik så betyder for transportområdet.

Klimamål

Danmarks klimamål følger af EU’s samlede mål om at reducere drivhusgasudledninger med

mindst 40 pct. i 2030 i forhold til 1990. Europa-Kommissionen fremlagde i 2016 et forslag til

fordeling af indsatsen i de

ikkekvotebelagte sektorer. Det er som bekendt den del af EU’s

klimapolitik, som omfatter hovedparten af transportens CO

-udledning. Forslaget er nu til

forhandling. Danmark er i forslaget tildelt et reduktionsmål på 39 pct. i forhold til 2005 for de

ikkekvotebelagte sektorer. Reduktionsmålet i forslaget indebærer årlige reduktionsforpligtel-

ser, der indfases lineært fra 2021 til 2030.

Omkostningseffektiv klimapolitik

117

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 102: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 13/10-17

3. Europaudvalgsmøde 13/10 2017

Danmarks klimapolitik bygger populært sagt på, at vi skal have mest muligt klima for pen-

gene. Det har en række konsekvenser. For nærmere at forstå, hvad det betyder for trans-

portsektoren, vil jeg gerne fremhæve tre forhold:

For det første anser vi det for positivt, at EU-Kommissionens forslag indeholder en række

fleksibilitetsmekanismer, der kan bidrage til at sikre en omkostningseffektiv målopfyldelse,

så vi kan få mest muligt klima for pengene.

For det andet arbejder vi sideløbende med de aktuelle forhandlinger for, at der kan vedtages

omkostningseffektive fælleseuropæiske instrumenter uden konkurrenceforvridning. Det kan

sikre incitamenter til at reducere udledningerne og fremme teknologiudviklingen inden for

bl.a. transport og landbrug. Her er det vores vurdering, at kommende forslag om strammere

-krav til lette køretøjer og forslag om at indføre CO

-krav til nye tunge køretøjer er de

væsentligste forestående EU-reguleringer.

For det tredje vil det ikke være foreneligt med en omkostningseffektiv klimapolitik at videre-

sende EU’s krav til Danmark direkte til hver af de ikkekvotebelagte sektorer.

Hvis Danmark

fortsat skal være et grønt foregangsland, er vi nødt til at vise verden, at vi kan føre en ambi-

tiøs og intelligent klimapolitik, der kan forenes med vækst og beskæftigelse. Kan vi ikke det,

er det ikke et eksempel, der er værd at følge.

Afslutningsvis vil jeg gerne summere op:

–

Udledningen af drivhusgasser skal fortsat falde, og Danmark er parat til at påtage sig et

ambitiøst 2030-mål for reduktion af udledninger uden for kvotesystemet.

–

Regeringen er med energi-, forsynings- og klimaministeren for bordenden i gang med at

udarbejde en omkostningseffektiv strategi for opfyldelse af Danmarks klimamål frem mod

2030.

Det er ikke givet på forhånd, at vi skal mindske udledningerne fra de enkelte sektorer med

en bestemt andel. Som sagt har vi flere forskellige muligheder for at levere reduktioner til

målopfyldelsen. Regeringen vil tegne mulighederne op i den kommende strategi.

Rasmus Nordqvist

indvendte, at reduktionsmål ganske vist sættes internationalt, men at

opgaven med at nå målene må løses nationalt. Selv om der kun var én klimapolitik, måtte

Transportministeriet vel give bud på, hvordan opgaverne skulle implementeres, når det

handler om omstilling af transportsektoren. Hvordan ville man konkret gribe de mål an, der

er sat for reduktionen af transportens CO

-udledning? Var disse mål ikke indtænkt i de ellers

ret vidtrækkende udspil, regeringen havde fremlagt på skatteområdet, vækst- og erhvervs-

området og i forslaget til finanslov?

Transportministeren

svarede, at regeringen ikke indtænkte klimamål i rene transportpoliti-

ske sammenhænge, f.eks. når det gjaldt køer på motorvejene. Når der i finanslovsudspillet

stod, at E20 skulle udbygges over Fyn, eller at VVM-undersøgelser skulle sættes i gang af

E45 i Østjylland, begge dele med henblik på at komme den store trængsel til livs, så var det

118

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 102: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 13/10-17

3. Europaudvalgsmøde 13/10 2017

ikke i en klimapolitisk sammenhæng. Det ville være grotesk at undlade at modarbejde træng-

sel på vejene ud fra en forestilling om, at det ville skabe bedre transportmuligheder og derfor

føre til øget CO

-udledning. Bilkøerne måtte gerne bekæmpes, uden at man indtænkte en

klimapolitik, og man måtte separat i en klimapolitisk sammenhæng tage hånd om redukti-

onsmålene. Ministeren

var enig med Rasmus Nordqvist i, at løsningerne på EU’s redukti-

onsmål skulle findes nationalt, og energi-, klima- og forsyningsministeren arbejdede på at

finde de bedst mulige løsninger. Det var ikke i første omgang transportministerens opgave

at finde ud af, hvordan man kunne mindske udledningen med 39 pct. i transportsektoren, for

det kunne være, at man kunne reducere tilsvarende andre steder på måder, som var billigere

for det danske samfund. Han var åben over for den mulighed, at det kunne ende med yder-

ligere reduktioner i transportsektoren, hvis regeringen endte med at vurderede, at det var

den mest hensigtsmæssige løsning. Heldigvis kunne man indhente CO

-mål ved teknologi-

ske løsninger

–

f.eks. blev batterier på elbiler stadigt billigere, og det var kun være et spørgs-

mål om få år, før elbilen kunne konkurrere med den konventionelle bil uden statsstøtte. Når

-udledningen faldt, uden at det skete på grund af regeringens initiativer, skulle man tage

imod det med kyshånd. Transportministeren bød bestemt ind med synspunkter og udveks-

ling af information i regeringens interne drøftelser, og på et tidspunkt ville der komme et

samlet udspil fra energi-, forsynings- og klimaministeren.

Rasmus Nordqvist

svarede, at han havde indkaldt til samrådet, fordi regeringen var kom-

met både med skatteudspil, erhvervsudspil og finanslovsudspil, som rakte langt ud i fremti-

den. Derfor var det naturligt at spørge, om reduktionsmålene var indtænkt i transportpolitik-

ken. Han mente, at det i sidste ende ville blive dyrt med en silotænkning, hvor man helt

adskiller transportpolitikken fra klimapolitikken. I andre europæiske lande så man en anden

udvikling

–

senest havde også Slovenien besluttet et stop for salg af diesel- og benzindrevne

biler i 2030. I Danmark betød regeringens udspil, at der ville komme en stigning i CO

-ud-

slippet, selv om man senere skulle i gang med reduktioner. Det var bekymrende. Var grun-

den til manglen på handling, at transportministeren i stedet kæmpede for fleksibilitetsmeka-

nismer, der ville gøre det muligt at ignorere reduktionsmålene?

Christian Poll

havde som landbrugsordfører en klar fornemmelse af, at landbrugs- og mil-

jøministeren kæmpede for, at landbruget ikke skulle underlægges for hårde krav, og at man

ikke ville nå de 39 pct. reduktioner på landbrugsområdet, og det betød vel, at man skulle nå

tilsvarende mere i de andre sektorer. Han kunne forstå, at transportsektoren heller ikke skulle

skære med 39 pct.

–

så var der bygningerne tilbage som ikkekvotebelagt sektor.

Transportministeren

svarede, at regeringen endnu ikke har udformet en politik om, hvordan

reduktionen skal være på de enkelte ikkekvotebelagte sektorer. Der var dog en ambition om

at nå de reduktionsmål, som Danmark var blevet pålagt i EU, nemlig 39 pct. siden 2005 i de

ikkekvotebetale sektorer. Han gentog, at energi, forsynings- og klimaministeren ville komme

med et samlet udspil, men blot fordi det ikke var præsenteret endnu, betød det ikke, at trans-

portministeren ville lade være med at bekæmpe trængsel på vejene. Man måtte respektere

ministeriernes arbejdsdeling, og transportministeren kunne ikke svare på spørgsmål uden

for sit ressort.

119

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 102: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 13/10-17

3. Europaudvalgsmøde 13/10 2017

Rasmus Nordqvist

forsikrede ministeren om, at klimaministeren blev spurgt rigeligt om re-

duktionsplanerne. Men transportområdet skulle jo netop holde for, når det gjaldt CO

-reduk-

tioner. Skulle man forstå det sådan, at regeringen havde taget stilling til f.eks. udvidelser af

motorveje, billigere brotakster og nedskæringer hos DSB helt uden at indtænke konsekven-

ser for klimamålene? Var regeringens politik så ukoordineret, var det bekymrende.

Transportministeren

mente, at kravet om helhedstænkning kunne gå for vidt inden for det

enkelte ressort. Skulle man så også indtænke, når man fjerner kontanthjælpsloftet, at folk

med højere indkomster spiser mere kød, som igen fører til mere CO

? Mens man ventede

på energi-, forsynings- og klimaministerens udspil for de ikkekvotebelagte sektorer, ville

transportministeren tillade sig at forsøge at løse trængselsproblemerne.

Rasmus Nordqvist

var klar over, at en minister løser forskellige opgaver inden for sit res-

sort. Spørgsmålet gik på, hvor meget der samtænkes forud for nye transportpolitiske tiltag,

og transportministeren kunne bare svare klart, at der ikke blev samtænkt, fordi løsningerne

på, hvordan reduktionsmålene skulle opfyldes, ville komme senere.

Transportministeren

svarede, at der bestemt foregik samtænkning i regeringens. Energi-,

forsynings- og klimaministerens plan ville bl.a. bygge på Transportministeriets forventninger

til, hvordan trafikken ville udvikle sig i fremtiden, og de forventninger er påvirket af de enkelte

beslutninger.

Rasmus Nordqvist

tolkede svaret sådan, at regeringen ikke have indtænkt klimapåvirknin-

gen og reduktionsmålene ind i transportpolitiske tiltag, f.eks. om billigere brotakster.

Transportministeren

svarede, at regeringen havde indtænkt dem. Man regnede med et

marginalt øget CO

-udslip som resultat af de nævnte tiltag i det forestående klimaudspil. I

øvrigt mindede han om, at reduktionsmålenes udgangspunkt var 2005, altså lang tid før ud-

videlsen af motorvejene og sænkningen af taksterne over Storebælt.

Christian Poll

mente, at der var en ny situation i verden. Det var efterhånden en del år siden,

at Nicholas Stern i en rapport havde påvist, at det bliver dyrere, jo længere man venter med

at gøre noget ved klimaproblemerne. I 2015 skabte Parisaftalen en ny ramme for, hvordan

politiske tiltag skal tænkes og gennemføres. Derfor fandt han det overraskende, at regerin-

gen ikke fra starten fremlagde konsekvenserne for CO

-udledningen, men først svarede, når

den blev spurgt om det officielt i Folketinget. Var det ikke vejen frem mod en ny åbenhed,

hvis man fremover fremlagde konsekvenserne fra start?

Transportministeren

slog fast, at ministre giver svar, når der bliver spurgt, og dermed måtte

problemet være løst.

Rasmus Nordqvist

mente, at han havde fået et meget tydeligt svar på, at regeringen tager

beslutninger uden at indtænke klimakonsekvenserne. Han fandt det chokerende, når nu det

så ud til, at andelen af fossil energi i transportsektoren ville gå fra blot 95 til 92 pct., hvis der

120

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 102: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 13/10-17

3. Europaudvalgsmøde 13/10 2017

ikke blev handlet yderligere. Havde man tænkt sig at udnytte de nævnte fleksibilitetsmeka-

nismer, sådan at man ikke behøvede få procentdelen af transportsektorens energiforbrug

længere ned end fra de 95 til 92 pct.?

Ministeren

henviste spørgsmålet til energi-, forsynings- og klimaministeren.

Mødet sluttede kl. 13.56

121