Europaudvalget 2017-18
EUU Alm.del Bilag 329
Offentligt
1849198_0001.png
Europaudvalget
REFERAT
AF 14. EUROPAUDVALGSMØDE
Dato:
Tidspunkt:
Sted:
Til stede:
Onsdag den 20. december 2017
Mødet startede kl. 10.53
Vær. 2-133
Erik Christensen (S), formand, Kenneth Kristensen Berth (DF),
næstformand, Jan E. Jørgensen (V), Rasmus Jarlov (KF), Peter
Hummelgaard Thomsen (S), Søren Søndergaard (EL) og Rasmus
Nordqvist (ALT)
statsminister Lars Løkke Rasmussen
Desuden deltog:
Punkt 1. Afrapportering fra møde i Det Europæiske Råd den 14. december 2017 og
møde i Det Europæiske Råd (art. 50) den 15. december 2017
Det Europæiske Råd 14/12-17
bilag 12 (retningslinjer fra mødet i DER
(artikel 50) 15/12-17)
Det Europæiske Råd 14/12-17
bilag 11 (konklusioner fra mødet i DER
14/12-17)
Det Europæiske Råd 14/12-17
bilag 8 (opfølgning vedr. rapport vedr. fase 1
af artikel 50-forhandlingerne)
Det Europæiske Råd 14/12-17
bilag 4 (rapport vedr. fase 1 af artikel 50-
forhandlingerne)
Statsministeren:
Der var møde torsdag og fredag i sidste uge, og selve topmødet torsdag
bød på en række tunge emner: forsvar, migration og den økonomiske og monetære union
dvs. tre områder, hvor Danmark har et forbehold. Alt i alt var det et godt møde med en
bred dagsorden og gode og ærlige diskussioner. Der var ikke mange tunge konklusioner,
men det var der heller ikke stillet i udsigt, da mange af de svære emner er i proces. Torsdag
startede med en drøftelse om forsvar, derefter en om EU’s sociale dimension,
uddannelse
og kultur. Under middagsdrøftelsen var der fokus på migration og udenrigspolitiske emner.
Fredag var der et eurotopmøde i udvidet format og dernæst artikel 50-format om Brexit.
Forsvar
Drøftelsen om forsvar forløb uden overraskelser. NATO’s
generalsekretær, der har fået
forlænget sin mandatperiode, var inviteret til den del af mødet. Han glædede sig over, at
EU og NATO er kommet tættere på hinanden. Det er vi også tilfredse med. Der blev under
drøftelserne lagt stor vægt på vigtigheden af, at EU og NATO skal komplementere hinan-
den
ikke konkurrere. Det er også et synspunkt, som vi bakker fuldt op om.
Der er 25 lande, der deltager i EU’s nye forstærkede forsvarssamarbejde,
PESCO. De
benyttede anledningen til at markere lanceringen med en kort ceremoni og vil nu starte
arbejdet med at fylde PESCO ud med konkrete projekter. Vi står udenfor på grund af for-
svarsforbeholdet, men mener grundlæggende, at det er en god idé, og at det også kommer
Danmark til gavn, at EU styrker fokus på europæisk sikkerhed.
505
EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 329: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 20/12-17
1849198_0002.png
14. Europaudvalgsmøde 20/12 2017
Kenneth Kristensen Berth
sagde, at statsministeren havde lagt vægt på, at EU i forsvars-
sammenhæng ikke skal overtage opgaver fra NATO, men var det korrekt forstået, at en af
prioriteterne i PESCO var, at EU-landene skal handle mere forsvarsmateriel sammen og
købe mindre i USA? Hvordan kunne det undgå at udfordre det gode forhold EU og NATO
imellem, hvis en del af NATO går sammen for at handle med hinanden uden at inddrage
USA?
Statsministeren
svarede, at et forsvarssamarbejde skulle være supplerende og komple-
menterende, og at der derfor heller ikke var lagt op til, at man skulle udvikle en EU-hær.
Det var korrekt, at der var et industripolitisk perspektiv, men han mente ikke, at det var i
konflikt med NATO. Det handlede om at opbygge en passende kapacitet, og det forekom
naturligt i EU at diskutere, hvordan man kan understøtte industriudviklingen i Europa og
bidrage til at skabe arbejdspladser. Den del af samarbejdet, der ikke var forsvarsforbe-
holdsramt, ville Danmark interessere sig for
også af hensyn til den danske industri.
Den sociale dimension, uddannelse og kultur
Drøftelsen om den sociale dimension, uddannelse og kultur forløb også som forventet. For
så vidt angår den sociale dimension, koncentrerede drøftelserne sig bl.a. om den rolle, som
dimensionen skal spille på europæisk plan. Nogle foreslog, at den sociale dimension skal
spille stærkere ind i det europæiske semester, så der kommer en mere sikker proces med,
hvordan man driver det for. Andre, og det er cirka der, det danske synspunkt ligger, synes,
at man skal holde semesteret fokuseret.
Kompromiset blev, at Kommissionen skal fremsætte et forslag om opfølgning på landenes
implementering af den sociale søjle. Det vender vi tilbage til i marts, når Kommissionen
kommer med sit udspil. Det er under alle omstændigheder en god idé at finde ud af, hvor-
dan man opretholder fokus og pres på sagen.
For så vidt angår uddannelse og kultur, er der mange, der lægger vægt på, at det er natio-
nal kompetence, men alligevel er der enighed om, at uddannelse er et område, hvor EU
bør bidrage, har bidraget og kan bidrage mere til at fremme samarbejdet på tværs af EU-
landene og dermed også øge vores samlede vidensniveau og konkurrenceevne. Der er
fremlagt en række konkrete ideer
bl.a. om at styrke Erasmus-programmet og netværket
mellem europæiske universiteter. Der er også et ønske om større fokus på undervisning i
fremmedsprog og om gensidig anerkendelse af diplomer. Situationen er den, at vi har bedt
Kommissionen om at fremlægge konkrete henstillinger i løbet af foråret 2018, og når for-
slagene er tilgængelige, vender vi naturligvis tilbage til udvalget i overensstemmelse med
den sædvanlige procedure.
506
EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 329: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 20/12-17
1849198_0003.png
14. Europaudvalgsmøde 20/12 2017
Klima
Endelig blev der på fransk foranledning vedtaget konklusioner om klima med et helt natur-
ligt afsæt i det klimatopmøde, der fandt sted i Paris tidligere samme uge. Konklusionerne
lægger vægt på vigtigheden af at få implementeret Parisaftalen, og det bakker regeringen
i sagens natur op om.
Søren Søndergaard
var tilfreds med, at man på topmødet blev enige om at stå last og
brast om Parisaftalen. Det fordrede dog initiativer, og så vidt han forstod, var man ikke nået
frem til et resultat på vedvarende energi. Var der sikkerhed for, at EU vil nå sine mål? Eller
risikerede man, at Danmark pludselig skal gøre en hel masse, fordi andre lande nægter at
gøre noget? Kunne statsministeren give en mere dybdegående vurdering af, hvor man
stod? Hvad skulle der til for at nå målene, og havde alle lande erklæret sig enige i at gøre
det, der skal til?
Statsministeren
var ikke fuldt ud opdateret på mødet mellem klima- og energiministrene,
men det var korrekt, at der stadig var en byrdefordelingsdiskussion. Der var en abstrakt
enighed om, at EU skal levere, og en diskussion om, hvem der skal levere hvad. Den dan-
ske minister havde hentet et mandat om at skærpe ambitionsniveauet, og sagen var i pro-
ces.
Søren Søndergaard
spurgte, om der på samme måde, som EU var gået i stå med hensyn
til fordeling af flygtninge, også var en risiko for, at det gik i sort i forhold til klimaet? Altså,
at man ikke overholdt Parisaftalen, eller at Danmark får en gigantisk regning, fordi nogle
lande ikke vil være med? Kunne statsministeren fornemme, om der var en reel vilje til at
bidrage, eller om det meste var snak?
Statsministeren
påpegede, at EU er aftalesubjektet i Parisaftalen. Man havde påtaget sig
nogle forpligtelser, og de var nu i enighed bekræftet efter en åben diskussion. Det ændrede
ikke ved den underliggende diskussion om byrdefordeling, og den var endnu ikke konklu-
deret. Der var nogle interessekonflikter, men det var trods alt på stats- og regeringschefs-
niveau og også med en ny polsk statsminister ved bordet, at teksten var aftalt.
Migration
Om aftenen var der en drøftelse om migration. Man arbejder på sagen, men samlet set
flytter det hele sig stille og roligt den rigtige vej. Der var enighed om, at udfordringen er
kommet for at blive, og at det derfor også bør have en større prioritet i EU’s budget. I dag
håndteres meget ved hjælp af frivillige bevillinger igennem f.eks. EU-Afrika-trustfonden,
som Danmark yder et pænt stort bidrag til. Danmark er faktisk blandt de lande, der giver
absolut mest i absolutte termer. Jeg har også selv advokeret for, at det vil være fornuftigt
med en mere stabil finansiering, når man skal forhandle den flerårige finansielle ramme,
så vores indsats i Middelhavet og Afrika ikke beror på frivillige bidrag. Der er en abstrakt
enighed om, at det bliver svært, når man skal forhandle budgetter
specielt i en situation,
hvor nettobidragsyderen Storbritannien forsvinder, og hvor der er mange konkurrerende
hensyn. Grundlæggende er det fint, at der er en konsensus om, at det vil være godt med
507
EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 329: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 20/12-17
14. Europaudvalgsmøde 20/12 2017
mere stabile bevillinger. Diskussionen tog sit udgangspunkt i den note, som Donald Tusk
havde præsenteret, og som også blev vendt, da jeg var her i udvalget sidst. Den beskriver
tvungen omfordeling af asylansøgere som ineffektiv og som noget, der har skabt uforholds-
mæssig megen splittelse mellem EU-landene. Man må konstatere, at den analyse blev
bekræftet under diskussionen, fordi den viste, at der er en forskellige opfattelser af spørgs-
målet. Derfor nåede vi som forudset heller ikke frem til en konklusion, udover at vi skal
vende tilbage til spørgsmålet til marts med det mål, som allerede er aftalt, nemlig at vi i
første halvdel af 2018 ved konsensus skal prøve at finde en løsning.
Fra dansk side er det vores opfattelse, at det er at starte i det forkerte hjørne at diskutere
omfordeling. I stedet bør vi fokusere på af finde ud af, hvad vi gør noget ved problemet, så
det bliver mindre, frem for at diskutere hvordan vi flytter rundt på det. Løsningen er en
kombination af at sikre ydre grænser, arbejde for aftaler om hjemsendelse/tilbagesendelse,
styrke grænseforvaltning, bekæmpe menneskesmugling/menneskehandel og have mere
fokus på beskyttelse af flygtninge i deres nærområder. Sidst, men ikke mindst, skal man
arbejde med de bagvedliggende årsager til migration i et stærkere partnerskab med de
lande, der generer migration. Det er vores synspunkt, og vi har i øvrigt et forbehold, der
gør, at vi ikke kan deltage i en sådan ordning, hvis den bliver obligatorisk. Diskussionen
splitter som sagt landene: På den ene side er der lande, der har taget rigtig mange asylan-
søgere, og som lægger meget stor vægt på, at alle bærer en del af byrden, hvis der engang
i fremtiden skulle opstå en stor flygtningekrise igen. Nogle lande synes, at andre er kommet
for nemt om ved det hele og ikke har været solidariske, og har derfor et meget stærkt ønske
om at finde en mekanisme, der kan afhjælpe de lande, der måtte bliver særlig hårdt ramt i
situationer, hvor et stort antal reelle flygtninge ankommer til Europa. Der er andre lande,
der grundlæggende ikke ønsker at forpligte sig gennem en tvungen omfordelingsordning,
og der er også nogle, for hvem en omfordelingsordning ikke nødvendigvis løser proble-
merne. Så er der problemet med sekundære flytninger, som man også har set eksempler
på bl.a. i de baltiske lande, der har taget folk ind på de kvoter, der tidligere er aftalt, og som
de facto ikke har kunnet holde på folk. Jeg synes, at det er meget vigtigt at holde fokus på,
at der tales om en omfordelingsmekanisme for flygtninge
ikke migranter. Hvis vi ser på
de aktuelle udfordringer, er det vel sådan, at 90-95 pct. af de mennesker, der kommer ad
den centrale middelhavsrute til Italien, ikke er personer, der har udsigt til asyl, og som derfor
under alle omstændigheder ikke kan indgå i en omfordelingsmekanisme.
Man kan forestille sig mange forskellige modeller og tale om, hvornår en model skal igang-
sættes. Der er ikke enighed om noget i Rådet endnu. Hvis der skulle findes en kompromis-
løsning, vil tvungen omfordeling formentlig blive det sidste trin i den fasemodel, der alene
anvendes i en krisesituation og dermed udgør en mulighed, der kun i yderste konsekvens
bringes i anvendelse. Så kan man diskutere, hvad betydningen er. Det kan måske have en
politisk betydning, at der er mulighed for at undgå situationen gennem kollektivt engage-
ment. Nu må vi se, hvordan det hele udvikler sig, men der er ikke lagt op til nogen stor
debat i sagen endnu. På grund af retsforbeholdet kan Danmark ikke være med til at ved-
tage et forslag om at integrere en omfordelingsmekanisme i Dublinforordningen, men det
siger også sig selv, at denne sag har potentiale til at rumme kæmpe udfordringer for Dan-
mark, hvis den skulle ende med at blive konkluderet på en måde, så vi ikke kan opretholde
508
EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 329: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 20/12-17
14. Europaudvalgsmøde 20/12 2017
vores parallelaftale om Dublinforordningen. Det er altså en sag, vi følger rigtig tæt, og som
jeg forudser, vi kommer til at vende tilbage til i foråret.
Kenneth Kristensen Berth
ville gerne vide, om Tusks forslag havde været genstand for
debat. Der havde været meget ballade op til mødet, og den græske kommissær havde
beskyldt Tusk for at være antieuropæisk.
Søren Søndergaard
kom ind på de aftaler, der var lavet med forskellige despotiske regi-
mer for at holde flygtninge væk fra EU. Det havde de syriske flygtninge, der enten ikke
kunne komme ud af Syrien, fordi Tyrkiet lukkede grænsen, eller som fik tæsk og blev fra-
røvet deres ejendele, hvis de kom over grænsen, betalt for. For flygtninge i lejre i Græken-
land var perspektivet også uklart. EU gav penge til Grækenland, og så sad flygtninge i
lukkede lejre, hvor forholdene mildest talt ikke var i orden. Hvad ville man gøre? Man kunne
eventuelt forestille sig, at nogle af de lande, der ikke ville tage flygtninge, kunne bidrage.
Han henviste i øvrigt til rapporten fra Amnesty International om Libyen, hvor der blev nævnt
noget om, at EU havde blod på hænderne. Overgrebene i landet var voldsomme, så når
man talte migration, talte man vel ikke bare om fordeling, men også om, hvad der skulle
ske med de mennesker, der led under konsekvenserne af den førte politik. Var der nogle
meldinger om det?
Statsministeren
mente, at Tusks forslag snarere kunne kaldes en analyse, der pegede
på, at diskussionen om en omfordeling splittede landene og derfor ikke var et effektivt in-
strument. Det havde mange ved middagsdrøftelsen også forholdt sig til, men der havde
ikke været en ophedet diskussion om Tusks formuleringer. Hvis man ville indlede en stor
debat, kunne man spørge: ”Hvad gør vi så”? Giver fri adgang, fordi der er lande,
hvis sty-
reformer ikke passer til vores billede af, hvad der er ret og rimeligt? Hvis Grækenland ad-
ministrativt ikke kan følge op på den græsk-tyrkiske aftale og få ekspederet sager ved de
græske domstole, så folk kan sendes tilbage til Tyrkiet, skal man så bare lukke alle ind i
Europa? Nej, man skulle forholde sig til realiteterne, og situationen var den, at der både
var et flygtningepres og et migrationspres. Hvis 95 pct. af dem, der kom via den centrale
middelhavsrute, var illegale migranter, kunne man ikke bare lade døren stå åben. Man
arbejdede på løsning: en kombination af at passe på de ydre grænser, lave aftaler med
lande om hjemtagelse og strategiske partnerskaber om investering og udvikling, der skaber
en bedre økonomisk situation, så folk ikke i samme grad er ansporet til at flytte sig, inve-
stere i bedre faciliteter i nærområderne og understøtte f.eks. et land som Libyen, der også
er under pres sydfra. Der blev dagligt fløjet 500-700 personer ud af Libyen til andre afri-
kanske lande. Der var nødt til at være en holistisk tilgang, hvis det skulle virke. Det hele
ville blive kaotisk, hvis man valgte bare at lukke folk ind, fordi man ikke kunne tilbyde or-
dentlige vilkår i nærområderne. Og valgte man at lukke helt af, ville der opstå menneskelige
katastrofer.
Der ville ikke komme en konklusion på debatten nu, men tingene flyttede sig den rigtige
vej. Forståelsen i Europa for, at man ikke bare kan lukke sig om sig selv, men må engagere
sig også økonomisk og udviklingsmæssigt i Afrika, var stigende. Visegradlandene, der ikke
brød sig om en tvungen omfordeling, var i stigende grad parate til at gøre noget andet, og
509
EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 329: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 20/12-17
1849198_0006.png
14. Europaudvalgsmøde 20/12 2017
på EU-Afrika-topmødet havde der været en anden og meget mere klar dialog end 2 år
tidligere.
Søren Søndergaard
påstod ikke, at problemerne kunne løses i et snuptag. Der var ulem-
per ligegyldigt hvad. Flertallet bag et ja til flygtningeaftalen med Tyrkiet havde sagt, at de
ville sørge for, at der kom personel ned til lejrene etc., og alligevel var man nu ude i det
værste frygtscenario. Man stod midt i endnu en vinter, hvor flygtninge skulle opholde sig
der uden at få deres sager behandlet. Han kunne godt acceptere, at flygtningeaftalen blev
til af god vilje, men der var jo forpligtelser forbundet med den.
Statsministeren
påpegede, at Danmark bidrog til EASO-missionen og i Grækenland, og
at man i Frontex-regi havde tilbudt 10.000 mandedage i 2018 år svarende til 3,7 pct. af den
samlede anmodning fra Frontex til medlemslandene. Danmark bidrog til EU-Afrika-trust-
fonden og havde lige givet en bevilling på 30 mio. kr., der placerede Danmark i den abso-
lutte top målt i absolutte ressourcer. Derfor var der også moralsk habitus nok til at sige, at
andre skulle handle. Alting kom med en pris, og der skulle leveres både i forhold til Tyrkiet
for at afhjælpe presset der, og så var der selvfølgelig også udfordringen i forhold til Græ-
kenland og Afrika.
Jerusalem og Rusland
Under middagen bragte flere lande også de seneste amerikanske udmeldinger om Jeru-
salem op. Der var enighed om at vedtage en helt kort konklusionstekst, der fastslår, at EU’s
positioner er uforandrede, altså at vi fortsat støtter en tostatsløsning, og at EU’s holdning
til Jerusalem i den kontekst forbliver den samme. Så gav Merkel og Macron en status over
situationen i det østlige Ukraine og fremskridtene i implementeringen af Minskaftalerne.
Dem var der jo ikke mange af, så der var bred enighed om, at sanktionerne mod Rusland,
der udløber i januar, forlænges med yderligere 6 måneder.
Eurotopmøde/bankunionen
Fredag morgen mødtes vi til et særligt eurotopmøde, hvor alle 27 lande var med. Draghi,
formanden for Den Europæiske Centralbank, og den afgående hollandske euroformand
Dijsselbloem gav til en start en redegørelse for den økonomiske situation og de foreløbige
drøftelser i den udvidede eurogruppe om den videre vej frem. Jeg mener, at det er særlig
relevant at hæfte sig ved, at Draghi sådan set kunne tegne et billede af, at det faktisk går
ganske godt med økonomien. Vi havde en overordnet drøftelse om videreudviklingen af
ØMU’en og færdiggørelsen af bankunionen. Der var bred enighed om,
at man skal priori-
tere at få bankunionen færdiggjort, men til gengæld meget forskellige holdninger til de ørige
elementer i ØMU-pakken. Der blev ikke truffet nogen konkrete beslutninger. Der var et
ønske fra nogle landes side om at fortsætte drøftelserne i løbet af foråret i et lukket format
dvs. blandt eurolandene. Der var andre, inklusive mig, der ikke særlig overraskende ar-
gumenterede for et udvidet format. Konklusionen blev, at Tusk nu skal afsøge muligheden
for et nyt eurotopmøde allerede til marts. Den tidslinje, der fortsat ligger, går ud på, at der
skal tages konkrete beslutninger om videreudviklingen
af ØMU’en på Det Europæiske Råd
510
EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 329: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 20/12-17
1849198_0007.png
14. Europaudvalgsmøde 20/12 2017
i juni 2018. Man kan sætte et lille spørgsmålstegn ved merværdien af allerede om 3 måne-
der og på det samme grundlag at tage en diskussion igen, men det er der altså et ønske
om.
Kenneth Kristensen Berth
havde bemærket, at statsministeren efter topmødet kom med
sin hidtil klareste udmelding om, at regeringen hældte til at støtte bankunionen. Hvad holdt
statsministeren tilbage fra helhjertet at sige ja til, at Danmark skal være med? Hvad skulle
der gå galt for, at regeringen ikke ville støtte dansk deltagelse?
Statsministeren
svarede, at regeringen havde besluttet at sætte gang i en analyse, som
samler op på erfaringerne indtil videre og med henblik på, at man i 2019 kan træffe en
endelig beslutning. Det var klart, at det ikke gav mening at lave en analyse, hvis regeringen
mente, at Danmark uanset hvad ikke skulle være med.
Brexit
Endelig var der et møde om Brexit-forhandlingerne i EU-27-format. Der var bred enighed
om, at der er opnået tilstrækkelige fremskridt i forhandlingerne om de væsentligste bode-
lingsemner: det finansielle mellemværende, borgerrettigheder og Irland/Nordirland-spørgs-
målet. Der var derfor også en beslutning om at flytte forhandlingerne ind i fase 2. Det er
meget positivt, men betyder ingenlunde, at man kan læne sig tilbage. Dels er bodelings-
spørgsmålet endnu ikke færdigt, dels venter der generelt svære forhandlinger forude. Det
vil tage flere år at forhandle en fremadrettet permanent relation på plads, ikke mindst en
ambitiøs frihandelsaftale, og derfor var der også på topmødet enighed om hurtigt at starte
forhandlinger om en overgangsordning, så vi ikke risikerer at stå uden et juridisk grundlag
eller i et tomrum, når Storbritannien forlader EU den 30. marts 2019. De interne EU-27-
forberedelser er sat i gang, og planen er at vedtage konkrete forhandlingsdirektiver for
overgangsordninger i januar og for retningslinjerne for det fremtidige forhold til Storbritan-
nien i marts.
Søren Søndergaard
ville gerne vide, hvad logikken var i, at der i anden fase af Brexit-
forhandlingerne ikke kunne laves aftaler om fremtiden, men at fokus var på behandlingen
af EU’s forhandlingslinje. Besværliggjorde det ikke forhandlingerne, at man ikke kunne
lægge nogle klare spor ud, så det forbliver en overraskelse til efter fase 2, om man kan
lave en aftale?
Statsministeren
slog fast, at Storbritannien ved udgangen af marts 2019 gik over til at
blive et tredjeland, som EU kan lave aftaler med. Under alle omstændigheder vil der blive
brug for en overgangsordning og en politisk aftale, der danner rammen for det fremadret-
tede engagement. Det er en ekstremt kompleks sag, hvor hundredvis af Storbritanniens
aftaler med EU og resten af verden vil bortfalde. Afsættet var, at man ønskede den tættest
mulige relation samt balancerede rettigheder og pligter, men det hele afhang også af, hvad
Storbritannien vil.
511
EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 329: Offentligt referat af Europaudvalgets møde 20/12-17
14. Europaudvalgsmøde 20/12 2017
Søren Søndergaard
sagde, at Storbritanniens fremtid i forhold til Europol var af stor vig-
tighed for Danmark, og at Danmarks interesser ikke nødvendigvis var parallelle med andre
EU-landes. Derfor var der behov for en snarlig diskussion om, hvordan man kunne forfølge
de danske interesser. Han opfordrede til, at den mødekreds, der blev nedsat for at følge
sagen, skulle indkaldes, så man kunne gå mere i dybden.
Statsministeren
svarede, at der var dannet et format, der også var forankret hos uden-
rigsministeren, til at følge Brexit. Han kendte ikke de præcise processer, men ville gerne
videreformidle, at der var et ønske om et snarligt statusmøde. Det var klart, at Danmark
havde en stærk interesse i at følge forhandlingerne med Storbritannien, og helt overordnet
ville den danske tilgang være at holde Storbritannien så tæt på som muligt i alle henseen-
der, så længe det er balanceret med rettigheder og pligter. Det var endnu ikke klart, hvad
Storbritannien ville, og hvordan man kunne få en balance i aftalerelationerne. Det var også
en spændende diskussion om nytteværdien af indre marked. Alle forstår, at hvis man har
adgang for produkter fra Storbritannien, uden at de er underlagt miljø- og fødevarestandar-
der, veterinærkontrol og tilsyn etc., vil det forringe konkurrencesituationen for egne virk-
somheder og blive usikkert for forbrugerne. Hvis man har en ikkeeksisterende grænse mel-
lem Nordirland og Irland, hvor alt bare kan køres ind, uden at man skal lave op til EU-
vedtagne miljøregler, får man hurtigt en debat om dumpning af produkter, der ikke lever op
til standarder. Alting kommer med en pris: Det indre marked har sine udfordringer og pro-
blemer, men man kan trods alt være sikker på, at varerne i køleboksen er af en standard,
der er europæisk accepteret. Statsministeren rundede af med at sige, at han helt ærligt
troede, at der var stadig var mange i Storbritannien, der endnu ikke havde forstået kom-
pleksiteten i den proces, de har begivet sig ud i.
Mødet sluttede kl. 11.53
512