REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Retsudvalget 2020-21
REU Alm.del Bilag 168
Offentligt

Delbetænkning I om gennemførelse af varedirektivet

og direktivet om digitalt indhold

Betænkning nr. 1576

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Kronologisk fortegnelse over betænkninger

2010

1513 Betænkning om optagelse og

protokollering af forklaringer i

straffesager

1514 Betænkning om farlige hunde

1515 Betænkning om det videnskabsetiske

komitesystem i Danmark

1516 Betænkning om offentlige

myndigheders offentliggørelse af

kontrolresultater, afgørelser mv.

1517 Beretning om elektronisk

aftaleindgåelse og handel

1518 Betænkning om ægtefælleskifte

1519 Betænkning om revision af

dødsboskifteloven

1520 Betænkning om huseftersynsordningen

1521 Betænkning om insiderhandel

1522 Reform af den civile retspleje VI

1523 Betænkning om en fremtidig

statsadvokatordning

2011

1524 Betænkning om revision af hundeloven

1525 Betænkning om konkurskarantæne

1526 Betænkning om tilhold, opholdsforbud

og bortvisning

1527 Provstestillingen og provstiets funktion

1528 Betænkning om revision af reglerne om

forkyndelse

2012

1529 Betænkning om PET og FE

1530 Reform af den civile retspleje VII

1531 Strafudmåling - samspillet mellem

lovgiver og domstole

1532 Betænkning om indsamlinger

1533 Kommunale udgiftsbehov og andre

udligningsspørgsmål

1534 Straffelovrådets betænkning om

seksualforbrydelser

1535 Gennemførelse af direktivet om

bekæmpelse af forsinket betaling i

handelstransaktioner

1536 Aftaler om transport af gods helt eller

delvist til søs (Rotterdam-reglerne)

2013

1537 Ministrenes særlige rådgivere - et

serviceeftersyn

1538 Afsættelse af borgmesteren og

forberedelse af byrådsmøder

1539 Mobilitet og fremkommelighed i

hovedstaden

1540 Gennemførelse af direktivet om

forbrugerrettigheder

1541 Rapport fra tværministeriel

arbejdsgruppe om revision af de danske

visumregler

1542 Betænkning fra udvalg om

erhvervsmæssig befordring i

personbiler

1543 Reform af den civile retspleje VIII: Syn

og skøn

2014

1544 Folkekirkens styre

1545 Straffelovrådets betænkning om

samfundstjeneste mv.

1546 Betænkning om inkorporering inden for

menneskeretsområdet

1547 Betænkning om sagsomkostninger i

straffesager

1548 Straffelovrådets udtalelse om de

juridiske konsekvenser af en ophævelse

af straffelovens

§ 140 om blasfemi

1549 Betænkning om afhøring af forurettede

før tiltalte i straffesager

2015

1550 Betænkning om åbenhed om

økonomisk støtte til politiske partier

1551 Betænkning om magtanvendelse over

for børn og unge, der er anbragt uden

for hjemmet

1552 Ægtefællers økonomiske forhold

1553 Betænkning om offentligt ansattes

ytringsfrihed og

whistleblowerordninger

1554 Betænkning om videoafhøring af børn

og unge i straffesager

1555 Ansattes retsstilling under

insolvensbehandling

1556 Straffelovrådets udtalelse om visse

spørgsmål vedrørende deltagelse i og

hvervning til væbnede konflikter i

udlandet, som den danske stat er part i

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

1557 Betænkning om opfølgning på

Christiania-sagen: Betænkning fra

Udvalget om opfølgning på Christiania-

sagen

2016

1558 Sagkyndig bevisførelse mv.: Reform af

den civile retspleje

1559 Straffelovrådets betænkning om

væbnede konflikter i udlandet

1560 Betænkning om inddragelse af

uhensigtsmæssig adfærd i fængsler og

arresthuse ved varetægtsfængsling og

strafudmåling

1561 Betænkning om bødesanktioner på det

finansielle område

1562 Betænkning om indsatsen over for

rockerborge mv.

2017

1563 Straffelovrådets betænkning om freds-

og ærekrænkelser

1564 En samlet lovregulering om andre

trossamfund end folkekirken

1565 Betænkning om

Databeskyttelsesforordningen

(2016/679)

–

og de retlige rammer for

dansk lovgivning

1566 De praktiske erfaringer med

undersøgelseskommissioner: Udvalget

om undersøgelseskommissioners

deludtalelse

1567 Menighedsrådsvalg i fremtiden

1568 Ny ferielov og overgang til

samtidighedsferie

2018

1569 Betænkning om ekspropriation efter

planloven

1570 Almindelige betingelser i bygge- og

anlægsvirksomhed: Betænkning afgivet

af AB-udvalget til revision af AB 92,

ABR 89 og ABT 93

1571 Undersøgelseskommissioner og

parlamentariske undersøgelsesformer

2019

1572 Reform af den civile retspleje: X

Retsafgifter afgivet af Retsplejerådet

1573 Betænkning om ytringsfrihedens

rammer og vilkår i Danmark

2020

1574 Straffelovrådets betænkning om en

frivillighedsbaseret

voldtægtsbestemmelse

2021

1575 Betænkning om skærpet

ansvarsvurdering af

ledelsesmedlemmer m.fl. i finansielle

virksomheder

1576 Delbetænkning I om gennemførelse af

varedirektivet og direktivet om digitalt

indhold

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Delbetænkning I om gennemførelse af varedirektivet og

direktivet om digitalt indhold

Afgivet af Udvalget om gennemførelse af varedirektivet, direktivet om digitalt

indhold og visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers

Betænkning nr. 1576

København 2021

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Delbetænkning I om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold

Betænkning nr. 1576/2021

Publikationen kan bestilles via Justitsministeriets hjemmeside (www.justitsministeriet.dk)

eller hos

Rosendahls Lager og Distribution

Vandtårnsvej 83A

2860 Søborg

Telefon 43 22 73 00

Fax: 43 63 19 69

[email protected]

http://jm.schultzboghandel.dk

ISBN: 978-87-93469-45-7 (delbetænkningen foreligger endnu ikke i trykt udgave)

ISBN internet: 978-87-93469-46-4

Tryk: Rosendahls a/s

Pris: 250 kr. pr. bog inkl. moms

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Indholdsfortegnelse

Kapitel 1 - Indledning ............................................................................................................ 16

1. Udvalgets nedsættelse og kommissorium .................................................................... 16

2. Udvalgets sammensætning............................................................................................ 21

3. Udvalgets arbejde .......................................................................................................... 22

Kapitel 2 - Sammenfatning .................................................................................................... 23

1. Indledning ...................................................................................................................... 23

2. Oversigt over delbetænkningens indhold .................................................................... 23

3. Sammenfatning af udvalgets overvejelser og forslag ................................................. 24

3.1 Valg af lovmodel og anvendelsesområde...................................................................... 24

3.2 Forbrugerbegrebet ......................................................................................................... 24

3.3 Begrebet sælger/erhvervsdrivende ................................................................................ 25

3.3.1

Sælgerbegrebet kan opretholdes ............................................................................ 25

3.3.2

Flertallets udtalelse ................................................................................................ 25

3.3.3

Mindretallets udtalelse ........................................................................................... 25

3.4 Blandede aftaler............................................................................................................. 26

3.5 Køb af brugte varer på offentlige auktioner .................................................................. 26

3.6 Køb af levende dyr ........................................................................................................ 26

3.6.1

Levende dyr undtages ikke .................................................................................... 26

3.6.2

Flertallets udtalelse ................................................................................................ 26

3.6.3

Mindretallets udtalelse ........................................................................................... 27

3.7 Mangelsbegrebet ........................................................................................................... 27

3.7.1

Krav om nye regler ................................................................................................ 27

3.7.2

Sælgers loyale oplysningspligt .............................................................................. 27

3.8 Ændring af digitalt indhold og digitale tjenester ........................................................... 28

3.9 Forbehold ved køb af brugte genstande på offentlige auktioner ................................... 28

3.10 Forsinkelse .................................................................................................................... 28

3.11 Handelsmæssige garantier ............................................................................................. 29

3.12 Misligholdelsesbeføjelser .............................................................................................. 29

3.12.1 Krav om nye regler ................................................................................................ 29

3.12.2 Afslag i prisen ........................................................................................................ 30

3.12.3 Ikke uvæsentlighed som betingelse for ophævelse ................................................ 30

3.12.3.1 Flertallets udtalelse ............................................................................................ 30

3.12.3.2 Mindretallets udtalelse....................................................................................... 31

3.12.4 Tilbageholdelse af betalingen ................................................................................ 31

3.12.5 Tilbagelevering og tilbagebetaling ........................................................................ 31

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

3.12.6 Begrebet rimelig tid ............................................................................................... 32

3.12.7 Afhjælpning ved tredjemand.................................................................................. 32

3.13 Forbrugerens bidrag til manglen ................................................................................... 33

3.14 Mangler der konstateres inden for 30 dage ................................................................... 33

3.14.1 Flertallets udtalelse ................................................................................................ 33

3.14.2 Mindretallets udtalelse ........................................................................................... 33

3.15 Undersøgelsesgebyr ...................................................................................................... 33

3.15.1 Flertallets udtalelse ................................................................................................ 34

3.15.2 Mindretallets udtalelse ........................................................................................... 34

3.15.3 Et udvalgsmedlem afstår ........................................................................................ 34

3.16 Den absolutte reklamationsfrist ..................................................................................... 34

3.16.1 Krav om nye regler ................................................................................................ 34

3.16.2 Forlængelse af den absolutte reklamationsfrist ...................................................... 36

3.16.3 Reklamationsfristen i andre lande .......................................................................... 37

3.16.4 Erhvervsøkonomiske konsekvenser ....................................................................... 37

3.16.5 Statsøkonomiske konsekvenser ............................................................................. 38

3.16.6 Konsekvenser for den grønne omstilling ............................................................... 38

3.16.7 Flertallets udtalelse ................................................................................................ 41

3.16.8 Mindretallets udtalelse ........................................................................................... 42

3.16.9 En række udvalgsmedlemmer afstår ...................................................................... 43

3.17 Den relative reklamationsfrist ....................................................................................... 43

3.18 Undtagelser til den absolutte reklamationsfrist ............................................................. 44

3.19 Formodningsreglen........................................................................................................ 44

3.19.1 Krav om nye regler ................................................................................................ 44

3.19.2 Formodningsreglen i andre lande........................................................................... 45

3.19.3 Konsekvenser for den grønne omstilling ............................................................... 45

3.19.4 Flertallets udtalelse ................................................................................................ 46

3.19.5 Mindretallets udtalelse ........................................................................................... 47

3.19.6 En række udvalgsmedlemmer afstår ...................................................................... 48

3.19.7 Øvrige ændringer af formodningsreglen ................................................................ 48

3.20 Reklamationsfristen ved køb af brugte genstande......................................................... 48

Kapitel 3

–

Generelle bemærkninger om varedirektivet .................................................... 49

1. Baggrund ........................................................................................................................ 49

2. Formål og hovedtræk .................................................................................................... 49

3. Harmoniseringsniveau .................................................................................................. 49

4. Hovedindhold ................................................................................................................. 50

4.1 Genstand, anvendelsesområde og definitioner .............................................................. 50

4.2 Varens overensstemmelse (mangler) ............................................................................ 50

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

4.3 Reklamationsfrister og formodningsregel ..................................................................... 52

4.4 Forbrugerens misligholdelsesbeføjelser ved mangler ved varen .................................. 52

4.5 Handelsmæssige garantier ............................................................................................. 53

4.6 Afsluttende bestemmelser ............................................................................................. 53

Kapitel 4

–

Generelle bemærkninger om direktivet om digitalt indhold .......................... 54

1. Baggrund ........................................................................................................................ 54

2. Formål og hovedtræk .................................................................................................... 54

3. Harmoniseringsniveau .................................................................................................. 54

4. Hovedindhold ................................................................................................................. 55

4.1 Genstand, anvendelsesområde og definitioner .............................................................. 55

4.2 Det digitale indholds eller den digitale tjenestes overensstemmelse (mangler) ............ 56

4.3 Reklamationsfrister og formodningsregel ..................................................................... 57

4.4 Forbrugerens misligholdelsesbeføjelser og ret til opsigelse ......................................... 57

4.5 Afsluttende bestemmelser ............................................................................................. 59

Kapitel 5

–

Anvendelsesområde og begrebsdefinitioner ..................................................... 60

1. Gældende dansk ret (købeloven) .................................................................................. 60

1.1 Købelovens anvendelsesområde ................................................................................... 60

1.1.1

Generelt .................................................................................................................. 60

1.1.2

Bestillingskøb ........................................................................................................ 62

1.2 Aftalefrihed og beskyttelsespræceptive bestemmelser i forbrugerkøb ......................... 63

1.3 Definitionen af handelskøb ........................................................................................... 64

1.4 Begrebet civilkøb .......................................................................................................... 64

1.5 Begrebet forbrugerkøb .................................................................................................. 65

1.6 Forbrugerbegrebet ......................................................................................................... 65

1.7 Begrebet erhvervsdrivende (sælger).............................................................................. 66

1.8 Bevisbyrden i forbrugerkøb .......................................................................................... 67

1.9 Formidlingskøb ............................................................................................................. 67

1.10 Onlineplatform/-markedsplads mv. ............................................................................... 68

1.11 Udgør indsamling af metadata og udsættelse for reklame en aftale i dansk ret ............ 69

1.12 Begrebet digital tjeneste ................................................................................................ 70

2. Gældende dansk ret (anden relevant lovgivning) ....................................................... 70

2.1 Virtuelle valutaers retstilling som lovlige betalingsmidler i Danmark ......................... 70

3. Nye EU-regler (varedirektivet og direktivet om digitalt indhold) ............................ 70

3.1 Begrebet købsaftale ....................................................................................................... 70

3.2 Begrebet forbruger ........................................................................................................ 71

3.3 Begrebet sælger/erhvervsdrivende ................................................................................ 72

3.4 Begrebet varer, herunder varer med digitale elementer ................................................ 72

3.5 Begrebet digitalt indhold ............................................................................................... 74

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

3.6 Varedirektivets anvendelsesområde .............................................................................. 74

3.6.1

Generelt .................................................................................................................. 74

3.6.2

Bestillingskøb ........................................................................................................ 75

3.6.3

Salg på tvangsauktion mv. ..................................................................................... 75

3.6.4

Salg af brugte varer på offentlig auktion og levende dyr....................................... 76

3.6.5

Afgrænsning over for generel aftaleret .................................................................. 76

3.7 Varedirektivets ufravigelighed ...................................................................................... 77

3.8 Afgrænsningen mellem varedirektivet og direktivet om digitalt indhold ..................... 77

3.9 Anvendelsesområdet for direktivet om digitalt indhold ................................................ 78

3.9.1

Generelt .................................................................................................................. 78

3.9.2

Udvikling af digitalt indhold eller en digital tjeneste på bestilling ........................ 81

3.9.3

Nogle aftaler er ikke omfattet af direktivet om digitalt indhold ............................ 81

3.9.4

Pakkeaftaler............................................................................................................ 84

3.9.5

Forholdet til anden EU-lovgivning ........................................................................ 85

3.9.6

Forholdet til immaterialretten ................................................................................ 87

3.9.7

Afgrænsning over for generel aftaleret .................................................................. 87

3.10 Direktivet om digitalt indholds ufravigelighed ............................................................. 89

4. Udvalgets overvejelser................................................................................................... 89

4.1 Anvendelsesområde og valg af lovmodel ..................................................................... 89

4.2 Udvidelse af anvendelsesområdet for reglerne i direktivet om digitalt indhold ........... 90

4.3 Forbrugerbegrebet ......................................................................................................... 91

4.4 Begrebet sælger/erhvervsdrivende ................................................................................ 92

4.5 Formidlingskøb ............................................................................................................. 92

4.6 Onlineplatforme mv. ..................................................................................................... 93

4.6.1

Adgang til at indføre nye regler ............................................................................. 93

4.6.2

Flertallets udtalelse ................................................................................................ 94

4.6.3

Mindretallets udtalelse ........................................................................................... 95

4.7 Sammensatte kontraktforhold/blandede aftaler ............................................................. 96

4.8 Køb af brugte varer på offentlige auktioner .................................................................. 97

4.9 Køb af levende dyr ........................................................................................................ 97

4.9.1

Adgang til at ændre regler...................................................................................... 97

4.9.2

Flertallets udtalelse .............................................................................................. 100

4.9.3

Mindretallets udtalelse ......................................................................................... 100

Kapitel

Mangler,

herunder

levering

forsinkelse,

garantier,

misligholdelsesbeføjelser, erstatning og regres .................................................................. 102

1. Mangler ........................................................................................................................ 102

1.1 Gældende dansk ret (købeloven) ................................................................................. 102

1.1.1

Salgsgenstandens overensstemmelse med aftalen (mangler) .............................. 102

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

1.1.2

Overensstemmelse med parternes aftale .............................................................. 102

1.1.3

De fornødne oplysninger om salgsgenstanden .................................................... 103

1.1.4

Krav til overensstemmelse, medmindre andet er aftalt ........................................ 104

1.1.4.1 Generelt ............................................................................................................. 104

1.1.4.2 Holdbarhed, øvrige egenskaber og emballering (nr. 1) ..................................... 105

1.1.4.3 Egnet til det sædvanlige formål (nr. 2) .............................................................. 106

1.1.4.4 Egnet til forbrugerens særlige formål (nr. 3) ..................................................... 107

1.1.4.5 Samme egenskaber som vareprøve eller model (nr. 4) ..................................... 107

1.1.5

Mangler ved salgsgenstanden .............................................................................. 108

1.1.5.1 Generelt ............................................................................................................. 108

1.1.5.2 Urigtige og vildledende oplysninger (nr. 1) ...................................................... 108

1.1.5.3 Oplysninger givet på varens indpakning, i annoncer mv. (nr. 2) ...................... 109

1.1.5.4 Tilsidesættelse af sælgers loyale oplysningspligt (nr. 3) ................................... 110

1.1.5.5 Den generelle mangelsdefinition (nr. 4) ............................................................ 111

1.1.6

Oplysninger, der er rettet senest ved aftalens indgåelse ...................................... 112

1.1.7

Mangler i bestillingskøb ...................................................................................... 114

1.1.8

Generelle forbehold ............................................................................................. 114

1.1.9

Konkrete forbehold .............................................................................................. 114

1.1.10 Køb af brugte varer på offentlige auktioner ......................................................... 115

1.1.11 Mangler, som forbrugeren var eller måtte være bekendt med ............................. 115

1.1.12 Tidspunktet for mangelsvurderingen ................................................................... 116

1.1.13 Levering (risikoens overgang) ............................................................................. 118

1.1.14 Risikoens overgang i forbrugerkøb, når sælger skal sende salgsgenstanden ....... 119

1.1.15 Forsinkelse ........................................................................................................... 120

1.1.16 Retlige mangler .................................................................................................... 123

1.1.17 Overtrædelse af anden lovgivning, herunder databeskyttelsesforordningen ....... 125

1.2 Nye EU-regler (varedirektivet og direktivet om digitalt indhold) .............................. 126

1.2.1

Varedirektivets artikel 5-9 ................................................................................... 126

1.2.1.1 Varernes overensstemmelse (artikel 5) ............................................................. 126

1.2.1.2 Subjektive krav til overensstemmelse (artikel 6) .............................................. 127

1.2.1.3 Objektive krav til overensstemmelse (artikel 7) ................................................ 128

1.2.1.3.1 Generelt .................................................................................................... 128

1.2.1.3.2 Offentlige udsagn om varen ..................................................................... 130

1.2.1.3.3 Krav om opdateringer ............................................................................... 131

1.2.1.3.4 Manglende overensstemmelse, som forbrugeren kendte og accepterede . 133

1.2.1.4 Forkert installation af varerne (artikel 8)........................................................... 133

1.2.1.5 Tredjemands rettigheder (artikel 9) ................................................................... 134

1.2.2

Direktivet om digitalt indholds artikel 5-10 og 19............................................... 134

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

1.2.2.1 Levering af det digitale indhold eller den digitale tjeneste (artikel 5) .............. 134

1.2.2.2 Det digitale indholds eller den digitale tjenestes overensstemmelse (artikel 6) 135

1.2.2.3 Subjektive krav til overensstemmelse (artikel 7) .............................................. 135

1.2.2.4 Objektive krav til overensstemmelse (artikel 8) ................................................ 137

1.2.2.4.1 Generelt .................................................................................................... 137

1.2.2.4.2 Krav om opdateringer ............................................................................... 140

1.2.2.4.3 Perioden, hvori der er krav om overensstemmelse ved løbende levering 141

1.2.2.4.4 Mangler som forbrugeren kendte og accepterede..................................... 142

1.2.2.4.5 Krav om den nyeste version ..................................................................... 142

1.2.2.5 Forkert installation af det digitale indhold eller den digitale tjeneste (artikel 9)

142

1.2.2.6 Ændring af det digitale indhold eller den digitale tjeneste (artikel 19) ............. 143

1.2.2.6.1 Generelt .................................................................................................... 143

1.2.2.6.2 Forbrugerens ret til ophævelse ved visse ændringer af det digitale indhold

eller den digitale tjeneste ......................................................................................... 145

1.2.2.7 Tredjemands rettigheder (artikel 10) ................................................................. 145

1.3 Udvalgets overvejelser ................................................................................................ 147

1.3.1

Mangelsbegrebet .................................................................................................. 147

1.3.1.1 Generelt ............................................................................................................. 147

1.3.1.2 Muligheden for at opretholde regler om sælgers loyale oplysningspligt .......... 149

1.3.2

Ændring af digitalt indhold og digitale tjenester ................................................. 150

1.3.3

Forbehold og mangler som forbrugeren var bekendt med ved aftalens indgåelse

151

1.3.4

Forbehold ved køb af brugte genstande på offentlige auktioner.......................... 152

1.3.5

Tidspunktet for mangelsbedømmelsen ................................................................ 153

1.3.6

Levering ............................................................................................................... 153

1.3.7

Forsinkelse ........................................................................................................... 154

2. Handelsmæssige garantier .......................................................................................... 156

2.1 Gældende dansk ret (købeloven) ................................................................................. 156

2.2 Gældende dansk ret (markedsføringsloven) ................................................................ 156

2.3 Gældende dansk ret (forbrugeraftaleloven)................................................................. 158

2.4 Nye EU-regler (varedirektivet) ................................................................................... 159

2.4.1

Varedirektivets artikel 17 ..................................................................................... 159

2.5 Udvalgets overvejelser ................................................................................................ 161

2.5.1

Krav om ændring af regler ................................................................................... 161

2.5.2

Valg af lovmodel.................................................................................................. 161

2.5.3

Vilkår, der er fastsat i erklæringen om garantien og dertil hørende reklamer ..... 162

2.5.4

Holdbarhedsgaranti afgivet af en producent ........................................................ 162

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

2.5.5

Formkrav og retsvirkning ved overtrædelse heraf ............................................... 163

2.5.6

Regler om andre aspekter vedrørende handelsmæssige garantier ....................... 164

3. Misligholdelsesbeføjelser ............................................................................................ 164

3.1 Gældende dansk ret (købeloven) ................................................................................. 164

3.1.1

Forbrugerens misligholdelsesbeføjelser............................................................... 164

3.1.1.1. Generelt ............................................................................................................ 164

3.1.1.2 Afhjælpning ....................................................................................................... 165

3.1.1.3 Undersøgelsesgebyr ........................................................................................... 166

3.1.1.4 Omlevering ........................................................................................................ 166

3.1.1.5 Afslag ................................................................................................................ 167

3.1.1.6 Ophævelse af købet ........................................................................................... 168

3.1.1.6.1 Generelt .................................................................................................... 168

3.1.1.6.2 Ophævelse af købet ved aftale om successiv levering ............................. 168

3.1.1.7 Tilfælde hvor den valgte beføjelse er umulig eller vil påføre sælger

uforholdsmæssige omkostninger ................................................................................... 169

3.1.1.8 Sælgers mulighed for at afskære afslag og ophævelse af købet ........................ 172

3.1.1.9 Afhjælpning og omlevering skal ske inden for rimelig tid samt uden udgift og

væsentlig ulempe ........................................................................................................... 173

3.1.1.9.1 Generelt .................................................................................................... 173

3.1.1.9.2 Begrebet rimelig tid .................................................................................. 174

3.1.2

Tilbageholdelse af købesummen.......................................................................... 175

3.1.3

Tilbageholdsret .................................................................................................... 175

3.1.4

Sælgerens ansvarsgrundlag, herunder force majeure........................................... 178

3.2 Nye EU-regler (varedirektivet og direktivet om digitalt indhold) .............................. 179

3.2.1

Varedirektivets artikel 13-16 ............................................................................... 179

3.2.1.1 Beføjelser i tilfælde af mangler ......................................................................... 179

3.2.1.2 Tilbageholdelse af købesummen ....................................................................... 182

3.2.1.3 Betydningen af forbrugerens bidrag til manglen ............................................... 182

3.2.1.4 Mangler, der konstateres inden 30 dage ............................................................ 182

3.2.1.5 Skjulte mangler.................................................................................................. 182

3.2.1.6 Afhjælpning eller omlevering af varen.............................................................. 183

3.2.1.7 Afslag i prisen.................................................................................................... 184

3.2.1.8 Ophævelse af købsaftalen .................................................................................. 184

3.2.2

Direktivet om digitalt indholds artikel 13-18....................................................... 185

3.2.2.1 Beføjelser ved manglende levering ................................................................... 185

3.2.2.2 Beføjelser ved manglende overensstemmelse ................................................... 186

3.2.2.3 Skjulte mangler.................................................................................................. 186

3.2.2.4 Ret til at få bragt indholdet eller tjenesten i overensstemmelse ........................ 187

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

3.2.2.5 Afslag i prisen eller ophævelse.......................................................................... 187

3.2.2.6 Udøvelse af retten til ophævelse........................................................................ 190

3.2.2.7 Den erhvervsdrivendes forpligtelser i tilfælde af ophævelse ............................ 190

3.2.2.8 Forbrugerens forpligtelser i tilfælde af ophævelse ............................................ 192

3.2.2.9 Tidsfrister og tilbagebetaling fra den erhvervsdrivende .................................... 193

3.2.2.10 Tilbageholdelse og tilbagebetaling .................................................................. 193

3.3 Udvalgets overvejelser ................................................................................................ 194

3.3.1

Generelt om nødvendige ændringer som følge af direktiverne ........................... 194

3.3.1.1 Nyaffattelse af købelovens bestemmelser om misligholdelsesbeføjelser ......... 194

3.3.1.2 Varedirektivets artikel 13, stk. 4, litra a ............................................................ 195

3.3.1.3 Afslag i prisen.................................................................................................... 196

3.3.1.4 Købelovens § 46 ................................................................................................ 196

3.3.2

Ikke uvæsentlighed som betingelse for ophævelse .............................................. 197

3.3.2.1 Krav om nye regler? .......................................................................................... 197

3.3.2.2 Flertallets udtalelse ............................................................................................ 198

3.3.2.3 Mindretallets udtalelse....................................................................................... 199

3.3.3

Tilbageholdelse af betalingen .............................................................................. 200

3.3.4

Tilbagelevering og tilbagebetaling ...................................................................... 200

3.3.5

Begrebet rimelig tid ............................................................................................. 204

3.3.6

Varetagelse af debitors opgaver ........................................................................... 206

3.3.7

Forbrugerens bidrag til manglen .......................................................................... 207

3.3.8

Mangler, der konstateres inden for 30 dage ......................................................... 208

3.3.8.1 Adgang til at indføre nye regler......................................................................... 208

3.3.8.2 Flertallets udtalelse ............................................................................................ 209

3.3.8.3 Mindretallets udtalelse....................................................................................... 209

3.3.9

Skjulte mangler .................................................................................................... 210

3.3.10 Force majeure....................................................................................................... 210

3.3.11 Konsekvenser for ikke-forbrugerkøb ................................................................... 211

3.3.12 Undersøgelsesgebyr ............................................................................................. 211

3.3.12.1 Adgang til at indføre nye regler....................................................................... 211

3.3.12.2 Flertallets udtalelse .......................................................................................... 212

3.3.12.3 Mindretallets udtalelse..................................................................................... 212

3.3.12.4 Et udvalgsmedlem afstår ................................................................................. 213

4. Erstatning ..................................................................................................................... 213

4.1 Gældende dansk ret (købeloven) ................................................................................. 213

4.2 Nye EU-regler (varedirektivet og direktivet om digitalt indhold) .............................. 214

4.2.1

Varedirektivets artikel 3, stk. 6 ............................................................................ 214

4.2.2

Direktivet om digitalt indholds artikel 3, stk. 10 ................................................. 215

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

4.3 Udvalgets overvejelser ................................................................................................ 215

5. Regres ........................................................................................................................... 215

5.1 Gældende dansk ret (købeloven) ................................................................................. 215

5.2 Nye EU-regler (varedirektivet og direktivet om digitalt indhold) .............................. 216

5.2.1

Varedirektivets artikel 18 ..................................................................................... 216

5.2.2

Direktivet om digitalt indholds artikel 20 ............................................................ 217

5.3 Udvalgets overvejelser ................................................................................................ 217

Kapitel 7

–

Reklamationsfrist og formodningsregel ......................................................... 219

1. Reklamationsfrist ........................................................................................................ 219

1.1 Gældende dansk ret (købeloven) ................................................................................. 219

1.1.1

Generelt ................................................................................................................ 219

1.1.2

Reklamationsfristens længde ............................................................................... 219

1.1.3

Formkrav .............................................................................................................. 221

1.1.4

For sen reklamation.............................................................................................. 221

1.1.5

Fravigelser fra reklamationsfristen ...................................................................... 221

1.1.6

Afbrydelse eller en ny reklamationsfrist .............................................................. 221

1.1.7

Modtageren af reklamationen .............................................................................. 222

1.1.8

Forsendelsesrisiko for reklamationsmeddelelser ................................................. 223

1.1.9

Forældelse ............................................................................................................ 223

1.2 Nye EU-regler (varedirektivet og direktivet om digitalt indhold) .............................. 225

1.2.1

Varedirektivets artikel 10, stk. 1-5 ....................................................................... 225

1.2.2

Direktivet om digitalt indholds artikel 11 ............................................................ 227

1.3 Udvalgets overvejelser ................................................................................................ 230

1.3.1

Den absolutte reklamationsfrist ........................................................................... 230

1.3.2

Forlængelse af den absolutte reklamationsfrist .................................................... 231

1.3.2.1 Adgang til at ændre regler ................................................................................. 231

1.3.2.2 Reklamationsfrister i andre lande ...................................................................... 232

1.3.2.3. Konsekvenser af en forlængelse af reklamationsfristen ................................... 234

1.3.2.4 Konsekvenser for erhvervslivet ......................................................................... 235

1.3.2.5 Statsøkonomiske konsekvenser ......................................................................... 236

1.3.2.6 Konsekvenser for den grønne omstilling ........................................................... 238

1.3.2.7 Flertallets udtalelse ............................................................................................ 249

1.3.2.8 Mindretallets udtalelse....................................................................................... 252

1.3.2.9 En række udvalgsmedlemmer afstår ................................................................. 256

1.3.3

Den absolutte reklamationsfrist ved løbende levering af digitalt indhold, digitale

tjenester og varer med digitale elementer i mere end to år ................................................ 256

1.3.4

Den relative reklamationsfrist .............................................................................. 257

1.3.5

Undtagelser til den absolutte reklamationsfrist.................................................... 258

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

1.3.6

Forældelse ............................................................................................................ 259

1.3.7

Konsekvensændringer af reklamationsfristen i handels- og civilkøb .................. 259

2. Formodningsreglen...................................................................................................... 259

2.1 Gældende dansk ret (købeloven) ................................................................................. 259

2.2 Nye EU-regler (varedirektivet og direktivet om digitalt indhold) .............................. 261

2.2.1

Varedirektivets artikel 11 ..................................................................................... 261

2.2.2

Direktivet om digitalt indholds artikel 12 ............................................................ 262

2.3 Udvalgets overvejelser ................................................................................................ 264

2.3.1

Generelt ................................................................................................................ 264

2.3.2

Formodningsperioden for varer med digitale elementer, digitalt indhold og digitale

tjenester 264

2.3.3

Forlængelse af formodningsperioden for varer til to år ....................................... 265

2.3.3.1 Generelt ............................................................................................................. 265

2.3.3.2 Formodningsreglen i andre lande ...................................................................... 265

2.3.3.3 Konsekvenser af en forlængelse af formodningsperioden ................................ 267

2.3.3.4 Antallet af sager, hvor sælger har henholdsvis ikke har afkræftet formodningen

267

2.3.3.5 Konsekvenser for den grønne omstilling ........................................................... 268

2.3.3.6 Flertallets udtalelse ............................................................................................ 270

2.3.3.7 Mindretallets udtalelse....................................................................................... 271

2.3.3.8 En række udvalgsmedlemmer afstår ................................................................. 272

2.3.4

Formodningsreglen ved køb af levende dyr......................................................... 272

3. Reklamationsfrist for brugte genstande .................................................................... 272

3.1 Gældende dansk ret ..................................................................................................... 272

3.2 Nye EU-regler (varedirektivet) ................................................................................... 273

3.2.1

Varedirektivets artikel 10, stk. 6 .......................................................................... 273

3.3 Udvalgets overvejelser ................................................................................................ 273

3.3.1

Generelt ................................................................................................................ 273

3.3.2

Reklamationsfristen for brugte genstande i øvrige lande .................................... 274

3.3.3

Konsekvenser for erhvervslivet ........................................................................... 275

3.3.4

Konsekvenser for den grønne omstilling ............................................................. 275

3.3.5

Udvalgets udtalelse .............................................................................................. 276

Kapitel 8

–

Lovudkast .......................................................................................................... 277

1. EU-retlige rammer for direktivimplementering....................................................... 277

2. Udvalgets lovudkast med bemærkninger .................................................................. 278

3. Bemærkninger til lovudkastets enkelte bestemmelser ............................................. 291

4. Udvalgets lovudkast sammenholdt med gældende ret ............................................. 383

Bilag til betænkningen ......................................................................................................... 404

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Bilag 1: Bekendtgørelse nr. 140 af 17. februar 2014 af lov om køb (købeloven).................. 404

Bilag 2: Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/771 af 20. maj 2019 om visse

aspekter af aftaler om salg af varer, om ændring af forordning (EU) 2017/2394 og direktiv

2009/22/EF og om ophævelse af direktiv 1999/44/EF (Varedirektivet) ................................ 419

Bilag 3: Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/770 af 20. maj 2019 om visse

aspekter af aftaler om levering af digitalt indhold og digitale tjenester (Direktivet om digitalt

indhold) .................................................................................................................................. 449

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Kapitel 1- Indledning

1. Udvalgets nedsættelse og kommissorium

I marts 2020 nedsatte justitsministeren et udvalg, der fik til opgave at overveje, hvordan

varedirektivet (2019/771/EU)

, direktivet om digitalt indhold (2019/770/EU)

samt den

vedtagne del af direktivpakken New Deal for Consumers (2019/2161/EU)

, der vedrører regler

på Justitsministeriets område, bør gennemføres i dansk ret.

Udvalgets kommissorium lyder således:

”Kommissorium

for

Udvalg om gennemførelse af varedirektivet, direktivet om digitalt indhold og

visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers

Med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om visse aspekter af aftaler om

salg af varer (herefter varedirektivet) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

om visse aspekter af aftaler om levering af digitalt indhold og digitale tjenester

(herefter direktivet om digitalt indhold) er der vedtaget nye fællesskabsretlige

regler om forbrugerbeskyttelse i aftaler om salg af varer og levering af digitalt

indhold og digitale tjenester indgået ved e-handel og i butikker.

Med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om bedre håndhævelse og

modernisering af EU-reglerne om forbrugerbeskyttelse (visse dele af

direktivpakken New Deal for Consumers) er der vedtaget fællesskabsretlige regler,

der skal sikre bedre håndhævelse og modernisering af de forbrugerbeskyttende

regler i EU.

Varedirektivet afløser Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF af

25. maj 1999 om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/771 af 20. maj 2019 om visse aspekter af aftaler om salg af

varer, om ændring af forordning (EU) 2017/2394 og direktiv 2009/22/EF og om ophævelse af direktiv 1999/44/EF.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/770 af 20. maj 2019 om visse aspekter af aftaler om levering

af digitalt indhold og digitale tjenester.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2161 af 27. november 2019 om ændring af Rådets direktiv

93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/6/EF, 2005/29/EF og 2011/83/EU, for så vidt angår

bedre håndhævelse og modernisering af EU-reglerne om forbrugerbeskyttelse.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Direktivet om digitalt indhold er et nyt direktiv. Der har ikke tidligere i EU-

lovgivningen

–

eller i dansk ret

–

været reguleret en specifik aftaleretlig ramme for

levering af digitalt indhold eller digitale tjenester.

De relevante dele af direktivpakken New Deal for Consumers ændrer Rådets

direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler

og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om

forbrugerrettigheder.

Formålet med direktiverne er at totalharmonisere visse aspekter af

medlemsstaternes regulering af aftaler om salg af varer og aftaler om levering af

digitalt indhold og digitale tjenester og derved fremme den grænseoverskridende

handel og opnå et højt forbrugerbeskyttelsesniveau i EU.

De centrale regler i varedirektivet drejer sig navnlig om varers overensstemmelse

med aftalen, forbrugerens beføjelser i tilfælde af manglende overensstemmelse

mellem varen og aftalen og om garantier for varen stillet af den erhvervsdrivende

over for forbrugeren. Direktivet indeholder herudover en række nye og supplerende

bestemmelser i forhold til direktiv 1999/44/EF, som varedirektivet afløser.

De centrale regler i direktivet om digitalt indhold drejer sig ligeledes navnlig om

regler om digitalt indhold eller en digital tjenestes overensstemmelse med aftalen,

forbrugerens beføjelser i tilfælde af manglende overensstemmelse med aftalen eller

ved manglende levering og regler om ændring af digitalt indhold eller en digital

tjeneste.

De centrale regler i de relevante dele af direktivpakken New Deal for Consumers

drejer sig om at sikre forbrugerne bedre rettigheder, når de benytter sig af digitale

tjenester, f.eks. når der indgås aftale om at benytte en e-mailkonto eller anden

digital tjeneste mod at stille personoplysninger til rådighed for den

erhvervsdrivende i stedet for at betale med penge. Derudover drejer det sig om at

sikre ens anvendelse af sanktioner i EU for at overtræde de forbrugerbeskyttende

regler.

Varedirektivet er

–

i modsætning til det ældre direktiv 1999/44/EF

–

som

udgangspunkt et totalharmoniseringsdirektiv. Der vil derfor ikke som

udgangspunkt inden for det område, som direktivet regulerer, kunne indføres eller

opretholdes andre regler end dem, der følger af direktivet. Uden for dette område

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

kan medlemsstaterne derimod frit indføre eller opretholde egne regler eller indføre

regler svarende til direktivet.

På en række områder giver varedirektivet imidlertid medlemsstaterne adgang til at

opretholde eller indføre regler, der afviger fra direktivets ordning. En medlemsstat

kan f.eks. bestemme, at direktivet ikke skal finde anvendelse på brugte varer, som

sælges på offentlige auktioner, og på levende dyr. En medlemsstat kan endvidere

fastsætte regler, der giver forbrugeren valgfrihed om beføjelser for mangler, der

viser sig inden 30 dage efter varens levering. Herudover kan en medlemsstat

indføre en længere reklamationsfrist end 2 år, ligesom en medlemsstat kan beslutte,

at perioden for den erhvervsdrivendes bevisbyrde for, at en mangel ikke var til stede

på leveringstidspunktet (formodningsreglen), skal være 2 år (i stedet for 1 år) efter

leveringstidspunktet.

Direktivet om digitalt indhold er ligesom varedirektivet som udgangspunkt et

totalharmoniseringsdirektiv. Det gælder derfor også for dette direktivs

anvendelsesområde, at der som udgangspunkt ikke kan indføres eller opretholdes

andre regler end dem, der følger af direktivet. Uden for direktivets

anvendelsesområde kan medlemsstaterne således også frit indføre eller opretholde

egne regler eller indføre regler svarende til direktivet.

Direktivet om digitalt indhold giver imidlertid også på en række områder inden for

direktivets anvendelsesområde medlemsstaterne adgang til at opretholde eller

indføre regler, der afviger fra direktivets ordning. En medlemsstat kan f.eks.

bestemme, at direktivets forbrugerbeskyttelse udvides til bl.a. i nogle situationer at

omfatte juridiske personer. En medlemsstat kan endvidere indføre en længere

reklamationsfrist end 2 år. Herudover giver direktivet en medlemsstat adgang til at

opretholde eller indføre regler for dele af forretningsmodeller, hvor digitalt indhold

eller digitale tjenester leveres på en sådan måde, at forbrugeren ikke betaler et

beløb, men i stedet afgiver personoplysninger til en erhvervsdrivende, f.eks. ved

oprettelsen af en e-mail konto.

Selv om der er tilstræbt overensstemmelse mellem reglerne i varedirektivet og

direktivet om digitalt indhold, er der på nogle punkter lagt op til en højere grad af

valgfrihed i varedirektivet.

De relevante dele af direktivpakken New Deal for Consumers er som

udgangspunkt totalharmoniserende. Der kan således som udgangspunkt ikke

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

indføres eller opretholdes andre regler end dem, der følger heraf. Uden for

anvendelsesområdet kan medlemsstaterne frit indføre eller opretholde egne regler

eller indføre regler svarende til direktivets.

I forhold til reglerne om sanktioner er der imidlertid mulighed for at opretholde

eller indføre regler, der afviger fra direktivets. I sager med ”udbredte

overtrædelser” og ”udbredte overtrædelser

med EU-dimension”

(sager hvor

mindst tre medlemslande er involveret, eller sager der berører mindst to tredjedele

af medlemslandene, der tilsammen udgør mindst to tredjedele af EU’s befolkning)

kan en medlemsstat fastsætte et højere bødeniveau end de 4 pct. af den

erhvervsdrivendes omsætning, som følger af direktivet. En medlemsstat kan

endvidere fastsætte de kriterier, der skal tages i betragtning, når der pålægges

sanktioner. Endelig fastsætter medlemsstaterne de retslige procedurer, der skal

anvendes til at pålægge sanktioner.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF af 25. maj 1999 om visse

aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed er navnlig gennemført

i dansk ret i købeloven. Gennemførelsen i dansk ret af det nye varedirektiv

nødvendiggør en række ændringer af navnlig købeloven.

De områder, som direktivet om digitalt indhold regulerer, har ikke tidligere været

særskilt reguleret i dansk ret. Gennemførelsen af direktivet i dansk ret vil derfor

nødvendiggøre udarbejdelse af en ny hovedlov eller indsættelse af helt nye regler i

f.eks. købeloven.

Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i

forbrugeraftaler og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25.

oktober 2011 om forbrugerrettigheder er gennemført i dansk ret i henholdsvis

aftaleloven og forbrugeraftaleloven. Gennemførelsen i dansk ret af de relevante

dele af direktivpakken New Deal for Consumers nødvendiggør en række ændringer

af navnlig forbrugeraftaleloven.

Justitsministeren har besluttet at nedsætte et udvalg, der skal overveje, hvordan

varedirektivet, direktivet om digitalt indhold og de relevante dele af direktivpakken

New Deal for Consumers mest hensigtsmæssigt bør gennemføres i dansk ret.

Udvalget skal overveje og redegøre for, hvilke ændringer af dansk ret der er

nødvendige for at gennemføre direktiverne.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Desuden skal udvalget overveje og redegøre for, om

–

og i givet fald i hvilket

omfang

–

der på specifikke områder, hvor direktiverne overlader det til

medlemsstaterne at bestemme, om direktivernes ordning skal finde anvendelse, bør

indføres regler, som afviger fra direktivernes ordning. Udvalget skal i den

forbindelse overveje, om

–

og i givet fald hvordan

–

den valgfrihed, som

direktiverne giver mulighed for, kan og bør udnyttes til at understøtte den grønne

omstilling.

Udvalget skal endelig overveje og redegøre for, om

–

og i givet fald hvordan

–

den

valgfrihed, som direktiverne giver mulighed for, bør udnyttes til at sikre øget

overensstemmelse mellem de regelsæt, som gennemfører direktiverne.

Udvalget anmodes om at udarbejde et lovudkast med bemærkninger.

Under hensyn til fristen for gennemførelsen af direktiverne anmodes udvalget om

at afslutte sit arbejde i efteråret 2020.

Udvalget har følgende sammensætning:

Landsdommer Thomas Klyver (formand)

1 universitetsjurist med formueretlig indsigt

1 repræsentant for Dommerforeningen

1 repræsentant for Forbrugerombudsmanden

1 repræsentant for Advokatrådet og Danske Advokater

1 repræsentant for Dansk Erhverv

1 repræsentant for Dansk Industri

1 repræsentant for Dansk IT

1 repræsentant for Foreningen for Dansk Internet Handel

1 repræsentant for Forbrugerrådet Tænk

1 repræsentant for Erhvervsministeriets departement

1 repræsentant for Miljø- og Fødevareministeriets departement*

1 repræsentant for Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets departement*

1 repræsentant for Justitsministeriets departement

Der lægges op til, at de med * markerede repræsentanter alene skal deltage på

møder, hvor der skal drøftes emner med en særlig betydning for den grønne

omstilling.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Udvalgets sekretariatsfunktion varetages af Justitsministeriet.”

2. Udvalgets sammensætning

Udvalget havde ved afgivelse af denne delbetænkning følgende sammensætning:

Formand:

Landsdommer Thomas Klyver

Øvrige medlemmer:

Professor Susanne Karstoft

(indstillet af Danske Universiteter)

Dommer Søren Seerup

(indstillet af Dommerforeningen)

Specialkonsulent Jacob Linkis

(indstillet af Forbrugerombudsmanden)

Advokat Kristian Storgaard

(indstillet af Advokatrådet og Danske Advokater)

Chefkonsulent Bo Dalsgaard

(indstillet af Dansk Erhverv)

Seniorchefkonsulent Lars Frolov-Hammer

(indstillet af Dansk Industri)

Chefkonsulent Tina Morell Nielsen

(indstillet af Foreningen for Dansk Internet Handel, som den 1. november 2020 fusionerede

med Dansk Erhverv)

Seniorjurist Maria Liljeqvist

(indstillet af Forbrugerrådet Tænk)

Det bemærkes, at seniorjurist Martha Nør Kjeldsen (Forbrugerrådet Tænk) har deltaget i

hovedparten af udvalgsarbejdet vedrørende nærværende delbetænkning.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Forbrugerjuridisk chef Susanne Aamann

(indstillet af Erhvervsministeriets departement)

Fuldmægtig Anne L. Jarulf

(indstillet af Miljøministeriets departement)

Fuldmægtig Jasmin Sharzad

(indstillet af Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets departement)

Fg. kontorchef Louise Black Mogensen

(indstillet af Justitsministeriets departement)

Fuldmægtig Anne Cathrine Toftemann Bæk fra Justitsministeriets departement har været

sekretær for udvalget.

Chefkonsulent Ketilbjørn Hertz fra Justitsministeriets departement har bistået sekretariatet med

udarbejdelse af udvalgets lovudkast.

Udvalgets repræsentant for Dansk IT er udtrådt af udvalget i november 2020 af

ressourcemæssige årsager.

3. Udvalgets arbejde

Udvalget har afholdt 10 møder i perioden fra den 23. april 2020 til den 14. december 2020.

Udvalget forventes at afholde yderligere møder vedrørende den vedtagne del af New Deal for

Consumers primo 2021.

Udvalget afgiver betænkning i to dele. Der afgives således først denne delbetænkning om

implementering af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold i januar 2021. Dernæst

forventer udvalget at afgive delbetænkning om implementering af den vedtagne del af New

Deal for Consumers primo 2021.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Kapitel 2 - Sammenfatning

1. Indledning

Efter kommissoriet har udvalget haft til opgave at overveje, hvordan varedirektivet, direktivet

om digitalt indhold og de relevante dele af direktivpakken New Deal for Consumers mest

hensigtsmæssigt bør gennemføres i dansk ret. Nærværende delbetænkning vedrører

implementering af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold.

Formålet med varedirektivet og direktivet om digitalt indhold er at totalharmonisere visse

aspekter af medlemsstaternes regulering af aftaler om salg af varer og aftaler om levering af

digitalt indhold og digitale tjenester og derved fremme den grænseoverskridende handel og

opnå et højt forbrugerbeskyttelsesniveau i EU. Det er dermed som udgangspunkt ikke muligt

at indføre eller opretholde andre regler end dem, der følger af direktiverne, inden for det

område, som direktiverne regulerer. På en række områder giver varedirektivet og direktivet om

digitalt indhold imidlertid medlemsstaterne adgang til at opretholde eller indføre regler, der

afviger fra direktiverne (dvs. valgfrihed).

Udvalget har haft til opgave at overveje og redegøre for, hvilke ændringer af dansk ret der er

nødvendige for at gennemføre direktiverne.

Udvalget har endvidere haft til opgave at overveje og redegøre for, om

–

og i givet fald i hvilket

omfang

–

der på specifikke områder, hvor direktiverne overlader det til medlemsstaterne at

bestemme, om direktivernes ordning skal finde anvendelse, bør indføres regler, som afviger fra

direktiverne. Udvalget har herunder skullet overveje, om

–

og i givet fald hvordan

–

den

valgfrihed, som direktiverne giver, kan og bør udnyttes til at understøtte den grønne omstilling.

Udvalget har desuden haft til opgave at overveje og redegøre for, om

–

og i givet fald hvordan

–

den valgfrihed, som direktiverne giver, bør udnyttes til at sikre øget overensstemmelse

mellem de regelsæt, som gennemfører direktiverne.

2. Oversigt over delbetænkningens indhold

Delbetænkningen er opdelt i 8 kapitler.

I kapitel 1 indledes betænkningen med en beskrivelse af udvalgets nedsættelse og

kommissorium, udvalgets sammensætning og udvalgets arbejde.

Kapitel 2 indeholder en sammenfattende beskrivelse af udvalgets overvejelser og forslag

(nærværende kapitel).

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Betænkningens kapitel 3 og 4 indeholder en generel beskrivelse af henholdsvis varedirektivet

og direktivet om digitalt indhold, herunder direktivernes baggrund, formål og hovedtræk,

harmoniseringsniveau og hovedindhold.

Kapitel 5 indeholder en beskrivelse af købelovens anvendelsesområde og begrebsdefinitioner

og bestemmelserne herom i varedirektivet og direktivet om digitalt indhold samt udvalgets

overvejelser og forslag til implementering af direktiverne.

Kapitel 6 indeholder en beskrivelse af købelovens bestemmelser om mangler, garantier,

misligholdelsesbeføjelser, erstatning og regres og bestemmelserne herom i varedirektivet og

direktivet om digitalt indhold samt udvalgets overvejelser og forslag til implementering af

direktiverne.

Kapitel 7 indeholder en beskrivelse af reklamationsfristen og formodningsreglen i købeloven

og bestemmelserne herom i varedirektivet og direktivet om digitalt indhold samt udvalgets

overvejelser og forslag til implementering af direktiverne.

Kapitel 8 indeholder udvalgets lovudkast inklusive bemærkninger. Hvor udvalgsmedlemmerne

ikke har været enige, er lovudkastet udarbejdet på baggrund af flertallets forslag.

3. Sammenfatning af udvalgets overvejelser og forslag

Som resultat af udvalgets overvejelser har udvalget udarbejdet et lovudkast om ændring af en

række bestemmelser i købeloven og en enkelt bestemmelse i markedsføringsloven. I det

følgende gennemgås udvalgets væsentligste overvejelser og forslag.

3.1 Valg af lovmodel og anvendelsesområde

Reglerne om køb af varer, digitalt indhold og digitale tjenester bør efter udvalgets opfattelse så

vidt muligt være ensartede og lettilgængelige. Varedirektivet og direktivet om digitalt indhold

har enslydende definitioner af centrale begreber, og reglerne i direktiverne svarer i vidt omfang

til hinanden. Udvalget foreslår derfor, at implementeringen af begge direktiver sker i

købelovens afsnit om forbrugerkøb. Det indebærer, at anvendelsesområdet for købelovens

regler om forbrugerkøb foreslås justeret, således at reglerne udtrykkeligt kommer til at omfatte

alle digitale

tjenester og alt digitalt indhold, herunder når der ”betales” med

personoplysninger.

3.2 Forbrugerbegrebet

Købelovens forbrugerbegreb omfatter fysiske og juridiske personer, der hovedsageligt handler

uden for deres erhverv. Forbrugerbegrebet i varedirektivet og direktivet om digitalt indhold er

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

snævrere end købelovens, da direktivernes definition kun omfatter fysiske personer, der ikke

handler som led i deres erhverv. Direktiverne giver dog mulighed for at udvide

forbrugerbegrebet, så det svarer til det danske begreb.

Det vil efter udvalgets opfattelse indskrænke forbrugerbeskyttelsen at ændre det gældende

forbrugerbegreb i købeloven til det snævrere forbrugerbegreb, der følger af direktiverne,

ligesom det vil medføre, at begrebet kommer til at adskille sig fra forbrugerbegrebet i øvrig

dansk lovgivning. Der foreslås derfor ikke ændringer af det gældende danske forbrugerbegreb.

Små sportsforeninger og lignende juridiske personer vil dermed fortsat være omfattet af de

forbrugerbeskyttende regler i købeloven, jf. kapitel 5, pkt. 4.3.

3.3 Begrebet sælger/erhvervsdrivende

3.3.1 Sælgerbegrebet kan opretholdes

Det er udvalgets vurdering, at købelovens sælgerbegreb kan opretholdes uændret i forbindelse

med implementering af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold. Direktiverne giver bl.a.

mulighed for, at begrebet kan udvides til at omfatte onlineplatforme mv., der ikke er

forbrugerens aftalepart, således at platformen hæfter for opfyldelsen af aftalen.

3.3.2 Flertallets udtalelse

Et flertal af udvalgets medlemmer, bestående af Thomas Klyver, Louise Black Mogensen,

Susanne Karstoft, Søren Seerup, Kristian Storgaard, Lars Frolov-Hammer, Susanne Aamann,

Anne L. Jarulf og Jasmin Sharzad, finder, at de almindelige aftaleretlige regler for, hvornår en

platform betragtes som forbrugerens aftalepart, allerede beskytter forbrugeren i de tilfælde,

hvor det ikke står klart, hvem der er den egentlige aftalepart. Det følger således af almindelige

aftaleretlige regler, at en onlineplatform bliver bundet af en aftale med en forbruger

–

og dermed

aftalepart

–

hvis det ikke fremgår tydeligt ved aftaleindgåelsen, at det er en anden end

platformen, der er forbrugerens aftalepart. En udvidelse af begrebet til at omfatte både sælgeren

og platformen vil endvidere udgøre et grundlæggende brud med princippet om kontrakters

relativitet

–

dvs. at en aftale kun skaber rettigheder og pligter for aftalens parter

–

hvilket bør

undgås. Udvalgets flertal foreslår bl.a. derfor ikke ændringer i sælger-

/erhvervsdrivendebegrebet, jf. kapitel 5, pkt. 4.4.

3.3.3 Mindretallets udtalelse

Et mindretal af udvalgets medlemmer, bestående af Martha Nør Kjeldsen, Bo Dalsgaard og

Tina Morell Nielsen, foreslår, at sælgerbegrebet udvides til at omfatte onlineplatforme, der er

aktivt involveret i salg af produkter på vegne af en tredjepart, uanset om platformen efter de

almindelige aftaleretlige regler vil blive anset som forbrugerens aftalepart eller ej. Forslaget er

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

begrundet med hensyn til forbrugerbeskyttelsen og at skabe klarhed for parterne, jf. kapitel 5,

pkt. 4.6.3.

Jacob Linkis tilslutter sig mindretallets udtalelse med den tilføjelse, at en udvidelse af

sælgerbegrebet til platforme ikke kan eller må medføre, at sælgeren, der overdrager

ejendomsretten, dermed ikke længere kan anses som aftalepart. Forbrugeren skal derfor i de

nævnte tilfælde kunne rette sine køberetlige krav, herunder misligholdelsesbeføjelser, mod

såvel sælgeren som platformen.

3.4 Blandede aftaler

I forbindelse med implementeringen af direktivet om digitalt indhold er det nødvendigt at sikre,

at reglerne i direktivet vil finde anvende på den del af blandede aftaler, der vedrører digitalt

indhold og digitale tjenester, medmindre der er tale om varer med digitale elementer, som er

omfattet af varedirektivet. Der foreslås derfor regulering heraf og ikke i øvrigt regulering af

blandede aftaler, jf. kapitel 5, pkt. 4.7.

3.5 Køb af brugte varer på offentlige auktioner

Varedirektivet giver mulighed for at undtage køb af brugte varer på offentlige auktioner fra

forbrugerkøbsreglerne. Udvalget har ikke fundet fornødent grundlag for at foreslå sådanne køb

undtaget fra forbrugerkøbsreglerne, men udvalget foreslår de særlige begrænsninger i adgangen

til at gøre mangler gældende ved sådanne køb videreført i de tilfælde, hvor forbrugeren er

informeret om begrænsningerne, jf. kapitel 5, pkt. 4.8 og kapitel 6, pkt. 1.3.4.

3.6 Køb af levende dyr

3.6.1 Levende dyr undtages ikke

Køb og salg af levende dyr er omfattet af købelovens regler om forbrugerkøb. Varedirektivet

giver medlemsstaterne mulighed for at undtage sådanne køb i forbindelse med gennemførelse

af direktivet.

Udvalget har ikke fundet fornødent grundlag for helt at undtage køb af levende dyr fra

købelovens regler om forbrugerkøb.

3.6.2 Flertallets udtalelse

Et flertal af udvalgets medlemmer, bestående af Thomas Klyver, Louise Black Mogensen,

Susanne Karstoft, Søren Seerup, Kristian Storgaard, Bo Dalsgaard, Lars Frolov-Hammer, Tina

Morell Nielsen, Jacob Linkis, Susanne Aamann, Anne L. Jarulf og Jasmin Sharzad, finder

imidlertid, at forlængelsen af formodningsperioden fra seks måneder til mindst et år, der følger

af varedirektivet, er uhensigtsmæssig ved køb af levende dyr. Det skyldes, at dyr er levende

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

væsner og påvirkes af det miljø, den træning og den behandling, som dyret får hos forbrugeren.

Der gør sig således særlige forhold gældende ved køb af levende dyr, og flertallet foreslår

derfor, at længden af den gældende formodningsperiode på seks måneder fastholdes ved køb af

levende dyr, jf. kapitel 5, pkt. 4.9.2.

3.6.3 Mindretallets udtalelse

Et mindretal af udvalgets medlemmer, bestående af Martha Nør Kjeldsen, finder af hensyn til

forbrugerbeskyttelsen ikke, at formodningsperioden ved køb af levende dyr bør være kortere

end ved køb af andre varer, jf. kapitel 5, pkt. 4.9.3.

3.7 Mangelsbegrebet

3.7.1 Krav om nye regler

Varedirektivet og direktivet om digitalt indhold indfører en række subjektive krav til

overensstemmelse (en mangelfri ydelse), som bygger på parternes aftale, og en række objektive

krav til overensstemmelse, der angiver, hvad der almindeligvis kan forventes af en given vare,

digitalt indhold eller en digital tjeneste, hvis ikke andet er aftalt. De objektive krav indebærer

bl.a., at sælgeren skal sikre, at forbrugeren får besked om og får leveret opdateringer, herunder

sikkerhedsopdateringer, i en vis periode. Denne periode kan i visse tilfælde være længere end

den almindelige reklamationsfrist, når der er tale om en eller flere enkeltstående leveringer af

digitalt indhold og digitale tjenester, herunder når disse er en del af varer med digitale

elementer. Direktiverne indeholder derudover regler om, hvornår manglende overensstemmelse

som følge af forkert installation af en vare, digitalt indhold eller en digital tjeneste udgør en

mangel, og hvornår en begrænsning i anvendelsen af varen, det digitale indhold eller den

digitale tjeneste som følge af tredjemands rettigheder udgør en retsmangel.

Direktivernes regler om mangler nødvendiggør en række ændringer af købeloven. Udvalget

foreslår derfor at nyaffatte købelovens regler om mangler, således at de gældende §§ 75 a-76

erstattes af bestemmelser om overensstemmelse, subjektive og objektive krav til

overensstemmelse, forkert installation og tredjemands rettigheder (retsmangler), jf. kapitel 6,

pkt. 1.3.1.1.

3.7.2 Sælgers loyale oplysningspligt

Udvalget vurderer, at det er muligt at opretholde reglen om, hvornår sælgers brud på den loyale

oplysningspligt udgør en mangel på varedirektivets område. Det vurderes derimod ikke muligt

at opretholde reglen på området for direktivet om digitalt indhold.

Udvalget forslår derfor, at reglen om sælgers loyale oplysningspligt videreføres, dog således at

bestemmelsen ikke finder anvendelse ved køb af digitalt indhold og digitale tjenester, jf. kapitel

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

6, pkt. 1.3.1.2. Det bemærkes, at dette ikke ændrer på de oplysningsforpligtelser for en sælger,

der følger af forbrugeraftaleloven.

3.8 Ændring af digitalt indhold og digitale tjenester

Direktivet om digitalt indhold indeholder regler om, hvornår sælgeren kan ændre digitalt

indhold og digitale tjenester, der leveres over en periode. Der er således bl.a. regler om, hvornår

en ændring må foretages, og hvornår forbrugeren kan ophæve aftalen som følge af (visse)

ændringer. Købeloven indeholder ikke tilsvarende regler. Det foreslås derfor at indsætte en ny

bestemmelse i købeloven, som regulerer sælgerens adgang til at foretage ændringer af digitalt

indhold og digitale tjenester samt kravene hertil og forbrugerens adgang til at ophæve aftalen

som følge af visse ændringer, jf. kapitel 6, pkt. 1.3.2.

3.9 Forbehold ved køb af brugte genstande på offentlige auktioner

Købelovens § 77, stk. 2, indeholder en begrænsning i adgangen til at gøre mangler gældende

for brugte genstande, der er solgt på offentlige auktioner, hvor forbrugeren selv har mulighed

for at være til stede.

Varedirektivet giver medlemsstaterne mulighed for at udelukke købsaftaler om brugte varer,

som sælges på offentlige auktioner, helt fra direktivets anvendelsesområde. Direktivet om

digitalt indhold indeholder ikke en tilsvarende mulighed.

Udvalget vurderer ud

fra en ”det mindre i det mere”-betragtning,

at det er muligt at opretholde

købelovens § 77, stk. 2, fordi varedirektivet giver mulighed for helt at undtage køb af brugte

varer på offentlige auktioner fra forbrugerkøbsreglerne. Udvalget foreslår herefter, at de særlige

begrænsninger i adgangen til at gøre mangler gældende for brugte genstande, der er solgt på

offentlige auktioner, opretholdes, dog således at dette ikke gælder for digitalt indhold og

digitale tjenester, jf. kapitel 6, pkt. 1.3.4.

3.10 Forsinkelse

Købelovens § 74, stk. 1, foreskriver, at der skal ske levering uden unødig forsinkelse og senest

30 dage efter aftalens indgåelse, medmindre parterne har aftalt andet.

Udvalget vurderer, at købelovens § 74, stk. 1, skal opretholdes på varedirektivets område og

for så vidt angår digitalt indhold, der leveres på et fysisk medium, da bestemmelsen

implementerer forbrugerrettighedsdirektivets artikel 18, stk. 1, der er totalharmoniserende.

Udvalget vurderer derimod, at det ikke er muligt at opretholde købelovens § 74, stk. 1, i sin

nuværende form for digitalt indhold, der ikke leveres på et fysisk medium, og digitale tjenester.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Det skyldes, at direktivet om digitalt indhold foreskriver, at levering skal ske uden unødig

forsinkelse og dermed ikke giver mulighed for at indføre andre regler om forsinkelse.

Udvalget foreslår på den baggrund, at der indføres forskellige regler om forsinkelse afhængig

af salgsgenstandens karakter, således at kravet om 30 dage ikke gælder for digitalt indhold, der

ikke leveres på et fysisk medium, og digitale tjenester, jf. kapitel 6, pkt. 1.3.7.

Udvalget foreslår endvidere, at sælgerens og forbrugerens forpligtelser i tilfælde af ophævelse

pga. mangler også skal finde anvendelse ved ophævelse pga. forsinkelse, jf. kapitel 6, pkt. 1.3.7.

3.11 Handelsmæssige garantier

Varedirektivets artikel 17 om handelsmæssige garantier nødvendiggør en række lovændringer

for at sikre korrekt direktivimplementering. Bestemmelsen regulerer både parternes

aftalemæssige forpligtelser (stk. 1) og formkravene til en garanti samt retsvirkningen af

manglende overholdelse heraf (stk. 2 og 3).

Udvalget foreslår at indsætte en ny bestemmelse i købeloven om, at en handelsmæssig garanti

er bindende for garantigiveren på garantierklæringens vilkår og dertil hørende reklamer og om,

at en producent, der giver forbrugeren en handelsmæssig garanti for holdbarhed i en bestemt

periode, er direkte ansvarlig (dvs. indestår) over for forbrugeren i hele garantiperioden for

holdbarhed for så vidt angår afhjælpning eller omlevering af varen, jf. kapitel 6, pkt. 2.5.2-

2.5.4.

Endvidere foreslår udvalget at justere formkravene i markedsføringsloven til en garanti i

overensstemmelse med varedirektivet og at indsætte en bestemmelse, hvoraf fremgår, at

manglende overholdelse af formkravene ikke berører garantiens gyldighed. Det foreslås

ligeledes at opretholde den gældende bestemmelse i markedsføringsloven, hvorefter vilkårene

for en garanti skal være affattet på dansk, hvis markedsføringen er sket på dansk. Endelig

foreslås det at strafsanktionere markedsføringslovens § 17 om garantier, jf. kapitel 6, pkt. 2.5.5

og 2.5.6.

3.12 Misligholdelsesbeføjelser

3.12.1 Krav om nye regler

Varedirektivet og direktivet om digitalt indhold indfører en række bestemmelser om

forbrugerens misligholdelsesbeføjelser i tilfælde af mangler ved varen, det digitale indhold eller

den digitale tjeneste, herunder retten til afhjælpning, omlevering, afslag i prisen og ophævelse

af købsaftalen. Direktiverne angiver tillige en række betingelser for, hvornår de forskellige

misligholdelsesbeføjelser kan gøres gældende (dvs. hierarkiet imellem dem). Købeloven

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

indeholder også regler om, hvilke misligholdelsesbeføjelser forbrugeren kan gøre gældende i

tilfælde af mangler, men reguleringen i købeloven svarer ikke fuldstændig til direktiverne, selv

om beføjelserne og hierarkiet herimellem overordnet set er de samme, jf. bl.a. nedenfor om

afslag.

Artikel 13-16 i varedirektivet og artikel 13-18 i direktivet om digitalt indhold indebærer en

række nødvendige ændringer af købelovens bestemmelser om misligholdelsesbeføjelser.

Særligt for så vidt angår direktivet om digitalt indhold er der er behov for en række mere

omfattende ændringer af købeloven, da direktivet indeholder regler om f.eks. betaling med

personoplysninger samt om sælgerens og forbrugerens særlige ”digitale forpligtelser” i tilfælde

af ophævelse af en aftale.

Udvalget foreslår på den baggrund at nyaffatte købelovens regler om misligholdelsesbeføjelser,

således at lovens gældende § 78 erstattes med direktivernes bestemmelser om beføjelser i

tilfælde af mangler, afhjælpning eller omlevering, afslag i prisen og ophævelse af købsaftalen

samt om parternes forpligtelser ved ophævelse, jf. kapitel 6, pkt. 3.3.1.1.

3.12.2 Afslag i prisen

Både varedirektivet og direktivet om digitalt indhold indeholder regler om, at et afslag i pris

skal fastsættes

forholdsmæssigt

på grundlag af den lavere værdi af varen, det digitale indhold

eller den digitale tjeneste, som forbrugeren har modtaget, i forhold til den værdi,

salgsgenstanden ville have haft, hvis den havde været i overensstemmelse (dvs. mangelfri). Det

vurderes derfor ikke muligt at opretholde købelovens bestemmelse om, at forbrugeren kan

tildeles et

passende afslag,

dvs. at der kan også gives afslag for mangler, der ikke er

værdiforringende. Udvalget foreslår derfor, at købeloven ændres, således at det fremgår, at

forbrugeren alene kan få et

forholdsmæssigt

afslag, jf. kapitel 6, pkt. 3.3.1.3.

3.12.3 Ikke uvæsentlighed som betingelse for ophævelse

Varedirektivets artikel 13, stk. 5, og direktivet om digitalt indholds artikel 14, stk. 6, foreskriver,

at forbrugeren ikke kan ophæve en aftale, hvis manglen kun er uvæsentlig.

Efter den gældende købelov kan forbrugeren også som udgangspunkt kun ophæve aftalen, når

manglen ikke er uvæsentlig. Det gælder dog ikke i de tilfælde, hvor f.eks. afhjælpning eller

omlevering ikke er sket inden rimelig tid.

3.12.3.1 Flertallets udtalelse

Et flertal af udvalgets medlemmer, bestående af Thomas Klyver, Louise Black Mogensen,

Susanne Karstoft, Søren Seerup, Kristian Storgaard, Jacob Linkis, Martha Nør Kjeldsen,

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Susanne Aamann, Anne L. Jarulf og Jasmin Sharzad, vurderer med støtte i

præambelbetragtningerne til varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, at retstilstanden

efter købelovens § 78, stk. 4, kan opretholdes i forbindelse med direktivernes gennemførelse i

dansk ret. Flertallet foreslår derfor, at hvis afhjælpning eller omlevering ikke sker inden for

rimelig tid, kan forbrugeren ophæve aftalen, selv om manglen kun er uvæsentlig, jf. kapitel 6,

pkt. 3.3.2.2.

3.12.3.2 Mindretallets udtalelse

Et mindretal af udvalgets medlemmer, bestående af Bo Dalsgaard, Tina Morell Nielsen og Lars

Frolov-Hammer, vurderer bl.a. med henvisning til direktivernes ordlyd, præambelbetragtninger

og harmoniseringsniveau, at retstilstanden efter købelovens § 78, stk. 4, ikke kan opretholdes,

jf. kapitel 6, pkt. 3.3.2.3.

3.12.4 Tilbageholdelse af betalingen

Varedirektivets artikel 13, stk. 6, nødvendiggør, at købelovens § 79, stk. 2, om forbrugerens

tilbageholdsret udvides til også at omfatte afslag i prisen, således at tilbageholdsretten fremgår

direkte af loven.

Udvalget vurderer det mest hensigtsmæssigt, at forbrugerens tilbageholdsret er den samme,

uanset om forbrugeren har købt en vare, digitalt indhold eller en digital tjeneste. Udvalget

foreslår derfor, at det kommer til at fremgå af loven, at forbrugeren har ret til at tilbageholde

købesummen, indtil sælgeren har opfyldt sine forpligtelser, uanset om aftalen vedrører varer,

digitalt indhold eller digitale tjenester, jf. kapitel 6, pkt. 3.3.3.

3.12.5 Tilbagelevering og tilbagebetaling

I overensstemmelse med varedirektivets artikel 16, stk. 3, foreslår udvalget, at forbrugeren ved

ophævelse af en aftale for sælgers regning skal tilbagelevere varen, og at sælgeren skal

tilbagebetale købesummen ved modtagelsen af varen

eller

dokumentation for tilbagelevering,

jf. kapitel 6, pkt. 3.3.4.

Direktivet om digitalt indhold indebærer, at der herudover skal fastsættes en række specifikke

regler om sælgerens tilbagebetaling af købesummen til forbrugeren ved ophævelse af en aftale.

Derudover medfører direktivet bl.a., at der skal fastsættes regler om, at forbrugeren, hvis det

digitale indhold er blevet leveret på et fysisk medium, skal tilbagelevere dette på anmodning

fra sælgeren, for dennes regning og uden unødig forsinkelse.

Der er således forskel på reglerne om tilbagebetaling i de to direktiver. Henset til forskellen på

varer og digitalt indhold/digitale tjenester, herunder sidstnævntes særlige karakter, vurderes det

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

ikke hensigtsmæssigt at ensrette reglerne om tilbagebetaling. Udvalget foreslår derfor, at de

mere specifikke regler om tilbagebetaling i direktivet om digitalt indhold kun skal finde

anvendelse ved ophævelse af aftaler om digitalt indhold og digitale tjenester, jf. kapitel 6, pkt.

3.3.4.

Efter købelovens § 58 om salgsgenstandens hændelige undergang, kan forbrugeren fortsat

ophæve købet i visse tilfælde, selv om det ikke længere er muligt at tilbagelevere

salgsgenstanden (i væsentligt samme stand og mængde). Udvalget vurderer, at det er muligt og

hensigtsmæssigt at opretholde denne retstilstand. Af informative og lovtekniske grunde foreslår

udvalget, at der indsættes en ny bestemmelse med tilsvarende indhold i købelovens afsnit om

forbrugerkøb, jf. kapitel 6, pkt. 3.3.4.

3.12.6 Begrebet rimelig tid

Afhjælpning og omlevering skal efter købeloven ske inden for rimelig tid. Der gælder det

samme efter varedirektivet og direktivet om digitalt indhold.

Det fremgår af købelovens § 79, stk. 1, at der ved afgørelsen af, om afhjælpning eller

omlevering er sket inden for rimelig tid, navnlig tages hensyn til genstandens art, manglens

beskaffenhed og forbrugerens behov for genstanden, herunder om sælgeren for egen regning

har stillet en erstatningsgenstand til køberens rådighed. Udvalget vurderer, at det er muligt at

opretholde bestemmelsen, og der stilles derfor ikke forslag en ændring heraf, jf. kapitel 6, pkt.

3.3.5.

Varedirektivet giver derudover mulighed for at fastsætte de tidsrum, der

generelt

anses for

rimelige til afhjælpning eller omlevering, navnlig med hensyn til specifikke produktkategorier.

Der skal dog altid foretages en konkret vurdering af den enkelte sags omstændigheder. Udvalget

har ikke fundet fornødent grundlag for at foreslå sådanne vejledende retningslinjer, jf. kapitel

6, pkt. 3.3.5.

3.12.7 Afhjælpning ved tredjemand

Efter købelovens § 78, stk. 4, kan forbrugeren bl.a.

–

for så vidt det kan ske uden

uforholdsmæssige omkostninger

–

lade en mangel afhjælpe af tredjemand for sælgerens

regning, hvis sælgeren ikke opfylder krav eller tilbud om afhjælpning eller omlevering inden

for rimelig tid, uden udgift og uden væsentlig ulempe for forbrugeren.

Varedirektivet giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte betingelser, hvorpå debitors

opgaver kan varetages af en anden person. Udvalget vurderer, at dette også er muligt på området

for direktivet om digitalt indhold. Det foreslås derfor at opretholde gældende dansk ret om,

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

hvornår forbrugeren kan lade en mangel afhjælpe af tredjemand for sælgers regning, jf. kapitel

6, pkt. 3.3.6.

3.13 Forbrugerens bidrag til manglen

Der findes ikke en generel regel om forbrugerens bidrag til manglen i købeloven, men skader,

fejl mv., som forbrugeren selv forårsager, betragtes ikke som mangler i købelovens forstand,

og sådanne forhold udløser derfor ikke misligholdelsesbeføjelser. Varedirektivets artikel 13,

stk. 7, giver medlemsstaterne mulighed for at regulere, hvorvidt og i hvilket omfang

forbrugerens bidrag til en mangel skal berøre forbrugerens misligholdelsesbeføjelser. Udvalget

har ikke fundet fornødent grundlag for at stille forslag herom, jf. kapitel 6, pkt. 3.3.7.

3.14 Mangler der konstateres inden for 30 dage

Varedirektivet giver medlemsstaterne mulighed for at give forbrugere ret til at vælge en specifik

misligholdelsesbeføjelse, hvis en mangel opdages inden for en periode efter levering, der ikke

overskrider 30 dage. Det kan f.eks. være ret til at afvise mangelfulde varer, ophæve aftalen eller

anmode om øjeblikkelig omlevering. Der findes ikke tilsvarende regler i gældende dansk ret.

3.14.1 Flertallets udtalelse

Flertallet af udvalgets medlemmer, bestående af Thomas Klyver, Louise Black Mogensen,

Susanne Karstoft, Søren Seerup, Kristian Storgaard, Bo Dalsgaard, Tina Morell Nielsen, Lars

Frolov-Hammer, Jacob Linkis, Susanne Aamann, Anne L. Jarulf og Jasmin Sharzad, finder ikke

grundlag for at foreslå, at der skal sondres mellem mangler, som opdages før henholdsvis efter

30 dage, og foreslår derfor ikke valgmuligheden udnyttet, jf. kapitel 6, pkt. 3.3.8.2.

3.14.2 Mindretallets udtalelse

Et mindretal af udvalgets medlemmer, bestående af Martha Nør Kjeldsen, foreslår, at der

indføres adgang til øjeblikkelig omlevering eller ophævelse i tilfælde af mangler, der viser sig

inden 30 dage, medmindre det er umuligt eller vil påføre sælgeren uforholdsmæssige

omkostninger, jf. kapitel 6, pkt. 3.3.8.3.

3.15 Undersøgelsesgebyr

Hvis en salgsgenstand indleveres til undersøgelse med henblik på afhjælpning mv., og det ved

undersøgelse af salgsgenstanden konstateres, at den er behæftet med en mangel, må sælgeren

ikke

opkræve et undersøgelsesgebyr. Hvis det derimod konstateres enten, at salgsgenstanden

ikke er defekt eller, at genstanden måske nok er defekt, men at der ikke foreligger en køberetlig

mangel, f.eks. fordi defekten skyldes forbrugerens (forkerte) håndtering af genstanden, kan

sælgeren kræve et undersøgelsesgebyr, hvis forbrugeren på forhånd er blevet gjort udtrykkeligt

bekendt hermed.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

3.15.1 Flertallets udtalelse

Et flertal af udvalgets medlemmer, bestående af Thomas Klyver, Louise Black Mogensen,

Susanne Karstoft, Søren Seerup, Kristian Storgaard, Bo Dalsgaard, Tina Morell Nielsen, Lars

Frolov-Hammer, Susanne Aamann, Anne L. Jarulf og Jasmin Sharzad, har ikke fundet

fornødent grundlag for at foreslå et totalforbud mod undersøgelsesgebyrer, jf. kapitel 6, pkt.

3.3.12.2.

Flertallet lægger vægt på bl.a., at et totalforbud vil pålægge sælgeren at betale for

omkostningerne ved undersøgelse af salgsgenstanden i tilfælde, hvor genstanden viser sig

ikke

at lide af en mangel, dvs. i tilfælde, hvor sælgeren har opfyldt sin del af aftalen ved at levere en

mangelfri ydelse til forbrugeren, og at et totalforbud vil udelukke muligheden for at foretage en

konkret vurdering af det enkelte gebyrs rimelighed i situationer, hvor salgsgenstanden ikke lider

af en køberetlig mangel.

Undersøgelsesgebyrer kan også reguleres på anden måde end ved et totalforbud. Flertallet

finder, at overvejelser om en sådan regulering forudsætter undersøgelser og afdækning af

spørgsmål, som udvalget henset til implementeringsfristen for direktiverne ikke har mulighed

for at foretage. Flertallet afstår derfor fra at udtale sig om behovet for en sådan regulering,

herunder fra at fremkomme med forslag hertil, jf. kapitel 6, pkt. 3.3.12.2.

3.15.2 Mindretallets udtalelse

Et mindretal af udvalgets medlemmer, bestående af Martha Nør Kjeldsen, foreslår, at der

indføres et totalforbud mod undersøgelsesgebyrer af hensyn til forbrugerbeskyttelsen, jf. kapitel

6, pkt. 3.3.12.3.

3.15.3 Et udvalgsmedlem afstår

Jacob Linkis afstår fra at udtale sig for eller imod de forskellige forslag.

3.16 Den absolutte reklamationsfrist

3.16.1 Krav om nye regler

Den gældende reklamationsfrist i købeloven er to år, jf. købelovens § 83, stk. 1.

Udgangspunktet efter varedirektivet er en reklamationsfrist på mindst to år for varer og varer

med digitale elementer. Det gælder dog ikke, hvis en aftale om varer med digitale elementer

foreskriver løbende levering af det digitale indhold eller den digitale tjeneste i mere end to år.

I så fald skal forbrugeren kunne gøre mangler ved det digitale indhold eller den digitale tjeneste

(dvs. det digitale element) gældende i hele den periode, hvori indholdet eller tjenesten skal

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

leveres i henhold til aftalen. Hvis det digitale indhold ifølge aftalen f.eks. skal leveres løbende

over en periode på tre år, skal forbrugeren således kunne reklamere herover i tre år.

Udgangspunktet efter direktivet om digitalt indhold er en reklamationsfrist på mindst to år for

digitalt indhold og digitale tjenester, der leveres ved en eller flere enkeltstående leveringer. Er

der tale om løbende levering af digitalt indhold eller digitale tjenester, skal forbrugeren kunne

gøre mangler gældende i leveringsperioden. Løbende levering over f.eks. en treårig periode

betyder således, at forbrugeren skal kunne reklamere i tre år.

For at sikre korrekt implementering af direktiverne og for at skabe en klar retstilstand er det

nødvendigt, at det kommer til at fremgå udtrykkeligt af købeloven, at forbrugeren kan gøre

mangler ved digitalt indhold eller digitale tjenester gældende i hele leveringsperioden, når der

er aftalt løbende levering. Det gælder både for køb af varer med digitale elementer, hvor det

digitale indhold eller den digitale tjeneste leveres løbende i en periode på mere end to år, og for

aftaler om levering af digitalt indhold og digitale tjenester, hvor der er aftalt løbende levering i

en periode. Udvalget foreslår derfor en sådan justering af den absolutte reklamationsfrist, jf.

kapitel 7, pkt. 1.3.1.

Udvalget foreslår derudover, at der fastsættes en periode på to måneder efter endt løbende

levering af

digitalt indhold og digitale tjenester,

hvor forbrugeren kan reklamere over mangler

herved, jf. kapitel 7, pkt. 1.3.3. Perioden på to måneder stemmer overens med den relative

reklamationsfrist for varer og er efter udvalgets opfattelse rimelig for både forbrugeren og

sælgeren. Derudover skaber den forudsigelighed for parterne og et fast sluttidspunkt for deres

mellemværende.

Udvalget foreslår derimod ikke at fastsætte en yderligere periode, hvori forbrugeren kan

reklamere, efter endt

levering af varer med digitale elementer

i mere end to år. Det skyldes

bl.a., at digitalt indhold og digitale tjenester, der er en del af varer med digitale elementer, er

nødvendige for at få varen til at fungere, og at der ikke bør være forskel på reklamationsfristen

for varer og de digitale elementer, der indgår i varen, medmindre det udtrykkeligt følger af

direktivet, jf. kapitel 7, pkt. 1.3.3.

Både varedirektivet og direktivet om digitalt indhold indeholder endvidere regler om den

periode, hvor sælgeren skal sikre, at forbrugeren får besked om og får leveret opdateringer,

herunder sikkerhedsopdateringer, som er nødvendige for, at salgsgenstanden bliver ved med at

være i overensstemmelse. Ved aftaler om løbende levering af det digitale element i en vare, det

digitale indhold eller den digitale tjeneste svarer perioden til reklamationsfristen. Ved aftaler

om enkeltstående leveringer kan perioden strække sig ud over den sædvanlige

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

reklamationsfrist. Efter direktiverne må reklamationsfristen ikke afskære forbrugeren fra at

gøre mangler, som skyldes manglende eller forkert opdatering, gældende i den periode, hvor

sælgeren er forpligtet til at give forbrugeren besked om og levere opdateringer, herunder

sikkerhedsopdateringer. Denne periode kan være længere end den periode, hvor sælgeren

normalt er ansvarlig for mangler

–

dvs. længere end den sædvanlige absolutte reklamationsfrist.

For at sikre korrekt implementering af direktiverne er det nødvendigt, at det kommer til at

fremgå udtrykkeligt af købeloven, at forbrugeren kan gøre mangler, som skyldes manglende

eller forkert opdatering, gældende i hele den periode, hvor sælgeren er forpligtet til at levere

opdateringer, herunder sikkerhedsopdateringer, og der stilles derfor forslag herom, jf. kapitel

7, pkt. 1.3.1.

3.16.2 Forlængelse af den absolutte reklamationsfrist

Efter varedirektivet og direktivet om digitalt indhold skal reklamationsfristen være mindst to år

i de tilfælde, der ikke er behandlet i afsnittet ovenfor. Direktiverne giver således mulighed for

at indføre en længere reklamationsfrist end to år. Direktiverne giver både mulighed for en

generel forlængelse af reklamationsfristen og for at fastsætte reklamationsfrister af forskellig

længde for f.eks. forskellige produktkategorier (en såkaldt differentieret reklamationsfrist).

Reklamationsfristen er en klagefrist. Ved at reklamere (klage) inden for fristen har forbrugeren

adgang til at forsøge at gøre gældende, at der er en mangel ved salgsgenstanden. Når fristen er

udløbet, uden at der er reklameret, har forbrugeren ikke længere adgang til at gøre en eventuel

mangel gældende over for sælgeren, medmindre der f.eks. er givet en garanti, der rækker ud

over to år. Parternes mellemværende er dermed endelig afsluttet.

En reklamation inden for reklamationsfristen er ikke ensbetydende med, at der foreligger en

køberetlig mangel, som sælgeren er forpligtet til at udbedre ved afhjælpning (reparation),

omlevering

eller

andre

misligholdelsesbeføjelser.

For

forbrugeren

får

misligholdelsesbeføjelser, skal forbrugeren bl.a. bevise, at der er en kvalitetsafvigelse/fejl mv.

ved salgsgenstanden, og at denne var til stede på leveringstidspunktet. Erfaringsmæssigt bliver

det vanskeligere for forbrugeren at bevise, at fejlen var til stede på leveringstidspunktet, jo

længere tid der går, fra leveringen har fundet sted.

Udvalget har på den baggrund overvejet, om den toårige reklamationsfrist i købeloven bør

forlænges generelt. Udvalget har ligeledes overvejet, om der bør indføres en differentieret

reklamationsfrist.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Udvalgets overvejelser har taget udgangspunkt i et forslag fra Forbrugerrådet Tænk om en

reklamationsfrist på seks år for varige forbrugsgoder, som forventes at have en vis levetid, og

tre år i alle andre tilfælde. Forbrugerrådet Tænk har subsidiært foreslået, at man ved en

forlængelse af reklamationsfristen ud over to år kan overveje at indføre reparation som den

primære eller eneste misligholdelsesbeføjelse gældende for perioden efter de to år.

Forbrugerrådet Tænk har derudover stillet forslag om, at både producenter og sælgere skal være

ansvarlige for mangler, således at forbrugerne får adgang til at gøre misligholdelsesbeføjelser

gældende over for begge.

Udvalget bemærker i den forbindelse, at det falder uden for kommissoriet at overveje at indføre

af krav til producenter, herunder et eventuelt producentansvar.

Udvalget har til brug for overvejelserne indhentet oplysninger om retstilstanden i andre lande

og om de forventede konsekvenser af en forlængelse af reklamationsfristen, herunder stats- og

erhvervsøkonomiske konsekvenser og konsekvenser for den grønne omstilling.

3.16.3 Reklamationsfristen i andre lande

Udvalget har indhentet oplysninger om reklamationsfristen i andre lande. Heraf fremgår, at

størstedelen af EU/EØS-medlemsstaterne på nuværende tidspunkt har en reklamationsfrist på

to år, hvilket svarer til den danske frist.

Udvalget har ligeledes modtaget en udtalelse fra Forbrukerrådet i Norge om

reklamationsfristerne i norsk ret, hvoraf fremgår, at udgangspunktet i Norge er en absolut

reklamationsfrist på to år. Fristen er dog fem år for salgsgenstande, der ved normal brug er

beregnet til at holde betydeligt længere end to år. Bestemmelsen blev indført i 1988. Den

juridiske og faktiske sondring mellem den korte og lange frist har givet anledning til en række

udfordringer og problemstillinger i praksis.

3.16.4 Erhvervsøkonomiske konsekvenser

Udvalget har ligeledes indhentet en udtalelse fra Dansk Erhverv og Foreningen for Dansk

Internethandel (der den 1. november 2020 fusionerede med Dansk Erhverv) om

konsekvenserne for erhvervslivet af en eventuel forlængelse af reklamationsfristen.

Af udtalelsen fremgår bl.a., at 65 pct. af de adspurgte virksomheder vurderer, at en forlænget

reklamationsfrist vil medføre flere udgifter og nødvendiggøre, at priserne hæves. Heraf

vurderer 10 pct., at det

ikke

vil påvirke deres konkurrenceevne. Det fremgår videre, at

virksomhederne har store omkostninger ved håndtering af reklamationssager, og at en forlænget

reklamationsfrist vil forøge disse omkostninger.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

3.16.5 Statsøkonomiske konsekvenser

Udvalget har endvidere indhentet en udtalelse om de statsfinansielle konsekvenser af en

eventuel forlængelse af reklamationsfristen fra Nævnenes Hus, hvorunder Center for

Klageløsning og Forbrugerklagenævnet hører.

Af udtalelsen fremgår bl.a., at Nævnenes Hus ikke med sikkerhed kan vurdere de

statsfinansielle konsekvenser af en eventuel forlængelse af reklamationsfristen. Hvis

reklamationsfristen forlænges på enkelte eller flere varegrupper, vurderer Nævnenes Hus

imidlertid, at det vil forøge antallet af klager i det offentlige forbrugerklagesystem væsentligt

alt efter typen og antallet af varegrupper og dermed forøge omkostningerne til at drive nævnet.

Hvis det offentlige forbrugerklagesystem modtager 25 pct. henholdsvis 50 pct. flere klager end

forventningen i 2020 vil det forøge omkostningerne med 4,5 mio. kr. henholdsvis 9,0 mio. kr.

3.16.6 Konsekvenser for den grønne omstilling

Det fremgår af udvalgets kommissorium, at udvalget bl.a. skal overveje, om

–

og i givet fald

hvordan

–

den valgfrihed, som direktiverne giver, kan og bør udnyttes til at understøtte den

grønne omstilling. Udvalget har derfor overvejet, hvilke konsekvenser for den grønne

omstilling en eventuel forlængelse af reklamationsfristen kan have. Udvalget har i den

forbindelse indhentet og modtaget udtalelser herom.

Udvalget har bl.a. indhentet en udtalelse fra Miljøministeriet og Klima-, Energi- og

Forsyningsministeriet, hvoraf fremgår, at længere produktholdbarhed og levetidsforlængelse

gennem reparationer og andre levetidsforlængende tiltag, er de centrale virkemidler i forhold

til at understøtte den grønne omstilling. Derudover fremgår det af udtalelsen, at ministerierne

ikke er bekendte med, at der foreligger evidens for den direkte effekt, som en længere

reklamationsfrist kan have på den grønne omstilling. En forlængelse af reklamationsfristen

vurderes dog at ville medføre en indirekte effekt på den grønne omstilling. Det begrundes med,

at en forlængelse af reklamationsfristen vil øge incitamentet hos sælgere og producenter til at

ændre varesortiment henholdsvis produktdesign i retning af produkter med længere holdbarhed,

færre fejl og bedre mulighed for reparation. Ministerierne bemærker, at der er praktiske

udfordringer ved at påvise eller forudsige effekten af de ændrede incitamenter, som en

forlængelse af reklamationsfristen vil medføre. Det er derfor meget vanskeligt at kvantificere,

i hvilket omfang de ændrede incitamenter ved en forlængelse af reklamationsretten vil

afstedkomme adfærdsændringer hos henholdsvis sælgere, producenter og købere. Ministerierne

har supplerende oplyst, at ministerierne ikke er bekendt med empiriske undersøgelser af de

ændrede incitamenter med dokumentation for, at en forlængelse af reklamationsfristen

–

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

eventuelt i kombination med en forlængelse af formodningsperioden

–

vil have en indirekte

effekt i forhold til at understøtte den grønne omstilling.

Bland andet på baggrund af udtalelsen fra Miljøministeriet samt Klima-, Energi- og

Forsyningsministeriet har udvalget overvejet, hvilke virkemidler inden for udvalgets

kommissorium, som kan være til gavn for den grønne omstilling.

Længere produktholdbarhed og produktdesign, som muliggør billige og klimavenlige

reparationer mv., er forhold, som producenterne i første række har rådighed over. Indførelse af

produktspecifikke krav til holdbarhed og reparerbarhed rettet mod producenterne vil som følge

heraf være de virkemidler, som vil have en direkte effekt i forhold til at understøtte den grønne

omstilling.

Det falder uden for udvalgets kommissorium at overveje at indføre produktspecifikke krav til

holdbarhed og mulighed for levetidsforlængelse gennem billige og klimavenlige reparationer,

f.eks. krav om anvendelse af holdbare materialer, der har lang levetid, og som kan repareres,

genbruges og genanvendes. De virkemidler, som det falder inden for udvalgets kommissorium

at overveje, vil eventuelt kunne have en indirekte effekt i forhold til at understøtte den grønne

omstilling.

Varedirektivet og direktivet om digitalt indhold giver heller ikke mulighed for at fravige

reguleringen af valget mellem de forskellige misligholdelsesbeføjelser inden for

minimumsreklamationsperioden. Der kan således ikke inden for de første to år indføres regler,

som afskærer forbrugeren fra at vælge omlevering i stedet for reparation, eller som tvinger den

erhvervsdrivende til at foretage reparation i tilfælde, hvor det vil være forbundet med

uforholdsmæssige omkostninger.

Som anført er det vanskeligt at kvantificere, i hvilket omfang de ændrede incitamenter ved en

forlængelse af reklamationsretten vil afstedkomme adfærdsændringer hos henholdsvis

forbrugere, sælgere og producenter, og dermed hvor stor effekt der vil være for den grønne

omstilling. Der er også andre incitamenter for virksomheder og forbrugere end dem, der er

nævnt i udtalelsen fra ministerierne, herunder incitamenter der efter omstændighederne kan

trække i den modsatte retning. Udvalget har på den baggrund søgt yderligere at perspektivere

den af Miljøministeriet samt Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet beskrevne

incitamentsstruktur ud fra de køberetlige rammer, som en eventuel forlængelse af

reklamationsfristen indgår i.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

En forlængelse af reklamationsfristen må formodes navnlig at have betydning for adgangen til

at gøre holdbarhedsmangler gældende.

Varedirektivets mangelsbegreb i forhold til holdbarhed indebærer, at der som udgangspunkt

kun foreligger en mangel, hvis den konkrete salgsgenstand holder kortere tid end, hvad der er

sædvanligt for en tilsvarende salgsgenstand ved normal brug. Der er således ikke en direkte

sammenhæng mellem, hvor længe et givent produkt holder og reklamationsfristens længde.

Hvis en større elektronikvirksomhed f.eks. vælger at producere en smartphoneserie, således at

de pågældende smartphones sædvanligvis bevarer deres funktioner og ydeevne i to til tre år, vil

det

–

uanset en forlængelse af reklamationsfristen fra to til seks år

–

som udgangspunkt ikke

udgøre en køberetlig holdbarhedsmangel, at den konkrete telefons ydeevne og funktioner bliver

væsentligt forringet efter to et halvt år.

Sælgeren og producenten kan endvidere bruge andre virkemidler end ændring af varesortiment

henholdsvis produktkvalitet for at undgå mangler, f.eks. ved at det klart fremgår af købsaftalen,

at salgsgenstanden har en holdbarhed, som er kortere den sædvanlige, eller at prisen fastsættes

under hensyn til produktets korte holdbarhed, således forbrugeren ikke med rimelighed kan

forvente mere end den holdbarhed, som produktet faktisk har.

Der er på den baggrund ikke umiddelbart grundlag for at antage, at en forlængelse af

reklamationsfristen vil føre til, at producenterne sender produkter på markedet, som samlet set

får en mærkbar længere levetid end den, der er sædvanlig i dag. Martha Nør Kjeldsen har under

henvisning til udtalelsen fra Miljøministeriet og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

anført, at en forlængelse af reklamationsretten må formodes at have en effekt på produkters

samlede levetid, men at det er vanskeligt at udtale sig om omfanget.

Forbrugeren har som udgangspunkt valgfrihed mellem afhjælpning og omlevering, medmindre

den valgte beføjelse er umulig eller uforholdsmæssig for sælgeren. Af ovennævnte udtalelse fra

Dansk Erhverv og Foreningen for Dansk Internethandel fremgår, at når forbrugere reklamerer

over et produkt, beder forbrugerne oftest om omlevering (af en ny vare) eller at få pengene

tilbage (ophæve aftalen). Det er et mindretal af forbrugerne, der ønsker reparation. Det

bemærkes, at undersøgelsen ikke siger noget om, hvilke beføjelse forbrugeren ender med.

En reparation som følge af en mangel skal kun bringe salgsgenstanden i mangelfri tilstand,

herunder også hvad angår holdbarhed. En reparation af en fejl på en enkelt produktdel vil i

almindelighed ikke føre til, at andre centrale produktdele holder længere. En reparation vil

derfor ikke nødvendigvis føre til, at produktets levetid forlænges væsentligt. Det er kun i de

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

tilfælde, hvor manglen bliver afhjulpet ved en levetidsforlængende reparation, at der kan være

en effekt på den grønne omstilling.

Effekten på den grønne omstilling påvirkes også af den generelle forbrugeradfærd. Hvis

forbrugeren udskifter salgsgenstanden med en nyere og mere moderne model, inden

holdbarhedsmanglen viser sig, vil det beskrevne incitament (køber påvirker sælger, og sælger

påvirker producent) ikke være til stede, og dermed vil der ikke være en effekt på den grønne

omstilling. Det øgede fokus i samfundet på klimavenlig adfærd og eventuelle andre initiativer

i den forbindelse vil kunne påvirke den generelle forbrugeradfærd til gavn for den grønne

omstilling.

3.16.7 Flertallets udtalelse

Et flertal af udvalgets medlemmer, bestående af Thomas Klyver, Susanne Karstoft, Søren

Seerup, Kristian Storgaard, Bo Dalsgaard, Lars Frolov-Hammer og Tina Morell Nielsen, finder

efter en samlet vurdering, at der ikke er fornødent grundlag for at foreslå en forlængelse af

reklamationsfristen ud over to år

–

heller ikke for specifikke produktkategorier, jf. kapitel 7,

pkt. 1.3.2.7.

Flertallet lægger i den forbindelse særlig vægt på, at der efter det oplyste ikke foreligger

dokumentation for, at en forlængelse af reklamationsfristen vil have en effekt på den grønne

omstilling. Der er ikke grundlag for at antage, at en forlængelse af reklamationsfristen vil føre

til, at produkterne på det danske marked vil få en mærkbar længere holdbarhed og levetid end

det, der er sædvanligt i dag, eller at det vil medføre mærkbart flere reparationer.

Flertallet bemærker, at der bør anvendes de rette instrumenter til at regulere et givent område.

De modtagne udtalelser fra en bred kreds af interessenter peger entydigt på, at det er længere

produktholdbarhed og levetidsforlængelse gennem reparationer og andre levetidsforlængende

tiltag, der er de centrale virkemidler for den grønne omstilling. Regulering af

reklamationsfristen ses efter flertallets opfattelse ikke at være det rette instrument til at regulere

produktholdbarhed.

Flertallet bemærker endvidere, at udtalelsen fra Miljøministeriet og Klima-, Energi- og

Forsyningsministeriet ikke kan stå alene. Der er mange andre og mere tungtvejende faktorer

end de af ministerierne beskrevne incitamenter, der har indflydelse på, hvilke produkter en

sælger vælger at udbyde, og hvilket produktdesign en producent vælger. Det afgørende er først

og fremmest, hvilke produkter forbrugerne efterspørger. Det kan f.eks. være produkter til den

billigst mulige pris, eller produkter, der er populære på grund af deres design eller mærke.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Flertallet lægger derudover vægt på bl.a., at en forlængelse af reklamationsfristen vil udgøre en

væsentlig økonomisk byrde for erhvervslivet. Det kan efter omstændighederne blive

nødvendigt for erhvervsdrivende at sætte prisen op for at imødegå risikoen for tab, hvilket kan

skade danske virksomheders konkurrenceevne.

En differentieret reklamationsfrist vil

–

som det bl.a. fremgår af udtalelsen fra Forbrukerrådet i

Norge og afhængig af den konkrete model

–

kunne give anledning til en række vanskelige

afgrænsningsproblemer. Hensynet bag fastsættelse af reklamationsfrister er, at parterne får et

forudsigeligt fixpunkt for, hvornår deres mellemværende er endeligt afsluttet. Der er således

efter flertallets vurdering mange faldgruber forbundet med at komplicere retstilstanden med

deraf følgende uklarhed og øget potentiale for tvister. Flertallet finder derfor heller ikke, at der

er det fornødne grundlag for at foreslå en differentieret forlængelse af den absolutte

reklamationsfrist, jf. kapitel 7, pkt. 1.3.2.7.

3.16.8 Mindretallets udtalelse

Et mindretal af udvalgets medlemmer, bestående af Martha Nør Kjeldsen, finder, at en

differentieret forlængelse af reklamationsfristen, dvs. seks år for varige forbrugsgoder og tre år

for resterende forbrugsgoder, vil sikre en bedre og mere rimelig balance i forholdet mellem

forbrugere og erhvervsdrivende, ligesom det vil understøtte den grønne omstilling, jf. kapitel

7, pkt. 1.3.2.8.

Mindretallet lægger særligt vægt på, at en reklamationsret på to år helt overordnet set ikke er

udtryk for en rimelig balance mellem forbrugerens og den erhvervsdrivendes ansvar for

produktet

–

særligt ikke ved varige forbrugsgoder.

Mindretallet har i forhold til spørgsmålet om den grønne omstilling først og fremmest noteret

sig, at Miljøministeriet og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet peger på, at en forlængelse

af reklamationsretten vil medføre en indirekte effekt på den grønne omstilling i form af

incitamentsændringer hos erhvervsdrivende og forbrugere, idet en forlængelse af

reklamationsretten vil øge incitamentet til at ændre varesortiment henholdsvis produktdesign i

retning af produkter med længere holdbarhed, færre fejl og bedre mulighed for reparation.

Samtidig vil køber få øget incitament til at benytte sig af reklamationsretten, hvilket må antages

i sidste ende at lede til flere reparationer. Ifølge mindretallet er det ikke overraskende, at

ministerierne ikke er bekendt med, at der foreligger evidens for den direkte effekt en

forlængelse af reklamationsretten for den grønne omstilling, da man først for nylig er begyndt

at arbejde med disse sammenhænge i forhold til den grønne omstilling.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Mindretallet lægger endvidere vægt på bl.a., at hovedårsagen til, at forbrugere ikke får repareret

produkter efter reklamationsfristens udløb er, at det er for dyrt. En forlængelse af

reklamationsfristen vil føre til, at flere forbrugere uden ekstra betaling får adgang til at få

repareret deres defekte produkter. Dertil kommer, at der vil komme et øget fokus på også at få

repareret produkter af lidt ældre dato, hvilket kan være med til at skabe adfærdsændringer hos

forbrugerne i retning af generelt at søge produkter repareret frem for udskiftet, hvilket også er

en nødvendig adfærdsændring, hvis man skal lykkes med den grønne omstilling.

Mindretallet bemærker, at det arbejde, der pågår i EU vedrørende levetid og krav til holdbarhed,

er et essentielt element i den grønne omstilling, men at det ikke kan stå alene.

Mindretallet lægger i den forbindelse vægt på, at hvis man vil sikre, at forbrugerne kan anvende

holdbarhed som objektivt kriterium ved mangelsvurderingen, bør man forlænge

reklamationsfristen, så forbrugerne også får mulighed for at klage, når manglen viser sig efter

to år. Civilretlige tiltag som dette vil kunne understøtte og supplere de regler om

produktholdbarhed, der kommer fra EU, og som udelukkende er underlagt offentligretlig

håndhævelse.

3.16.9 En række udvalgsmedlemmer afstår

Louise Black Mogensen, Susanne Aamann, Anne L. Jarulf, Jasmin Sharzad og Jacob Linkis

afstår fra at udtale sig for eller imod de forskellige forslag.

3.17 Den relative reklamationsfrist

Efter den relative reklamationsfrist i købelovens § 81 skal forbrugeren reklamere inden for

rimelig tid efter, at forbrugeren har opdaget en mangel. Reklamation inden for to måneder er

dog altid rettidig. Efter § 82 gælder den relative reklamationsfrist ikke, hvis sælgeren har

handlet i strid med almindelig hæderlighed eller groft uagtsomt.

Varedirektivet giver medlemsstaterne mulighed for at opretholde bestemmelser, der fastsætter,

at forbrugeren for at kunne nyde godt af sine rettigheder skal underrette sælgeren om en mangel

inden for en periode på mindst to måneder fra forbrugeren opdagede manglen. Direktivet om

digitalt indhold indeholder ikke en tilsvarende mulighed.

Udvalget vurderer derfor, at det er muligt at opretholde den relative reklamationsfrist på

varedirektivets område, men ikke på området for direktivet om digitalt indhold.

Udvalget foreslår derfor, at den relative reklamationsfrist opretholdes, men at fristen ikke skal

gælde for aftaler om levering af digitalt indhold og digitale tjenester, jf. kapitel 7, pkt. 1.3.4.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

3.18 Undtagelser til den absolutte reklamationsfrist

Det fremgår af købelovens § 83, stk. 1 og 2, at den absolutte reklamationsfrist ikke finder

anvendelse, hvis sælgeren har handlet i strid med almindelig hæderlighed, eller hvis

salgsgenstanden i henhold til et påbud fra en offentlig myndighed skal tilbagekaldes eller

destrueres, fordi den udgør en fare. Den absolutte reklamationsfrist finder heller ikke

anvendelse ved retsmangler og byggematerialer. I disse tilfælde gælder alene de almindelige

forældelsesregler. Undtagelserne til den absolutte reklamationsfrist foreslås opretholdt, jf.

kapitel 7, pkt. 1.3.5.

3.19 Formodningsreglen

3.19.1 Krav om nye regler

Efter købelovens § 77 a, stk. 3, er formodningsperioden i dansk ret seks måneder.

Formodningsreglen regulerer, om det er sælgeren eller forbrugeren, der har bevisbyrden for, at

en fejl forelå på tidspunktet for risikoens overgang (leveringstidspunktet) og derfor udgør en

mangel i køberetlig forstand. I formodningsperioden er det sælgeren, der har bevisbyrden for,

at en fejl eller kvalitetsafvigelse, som køberen har påvist, ikke var til stede på

leveringstidspunktet. Når formodningsperioden udløber, er det forbrugeren, der skal bevise, at

fejlen var til stede på leveringstidspunktet. Det er et grundlæggende princip i dansk ret, at

bevisbyrden ligger hos den part i en sag, der ønsker at gøre et krav gældende.

Formodningsreglen udgør en undtagelse til dette princip.

En reklamation (klage) inden for en eventuel forlænget formodningsperiode er ikke

ensbetydende med, at der foreligger en køberetlig mangel, som sælgeren er forpligtet til at rette

op på ved afhjælpning (reparation), omlevering, afslag i prisen eller ophævelse. For at

forbrugeren får ret til disse misligholdelsesbeføjelser, skal forbrugeren således fortsat føre bevis

for, at der foreligger en fejl, kvalitetsafvigelse mv.

Varedirektivet og direktivet om digitalt indhold nødvendiggør en række ændringer af

formodningsreglen i dansk ret, herunder at formodningsperioden for varer samt digitalt indhold

og digitale tjenester, der leveres ved en eller flere enkeltstående leveringer, skal forlænges fra

seks måneder til et år.

Ifølge varedirektivet skal formodningsperioden for varer forlænges fra seks måneder til mindst

et år. Perioden kan dog også forlænges til to år. Direktivet om digitalt indhold indeholder ikke

samme mulighed. Udvalget har derfor overvejet, om der er grundlag for at foreslå, at

formodningsperioden for varer forlænges til to år.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Udvalget har til brug for overvejelserne indhentet oplysninger om retstilstanden i andre lande

og forventelige konsekvenser af en sådan forlængelse af formodningsperioden, herunder

konsekvenser for den grønne omstilling.

3.19.2 Formodningsreglen i andre lande

Udvalget har indhentet oplysninger om formodningsreglen i andre lande. Heraf fremgår, at

langt størstedelen af EU/EØS-medlemsstaterne og Det Forenede Kongerige har valgt at

fastsætte en formodningsperiode på seks måneder, hvilket svarer til gældende dansk ret.

3.19.3 Konsekvenser for den grønne omstilling

Det fremgår som nævnt af udvalgets kommissorium, at udvalget bl.a. skal overveje, om

–

og i

givet fald hvordan

–

den valgfrihed, som direktiverne giver, kan og bør udnyttes til at

understøtte den grønne omstilling. Udvalget har derfor overvejet, hvilke konsekvenser for den

grønne omstilling en eventuel forlængelse af formodningsperioden kan have.

Udvalget har bl.a. på baggrund af udtalelsen fra Miljøministeriet og Klima-, Energi- og

Forsyningsministeriet lagt til grund, at det er længere produktholdbarhed og levetidsforlængelse

gennem reparationer og andre levetidsforlængende tiltag, som er de centrale virkemidler i

forhold til at understøtte den grønne omstilling. Udvalget har derfor søgt at afdække, om en

forlængelse af formodningsperioden fra et år til to år vil understøtte den grønne omstilling.

Af en udredning afgivet af det svenske udvalg om implementering af varedirektivet og

direktivet om digitalt indhold fremgår, at der ikke er fundet noget grundlag, som giver belæg

for, at en længere periode med omvendt bevisbyrde vil bidrage til længere holdbarhed for varer

eller påvirke miljøet positivt (En ny lag om konsumentskydd vid köp och vissa andra avtal,

Betänkande av Utredningen om nya konsumentköpregler, Stockholm 2020, SOU 2020:51, s.

114).

Udtalelsen fra Miljøministeriet og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, jf. kapitel 7, pkt.

1.3.2.6, forholder sig ikke specifikt til en forlængelse af formodningsperioden fra et år til to år,

men omtaler spørgsmålet om en eventuel forlængelse af formodningsperioden i kombination

med en forlængelse af reklamationsfristen.

Ligesom ved en forlængelse af reklamationsfristen ud over to år vil en eventuel effekt i forhold

til at understøtte den grønne omstilling ved en forlængelse af formodningsperioden afhænge af,

i hvilket omfang det af ministerierne beskrevne incitament vil medføre adfærdsændringer

(køber påvirker sælger, og sælger påvirker producent).

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

En forlængelse af reklamationsfristen ud over to år og en forlængelse af formodningsperioden

fra et år til to år har imidlertid forskellig betydning for køberens adgang til at gøre mangler

gældende og dermed også for vurderingen af en eventuel effekt i forhold til den grønne

omstilling. En forlængelse af formodningsperioden til to år adskiller sig bl.a. ved, at forbrugeren

ikke får adgang til at gøre mangler gældende, som ikke kan gøres gældende i dag, idet

formodningsreglen alene regulerer, hvem der bærer bevisbyrden for, at en fejl,

kvalitetsafvigelse mv. var til stede på leveringstidspunktet.

En forlængelse af formodningsperioden må alt andet lige forventes at føre til, at forbrugere i

højere grad end ved en etårig formodningsperiode vil få medhold i, at der foreligger mangel og

dermed få misligholdelsesbeføjelser. Det er dog meget vanskeligt at påvise eller forudsige, i

hvilket omfang det vil ske, da det afhænger af en række parametre, som det er forbundet med

stor usikkerhed at undersøge og skønne over. Formodningsreglen har bl.a. ikke betydning for,

om der rent faktisk foreligger en køberetlig mangel, som udløser misligholdelsesbeføjelser.

Formodningsreglen har heller ikke betydning for, hvilke misligholdelsesbeføjelser der

eventuelt måtte blive udløst.

Det er i de tilfælde, hvor manglen bliver afhjulpet ved en levetidsforlængende reparation, at der

kan være en effekt på den grønne omstilling. Forbrugeren har som nævnt som udgangspunkt

valgfrihed mellem afhjælpning og omlevering, medmindre den valgte beføjelse er umulig eller

uforholdsmæssig for sælgeren. Af den nævnte udtalelse fra Dansk Erhverv og Foreningen for

Dansk Internethandel fremgår, at forbrugerne oftest beder om en ny vare (omlevering) eller at

få pengene tilbage (ophævelse), når de reklamerer over et produkt. Det er et mindretal af

forbrugerne, der ønsker reparation. Det bemærkes, at undersøgelsen ikke siger noget om,

hvilken beføjelse forbrugeren ender med. Denne forbrugeradfærd vil en forlængelse af

formodningsperioden

–

og dermed en ændring af reglerne om, hvem der bærer bevisbyrden

–

formentlig ikke ændre på. Det er bl.a. derfor forbundet med stor usikkerhed at skønne over, i

hvilket omfang en forlængelse af formodningsreglen vil føre til flere reparationer, og det vil

ikke nødvendigvis være sådan, at en forlængelse af formodningsperioden vil medføre, at der

bliver foretaget væsentligt flere reparationer end i dag.

3.19.4 Flertallets udtalelse

Et flertal af udvalgets medlemmer, bestående af Thomas Klyver, Susanne Karstoft, Søren

Seerup, Kristian Storgaard, Bo Dalsgaard, Lars Frolov-Hammer, Tina Morell Nielsen, vurderer

på baggrund af bl.a. ovenstående ikke, at der er fornødent grundlag for at foreslå en forlængelse

af formodningsperioden ud over, hvad varedirektivet kræver, og foreslår derfor, at perioden

fastsættes til et år, jf. kapitel 7, pkt. 2.3.3.6.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Flertallet lægger i den forbindelse særlig vægt på, at der efter det oplyste ikke foreligger

dokumentation for, hvilken effekt en forlængelse af formodningsperioden kan have på den

grønne omstilling. Der er ikke grundlag for at antage, at en forlængelse af formodningsperioden

vil føre til, at produkterne på det danske marked vil få en mærkbar længere holdbarhed og

levetid end det, der er sædvanligt i dag, eller at det vil medføre mærkbart flere reparationer.

Flertallet lægger endvidere vægt på, at der allerede med direktiverne skal indføres en længere

formodningsperiode end hidtil i dansk ret. Varedirektivets (og direktivet om digitalt indholds)

udgangspunkt er således udtryk for en øget forbrugerbeskyttelse, fordi den gældende

formodningsperiode i flere tilfælde fordobles fra seks måneder til et år (eller længere).

Flertallet lægger derudover vægt på, at hensynet til så vidt muligt at skabe ensartede og

lettilgængelige regler og undgå en unødig komplicering taler for, at formodningsperioden i

relation til varedirektivet fastsættes til et år, da det svarer til den påkrævede formodningsperiode

for aftaler om en eller flere enkeltstående leveringer i direktivet om digitalt indhold, hvor

medlemsstaterne ikke har mulighed for at forlænge perioden.

3.19.5 Mindretallets udtalelse

Et mindretal af udvalgets medlemmer, bestående af Martha Nør Kjeldsen, finder, at en

forlængelse af formodningsperioden til to år vil sikre en bedre balance i forholdet mellem

forbrugerne og de erhvervsdrivende, ligesom det vil understøtte den grønne omstilling.

En formodningsperiode på to år er efter mindretallets opfattelse udtryk for en mere rimelig

balance mellem den erhvervsdrivende og forbrugerens ansvar for bevisbyrden end et år. Helt

grundlæggende har den erhvervsdrivende langt bedre kendskab til produkterne, der sælges, end

forbrugerne har. Derfor er det mere nærliggende at lægge bevisbyrden hos den aftalepart, der

er professionel, frem for hos den part, som ingen sagkundskab og dermed ingen forudsætninger

har for at bevise, at der er tale om en oprindelig mangel.

I forhold til den grønne omstilling så må en forlængelse af formodningsperioden til to år alt

andet lige føre til, at forbrugerne i højere grad får ret, når de reklamerer, idet de ikke har

bevisbyrden for, at der foreligger en oprindelig mangel. Dette vil føre til, at flere forbrugere vil

få adgang til rimelige misligholdelsesbeføjelser, herunder reparation, og derfor vil færre

produkter blive udskiftet i de to første år af produkternes levetid. Særligt må man kunne

forvente, at mindre, elektroniske produkter vil kunne få en forlænget levetid, fordi det vil kunne

betale sig for forbrugerne at få dem repareret uden ekstra betaling, frem for selv at skulle betale

for et nyt produkt.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

3.19.6 En række udvalgsmedlemmer afstår

Louise Black Mogensen, Susanne Aamann, Anne L. Jarulf, Jasmin Sharzad og Jacob Linkis

afstår fra at udtale sig for eller imod de forskellige forslag.

3.19.7 Øvrige ændringer af formodningsreglen

I relation til digitale elementer i varer, digitalt indhold og digitale tjenester, der leveres løbende,

nødvendiggør direktiverne en række ændringer af den gældende formodningsregel.

For så vidt angår varer med digitale elementer, hvor der ifølge aftalen skal ske løbende levering

af det digitale indhold eller den digitale tjeneste i en periode på op til to år, følger det af

varedirektivet, at sælgeren har bevisbyrden for ydelsens overensstemmelse to år fra

leveringstidspunktet. Hvis der ifølge aftalen skal ske løbende levering af det digitale element i

mere end to år, har sælgeren bevisbyrden i hele perioden. Udvalget foreslår, at

formodningsreglen i købeloven justeres, således at sælgeren for så vidt angår varer med digitale

elementer bærer bevisbyrden for ydelsens overensstemmelse i to år henholdsvis aftalens

løbetid.

Ifølge direktivet om digitalt indhold er formodningsperioden et år fra leveringstidspunktet for

så vidt angår en eller flere enkeltstående leveringer af digitalt indhold eller digitale tjenester.

For så vidt angår aftaler om løbende levering over en periode har sælgeren bevisbyrden i hele

aftalens løbetid. Direktivet om digitalt indhold giver ikke medlemsstaterne mulighed for at

forlænge formodningsperioden. Udvalget foreslår, at formodningsreglen i købeloven justeres,

således at sælgerens for så vidt angår aftaler om enkeltstående leveringer af digitalt indhold

eller digitale tjenester bærer bevisbyrden for ydelsens overensstemmelse i et år fra

leveringstidspunktet. For så vidt angår aftaler om løbende levering af digitalt indhold eller

digitale tjenester forslås det, at sælgeren bærer bevisbyrden for ydelsens overensstemmelse i

hele aftalens løbetid, jf. kapitel 7, pkt. 2.3.2.

3.20 Reklamationsfristen ved køb af brugte genstande

Varedirektivet giver mulighed for, at medlemsstaterne kan bestemme, at sælgeren og

forbrugeren ved handel med brugte genstande skal have mulighed for at aftale en

reklamationsfrist på ned til et år. Udvalget har ikke fundet fornødent grundlag for at foreslå at

udnytte muligheden, jf. kapitel 7, pkt. 3.3.5.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Kapitel 3

–

Generelle bemærkninger om varedirektivet

1. Baggrund

Den 20. maj 2019 vedtog Europa-Parlamentet og Rådet direktiv (EU) 2019/771 om visse

aspekter af aftaler om salg af varer, om ændring af forordning (EU) 2017/2394 og direktiv

2009/22/EF og om ophævelse af direktiv 1999/44/EF (varedirektivet).

Medlemsstaterne skal senest den 1. juli 2021 have vedtaget og offentliggjort de bestemmelser,

der er nødvendige for at efterleve direktivet. Bestemmelserne skal finde anvendelse fra den 1.

januar 2022.

Varedirektivet medfører, at direktiv 1999/44/EF af 25. maj 1999 om visse aspekter af

forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed (forbrugerkøbsdirektivet) ophæves med

virkning fra den 1. januar 2022.

Direktivet er vedtaget med hjemmel i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

(TEUF), særligt artikel 114 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivninger vedrørende

det indre markeds funktion. I direktivets præambel henvises endvidere bl.a. til artikel 169, stk.

1, og artikel 169, stk. 2, litra a TEUF, der fastsætter, at Unionen skal bidrage til at sikre et højt

forbrugerbeskyttelsesniveau ved hjælp af foranstaltninger, som vedtages i henhold til artikel

114 TEUF, som led i gennemførelsen af det indre marked. Varedirektivet sigter mod at finde

den rette balance mellem at opnå et højt niveau af forbrugerbeskyttelse og fremme

virksomhedernes konkurrenceevne, samtidig med at nærhedsprincippet respekteres.

2. Formål og hovedtræk

Formålet med varedirektivet er at bidrage til et velfungerende indre marked og samtidig sikre

et højt forbrugerbeskyttelsesniveau ved at fastlægge fælles regler om visse krav til købsaftaler

mellem sælgere og forbrugere, navnlig regler om varens overensstemmelse med aftalen,

beføjelser i tilfælde af manglende overensstemmelse, reglerne for udøvelse af disse beføjelser

og om handelsmæssige garantier.

3. Harmoniseringsniveau

Direktivet er totalharmoniserende, men giver medlemsstaterne valgfrihed i forbindelse med

implementering på en række områder. Det gør sig bl.a. gældende i forhold til direktivets

anvendelsesområde, reklamationsfristen og formodningsreglen. Totalharmonisering indebærer,

at medlemsstaterne ikke i deres nationale ret må opretholde eller indføre bestemmelser, der

fraviger, hvad der er fastsat i direktivet, medmindre det er udtrykkelig fastsat i direktivet. Det

gælder både strengere og lempeligere bestemmelser i forhold til forbrugerbeskyttelsesniveauet.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Direktivets artikel 21 foreskriver ufravigelighed. Det betyder, at medmindre andet fremgår af

direktivet, er en aftale ikke bindende for forbrugeren, hvis den til skade for forbrugeren

bestemmer, at nationale foranstaltninger til gennemførelse af direktivet ikke skal finde

anvendelse, eller fraviger eller ændrer disses retsvirkninger, før forbrugeren har gjort sælgeren

opmærksom på manglen. Direktivet er derimod ikke til hinder for, at sælgeren kan tilbyde

forbrugeren aftalemæssige ordninger, som er mere vidtgående end den beskyttelse, der

fastsættes i direktivet. Det vil sige, at forbrugeren ikke kan stilles ringere, end direktivet

foreskriver, men at forbrugeren godt kan stilles bedre.

4. Hovedindhold

4.1 Genstand, anvendelsesområde og definitioner

Direktivet finder anvendelse på købsaftaler mellem erhvervsdrivende og forbrugere om fysiske

varer (dvs. løsøregenstande). Aftaler om varer, der skal tilvirkes eller fremstilles, anses også

for købsaftaler i direktivets forstand. Direktivet finder ikke anvendelse på aftaler om levering

af tjenesteydelser. Hvis en aftale omfatter både salg af varer og levering af tjenesteydelser, lader

direktivet det være op til national ret at fastsætte, om hele aftalen kan betragtes som en

købsaftale i direktivets forstand.

Varedirektivet finder endvidere anvendelse på digitalt indhold, der er integreret i eller indbyrdes

forbundet med varer, såsom husholdningsapparater eller legetøj, hvor det digitale indhold er

inkorporeret, således at det udgør en integreret del af varen, dvs. tilfælde, hvor fravær af det

digitale indhold eller den digitale tjeneste vil forhindre varen i at fungere, og hvor det leveres

sammen med varen iht. købsaftalen vedrørende denne. Direktivet finder dog ikke anvendelse

på varer, der udelukkende fungerer som fysisk medium for levering af digitalt indhold til

forbrugeren, f.eks. CD’er og DVD’er. Forbrugeraftaler vedrørende sådanne medier er i stedet

reguleret af direktivet om digitalt indhold.

Medlemsstaterne kan vælge, at direktivet ikke skal finde anvendelse for brugte varer, som

sælges på offentlig auktion, eller ved salg af levende dyr.

Direktivet berører ikke medlemsstaternes almindelige aftaleret, herunder reglerne om aftalers

indgåelse, gyldighed og virkning, samt konsekvenserne af at bringe en aftale til ophør.

4.2 Varens overensstemmelse (mangler)

Direktivet indeholder bestemmelser om, hvornår en vare er i overensstemmelse med aftalen

–

dvs., hvad der skal til for, at varen er leveret mangelfri.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Direktivet indeholder for det første en række subjektive kriterier for mangelsbedømmelsen, der

bygger på parternes købsaftale. Varen skal således bl.a., hvor det er relevant, svare til den type,

mængde, kvalitet og beskrivelse, der er fastsat i aftalen, og varen skal være egnet til

forbrugerens særlige formål, hvis forbrugeren har gjort sælgeren bekendt hermed på tidspunktet

for aftalens indgåelse, og sælger har accepteret dette. Tilsvarende regler fandtes i

forbrugerkøbsdirektivet. Herudover fremgår det udtrykkeligt af varedirektivet

–

som noget nyt

i forhold til forbrugerkøbsdirektivet

–

at varen bl.a. skal besidde den funktionalitet,

kompatibilitet og interoperabilitet samt leveres med eventuelle opdateringer, som er foreskrevet

i købsaftalen.

Endvidere gælder en række objektive kriterier, der angiver standarderne for, hvad der

almindeligvis kan forventes af en vare. Varen skal bl.a., hvor det er relevant, være egnet til de

formål, som varer af samme type normalt vil blive anvendt til, være af den kvalitet og svare til

den beskrivelse, der gælder for en model eller prøve, som sælger har stillet til rådighed for

forbrugeren før aftaleindgåelsen og leveres med tilbehør, installationsvejledning og andre

instrukser, som forbrugeren med rimelighed kan forvente at modtage. Endelig skal varen svare

til den mængde og have de egenskaber og øvrige funktioner, herunder med hensyn til

holdbarhed, funktionalitet, kompatibilitet og sikkerhed, der er sædvanlige for varer af samme

type, og som forbrugeren med rimelighed kan forvente under hensyntagen til varens art og

eventuelle offentlige udsagn, som er fremsat af eller på vegne af sælgeren eller andre personer

i tidligere led i transaktionskæden, herunder producenten, navnlig i reklamer eller gennem

mærkning. En fravigelse af de objektive kriterier til skade for forbrugeren er kun gyldig, hvis

forbrugeren på tidspunktet for aftalens indgåelse er blevet gjort tydeligt opmærksom på den

samt særskilt og udtrykkeligt har accepteret den.

Herudover indeholder direktivet en regel om forkert installation af varen, således at mangler

betragtes som en misligholdelse af aftalen, hvis de skyldes, at varen på grund af sælgerens

forhold er forkert installeret, herunder hvis den forkerte installation skyldes en mangel ved

installationsvejledningen. En tilsvarende regel fandtes i forbrugerkøbsdirektivet.

Direktivet indeholder endvidere en regel om, at forbrugeren skal kunne gøre mangelsbeføjelser

gældende, hvis anvendelsen af varen i overensstemmelse med aftalen er begrænset af

tredjemands rettigheder, herunder rettigheder baseret på en intellektuel ejendomsret.

Efter direktivet skal varen skal være i overensstemmelse med aftalen på leveringstidspunktet.

Hvis varen er installeret af sælgeren, anses det tidspunkt, hvor installationen er færdig, som

leveringstidspunktet. Varer med digitale elementer anses for leveret, når både varernes fysiske

komponent er leveret, og det digitale indhold eller den digitale tjeneste er leveret ved en enkelt

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

levering, eller den løbende levering af det digitale indhold eller den digitale tjeneste i en periode

er begyndt.

4.3 Reklamationsfrister og formodningsregel

Reklamationsfristen er i direktivet fastsat til mindst to år svarende til minimumsfristen i

forbrugerkøbsdirektivet og den gældende absolutte reklamationsfrist i købeloven.

Medlemsstaterne kan vælge at opretholde eller indføre en længere og/eller differentieret

reklamationsfrist. Medlemsstaterne kan endvidere opretholde eller indføre regler om, at

forbrugeren skal underrette sælgeren om en mangel inden for mindst to måneder efter, at

forbrugeren opdagede manglen for ikke at miste sine mangelsbeføjelser.

Direktivet indeholder endvidere en formodningsregel, hvorefter en mangel, der bliver synlig

inden mindst et år efter leveringstidspunktet, antages at have foreligget på dette tidspunkt,

medmindre andet bevises, eller formodningen er uforenelig med varens eller manglens art.

Medlemsstaterne kan beslutte at forlænge formodningsperioden til to år. Formodningsperioden

i det tidligere forbrugerkøbsdirektiv og købelovens § 77 a, stk. 3, er seks måneder.

4.4 Forbrugerens misligholdelsesbeføjelser ved mangler ved varen

I tilfælde af mangler har forbrugeren ret til at få varen bragt i overensstemmelse med aftalen af

sælgeren ved afhjælpning (reparation) eller omlevering, få et forholdsmæssigt afslag i prisen

eller ophæve købsaftalen.

Afhjælpning eller omlevering skal ske gratis, inden for rimelig tid og uden væsentlig ulempe

for forbrugeren. Forbrugeren skal som udgangspunkt have valgfrihed mellem afhjælpning

(reparation) og omlevering, medmindre det er umuligt eller vil påføre sælgeren

uforholdsmæssigt store udgifter. I tilfælde af omlevering fastsætter direktivet nærmere regler

om bl.a. sælgerens forpligtelse til for egen regning at tage den oprindelige vare tilbage.

Forbrugeren har ret til enten et forholdsmæssigt afslag i prisen eller at ophæve købsaftalen, hvis

1) sælgeren ikke har foretaget afhjælpning eller omlevering, herunder ikke har foretaget dette i

overensstemmelse med direktivets regler herom, eller sælgeren har afvist at bringe varen i

overensstemmelse, 2) manglen forbliver synlig, selv om sælgeren har forsøgt at bringe varen i

overensstemmelse, 3) manglen er af en så alvorlig karakter, at et omgående afslag i prisen eller

omgående ophævelse af købsaftalen er berettiget, eller 4) sælgeren har tilkendegivet, eller det

fremgår tydeligt af omstændighederne, at sælgeren ikke vil bringe varen i overensstemmelse

inden for en rimelig tid eller uden væsentlig ulempe for forbrugeren. Et afslag i prisen skal

fastsættes forholdsmæssigt på grundlag af den mangelfulde vares lavere værdi sammenlignet

med værdien af en vare, der ville være i overensstemmelse med aftalen. Ligesom

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

forbrugerkøbsdirektivet indeholder direktivet en regel om, at forbrugeren ikke har ret til at hæve

købet, hvis den manglende overensstemmelse kun er uvæsentlig.

Hvis forbrugeren ophæver købet, skal forbrugeren for sælgers regning tilbagelevere varen til

sælgeren, og sælgeren skal tilbagebetale købesummen ved modtagelse af varen eller ved

forbrugerens dokumentation for tilbagelevering. Medlemsstaterne kan fastsætte nærmere regler

for tilbagelevering og tilbagebetaling.

4.5 Handelsmæssige garantier

Varedirektivet indeholder

–

ligesom forbrugerkøbsdirektivet

–

regler om handelsmæssige

garantier, dvs. enhver forpligtelse, som sælgeren eller en producent (garantigiveren) har påtaget

sig over for forbrugeren, ud over sælgerens forpligtelser efter loven. Enhver handelsmæssig

garanti er således bindende for garantigiveren på de vilkår, der er fastsat i erklæringen om

garantien og dertilhørende reklamer, der var tilgængelige på tidspunktet for eller før

aftaleindgåelsen. Hvis vilkårene i garantierklæringen er mindre fordelagtige for forbrugeren

end de vilkår, der fremgår af de dertil hørende reklamer, er den handelsmæssige garanti

bindende på de vilkår, der fremgår af reklamerne vedrørende den handelsmæssige garanti,

medmindre de dertil hørende reklamer før indgåelsen af aftalen er blevet rettet på samme eller

sammenlignelig måde, som de var blevet fremsat. Direktivet indeholder derudover regler om

producentens ansvar, når denne afgiver en garanti, og krav til udformningen af

garantierklæringen. Medlemsstaterne kan fastsætte regler om andre aspekter vedrørende

handelsmæssige garantier, der ikke er reguleret i direktivet.

4.6 Afsluttende bestemmelser

Direktivet indeholder ligesom forbrugerkøbsdirektivet regler om, at en sælger, der er ansvarlig

over for køberen, kan gøre et direkte krav gældende over for de ansvarlige personer i

transaktionskæden (regres). De nærmere betingelser herfor skal afgøres efter national

lovgivning. Derudover indeholder direktivet regler om bl.a. håndhævelse og

forbrugeroplysning.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Kapitel 4

–

Generelle bemærkninger om direktivet om digitalt indhold

1. Baggrund

Den 20. maj 2019 vedtog Europa-Parlamentet og Rådet direktiv (EU) 2019/770 om visse

aspekter af aftaler om levering af digitalt indhold og digitale tjenester (direktivet om digitalt

indhold). Direktivet er en nyskabelse, idet der ikke tidligere

–

hverken nationalt eller i EU-regi

–

har været særskilt køberetlig regulering om digitalt indhold og digitale tjenester.

Medlemsstaterne skal senest den 1. juli 2021 have vedtaget og offentliggjort de bestemmelser,

der er nødvendige for at efterleve direktivet. Bestemmelserne skal finde anvendelse fra den 1.

januar 2022.

Direktivet er vedtaget med hjemmel i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

(TEUF), særligt artikel 114 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivninger vedrørende

det indre markeds funktion. I direktivets præambel henvises endvidere bl.a. til artikel 169, stk.

1, og artikel 169, stk. 2, litra a TEUF, der fastsætter, at Unionen skal bidrage til at sikre et højt

forbrugerbeskyttelsesniveau ved hjælp af foranstaltninger, som vedtages i henhold til artikel

114 TEUF, som led i gennemførelsen af det indre marked. Direktivet om digitalt indhold sigter

mod at finde den rette balance mellem at opnå et højt niveau af forbrugerbeskyttelse og fremme

virksomhedernes konkurrenceevne samtidig med, at nærhedsprincippet respekteres.

2. Formål og hovedtræk

Formålet med direktivet om digitalt indhold er at bidrage til et velfungerende indre marked og

samtidig sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau ved at fastsætte fælles regler for aftaler

mellem erhvervsdrivende og forbrugere om levering af digitalt indhold eller digitale tjenester,

navnlig regler om digitalt indholds eller en digital tjenestes overensstemmelse med aftalen,

herunder i forhold til opdateringer, beføjelser i tilfælde af manglende overensstemmelse eller

manglende levering, de nærmere regler for at udøve disse beføjelser og ændring af digitalt

indhold eller en digital tjeneste.

3. Harmoniseringsniveau

Direktivet om digitalt indhold er totalharmoniserende, men giver medlemsstaterne valgfrihed i

forbindelse med implementering på en række områder. Det gør sig bl.a. gældende i forhold til

direktivets anvendelsesområde og reklamationsfristen for enkeltstående leveringer.

Totalharmonisering indebærer, at medlemsstaterne ikke i deres nationale ret må opretholde eller

indføre bestemmelser, der fraviger, hvad der er fastsat i direktivet, medmindre det er

udtrykkelig fastsat i direktivet. Det gælder både strengere og lempeligere bestemmelser i

forhold til forbrugerbeskyttelsesniveauet.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Direktivets artikel 22 foreskriver ufravigelighed. Det betyder, at medmindre andet er fastsat i

direktivet, er eventuelle aftalemæssige vilkår, der til skade for forbrugeren udelukker

anvendelsen af de nationale foranstaltninger, som gennemfører direktivet, afviger fra dem eller

ændrer deres virkninger, før forbrugeren bringer den manglende levering eller den manglende

overensstemmelse til den erhvervsdrivendes kendskab, eller før den erhvervsdrivende bringer

ændringen af digitalt indhold eller en digital tjeneste til forbrugerens kendskab, ikke bindende

for forbrugeren. Direktivet er derimod ikke til hinder for, at den erhvervsdrivende kan tilbyde

forbrugeren aftalemæssige ordninger, som er mere vidtgående end den beskyttelse, der gives i

direktivet. Det vil sige, at forbrugeren ikke kan stilles ringere, end direktivet foreskriver, men

at forbrugeren godt kan stilles bedre.

4. Hovedindhold

4.1 Genstand, anvendelsesområde og definitioner

Direktivet finder anvendelse på aftaler, hvor en erhvervsdrivende leverer eller påtager sig at

levere digitalt indhold eller en digital tjeneste til en forbruger, og hvor forbrugeren til gengæld

betaler eller påtager sig at betale en pris (typisk penge) eller afgiver personoplysninger til den

erhvervsdrivende, medmindre personoplysningerne udelukkende behandles af den

erhvervsdrivende med henblik på levering af indholdet eller tjenesten i overensstemmelse med

direktivet, eller for at give den erhvervsdrivende mulighed for at opfylde retlige krav, og den

erhvervsdrivende ikke behandler oplysningerne til andre formål.

Digitalt indhold og digitale tjenester defineres bredt i direktivet og omfatter bl.a. video, lyd,

applikationer, spil, filhosting, tekstbehandling, cloudløsninger, sociale medier mv. Direktivet

finder også anvendelse på varer, der udelukkende bruges som et fysisk medium til levering af

digitalt indhold, f.eks. CD’er og DVD’er. Digitalt indhold,

der indgår som en integreret del af

eller er indbyrdes forbundet med en vare, er ikke omfattet af direktivet. Det er i stedet omfattet

af varedirektivet.

En række nærmere angivne områder er undtaget fra direktivets anvendelsesområde, herunder

elektroniske kommunikationstjenester, sundhedsydelser, spiltjenester og finansielle

tjenesteydelser.

Direktivet berører ikke medlemsstaternes almindelige aftaleret, herunder regler om aftalers

indgåelse, gyldighed og virkning, samt konsekvenserne af at bringe en aftale til ophør.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

4.2 Det digitale indholds eller den digitale tjenestes overensstemmelse (mangler)

Direktivet indeholder bestemmelser om, hvornår det digitale indhold eller den digitale tjeneste

er i overensstemmelse med aftalen, dvs. hvilke krav det skal leve op til for at være mangelfrit.

Direktivet indeholder for det første en række subjektive kriterier for mangelsbedømmelsen, der

bygger på parternes aftale. Det digitale indhold eller den digitale tjeneste skal bl.a., hvor det er

relevant, være af den art, mængde og kvalitet samt besidde den funktionalitet, kompatibilitet og

interoperabilitet og de øvrige egenskaber, som krævet i aftalen, være egnet til ethvert særligt

formål, som forbrugeren ønsker, at det skal kunne anvendes til, og som forbrugeren har gjort

den erhvervsdrivende bekendt med senest på tidspunktet for aftalens indgåelse, og som den

erhvervsdrivende har accepteret, leveres med alt tilbehør, vejledninger, herunder om

installation, og kundeservice, som krævet i aftalen, og opdateres som fastsat i aftalen.

Endvidere gælder en række objektive kriterier, der angiver standarderne for, hvad der

almindeligvis kan forventes af digitalt indhold eller en digital tjeneste. Det digitale indhold eller

den digitale tjeneste skal således bl.a. være egnet til de formål, som indhold eller tjenester af

den samme type normalt bruges til, svare til den mængde og besidde de egenskaber og

funktioner, herunder med hensyn til funktionalitet, kompatibilitet, tilgængelighed, kontinuitet

og sikkerhed, som er normale for samme type, og som forbrugeren med rimelighed kan

forvente, leveres sammen med tilbehør og instruktioner, som forbrugeren med rimelighed kan

forvente at modtage, og være i overensstemmelse med en eventuel prøveversion eller

forhåndsvisning, som den erhvervsdrivende har stillet til rådighed inden aftaleindgåelsen.

Derudover skal den erhvervsdrivende som udgangspunkt sikre, at forbrugeren får besked om

og leveret opdateringer, herunder sikkerhedsopdateringer, som er nødvendige for at holde det

digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse i hele den relevante periode. Den

erhvervsdrivende er som udgangspunkt ikke ansvarlig for manglende overensstemmelse, der

skyldes, at forbrugeren ikke inden for en rimelig frist installerer opdateringerne.

En fravigelse af de objektive kriterier til skade for forbrugeren er kun gyldig, hvis forbrugeren

på tidspunktet for aftalens indgåelse er blevet gjort tydeligt opmærksom på den samt særskilt

og udtrykkeligt har accepteret den.

Medmindre parterne har aftalt andet, leveres digitalt indhold eller en digital tjeneste i den nyeste

version, der er tilgængelig på tidspunktet for indgåelse af aftalen.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Direktivet indeholder endvidere en regel om, at den erhvervsdrivende i visse situationer er

ansvarlig for mangler, der skyldes, at det digitale indhold eller den digitale tjeneste er forkert

installeret i forbrugerens digitale miljø.

Direktivet indeholder desuden en regel om, at forbrugeren skal kunne gøre mangelsbeføjelser

gældende, hvis anvendelsen af digitale indhold eller digitale tjenester i overensstemmelse med

aftalen er begrænset af tredjemands rettigheder, herunder rettigheder baseret på en intellektuel

ejendomsret.

4.3 Reklamationsfrister og formodningsregel

Efter direktivet om digitalt indhold gælder der som udgangspunkt en reklamationsfrist på to år

for så vidt angår digitalt indhold eller digitale tjenester, der leveres ved en eller flere

enkeltstående leveringer. Medlemsstaterne kan vælge at indføre en længere frist end to år.

Ved aftaler om løbende levering over en periode er medlemsstaterne forpligtet til at sikre, at

den erhvervsdrivende er ansvarlig for manglende overensstemmelse, der opstår eller viser sig i

hele den periode, i hvilken det digitale indhold eller den digitale tjeneste skal leveres, uanset

længden af den almindelige reklamationsfrist.

Den erhvervsdrivende har som udgangspunkt bevisbyrden for, at det digitale indhold eller den

digitale tjeneste er i overensstemmelse med aftalen, medmindre den erhvervsdrivende kan

påvise, at forbrugerens digitale miljø ikke er kompatibelt med indholdet eller tjenesten, og den

erhvervsdrivende klart og forståeligt har oplyst forbrugeren om de tekniske krav inden

aftaleindgåelsen.

Direktivet indeholder endvidere en formodningsregel, hvorefter en mangel, der bliver synlig

inden for et år efter leveringstidspunktet, antages at have foreligget på dette tidspunkt for så

vidt angår en eller flere enkeltstående leveringer, henholdsvis hele aftalens løbetid for så vidt

angår aftaler om løbende levering over en periode. Direktivet rummer ikke mulighed for at

forlænge den etårige formodningsperiode.

4.4 Forbrugerens misligholdelsesbeføjelser og ret til opsigelse

Efter direktivet er den erhvervsdrivende ansvarlig for fejl i leveringen af det digitale indhold

eller den digitale tjeneste, manglende overensstemmelse på leveringstidspunktet og, hvis det

digitale indhold ifølge aftalen skal leveres over en vis periode, manglende overensstemmelse i

hele den pågældende periode.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

I tilfælde af mangler har forbrugeren ret til at få det digitale indhold eller den digitale tjeneste

bragt i overensstemmelse med aftalen af sælgeren ved afhjælpning (reparation) eller

omlevering, at få et forholdsmæssigt afslag i prisen eller at ophæve aftalen.

Forbrugeren har ret til at få indholdet eller tjenesten bragt i overensstemmelse med aftalen,

medmindre det er umuligt eller vil påføre den erhvervsdrivende uforholdsmæssigt store

omkostninger. Den erhvervsdrivende skal bringe det digitale indhold eller den digitale tjeneste

i overensstemmelse med aftalen inden for en rimelig frist, gratis og uden væsentlig ulempe for

forbrugeren.

Forbrugeren er berettiget til enten et forholdsmæssigt afslag i prisen, hvis det digitale indhold

eller den digitale tjeneste leveres mod betaling af en pris, eller til ophævelse af aftalen, hvis 1)

afhjælpning er umulig eller uforholdsmæssig, 2) den erhvervsdrivende ikke har bragt det

digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse, 3) der er manglende

overensstemmelse trods den erhvervsdrivendes forsøg på at bringe det digitale indhold eller den

digitale tjeneste i overensstemmelse, 4) den manglende overensstemmelse er af en så alvorlig

karakter, at et øjeblikkeligt afslag i prisen eller øjeblikkelig ophævelse af aftalen er berettiget,

eller, 5) den erhvervsdrivende har tilkendegivet, eller det fremgår tydeligt af

omstændighederne, at den erhvervsdrivende ikke vil bringe det digitale indhold eller den

digitale tjeneste i overensstemmelse inden for en rimelig frist eller uden væsentlig ulempe for

forbrugeren. Et afslag i prisen skal fastsættes forholdsmæssigt på grundlag af det mangelfulde

indholds eller tjenestens lavere værdi sammenlignet med værdien af et indhold eller en tjeneste,

der ville være i overensstemmelse med aftalen. Når det digitale indhold eller den digitale

tjeneste leveres mod betaling af en pris, er forbrugeren kun berettiget til at ophæve aftalen, hvis

den manglende overensstemmelse ikke er uvæsentlig.

I tilfælde af ophævelse skal den erhvervsdrivende som udgangspunkt tilbagebetale alle beløb

til forbrugeren. Hvor aftalen fastsætter levering mod betaling af en pris og over en periode, og

det digitale indhold eller den digitale tjeneste i en periode forud for ophævelse af aftalen var i

overensstemmelse, tilbagebetaler den erhvervsdrivende kun forbrugeren en forholdsmæssig del

af den betalte pris, svarende til den periode, hvori det digitale indhold eller den digitale tjeneste

ikke var i overensstemmelse, og den eventuelle del af prisen, som forbrugeren på forhånd har

betalt for den periode, der ville have resteret, hvis aftalen ikke var blevet ophævet.

Tilbagebetaling skal ske uden unødig forsinkelse og senest inden for 14 dage samt som

udgangspunkt ved anvendelse af det samme betalingsmiddel, som forbrugeren benyttede til at

betale med. Den erhvervsdrivende må ikke pålægge forbrugeren gebyrer i forbindelse med

tilbagebetalingen.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Den erhvervsdrivende skal endvidere overholde reglerne i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse

med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om

ophævelse af direktiv 95/46/EF (databeskyttelsesforordningen). Den erhvervsdrivende skal

som udgangspunkt gøre andre data end personoplysninger tilgængelige for forbrugeren og

afholde sig fra at bruge dem. Endelig kan den erhvervsdrivende forhindre forbrugeren i fortsat

at bruge det digitale indhold eller den digitale tjeneste ved at gøre det utilgængeligt for

forbrugeren eller ved at gøre forbrugerens konto inaktiv.

Forbrugeren skal omvendt

–

efter ophævelse af aftalen

–

afholde sig fra at anvende det digitale

indhold eller den digitale tjeneste og fra at stille det til rådighed for tredjeparter. Hvor det

digitale indhold eller den digitale tjeneste er blevet leveret på et fysisk medium, tilbageleverer

forbrugeren

–

på den erhvervsdrivendes anmodning og for dennes regning

–

det fysiske medium

uden unødig forsinkelse. Forbrugeren skal ikke betale for det digitale indhold eller den digitale

tjeneste i perioden forud for ophævelsen af aftalen, hvor det ikke var i overensstemmelse.

Endelig indeholder direktivet regler om ændring af det digitale indhold eller den digitale

tjeneste, hvis det leveres eller stilles til rådighed for forbrugeren over en periode, herunder om

hvornår forbrugeren i tilfælde af ændringer er berettiget til at ophæve aftalen.

4.5 Afsluttende bestemmelser

Direktivet indeholder regler om, at en leverandør, der bliver ansvarlig over for forbrugeren, kan

gøre et krav gældende over for tidligere led i transaktionskæden (regres). De nærmere

betingelser herfor skal afgøres efter national lovgivning. Direktivet indeholder derudover regler

om bl.a. håndhævelse.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Kapitel 5

–

Anvendelsesområde og begrebsdefinitioner

1. Gældende dansk ret (købeloven)

1.1 Købelovens anvendelsesområde

1.1.1 Generelt

Købeloven gælder for alle køb, bortset fra køb af fast ejendom, jf. lovens § 1 a, stk. 1. Reglerne

i købeloven finder tilsvarende anvendelse på bytte, jf. lovens § 2, stk. 3.

køb

er en aftale om overdragelse af et formuegode mod vederlag i penge. Begrebet

formuegode skal forstås bredt. Kerneområdet er overdragelse af ejendomsretten til en

løsøregenstand (dvs. en fysisk ting). Levende dyr betragtes også som løsøre. Overdragelse af

valuta, aktier, fordringer (uanset om de giver ret til ting eller penge) og immaterielle rettigheder

–

f.eks. patentrettigheder, andre kommercielle rettigheder, ret til produktions- eller

bygningstegninger, goodwill, begrænsede rettigheder mv.

–

er omfattet af købsbegrebet i

købeloven. Levering af elektricitet, vand, gas og fjernvarme mv. er endvidere omfattet af

købeloven. En samling af ting og rettigheder

–

f.eks. en virksomhed eller et bo med samtlige

aktiver og passiver

–

og overdragelse af standardiserede IT-programmer (eller tilvirkning af

sådanne, jf. købelovens § 2, stk. 1) er også omfattet af købeloven. Det formuegode, der

overdrages, behøver ikke at have økonomisk værdi, men kan alene have affektionsværdi.

Købeloven finder således i vidt omfang anvendelse på digitalt indhold, f.eks. e-bøger, og visse

digitale tjenesteydelser.

Købeloven gælder også for bestilling af genstande, som først skal fremstilles (bestillingskøb),

jf. § 2, stk. 1. Loven gælder derimod ikke for aftaler, der alene omfatter levering af

tjenesteydelser, f.eks. reparationsaftaler. Bestillingskøb og afgrænsningen heraf over for aftaler

om levering af tjenesteydelser behandles nærmere i kapitel 5, pkt. 1.1.1.

Købeloven gælder desuden for

køb på offentlige auktioner,

herunder tvangsauktioner. Det

fremgår dog af købelovens § 77, stk. 2, at ved køb af brugte genstande på offentlig auktion (i

forbrugerkøb), hvor forbrugeren har mulighed for selv at være til stede, kan forbrugeren kun

påberåbe sig, at der foreligger en mangel, hvis det følger af lovens § 76, stk. 1, nr. 1-3, om

mangler ved salgsgenstanden, eller hvis genstanden er i væsentlig ringere stand, end

forbrugeren under hensyn til omstændighederne havde grund til at regne med, jf. kapitel 6, pkt.

1.1.10.

Aftaler om overdragelse af fast ejendom er undtaget fra købelovens anvendelsesområde, jf. § 1

a, stk. 1. Loven gælder derfor ikke for køb af en grund eller en del af en grund med eller uden

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

bygninger, køb af bygninger på lejet grund, ejerlejligheder, ideelle andele af fast ejendom mv.

Løsøre, der overdrages sammen med

–

og som en del af

–

fast ejendom, behandles som

udgangspunkt efter reglerne om fast ejendom.

Købeloven gælder heller ikke for køb, som er omfattet af den internationale købelov (CISG),

jf. lovens § 1 a, stk. 4, eller for opførelse af bygning eller andet anlæg på fast ejendom, jf. lovens

§ 2, stk. 2. Levering af en færdig bygning til opstilling på en grund er dog omfattet af købeloven.

Under visse omstændigheder kan købeloven endvidere finde anvendelse på

materialeleverancer, som kan udskilles fra en entrepriseydelse

–

dvs. leverancer, som også efter

installationen bevarer deres løsørepræg, f.eks. hvidevarer.

Købeloven er i vidt omfang udtryk for almindelige, obligationsretlige grundprincipper.

Principperne i loven kan derfor også finde anvendelse i andre retsforhold end dem, der er

omfattet af loven, f.eks. ved køb og salg af fast ejendom. Købelovens afsnit om forbrugerkøb

afviger dog på flere punkter fra den almindelige obligationsret, fordi der er tale om

implementering af EU-ret.

Købeloven indeholder tre kategorier af køb: Forbruger-, handels- og civilkøb. Handelskøb er

køb mellem to handlende erhvervsdrivende, mens forbrugerkøb er køb, hvor en forbruger køber

af en erhvervsdrivende. Civilkøb udgør restgruppen, der navnlig omfatter køb mellem to ikke-

erhvervsdrivende parter. De tre kategorier behandles nærmere i kapitel 5, pkt. 1.3-1.5.

Købeloven er opbygget sådan, at den indeholder en almindelig regulering af alle kategorier af

køb. For handelskøb og forbrugerkøb er den almindelige regulering suppleret eller fraveget af

specifikke bestemmelser for netop disse køb. Købeloven indeholder i den forbindelse et afsnit

(§§ 72-87), som kun gælder i forbrugerkøb, jf. lovens § 1 a, stk. 2. Bestemmelserne indeholder

særlige regler om bl.a. mangler ved salgsgenstanden, reklamationsretten, formodningsreglen og

forbrugerens misligholdelsesbeføjelser. Købelovens almindelige regulering i § 5, §§ 10-13, §

17, stk. 2, § 21, stk. 2, § 42, § 43, stk. 1 og 2, § 44, §§ 47-49 og §§ 52-54 gælder ikke i

forbrugerkøb, jf. lovens § 1 a, stk. 3.

Da de direktiver, der er genstand for udvalgsarbejdet

–

og dermed nærværende betænkning

–

kun regulerer forbrugerkøb (henholdsvis forbrugeraftaler), er det købelovens regulering af

forbrugerkøb, der behandles i det følgende. Købelovens bestemmelser om handels- og civilkøb

vil kun blive behandlet i det omfang, det er relevant for forståelsen af reglerne om forbrugerkøb.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

1.1.2 Bestillingskøb

Bestilling af genstande, som først skal fremstilles, betragtes som køb i købelovens forstand

(bestillingskøb), jf. købelovens § 2, stk. 1. Bestemmelsen kan ikke fraviges til skade for

forbrugeren.

Købelovens § 2, stk. 1, regulerer afgrænsningen mellem aftaler om køb og aftaler om værksleje

(dvs. aftaler, hvor den ene part har påtaget sig at frembringe et bestemt arbejdsresultat mod

vederlag). Købelovens anvendelsesområde udvides dermed, så det ikke kun omfatter rene køb,

men også visse aftaler, hvor den ene part har påtaget sig at fremstille en

ny genstand

mod

vederlag (dvs. visse aftaler, som indeholder et element af værksleje). Det er i den forbindelse

uden betydning, om der er tale om tilvirkning af standardvarer eller om individuelt fremstillede

salgsgenstande.

Reparationsaftaler eller aftaler om omdannelse

af en ting, som tilhører

bestilleren, falder uden for købeloven, uanset om der er tale om et forbruger- eller

erhvervsforhold.

For så vidt angår

forbrugerkøb

finder købeloven anvendelse, uanset om forbrugeren eller den,

der har påtaget sig fremstillingen (tilvirker/sælger), leverer de fornødne materialer.

Bestemmelsen omfatter, som nævnt, kun tilfælde, hvor tilvirkeren skal fremstille en ny

genstand, f.eks. hvis den erhvervsdrivende skal sy en kjole af stof, som forbrugeren selv leverer.

Hvis en forbruger f.eks. indleverer et par bukser til en skrædder for at få justeret benlængden,

falder aftalen således uden for købelovens anvendelsesområde. Afgørende for, om der

foreligger en tjenesteydelsesaftale eller et bestillingskøb, er, om omdannelsen ud fra en samlet

vurdering af dens omfang og karakter bør anses for en tilretning af forbrugerens genstand eller

omdannelse af forbrugerens materiale til en ny genstand. Indleverer forbrugeren f.eks. en

brudekjole til den erhvervsdrivende med henblik på at få kjolen syet om til en dåbskjole,

foreligger der et bestillingskøb, fordi omdannelsen indebærer, at der fremstilles en ny genstand

af det indleverede materiale.

Ved vurderingen af

sammensatte kontraktforhold/blandede aftaler,

dvs. aftaler, der indeholder

elementer af køb og værksleje og eventuelt tjenesteydelser, skal det vurderes, hvad der er

aftalens væsentligste element. Det forudsætter en konkret vurdering af den enkelte aftale. Hvis

en forbruger f.eks. køber en vaskemaskine og samtidig installation af denne, vil aftalens

væsentligste element være køb af vaskemaskinen, og hele kontrakten skal derfor behandles efter

købelovens regler. Er det ikke muligt at fastslå, hvad der er aftalens væsentligste element, kan

aftalen deles op, så der f.eks. foreligger en købsaftale vedrørende salgsgenstanden og en

tjenesteydelsesaftale vedrørende installationen eller lignende. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis

en forbruger køber en bil og samtidig indgår en serviceaftale. I så fald vil købet af bilen blive

behandlet efter købelovens regler, mens serviceaftalen behandles som en tjenesteydelse.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Er der tale om et bestillingskøb, som er omfattet af lovens § 2, stk. 1, finder købeloven

–

hvad

enten der er tale om forbrugerkøb, handelskøb eller civilkøb

–

principielt i sin helhed

anvendelse på aftalen. Lovens bestemmelser suppleres med og modificeres efter

omstændighederne af almindelige obligationsretlige grundsætninger om værksleje og

entreprise.

1.2 Aftalefrihed og beskyttelsespræceptive bestemmelser i forbrugerkøb

Købeloven indeholder hverken formkrav til købsaftalen eller krav til dens indgåelse. Det

afgøres således efter almindelige aftaleretlige regler, om der foreligger en aftale mellem

parterne.

Det fremgår af købelovens § 1, stk. 1, at lovens bestemmelser kun kommer til anvendelse, hvis

ikke andet er udtrykkelig aftalt eller må anses for indeholdt i aftalen eller følger af handelsbrug

eller anden sædvane. Købelovens bestemmelser er således som udgangspunkt deklaratoriske,

dvs. at bestemmelserne kan fraviges ved parternes aftale.

En aftale om fravigelse af købelovens regler kan både være udtrykkelig eller stiltiende. Det

beror på almindelige aftaleretlige regler, om købeloven er fraveget. I forbrugerkøb kræves det,

at bebyrdende (standard)vilkår, der fraviger købeloven, skal fremhæves særskilt for

forbrugeren, for at de kan anses for vedtaget.

Købelovens regulering fraviges endvidere, hvis det følger af handelsbrug eller anden sædvane.

Det forudsætter dog, at sædvanens rimelighed, udbredelse og fasthed begrunder en fravigelse.

Handelsbrug eller sædvane kan lægges til grund, uanset aftalen ikke henviser hertil eller giver

andre holdepunkter for, at sædvanen mv. finder anvendelse, og uanset at kun den ene af parterne

–

eller ingen af dem

–

kendte til sædvanen mv.

For at beskytte forbrugeren gælder der betydelige begrænsninger i parternes adgang til ved

aftale at fravige købelovens regulering af forbrugerkøb, hvis det indebærer, at forbrugeren

derved får dårligere retsstilling end den, der følger af købeloven. En række af købelovens regler

kan derfor ikke fraviges til skade for forbrugeren i forbrugerkøb, jf. købelovens § 1, stk. 2. Det

drejer sig om § 2, stk. 1 (bestillingskøb), § 4 a (definition af forbrugerkøb), § 50 (mangler), §§

55-58 (afvisning af leverede genstand og ophævelse af køb), § 73, stk. 1 og 2 (leveringsstedet),

§§ 74 og 75 (forsinkelse), § 76, stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2 og 3 (mangler), §§ 77-79

(misligholdelsesbeføjelser), § 80, stk. 1 (erstatning) og §§ 81-87 (reklamation og lovvalg).

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

De opregnede bestemmelser benævnes beskyttelsespræceptive, og parterne kan således ikke

ved forudgående aftale mv. forringe forbrugerens retsstilling i forhold til den, der følger af

bestemmelserne. Det fremgår af forbrugerkøbsdirektivet, at aftaler og aftalevilkår, som er

indgået med sælgeren, før denne er blevet gjort bekendt med en manglende overensstemmelse,

og som direkte eller indirekte ophæver eller begrænser de rettigheder, der følger af direktivet,

ikke er bindende for forbrugeren. Vurderingen af, om loven er fraveget til skade for

forbrugeren, skal foretages for hvert enkelt kontraktvilkår for sig og ikke som en samlet

vurdering af hele kontrakten.

Parterne kan omvendt frit aftale, at forbrugeren gives en bedre retsstilling end den, der følger

af købeloven. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis sælgeren giver en garanti, jf. kapitel 6, pkt. 2.1.

Aftaler, der fraviger andre af købelovens bestemmelser end de ovenfor nævnte, er underlagt de

almindelige aftaleretlige regler om bl.a. ugyldighed. Det indebærer bl.a., at en aftale vil kunne

tilsidesættes helt eller delvist af domstolene, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig

handlemåde at gøre den gældende, jf. aftalelovens § 38 c, jf. § 36, stk. 1.

1.3 Definitionen af handelskøb

Handelskøb defineres i købelovens § 4, stk. 1, som køb, der indgås mellem handlende i eller

for deres bedrift.

Begrebet handlende defineres i købelovens § 4, stk. 2. Bestemmelsen opregner en række typer

af virksomhed, der kan begrunde, at der foreligger et handelskøb.

1.4 Begrebet civilkøb

Køb, der hverken er handels- eller forbrugerkøb, betegnes normalt civilkøb. Købeloven

definerer ikke begrebet. Civilkøb foreligger bl.a., når sælger enten er en ikke-erhvervsdrivende

(f.eks. en privatperson), eller når sælger er erhvervsdrivende, men handler uden for sit erhverv.

Et civilkøb foreligger således typisk ved køb mellem to privatpersoner.

Det bemærkes i den forbindelse, at EU-Domstolen i sagen C-618/10 har fastslået, at artikel 6, stk. 1, i direktivet

om urimelige kontraktvilkår (direktiv 93/13) skal fortolkes således, at de nationale retter kun er forpligtede til at

udelukke anvendelsen af et urimeligt kontraktvilkår, således at det ikke binder forbrugeren, men at de ikke har

kompetence til at ændre vilkårets indhold. Denne kontrakt skal nemlig principielt opretholdes uden nogen anden

ændring end den, der følger af ophævelsen af urimelige kontraktvilkår, for så vidt som en sådan opretholdelse af

kontrakten retligt set er mulig i overensstemmelse med reglerne i national ret. EU-domstolen har afsagt en række

domme om emnet, se blandt andet de forenede sager C-70/17 og C-179/17, de forenede sager C-154/15, C-307/15

og C-308/15 og C-421/14. Se også U.2013B.383, om adgangen til at ændre urimelige kontraktvilkår i

forbrugeraftaler. Justitsministeriet har oplyst, at dommene vil medføre en ændring af dansk ret.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

1.5 Begrebet forbrugerkøb

Forbrugerkøb defineres i købelovens § 4 a, stk. 1, som et køb, en køber (forbruger) foretager

hos en erhvervsdrivende, der handler som led i sit erhverv, når køberen hovedsagelig handler

uden for sit erhverv. Som forbrugerkøb anses endvidere

–

under i øvrigt samme betingelser

–

køb fra ikke-erhvervsdrivende sælgere, hvis aftalen om køb er indgået eller formidlet for

sælgeren af en erhvervsdrivende, jf. købelovens § 4 a, stk. 2.

Forbrugerkøbsdefinitionen er beskyttelsespræceptiv, jf. købelovens § 1, stk. 2, og stemmer

overens med tilsvarende definitioner af det civilretlige forbrugerbegreb i bl.a. aftaleloven og

forbrugeraftaleloven.

Et forbrugerkøb defineres ved en beskrivelse af aftalens parter. Der skal således være tale om

en aftale mellem en erhvervsdrivende, der handler som led i sit erhverv, og en forbruger, dvs.

en part, der hovedsagelig handler uden for sit erhverv (ikke-erhvervsmæssigt). Det afgørende

tidspunkt for vurderingen af, om der foreligger et forbrugerkøb, er

tidspunktet for aftalens

indgåelse.

Købelovens bestemmelser om forbrugerkøb gælder kun, hvor forbrugeren optræder som køber.

Hvis forbrugeren optræder som sælger, er der ikke tale om et forbrugerkøb, uanset om køberen

er en anden ikke-erhvervsdrivende eller en erhvervsdrivende. Sådanne køb betragtes som

civilkøb.

1.6 Forbrugerbegrebet

En køber er forbruger, hvis køberen hovedsageligt handler uden for sit erhverv (ikke-

erhvervsmæssigt). Det er formålet med det konkrete køb, der er afgørende for vurderingen, og

ikke køberens generelle status. Forbrugerkøb vil typisk foreligge, når der foretages køb til privat

brug eller forbrug.

Indkøbes salgsgenstanden med henblik på erhvervsmæssigt videresalg eller for at indgå i en

erhvervsmæssig produktion eller lignende, f.eks. som driftsmateriel eller -inventar, er der ikke

tale om forbrugerkøb. Er en salgsgenstand indkøbt med henblik på anvendelse i en offentlig

virksomhed, f.eks. stat og kommune, er der heller ikke tale om forbrugerkøb.

Det forhold, at en salgsgenstand er købt udelukkende med henblik på at opnå fortjeneste ved

videresalg, hindrer ikke, at der kan foreligge et forbrugerkøb, når blot videresalget ikke kan

karakteriseres som erhvervsmæssigt.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Det er ikke udelukket at anse et køb for et forbrugerkøb, selv om køberen skal anvende

salgsgenstanden både privat og erhvervsmæssigt. Det afgørende er, om genstanden

hovedsagelig er bestemt til ikke-erhvervsmæssigt brug.

Både fysiske og juridiske personer kan anses som forbrugere i købelovens forstand. Juridiske

personer er således forbrugere i købelovens forstand, hvis de ikke hovedsageligt handler som

led i et erhverv

–

f.eks. ikke-erhvervsdrivende fonde og idrætsforeninger, hvis ikke købet

undtagelsesvist har et erhvervsmæssigt sigte.

Lønmodtageres indkøb af genstande, der skal benyttes i forbindelse med lønmodtagerens

arbejde, anses som forbrugerkøb, medmindre købet sker som led i udøvelse af et selvstændigt

bierhverv.

1.7 Begrebet erhvervsdrivende (sælger)

Som erhvervsdrivende anses personer, der udøver selvstændig, privat, økonomisk

erhvervsvirksomhed inden for handel, industri, håndværk, transport, liberale erhverv, den

finansielle sektor mv. Det er ikke afgørende, om der er tale om en hoved- eller bibeskæftigelse,

men aktiviteten skal have et erhvervsmæssigt præg, dvs. en fortsat karakter og et ikke helt

ubetydeligt omfang. Der lægges i den forbindelse vægt på bl.a. hyppigheden af transaktioner

og kontinuitet i vurderingen af, om en person anses som erhvervsdrivende.

I vurderingen kan det være vejledende

–

men ikke afgørende

–

om sælger er momsregistreret,

bogføringspligtig, registreret i CVR-registeret, omfattet af selskabsskatteloven eller foretager

skattemæssige afskrivninger mv. Der kan desuden lægges vægt på, om sælgeren foretager

erhvervsmæssig markedsføring i form af annoncering, brug af firmabrevpapir mv.

Et enkeltstående salg vil som udgangspunkt ikke være tilstrækkeligt til, at sælgeren skal anses

som erhvervsdrivende. En person, som i et enkelt eller enkelte lejlighedsvise tilfælde

videresælger genstande med fortjeneste, vil således ikke alene på grundlag heraf skulle anses

som erhvervsdrivende.

Det er ikke en forudsætning for at blive anset som erhvervsdrivende, at sælgeren har et fast

forretningssted (f.eks. en butik), men det kan indgå i vurderingen. Det er heller ikke afgørende,

om der med virksomheden tilstræbes en økonomisk gevinst.

Offentlige virksomheder kan også anses som erhvervsdrivende, hvis de udøver virksomhed, der

kan sidestilles med privat erhvervsvirksomhed, f.eks. levering af vand fra offentlige

vandværker til private forbrugere. Foreninger, organisationer og sammenslutninger kan tillige

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

efter omstændighederne anses som erhvervsdrivende, hvis de udøver erhvervsprægede

aktiviteter.

Organisationer, hvis formål udelukkende er velgørende, almennyttigt, politisk eller religiøst,

anses som udgangspunkt ikke for erhvervsdrivende, hvad angår deres indsamlingsaktiviteter.

Sådanne organisationer kan dog anses som erhvervsdrivende for så vidt angår organisationernes

kommercielle aktiviteter, f.eks. hvis der drives forlagsvirksomhed, arrangeres medlemsrejser,

drives butik mv.

Sportsklubber vil ofte have karakter af almennyttige foreninger, men kan

–

efter en konkret

vurdering af klubbernes aktiviteter og omsætning

–

anses for erhvervsdrivende i det konkrete

aftaleforhold.

Andelsbolig-, grundejer- og ejerlejlighedsforeninger, gårdlav, almennyttige boligforeninger,

bofællesskaber, kolonihaveforeninger, kollegier mv. anses som udgangspunkt ikke som

erhvervsdrivende, hvad angår de dispositioner, som har til formål at varetage medlemmernes

interesser i henhold til organisationens/foreningens formål. Fagforeninger og a-kasser er som

udgangspunkt heller ikke omfattet af begrebet erhvervsdrivende, men sådanne organisationers

aktiviteter kan anses for at være erhvervsmæssige.

Ud over, at sælger skal anses som en erhvervsdrivende, kræves det

–

for at reglerne om

forbrugerkøb finder anvendelse

–

at det konkrete køb har relation til sælgerens

erhvervsvirksomhed, jf. formuleringen ”som led i sit erhverv” i købelovens § 4 a, stk. 1. Et

konkret salg kan være en del af sælgerens udøvelse af erhvervsvirksomhed, selv om

salgsgenstanden ikke er en del af det sædvanlige sortiment.

1.8 Bevisbyrden i forbrugerkøb

Af købelovens § 4 a, stk. 1, 2. pkt., fremgår, at sælgeren har bevisbyrden for, at et køb ikke er

et forbrugerkøb. Der opstilles herved en legal formodning for, at en aftale har karakter af

forbrugerkøb, og det er sælgeren, der skal bevise, at det ikke er tilfældet. Sælgeren skal f.eks.

bevise, at køber har indgået aftalen hovedsageligt med et erhvervsmæssigt formål, eller at

sælgeren ikke selv har handlet som led i sit erhverv. Er sælgeren ved aftalens indgåelse blevet

vildledt til at tro, at køberen handler som led i sit erhverv, finder reglerne om forbrugerkøb

næppe anvendelse, selv om køberen faktisk hovedsagelig handlede ikke-erhvervsmæssigt.

1.9 Formidlingskøb

Købsaftaler, der indgås mellem to ikke-erhvervsdrivende (f.eks. to private personer), er som

udgangspunkt ikke forbrugerkøb, medmindre et erhvervsdrivende mellemled indgår eller

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

formidler aftalen for den ikke-erhvervsdrivende sælger, jf. købelovens § 4 a, stk. 2. Dette

betegnes formidlingskøb.

Er der tale om et formidlingskøb, er købet omfattet af købelovens regler om forbrugerkøb.

Det erhvervsdrivende mellemled skal have optrådt som fuldmægtig for den ikke-

erhvervsdrivende sælger eller på anden måde have

medvirket aktivt

i forhandlingerne i

forbindelse med aftaleindgåelsen som repræsentant for sælgeren. Hvis det erhvervsdrivende

mellemled modtager vederlag for sin indsats i forbindelse med det enkelte salg, f.eks.

formidlingsprovision, er aftalen som udgangspunkt omfattet af købelovens § 4 a, stk. 2. Stiller

det erhvervsdrivende mellemled en standardformular for aftaleindgåelse til rådighed for en

privat sælger og/eller køber, anses den erhvervsdrivende også for at have medvirket aktivt.

Omfattet af købelovens § 4 a, stk. 2, er derimod ikke erhvervsdrivende mellemled, som kun

formidler kontakt mellem sælger og køber, f.eks. ved at stille annonceplads til rådighed for

præsentation af varer mv. på en hjemmeside eller i en avis.

I et formidlingskøb er det den ikke-erhvervsdrivende sælger, som hæfter for opfyldelsen af

købsaftalen, men da købet er et forbrugerkøb, har den ikke-erhvervsdrivende køber den

retstilling med hensyn til mangler, misligholdelsesbeføjelser mv., som følger af

forbrugerkøbsreglerne. Det erhvervsdrivende mellemled, der har formidlet indgåelse af aftalen,

hæfter ikke (som sælger) for opfyldelse af forpligtelserne i henhold til aftalen.

Der er ikke med købelovens § 4 a, stk. 2, taget stilling til, hvem der er parter i aftalen, og hvem

der dermed hæfter for aftalens opfyldelse. Det afhænger af almindelige aftaleretlige regler. Hvis

det er formidleren, der er aftalepart, er der ikke tale om et formidlingskøb, men et (direkte)

forbrugerkøb, jf. købelovens § 4 a, stk. 1.

Hvor en ikke-erhvervsdrivende f.eks. benytter en kommissionær til formidling af

aftaleindgåelse, følger det af kommissionslovens regler, at kommissionæren

–

og ikke den ikke-

erhvervsdrivende sælger/kommittent

–

er forpligtet over for den ikke-erhvervsdrivende køber,

fordi kommissionæren handler i eget navn, jf. kommissionslovens § 4. Der er således ikke tale

om et formidlingskøb, men et (direkte) forbrugerkøb i henhold til købelovens § 4 a, stk. 1.

1.10 Onlineplatform/-markedsplads mv.

Det følger af almindelige aftaleretlige regler, at en onlineplatform/markedsplads mv., der er

direkte aftalepart

i forhold til forbrugeren, selv bliver bundet af aftalen. Købelovens regler om

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

forbrugerkøb finder i så fald anvendelse, hvis betingelserne for at betragte platformen mv. som

erhvervsdrivende er opfyldt.

Ofte vil onlineplatforme mv. dog formidle et køb på vegne af en anden part, f.eks. en

erhvervsdrivende sælger. I sådanne situationer kan det være vanskeligt for forbrugeren at

gennemskue, hvem vedkommende rent faktisk indgår købsaftalen med, dvs. hvem der er

forbrugerens aftalepart. I så fald fører de almindelige aftaleretlige regler til, at hvis platformen

mv. ikke tydeligt angiver i forbindelse med ”købsflowet”, hvem der er forbrugerens aftalepart,

bliver platformen mv. selv forpligtet af aftalen.

1.11 Udgør indsamling af metadata og udsættelse for reklame en aftale i dansk ret

Direktivet om digitalt indhold giver medlemsstaterne mulighed for at lade direktivets regler

omfatte situationer, hvor den erhvervsdrivende kun indsamler metadata om forbrugeren, og

situationer, hvor forbrugeren udsættes for reklame for at få adgang til digitalt indhold mv., uden

at der er indgået en aftale med den erhvervsdrivende, jf. kapitel 5, pkt. 4.2. Det er på den

baggrund relevant at beskrive gældende dansk ret på området.

Det følger af aftalelovens § 1, at tilbud (et løfte) og svar på tilbud (accept af et løfte) er bindende

for afgiveren. Der er ikke fastsat generelle formkrav til aftaler. Både mundtlige og skriftlige

aftaler er bindende. En aftale kan endvidere f.eks. indgås ved stiltiende accept eller ved at

acceptere betingelserne for brug af en hjemmeside eller en app. Det danske aftalebegreb er

således ganske bredt.

På grund af rækkevidden af det danske aftalebegreb vil det bero på en konkret vurdering, om

betingelserne for aftaleindgåelse er opfyldt i den enkelte situation, hvor en erhvervsdrivende

indsamler metadata, mod at forbrugerne kan anvende den erhvervsdrivendes tjeneste, eller hvor

en forbruger bliver udsat for reklamer for til gengæld at kunne tilgå indhold på en hjemmeside

eller i en app, f.eks. reklamer forinden eller under videoer og i spil.

Det vurderes umiddelbart, at der vil være tilfælde, som ikke vil være omfattet af aftalebegrebet.

Det gælder f.eks., hvor forbrugeren alene udsættes for reklame forud for at få adgang til en

video eller et spil på en hjemmeside eller i en app, men hvor det ikke på forhånd er klart, hvad

forbrugeren er blevet stillet i udsigt, eller hvor forbrugeren ikke har accepteret vilkårene for at

få adgang til hjemmesiden. At der næppe foreligger en aftale efter dansk ret skyldes bl.a., at det

er vanskeligt at fastlægge, hvad forbrugeren er blevet lovet og har accepteret i disse situationer.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

1.12 Begrebet digital tjeneste

digital tjeneste

defineres i varedirektivet som en tjeneste, der gør det muligt for forbrugeren

at generere, behandle, lagre eller få adgang til data i digital form, jf. artikel 2, nr. 7, litra a, eller

en tjeneste, der muliggør deling af eller enhver anden form for interaktion med data i digital

form, som uploades eller genereres af forbrugeren eller andre brugere af den pågældende

tjeneste, jf. artikel 2, nr. 7, litra b.

Direktivet om digitalt indhold indeholder en tilsvarende definition af digitale tjenester i artikel

2, nr. 2, litra a og b.

2. Gældende dansk ret (anden relevant lovgivning)

2.1 Virtuelle valutaers retstilling som lovlige betalingsmidler i Danmark

Danske pengesedler og -mønter er lovlige betalingsmidler, også kaldet gangbar mønt, i

Danmark, hvilket betyder, at debitorer i udgangspunktet altid har ret til at betale med disse.

Dette fremgår af henholdsvis nationalbanklovens § 8 for pengesedler og møntlovens § 4 for

mønter.

Det vil derudover altid være muligt for kreditor og debitor at aftale, at betalingen skal falde i

anden form end kontanter. I tilfælde, hvor der ikke er indgået aftale om betaling med andre

betalingsmidler end kontanter, og hvor dette heller ej følger af særlige lovbestemmelser, vil en

kreditor, som nægter at modtage betaling i danske pengesedler og -mønter, komme i

fordringshavermora. Eksempler på særlige lovbestemmelser findes bl.a. i kontantreglen i

betalingslovens § 81, som regulerer, hvilket tidsrum af døgnet en betalingsmodtager kan

undlade at tage imod kontanter (i udgangspunktet kl. 22-6), og kontantforbuddet i

hvidvasklovens § 5, som bestemmer en øvre beløbsgrænse på erhvervsdrivendes modtagelse af

kontanter (maks. 50.000 kr.).

Virtuelle valutaer, udenlandske valutaer og andre betalingsmidler, som ikke er danske

kontanter, er derfor ikke lovlige betalingsmidler i Danmark (dvs. anerkendes ikke). Der kan

således ikke betales med frigørende virkning med virtuelle valutaer eller udenlandske valutaer,

medmindre dette er aftalt mellem kreditor og debitor.

3. Nye EU-regler (varedirektivet og direktivet om digitalt indhold)

3.1 Begrebet købsaftale

købsaftale

defineres i varedirektivet som enhver aftale, hvorved sælgeren overdrager eller

påtager sig at overdrage ejendomsretten til varer til en forbruger, og forbrugeren betaler eller

påtager sig at betale prisen herfor, jf. artikel 2, nr. 1.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 17, at varedirektivet for den juridiske klarheds skyld

bør fastlægge en definition af en købsaftale. Det fremgår videre, at hvis en aftale indeholder

elementer af både salg af varer og levering af tjenester (dvs. er et sammensat kontraktforhold/en

blandet aftale), overlades det til national ret at fastsætte, om hele aftalen kan klassificeres som

en købsaftale. I dansk ret afhænger klassifikationen af et sammensat kontraktforhold/en blandet

aftale af, hvad der er aftalens væsentligste element, jf. kapitel 5, pkt. 1.1.2.

3.2 Begrebet forbruger

forbruger

defineres i varedirektivet som enhver fysisk person, der i forbindelse med de af

direktivet omfattede aftaler ikke handler som led i sit erhverv, sin forretning, sit håndværk eller

sin profession, jf. artikel 2, nr. 2.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 22, at i tilfælde af aftaler med dobbelt formål, hvor

aftalen indgås dels som led i, dels ikke som led i den pågældende persons erhverv, og hvor det

erhvervsmæssige formål er marginalt i forbindelse med aftalen, kan medlemsstaterne frit

bestemme, om og under hvilke omstændigheder en sådan person bør betragtes som forbruger.

Det afgørende for, om der i sådanne situationer er tale om forbrugerkøb i dansk ret, er som

nævnt om genstanden hovedsagelig er købt til ikke-erhvervsmæssigt brug.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 21, at medlemsstaterne frit kan udvide anvendelsen af

reglerne i varedirektivet til også at omfatte aftaler, der er udelukket fra direktivets

anvendelsesområde, eller på anden måde regulere sådanne aftaler. Medlemsstaterne kan f.eks.

frit beslutte at udvide den beskyttelse, forbrugere gives ved direktivet, til også at omfatte fysiske

eller juridiske personer, der ikke er forbrugere som defineret i direktivet, såsom ikke-statslige

organisationer, nyetablerede virksomheder eller små og mellemstore virksomheder (SMV’er).

Ligeledes kan det besluttes, at forbrugerbeskyttelsesreglerne i direktivet også finder anvendelse

på juridiske personer, der handler ikke-erhvervsmæssigt.

Forbrugerbegrebet i varedirektivet er identisk med forbrugerbegrebet i direktivet om digitalt

indhold, jf. artikel 2, nr. 6, ligesom det også i relation til sidstnævnte direktiv er muligt for

medlemsstaterne at udvide forbrugerbegrebets anvendelsesområde til f.eks. at omfatte juridiske

personer, jf. præambelbetragtning nr. 16 og 17.

Forbrugerbegrebet i varedirektivet og direktivet om digitalt indhold er således snævrere end

købelovens forbrugerbegreb, da førstnævnte som udgangspunkt kun omfatter en fysisk person,

der ikke handler som led i sit erhverv, sin forretning, sit håndværk eller sin profession.

Købeloven omfatter også fysiske personer, hvis de blot

hovedsageligt

handler uden for deres

erhverv.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

På grund af den valgfrihed direktiverne giver i forhold til juridiske personer og tilfælde, hvor

det erhvervsmæssige formål er marginalt for forbrugeren, er det muligt at opretholde det

gældende danske forbrugerbegreb.

3.3 Begrebet sælger/erhvervsdrivende

sælger

defineres i varedirektivet som enhver fysisk person eller juridisk person, uanset om

der er tale om privat eller offentligt ejerskab, der handler, herunder via en anden person, der

optræder i denne fysiske eller juridiske persons navn eller på dennes vegne, som led i sit

erhverv, sin forretning, sit håndværk eller sin profession i forbindelse med de af direktivet

omfattede aftaler, jf. artikel 2, nr. 3.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 23, at udbydere af platforme kan anses for at være

sælgere i henhold til varedirektivet, hvis de handler som led i deres egen forretning og som

direkte aftaleparter for forbrugeren med henblik på salg af varer. Medlemsstaterne kan frit

vælge at udvide anvendelsen af direktivet til udbydere af platforme, som ikke opfylder kravene

til at blive anset for sælgere i henhold til direktivet.

Begrebet

erhvervsdrivende

i direktivet om digitalt indhold, jf. artikel 2, nr. 5, er identisk med

sælgerbegrebet i varedirektivet. Også dette begreb kan udvides til at omfatte udbydere af

platforme, der ellers ikke ville være omfattet, jf. præambelbetragtning nr. 18 i direktivet om

digitalt indhold.

Sælgerbegrebet i varedirektivet og direktivet om digitalt indhold harmonerer med købelovens

begreb handlende/erhvervsdrivende.

3.4 Begrebet varer, herunder varer med digitale elementer

Varer

defineres i varedirektivet som enhver løsøregenstand. Vand, gas og elektricitet betragtes

som varer i henhold til direktivet, når det udbydes til salg i et afgrænset volumen eller en

bestemt mængde, jf. artikel 2, nr. 5, litra a. Som varer anses også enhver løsøregenstand, der

integrerer eller er indbyrdes forbundet med digitalt indhold eller en digital tjeneste på en sådan

måde, at fraværet af det digitale indhold eller den digitale tjeneste ville forhindre varerne i at

opfylde deres funktion (”varer

med digitale elementer”),

jf. artikel 2, nr. 5, litra b. En

tilsvarende definition af varer med digitale elementer findes i direktivet om digitalt indholds

artikel 2, nr. 3.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 14, at udtrykket varer omfatter varer med digitale

elementer og derfor også henviser til alt digitalt indhold eller alle digitale tjenester, der er

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

integreret i eller indbyrdes forbundet med sådanne varer på en sådan måde, at fraværet af det

digitale indhold eller den digitale tjeneste vil forhindre varerne i at fungere. Digitalt indhold,

der er integreret i eller indbyrdes forbundet med en vare, kan være enhver form for data, der er

produceret og leveret i digital form, såsom styresystemer, programmer og andet software.

Digitalt indhold kan være forudinstalleret på tidspunktet for indgåelsen af købsaftalen eller kan,

hvor det fastsættes i aftalen, installeres efterfølgende. Digitale tjenester, der er indbyrdes

forbundet med en vare, kan omfatte tjenester, der muliggør generering, behandling eller lagring

af data i digital form eller adgang dertil, såsom software-as-a-service, der tilbydes i

cloudcomputing-miljøet, løbende levering af trafikdata i et navigationssystem eller løbende

levering af individuelt tilpassede træningsprogrammer i forbindelse med smarture.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 15, at varedirektivet finder anvendelse på aftaler om

salg af varer, herunder varer med digitale elementer, hvor fraværet af digitalt indhold eller en

digital tjeneste, der er integreret eller indbyrdes forbundet, vil forhindre varerne i at fungere, og

hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste leveres sammen med varerne i henhold til

købsaftalen vedrørende disse varer. Hvorvidt leveringen af digitalt indhold eller en digital

tjeneste, der er integreret eller indbyrdes forbundet, udgør en del af købsaftalen med sælgeren,

afhænger af aftalens indhold. Det omfatter digitalt indhold eller digitale tjenester, der er

integreret i eller indbyrdes forbundet med varerne, hvis leveringen heraf udtrykkeligt kræves i

aftalen. Det omfatter også de købsaftaler, der kan forstås som omfattende leveringen af specifikt

digitalt indhold eller en specifik digital tjeneste, fordi det er sædvanligt for varer af samme type,

og forbrugeren med rimelighed kan forvente det i betragtning af varernes karakter og i

betragtning af eventuelle offentlige udsagn, der er fremsat af eller på vegne af sælgeren eller

andre personer i tidligere led i transaktionskæden, herunder producenten. Hvis f.eks. et smart-

TV blev annonceret som indeholdende en bestemt videoapplikation, vil videoapplikationen

blive anset for at være en del af købsaftalen. Det gælder, uanset om det digitale indhold eller

den digitale tjeneste er forudinstalleret i selve varen eller skal downloades efterfølgende på en

anden enhed og kun er indbyrdes forbundet med varen. En smartphone kan f.eks. leveres med

standardiserede forudinstallerede programmer, der leveres i henhold til købsaftalen, såsom et

alarmprogram eller et kameraprogram. Et andet muligt eksempel er et smartur. I sådan et

tilfælde er det selve uret, der anses for at være varen med digitale elementer, som kun kan

fungere med en applikation, der leveres i henhold til købsaftalen, men som skal downloades af

forbrugeren til en smartphone. Applikationen er derefter det indbyrdes forbundne digitale

element. Det gælder også, hvis det digitale indhold eller den digitale tjeneste, der er integreret

i eller indbyrdes forbundet med varen, ikke leveres af sælgeren selv, men leveres i henhold til

købsaftalen af en tredjemand. For at undgå usikkerhed for både sælgere og forbrugere finder

reglerne i varedirektivet anvendelse i tilfælde af tvivl om, hvorvidt leveringen af det digitale

indhold eller den digitale tjeneste er en del af købsaftalen eller ej. Konstatering af, at der

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

eksisterer et bilateralt aftalemæssigt forhold mellem sælgeren og forbrugeren, som leveringen

af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, der er integreret eller indbyrdes forbundet, er

en del af, bør desuden ikke berøres af det forhold, at forbrugeren skal give sit samtykke til en

licensaftale med en tredjepart for at kunne bruge det digitale indhold eller den digitale tjeneste.

Endelig fremgår det modsætningsvis af præambelbetragtning nr. 16, at hvis fraværet af det

digitale indhold eller den digitale tjeneste, der er integreret i eller indbyrdes forbundet med

varerne, ikke forhindrer varerne i at udføre deres funktioner, eller hvis forbrugeren indgår en

aftale om levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste, som ikke indgår i en købsaftale

vedrørende varer med digitale elementer, anses aftalen herom for at være adskilt fra aftalen om

salg af varerne, selv om sælgeren fungerer som formidler af den anden aftale med den leverende

tredjemand, og kan være omfattet af anvendelsesområdet for direktivet om digitalt indhold, hvis

dette direktivs betingelser er opfyldt. Hvis en forbruger f.eks. downloader et spil til sin

smartphone fra en app store, er aftalen om levering af spillet adskilt fra aftalen om salg af selve

smartphonen. Varedirektivet finder derfor kun anvendelse på aftalen om salg af smartphonen,

mens leveringen af spillet er omfattet af direktivet om digitalt indhold, hvis betingelserne herfor

er opfyldt. Et andet eksempel er en situation, hvor det udtrykkeligt aftales, at forbrugeren køber

en smartphone uden et specifikt styresystem, og hvor forbrugeren efterfølgende indgår en aftale

om levering af et styresystem fra en tredjepart. I et sådant tilfælde vil leveringen af

styresystemet, som er købt særskilt, ikke være en del af købsaftalen og derfor ikke være omfattet

af anvendelsesområdet for varedirektivet, men vil i stedet kunne være omfattet af direktivet om

digitalt indhold, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Direktivet om digitalt indhold indeholder tilsvarende præambelbetragtninger (nr. 19-22) om

definitionen af varer med digitale elementer samt om afgrænsningen mellem varedirektivet og

direktivet om digitalt indhold. Afgrænsningen behandles nærmere i kapitel 5, pkt. 3.8.

3.5 Begrebet digitalt indhold

Digitalt indhold

defineres i varedirektivet som data, der fremstilles og leveres i digital form, jf.

artikel 2, nr. 6.

Direktivet om digitalt indhold indeholder en tilsvarende definition af digitalt indhold i artikel

2, nr. 1.

3.6 Varedirektivets anvendelsesområde

3.6.1 Generelt

Det fremgår af varedirektivets artikel 3, stk. 1, at direktivet finder anvendelse på købsaftaler

mellem en forbruger og en sælger (erhvervsdrivende).

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

I præambelbetragtning nr. 14 præciseres det, at varedirektivet kun gælder for løsøregenstande,

der er varer som defineret i artikel 2, nr. 5. Medlemsstaterne kan derfor frit regulere aftaler om

salg af fast ejendom, såsom beboelsesejendomme, og de vigtigste bestanddele heraf, som er

beregnet til at udgøre en stor del af den faste ejendom. I dansk ret er aftaler om køb af fast

ejendom undtaget fra købelovens anvendelsesområde.

Derudover fremgår det af præambelbetragtning nr. 9, at varedirektivet omfatter alle

salgskanaler med henblik på at skabe lige forretningsvilkår for alle virksomheder, der sælger

varer til forbrugere. Varedirektivet gælder såedes for salg af fysiske varer, uanset om det foregår

online eller i fysiske butikker. Den danske købelov skelner heller ikke mellem forskellige

salgskanaler.

Endelig fremgår det af præambelbetragtning nr. 21, at medlemsstaterne frit kan udvide

anvendelsen af reglerne i varedirektivet til også at omfatte aftaler, der er udelukket fra

direktivets anvendelsesområde, eller regulere sådanne aftaler på anden måde.

3.6.2 Bestillingskøb

Aftaler mellem en forbruger og en sælger om levering af varer, der skal tilvirkes eller

fremstilles, anses også for at være købsaftaler i relation til varedirektivet, jf. artikel 3, stk. 2.

Det svarer til købelovens § 2, stk. 1, om bestillingskøb.

I præambelbetragtning nr. 17 uddybes begrebet bestillingskøb. Heraf fremgår, at direktivets

anvendelsesområde også omfatter aftaler om varer, der endnu ikke er fremstillet eller frembragt,

herunder efter forbrugerens specifikationer. Installation af varerne kan endvidere være omfattet

af direktivets anvendelsesområde, hvis installationen er en del af købsaftalen og skal udføres af

sælgeren eller på sælgerens vegne. Hvis en købsaftale indeholder elementer af både salg af

varer og levering af tjenester (dvs. sammensatte kontraktforhold/blandede aftaler), er det

overladt til national ret at bestemme, om hele aftalen kan klassificeres som en købsaftale i

relation til varedirektivet. I dansk ret afhænger klassificeringen af sammensatte

kontraktforhold/blandede aftaler af en konkret vurdering af, hvad der udgør aftalens

væsentligste element, jf. kapitel 5, pkt. 1.1.2.

3.6.3 Salg på tvangsauktion mv.

Varedirektivet finder ikke anvendelse på varer, der sælges på tvangsauktion eller i øvrigt i

henhold til lov, jf. direktivets artikel 3, stk. 4, litra b. Købeloven finder derimod også anvendelse

ved køb på tvangsauktion, i det omfang betingelserne for, at der foreligger en købsaftale, er

opfyldt.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

3.6.4 Salg af brugte varer på offentlig auktion og levende dyr

Det fremgår af varedirektivets artikel 3, stk. 5, litra a og b, at medlemsstaterne kan vælge at

undtage aftaler om salg af brugte varer, som sælges på offentlige auktioner, og levende dyr fra

varedirektivets anvendelsesområde.

I tilfælde af en eventuel undtagelse af aftaler om salg af brugte varer på offentlige auktioner

skal forbrugeren dog have let adgang til klare og omfattende oplysninger om, at rettighederne i

varedirektivet ikke finder anvendelse.

Begrebet

offentlig auktion

defineres i varedirektivet som en salgsmetode, hvor den

erhvervsdrivende tilbyder varer eller tjenesteydelser til forbrugere, som selv er eller har

mulighed for at være til stede under auktionen, gennem en gennemsigtig konkurrencebaseret

budprocedure, som styres af en auktionsholder, og hvor den tilbudsgiver, hvis bud antages, er

forpligtet til at købe varerne eller tjenesteydelserne, jf. artikel 2, nr. 15.

De nugældende forbrugerkøbsregler i købeloven omfatter både køb af genstande på offentlige

auktioner (med en modifikation i § 77, stk. 2) og køb af levende dyr.

3.6.5 Afgrænsning over for generel aftaleret

Det fremgår af varedirektivets artikel 3, stk. 6, at direktivet ikke berører medlemsstaternes

frihed til at regulere generelle aftaleretlige aspekter, såsom regler om aftalers indgåelse,

gyldighed, omstødelse eller virkninger af aftaler, herunder konsekvenserne af at ophæve en

aftale

–

for så vidt de ikke er reguleret i varedirektivet

–

eller retten til erstatning.

I præambelbetragtning nr. 18 præciseres det, at varedirektivet ikke berører national ret, i det

omfang de pågældende spørgsmål ikke er reguleret af direktivet, navnlig for så vidt angår

varernes lovlighed, erstatning og generelle aftaleretlige aspekter, såsom indgåelse, gyldighed,

ugyldighed eller virkninger af aftaler. Det samme gælder konsekvenserne af at ophæve aftalen

og visse aspekter angående afhjælpning og omlevering, som ikke er reguleret af direktivet.

Medlemsstaterne kan også frit regulere forbrugerens ret til erstatning for skader, som

forbrugeren har lidt som følge af sælgerens overtrædelse af varedirektivet. Varedirektivet

berører heller ikke national lovgivning om forbrugerens ikke-aftalebestemte beføjelser i

tilfælde af mangler ved varen over for personer i tidligere led i transaktionskæden, f.eks.

fabrikanter eller andre personer, der opfylder forpligtelserne for sådanne personer.

Det fremgår videre af præambelbetragtning nr. 20, at medlemsstaterne frit kan fastsætte

oplysningsforpligtelser for sælgeren i forbindelse med aftalens indgåelse eller sælgerens pligt

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

til at advare forbrugeren om f.eks. visse egenskaber ved varen, egnetheden af de materialer,

som forbrugeren har leveret, eller mulige ulemper som følge af specifikke anmodninger fra

forbrugeren, f.eks. en anmodning fra forbrugeren om at anvende et særligt stof til

skræddersyning af en selskabskjole. Medlemsstaterne kan endvidere udvide anvendelsen af

reglerne i varedirektivet til også at omfatte aftaler, der er udelukket fra direktivets

anvendelsesområde, eller for på anden måde at regulere sådanne aftaler, jf.

præambelbetragtning nr. 21. Det er således f.eks. muligt at lade varedirektivets regler gælde for

aftaler om bytte svarende til købelovens anvendelsesområde, jf. den gældende købelovs § 2,

stk. 3.

I præambelbetragtning nr. 61 er det anført, at princippet om sælgers (erstatnings)ansvar for

skader er et væsentligt element i købsaftaler. Forbrugere bør derfor have ret til at kræve

erstatning for enhver ulempe som følge af, at sælgeren overtræder varedirektivet, herunder for

skader som følge af manglende overensstemmelse. En sådan erstatning bør så vidt muligt bringe

forbrugeren i den position, som vedkommende ville have været i, hvis varen havde været i

overensstemmelse (svarende til positiv opfyldelsesinteresse). Da eksistensen af en sådan ret til

erstatning allerede er sikret i alle medlemsstater, berører direktivet ikke nationale regler om

erstatning til forbrugere for skader som følge af overtrædelse af reglerne. Medlemsstaterne kan

også frit regulere forbrugernes ret til erstatning i situationer, hvor afhjælpning eller omlevering

har medført en væsentlig ulempe eller er blevet forsinket.

3.7 Varedirektivets ufravigelighed

Medmindre andet fremgår af varedirektivet, er en aftale ikke bindende for forbrugeren, hvis

den til skade for forbrugeren bestemmer, at nationale foranstaltninger til gennemførelse af

direktivet ikke finder anvendelse, eller fraviger eller ændrer disses retsvirkninger, før

forbrugeren har gjort sælgeren opmærksom på manglen, jf. artikel 21, stk. 1.

Varedirektivet er dog ikke til hinder for, at sælgeren kan tilbyde forbrugeren aftalemæssige

ordninger (f.eks. en handelsmæssig garanti), som er mere vidtgående end den beskyttelse, der

fastsættes i direktivet, jf. artikel 21, stk. 2. Forbrugeren kan således gives en bedre retsstilling,

end hvad følger af direktivet. Det stemmer overens med købeloven, hvor visse bestemmelser

om forbrugerkøb også er beskyttelsespræceptive.

3.8 Afgrænsningen mellem varedirektivet og direktivet om digitalt indhold

Af varedirektivets præambelbetragtning nr. 13 og direktivet om digitalt indholds

præambelbetragtning nr. 20 fremgår, at de to direktiver supplerer hinanden. Mens direktivet om

digitalt indhold indeholder regler om aftaler om levering af digitalt indhold eller digitale

tjenester, fastsætter varedirektivet regler om aftaler om salg af varer.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Det fremgår af varedirektivets artikel 3, stk. 3, at direktivet ikke finder anvendelse på aftaler

om levering af digitalt indhold eller digitale tjenester. Sådanne aftaler er i stedet reguleret af

direktivet om digitalt indhold.

Varedirektivet finder dog anvendelse på digitalt indhold eller digitale tjenester, der er

integreret

i eller indbyrdes forbundet med

en vare, og som leveres sammen med varen i henhold til

købsaftalen, uanset om sådant digitalt indhold eller sådanne digitale tjenester leveres af

sælgeren eller af en tredjemand, jf. varedirektivets artikel 3, stk. 3. Sådanne varer betegnes

varer med digitale elementer,

jf. kapitel 5, pkt. 3.4. Modsætningsvis finder direktivet om digitalt

indhold ikke anvendelse på varer med digitale elementer, jf. direktivets artikel 3, stk. 4. I

tilfælde af tvivl om, hvorvidt leveringen af digitalt indhold eller en digital tjeneste, der er

integreret i eller indbyrdes forbundet med en vare, udgør en del af købsaftalen, formodes det

digitale indhold eller den digitale tjeneste at være omfattet af købsaftalen

–

og dermed af

varedirektivet.

Varedirektivet finder ikke anvendelse på

et fysisk medium, der udelukkende anvendes til

levering af digitalt indhold,

jf. artikel 3, stk. 4, litra a. Direktivet om digitalt indhold finder i

stedet anvendelse på sådanne, jf. direktivets artikel 3, stk. 3 (med undtagelse af artikel 5 om

levering og 13 om beføjelser ved manglende levering).

Direktivet om digitalt indhold finder således bl.a. anvendelse på levering af digitalt indhold og

digitale tjenester, herunder digitalt indhold der leveres på et fysisk medium, såsom DVD’er,

CD’er, USB-nøgler

og hukommelseskort, samt på det fysiske medium, forudsat at det fysiske

medium udelukkende fungerer som formidler af det digitale indhold.

3.9 Anvendelsesområdet for direktivet om digitalt indhold

3.9.1 Generelt

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 10, at direktivet om digitalt indhold bør definere sit

anvendelsesområde på en klar og utvetydig måde og fastsætte klare materielle regler for det

digitale indhold eller den digitale tjeneste, der hører ind under dets anvendelsesområde. Såvel

direktivets anvendelsesområde som dets materielle regler bør være teknologineutrale og

fremtidssikrede.

Direktivet om digitalt indhold finder anvendelse på aftaler, hvor en erhvervsdrivende leverer

eller påtager sig at levere digitalt indhold eller en digital tjeneste til en forbruger, og hvor

forbrugeren

betaler eller påtager sig at betale en pris,

jf. artikel 3, stk. 1, 1. afsnit.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

pris

defineres i direktivet som et pengebeløb eller et digitalt udtryk for værdi, der skal betales

for levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste, jf. artikel 2, nr. 7.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 23, at digitale udtryk for værdi, såsom elektroniske

kuponer eller e-kuponer, anvendes af forbrugere til at betale for forskellige varer eller

tjenesteydelser på det digitale indre marked. Sådanne digitale udtryk for værdi får stadig større

betydning i forbindelse med levering af digitalt indhold eller digitale tjenester og betragtes

derfor som en betalingsmåde i henhold til direktivet om digitalt indhold. Digitale udtryk for

værdi omfatter virtuelle valutaer, i det omfang sådanne er anerkendt i national ret.

Differentiering alt efter betalingsmåde kan give anledning til forskelsbehandling og give

virksomhederne et uberettiget incitament til at gå i retning af at udbyde digitalt indhold eller

digitale tjenester mod digitale udtryk for værdi. Da digitale udtryk for værdi ikke har andet

formål end at fungere som betalingsmåde, betragtes de ikke i sig selv som digitalt indhold eller

en digital tjeneste i henhold til direktivet. I det omfang, det er aftalt mellem parterne, anerkendes

betaling med virtuel valuta i dansk ret, og aftaler med betaling i denne form er derfor omfattet

af direktivets anvendelsesområde.

Direktivet om digitalt indhold finder endvidere anvendelse, når den erhvervsdrivende leverer

eller påtager sig at levere digitalt indhold eller en digital tjeneste til forbrugeren, og forbrugeren

afgiver eller påtager sig at afgive personoplysninger

til den erhvervsdrivende, medmindre de

personoplysninger, som forbrugeren afgiver, udelukkende behandles af den erhvervsdrivende

med henblik på levering af det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse

med direktivet, eller for at give den erhvervsdrivende mulighed for at opfylde de retlige krav,

som den erhvervsdrivende er underlagt, og den erhvervsdrivende ikke behandler disse

oplysninger til andre formål, jf. artikel 3, stk. 1, 2. afsnit.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 24, at digitalt indhold eller digitale tjenester ofte

leveres på en sådan måde, at forbrugeren ikke betaler en pris, men i stedet afgiver

personoplysninger til den erhvervsdrivende. Sådanne forretningsmodeller benyttes i forskellige

former på en betydelig del af markedet. Selv om direktivet om digitalt indhold fuldt ud

anerkender, at beskyttelse af personoplysninger er en grundlæggende rettighed, og at

personoplysninger derfor ikke kan betragtes som en vare, bør det sikres, at forbrugere i

forbindelse med sådanne forretningsmodeller er berettiget til aftalemæssige retsmidler.

Direktivet om digitalt indhold finder derfor anvendelse på aftaler, hvor den erhvervsdrivende

leverer eller påtager sig at levere digitalt indhold eller en digital tjeneste til en forbruger, og

forbrugeren afgiver eller påtager sig at afgive personoplysninger. Personoplysningerne kan

afgives til den erhvervsdrivende enten på det tidspunkt, hvor aftalen indgås, eller på et senere

tidspunkt, såsom når forbrugeren afgiver samtykke til, at den erhvervsdrivende kan anvende de

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

personoplysninger, som forbrugeren måtte uploade eller generere ved anvendelsen af det

digitale indhold eller den digitale tjeneste. EU-retten om beskyttelse af personoplysninger

indeholder en udtømmende liste over retsgrundlag for lovlig behandling af personoplysninger.

Direktivet om digitalt indhold finder anvendelse på alle aftaler, hvor forbrugeren afgiver eller

påtager sig at afgive personoplysninger til den erhvervsdrivende. Direktivet finder f.eks.

anvendelse, hvor forbrugeren åbner en konto på et socialt medie og opgiver sit navn og sin e-

mailadresse, der anvendes til andre formål end blot levering af digitalt indhold eller digitale

tjenester eller overholdelse af retlige krav. Direktivet finder ligeledes anvendelse, hvor

forbrugeren afgiver samtykke til, at materiale, der udgør personoplysninger, såsom fotografier

eller opslag, som forbrugeren uploader, bearbejdes af den erhvervsdrivende med henblik på

markedsføring. Det står dog medlemsstaterne frit for at afgøre, om betingelserne for indgåelse,

eksistensen og gyldigheden af en aftale i henhold til national ret er opfyldt.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 25, at hvis digitalt indhold og digitale tjenester ikke

leveres mod betaling af en pris, finder direktivet ikke anvendelse i situationer, hvor den

erhvervsdrivende indsamler personoplysninger udelukkende med henblik på at levere digitalt

indhold eller digitale tjenester eller udelukkende med henblik på at opfylde retlige krav.

Sådanne situationer kan f.eks. omfatte tilfælde, hvor registreringen af forbrugeren er påkrævet

i henhold til gældende ret af hensyn til sikkerhed og identifikation. Direktivet finder heller ikke

anvendelse i situationer, hvor den erhvervsdrivende kun indsamler metadata, såsom

oplysninger om forbrugerens anordning eller browserhistorik, medmindre dette betragtes som

en aftale i henhold til national ret. Direktivet finder endvidere ikke anvendelse i situationer,

hvor forbrugeren

–

uden at have indgået en aftale med den erhvervsdrivende

–

udsættes for

reklamer udelukkende for at få adgang til digitalt indhold eller en digital tjeneste.

Medlemsstaterne kan dog udvide anvendelsen af reglerne i direktivet om digitalt indhold til

også at omfatte sådanne situationer eller på anden måde regulere sådanne situationer, som er

udelukket fra direktivets anvendelsesområde.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 19 i direktivet om digitalt indhold, at direktivet bør

afhjælpe problemer inden for forskellige kategorier af digitalt indhold, digitale tjenester og

levering heraf. For at tage højde for den hurtige teknologiske udvikling og for at tilgodese

fremtidssikringen af begrebet digitalt indhold eller digital tjeneste bør direktivet bl.a. omfatte

EDB-programmer, applikationer, videofiler, lydfiler, musikfiler, digitale spil, e-bøger og andre

e-publikationer, og også digitale tjenester, der muliggør generering af, behandling af, adgang

til eller lagring af data i digital form, herunder Software-as-a-Service, såsom billed- og

lyddeling og anden filhosting, tekstbehandling eller spil, der tilbydes i cloudcomputing-miljøet,

og sociale medier. Da der findes mange måder, hvorpå digitalt indhold eller digitale tjenester

kan leveres, såsom overførsel til et fysisk medium, download af forbrugere til deres

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

anordninger, webstreaming, adgang til faciliteter til lagring af digitalt indhold eller adgang til

brug af sociale medier, finder direktivet anvendelse, uanset hvilket medium der benyttes til

overførslen af eller til at give adgang til det digitale indhold eller den digitale tjeneste. Direktivet

finder imidlertid ikke anvendelse på internetadgangstjenester.

3.9.2 Udvikling af digitalt indhold eller en digital tjeneste på bestilling

Direktivet om digitalt indhold finder også anvendelse, hvor det digitale indhold eller den

digitale tjeneste er udviklet i henhold til forbrugerens specifikationer, jf. artikel 3, stk. 2.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 26, at direktivet om digitalt indhold finder anvendelse

på aftaler om udvikling af digitalt indhold, der er skræddersyet til forbrugerens specifikke krav,

herunder skræddersyet software. Direktivet finder også anvendelse på levering af elektroniske

filer, der er nødvendige i forbindelse med 3D-printning af varer, i det omfang sådanne filer er

omfattet af definitionen af digitalt indhold eller digitale tjenester i henhold til direktivet.

Direktivet om digitalt indhold regulerer dog ikke nogen rettigheder eller forpligtelser i

forbindelse med varer, der er produceret ved hjælp af 3D-printteknologi.

3.9.3 Nogle aftaler er ikke omfattet af direktivet om digitalt indhold

Det fremgår af direktivet om digitalt indholds artikel 3, stk. 5, litra a-h, at direktivet ikke finder

anvendelse på aftaler om

•

levering af

andre tjenesteydelser

end digitale tjenesteydelser, uanset om den

erhvervsdrivende anvender digitale former eller midler til at skabe resultatet af

tjenesteydelsen eller til at levere eller overføre det til forbrugeren,

elektroniske kommunikationstjenester

som defineret i artikel 2, nr. 4, i Europa-

Parlamentet og Rådets direktiv 2018/1972/EU af 11. december 2018 om oprettelse af

en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation med undtagelse af

nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester som defineret i artikel 2,

nr. 7, i direktivet,

sundhedsydelser

som defineret i artikel 3, litra a, i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2011/24/EU af 9. marts 2011 om patientrettigheder i forbindelse med

grænseoverskridende sundhedsydelser,

spiltjenester,

dvs. tjenester, der involverer at vædde et pengebeløb i hasardspil, herunder

spil med et element af færdigheder, såsom lotterier, kasinospil, pokerspil og væddemål,

ved hjælp af elektroniske midler eller enhver anden teknologi til lettelse af

kommunikation og på individuel anmodning af en modtager af sådanne tjenester,

finansielle tjenesteydelser

som defineret i artikel 2, litra b, i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2002/65/EF af 23. september 2002 om fjernsalg af finansielle

•

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

tjenesteydelser til forbrugerne og om ændring af Rådets direktiv 90/619/EØF samt

direktiv 97/7/EF og 98/27/EF,

•

software, som den erhvervsdrivende tilbyder i henhold til en Free and Open Source-

licens,

hvor forbrugeren ikke betaler en pris, og hvor de personoplysninger, som

forbrugeren afgiver, udelukkende behandles af den erhvervsdrivende med henblik på at

forbedre den specifikke softwares sikkerhed, kompatibilitet eller interoperabilitet,

levering af digitalt indhold, hvor det digitale indhold stilles til rådighed for

offentligheden

på anden måde end ved signaltransmission som led i en forestilling eller

et arrangement, såsom digitale filmforevisninger, og

digitalt indhold, der leveres af medlemsstaternes offentlige myndigheder

overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/98/EF af 17.

november 2003 om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer.

•

Vedrørende litra a fremgår det af præambelbetragtning nr. 27, at eftersom direktivet om digitalt

indhold finder anvendelse på aftaler, der vedrører levering af digitalt indhold eller en digital

tjeneste til forbrugeren, bør det ikke finde anvendelse på aftaler, hvis hovedformål er levering

af erhvervsmæssige tjenester, såsom oversættelsestjenester, arkitekttjenester, juridiske tjenester

eller andre erhvervsmæssige rådgivningstjenester, som ofte udføres personligt af den

erhvervsdrivende, uanset om den erhvervsdrivende anvender digitale midler til at frembringe

resultatet af tjenesten eller til at levere eller overføre det til forbrugeren. Tilsvarende finder

direktivet ikke anvendelse på offentlige tjenester, såsom socialsikringstjenester eller offentlige

registre, hvor de digitale midler udelukkende anvendes til overførsel eller kommunikation af

tjenesten til forbrugeren. Direktivet finder heller ikke anvendelse på officielt bekræftede

dokumenter og andre notarialakter, uanset om de udføres, registreres, reproduceres eller

overføres ved hjælp af digitale midler.

Vedrørende litra b fremgår det af præambelbetragtning nr. 28, at markedet for

nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, som ikke har forbindelse til

offentlige nummerressourcer, udvikler sig hurtigt. I de senere år har fremkomsten af nye

digitale tjenester, der muliggør interpersonel kommunikation via internettet, såsom

webbaserede e-mail- og onlinemeddelelsestjenester, fået flere forbrugere til at benytte sådanne

tjenester. Derfor er det nødvendigt at sørge for en effektiv forbrugerbeskyttelse for så vidt angår

sådanne tjenester. Direktivet om digitalt indhold finder således også anvendelse på

nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester.

Vedrørende litra c fremgår det af præambelbetragtning nr. 29, at udelukkelsen af

sundhedsydelser fra direktivet om digitalt indholds anvendelsesområde også finder anvendelse

på digitalt indhold eller en digital tjeneste, der udgør medicinsk udstyr som defineret i Rådets

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

direktiv 93/42/EØF af 14. juni 1993 om medicinske anordninger, Rådets direktiv 90/385/EØF

af 20. juni 1990 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om aktive,

implantable medicinske anordninger eller Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/79/EF af

27. oktober 1998 om medicinsk udstyr til in vitro-diagnostik, hvor det medicinske udstyr

ordineres eller leveres af en sundhedsprofessionel som defineret i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2011/24/EU af 9. marts 2011 om patientrettigheder i forbindelse med

grænseoverskridende sundhedsydelser. Direktivet om digitalt indhold finder imidlertid

anvendelse på alt digitalt indhold eller alle digitale tjenester, der udgør medicinsk udstyr, som

f.eks. sundhedsapplikationer, som forbrugeren kan anskaffe sig, uden at det bliver ordineret

eller leveret af en sundhedsprofessionel.

Vedrørende litra e fremgår det af præambelbetragtning nr. 30, at EU-retten vedrørende

finansielle tjenesteydelser indeholder talrige regler om forbrugerbeskyttelse. Finansielle

tjenesteydelser som defineret i gældende ret for denne sektor, særligt Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2002/65/EF af 23. september 2002 om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser

til forbrugerne og om ændring af Rådets direktiv 90/619/EØF samt direktiv 97/7/EF og

98/27/EF, omfatter også digitalt indhold og digitale tjenester, der vedrører eller giver adgang

til finansielle tjenesteydelser, og er derfor omfattet af beskyttelsen i EU-retten om finansielle

tjenesteydelser. Aftaler vedrørende digitalt indhold eller digitale tjenester, der udgør en

finansiel tjenesteydelse, er derfor undtaget fra anvendelsesområdet for direktivet om digitalt

indhold.

Vedrørende litra f fremgår det af præambelbetragtning nr. 32, at Free and Open Source

Software, hvor kildekoden deles frit, og hvor brugerne frit kan få adgang til, anvende, ændre

og videreformidle softwaren eller ændrede versioner heraf, kan bidrage til forskning og

innovation på markedet for digitalt indhold og digitale tjenester. For at undgå at lægge

hindringer i vejen for en sådan markedsudvikling finder direktivet om digitalt indhold ikke

anvendelse på Free and Open Source Software, forudsat at det ikke leveres mod betaling af en

pris, og at forbrugerens personoplysninger udelukkende anvendes til at forbedre softwarens

sikkerhed, kompatibilitet eller interoperabilitet.

Vedrørende litra g fremgår det af præambelbetragtning nr. 31, at direktivet om digitalt indhold

ikke finder anvendelse på digitalt indhold eller en digital tjeneste, der leveres til et offentligt

publikum som en del af en kunstnerisk optræden eller et andet arrangement, som f.eks. en digital

filmforevisning eller en audiovisuel teaterforestilling. Direktivet finder dog anvendelse, hvis

digitalt indhold eller en digital tjeneste leveres til et offentligt publikum ved hjælp af

signaloverførsel, såsom ved hjælp af digitale TV-tjenester.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

3.9.4 Pakkeaftaler

Det fremgår af direktivet om digitalt indholds artikel 3, stk. 6, at direktivet kun finder

anvendelse på elementerne i en aftale vedrørende det digitale indhold eller den digitale tjeneste,

hvilket dog ikke berører direktivets artikel 3, stk. 4 (om varer med digitale elementer), hvor en

enkelt aftale mellem den samme erhvervsdrivende og den samme forbruger i en pakke omfatter

elementer vedrørende levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste og elementer

vedrørende levering af andre tjenester eller varer.

Det fremgår videre af artikel 3, stk. 6, at direktivets artikel 19 om ændring af det digitale indhold

eller den digitale tjeneste ikke finder anvendelse, hvor en pakke som defineret i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 af 11. december 2018 om oprettelse af en

europæisk kodeks for elektronisk kommunikation omfatter elementer af en

internetadgangstjeneste som defineret i artikel 2, nr. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) 2015/2120 af 25. november 2015 om foranstaltninger vedrørende adgang til

det åbne internet og om ændring af direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og

brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester og

forordning (EU) nr. 531/2012 om roaming på offentlige mobilkommunikationsnet i Unionen

eller nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester som defineret i artikel 2, nr. 6,

i direktiv Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 af 11. december 2018 om

oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation. Uden at det berører artikel

107, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 af 11. december 2018

om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation, reguleres de virkninger,

som ophævelsen af ét element i en pakkeaftale kan have på de andre dele af pakkeaftalen, af

national ret.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 33, at digitalt indhold og digitale tjenester ofte er

kombineret med levering af varer eller andre tjenester og tilbydes forbrugeren inden for samme

aftale, som omfatter en pakke af forskellige elementer, såsom levering af digitalt TV og køb af

elektronisk udstyr. I sådanne tilfælde omfatter aftalen mellem en forbruger og en

erhvervsdrivende elementer af en aftale om levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste,

men også elementer af andre aftaletyper, såsom aftaler om salg af varer eller tjenester.

Direktivet om digitalt indhold finder kun anvendelse på de elementer i den samlede aftale, der

består i levering af digitalt indhold eller digitale tjenester. De øvrige elementer i aftalen bør

være underlagt de regler, der finder anvendelse på sådanne aftaler i henhold til national ret eller

i givet fald anden EU-ret vedrørende en specifik sektor eller et specifikt spørgsmål. Ligeledes

bør de eventuelle virkninger, som ophævelse af et element i pakkeaftalen kunne have på de

andre dele af pakkeaftalen, reguleres af national ret. For at sikre overensstemmelse med de

sektorspecifikke bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 af

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

11. december 2018 om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation, der

regulerer disse pakkeaftaler, hvor en erhvervsdrivende som defineret i direktivet udbyder

digitalt indhold eller en digital tjeneste i kombination med en nummerbaseret interpersonel

kommunikationstjeneste eller en internetadgangstjeneste, finder bestemmelserne i direktivet

om digitalt indhold om ændringen af digitalt indhold ikke anvendelse på pakkens element af

digitalt indhold eller digital tjeneste. De relevante bestemmelser i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv (EU) 2018/1972 af 11. december 2018 om oprettelse af en europæisk kodeks

for elektronisk kommunikation finder i stedet anvendelse på alle elementer i pakken, herunder

det digitale indhold eller den digitale tjeneste.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 34, at bestemmelserne i direktivet om digitalt indhold

om pakkeaftaler kun finder anvendelse i de tilfælde, hvor de forskellige elementer i pakken

tilbydes af den samme erhvervsdrivende til den samme forbruger i henhold til en enkelt aftale.

Direktivet om digitalt indhold berører ikke nationale regler, som regulerer de betingelser,

hvorunder en aftale om levering af digitalt indhold eller digitale tjenester kan anses for at være

forbundet med eller tilknyttet en anden aftale, som forbrugeren har indgået med den samme

eller en anden erhvervsdrivende, de beføjelser, der kan udøves i henhold til hver aftale, eller

den indvirkning som ophævelsen af den ene aftale vil få på den anden aftale.

Endelig fremgår det af præambelbetragtning nr. 35, at handelspraksis med at knytte tilbud om

digitalt indhold eller digitale tjenester sammen med levering af varer eller andre tjenesteydelser

er underlagt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om

virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om

ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF,

98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004.

Sådant pakkesalg er ikke i sig selv forbudt i henhold til det nævnte direktiv. Pakkesalg er dog

forbudt, hvis det anses for urimeligt efter en vurdering i hvert enkelt tilfælde i henhold til de

kriterier, der er fastsat i direktivet. EU-konkurrenceretten giver også mulighed for at gribe ind

over for kombinations- og pakkesalgspraksis, når denne praksis påvirker konkurrencen og

skader forbrugere.

3.9.5 Forholdet til anden EU-lovgivning

Hvis en bestemmelse i direktivet om digitalt indhold strider mod en bestemmelse i en anden

EU-retsakt vedrørende en specifik branche eller et specifikt spørgsmål, har bestemmelsen i den

anden EU-retsakt forrang i forhold til direktivet om digitalt indhold, jf. artikel 3, stk. 7.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Det fremgår i den forbindelse af præambelbetragtning nr. 36, at direktivet om digitalt indhold

ikke berører anden EU-ret vedrørende en specifik sektor eller et specifikt spørgsmål, såsom

telekommunikation, e-handel og forbrugerbeskyttelse.

Det fremgår af direktivet om digitalt indholds artikel 3, stk. 8, at EU-retten om beskyttelse af

personoplysninger finder anvendelse på alle personoplysninger, der behandles i forbindelse

med forbrugeraftaler om digitalt indhold eller en digital tjeneste.

Direktivet om digitalt indhold berører således ikke Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med

behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse

af direktiv 95/46/EF (databeskyttelsesforordningen) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets

fred i den elektroniske kommunikationssektor (direktiv om databeskyttelse inden for

elektronisk kommunikation). I tilfælde af uoverensstemmelse mellem bestemmelserne i

direktivet om digitalt indhold og EU-retten om beskyttelse af personoplysninger har

sidstnævnte forrang.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 48, at databeskyttelsesforordningen eller enhver anden

EU-ret om databeskyttelse finder fuld anvendelse på behandlingen af personoplysninger i

forbindelse med en aftale, der er omfattet af anvendelsesområdet for direktivet om digitalt

indhold. Derudover berører direktivet ikke de rettigheder, forpligtelser og ikke-aftaleretlige

retsmidler, som er fastsat i databeskyttelsesforordningen.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 37, at udøvelsen af aktiviteter, der er omfattet af

direktivet om digitalt indhold, kan omfatte behandling af personoplysninger. EU-retten

fastlægger dog en omfattende ramme for beskyttelse af personoplysninger, som finder

anvendelse på alle personoplysninger, der behandles i forbindelse med de aftaler, som er

omfattet af direktivet. Følgelig bør personoplysninger kun indsamles eller på anden måde

behandles i overensstemmelse med denne ramme.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 38, at direktivet om digitalt indhold ikke regulerer

betingelserne for lovlig behandling af personoplysninger, da det er reguleret navnlig ved

databeskyttelsesforordningen. Som følge heraf er enhver form for behandling af

personoplysninger i forbindelse med en aftale, der er omfattet af direktivets

anvendelsesområde,

kun

lovlig,

hvis

den

overensstemmelse

med

databeskyttelsesforordningen for så vidt angår lovlige grunde for behandling af

personoplysninger. Hvor behandling af personoplysninger bygger på samtykke, finder de

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

specifikke bestemmelser i forordningen, herunder bestemmelserne vedrørende betingelserne

for at vurdere, hvorvidt samtykke er afgivet frit, anvendelse. Direktivet om digitalt indhold

regulerer ikke gyldigheden af det samtykke, der er afgivet. Databeskyttelsesforordningen

indeholder også omfattende rettigheder med hensyn til sletning af oplysninger og

dataportabilitet. Direktivet om digitalt indhold berører ikke disse rettigheder, der finder

anvendelse på alle personoplysninger, som forbrugeren afgiver til den erhvervsdrivende, eller

som den erhvervsdrivende indsamler i forbindelse med enhver aftale, der er omfattet af

direktivets anvendelsesområde, og når forbrugeren ophævede en aftale i overensstemmelse med

direktivet.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 39, at retten til sletning og forbrugerens ret til at trække

sit samtykke til behandling af personoplysninger tilbage også gælder fuldt ud i forbindelse med

de aftaler, der er omfattet af direktivet om digitalt indhold. Forbrugerens ret til at ophæve en

aftale i henhold til direktivet berører ikke forbrugerens ret til i henhold til

databeskyttelsesforordningen at tilbagetrække ethvert samtykke, der er afgivet til behandling af

forbrugerens personoplysninger.

Endelig fremgår det af præambelbetragtning nr. 40, at direktivet om digitalt indhold ikke

regulerer virkningerne for aftaler, der er omfattet af direktivet, hvis forbrugeren trækker sit

samtykke til behandlingen af sine personoplysninger tilbage. Sådanne virkninger er fortsat et

spørgsmål, der hører under national ret.

3.9.6 Forholdet til immaterialretten

Direktivet om digitalt indhold berører ikke EU-retten og national ret om ophavsret og lignende

rettigheder, herunder Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om

harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i

informationssamfundet, jf. artikel 3, stk. 9. Det fremgår i den forbindelse af

præambelbetragtning nr. 36, at direktivet om digitalt indhold ikke berører EU-retten og national

ret om ophavsret og beslægtede rettigheder, herunder retten til at overføre

onlineindholdstjenester.

3.9.7 Afgrænsning over for generel aftaleret

Direktivet om digitalt indhold berører

–

ligesom varedirektivet

–

ikke medlemsstaternes frihed

til at lovgive om aspekter af generel aftaleret, såsom bestemmelser om aftalers indgåelse,

gyldighed, ugyldighed og virkninger af aftaler, herunder konsekvenserne af at ophæve en aftale,

for så vidt de ikke er reguleret i direktivet, eller retten til erstatning, jf. artikel 3, stk. 10.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Det fremgår i den forbindelse af præambelbetragtning nr. 12, at direktivet om digitalt indhold

ikke berører national ret, i det omfang bestemmelserne deri ikke reguleres af direktivet, såsom

nationale regler om aftalers indgåelse, gyldighed, ugyldighed eller virkninger eller lovligheden

af det digitale indhold eller den digitale tjeneste. Direktivet bestemmer heller ikke den retlige

karakter af aftaler om levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste. Spørgsmålet om,

hvorvidt sådanne aftaler bør betragtes som f.eks. en købsaftale, en tjenesteydelsesaftale, en

lejeaftale eller en sui generis-aftale, overlades til national ret.

Direktivet berører heller ikke nationale regler om forbrugerens ikke-aftalebestemte beføjelser

over for personer i tidligere led af transaktionskæden eller andre personer, der opfylder sådanne

personers forpligtelser, i tilfælde af det digitale indholds eller den digitale tjenestes manglende

overensstemmelse.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 13, at det også står medlemsstaterne frit for f.eks. at

lovgive om erstatningskrav fra en forbruger mod en tredjemand, som ikke er en

erhvervsdrivende, der leverer eller påtager sig at levere det digitale indhold eller den digitale

tjeneste, såsom en udvikler, der ikke samtidig er den erhvervsdrivende i henhold til direktivet.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 73, at princippet om den erhvervsdrivendes

(erstatnings)ansvar er et væsentligt element i aftaler om levering af digitalt indhold eller digitale

tjenester. Forbrugeren bør derfor være berettiget til at kræve erstatning for ulempe som følge af

manglende overensstemmelse eller manglende levering af det digitale indhold eller den digitale

tjeneste. Erstatningen bør bringe forbrugeren så tæt som muligt på den position, som

forbrugeren ville have været i, hvis det digitale indhold eller den digitale tjeneste var blevet

behørigt leveret og havde været i overensstemmelse (svarende til positiv opfyldelsesinteresse).

Da en sådan ret til erstatning allerede findes i alle medlemsstater, berører direktivet om digitalt

indhold ikke nationale regler om erstatning til forbrugere for skader som følge af overtrædelse

af disse regler.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 14, at det ligeledes står medlemsstaterne frit for f.eks.

at lovgive om følgerne af manglende levering eller manglende overensstemmelse af digitalt

indhold eller en digital tjeneste, hvor en sådan manglende levering eller manglende

overensstemmelse skyldes en hindring, som er uden for den erhvervsdrivendes kontrol, og hvor

den erhvervsdrivende ikke kunne forventes at have undgået eller overvundet denne hindring

eller konsekvenserne heraf, såsom i tilfælde af force majeure.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

3.10 Direktivet om digitalt indholds ufravigelighed

Medmindre andet er fastsat i direktivet om digitalt indhold, er eventuelle aftalemæssige vilkår

ikke bindende for forbrugeren, hvis de til skade for forbrugeren udelukker anvendelsen af de

nationale foranstaltninger, som gennemfører direktivet, afviger fra dem eller ændrer deres

virkninger, før forbrugeren bringer den manglende levering eller den manglende

overensstemmelse til den erhvervsdrivendes kendskab, eller før den erhvervsdrivende bringer

ændringen af digitalt indhold eller en digital tjeneste til forbrugerens kendskab, jf. artikel 22,

stk. 1.

Direktivet er dog ikke til hinder for, at den erhvervsdrivende kan tilbyde forbrugeren

aftalemæssige ordninger, som er mere vidtgående end den beskyttelse, der gives i direktivet, jf.

artikel 22, stk. 2. Forbrugeren kan således gives en bedre retsstilling end den, der følger af

direktivet.

4. Udvalgets overvejelser

4.1 Anvendelsesområde og valg af lovmodel

Varedirektivet finder anvendelse på aftaler om køb af fysiske varer, herunder fysiske varer med

digitale elementer, uanset salgskanal. Varedirektivet har således et snævrere

anvendelsesområde end købeloven, der omfatter køb af alle formuegoder, herunder også IT-

programmer mv.

Direktivet om digitalt indhold finder anvendelse på aftaler om levering af digitalt indhold og

digitale tjenester, herunder hvis forbrugeren ”betaler” med sine personoplysninger. Købeloven

vurderes i et vidt

–

men ikke i fuldt

–

omfang at finde anvendelse på aftaler om levering af

digitalt indhold og digitale tjenester.

Det er efter EU-retten nødvendigt at implementere direktiverne i skreven dansk lov. Under

hensyn til direktivernes anvendelsesområde og den regulering, som direktiverne indeholder, har

udvalget overvejet, hvilken lovmodel der er mest hensigtsmæssig. Udvalget har særligt

overvejet, om begge direktiver bør implementeres i købelovens afsnit om forbrugerkøb, eller

om reguleringen af aftaler om levering af digitalt indhold og digitale tjenester bør ske i en ny,

selvstændig hovedlov.

Fordelen ved at implementere begge direktiver i købeloven er, at forbrugere og

erhvervsdrivende kun skal forholde sig til én lov for at finde de regler, der regulerer deres

rettigheder og forpligtelser, og købeloven er i forvejen den lov, der regulerer hovedparten af de

spørgsmål, som direktiverne omhandler. En samlet regulering i købeloven kan endvidere

medvirke til, at der ikke utilsigtet opstår retstomme rum eller uoverensstemmelser mellem

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

regelsættene, og at eventuelle tvister mellem forbrugere og erhvervsdrivende om, hvilket

regelsæt der skal anvendes, begrænses.

Ulempen ved at gennemføre begge direktiver i købeloven er, at direktiverne på visse områder

er forskellige. Det indebærer

–

hvis reguleringen samles i købeloven

–

at der på nogle punkter

vil være behov for at indføre forskellige regler afhængigt af, om aftalen angår en fysisk vare

eller digitalt indhold og digitale tjenester.

Reglerne om køb af varer og digitalt indhold mv. bør efter udvalgets opfattelse så vidt muligt

være ensartede og lettilgængelige. Da direktiverne har enslydende definitioner af centrale

begreber, og da reglerne i direktiverne i vidt omfang svarer til hinanden, er det efter udvalgets

opfattelse mest hensigtsmæssigt, at begge direktiver implementeres i købeloven.

Implementeringen i købeloven vurderes ikke at ville føre til en sådan lovteknisk

uoverskuelighed, at den af den grund bør undgås.

Udvalget foreslår på den baggrund, at implementeringen af varedirektivet og direktivet om

digitalt indhold sker samlet i købelovens afsnit om forbrugerkøb.

Den valgte lovmodel indebærer, at anvendelsesområdet for købelovens regler om forbrugerkøb

vil skulle justeres, således at reglerne udtrykkeligt omfatter alle digitale tjenester og alt digitalt

indhold, herunder når der ”betales” med personoplysninger.

Der henvises til udvalgets lovudkast § 1, nr. 5, og bemærkningerne hertil.

4.2 Udvidelse af anvendelsesområdet for reglerne i direktivet om digitalt indhold

Direktivet om digitalt indhold indebærer, at der skal indføres regler om, at forbrugeren bl.a. får

misligholdelsesbeføjelser i tilfælde, hvor forbrugeren afgiver eller påtager sig at afgive

personoplysninger og således ikke betaler en pris i penge for den erhvervsdrivendes ydelse.

Direktivet om digitalt indhold giver mulighed for, at medlemsstaterne herudover kan bestemme,

at reglerne i direktivet også skal omfatte tilfælde, hvor den erhvervsdrivende kun indsamler

metadata, og tilfælde, hvor forbrugeren

–

uden at have indgået en aftale med den

erhvervsdrivende

–

udsættes for reklamer for at få adgang til digitalt indhold eller en digital

tjeneste. Det bemærkes i den forbindelse, at forbrugeren efter direktivet skal have

misligholdelsesbeføjelser i de tilfælde, hvor forbrugeren har indgået aftale med den

erhvervsdrivende, og der er således ikke valgfrihed i disse tilfælde.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Udvalget har i lyset heraf navnlig overvejet muligheden for at lade reglerne i direktivet om

digitalt indhold omfatte tilfælde, hvor forbrugeren

–

uden at der er indgået en aftale med den

erhvervsdrivende

–

udsættes for reklamer for at få adgang til digitalt indhold mv.

En sådan udvidelse af reglernes anvendelsesområde vil indebære, at forbrugeren får

misligholdelsesbeføjelser, herunder adgang til at kræve levering (naturalopfyldelse), selvom

der ikke efter dansk ret er indgået en aftale. Anvendelse af misligholdelsesbeføjelserne

forudsætter imidlertid, at det er muligt at fastlægge, hvilke forpligtelser parterne har over for

hinanden, herunder navnlig, hvilken ydelse den erhvervsdrivende har forpligtet sig til at levere,

samt hvilken modydelse forbrugeren skal præstere.

Det almindelige danske aftalebegreb er meget bredt, og det omfatter som udgangspunkt alle de

tilfælde, hvor det er muligt at fastlægge, hvad parterne har forpligtet sig til over for hinanden.

Hvor det ikke står klart, hvad den erhvervsdrivendes ydelse er, og dermed heller ikke, hvordan

forbrugeren kan kræve sig fyldestgjort, foreligger der ikke en aftale. Tilsvarende gælder, hvis

det ikke er klart, hvilken modydelse forbrugeren skal præstere. Hvis der ikke er klarhed om,

hvilken ydelse den erhvervsdrivende skal levere, vil der heller ikke være klarhed om, hvad

forbrugeren inden for rammerne af reglerne om misligholdelsesbeføjelser kan kræve som

naturalopfyldelse. Det vil således som oftest være udsigtsløst for forbrugeren at kræve

naturalopfyldelse. Dertil kommer, at ydelsen

–

f.eks. et spil i en app eller en video på internettet

–

som oftest vil have en meget lav økonomisk værdi, hvis nogen overhovedet. Omkostningerne

ved at indføre en sådan ordning må forventes at være betydelige

–

bl.a. i lyset af, at der er et

væsentligt tvistpotentiale i forhold til fastlæggelse af parternes forpligtelser.

Markedsføringsloven forbyder endvidere vildledende markedsføring og indeholder regler om

god markedsføringsskik, der f.eks. kan finde anvendelse i tilfælde, hvor forbrugere via reklamer

mv. stilles noget i udsigt, som den pågældende ikke modtager. Selvom udvalget anerkender, at

civilretlige beføjelser er effektive retsmidler til at højne forbrugerbeskyttelsen, er den

regulering, der findes i markedsføringsloven, efter udvalgets opfattelse på nuværende tidspunkt

mere hensigtsmæssig til at imødegå de problemstillinger, der kan være forbundet med, at

forbrugeren udsættes for reklamer f.eks. i forbindelse med forbrug af online spil og videoer.

Udvalget finder på denne baggrund ikke grundlag for at udnytte valgfriheden på dette punkt på

nuværende tidspunkt.

4.3 Forbrugerbegrebet

Købelovens forbrugerbegreb omfatter fysiske og juridiske personer, der hovedsageligt handler

uden for deres erhverv. Forbrugerbegrebet i varedirektivet og direktivet om digitalt indhold er

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

snævrere end købelovens, da direktivernes definition kun omfatter fysiske personer, der ikke

handler som led i deres erhverv.

På grund af den valgfrihed direktiverne indeholder med hensyn til juridiske personer og

tilfælde, hvor det erhvervsmæssige formål er marginalt for forbrugeren, er det udvalgets

vurdering, at det er muligt at opretholde det gældende danske forbrugerbegreb i købeloven.

Efter udvalgets opfattelse vil det indskrænke forbrugerbeskyttelsen at ændre det gældende

forbrugerbegreb i købeloven til det snævrere forbrugerbegreb, der følger af direktiverne. En

ændring af det gældende danske forbrugerbegreb vil indebære, at f.eks. små sportsforeninger

og lignende juridiske personer ikke længere vil være omfattet af forbrugerkøbsreglerne. Det er

udvalgets vurdering, at det gældende forbrugerbegreb i købeloven fungerer hensigtsmæssigt i

praksis. Begrebet svarer også til forbrugerbegrebet i den øvrige danske forbrugerbeskyttende

lovgivning, og en opretholdelse af begrebet vil derfor sikre, at det er samme persongruppe, der

er beskyttet som forbruger på tværs af dansk ret.

Efter udvalgets opfattelse er der på den baggrund ikke grundlag for at foreslå ændringer af det

gældende danske forbrugerbegreb, og udvalget foreslår således, at forbrugerbegrebet

opretholdes i dets nuværende form i forbindelse med implementering af direktiverne.

4.4 Begrebet sælger/erhvervsdrivende

Varedirektivet og direktivet om digitalt indhold har enslydende definitioner af begrebet

”sælger” henholdsvis ”erhvervsdrivende”. Definitionerne svarer til det, der følger af købeloven.

Det er derfor udvalgets vurdering, at købelovens sælgerbegreb kan opretholdes uændret i

forbindelse med implementering af direktiverne i dansk ret.

Under hensyn til den valgfrihed, som direktiverne indeholder, har udvalget navnlig overvejet

behovet for ændringer i formidlingsreglen i købelovens § 4 a, stk. 2, og udvidelse af begrebet

”sælger” henholdsvis ”erhvervsdrivende” i forhold til onlineplatforme mv., der ikke er

aftaleparter for forbrugeren, jf. kapitel 5, pkt. 4.5 og pkt. 4.6.

4.5 Formidlingskøb

Efter købelovens § 4 a, stk. 2, anses en forbrugers køb fra en ikke-erhvervsdrivende sælger som

et forbrugerkøb, hvis købsaftalen er indgået eller formidlet for sælgeren af en erhvervsdrivende

formidler. Hverken varedirektivet eller direktivet om digitalt indhold indeholder tilsvarende

bestemmelser.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Den valgfrihed, som direktiverne indeholder, indebærer, at formidlingsreglen vil kunne

opretholdes og eventuelt udvides eller begrænses. Udvalget har derfor overvejet, om

købelovens § 4 a, stk. 2, bør opretholdes eller ændres.

Formidlingsreglen har navnlig den betydning, at en ikke-erhvervsdrivende sælger, som benytter

en erhvervsdrivende formidler, bliver forpligtet efter forbrugerkøbsreglerne og ikke de mere

lempelige regler om civilkøb. Dette kan efter omstændighederne være byrdefuldt for en ikke-

erhvervsdrivende sælger.

Det er udvalgets vurdering, at formidlingsreglen fungerer hensigtsmæssigt i praksis, og at de

almindelige aftaleretlige regler sikrer, at formidleren betragtes som forbrugerens aftalepart i

tilfælde, hvor forbrugeren ikke tydeligt bliver gjort opmærksom på, at den egentlige sælger er

en anden end formidleren.

Udvalgets foreslår på denne baggrund at fastholde formidlingsreglen i dens nuværende form.

4.6 Onlineplatforme mv.

4.6.1 Adgang til at indføre nye regler

Udbydere af onlineplatforme mv. anses som

”sælgere”

henholdsvis

”erhvervsdrivende”

efter

direktiverne, hvis de handler som led i deres egen forretning og som direkte aftalepart for

forbrugeren i forbindelse med salg af varer eller levering af digitalt indhold eller en digital

tjeneste. Retstilstanden efter almindelige obligationsretlige, herunder aftaleretlige, regler og

købeloven er den samme.

En onlineplatform bliver bundet af en aftale med en forbruger

–

og dermed anset som aftalepart

–

hvis det ikke fremgår tydeligt ved aftaleindgåelsen, at det er en anden end platformen, der er

forbrugerens aftalepart. Det følger af almindelige aftaleretlige regler, at den, der har optrådt

som mellemmand i forbindelse med indgåelse af en aftale, og som vil gøre gældende, at aftalen

ikke er indgået på egne, men på en tredjeparts vegne, har bevisbyrden herfor.

Hvornår en platform kan anses for forbrugerens direkte aftalepart beror på en konkret vurdering

af de oplysninger, der er givet i forbindelse med indgåelse af aftalen. Det er f.eks. kommet til

udtryk i U 2016.1062 Ø, hvor en rejseplatform, som formidlede flyrejser, blev anset for

forbrugerens aftalepart, fordi forbrugeren efter en samlet vurdering af omstændighederne ved

indgåelse af aftalen havde føje til at gå ud fra, at han handlede med platformen. Landsretten

lagde vægt på bl.a., at forbrugeren kun havde kontakt med rejseplatformen, at rejseplatformen

modtog betaling og udstedte billetten, og at oplysningerne om, at rejseplatformen alene var

formidler, ikke fremgik på en forståelig måde af bookingflowet og rejsebetingelserne.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

I U 2018.574 V kom retten til det modsatte resultat. Sagen drejede sig om, hvorvidt der var

indgået en aftale mellem en bookingportal og en forbruger, eller om bookingportalen alene

havde optrådt som formidler. Retten fandt, at bookingportalen ikke var forbrugerens aftalepart.

Retten lagde vægt på, at det fremgik af reservationsbekræftelsen, at betaling skulle ske til

overnatningsstedet under opholdet, og at gebyrer for afbestilling og ændring fastsattes af

overnatningsstedet, som forbrugeren også kunne kontakte, hvis forbrugeren havde brug for

hjælp til reservation. Retten lagde desuden vægt på, at det fremgik af bookingportalens vilkår

og betingelser, som forbrugeren havde accepteret, at forbrugeren indgik aftalen med

overnatningsstedet og ikke bookingportalen.

Varedirektivet og direktivet om digitalt indhold giver mulighed for, at begrebet ”sælger”

henholdsvis ”erhvervsdrivende” kan udvides til at omfatte udbydere af onlineplatforme, der

ikke er forbrugerens aftalepart, således at platformen hæfter for opfyldelsen af aftalen. Udvalget

har derfor overvejet, om sælgerbegrebet bør udvides tilsvarende i dansk ret.

Onlineplatforme findes i mange forskellige varianter, og mange af disse er hjemmehørende i

udlandet. Det er udvalgets indtryk, at det både i forhold til danske og udenlandske platforme

kan være vanskeligt for forbrugeren at gennemskue forretningskonceptet, herunder hvem der

er aftalepart, ligesom det kan være vanskeligt i udlandet at håndhæve forbrugerens rettigheder.

Fordelen for forbrugeren ved en udvidelse af begrebet vil være, at forbrugeren vil få mulighed

for at gøre køberetlige misligholdelsesbeføjelser gældende over for den, som forbrugeren har

haft kontakten med i forbindelse med aftaleindgåelsen, dvs. platformen.

Ulempen for platformen er, at platformen vil blive pålagt at hæfte for mangler ved

salgsgenstande, som platformen ikke er sælger af, og som platformen måske kun har begrænset

kendskab til. Platformen har

–

i hvert faldt formelt

–

ingen kontrol over, om forpligtelserne i

henhold til aftalen opfyldes eller ej, ligesom platformen måske heller ikke er i besiddelse af en

tilsvarende salgsgenstand til at opfylde et krav om omlevering eller har den fornødne

fagkundskab til at afhjælpe manglen. En sådan hæftelse for platformen vil endvidere være i

modstrid med det almindelige princip om kontrakters relativitet

–

dvs. at en aftale kun skaber

rettigheder og pligter for dens parter, som har indflydelse på aftalen, og ikke for tredjemand.

4.6.2 Flertallets udtalelse

Et flertal af udvalgets medlemmer, bestående af Thomas Klyver, Louise Black Mogensen,

Susanne Karstoft, Søren Seerup, Kristian Storgaard, Lars Frolov-Hammer, Susanne Aamann,

Anne L. Jarulf og Jasmin Sharzad finder, at de almindelige aftaleretlige regler om, hvornår en

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

platform betragtes som forbrugerens aftalepart, allerede beskytter forbrugeren i de tilfælde,

hvor det ikke står klart, hvem der er den egentlige aftalepart. Det følger således af almindelige

aftaleretlige regler, at en onlineplatform bliver bundet af en aftale med en forbruger

–

og dermed

aftalepart

–

hvis det ikke fremgår tydeligt ved aftaleindgåelsen, at det er en anden end

platformen, der er forbrugerens aftalepart. For at tydeliggøre platformens forpligtelse i den

henseende foreslår udvalget, at der i forbindelse med implementeringen af den vedtagne del af

New Deal for Consumers sker en udvidelse af oplysningspligterne i forbrugeraftaleloven med

henblik på at gøre det tydeligere for forbrugerne, hvem de handler med. Der henvises i den

forbindelse til delbetænkning II herom. Flertallet bemærker endvidere, at der i en række love

findes oplysningsforpligtelser for den erhvervsdrivende, hvis denne handler på en andens

vegne, f.eks. forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 3, markedsføringslovens § 6, stk. 2, nr. 2, og

e-handelslovens § 9, stk. 1.

En udvidelse af begrebet ”sælger” henholdsvis ”erhvervsdrivende” vil grundlæggende bryde

med princippet om kontrakters relativitet, dvs. at en aftale kun skaber rettigheder og pligter for

aftalens parter. Yderligere initiativer for at imødegå udfordringerne i forhold til

forbrugerbeskyttelsen ved handel via onlineplatforme bør efter flertallets opfattelse ske på en

anden måde og mest hensigtsmæssigt i internationalt regi, da en særskilt regulering i Danmark

ikke kan forventes at løse eventuelle problemer.

Flertallet af udvalgets medlemmer

foreslår på den baggrund, at begrebet ”sælger” henholdsvis

”erhvervsdrivende” ikke udvides til at omfatte onlineplatforme mv., der efter almindelige

aftaleretlige regler ikke anses som forbrugerens aftalepart.

4.6.3 Mindretallets udtalelse

Et mindretal af udvalgets medlemmer, bestående af Martha Nør Kjeldsen, Bo Dalsgaard og

Tina Morell Nielsen, foreslår,

at begrebet ”sælger” henholdsvis ”erhvervsdrivende” udvides til

at omfatte onlineplatforme, der aktivt er involveret i salg af produkter på vegne af en tredjepart,

uanset om platformen efter de almindelige aftaleretlige regler vil blive anset som forbrugerens

aftalepart eller ikke.

Baggrunden for dette synspunkt er dels, at det vil skabe klarhed for parterne. Uden en

udtrykkelig regel i købeloven, der fastslår, at platformen hæfter som sælger i visse tilfælde, vil

det være vanskeligere for parterne at gennemskue deres retsstilling. Det vil samtidig være i tråd

med forbrugeraftalelovens regler, der fastslår, at en erhvervsdrivende, der optræder aktivt i

forbindelse med formidling af salg, skal opfylde forbrugeraftalelovens oplysningspligt og

håndtere fortrydelse af aftalen.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

En del platforme optræder i dag så aktivt, at man må sige, at de på stort set alle måder optræder

som sælgere. De bruger også deres eget navn og status til at skabe tillid hos forbrugerne og

dermed fremme salg af produkterne.

En platform kan efter mindretallets opfattelse anses for at have optrådt aktivt i forbindelse med

salget, hvis platformen f.eks. tager imod forbrugerens betaling, sender varen, bestemmer

handelsvilkårene, selv udvælger de produkter, den erhvervsdrivende skal sælge på platformen,

står for markedsføringen af produktet og håndterer samt besvarer henvendelser fra forbrugerne

både før og efter købet.

Derimod vil en annonceplatform, der alene formidler kontakten mellem køber og sælger ikke

anses for at have optrådt aktivt i forbindelse med salget.

En platform, der ikke selv kan ombytte varen, eller afhjælpe mangler, kan indgå en aftale med

sælgerne om, at de foretager afhjælpning på platformens vegne.

Jacob Linkis tilslutter sig mindretallets udtalelse med den tilføjelse, at en udvidelse af

sælgerbegrebet til platforme ikke kan eller må medføre, at sælgeren, der overdrager

ejendomsretten, dermed ikke længere kan anses som aftalepart. Forbrugeren skal derfor i de

nævnte tilfælde kunne rette sine køberetlige krav, herunder misligholdelsesbeføjelser, mod

såvel sælgeren som platformen.

4.7 Sammensatte kontraktforhold/blandede aftaler

Om en blandet aftale eller sammensat kontrakt udgør en købsaftale eller en aftale om

tjenesteydelser afgøres efter dansk ret på grundlag af, hvad der udgør aftalens væsentligste

element. Hvis det væsentligste element ikke kan fastlægges, deles aftaleforholdet op i en

købsdel og en tjenesteydelsesdel.

Varedirektivet overlader det til national ret at fastsætte, om hele aftalen skal klassificeres som

en købsaftale i de tilfælde, hvor aftalen også indeholder elementer af levering af tjenesteydelser.

Reglerne i direktivet om digitalt indhold skal altid finde anvendelse på den del af blandede

aftaler, der vedrører digitalt indhold og digitale tjenester, medmindre der er tale om varer med

digitale elementer, som er omfattet af varedirektivet.

Udvalget har på den baggrund overvejet, om der er behov for at regulere sammensatte

kontraktforhold/blandede aftaler ud over, hvad der allerede følger af dansk ret.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Udvalget vurderer, at det i forbindelse med direktivimplementeringen er nødvendigt at sikre, at

reglerne i direktivet om digitalt indhold vil finde anvendelse på den del af blandede aftaler, der

vedrører digitalt indhold og digitale tjenester, medmindre der er tale om varer med digitale

elementer, som er omfattet af varedirektivet. I øvrigt har udvalget ikke fundet behov for at

foreslå lovregulering af blandede aftaler/sammensatte kontraktforhold.

Der henvises til lovudkastets § 1, nr. 5 og bemærkningerne hertil.

4.8 Køb af brugte varer på offentlige auktioner

Køb af brugte varer, der sælges på offentlige auktioner, er omfattet af købeloven, herunder af

reglerne om forbrugerkøb.

Varedirektivet omfatter også køb af brugte varer på offentlige auktioner, men giver

medlemsstaterne mulighed for at undtage sådanne køb fra direktivets anvendelsesområde i

forbindelse med gennemførelsen af direktivet. Direktivet om digitalt indhold sondrer ikke

mellem nyt og brugt digitalt indhold, der sælges på offentlige auktioner

–

formentlig fordi det

kun meget sjældent vil forekomme i praksis (f.eks. ved salg af brugte DVD’er eller

computerspil).

Udvalget har på den baggrund overvejet, om varedirektivets valgmulighed bør udnyttes, således

at køb af brugte varer på offentlige auktioner undtages fra forbrugerkøbsreglerne.

Det er udvalgets vurdering, at de gældende regler om køb af brugte varer på offentlige auktioner

fungerer hensigtsmæssigt i praksis. Der er derfor efter udvalgets opfattelse ikke behov til at

udnytte varedirektivets mulighed for at undtage køb af brugte varer på offentlige auktioner.

Der henvises til kapitel 5, pkt. 4.8 for udvalgets overvejelser om forbrugerens mulighed for at

påberåbe sig mangler ved køb af brugte genstande på offentlige auktioner og kapitel 7, pkt. 3.3

for udvalgets overvejelser om reklamationsfristen for brugte genstande.

4.9 Køb af levende dyr

4.9.1 Adgang til at ændre regler

Køb og salg af levende dyr er omfattet af købelovens regler om forbrugerkøb. Varedirektivet

omfatter også købsaftaler om levende dyr, men giver medlemsstaterne mulighed for at undtage

sådanne aftaler i forbindelse med gennemførelse af direktivet.

Udvalget har på den baggrund overvejet, om den valgfrihed, direktivet giver, skal udnyttes til

at undtage køb af levende dyr fra købelovens regler om forbrugerkøb.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Udvalget har til brug for overvejelserne modtaget udtalelser fra Landbrug & Fødevarer, Den

Danske Dyrlægeforening, Dansk Kennel Klub samt Landsudvalget for Heste og SEGES Heste.

Landbrug & Fødevarer, Dansk Kennel Klub samt Landsudvalget for Heste og SEGES Heste

udtaler sig

for

at udnytte muligheden for at undtage levende dyr fra forbrugerkøbsreglerne.

Udtalelserne peger særligt på, at formodningsreglen giver anledning til en uhensigtsmæssig

retstilstand pga. levende dyrs særlige karakter.

Den Danske Dyrlægeforening udtaler sig

imod

at udnytte muligheden for at undtage levende

dyr fra forbrugerkøbsreglerne. Udtalelsen peger særligt på, at anvendelse af undtagelsen kan

medføre forringet dyrevelfærd.

Flere af udtalelserne har som nævnt peget på formodningsreglen og henvist til, at dyrs særlige

karakter ikke er forenelig med den formodning, som reglen er udtryk for. Formodningsreglen

følger af købelovens § 77 a, stk. 3, hvorefter der er en formodning for, at en mangel var til stede

på tidspunktet for risikoens overgang (leveringstidspunktet), hvis manglen viser sig inden seks

måneder efter levering af salgsgenstanden. Der er alene tale om en formodning, som i det

konkrete tilfælde vil kunne afkræftes af den erhvervsdrivende sælger. Formodningen gælder

ikke, hvis den er uforenelig med salgsgenstandens eller den manglende overensstemmelses art.

Det er flere gange fastslået i retspraksis, at formodningen også gælder ved køb af levende dyr

og således ikke er uforenelig med salgsgenstandens art.

I Sverige gælder forbrugerkøbsreglerne, herunder en formodningsregel på seks måneder, fuldt

ud ved køb af levende dyr. Den gældende svenske retstilstand svarer dermed til den danske

retstilstand på dette område.

I udredningen fra september 2020 afgivet af det svenske udvalg om implementering af

varedirektivet og direktivet om digitalt indhold er problemstillingerne vedrørende køb af

levende dyr indgående behandlet (En ny lag om konsumentskydd vid köp och vissa andra avtal,

Betänkande av Utredningen om nya konsumentköpregler, Stockholm 2020, SOU 2020:51, s.

179-213.)

Om behovet for særregulering peger det svenske udvalg på, at der er en række faktorer ved køb

af levende dyr, som adskiller sig fra køb af andre varer. Forskellen består først og fremmest i,

at købet angår et levende væsen. Et dyrs fysiske udvikling over tid er meget sværere at vurdere

end den udvikling, andre varer undergår over tid. Der skal også tages højde for samspillet

mellem dyrets mentale tilstand og dets ydeevne og adfærd. Dette samspil indebærer bl.a., at

hvis man f.eks. skifter rytter på en hest, kan det i sig selv medføre, at hesten begynder at

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

præstere dårligere. Hvis en hund ikke har det godt med sin nye ejer, kan den udvikle

humørproblemer. Udvalget peger endvidere på, at markedet for heste, hunde og katte er

karakteriseret ved, at mange af sælgerne driver forretning i meget lille skala

(enkeltmandsvirksomhed eller hobbyvirksomhed), selvom de betragtes som erhvervsdrivende

i lovens forstand. Styrkeforholdet mellem sælger og køber er derfor anderledes end på andre

markeder, hvor sælgeren er en erhvervsdrivende, og køberen er en forbruger.

Det er på markedet for handel med heste, hunde og muligvis katte, hvor det svenske udvalg ser

behov for særregulering. Der er ifølge udvalget også på dette marked et beskyttelsesbehov for

forbrugeren, idet sådanne køb ofte er forbundet med en stor økonomisk investering for

forbrugeren, og hvis der gjaldt fuld aftalefrihed, ville der være en stor risiko for, at forbrugeren

ville acceptere alt for ugunstige vilkår. Når en forbruger først har valgt et bestemt dyr, kan det

være svært at afstå fra at købe det, selvom forbrugeren er klar over, at betingelserne er

ufordelagtige. Nogle dyr er så efterspurgte, at sælgeren har god mulighed for at finde en køber,

der ønsker dyret

”for

enhver pris”. I de fleste tilfælde har sælgeren også større erfaring med

handel med levende dyr end forbrugeren og har dermed et vidensmæssigt overtag i forhold til

forbrugeren. Handel med levende dyr sker endvidere via forskellige salgskanaler, og de

præceptive forbrugerkøbsregler sikrer forbrugerbeskyttelsen bredt.

Det svenske udvalg finder herefter, at der skal findes en balance mellem behovet for

særregulering og behovet for at sikre en høj forbrugerbeskyttelse. En sådan balance findes

ifølge udvalget bedst ved, at køb af levende dyr som udgangspunkt er omfattet af

forbrugerkøbsreglerne med begrænsede undtagelser på enkelte områder.

I lighed med overvejelserne i Sverige, er det efter udvalgets opfattelse ikke fornødent grundlag

for helt at undtage køb af levende dyr fra købelovens regler om forbrugerkøb. Levende dyr, der

sælges til forbrugere af en erhvervsdrivende, har således i mange år været omfattet af

forbrugerkøbsreglerne, herunder formodningsreglen. Der har været behandlet en række sager

om levende dyr ved domstolene og Forbrugerklagenævnet, og det er på baggrund af praksis

udvalgets indtryk, at reglerne har fungeret hensigtsmæssigt.

Efter varedirektivet skal formodningsperioden på seks måneder forlænges til mindst et år. Da

varedirektivet giver mulighed helt at undtage levende fra forbrugerkøbsreglerne, er det efter

udvalgets opfattelse ud fra en ”det mindre i det mere”-betragtning

muligt at undlade at forlænge

formodningsperioden til mindst et år for køb af levende dyr. Udvalget har derfor særligt

overvejet, om forlængelsen af formodningsperioden også skal gælde ved køb af levende dyr.

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

4.9.2 Flertallets udtalelse

Et flertal i udvalget, bestående af Thomas Klyver, Louise Black Mogensen, Susanne Karstoft,

Søren Seerup, Kristian Storgaard, Bo Dalsgaard, Lars Frolov-Hammer, Tina Morell Nielsen,

Jacob Linkis, Susanne Aamann, Anne L. Jarulf og Jasmin Sharzad finder, at forlængelsen af

formodningsperioden fra seks måneder til mindst et år ikke er hensigtsmæssig ved køb af

levende dyr. Det skyldes, at dyr er levende væsner og påvirkes af det miljø, den træning og den

behandling, som dyret får hos forbrugeren. Forudsætningerne for formodningen om, at en

mangel, der viser sig inden for en vis periode efter leveringen, var til stede på

leveringstidspunktet, er således anderledes end ved køb af andre varer, som f.eks. ikke kan

ændre adfærd. Dertil kommer, at en forlængelse af perioden vil virke særligt byrdefuld for

typisk små erhvervsdrivende som f.eks. mindre stutterier og opdrættere mv.

Flertallet finder på den baggrund, at der i forhold til køb af levende dyr gør sig særlige forhold

gældende. Flertallet foreslår derfor, at længden af den gældende formodningsperiode på seks

måneder fastholdes ved køb af levende dyr. Flertallet lægger således op til, at

formodningsperioden ikke forlænges til mindst et år, som varedirektivet foreskriver for øvrige

varer. Efter flertallets opfattelse vil en sådan model beskytte mod en forringelse af

dyrevelfærden sammenlignet med i dag, hvilket imødekommer Den Danske Dyrlægeforenings

bekymring i forhold til helt at undtage levende dyr fra forbrugerkøbsreglerne. Samtidig vil en

fastholdelse af en formodningsperiode på seks måneder

–

i stedet for en forlængelse på mindst

et år

–

tage hensyn til levende dyrs særlige karakter, herunder at levende dyr meget hurtigt

bliver påvirkede af miljø mv. hos forbrugeren, hvilket efter udvalgets opfattelse imødekommer

bekymringen fra Dansk Kennel Klub, Landbrug & Fødevarer samt Landsudvalget for Heste og

SEGES Heste.

Der henvises til lovudkastets § 1, nr. 17 og bemærkningerne dertil.

4.9.3 Mindretallets udtalelse

Et mindretal af udvalgets medlemmer, bestående af Martha Nør Kjeldsen, finder ikke, at

forbrugerne bør stilles ringere på dette område end ved køb af andre varer. Formodningsreglen

er blot en bevisbyrderegel og ændrer således ikke på, at en mangel ved en vare, herunder et

levende dyr, skal have været til stede ved leveringstidspunktet for, at der kan gøres

misligholdelsesbeføjelser gældende. Mindretallet finder ikke, at forbrugeren er nærmere til at

føre dette bevis det første år efter leveringstidspunktet, end sælgeren af dyret. Den

erhvervsdrivende må antages at have en langt større viden om dyrene og de forhold, dyrene har

været underlagt, inden de kom til forbrugeren

–

og altså den periode, hvori manglen skal være

opstået. Derfor vil det efter mindretallets opfattelse være udtryk for en mere rimelig balance,

hvis den erhvervsdrivende det første år efter levering også pålægges bevisbyrden for, at der

100

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

ikke er tale om en oprindelig mangel. Hertil kommer, at selv om der kan være tale om små

erhvervsdrivende, er handler med dyr ofte forbundet med relativt store omkostninger for

forbrugerne, hvorfor der ikke bør gives en ringere forbrugerbeskyttelse på dette område end på

andre områder.

101

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Kapitel 6 - Mangler, herunder levering og forsinkelse, garantier,

misligholdelsesbeføjelser, erstatning og regres

1. Mangler

1.1 Gældende dansk ret (købeloven)

1.1.1 Salgsgenstandens overensstemmelse med aftalen (mangler)

Købelovens afsnit om forbrugerkøb indeholder en række bestemmelser om salgsgenstandens

overensstemmelse med aftalen (§§ 75 a-77 b). Hvis salgsgenstanden ikke stemmer overens med

aftalen, foreligger der en mangel. Købelovens § 76, stk. 1, nr. 1-3, stk. 2 og 3, § 77 og § 77 a-

b, er beskyttelsespræceptive og kan derfor ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for

forbrugeren, jf. lovens § 1, stk. 2.

1.1.2 Overensstemmelse med parternes aftale

Købelovens § 75 a blev indsat i købeloven som led i implementeringen af

forbrugerkøbsdirektivet. Formålet hermed var bl.a. at tilnærme systematikken i

mangelsbegrebet i den danske købelov til den systematik, der anvendes i

forbrugerkøbsdirektivet, den internationale købelov (CISG) og de øvrige nordiske lande.

Bestemmelsen er udtryk for en eksemplificering/uddybning af det

–

allerede dengang

–

eksisterende mangelsbegreb i købelovens § 76, jf. kapitel 6, pkt. 1.1.4.1. Købelovens § 75 a og

§ 76 udgør tilsammen en beskrivelse af, hvornår der foreligger en faktisk mangel i

forbrugerkøb. Begrebet dækker over tilfælde, hvor salgsgenstanden ikke er kontraktmæssig i

relation til dens fysiske egenskaber og anvendelse.

Det fremgår af købelovens § 75 a, stk. 1, 1. led, at salgsgenstanden med hensyn til art, mængde,

kvalitet og andre egenskaber skal stemme overens med aftalen, og at forbrugeren i forbindelse

med købet skal have de fornødne oplysninger med henblik på montering, anvendelse,

opbevaring og vedligeholdelse af salgsgenstanden.

Udgangspunktet efter § 75 a, stk. 1, 1. led, er, at der skal foretages en konkret vurdering på

baggrund af parternes aftale. Henvisningen til aftalen indebærer først og fremmest, at

salgsgenstanden skal stemme overens med de vilkår, der er udtrykkeligt fastsat i aftalen. Er

dette ikke tilfældet, foreligger der en mangel. Princippet om varens kontraktmæssighed rækker

imidlertid videre, idet også parternes berettigede forudsætninger og andre omstændigheder ved

aftaleindgåelsen har betydning for fastlæggelsen af aftalens (nærmere) indhold.

En salgsgenstand er således

–

selv om den ellers er fejlfri

–

behæftet med en mangel, hvis den

på et eller flere punkter afviger fra det aftalte. Det gælder, uanset om salgsgenstanden i øvrigt

er af en højere kvalitet, end forbrugeren havde grund til at forvente.

102

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Hvis parternes aftale ikke giver særlige holdepunkter for, hvilke krav forbrugeren kan stille til

salgsgenstanden, må salgsgenstandens egenskaber vurderes ud fra mere generelle kriterier, jf.

kapitel 6, pkt. 1.1.4 om § 75 a, stk. 2.

1.1.3 De fornødne oplysninger om salgsgenstanden

Efter købelovens § 75 a, stk. 1, 2. led, skal forbrugeren i forbindelse med købet have de

fornødne oplysninger med henblik på montering, anvendelse, opbevaring og vedligeholdelse af

salgsgenstanden (dvs. oplysninger, der er nødvendige for at bruge salgsgenstanden). Det kan

f.eks. være instruktion om montering af usamlede møbler, anvisning om elektriske apparaters

brug og funktion, oplysning om temperaturforhold ved opbevaring af fødevarer og

vaskeanvisning for tekstiler.

Sælgers forpligtelse består i at sørge for, at forbrugeren modtager oplysningerne i forbindelse

med købet. Oplysningerne kan gives af sælgeren selv, men det er ikke et krav. Ved

masseproducerede salgsgenstande kan det f.eks. forekomme, at producenten har forsynet

genstanden med en brugsanvisning mv. I så fald er sælgers forpligtelse opfyldt, hvis

brugsanvisningen indeholder de fornødne oplysninger og følger med salgsgenstanden til

forbrugeren.

Beskadigelse af salgsgenstanden, som følge af at forbrugeren har behandlet den i

overensstemmelse med (fejlagtige) oplysninger i en brugsanvisning mv., kan normalt påberåbes

som en mangel.

Sælgers oplysningspligt relaterer sig i første omgang til standardoplysninger om

salgsgenstanden. Navnlig ved salg af standardgenstande må sælger i mangel af særlige

holdepunkter for andet kunne gå ud fra, at forbrugeren har brug for de oplysninger, der er

nødvendige for, at en gennemsnitlig forbruger er blevet oplyst tilstrækkeligt.

Oplysningspligtens omfang beror således som udgangspunkt på en objektiv vurdering af, hvilke

oplysninger der i almindelighed har betydning for den sædvanlige anvendelse mv. af produktet.

Konkrete forhold kan dog medføre, at der i nogle situationer bør gives yderligere oplysninger.

Det kan f.eks. være, hvis der er tale om køb af ikke-standardiserede genstande, eller hvis

forbrugerens konkrete tilkendegivelser viser sælgeren, at forbrugeren agter at anvende

salgsgenstanden til et særligt formål, hvortil der kræves vejledning, som ligger ud over det

sædvanlige. Konkrete omstændigheder kan på den anden side også føre til, at oplysningspligten

er mindre vidtgående end ellers, f.eks. hvis forbrugeren som fagkyndig har særlig viden om det

pågældende produkt.

103

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Afhængig af, hvilke salgsgenstande der udbydes, og hvilke persongrupper der i almindelighed

efterspørger de pågældende genstande, kan oplysningspligten opfyldes ved, at forbrugeren

henvises til, hvor der let tilgængeligt kan findes oplysninger om genstandens anvendelse mv.

Er der f.eks. tale om salg af software, kan sælgerens oplysningspligt efter omstændighederne

anses for opfyldt ved, at der gives oplysning om, at installationsvejledning kan hentes et

nærmere angivet sted på internettet.

Sælgers forpligtelse til at stille de fornødne oplysninger til forbrugerens rådighed angår ikke

kun indholdet og omfanget af oplysningerne, men også oplysningernes form. Oplysningerne

skal gives forbrugeren på en let tilgængelig måde. Brugsanvisninger skal således bl.a. være

udformet på et sprog, som forbrugeren kan forventes at forstå.

Købelovens § 75 a er ikke beskyttelsespræceptiv, og sælgeren kan dermed konkret indgå aftale

med forbrugeren om, at forbrugeren ikke modtager de pågældende oplysninger eller modtager

dem på et fremmed sprog. Bestemmelsen er således ikke til hinder for, at der eksempelvis ved

salg af brugte genstande, hvor den oprindelige brugsanvisning er bortkommet, aftales med

forbrugeren, at brugsanvisning ikke medfølger.

Tilsidesætter sælgeren sin oplysningsforpligtelse efter § 75 a, stk. 1, 2. led, betragtes

salgsgenstanden som mangelfuld, jf. § 76, stk. 1, nr. 4, 2. led. Der foreligger således en mangel

ved genstanden, hvis forbrugeren hverken fra sælger eller via (materiale fra) tidligere salgsled

modtager de pågældende oplysninger. Tilsvarende gælder, hvis der er stillet fejlbehæftede eller

utilstrækkelige oplysninger til forbrugerens rådighed.

1.1.4 Krav til overensstemmelse, medmindre andet er aftalt

1.1.4.1 Generelt

Det fremgår af købelovens § 75 a, stk. 2, nr. 1-4, at medmindre andet følger af parternes aftale,

skal salgsgenstanden

•

have en sådan holdbarhed og øvrige egenskaber samt emballering, som forbrugeren

efter salgsgenstandens karakter og forholdene i øvrigt havde rimelig grund til at

forvente,

være egnet til formål, som genstande af den pågældende type sædvanligvis anvendes

til,

være egnet til forbrugerens særlige formål, hvis sælgeren har bestyrket forbrugerens

forventning herom, og

have samme egenskaber som en vareprøve eller model, som sælger har forelagt

forbrugeren ved købets indgåelse.

•

104

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Bestemmelsen opstiller en række krav, som skal opfyldes, hvis ikke andet er aftalt. Det kan

forekomme, at der i parternes aftale ikke

–

eller kun i begrænset omfang

–

er taget stilling til,

hvilke (nærmere) krav salgsgenstanden skal leve op til. I så fald skal mangelsvurderingen

foretages på baggrund af de generelle kriterier, som er angivet i § 75 a, stk. 2, nr. 1-4. Kriterierne

er udtryk for en eksemplificering af de elementer, der kan udgøre en mangel i medfør af det

generelle mangelsbegreb i § 76, stk. 1, nr. 4.

De opstillede kriterier er ikke udtryk for en udtømmende opregning, men angiver en række

centrale elementer, der bør indgå i mangelsvurderingen, hvis parternes aftale ikke indeholder

tilstrækkelig angivelse af, hvilke krav forbrugeren kan stille til salgsgenstanden. Er

salgsgenstanden ikke i overensstemmelse med et eller flere af kriterierne, og er det ikke

begrundet i parternes aftale, anses genstanden som mangelfuld, jf. § 76, stk. 1, nr. 4, 2. led. Selv

om alle kriterier er opfyldt, udelukker det imidlertid ikke i sig selv, at salgsgenstanden anses

som mangelfuld i medfør af de øvrige bestemmelser i § 76, stk. 1.

Som udgangspunkt skal alle de angivne kriterier være opfyldt. Ikke alle kriterier er dog

relevante i alle situationer, og de enkelte kriterier kan efter omstændighederne være i modstrid

med hinanden. F.eks. vil en salgsgenstand, der er egnet til forbrugerens særlige formål, ikke

nødvendigvis være anvendelig til det formål, som genstande af den pågældende type

sædvanligvis anvendes til, og det er ikke i alle købsaftaler, at sælgeren viser en vareprøve.

De angivne kriterier i § 75 a, stk. 2, nr. 1-4, omtales nærmere i de følgende afsnit:

1.1.4.2 Holdbarhed, øvrige egenskaber og emballering (nr. 1)

Det fremgår af købelovens § 75 a, stk. 2, nr. 1, at salgsgenstanden i relation til holdbarhed,

øvrige egenskaber og emballering skal være i overensstemmelse med, hvad forbrugeren efter

salgsgenstandens karakter og forholdene i øvrigt har rimelig grund til at forvente. I

bestemmelsen tillægges forbrugerens berettigede forventninger således afgørende betydning.

Spørgsmålet om salgsgenstandens holdbarhed drejer sig om, hvor længe genstanden kan

anvendes, uden at reparation eller udskiftning er påkrævet

–

dvs. at salgsgenstanden skal kunne

anvendes, uden at skulle repareres eller kasseres tidligere end tilsvarende genstande. Opstår der

som følge af salgsgenstandens egenskaber en fejl ved genstanden på et tidligere tidspunkt, end

forbrugeren med rette kan forvente, foreligger der en mangel

–

også selv om der ud fra en

statistisk synsvinkel kan opstilles en vis forventet fejlfrekvens. Den omstændighed, at

genstanden må forventes at have en vis (lang) levetid, er ikke det samme som, at forbrugeren

nødvendigvis kan påberåbe sig mangler. Det skal ske inden for reklamationsfristen, jf. kapitel

105

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

7, pkt. 1.1. Fastlæggelsen af forbrugerens rimelige forventninger til salgsgenstandens

holdbarhed må bero på en konkret, objektiv vurdering, hvor der tages hensyn til

salgsgenstandens karakter og omstændighederne i øvrigt. Nogle genstande må forventes at

blive brugt meget, andre må forventes at blive brugt lidt. Hvis forbrugeren anvender genstanden

meget mere end gennemsnittet, kan forbrugeren ikke nødvendigvis forvente en lang

holdbarhed. Forventningerne til holdbarheden af en salgsgenstands forskellige dele kan være

forskellige.

Forbrugerens rimelige forventninger kan variere alt efter, om der er tale om køb af en ny eller

brugt genstand. Ved køb af en brugt genstand må forbrugerens forventninger bl.a. afpasses

genstandens alder og hidtidige brug. Er der tale om køb af en fabriksny standardgenstand, må

forbrugeren kunne forvente, at genstanden har en holdbarhed og kvalitet, som svarer til den

generelle standard for sådanne genstande.

Derudover kan f.eks. købsprisen og forhold ved sælgerens eller tidligere salgsleds

markedsføring have betydning for forbrugerens rimelige forventninger.

Bestemmelsens henvisning til salgsgenstandens emballering tager sigte på forbrugerens

rimelige forventninger til sælgers emballering med henblik på at beskytte salgsgenstanden mod

beskadigelse. Der er således ikke en generel pligt for sælgeren til at emballere salgsgenstanden,

og i en lang række situationer vil forbrugeren næppe kunne have en rimelig forventning om, at

genstanden er emballeret. Det vil normalt forudsætte, at emballering er nødvendig eller

almindelig ved salgsgenstande af den pågældende type. Det forhold, at en eventuel emballage

er beskadiget, udgør som udgangspunkt ikke i sig selv en mangel, hvis salgsgenstanden ikke er

beskadiget. Det modsatte kan imidlertid være tilfældet, hvis sælgeren er bekendt med, at

forbrugeren konkret har en interesse i, at emballagen er intakt, f.eks. fordi salgsgenstanden skal

anvendes som gave.

1.1.4.3 Egnet til det sædvanlige formål (nr. 2)

Det fremgår af købelovens § 75 a, stk. 2, nr. 2, at salgsgenstanden skal være egnet til formål,

som genstande af den pågældende type sædvanligvis anvendes til. Det er således et krav, at

salgsgenstanden lever op til en vis generel standard i relation til brugsegenskaber.

Hvis salgsgenstande af den pågældende type sædvanligvis anvendes til flere formål, foreligger

der en mangel, hvis genstanden ikke er anvendelig til alle disse formål. Det gælder uanset den

pågældende forbrugers aktuelle planer med hensyn til salgsgenstandens brug.

106

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Bestemmelsen indebærer (sammen med § 76, stk. 1, nr. 4, 2. led), at sælgeren må gøre

forbrugeren opmærksom herpå, hvis salgsgenstandens brugsegenskaber afviger fra, hvad der er

sædvanligt for den pågældende type. Har sælgeren ikke givet forbrugeren sådanne oplysninger,

kan der foreligge en mangel.

1.1.4.4 Egnet til forbrugerens særlige formål (nr. 3)

Det fremgår af købelovens § 75 a, stk. 2, nr. 3, at salgsgenstanden skal være egnet til

forbrugerens særlige formål, hvis sælgeren har bestyrket forbrugerens forventning herom.

Bestemmelsen regulerer

–

i modsætning til nr. 2

–

de situationer, hvor forbrugeren påtænker at

anvende salgsgenstanden til et formål, der afviger fra det sædvanlige.

Bestemmelsen finder kun anvendelse, hvis sælgeren har bestyrket forbrugerens forventning om,

at salgsgenstanden er anvendelig til det særlige formål, uden at sælgeren nødvendigvis har givet

en egentlig garanti.

Det beror på en konkret vurdering, om sælgeren har bestyrket forbrugerens forventning. Det vil

dog altid være tilfældet, hvis sælgeren eller dennes ansatte positivt har tilkendegivet over for

forbrugeren, at salgsgenstanden kan anvendes til det pågældende formål. Mindre markante

udsagn fra sælgerens side kan imidlertid også indebære den fornødne bestyrkelse. Forholder

sælgeren sig passiv over for forbrugerens konkrete oplysninger om den påtænkte anvendelse,

vil det efter omstændighederne kunne anses som en bestyrkelse. Ved den nærmere vurdering

heraf må der bl.a. lægges vægt på, hvilken fagkundskab forbrugeren med rette kan forvente, at

sælger besidder. Forbrugerens forventninger til sælgers varekundskab må således variere alt

efter, om købet foretages i en specialbutik eller i en selvbetjeningsbutik, hvor forbrugeren ikke

i almindelighed kan påregne en særlig kundskab hos alle ansatte, f.eks. ikke hos den, der sidder

ved kasselinjen.

Uafhængigt af, hvilken grad af vare-/fagkundskab der konkret kan forventes fra sælgers side,

forudsætter bestemmelsens anvendelse, at forbrugeren i en vis konkretiseret form har gjort

sælger opmærksom på den påtænkte særlige anvendelse af salgsgenstanden. Sælger kan således

ikke anses for at have bestyrket forbrugerens forventninger, hvis sælgeren ikke har været

bekendt med det særlige formål.

1.1.4.5 Samme egenskaber som vareprøve eller model (nr. 4)

Det fremgår af købelovens § 75 a, stk. 2, nr. 4, at salgsgenstanden skal have samme egenskaber

som en vareprøve eller model, sælger har forevist forbrugeren ved aftalens indgåelse.

107

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Bestemmelsen pålægger ikke sælgeren en pligt til at fremlægge en vareprøve eller model, men

hvis sælgeren rent faktisk har fremlagt en sådan, er sælgeren forpligtet til at levere en

salgsgenstand, der stemmer overens med det fremlagte. Det skyldes, at sådanne prøver danner

grundlag for forbrugerens vurdering af genstanden. Uanset om sælgeren kun foreviser

forbrugeren en vareprøve med henblik på at demonstrere visse egenskaber ved salgsgenstanden,

bør sælgeren således gøre forbrugeren opmærksom på det, hvis salgsgenstanden afviger fra den

fremviste prøve.

Bestemmelsen omfatter ikke situationer, hvor forbrugeren hos en anden forhandler har fået

forevist en prøve, eller hvor forbrugeren selv medbringer en genstand med henblik på at købe

en tilsvarende. I sidstnævnte tilfælde kan det dog være en del af parternes aftale, at

salgsgenstanden skal stemme overens med den medbragte genstand. I så fald vil situationen

skulle vurderes efter § 75 a, stk. 1, 1. led, om varens overensstemmelse med aftalen.

1.1.5 Mangler ved salgsgenstanden

1.1.5.1 Generelt

Købelovens § 76 er udtryk for almindelige principper for mangelsvurderingen. Mens § 76, stk.

1, nr. 1-3, indeholder specielle bestemmelser om, hvornår en salgsgenstand er mangelfuld,

indeholder § 76, stk. 1, nr. 4, en almindelig mangelsdefinition og en henvisning til § 75 a.

Købelovens § 76, stk. 1, nr. 1-4, omtales nærmere i de følgende:

1.1.5.2 Urigtige og vildledende oplysninger (nr. 1)

Det fremgår af købelovens § 76, stk. 1, nr. 1, at der foreligger en mangel ved salgsgenstanden,

hvis genstanden ikke svarer til den betegnelse, hvorunder den er solgt, eller sælgeren i øvrigt

ved købets afslutning har givet urigtige eller vildledende oplysninger, medmindre

oplysningerne ikke kan antages at have haft betydning for forbrugerens bedømmelse af

genstanden.

Bestemmelsen omfatter ikke oplysninger, der er meddelt efter aftalens indgåelse, f.eks. i en

ordrebekræftelse.

De urigtige og vildledende oplysninger kan angå salgsgenstandens fysiske og faktiske

egenskaber, f.eks. genstandens brugbarhed og beskaffenhed, herunder kvalitet, holdbarhed og

farlighed. Også oplysninger om genstandens værdi, prisforhold, anbefaling eller godkendelse

fra en offentlig myndighed, er omfattet. Det er ikke en betingelse for, at et forhold falder ind

under bestemmelsen, at sælgeren er klar over, at de pågældende oplysninger er urigtige.

108

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Efter omstændighederne kan oplysninger, der gives, anses for vildledende pga. deres

sammenhæng med oplysninger, der eventuelt forties. Rene fortielser falder uden for 76, stk. 1,

nr. 1, men er omfattet af § 76, stk. 1, nr. 3, om sælgers loyale oplysningspligt.

Præcise oplysninger om bestemte egenskaber ved en salgsgenstand tillægges væsentlig

betydning. Det kan f.eks. være urigtige oplysninger om, at en bil har kørt et bestemt antal

kilometer, eller at den kun har haft én ejer, urigtige oplysninger om en computers kapacitet eller

forkerte vaskeanvisninger mv. Mere generelle beskrivelser af salgsgenstanden, f.eks. at en bil

er nysynet, tillægges også betydning.

Hvis sælgeren har givet en garanti for særlige egenskaber mv. ved salgsgenstanden, kan det få

indflydelse på mangelsvurderingen. Almindelige anprisninger, f.eks. ”det er et fantastisk

produkt”, der ikke formidler information om genstanden, er ikke omfattet.

Forbrugeren kan kun påberåbe sig urigtige eller vildledende oplysninger som en del af

mangelsvurderingen, hvis forbrugeren rent faktisk har lagt vægt på oplysningerne, da

købsaftalen blev indgået. En oplysning antages som udgangspunkt at have haft betydning for

forbrugeren, hvis den i almindelighed er egnet til at påvirke efterspørgslen af genstande af den

pågældende art, og der ikke foreligger omstændigheder, der indikerer, at forbrugeren ikke har

været bekendt med eller ikke har lagt vægt på oplysningen. Hvis sælgeren har gjort forbrugeren

opmærksom på, at der er usikkerhed knyttet til de oplysninger, som sælgeren giver, vil

oplysningerne efter omstændighederne ikke kunne antages at have haft betydning for

forbrugeren. Hvis forbrugeren ved og accepterer, at en oplysning er urigtig, gælder

bestemmelsen ikke.

Det er forbrugeren, der har bevisbyrden for, at der foreligger en urigtig eller vildledende

oplysning fra sælgeren. Det er derimod sælgeren, der har bevisbyrden for, at de vildledende

eller urigtige oplysninger ikke kan antages at have haft betydning for forbrugerens vurdering af

salgsgenstanden.

1.1.5.3 Oplysninger givet på varens indpakning, i annoncer mv. (nr. 2)

Det fremgår af købelovens § 76, stk. 1, nr. 2, at der foreligger en mangel, hvis sælger eller et

tidligere salgsled har givet oplysninger som nævnt i § 76, stk. 1, nr. 1 (f.eks. urigtige eller

vildledende oplysninger) på varens indpakning, i annoncer eller i andre meddelelser, der er

beregnet til at komme til almenhedens eller forbrugerens kundskab.

Tidligere salgsled kan f.eks. være en importør, en producent eller en grossist. Bestemmelsen

omfatter også andre erhvervsdrivende, der har bistået sælgeren eller tidligere salgsled med

109

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

markedsføringen af salgsgenstanden. Det samme gælder oplysninger, som stammer fra

brancheforeninger, der hjælper medlemmer med markedsføring.

Forbrugeren kan derimod ikke påberåbe sig oplysninger, som f.eks. er fremsat af sælgerens

konkurrenter eller private, ligesom forbrugeren ikke kan påberåbe sig oplysninger fra

myndigheder, forbrugergrupper eller -organisationer, der fremsættes som led i offentliggørelse

af en undersøgelse, test mv. Har sælger selv påberåbt sig sådanne undersøgelser mv., anses

oplysningen dog som fremsat af denne.

Det er ikke en betingelse for, at et forhold falder ind under købelovens § 76, stk. 1, nr. 2, at

sælgeren

–

eller andre erhvervsdrivende, der har givet oplysninger

–

er klar over, at

oplysningerne er urigtige. Forbrugeren kan således over for sælger påberåbe sig oplysninger,

selv om sælger har været i god tro om oplysningernes rigtighed.

Bestemmelsen omfatter (i modsætning til § 76, stk. 1, nr. 1) ikke kun oplysninger, som er rettet

til den konkrete forbruger, men også oplysninger, der er rettet mod en ubestemt kreds af

personer. Bestemmelsen omfatter alle meddelelser, uanset hvilken form de gives i. Der kan

f.eks. være tale om oplysninger i annoncer, reklamer, brochurer og brugsanvisninger, på skilte

mv. Også oplysninger, der kommer til forbrugerens kendskab, uden at det sker som led i

markedsføring, f.eks. oplysninger, som sælgeren fremsætter i et interview, kan påberåbes.

Købelovens § 76, stk. 1, nr. 2, er beskyttelsespræceptiv, jf. § 1, stk. 2. Det betyder, at sælgeren

ikke kan tage et generelt forbehold for en oplysnings rigtighed, f.eks. hvis sælgeren blot

videreformidler oplysninger, som stammer fra et tidligere salgsled, jf. også § 77, stk. 1.

1.1.5.4 Tilsidesættelse af sælgers loyale oplysningspligt (nr. 3)

Ifølge købelovens § 76, stk. 1, nr. 3, foreligger der en mangel, hvis sælger har forsømt at give

forbrugeren oplysning om forhold, der har haft betydning for forbrugerens bedømmelse af

salgsgenstanden, som sælgeren kendte eller burde kende til. Bestemmelsen omhandler sælgers

loyale oplysningspligt.

Det er en forudsætning for anvendelse af bestemmelsen, at det kan bebrejdes sælgeren, at denne

har undladt at give forbrugeren en oplysning. Har sælgeren f.eks. undladt at give oplysning om

et forhold, fordi det antages, at forholdet er uden betydning for forbrugeren, eller fordi sælgeren

gik ud fra, at forbrugeren var bekendt med forholdet, har sælgeren ikke tilsidesat sin loyale

oplysningspligt.

110

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Ifølge bestemmelsen skal oplysningen have haft betydning for forbrugerens bedømmelse af

salgsgenstanden. Det er derimod ikke en betingelse, at forbrugeren ikke ville have indgået

aftalen, hvis forbrugeren havde kendt til oplysningen. Forbrugerens manglende viden skal blot

have haft indflydelse på aftalens vilkår.

Som udgangspunkt omfatter den loyale oplysningspligt kun oplysninger om selve

salgsgenstanden. Det betyder, at sælgeren i almindelighed f.eks. ikke har pligt til at oplyse, at

genstanden kommer på udsalg, at den kan købes billigere et andet sted, eller at der kommer en

ny og bedre udgave. Andre fremtidige begivenheder kan sælgeren dog efter omstændighederne

være forpligtet til at oplyse forbrugeren om.

Hvis salgsgenstanden efter anvendelse, installation eller lignende kræver indkøb af væsentlige

ekstra dele eller afholdelse af væsentlige omkostninger mv., skal sælgeren oplyse det.

Sælgerens oplysningspligt omfatter kun forhold, som sælgeren kendte eller burde kende til.

Viden eller burde viden hos sælgerens ansatte eller erhvervsdrivende, der formidler købet for

sælgeren, ligestilles med sælgerens egen viden eller burde viden. Der kan f.eks. være tale om,

at sælgeren som følge af sin (formodede) sagkundskab skal oplyse forbrugeren om visse

forhold. Forbrugerens særlige viden om salgsgenstanden kan omvendt mindske kravene til

sælgers oplysningspligt.

Den loyale oplysningspligt indebærer ikke en pligt for sælgeren til at undersøge genstanden for

eventuelle mangler. Har sælgeren haft grund til mistanke om en fejl ved genstanden, bør

sælgeren dog foretage en nærmere undersøgelse eller oplyse forbrugeren om de

omstændigheder, der begrunder mistanken.

1.1.5.5 Den generelle mangelsdefinition (nr. 4)

Købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, indeholder en generel mangelsdefinition. Herefter er

salgsgenstanden mangelfuld, hvis den ikke svarer til, hvad der er aftalt mellem parterne, eller

til det forbrugeren med rette kunne forvente. Som udgangspunkt er mangelsvurderingen dermed

konkret. Kun hvis der ikke ved fortolkning af aftalen eller omstændighederne i øvrigt kan

udledes noget om, hvilke egenskaber genstanden skal have (eller ikke have), falder man tilbage

på en vurdering af, hvilken brugbarhed, værdi, kvalitet mv. der er almindelig for genstande af

den pågældende art.

Ved vurderingen af salgsgenstandens beskaffenhed og brugbarhed indgår navnlig dens

egnethed, farlighed og holdbarhed. Er det på leveringstidspunktet ikke muligt at vedligeholde

salgsgenstanden på en hensigtsmæssig måde, kan det efter omstændighederne føre til, at den

111

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

anses for mangelfuld. Bliver det først efter leveringstidspunktet umuligt at vedligeholde eller

reparere genstanden foreligger der derimod som udgangspunkt ikke en mangel. Hvis en

salgsgenstand pga. det materiale, som den er fremstillet af, ikke kan vaskes eller renses eller på

grund af en usædvanlig konstruktion ikke kan repareres overhovedet, eller det ikke er muligt at

skaffe reservedele, kan en sådan manglende vedligeholdelsesmulighed dog udgøre en mangel

efter en konkret vurdering. Hvis sælgeren ved eller bør vide, at det muligvis fremover ikke vil

være muligt at vedligeholde genstanden, kan det dog følge af reglerne om sælgers loyale

oplysningspligt, at forbrugeren skal oplyses herom.

Købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, er (modsat § 76, stk. 1, nr. 1-3) ikke beskyttelsespræceptiv, da

mangelsvurderingen tager udgangspunkt i parternes aftale.

1.1.6 Oplysninger, der er rettet senest ved aftalens indgåelse

Forbrugeren kan ikke påberåbe sig en urigtig eller vildledende oplysning, der er rettet senest

ved indgåelsen af aftalen, jf. købelovens § 76, stk. 2. Bestemmelsen knytter sig til § 76, stk. 1,

nr. 1 og 2, om sælgerens eller andre salgsleds urigtige eller vildledende oplysninger mv.

Bestemmelsen er beskyttelsespræceptiv, jf. § 1, stk. 2.

Med bestemmelsen begrænses rækkevidden af § 76, stk. 1, nr. 1 og 2, således at urigtige eller

vildledende oplysninger fra sælger eller tidligere salgsled ikke konstituerer en mangel, hvis

oplysningerne er rettet, inden købsaftalen indgås. Hvis rettelsen er kommet til forbrugerens

kundskab inden aftalens indgåelse, følger dette allerede af stk. 1, nr. 1 og 2, da oplysningen i så

fald ikke ”kan antages at have haft betydning for køberens bedømmelse”. Den selvstændige

betydning af § 76, stk. 2, er således begrænset til tilfælde, hvor oplysningen er rettet inden

aftalens indgåelse, men hvor rettelsen ikke var kendt af forbrugeren på dette tidspunkt.

Købelovens § 76, stk. 2, angiver ikke, hvordan en oplysning skal rettes. Oplysningen skal dog

rettes på en tydelig og effektiv måde under hensyntagen til, på hvilken måde oplysningen

oprindeligt er givet, oplysningens betydning og øvrige (relevante) omstændigheder.

Rettes oplysningen på samme måde, som den er givet, anses det for tilstrækkeligt. Det samme

gælder en rettelse, som sker på en sådan måde, at den når ud til samme modtagerkreds som den

oprindelige meddelelse. Almindeligvis må rettelsen meddeles individuelt til den konkrete

forbruger og fremhæves i samme grad, som den oprindelige oplysning blev.

Såfremt oplysningerne er blevet rettet på en tilstrækkelig tydelig og effektiv måde, vil

forbrugeren ikke kunne påberåbe sig sådanne oplysninger som led i mangelsvurderingen,

uanset om forbrugeren rent faktisk måtte have fået kundskab om rettelsen eller ej.

112

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Oplysninger afgivet direkte over for forbrugeren skal korrigeres direkte over for forbrugeren

og fremhæves i samme omfang, som de urigtige oplysninger blev givet, mens urigtige

oplysninger, der er fremsat i annoncer eller andet materiale, der er bestemt til en videre kreds

af personer, som minimum skal rettes på samme måde, som de blev fremsat.

Oplysninger, der er givet i en annonce i en avis, kan rettes ved, at der indrykkes en annonce

med en rettelse. Det er dermed ikke en betingelse, at berigtigelsen kommer til den konkrete

forbrugers kundskab. Hvis den urigtige oplysning er givet i en række annoncer, f.eks. som led

i en kampagne, er det ikke tilstrækkeligt, at oplysningen berigtiges i en annonce, der kun

indrykkes én gang. En urigtig oplysning i en annonce kan altid rettes ved individuel meddelelse

til forbrugeren.

Bestemmelsen kræver ikke, at oplysningerne rettes af den, der har afgivet oplysningerne, og en

sælger vil således i forbindelse med købet kunne korrigere oplysninger afgivet af tidligere

salgsled.

Forbrugeren skal kunne tage rettelserne i betragtning, inden forbrugeren træffer beslutning om

at indgå købsaftalen.

I nogle tilfælde fører aftaleretlige regler til, at meddelelsen, hvori de urigtige oplysninger er

indeholdt, udgør et bindende tilbud. I sådanne tilfælde vil en rettelse ikke medføre, at

forbrugeren afskæres fra at påberåbe sig den givne oplysning, men det kan eventuelt påhvile

forbrugeren i forbindelse med en accept at præcisere, at det er det oprindelige

–

og ikke det

rettede

–

tilbud, der accepteres.

Annoncering i aviser, reklamebrochurer og tv-reklamer anses efter fast praksis ikke for

bindende tilbud, men som en opfordring til at gøre tilbud, og en urigtig oplysning kan derfor

rettes, når forbrugeren henvender sig i den fysiske forretning for at købe varen, eller når

forbrugeren kommer ind på butikkens hjemmeside. Oplysningen skal rettes, inden aftalen

indgås, hvilket i praksis vil sige inden forbrugeren afgiver sin accept, f.eks. ved at betale for

varen ved kassen i den fysiske butik, trykke ”bestil” på hjemmesiden el.lign.

Udstilling af prismærkede varer i fysiske butikker og udbud af varer mv. på en hjemmeside

med en egentlig bestillingsfunktion, hvor der markedsføres massevarer, som normalt ikke

besigtiges før køb, anses for bindende tilbud i aftaleretlig forstand. Hvis tilbuddet indeholder

urigtige oplysninger mv., kan forbrugeren påberåbe sig oplysningerne i forbindelse med

113

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

mangelsvurderingen. En rettelse, som foretages efter det tidspunkt, hvor forbrugeren har fået

kundskab om tilbuddet, får dermed ikke virkning.

1.1.7 Mangler i bestillingskøb

Det fremgår af købelovens § 76, stk. 3, at forhold ved materialer, der er fremskaffet af

forbrugeren, ikke kan påberåbes som en mangel, medmindre sælgeren har tilsidesat sin

vejledningspligt. Bestemmelsen vedrører forbrugerens mulighed for at påberåbe sig mangler i

bestillingskøb, jf. kapitel 5, pkt. 1.1.2.

Udgangspunktet er, at hvis forbrugeren har fremskaffet de materialer, der skal bruges ved

fremstillingen, bærer forbrugeren selv risikoen for materialevalget. Det betyder, at forbrugeren

ikke kan påberåbe sig, at det færdige produkt er mangelfuldt, hvis det skyldes materialerne.

Forbrugerens risiko for materialevalget er ikke ubegrænset, men modificeres af sælgers

vejledningspligt. Sælgeren er således forpligtet til at vejlede forbrugeren om valg af materialer

og efter omstændighederne fraråde forbrugeren at anvende et materiale, hvis sælgeren (som

fagkyndig) indser eller bør indse, at materialet er mangelfuldt eller uhensigtsmæssigt. En

lignende forpligtelse gælder i bestillingskøb, hvor forbrugeren ikke skal levere materialer, men

i stedet skal tilvejebringe oplysninger mv. til brug for tilvirkning af salgsgenstanden.

1.1.8 Generelle forbehold

Det fremgår af købelovens § 77, stk. 1, at bestemmelser i købsaftalen om, at forbrugeren ikke

kan påberåbe sig mangler ved salgsgenstanden og andre almindelige forbehold, såsom at

salgsgenstanden er solgt, som den er og forefindes, ikke kan gøres gældende over for

forbrugeren.

Bestemmelsen medfører, at generelle forbehold ikke kan tillægges retsvirkning. Sælgerens

generelle forbehold formuleres i praksis ofte på den måde, at genstanden sælges som den er og

forefindes. Udtrykket er derfor direkte nævnt i § 77, stk. 1. Herudover kan genstanden f.eks.

være solgt som besigtiget, som beset, uden ansvar og med tilsvarende generelle forbehold.

Bestemmelsen omfatter alle generelt formulerede klausuler, der direkte eller indirekte

–

f.eks.

ved at erklære, at forbrugeren er bekendt med enhver mangel

–

fritager sælgeren for at hæfte

for eventuelle mangler.

1.1.9 Konkrete forbehold

Sælgers konkrete forbehold vedrørende bestemte positive eller negative egenskaber ved

salgsgenstanden

–

således at disse forhold ikke skal kunne betragtes som mangler

–

er ikke

114

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

omfattet af købelovens § 77, stk. 1. Konkrete forbehold får således almindeligvis retsvirkning

efter deres indhold.

Et konkret forbehold henleder forbrugerens opmærksomhed på bestemte egenskaber ved

salgsgenstanden og kan dermed anspore forbrugeren til at undersøge netop disse egenskaber.

Kommer et sådant forbehold i konflikt med de ufravigelige bestemmelser i lovens § 76, stk. 1,

nr. 1-3, afskæres forbrugerens eventuelle misligholdelsesbeføjelser ikke. Det antages dog, at

sælgeren kan tage et konkret forbehold (men ikke et generelt forbehold) for rigtigheden af visse

af de oplysninger, som er fremsat af et tidligere salgsled mv., jf. § 76, stk. 1, nr. 2. Har sælgeren

positiv viden om et bestemt forhold, kan sælgeren ikke undgå at opfylde sin loyale

oplysningspligt ved at tage et konkret forbehold.

1.1.10 Køb af brugte varer på offentlige auktioner

Det fremgår af købelovens § 77, stk. 2, at ved køb af brugte genstande på offentlig auktion,

hvor forbrugeren har mulighed for selv at være til stede, kan forbrugeren kun påberåbe sig, at

der foreligger en mangel, hvis det følger af § 76, stk. 1, nr. 1-3, jf. kapitel 6, pkt. 1.1.5.1-1.1.5.4,

eller hvis genstanden er i væsentlig ringere stand, end forbrugeren under hensyn til

omstændighederne havde grund til at regne med.

Bestemmelsen indebærer, at der er indbygget et generelt forbehold for mangler ved salg af

brugte genstande på auktion. Bestemmelsen gælder modsætningsvis ikke for nye genstande,

der sælges på auktion. Begrænsningen i forbrugerens misligholdelsesbeføjelser gælder ved

traditionelle auktionssalg, hvor forbrugeren har mulighed for at være fysisk til stede, men ikke

ved f.eks. auktionssalg via internettet. Det er ikke afgørende, om forbrugeren konkret har været

til stede, men alene om forbrugeren havde mulighed for det.

Der skal normalt ikke tages hensyn til salgsgenstandens pris, idet vurderingen af, hvad

forbrugeren kan forvente med hensyn til genstandens stand ikke bør afhænge af varens pris i de

tilfælde, hvor prisen beror på de øvrige bud på auktionen. Det er dog ikke udelukket, at

salgsprisen kan indgå i vurderingen af, hvad forbrugeren under hensyn til omstændighederne

havde grund til at regne med. Det gælder navnlig i tilfælde, hvor der ved auktionen over

genstanden er fastsat en minimumspris.

1.1.11 Mangler, som forbrugeren var eller måtte være bekendt med

Det fremgår af købelovens § 77 b, at forbrugeren ikke kan påberåbe sig en mangel, som

forbrugeren var eller måtte være bekendt med ved aftalens indgåelse, medmindre der er

holdepunkter herfor i aftalen, eller sælgeren har handlet i strid med almindelig hæderlighed.

115

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Forbrugerens adgang til at påberåbe

misligholdelsesbeføjelser, begrænses således.

sig

forhold,

der

ellers

ville

udløse

Bestemmelsen indebærer ikke en pligt for forbrugeren til at undersøge salgsgenstanden, men

hvis forbrugeren har foretaget en sådan undersøgelse, kan forbrugeren ikke efterfølgende

påberåbe sig forhold, som undersøgelsen har eller måtte have afsløret.

Retsvirkningerne efter § 77 b indtræder, hvis forbrugeren har kendskab til det pågældende

forhold, f.eks. fordi sælgeren på forhånd har gjort forbrugeren opmærksom på forholdet.

Bestemmelsen omfatter også forhold, som forbrugeren måtte være bekendt med, f.eks.

situationer, hvor det på grund af omstændighederne forekommer helt usandsynligt, at

forbrugeren ikke har haft et sådant kendskab

–

dvs. tilfælde, hvor det ikke er muligt at påvise

forbrugerens positive viden.

Den omstændighed, at forbrugeren var eller måtte være bekendt med det pågældende forhold,

indebærer ikke nødvendigvis, at forbrugeren er afskåret fra at gøre misligholdelsesbeføjelser

gældende. Der kan tænkes tilfælde, hvor forbrugeren ved købsaftalens indgåelse nok har været

opmærksom på et forhold ved salgsgenstanden, men f.eks. på grund af manglende fagkundskab

hverken var eller måtte være bekendt med betydningen heraf. I så fald vil forbrugeren fortsat

kunne gøre forholdet gældende som en mangel.

Bestemmelsen er begrænset til at vedrøre forbrugerens kendskab til forhold ved

salgsgenstanden på tidspunktet for aftalens indgåelse. En viden erhvervet efter købsaftalens

indgåelse afskærer således ikke forbrugeren fra at gøre misligholdelsesbeføjelser gældende,

hvis forbrugeren reklamerer rettidigt. Købelovens § 77 b regulerer således ikke tilfælde, hvor

forbrugeren i perioden mellem købsaftalens indgåelse og risikoens overgang får kendskab til,

at salgsgenstanden er mangelfuld.

Forbrugeren kan

–

uanset sit eventuelle kendskab til konkrete forhold ved salgsgenstanden

–

påberåbe sig, at der foreligger en mangel, hvis der er holdepunkter herfor i aftalen, f.eks. hvis

sælgeren undlader at opfylde en aftale om at reparere genstanden inden levering.

1.1.12 Tidspunktet for mangelsvurderingen

Det fremgår af købelovens § 77 a, stk. 1, at afgørelsen af, om salgsgenstanden lider af en

mangel, træffes ud fra dens beskaffenhed på tidspunktet for risikoens overgang (typisk

leveringstidspunktet, jf. kapitel 6, pkt. 1.3.5). Forelå der på det tidspunkt en mangel, hæfter

sælgeren for manglen

–

også selv om den først viser sig senere. Det afgørende er, om manglen

var potentielt til stede på det angivne tidspunkt.

116

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Det fremgår videre af købelovens § 77 a, stk. 2, at hvis salgsgenstanden ikke svarer til, hvad

der kan kræves efter lovens §§ 75 a-77, og det skyldes, at sælgeren ikke har opfyldt sine

forpligtelser efter aftalen, foreligger der uanset § 77 a, stk. 1, altid en mangel. Sælgers

manglende opfyldelse af sine konkrete aftalemæssige forpligtelser udgør dermed altid en

mangel, uanset om risikoen for salgsgenstanden forinden er overgået til forbrugeren.

Bestemmelsen vedrører sælgers forsømmelse, men rækker også videre, idet forhold, der kan

henføres til sælgers manglende opfyldelse af de aftalemæssige forpligtelser i øvrigt, udgør en

mangel, selv om der ikke er noget at bebrejde sælgeren.

Bestemmelsen har selvstændig betydning i tilfælde, hvor sælger ved købsaftalen har påtaget sig

at installere eller montere salgsgenstanden, og hvor installationen mv. er behæftet med fejl. Den

fejlagtige installation vil efter bestemmelsen i sig selv udløse misligholdelsesbeføjelser for

forbrugeren

–

dvs. uafhængigt af, om der ved den fejlagtige installation er blevet påført

salgsgenstanden en skade.

Bestemmelsen har endvidere betydning, hvis forbrugeren ikke i forbindelse med købet har

modtaget de fornødne oplysninger om varens montering mv. Forvolder forbrugeren efter

risikoens overgang skade på produktet som følge af den fejlbehæftede eller manglende

brugsvejledning, foreligger der en mangel, idet forholdet kan henføres til sælgers manglende

eller mangelfulde opfyldelse af sine aftalemæssige forpligtelser. Tilsvarende gælder, hvis

forbrugeren ikke kan anvende produktet i overensstemmelse med dets formål på grund af

manglende eller fejlbehæftet brugsanvisning.

Bestemmelsen har også betydning, hvis forbrugeren efter aftalen skal afhente varen, og der sker

skade på varen under forbrugerens hjemtransport som følge af utilstrækkelig emballering.

Bestemmelsen har desuden betydning i tilfælde, hvor der foreligger en mangel, og hvor

sælgeren i forbindelse med et afhjælpningsforsøg påfører salgsgenstanden en skade. En sådan

mangelfuld opfyldelse af afhjælpningspligten er også en manglende opfyldelse af sælgers

forpligtelser efter aftalen og kan dermed i sig selv udløse misligholdelsesbeføjelser.

Har sælgeren derimod uafhængigt af den indgåede købsaftale forvoldt skade på

salgsgenstanden efter risikoens overgang, falder situationen uden for bestemmelsens

anvendelsesområde. Sælgers eventuelle ansvar er i så fald ikke et køberetligt spørgsmål.

117

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

1.1.13 Levering (risikoens overgang)

Købelovens § 17, stk. 1, indeholder en generel regel om risikoens overgang, som også finder

anvendelse i forbrugerkøb. Det fremgår af bestemmelsen, at sælgeren bærer faren for

salgsgenstandens hændelige undergang eller forringelse, indtil levering har fundet sted. Bærer

sælgeren risikoen (faren) for salgsgenstandens hændelige undergang eller forringelse, kan

forbrugeren udøve misligholdelsesbeføjelser, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Bestemmelsen gælder både for genus- og specieskøb og kan fraviges ved aftale

–

også i

forbrugerkøb, jf. § 1, stk. 2.

Bestemmelsen tager kun stilling til, hvem der bærer risikoen for hændelige begivenheder, som

bevirker, at salgsgenstanden går til grunde eller forringes. Ved hændelig undergang eller

forringelse forstås skader, som ikke kan tilregnes hverken sælger eller forbrugeren (eller nogen,

som de hæfter for) som uagtsomme. Forvolder en tredjemand, som hverken sælger eller

forbruger hæfter for, ved uagtsomhed skade på salgsgenstanden, er der tale om en hændelig

begivenhed i risikoreglernes forstand.

Forbrugeren kan ikke gøre misligholdelsesbeføjelser gældende, hvis undergangen eller

forringelsen af salgsgenstanden skyldes uagtsom adfærd, som er udvist af forbrugeren selv

(eller nogen, som forbrugeren hæfter for) inden risikoens overgang.

Har sælgeren (eller nogen, som sælgeren hæfter for) forvoldt salgsgenstandens undergang eller

forringelse ved uagtsom adfærd, kan forbrugeren gøre misligholdelsesbeføjelser gældende, selv

om risikoen er gået over på forbrugeren. Det er dog en forudsætning, at den skadegørende

handling står i forbindelse med sælgerens opfyldelsesforanstaltninger, f.eks. hvor sælgeren eller

dennes folk hjælper med aflæsning eller montering af salgsgenstanden på bestemmelsesstedet,

eller sælgeren foretager afhjælpning af mangler.

Reglerne om salgsgenstandens hændelige undergang eller forringelse finder analog anvendelse

på salgsgenstandens bortkomst, f.eks. ved tyveri, konfiskation eller beslaglæggelse.

Principperne kan ligeledes finde anvendelse i visse tilfælde af udstedelse af ind- og

udførselsforbud efter aftalens indgåelse.

Udgangspunktet er, at risikoen for salgsgenstandens hændelige undergang eller forringelse går

over på forbrugeren ved levering. Det kan dog følge af andre regler, at risikoen går over på

forbrugeren enten tidligere eller senere end levering. Hvis der ikke påhviler sælgeren en

leveringsforpligtelse, kan der ske risikoovergang allerede ved købsaftalens indgåelse, f.eks.

hvis genstanden allerede er i forbrugerens besiddelse, fordi forbrugeren har lejet eller lånt den,

genstanden efter aftalens indgåelse skal forblive i sælgerens besiddelse og herefter udlejes til

118

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

forbrugeren (»sale and lease back«), eller forbrugeren selv skal skaffe sig i besiddelse af

genstanden uden yderligere foranstaltninger fra sælgerens side.

Købelovens § 17, stk. 2, hvorefter risikoen kan gå over på køberen, før levering har fundet sted

i afhentnings- og specieskøb, finder ikke anvendelse i forbrugerkøb, jf. § 1 a, stk. 3.

Det afgørende for risikoovergangen er det faktiske

–

og ikke det aftalte

–

leveringstidspunkt.

Udskydelse af leveringstidspunktet bevirker dermed som udgangspunkt også en udskydelse af

risikoens overgang til forbrugeren.

Købelovens § 17, stk. 1, gælder også for køb på prøve, jf. § 60, stk. 2, hvorefter forbrugeren

bærer risikoen for genstanden, så længe forbrugeren har den på prøve eller til besigtigelse.

Tilsvarende gælder for køb med ejendomsforbehold, hvor det antages, at levering virker

risikooverførende. Ved betingede aftaler gælder som udgangspunkt det samme som ved køb på

prøve. Efter en konkret fortolkning af købsaftalen kan risikoen dog

–

uanset at der er sket

levering

–

påhvile sælgeren, indtil betingelsen er opfyldt.

1.1.14 Risikoens overgang i forbrugerkøb, når sælger skal sende salgsgenstanden

Det fremgår af købelovens § 73, stk. 1, at hvis sælgeren skal sende salgsgenstanden til

forbrugeren, anses levering for sket, når genstanden er kommet i forbrugerens besiddelse.

Bestemmelsen kan ikke fraviges til skade for forbrugeren, jf. § 1, stk. 2.

Bestemmelsen finder kun anvendelse, hvis sælgeren ved aftalen har påtaget sig at sende

salgsgenstanden til forbrugeren

–

også selv om sælgeren først efter aftalens indgåelse påtager

sig at sende den. Der skelnes ikke mellem, om genstanden skal sendes inden for eller uden for

grænserne af sælgerens plads, eller om sælgeren benytter egne eller fremmede folk.

Det fremgår af forslag til lov om ændring af købeloven og forskellige andre love (Ændringer

som følge af forslag til ny forbrugeraftalelov m.v.) af 9. oktober 2013, bemærkninger til

lovforslagets enkelte bestemmelser, til § 1, til nr. 5, at begrebet besiddelse forudsættes at

indebære, at den fysiske besiddelse af eller kontrol over genstanden er overgået til forbrugeren

(eller nogen som handler på forbrugerens vegne).

Levering anses således formentlig for sket, når salgsgenstanden f.eks. er lagt i forbrugerens

postkasse, når den efter aftale med forbrugeren er lagt i et skur eller lignende i forbrugerens

have, eller når den er afleveret på forbrugerens arbejdsplads.

119

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Levering anses derimod ikke for sket, og genstanden er ikke kommet i forbrugerens besiddelse,

hvis sælgeren, uden at forbrugeren har anmodet om det, overgiver genstanden til forbrugerens

nabo eller stiller den uden for forbrugerens bopæl, fordi forbrugeren ikke er hjemme. Det

antages dog, at der i visse tilfælde kan foreligge et stiltiende samtykke fra forbrugerens side til,

at genstande af ringe værdi kan stilles, f.eks. morgenbrød og aviser.

Hvis det lægges til grund, at begrebet ”besiddelse” i relation til købelovens leveringsbegreb

skal forstås på samme måde som i relation til reglerne om fortrydelsesfristens begyndelse i

forbrugeraftaleloven, kan salgsgenstanden ikke anses for at være kommet i forbrugerens fysiske

besiddelse, når den er lagt i en pakkeautomat eller i en butik, hvor forbrugeren kan afhente den.

Sælgeren har bevisbyrden for, at salgsgenstanden er kommet i forbrugerens besiddelse.

Hvis salgsgenstanden er overdraget til en fragtfører, som forbrugeren har indgået aftale med,

og som ikke var blandt dem, der blev tilbudt af sælgeren, anses leveringen for sket, når

genstanden er kommet i fragtførerens besiddelse, jf. § 73, stk. 2. Begrebet besiddelse indebærer

et krav om, at den fysiske besiddelse af eller kontrol over genstanden er overgået til

fragtføreren.

Købelovens § 73, stk. 2, omfatter kun de tilfælde, hvor forbrugeren selv har anmodet den

pågældende fragtfører om at udføre transporten. Har sælgeren efter forbrugerens ønske indgået

aftalen med fragtføreren

–

på trods af, at sælgeren ikke i almindelighed tilbyder fragt med den

pågældende transportør

–

gælder § 73, stk. 1, og levering anses dermed ikke for sket i henhold

til § 73, stk. 2.

1.1.15 Forsinkelse

Det fremgår af købelovens § 74, stk. 1, at medmindre andet er aftalt vedrørende

leveringstidspunktet, skal sælgeren levere salgsgenstanden uden unødig forsinkelse, dog senest

30 dage efter aftalens indgåelse. Leveres salgsgenstanden ikke i rette tid, jf. 1. pkt., og skyldes

det ikke forbrugeren eller en omstændighed, som denne bærer risikoen for, foreligger der

forsinkelse. Bestemmelsen gælder både i species- og genuskøb og angår også delvis forsinkelse.

Også det forhold, at sælgeren slet ikke leverer, anses som forsinkelse.

Det fremgår af købelovens § 21, stk. 1, at hvis salgsgenstanden ikke leveres i rette tid, og det

ikke skyldes forbrugerens forhold eller en hændelig begivenhed, som forbrugeren bærer

risikoen for, har forbrugeren valget mellem at forlange genstanden leveret og at hæve købet.

120

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Det fremgår videre af købelovens § 22, at hvis sælgeren skal levere efterhånden, og forsinkelse

finder sted med en enkelt levering, kan forbrugeren alene hæve købet for så vidt angår denne

levering. Forbrugeren kan dog også hæve købet for senere leveringers vedkommende, hvis

gentagelse af forsinkelsen må ventes, eller hæve købet i dets helhed, hvis det er begrundet i

sammenhængen mellem leveringerne.

Det fremgår af købelovens § 50, at hvad der i loven er bestemt om mangler ved salgsgenstanden

finder tilsvarende anvendelse, hvor den leverede mængde er for ringe (dvs. der er leveret for

lidt), hvis forbrugeren må gå ud fra, at det, som er leveret, er ment at skulle tjene som

fuldstændig opfyldelse af aftalen. Forbrugeren kan sådanne tilfælde ikke kræve omlevering,

men kan i stedet kræve efterleveret, hvad der mangler, hvad enten det udgør en større eller

mindre del af det, som skulle leveres.

Bestemmelsen omfatter de tilfælde, hvor sælgeren kun har leveret en del af det solgte, og

fastlægger, om forholdet skal betragtes som forsinkelse med en del eller som en kvantitativ

mangel. Der foreligger en kvantitativ mangel, hvis forbrugeren må gå ud fra, at det leverede af

sælgeren er ment at skulle tjene til fuldstændig opfyldelse. Der opstilles hermed krav til både

forbrugerens og sælgerens subjektive forhold, og begge betingelser skal være opfyldt for, at der

foreligger en kvantitativ mangel. Er ingen eller kun den ene af betingelserne opfyldt, foreligger

der modsætningsvis en delvis forsinkelse.

Sælgeren skal ifølge købelovens § 74, stk. 1, efterstræbe opfyldelse af aftalen hurtigst muligt,

dvs. at sælgeren ikke blot kan vente med at levere til 30 dage efter aftalens indgåelse. Det

afhænger af en konkret vurdering, om sælgeren har leveret uden unødig forsinkelse.

Det kan bero på forbrugerens forhold, at sælgeren ikke kan levere, hvis forbrugeren f.eks. har

oplyst en forkert leveringsadresse, ikke er hjemme til aftalt (leverings)tid, eller forbrugeren har

undladt at meddele specifikationer på specialfremstillede varer. I så fald foreligger der ikke

forsinkelse.

I tilfælde af forsinkelse kan forbrugeren hæve købet, hvis forsinkelsen er af væsentlig betydning

for forbrugeren, og sælgeren måtte forudsætte dette, eller hvis sælgeren har nægtet levering.

Det samme gælder, hvis sælgeren ikke efter påkrav fra forbrugeren leverer salgsgenstanden

inden udløbet af en rimelig frist, jf. § 74, stk. 2. Bestemmelsen kan ikke fraviges ved aftale, jf.

§ 1, stk. 2.

121

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Med § 74, stk. 2, gives forbrugeren en udvidet hæveadgang (ift. handels- og civilkøb) i henhold

til den kombinerede påkravs-/nachfristregel (hvis sælger ikke leverer efter påkrav og udløb af

en rimelig frist). Forbrugerens hæveadgang forudsætter, at der er reklameret over forsinkelsen.

Der er intet til hinder for, at der indgås aftale om fix-køb, dvs. at der skal ske levering til en

nøjagtig bestemt tid med den retsvirkning, at enhver overskridelse af leveringstiden udgør en

væsentlig

–

og dermed hævebegrundende

–

forsinkelse.

Sker der forsinkelse med en delleverance, kan forbrugeren i medfør af § 74, stk. 2, 2. pkt.,

fremsætte påkrav om levering med adgang til at hæve købet, hvis den manglende leverance

ikke leveres inden rimelig tid eller inden udløbet af den af forbrugeren fastsatte, rimelige frist.

Selv om udgangspunktet må være, at forbrugeren fastsætter en frist i forbindelse med påkravet,

udelukker bestemmelsen ikke, at forbrugeren i de tilfælde, hvor der ikke i forbindelse med

leveringspåkravet er fastsat en frist for leveringen, også fremadrettet må kunne hæve købet som

følge af forsinkelse, hvis der ikke herefter sker levering inden for rimelig tid.

Hvis sælgeren nægter at levere, kan forbrugeren hæve uden forinden at have fremsat påkrav.

Sælgerens uvilje til at levere skal klart fremgå af omstændighederne, f.eks. ved at sælgeren i en

utvetydig erklæring har nægtet at levere. I tvivlstilfælde er forbrugeren dog henvist til at gøre

brug af påkravsreglen i § 74, stk. 2, 2. pkt.

Der stilles ikke særlige indholdsmæssige krav til et påkrav. En forespørgsel om, hvornår

sælgeren agter at levere, kan efter omstændighederne anses for et påkrav. Det kræves heller

ikke, at forbrugeren i påkravet angiver, at forbrugeren vil hæve, hvis sælgeren ikke efterkommer

påkravet. Bevisbyrden for, at påkrav er afgivet, påhviler forbrugeren, og forsendelse sker på

dennes risiko.

Hvad der betragtes som en ”rimelig frist” for levering, afhænger af de konkrete

omstændigheder. Navnlig salgsgenstandens art, forbrugerens behov for hurtig levering og

sælgerens leveringsmuligheder kan indgå i vurderingen. Er den af forbrugeren fastsatte frist

ikke rimelig, skal sælgeren protestere

–

ellers anses sælgeren for at have godkendt fristen,

medmindre den er åbenbart urimelig. Har forbrugeren fastsat en urimelig frist, giver sælgerens

overskridelse af fristen ikke forbrugeren adgang til at hæve købet. Sælgeren må i så fald blot

levere salgsgenstanden inden rimelig tid.

Ved ophævelse af aftalen skal sælgeren uden unødig forsinkelse tilbagebetale alle beløb, der er

betalt i henhold til aftalen, jf. § 74, stk. 3.

122

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Det fremgår af købelovens § 75, at hvis sælgeren på grundlag af et forbehold i aftalen har

udskudt leveringstiden, kan forbrugeren hæve købet, hvis sælgeren ikke efter påkrav leverer

salgsgenstanden inden udløbet af en rimelig frist, som forbrugeren har fastsat. Bestemmelsen

kan ikke fraviges ved aftale, jf. § 1, stk. 2.

Det følger af § 75, at § 74 ikke hindrer, at der indgås aftale om, at sælgeren ensidigt kan udskyde

leveringstiden, således at forsinkelse ikke kan indtræde, eller at forbrugeren er bundet af

købsaftalen i en ubestemt, længere periode. Formålet med bestemmelsen er dog at forhindre, at

forbrugeren på ubestemt tid er bundet til at aftage den bestilte salgsgenstand, og at sælgeren

ved et leveringsforbehold omgår beskyttelsesreglen i § 74.

Købelovens § 75 tager kun stilling til, om forbrugeren har adgang til at hæve købet.

Det er en forudsætning for, at forbrugeren kan fremsætte påkrav efter bestemmelsen, at

sælgeren rent faktisk har udskudt leveringstiden, dvs. at den oprindeligt aftalte leveringstid er

overskredet, eller at sælger har meddelt, at der vil ske en overskridelse af leveringstiden. Der

skal også være tale om en ensidig udskydelse af leveringstidspunktet fra sælgerens side. Har

forbrugeren accepteret udskydelsen, kan forbrugeren ikke fremsætte påkrav.

Ved afgørelsen af, om et tidsrum er rimeligt, kan der

–

foruden de momenter, der er nævnt

vedrørende § 74, stk. 2

–

bl.a. tages hensyn til, om der ved aftalens indgåelse forelå rimelig

grund til forbeholdets medtagelse i aftalen. Forelå der ikke rimelig grund til at tage forbehold

om udskydelse af leveringstiden, vil forbeholdet efter omstændighederne kunne tilsidesættes

efter aftalelovens § 38 c, jf. § 36, men forbeholdets konkrete rimelighed indgår også i

vurderingen af eventuelle tidsfrister mv.

1.1.16 Retlige mangler

Omstændigheder af retlig karakter, der forhindrer forbrugeren i at opnå den tilsagte retsstilling

vedrørende salgsgenstanden, kaldes retsmangler. Retsmangler kan foreligge som vanhjemmel

eller som rådighedsmangler som følge af offentligretlige eller privatretlige

rådighedsbegrænsninger. Der kan desuden være tale om egentlige retsmangler, dvs. at

sælgerens manglende kompetence skyldes, at fordringen eller rettidigheden er (helt eller

delvist) ikkeeksisterende.

Der sondres mellem fuldstændig vanhjemmel, dvs. at tredjemand er ejer af genstanden, og

delvis vanhjemmel, dvs. at tredjemand har en begrænset ret over genstanden, f.eks. i form af

pant eller udlæg.

123

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Købeloven indeholder ikke udtrykkelige regler om, hvornår der foreligger en retsmangel. Det

afgørende for vurderingen af, om forbrugeren har fået den ret vedrørende salgsgenstanden, som

forbrugeren kunne forvente i henhold til købsaftalen, er en fortolkning og udfyldning af aftalen.

En forbruger kan i almindelighed forvente, at sælger skaffer forbrugeren ejendomsret over

salgsgenstanden, og at tredjemand ikke har begrænsede rettigheder herover

–

medmindre andet

er aftalt, f.eks. ved salg med ejendomsforhold.

Selv om forbrugeren i kraft af almindelige ekstinktionsregler kan fortrænge tredjemands ret,

må forbrugeren som udgangspunkt kunne vælge

–

i stedet for at ekstingvere tredjemands ret

–

at gøre misligholdelsesbeføjelser gældende mod sælgeren.

Købeloven indeholder ikke regler om de tilfælde, hvor der foreligger andre retsmangler end

vanhjemmel, f.eks. offentligretlige eller privatretlige rådighedsbegrænsninger.

Der er tale om offentligretlige rådighedsmangler, hvis forbrugeren som følge af offentligretlige

forskrifter ikke kan råde over salgsgenstanden overhovedet eller dog ikke kan råde over den til

det påtænkte formål.

Privatretlige rådighedsmangler er kendetegnet ved, at tredjemand (uden selv at have en ret over

genstanden) kan modsætte sig sælgerens råden over genstanden, f.eks. fordi der foreligger en

aftale om forkøbsret for tredjemand. Rådighedsmangler behandles som udgangspunkt efter de

samme regler som faktiske mangler

–

og ikke efter købelovens regel om vanhjemmel med deraf

følgende objektivt (erstatnings)ansvar for sælgeren. En anden type af privatretlig

rådighedsmangel kan opstå, hvis en immaterialret hindrer køberen i (fuldt ud) at kunne udøve

sin råden over salgsgenstanden eller at udnytte den efter sit formål, f.eks. hvis en tredjemands

patent hindrer udnyttelse af salgsgenstanden. Immaterielle rettigheder kan også begrænse

muligheden for overhovedet at foretage et salg, idet de immaterialretlige love (i forskellige

former) som udgangspunkt forbyder salg af immaterialretligt beskyttede genstande uden

rettighedshaverens samtykke, se f.eks. ophavsretslovens § 2, stk. 1, jf. stk. 3, nr. 1. Det

immaterialretlige konsumptionsprincip (se f.eks. ophavsretslovens § 19) samt reglerne om

privat eller ikke-erhvervsmæssig udnyttelse (se f.eks. patentlovens § 3, stk. 3, nr. 1) medfører

dog, at salg eller videresalg i en række tilfælde alligevel kan ske uden rettighedshaverens

samtykke.

Købeloven tager ikke stilling til, hvad der gælder om forbrugerens adgang til at gøre andre

misligholdelsesbeføjelser end erstatning gældende, når der foreligger vanhjemmel. I sådanne

tilfælde kan forbrugeren dog som udgangspunkt påberåbe sig de samme

misligholdelsesbeføjelser som ved faktiske mangler (afhjælpning, omlevering, afslag og

124

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

ophævelse, hvis betingelserne herfor er opfyldt), ligesom forbrugeren kan tilbageholde

købesummen, indtil sælgeren har afhjulpet manglen.

Det fremgår af købelovens § 59, at hvis det oplyses, at salgsgenstanden ved købets afslutning

tilhørte en anden end sælgeren, kan forbrugeren

–

selv om sælgeren var i en undskyldelig

vildfarelse om sin adkomst

–

kræve skadeserstatning hos sælgeren. Det gælder dog ikke, hvis

forbrugeren ved købets afslutning ikke var i god tro.

Det fremgår således af bestemmelsen, at sælger er erstatningsansvarlig på objektivt grundlag

(efter reglerne om positiv opfyldelsesinteresse) over for forbrugeren ved oprindelig,

fuldstændig vanhjemmel i specieskøb

–

dvs. tilfælde, hvor sælgeren ved købsaftalens indgåelse

savnede kompetence til at indgå aftalen, fordi sælgeren ikke var ejer af salgsgenstanden.

Bestemmelsen antages at finde analog anvendelse på oprindelig partiel vanhjemmel.

Det relevante tidspunkt for vurdering af, om der foreligger en retsmangel, er tidspunktet for

risikoens overgang. Den absolutte reklamationsfrist i § 83 finder dog ikke anvendelse i tilfælde

af vanhjemmel (og andre retsmangler). Forbrugeren kan imidlertid miste sin ret til at gøre

vanhjemmel gældende efter de almindelige regler om passivitet.

Der foreligger som udgangspunkt kun en retsmangel, hvis forbrugeren ikke ved aftalens

indgåelse kendte til hindringen for sin råden over salgsgenstanden. Er forbrugeren ved grov

uagtsomhed uden kendskab til forholdet, og er der intet at bebrejde sælgeren, foreligger der

heller ikke en retsmangel. Har sælgeren handlet svigagtigt, kan forbrugeren dog påberåbe sig

retsmanglen, selv om forbrugeren burde have opdaget den.

1.1.17 Overtrædelse af anden lovgivning, herunder databeskyttelsesforordningen

Købelovens §§ 75 a-76 om mangler tager ikke stilling til, om brud på anden lovgivning kan

udgøre en mangel i købelovens forstand.

Overtrædelse af anden lovgivning, herunder databeskyttelsesforordningen, må dog under visse

omstændigheder kunne medføre, at der er en mangel ved produktet, f.eks. hvis en forbruger

køber et billedredigeringsprogram på internettet, som

–

ved en fejl

–

gør det muligt for

uvedkommende at tilgå billederne (og dermed forbrugerens personoplysninger). Forbrugeren

kan i disse tilfælde gøre misligholdelsesbeføjelser gældende, hvis betingelserne herfor i øvrigt

er opfyldt.

”Rene” overtrædelser af anden lovgivning, f.eks. databeskyttelsesforordningen, medfører ikke

(nødvendigvis), at der foreligger en mangel ved salgsgenstanden. F.eks. vil en sofa ikke lide af

125

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

en mangel, hvis sælgeren ikke opfylder kravene til persondatabeskyttelse i sit kundekartotek,

eller hvis sælgeren ikke opfylder sin oplysningspligt efter databeskyttelsesforordningen.

Retsvirkninger af overtrædelse af anden lovgivning skal således findes i den konkrete

lovgivning. Således vil f.eks. overtrædelse af databeskyttelsesloven i visse tilfælde kunne

medføre bøde, fængsel og erstatningsansvar for den dataansvarlige.

1.2 Nye EU-regler (varedirektivet og direktivet om digitalt indhold)

1.2.1 Varedirektivets artikel 5-9

1.2.1.1 Varernes overensstemmelse (artikel 5)

Det fremgår af varedirektivets artikel 5, at sælgeren skal levere varer til forbrugeren, som

opfylder kravene, der er fastsat i artikel 6, 7 og 8 om henholdsvis subjektive og objektive krav

til overensstemmelse og forkert installation, hvor det er relevant, jf. dog artikel 9 om

tredjemands rettigheder.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 37, at øget retssikkerhed for både forbrugere og sælgere

kræver en klar angivelse af, hvornår varernes overensstemmelse skal vurderes. Det relevante

tidspunkt for at vurdere varernes overensstemmelse er det tidspunkt, hvor varerne leveres. Det

gælder også varer, der integrerer eller er indbyrdes forbundet med digitalt indhold eller en

digital tjeneste, der leveres ved en enkelt levering. Hvis det digitale indhold eller den digitale

tjeneste, der er integreret i eller indbyrdes forbundet med varerne, leveres løbende i en periode,

bør det relevante tidspunkt med henblik på at fastslå, om det digitale indholds- eller digitale

tjenesteelement er i overensstemmelse, imidlertid ikke være et tidspunkt, men nærmere en

periode, der begynder på leveringstidspunktet. Af hensyn til retssikkerheden bør perioden være

lig med den periode, hvor sælger er ansvarlig for mangler.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 38, at varedirektivet ikke regulerer betydningen af

levering, hvilket overlades til national ret. Det gælder navnlig spørgsmålet om, hvad sælgeren

skal gøre for at opfylde sin forpligtelse til at levere varerne. Desuden berører henvisninger til

leveringstidspunktet i varedirektivet ikke de regler om risikoens overgang, som er fastsat i

forbrugerrettighedsdirektivet, og som i overensstemmelse hermed er gennemført i

medlemsstaterne (i Danmark hovedsageligt i købelovens § 73).

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 39, at varer med digitale elementer anses for at være

leveret til forbrugeren, når både varernes fysiske komponent er leveret, og det digitale indhold

eller den digitale tjeneste er leveret ved en enkelt levering, eller den løbende levering af det

digitale indhold eller den digitale tjeneste i en periode er begyndt. Det betyder, at sælgeren også

bør gøre det digitale indhold eller den digitale tjeneste tilgængelig for forbrugeren på en sådan

126

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

måde, at det digitale indhold eller den digitale tjeneste eller andre midler, der er egnede til at

downloade eller få adgang til det digitale indhold eller den digitale tjeneste, er modtaget af

forbrugeren, og at ingen yderligere handling kræves af sælgeren for, at forbrugeren kan anvende

det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse med aftalen, f.eks. ved hjælp

af et link eller en downloadmulighed. Det relevante tidspunkt for at fastslå, om varen er i

overensstemmelse, er derfor det tidspunkt, hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste

leveres, hvis den fysiske komponent blev leveret tidligere. Som et resultat heraf kan det sikres,

at ansvarsperioden for den fysiske komponent på den ene side og for det digitale element på

den anden side begynder at løbe på samme tidspunkt. I mange tilfælde kan forbrugeren

endvidere ikke opdage en fejl i den fysiske komponent, før det digitale indhold eller den digitale

tjeneste er leveret.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 40, at når varer skal installeres af sælgeren, kan

forbrugeren i visse tilfælde ikke anvende varerne eller opdage fejlen, før installationen er

afsluttet. Når varerne i henhold til købsaftalen skal installeres af sælgeren eller på sælgerens

vegne, anses varerne derfor for at være leveret til forbrugeren, når installationen er afsluttet.

1.2.1.2 Subjektive krav til overensstemmelse (artikel 6)

Varedirektivets artikel 6, litra a-d, opstiller en række subjektive krav til varens

overensstemmelse med købsaftalen. Varen skal således, hvor det er relevant

•

svare til den beskrivelse, type, mængde og kvalitet samt besidde den funktionalitet,

kompatibilitet og interoperabilitet og de øvrige egenskaber, som er beskrevet i

købsaftalen,

være egnet til ethvert særligt formål, som forbrugeren ønsker, at den skal kunne

anvendes til, og som forbrugeren har gjort sælger bekendt med senest på tidspunktet for

købsaftalens indgåelse, og som sælger har accepteret,

leveres med alt tilbehør og vejledning, herunder om installation, som beskrevet i

købsaftalen, og

leveres med eventuelle opdateringer som beskrevet i købsaftalen.

•

Det fremgår videre af præambelbetragtning nr. 25, at for at gøre det klart, hvad forbrugeren kan

forvente af varen, og hvad sælgeren er ansvarlig for i tilfælde af, at sælgeren ikke kan levere,

hvad der forventes, er det afgørende at harmonisere reglerne for varers overensstemmelse fuldt

ud. Enhver henvisning til overensstemmelse i varedirektivet henviser til varernes

overensstemmelse med købsaftalen. For at beskytte de legitime interesser hos begge parter i en

købsaftale skal overensstemmelsen vurderes på grundlag af både subjektive og objektive krav.

127

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Det fremgår videre af præambelbetragtning nr. 26, at varerne derfor skal opfylde de krav, der

er aftalt mellem sælgeren og forbrugeren i købsaftalen. Sådanne krav kan bl.a. omfatte

kvantitet, kvalitet, type og beskrivelse af varerne, deres egnethed til et specifikt formål og

levering af varerne med det aftalte tilbehør og eventuelle vejledninger. Kravene i købsaftalen

bør omfatte de krav, der følger af oplysninger forud for aftaleindgåelsen, som i

overensstemmelse med forbrugerrettighedsdirektivet er en integreret del af købsaftalen.

Funktionalitet defineres i varedirektivet som varernes evne til at udføre deres funktioner i

betragtning af formålet hermed, jf. artikel 2, nr. 9.

Kompatibilitet defineres i varedirektivet som varernes evne til at fungere med hardware eller

software, som varer af denne type normalt anvendes med, uden at det er nødvendigt at

konvertere varerne, hardwaren eller softwaren, jf. artikel 2, nr. 8.

Interoperabilitet defineres i varedirektivet som varernes evne til at fungere med hardware eller

software, der adskiller sig fra den, som varer af samme type normalt anvendes med, jf. artikel

2, nr. 10. Tilfredsstillende funktionsevne kan f.eks. omfatte varers evne til at udveksle

oplysninger med en sådan anden software eller hardware og til at anvende de udvekslede

oplysninger.

Endelig fremgår det af præambelbetragtning nr. 28, at i betragtning af, at det digitale indhold

eller de digitale tjenester, der er integreret i eller indbyrdes forbundet med varer, hele tiden

udvikler sig, kan sælgere aftale med forbrugere at levere opdateringer til disse varer.

Opdateringer af varernes digitale indholds- eller digitale tjenesteelement kan i henhold til

købsaftalen foretages med henblik på forbedring og optimering, udvidelse af funktionerne,

tilpasning til den tekniske udvikling, beskyttelse mod nye sikkerhedstrusler eller andre formål.

Overensstemmelsen for varer med digitalt indhold eller digitale tjenester, der er integreret i eller

indbyrdes forbundet med varerne, bør derfor også vurderes med hensyn til, hvorvidt varernes

digitale indholds- eller digitale tjenesteelement opdateres i overensstemmelse med købsaftalen.

Manglende levering af opdateringer, som er aftalt i købsaftalen, bør betragtes som en mangel

ved varerne. Derudover bør fejlbehæftede eller ufuldstændige opdateringer også betragtes som

en mangel ved varen henset til, at det indebærer, at sådanne opdateringer ikke foretages på den

måde, der er fastsat i købsaftalen.

1.2.1.3 Objektive krav til overensstemmelse (artikel 7)

1.2.1.3.1 Generelt

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 29, at for at være i overensstemmelse skal varerne ikke

alene opfylde de subjektive krav til overensstemmelse, men endvidere opfylde de objektive

128

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

krav til overensstemmelse, der er fastsat i varedirektivet. Overensstemmelsen bør bl.a. vurderes

ud fra det formål, som varer af samme type sædvanligvis anvendes til, om de leveres med det

tilbehør og de vejledninger, som forbrugeren med rimelighed kan forvente at modtage, eller der

svarer til den vareprøve eller model, som sælgeren har gjort tilgængelig for forbrugeren.

Varerne bør også have de egenskaber og funktioner, der er sædvanlige for varer af samme type,

og som forbrugeren med rimelighed kan forvente under hensyntagen til varernes art og i givet

fald de offentlige udsagn, der er afgivet af eller på vegne af sælgeren eller andre personer i et

tidligere led i transaktionskæden, herunder producenten.

Varedirektivets artikel 7, stk. 1, litra a-d, opstiller en række objektive krav til varens

overensstemmelse. Varen skal således (ud over at opfylde de subjektive krav)

•

være egnet til de formål, til hvilke varer af samme type normalt vil blive anvendt, under

hensyntagen til, hvor det er relevant, eventuel eksisterende EU-ret og national ret,

tekniske standarder eller, i mangel af sådanne tekniske standarder, gældende

sektorspecifikke brancheadfærdskodekser,

hvor det er relevant, være af den kvalitet og svare til den beskrivelse, der gælder for en

prøve eller en model, som sælgeren har stillet til rådighed for forbrugeren inden

indgåelsen af aftalen,

hvor det er relevant, leveres med eventuelt tilbehør, herunder emballage,

installationsvejledning eller anden vejledning, som forbrugeren med rimelighed kan

forvente at modtage, og

svare til den mængde og have de egenskaber og øvrige funktioner, herunder med hensyn

til holdbarhed, funktionalitet, kompatibilitet og sikkerhed, der er sædvanlige for varer

af samme type, og som forbrugeren med rimelighed kan forvente under hensyntagen til

varens art og eventuelle offentlige udsagn, som er fremsat af eller på vegne af sælgeren

eller andre personer i tidligere led i transaktionskæden, herunder producenten, navnlig

i reklamer eller gennem mærkning.

•

En producent defineres i varedirektivet som en, der har fremstillet en vare, en importør, der har

indført varen i Unionen, eller enhver anden, der fremstår som producent ved at have forsynet

varen med sit navn, sit mærke eller et andet kendetegn, jf. artikel 2, nr. 4.

Det fremgår desuden af præambelbetragtning nr. 24, at for at finde en balance mellem behovet

for retssikkerhed og en rimelig fleksibilitet med hensyn til retsreglerne bør der ved enhver

henvisning til, hvad en person kan forvente fra eller af en person, forstås, hvad der med

rimelighed kan forventes. Om noget er rimeligt, skal vurderes på et objektivt grundlag under

hensyn til aftalens art og formål, sagens konkrete omstændigheder og parternes sædvane og

praksis.

129

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 32, at det er vigtigt at sikre en længere holdbarhed af

varer for at opnå mere bæredygtige forbrugsmønstre og en cirkulær økonomi. Det er også meget

vigtigt at holde fejlbehæftede produkter ude af Unionens marked ved at styrke

markedsovervågningen og give de økonomiske aktører de rigtige incitamenter, så tilliden til det

indre markeds funktionsmåde kan øges. I den forbindelse er produktspecifik EU-lovgivning

den mest hensigtsmæssige måde at indføre holdbarhedskrav og andre produktrelaterede krav til

særlige former for eller grupper af produkter ved hjælp af tilpassede betingelser. Varedirektivet

er derfor komplementært i forhold til målsætningerne, der forfølges i en sådan produktspecifik

EU-lovgivning og bør omfatte holdbarhed som et objektivt kriterium for vurderingen af varers

overensstemmelse. Ved holdbarhed forstås varernes evne til at bevare deres påkrævede

funktioner og ydeevne ved normal brug, jf. artikel 2, nr. 13. For at varer er i overensstemmelse,

bør de have en holdbarhed, der er sædvanlig for varer af samme type, og som forbrugeren med

rimelighed kan forvente under hensyntagen til de specifikke varers art, herunder det eventuelle

behov for rimelig vedligeholdelse af varer, f.eks. den regelmæssige kontrol og udskiftning af

filtre i en bil, og i givet fald de offentlige udsagn, der er afgivet af eller på vegne af personer,

der udgør en forbindelse i transaktionskæden. Vurderingen bør også tage hensyn til alle andre

relevante omstændigheder såsom varernes pris samt den intensitet eller hyppighed, hvormed

forbrugeren anvender varerne. For så vidt som specifikke holdbarhedsoplysninger angives i en

erklæring forud for aftalens indgåelse, som er en del af købsaftalen, bør forbrugeren endvidere

kunne regne med disse oplysninger som en del af de subjektive krav til overensstemmelse.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 33, at sælgeren i henhold til varedirektivet er forpligtet

til at levere forbrugeren varer, som på leveringstidspunktet er i overensstemmelse. Det er

muligt, at sælgere vil gøre brug af reservedele for at opfylde deres forpligtelse til at afhjælpe

varer i tilfælde af en mangel, der forelå på leveringstidspunktet. Selv om varedirektivet ikke

pålægger en forpligtelse for sælgere til som et objektivt krav til overensstemmelse at sikre

tilgængeligheden af reservedele i en hel periode, berører direktivet ikke andre bestemmelser i

national ret, der forpligter sælgeren, producenten eller andre personer, der udgør et led i

transaktionskæden, til at sikre, at reservedele er tilgængelige, eller til at underrette forbrugere

om en sådan tilgængelighed.

1.2.1.3.2 Offentlige udsagn om varen

Det fremgår af varedirektivets artikel 7, stk. 2, litra a-c, at sælgeren ikke er bundet af offentlige

udsagn, som er fremsat af eller på vegne af sælgeren eller andre personer i tidligere led i

transaktionskæden, herunder producenten, navnlig i reklamer eller gennem mærkning, hvis

sælgeren kan godtgøre, at

130

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

•

sælgeren ikke havde kendskab til og ikke med rimelighed kunne have haft kendskab til

det pågældende offentlige udsagn,

det offentlige udsagn var rettet på tidspunktet for indgåelsen af købsaftalen på samme

måde eller på en tilsvarende måde, som det var blevet fremsat, eller

det offentlige udsagn ikke kan have haft betydning for beslutningen om at købe varerne.

1.2.1.3.3 Krav om opdateringer

Det fremgår af varedirektivets artikel 7, stk. 3, litra a-b, at i tilfælde af varer med digitale

elementer skal sælgeren sikre, at forbrugeren får besked om og får leveret opdateringer,

herunder sikkerhedsopdateringer, som er nødvendige, for at varerne bliver ved med at være i

overensstemmelse i den periode

•

som forbrugeren med rimelighed kan forvente i betragtning af typen af og formålet med

varerne og de digitale elementer, og under hensyntagen til aftalens omstændigheder og

art, når købsaftalen fastsætter bestemmelse om en enkelt levering af det digitale indhold

eller den digitale tjeneste, eller

der er angivet i artikel 10, stk. 2 eller 5, (om reklamationsfrist og forældelsesfrist) alt

efter hvad der er relevant, hvis købsaftalen indeholder bestemmelser om en løbende

levering af det digitale indhold eller den digitale tjeneste over en periode.

•

Forpligtelsen til at levere opdateringer og sikkerhedsopdateringer kan således strække sig ud

over den periode, hvor sælgeren sædvanligvis er ansvarlig for mangler ved det digitale indhold

eller den digitale tjeneste, jf. præambelbetragtning nr. 31. Der vil dog altid være tale om en

konkret vurdering af, hvor lang tid forbrugeren med rimelighed kan forvente sådanne

opdateringer. Forpligtelsen er særligt relevant

–

og af stigende relevans i fremtiden

–

for

internetforbundne produkter (såkaldte IOT-produkter), f.eks. smartphones, biler og køleskabe.

Det fremgår videre af varedirektivets artikel 7, stk. 4, litra a-b, at hvis forbrugeren ikke inden

for en rimelig frist har installeret opdateringer (som er blevet leveret i overensstemmelse med

artikel 7, stk. 3), er sælgeren ikke ansvarlig for en eventuel manglende overensstemmelse, der

udelukkende skyldes, at den relevante opdatering ikke er foretaget, forudsat at

•

sælgeren har oplyst forbrugeren om, at opdateringen var tilgængelig, og om

konsekvenserne af forbrugerens manglende installation, og

forbrugerens manglende eller forkerte installation af opdateringen ikke skyldtes

mangler i den installationsvejledning, som er givet til forbrugeren.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 30, at sælgeren

–

ud over de opdateringer, der er fastsat

i aftalen

–

skal levere opdateringer, herunder sikkerhedsopdateringer, for at sikre, at varer med

digitale elementer bliver ved med at være i overensstemmelse. Sælgerens forpligtelse er

131

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

begrænset til opdateringer, der er nødvendige for, at varerne kan opretholde deres

overensstemmelse med de objektive og subjektive krav til overensstemmelse, der er fastsat i

varedirektivet. Medmindre parterne har fastsat andet i aftalen, er sælgeren hverken forpligtet til

at levere opgraderede versioner af varernes digitale indhold eller digitale tjeneste eller til at

forbedre eller udvide varernes funktioner ud over overensstemmelseskravene.

Hvis en opdatering, som leveres af sælgeren eller af en tredjemand, der leverer det digitale

indhold eller den digitale tjeneste i henhold til købsaftalen, medfører en mangel ved varen med

digitale elementer, er sælgeren ansvarlig for at bringe varen i overensstemmelse igen.

Forbrugeren er frit stillet med hensyn til at vælge at installere de opdateringer, der leveres. Hvis

forbrugeren beslutter ikke at installere de opdateringer, der er nødvendige for varen med digitale

elementer for at sikre, at de bliver ved med at være i overensstemmelse, bør forbrugeren

imidlertid ikke forvente, at varerne bliver ved med at være i overensstemmelse. Sælgeren skal

oplyse forbrugeren om, at forbrugerens beslutning om at undlade at installere opdateringer, som

er nødvendige for, at varer med digitale elementer bliver ved at være i overensstemmelse,

herunder sikkerhedsopdateringer, har indflydelse på sælgerens ansvar for overensstemmelsen

af de egenskaber, der er forbundet med varerne med digitale elementer, som de pågældende

opdateringer forventes at holde i overensstemmelse. Varedirektivet berører ikke forpligtelser

til at levere sikkerhedsopdateringer i henhold til anden EU-ret eller national ret.

Det fremgår endvidere af præambelbetragtning nr. 31, at ved varer med digitale elementer, hvor

det digitale indhold eller den digitale tjeneste, der er integreret i eller indbyrdes forbundet med

varerne, leveres ved en enkelt levering, er sælgeren i princippet kun ansvarlig for mangler, der

foreligger på leveringstidspunktet. Forpligtelsen til at levere opdateringer afspejler imidlertid

det forhold, at det digitale miljø for en sådan vare ændrer sig hele tiden. Derfor er opdateringer

et nødvendigt redskab for at sikre, at varerne fungerer lige så godt som på leveringstidspunktet.

I modsætning til traditionelle varer er varer med digitale elementer endvidere ikke fuldstændig

adskilt fra sælgeren, eftersom sælgeren eller en tredjeperson, der leverer det digitale indhold

eller den digitale tjeneste i henhold til købsaftalen, kan fjernopdatere varerne, som regel via

internettet. Hvis det digitale indhold eller den digitale tjeneste leveres ved en enkelt levering,

er sælgeren derfor ansvarlig for at levere de opdateringer, der er nødvendige for at sikre, at

varerne med digitale elementer forbliver i overensstemmelse i den periode, som forbrugeren

med rimelighed kan forvente

–

selv hvis varerne var i overensstemmelse på

leveringstidspunktet. Den periode, som forbrugeren med rimelighed kan forvente at modtage

opdateringer, vurderes på grundlag af varernes og de digitale elementers type og formål og

under hensyntagen til omstændighederne ved og arten af købsaftalen. En forbruger vil normalt

forvente at modtage opdateringer som minimum i den periode, hvor sælgeren er ansvarlig for

132

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

mangler, mens forbrugerens rimelige forventning i nogle tilfælde kan strække sig ud over denne

periode, hvilket navnlig kan være tilfældet for så vidt angår sikkerhedsopdateringer. I andre

tilfælde, f.eks. i forbindelse med varer med digitale elementer, hvis formål er tidsbegrænset, vil

sælgerens forpligtelse til at foretage opdateringer normalt være begrænset til nævnte tidsrum.

1.2.1.3.4 Manglende overensstemmelse, som forbrugeren kendte og accepterede

Det fremgår af varedirektivets artikel 7, stk. 5, at der ikke er tale om manglende

overensstemmelse som omhandlet i artikel 7, stk. 1 eller 3, hvis forbrugeren på tidspunktet for

indgåelsen af købsaftalen er blevet gjort tydeligt opmærksom på, at en bestemt egenskab ved

varen afveg fra de objektive krav til overensstemmelse, der er fastsat i artikel 7, stk. 1 eller 3,

og forbrugeren udtrykkeligt og særskilt har accepteret afvigelsen ved indgåelsen af købsaftalen.

Det fremgår i den forbindelse af præambelbetragtning nr. 36, at for at sikre, at der er

tilstrækkelig fleksibilitet i reglerne, f.eks. i forbindelse med salg af brugte genstande, bør det

være muligt for parterne at fravige de objektive krav til overensstemmelse, der er fastsat i

varedirektivet. En sådan fravigelse bør dog kun være mulig, hvis forbrugeren gøres tydeligt

opmærksom på den, og hvis forbrugeren accepterer den særskilt fra andre erklæringer eller

aftaler og gennem aktiv og utvetydig handlemåde.

1.2.1.4 Forkert installation af varerne (artikel 8)

Det fremgår af varedirektivets artikel 8, litra a-b, at enhver mangel som følge af forkert

installation af varer anses som mangler ved varerne, hvis

•

installationen er en del af købsaftalen og blev udført af sælgeren eller på sælgerens

vegne, eller

installationen, der var bestemt til at skulle installeres af forbrugeren, blev udført af

forbrugeren, og den forkerte installation skyldtes mangler i den installationsvejledning,

der blev leveret af sælgeren, eller, ved varer med digitale elementer, leveret af sælgeren

eller af leverandøren af det digitale indhold eller den digitale tjeneste.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 34, at en lang række varer skal installeres, før de kan

bruges på en effektiv måde af forbrugeren. Ved varer med digitale elementer er det desuden

som regel nødvendigt at installere det digitale indhold eller den digitale tjeneste, før forbrugeren

kan anvende disse varer i overensstemmelse med deres tiltænkte formål. Enhver mangel, der

skyldes forkert installation af varerne, herunder forkert installation af det digitale indhold eller

den digitale tjeneste, der er integreret i eller indbyrdes forbundet med varerne, bør derfor

betragtes som en mangel, hvis installationen er udført af sælgeren eller på sælgerens vegne.

Hvis varerne skal installeres af forbrugeren, bør en mangel, der skyldes forkert installation,

betragtes som en mangel ved varerne, uanset om installationen er udført af forbrugeren eller af

133

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

en tredjepart på forbrugerens vegne, hvis den forkerte installation skyldes mangler i

installationsvejledningen, såsom ufuldstændighed eller manglende klarhed, som gør

installationsvejledningen vanskelig at anvende for den gennemsnitlige forbruger.

1.2.1.5 Tredjemands rettigheder (artikel 9)

Det fremgår af varedirektivets artikel 9, at hvis en begrænsning som følge af en krænkelse af

tredjemands ret, navnlig intellektuelle ejendomsrettigheder, hindrer eller begrænser brugen af

varerne i overensstemmelse med artikel 6 og 7 om subjektive og objektive krav til

overensstemmelse, skal medlemsstaterne sikre, at forbrugeren har ret til de beføjelser ved

mangler, der er fastsat i artikel 13, medmindre national ret indeholder bestemmelser om

ugyldighed eller ophævelse af købsaftalen i sådanne tilfælde.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 35, at begrænsninger, der skyldes krænkelse af

tredjemands ret, navnlig intellektuelle ejendomsrettigheder, eventuelt kan hindre eller begrænse

brugen af varerne i overensstemmelse med aftalen. Medlemsstaterne bør sikre, at forbrugeren i

disse tilfælde har ret til de i varedirektivet fastsatte beføjelser i tilfælde af mangler, medmindre

national ret indeholder bestemmelser om ugyldighed af aftalen eller om dens ophævelse i

sådanne tilfælde.

1.2.2 Direktivet om digitalt indholds artikel 5-10 og 19

1.2.2.1 Levering af det digitale indhold eller den digitale tjeneste (artikel 5)

Det fremgår af artikel 5, stk. 1, i direktivet om digitalt indhold, at den erhvervsdrivende leverer

det digitale indhold eller den digitale tjeneste til forbrugeren. Medmindre parterne har aftalt

andet, leverer den erhvervsdrivende det digitale indhold eller den digitale tjeneste uden unødig

forsinkelse efter indgåelsen af aftalen.

Det fremgår videre af artikel 5, stk. 2, litra a-b, i direktivet om digitalt indhold, at den

erhvervsdrivende har opfyldt leveringsforpligtelsen, når

•

det digitale indhold eller andre midler, der er egnede til at få adgang til eller downloade

det digitale indhold, er stillet til rådighed eller gjort tilgængelige for forbrugeren eller

for en fysisk eller virtuel facilitet, som forbrugeren har valgt til formålet, eller

den digitale tjeneste er gjort tilgængelig for forbrugeren eller for en fysisk eller virtuel

facilitet, som forbrugeren har valgt til formålet.

•

Det fremgår i den forbindelse af præambelbetragtning nr. 41, at den erhvervsdrivende kan

levere digitalt indhold eller digitale tjenester til forbrugere på forskellige måder. Det er

hensigtsmæssigt at fastlægge enkle og klare regler for ordningerne og tidsfristerne for

leveringsforpligtelsen, der er den erhvervsdrivendes primære aftalemæssige forpligtelse, ved at

134

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

tilgængeliggøre eller stille det digitale indhold eller den digitale tjeneste til rådighed for

forbrugeren. Det digitale indhold eller den digitale tjeneste bør anses for at være

tilgængeliggjort eller stillet til rådighed for forbrugeren, når det digitale indhold eller den

digitale tjeneste eller midler, der egner sig til at få adgang til eller downloade det eller den, har

nået forbrugerens sfære, og der ikke kræves yderligere foranstaltninger fra den

erhvervsdrivendes side for at gøre det muligt for forbrugeren at anvende det digitale indhold

eller den digitale tjeneste i overensstemmelse med aftalen. I betragtning af, at den

erhvervsdrivende i princippet ikke er ansvarlig for handlinger eller undladelser fra en

tredjemand, der driver en fysisk eller virtuel facilitet, f.eks. en elektronisk platform eller en

cloudlagringsfacilitet, som forbrugeren har valgt til at modtage eller lagre det digitale indhold

eller den digitale tjeneste, er det tilstrækkeligt for den erhvervsdrivende at levere det digitale

indhold eller den digitale tjeneste til denne tredjemand.

Den fysiske eller virtuelle facilitet kan dog ikke anses for valgt af forbrugeren, hvis den

kontrolleres af den erhvervsdrivende eller er aftalemæssigt forbundet med den

erhvervsdrivende, eller hvor forbrugeren valgte den pågældende fysiske eller virtuelle facilitet

til at modtage det digitale indhold eller den digitale tjeneste, men valget var det eneste, der blev

tilbudt af den erhvervsdrivende til at modtage eller få adgang til det digitale indhold eller den

digitale tjeneste. Hvor den fysiske eller virtuelle facilitet ikke kan anses for at være valgt af

forbrugeren, bør den erhvervsdrivendes forpligtelse til at levere det digitale indhold eller den

digitale tjeneste ikke betragtes som opfyldt, hvis det digitale indhold eller den digitale tjeneste

leveres til den fysiske eller virtuelle facilitet, men forbrugeren ikke kan modtage eller få adgang

til det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse med direktivet om digitalt

indhold. I sådanne tilfælde bør forbrugeren have de samme beføjelser, som hvis den

erhvervsdrivende havde undladt at levere det digitale indhold eller den digitale tjeneste. Hvad

angår leveringstidspunktet, bør det digitale indhold eller den digitale tjeneste i

overensstemmelse med markedspraksis og de tekniske muligheder og for at sikre en vis grad af

fleksibilitet leveres uden unødig forsinkelse, medmindre parterne aftaler andet for at tage højde

for andre leveringsmodeller.

1.2.2.2 Det digitale indholds eller den digitale tjenestes overensstemmelse (artikel 6)

Det fremgår af artikel 6 i direktivet om digitalt indhold, at den erhvervsdrivende skal levere

digitalt indhold eller en digital tjeneste til forbrugeren, som opfylder kravene i artikel 7, 8 og 9

om subjektive og objektive krav til overensstemmelse samt forkert installation, hvor det er

relevant, uden at det berører artikel 10 om tredjemands rettigheder.

1.2.2.3 Subjektive krav til overensstemmelse (artikel 7)

135

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Det fremgår af artikel 7, litra a-d, i direktivet om digitalt indhold, at for at være i

overensstemmelse med aftalen skal det digitale indhold eller den digitale tjeneste, hvor det er

relevant, navnlig

•

være af den art, mængde og kvalitet samt besidde den funktionalitet, kompatibilitet og

interoperabilitet og de øvrige egenskaber, som krævet i aftalen,

være egnet til ethvert særligt formål, som forbrugeren ønsker, at det skal kunne

anvendes til, og som forbrugeren har gjort den erhvervsdrivende bekendt med senest på

tidspunktet for aftalens indgåelse, og som den erhvervsdrivende har accepteret,

leveres med alt tilbehør, vejledninger, herunder om installation, og kundeservice som

krævet i aftalen, og

opdateres som fastsat i aftalen.

•

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 42, at det digitale indhold eller den digitale tjeneste bør

opfylde de krav, der er aftalt mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren i aftalen. Det eller

den bør navnlig svare til den beskrivelse, den mængde, f.eks. antallet af tilgængelige musikfiler,

den kvalitet, f.eks. billedopløsningen, det sprog og den version, der fremgår af aftalen. Det eller

den bør også have den sikkerhed, funktionalitet, kompatibilitet, interoperabilitet og de andre

egenskaber, som kræves i aftalen. Aftalekravene bør omfatte de krav, der følger af

oplysningerne

forud

for

aftaleindgåelsen,

som

overensstemmelse

med

forbrugerrettighedsdirektivet er en integreret del af aftalen. Disse krav kunne også fastsættes i

en serviceniveauaftale, hvor en sådan type aftale i henhold til gældende national ret udgør en

del af aftaleforholdet mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende.

Funktionalitet defineres i direktivet om digitalt indhold som det digitale indholds eller den

digitale tjenestes evne til at udføre sine funktioner i betragtning af formålet hermed, jf. artikel

2, nr. 11.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 43, at begrebet funktionalitet bør forstås som en

henvisning til de måder, hvorpå digitalt indhold eller en digital tjeneste kan bruges. F.eks. kan

fraværet eller tilstedeværelsen af tekniske begrænsninger såsom beskyttelse ved hjælp af Digital

Rights Management (DRM) eller områdekodning have en indvirkning på det digitale indholds

eller den digitale tjenestes evne til at udføre alle sine funktioner i betragtning af dets eller dens

formål.

Kompatibilitet defineres i direktivet om digitalt indhold som det digitale indholds eller den

digitale tjenestes evne til at fungere med hardware eller software, med hvilket digitalt indhold

eller digitale tjenester af samme type normalt anvendes, uden at det er nødvendigt at konvertere

det digitale indhold eller den digitale tjeneste, jf. artikel 2, nr. 10.

136

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Interoperabilitet defineres i direktivet om digitalt indhold som det digitale indholds eller den

digitale tjenestes evne til at fungere med hardware eller software, der adskiller sig fra den, som

digitalt indhold eller digitale tjenester af samme type normalt anvendes med, jf. artikel 2, nr.

12.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 43, at begrebet interoperabilitet vedrører, hvorvidt og

i hvilket omfang digitalt indhold eller digitale tjenester er i stand til at fungere sammen med

hardware eller software, der adskiller sig fra det, som digitalt indhold eller digitale tjenester af

samme type normalt bruges med. Tilfredsstillende funktionsevne kan f.eks. omfatte det digitale

indholds eller den digitale tjenestes evne til at udveksle oplysninger med et sådant andet

software eller hardware og til at anvende de udvekslede oplysninger.

Det fremgår endvidere af præambelbetragtning nr. 44, at i betragtning af, at digitalt indhold og

digitale tjenester konstant udvikler sig, kan erhvervsdrivende aftale med forbrugere at levere

opdateringer og funktioner, efterhånden som de bliver tilgængelige. Det digitale indholds eller

de digitale tjenesters overensstemmelse bør derfor også vurderes i relation til, hvorvidt det

digitale indhold eller den digitale tjeneste opdateres på den måde, der er fastsat i aftalen.

Undladelse af at foretage opdateringer, som er blevet fastsat i aftalen, bør betragtes som

manglende overensstemmelse for så vidt angår det digitale indhold eller den digitale tjeneste.

Derudover bør fejlbehæftede eller ufuldstændige opdateringer betragtes som manglende

overensstemmelse, eftersom det indebærer, at sådanne opdateringer ikke foretages på den

måde, der er fastsat i aftalen.

1.2.2.4 Objektive krav til overensstemmelse (artikel 8)

1.2.2.4.1 Generelt

Det fremgår af artikel 8, stk. 1, litra a-d, i direktivet om digitalt indhold, at det digitale indhold

eller den digitale tjeneste

–

ud over at opfylde alle subjektive krav til overensstemmelse

–

skal

•

være egnet til de formål, som digitalt indhold eller en digital tjeneste af den samme type

normalt bruges til, under hensyntagen til, hvor det er relevant, eventuelt eksisterende

EU-ret og national ret, tekniske standarder eller, i mangel af sådanne tekniske

standarder, gældende sektorspecifikke brancheadfærdskodekser,

svare til den mængde og besidde de egenskaber og funktioner, herunder med hensyn til

funktionalitet, kompatibilitet, tilgængelighed, kontinuitet og sikkerhed, som er normalt

for digitalt indhold eller digitale tjenester af samme type, og som forbrugeren med

rimelighed kan forvente under hensyntagen til arten af det digitale indhold eller den

digitale tjeneste og eventuelle offentlige udsagn, som den erhvervsdrivende, en anden

person på vegne af den erhvervsdrivende eller andre personer i tidligere led i

•

137

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

transaktionskæden har fremsat, navnlig i reklamer eller mærkning, medmindre den

erhvervsdrivende påviser, at den erhvervsdrivende ikke havde og ikke med rimelighed

kunne have haft kendskab til det pågældende offentlige udsagn, det offentlige udsagn

var korrigeret på tidspunktet for indgåelsen af aftalen på samme måde eller på en

tilsvarende måde, som det var blevet fremsat, eller det offentlige udsagn ikke kunne

have haft indflydelse på beslutningen om at erhverve det digitale indhold eller den

digitale tjeneste,

•

hvor relevant, leveres sammen med sådant tilbehør og sådanne instruktioner, som

forbrugeren med rimelighed kan forvente at modtage, og

være i overensstemmelse med en eventuel prøveversion eller forhåndsvisning af det

digitale indhold eller den digitale tjeneste, som stilles til rådighed af den

erhvervsdrivende inden indgåelse af aftalen.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 45, at for at være i overensstemmelse og for at sikre,

at forbrugere ikke fratages deres rettigheder, f.eks. i tilfælde, hvor aftalen fastsætter meget lave

standarder, bør det digitale indhold eller den digitale tjeneste ikke blot være i overensstemmelse

med de subjektive krav til overensstemmelse, men desuden være i overensstemmelse med de

objektive krav til overensstemmelse, der er fastsat i direktivet. Overensstemmelsen vurderes

bl.a. ud fra det formål, som digitalt indhold eller digitale tjenester af samme type normalt bruges

til. Det bør også besidde de egenskaber og funktioner, som er normale for digitalt indhold eller

digitale tjenester af samme type, og som forbrugere med rimelighed kan forvente i betragtning

af det digitale indholds eller den digitale tjenestes art og under hensyntagen til eventuelle

offentlige udsagn om det digitale indholds eller den digitale tjenestes specifikke egenskaber,

som er fremsat af eller på vegne af den erhvervsdrivende eller andre personer i tidligere led i

transaktionskæden.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 46, at rimelighedsstandarden for så vidt angår enhver

henvisning i direktivet om digitalt indhold til, hvad en person med rimelighed kan forvente, bør

fastslås objektivt under hensyntagen til arten af og formålet med det digitale indhold eller den

digitale tjeneste, de konkrete omstændigheder samt de berørte parters sædvane og praksis.

Navnlig bør det objektivt fastslås, hvad der skal betragtes som rimelig tid til at bringe det

digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse, under hensyntagen til karakteren

af den manglende overensstemmelse.

Det fremgår desuden af præambelbetragtning nr. 48, at databeskyttelsesforordningen eller

enhver anden EU-ret om databeskyttelse finder fuld anvendelse på behandlingen af

personoplysninger i forbindelse med en aftale, der er omfattet af anvendelsesområdet for

direktivet om digitalt indhold. Derudover berører direktivet ikke de rettigheder, forpligtelser og

138

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

ikke-aftaleretlige retsmidler, som er fastsat i databeskyttelsesforordningen. Kendsgerninger,

der fører til manglende overholdelse af kravene i databeskyttelsesforordningen, herunder

centrale principper såsom kravene om dataminimering, indbygget databeskyttelse og

databeskyttelse gennem indstillinger, kan

–

afhængigt af omstændighederne i det enkelte

tilfælde

–

også anses for at udgøre manglende overensstemmelse mellem det digitale indhold

eller den digitale tjeneste og subjektive eller objektive krav til overensstemmelse i direktivet.

Ét eksempel kunne være, hvor en erhvervsdrivende udtrykkeligt påtager sig en forpligtelse i

aftalen, som også er knyttet til den erhvervsdrivendes forpligtelser i henhold til

databeskyttelsesforordningen, eller hvor aftalen kan fortolkes på denne måde. I det tilfælde kan

en sådan aftaleretlig forpligtelse indgå i de subjektive krav til overensstemmelse. Et andet

eksempel kunne være, hvor manglende overholdelse af forpligtelserne i henhold til

forordningen på samme tid kunne gøre, at det digitale indhold eller den digitale tjeneste bliver

uegnet til sit tilsigtede formål og derfor udgør manglende overensstemmelse med de objektive

krav til overensstemmelse, som kræver, at det digitale indhold eller den digitale tjeneste skal

være egnet til det formål, som digitalt indhold eller digitale tjenester af samme type normalt

bruges til. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis den erhvervsdrivende, der leverer

krypteringssoftware, ikke gennemfører passende foranstaltninger som krævet i

databeskyttelsesforordningen for at sikre, at den er designet på en sådan måde, at

personoplysninger ikke videregives til uautoriserede modtagere, hvorved krypteringssoftwaren

bliver uegnet til det tilsigtede formål, som er sikker overførsel af data fra forbrugeren til den

tiltænkte modtager. Endelig kan der være tilfælde, hvor den erhvervsdrivendes manglende

opfyldelse af sine forpligtelser i henhold til forordningen også kan udgøre manglende

overensstemmelse af det digitale indhold eller den digitale tjeneste med det objektive krav til

overensstemmelse, som kræver, at det digitale indhold eller den digitale tjeneste har de

egenskaber, der er normale for digitalt indhold eller digitale tjenester af samme type, og som

forbrugeren med rimelighed kan forvente. Hvis en erhvervsdrivende med en

onlineindkøbsapplikation f.eks. undlader at træffe de foranstaltninger, der er fastsat i

databeskyttelsesforordningen vedrørende sikkerheden i forbindelse med behandling af

forbrugerens personoplysninger, og forbrugerens kreditkortoplysninger derfor er udsat for

malware eller spyware, kan denne undladelse også udgøre manglende overensstemmelse af det

digitale indhold eller den digitale tjeneste i henhold til direktivet om digitalt indhold, da

forbrugeren med rimelighed kan forvente, at en sådan applikation normalt har egenskaber, der

forhindrer udlevering af betalingsoplysninger. Hvor de kendsgerninger, der fører til manglende

overholdelse af kravene i databeskyttelsesforordningen, også udgør manglende

overensstemmelse mellem det digitale indhold eller den digitale tjeneste og subjektive eller

objektive krav til overensstemmelse som fastsat i direktivet, bør forbrugeren have ret til de

beføjelser ved manglende overensstemmelse, som er fastsat i direktivet, medmindre aftalen

allerede er ugyldig eller kan anfægtes i henhold til national ret.

139

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Det fremgår endvidere af præambelbetragtning nr. 50, at når erhvervsdrivende anvender

reglerne i direktivet om digitalt indhold, bør de anvende standarder, åbne tekniske

specifikationer, god praksis og adfærdskodekser, herunder i forbindelse med almindeligt

anvendte og maskinlæsbare dataformater til download af indhold, bortset fra personoplysninger

som brugeren har afgivet eller genereret ved anvendelsen af det digitale indhold eller den

digitale tjeneste, og herunder om sikkerheden af informationssystemer og digitale miljøer,

uanset om disse er fastlagt på internationalt plan, på EU-plan eller i en specifik branche. I den

forbindelse kan Kommissionen anmode brancheforeninger og andre repræsentative

organisationer om at udvikle internationale og EU-standarder og udarbejde en adfærdskodeks,

der kan understøtte en ensartet gennemførelse af direktivet.

1.2.2.4.2 Krav om opdateringer

Det fremgår af artikel 8, stk. 2, litra a-b, i direktivet om digitalt indhold, at den erhvervsdrivende

skal sikre, at forbrugeren får besked om og får leveret opdateringer, herunder

sikkerhedsopdateringer, som er nødvendige for til stadighed at holde det digitale indhold eller

den digitale tjeneste i overensstemmelse i den periode, hvor det digitale indhold eller den

digitale tjeneste skal leveres i henhold til aftalen

•

hvor aftalen indeholder bestemmelser om løbende levering over en periode, eller

som forbrugeren med rimelighed kan forvente i betragtning af typen af og formålet med

det digitale indhold eller den digitale tjeneste, og under hensyntagen til aftalens

omstændigheder og art, når aftalen fastsætter bestemmelse om en enkelt levering eller

en række af enkeltstående leveringer.

Forpligtelsen til at levere opdateringer og sikkerhedsopdateringer kan således strække sig ud

over den periode, hvor sælgeren sædvanligvis er ansvarlig for mangler ved det digitale indhold

eller den digitale tjeneste, jf. præambelbetragtning nr. 47. Der vil dog altid være tale om en

konkret vurdering af, hvor lang tid forbrugeren med rimelighed kan forvente sådanne

opdateringer. Forpligtelsen er særligt relevant

–

og af stigende relevans i fremtiden

–

for

internetforbundne produkter (såkaldte IOT-produkter), f.eks. smartphones, biler og køleskabe.

Det fremgår videre af artikel 8, stk. 3, litra a-b, at hvor forbrugeren ikke inden for en rimelig

frist installerer opdateringer, som den erhvervsdrivende har leveret i overensstemmelse med

artikel 8, stk. 2, er den erhvervsdrivende ikke ansvarlig for manglende overensstemmelse, der

udelukkende skyldes, at den relevante opdatering ikke er foretaget, forudsat at

•

den erhvervsdrivende har oplyst forbrugeren om, at opdateringen var tilgængelig, og

om konsekvenserne af forbrugerens manglende installation, og

140

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

•

forbrugerens manglende eller forkerte installation af opdateringen ikke skyldtes

mangler i den installationsvejledning, som den erhvervsdrivende havde givet.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 47, at i den periode, som forbrugeren med rimelighed

kan forvente, bør den erhvervsdrivende forsyne forbrugeren med opdateringer, herunder

sikkerhedsopdateringer, for at sørge for, at det digitale indhold eller den digitale tjeneste er i

overensstemmelse og sikker(t). For så vidt angår digitalt indhold eller digitale tjenester, hvis

formål er tidsbegrænset, bør forpligtelsen til at levere opdateringer f.eks. være begrænset til den

pågældende periode, mens perioden, hvor der bør leveres opdateringer til forbrugeren til andre

typer af digitalt indhold eller digitale tjenester, kunne svare til den periode, hvor den

erhvervsdrivende er ansvarlig for manglende overensstemmelse, eller kan strække sig ud over

denne periode, hvilket navnlig kan være tilfældet for så vidt angår sikkerhedsopdateringer.

Forbrugeren bør være frit stillet med hensyn til at vælge at installere de opdateringer, der

leveres. Hvis forbrugeren beslutter ikke at installere opdateringerne, bør forbrugeren imidlertid

ikke forvente, at det digitale indhold eller den digitale tjeneste vedbliver med at være

overensstemmende. Den erhvervsdrivende bør oplyse forbrugeren om, at forbrugerens

beslutning om ikke at installere opdateringer, som er nødvendige for, at det digitale indhold

eller den digitale tjeneste bliver ved at være overensstemmende, herunder

sikkerhedsopdateringer, vil påvirke den erhvervsdrivendes ansvar for overensstemmelsen af de

egenskaber, der er forbundet med det digitale indhold eller den digitale tjeneste, som de

pågældende opdateringer forventes at opretholde i overensstemmelse. Direktivet om digitalt

indhold berører ikke forpligtelser til at levere sikkerhedsopdateringer i henhold til EU-retten

eller national ret.

Installation defineres i direktivet om digitalt indhold som sammenkoblingen med og

inkorporeringen af digitalt indhold eller en digital tjeneste i dele af forbrugerens digitale miljø,

for at det digitale indhold eller den digitale tjeneste kan anvendes i overensstemmelse med de i

direktivet fastsatte krav til overensstemmelse, jf. artikel 2, nr. 4.

1.2.2.4.3 Perioden, hvori der er krav om overensstemmelse ved løbende levering

Det fremgår af artikel 8, stk. 4, i direktivet om digitalt indhold, at hvis det digitale indhold eller

den digitale tjeneste ifølge aftalen skal leveres løbende over en periode, skal det digitale indhold

eller den digitale tjeneste være i overensstemmelse i hele den pågældende periode.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 51, at mange typer digitalt indhold eller digitale

tjenester leveres fortløbende over en periode, såsom adgang til cloudtjenester. Det er derfor

nødvendigt at sikre, at det digitale indhold eller de digitale tjenester er i overensstemmelse i

hele aftaleperioden. Kortvarige afbrydelser i leveringen af digitalt indhold eller en digital

141

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

tjeneste bør behandles som tilfælde af manglende overensstemmelse, når disse afbrydelser er

mere end uvæsentlige eller indtræffer flere gange.

1.2.2.4.4 Mangler som forbrugeren kendte og accepterede

Det fremgår af artikel 8, stk. 5, i direktivet om digitalt indhold, at der ikke er tale om manglende

overensstemmelse som defineret i artikel 8, stk. 1 eller 2, hvis forbrugeren på tidspunktet for

indgåelse af aftalen specifikt blev gjort opmærksom på, at en bestemt egenskab ved det digitale

indhold eller den digitale tjeneste afveg fra de objektive krav til overensstemmelse, der er fastsat

i artikel 8, stk. 1 eller 2, og forbrugeren udtrykkeligt og særskilt accepterede denne afvigelse

ved indgåelsen af aftalen.

Det fremgår i den forbindelse af præambelbetragtning nr. 49, at for at sikre tilstrækkelig

fleksibilitet bør det være muligt for parterne at fravige de objektive krav til overensstemmelse.

En sådan fravigelse bør kun være mulig, hvis forbrugeren var gjort tydeligt opmærksom på den,

og hvis forbrugeren accepterer den særskilt fra andre erklæringer eller aftaler og gennem aktiv

og utvetydig handlemåde. Begge betingelser kan f.eks. opfyldes ved at afkrydse en rubrik,

trykke på en knap eller aktivere en tilsvarende funktion.

1.2.2.4.5 Krav om den nyeste version

Det fremgår af artikel 8, stk. 6, i direktivet om digitalt indhold, at medmindre parterne har aftalt

andet, leveres digitalt indhold eller en digital tjeneste i den nyeste version, der er tilgængelig på

tidspunktet for indgåelse af aftalen. Det skyldes ifølge præambelbetragtning nr. 51 den hyppige

forbedring af digitalt indhold eller digitale tjenester, navnlig gennem opdateringer.

1.2.2.5 Forkert installation af det digitale indhold eller den digitale tjeneste (artikel 9)

Det fremgår af artikel 9, litra a-b, i direktivet om digitalt indhold, at manglende

overensstemmelse, der skyldes en forkert installation af det digitale indhold eller den digitale

tjeneste i forbrugerens digitale miljø, anses for at være manglende overensstemmelse af det

digitale indhold eller den digitale tjeneste, hvis

•

det digitale indhold eller den digitale tjeneste var installeret af den erhvervsdrivende

eller under den erhvervsdrivendes ansvar, eller

det digitale indhold eller den digitale tjeneste var beregnet til at blive installeret af

forbrugeren, og den forkerte installation skyldtes mangler i de installationsvejledninger,

der er leveret af den erhvervsdrivende.

Et digitalt miljø defineres i direktivet om digitalt indhold som hardware, software og

netværksforbindelser, der anvendes af forbrugeren til at få adgang til eller gøre brug af digitalt

indhold eller en digital tjeneste, jf. artikel 2, nr. 9.

142

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 52, at for at fungere ordentligt er det digitale indhold

eller den digitale tjeneste nødt til at være korrekt installeret i en forbrugers hardware- og

softwaremiljø. Det digitale indholds eller de digitale tjenesters manglende overensstemmelse

som følge af forkert installation bør betragtes som manglende overensstemmelse af selve det

digitale indhold eller den digitale tjeneste, hvor det eller den blev installeret af den

erhvervsdrivende eller på dennes vegne eller af forbrugeren i henhold til den erhvervsdrivendes

installationsvejledning, og den forkerte installation skyldes fejl i den krævede

installationsvejledning, såsom ufuldstændighed eller manglende klarhed, som gør

installationsvejledningen vanskelig at anvende for den gennemsnitlige forbruger.

1.2.2.6 Ændring af det digitale indhold eller den digitale tjeneste (artikel 19)

1.2.2.6.1 Generelt

Det fremgår af artikel 19, stk. 1, litra a-d, i direktivet om digitalt indhold, at hvis det digitale

indhold eller den digitale tjeneste skal leveres eller stilles til rådighed for forbrugeren over en

periode, kan den erhvervsdrivende ændre det digitale indhold eller den digitale tjeneste ud over,

hvad der er nødvendigt for til stadighed at holde det digitale indhold eller den digitale tjeneste

i overensstemmelse ifølge artikel 7 og 8 om subjektive og objektive krav til overensstemmelse,

hvis

•

aftalen tillader og giver en gyldig grund til en sådan ændring,

sådan en ændring foretages uden yderligere omkostninger for forbrugeren,

forbrugeren informeres om ændringen på en klar og forståelig måde, og

forbrugeren underrettes i de tilfælde, der er omhandlet i artikel 19, stk. 2, om

forbrugerens ret til ophævelse ved visse ændringer, i rimelig tid forinden på en klar og

forståelig måde på et varigt medium om elementerne i og tidspunktet for ændringen og

om retten til at ophæve aftalen i overensstemmelse med artikel 19, stk. 2, eller om

muligheden for at beholde det digitale indhold eller den digitale tjeneste uden sådan en

ændring i overensstemmelse med artikel 19, stk. 4.

Det fremgår i den forbindelse af præambelbetragtning nr. 74, at direktivet om digitalt indhold

også omfatter ændringer, såsom opdateringer og opgraderinger, som erhvervsdrivende

foretager af det digitale indhold eller den digital tjeneste, der leveres til eller stilles til rådighed

for forbrugeren over en periode. I betragtning af den hurtige udvikling inden for digitalt indhold

og digitale tjenester kan sådanne opdateringer, opgraderinger eller lignende ændringer være

nødvendige, og de er ofte til fordel for forbrugeren. Nogle ændringer, f.eks. dem, der kan være

fastsat som opdateringer i aftalen, kan indgå i de aftalemæssige forpligtelser. Andre ændringer

kan være nødvendige for at opfylde de objektive krav til digitalt indholds eller en digital

tjenestes overensstemmelse. Andre ændringer, som ville afvige fra de objektive krav til

143

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

overensstemmelse, og som er forudsigelige på tidspunktet for aftalens indgåelse, vil

udtrykkeligt skulle godkendes af forbrugeren, når aftalen indgås.

Det fremgår videre af præambelbetragtning nr. 75, at i tillæg til de ændringer, som har til formål

at sikre overensstemmelse, bør den erhvervsdrivende på visse betingelser have ret til at ændre

egenskaber ved det digitale indhold eller den digitale tjeneste, forudsat at aftalen giver en gyldig

grund til en sådan ændring. Sådanne gyldige grunde kan omfatte tilfælde, hvor ændringen er

nødvendig for at tilpasse det digitale indhold eller den digitale tjeneste til et nyt teknisk miljø

eller til et stigende antal brugere eller er nødvendig af andre vigtige driftsmæssige grunde.

Sådanne ændringer er ofte til forbrugerens fordel, da de forbedrer det digitale indhold eller den

digitale tjeneste. Aftaleparterne bør derfor kunne lade aftalen indeholde bestemmelser, der

tillader den erhvervsdrivende at foretage ændringer. For at skabe balance mellem forbruger- og

erhvervsinteresser bør en sådan mulighed for den erhvervsdrivende kombineres med en ret for

forbrugeren til at ophæve aftalen, hvis sådanne ændringer har negativ indvirkning på

anvendelsen af eller adgangen til det digitale indhold eller den digitale tjeneste på mere end kun

en uvæsentlig måde. Det omfang, i hvilket ændringer har negativ indvirkning på en forbrugers

anvendelse af eller adgang til digitalt indhold eller en digital tjeneste, bør fastslås objektivt

under hensyntagen til arten af og formålet med det pågældende digitale indhold eller den

pågældende digitale tjeneste og til den kvalitet, funktionalitet, kompatibilitet samt de øvrige

hovedegenskaber, der er almindelige for digitalt indhold eller digitale tjenester af samme type.

De regler, der er fastlagt i direktivet, for sådanne opdateringer, opgraderinger eller lignende

ændringer bør dog ikke vedrøre situationer, hvor parterne indgår en ny aftale om levering af det

digitale indhold eller den digitale tjeneste, f.eks. som følge af udsendelse af en ny version af det

digitale indhold eller den digitale tjeneste.

Endelig fremgår det af præambelbetragtning nr. 76, at forbrugere skal informeres om ændringer

på en klar og forståelig måde. Hvor en ændring på mere end en uvæsentlig måde har negativ

indvirkning på forbrugerens adgang til eller brug af det digitale indhold eller den digitale

tjeneste, bør forbrugeren informeres på en måde, der gør det muligt, at oplysningerne lagres på

et varigt medium.

Et varigt medium defineres i direktivet om digitalt indhold som ethvert middel, der sætter

forbrugeren eller den erhvervsdrivende i stand til at lagre oplysninger rettet personligt til

vedkommende med mulighed for fremtidig anvendelse i en periode afpasset efter

oplysningernes formål, og som giver mulighed for uændret gengivelse af de lagrede

oplysninger, jf. artikel 2, nr. 13. Et varigt medium bør ifølge præambelbetragtning nr. 76 sætte

forbrugeren i stand til at lagre oplysningerne så længe, som det er nødvendigt at beskytte

forbrugerens interesser som følge af vedkommendes forhold til den erhvervsdrivende. Sådanne

144

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

medier omfatter papir, DVD'er, CD'er, USB-nøgler, hukommelseskort eller harddiske samt e-

mail.

1.2.2.6.2 Forbrugerens ret til ophævelse ved visse ændringer af det digitale indhold eller den

digitale tjeneste

Det fremgår af artikel 19, stk. 2, at forbrugeren er berettiget til at ophæve aftalen, hvis en

ændring har negativ indvirkning på forbrugerens adgang til eller anvendelse af det digitale

indhold eller den digitale tjeneste, medmindre en sådan negativ indvirkning kun er uvæsentlig.

I så fald har forbrugeren ret til at ophæve aftalen gratis inden for 30 dage efter modtagelsen af

informationen eller fra det tidspunkt, hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste er

blevet ændret af den erhvervsdrivende, alt efter hvilken dato der er den seneste. Hvor

forbrugeren ophæver aftalen i overensstemmelse med artikel 19, stk. 2, finder artikel 15-18 om

ophævelse mv. tilsvarende anvendelse, jf. artikel 19, stk. 3.

Det fremgår i den forbindelse af præambelbetragtning nr. 77, at hvor en ændring på mere end

en uvæsentlig måde har negativ indvirkning på forbrugerens adgang til eller anvendelse af det

digitale indhold eller den digitale tjeneste, bør forbrugeren som følge af ændringen have ret til

at ophæve aftalen gratis. Alternativt kan den erhvervsdrivende beslutte at give forbrugeren

mulighed for at opretholde adgangen til det digitale indhold eller den digitale tjeneste uden

yderligere omkostninger, uden ændringen og i overensstemmelse, i hvilket tilfælde forbrugeren

ikke bør have ret til at ophæve aftalen. Hvis det digitale indhold eller den digitale tjeneste, som

den erhvervsdrivende gjorde det muligt for forbrugeren at opretholde, imidlertid ikke længere

er i overensstemmelse med de subjektive og objektive krav til overensstemmelse, bør

forbrugeren kunne påberåbe sig de beføjelser i forbindelse med manglende overensstemmelse,

som er fastsat i direktivet, jf. kapitel 6, pkt. 3.2.2. Hvis kravene til en sådan ændring ikke er

opfyldt, og ændringen medfører manglende overensstemmelse, berører det ikke forbrugerens

ret til at få bragt det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse, få afslag i

prisen eller ophæve aftalen. Tilsvarende, hvis det digitale indholds eller den digitale tjenestes

manglende overensstemmelse opstår efter en ændring og ikke er forårsaget af ændringen, bør

forbrugeren fortsat have ret til at påberåbe sig sine beføjelser som fastsat i direktivet ved

manglende overensstemmelse i relation til dette digitale indhold eller denne digitale tjeneste.

Artikel 19, stk. 2 og 3, om forbrugerens adgang til at ophæve ved visse ændringer finder dog

ikke anvendelse, hvis den erhvervsdrivende har gjort det muligt for forbrugeren uden yderligere

omkostninger at beholde det digitale indhold eller den digitale tjeneste uden ændring, og det

digitale indhold eller den digitale tjeneste forbliver i overensstemmelse, jf. artikel 19, stk. 4.

1.2.2.7 Tredjemands rettigheder (artikel 10)

145

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Det fremgår af artikel 10 i direktivet om digitalt indhold, at hvis en begrænsning som følge af

en krænkelse af en tredjemands rettigheder, navnlig immaterielle rettigheder, forhindrer eller

begrænser brugen af det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse med

artikel 7 og 8 om objektive og subjektive krav til overensstemmelse, sikrer medlemsstaterne, at

forbrugeren er berettiget til de beføjelser ved manglende overensstemmelse, der er fastsat i

artikel 14, medmindre der i national ret er fastsat bestemmelser om ugyldighed eller ophævelse

af aftalen om levering af det digitale indhold eller den digitale tjeneste i sådanne tilfælde.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 53, at begrænsninger af forbrugerens brug af det

digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse med direktivet om digitalt

indhold kan skyldes begrænsninger pålagt af indehaveren af immaterielle rettigheder i

overensstemmelse med immaterialretten. Sådanne begrænsninger kan følge af slutbrugerens

licensaftale, i henhold til hvilken det digitale indhold eller den digitale tjeneste leveres til

forbrugeren. Det kan være tilfældet, når f.eks. aftalen om slutbrugerlicens forbyder forbrugeren

at gøre brug af visse egenskaber i forbindelse med det digitale indholds eller den digitale

tjenestes funktionalitet. En sådan begrænsning kunne betyde, at det digitale indhold eller den

digitale tjeneste er i strid med de objektive krav til overensstemmelse, som er fastlagt i

direktivet, hvis den vedrørte egenskaber, der sædvanligvis findes i digitalt indhold eller digitale

tjenester af samme type, og som forbrugeren med rimelighed kan forvente. I sådanne tilfælde

bør forbrugeren kunne gøre brug af de beføjelser, der er fastsat i direktivet, for den manglende

overensstemmelse over for den erhvervsdrivende, der har leveret det digitale indhold eller den

digitale tjeneste. Den erhvervsdrivende kan kun undgå et sådant ansvar ved at opfylde

betingelserne for fravigelse af de objektive krav til overensstemmelse, der er fastlagt i

direktivet, dvs. kun hvis den erhvervsdrivende, inden aftalen indgås, specifikt oplyser

forbrugeren om, at en bestemt egenskab ved det digitale indhold eller den digitale tjeneste

afviger fra de objektive krav til overensstemmelse, og forbrugeren udtrykkeligt og særskilt har

accepteret denne afvigelse.

Det fremgår endvidere af præambelbetragtning nr. 54, at juridiske mangler er et særligt vigtigt

anliggende for digitalt indhold eller digitale tjenester, der er omfattet af immaterielle

rettigheder. Begrænsninger af forbrugerens brug af digitalt indhold eller en digital tjeneste i

overensstemmelse med direktivet om digitalt indhold kan skyldes en krænkelse af tredjemands

rettigheder. En sådan krænkelse kan reelt forhindre forbrugeren i at anvende det digitale indhold

eller den digitale tjeneste eller nogle af deres egenskaber, f.eks. når forbrugeren slet ikke kan få

adgang til det digitale indhold eller den digitale tjeneste eller ikke kan gøre det lovligt. Det kan

være, fordi tredjemanden med rette tvinger den erhvervsdrivende til at standse overtrædelsen

af rettighederne og ophøre med at tilbyde det pågældende digitale indhold eller den digitale

tjeneste, eller at forbrugeren ikke kan bruge det digitale indhold eller den digitale tjeneste uden

146

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

at overtræde loven. I tilfælde af en krænkelse af tredjemands rettigheder, som resulterer i en

begrænsning, der forhindrer eller begrænser brugen af det digitale indhold eller den digitale

tjeneste i overensstemmelse med de subjektive og objektive krav til overensstemmelse, bør

forbrugeren være berettiget til beføjelserne ved manglende overensstemmelse, medmindre der

i henhold til national ret er mulighed for at erklære aftalen ugyldig eller for ophævelse heraf,

f.eks. på grund af krænkelse af en garanti vedrørende ejendomsret.

1.3 Udvalgets overvejelser

1.3.1 Mangelsbegrebet

1.3.1.1 Generelt

Varedirektivet og direktivet om digitalt indhold indfører en række subjektive krav til

overensstemmelse (en mangelfri ydelse), som bygger på parternes konkrete aftale, og en række

objektive krav til overensstemmelse, der angiver, hvad der almindeligvis kan forventes af en

given vare, digitalt indhold eller en digital tjeneste.

De subjektive krav indebærer, at salgsgenstanden skal svare til den art, beskrivelse, type,

mængde og kvalitet samt besidde den funktionalitet, kompatibilitet og interoperabilitet og de

øvrige egenskaber, som er beskrevet i købsaftalen, være egnet til ethvert særligt formål, som

forbrugeren ønsker, at den skal kunne anvendes til, og som forbrugeren har gjort sælger bekendt

med senest på tidspunktet for købsaftalens indgåelse, og som sælger har accepteret, leveres med

alt tilbehør og vejledning, herunder om installation, og kundeservice som beskrevet i

købsaftalen, og opdateres som beskrevet i købsaftalen.

Disse subjektive krav er allerede i vidt omfang en del af det gældende mangelsbegreb i

købelovens §§ 75 a og 76.

De objektive krav indebærer bl.a., at salgsgenstanden derudover som udgangspunkt skal være

egnet til de formål, til hvilke genstande af samme type normalt vil blive anvendt, under

hensyntagen til, hvor det er relevant, eventuel eksisterende EU-ret og national ret, tekniske

standarder eller, i mangel af sådanne tekniske standarder, gældende sektorspecifikke

brancheadfærdskodekser, hvor det er relevant, være af den kvalitet og svare til den beskrivelse,

der gælder for en prøve eller en model, som sælgeren har stillet til rådighed for forbrugeren

inden indgåelsen af aftalen, hvor det er relevant, leveres med eventuelt tilbehør, herunder

emballage, installationsvejledning eller anden vejledning, som forbrugeren med rimelighed kan

forvente at modtage, og svare til den mængde og have de egenskaber og øvrige funktioner,

herunder med hensyn til holdbarhed, funktionalitet, kompatibilitet og sikkerhed, der er

sædvanlige for salgsgenstande af samme type, og som forbrugeren med rimelighed kan forvente

under hensyntagen til genstandens art og eventuelle offentlige udsagn, som er fremsat af eller

147

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

på vegne af sælgeren eller andre personer i tidligere led i transaktionskæden, herunder

producenten, navnlig i reklamer eller gennem mærkning. Sælgeren kan dog undgå at blive

bundet af sådanne offentlige udsagn i en række tilfælde, f.eks. ved at rette dem på tidspunktet

for indgåelsen af aftalen.

Disse objektive krav er ligeledes i vidt omfang allerede en del af det gældende mangelsbegrebet

i købelovens

§§ 75 a og 76. Som nye elementer indebærer direktivernes ”objektive krav” bl.a.,

at sælgeren skal sikre, at forbrugeren får besked om og får leveret opdateringer, herunder

sikkerhedsopdateringer, i en vis periode. Denne periode kan i visse tilfælde være længere end

den sædvanlige reklamationsfrist, når der er tale om en eller flere enkeltstående leveringer af

digitalt indhold og digitale tjenester, herunder når disse er en del af varer med digitale

elementer. Direktiverne indeholder derudover regler om, hvornår mangler som følge af forkert

installation af en vare, digitalt indhold eller en digital tjeneste kan påberåbes, og hvornår en

begrænsning i anvendelsen af varen, det digitale indhold eller den digitale tjeneste som følge af

tredjemands rettigheder udgør en retsmangel.

Både de subjektive og de objektive krav til overensstemmelse skal som udgangspunkt være

opfyldt for, at der ikke foreligger en mangel. De objektive krav kan dog fraviges, hvis

forbrugeren på tidspunktet for indgåelsen af aftalen er blevet gjort tydeligt opmærksom på, at

en bestemt egenskab ved varen, det digitale indhold eller den digitale tjeneste afveg fra disse

krav, og forbrugeren udtrykkeligt og særskilt har accepteret afvigelsen ved indgåelsen af

aftalen. Det gælder også eventuelle offentlige udsagn, som er fremsat af eller på vegne af

sælgeren eller andre personer i tidligere led i transaktionskæden. Sælgeren kan dog som nævnt

også undgå at blive bundet af sådanne udsagn på anden vis, f.eks. ved at rette dem på tidspunktet

for indgåelsen af aftalen.

Hverken varedirektivet eller direktivet om digitalt indhold indeholder valgfrihed i forhold til

implementeringen af reglerne om mangler, idet der er tale om totalharmonisering. Det betyder,

at implementering af direktiverne nødvendiggør en række ændringer af købelovens regler om

mangler, herunder særligt af lovens §§ 75 a-76.

Udvalget vurderer på den baggrund, at der er behov for at nyaffatte købelovens regler om

mangler, således at lovens gældende §§ 75 a-76 erstattes af bestemmelser om

overensstemmelse, subjektive og objektive krav til overensstemmelse, forkert installation og

tredjemands rettigheder (retsmangler). Bestemmelserne ændrer ikke ved, at retsmangler som

hidtil vil kunne gøres gældende som sådanne, jf. hertil også den foreslåede § 78, stk. 2.

Der henvises til lovudkastets § 1, nr. 10 og bemærkningerne hertil.

148

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Udvalget overvejelser om visse nærmere angivne spørgsmål i forhold til udformningen af

lovudkastets regler om mangler mv. er gengivet i det følgende:

1.3.1.2 Muligheden for at opretholde regler om sælgers loyale oplysningspligt

Udvalget har i forbindelse med drøftelsen af mangelsbegrebet særligt overvejet, om det er

muligt at opretholde købelovens § 76, stk. 1, nr. 3, om sælgers loyale oplysningspligt. Efter

bestemmelsen foreligger der en mangel ved salgsgenstanden, hvis sælgeren har forsømt at give

forbrugeren oplysning om forhold, der har haft betydning for forbrugerens bedømmelse af

genstanden, og som sælgeren kendte eller burde kende.

Udvalget finder, at sælgers loyale oplysningspligt så vidt muligt bør opretholdes ved

implementering af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, og at der bør gælde ens

regler for oplysningspligten uanset salgsgenstandens karakter.

Det fremgår af varedirektivets præambelbetragtning nr. 20, at medlemsstaterne frit kan

fastsætte oplysningsforpligtelser for sælgeren i forbindelse med aftalens indgåelse eller

sælgerens pligt til at advare forbrugeren om f.eks. visse egenskaber ved varen, egnetheden af

de materialer, som forbrugeren har leveret, eller mulige ulemper som følge af specifikke

anmodninger fra forbrugeren, f.eks. en anmodning fra forbrugeren om at anvende et særligt stof

til skræddersyning af en selskabskjole. Der findes ikke en tilsvarende formulering i

præambelbetragtningerne til direktivet om digitalt indhold.

Det er på den baggrund udvalgets vurdering, at sælgers loyale oplysningspligt kan opretholdes

i relation til varedirektivet.

Udvalget har dernæst overvejet, om sælgers loyale oplysningspligt kan opretholdes i relation

til direktivet om digitalt indhold.

Udvalget har i den forbindelse spurgt EU-Kommissionen, om det er muligt at fastsætte regler

om sælgers oplysningspligt i relation til direktivet om digitalt indhold, når direktivet ikke

indeholder en præambelbetragtning svarende til varedirektivets præambelbetragtning nr. 20.

Kommissionen har svaret, at direktivet om digitalt indhold ikke giver medlemsstaterne

mulighed for at fastsætte oplysningsforpligtelser for sælgeren. EU-Kommissionen har

begrundet dette med, at forbrugerrettighedsdirektivet, som er nærmere omtalt i delbetænkning

II, allerede indeholder regulering af sælgerens oplysningsforpligtelser, som er

totalharmoniserende regulering. Da direktivet om direktiv om digitalt indhold ikke udtrykkeligt

giver adgang til at fastsætte sådanne regler, er der ifølge EU-Kommissionen ikke adgang til at

149

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

opretholde regler om sælgers loyale oplysning inden for det område, som direktivet om digitalt

indhold omfatter.

På den baggrund vurderer udvalget, at det ikke er muligt at opretholde bestemmelsen om

sælgers loyale oplysningspligt i relation til digitalt indhold og digitale tjenester.

Selv om der ikke tilsigtes en ændring af den gældende retstilstand i relation til sælgers loyale

oplysningspligt på varedirektivets område, er der behov for at lave en særskilt bestemmelse

herom i købeloven. Det skyldes, at købelovens § 76 skal nyaffattes som følge af direktivernes

regulering af mangler.

Udvalget foreslår på den baggrund, at der indsættes en særskilt bestemmelse om sælgers loyale

oplysningspligt i købeloven, som indholdsmæssigt svarer til den gældende købelovs § 76, stk.

1, nr. 3. Det foreslås endvidere, at bestemmelsen ikke skal gælde for digitalt indhold og digitale

tjenester.

Der henvises til lovudkastets § 1, nr. 11 og bemærkningerne hertil.

1.3.2 Ændring af digitalt indhold og digitale tjenester

Artikel 19 i direktivet om digitalt indhold indeholder regler om, hvornår sælgeren kan ændre

digitalt indhold og digitale tjenester, der leveres over en periode. Artiklen indeholder bl.a. regler

om, hvornår en ændring må foretages, og hvornår forbrugeren kan ophæve aftalen som følge af

(visse) ændringer. Bestemmelsen regulerer sælgers adgang til at ændre indholdet af sin ydelse,

men ikke adgangen til eventuelt at ændre prisen på ydelsen.

Købeloven indeholder ikke tilsvarende regler, og i dansk ret vil sådanne forhold typisk være

aftalebestemte. Direktivet giver ikke medlemsstaterne valgfrihed ved implementering af artikel

19, og der er således tale om nødvendig implementering.

Artikel 19 beskriver ikke (nærmere), hvad der betragtes som en ændring i direktivets forstand,

ligesom der ikke sondres mellem ændringer til fordel og ulempe for forbrugeren. Udvalget

forstår begrebet ”ændring”,

således at der er tale om en ændring af sælgers aftalemæssige

forpligtelser, dvs. at ændringer, der ligger inden for aftalen, ikke betragtes som en ændring i

direktivets forstand. Hvis sælgeren og forbrugeren f.eks. har indgået aftale om, at forbrugeren

skal have adgang til det til enhver tid værende indhold på en streamingtjeneste, vil der således

ikke være tale om en ændring i direktivets forstand, hvis der tilføjes eller fjernes en film, en

sang eller lignende. Hvis der er tale om en ændring i direktivets forstand, skal forbrugeren

varsles, uanset om ændringen er til fordel eller ulempe for forbrugeren. Det bemærkes dog, at

150

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

forbrugeren alene skal have meddelelsen på et varigt medium, når ændringen ikke kun har

uvæsentlig negativ indvirkning på forbrugerens adgang til eller brug af det digitale indhold eller

den digitale tjeneste.

Som følge af kravene til direktivimplementering er det udvalgets vurdering, at der er behov for

at indsætte en ny bestemmelse i købeloven, som regulerer sælgerens adgang til at foretage

ændring af digitalt indhold og digitale tjenester samt kravene hertil og forbrugerens adgang til

at ophæve aftalen som følge af visse ændringer.

Der henvises til lovudkastets § 1, nr. 19 og bemærkningerne hertil.

1.3.3 Forbehold og mangler som forbrugeren var bekendt med ved aftalens indgåelse

Købelovens § 77, stk. 1, indeholder et forbud mod, at sælgeren tager et generelt forbehold for

salgsgenstandens overensstemmelse i forbrugerkøb. Bestemmelsen tillader konkrete forbehold.

Konkrete forbehold kan dog tilsidesættes efter de almindelige aftaleretlige regler.

Efter købelovens § 77 b kan forbrugeren ikke påberåbe sig en mangel, som forbrugeren var

eller måtte være bekendt med ved aftalens indgåelse, medmindre der er holdepunkter herfor i

aftalen, eller sælgeren har handlet i strid med almindelig hæderlighed. Forbrugerens adgang til

at påberåbe sig forhold, der ellers ville udløse misligholdelsesbeføjelser, begrænses således.

Varedirektivet og direktivet om digitalt indhold giver parterne mulighed for at fravige de

objektive krav til overensstemmelse. Der er således ikke tale om en mangel ved

salgsgenstanden, hvis forbrugeren på tidspunktet for indgåelsen af aftalen er blevet gjort

tydeligt opmærksom på, at en bestemt egenskab ved varen, det digitale indhold eller den digitale

tjeneste afviger fra de objektive krav til overensstemmelse, og forbrugeren udtrykkeligt og

særskilt har accepteret denne afvigelse ved indgåelsen af købsaftalen. En sådan fravigelse er

kun mulig, hvis forbrugeren gøres tydeligt opmærksom på den, og hvis forbrugeren accepterer

den særskilt fra andre erklæringer eller aftaler og gennem aktiv og utvetydig handlemåde.

Betingelserne kan f.eks. i relation digitalt indhold og digitale tjenester opfyldes ved at afkrydse

en rubrik, trykke på en knap eller aktivere en tilsvarende funktion. Hverken direktiverne eller

præambelbetragtningerne hertil beskriver yderligere, hvordan disse krav kan opfyldes. Det

bemærkes i den forbindelse, at udvalget forstår bestemmelsen således, at kravet til forbrugerens

samtykke mv. kan opnås mundtligt ved f.eks. fysisk handel. Det vil dog være sælgeren, der har

bevisbyrden for, at kravene er opfyldt.

151

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Varedirektivet og direktivet om digitalt indhold giver således parterne mulighed for at aftale et

konkret forbehold vedrørende bestemte egenskaber. Modsætningsvis følger, at direktiverne

ikke tillader, at sælger tager et generelt forbehold.

Det er udvalgets vurdering, at retstilstanden efter købelovens § 77 og § 77 b i det væsentlige

svarer til direktiverne. Som følge af kravene til direktivimplementering vurderes det imidlertid

ikke muligt at opretholde købelovens § 77, stk. 1, og § 77 b i deres nuværende form.

Udvalget foreslår derfor, at bestemmelserne ophæves og erstattes af direktivernes bestemmelser

om forbehold, således at det fremgår, at der ikke er tale om en mangel, hvis forbrugeren på

tidspunktet for indgåelsen af aftalen er blevet gjort tydeligt opmærksom på, at en bestemt

egenskab ved varen, det digitale indhold eller den digitale tjeneste afviger fra de objektive krav

til overensstemmelse, og forbrugeren udtrykkeligt og særskilt har accepteret afvigelsen ved

indgåelsen af aftalen.

Der henvises til lovudkastets § 1, nr. 10 og bemærkningerne hertil.

1.3.4 Forbehold ved køb af brugte genstande på offentlige auktioner

Købelovens § 77, stk. 2, indeholder en begrænsning i adgangen til at gøre mangler gældende

for brugte genstande, der er solgt på offentlige auktioner. Hvis forbrugeren selv har mulighed

for at være til stede, kan forbrugeren efter bestemmelsen kun påberåbe sig, at der foreligger en

mangel, hvis det følger af § 76, stk. 1, nr. 1-3, om oplysninger, jf. kapitel 6, pkt. 1.1.5.1-1.1.5.4

eller hvis genstanden er i væsentlig ringere stand, end forbrugeren under hensyn til

omstændighederne havde grund til at regne med.

Udvalget har på den baggrund overvejet om købelovens § 77, stk. 2, kan og bør opretholdes.

Varedirektivet giver medlemsstaterne mulighed for at udelukke købsaftaler om brugte varer,

som sælges på offentlige auktioner, fra direktivets anvendelsesområde, jf. kapitel 5, pkt. 3.6.4.

Hvis muligheden anvendes, skal forbrugere have let adgang til klare og omfattende oplysninger

om, at rettighederne i medfør af varedirektivet ikke finder anvendelse, jf. varedirektivets artikel

3, stk. 5. Direktivet om digitalt indhold indeholder ikke denne mulighed

–

formentlig fordi det

kun sjældent vil forekomme i praksis, at digitalt indhold sælges brugt og på offentlige auktioner.

Det er udvalgets vurdering, at det ud fra en ”det mindre i det mere”-betragtning

vil være muligt

at opretholde købelovens § 77, stk. 2, fordi varedirektivet giver mulighed for helt at undtage

køb af brugte varer på offentlige auktioner fra forbrugerkøbsreglerne.

152

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Det er udvalgets vurdering, at det ikke er muligt at indføre en tilsvarende regel, der omfatter

digitalt indhold og digitale tjenester, da direktivet herom ikke giver medlemsstaterne mulighed

for at undtage brugt digitalt indhold, der sælges på offentlige auktioner.

Det er udvalgets opfattelse, at den nugældende regel i købeloven fungerer hensigtsmæssigt, og

udvalget finder ikke grundlag for at foreslå indholdsmæssige ændringer. Det er dog nødvendigt

at nyaffatte købelovens § 77, stk. 2, da der som følge af de nødvendige ændringer i § 76 ikke

længere kan henvises til bestemmelserne i § 76, stk. 1, nr. 1-3.

Udvalget foreslår på den baggrund, at de særlige begrænsninger i adgangen til at gøre mangler

gældende for brugte genstande, der er solgt på offentlige auktioner, videreføres i en særskilt

bestemmelse med samme indhold som den gældende bestemmelse i købelovens § 77, stk. 2.

Der henvises til lovudkastets § 1, nr. 12-15 og bemærkningerne hertil.

1.3.5 Tidspunktet for mangelsbedømmelsen

Købelovens § 77 a, stk. 1, foreskriver, at mangelsbedømmelsen skal ske på tidspunktet for

risikoens overgang. I forbrugerkøb går risikoen over på forbrugeren på leveringstidspunktet,

således som det er fastlagt ved købelovens § 73, hvis sælgeren skal sende salgsgenstanden.

Varedirektivet og direktivet om digitalt indhold opererer med begrebet ”levering” som det

relevante tidspunkt for vurdering af, om der foreligger en mangel ved varen, det digitale indhold

eller den digitale tjeneste. Udvalget har på den baggrund overvejet, om det er muligt at

opretholde den nuværende formulering af købelovens § 77 a, stk. 1.

Det er udvalgets vurdering, at det

–

for at leve op til kravene til direktivimplementering

–

nødvendigt at ændre formuleringen af købelovens § 77 a, stk. 1, således at det fremgår af

bestemmelsen, at det relevante tidspunkt for mangelsvurderingen er leveringstidspunktet.

Udvalget foreslår derfor en sådan ændring af bestemmelsen.

Der henvises til lovudkastets § 1, nr. 16 og bemærkningerne hertil.

1.3.6 Levering

Det fremgår af købelovens § 73, stk. 1, at levering anses for sket, når salgsgenstanden er

kommet i forbrugerens besiddelse, hvis sælgeren skal sende salgsgenstanden. Varedirektivet

overlader det til medlemsstaterne at fastsætte, hvad sælger skal gøre for at opfylde sin

leveringsforpligtelse. Både varedirektivet og direktivet om digitalt indhold indeholder dog

konkrete bestemmelser om, hvornår der er sket levering for så vidt angår varer med digitale

elementer, digitalt indhold og digitale tjenester.

153

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Udvalget vurderer på den baggrund, at det er nødvendigt at indsætte regler i købeloven om,

hvornår der er sket levering af varer med digitale elementer, digitalt indhold og digitale

tjenester. Udvalget foreslår derfor udtrykkelig regulering heraf.

Der henvises til lovudkastets § 1, nr. 6 og bemærkningerne hertil.

1.3.7 Forsinkelse

Købelovens § 74, stk. 1, 1. pkt., foreskriver, at der skal ske levering uden unødig forsinkelse og

senest 30 dage efter aftalens indgåelse, medmindre parterne har aftalt andet. Det fremgår af

bestemmelsens 2. pkt., at der foreligger forsinkelse, hvis salgsgenstanden ikke leveres ikke i

rette tid, og det ikke skyldes forbrugeren eller en omstændighed, som forbrugeren bærer

risikoen for.

Det fremgår af købelovens § 74, stk. 2, at i tilfælde af forsinkelse kan forbrugeren hæve købet,

hvis forsinkelsen er af væsentlig betydning for forbrugeren, og sælgeren måtte forudsætte dette,

eller hvis sælgeren har nægtet levering. Det samme gælder, hvis sælgeren ikke efter påkrav fra

forbrugeren leverer salgsgenstanden inden udløbet af en rimelig frist.

Endvidere fremgår det af købelovens § 74, stk. 3, at sælgeren ved ophævelse af aftalen uden

unødig forsinkelse skal tilbagebetale alle beløb, der er betalt i henhold til aftalen.

Købelovens § 74 implementerer forbrugerrettighedsdirektivets artikel 18. Varedirektivet

indeholder ikke regler om forsinkelse.

Artikel 5 i direktivet om digitalt indhold foreskriver, at levering skal ske uden unødig

forsinkelse efter aftalens indgåelse. Artikel 13 i direktivet om digitalt indhold indeholder regler

om forbrugerens beføjelser ved manglende levering. Det fremgår af artikel 13, stk. 1, at hvis

sælgeren ikke leverer det digitale indhold eller den digitale tjeneste uden unødig forsinkelse,

skal forbrugeren anmode sælgeren om at levere. Hvis sælgeren derefter ikke leverer uden

unødig forsinkelse eller inden for en yderligere frist, som parterne udtrykkelig er blevet enige

om, kan forbrugeren ophæve aftalen. Det fremgår af artikel 13, stk. 2, at forbrugeren er

berettiget til at ophæve aftalen omgående, hvis sælgeren har meddelt, eller det tydeligt fremgår

af omstændighederne, at sælgeren ikke vil levere, eller hvis parterne har aftalt, eller det tydeligt

fremgår af omstændighederne i forbindelse med indgåelsen af aftalen, at et bestemt

leveringstidspunkt er af afgørende betydning for forbrugeren, og sælgeren ikke leverer inden

eller på dette tidspunkt. Artikel 13, stk. 2, svarer til forbrugerettighedsdirektivets artikel 18 med

154

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

den undtagelse, at artikel 13, stk. 1, 2. led, om ”tydeligt fremgår af omstændighederne” ikke

findes artikel 18.

Endelig fremgår det af artikel 13, stk. 3, at hvis forbrugeren ophæver pga. forsinkelse, finder

direktivets bestemmelser om mangelsbeføjelser tilsvarende anvendelse.

Artikel 5 og 13 finder ikke anvendelse på et fysisk medium, der udelukkende bruges som en

bærer af digitalt indhold, jf. artikel 3, stk. 3, i direktivet om digitalt indhold.

Udvalget har på den baggrund overvejet, hvilke justeringer af købelovens § 74, der er behov

for.

Det er udvalgets vurdering, at købelovens § 74, stk. 1, 1. pkt., skal opretholdes i relation til

varedirektivet, da bestemmelsen som nævnt implementerer artikel 18 i

forbrugerrettighedsdirektivet, der er totalharmoniserende. Forbrugerrettighedsdirektivets

artikel 18 regulerer desuden digitalt indhold, der leveres på et fysisk medium, jf. artikel 17, stk.

1, modsætningsvis. Reglen om, at levering skal ske uden unødig forsinkelse og senest 30 dage

efter aftalens indgåelse, medmindre parterne har aftalt andet, skal derfor også finde anvendelse,

når digitalt indhold leveres på et fysisk medium, der udelukkende bruges som bærer af

indholdet, f.eks. en CD eller DVD.

Det er udvalgets vurdering, at det ikke er muligt at opretholde købelovens § 74, stk. 1, 1. pkt.,

i sin nuværende form for så vidt angår digitalt indhold, der ikke leveres på et fysisk medium,

og digitale tjenester. Det skyldes, at direktivet om digitalt indhold foreskriver, at levering af

sådant indhold og tjenester skal ske uden unødig forsinkelse og dermed ikke giver mulighed for

at indføre andre bestemmelser om forsinkelse, f.eks. den gældende 30-dages frist i købeloven.

På den baggrund foreslår udvalget, at der indføres forskellige regler for forsinkelse afhængig

af salgsgenstandens karakter, således at købelovens § 74, stk. 1, 1. pkt., opretholdes for salg af

varer og digitalt indhold, der leveres på et fysisk medium, mens der alene skal gælde et krav

om levering uden unødig forsinkelse for digitalt indhold, der ikke leveres på et fysisk medium,

og digitale tjenester.

Med henblik på at sikre korrekt implementering af artikel 13, stk. 2, litra a og b, i direktivet om

digitalt indhold foreslår udvalget endvidere, at der indsættes et nyt punktum i den gældende §

74, stk. 2, der sikrer, at forbrugeren

–

ud over i de tilfælde, der allerede er nævnt i bestemmelsen

–

kan ophæve købet, hvis det tydeligt fremgår af omstændighederne, at sælgeren ikke vil levere,

og aftalen angår digitalt indhold, der ikke leveres på et fysisk medium, eller en digital tjeneste.

155

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

For at implementere artikel 13, stk. 3, i direktivet om digitalt indhold er det nødvendigt, at

artikel 15-18 om sælgerens og forbrugerens forpligtelser ved ophævelse som følge af mangler

også skal finde anvendelse ved ophævelse som følge af forsinkelse for så vidt angår digitalt

indhold, der ikke leveres på et fysisk medium, og digitale tjenester.

Udvalget finder, at parternes forpligtelser i tilfælde af ophævelse så vidt muligt bør være de

samme, uanset om aftalen ophæves på grund af mangler eller forsinkelse, da det vil give den

klareste og mest enkle retstilstand. Udvalget foreslår derfor, at de af direktiverne følgende

forpligtelser for sælgeren og forbrugeren ved ophævelse som følge af mangler så vidt muligt

også skal finde anvendelse ved ophævelse som følge af forsinkelse.

Der henvises til lovudkastets § 1, nr. 7-9 og bemærkningerne hertil.

2. Handelsmæssige garantier

2.1 Gældende dansk ret (købeloven)

Købeloven definerer ikke, hvad en garanti er. Købeloven knytter særlige retsvirkninger til

sælgerens indeståelse eller tilsikring for visse egenskaber ved genstanden, f.eks. i form af en

holdbarheds- eller funktionsgaranti, eksempelvis en rustgaranti på en bil i syv år. Sælgerens

afgivelse af en indeståelse mv. indebærer navnlig, at der foreligger en mangel, hvis genstanden

savner de tilsikrede egenskaber, dvs. at køberen erhverver misligholdelsesbeføjelser (hvis

betingelserne for udøvelse af de enkelte beføjelser er opfyldt). Hertil kommer, at sælgeren er

erstatningsansvarlig på objektivt grundlag over for køberen, hvis køberen lider tab som følge

af manglen.

Rækkevidden af sælgerens indeståelse, tilsikring, garanti mv. afhænger af en fortolkning af

erklæringen med udgangspunkt i almindelige aftaleretlige regler. Bliver der ikke oplyst

nærmere om indholdet af garantien eller lovet noget specifikt, må man gå ud fra, at garantien (i

det mindste) dækker produktets funktionsdygtighed i garantiperioden. Ydelse af garanti

indebærer efter fast praksis, at garantigiveren har bevisbyrden for, at et garantisvigt, som

garantimodtager kan påvise, ikke er omfattet af garantien.

2.2 Gældende dansk ret (markedsføringsloven)

Forbrugerkøbsdirektivet indeholdt i artikel 6 bestemmelser om handelsmæssige garantier.

Disse blev i hovedsagen implementeret i markedsføringsloven.

Det fremgår af markedsføringslovens § 17, stk. 1, nr. 1-3, at en erhvervsdrivende, der

markedsfører en garanti eller lignende, på let forståelig måde skal informere forbrugeren om

156

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

garantiens indhold, herunder eventuelle begrænsninger og forpligtelser indeholdt i garantien,

de oplysninger, der er nødvendige for at gøre garantien gældende, og at forbrugerens

ufravigelige rettigheder efter lovgivningen ikke berøres af garantien. Videre fremgår det af

lovens § 17, stk. 2, at vilkårene for garantien skal være affattet på dansk, hvis markedsføringen

er sket på dansk.

Bestemmelsen, der både omfatter mundtlige og skriftlige garantier, gælder kun i

forbrugerforhold og har til formål at opstille formkrav samt at sikre gennemsigtighed om

garantiens indhold. Den erhvervsdrivende skal i øvrigt i forbindelse med aftaleindgåelsen

overholde reglerne i forbrugeraftaleloven vedrørende garantier, jf. kapitel 6, pkt. 2.3.

Ved garanti forstås en frivillig forpligtelse, som den erhvervsdrivende påtager sig ved salg af

produkter, hvor forbrugeren gives yderligere rettigheder, end dem, som følger af lovgivningen.

Ifølge markedsføringslovens § 17, stk. 1, nr. 1-3, har erhvervsdrivende, der markedsfører en

garanti eller lignende til en forbruger, pligt til at give forbrugeren en række oplysninger.

Ifølge § 17, stk. 1, nr. 1, skal der gives oplysning om garantiens indhold, herunder eventuelle

begrænsninger og forpligtelser indeholdt i garantien. Det kan for eksempel være betingelserne

for, at garantien træder i kraft, begrænsninger i garantiens omfang og udstrækning, og i hvilke

tilfælde garantien bortfalder.

Ifølge § 17, stk. 1, nr. 2, skal der gives de oplysninger, der er nødvendige for at gøre garantien

gældende. Sådanne oplysninger omfatter navnlig garantiudstederens navn og adresse,

garantiens varighed og geografiske omfang og den procedure, der skal anvendes for, at

garantien træder i kraft og kan påberåbes af forbrugeren.

Ifølge § 17, stk. 1, nr. 3, skal der gives oplysning om, at forbrugerens ufravigelige rettigheder

efter lovgivningen ikke berøres af garantien. Herved forstås, at det positivt skal fremgå, at

forbrugeren bevarer sine ufravigelige rettigheder efter lovgivningen. Oplysningspligten

medvirker til, at en garanti

–

skønt den ikke i sig selv er vildledende

–

ikke praktiseres på en

vildledende måde. Normalt vil en oplysning fra en erhvervsdrivende eller, hvis garantien er

skriftlig, en oplysning i garantien, om at den ikke berører købers ufravigelige rettigheder efter

købeloven, være tilstrækkelig. Anden lovgivning skal dog nævnes, hvis det er relevant under

hensyn til garantiens indhold, produktets art, salgsmåden m.v.

157

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Oplysningerne i § 17, stk. 1, nr. 1-3, skal gives på en klar og forståelig måde. Det betyder, at

den erhvervsdrivende skal give oplysningerne i en form og på en måde, der er let forståelig for

forbrugeren.

Bestemmelsen omfatter erhvervsdrivende, der f.eks. som sælger, leverandør, producent,

importør mv. yder en garanti eller lignende i sin markedsføring, eller som i sin markedsføring

påtager sig at indestå for en garanti ydet af tredjemand. Så snart en erhvervsdrivende nævner

ordet garanti eller lignende i forbindelse med markedsføring af et produkt, er der tale om en

markedsføring af en garanti, der er omfattet af bestemmelsen.

En garanti kan ikke begrænse en forbrugers lovbestemte og beskyttelsespræceptive rettigheder

og må ikke forveksles med en lovbestemt reklamationsret og reklamationsfrist, jf. kapitel 7,

pkt. 1.1.2. Det er ikke afgørende, om ordet garanti er anvendt. Det afgørende er derimod, om

den forpligtelse, den erhvervsdrivende påtager sig, indholdsmæssigt kan sidestilles med en

garanti.

Gyldigheden af en ydet garanti bevares, selv om garantien ikke lever op til formkravene i § 17,

stk. 1, nr. 1-3. Forbrugeren kan således støtte ret på garantien og kræve den opfyldt.

Overtrædelse af markedsføringslovens § 17 er ikke belagt med straf. Der er heller ikke

automatisk knyttet civilretlige virkninger til overtrædelse af bestemmelsen. En købsaftale bliver

således ikke ugyldig, hvis bestemmelsen overtrædes.

Lever en erhvervsdrivende ikke op til bestemmelsen, kan der anlægges sag om forbud, påbud

og erstatning, og Forbrugerombudsmanden kan meddele påbud om efterlevelse af

bestemmelsen. Den erhvervsdrivende skal i øvrigt i forbindelse med aftaleindgåelsen overholde

reglerne i forbrugeraftaleloven vedrørende garantier, jf. kapitel 6, pkt. 2.3.

2.3 Gældende dansk ret (forbrugeraftaleloven)

Det fremgår af forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 15, at inden der indgås en aftale om en vare

eller en ikke-finansiel tjenesteydelse, skal den erhvervsdrivende, hvis aftalen indgås uden for

den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg, på en klar og forståelig måde give

forbrugeren oplysning om bl.a. eventuelle handelsmæssige garantier. Bestemmelsen suppleres

af markedsføringslovens § 17.

Ved en handelsmæssig garanti forstås enhver forpligtelse, som den erhvervsdrivende eller en

producent (garantigiveren) har påtaget sig over for forbrugeren ud over sin retlige forpligtelse

til at levere en kontraktmæssig ydelse, til at refundere købesummen eller omlevere, reparere

158

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

eller på anden måde afhjælpe mangler ved varerne, forudsat at varerne ikke opfylder de

specifikationer eller ethvert andet krav, der fremgår af garantierklæringen eller af de relevante

reklamer for varen eller tjenesteydelsen, der var tilgængelige på tidspunktet eller forud for

aftalens indgåelse, og som ikke relaterer sig til ydelsens kontraktmæssighed.

Der er med bestemmelsen om den erhvervsdrivendes oplysningspligt ikke indført en pligt for

den erhvervsdrivende til at indestå for opfyldelse af garantier afgivet af tredjemand. Hvorvidt

en erhvervsdrivende hæfter for garantien, må afgøres efter de almindelige køberetlige regler,

særligt købelovens § 76, stk. 1, nr. 2, jf. kapitel 6, pkt. 1.1.5.2. Udgangspunktet ved

producentgarantier er, at sælgeren ikke hæfter for producentgarantien, medmindre sælgeren har

markedsført sig på producentgarantien uden at have taget et forbehold for at ville indestå for

producentgarantien,

eller

sælgerens

forhandlerstempel

blevet

sat

på

producentgaranticertifikatet.

Det fremgår af forbrugeraftalelovens § 17, stk. 1, nr. 6, at inden der indgås en anden aftale end

en aftale indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted eller en aftale om fjernsalg,

skal den erhvervsdrivende, medmindre oplysningerne allerede fremgår tydeligt af

sammenhængen, på en klar og forståelig måde give forbrugeren oplysning om bl.a. eventuelle

handelsmæssige garantier.

2.4 Nye EU-regler (varedirektivet)

2.4.1 Varedirektivets artikel 17

En handelsmæssig garanti defineres i varedirektivet som enhver forpligtelse, som sælgeren eller

en producent (garantigiveren) har påtaget sig over for forbrugeren, ud over sælgerens retlige

forpligtelse til at levere en kontraktmæssig ydelse, til at refundere en købesum eller omlevere,

reparere eller på anden måde afhjælpe mangler ved varerne, hvis de ikke svarer til de

specifikationer eller ethvert andet krav, der fremgår af garantierklæringen eller af de relevante

reklamer, der var tilgængelige på tidspunktet eller forud for aftalens indgåelse, og som ikke

relaterer sig til ydelsens kontraktmæssighed, jf. artikel 2, nr. 12.

Det fremgår af varedirektivets artikel 17, stk. 1, at enhver handelsmæssig garanti er bindende

for garantigiveren på de vilkår, der er fastsat i erklæringen om den handelsmæssige garanti og

dertil hørende reklamer, der var tilgængelige på tidspunktet for eller før indgåelsen af aftalen.

På de betingelser, der er fastsat i artiklen, og med forbehold af andre bestemmelser i gældende

EU-ret eller national ret, er producenten, når en producent giver forbrugeren en handelsmæssig

garanti for holdbarhed for visse varer i en bestemt periode, direkte ansvarlig over for

forbrugeren i hele perioden for den handelsmæssige garanti for holdbarhed for så vidt angår

afhjælpning eller omlevering af varen i overensstemmelse med artikel 14 om netop afhjælpning

159

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

eller omlevering. Producenten kan tilbyde forbrugeren gunstigere betingelser i erklæringen om

den handelsmæssige garanti for holdbarhed.

Hvis vilkårene i erklæringen om den handelsmæssige garanti er mindre fordelagtige for

forbrugeren end de vilkår, der fremgår af de dertil hørende reklamer, er den handelsmæssige

garanti bindende på de vilkår, der fremgår af reklamerne vedrørende den handelsmæssige

garanti, medmindre de dertil hørende reklamer før aftaleindgåelsen er blevet rettet på samme

eller sammenlignelig måde, som de var blevet fremsat.

Det fremgår af varedirektivets artikel 17, stk. 2, litra a-e, at erklæringen om den handelsmæssige

garanti skal udleveres til forbrugeren på et varigt medium senest ved leveringen af varerne.

Erklæringen om den handelsmæssige garanti skal være udfærdiget på et klart og forståeligt

sprog. Erklæringen skal indeholde

•

en utvetydig erklæring om, at forbrugeren ved lov har ret til gratis afhjælpning fra

sælgers side ved en mangel på varerne, og at disse beføjelser ikke påvirkes af den

handelsmæssige garanti,

garantigiverens navn og adresse,

den procedure, som forbrugeren skal følge for at opnå gennemførelse af den

handelsmæssige garanti,

betegnelsen på de varer, som den handelsmæssige garanti finder anvendelse på, og

den handelsmæssige garantis vilkår.

•

Et varigt medium defineres i varedirektivet som ethvert middel, der sætter forbrugeren eller

sælgeren i stand til at lagre oplysninger rettet personligt til vedkommende med mulighed for

fremtidig anvendelse i en periode afpasset efter oplysningernes formål, og som giver mulighed

for uændret gengivelse af de lagrede oplysninger, jf. artikel 2, nr. 11.

Det fremgår endvidere af varedirektivets artikel 17, stk. 3, at manglende overholdelse af

betingelserne i artikel 17, stk. 2 ikke berører det faktum, at den handelsmæssige garanti er

bindende for garantigiveren.

Endelig fremgår det af varedirektivets artikel 17, stk. 4, at medlemsstaterne kan fastsætte regler

om andre aspekter vedrørende handelsmæssige garantier, som ikke er reguleret i artikel 17,

herunder regler for, på hvilket eller hvilke sprog erklæringen om den handelsmæssige garanti

skal gøres tilgængelig for forbrugeren.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 62, at der med henblik på at sikre gennemsigtighed, er

fastsat visse krav for så vidt angår de handelsmæssige garantier sideløbende med

160

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

oplysningskravene forud for indgåelsen af aftalen om de handelsmæssige garantier, der er

fastsat i forbrugerrettighedsdirektivet, og betingelserne herfor. For at forbedre retssikkerheden

og undgå, at forbrugere vildledes, bestemmer varedirektivet desuden, at de vilkår, der er mest

fordelagtige for forbrugeren, finder anvendelse, hvis betingelserne for den handelsmæssige

garanti, der er fastsat i dertil hørende reklamer, er mere fordelagtige end de vilkår, der er fastsat

i garantierklæringen. Endelig fastlægger direktivet regler for indholdet af garantierklæringen,

samt for hvordan den bør stilles til rådighed for forbrugere. Garantierklæringen bør f.eks.

indeholde betingelserne for den handelsmæssige garanti og anføre, at den retlige forpligtelse til

at levere en kontraktmæssig ydelse ikke påvirkes af den handelsmæssige garanti, og gøre det

klart, at betingelserne for den handelsmæssige garanti udgør en forpligtelse ud over den retlige

forpligtelse til at levere en kontraktmæssig ydelse. Medlemsstaterne kan frit fastsætte regler om

andre aspekter af handelsmæssige garantier, som ikke er omfattet af varedirektivet, f.eks. om at

tilknytte andre debitorer end garantigiveren til den handelsmæssige garanti, forudsat at disse

regler ikke fratager forbrugere den beskyttelse, de nyder takket være varedirektivets fuldt ud

harmoniserede bestemmelser om handelsmæssige garantier. Medlemsstaterne kan fortsat frit

kræve, at handelsmæssige garantier ydes gratis, men bør sikre, at enhver handling fra sælgerens

eller producentens side, der er omfattet af definitionen af handelsmæssige garantier som fastsat

i direktivet, er i overensstemmelse med direktivets harmoniserede regler.

Det fremgår videre af præambelbetragtning nr. 63, at spørgsmålet om, hvorvidt forbrugeren

også kan gøre et krav gældende direkte over for en person i et tidligere led i transaktionskæden,

ikke reguleres af direktivet, undtagen i de tilfælde hvor en producent tilbyder forbrugeren en

handelsmæssig garanti for varerne.

2.5 Udvalgets overvejelser

2.5.1 Krav om ændring af regler

Varedirektivets artikel 17 om handelsmæssige garantier nødvendiggør en række lovændringer,

selvom det allerede følger af almindelig aftaleret, at garantier er bindende på de vilkår, der er

fastsat i garantierklæringen.

2.5.2 Valg af lovmodel

Artikel 17 regulerer både parternes aftalemæssige forpligtelser (stk. 1) og formkravene til en

garanti samt retsvirkningen af manglende overholdelse heraf (stk. 2 og 3). Udvalget har på den

baggrund overvejet, om artikel 17 bør implementeres i købeloven, markedsføringsloven eller

”opdeles” og gennemføres i begge love.

Det er udvalgets vurdering, at varedirektivets artikel 17, stk. 1, der regulerer parternes

aftalemæssige forpligtelser i relation til garantier, bør implementeres i købeloven. Det skyldes,

161

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

at købeloven i forvejen regulerer netop parternes rettigheder og forpligtelser i forbindelse med

købsaftaler og retsvirkningerne heraf.

Det er udvalgets vurdering, at varedirektivets artikel 17, stk. 2 og 3, der indeholder regler om

formkrav til garantier og virkningen af manglende overholdelse heraf, bør implementeres i

markedsføringsloven. Det skyldes, at markedsføringsloven allerede indeholder bestemmelser

om netop formkrav, og at markedsføringsloven ikke i øvrigt indeholder civilretlig regulering.

På den baggrund foreslår udvalget, at varedirektivets artikel 17, stk. 1, implementeres ved

affattelse af en ny bestemmelse i købeloven om garantier, mens artikel 17, stk. 2 og 3,

implementeres ved justering af markedsføringslovens § 17, stk. 1, jf. nærmere herom nedenfor.

2.5.3 Vilkår, der er fastsat i erklæringen om garantien og dertil hørende reklamer

Varedirektivets artikel 17, stk. 1, der bl.a. er en videreførelse af forbrugerrettighedsdirektivets

artikel 6, stk. 1, foreskriver, at enhver handelsmæssig garanti er bindende for garantigiveren på

de vilkår, der er fastsat i erklæringen om garantien og dertil hørende reklamer, der var

tilgængelige på tidspunktet for eller før indgåelsen af aftalen. Hvis vilkårene i erklæringen er

mindre fordelagtige for forbrugeren end de vilkår, der fremgår af reklamerne, er garantien

bindende på de vilkår, der fremgår af reklamerne, medmindre reklamerne før indgåelsen af

aftalen er blevet rettet på samme eller sammenlignelig måde, som de var blevet fremsat.

Bestemmelsen betyder, at garantigiveren kan være bundet af reklamer

–

frem for selve

garantierklæringen.

Dansk ret har hidtil ikke indeholdt en udtrykkelig bestemmelse om, at garantigiveren kan blive

bundet af reklamer, og det er derfor udvalgets vurdering, at en sådan bestemmelse skal

implementeres i dansk ret. Det vurderes mest hensigtsmæssigt at kunne ske ved at indføre en

ny bestemmelse i købeloven om garantier, fordi købeloven i forvejen indeholder regler om

parternes aftalemæssige forpligtelser.

Udvalget foreslår på den baggrund, at der indsættes en ny bestemmelse i købeloven, hvoraf

fremgår, at en handelsmæssig garanti er bindende for garantigiveren på erklæringens vilkår og

dertil hørende reklamer.

Der henvises til lovudkastets § 1, nr. 26 og bemærkningerne hertil.

2.5.4 Holdbarhedsgaranti afgivet af en producent

Artikel 17, stk. 1, foreskriver, at en producent, der giver forbrugeren en handelsmæssig garanti

for holdbarhed for visse varer i en bestemt periode, er direkte ansvarlig (dvs. indestår) over for

162

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

forbrugeren i hele garantiperioden for holdbarhed for så vidt angår afhjælpning eller omlevering

af varen.

På baggrund af kravene til direktivimplementering er det udvalgets vurdering, at der er behov

for at indsætte en ny bestemmelse i købeloven, der regulerer, hvornår en producent indestår for

en garanti. Udvalget foreslår derfor, at der indsættes en sådan bestemmelse.

Der henvises til lovudkastets § 1, nr. 26 og bemærkningerne hertil.

2.5.5 Formkrav og retsvirkning ved overtrædelse heraf

Varedirektivets artikel 17, stk. 2, indeholder krav om, at en handelsmæssig garanti skal

udleveres til forbrugeren på et varigt medium senest ved leveringen af varerne og være

udfærdiget på et klart og forståeligt sprog. Bestemmelsen angiver endvidere, at garantien skal

indeholde en utvetydig erklæring om, at forbrugeren ved lov har ret til gratis afhjælpning fra

sælgers side ved mangler, og at dette ikke påvirkes af garantien, garantigiverens navn og

adresse, den procedure, som forbrugeren skal følge for at opnå gennemførelse af garantien,

betegnelsen på de varer, som garantien finder anvendelse på, og garantiens vilkår.

Markedsføringslovens § 17, stk. 1, indeholder også formkrav til garantier, men der er ikke tale

om helt de samme krav. Der er f.eks. ikke i markedsføringsloven krav om, at garantien skal

gives på et varigt medium, ligesom formkravene er formuleret anderledes.

Markedsføringsloven har desuden et bredere anvendelsesområde end varedirektivet, fordi loven

omfatter produkter, dvs. både varer og tjenesteydelser, jf. lovens § 1, stk. 1, sammenholdt med

§ 2, nr. 3, mens direktivet alene omfatter varer.

Det fremgår af varedirektivets artikel 17, stk. 3, at manglende overholdelse af formkravene til

en garanti ikke berører dens gyldighed. Det synes også at være udgangspunktet efter

markedsføringsloven

–

om end det ikke fremgår direkte af § 17 eller af markedsføringsloven i

øvrigt.

Da varedirektivets artikel 17, stk. 2 og 3, vedrører formkrav til garantier, hvilket allerede er

reguleret i markedsføringsloven, er det udvalgets vurdering, at bestemmelserne bør

gennemføres i dansk ret ved justering af markedsføringslovens § 17, stk. 1. Det betyder, at

reglerne om garantier i varedirektivet får samme anvendelsesområde som markedsføringsloven

og dermed omfatter både varer og tjenesteydelser, hvilket efter udvalgets vurdering er

hensigtsmæssigt, da de gældende regler om garantier har samme anvendelsesområde. Udvalget

foreslår på den baggrund, at varedirektivets artikel 17, stk. 2, og 3, gennemføres ved en

revidering af markedsføringslovens § 17.

163

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

For at sikre de nødvendige håndhævelsesmuligheder foreslår udvalget endvidere, at

overtrædelse af markedsføringslovens regler om formkrav til garantier sanktioneres svarende

til en række af markedsføringslovens andre bestemmelser, således at strafferammen som

udgangspunkt er bøde, jf. lovens § 37, stk. 3.

Der henvises til lovudkastets § 2, nr. 1 og bemærkningerne hertil.

2.5.6 Regler om andre aspekter vedrørende handelsmæssige garantier

Ifølge varedirektivets artikel 17, stk. 4, kan medlemsstaterne fastsætte regler om andre aspekter

vedrørende handelsmæssige garantier, som ikke er reguleret i artiklen, herunder regler for på

hvilket eller hvilke sprog erklæringen om garantien skal gøres tilgængelig for forbrugere. Det

fremgår i den forbindelse af præambelbetragtning nr. 62, at medlemsstaterne bl.a. kan fastsætte

regler om at tilknytte andre debitorer end garantigiveren til garantien og indføre krav om, at

garantier skal ydes gratis.

Udvalget har på den baggrund overvejet, om den gældende bestemmelse i

markedsføringslovens § 17, stk. 2, hvorefter vilkårene for en garanti skal være affattet på dansk,

hvis markedsføringen er sket på dansk, bør opretholdes. Det er udvalgets vurdering, at

bestemmelsen fungerer hensigtsmæssigt og derfor bør opretholdes.

Der henvises til lovudkastets § 2, nr. 2 og bemærkningerne hertil.

Udvalget har endvidere overvejet, om der er behov for at fastsætte regler om andre aspekter

vedrørende handelsmæssige garantier. Udvalget har ikke fundet grundlag herfor.

3. Misligholdelsesbeføjelser

3.1 Gældende dansk ret (købeloven)

3.1.1 Forbrugerens misligholdelsesbeføjelser

3.1.1.1. Generelt

Det fremgår af købelovens § 78, stk. 1, nr. 1-4, at hvis salgsgenstanden lider af en mangel, har

forbrugeren valget mellem afhjælpning af manglen, jf. § 78, stk. 1, nr. 1, levering af en anden

genstand, der stemmer overens med aftalen (omlevering), jf. § 78, stk. 1, nr. 2, et passende

afslag i købesummen, jf. § 78, stk. 1, nr. 3, eller ophævelse af købet, hvis manglen ikke er

uvæsentlig, jf. § 78, stk. 1, nr. 4. Bestemmelsen kan ikke fraviges til skade for forbrugeren, jf.

§ 1, stk. 2.

164

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Forbrugeren har som udgangspunkt valgfrihed mellem misligholdelsesbeføjelserne.

Valgfriheden begrænses dog af § 78, stk. 2 og 3, jf. kapitel 6, pkt. 3.1.1.7. Forbrugeren kan

endvidere afskæres fra at få afslag eller ophæve, hvis sælgeren tilbyder at afhjælpe eller

omlevere, og det kan ske inden rimelig tid og uden udgift og væsentlig ulempe for forbrugeren,

jf. § 78, stk. 3 og 4.

Købelovens § 78 indebærer, at sælgeren som udgangspunkt er forpligtet til at efterkomme et

krav fra forbrugeren om afhjælpning eller omlevering. Forbrugeren kan vælge, om der skal ske

afhjælpning eller omlevering. Sælgeren kan således som udgangspunkt ikke afværge et

omleveringskrav ved at tilbyde afhjælpning (eller omvendt). Kun hvis den beføjelse, som

forbrugeren ønsker at gøre gældende, er umulig at gennemføre eller må anses for

uforholdsmæssig, kan sælgeren nægte at imødekomme forbrugerens krav.

Hvis forbrugeren ikke gør gældende, at der skal ske afhjælpning eller omlevering, men i stedet

ønsker et afslag i prisen eller at ophæve aftalen, følger det af § 78, stk. 3 og 4, at sælgeren

–

under visse forudsætninger

–

kan afværge forbrugerens krav ved at tilbyde afhjælpning eller

omlevering.

3.1.1.2 Afhjælpning

Det fremgår af købelovens § 78, stk. 1, nr. 1, at forbrugeren kan forlange, at sælgeren foretager

afhjælpning af en mangel, dvs. gratis udbedring af manglen, så salgsgenstanden bliver

kontraktmæssig/bragt i overensstemmelse med købsaftalen (afhjælpningspligt).

Afhjælpning kan ske ved, at manglen udbedres ved reparation eller ved, at sælgeren

–

hvis der

foreligger en kvantitativ mangel

–

efterleverer det, der mangler.

Sælgeren kan som udgangspunkt ikke afskære forbrugerens krav på afhjælpning ved at tilbyde

omlevering (eller omvendt). Udgangspunktet modificeres dog af § 78, stk. 2, om tilfælde, hvor

den af forbrugeren valgte beføjelse er umulig at gennemføre eller påfører sælgeren

uforholdsmæssige omkostninger, jf. kapitel 6, pkt. 3.1.1.7. Forbrugerens krav på afhjælpning

er ikke betinget af, at der foreligger en ikke uvæsentlig mangel. Manglens væsentlighed kan

dog have betydning for, om sælgeren har pligt til at afhjælpe, jf. stk. 2.

Har forbrugeren fremsat krav om afhjælpning, suspenderes forbrugerens ret til at benytte sig af

de øvrige misligholdelsesbeføjelser. Opfylder sælgeren sin afhjælpningspligt, således at

genstanden bringes i mangelfri stand, bortfalder retten til at gøre de øvrige beføjelser gældende

endeligt. Aftaler om, at sælgeren f.eks. skal afhjælpe en væsentlig mangel, vil som

165

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

udgangspunkt også være bindende for forbrugeren og afskære forbrugeren fra at hæve eller

kræve afslag, hvis sælgeren opfylder sin afhjælpningspligt.

Hvis genstanden efter sælgerens afhjælpning

–

fortsat

–

er behæftet med en eller flere mangler,

kan forbrugeren ophæve købet, uanset at den eller de tilbageværende mangler ikke er

”ikke

uvæsentlige”. Forbrugeren kan dog være forpligtet til at tåle flere afhjælpningsforsøg, således

at forbrugeren af den grund er afskåret fra at hæve (med det samme).

Afhjælpning skal ske vederlagsfrit (gratis) for forbrugeren, jf. også § 78, stk. 4. Det indebærer

bl.a., at sælgeren som udgangspunkt skal drage omsorg for transport af salgsgenstanden til det

sted, hvor afhjælpningen skal ske. Forbrugeren skal dog i et vist omfang medvirke ved

afhjælpningens gennemførelse, f.eks. ved at give sælgeren adgang til forbrugerens hjem i

almindelig arbejdstid eller ved, at forbrugeren selv bringer en mindre, let transportabel

salgsgenstand, f.eks. et strygejern, hen til et reparationssted, der ligger i nærheden af

forbrugerens bopæl, og henter genstanden igen, når reparationen er gennemført. Er der tale om

større ting, f.eks. en vaskemaskine eller et køleskab, eller et fjerntliggende reparationssted, må

sælgeren betale for transporten til og fra stedet. Forbrugeren kan efter omstændighederne

pålægges at sende salgsgenstanden (hvis det er muligt) mod, at sælgeren afholder

transportomkostningerne.

3.1.1.3 Undersøgelsesgebyr

Hvis det ved undersøgelse af en salgsgenstand konstateres, at genstanden er behæftet med en

mangel, kan sælger ikke kræve sig betalt for undersøgelsen.

Hvis det derimod konstateres enten, at salgsgenstanden ikke er defekt eller, at genstanden

måske nok er defekt, men at der ikke foreligger en køberetlig mangel, f.eks. fordi defekten

skyldes forbrugerens behandling af genstanden, kan sælgeren kræve et undersøgelsesgebyr,

hvis forbrugeren på forhånd er gjort udtrykkeligt bekendt hermed. En aftale om

undersøgelsesgebyr er underlagt de almindelige aftaleretlige regler. Hvis en salgsgenstand

indleveres til reparation i en eventuel garantiperiode, kan sælgeren dog ikke kræve vederlag for

undersøgelsen, idet forbrugeren i sådanne tilfælde er berettiget til at gå ud fra, at undersøgelsen

er gratis.

Hvis sælgeren reparerer genstanden

–

selv om der ikke foreligger en køberetlig mangel

–

kan

sælgeren kun kræve omkostningerne herfor betalt, hvis sælgeren har indhentet en bekræftelse

på, at forbrugeren ønsker reparationen gennemført, selv om forbrugeren skal betale.

3.1.1.4 Omlevering

166

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Det fremgår af købelovens § 78, stk. 1, nr. 2, at forbrugeren kan kræve omlevering af

salgsgenstanden (dvs. levering af en anden genstand), hvis den lider af en mangel.

Den omleverede genstand skal leve op til de krav, der følger af købsaftalen. Er der eksempelvis

indgået aftale om køb af en fabriksny genstand, er sælger således ikke berettiget til at omlevere

med en demonstrationsmodel, medmindre forbrugeren accepterer det.

Forbrugeren kan kun kræve omlevering, hvis der er tale om genuskøb. I et specieskøb er

omlevering som udgangspunkt udelukket, fordi parternes aftale angår en individuelt bestemt

genstand, f.eks. en bestemt brugt bil, et bestemt maleri eller et bestemt

demonstrationseksemplar, der sælges til nedsat pris. Genuskøb foreligger, hvis sælgeren i

henhold til parternes aftale kan opfylde sin leveringsforpligtelse ved levering af en hvilken som

helst genstand, der hører til den art, der er defineret i aftalen. Selv om aftalen efter sin ordlyd

ikke levner sælgeren nogen valgfrihed, men udpeger en bestemt fysisk vare som salgsgenstand,

kan fortolkning af aftalen føre til, at forbrugeren alligevel kan kræve omlevering, f.eks. hvis

genstanden uden ulempe kan ombyttes til en tilsvarende, og det må antages, at parterne ikke

har lagt vægt på valget af genstand.

Omlevering er ikke betinget af, at der foreligger en ikke uvæsentlig mangel. Manglens

betydning har imidlertid indflydelse på, om omlevering må anses for uforholdsmæssig i medfør

af § 78, stk. 2.

Sælgeren kan som udgangspunkt ikke afskære forbrugerens krav på afhjælpning ved at tilbyde

omlevering (eller omvendt), jf. dog § 78, stk. 2, om tilfælde, hvor den valgte beføjelse er umulig

at gennemføre eller påfører sælgeren uforholdsmæssige omkostninger.

3.1.1.5 Afslag

Det fremgår af købelovens § 78, stk. 1, nr. 3, at forbrugeren som udgangspunkt kan kræve et

passende afslag i købesummen, hvis salgsgenstanden lider af en mangel. Sælgeren kan dog

afværge forbrugerens krav om afslag ved at foretage afhjælpning eller omlevering. Det gælder,

uanset om forbrugeren i henhold til § 78, stk. 2, jf. kapitel 6, pkt. 3.1.1.7, ville være afskåret fra

at kræve afhjælpning eller omlevering.

Det er ikke en betingelse for afslag i forbrugerkøb, at manglen er værdiforringende. Det betyder,

at et passende afslag kan ydes efter en friere rimelighedsvurdering end et forholdsmæssigt

afslag. Der kan f.eks. tages hensyn til mangler, der generelt ikke indebærer en

kvalitetsforringelse, men som er af betydning for den konkrete forbruger. I de tilfælde, hvor der

167

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

foreligger en værdiforringende mangel, udmåles og ydes der dog et forholdsmæssigt afslag, da

det må anses for at være det passende afslag.

Der er med købelovens § 78, stk. 1, nr. 3, mulighed for at tildele et passende afslag i de

–

få

–

tilfælde, hvor der ikke er andre beføjelser til rådighed for forbrugeren. Der kan f.eks. gives et

afslag i købesummen, hvis en forbruger har bestilt en bil i en bestemt blå farve, og bilen ved

leveringen viser sig at have en anden blå nuance, der

–

om end kun i uvæsentligt omfang

–

afviger fra, hvad forbrugeren bestilte. I så fald kan forbrugeren ikke hæve købet. Afhjælpning

i form af omlakering vil ofte indebære uforholdsmæssige omkostninger, og da bilens salgspris

er den samme uanset farveforskellen, kan forbrugeren heller ikke kræve et forholdsmæssigt

afslag. Hvis omlevering samtidig ikke er mulig, f.eks. fordi den bestilte farve ikke længere

produceres, vil forbrugeren være uden sanktionsmuligheder til trods for, at den leverede bil ikke

er i overensstemmelse med parternes aftale. I så fald kan et passende prisafslag komme på tale.

Et passende afslag kan også komme på tale, hvis forbrugeren foretrækker det frem for andre

mere vidtgående beføjelser, som ellers ville kunne gøres gældende.

3.1.1.6 Ophævelse af købet

3.1.1.6.1 Generelt

Det fremgår af købelovens § 78, stk. 1, nr. 4, at forbrugeren kan ophæve købsaftalen, hvis en

salgsgenstand lider af en ikke uvæsentlig mangel. Om der foreligger en ikke uvæsentlig mangel,

beror på en konkret vurdering af den enkelte sags omstændigheder. Eksempelvis vil kravet til

ikke uvæsentlighed kunne stige, jo længere tid der er forløbet siden leveringen af

salgsgenstanden. En mangel, der først viser sig efter, at genstanden har været brugt i en

væsentlig del af sin forventede levetid, vil således ofte ikke blive anset for så ikke uvæsentlig,

at den kan begrunde en ophævelse af købsaftalen.

Kravet om ikke uvæsentlighed (som betingelse for ophævelse) fraviges, hvis sælger har udvist

svig eller i et genuskøb har undladt at fremskaffe en mangelfri genstand, selv om det uden

urimelig opofrelse kunne være sket inden leveringstidspunktet. Der er på grund af sælgerens

adfærd i disse tilfælde altid tale om en ikke uvæsentlig misligholdelse, der er hævebegrundende.

3.1.1.6.2 Ophævelse af købet ved aftale om successiv levering

Det fremgår af købelovens § 46, at hvis sælgeren skal levere efterhånden (successivt), og en

enkelt levering er mangelfuld, kan forbrugeren kun hæve købet for så vidt angår denne levering.

Forbrugeren kan dog også hæve købet for senere leveringers vedkommende, hvis det må ventes,

at også disse leveringer vil blive mangelfulde, eller hæve hele købet, hvis det er begrundet i

sammenhængen mellem leveringerne.

168

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

3.1.1.7 Tilfælde hvor den valgte beføjelse er umulig eller vil påføre sælger uforholdsmæssige

omkostninger

Forbrugeren kan ikke kræve omlevering eller afhjælpning, hvis gennemførelse af den valgte

beføjelse er umulig eller vil påføre sælgeren uforholdsmæssige omkostninger. Der skal i den

forbindelse tages hensyn til salgsgenstandens værdi uden mangler, manglens betydning, og om

en anden beføjelse kan gennemføres uden væsentlig ulempe for forbrugeren, jf. købelovens §

78, stk. 2. Det er sælgeren, der har bevisbyrden for, at den valgte beføjelse er umulig eller

uforholdsmæssigt omkostningstung.

Hvis forbrugeren ønsker omlevering frem for afhjælpning, begrænses valgretten således for det

første af, at den valgte beføjelse ikke må være umulig at gennemføre, f.eks. hvis købet vedrører

en speciesgenstand og visse bestillingskøb. Umulighed kan også forekomme i genuskøb, hvor

hele den art af genstande, som købet angår, er behæftet med mangler.

Forbrugerens valgret begrænses for det andet af, at den valgte beføjelse ikke må påføre sælgeren

uforholdsmæssige omkostninger. Vurderingen af, om omkostninger betragtes som

uforholdsmæssige, indeholder tre dele. Det skal således vurderes, om den valgte beføjelse

påfører sælgeren omkostninger, om disse er højere end omkostningerne ved en anden beføjelse,

og om omkostningsforskellen er uforholdsmæssig.

Det er en forudsætning, at gennemførelse af den valgte beføjelse rent faktisk påfører sælgeren

omkostninger. Relevante er navnlig de udgifter, der er direkte forbundet med gennemførelsen

af den pågældende beføjelse. Ønsker forbrugeren omlevering, vil det således navnlig være

salgsgenstandens indkøbspris, der skal inddrages. Omkostningsbegrebet må imidlertid forstås

bredt, så også omkostninger, der ikke direkte er relateret til salgsgenstanden, men som vedrører

eksempelvis den tid og de ressourcer, der medgår til gennemførelsen af beføjelsen, er omfattet.

Den brede forståelse af omkostningsbegrebet indebærer dermed, at gennemførelse af den valgte

beføjelse som oftest vil påføre sælgeren visse omkostninger. I så fald må det vurderes, om de

pågældende omkostninger er højere end de omkostninger, sælger ville blive påført ved at

gennemføre en anden beføjelse. Hvis det f.eks. ikke er forbundet med flere omkostninger for

sælger at omlevere end at afhjælpe, er der ikke grundlag for at fravige udgangspunktet,

hvorefter forbrugeren kan vælge mellem de to beføjelser.

Hvis den valgte beføjelse vil påføre sælgeren omkostninger, der er større end omkostningerne

ved en anden beføjelse, skal der som det sidste element i vurderingen tages stilling til, om den

pågældende omkostningsforskel er uforholdsmæssig. Ved vurderingen heraf skal der tages

hensyn til salgsgenstandens værdi uden mangler. Kræver forbrugeren omlevering af en

169

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

salgsgenstand af lav værdi, vil der sjældnere være grundlag for at fravige udgangspunktet om

forbrugerens valgret, end i de tilfælde, hvor købet vedrører en kostbar genstand. Der er således

forskel på, om der kræves omlevering af f.eks. et krøllejern eller af en fabriksny personbil.

Der skal ved uforholdsmæssighedsvurderingen endvidere tages hensyn til manglens betydning.

Hermed forstås i første række manglens betydning for salgsgenstandens funktion. Er der tale

om en mangel, der er af central betydning for salgsgenstandens funktion og anvendelse, vil det

oftere føre til, at en forbrugers krav om eksempelvis omlevering må imødekommes, end i de

tilfælde, hvor manglen er uden funktionelle konsekvenser. Omlevering er som nævnt ikke

betinget af, at der foreligger en ikke uvæsentlig mangel, men hvis manglen er bagatelagtig, vil

det ofte indebære, at omlevering anses for uforholdsmæssigt sammenlignet med afhjælpning.

Ved vurderingen af manglens betydning må der endvidere tages hensyn til, hvilken betydning

manglen har for den konkrete forbruger. Selv om manglen ikke i almindelighed kan siges at

have en central betydning for salgsgenstandens funktion, kan konkrete forhold hos forbrugeren

medføre, at vedkommende har rimelig grund til at lægge betydelig vægt på det pågældende

forhold, hvilket i så fald må indgå i uforholdsmæssighedsvurderingen. Omvendt kan et forhold

indgå med mindre vægt i vurderingen, hvis forbrugeren konkret tillægger forholdet mindre

betydning

–

uanset om manglen i almindelighed betragtes som central for salgsgenstandens

funktion.

Endelig skal der tages hensyn til, om en anden beføjelse kan gennemføres uden væsentlig

ulempe for forbrugeren. Selv om hensynet til salgsgenstandens værdi i mangelfri tilstand og

betydningen af manglen taler for at anse en forbrugers krav om f.eks. omlevering for

uforholdsmæssigt, kan hensynet til forbrugeren således trække i modsat retning. Det kan f.eks.

være tilfældet, hvis afhjælpning må afvente hjemtagelse af reservedele, og hvor forbrugeren

skal anvende salgsgenstanden i en bestemt nært forestående anledning. I så fald vil afhjælpning

ikke kunne gennemføres uden væsentlig ulempe for forbrugeren, hvilket må indgå i vurderingen

af, om omlevering er uforholdsmæssig.

Består manglen i, at sælger har undladt at stille de fornødne oplysninger om salgsgenstandens

montering mv. til rådighed for forbrugeren, må et krav om omlevering omvendt anses for

uforholdsmæssigt henset til, at afhjælpning i givet fald kan ske uden væsentlig ulempe for

forbrugeren ved, at sælgeren udleverer den manglende monteringsvejledning. Situationen er

imidlertid en anden, hvis der som følge af de manglende monteringsoplysninger er blevet påført

salgsgenstanden en defekt. I så fald kan sælger ikke (længere) foretage afhjælpning ved at

udlevere en monteringsvejledning.

170

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Viser manglen sig på et tidspunkt, hvor værdien af salgsgenstanden er faldet væsentligt som

følge af forbrugerens brug, vil et krav om omlevering tilsvarende kunne fremstå som

uforholdsmæssigt, hvis afhjælpning kan ske uden væsentlig ulempe for forbrugeren.

Det kan også tænkes, at forbrugeren foretrækker afhjælpning frem for omlevering. Efter

bestemmelsen er sælgeren som udgangspunkt forpligtet til at imødekomme et sådant krav,

medmindre sælgeren kan godtgøre, at det er umuligt at gennemføre eller vil påføre sælgeren

uforholdsmæssige omkostninger.

I lighed med det ovenfor nævnte er forbrugerens ret til at vælge afhjælpning begrænset ved, at

det ikke må være umuligt. Der kan tænkes tilfælde, hvor en mangel ikke lader sig udbedre, og

hvor et afhjælpningskrav derfor vil være umuligt at gennemføre.

Gennemførelse af et krav om afhjælpning vil som oftest indebære visse omkostninger for

sælgeren. Det må herefter vurderes, om omkostningerne er uforholdsmæssige i forhold til en

anden beføjelse, hvorved der som nævnt bl.a. skal tages hensyn til salgsgenstandens værdi uden

mangler. Det indebærer, at et krav om afhjælpning af en billig, masseproduceret genstand ofte

må siges at indebære en uforholdsmæssig økonomisk belastning for sælgeren sammenlignet

med varens salgspris. Det omvendte vil være tilfældet ved en kostbar salgsgenstand, hvor

sælger kun kan afslå en forbrugers afhjælpningskrav, hvis der foreligger vægtige grunde.

Som beskrevet skal der ved vurderingen af, om et afhjælpningskrav er uforholdsmæssigt, tillige

tages hensyn til manglens betydning, herunder for salgsgenstandens funktion og den konkrete

forbruger. Er manglen af central betydning for salgsgenstandens funktion og anvendelse, vil

det oftere føre til, at forbrugeren kan kræve omlevering, end hvor manglen er uden funktionelle

konsekvenser.

Overstiger omkostningerne ved afhjælpning værdien af en mangelfri genstand, vil sælgeren i

almindelighed ikke have pligt til at afhjælpe manglen. At omkostningerne ved reparationen

overstiger den værdiforringelse, som manglen medfører, er derimod ikke tilstrækkeligt til at

fritage sælgeren for afhjælpningspligten.

Afhjælpningskravet vil endelig skulle vurderes i lyset af, om en anden beføjelse kan

gennemføres uden væsentlig ulempe for forbrugeren. Selv om det anførte om varens værdi i

mangelfri tilstand og betydningen af manglen kan pege på, at et afhjælpningskrav er

uforholdsmæssigt, kan hensynet til forbrugeren således trække i den modsatte retning.

171

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Uforholdsmæssighedsvurderingen vil som hovedregel dreje sig om valget mellem omlevering

eller afhjælpning, men efter omstændighederne vil også de øvrige beføjelser (prisafslag og

ophævelse) kunne inddrages, hvis manglen ikke er uvæsentlig. Det vil navnlig være aktuelt at

inddrage disse beføjelser i sammenligningsgrundlaget for, om et afhjælpningskrav er

uforholdsmæssigt, i tilfælde, hvor salgsgenstanden ikke er ombyttelig, og omlevering derfor er

umulig. I en sådan situation må rimeligheden af de omkostninger, der er forbundet med at

foretage afhjælpning, vurderes i lyset af forbrugerens interesse i, at der foretages afhjælpning.

Må forbrugerens interesse henset til manglens karakter og betydning anses for tilstrækkeligt

varetaget ved muligheden for prisafslag eller ophævelse, kan resultatet blive, at afhjælpning

anses for uforholdsmæssig.

3.1.1.8 Sælgers mulighed for at afskære afslag og ophævelse af købet

Forbrugeren har som udgangspunkt valgfrihed mellem misligholdelsesbeføjelserne. Det

fremgår dog af købelovens § 78, stk. 3, at hvis sælgeren tilbyder afhjælpning eller omlevering,

kan forbrugeren ikke kræve et passende afslag i købesummen eller ophæve købet, dvs. at sælger

kan afværge/afskære forbrugerens krav om afslag eller ophævelse. Ved bestemmelsen tillægges

sælgeren således en afhjælpningsret, herunder en ret til at foretage omlevering.

Denne mulighed for sælger er anvendelig i situationer, hvor forbrugeren ikke ønsker

afhjælpning eller omlevering, selv om gennemførelse af den ene eller begge disse beføjelser er

mulig. I sådanne tilfælde er sælgeren berettiget til at afvise forbrugerens krav om afslag eller

ophævelse mod i stedet at tilbyde afhjælpning og/eller omlevering.

Bestemmelsen finder endvidere anvendelse, hvis sælgeren ønsker at tilbyde afhjælpning eller

omlevering, uanset sælgeren ikke ville være forpligtet hertil, fordi forbrugerens krav herom

ville være uforholdsmæssigt. I så fald vil sælgerens tilbud afskære forbrugerens øvrige

misligholdelsesbeføjelser.

Sælgerens tilbud om afhjælpning afskærer forbrugerens misligholdelsesbeføjelser, selv om

afhjælpning ikke sker, hvis den manglende afhjælpning beror på forbrugerens forhold, f.eks.

fordi forbrugeren undlader at yde den nødvendige medvirken til afhjælpningen, eller

forbrugeren uberettiget afslår tilbuddet om afhjælpning.

Angår købet en ny genstand, kan sælgeren ikke afskære forbrugerens misligholdelsesbeføjelser

ved at omlevere en brugt genstand. Forbrugeren skal kun tåle ombytning med en genstand, der

er i overensstemmelse med købsaftalen, dvs. at forbrugeren kan afslå omlevering af en anden

genstand, som principielt er tilsvarende eller endog bedre end den mangelfulde.

172

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

3.1.1.9 Afhjælpning og omlevering skal ske inden for rimelig tid samt uden udgift og væsentlig

ulempe

3.1.1.9.1 Generelt

Det fremgår af købelovens § 78, stk. 4, at sælgeren skal opfylde krav eller tilbud om afhjælpning

eller omlevering inden for rimelig tid, uden udgift (gratis) og uden væsentlig ulempe for

forbrugeren. Sker det ikke, kan forbrugeren kræve et passende afslag i købesummen, ophævelse

af købet, omlevering eller

–

for så vidt det kan ske uden uforholdsmæssige omkostninger

–

lade

manglen afhjælpe (af tredjemand) for sælgerens regning.

Bestemmelsen fastlægger således retsvirkningerne af, at afhjælpning eller omlevering ikke sker

inden for rimelig tid, uden udgift og uden væsentlig ulempe for forbrugeren.

Adgangen til alene med hjemmel i § 78, stk. 4, at kræve et passende afslag, at hæve, kræve

omlevering eller at lade manglen afhjælpe for sælgerens regning er betinget af, at forbrugeren

med rette kan fremsætte krav om afhjælpning eller omlevering. Desuden er det en betingelse,

at forbrugeren har fremsat påkrav om afhjælpning eller omlevering, og at afhjælpning eller

omlevering på trods heraf ikke er sket inden rimelig tid.

Hvis der er solgt flere genstande, og kun en del af disse lider af mangler, vil forbrugeren kunne

hæve eller kræve omlevering for de mangelfulde genstandes vedkommende, hvis sælgeren ikke

inden rimelig tid efter påkrav herom afhjælper manglerne. Er der sammenhæng mellem købet

af henholdsvis de mangelfulde og de mangelfri genstande, vil køberen endvidere kunne hæve

købet som helhed.

Hvad der betragtes som rimelig tid beror på en konkret vurdering, jf. kapitel 6, pkt. 3.1.1.9.2,

om købelovens § 79.

Forbrugeren kan ikke kræve, at afhjælpningen eller omleveringen skal ske helt uden ulempe.

Det kan komme på tale, at forbrugeren skal medvirke ved at bringe eller sende en mindre

salgsgenstand til sælgeren, hvis den f.eks. skal repareres. I så fald har forbrugeren krav på

refusion af eventuelle udgifter i forbindelse hermed. Bestemmelsen er beskyttelsespræceptiv,

og eventuelle aftaler om, at forbrugeren skal bære omkostningerne ved forsendelse af

genstanden med henblik på afhjælpning, er derfor ikke bindende.

Det er heller ikke udelukket, at forbrugeren skal medvirke til, at sælgeren forsøger at afhjælpe

flere gange, hvis afhjælpningen i øvrigt sker inden for de tidsmæssige rammer, der fremgår af

§ 79, og forbrugeren ikke påføres væsentlig ulempe.

173

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

I forbindelse med afhjælpning ved tredjemand må der

–

for så vidt angår vurderingen af, om

afhjælpning kan ske uden uforholdsmæssige omkostninger

–

lægges vægt på, om reparationen

kunne være udført væsentlig billigere et andet sted. I så fald må (regnings)beløbet anses for at

være uforholdsmæssigt stort, og forbrugeren er kun berettiget til fra sælgeren at få refunderet

de omkostninger, der ligger inden for grænserne af § 78, stk. 2, 2. pkt., mens det resterende

beløb må afholdes af forbrugeren selv.

Hvis sælgeren ikke gennemfører et krav eller tilbud om afhjælpning eller omlevering i

overensstemmelse med de angivne kriterier i § 78, stk. 4, kan forbrugeren gøre brug af de øvrige

beføjelser. I sådanne tilfælde er adgangen til at hæve ikke betinget af, at der foreligger en ikke

uvæsentlig mangel.

3.1.1.9.2 Begrebet rimelig tid

Det fremgår af købelovens § 79, stk. 1, at der ved afgørelsen af, om afhjælpning eller

omlevering er sket inden for rimelig tid, jf. § 78, stk. 4, navnlig skal tages hensyn til genstandens

art, manglens beskaffenhed og forbrugerens behov for genstanden, herunder om sælgeren for

egen regning har stillet en erstatningsgenstand til rådighed for forbrugeren. Fristen

”rimelig

tid”

regnes fra det tidspunkt, hvor forbrugeren gør manglen gældende over for sælgeren.

Bestemmelsen er beskyttelsespræceptiv, jf. § 1, stk. 2, men kriterierne er ikke udtømmende.

Hvad der betragtes som rimelig tid til afhjælpning eller omlevering, beror på en konkret

vurdering af omstændighederne i det enkelte tilfælde.

Forbrugerens eventuelle behov for hurtigt at kunne benytte salgsgenstanden kan tale for, at

sælgeren må fremskynde afhjælpningen eller omleveringen. Sælgeren har dog mulighed for at

forlænge perioden herfor ved vederlagsfrit at stille en erstatningsgenstand til rådighed for

forbrugeren.

Det kan endvidere indgå i vurderingen, om afhjælpning henholdsvis omlevering sker på

forbrugerens eller sælgerens initiativ. Fristen kan således være kortere, hvis det er sælgeren, der

tager initiativet til afhjælpning eller omlevering (dvs. benytter afhjælpningsretten), end hvis det

er forbrugeren. Hvis sælgeren tilbyder afhjælpning eller omlevering, må individuelle forhold

hos sælgeren også normalt tillægges mindre betydning.

Ved fastlæggelsen af, hvilken frist for afhjælpning eller omlevering der må anses for rimelig i

det konkrete tilfælde, må der desuden efter omstændighederne tages hensyn til den periode, der

er forløbet, siden salgsgenstanden blev leveret til forbrugeren. Da overskridelse af fristen efter

bestemmelsen bl.a. udløser hævebeføjelse for forbrugeren, må det i et vist omfang indgå i

174

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

vurderingen, om eventuel ophævelse vil være meget byrdefuldt for sælgeren. Det vil bl.a. være

tilfældet, hvis manglen gøres gældende umiddelbart inden udløbet af den absolutte

reklamationsfrist på 2 år, jf. købelovens § 83.

Sælger har efter omstændighederne et antal afhjælpningsforsøg. Hvis afhjælpning sker hurtigt,

kan det tale for, at sælgeren får flere forsøg, mens en sælger, der er lang tid om at afhjælpe, får

færre forsøg. Har sælgeren tidligere afhjulpet en type mangler, kan fristen for afhjælpning af

andre mangler ved salgsgenstanden også blive kortere.

Sælgerens individuelle forhold, f.eks. værkstedskapacitet og muligheden for at fremskaffe

reservedele, kan bevirke, at fristen forlænges.

3.1.2 Tilbageholdelse af købesummen

Det fremgår af købelovens § 79, stk. 2, at forbrugeren kan tilbageholde købesummen, indtil

krav eller tilbud om afhjælpning eller omlevering er opfyldt. Anses manglen for uvæsentlig,

kan forbrugeren dog ikke tilbageholde et beløb, som åbenbart overstiger, hvad det vil koste at

afhjælpe manglen. Bestemmelsen er beskyttelsespræceptiv, jf. § 1, stk. 2, og forbrugeren kan

derfor ikke ved aftale fratages tilbageholdsretten.

Bestemmelsen indebærer, at forbrugeren har mulighed for at holde (en del af) købesummen

tilbage, hvis sælgeren ikke opfylder forbrugerens berettigede krav om afhjælpning eller

omlevering eller ikke opfylder et fremsat tilbud herom. Der tilkommer forbrugeren en vis

margin ved vurderingen af størrelsen af det beløb, der kan tilbageholdes. Er der betalt afdrag,

kan forbrugeren tilbageholde restkøbesummen, herunder forfaldne, ikke-betalte afdrag og

eventuelt påløbne morarenter.

Tilbageholdsretten er begrænset i de tilfælde, hvor manglen er uvæsentlig, idet forbrugeren i så

fald ikke kan tilbageholde et beløb, der åbenbart overstiger, hvad det vil koste at afhjælpe

manglen.

Retten til at holde købesummen tilbage ophører på det tidspunkt, hvor sælgeren foretager

afhjælpning eller omlevering.

3.1.3 Tilbageholdsret

Det fremgår af købelovens § 57, stk. 1, at hvis købet hæves, er sælgeren ikke berettiget til at få

genstanden tilbage, medmindre sælgeren tilbagegiver, hvad sælgeren har modtaget i betaling,

og forbrugeren ikke berettiget til at få købesummen tilbage, medmindre forbrugeren

175

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

tilbageleverer det modtagne i væsentlig samme stand og mængde, hvori det var ved leveringen.

Bestemmelsen kan ikke fraviges ved aftale i forbrugerkøb, jf. § 1, stk. 2.

Bestemmelsen omfatter ikke kun ophævelse, men også tilfælde, hvor forbrugeren kræver

omlevering. Hvis begge parter allerede har erlagt deres ydelse, gælder

samtidighedsgrundsætningen, dvs. princippet om ydelse mod ydelse.

Har forbrugeren haft udbytte eller afkast af salgsgenstanden, som ikke beror på egne

dispositioner, må sådant udbytte også tilbagegives til sælgeren. Forbrugeren kan dog fradrage

de omkostninger, som forbrugeren har haft ved at oppebære udbyttet, samt de omkostninger,

som forbrugeren har haft til opfyldelse af omsorgspligten.

Har forbrugeren haft nytte af salgsgenstanden, mens den har været i forbrugerens besiddelse,

kan forbrugeren efter omstændighederne blive pålagt at godtgøre sælgeren værdien af nytten (i

praksis som et fradrag for nytteværdi i den købesum, som sælgeren skal tilbagebetale).

Højesteret har i en dom (U 2014.578 H) fastslået, at sælgeren ved ophævelse af et køb havde

ret til at fradrage et rimeligt beløb for den nytte, køberen havde haft af et tv-apparat fra

købstidspunktet til, at han ophørte med at bruge det. Tv-apparatet led af en mangel, da

forbrugeren ikke havde fået oplyst, at tv-apparatet inden for dets normale brugsperiode ikke

længere ville kunne benyttes til at modtage almindelige danske public service-kanaler uden

tilslutning af en ekstern modtageboks.

Sælgeren kan efter en konkret vurdering få fradrag for nytteværdi, f.eks. i forbindelse med

ophævelse af købsaftaler om biler, hvor forbrugeren har haft nytte af bilen ved at køre i den

forud for ophævelsen.

Den af Justitsministeriet nedsatte arbejdsgruppe i forbindelse med implementering af

forbrugerkøbsdirektivet afstod fra at stille forslag om en generel bestemmelse om fradrag for

brug, jf. betænkning nr. 1403/2001 om gennemførelse af forbrugerkøbsdirektivet s. 128 ff.

Baggrunden herfor var navnlig, at problemstillingen syntes at være snævert knyttet til enkelte

produkttyper, og at en generel regulering af spørgsmålet syntes at kunne give anledning til en

række tvister om beløb af begrænset størrelse. En bestemmelse om fradrag i forbrugerens

tilbagebetalingskrav ville i givet fald desuden skulle suppleres med en bestemmelse, der

pålagde sælgeren at betale renter af købesummen for den periode, han havde haft rådighed over

beløbet. En regulering af spørgsmålet syntes dermed at ville føre til en komplicering af

lovgivningen, der efter arbejdsgruppens opfattelse ikke stod i et rimeligt forhold til, hvad der

176

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

måtte blive opnået herved. Arbejdsgruppen fandt derfor, at spørgsmålet mest hensigtsmæssigt

–

som hidtil

–

burde afgøres i praksis på baggrund af sagens konkrete omstændigheder.

Det er ikke tilstrækkeligt, at sælgeren stiller sikkerhed for købesummens tilbagebetaling.

Sælgeren skal tilbagebetale købesummen, dvs. at sælgeren ikke ved sikkerhedsstillelse kan

afværge forbrugerens tilbageholdsret i salgsgenstanden. Sælgeren er ikke forpligtet til at betale

renter af købesummen, ud over hvad der følger af renteloven.

Forbrugeren er ikke

–

medmindre der foreligger aftale eller kutyme herfor

–

forpligtet eller

berettiget til at tilbagesende genstanden, dvs. at forbrugeren blot skal stille salgsgenstanden til

sælgerens disposition på forbrugerens plads. Sælgeren bærer omkostningerne ved

tilbagesendelse.

Forbrugeren skal tilbagelevere det modtagne i væsentlig samme stand og mængde, hvori det

var ved leveringen. Er der tale om en væsentlig forringelse af det modtagne, kan forbrugeren

kun hæve, hvis forringelsen beror på de forhold, der fremgår af § 58, jf. straks nedenfor. En

uvæsentlig forringelse afskærer ikke forbrugeren fra at hæve, men forbrugeren må betale

erstatning til sælgeren, medmindre forringelsen beror på de forhold, der fremgår af § 58.

Det fremgår af købelovens § 57, stk. 2, at forbrugeren, når forbrugeren hæver købet eller kræver

omlevering, har ret til at holde genstanden tilbage, indtil sælgeren svarer skyldig erstatning eller

stiller betryggende sikkerhed for denne. Bestemmelsen angår forbrugerens tilbageholdsret i

salgsgenstanden for et eventuelt erstatningskrav mod sælgeren.

Hæver sælgeren købet, har sælgeren i kraft af almindelige regler om modregning adgang til at

modregne sit eventuelle erstatningskrav mod forbrugeren i dennes krav på tilbagebetaling af

købesummen.

Det fremgår af købelovens § 58, at selv om salgsgenstanden er gået til grunde eller forandret,

kan forbrugeren, uanset § 57, hæve købet, hvis undergangen eller forandringen skyldes en

hændelig begivenhed eller genstandens egen beskaffenhed eller foranstaltninger, som

udkrævedes til dens undersøgelse, eller som er trufne inden den mangel, der medfører

ophævelse af købet, er opdaget eller burde være opdaget.

Bestemmelsen opregner en række forhold, som indebærer, at forbrugeren kan hæve, selv om

forbrugeren ikke er i stand til at tilbagelevere salgsgenstanden i væsentlig samme stand og

mængde som ved leveringen.

177

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Bestemmelsen indebærer, at forbrugeren bevarer en hæveadgang, som forelå på

leveringstidspunktet, selv om en hændelig begivenhed, der indtræder efter leveringen, bevirker,

at genstanden ikke kan tilbageleveres i væsentlig samme stand. Bestemmelsen udgør dermed

en undtagelse til udgangspunktet i § 17, stk. 1, om, at risikoen for salgsgenstandens hændelige

undergang eller forringelse overgår på forbrugeren ved levering.

Har sælgerens misligholdelse en sådan karakter, at forbrugeren f.eks. kun kan kræve

forholdsmæssigt afslag eller erstatning, kan forbrugeren ikke i medfør af bestemmelsen frigøre

sig fra risikoen.

Skyldes genstandens undergang eller forringelse forbrugerens culpøse forhold, og kan

genstanden derfor ikke tilbageleveres i væsentlig samme stand, er der ikke tale om en hændelig

begivenhed, og forbrugeren er afskåret fra at hæve. Hvis der alene er tale om en uvæsentlig

forringelse, afskæres hæveadgangen ikke, men forbrugeren skal erstatte sælgeren den forvoldte

skade (medmindre forringelsen er omfattet af § 58).

Omfattet af § 58 er også almindelig brug eller forbrug af salgsgenstanden, inden manglen

opdages. Har forbrugeren ved brug eller forbrug opnået en økonomisk gevinst, kan forbrugeren

efter omstændighederne pålægges at svare sælgeren denne berigelse.

3.1.4 Sælgerens ansvarsgrundlag, herunder force majeure

Købeloven indeholder to bestemmelser om ansvarsgrundlaget for sælgeren, som fremgår af §§

23 og 24.

Det fremgår af købelovens § 23, at hvis købet angår en bestemt genstand (et såkaldt

specieskøb), og genstanden ikke bliver leveret i rette tid, har sælgeren at svare skadeserstatning,

medmindre det oplyses, at forsinkelsen ikke kan tilregnes sælgeren. Det er sælgeren, der har

bevisbyrden for, at forsinkelsen ikke skyldes forsætlige eller uagtsomme handlinger eller

undladelser.

Det fremgår af købelovens § 24, at sælgeren af genusvarer er pligtig at svare skadeserstatning,

selv om forsinkelsen ikke kan tilregnes sælgeren, medmindre sælgeren har forbeholdt sig

fritagelse derfor, eller muligheden af at opfylde aftalen må anses for udelukket ved

omstændigheder, der ikke er af en sådan beskaffenhed, at sælgeren ved købets afslutning burde

have taget dem i betragtning, såsom ved hændelig undergang af alle genstande af den art eller

det parti, købet angår, ved krig, indførselsforbud eller lignende. Sælgeren er således kun

ansvarsfri, hvis 1) sælgeren ved aftalen har forbeholdt sig ansvarsfrihed, eller 2) der foreligger

178

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

artsumulighed eller en artshindring, som kan ligestilles hermed, og som er begrundet i en

upåregnelig hindring, som er af helt ekstraordinær karakter (force majeure).

Sælgeren af genusvarer er kun ansvarsfri, hvis der foreligger umulighed.

Umulighedsbetingelsen vil ikke være opfyldt, hvis der alene foreligger subjektiv umulighed,

dvs. hvor umuligheden skyldes individuelle forhold hos den konkrete sælger. Sælgeren er ikke

blot ansvarsfri, hvis der foreligger bogstavelig/fysisk umulighed, f.eks. ved at alle genstande af

den art, som aftalen angår, er gået til grunde. Også forhold, der kan sidestilles med umulighed,

kan begrunde ansvarsfrihed, nemlig hvis der indtræder leveringshindringer, som lå helt uden

for parternes forudsætninger ved aftalens indgåelse, og som kun kan overvindes ved afholdelse

af eksorbitante omkostninger.

Foreligger der kun midlertidigt en hindring, bevirker det som udgangspunkt kun en suspension

af sælgerens ansvar, dvs. at sælgeren er ansvarsfri, så længe hindringen består.

Der påhviler sælgeren en pligt til at underrette forbrugeren, hvis der foreligger en hindring, som

ophæver eller suspenderer sælgerens leveringsforpligtelse.

Reglerne om force majeure drejer sig om erstatning og afskærer ikke forbrugeren fra at hæve

købet, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

3.2 Nye EU-regler (varedirektivet og direktivet om digitalt indhold)

3.2.1 Varedirektivets artikel 13-16

3.2.1.1 Beføjelser i tilfælde af mangler

Det fremgår af varedirektivets præambelbetragtning nr. 47, at direktivet med henblik på at øge

retssikkerheden og fjerne en af de største hindringer, der står i vejen for det indre marked, fuldt

ud harmoniserer de beføjelser, som forbrugere har adgang til i tilfælde af en mangel ved en

vare, og betingelserne for udøvelse af sådanne beføjelser.

Det fremgår af varedirektivets artikel 13, stk. 1, at forbrugeren i tilfælde af mangler har ret til

at få varen bragt i overensstemmelse, at få et forholdsmæssigt afslag i prisen eller at ophæve

aftalen på de betingelser, der er fastsat i artiklen.

Det fremgår af varedirektivets artikel 13, stk. 2, litra a-c, at forbrugeren for at få varen bragt i

overensstemmelse kan vælge mellem afhjælpning og omlevering, medmindre den valgte

beføjelse er umulig eller i forhold til den anden beføjelse vil påføre sælgeren udgifter, der er

uforholdsmæssigt store under hensyn til alle omstændigheder, herunder

•

den værdi, varen ville have, hvis den var mangelfri,

179

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

•

manglens betydning, og

om den alternative beføjelse kunne foretages uden væsentlig ulempe for forbrugeren.

Sælgeren dog kan afvise at bringe varen i overensstemmelse, hvis afhjælpning eller omlevering

er umulig eller ville påføre sælgeren udgifter, som ville være uforholdsmæssigt store under

hensyn til alle omstændigheder, herunder de i artikel 13, stk. 2, litra a og b, nævnte

omstændigheder, jf. artikel 13, stk. 3.

Det fremgår af varedirektivets artikel 13, stk. 4, litra a-d, at forbrugeren har ret til enten et

forholdsmæssigt afslag i prisen (i overensstemmelse med artikel 15, jf. kapitel 6, pkt. 3.2.1.7)

eller til ophævelse af købsaftalen (i overensstemmelse med artikel 16, jf. kapitel 6, pkt. 3.2.1.8),

hvis

•

sælgeren ikke har foretaget afhjælpning eller omlevering eller ikke, hvis det er relevant,

har foretaget afhjælpning eller omlevering i overensstemmelse med artikel 14, stk. 2 og

3, jf. kapitel 6, pkt. 3.2.1.6, eller sælgeren har afvist at bringe varen i overensstemmelse

i henhold til artikel 13, stk. 3,

hvis en mangel forbliver synlig, på trods af at sælgeren har forsøgt at bringe varen i

overensstemmelse,

hvis manglen er af en så alvorlig karakter, at et omgående afslag i prisen eller omgående

ophævelse af købsaftalen er berettiget, eller

hvis sælgeren har tilkendegivet, eller det fremgår tydeligt af omstændighederne, at

sælgeren ikke vil bringe varen i overensstemmelse inden for en rimelig tid eller uden

væsentlig ulempe for forbrugeren.

•

Det bemærkes i den forbindelse, at bestemmelsen ikke giver forbrugeren ret til afslag i prisen

eller ophævelse af kontrakten i tilfælde, hvor sælgeren har gennemført afhjælpning eller

omlevering, men det ikke er sket inden for rimelig tid, gratis eller uden væsentlig ulempe for

forbrugeren (modsat direktivet om digitalt indhold).

Forbrugeren er heller ikke berettiget til at ophæve aftalen, hvis manglen kun er uvæsentlig, jf.

artikel 13, stk. 5. Kravet om ikke uvæsentlighed er indsat for at bevare en balance mellem

rettigheder og forpligtelser mellem aftaleparterne, jf. præambelbetragtning nr. 53. Det er op til

sælgeren at bevise, at manglen er uvæsentlig, jf. artikel 13, stk. 5.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 48 i varedirektivet, at med hensyn til at bringe varerne

i overensstemmelse kan forbrugere vælge mellem afhjælpning eller omlevering. Forbrugeres

mulighed for at kræve afhjælpning fremmer et bæredygtigt forbrug og kan bidrage til, at

180

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

produkterne får en længere holdbarhed. Forbrugerens valg mellem afhjælpning og omlevering

kan kun begrænses, hvis den valgte mulighed vil være juridisk eller faktuelt umulig eller vil

påføre sælgeren uforholdsmæssigt store omkostninger i forhold til den anden tilgængelige

mulighed. Det er f.eks. uforholdsmæssigt at kræve omlevering af et produkt på grund af en

mindre ridse, hvor en sådan omlevering ville medføre betydelige omkostninger, og ridsen let

ville kunne afhjælpes.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 49, at sælgeren bør have mulighed for at afvise at

bringe varerne i overensstemmelse, hvis både afhjælpning og omlevering er umulig eller vil

påføre sælgeren uforholdsmæssigt store omkostninger. Det samme gælder, hvis enten

afhjælpning eller omlevering er umulig, og den alternative beføjelse vil påføre sælgeren

uforholdsmæssigt store omkostninger. Hvis varerne befinder sig et andet sted end der, hvor de

oprindeligt blev leveret, kan omkostningerne ved porto og fragt f.eks. blive uforholdsmæssigt

store for sælgeren.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 50, at når der konstateres en mangel, skal forbrugeren

underrette sælgeren herom for at give sælgeren mulighed for at bringe varen i

overensstemmelse. Sælgeren skal gøre dette inden for en rimelig periode. Forbrugeren bør

derfor i princippet ikke omgående have ret til afslag i prisen eller ophævelse af aftalen, men bør

give sælgeren rimelig tid til at afhjælpe eller omlevere den mangelfulde vare. Hvis sælgeren

ikke har afhjulpet eller omleveret varen inden for dette tidsrum (rimelig tid), har forbrugeren

ret til at kræve og opnå et afslag i prisen eller ophævelse af aftalen uden yderligere ventetid.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 51, at hvis afhjælpning eller omlevering ikke har været

en tilstrækkelig beføjelse for udbedring af manglen for forbrugeren, har forbrugeren ret til et

afslag i prisen eller til at ophæve aftalen. Det er navnlig tilfældet, hvis sælgeren ikke har

tilendebragt afhjælpningen eller omleveringen, eller hvis det tydeligt fremgår af

omstændighederne, at sælgeren ikke vil foretage afhjælpningen eller omleveringen, eller hvis

sælgeren har afvist at bringe varerne i overensstemmelse, fordi det er umuligt at afhjælpe eller

omlevere varerne, eller det vil påføre sælgeren uforholdsmæssigt store omkostninger.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 52, at det i visse tilfælde kan være berettiget, at

forbrugeren har ret til omgående at få afslag i prisen eller at ophæve den pågældende aftale.

Hvis sælgeren har taget skridt til at bringe varerne i overensstemmelse, men der efterfølgende

konstateres en mangel, bør det objektivt fastslås, om forbrugeren bør acceptere yderligere

forsøg fra sælgerens side på at bringe varerne i overensstemmelse, under hensyntagen til alle

sagens omstændigheder såsom varernes type og værdi og manglens art og betydning. Navnlig

for dyre eller komplekse varer kan det være berettiget at give sælgeren endnu et forsøg på at

181

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

afhjælpe manglen. Det bør også tages i betragtning, om forbrugeren kan forventes at bevare

tilliden til sælgerens evne til at bringe varen i overensstemmelse eller ej, f.eks. hvis det samme

problem opstår to gange. På samme måde kan en mangel i visse situationer have en så alvorlig

karakter, at forbrugeren ikke kan bevare tilliden til sælgerens evne til at bringe varen i

overensstemmelse, såsom når manglen i alvorlig grad berører forbrugerens evne til at anvende

varerne på sædvanlig måde, og forbrugeren ikke kan forventes at have tillid til, at sælgerens

afhjælpning eller omlevering vil udbedre problemet.

Endelig fremgår det af præambelbetragtning nr. 54, at medlemsstaterne kan fastsætte de

betingelser, hvorpå debitors opgaver kan varetages af en anden person, f.eks. de betingelser,

hvorpå sælgerens forpligtelse til at afhjælpe en mangel ved en vare kan varetages af forbrugeren

eller en tredjemand for sælgerens regning.

3.2.1.2 Tilbageholdelse af købesummen

Forbrugeren har ret til at tilbageholde betaling af en udestående del af prisen eller en del deraf,

indtil sælgeren har opfyldt sine forpligtelser i henhold til varedirektivet. Medlemsstaterne kan

frit fastsætte betingelser og regler for forbrugerens udøvelse af retten til at tilbageholde

betalingen, jf. artikel 13, stk. 6, og præambelbetragtning nr. 18.

3.2.1.3 Betydningen af forbrugerens bidrag til manglen

Det fremgår af varedirektivets artikel 13, stk. 7, at medlemsstaterne kan regulere, hvorvidt og i

hvilket omfang forbrugerens bidrag til manglen berører forbrugerens ret til at udøve

misligholdelsesbeføjelser.

3.2.1.4 Mangler, der konstateres inden 30 dage

Det fremgår af varedirektivets artikel 3, stk. 7, at direktivet ikke berører medlemsstaternes

frihed til at give forbrugere ret til at vælge en specifik beføjelse, hvis en mangel opdages inden

for en periode efter levering, der ikke overskrider 30 dage.

I præambelbetragtning nr. 19 præciseres det, at direktivet ikke berører medlemsstaternes frihed

til at give forbrugere ret til at vælge en specifik beføjelse, hvis der konstateres mangler ved

varerne kort tid efter levering, nemlig nationale bestemmelser, der fastlægger forbrugerens ret

til at afvise mangelfulde varer og behandle aftalen som ophævet eller anmode om øjeblikkelig

omlevering inden for en kort periode efter varernes levering, som ikke bør overskride 30 dage.

3.2.1.5 Skjulte mangler

Det fremgår videre af varedirektivets artikel 3, stk. 7, at direktivet heller ikke berører nationale

regler, der ikke gælder specifikt for forbrugeraftaler, og som giver specifikke beføjelser i

182

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

forbindelse med visse typer mangler, der ikke var synlige/kunne konstateres på tidspunktet for

købsaftalens indgåelse, dvs. nationale bestemmelser, der fastlægger specifikke regler for

sælgerens ansvar for skjulte fejl, jf. præambelbetragtning nr. 18.

3.2.1.6 Afhjælpning eller omlevering af varen

Det fremgår af varedirektivets artikel 14, stk. 1, litra a-c, at afhjælpning eller omlevering skal

foretages

•

gratis,

inden for en rimelig tid fra det tidspunkt, hvor sælgeren er blevet underrettet af

forbrugeren om manglen, og

uden væsentlig ulempe for forbrugeren under hensyntagen til varens art og forbrugerens

formål med at anskaffe varen.

Gratis defineres i varedirektivet som fri for de omkostninger, der er nødvendige for at bringe

varerne i overensstemmelse, navnlig forsendelses- eller transportomkostninger, arbejdsløn eller

materialeomkostninger, jf. artikel 2, nr. 14.

Det fremgår i den forbindelse af præambelbetragtning nr. 55, at for at beskytte forbrugere mod

risikoen for lange forsinkelser bør enhver afhjælpning eller omlevering afsluttes med succes

inden for en rimelig tid. Hvad der betragtes som en rimelig tid til at foretage en afhjælpning

eller omlevering, bør svare til den kortest mulige tid, der er nødvendig for at foretage

afhjælpningen eller omleveringen. Denne tid bør fastsættes objektivt under hensyntagen til

varens art og kompleksitet, manglens art og alvor og den indsats, der er nødvendig for at

foretage afhjælpning eller omleveringen. Ved gennemførelsen af varedirektivet kan

medlemsstaterne fortolke begrebet rimelig tid til at foretage en afhjælpning eller omlevering

ved at fastsætte de faste tidsrum, der generelt anses for rimelige til afhjælpning eller omlevering,

navnlig med hensyn til specifikke produktkategorier.

Det fremgår af varedirektivets artikel 14, stk. 2, at hvis manglen udbedres ved afhjælpning eller

omlevering af varen, skal forbrugeren stille varen til rådighed for sælgeren. Sælgeren skal for

egen regning tage den vare tilbage, der er sket omlevering for.

Såfremt en afhjælpning kræver fjernelse af en vare, der er blevet installeret under hensyn til

dens art og formål, inden manglen blev synlig, eller såfremt den pågældende vare skal

omleveres, omfatter pligten til at afhjælpe eller omlevere varen fjernelse af den mangelfulde

vare og installation af ombytningsvarer eller afhjulpne varer eller afholdelse af disse fjernelses-

og installationsomkostninger, jf. artikel 14, stk. 3.

183

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 56, at varedirektivet ikke foreskriver, hvor

afhjælpningen eller omleveringen skal finde sted; sådanne spørgsmål bør overlades til national

ret.

Endelig fremgår det af varedirektivets artikel 14, stk. 4, at forbrugeren ikke skal betale for

normal brug af den omleverede vare i tiden forud for omleveringen. Det fremgår i den

forbindelse af præambelbetragtning nr. 57, at brug af varerne anses for at være sædvanlig, når

brugen er i overensstemmelse med varernes art og formål.

3.2.1.7 Afslag i prisen

Det fremgår af varedirektivets artikel 15, at et afslag i prisen skal fastsættes forholdsmæssigt

på grundlag af den lavere værdi af den vare, som forbrugeren har modtaget, i forhold til den

værdi, varen ville have haft, hvis varen havde været i overensstemmelse. Det relevante

tidspunkt for beregning af afslaget er modtagelsen af varen, jf. bestemmelsens ordlyd, men

bestemmelsen indeholder ikke yderligere regler om, hvordan afslaget skal beregnes. Det

bemærkes i den forbindelse, at der efter købelovens § 78, stk. 1, nr. 3, er mulighed for at give

et passende afslag

–

dvs. det er ikke et krav, at salgsgenstanden lider af en værdiforringende

mangel.

3.2.1.8 Ophævelse af købsaftalen

Det fremgår af varedirektivets artikel 16, stk. 1, at forbrugeren udøver sin ret til at ophæve

købsaftalen ved hjælp af en erklæring til sælgeren om, at forbrugeren har truffet beslutning om

at ophæve købsaftalen.

Når manglen kun vedrører nogle af de i henhold til købsaftalen leverede varer

–

og der

foreligger en grund til at ophæve købsaftalen i henhold til artikel 13 om

misligholdelsesbeføjelser

–

kan forbrugeren udelukkende ophæve købsaftalen, hvad angår disse

varer og andre varer, som forbrugeren har købt sammen med de mangelfulde varer, hvis

forbrugeren ikke med rimelighed kan forventes at acceptere kun at beholde de varer, der er i

overensstemmelse, jf. artikel 16, stk. 2.

Det fremgår i den forbindelse af præambelbetragtning nr. 58, at for at udøve retten til at ophæve

aftalen i praksis i situationer, hvor forbrugeren har købt flere varer, og manglen kun berører

nogle af de produkter, der er leveret i henhold til aftalen, bør forbrugeren ligeledes have ret til

at ophæve aftalen for så vidt angår de andre varer, der er købt sammen med de mangelfulde

varer, selv om disse andre varer er i overensstemmelse, hvis forbrugeren ikke med rimelighed

kan forventes at acceptere kun at beholde de varer, der er i overensstemmelse.

184

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

I gældende dansk ret vil forbrugeren kunne ophæve købet som helhed, hvis der er sammenhæng

mellem købet af henholdsvis de mangelfulde og de mangelfri genstande.

Når forbrugeren ophæver købsaftalen i dens helhed eller for nogle af de i henhold til aftalen

leverede varer (i overensstemmelse med artikel 16, stk. 2), skal forbrugeren for sælgers regning

tilbagelevere varerne til sælgeren, og sælgeren skal tilbagebetale forbrugeren den pris, der er

betalt for varerne, ved modtagelsen af varerne eller dokumentation, der er tilvejebragt af

forbrugeren for at have tilbageleveret varerne, jf. artikel 16, stk. 3, litra a-b. Medlemsstaterne

kan med henblik herpå fastsætte nærmere regler for tilbagelevering og tilbagebetaling.

Varedirektivets artikel 16, stk. 3, stiller således ikke krav om samtidig udveksling af ydelserne.

Det fremgår i den forbindelse af præambelbetragtning nr. 59, at hvis forbrugeren ophæver

aftalen på grund af en mangel, bør varedirektivet udelukkende fastsætte regler om de

væsentligste virkninger heraf samt reglerne vedrørende retten til at ophæve aftalen, navnlig

parternes forpligtelse til at tilbagelevere, hvad de har modtaget. Dermed bør sælgeren være

forpligtet til at refundere det beløb, som forbrugeren har betalt, og forbrugeren bør tilbagelevere

varen.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 60, at varedirektivet ikke berører medlemsstaternes

frihed til at regulere andre konsekvenser af at ophæve en aftale end dem, der er fastsat i

direktivet, såsom konsekvenserne ved forringelse af varernes værdi eller ødelæggelse eller

bortkomst af varen. Medlemsstaterne bør også have mulighed for at fastsætte de nærmere regler

for tilbagebetaling af prisen til forbrugeren, f.eks. reglerne vedrørende de midler, der skal

anvendes til denne tilbagebetaling, eller vedrørende mulige omkostninger og afgifter, der er

påløbet i forbindelse med tilbagebetalingen. Medlemsstaterne bør f.eks. også have frihed til at

fastsætte visse tidsfrister for prisens tilbagebetaling eller for varernes tilbagelevering.

3.2.2 Direktivet om digitalt indholds artikel 13-18

3.2.2.1 Beføjelser ved manglende levering

Det fremgår af artikel 13, stk. 1, litra a-b, i direktivet om digitalt indhold, at hvor den

erhvervsdrivende ikke leverer det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse

med artikel 5 om levering, anmoder forbrugeren den erhvervsdrivende om at levere det digitale

indhold eller den digitale tjeneste. Hvis den erhvervsdrivende derefter ikke leverer det digitale

indhold eller den digitale tjeneste uden unødig forsinkelse eller inden for en yderligere frist,

som parterne udtrykkelig er blevet enige om, er forbrugeren berettiget til at ophæve aftalen. Det

gælder dog ikke, og forbrugeren er berettiget til at ophæve aftalen omgående, hvor

•

den erhvervsdrivende har meddelt, eller det tydeligt fremgår af omstændighederne, at

den erhvervsdrivende ikke vil levere det digitale indhold eller den digitale tjeneste, eller

185

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

•

forbrugeren og den erhvervsdrivende har aftalt, eller det tydeligt fremgår af

omstændighederne i forbindelse med indgåelsen af aftalen, at et bestemt

leveringstidspunkt er af afgørende betydning for forbrugeren, og den erhvervsdrivende

ikke leverer det digitale indhold eller den digitale tjeneste inden eller på dette tidspunkt.

Ved forbrugerens ophævelse af aftalen i henhold til artikel 13, stk. 1 eller 2, finder artikel 15-

18, jf. kapitel 6, pkt. 3.2.2.6-3.2.2.9, tilsvarende anvendelse, jf. artikel 13, stk. 3. Artikel 13

finder ikke anvendelse på et fysisk medium, der udelukkende bruges som en bærer af digitalt

indhold, jf. artikel 3, stk. 3.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 61, at hvor den erhvervsdrivende ikke har leveret det

digitale indhold eller den digitale tjeneste, bør forbrugeren anmode den erhvervsdrivende om

at levere det digitale indhold eller den digitale tjeneste. I sådanne tilfælde bør den

erhvervsdrivende reagere uden unødig forsinkelse eller inden for en yderligere periode, som

parterne udtrykkeligt er blevet enige om. I betragtning af, at digitalt indhold eller en digital

tjeneste leveres i digital form, bør leveringen i de fleste tilfælde ikke kræve yderligere tid for at

stille det digitale indhold eller den digitale tjeneste til rådighed for forbrugeren. I sådanne

tilfælde bør den erhvervsdrivendes forpligtelse til at levere det digitale indhold eller den digitale

tjeneste uden unødig forsinkelse derfor betyde, at levering skal ske omgående. Hvis den

erhvervsdrivende derefter ikke leverer det digitale indhold eller den digitale tjeneste, bør

forbrugeren have ret til at ophæve aftalen. Under særlige omstændigheder, såsom hvor det står

klart, at den erhvervsdrivende ikke vil levere det digitale indhold eller den digitale tjeneste, eller

hvis et bestemt leveringstidspunkt er af afgørende betydning for forbrugeren, bør forbrugeren

have ret til at ophæve aftalen uden først at anmode den erhvervsdrivende om at levere det

digitale indhold eller den digitale tjeneste.

3.2.2.2 Beføjelser ved manglende overensstemmelse

Det fremgår af artikel 14, stk. 1, i direktivet om digitalt indhold, at i tilfælde af manglende

overensstemmelse har forbrugeren ret til at få det digitale indhold eller den digitale tjeneste

bragt i overensstemmelse, få et forholdsmæssigt afslag i prisen eller ophæve aftalen på de

betingelser, der er fastsat i artikel 14.

3.2.2.3 Skjulte mangler

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 12, at direktivet om digitalt indhold ikke berører

nationale regler, der ikke gælder specifikt for forbrugeraftaler, og som giver specifikke

beføjelser i forbindelse med visse typer af fejl, der ikke kunne konstateres på tidspunktet for

aftalens indgåelse, dvs. nationale bestemmelser, som kan fastsætte specifikke regler for den

erhvervsdrivendes ansvar for skjulte fejl.

186

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

3.2.2.4 Ret til at få bragt indholdet eller tjenesten i overensstemmelse

Det fremgår af artikel 14, stk. 2, litra a-b, i direktivet om digitalt indhold, at forbrugeren har ret

til at få det digitale indhold eller den digitale tjeneste bragt i overensstemmelse, medmindre det

vil være umuligt eller påføre den erhvervsdrivende omkostninger, der vil være

uforholdsmæssigt store, under hensyntagen til alle sagens omstændigheder, herunder

•

værdien, som det digitale indhold eller den digitale tjeneste ville have, hvis der ikke var

tale om manglende overensstemmelse, og

den manglende overensstemmelses betydning.

Det fremgår i den forbindelse af præambelbetragtning nr. 63, at afhængigt af det digitale

indholds eller den digitale tjenestes tekniske karakteristika bør den erhvervsdrivende have lov

til at vælge en bestemt måde at bringe det digitale indhold eller den digitale tjeneste i

overensstemmelse, f.eks. ved at frigive opdateringer eller stille en ny kopi af det digitale indhold

eller den digitale tjeneste til rådighed for forbrugeren.

Den erhvervsdrivende skal bringe det digitale indhold eller den digitale tjeneste i

overensstemmelse inden for en rimelig frist fra det tidspunkt, hvor den erhvervsdrivende af

forbrugeren er blevet gjort bekendt med den manglende overensstemmelse, gratis og uden

væsentlig ulempe for forbrugeren, idet der tages hensyn til det digitale indholds eller den

digitale tjenestes karakter og det formål, som forbrugeren skulle bruge det digitale indhold eller

den digitale tjeneste til, jf. artikel 14, stk. 3.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 64, at i lyset af digitalt indholds og digitale tjenesters

forskelligartede natur er det ikke hensigtsmæssigt at sætte faste frister for udøvelsen af

rettigheder eller opfyldelsen af forpligtelser relateret til digitalt indhold eller digitale tjenester.

Sådanne frister ville nemlig ikke kunne tage hensyn til denne forskelligartethed og kunne enten

være for korte eller for lange i et givet tilfælde. Det er derfor mere hensigtsmæssigt at kræve,

at digitalt indhold og digitale tjenester bringes i overensstemmelse inden for en rimelig frist. Et

sådant krav bør ikke forhindre parterne i at nå til enighed om en bestemt frist for at bringe det

digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse. Det digitale indhold eller den

digitale tjeneste skal bringes i overensstemmelse gratis. Navnlig skal forbrugeren friholdes for

omkostninger forbundet med udviklingen af en opdatering til det digitale indhold eller den

digitale tjeneste.

3.2.2.5 Afslag i prisen eller ophævelse

Det fremgår af artikel 14, stk. 4, litra a-e, i direktivet om digitalt indhold, at forbrugeren er

berettiget til enten et forholdsmæssigt afslag i prisen (i overensstemmelse med artikel 14, stk.

187

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

5, jf. kapitel 6, pkt. 3.2.2.5), hvis det digitale indhold eller den digitale tjeneste leveres mod

betaling af en pris, eller til ophævelse af aftalen (i overensstemmelse med artikel 14, stk. 6, jf.

kapitel 6, pkt. 3.2.2.5), hvis

•

afhjælpning for at bringe det digitale indhold eller den digitale tjeneste i

overensstemmelse er umulig eller uforholdsmæssig, jf. artikel 14, stk. 2,

den erhvervsdrivende ikke har bragt det digitale indhold eller den digitale tjeneste i

overensstemmelse, jf. artikel 14, stk. 3,

der er manglende overensstemmelse trods den erhvervsdrivendes forsøg på at bringe det

digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse,

den manglende overensstemmelse er af en så alvorlig karakter, at et øjeblikkeligt afslag

i prisen eller øjeblikkelig ophævelse af aftalen er berettiget, eller

den erhvervsdrivende har tilkendegivet, eller det fremgår tydeligt af omstændighederne,

at den erhvervsdrivende ikke vil bringe det digitale indhold eller den digitale tjeneste i

overensstemmelse inden for en rimelig frist eller uden væsentlig ulempe for

forbrugeren.

Det bemærkes i forbindelse med artikel 14, stk. 4, litra b, at sælgeren skal bringe det digitale

indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse inden for rimelig tid, gratis og uden

væsentlig ulempe for forbrugeren. Hvis en af disse betingelser ikke er opfyldt, kan forbrugeren

kræve afslag i prisen eller ophævelse. Det betyder, at forbrugeren vil være berettiget til afslag

eller ophævelse i tilfælde, hvor sælgeren nok har bragt det digitale indhold eller den digitale

tjeneste i overensstemmelse, men betingelserne ikke er opfyldt. Dette står i modsætning til

varedirektivet.

Der fremgår i den forbindelse af præambelbetragtning nr. 65, at hvor det er retligt eller faktisk

umuligt at bringe det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse, eller hvor

den erhvervsdrivende afviser at bringe det digitale indhold eller den digitale tjeneste i

overensstemmelse, fordi det vil medføre uforholdsmæssigt store omkostninger for den

erhvervsdrivende, eller hvor den erhvervsdrivende ikke har bragt det digitale indhold eller den

digitale tjeneste i overensstemmelse inden for en rimelig frist, gratis og uden væsentlig ulempe

for forbrugeren, bør forbrugeren have ret til afhjælpning i form af et afslag i prisen eller

ophævelse af aftalen. I visse situationer er det berettiget, at forbrugeren bør have ret til at få et

afslag i prisen eller ophæve aftalen omgående, f.eks. hvor det tidligere ikke er lykkedes den

erhvervsdrivende at bringe det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse,

eller hvor forbrugeren ikke kan forventes fortsat at have tiltro til den erhvervsdrivendes evne til

at bringe det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse på grund af den

alvorlige karakter af den manglende overensstemmelse. Forbrugeren bør f.eks. have ret til

umiddelbart at anmode om afslag i prisen eller ophævelse af aftalen, hvis forbrugeren får leveret

188

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

antivirussoftware, der selv er inficeret med virus og ville udgøre en sådan alvorlig manglende

overensstemmelse. Det samme bør gøre sig gældende, hvor det står klart, at den

erhvervsdrivende ikke vil bringe det digitale indhold eller den digitale tjeneste i

overensstemmelse inden for en rimelig frist eller uden væsentlig ulempe for forbrugeren.

Det fremgår af artikel 14, stk. 5, i direktivet om digitalt indhold, at et prisafslag skal stå i forhold

til den lavere værdi af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, som forbrugeren fik

leveret, sammenholdt med den værdi, som det digitale indhold eller den digitale tjeneste ville

have, hvis det eller den var i overensstemmelse. Hvor aftalen fastsætter, at det digitale indhold

eller den digitale tjeneste leveres over en periode mod betaling af en pris, omfatter prisafslaget

den periode, hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste ikke var i overensstemmelse.

Det bemærkes i den forbindelse, at det relevante tidspunkt for beregning af afslaget er

leveringstidspunktet.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 66, at i et tilfælde, hvor en forbruger har ret til afslag i

den pris, der er betalt for det digitale indhold eller den digital tjeneste, som leveres over en

periode, bør beregningen af prisafslaget tage hensyn til det digitale indholds eller den digitale

tjenestes værdiforringelse på grund af både den manglende overensstemmelse og den periode,

hvor forbrugeren ikke var i stand til at gøre brug af overensstemmende digitalt indhold eller en

overensstemmende digital tjeneste.

Det fremgår af artikel 14, stk. 6, i direktivet om digitalt indhold, at når det digitale indhold eller

den digitale tjeneste leveres mod betaling af en pris, er forbrugeren kun berettiget til at ophæve

aftalen, hvis den manglende overensstemmelse ikke er uvæsentlig. Det er op til den

erhvervsdrivende at bevise, at den manglende overensstemmelse er uvæsentlig.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 67, at hvor det digitale indhold eller den digitale

tjeneste leveres mod betaling af en pris, bør forbrugeren kun kunne ophæve aftalen, hvis den

manglende overensstemmelse ikke er uvæsentlig. Hvor det digitale indhold eller den digitale

tjeneste imidlertid ikke leveres mod betaling af en pris, men forbrugeren afgiver

personoplysninger, bør forbrugeren også have ret til at ophæve aftalen i tilfælde, hvor den

manglende overensstemmelse er uvæsentlig, eftersom afhjælpning i form af et afslag i prisen

ikke er tilgængelig for forbrugeren. Det er således ikke en forudsætning for ophævelse, at

manglen er ikke uvæsentlig, når forbrugeren betaler med personoplysninger. I tilfælde, hvor

forbrugeren betaler en pris og afgiver personoplysninger, bør forbrugeren have alle tilgængelige

beføjelser i tilfælde af manglende overensstemmelse. Forbrugeren bør navnlig, forudsat at alle

andre betingelser er opfyldt, have ret til at få det digitale indhold eller den digitale tjeneste bragt

189

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

i overensstemmelse, til at få afslag i prisen i forhold til det beløb, der er betalt for det digitale

indhold eller den digitale tjeneste, eller til at få aftalen ophævet.

3.2.2.6 Udøvelse af retten til ophævelse

Det fremgår af artikel 15 i direktivet om digitalt indhold, at forbrugeren udøver sin ret til at

ophæve aftalen ved hjælp af en erklæring til den erhvervsdrivende om, at forbrugeren har

besluttet at ophæve aftalen.

3.2.2.7 Den erhvervsdrivendes forpligtelser i tilfælde af ophævelse

Det fremgår af artikel 16, stk. 1, i direktivet om digitalt indhold, at i tilfælde af ophævelse af en

aftale tilbagebetaler den erhvervsdrivende alle beløb, der er betalt i henhold til aftalen, til

forbrugeren.

Det fremgår videre, at hvor aftalen fastsætter levering af det digitale indhold eller den digitale

tjeneste mod betaling af en pris og over en periode, og det digitale indhold eller den digitale

tjeneste i en periode forud for ophævelsen af aftalen var i overensstemmelse, tilbagebetaler den

erhvervsdrivende imidlertid kun forbrugeren den forholdsmæssige del af den betalte pris,

svarende til den periode, hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste ikke var i

overensstemmelse, og den eventuelle del af prisen, som forbrugeren på forhånd har betalt for

den aftaleperiode, der ville have resteret, hvis aftalen ikke var blevet ophævet.

Det fremgår i den forbindelse af præambelbetragtning nr. 68, at hvor forbrugeren ophæver

aftalen, bør den erhvervsdrivende tilbagebetale det beløb, som forbrugeren har betalt. Det er

imidlertid nødvendigt at afveje forbrugeres og erhvervsdrivendes legitime interesser i de

tilfælde, hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste leveres over en periode, og det

digitale indhold eller den digitale tjeneste kun var i overensstemmelse i en del af perioden.

Derfor bør forbrugeren, når aftalen ophæves, kun have ret til den del af den betalte pris, der

svarer til og står i forhold til den tid, hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste ikke

var i overensstemmelse. Forbrugeren bør også være berettiget til en eventuel del af den pris,

der måtte være betalt forud, for en eventuel periode, der ville have bestået efter aftalens

ophævelse.

Det fremgår af artikel 16, stk. 2, i direktivet om digitalt indhold, at for så vidt angår forbrugerens

personoplysninger skal den erhvervsdrivende opfylde de forpligtelser, der gælder i henhold til

forordning (EU) 2016/679 (databeskyttelsesforordningen).

Det fremgår videre af artikel 16, stk. 3, litra a-d, at den erhvervsdrivende skal afholde sig fra at

anvende nogen form for indhold, bortset fra personoplysninger, som forbrugeren har afgivet

190

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

eller genereret ved brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, som den

erhvervsdrivende har leveret undtagen, hvis indholdet

•

ikke kan anvendes uden for rammerne af det digitale indhold eller den digitale tjeneste,

der er leveret af den erhvervsdrivende,

kun vedrører forbrugerens aktivitet i forbindelse med brug af det digitale indhold eller

den digitale tjeneste, der er leveret af den erhvervsdrivende,

er blevet sammenlagt med andre oplysninger fra den erhvervsdrivende og ikke kan

udskilles eller kun med en uforholdsmæssigt stor indsats, eller

er genereret af forbrugeren og andre i fællesskab, og andre forbrugere fortsat kan gøre

brug af indholdet.

Det fremgår i den forbindelse af præambelbetragtning nr. 69, at hvis forbrugeren afgiver

personoplysninger til den erhvervsdrivende, bør den erhvervsdrivende overholde

forpligtelserne i henhold til databeskyttelsesforordningen. Sådanne forpligtelser bør også

overholdes i de tilfælde, hvor forbrugeren betaler en pris og afgiver personoplysninger. Når en

aftale ophæves, bør den erhvervsdrivende også afholde sig fra at bruge nogen form for indhold,

bortset fra personoplysninger, som forbrugeren har afgivet eller genereret ved brug af det

digitale indhold eller den digitale tjeneste, som den erhvervsdrivende har leveret. Et sådant

indhold kunne omfatte digitale billeder, video- og lydfiler og indhold, der er genereret på mobile

enheder. Den erhvervsdrivende bør dog være berettiget til fortsat at anvende det indhold,

forbrugeren har afgivet eller genereret, i tilfælde, hvor et sådant indhold enten ikke kan

anvendes uden for rammerne af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, som den

erhvervsdrivende har leveret, udelukkende vedrører forbrugerens aktivitet, er sammenlagt med

andre data af den erhvervsdrivende og ikke kan udskilles eller kun ved en uforholdsmæssigt

stor indsats, eller er genereret af forbrugeren og andre i fællesskab, og andre forbrugere fortsat

kan anvende det.

Med undtagelse af de situationer, der er omhandlet i artikel 16, stk. 3, litra a-c, stiller den

erhvervsdrivende på forbrugerens anmodning ethvert indhold, der ikke er personoplysninger,

som forbrugeren har afgivet eller genereret ved brug af det digitale indhold eller den digitale

tjeneste, den erhvervsdrivende har leveret, til rådighed for forbrugeren. Forbrugeren er

berettiget til at downloade det digitale indhold gratis, uden hindringer fra den erhvervsdrivende,

inden for en rimelig frist og i et almindeligt anvendt og maskinlæsbart format, jf. artikel 16, stk.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 70, at forbrugeren kunne blive afskrækket fra at gøre

brug af sine beføjelser i forbindelse med digitalt indholds eller en digital tjenestes manglende

overensstemmelse, hvis forbrugeren fratages adgang til andet indhold end personoplysninger,

191

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

som forbrugeren har afgivet eller genereret ved anvendelse af det digitale indhold eller den

digitale tjeneste. For at sikre, at forbrugeren er effektivt beskyttet i forhold til retten til at

ophæve aftalen, bør den erhvervsdrivende derfor på forbrugerens anmodning gøre indholdet

tilgængeligt for forbrugeren efter ophævelse af aftalen.

Det fremgår videre af præambelbetragtning nr. 71, at forbrugeren bør have ret til at downloade

indholdet inden for en rimelig frist uden hindringer fra den erhvervsdrivende, i et almindeligt,

maskinlæsbart dataformat og gratis, bortset fra omkostninger, som skyldes forbrugerens eget

digitale miljø, f.eks. omkostningerne til en netværksforbindelse, da disse ikke er specifikt

knyttet til download af indholdet. Den erhvervsdrivendes forpligtelse til at gøre indholdet

tilgængeligt bør imidlertid ikke gælde, hvis indholdet kun kan bruges inden for rammerne af

anvendelsen af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, udelukkende vedrører

forbrugerens aktivitet i forbindelse med anvendelsen af det digitale indhold eller den digitale

tjeneste eller er sammenlagt med andre data af den erhvervsdrivende og ikke kan udskilles eller

kun ved en uforholdsmæssigt stor indsats. I sådanne tilfælde har indholdet ikke nogen væsentlig

praktisk anvendelse eller interesse for forbrugeren, idet der også tages hensyn til den

erhvervsdrivendes interesser. Derudover bør den erhvervsdrivendes forpligtelse til efter

ophævelse af aftalen at give forbrugeren adgang til enhver form for indhold, som ikke er

personoplysninger, og som er afgivet eller genereret af forbrugeren, ikke berøre den

erhvervsdrivendes ret til ikke at offentliggøre visse former for indhold i henhold til gældende

ret.

Endelig fremgår det af artikel 16, stk. 5, at den erhvervsdrivende kan forhindre forbrugerens

fortsatte brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, navnlig ved at gøre det digitale

indhold eller den digitale tjeneste utilgængelig(t) for forbrugeren eller ved at gøre forbrugerens

konto inaktiv, uden at det berører forpligtelserne i artikel 16, stk. 4.

3.2.2.8 Forbrugerens forpligtelser i tilfælde af ophævelse

Det fremgår af artikel 17, stk. 1, i direktivet om digitalt indhold, at efter ophævelse af aftalen

skal forbrugeren afholde sig fra at anvende det digitale indhold eller den digitale tjeneste og fra

at stille det eller den til rådighed for tredjeparter.

Hvor det digitale indhold er blevet leveret på et fysisk medium, tilbageleverer forbrugeren på

den erhvervsdrivendes anmodning og for dennes regning det fysiske medium til den

erhvervsdrivende uden unødig forsinkelse. Hvis den erhvervsdrivende beslutter at anmode om

tilbagelevering af det fysiske medium, skal anmodningen fremsættes inden for 14 dage fra den

dag, hvor den erhvervsdrivende modtager meddelelse om forbrugerens beslutning om at

ophæve aftalen, jf. artikel 17, stk. 2.

192

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Det fremgår af artikel 17, stk. 3, at forbrugeren ikke skal betale for brug af det digitale indhold

eller den digitale tjeneste i den periode forud for ophævelsen af aftalen, hvor det digitale indhold

eller den digitale tjeneste ikke var i overensstemmelse.

Det fremgår i den forbindelse af præambelbetragtning nr. 72, at hvor aftalen er ophævet, bør

forbrugeren ikke have pligt til at betale for brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste

for en eventuel periode, hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste ikke var i

overensstemmelse, eftersom det ville fratage forbrugeren den reelle beskyttelse. Forbrugeren

bør imidlertid også afholde sig fra at bruge det digitale indhold eller den digitale tjeneste og fra

at stille det til rådighed for tredjemand, f.eks. ved at slette det digitale indhold eller eventuelle

brugbare kopier eller på anden vis gøre det digitale indhold utilgængeligt eller den digitale

tjeneste utilgængelig.

3.2.2.9 Tidsfrister og tilbagebetaling fra den erhvervsdrivende

Det fremgår af artikel 18, stk. 1, at enhver tilbagebetaling, som den erhvervsdrivende skylder

forbrugeren i henhold til artikel 14, stk. 4 og 5, eller artikel 16, stk. 1, som følge af et afslag i

prisen eller ophævelse af en aftale, skal foretages uden unødig forsinkelse og under alle

omstændigheder inden for 14 dage fra den dag, hvor den erhvervsdrivende modtager

meddelelse om forbrugerens beslutning om at gøre sin ret til et afslag i prisen eller sin ret til at

ophæve aftalen gældende.

Det fremgår af artikel 18, stk. 2, at den erhvervsdrivende skal foretage tilbagebetalingen ved

anvendelse af det samme betalingsmiddel, som forbrugeren benyttede til at betale for det

digitale indhold eller den digitale tjeneste, medmindre forbrugeren udtrykkelig accepterer et

andet betalingsmiddel, og forudsat at forbrugeren ikke skal betale gebyr som følge af en sådan

tilbagebetaling.

Endelig fremgår det af artikel 18, stk. 3, at den erhvervsdrivende ikke må pålægge forbrugeren

gebyrer i forbindelse med tilbagebetalingen.

3.2.2.10 Tilbageholdelse og tilbagebetaling

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 15, at medlemsstaterne frit kan lovgive om parters ret

til at undlade at opfylde deres forpligtelser helt eller delvist, indtil den anden part opfylder sine

forpligtelser. Medlemsstaterne kan f.eks. frit lovgive om, hvorvidt en forbruger i tilfælde af

manglende overensstemmelse skal have ret til at tilbageholde betaling af prisen eller en del

deraf, indtil den erhvervsdrivende har bragt det digitale indhold eller den digitale tjeneste i

overensstemmelse, eller om den erhvervsdrivende skal have ret til at tilbageholde en eventuel

193

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

tilbagebetaling til forbrugeren ved ophævelse af en aftale, indtil forbrugeren opfylder

forpligtelsen til at tilbagelevere det fysiske medium til den erhvervsdrivende.

3.3 Udvalgets overvejelser

3.3.1 Generelt om nødvendige ændringer som følge af direktiverne

3.3.1.1 Nyaffattelse af købelovens bestemmelser om misligholdelsesbeføjelser

Varedirektivet og direktivet om digitalt indhold indfører en række bestemmelser om

forbrugerens misligholdelsesbeføjelser i tilfælde af mangler ved varen, det digitale indhold eller

den digitale tjeneste, herunder retten til afhjælpning, omlevering, afslag i prisen og ophævelse

af købsaftalen. Direktiverne angiver tillige en række betingelser for, hvornår de forskellige

misligholdelsesbeføjelser kan gøres gældende (dvs. hierarkiet imellem dem).

Købeloven indeholder også regler om, hvilke misligholdelsesbeføjelser forbrugeren kan gøre

gældende i tilfælde af mangler, men reguleringen i købeloven afviger på visse punkter fra

direktiverne, selv om beføjelserne og hierarkiet herimellem overordnet set er de samme.

Artikel 13-16 i varedirektivet og artikel 13-18 i direktivet om digitalt indhold indebærer derfor

en række nødvendige ændringer af købelovens bestemmelser om misligholdelsesbeføjelser,

herunder særligt købelovens § 78 om misligholdelsesbeføjelser.

Direktiverne indebærer bl.a., at den gældende misligholdelsesbeføjelse ”passende afslag” skal

ændres til ”forholdsmæssigt afslag”, som skal fastsættes ud fra den værdiforringelse,

som

manglen har medført. Særligt for så vidt angår direktivet om digitalt indhold er der behov for

en række mere omfattede ændringer af købeloven, da direktivet indeholder regler om f.eks.

betaling med personoplysninger samt om sælgerens og forbrugerens

særlige ”digitale

forpligtelser” i tilfælde af ophævelse af en aftale.

Udvalget vurderer på den baggrund, at der er behov for at nyaffatte købelovens regler om

misligholdelsesbeføjelser, således at lovens gældende § 78 erstattes med direktivernes

bestemmelser om beføjelser i tilfælde af manglende levering, mangler, afhjælpning eller

omlevering, afslag i prisen og ophævelse af købsaftalen samt om parternes forpligtelser ved

ophævelse. Udvalget foreslår således regulering i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovudkastets § 1, nr. 20 og bemærkningerne hertil.

Udvalget overvejelser om visse nærmere angivne spørgsmål i forhold til udformningen af

lovudkastets regler om misligholdelsesbeføjelser er gengivet i det følgende:

194

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

3.3.1.2 Varedirektivets artikel 13, stk. 4, litra a

Udvalget har drøftet de nødvendige ændringer som følge af direktivernes bestemmelser om

misligholdelsesbeføjelser, særligt varedirektivets artikel 13, stk. 4, litra a. Da bestemmelsen

ikke henviser til artikel 14, stk. 1, har forbrugeren efter ordlyden af direktivet ikke ret til afslag

i prisen eller ophævelse af aftalen i tilfælde, hvor sælgeren har gennemført afhjælpning eller

omlevering, men hvor det ikke er sket inden for rimelig tid, gratis eller uden væsentlig ulempe

for forbrugeren. Direktivet om digitalt indhold indeholder derimod en sådan ret for forbrugeren,

jf. artikel 14, stk. 4, litra b.

Efter købelovens § 78, stk. 4, kan forbrugeren kræve afhjælpning for sælgers regning,

ophævelse og afslag i prisen, hvis sælgeren ikke afhjælper en mangel eller omleverer inden for

rimelig tid, uden udgift og uden væsentlig ulempe for forbrugeren. Har forbrugeren fremsat

krav om afhjælpning, suspenderes forbrugerens ret til at udøve de øvrige

misligholdelsesbeføjelser. Opfylder sælgeren sin afhjælpningspligt, således at genstanden

bringes i mangelfri stand, bortfalder retten til at gøre de nævnte beføjelser gældende endeligt.

Aftaler om, at sælgeren f.eks. skal afhjælpe en væsentlig mangel, vil som udgangspunkt også

være bindende for forbrugeren og afskære denne fra at hæve eller kræve et forholdsmæssigt

afslag, hvis sælgeren opfylder sin afhjælpningspligt.

Udvalget har derfor overvejet, hvilke justeringer af retstilstanden efter købelovens § 78, stk. 4,

som direktiverne giver anledning til.

Udvalget vurderer, at det ikke er muligt at opretholde købelovens § 78, stk. 4, i sin nuværende

form, idet direktiverne på dette punkt indeholder forskellige regler, og det er ikke muligt at

justere retstilstanden på det ene direktivs område, således at den kommer til at svare til

retstilstanden på det andet direktiv. Det skyldes kravene til direktivimplementering, og at

direktiverne er totalharmoniserende, hvorfor medlemsstaterne ikke kan vedtage andre regler

end dem, der følger af direktiverne.

Udvalget henviser i den forbindelse til, at EU-Kommissionen over for udvalget har oplyst, at

varedirektivets artikel 13, stk. 4, litra a, skal implementeres i overensstemmelse med ordlyden,

selv om direktivet om digitalt indhold indebærer en anden retstilstand på dette punkt. Det

svenske udvalg om implementering af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold er

kommet frem til, at der skal indføres forskellige regler, jf. dette udvalgs betænkning En ny lag

om konsumentskydd vid köp och vissa andra avtal, Betänkande av Utredningen om nya

konsumentköpregler, Stockholm 2020, SOU 2020:51, s. 138 ff.

195

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Udvalget foreslår på den baggrund, at forbrugeren ved køb af varer mv. ikke har ret til afslag i

prisen eller ophævelse af aftalen i tilfælde, hvor sælgeren har gennemført afhjælpning eller

omlevering, men hvor det ikke er sket inden for rimelig tid, gratis eller uden væsentlig ulempe

for forbrugeren, hvorimod forbrugeren har en sådan ret i relation til køb af digitalt indhold og

digitale tjenester.

Udvalget bemærker i den forbindelse, at forbrugeren uanset begrænsningen i

misligholdelsesbeføjelserne på varedirektivets område vil have ret til at få tilbagebetalt

eventuelle beløb, som er betalt for en afhjælpning i strid med reglerne herom, og at forbrugeren

efter omstændighederne vil have ret til erstatning efter de almindelige regler herom.

Der henvises til lovudkastets § 1, nr. 20 og bemærkningerne hertil.

3.3.1.3 Afslag i prisen

Både varedirektivet og direktivet om digitalt indhold indeholder regler om, at et afslag i pris

skal fastsættes forholdsmæssigt på grundlag af den lavere værdi af varen, det digitale indhold

eller den digitale tjeneste, som forbrugeren har modtaget, i forhold til den værdi,

salgsgenstanden ville have haft, hvis den havde mangelfri. Ifølge købelovens § 78, stk. 1, nr. 3,

kan forbrugeren tildeles et passende afslag, dvs. at der kan også gives afslag for mangler, der

ikke er værdiforringende.

Udvalget har på den baggrund overvejet, om det er muligt at opretholde muligheden for at

udmåle et passende afslag

–

dvs. i tilfælde, hvor manglen ikke er værdiforringende. Det er

udvalgets vurdering, at det ikke er muligt, da direktivernes bestemmelser på dette punkt udgør

totalharmonisering. Udvalget foreslår derfor, at købeloven ændres, således at det fremgår, at

forbrugeren kan få et forholdsmæssigt afslag.

Der henvises til lovudkastets § 1, nr. 20 og bemærkningerne hertil.

3.3.1.4 Købelovens § 46

Købelovens § 46 regulerer køberens hæveadgang, når sælgeren skal levere efterhånden, og en

enkelt levering er mangelfuld. Varedirektivets artikel 16, stk. 2, regulerer køberens

hæveadgang, når en mangel kun vedrører nogle af de i henhold til købsaftalen leverede varer,

hvilket må antages bl.a. at omfatte de tilfælde, som reguleres af købelovens § 46.

Bestemmelserne er ikke formuleret på samme måde.

196

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Udvalget vurderer på den baggrund, at der er behov for at gennemføre artikel 16, stk. 2, i en ny

bestemmelse i dansk ret. Udvalget stiller derfor forslag herom, og om at købelovens § 46

ophæves i forbrugerkøb.

Der henvises til lovudkastets § 1, nr. 3 og 20 og bemærkningerne hertil.

3.3.2 Ikke uvæsentlighed som betingelse for ophævelse

3.3.2.1 Krav om nye regler?

Som anført indebærer varedirektivets artikel 13, stk. 5, og direktivet om digitalt indholds artikel

14, stk. 6, at forbrugeren ikke kan ophæve en aftale, hvis manglen kun er uvæsentlig (for

direktivet om digitalt indholds vedkommende gælder dette krav efter ordlyden alene, når der

leveres mod betaling af en pris). I begge direktiver er bestemmelsen herom indsat efter

opregningen af misligholdelsesbeføjelserne, dvs. et andet sted end i den danske købelov, hvor

ikke uvæsentlighed nævnes som noget af det første. Som følge af kravene til

direktivimplementering lægges der op til at ændre købeloven, så strukturen heri kommer til at

svare til direktivernes struktur.

De relevante bestemmelser i varedirektivet og direktivet om digitalt indhold er udformet på

samme måde som i forbrugerkøbsdirektivet, der ligger til grund for den gældende købelov.

Strukturen i de nye direktiver giver således ikke grundlag for at forstå kravet om ikke

uvæsentlighed anderledes end hidtil.

Efter den gældende købelov kan forbrugeren som udgangspunkt kun ophæve aftalen, når

manglen ikke er uvæsentlig. Det gælder dog ikke i de tilfælde, hvor f.eks. afhjælpning eller

omlevering ikke er sket inden rimelig tid, eller en uvæsentlig mangel forbliver synlig efter

sælgerens forsøg (eventuelt flere) på afhjælpning.

Udvalget har på den baggrund overvejet, om det er muligt at opretholde den danske retstilstand.

Efter købelovens § 78, stk. 1, kan et køb ophæves, hvis varen lider af en mangel, der ikke er

uvæsentlig. Købelovens § 78, stk. 4, omhandler den situation, hvor varen lider af en mangel,

og hvor sælgeren ikke opfylder krav eller tilbud om afhjælpning eller omlevering inden for

rimelig tid, uden udgift og uden væsentlig ulempe for køberen. I de situationer kan køberen

bl.a. kræve ophævelse af købet

–

også selv om manglen i udgangspunktet kun var uvæsentlig.

Af både varedirektivets artikel 13, stk. 5, og artikel 14, stk. 6, i direktivet om digitalt indhold

fremgår, at forbrugeren ikke er berettiget til at ophæve aftalen, hvis manglen kun er uvæsentlig

(dog kun, når der er betalt en pris for digitalt indhold eller digitale tjenester). Dette svarer til

197

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

købelovens § 78, stk. 1. Der tages ikke i direktivernes artikler specifik stilling til den

efterfølgende situation, hvor sælger ikke afhjælper en mangel eller omleverer salgsgenstanden

inden for rimelig tid, som beskrevet i købelovens § 78, stk. 4.

Det fremgår imidlertid udtrykkeligt af varedirektivets præambelbetragtning nr. 50, der

omhandler forbrugerens rettigheder ved konstaterede mangler (uden alene at rette sig mod

mangler af et vist omfang), at forbrugeren bør have ret til at kræve og opnå et afslag i prisen

eller ophævelse af aftalen uden yderligere ventetid, hvis sælgeren ikke har afhjulpet eller

omleveret varen inden for rimelig tid. Der kan også henvises til præambelbetragtning nr. 65 i

direktivet om digitalt indhold.

Med støtte heri og i det i øvrigt anførte i præambelbetragtning nr. 50-52 i varedirektivet og nr.

62-65 i direktivet om digitalt indhold, er det Justitsministeriets vurdering, at retstilstanden efter

købelovens § 78, stk. 4, kan opretholdes i forbindelse med direktivernes gennemførelse i dansk

ret

Den ret til enten et forholdsmæssigt afslag i prisen eller til ophævelse af købsaftalen, som

forbrugeren har efter ordlyden af varedirektivets artikel 13, stk. 4, når sælgeren ikke vil bringe

varen i overensstemmelse inden for en rimelig tid, må således nødvendigvis skulle eksistere

ved siden af bestemmelsen i varedirektivets artikel 13, stk. 5, hvorefter forbrugeren ikke er

berettiget til at ophæve aftalen, hvis manglen kun er uvæsentlig. Udover at dette resultat støttes

af den udtrykkelige ordlyd i varedirektivets præambelbetragtning nr. 50, støttes resultatet også

af en formålsfortolkning, jf. hensynet til et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, som er fremhævet

i formålsbestemmelserne i artikel 1 i begge direktiver. Endelig støttes resultatet af en

konsekvensbetragtning, da det ville kunne hindre direktivets effektive virkning, hvis sælgeren

bevidst kunne undlade at bringe varen i overensstemmelse inden for en rimelig tid ved mangler

af mindre væsentlig karakter. Det bemærkes i den forbindelse også, at et forholdsmæssigt afslag

ved uvæsentlige mangler ofte vil være uden nævneværdig værdi og dermed værdiløst som

reaktion på manglen. Dette resultat er med andre ord udtryk for den balance mellem rettigheder

og forpligtigelser mellem aftaleparterne, som søges opnået, jf. varedirektivets

præambeltragtning nr. 53, der knytter sig til varedirektivets artikel 13, stk. 5.

3.3.2.2 Flertallets udtalelse

Et flertal af udvalgets medlemmer, bestående af Thomas Klyver, Louise Black Mogensen,

Susanne Karstoft, Søren Seerup, Kristian Storgaard, Jacob Linkis, Martha Nør Kjeldsen,

Susanne Aamann, Anne L. Jarulf og Jasmin Sharzad, finder på den baggrund ikke grundlag for

at ændre gældende dansk ret i relation til kravet om ikke uvæsentlighed i tilfælde, hvor

198

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

afhjælpning og omlevering ikke sker inden for rimelig tid. Flertallet har fundet anledning til at

præcisere dette i lovudkastet.

Der henvises til lovudkastets § 1, nr. 20 og bemærkningerne hertil.

3.3.2.3 Mindretallets udtalelse

Et mindretal af udvalgets medlemmer, bestående af Bo Dalsgaard, Tina Morell Nielsen og Lars

Frolov-Hammer, finder, at det ikke vil være i overensstemmelse med varedirektivet og

direktivet om digitalt indhold at opretholde en bestemmelse om, at køberen i visse tilfælde kan

hæve købet, selv om manglen er uvæsentlig. Efter mindretallets opfattelse bør det i givet fald

være en forudsætning, at de andre EU-lande har en tilsvarende fortolkning af direktiverne.

Det fremgår udtrykkeligt af artikel 13, stk. 5, i varedirektivet, og artikel 14, stk. 6, i direktivet

om digitalt indhold, at forbrugeren ikke er berettiget til at ophæve aftalen, hvis manglen kun er

uvæsentlig. Opbygningen af henholdsvis artikel 13 i varedirektivet og artikel 14 i direktivet om

digitalt indhold, hvor kravet om ikke uvæsentlighed, som en forudsætning for at hæve købet,

kommer efter de øvrige beføjelser, må efter mindretallets opfattelse forstås således, at dette

krav gælder i alle de situationer, hvor en forbruger ellers ville have ret til at hæve købet.

Ovenstående underbygges yderligere af varedirektivets præambeltragtning nr. 53, hvoraf det

direkte fremgår, at for at bevare en balance mellem rettigheder og forpligtelser mellem

aftaleparterne bør forbrugeren kun have ret til at ophæve aftalen i tilfælde, hvor manglen ikke

er uvæsentlig.

Præambelbetragtning 50 fastslår alene, at køberen kan vælge mellem et afslag i prisen eller

ophævelse af aftalen, hvis sælgeren ikke afhjælper en mangel inden for en rimelig periode.

Præambelbetragtning 53 stiller yderligere krav til, hvornår et køb kan ophæves og må derfor

ses som en begrænsning af køberens valgfrihed efter bl.a. præambelbetragtning 50.

Det var ligeledes efter artikel 3, stk. 6, i det tidligere forbrugerkøbsdirektiv en betingelse for at

hæve købet, at manglen ikke er uvæsentlig. Arbejdsgruppen fandt dog, at det var muligt at

opretholde købelovens regler, der gav forbrugeren mulighed for at hæve købet i videre omfang

end direktivet, under henvisning til direktivets minimumsklausul, jf. betænkning nr. 1403/2001,

side 124-125.

Varedirektivet og direktivet om digitalt indhold er udtryk for totalharmonisering, hvorfor det

ikke længere er muligt at opretholde gældende ret vedrørende ophævelse af købet.

199

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Mindretallet bemærker endvidere, at det ikke vil føre til en urimelig retsstilling, at købere af et

produkt må nøjes med et forholdsmæssigt afslag, hvis en mangel er uvæsentlig. Det kunne

endda føre til en mindre miljøbelastning.

3.3.3 Tilbageholdelse af betalingen

Ifølge varedirektivets artikel 13, stk. 6, har forbrugeren ret til at tilbageholde betaling af en

udestående del af prisen eller en del deraf, indtil sælgeren har opfyldt sine forpligtelser i henhold

til direktivet. Varedirektivet overlader det til medlemsstaterne at fastsætte nærmere betingelser

og regler for forbrugerens udøvelse af tilbageholdsretten. Direktivet om digitalt indhold

overlader det bl.a. til medlemsstaterne at lovgive om parters ret til at undlade at opfylde deres

forpligtelser helt eller delvist, indtil den anden part opfylder sine forpligtelser, herunder om

forbrugeren kan tilbageholde en del af eller hele købesummen i tilfælde af manglende

overensstemmelse, indtil den erhvervsdrivende har bragt det digitale indhold eller den digitale

tjeneste i overensstemmelse.

Efter købelovens § 79, stk. 2, kan forbrugeren tilbageholde købesummen, indtil afhjælpning

eller omlevering er sket, men bestemmelsen indeholder ikke regler om forbrugerens

tilbageholdelse af købesummen ved afslag. Der gælder dog en ulovbestemt tilbageholdsret i

dette tilfælde.

Det er på den baggrund udvalgets vurdering, at varedirektivet nødvendiggør, at

tilbageholdsretten i købeloven skal udvides til også at omfatte afslag. Det er endvidere

udvalgets vurdering, at det er hensigtsmæssigt, at forbrugerens tilbageholdsret er den samme,

uanset om forbrugeren har købt en vare, digitalt indhold eller en digital tjeneste. Udvalget

foreslår derfor, at forbrugeren får ret til at tilbageholde købesummen, indtil sælgeren har opfyldt

sine forpligtelser

–

uanset om aftalen vedrører varer, digitalt indhold eller digitale tjenester.

Der henvises til lovudkastets § 1, nr. 22 og bemærkningerne hertil.

3.3.4 Tilbagelevering og tilbagebetaling

Det følger af købelovens § 57, stk. 1, at sælgeren ved ophævelse af et køb ikke har ret til at få

salgsgenstanden tilbage, medmindre købesummen tilbagebetales til forbrugeren. Tilsvarende

har forbrugeren ikke ret til at få købesummen tilbage, medmindre forbrugeren tilbageleverer

salgsgenstanden til sælgeren i væsentlig samme stand og mængde, som den var i ved leveringen.

Dette betegnes samtidighedsgrundsætningen. Selv om genstanden er gået til grunde eller er

forandret, kan forbrugeren ophæve købet, hvis dette skyldes en hændelig begivenhed eller andre

af de omstændigheder, der fremgår af købelovens § 58.

200

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Efter varedirektivets artikel 16, stk. 3, skal forbrugeren ved ophævelse af en aftale for sælgers

regning tilbagelevere varen, og sælgeren skal tilbagebetale købesummen ved modtagelsen af

varen eller dokumentation for tilbagelevering.

Medlemsstaterne kan fastsætte nærmere regler for tilbagelevering og tilbagebetaling, f.eks.

tidsfrister herfor. Varedirektivet berører ifølge præambelbetragtning nr. 60 ikke

medlemsstaternes frihed til at regulere andre konsekvenser af at ophæve en aftale end dem, der

er fastsat i direktivet, såsom konsekvenserne ved forringelse af varernes værdi eller ødelæggelse

eller bortkomst af varen.

Det følger af artikel 16, stk. 1, i direktivet om digitalt indhold, at den erhvervsdrivende ved

ophævelse af en aftale skal tilbagebetale købesummen til forbrugeren. Bestemmelsen

indeholder også en angivelse af, hvordan forbrugerens tilbagebetalingskrav skal beregnes.

Det fremgår af artikel 17, stk. 1, i direktivet om digitalt indhold, at forbrugeren efter ophævelse

af en aftale skal afholde sig fra at anvende det digitale indhold eller den digitale tjeneste og fra

at stille det eller den til rådighed for tredjeparter. Det fremgår af artikel 17, stk. 2, i direktivet

om digitalt indhold, at forbrugeren

–

hvis det digitale indhold er blevet leveret på et fysisk

medium

–

skal tilbagelevere dette på anmodning fra den erhvervsdrivendes, for dennes regning

og uden unødig forsinkelse. Anmodningen skal fremsættes inden for 14 dage.

Som nævnt indeholder artikel 18, stk. 1-3, en række specifikke regler for den erhvervsdrivendes

tilbagebetaling.

Direktivet om digitalt indhold indeholder ikke en bestemmelse om, at nærmere regler om

tilbagelevering og tilbagebetaling kan fastsættes af medlemsstaterne. Det fremgår dog af

præambelbetragtning nr. 15, at det står medlemsstaterne frit for at lovgive om parters ret til at

undlade at opfylde deres forpligtelser helt eller delvist, indtil den anden part opfylder sine

forpligtelser. Medlemsstaterne bør f.eks. frit kunne lovgive om, hvorvidt den erhvervsdrivende

skal have ret til at tilbageholde en eventuel tilbagebetaling til forbrugeren ved ophævelse af en

aftale, indtil forbrugeren opfylder forpligtelsen fastsat i dette direktiv til at tilbagelevere det

fysiske medium til den erhvervsdrivende.

Ovennævnte bestemmelser i henholdsvis købeloven, varedirektivet og direktivet om digitalt

indhold om tilbagelevering og tilbagebetaling har givet anledning til overvejelse af særligt tre

emner i udvalget.

201

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

For det første har udvalget overvejet, om der i forbindelse med implementeringen af reglerne

om tilbagebetaling skal ske en ensretning af reglerne om varer samt digitalt indhold og digitale

tjenester, således at de mere specifikke krav for tilbagebetaling i direktivet om digitalt indhold

også kommer til at gælde på varedirektivets område.

Henset til forskellen på varer og digitalt indhold/digitale tjenester, herunder sidstnævntes

særlige karakter, er det udvalgets vurdering, at det er uhensigtsmæssigt med en sådan

ensretning.

De mere specifikke regler om tilbagebetaling i direktivet om digitalt indhold bør derfor kun

finde anvendelse ved ophævelse af aftaler om digitalt indhold og digitale tjenester. Udvalgets

lovudkast er udarbejdet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovudkastets § 1, nr. 9 og 20 og bemærkningerne hertil.

For det andet har udvalget overvejet, om det er muligt at opretholde købelovens § 57, stk. 1, i

forbrugerkøb. Efter købelovens § 57, stk. 1, skal ydelserne som udgangspunkt udveksles

samtidig på forbrugerens plads ved ophævelse af en aftale. Forbrugeren er ikke

–

medmindre

der foreligger aftale herom eller kutyme herfor

–

forpligtet eller berettiget til at tilbagesende

genstanden.

Varedirektivets artikel 16, stk. 3, indeholder ikke et krav om samtidighed. Derimod skal

forbrugeren tilbagelevere varerne til sælgeren på sælgerens regning, og sælgeren skal

tilbagebetale købesummen, når sælgeren har modtaget varerne eller dokumentation for, at

varerne er tilbageleveret.

Direktivet om digitalt indhold indebærer, at forbrugeren i tilfælde af ophævelse skal afstå fra at

anvende indholdet eller tjenesten og fra at stille det til rådighed for tredjemand. Der er således

ikke tale om, at forbrugeren skal tilbagelevere indholdet eller tjenesten. Direktivet indeholder

dog en regel om tilbagelevering i tilfælde, hvor det digitale indhold er leveret på et fysisk

medium. Er der således tale om et fysisk medium, der fungerer som bærer af digitalt indhold,

skal forbrugeren tilbagelevere dette, men kun hvis sælgeren anmoder herom inden for 14 dage

efter ophævelsen.

Direktiverne indeholder således regler, der adskiller sig fra købelovens § 57, stk. 1, og det er

derfor udvalgets vurdering, at bestemmelsen ikke kan opretholdes i sin nuværende udformning,

og bør erstattes af direktivernes bestemmelser om tilbagelevering og tilbagebetaling kombineret

med en bestemmelse, der viderefører den del af § 57, stk. 1, som omhandler, at forbrugeren skal

202

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

tilbagelevere salgsgenstanden i væsentligt samme stand og mængde, som den blev leveret.

Udvalgets lovudkast er udarbejdet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovudkastets § 1, nr. 2, 3 og 20 og bemærkningerne hertil.

For det tredje har udvalget overvejet, om det er muligt at opretholde købelovens § 58 om

salgsgenstandens hændelige undergang mv., hvorefter forbrugeren fortsat kan ophæve købet i

visse tilfælde, selv om det ikke er muligt at tilbagelevere salgsgenstanden i væsentlig uforandret

stand.

Udvalget vurderer, at det med henvisning til varedirektivets præambelbetragtning nr. 60, hvoraf

bl.a. fremgår, at direktivet ikke berører medlemsstaternes frihed til at regulere andre

konsekvenser af at ophæve en aftale end dem, der er fastsat i direktivet, såsom konsekvenserne

ved forringelse af varernes værdi eller ødelæggelse eller bortkomst af varen, er muligt at

opretholde købelovens § 58 på varedirektivets område.

Udvalget har ligeledes overvejet, om det er muligt at opretholde købelovens § 58 om risikoen

for salgsgenstandens hændelige undergang i relation til direktivet om digitalt indhold, da det

kan være relevant i forbindelse med ophævelse af aftaler om digitalt indhold, der leveres på et

fysisk medium.

Det fremgår af artikel 17, stk. 2, i direktivet om digitalt indhold, at forbrugeren, hvis det digitale

indhold er blevet leveret på et fysisk medium, skal tilbagelevere mediet på sælgers anmodning.

Bestemmelsen regulerer ikke umiddelbart konsekvensen af de tilfælde, hvor det fysiske

medium ikke kan tilbageleveres til sælgeren.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 12 i direktivet om digitalt indhold, at direktivet ikke

berører national ret i det omfang bestemmelserne deri ikke reguleres af direktivet. Direktivet

indeholder ikke et forbud mod eller en tilladelse til at fastsætte bestemmelser om

salgsgenstandens hændelige undergang.

Både varedirektivet og direktivet om digitalt indhold fastslår, at forbrugeren i tilfælde af

ophævelse skal tilbagelevere varen henholdsvis det digitale indhold leveret på et fysisk medium

(for sidstnævnte dog først efter anmodning).

Varedirektivets

præambelbetragtning nr. 60 anvender formuleringen ”Dette direktiv bør ikke

berøre medlemsstaternes frihed...” Formuleringen om, at medlemsstaternes frihed ikke berøres,

203

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

taler for, at spørgsmålet om hændelig undergang falder uden for det område, som varedirektivet

regulerer.

Der er ikke holdepunkter for at forstå direktiverne sådan, at selve pligten til tilbagelevering skal

forstås forskelligt direktiverne imellem. Det må derfor lægges til grund, at direktiverne har

samme anvendelsesområde på dette punkt, hvilket taler for, at regulering af konsekvenserne af

en hændelig undergang også kan indføres i forhold til digitalt indhold, selvom den samme

præambelbetragtning ikke findes i dette direktiv.

Udvalget har været i dialog med EU-Kommissionen om muligheden for at opretholde

retstilstanden efter købelovens § 58 i relation til direktivet om digitalt indhold. EU-

Kommissionens svar er i overensstemmelse med det ovenfor anførte.

Udvalget vurderer på den baggrund, at retstilstanden efter købelovens § 58 kan opretholdes i

relation til direktivet om digitalt indhold. Under hensyn til sammenhængen med reguleringen

af spørgsmålet om tilbagelevering og § 57, stk. 1, der som anført ikke kan opretholdes i sin

nuværende form i forbrugerkøb, foreslås retstilstanden efter § 58 videreført en ny bestemmelse

med tilsvarende indhold i købelovens forbrugerkøbsafsnit.

Der henvises til lovudkastets § 1, nr. 2, 3 og 20 og bemærkningerne hertil.

3.3.5 Begrebet rimelig tid

Afhjælpning og omlevering skal efter købeloven ske inden for rimelig tid. Der gælder det

samme efter varedirektivet og direktivet om digitalt indhold.

Det fremgår af købelovens § 79, stk. 1, at der ved afgørelsen af, om afhjælpning eller

omlevering er sket inden for rimelig tid navnlig tages hensyn til genstandens art, manglens

beskaffenhed og forbrugerens behov for genstanden, herunder om sælgeren for egen regning

har stillet en erstatningsgenstand til køberens rådighed.

Varedirektivet giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte de tidsrum, der generelt anses

for rimelige til afhjælpning eller omlevering, navnlig med hensyn til specifikke

produktkategorier. Det bemærkes i den forbindelse, at der efter direktivet altid skal foretages

en konkret vurdering af den enkelte sags omstændigheder. De retningslinjer om generelle

tidsrum, som varedirektivet giver mulighed for at fastsætte, er således af vejledende karakter.

204

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Udvalget har på den baggrund overvejet, om der i relation til afhjælpning eller omlevering af

mangler er behov for at fastsætte generelle, vejledende retningslinjer for, hvad der betragtes

som rimelig tid, herunder for specifikke produktkategorier.

Det er en forudsætning for udarbejdelse af vejledende retningslinjer

om ”rimelig tid”, at det vil

være muligt at fastlægge et tidsrum, der generelt anses for rimeligt. Det fremgår i den

forbindelse af den modtagne udtalelse fra Dansk Erhverv og Foreningen for Dansk

Internethandel, jf. kapitel 7, pkt. 1.3.2.4, at det er vanskeligt at sige noget generelt om, hvad der

betragtes som rimelig tid til afhjælpning eller omlevering, da det afhænger af en flerhed af

faktorer. Det vil således være vanskeligt at tage højde for alle konkrete omstændigheder og

tænkelige tilfælde af mangler ved udarbejdelsen af sådanne retningslinjer.

En opdeling i produktkategorier og type af mangler, f.eks. funktionelle eller kosmetiske, vil

give anledning til en række vanskelige afgrænsningsproblemer. F.eks. kan en sofa være både

billig og masseproduceret

eller dyr og speciallavet. Man kan således ikke ”bare” lave en

kategori, der hedder f.eks. ”sofaer.” Samme kategori af fejl kan også antage forskellig karakter

med vidt forskellig betydning for forbrugeren og med meget forskellig afhjælpningstid til følge.

Dertil kommer, at det ofte er uden for sælgers kontrol, hvor lang tid afhjælpning eller

omlevering tager, hvis sælgeren f.eks. er afhængig af et eksternt værksted, eksterne fagfolk eller

leveringstider hos producenten mv.

Udvalget har på den baggrund ikke fundet grundlag for at foreslå at udnytte muligheden for at

indføre vejledende retningslinjer.

Udvalget anerkender, at begrebet

”rimelig

tid” i praksis kan give anledning til udfordringer for

sælgeren og forbrugeren, da der ikke er tale om et fast tidsrum. Udvalget bemærker derfor, at

det kan være til gavn for forbrugere og virksomheder, hvis der udarbejdes en praksisoversigt

om begrebet rimelig tid til afhjælpning eller omlevering. Udarbejdelsen kan med fordel ske i et

samarbejde mellem relevante myndigheder og interessenter.

Udvalget har dernæst overvejet, om købelovens § 79, stk. 1, der opregner en række

omstændigheder, der navnlig skal lægges vægt på i vurderingen af, om afhjælpning eller

omlevering er sket inden for rimelig tid, kan opretholdes. Udvalget bemærker, at det

–

uanset

bestemmelsen

–

vil bero på en konkret vurdering af omstændighederne i det enkelte tilfælde,

om afhjælpning eller omlevering er sket inden for rimelig tid.

205

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Varedirektivet og direktivet om digitalt indhold indeholder begge bestemmelser om, at

afhjælpning om omlevering skal ske inden for rimelig tid. Direktiverne indeholder ikke

bestemmelser om den nærmere forståelse af begrebet.

Af varedirektivets præambelbetragtning nr. 55 fremgår bl.a., at hvad der betragtes som en

rimelige tid til at foretage en afhjælpning eller omlevering, bør svare til den kortest mulige tid,

der er nødvendig for at foretage afhjælpningen eller omleveringen. Denne tid bør fastsættes

objektivt under hensyntagen til varens art og kompleksitet, manglens art og alvor og den indsats,

der er nødvendig for at foretage afhjælpning eller omleveringen.

Af direktivet om digitalt indholds præambelbetragtning nr. 46 fremgår, at

rimelighedsstandarden for så vidt angår enhver henvisning i direktivet til, hvad en person med

rimelighed kan forvente, bør fastslås objektivt under hensyntagen til arten af og formålet med

det digitale indhold eller den digitale tjeneste, de konkrete omstændigheder samt de berørte

parters sædvane og praksis. Navnlig bør det objektivt fastslås, hvad der skal betragtes som

rimelig tid til at bringe det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse, under

hensyntagen til karakteren af den manglende overensstemmelse. Af præambelbetragtning nr.

64 fremgår videre, at i lyset af digitalt indholds og digitale tjenesters forskelligartede natur er

det ikke hensigtsmæssigt at sætte faste frister for udøvelsen af rettigheder eller opfyldelsen af

forpligtelser relateret til digitalt indhold eller digitale tjenester. Sådanne frister ville ikke kunne

tage hensyn til denne forskelligartethed og kunne enten være for korte eller for lange i et givet

tilfælde. Det er derfor mere hensigtsmæssigt at kræve, at digitalt indhold og digitale tjenester

bringes i overensstemmelse inden for en rimelig frist.

Direktiverne forudsætter således, at der altid skal foretages en konkret vurdering, og de

momenter, der er nævnt i § 79, stk. 1, er forenelige med direktivets præambelbetragtninger.

Det er på den baggrund udvalgets vurdering, at købelovens § 79, stk. 1, er i overensstemmelse

med varedirektivet og direktivet om digitalt indhold. Udvalget foreslår derfor at opretholde

bestemmelsen.

Der henvises til lovudkastets § 1, nr. 21 og bemærkningerne hertil.

3.3.6 Varetagelse af debitors opgaver

Varedirektivet giver i præambelbetragtning nr. 54 medlemsstaterne mulighed for at fastsætte

betingelser, hvorpå debitors opgaver kan varetages af en anden person, f.eks. de betingelser,

hvorpå sælgerens forpligtelse til at afhjælpe en mangel ved en vare kan varetages af forbrugeren

206

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

eller en tredjemand for sælgerens regning. Direktivet om digitalt indhold indeholder ikke en

tilsvarende præambelbetragtning.

Efter købelovens § 78, stk. 4, skal sælgeren opfylde krav eller tilbud om afhjælpning eller

omlevering inden for rimelig tid, uden udgift (gratis) og uden væsentlig ulempe for forbrugeren.

Sker det ikke, kan forbrugeren bl.a.

–

for så vidt det kan ske uden uforholdsmæssige

omkostninger

–

lade manglen afhjælpe (af tredjemand) for sælgerens regning.

Udvalget har på den baggrund overvejet, om der er behov for at fastsætte yderligere eller andre

regler om, hvornår sælgerens forpligtelser kan varetages af en anden.

Af væsentligt de samme grunde, som er anført kapitel 6, pkt. 3.3.4 om salgsgenstandens

hændelige undergang, vurderer udvalget, at det i relation til begge direktiver er muligt at

opretholde retstilstanden efter købelovens § 78, stk. 4, om, hvornår forbrugeren kan lade en

mangel afhjælpe af tredjemand for sælgers regning.

Udvalget forslår pga. den generelle ændring af bestemmelserne om misligholdelsesbeføjelser i

købeloven at indsætte en ny bestemmelse, hvorefter forbrugeren bl.a. kan lade en mangel

afhjælpe af tredjemand for sælgerens regning, hvis det kan ske uden uforholdsmæssige

omkostninger. Udvalget har ikke i øvrigt fundet grundlag for at foreslå fastsat yderligere regler

herom.

Der henvises til lovudkastets § 1, nr. 20 og bemærkningerne hertil.

3.3.7 Forbrugerens bidrag til manglen

Varedirektivets artikel 13, stk. 7, giver medlemsstaterne mulighed for at regulere, hvorvidt og

i hvilket omfang forbrugerens bidrag til en mangel skal berøre forbrugerens

misligholdelsesbeføjelser. Der findes ikke en generel regel herom i købeloven, men skader, fejl

mv., som forbrugeren selv forårsager, betragtes ikke som mangler i købelovens forstand, og

sådanne forhold udløser derfor ikke misligholdelsesbeføjelser.

Udvalget har på den baggrund overvejet, om der er behov for at fastsætte (yderligere) regler om

betydningen af forbrugerens bidrag til en mangel.

Sådanne regler vil efter udvalgets opfattelse navnlig være relevante i tilfælde, hvor forbrugeren

opdager en mangel, men alligevel bliver ved med at benytte salgsgenstanden eller selv forsøger

at udbedre manglen, hvorved manglen forværres. Det kan i sådanne tilfælde virke urimeligt,

hvis sælgeren skal tåle ophævelse, selv om forbrugeren har haft nytte af salgsgenstanden i en

207

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

periode og selv er medvirkende til, at en mangel (som måske kunne være afhjulpet, hvis

forbrugeren havde henvendt sig med det samme) er blevet til en ikke uvæsentlig mangel.

Det følger af Forbrugerklagenævnets praksis, at forbrugeren mister sin hæveadgang eller ret til

omlevering, hvis forbrugeren selv har forværret manglen ved at blive ved med at benytte

salgsgenstanden. I så fald tilkendes forbrugeren alene et afslag i prisen. På samme vis kan

forbrugeren formentlig miste sin ret til afhjælpning af det fulde omfang af den mangel, som

forbrugeren har forværret, dvs. så forbrugeren kun har ret til afhjælpning af manglens

oprindelige omfang.

Det er udvalgets opfattelse, at den gældende praksis er udtryk for en hensigtsmæssig og

fleksibel retlig løsning på de spørgsmål, der knytter sig til forbrugerens bidrag til en mangel.

Udvalget finder på den baggrund ikke grundlag for at foreslå lovregulering på dette område.

3.3.8 Mangler, der konstateres inden for 30 dage

3.3.8.1 Adgang til at indføre nye regler

Varedirektivet giver medlemsstaterne mulighed for at give forbrugere ret til at vælge en specifik

beføjelse, hvis en mangel opdages inden for en periode efter levering, der ikke overskrider 30

dage. Det kan f.eks. være ret til at afvise mangelfulde varer, ophæve aftalen eller anmode om

øjeblikkelig omlevering. Direktivet om digitalt indhold indeholder ikke en tilsvarende

bestemmelse.

Der findes ikke tilsvarende regler i gældende dansk ret.

Udvalget har på den baggrund overvejet, om der skal fastsættes regler, der giver forbrugere

mulighed for at vælge en specifik misligholdelsesbeføjelse, hvis en mangel viser sig inden for

30 dage.

Udvalgets drøftelse har taget udgangspunkt i et forslag fra Forbrugerrådet Tænk. Forslaget

indebærer, at forbrugeren inden for de første 30 dage efter leveringstidspunktet skal have

mulighed for øjeblikkeligt at afvise mangelfulde varer eller kræve omlevering med undtagelse

af tilfælde, hvor det vil være umuligt eller påføre sælgeren uforholdsmæssige omkostninger.

Forslaget er begrundet med, at en forbruger må kunne forvente at modtage et mangelfrit

produkt, og at forbrugere derfor ikke skal tåle at skulle indlevere helt nye produkter til

reparation umiddelbart efter at have modtaget dem.

208

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

En særregel om mangler, der opdages inden for 30 dage, har ikke hidtil været kendt i dansk ret.

I dansk ret sondres der således ikke mellem mangler, der opdages inden henholdsvis efter 30

dage.

Varedirektivet giver forbrugeren adgang til at ophæve aftalen i tilfælde, hvor manglen er af en

så alvorlig karakter, at (et omgående afslag i prisen eller) omgående ophævelse af købsaftalen

er berettiget, jf. artikel 13, stk. 4, litra c. Det begrundes ifølge præambelbetragtning nr. 52 med,

at en mangel i visse situationer kan have en så alvorlig karakter, at forbrugeren ikke kan bevare

tilliden til sælgerens evne til at bringe varen i overensstemmelse, såsom når manglen i alvorlig

grad berører forbrugerens evne til at anvende varerne på sædvanlig måde, og forbrugeren ikke

kan forventes at have tillid til, at sælgerens afhjælpning eller omlevering vil udbedre problemet.

3.3.8.2 Flertallets udtalelse

Flertallet af udvalgets medlemmer, bestående af Thomas Klyver, Louise Black Mogensen,

Susanne Karstoft, Søren Seerup, Kristian Storgaard, Bo Dalsgaard, Tina Morell Nielsen, Lars

Frolov-Hammer, Jacob Linkis, Susanne Aamann, Anne L. Jarulf og Jasmin Sharzad, lægger

vægt på, at en særregel om mangler, der opdages inden for 30 dage, ikke hidtil er kendt i dansk

ret, og at der ikke er grundlag for at sondre mellem mangler, der opdages inden henholdsvis

efter 30 dage. Flertallet bemærker endvidere, at varedirektivets artikel 13, stk. 4, litra c, om

alvorlige mangler allerede i et vist omfang varetager de hensyn, som forslaget fra

Forbrugerrådet Tænk tilsigter at varetage.

Flertallet af udvalgets medlemmer har på den baggrund ikke fundet grundlag for at foreslå, at

valgmuligheden udnyttes.

3.3.8.3 Mindretallets udtalelse

Et mindretal af udvalgets medlemmer, bestående af Martha Nør Kjeldsen, finder, at man som

forbruger må kunne forvente at modtage et mangelfrit produkt, medmindre man er oplyst om

andet ved købstidspunktet. Forbrugere skal ikke tåle at skulle indlevere helt nye produkter til

reparation umiddelbart efter at have modtaget produktet. Det er forventeligt, at forbrugeren i så

tilfælde må have en berettiget tvivl om, hvorvidt produktet overhovedet kan bringes i

overensstemmelse, f.eks. i tilfælde hvor der er problemer med en pc el.lign. fra starten, og derfor

bør forbrugeren kunne kræve øjeblikkelig omlevering eller at hæve handlen.

For at imødegå problemet med den uforholdsmæssighed, der kan opstå i forhold til varer, hvor

der meget hurtigt efter købet indtræder en markant værdiforringelse af varen, og hvor manglen

ikke er ikke uvæsentlig, foreslår mindretallet en undtagelse i tilfælde, hvor det vil være umuligt

eller påføre sælgeren uforholdsmæssige omkostninger at skulle hæve købet eller omlevere. Et

209

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

eksempel herpå er en defekt vinduesvisker på en ny bil. I så tilfælde vil det

–

på grund af bilens

værdiforringelse ved få kørte kilometer

–

være uforholdsmæssigt omkostningsfuldt for den

erhvervsdrivende at skulle tage bilen retur frem for at reparere vinduesviskeren.

3.3.9 Skjulte mangler

Hverken varedirektivet eller direktivet om digitalt indhold berører nationale regler, der ikke

gælder specifikt for forbrugeraftaler (dvs. gælder for alle aftaler), og som giver specifikke

beføjelser i forbindelse med visse typer af fejl, der ikke kunne konstateres på tidspunktet for

købsaftalens indgåelse.

Det indebærer, at medlemsstaterne har valgfrihed til at regulere skjulte mangler så længe, at

reguleringen gælder generelt og ikke kun for forbrugeraftaler.

Udvalget har ikke fundet grundlag for at foreslå sådanne regler indført og anbefaler derfor, at

valgmuligheden efter direktivet ikke udnyttes.

3.3.10 Force majeure

Direktivet om digitalt indhold giver medlemsstaterne mulighed for at regulere følgerne af

manglende levering eller manglende overensstemmelse af digitalt indhold eller digitale

tjenester, hvor dette skyldes en hindring, som er uden for den erhvervsdrivendes kontrol, og

hvor den erhvervsdrivende ikke kunne forventes at have undgået eller overvundet hindringen,

f.eks. force majeure.

Købelovens §§ 23-24 indeholder regler om sælgers ansvar(sfrihed) i tilfælde af bl.a. force

majeure, der i dansk ret defineres som omstændigheder, der ikke er af sådan beskaffenhed, at

sælgeren ved købets afslutning burde have taget dem i betragtning, såsom ved hændelig

undergang af alle genstande af den art eller det parti, købet angår, ved krig, indførselsforbud

eller lignende. Bestemmelserne i købeloven angår sælgers erstatningsansvar for forsinket eller

manglende levering og angår ikke forbrugerens adgang til at gøre øvrige

misligholdelsesbeføjelser (afhjælpning, omlevering, afslag og ophævelse) gældende.

Udvalget har på den baggrund overvejet, om der skal fastsættes regler om følgerne af

manglende levering af digitalt indhold og digitale tjenester, hvor den manglende levering

skyldes en hindring uden for den erhvervsdrivendes kontrol.

Valgmuligheden i direktivet går med formuleringen

”uden for sælgerens kontrol” umiddelbart

videre end det traditionelle force majeure-begreb i dansk ret.

210

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Udvalget finder ikke grundlag for at foreslå, at valgmuligheden udnyttes.

Udvalget anbefaler i stedet at opretholde de nugældende bestemmelser i købelovens §§ 23-24.

3.3.11 Konsekvenser for ikke-forbrugerkøb

Udvalget har overvejet, om der er anledning til at foreslå konsekvensændringer i øvrig dansk

ret, herunder f.eks. i relation til misligholdelsesbeføjelserne i handels- og civilkøb. Udvalget

har ikke fundet grundlag for at foreslå sådanne ændringer.

3.3.12 Undersøgelsesgebyr

3.3.12.1 Adgang til at indføre nye regler

Hvis en salgsgenstand indleveres til undersøgelse med henblik på afhjælpning mv., og det ved

undersøgelse af salgsgenstanden konstateres, at den er behæftet med en mangel, må sælgeren

ikke opkræve et undersøgelsesgebyr. Hvis det derimod konstateres enten, at salgsgenstanden

ikke er defekt eller, at genstanden måske nok er defekt, men at der ikke foreligger en køberetlig

mangel, f.eks. fordi defekten skyldes forbrugerens (forkerte) håndtering af genstanden, kan

sælgeren kræve et undersøgelsesgebyr, hvis forbrugeren på forhånd er blevet gjort udtrykkeligt

bekendt hermed, jf. kapitel 6, pkt. 3.1.1.3.

Udvalget har på den baggrund overvejet, om der bør fastsættes et totalforbud mod

undersøgelsesgebyrer. Udvalgets drøftelser har taget udgangspunkt i et forslag herom fra

Forbrugerrådet Tænk.

Nogle forbrugere kan blive afskrækket af, at sælgeren opkræver et undersøgelsesgebyr, hvis

salgsgenstanden viser sig ikke at lide af en køberetlig mangel. Det kan derfor tænkes, at

forbrugere afholder sig fra at få undersøgt genstanden

–

og måske i stedet køber en ny

–

selv

om der foreligger en mangel, som de har ret til at få afhjulpet. Det vil formentlig særligt gøre

sig gældende, hvor der er tale om en salgsgenstand af begrænset værdi. Der kan derfor være

tilfælde, hvor et undersøgelsesgebyr kan blive en barriere for, at forbrugeren benytter sine

misligholdelsesbeføjelser.

Omvendt vil et totalforbud mod undersøgelsesgebyrer pålægge sælgeren at bære

omkostningerne ved undersøgelse af salgsgenstanden

–

f.eks. udgift til særlige fagfolk

–

tilfælde, hvor genstanden viser sig ikke at lide af en mangel, dvs. i tilfælde, hvor sælgeren har

opfyldt sin del af aftalen ved at levere en mangelfri ydelse til forbrugeren. Et totalforbud vil

indebære, at sælgeren

–

uanset omstændighederne

–

altid skal betale for undersøgelsen, og det

kan

–

i værste fald

–

udnyttes af forbrugere. Der vil derfor være tilfælde, hvor et totalforbud

kan virke urimeligt for sælgerne.

211

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Et totalforbud mod undersøgelsesgebyrer vil endvidere udelukke muligheden for at foretage en

konkret vurdering af det enkelte gebyrs rimelighed i situationer, hvor salgsgenstanden ikke lider

af en køberetlig mangel. Urimelige aftaler om undersøgelsesgebyr kan tilsidesættes på

baggrund af de almindelige aftaleretlige regler.

Miljøministeriet samt Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har oplyst, at ministerierne ikke

er bekendte med, at der foreligger evidens for, hvilke effekter et totalforbud mod

undersøgelsesgebyrer kan have på den grønne omstilling.

3.3.12.2 Flertallets udtalelse

Et flertal af udvalgets medlemmer, bestående af Thomas Klyver, Louise Black Mogensen,

Susanne Karstoft, Søren Seerup, Kristian Storgaard, Bo Dalsgaard, Tina Morell Nielsen, Lars

Frolov-Hammer, Susanne Aamann, Anne L. Jarulf og Jasmin Sharzad, har på den baggrund

ikke fundet grundlag for at anbefale et totalforbud mod undersøgelsesgebyrer.

Undersøgelsesgebyrer kan også reguleres på anden måde end ved et totalforbud. Flertallet

finder, at overvejelser om en sådan regulering forudsætter undersøgelser og afdækning af

spørgsmål, som udvalget henset til implementeringsfristen for varedirektivet og direktivet om

digitalt indhold ikke har mulighed for at foretage. Flertallet afstår derfor fra at udtale sig om

behovet for en sådan regulering, herunder fra at fremkomme med forslag hertil.

3.3.12.3 Mindretallets udtalelse

Et mindretal af udvalgets medlemmer, bestående af Martha Nør Kjeldsen, finder, at

undersøgelsesgebyrer udhuler forbrugernes ret til at udøve deres misligholdelsesbeføjelser, idet

mange forbrugere vil vælge en reklamationssag fra, hvis det indebærer at de løber en økonomisk

risiko

–

dette må i særlig grad antages at gøre sig gældende for produkter af ringere værdi.

Det er desuden efter mindretallets opfattelse en barriere for gennemførelse af

levetidsforlængende reparationer, idet forbrugerne i de tilfælde, hvor det bedre kan betale sig

at købe et nyt produkt, frem for at løbe risikoen ved at betale et undersøgelsesgebyr, der ikke

bliver returneret, køber et nyt produkt. En indførelse af et forbud med undersøgelsesgebyrer

kan således understøtte den grønne omstilling, særligt i forhold til længere levetid for f.eks.

mindre elektroniske produkter.

Hvis man vil undgå tilfælde, hvor det er åbenlyst, at forbrugeren udøver chikane mod den

erhvervsdrivende eller lignende kan man efter mindretallets opfattelse indføje en undtagelse for

netop disse tilfælde.

212

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

3.3.12.4 Et udvalgsmedlem afstår

Jacob Linkis afstår fra at udtale sig for eller imod de forskellige forslag.

4. Erstatning

4.1 Gældende dansk ret (købeloven)

Det fremgår af købelovens § 80, stk. 1, nr. 1-5, at hvis forbrugeren lider tab som følge af en

mangel, kan forbrugeren kræve skadeserstatning, hvis

•

sælgeren har handlet i strid med almindelig hæderlighed,

sælgeren har givet forbrugeren vildledende oplysninger, som sælgeren ikke havde føje

til at anse for korrekte,

sælgeren har forsømt at give forbrugeren oplysning om en mangel, som han kendte eller

burde kende,

genstanden savner egenskaber, som må anses tilsikrede, eller

manglen efter købets indgåelse er forårsaget ved sælgerens forsømmelse.

Købelovens § 80, stk. 1, nr. 1-5, er beskyttelsespræceptive og kan ikke fraviges til skade for

forbrugeren, jf. § 1, stk. 2.

Sælgerens svigagtige adfærd, herunder svigagtige fortielser, er omfattet af § 80, stk. 1, nr. 1,

uanset om adfærden eller fortielserne knytter sig til aftalens indgåelse eller opfyldelse.

Bestemmelsen omfatter ikke kun svig, men også andre tilfælde, hvor sælgeren har handlet i

strid med almindelig hæderlighed.

Købelovens § 80, stk. 1, nr. 2, omfatter kun vildledende oplysninger, som er givet eller

videregivet af sælgeren eller sælgerens folk. Oplysninger, der er givet af tidligere salgsled mv.,

f.eks. i en annoncer, er ikke omfattet, medmindre sælgeren har påberåbt sig oplysningerne eller

har videregivet dem i f.eks. en brochure, som er udleveret til forbrugeren. Sælgeren ifalder kun

ansvar efter bestemmelsen, hvis sælgeren vidste eller burde vide, at oplysningerne var

vildledende. Sælgeren er i almindelighed berettiget til at gå ud fra, at de oplysninger, der

stammer fra producenten eller andre tidligere salgsled, er korrekte, medmindre særlige

omstændigheder giver sælgeren grund til at mistænke det modsatte. Har sælgeren rettet de

vildledende oplysninger inden aftalens indgåelse, kan forbrugeren ikke påberåbe sig

oplysningerne, jf. § 76, stk. 2, herunder ikke kræve erstatning.

Sælgeren er erstatningsansvarlig i henhold til købelovens § 80, stk. 1, nr. 3, hvis sælgeren har

tilsidesat sin loyale oplysningspligt, dvs. har forsømt at give forbrugeren oplysninger om

213

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

forhold, som har haft betydning for dennes bedømmelse af genstanden, og som sælgeren kendte

eller burde kende til.

Sælgeren er endvidere erstatningsansvarlig i henhold til købelovens § 80, stk. 1, nr. 4, hvis

salgsgenstanden savner egenskaber, der må anses som tilsikrede. Hvis sælgeren har givet en

sådan tilsikring (garanti), er det uden betydning, om sælgeren er i god tro om en (vildledende)

oplysnings rigtighed eller ej. Sælgeren kan derfor ikke ved aftalen fraskrive sig ansvaret for de

egenskaber, som sælgeren må anses for at have tilsikret.

Det fremgår af købelovens § 80, stk. 2, at ved køb af genstande bestemt efter art (dvs. genuskøb)

kan forbrugeren endvidere kræve skadeserstatning efter lovens § 43, stk. 3. I sådanne genuskøb

er sælger således erstatningsansvarlig, selv om sælgeren er uden skyld. Sælgeren kan dog undgå

erstatningsansvar, hvis sælgeren godtgør, at muligheden for at levere mangelfrie genstande må

anses for udelukket som følge af ekstraordinære omstændigheder af usædvanlig beskaffenhed

og indgribende betydning, og at sælgeren ikke ved købets afslutning burde have taget disse

omstændigheder i betragtning (force majeure). Bestemmelsen kan fraviges til skade for

forbrugeren, jf. § 1, stk. 2, og sælgeren kan således forbeholde sig ansvarsfrihed.

Forbrugerens adgang til at kræve erstatning for produktskader, dvs. skader, som opstår på

personer eller ting som følge af salgsgenstandens farlige egenskaber, er ikke reguleret af

købeloven, men derimod af produktansvarsloven og almindelige, uskrevne regler om

produktansvar.

4.2 Nye EU-regler (varedirektivet og direktivet om digitalt indhold)

4.2.1 Varedirektivets artikel 3, stk. 6

Det fremgår af varedirektivets artikel 3, stk. 6, at direktivet ikke berører medlemsstaternes

frihed til at regulere generelle aftaleretlige aspekter, såsom retten til erstatning.

Det fremgår i den forbindelse af præambelbetragtning nr. 61, at princippet om sælgers ansvar

for skader er et væsentligt element i købsaftaler. Forbrugere bør derfor have ret til at kræve

erstatning for enhver ulempe som følge af, at sælgeren overtræder varedirektivet, herunder for

skader som følge af manglende overensstemmelse. En sådan erstatning bør så vidt muligt bringe

forbrugeren i den position, som vedkommende ville have været i, hvis varen havde været i

overensstemmelse (dvs. positiv opfyldelsesinteresse). Da eksistensen af en sådan ret til

erstatning allerede er sikret i alle medlemsstater, berører direktivet ikke nationale regler om

erstatning til forbrugere for skader som følge af overtrædelse af reglerne. Medlemsstaterne kan

også fortsat frit regulere forbrugernes ret til erstatning i situationer, hvor afhjælpning eller

omlevering har medført en væsentlig ulempe eller blev forsinket.

214

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

4.2.2 Direktivet om digitalt indholds artikel 3, stk. 10

Det fremgår af artikel 3, stk. 10, at direktivet om digitalt indhold ikke berører medlemsstaternes

frihed til at lovgive om aspekter af generel aftaleret, såsom retten til erstatning.

Ifølge præambelbetragtning nr. 13 står det også medlemsstaterne frit for f.eks. at lovgive om

erstatningskrav fra en forbruger mod en tredjemand, som ikke er en erhvervsdrivende, der

leverer eller påtager sig at levere det digitale indhold eller den digitale tjeneste, såsom en

udvikler, der ikke samtidig er den erhvervsdrivende i henhold til direktivet.

Det fremgår i den forbindelse af præambelbetragtning nr. 73, at princippet om den

erhvervsdrivendes ansvar er et væsentligt element i aftaler om levering af digitalt indhold eller

digitale tjenester. Forbrugeren bør derfor være berettiget til at kræve erstatning for ulempe som

følge af manglende overensstemmelse eller manglende levering af det digitale indhold eller den

digitale tjeneste. Erstatningen bør bringe forbrugeren så tæt som muligt på den position, som

forbrugeren ville have været i, hvis det digitale indhold eller den digitale tjeneste var blevet

behørigt leveret og havde været i overensstemmelse (dvs. positiv opfyldelsesinteresse). Da en

sådan ret til erstatning allerede findes i alle medlemsstater, berører direktivet ikke nationale

regler om erstatning til forbrugere for skader som følge af overtrædelse af reglerne.

4.3 Udvalgets overvejelser

Varedirektivet og direktivet om digitalt indhold overlader det til medlemsstaterne at lovgive om

aspekter af generel aftaleret og retten til erstatning.

Udvalget har på den baggrund overvejet, om der er anledning til at ændre gældende dansk ret

om erstatning. Da de gældende danske regler efter udvalgets opfattelse fungerer

hensigtsmæssigt, har udvalget ikke fundet grundlag for at foreslå sådanne ændringer.

5. Regres

5.1 Gældende dansk ret (købeloven)

Købeloven indeholder ikke regler om regres. Dansk ret bygger dog med få undtagelser på

princippet om, at en kontraktpart (kun) kan rette et krav mod sin umiddelbare medkontrahent.

Er der en mangel ved salgsgenstanden, vil forbrugeren således kunne rette krav mod sælgeren,

der kan føre kravet videre til sin sælger, hvis betingelserne for at gøre kravet gældende over for

denne er opfyldt. Regressen foretages således som udgangspunkt led for led i kraft af den

almindelige grundsætning om kontrakters relativitet, der indebærer, at en kontrakt som

udgangspunkt kun skaber rettigheder og pligter for kontraktens parter.

215

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

I forbindelse med implementering af forbrugerkøbsdirektivet overvejede en arbejdsgruppe, der

var nedsat af Justitsministeriet, om man skulle indføre/lovfæste regler om regres.

Arbejdsgruppen fandt dog ikke anledning hertil bl.a. henset til, at forbrugerkøbsdirektivet alene

synes at indeholde et forbud mod, at der i national lovgivning er regler, hvorefter sælgeren

under ingen omstændigheder kan rette et krav mod et tidligere led i omsætningskæden, men

ikke stillede krav til medlemslandene om gennemførelse af regler om sælgers regresret.

Forbrugerkøbsdirektivet var derfor ikke til hinder for, at man lod spørgsmålet være

ulovreguleret, jf. betænkning nr. 1403/2001 om gennemførelse af forbrugerkøbsdirektivet s.

151 ff.

5.2 Nye EU-regler (varedirektivet og direktivet om digitalt indhold)

5.2.1 Varedirektivets artikel 18

Det fremgår af varedirektivets artikel 18, at hvis sælgeren er ansvarlig over for forbrugeren på

grund af en mangel, som skyldes en handling eller en undladelse, herunder undladelsen af at

levere opdateringer til varer med digitale elementer (i overensstemmelse med artikel 7, stk. 3),

begået af en person i et tidligere led i transaktionskæden, har sælgeren ret til at rejse krav over

for den eller de ansvarlige personer i transaktionskæden. Det afgøres efter national ret, mod

hvilke personer sælgeren kan rejse krav, og hvilke beføjelser og betingelser for udøvelsen heraf

der finder anvendelse.

Det fremgår i den forbindelse af præambelbetragtning nr. 63, at i betragtning af, at sælgeren er

ansvarlig over for forbrugeren for eventuelle mangler ved varerne, der skyldes en handling eller

en undladelse begået af sælgeren eller tredjemand, bør sælgeren have ret til at rejse krav over

for den ansvarlige person i tidligere led i transaktionskæden. Sådanne beføjelser bør omfatte

beføjelser i tilfælde af mangler, der er et resultat af undladelsen af en opdatering, herunder en

sikkerhedsopdatering, som ville have været nødvendig, for at varen med digitale elementer blev

ved med at være i overensstemmelse. Varedirektivet berører imidlertid ikke aftalefriheden

mellem sælgeren og andre parter i transaktionskæden. Det fremgår videre, at medlemsstaterne

skal oplyse de nærmere detaljer vedrørende udøvelsen af denne ret, navnlig for så vidt angår

spørgsmålet om, mod hvem og hvordan sælgeren kan rejse krav, og om beføjelserne er

obligatoriske.

Det fremgår endvidere af præambelbetragtning nr. 63, at spørgsmålet om, hvorvidt forbrugeren

også kan gøre et krav gældende direkte over for en person i et tidligere led i transaktionskæden,

ikke bør reguleres af varedirektivet, undtagen i de tilfælde hvor en producent tilbyder

forbrugeren en handelsmæssig garanti for varerne.

216

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

5.2.2 Direktivet om digitalt indholds artikel 20

Det fremgår af artikel 20 i direktivet om digitalt indhold, at hvis den erhvervsdrivende er

ansvarlig over for forbrugeren som følge af manglende levering af det digitale indhold eller den

digitale tjeneste eller som følge af manglende overensstemmelse, som skyldes en handling eller

en undladelse begået af en person i tidligere led i transaktionskæden, har den erhvervsdrivende

ret til at rejse krav over for den eller de ansvarlige personer i den økonomiske transaktionskæde.

Det afgøres efter national ret, hvem den erhvervsdrivende kan rejse krav overfor, og hvilke

beføjelser og betingelser for udøvelsen heraf der finder anvendelse.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 78, at den manglende overensstemmelse af det digitale

indhold eller den digitale tjeneste ved leveringen til forbrugeren ofte skyldes én af

transaktionerne i en kæde, der forbinder den oprindelige udvikler med den endelige

erhvervsdrivende. Selv om den endelige erhvervsdrivende bør være ansvarlig over for

forbrugeren i tilfælde af manglende overensstemmelse, er det vigtigt at sikre, at den

erhvervsdrivende har tilstrækkelige rettigheder over for de forskellige personer i

transaktionskæden med henblik på at kunne dække ansvaret over for forbrugeren. Sådanne

rettigheder bør begrænses til kommercielle transaktioner, og de bør derfor ikke omfatte

situationer, hvor den erhvervsdrivende er ansvarlig over for forbrugeren for den manglende

overensstemmelse af digitalt indhold eller en digital tjeneste, der består af eller bygger på

software, som er blevet leveret uden betaling af en pris i henhold til en Free and Open Source-

licens af en person i tidligere led i transaktionskæden. Det bør dog være op til medlemsstaterne

i henhold til deres den gældende nationale ret at identificere de personer i transaktionskæden,

som den endelige erhvervsdrivende kan gøre regres mod, og de ordninger og betingelser, der

gælder for sådanne tiltag.

5.3 Udvalgets overvejelser

Det fremgår af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, at hvis sælgeren er ansvarlig

over for forbrugeren på grund af en mangel, som skyldes en handling eller en undladelse, der

er begået af en person i et tidligere led i transaktionskæden, har sælgeren ret til at rejse krav

over for den eller de ansvarlige personer i transaktionskæden. Det afgøres efter national ret,

mod hvilke personer sælgeren kan rejse krav, og hvilke beføjelser og betingelser for udøvelsen

heraf, der finder anvendelse. Det gælder for så vidt angår digitalt indhold og digitale tjenester

også i tilfælde af manglende levering.

Købeloven indeholder ikke udtrykkelige regler om regres for sælgeren mod tidligere

transaktionsled.

217

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Udvalget har på den baggrund overvejet, om der er behov for at lovfæste de gældende danske

regler om regres.

Det er udvalgets vurdering

–

i overensstemmelse med konklusionen fra den af Justitsministeriet

nedsatte arbejdsgruppe om forbrugerkøbsdirektivet, jf. betænkning nr. 1403/2001 om

gennemførelse af forbrugerkøbsdirektivet s. 151 ff.

–

at varedirektivet og direktivet om digitalt

indhold ikke er til hinder for, at spørgsmålet om regres forbliver ulovreguleret i dansk ret. Det

skyldes, at direktiverne efter udvalgets vurdering alene indeholder en erklæring om, at det skal

være muligt for sælgeren at rette regreskrav mod tidligere led i transaktionskæden, hvilket

gældende dansk ret sikrer. Dertil kommer, at direktiverne efter udvalgets opfattelse giver de

tidligere led i transaktionskæden, f.eks. en sælger og en producent, mulighed for at aftale

ansvarsfrihed, hvorfor en bestemmelse om ret til regres for sælgeren kan virke vildledende.

Udvalget har på den baggrund ikke fundet grundlag for at foreslå lovregulering af retten til

regres.

218

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Kapitel 7

–

Reklamationsfrist og formodningsregel

1. Reklamationsfrist

1.1 Gældende dansk ret (købeloven)

1.1.1 Generelt

Købeloven indeholder et særskilt afsnit om forbrugerkøb (§§ 72-86). Ved forbrugerkøb forstås

et køb, som en køber (forbruger) foretager hos en erhvervsdrivende, der handler som led i sit

erhverv, når køberen hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Sælgeren har bevisbyrden for,

at købet ikke er et forbrugerkøb.

Begrebet køb omfatter aftaler om overdragelse af et formuegode, bortset fra fast ejendom.

Begrebet omfatter således køb af fysiske genstande (løsøre), fordringer, IT-programmer,

goodwill, immaterielle rettigheder mv. Aftaler om overdragelse af genstande, der først skal

tilvirkes eller fremstilles, er også omfattet af begrebet. Aftaler om levering af tjenesteydelser

–

f.eks. en serviceaftale

–

er ikke omfattet begrebet. Købeloven har dermed et videregående

anvendelsesområde end varedirektivet, der hovedsagelig omfatter fysiske genstande.

Købelovens anvendelsesområde dækker til dels anvendelsesområdet for direktivet om digitalt

indhold. Der henvises til kapitel 5 for en uddybning af anvendelsesområde og

begrebsdefinitioner i henholdsvis købeloven, varedirektivet og direktivet om digitalt indhold.

Forbrugerkøbsafsnittet i købeloven udmønter i vidt omfang forbrugerkøbsdirektivet. Der er i

forbrugerkøbsafsnittet fastsat regler om bl.a. salgsgenstandens overensstemmelse med aftalen

(mangler) og om forbrugerens rettigheder (misligholdelsesbeføjelser) i tilfælde af mangler. Der

er derudover fastsat regler om frister, inden for hvilke forbrugeren kan påberåbe sig en mangel,

dvs. om reklamation (§§ 81-86).

§§ 81-86 om reklamation over mangler i forbrugerkøb er beskyttelsespræceptive, dvs. at

reglerne ikke ved forudgående aftale kan fraviges til skade for forbrugeren. Derimod kan

sælgeren og forbrugeren frit aftale, at forbrugeren får en bedre retstilling end den, der følger af

købeloven.

1.1.2 Reklamationsfristens længde

Der løber to reklamationsfrister for mangler ved salgsgenstanden, en absolut og en relativ.

Den absolutte reklamationsfrist er to år, jf. købelovens § 83, stk. 1. Efter bestemmelsen skal

forbrugeren inden to år fra salgsgenstandens overgivelse meddele sælgeren, hvis forbrugeren

vil påberåbe sig en mangel ved salgsgenstanden. Fristen er

absolut,

da den gælder, uanset om

forbrugeren kendte til manglen inden udløbet af fristen. Hvis forbrugeren ikke har reklameret

219

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

inden to år fra overgivelsestidspunktet, kan forbrugeren ikke senere gøre manglen gældende.

Det gælder dog ikke, hvis sælgeren har givet en garanti for salgsgenstanden for en længere

periode eller har handlet i strid med almindelig hæderlighed.

En svigagtig handlemåde må altid anses for at være i strid med hæderlighed, men i nogle

tilfælde, hvor sælgeren har handlet i strid med almindelig hæderlighed, kan der ikke antages at

foreligge svig. I øvrigt afhænger det af den til enhver tid gældende almindelige retsopfattelse,

hvor grænsen for det hæderlige går. Det kan f.eks. være, hvis sælgeren træffer særlige

foranstaltninger for at skjule en mangel eller, hvis sælger undlader at oplyse køberen om, at

salgsgenstanden er helt uanvendelig til det formål, som sælgeren ved, at køberen skal bruge den

til. Der skal altid foretages en konkret vurdering.

Som supplement til den toårige reklamationsfrist gælder der efter købelovens § 81 en

relativ

frist for reklamation. Fristen er relativ, da den afhænger af, hvornår forbrugeren opdagede

manglen. Efter § 81 skal en forbruger, der vil påberåbe sig en mangel, således give sælgeren

meddelelse herom inden for

rimelig tid

efter, at forbrugeren har opdaget manglen. Hvis

forbrugeren ikke gør det, mister forbrugeren retten til at påberåbe sig manglen.

Det er ikke i bestemmelsen angivet, hvad der skal forstås ved

rimelig tid.

Det fremgår dog af

bestemmelsen, at en meddelelse, som er givet inden to måneder efter, at forbrugeren opdagede

manglen, altid er rettidig. Om en reklamation efter udløbet af to måneder (fra tidspunktet, hvor

forbrugeren opdagede manglen) er rettidig afhænger af en konkret vurdering af, om

reklamationen er sket inden for rimelig tid. Dette sikrer en vis fleksibilitet i anvendelsen af den

relative reklamationsfrist. Individuelle forhold hos forbrugeren, eksempelvis sygdom, bortrejse

eller lignende, kan på den ene side begrunde en forlængelse af fristen. Konkrete

omstændigheder kan på den anden side føre til, at der skal reklameres hurtigere end ellers, f.eks.

hvis genstandens værdi hastigt forringes, eller hvis der forekommer store prissvingninger for

varer af den pågældende art.

I forbrugerkøb har forbrugeren ikke en egentlig pligt til at undersøge salgsgenstanden efter

overgivelsen. Det indebærer, at den relative reklamationsfrist efter købelovens § 81 først

begynder at løbe, når forbrugeren faktisk bliver opmærksom på manglen. Er der tale om

åbenbare mangler, kan der imidlertid ikke stilles store krav til sælgerens bevisførelse i relation

til det tidspunkt, hvor forbrugeren faktisk må antages at have opdaget manglen. Forbrugerens

passivitet og fortsatte brug af genstanden efter, at manglen er opdaget, vil endvidere kunne

anses som en accept af at beholde salgsgenstanden. I så fald er forbrugeren afskåret fra at kræve

omlevering eller ophæve købet.

220

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Den relative reklamationsfrist i § 81 gælder ikke, hvis sælgeren har handlet i strid med

almindelig hæderlighed eller groft uagtsomt, jf. købelovens § 82.

1.1.3 Formkrav

Der gælder ingen formkrav til en reklamation. Der kan både reklameres skriftligt og mundtligt.

Der stilles kun krav om en neutral reklamation, dvs. at forbrugeren skal meddele, at

salgsgenstanden har en mangel, og at forbrugeren vil påberåbe sig den. Forbrugerens

reklamation skal være rimelig klar med hensyn til, hvad der begrunder reklamationen, således

at sælgeren kan vurdere indsigelsens rigtighed.

Det er ikke en betingelse for en gyldig reklamation, at forbrugeren angiver, hvilke konkrete

misligholdelsesbeføjelser forbrugeren vil gøre gældende. Forbrugeren skal imidlertid inden

rimelig tid besvare en eventuel forespørgsel fra sælgeren om, hvorvidt forbrugeren vil hæve

købet. Forbrugeren kan

–

uanset om forbrugeren har modtaget en forespørgsel fra sælgeren

–

ved passivitet og fortsat brug af genstanden, efter at forbrugeren har opdaget manglen, miste

sin adgang til at hæve købet eller til at kræve omlevering af en ny vare.

Bevisbyrden for, at der er afgivet reklamation, og at det er sket rettidigt, påhviler forbrugeren.

1.1.4 For sen reklamation

Hvis forbrugeren reklamerer for sent, mister forbrugeren retten til at gøre manglen gældende.

Det gælder dog ikke, hvis sælgeren ikke gør indsigelse mod den for sene reklamation, men i

stedet påbegynder realitetsforhandlinger med forbrugeren om reklamationens berettigelse. I

sådanne tilfælde vil reklamationen få retsvirkning.

1.1.5 Fravigelser fra reklamationsfristen

Den toårige reklamationsfrist gælder ikke, hvis sælgeren har påtaget sig at indestå for

salgsgenstanden i længere tid. Reklamationsfristen gælder endvidere ikke, hvis sælgeren har

handlet i strid med almindelig hæderlighed. Det er ikke et krav, at sælgeren har handlet

svigagtigt, jf. kapitel 7, pkt. 1.1.2. Derudover gælder reklamationsfristen ikke, hvis

salgsgenstanden i henhold til et påbud fra en offentlig myndighed skal tilbagekaldes eller

destrueres, fordi den udgør en fare. Reklamationsfristen gælder heller ikke ved køb af

byggematerialer og ved retsmangler, hvor det alene er de almindelige forældelsesregler, der

finder anvendelse.

1.1.6 Afbrydelse eller en ny reklamationsfrist

En reklamation fra forbrugeren har den virkning, at reklamationsfristen i købelovens § 83 bliver

afbrudt én gang for alle for så vidt angår den mangel, der reklameres over. Hvis f.eks.

221

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

forbrugeren reklamerer inden udløbet af reklamationsfristen, og den samme mangel

–

uanset at

sælgeren har afhjulpet den eller har omleveret salgsgenstanden

–

viser sig igen efter udløbet af

fristen, er forbrugerens ret til at gøre mangelsindsigelser gældende ikke længere begrænset af

den (oprindelige) reklamationsfrist, men alene af de almindelige forældelsesregler. Hvis der

derimod reklameres over en anden mangel, vil den oprindelige absolutte reklamationsfrist

fortsat gælde.

I de tilfælde, hvor sælgeren foretager omlevering for at afhjælpe manglen, løber der en ny frist

på to år fra omleveringen, dvs. fra det tidspunkt, hvor forbrugeren har fået den nye

salgsgenstand overgivet. Det samme kan i visse tilfælde gøre sig gældende, hvis afhjælpning er

så omfattende, at den må sidestilles med omlevering. Det har navnlig betydning, hvis den

omleverede genstand er behæftet med andre mangler end den, forbrugeren oprindeligt

påberåbte sig (da fristen allerede er afbrudt én gang for alle for den påberåbte mangel).

Reklamationsfristen på to år omfatter alene faktiske mangler ved salgsgenstanden og finder

således ikke anvendelse på retsmangler. En retsmangel er eksempelvis, hvis salgsgenstanden

viser sig at tilhøre en anden end sælgeren (dvs. en tredjemand), eller hvis en tredjemand har

sikkerhed i salgsgenstanden. Der henvises til kapitel 6, pkt. 1.1.16 for en nærmere beskrivelse

af retsmangler.

1.1.7 Modtageren af reklamationen

Forbrugeren skal som udgangspunkt reklamere over for sælgeren af salgsgenstanden. Efter

købelovens § 84 kan forbrugeren dog også give meddelelse om reklamation til en producent

eller en anden erhvervsdrivende, der i forbindelse med købet har påtaget sig at afhjælpe

eventuelle mangler ved salgsgenstanden. Det indebærer, at producenten eller en anden

erhvervsdrivende, som har påtaget sig at afhjælpe eventuelle mangler, er legitimerede til at

modtage reklamationer med bindende virkning på sælgerens vegne. En erhvervsdrivende

formidler af et køb fra en ikke-erhvervsdrivende, jf. § 4 a, stk. 2, er også legitimeret til at

modtage reklamationer. Der henvises til kapitel 5, pkt. 1.9 for en nærmere beskrivelse af

formidlingsreglen.

Købelovens § 84 regulerer ikke, hvornår andre erhvervsdrivende end sælgeren har påtaget sig

en forpligtelse til at afhjælpe mangler ved salgsgenstanden, og bestemmelsen pålægger ikke

den erhvervsdrivende en sådan forpligtelse.

Tilfælde, hvor en anden erhvervsdrivende end sælgeren har påtaget sig at afhjælpe mangler,

foreligger typisk, hvor sælgeren giver forbrugeren et garantibevis, en brugsanvisning eller

222

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

lignende, hvoraf det fremgår, at producenten eller et serviceværksted eller lignende påtager sig

at reparere genstanden.

Bestemmelsen omfatter ikke de tilfælde, hvor en erhvervsdrivende uden sælgerens medvirken

påtager sig at afhjælpe fejl ved salgsgenstanden. Ligeledes omfatter bestemmelsen ikke de

tilfælde, hvor sælgeren ved købets afslutning medvirker til, at der indgås en serviceaftale

mellem forbrugeren og en anden erhvervsdrivende om, at den erhvervsdrivende mod betaling,

der ikke er indeholdt i købesummen, skal foretage visse reparationer mv., hvis genstanden går

i stykker, og eventuelt løbende føre tilsyn med genstanden.

Vil forbrugeren påberåbe sig en mangel over for en producent eller en anden erhvervsdrivende,

der i forbindelse med købet har påtaget sig at afhjælpe eventuelle mangler, skal forbrugeren

give sælgeren eller den anden erhvervsdrivende meddelelse herom inden for rimelig tid efter,

at forbrugeren har opdaget manglen. I modsat fald taber forbrugeren retten til at påberåbe sig

manglen. I lighed med hvad der gælder efter købelovens § 81, vil meddelelse givet inden to

måneder efter, at forbrugeren opdagede manglen, altid være rettidig, jf. købelovens § 85.

1.1.8 Forsendelsesrisiko for reklamationsmeddelelser

Efter købelovens § 86, finder købelovens § 61, stk. 1, om forsendelsesrisiko for

reklamationsmeddelelser, anvendelse i forbrugerkøb. Det indebærer, at hvis en meddelelse om

reklamation fra forbrugeren er indleveret til befordring med f.eks. post, eller, hvor andet

forsvarligt befordringsmiddel benyttes, afgivet til befordring, medfører det ikke tab af ret for

afsenderen (forbrugeren), at meddelelsen forsinkes eller ikke kommer frem.

Det afgørende for, om reklamationen er rettidig, er derfor, om den er afsendt, dvs. om

meddelelsen er overgivet til befordring inden for en eventuel frist. Afsenderen (forbrugeren)

har bevisbyrden for, at meddelelsen er afsendt.

Post anses altid som forsvarligt befordringsmiddel. Det er dog en forudsætning, at meddelelsen

er korrekt frankeret og adresseret. E-mail anses også som et forsvarligt befordringsmiddel. Det

beror på en konkret vurdering, om andre befordringsmidler er omfattet af bestemmelsen.

Befordring med afsenderens egne folk sker på afsenderens risiko. Det samme gælder for

forsendelse med taxi. Visse bud- og kurertjenester kan være organiseret, således at forsendelse

ad den vej er omfattet af bestemmelsen.

1.1.9 Forældelse

Ved siden af reklamationsfristerne gælder de almindelige regler om forældelse af fordringer i

forældelsesloven. Reklamationsfristerne er kortere end forældelsesfristerne, og

223

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

reklamationsfristen udløber derfor normalt på et tidligere tidspunkt end forældelsesfristen

udløber efter forældelsesloven.

Forældelsesloven finder anvendelse på fordringer på penge eller andre ydelser, medmindre

andet følger af særlige bestemmelser om forældelse i anden lov, jf. forældelseslovens § 1.

Efter forældelseslovens § 2, stk. 1, regnes forældelsesfristen som udgangspunkt fra det tidligste

tidspunkt, hvor fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt.

Den almindelige forældelsesfrist er tre år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1, medmindre andet

følger af andre bestemmelser.

Hvis fordringshaveren er ubekendt med fordringen, regnes forældelsesfristen fra den dag, da

fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil, jf. lovens § 3, stk. 2.

Den absolutte forældelsesfrist er ti år, jf. lovens § 3, stk. 3, nr. 4, og fristen sætter således

grænsen for, hvor længe den treårige forældelsesfrist efter lovens § 3, stk. 1, kan være

suspenderet efter lovens § 3, stk. 2.

For at der kan ske suspension af forældelsesfristen efter lovens § 3, stk. 2, skal

fordringshaverens uvidenhed vedrøre de faktiske forhold, som kravet støttes på (faktisk

vildfarelse). Ukendskab til eksistensen af kravet eller til den rette fortolkning af det retlige

grundlag for kravet (retsvildfarelse) medfører som udgangspunkt ikke suspension af

forældelsesfristen.

For fordringer, som opstår ved misligholdelse af en kontrakt, f.eks. mangler ved en

salgsgenstand, regnes forældelsesfristen fra tidspunktet for misligholdelsen, jf.

forældelseslovens § 2, stk. 3.

Forældelse af krav i anledning af misligholdelse af en kontrakt beror på kontraktens karakter

og på, hvilke beføjelser medkontrahenten gør gældende.

Ved krav om naturalopfyldelse løber forældelsesfristen fra det tidspunkt, hvor ydelsen skulle

være erlagt (f.eks. leveret). Ved krav i anledning af forsinkelse eller ikke-erlæggelse (f.eks.

manglende levering) løber fristen fra det øjeblik, hvor betingelserne for den påståede

misligholdelsesbeføjelse var opfyldt, dvs. ved ophævelse normalt fra det tidspunkt, hvor

forsinkelsen var væsentlig. Det afgørende er ikke, hvornår ophævelse af kontrakten faktisk sker,

men det tidligste tidspunkt, hvor beføjelsen kunne være gjort gældende.

224

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Ved faktiske mangler løber fristen fra det tidspunkt, hvor manglen foreligger, dvs. sædvanligvis

ved leveringen. Hvis manglen først kan konstateres senere, har det normalt ingen betydning at

fastlægge begyndelsestidspunktet efter forældelseslovens § 2, da fristen suspenderes efter

lovens § 3, stk. 2, indtil det tidspunkt, hvor manglen burde være opdaget. Suspensionen

begrænses imidlertid af den absolutte forældelsesfrist på ti år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 3,

nr. 4, der løber fra leveringstidspunktet. Ved varetægtsskader (dvs. skader på ting, som

skyldneren havde i sin besiddelse i forbindelse med kontrakter om reparation, opbevaring mv.)

løber fristen normalt fra skadens indtræden, men også i disse tilfælde er der ofte grundlag for

suspension, indtil ejeren får meddelelse om tingens beskadigelse eller bortkomst.

Den omstændighed, at skyldneren har afgivet en garanti for opfyldelse, medfører ikke i sig selv,

at begyndelsestidspunktet udskydes. Selv om der er givet garanti mod mangler ved løsørekøb,

løber fristen derfor normalt fra leveringstidspunktet. En garanti kan dog begrunde, at

forældelsen suspenderes efter § 3, stk. 2. En garanti må desuden normalt forstås sådan, at den

forlænger forældelsesfristen med den virkning, at det ikke er nødvendigt at iværksætte

sagsanlæg inden udløbet af den absolutte tiårs frist efter § 3, stk. 3, nr. 4, og at der indrømmes

fordringshaveren en rimelig frist hertil efter garantiens udløb.

1.2 Nye EU-regler (varedirektivet og direktivet om digitalt indhold)

1.2.1 Varedirektivets artikel 10, stk. 1-5

Det fremgår af varedirektivets artikel 10, stk. 1, at sælgeren er ansvarlig over for forbrugeren

for mangler, der forelå på det tidspunkt, hvor varerne blev leveret, og som bliver synlige inden

to år efter dette tidspunkt. Med forbehold for artikel 7, stk. 3, vedrørende opdateringer gælder

det også varer med digitale elementer (integreret digitalt indhold). Der henvises til kapitel 6,

pkt. 1.2.1.3.2 for en uddybende beskrivelse af forpligtelsen til at give forbrugeren besked om

og levere opdateringer. Begrebet ansvar i varedirektivets artikel 10 relaterer sig til

reklamationsfristen og må ikke forveksles med et eventuelt erstatningsansvar for sælger.

Den gældende reklamationsfrist på to år, som blev fastsat af hovedparten af medlemsstaterne

ved implementering af forbrugerkøbsdirektivet, er således videreført i varedirektivet. Det

skyldes ifølge varedirektivets præambelbetragtning nr. 41 hensynet til at sikre sælgernes

retssikkerhed og forbrugernes generelle tillid til den grænseoverskridende handel. Fristen skal

endvidere ses i lyset af, at denne periode i praksis betragtes som rimelig af markedsdeltagerne,

hvorfor man bevarede den ved vedtagelsen af varedirektivet.

Det fremgår af varedirektivets artikel 10, stk. 2, at ved varer med digitale elementer, hvor

købsaftalen foreskriver en løbende levering af det digitale indhold eller den digitale tjeneste i

225

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

en periode, er sælgeren ansvarlig for eventuelle mangler ved det digitale indhold eller den

digitale tjeneste, der opstår eller bliver synlige inden to år, efter at varerne med digitale

elementer blev leveret. Hvis aftalen foreskriver løbende levering i mere end to år, er sælgeren

ansvarlig for mangler i det digitale indhold eller den digitale tjeneste, der opstår eller bliver

synlige inden for den periode, hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste skal leveres i

henhold til købsaftalen.

Som et nyt element i forhold til forbrugerkøbsdirektivet gælder der således efter varedirektivet

en længere reklamationsfrist end to år, hvis der er aftalt løbende levering af integreret digitalt

indhold i mere end to år. Den længere reklamationsfrist gælder kun for mangler ved det digitale

indhold eller den digitale tjeneste, som opstår eller konstateres inden for den periode, hvor det

digitale indhold eller den digitale tjeneste skal leveres i henhold til aftalen.

Medlemsstaterne skal efter varedirektivet sikre, at eventuelle nationale forældelsesfrister ikke

forhindrer forbrugeren i at udnytte misligholdelsesbeføjelserne efter direktivet i en periode

svarende til reklamationsfristen, jf. artikel 10, stk. 4.

Artikel 10, stk. 3, giver medlemsstaterne mulighed for at vælge at opretholde eller indføre en

længere reklamationsfrist end ovennævnte på to år. Selv om udgangspunktet i direktivet er en

reklamationsfrist på to år, har medlemsstaterne dermed fleksibilitet til at øge

forbrugerbeskyttelsesniveauet i deres nationale ret ved at fastsætte en længere reklamationsfrist,

end den der følger af direktivet.

Efter varedirektivets artikel 10, stk. 5, kan medlemsstaterne også vælge at nøjes med at

opretholde eller indføre en forældelsesfrist for misligholdelsesbeføjelserne. Medlemsstaterne

skal i givet fald sikre, at en sådan forældelsesfrist giver forbrugeren mulighed for at gøre brug

af beføjelserne, som viser sig i løbet af den periode, der er omhandlet i artikel 10, stk. 1 og 2,

dvs. i reklamationsperioden.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 42, at medlemsstaterne af hensyn til sammenhængen

med de eksisterende nationale retssystemer har mulighed for at beslutte, at sælgere er ansvarlige

for en mangel, der konstateres inden for en specifik periode, eventuelt kombineret med en

forældelsesfrist, eller at forbrugeres beføjelser kun afhænger af en forældelsesfrist. I det første

tilfælde bør medlemsstaterne sikre, at perioden for sælgerens ansvar ikke omgås af en

forældelsesfrist for forbrugerens beføjelser. Selv om direktivet ikke harmoniserer nationale

forældelsesfristers starttidspunkt, bør det sikre, at sådanne forældelsesfrister ikke begrænser

forbrugernes ret til at udøve deres beføjelser ved manglende overensstemmelse, som viser sig i

den periode, hvor sælgeren er ansvarlig for manglende overensstemmelse. I sidstnævnte

226

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

tilfælde bør medlemsstaterne have mulighed for at nøjes med at bevare eller indføre en

forældelsesfrist for forbrugerens beføjelser, uden at indføre en specifik periode, inden for

hvilken den manglende overensstemmelse skal konstateres, for at sælgeren bliver ansvarlig. For

at sikre, at forbrugere også i sådanne tilfælde er beskyttet i lige så høj grad, bør medlemsstaterne

sikre, at hvis der kun gælder en forældelsesfrist, bør den stadig give forbrugere mulighed for at

udøve deres beføjelser ved manglende overensstemmelse, som viser sig som minimum i den

periode, der er fastsat som reklamationsfrist i direktivet.

Direktivet regulerer ikke, under hvilke betingelser reklamationsfristen eller en forældelsesfrist

kan ophæves eller afbrydes. Medlemsstaterne kan derfor selv fastsætte regler om ophævelse

eller afbrydelse af reklamationsfristen eller forældelsesfristen, f.eks. i tilfælde af afhjælpning,

omlevering eller forhandlinger mellem sælgeren og forbrugeren med henblik på en mindelig

ordning, jf. præambelbetragtning nr. 44.

Endelig giver artikel 12 medlemsstaterne mulighed for at opretholde eller indføre

bestemmelser, der fastsætter, at forbrugeren for at kunne nyde godt af sine rettigheder

(misligholdelsesbeføjelser) skal underrette sælgeren om en mangel inden for en periode på

mindst

to måneder fra den dato, hvor forbrugeren opdagede manglen.

1.2.2 Direktivet om digitalt indholds artikel 11

Det fremgår af artikel 11, stk. 1, i direktivet om digitalt indhold, at den erhvervsdrivende er

ansvarlig for manglende levering af det digitale indhold eller den digitale tjeneste i

overensstemmelse med direktivets artikel 5.

Det fremgår af direktivets artikel 11, stk. 2, at når en aftale indeholder bestemmelse om

enkelt levering eller en række af enkeltstående leveringer,

er den erhvervsdrivende ansvarlig

for manglende overensstemmelse (mangler), som eksisterer på leveringstidspunktet (for den

eller hver af de enkelte leveringer). Bestemmelsen berører ikke artikel 8, stk. 2, litra b, om

opdateringer. Der henvises til kapitel 6, pkt. 1.2.1.3.2 for en uddybende beskrivelse af

forpligtelsen til at give forbrugeren besked om og levere opdateringer. Begrebet ansvar i

direktivets artikel 11 relaterer sig til reklamationsfristen og må ikke forveksles med et eventuelt

erstatningsansvar for sælger.

Hvis den erhvervsdrivende i henhold til national ret kun er ansvarlig for manglende

overensstemmelse, der viser sig inden for en bestemt periode efter leveringen, må denne periode

ikke være mindre end to år regnet fra leveringstidspunktet.

227

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Efter direktivet om digitalt indhold gælder der således

–

ligesom efter varedirektivet

–

reklamationsfrist på som udgangspunkt to år for så vidt angår en eller flere enkeltstående

leveringer, og ligesom tilfældet er efter varedirektivet, kan medlemsstaterne vælge at indføre

en længere frist.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 56, at digitalt indhold eller digitale tjenester kan leveres

til forbrugere ved en enkelt levering, f.eks. når forbrugere downloader en e-bog og lagrer den

på deres personlige enhed. Ligeledes kan leveringen bestå af en række sådanne enkeltstående

leveringer, f.eks. når forbrugere modtager et link, hvorfra de kan downloade en ny e-bog hver

uge. Det karakteristiske element i denne kategori af digitalt indhold eller digitale tjenester er,

at forbrugere derefter har mulighed for at få adgang til og bruge det digitale indhold eller den

digitale tjeneste uden tidsbegrænsning. I sådanne tilfælde bør det digitale indholds eller den

digitale tjenestes overensstemmelse vurderes på leveringstidspunktet, og den erhvervsdrivende

bør derfor kun være ansvarlig for manglende overensstemmelse på det tidspunkt, hvor den

enkelte levering eller hver af de enkeltstående leveringer finder sted. Af hensyn til

retssikkerheden bør erhvervsdrivende og forbrugere kunne henholde sig til en harmoniseret

minimumsperiode, i hvilken den erhvervsdrivende bør holdes ansvarlig for manglende

overensstemmelse. I forbindelse med aftaler, der omfatter en enkelt levering eller en række

enkeltstående leveringer af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, bør medlemsstaterne

sikre, at erhvervsdrivende er ansvarlige i mindst to år fra leveringstidspunktet, hvis den

erhvervsdrivende i henhold til deres respektive nationale ret kun er ansvarlig for manglende

overensstemmelse, der viser sig inden for en periode efter leveringen.

Det fremgår af artikel 11, stk. 3, i direktivet om digitalt indhold, at hvis aftalen foreskriver

løbende levering over en periode,

er den erhvervsdrivende ansvarlig for manglende

overensstemmelse, der opstår eller viser sig i hele den periode, i hvilken det digitale indhold

eller den digitale tjeneste skal leveres i henhold til aftalen.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 57, at løbende levering kan omfatte tilfælde, hvor den

erhvervsdrivende stiller en digital tjeneste til rådighed for forbrugere for en bestemt eller

ubestemt periode, såsom en toårig cloudlagringsaftale eller et tidsubestemt medlemskab af en

social medieplatform. Det karakteristiske element i denne kategori er det forhold, at det digitale

indhold eller den digitale tjeneste kun er til rådighed eller tilgængelig(t) for forbrugere i den

fastsatte aftaleperiode, eller så længe den tidsubestemte aftale er i kraft. Det er derfor berettiget,

at den erhvervsdrivende i sådanne tilfælde kun er ansvarlig for manglende overensstemmelse,

der viser sig i løbet af denne periode. Elementet af løbende levering bør ikke nødvendigvis

kræve langsigtet levering. Tilfælde såsom webstreaming af et videoklip bør betragtes som

løbende levering over en periode, uanset den reelle varighed af den audiovisuelle fil. Tilfælde,

228

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

hvor bestemte elementer af det digitale indhold eller den digitale tjeneste stilles til rådighed

med jævne mellemrum eller ved flere lejligheder under aftalens fastsatte varighed eller i den

periode, hvor aftalen på ubestemt tid er gældende, bør også betragtes som løbende levering over

en periode, f.eks. hvor aftalen fastsætter, at en kopi af antivirussoftware kan anvendes i et år og

automatisk opdateres den første dag i hver måned i denne periode, eller at den erhvervsdrivende

automatisk vil foretage opdateringer, når der foreligger nye elementer af et digitalt spil, og det

digitale indhold eller den digitale tjeneste kun er tilgængelig(t) for forbrugerne under aftalens

fastsatte varighed eller er tilgængelig for forbrugerne, så længe den tidsubestemte aftale er i

kraft.

Der er i artikel 14 i direktivet om digitalt indhold fastsat regler om forbrugerens beføjelser, hvis

det leverede ikke er i overensstemmelse med aftalen, dvs. lider af en mangel. Der henvises til

kapitel 6, pkt. 3.2.2 for en nærmere beskrivelse af misligholdelsesbeføjelserne. Af artikel 11,

stk. 2 og 3, fremgår det, at hvis misligholdelsesbeføjelserne også eller udelukkende er underlagt

en forældelsesfrist i national ret, skal forældelsesfristen tillade forbrugerne at gøre brug af de

beføjelser, der er fastsat i artikel 14 for enhver manglende overensstemmelse, der eksisterer på

leveringstidspunktet, og som viser sig inden for den oven for angivne periode for

reklamationsfristen.

Medlemsstaterne kan fortsat frit lovgive om nationale forældelsesfrister. Sådanne

forældelsesfrister bør imidlertid ikke forhindre forbrugere i at udøve deres rettigheder i hele

den periode, hvor den erhvervsdrivende er ansvarlig for manglende overensstemmelse. Selv om

direktivet derfor ikke bør harmonisere nationale forældelsesfristers starttidspunkt, bør det ikke

desto mindre sikres, at sådanne frister fortsat tillader forbrugere at udøve deres beføjelser for

enhver manglende overensstemmelse, der bliver åbenbar i det mindste i den periode, hvori den

erhvervsdrivende er ansvarlig for manglende overensstemmelse, jf. præambelbetragtning nr.

58.

Efter direktivet om digitalt indhold gælder der således som udgangspunkt en reklamationsfrist

på to år for så vidt angår digitalt indhold eller digitale tjenester, der leveres ved

en eller flere

enkeltstående leveringer.

Medlemsstaterne kan vælge at indføre en længere frist end to år. Ved

aftaler om

løbende levering over en periode,

er medlemsstaterne forpligtet til at sikre, at den

erhvervsdrivende er ansvarlig for manglende overensstemmelse, der opstår eller viser sig i hele

den periode, i hvilken det digitale indhold eller den digitale tjeneste skal leveres

–

uanset

længden af den almindelige reklamationsfrist.

229

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

1.3 Udvalgets overvejelser

1.3.1 Den absolutte reklamationsfrist

Den gældende reklamationsfrist i købeloven er to år, jf. købelovens § 83, stk. 1.

Udgangspunktet efter varedirektivet er en reklamationsfrist på mindst to år for varer og varer

med digitale elementer. Det gælder dog ikke, hvis en aftale om varer med digitale elementer

foreskriver løbende levering af det digitale indhold eller den digitale tjeneste i mere end to år.

I så fald skal forbrugeren kunne gøre mangler ved det digitale indhold eller den digitale tjeneste

(dvs. det digitale element) gældende i hele den periode, hvor det digitale indhold eller den

digitale tjeneste skal leveres i henhold til aftalen. Hvis det digitale indhold ifølge købsaftalen

f.eks. skal leveres løbende over en periode på tre år, kan forbrugeren reklamere i de tre år.

Udgangspunktet efter direktivet om digitalt indhold er en reklamationsfrist på mindst to år for

digitalt indhold og digitale tjenester, der leveres ved en eller flere enkeltstående leveringer. Er

der tale om løbende levering af digitalt indhold eller digitale tjenester, skal forbrugeren kunne

gøre mangler gældende i hele leveringsperioden. Løbende levering over f.eks. en treårig periode

betyder således, at forbrugeren kan reklamere i de tre år.

Den gældende toårige reklamationsfrist i købeloven afskærer ikke reklamationer i de nævnte

tilfælde med løbende levering af digitalt indhold og digitale tjenester, og direktiverne medfører

således ikke ændringer af dansk ret på dette punkt. For at sikre korrekt implementering af

direktiverne og for at skabe en klar retstilstand er det efter udvalgets opfattelse nødvendigt, at

det kommer til at fremgå udtrykkeligt af købeloven, at forbrugeren i sådanne tilfælde i hele

leveringsperioden kan gøre mangler ved digitalt indhold eller digitale tjenester gældende, når

der er aftalt løbende levering heraf. Det gælder både for køb af varer med digitale elementer,

hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste leveres løbende i en periode på mere end to

år, og for aftaler om levering af digitalt indhold og digitale tjenester, hvor der er aftalt løbende

levering i en periode. Udvalget foreslår på denne baggrund, at der indsættes regler herom i

købeloven.

Varedirektivets artikel 10, stk. 1, om sælgerens ansvar for mangler, berører ikke direktivets

artikel 7, stk. 3, om sælgerens forpligtelse til at sikre, at forbrugeren får besked om og får leveret

opdateringer, herunder sikkerhedsopdateringer. Artikel 11, stk. 2, i direktivet om digitalt

indhold om sælgerens ansvar for mangler berører heller ikke direktivets artikel 8, stk. 2, litra b,

om sælgerens forpligtelse til at sikre, at forbrugeren får besked om og får leveret opdateringer,

herunder sikkerhedsopdateringer.

230

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Efter varedirektivet og direktivet om digitalt indhold må reklamationsfristen således ikke

afskære forbrugeren fra at gøre mangler, som skyldes sælgerens manglende eller forkert

opdatering, gældende i den periode, hvor sælgeren er forpligtet til at give forbrugeren besked

om og levere opdateringer, herunder sikkerhedsopdateringer. Denne periode kan være længere

end den periode, hvor sælgeren normalt er ansvarlig for mangler

–

dvs. længere end den

sædvanlige absolutte reklamationsfrist.

For at sikre korrekt implementering af direktiverne er det efter udvalgets opfattelse nødvendigt,

at det kommer til at fremgå udtrykkeligt af købeloven, at forbrugeren kan gøre mangler, som

skyldes sælgerens manglende eller forkert opdatering, gældende i hele den periode, hvor

sælgeren er forpligtet til at levere opdateringer, herunder sikkerhedsopdateringer. Udvalget

foreslår derfor, at der indsættes en sådan regel i købeloven.

Der henvises til lovudkastets § 1, nr. 20 og bemærkningerne hertil.

1.3.2 Forlængelse af den absolutte reklamationsfrist

1.3.2.1 Adgang til at ændre regler

Efter begge direktiver skal reklamationsfristen være mindst to år i de tilfælde, der ikke er

behandlet ovenfor. Direktiverne giver således medlemsstaterne mulighed for at indføre en

længere reklamationsfrist end to år. Direktiverne rummer både mulighed for en generel

forlængelse af reklamationsfristen og for at fastsætte reklamationsfrister af forskellig længde

f.eks. for forskellige produktkategorier (en såkaldt differentieret reklamationsfrist).

Udvalget har på den baggrund overvejet, om den toårige reklamationsfrist i købeloven bør

forlænges generelt. Udvalget har ligeledes overvejet, om der bør indføres en differentieret

reklamationsfrist.

Udvalgets overvejelser har taget udgangspunkt i et forslag fra Forbrugerrådet Tænk om en

reklamationsfrist på som udgangspunkt tre år, og en reklamationsfrist på seks år for såkaldte

”varige forbrugsgoder”, som forventes at have en levetid af en vis længde (f.eks.

vaskemaskiner, biler, fladskærme mv.). Forbrugerrådet Tænk har subsidiært foreslået, at man

ved en forlængelse af reklamationsfristen ud over to år kan overveje at indføre reparation som

den primære eller eneste misligholdelsesbeføjelse gældende for perioden efter de to år.

Forslaget om forlængelse af reklamationsfristen bygger som udgangspunkt på, at alle

misligholdelsesbeføjelser bør være tilgængelige for forbrugeren i hele reklamationsperioden,

men det er vurderingen, at det ikke er i strid med direktiverne at indføre reparation som eneste

misligholdelsesbeføjelse efter to år, og derfor er dette foreslået som alternativ. Forbrugerrådet

Tænk har i tilknytning til forslagene om en forlængelse af reklamationsfristen tillige stillet

231

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

forslag om at gøre producenter ansvarlige for mangler på lige fod med sælgere, således at

forbrugerne også kan få adgang til at gøre misligholdelsesbeføjelser gældende over for

producenter.

Udvalget har til brug for overvejelserne indhentet oplysninger om retstilstanden i andre lande

og om de forventede konsekvenser af en forlængelse af reklamationsfristen, herunder stats- og

erhvervsøkonomiske konsekvenser og konsekvenser for den grønne omstilling.

1.3.2.2 Reklamationsfrister i andre lande

Af forbrugerkøbsdirektivet følger en reklamationsfrist på mindst to år. Ved gennemførelsen af

dette direktiv kunne medlemsstaterne således

–

ligesom efter varedirektivet og direktivet om

digitalt indhold for så vidt angår en eller flere enkeltstående leveringer

–

vælge at fastsætte en

reklamationsfrist på to år eller længere. Derfor varierer reklamationsfristen på nuværende

tidspunkt på tværs af EU/EØS-medlemsstaterne og Det Forenede Kongerige. Størstedelen af

medlemsstaterne valgte ligesom Danmark at fastsætte en reklamationsfrist på to år. Længden

af de enkelte landes reklamationsfrist fremgår af tabellen nedenfor.

Tabel 1: Reklamationsfristen i andre EU/EØS-medlemsstater og Det forenede Kongerige

Land

Belgien

Bulgarien

Cypern

Danmark

Estland

Finland

Frankrig

Grækenland

Holland

Irland

Island

Italien

Kroatien

Letland

Litauen

Liechtenstein

Luxembourg

Malta

Norge

(Nye) varer

2 år

Forventet levetid

2 år

Forventet levetid

Ingen reklamationsfrist, men 6 års forældelse

2 år, men 5 år for varer med længere forventet levetid

2 år

Intet oplyst

2 år

2 år, men 5 år for varer med længere forventet levetid

232

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Land

Polen

Portugal

Rumænien

Slovakiet

Slovenien

Spanien

Det Forenede Kongerige

Sverige

Tjekkiet

Tyskland

Ungarn

Østrig

(Nye) varer

2 år

6 år (dog 5 år for Skotland)

3 år

2 år

Udvalget har endvidere modtaget en udtalelse fra Forbrukerrådet i Norge vedrørende

reklamationsfristerne i norsk køberet. Heraf fremgår, at udgangspunktet i norsk ret er en absolut

reklamationsfrist på to år. Den absolutte reklamationsfrist er dog fem år for salgsgenstande, der

ved normal brug er beregnet til at holde betydeligt længere end to år. Bestemmelsen herom blev

indført i 1988.

Det fremgår endvidere, at den juridiske og faktiske sondring mellem den korte og lange

absolutte reklamationsfrist har givet anledning til en række udfordringer og problemstillinger i

praksis.

Det fremgår af udtalelsen, at formuleringen ”ved normal brug er beregnet til at holde betydeligt

længere end to år” har givet anledning til særligt to spørgsmål:

For det første har det været nødvendigt at fastlægge, hvor meget den faktiske levetid for et

produkt skal overstige to år, før der er tale om ”betydeligt længere”, og forbrugeren dermed har

fem års reklamationsfrist. I 2007 fastslog den norske højesteret, at den femårige

reklamationsfrist gælder for produkter, som er beregnet til at have en levetid på i hvert fald

mellem tre og fire år.

For det andet har det været nødvendigt at fastlægge, hvordan levetiden for et produkt ved

normal brug skal vurderes. Dette må ifølge Forbrukerrådet baseres på forbrugerens forventning

til produktets tekniske holdbarhed ved normal brug. Der skal således som udgangspunkt ses

bort fra f.eks. udskiftning af produkter pga. udsving i moden, nye tekniske funktioner mv. Den

233

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

faktiske hastighed, hvormed der sker udskiftning af et produkt, kan ifølge Forbrukerrådet ikke

være retningsgivende for, hvor lang tid produktet er beregnet til at holde ved normal brug.

1.3.2.3. Konsekvenser af en forlængelse af reklamationsfristen

Reklamationsfristen er en klagefrist. Ved at reklamere (klage) inden for fristen har forbrugeren

adgang til at forsøge at gøre gældende, at der er en mangel ved salgsgenstanden, som var til

stede på leveringstidspunktet. Når fristen er udløbet, uden at der er reklameret, har forbrugeren

ikke længere adgang til at gøre en eventuel mangel gældende over for sælgeren, medmindre der

f.eks. er givet en garanti. Parternes mellemværende er dermed endeligt afsluttet. Opstår der efter

reklamationsfristens udløb en fejl ved det købte, skal forbrugeren selv stå for udbedring mv.

heraf, medmindre fejlen er dækket af en garanti.

For forbrugeren vil en forlængelse af reklamationsfristen indebære, at forbrugeren får en

længere periode til at opdage og gøre en eventuel mangel gældende. Dette har særlig betydning

for produkter med lang levetid som f.eks. visse elektroniske produkter, hårde hvidevarer og

biler, der har en væsentlig længere levetid end to år, og hvor forbrugeren anvender produktet i

væsentlig længere tid end to år, inden produktet udskiftes med et nyt. I det omfang producenten

eller den erhvervsdrivende har givet en garanti for produktet, der er gældende i en længere

periode end reklamationsfristen, vil en forlængelse af reklamationsfristen som udgangspunkt

ikke have betydning for mangler, der falder inden for garantiens område, fordi garantigiveren

allerede i kraft af garantien er forpligtet til at udbedre manglen uanset reklamationsfristen. De

forhold, der falder uden for garantiens område, vil være omfattet af en eventuelt længere

reklamationsfrist, hvis der er tale om en køberetlig mangel. I så fald vil forbrugeren kunne gøre

manglen gældende over for sælgeren. Hvis et forhold både er omfattet af en garanti og udgør

en køberetlig mangel, vil forbrugeren efter omstændighederne kunne vælge at gøre sit krav

gældende mod sælgeren, der er forpligtet efter købeloven, eller garantigiveren, der er forpligtet

efter garantiens indhold.

For den erhvervsdrivende sælger vil en længere reklamationsfrist indebære, at der vil være en

længere periode, hvor den erhvervsdrivende risikerer at blive mødt med krav

–

herunder også

uberettigede krav

–

og der vil dermed gå længere tid, inden parternes mellemværende er

endeligt afsluttet.

En reklamation inden for reklamationsfristen er ikke ensbetydende med, at der foreligger en

køberetlig mangel, som sælgeren er forpligtet til at udbedre ved afhjælpning (reparation),

omlevering eller andre misligholdelsesbeføjelser. For at kunne gøre misligholdelsesbeføjelser

gældende skal forbrugeren bevise, at der foreligger en kvalitetsafvigelse mv., og at denne var

til stede på leveringstidspunktet og ikke f.eks. skyldes fejlbetjening fra forbrugerens side.

234

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Erfaringsmæssigt bliver det vanskeligere for forbrugeren at bevise, at fejlen mv. var til stede på

leveringstidspunktet, jo længere tid der går, fra leveringen har fundet sted.

En forlængelse af reklamationsfristen må antages navnlig at have betydning for forbrugerens

mulighed for at gøre mangler gældende vedrørende salgsgenstandens holdbarhed, da andre

typer mangler erfaringsmæssigt har vist sig, inden udløbet af den toårige reklamationsfrist.

Holdbarhed er i varedirektivet defineret som varens evne til at bevare sine påkrævede

funktioner og ydeevne ved normal brug, jf. artikel 2, nr. 13. Der foreligger en

holdbarhedsmangel, når varen ikke har den holdbarhed, der er sædvanlig for varer af samme

type, og som forbrugeren med rimelighed kan forvente under hensyntagen til varens specifikke

art, herunder varens eventuelle behov for rimelig vedligeholdelse og de eventuelle offentlige

udsagn, der er afgivet af sælgeren eller tidligere led i transaktionskæden, f.eks. fra producenten.

I vurderingen indgår også alle andre relevante omstændigheder, herunder varens pris og den

intensitet og hyppighed, hvormed forbrugeren anvender salgsgenstanden, jf.

præambelbetragtning nr. 32.

Forbrugeren kan ikke gøre kort holdbarhed gældende som mangel, hvis køberen i forbindelse

med købet tydeligt er gjort opmærksom herpå samt udtrykkelig og særskilt har accepteret en

sådan kort holdbarhed.

1.3.2.4 Konsekvenser for erhvervslivet

Udvalget har til brug for overvejelserne indhentet en udtalelse fra Dansk Erhverv og Foreningen

for Dansk Internethandel (der den 1. november 2020 fusionerede med Dansk Erhverv)

vedrørende konsekvenser for erhvervslivet af en eventuel forlængelse af reklamationsfristen.

Organisationerne har indhentet bidrag fra deres medlemmer og har i den forbindelse modtaget

svar fra 21 virksomheder, herunder små, mellemstore og store virksomheder, der handler med

en række forskellige produkttyper

–

dog alle at betragte som længerevarende forbrugsgoder.

Virksomhederne sælger bl.a. mobiltelefoner, pc’er og tablets, hårde hvidevarer, kaffemaskiner,

håndmiksere, foodprocessorer mv., tv’er, motorsave, havetraktorer, græsslåmaskiner mv.,

møbler, cykler, legetøj samt smykker og ure. Blandt virksomhederne sælger nogle primært i

fysiske butikker, nogle primært på internettet og andre begge steder.

Af udtalelsen fremgår det, at 65 pct. af de adspurgte virksomheder vurderer, at en forlænget

reklamationsfrist vil medføre flere udgifter og nødvendiggøre, at virksomheden hæver prisen

på varerne. Heraf vurderer 10 pct., at det

ikke

vil påvirke deres konkurrenceevne.

235

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Det fremgår derudover af udtalelsen, at mere end 95 pct. af virksomhederne har oplyst, at deres

producent eller leverandør kun dækker mangler, der viser sig inden for de første to år. Langt de

fleste af virksomhederne har således svaret, at de får to års reklamationsfrist fra producenten

eller leverandøren, men f.eks. i forbindelse med salg af mobiltelefoner er der en stor producent,

der kun giver et års reklamationsfrist til sælgeren. Cirka 76 pct. af de adspurgte virksomheder

har oplyst, at deres reklamationsfrist løber fra det tidspunkt, hvor de leverer produktet til

forbrugeren, mens de sidste 24 pct. har oplyst, at reklamationsfristen begynder at løbe på det

tidspunkt, hvor virksomheden modtager varen fra producenten eller leverandøren. Enkelte

virksomheder oplever, at der på udvalgte produkter er en garanti. Dette gør sig typisk gældende

for længerevarende forbrugsgoder, og ofte dækker garantien ikke hele varen, men kun dele

heraf. Virksomhederne i detailleddet betaler selv for mangler, der viser sig i perioden efter, at

reklamationsfristen eller garantien fra producenten eller leverandøren er udløbet, men før

forbrugerens reklamationsfrist er udløbet.

Det fremgår endvidere af udtalelsen, at virksomhederne har store omkostninger ved håndtering

af reklamationssager, og at en forlænget reklamationsfrist vil forøge disse omkostninger. De

fleste returvarer bliver kasseret af virksomhederne, men nogle bliver repareret og solgt som

brugte varer. 65 pct. af de adspurgte virksomheder oplyser, at de ikke har eget værksted og

derfor ikke selv kan foretage reparationer. I sådanne tilfælde bliver varerne ofte repareret på

leverandørens servicecenter eller et værksted, der er udpeget af leverandøren. I nogle tilfælde

bliver varerne repareret på et andet eksternt værksted. Det tager typisk tre til syv dage at reparere

varer på eget værksted, og hvis varen skal repareres på et eksternt værksted, tager det væsentlig

længere tid

–

navnlig hvis værkstedet ligger i udlandet. De forskellige reparationstider afhænger

desuden af, hvilken vare der sælges. Udtalelsen peger på, at store virksomheder synes at få

varer repareret hurtigere end mindre virksomheder. Endelig har virksomhederne oplyst, at de

har høje udgifter til undersøgelse og reparation af varer. Prisen afhænger af produkttype,

værksted, og om der er behov for at sende en reparatør hjem til forbrugeren. Fragt med henblik

på undersøgelse og reparation kan tillige udgøre et væsentligt beløb, hvis der er tale om større

genstande, f.eks. store fladskærme, der skal transporteres på en særlig måde.

1.3.2.5 Statsøkonomiske konsekvenser

Udvalget har til brug for overvejelserne indhentet en udtalelse fra Nævnenes Hus, hvorunder

Center for Klageløsning og Forbrugerklagenævnet hører, vedrørende de statsfinansielle

konsekvenser af en eventuel forlængelse af reklamationsfristen.

Det fremgår af udtalelsen, at Nævnenes Hus ikke er bekendt med, i hvor mange tilfælde

forbrugere vælger

ikke

at klage til det offentlige forbrugerklagesystem, Center for Klageløsning

og Forbrugerklagenævnet, når den gældende reklamationsfrist på to år er udløbet. Nævnenes

236

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Hus kan derfor ikke med sikkerhed vurdere de statsfinansielle konsekvenser af en eventuel

forlængelse af reklamationsfristen. Hvis reklamationsfristen udvides på enkelte eller flere

varegrupper, vurderer Nævnenes Hus imidlertid, at det vil forøge antallet af klager i det

offentlige forbrugerklagesystem væsentligt alt efter typen og antallet af varegrupper. Det

offentlige forbrugerklagesystem modtager i dag flest klager inden for varegrupperne

forbrugerelektronik, såsom tv, telefoner, computere, hårde hvidevarer og møbler. Hvis

Forbrugerklagenævnet modtager flere klager, vil det forøge omkostningerne ved at drive

nævnet, fordi det vil medføre forøgede udgifter til almindelig sagsbehandling, sagkyndige

undersøgelser og afvikling af nævnsmøder, herunder honorering af formand og

nævnsmedlemmer.

Nævnenes Hus har på den baggrund opstillet to scenarier for de statsfinansielle konsekvenser

af en forlængelse af reklamationsretten i forbrugerkøb i nedenstående tabel.

Tabel 2: Statsfinansielle konsekvenser af forlængelse af reklamationsretten i forbrugerkøb.

Scenario

Scenario 1

Sager

900

175

1.075

Mio. kr.

2,5

2,0

4,5

Scenario 2

Sager

1.800

350

2.150

Mio. kr.

5,0

4,0

9,0

Center for Klageløsning

Forbrugerklagenævnet

I alt

Scenario 1 angiver konsekvenserne, hvis det offentlige forbrugerklagesystem modtager 25 pct.

flere klager end forventningen i 2020. Scenario 2 angiver konsekvenserne, hvis systemet

modtager 50 pct. flere klager end forventningen i 2020. De angivne omkostninger er de

forøgede

omkostninger

–

og ikke de samlede omkostninger

–

til at drive det offentlige

forbrugerklagesystem.

Af udtalelsen fremgår endvidere nedenstående opgørelse over sager, hvor henholdsvis

forbrugeren og sælgeren har fået medhold i en klage i perioden fra den 1. juni 2017 til den 31.

december 2019. Perioden er valgt, fordi Nævnenes Hus tidligere har udtrukket disse data, da

styrelsen fortsat havde adgang til sagsbehandlingssystemet i Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen, som Forbrugerklagenævnets sekretariat anvendte frem til februar 2020. Der

er tale om et manuelt udtræk.

Tabel 3. Klager afgjort i Forbrugerklagenævnet i perioden fra den 1. juni 2017 til den 31. december 2019.

Årstal

Afgjorte klager

Medhold til forbruger

2017

549

303

2018

689

325

2019

543

269

I alt

1781

897

237

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Årstal

Medhold til sælger

2017

219

2018

338

2019

255

I alt

812

1) Medhold til forbruger dækker over sager, hvor forbrugeren har fået helt eller delvist medhold ved

Forbrugerklagenævnet, eller hvor sagen er løst med et forlig i nævnets sekretariat. Sælgeren betaler

sagsomkostninger på 6.000 kr., hvis forbrugeren får helt eller delvist medhold. Sælgeren betaler også omkostninger

på 1.000 kr., hvis parterne løser sagen med et forlig i nævnets sekretariat.

2) Medhold til sælger dækker over sager, hvor sælger har fået medhold i Forbrugerklagenævnet, eller hvor nævnets

sekretariat har afvist klagen, fordi forbrugeren åbenbart ikke kan få medhold, forbruger har tilbagekaldt sin klage

eller har udvist passivitet.

1.3.2.6 Konsekvenser for den grønne omstilling

Det fremgår af udvalgets kommissorium, at udvalget bl.a. skal overveje, om

–

og i givet fald

hvordan

–

den valgfrihed, som direktiverne giver, kan og bør udnyttes til at understøtte den

grønne omstilling. Udvalget har derfor overvejet, hvilke konsekvenser for den grønne

omstilling en eventuel forlængelse af reklamationsfristen kan have.

Udvalget har til brug for overvejelserne modtaget en udtalelse fra Forbrugerrådet Tænk

vedrørende konsekvenser for den grønne omstilling, hvori der bl.a. er omtalt flere nationale og

internationale studier.

I udtalelsen henvises bl.a. til artiklen ”Products that go round: Exploring product life extension

through design” af Bakker, CA; Wang, F; Huisman, J; den Hollander, MC, i: Journal of Cleaner

Production, Vol. 69, april 2014, s. 10-16, der viser, at på trods af muligheden for udskiftning til

mere energieffektive produkter indebærer det ofte en større samlet belastning af miljøet at

udskifte et gammelt produkt med et nyt produkt, der er mere energibesparende, fordi

produktionsbelastningen i sig selv er så stor. Et køleskab skal således ifølge artiklen have en

levetid på 20 år, før en udskiftning i miljømæssigt henseende har en positiv effekt

–

også selv

om et nyt køleskab ville bruge mindre energi.

I udtalelsen henvises endvidere til, at den tyske miljøstyrelse i rapporten ”Influence of the

service life of products in terms of their environmental impact: Establishing an information

base and developing strategies against

”obsolescence” (09/2020)” har

undersøgt årsagen til

udskiftning af større hårde hvidevarer i perioden fra 2004 til 2012. Der er for perioden tale om

en generel stigning på 10 pct. af tilfælde, hvor produkter blev udskiftet, fordi de gik i stykker.

Af de produkter, der blev udskiftet inden for fem år, fordi de gik i stykker, var der en stigning

på 18 pct. for tørretumblere og 17 pct. for frysere i 2012 i forhold til i 2004. Studiet peger

desuden på, at vaskemaskiner blev udskiftet 0,9 år tidligere i 2012/2013 end i 2004, frysere

blev udskiftet 3,1 år tidligere i 2012/2013 end i 2004 og tørretumblere blev udskiftet 2,8 år

tidligere i 2012/2013 end i 2004. I stedet for en stigning i levetid ses således et fald i levetiden.

238

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

I udtalelsen refereres der endvidere til et studie bestilt af Europa Parlamentet (IMCO) ved navn

”Promoting product longevity.

How can the EU product safety and compliance framework help

promote product durability and tackle planned obsolescence, foster the production of more sus-

tainable products, and achieve more transparent supply chains for consumers?” fra marts 2020,

hvor man undersøgte sammenhængen mellem bæredygtigt forbrug og forbrugerrettigheder. Af

studiets resumé fremgår bl.a., at der er en tendens til at antage, at længere produktlevetid er

bedre, men selv rent miljømæssigt er det ikke altid tilfældet, da der skal foretages en afvejning

af bl.a. produktets produktion, anvendelse og bortskaffelse. En længere produktlevetid er

således ikke altid en fordel, hvis det betyder, at forbrugere beholder ældre og mere

miljøskadelige produkter i længere tid i stedet for at udskifte til nye og mere miljøvenlige

produkter. Derfor bør tilgangen til produkters levetid være forskellig alt efter, hvilket produkt

der er tale om. Hvad angår planlagt forældelse

–

dvs. at produkter bliver produceret med en

teknisk ”udløbsdato” –

fremgår endvidere, at omfanget heraf stort set er ukendt. Uanset om

producenter med vilje reducerer deres produkters levetid, er det dog sandsynligt, at i hvert fald

nogle producenter lægger for lidt vægt på lange produktlevetider. Derudover fremgår det, at

litteraturen antager, at produkters levetid bliver kortere. Data herom er begrænset, men antyder,

at det modsatte var tilfældet i USA i anden halvdel af det tyvende århundrede; den

gennemsnitlige levetid for varige husholdningsartikler og biler blev væsentligt længere over

tid, ikke kortere. Hvordan dette har udviklet sig i løbet af de sidste tyve år er ifølge studiet

vanskeligt at sige.

I studiet anbefales det, at man udvikler ecodesignkriterier (f.eks. krav til produkters

energieffektivitet, miljøforhold samt eventuelt funktion og kvalitet) i forhold til holdbarhed og

reparerbarhed. For så vidt angår det markedsførings- og prækontraktuelle stadium anbefales det

bl.a. at indføre forbud mod planlagt forældelse (indbygget død), som flere EU-lande allerede

har, ligesom der peges på bl.a. Frankrigs indførelse af en række regler om tilgængelighed af

reservedele/opdateringer og oplysningskrav herom. Der anbefales desuden indført en

oplysningspligt vedrørende produkters forventede levetid og reparerbarhed, inden et køb

gennemføres. Studiet anbefaler herudover, at reklamationsfristens længde knyttes til produktets

forventede levetid, og at der skal gives oplysninger om forventet levetid samt oplysning om,

hvorvidt produktet er dækket af en garanti i dets forventede levetid i forbindelse med købet.

Derudover foreslås det, at reparation skal være den primære misligholdelsesbeføjelse, at det

gøres lettere for uafhængige aktører og forbrugerne selv at få adgang til reparations- og

vedligeholdelsesinformation, at der indføres regler om brug af tjenesteydelser, og at e-handlen

gøres grønnere ved f.eks. fokus på grønnere levering.

Af Forbrugerrådet Tænks udtalelse fremgår tillige, at omkostningsniveauet har betydning for

forbrugernes valg mellem udskiftning og reparation. Der henvises i den forbindelse til IDAs

239

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

analyse ”Reparation af varige forbrugsgoder”, som blev offentliggjort

i februar 2018. Her

anførte 63 pct. af de adspurgte forbrugere, der havde et behov for at få et produkt repareret, at

de fik det repareret. 64 pct. af disse anførte, at årsagen til reparationen var, at et nyt produkt

ville være dyrere end reparation. 28 pct. fik ikke produktet repareret. Heraf svarede 49 pct., at

en reparation ville være for dyr. 52 pct. købte i stedet et nyt produkt. Undersøgelsen viste

desuden, at produkterne, der gik i stykker, i hovedsagen var mellem to og fem år gamle (36

pct.). 22 pct. af produkterne var under to år gamle, og 26 pct. var mellem fem og ti år gamle.

I en anden undersøgelse fra IDA med titlen ”Vi køber nyt fordi det er for dyrt og for bøvlet at

reparere”, der blev offentliggjort i september 2019, fremgår det, at

55 pct. af de adspurgte

forbrugere aldrig, sjældent eller kun af og til får repareret deres hvidevarer/elektronik. Også her

synes årsagen at være, at det er for dyrt at få repareret produktet frem for at købe et nyt.

Det bemærkes, at de to IDA-undersøgelser angår alle reparationer, dvs. også reparationer, hvor

der ikke foreligger en køberetlig mangel.

EU-kommissionens

foretog i forbindelse med et såkaldt ”fitness check” af

forbrugerretsområdet en undersøgelse, som resulterede i rapporten "Study on the costs and

benefits of minimum harmonisation under the Consumer Sales and Guarantees Directive

1999/44/EC and of potential full harmonisation and alignment of EU rules for different sales

channels” fra marts 2017. Undersøgelsen bygger bl.a. på en spørgeskemaundersøgelse

rettet til

forbrugerne i alle medlemsstaterne. De forbrugere, der angav, at de inden for de seneste tolv

måneder have oplevet problemer med mindst én defekt vare, blev spurgt, hvor lang tid efter

købet af varen, at defekten viste sig. Af rapportens s. 49 fremgår, at 45 pct. af forbrugerne

opdagede en defekten inden for 1 måned, 26 pct. inden for 1-6 måneder, 16 pct. inden for 6-12

måneder, 9 pct. inden for 1-2 år, 2 pct. inden for 2-3 år, 1 pct. inden for 3-5 år og 1 pct. efter 5

år. Der er således 4 pct. af defekterne, der bliver opdaget efter toårsfristen.

Udvalget har ligeledes modtaget en udtalelse fra APPLiA Danmark, der er brancheforening for

producenter og importører af hvidevarer og små elektriske husholdningsapparater i Danmark.

Af udtalelsen fremgår bl.a., at reklamationsfristen for hvidevarer og små elektriske

husholdningsapparater ikke spiller nogen dokumenterbar rolle for den grønne omstilling.

APPLiA Danmark oplyser endvidere, at mere end 70 pct. af alle sager om defekter vedrørende

nyindkøbte hvidevarer opstår inden for det første år af produktets levetid. Efter APPLiA

Danmarks opfattelse ligger det konkrete, grønne potentiale for hvidevarer således ikke i

reklamationsretten, men i produktets livscyklus, dvs. i produktion/ecodesign,

brugsfase/energiforbrug og genbrug/korrekt skrotning.

240

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Udvalget har endvidere til brug for overvejelserne indhentet en udtalelse fra Miljøministeriet

samt Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. De to ministerier har den 9. december 2020

afgivet følgende udtalelse om effekten på miljø og klima ved forlængelse af reklamationsret og

formodningsperiode:

”Vurdering

af effekt på miljø og klima ved forlængelse af reklamationsret og

formodningsperiode

Ifølge FN er udvinding og forarbejdning af naturressourcer skyld i ca. halvdelen af

den globale udledning af drivhusgasser og over 90 pct. af det globale tab af

biodiversitet. Fordelingen af klager til Forbrugerklagenævnet tyder på, at de

produktgrupper hvor der oftest er reklamationer

–

elektronik og møbler

–

samtidig

er blandt de produktgrupper, som medfører den største globale belastning af klima,

miljø og natur.

Miljø- og klimabelastningen fra tekstilproduktion afhænger af den konkrete

fibertype og fremstillingsproces, men i gennemsnit vurderes det, at produktionen af

1 ton tekstil medfører en global klimabelastning svarende til udledning af ca. 21

tons CO2e og samtidig medfører et forbrug på ca. 4.500 liter vand. Produktionen af

tekstiler kræver dertil store mængder kemikalier for at få fibrene til at danne tråde

samt styrke fibrene og farve stoffet. Miljø- og klimagevinsten ved at reducere

tekstilproduktionen er således stor.

Miljø- og klimabelastningen fra elektronikproduktion varierer betydeligt, bl.a.

afhængt af, hvilke metaller der anvendes, men i gennemsnit vurderes det, at

produktion af 1 ton elektronik medfører en global klimabelastning svarende til

udledning af ca. 38 tons CO2e. Miljø- og klimabelastning fra elektronikproduktion

stammer bl.a. fra indvinding af metaller og sjældne jordarter samt energi- og

vandforbrug samt udledning af forurenende stoffer fra produktionsprocesser.

Desuden indeholder elektronik materialer og kemiske stoffer, som kan udgøre en

miljø- og sundhedsrisiko, hvormed det klassificeres som farligt affald, når det

kasseres. Miljø- og klimagevinsten ved at reducere elektronikproduktionen er

således stor.

Lang holdbarhed gennem design samt reparation og anden levetidsforlængelse af

produkter er centrale virkemidler til at reducere forbruget af naturressourcer og

mængden af affald, da man dermed udskyder køb og produktion af nye produkter.

For at reducere den samlede miljø- og klimabelastning i hele produktets livscyklus

241

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

er det som udgangspunkt hensigtsmæssigt at forlænge produkternes levetid mest

muligt.

Miljøministeriet og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet er ikke bekendte med,

at der foreligger evidens for den direkte effekt, som en længere reklamationsfrist

og/eller formodningsperiode for nye eller brugte varer kan have på den grønne

omstilling. Det skyldes bl.a., at der er praktiske udfordringer ved at påvise eller

forudsige effekten af de ændrede incitamenter, som en forlængelse vil medføre. Det

er derfor meget vanskeligt at kvantificere, i hvilket omfang de ændrede incitamenter

ved en forlængelse af reklamationsretten og formodningsperioden vil afstedkomme

adfærdsændringer hos henholdsvis sælgere, producenter og købere, og dermed hvor

stor effekt der vil være for den grønne omstilling.

En forlængelse af reklamationsfristen og formodningsreglen vurderes dog at

medføre en indirekte effekt på den grønne omstilling. En forlængelse af

reklamationsfristen og formodningsreglen vil give en række ændrede incitamenter

for sælger, køber og producent. De ændrede incitamenter kan deles op i tre

elementer:

1. Øget incitament hos sælger til at ændre varesortimentet i retning af produkter

med længere holdbarhed, færre fejl og bedre mulighed for reparation. Da køber

vil få længere klagefrist, og bevisbyrden i længere tid ligger hos sælger, må det

formodes, at køber oftere vil kunne gøre brug af misligholdelsesbeføjelser over

for sælgeren. For at undgå forhøjede omkostninger til reparation og ombytning

af produkter vil sælger derfor have incitament til at ændre varesortimentet,

således at misligholdelsesbeføjelserne aktiveres sjældnere og at sikre, at det er

relativt billigt for sælger at reparere produktet, når det bliver aktuelt.

2. Som følge af det ændrede varesortiment hos sælger vil producenterne få øget

incitament til at designe produkter med længere holdbarhed, færre fejl og bedre

mulighed for reparation, da der er større efterspørgsel på disse varer hos

sælgerne. For større producenter vil Danmark være for lille et marked til at

påvirke produktdesignet, men da hovedparten af Danmarks nabolande allerede

har forlænget reklamationsret og/eller formodningsperiode (herunder store

markeder som Frankrig og UK) vil en ændring af reglerne i Danmark bidrage til

at øge incitamenterne yderligere. For mindre producenter, der primært leverer til

det danske marked, vil incitamentet forventeligt slå stærkere igennem.

242

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

3. Når køber får en længere periode til at opdage og gøre en eventuel mangel

gældende, og når bevisbyrden i længere tid ligger hos sælger, må det forventes,

at køber oftere vil benytte reklamationsretten, og at flere købere vil kunne gøre

brug af misligholdelsesbeføjelser over for sælgeren. I nogle tilfælde vil køber

bede om at bytte til en ny vare, mens køber i andre tilfælde vil bede om at få

varen repareret. I forlængelse af skærpede krav til reparerbarhed i f.eks.

Ecodesign-direktivet

og EU’s forslag til ”right to repair” må det forventes, at

andelen af reparationer vil stige, da sælger kan nægte at bytte varen, hvis det

giver uforholdsmæssigt store omkostninger at bytte den frem for at reparere den.

Kort sagt er det vurderingen, at en forlængelse af reklamationsretten og

formodningsperioden vil øge incitamentet hos sælger og producenter til at ændre

henholdsvis varesortimentet og produktdesignet i retning af produkter med længere

holdbarhed, færre fejl og bedre mulighed for reparation. Samtidig vil køber få øget

incitament til at benytte sig af reklamationsretten, hvilket må antages i sidste ende

at lede til flere reparationer. Jf. ovenfor vil øget holdbarhed og levetidsforlængende

reparationer udskyde køb og produktion af nye produkter, hvormed man reducerer

forbruget af naturressourcer og mængden af affald, samt den medfølgende

belastning af miljø og klima.

I øvrigt skal det bemærkes, at det fra et miljømæssigt perspektiv er hensigtsmæssigt

at reklamationsfristen afspejler den forventede levetid, da køber ellers vil være

afskåret fra klageadgang over en køberetlig mangel ved varen, der var til stede på

leveringstidspunktet. Reklamationsfristen følger produktets levetid i både Finland

og Nederlandene, mens Norge og Island har forlænget reklamationsretten til 5 år

for varige forbrugsgoder, der forventes at have en levetid af en vis længde (fx

vaskemaskiner, biler og fladskærme). Som nævnt ovenfor skal det bemærkes, at det

er meget vanskeligt at kvantificere, i hvilket omfang de ændrede incitamenter vil

medføre adfærdsændringer hos henholdsvis sælgere, producenter og købere, og

dermed størrelsen på effekten for den grønne omstilling.

I forhold til en forlængelse af reklamationsfrist og formodningsreglen skal det

yderligere bemærkes, at det ikke kan udelukkes, at det vil medføre højere

anskaffelsespriser på varer samt skift til andre materialer og kraftigere

konstruktioner, der indeholder flere materialer og eventuelt mere miljøbelastende

materialer, hvilket isoleret set ville trække i en mindre grøn retning. De samlede

omkostninger for forbrugeren vil dog som udgangspunkt blive reduceret pga. øget

produktlevetid og færre udgifter til reparation, ligesom den samlede miljø- og

243

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

klimabelastning ud fra et livscyklusperspektiv som udgangspunkt vil blive

reduceret på trods af evt. ændringer i typen og mængden af materialer.”

Miljøministeriet og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har supplerende oplyst, at

ministerierne ikke er bekendt med empiriske undersøgelser af de ændrede incitamenter med

dokumentation for, at en forlængelse af reklamationsfristen

–

eventuelt i kombination med en

forlængelse af formodningsperioden fra et år til to år

–

vil have en indirekte effekt i forhold til

at understøtte den grønne omstilling.

Blandt andet på baggrund af udtalelsen fra Miljøministeriet samt Klima-, Energi- og

Forsyningsministeriet har udvalget overvejet, hvilke virkemidler inden for udvalgets

kommissorium, som kan være til gavn for den grønne omstilling.

I overensstemmelse med det anførte i udtalelsen fra Miljøministeriet og Klima-, Energi- og

Forsyningsministeriet lægger udvalget til grund for sine overvejelser, at det er længere

produktholdbarhed og levetidsforlængelse gennem reparationer og andre levetidsforlængende

tiltag, som er de centrale virkemidler i forhold til at understøtte den grønne omstilling.

Det bemærkes dog, at reparation

–

som anført i Forbrugerrådet Tænks udtalelse til udvalget

–

ikke altid kan betale sig ud fra et bæredygtighedssynspunkt, hvis de reservedele, der skal

udskiftes, er meget ressourcekrævende at producere, og holdbarheden af det samlede produkt

efterfølgende er kort. Dette gælder f.eks. visse reservedele til tv’er. Derfor er det primære sigte

i forhold til den grønne omstilling, at der produceres produkter, som fra start er holdbare og har

lang levetid.

Længere produktholdbarhed og produktdesign, som muliggør billige og klimavenlige

reparationer mv., er forhold, som producenterne i første række har rådighed over. Indførelse af

produktspecifikke krav til holdbarhed og reparerbarhed rettet mod producenterne vil som følge

heraf være virkemidler, som vil have en direkte effekt i forhold til at understøtte den grønne

omstilling.

Det falder uden for udvalgets kommissorium at overveje indførelse af produktspecifikke krav

til holdbarhed og mulighed for levetidsforlængelse gennem billige og klimavenlige

reparationer, f.eks. krav om anvendelse af holdbare materialer, der har lang levetid, og som kan

repareres, genbruges og genanvendes. EU-reglerne om fri bevægelighed for varer sætter

ligeledes snævre grænser for adgangen til at indføre af sådanne krav ensidigt fra dansk side.

Det falder ligeledes uden for udvalgets kommissorium at overveje indførelse af et eventuelt

producentansvar direkte over for forbrugeren som foreslået af Forbrugerrådet Tænk, idet

244

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

direktiverne, som udvalget skal komme med forslag til implementering af, regulerer forholdet

mellem sælger og forbruger.

Varedirektivet og direktivet om digitalt indhold giver ikke mulighed for at fravige reguleringen

valget

mellem

forskellige

misligholdelsesbeføjelser

inden

for

minimumsreklamationsperioden, idet der er tale om totalharmonisering. Der kan derfor ikke

efter direktiverne indføres regler, der inden for de første to år afskærer forbrugeren fra at vælge

omlevering i stedet for reparation. Det er heller ikke muligt at indføre regler, som tvinger den

erhvervsdrivende til at foretage reparation i tilfælde, hvor det vil være forbundet med

uforholdsmæssige omkostninger set i forhold til f.eks. omlevering.

Udvalget har på den baggrund overvejet konsekvenserne af en isoleret forlængelse af

reklamationsfristen for den grønne omstilling.

Som anført af Miljøministeriet samt Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet er det meget

vanskeligt at kvantificere, i hvilket omfang de ændrede incitamenter ved en forlængelse af

reklamationsretten vil afstedkomme adfærdsændringer hos henholdsvis forbrugere, sælgere og

producenter, og dermed hvor stor effekt der vil være for den grønne omstilling. Der er også

andre incitamenter for virksomheder og forbrugere end dem, der er nævnt i udtalelsen fra

ministerierne, herunder incitamenter der efter omstændighederne kan trække i den modsatte

retning. Udvalget har på den baggrund søgt yderligere at perspektivere den af ministerierne

beskrevne incitamentsstruktur ud fra de køberetlige rammer, som en eventuel forlængelse af

reklamationsfristen indgår i.

Effekten af en isoleret forlængelse af reklamationsfristen vil bero på, i hvilket omfang sælgerne

–

som følge af den tidsmæssige forlængelse af forbrugernes adgang til at gøre mangler

gældende

–

vil blive påvirket i tilstrækkelig grad til at ændre deres varesortiment i retning af

produkter med længere holdbarhed, færre fejl og bedre mulighed for reparation, som så igen vil

kunne påvirke danske og udenlandske producenter til at producere sådanne produkter.

Som anført ovenfor er det bl.a. produktspecifikke krav, som vil have en direkte effekt på den

grønne omstilling. De virkemidler, som det falder inden for udvalgets kommissorium at

overveje, vil kunne have en indirekte effekt i forhold til at understøtte den grønne omstilling.

En eventuel effekt må forventes først at vise sig over længere tid end effekten af

produktspecifikke krav til holdbarhed og reparerbarhed, idet effekten afhænger af påvirkningen

over tid mellem de forskellige led i transaktionskæden.

245

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Som det også følger af udtalelsen fra Miljøministeriet og Klima-, Energi- og

Forsyningsministeriet er det vanskeligt at påvise eller forudsige, i hvor høj grad en forlængelse

af reklamationsfristen i sidste ende vil føre til en ændring af produktsortimentet på det danske

marked, da det afhænger af en lang række parametre, som det er forbundet med stor usikkerhed

at undersøge og skønne over. Udvalget fremhæver i den forbindelse nogle af de forhold, som

gør det vanskeligt at påvise eller forudsige en effekt på den grønne omstilling.

Reklamationsfristen er som anført alene en klagefrist, der ikke har betydning for, om der rent

faktisk foreligger en mangel, som udløser misligholdelsesbeføjelser. Hvis der foreligger en

mangel, har reklamationsfristen i øvrigt ingen sammenhæng med, hvilken

misligholdelsesbeføjelse manglen udløser. Det bemærkes i den forbindelse, at forbrugeren som

udgangspunkt har frit valg mellem afhjælpning og omlevering, medmindre den valgte beføjelse

er umulig eller uforholdsmæssig for sælgeren. Dertil kommer, at det som anført bliver

vanskeligere for forbrugeren at bevise, at salgsgenstanden er mangelfuld, og at manglen forelå

på leveringstidspunktet, jo længere tid der går fra leveringen har fundet sted (dvs. i takt med, at

produktet ældes).

En forlængelse af reklamationsfristen må som tidligere beskrevet formodes navnlig at have

betydning for adgangen til at gøre holdbarhedsmangler gældende

Varedirektivets mangelsbegreb hvad angår holdbarhed indebærer, at der som udgangspunkt kun

foreligger en mangel, hvis den konkrete salgsgenstand holder kortere tid end, hvad der er

sædvanligt for en tilsvarende salgsgenstand ved normal brug. Der er således ikke en direkte

sammenhæng mellem, hvor længe et givent produkt holder og reklamationsfristens længde.

Hvis en større elektronikvirksomhed f.eks. vælger at producere en smartphoneserie, således at

de pågældende smartphones sædvanligvis bevarer deres funktioner og ydeevne i to til tre år, vil

det

–

uanset en forlængelse af reklamationsfristen fra to til seks år

–

som udgangspunkt ikke

udgøre en køberetlig holdbarhedsmangel, at den konkrete telefons ydeevne og funktioner bliver

væsentligt forringet efter to et halvt år. Det samme vil gøre sig gældende, hvis f.eks. en

bilproducent eller producent af køleskabe vælger at producere deres produkter, således at de

disse sædvanligvis bevarer deres funktion og ydeevne i et givent antal år ved normal brug. En

forlængelse af reklamationsfristen vil altså ikke ændre på, at der som udgangspunkt ikke er tale

om en holdbarhedsmangel, hvis produkternes ydeevne og funktioner bliver væsentligt forringet

efter det valgte antal år. En forlængelse af reklamationsfristen vil dermed formentlig heller ikke

skabe det beskrevne incitament (køber påvirker sælger, og sælger påvirker producent) med

henblik på at få producenter til at producere salgsgenstande med en længere holdbarhed end

den i forvejen valgte. Martha Nør Kjeldsen har anført, at hun ikke finder, at der

–

henset til

246

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

udtalelsen fra Miljøministeriet og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

–

er grundlag for

at drage denne konklusion.

Der er på den baggrund ikke umiddelbart grundlag for at antage, at en forlængelse af

reklamationsfristen vil føre til, at producenterne sender produkter på markedet, som samlet set

får en mærkbar længere levetid end den, der er sædvanlig ved normal brug i dag. En målsætning

om, at et køleskabs levetid generelt skal forlænges fra omkring 14 år til 20 år og et fjernsyn fra

omkring 4 år til 10 år, jf. studierne omtalt i Forbrugerrådets Tænks udtalelse, kan dermed ikke

opnås med forlængelse af reklamationsfristen. Martha Nør Kjeldsen har anført, at selv en

mindre forlængelse af produkters samlede levetid vil være til gavn for den grønne omstilling.

En eventuel effekt af en forlængelse af reklamationsfristen for den grønne omstilling skal i

stedet søges i forhold til produkter, som har en konkret kvalitetsafvigelse i forhold til den

sædvanlige holdbarhed mv. og dermed udgør en køberetlig mangel. Det vil i disse tilfælde være

fejlprocenten, som der vil være incitament til at nedbringe, eller alternativt til at sikre attraktive,

herunder billige, reparationsmuligheder for, hvis omlevering er omkostningsfuld. Der kan både

være tekniske og økonomiske årsager til, at fejlprocenten ikke nødvendigvis nedbringes.

Effekten her vil alt andet lige være begrænset sammenlignet med, hvad en generel forlængelse

af produktholdbarheden ville have medført.

Det er meget vanskeligt at forudsige, hvilken eventuel effekt en forlængelse af

reklamationsfristen vil have på den grønne omstilling. Det hænger bl.a. sammen med, at det er

forbrugeren, som har bevisbyrden for, at der foreligger en kvalitetsafvigelse i forhold til den

sædvanlige holdbarhed, hvilket erfaringsmæssigt er en vanskelig bevisbyrde at løfte, når

forbrugeren har haft produktet i en årrække. Sælgeren og producenten kan endvidere bruge

andre virkemidler end ændring af varesortimentet henholdsvis produktkvaliteten for at undgå

køberetlige mangler

–

f.eks. ved, at det klart fremgår af købsaftalen, at salgsgenstanden har en

holdbarhed, som er kortere end den sædvanlige, eller at prisen fastsættes under hensyn til

produktets kortere holdbarhed, således forbrugeren ikke med rimelighed kan forvente mere end

den holdbarhed, som produktet har.

Forbrugeren har som omtalt ovenfor som udgangspunkt valgfrihed mellem afhjælpning og

omlevering, medmindre den valgte beføjelse er umulig eller uforholdsmæssig for sælgeren. Af

ovennævnte udtalelse fra Dansk Erhverv og Foreningen for Dansk Internethandel fremgår, at

når forbrugere reklamerer over et produkt, beder forbrugerne oftest om omlevering (at få en ny

vare) eller at få pengene tilbage (at ophæve aftalen). Det er et mindretal af forbrugerne, der

ønsker reparation. Denne forbrugeradfærd vil en forlængelse af reklamationsfristen efter

udvalgets opfattelse næppe ændre på, medmindre forbrugeren

–

som foreslået af Forbrugerrådet

247

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

Tænk

–

afskæres fra at vælge andre misligholdelsesbeføjelser end reparation i tilfælde, hvor

reklamation sker senere end to år. Det bemærkes, at undersøgelsen ikke siger noget om, hvilken

beføjelse forbrugeren ender med.

Det er i de tilfælde, hvor manglen bliver afhjulpet ved en levetidsforlængende reparation, at der

kan være en effekt på den grønne omstilling. En forlængelse af reklamationsfristen vil

indebære, at det bliver sælgeren

–

og ikke køberen

–

der skal betale for reparation af

salgsgenstanden i tilfælde af mangler. Hvis udskiftning med en ny genstand er forbundet med

uforholdsmæssigt store udgifter set i forhold til reparation, vil forbrugeren

–

ligesom sælgeren

–

have incitament til at få genstanden repareret. Det fremgår i den forbindelse af den ovenfor

anførte analyse fra IDA om reparation af varige forbrugsgoder, at 63 % af de adspurgte

forbrugere, der havde et behov for at få et produkt repareret eller udskiftet, fik det repareret, og

at 64 % af disse anførte, at årsagen til reparationen var, at et nyt produkt ville være dyrere end

reparationen. Det er bl.a. derfor forbundet med stor usikkerhed at skønne over, i hvilket omfang

en forlængelse af reklamationsfristen vil føre til flere reparationer. Hertil kommer, at en

reparation som følge af en mangel kun skal bringe salgsgenstanden i mangelfri tilstand,

herunder også i forhold til holdbarhed. En reparation af en fejl på en enkelt produktdel, vil i

almindelighed ikke føre til, at andre centrale produktdele holder længere. En reparation vil

derfor ikke nødvendigvis føre til, at produktets levetid forlænges væsentligt.

Effekten på den grønne omstilling påvirkes også af den generelle forbrugeradfærd. Hvis

forbrugeren har udskiftet salgsgenstanden med en nyere og mere moderne model, inden

holdbarhedsmanglen viser sig, vil det beskrevne incitament (køber påvirker sælger, og sælger

påvirker producent) ikke være til stede, og dermed vil der ikke være en effekt på den grønne

omstilling. Som anført i Forbrugerrådet Tænks udtalelse til udvalget, er der visse produkttyper,

som forbrugere udskifter oftere end andre, fordi ønsket om et nyt, moderne produkt vejer

tungere end andre hensyn. Det gælder f.eks. ved smartphones. Omvendt er forbrugerne ifølge

udtalelsen mere villige til at leve med f.eks. et gammelt køleskab. En isoleret forlængelse af

reklamationsfristen vil formentlig ikke ændre forbrugeradfærden på dette punkt. Det øgede

fokus i samfundet på klimavenlig adfærd og eventuelle andre initiativer i den forbindelse vil

kunne påvirke den generelle forbrugeradfærd til gavn for den grønne omstilling.

En forlængelse af reklamationsfristen kan også have den virkning, at nogle forbrugere, som i

dag ville fortsætte med at bruge deres produkt, fordi det stadig har brugsværdi (f.eks. møbler

eller tekstiler), i stedet vil påberåbe sig en mangel, som resulterer i, at forbrugeren får et nyt

produkt. I disse tilfælde vil regelændringen have en negativ påvirkning i forhold til den grønne

omstilling. Da der ikke er lavet empiriske undersøgelser, er det svært at forudsige, hvad

nettoeffekten vil blive. Den omtalte negative effekt vil kunne undgås, hvis forbrugeren

–

som

248

REU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 168: Delbetænkning I (nr. 1576/2021) om gennemførelse af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold, fra justitsministeren

foreslået af Forbrugerrådet Tænk

–

afskæres fra at vælge andre misligholdelsesbeføjelser end

reparation i tilfælde, hvor reklamation sker senere end to år.

Spørgsmålet om produktholdbarhed har også været behandlet på EU-niveau. Det fremgår af

varedirektivets præambelbetragtning nr. 32, at det er vigtigt at sikre en længere holdbarhed af

varer for at opnå mere bæredygtige forbrugsmønstre og en cirkulær økonomi, og at

produktspecifik EU-lovgivning er den mest hensigtsmæssige måde at indføre holdbarhedskrav

og andre produktrelaterede krav. Efter præambelbetragtningen skal varedirektivet derfor være

komplementært i forhold til målsætningerne, der forfølges i en sådan produktspecifik EU-

lovgivning.

Kommissionen har i marts 2020 offentliggjort en ny handlingsplan for cirkulær økonomi.

Handlingsplanen indeholder en række tiltag, herunder et initiativ vedrørende cirkulært

elektronisk udstyr, som skal fremme længere produktlevetider, og et forslag om at gennemføre

en revision af

EU’s

forbrugerregler for at sikre, at forbrugerne modtager troværdige og

relevante oplysninger, herunder om produkternes levetid og om muligheden for at få foretaget

reparationer, få reservedele og reparationsmanualer. Det fremgår også af handlingsplanen, at

Kommissionen vil arbejde for at få indført en egentlig ret til reparation.

Udvalget bemærker endvidere, at der i ecodesigndirektivet stilles krav til producenter af visse

produkttyper, bl.a. krav om, at produkterne skal kunne repareres, og at der sikres adgang til

reservedele i en nærmere fastsat periode, f.eks. 10 år. EU arbejder ligeledes på initiativer, der

skal øge genanvendeligheden af de materialer, der bruges i de enkelte produkter.

Det kan på baggrund af ovenstående ikke udelukkes, at der kan være en effekt på den grønne

omstilling ved en isoleret forlængelse af reklamationsfristen, og det er vanskeligt at kvantificere

en eventuel effekt.

1.3.2.7 Flertallets udtalelse

Et flertal af udvalgets medlemmer, bestående af Thomas Klyver, Susanne Karstoft, Søren

Seerup, Kristian Storgaard, Bo Dalsgaard, Lars Frolov-Hammer og Tina Morell Nielsen,

vurderer på baggrund af ovenstående, at der ikke er fornødent grundlag for at foreslå en

forlængelse af reklamationsfristen ud over to år

–

heller ikke for specifikke produktkategorier.

Flertallet lægger i den forbindelse særlig vægt på, at der efter det oplyste ikke foreligger

dokumentation for, at en forlængelse af reklamationsfristen vil have en effekt på den grønne

omstilling. Der er ikke grundlag for at antage, at en forlængelse af reklamationsfristen vil føre

249