Europaudvalget 2021-22, Europaudvalget 2021-22
L 193 Bilag 3, L 194 Bilag 3
Offentligt
2569707_0001.png
Europaudvalget 2021-22
EUU Alm.del - Bilag 416
Offentligt
EU’s sikkerheds-
og forsvarspolitiske
samarbejde
og det danske
forsvarsforbehold
Redegørelse
Marts
EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde og det danske forsvarsforbehold 1
2022
L 193 - 2021-22 - Bilag 3: Optryk af svar på udvalgsspørgsmål og udvalgsbilag vedr. folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet omdelt på EUU alm. del før fremsættelsen af lovforslagene L 193 - 2021-22 - Bilag 3: Optryk af svar på udvalgsspørgsmål og udvalgsbilag vedr. folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet omdelt på EUU alm. del før fremsættelsen af lovforslagene
indholdsfortegnelse
Sammenfatning
....................................................................................................................................
4
1 Indledning
...........................................................................................................................................
6
2 Det danske forsvarsforbehold
................................................................................................
7
3 EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde
.......................................................
9
3.1 Samarbejdets særlige karakter ...................................................................................................9
3.2 Samarbejdets udvikling over tid inden for rammerne af den fælles udenrigs- og
sikkerhedspolitik .........................................................................................................................11
4 EU-tiltag helt eller delvist omfattet af forsvarsforbeholdet
.............................15
4.1 EU’s krisestyringsmissioner og -operationer ..........................................................................15
4.2 Det Permanente Strukturerede Samarbejde på forsvarsområdet (PESCO) ........................16
4.3 Den Europæiske Forsvarsfond ..................................................................................................18
4.4 Det Europæiske Forsvarsagentur .............................................................................................19
4.5 EU’s kapabilitetsudviklingsplan og årlige gennemgange af medlemsstaternes
forsvarskapabiliteter ..................................................................................................................20
4.6 Den Europæiske Fredsfacilitet ..................................................................................................20
4.7 EU’s kampgrupper ......................................................................................................................21
4.8 EU’s Satellitcenter .......................................................................................................................21
4.9 EU’s koordinerede maritime tilstedeværelse ..........................................................................22
4.10 EU’s militære strukturer .............................................................................................................22
5 Tendenser i EU’s forsvarssamarbejde og samlede optræden udadtil i de
kommende år
...................................................................................................................................
24
Bilag 1: Retsakter omfattet af forsvarsforbeholdet
....................................................27
Bilag 2: Forkortelser
.....................................................................................................................
32
EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde og det danske forsvarsforbehold 3
L 193 - 2021-22 - Bilag 3: Optryk af svar på udvalgsspørgsmål og udvalgsbilag vedr. folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet omdelt på EUU alm. del før fremsættelsen af lovforslagene
Sammenfatning
I forlængelse af Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar 2022 har partierne bag det nationale
kompromis om dansk sikkerhedspolitik af 6. marts 2022 anbefalet, at det danske forsvarsforbehold
afskaffes. Partierne er enige om, at der skal afholdes en folkeafstemning herom den 1. juni 2022. Sam-
men med blandt andet folkeoplysnings- og debataktiviteter skal denne redegørelse bidrage til at give
befolkningen et klart grundlag for at tage stilling til, om forsvarsforbeholdet bør afskaffes.
Forsvarsforbeholdet betyder, at Danmark ikke kan deltage i EU-tiltag som har indvirkning på forsvars-
området. Dette har stået fast siden 1993, hvor forsvarsforbeholdet trådte i kraft.
I de første år var EU’s samarbejde på forsvarsområdet meget begrænset, og Danmark aktiverede
derfor kun sjældent sit forsvarsforbehold. Det har ændret sig efterhånden som EU’s sikkerheds- og
forsvarspolitiske samarbejde gradvist har taget form i takt med, at det sikkerhedspolitiske landskab
og europæiske trusselsbillede har ændret sig.
Op gennem 1990’erne og 2000’erne fokuserede samarbejdet primært på at etablere og styrke EU’s
evne til, på egen hånd, at gennemføre civile og militære krisestyringsoperationer og -missioner. I dag
omfatter samarbejdet også bredere spørgsmål om forsvarsplanlægning og kapabilitetsudvikling på
forsvarsområdet samt imødegåelse af nye trusler, herunder cybersikkerhed og hybrid krigsførelse.
Denne udvikling har ikke ændret den fælles sikkerheds- og forsvarspolitiks grundlæggende mellem-
statslige karakter eller ændret forudsætningen om, at EU’s forsvarspolitik til enhver tid skal være for-
enelig med NATO’s politik.
Samarbejdet er i de seneste år formet af EU-medlemsstaternes reaktion på det stadigt mere an-
spændte forhold til Rusland efter landets ulovlige annektering af Krim i 2014, USA’s stadigt mere ud-
talte forventning, om at europæiske lande i højere grad selv tager ansvar for egen sikkerhed og den
teknologiske og digitale udvikling, der har ændret krigens karakter. EU’s medlemsstater har på den
baggrund søgt at styrke den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik og øge det strategiske samspil mel-
lem forsvarsområdet og andre af EU’s politikområder. Det gælder ikke mindst brugen af industri- og
forskningspolitiske virkemidler til at fremme kapabilitetsudvikling på forsvarsområdet.
Samtidig er der etableret konkrete samarbejdsrelationer mellem EU og NATO, der er udtryk for et hi-
storisk højt ambitionsniveau for samarbejdet. Der er en udbredt forståelse for, at NATO varetager den
kollektive sikkerhed, mens EU i stigende grad spiller en rolle på områder, hvor NATO ikke har markant
fokus eller relevante redskaber.
Ruslands invasion af Ukraine i 2022 har skabt en helt ny sikkerhedspolitisk situation i Europa, og yder-
ligere bestyrket ønsket om at øge EU’s evne til at bidrage til europæisk sikkerhed. Det har desuden
givet sig udslag i en markant større villighed fra EU-medlemsstaterne til at investere i og prioritere
sikkerhed og forsvar.
Redegørelsen gennemgår på den baggrund de væsentligste EU-tiltag, Danmark i dag står helt eller
delvist uden for som følge af det danske forsvarsforbehold, eller som på anden vis har relation til
forsvarsforbeholdet.
Forsvarsforbeholdet indebærer, at Danmark ikke kan deltage i udarbejdelsen, vedtagelsen, gennem-
førelsen eller finansieringen af EU’s militære krisestyringsmissioner og -operationer. Forsvarsforbe-
holdet betød for eksempel, at Danmark trak sine styrkebidrag til to NATO-operationer på Balkan hjem,
da EU overtog ledelsen af disse i 2003 og 2004.
4 EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde og det danske forsvarsforbehold
L 193 - 2021-22 - Bilag 3: Optryk af svar på udvalgsspørgsmål og udvalgsbilag vedr. folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet omdelt på EUU alm. del før fremsættelsen af lovforslagene
Forsvarsforbeholdet indebærer, at Danmark ikke kan deltage i EU samarbejdet om udviklingen af
forsvarskapaciteter (PESCO). Danske virksomheder kan dog indgå i PESCO-projekter.
Forsvarsforbeholdet omfatter ikke Den Europæiske Forsvarsfond, da fonden er forankret i EU-samar-
bejdet om industri. Danmark deltager som følge af forsvarsforbeholdet dog ikke i de processer i regi
af Det Europæiske Forsvarsagentur, der spiller ind i fastlæggelsen af de overordnede prioriteter for
Forsvarsfonden.
Forsvarsforbeholdet betyder, at Danmark ikke kan være en del af Det Europæiske Forsvarsagentur.
Danmark har dog mulighed for at deltage i enkelte af agenturets aktiviteter, der er relateret til bre-
dere EU-politikker, såsom industri, forskning og transport.
Forsvarsforbeholdet betyder, at Danmark ikke kan deltage i Det Europæiske Forsvarsagentur udform-
ning af kapabilitetsudviklingsplaner og årlige gennemgange af medlemsstaternes forsvarskapabili-
teter.
Forsvarsforbeholdet betyder, at Danmark ikke bidrager til Den Europæiske Fredsfacilitets finansie-
ring af EU’s egne militære krisestyringsmissioner og -operationer. Danmark bidrager derimod som
udgangspunkt fuldt ud til bistandsforanstaltninger, der sigter på at styrke et tredjelands militære ka-
paciteter samt støtte fredsbevarende operationer, som ledes af regionale eller internationale aktører
eller tredjelande.
Forsvarsforbeholdet betyder, at Danmark ikke deltager i EU’s kampgrupper.
Forsvarsforbeholdet betyder, at Danmark kun deltager i civile aspekter af EU’s Satellitcenters arbejde.
Forsvarsforbeholdet forhindrer ikke dansk deltagelse i EU’s koordinerende ramme for nationale bi-
drag indsat i et givent maritimt område. Rammen er dog fortsat under udvikling, hvorfor forsvarsfor-
beholdet kan udfordre dansk deltagelse på sigt.
Forsvarsforbeholdet betyder, at Danmark kun i meget begrænset omfang deltager i EU’s militære
strukturer. Danmark kan dog godt udveksle efterretninger, så længe oplysningerne ikke tjener til
brug for EU-ledede militære operationer.
Redegørelsen kan selvsagt ikke konkludere på den fremtidige udvikling på området, men det står
klart, at Ruslands invasion af Ukraine vil få betydning for den videre udvikling af EU’s sikkerheds- og
forsvarspolitiske samarbejde. Det kan med udgangspunkt i EU’s nyligt vedtagne Strategiske Kompas
konstateres, at diskussionen om, hvordan – og hvorvidt – EU i samklang med USA, NATO og andre
partnere kan tage mere ansvar for egen sikkerhed, i den seneste tid er blevet mere konkret og hånd-
gribelig.
EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde og det danske forsvarsforbehold 5
L 193 - 2021-22 - Bilag 3: Optryk af svar på udvalgsspørgsmål og udvalgsbilag vedr. folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet omdelt på EUU alm. del før fremsættelsen af lovforslagene
1 Indledning
Regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Det Konservative
Folkeparti indgik den 6. marts 2022 en aftale om et nationalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik.
Partierne bag det nationale kompromis er enige om, at den europæiske sikkerhed er truet, og at Dan-
mark skal være rustet til den nye situation i fællesskab med sine allierede i NATO og EU.
Det nationale kompromis indeholder en række tiltag, der skal styrke det danske forsvarsberedskab
og mulighederne for at manøvrere i den nye sikkerhedspolitiske situation, der er affødt af Ruslands
invasion af Ukraine. Konkret afsættes en generel reserve på 3,5 milliarder kr. årligt i 2022 og 2023,
herunder til aktuelle økonomiske ubalancer i Forsvaret, forhøjet beredskab, afledte indsatser, styrket
diplomati og humanitær indsats med videre. Dertil er det aftalt, at Forsvaret gives et historisk løft til to
procent af BNP inden udgangen af 2033, og at der skal iværksættes initiativer, der yderligere udfaser
gas, så Danmark bliver uafhængig af russisk gas.
Samtidig er aftalepartierne enige om at anbefale, at det danske forsvarsforbehold afskaffes. Anbefa-
lingen afspejler partiernes enighed om, at de grundlæggende ændringer af den sikkerhedspolitiske
situation i Europa og et nyt normalbillede stiller nye krav til Danmarks helhjertede engagement i ud-
viklingen af den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik. Aftalepartierne er i den forbindelse enige
om, at der skal afholdes en folkeafstemning om afskaffelse af forsvarsforbeholdet den 1. juni 2022.
Regeringen lægger vægt på, at den danske befolkning skal have et klart grundlag for at tage stilling
i en folkeafstemning om afskaffelse af forsvarsforbeholdet. Denne redegørelse skal sammen med
blandt andet folkeoplysnings- og debataktiviteter bidrage til at sikre dette grundlag.
Redegørelsen beskriver indledningsvist den historiske baggrund for forsvarsforbeholdet i form af det
nationale kompromis fra 1992 og den efterfølgende Edinburgh-afgørelse, som er grundlaget for de
danske EU-forbehold. Desuden redegøres der for indholdet af det danske forsvarsforbehold.
Redegørelsen opridser herefter EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejdes grundlæggende
mellemstatslige karakter og giver en gennemgang af den europæiske politikudvikling inden for om-
rådet fra 1990’erne og frem til i dag.
Redegørelsen gennemgår derefter i al væsentlighed de tiltag inden for EU’s sikkerheds- og forsvars-
politiske samarbejde, der enten er helt eller delvist omfattet af det danske forsvarsforbehold eller på
anden vis har en relation dertil.
Afslutningsvis peger redegørelsen på tendenser og udviklingstræk, der tegner sig for de kommende
års udvikling af EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde.
6 EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde og det danske forsvarsforbehold
L 193 - 2021-22 - Bilag 3: Optryk af svar på udvalgsspørgsmål og udvalgsbilag vedr. folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet omdelt på EUU alm. del før fremsættelsen af lovforslagene
2 Det danske forsvarsforbehold
I februar 1992 blev de 12 medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EF) enige om et nyt og bredere
grundlag for deres videre samarbejde. Traktaten, der fastlagde dette og omdannede EF til EU (Den
Europæiske Union), blev underskrevet i den nederlandske by Maastricht og skulle efterfølgende god-
kendes i de enkelte medlemsstater.
I Danmark afholdt man en folkeafstemning om Maastricht-traktaten den 2. juni 1992. Et flertal af væl-
gerne (50,7 procent) stemte nej, og Danmark kunne derfor ikke ratificere den nye traktat. De øvrige 11
medlemsstater, der alle havde ratificeret traktaten nationalt, ønskede ikke at genåbne traktaten. Der
måtte findes en anden løsning, hvis Danmark skulle forblive medlem af det europæiske samarbejde.
Fra dansk side blev der udarbejdet et oplæg til en løsning i oktober 1992 i form af det nationale kom-
promis, som syv (Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Cen-
trum-Demokraterne, Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti) af Folketingets daværende otte partier
stod bag. Det nationale kompromis pegede på fire områder, hvor Danmark skulle stå uden for det
fremtidige europæiske samarbejde: forsvarspolitik, den økonomiske og monetære union, unionsbor-
gerskab samt retlige og indre anliggender.
På dette grundlag forhandlede den danske regering med de 11 andre EU-lande om Danmarks fort-
satte stilling i EU. Drøftelserne resulterede i Edinburgh-afgørelsen, der blev vedtaget af EU’s stats- og
regeringschefer på Det Europæiske Råds møde i december 1992. Edinburgh-afgørelsen gav Danmark
mulighed for at ratificere Maastricht-traktaten med forbehold for de fire områder, det nationale kom-
promis havde peget på.
Ved en ny folkeafstemning den 18. maj 1993 støttede et flertal af de danske vælgere (56,7 procent),
at Danmark tiltrådte Maastricht-traktaten sammen med Edinburgh-afgørelsen, der indeholdt de fire
danske forbehold. Maastricht-traktaten og forbeholdene trådte herefter i kraft den 1. november 1993.
Det er alene op til Danmark at afgøre, om forsvarsforbeholdet skal afskaffes. Partierne bag det na-
tionale kompromis fra 1992 var dog enige om, at forbeholdene kun kan afskaffes gennem en folke-
afstemning.
Selve forsvarsforbeholdet er fastsat i afsnit C i Edinburgh-afgørelsen, hvor der står, at Danmark ikke
deltager ”i udarbejdelsen og gennemførelsen af afgørelser og aktioner inden for Unionen, som har
indvirkning på forsvarsområdet”. Edinburgh-afgørelsen er stadig gældende.
Med Amsterdam-traktaten blev der i 1999 gennemført ændringer i blandt andet den fælles sikker-
heds- og forsvarspolitik. Edinburgh-afgørelsen blev i den forbindelse suppleret med en særlig forbe-
holdsprotokol knyttet til Amsterdam-traktaten (protokol nr. 5 om Danmarks stilling). Formålet med
protokollen var navnlig at sikre, at forbeholdenes rækkevidde ville være uændrede, når Amsterdam-
traktaten trådte i kraft.
Lissabon-traktaten, der trådte i kraft i 2009, indebar en række yderligere ændringer i samarbejdet
om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik. Protokollen om Danmarks stilling blev på den baggrund
tilpasset med henblik på at sikre, at forsvarsforbeholdet kunne videreføres uændret.
EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde og det danske forsvarsforbehold 7
L 193 - 2021-22 - Bilag 3: Optryk af svar på udvalgsspørgsmål og udvalgsbilag vedr. folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet omdelt på EUU alm. del før fremsættelsen af lovforslagene
2569707_0008.png
Faktaboks 1: Protokollen om Danmarks stilling
Den fulde ordlyd af stk. 1, i artikel 5 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, som i dag er gældende, er som
følger:
”Med hensyn til foranstaltninger, der træffes af Rådet i henhold til artikel 26, stk. 1, artikel 42 og
artikel 43-46 i traktaten om Den Europæiske Union, deltager Danmark ikke i udarbejdelsen og
gennemførelsen af Unionens afgørelser og aktioner, som har indvirkning på forsvarsområdet.
Danmark deltager derfor ikke i vedtagelsen af beslutninger, der har indvirkning på forsvarsom-
rådet. Danmark vil dog ikke forhindre de andre medlemsstater i at udvikle deres samarbejde
yderligere på dette område. Danmark vil ikke være forpligtet til at bidrage til finansiering af ak-
tionsudgifter i forbindelse med sådanne foranstaltninger eller til at stille militær kapacitet til rå-
dighed for Unionen.”
Forsvarsforbeholdet gælder den del af samarbejdet inden for traktatgrundlagets bestemmelser om den
fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (EU-traktatens afsnit V, der omfatter artikel 21-46), der har indvirk-
ning på forsvarsområdet, herunder navnlig bestemmelserne om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik
(EU-traktatens afsnit V, kapitel 2, anden. afdeling, der omfatter artikel 42-46). Det bemærkes, at det følger
forudsætningsvis af artikel 5 i protokollen, der er citeret umiddelbart ovenfor, at Danmark allerede i dag er
omfattet af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, i det omfang der ikke er tale om afgørelser og aktio-
ner med indvirkning på forsvarsområdet.
Som følge af det danske forsvarsforbehold har Danmark været afskåret fra at deltage i EU-foranstalt-
ninger inden for den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, som har indvirkning på forsvarsområdet.
For at afgøre hvilke dele af samarbejdet Danmark kan deltage i, og hvilke dele Danmark ikke kan
deltage i, skal der fra sag til sag foretages en konkret vurdering af, om EU-foranstaltningen har ind-
virkning på forsvarsområdet. Forbeholdet omfatter kun
retsakter,
der vedtages
med hjemmel i EU-trak-
tatens artikel 26, stk. 1, artikel 42 og artikel 43-46,
og som samtidig har
indvirkning på forsvarsområdet.
Danmark kan på den baggrund deltage fuldt ud i de civile aspekter af den fælles sikkerheds- og for-
svarspolitik og i politiske drøftelser af forsvarsrelaterede spørgsmål i Rådet og Det Europæiske Råd.
Forsvarsforbeholdet finder alene anvendelse for den danske stat. Private danske aktører, herunder
private virksomheder, kan uagtet forsvarsforbeholdet deltage i fælles EU-programmer på området.
Kapitlet nedenfor beskriver, hvad den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik er, og hvordan den har
udviklet sig siden 1993. Det efterfølgende kapitel redegør for de forskellige væsentlige EU-tiltag, der
fortsat er gældende, og som er helt eller delvist omfattet af det danske forsvarsforbehold – eller som
på anden vis er påvirket af forsvarsforbeholdet.
8 EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde og det danske forsvarsforbehold
L 193 - 2021-22 - Bilag 3: Optryk af svar på udvalgsspørgsmål og udvalgsbilag vedr. folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet omdelt på EUU alm. del før fremsættelsen af lovforslagene
2569707_0009.png
3 EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske
samarbejde
3.1 Samarbejdets særlige karakter
Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, herunder den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, har en
grundlæggende mellemstatslig karakter. Samarbejdet adskiller sig dermed markant fra andre dele
af EU-samarbejdet, blandt andet fordi Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet og EU-Domstolen
ifølge traktatgrundlaget har stærkt begrænsede roller. Særligt for den fælles sikkerheds- og forsvars-
politik gælder, at medlemsstaterne selv beslutter omfanget af deres egen deltagelse
Faktaboks 2: Traktatgrundlaget for EU’s fælles udenrigs-
og sikkerhedspolitik
Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er fastlagt i EU-traktatens afsnit V, der omfatter artikel 21-46. Den
fælles sikkerheds- og forsvarspolitik udgør en integrerende del af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik,
og de særlige bestemmelser herom i EU-traktatens afsnit V, kapitel 2, anden. afdeling (artikel 42-46), skal
derfor ses i sammenhæng med de øvrige bestemmelser om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, herunder den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, udgør et
særskilt kompetenceområde, der ligger uden for den almindelige opdeling af Unionens beføjelser i ene-
kompetence, delt kompetence og understøttende tiltag
1
Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er ”underlagt særlige regler og procedurer”.
2
Det dækker
blandt andet over, at enstemmighed er den absolutte hovedregel, når der skal træffes beslutninger.
Alle medlemsstater har således som det altovervejende udgangspunkt en vetoret, dvs. adgang til at
stemme imod en beslutning og dermed hindre en beslutning, som man ikke er enig i. Dette hensyn
er særligt sikret i traktaten, når det gælder afgørelser, der har indvirkning på militær- eller forsvars-
området (se faktaboks 3).
Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik udgør en integrerende del af den fælles udenrigs- og sik-
kerhedspolitik og ”sikrer Unionen en operationel kapacitet, der gør brug af civile og militære midler”.
3
Det fremgår af EU-traktaten, at disse midler kan anvendes i forbindelse med opgaver uden for Unio-
nens område med henblik på fredsbevarelse, konfliktforebyggelse og styrkelse af den internationale
sikkerhed i overensstemmelse med principperne i FN-pagten, og at udførelsen af disse hverv bygger
på kapaciteter, der tilvejebringes af medlemsstaterne.
4
EU har ikke egne militære styrker. Det er med-
lemsstaterne, der stiller civil og militær kapacitet til rådighed for Unionen til gennemførelse af den
fælles sikkerheds- og forsvarspolitik. Bestemmelsen forpligter samtidig medlemsstaterne til gradvist
at forbedre deres militære kapacitet.
5
1 Jf. herved Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (EUF-traktaten), artikel 2, stk. 4, og EU-traktatens
artikel 24, stk. 1, 2. afsnit, og artikel 40.
2 Jf. EU-traktatens artikel 24, stk. 1.
3 Jf. EU-traktatens art. 42, stk. 1.
4 Jf. EU-traktatens art. 42, stk. 1.
5 Jf. EU-traktatens art. 42, stk. 3.
EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde og det danske forsvarsforbehold 9
L 193 - 2021-22 - Bilag 3: Optryk af svar på udvalgsspørgsmål og udvalgsbilag vedr. folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet omdelt på EUU alm. del før fremsættelsen af lovforslagene
2569707_0010.png
Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – og dermed også den fælles sikkerheds- og forsvarspo-
litik – defineres og gennemføres af Det Europæiske Råd og Rådet. Den højtstående repræsentant
for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (udenrigsrepræsentanten) og medlemsstaterne står for
gennemførelsen af politikken. Retten til at fremsætte forslag – initiativretten – ligger hos medlems-
staterne og udenrigsrepræsentanten.
Europa-Kommissionen har ingen initiativret inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Euro-
pa-Parlamentets rolle er begrænset til, at udenrigsrepræsentanten regelmæssigt hører Europa-Parla-
mentet om de vigtigste aspekter og grundlæggende valg i forbindelse med den fælles udenrigs- og
sikkerhedspolitik, herunder den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, og underretter Europa-Parla-
mentet om udviklingen i disse politikker. Udenrigsrepræsentanten skal i den forbindelse påse, at der
tages behørigt hensyn til Europa-Parlamentets synspunkter.
6
Det fremgår af EU-traktaten, at den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik omfatter gradvis udformning
af en fælles forsvarspolitik.
7
Denne vil føre til ”et fælles forsvar, når Det Europæiske Råd med enstem-
mighed træffer beslutning herom”. I så fald vil Det Europæiske Råd henstille til medlemsstaterne,
at beslutningen vedtages i overensstemmelse med medlemsstaternes forfatningsmæssige bestem-
melser; det vil i Danmark sige Grundloven. Bestemmelsen er således udtryk for en særlig bekræftelse
af samarbejdets mellemstatslige karakter på dette punkt. Det følger videre af bestemmelsen, at den
fælles sikkerheds- og forsvarspolitik skal overholde medlemsstaternes forpligtelser under NATO.
Der kan ikke vedtages lovgivningsmæssige retsakter inden for det udenrigs- og sikkerhedspolitiske
samarbejde.
8
Der er alene adgang til at træffe afgørelser samt indgå aftaler med tredjelande. EU-
Domstolen har ikke kompetence med hensyn til bestemmelser inden for den fælles udenrigs- og sik-
kerhedspolitik, bortset fra kompetence til at kontrollere, om landene overholder EU-traktatens artikel
40 om anvendelsen af EU-institutionernes procedurer og omfanget af deres beføjelser, samt til at
prøve lovligheden af visse restriktive foranstaltninger mod fysiske eller juridiske personer.
9
6
7
8
9
Jf. EU-traktatens artikel 36.
Jf. EU-traktatens Artikel 42, stk. 2.
Jf. EU-traktatens artikel 24, stk. 1, og artikel 31, stk. 1.
Jf. EUF-traktatens artikel 275, stk. 2.
10 EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde og det danske forsvarsforbehold
L 193 - 2021-22 - Bilag 3: Optryk af svar på udvalgsspørgsmål og udvalgsbilag vedr. folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet omdelt på EUU alm. del før fremsættelsen af lovforslagene
2569707_0011.png
Faktaboks 3: Regler for afstemning m.v.
Afgørelser om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik vedtages af Rådet med enstemmighed, jf. EU-trak-
tatens artikel 42, stk. 4.
EU-traktatens artikel 31, stk. 1, indeholder samtidig en generel regel om såkaldt ”konstruktiv afståelse”.
Såfremt en medlemsstat afholder sig fra at stemme – og i denne sammenhæng afgiver en formel erklæring
om baggrunden for stemmeundladelsen – er den pågældende medlemsstat ikke forpligtet til at anvende
afgørelsen. Medlemsstaten skal dog samtidig afholde sig fra enhver handling, som vil kunne komme i kon-
flikt med eller hindre en handling fra Unionens side på grundlag af den pågældende afgørelse. Muligheden
for konstruktiv afståelse anvendes i praksis uhyre sjældent.
Artikel 31, stk. 2, fastlægger en række afgrænsede tilfælde, hvor Rådet træffer afgørelse med kvalificeret
flertal frem for enstemmighed. Denne bestemmelse gælder dog ikke for afgørelser, der har indvirkning
på militær- eller forsvarsområdet, jf. artikel 31, stk. 4. Kvalificeret flertal er således udelukket på de dele af
samarbejdet, der er omfattet af det danske forsvarsforbehold.
Det fremgår endvidere af EU-traktaten, at man ikke uden anvendelse af den almindelige procedure for re-
vision af traktaterne, jf. EU-traktatens artikel 48, stk. 2-5, vil kunne overgå fra enstemmighed til kvalificeret
flertal, når det gælder afgørelser, der har indvirkning på militær- eller forsvarsområdet, jf. EU-traktatens
artikel 48, stk. 7, sidste pkt.
Der gælder særlige regler omkring afstemning med videre i relation til Det Europæiske Forsvarsagentur,
jf. EU-traktatens artikel 45, og inden for rammerne af Det Permanente Strukturerede Samarbejde (PESCO),
jf. EU-traktatens artikel 46. I medfør af disse kan visse afgørelser træffes med kvalificeret flertal. Medlems-
staternes deltagelse i både Forsvarsagenturet og PESCO hviler på frivillighed.
3.2 Samarbejdets udvikling over tid inden for rammerne af den fælles
udenrigs- og sikkerhedspolitik
Udviklingen af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik er sket under indtryk af tendenser og begi-
venheder, der har præget europæisk og international politik siden 1993. Dette afsnit giver et kort rids
over de væsentligste fikspunkter i udviklingen frem til i dag.
De første år op gennem 1990’erne tog samarbejdet kun langsomt form. Men under indtryk af især
konflikterne på Balkan, var der bred enighed om, at EU skulle påtage sig et større ansvar for at sikre
fred og stabilitet på det europæiske kontinent. Der var dog ikke enighed om hvordan.
Med indgåelsen af Amsterdam-traktaten i 1997 blev der formuleret et mål om, at EU skulle kunne løfte
forskellige former for blødere krisestyringsopgaver: de såkaldte Petersberg-opgaver, der oprindeligt
var formuleret i regi af den Vesteuropæiske Union.
10
Amsterdam-traktaten fastlagde samtidig relatio-
nen mellem medlemsstaternes forpligtelser i medfør af henholdsvis EU-retten og NATO-medlemskab
og fastslog, at EU’s forsvarspolitik til enhver tid skal være forenelig med NATO’s politik. Det fremgår
således af EU’s traktatgrundlag, at NATO har en fortrinsstilling i EU.
10 Den Vesteuropæiske Union, også kendt som Vestunionen, var en militær alliance, der blev oprettet i marts 1948 af Stor-
britannien, Frankrig og Beneluxlandene. Petersberg-opgaverne omfatter humanitære opgaver og redningsopgaver,
fredsbevarende opgaver og kampstyrkers opgaver i forbindelse med krisestyring, herunder fredsskabelse.
EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde og det danske forsvarsforbehold 11
L 193 - 2021-22 - Bilag 3: Optryk af svar på udvalgsspørgsmål og udvalgsbilag vedr. folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet omdelt på EUU alm. del før fremsættelsen af lovforslagene
2569707_0012.png
Det Europæiske Råds møde i Helsinki i december 1999 markerer det første fikspunkt for realiseringen
af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik. Det var på dette møde, at EU’s stats- og regeringschefer
besluttede, at EU skulle have en politisk, civil og militær struktur, der kunne sætte EU i stand til at age-
re samlet, også militært, i internationale kriser. Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC),
hvor medlemsstaterne er repræsenteret på ambassadørniveau, er det samlende organ i denne struk-
tur. EU’s Militærkomité (EUMC) og EU’s Militærstab (EUMS) udgør sammen med den Politisk-Militære
Gruppe (PMG) og Udvalget for Civile Aspekter af Krisestyring (CIVCOM) centrale underliggende orga-
ner. På topmødet i Helsinki vedtog man samtidig en handlingsplan for EU’s ikke-militære krisestyring
og fastsatte en række konkrete mål for udviklingen af EU’s militære formåen med henblik på at løfte
Petersberg-opgaverne.
Stats- og regeringschefernes mål om at EU skulle kunne gennemføre egne krisestyringsoperationer
blev indfriet i 2003, da EU overtog ledelsen af NATO’s militæroperation i Den tidligere jugoslaviske
republik Makedonien (FYROM, i dag Nordmakedonien). Dette var den første EU-ledede militære krise-
styringsoperation. Året efter overtog EU ledelsen af endnu en NATO-ledet operation – operation SFOR
i Bosnien. På grund af forsvarsforholdet trak Danmark sine styrkebidrag til de to NATO-operationer
hjem, da de overgik til EU-ledelse. Siden har EU gennemført en bred vifte af civile og militære krisesty-
ringsoperationer og -missioner.
I 2003 udgav EU sin første sikkerhedsstrategi ”Et sikkert Europa i en bedre verden”. Strategien blev
udarbejdet i kølvandet på terrorangrebene på USA den 11. september 2001 og under indtryk af euro-
pæisk splittelse i forhold til krigen i Irak. Strategien fremhævede international konflikthåndtering som
en af EU’s vigtigste sikkerhedsprioriteter. Samtidig understregede strategien, at nye trusler og ud-
fordringer - terrorisme, spredning af masseødelæggelsesvåben, regionale konflikter, sammenbrudte
stater og organiseret kriminalitet - ikke kunne imødegås med militære midler alene. Der var brug for
både civile og militære indsatser, ligesom der var brug for at kunne trække på eksterne politikområ-
der, der lå uden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, særligt den fælles handelspolitik samt
EU’s udviklingssamarbejde og humanitære bistand. Strategien konsoliderede dermed EU’s integre-
rede tilgang til krisestyring, konflikthåndtering og fremme af fred og stabilitet, sådan som den også
eksisterer i dag.
Maastricht-traktaten havde i sin tid knyttet Den Vesteuropæiske Union (WEU) til EU. Udviklingen af
den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik skubbede dog WEU i baggrunden blandt andet ved
at etablere muligheden for direkte samarbejde mellem NATO og EU om sikkerhedspolitiske aktioner
uden WEU som bindeled. Blandt andet i lyset af dette blev WEU’s organisation gradvist overført til EU.
Processen blev fuldført i 2009 med Lissabon-traktaten, og den 30. juni 2011 blev WEU formelt nedlagt.
Lissabon-traktaten er det næste store fikspunkt i udviklingen af den fælles sikkerheds- og forsvarspo-
litik. Traktaten sigtede blandt andet på at sætte EU i stand til at påtage sig et større globalt ansvar ved
at styrke EU’s evne til at optræde samlet udadtil. Det skete først og fremmest gennem udvidelse af
udenrigsrepræsentantens embede og etablering af en Fælles Udenrigstjeneste under dennes ledelse.
Samtidig fik EU status som en juridisk person, der kan indgå internationale aftaler med tredjelande
og internationale organisationer på Unionens vegne. I praksis betyder det, at EU kan optræde mere
samlet internationalt og varetage alle sine eksterne politikker (blandt andet handelspolitik, udvik-
lingspolitik, miljøpolitik og mere generelt udenrigs- og sikkerhedspolitik) som en enhedsaktør.
Lissabon-traktaten indførte også en række nye bestemmelser på forsvarsområdet,
11
og traktatfæ-
stede det Europæiske Forsvarsagentur, der var oprettet under Rådet i 2004, og som er åbent for alle
medlemsstater, der måtte ønske at deltage.
11 Jf. EU-traktaten, afsnit V, kapitel 2, anden afdeling.
12 EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde og det danske forsvarsforbehold
L 193 - 2021-22 - Bilag 3: Optryk af svar på udvalgsspørgsmål og udvalgsbilag vedr. folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet omdelt på EUU alm. del før fremsættelsen af lovforslagene
2569707_0013.png
For det første præciserede traktaten de sikkerheds- og forsvarspolitiske opgaver, som EU ved hjælp af
civile og militære midler skal kunne løse. Specifikt drejer det sig om aktioner på nedrustningsområdet,
humanitære opgaver og redningsopgaver, rådgivnings- og bistandsopgaver på det militære område,
konfliktforebyggende og fredsbevarende opgaver og kampstyrkers opgaver i forbindelse med krise-
styring, herunder fredsskabelse og postkonflikt-stabiliseringsoperationer. Samtidig blev det slået fast,
at disse opgaver også kan bidrage til bekæmpelse af terrorisme.
For det andet blev det muligt for de medlemsstater, der måtte ønske det, at etablere et permanent
struktureret samarbejde (PESCO) på forsvarsområdet. Det var dog en forudsætning, at samarbejdet
stod åbent for andre EU-medlemsstater, så de kunne tilslutte sig det på et senere tidspunkt, hvis de
måtte ønske det.
For det tredje forpligtede Lissabon-traktaten medlemsstaterne til gradvist at forbedre deres militære
kapacitet og – blandt andet gennem Forsvarsagenturet – samarbejde om deres kapacitets- og for-
svarsmaterielpolitik. Samtidigt etableredes en forbindelse mellem den fælles sikkerheds- og forsvars-
politik og nogle af Unionens andre politikker, fordi traktaten lagde op til, at Forsvarsagenturet og
Europa-Kommissionen skulle samarbejde, når det var nødvendigt. Dette gælder for eksempel Unio-
nens forsknings-, industri- og transportpolitikker. Blandt andet i forlængelse heraf er der i Europa-
Kommissionen etableret et ny generaldirektorat med ansvar for forsvarsindustri (og rummet). Disse
bestemmelser ændrede ikke ved, at fastlæggelsen af et lands konkrete militære kapacitet grund-
læggende var og fortsat er et nationalt anliggende. Traktaten angav således ikke specifikke kapa-
citetsniveauer. Der ændredes heller ikke ved, at medlemsstaterne selv fastlægger deres nationale
forsvarsbudgetter og afgør, om de ønsker at stille militære eller andre midler til rådighed for konkrete
EU-ledede krisestyringsmissioner og -operationer.
For det fjerde indførte Lissabon-traktaten en forpligtelse for medlemsstaterne til at bistå hinanden i
tilfælde af, at en medlemsstat udsættes for væbnet angreb.
12
Ligesom man indførte en mere generel
solidaritetsbestemmelse, der rakte ud over forsvarsområdet og forpligtede medlemsstaterne til at
yde bistand, hvis en medlemsstat udsættes for terrorangreb, natur- eller menneskeskabte katastro-
fer.
13
Lissabon-traktaten fastslår, at det til enhver tid er op til hver enkel medlemsstat selv at afgøre,
hvilken form for hjælp og bistand man vil yde en anden medlemsstat, der måtte blive udsat for et
væbnet angreb. Samtidig bekræftede traktaten NATO’s fortrinsstilling, som var slået fast med Amster-
dam-traktaten: NATO er fundamentet for det kollektive forsvar for de allierede lande, og forpligtelsen
til militær bistand mellem NATO-lande ligger fortsat i NATO-regi.
Endelig understregede Lissabon-traktaten, at multilateralisme, menneskerettigheder og forsvaret for
en regelbaseret international orden udgør de styrende principper for EU’s ageren i verden.
14
Dette
omfatter både EU’s medlemsstater og de partnere og tredjelande, der måtte bidrage til eller deltage
i EU’s krisestyringsmissioner og -operationer. EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik gennemføres
ofte i samarbejde med andre internationale og regionale organisationer, navnlig De Forenede Natio-
ner (FN), Den Nordatlantiske Traktats Organisation (NATO), Den Afrikanske Union (AU) og Organisa-
tionen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE).
Det næste store fikspunkt for EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde indtrådte i årene efter
Ruslands ulovlige annektering af Krim i 2014. I lyset af den forværrede sikkerhedspolitiske situation
12 Jf. EU-traktatens artikel 42, stk. 7. EU-traktatens artikel 42, stk. 7 har været påberåbt én gang. Frankrig aktiverede
bestemmelsen i kølvandet på de voldsomme terrorangreb i Paris den 13.-14. november 2015. Efterfølgende valgte en
række EU-lande på bilateralt grundlag at stille med forskellige bidrag, blandt andet for at støtte eller aflaste franske
væbnede styrker i Sahel og Irak.
13 Jf. EUF-traktatens artikel 222.
14 Jf. EU-traktatens artikel 21.
EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde og det danske forsvarsforbehold 13
L 193 - 2021-22 - Bilag 3: Optryk af svar på udvalgsspørgsmål og udvalgsbilag vedr. folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet omdelt på EUU alm. del før fremsættelsen af lovforslagene
i Europa og USA’s stadigt mere udtalte ønsker om, at Europa skulle påtage sig et større ansvar for
sikkerheden på kontinentet, bad Det Europæiske Råd udenrigsrepræsentanten om at udarbejde en
ny global EU-strategi for udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Strategien fra juni 2016 afløste EU’s sik-
kerhedsstrategi fra 2003 og satte rammerne for et styrket sikkerheds- og forsvarspolitisk samarbejde.
Under overskriften ”Fælles vision, fælles handling – et stærkere Europa” understregede EU’s globale
strategi, at blød magt ikke var nok, og at EU måtte være beredt på og i stand til at afværge, reagere
på og beskytte sig mod ydre trusler. I forlængelse heraf fremlagde udenrigsrepræsentanten en gen-
nemførelsesplan for EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik med tre hovedprioriteter: Reaktion på
eksterne konflikter og kriser, kapacitetsopbygning af partnere samt beskyttelse af Unionen og dens
borgere. Planen indeholdt en række forslag om sikkerhed og forsvar, der siden er blevet udmøntet.
Heraf er Den Europæiske Forsvarsfond, Det Permanente Strukturerede Samarbejde (PESCO) og Den
Europæiske Fredsfacilitet blandt de væsentligste. På forskellig vis illustrerer disse tiltag, der gennem-
gås i kapitel 4 nedenfor, hvordan den europæiske sikkerheds- og forsvarsdiskussion siden 1993 har
udviklet sig fra primært at handle om civil og militær krisestyring til i dag at omfatte dels en bredere
vifte af spørgsmål, ikke mindst inden for EU-medlemsstaternes samordning af forsvarsplanlægning
og kapabilitetsudvikling, dels en bredere palet af politikker, instrumenter og partnere i en stadigt
mere uforudsigelig og anspændt sikkerhedspolitisk situation.
Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar 2022 har på få uger vist sig som det næste afgørende
fikspunkt for den europæiske sikkerhedsarkitektur og den internationale regelbaserede orden. Den
drastiske forværring af forholdet til Rusland vil have afgørende betydning for de strategiske beslut-
ninger og diskussioner, der vil foregå ikke kun i EU, men også i NATO. EU har netop vedtaget sit
Strategiske Kompas, mens NATO fortsat arbejder på at opdatere sit strategiske koncept fra 2010.
Tilsammen forventes disse dokumenter at sætte retning og indhold for de næste mange års sikker-
hedspolitiske fokus. De tendenser og perspektiver, den ændrede sikkerhedspolitiske situation tegner
for de kommende års udvikling af EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde, behandles i rede-
gørelsens afsluttende kapitel.
14 EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde og det danske forsvarsforbehold
L 193 - 2021-22 - Bilag 3: Optryk af svar på udvalgsspørgsmål og udvalgsbilag vedr. folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet omdelt på EUU alm. del før fremsættelsen af lovforslagene
4 EU-tiltag helt eller delvist omfattet af
forsvarsforbeholdet
Dette kapitel gennemgår de centrale politikområder, rammer og institutioner, der er etableret i EU,
siden det sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde blev etableret i 1993, og som fortsat er en del af
samarbejdet. Gennemgangen tager udgangspunkt i de væsentligste sagskomplekser og strukturer,
der er eller har været helt eller delvist omfattet af forsvarsforbeholdet, eller hvor forsvarsforbeholdet
på anden vis er relevant. Det betyder i sagens natur, at oversigten fokuserer på de forsvarsrelaterede
og militære aspekter af samarbejdet og dermed i vid udstrækning ikke behandler EU’s civile tiltag,
som Danmark fuldt ud deltager i. Oversigten giver således ikke en udtømmende beskrivelse af EU’s
sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde.
En samlet oversigt over retsakter omfattet af forsvarsforbeholdet fremgår af bilag 1.
4.1 EU’s krisestyringsmissioner og -operationer
Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik har været operativ siden 2003, hvor EU overtog ledelsen af
NATO’s militære operation i FYROM (i dag Nordmakedonien) og FN’s politimission i Bosnien-Hercego-
vina. EU har siden da gennemført og afsluttet i alt 19 militære og civile krisestyringsindsatser. Aktuelt
har EU syv militære og 11 civile missioner og operationer. Indsatsernes konkrete opgaver varierer,
men der er som hovedregel tale om relativt små engagementer med et begrænset antal udsendte.
Der er i alt ca. 4.000 udsendte til EU’s aktive krisestyringsmissioner og -operationer, nogenlunde lige-
ligt fordelt mellem civile og militære indsatser.
EU har fire aktive militære træningsmissioner: EUTM Mali, EUTM Somalia, EUTM Mozambique og EUTM
RCA (i Den Centralafrikanske Republik). Målet med disse er at træne, uddanne og rådgive militære
styrker i blandt andet menneskerettigheder, humanitær folkeret og beskyttelse af civile. Herudover
har EU to militære operationer med fokus på maritim sikkerhed, i henholdsvis farvandet ud for Afrikas
Horn (EUNAVFOR ATALANTA ud for Somalia) og i Middelhavet (EUNAVFOR MED IRINI ud for Libyen).
Hertil kommer EU’s ældste og største operation, EUFOR ALTHEA, der siden 2004 har været deployeret
til Bosnien-Hercegovina for at træne væbnede styrker og støtte Bosnien-Hercegovinas myndigheder i
at opretholde Dayton-fredsaftalen fra 1995.
EU har tillige 11 aktive civile krisestyringsmissioner, der søger at skabe stabilitet i skrøbelige og svage
stater gennem opbygning af blandt andet retsvæsen og politi, grænseadministration, civil administra-
tion og lignende. Geografisk er de udsendt til EU’s østlige nærområde (Kosovo, Georgien og Ukraine,
der dog pt. er evakueret), Afrika (Somalia, Niger, Mali, Libyen og Den Centralafrikanske Republik) samt
Mellemøsten (Irak, Ramallah og Gaza).
De civile missioner finansieres over EU’s budget, mens EU’s militære missioner og operationer finan-
sieres uden for EU’s budget i alt overvejende grad af de lande, der bidrager med personel og materiel
til den konkrete krisestyringsindsats. En mindre andel, de såkaldte fællesudgifter, finansieres via Den
Europæiske Fredsfacilitet, der blev etableret i 2021 (se afsnit 4.6). Tidligere skete det via den såkaldte
Athena-mekanisme fra 2004.
EU kan endvidere gennemføre krisestyring af både civil og militær karakter. EU har dog ikke på nu-
værende tidspunkt igangværende missioner eller operationer, der rummer både civile og militære
komponenter. EU’s militære krisestyringsoperationer bygger som udgangspunkt på FN-mandater el-
EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde og det danske forsvarsforbehold 15
L 193 - 2021-22 - Bilag 3: Optryk af svar på udvalgsspørgsmål og udvalgsbilag vedr. folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet omdelt på EUU alm. del før fremsættelsen af lovforslagene
ler sker på anmodning fra partnerlandet, hvor operationen finder sted. Det er muligt for tredjelande
at bidrage til EU’s krisestyringsmissioner og -operationer, hvilket for eksempel Norge har benyttet sig
af. EU har endvidere løbende indgået internationale aftaler til understøttelse af EU’s missioner.
Forbeholdet indebærer, at Danmark ikke kan deltage i udarbejdelsen, vedtagelsen, gennemførelsen eller
finansieringen af EU’s militære krisestyringsmissioner og -operationer. Er der tale om missioner eller ope-
rationer, der rummer både civile og militære dele, kan Danmark deltage, hvis elementerne kan adskilles
tilstrækkeligt, så Danmark ikke med deltagelsen kan komme til at gennemføre de militære dele af tiltaget.
Danmark kan dog deltage fuldt ud i EU’s civile missioner. Danmark er en væsentlig bidragsyder til de civile
missioner og udlåner aktuelt personel til otte af de 11 missioner.
4.2 Det Permanente Strukturerede Samarbejde på forsvarsområdet (PE-
SCO)
Det Permanente Strukturerede Samarbejde på forsvarsområdet (PESCO) blev etableret i 2017 som
et mellemstatsligt initiativ og har siden da stået centralt i udviklingen af EU’s forsvarsdimension. Det
traktatmæssige grundlag for PESCO findes i Lissabon-traktaten, men den faktiske realisering af sam-
arbejdet blev bredere og mere inkluderende fra begyndelsen end det snævre samarbejde, der var
den oprindelige tanke i 2009. 25 ud af EU’s daværende 28 medlemsstater gik således sammen om at
aktivere PESCO-bestemmelsen i 2017. Ud over Danmark stod også Malta og Storbritannien uden for,
idet sidstnævnte var i færd med at forlade EU.
PESCO-samarbejdet vedrører særligt udvikling af nye forsvarskapaciteter. Det består af to særskilte
dele: Et permanent forsvarssamarbejde blandt de deltagende lande, der udgør rammen for øget
koordination af landenes forsvarspolitik, og et ad hoc, projektbaseret samarbejde, hvor forskellige
grupperinger af lande inden for PESCO kan gå sammen om udviklingen af konkrete projekter, der
tilgodeser netop deres nationale forsvarspolitiske behov.
Der gælder 20 forpligtelser for de medlemsstater, der indgår i PESCO-samarbejdet, herunder øgede
nationale forsvarsbudgetter og deltagelse i minimum ét PESCO-projekt. Forpligtelserne skal sikre et
højt ambitionsniveau for de deltagende medlemsstater og skabe sammenhæng mellem deres natio-
nale forsvarsplaner, således at de tænkes ind i et større europæisk perspektiv. PESCO-samarbejdet
skal således ikke alene ses som en række projekter inden for udvalgte områder, men også som en
række forpligtelser for de deltagende medlemsstater vedrørende forsvarsinvesteringer, kapabilitets-
udvikling og operativ parathed (se tabel 1 for en oversigt). Det er dog ikke et krav for deltagelse i
PESCO, at en medlemsstat på forhånd lever op til forpligtelserne. Forpligtelserne er en udmøntning af
protokol nr. 10 til Lissabon-traktaten.
PESCO-projekter er drevet af medlemsstaternes efterspørgsel og gennemføres ofte i samarbejde med
eller af virksomheder og forskningsinstitutter. Der er aktuelt vedtaget 60 PESCO-projekter, der forde-
ler sig inden for syv overordnede områder: træningsfaciliteter, luftsystemer, landmilitære systemer,
maritim sikkerhed, cybersikkerhed, støttekapaciteter og rumfart.
I 2020 blev PESCO-medlemsstaterne enige om regler for, hvordan tredjelande kan deltage i konkrete
PESCO-projekter. Det er op til medlemsstaterne, der deltager i de enkelte PESCO-projekter, at træffe
beslutning om at invitere et tredjeland til at deltage. Som udløber heraf deltager tre NATO-allierede
– USA, Canada og Norge – i det nederlandsk-ledede PESCO-projekt om militær mobilitet. Det er før-
ste og pt. eneste PESCO-projekt med tredjelandsdeltagelse. Spørgsmålet om, hvordan virksomheder
uden for EU kan deltage i PESCO-projekter, er fortsat under forhandling og derfor endnu uafklaret.
16 EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde og det danske forsvarsforbehold
L 193 - 2021-22 - Bilag 3: Optryk af svar på udvalgsspørgsmål og udvalgsbilag vedr. folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet omdelt på EUU alm. del før fremsættelsen af lovforslagene
2569707_0017.png
Faktaboks 4: PESCO-forpligtelserne
De medlemsstater, der deltager i PESCO, forpligter sig til:
1. Regelmæssigt at øge forsvarsbudgetterne for at nå de aftalte mål
2. Gradvist og på mellemlang sigt øge forsvarsinvesteringerne til 20 procent af de samlede forsvarsud-
gifter
3. Styrke fælles, samarbejdsbaserede projekter om forsvarskapaciteter, herunder gennem Den Europæi-
ske Forsvarsfond
4. Øge andelen af udgifter til forsvarsforskning og –teknologi med henblik på at nærme sig 2 procent af
de samlede forsvarsudgifter
5. Indføre, at disse forpligtelser regelmæssigt tages op til revision med henblik på Rådets godkendelse
6. Spille en væsentlig rolle i kapacitetsudvikling inden for EU, herunder inden for rammerne af CARD (Den
Årlige Koordinerede Gennemgang af Forsvarskapabiliteter)
7. Støtte CARD, men anerkende revisionsprocessens frivillige karakter og de deltagende medlemsstaters
individuelle begrænsninger
8. Inddrage Den Europæiske Forsvarsfond intensivt i multinationale indkøb
9. Udarbejde fælles, harmoniserede krav til alle kapacitetsudviklingsprojekter, som medlemsstaterne er
enige om
10. Overveje fælles udnyttelse af eksisterende kapaciteter for at optimere ressourcer og øge omkostnings-
effektivitet
11. Øget indsats inden for samarbejdet om cyberforsvar
12. Øge militære styrkers tilgængelighed og deployeringsevne
13. Øge og udvikle militære styrkers interoperabilitet
14. Tilstræbe en ambitiøs tilgang til fælles finansiering af EU’s militære missioner og operationer, ud over
hvad der fastlægges som fællesudgifter
15. Bidrage til at afhjælpe kapacitetsmangler identificeret i CPD (kapacitetsudviklingsplanen) og CARD (Den
Årlige Koordinerede Gennemgang af Forsvarskapabiliteter).
16. Prioritere europæisk samarbejdsbaseret tilgang til at afhjælpe kapacitetsmangler identificeret på na-
tionalt plan
17. Deltage i mindst ét PESCO-projekt, som udvikler eller skaffer kapaciteter af strategisk relevans
18. Anvende Det Europæiske Forsvarsagentur som forum for fælles kapacitetsudvikling
19. Sikre, at projekter, der vedrører kapaciteter, og som ledes af deltagende medlemsstater, øger den euro-
pæiske forsvarsindustris konkurrenceevne
20. Sikre, at samarbejdsprogrammer vedtaget af de deltagende medlemsstater vil have en positiv indvirk-
ning på europæisk forsvarsindustri og -teknologi
PESCO-samarbejdet er grundlæggende mellemstatsligt. Det overordnede politiske styringsniveau
varetages af Rådet (EU’s forsvarsministre) i et særligt PESCO-format. Alle beslutninger træffes ved
enstemmighed blandt de deltagende medlemsstater. De eneste undtagelser, hvor Rådet kan træffe
afgørelse med kvalificeret flertal, er afgrænset til to situationer: 1) hvor Rådet bekræfter deltagelsen
af en medlemsstat, der ønsker at indgå i PESCO, og 2) når der træffes afgørelse om suspension af en
medlemsstat, der ikke længere opfylder kriterierne eller ikke er i stand til at overholde forpligtelserne.
Lande, der står uden for PESCO-samarbejdet, har hverken mulighed for at påvirke PESCO-samarbej-
dets generelle udvikling eller vedtagelsen af enkeltprojekter.
EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde og det danske forsvarsforbehold 17
L 193 - 2021-22 - Bilag 3: Optryk af svar på udvalgsspørgsmål og udvalgsbilag vedr. folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet omdelt på EUU alm. del før fremsættelsen af lovforslagene
PESCO støttes af et fælles sekretariat med medarbejdere fra henholdsvis den Fælles Udenrigstjeneste,
Det Europæiske Forsvarsagentur og EU’s Militærstab. Sekretariatet udgør et fælles kontaktpunkt for
de deltagende medlemsstater.
PESCO-samarbejdet har ikke et selvstændigt budget. PESCO-projekterne finansieres primært af de
deltagende medlemsstater i overensstemmelse med deres respektive nationale beslutningsprocesser
herfor. PESCO-projekter kan søge finansiering inden for rammerne af den Europæiske Forsvarsfond
og derigennem opnå en særlig bonus som incitament for udvidelsen af det eksisterende samarbejde.
For Forsvarsfondens testprogram for 2020 blev der godkendt fondstildelinger til 15 projekter udviklet
i PESCO. Kommissionen godkendte for 2020 i alt 26 projekter. PESCO-projekter udgjorde over halvde-
len af de succesfulde ansøgninger.
PESCO-samarbejdets mellemstatslige og frivillige karakter understreges af, at forsvarsmateriel, der
rekvireres inden for rammerne af PESCO, tilhører de enkelte medlemsstater, der indgår i samarbejdet.
Der er således ikke tale om EU-ejede kapabiliteter.
Danmark har på grund af forsvarsforbeholdet ikke mulighed for at deltage i PESCO-samarbejdet. Danske
virksomheder kan dog indgå i PESCO-projekter.
4.3 Den Europæiske Forsvarsfond
Den Europæiske Forsvarsfond (EDF) blev oprettet i maj 2021 under EU’s budget på baggrund af af-
talen om EU’s flerårige finansielle ramme for 2021-2027. Fondens formål er at 1) forbedre den euro-
pæiske forsvarsindustris konkurrenceevne, 2) støtte målrettede forsknings- og udviklingsprojekter
som en enkelt medlemsstat ikke kan finansiere alene og 3) reducere unødvendige duplikationer og
derigennem bidrage til mere effektiv brug af nationale forsvarsbudgetter.
Virksomheder og forskningsinstitutioner i EU’s medlemsstater kan søge midler under fonden. Fonden
er vedtaget inden for rammerne af EU’s indre marked og hører dermed ikke under den fælles uden-
rigs- og sikkerhedspolitik. Etableringen af fonden ændrer ikke ved, at beslutninger om investeringer
i forsvar og udviklingen af forsvarskapabiliteter er et nationalt anliggende, der alene afgøres af den
enkelte medlemsstat. Fondens finansielle ramme er ca. 8. milliarder euro (løbende priser) for perio-
den 2021-2027.
Forud for etableringen af fonden havde Europa-Kommissionen kørt to prøveprogrammer for at teste
merværdien af EU-finansiering af henholdsvis forskning i forsvarsteknologi og udvikling af kapacite-
ter. Forsvarsfonden viderefører begge formål og har midler dedikeret til forskning (tilskud til forsk-
ningssamarbejde inden for innovative teknologier relateret til sikkerhed og forsvar) og til kapacitets-
udvikling (incitamenter for EU-medlemsstaterne til at samarbejde om fælles udvikling og indkøb af
forsvarsmateriel).
Implementeringen af Forsvarsfonden understøttes af en programkomité, der består af Europa-Kom-
missionen og medlemsstaterne, og hvor Det Europæiske Forsvarsagentur er med som observatør.
Programkomiteen skal særligt sikre, at der er sammenhæng mellem forsknings- og udviklingsaktivi-
teter og medlemsstaternes indmeldte behov.
Fondens overordnede teknologiske prioriteringer formuleres med udgangspunkt i de centrale pri-
oriteter, der er fastlagt i CDP- og CARD-processerne (se afsnit 4.5), der også danner grundlag for
medlemsstaternes PESCO-samarbejde. De årlige arbejdsprogrammer udvikles med udgangspunkt i
medlemsstaternes indmeldte og konsoliderede behov.
18 EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde og det danske forsvarsforbehold
L 193 - 2021-22 - Bilag 3: Optryk af svar på udvalgsspørgsmål og udvalgsbilag vedr. folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet omdelt på EUU alm. del før fremsættelsen af lovforslagene
Forsvarsfonden er ikke omfattet af Danmarks forsvarsforbehold, da fonden er forankret i EU-samarbejdet
om industri. Danske virksomheder og forskningsinstitutioner kan søge midler under fonden. Danske myn-
digheder deltager i programkomiteen og udarbejdelsen af de årlige arbejdsprogrammer på lige fod med
andre medlemsstater. Danmark deltager som følge af forsvarsforbeholdet dog ikke i de processer i regi af
Forsvarsagenturet, der spiller ind i fastlæggelsen af de overordnede prioriteter for Forsvarsfonden, navnlig
CARD og CDP.
4.4 Det Europæiske Forsvarsagentur
Det Europæiske Forsvarsagentur ligger i Bruxelles. Det blev oprettet som et mellemstatsligt agen-
tur under Rådet i 2004 og er efterfølgende traktatfæstet i Lissabon-traktaten. Agenturets formål er
at styrke EU’s forsvarskapacitet på krisestyringsområdet, udvikle og fremme EU-samarbejde om for-
svarsmateriel, styrke teknologi og forskning inden for forsvarsområdet samt skabe et konkurrence-
dygtigt europæisk marked for forsvarsmateriel. Det er frivilligt at deltage i agenturet. Dets arbejde
finansieres af de deltagende medlemsstater. Alle EU-medlemsstater, undtagen Danmark, deltager i
agenturet.
Forsvarsagenturet fungerer som bindeled mellem medlemsstaterne og EU’s forsvarspolitikker. Agen-
turet har også aftaler med en række lande uden for EU, herunder Norge, Serbien, Schweiz og Ukraine.
Inden for rammerne af den fælles EU-NATO-erklæring fra 2016 samarbejder agenturet også med
NATO, ligesom der arbejdes på at indgå en administrativ aftale med USA.
I takt med at EU’s samarbejde om udvikling og indkøb af forsvarsmateriel har udviklet sig – særligt
med etableringen af den Europæiske Forsvarsfond og PESCO – har Forsvarsagenturet fået en stadig
mere central placering. Dette skyldes især agenturets arbejde med kapabilitetsudviklingsplaner (CDP)
og de årlige gennemgange af medlemsstaternes forsvarskapabiliteter (CARD), der er med til at forme
beslutninger om konkrete projekter inden for både Den Europæiske Forsvarsfond og PESCO (se afsnit
4.2, 4.3 og 4.5).
En del af agenturets arbejde sigter på at finde tekniske samarbejdsløsninger, så de deltagende lande
kan få mere ud af deres eksisterende militære kapabiliteter i fællesskab. Det maritime overvågnings-
program, MARSUR, der blev etableret i 2005, er et konkret eksempel på dette. Projektet sigter på at
forbedre udvekslingen af operationel information blandt de deltagende lande for på den måde at
skabe et bedre samlet billede af situationen i et givent maritimt område. MARSUR anvendes i forbin-
delse med CMP-projektet (se afsnit 4.9).
Endelig danner agenturet ramme om forskellige former for samarbejde mellem nationale eksperter
fra medlemsstaterne, forsvarsindustrien og forskningsverdenen om emner af fælles interesse. Det
gælder for eksempel på cyberområdet, hvor agenturet for nyligt har gennemført en øvelse i cyberfor-
svar for militære computerberedskabsteams.
Som følge af forsvarsforbeholdet kan Danmark ikke være en del af Det Europæiske Forsvarsagentur. Dan-
mark har dog mulighed for at deltage i enkelte af agenturets aktiviteter, der er relateret til bredere EU-
politikker. Konkret deltager Danmark i seks arbejdsgrupper, herunder på områder som militær mobilitet og
forskning i forsvar, der relaterer sig til EU’s industri-, forsknings- og transportpolitikker.
EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde og det danske forsvarsforbehold 19
L 193 - 2021-22 - Bilag 3: Optryk af svar på udvalgsspørgsmål og udvalgsbilag vedr. folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet omdelt på EUU alm. del før fremsættelsen af lovforslagene
4.5 EU’s kapabilitetsudviklingsplan og årlige gennemgange af medlems-
staternes forsvarskapabiliteter
Siden 2008 har Det Europæiske Forsvarsagentur i samarbejde med de deltagende medlemsstater,
EUMC og EUMS formuleret såkaldte kapabilitetsudviklingsplaner (CDP).
Målet er at etablere et samlet overblik over medlemsstaternes militære kapabiliteter og identificere
områder, hvor der er potentiale for multinationalt samarbejde, der kan udfylde eventuelle mangler.
Medlemsstaterne bidrager til processen, som blandt andet omfatter en selvevaluering af kapabilitets-
mangler. CDP vedtages af Forsvarsagenturets styringsråd, hvor medlemsstaterne også deltager. De
områder, der identificeres i CDP, udgør de overordnede, prioriterede kapacitetsområder for blandt
andet Den Europæiske Forsvarsfond og PESCO-samarbejdet. Den seneste CDP-revision fandt sted i
2018 og identificerede 11 overordnede prioritetsområder på tværs af EU og inden for alle militære
domæner (land, luft, maritim, cyber og rummet).
For yderligere at konkretisere kapabilitetsudviklingsplanen gennemfører Forsvarsagenturet årlige
gennemgange af medlemsstaternes forsvarskapabiliteter (CARD). Første gennemgang fandt sted i
2019/2020. Den igangværende gennemgang blev indledt i december 2021. Ved at forbinde medlems-
staternes nationale forsvarsplanlægning med EU-niveauet for kapabilitetsudvikling søger man at
skabe synergi på tværs af medlemsstaterne og undgå duplikering.
Konkret foregår gennemgangen ved, at medlemsstaterne indgiver relevante oplysninger om deres
planer for Forsvaret til Forsvarsagenturet. På baggrund af oplysningerne gennemføres årlige bilate-
rale drøftelser mellem medlemsstaterne og Forsvarsagenturet.
I det seneste CARD (2019/2020) blev afdækket 55 samarbejdsmuligheder og seks fokusområder. Op-
følgningen på CARD kan ske inden for rammerne af PESCO-samarbejdet og/eller den Europæiske
Forsvarsfond.
Danmark kan på grund af forsvarsforbeholdet ikke være med i Det Europæiske Forsvarsagentur og deltager
ikke i dets processer og beslutninger vedrørende CDP og CARD.
4.6 Den Europæiske Fredsfacilitet
Den Europæiske Fredsfacilitet blev etableret af Rådet i marts 2021 efter tre års forhandlinger. Det er
et finansielt instrument, der har til formål at styrke EU’s profil som en relevant, global udenrigs- og
sikkerhedspolitisk aktør. Faciliteten har et budgetloft på omkring 5,7 milliarder euro (løbende priser)
for perioden 2021-2027 fordelt på to søjler: Én til finansiering af fællesudgifterne til EU’s egne militære
krisestyringsoperationer og -missioner og én, der kan finansiere bistandsforanstaltninger til opbyg-
ning af militære kapaciteter i tredjelande samt militære aspekter af fredsbevarende operationer, som
ledes af regionale eller internationale organisationer eller tredjelande, herunder gennem leverancer
af forskellige former for våben og militært udstyr fra medlemsstaterne.
Den Europæiske Fredsfacilitet erstatter den tidligere Afrikanske Fredsfacilitet og Athena-mekanismen
(se afsnit 4.2) og introducerer i tillæg hertil en række nye anvendelsesmuligheder. Faciliteten er place-
ret uden for EU-budgettet og finansieres gennem bidrag fra EU’s medlemsstater efter en fordelings-
nøgle baseret på landenes BNI. I modsætning til forgængeren, den Afrikanske Fredsfacilitet, er den
Europæiske Fredsfacilitet global i sin rækkevidde. Den kan derfor anvendes i krise- og konfliktsituatio-
ner i alle tredjelande af strategisk interesse for EU.
Alle EU-medlemsstater inklusiv Danmark har været med i vedtagelsen af Den Europæiske Fredsfacili-
tet. Alle underliggende indsatser vedtages med enstemmighed.
20 EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde og det danske forsvarsforbehold
L 193 - 2021-22 - Bilag 3: Optryk af svar på udvalgsspørgsmål og udvalgsbilag vedr. folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet omdelt på EUU alm. del før fremsættelsen af lovforslagene
Ønsket om at levere udstyr til militære enheder i tredjelande udsprang blandt andet af konkrete op-
levelser af, at afrikanske styrker knyttet til EU’s militære træningsmissioner manglede det fornødne
udstyr til at gennemføre træningen. I Den Centralafrikanske Republik trådte Rusland ind og leverede
militært udstyr til EU’s lokale samarbejdspartnere.
I lyset af den russiske invasion af Ukraine blev der opnået enighed i Rådet om at støtte opbygningen
af Ukraines militære kapaciteter via Den Europæiske Fredsfacilitet, blandt andet med finansiering af
levering af dødbringende våben.
På grund af forsvarsforbeholdet deltager Danmark ikke i EU’s militære krisestyringsmissioner og -opera-
tioner og dermed heller ikke i finansieringen heraf, som foregår inden for rammen af fredsfacilitetens ene
søjle. Danmark bidrager derimod som udgangspunkt fuldt ud til bistandsforanstaltninger under facilitetens
anden søjle, der sigter på at styrke et tredjelands militære kapaciteter samt militære aspekter af fredsbeva-
rende operationer, som ledes af regionale eller internationale aktører eller tredjelande.
4.7 EU’s kampgrupper
EU’s kampgrupper er et mellemstatsligt og multinationalt koncept, der oprindeligt blev udviklet af
EU’s Militærstab i 2004. I 2007 nåede kampgruppekonceptet et fuldt operativt niveau. Siden har der
i udgangspunktet været to kampgrupper på højt beredskab klar til hurtig indsættelse i konfliktramte
områder. Det er frivilligt for EU’s medlemsstater at deltage i kampgrupperne.
Alle EU’s medlemsstater – med undtagelse af Malta og Danmark – har i årenes løb bidraget til én eller
flere kampgrupper. Lande, der ikke er medlem af EU, kan også deltage i EU’s kamp-grupper. Kamp-
grupperne har aldrig været indsat i konkrete operationer.
Danmark deltager på grund af forsvarsforbeholdet ikke i EU’s kampgrupper.
4.8 EU’s Satellitcenter
EU’s Satellitcenter blev etableret som et mellemstatsligt agentur under Rådet i 2001. Det ligger i Tor-
rejón de Ardoz uden for Madrid, Spanien. Agenturets arbejde finansieres primært af medlemssta-
terne på baggrund af en BNI-fordelingsnøgle. Satellitcenterets opgave er at levere satellitbilleder og
analyser af konkrete situationer og udviklinger til EU’s institutioner, EU’s missioner og operationer
samt medlemsstater. Blandt andet bidrog Satellitcenteret i vidt omfang til at afdække udviklingen
i Afghanistan i sommeren/efteråret 2021, ligesom centeret også følger krigen i Ukraine. EU’s efter-
retningsenheder er den største aftager af satellitcenterets produkter. Centeret samarbejder desuden
med partnerlande og partnere uden for EU, herunder FN, OSCE, Organisationen for Forbud mod Ke-
miske Våben (OPCW), Det internationale Atomenergiagentur (IAEA) og NATO. I de senere år har også
Frontex benyttet sig af Satellitcenterets ydelser.
Danmark deltog ikke i retsakten, der grundlagde Satellitcenteret, da centeret var forudset at være under-
leverandør til særligt EU’s militære missioner og operationer og derfor vurderedes at være omfattet af for-
svarsforbeholdet. Det blev dog senere præciseret i den gældende retsakt om centeret, at Danmark kan
deltage i civile aspekter af Satellitcenterets arbejde. Modsat antagelsen dengang er langt hovedparten af
Satellitcenterets produkter inden for det civile område. Danmark bidrager på den baggrund med et årligt
frivilligt bidrag.
EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde og det danske forsvarsforbehold 21
L 193 - 2021-22 - Bilag 3: Optryk af svar på udvalgsspørgsmål og udvalgsbilag vedr. folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet omdelt på EUU alm. del før fremsættelsen af lovforslagene
4.9 EU’s koordinerede maritime tilstedeværelse
EU’s koordinerede maritime tilstedeværelse (CMP) sigter på at give EU en større rolle som global ma-
ritim sikkerhedsaktør. CMP blev igangsat ved et pilotprojekt om maritim sikkerhed i Guineabugten i
januar 2021. Pilotprojektet består af en militær og en civil søjle. Den militære søjle bygger på bidrag,
der indsættes – eller som allerede er indsat – under national kommando i det maritime område. I
den civile søjle oprettes et diplomatisk spor, hvor der blandt andet udsendes maritime rådgivere til
regionen fra medlemsstaterne, som skal rådgive kyststaterne og koordinere deres indsatser for ka-
pacitetsopbygning.
Den 21. februar 2022 forlængede Rådet pilotprojektet i Guineabugten for en toårig periode og etable-
rede desuden et nyt maritimt interesseområde med fokus på den nordvestlige del af det Indiske Oce-
an. Forberedelserne af dette er nu indledt og ventes at have fokus på, og snitflader til, den europæisk-
ledede overvågningsmission i Hormuz-strædet (EMASoH) og EU’s militære krisestyringsoperation
ATALANTA ud for Afrikas Horn.
CMP adskiller sig grundlæggende fra EU’s militære krisestyringsoperationer, da CMP ikke er under
EU-kommando. CMP er således en koordinerende ramme, der sikrer en passende maritim tilstedevæ-
relse i området.
Forsvarsforbeholdet er ikke er til hinder for dansk deltagelse i CMP i dens nuværende form, da CMP ikke er
en militær EU-krisestyringsoperation, og fordi bidrag indsættes under national kommando. Danmark kan
derfor deltage i CMP-pilotprojektet i Guinea-bugten. CMP er dog fortsat under udvikling, hvorfor forsvars-
forbeholdet kan udfordre dansk deltagelse på sigt.
4.10 EU’s militære strukturer
Det Europæiske Råd besluttede som nævnt i kapitel 3 på sit møde i Helsinki i 1999 at opbygge en insti-
tutionel struktur, der blandt andet kunne understøtte løsningen af EU’s militære krisestyringsopgaver.
EU’s Militærkomité (EUMC) er det højeste militære organ i denne struktur. Komiteen består af for-
svarscheferne i EU’s medlemsstater. Det daglige arbejde i komiteen varetages af medlemsstaternes
permanente militære repræsentanter i Bruxelles. EUMC rådgiver udenrigsrepræsentanten og den
Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) om alle militære aspekter inden for EU. Danmark har
plads i EUMC, men deltager ikke aktivt i drøftelserne på grund af forbeholdet.
EUMC’s rådgivning tager blandt andet udgangspunkt i militærfaglige analyser udarbejdet af EU’s Mi-
litærstab (EUMS). EUMS blev i 2009 omdannet fra at have været en del af Rådssekretariatet til at være
en militær komponent i den Fælles Udenrigstjeneste. EUMS er som generaldirektorat i den Fælles
Udenrigstjeneste direkte underlagt udenrigsrepræsentanten og arbejder under anvisninger fra og
rapporterer også til EUMC. EUMS har blandt andet til opgave at levere ’early warning’ og situations-
analyser samt bistå den militærstrategiske planlægning. Forsvarsforbeholdet er ikke til hinder for,
at Danmark udlåner medarbejdere til EUMS, så længe sådanne stillinger ikke bidrager til gennemfø-
relsen af foranstaltninger omfattet af forsvarsforbeholdet. I praksis indebærer det en betydelig be-
grænsning.
For at styrke gennemførelsen af konkrete krisestyringsoperationer etablerede Rådet i juni 2017 EU’s
Militære Planlægnings- og Gennemførelsesenhed (MPCC) som en ny enhed. Generaldirektøren for
EUMS varetager også funktionen som direktør for MPCC. MPCC er en hovedkvartersbaseret kom-
mando- og kontrolstruktur, der skal sikre, at EU’s militære missioner og operationer kan koncentrere
sig om konkrete aktiviteter i felten. MPCC samarbejder med sit civile modstykke, EU’s Civile Gennem-
førelses- og Planlægningskapacitet (CPCC). I øjeblikket har MPCC ansvar for EU’s fire aktive trænings-
22 EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde og det danske forsvarsforbehold
L 193 - 2021-22 - Bilag 3: Optryk af svar på udvalgsspørgsmål og udvalgsbilag vedr. folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet omdelt på EUU alm. del før fremsættelsen af lovforslagene
missioner, men det er forventningen, at MPCC vil blive styrket i de kommende år med henblik på at
kunne virke som hovedkvarter på operativt niveau for flere af EU’s militære missioner og operationer.
Danmark kan som følge af forsvarsforbeholdet ikke deltage i MPCC.
EU’s militære efterretningsprodukter udarbejdes af EU’s Militærstabs efterretningsdirektorat (EUMS
INT). Produkterne bruges blandt andet til forberedelsen og gennemførelsen af EU’s krisestyringsmis-
sioner og -operationer. EU’s civile efterretnings- og analysecenter (EU INT-CEN) er ligeledes placeret
under den Fælles Udenrigstjeneste, og har til formål at bidrage med efterretningsbaserede produk-
ter, herunder fælles trusselsvurderinger, som blandt andet leveres til Europa-Kommissionen og den
Fælles Udenrigstjeneste samt medlemsstaterne. I praksis samarbejder EUMS INT og EU INTCEN tæt,
når der udarbejdes produkter. Når de to enheder er fælles om produkterne refereres de til som SIAC
(Single Intelligence Analysis Capacity).
Grundet forsvarsforbeholdet deltager Danmark kun i meget begrænset omfang i EU’s militære strukturer.
Forsvarsforbeholdet er dog ikke til hinder for, at Danmark modtager efterretninger fra EUMS INT og EU IN-
TCEN, ligesom Danmark kan levere oplysninger til EUMS INT og EU INTCEN, med mindre oplysningerne skal
tjene til brug for EU-ledede militære operationer.
EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde og det danske forsvarsforbehold 23
L 193 - 2021-22 - Bilag 3: Optryk af svar på udvalgsspørgsmål og udvalgsbilag vedr. folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet omdelt på EUU alm. del før fremsættelsen af lovforslagene
5 Tendenser i EU’s forsvarssamarbejde
og samlede optræden udadtil
i de kommende år
Som det fremgår af de ovenstående kapitler, har EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde
udviklet sig markant i de seneste år. Ruslands invasion af Ukraine ventes at forstærke samarbejdet
yderligere og formentlig også øge den hast, hvormed nye initiativer og tiltag introduceres, vedtages
og udmøntes. Samarbejdet mellem EU og NATO er tæt og konstruktivt, og der rejses ikke tvivl om
NATO’s ansvar for den kollektive sikkerhed. Den forværrede sikkerhedspolitiske situation, spiller også
ind i den igangværende konference om Europas fremtid, hvor borgere fra hele EU udveksler ideer om
EU’s fremtid. Der tegner sig klare konturer af et samarbejde, der er i udvikling som følge af medlems-
staternes efterspørgsel.
På mødet i Det Europæiske Råd den 24.-25. marts 2022 endosserede stats- og regeringscheferne såle-
des EU’s Strategiske Kompas, der skal sætte retningen for EU-samarbejdet om den fælles sikkerheds-
og forsvarspolitik i de næste 5-10 år. Kompasset fremhæver, at Ruslands invasion af Ukraine har bragt
krig tilbage til Europa, og at det sikkerhedspolitiske landskab generelt er skærpet. Kompasset omtaler
behovet for et ”kvantespring” fremad for at møde udfordringerne. Kompasset fokuserer på fire kon-
krete områder, der skal bidrage til at øge EU’s evne og vilje til at handle i lyset af de sikkerhedspolitiske
udfordringer: Krisestyring, modstandskraft, kapabiliteter og partnerskaber. Fordelt på disse områder
indeholder kompasset en række forslag, hvor nogle af de mest fremtrædende er:
Etablering af en EU-reaktionskapacitet på op mod 5.000 tropper. Reaktionskapaciteten ventes at
bygge videre på det eksisterende kampgruppekoncept og vil alene kunne anvendes til krisestyring
uden for EU’s territorium. Reaktionskapaciteten vil være baseret på frivillige bidrag fra EU’s med-
lemsstater.
En hybrid værktøjskasse, der vil muliggøre koordinerede modsvar, såfremt EU eller dets medlems-
stater udsættes for hybride angreb på tværs af alle domæner. Modsvar kan blandt andet være i
form af diplomatiske reaktioner som fælleserklæringer eller som sanktioner. Men der lægges også
op til, at hybride trusler skal kunne håndteres i både EU’s civile og militære krisestyringsmissioner
og -operationer.
Et styrket EU-NATO-samarbejde, der ud over en styrket dialog og mødeaktivitet mellem EU og
NATO hviler på tættere samarbejde om blandt andet cybersikkerhed, hybride trusler, klimasikker-
hed og nye teknologier.
Mere fleksible beslutningsprocedurer, der vil gøre det lettere at etablere koalitioner af villige inden
for en EU-ramme. Det kan indebære øget brug af de muligheder, som EU-traktaten giver for, at
de medlemsstater, der ønsker det, kan gå videre med militære krisestyringsoperationer og -mis-
sioner i mindre grupper.
Nye muligheder for samarbejde mellem EU’s egne militære krisestyringsoperationer og -missioner
og europæisk-ledede ad hoc koalitioner, der står uden for EU-rammen.
Mens Danmark har kunnet deltage fuldt ud i forberedelsen og vedtagelsen af det Strategiske Kom-
pas, er det vanskeligt at forudsige, i hvor høj grad Danmark vil kunne deltage i udmøntningen af
kompasset. Det afhænger af de konkrete tiltag og beslutninger, der vil forme sig i forbindelse med
implementeringen af kompasset. Der er dog en klar formodning om, at forsvarsforbeholdet vil for-
hindre Danmark i at deltage i dele af kompasset, såsom en EU-reaktionskapacitet. Dertil kommer, at
kompasset lægger op til i højere grad at koble civile og militære elementer, hvilket kan udfordre dansk
deltagelse, såfremt det måtte blive vanskeligt at adskille de to elementer fra hinanden, herunder ek-
24 EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde og det danske forsvarsforbehold
L 193 - 2021-22 - Bilag 3: Optryk af svar på udvalgsspørgsmål og udvalgsbilag vedr. folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet omdelt på EUU alm. del før fremsættelsen af lovforslagene
sempelvis ved civile krisestyringsmissioner med militære komponenter eller militære indsatser inden
for cyberdomænet.
Opfølgningen på det Strategiske Kompas vil ske i et skærpet sikkerhedspolitisk landskab blandt andet
som følge af krigen i Ukraine. Der skal træffes væsentlige beslutninger om imødegåelse af trusler
mod sikkerheden på det europæiske kontinent, stabiliteten i Europas nærområder og underminering
af den internationale regelbaserede orden. EU’s geografiske fokus vil givetvis i højere grad, end den
globale strategi fra 2016 lagde op til, være på Europa og det europæiske naboskabsområde.
Den fortsatte ustabilitet og skrøbelighed, der præger situationen i store dele af Mellemøsten og Afri-
ka, og som ofte har direkte konsekvenser for sikkerheden i Europa, vil formentligt også fremover
gøre det naturligt og nødvendigt for EU at bevare – og måske ligefrem styrke – sit bredspektrede
engagement i disse regioner. Dette flugter med det udbredte ønske blandt medlemsstaterne om at
signalere Europas vilje til at tage ansvar i forhold til at opretholde fred og stabilitet især i nærområdet.
Samtidig vil den stadigt større politiske, økonomiske og sikkerhedsmæssige betydning af Asien og
Stillehavsregionen føre til et øget pres på og ønske om også fra europæisk side at have mere fokus
på denne del af verden.
Der er intet, der tyder på, at usikkerheden og uforudsigeligheden i og omkring Europa vil aftage i de
kommende år. Baseret på de initiativer og udviklinger, der allerede er kendt, tegner der sig flere cen-
trale strømpile for udviklingen på området.
Først og fremmest forventes der helt overordnet at være en markant større villighed fra EU-medlems-
staterne til at investere i og prioritere sikkerhed og forsvar. Særligt den tyske udmelding om at oprette
en forsvarsfond på 100 milliarder euro må ventes at få indflydelse på tyngden af det europæiske sam-
arbejde, selvsagt i tæt samarbejde med NATO.
I forlængelse heraf vil samarbejdet om innovation og udvikling på det forsvarsindustrielle område bli-
ve videreført og sandsynligvis styrket, formentligt inden for rammerne af PESCO og Den Europæiske
Forsvarsfond, men også i regi af Det Europæiske Forsvarsagentur. Dertil kommer Europa-Kommissi-
onens forsvarspakke fra februar 2022, der indeholder en bred vifte af initiativer relateret til forsvars-
industri og kapabilitetsudvikling. Disse omhandler emner som hybride trusler, cyberangreb, trusler i
rummet, militær mobilitet, klimaforandringer samt nye og disruptive teknologier.
Fælles for disse indsatser er, at de fordrer et øget strategisk samspil mellem EU’s politikområder. Det
gælder ikke mindst brugen af industri- og forskningspolitiske virkemidler inden for udviklingen af
europæiske forsvarskapabiliteter, og det gælder imødegåelsen af de stadigt mere komplekse trusler,
der følger med den teknologiske og digitale udvikling. Særligt på områder hvor fjendtlig udefrakom-
mende indblanding og manipulation truer EU’s værdier, demokrati og velstand, er der ønske om at
udvide mulighederne for modsvar til et bredere spektrum.
Cybersikkerhed er et stadigt mere centralt arbejdsområde i EU. Det kraftigt forværrede forhold til Rus-
land har understreget behovet for at hæve det fælles europæiske cybersikkerhedsniveau betragteligt.
Gennem stærkere intern robusthed, såvel som ved stærkere modsvar på cyberangreb og et mere
aktivt cyberdiplomati. Der er et ønske blandt flere medlemsstater om at øge EU’s afskrækkelse på
cyberområdet. Dertil kommer, at krigens natur har skiftet karakter, idet krigsførelse i højere grad gør
brug af hybride kapaciteter. Dermed er hybrid krigsførelse og brug af cyber blevet sværere at adskille
fra det militære.
I det hele taget vil ønsket om at skabe synergi mellem EU’s forskellige virkemidler formentligt også
være drivende fremover. Bestræbelserne på at samtænke EU’s krisestyringsinstrumenter, hvilket har
været en dansk mærkesag, må forventes at fortsætte. Etableringen af Den Europæiske Fredsfacilitet
EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde og det danske forsvarsforbehold 25
L 193 - 2021-22 - Bilag 3: Optryk af svar på udvalgsspørgsmål og udvalgsbilag vedr. folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet omdelt på EUU alm. del før fremsættelsen af lovforslagene
er et konkret eksempel på, hvordan den geopolitiske situation har skærpet EU’s ønske om en mere
helhedsorienteret tilgang til stabilisering og krisestyring.
Det er kendetegnende, og en forskel i forhold til debatten for 30 år siden, at der tegner sig et tæt og
konstruktivt samarbejde mellem EU og NATO. Forholdet mellem EU og NATO er i dag på et historisk
ambitiøst niveau. Der er etableret konkrete samarbejdsrelationer mellem de to organisationer, lige-
som der er bred enighed om, at et tæt samarbejde er nødvendigt for effektivt at kunne imødegå euro-
pæiske sikkerhedsudfordringer. Det fælles samarbejde er formaliseret i to fælleserklæringer fra hen-
holdsvis Warszawa i 2016 og Bruxelles i 2018 og omfatter 74 fælles EU-NATO-samarbejdsområder. Det
fremgår af Bruxelles-erklæringen fra 2018, at EU’s bestræbelser på at øge det europæiske forsvars- og
sikkerhedssamarbejdet styrker den transatlantiske sikkerhed. Det forværrede trusselsbillede giver
anledning til et styrket EU-NATO-samarbejde. Der er en udbredt forståelse for, at NATO varetager den
kollektive sikkerhed, mens EU i stigende grad spiller en rolle på områder, hvor NATO ikke har markant
fokus eller relevante redskaber.
Det transatlantiske sikkerheds- og værdifællesskab har manifesteret sig i reaktionen på Ruslands in-
vasion af Ukraine. Siden Rusland den 24. februar 2022 indledte angrebet på Ukraine har EU i tæt ko-
ordination med USA vedtaget omfattende sanktionspakker rettet mod det russiske lederskab og den
russiske økonomi samt ydet støtte til Ukraine af politisk, humanitær og militær karakter.
Uanset det videre forløb af krigen i Ukraine synes det at ligge fast, at Ruslands invasion af Ukraine har
skabt en helt ny sikkerhedspolitisk situation i Europa. Den langvarige diskussion om, hvordan – og
hvorvidt – EU i samklang med USA, NATO og andre partnere kan tage mere ansvar for egen sikkerhed,
er blevet mere konkret, håndgribelig og presserende.
26 EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde og det danske forsvarsforbehold
L 193 - 2021-22 - Bilag 3: Optryk af svar på udvalgsspørgsmål og udvalgsbilag vedr. folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet omdelt på EUU alm. del før fremsættelsen af lovforslagene
2569707_0027.png
Bilag 1: Retsakter omfattet af forsvars-
forbeholdet
EU’s krisestyringsoperationer og -missioner
Tiltag
EUTM Mozambique
Relevante retsakter
Rådets afgørelse (FUSP) 2021/1143 af 12. juli 2021 om Den Europæiske Unions mili-
tære uddannelsesmission i Mozambique (EUTM Mozambique)
Rådets afgørelse (FUSP) 2021/1818 af 15. oktober 2021 om iværksættelse af Den Euro-
pæiske Unions militære uddannelsesmission i Mozambique (EUTM Mozambique)
EUNAVFOR
MED IRINI
Rådets afgørelse (FUSP) 2020/472 af 31. marts 2020 om Den Europæiske Unions mili-
tæroperation i Middelhavsområdet (EUNAVFOR MED IRINI)
Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komités afgørelse (FUSP) 2021/1745 af 23. sep-
tember 2021 om udnævnelse af den øverstbefalende for EU-operationen i Den Euro-
pæiske Unions militæroperation i Middelhavsområdet (EUNAVFOR MED IRINI) (EUNAV-
FOR MED IRINI/3/2021)
Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komités afgørelse (FUSP) 2022/… af 29. marts
2022 om udnævnelse af den øverstbefalende for EU-styrken i Den Europæiske Unions
militæroperation i Middelhavsområdet (EUNAVFOR MED IRINI) og om ophævelse af af-
gørelse (FUSP) 2021/1748 (EUNAVFOR MED IRINI/2/2022)
[Retsaktens endelige nummer
forelå ikke på tidspunktet for redegørelsens færdiggørelse].
EUTM RCA
Rådets afgørelse (FUSP) 2016/610 af 19. april 2016 om Den Europæiske Unions mili-
tære FSFP-uddannelsesmission i Den Centralafrikanske Republik (EUTM RCA)
Rådets afgørelse (FUSP) 2016/1137 af 12. juli 2016 om iværksættelsen af Den Euro-
pæiske Unions militære FSFP-uddannelsesmission i Den Centralafrikanske Republik
(EUTM RCA)
Rådets afgørelse (FUSP) 2016/1791 af 12. juli 2016 om undertegnelse og indgåelse på
Unionens vegne af aftalen i form af brevveksling mellem Den Europæiske Union og
Den Centralafrikanske Republik om status for Den Europæiske Unions militære FSFP-
uddannelsesmission i Den Centralafrikanske Republik (EUTM RCA)
Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komités afgørelse (FUSP) 2022/105 af 19. januar
2022 om udnævnelse af den øverstbefalende for EU-missionsstyrken for Den Euro-
pæiske Unions militære FSFP-uddannelsesmission i Den Centralafrikanske Republik
(EUTM RCA) og om ophævelse af afgørelse (FUSP) 2021/1435 (EUTM RCA/1/2022)
EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde og det danske forsvarsforbehold 27
L 193 - 2021-22 - Bilag 3: Optryk af svar på udvalgsspørgsmål og udvalgsbilag vedr. folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet omdelt på EUU alm. del før fremsættelsen af lovforslagene
2569707_0028.png
EUTM Mali
Rådets afgørelse 2013/34/FUSP af 17. januar 2013 om Den Europæiske Unions militær-
mission for at bidrage til uddannelsen af Malis væbnede styrker (EUTM Mali)
Rådets afgørelse 2013/87/FUSP af 18. februar 2013 om iværksættelsen af Den Euro-
pæiske Unions militærmission for at bidrage til uddannelsen af Malis væbnede styrker
(EUTM Mali)
Rådets afgørelse 2013/178/FUSP af 25. februar 2013 om undertegnelse og indgåelse
af aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Mali om status i Republikken
Mali for Den Europæiske Unions militærmission for at bidrage til uddannelsen af Malis
væbnede styrker (EUTM Mali)
Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komités afgørelse (FUSP) 2021/2209 af 7. de-
cember 2021 om udnævnelse af den øverstbefalende for EU-missionsstyrken under
Den Europæiske Unions militærmission for at bidrage til uddannelsen af Malis væb-
nede styrker (EUTM Mali) og om ophævelse af afgørelse (FUSP) 2021/1083 (EUTM
Mali/2/2021)
EUTM Somalia
Rådets afgørelse 2010/96/FUSP af 15. februar 2010 om Den Europæiske Unions mili-
tærmission for at bidrage til uddannelsen af somaliske sikkerhedsstyrker
Rådets afgørelse 2010/197/FUSP af 31. marts 2010 om iværksættelse af Den Europæi-
ske Unions militærmission for at bidrage til uddannelsen af somaliske sikkerhedsstyr-
ker (EUTM Somalia)
Rådets afgørelse (FUSP) 2021/905 af 3. december 2020 om undertegnelse og indgå-
else på Unionens vegne af aftalen mellem Den Europæiske Union og Den Føderale
Republik Somalia om status for Den Europæiske Unions militærmission for at bidrage
til uddannelsen af somaliske sikkerhedsstyrker (EUTM Somalia) i Den Føderale Repu-
blik Somalia
Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske komités afgørelse (FUSP) 2022/170 af 8. februar
2022 om udnævnelse af den øverstbefalende for EU-missionen for Den Europæiske
Unions militærmission for at bidrage til uddannelsen af somaliske sikkerhedsstyr-
ker (EUTM Somalia) og om ophævelse af afgørelse (FUSP) 2020/1072 (EUTM Soma-
lia/1/2022)
28 EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde og det danske forsvarsforbehold
L 193 - 2021-22 - Bilag 3: Optryk af svar på udvalgsspørgsmål og udvalgsbilag vedr. folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet omdelt på EUU alm. del før fremsættelsen af lovforslagene
2569707_0029.png
EUNAVFOR ATALANTA
Rådets fælles aktion 2008/851/FUSP af 10. november 2008 om Den Europæiske Unions
militæroperation med henblik på at bidrage til at afskrække fra, forebygge og bekæm-
pe piratvirksomhed og væbnede røverier ud for Somalias kyster
Rådets afgørelse 2008/918/FUSP af 8. december 2008 om iværksættelse af Den Euro-
pæiske Unions militæroperation med henblik på at bidrage til at afskrække fra, fore-
bygge og bekæmpe den piratvirksomhed og de væbnede røverier, der finder sted ud
for Somalias kyst (Atalanta)
Rådets afgørelse 2009/29/FUSP af 22. december 2008 om indgåelse af aftalen mellem
Den Europæiske Union og Republikken Somalia om status for den EU-ledede flåde-
styrke i Republikken Somalia i forbindelse med EU’s militæroperation Atalanta
Rådets afgørelse 2009/88/FUSP af 22. december 2008 om indgåelse af aftalen mellem
Den Europæiske Union og Republikken Djibouti om status for de EU-ledede styrker
i Republikken Djibouti i forbindelse med Den Europæiske Unions militæroperation
Atalanta
Rådets afgørelse 2009/293/FUSP af 26. februar 2009 om brevvekslingen mellem Den
Europæiske Union og Kenyas regering om betingelserne og de nærmere bestemmel-
ser for overførsel af personer, der mistænkes for at have begået piratvirksomhed, og
som tilbageholdes af den EU-ledede flådestyrke (EUNAVFOR), og beslaglagte genstan-
de i EUNAVFOR’s varetægt, fra EUNAVFOR til Kenya og for behandling heraf efter en
sådan overførsel
Rådets afgørelse 2009/877/FUSP af 23. oktober 2009 om undertegnelse og midlertidig
anvendelse af brevvekslingen mellem Den Europæiske Union og Republikken Seychel-
lerne om betingelserne og de nærmere bestemmelser for overførsel af mistænkte pi-
rater og bevæbnede røvere fra EUNAVFOR til Republikken Seychellerne og for behand-
ling heraf efter en sådan overførsel
Rådets afgørelse 2009/916/FUSP af 23. oktober 2009 om undertegnelse og indgåelse
af aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Seychellerne om status for
de EU-ledede styrker i Republikken Seychellerne i forbindelse med Den Europæiske
Unions militæroperation Atalanta
Rådets afgørelse 2011/640/FUSP af 12. juli 2011 om undertegnelse og indgåelse af
en aftale mellem Den Europæiske Union og Republikken Mauritius om betingelserne
for overførsel af mistænkte pirater og tilknyttede, beslaglagte genstande fra den EU-
ledede flådestyrke til Republikken Mauritius og om forholdene for de mistænkte pira-
ter efter overførsel
EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde og det danske forsvarsforbehold 29
L 193 - 2021-22 - Bilag 3: Optryk af svar på udvalgsspørgsmål og udvalgsbilag vedr. folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet omdelt på EUU alm. del før fremsættelsen af lovforslagene
2569707_0030.png
Rådets afgørelse 2014/198/FUSP af 10. marts 2014 om undertegnelse og indgåelse af
en aftale mellem Den Europæiske Union og Den Forenede Republik Tanzania om be-
tingelserne for overførsel af mistænkte pirater og tilknyttede, beslaglagte genstande
fra den EU-ledede flådestyrke til Den Forenede Republik Tanzania
Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komités Afgørelse (FUSP) 2021/661 af 20. april
2021 om udnævnelse af EU’s øverstbefalende for Den Europæiske Unions militærope-
ration med henblik på at bidrage til at afskrække fra, forebygge og bekæmpe piratvirk-
somhed og væbnede røverier ud for Somalias kyster (Atalanta) og om ophævelse af
afgørelse (FUSP) 2021/87 (ATALANTA/3/2021)
Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komités afgørelse (FUSP) 2022/217 af 15. fe-
bruar 2022 om udnævnelse af den øverstbefalende for EU-styrken i Den Europæiske
Unions militæroperation med henblik på at bidrage til at afskrække fra, forebygge og
bekæmpe piratvirksomhed og væbnede røverier ud for Somalias kyster (Atalanta) og
om ophævelse af afgørelse (FUSP) 2022/41 (ATALANTA/3/2022)
EUFOR ALTHEA
Rådets fælles aktion 2004/570/FUSP af 12. juli 2004 om Den Europæiske Unions mili-
tæroperation i Bosnien-Hercegovina
Rådets afgørelse 2004/803/FUSP af 25. november 2004 om iværksættelse af Den Euro-
pæiske Unions militæroperation i Bosnien-Hercegovina
Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komités afgørelse (FUSP) 2020/1010 af 2. juli
2020 om udnævnelse af EU’s øverstbefalende for Den Europæiske Unions militær-
operation i Bosnien-Hercegovina og om ophævelse af afgørelse (FUSP) 2019/264
(BiH/29/2020)
Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komités afgørelse (FUSP) 2022/59 af 10. januar
2022 om udnævnelse af den øverstbefalende for EU-styrken i Den Europæiske Unions
militæroperation i Bosnien-Hercegovina og om ophævelse af afgørelse (FUSP) 2021/5
(BiH/32/2022)
Aftale mellem EU og
USA
Rådets afgørelse (FUSP) 2016/2360 af 28. november 2016 om undertegnelse og ind-
gåelse af aftalen vedrørende erhvervelse og cross-servicing mellem Den Europæiske
Union og Amerikas Forenede Stater
30 EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde og det danske forsvarsforbehold
L 193 - 2021-22 - Bilag 3: Optryk af svar på udvalgsspørgsmål og udvalgsbilag vedr. folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet omdelt på EUU alm. del før fremsættelsen af lovforslagene
2569707_0031.png
Det Permanente Strukturerede Samarbejde på forsvarsområdet (PESCO)
Rådets afgørelse (FUSP) 2017/2315 af 11. december 2017 om etablering af et permanent struktureret samar-
bejde (PESCO) og fastlæggelse af listen over deltagende medlemsstater
Det Europæiske Forsvarsagentur
Rådets afgørelse (FUSP) 2015/1835 af 12. oktober 2015 om fastlæggelse af statutten, hjemstedet og de nær-
mere bestemmelser for Det Europæiske Forsvarsagenturs drift
Den Europæiske Fredsfacilitet
Rådets afgørelse (FUSP) 2021/509 af 22. marts 2021 om oprettelse af en europæisk fredsfacilitet og om ophæ-
velse af afgørelse (FUSP) 2015/528
EU’s Satellitcenter
Rådets afgørelse 2014/401/FUSP af 26. juni 2014 om EU-satellitcentret og om ophævelse af fælles aktion
2001/555/FUSP om oprettelse af et EU-satellitcenter
EU’s militære strukturer
Rådets afgørelse (EU) 2017/971 af 8. juni 2017 om fastlæggelse af ordningerne for planlægning og gennem-
førelse af EU’s FSFP-militærmissioner uden udøvende beføjelser og om ændring af afgørelse 2010/96/FUSP
om Den Europæiske Unions militærmission for at bidrage til uddannelsen af somaliske sikkerhedsstyrker,
2013/34/FUSP om Den Europæiske Unions militærmission for at bidrage til uddannelsen af Malis væbnede
styrker (EUTM Mali) og (FUSP) 2016/610 om Den Europæiske Unions militære FSFP-uddannelsesmission i Den
Centralafrikanske Republik (EUTM RCA)
EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde og det danske forsvarsforbehold 31
L 193 - 2021-22 - Bilag 3: Optryk af svar på udvalgsspørgsmål og udvalgsbilag vedr. folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet omdelt på EUU alm. del før fremsættelsen af lovforslagene
Bilag 2: Forkortelser
AU
ASEAN
BNI
BNP
CARD
African Union (Den Afrikanske Union)
Association of Southeast Asian Nations (Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationer)
Bruttonationalindkomst
Bruttonationalprodukt
Coordinated Annual Review on Defence (Den Årlige Koordinerede Gennemgang af For-
svarskapabiliteter)
Capacity Building in support of Security and Development (Kapacitetsopbygning for sik-
kerhed og udvikling)
Capability Development Plan (Kapabilitetsudviklingsplan)
Computer Emergency Response Teams (EU’s computerberedskabsteam)
Coordinated Maritime Presences (Koordinerede maritime tilstedeværelse)
Committee for Civilian Aspects of Crisis Management (Udvalget for Civile Aspekter af
Krisestyring)
Civilian Planning and Conduct Capability (Den Civile Gennemførelses- og Planlægnings-
kapacitet)
Common Security and Defence Policy (FSFP, Den Fælles Sikkerheds- og Forsvarspolitik)
Common Foreign and Security Policy (FUSP, Den Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik)
Det Europæiske Råd
European Defence Agency (Det Europæiske Forsvarsagentur)
European Defence Fund (Den Europæiske Forsvarsfond)
European Defence Industrial Development Programme (Program for udvikling af den
europæiske forsvarsindustri)
European Defence Research Programme (Europæisk Forsvarsforskningsprogram)
Det Europæiske Fællesskab
European Peace Facility (Den Europæiske Fredsfacilitet)
European Maritime Awareness in the Strait of Hormuz (Den Europæiske flådeoperation i
Hormuz-strædet)
European Political Cooperation, EPC (Det Europæiske Politiske Samarbejde)
Den Europæiske Union
CBSD
CDP
CERT
CMP
CIVCOM
CPCC
CSDP
CFSP
DER
EDA
EDF
EDIDP
EDRP
EF
EPF
EMASoH
EPS
EU
32 EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde og det danske forsvarsforbehold
L 193 - 2021-22 - Bilag 3: Optryk af svar på udvalgsspørgsmål og udvalgsbilag vedr. folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet omdelt på EUU alm. del før fremsættelsen af lovforslagene
EU INTCEN The European Union Intelligence and Situation Centre (EU’s civile efterretnings- og
analysecenter)
EUMC
EUMS
The European Union Military Committee (EU’s Militære Komité)
The European Union Military Staff (EU’s Militærstab)
EUMS INT The European Union Military Staff – Intelligence Directorate (EU’s Militærstabs
Efterretningsdirektorat)
FN
FUT
FYROM
De Forenede Nationer
EU’s Fælles Udenrigstjeneste
Former Yugoslav Republic of Macedonia (Den tidligere jugoslaviske republik
Makedonien)
International Atomic Energy Agency (Det Internationale Atomenergiagentur)
Maritime Surveillance (Det maritime overvågningsprogram)
Military Planning and Conduct Capability (Den Militære Planlægnings- og
Gennemførelseskapabilitet)
North Atlantic Treaty Organisation (Den Nordatlantiske Traktat Organisation)
Nordic Battlegroup (Den nordiske kampgruppe)
Organization for Security and Co-operation in Europe (Organisationen for Sikkerhed og
Samarbejde i Europa)
Organisation for the Prohibition of Chemical Weapons (Organisationen for Forbud mod
Kemiske Våben)
Permanent Structured Cooperation (Permanente Strukturerede Samarbejde)
Politico Military Group (Den Politisk-Militære Gruppe)
Political and Security Committee (Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité)
Rapid Deployment Capacity (Den militære reaktionskapacitet)
Single Intelligence Analysis Capacity (EU’s civile og militære efterretningsanalysekapaci-
tet)
European Union Satellite Centre (EU’s Satellitcenter)
Treaty on European Union (Traktat om Den Europæiske Union)
Western European Union (Den Vesteuropæiske Union)
IAEA
MARSUR
MPCC
NATO
NBG
OSCE
OPCW
PESCO
PMG
PSC
RPD
SIAC
SATCEN
TEU
WEU
EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde og det danske forsvarsforbehold 33
L 193 - 2021-22 - Bilag 3: Optryk af svar på udvalgsspørgsmål og udvalgsbilag vedr. folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet omdelt på EUU alm. del før fremsættelsen af lovforslagene
2569707_0034.png