Europaudvalget 2023-24
EUU Alm.del Bilag 497
Offentligt
2858109_0001.png
Notat
Notat til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Kulturudvalg om
afgivelse af indlæg i EU-Domstolens præjudicielle sag C-797/23
26. april 2024
Indledning
En italiensk domstol (Tribunale Amministrativo Regionale Per il Lazio) har forelagt
EU-Domstolen en række præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel
15 i direktiv 2019/790 om ophavsret og beslægtede rettigheder på det digitale indre
marked (”DSM-direktivet”) i forhold til fastsættelsen af rimelig kompensation for
onlineanvendelse af pressepublikationer. Den nationale retssag i Italien vedrører en
tvist mellem Autoritá per le Garanzie nelle Comunicazioni (den nationale
tilsynsmyndighed for kommunikationsindustrien i Italien, AGCom) på den ene side og
Meta Platforms Ireland Limited (Meta/Facebook og Instagram) på den anden side.
1
Sagen for EU-Domstolen vedrører, om den italienske ophavsretslovs artikel 43a og
AGCom’s beslutning nr. 3/23/CONS, som definerer kriterierne for at fastsætte
størrelsen af den rimelige kompensation for onlineanvendelse af pressepublikationer,
er forenelig med art. 15 i DSM-direktivet.
Sagens faktiske omstændigheder og juridiske problemstillinger
DSM-direktivets art. 15 tildeler udgivere af pressepublikationer nye rettigheder, idet
udgiverne får tildelt en eneret i relation til udbydere af
informationssamfundstjenesters onlinebrug af deres pressepublikationer. Eneretten
gælder i to år fra udgivelsen af en pressepublikation.
Informationssamfundstjenester kan være nyhedsaggregatorer,
medieovervågningstjenester, søgemaskiner eller sociale medie-platformstjenester, som
f.eks. Facebook.
Italien har implementeret DSM-direktivets art. 15 i den italienske ophavsretslovs
artikel 43 a. I denne artikel er det bestemt, at den italienske myndighed AGCom skal
vedtage en forordning om definitionen af kriterierne for at fastsætte størrelsen af den
rimelige kompensation for onlineanvendelse af pressepublikationer (AGCom’s
beslutning nr. 3/23/CONS).
Meta, som leverer en række onlinetjenester, bl.a. Facebook, til europæiske brugere, er
af den opfattelse, at den italienske ophavsretslovs art. 43 a og AGCom’s beslutning er i
strid med EU-retten, da den adskiller sig væsentlig fra artikel 15 blandt andet med
hensyn til, at den fastsætter en ret til kompensation til gavn for presseudgivere, giver
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/790 af 17. april 2019 om ophavsret og beslægtede rettigheder på det
digitale indre marked og om ændring af direktiv 96/9/EF og 2001/29/EF.
1
Jour. nr. 153283
 EUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 497: Notat om afgivelse af indlæg i EU-Domstolens præjudicielle sag C-797/23
mulighed for at en tredjepart (AGCom) kan fastsætte størrelsen af en rimelig
kompensation, indfører en oplysningspligt for udbydere af
informationssamfundstjenester, og at AGCom kan pålægge sanktioner, såfremt dette
ikke overholdes.
Derudover er Meta af den opfattelse, at de forpligtelser for udbydere af
informationssamfundstjenester, der er fastsat i art. 43a, er en tilsidesætttelse af
princippet om fri konkurrence i TEUF, princippet om friheden til at oprette og drive
egen virksomhed og proportionalitetsprincippet i Den Europæiske Unions charter om
grundlæggende rettigheder.
Regeringens interesse og synspunkter i sagen
Sagen vedrører grundlæggende, om den italienske implementering af DSM-direktivets
artikel 15 er i overensstemmelse med EU-retten. Den danske implementering af
bestemmelsen svarer i en vis grad til den italienske implementering.
Både de danske og italienske bestemmelser er direktivnært implementeret i forhold til,
at de indeholder en eneret for presseudgivere, som gælder i to år i relation til
informationssamfundstjenesters onlinebrug af pressepublikationer.
Denne eneret betyder, at informationssamfundstjenester skal have tilladelse fra
presseudgiveren, når der foretages en eksemplarfremstilling af en pressepublikation
og/eller stilles pressepublikationer til rådighed på en sådan måde, at almenheden får
adgang til dem på et individuelt valgt sted og tidspunkt.
En sådan tilladelse vil foreligge, når presseudgiverne selv gør publikationerne
tilgængelige via informationssamfundstjenesten, hvorefter der ikke foreligger
yderligere krav om samtykke, eller når informationssamfundstjenesten har tilbudt et
vederlag for brugen af de pågældende publikationer, og udgiveren af
pressepublikationerne har accepteret dette vederlag.
Danmark har implementeret DSM-direktivets art. 15 i den danske ophavsretslovs § 69
a og suppleret den med § 29 a. § 69 a indfører en eneret for presseudgivere, som
indebærer, at udbydere af informationssamfundstjenester skal have samtykke fra
presseudgiveren til online at foretage eksemplarfremstilling af en pressepubliktation
og/eller stille pressepublikationen til rådighed på en sådan måde, at almenheden får
adgang til den.
Derudover har man i Danmark valgt at supplere § 69 a med en specifik aftalelicens i §
29 a for informationssamfundstjenesters brug af pressepublikationer i medfør af § 69 a,
stk. 1, således at rettighederne kan klareres kollektivt hos en rettighedsorganisation,
der omfatter en væsentlig del af ophavsmændene til de værker, der anvendes i
pressepublikationer (f.eks. DPCMO, der er pressepublikationernes kollektive
forvaltningsorganisation). Dette indebærer, at en udbyder af en
informationssamfundstjeneste, som f.eks. Meta, som benytter pressepublikationer, kan
Side 2
 EUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 497: Notat om afgivelse af indlæg i EU-Domstolens præjudicielle sag C-797/23
indgå en enkelt aftale, som dækker alle rettigheder under forudsætning af, at
betingelserne for aftalelicens er opfyldt.
Derudover giver § 29 a Ophavsretslicensnævnet kompetence til at træffe afgørelse i
sager, hvor den organisation, der er godkendt til at indgå aftaler, stiller urimelige
vilkår for at indgå aftale. Ophavsretslicensnævnet har kompetence til at afgøre tvister
om ophavsretlige vederlag på en række udvalgte områder. I forhold til § 29 a kan
nævnet dermed træffe afgørelse på begæring fra en af parterne (f.eks. DPCMO) om det
rimelige vederlag, men afgørelsen er ikke bindende for parterne. Herudover er der
også adgang til mægling efter ophavsretslovens § 52.
Det er regeringens opfattelse, at DSM-direktivets art. 15 ikke er til hinder for, at der i
national ret fastsættes en ret til rimelig betaling, da
det er formålet med en ophavsretlig eneret, at indehaveren af eneretten skal give
tilladelse, og det ligger i tilladelsens natur, at dette sker mod betaling af et vederlag. Et
krav på et rimeligt vederlag fremgår derfor implicit af eneretten.
Både de italienske og danske regler supplerer direktivet ved blandt andet at indføre en
kompetence til, at en tredjepart, en national myndighed (AGCom) eller et nævn
(Ophavsretslicensnævnet), kan træffe afgørelse om størrelsen på den rimelige
kompensation/rimelige vederlag på begæring fra en af parterne, men hvor afgørelsen
ikke er bindende for parterne.
Det er regeringens opfattelse, at art. 15 ikke er til hinder for, at eneretten sikres ved at
indføre regler om, at fx et nævn tildeles kompetence til at fastsætte størrelsen af
vederlaget for brugen af pressepublikationer samt øvrige vilkår i de tilfælde, hvor en
informationssamfundstjeneste og en presseudgiver ikke kan blive enige om et vederlag
for brugen af en pressepublikation.
Til forskel fra den italienske myndighed, som den præjudicielle forelæggelsesafgørelse
vedrører, definerer Ophavsretslicensnævnet ikke på forhånd kriterierne for
fastsættelsen af størrelsen af det rimelige vederlag, og nævnet har ikke kompetence til
at pålægge bøder, såfremt en udbyder af en informationssamfundstjeneste ikke angiver
de nødvendige oplysninger for at fastsætte størrelsen af det rimelige vederlag.
Selvom det ikke fremgår direkte af DSM-direktivets art. 15, at medlemstaterne kan
fastsætte regler om forhandlingsordninger i de tilfælde, hvor parterne ikke kan nå til
enighed om et rimeligt vederlag, så udgør forhandlingsordninger en central del af
DSM-direktivet.
Af DSM-direktivet fremgår det fx af en anden bestemmelse (artikel 13 om
audiovisuelle værker på video on demand-platforme), at medlemsstaterne skal sikre
tilvejebringelse af en forhandlingsordning, som gør det muligt for parter, der er
interesseret i at indgå en aftale, at få bistand af et uafhængigt organ.
Side 3
 EUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 497: Notat om afgivelse af indlæg i EU-Domstolens præjudicielle sag C-797/23
Derudover fremgår det af forslaget til DSM-direktivet, at direktivets mål bl.a. var
styrkelse af presseudgiverenes forhandlingsposition. Nationale regler, der regulerer
rammerne for forhandligen, er derfor i overensstemmelse med direktivets formål.
Det er regeringens opfattelse, at når DSM-direktivets artikel 15 ikke nærmere regulerer,
hvordan medlemsstaterne kan sikre eneretten aftaleretligt, må der være et skøn til
medlemsstaterne i den forbindelse.
På denne baggrund afgiver regeringen indlæg i sagen i overensstemmelse med det
ovenfor anførte.
Side 4