Borgerforslag fører til aftale om drikkevand og mindre plastikaffald

17.12.2020

Det var borgerforslaget ”Right2Water” fra 2012, som fik EU til at sætte fornyet fokus på drikkevand i EU. Europa-Parlamentet har nu vedtaget ændringer på drikkevandsområdet.

”Right2Water” var det første borgerforslag i EU, der i 2012 opnåede over 1 mio. underskrifter, som er det minimum af underskrifter det kræver, før et forslag bliver taget op af Kommissionen. Nu er dele af det blevet til lov i EU. Forslaget handlede slet og ret om at sikre alle borgere i EU adgang til tilstrækkelig og rent drikkevand og sanitet. Samtidig viste Kommissionens konsekvensanalyser, at det over 20 år gamle drikkevandsdirektiv, som er den lovgivning, der regulerer området, havde behov for justeringer.

Mandag godkendte Europa-Parlamentet så et nyt drikkevandsdirektiv efter mange års forhandlinger.

Ændringerne til drikkevandsdirektivet handler bl.a. om at forbedre kvaliteten af drikkevandet i EU, herunder at undgå mikroplast, farlige bakterier og sænke grænseværdien for bl.a. bisphenol A (et stof, der skader fertiliteten og er mistænkt for at være hormonforstyrrende). 

Ifølge direktivet skal EU-landene bl.a. opstille flere vandposter i det offentlige rum for at få folk til at drikke derfra fremfor at købe vand på plastikflaske.    

Kommissionen vurderer, at et lavere forbrug af vand på flaske kan hjælpe de europæiske husholdninger til at spare mere end 600 mio. EUR om året og desuden fjerne en stor del af plastikaffaldet fra bl.a. havene. Netop plastikflasker er en af de allermest hyppige plastikaffaldsgenstande, som findes på europæiske strande. 

Endelig skal EU-landene med det nye direktiv sikre adgang til vand for udsatte og marginaliserede grupper.

Kontakt ved pressehenvendelser

Er du journalist, og har du spørgsmål til historien? Ring til os på 33 37 33 37 eller send os en e-mail.

Faktaboks

Folketingets EU-Oplysning er dansk nationalt kontaktpunkt for borgere, som ønsker at stille et borgerforslag til Kommissionen.