Dom i sag om rituel slagtning ved EU-domstolen

17.12.2020

Der er nu faldet dom i sagen om, hvorvidt medlemslande kan kræve anvendelse af bedøvelse ifm. rituel slagtning.

Sagen er af betydning for alle EU-lande, herunder Danmark, som på nuværende tidspunkt kræver anvendelse af bedøvelse forud for en rituel slagtning.

Dommen afgør at: ”Med henblik på at fremme dyrevelfærden i forbindelse med rituel slagtning kan medlemsstaterne uden at tilsidesætte de grundlæggende rettigheder, der er fastsat i chartret, kræve anvendelse af en reversibel bedøvelsesmetode, som ikke kan medføre dyrets død.

Sagens baggrund

Baggrunden for den belgiske sag er, at de flamske myndigheder den 7. juli 2017 udstedte et dekret, der forbyder slagtning uden forudgående bedøvelse, som også omfatter slagtning som led i et religiøst ritual. I januar 2018 anlagde en række muslimske og jødiske foreninger sag ved den belgiske forfatningsdomstol for at få dekretet annulleret bl.a. ved at hævde at det flamske dekret krænker religionsfriheden, idet det gøres umuligt for jødiske og muslimske troende dels at slagte dyr i overensstemmelse med forskrifterne i deres religion, dels at skaffe sig kød fra dyr, der er slagtet i overensstemmelse med disse religiøse forskrifter.

Sagsøgerne har endvidere gjort gældende, at dekretet er i strid med lighedsprincippet og princippet om ikke-forskelsbehandling som garanteret i chartrets artikel 20, 21 og 22, idet personer, der afliver dyr i henhold til særlige slagtemetoder foreskrevet i et religiøst ritual uden saglig begrundelse behandles forskelligt fra personer, der afliver dyr under jagt eller sportsfiskeri. 

Den flamske regering og den vallonske regering har derimod argumenteret for, at dekretet er lovligt og i overensstemmelse med såvel artikel 26, stk. 2, litra c), i aflivningsforordningen som de påberåbte bestemmelser i chartret. Den flamske regering har til støtte herfor anført bl.a., at det i artikel 26, stk. 2, litra c), i aflivningsforordningen udtrykkeligt bestemmes, at medlemsstaterne kan vedtage nationale regler, der har til formål at sikre en mere omfattende dyrebeskyttelse på aflivningstidspunktet, herunder i forbindelse med rituel slagtning. Regeringen har endvidere anført, at det af retspraksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol følger, at religionsfriheden ikke omfatter en ret til selv at slagte dyr i overensstemmelse med religiøse forskrifter, og at der ikke er tale om forskelsbehandling.