En EU-lov kaldes for en retsakt. De mest almindelige former for retsakter kaldes forordninger og direktiver.
En forordning er en bindende retsakt, der gælder direkte i medlemslandene. Det betyder, at EU har besluttet, hvordan de danske domstole og myndigheder skal anvende forordningen.
Sådan er det ikke med direktiver. Direktiver er retsakter, der fastlægger et fælles mål, der skal nås i alle EU’s medlemslande. Det er op til landene selv at bestemme, hvordan de vil gennemføre direktivet og opnå målet. Landene skal oftest gennemføre direktivet inden for to-tre år.
Når EU har vedtaget et direktiv, gælder det derfor først i Danmark, når Folketinget har implementeret det i den danske lovgivning. Derfor kan de nationale love, som er blevet indført på baggrund af direktivet, se forskellige ud fra medlemsland til medlemsland.
Modsat en forordning giver et direktiv derfor mere åbne rammer for, hvordan retsakten skal fortolkes og gennemføres i det enkelte medlemsland.
Læs mere om EU’s retsakter.
Europa-Kommissionen kontrollerer, at medlemslandene overholder EU's retsakter og gennemfører dem til tiden. Når et direktiv er på plads i Danmarks nationale lovgivning, bliver Kommissionen orienteret.
Hvis et medlemsland ikke implementerer et direktiv inden for tidsfristen, eller hvis implementeringen er mangelfuld, kan Kommissionen anlægge en retssag mod landet. Danmark er et af de medlemslande, som gennemfører flest direktiver til tiden, og derfor havner Danmark i færre retssager end andre lande.
Nogle gange indfører et medlemsland flere eller strammere regler, end en retsakt fastsætter. Det kaldes overimplementering eller gold plating. Danmark har f.eks. indført strammere regler for brug af pesticider i landbruget, end EU kræver.
Find alle EU’s retsakter og Danmarks nationale implementeringer.