Den fælles patentdomstol skal dømme i sager, hvor parterne er uenige om rettighederne til et patent, f.eks. hvis nogen prøver at tjene penge på et patent uden at have fået tilladelse fra ejeren af patentet – også kaldet patenthaveren. I dag afgøres sager om patenter ved domstolene i hvert enkelt land. Oprettelsen af den fælles patentdomstol betyder, at uenigheder om patenter kun skal behandles ét sted, selv om de vedrører flere lande.

Den fælles patentdomstol får eneretten til at dømme i retssager om enhedspatenter. Retssagerne vil kunne afgøres i en samlet proces og vil gælde i alle de lande, der er med i aftalen. Hensigten er, at det skal være lettere og billigere for virksomhederne at håndhæve deres patenter i EU.

Dommernes nationalitet

​For at sikre patentdomstolens neutralitet afgøres sager i et dommerpanel med en multinational sammensætning. Som hovedregel består et dommerpanel af tre dommere, der skal komme fra tre forskellige medlemslande.

Lokale afdelinger

De deltagende medlemslande kan vælge at oprette lokale afdelinger af den fælles patentdomstols førsteinstans. Det er op til de deltagende medlemslande at beslutte, om de ønsker at oprette en lokal afdeling.

Der kan også oprettes flere afdelinger i et land - nærmere bestemt en afdeling for hver 100 nye sager, der er anlagt i det foregående år. Der kan dog maksimalt oprettes fire afdelinger i et land.

Danmark får en lokal afdeling i København som følge af en politisk aftalen mellem regeringen (Socialdemokraterne og Radikale Venstre) og Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Socialistisk Folkeparti. Denne aftale blev indgået den 14. februar 2014.

Regionale afdelinger

To eller flere deltagende lande kan også gå sammen om at oprette en regional afdeling. Landene skal derefter beslutte, hvor afdelingen skal placeres. Der oprettes også en appeldomstol i Luxembourg og et voldgiftscenter i Ljubljana (Slovenien) og Lissabon (Portugal).

Centrale afdelinger

Den fælles patentdomstols centrale afdeling i første instans bliver placeret i Paris med tematiske underafdelinger i London (kemi, daglige fornødenheder m.v.) og i München (maskinteknik m.v.). En sag kan således i visse tilfælde starte ved en af disse retter, men visse typer af søgsmål, som f.eks. krænkelsessager, skal anlægges direkte ved en lokal eller en regional afdeling oprettet i et af de deltagende EU-lande.

Appelinstans

Ja. Afgørelser truffet af den fælles patentdomstols første instans i Paris, München eller London eller i en lokal eller regional afdeling vil kunne ankes til appeldomstolen i Luxembourg senest 2 måneder efter afgørelsen. Bortset fra afgørelser om enhedspatenters gyldighed vil en anke til appelinstansen ikke have suspendere afgørelsen i første instans (det vil sige, at parterne skal respektere førsteinstansens afgørelse indtil appeldomstolens afgørelse). Appelinstansen kan ændre afgørelsen i første instans og kan i særlige tilfælde tilbagevise sagen til fornyet behandling i førsteinstansen.

For at undgå forskelle i fortolkningen af EU-retten mellem den fælles patentdomstol og EU-Domstolen kan eller skal den fælles patentdomstol - enten førsteinstansen eller appelinstansen - forelægge spørgsmål om fortolkningen eller gyldigheden af EU-retten for EU-Domstolen i Luxembourg (som ikke er identisk med appeldomstolen i Luxembourg).

Ifølge den mellemstatslige aftale om den fælles patentdomstol skal der oprettes tre udvalg, som sikrer, at aftalen gennemføres og fungerer effektivt. Det rådgivende udvalg har til opgave at udarbejde lister over egnede kandidater, når der skal udnævnes dommere. Det administrative udvalg udpeger nye dommere på baggrund af denne liste fra det rådgivende udvalg. Budgetudvalget vedtager patentdomstolens budget, som er forelagt af Præsidiet. Præsidiet består af præsidenterne for hhv. førsteinstansdomstolen og appeldomstolen samt to dommere fra appeldomstolen, tre fuldtidsdommere fra førsteinstansdomstolen og justitssekretæren, som leder Registreringskontoret, der sørger for at registrere alle de sager, der indbringes for patentdomstolen.

1973: ​Den Europæiske Patentkonvention fastlægger de centrale regler om europæiske patenter. Konventionen er ikke en EU-retsakt, men derimod en mellemstatslig overenskomst. Konventionen er løbende blevet ændret, senest i 2010. Danmark kom med i samarbejdet den 1. januar 1990.

17. december 2012: Forordningen om enhedspatentet bliver vedtaget af Europa-Parlamentet og 25 EU-lande i Rådet som led i et såkaldt forstærket samarbejde. Forordningen om tilhørende oversættelsesordning vedtages også samme dag.

19. februar 2013: Den mellemstatslige aftale om den fælles patentdomstol underskrives af EU’s erhvervsministre.

7. maj 2013: Justitsministeriet vurderer, at en eventuel dansk tilslutning til den mellemstatslige aftale om den fælles patentdomstol vil indebære overdragelse af suverænitet efter grundlovens § 20. Det betyder, at et lovforslag enten skal vedtages med 5/6 flertal i Folketinget eller ved en folkeafstemning.

2. oktober 2013: ​Det danske lovforslag om at tiltræde patentdomstolen (L22) fremsættes i Folketinget.

29. april. 2014: Folketinget vedtager lovforslaget om tiltrædelse af patentdomstolen (L22), men ikke med 5/6 flertal, som kræves, når der er tale om en suverænitetsafgivelse jf. Grundloven § 20.

25. maj 2014: Danskerne stemmer ja til at være med i den fælles patentdomstol ved en folkeafstemning samtidig med europaparlamentsvalget. Danmark er dermed det femte land, som ratificerer den mellemstatslige aftale.

2015: ​Aftalen om patentdomstolen forventes at træde i kraft. Det forudsætter dog, at et tilstrækkeligt antal lande ratificerer aftalen.