Ministerrådet er EU's lovgivende magt

Ministerrådet består af ministre fra alle EU's medlemslande. Ministerrådet behandler og vedtager EU’s love og er sammen med Europa-Parlamentet den lovgivende magt i EU.

Ministerrådets bygning.
Større

 

Rådet for Den Europæiske Union kaldes også for Ministerrådet. Ministerrådet repræsenterer medlemslandenes regeringer i EU. Ministerrådet behandler sammen med Europa-Parlamentet lovforslagene fra Europa-Kommissionen.

I Ministerrådet mødes ministre fra medlemslandene. Ministerrådet er inddelt i 10 sammensætninger med hver sit politiske område. Hvilke ministre, der samles til et rådsmøde, afhænger af det politiske emne for mødet. Er emnet miljø, mødes landenes miljøministre. 

En af de 10 sammensætninger arbejder med mere generelle politikområder. Den hedder sammensætningen for almindelige anliggender. Ved disse rådsmøder mødes landenes udenrigsministre og ministre med ansvar for EU. Du kan se alle Ministerrådets sammensætninger længere nede på siden.

Nogle rådsmøder behandler flere politikområder. Det er bl.a. inden for uddannelse, ungdom, kultur og sport. Det betyder, at medlemslandene nogle gange må sende flere ministre til et rådsmøde, fordi de nationale regeringers inddeling af ministrenes fagområder ikke altid passer sammen med rådssammensætningerne.

Ministerrådet mødes i Bruxelles. Nogle rådssammensætninger mødes ca. hver måned, mens andre mødes 2 til 6 gange om året. I alt afholdes der 70-75 rådsmøder om året. 

Formandsskabet

Hvert halve år skiftes landene til at have formandskabet. Medlemslandene indgår i et trioformandskab bestående af 3 lande, der har formandskabet i et halvt år hver. De 3 lande skal gå sammen om et fælles program for de 18 måneder, de tilsammen har formandskabet. Hvert land fremlægger nogle områder, som de gerne vil arbejde med i formandskabsperioden. 

Formandskabslandet styrer rådsmøderne. Hvis Ministerrådets forhandlinger går i hårdknude, skal formandskabet arbejde for, at landene når til enighed. Når et land har formandskabet, skal landet være neutralt og upartisk ved at sætte egne interesser i baggrunden for at opnå enighed mellem landene.

Østrig har formandskabet i perioden fra den 1. juli til den 31. december 2018. Herefter er det Rumæniens tur i et trioformandskab med Finland og Kroatien. Se oversigten over kommende formandskaber.

Sådan arbejder Ministerrådet

Ministerrådets vigtigste opgave er at behandle og vedtage EU-lovgivning. Behandlingen af forslag sker efter den almindelige lovgivningsprocedure, som dækker de fleste politikområder og har op til 3 behandlinger. Behandlingen og vedtagelsen sker i tæt samarbejde med Europa-Parlamentet. Begge institutioner skal nemlig være enige om et lovforslag, før det kan vedtages. 

Når Kommissionen har fremsat et nyt lovforslag, begynder førstebehandlingen. Lovforslaget bliver først diskuteret i Europa-Parlamentet, der kan vælge at ændre forslaget eller at vedtage det, som det er. Derefter sendes forslaget videre til Ministerrådet.

Et lovforslag, der skal behandles af Ministerrådet, starter med at blive behandlet i en arbejdsgruppe. Der findes mere end 150 arbejdsgrupper, og de består af embedsmænd og eksperter fra ministerier i medlemslandene eller EU-landenes faste repræsentationer i Bruxelles. Arbejdsgrupperne forhandler dele af et forslag på plads. De uafklarede spørgsmål sendes videre til Coreper

Coreper forhandler på vegne af de nationale regeringer og forbereder alle sager forud for rådsmøderne. Selv om de når til enighed inden, skal alle lovforslag formelt vedtages ved rådsmøderne i Ministerrådet. 

Hvis Ministerrådet er enigt i Europa-Parlamentets holdning til forslaget, bliver loven vedtaget. Langt de fleste lovforslag vedtages ved førstebehandlingen. 

Hvis Ministerrådet derimod er uenigt, sender det sine ændringsforslag tilbage til Europa-Parlamentet og begynder dermed på andenbehandlingen. Bliver Europa-Parlamentet og Ministerrådet heller ikke enige i anden omgang, begynder en forligsprocedure og en tredjebehandling.

Se en oversigt over EU’s almindelige lovgivningsprocedure.

 

Ministerrådet skal desuden koordinere medlemslandenes politikker og bl.a. holde øje med, om landenes økonomiske politik lever op til de krav, Ministerrådet er blevet enige om. 

Ministerrådet skal også forme en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik på baggrund af retningslinjer fra Det Europæiske Råd. Ministerrådet vedtager også internationale aftaler, som Kommissionen har forhandlet på EU’s vegne.

Desuden vedtager Ministerrådet hvert år EU’s budget i samarbejde med Europa-Parlamentet. EU’s budget for 2017 var på 157,858 mia. euro. Det svarer til ca. 1.178 mia. kr.

 

Læs mere om Ministerrådet og dets arbejde.

1952: Forløberen til EU, Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF), blev grundlagt. Samme år blev den  første samling i Det Særlige Ministerråd afholdt. Det skulle senere blive til Rådet for Den Europæiske Union (Ministerrådet). Det Særlige Ministerråd introducerede det nyskabende princip, at landene skulle skiftes til at have formandskabet.

1957: Romtraktaten blev vedtaget, og dermed blev Det Europæiske Atomenergifællesskab (EURATOM) og Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) etableret sideløbende med det eksisterende Europæiske Kul- og Stålfællesskab. Det første møde i EØF-Rådet fandt sted i januar 1958.

1960: De Faste Repræsentanters Komité, Coreper, blev delt op i to: Coreper I, som bestod af de stedfortrædende faste repræsentanter (viceambassadørerne) og Coreper II, som bestod af de faste repræsentanter (ambassadørerne). De tog sig af hver sit politikområde. Denne opdeling eksisterer stadig i dag.

1965: Frankrig erklærer, at de ikke vil deltage i Rådets samlinger på grund af uenigheder i forhandlingerne om finansieringen af den fælles landbrugspolitik. Krisen løses i 1966 takket være Luxembourgforliget, der indfører reglen om enstemmighed, når der står meget vigtige interesser på spil. 

1967: Fusionstraktaterne fra henholdsvis 1967 og 1971 gjorde Ministerrådet, Kommissionen og budgettet fælles for de tre fællesskaber EKSF, EURATOM og EØF.

1974: Det Europæiske Råd blev oprettet for at etablere et uformelt forum for drøftelser mellem landenes stats- og regeringschefer under topmødet i Paris i december 1974. 

1993: Maastrichttraktaten trådte i kraft, hvilket bl.a. medførte indførelsen af den fælles beslutningsprocedure, hvor Ministerrådet og Europa-Parlamentet lovgiver i fællesskab. 

2009: Lissabontraktaten trådte i kraft, og ligesom det også skete med Amsterdamtraktaten fra 1997 og Nicetraktaten fra 2001 udvidedes brugen af kvalificeret flertal i Ministerrådet. Det roterende formandskab for Ministerrådet, som medlemslandene skiftes til at varetage, blev justeret: Det Europæiske Råd fik en fast formand og Ministerrådet for Udenrigsanliggender ligeså i form af EU’s høje repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik, der også er næstformand i Kommissionen.


Senest opdateret: [03.10.2018]
Sideansvarlig: Mongin Forrest

Ring til os på
Tlf: +45 3337 3337
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik