EU-topmøde om flygtningekrisen

23.09.2015

EU's stats- og regeringschefer mødes i Bruxelles til et ekstraordinært EU-topmøde om løsninger på flygtninge- og migrationspresset. 

EU's faste formand, Donald Tusk, taler med pressen inden EU-topmødet. Foto: Rådet

EU's faste formand, Donald Tusk, der har indkaldt stats- og regeringscheferne til topmødet ønsker at sætte fokus på EU's overordnede tilgang til krisen. Formanden ønsker også en drøftelse af en række tilknyttede emner:

  • hjælpen til de EU-lande der er mest udsatte for presset  
  • samarbejde med de vestlige Balkanlande, med Tyrkiet og de lande der grænser op til Syrien
  • økonomisk bistand til FN's Højkommissæren for Flygtninge og Verdensfødevareprogrammet
  • gennemførelse af EU's konklusioner om tilbagesendelse og tilbagetagelse af migranter.

Endelig vil mulige diplomatiske bestræbelser på at løse krisen i Syrien også blive behandlet.

Dansk tilgang

Fra dansk side håber man, at gårsdagens kontroversielle aftale om omfordeling af 120.000 flygtninge over de næste to år har ryddet et akut problem af bordet, så EU nu kan fokusere mere på de øvrige elementer og løsninger på krisen. Statsminister Lars Løkke Rasmussen håber derfor, at der i aften kan fokuseres på de egentlige problemer, der efter statsministerens mening omfatter følgende udfordringer:

  • Hvordan kan der hjælpes i nærområderne.
  • Hvordan kan det forhindres, at flere tager afsted mod Europa.
  • Hvordan kommer der styr på EU's ydre grænser.
  • Hvordan sikres det, at alle bliver registreret.
  • Hvordan sikres det, at dem der ikke har behov for beskyttelse i Europa bliver sendt tilbage.

Den danske regering har besluttet at støtte EU's migrationsindsats med 100 mio. euro samt modtage 1.000 flygtninge i tilknytning til aftalen om omfordeling af de 120.000 flygtninge.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen var inden afrejsen til Bruxelles forbi Folketingets Europaudvalg for at udlægge den danske tilgang til emnerne på topmødedagsordenen.

Under stor dramatik blev EU's justits- og indenrigsministre i går enige om en midlertidig tvungen omfordeling af 120.000 flygtninge over to år fra Grækenland og Italien. Aftalen kom i hus trods kraftig modstand fra Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og Rumænien, der blev stemt ned.

Fordelingen af flygtninge til de enkelte EU-lande fremgår af tabellen herunder, men kan også findes i bilaget til rådsafgørelsen på linket i boksen herunder.

 Personer Fordelt fra Italien  Fordelt fra Grækenland  I alt
 Østrig   462  1.491  1.953
 Belgien    579  1.869  2.448
 Bulgarien  201  651 852 
 Kroatien  134  434  568
 Cypern  35  112  147
 Tjekkiet  376  1.215  1.591
 Estland  47  152  199
 Finland  304  982  1.286
 Frankrig  3.064  9.898  12.962
 Tyskland  4.027  13.009  17.036
 Ungarn  306  988  1.294
 Letland  66  215  281
 Litauen  98  318  416
 Luxembourg  56  181  237
 Malta  17  54  71
 Nederlandene  922  2.978  3.900
 Polen  1.201  3.881  5.082
 Portugal  388  1.254  1.642
 Rumænien  585  1.890  2.475
 Slovakiet  190  612  802
 Slovenien  80  257  337
 Spanien  1.986  6.127  8.113
 Sverige  567  1.830  2.397
 I alt  15.600  50.400  66.000

Fordelingen på de 66.000 flygtninge i tabellen ovenfor dækker det første år. De resterende 54.000 vil også blive fordelt fra Italien og Grækenland efter det første år med samme relative fordeling mellem EU-landene, medmindre der opstår et akut pres i et andet EU-land.

Danmark vil som følge af retsforbeholdet ikke være tvunget til at deltage i fordelingen, hvilket også gælder for Storbritannien og Irland. Irland har dog udtrykt ønske om at deltage i ordningen og modtage 4.000 flygtninge.

Danmark deltager ikke i selve fordelingsordningen, men vil tage imod 1.000 flygtninge i forbindelse med aftalen om den samlede fordeling af de 120.000 flygtninge.

Tilbud til dig på EU.dk