Det Europæiske Råd mødes i denne uge til topmøde

20.03.2018

Der er fokus på det indre marked og handel krydret med vedtagelsen af supplerende retningslinjer for Brexit-forhandlingerne og et euro-topmøde kun for eurolandene, når stats- og regeringslederne mødes i Det Europæiske Råd den 22.-23. marts.

Denne artikel dækker disse emner:

 Stats- og regeringsledere samlet til møde i Det Europæiske råd.

Det forventes, at EU’s ledere vedtager konklusioner om jobskabelse, vækst samt konkurrenceevne, når de mødes i Det Europæiske Råd til en indledende drøftelse med deltagelse af formanden for Europa-Parlamentet torsdag den 22. marts 2018. Herefter begynder den første arbejdssession. Det Europæiske Råd vil drøfte den økonomiske situation i EU og videreudviklingen af EU’s indre marked, herunder strategien for det digitale indre marked, kapitalmarkedsunionen og energiunionen. 

Derudover vil stats- og regeringscheferne vedtage konklusioner om det europæiske semester for 2018 samt godkende Kommissionens økonomiske anbefalinger for euroområdet.

Som følge af, at USA’s præsident, Donald Trump, har truet med at pålægge ekstra told på stål og aluminium, der bliver importeret til USA, vil stats- og regeringscheferne diskutere deres holdning hertil. Inden mødet har formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, udtalt, at ”verdenshandlen skal holdes i live”. Herudover forventes det også, at politikerne på topmødet vil diskutere, hvordan digitale teknologier påvirker medlemslandenes skatteregler, og hvordan man kan undgå skattesnyd.
Stats- og regeringscheferne vil også vedtage konklusioner om den sociale søjle samt Europa-Kommissionens forslag om en europæisk arbejdstilsynsmyndighed.

På topmødet vil det bulgarske formandskab give en statusopdatering vedr. implementeringen af tidligere konklusioner fra Det Europæiske Råd samt reformen af det europæiske asylsystem.

Udenrigspolitiske emner

Det forventes, at Det Europæiske Råd vil vedtage konklusioner vedr. EU-Vestbalkan-topmødet den 17. maj 2018 i Sofia. Derudover vil de diskutere relationer med Tyrkiet og giftangrebet på en tidligere russisk spion og hans datter i Salisbury, England.

Brexit

EU’s ledere vil få en status på Brexit-forhandlinger og vedtage supplerende retningslinjer for de fremtidige relationer mellem EU og Storbritannien under en arbejdsfrokost d. 23. marts.

Euro-topmøde

På den sidste del af topmødet er der kun deltagelse af de 19 eurolandes stats- og regeringschefer. De skal diskutere reformer af den økonomiske og monetære union samt udviklingen af eurolandenes lånefond, ESM, som skal bringes ind under EU-retten. Formålet med drøftelsen blandt de 19 er således at gøre den økonomiske og monetære mere robust, så eurolandene økonomisk kan stå imod i krisetider.

Senest opdateret: [04.05.2018]
Sideansvarlig: Anders Hulgreen Jensen

Spørgsmål & svar


Søg i alle spørgsmål og svar
Stil dit eget spørgsmål

Stil dit eget spørgsmål til EU-Oplysningen. Vi svarer som udgangspunkt inden for 24 timer.

Ring til os på
Tlf: +45 3337 3337
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik