Mere energivenlige bygninger

17.04.2018

Europa-Parlamentet godkender den aftale, Ministerrådet og Europa-Parlamentet indgik i december 2017 om nyt direktiv, der sætter fokus på bygningers energiforbrug.

Denne artikel dækker disse emner:
I dag på plenarforsamlingen i Strasbourg har europaparlamentarikerne godkendt den aftale de to institutioner indgik om direktivet om bygningers energimæssige ydeevne (Bygningsdirektivet), der har til formål at sikre, at der foretages omkostningseffektive energieffektiviseringer i bygninger. Direktivet fastsætter bl.a. regler for energirenoveringer af nye og eksisterende bygninger og støtter brugen af ny teknologi, herunder etablering af infrastruktur til el-biler. Derudover skal medlemslandene udarbejde renoveringsstrategier. Alt i alt for at gøre bygninger mere energivenlige, så CO2-udledningen nedbringes. 

Bygninger sluger en stor del af det samlede energiforbrug. Ifølge Europa-Parlamentet er tre ud af fire europæiske bygninger ikke energivenlige. Det skal det nye forslag gøre noget ved. Danske Bendt Bendtsen fungerede som Europa-Parlamentets rapporteur på forslaget, der blev stemt igennem med 546 stemmer for, 35 imod og 96, der undlod at stemme. 

En del af Kommissionens vinterpakke

Kommissionen fremlagde den 30. november 2016 Energiunionens Vinterpakke, der skal fremme energieffektivitet, vedvarende energi og gøre det indre energimarked mere sammenhængende. Vinterpakken indeholder otte lovgivningsforslag og to meddelelser. Bygningsdirektivet er således det første forslag, der bliver vedtaget i Vinterpakken af Europa-Parlamentet i første behandling.

Ministerrådet skal nu endelig vedtage forslaget, hvorefter medlemslandene har 20 måneder til at implementere reglerne i national lovgivning.

Senest opdateret: [04.05.2018]
Sideansvarlig: Anders Hulgreen Jensen

Ring til os på
Tlf: +45 3337 3337
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik