Forsinkede og aflyste fly: Her er dine rettigheder som passager i EU

09.08.2018

Er du en af dem, der har brugt noget af sommerferien på at sidde og vente i lufthavnen? Bliv klogere på dine rettigheder og muligheder for kompensation, hvis flyrejsen ikke gik efter planen.

Rettigheder som flypassager 

Strejker, tekniske problemer og dårligt vejr. Din flyrejse til og fra ferien kan blive påvirket på mange måder. Som flypassager i EU har du særlige rettigheder, når flyet bliver forsinket, kufferten forsvinder eller afgangen bliver aflyst.

EU’s rettigheder for flypassagerer gælder, når du flyver til og fra et EU-land. Flyver du til et EU-land fra et land uden for EU, skal du flyve med et EU-flyselskab for at være dækket af rettighederne.

Krav på forplejning og kompensation

Bliver dit fly forsinket i mere end to timer, skal flyselskabet tilbyde dig mad og drikke i ventetiden.

Bliver dit fly forsinket i mere end tre timer i ankomst til destinationen, eller bliver flyet helt aflyst, har du ret til kompensation. Kompensationen er på mellem 250 euro og 600 euro, afhængigt af længden på din rejse. Flyselskabet skal desuden tilbyde hotelophold, hvis du har brug for at overnatte.

Du kan ikke få kompensation, hvis forsinkelsen eller aflysningen skyldes usædvanlige omstændigheder. Usædvanlige omstændigheder kan være dårlige vejrforhold, strejker eller sikkerhedsrisici. 

Selvom du ikke har krav på kompensation ved usædvanlige omstændigheder, så skal flyselskabet stadig sørge for, at du bliver ombooket eller får dine penge tilbage, så du selv kan finde en alternativ rejsemåde.

Korte frister for bagageerstatning

Venter du forgæves på din kuffert ved bagagebåndet, er flyselskabet erstatningsansvarlig. Du har ret til erstatning på op til 1300 euro, hvis din indcheckede bagage er forsinket, beskadiget eller helt forsvundet. Beløbets størrelse afhænger dog af en konkret vurdering.

Bagagen regnes som bortkommet, hvis den ikke er dukket op efter 21 dage.

Du skal henvende dig til flyselskabet eller flyselskabets Handling Agent i lufthavnen og udfylde en PIR-rapport (Property Irregularity Report). Gem en kopi af rapporten som dokumentation for, at du har anmeldt problemet i rette tid.

Klager over flyrejsen

Du skal klage direkte til dit flyselskab eller rejsebureauet, som du har købt din billet af. Klag skriftligt, f.eks. pr. mail.

Du skal være opmærksom på, at fristen for at kræve erstatning for bagage er meget kort.  Søger du om erstatning for forsinket bagage, skal det ske inden for 21 dage fra du skulle have modtaget bagagen. Søger du om erstatning for beskadiget bagage, skal det ske inden for syv dage fra du modtog bagagen.

Hvis flyselskabet har afvist din klage over forsinket eller aflyst fly samt boardingafvisning, så kan du kontakte Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, der afgør, om du har krav på kompensation.

Du kan læse mere om dine rettigheder på flypassager.dk, som styrelsen står bag.

Du kan også kontakte Forbruger Europa, der yder gratis rådgivning og hjælp i forbindelse med hændelser og skader, der er opstået i EU-lande samt Norge og Island.

Senest opdateret: [28.09.2018]
Sideansvarlig: Stine Sofie Mathisen

Spørgsmål & svar


Søg i alle spørgsmål og svar
Stil dit eget spørgsmål

Stil dit eget spørgsmål til EU-Oplysningen. Vi svarer som udgangspunkt inden for 24 timer.

Ring til os på
Tlf: +45 3337 3337
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik