Folketinget inviterer danskerne til dialog om fremtidens EU

10.09.2018

Folketingets Europaudvalg har i samarbejde med regeringen taget initiativ til at afholde en række dialogmøder om fremtidens EU henover efteråret. Med emner som klima, terror og økonomi ønsker udvalget at høre danskernes forslag, ideer og gode råd til, hvordan fremtidens EU skal se ud.

Gennem en række dialogmøder rundt om i Danmark sætter Folketingets Europaudvalg fokus på nogle af de kerneområder, der optager danskerne. Relevante ministre og folketingspolitikere deltager i møderne og vil være med til at samle op på de vigtigste pointer. I november afholdes desuden en samlende folkehøring i Odense, hvor statsministeren og partilederne deltager.

Med dialogmøderne ønsker Europaudvalget at bringe EU-debatten tæt på danskerne og deres hverdag. Formålet er at give den danske befolkning en mulighed for at sætte dagsordenen og samtidig gøre politikerne klogere på, hvad danskerne ønsker for fremtidens EU.

Formanden for Folketingets Europaudvalg, Erik Christensen (S), udtaler:

"EU er selvfølgelig Bruxelles og Christiansborg. Men i virkeligheden er EU jo først og fremmest os alle sammen – det er vores hverdag. Vi synes, det er interessant at tage de temaer, som optager danskerne, og diskutere dem i forhold til EU: Hvad kan EU sammen med de enkelte landes regeringer gøre for at løfte de dagsordener? Jeg ser frem til at få inspiration og input til den diskussion, og det er min ambition, at dialogmøderne kan medvirke til, at danskernes involvering og engagement i EU styrkes." 

Danskernes panel

Analyseinstituttet Gallup har sammensat et deltagerpanel til de enkelte møder. I Sønderborg er alle deltagere unge under 26 år. Til de tre følgende dialogmøder i Herning, København og Næstved udgør deltagerne et repræsentativt udsnit af befolkningen i lokalområdet, mens den store folkehøring i Odense vil være repræsentativ for hele Danmark.

"Det har været vigtigt for os, at de enkelte dialogmøder repræsenterer et bredt udsnit af danskerne. EU omfatter og påvirker jo os alle sammen, og jeg ser derfor frem til den kommende debat og glæder mig til at høre danskernes holdning til de store spørgsmål om fremtidens EU og Danmarks placering i EU," siger Erik Christensen.

Efter folkehøringen i november vil Folketingets Europaudvalg have fået en masse input fra dialogmøderne til brug for det kommende arbejde med EU-sager, ligesom regeringen kan tage danskernes holdninger med sig i både den hjemlige og den europæiske debat om fremtidens EU. 

 

Fakta om Fremtidens EU – i dialog med dig

Hvert af dialogmøderne varer fire timer og starter kl. 17. De repræsentativt udvalgte 80 deltagere bliver budt velkommen af formanden for Folketingets Europaudvalg. Herefter vil deltagerne blive præsenteret for ekspertoplæg om aftenens temaer samt drøfte og debattere EU’s fremtid i grupper.

De fire dialogmøder afsluttes af en fælles debat med en minister og en række folketingspolitikere (se nedenfor). Debatten sendes direkte på TV2’s regionale tv-station i det område, dialogmødet foregår. Partilederrunden på den afsluttende folkehøring sendes direkte på TV2 News.

 

Globalisering og klima

Tirsdag den 11. september,
Sønderborg      

Det inviterede panel er unge mellem 18 og 25 år.
Fra regeringen deltager Eva Kjer Hansen (V), minister for fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde, og fra Folketinget deltager formand for Folketingets Europaudvalg Erik Christensen (S), den lokale sønderborgenser og finansordfører Benny Engelbrecht (S), EU-ordfører og kandidat til Europa-Parlamentet Rasmus Nordqvist (ALT) og medlem af Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget Jan Rytkjær Callesen (DF).



EU’s budget

Onsdag den 12. september, Herning

Her deltager finansminister Kristian Jensen (V) fra regeringen, og fra Folketinget deltager formand for Folketingets Europaudvalg, Erik Christensen (S), finansordfører Benny Engelbrecht (S), medlem af Europaudvalget Claus Kvist Hansen (DF) og EU-ordfører og kandidat til Europa-Parlamentet Rasmus Nordqvist (ALT).

 


Sikkerhed, forsvar og terror

Torsdag den 13. september,
Christiansborg i København

Her deltager justitsminister Søren Pape Poulsen (KF) fra regeringen, og fra Folketinget deltager formanden for Folketingets Europaudvalg, Erik Christensen (S), næstformand for Folketingets Europaudvalg og EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth (DF), EU-ordfører Peter Hummelgaard Thomsen (S), EU-ordfører Jan E. Jørgensen (V), EU-ordfører Søren Søndergaard (EL) og EU-ordfører og kandidat til Europa-Parlamentet Rasmus Nordqvist (ALT).


 

EU’s økonomiske og sociale dimensioner

Tirsdag den 18. september,
Næstved

Her deltager Eva Kjer Hansen (V), minister for fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde, og fra Folketinget deltager næstformand for Europaudvalget og EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth (DF), beskæftigelsesordfører og medlem af Europaudvalget Finn Sørensen (EL) og EU-ordfører Zenia Stampe (RV).

 


Folkehøring om EU-holdningernes danmarkskort

Lørdag/søndag 3. og 4. november,
Odense

Folkehøringen vil have deltagelse af 400 borgere samt statsministeren og partiledere til en partilederrunde. Fra Folketinget deltager formanden for Folketingets Europaudvalg, Erik Christensen (S), næstformand for Europaudvalget og EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth (DF), og EU-ordførerne Peter Hummelgaard Thomsen (S), Jan E. Jørgensen (V) og Rasmus Nordqvist (ALT).

   
   

 

 

 

 

Senest opdateret: [27.09.2018]
Sideansvarlig: Stine Sofie Mathisen

Spørgsmål & svar


Søg i alle spørgsmål og svar
Stil dit eget spørgsmål

Stil dit eget spørgsmål til EU-Oplysningen. Vi svarer som udgangspunkt inden for 24 timer.

Ring til os på
Tlf: +45 3337 3337
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik