Filmkonkurrence skal få unge til at stemme

05.02.2019

Elever på ungdomsuddannelserne skal få andre unge til at stemme ved valget til Europa-Parlamentet.

Som led i et nyt undervisningsforløb inviterer Folketingets EU-Oplysning til en filmkonkurrence, hvor elever på landets ungdomsuddannelser skal lave en film, som opfordrer andre unge til at stemme ved valget til Europa-Parlamentet den 26. maj.

Formålet med konkurrencen er at motivere unge til at deltage i demokratiet og bruge deres stemme, også når der er europaparlamentsvalg. 

- EU og Europa-Parlamentet kan virke fjernt og besværligt. Der er lange beslutningsveje, og man kan let fare vild i bureaukrati, regler og forordninger, siger Folketingets formand, Pia Kjærsgaard. 

- Men uanset hvad man mener om EU, så har det, der besluttes i EU, stor betydning for os alle sammen og vores hverdag. Derfor er det vigtigt, at vi alle sammen tager stilling til, hvordan EU skal udvikle sig i fremtiden, siger hun.

Politikerne og filmfolk kårer vinderfilm

De første elevfilm er allerede publiceret på Lommefilm.dk, hvor elever og lærere kan finde guides til filmproduktion og uploade film til konkurrencen. 

Eleverne kan uploade deres film indtil den 30. april 2019, hvorefter en jury bestående af politikere og filmfolk vil kåre en vinderfilm. 

Præmien er en tur til København med frokost i Folketingets restaurant, Snapstinget, for den klasse, som producerer vinderfilmen. Folketingets formand vil kåre holdet bag vinderfilmen under arrangementet i Folketinget. 

Meld din klasse til konkurrencen!

Undervisere kan tilmelde deres klasser på konkurrence@ft.dk

Læs mere om konkurrencen og se undervisningsmateriale med elevopgaver og lærermateriale på www.eu.dk/undervisning

Se instruktioner om filmproduktion og upload jeres film på Lommefilm.dk

Senest opdateret: [14.03.2019]
Sideansvarlig: Bodil Marsden

Ring til os på
Tlf: +45 3337 3337
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik