Nyt forskningsprojekt skal give viden om EU-lovgivning i dansk ret

09.04.2019

Folketingets Præsidium har afsat 700.000 kr. til et forskningsprojekt, der skal give indblik i, hvilke danske regler der udspringer af EU’s lovgivning. Viden fra projektet kan styrke Folketingets mulighed for at føre parlamentarisk kontrol med regeringen.

Et nyt forskningsprojekt skal skabe overblik over, hvordan vi i Danmark og andre EU-lande anvender det råderum til at lave nationale regler, som findes i EU’s lovgivning.  EU-retsakter indeholder nemlig ofte enten mulighed for eller krav om også at lave nationale regler.

I Danmark bliver langt størstedelen af EU-lovgivningen en del af dansk ret uden Folketingets inddragelse, fordi det bl.a. sker igennem ministrenes bekendtgørelser.

Formand for Folketingets Europaudvalg Erik Christensen udtaler:

”Grundlæggende ved vi meget lidt konkret om, hvordan EU-lovgivning omsættes til regler her i landet. Det er nemlig kun en lille del af al den EU-lovgivning, vi behandler i Europaudvalget, som vi ser vende tilbage til Folketinget i et lovforslag. Det gør det svært for Folketinget at udøve parlamentarisk kontrol med regeringen på dette område. Forskningsprojektets resultater vil forhåbentlig kunne hjælpe os her.”

Europaudvalget har bedt Folketingets Præsidium om en bevilling til et forskningsprojekt, der skal undersøge, hvordan det nationale råderum anvendes. Det har Præsidiet netop afsat 700.000 kr. til.

Tidsrammen for forskningsprojektet er 6-8 måneder, og interesserede forskere kan søge indtil den 10. juni 2019. Det er håbet, at der med afsæt i den nye viden kan findes en brugbar ordning mellem Folketinget og regeringen om, hvordan Folketingets skal orienteres om EU-retsakters implementering eller supplering i dansk ret.


Spørgsmål & svar


Søg i alle spørgsmål og svar
Stil dit eget spørgsmål

Stil dit eget spørgsmål til EU-Oplysningen. Vi svarer som udgangspunkt inden for 24 timer.

Ring til os på
Tlf: +45 3337 3337
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik