Sådan lovgiver EU

I EU træffer politikerne beslutninger på rigtig mange områder. Her kan du læse om tre forskellige måder at lave EU-love på og blive guidet gennem EU's lovgivningssystem af Folketingets EU-konsulent.

VIDEO: Sådan lovgiver EU

Hvad må jeres shampoo indeholde? Hvor meget fri internet kan I bruge på ferien i Spanien? Og hvor meget told skal I betale, hvis I køber et par sneakers fra USA?

I EU træffer politikerne rigtig mange beslutninger på rigtig mange områder. Det er Europa-Kommissionen, der har serveretten. Det betyder, at det stort set kun er den, der har lov til at fremlægge lovforslag i EU.

Europa-Kommissionens forslag bliver sendt videre til Ministerrådet og Europa-Parlamentet, hvor de bliver vedtaget – alt afhængig af, hvilken procedure lovforslaget skal igennem.

Den almindelige lovgivningsprocedure

Den mest normale - og den vigtigste - måde at træffe beslutninger på i EU er gennem den almindelige lovgivningsprocedure.

Den almindelige lovgivningsprocedure ligestiller de folkevalgte politikere i Europa-Parlamentet og de nationale ministre i Ministerrådet som lovgivere. De to institutioner skal nemlig være helt enige om indholdet af en lovtekst, før den kan blive til EU-lovgivning. 

Den almindelige lovgivningsprocedure bliver brugt på over 90 pct. af alle EU’s politikområder. Områderne spænder fra det indre marked over forbrugerbeskyttelse til landbrugs- og fiskeripolitik.

Lovgivere mødes til uformelle forhandlinger

Et lovforslag kan komme igennem tre behandlinger - altså runder, hvor politikerne skal forsøge at blive enige.

De fleste love bliver dog vedtaget allerede under førstebehandlingen, fordi Europa-Parlamentet, Europa-Kommissionen og Ministerrådet mødes i uformelle forhandlinger – de såkaldte triloger.

Trilogerne er lukkede, og her bliver ny EU-lovgivning forhandlet på plads, inden de skal til afstemning. I over 9 ud af 10 tilfælde bliver lovforslagene faktisk vedtaget allerede under førstebehandlingen. Det gør de, fordi man ofte har mødtes i netop trilogerne for at blive enige om lovforslaget.

ANIMATION: Sådan vedtager EU love

Andre beslutningsprocedurer

Der findes også andre måder at vedtage love på i EU: Godkendelsesproceduren og høringsproceduren anvendes på omkring 30 politikområder.

Lovforslagene i godkendelsesproceduren handler om mange forskellige ting – lige fra indgåelse af internationale handelsaftaler til optagelse af nye lande i EU.

Når love skal vedtages i godkendelsesproceduren, skal Europa-Parlamentet godkende forslagene, før Ministerrådet kan vedtage dem. Europa-Parlamentet kan dog ikke ændre på forslagene under selve proceduren – de kan kun nikke ja eller nej til dem. Det giver dem altså retten til at nedlægge veto mod et forslag.

Høringsproceduren anvendes derimod kun på få områder – for eksempel når landene skal blive enige om fælles regler for, hvor meget virksomheder skal betale i skat. I høringsproceduren skal Europa-Parlamentet have mulighed for at udtale sig om EU-Kommissionens forslag, inden Ministerrådet vedtager det. Det sker typisk ved, at Europa-Parlamentet vedtager en række ændringsforslag.

Ministerrådet må ikke vedtage forslaget, før høringen har fundet sted, men Ministerrådet er ikke forpligtet til at følge Europa-Parlamentets udtalelse. 

VIDEO: Vigtigste forskelle på lovgivningsprocesser

VIDEO: Hvorfor så mange lovgivningsprocesser?

Hvad må EU lovgive om?

EU kan kun lovgive om emner, som medlemslandene har givet EU lov til at lovgive om. Man siger, at landene skal uddelegere beføjelser til EU. 

Alle EU’s beføjelser er beskrevet i EU’s traktater. Traktaterne beskriver, hvad EU må lovgive om, og hvordan EU skal træffe beslutninger.

Hvis et politikområde ikke indgår i en traktat, kan EU ikke lovgive på området. EU kan f.eks. ikke opkræve direkte skatter, for det findes der ikke regler om i traktaterne. Men EU kan godt indføre indirekte skatter som f.eks. moms og afgifter, for det giver traktaterne lov til.  

 

HVAD BESTEMMER DANMARK SELV? - EKSEMPLER

  • Fordelingspolitik: F.eks. hvem skal betale hvor meget i skat? 
  • Velfærdspolitik: F.eks. ældrepleje (hvor ofte kan ældre få gjort rent?), børnehaver (hvor mange pædagoger skal der være i en børnehave?) og folkeskoler (hvor mange elever må der højst være i en klasse?) 
  • Boligpolitik: F.eks. hvor meget hjælp skal socialt belastede boligområder have? 
  • Kommunale spørgsmål
  • Indretningen af politi og forsvar
  • Folkekirken: F.eks. om homoseksuelle må blive viet i kirken.

 

Selv om EU ikke kan lovgive om f.eks. folkeskolen, har en tjekkisk pige dog ret til at gå i skole i Danmark, hvis hun flytter hertil med sine forældre. Forbuddet mod diskrimination er et eksempel på en EU-regel, som gælder på tværs af politikområder.

Samtidig skal beslutninger, som påvirker dig, tages så tæt på dig som muligt – det er indholdet i EU’s såkaldte nærhedsprincip. EU skal derfor ikke lovgive, hvis beslutningen lige så godt kan tages i Danmark.

Alle forslag til EU-love indledes derfor med en beskrivelse af, hvorfor det overhovedet er nødvendigt for EU at lovgive på et område.

VIDEO: Hvad bestemmer EU? 

Medlemslande skal rette sig efter EU-lovgivning

EU lovgiver gennem forskellige retsakter. De mest almindelige retsakter er forordninger, direktiver og afgørelser.   

En forordning gælder i hele EU, selv om den ikke er vedtaget i de enkelte medlemslande. Derfor taler man om, at en forordning har direkte virkning.

Et direktiv skal EU’s medlemslande også rette sig efter, men hvert medlemsland kan selv bestemme, hvordan det vil gennemføre direktivet. I modsætning til en forordning skal et direktiv skrives ind i national lovgivning inden for en bestemt tidsperiode, før det gælder for borgerne. Man taler om, at et direktiv skal implementeres i dansk ret. 

Afgørelser binder også EU’s medlemslande. En afgørelse har direkte virkning (og skal altså ikke først vedtages i et lands parlament), hvis den er stilet til en bestemt modtager, f.eks. en virksomhed. Hvis afgørelsen derimod er stilet til medlemsstaterne, gælder den som et direktiv og dermed for alle EU-lande (som så selv må finde ud af , hvordan det vil implementere afgørelsen). 

Hvad sker der, hvis lande ikke følger lovgivningen?

Det er medlemslandene, der har ansvaret for at implementere og overholde EU-lovgivning - også selv om de har stemt imod lovene.

Europa-Kommissionen kontrollerer, om et medlemsland implementerer og overholder lovgivningen korrekt. Gør landet ikke det, kan Europa-Kommissionen sende en åbningsskrivelse til landet. Åbningsskrivelsen forklarer, hvorfor Europa-Kommissionen mener, at loven ikke er implementeret korrekt i landet. 

Åbningsskrivelsen giver landets regering mulighed for at forklare sig, men hvis landet ikke retter ind, kan Europa-Kommissionen sende en begrundet udtalelse og i sidste ende lægge sag an mod landet ved EU-Domstolen. Oftest indgår Europa-Kommissionen og det pågældende land et kompromis, og så slutter sagen, inden den kommer for EU-Domstolen. 

ANIMATION: Hvad må EU lovgive om?

Politiske systemer er forskellige

Der er en række forskelle mellem det danske politiske system og EU’s politiske system. I Danmark kan politikerne i Folketinget vedtage love om hvad som helst, så længe de ikke strider imod grundloven. Det er ikke tilfældet i EU, som kun kan vedtage EU-love på områder, hvor medlemslandene har givet EU lov til at lovgive.

Det er også kun Folketinget, som kan vedtage love i Danmark. Og alle medlemmer af Folketinget kan fremsætte lovforslag. EU har derimod et politisk system, hvor Ministerrådet og Europa-Parlamentet i fællesskab vedtager EU-love. Samtidig er det stort set kun Europa-Kommissionen, der kan fremsætte lovforslag. 

I Danmark skal Folketinget behandle et lovforslag tre gange, før en lov kan vedtages. I EU kan en lov behandles op til tre gange i den almindelige lovgivningsprocedure, men i de allerfleste tilfælde vedtager Ministerrådet og Europa-Parlamentet en EU-lov efter kun en enkelt lovbehandling.  

Grafik over EU's beslutningsproces 

Senest opdateret: [29.10.2018]

Ring til os på
Tlf: +45 3337 3337
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Følg os på Facebook
Følg os på Twitter
Folketingets cookiepolitik