Europaudvalget 1996
KOM (1995) 0520
Offentligt
1440884_0001.png
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER
Bruxelles, den 18.06.1996
KOM(95) 520 endelig udg.
96/0161 (COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV
om køb af forbrugsvarer og forbrugsgarantier
(forelagt af Kommissionen)
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1440884_0002.png
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1440884_0003.png
BEGRUNDELSE
I
Almindelige bemærkninger
A.
1.
Baggrund
Siden offentliggørelsen af Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs første foreløbige
program for en politik vedrørende forbrugerbeskyttelse og -oplysning
(1)
har de for-
skellige fællesskabsinstitutioner flere gange anmodet Kommissionen om at fremlægge
forslag til forbedring af garanti- og eftersalgsserviceordningernes funktion. Den
gradvise gennemførelse af det indre marked har blot øget behovet for at få disse
problemer behandlet på fællesskabsplan.
Kommissionen foreslog derfor i sit forslag til Rådets direktiv om urimelige kon-
traktvilkår i forbrugeraftaler^ en harmonisering af visse aspekter af den lovbestemte
og handelsmæssige garanti vedrørende løsøre og den lovbestemte garanti vedrørende
tjenesteydelser. Disse forslag blev støttet af Europa-Parlamentet. Rådet foretrak dog
en selvstændig og mere dybtgående behandling af disse emner og afviste at medtage
disse bestemmelser i direktivet om urimelige kontraktvilkår. Rådet opfordrede Kom-
missionen til "at undersøge mulighederne for en indbyrdes tilnærmelse af med-
lemsstaternes garantiordninger for forbrugeraftaler og på grundlag heraf eventuelt at
forelægge et direktivforslag om harmonisering af de nationale lovgivninger på dette
område"
(3)
.
Kommissionen har i mellemtiden omhyggeligt analyseret "hensigtsmæssigheden af en
tilnærmelse af garantiordningen og af en forbedring af eftersalgsservicen vedrørende
varer og tjenesteydelser i det indre marked
H(4)
. Denne analyse har fundet sted i
forbindelse med de udvidede høringer, der blev iværksat ved offentliggørelsen af
grønbogen om forbrugsvaregarantier og eftersalgsservice
(5)
. Konsekvensanalysen i
bilaget til dette forslag indeholder en oversigt over resultatet af disse høringer.
Forslaget kompletterer endvidere direktiv 93/13/EØF om urimelige kontraktvilkår, som
sikrer alle forbrugere en ensartet mindstebeskyttelse i hele Unionen med hensyn til de
kontraktvilkår, der aftales ved transaktioner med erhvervsdrivende. Uafhængigt af,
hvor købet er foretaget, finder den europæiske forbruger således overalt samme
(1)
(2)
(3)
(4)
(5)
Rådets resolution af 14. april 1975, EFT nr. C 92 af 25.4.1975, s. 1.
. Oprindeligt forslag EFT nr. C 243 af 28.9.1990, s. 2. Ændret forslag EFT nr. C 73 af
24.3.1992, s. 7.
Rådets erklæring til optagelse i mødeprotokollen.for det møde, på hvilket direktivet
om urimelige kontraktvilkår blev vedtaget den 5. april 1993.
Således som Rådet opfordrede den til i sin resolution af 13. juli 1992 om de
fremtidige prioriteter for udvikling af forbrugerbeskyttelsespolitikken, EFT nr. C 186
af 23.7.1992.
KOM(93) 509 endelig udg. af 15. november 1993.
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1440884_0004.png
beskyttelse mod urimelige kontraktvilkår. Men direktivet vedrører alene de vilkår, der
gælder for en transaktion, og siger intet om forbrugerens rettigheder i tilfælde af
misligholdelse af kontrakten. Således vil en klausul i en købekontrakt, som fritager
sælgeren fra ansvar for mangler i den solgte genstand, ikke kunne gøres gældende
over for forbrugeren. Men de konkrete rettigheder, som forbrugeren kan påberåbe sig
i denne situation, vil variere - undertiden meget - afhængigt af købslandet. Nærvæ-
rende forslag skal sikre forbrugerne en ensartet mindstebeskyttelse i hele Unionen.
Behovet for et direktiv herom blev ligeledes fremhævet i Europa-Parlamentets ud-
talelse om Kommissionens grønbog
<6)
. Her anmodede Parlamentet nemlig Kommis-
sionen om hurtigt at fremlægge et direktivforslag.
2.
De undersøgelser, der er gennemført i de forskellige medlemsstater, viser, at
problemerne vedrørende varernes kvalitet og garanti- og eftersalgsserviceordningernes
funktion er hovedårsagen til de forbrugerklager, der opstår ved køb af varer
00
. Det
samme billede tegner sig i forbindelse med transaktioner på tværs af grænserne. De
oplysninger, der når frem til Kommissionen, navnlig gennem de Euro-infocentre for
forbrugere, der opererer i visse grænseområder, viser, at forbrugerklagerne vedrørende
køb af løsøre i langt de fleste tilfælde drejer sig om problemer med hensyn til
iværksættelse af lovbestemte og handelsmæssige garantier. En gennemgang af de
100 seneste tilfælde af tvister vedrørende vareindkøb på tværs af grænserne, der er
anmeldt til Kommissionen af et af disse Euro-infocentre (Frankrig, Luxembourg,
Belgien og Tyskland), viser, at der er tale om ca. 70% af tilfældene.
Det er klart, at grænseoverskridende transaktioner giver forbrugerne større problemer
på grund af konfliktens art, f.eks. problemet med lovvalget, forskelle mellem de
nationale love, problemer med den handelsmæssige garantis anvendelighed osv.
3.
På denne baggrund er det ikke overraskende, at de europæiske forbrugere stadig tøver
med at foretage konkrete tværnationale indkøb, selv om de europæiske borfeere i
teorien betragter friheden til at købe varer og tjenesteydelser i udlandet som en af
hovedfordelene ved enhedsmarkedet. Ifølge en Eurobarometer-undersøgelse gennem-
ført i 1993
(8)
angiver 52% af forbrugerne derimod vanskelighederne ved at bytte eller
(6)
(7)
(,)
Beslutning af 6. maj 1994, EFT nr. C 205 af 25.7.1994, s. 562.
Her kan man f.eks. anføre Office of Fair Trading's statistikker om de forbrugerklager,
der indgår til de nationale myndigheder i Det Forenede Kongerige. Disse statistikker,
der udarbejdes hvert kvartal og offentliggøres i publikationen Fair Trading, viser klart
overvægten af problemer vedrørende defekte varer og vedrørende vanskelighederne
med at f$ dem repareret i klagerne vedrørende varer. En beregning på grundlag af de
klager, der blev modtaget i andet kvartal 1994 (Fair Trading nr. 9, vinteren 1994/95),
giver følgende procentsatser for de forskellige varekategorier: ikke polstrede møbler
60,6%, polstrede møbler 75,6%, radio, TV og andre elektriske apparater 66,4%,
elektriske husholdningsartikler 72,2%, beklædning 61,3%, fodtøj 81,1%, parfumeri-
varer og toiletartikler 39,9%, smykker, armbåndsure og andre ure 66,6%, biler 59,5%,
brugte biler 61,9%.
Eurobarometer nr. 39, september 1993.
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1440884_0005.png
få repareret varer, der er købt i andre lande, som den største hindring for indkøb på
tværs af grænserne. Den procentdel af forbrugerne, der nævner denne hindring, er
endog meget større i visse lande (f.eks. 68% i DK, 63% i NL og 61% i D).
Sprogbarrieren nævnes af 40% af forbrugerne, og på tredjepladsen finder man
vanskeligheden ved at afgøre tvister, som nævnes af 34% af forbrugerne. Det er
ligeledes interessant at konstatere, at den hindring, der ligger på fjerdepladsen, er
usikkerheden vedrørende salgsbetingelserne. Andelen af forbrugere, der nævner denne
hindring, er vokset fra 24% i 1991 til 31% i 1993.
4.
Rådet har i sine generelle konklusioner af 17. maj 1994 vedrørende grønbogen
bekræftet, at det er overbevist om, at "fordelene ved det indre marked bør komme
samtlige forbrugere til gode; at forbrugerne bør tilskyndes til at spille en mere aktiv
rolle i dette marked; at enhver aktion på dette område skal ses i sammenhæng med de
bestræbelser, der bør gøres for, at de europæiske borgere får et nærmere forhold til
Europa".
Kommissionen har allerede i sin anden treårsplan vedrørende forbrugerpolitikken
(1993-1995)
(9)
understreget, at "køb på tværs af grænserne kun kan vinde udbredelse,
såfremt forbrugeren er sikker på, at det er de samme garanti- og eftersalgsbetingelser,
der gælder, uanset hvor leverandøren af en vare er etableret", og at det af hensyn til
det indre markeds effektivitet er "nødvendigt at garantere forbrugeren, at han, uanset
hvor i det indre marked en vare er købt, vil modtage en effektiv eftersalgsservice og
vil have mulighed for at reagere over for eventuelle mangler ved det købte"
(10)
.
Det foreliggende direktivforslag er i overensstemmelse med denne målsætning og tager
sigte på at sikre de europæiske forbrugere et fælles grundlag af mindsterettigheder i
hele Den Europæiske Union. Dette kan kun gøres ved en indbyrdes tilnærmelse af de
gældende nationale lovgivninger om den lovbestemte garanti. Den lovbestemte garanti
udgør i samtlige medlemsstater selve grundlaget for forbrugernes rettigheder med
hensyn til de købte varers kvalitet og kontraktmæssighed (mangelfri varer). De
handelsmæssige garantier føjer sig til disse grundlæggende rettigheder, men kan som
regel ikke fravige disse. Den lovbestemte garanti er således det grundlag, på hvilket
de handelsmæssige garantier udvikler sig og virker.
"Lovbestemt garanti" omfatter enhver retlig beskyttelse af køberen mod mangler ved
salgsgenstanden og er en direkte udløber af loven, en retsvirkning af aftalen om køb.
Det grundlæggende ved begrebet lovbestemt garanti er, at garantien har til formål at
sikre, at køberens tillid til aftalen om køb og berettigede forventninger med hensyn
til salgsgenstanden ikke skuffes, og at garantien gælder uafhængigt af parternes vilje
og har de retsvirkninger, der er fastsat ved lov. En "handelsmæssig garanti" kræver
derimod en viljestilkendegivelse fra en person, garantigiveren, som gør sig selv
ansvarlig for visse mangler, der måtte vise sig ved salgsgenstanden. Den
handelsmæssige garanti kommer konkret til udtryk i et skriftligt løfte, der ledsager
produktet eller afleveres på købstidspunktet. Ved dette løfte forpligter garantigiveren
(9)
(10)
KOM(93) 378 endelig udg. af 28. juli 1993.
KOM(93) 509 endelig udg. af 15. november 1993.
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1440884_0006.png
sig til at reparere eller ombytte produktet, såfremt der viser sig en mangel ved det
inden for en vis frist.
Forskellene mellem de nationale lovgivninger om lovbestemt garanti vedrører såvel
definitionen af mangelsbegrebet som forbrugernes rettigheder og betingelserne for
udøvelsen heraf. Forskellene er særlig store for så vidt angår den periode, i hvilken
den lovbestemte garanti gælder. Der kan være tale om en ubestemt periode (F, B, L,
NL, FIN), en kort periode på seks måneder (D, E, P, G, A), seks år (UK, IRL),
to år (S) eller ét år (DK, I).
En stor del af de nationale lovgivninger stammer endvidere fra en tid, hvor pro-
duktions- og afsætningsbetingelserne var meget anderledes end i dag. De traditionelle
civilretlige bestemmelser vedrørende aftaler om køb er udarbejdet på grundlag af
situationen for to ligestillede borgere, som indgår en aftale, ved hvilken den første
borger overdrager ejendomsretten til et formuegode, han ejer, til den anden. Disse
bestemmelser passer således dårligt til de økonomiske realiteter i dag med masse-
produktion og -afsætning. F.eks. viser de traditionelle virkninger af den lovbestemte
garanti - ret til at hæve aftalen og ret til at få et prisnedslag - sig at være for stive og
for utilstrækkelige, således at der er fare for, at de hverken tilfredsstiller forbrugeren
eller sælgeren. I denne forbindelse skal man være opmærksom på, at den han-
delsmæssige garantis traditionelle midler - ombytning eller reparation af varen - kun
indgår som led i den lovbestemte garanti i halvdelen af medlemsstaterne, og ofte inden
for meget snævre grænser.
5.
Medlemsstaterne synes i øvrigt at være klar over nødvendigheden af at modernisere
deres nationale love. I flere af medlemsstaterne er man begyndt at gøre det. Der kan
nævnes vissé initiativer, der er taget for nylig. Det Forenede Kongerige har netop
foretaget visse ændringer i den almindelige købelov, således at køberne udtrykkeligt
beskyttes mod mindre mangler ved produkterne og manglende holdbarhed.
Grækenland har for nylig vedtaget en ny almindelig lov om forbrugerbeskyttelse, som
indeholder væsentlige bestemmelser om eftet salgsservice. Leverandørerne skal nemlig
nu lade deres produkter ledsage af betjeningsvejledninger og underrette forbrugeren
om den forventede levetid for produktet. Inden for den angivne periode skal
forbrugerne have adgang til at fa produktet repareret og vedligeholdt. Finland har
ligeledes ændret sin lov om forbrugerbeskyttelse, bl.a. ved at bestemme, at produ-
centen og sælgeren hæfter solidarisk inden for rammerne af den lovbestemte garanti.
Tyskland har ikke iværksat nogen reform af sine bestemmelser, men et ekspertudvalg,
der i årevis har arbejdet med en revision af obligationsretten, har klart tilkendegivet,
at det finder de nuværende tyske retsforskrifter forældede. Det har bl.a. foreslået en
forlængelse af den lovbestemte garanti fra de nuværende seks måneder til tre år. Østrig
er derimod allerede i gang med at behandle et lovforslag om ændring af de gældende
bestemmelser om lovbestemt garanti, bl.a. med henblik på forlængelse af garanti-
perioden til tre år. I Sverige synes den nuværende lovbestemte garantiperiode på to år
at blive betragtet som utilstrækkelig. Man behandler nemlig et lovforslag om at
fastsætte den lovbestemte garantiperiode til fem år. Der kan påregnes andre nationale
initiativer om det vigtige spørgsmål om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med
varekøb.
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1440884_0007.png
Dette direktivforslag vil bidrage til at forenkle de gældende nationale regler ved at
tilnærme dem de gældende internationale regler om internationale købeaftaler mellem
erhvervsdrivende (Wienerkonventionen af 1980) og mindske den konkurrencefor-
drejning, der kan opstå som følge af indbyrdes afvigelser mellem de nationale love.
Direktivforslaget imødekommer ligeledes Europa-Parlamentets ønsker vedrørende den
nødvendige tilnærmelse på fællesskabsplan af medlemsstaternes privatret
(U)
.
6.
En analyse af, hvilken type forbrugerklager der fremkommer, og hvilke handelssæd-
vaner virksomhederne har, viser, at en mindsteharmonisering af den lovbestemte
garanti skal ledsages af visse rammeforskrifter vedrørende handelsmæssige garantier
Alt for ofte bevirker affattelsen af de handelsmæssige garantier, at man blander dem
sammen med de lovbestemte garantier, og forbrugerne vildledes således med hensyn
til, hvad der er deres ret. Endvidere er de handelsmæssige garantier også ofte for
upræcise med hensyn til deres rækkevidde og indhold, eller der stilles urimelige
betingelser, der skal opfyldes, før garantierne udløses. Herved tømmes de rettigheder,
der indrømmes, for reelt indhold.
I denne begrundelse vil man af hensyn til klarheden anvende begreberne "lovbestemt
garanti" og "handelsmæssig garanti". Men i selve direktivforslaget vil denne termi-
nologi ikke blive fulgt fuldt ud, da det vil kunne give vanskeligheder i forbindelse
med visse lande, hvis retlige traditioner ikke omfatter begrebet "lovbestemt garanti".
Udtrykket "garanti" vil derfor blive forbeholdt de handelsmæssige garantier, hvilket
i øvrigt er i overensstemmelse med forbrugernes almindelige opfattelse af udtrykket.
Således vedrører de fire første artikler (indbyrdes tilnærmelse af køberetten) den
"lovbestemte garanti", uden at dette udtryk nævnes, medens artikel 5 vedrører den
"handelsmæssige garanti", benævnt "garanti".
Væsentlige aspekter ved forslaget
Direktivforslaget falder i to dele. Den første del, som er den vigtigste, vedrører den
lovbestemte garanti. Den anden del vedrører den handelsmæssige garanti.
Med hensyn til den lovbestemte garanti er direktivforslagets rækkevidde nøje af-
grænset. Formålet med det er at fastsætte regler vedrørende forbrugerbeskyttelses-
aspekterne i forbindelse med køb af en vare, der viser sig at være mangelfuld. Der er
under ingen omstændigheder tale om en fuldstændig harmonisering af købelovgiv-
ningen. Denne begrænsning betyder, at spørgsmål om, hvorledes aftalen indgås mellem
parterne, om aftalens mangler, virkninger, gennemførelse eller ikke-gennemførelse
eller om aftalens misligholdelse af andre årsager end varens manglende kontrakt-
mæssighed ikke er omfattet af direktivforslaget, men alene er undergivet national
lovgivning.
7.
B.
(11)
Beslutninger af 26. maj 1989 og 6. maj 1994, henholdsvis EFT nr. C 158 af
26.6.1989, s. 400, og EFT nr. C 205 af 25.7.1994, s. 518.
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1440884_0008.png
Endvidere vedrører forslaget alene garantigiverens pligt til at finde en konkret løsning
på problemet, dvs. tilbagebetaling eller nedsættelse af købesummen, ombytning eller
reparation af varen. Direktivforslaget vedrører på ingen måde ansvaret for de
eventuelle direkte eller indirekte skader, der forårsages af manglen.
Direktivforslaget sikrer ganske vist forbrugeren et grundlag af mindsterettigheder, der
gælder i hele Den Europæiske Union. Men samtidig tilstræbes det at opretholde en vis
ligevægt mellem hver parts forpligtelser. Således indeholder forslaget bestemmelser
om forpligtelser, forbrugeren skal opfylde, hvis han ikke vil fortabe sine rettigheder.
Direktivforslagets anden del vedrører den handelsmæssige garanti, men der er ikke tale
om at fastsætte regler for hele dette område. Der opstilles alene visse principper om
den handelsmæssige garantis gennemsigtighed og forbindelse med den lovbestemte
garanti, ligesom der fastsættes visse bestemmelser, der tager sigte på at give den
handelsmæssige garanti en retlig ramme. Garantien i øvrigt er et led i handelspoli-
tikken og er omfattet af reglerne om fri konkurrence. Dette betragtes som et virk-
somhedsanliggende. Der indføres således ingen forpligtelse til at afgive handels-
mæssige garantier, selv om denne løsning allerede er valgt i visse af de nationale lov-
givninger. Garantiernes indhold samt deres varighed og vilkårene for deres udløsning
overlades ligeledes til garantigivernes skøn.
Den egentlige eftersalgsservice, dvs. serviceydelser i forbindelse med anvendelse,
vedligeholdelse og reparation af varerne, som er uafhængige af de lovbestemte eller
handelsmæssige garantier, er på grund af subsidiaritetsprincippet ikke omfattet af dette
direktivforslag. Eftersalgsservice er et indviklet område, som på fællesskabsplan egner
sig bedre til at blive reguleret ved frivillige instrumenter (f.eks. adfærdskodekser for
de enkelte brancher) end gennem lovgivningen.
C.
Sammenhængen med andre fællesskabspolitikker
Forbrugere og erhvervsdrivende skal have sikkerhed for, at de får en rimelig fordel af
enhedsmarkedet. Rådet har derfor fremhævet sin beslutning om at sikre, at
enhedsmarkedet fungerer effektivt til fordel for samtlige borgere i Fællesskabet under
hensyntagen til de fire friheder*
12
*, og således giver forbrugerne fordelen af et større
udvalg af varer og tjenesteydelser af høj kvalitet og forbedrer EF-virksomhedernes
konkurrenceevne*
13
*. Disse erklæringer fra Rådet viser, hvorledes der er en sammen-
hæng mellem den politik, der føres vedrørende det indre markeds etablering og
funktion, og de øvrige fællesskabspolitikker og i almindelighed samtlige de mål, der
forfølges af Den Europæiske Union.
(12)
(13)
I denne forbindelse skal det erindres, at ifølge Domstolen indebærer de frie
varebevægelser ligeledes, at "forbrugere, der bor i en medlemsstat, frit kan begive sig
til en anden medlemsstats område for at forsyne sig der [...]", GB-INNO-BM-dom af
7. marts 1990, sag C-362/88, Sml. 1990, s. 667, præmis 8.
Rådets resolution af 7. december 1992 om den praktiske gennemførelse af det indre
marked, EFT nr. C 334 af 18.12.1992, s. 1.
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1440884_0009.png
Kommissionen har allerede understreget den betydning, en forbedring af forbruger-
beskyttelsen kan få i denne sammenhæng. Man må på den ene side være klar over,
at det indre marked ikke alene er oprettet for virksomhedernes skyld, og at det ikke
kan fungere rigtigt uden forbrugernes aktive og reelle medvirken. På den anden side
kan velinformerede forbrugere, der gør brug af deres valgmuligheder, fremskynde den
positive økonomiske virkning af et integreret marked
(U)
.
Kommissionen finder, at dette forslag er helt i overensstemmelse med målene for
samtlige fællesskabspolitikker, navnlig kvalitets- og konkurrencepolitikken.
H
Forslagets berettigelse på baggrund af nærhedsprincippet
a)
Hvad er den påtænkte aktions mål i forhold til de forpligtelser, der hviler på
Fællesskabet?
I traktatens artikel 129 A hedder det, at Fællesskabet skal bidrage til virkeliggørelsen
af et højt forbrugerbeskyttelsesniveau ved foranstaltninger, som det vedtager i henhold
til artikel 100 A som led i gennemførelsen af det indre marked, og ved særlige
aktioner, som støtter og supplerer den politik, medlemsstaterne fører med henblik på
at beskytte forbrugernes sundhed, sikkerhed og økonomiske interesser og sikre en
passende forbrugeroplysning.
Ved Fællesskabets aktion er det muligt at sikre indbyrdes tilnærmelse af de væsentlige
bestemmelser i de nationale lovgivninger om køb af forbrugsvarer, således at det indre
markeds funktion forbedres og konkurrencefordrejningerne som følge af afvigelser i
lovgivningerne mindskes. Samtidig sikres de europæiske forbrugere en ensartet
mindstebeskyttelse, uanset hvor de har købt varerne.
Denne aktion indebærer følgende fordele:
De europæiske forbrugeres tillid til enhedsmarkedet vil blive styrket.
Det vil blive lettere at gøre indkøb på tværs af grænserne, og forbrugernes
rolle som aktive aktører på markedet vil blive styrket.
De gældende nationale regler vil blive forenklet.
(14)
"Optimering af det indre marked: strategiske program", KOM(93) 632 af
22. december 1993. Kommissionen har i øvrigt i dette dokument anført, at den mener,
at der kan være behov for andre lovgivningsforanstaltninger, for at forbrugerne kan
betragte Unionen som et virkeligt enhedsmarked. Lovbestemte og handelsmæssige
garantier er et af de prioriterede områder.
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1440884_0010.png
Aktionen vil mindske afstanden mellem fællesskabsretten og de europæiske
borgere, som vil opnå direkte og meget konkrete fordele. Således vil de
almindelige borgers tilslutning til den europæiske integration blive styrket.
Aktionen vil få positive følger for konkurrencen, virksomhedernes konkur-
renceevne og den europæiske økonomi.
b)
Henhører den påtænkte aktion under Fællesskabets enekompetence eller under
Fællesskabets og medlemsstaternes fælles kompetence?
Aktionen tilhører et område, hvor Fællesskabet er enekompetent, nemlig etableringen
af det indre marked og dets funktion.
c)
Hvilke virkemidler råder Fællesskabet over?
De fastsatte mål kan kun opnås ved et fællesskabsdirektiv, som fastsætter
mindsteregler.
Individuelle foranstaltninger truffet af medlemsstaterne vil hverken kunne sikre
forbrugerne en ensartet mindstebeskyttelse i hele Unionen eller en passende beskyt-
telse i tilfælde af grænseoverskridende transaktioner. Hovedformålet med direktivet -
den indbyrdes tilnærmelse af de nationale lovgivninger vedrørende den lovbestemte
garanti - er uforenelig med løsninger, der bygger på "soft-law" eller adfærdskodekser.
Desuden er de pågældende sektorer så uensartede, at man vanskeligt kan forestille sig
adfærdskodekser på europæisk plan.
d)
Er det nødvendigt med ensartede regler, eller kan man nøjes med
et direktiv, der
opstiller de generelle mål, og overlade gennemførelsen til
medlemsstaterne?
I betragtning af de eksisterende forskelle mellem de nationale lovgivninger, hvad angår
såvel principper som lovtekniske regler, er en delvis harmonisering nødvendig.
Direktivforslaget, som tager hensyn til nærhedsprincippet, holder sig dog nøje til de
væsentlige aspekter vedrørende den lovbestemte garanti og den handelsmæssige
garanti. Forslaget vedrører således alene forbrugernes ret til at få udbedret manglen
direkte, og overlader det helt til medlemsstaterne at fastsætte ordningen vedrørende
de direkte eller indirekte skader, der kan opstå for forbrugeren ved køb af en
mangelfuld vare
(15)
. Direktivforslaget kommer ej heller ind på de almindelige regler,
der gælder for aftaler om køb, som f.eks. reglerne om kontraktens indgåelse, mangler
ved viljeserklæringen Osv. Det indeholder ikke regler vedrørende indholdet af de
handelsmæssige garantier eller nogen almindelig forpligtelse til at yde garanti.
(15)
I modsætning til det ændrede forslag til direktiv om urimelige kontraktvilkår
(KOM(92) 66 af 4. marts 1992, EFT nr. C 73 af 24.3.1992), hvor dette forhold
udtrykkeligt behandles i artikel 6.
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1440884_0011.png
Endvidere er der i direktivforslaget inden for en delvis harmoniserings snævre grænser
alene tale om en mindsteharmonisering. Medlemsstaterne vil således frit kunne vedtage
eller opretholde strengere regler for at beskytte forbrugerne. Medlemsstaterne far
således en meget vid skønsbeføjelse.
Endelig indebærer selve direktivets karakter af et regelsæt, der finder anvendelse på
aftaler om køb af forbrugsvarer, at den praktiske gennemførelse af de fleste af dets
bestemmelser overlades til de nationale retter, som vil tage stilling til anvendelsen af
disse regler i hvert enkelt tilfælde.
m
Detaljeret gennemgang af artiklerne
Artikel 1
Artikel Î afgrænser ved sine definitioner generelt direktivets anvendelsesområde ved at
kombinere kriteriet om aftaleparterne (aftaler indgået mellem erhvervsdrivende og forbrugere)
og kriteriet om aftalens genstand (forbrugsvarer).
Stk. 2. litra aV Definitionen af forbruger svarer til de klassiske definitioner, der allerede findes
i andre direktiver. Ethvert salg af en forbrugsvare, der foretages af en erhvervsdrivende til en
forbruger, er således omfattet af direktivforslagets anvendelsesområde.
Stk. 2. litra b). Som foreslået i grønbogen er fast ejendom ikke omfattet af definitionen.
Derimod er definitionen af forbrugsvarer ikke begrænset til nye og varige forbrugsvarer. I
langt de fleste af svarene på grønbogen hedder det, at en sådan begrænsning ikke vil være
fornuftig. I øvrigt sondrer de nationale lovgivninger ikke mellem disse varetyper i forbindelse
med ordningerne vedrørende den lovbestemte garanti. Endvidere vil det være yderst vanskeligt
at definere et varigt forbrugsgode. Skal det defineres som en vare, der ødelægges ved
anvendelsen (helt eller delvis), som en vare med en forudfastsat (kort?) anvendelsesfrist osv.
Reglerne i dette forslag indeholder i øvrigt i sig selv alle muligheder for at kunne tilpasses
en anvendelse, der passer til de forskellige former for varer.
Stk. 2. litra cY Dette forslag tager alene sigte på salg foretaget af professionelle sælgere.
Private salg er således overhovedet ikke omfattet af forslagets anvendelsesområde, men er helt
underlagt de gældende nationale ordninger.
Stk. 2
r
litra d). Dette stykke, der til en vis grad er inspireret af irsk lov, har til formål at
definere det, der i grønbogen blev kaldt "handelsmæssig garanti". Stykket omhandler enhver
handelsmæssig garanti på en vare, uafhængigt af hvem der giver garantien. Stykket tager
ligeledes sigte på handelsmæssige garantier, der afgives mod vederlag, og de udvidelser af
gratis garantier, som der skal betales for. Denne definition har direkte forbindelse med
artikel 5 i dette forslag.
10
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1440884_0012.png
Artikel 2
I denne artikel fastsættes det - i øvrigt enkle - princip om, at varerne skal være i overens-
stemmelse med kontrakten. Med dette generelle princip som udgangspunkt kan man dække
en række situationer uden at lægge sig fast på det i grønbogen foreslåede kriterium
"overensstemmelse med forbrugerens berettigede forventninger". Dette kriterium blev ganske
vist vel modtaget i forbrugerkredsene, men stødte på mange indsigelser fra de erhvervs-
drivendes side.
Stk. 1. Princippet om korttraktmæssighed (mangelfrihed) kan ligeledes betragtes som et fælles
grundlag for de forskellige nationale retlige traditioner. Kontraktmæssighed eller mangelfrihed
er ligeledes det kriterium, der anvendes i Wienerkonventionen af 1980 om internationale
varesalg mellem erhvervsdrivende. Mangelfrihed betyder ikke alene overensstemmelse med
de udtrykkelige aftalebestemmelser, men også overensstemmelse med visse kriterier, der er
fastsat i stk. 2. Kriterierne kan i de kontinentale retsordener opfattes som ufravigelige regler,
der gælder aftaler om køb af forbrugsvarer, og kan i lande med common law indgå i aftalens
"implied terms", som parterne ikke kan fravige.
I de mest moderne retsordener (den nye nederlandske borgerlige lovbog, de nordiske landes
lovgivninger) og i Wienerkonventionen har man forladt den traditionelle sondring, der
foretages i visse retsordener mellem leveringspligt og lovbestemt garanti for skjulte mangler,
til fordel for det nye fælles koncept "kontraktmæssighed". De teoretiske og praktiske
vanskeligheder i forbindelse med denne sondring kan i øvrigt illustreres ved fransk retspraksis,
som i årenes løb skiftevis har samlet eller adskilt disse to begreber, uden at der kan drages
nogen endelig konklusion.
Stk. 2.1 dette stykke uddybes princippet om mangelfrie varer på baggrund af de forskellige
nationale traditioner. Stykket er ligeledes i vid udstrækning inspireret af Wienerkonventionens
artikel 35, stk. 2.
Stk. 3. Grønbogen rejste spørgsmålet om udvidelse af reglerne om den lovbestemte garanti
til også at gælde service i forbindelse med varerne (installation, reparation, vedligeholdelse
osv.). Langt de fleste har svaret bekræftende på dette spørgsmål. Kommissionen finder
imidlertid, at tjenesteydelser er så komplekse og forskelligartede, at det er vanskeligt at udvide
reglerne om varesalg til at omfatte tjenesteydelser. Men for så vidt angår installationen af
varer i forbindelse med salget kan denne udvidelse finde sted uden vanskelighed og er endog
nødvendig på grund af vanskeligheden ved i praksis at skelne mellem den erhvervsdrivendes
to ydelser og nødvendigheden af et yde forbrugeren en ensartet beskyttelse.
Artikel 3
Stk. 1. I dette stykkes første punktum fastsættes dels sælgerens ansvar for mangler, dels
hvornår varernes kontraktmæssighed vurderes. Punktummet er direkte inspireret af Wiener-
konventionens artikel 36, stk. 1, men i modsætning til denne konvention og retten i visse
medlemsstater hedder det heri, at varernes frihed for mangler vurderes på det tidspunkt, hvor
forbrugeren modtager varen, og ikke på tidspunktet for aftalens indgåelse. Dette synes i
virkeligheden at være den eneste egnede løsning, når der er tale om forbrugerrelationer. Dette
var der i øvrigt enighed om i langt den overvejende del af svarene på grønbogen.
11
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1440884_0013.png
Såfremt forbrugeren på købstidspunktet kendte eller ikke kunne være ubekendt med (en klar
mangel, som bestod på det tidspunkt, hvor forbrugeren undersøgte varen før købet) manglen,
er der egentlig ikke tale om en mangel, idet forbrugeren har accepteret varen, som den er.
Varen må således siges at være "kontraktmæssig". Principielt kan sælgerens ansvarsfrihed i
disse tilfælde allerede udledes af begrebet kontraktmæssighed. Men det er skønnet hensigts-
mæssigt udtrykkeligt at nævne denne situation.
Toårsperioden synes at være et passende kompromis mellem de perioder, der er fastsat i de
forskellige medlemsstater.
Stk. 2. Der er her tale om at begrænse sælgerens ansvar for offentlige erklæringer fremsat af
tredjemand, det kontraktmæssighedskriteriurri, der er fastsat i artikel 2, stk. 2, litra d). Sæl-
geren er fritaget for ansvar i alle de i de enkelte led fastsatte tilfælde.
Stk. 3. Bevisbyrdereglerne skal i almindelighed fortsat fastsættes ved national ret. Ifølge de
traditionelle bevisregler er det sædvanligvis forbrugeren, der skal bevise, at varens manglende
kontraktmæssighed allerede eksisterede på det tidspunkt, hvor han modtog varen, eller i hvert
fald at kimen til denne mangel var til stede.
Men når den manglende kontraktmæssighed skyldes en mangel, som først viser sig senere (og
undertiden meget senere), kan det vise sig umuligt for forbrugeren at bevise, at manglen
forelå på modtagelsestidspunktet. Det er nemlig som regel meget lettere for den erhvervs-
drivende at bevise, at den manglende kontraktmæssighed ikke forelå ved leveringen, men
skyldes f.eks. forbrugerens forkerte brug af varen. Derfor har der i flere medlemsstater
efterhånden udviklet sig en retspraksis, ifølge hvilken der er omvendt bevisbyrde i tilfælde
af forbrugeres køb hos erhvervsdrivende. I dette stykke er der således fastsat en delvis
omvendt bevisbyrde til fordel for forbrugeren for så vidt angår det tidspunkt, hvor manglen
er opstået, i en kort periode på seks måneder fra leveringen.
Stk. 4. Såfremt der ikke er tale om mindre mangler, har forbrugeren ret til at vælge mellem
de fire traditionelle muligheder: ophævelse af aftalen eller prisnedslag, ombytning eller
reparation af varen. Disse fire muligheder findes ligeledes i Wienerkonventionen og de mest
moderne nationale lovgivninger. De mere traditionelle lovgivmnger indeholder kun de to
første muligheder. En tilføjelse af de to sidste vil bringe retten i bedre overensstemmelse med
de økonomiske realiteter.
Den første mulighed (ophævelse af aftalen med tilbagelevering af varen og refusion af
købesummen) er de erhvervsdrivende normalt ikke glade for. Mange af dem mener, at
muligheden bør fjernes, såfremt varen kan repareres eller byttes. Og dette svarer til de
økonomiske og samfundsmæssige realiteter. Forbrugeren er nemlig, medmindre han har mistet
tilliden til produktet eller sælgeren, som regel tilfreds med at få varen byttet eller repareret.
Alligevel er det vigtigt at opretholde denne mulighed, fordi:
denne mulighed i betragtning af det brede mangelsbegreb i visse tilfælde er den eneste
hensigtsmæssige
12
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1440884_0014.png
den giver forbrugerne et godt pressionsmiddel, når de vil have varen repareret eller
byttet hurtigt
den er det klassiske middel, som alle de retlige traditioner har til fælles.
Man behøver ikke at frygte, at forbrugerne misbruger denne mulighed. For det første vil det
refunderede beløb, såfremt refusionen ikke kræves kort tid efter salget, normalt blive reduceret
for at tage hensyn til værdien af forbrugerens brug af varen. For det andet skal forbrugeren
købe en ny vare som erstatning for den, han har leveret tilbage til den erhvervsdrivende.
Endelig viser de erfaringer, der er opnået af erhvervsdrivende, som sælger under mottoet "fuld
tilfredshed eller pengene tilbage", at forbrugerne sædvanligvis opfører sig rimeligt. I denne
forbindelse skal det erindres, at selv biler er blevet solgt på betingelsen "fuld tilfredshed eller
pengene tilbage" inden for en måned.
Garantiperioden er fastsat til to år (stk. 1) ligesom i Wienerkonventionen. Men forbrugeren
kan dog ikke i hele denne periode påberåbe sig samtlige de midler, der stilles til hans
rådighed, idet retten til at hæve aftalen eller til at få varen ombyttet alene gælder i det
første år efter leveringen.
Denne differentierede løsning bygger på den opfattelse, at ophævelse af købet og ombytning
af varerne er midler, som i tidens løb bliver stadig mere uhensigtsmæssige, efterhånden som
varen bliver brugt. Løsningen tager også sigte på at opnå et kompromis med traditionerne i
common law-landene, som har en ret lang garantiperiode (seks år) for så vidt angår
erstatningskrav, men kun giver mulighed for at tilbagelevere varen og kræve købesummen
tilbagebetalt inden for en ret kort periode.
Som et kompromis, der skal gøre det muligt at gennemføre direktivet på en måde, der er
tilpasset de forskellige nationale traditioner, tillades det medlemsstaterne at begrænse
forbrugerens valgmuligheder i tilfælde af mindre mangler.
Stk. 5. De nationale bestemmelser vedrørende salg mellem erhvervsdrivende er sædvanligvis
mindre strenge end bestemmelserne vedrørende erhvervsdrivendes salg til en forbruger og
giver ofte sælgerne mulighed for i aftalerne at indføje klausuler om fritagelse fra ansvar i
medfør af den lovbestemte garanti. Disse klausuler er i øvrigt gyldige i henhold til
fællesskabsretten, idet direktiv 93/13/EØF om urimelige vilkår er begrænset til aftaler indgået
mellem "en forbruger og en erhvervsdrivende".
I denne situation kan de endelige sælgere på urimelig måde pådrage sig ansvaret for mangler
ved varerne, som, når det kommer til stykket, skyldes en anden persons handling eller
undladelse. Dette er bl.a. tilfældet i forbindelse med fabrikationsfejl, mangler forårsaget øf en
tidligere mellemmands forkerte håndtering eller endog mangler som følge af de i artikel 2,
stk. 2, litra d), omhandlede erklæringer.
Selv om dette forslag til direktiv tager sigte på endeligt salg af forbrugsvarer, har det ligeledes
vist sig nødvendigt i teksten at fastslå, at den endelige sælger har en klar regresret over for
de ansvarlige personer, på hvem han skal kunne overvælte omkostningerne i forbindelse med
fejl, som kan tilskrives dem. Regresreglerne fastsættes efter medlemsstaternes nationale
lovgivninger.
13
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1440884_0015.png
Artikel 4
I artikel 4 fastsættes en frist, der løber fra tidspunktet for manglens opdagelse, og hvis
overholdelse er en udtrykkelig betingelse for udøvelsen af de i de forudgående artikler
indrømmede rettigheder.
Stk. 1. Kravet om, at køberen skal give sælgeren meddelelse om mangler inden en vis frist
fra opdagelsen af manglen, findes allerede i visse nationale lovgivninger (Danmark, Sverige,
Finland, Italien, Luxembourg, Nederlandene, Portugal), og det findes ligeledes i
Wienerkonventionens artikel 39, stk. 1. En sådan pligt øger retssikkerheden og tilskynder
køberen til agtpågivenhed, samtidig med at der tages hensyn til sælgerens interesse.
Ligesom i Wienerkonventionen løber fristen fra det tidspunkt, hvor forbrugeren har opdaget
eller normalt burde have opdaget manglen. Sidste punktum henviser til, at forbrugeren har
pligt til at udvise normal omhu i betragtning af omstændighederne og undersøge varerne efter
modtagelsen uden at indføre en streng pligt til at foretage en omhyggelig kontrol med varen
eller gennemføre undersøgelser for at bedømme dens funktionsdygtighed.
Stk. 2. Valget af én frist, der har både materiel og processuel karakter, gør det nødvendigt at
stadfæste princippet om, at forældelsesfristen afbrydes, når den i stk. 1 omhandlede
anmeldelse finder sted. Hvis dette princip ikke følges, tilskyndes forbrugerne til at anlægge
sager for at undgå at fortabe deres rettigheder, og det bliver vanskeligere for de ansvarlige
og forbrugerne at opnå en hurtig og mindelig ordning. Reglerne for forældelsesfristens
afbrydelse (bl.a. bestemmelsen af, hvornår fristen begynder at løbe igen) fastsættes efter
national ret.
Artikel 5
Stk. 1.1 dette stykke fastsættes et princip, der kan forekomme indlysende, nemlig at enhver
garanti, der ydes, retligt binder garantigiveren efter de regler, der er fastsat i garanti-
dokumentet. Dette indebærer ikke, at man retligt har lagt sig fast på en betegnelse (aftale,
ensidigt løfte osv.), og i øvrigt kan betegnelsen variere efter, hvem der er garantigiver, og
hvilke retlige traditioner der er i medlemsstaterne. Men i dette stykke ligestilles reklamer
vedrørende garantierne med selve garantibetingelserne. I virkeligheden har forbrugeren nemlig
aldrig adgang til garantidokumenterne før købet. Forbrugerens eneste kontakt med garantierne
sker således gennem reklamerne. Forbrugerens tillid og forventninger bygges op på grundlag
af reklamen vedrørende garantierne. Disse reklameudtalelser bør således betragtes som en
integrerende del af garantibetingelserne. Et tilsvarende princip er i øvrigt allerede blevet knæ-
sat på fællesskabsplan inden for rammerne af Rådets direktiv 90/314/EØF af 13. juni 1990
om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure, i hvis artikel 3, stk. 2, der er fastsat det
princip, at "oplysningerne i brochuren er bindende for rejsearrangøren eller formidleren".
I dette stykke fastsættes endvidere det princip, at garantierne skal være gunstigere for den, til
hvem de ydes, end den
\
de foregående artikler fastsatte ordning. Det er ikke nødvendigt, at
den tilbudte handelsmæssige garanti på alle punkter er gunstigere end garantien i henhold til
direktivets ufravigelige bestemmelser. Det er tilstrækkeligt, at forbrugerens stilling bliver
forbedret på en eller anden måde.
14
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1440884_0016.png
Stk. 2. For at sikre gennemsigtigheden og en passende forbrugeroplysning skal alle garantier
være skriftlige og indeholde visse mindsteoplysninger. Såfremt der ydes en garanti i strid med
de fastsatte regler, og i øvrigt når en garanti er i strid med artikel 5, stk. 1, må dette ikke have
nogen følger for garantiens gyldighed. Forbrugeren kan altid påberåbe sig den ydede garanti
og kræve den iværksat. Men medlemsstaterne skal fastsætte effektive midler til at forhindre,
at sådanne garantier tilbydes, for at sikre, at de fastsatte mål opnås og begrænse potentielle
kilder til uoverensstemmelser.
For at sikre fuldstændig gennemsigtighed er det endvidere i dette stykke fastsat, at de
forbrugere, der ønsker det, har ret til at se garantidokumenterne før købet.
Artikel 6
Stk. 1. Dette er en "klassisk" bestemmelse, som tager sigte på klart at fastslå, at reglerne i
dette forslag er ufravigelige til fordel for forbrugeren. Disse regler kan ikketilsidesættes,end
ikke med forbrugerens samtykke.
Stk. 2. Der findes allerede en tilsvarende bestemmelse i direktiv 93/13/EØF (urimelige vilkår)
og direktiv 94/47/EF (timeshare).
Artikel 7
Stk. 1. Som det klart fremgår af dette forslag, og som det grundigt forklares i begrundelsen,
har Kommissionen med denne tekst kun tænkt sig at dække en meget begrænset del af de
spørgsmål, der rejser sig ved salg af forbrugsvarer. For så vidt angår mangler omhandler
Kommissionens forslag, som fuldt ud overholder proportionalitetsprincippet, alene behovet
for med de i artikel 4 fastsatte midler at løse de problemer vedrørende varerne, som
manglerne forårsager. De nationale lovgivningers almindelige (eller særlige) regler går
sædvanligvis meget længere og udstrækker i visse tilfælde sælgerens (eller andre personers,
f.eks. producentens) ansvar til at omfatte andre skader, som forbrugeren lider som følge af
manglen. Der kan være tale om det tæppe, der er ødelagt af den defekte rensemaskine, prisen
for leje af et erstatningskøretøj osv. Dette forslag forhindrer naturligvis ikke den samtidige
anvendelse af disse nationale regler.
Stk. 2. Her er der tale om en traditionel bestemmelse, der indgår i direktiverne om for-
brugerbeskyttelse.
Artikel 8
Da direktivforslaget navnlig vedrører den lovbestemte garanti, og da det indskrænker sig til
at skabe et fælles grundlag af mindsteréttigheder for forbrugerne, synes en gennemførelsesfrist
på to år at være passende.
15
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1440884_0017.png
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV
om køb af forbrugsvarer og forbrugsgarantier
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig
artikel 100 A,
under henvisning til forslag fra Kommissionen
(1)
,
under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg
(2)
,
i henhold til fremgangsmåden i traktatens artikel 189 B
(3)
, og
ud fra følgende betragtninger:
Det indre marked indebærer et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer,
personer, tjenesteydelser og kapital; de frie varebevægelser gælder ikke alene for erhvervs-
drivende, men også for andre; dette indebærer, at forbrugere, der bor i én medlemsstat, frit
kan begive sig til en anden medlemsstat for at købe ind dér uden overraskelser på grundlag
af et vist minimum af regler for køb af forbrugsvarer;
medlemsstaternes lovgivninger om køb af forbrugsvarer afviger på mange punkter fra hinan-
den, hvorfor de nationale markeder for køb af forbrugsvarer er indbyrdes forskellige, og der
kan opstå konkurrencefordrejning mellem sælgerne;
forbrugeren, som søger at drage fordel af det indre marked ved at købe varer i en anden
medlemsstat end sin bopælsstat, spiller en grundlæggende rolle for gennemførelsen af det
indre marked, idet han forhindrer kunstig genetablering af nye grænser og afskærmning af
markederne; hans muligheder er kraftigt forøget i kraft af de nye kommunikationsteknologier,
som giver let adgang til distributionssystemerne i andre medlemsstater eller på internationalt
plan; uden en mindsteharmonisering af reglerne for køb af forbrugsvarer er der fare for, at
udviklingen af fjernsalget ved hjælp af de nye kommunikationsteknologier bliver hindret;
skabelsen af et fælles grundlag af mindsterettigheder for forbrugerne, som gælder, uafhængigt
af hvor varerne er købt i EF, vil øge forbrugernes tillid og give dem bedre mulighed for at
udnytte fordelene ved det indre marked;
(i)
(2)
(3)
16
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1440884_0018.png
de største vanskeligheder for forbrugerne og den største kilde til konflikt med sælgerne
vedrører varernes manglende kontraktmæssighed; derfor bør de nationale lovgivninger om køb
af forbrugsvarer tilnærmes indbyrdes for så vidt angår dette aspekt, dog uden at de nationale
retlige regler og principper om de ordninger, der gælder for ansvar i og uden for kontrakt-
forhold, berøres;
varerne bør fremfor alt være kontraktmæssige; begrebet kontraktmæssig kan betragtes som
et fælles grundlag for de forskellige retlige traditioner i medlemsstaterne; sælgeren bør være
direkte ansvarlig over for forbrugeren for, at varerne er kontraktmæssige (mangelfrie); dette
er den traditionelle løsning, der er valgt i medlemsstaternes lovgivninger; sælger skal dog
kunne holde sig til sin egen sælger eller producenten, hvis manglende kontraktmæssighed
skyldes en handling eller en undladelse hos disse;
i tilfælde af mangler ved varen bør forbrugeren have ret til at kræve varen repareret eller
byttet, til at få prisnedslag eller at hæve aftalen; udøvelsen af disse rettigheder bør dog være
tidsbegrænset, og der bør fastsættes frister, inden for hvilke de skal kunne påberåbes over for
sælgeren;
for at garantere transaktionernes sikkerhed og loyaliteten i forholdet mellem parterne bør det
være forbrugerens opgave inden for en kort trist at anmelde enhver konstateret mangel til
sælgeren; for at give parterne mulighed for at finde mindelige løsninger uden straks at skulle
anlægge sag for at beskytte deres rettigheder bør det bestemmes, at forbrugerens anmeldelse
af en mangel ved varen afbryder forældelsesfristen;
det er, i hvert fald for så vidt angår visse varekategorier, praksis, at sælgerne eller produ-
centerne yder garantier, der sikrer forbrugerne mod enhver mangel, der måtte opstå inden for
en vis frist; denne praksis kan bidrage til øget konkurrence på markedet; sådanne garantier
kan ikke desto mindre vise sig at være simple reklamemidler og vildlede forbrugeren; for at
sikre markedets gennemsigtighed bør der fastsættes visse fælles principper, der gælder de
garantier, der indrømmes af erhvervsdrivende;
de rettigheder, der tillægges forbrugerne, må ikke kunne fraviges efter aftale mellem parterne,
da den lovmæssige beskyttelse i modsat fald vil blive indholdsløs; forbrugeren bør altid frit
kunne påberåbe sig sine rettigheder efter dette direktiv eller enhver anden anvendelig national
bestemmelse, selv når han har accepteret garantien; forbrugerens beskyttelse i henhold til dette
direktiv må ikke kunne indskrænkes med den begrundelse, at aftalen er omfattet af loven i
et tredjeland;
de forskellige medlemsstaters lovgivning og retspraksis på dette område viser, at der er
voksende ønske om at sikre et højt beskyttelsesniveau for forbrugerne; på baggrund af denne
udvikling og erfaringerne med gennemførelsen af dette direktiv kan det vise sig nødvendigt
med en yderligere harmonisering, navnlig at det fastsættes, at producenten hæfter direkte for
de mangler, han er ansvarlig for,
medlemsstaterne bør have mulighed for på området for dette direktiv at vedtage eller opret-
holde strengere bestemmelser for at sikre forbrugerne et endnu højere beskyttelsesniveau -
17
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1440884_0019.png
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
Artikel 1
Anvendelsesområde og definitioner
1.
Formålet med dette direktiv er en indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og
administrative bestemmelser om køb af forbrugsvarer og om forbrugsvaregarantier for
at sikre, at der fastsættes et ensartet mindsteniveau for forbrugerbeskyttelse inden for
rammerne af det indre marked.
I dette direktiv forstås ved:
a)
Forbruger: en fysisk person, som i forbindelse med aftaler, der er omfattet af
dette direktiv, køber en forbrugsvare til et ikke-erhvervsmæssigt formål.
Forbrugsvare: enhver vare, der sædvanligvis er bestemt til brug eller forbrug,
bortset fra fast ejendom.
Sælger: en fysisk eller juridisk person, som sælger forbrugsvarer i erhvervs-
øjemed.
Garanti: enhver yderligere forpligtelse ud over den, der gælder ifølge lovgiv-
ningen om køb af forbrugsvarer, til at refundere købesummen, bytte eller
reparere varen eller på anden måde tage sig af varen, hvis den er behæftet med
mangler (ikke er kontraktmæssig).
2.
b)
c)
d)
AtfikeLl
Kontraktmæssighed (fri for mangler)
1.
2.
Forbrugsvarer skal være mangelfrie.
Varer betragtes som mangelfrie, hvis de ved leveringen til forbrugeren:
a)
er i overensstemmelse med sælgers beskrivelse af dem og har den kvalitet, der
svarer til en vareprøve eller model, som sælger har forelagt forbrugeren
er egnet til de formål, til hvilke varer af samme type sædvanligvis anvendes
er egnet til ethvert særligt formål, forbrugeren ønsker, og som han har gjort
sælgeren bekendt med på tidspunktet for aftalens indgåelse, medmindre det
fremgår af omstændighederne, at køber ikke har taget hensyn til sælgerens
forklaringer
har en kvalitet og egenskaber, som er tilfredsstillende under hensyntagen til
deres art, købesummen og de offentlige erklæringer, der er afgivet om dem af
sælgeren, producenten eller dennes repræsentant.
b)
c)
d)
18
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1440884_0020.png
3.
En mangel, der skyldes forkert installation af varen, betragtes som en mangel i forhold
til kontrakten, hvis installationsarbejdet er udført af sælgeren eller på dennes ansvar.
AriiksLl
Sælgers pligter
1.
Sælgeren er ansvarlig over for forbrugeren for mangler, der består på tidspunktet for
varens levering til forbrugeren, og som viser sig senest to år efter leveringen,
medmindre forbrugeren på tidspunktet for indgåelsen af aftalen kendte eller ikke
kunne være ubekendt med manglen.
Sælgeren er ikke ansvarlig, når varen ikke er i overensstemmelse med offentlige
erklæringer afgivet af producenten eller dennes repræsentant, hvis:
sælgeren godtgør, at han ikke var bekendt med og ikke havde rimelig grund
til at være bekendt med den pågældende erklæring
sælgeren godtgør at have rettet den pågældende erklæring eller fralagt sig
ethvert ansvar for erklæringen på tidspunktet for salget
sælgeren godtgør, at beslutningen om at købe ikke har kunnet være påvirket
af den pågældende erklæring.
3.
Indtil det modsatte bevises, formodes mangler, der viser sig inden seks måneder fra
leveringen, at eksistere på dette tidspunkt, medmindre denne formodning er uforenelig
med varens eller manglens art.
Når en mangel anmeldes til sælgeren efter artikel 4, kan forbrugeren af sælgeren
kræve gratis reparation af varen inden for en rimelig frist, ombytning af varen, hvor
ombytning er mulig, et passende prisnedslag eiler ophævelse af aftalen. Fristen for at
udøve retten til at hæve aftalen eller kræve varen ombyttet er begrænset til ét år.
Medlemsstaterne kan bestemme, at de i første afsnit omhandlede rettigheder begrænses
i tilfælde af mindre mangler.
5.
Har den endelige sælger pådraget sig et ansvar over for forbrugeren på grund af en
mangel, som skyldes en handling eller en undladelse hos producenten, en tidligere
sælger i samme aftalekæde eller hos enhver anden mellemmand, har den endelige
sælger regresret over for den ansvarlige person efter de i de nationale lovgivninger
fastsatte regler.
2.
4.
Forbrugerens pligter
1.
Forbrugeren skal for at kunne påberåbe sig de i artikel 3, stk. 4, omhandlede rettig-
heder anmelde manglen til sælgeren inden en måned efter, at han har opdaget eller
burde have opdaget manglen.
19
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1440884_0021.png
2.
Anmeldelse i henhold til stk. 1 afbryder forældelsesfristen for rettighederne ifølge
artikel 3, stk. 4.
Artikel 5
Garantier
1.
Enhver garanti, der ydes af en sælger eller af en producent, binder garantigiveren i
retlig henseende efter de regler, der er fastsat i garantidokumentet og i reklamer des-
angående, og skal være gunstigere for den, over for hvem garantien ydes, end den i
de nationale lovgivninger fastsatte regler om køb af forbrugsvarer;
Garantien skal fremgå af et dokument, som frit kan konsulteres før købet, og som klart
angiver de oplysninger, der er nødvendige for garantiens opfyldelse, navnlig garantiens
varighed og geografiske omfang og garantigiverens navn og adresse.
Artikel 6
Bestemmelsernes ufravigelige karakter
1.
De kontraktbestemmelser eller aftaler, som er indgået med sælgeren før anmeldelsen
af manglen, og som ophæver eller begrænser rettighederne i henhold til dette direktiv,
er ikke bindende for forbrugeren.
Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at forbrugeren,
uanset hvilken lovgivning der finder anvendelse på aftalen, ikke berøves den beskyt-
telse, som dette direktiv giver, når aftalen har nær tilknytning til medlemsstaternes
område.
Artikel 7
National ret og mindstebeskyttelse
1.
Udøvelsen af rettighederne efter dette direktiv berører ikke udøvelsen af andre ret-
tigheder, som forbrugeren kan påberåbe sig under henvisning til nationale regler om
ansvar i og uden for kontraktforhold.
Medlemsstaterne kan på det af dette direktiv dækkede område vedtage eller opretholde
strengere bestemmelser, der er forenelige med traktaten, for at sikre forbrugeren et
højere beskyttelsesniveau.
2.
2.
2.
Artikel!
Gennemførelse
1.
Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for
at efterkomme dette direktiv senest [to år efter dets offentliggørelse i De Europæiske
Fællesskabers Tidende]. De underretter straks Kommissionen herom.
20
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1440884_0022.png
Når medlemsstaterne vedtager disse love og administrative bestemmelser, skal de
indeholde en henvisning til dette direktiv, eller de skal ved offentliggørelsen ledsages
af en sådan henvisning. De nærmere regler for denne henvisning fastsættes af med-
lemsstaterne.
2.
Medlemsstaterne meddeler Kommissionen ordlyden af de nationale retsforskrifter, som
de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.
ArJikel9
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fæl-
lesskabers Tidende.
àsÉksLM
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den
På Europa-Parlamentets vegne
På Rådets vegne
Formand
Formand
21
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1440884_0023.png
KONSEKVENSANALYSE
Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om
køb af forbrugsvarer og forbrugsvaregarantier
1. a. Under henvisning til subsidiaritetsprincippet stilles spørgsmålet om, hvorfor det
er nødvendigt med EF-lovforanstaltninger, og hvad der er hovedmålene for
foranstaltningerne?
Hovedmålene for forslaget er at:
forbedre enhedsmarkedets ftinktion
styrke forbrugernes tillid til enhedsmarkedet og gøre det muligt for dem at
opnå fuld fordel af afskaffelsen af grænserne og bidrage aktivt til en bedre
integration af den europæiske økonomi
sikre de europæiske forbrugere et mindstemål af rettigheder, der kan give dem
et højt beskyttelsesniveau, når de køber forbrugsvarer, uanset i hvilken med-
lemsstat disse indkøb foretages.
Disse mål kan ikke opfyldes på tilfredsstillende måde af medlemsstaterne og kan
derfor på grund af den påtænkte aktions omfang og virkninger bedre opnås på fælles-
skabsplan gennem et direktiv, der tager sigte på indbyrdes tilnærmelse af de gældende
nationale lovgivninger og fastsættelse af et mindstemål af rettigheder for forbrugerne
i hele Unionen.
b. Kan forslaget tænkes at medføre yderligere fordele eller ulemper?
Forslaget medfører yderligere fordele ud over dem, der opnås ved opfyldelse af
hovedmålene. Disse fordele er en samlet forbedring af kvaliteten af de varer, der
fîndes på det europæiske marked, en styrkelse af det europæiske erhvervslivs
konkurrenceevne og en forlængelse af varernes levetid med heraf følgende gunstige
følger for miljøet (ved en reduktion af overforbruget af naturlige ressourcer og
affaldsmængden) og for beskæftigelsen (ved en voksende reparations- og kontrol-
virksomhed, som pr. definition er storforbrugere af arbejdskraft).
Endvidere bidrager forslaget til en forenkling af den gældende lovgivning om køb af
forbrugsvarer og om handelsmæssige garantier og gør det lettere at drive virksomhed.
c.
Overvejes andre løsninger og med hvilke resultater (f.eks. adfærdskodekser,
selvjustits i de forskellige sektorer)?
Hovedformålet med direktivet - den indbyrdestilnærmelseaf de nationale lovgivninger
om lovbestemt garanti - er uforeneligt med løsninger, der bygger på adfærdskodekser.
Endvidere er den pågældende sektor for uensartet til, at man uden videre kan indføre
adfærdskodekser på europæisk plan. De høringer, der har fundet sted vedrørende
grønbogen, har i øvrigt vist dette. Selv om Kommissionen i grønbogen har opfordret
22
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1440884_0024.png
erhvervsdrivende til at forelægge den de forslag om selvjustits, de finder
hensigtsmæssige, og som eksempel endog har offentliggjort en adfærdskodeks om
handelsmæssige garantier, der er udarbejdet af den britiske detailhandel, har
Kommissionen hidtil ikke fået forelagt noget konkret forslag eller initiativ.
Direktivforslaget giver imidlertid et meget stort spillerum til selvjustitsinitiativer.
Endvidere begrænser bestemmelserne om handelsmæssige garantier sig til en
opregning af visse grundlæggende principper, der med fordel vil kunne konkretiseres
og udbygges som led i reglerne om selvjustits. Kommissionen vil ikke undlade kraftigt
at støtte ethvert sådant initiativ.
2. a. Hvem vil blive berørt af forslaget? Hvilken sektor? Hvor store er virksomhederne
og hvor stor er den samlede beskæftigelse i denne sektor?
Forslaget vil berøre den sektor, der beskæftiger sig med salg af forbrugsvarer.
Virksomhedernes størrelse varierer naturligvis meget, idet der findes både store,
mellemstore og små virksomheder.
b. Har denne sektor særlige kendetegn, er der f.eks. en lille gruppe store
virksomheder, der indtager en dominerende stilling?
Nej.
c. Hvorledes vil forslaget påvirke meget små virksomheder, håndværks-
virksomheder og liberale erhverv?
For så vidt angår de meget små detailsalgsvirksomheder sikrer forslaget deres
mulighed for at gøre regres over for deres leverandører i distributionskæden.
d. Er der en koncentration af disse virksomheder i særlige geografiske områder i
Fællesskabet?
Nej.
3. a. Hvilke forpligtelser vil forslaget pålægge virksomhederne? Hvad vil det koste at
udbedre
mangler?
Omkostningerne ved at udbedre mangler er ubetydelige. For så vidt forslaget i forhold
til lovgivningen i visse medlemsstater indebærer længere lovbestemte garantiperioder
og gør det lettere for forbrugeren at anlægge sag mod de ansvarlige erhvervsdrivende
itilfældeaf mangler ved varerne, kunne man måske forvente en vis begrænset stigning
i omkostningerne ved at udbedre manglerne. Disse omkostninger er imidlertid yderst
begrænsede og kan let fastsættes på forhånd på grundlag af varernes grad af pålide-
lighed. Det skal erindres, tø direktivforslaget kun vedrører udbedringen af manglerne
ved selve varen (reparationer,tilbagetagningosv.) og ikke på nogen måde skader, der
direkte eller indirekte forvoldes forbrugeren af den mangelfulde vare.
23
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1440884_0025.png
For at undgå en hypotetisk omkostningsstigning vil de erhvervsdrivende eventuelt føle
sig nødsaget til at forbedre eller tilpasse kvalitetskontrolsystemerne, således at de kan
finde frem til og korrigere de interne kilder til manglende effektivitet og derved
bidrage væsentligt til en gradvis nedbringelse af omkostningerne. Ifølge de sagkyndige
kan de omkostningsbesparelser, der kan opnås ved at indføre en passende kvalitets-
styring, overstige 10% af omsætningen. Endvidere kan forslaget ved at klarlægge
reglerne om ansvar bidrage til at mindske antallet af tvister og omkostningerne i den
forbindelse.
Den indbyrdes tilnærmelse af de nationale lovgivninger om køb af forbrugsvarer og
forbruçsvaregarantier vil ligeledes forenkle retsgrundlaget på europæisk plan og
således i almindelighed bidrage til at nedsætte de omkostninger, erhvervsdrivende skal
betale for at få kendskab til og anvende de forskellige eksisterende nationale love.
b. Er der andre administrative procedurer, der skal følges, eller dokumenter, der
skal udfyldes?
Nej.
c. Kræves der tilladelse til at bringe varer på markedet?
Nej.
d. Vil der blive opkrævet gebyrer?
Nej.
4. a. Hvilke økonomiske følger kan forslaget forudses at få (omkostninger, fordele
osv.). For beskæftigelsen?
Der lægges i direktivforslaget vægt på reparation af varer, hvilket kan medføre
fremstilling af mere holdbare varer. Derfor vil der blive større efterspørgsel efter
reparations- og kontrolydelser, som pr. definition er meget arbejdskraftintensive, og
det vil få positive følger for beskæftigelsen.
b. For investeringerne og oprettelsen eller igangsætning af nye virksomheder?
Af den i det foregående afsnit nævnte grund kan forslaget virke som en tilskyndelse
til oprettelse af nye virksomheder, som koncentrerer sig om at reparere og
vedligeholde varer.
c. For virksomhedernes konkurrenceevne, såvel på fæilesskabsmarkedet som på
tredjelandes markeder?
Forslaget har en gunstig indflydelse på virksomhedernes konkurrenceevne. For det
første vil det bidrage til en væsentlig forøgelse af forbrugernes tillid til enhedsmar-
kedet og vil få forbrugerne til at udnytte dettes muligheder. Stigningen i forbrugernes
indkøb på tværs af grænserne vil bidrage til at nedbryde handelshindringerne og fjerne
24
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1440884_0026.png
den kunstige opdeling af markederne. Konkurrencen vil blive skærpet, hvilket vil
styrke virksomhedernes konkurrenceevne.
Forslaget vil for det andet tilskynde til en forbedring af samarbejdet mellem er-
hvervsdrivende på de forskellige markedsføringsniveauer med henblik på at opnå til-
fredse forbrugere.
Forslaget kan for det tredje tilskynde de erhvervsdrivende, navnlig producenter af
forbrugsvarer, til at indføre egnede kvalitetsstyringssystemer med heraf følgende
styrkelse af virksomhedernes konkurrenceevne.
Forslaget vil for det fjerde bevirke, at de erhvervsdrivende bliver mere forsigtige, når
de udtaler sig om varerne, og fjerne tvivlsomme eller endog vildledende påstande om
varerne. Dette vil give et mere gennemsigtigt marked, og forbrugerne vil lettere kunne
sammenligne varerne, hvorved konkurrenceevnen ikke kan undgå at blive styrket.
Endelig vil direktivet give forbrugerne et klart indtryk af deres rettigheder i tilfælde
af køb af mangelfulde varer og gøre det lettere for dem at udøve disse rettigheder.
Ved kravet om hurtig anmeldelse af de konstaterede mangler fra forbrugernes side
(som ellers vil fortabe deres rettigheder), får forbrugerne rollen som det sidste led i
kvalitetskontrolkæden og give de erhvervsdrivende den "feed-back", der er nødvendig
for at finde frem til og korrigere svage led.
d. For de myndigheder, der skal gennemføre bestemmelserne?
Forslaget vil ikke medføre særlige omkostninger for de nationale myndigheder.
e.
Er
der andre indirekte følger?
Nej.
f. Hvilke omkostninger og fordele er der i forbindelse med forslaget?
Omkostninger:
I visse tilfælde, navnlig i forbindelse med mindre velfungerende virksomheder,
der er etableret i medlemsstater, hvis lovbestemte garanti er mindre beskyt-
tende end den ordning, der er fastsat i direktivforslaget, kan omkostningerne
i forbindelse med udbedring af mangler komme til at stige lidt.
Fordele:
Tilskyndelse til en styrkelse af kvalitetspolitikken, der kan føre til en
omkostningsreduktion. Styrkelse af konkurrenceevnen.
Mere gennemsigtigt marked. Styrkelse af konkurrencen.
25
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1440884_0027.png
Forøgelse af forbrugernes tillid til enhedsmarkedet. Flere indkøb på
tværs af grænserne. Forøgelse af den økonomiske integration. Skær-
pelse af konkurrencen og styrkelse af konkurrenceevnen.
1
Positive følger for beskæftigelsen og miljøet.
Status:
Fordelene mere end opvejer omkostningerne.
5.
a. Følger for SMV. Indeholder forslaget foranstaltninger, der tager hensyn til dets
særlige følger for SMV - hvis ikke, hvorfor ikke? Bør der fastsættes mindre
strenge eller andre krav?
Forslaget indeholder ikke særlige foranstaltninger vedrørende SMV. Men i betragtning
af, at en af SMVs svage sider er deres vanskelighed ved at finde vej i lovgivningen,
kan forslaget have positive følger for SMV, idet det indebærer en forenkling. Den
større klarhed med hensyn til ansvarsreglerne, som forslaget bringer, kan ligeledes
bidrage til at mindske arttallet af tvister mellem SMV og forbrugerne, idet disse vil
være bedre i stand til at vurdere den reelle udstrækning af deres rettigheder og ikke
vil være så tilbøjelige til at klage uden hjemmel.
Endvidere vil tilskyndelsen til at oprette reparations- og vedligeholdelsesvirksomheder
først og fremmest være til fordel for SMV. I øvrigt er det sandsynligt, at sælgeren, og
endog producenterne, vil blive stadig mere indstillet på at udbyde eftersalgsservicen
til uafhængige specialvirksomheder.
b. Kan man forestille sig højere tærskler, som udelukker SMV, uden at det går ud
over foranstaltningernes effektivitet?
Nej.
6. a. Høring. Angiv, på hvilket stadium der blev iværksat høringer, og hvornår
meddelelsen angående planerne om lovforanstaltninger blev offentliggjort.
Kommissionens tjenestegrene arrangerede i januar og februar 1993 to høringer, den
første med medlemsstaterne, og den anden med de berørte erhvervskredse. I april
samme år fik CCD (Udvalget for Handel og Distribution) en redegørelse for det
igangværende arbejde, og redegørelsen blev efterfulgt af en debat. Itilslutningtil disse
høringer blev der etableret tosidede kontakter med de sociale aktører, der havde vist
interesse for sagen. Kommissionen gav officiel meddelelse om den snarlige
offentliggørelse af en grønbog om emnet i sin 2. treårige handlingsplan vedrørende
forbrugerpolitik (1993-1995): "Det indre marked skal stilles til de europæiske
forbrugeres rådighed" (KOM(93) 378 endelig udg. af 28. juli 1993).
26
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1440884_0028.png
Den 15. november 1993 offentliggjorde Kommissionen grønbogen om forbrugsvare-
garantier qg eftersalgsservice (KOM(93) 509). Denne grønbog indeholder en grundig
gennemgang af de gældende regler vedrørende garantier og eftersalgsservice i hver af
de tolv medlemsstater og på fællesskabsplan. I grønbogen gennemgås ligeledes virk-
somhedernes praksis med hensyn til garantier. Endelig sammenfatter grønbogen de
hovedproblemer, der rejser sig for forbrugere og erhvervsdrivende i det indre marked,
og der gives en række konkrete forslag til, hvorledes man på fællesskabsplan kan løse
disse problemer. Forslagene koncentrerer sig om den eventuelle harmonisering af den
lovbestemte garanti, og der foreslås en særlig ordning i denne forbindelse. Hørings-
fristen blev fastsat til 30. april 1994. Kommissionen har ved en meddelelse offent-
liggjort i EFT nr. C 338 af 15. december 1993 opfordret alle interesserede personer,
navnlig de berørte sociale aktører, til at fremsende alle de økonomiske, sociale og/eller
retlige oplysninger, de finder relevante. Parterne er ligeledes blevet tilskyndet til at
foreslå foranstaltninger til forbedring af garantiernes og eftersalgsservicens funktions-
måde inden for rammerne af det indre marked og særlig til at tage stilling til de i
grønbogen foreslåede løsninger. Kommissionen har ligeledes bebudet, at alle, der har
afgivet skriftlige indlæg, vil kunne blive indbudt til en høring.
Der er endvidere afholdt flere konferencer om emnet. Europa-Kommissionens
tjenestegrene har deltaget i et éndagsseminar organiseret af Utrecht-universitetet i
Nederlandene og i en todagskonference i Buxton. Denne konference, der var arrangeret
af Sheffield-universitetet i Det Forenede Kongerige, havde deltagelse af repræsentanter
for universiteterne, forbrugerrepræsentanter og repræsentanter for erhvervslivet.
Høringen af de personer, der svarede på grønbogen, fandt sted den 18. juli 1994.
Ca. 50 personer, der repræsenterede de vigtigste interessegrupper, deltog i høringen.
Det første Europæiske Forbrugsforum, som fandt sted i Bruxelles den 4. oktober 1994,
havde som et af de vigtigste punkter på dagsordenen en drøftelse af grønbogen. Det
Europæiske Forbrugsforum samlede 350 deltagere fra 19 lande, som repræsenterede
forskellige kredse (producenter, distributører, repræsentanter for forbrugerorganisa-
tioner og for retsverdenen, eksperter i forbrugerret, medlemmer af fællesskabsinsti-
tutionerne osv).
b. Liste over de organer, der efter at være blevet hørt om forslaget har tilkendegivet
deres almindelige mening i detaljer, bl.a. ved at udtrykke bekymring eller
fremkomme med indvendinger mod det endelige forslag. Hvorfor er det ikke
muligt - eller ønskeligt - at imødekomme deres ønsker?
Der er afgivet 77 formelle svar på grønbogen. De er fordelt som følger:
5 svar fra "institutioner" (Europa-Parlamentet, E-P-Retsudvalget, Det Økonomiske og
Sociale Udvalg, Det Rådgivende Forbrugerudvalg og Udvalget for Handel og Distri-
bution).
36 svar fra brancheorganisationer.
13 svar fra forbrugersammenslutninger.
27
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1440884_0029.png
12 svar fra stater eller statsejede institutioner.
1 svar fra en universitetsgruppe (ECLG - European Consumer Lawyers Group).
2 svar fra individuelle virksomheder.
8 svar fra enkeltpersoner (jura-professorer eller virksomhedsjurister).
c.
Medlemsstater
Kun fire medlemsstater har svaret officielt ved skrivelse fremsendt gennem Den Faste
Repræsentation. Dog har visse ministerier eller halvstatslige organer i fire andre
medlemsstater svaret Kommissionen direkte. EFTA-landene (hvoraf tre i mellemtiden
er blevet medlemmer af Unionen) er blevet enige om en fælles holdning, bortset fra
Sverige, som har foretrukket at fremkomme med et selvstændigt bidrag.
Medlemsstaternes svar er i det store og hele ret positive og opmuntrende. Nogle går
klart ind for vedtagelse af fællesskabsforanstaltninger med henblik på harmonisering
af den lovbestemte garanti og vedtagelse af en fælles retlig ramme for de handels-
mæssige garantier (dette er ligeledes EFTA-landenes holdning). Andre er mere tilbage-
holdende, men erklærer sig rede til at støtte initiativer på mindst ét af disse områder
(lovbestemt garanti og handelsmæssig garanti).
d. Europa-Parlamentet
De to E-P-udvalg, der har behandlet dette emne (først og fremmest Miljø- og
Forbrugerudvalget, Retsudvalget blev hørt), fremlagde meget positive betænkninger.
Europa-Parlamentet vedtog sin beslutning den 6. maj 1994. Denne beslutning er ret
detaljeret. Heri anmodes Kommissionen om inden udgangen af 1994 at udarbejde et
direktivforslag om en mindsteharmonisering af den lovbestemte garanti og en retlig
ramme for de handelsmæssige garantier. I beslutningen opfordres Kommissionen
ligeledes til at behandle spørgsmålet om eftersalgsservice mere indgående end i
grønbogen.
e. Det Økonomiske og Sociale Udvalg
ØSUs udtalelse blev vedtaget på et plenarmøde den 1. juni 1994. Der er tale om en
stort set meget positiv rapport, som dog er holdt i meget generelle vendinger og ikke
er særlig detaljeret. ØSU går ind for en gradvis harmonisering vedrørende den lovbe-
stemte garanti og en rammeordning og en europæisk forbrugerlov vedrørende den
handelsmæssige garanti. For så vidt angår eftersalgsservice foretrækker ØSU adfærds-
kodekser fremfor lovgivning.
f. Forbrugersammenslutninger
Disse sammenslutninger støtter klart og kraftigt fællesskabsinitiativerne. Under hørin-
gerne og mødet i Forumet har forbrugerorganisationer med stor energi og styrke
forsvaret deres synspunkter. Visse af Kommissionens forslag i grønbogen er blevet
28
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1440884_0030.png
kritiseret, idet sammenslutningerne ville foretrække en endnu større beskyttelse af
forbrugerne. Generelt har forbrugersammenslutningerne foretrukket, at Fællesskabet
prioriterer harmoniseringen af den lovbestemte garanti, men har fremhævet, at de
ligeledes ønsker den bredest mulige indsats på områderne handelsmæssige garantier
og eftersalgsservice.
g. Brancheorganisationer
Brancheorganisationerne deler sig i tre grupper:
Brancheorganisationer, der afviser ethvert fællesskabsinitiativ.
Brancheorganisationer, der støtter en mindsteharmonisering af den lovbestemte
garanti og erkender, at det vil være ønskeligt med en forbedring af situationen
for så vidt angår handelsmæssige
garantier gennem adfærdskodekser.
Brancheorganisationer, der principielt afviser en harmonisering af den
lovbestemte garanti, men erkender muligheden af en fællesskabsaktion for så
vidt angår handelsmæssige garantier, i hvert fald hvis det sker i form af
adfærdskodekser.
De vigtigste af de brancheorganisationer, som går imod fællesskabsinitiativer, har
baseret deres svar på den holdning, at der ikke er væsentlige problemer, og at en
fællesskabsaktion ikke er nødvendig. Dog er der kun en begrænset konkret kritik af
de forskellige aspekter af de foreslåede ordninger, og i visse tilfælde har der endog
kunnet opnås principiel tilslutning (f.eks. til grønbogens forslag vedrørende opstilling
af en retlig ramme for de handelsmæssige garantier).
Erhvervslivet og de faglige organisationer står i øvrigt meget splittet over for
Kommissionens forslag. Det er interessant at konstatere, at de store horisontale
organisationer på europæisk plan ofte er principielt modstandere af en harmonisering
af den lovbestemte garanti (UNICE, Eurocommerce, Udvalget for Handel og
Distribution, Orgalime), medens de nationale organisationer, der ofte er medlemmer
af disse europæiske forbund, har indtaget en mere nuanceret holdning eller ligefrem
støtter en harmonisering af den lovbestemte garanti. Dette gælder CNPF (den franske
arbejdsgiverforening), Handels- og Industrikammeret i Paris, CGPME (det franske
forbund af små og mellemstore virksomheder), British Retail Consortium og
AMADEA (Association of Manufacturers of Electrical Appliances - Det Forenede
Kongerige). Også de europæiske eller nationale brancheforeninger er ganske positive
over for en harmonisering af den lovbestemte garanti. Dette gælder f.eks. Fédération
de l'Horlogerie (Frankrig), ACEA (Association des constructeurs européens
d'Automobiles), British Photographie Importers Association, Software Publishers
Association Europe eller FEDSA (Federation of European Direct Selling Associations).
I almindelighed har brancheorganisationerne været meget mere tilbøjelige til at
godkende en harmonisering af den lovbestemte garanti end et fællesskabsindgreb på
områderne handelsmæssige garantier og eftersalgsservice.
29
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1440884_0031.png
h. Hensyntagen til de fremkomne bemærkninger og forslag
Der er i vid udstrækning taget hensyn til de forslag og bemærkninger, der er frem-
kommet under høringsprocessen, ved udarbejdelsen af direktivforslaget. Som eksempel
kan nævnes fastlæggelsen af direktivets anvendelsesområde, mangelsbegrebet, selve
den kendsgerning, at direktivet er centreret om den lovbestemte garanti, det forhold,
at man er gået bort fra tanken om at skabe et "Eurogarantimærke" osv.
i. Er
SMV's
faglige sammenslutninger officielt blevet hørt? Hvis ikke, hvorfor ikke?
SMVs faglige sammenslutninger er blevet hørt inden for grønbogens generelle
rammer. Endvidere har Kommissionens tjenestegrene før og efter vedtagelsen af
grønbogen drøftet forskellige forslag med repræsentanter for SMV under møder
arrangeret af Kommissionens tjenestegrene eller af sammenslutningerne selv.
7.
Opfølgning og revision. Hvilke retningslinjer vil der blive fastsat for opfølgning og
revision af forslaget for så vidt angår dets virkninger og omkostningerne ved dets
iværksættelse. Vil forslaget let kunne ændres, når det først er vedtaget?
Der er ikke fastsat nogen udtrykkelig opfølgnings- og revisionsbestemmelse. Men Kom-
missionen vil ikke undlade at gennemføre de undersøgelser m.v., der er nødvendige for
at vurdere, om direktivet gennemføres, som det skal, når det først er vedtaget.
Da der ikke er fastsat nogen udvalgsprocedure, vil enhver ændring af direktivet ske ad
sædvanlig lovgivningsvej.
30
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1440884_0032.png
ISSN 0254-1459
KOM(9S) 520 endelig udg.
DA
10
Katalognummer: CB-CO-95-632-DA-C
ISBN 92-77-96651-3
Kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer
L-2985 Luxembourg
31 '