Europaudvalget 1999-00
EUU Alm.del INFO-note I 126
Offentligt
1455873_0001.png
Europaudvalget
(Info-note I 126)
(Offentligt)
_____________________________________________
REU, Alm. del - bilag 824 (Løbenr. 17408)
Til
udvalgets medlemmer og stedfortrædere
EU-konventet tager hul på økonomiske &
sociale rettigheder i EU-charteret
EU-konventet tog på sit uofficielle møde den 3.-4. april hul på drøftelserne af de
grundlæggende økonomiske og sociale rettigheder. Også disse skal ifølge mandatet fra Det
Europæiske Råd i Køln tages med i charteret for grundlæggende rettigheder sammen med de
grundlæggende friheds- og lighedsrettigheder og procesrettighederne fra Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention (EMRK).
I centrum for konventets drøftelser af de sociale og økonomiske rettigheder stod bl.a.
arbejdstagernes og arbejdsgivernes ret til tage kollektive skridt i tilfælde af interessekonflikt
{{SPA}} herunder strejkeretten. Også friheden til at melde sig ind i en fagforening eller
arbejdsgiverforening samt retten til at undlade at gøre dette var på forsamlingens dagsorden og
var foreslået optaget i EU-charteret af præsidiet. Endelig debatterede man ligestilling m mænd
og kvinder, retten til erhvervsudøvelse, retten til information og høring af arbejdstagerne, retten
til ligeløn, retten til hvile og ferie, retten til sikre og sunde arbejdsforhold samt beskyttelse af
børn og unge.
Konventets diskussion foregik på baggrund af et udkast til artikler fra præsidiet, der til flere af
de delegeredes utilfredshed først blev forelagt 3 dage før mødet. Artiklerne var overvejende
baseret på den europæiske socialpagt fra 1961 fra Europarådet med tillægsprotokoller,
fællesskabspagten fra 1989 og EU{{PU2}}s traktater (TEF art. 136-145) samt retspraksis fra
EF-Domstolen.
Særligt brugen af den europæiske socialpagt skulle give anledning til en del diskussioner
mellem konventets delegerede.
Generelt om de sociale rettigheder
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455873_0002.png
Peter Altmaier (CDU) fra den tyske Forbundsdag bedømte de sociale rettigheder som charterets
farligste, der risikerer at vanskeliggøre ratifikationen af det endelige charter. Han begrundede
dette med, at man med bestemmelserne fra den europæiske socialpagt optaget i charteret rækker
ud over EU{{PU2}}s gældende acquis.
Fra den modsatte side af salen erklærede den franske regerings repræsentant Guy Braibant, at de
sociale rettigheder bør have en særdeles fremtrædende placering i charteret, og Ieke van den
Burg (PSE) fra Europa-Parlamentet kaldte dem udelelige grundrettigheder på linje med de
klassiske ligheds- og frihedsrettigheder.
Så var de politiske fronter ellers trukket op.
Ud over disse vigtige politiske markeringer, var også nogle mere "metodiske" spørgsmål i
centrum. Et af dem, som løbende var oppe at vende, var hvilke rettigheder den europæiske
socialpagt fra Europarådet afstedkommer i forhold til charteret. Den britiske regerings
repræsentant Lord Goldsmith og andre mente ikke, at socialpagten er bindende på samme måde
som EMRK og EU-traktaterne, idet pagten er formuleret som politiske mål adresser et til
medlemsstaternes myndigheder, og ikke giver individuelle rettigheder for borgerne.
Lord Goldsmith afviste derfor også, at den europæiske socialpagt kan give anledning til
individuelle grundlæggende rettigheder i charteret.
Den hollandske regerings repræsentant Frits Korthals Altes støttede Lord Goldsmith, idet han
mente, at de sociale rettigheder mere skal have karakter af instruktive standarder for de
nationale myndigheder end egentlige grundlæggende rettigheder, der kan prøves ved en domstol
af borgerne.
Ieke van den Burg fra Europa-Parlamentet afviste idéen om, at der blot er tale om instruktive
standarder til medlemsstaterne og ikke egentlige grundlæggende rettigheder. "Det er per
definition nødvendigt, at EU bindes til at overholde disse grundlæggende sociale rettigheder
som modvægt til politikkerne indenfor det indre marked og konkurrencepolitikken", sagde van
den Burg.
Under debatten blev der rejst et andet problem med at inkludere rettigheder fra den europæiske
socialpagt, nemlig det forhold, at ikke alle EU-lande har ratificeret tillægsprotokollerne til
pagten.
Ligestilling mellem mænd og kvinder
Art. I: Der skal sikres ligestilling mellem mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse,
arbejde og social beskyttelse.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455873_0003.png
Guy Braibant fra den franske regering fandt ligestillingsbestemmelsen under de sociale
rettigheder uhyre vigtig. Så vigtig, at kvinderne har fortjent to bestemmelser om ligestilling, én i
de indledende bestemmelser i art. 1 og en i afsnittet om de social rettigheder. En del talere
stillede dog spørgsmålstegn ved behovet for dette.
Flere talere opfordrede til ikke at lave for detaljerede formuleringer. Også Braibant advarede
mod dette, idet man risikerer, at samfundsudviklingen hurtigt vil overhale formuleringerne i
charteret. Ifølge Ingo Friedrich (PPE) fra Europa-Parlamentet bør art. I formuleres kort og blot
fastslå, at "der skal sikres ligestilling mellem mænd og kvinder" uden den efterfølgende del, der
specificerer ligestillingen til at dreje sig om "beskæftigelse, ar bejde og social beskyttelse".
Også fra finsk side løftede Tuija Brax fra den finske Eduskunta pegefingeren. Hun påpegede, at
ikke alle borgerne i EU-landene tænker europæisk og vil betragte det som et indgreb i national
arbejdsret, hvis man går for detaljeret til værks.
Erling Olsen, Braibant, Brax, Stefano Rodota m.fl. foreslog, at man i charteret sikrer
muligheden for positiv særbehandling ved en supplerende bestemmelse. Ikke blot for
kvindernes, men også for mændenes skyld, som Brax udtrykte det.
Endeligt fremhævede flere talere behovet for at få tilføjet en henvisning til
uddannelse
sammen
med referencen til beskæftigelse, arbejde og social beskyttelse. Bl.a. Pernille Frahm fra SF så
kønnenes lige adgang til uddannelse som en af vejene til mere ligestilling på arbejdsmarkedet.
Gunnar Jansson konkludere afslutningsvis, at der var en klar majoritet i forsamlingen for denne
artikel, men dog stadig en vis uenighed om dens præcise affattelse.
Retten til fri erhvervsudøvelse
Art II: Enhver har ret til at vælge og udøve sit erhverv, uden at dette i øvrigt berører
traktatens regler om fri bevægelighed for personer.
Artiklen om retten til fri erhvervsudøvelse blev generelt kritiseret for at være for uklar med
hensyn til hvad formålet med den er. Som Lord Goldsmith sagde: "Handler den om
etableringsretten, eller handler den om fri bevægelighed? Og hvis den handler om fri
bevægelighed, hvem er det da for? Personer, arbejdstagere eller unionsborgere?" En stribe talere
gjorde desuden opmærksom på, at retten til erhvervsudøvelse ikke er fri i nogen absolut forst
and i medlemsstaterne. Adgangen er begrænset af bl.a. krav om uddannelse og
eksamensbeviser.
Flertallet af konventet mente, at sidste del af artiklen med referencen til "traktatens regler for fri
bevægelighed for personer" bør stryges. Bl.a. Peter Michael Mombaur fra Europa-Parlamentet,
Francisco de Asis Sanz Gandasegui fra den spanske regering og Korthals Altes fra den
hollandske regering mente, at retten til erhvervsudøvelse bør begrænses til unionsborgere og
ikke omfatte enhver person. Pernille Frahm (GUE/NGL) protesterede mod dette, idet hun gjord
e opmærksom på, at vi i EU om få år vil få brug for kvalificeret arbejdskraft fra tredjelande.
Ben Fayot fra det luxembourgske parlament foreslog et kompromis, der giver
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455873_0004.png
tredjelandsborgere, der lovligt har boet fem år i en medlemsstat, adgang til erhvervsudøvelse på
samme betingelser som medlemslandenes borgere.
Gunnar Jansson sluttede diskussionen af med at konkludere, at der skal ses meget nøje på denne
artikel og at man måske ligefrem skal overveje at stryge den efter den kritik, der var blevet
rettet mod den.
Ret til information og høring af arbejdstagerne
Art. III: Arbejdstagerne og deres repræsentanter har ret til information og høring i den
virksomhed, der beskæftiger dem, navnlig i forbindelse med kollektive
personalenedskæringer og afgørelser om arbejdsvilkår og arbejdsmiljø.
Er dette en fundamental rettighed eller et ønskværdigt politisk mål, spurgte Wyn Griffiths fra
House of Commons. Korthals Altes og Lord Goldsmith mente, at der for så vidt angår
bestemmelserne fra den europæiske socialpagt er tale om politiske mål, som det er op til
medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter at gennemføre. Wyn Griffiths selv fandt ikke, at
der er tale om en grundlæggende rettighed, idet ikke alle har adgang til denne ret. EU-kommiss
æren for retlige anliggender AntonioVitorino afviste dette, idet denne høringsret må betragtes
som en ret for borgerne i deres funktion som arbejdstagere. Michael O´Kennedy fra den irske
regering talte varmt for idéen, idet han betragtede fuld information og høring af arbejdstagerne
som en forudsætning for et partnerskabsbaseret forhold mellem arbejdsmarkedets partnere.
Såvel Francisco Sanz fra den spanske regering som Friedrich fra Europa-Parlamentet gjorde sig
til talsmænd for en kortere artikel, hvor man blot erklærer, at "arbejdstagerne og deres
repræsentanter har ret til information og høring i den virksomhed, der beskæftiger dem". Ifølge
Friedrich skal det derefter være op til domstolene at udfylde og fortolke bestemmelsen.
Foreningsret, forhandlingsret og ret til kollektive skridt.
Art. IV: 1) Arbejdsgiverne og arbejdstagerne har ret til at slutte sig sammen, herunder på
EU-plan, for at oprette arbejdsgiverforeninger efter deres eget valg til varetagelse af deres
økonomiske og sociale interesser.
Enhver arbejdsgiver og enhver arbejdstager har frihed til at melde sig ind i sådanne
organisationer eller til at undlade at gøre dette, uden at det må komme den pågældende
personligt eller erhvervsmæssigt til skade.
2) Arbejdsgiverne eller arbejdsgiverorganisationerne på den ene side og
arbejdstagerorganisationerne på den anden side har ret til under de vilkår, der gælder efter
national lovgivning og praksis, at forhandle og indgå kollektive overenskomster, herunder på
EU-plan.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455873_0005.png
3) Arbejdstagerne og arbejdsgiverne har i tilfælde af interessekonflikter ret til at tage
kollektive skridt, eventuelt på EU-niveau, herunder strejkeret.
Erling Olsen gjorde for andet møde i træk opmærksom på, at den danske regering ikke deler
præsidiets opfattelse af, at den negative foreningsfrihed er en del af EMRK art 11 og retspraksis
fra Strasbourg-domstolen. Man bør derfor nøjes med som i EMRK art. 11 at nævne den positive
foreningsfrihed. Trods løfter fra præsidiet på det seneste møde om at afklare dette spørgsmål
kom der intet svar fra præsidiet. Et ty sk medlem støttede, at man udelader den negative
foreningsfrihed.
Erling Olsen foreslog desuden, at stk. 2 og stk. 3 bliver slået sammen, men gjorde samtidig
opmærksom på, at bl.a. strejkeretten og lockoutretten ikke er en del af EU{{PU2}}s
kompetence (TEF. Art. 137, stk. 6). Man bør anerkende, at det hører under national ret.
Regeringsrepræsentanterne fra Storbritannien, Spanien og Holland tilsluttede sig dette
synspunkt. De tre landes regeringer mente desuden, at friheden til at danne fagforeninger og
arbedsgiverorganisationer h& ;rer til under artiklen om den generelle forsamlings- og
foreningsfrihed.
Braibant fandt ligesom Vitorino fra Europa-Kommissionen artiklerne relevante og nødvendige,
idet de er ret og praksis i alle lande. Også strejkeretten og lockoutretten var ifølge Braibant
grundlæggende og bør medtages. Vi må ikke ende op med tre halvtomme kurve, som Braibant
udtrykte det.
Francisco Sanz fra den spanske regering mente desuden, at muligheden for at indgå kollektive
overenskomster på EU-plan bør slettes. Flere talere gjorde endelig opmærksom på, at nogle af
disse rettigheder bør have en begrænset anvendelse (eller slet ingen) inden for sektorer som
militær, politi og brandvæsen.
Ret til ligeløn for arbejde af samme værdi
Art. V: Enhver arbejdstager har ret til ligeløn for arbejde af samme værdi.
Adskillige talere var bekymret for denne artikel. Lord Goldsmith mente, at lønforhold
udtrykkeligt ligger uden for EU{{PU2}}s kompetence, og han var derfor håbløs forvirret over
bestemmelsen. "Jeg kan ikke acceptere denne artikel som den står", fastslog han tørt.
Den danske regering advarede mod, at man kan læse denne artikel som et skridt mod
lønharmonisering, og så er vi langt fra vores mandat, som Erling Olsen udtrykte det. Lord
Goldsmith og Peter Michael Mombaur fra Europa-Parlamentet satte fingeren på samme
uklarhed i artiklen. Handler den om ligeløn
mellem kønnene
eller ligeløn
mellem
arbejdstagerne i EU{{PU2}}s medlemsstater?
Mombaur sagde, at hvis det er sidstnævnte tanke,
der r bag formuleringerne, er der langt til virkelighedens EU. Der er i dag store lønforskelle i
EU{{PU2}}s medlemsstater; ja selv i hans eget land er der store forskelle mellem den vestlige
del af Tyskland og de østtyske länder. Ingolf Friedrich var direkte imod bestemmelsen, idet han
mente, det vil underminere f.eks. polske arbejderes mulighed for at komme til Tyskland i
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455873_0006.png
høstsæsonen og arbejde til en lavere løn end deres tyske kolleger. En ordning som polakkerne,
if&osla Friedrich, er glade for som supplement til deres indtægt i Polen. Synspunktet
fremprovokerede en lang række reaktioner fra talere, der tog afstand fra at bruge underbetalt
arbejdskraft.
Sanz fra den spanske regering opfordrede til, at man holder sig til retspraksis fra EF-Domstolen
samt det, der står i TEF art. 141, hvor det er op til hver enkelt medlemsstat at gennemføre
princippet om ligeløn, men det gøres klart at artiklen refererer til ligeløn
mellem kønnene
(for
samme arbejde eller arbejde af samme værdi). Erling Olsen støttede dette.
Også mere metodiske spørgsmål bekymrede nogle af konventets medlemmer.
"Hvorfor er artiklen blevet formuleret som den er, og hvor er den taget fra?", spurgte Lord
Goldsmith og andre talere. Rådssekretariatet havde angivet den reviderede europæiske
socialpagt som kilde for artiklen. Men flere talere savnede en reference til TEF art. 141, der
taler om lige løn mellem mænd og kvinder. Mange mente heller ikke, at den europæiske
socialpagt giver rettigheder, den sætter politiske mål for medlemsstaterne.
Karel de Gucht fra det belgiske parlament mente dog ikke, at forskellen mellem rettigheder og
mål er særlig stor, og at politiske mål sagtens kan transformeres til rettigheder efter en
fortolkning fra en domstol.
I øvrigt, som bl.a. Cathrine Lalumiere (PSE) fra Europa-Parlamentet gjorde opmærksom på,
taler den europæiske socialpagt om retten til en
rimelig
løn, ikke en
lige
løn.
Ret til en hvileperiode og til årlig ferie
Art. VI: Enhver arbejdstager har ret til en ugentlig hvileperiode samt en årlig ferie med løn.
Bl.a. Sanz fra den spanske regering kritiserede artiklen for at være for detaljeret, idet indholdet
af en sådan bestemmelse ændrer sig løbende med den samfundsmæssige udvikling. Flere talere
tilsluttede sig Sanz. Lord Goldsmith henviste også til de undtagelser, der findes i EU{{PU2}}s
arbejdstidsdirektiv - for f.eks. præster - som ikke er reflekteret i formuleringen. Han
reklamerede igen for sin idé med en A-og en B-del, hvor undtagelserne fra retten til entlig
hvileperiode så kan placeres i B-delen. Charlotte Cederschiöld fra Europa-Parlamentet foreslog,
at man i stedet for at tale om en
ugentlig
hvileperiode, taler om, at man har ret til den
nødvendige
hvileperiode.
Den franske regerings repræsentant Braibant var overrasket over, at så mange talere kunne være
i tvivl om retten til en ugentlig hviledag. Den skal med, fastslog Braibant. Bl.a. Hanja Maij-
Weggen fra Europa-Parlamentet var enig med Braibant, idet hun fandt artiklen udmærket, kort
og klar.
Bl.a. Friedrich fra Europa-Parlamentets delegation mente, at artiklen bør begrænses til
unionsborgere og dermed ikke omfatte borgere fra tredjelande. Karel de Gucht fra det belgiske
parlament og Maij-Weggen afviste Friedrichs forslag, idet de gjorde opmærksom på, at
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455873_0007.png
tredjelandsborgere med lovligt opholdsret allerede har denne ret i dag ifølge
arbejdstidsdirektivet fra 1993.
Ret til sikre og sunde arbejdsforhold
Art. VII: Enhver arbejdstager har ret til sikre og sunde arbejdsforhold.
Der var kun få kommentarer til denne artikel om retten til sikre og sunde arbejdsforhold.
Gabriel Cisneros fra det spanske parlament gik ind for en opstramning af artiklen, så
arbejdstagerne sikres mulighed for erstatning, hvis sikkerheden og sundheden ikke er i orden på
arbejdspladsen. Ieke van den Burg fra Europa-Parlamentet fandt artiklen umoderne og mente, at
man bør anvende en mere bred formulering, så man også tager højde for mere moderne gener
som stress og sexchikane. I øvrigt mente hun, der bør være en reference til rammedirektivet om
sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen fra 1989. Brax fra det finske parlament foreslog en
henvisning til ILO´s konventioner, idet hun så mente, at man undgår at skabe noget nyt.
Beskyttelse af børn og unge:
Art. VIII: Minimumsalderen for adgangen til at udføre erhvervsarbejde må ikke være lavere
end den alder, hvor skolepligten ophører, og under ingen omstændigheder lavere end 15 år.
Unge under 18 år skal sikres arbejdsbetingelser, der er tilpasset deres alder, og de skal især
beskyttes mod ethvert arbejde, der kan skade deres sikkerhed, sundhed og fysiske, psykiske,
moralske eller sociale udvikling eller gribe forstyrrende ind i deres uddannelse.
Repræsentanterne fra den franske regering og den finske regering støttede idéen om et generelt
forbud mod børnearbejde. Paavo Nikulas fra den finske regering gik dog skridtet videre og
foreslog, at man også arbejder for et forbud mod varer produceret ved hjælp af børnearbejde.
Braibant talte for, at man skærer ned i teksten ved at fjerne de konkrete aldershenvisninger til 15
og 18 år, idet man ellers risikerer at blive overhalet af virkeligheden.< /P>
Griffiths fra House of Commons var enig i behovet for en artikel, der beskytter børn og unge.
Han mente dog også, at denne artikel demonstrerer behovet for et todelt charter, så man i en
eventuel del B kan præcisere beskyttelsen af børnene og de unge.
Ieke van den Burg fra Europa-Parlamentet foreslog, at man laver en henvisning til FN{{PU2}}s
konvention om børns rettigheder.
Arbejdsplan for konventet
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455873_0008.png
På konventets forrige uofficielle møde den 27.- 28. marts var der en åbenlys uenighed i
konventet om, hvordan arbejdet i konventet skal skride frem. Bl.a. var den danske og den
britiske repræsentant utilfredse med, at præsidiet planlagde at sende det foreløbige charter
{{SPA}} med et komplet katalog af rettigheder {{SPA}} til Det Europæiske Råd i Feira uden
at have drøftet charterets horisontale artikler først.
Denne kritik var ved mødestart den 3. april tilsyneladende taget til efterretning af præsidiet. I
hvert fald kunne konventets ene næstformand Gunnar Jansson meddele, at man havde besluttet,
at de horisontale bestemmelser vil blive diskuteret
forud for
Det Europæiske Råds møde i Feira.
Præsidiet vil behandle et forslag til horisontale artikler fra rådssekretariatet allerede på sit møde
den 17. april, som kan drøftes af kon ventet enten på det første eller det andet møde i maj. Ifølge
Jansson er det derefter planen, at der skal foreligge et udkast til et samlet charter i midten af
maj, så der bliver tid til at fremsætte ændringsforslag forud for konventets møde den 5.-6. juni.
Jansson gav ingen klar indikation på, om diskussionen af de horisontale bestemmelser vil ske
før eller efter anden drøftelse af de økonomiske og sociale rettigheder.
Endelig forudså Jansson, at man på denne baggrund kan sende den tekst, konventet behandler
på sit møde den 5.-6. juni, til Det Europæiske Råd i Feira som en orientering om status for
konventets arbejde.
Med venlig hilsen
Morten Knudsen