Europaudvalget 1999-00
EUU Alm.del INFO-note I 191
Offentligt
1455856_0001.png
Europaudvalget
(Info-note I 191)
(Offentligt)
_____________________________________________
REU, Alm. del - bilag 1191 (Løbenr. 25168)
Til
udvalgets medlemmer og stedfortrædere
EU-konvent tager ny drøftelse om de grundlæggende
økonomiske og sociale rettigheder
EU-konventet tog på sit møde den 10.-11. juli den sidste tekstnære drøftelse om, hvilke
grundlæggende økonomiske og sociale rettigheder der skal med i det kommende EU-charter.
Man diskuterede desuden en række af de traktat-
afledte grundrettigheder såsom stemmeret og valgbarhed til Europa-Parla-mentet og til
kommunalvalg, adgang til EU-ombudsmanden, ret til at indgive andragender samt nogle af de
såkaldt nye rettigheder såsom børns rettigheder og retten til en retfærdig og uvildig behandling
af Unionens institutioners forvaltning.
I. Grundlæggende rettigheder fra EU-traktaterne samt
"nye rettigheder"
Drøftelserne blev indledt med artikel 23 fra Præsidiets udkast om børns rettigheder.
Art. 23: Børns rettigheder:
1. Børn skal have ret til den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for deres trivsel. De kan frit
udtrykke deres synspunkter om emner, der vedrører dem selv, og der skal tages hensyn til disse
synspunkter i overensstemmelse med børnenes alder og modenhed.
2. I alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private
institutioner for social velfærd, skal barnets tarv komme i første række.
Flere af konventets medlemmer fandt det nødvendigt at bringe artiklen i overensstemmelse med
FN{{PU2}}s børnekonvention enten ved en reference til denne i artiklen eller ved at ændre på
teksten i artiklen. Bl.a. Pervenche Beres fra Europa-Parlamentet mente, at det bør anerkendes, at
børn har ret til at være lige meget sammen med begge deres forældre i tilfælde af skilsmisser.
Andre såsom Wyn Griffiths fra det britiske underhus og Lord Goldsmith fra den britiske
regering var mere bekymret for, at EU ikke er medunderskriver af Børnekonventionen og at
dette ikke er et område, hvor EU har nogen kompetence. Som Lord Goldsmith udtrykte det:
"Ingen kan være imod de særdeles rigtige synspunkter bag denne artikel, men hvem har
ansvaret for at tage sig af børnene? Med denne formulering, er jeg bange for at folk vil tro at det
er EU-institution ernes ansvar. Men familien og børnene er medlemsstaternes ansvarsområde.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455856_0002.png
Hvordan har man tænkt sig, at EU-institutionerne skal garantere denne ret?" Michiel Patijn fra
det hollandske Tweede Kamer kritiserede artiklen for at være blevet alt for kompliceret.
Art. 23a:
Der var af en mindre gruppe medlemmer af konventet blevet fremsat en række forslag til en ny
artikel 23a om 1) princippet om demokrati, 2) nationale og regionale identiteter og 3) ret til
statsborgerskab. Ingen af disse forslag fandt nogen tilslutning.
Den franske regerings repræsentant og konventets mødeleder Guy Braibant sagde dog om
demokratiprincippet, at det vil blive indarbejdet i præamblen.
Art. 24: Politiske partier på unionsplan:
Enhver unionsborger har ret til sammen med andre at oprette et politisk parti på unionsplan,
og enhver har ret til at tilslutte sig dette. Sådanne politiske partier skal respektere de
rettigheder og frihedsrettigheder, der sikres ved dette charter.
Adskillige talere fandt denne bestemmelse overflødig, idet retten til at danne politiske partier
allerede er en del af "forsamlingsfriheden" i artikel 17. Samtidig mente nogle, at artiklen ikke en
gang har grundlag i EU-traktaterne (TEF artikel 191). Bl.a. den danske regerings repræsentant
Erling Olsen foreslog, at man slettede artiklen.
Hvis man ikke kunne blive enig om at stryge den, mente flere medlemmer, at retten til at danne
politisk partier på unionsplan bør omfatte enhver - også borgere fra tredjelande - og ikke bør
begrænses til unionsborgere.
Lord Goldsmith kaldte denne bestemmelse for "bemærkelsesværdig". "Vil vi nægte folk deres
politiske ytringsfrihed?". Er det her en slags euro-tankepoliti? Det er ikke EU{{PU2}}s opgave
at afgøre, hvilke politiske partier der skal eksistere", fastslog Lord Goldsmith.
Piero Melograni fra det italienske Deputerkammer tilsluttede sig denne kritik. Han fandt det
uacceptabelt, at kun politiske partier, der respekterer de grundlæggende rettigheder i charteret,
kan oprettes. Også demokratiske partier, der går ind for ophævelsen af grundlæggende
rettigheder i charteret, bør kunne dannes. Også Lars Tobbisson fra den svenske Rigsdag fandt
artiklen unødvendigt, idet han ikke så nogen hindringer for dannelsen af politiske p artier på
unionsplan i dag.
Flere medlemmer af Europa-Parlamentet forsøgte at forsvare artiklen. Bl.a. Andrew Duff
mente, at EF-traktatens artikel 191 anerkendte eksistensen af politiske partier på unionsplan.
Andrea Manzella fra det italienske Senat kaldte denne ret for afgørende for udviklingen af et
europæisk politisk rum. "Hvis vi ønsker Europa, skal de nationale politiske rum udvikles til et
europæisk politisk rum", erklærede Manzella.
Guy Braibant konkluderede afsluttende, at artiklen tilsyneladende skabte konflikt mellem
konventets medlemmer, og at man derfor bør overveje om den overhovedet skal med.
Art. 25: Stemmeret og valgbarhed til Europa-Parlamentet:
1. Enhver unionsborger har valgret og er valgbar ved valg til Europa-Parlamentet i den medlemsstat,
hvor han har bopæl, på samme betingelser som statsborgerne i denne stat.
2. Medlemmerne af Europa-Parlamentet vælges ved almindelige direkte, frie og hemmelige valg.
Beres fra Europa-Parlamentet forsøgte som første taler at tale for at udvide retten til at stemme
og opstille til valg til Europa-Parlamentet til at omfatte enhver med bopæl i Unionen. Dette
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455856_0003.png
forsøg blev dog kvalt på stedet af mødelederen Guy Braibant, der tørt fastslog: "Her i konventet
har vi ikke mandat til at ændre traktaterne. Traktaterne giver kun denne ret til unionsborgere".
Diskussionen af denne artikel var derefter lukket.
Art. 26: stemmeret og valgbarhed til kommunale valg:
Enhver unionsborger har valgret og er valgbar ved kommunale valg i den medlemsstat, hvor
han har bopæl, på samme betingelser som statsborgere i denne stat.
Der var ingen der ønskede ordet til denne artikel.
Art. 26a: Diplomatisk og konsulær beskyttelse:
Enhver unionsborger nyder i tredjelande, hvor den medlemsstat, hvori han er statsborger,
ikke er repræsenteret, enhver medlemsstats diplomatiske og konsulære myndigheders
beskyttelse på samme vilkår som statsborgere i denne medlemsstat. Medlemsstaterne
udarbejder indbyrdes de nødvendige regler og indleder de påkrævede internationale
forhandlinger med henblik på at sikre denne beskyttelse.
Art 27: Ret til en omhyggelig forvaltning:
1. Enhver har ret til at få sin sag behandlet uvildigt, retfærdigt og inden for en rimelig frist af
Unionens institutioner og organer.
2. Denne ret omfatter navnlig:
◦ retten for enhver til at blive hørt, inden der træffes en individuel foranstaltning over for ham,
som vedrører ham personligt;
◦ retten for enhver til aktindsigt i de akter, der vedrører ham dog uden tilsidesættelse af
legitime hensyn til fortrolighed og tavshedspligt;
◦ pligt for forvaltningen til at begrunde sine beslutninger
1. Enhver har ret til at henvende sig til Unionens institutioner på et af Unionens officielle sprog og
skal have svar på samme sprog.
De fleste medlemmer i konventet støttede idéen om en artikel, der garanterer enhver ret til en
retfærdig og uvildig behandling af EU{{PU2}}s institutioner, når man henvender sig til disse.
Bl.a. Michiel Patijn og EU-kommissær António Vitorino foreslog bestemmelsen udvidet til
også at omfatte nationale administrationer, når de anvender EU-retten. Ellers ville artiklen kun
inkludere 5 pct. af al EU-ret, fastslog Patijn.
Gunnar Jansson fra det finske parlament, der havde overtaget mødeledelsen, erklærede
afsluttende, som sædvanligt halvfilosofisk, om artiklen: "For ikke længe siden betragtede
borgerne EU som en fjende. Denne artikel kan bidrage til, at borgerne vil se mere på Unionen
som en ven".
Artikel 28 og 29: Ombudsmanden og retten til andragender:
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455856_0004.png
1. Enhver unionsborger samt enhver fysisk eller juridisk person med bopæl eller hjemsted i en
medlemsstat har ret til at klage til Unionens ombudsmand over tilfælde af fejl og forsømmelser
begået af Unionens institutioner og organer, med undtagelse af Domstolen og Retten i Første
Instans under udøvelsen af deres domstolsfunktioner.
2. Enhver unionsborger samt enhver fysisk eller juridisk person med bopæl eller hjemsted i en
medlemsstat har ret til at indgive andragender til Europa-Parlamentet.
Der syntes fuld opbakning til artiklerne om ombudsmanden og retten til at indgive andragender.
Der var ingen videre diskussion om disse to artikler.
Artikel 30: Fri bevægelighed:
Enhver unionsborger har ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område.
Diskussionen under dette punkt blev hurtigt en genoptagelse af den gamle diskussion om, hvem
der er omfattet af retten til fri bevægelighed på medlemsstaternes område. Er det kun borgere
fra EU{{PU2}}s medlemsstater, eller gælder det også for tredjelandsborgere?
Michiel Patijn mente, at debatten snart måtte være 20-25 år gammel, og konstaterede, at man
har en anden opfattelse på den anden siden af den engelske kanal end man har på det
europæiske fastland. Storbritannien, Irland og Danmark har traditionelt fastholdt, at den fri
bevægelighed for personer i EU kun gælder for EU-borgere og ikke for tredjelandsborgere,
mens de øvrige EU-lande har ment, at retten omfatter enhver person, der befinder sig på u
nionens område. Patijn sagde samtidigt til landene på den anden side af den engelske kanal, at
denne ret til fri bevægelighed jo stadig ikke er ubegrænset. Der findes f.eks. indskrænkninger i
opholdsretten, jvf. de tre såkaldte opholdsretsdirektiver, hvor der er krav om, at man selv skal
kunne forsørge sig for at kunne tage ophold på en anden medlemsstats område.
Flere talere støttede Patijn. Bl.a. Jürgen Meyer fra den tyske Forbundsdag sagde, at den fri
bevægelighed i tysk juridisk litteratur ikke er en borgerret, men en menneskeret og derfor bør
omfatte tredjelandsborgere.
Lord Goldsmith afviste dette. Han opfordrede i stedet til, som mødeleder Guy Braibant havde
sagt, ikke at gå ud over hvad der er grundlag for i EU-traktaterne. "Der er i dag i traktaterne kun
belæg for at give unionsborgere ret til fri bevægelighed {{SPA}} jvf. TEF artikel 18",
erklærede Lord Goldsmith. Erling Olsen støttede den britiske regering repræsentant, idet han
sagde, at artikel 30 i charteret skal udøves med de begrænsninger og p ; de betingelser, der er
fastlagt i TEF artikel 18. I TEF artikel 18 tales der alene om unionsborgere. Også Rodriguez-
Bereijo fra den spanske regering opfordrede konventet til at holde sig til TEF artikel 18.
Guy Braibant manede afslutningsvis konventet til forsigtighed og til ikke at genåbne den gamle
diskussion. "Hvis vi skal lave et charter, der kan skrives ind i traktaterne, må vi ikke revidere
traktaterne gennem charteret", sagde Braibant. Selv Méndez de Viggo opfordrede forsamlingen
til at være realistisk og holde sig til traktaterne og ikke love noget man ikke kan opfylde.
II. Økonomiske og sociale rettigheder
Drøftelserne om de økonomiske og sociale rettigheder blev indledt med en generel diskussion
om disse og deres status i charteret. Bl.a. handlede diskussionen om opdelingen af de
økonomiske og sociale rettigheder i økonomiske
rettigheder
og
principper,
uden dette dog
syntes at give nogen afklaring af betydningen af denne opdeling.
Jürgen Meyer (SPD) fra den tyske Forbundsdag fandt de økonomiske og sociale rettigheder helt
essentielle for et grundrettighedscharter. Han betonede, at mange af de økonomiske rettigheder
havde fuldstændig samme karakter som egentlige grundlæggende rettigheder a´la de klassiske
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455856_0005.png
frihedsrettigheder, mens andre måske havde mere normativ karakter. Han havde sammen med
den franske regerings repræsentant Guy Braibant udarbejdet et papir med en ny opdeling af
charteret s bestemmelser, der placerer de økonomiske og sociale rettigheder i et nyt afsnit om
"solidaritet".
Erling Olsen erkendte, at fastlæggelsen af de økonomiske og sociale rettigheder var konventets
måske vanskeligste opgave. For at bryde den deadlock konventet syntes at befinde sig i,
opfordrede Olsen til, at man sluttede op om principperne i Braibant/Meyers kompromisforslag.
Erling Olsen betegnede de økonomiske og sociale rettigheder som kolossalt vigtige. "Disse skal
beskytte borgerne mod EU{{PU2}}s institutioner, hvis institutionerne af hensyn til
konkurrencen krænker borgernes sociale rettigheder", sagde Olsen. Dette betød dog ifølge
Olsen ikke, at de økonomiske og sociale rettigheder automatisk skal være individuelle med
mulighed for påberåbelse ved domstolene. "Men de skal veje tungt i forbindelse med in
ionernes udøvelse af deres opgaver", sluttede Olsen.
Rodriguez-Bereijo fra den spanske regering erklærede sig enig i de økonomiske og sociale
rettigheders store betydning for charteret. De kan tilføre charteret den merværdi, som så mange
taler om. Rodriguez-Bereijo opfordrede derfor til at acceptere selv den laveste fællesnævner,
hvis det er det, der skal til, for at man kan blive enige i konventet.
Andre var dog mere tøvende med hensyn til inddragelsen af de økonomiske og sociale
rettigheder.
Særligt Lord Goldsmith og Peter Altmaier fra den tyske forbundsdag fandt det problematisk at
beskrive økonomiske og sociale principper som var de klassiske frihedsrettigheder. Goldsmith
eksemplificerede dette ved retten til arbejde. "Der findes ingen individuel judiciabel ret til
arbejde som sådan. Ingen stat kan garantere dette. En stat kan have det som målsætning at sikre
arbejde til alle. Præsidiets forslag til denne artikel tager ikke dette med i betragtning& quot;
erklærede Lord Goldsmith.
Artikel 31: Rettigheder og principper på arbejdsmarkedet:
Den Europæiske Unions institutioner og organer, medlemsstaterne, dog udelukkende inden
for fællesskabsrettens anvendelsesområde, og arbejdsmarkedets parter på fællesskabsplan og
inden for rammerne af deres respektive beføjelser respekterer de sociale rettigheder og
gennemfører de sociale principper, der er nævnt i dette charter.
På bl.a. forslag af Erling Olsen var denne artikel i en lidt anden udformning flyttet over til
afsnittet om de vigtige horisontale bestemmelser {{SPA}} som artikel 46, stk. 2.
Artikel 31a: Ligestilling mellem mænd og kvinder:
Der skal sikres lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til
beskæftigelse og arbejde, herunder lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi.
Princippet om ligebehandling er ikke til hinder for opretholdelse eller vedtagelse af
foranstaltninger, der tager sigte på at indføre specifikke fordele, der har til formål at gøre det
lettere for det underrepræsenterede køn at udøve en erhvervsaktivitet eller at forebygge eller
opveje ulemper i den erhvervsmæssige karriere.
Flere medlemmer af konventet havde foreslået Præsidiet at indføre en ny artikel 31a om
ligestilling mellem mænd og kvinder. Præsidiet meddelte, at man havde gjort EU-kommissær
Vitorinos forslag til sit. Vitorinos forslag åbner blandt andet mulighed for at indføre positiv
særbehandling til fordel for det underrepræsenterede køn. Erling Olsen støttede forslaget, men
indskærpede, at positiv særbehandling altid skal v&ael ig;re midlertidig for at afvikle en aktuel
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455856_0006.png
skævhed. Også den svenske regering repræsentant Daniel Tarschys og andre støttede forslaget,
men Tarschys beklagede sig over først at have set forslaget nu. Tarschys mente derfor, at man
skulle udsætte drøftelsen af artiklen til det næste møde.
Jens-Peter Bonde fra Europa-Parlamentets delegation fandt bestemmelsen problematisk. Han
rejste spørgsmålet om, hvem der skal afgøre, hvad der er lovlig positiv særbehandling. Han
henviste i den forbindelse til en ny dom fra EF-Domstolen, som krævede lige kvalifikationer
som forudsætning for lovlig positiv særbehandling. "Er JuniBevægelsens beslutning om at
opstille lige mange kvinder og mænd til europaparlamentsvalget nu ulovlig", spurgte Bonde
retorisk. Sylvia-Yvonne Kaufmann fra Europa-Parlamentet afviste Bondes udlægning og sagde,
at det selvfølgelig fortsat er de politiske partiers eget ansvar at opstille kandidater til EP-valg
samt afgøre om man ønsker positiv særbehandling.
Art. 32: Ret til fri erhvervsudøvelse og til arbejde
1. Enhver har ret til at arbejde, til at vælge sit arbejde og til beskyttelse af sin arbejdsplads
2. Enhver har navnlig ret til at udøve sit erhverv eller en kommerciel virksomhed samt til gratis
arbejdsformidling
Præsidiet havde her fremsat et nyt tekstforslag, der er blevet lidt af brokkasse. Artiklen fastslår,
at enhver har ret til arbejde, til at vælge sit arbejde samt til beskyttelsen af sin arbejdsplads.
Endvidere har enhver ret til at udøve sit erhverv eller en kommerciel virksomhed samt til gratis
arbejdsformidling.
Bl.a. Lord Goldsmith, Mahon Hayes fra den irske regering , den hollandske regerings
repræsentant Frits Korthals Altes og Tarschys afviste, at man kan garantere enhver retten til
arbejde. "Det er et godt princip. Men i praksis kan man ikke garantere enhver denne ret. F.eks.
gælder det ikke børn under 10 år eller - i flere medlemsstater - asylansøgere. Der er behov for
yderligere analyse af konsekvenserne af denne artikel", sagde Tarschys. Korthals Altes foreslog,
at man i stedet taler om retten til at "vælge beskæftigelse".
Både Erling Olsen og Bereijo spurgte hvad meningen med bestemmelsen om beskyttelsen af
arbejdspladsen er.
Såvel Berijo, Manzella som Ernst Hirsch-Ballin fra det hollandske Erste Kamer fandt også
løftet om gratis arbejdsformidling problematisk. "En sådan ret findes slet ikke i Holland, hvor
den slags tjenester er overtaget af private firmaer", sagde Hirsch-Ballin.
Jürgen Meyer mente, at man bør tage et ekstra punkt med i dette stykke, der forbyder "vilkårlig
opsigelse".
Art. 32a:
Der var en lang række medlemmer af konventet, der havde fremlagt forslag til en ny artikel 32a
om bl.a. 1) ret til en rimelig løn, 2) ret til mindsteløn, 3) ret til livslang uddannelse, 4) den
europæiske borgers og arbejdstagers rettigheder og ret til mindsteindkomst. Præsidiet valgte at
se bort fra disse forslag.
Art. 33: Ret til information og høring af arbejdstagerne i virksomheden:
Arbejdstagerne og deres repræsentanter har ret til information og høring i god tid i den
virksomhed, der beskæftiger dem
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455856_0007.png
Lord Goldsmith fandt artiklen om informations- og høringsret for "absolut" formuleret. "I
Storbritannien findes ikke sådan en forpligtelse for arbejdsgiverne. Det er op til
arbejdsmarkedets parter og individerne selv at lave den slags aftaler. En sådan generel
formulering er ikke acceptabel for Storbritannien", erklærede Lord Goldsmith.
Sylvia-Yvonne Kaufmann og Ieke van den Burg fra Europa-Parlamentet fandt, at denne
bestemmelse skulle med i charteret på linje med artikel 22 i den europæiske socialpagt.
Den irske regerings repræsentant Hayes svarede, at høringsretten i den europæiske socialpagts
artikel 22 kun har karakter af en målsætning som medlemsstaterne skal tage højde for i national
lovgivning og praksis. "I EU-retten eksisterer denne ret kun i helt specielle situationer, f.eks. i
forbindelse med overdragelse af virksomheder til nye ejere", sagde Hayes.
Guy Braibant mente, at det vil være decideret skadeligt for charteret, hvis ikke retten til
information og høring tages med, idet han betegnede denne ret som et helt centralt element i den
"europæiske socialmodel". Han foreslog derfor Lord Goldsmith, at man laver en henvisning til
national lovgivning og praksis samt fællesskabslovgivning. Lord Goldsmith svarede, at en
sådan tilføjelse ville være til stor hjælp, men han var dog endnu ikke parat t il indgå aftale om
bestemmelsen.
Artikel 34: Forhandlingsret og ret til kollektive skridt:
Arbejdsgivere og arbejdstagere har ret til på alle niveauer at forhandle og indgå kollektive
overenskomster og i tilfælde af interessekonflikter ret til at tage kollektive skridt for at
forsvare deres økonomiske og sociale interesser under de vilkår, der gælder efter national
lovgivning og praksis.
Erling Olsen støttede Præsidiets tekstforslag, men ville gerne have tilføjet, at forhandlingsretten
og retten til at tage kollektive skridt også skal ske i overensstemmelse med de vilkår, der er
fastlagt i kollektive overenskomster. I præsidiets forslag var det kun fastlagt, at det skal foregå i
overensstemmelse med national lovgivning og praksis.
Lord Goldsmith og Bereijo fandt, at referencen til, at arbejdsmarkedets parter kan forhandle og
indgå kollektive overenskomster
på alle niveauer,
var problematisk og foreslog, at "på alle
niveauer" udgår. Braibant fandt derimod henvisningen til "alle niveauer" bedre end den gamle
henvisning til "herunder på EU-plan". Pervenche Beres støttede Braibant og sagde, at det blot
svarede til hvad man kan læse i EU-traktaterne.
Flere af europaparlamentsmedlemmerne ønskede strejkeretten eksplicit nævnt i artiklen. Lord
Bowness mente, at dette ville være at gå ud over konventets mandat, idet strejkeretten
udtrykkeligt ikke er EU-kompetence. Braibant afviste, at konventet ikke kunne nævne
strejkeretten, han mente dog, at artiklen implicit indeholdt strejkeretten, idet denne var en del af
foreningsretten jvf. retspraksis fra Menneskerettighedsdomstolen. Han så derfor ingen grund til
eksplicit at nævne den.
Art. 35 og 36: Retfærdige og rimelige arbejdsforhold
1. Enhver arbejdstager har ret til sunde, sikre og værdige arbejdsforhold.
2. Enhver arbejdstager har ret til en begrænsning af den maksimale arbejdstid, til daglige og
ugentlige hvileperioder samt til en årlig ferie med løn.
Præsidiet foreslog i en ny tekst, at artikel 35 og 36 bliver slået sammen. Der var ikke nogen
videre diskussion af denne artikel. Lord Goldsmith bemærkede dog, at han ikke fandt, at en
ugentlig hvileperiode og en årlig ferie er en grundlæggende ret. Elena Paciotti fra Europa-
Parlamentet og Kaufmann støttede præsidiets forslag.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455856_0008.png
Art. 36a:
Bl.a. italienerne i konventet og Jürgen Meyer havde foreslået retten til en erhvervsuddannelse
optaget i charteret. Præsidiet tilkendegav dog, at man ikke havde kunne blive enige om at
inkludere denne bestemmelse i charteret.
Art. 37: Beskyttelse af unge på arbejdspladsen:
Minimumsalderen for adgang til at udføre erhvervsarbejde må ikke være lavere end den
alder, hvor skolepligten ophører, dog med forbehold af regler, der er gunstigere for de unge
og f.eks. gennem uddannelse sikrer dem adgang til beskæftigelse, og med undtagelser for
visse typer lettere arbejde.
Unge, der udfører erhvervsarbejde, skal sikres arbejdsbetingelser, der er tilpasset deres alder,
samt beskyttelse mod økonomisk udnyttelse og enhver form for arbejde, der kan skade deres
sikkerhed, sundhed og fysiske, mentale, moralske eller sociale udvikling, eller som kan gå ud
over deres skolegang.
Præsidiet havde her fremlagt en ny tekst.
Der var ikke megen diskussion af denne artikel. Kaufmann var utilfreds med forslaget, som hun
mente rummede for mange indskrænkninger. Hun insisterede på, at man eksplicit inkluderer et
forbud mod børnearbejde. Maij-Weggen støttede hende i dette. Andre mente, at der bør være en
reference til eksisterende EF-retsakter på området, bl.a. "børnearbejdsdirektivet".
Korthals Altes syntes, at bestemmelsen var formuleret for bredt, og at det bør præciseres, at det
kun handler om børn og unge
på arbejdsmarkedet.
Lord Goldsmith var tilfreds med, at
Præsidiet havde taget højde for hans ændringsforslag og at der var sikret en beskyttelse af de
unge mod bl.a. økonomisk udnyttelse.
Art. 38: Beskyttelse i tilfælde af usaglig opsigelse:
Enhver arbejdstager har ret til beskyttelse mod ubegrundet eller usaglig opsigelse.
Daniel Tarschys foreslog, at man sletter artiklen, idet han mente, at bl.a. Sveriges definition af
usaglig opsigelse var bredere end EF-Domstolens. Han frygtede derfor, at man vil forringe
svensk ret på dette område, hvis man ac
cepterer bestemmelsen som her formuleret. Også Lord Goldsmith talte for at lade artiklen udgå,
idet den var for bredt formuleret. "Vi kan ikke overlade det til EF-Domstolen at afgøre, hvad
indholdet af denne artikel skal være", sagde Lord Goldsmith. I øvrigt mente han, at der allerede
eksisterer national lovgivning samt i et vist omfang mere specifik fællesskabslovgivning.
Mahon Hayes foreslog, at hvis man ikke kunne blive enige om at slette artiklen, burde man
have en reference til relevant national lovgivning og fællesskabslovgivning.
Elena Paciotti protesterede højlydt mod kravet om at slette artiklen. Hun fandt det ulogisk, at
blot fordi de svenske borgere nød en bedre beskyttelse end den man fandt i udkastet, så skulle
alle EU{{PU2}}s borgere snydes for enhver beskyttelse mod EU{{PU2}}s institutioner.
Art. 39: Forening af familieliv og arbejdsliv:
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455856_0009.png
Enhver arbejdstager har ret til at kunne forene familieliv og arbejdsliv. Denne ret omfatter
navnlig ret til barselsorlov før og/eller efter en fødsel og ret til forældreorlov efter et barns
fødsel eller ved adoption af et barn.
Overskriften på denne artikel dækker navnlig retten til barselsorlov og forældreorlov. Den
finske regerings repræsentant Paavo Nikula fandt ikke, at overskriften er dækkende for dette
indhold af artiklen, idet han syntes, at overskriften lover mere end artiklen kan holde. Han
opfordrede til, at man fik bragt orden i dette.
Hanja Maij-Weggen, Pervenche Beres og Ieke van den Burg opfordrede til, at man skriver
betalt barselsorlov,
ellers frygtede de, at de europæiske kvinder vil falde over konventet og
kritisere resultatet for at være for ringe. Lord Goldsmith advarede konventet mod at love mere i
artiklen end EU{{PU2}}s institutioner rent faktisk kan holde.
Peter Altmaier mente, at dette er et område hvor unionen ingen kompetence har, og at det derfor
bør præciseres, at disse mål kun kan realiseres via national implementering.
Med venlig hilsen
Morten Knudsen