Europaudvalget 2000
KOM (1999) 0220
Offentligt
1441669_0001.png
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER
Bruxelles, den 17.03.2000
KOM(2000) 151 endelig
1999/0110 (CNS)
Ændret forslag til
RÅDETS FORORDNING
om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i
ægteskabssager samt i sager vedrørende forældremyndighed over fælles børn
(forelagt af Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 250, stk. 2)
kom (1999) 0220 - Ingen titel
1441669_0002.png
BEGRUNDELSE
1.
B
AGGRUND
Den 4. maj 1999 vedtog Kommissionen et forslag til Rådets forordning om
kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager
samt i sager vedrørende forældremyndighed over fælles børn
1
. På baggrund af
Amsterdam-traktatens ikrafttrædelse og af den omstændighed, at det civilretlige
samarbejde nu falder inden for Fællesskabets rammer, omfatter dette forslag til
forordning den konvention, der blev undertegnet af medlemsstaterne den 28. maj
1998 på grundlag af artikel K.3, stk. 2, litra c), i Maastricht-traktaten, og som ikke er
trådt i kraft.
Forslaget blev fremsendt til Rådet, Europa-Parlamentet og Det Økonomiske og
Sociale Udvalg. Udvalget afgav sin udtalelse under mødeperioden den 20. og
21. oktober 1999. Ved skrivelse af 14. juli 1999 hørte Rådet Europa-Parlamentet i
overensstemmelse med EF-traktatens artikel 67.
Parlamentet overdrog behandlingen af Kommissionens forslag til Udvalget om
Borgernes Friheder og Rettigheder, Retsvæsen og Indre Anliggender (som
udarbejdede betænkningen) og til Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre
marked (med henblik på udtalelse). Efter modtagelsen og drøftelsen af udtalelsen fra
Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked vedtog Udvalget om
Borgernes Friheder og Rettigheder, Retsvæsen og Indre Anliggender den
11. november 1999 sin betænkning. På plenarforsamlingen den 17. november 1999
vedtog Parlamentet sin udtalelse
2
, hvori det godkendte Kommissionens forslag med
forbehold af de ændringer, det havde foretaget i teksten, og det opfordrede i henhold
til EF-traktatens artikel 250, stk. 2, Kommissionen til at ændre sit forslag i
overensstemmelse hermed.
2.
D
ET ÆNDREDE FORSLAG
Det ændrede forslag tager hensyn til Europa-Parlamentets udtalelse og medtager
størstedelen af dets ændringer. Forslaget omfatter ligeledes ændringer, der afspejler
den udvikling, der har været siden vedtagelsen af det oprindelige forslag. Det
medtager desuden en række ændringer vedtaget af Rådet, som Kommissionen kan
tilslutte sig.
2.1.
2.1.1.
Europa-Parlamentets ændringer
Ændringer, der er godtaget i deres helhed
Kommissionen kan godtage ændringerne 1, 3-8, 14-18 og 20, og de er medtaget
direkte i forslaget. Der er tale om følgende ændringer:
1
2
KOM(1999) 220, EFT
EFT C
2
kom (1999) 0220 - Ingen titel
1441669_0003.png
– betragtning 18 vedrørende bestemmelserne i den nordiske aftale af 1931 ændres for
at tage hensyn til ændring nr. 1 vedrørende overholdelsen af princippet om ikke-
forskelsbehandling;
– den tyske version af betragtning 5 i forslaget til forordning ændres i
overensstemmelse med ændring 3;
– betragtning 10 ændres i overensstemmelse med ændring 4. Kommissionen er enig
med Parlamentet i, at begrebet forældremyndighed bør kunne gøres til genstand for
en selvstændig fortolkning;
– betragtning 20 vedrørende Rådets beføjelser til at ændre bilagene udgår i
overensstemmelse med ændring 5. Det tilfalder således Kommissionen at foretage
ændringer af disse bilag;
– betragtning 22 ændres og der tilføjes en ny betragtning 23 i overensstemmelse med
Parlamentets ændring 6 og 7. Der foreslås dog en ny udformning af betragtning 22,
som tager højde for, at Det Forenede Kongerige og Irland har erklæret, at de
ønsker at deltage i vedtagelsen af forordningen;
– artikel 11 suppleres med et nyt stk. 4 i overensstemmelse med ændring 8. Dette
nye stykke fastslår, på hvilket tidspunkt en sag anses for anlagt ved anvendelse af
reglerne vedrørende litispendens. Denne tilføjelse svarer til den bestemmelse, der
er tilføjet i forslaget til forordning om retternes kompetence og om anerkendelse og
fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager
3
;
– artikel 17 suppleres med et nyt stykke i overensstemmelse med ændring 13, med
henblik på at fremme den frie bevægelighed for personer;
– artikel 21 og 26 ændres for at tage hensyn til ændring 14-18. Listerne over
kompetente retsinstanser og appelinstanser i disse artikler figurerer herefter i
bilagene I-III;
– den nye artikel 43 (tidligere 45) ændres for at tage hensyn til Parlamentets
ændring 20. Der er ingen grund til, at bilagene skal ændres ved afgørelse truffet af
Rådet, eftersom der kun er tale om henvisning til rent nationale bestemmelser. Det
nye stk. 1 fastslår således, at disse bilag tilpasses af Kommissionen.
2.1.2.
Delvist godtagne ændringer
En række af de ændringer, der er foreslået af Europa-Parlamentet, kan godtages delvis
eller med visse ændringer. Der er tale om følgende ændringer:
– betragtning 12 ændres for delvis at tage hensyn til ændring 2. Der henvises herefter
til Haag-konventionen af 1980 om de civilretlige virkninger af internationale
barnebortførelser. Henvisningen til det arbejde, der udføres af mægleren, medtages
dog ikke, eftersom formålet med en betragtning udelukkende er at begrunde
retsaktens bestemmelser.
3
KOM(1999) 348.
3
kom (1999) 0220 - Ingen titel
1441669_0004.png
– artikel 12 suppleres med et nyt afsnit, der delvis svarer til ændring 9; det giver en
nyttig tidsmæssig præcision af de foreløbige eller sikrende retsmidler, som vil
kunne anvendes i henhold til artikel 12. Det er således nødvendigt at fastslå, at
disse foranstaltninger ophæves, når en ret har truffet en afgørelse på grundlag af de
kompetencekriterier, som forordningen fastslår
4
. Det er dog ikke, som det anføres i
ændring 9, nødvendigt, at denne afgørelse, der afsiges af den kompetente ret for at
påkende sagens realitet, "får retskraft". Det er tilstrækkeligt, at afgørelsen
anerkendes (eller håndhæves) i henhold til forordningen. I øvrigt ophører de
foreløbige og sikrende retsmidler kun med at have virkning, hvis den afgørelse, der
er afsagt af den ret, der er kompetent til at påkende sagens realitet, har samme
genstand;
– artikel 15, stk. 1, litra b), og stk. 2, litra c), ændres for delvis at tage hensyn til
ændring 10. Ordlyden "forskriftsmæssigt" og "i så god tid" erstattes med ordlyden
"i så god tid og på en sådan måde". Denne ændring sikrer overensstemmelsen med
de tilsvarende bestemmelser i forslaget til forordning om retternes kompetence og
om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder
handelssager
5
. Det foreslås ikke at medtage den anden del af ændringen, ifølge
hvilken anerkendelsen ikke kan afvises, medmindre sagsøgte har "undladt at tage
skridt til at anfægte afgørelsen, selv om han havde mulighed for at gøre det". En
sådan bestemmelse, som vil være helt logisk og acceptabel i civile sager og
handelssager, kan ikke anvendes inden for det følsomme ægteskabsområde, hvor
sagsøgte "utvetydigt skal have accepteret afgørelsen".
2.1.3.
Afviste ændringer:
– ændring 11 afvises. Tilføjelsen "med henblik på at sikre barnets tarv" forudsætter
en undersøgelse af afgørelsen med hensyn til dens realiteter, som forordningen
ikke giver mulighed for. Den medlemsstat, der skal beordre håndhævelse, kan højst
undersøge, om anerkendelsen af den oprindelige retsafgørelse krænker
medlemsstatens grundlæggende procedureregler (eventuel høring af barnet);
– ændring 12 afvises. Den ville medføre, at man sikrede en mekanisk håndhævelse af
en afgørelse, der eventuelt allerede var forældet, frem for til en nyere afgørelse,
som måtte være afsagt af en anden kompetent ret efter en ændring i barnets
personlige situation, og dette ville berøve mekanismen enhver smidighed;
– ændring 19 afvises. Den ville medføre en regel om oversættelse af afgørelsen, som
ikke er relevant i et instrument vedrørende kompetence og anerkendelse af
afgørelser. Desuden er dette forslag i modstrid med bestemmelserne i forslaget til
et instrument om forkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter i civile eller
kommercielle anliggender
6
.
2.2.
Ændringer, der er foretaget for at tage hensyn til den institutionelle
udvikling, der er sket siden vedtagelsen af forslaget
Ved skrivelse af 2. august og 5. juli 1999 erklærede henholdsvis Det Forenede
Kongerige og Irland, at de havde til hensigt at deltage i vedtagelsen af forordningen.
4
5
6
Se rapporten fra professor Alegría Borras, nr. 59.
KOM(1999) 348.
KOM(1999) 219.
4
kom (1999) 0220 - Ingen titel
1441669_0005.png
Denne beslutning har konsekvenser for den foreslåede forordning, og det foreslås
derfor, at der foretages de ændringer, som er nødvendige på grund af, at Det Forenede
Kongerige og Irland bliver forpligtet af forordningen.
Visse af disse ændringer er foreslået af Europa-Parlamentet, og forslaget er ændret i
overensstemmelse hermed (betragtning 22).
Desuden er der foretaget følgende ændringer:
– artikel 2, stk. 1, litra a), 5. led, og litra b), er ændret for at tage hensyn til
sidestillingen, i Det Forenede Kongeriges og Irlands retsordener, af begreberne
"bopæl" og "nationalitet". Et nyt stk. 2 definerer begrebet "bopæl"; artikel 7 og 8 er
ændret i overensstemmelse hermed;
– artikel 10 er ændret for at tage hensyn til Rådets politiske aftale om, at forslaget til
direktiv om forkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter i civile eller
kommercielle anliggender
7
ændres til et forslag til forordning;
– artikel 19 suppleres med et nyt stykke for at tage hensyn til, at Irland og Det
Forenede Kongerige ikke anvender begrebet "ordinær appel eller genoptagelse",
som er omhandlet i stk. 1, og artikel 20 suppleres med et nyt stykke, hvori der
tages hensyn til den gældende registreringsprocedure i Det Forenede Kongerige;
– bilag I-III suppleres med angivelsen af de kompetente retter og de appel- og
genoptagelsesprocedurer, der anvendes i Det Forenede Kongerige og Irland.
2.3.
Ændringer, der er foretaget for at tage hensyn til Rådets drøftelser
Kommissionen kan tilslutte sig en række ændringer, der er vedtaget af Rådet, og som
er af rent teknisk karakter. Disse ændringer er følgende:
– Kommissionen kan tilslutte sig en række ændringer, der er vedtaget af Rådet, og
som er af rent teknisk karakter. Disse ændringer er følgende:
– betragtning 4 ændres for at tage hensyn til, at det kun er "visse" nationale regler
vedrørende kompetence og anerkendelse, der vanskeliggør den frie bevægelighed
for personer og det indre markeds funktion;
– betragtning 6 suppleres med en henvisning til de ændringer, der er foretaget for at
sikre konsekvensen mellem de tilsvarende bestemmelser i forslaget til forordning
om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i
borgerlige sager, herunder handelssager; den suppleres desuden med en fodnote,
hvori der henvises til den EFT, hvori Rådets retsakt af 28. maj 1998 samt den
forklarende rapport udarbejdet af Alegría Borrás er offentliggjort;
– i betragtning 10 erstattes udtrykket "fælles børn" med "ægtefællernes fælles børn";
– i artikel 20 fastslås kravet om forkyndelse af retsafgørelsen;
7
KOM(1999) 219.
5
kom (1999) 0220 - Ingen titel
– bestemmelserne vedrørende henholdsvis appel eller genoptagelse i tilfælde af
tilladelse til fuldbyrdelse (tidligere artikel 25-27) - og om appel eller genoptagelse i
tilfælde af afslag om fuldbyrdelse (tidligere artikel 28-29) - samles igen i artikel
25-27. De tidligere artikler 28-29 udgår således. Denne omplacering medfører
ingen ændringer med hensyn til substansen;
– artikel 31 og 32 (tidligere 33 og 34) ændres for at tage hensyn til indførelsen af en
attest, i lighed med den, der er omhandlet i forslaget til forordning om retternes
kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige
sager, herunder handelssager. Der tilføjes desuden to nye bilag (bilag IV og V)
indeholdende de standardformularer, der skal anvendes i forbindelse med
anerkendelse/eller fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende opløsning af ægteskab
og spørgsmål om forældremyndighed;
– artikel 40 (tidligere 42) indfører en særlig bestemmelse, som er begrundet i Italiens
og Spaniens internationale forpligtelser over for Pavestolen. For Italiens
vedkommende figurerede denne bestemmelse i en erklæring, der var knyttet som
bilag til konventionen af 28. maj 1998;
– artikel 43 (tidligere 45) indfører et nyt stk. 2, ifølge hvilket Kommissionen har
mulighed for at ajourføre eller ændre de attester, der er knyttet som bilag til
forordningen, i overensstemmelse med den samrådsprocedure, der er omhandlet i
artikel 3 i afgørelse 1999/468/EF; der indføres således en ny artikel 44, som
fastslår denne procedure;
– endelig ændres artikel 45 (tidligere 46) vedrørende forordningens ikrafttrædelse for
at tage hensyn til, at det i medlemsstaterne er nødvendigt at træffe en række
foranstaltninger til gennemførelse af forordningen.
6
kom (1999) 0220 - Ingen titel
1441669_0007.png
1999/0110 (CNS)
Ændret forslag til
RÅDETS FORORDNING
om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i
ægteskabssager samt i sager vedrørende forældremyndighed over fælles børn
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 61, litra c), og
artikel 67, stk. 1;
under henvisning til forslag fra Kommissionen
8
,
under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet
9
,
under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg
10
, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)
Unionens mål er at opretholde og udvikle et område med frihed, sikkerhed og
retfærdighed, hvor der er fri bevægelighed for personer; med henblik på en
gradvis indførelse af et sådant område vedtager Fællesskabet bl.a. en række
foranstaltninger inden for det civilretlige samarbejde, som er nødvendige for,
at det indre marked kan fungere efter hensigten.
Af hensyn til det indre markeds effektivitet er det nødvendigt at forbedre og
fremskynde den frie bevægelighed for retsafgørelser i civile anliggender; dette
er formålet med nærværende forordning.
Dette spørgsmål henhører under samarbejdet om civilretlige spørgsmål som
omhandlet i traktatens artikel 65.
Forskellene mellem visse nationale regler vedrørende kompetence og
anerkendelse vanskeliggør den frie bevægelighed for personer og det indre
markeds funktion; det er derfor hensigtsmæssigt at fastsætte bestemmelser, der
gør det muligt at samordne reglerne vedrørende konflikter om
domstolskompetence i ægteskabssager og sager om forældremyndighed, og
som forenkler formaliteterne med henblik på en hurtig og enkel anerkendelse
af retsafgørelserne og af deres fuldbyrdelse.
(2)
(3)
(4)
8
9
10
EFT C
EFT C
EFT C
7
kom (1999) 0220 - Ingen titel
1441669_0008.png
(5)
I
overensstemmelse
med
nærhedsprincippet
og
med
proportionalitetsprincippet som omhandlet i traktatens artikel 5 kan direktivets
mål ikke nås på effektiv vis af medlemsstaterne og kan kun gennemføres på
fællesskabsplan; dette direktiv begrænser sig til det nødvendige minimum og
går ikke ud over, hvad der er nødvendigt herfor.
Med retsakten af 28. maj 1998
11
har Rådet for Den Europæiske Union
udarbejdet en konvention om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse
af retsafgørelser i ægteskabssager, og det har henstillet til medlemsstaterne, at
de vedtager den i henhold til deres forfatningsmæssige bestemmelser;
konventionen er ikke trådt i kraft; det er nødvendigt at sikre videreførelsen i de
resultater, der er opnået i forbindelse med indgåelsen af konventionen; dens
væsentlige indhold er derfor i vid udstrækning medtaget i nærværende
forordning; denne forordning indeholder dog visse nye bestemmelser i forhold
til konventionen for at sikre konsekvensen mellem visse bestemmelser i
forordningen om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af
retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager.
For at gennemføre målsætningen om fri bevægelighed inden for Fællesskabet
for retsafgørelser i ægteskabssager og i sager om forældremyndighed er det
nødvendigt og hensigtsmæssigt, at den grænseoverskridende anerkendelse af
kompetence og af retsafgørelser vedrørende opløsning af ægteskab og
forældremyndighed over fælles børn fastslås ved et juridisk fællesskabs-
dokument, som er bindende og finder direkte anvendelse.
Anvendelsesområdet for nærværende forordning bør omfatte "civile retssager"
og andre ikke-retslige procedurer, som anvendes i ægteskabssager i visse
medlemsstater, undtagen procedurer af rent religiøs art; derfor bør det fastslås,
at udtrykket "ret" dækker alle de myndigheder, der er kompetente i en
ægteskabssag, uanset om der reelt er tale om retslige myndigheder.
Forordningen omhandler kun sager, der vedrører opløsning eller omstødelse af
selve det ægteskabelige bånd, og anerkendelsen af afgørelserne vedrører
således ikke spørgsmål som ægtefællernes skyld, de formueretlige virkninger
af ægteskabet eller underholdspligt eller andre dermed forbundne spørgsmål,
selv om sådanne spørgsmål kan være forbundet med sager af ovennævnte art.
For så vidt angår forældremyndighed skal der være tale om sager, der er tæt
knyttet til en sag vedrørende skilsmisse, separation eller omstødelse af
ægteskab; og om, at de børn, der er berørt af bestemmelserne, er ægtefællernes
fælles børn.
De anvendte kriterier for kompetence er baseret på princippet om, at der skal
være en reel tilknytning mellem den pågældende og den medlemsstat, der har
kompetence; at visse kriterier er medtaget, skyldes, at de findes i forskellige
medlemsstaters interne retsregler, og at de øvrige medlemsstater har godtaget
dem.
(6)
(7)
(8)
(9)
(10)
(11)
11
EFT C 221 af 16.7.1998, s. 1. Den forklarende rapport fra professor Alegría Borrás er
ligeledes offentliggjort i denne EFT.
8
kom (1999) 0220 - Ingen titel
(12)
En af de farer, der bør tages i betragtning i forbindelse med beskyttelsen af
ægtefællernes fælles børn i situationer med ægteskabelige kriser, er risikoen
for, at en af forældrene tager barnet med sig til et andet land; barnets
grundlæggende interesser må således sikres, specielt i overensstemmelse med
Haag-konventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige virkninger af
internationale barnebortførelser; i så tilfælde bibeholdes det sædvanlige
opholdssted som kompetencekriterium, når opholdsstedet som følge af den
ulovlige bortførelse eller tilbageholdelse er blevet ændret rent faktisk.
Denne forordning er ikke til hinder for, at retterne i en medlemsstat i
hastetilfælde kan anvende foreløbige, herunder sikrende, retsmidler over for
personer eller formuegoder, der befinder sig på den pågældende medlemsstats
område.
Betegnelsen "retsafgørelser" dækker kun fældende afgørelser, dvs. afgørelser,
som har ført til skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskab; officielt
bekræftede dokumenter, der er udstedt og eksigible i en medlemsstat
sidestilles med sådanne "retsafgørelser".
Anerkendelsen og fuldbyrdelsen af de retsafgørelser, der træffes af medlems-
staternes domstole, skal være baseret på princippet om gensidig tillid; i denne
forbindelse er grundene til ikke-anerkendelse begrænset til det nødvendige
minimum; denne procedure bør imidlertid omfatte appelmuligheder for at
sikre, at de grundlæggende retsprincipper i anerkendelsesstaten og parternes
ret til forsvar overholdes, således at man undgår at skulle anerkende
retsafgørelser, der er uforenelige med andre afgørelser.
Anerkendelsesmedlemsstaten bør hverken efterprøve domsstatens kompetence
eller sagens realitet.
Der kan ikke kræves nogen procedure for ajourføring af en medlemsstats
civilstandsregister som følge af en endelig afgørelse herom i en
anden medlemsstat.
Bestemmelserne i den konvention, der i 1931 er indgået mellem de nordiske
lande, kan finde anvendelse med de begrænsninger, der er anført i nærværende
forordning, og under overholdelse af princippet om ikke-diskriminering.
Spanien, Italien og Portugal har indgået konkordater inden medtagelsen af
disse områder i traktaten; det bør undgås, at disse medlemsstater overtræder
deres internationale forpligtelser over for Pavestolen.
Det bør stå medlemsstaterne frit indbyrdes at fastlægge de praktiske
gennemførelsesforanstaltninger til forordningen, så længe der ikke er truffet
fællesskabsforanstaltninger med samme formål.
Senest 5 år efter datoen for denne forordnings ikrafttrædelsesdato skal
Kommissionen undersøge forordningens anvendelse med henblik på i givet
fald at foreslå de nødvendige ændringer.
(13)
(14)
(15)
(16)
(17)
(18)
(19)
(20)
(21)
9
kom (1999) 0220 - Ingen titel
1441669_0010.png
(22)
I overensstemmelse med artikel 3 i protokollen om Det Forenede Kongeriges
og Irlands holdning, som er knyttet til traktaten om Den Europæiske Union og
til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, har Det Forenede
Kongerige og Irland meddelt, at de har til hensigt at deltage i vedtagelsen og
anvendelsen af denne forordning.
I overensstemmelse med artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks holdning,
som er knyttet til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om
oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, deltager dette land ikke i vedtagelsen
af denne forordning; som følge heraf er nærværende forordning ikke bindende
for Danmark og finder ikke anvendelse over for dette land.
I overensstemmelse med artikel 2 i Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni
1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de
gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen
12
, skal de
foranstaltninger, der er nødvendige for gennemførelsen af nærværende
forordning, vedtages efter den rådgivningsprocedure, som er fastsat i nævnte
afgørelses artikel 3 -
(23)
(24)
UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:
12
EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.
10
kom (1999) 0220 - Ingen titel
Kapitel I – Anvendelsesområde
Artikel 1
1.
Denne forordning finder anvendelse på:
a)
b)
2.
civile sager vedrørende skilsmisse, separation og omstødelse af
ægteskab
civile sager vedrørende forældremyndighed over ægtefællernes fælles
børn i forbindelse med ægteskabssager som omhandlet i litra a).
Andre procedurer, som er officielt anerkendt i en medlemsstat, sidestilles
med retssager. Udtrykket "ret" dækker alle de myndigheder, der i
medlemsstaterne har kompetence i sådanne spørgsmål.
11
kom (1999) 0220 - Ingen titel
Kapitel II – Kompetence
A
FDELING
1 – A
LMINDELIGE BESTEMMELSER
Artikel 2
Skilsmisse, separation og omstødelse af ægteskab
1.
Kompetencen til at træffe afgørelse om spørgsmål vedrørende skilsmisse,
separation og omstødelse af ægteskab ligger hos retterne i den medlemsstat:
a)
på hvis område
-
-
-
-
-
ægtefællerne har deres sædvanlige opholdssted, eller
ægtefællerne havde deres sidste sædvanlige opholdssted, for så
vidt som en af dem stadig opholder sig dér, eller
sagsøgte har sit sædvanlige opholdssted, eller
en af ægtefællerne, i tilfælde af fælles begæring, har sit
sædvanlige opholdssted, eller
sagsøgeren har sit sædvanlige opholdssted, hvis vedkommende
har opholdt sig dér i mindst et år umiddelbart forud for
indgivelsen af begæringen, eller
sagsøgeren har sit sædvanlige opholdssted, hvis vedkommende
har opholdt sig dér i mindst seks måneder umiddelbart forud for
indgivelsen af begæringen og er statsborger i den pågældende
medlemsstat eller har sin bopæl der;
-
b)
hvis nationalitet begge ægtefæller har, eller for Det Forenede
Kongeriges og Irlands vedkommende hvor begge ægtefællers varige
bopæl er beliggende.
2.
I denne forordning svarer udtrykket "bopæl" til det domicilbegreb, der
anvendes i retsordenerne i Det Forenede Kongerige og Irland.
Artikel 3
Forældremyndighed
1.
Den medlemsstats retter, der i medfør af artikel 2 har kompetence til at træffe
afgørelse om en begæring om skilsmisse, separation eller omstødelse af
ægteskab, har kompetence i spørgsmål vedrørende forældremyndigheden
over ét fælles barn, når barnet har sit sædvanlige opholdssted i den
pågældende medlemsstat.
Har barnet ikke sit sædvanlige opholdssted i den i stk. 1 omhandlede
medlemsstat, har retterne i denne stat kompetence i sådanne spørgsmål, hvis
barnet har sit sædvanlige opholdssted i en medlemsstat, og:
12
2.
kom (1999) 0220 - Ingen titel
a)
b)
3.
mindst en af ægtefællerne har forældremyndighed over barnet, og
disse retters kompetence er accepteret af ægtefællerne og tjener barnets
tarv.
Den i stk. 1 og 2 omhandlede kompetence ophører:
a)
så snart der er truffet endelig afgørelse om imødekommelse eller
afvisning af begæringen om skilsmisse, separation eller omstødelse af
ægteskabet, eller
aså snart der, såfremt der verserer en sag om forældremyndighed på det
i litra a) nævnte tidspunkt, er truffet endelig afgørelse i denne sag, eller
så snart de i litra a) og b) nævnte sager er afsluttet af anden grund.
Artikel 4
Barnebortførelser
b)
c)
De kompetente retter i henhold til artikel 3 udøver deres kompetence i
overensstemmelse med Haag-konventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige
virkninger af internationale barnebortførelser, særlig artikel 3 og 16.
Artikel 5
Modkrav
Den ret, ved hvilken en sag verserer på grundlag af artikel 2, 3 og 4, er også
kompetent til at behandle et modkrav, for så vidt som dette falder ind under denne
forordnings anvendelsesområde.
Artikel 6
Ændring af separation til skilsmisse
Den ret i en medlemsstat, der har truffet afgørelse om separation, er også kompetent
til at ændre en sådan separation til skilsmisse, såfremt lovgivningen i den pågældende
medlemsstat giver hjemmel hertil, jf. dog artikel 2.
Artikel 7
De i artikel 2-6 indeholdte reglers karakter af eneste anvendelige
En ægtefælle,
a)
b)
som har sit sædvanlige opholdssted på en anden medlemsstats område, eller
som er statsborger i en medlemsstat eller har sin bopæl i en medlemsstat i
den i artikel 2, stk. 2, omhandlede forstand,
kan kun sagsøges i en anden medlemsstat i overensstemmelse med artikel 2-6.
13
kom (1999) 0220 - Ingen titel
1441669_0014.png
Artikel 8
Anden kompetence
1.
2.
Hvis ingen ret i en medlemsstat er kompetent i medfør af artikel 2-6, afgøres
kompetencen i hver enkelt medlemsstat efter statens egen lovgivning.
En statsborger i en medlemsstat, der har sit sædvanlige opholdssted på en
anden medlemsstats område, kan i lighed med denne medlemsstats egne
statsborgere påberåbe sig de kompetenceregler, som gælder i denne stat, over
for en sagsøgt, der ikke har sit sædvanlige opholdssted på en medlemsstats
område, og som ikke er statsborger i en medlemsstat eller ikke har sin bopæl
i denne medlemsstat i den i artikel 2, stk. 2, omhandlede forstand.
A
FDELING
2 – P
RØVELSE AF KOMPETENCEN OG AF SAGENS ANTAGELSE TIL
PÅKENDELSE
Artikel 9
Prøvelse af kompetencen
En ret i en medlemsstat, for hvilken der indbringes en sag, som den pågældende ret
ikke er kompetent til at påkende i medfør af denne forordning, og som en ret i en
anden medlemsstat er kompetent til at påkende i medfør af denne forordning, skal
automatisk erklære sig inkompetent.
Artikel 10
Prøvelse af sagens antagelse til påkendelse
1.
Såfremt en sagsøgt ikke giver møde, skal den kompetente ret udsætte
påkendelsen, indtil det er fastslået, at sagsøgte har haft mulighed for at
modtage det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument i
så god tid, at vedkommende har kunnet varetage sine interesser under sagen,
eller at alle hertil fornødne foranstaltninger har været truffet.
Bestemmelserne i artikel 19 i Rådets forordning (EF) nr..… af ……. om
forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile
eller kommercielle anliggender
13
skal anvendes i stedet for bestemmelserne i
stk. 1, såfremt det indledende processkrift i sagen skal fremsendes til
udlandet i medfør af nævnte forordning.
Hvor bestemmelserne i den i stk. 2 omhandlede forordning ikke finder
anvendelse, finder bestemmelserne i artikel 15 i Haag-konventionen af
15. november 1965 om forkyndelse i udlandet af retslige og udenretslige
dokumenter i sager om civile eller kommercielle spørgsmål anvendelse,
såfremt det indledende processkrift i sagen skal fremsendes til udlandet i
medfør af nævnte konvention.
2.
13
EFT L
, s. .
14
kom (1999) 0220 - Ingen titel
A
FDELING
3 – L
ITISPENDENS OG INDBYRDES SAMMENHÆNGENDE KRAV
Artikel 11
1.
Såfremt krav, der har samme genstand og hviler på samme grundlag,
fremsættes mellem de samme parter for retter i forskellige medlemsstater,
skal den anden ret, ved hvilken sagen anlægges, automatisk udsætte
påkendelsen, indtil det er fastslået, at den ret, ved hvilken sagen først er
anlagt, er kompetent.
Fremsættes der begæringer om skilsmisse, separation og omstødelse af
ægteskab, som ikke har samme genstand og hviler på samme grundlag,
mellem de samme parter for retter i forskellige medlemsstater, skal den
anden ret, ved hvilken sagen anlægges, automatisk udsætte påkendelsen,
indtil det er fastslået, at den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, er
kompetent.
Når det er fastslået, at den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, er
kompetent, skal den anden ret erklære sig inkompetent til fordel for den
første.
Den part, der anlagde sagen ved den anden ret, kan dog fremsætte sin
begæring for den ret, ved hvilken sagen først er anlagt.
4.
Ved anvendelsen af bestemmelserne i artikel 11 anses en sag for anlagt ved
en ret:
a.
på det tidspunkt, hvor det indledende processkrift i sagen eller en
tilsvarende retsakt indleveres til retten, forudsat at sagsøger ikke
efterfølgende har undladt at træffe de foranstaltninger, der krævedes af
ham, for at få dokumentet forkyndt for sagsøgte, eller
hvis processkriftet skal forkyndes, før det indleveres til retten, på det
tidspunkt, hvor dette dokument modtages af den myndighed, der er
ansvarlig for forkyndelsen, forudsat at sagsøger ikke efterfølgende har
undladt at træffe de foranstaltninger, der krævedes af ham, for at få
dokumentet indleveret til retten.
2.
3.
b.
A
FDELING
4 – F
ORELØBIGE
,
HERUNDER SIKRENDE RETSMIDLER
Artikel 12
1.
Denne forordnings bestemmelser er ikke til hinder for, at retterne i en
medlemsstat i hastetilfælde kan anvende de foreløbige, herunder sikrende
retsmidler, der er fastsat i denne stats lovgivning, over for personer eller
formuegoder i denne stat, selv om en ret i en anden medlemsstat i medfør af
denne forordning er kompetent til at påkende sagens realitet.
15
kom (1999) 0220 - Ingen titel
2.
De i henhold til afsnit 1 anvendte foreløbige eller sikrende retsmidler, som
henhører under nærværende forordnings anvendelsesområde, ophæves, så
snart en afgørelse med samme genstand er afsagt af en ret, som i medfør af
denne forordning er kompetent til at påkende sagens realitet, og er anerkendt
eller fuldbyrdet i kraft af denne forordning.
16
kom (1999) 0220 - Ingen titel
Kapitel III – Anerkendelse og fuldbyrdelse
Artikel 13
Retsafgørelser
1.
I denne forordning forstås ved "retsafgørelser" enhver afgørelse om
skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskab truffet af en ret i en
medlemsstat samt enhver afgørelse om ægtefællernes forældremyndighed,
der træffes i forbindelse med sådanne ægteskabssager, uanset hvorledes den
betegnes, såsom dom eller kendelse.
Bestemmelserne i dette kapitel finder ligeledes anvendelse på fastsættelse af
sagsomkostninger i forbindelse med de af denne forordning omfattede sager
og på fuldbyrdelse af enhver kendelse om sådanne sagsomkostninger.
Ved anvendelsen af denne forordning skal officielle bekræftede dokumenter,
der er udstedt og eksigible i en medlemsstat, samt forlig, der er indgået for
retten under en retssag, og som er eksigible i den medlemsstat, hvor de er
indgået, anerkendes og erklæres for eksigible på samme vilkår som de i stk. 1
nævnte afgørelser.
2.
3.
A
FDELING
1 – A
NERKENDELSE
Artikel 14
Anerkendelse af retsafgørelser
1.
Retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, skal anerkendes i de øvrige
medlemsstater, uden at der stilles krav om anvendelse af en særlig
fremgangsmåde.
Der må navnlig ikke stilles krav om anvendelse af en særlig fremgangsmåde
i forbindelse med ajourføring af en medlemsstats civilstandsregister på
grundlag af en retsafgørelse om skilsmisse, separation eller omstødelse af
ægteskab, der er truffet i en anden medlemsstat, når den pågældende
afgørelse ikke længere kan gøres til genstand for appel eller genoptagelse i
henhold til sidstnævnte medlemsstats lovgivning, jf. dog stk. 3.
En berettiget part kan efter fremgangsmåden i afdeling 2 og 3 få fastslået, at
en retsafgørelse skal anerkendes, eller at en retsafgørelse ikke skal
anerkendes.
Gøres anerkendelsen af en retsafgørelse gældende under en verserende sag
ved en ret i en medlemsstat, kan denne ret træffe afgørelse i spørgsmålet.
Artikel 15
Grunde til ikke-anerkendelse
1.
En retsafgørelse om skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskab kan
ikke anerkendes:
2.
3.
4.
17
kom (1999) 0220 - Ingen titel
a)
b)
såfremt en anerkendelse klart vil stride mod grundlæggende
retsprincipper i den medlemsstat, som begæringen rettes til
såfremt det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende
dokument ikke forskriftsmæssigt er blevet forkyndt eller meddelt den
udeblevne sagsøgte i så god tid og på en sådan måde, at denne har
kunnet varetage sine interesser under sagen, medmindre det fastslås, at
sagsøgte utvetydigt har accepteret afgørelsen
såfremt den er uforenelig med en afgørelse, der er truffet i en sag
mellem de samme parter i den medlemsstat, som begæringen rettes til
såfremt den er uforenelig med en afgørelse, der tidligere er truffet i en
anden medlemsstat eller i et tredjeland mellem de samme parter, og
denne sidstnævnte afgørelse opfylder de nødvendige betingelser for at
blive anerkendt i den medlemsstat, som begæringen rettes til.
c)
d)
2.
En retsafgørelse om ægtefællernes forældremyndighed, der træffes i
forbindelse med ægteskabssager som omhandlet i artikel 13, kan ikke
anerkendes:
a)
såfremt en anerkendelse klart vil stride mod grundlæggende
retsprincipper i den medlemsstat, som begæringen rettes til, idet der
samtidig skal tages hensyn til barnets krav
såfremt den, bortset fra i hastetilfælde, er truffet, uden at barnet har haft
mulighed for at blive hørt, i strid med grundlæggende
retsplejeprincipper i den medlemsstat, som begæringen rettes til
såfremt det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende
dokument ikke forskriftsmæssigt er blevet forkyndt eller meddelt den
udeblevne person i så god tid og på en sådan måde, at denne har kunnet
varetage sine interesser under sagen, medmindre det fastslås, at
vedkommende utvetydigt har accepteret afgørelsen
på anmodning af en person, der gør gældende, at afgørelsen krænker
vedkommendes forældremyndighed, såfremt afgørelsen er truffet, uden
at vedkommende har haft mulighed for at blive hørt
såfremt den er uforenelig med en afgørelse om forældremyndighed, der
efterfølgende er truffet i den medlemsstat, som begæringen rettes til,
eller
såfremt den er uforenelig med en afgørelse om forældremyndighed, der
efterfølgende er truffet i en anden medlemsstat eller i det tredjeland,
hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, og denne sidstnævnte
afgørelse opfylder de nødvendige betingelser for at blive anerkendt i
den medlemsstat, som begæringen rettes til.
b)
c)
d)
e)
f)
18
kom (1999) 0220 - Ingen titel
Artikel 16
Ingen efterprøvelse af kompetencen for retterne i domsstaten
Kompetencen for retterne i domsstaten kan ikke efterprøves. Kompetencereglerne i
artikel 2-8 er ikke omfattet af de i artikel 15, stk. 1, litra a), og stk. 2, litra a),
omhandlede grundlæggende retsprincipper.
Artikel 17
Forskelle i anvendelig lov
Anerkendelse af en retsafgørelse om skilsmisse, separation eller omstødelse af
ægteskab kan ikke nægtes under henvisning til, at lovgivningen i den medlemsstat,
som begæringen rettes til, ikke tillader skilsmisse, separation eller omstødelse af
ægteskab på samme grundlag.
Hvis en medlemsstat på grund af bestemmelserne i denne forordning er forpligtet til at
anerkende en skilsmisse, må den hverken forbyde den ene eller den anden ægtefælle
at indgå et nyt ægteskab med den begrundelse, at den nationale lovgivning i en
medlemsstat, i hvilken disse ægtefæller er statsborgere, ikke anerkender denne
skilsmisse.
Artikel 18
Ingen efterprøvelse med hensyn til sagens realitet
En retsafgørelse kan i intet tilfælde efterprøves med hensyn til sagens realitet.
Artikel 19
Udsættelse
Gøres anerkendelse af en retsafgørelse, der er truffet i en medlemsstat, gældende ved
en ret i en anden medlemsstat, kan denne udsætte sagen, såfremt afgørelsen er blevet
anfægtet ved ordinær appel eller genoptagelse.
En ret i en medlemsstat, der er forelagt en anmodning om anerkendelse af en
retsafgørelse, der er truffet i Irland eller i Det Forenede Kongerige, og hvis
fuldbyrdelse er udsat i den pågældende domsstat på grund af appel eller genoptagelse,
kan udsætte sin afgørelse.
A
FDELING
2 – F
ULDBYRDELSE
Artikel 20
Eksigible retsafgørelser
De i en medlemsstat trufne retsafgørelser om udøvelse af forældremyndigheden over
et fælles barn, som er eksigible og blevet forkyndt i den pågældende stat, kan
fuldbyrdes i en anden medlemsstat, når de på begæring af en berettiget part er blevet
erklæret for eksigible i denne stat.
I Det Forenede Kongerige kan sådanne retsafgørelser dog fuldbyrdes i England og
Wales, Skotland eller Nordirland, når de på begæring af en berettiget part er blevet
19
kom (1999) 0220 - Ingen titel
registreret med henblik på fuldbyrdelse i den pågældende del af Det Forenede
Kongerige.
Artikel 21
Rettens stedlige kompetence
1.
2.
Begæringen skal fremsættes over for de i bilag I anførte retsinstanser.
Rettens stedlige kompetence i forbindelse med en begæring om fuldbyrdelse
afgøres efter den parts sædvanlige opholdssted, mod hvem fuldbyrdelsen
begæres, eller efter det sædvanlige opholdssted for det barn, som måtte være
berørt af begæringen.
Hvis ingen af de i første afsnit nævnte steder er beliggende i den
medlemsstat, som begæringen rettes til, afgøres rettens stedlige kompetence
efter stedet for fuldbyrdelsen.
3.
I forbindelse med de fremgangsmåder, der er omhandlet i artikel 14, stk. 3,
afgøres rettens stedlige kompetence efter den interne lovgivning i den
medlemsstat, hvor begæringen om anerkendelse eller om ikke-anerkendelse
fremsættes.
Artikel 22
Fremgangsmåde ved fuldbyrdelse
1.
2.
Fremgangsmåden ved fremsættelse af begæringen afgøres efter lovgivningen
i den medlemsstat, som begæringen rettes til.
Den, som fremsætter begæringen, skal vælge en processuel bopæl i
retskredsen for den ret, som begæringen er indgivet til. Såfremt lovgivningen
i den medlemsstat, som begæringen rettes til, ikke har regler om et sådant
valg af bopæl, skal den, som fremsætter begæringen, udpege en
procesfuldmægtig.
De i artikel 31 og 32 nævnte dokumenter skal vedlægges begæringen.
Artikel 23
Rettens afgørelse
1.
Den ret, som behandler begæringen, skal træffe sin afgørelse snarest muligt.
Den person, mod hvem fuldbyrdelsen begæres, kan ikke på dette tidspunkt af
sagens behandling fremsætte bemærkninger over for retten.
Begæringen kan kun afslås af en af de i artikel 15 anførte grunde.
En retsafgørelse kan i intet tilfælde efterprøves med hensyn til sagens
realitet.
3.
2.
3.
20
kom (1999) 0220 - Ingen titel
Artikel 24
Underretning om afgørelsen
Justitssekretæren drager omsorg for, at den, der har fremsat begæringen, straks og på
den måde, der er foreskrevet i lovgivningen i den medlemsstat, som begæringen rettes
til, får underretning om den afgørelse, der er truffet vedrørende begæringen.
Artikel 25
Appel eller genoptagelse af afgørelsen
Den afgørelse, der træffes om anmodningen om, at en retsafgørelse erklæres for
eksigibel, kan appelleres eller begæres genoptaget af begge parter. Begæring om
appel eller genoptagelse skal indgives til den ret, der er angivet i bilag II. Appel- eller
genoptagelsessagen skal behandles i overensstemmelse med reglerne om
kontradiktorisk procedure.
Hvis begæringen om appel eller genoptagelse indgives af den part, der anmoder om,
at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, skal den part, mod hvem fuldbyrdelsen
begæres, tilsiges til at give møde for den ret, der behandler appel- eller
genoptagelsessagen. Giver den pågældende part ikke møde, finder bestemmelserne i
artikel 10 anvendelse.
En afgørelse om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, skal appelleres eller
begæres genoptaget inden en måned efter, at den er blevet forkyndt. Såfremt den part,
mod hvem fuldbyrdelsen begæres, har sit sædvanlige opholdssted på en anden
medlemsstats område end den, hvor retsafgørelsen er blevet erklæret for eksigibel, er
fristen for appel eller genoptagelse to måneder og løber fra den dag, hvor afgørelsen
om eksigibilitet er blevet forkyndt for den pågældende personligt eller på hans bopæl.
Denne frist kan ikke forlænges på grund af afstanden.
Artikel 26
Appel- eller genoptagelsesinstanser samt retsmidler
Den afgørelse, der træffes i appel- eller genoptagelsessagen, kan kun anfægtes som
angivet i bilag III.
Artikel 27
Udsættelse
Den ret, der behandler en appel- eller genoptagelsessag i medfør af artikel 25 eller 26,
kan efter begæring fra den part, mod hvem fuldbyrdelsen begæres, udsætte sagen,
såfremt afgørelsen i domsstaten er anfægtet ved ordinær appel eller genoptagelse,
eller såfremt fristen herfor endnu ikke er udløbet. I sidstnævnte tilfælde kan retten
fastsætte en frist for iværksættelse af appel eller indgivelse af begæring om
genoptagelse.
Såfremt retsafgørelsen er truffet i Irland eller Det Forenede Kongerige, skal enhver
form for appel eller genoptagelse i den pågældende domsstat anses som et ordinært
retsmiddel ved anvendelsen af stk. 1.
21
kom (1999) 0220 - Ingen titel
Artikel 28
Delvis fuldbyrdelse
1.
Såfremt der ved en retsafgørelse er taget stilling til flere krav, og
fuldbyrdelse ikke kan tillades for så vidt angår dem alle, skal retten tillade
fuldbyrdelse af et eller flere af kravene.
Den, som fremsætter begæringen, kan begære delvis fuldbyrdelse.
Artikel 29
Fri proces
Den, som fremsætter begæringen, og som i domsstaten helt eller delvis har haft fri
proces eller har været fritaget for gebyrer og omkostninger, skal i forbindelse med den
i artikel 21-24 fastlagte fremgangsmåde have meddelt fri proces eller fritagelse for
gebyrer og sagsomkostninger i videst muligt omfang efter lovgivningen i den
medlemsstat, som begæringen rettes til.
Artikel 30
Sikkerhed eller depositum
Der kan ikke pålægges den part, som i en medlemsstat begærer fuldbyrdelse af en
retsafgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat, at stille sikkerhed eller depositum
af nogen art med den begrundelse, at vedkommende er udlænding eller ikke har
sædvanligt opholdssted i den pågældende medlemsstat.
A
FDELING
3 – F
ÆLLES BESTEMMELSER
Artikel 31
Dokumenter
1.
Den part, der søger eller anfægter anerkendelse af en retsafgørelse eller
begærer, at denne erklæres eksigibel, skal fremlægge:
a)
b)
2.
en genpart af afgørelsen, der opfylder de nødvendige betingelser med
hensyn til godtgørelse af dens ægthed
den attest, som er omhandlet i artikel 34, jf. dog artikel 35.
2.
Hvor det drejer sig om en udeblivelsesdom, skal den part, der søger
anerkendelse eller begærer fuldbyrdelse af en retsafgørelse, desuden
fremlægge:
a)
det originale dokument eller en bekræftet genpart, hvoraf det fremgår,
at det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument er
blevet forkyndt for eller meddelt den udeblevne part, eller
et dokument, der angiver, at sagsøgte utvetydigt har accepteret
afgørelsen.
b)
22
kom (1999) 0220 - Ingen titel
Artikel 32
Andre dokumenter
Den kompetente ret eller myndighed i domsstaten skal på begæring af en berettiget
part udstede en attest, der udfærdiges på formularen i bilag IV (retsafgørelser i
ægteskabssager) eller bilag V (retsafgørelser om forældremyndighed).
Artikel 33
Manglende fremlæggelse af dokumenter
1.
Såfremt de i artikel 31, stk. 1, litra b), eller stk. 2, nævnte dokumenter ikke
fremlægges, kan retten fastsætte en frist for deres tilvejebringelse eller
anerkende tilsvarende dokumenter eller, såfremt den anser sagen for
tilstrækkeligt oplyst, fritage for kravet om en sådan fremlæggelse.
Såfremt retten kræver det, skal der foretages en oversættelse af
dokumenterne. Oversættelsen skal bekræftes af en person, der er bemyndiget
hertil i en af medlemsstaterne.
Artikel 34
Legalisering eller opfyldelse af tilsvarende formalitet
Der kræves ingen legalisering eller opfyldelse af tilsvarende formalitet med hensyn til
de i artikel 31 og 32 og artikel 33, stk. 2, nævnte dokumenter eller eventuelle
procesfuldmagter.
2.
23
kom (1999) 0220 - Ingen titel
Kapitel IV – Overgangsbestemmelser
Artikel 35
1.
Bestemmelserne i denne forordning finder kun anvendelse på retssager, der
er anlagt, og på officielt bekræftede dokumenter, der er udstedt, samt på
forlig, der er indgået for retten under en retssag, efter at forordningen er trådt
i kraft.
Retsafgørelser, som er truffet, efter at denne forordning er trådt i kraft, i
sager, der er anlagt før dette tidspunkt, skal anerkendes og fuldbyrdes efter
bestemmelserne i kapitel III, såfremt de anvendte kompetenceregler er i
overensstemmelse med de regler, der er fastsat i kapitel II eller i en
konvention, der, da sagen blev anlagt, var gældende mellem domsstaten og
den medlemsstat, som begæringen rettes til.
2.
24
kom (1999) 0220 - Ingen titel
Kapitel V – Almindelige Bestemmelser
Artikel 36
Forholdet til konventioner
1.
Med forbehold af artikel 35 og 38 og nærværende artikels stk. 2 træder denne
forordning for så vidt angår de medlemsstater, der anvender den, i stedet for
de konventioner mellem to eller flere medlemsstater, som gælder på
tidspunktet for denne forordnings ikrafttræden, og som angår sagsområder,
der er omfattet af denne forordning.
Finland og Sverige kan erklære, at konventionen af 6. februar 1931 mellem
Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige indeholdende international-
privatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål, med
tilhørende slutprotokol, helt eller delvis skal finde anvendelse på deres
indbyrdes forbindelser i stedet for bestemmelserne i denne forordning. Disse
erklæringer offentliggøres i
De Europæiske Fællesskabers Tidende
som bilag
til forordningen. De nævnte medlemsstater kan på ethvert tidspunkt trække
erklæringen helt eller delvis tilbage.
Princippet om ikke-forskelsbehandling af unionsborgerne på grundlag af
nationalitet skal overholdes.
Kompetencereglerne i alle fremtidige aftaler, der indgås mellem de i
første afsnit omhandlede medlemsstater, og som angår sagsområder, der er
omfattet af denne forordning, skal afstemmes med kompetencereglerne i
denne forordning.
Afgørelser, der i en af de nordiske stater, som har fremsat den i første afsnit
omhandlede erklæring, er truffet af en kompetent myndighed svarende til en
af dem, der er omhandlet i denne forordnings kapitel II, anerkendes og
fuldbyrdes i de øvrige medlemsstater efter bestemmelserne i denne
forordnings kapitel III.
3.
Medlemsstaterne tilsender Kommissionen:
a)
en kopi af de i stk. 2, første og tredje afsnit, omhandlede aftaler og
udkast til aftale samt ensartede lovgivninger til gennemførelse af disse
aftaler
meddelelse om alle opsigelser af eller ændringer i sådanne aftaler eller
ensartede lovgivninger.
Artikel 37
Forholdet til visse multilaterale konventioner
Denne forordning har i forbindelserne mellem de medlemsstater, der er parter i den,
forrang frem for følgende konventioner, for så vidt angår sagsområder, som er
omfattet af denne forordning:
2.
b)
25
kom (1999) 0220 - Ingen titel
– Haag-konventionen af 5. oktober 1961 om myndighedernes kompetence og
lovvalget i sager vedrørende beskyttelse af mindreårige
– Luxembourg-konventionen af 8. september 1967 om anerkendelse af afgørelser om
ægteskabs gyldighed
– Haag-konventionen af 1. juni 1970 om anerkendelse af skilsmisser og separationer
– Den europæiske konvention af 20. maj 1980 om anerkendelse og fuldbyrdelse af
afgørelser om forældremyndighed
– Haag-konventionen af 19. oktober 1996 om retternes kompetence, lovvalg,
anerkendelse og fuldbyrdelse af retsakter samt om samarbejde vedrørende
forældremyndighed og foranstaltninger til beskyttelse af mindreårige, forudsat at
det berørte barn har sit sædvanlige opholdssted i en medlemsstat.
Artikel 38
Gyldighed
1.
De aftaler og konventioner, der er nævnt i artikel 36, stk. 1, og i artikel 37
bevarer deres gyldighed på sagsområder, som ikke er omfattet af denne
forordning.
De bevarer ligeledes deres gyldighed for så vidt angår retsafgørelser, der er
truffet, og officielt bekræftede dokumenter, der er udstedt før denne
forordnings ikrafttræden.
Artikel 39
Aftaler mellem medlemsstater
1.
To eller flere medlemsstater kan indgå aftaler eller arrangementer, som
supplerer denne forordnings bestemmelser eller letter dens gennemførelse.
Medlemsstaterne tilsender Kommissionen:
a)
b)
2.
en kopi af udkastene til sådanne aftaler
meddelelse om alle opsigelser af eller ændringer i sådanne aftaler.
2.
Aftalerne eller arrangementerne kan i intet tilfælde afvige fra kapitel II og
III.
Artikel 40
Traktater med Pavestolen
1.
Anvendelsen af denne forordning berører ikke den internationale traktat
(konkordat) mellem Pavestolen og Portugal, undertegnet den 7. maj 1940 i
Vatikanstaten.
Afgørelser om et ægteskabs ugyldighed, som træffes i henhold til den i stk. 1
nævnte traktat, anerkendes i medlemsstaterne på de i kapitel III i anførte
vilkår.
2.
26
kom (1999) 0220 - Ingen titel
3.
Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder ligeledes anvendelse på følgende
internationale traktater (konkordater) med Pavestolen:
- Concordato lateranense af 11. februar 1929 mellem Italien og Pavestolen
som ændret ved den aftale med tillægsprotokol, der blev undertegnet den
18. februar 1984 i Rom
- aftalen af 3. januar 1979 mellem Pavestolen og Spanien om retlige
anliggender.
4.
Anerkendelsen af de i stk. 2 omhandlede afgørelser kan i Italien og i Spanien
undergives de samme procedurer og den kontrol, som finder anvendelse på
afgørelser truffet af kirkeretter på grundlag af de i stk. 3 nævnte
internationale traktater med Pavestolen.
Medlemsstaterne tilsender Kommissionen:
a)
b)
en kopi af de i stk. 1 og 3 omhandlede traktater, og
meddelelse om alle opsigelser af eller ændringer i sådanne traktater.
Artikel 41
Medlemsstater med to eller flere retsordener
5.
For så vidt angår en medlemsstat, hvor to eller flere retsordener eller regelsæt
vedrørende sagsområder, der er omfattet af denne forordning, finder anvendelse i
forskellige territoriale enheder:
a)
b)
forstås en henvisning til sædvanligt opholdssted i denne medlemsstat som en
henvisning til sædvanligt opholdssted i en territorial enhed
forstås en henvisning til nationalitet som en henvisning til tilhørsforhold til
en territorial enhed som fastsat efter den pågældende medlemsstats
lovgivning
forstås en henvisning til de myndigheder i denne medlemsstat, som
behandler en begæring om skilsmisse, separation eller omstødelse af
ægteskab, som en henvisning til de myndigheder i den territoriale enhed, som
behandler begæringen
forstås en henvisning til reglerne i denne medlemsstat som en henvisning til
reglerne i den territoriale enhed, hvor kompetence, anerkendelse eller
fuldbyrdelse gøres gældende.
c)
d)
27
kom (1999) 0220 - Ingen titel
Kapitel VI – Afsluttende Bestemmelser
Artikel 42
Efterprøvelse
Senest fem år efter nærværende forordnings ikrafttræden forelægger Komissionen
Europa-Parlamentet, Rådet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om
anvendelsen af forordningen, specielt af artikel 36, 39 og 40. Rapporten ledsages i
givet fald af forslag til tilpasning af forordningen.
Artikel 43
Ændring af bilagene
1.
Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de love og
administrative bestemmelser, de vedtager til ændring af de retter og
kompetente myndigheder, der er angivet i bilag I og II, og af de appel- og
genoptagelsesprodurer, der er omhandlet i bilag III. Kommissionen tilpasser
de pågældende bilag i overensstemmelse hermed.
Ajourføringen eller de tekniske ændringer af standardformularerne i bilag IV
og V vedtages i overensstemmelse med artikel 44.
Artikel 44
1.
2.
Kommissionen bistås af et rådgivende udvalg, der består af repræsentanter
for medlemsstaterne og har Kommissionens repræsentant som formand.
I de tilfælde, hvor der henvises til stk. 1, finder den rådgivningsprocedure,
der er omhandlet i artikel 3 i afgørelse 1999/468/EF, anvendelse under
hensyntagen til bestemmelserne i afgørelsens artikel 7, stk. 3.
Artikel 45
Ikrafttræden
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i
De
Europæiske Fællesskabers Tidende.
Den finder anvendelse fra 1. januar 2001.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver
medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den
2.
På Rådets vegne
Formand
28
kom (1999) 0220 - Ingen titel
1441669_0029.png
BILAG I
De stedligt kompetente retter, over for hvilke den i artikel 21 omhandlede begæring
skal fremsættes, er følgende:
I Belgien, over for «Tribunal de première instance»/«Rechtbank van
eerste aanleg» eller «Erstinstanzliche Gericht»
I Forbundsrepublikken Tyskland, over for «Familiengericht»
I Spanien, over for «Juzgado de Primera Instancia»,
I Frankrig, over for præsidenten for «Tribunal de grande instance»
I Irland, over for "High Court"
I Italien, over for «Corte d'appello»
I Luxembourg, over for præsidenten for «Tribunal d'arrondissement»
I Østrig, over for «Bezirksgericht»
I Nederlandene, over for præsidenten for «Arrondissementsrechtbank»
I Portugal, over for "Tribunal de Comarca» eller «Tribunal de família»
I Finland, over for «Käräjäoikeus/Tingsrätten»
I Sverige, over for «Svea hovrätt»
I Det Forenede Kongerige:
a) i England og Wales, over for "High Court of Justice"
b) i Skotland, over for "Court of Session"
c) i Nordirland, over for "High Court of Justice".
29
ίε ιδ τω
ςέλε
I Grækenland, over for «Movo
Πρ
o x o»
kom (1999) 0220 - Ingen titel
1441669_0030.png
BILAG II
De retter, til hvilke der kan indgives begæring om appel eller genoptagelse efter
artikel 25, er:
– I Belgien, til «Tribunal de première instance»/«Rechtbank van eerste
aanleg» eller «Erstinstanzliche Gericht»
– I Forbundsrepublikken Tyskland, til «Oberlandesgericht»
– I Spanien, til «Audiencia Provincial»
– I Frankrig, til «Cour d'appel»
– I Italien, til «Corte d'appello»
– I Irland, til "High Court of Justice"
– I Luxembourg, til «Cour d'appel»
– I Nederlandene, til «Arrondissementsrechtbank»
– I Østrig, til «Bezirksgericht»
– I Portugal, til «Tribunal de Relação»
– I Finland, til «Hovioikeus»/«Hovrätten»
– I Sverige, til «Svea hovrätt»
– I Det Forenede Kongerige:
a) i England og Wales, til "High Court of Justice"
b) i Skotland, til "Court of Session"
c) i Nordirland, til "High Court of Justice".
ίετεφ
– I Grækenland, til "Ε
30
kom (1999) 0220 - Ingen titel
1441669_0031.png
BILAG III
Afgørelser i appel- eller genoptagelsessager kan i henhold til artikel 26 kun anfægtes:
- i Belgien, Grækenland, Spanien, Frankrig, Italien, Luxembourg og
Nederlandene, ved en kassationsappel
- i Forbundsrepublikken Tyskland, ved en «Rechtsbeschwerde»
- i Irland, ved en appel vedrørende et retligt spørgsmål til "Supreme Court"
- i Østrig, ved en «Revisionsrekurs»
- i Portugal, ved en "recurso restrito à matéria de direito»
- i Finland, ved appel til "korkein oikeus/högsta domstolen»
- i Sverige, ved appel til «Högsta domstolen»
- i Det Forenede Kongerige, ved en enkelt appel vedrørende et retligt
spørgsmål.
31
kom (1999) 0220 - Ingen titel
1441669_0032.png
BILAG IV
Attest i henhold til artikel 34 vedrørende retsafgørelser i ægteskabssager
1.
2.
Domsstat
Ret eller myndighed, der har udstedt attesten
2.1. Navn
2.2. Adresse
2.3. Tlf./fax/e-post
3.
Ægtefæller
3.1. Hustru
3.1.1.
3.1.2.
3.1.3.
3.2. Mand
3.2.1.
3.2.2.
3.2.3.
Navn
Fødeland og -sted
Fødselsdato
Navn
Fødeland og -sted
Fødselsdato
3.3. Vielsesland og -dato
3.3.1.
3.3.2.
4.
Land
Dato
Ret, der har truffet retsafgørelsen
4.1. Rettens art
4.2. Rettens hjemsted
5.
Retsafgørelsen
5.1. Dato
5.2. Journalnummer
5.3. Retsafgørelsens art
5.3.1.
Skilsmisse
32
kom (1999) 0220 - Ingen titel
1441669_0033.png
5.3.2.
5.3.3.
Omstødelse af ægteskab
Separation
5.4. Blev retsafgørelsen truffet over for en udebleven sagsøgt?
5.4.1.
5.4.2.
6.
7.
Nej
Ja
14
Navn på parter, som har haft fri proces
Kan retsafgørelsen gøres til genstand for appel eller genoptagelse i henhold til
domsstatens lovgivning?
7.1
Nej
7.2. Ja
8.
Retsvirkningsdato for retsafgørelsen om
8.1. Skilsmisse
15
8.2. Separation
Udfærdiget i ................, den...................
Underskrift og/eller stempel
14
15
De dokumenter, der er omhandlet i artikel 33, stk. 2, skal vedlægges.
Hvis denne dato afviger fra den dato, der er angivet i punkt 5.1.
33
kom (1999) 0220 - Ingen titel
1441669_0034.png
BILAG V
Attest i henhold til artikel 34 vedrørende retsafgørelser om forældremyndighed
1.
2.
Domsstat
Ret eller myndighed, der har udstedt attesten
2.1. Navn
2.2. Adresse
2.3. Tlf./fax/e-post
3.
Forældre
3.1. Moder
3.1.1.
3.2. Fader
3.2.1.
4.
Navn
Navn
Ret, der har truffet retsafgørelsen
4.1. Rettens art
4.2. Rettens hjemsted
5.
Retsafgørelsen
5.1. Dato
5.2. Journalnummer
5.3. Blev retsafgørelsen truffet over for en udebleven person?
5.3.1.
5.3.2.
Nej
Ja
16
6.
Børn, der er omfattet af retsafgørelsen
17
6.1. Navn og fødselsdato
6.2. Navn og fødselsdato
16
17
De dokumenter, der er omhandlet i artikel 33, stk. 2, skal vedlægges.
Hvis der er flere end fire børn, anvendes en ny formular.
34
kom (1999) 0220 - Ingen titel
1441669_0035.png
6.3. Navn og fødselsdato
6.4. Navn og fødselsdato
7.
8.
Navn på parter, som har haft fri proces
Attestering af eksigibilitet og forkyndelse
8.1. Er retsafgørelsen eksigibel i henhold til domsstatens lovgivning?
8.1.1.
8.1.2.
Ja
Nej
8.2. Er retsafgørelsen blevet forkyndt for den part, mod hvem fuldbyrdelse
begæres?
8.2.1.
Ja
8.2.1.1. Den pågældende parts navn
8.2.1.2. Forkyndelsesdato
8.2.2.
Nej
Udfærdiget i ....................., den..............
Underskrift og/eller stempel
35