PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Europaudvalget 2000-01
EUU Alm.del Bilag 303
Offentligt

Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Europaudvalget

(Alm. del - bilag 303)

retlige og indre anliggender ministerråd

(Offentligt)

_____________________________________________

REU, Alm. del - bilag 70 (Løbenr. 1181)

Vedlagt fremsendes i 70 eksemplarer besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 16 af 13. oktober 2000 fra

Folketingets Retsudvalg (Alm. del {{SPA}} bilag 59).

Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 16 af 13. oktober 2000 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del

{{SPA}} bilag 59).

Spørgsmål nr. 16:

"Ministeren bedes tilsende udvalget sit talepapir fra samrådet den 12. oktober 2000 om samrådsspørgsmål C

(udvisningsdomme), jf. alm. del {{SPA}} bilag 19."

Svar:

Det af Justitsministeriet udarbejdede udkast til talepapir, der dannede grundlag for ministerens besvarelse den 12.

oktober 2000 af samrådsspørgsmål C, vedlægges.

Udkast til besvarelse af samrådsspørgsmål nr. C fra Folketingets Retsudvalg stillet til

justitsministeren og indenrigsministeren

Spørgsmål nr. C:

"Der ønskes en drøftelse af de danske udvisningsregler i lyset af Højesterets nyere praksis på området sammenholdt med

afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Er regeringen indstillet på at tage initiativ til en ændring af

udlændingeloven m.v., hvis det viser sig, at Højesterets praksis går i en anden retning end

menneskerettighedsdomstolens?"

Svar:

<DOCUMENT_START>

Retsudvalgets spørgsmål indeholder to forskellig dele.

For det første spørger Retsudvalget til forholdet mellem Højesterets praksis i udvisningssager og

Menneskerettighedsdomstolens praksis på området.

For det andet stiller Retsudvalget spørgsmål om regeringens planer om eventuelt at ændre udlændingelovens

udvisningsregler.

Jeg har aftalt med indenrigsministeren, at jeg svarer på den første del af spørgsmålet, og at hun tager sig af den anden

del.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Lad mig starte med at sige, at jeg er glad for, at vi nu har fået tredje bind til Anklagemyndighedens Årsberetning for

1998-1999, der indeholder en meget grundig og detaljeret gennemgang af nyere højesteretspraksis vedrørende udvisning

af udlændinge på grund af kriminalitet og forholdet til Menneskerettighedskonventionens artikel 8.

Jeg synes, at der er tale om en meget klar og oplysende redegørelse, og jeg er overbevist om, at den vil være til stor

hjælp for anklagemyndigheden, når der skal tages stilling til, om der i konkrete straffesager skal nedlægges påstand om

udvisning af udlændinge.

Rigsadvokaten redegør udførligt for Højesterets praksis på området, og har medtaget afgørelser frem til den 14. august

2000. Rigsadvokaten redegør endvidere for Menneskerettighedsdomstolens praksis i perioden fra 1991 til marts 2000.

Redegørelsen giver således en omfattende og opdateret redegørelse for praksis på området.

Inden jeg går over til at kommentere Rigsadvokatens redegørelse, vil jeg godt sige, at jeg herved kommer til at

koncentrere mig om grænserne for, hvornår en udlænding kan udvises. Derfor vil jeg godt fremhæve, at de

begrænsninger, som menneskerettighederne medfører, ikke er til hinder for, at vi på grund af de danske regler

gennemfører udvisninger i et stort antal sager.

Rigsadvokatens redegørelse indeholder på side 111 en oversigt over Højesterets praksis i udvisningssager i perioden 1.

januar 1997 til 14. august 2000. Som det fremgår heraf, har Højesteret i samtlige sager, bortset fra to, udvist udlændinge,

der er blevet idømt 4 års fængsel og derover som følge af narkokriminalitet og anden form for grov kriminalitet. I de to

sager hvor der ikke skete udvisning, var den ene udlænding født i Danmark og havde opholdt sig her i 19 år. I den anden

sag var udlændingen indrejst i Danmark som 25-årig og havde opholdt sig her i landet i ca. 13 år. Han var gift, og havde

3 børn, og var fuldt integreret i det danske samfund.

Jeg kan i den forbindelse også oplyse, at siden de nye udvisningsregler trådte i kraft den 3. juli 1998 er i alt 641 personer

udvist i forbindelse med endelig dom for strafbart forhold, der er begået efter dette tidspunkt. Af de 459 personer, der

blev udvist ved endelig dom i 1999, kan jeg oplyse, at 331 personer var udrejst fra Danmark i midten af februar måned i

år.

Jeg vil herefter gå over til at kommentere Rigsadvokatens redegørelse. På side 39 anføres, at det klart følger af

forarbejderne til udvisningsbestemmelserne i udlændingeloven, at udvisning af en udenlandsk statsborger er undergivet

den begrænsning, at udvisning ikke vil kunne finde sted, hvis det er i strid med Danmarks internationale forpligtelser,

herunder artikel 8 i Menneskerettighedskonventionen. Dette vil indenrigsministeren vende tilbage til om lidt.

Når domstolene skal vurdere, om en udvisning vil være i strid med artikel 8 i Menneskerettighedskonventionen, skal der

først tages stilling til, om udlændingen overhovedet har et familieliv og/eller et privatliv her i landet, der er beskyttet af

artikel 8 i Menneskerettighedskonventionen. Dette er en forudsætning for, at en udvisning rejser spørgsmål i forhold til

Menneskerettighedskonventionens artikel 8. I praksis vil det imidlertid sjældent være dette spørgsmål, der giver

anledning til vanskeligheder.

I det omfang en udvisning udgør et indgreb i en udlændings ret til et familie- og privatliv, der er beskyttet af

Menneskerettighedskonventionens artikel 8, vil det efter denne bestemmelse være et krav, at udvisningen er proportional

i forhold til det formål, som udvisningen varetager. Udvisningen skal således være udtryk for en rimelig afvejning af på

den ene side hensynet til udlændingens familie- og/eller privatliv og på den anden side navnlig hens ynet til at forebygge

uro eller forbrydelse i værtslandet.

Det helt centrale i udvisningssager er netop spørgsmålet om proportionalitetsvurderingen.

Ved proportionalitetsvurderingen lægger Menneskerettighedsdomstolen vægt på flere momenter.

Menneskerettighedsdomstolen lægger således vægt på karakteren og grovheden af den begåede kriminalitet, herunder

om udlændingen tidligere er straffet. I den forbindelse lægger Menneskerettighedsdomstolen vægt på arten og længden

af den idømte straf. Herudover lægger Menneskerettighedsdomstolen vægt på karakteren og omfanget af de konkrete

tilknytningsmomenter (familie, arbejde, opvækst, skolegang, uddannelse, sprog m.m.) til henholdsvis udvisningsstaten

og oprindelsesstaten.

Som anført af Rigsadvokaten (side 96) er Menneskerettighedsdomstolens afgørelser i udvisningssager meget konkret

begrundet, og de enkelte afgørelser vil altid være udtryk for en helt konkret vurdering af den enkelte sags faktiske

omstændigheder.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

De momenter, som Menneskerettighedsdomstolen tillægger betydning i udvisningssager er efter min opfattelse afspejlet

i Højesterets praksis. Højesterets afgørelser er således også udtryk for en vurdering af, om det vil være proportionalt at

udvise en udlænding i en konkret sag.

Det er imidlertid ikke muligt at sammenfatte Højesterets praksis på området til nogle enkle overordnede principper. Som

det fremgår af Rigsadvokatens redegørelse (side 96), er Højesterets afgørelser i sagens natur meget konkret begrundet,

og Højesterets praksis kan ikke anses for endeligt afklaret i alle situationer. Rigsadvokaten har dog med udgangspunkt i

Højesterets hidtidige praksis forsøgt at opstille nogle typetilfælde, der vi ser, hvad en proportionalitetsvurdering vil føre

til i medfør af Menneskerettighedskonventionens artikel 8.

Jeg vil her blot nævne nogle få af de typetilfælde, som Rigsadvokaten fremhæver i sin redegørelse, og som

anklagemyndigheden vil skulle inddrage ved behandlingen af spørgsmål om udvisning.

Rigsadvokaten fremhæver (s. 98), at der i sager om udvisning gælder en "bagatelgrænse" for, hvornår der bør nedlægges

påstand om udvisning. Hvis der således alene er tale om førstegangstilfælde vedrørende overtrædelse af lov om

euforiserende stoffer, der i den konkrete sag ikke straffes særlig hårdt, gælder der meget snævre grænser for udvisning af

en udlænding, der er omfattet af udl& aelig;ndingelovens § 22, det vil sige en udlænding, der har haft lovligt ophold i

Danmark i mere end 7 år eller er omfattet af udlændingelovens §§ 7-8 (flygtning).

Rigsadvokaten anfører endvidere (s. 99), at hvis der er tale om en person, der helt eller delvis er opvokset her i landet,

har boet her lige siden, og haft sin skolegang her, taler dette med stor styrke imod udvisning. I en sådan sag skal der

derfor foreligge en meget alvorlig kriminalitet for, at det vil være foreneligt med artikel 8 i

Menneskerettighedskonventionen at udvise den pågældende.

Rigsadvokaten nævner derudover (s. 100), at hvis udlændingen ingen tilknytning har til hjemlandet, f.eks. fordi

vedkommende ikke taler og forstår sproget, og ingen relationer har til oprindelseslandets kulturelle eller sociale forhold,

således at vedkommende ikke vil kunne klare sig i dette land, følger det utvivlsomt af Menneskerettighedsdomstolens

praksis, at det vil være i strid med artikel 8 at udvise den pågældende, selv om vedkommende har begåe t meget alvorlig

kriminalitet.

På samme måde anfører Rigsadvokaten (s. 102), at hvis udlændingen er gift eller lever i et fast samlivsforhold, stilles der

betydelige krav til karakteren af den udvisningsbegrundende kriminalitet, og kriminalitetskravet øges betydeligt, hvis

udlændingen og dennes ægtefælle har børn sammen.

Jeg har her blot nævnt nogle få af de typetilfælde, som Rigsadvokaten kommer med i sin redegørelse. Lad mig i den

forbindelse tilføje, at jeg i det hele kan tilslutte mig Rigsadvokatens konklusioner.

Med hensyn til spørgsmålet om forholdet mellem Højesterets praksis og Menneskerettighedsdomstolens praksis kan jeg

for det første sige, at Højesterets praksis som sagt afspejler de kriterier, der følger af Menneskerettighedsdomstolens

praksis. Højesterets praksis er således også udtryk for en konkret vurdering af, om det vil være proportionalt at udvise en

udlænding i en konkret sag, idet Højesteret anvender de samme kriterier , som Menneskerettighedsdomstolen.

Ud fra en generel betragtning er Højesterets praksis således helt i overensstemmelse med Menneskerettighedsdomstolens

praksis.

For det andet vil jeg godt understrege, at det er meget vanskeligt at foretage en mere konkret sammenligning af

Højesterets afgørelser med Menneskerettighedsdomstolens afgørelser.

Rigsadvokaten anfører således i sin redegørelse (side 64), at de sager, der har været indbragt for

Menneskerettighedsdomstolen, alle har vedrørt grovere kriminalitet. Domstolen har således ikke haft lejlighed til at tage

stilling til proportionalitetsafvejningen efter Menneskerettighedskonventionens artikel 8 i sager, hvor der er idømt mere

kortvarige straffe. Dette gør det vanskeligt direkte at sammenligne Menneskerettighedsdomstolens afgørelse r med

afgørelser, der er truffet i henhold til national ret.

Endelig vil jeg gerne sige, at jeg af principielle grunde må være tilbageholdende over for at gå ind i en meget konkret

vurdering af, hvorvidt Højesterets enkelte afgørelser i udvisningssager er i overensstemmelse med

Menneskerettighedsdomstolens praksis.

Det vil jo i høj grad være det samme som at foretage en vurdering af, om Højesterets afgørelse i en konkret sag er

korrekt.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Som det er udvalget bekendt, må jeg som justitsminister være tilbageholdende med hensyn til at foretage den slags

vurderinger.

Men lad mig til slut gentage, at Højesterets praksis ud fra en generel betragtning er i overensstemmelse med

Menneskerettighedsdomstolens praksis.