Folketingets Europaudvalg
Christiansborg, den 21. juni 2001
Folketingets repræsentant ved EU
Til
Folketingets Europaudvalg
Lindh & Prodi: Irsk folkeafstemningsresultat må
ikke sinke udvidelsesforhandlingerne
Sveriges udenrigsminister Anna Lindh og Europa-Kommissionens formand Romano
Prodi udtrykte stor skuffelse over det irske nej til Nicetraktaten, da de den 13. juni ori-
enterede Europa-Parlamentet om det kommende møde i Det Europæiske Råd i Göte-
borg.
Begge fastslog udtrykkeligt, at det irske afstemningsresultat ikke må sinke udvidelses-
forhandlingerne med de 12 ansøgerlande.
Anna Lindh understregede, at ”nej’et” blot betyder, at ratifikationsprocessen må fort-
sætte med uformindsket styrke, og at EU-landene nu må sige det endnu tydeligere, at
udvidelsesprocessen fortsætter. ”Det er et spørgsmål om hele Unionens troværdighed,
at vores arbejdsprogram, der blev betragtet som meget ambitiøst for blot 6 måneder
siden, og som nogle kaldte urealistisk, vil blive gennemført”, erklærede Lindh.
Anna Lindh konstaterede derefter, at der kan drages tre konklusioner fra den irske fol-
keafstemning:
1) Göteborg-topmødet skal give tydelige signaler om, at udvidelsen skal drives videre
fremad.
2) Det må gøres klart, at Nicetraktaten bliver implementeret, og at ratifikationsproces-
sen skal fortsætte i de andre lande.
3) Vi må sammen blive bedre til at forankre EU hos borgerne – vigtigt at vi udnytter
”fremtidsdebatten” til dette, så vi får en bred debat om Europa.
Europa-Kommissionens formand Romano Prodi lovede, at også Kommissionen vil
gøre sit yderste for at realisere EU’s udvidelse.
Kommission og EP mener, at irsk nej viser behov for ny måde at revidere EU-
traktater på.
Romano Prodi fortolkede det irske nej som en påmindelse om, at de nuværende regler
for traktatændringer ikke længere er acceptable, og at man må finde en mere åben og
transparent metode for fremtiden. Som kommissionsformanden udtrykte det: ”Europas
skæbne kan og må ikke blive afgjort i ansigtsløse komiteer af rådgivere og regerings-
konferencer, der foregår bag lukkede døre. Den eneste vej fremad, der er acceptabel
for vore borgere, er at nedsætte et særligt konvent, hvor både repræsentanter fra med-