Europaudvalget 2000-01
EUU Alm.del INFO-note I 38
Offentligt
1455806_0001.png
Europaudvalget
(Info-note I 38)
(Offentligt)
_____________________________________________
MPU, Alm. del - bilag 276 (Løbenr. 4114)
Til
udvalgets medlemmer og stedfortrædere
Kommissionens grønbog om PVC
Høring den 30. november 2000
1. Hvad er formålet med grønbogen?
Kommissionen udsendte den 26. juli 2000 en grønbog om miljøaspekterne i forbindelse med PVC.
Grønbogen indeholder en detaljeret og meget teknisk gennemgang af PVC-industrien og dens produkter,
anvendelsen af tilsætningsstoffer i PVC, håndtering af PVC-affald, og andre horisontale aspekter ved PVC.
PVC rejser en række komplekse problemstillinger, fordi PVC på den ene side er et af de mest anvendte
plastprodukter i verden og derfor af stor økonomisk og industriel betydning. På den anden side indebærer
produktionen og den efterfølgende affaldshåndtering af PVC og PVC-produkter en række risici for miljøet,
herunder den menneskelige sundhed.
Grønbogen fokuserer på en kortlægning og analyse af en række problemstillinger i forbindelse med PVC
{{PU2}}s indvirkning på miljøet, herunder menneskers sundhed. Problemstillingerne er hovedsageligt
relateret til anvendelsen af visse
tilsætningsstoffer
(stabilisatorer som bly og cadmium og blødgørere som
phthalater) og
håndteringen af PVC-affald,
som kan forventes at blive et stærkt stigende problem i de
kom 20 år.
Der er
to formål
med grønbogen:
dels
præsenteres og vurderes forskellige miljø- og sundhedsaspekter i
tilknytning til PVC-materialets livscyklus på et videnskabeligt grundlag, og
dels
lægges der op til en
diskussion af forskellige muligheder for at begrænse virkningerne på miljøet ud fra princippet om
bæredygtig udvikling. Høringen skal munde ud i en indkredsning af de praktiske løsninger på mil jø- og
sundhedsproblemer forårsaget af PVC.
Grønbogen er det andet led i Kommissionens tre-trins raket til håndtering af PVC-problemet. Forud for
grønbogen har Kommissionen foretaget en omfattende økonomisk og videnskabelig analyse. På basis af
denne har Kommissionen nu udsendt grønbogen om PVC i bred offentlig høring frem til den 30. november
2000. Kommissionen har desuden selv gennemført en offentlig høring den 23. oktober 2000. På baggrund
af høringsprocessen regner Kommi ssionen med at kunne præsentere en
fællesskabsstrategi for PVC
i
begyndelsen af 2001.
Denne note gennemgår grønbogens vigtigste elementer med udgangspunkt i 8 spørgsmål, som er opstillet i
grønbogen. Der hører følgende 2 bilag til noten:
Bilag 1: Fakta om PVC-industrien og dens produkter, som de fremgår af grønbogen.
Bilag 2: Den europæiske PVC-industris frivillige tilsagn.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455806_0002.png
For god ordens skyld skal det anføres, at
de tal og vurderinger, som er indeholdt i grønbogen, omhandler
situationen i EU samlet set.
Situationen i de enkelte medlemsstater varierer, herunder er der konkrete
danske forhold, som afviger fra den generelle beskrivelse.
Der henvises i øvrigt til Miljø- og Energiministeriets grundnotat om Kommissionens udkast til grønbog om
PVC (EUU Alm. del {{SPA}} bilag 65, MPU Alm. del {{SPA}} bilag 1712 (99)).
•
Brug af særlige tilsætningsstoffer i PVC
Et
særligt forhold
ved PVC-produktionen i forhold til andre plasttyper er tilsætningen af blødgørere (især
phthalater) og stabilisatorer, som er nødvendige for at opnå de ønskede forskellige egenskaber i PVC.
Disse tilsætningsstoffer indebærer en række forskellige miljø- og sundhedsmæssige problemer.
A. Stabilisatorer
Stabilisatorer tilsættes PVC-polymeren ("råstoffet") for
at hindre nedbrydning
ved varme- og
lyspåvirkninger. Der anvendes forskellige typer stabilisatorer, og mængden af dem i slutproduktet varierer
afhængigt af de tekniske krav til det ønskede produkt.
De vigtigste stabilisatorer er
bly, cadmium og organiske tinforbindelser. Blystabilisatorer
er for tiden de
mest udbredte stabilisatorer (ca. 70 pct. af det samlede forbrug). I Europa blev der i 1998 anvendt 112.000
tons blystabilisatorer indeholdende omkring 51.000 tons rent bly. Blystabilisatorer anvendes hovedsageligt
i rør, profiler og kabler.
Brugen af
cadmiumstabilisatorer
er i Europa faldet drastisk fra omkring 600 t/år i 1992 til 50 t/år i 1998.
Cadmiumstabilisatorer anvendes dog stadig af nogle producenter i PVC-vinduesrammer, hvor anvendelsen
stadig er tilladt ifølge fællesskabslovgivningen.
Hertil kommer en række blandingsstabilisatorer og organiske tinforbindelser, som bl.a. bruges i uelastisk
emballagefilm, flasker, tagbeklædning og i klare hårde bygningsplader.
De vigtigste punkter af interesse for diskussionen om potentielle risici fra bly- og cadmiumstabilisatorer er
risikoen for forurening af miljøet i produktions- og affaldsfasen samt risikoen for arbejdstagerne i disse
faser. Endvidere er der problemer som bidraget af bly og cadmium til den samlede tungmetalbelastning i
kommunalt affald og muligheden for udvaskning af blødt PVC-affald ved deponering på lossepladser (se
nærmere afsnittet om affaldshåndtering nedenfor).
Videnskabelig usikkerhed gør det imidlertid svært at sige noget præcist om, hvad en erstatning af bly og
cadmium vil betyde for de samlede emissioner i miljøet, da der endnu ikke er foretaget en samlet EU-
risikovurdering af anvendelsen af cadmium og blyforbindelser som stabilisatorer i PVC-produkter.
Erstatningsstoffer for bly og cadmium er allerede taget i brug, men af tekniske og økonomiske grunde er en
generel substitution af blystabilisatorer ikke mulig på nuv&a elig;rende tidspunkt.
Der findes ingen lovgivning på fællesskabsplan om anvendelse af blyforbindelser som stabilisatorer. PVC-
industrien har i sin
frivillige aftale
forpligtet sig til at udfase brugen af cadmiumstabilisatorer i 2001.
Angående brugen af bly har industrien forpligtet sig til at gennemføre indledende risikovurderinger af
blybaserede stabilisatorer.
Kommissionen konkluderer, at
forureningen af miljøet med bly og cadmium skal undgås i videst muligt
omfang,
og Kommissionen går derfor ind for en begrænsning af anvendelsen af cadmium og bly som
stabilisatorer i PVC-produkter. Kommissionen opstiller følgende muligheder for foranstaltninger:
1. lovgivningsmæssig udfasning eller andre risikobegrænsende foranstaltninger vedrørende cadmium
og/eller bly med mulighed for midlertidige dispensationer
2. gennemførelse af PVC-industriens frivillige aftale vedrørende cadmium
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455806_0003.png
3. indgåelse af frivillige aftaler angående bly.
Spørgsmål nr. 1:
Hvilke foranstaltninger bør der træffes for at imødegå problemerne med anvendelse af
bly og cadmium i ny PVC? Og med hvilken tidshorisont?
B. Blødgørere
Blødgørere er nødvendige for fremstilling af bløde PVC-produkter. Mængden af blødgørere,
som tilsættes PVC-polymeren, afhænger af produktets ønskede egenskaber. Phthalater er en
fællesbetegnelse for en gruppe af disse kemiske blødgørere, der blandt andet anvendes i maling,
trykfarve, lim, m.v. I Vesteuropa produceres der hvert år omkring 1 mio. tons phthalater, hvoraf
900.000 tons anvendes til blødg&os lash;ring af PVC.
Phthalater med lange molekylekæder er svært nedbrydelige i biologiske systemer og nedbrydes
kun delvis i almindelige afløbs- og spildevandsrensningsanlæg, hvor de ophobes i kloakslam.
Dyreforsøg har påvist, at nogle af phthalaterne kan være kræftfremkaldende, og andre er under
mistanke for at påvirke den menneskelige forplantningsevne.
Samtlige phthalater, som anvendes i store mængder i PVC-produktionen, findes i dag overalt i
miljøet, hvor de primært spredes gennem luften og ved udvaskning. I høje koncentrationer
findes de hovedsageligt i sedimenter og kloakslam.
Phthalater kendes hovedsageligt fra den offentlige debat omkring deres anvendelse i blødt
plastlegetøj, da de vandrer fra legetøj og småbørnsartikler, når børn putter dem i munden, og der
opstår derved en risiko for skader på nyrer, lever og testikler. Flere medlemslande har derfor
indført nationale forbud mod phthalater i legetøj og babyartikler beregnet for børn under tre år,
og Kommissionen fremlagde sidste år
et forbud mod anvendelsen af fem phthalater.
Der anvendes allerede i dag andre blødgørere end phthalater, men de udgør kun en lille brøkdel
af den samlede anvendelse af blødgørere i forhold til phthalater, og der foreligger kun
begrænsede oplysninger om disse blødgøreres miljø- og sundhedsmæssige virkninger ved
anvendelse i PVC. En relevant vurdering vil således kræve flere oplysninger.
De problemer, som anvendelsen af phthalater i PVC rejser, kan afhjælpes gennem en række
foranstaltninger, bl.a. lovgivningsmæssige og frivillige risikobegrænsende tiltag. Det leder
Kommissionen frem til sit andet spørgsmål:
Spørgsmål nr. 2:
Skal der træffes specifikke foranstaltninger til begrænsning af anvendelsen af phthalater
som blødgørere i PVC? I bekræftende fald hvornår og med hvilke instrumenter?
•
Affaldshåndtering
Mængden af PVC-affald hænger naturligvis sammen med PVC-forbruget. På grund af PVC-produkternes
levetid, som kan være helt op til 50 år eller mere for visse produkter som rør og profiler, er der en
tidsforskydning mellem PVC-forbruget og PVC-forekomster i affald.
Der forventes derfor en væsentlig
stigning i mængden af
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455806_0004.png
PVC-affald fra omkring 2010.
Det anslås, at den samlede, årlige mængde af PVC-affald i EU i 1999 var på omkring 4,1 mio. tons, fordelt
på 3,6 mio. tons affald fra forbrugsleddet og 0,5 mio. tons fra produktionsleddet.
Den mest anvendte form
for håndtering af affald fra forbrugsleddet i EU er deponering på lossepladser,
hvor mellem 2,6 og 2,9
mio. tons deponeres på lossepladser hvert år. Mekanisk genvinding anvendes kun for en lille brøkdel af
affaldet fra for brugsleddet (omkring 100.000 tons), og omkring 600.000 tons PVC forbrændes hvert år i
EU.
Den årlige mængde af
PVC-affald forventes at stige ca. 30 pct. i 2010 og 80 pct. i 2020,
især på grund af
den betydelige forøgelse af affaldsmængden fra langtidsholdbare produkter. Der forventes også en ændring
i sammensætningen af affaldet fra forbrugsleddet, hvor andelen af PVC-bygningsaffald,
husholdningsaffald og affald fra kontorer, forretninger og virksomheder vil stige, mens andelen af
emballageaffald og blød PVC-affald fo rventes at falde væsentligt.
Kommissionen mener, at der i lyset af de alvorlige fremtidsudsigter bør tages fat om problemet allerede nu.
Kommissionen har fået foretaget fire undersøgelser med henblik på at vurdere de tekniske aspekter af de
vigtigste metoder til håndtering af PVC-affald: mekanisk og kemisk genvinding, forbrænding og
deponering. De gennemgås hver for sig kort nedenfor i denne note.
Behandlingen af PVC-affald skal vurderes i sammenhæng med den
europæiske affaldshåndteringspolitik,
som bygger på principperne om, at
forebyggelse af affald skal have førsteprioritet
frem for genanvendelse
og endelig bortskaffelse (ved forbrænding). Hvis det endvidere er miljømæssigt forsvarligt, skal
materialegenvinding prioriteres fremfor energimæssig udnyttelse,
da materialegenvinding har en større
indvirkning på forebyggelsen af affaldsdannelse end energimæssig udnyttelse.
De allerede gennemførte ændringer i fællesskabslovgivningen om affaldsforvaltning forventes at få
følgende virkninger:
• Direktivet om deponering af affald vil medføre væsentlige ændringer i affaldshåndteringen, da
deponeringsomkostningerne vil stige betydeligt.
• Genvinding forventes at vinde betydeligt frem i løbet af de næste årtier, navnlig for de affaldstyper,
hvor der fastsættes genvindingsmål. Den energimæssige udnyttelse af affald, der ikke kan genvindes,
forventes også at stige.
A. Mekanisk genvinding
Mekanisk genvinding henviser til genvindingsprocesser, hvor PVC-affald udelukkende
behandles mekanisk, hovedsageligt ved findeling, sigtning og formaling. De produkter, som
man får ud af disse processer, kan forarbejdes til nye produkter. Der er dog stor forskel på
kvaliteten af PVC-genvindingsprodukter afhængigt af det materiale der genvindes. Kvaliteten er
afgørende for, i hvilket omfang nyt materiale kan erstattes med et genvindingsprodukt.
Et af problemerne med genvinding
er forekomsten af tilsætningsstoffer,
som er klassificeret
som farlige stoffer, f.eks. bly og cadmium. Tungmetallerne udledes ikke direkte i miljøet, men
indgår i den nye produktion, og derfor udskyder man ikke blot den endelige bortskaffelse til et
senere stadium, men spreder også forureningen med bly og cadmium i nye produkter.
Genvinding af affald fra
forbrugsleddet
er stadig af ringe omfang i EU, og mængden af
genvundne materialer udgør mindre end 3 pct. af den samlede mængde. Mekanisk affald fra
produktionsleddet
svarer derimod til omkring 85 pct. af det producerede PVC-affald fra
produktionsleddet, og kan betragtes som en økonomisk rentabel aktivitet.
Da genvinding fra forbrugsleddet langt fra er økonomisk konkurrencedygtigt, er det nødvendigt
med
økonomiske incitamenter
der kan fremme særskilt indsamling af PVC-affald.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455806_0005.png
Fremtidsudsigterne er dog knap så dystre, da de økonomiske betingelser for genvinding
forventes forbedret i de kommende år som følge af stigende omkostninger ved deponering og
forbrænding. Priser på deponering og forbrænding er i dag ti l sammenligning for lave til, at der
for alvor satses på genvinding.
Man regner med, at omkring 9 pct. af den
samlede
mængde PVC-affald vil kunne genvindes
mekanisk i 2010 og 2020. Det maksimale genvindingspotentiale (under hensyntagen til de
tekniske og økonomiske begrænsninger) skønnes "kun" at være ca. 18 pct. for forbrugsleddet.
Andre affaldshåndteringsmetoder vil derfor fortsat være vigtige.
PVC-industrien har i sin
frivillige aftale
fra marts 2000 opstillet kvantificerede mål for
mekanisk genvinding af rør, fittings og vinduesrammer (50 pct. af den indsamlede mængde i
2005). Hvad angår andre potentielle anvendelsesområder fremfører industrien, at der er behov
for en større indsats med henblik på udvikling af logistik, teknikker og genbrugsanvendelser.
Industrien forpligter sig endelig lidt løst til at understøtte udviklingen gennem opfyldelse af
højere mål for mekanisk genvinding "snarest muligt."
Kommissionen mener på grundlag af sin analyse og den nuværende lave genvindingsgrad, at
genvinding af PVC bør udbygges.
Genvinding af PVC-affald kan styrkes gennem en række
foranstaltninger, som enten kan iværksættes separat eller kombineret. De mulige
foranstaltninger omfatter ifølge Kommissionen:
1. obligatoriske indsamlings- og genvindingsmål for nogle relevante PVC-affaldstyper,
2. frivillige tilsagn fra industrien om at forbedre og finansiere, helt eller delvis, indsamlingen og
genvindingen af nogle relevante PVC-affaldstyper,
3. anbefalinger til medlemsstaterne med henblik på etablering og udvikling af separat indsamling af
PVC-affald og andet nedbrydningsaffald,
4. udvikling af egnede standarder, som tillader anvendelse af genvundet PVC-materiale,
5. mærkning af plastprodukter som et nyttigt redskab til at lette udskillelsen af PVC-affald fra det
almindelige affald og udviklingen af andre metoder til plastidentificering og {{SPA}}sortering,
6. udvikling af innovative genvindingsprocesser for visse typer PVC-affald fra forbrugsleddet.
Spørgsmål nr. 3:
Hvilke foranstaltninger vil være de mest effektive med henblik på at opfylde
målsætningen om øget PVC-genvinding?
Genvinding af PVC-affald der indeholder
tungmetaller
rejser særlige problemer på grund af
den mulige opblanding af tungmetaller i nye og formodentlig flere produkttyper. Ifølge
Kommissionen kan man forestille sig følgende forskellige foranstaltninger til at løse disse
problemer:
1. lovgivningsmæssige instrumenter med henblik på at begrænse mekanisk genvinding af PVC-affald,
der indeholder bly og cadmium,
2. specifikke betingelser for en sådan genvinding, f.eks. at genvindingen foregår inden for det samme
anvendelsesområde, kontrol med genvindingsprodukters markedsføring, mærkning af genvundne
produkter og kontrol med anvendelsen af tungmetaller,
3. ingen specifikke betingelser for genvinding.
Spørgsmål nr. 4:
Skal der knyttes specifikke betingelser til mekanisk genvinding af PVC-affald, som
indeholder bly og cadmium? I bekræftende fald hvilke?
B. Kemisk genvinding
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455806_0006.png
Kemisk genvinding er betegnelsen for en række processer, hvorved de molekyler som
plastmaterialerne består af, brydes ned i mindre molekyler, som så kan bruges til at fremstille
nye polymerer (supermolekyler) eller andre stoffer, som kan bruges forskellige steder i den
kemiske industri. Ved opbrydningen frigives der klor, som dog kan genbruges efter rensning
eller neutraliseres.
Endnu er man ikke kommet særligt langt med denne form for genvinding, og den kemiske
genvinding giver desuden anledning til
særlige miljøproblemer.
Ifølge forskellige
livscyklusvurderinger vil visse kemiske genvindingsprocesser have et større energiforbrug og
større indvirkning på den globale opvarmning end kommunal affaldsforbrænding og
deponering. Det gør, at mekanisk genvinding af affald med højt PVC-indhold er at foretr&a
elig;kke set ud fra et miljøsynspunkt, særligt hvis der ikke kræves omfattende sortering og
forbehandling.
Økonomisk
er kemisk genvinding endvidere ikke attraktivt, hvor mekanisk genvinding er
teknisk mulig. Kemisk genvinding forventes derfor primært at få en betydning, hvor mekanisk
genvinding ikke kan gennemføres som følge af tekniske eller miljømæssige problemer. Det
forudsættes dog samtidig, at der vil være behov for lovgivningsmæssige eller andre
styringsinstrumenter, som kan lede affaldsstrømmen væk fra de mest om kostningseffektive
konkurrenter (cementovne, kommunale affaldsforbrændingsanlæg og deponering).
PVC-industrien har i sin
frivillige aftale
forpligtet sig til at investere 3 mio. euro (lidt over 22
mio. kr.) i et pilotanlæg til kemisk genvinding af PVC. På baggrund af resultaterne af en
evaluering, som skal foretages i midten af 2002, vil man overveje om der skal bygges et
kommercielt anlæg.
Kommissionen ønsker at fremme de ovenfor beskrevne bestræbelser på at videreudvikle
kemiske genvindingsteknologier
og anviser følgende foranstaltninger som egnet til at støtte
denne udvikling:
1. yderligere frivillige initiativer fra PVC-industriens side,
2. anbefalinger vedrørende mål for kemisk genvinding af de affaldstyper, hvor mekanisk genvinding
ikke er mulig,
3. opstilling af obligatoriske mål for kemisk genvinding.
Spørgsmål nr. 5:
Hvilke foranstaltninger vil være de mest egnede til at fremme kemisk genvinding af PVC-
affald?
C. Forbrænding
Forbrænding af PVC-affald sker hovedsageligt i kommunale affaldsforbrændingsanlæg. Der
forbrændes omkring 600.000 tons PVC i EU hvert år. PVC udgør 10 pct. af det plast, som
forbrændes, og 0,7 pct. af den samlede mængde affald, der forbrændes.
Ved forbrænding af PVC-affald frigøres der klor, som efterfølgende skal neutraliseres eller
genanvendes. PVC-affald tegner sig i gennemsnit for 50 pct. af klor-inputtet i
forbrændingsanlæggene. Der er udarbejdet emissionsgrænseværdier for hydrogenchlorid, som
dannes ved forbrænding af PVC. Ved røggasrensning fremkommer desuden en række
restprodukter, der indeholder f.eks. dioxiner og tungmetaller, som er klassificeret som farligt
affald, og d en eneste mulighed for bortskaffelse, der anvendes i øjeblikket i medlemsstaterne,
er deponering.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455806_0007.png
PVC-indholdet i kommunalt affald øger restprodukterne i forhold til forbrænding af affald uden
PVC. Forbrænding af PVC-affald øger forbrændingsanlæggenes driftsomkostninger, fordi det
er nødvendigt at anvende neutraliseringsstoffer og fordi der er øgede omkostninger forbundet
med affaldsbehandlingen af restprodukterne. Meromkostningerne bliver dog ikke lagt på nye
PVC-produkter eller PVC-affald, men indgår i de generelle omkostninger ved aff
aldsforbrænding.
Der har været en videnskabelig debat om PVC-affaldsforbrændingens mulige indvirkning på
emissionen af
dioxiner,
men der er behov for yderligere undersøgelser for at vurdere over
hvilken tærskelværdi klorindholdet vil indvirke på dioxindannelsen. Den mulige sammenhæng
mellem PVC-forbrænding og
korrosion af forbrændingsanlæggenes udstyr
har også været
debatteret. Hvis der ikke var PVC i affaldet, vill e energigenvindingssystemet efter
beregningerne blive mere effektivt {{SPA}} dette forhold kræver dog også yderligere
undersøgelser.
Kommissionen har fået foretaget en undersøgelse, som vurderer de økonomiske og
miljømæssige implikationer af at lede PVC-affald bort fra forbrænding. Generelt konkluderes
det, at en
bortledning af PVC-affald fra forbrænding til deponering under visse nærmere
betingelser vil have både økonomiske og miljømæssige fordele.
Phthalater udgør dog en vigtig
undtagelse, da man ved deponering risikerer de bliver frigj ort i et eller andet omfang (hvorimod
de nedbrydes ved forbrænding).
På grundlag af ovennævnte analyse mener Kommissionen, at
forbrænding af PVC-affald rejser
en række problemer.
Følgende foranstaltninger kan tænkes at kunne bidrage til at løse
problemerne:
1. frivillig eller tvungen omlægning af behandling af PVC-affald, i den udstrækning, det er økonomisk
gennemførligt, fra forbrænding til fortrinsvis genvinding eller deponering. Det vil kræve etablering af
indsamlingsordninger med henblik på separat indsamling af PVC-affald, der skal omlægges fra
forbrænding til andre behandlingsformer,
2. tilsvarende omlægning for hård PVC alene (for at undgå problemet med frigørelse af phthalater),
3. finansiering af de meromkostninger, der er forbundet med forbrænding, ved f.eks. (helt eller delvis)
at medtage disse omkostninger i prisen på nye PVC-produkter eller ved direkte økonomisk tilskud til
driften af forbrændingsanlæggene,
4. tilskyndelse til at omlægge røggasrensningsteknologier til processer, som reducerer mængden af
dannede restprodukter eller tillader genvinding af hydrogenchlorid stedet for at neutralisere det
yderligere undersøgelser af den mulige sammenhæng mellem PVC-forbrænding og dioxindannelse.
Spørgsmål nr. 6:
Hvilke foranstaltninger vil mest effektivt kunne afhjælpe problemerne i tilknytning til
forbrænding af PVC-affald?
D. Deponering
Deponering er den
mest udbredte form for behandling af PVC-affald.
Man anslår, at helt op til
2,9 mio. tons PVC-affald bliver deponeret hvert år, og at over 20 mio. tons PVC-affald er blevet
deponeret inden for de sidste 30 år.
Deponering af affald er reguleret af et direktiv om affaldsdeponering, som skal være
gennemført i 2001, og som bl.a. fastsætter en række tekniske standarder for vedrørende
beskyttelsen af undergrunden og grundvandet. Alle materialer i deponeringer {{SPA}} også
PVC {{SPA}} er desuden underlagt forskellige reaktive betingelser.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455806_0008.png
PVC anses generelt for at være
resistent ved deponering over og under jorden,
men der er
observeret et enkeltstående tilfælde af nedbrydning af PVC i tynd emballagefolie under ret
specielle betingelser. Der forekommer også en vis
nedbrydning af phthalater.
Stabilisatorer i
hårdt PVC-affald forventes ikke at blive udskilt i nævneværdig grad, mens der er påvist
frigørelse af visse stabilisatorer fra blød PVC.
Ifølge Kommissionen er der behov for flere undersøgelser af PVC{{PU2}}s potentielle
nedbrydning, udskillelsen af stabilisatorer og blødgørere og phthalaters bidrag til dannelsen af
afløbsvand og gasemissioner fra lossepladser. Omkostningerne ved deponering af PVC-affald er
de samme som for deponering af andet affald. Det forventes, at mængden af deponeret PVC-
affald vil forblive konstant på omkring 2,8 mio. tons i 2020 (på trods af den forventede kraft
igning af affaldsmængden med op til 80 pct. i 2020).
På grundlag af sin analyse mener Kommissionen, at
deponering af PVC-affald rejser en række
problemer
og foreslår følgende foranstaltninger som kan bidrage til at løse problemerne:
1. anbringelse af blødt PVC-affald på kontrollerede lossepladser med høje emmissionsstandarder som
fastsat i direktivet om deponering af affald
2. yderligere undersøgelser vedrørende udskillelse og emissioner af tilsætningsstoffer
Spørgsmål nr. 7
Er der behov for specifikke foranstaltninger vedrørende deponering af PVC-affald? I
bekræftende fald, hvilke?
•
Andre horisontale aspekter af PVC
Kommissionen ser en fordel i at udvikle en
horisontal PVC-strategi.
For så vidt angår instrumenter til at
gennemføre en sådan strategi på fællesskabsniveau nævner Kommissionen følgende række muligheder:
• Frivillige tiltag
i form af gennemførelse af de eksisterende frivillige aftaler på nationalt og fællesskabsplan og
afgivelse af nye frivillige tilsagn.
• Lovgivningsmæssige foranstaltninger
som f.eks. et forslag til direktiv om PVC, der omhandler spørgsmål om håndtering af PVC-affald og
andre lovgivningsmæssige foranstaltninger, som omhandler anvendelsen af tilsætningsstoffer på
grundlag af den eksisterende videnskabelige dokumentation. Der kan også være tale om udarbejdelse
af
anbefalinger
vedrørende gennemførelsen af en fællesskabsstrategi.
• Endelig kan man ifølge Kommissionen forestille sig en
kombination
af instrumenter, der omfatter
frivillige tilsagn, anbefalinger og forordninger samt tilpasning af allerede eksisterende lovgivning.
Udover en strategi for håndtering af PVC-affald og tilsætningsstoffer, nævner Kommissionen
kort spørgsmålet om en
substitutionspolitik
for visse PVC-anvendelser i forbindelse med målet
om at fremme bæredygtige produkter som led i en integreret produktsikkerhedspolitik.
Kommissionen anfører blot, at en sådan substitutionspolitik særligt kan overvejes for bestemte
anvendelser, som ikke kan udskilles fra det almindelige affald og de t derfor er svært at
genvinde, f.eks. emballage, motorkøretøjer og elektrisk og elektronisk udstyr. På denne
baggrund stilles der i grønbogen følgende sidste spørgsmål:
Spørgsmål nr. 8:
Hvilke instrumenter er egnede til at fremme en horisontal PVC-strategi? Er der behov for
at indføre en PVC-substitutionspolitik på bestemte områder? I bekræftende fald,
hvorledes?
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455806_0009.png
•
Afslutning
Et af de vigtigste principielle spørgsmål i grønbogen er hvorvidt man skal regulere de rejste
problemstillinger i forbindelse med produktion, anvendelse og bortskaffelse af PVC ved
lovgivningsmæssige tiltag, frivillige aftaler med industrien, eller en
kombination af begge.
I 1991 blev der indgået en frivillig aftale mellem Miljøministeriet og Dansk
Arbejdsgiverforening, Industrirådet, Plastindustrien i Danmark og Detailhandlen vedrørende
anvendelse af PVC. Formålet med PVC-aftalen var at friholde affaldsforbrændingsanlæggene i
Danmark for PVC via substitution (særligt af PVC-emballage) eller genanvendelse af PVC samt
at reducere anvendelsen af tilsætningsstofferne bly og klorerede paraffiner.
Miljøstyrelsens undersøgelser har vist, at aftalen i sig selv ikke var tilstrækkelig til at opnå den
ønskede reduktion af PVC-affald, der føres til forbrænding, ligesom der også var problemer
med at opfylde målene for genanvendelse. Miljøorganisationerne har fremført erfaringerne fra
den danske frivillige ordning som et stærkt argument for, at EU skal skride til lovgivning med
det samme, og organisationerne arbejder for et tota lforbud på EU-plan.
Denne note er udarbejdet i samarbejde med sekretariaterne for Europaudvalget og Miljø- og
Planlægningsudvalget.
Med venlig hilsen
Nicoline Nyholm Miller