Europaudvalget 2000
KOM (2000) 0017
Offentligt
1441560_0001.png
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER
Bruxelles, den 03.02.2000
KOM(2000) 17 endelig
BERETNING FRA KOMMISSIONEN TIL RÅDET
OG EUROPA-PARLAMENTET
OM GENNEMFØRELSEN AF DIREKTIV 92/51/EØF
I HENHOLD TIL ARTIKEL 18 I DIREKTIV 92/51/EØF
1
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
INDHOLDSFORTEGNELSE
I.
INDLEDNING.................................................................................................... 5
II. RESUMÉ ............................................................................................................ 5
III. BAGGRUND...................................................................................................... 7
IV. GENEREL RAMME........................................................................................... 8
A. Status for gennemførelsen ............................................................................... 8
B. Anvendelse...................................................................................................... 9
1. Indledning .................................................................................................. 9
2. Rapporteringsperioden 1995-96 .................................................................. 9
3. Konklusioner ............................................................................................ 11
4. Rapporteringsperioden 1997-98 ................................................................ 11
5. Konklusioner ............................................................................................ 14
C. Statistiske oplysninger................................................................................... 15
V. KOMMENTARER TIL DE ENKELTE ARTIKLER ........................................ 15
VI. KOMMENTARER TIL DE ENKELTE ERHVERV ......................................... 35
A. Offentlige ansatte .......................................................................................... 35
B. Lærere........................................................................................................... 38
C. Erhverv i den sociale sektor........................................................................... 39
D. Erhverv i sundhedssektoren ........................................................................... 40
1. Almindelige betragtninger ........................................................................ 40
2. Begrænsninger med hensyn til anerkendelse af eksamensbeviser .............. 41
a) Aktiviteter forbeholdt bestemte erhverv................................................ 41
b) Erhverv, som ligner hinanden i to medlemsstater, men hvis
aktivitetsområde er forskelligt .............................................................. 41
c) Erhverv med forskellige niveauer ......................................................... 42
d) Begrænsninger
skabt
specialsygeplejersker)390
af
andre
direktiver
(tilfældet
3 Konstaterede problemer.............................................................................. 43
a) Manglende gennemførelse.................................................................... 43
b) Mangelfuld gennemførelse ................................................................... 44
4.Konklusioner.............................................................................................. 45
a) Medlemsstaternes indbyrdes afhængighed ............................................ 45
2
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
b) Særegenheder ved erhvervene på sundhedsområdet.............................. 46
E. Transporterhvervene...................................................................................... 46
F. Erhverv inden for turistsektoren .................................................................... 46
1.Rejseledere................................................................................................. 47
2.Turistførere ................................................................................................ 48
a) Indledning ............................................................................................ 48
b) Retspraksis vedrørende turistførere....................................................... 49
c) Etableringsret/udveksling af tjenesteydelser ......................................... 49
3. Afgrænsning af aktivitetsområderne for erhvervene: rejseledere og
turistførere ................................................................................................ 50
4. Konklusioner ............................................................................................ 51
G. Sportserhvervene........................................................................................... 52
1.Arbejdskraftens frie bevægelighed og etableringsretten .............................. 53
2.Tjenesteydelser........................................................................................... 53
VII. KOORDINATIONSGRUPPEN ........................................................................ 53
A. Møder og rapporter........................................................................................ 53
B. Adfærdskodeks godkendt af koordinationsgruppen for den generelle ordning
for godkendelse af eksamensbeviser .............................................................. 55
C. Administrativt samarbejde mellem medlemsstaterne...................................... 57
VIII.SPROGLIGE KRAV ........................................................................................ 57
IX. TJENESTEYDELSER ...................................................................................... 58
X. KONKLUSIONER ........................................................................................... 64
BILAG I .............................................................................................................................. 65
I.
MEDLEMSSTATERNES BEMÆRKNINGER ................................................ 65
A. Belgien.......................................................................................................... 65
B. Danmark ....................................................................................................... 65
1) Kompliceret lovgivning ............................................................................ 65
2) Målet med den generelle ordning .............................................................. 66
3) Særlige bemærkninger .............................................................................. 66
a) Frankrig: sportsinstruktører .................................................................. 66
b) Østrig: skiinstruktører og bjergførere.................................................... 68
c) Sportserhverv ....................................................................................... 68
3
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
C. Nederlandene ................................................................................................ 69
D. Østrig ............................................................................................................ 69
E. Portugal......................................................................................................... 69
F. Det Forenede Kongerige................................................................................ 70
G. Finland .......................................................................................................... 70
H. Liechtenstein ................................................................................................. 71
I. Tyskland ....................................................................................................... 71
BILAG II ............................................................................................................................. 72
4
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441560_0005.png
I.
1.
INDLEDNING
Direktiv 92/51
1
blev vedtaget med henblik på at udvide den generelle ordning om
anerkendelse af eksamensbeviser for videregående uddannelser af mindst tre års
varighed, der blev indført ved direktiv 89/48, til også at omfatte andre uddannelser.
De grundlæggende principper er de samme
2
. En person, der er en fuldt kvalificeret
erhvervsudøver i én medlemsstat, antages at være i besiddelse af de kvalifikationer,
der er nødvendige for at udøve det samme erhverv i en anden medlemsstat. Ligesom
i direktiv 89/48 er der, hvis uddannelserne ikke er koordinerede
3
, mulighed for at
pålægge udligningsforanstaltninger - med proceduremæssige garantier - i tilfælde af
væsentlige forskelle. Men da dette direktiv omfatter uddannelser, der er mere
forskelligartede, er det blevet mere sammensat. Der er således tre
hovedkvalifikationsniveauer med "broer" mellem niveauerne, og man har måttet tage
hensyn til atypiske uddannelser i forhold til den oprindelige ordning.
Senest fem år efter udløbet af fristen for direktivets gennemførelse
4
skal der i
henhold til artikel 18 aflægges en beretning om dets anvendelse.
I denne beretning gives der først et referat af udarbejdelsen af direktivet, hvorefter
der gøres rede for dets gennemførelse og for de statistiske oplysninger om dets
anvendelse. Herefter kommenteres direktivets forskellige artikler samt den erfaring,
der er gjort med dets anvendelse på de vigtigste berørte erhvervsgrupper. Arbejdet i
koordinationsgruppen, hvis opgave det er at iværksætte direktivet, sammenfattes.
Herudover uddybes to vigtige emner, nemlig sproglige krav og udveksling af
tjenesteydelser. Konklusionerne er bl.a. et forsøg på at udlede retningslinjer for
fremtiden.
RESUMÉ
Med vedtagelsen af direktiv 92/51/EØF indledtes en betydningsfuld ny fase i
anvendelsen af den generelle ordning. Dette direktiv udvidede den generelle ordning
med et stort nyt område, der omfatter en lang række meget forskellige erhverv. De
mange erhverv, forskellene i de uddannelser, der ligger bag disse erhverv i
medlemsstaterne, og ordningen med "broer" mellem dette direktiv og det første
direktiv om den generelle ordning var alt sammen store nye udfordringer for
medlemsstaternes anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på
erhvervsmæssige kvalifikationer.
Som følge heraf blev gennemførelsen af direktivet betydeligt forsinket i mange
medlemsstater. I nogle tilfælde var forsinkelserne af et sådant omfang og så
langvarige, at direktivet ikke havde nogen reel virkning for samtlige de dækkede
2.
3.
4.
II.
5.
6.
1
2
3
4
EFT L 209 af 24.7.1992, s. 25.
Den supplerende generelle ordning skal "baseres på de samme principper og med de nødvendige
ændringer følge de samme regler som den oprindelige generelle ordning" (direktivets femte
betragtning).
"for
så vidt angår erhverv, for hvis udøvelse Fællesskabet ikke har fastsat et obligatorisk
minimumskvalifikationsniveau, har medlemsstaterne fortsat ret til at fastsætte et sådant niveau med
henblik på at sikre kvaliteten af denne virksomhed på deres område"
(anden betragtning).
18. juni 1994.
5
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441560_0006.png
erhverv i en medlemsstat i adskillige år. I andre tilfælde var forsinkelserne mere
spredte og specifikke, idet de ofte hang sammen med en gennemførelsesproces, der i
højere grad gik frem erhverv for erhverv, men tilsammen bevirkede de, at direktivets
anvendelse blev forsinket betydeligt og i mange henseender. Nu er de fleste af disse
problemer imidlertid løst, og der er bedre udsigter til en mere helhedsorienteret og
effektiv anvendelse af direktivet.
7.
Der foreligger efterhånden statistiske oplysninger, som viser migrationens omfang,
og hvilke erhverv den berører mest, f.eks. de maritime erhverv og erhvervene inden
for sundhedssektoren . I almindelighed fremgår det af oplysningerne, at lærere og
ingeniører migrerer mest under den generelle ordning som helhed. Det vil være et
stort skridt fremad, når det tredje direktiv om den generelle ordning - direktiv
99/42/EF
5
- er gennemført i 2001.
Erfaringen med anvendelsen af direktivet har gjort det muligt at kaste lys over nogle
vigtige aspekter. Der består for eksempel stadig et juridisk tomrum - som ifølge
Domstolens fortolkning udfyldes af traktatens bestemmelser - vedrørende tilfælde,
der hverken falder ind under et sektordirektiv eller under den generelle ordning,
såsom specialsygeplejersker, der ønsker anerkendelse i en medlemsstat, hvor kun
uddannelsen almindelig sygeplejerske findes. Der er stadig vanskeligheder med
anerkendelse efter direktivets bestemmelser om "broer", ifølge hvilke medlemsstater,
der anvender de i direktiv 89/48 fastsatte kvalifikationsniveauer, skal anerkende
andre medlemsstaters kvalifikationsniveauer som fastsat i direktiv 92/51. Domstolen
forventes inden længe at redegøre for de sproglige krav, og arbejdet i Kommissionen
vedrørende lægeattester skrider frem.
Der er stadig uenighed om anvendelsen af artikel 14, der gør det muligt at fravige
princippet om, at indvandreren har ret til at vælge den type udligningsforanstaltning,
der skal anvendes i tilfælde af væsentlige forskelle mellem hans kvalifikationer, og
de kvalifikationer, der kræves i den medlemsstat, han flytter til. Hidtil er denne
artikel kun blevet anvendt få gange, og i de fleste tilfælde er der kun blevet
indrømmet midlertidige undtagelser. Den mest kontroversielle sag drejer sig om
anerkendelse af skiinstruktører, et område, der vil blive taget op i løbet af de
kommende måneder. Inden for de seneste måneder er der efter anmodning fra
Frankrig blevet indrømmet permanente undtagelser for bjergførere og instruktører i
speleologi. Østrig og Frankrig har fået midlertidige undtagelser indtil den 31. juli
2000 for forskellige skiinstruktørerhverv, dykkerinstruktører og instruktører i
faldskærmsudspring. Spørgsmålet om anerkendelse af skiinstruktører drøftes i
øjeblikket på en række ad hoc-møder, der skal fremme udvekslingen af oplysninger,
klarlægge synspunkterne og gerne føre til en bred enighed om betingelserne for fri
bevægelighed. Den hidtidige erfaring tyder på, at det kan være nødvendigt at afsætte
mere tid til undersøgelser og høringer i forbindelse med fremtidige anmodninger om
undtagelser.
Herudover er proceduren for ajourføring af direktivet blevet kritiseret for at være for
tids- og arbejdskrævende, og selv om det uden tvivl er vanskeligt, må man undersøge
mulighederne for at forenkle den.
8.
9.
10.
5
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/42/EF af 7. juni 1999 om indførelse af en ordning for
anerkendelse af eksamensbeviser for de former for erhvervsvirksomhed, der er omfattet af direktiverne
om liberalisering og om overgangsforanstaltninger, og til supplering af den generelle ordning for
anerkendelse af eksamensbeviser, EFT L 201 af 31.7.1999.
6
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
11.
Anvendelsen af direktiv 92/51 har også haft en indflydelse på turistindustrien i form
af mange debatter og enkelte retssager vedrørende lokale kvalifikations- og
registreringskrav for både turistførere og rejsearrangører. Som følge af udviklingen
på dette og beslægtede områder samt det nye forslag til direktiv om elektronisk
handel har man gjort sig yderligere overvejelser om behovet for større juridisk
klarhed, retssikkerhed og regler, der lever op til moderne markedsbehov i forbindelse
med udveksling af tjenesteydelser på tværs af grænserne i modsætning til etablering
på lokalt plan. Anvendelsen af direktiverne om den generelle ordning har desuden
ført til undersøgelse af nogle enkeltstående emner såsom EU-lovgivningens rolle i
forbindelse med ansættelse inden for det offentlige, herunder udøvelse af særlige
offentlige erhverv, almindelig ansættelse på grundlag af et bestemt
kvalifikationsniveau og anvendelse af udvælgelsesprøver.
Anvendelsen af direktiverne om den generelle ordning har desuden ført til
undersøgelse af nogle enkeltstående emner såsom EU-lovgivningens rolle i
forbindelse med ansættelse inden for det offentlige, herunder udøvelse af særlige
offentlige erhverv, almindelig ansættelse på grundlag af et bestemt
kvalifikationsniveau og anvendelse af udvælgelsesprøver.
Koordinationsgruppens arbejde er blevet udvidet til også at omfatte direktiv 92/51.
Dette værdifulde arbejde har udviklet sig og er vokset i betydning, især med
vedtagelsen af adfærdskodeksen om administrativ praksis i forbindelse med
anvendelsen af den generelle ordning, der er blevet godkendt af
Koordinationsgruppen for den generelle ordning for anerkendelse af
eksamensbeviser. I sammenhæng med det bredere arbejde, Kommissionen for nylig
har udført vedrørende gensidig anerkendelse i almindelighed, er gruppen i færd med
at overveje, hvorvidt koordinatorerne bør spille en større rolle i forbindelse med
udveksling af oplysninger og synspunkter og dermed bidrage til
beslutningstagningen vedrørende gensidig anerkendelse.
BAGGRUND
Det første direktiv om den generelle ordning (89/48) dækkede kun uddannelser af
mindst tre års varighed gennemført ved et universitet eller en anden højere
læreanstalt. Det blev derfor nødvendigt at supplere den generelle ordning med et
direktiv, der omfattede uddannelser af kortere varighed eller på andre niveauer.
Kommissionens oprindelige forslag, der blev fremlagt den 8. august 1989, dækkede
således to uddannelsesniveauer:
•
uddannelse på sekundærtrinnet eller erhvervserfaring (certifikat)
•
kort post-gymnasial uddannelse (eksamensbevis).
12.
13.
III.
14.
15.
16.
Det indeholdt bestemmelser om anerkendelse inden for hvert niveau og mellem
niveauerne, dels mellem niveau 2 og 3 (dvs. "89/48-eksamensbevis" for en
uddannelse af mindst tre års varighed og eksamensbevis for en kort post-gymnasial
uddannelse), dels mellem niveau 1 og 2 (dvs. certifikat og eksamensbevis for en kort
post-gymnasial uddannelse).
Dette forslag omfattede også anerkendelse af erhvervserfaring på niveau 1
(certifikat).
7
17.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441560_0008.png
18.
I det ændrede forslag, der blev fremlagt den 8. august 1990, indgik i det store og hele
de ændringer, som Europa-Parlamentet havde vedtaget den 17. maj 1990. De
vigtigste ændringer var følgende: Eksamensbeviset blev udvidet til også at omfatte
beviser for uddannelser, hvis niveau reelt svarer til korte videregående uddannelser,
selv om de ikke betragtes som videregående i hjemlandet. For certifikatet blev det
præciseret, at uddannelsen kunne gennemføres vekselvis i en fagskole og en
virksomhed. For eksamensbeviser blev der desuden fastsat en begrænsning, så
"broen" mellem niveau 2 og 3 ikke gjaldt for uddannelser af en varighed på over fire
år i værtslandet, for at undgå skævheder i anvendelsen af ordningen. I øvrigt blev der
for certifikater indført valgfrihed mellem egnethedsprøve og prøvetid.
To nye begreber blev introduceret i Rådet, nemlig kursusbeviset, der dækker meget
korte uddannelser, for hvilke de anerkendelses- og udligningsordninger, der gælder
for eksamensbeviser og certifikater, ville være for tunge, samt den lovregulerede
uddannelse, der - fordi den fritager ansøgeren for de to års erhvervserfaring, som kan
kræves, når erhvervet ikke er lovreguleret - skaber en bedre ligevægt mellem de
medlemsstater, hvis erhverv er lovregulerede, og de medlemsstater, der i de fleste
tilfælde kun lovregulerer uddannelserne
6
.
Da Rådets fælles holdning afspejlede Parlamentets udtalelse, besluttede
7
sidstnævnte
ikke at forelægge ændringsforslaget til andenbehandling. Direktivet blev derfor
vedtaget den 18. juni 1992.
GENEREL RAMME
Status for gennemførelsen
Direktivet, der skulle være gennemført inden 18. juni 1994, er nu indarbejdet i alle
medlemsstaternes lovgivning
8
. For nogles vedkommende med en forsinkelse i
forhold til den i artikel 16 fastsatte frist på to år og en tilsvarende kortere erfaring
med anvendelsen af det. Forsinkelsen var på ca. et år for Spaniens vedkommende, to
år for Irland, to et halvt år for Portugal og Det Forenede Kongerige, tre år for Belgien
og fire år for Grækenland. Kommissionen indledte og gennemførte derfor en række
overtrædelsesprocedurer.
Anvendelse
Indledning
I henhold til artikel 18 i direktiv 92/51/EØF er medlemsstaterne forpligtigede til at
fremsende Kommissionen en statistisk oversigt over, hvor mange EU-
eksamensbeviser, der er blevet anerkendt i de 2-årige rapporteringsperiode, samt en
skriftlig rapport med en redegørelse for de vigtigste spørgsmål og problemer i
forbindelse med direktivets gennemførelse. Nedenstående analyse vedrører
anvendelsen af direktiv 92/51/EØF i perioden 1995-98 inkl., og den fremkommer
først nu på grund af den ringe mængde oplysninger, der foreslå, da den skulle
udarbejdes. Analysen omfatter også data fra Det Europæiske Økonomiske
Ifølge redegørelsen i Kommissionens meddelelse af 5. marts 1992 til Parlamentet om Rådets fælles
holdning.
Dokument PE 200.275.
Med forbehold for omsættelse til national lov erhverv for erhverv.
19.
20.
IV.
A.
21.
B.
1.
22.
6
7
8
8
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441560_0009.png
Samarbejdsområde (EØS)
9
som følge af de ændringer i EØS-aftalen, der betød, at
direktiverne på dette område nu indgår i aftalen.
2.
23.
Rapporteringsperioden 1995-96
Medlemsstaterne i den nordlige del af Europa har fremsendt de fleste af
oplysningerne i denne del af rapporten (Danmark, Tyskland, Østrig, Nederlandene,
Sverige, Finland, Det Forenede Kongerige); det samme gælder Italien. Liechtenstein
er det eneste EØS-land, der har indsendt statistiske oplysninger.
Medlemsstaterne i den sydlige del af Europa har af forskellige grunde ikke indsendt
oplysninger til Kommissionen (direktivet er blevet gennemført for nylig eller er
under gennemførelse (Portugal, Spanien), det er netop blevet gennemført
(Grækenland), antallet af indvandrere er beskedent (Frankrig), oplysningerne
foreligger ikke (Irland, Luxembourg), der har ingen ansøgninger været (Belgien)).
Nedenfor vises en oversigt over de foreliggende data, der bekræfter, at den frie
bevægelighed først og fremmest finder sted mellem de nordlige lande indbyrdes og
mellem disse og Italien.
24.
25.
1.1.
Vigtigste erhverv berørt af den frie bevægelighed i overensstemmelse med
direktivet
Fysioterapeuter
(migration til Tyskland)
Maritime erhverv
(migration til Danmark, Sverige, Det Forenede Kongerige og
Tyskland)
Specialsygeplejersker
(migration til Østrig og Tyskland)
Småbørnspædagoger
(migration til Østrig)
Massører
(migration til Italien)
Tekniske assistenter inden for radiologi
(migration til Italien)
9
Island anerkendte ingen eksamensbeviser under direktiv 92/51/EØF.
9
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441560_0010.png
26.
Lande, der har anerkendt
eksamensbeviser (antal)
Tyskland 767
Østrig 164
Det Forenede Kongerige 106
Danmark 76
Italien 25
Sverige 21
Liechtenstein 8
Nederlandene 7
Finland 4
27.
Lande, der har udstedt disse
eksamensbeviser
Nederlandene, Det Forenede
Kongerige
Tyskland
Nederlandene
Sverige
Tyskland
Danmark, Norge, Finland og Island
Tyskland
Belgien
Oplysning ikke relevant, da der
foreligger for få data
Tyskland er det land, der har importeret langt det største antal eksamensbeviser
(767); de er først og fremmest udstedt af Nederlandene (288 fysioterapeuter og
102 søfolk) og Det Forenede Kongerige (52 ud af 64 søfolk). Nederlandene har
derimod kun modtaget få ansøgninger om anerkendelse uddannelsesbeviser (7). I
Østrig er 164 udenlandske eksamensbeviser blevet anerkendt, dvs. markant færre end
i Tyskland; de fleste af disse beviser, der er udstedt i Tyskland, giver adgang til
erhvervene børnehavepædagog
(Kindergärtner/in)
og sygehjælper
(Pflegehelfer).
Det Forenede Kongerige, der indtager en tredjeplads, har især anerkendt
nederlandske eksamensbeviser inden for maritim sejlads. Danmark, hvor antallet af
udlændinge, som har ansøgt om anerkendelse af deres eksamensbeviser, har været
større end antallet af landets egne statsborgere, der har ønsket at arbejde i en anden
medlemsstat, har især anerkendt svenske eksamensbeviser, ligeledes inden for de
maritime erhverv (matros,
motormand
og
skibsassistent).
Sverige har anerkendt
eksamensbeviser (21) inden for dette samme område udstedt af andre nordiske lande
(fortrinsvis Danmark, efterfulgt af Norge, Finland og Island).
Nederlandene og Finland har modtaget meget færre ansøgninger om anerkendelse
end deres nabolande, og en af grundene er, at kun få erhverv er lovregulerede i disse
lande.
28.
29.
Lande, der eksporterer deres
eksamensbeviser (efter antal)
Nederlandene 574
Lande, som de eksporteres til
Det Forenede
Tyskland
Kongerige,
10
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441560_0011.png
Tyskland 171
Sverige 78
Det Forenede Kongerige 64
Østrig 55
Danmark 29
Finland 29
Italien 20
Liechtenstein 1
30.
Østrig
Danmark
Tyskland
Tyskland
Tyskland
Tyskland
Tyskland
Tyskland
Nederlandene er det land, der har eksporteret flest eksamensbeviser (574) på
grundlag af det andet direktiv. Disse eksamensbeviser er hovedsagelig blevet
anerkendt af Det Forenede Kongerige og Tyskland. Tyskland er det land, der har
importeret det største antal eksamensbeviser, og det indtager en andenplads for så
vidt angår antallet af eksporterede eksamensbeviser (171), der oftest er gået til
Østrig. De fleste af de eksporterede svenske eksamensbeviser er gået til Danmark og
vedrører de maritime erhverv. De eksporterede britiske eksamensbeviser (64) er gået
fortrinsvis til Tyskland og vedrører ligeledes denne sektor. Langt den overvejende
del af de eksporterede østrigske eksamensbeviser (55) gælder fysioterapeuter, der
udvandrer til Tyskland; de eksporterede danske eksamensbeviser (29) er fortrinsvis
gået til Tyskland.
Disse absolutte tal skal imidlertid relativiseres i forhold til antallet af udøvere af de
pågældende erhverv i de enkelte lande.
Konklusioner
I sektoren for maritim sejlads foregår migrationen i to retninger, dvs. fra
Nederlandene, Sverige og Det Forenede Kongerige til Danmark, Sverige, Det
Forenede Kongerige og Tyskland.
Der er tendens til, at småbørnspædagoger og specialsygeplejersker kun bevæger sig i
én retning, nemlig fra Tyskland til Østrig. Det samme gælder fysioterapeuter, der
hovedsagelig forlader Nederlandene for at slå sig ned i Tyskland. Et mindre antal
massører og tekniske assistenter inden for radiologi er flyttet til Italien.
Rapporteringsperioden 1997-98
Det blev tydeligt, at de vigtigste sektorer, hvor der først og fremmest foregår fri
bevægelighed i henhold til direktivet, er inden for sundhedserhvervene og søtransport
(maritim sejllads). Norge (medlems af EØS) tog imod langt det største antal
migranter, først og fqremmest fra Nordeuropa (Sverige og Det Forenede Kongerige)
og de fleste af de anerkendte kvalifikationer var som skibstekniske officerer og
dæksofficerer. Den frie bevægelighed er også høj blandt specialsygeplejersker i
Østrig, Spanien, Tyskland, Frankrig. Luxembourg og Det Forenede Kongerige.
31.
3.
32.
33.
4.
34.
11
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441560_0012.png
35.
36.
Der er modtaget fuldstændige data fra alle EU-lande og EØS-lande undtagen
Grækeqnland.
De vigtigste erhverv, hvor den frie bevægelighed udnyttes i henhold til
direktivet
Søfartserhvervene
(migration til Norge, Tyskland, Danmark, Sverige og Det
Forenede Kongerige)
Fysioterapeuter
(migration til Tyskland)
Specialsygeplejersker
(migration til Østrig, Spanien, Tyskland, Frankrig,
Luxembourg og Det Forenede Kongerige)
Optikere
(migration til Frankrig)
Teknikere
(migration til Det Forenede Kongerige)
Tandplejere
(migration til Det Forenede Kongerige) og (migration til Portugal)
Massører
(migration til Italien)
Flymekanikere
(migration til Irland)
Småbørnspædagoger
(migration til Østrig og Italien)
37.
Lande,
der
har
anerkendt
eksamensbeviser (antal)
Norge 1535
Tyskland 822
Lande, der har udstedt
disse eksamensbeviser
Sverige, Det Forenede
Kongerige, Grækenland
Nederlandene,
Det
Forenede Kongerige og
Belgien
Frankrig,
Østrig
Tyskland
og
Luxembourg 283
Spanien 229
Det Forenede Kongerige 173
Østrig 91
Danmark 61
Italien 44
Frankrig 37
Tyskland, Det Forenede
Kongerige og Frankrig
Irland, Nederlandene og
Finland
Tyskland
Tyskland og Sverige
Tyskland
Belgien
12
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441560_0013.png
Irland 36
Sverige 31
Nederlandene 26
Portugal 20
Finland 20
Liechtenstein 10
Belgien 7
Det Forenede Kongerige
Finland
Tyskland og Belgien
Frankrig og Spanien
Sverige
Østrig
Nederlandene
Lande, der eksporterer deres
eksamensbeviser (efter antal)
Sverige 701
Lande, som de eksporterer
dem til
Norge (620), Danmark (30),
Finland (15) og Det Forenede
Kongerige (13)
Norge (460), Tyskland (54),
Spanien (32) og Irland (21)
Tyskland (504), Det Forenede
Kongerige (36) og Spanien
(12)
Spanien (75), Østrig (68),
Luxembourg (37), Italien
(32), Norge (34) og Danmark
(27)
Luxembourg (206), Spanien
(38) og Tyskland (10)
Norge (86), Tyskland (27) og
Spanien (18)
Norge (98), Tyskland (14),
Det Forenede Kongerige (11)
Norge (51), Tyskland (42) og
Luxembourg (24)
Tyskland (53), Frankrig (35).
Luxembourg (11) og Spanien
(10)
Norge (93) Tyskland (7)
Det Forenede Kongerige 580
Nederlandene 574
Tyskland 307
Frankrig 277
Danmark 142
Spanien 136
Østrig 131
Belgien 124
Grækenland 111
13
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441560_0014.png
Finland 101
Irland 89
Island 52
Italien 47
Portugal 28
Luxembourg 14
Norge 7
Liechtenstein 4
39.
Norge (35), Sverige (22), Det
Forenede Kongerige (22)
Det Forenede Kongerige (77)
Norge (18)
Tyskland (35) Norge (16)
Spanien (22), Tyskland (13)
Tyskland (12), Norge (8)
Tyskland (13)
Tyskland
Tyskland
Hvis man ser bort fra Grækenland i ovennævnte rapporteringsperiode, var der
omkring 3 425 tilfælde af anerkendelse. I alt for perioden 1995-98 inkl. var der 4 603
tilfælde af anerkendelse alene i henhold til dette "andet" direktiv om den generelle
ordning. Rapporteringsperioden 1997-98 viser en markant stigning (næsten
tredobling) af antallet anerkendelser. Mange af de anerkendte kvalifikationer er
eksamensbeviser i henhold til definitionen i bilag C, certifikater eller kursusbeviser.
Det relativt store antal af eksamensbeviser, der er blevet anerkendt af de nordiske
lande, kan forklares ved at de alle sammen er søfartsnationer. Fysioterapeut er
sandsynligvis det erhverv, hvor der er størst bevægelighed under den generelle
ordning som helhed: Dette forklarer det store antal ansøgninger om anerkendelse,
som Tyskland har godkendt i henhold til direktiv 92/51/EØF, idet Tyskland er det
eneste land med lovregulering af dette erhverv i henhold til dette direktiv.
Det store antal specialsygeplejersker, der migrerer mellem Østrig, Spanien,
Tyskland, Frankrig, Luxembourg og Det Forenede Kongerige og
småbørnspædagoger, der migrerer til Østrig og Italien, kan forklares ved at der findes
mange specialsygeplejesker og småbørnspædagoger i disse lande. Statistikkerne fra
Frankrig viser et nyt element, nemlig migrationen af optikere. Kommissionen er ved
at foretage en detaljeret undersøgelse af lovreguleringen af erhverv i IT-sektoren,
hvilket skulle kunne forklare, hvorfor Det Forenede Kongerige har anerkendt så
mange teknikere. Det vil også blive undersøgt, hvorfor så mange tandplejere flytter
til Det Forenede Kongerige.
40.
5.
41.
Konklusioner
De forskellige enkeltstående eller kombinerede grunde til migration synes at være:
Det forhold at der findes erhvervsudøvere inden for samme kategori i en eller flere
medlemsstater, og at kvalifikationsniveauet i henhold til direktivet er det samme _
eksamensbevis, certifikat, kursusbevis osv. - (f.eks. specialsygeplejesker, der
migrerer mellem Østrig, Spanien, Tyskland, Frankrig, Luxembourg og Det Forenede
Kongerige): de omfattende søfartserhverv i Sverige, Det Forenede Kongerige,
Grækenland og Norge er en mulig forklaring på den store migration af søfarende fra
disse lande, først og fremmest til Norge: geografisk nærhed og kulturel ensartethed
14
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441560_0015.png
(f.eks. nederlandske fysioterapeuter, bådførere med licens og taleterapeuter, der
migrerer til Tyskland: britiske flymekanikere, der migrerer til Irland: belgiske
optikere, der migrerer til Frankrig: og franske og spanske tandteknikere, der migrerer
til Portugal).
C.
42.
43.
Statistiske oplysninger
Denne del indeholder yderligere statistisk materiale om anerkendelsesafgørelser, der
er foretaget under den generelle ordning som helhed.
Der blev i alt i perioden 1993-98 efterkommet 23 224 ansøgninger om anerkendelse i
henhold til de to direktiver om den generelle ordning. En analyse af perioden 1993-
96 viser, at ud af de 12,595
10
anerkendelser, der blev givet, blev der anvendt
udligningsforanstaltninger i 1 954 tilfælde, hvilket svarer til 15,5 %. 63 % af disse
15,5 % var prøvetidsperioder, og 37 % egnethedsprøver. Ser man på fordelingen af
de 15,5 %, var de relative procenttal som følger: egnethedsprøver blev anvendt i
forbindelse med 5,6 % af alle anerkendelser under den generelle ordning, og
prøvetidsperioder i 9,8 % af tilfældene. Der blev dog også truffet 1 781 negative
beslutninger, dvs. at 12 % af ansøgningerne blev afvist, i det mindste i første
omgang.
7,13
%
af
de
afviste
ansøgere
havde
gennemgået
udligningsforanstaltninger, hvoraf omkring 95 % var egnethedsprøver. Med andre
ord blev 6,7 % af de negative beslutninger truffet, efter at indvandreren havde
gennemgået en egnethedsprøve, og 0,3 % efter udløbet af en prøvetid. 14,47 % af
alle beslutningerne, de positive såvel som de negative, blev truffet efter anvendelse
af udligningsforanstaltninger.
Det er ikke sikkert, at det er muligt eller relevant at forsøge at drage specifikke
konklusioner af de statistiske oplysninger, der foreligger på nuværende tidspunkt, om
anvendelsen af den
gældende fællesskabsret
i forbindelse med den generelle ordning
for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer. Oplysningerne og analysen i
denne beretning kan eventuelt være nyttige med henblik på yderligere overvejelser
om og drøftelser af, hvordan den
gældende fællesskabsret
fungerer. Ikke desto
mindre er det måske muligt at konkludere på et meget generelt plan, at de hidtidige
statistiske oplysninger synes at bekræfte, hvad man kunne forvente på baggrund af de
forskellige former for EU-lovgivning, der anvendes på dette område.
Det er muligvis heller ikke afgørende for evalueringen af direktiverne om den
generelle ordning, hvor omfattende migrationen er, bl.a. fordi disse direktiver har
været anvendt i en forholdsvis kort periode, og bevidstheden om, at de findes, og
hvordan de anvendes, kan derfor stadig vokse. Den enkelte erhvervsudøver, uanset
erhverv, kan med rette forvente, at EU-lovgivningen støtter og letter migrationen
inden for Den Europæiske Union. Det nuværende høje migrationsniveau kan dog
også betragtes som et tegn på, at direktiverne om den generelle ordning er en succes.
KOMMENTARER TIL DE ENKELTE ARTIKLER
Direktiv 92/51/EØF henviser til de tidligere artikler 49 (nu 40), 57 (nu 47), stk. 1, og
66 (nu 55) i traktaten, der fik nye numre i forbindelse med Amsterdam-traktaten. Det
44.
45.
V.
46.
10
Dette er det senest foreliggende tal.
15
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
er derfor hensigten, at det skal finde anvendelse på lønmodtagere, på
etableringsretten og udvekslingen af tjenesteydelser.
47.
I betragtningerne forklares direktivets hovedbestemmelser. De vigtigste
betragtninger nævnes i denne beretning i forbindelse med de bestemmelser, de
omhandler.
I artikel 1 defineres direktivets grundlæggende begreber. Dets anvendelsesområde,
især i forhold til andre direktiver, angives i artikel 2. Herefter anføres de vigtigste
ordninger for anerkendelse med udgangspunkt i det uddannelsesniveau, der kræves i
værtslandet: eksamensbevis (artikel 3-5) eller certifikat (artikel 6 og 7) med
angivelse af de udligningsforanstaltninger, værtslandet kan pålægge i tilfælde af
væsentlige forskelle mellem uddannelserne (artikel 4, 5 og 7). For de øvrige
uddannelser er der i artikel 8 og 9 fastsat forenklede ordninger. I nogle horisontale
bestemmelser tages der højde for anerkendelse af attester for hæderlighed mv.
(artikel 10), retten til at benytte en titel i henhold til et uddannelsesbevis eller en
faglig titel (artikel 11) og proceduremæssige garantier for ansøgninger om
anerkendelse (artikel 12). Koordinationsgruppen, der blev oprettet ved det første
direktiv om den generelle ordning, tildeles beføjelser i forbindelse med dette direktiv
(artikel 13). I artikel 14 fastsættes en fremgangsmåde for undtagelse fra princippet
om ansøgerens valgfrihed mellem prøvetid og egnethedsprøve, og i artikel 15 en
fremgangsmåde for ændring af bilag C og D. De øvrige artikler drejer sig om de
rapporter, medlemsstaterne skal fremsende (artikel 16), den beretning,
Kommissionen skal fremlægge (artikel 18), og gennemførelsen af direktivet (artikel
17).
A. ARTIKEL 1
49.
I artikel 1 defineres en række begreber af grundlæggende betydning for den rette
forståelse af direktivet.
ARTIKEL 1(a)
50.
I denne bestemmelse defineres "eksamensbeviset" som værende hovedsagelig
resultatet af et post-gymnasial uddannelsesforløb af mindst et års varighed (men
mindre end de tre års varighed, der kræves for et eksamensbevis som defineret i
direktiv 89/48). Dette uddannelsesforløb er videregående, for så vidt der for at få
adgang til det kræves den uddannelse, der er adgangsgivende til universiteter eller
højere læreanstalter. I samme bestemmelse udvides definitionen af
"eksamensbeviset" til også at omfatte de uddannelsesforløb, der er anført i bilag C
(jf. kommentaren til artikel 15).
Ligesom i direktiv 89/48 skal eksamensbeviset være udstedt af en myndighed, og det
skal fremgå af beviset, at indehaveren besidder de erhvervsmæssige kvalifikationer,
der er påkrævet for at få adgang til et lovreguleret erhverv i sin medlemsstat eller til
at udøve det.
Denne bestemmelse dækker på visse betingelser ligesom den tilsvarende
bestemmelse i direktiv 89/48 eksamensbeviser udstedt i tredjelande. Til
eksamensbeviser udstedt i Fællesskabet føjer den imidlertid beviser udstedt uden for
48.
51.
52.
16
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Fællesskabet af uddannelsesinstitutioner, hvor der gives undervisning
overensstemmelse med en medlemsstats love og administrative bestemmelser.
53.
i
Ligesom i direktiv 89/48 sidestilles beviser for alternative uddannelser med
eksamensbeviser, hvis de anerkendes i den medlemsstat, hvor de er gennemført, som
værende på tilsvarende niveau, og der i den pågældende medlemsstat til disse beviser
er knyttet de samme rettigheder vedrørende adgang til og udøvelse af et lovreguleret
erhverv. Disse alternative uddannelser kan være uddannelser, der gennemføres
parallelt med en hoveduddannelse, eller ældre uddannelser.
ARTIKEL 1(b)
54.
55.
"Certifikatet" dækker erhvervsrettede post-gymnasiale uddannelser og tekniske eller
erhvervsfaglige uddannelser på sekundærtrinnet.
Disse post-gymnasiale uddannelser, der kan tage form af et eventuelt erhvervsrettet
uddannelsesforløb, en praktisk uddannelse eller en periode med erhvervspraktik,
kræves, hvis uddannelsesforløbet på sekundærtrinnet er af generel art. Hvis
uddannelsesforløbet på sekundærtrinnet er af teknisk eller erhvervsfaglig art, er den
post-gymnasiale uddannelse ikke nødvendig for at opfylde definitionen af et
certifikat. Det eventuelt erhvervsrettede uddannelsesforløb kan være gennemført i en
uddannelsesinstitution eller i en virksomhed eller vekselvis i en
uddannelsesinstitution og en virksomhed.
Ligesom eksamensbeviset skal certifikatet være udstedt af en myndighed, og det skal
fremgå af certifikatet, at indehaveren besidder de erhvervsmæssige kvalifikationer,
der er påkrævet for at få adgang til et lovreguleret erhverv i sin medlemsstat eller til
at udøve det.
Hvis uddannelsen har fundet sted i et land uden for Det Europæiske Økonomiske
Samarbejdsområde og ikke i en uddannelsesinstitution, hvor der gives undervisning i
overensstemmelse med en medlemsstats bestemmelser, kræves der to års
erhvervserfaring (ikke tre som ved eksamensbeviset) i den medlemsstat, som har
anerkendt uddannelsesbeviset, for at indehaveren kan påberåbe sig den generelle
ordning og dermed retten til anerkendelse i en anden medlemsstat.
Beviser for alternative uddannelser sidestilles med certifikater på de samme
betingelser som i forbindelse med eksamensbeviser.
ARTIKEL 1(c)
56.
57.
58.
59.
I denne bestemmelse defineres "kursusbeviset" som et bevis for en uddannelse, der
hverken er et "89/48-eksamensbevis" eller et "92/51-eksamensbevis" eller et
certifikat. Det drejer sig altså om en meget kort uddannelse. Et bevis, som er udstedt
efter en myndigheds vurdering af ansøgerens personlige kvaliteter, egnethed eller
kundskaber, uden forudgående uddannelse, betragtes også som et kursusbevis.
I forbindelse med vedtagelsen af direktivet forpligtede Kommissionen sig til ved
evaluering af direktivets anvendelse i henhold til artikel 18 og i lyset at eventuelle
praktiske problemer, der måtte have vist sig, at være særlig opmærksom på, at et
"kursusbevis" ikke var så tungtvejende som et "certifikat". Dette skete som følge af
17
60.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441560_0018.png
den bekymring, som var kommet til udtryk med hensyn til en skelnen mellem disse
to begreber. Kommissionen har dog indtil nu ikke kunnet konstatere, at der er opstået
særlige problemer i denne forbindelse.
ARTIKEL 1(g)
61.
I visse medlemsstater er der relativt få lovregulerede erhverv. Til gengæld findes der
i nogle tilfælde uddannelser, som er specifikt rettet mod udøvelse af ikke-
lovregulerede erhverv, og hvis struktur og niveau fastlægges eller kontrolleres af
myndighederne.
Da disse lovregulerede uddannelser giver samme garanti som inden for rammerne af
et lovreguleret erhverv, fritager de indvandreren for at skulle bevise, at han har
erhvervserfaring, når erhvervet ikke er lovreguleret i hjemlandet (jf. artikel 3, 5 og
6).
Bilag D (se nedenfor) indeholder en liste over lovregulerede uddannelser, der
betragtes som værende på niveau med et eksamensbevis. Der er mulighed for anden
lovreguleret uddannelse, f.eks. på certifikat-niveau.
ARTIKEL 1, LITRA d), e), f), h), i) og j)
64.
Definitionerne af værtsland, lovreguleret erhverv, lovreguleret erhvervsmæssig
virksomhed, erhvervserfaring, prøvetid og egnethedsprøve er i alt væsentligt de
samme som i direktiv 89/48. Der er dog ikke noget bilag med en liste over former for
lovreguleret erhvervsmæssig virksomhed, da antallet af disse er større end det, der
dækkes af direktiv 89/48.
Disse definitioner kræver ingen særlige kommentarer ud over dem, der findes i
beretningen om direktiv 89/48
11
.
B. ARTIKEL 2 (og BILAG A og B)
66.
67.
I stk. 1 fastslås det, at direktivet gælder for enhver EF-statsborger, der ønsker at
udøve et erhverv som selvstændig eller lønmodtager.
I stk. 2 fastslås det, at direktivet ikke gælder for de erhverv, der er omfattet af et
særligt direktiv, hvorved der mellem medlemsstaterne indføres en gensidig
anerkendelse af eksamensbeviser. Det drejer sig om følgende erhverv: sygeplejerske,
læge, jordemoder, apoteker, dyrlæge, tandlæge og arkitekt samt transporterhvervene
(jf. afsnit VI E "Transporterhvervene"). Direktivet gælder heller ikke for de erhverv,
der er omfattet af et af direktiverne i bilag A, dvs. direktiverne om
overgangsforanstaltninger (og om liberalisering).
Som følge af denne bestemmelse har Kommissionen foreslået en ordning for
anerkendelse af eksamensbeviser for de pågældende erhverv i forslaget til tredje
62.
63.
65.
68.
11
Dokument KOM(96) 46 endelig udg. af 15.2.96. Selv om et erhverv ikke er lovreguleret i henhold til
direktiv 89/48/EØF eller 92/51/EØF har værtslandet alligevel en traktatmæssig forpligtigelse med
hensyn til anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer. (jf. dom i "Bobadilla"-sagen (sag 234/97)).
18
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
direktiv om den generelle ordning, der blev godkendt af Parlamentet ved
andenbehandlingen den 7. maj 1999 og af Rådet den 11. maj 1999. Dette direktiv,
der blev vedtaget den 7. juni, skal gennemføres senest to år efter dets offentliggørelse
i EF-Tidende. Ordningen er inspireret af den generelle ordning, som den dog
adskiller sig fra på to punkter. For det første er den enklere, navnlig fordi der kun er
ét uddannelsesniveau; der er nemlig ikke så store indbyrdes forskelle mellem de
uddannelser, der svarer til de dækkede erhverv. For det andet er det værtslandet, der i
tilfælde af væsentlige forskelle mellem uddannelserne har ret til at vælge mellem
egnethedsprøve og prøvetid, hvis invandreren som selvstændig erhvervsdrivende
eller som virksomhedsleder ønsker at udøve en erhvervsvirksomhed, der kræver
kendskab til og anvendelse af nationale bestemmelser. Denne særbestemmelse er
indsat som følge af den aftale, der kom i stand mellem Parlamentet og Rådet under
den i EF-traktatens artikel 189 B (nu 251) fastsatte forligsprocedure.
69.
70.
I stk. 3, der vedrører bilag B, udvides visse af de nævnte direktiver til også at omfatte
lønnet beskæftigelse.
Denne udvidelse udbedrer en mangel, der ikke fandtes i de andre direktiver om
anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer. De første direktiver var nemlig
begrænset til etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser i
overensstemmelse med Rådets almindelige planer om ophævelse af begrænsninger i
etableringsfriheden og om den frie udveksling af tjenesteydelser. De efterfølgende
direktiver omfattede også lønnet beskæftigelse inden for de pågældende erhverv.
Anvendelsen af disse direktiver på lønnet beskæftigelse, også på andre stillinger end
virksomhedsleder, har ikke givet anledning til særlige problemer, så vidt det er
Kommissionen bekendt.
C. ARTIKEL 3
72.
73.
I denne artikel fastlægges principperne for anerkendelse, når værtslandet kræver et
eksamensbevis i henhold til direktiv 92/51/EØF eller direktiv 89/48/EØF.
Det er uddannelsesniveauet, der udgør forskellen mellem et "89/48-eksamensbevis"
og et "92/51-eksamensbevis". Sidstnævnte eksamensbevis er i princippet et bevis for
gennemførelsen af en universitetsuddannelse af mindst et års varighed (men mindre
end tre års varighed).
Der er flere muligheder, afhængigt af om erhvervet er lovreguleret eller ikke-
lovreguleret i hjemlandet, og i sidstnævnte tilfælde af om uddannelsen er
lovreguleret eller ikke-lovreguleret.
a) Hvis erhvervet er lovreguleret i hjemlandet og ansøgeren er i besiddelse af et
eksamensbevis i henhold til direktiv 89/48/EØF eller 92/51/EØF, skal dette bevis i
princippet anerkendes af værtslandet (med forbehold af eventuelle
udligningsforanstaltninger: jf. artikel 4).
71.
74.
75.
19
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441560_0020.png
76.
b) Hvis erhvervet ikke er lovreguleret i hjemlandet, men ansøgeren er i besiddelse af
et eller flere uddannelsesbeviser
12
på niveau med "92/51-eksamensbeviset", skal
dette eller disse beviser i princippet anerkendes af værtslandet, forudsat at han har
udøvet det pågældende erhverv i mindst to år i løbet af de forudgående ti år. Det
forhindrer dog ikke, at der eventuelt kan pålægges udligningsforanstaltninger (jf.
artikel 4).
Der kan dog ikke kræves to års erhvervserfaring, hvis uddannelsen er lovreguleret i
hjemlandet. En lovreguleret uddannelse er i henhold til artikel 1, litra g), specifikt
rettet mod udøvelsen af et erhverv og har en struktur og et niveau, der er fastlagt ved
den pågældende medlemsstats love og administrative bestemmelser.
Den garanti, som hjemlandets lovregulering af erhvervet ellers giver værtslandet,
erstattes af den garanti, som et mindstemål af erhvervserfaring eller det forhold, at
uddannelsen er lovreguleret, giver.
Der er ingen ordning for anerkendelse af "92/51-eksamensbeviser" for adgang til et
lovreguleret erhverv, når der for at optage dette erhverv kræves et "89/48-
eksamensbevis" og en af betingelserne for udstedelse af dette eksamensbevis er
gennemførelse med positivt resultat af en post-gymnasial uddannelse af en varighed
på over fire år. I så fald vil forskellen mellem de to uddannelser nemlig være over tre
år. Indvandreren kan dog påberåbe sig retspraksis i henhold til "Vlassopoulou"-
sagen
13
for at opnå anerkendelse af sine kvalifikationer.
D. ARTIKEL 4
77.
78.
79.
80.
Denne artikel indeholder bestemmelser om foranstaltninger, der kan pålægges
invandreren for at udligne en eventuel mangel i hans uddannelse i forhold til den, der
kræves i værtslandet på grundlag af artikel 3. Der er tre foranstaltninger, afhængigt af
hvilken type mangel der er tale om: a) vedrører den uddannelsens varighed, udlignes
der med erhvervserfaring; b) vedrører den uddannelsens indhold og eventuelt
aktivitetsområdet, udlignes der med prøvetid eller egnethedsprøve.
(a) Der kan kræves erhvervserfaring, hvis varigheden af indvandrerens uddannelse er
mindst et år kortere end den, der kræves i værtslandet.
81.
12
13
Hvis uddannelsen er parallel med den almindelige eller en ældre uddannelse, kan den sidestilles med
beviset for den almindelige uddannelse, hvis betingelserne i denne artikels næstsidste stykke er opfyldt.
I denne dom i sag 340/89 udleder Domstolen af EF-traktatens artikel 52 (nu 43) om etableringsretten, at
værtslandet er forpligtet til at "tage
hensyn til eksamensbeviser, certifikater og andre
kvalifikationsbeviser, som vedkommende har erhvervet med henblik på at kunne udøve dette erhverv i
en anden medlemsstat, idet den skal foretage en sammenligning mellem den kompetence, der er
dokumenteret ved beviserne, og de krav om kundskaber og kvalifikationer, der stilles i de nationale
regler"
(præmis 16). Det er kun, hvis der ved sammenligningen kun fremgår delvis overensstemmelse,
at værtslandet er berettiget til at kræve, at vedkommende dokumenterer, at han har erhvervet de
manglende kundskaber og kvalifikationer (præmis 19). Det skal også tage hensyn til en
erhvervserfaring, der er erhvervet i værtslandet eller i oprindelsesmedlemsstaten (præmis 21).
Undersøgelsen skal foretages med visse proceduremæssige garantier, dvs. at afgørelsen skal kunne
indbringes for domstolene med henblik på prøvelse af dens lovlighed efter fællesskabsretten, og at
vedkommende skal kunne få kendskab til afgørelsens begrundelse (præmis 22). Efter denne dom har
der etableret sig en fast retspraksis, der også er kommet til at omfatte lønnet beskæftigelse (jf. dom i
"Bobadilla"-sagen (sag 234/97).
20
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441560_0021.png
82.
Kravet til længden af den erhvervserfaring, invandreren skal dokumentere, må ikke
overstige det dobbelte af den manglende uddannelsestid. I nogle tilfælde, når den
manglende uddannelsestid svarer til erhvervspraktik, må værtslandets krav ikke
overstige den manglende uddannelsestid. Der må under ingen omstændigheder
kræves erhvervserfaring på over fire år. Hvis værtslandet kræver et eksamensbevis
for et af de i bilag C omhandlede uddannelsesforløb, kan det ikke kræve
erhvervserfaring af en ansøger, der er i besiddelse af et "89/48-eksamensbevis" eller
et "92/51-eksamensbevis"; de uddannelsesforløb, der er omhandlet i bilag C, har
nemlig en særlig varighed, der vanskeligt kan sammenlignes med varigheden af de
egentlige eksamensbeviser i henhold til de to direktiver, selv om de sidestilles med
"92/51-eksamensbeviser".
(b) Der kan kræves prøvetid eller egnethedsprøve, hvis:
indholdet af indvandrerens uddannelse adskiller sig væsentligt fra indholdet af den
uddannelse, der kræves i værtslandet, eller
det lovregulerede erhverv i værtslandet omfatter en eller flere former for lovreguleret
erhvervsmæssig virksomhed, der ikke forekommer i det lovregulerede erhverv i
ansøgerens hjemland, som er karakteriseret ved en særlig uddannelse, som
invandrerens uddannelse
i væsentlige henseender afviger fra.
Prøvetiden kan i henhold til direktivet højst vare tre år.
Indvandreren har i princippet ret til at vælge mellem egnethedsprøve og prøvetid.
Kun i tre tilfælde tilfalder denne ret de nationale myndigheder:
- hvis der er tale om et erhverv, for hvis udøvelse det er nødvendigt at have "nøje
kendskab til national ret", og i forbindelse med hvilket rådgivning og/eller bistand
med hensyn til national ret indgår som et "væsentligt og fast" element
- hvis medlemsstaten i henhold til artikel 14 (se nedenfor) har opnået undtagelse fra
princippet om, at indvandreren har ret til at vælge
- hvis værtslandet kræver et eksamensbevis for en uddannelse af over tre års
varighed, og indvandreren er i besiddelse af et eksamensbevis for en uddannelse af
en varighed på et år eller derunder
14
.
83.
84.
85.
86.
87.
88.
89.
Prøvetid og egnethedsprøve er defineret i artikel 1, litra i) og j).
Indvandreren kan kun pålægges én af disse tre udligningsforanstaltninger (jf. artikel
4, stk. 2).
E. ARTIKEL 5
90.
Denne artikel omhandler det tilfælde, hvor værtslandet kræver et "92/51-
eksamensbevis", og ansøgeren er i besiddelse af et certifikat.
14
Når indvandreren er i besiddelse af kvalifikationer på dette niveau, og værtslandet kræver et niveau
svarende til en videregående uddannelse af en varighed på over fire år, er der ingen ordning for
anerkendelse. I så fald finder Domstolens retspraksis efter "Vlassopoulou"-sagen anvendelse.
21
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441560_0022.png
91.
I dette tilfælde skal værtslandet i princippet anerkende det certifikat, som i en anden
medlemsstat er foreskrevet som betingelse for adgang til dér at optage et lovreguleret
erhverv. Det kan imidlertid kræve, at ansøgeren gennemgår en prøvetid, der dog ikke
må overstige tre år, eller går op til en egnethedsprøve. For at gøre dette krav
gældende er det ikke nødvendigt at bevise, at indvandrerens uddannelse er
mangelfuld i forhold til den, der kræves i værtslandet; det formodes den at være på
grund af niveauforskellen mellem det eksamensbevis, der kræves, og det certifikat,
invandreren er i besiddelse af. Dog har indvandreren ret til at vælge, hvilken
udligningsforanstaltning han ønsker anvendt, medmindre værtslandet har opnået
undtagelse efter fremgangsmåden i artikel 14.
Hvis erhvervet ikke er lovreguleret i hjemlandet, men ansøgeren er i besiddelse af et
eller flere uddannelsesbeviser på certifikatniveau, skal den pågældende uddannelse i
princippet anerkendes af værtslandet, forudsat at ansøgeren har udøvet erhvervet i
mindst to år i løbet af de forudgående ti år. Der kan imidlertid ikke kræves to års
erhvervserfaring, hvis uddannelsen er lovreguleret i hjemlandet. Den lovregulerede
uddannelse er defineret i artikel 1, litra g).
Disse bestemmelser forhindrer dog ikke, at der eventuelt kan pålægges
udligningsforanstaltninger (jf. ovennævnte betingelser).
F. ARTIKEL 6
92.
93.
94.
95.
96.
I artikel 6 fastsættes princippet om anerkendelse, når værtslandet kræver et certifikat
for at kunne udøve et erhverv.
Det kan ikke nægtes en ansøger at optage et lovreguleret erhverv under henvisning til
manglende kvalifikationer, hvis en af følgende betingelser er opfyldt:
a)
Han er i besiddelse af det eksamensbevis eller certifikat, som i en anden
medlemsstat er foreskrevet som betingelse for adgang til dér at optage det
pågældende erhverv.
b)
Erhvervet er lovreguleret i hjemlandet, men han har udøvet det i to år i løbet af
de forudgående ti år og er desuden i besiddelse af et eller flere uddannelsesbeviser
15
på eksamensbevis- eller certifikatniveau; der kan dog ikke kræves erhvervserfaring,
hvis uddannelsen er lovreguleret.
c)
Han er hverken i besiddelse af et eksamensbevis, et certifikat eller et
uddannelsesbevis, men har udøvet erhvervet i tre år i træk i løbet af de forudgående ti
år. Ved hjælp af denne ordning kan en indvandrer, der ikke har kunnet finde en
passende uddannelse, få adgang til et lovreguleret erhverv på certifikatniveau på
grundlag af sin erhvervserfaring. Et eksempel fra kunne være en træbeskærer, der har
erhvervet sine færdigheder i forbindelse med sit arbejde.
97.
98.
15
Hvis uddannelsen er parallel med den almindelige eller en ældre uddannelse, kan den sidestilles med
beviset for den almindelige uddannelse, hvis betingelserne i denne artikels næstsidste stykke er opfyldt.
22
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441560_0023.png
G. ARTIKEL 7
99.
Denne artikel indeholder bestemmelser om de tilfælde, hvor værtslandet kan pålægge
udligningsforanstaltninger, når dette land kræver et certifikat for at kunne udøve et
erhverv.
Der skelnes mellem to situationer:
a) Indvandreren er i besiddelse af et eksamensbevis, et certifikat eller et
uddannelsesbevis
16
:
- værtslandet skal bevise, at der er væsentlige forskelle mellem uddannelserne eller
aktivitetsområderne, som er karakteriseret ved en uddannelse, der omfatter væsentligt
forskellige fag eller discipliner
- værtslandet skal give indvandreren ret til at vælge mellem prøvetid (højst to år) og
egnethedsprøve (medmindre det opnår undtagelse efter fremgangsmåden i artikel
14).
b) Indvandreren er hverken i besiddelse af et eksamensbevis, et certifikat eller et
uddannelsesbevis
17
:
- medlemsstaten behøver ikke bevise ovennævnte forskelle (da indvandreren ikke har
de pågældende kvalifikationer, foreligger der en formodning om væsentlige
forskelle)
- medlemsstaten kan forbeholde sig ret til at vælge mellem prøvetid (højst to år) og
egnethedsprøve (uden at opnå undtagelse efter fremgangsmåden i artikel 14).
H. ARTIKEL 8
107.
Da kursusbeviset dækker meget korte uddannelser eller en vurdering af personlige
kvaliteter, egnethed eller kundskaber, uden forudgående uddannelse (jf. definitionen
i artikel 1, litra c)), ville direktivets hovedordning for anerkendelse være for tung.
Hvis værtslandet kræver et kursusbevis, skal det derfor uden at kræve yderligere
kvalifikationer, anerkende det kursusbevis, som i en anden medlemsstat er
foreskrevet som betingelse for adgang til dér at optage eller udøve det samme
erhverv. Har ansøgeren ikke et sådant kursusbevis, skal værtslandet acceptere de
kvalifikationer, som ansøgeren kan dokumentere, hvis de giver tilsvarende sikkerhed,
navnlig inden for sundhed, sikkerhed, miljøbeskyttelse og forbrugerbeskyttelse, som
dem, der kræves i værtslandet. Disse kvalifikationer kan også være personlige
kvaliteter, kundskaber eller egnethed, som er erhvervet på anden måde end ved et
uddannelsesforløb.
Der er kort sagt to formål med kursusbeviset: som dokumentation for et meget kort
kursus, der ikke foregår i sammenhæng med den forudgående uddannelse på
sekundær-trinnet, eller som dokumentation for en eksamen på et beskedent niveau,
hvis er tale om erhvervsaktiviteter, der kræver et vist omfang af specifik viden.
100.
101.
102.
103.
104.
105.
106.
108.
16
17
Tilfælde dækket af artikel 6, litra a) og b).
Tilfælde dækket af artikel 6, litra c).
23
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441560_0024.png
109.
Her er der altså ikke tale om udligningsforanstaltninger. Af direktivet fremgår kun to
muligheder: anerkendelse (obligatorisk, hvis direktivets betingelser er opfyldt) eller
ikke-anerkendelse. Der er ikke nogen "tredje mulighed". Alligevel er det helt i
direktivets ånd, at en medlemsstat indfører en ordning, der er gunstigere for
ansøgeren end et blankt afslag. Hvis direktivets betingelser tydeligvis ikke er opfyldt,
forekommer det logisk og i overensstemmelse med direktivets mål, at værtslandet -
ud over at afvise ansøgningen - skal have mulighed for at foreslå "broer" (prøve,
praktikperiode osv.), der kan give indvandreren adgang til erhvervet i det
pågældende land. Det er uden tvivl i tråd med princippet om den frie bevægelighed.
Hvis ingen af direktivets bestemmelser finder anvendelse, er medlemsstaterne i
øvrigt i henhold til Domstolens retspraksis i "Vlassopoulou"-sagen forpligtede til at
tage hensyn til de eksamensbeviser, som er udstedt af andre medlemsstater, og som
EU-borgerne er i besiddelse af. De nationale myndigheder skal undersøge, hvorvidt
de kundskaber og kvalifikationer, som det i hjemlandet udstedte eksamensbevis
attesterer, svarer til dem, der kræves i værtslandet.
Dette problem er blevet drøftet
18
i den "koordinationsgruppe", der blev oprettet ved
direktiverne. Kommissionen og de fleste af medlemsstaterne er af den opfattelse, at
selv om en indvandrer kun opfylder nogle af værtslandets bestemmelser, skal han
have ret til at få sine kvalifikationer taget i betragtning i overensstemmelse med
Domstolens retspraksis.
I. ARTIKEL 9
110.
111.
Når værtslandet kræver et uddannelsesbevis, der attesterer generel uddannelse på
primært eller sekundært uddannelsesniveau, kan det ikke afvise et uddannelsesbevis
på tilsvarende niveau udstedt af en kompetent myndighed i en anden medlemsstat.
J. ARTIKEL 10
112.
Denne artikel indeholder bestemmelser om fremlæggelse af dokumentation for
hæderlighed, finansiel situation samt fysisk og psykisk sundhed. Disse bestemmelser
er de samme som i tidligere direktiver om den frie bevægelighed for
erhvervsudøvere, f.eks. inden for handel og visse sundhedserhverv.
Anvendelsen af disse bestemmelser har rejst visse spørgsmål, navnlig i forbindelse
med direktiv 89/48/EØF. Disse spørgsmål gælder dog tilsvarende for direktiv
92/51/EØF.
For eksempel har de kompetente britiske myndigheder for tildeling af status som
"qualified teacher" rettet henvendelse til Kommissionens tjenestegrene. De ønskede
at vide, om de kan forlange, at ansøgere fra andre medlemsstater skal fremlægge et
officielt dokument, der attesterer deres hæderlighed og gode vandel, og som
bekræfter, at de ikke har været dømt for strafbare handlinger mod børn. Et sådant
krav går ud over direktivernes bestemmelser.
Spørgsmålet er derfor, om der lovligt kan stilles strengere krav end dem, der er
fastsat i direktiverne, og om ansøgere, der aflægger en erklæring under ed som
113.
114.
115.
18
Mødet den 10. og 11. april 1995.
24
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441560_0025.png
omhandlet i direktiverne, men ikke fremlægger en officiel attest for hæderlighed og
god vandel, som bekræfter, at de ikke har været dømt for strafbare handlinger mod
børn, så kan nægtes adgang til lærererhvervet. De kompetente nationale myndigheder
finder, at en erklæring afgivet under ed som omhandlet i direktiv 89/48/EØF, artikel
6, stk. 2, og i direktiv 92/51/EØF, artikel 10, stk. 2, ikke udgør en tilstrækkelig
garanti for, at status som "qualified teacher" ikke kan opnås af personer, der kan
skade børn (f.eks. pædofile).
116.
Kommissionen finder ligeledes, at det ville være urimeligt at konkludere ud fra
ordlyden af de relevante bestemmelser i direktiverne, at eftersom de ikke omfatter
nogen undtagelse fra forpligtelsen til at acceptere en erklæring afgivet under ed, skal
værtslandet acceptere en sådan erklæring for personer, hvis erhvervsaktivitet
indebærer direkte og daglig kontakt med børn. Beskyttelsen af børn mod pædofiles
adfærd må betragtes som et tvingende alment hensyn, der berettiger en begrænsning
af den traktatfæstede frie bevægelighed. En forholdsregel, der består i at kræve en
officiel attest (en straffeattest eller et lignende dokument udstedt af en kompetent
myndighed), kan formentlig sikre, at man når det tilsigtede legitime mål uden at gå
ud over, hvad der er nødvendigt med henblik herpå.
Et andet eksempel er en klage indgivet mod en medlemsstat med den begrundelse, at
der for at få adgang til at optage og udøve dykkererhvervet kræves en attest, som skal
være udstedt af en læge, der er godkendt af de kompetente myndigheder i
værtslandet.
For at vurdere, om en ordning, ifølge hvilken læger skal godkendes af
myndighederne i værtslandet, er acceptabel på baggrund af direktiv 89/48 og 92/51,
må man undersøge de enkelte sager i lyset af de kriterier, der er formuleret i
forbindelse med Domstolens retspraksis
19
(almenhedens interesse, ikke-
diskriminering, proportionalitet). Følgende almindelige principper kan fremsættes:
-
Når en medlemsstat kræver en lægeattest, der er udstedt og underskrevet af en
godkendt læge, skal dette ske i almenvellets interesse, dvs. at det skal være påkrævet
for at opfylde visse krav i værtslandet med hensyn til udøvelse af et bestemt erhverv,
f.eks. i forbindelse befordring af passagerer.
-
Den er ikke acceptabel, hvis muligheden for at opnå den pågældende
godkendelse forbeholdes de nationale læger, da det i så fald helt klart vil være
vanskeligere for statsborgere fra andre medlemsstater end for landets egne
statsborgere at få adgang til et erhverv på værtslandets område.
-
Proportionalitetsprincippet indebærer, at værtslandet skal bestræbe sig på at
sikre et højt sundhedsbeskyttelsesniveau på en måde, der så vidt muligt ikke skaber
problemer. Følgende kan konkluderes:
(1) Hvis en godkendelsesordning, der giver en tilsvarende garanti, findes i
hjemlandet, må værtslandet ikke afvise en attest, der er udstedt i hjemlandet.
117.
118.
119.
120.
121.
122.
19
Uden at dette går ud over bestemmelserne i direktiv 89/391/EØF, som giver medlemsstaterne lov til at
indføre strengere krav på sundhedsområdet for at beskytte arbejdstagerne sikkerhed og sundhed på
arbejdspladsen.
25
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441560_0026.png
123.
(2) Hvis hjemlandet ikke kræver et dokument af samme art som det, der kræves i
værtslandet, dvs. hvis attesten ikke er udstedt af en godkendt læge, eller hvis der ikke
kræves en sådan attest, anvendes artikel 6, stk. 2, og artikel 10, stk. 2, i henholdsvis
direktiv 89/48 og 92/51. Værtslandet kan i så fald kræve en attestation udstedt af en
myndighed i hjemlandet - ikke blot en attest udstedt af en ikke-godkendt læge - selv
om den myndighed, der udsteder attestationen, heller ikke er godkendt. I øvrigt
indeholder direktiv 89/391 ingen udtrykkelig bestemmelse om godkendelse af læger
til sikring af sundhedsovervågningen som omhandlet i artikel 14.
(3) Det er altså kun, hvis myndighederne i hjemlandet ikke udsteder attestationer
som omhandlet i ovennævnte bestemmelser, at det forekommer berettiget, at
værtslandet af indvandreren kræver en lægeattest udstedt af læge, der er godkendt af
værtslandet.
(4) For ikke at hindre erhvervsudøveres frie bevægelighed for meget vil der under
alle omstændigheder være to betingelser for, at værtslandet eventuelt kan få tilladelse
til at oprette en liste over godkendte læger: For det første skal værtslandet godtgøre
de særlige sundhedskrav, der fører til oprettelse af et sådant net af godkendte læger;
for det andet skal værtslandet oplyse indvandreren om de forskellige muligheder, han
har for at opfylde disse krav (godkendt læge i hjemlandet, attestation fra
myndighederne i hjemlandet eller, i mangel heraf, godkendt læge i værtslandet).
K. ARTIKEL 11
124.
125.
126.
I henhold til denne artikel skal den kompetente myndighed i værtslandet sikre, at EF-
statsborgere, som opfylder betingelserne for at få adgang til at optage og udøve et
lovreguleret erhverv i værtslandet, har ret til at benytte den
faglige titel,
der svarer til
det pågældende erhverv.
Det samme gælder retten til at benytte en
titel i henhold til et uddannelsesbevis,
men
værtslandet kan foreskrive, at denne titel suppleres med oplysninger om udstederen,
for at undgå forveksling med titler tildelt på værtslandets område.
Hvis erhvervet er lovreguleret i værtslandet af en sammenslutning eller organisation,
kan indvandrere kun anvende den faglige titel, hvis de fremlægger bevis på
medlemskab. Gør sammenslutningen eller organisationen medlemskab betinget af
visse kvalifikationer, skal den overholde direktivets betingelser, især artikel 3, 4 og 5
(anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og uddannelsesbeviser).
L. ARTIKEL 12
127.
128.
129.
130.
Denne artikel vedrører dokumentation for ansøgerens kvalifikationer samt visse
procedureregler.
Den grundlæggende regel er, at ansøgeren skal bevise sine kvalifikationer. Men
værtslandet skal som dokumentation acceptere dokumenter udstedt af
medlemsstaternes kompetente myndigheder. Værtslandet må med andre ord ikke
stille urimelige krav om dokumentation. Kommissionen har derfor i tæt samarbejde
med medlemsstaterne udarbejdet en "adfærdskodeks for administrative formaliteter",
der er udtryk for konsensus i koordinationsgruppen om dette område (jf. nedenfor).
Bemærk, at det efter Kommissionens opfattelse kan være særdeles praktisk for
26
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
indvandreren, at en myndighed i hjemlandet udsteder et dokument, der attesterer
hans kvalifikationsniveau efter direktivets kriterier ("89/48-eksamensbevis", "92/51-
eksamensbevis", certifikat, kursusbevis). Dog kan værtslandet i princippet ikke
kræve en attestation fra hjemlandet, der bekræfter, at ansøgeren er i besiddelse af et
eksamensbevis som defineret i direktivet, eller at han har ret til at udøve erhvervet i
hjemlandet (jf. adfærdskodeksen, punkt 3, C, b).
131.
Behandlingen af en ansøgning skal afsluttes senest fire måneder efter, at samtlige
akter vedrørende den pågældende sag er fremlagt. Resultatet skal meddeles ved en
begrundet beslutning. Denne beslutning eller manglende beslutning skal kunne
appelleres i henhold til nationale retsregler.
M. ARTIKEL 13
132.
I henhold til denne artikel skal medlemsstaterne udpege de kompetente myndigheder,
der skal modtage ansøgningerne, træffe beslutninger om anerkendelse i henhold til
direktivet og give de øvrige medlemsstater og Kommissionen underretning herom.
Hver medlemsstat skal desuden udpege en koordinator, navnlig med henblik på at
sørge for en ensartet gennemførelse af direktivet. Denne koordinator bliver medlem
af den koordinationsgruppe, der blev oprettet ved direktiv 89/48.
Koordinationsgruppens opgaver udvides i øvrigt til også at omfatte dette direktiv,
dvs. til at lette iværksættelsen af direktivet og indsamle alle relevante oplysninger om
dets gennemførelse.
Medlemsstaterne er forpligtede til at tilvejebringe oplysninger om anerkendelse af
kvalifikationer og andre relevante emner under anvendelse af eksisterende
informationsnet og i givet fald faglige sammenslutninger og organisationer.
Kommissionen har ansvaret for at tage de initiativer, der er nødvendige for a
udbygge koordinerings- og kommunikationsforanstaltninger.
Koordinationsgruppens arbejde beskrives i del VII nedenfor.
N. ARTIKEL 14
1. Generelt
136.
Har en medlemsstat til hensigt ikke at lade ansøgere vælge mellem prøvetid og
egnethedsprøve, skal den straks sende et udkast af den pågældende forskrift til
Kommissionen. Samtidig skal den meddele Kommissionen grundene til, at det er
nødvendigt at indføre en sådan forskrift.
Kommissionen underretter straks de øvrige medlemsstater om udkastet; den kan
desuden høre koordinationsgruppen om dette udkast.
Medlemsstaten kan kun vedtage forskriften, hvis Kommissionen ikke inden for en
frist på tre måneder har rejst indsigelse mod den ved en beslutning. Kommissionen
kan også indgive bemærkninger til udkastet.
133.
134.
135.
137.
138.
27
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
139.
140.
Den endelige ordlyd af forskriften skal fremsendes efter anmodning fra en
medlemsstat eller Kommissionen.
I forbindelse med anvendelsen af direktiv 92/51/EØF har Kommissionen modtaget
tre anmodninger om undtagelse efter fremgangsmåden i artikel 14. Bortset fra én
anmodning, der blev betragtet som "ikke relevant", har Kommissionen givet delvis
positive svar på disse anmodninger. Anmodningerne kom fra Frankrig, Det Forenede
Kongerige og Østrig.
2. Frankrig: sportsinstruktører
141.
Frankrig indgav den 17. juni 1996 en anmodning om undtagelse i henhold til artikel
14 i direktiv 92/51/EØF for så vidt angår instruktørfunktionen inden for visse
sportsgrene. Den franske anmodning vedrørte erhvervet sportsinstruktør og tog sigte
på for visse sportsgrene at kunne fravige princippet om ansøgerens frie valg. Hvis
der i forbindelse med en anerkendelsesprocedure viser sig at være væsentlige
forskelle mellem eksamensbeviser udstedt i andre medlemsstater og de
kvalifikationer, der kræves i Frankrig, ønskede de franske myndigheder at kunne
pålægge ansøgeren en egnethedsprøve.
Sammen med anmodningen sendte de franske myndigheder et udkast til dekret til
Kommissionen. Dette udkast vedrører kun etableringsretten for instruktører med
eksamensbeviser fra andre medlemsstater. Det skyldes, at en overtrædelsesprocedure
indledt af Kommissionen vedrørende midlertidig udveksling af tjenesteydelser
allerede var blevet afsluttet, og Frankrig havde fået en permanent undtagelse for de
samme erhverv på grundlag af en særskilt fransk lov og de relevante artikler i
traktaten, ikke på grundlag af direktiv 92/51/EØF. Dette udkast vedrørende
etableringsretten har til formål at gennemføre den EU-lovgivning, der gælder på
dette område, men viderefører samtidig en undtagelsesordning for fem sportsgrene,
for hvilke "sportsministeren [i henhold til udkastet]
kan kræve, at ansøgeren
gennemgår en egnethedsprøve".
Ifølge udkastets ordlyd som forelagt Kommissionen,
vil denne egnethedsprøve kunne pålægges i forbindelse med følgende fem
sportsrelaterede erhverv: skiinstruktør, bjergfører, dykkerinstruktør, instruktør i
faldskærmsudspring og instruktør i speleologi. De franske myndigheder lagde vægt
på at påpege, at denne anmodning, der er fremsat inden for rammerne af artikel 14,
ikke anfægter princippet om gensidig tillid, men "tværtimod
styrker det på
aktivitetsområder, hvor mål af almindelig interesse såsom sikkerheden, er på spil".
Anmodningen vedrører således kun "farlige
sportsgrene".
De franske myndigheder
begrunder anmodningen med de pågældende sportsgrenes farlige karakter.
I overensstemmelse med artikel 14 i direktiv 92/51/EØF blev den franske anmodning
om undtagelse forelagt medlemsstaterne. Den blev desuden sendt til alle
koordinatorer for den generelle ordning for anerkendelse af eksamensbeviser. De gav
udtryk for deres holdning på mødet i koordinationsgruppen den 8. juli 1996.
Efter at have behandlet den franske anmodning vurderede Kommissionen, at
manglende valgfrihed på dette område kan være berettiget, for så vidt medlemsstaten
i hvert enkelt tilfælde påviser, at udligningsforanstaltningen er begrundet i en
væsentlig forskel mellem de fag og discipliner, invandrerens uddannelse dækker, og
de kvalifikationer, der kræves, under hensyntagen til den pågældende persons
erhvervserfaring. Aktiviteternes farlige karakter og ønsket om at sikre
142.
143.
144.
28
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
sportsudøvernes sikkerhed taler mod friheden til at vælge og for kravet om at
gennemgå en egnethedsprøve i de særlige tilfælde, som den franske anmodning
henviser til, og i overensstemmelse med bestemmelserne i direktiv 92/51/EØF.
145.
Kommissionen vedtog sin beslutning den 9. januar 1997. I denne beslutning
indrømmede Kommissionen en undtagelse i en forsøgsperiode, der udløber den 30.
september 1999. Inden den udtalte sig endeligt, ønskede Kommissionen nemlig at
foretage en evaluering af problemerne i forbindelse med undtagelsens anvendelse i
praksis. Den ønskede desuden at give Frankrig mulighed for at vurdere, om disse
egnethedsprøver reelt er den bedst egnede foranstaltning til at nå det tilsigtede mål.
Kommissionen ønskede endelig at give alle de berørte parter mulighed for at
meddele deres eventuelle bemærkninger, inden der blev truffet en endelig beslutning.
Kommissionen anmodede Frankrig om at indsende en evalueringsrapport inden den
30. april 1999 og, hvis Frankrig ønskede det, en ny anmodning om undtagelse inden
den 30. juni 1999. Kommissionen besluttede endvidere at anmode de øvrige
medlemsstater og alle berørte parter om at udtale sig og meddele deres
bemærkninger. Ifølge planerne skulle Kommissionen også selv udarbejde en rapport.
Frankrig forelagde sin evalueringsrapport den 12. maj 1999 og anmodede om
permanent undtagelse for de pågældende fem erhverv. Efter at have anmodet om og
fået supplerende oplysninger besluttede Kommissionen den 14. juni 1999 at forlænge
undtagelsen med ét år for skiinstruktører - dog på strenge betingelser - samt for
dykkerinstruktører og instruktører i faldskærmsudspring og på ubestemt tid for
bjergførere og instruktører i speleologi.
3. Østrig: skiinstruktører og bjergførere
148.
I en note af 15. juli 1998 anmodede Østrig om undtagelse i henhold til artikel 14 i
direktiv 92/51/EØF for så vidt angår instruktørfunktionen inden for visse
sportsgrene. Denne note var ledsaget af to udkast til retsforskrifter og en
begrundelse. Anmodningen vedrører otte sportsrelaterede erhverv (skiinstruktør,
skiinstruktøraspirant,
universitetsuddannet
skiinstruktør,
skifører,
langrendskiinstruktør,
langrendskiinstruktøraspirant,
bjergfører
og
bjergføreraspirant) og tager sigte på for disse erhverv at kunne fravige princippet om
ansøgerens frie valg. Hvis der i forbindelse med en anerkendelsesprocedure viser sig
at være væsentlige forskelle mellem eksamensbeviser udstedt i andre medlemsstater
og de kvalifikationer, der kræves i Østrig, ønskede de østrigske myndigheder at
kunne pålægge ansøgeren en egnethedsprøve.
De østrigske myndigheder lagde vægt på at påpege, at denne anmodning, der er
fremsat inden for rammerne af artikel 14, kun vedrører farlige sportsgrene. De
østrigske myndigheder begrunder anmodningen med de pågældende sportsgrenes
farlige karakter.
I overensstemmelse med artikel 14 i direktiv 92/51/EØF blev den østrigske
anmodning om undtagelse forelagt medlemsstaterne. Den 11. august blev den sendt
til alle koordinatorer for den generelle ordning for anerkendelse af eksamensbeviser.
Yderligere oplysninger blev givet på mødet i koordinationsgruppen den 19.
november 1998. Østrig blev derefter anmodet om og gav supplerende oplysninger og
garantier. På baggrund heraf besluttede Kommissionen den 14. juli 1999 at
146.
147.
149.
150.
29
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
indrømme en undtagelse for ét år ligesom i beslutningen vedrørende Frankrig, der
blev truffet samme dag.
4. Det Forenede Kongerige: maritime erhverv
151.
Kommissionen modtog den 20. februar 1998 en anmodning fra de britiske
myndigheder om undtagelse i henhold til artikel 10 i direktiv 89/48/EØF og artikel
14 i direktiv 92/51/EØF. Denne anmodning om undtagelse vedrørte erhvervene
"merchant navy and fishing vessel deck and engineer officers" (styrmand og
maskinmester i handels- og fiskerflåden). Det drejede sig for de britiske
myndigheder om at kunne fravige princippet om indvandrerens frie valg i forbindelse
med "udligningsforanstaltninger" (prøvetid eller egnethedsprøve). De britiske
myndigheder ønskede at kunne pålægge en egnethedsprøve i tilfælde, hvor
sprogkundskaberne synes utilstrækkelige ("væsentlig mangel"). Som begrundelse for
anmodningen henvistes til sikkerhedskrav.
Efter en grundig undersøgelse af denne anmodning og det relevante faglige miljø
viste det sig, at det problem, som de britiske myndigheder havde rejst, ligger uden for
direktivernes anvendelsesområde, da de pågældende sprogkundskaber ikke indgår i
de uddannelser, for hvilke udligningsforanstaltninger kan komme på tale. En
skrivelse med disse konklusioner blev sendt til de britiske myndigheder den 7. maj
1998.
5. Konklusioner:
153.
Alle de oplysninger, Kommissionen råder over på nuværende tidspunkt, viser, at det
spørgsmål, der optager de berørte parter mest i forbindelse med de undtagelser, der
hidtil er blevet givet, er spørgsmålet om anerkendelse af skiinstruktører. Selv om det
egentlige, grundlæggende spørgsmål synes at fokusere på forskellige opfattelser af,
hvilket kvalifikationsniveau skiinstruktører objektivt bør have for at kunne blive
anerkendt - og derfor også forskellige opfattelser af, hvorvidt eventuelle forskelle
mellem eksisterende nationale kvalifikationer er relevante og væsentlige - har
debatten hidtil hovedsagelig drejet sig om anvendelsen af undtagelserne i henhold til
artikel 14, uagtet at disse undtagelser på ingen måde anfægter det krævede
kvalifikationsniveau, men drejer sig om, hvilke udligningsforanstaltninger der kan
anvendes i tilfælde af væsentlige forskelle mellem kvalifikationerne.
Det er klart, at den måde, hvorpå en anerkendelsesordning administreres, kan betyde
lige så meget som den tilgrundliggende lovgivning for vilkårene for adgang til
markedet. Graden af objektivitet i alle faser af anerkendelsesprocessen, måden,
hvorpå ordningen administreres, realistiske vurderinger af de enkelte ansøgeres evner
og erfaring, og hvorvidt beslutninger begrundes, er alt sammen aspekter, der
medvirker til gøre en anerkendelsesprocedure retfærdig og mere acceptabel for dem,
den drejer sig om. Det er klart, at disse aspekter får endnu større betydning, når de
rettigheder, indvandrere normalt har, gøres til genstand for en usædvanlig
begrænsning, sådan som det er tilfældet ved en undtagelse i henhold til artikel 14.
På den baggrund har Kommissionen besluttet at give Østrig og Frankrig midlertidige
undtagelser indtil den 31. juli 2000, hvor der efter planen vil blive truffet endelige
beslutninger af permanent gyldighed. Kommissionens tjenestegrene agter at anvende
perioden med de midlertidige undtagelser til at sikre, at der i størst muligt omfang
30
152.
154.
155.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441560_0031.png
udveksles oplysninger og synspunkter mellem medlemsstaterne og de berørte parter.
Målet er at indsamle og evaluere alle relevante oplysninger og drøfte eventuelle
problemer med henblik på at forberede de endelige beslutninger, der skal træffes af
Kommissionen, og forsøge at opnå en vis grad af fælles forståelse og enighed, der
kan udgøre et stabilt og permanent grundlag for fremtiden. Arbejdet vil omfatte både
spørgsmålet om undtagelser og andre relevante spørgsmål vedrørende procedurer
eller indhold i forbindelse med anerkendelse af skiinstruktører.
156.
Proceduren og tidsrammen for beslutninger om undtagelser i henhold til artikel 14
har erfaringsmæssigt vist sig at være meget kort, især hvad angår høringen af
medlemsstaterne, som Kommissionen finder yderst værdifuld. Flere gange er
tidsrammen på tre måneder mellem en medlemsstats anmodning og Kommissionens
beslutning blevet overskredet, fordi der blev anmodet om supplerende oplysninger,
og fordi den pågældende frist regnes fra det øjeblik, hvor Kommissionen er i
besiddelse af alle nødvendige oplysninger. På baggrund af den hidtidige erfaring vil
fremtidige anmodninger om undtagelser, herunder især anmodninger, der rejser
vigtige, vidtrækkende, komplekse eller meget tekniske spørgsmål, sandsynligvis
kræve længere tid end den nuværende tremåneders periode fra datoen for indsendelse
af anmodningen til datoen for vedtagelse af Kommissionens beslutning. Høringer og
undersøgelse af alle relevante oplysninger og synspunkter kan gøre det nødvendigt
for Kommissionen at træffe en midlertidig beslutning og i visse tilfælde en negativ
beslutning, om ikke andet så for at få tid til en mere fuldstændig behandling af
spørgsmålene, der dog skal afsluttes inden for en tidsfrist for den endelige
beslutning.
Det er endvidere klart, at Kommissionen bevidst har benyttet sig af muligheden for at
indrømme undtagelser midlertidigt og på visse betingelser. Selv om det af hensyn til
retlig stabilitet og retssikkerhed selvfølgelig er bedst, at der træffes endelige og
permanente beslutninger om anmodninger, er det ikke muligt at udelukke, at man
fortsat vil gøre brug af midlertidige og betingede beslutninger. En vigtig fordel ved
sådanne beslutninger er, at de åbner mulighed for en forsøgsperiode, i hvilken
undtagelsens reelle virkninger kan konstateres, og de mest direkte berørte parters
synspunkter kan tages i betragtning, inden der træffes en endelig beslutning. I lyset af
Domstolens almindelige retspraksis vedrørende en restriktiv fortolkning af
undtagelser fra de almindelige bestemmelser i EU-lovgivningen
20
synes det fortsat
relevant, at denne form for kontrolmekanismer kan finde anvendelse på anmodninger
om undtagelse i henhold til direktivet.
O.
ARTIKEL 15 og bilag C og D
1. Ratio legis
158.
Visse uddannelser, der ikke falder ind under definitionen af eksamensbeviset i
direktiv 92/51, artikel 1, stk. 1, litra a), andet led, nr. i), har ikke desto mindre et
tilsvarende fagligt niveau og sætter den pågældende i stand til at opnå en stilling med
tilsvarende ansvar og opgaver
21
. Det gælder f.eks. uddannelserne fysioterapeut i
Tyskland og pædiatrisk sygeplejerske i Luxembourg. På grund af deres vidt
157.
20
21
Jf. f.eks. dommen i "Gebhardt"-sagen, sag C55/94 af 30.11.1995.
Som det fremgår af direktivets betragtning 15 og 16.
31
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441560_0032.png
forskellige karakter sidestilles de i direktiv 92/51 med eksamensbeviser ved
opførelse på en liste (jf. betragtning 15), der er vedlagt som bilag C. Visse
lovregulerede uddannelser er i øvrigt også blevet sidestillet med uddannelser, for
hvilke der udstedes eksamensbevis, ved opførelse på listen i bilag D.
159.
Denne sidestilling bevirker, at der i værtslandet etableres en "bro" til "89/48-
eksamensbeviset" (der dækker uddannelsesforløb på 3-4 år), og - når der kræves et
"92/51-eksamensbevis" - at kravet om udligningsforanstaltninger begrænses til
tilfælde, hvor der er væsentlige forskelle mellem uddannelserne.
2. Ajourføringsprocedurer
160.
Fremgangsmåden ved ændring af disse bilag er beskrevet i artikel 15
22
. Den går ud
på at undersøge, om de uddannelser, der er genstand for en medlemsstats begrundede
anmodning, giver indehaveren et erhvervsuddannelsesniveau, der svarer til "92/51-
eksamensbeviset" (uddannelsesforløb på ét år efter det sekundærtrin, der er
adgangsgivende til universiteter og højere læreanstalter), samt tilsvarende ansvar og
opgaver.
3. Ændringer gennem traktaten om Østrigs, Finlands og Sveriges tiltrædelse
161.
I overensstemmelse med artikel 29 i tiltrædelsestraktaten af 24. juni 1994 blev der
med virkning fra den 1. januar 1995 tilføjet en lang række uddannelser i bilag C.
Disse ændringer vedrørte udelukkende østrigske erhverv.
Under overskriften "Sundhedsrelaterede og socialpædagogiske uddannelser" drejede
det sig om kontaktlinseoptikere, fodterapeuter, høreapparatteknikere, drogister,
massører, børnehavepædagoger og pædagoger. Under "Mesteruddannelser" drejede
det sig om bandagister, korsetmagere, optikere, ortopædiske håndskomagere,
ortopæditeknikere, tandteknikere og gartnere. Herudover blev 14 andre
mesteruddannelser tilføjet. Under "Tekniske erhverv" blev følgende uddannelser
tilføjet: forstmand, teknisk konsulent, leje af arbejdskraft, arbejdsformidler,
investeringskonsulent,
detektiv,
sikkerhedsvagt,
ejendomsmægler,
ejendomsadministrator,
reklameagentur,
byggeleder,
inkassator,
forsikringskonsulent, bygmester/projektleder og tømrermester/projektleder.
4. Gennemførelsesdirektiverne
163.
Kommissionen har modtaget mange anmodninger om ændring af listerne i bilag C
og D. Efter at have behandlet disse anmodninger (i samarbejde med det i stk. 3
omhandlede udvalg
23
) har Kommissionen hidtil vedtaget tre direktiver.
162.
22
23
Denne procedure skal ændres for at tilpasse den til Rådets afgørelse nr. 1999/468/EF af 28. juni 1999
om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges
Kommissionen (EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23).
Arbejdet i dette udvalg er ofte blevet forberedt ved drøftelser i koordinationsgruppen (jf. del VII af
nærværende rapport, der vedrører denne).
32
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
a) Kommissionens direktiv 94/38/EF af 26. juli 1994
164.
Ved dette direktiv blev der i bilag C tilføjet en række tyske paramedicinske
uddannelser; nemlig teknisk laboratorieassistent, teknisk assistent (radiologi), teknisk
assistent (funktionsdiagnostik), teknisk assistent (veterinærmedicin), diætist,
farmacitekniker, psykiatrisk sygeplejerske og taleterapeut. De italienske uddannelser
bogholder, handelskonsulent og consulente del lavoro blev slettet.
Der blev i bilag D med forbehold af bestemte betingelser tilføjet en rubrik
vedrørende visse tyske uddannelser på fagskoler, som fører frem til erhvervene
teknisk assistent, handelsassistent, statsprøvet vejrtræknings-, tale- og
stemmepædagog, tekniker, virksomhedsøkonom, designer og hjemmehjælper samt
flere erhverv i den sociale sektor.
b) Kommissionens direktiv 95/43/EF af 20. juli 1995
166.
Dette direktiv blev vedtaget som følge af anmodninger fra Nederlandene og Østrig.
De nye bestemmelser i bilag C er baseret på den nederlandske regerings
anmodninger vedrørende uddannelsen til dyrlægeassistent og en række erhverv i
sektoren for søtransport (styrmand, motormand og VTS-tjenestemand). I bilag D
blev der for Nederlandene tilføjet uddannelser på højere fagskoler og
lærlingeuddannelser, og for Østrig uddannelser på højere fagskoler, højere land- og
skovbrugsskoler, mesterskoler, mesterklasser og bygningshåndværkerskoler. For alle
disse uddannelser blev der fastsat bestemte betingelser.
Sammen med de talrige ændringer i forbindelse med Østrigs tiltrædelse ville disse
ændringer gøre det uklart, hvad bilagene indeholder. Derfor blev de ændrede lister
over uddannelser offentliggjort i en kodificeret udgave i det nye direktiv.
c) Kommissionens direktiv 97/38/EF af 20. juni 1997
168.
En række uddannelser på listen over uddannelser, der i Det Forenede Kongerige er
godkendt som "National Vocational Qualifications" eller som "Scottish Vocational
Qualifications", blev slettet, da de nu er omfattet af direktiv 89/48/EØF
(videnskabelig medarbejder ved medicinsk laboratorium) eller ikke længere er
lovregulerede (tilsynsværge, ortopædisk bandagist).
d) Kommissionens direktiv 99/
169.
af
1999
165.
167.
Et udkast til direktiv er blevet vedtaget enstemmigt i det udvalg af repræsentanter for
medlemsstaterne, der blev nedsat i henhold til artikel 15, stk. 3. I dette udkast tages
der hensyn til begrundede anmodninger fra Østrig og Det Forenede Kongerige med
hensyn til følgende spørgsmål:
Visse certifikater for faglige kvalifikationer inden for affaldshåndtering i Det
Forenede Kongerige vil blive tilføjet bilag C, og det samme gælder en særlig
uddannelse i pædiatrisk sygepleje og i psykiatrisk sundheds- og sygepleje i Østrig.
Derimod vil erhvervene “approved social worker – mental health” og “trade mark
agent” i Det Forenede Kongerige udgå. Desuden skal ordlyden i bilag C og D med
hensyn til “National/Scottish Vocational Qualifications” i Det Forenede Kongerige
170.
33
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441560_0034.png
tilpasses til den terminologi, der nu anvendes i den relevante nationale lovgivning.
Direktivet vil eventuelt kunne vedtages af Kommissionen i begyndelsen af år 2000.
171.
Nye direktiver forventes vedtaget fremover på grund af ændringer i de nationale
lovgivninger.
5. Konklusioner
172.
Erfaringen
24
har vist, at denne procedure er tung og kompleks, og at den bliver stadig
vanskeligere at anvende, efterhånden som listerne bliver længere. Derfor ville det
måske være ønskeligt at finde frem til et alternativ, f.eks. ved at erstatte proceduren
og listerne med en eller flere generelle definitioner
25
, der kunne sidestille disse
uddannelser med "92/51-eksamensbeviser".
En sådan løsning er i øjeblikket ved at blive undersøgt at Kommissionen. Den
generelle definition, der i givet fald skulle indgå i definitionen af eksamensbeviset,
skulle understrege, at uddannelsesforløbets faglige niveau skal svare til det niveau,
der defineres som eksamensbevis; den skulle desuden påpege, at det pågældende
uddannelsesforløb fører frem til ansvar og opgaver, hvis niveau skal angives
nærmere af myndighederne i hjemlandet i en supplerende attestation. En indvandrer,
der påberåber sig ret til anerkendelse på dette grundlag, kan blive anmodet om at
fremlægge en attest fra en kompetent myndighed, der bekræfter det pågældende
kursus status og indeholder oplysninger til værtslandet, om hvor det om nødvendigt
kan indhente yderligere oplysninger .
Bilag C og D ville i givet fald blive slettet; dog ville der blive indsat en bestemmelse,
hvorved indehaverne af de pågældende uddannelser bevarer deres erhvervede
rettigheder.
P. ARTIKEL 16
175.
Artikel 16 er den første artikel i direktivets kapitel XI, der indeholder afsluttende,
almindeligt gældende bestemmelser. I henhold til denne artikel skal medlemsstaterne
hvert andet år fremsende en rapport til Kommissionen om anvendelsen af direktivet.
Denne rapport skal omfatte almindelige bemærkninger, en statistisk oversigt over de
afgørelser, der er truffet, samt en beskrivelse af større problemer, som anvendelsen
har medført.
De seneste statistiske oplysninger, som er indsendt i forbindelse med denne
rapportering, findes i del IV.B.
Q.
177.
ARTIKEL 17
173.
174.
176.
I denne artikel er fristen for direktivets gennemførelse
26
fastsat til højst to år.
24
25
26
Jf. især den vedlagte kritik fra Belgien, Danmark, Nederlandene og Finland, der ønsker ordningen
ændret.
Nederlandene har foreslået en generel formulering eller en procedure, hvorved den kompetente
myndighed i hjemlandet attesterer, at indvandrerens uddannelse svarer til direktivets kriterier.
Gennemførelsen er behandlet ovenfor i del IV.A.
34
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
R. ARTIKEL 18
178.
Denne artikel indeholder bestemmelsen om denne beretning og lyder endvidere som
følger: "Kommissionen skal, når den har foretaget alle de nødvendige konsultationer,
fremlægge sine konklusioner vedrørende eventuelle nødvendige ændringer af dette
direktiv. Samtidig forelægger Kommissionen i givet fald forslag til forbedring af de
bestående retsforskrifter med det formål at lette den frie bevægelighed,
etableringsretten og den frie udveksling af tjenesteydelser".
Denne beretning indeholder allerede forslag til ændringer af kvalifikationerne i bilag
C og D og deres ajourføring samt mulighederne for indførelse af større fleksibilitet
med hensyn til levering af tjenesteydelser på tværs af grænserne. Spørgsmålet om
forslag til forbedring af de eksisterende bestemmelser har dog også givet anledning
til bredere overvejelser, der i nogen grad også vedrører direktiv 89/48/EØF.
S. ARTIKEL 19
180.
VI.
A.
181.
Ingen kommentarer til denne artikel.
KOMMENTARER TIL DE ENKELTE ERHVERV
Offentlige ansatte
Den offentlige sektor er traditionelt en vigtig erhvervssektor med hensyn til fri
bevægelighed. Kommissionen anmodes tit om at beskæftige sig med dette område,
enten i breve fra borgerne eller i forbindelse med klager og andragender. Derfor er
der i de seneste år blevet indledt en række overtrædelsesprocedurer vedrørende
manglende anerkendelse af eksamensbeviser. Overtrædelsesprocedurerne vedrører
flere medlemsstater og flere erhvervssektorer, der er omfattet af direktiv 89/48/EØF
eller direktiv 92/51/EØF (lærere, oversættere, hospitalsansatte, søfartserhvervene,
generel offentlig administration osv.), og de vedrører såvel overtrædelser på nationalt
plan som på lokalt plan. I forbindelse med disse procedurer er der nogle af
medlemsstaterne, der har rejst nogle helt grundlæggende problemer, der har fået
Kommissionen til at nøje at overveje hele området. Overvejelserne har været
centreret om 3 temaer:
- selve princippet om, hvorvidt den generelle ordning for gensidig anerkendelse af
eksamensbeviser (direktiv 89/48/EØF og 92/51/EØF) skal gælde for offentlige
ansatte
- spørgsmålet om, hvorvidt den generelle ordning skal gælde for alle offentlige
ansatte eller kun for erhverv eller erhvervsmæssig virksomhed inden for det
offentlige, som kræver en specifik erhvervsuddannelse
- udvælgelsesprøver.
I den ottende betragtning i direktiv 92/51/EØF hedder det, at den supplerende
ordning ikke berører "anvendelsen
af Traktatens artikel 48, stk. 4, og artikel 55".
Derefter er der ikke andre direkte eller indirekte henvisninger til den offentlige
forvaltning. Desuden vedrører artikel 48, stk. 4, (nu artikel 39) og artikel 55 (nu
artikel 45) kun nationaliteten.
179.
182.
183.
184.
185.
35
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441560_0036.png
186.
Det har hele tiden været Kommissionens opfattelse, at den offentlige forvaltning ikke
på forhånd er udelukket fra direktivernes anvendelsesområde: det forhold, at et
erhverv hører ind under den offentlige forvaltning, er i sig selv ikke nok til, at det
falder uden for direktivets anvendelsesområde. Domstolen har påpeget, at offentlige
organer skal overholde bestemmelserne i direktiv 89/48/EØF og 92/51/EØF
27
. Dette
betyder dog ikke, at den generelle ordning gælder for hele den offentlige forvaltning.
Dette spørgsmål hænger nøje sammen med definitionen af eksamensbevis,
lovreguleret erhverv og begrebet erhvervsmæssige kvalifikationer.
Ifølge definitionen af et eksamensbevis skal indehaveren af et sådant med positivt
resultat have gennemført en uddannelse af en bestemt varighed. Han skal også
besidde de erhvervsmæssige kvalifikationer (eksamensbevis, flere eksamensbeviser
eller certifikater under ét), der er påkrævet for at få adgang til et lovreguleret erhverv
i sin egen medlemsstat eller til at udøve det der. Det sidste kriterium ("de
erhvervsmæssige kvalifikationer, der er påkrævet for at få adgang til et lovreguleret
erhverv"), skal forstås således, at det kun sigter mod kvalifikationer opnået gennem
uddannelser, der fører til udøvelsen af et særligt erhverv, og som er orienteret mod
dette erhverv.
De forskellige udligningsforanstaltninger (egnethedsprøve, prøvetid) anvendes derfor
ikke, når man ad meget forskelligartede veje (generel udvælgelsesprøve med adgang
for personer med forskellige eksamensbeviser) kan få adgang til et "generelt"
erhverv. Hvis en sådan mangfoldighed af ekspertise accepteres for den pågældende
aktivitet i den offentlige sektor, forekommer besiddelsen af eller en manglende
besiddelse af mere specifikke elementer af individuelle faglige kvalifikationer
mindre relevant. Hvis der ikke er fundamentale forskelle i arten eller niveauet af de
pågældende faglige kvalifikationer, bør princippet om gensidig tillid finde
anvendelse. Hvis udligningsforanstaltninger på den anden side anvendes til at
udligne en forskel i det generelle kvalifikationsniveau, forekommer det ikke at være
let at tilpasse disse foranstaltninger til det offentliges rekrutteringsmetoder. Det er
Kommissionens hensigt fortsat at undersøge mulige løsninger.
Med hensyn til anvendelse af udvælgelsesprøver til anerkendelse af faglige
kvalifikationer i forbindelse med arbejde i den offentlige sektor er der tre spørgsmål,
der melder sig: hvordan skal udvælgelsesprøven betragtes? Er de erhverv, som man
får adgang til ved udvælgelsesprøver, lovregulerede erhverv i direktivets forstand?
Hvordan defineres begrebet fuldt kvalificeret person i forbindelse med et erhverv,
som man får adgang til via udvælgelsesprøver?
Kommissionens holdning, der er blevet udtrykt i besvarelserne af flere spørgsmål fra
Europa-Parlamentet (skriftlige og mundtlige) og andragender vedrørende princippet i
udvælgelsesprøver, og inden for rammerne af overtrædelsesprocedurer, er som
følger: enhver medlemsstat vælger frit, hvorledes den vil foretage rekrutteringer, når
blot anerkendelsen af eksamensbeviser fra andre medlemsstater finder sted i
overensstemmelse med fællesskabsretten. Udvælgelsesprøver er som andre
rekrutteringsmetoder (papirer, samtale, eksaminer osv.) blot endnu en måde at få
adgang til et erhverv på. Hvis der ikke er noget til hinder for, at en medlemsstat
rekrutterer sine tjenestemænd gennem udvælgelsesprøver, skal denne dog (hvis der
er tale om et lovreguleret erhverv i henhold til direktiv 92/51/EØF) give indehaverne
187.
188.
189.
190.
27
Præmis 12 i dom af 8.7.1999 i sag nr. 234/97 "Bobadilla".
36
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
af eksamensbeviser fra andre medlemsstater lov til at deltage, hvis deres
eksamensbevis giver dem adgang til det pågældende erhverv i den medlemsstat, hvor
eksamensbeviset er udstedt. Dette indebærer også, at en fagligt kvalificeret person fra
en anden medlemsstat skal underkaste sig proceduren med udvælgelsesprøve. Den
ret, som direktivet giver, er retten til adgang til et erhverv på samme vilkår som
statsborgene i det pågældende land.
191.
Udgør erhvervsmæssig virksomhed, som man får adgang til via offentlige
udvælgelsesprøver med adgang for indehaverne af visse eksamensbeviser,
lovreguleret erhvervsmæssig virksomhed i henhold til direktiv 92/51/EØF?
I artikel 1, litra f), i direktiv 92/51/EØF defineres lovreguleret erhvervsmæssig
virksomhed som "erhvervsmæssig virksomhed eller form deraf, når der enten direkte
eller indirekte ifølge love eller administrative bestemmelser kræves et
uddannelsesbevis eller kursusbevis for i en medlemsstat at optage eller udøve denne
virksomhed eller en form deraf". Derfor finder direktiverne anvendelse, når der er
tale om en udvælgelsesprøve, der kræver specifikke erhvervsmæssige
kvalifikationer, der giver ret til udøvelsen af det pågældende erhverv.
Direktivet bygger faktisk på den antagelse, at de forskellige former for
erhvervsmæssig virksomhed er de samme (i værtslandet og i hjemlandet). En
indvandrer skal være i besiddelse af det eksamensbevis, der kræves for at udøve
samme erhverv i hjemlandet.
I forbindelse med en aktivitet i den offentlige sektor, der er mere generel end de
specifikke faglige kvalifikationer, der kræves for at få adgang til at udøve det
pågældende arbejde, gælder det dog stadig, at anerkendelsesprocessen kan finde sted
i det pågældende erhvervs kontekst, måske endda med en endnu mere fleksibel
anvendelse af princippet om gensidig tillid, fordi de krævede kvalifikationer mere
gælder det generelle niveau for erhvervsaktiviteten end de særlige videnelementer,
der er relevante for det specifikke erhverv. Indplacering i den offentlige sektor og
andre metoder kunne anvendes til at tage højde for nogle af forskellene i de relevante
faglige kvalifikationer, når der ikke er tilstrækkelig begrundelse til at afvise en
anmodning. En sådan analyse skal dog afprøves yderligere, før der kan drages
konklusioner.
For at kunne påberåbe sig direktivernes bestemmelser om den "generelle ordning",
skal man være fuldt kvalificeret til udøvelse af det pågældende erhverv i sit
hjemland. Dette kan give anledning til et problem, når udvælgelsesprøven efterfølges
af erhvervsuddannelse. I sådanne tilfælde kan en person kun anses for at være fuldt
kvalificeret erhvervsudøver i sit hjemland, hvis han på samme tid opfylder følgende
betingelser: besiddelse af et eksamensbevis, der giver ret til deltagelse i
udvælgelsesprøven + beståelse af udvælgelsesprøven + erhvervsuddannelse
(prøvetiden kan, afhængig af forholdene inden for det pågældende erhverv eller i den
pågældende medlemsstat, anses for enten at udgøre en del af uddannelsen og derved
indgå i eksamensbeviset, eller den kan anses for at følge efter erhvervelsen af
eksamensbeviset). Det må erkendes, at denne regel placerer de personer, der besidder
et eksamensbevis fra et land, hvor udvælgelsesprøverne efterfølges af
erhvervsuddannelse, i en mindre gunstig situation. Kun hvis de har bestået
udvælgelsesprøven
(og
derefter
har
gennemgået
den
efterfølgende
erhvervsuddannelse) kan de anses for at være "færdigvarer", og de kan derfor ikke
falde ind under direktivets bestemmelser. Konsekvenserne heraf er ofte for så vidt
192.
193.
194.
195.
37
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441560_0038.png
angår adgang til ansættelse i den offentlige administration, at f.eks. en
universitetsgrad fra et fransk universitet ikke udgør et eksamensbevis i henhold til
direktiverne (Frankrig har faktisk en udbredt tradition for udvælgelsesprøver med
efterfølgende uddannelse). På den anden side stilles fuldt kvalificerede
erhvervsudøvere, f.eks. lærere, fra andre lande, der anmoder om anerkendelse i
Frankrig også ugunstigt, fordi de skal gennemføre det sidste trin (udvælgelsesprøve)
i det franske system.
196.
Denne situation betyder, at mange tilfælde af anmodninger om anerkendelse af
eksamensbevis for at deltage i en udvælgelsesprøve falder uden for direktivernes
dækningsområde. Kommissionen er ved at overveje, hvad der kan gøres på dette
område.
Lærere
Inden for
førskoleundervisningen
er et "89/48-eksamensbevis" i de fleste af landene
en forudsætning for at få adgang til erhvervet. Dette gælder dog ikke Spanien
("educador infantil" eksamensbevis 92/51), Tyskland ("Erzieher", eksamensbevis
92/51) samt Østrig og Liechtenstein ("Kindergärtner", eksamensbevis 92/51).
Kommissionen er ikke stødt på konkrete problemer i forbindelse med anvendelsen af
direktiv 92/51/EØF i denne sektor.
Adgangen til erhvervet som lærer i grundskolen forudsætter i alle medlemsstaterne,
at man er i besiddelse af et "89/48-eksamensbevis", undtagen i Italien og
Liechtenstein.
I undervisningen efter grundskolen kræver alle medlemsstaterne, at man er i
besiddelse af et "89/48-eksamensbevis", undtagen i Luxembourg og Grækenland,
hvor nogle lærerstillinger kræver et "92/51-eksamensbevis").
På dette område er der dog nogle problemer med hensyn til fortolkningen af direktiv
92/51/EØF. Kommissionen har modtaget klager fra studerende med "92/51-
eksamensbeviser"
28
(denne type uddannelse fandtes tidligere i nogle lande), hvis
eksamensbeviser ikke er blevet anerkendt i Tyskland.
I henhold til artikel 3 i direktiv 92/51/EØF indføres der en "bro" mellem de to
direktiver: den medlemsstat, der er værtslandet, skal anerkende "89/48-
eksamensbeviser", selv om der for det pågældende erhverv kun kræves en
uddannelse på 92/51-niveau. Omvendt skal værtslandet i princippet anerkende
"92/51-eksamensbeviser", også selv om der til det pågældende erhverv kræves et
"89/48-eksamensbevis".
Direktivet indeholder en udtagelsesbestemmelse til denne "bro": værtslandet skal
ikke anvende broen, når adgangen til det pågældende erhverv kræver "et
eksamensbevis som defineret i direktiv 89/48/EØF [...], og når en af betingelserne
for udstedelse af dette eksamensbevis er gennemførelse med positivt resultat af en
post-gymnasial uddannelse af en varighed på over fire år".
Det skal præciseres, at det her drejer sig om undervisere med et "92/51-eksamensbevis" og ikke med et
eksamensbevis for en uddannelse på to år og "sidestillet" med et "89/48-eksamensbevis". Sidstnævnte
tilfælde er underlagt bestemmelserne i direktiv 89/48/EØF. Kommissionen henviser i denne forbindelse
til den beretning om gennemførelsen af direktiv 89/48/EØF, der blev offentliggjort i 1996 (beretning af
15.2.96 KOM(46) endelig udg., s. 10).
B.
197.
198.
199.
200.
201.
202.
28
38
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441560_0039.png
203.
204.
Det er med begrundelse i denne undtagelsesbestemmelse flere lærere med "92/51-
eksamensbeviser" har fået afvist en anmodning om anerkendelse.
Det er Kommissionens opfattelse, at "broen" skal anvendes i sådanne tilfælde.
Direktivet giver faktisk ikke mulighed for at undgå at benytte "broen", når adgangen
til det pågældende erhverv kræver et eksamensbevis udstedt efter en
samlet
uddannelse
af en varighed på over fire år. For at kunne påberåbe sig en undtagelse
fra "broen" skal det krævede eksamensbevis være et "eksamensbevis som defineret i
direktiv 89/48/EØF"
29
, og "én af betingelserne for udstedelse af dette eksamensbevis
er gennemførelse med positivt resultat af en post-gymnasial uddannelse af en
varighed på over fire år". Det afgørende element for anvendelse af "broen" er således
varigheden af uddannelsesforløbet, og dette uafhængigt af varigheden af den
erhvervsuddannelse, der eventuelt måtte kræves
ud over
uddannelsesforløbet.
Det skal bemærkes, at lærere, der er i besiddelse af "92/51-eksamensbeviset",
normalt er lærere med "gamle" eksamensbeviser, der er udstedt på et tidspunkt, hvor
uddannelsen i hjemlandet var af en varighed på 2 år. Nu falder læreruddannelsen i
alle medlemsstaterne normalt ind under bestemmelserne i direktiv 89/48/EØF.
Problemerne med anvendelse af "broen" er således "restproblemer" og vedrører et ret
begrænset antal lærere. Da det i øvrigt drejer sig om indehavere af "gamle"
eksamensbeviser, er der tale om invandrere, som har en betydelig erhvervserfaring.
I denne forbindelse skal man huske på, at selv hvis direktiverne ikke skulle finde
anvendelse, så er medlemsstaterne i henhold til artikel 48 i traktaten forpligtede til at
sikre arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet (jf. dommen i sagen
Aranitis).
Man skal ikke glemme, at det drejer sig om personer, som er i besiddelse
af alle de kvalifikationer, som kræves i hjemlandet, og som har et "92/51-
eksamensbevis" og ikke et "89/48-eksamensbevis", fordi det var den uddannelse, der
fandtes, da de gennemførte deres uddannelse, og som har opnået det krævede
eksamensbevis på dette tidspunkt.
På denne baggrund synes det svært at begrunde en afvisning, når man ser på
normerne i den del af fællesskabsretten, der gælder for fri bevægelighed.
Erhverv i den sociale sektor
Ifølge de oplysninger, som Kommissionen har kendskab til, kræver erhvervet som
socialassistent - i de lande, hvor det er et lovreguleret erhverv - et "89/48-
eksamensbevis". I nogle lande, hvor erhvervet ikke er lovreguleret, findes der
uddannelser som socialarbejder på et niveau med 2 års post-gymnasial uddannelse.
Statistikkerne viser, at vandringen af socialarbejdere mellem medlemsstaterne ikke er
så stor (undtagen i Frankrig, hvor statistikker fra 95/96 viser, at antallet af
anmodninger om anerkendelse til udførelse af dette erhverv var 127), og den giver
ikke anledning til særlige problemer.
Der findes dog visse situationer, som ikke dækkes af bestemmelserne i den generelle
ordning for gensidig anerkendelse. I Finland og Portugal er adgangen til erhvervet
205.
206.
207.
C.
208.
209.
210.
29
Eksamensbeviset som defineret i direktiv 89/48 er et eksamensbevis, som udstedes efter en post-
gymnasial uddannelse på mindst tre år, eventuelt efterfulgt af en erhvervsmæssig uddannelse, der måtte
kræves ud over den post-gymnasiale uddannelse (jf. artikel 1, litra a), i direktiv 89/48).
39
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
som socialarbejder underlagt et krav om et eksamensbevis som afslutning på en 5-
årig uddannelse. Dette betyder, at myndighederne i de to lande med fuld ret kan
påberåbe sig undtagelsesbestemmelserne til "broen" i de tilfælde, hvor indvandrerne
kommer fra lande, hvor uddannelsen er på 92/51-niveau, idet indvandrerne således
ikke falder ind under ordningen.
211.
I henhold til de oplysninger, som de berørte medlemsstater har givet, betyder denne
forskel mellem uddannelser imidlertid i praksis ikke, at den frie bevægelighed for de
pågældende erhvervsudøvere hindres. I Finland er anmodningerne blevet
efterkommet, herunder en anmodning fra indehaveren af et eksamensbevis på 92/51-
niveau.
International Federation of Social Workers (IFSW) har i øvrigt informeret
Kommissionen om et projekt, der går ud på at oprette et register over socialarbejdere
og skabe "en europæisk socialarbejdereksamen" i lighed med ingeniørenes initiativ,
og dette vil fremme den frie bevægelighed for denne erhvervsgruppe. De berørte
erhvervsgrupper har underrettet Kommissionen om de forskelle, der findes
medlemsstaterne imellem med hensyn til uddannelse af socialarbejdere (indhold,
varighed og indhold), og de har understreget, at det ville være ønskelig med en
konvergens mellem uddannelserne for at fremme socialarbejdernes mobilitet inden
for EU.
Erhverv i sundhedssektoren
Almindelige betragtninger
En lang række betydelige erhverv i sundhedssektoren falder ind under
bestemmelserne i direktiv 89/48/EØF, mens andre erhverv hører ind under direktiv
92/51/EØF. I øvrigt kan det samme erhverv høre ind under enten det første eller det
andet direktiv, afhængigt af hvilken medlemsstat der er tale om.
Fysioterapeuterhvervet er et eksempel på dette. I de fleste medlemsstater hører det
ind under direktiv 89/48/EØF, men for Tysklands vedkommende hører det ind under
bilag C i direktiv 92/51/EØF, fordi uddannelsesniveauet er et andet.
Der blev i september 1999 afholdt en konference for at konstatere, hvor langt man
var nået med hensyn til migration af fysioterapeuter inden for EU. Konferencen
bekræftede, at der var sket et vist fremskridt, bl.a. gennem bilaterale drøftelser
mellem medlemsstaterne. Et vigtigt resultat af denne konference har været en
enstemmig anerkendelse fra alle erhvervets repræsentanter af, at de udfører det
samme erhverv i EU's forskellige medlemsstater. Den Europæiske afdeling af
sammenslutningen
World Confederation for Physical Therapy
har også planlagt at
beskæftige sig med de udligningsforanstaltninger, der anvendes af medlemsstaterne i
forbindelse med migrerende fysioterapeuter, for at undersøge om der stadigvæk er
hindringer for den frie bevægelighed.
De tal, der er indsamlet af medlemsstaterne, samt de informationer, som
Kommissionen har modtaget, viser, at direktivet har muliggjort anerkendelsen af et
stort antal eksamensbeviser for en række erhvervsgrupper på sundhedsområdet, selv
om der er konstateret problemer og begrænsninger med hensyn til direktivernes
gennemførelse. Disse behandles nærmere nedenfor.
212.
D.
1.
213.
214.
215.
40
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441560_0041.png
2.
a)
216.
217.
Begrænsninger med hensyn til anerkendelse af eksamensbeviser
Aktiviteter forbeholdt bestemte erhverv
For nogle erhverv gælder det, at anerkendelsen af eksamensbeviser i en medlemsstat
ikke er mulig, fordi erhvervets aktiviteter er forbeholdt en anden erhvervskategori.
Sektoren for ikke-konventionel medicin illustrerer denne problematik. F.eks. er de
aktiviteter, som udføres af en kiropraktor, et specifikt erhverv i nogle medlemsstater,
mens de aktiviteter, der har med "helbredelse" at gøre, i andre medlemsstater er
forbeholdt læger. I sidstnævnte tilfælde kan den erhvervsudøvende ikke udøve sit
erhverv i den anden medlemsstat. Dette kan kun lade sig gøre i medlemsstater, hvor
ikke-læger har ret til at udøve dette erhverv. At denne situation er i
overensstemmelse med fællesskabsretten, er blevet bekræftet af Domstolen i
afgørelsen i sagen Bouchoucha
30
. Det samme problem gør sig gældende for andre
aktiviteter.
Selv om erhvervet psykoterapeut næsten udelukkende hører ind under direktiv
89/48/EØF, er der her et lignende problem, når lovgivningen er forskellig i de
forskellige medlemsstater og forhindrer personer uddannet i nogle medlemsstater i at
udøve deres erhverv i andre (aktiviteterne inden for psykoterapi er meget ofte
forbeholdt læger og/eller psykologer).
Erhverv, som ligner hinanden i to medlemsstater, men hvis aktivitetsområde er
forskelligt
Et erhverv kan have samme betegnelse i nogle medlemsstater, samtidig med at
indholdet er forskelligt. I sådanne tilfælde kan direktivet finde anvendelse, hvis i det
mindste en del af aktivitetsområdet er det samme. I modsat fald finder direktivet ikke
anvendelse, fordi den erhvervsmæssige anerkendelse er baseret på, at erhvervene
skal være identiske.
Spørgsmålet om omfanget af de aktiviteter og det ansvarsniveau, der kræves for at
udføre erhvervene som fysioterapeut og radiolog, står for at skulle undersøges på
grundlag af spørgeskemaer udsendt til medlemsstaterne for at klarlægge den
nuværende situation og skaffe de oplysninger, der er nødvendig for en
tilbundsgående analyse af problemstillingen. Når oplysningerne er indsamlet,
videregives de til koordinationsgruppen med henblik på eventuel videre drøftelse.
Erhverv med forskellige niveauer
For visse aktiviteter kan der findes flere kompetenceniveauer, der svarer til
forskellige uddannelser. F.eks. findes der ved siden af uddannelsen som fysioterapeut
nogle kortere uddannelser, der svarer til erhvervet fysioterapeutassistent eller massør.
Denne forskel er endnu tydeligere i forbindelse med erhvervene farmaceut og
apoteksassistent. Overensstemmelsen mellem erhvervene er bestemmende for
anerkendelsen af erhvervsmæssige kvalifikationer, men dette må ikke føre til en
tilladelse til at udøve en aktivitet, der er helt forskellig fra den, som man er uddannet
til at udøve.
218.
b)
219.
220.
c)
221.
30
Dom af 3.10.1990, sag C-61/89, Sml. I, s. 3564).
41
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
222.
Det andet direktiv har gjort det muligt at konstatere tilfælde af grundlæggende
forskelle mellem uddannelserne i medlemsstaterne. For visse erhverv, der undertiden
ikke er lovregulerede, udgjorde uddannelsen i nogle medlemsstater kun nogle få
hundrede timers undervisning, mens den i andre lande strakte sig over flere år.
I sådanne tilfælde er den generelle mekanisme, der indgår i den generelle ordning,
som følger: når erhvervet i værtslandet hører ind under direktiv 89/48/EØF, finder
direktivet kun anvendelse, hvis indvandrerens uddannelse er på niveau med et
"eksamensbevis" i henhold til direktiv 92/51/EØF, eller sidestilles med et sådant
gennem optagelse i bilag C til direktiv 92/51/EØF. For så vidt angår lavere
uddannelser i hjemlandet, f.eks. en uddannelse på certifikat-niveau, gælder den
generelle ordning ikke, hvis værtslandet kræver det nye "89/48-eksamensbevis", men
derimod Domstolens praksis. Hvis uddannelsen i værtslandet derimod er på et niveau
svarende til et "92/51-eksamensbevis" eller lavere, finder direktivet anvendelse i de
fleste tilfælde, også selv om uddannelsen er på et væsentligt lavere niveau (jf.
kommentarerne til artikel 5-7 ovenfor).
Begrænsninger skabt af andre direktiver (tilfældet specialsygeplejersker)
Særdirektiverne for sygeplejeerhvervet (77/452/EØF og 77/453/EØF) omhandler
spørgsmålene vedrørende anerkendelse af eksamensbeviser, men denne anerkendelse
omfatter kun sygeplejersker inden for almen sundheds- og sygepleje. Direktiverne
om den generelle ordning gælder imidlertid ikke erhverv, for hvilke der findes et
særdirektiv. Hvis en medlemsstat kun har en uddannelse af sygeplejersker inden for
almen sundheds- og sygepleje, betyder det, at invandrere med eksamensbeviser som
specialsygeplejersker hverken falder ind under direktiverne med den generelle
ordning eller særdirektiverne for sygeplejersker. De kan dog i sådanne tilfælde
påberåbe sig bestemmelserne i traktaten som fortolket i Domstolens retspraksis i
sagerne Heylens og Vlassopoulou.
Dette spørgsmål er allerede blevet behandlet i beretningen udarbejdet i
overensstemmelse med artikel 13 i direktiv 89/48/EØF i forbindelse med
gennemgangen af artikel 2, punkt iii). Kommissionen har foreslået, at problemet
løses ved at lade disse tilfælde falde ind under den generelle ordning; de
bestemmelser, der med henblik herpå er indført i forslaget til det "tredje" direktiv, er
af Rådet blevet overført til forslaget til det såkaldte Slim-direktiv (SLIM = Simpler
Legislation in the Internal Market).
Konstaterede problemer
Manglende gennemførelse
i) Der har været et vigtigt generelt problem med hensyn til Grækenland, fordi dette
land indtil august 1998 ikke havde gennemført direktiv 92/51/EØF, og fordi de
ansvarlige myndigheder nægtede at gennemføre det. Selv om der ikke er sket en
formel gennemførelse i lovgivningen, er myndighederne ifølge Kommissionens
opfattelse forpligtede til at anvende direktivet. Flere erhverv har været berørt af dette
problem, herunder fysioterapeuter for så vidt angår eksamensbeviser udstedt i græske
statsborgere i Tyskland. Ifølge oplysningerne fra de græske myndigheder begyndte
nationale kommissioner en gennemgang af de individuelle sager i januar 1999. Dette
er en konsekvens af den store forsinkelse med hensyn til gennemførelsen af direktiv
223.
d)
224.
225.
3
a)
226.
42
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
89/48 i Grækenland, og der verserer i øjeblikket en retssag vedrørende bøder og
fortsatte eksempler på, at gennemførelsesforanstaltningerne ikke anvendes.
227.
ii) En forsinket gennemførelse af direktiv 92/51/EØF i den belgiske lovgivning har
kun haft ringe konsekvenser, fordi de ansvarlige belgiske myndigheder har anvendt
direktivets principper, selv om dette ikke var formelt gennemført.
iii) I Frankrig er direktiv 92/51/EØF endnu ikke gennemført for så vidt angår
erhvervet apoteksassistent. Frankrig har dog for nylig vedtaget et dekret til
gennemførelse af direktivet for så vidt angår dette erhverv. Før gennemførelsen er
fuldstændig, skal der dog vedtages en gennemførelseslov. Kommissionen er blevet
underrettet om en konkret sag i forbindelse med migration fra Belgien til Frankrig.
Man er stadig i gang med at undersøge denne sag.
iv) I Portugal er direktiv 92/51/EØF endnu ikke fuldstændigt gennemført for så vidt
angår erhvervet apoteksassistent og andre erhverv i sundhedssektoren. Denne
situation er blevet konstateret gennem konkrete sager. Problemet er under
behandling.
Mangelfuld gennemførelse
i) Den bromekanisme (“bro”), der indgår i direktiv 92/51/EØF
Ikrafttrædelsen af det andet direktiv har gjort det muligt at løse en række problemer
med uddannelser i bilag C og med hensyn til en række erhverv, hvis niveau ikke
passede til niveauet i det første direktiv.
Den første tid med det andet direktiv har dog givet anledning til en del problemer,
idet den mekanisme med en "bro", der indgår i direktivet, især for uddannelserne i
bilag C, har haft problemer med at blive accepteret af medlemsstaterne. Der er dog
fortsat problemer med gennemførelsen af "broen" mellem direktiv 92/51/EØF og
89/48/EØF, og der indberettes individuelle sager og sager vedrørende bestemte
erhverv.
Et eksempel er erhvervet optiker i en medlemsstat, hvor den faglige sammenslutning
ikke har kendskab til mekanismen med "broen" og afviser at efterkomme den
ansvarlige myndigheds beslutning om anerkendelse, fordi indvandrerne har et
eksamensbevis i henhold til direktiv 92/51/EØF, mens adgang til erhvervet er
betinget af et eksamensbevis i henhold til direktiv 89/48/EØF.
ii) Frister
234.
Der er blevet indbragt flere individuelle sager for Kommissionen, hvor de frister, der
er fastsat i artikel 12, stk. 2, i direktiv 92/51/EØF med hensyn til afgørelse om
anerkendelse, ikke er blevet overholdt. Mange af disse sager skyldes en forsinket
gennemførelse af det andet direktiv. Situationen har generelt set udviklet sig positivt
siden da. De fleste tilfælde vedrører situationer, hvor indvandrerne har en
uddannelse, som stammer fra en tid, hvor der blev krævet andre kvalifikationer, som
de ansvarlige myndigheder har problemer med at træffe afgørelse om.
iii) Udligningsforanstaltningerne
228.
229.
b)
230.
231.
232.
233.
43
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
235.
De udligningsforanstaltninger, der kræves af indvandrerne for at opnå anerkendelse
af deres eksamensbeviser, anses somme tider for at være overdrevne. Hvis der er
væsentlige forskelle i indholdet af en uddannelse, er dette ofte et faktuelt spørgsmål,
som indvandreren kan klage over. Kommissionen har ikke på nuværende tidspunkt
fået underretninger om tilfælde, hvor en domstol har truffet afgørelse med hensyn til
udligningsforanstaltningerne.
For at lette migrationen for fysioterapeuter mellem Tyskland og Østrig er der efter
forhandlinger blevet indgået en aftale mellem de to lande, og der foregår også
forhandlinger mellem Nederlandene og Det Forenede Kongerige om det samme.
iv) De administrative formaliteter
236.
237.
Adfærdskodeksen (jf. VII B nedenfor) har gjort det muligt på grundlag af
Kommissionens og medlemsstaternes erfaringer at fastlægge hvilke former for
praksis, der kan anbefales, hvilke former der er acceptable, og hvilke der ikke er det.
Vedtagelsen af adfærdskodeksen gør det muligt for medlemsstaterne at revidere
deres praksis, og efter at adfærdskodeksen er offentliggjort, har ansøgerne mulighed
for at kræve, at der anvendes "god praksis" ved behandlingen af deres ansøgninger.
Der er stillet spørgsmålstegn ved visse foranstaltninger i en af medlemsstaterne, som
f.eks. obligatorisk henvendelse til NARIC-Centret i værtslandet eller indkaldelse af
en indvandrer uden for rammerne af udligningsforanstaltningerne til forudgående
samtale, endda en samtale, som der skal betales for af indvandreren, og hertil skal
lægges udgifterne til en billet og til ophold, som kan være ret dyrt, hvis ansøgeren
endnu ikke bor i den omhandlede medlemsstat. Der er udsigt til, at der kan findes en
metode, således at det fuldstændige behandlingsforløb for ansøgningerne om
anerkendelse kan sikres, samtidig med at indvandrernes rettighed og interessere også
sikres. Spørgsmålet vedrørende de administrative formaliteter vil fortsat være et af de
vigtigste spørgsmål, som koordinationsgruppen skal behandle for at opnå større
gennemskuelighed effektivitet.
v) Faglig anerkendelse, men ikke akademisk anerkendelse af eksamensbeviser
238.
239.
Nogle medlemsstater bebrejdes ofte, at den procedure, der følges med hensyn til
faglig anerkendelse inden for rammerne af den generelle ordning, er for akademisk
med hensyn til sammenligningen af uddannelser, hvilket er i modstrid med både
direktivets ånd og bogstav. Dette spørgsmål er dukket op i forskellige individuelle
sager. Sådanne spørgsmål kan kun behandles i deres sammenhæng og på baggrund af
en fuldstændig analyse af de involverede spørgsmål. Dette er en del af
Kommissionens og koordinationsgruppens løbende arbejde.
Konklusioner
Medlemsstaternes indbyrdes afhængighed
De ændringer, der finder sted i en medlemsstat med hensyn til uddannelser og/eller
regler for de forskellige erhverv, er ikke uden konsekvenser for de andre
medlemsstater. Det er især mærkbart med hensyn til erhvervene i sundhedssektoren.
Nogle medlemsstater, som tidligere ikke lovregulerede visse aktiviteter, er begyndt at
gøre dette, og uddannelsesniveauet har udviklet sig. Som eksempler kan nævnes
erhvervene diætist og fodterapeut.
4.
a)
240.
44
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
241.
Nogle medlemsstater har i øvrigt rejst spørgsmålet om en eventuel "omgåelse" for de
af landets statsborgere, der lader sig uddanne i et andet EU-land og derefter vender
tilbage til hjemlandet. Denne praksis har betydning for adgangsbegrænsninger og
styring af sundhedsplejen. Denne situation har først og fremmest berørt stater med
samme sprog, især Frankrig/Belgien og Østrig/Tyskland, hvor der finder en betydelig
migration sted. Situationen berører også Grækenland og Tyskland for så vidt angår
græske statsborgere med tyske eksamensbeviser.
Ifølge Kommissionen giver traktatbestemmelserne adgang til uddannelse i en anden
medlemsstat, og statsborgere, som har fået deres eksamensbevis i en anden
medlemsstat, skal kunne påberåbe sig direktivet bestemmelser om anerkendelse af
eksamensbeviser. Den generelle ordning har styrket de europæiske borgeres ret til at
erhverve erhvervsmæssige kundskaber, hvor de måtte ønske det (20. betragtning i
direktiv 92/51).
Der er desuden noget, der tyder på, at nogle medlemsstater, som traditionelt ikke
lovregulerer mange erhverv, eller som er i færd med at fjerne lovreguleringen for
mange erhverv, anser dette for at skabe problemer for "deres" erhvervsudøvere, hvis
disse udvandrer til medlemsstater med lovregulering i større omfang, set i forhold til
den relativt lette adgang til deres marked med relativ ringe lovregulering. En sådan
skævhed vil kunne medføre en tendens til konkurrerende lovregulering, hvis
medlemsstaterne forsøger at skabe lige muligheder for migration til og fra deres
territorium ved at regulere på samme niveau som de andre. Det ville være uheldigt,
hvis denne tendens slår igennem. I øjeblikket har Kommissionen ikke konkret
kendskab til en sådan holdning i de kompetente myndigheder i medlemsstaterne. De
nationale koordinatorer er de bedst placerede med hensyn til at få kendskab til den
slags holdninger og deres udbredelse, og Kommissionen er altid rede til at deltage i
drøftelser i gruppen eller bilateralt.
Særegenheder ved erhvervene på sundhedsområdet
Migrationen af erhvervsudøvere inden for sundhedsområdet er et interessant
barometer, både på grund af disse gruppers befolkningsmæssige sammensætning, de
mange forskellige erhverv og størrelsen af sundhedssektoren. Migrationerne har
fundet sted af personlige årsager (ofte familiemæssige) eller for at finde arbejde i et
land, hvor arbejdsmarkedet var mere gunstigt.
Transporterhvervene
En række erhverv inden for transportsektoren falder uden for den generelle ordning
for anerkendelse af eksamensbeviser, fordi de allerede er omfattet af et særdirektiv
(jf. artikel 2 i direktiv 92/51/EØF). Den erhvervssektor i hvilken det største antal
eksamensbeviser er blevet anerkendt i perioden 1995 til 1998 inkl. er imidlertid
søtransportsektoren, hvor der har været en betydelig migration mellem de
nordeuropæiske lande.
Som eksempler kan nævnes Rådets direktiv 91/670/EØF af 16. december 1991 om
gensidig anerkendelse af personcertifikater, der giver adgang til udøvelse af
funktioner i civil luftfart, og Rådets direktiv 96/26/EF af 29. april 1996 om adgang til
erhvervet godstransport ad landevej og erhvervet personbefordring ad landevej samt
om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre
kvalifikationsbeviser, som skal lette den faktiske udøvelse af etableringsfrihed for de
242.
243.
b)
244.
E.
245.
246.
45
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441560_0046.png
pågældende udøvere af transportvirksomhed inden for indenlandsk og international
transport.
247.
248.
Retsgrundlaget for disse direktiver er traktatens artikler om transportpolitik (nærmere
betegnet artikel 71, tidligere 75, og artikel 80, tidligere 84).
Rådets direktiv 94/58/EF af 22. november 1994 om minimumsuddannelsesniveauet
for søfartserhverv udgør en undtagelse i denne henseende. Samtidig med at dets
retsgrundlag er traktatens artikel 80, tidligere 84, stk. 2, præciseres det i direktivet, at
"Rådets direktiv 89/48/EØF og 92/51/EØF om de generelle ordninger for
anerkendelse af eksamensbeviser og erhvervsuddannelser finder anvendelse på de
søfartserhverv, der er omfattet af dette direktiv".
Der har også været en sag om anerkendelse af kvalifikationer som lods på de indre
vandveje, hvor den fuldstændige uddannelse også omfatter en periode med praktik
under tilsyn. Det afgørende formål med denne praktiktid var dog at opnå kendskab til
forholdene vedrørende lokal sejlads. Dette element i uddannelsen i en medlemsstat
har derfor ingen relevans for personer, der søger om umiddelbar anerkendelse i en
anden medlemsstat. Reglerne om gensidig anerkendelse inden for EU er dog ikke
udarbejdet med henblik på at sikre, hvad man kunne kalde en "genvej" til umiddelbar
anerkendelse i en anden medlemsstat. I alle tilfælde skal indvandreren være fuldt
kvalificeret i sit hjemland, også selv om der kærves specifik viden for at udføre det
samme erhverv i værtslandet. Denne specifikke viden skal erhverves gennem
udligningsforanstaltninger i henhold til direktiv 89/48/EØF og 92/51/EØF. I disse
tilfælde bør personer, der ønsker at opnå de kvalifikationer, der sætter dem i stand til
umiddelbart at udøve det pågældende erhverv i en bestemt medlemsstat, så tidligt
som muligt finde ud af, hvordan de mest direkte kan opnå de krævede
kvalifikationer, hvilket i hovedsagen vil være gennem færdiggørelse af deres
uddannelse i den medlemsstat, hvor de ønsker at udøve deres erhverv.
Erhverv inden for turistsektoren
Der skal skelnes mellem rejseledere og turistførere.
Rejseledere
Rejseledere falder ikke ind under direktiv 92/51/EØF, idet det direktiv, som de
dækkes af, udelukkes fra direktivets dækningsområde (jf.
artikel 2, stk. 2).
Det
pågældende direktiv er direktiv 75/368/EØF af 16. juni 1997
31
.
I stedet for en
gensidig anerkendelse af eksamensbeviser
32
indeholder dette direktiv bestemmelser
om overgangsforanstaltninger, der går ud på "som
tilstrækkelig betingelse for adgang
til de pågældende former for virksomhed i de værtsmedlemsstater , der har regler for
denne virksomhed, at anerkende faktisk udøvelse af virksomheden i
oprindelseslandet i et rimeligt tidsrum, der ikke ligger for langt tilbage, for derved at
sikre, at den begunstigede er i besiddelse af faglige kundskaber, som svarer til dem,
der kræves af værtslandets egne statsborgere."
Dette direktiv udelukker udtrykkeligt "turistførere".
249.
F.
250.
1.
251.
252.
31
32
EFT L 167 af 30.6.1975, s. 22.
Denne anerkendelse indgår nu i direktiv 99/42 (jf. kommentarerne til artikel 2, stk. 2).
46
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441560_0047.png
253.
Ifølge dette direktiv er værtsmedlemsstaten forpligtet til at give borgere fra EU-
landene ret til at udøve hvervet som "rejseleder" inden for medlemsstatens område,
hvis de ved en attestation fra en ansvarlig myndighed i deres hjemland kan
dokumentere, at de der har mindst to års erfaring.
I princippet gælder bestemmelserne i direktiv 75/368 både etableringsret og
udveksling af tjenesteydelser. I henhold til retspraksis forholder det sig imidlertid
sådan, at en medlemsstat ikke kan underlægge udøvelsen af tjenesteydelser samme
betingelser som betingelserne for at etablere sig, da dette ville ophæve enhver reel
virkning af de bestemmelser i EF-traktaten, der skal sikre den frie udveksling af
tjenesteydelser
33
.
For så vidt angår udveksling af tjenesteydelser skal direktivets bestemmelser (og især
kravet om attestation for erfaring) fortolkes med den fornødne fleksibilitet, idet der
skal tages hensyn til tjenesteydelsens midlertidige karakter, og det skal heller ikke
glemmes, at målet med direktivet jo netop er at fremme den frie udveksling af
tjenesteydelser.
Myndighederne i værtslandet kan i henhold til direktiv 75/368/EØF af rejselederne
kræve en attestation for 2 års erfaring i hjemlandet. Dette krav kan dog have nogle
virkninger, der er i modstrid med det tilstræbte mål om at fremme den frie
udveksling af tjenesteydelser, og derved være i modstrid med traktatens artikel 49
(tidligere 59).
I praksis har det vist sig vanskeligt at opnå erhvervsmæssig erfaring "i hjemlandet",
fordi dette kun er start- og slutpunkt for rejserne. Den situation, hvor en rejseleder
virker som rejseleder på ture i hjemlandet og derved opnår den fornødne erfaring, før
vedkommende begynder at udøve sit erhverv i en anden medlemsstat, forekommer
meget sjældent i praksis.
Det er derfor Kommissionens opfattelse, at rejseledere fra en anden medlemsstat har
ret til i henhold til artikel 49 (tidligere 59) frit at tilbyde deres tjenesteydelser (de
opgaver, som er en rejseleders opgaver) i en anden medlemsstat. Hvis en rejseleder
ikke rejser frem og tilbage sammen med turisterne (en ret hypotetisk situation), men
forbliver i værtslandet efter en rundrejse, er vedkommende underlagt de juridiske
regler for etableringsret.
Kommissionen har henledt de nationale myndigheders opmærksomhed på dette
spørgsmål. Der har været forskellige kontakter, især til de italienske myndigheder.
Disse har faktisk lovet ikke at kræve den attestation for erfaring, der er truffet
bestemmelse om i direktiv 75/368/EØF, hvis tjenesteydelserne udføres på
midlertidigt grundlag.
Turistførere
Indledning
Direktiverne med "den generelle ordning" omfatter erhvervet som turistfører i de
lande, hvor dette erhverv er lovreguleret.
254.
255.
256.
257.
258.
259.
2.
a)
260.
33
Jf. bl.a. dom af 25.7.1991,
Dennemeyer,
C-760/90, Sml. I, s. 4221.
47
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441560_0048.png
261.
Erhvervet er ikke lovreguleret i Danmark, Tyskland, Irland, Nederlandene, Finland,
Sverige, Norge og Det Forenede Kongerige, mens det er lovreguleret i Østrig,
Belgien, Grækenland, Frankrig, Italien, Luxembourg (byen Luxembourg), Portugal
og Spanien.
I de fleste af de lande, hvor erhvervet ikke er lovreguleret, findes der kurser til
uddannelse af turistførere, men det er ikke obligatorisk at følge disse for at udøve
erhvervet. I Tyskland findes der f.eks. et certifikat for turistførere, som udstedes af
handels- og industrikamrene. I Det Forenede Kongerige findes sammenslutninger
("boards"), som udsteder medlemskort og identifikation ("blue badge") efter
afslutning af en uddannelse på det niveau, som svarer til niveauet i direktiv
92/51/EØF.
I de lande, hvor erhvervet er lovreguleret, er adgangen til erhvervet forbeholdt
personer, som efter at have fulgt en bestemt uddannelse med tilfredsstillende resultat
har opnået den krævede titel.
I Grækenland er der tale om en videregående, post-gymnasial uddannelse (ikke
universitetsuddannelse) af en varighed på tre år, der således hører ind under direktiv
89/48/EØF. I Italien, Spanien og Luxembourg (Luxembourg by) og Østrig er
erhvervet som turistfører underlagt et krav om kvalifikationer på et niveau svarende
til direktiv 92/51/EØF.
I Frankrig er uddannelsen som turistfører opbygget med tre niveauer: regional
turistører/tolk (guide
interprète régional)
(92/51-eksamensbevis); national
turistfører/tolk (guide
interprète national)
samt national "forelæser" (conférencier
national)
(89/48-eksamensbevis). I Portugal er uddannelsen opbygget med to
niveauer: regional turistfører/tolk (92/51-certifikat) og national turistfører/tolk
(89/48-eksamensbevis).
Retspraksis vedrørende turistførere
Fire lande er blevet dømt ved EF-Domstolen som følge af hindringer for turistføreres
frie udveksling af tjenesteydelser: I, F, GR og E.
34
Det var Domstolens afgørelse, at disse lande ikke havde opfyldt deres forpligtelser i
henhold til artikel 59 (nu 49) i traktaten, fordi de havde krævet, at turistførere, som
rejste i følgeskab med en gruppe turister fra en anden medlemsstat, for at kunne
udføre tjenesteydelser skulle være i besiddelse af en tilladelse til at udøve denne
virksomhed, som forudsætter, at de har gennemgået en bestemt uddannelse, der
afsluttes med et bevis, når tjenesteydelsen består i rundvisning af disse turister på
andre steder en de museer eller historiske bygningsværker, der kun kan besøges
sammen med en særlig faguddannet turistfører.
Domstolen erklærede ligeledes, at traktatens artikel 48 (nu 39) og 52 (nu 43)
indebærer, at værtslandet skal indføre en ordning, hvorefter den uddannelse, en EF-
statsborger med eksamensbevis som turistfører udstedt i en anden medlemsstat har
gennemgået, bedømmes og sammenlignes med den uddannelse, der kræves efter
national lovgivning.
262.
263.
264.
265.
b)
266.
267.
268.
34
Dom af 26.2.1991, Sml. I, s. 691, sag C-180/89 (Italien); sag C-154/89 (Frankrig); sag C-198/89
(Gækenland) og dom af 22.3.94, Sml. I, s. 923, sag C-375/92 (Spanien).
48
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441560_0049.png
c)
269.
Etableringsret/udveksling af tjenesteydelser
I afgørelserne vedrørende "turistførere" har Domstolen mindet om, at en medlemsstat
ikke kan underlægge udøvelsen af tjenesteydelser inden for dens område samme
betingelser som betingelserne for at etablere sig, da dette ville ophæve enhver reel
virkning af de bestemmelser i traktaten, der skal sikre den frie udveksling af
tjenesteydelser. En medlemsstat kan derfor ikke kræve, at turistførere fra en anden
medlemsstat gennemfører den nationale uddannelse med henblik på at opnå
"national" godkendelse eller licens til at udøve erhvervet. Ligeledes er der normalt
ingen begrundelse for at kræve, at de opnår anerkendelse af deres kvalifikationer i
henhold til direktiverne om "den generelle ordning".
Domstolens afgørelser vedrører en situation, hvor turistføreren rejser sammen med
de turister, han ledsager, i en lukket gruppe. De rejser for et bestemt tidsrum som
gruppe fra den medlemsstat, hvor de er bosat, til den medlemsstat, de skal besøge, og
tjenesteydelsen består i rundvisning af disse turister på andre steder end de museer
eller historiske bygningsværker, der kun kan besøges sammen med en særlig
faguddannet turistfører.
En turistfører, der er etableret i værtslandet for regelmæssigt at modtage turister ved
disses ankomst og forestå rundvisningen af dem, og som forbliver i værtslandet efter
turisternes tilbagerejse til deres hjemland, kan derimod underkastes værtslandets krav
med hensyn til erhvervsmæssige kvalifikationer. I sådanne tilfælde skal værtslandet
anvende de anerkendelsesmekanismer, der indgår i direktiverne om "den generelle
ordning".
Statistikkerne viser, at der kun er meget få anmodninger om anerkendelse i
forbindelse med dette erhverv. I henhold til de tal, som medlemsstaterne har indsendt
for perioden 95/96, er det kun Portugal, der har modtaget anmodninger om
anerkendelse (3, hvoraf 2 fra Tyskland og 1 fra Spanien). De 3 ansøgninger er
efterkommet efter beståelse af egnethedsprøve.
Afgrænsning af aktivitetsområderne for erhvervene: rejseledere og turistførere
Kommissionen har kunnet konstatere, at de problemer med fri bevægelighed, som
den forelægges, meget ofte skyldes forvirring med hensyn til to forskellige, men
komplementære erhverv: nemlig turistførere og rejseledere.
Under drøftelser af dette spørgsmål, samt i anledning af mange skriftlige kontakter
med de pågældende erhvervsgrupper og med medlemsstaterne, har Kommissionen
påpeget, at den ikke har kompetence til at definere erhvervenes aktivitetsområder
eller fastsætte, hvilke opgaver, der hører ind under hver af de to erhverv.
I denne forbindelse skal det understreges, at det i meddelelsen om
sammenligneligheden af de ved erhvervsuddannelse i De Europæiske Fællesskabers
medlemsstater opnåede kvalifikationer - turisme
35
, udtrykkeligt anføres i afsnittet om
rejseledsagere, at "denne faglærte arbejdskraft må ikke forveksles med den
autoriserede turistfører".
270.
271.
272.
3.
273.
274.
275.
35
EFT L 320 af 7.12.1992.
49
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441560_0050.png
276.
277.
Der henvises ligeledes til Kommissionens besvarelse af skriftligt spørgsmål nr. E-
2615/96 af Edward Kellett-Bowman
36
og nr. E-0797/98 af Katerina Daskalaki
37
.
Der er blevet afholdt mange tekniske møder mellem repræsentanter for
Kommissionen og de berørte faglige sammenslutninger: IATM – International
Association of Tour Managers -, FEG – European Federation of Tour guides- og
ETOA – European Tour Operators Association.
Kommissionen vedtog i maj 1997 et arbejdsdokument om turistførere (SEK(97) 837
endelig udg.). De faglige sammenslutninger er blevet hørt før og efter vedtagelsen af
dette arbejdsdokument, især med hensyn til afgrænsning af de forskellige erhvervs
aktivitetsområder. Deres holdninger er medtaget som bilag til arbejdsdokumentet i
uforkortet form.
Spørgsmålet om turistførere er også blevet drøftet i Europa-Parlamentet. Det kan
f.eks. nævnes, at Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender har gennemgået og
derefter henlagt et andragende, i hvilket en rejseleder fra en medlemsstat klagede
over de hindringer, der var med hensyn til at udføre erhvervet som turistfører i en
anden medlemsstat (det drejede sig i denne sag om inden i Baptisteriet i Firenze at
give oplysninger til turistførerens egen gruppe af turister).
I øjeblikket har Kommissionen ikke tilstrækkelige oplysninger til at kunne
konkludere, at der generelt i EU er hindringer for, at rejseledere frit kan udføre
tjenesteydelser som rejseledere.
Nogle af de faglige sammenslutningers ønske om ikke blot at sikre, at rejseledere
som sådanne frit kan udføre deres tjenesteydelser, hvilket er hvad Kommissionen
arbejder på (efter Kommissionens intervention kræves der ikke længere af
rejselederne det certifikat for to års erfaring, som der er truffet bestemmelse om i
direktiv 75/368/EØF), men også at de kan få adgang til et helt andet erhverv, er et
spørgsmål, som naturligvis falder uden for de rettigheder, der falder ind under den
gældende fællesskabsret.
Kommissionen holder desuden øje med, at de medlemsstater, der er blevet dømt af
Domstolen i dennes "turistfører"-domme, tilpasser deres nationale lovgivning, så den
er i overensstemmelse med Domstolens afgørelser. Der er indledt flere
overtrædelsesprocedurer i henhold til traktatens artikel 171.
Konklusioner
En turistfører, der ønsker at etablere sig i værtslandet for regelmæssigt at modtage
turister ved disse ankomst og forestå rundvisningen af dem, og som forbliver i
værtslandet efter turisternes tilbagerejse til deres hjemland (hvilket i praksis er den
mest almindelige situation, idet det normalt er en gruppes rejseleder, der foretager
ud- og hjemrejse sammen med gruppen), kan underkastes værtslandets krav med
hensyn til erhvervsmæssige kvalifikationer.
Desuden kan en sådan turistfører underkastes nationale krav med hensyn til
kvalifikationer, også i forbindelse med lukkede grupper, hvis vedkommende ønsker
278.
279.
280.
281.
282.
4.
283.
284.
36
37
EFT C 72 af 7.3.1997, s. 65.
EFT C 323 af 21.10.1998, s. 75.
50
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
at "guide" turister i de museer og historiske bygningsværker, der er omfattet af
ovennævnte undtagelse.
285.
I disse to situationer kan det kræves af en turistfører fra en anden medlemsstat, at
denne er i besiddelse af de erhvervsmæssige kvalifikationer, som er påkrævede i
værtslandet: enten gennem anerkendelse af kvalifikationer erhvervet i en anden
medlemsstat i overensstemmelse med direktiverne om "den generelle ordning", eller
ved at den pågældende følger den nationale uddannelse og opnår det påkrævede
bevis.
For så vidt angår rækkevidden af undtagelsen er det Kommissionens opfattelse, at en
al for bred fortolkning, der omfatter praktisk talt "alle" museer og historiske
bygningsværker, udhuler Domstolens afgørelser. Til gengæld vil en alt for snæver
fortolkning ikke i tilstrækkelig grad tage hensyn til den almene interesse, der er
knyttet til udnyttelsen af historiske rigdomme, og som Domstolen har anerkendt som
begrundelse for undtagelsen. Det synes derfor logisk at fortolke denne undtagelse
under hensyntagen til rimelige proportioner.
En juridisk diskussion skjuler dog ikke de økonomiske og kommercielle interesser,
der er på spil for turismeoperatørerne i de "turisteksporterende" lande. Tendenserne
inden for turistefterspørgslen viser, at der er en stigende interesse for turistprodukter
med et kulturelt indhold, der bygger på en fortolkning af kulturarven i det land, der
besøges, og denne fortolkning foretages traditionelt af turistførerne i de
"turistimporterende" lande.
Anvendelsen af turistførere har en pris (forskellige kilder har angivet tal fra 1 til 3%
af udgifterne til en grupperejse), hvilket kan tilskynde nogle operatører til at forsøge
at reducere denne, eller endda helt undgå den, f.eks. ved at lade rejselederne påtage
sig de opgaver, som hører ind under turistførernes aktiviteter.
Kommissionen har indledt flere overtrædelsesprocedurer vedrørende gennemførelsen
af "turistfører"-afgørelserne.
Kommissionen har i øvrigt hele tiden holdt sig i kontakt med de berørte
medlemsstater og faglige sammenslutninger for at forsøge at finde en praktisk
løsning på problemerne med hensyn til fri bevægelighed for erhvervsudøvere i
turisterhvervet. Nogle har dog stadig en noget "firkantet" holdning til problemerne.
På den ene side er det vigtigt, at de lande, der er blevet dømt af Domstolene, afslutter
det lovgivningsarbejde, der er nødvendigt for at tilpasse deres lovgivning til
traktatens artikel 49 (tidligere 59), som denne er blevet fortolket af Domstolen. Selv
om nogle overtrædelsesprocedurer, der blev indledt i henhold til artikel 228, tidligere
171, i EU-traktaten, har kunnet henlægges, efter at det berørte land vedtog nationale
bestemmelser, er der andre tilfælde, hvor overtrædelsesprocedurerne opretholdes i
afventning af definitiv vedtagelse af det påbegyndte lovgivningsarbejde.
På den anden side skal de berørte erhvervssektorer være klar over, at den frie
bevægelighed, der er sikret ved traktaten, indebærer en forpligtelse for
medlemsstaterne til at anerkende kvalifikationer opnået i en anden medlemsstat.
Dette betyder dog ikke, at værtslandet er forpligtet til at give en anerkendelse i
tilfælde af "manglende kvalifikationer".
286.
287.
288.
289.
290.
291.
292.
51
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
293.
På grundlag af en gennemgang af sagerne samt kontakter med de berørte faglige
sammenslutninger og medlemsstaterne, kan det konkluderes, at de problemer, der er
blevet forelagt Kommissionen, ikke forekommer uløselige rent teknisk. Løsningen
afhænger snarere af de vigtigste parters vilje til at acceptere løsninger, der har til
formål at forene princippet om fri udveksling af tjenesteydelser med en mulighed for
medlemsstaterne til at forbeholde udøvelsen af visse erhverv for personer med
tilstrækkelige erhvervsmæssige kvalifikationer.
Sportserhvervene
Forbindelserne mellem sport og mekanismerne for anerkendelse af eksamensbeviser
er komplekse. Sportserhvervene behandles meget forskelligt i medlemsstaterne. I
nogle medlemsstater er det lovregulerede og meget strukturerede erhverv. I disse
lande må erhvervene ikke udføres af personer, som ikke er i besiddelse af bestemte
kvalifikationer. I andre lande er sport mere end fritidsaktivitet, hvor lederne i høj
grad er frivillige. Ideen om at gøre lederfunktionerne til "egentlige erhverv" er stadig
ikke særligt udbredt i disse lande. Der findes også mellemting mellem disse to
situationer, hvor kun "risikoaktiviteter", der kan betegnes som farlige, er
lovregulerede.
Det er også fra land til land meget forskelligt, hvem der har ret til at udstede
eksamensbeviser. Nogle beviser udstedes af staten, og andre udstedes af de
forskellige sportsforbund. Nogle eksamensbeviser skal give adgang til udøvelse af et
egentligt erhverv, mens andre er beregnet til frivillige ledere (selv i dette tilfælde kan
et eksamensbevis være obligatorisk). Disse mange forskellige situationer gør
selvfølgelig anerkendelsesmekanismerne komplicerede. Inden for rammerne af den
generelle ordning gælder det, at jo tættere erhvervene er på hinanden, og jo mere
ensartet niveauet er, jo lettere bliver det at anerkende eksamensbeviser. I
sportsverdenen er der enorme forskelle. De "broer", der skal være mellem de
forskellige ordninger er derfor meget komplicerede at gennemføre.
Der er dog ikke blevet gennemført særlige foranstaltninger med hensyn til
sportserhvervene. En anmodning herom var blevet fremsat i 1994 af en europæisk
sammenslutning af bjergførere. Kommissionen svarede, at dette forudsatte, at den
generelle ordning viste sig utilstrækkelig, og at der mellem erhvervsudøverne i alle
medlemsstaterne og mellem medlemsstaterne var en tilstrækkelig grad af bred
enighed vedrørende de foranstaltninger, der skulle foreslås. Denne sammenslutning
havde vedtaget en platform af adgangskrav for udøvelse af erhvervet, og denne var
blevet accepteret af sammenslutninger i 4 medlemsstater. Det skal også bemærkes, at
der uden for EU's interventionsområde også er organisationer, der arbejder på en
bredere harmonisering af kvalifikationerne i sportserhvervene. Det arbejde, der
udføres af E.N.S.S.H.E. (European Network of Sports Sciences in Higher
Education), er et godt eksempel herpå.
Arbejdskraftens frie bevægelighed og etableringsretten
For så vidt angår arbejdstagerne og etableringsretten giver anvendelse af den
generelle ordning på sporten ikke anledning til særlige problemer, i det mindste ikke
principielle problemer. Der findes dog selvfølgelig visse problemer med hensyn til
indførelse af direktiverne i den nationale lovgivning og korrekt anvendelse af den
eksisterende fællesskabsret. Der er således på et tidspunkt blevet indledt en
G.
294.
295.
296.
1.
297.
52
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
procedure mod en medlemsstats lovgivning på sportsområdet. Situationen er dog
ikke fundamentalt forskellig fra situationen inden for andre erhverv.
2.
298.
Tjenesteydelser
Den frie udveksling af tjenesteydelser giver anledning til særlige problemer på
sportsområdet. Først er det vigtigt at understrege, at dette område rent kvantitativt
synes at være ret stort. Det sker oftere og oftere, at grupper af personer rejser ud af
deres hjemland i en kort periode (ferier, sportsophold, kurser) ledsaget af sportslige
ledere. Denne type korte ophold kan vedrøre unge i ferieorganisationer (f.eks.
feriekolonier, ferielejre eller feriecentre). Den kan vedrøre voksne på skiferie,
surfing-rejser, rideferier osv. Den kan også vedrøre personer under uddannelse. De
danske skiinstruktører, der i forbindelse med deres uddannelse er på korte
uddannelsesophold i de franske alper, er et godt eksempel herpå. Disse grupper har
ofte deres egne ledere med, som har opnået deres kvalifikationer i hjemlandet. Det
bør tilføjes, at en række sportsaktiviteter er sæsonbetonede. Det er ret almindeligt, at
en person er skiinstruktør om vinteren og leder i forbindelse med friluftsaktiviteter
om sommeren. Dette giver anledning til nogle spørgsmål vedrørende
afgrænsningerne mellem etablering og levering af tjenesteydelser for dem, der
opererer på tværs af medlemsstaternes grænser.
KOORDINATIONSGRUPPEN
Møder og rapporter
Ligesom det var tilfældet med det første direktiv om den generelle ordning, kræver
direktiv 92/51, at hver medlemsstat udpeger en person, der skal være ansvarlig for
koordineringen af de myndigheder, der også skal udpeges i hver medlemsstat til at
modtage ansøgninger og træffe beslutninger vedrørende disse (artikel 13). I henhold
til artikel 13, stk. 2, skal disse koordinatorer være medlemmer af den
koordinationsgruppe, der er nedsat i henhold til direktiv 89/48, og gruppens
ansvarsområde udvides til at omfatte arbejdet med at lette gennemførelsen af direktiv
92/51 og indsamlingen af information.
Efter vedtagelsen og ikrafttrædelsen af direktivet har en række spørgsmål vedrørende
dette været på dagsordenen på koordinationsgruppens møder. Disse har bl.a. omfattet
generel rapportering og drøftelser vedrørende direktivets gennemførelse.
Af de mere generelle drøftelser kan nævnes en drøftelse i midten af 1993 om de
ændringer, der var nødvendige i bilag C til direktivet for at udvide dets
dækningsområde til landene i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Ved
flere andre lejligheder har man drøftet forslag fra medlemsstaterne om ændringer til
direktivets bilag C og D, enten i form af inkludering eller fjernelse af eksisterende
eller nye erhverv, nye former for uddannelse og certifikater eller flytningen af et
erhverv i en medlemsstat fra certifikat-niveau til eksamensbevisniveau. Dette gjaldt
bl.a. erhverv, der blev flyttet fra direktiv 92/51 til direktiv 89/48, og erhverv, som
ikke længere var lovregulerede, eller som netop var blevet lovreguleret. De italienske
‘ragionere’ og ‘consulente del lavoro’; de tyske ‘masseer und medizenisher
bademeister’, ‘pharmazeutisch technischer assistant’, ‘podologues’, ‘logopedes’ samt
nogle kommercielle, industrielle og håndværksmæssige aktiviteter, som omfatter et
undervisningselement på skoler; de danske ‘apoteksassistent’ og ‘fodterapeut’; Det
Forenede Kongerige "medical laboratory scientific officer", "trademark agent",
53
VII.
A.
299.
300.
301.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441560_0054.png
"prothetist" og "probation officer" er blot nogle eksempler. Der blev udarbejdet en
rapport om, hvilke uddannelsesniveauer, der blev krævet i medlemsstaterne for at
kunne udøve erhvervet som apoteksassistent i Tyskland og erhvervet fodterapeut i
Tyskland og Danmark. Dette blev gjort med henblik på at vurdere kompatibiliteten af
de involverede aktiviteter og ansvarsområder for eventuelt at tage dem med i
direktivets bilag C. Dette gav også anledning til drøftelser i henhold til direktivets
udvalgsprocedure
38
.
302.
Også andre erhverv har været genstand for en særlig behandling. En andet emne, der
er blevet drøftet, er de forskellige kvalifikationsniveauer og aktiviteter inden for
erhvervet socialarbejder. Spørgsmålet om nationale krav til anerkendelse af
lægeattester fra forskellige medlemsstater med hensyn til de maritime erhverv blev
også drøftet i sammenhæng med de relevante internationale traktatbestemmelser. I
øjeblikket er der ved at blive udarbejdet spørgeskemaer om erhvervene radiolog og
fysioterapeut med henblik på en efterfølgende drøftelse i koordinationsgruppen.
En rækker drøftelser drejede sig om aspekter, der var fælles for anvendelsen af det
første og det andet direktiv, som f.eks. udarbejdelsen af en adfærdskodeks for de
administrative myndigheder i medlemsstaterne, der træffer beslutninger om
anerkendelse. I en periode, der dækkede de første år med direktivet, fortsatte man
også arbejdet med opstilling af oversigter over lovregulerede erhverv, der omfattede
en konsolideret liste over lovregulerede og ikke-lovregulerede erhverv i
medlemsstaterne med indarbejdelse af individuelle nationale lister over erhverv
nævnt i statistiske rapporter, herunder en definition af de erhverv, der falder ind
under direktiv 92/51. Den første rapport fra Vejviserservicen vedrørende
forespørgsler modtaget fra enkeltpersoner i 1997-1998 via frikaldstelefoner og
websteder er også blevet rundsendt i gruppen, og den kommenteres og analyseres.
Flere gange har repræsentanter fra landene i Central- og Østeuropa deltaget i møder i
koordinationsgruppen med særlig relation til aktiviteterne i disse lande i forbindelse
med deres fremtidige optagelse i EU. En sådan deltagelse indgik i Kommissionens
hvidbog om forberedelse af de associerede lande i Central- og Østeuropa til
integrationen i EU's indre marked.
Koordinationsgruppen er også blevet anvendt til formidling af information om
aktiviteter på nationalt niveau og fællesskabsniveau med relevans for anerkendelse af
erhvervsmæssige kvalifikationer. Medlemsstaterne har aflagt beretning om den
aktuelle udvikling hos dem, og Kommissionen har for nylig præsenteret et forslag til
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om visse retlige aspekter af elektronisk
handel i det indre marked og to andre tilknyttede forslag til direktiver om
mulighederne for selvstændige og ansatte statsborgere fra ikke-medlemsstater for at
bevæge sig mellem medlemsstaterne, således at de kan tilbyde tjenesteydelser på
tværs af landegrænserne i EU. Der er også foregået regelmæssige præsentationer af
Kommissionens aktiviteter og fællesskabsprogrammerne inden for uddannelse og
forskning. Andre emner som f.eks. det arbejde, der gøres med hensyn til
anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer i henhold til Slim-initiativet
(enklere lovgivning for det indre marked) og UNESCO's/Europarådets konvention
om eksamensbeviser for højere uddannelser i Europa, har også været taget op som
informationspunkter. Koordinationsgruppen er også blevet holdt underrettet om
303.
304.
305.
38
Se resultaterne i kommentarerne til artikel 15.
54
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
arbejdet med tre direktivforslag: etableringsret for advokater (direktiv 98/5), det
såkaldte tredje direktiv om den generelle ordning (direktiv 1999/42) og det såkaldte
Slim-direktiv (KOM(97) 638).
306.
Koordinationsgruppen spiller også fortsat en rolle med hensyn til indsamling af
information om gennemførelsen af de to direktiver om den generelle ordning og
statistikker om anvendelsen af den generelle ordning i de enkelte medlemsstater.
Adfærdskodeks godkendt af koordinationsgruppen for den generelle ordning
for godkendelse af eksamensbeviser
I henhold til direktiv 89/48/EØF og 92/51/EØF er der et grundlæggende princip, der
er gældende. Enhver erhvervsudøvende, der er kvalificeret til at udøve et erhverv i en
medlemsstat, har ret til at få anerkendt sit eksamensbevis med henblik på at få
adgang til at optage og udøve samme erhverv i en anden medlemsstat. Dette princip
forudsætter dog, at den anerkendelsessøgende og de myndigheder, der skal behandle
hans ansøgning, opfylder en række administrative forpligtelser. Selv om disse er af
afgørende betydning for, at den generelle ordning kan fungere tilfredsstillende, må de
ikke komme til at virke som en metode til at skabe hindringer for indvandrernes frie
bevægelighed. Disse administrative formaliteter omhandles i artikel 8 i direktiv
89/48/EØF og artikel 12 i direktiv 92/51/EØF.
I artikel 12 i direktiv 92/51/EØF hedder det således, at:
“1. Værtslandet accepterer som dokumentation for, at de i artikel 3 til 9 nævnte
betingelser er opfyldt, de dokumenter, som medlemsstaternes kompetente
myndigheder har udstedt, og som vedkommende skal fremlægge til støtte for sin
ansøgning om tilladelse til at udøve det pågældende erhverv.
2.
Behandlingen af en ansøgning om tilladelse til at udøve et lovreguleret erhverv
skal afsluttes så hurtigt som muligt, og resultatet skal meddeles ved en begrundet
beslutning truffet af værtslandets kompetente myndighed senest fire måneder efter, at
samtlige akter vedrørende den pågældende er fremlagt. Beslutningen eller manglende
beslutning kan appelleres i henhold til nationale retsregler."
Imidlertid kan direktiverne som følge af deres natur kun i store træk fastsætte,
hvorledes disse administrative formaliteter skal iværksættes. Når det kommer til
enkeltheder, har iværksættelsen af disse regler vist sig at være vidt forskellig i de
forskellige medlemsstater, undertiden med risiko for, at dette virker bremsende på
anerkendelsesmekanismerne. Defor har Kommissionen anset det for hensigtsmæssigt
at forelægge dette spørgsmål for koordinatorerne for "den generelle ordning" med
henblik på at nå frem til en mere præcis fastlæggelse af de regler, der skal følges. Det
drejede sig i første omgang om at udveksle synspunkter om de forskellige former for
praksis og i anden gang om at nå frem til konsensus på dette område.
Efter denne udveksling af synspunkter udarbejdede Kommissionen et dokument om
de administrative formaliteter i forbindelse med direktiv 89/48/EØF og 92/51/EØF.
Formålet var at forsøge at sikre, at disse administrative formaliteter er forenelige med
den ret til anerkendelse, som indvandrere kan påberåbe sig med udgangspunkt i
direktiverne.
Kommissionens dokument er blevet drøftet i koordinationsgruppen, det er blevet
ændret på en række områder, og det blev endeligt vedtaget den 18. juni 1998.
55
B.
307.
308.
309.
310.
311.
312.
313.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Dokument indeholder nærmere oplysninger om praksis, der bør tilstræbes, praksis
der er acceptabel, og praksis der er uacceptabel på følgende 14 områder: information
til udvandrere fra kontaktpunkt eller ansvarlig myndighed i oprindelseslandet,
information til udvandrere fra kontaktpunkt eller en ansvarlig myndighed i
værtslandet, oplysninger om, hvilke dokumenter indvandreren kan blive anmodet om
at forelægge for den ansvarlige myndighed i værtslandet, formen af de dokumenter,
som den ansvarlige myndighed i værtslandet kræver af invandreren, oversættelser
(information, som skal leveres af den ansvarlige myndighed i oprindelseslandet),
oversættelser, der kræves af myndighederne i værtslandet, gebyrer, indvandreren skal
betale i værtslandet, egnethedsprøve i værtslandet, prøvetid i værtslandet,
sammensætning
af
ansøgningsdokumenter,
frister,
ufuldstændige
ansøgningsdokumenter, regler for motivering og appel, faglige sammenslutninger,
koordinering.
314.
Dette dokument er senere blevet en adfærdskodeks godkendt af
koordinationsgruppen for den generelle ordning for anerkendelse af
eksamensbeviser. Den konsensus, der blev opnået med hensyn til denne
adfærdskodeks, gør det muligt at fjerne en række administrative hindringer, som
indvandrerne tidligere stod over for. Adfærdskodeksen kan være et nyttigt værktøj
for de nationale myndigheder, der skal behandle ansøgningerne om anerkendelse, og
for indvandrerne.
Dette dokument er selvfølgelig ikke udtømmende. Med tiden vil der opstå nye
spørgsmål, hvilket vil gøre det nødvendigt at foretage en ajourføring. Dokumentet er
i øvrigt baseret på direktiverne. I sig selv har det kun vejledende værdi. De
grundlæggende dokumenter er naturligvis stadig direktiverne og Domstolens
retspraksis. Det kan dog få stor praktisk betydning i fremtiden.
Efter aftale med koordinationsgruppen er denne adfærdskodeks blevet offentliggjort.
Administrativt samarbejde mellem medlemsstaterne
Koordinationsgruppen blev oprindeligt oprettet i henhold til direktiv 89/48, først og
fremmest for at bidrage til gennemførelsen af direktivet. Senere er aktiviteterne
blevet udvidet til også at omfatte direktiv 92/51 og de vil også komme til at omfatte
direktiv 99/42/EF (EFT L 201 af 31.7.1999, s. 77). Den rolle, som
koordinationsgruppen skal opfylde, er den samme i alle tre direktiver. I artikel 13,
stk. 3, i direktiv 92/51 hedder det, at
"Medlemsstaterne træffer foranstaltninger med
henblik på at tilvejebringe de nødvendige oplysninger om anerkendelse af
eksamensbeviser og certifikater samt de andre betingelser for adgang til et
lovreguleret erhverv inden for rammerne af dette direktiv. Kommissionen tager de
initiativer, der er nødvendige for at sikre udbygning og koordinering af
fremsendelsen af de nødvendige oplysninger."
Mere generelt har Kommissionen for nylig sent en meddelelse til Rådet og Europa-
Parlamentet om princippet om gensidig anerkendelse i forbindelse med
overvågningen af handlingsplanen for det indre marked (KOM(1999)299 endelig
udg.). Formålet med denne meddelelse er at understrege den grundlæggende
betydning, som princippet om gensidig anerkendelse har for det indre marked, at
undersøge problemer med gennemførelsen og analysere årsagerne hertil samt
fremsætte forslag til forbedringer (jf. uddrag i bilag 2).
315.
316.
C.
317.
318.
56
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441560_0057.png
319.
I denne forbindelse har Kommissionen lanceret en debat i koordinationsgruppen om
øget kommunikation og samarbejde mellem koordinatorerne for at udveksle
oplysninger og synspunkter og derved gøre det lettere af træffe beslutninger om
anerkendelser og søge hurtige og pragmatiske løsninger på de problemer, som opstår.
Især med hensyn til beslutninger om erhvervsmæssig anerkendelse, som skal træffes
af de ansvarlige myndigheder i medlemsstaterne på grundlag af gensidig
anerkendelse af relevante erhvervsmæssige kvalifikationer i en anden medlemsstat,
ville øget kontakt gennem koordinatorerne kunne være et yderligere bidrag til
velfunderede beslutninger i de enkelte sager. Det er i sidste ende de ansvarlige
myndigheder i "hjemlandet" og "værtslandet", der er i besiddelse af alle de
oplysninger, der er relevante for at vurdere en indvandrer, der ansøger om
anerkendelse. Der er blevet fremsat en række ideer for at få gang i debatten om både
de praktiske aspekter i kommunikationen mellem koordinatorerne, værdien af at
oprette en database med fælles adgang til information om erhvervsmæssige
kvalifikationer samt indførelse af en procedure til udveksling af oplysninger og
synspunkter mellem "hjemlandet" og "værtslandet" i forbindelse med særlige sager.
SPROGLIGE KRAV
Det kan for at udøve er erhverv være en forudsætning, at man behersker værtslandet
sprog på et vist niveau. De sproglige krav må dog ikke krænke de grundlæggende
rettigheder, som er sikret ved traktaten: arbejdskraftens frie bevægelighed (artikel 39
[tidligere 48], etableringsretten (artikel 43 [tidligere 52] og den frie udveksling af
tjenesteydelser (artikel 49 [tidl. 59]). Krav af denne art må under ingen
omstændigheder være ude af proportioner med det mål, der tilstræbes, og den måde,
som sådanne krav administreres på, må ikke være diskriminerende over for
statsborgere fra andre medlemsstater.
For så vidt angår lønnet beskæftigelse, hedder det i artikel 3 i Rådets forordning nr.
1612/68, at medlemsstaterne fastsætter "betingelserne
vedrørende de
sprogkundskaber, der kræves af hensyn til den stilling, der skal besættes"
Sprogkravet skal dog være nødvendigt
39
, og det skal anvendes på en rimelig måde.
For så vidt angår etableringsretten er Domstolen i øjeblikket ved at behandle en
præjudiciel sag
40
.
I princippet kan sprogkundskaber ikke være omfattet af udligningsforanstaltningerne,
fordi de ikke indgår i de situationer, der er påkrævet for at anvende disse regler (jf.
artikel 4, stk. 1, litra b)). Det ville heller ikke være rimeligt at anvende dem, fordi
prøvetiden eller prøven afvikles på værtslandets sprog. De kan heller ikke berettige
til en undtagelse fra valget mellem prøve og prøvetid.
En undtagelse kan dog være berettiget, hvis sprogkundskaberne nødvendigvis udgør
en del af uddannelsen, som f.eks. hvis der er tale om sproglærere
41
.
VIII.
320.
321.
322.
323.
324.
39
40
F.eks. af sikkerhedsgrunde som i artikel 8 i Rådets direktiv 94/58 om minimumsuddannelsesniveauet
for søfartserhverv, hvor der fastsættes kriterier for sprogkundskaber for besætningsmedlemmer på
passagerskibe, EFT L 319 af 12.12.1994, s. 28.
Sag 424/97 («
Haïm II
»). Konklusionerne blev fremlagt generaladvokaten den 19.5.1999.
57
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441560_0058.png
325.
I de tilfælde, hvor en sprogprøve kan begrundes med et legitimt formål, skal denne
dog stå i et rimeligt forhold til det ønskede mål, og dette gælder ikke mindst prøvens
afvikling. Det niveau, der kræves, må ikke være højere end det niveau, der objektivt
set er nødvendigt for at udøve det pågældende erhverv.
TJENESTEYDELSER
Retsgrundlaget for direktiverne om en generel ordning er EF-traktatens artikel 40
[tidligere 49], 47 [tidligere 57], stk. 1, og 55 [tidligere 66]. Direktiverne finder
således anvendelse på både lønmodtagere og selvstændige, og i sidstnævnte tilfælde
finder direktiverne anvendelse på etablering og udveksling af tjenesteydelser.
Direktiverne om en generel ordning indeholder ikke (i modsætning til
sektordirektiverne om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser) særlige
bestemmelser, der finder anvendelse på tjenesteydelser, og som er forskellige fra de
bestemmelser, der gælder for etablering eller udøvelse af lønnet beskæftigelse.
I princippet finder direktiv 92/51/EØF både anvendelse på personer, der er etableret
eller ønsker at etablere sig i værtslandet med henblik på udøvelse af en
erhvervsmæssig virksomhed, og på personer, der samtidig med, at de er etableret i en
anden medlemsstat, ønsker at udføre tjenesteydelser i værtslandet.
Det skal bemærkes, at spørgsmålet om anvendelse af bestemmelserne vedrørende
anerkendelse af eksamensbeviser, når det drejer sig om tjenesteydelser, knytter sig til
de to direktiver om en generel ordning og naturligvis ikke kun til direktiv
92/51/EØF. Det er grunden til, at der i dette afsnit refereres til "den generelle
ordning" og til "direktiver".
Erfaringen viser, at de anerkendelsesordninger, der er fastlagt i direktiverne
89/48/EØF og 92/51/EØF, ikke altid er tilpasset til udførelse af tjenesteydelser, idet
der er potentielle problemer med hensyn til bl.a.: kravet til ansøgeren om at indgive
ansøgning i behørig form om anerkendelse af eksamensbevis; frist på fire måneder
for behandling af ansøgningen; og værtslandets mulighed for at kræve
egnethedsprøve, prøvetid eller bevis for yderligere erhvervsmæssige erfaringer…
Problemet er navnlig udtalt på turisme- (se ovenfor erhverv
inden for turistsektoren)
og sportsområdet (se ovenfor
sportserhvervene).
Det kan f.eks. i nogle tilfælde forekomme, at prøvetidens længde ikke står i rimeligt
forhold til tjenesteydelsens forventede varighed. Egnethedsprøverne afholdes
normalt et vist antal gange årligt, og der er således risiko for, at den førstkommende
prøve ligger på så sent et tidspunkt, at det forhindrer udførelsen af tjenesteydelsen.
En stram anvendelse af den generelle ordning ville f.eks. betyde, at en tysk
bordtennislærer, der er med en gruppe unge tre dage i Frankrig, måneder i forvejen
skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at kunne ledsage sin gruppe ind på
fransk område. Tilsvarende skal en gruppe unge italienere, der sammen med deres
ridelærer ønsker at krydse grænsen for at tilbringe nogle timer på hesteryg i Østrig,
måneder i forvejen forberede deres halvdagstur. I disse tilfælde synes de løsninger,
IX.
326.
327.
328.
329.
330.
331.
41
Jf. Domstolens dom af 28.11.1989,
Groener,
C-379/87, Sml. s. 3987, om udøvelse af lønnet
beskæftigelse (lærere). Den bygger dog på interessen i en national kulturpolitik, nemlig bevarelsen af
det gæliske sprog.
58
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441560_0059.png
som den generelle ordning fremkommer med, at være i modstrid med den fri
bevægelighed for de pågældende fagfolk.
332.
Anerkendelsesordningerne, som er fastsat i direktiverne, og navnlig
udligningsforanstaltninger, sådan som de er udformet, kan i praksis udgøre en
forhindring for udvekslingen af tjenesteydelser. Derfor mener Kommissionen, at når
det drejer sig om tjenesteydelser, skal direktiverne fortolkes under hensyntagen til
arten af den pågældende aktivitet og dens midlertidige karakter.
Idéen om at anvende en mere fleksibel ordning i forbindelse med tjenesteydelser
bygger på EF-Domstolens retspraksis, ifølge hvilken traktatens artikel 49 [tidligere
59] ikke blot kræver afskaffelse af al forskelsbehandling af tjenesteydere på grundlag
af nationalitet, men også afskaffelse af enhver restriktion, uanset at den uden forskel
gælder for nationale tjenesteydere og tjenesteydere fra andre medlemsstater, når den
vil kunne hindre eller på anden måde hæmme de aktiviteter, som udfoldes af en
tjenesteyder, der er etableret i en anden medlemsstat, hvor han lovligt yder nogle
tilsvarende tjenester.
I Dennemeyer-dommen
42
har Domstolen pointeret, at "En medlemsstat kan navnlig
ikke betinge levering af tjenesteydelser på det pågældende lands område af, at
samtlige betingelser for etablering i landet er opfyldt, idet de bestemmelser i
traktaten, som netop skal sikre den frie udveksling af tjenesteydelser, herved ville
blive virkningsløse".
Hvis indvandreren er etableret i værtslandet, er han derfor underlagt de
anerkendelsesprocedurer, som er fastsat af direktiverne om en generel ordning. Men
hvis det drejer sig om udveksling af tjenesteydelser, skal anerkendelsesordningen
være mere fleksibel.
Et vigtigt spørgsmål er således skillelinjen mellem udveksling af tjenesteydelser og
etablering.
Ifølge traktaten (artikel 50 [tidligere 60]) betragtes som tjenesteydelser de ydelser,
der normalt udføres mod betaling, i det omfang de ikke omfattes af bestemmelserne
vedrørende den frie bevægelighed for varer, kapital og personer. Traktatens
bestemmelser vedrørende tjenesteydelser er subsidiære i forhold til bestemmelserne i
kapitlet om etableringsretten og finder kun anvendelse, hvis bestemmelserne
vedrørende etableringsretten ikke finder anvendelse
43
.
Ifølge Domstolen er etableringsbegrebet bredt og indebærer muligheden for, at en
EU-statsborger på en stabil og vedvarende måde kan deltage i det økonomiske liv i
værtslandet. En virksomhed, som udøves permanent eller i hvert fald uden forudselig
tidsbegrænsning, kan ikke være omfattet af bestemmelserne om tjenesteydelser
44
.
Med hensyn til en aktivitets midlertidige eller permanente (eller i det mindste stabile
og fortsatte) karakter, har Domstolen gjort klart, at den midlertidige karakter "skal
ikke kun bedømmes på grundlag af ydelsens varighed, men også på grundlag af dens
333.
334.
335.
336.
337.
338.
339.
42
43
44
Dom af 25.7.91, sag C-76/90,
Dennemeyer,
Sml. I, s. 4007.
Dom af 30.11.95, sag C-55/94,
Gebhard,
Sml. I, s. 4165.
Dom af 5.10.88, sag 196/87,
Steymann,
Sml. s. 6159.
59
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441560_0060.png
hyppighed, periodiske karakter eller kontinuitet".
45
Der er ikke fastsat nogen præcise
bestemmelser på dette område, og det skal derfor på grundlag af omstændighederne i
hvert enkelte tilfælde afgøres, om den pågældende aktivitet, trods dens
a priori
midlertidige karakter, bør betragtes som en etablering eller ej.
340.
Der skal også tages højde for tilfælde, hvor leverandøren af tjenesteydelser, selv om
denne er etableret i sit hjemland og ikke i værtslandet, alligevel kan være underlagt
reglerne om etableringsret. Forslag til afgørelse fra generaladvokat Philippe Léger i
samme sag bibringer yderligere referencemateriale. Han skriver i præmis 87:
"Det er
følgelig en samlig indicer, som vil gøre det muligt at udsondre tjenesteydelserne fra
etableringen".
Han fortsætter i præmis 88:
"Lokaliseringen af advokatens
tyngdepunkt for virksomheden, stedet for hans hovedbopæl, omfanget af hans
omsætning i de forskellige medlemsstater, hvor han udøver virksomhed, den tid, han
tilbringer i hver enkelt af disse, det sted, hvor han er optaget i advokatfortegnelsen,
er indicier, som er tilstrækkelige til at kunne bedømme hans aktivitet i hver enkelt af
de pågældende medlemsstater".
Disse betragtninger gælder selvfølgelig med de
nødvendige ændringer for andre erhverv.
Man skal også tage højde for de situationer, hvor den berørte person, selv om han er
formelt etableret i sit hjemland og ikke i sit værtsland, falder ind under reglerne om
etableringsret. I følge retspraksis kan bestemmelserne om tjenesteydelser ikke
anvendes til at omgå bestemmelserne om etablering, og det påpeges, at "en
medlemsstat har ret til at træffe foranstaltninger, der skal forhindre, at en
tjenesteyder, hvis virksomhed helt eller fortrinsvis er rettet mod denne medlemsstats
område, udnytter den i artikel 49 [tidligere 59] garanterede frihed til at unddrage
sig de faglige regler, som ville gælde for ham, såfremt han var etableret i denne
medlemsstat, idet en sådan situation vil kunne reguleres i henhold til kapitlet om
etableringsretten og ikke kapitlet om udveksling af tjenesteydelser".
Selv om tjenesteyderen således er formelt etableret i en anden medlemsstat, kan hans
situation falde ind under bestemmelserne om etableringsretten, hvis hans
erhvervsmæssige virksomhed er helt eller fortrinsvis rettet mod værtslandets område.
Samtidig fastsættes det i artikel 3 i Kommissionens nylige forslag til et direktiv om
visse retlige aspekter af elektronisk handel i det indre marked (KOM(1998) 586
endelig udg. af 18.11.1998 – EFT C 30 af 5.2.1999, ændret den 1.9.1999,
KOM(1999) 427; nr. 98/0325), at hver medlemsstat skal påse, at de tjenester i
informationssamfundet, som leveres af en tjenesteyder, etableret på medlemsstaten
områder, er i overensstemmelse med de nationale bestemmelser, og kan ikke
begrænse den frie bevægelighed for tjenester fra en anden medlemsstat. I
begrundelsen til forslaget fastslås det under overskriften "Behov for en retlig ramme
for det indre marked" i afsnittet "Ingen klarhed i de gældende rammer":
"Forskellene
mellem
nogle
medlemsstaters
lovgivning
vedrørende
informationssamfundets tjenester indebærer, at en medlemsstat uanset princippet om
fri bevægelighed og i overensstemmelse med Domstolens retspraksis kan underkaste
en tjenesteydelse fra en anden medlemsstat kontrolforanstaltninger eller sin egen
nationale lovgivning. I praksis betyder det, at en tjenesteyder, der ønsker at udbyde
sine tjenester i hele det indre marked, og som overholder lovgivningen i det land,
341.
342.
343.
344.
45
Jf. ovennævnte dom i
Gebhard-sagen
og dom af 12.12.96, sag C-3/95,
Reisebüro Broede,
Sml. I, s.
6511.
60
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441560_0061.png
hvor han er etableret, tillige skal sørge for, at hans virksomhed er i overensstemmelse
med lovgivningerne i de øvrige fjorten medlemsstater.
345.
De gældende retlige rammer er præget af stor retsusikkerhed. Der hersker usikkerhed
med hensyn til lovligheden af de foranstaltninger, en medlemsstat kan træffe over for
tjenester udbudt af en tjenesteyder, der er etableret i en anden medlemsstat (er de
berettiget i forhold til princippet om fri bevægelighed for tjenesteydelser eller den
afledte EF-ret, som konkretiserer dette princip?). Usikkerheden ligger endvidere i at
afgøre, hvilke krav informationssamfundets tjenester skal opfylde (i hvilken
udstrækning finder en given lovgivning anvendelse på disse tjenesteydelser?). Den
spirende, indbyrdes modstridende retspraksis afspejler denne store retsusikkerhed,
hvis negative virkninger forstærkes markant på tværnationalt plan."
Endvidere kan man sige, at selv om der er nogle særlige karakteristika ved
informationssamfundets tjenester, som f.eks. eventuel usikkerhed om tjenesteyderens
etableringssted, gælder mange af disse ræsonnementer også for den samme type
tjenesteydelser, og liberale tjenesteydelser, der leveres ved hjælp af fax, telefon, post,
eller ved at tjenesteyderen eller tjenestemodtageren passerer grænserne. En stor del
af den retlige usikkerhed, der identificeres i forbindelse med forslaget om elektronisk
handel, får større betydning i en situation, hvor markeder og teknologier udvikles.
Erhvervslivet og de enkelte tjenesteydere og tjenestemodtagere har interesse i at
undgå usikkerhed, yderligere procedurer, der overlapper hinanden eller er
besværlige, og i at have øget konkurrence og øgede muligheder.
Man bør under alle omstændigheder holde sig for øje, at i overensstemmelse med
fast retspraksis
46
kan den frie udveksling af tjenesteydelser kun begrænses, hvis fire
betingelser er opfyldt: foranstaltningen skal anvendes uden forskelsbehandling, være
begrundet i tvingende almene hensyn, være egnet til at sikre virkeliggørelsen af det
formål, den forfølger, og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå
formålet. Endvidere må disse almene hensyn ikke allerede være tilgodeset i kraft af
de bestemmelser, tjenesteyderen er undergivet i den medlemsstat, hvor han er
etableret. Dette er ikke tilfældet, hvis tjenesteyderen ikke er undergivet nogen
bestemmelser i det land, hvor han er etableret, af den grund at der ingen regler findes
for den pågældende form for virksomhed.
Denne retspraksis har endnu ikke fundet anvendelse, idet der også tages hensyn til
retspraksis vedrørende lovmæssigheden af krav til faglige kvalifikationer for visse
former for virksomhed til gavn for tjenestemodtagere. Dennemeyer-dommen fastslår,
at "hverken
karakteren af en tjenesteydelse som den i sagen omhandlede eller
følgerne af en forsømmelse fra tjenesteyderens side kan danne grundlag for at
forbeholde udførelsen af tjenesteydelsen…"
(præmis 20). Denne sag drejede sig om
kontrol med fornyelse af patenter. Af samme grund, nemlig forenkling af aktiviteten,
mener Kommissionen ikke, at den generelle ordning vil kunne finde anvendelse på
skatterådgivning
47
. Dommen i Dennemeyer-sagen anerkender derimod kravet om
faglige kvalifikationer for andre former for virksomhed. Kravet om regler for
kvalifikationer etc. i forbindelse med udveksling af tjenesteydelser anerkendes også i
Reisebüro-dommen om inddrivelse af fordringer, hvilket i den pågældende
medlemsstat er en virksomhed, der kun må udøves af advokater.
346.
347.
348.
46
47
Se navnlig
Reisebüro Broede-dommen,
sag C-3/95, præmis 28.
Pressemeddelelse: IP/96/598 af 4.7.1996.
61
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441560_0062.png
349.
Et andet eksempel er Kommissionens beslutning fra 1996 om at afslutte en
overtrædelsesprocedure mod Frankrig for ikke at have gennemført direktiv 92/51 på
området for visse former for undervisning inden for sport og fritid herunder
skiundervisning. Kommissionen baserer sin beslutning på den kendsgerning, at
direktivets bestemmelser f.eks. vedrørende den periode på fire måneder, inden for
hvilken de kompetente myndigheder skal have afsluttet behandlingen af en
ansøgning om anerkendelse, var for restriktive til at kunne anvendes i forbindelse
med midlertidig levering af en tjenesteydelse. Det var derfor nødvendigt at anvende
traktatens generelle bestemmelser for at kunne retfærdiggøre en accept af, at der i
Frankrig blev indført en lovgivning, der giver de franske myndigheder mulighed for
kun at gennemføre egnethedsprøven på udenlandske skiinstruktører, der ønsker at
udføre deres tjenesteydelser midlertidigt, i de tilfælde, hvor der er væsentlige
forskelle mellem den udenlandske skiinstruktørers kvalifikationer, og de
kvalifikationer, som kræves i Frankrig.
Af hensyn til retssikkerheden for indvandrerne og de kompetente myndigheder,
synes det hensigtsmæssigt at overveje en ændring af direktiverne med det formål at
indføre en mekanisme, der gør det nemmere at levere en tjenesteydelse, idet den
fremgangsmåde,
som er fastsat af den generelle ordning, i det mindste gøres mere
fleksibel, samtidig med at værtslandet får mulighed for at sikre, at deres lovmæssige
krav vedrørende kvalifikationer overholdes.
I sektordirektiverne om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser
48
fastsættes det, at
der skal afgives en erklæring til de kompetente myndigheder. Denne erklæring skal i
princippet afgives inden udførelsen af tjenesteydelsen, men i hastende tilfælde kan
den afgives snarest muligt, efter at tjenesteydelsen er udført.
Ikke desto mindre tilrettelægges der med disse direktiver en koordinering af
uddannelserne
49
, hvilket ikke er tilfældet for den generelle ordning. Hvordan kan
man så sikre, at der kompenseres for en eventuel betydelig mangel i tjenesteyderens
uddannelse i forhold til de lovmæssige krav, der stilles i værtslandet? Man kunne
forkorte den frist, der er for at behandle en ansøgning – som kunne begrænses til en
erklæring vedlagt oplysninger om den modtagne undervisning – til f.eks. en måned,
og kun egnethedsprøven skulle bruges som en udligningsforanstaltning, idet længden
af prøvetiden ikke er forenelig med kravene til udveksling af tjenesteydelser.
Erhvervserfaring skal selvfølgelig tages i betragtning i forbindelse med en lempelse
eller eventuel afskaffelse af udligningsforanstaltningen.
Der synes endvidere at være en klar forskel mellem en situation, hvor tjenesteyderen
er tydeligt etableret i én medlemsstat og leverer tjenester direkte fra denne
medlemsstat, men som fjernsalg ved hjælp af forskellige kommunikationsmidler, til
tjenestemodtagere i andre medlemsstater, eller en situation, hvor tjenesteyderen
rejser med dem, han leverer sine tjenester til, til en anden medlemsstat for
midlertidigt at levere sine tjenester i denne anden medlemsstat, og så den situation,
hvor tjenesteyder enten midlertidigt opererer med base i en anden medlemsstat eller
flytter til en anden medlemsstat for at levere sine tjenester til tjenestemodtagere i
denne medlemsstat, hvor al kontakt mellem dem finder sted. I de første to situationer
350.
351.
352.
353.
48
49
For eksempel artikel 17, stk. 3, i direktiv 93/16 om fremme af den frie bevægelighed for læger (EFT L
165 af 7.7.1999).
Eller godkendelsen af nye eksamensbevisers overensstemmelse med kvalitative og kvantitative
uddannelseskriterier for arkitekter.
62
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441560_0063.png
har tjenesteyderen og tjenestemodtagerne, og deres indbyrdes relationer, en tydelig
og til tider tæt forbindelse til lovgivningen i den medlemsstat, hvorfra tjenesteyderen
udøver sin virksomhed. I andre tilfælde kan tjenesteyderen være kontrolleret af en
lokal erhvervsudøver, eller tjenestemodtageren kan være blevet informeret om og vil
have mulighed for at tage højde for tjenesteyderens status og anderledes
kvalifikationer og acceptere tjenesteydelsen på dette grundlag. I disse situationer med
forbehold af særlige bestemmelser med hensyn til lokal forsikringsmæssig dækning
etc. synes det hensigtsmæssigt, at tjenesteyderen er berettiget til at udøve sin
virksomhed i overensstemmelse med den lovgivning, der er gældende i den
medlemsstat, hvor han er etableret. I disse situationer skal man overveje, om og i
hvilket omfang der for visse typer af erhvervsmæssig virksomhed kan stilles forslag
om et direktiv, der ville gøre det muligt at levere tjenesteydelser under sit hjemlands
faglige titel efter samme retningslinjer som dem, der er gældende for elektronisk
handel.
Man kan konkludere, at:
354.
355.
i) den generelle ordning ikke anvendes, hvis kravet om kvalifikationer ikke er
berettiget.
ii) hvis kravet er berettiget, skal der indføres nogle mere fleksible procedurer, og
traktaten går forud for direktiverne, indtil disse er blevet forenklet.
iii) som omhandlet i punkt 350 og 353 overvejes det at ændre direktivet og/eller
vedtage et særdirektiv om tjenesteydelser.
X.
356.
KONKLUSIONER
I betragtning af direktivets nye og komplekse karakter, er det endnu for tidligt at
drage omfattende konklusioner om virkemåden på grundlag af de første fem år. Man
kan dog allerede nu fastslå følgende: Direktivet har gjort det muligt for mange
borgere at udøve erhvervsmæssig virksomhed i andre medlemsstater, men det har
også vist, at det er nødvendigt at forenkle visse procedurer, og at det administrative
samarbejde med fordel kan udbygges.
Direktivet synes at være for stift, hvad angår anvendelsen af procedurerne for
anerkendelse af kvalifikationer og uddannelser i forbindelse med tjenesteydelser
samt proceduren
50
for en fornyet vurdering af visse uddannelser (ved ændring af
bilag C og D). Med hensyn til det sidste punkt, foreslås det, at den eksisterende
fremgangsmåde erstattes af en definition, der under visse omstændigheder sidestiller
disse uddannelser med et eksamensbevis. For at fremme udvekslingen af
tjenesteydelser vil det af hensyn til retssikkerheden være ønskeligt, at der udarbejdes
en hensigtsmæssig mekanisme. Det er dog ikke så enkelt, idet en hurtig
fremgangsmåde skal kombineres med en kontrol af, at der ingen betydningsfulde
mangler er ved en uddannelse. For at skabe debat og uden at gøre krav på at være
fyldestgørende foreslår Kommissionen, at man forkorter fristen for behandling af
ansøgninger og reducerer antallet af udligningsforanstaltninger. Man kan også stille
det mere generelle spørgsmål, om det ikke vil være hensigtsmæssigt for visse former
357.
50
Det bør dog under alle omstændigheder ændres for at tilpasse den til Rådets afgørelse om fastsættelse af
de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen.
63
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
for erhvervsmæssig virksomhed at udvide antallet af tjenesteydelser, man kan levere
under sit hjemlands faglige titel, idet man bruger forslaget til direktiv om elektronisk
handel som eksempel.
358.
Det administrative samarbejde har muliggjort udarbejdelsen af en adfærdskodeks
vedrørende formaliteter. Det er håbet, at det administrative samarbejde mellem
medlemsstaterne vil blive yderligere udbygget i overensstemmelse med den
meddelelse, der blev vedtaget af Kommissionen den 16.6.1999, med henblik på at
fremme og forbedre anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse i det indre
marked. I øvrigt indeholder forslaget til det såkaldte Slim-direktiv, som i øjeblikket
drøftes i Rådet, foranstaltninger, der skal styrke koordinationsgruppens rolle.
64
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441560_0065.png
BILAG I
I.
359.
360.
361.
362.
A.
363.
MEDLEMSSTATERNES BEMÆRKNINGER
Nedenstående bidrag blev i form af skriftlige meddelelser sendt til Kommissionen.
Der var stor enighed for så vidt angår to forhold:
- forenkling af direktivet;
- ændring af systemet vedrørende bilag C og D.
Man har modtaget følgende nationale bidrag:
Belgien
Belgien er især bekymret over, at der ofte gøres brug af fremgangsmåden med
ændring af bilag C og D, som er fastsat i artikel 15 i direktiv 92/51/EØF.
Ændringerne af disse bilag, herunder ændringer, der er temmelig ubetydelige,
gennemføres ved hjælp af direktiver. Det betyder nødvendigvis, at medlemsstaterne
skal gennemføre direktiverne i national ret (også selv om det nye direktiv måske er
delvis forældet). Belgien mener derfor, at man skal udforske andre fremgangsmåder
og finde andre retsmidler for at tage højde for de ændringer i de forskellige erhverv,
som meddeles af medlemsstaterne. Systemet i bilag C og D skal forenkles.
Belgien påpeger desuden, at det hidtil ikke har gjort brug af de muligheder, som
gives med systemet i bilag C og D i direktiv 92/51/EØF. Ingen medlemsstat har
således skullet inkorporere en liste med belgiske uddannelser i national ret.
Danmark
Danmark har ønsket at komme med et større bidrag til rapporten 92/51/EØF. De
vigtigste punkter i de danske myndigheders bidrag er følgende:
Kompliceret lovgivning
I Danmark mener alle de myndigheder, der har været med til at gennemføre det andet
direktiv om en generel ordning enten som kompetente myndigheder eller som
koordinatorer, at teksten er overordentlig kompliceret. Som følge heraf er det til tider
vanskeligt for disse kompetente myndigheder at skaffe sig et samlet overblik over de
procedurer, der skal følges, og at give korte og præcise informationer til de borgere,
der ønsker at påberåbe sig den generelle ordning. Dette gør sig gældende, uanset om
det drejer sig om statsborgere i EU eller i EØS, der ønsker at udøve et lovreguleret
erhverv i Danmark, eller om danske statsborgere, der vil udøve deres erhverv i et
andet EU- eller EØS-land.
I Danmark opfatter man teksten som kompliceret navnlig på to punkter:
For det første de mange uddannelsesniveauer, deres hierarki, forholdet mellem
niveauer og de rettigheder, der er knyttet til hvert af disse niveauer. Til denne
kategori af problemer hører ligeledes strukturen og betydningen af bilag C og D - det
som kaldes "bro". Endvidere opstår der et særligt problem med hensyn til de
uddannelser, der sigtes til i artikel 8 i direktivet. Disse uddannelser synes ikke at
65
364.
B.
365.
1)
366.
367.
368.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
have være taget i betragtning i den undersøgelse, som Kommissionen for nylig har
gennemført om de lovregulerede erhverv i medlemsstaterne. For Danmarks
vedkommende drejer det sig om en række erhverv navnlig på søfartsområdet.
369.
For det andet er systemet vedrørende ændring af bilag C og D unødigt kompliceret.
For eksempel har Danmark anmodet om, at fodterapeut og apoteksassistent medtages
på listen i bilag C. Behandlingen af denne anmodning, og især en undersøgelse, der
blev foretaget af eksperter på området, tog så lang tid, at, da der i 1997 blev truffet en
afgørelse - som for øvrigt var negativ - var retsgrundlaget for uddannelse af
fodterapeuter allerede blevet ændret (uden at der var taget hensyn til dette i
Kommissionens afgørelse), og der var ikke længere grund til at få medtaget dette
erhverv på listen i bilag C.
Danmark mener derfor, at man med fordel kunne forenkle lovgivningen ved at lave
en enkel og klar beskrivelse af det hierarkiske forhold mellem
uddannelsesniveauerne og - hvis det stadig er nødvendigt - broen. De danske
myndigheder foreslår også, at de to direktiver "fusioneres", således at der skabes ét
hierarkisk system, og man undgår en gentagelse af fælles bestemmelser.
Målet med den generelle ordning
Dette er et andet problem, som Danmark mener, bør diskuteres. Danmark har det
synspunkt, at disse bestemmelser skal garantere arbejdskraftens frie bevægelighed,
etableringsretten og den frie udveksling af tjenesteydelser, og at der derfor bør
lægges vægt på udøvelsen af erhvervet. Dette omfatter i praksis på den ene side
national lovgivning og rimeligheden af de fastsatte krav, som naturligvis skal være i
overensstemmelse med fællesskabsrettens generelle principper om ikke-
diskrimination, proportionalitet, og på den anden side ansøgerens faglige
kvalifikationer, som omfatter både uddannelse og erhvervserfaring.
I koordinationsgruppen kommer denne problemstilling især til udtryk i de emner, der
diskuteres, eller som der bedes om oplysninger om, som f.eks. den løbende
information om Socrates-programmet og andre uddannelsesprogrammer (i snæver
forstand), såvel som i præsentationen af forskellige uddannelser og
uddannelsesinstitutioner, som f.eks. det europæiske certifikat for psykoterapeuter.
Danmark mener, at sådanne emner, som specifikt angår de enkelte erhverv, med
fordel kunne undersøges inden for rammerne af NARIC-gruppen. Hvis NARIC-
systemet blev anvendt i overensstemmelse med retningslinjerne i direktiverne om
den generelle ordning, ville det netop kunne spille rollen som ekspert i
uddannelsesspørgsmål med koordinatoren som den generelle ekspert med hensyn til
uddannelse og de kompetente myndigheder som eksperter på de forskellige faglige
områder.
Et konkret tilfælde, som Danmark gerne vil fremhæve, er de vanskeligheder, som
danske skiinstruktører i øjeblikket slås med i Alperne. I denne sag synes der at være
lagt for meget vægt på uddannelsesspørgsmålet og for lidt på de faglige aspekter.
Særlige bemærkninger
Frankrig: sportsinstruktører
Kommissionen har godkendt Fankrigs anmodning om undtagelse i henhold til
artikel 14 i direktiv 92/51/EØF for instruktører inden for visse sportsgrene. Frankrig
66
370.
2)
371.
372.
373.
3)
a)
374.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
har således fået Kommissionens tilladelse til at gennemføre en egnethedsprøve for
ansøgere, der ønsker at få deres uddannelse som sportsinstruktør anerkendt for at
etablere sig i Frankrig, hvis denne uddannelse er meget forskellige fra den, der
kræves i Frankrig.
375.
Kommissionens
beslutning
vedrører
imidlertid
kun
etablering,
idet
sportsinstruktørers udførelse af tjenesteydelser er fastlagt ved dekret nr. 96-1011 af
25. november 1996. Eftersom dette dekret ligeledes foreskriver en egnethedsprøve,
kan man således konstatere, at når det gælder udveksling af tjenesteydelser, finder
det grundlæggende princip om ansøgerens ret til frit at vælge mellem en
egnethedsprøve og en prøvetid ikke anvendelse. Af den grund ønsker Danmark at
gøre opmærksom på, at Frankrig både med hensyn til etablering og udveksling af
tjenesteydelser kræver, at ansøgeren gennemgår en egnethedsprøve. Det skal også
bemærkes, at man kun kan stille krav om egnethedsprøve, hvis der er væsentlige
forskelle mellem ansøgerens kvalifikationer og de kvalifikationer, der kræves i
værtslandet.
Det fundamentale her er således ansøgerens samlede kvalifikationer og ikke
uddannelsens indhold. Som følge heraf er det den enkelte ansøgers kvalifikationer på
tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen, som skal tages i betragtning, når man
skal vurdere, om ansøgeren skal gennemgå en egnethedsprøve. Det bør ikke være
muligt at kræve, at alle kandidater fra et eller flere lande skal gennemgå en
egnethedsprøve - uden på forhånd at have vurderet de enkelte kandidaters
kvalifikationer.
Ifølge Danmark har de franske bestemmelser afstedkommet betydelige problemer for
udenlandske skiinstruktører, som ønsker at udøve deres erhverv i Frankrig på
grundlag af udveksling af tjenesteydelser. Alle danske skiinstruktører, der har
indgivet en ansøgning i Frankrig, har skullet gennemgå en egnethedsprøve - og det
uanset de kvalifikationer, som de har erhvervet i forbindelse med deres uddannelse
som skiinstruktører.
Med hensyn til indholdet af egnethedsprøven fremgår det af Kommissionens
beslutning af 9. januar 1997, at nationale foranstaltninger, der kan hæmme udøvelsen
af de ved traktaten sikrede grundlæggende rettigheder og gøre udøvelsen heraf
mindre tillokkende, skal anvendes uden forskelsbehandling, de skal være begrundet i
tvingende samfundsmæssige hensyn, de skal være egnede til at sikre virkeliggørelsen
af det mål, de forfølger, og de må ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå
formålet.
Danmark erkender, at udøvelsen af erhvervet som skiinstruktør indebærer
sikkerhedsrisici, hvilket berettiger, at man sikrer, at ansøgeren opfylder de
nødvendige betingelser for at kunne give en tilfredsstillende og sikkerhedsmæssig
forsvarlig undervisning. I forlængelse af dette medgiver Danmark også, at man ved
vurderingen af en ansøger skal tage hensyn til vedkommendes kvalifikationer, når
det gælder lavinerisiko, eftersøgning af savnede personer, kendskab til fransk etc.
Danmark mener, at erfaringen har vist, at der er stor risiko for, at
undtagelsesordninger, hvis de gennemføres, går ud over det, som er nødvendigt for at
nå det ønskede mål.
376.
377.
378.
379.
380.
67
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441560_0068.png
381.
Danmark ønsker derfor at gøre opmærksom på, at undtagelsesordninger så vidt
muligt bør undgås for at sikre, at de generelle principper om gensidig anerkendelse
også finder anvendelse inden for sportserhvervene. Dette betyder, at værtslandet fra
starten af skal anerkende de rent tekniske kvalifikationer, som en ansøger, der er
uddannet i en anden medlemsstat, forelægger, og derfor skal afholde sig fra at
efterprøve disse tekniske kvalifikationer.
Østrig: skiinstruktører og bjergførere
I en note af 15. juli 1998 anmodede Østrig om en undtagelse i henhold til artikel 14 i
direktiv 92/51/EØF. Med denne anmodning ønskede Østrig at få Kommissionens
tilladelse til at fravige princippet om ansøgerens mulighed for frit at vælge mellem
egnethedsprøve og prøvetid for erhvervene som skiinstruktør og bjergfører, hvis der
er væsentlige forskelle mellem ansøgerens kvalifikationer og de kvalifikationer, som
kræves af værtslandet.
Danmark gjorde hurtigt gældende, at det ikke kunne støtte Østrigs anmodning om en
undtagelse fra direktivet. Faktisk mener Danmark, at det forhold, at flere og flere
alpine lande anmoder om undtagelser, kan være et tegn på en uheldig udvikling, der
til slut vil fratage skiinstruktører fra ikke-alpine lande muligheden for at udøve deres
erhverv i Alperne.
Ifølge Danmark skal Kommissionen derfor afstå fra at anerkende en ny anmodning
om undtagelse i henhold til artikel 14, indtil den franske undtagelse er blevet
evalueret.
Sportserhverv
Kommissionen har bemærket betydelige forskelle mellem medlemsstaterne med
hensyn til rammerne for udøvelse af sportserhverv. I visse medlemsstater skal disse
erhverv være anerkendt af staten, mens andre medlemsstater overlader det til
forskellige organisationer at uddanne og anerkende sportsinstruktører.
Efter Danmarks mening bør denne situation ikke føre til, at man ikke kan anvende de
generelle principper om gensidig anerkendelse på disse erhverv - og principperne
skal også kunne anvendes uden på forhånd at kræve en nøje undersøgelse af hver
uddannelse.
Ved at acceptere så detaljerede sammenligninger fraviger man i realiteten
bestemmelserne om gensidig anerkendelse af kvalifikationer, og det vil i yderste
konsekvens føre til, at Kommissionen vil være forpligtet til forslå en reel
harmonisering af uddannelserne, hvilket Danmark er absolut modstander af.
Danmark mener ikke, at der er nogen grund til at fravige princippet om gensidig
anerkendelse mellem medlemsstaterne, fordi der er problemer med
sportsinstruktørers faglige kvalifikationer (for eksempel skiinstruktørers).
Nederlandene
Nederlandene angiver i kommentarerne, at man mener, at et af de vigtigste formål
med direktiverne om den generelle ordning, nemlig gensidig anerkendelse af
eksamensbeviser, ofte er blevet opfyldt i Nederlandene. Eksamensbeviser for
søfartserhvervene (kvalifikationsbeviser) fra andre EU-lande behandles på samme
måde som nederlandske eksamensbeviser, hvilket betyder, at de automatisk
68
b)
382.
383.
384.
c)
385.
386.
387.
C.
388.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
anerkendes. Dette indebærer, at der næsten ikke er modtaget anmodninger i henhold
til direktiverne, og at der ikke findes nogen registrering af EU-borgere, der arbejder
på nederlandske skibe.
Den nederlandske koordinator vil gerne vide, om der kan konstateres nogle tendenser
i de andre lande, enten i form af mere pragmatisk?? fremgangsmåde eller i den
daglige anvendelse af den generelle ordning, hvilket senere kan føre til en ophævelse
af lovreguleringen for nogle af de lovregulerede erhverv. Hvis der er en sådan
tendens i de andre medlemsstater, kunne det være interessant at finde ud af, om disse
ændringer har ført til den ønskede lempelse af reglerne og/eller om de har medført
(eller måske vil medføre) ophævelsen af lovreguleringen for nogle erhverv.
D.
389.
390.
Østrig
I Østrig er mange erhverv omfattet af direktiv 92/51/CEE, og anvendelsen af dette
direktiv volder ingen særlige problemer.
Østrig beklager dog, at der har været vanskeligheder forbundet med anerkendelse af
visse østrigske eksamensbeviser. Myndighederne i værtslandene gør tilsyneladende
undertiden på et tvivlsomt grundlag gældende, at der eksisterer væsentlige forskelle.
Bilaterale diskussioner med myndighederne i de pågældende lande skal føre til en
løsning af disse problemer.
For at sikre, at den generelle ordning virker bedst muligt, opfordrer Østrig til en
forbedring af mekanismen med en bro mellem de eksamensbeviser, der er omfattet af
de to direktiver om en generel ordning, og navnlig en ændring af artikel 3, litra b), i
direktiv 92/51/EØF.
Portugal
Portugal har gennemført direktiv 92/51/EØF ved hjælp af lovdekret 242/96 af 18.
december 1996. I Portugal er ca. fyrre lovregulerede erhverv omfattet af dette dekret.
Fem kompetente myndigheder fra fire forskellige ministerier er ansvarlige for de
pågældende erhverv. For at kunne udøve størstedelen af disse erhverv, kræves det, at
man har et certifikat eller kursusbevis som defineret i direktiv 92/51/EØF.
Sundhedssektoren udgør en undtagelse med uddannelser på "eksamensbevisniveau"
som defineret i direktivet.
Langt de fleste ansøgere har ikke vanskeligheder med at blive anerkendt og pålægges
derfor ikke udligningsforanstaltninger. Et problem, der er værd at fremhæve, er, at de
kompetente myndigheder stadig befinder sig i "indkøringsfasen" med hensyn til
gennemførelsen af direktivet. Dette kan føre til vanskeligheder ved tilrettelæggelsen
af anerkendelsesprocedurerne og udligningsforanstaltningerne. Endvidere er sektoren
af lovregulerede erhverv i stadig udvikling. Det er derfor nødvendigt med en
regelmæssig ajourføring af de lovregulerede erhverv i Portugal, så meget desto mere
som gennemførelsen af "SNCP" (National System of Professional Certification),
betyder, at nye faglige profiler bliver certificeret eller lovreguleret.
Det Forenede Kongerige
Det Forenede Kongerige har anført følgende:
391.
E.
392.
393.
F.
394.
69
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
395.
396.
Dette er et komplekst og uensartet direktiv, hvis gennemførelse har taget lang tid, og
derfor er medlemsstaterne først nu ved at have fået greb om det.
Der er forskel på erhverv fra en medlemsstat til en anden med hensyn til niveau,
adgangsbetingelser, aktivitetsområder, definition osv. Idéen om, at erhvervene er ens
overalt, ligger til grund for "den generelle ordning", hvilket betyder, at indvandreres
forventninger med hensyn til få anerkendt deres eksamensbevis for at få adgang til et
erhverv, der ikke er identisk, ikke er lovreguleret eller ikke findes i en anden
medlemsstat, ikke altid kan indfries.
Som konsekvens heraf kan manglende overensstemmelse mellem erhverv resultere i
et behov for udligningsforanstaltninger. I de fleste tilfælde er indvandrere klar over
dette behov og er mere end villige til at medvirke til, at væsentlige forskelle udlignes.
Begrebet væsentlige forskelle har affødt mange problemer. At definere, hvad der er
væsentligt, og hvad der ikke er, er langtfra så ligetil (jævnfør erhverv på
sundhedsområdet samt skiinstruktører). "Broen" mellem eksamensbeviser for post-
gymnasiale uddannelser af tre års og dem for post-gymnasiale uddannelser af to års
varighed er til tider vanskelig at anvende (f.eks. erhverv på sundhedsområdet). Det
afgørende problem består i, at et ekstra studieår gør det muligt at gå mere i dybden
med stoffet, og at erhvervene på sundhedsområdet i Det Forenede Kongerige er
opbygget på en sådan måde, at denne mere dybtgående viden er en forudsætning for
en sikker udøvelse af det pågældende erhverv.
Finland
I Finland er de lovregulerede erhverv, der er omfattet af direktiv 92/51/EØF, først og
fremmest at finde på sundhedsområdet og inden for redningstjenesterne. I den
offentlige sektor er det i kommunerne, man kan finde situationer, der er omfattet af
direktiv 92/51/EØF.
De kompetente myndigheder i Finland har generelt fundet det meget svært at
anvende direktivet. Dette skyldes navnlig de mange forskellige nationale strukturer
med hensyn til uddannelser og erhverv. Den enkelte borger har svært ved både at
læse og anvende direktivet.
Finland er af den opfattelse, at systemet som helhed kan forbedres, hvis man ændrer
systemet med bilag og forenkler fremgangsmåden for anerkendelse af
eksamensbeviser.
De finske myndigheder prioriterer afskaffelse af systemet med bilag højst. Faktisk
gør de hyppige interne ændringer af lovgivningen i medlemsstaterne det nødvendigt
med lige så mange ændringer af bilagene. Dette påfører Kommissionen og
medlemsstaterne en stor arbejdsbyrde. Derfor mener Finland, at systemet med bilag
bør erstattes af bestemmelser, der ikke nødvendiggør konstante ændringer.
Liechtenstein
Liechtenstein har ingen særlig problemer, når det gælder anvendelsen af direktiv
92/51/EØF. Medlemsstaternes (navnlig de lokale myndigheders) kendskab til EFTA-
landenes status og til de eksamensbeviser, der udstedes i EFTA-landene, kan dog
forbedres.
397.
398.
G.
399.
400.
401.
402.
H.
403.
70
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
I.
404.
Tyskland
I Tyskland er der flere erhverv, der hører ind under direktiv 92/51/EØF. For så vidt
angår gennemførelsen af direktivet har der ikke været større problemer, bortset fra
problemerne i forbindelse med lærere. Disse problemer kan i det store og hele løses
med tiden.
Kommissionens forklaringer om anerkendelse af lærernes eksamensbeviser i tilfælde,
hvor invandreren er i besiddelse af et eksamensbevis i henhold til direktiv
92/51/EØF, og medlemsstaten kræver et eksamensbevis i henhold til direktiv
89/48/EØF, er ikke særligt gennemskuelige: på den ene side forklares
"bromekanismen" fra direktiv 92/51 til direktiv 89/48 vedrørende begrænsninger
med hensyn til direktivets tekst (punkt 201 og 202); på den anden side henvises der i
punkt 203 til specifikke tilfælde, som er uklare.
For så vidt angår læreruddannelsen i Tyskland, anføres det, at varigheden af den
post-gymnasiale uddannelse er over fire år, hvilket udelukker anvendelse af
"bromekanismen" i artikel 3, sidste afsnit, i direktiv 92/51/EØF.
405.
71
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441560_0072.png
BILAG II
Meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet "Princippet om gensidig
anerkendelse i forbindelse med overvågningen af handlingsplanen for det indre
marked"
(KOM(1999) 299 endelig udg. - EFT .. .. ..). Citater fra denne meddelelse:
406.
"Princippet om gensidig anvendelse stemmer fuldstændig overens med filosofien om
det indre marked, hvor det normalt er reglerne i oprindelsesmedlemsstaten, der
gælder. Den gensidige anerkendelse spiller ligeledes en aktiv rolle med hensyn til
subsidiaritetsprincippet, fordi man således undgår en systematisk indførelse af
detaljerede regler på EU-niveau, og hermed respekterer de lokale, regionale og
nationale traditioner samt sikrer et stort udbud af forskelligartede varer og tjenester
på de enkelte markeder. Princippet om gensidig anerkendelse er således et
pragmatisk og effektivt middel til at opnå økonomisk integration." [side 2]
407.
Med hensyn til de lovregulerede erhverv er det i højere grad enkeltpersoner end
virksomheder, der støder på problemer i forbindelse med princippet om gensidig
anerkendelse af eksamensbeviser. Selv om en række indikatorer viser, at princippet
om gensidig anerkendelse har spillet en positiv rolle på dette område, er der fortsat et
stort antal individuelle klager, hvilket også fremgår af rapporten fra Citizens
Signpost Service, der blev udarbejdet for Kommissionen i februar 1999. Problemerne
skyldes hovedsagelig, at de enkelte uddannelser vurderes individuelt. [side 4]
Det fremgår af Kommissionens analyse, at det er vigtigt at forbedre og styrke det
kendskab, som de erhvervsdrivende og de kompetente myndigheder i
medlemsstaterne har til princippet om gensidig anerkendelse. [side 4]
408.
FORESLÅEDE FORANSTALTNINGER
Pålidelig kontrol med anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse
409.
For at kunne vurdere eventuelle fremskridt i anvendelsen af princippet om gensidig
anerkendelse og for at opnå et statistisk materiale, der er både pålideligt og mere
fyldestgørende end i øjeblikket, vil Kommissionen hvert andet år udarbejde en
evalueringsrapport
til Rådet og Europa-Parlamentet
Aktioner rettet mod borgerne og erhvervslivet
Aktioner, der skal iværksættes af Kommissionen
410.
Kommissionen har forpligtet sig til at fremme dialogen med borgerne og
erhvervslivet, og der er blevet iværksat talrige initiativer på dette område: Arbejdet i
forbindelse med handlingsplanen for det indre marked af juni 1997 har medført
oprettelsen af "kontaktpunkter" i hver medlemsstat, dialogen med borgerne og
erhvervslivet blev iværksat i juni 1998 og et websted for virksomheder blev åbnet i
starten af 1999.
Informationerne og de økonomiske analyser skal forbedres
72
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
411.
Kommissionen påpeger, at det kræver en stor praktisk indsats for at få princippet om
gensidig anerkendelse til at fungere, og det er bl.a. nødvendigt at investere i en bedre
information.
…. [side 6]
Det skal gøres nemmere at løse eventuelle problemer
412.
Kommissionens rapport om anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse, der
skal udkomme hvert andet år, vil give mulighed for en mere præcis vurdering af, om
der er behov for et nyt harmoniseringsinitiativ eller for supplerende harmonisering på
visse bestemte områder i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet. Der skal
harmoniseres, når det er nødvendigt, f.eks. på områder, hvor man forgæves har
forsøgt at anvende princippet om gensidig anerkendelse, samt i de tilfælde, hvor der
opnås en merværdi på EU-plan. ….[side 7]
Aktioner, der skal iværksættes af medlemsstaterne
413.
Det er først og fremmest
medlemsstaterne,
der er ansvarlige for anvendelsen af
dette princip, og Kommissionen håber, at der vil kunne etableres et partnerskab
mellem medlemsstaterne og Kommissionen for at få princippet om gensidig
anerkendelse til at fungere optimalt.
Medlemsstaterne skal fremover opfordre til
en mere systematisk anvendelse af de
kontaktpunkter,
der er blevet etableret for alle de forskellige områder i det indre
marked i forbindelse med gennemførelsen af handlingsplanen af 1997 og beslutning
nr. 3052/9514. De nationale koordinatorer, der er blevet oprettet for de lovregulerede
erhverv i henhold til direktiverne om den generelle ordning, og som har samme
opgave som kontaktpunkterne i det indre marked, skal i fremtiden spille en endnu
større rolle. …" [side 9]
414.
Udfærdiget i Bruxelles, den .
På Rådets vegne
Formand
73