Europaudvalget 2000
KOM (2000) 0109
Offentligt
1441628_0001.png
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER
Bruxelles, den 1.3.2000
KOM(2000) 109 endelig
Kommissionens supplerende oplæg til regeringskonferencen om de
institutionelle reformer
Reform af EU's domstolsordning
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441628_0002.png
Kommissionens supplerende oplæg til regeringskonferencen om de
institutionelle reformer
Reform af EU's domstolsordning
Indledning
Kommissionen finder, at en af grundpillerne i Den Europæiske Union er, at den er og altid
skal være et lovens og rettens fællesskab. EU's borgere må kunne sætte deres lid til en
domstolsordning, der giver garanti for en retfærdig, sammenhængende og effektiv anvendelse
af EU-retten.
I sin udtalelse af 26. januar 2000 til regeringskonferencen om tilpasning af institutionerne
med henblik på udvidelsen bebudede Kommissionen, at den ville fremlægge et særligt oplæg
angående reformen af EU's domstolsordning.
Til forberedelse af denne reform nedsatte Kommissionen i maj 1999 en refleksionsgruppe
bestående af forhenværende dommere ved EF-Domstolen og Førsteinstansretten og
højtstående eksperter med konkrete erfaringer med EU's domstolssystem, som skulle
fremkomme med forslag til løsninger, der kan iværksættes på kort eller på længere sigt. Til
mange af de forslag, Kommissionen her fremsætter, har den hentet inspiration i gruppens
rapport, som Kommissionens formand fik forelagt den 4. februar 2000.
I.
Nødvendigheden af en ambitiøs reform
EF-Domstolen indtager en meget vigtig plads i EU - den skal værne om lov og ret ved
fortolkningen og anvendelsen af traktaten (EF-traktatens artikel 220). Siden Fællesakten har
den i denne opgave været bistået af en Førsteinstansret.
I et udvidet EU må der skabes sikkerhed for et effektivt domstolssystem og en
sammenhængende retspraksis som en nødvendig forudsætning for en ensartet anvendelse af
EU-retten i et EU præget af større mangfoldighed. EU's udvidelse vil give sig udslag i en øget
arbejdsbyrde, ikke blot rent kvantitativt, men også kvalitativt, eftersom retterne i de nye
medlemsstater først skal sætte sig ind i EU-retten. Der er i den forbindelse flere parametre,
der må tages hensyn til, bl.a. nødvendigheden af at sikre en effektiv retsbeskyttelse og en god
og ensartet retspraksis, der håndhæves overalt i EU.
Allerede i dag, hvor EU består af 15 medlemsstater, viser statistikkerne over EU-sager, at det
er blevet stadigt vanskeligere for Domstolen og Førsteinstansretten at opfylde deres funktion.
Denne situation skyldes i alt væsentligt den konstante stigning i tilgangen af EU-sager
(således er antallet af præjudicielle spørgsmål steget med 87% på ni år
1
, og antallet af sager
1
141 præjudicielle spørgsmål i 1990, 264 i 1998
2
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441628_0003.png
indbragt for Førsteinstansretten er blevet fordoblet på syv år
2
),
som har ført til en alt for lang
sagsbehandlingstid
3
og en mærkbar stigning i beholdningen af uafgjorte sager
4
.
I dag, hvor der kun er gået ti år, efter at Førsteinstansretten blev oprettet, er man nødt til at
erkende, at de nuværende strukturer ikke længere er velegnede, og at det er nødvendigt med
en gennemgribende reform, da der ellers er risiko for, at EU ikke vil fortsætte med at bestå
som et lovens og rettens fællesskab.
Sagsbehandlingstiden i Domstolen og Førsteinstansretten, således som den fremgår af
statistikkerne fra de to retsinstanser, viser, at de til trods for de bestræbelser, de har udfoldet,
nu har nået grænserne for deres kapacitet. I et udvidet EU vil de helt sikkert ikke være i stand
til at klare den øgede arbejdsbyrde på en rimelig tid. Det er en meget foruroligende situation i
dag, hvor der kun er gået ti år siden Førsteinstansrettens oprettelse, og hvor EU står over for
en udvidelse.
Kommissionen foreslår, at man
først omdefinerer hele strukturen i domskompetencen,
da
den allerede i dag ikke længere sætter Domstolen og Førsteinstansretten i stand til at varetage
deres opgaver på tilfredsstillende vis. Derefter må man tage fat på de to retsinstansers
sammensætning på grundlag af deres respektive arbejdsbyrde. Kommissionen mener, at
antallet af dommere først og fremmest bør fastlægges ud fra hensynet til behovet.
2
3
4
116 sager i 1992, 238 i 1998
gennemsnitligt 21 måneder i Domstolen og 30 måneder i Førsteinstansretten.
Domstolen : 433 uafgjorte sager ved udgangen af 1993, 748 sager ved udgangen af 1998;
Førsteinstansretten: 171 uafgjorte sager ved udgangen af 1992, 1007 sager ved udgangen af 1998.
3
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441628_0004.png
II.
Afklaring og omfordeling af kompetence inden for rammerne af en
mere smidig struktur
Kommissionen finder, at den nuværende overbelastning af Domstolen og Førsteinstansretten
vil kunne mindskes betydeligt med følgende tre foranstaltninger:
en afklaring af EF-Domstolens og de nationale domstoles kompetence, således at de
nationale domstole kommer til at spille en større rolle med hensyn til præjudicielle
afgørelser
en ny kompetencefordeling mellem Domstolen og Førsteinstansretten med hensyn til
direkte søgsmål, således at Domstolen i sin egenskab af EU's øverste domsmyndighed
kun kommer til at beskæftige sig med spørgsmål, der skønnes at være af væsentlig
betydning for EU's retsorden, medens Førsteinstansretten principielt skal have
almindelig kompetence på dette område
aflastning af Domstolen og Førsteinstansretten med hensyn til visse særlige sager.
a.
Ordningen med præjudicielle spørgsmål
(i) EF-Domstolens kompetence
Ordningen med præjudicielle spørgsmål er uden al tvivl hovedhjørnestenen i EU's retsorden.
40 års erfaringer viser tydeligt, at den er det mest effektive middel til at sikre ensartetheden i
EU-rettens anvendelse overalt i EU og samtidig udgør en ekstraordinær integrationsfaktor i
kraft af den enkle og direkte dialog, den skaber mellem alle de nationale domstole og EF-
Domstolen. Kommissionen finder, at denne regelhåndhævende funktion, som spiller en meget
vigtig rolle i EU's retsorden, derfor principielt alene bør udøves af EF-Domstolen.
Dette synspunkt deles også af Refleksionsgruppen. Den har imidlertid foreslået at slette sidste
punktum i EF-traktatens artikel 225, stk. 1, for at åbne mulighed for ekstraordinært at tillægge
Førsteinstansretten kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål på meget specialiserede
områder af EU-retten
5
. Gruppen mener, at sådanne særlige sager helt og holdent, dvs. også
præjudicielle spørgsmål i forbindelse hermed, bør overføres til Førsteinstansretten, og at
Domstolen i sin egenskab af EU's øverste domsmyndighed kun skal komme ind i billedet i
forbindelse med de "korrektionssøgsmål", som Kommissionen eventuelt anlægger ud fra
retlige hensyn
6
.
Dette forslag bør overvejes nærmere i forbindelse med de konkrete ændringer, der eventuelt
skal foretages i kompetencereglerne med hensyn til visse sager, f.eks. sager om intellektuelle
ejendomsrettigheder.
5
6
f.eks. intellektuelle ejendomsrettigheder (varemærker, patenter, mønstre og modeller)
f.eks. i henhold til traktatens artikel 68, stk. 3.
4
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441628_0005.png
(ii)Afklaring af EF-Domstolens og de nationale domstoles respektive roller
Af hensyn til effektiviteten i ordningen med præjudicielle spørgsmål må Domstolen kunne
koncentrere sig om de spørgsmål, der virkelig er nye, og afsige domme relativt hurtigt.
Kommissionen finder det med henblik herpå nødvendigt at ændre traktatens artikel 234 (tidl.
artikel 177) for at klarlægge kompetencefordelingen mellem EF-Domstolen og de nationale
domstole.
1. Den første ændring,
der foreslås, tager sigte på at
bevidstgøre de nationale dommere om
deres almindelige kompetence i EU-retlige spørgsmål.
At de nationale dommere har denne
funktion, er i dag ikke udtrykkeligt nedfældet i traktaten. Den kan kun udledes ved at
sammenholde bestemmelserne i artikel 234 og artikel 240. Der må derfor rettes op på denne
udeladelse ved i begyndelsen af artikel 234 at præcisere, at det i første række er op til den
nationale dommer at anvende EU-retten i de sager, han får til behandling, og at han har
mulighed for at henvende sig til EF-Domstolen, når han står over for et særligt
fortolkningsproblem.
2.
Ud fra samme tankegang kunne man overveje at ændre stk. 2 i artikel 234 for at tilskynde
de nationale dommere, der ikke dømmer i sidste instans, til at angive, hvorfor de er i tvivl om
fortolkningen af de EU-regler, der skal anvendes i den sag, de skal behandle, og hvorfor de
finder det nødvendigt at spørge Domstolen. Denne bestemmelse kunne suppleres med de
nødvendige bestemmelser i procesreglementet.
3.
Som led i denne afklaring forekommer det endelig nødvendigt, at der i artikel 234 indføjes
en regel, som følger af retspraksis, nemlig reglen om, at enhver national dommer
i tilfælde af
tvivl om gyldigheden af en EU-retsakt
har pligt til at henvise sagen til Domstolen, der som
den eneste kan prøve gyldigheden af EU-retsakter.
Kommissionen finder det ikke rigtigt at lempe den pligt, som domstole, der dømmer i
sidste instans, i henhold til den nuværende artikel 234, stk. 3, har til at henvise
præjudicielle spørgsmål til Domstolen,
således at denne pligt kun skulle gælde, hvis
spørgsmålet har tilstrækkelig betydning for EU-retten, og hvis der efter sagens prøvelse ved
de lavere domstole fortsat hersker rimelig tvivl om, hvordan spørgsmålet skal besvares.
Kommissionen finder, at en sådan lempelse af henvisningspligten kun vil have meget
begrænset indvirkning på Domstolens arbejdsbyrde
7
, hvorimod det risikerer at gå ud over
ensartetheden i EU-rettens anvendelse, ikke mindst på baggrund af den forestående udvidelse.
Kommissionen mener derfor, at man er nødt til at holde sig til den nuværende formulering af
traktatens artikel 234, stk. 3. Men den fleksibilitet, som Domstolens retspraksis har skabt
8
,
skal naturligvis fortsat gælde.
I øvrigt mener Kommissionen, at man bør overveje, om ikke man bør tilpasse reglerne for
præjudicielle spørgsmål inden for fri bevægelighed for personer (afsnit IV) til de almindeligt
gældende regler.
Et udkast til en ny artikel 234 findes i bilaget.
7
8
trefjerdedele af de præjudicielle spørgsmål stammer fra lavere domstole.
CILFIT-dommen af 6.10.1982, Sml. 1982, s..3415
5
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441628_0006.png
b.
Direkte søgsmål: ny kompetencefordeling mellem EF-Domstolen og
Førsteinstansretten
Det er i dag Domstolen, der behandler direkte søgsmål indbragt af medlemsstaterne og
institutionerne, medens Førsteinstansretten pådømmer sager anlagt af borgere og
virksomheder. Domstolen har allerede peget på det dobbeltarbejde og den tunge arbejdsgang,
som denne kompetencefordeling har resulteret i, og anmodet om, at direkte søgsmål på visse
områder udelukkende behandles af Førsteinstansretten.
Kommissionen finder, at dette bør gælde for samtlige direkte søgsmål, således at
Førsteinstansretten får tillagt principiel generel kompetence på dette område, og
Domstolen kun vil skulle behandle de sager, der har væsentlig betydning for EU's rette
funktion og derfor må afgøres af den i dens egenskab af EU's øverste domsmyndighed.
Der er bl.a. tale om traktatbrudssager, interinstitutionelle sager, sager anlagt mod
normgivende retsakter af generel karakter eller sager på bestemte områder, f.eks.
grundlæggende rettigheder og traktatens artikel 309, tættere samarbejde mellem
medlemsstater, ØMU, budgettet, EF-traktatens afsnit IV og afsnit VI
9
i TEU.
En sådan overførsel af en stor del af de direkte søgsmål til Førsteinstansretten vil imidlertid
ikke resultere i nogen større mindskelse af Domstolens arbejdsbyrde, medmindre der samtidig
foretages en ændring af de nuværende regler for, hvornår der kan inbringes appel af
Førsteinstansrettens domme. Kommissionen finder, at disse appelsager herefter bør
underkastes en
forudgående udvælgelse ("filtrering") foretaget af Domstolen
efter regler,
der fastlægges nærmere i protokollen om Domstolens statut.
Ændringen af kompetencefordelingen mellem Domstolen og Førsteinstansretten med hensyn
til direkte søgsmål kan
ske gennem en ændring af traktatens artikel 225, stk. 2.
Baggrunden for denne bestemmelse, som giver Rådet bemyndigelse til på begæring af
Domstolen og efter høring af Kommissionen og Parlamentet at fastsætte, hvilke sager der skal
afgøres af Førsteinstansretten, var, at der dengang rent logisk var tale om at oprette en ret "i
tilknytning til" Domstolen
10
og give Domstolen mulighed for til senere at uddelegere visse
dele af dens kompetence til denne ret. I dag drejer det sig derimod om at reformere hele
domstolssystemet ved at fordele kompetencen på en sådan måde, at Domstolen virkelig
kommer til at fungere som EU's øverste domsmyndighed, og ved at tillægge
Førsteinstansretten, som får en selvstændig status, almindelig kompetence som almindelig
domstol. Den afledte retsakt, hvorved den nye kompetencefordeling skal indføres, må derfor
vedtages efter en lovgivningsmæssig procedure, der indebærer høring af Domstolen og
Europa-Parlamentet.
Endelig finder Kommissionen også, at man - som det foreslås i Refleksionsgruppens rapport -
bør overveje en
reform af reglerne for traktatbrudssager,
bl.a. sager om manglende
gennemførelse af EU-bestemmelser. Refleksionsgruppens forslag bygger på konstateringen
af, at der i en stor del, om ikke størstedelen, af de sager, der indbringes for Domstolen efter
traktatens artikel 226, er tale om traktatbrud, som ikke bestrides seriøst af de pågældende
medlemsstater.
9
10
EF-Domstolen skulle desuden fortsat have enekompetence med hensyn til anmodninger om udtalelser efter
EF-traktatens artikel 300 (tidl. 228) samt anmodninger om bilæggelse af tvister mellem medlemsstater efter
artikel 35 i TEU.
som anført i artikel 225, stk. 1.
6
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441628_0007.png
Med EKSF-traktatens artikel 88 som forbillede vil det være muligt at lade Kommissionen
fastslå traktatbruddet ved en beslutning, som den pågældende medlemsstat derefter kan
indbringe for Domstolen i form af et annullationssøgsmål.
Dette spørgsmål fortjener en grundig overvejelse i lyset af alle de faktorer, der spiller ind. Der
kan bl.a. peges på følgende kendsgerninger:
at traktatbruddet i en så stor del af sagerne ikke bestrides seriøst efter Kommissionen
forudgående administrative sagsbehandling, viser klart, hvor vanskeligt det er at sikre
overholdelsen af EU-retten selv i simple sager
at den arbejdsbyrde (sagsbehandling, oversættelse osv.), som disse sager indebærer for
Domstolen, er urimelig stor til trods for alle de proceduremæssige lempelser, man
kunne foretage for at fremme en hurtigere behandling af denne type sager
at EU's retsinstanser, som ikke kan undgå at få øget deres arbejdsbyrde som følge af
den forestående udvidelse, bør koncentrere sig om de reelle sager. Man kunne f.eks.
begynde med at befri dem for alle sager angående manglende gennemførelse af
direktiverne inden for den fastsatte frist
11
.
c.
Behandlingen af særlige sager
(i)
På baggrund af udvidelsen af EU-rettens anvendelsesområde til at omfatte meget
specialiserede områder som bl.a. varemærker, mønstre og modeller, plantesortsrettigheder og
i en nær fremtid også patenter mener Refleksionsgruppen, at disse sager i betragtning af den
store sagsmængde, der ser ud til at blive på disse områder
12
, bør flyttes fra Førsteinstansretten
og over til selvstændige specialiserede retter.
Førsteinstansretten, som allerede er
overbelastet, vil ikke kunne klare den tredobling af sin arbejdsbyrde, som udvidelsen af dens
kompetence til at omfatte alle de ovenfor foreslåede direkte søgsmål, udvidelsen og den
massive tilgang af særlige sager vil resultere i.
For omgående at aflaste Førsteinstansretten har Refleksionsgruppen foreslået at befri den for
varemærkesager samt en anden type særlige sager, nemlig personalesager.
Med hensyn til
varemærkesager
indebærer denne løsning, at Alicante-kontorets
ankekamre lægges sammen til ét organ, som får status som en selvstændig ret, og som
i første instans skal pådømme appeller indbragt mod afgørelser truffet i Alicante-
kontorets forskellige afdelinger.
Med hensyn til
personalesager
foreslås det, at man som foreslået af Europa-
Parlamentet og EF-Domstolen opretter et "interinstitutionelt klagenævn", som får til
opgave at søge at forlige parterne, før det træffer sin afgørelse, og som også skal have
status som en selvstændig ret
13
.
11
12
13
NB: i 1998 tegnede traktatbrudssagerne sig for 80% af de direkte søgsmål ved EF-Domstolen (118
traktatbrudssager af i alt 147 direkte søgsmål)
Inden for varemærker anslås det, at Førsteinstansretten vil få indbragt ca. 400 sager om året.
Hvilket indebærer, at traktatens artikel 236 (tidl. 179) ophæves, og at bestemmelserne herom i vedtægten
ændres.
7
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441628_0008.png
De afgørelser, der træffes af disse nye retsinstanser, skal af sagens parter kunne appelleres,
dog kun med hensyn til retsspørgsmål.
(ii)
Kommissionen finder, at man må finde frem til en løsning med hensyn til alle de særlige
sager, hvis store mængde risikerer at få Domstolen og Førsteinstansretten til at bryde
sammen.
Man kunne tænke sig flere forskellige løsninger :
1)
flere dommere i Førsteinstansretten
Traktatens artikel 225, stk. 2, giver Rådet bemyndigelse til at træffe afgørelse om
Førsteinstansrettens sammensætning og dermed også til at øge antallet af dommere ud
over antallet af medlemsstater. Kommissionen mener, at man må undersøge, om det
ikke vil være tilstrækkeligt til at dæmme op for den stigende arbejdsbyrde i
Førsteinstansretten, i første omgang i hvert fald med hensyn til varemærkesager
14
.
2)
en anden løsning kunne bestå i, at man på grundlag af disse sagers særlige
karakter flytter pådømmelsen af dem i første instans bort fra Førsteinstansretten og
over til uafhængige, specialiserede retter, således som det foreslås af
Refleksionsgruppen.
Hvis det blev besluttet at oprette sådanne retter, skulle der kun kunne indbringes appel
mod deres afgørelser med hensyn til retsspørgsmål, og de skulle underkastes den
ovennævnte filtrering.
Refleksionsgruppen har foreslået, at kompetencen til at pådømme sådanne appelsager
placeres hos Førsteinstansretten
15
, bl.a. af følgende grunde :
med sine nuværende kompetenceområder ville Førsteinstansretten være i stand til at
prøve de afgørelser, der træffes af disse nye instanser
den nye kompetencefordeling mellem Domstolen og Førsteinstansretten tager sigte på
at befri Domstolen for komplicerede sager, der indbringes i store mængder. Den
nuværende sagsmængde inden for intellektuelle ejendomsrettigheder tyder på, at der
fortsat bliver et stort antal appelsager til trods for den filtrering, der indføres
EF-Domstolen vil bedre kunne opfylde sin funktion som regelhåndhævende
myndighed i forbindelse med de "korrektionssøgsmål, som Kommissionen uden nogen
tidsbegrænsning skal have mulighed for at anlægge ud fra hensyn til den fælles
interesse.
Kommissionen er mest tilbøjelig til at mene, at kompetencen i appelsager i første
omgang principielt fortsat bør ligge hos Domstolen.
Den foreslår dog, at der i
traktaten indføjes en bestemmelse, der åbner mulighed for, når det bliver nødvendigt,
at overføre hele dette område til specialiserede, selvstændige EU-retter, som derved
kommer til at træffe afgørelser både i første instans og i appelsager.
14
15
En anmodning fra Domstolen herom er i øvrigt til behandling i Rådet.
som i så fald skulle ændre navn.
8
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441628_0009.png
3)
Det bemærkes, at hvis man vælger den sidstnævnte løsning, vil Domstolen på
dette område stadig bevare kompetencen til at afgøre præjudicielle spørgsmål i
forbindelse med varemærkekrænkelsessager, der indbringes for nationale domstole.
Kommissionen finder således, at man med hensyn til
intellektuelle ejendomsrettigheder
underlagt EU-retten og navnlig på baggrund af den snarlige indførelse af EU-patentet,
bør overveje at oprette en specialiseret EU-ret, der skal have kompetence til at afgøre sager
angående såvel gyldigheden af et EF-patent som krænkelser af det, således at der skabes
retssikkerhed om disse patenter, der får gyldighed i hele Fællesskabet, og således at
Domstolen og Førsteinstansretten definitivt befris for alle disse meget specialiserede sager.
(iii)
Hvis kompetencen til at behandle appelsager tillægges en selvstændig specialiseret EU-
ret, finder Kommissionen, at der bør åbnes mulighed for, at Kommissionen kan anlægge
"korrektionssøgsmål" ved Domstolen.
III. Domstolens og Førsteinstansrettens sammensætning, arbejdsgang og
procesordning
a.
Domstolens og Førsteinstansrettens sammensætning og
arbejdsgang
Efter de oven for skitserede retningslinjer vil EF-Domstolen ud over sin kompetence til at
pådømme visse sager i første og sidste instans få en funktion, der i alt væsentligt går ud på at
føre kontrol med de afgørelser, der træffes af andre retsinstanser, via de præjudicielle
spørgsmål, appeller og "korrektionssøgsmål", den får indbragt
16
. Førsteinstansretten, der får
status som selvstændig domstol, vil få sin kompetence udvidet til at omfatte alle direkte
søgsmål.
Antallet af dommere ved Førsteinstansretten bør fastlægges på grundlag af den nye
kompetence, den får tillagt, og ud fra effektivitetshensyn. Antallet bør være uafhængigt af
antallet af medlemsstater.
For EF-Domstolens vedkommende har Refleksionsgruppen i erkendelse af, at det er
nødvendigt både at sikre, at alle de forskellige retssystemer er repræsenteret, og at Domstolen
kan arbejde effektivt, forsøgt at løse problemet ved at foreslå, at man bibeholder princippet
om, at der skal være én dommer for hver medlemsstat, dog således at antallet af medlemmer i
plenum begrænses strengt (højst 13 dommere), og at Domstolens præsident, bistået af
præsidenterne for de forskellige afdelinger, skal spille en mere overordnet rolle
17
.
En alternativ løsning, der også kan sikre effektiviteten og sammenhængen i retspraksis, kunne
bestå i at begrænse antallet af dommere ved Domstolen til højst 13. For et øget antal dommere
vil ikke kunne undgå at føre til et øget antal afdelinger. Men dette ser ud til at kunne gøre det
vanskeligere for Domstolen at varetage sine opgaver.
Man kunne også tænke sig andre mulige løsninger. Hele dette spørgsmål bør overvejes mere
indgående på regeringskonferencen. Under alle omstændigheder er det vigtigt at sikre den
accept af Domstolens domme, der er nødvendig for at bevare dens autoritet. Endelig må der
16
17
se fodnoten på s. 9.
noget tilsvarende bør ud fra hensynet til en sammenhængende retspraksis også gælde for Førsteinstansretten.
9
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
også tages hensyn til, hvad man enes om på konferencen med hensyn til samtlige EU-
institutioners opbygning.
Kommissionen går ind for Refleksionsgruppens forslag om, at der bør skæres ned på antallet
af generaladvokater ved Domstolen.
Man må også overveje gruppens andre forslag, bl.a. om dommernes embedsperiode og
fremgangsmåden ved Rådets udnævnelse af dem.
Med hensyn til udpegelsen af dommerne ved Domstolen og Førsteinstansretten finder
Kommissionen det ønskeligt, at man i Rådet indfører en ordning, der kan sikre, at der er tale
om højtkvalificerede personer, og eventuelt at de udvælges fra lister fra medlemsstaterne
omfattende flere navne.
Kommissionen foreslår, at man går over til kvalificeret flertalsafgørelse ved udpegelsen af
medlemmerne af Domstolen og Førsteinstansretten.
b.
Domstolens og Førsteinstansrettens procesreglementer
Kommissionen finder, at Domstolens og Førsteinstansrettens procesreglementer bør vedtages
på nogenlunde samme måde som den, hvorpå retsplejelove i medlemsstaterne vedtages. Den
foreslår, at deres procesreglementer vedtages af Rådet med kvalificeret flertal efter forslag fra
enten Kommissionen, efter høring af Domstolen, eller fra Domstolen, efter høring af
Kommissionen.
I øvrigt bør stk. 2 i EF-traktatens artikel 245 slettes, og der bør foretages en klar sondring
mellem de bestemmelser i Domstolens statut, der skal bibeholdes, og dem, der skal indgå i
procesreglementet.
***
Kommissionen foreslår følgelig, at regeringskonferencen
afklarer EF-Domstolens og de nationale domstoles rolle med det formål at give de
nationale domstole større ansvar med hensyn til præjudicielle spørgsmål
indfører en ny kompetencefordeling mellem Domstolen og Førsteinstansretten med
hensyn til direkte søgsmål, således at Domstolen i sin egenskab af EU's øverste
domsmyndighed herefter kun skal behandle sager, der skønnes at have væsentlig
betydning for EU's retsorden, medens Førsteinstansretten principielt skal have den
almindelige kompetence på området
tilpasser reglerne om Domstolens og Førsteinstansrettens kompetence med hensyn til
visse særlige sager.
fastsætter, at dommerne skal udpeges af Rådet med kvalificeret flertal, og indfører en
ordning, der åbner mulighed for at efterprøve de foreslåede kandidaters juridiske
fagkundskaber
overvejer en reform af reglerne for traktatbrudssager
10
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
fastlægger Domstolens og Førsteinstansrettens sammensætning på grundlag af deres
arbejdsbyrde.
11
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1441628_0012.png
Nuværende traktattekst
ARTIKEL 234 i TUE
Ændringsforslag
ARTIKEL 234 i TUE
1.
Retterne i medlemsstaterne har, medmindre andet følger af
nedenstående bestemmelser i denne artikel, kompetence til at
pådømme de fællesskabsretlige spørgsmål, der rejses under
udøvelsen af deres nationale kompetence.
Domstolen har kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål
om fortolkningen af denne traktat
om gyldigheden og fortolkningen af retsakter udstedt af Fællesskabets
institutioner
om fortolkningen af vedtægter for organer, der oprettes af Rådet, når
bestemmelse herom findes i de pågældende vedtægter.
Såfremt et sådant spørgsmål rejses ved en ret i en af medlemsstaterne, kan
denne ret, hvis den skønner, at en afgørelse af dette spørgsmål er nødvendig,
før den afsiger sin dom, anmode Domstolen om at afgøre spørgsmålet.
2. Domstolen har kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål
a) om fortolkningen af denne traktat
b) om gyldigheden og fortolkningen af retsakter udstedt af
Fællesskabets institutioner
c) om fortolkningen af vedtægter for organer, der oprettes af Rådet, når
bestemmelse herom findes i de pågældende vedtægter.
3.
Såfremt et sådant spørgsmål rejses ved en ret i en af
medlemsstaterne, kan denne ret, hvis den skønner, at en afgørelse af
dette spørgsmål er nødvendig, før den afsiger sin dom, anmode
Domstolen om at afgøre spørgsmålet.
Den angiver i så fald, hvorfor
fortolkningen
eller
gyldigheden
af
de
gældende
fællesskabsbestemmelser rejser vanskeligheder i den sag, den har
til behandling.
Såfremt et sådant spørgsmål rejses ved en ret i en af
medlemsstaterne, hvis afgørelser ifølge de nationale retsregler ikke
kan appelleres, er retten pligtig til at indbringe spørgsmålet for
Domstolen, når det har tilstrækkelig betydning for fællesskabsretten
og der hersker rimelig tvivl om dets besvarelse.
Enhver ret i medlemsstaterne har pligt til at indbringe sagen for
Domstolen, når den har til hensigt at tilsidesætte en
fællesskabsretsakt, som den finder ugyldig.
Såfremt et sådant spørgsmål rejses ved en ret i en af medlemsstaterne, hvis
afgørelser ifølge de nationale retsregler ikke kan appelleres, er retten pligtig
til at indbringe spørgsmålet for Domstolen.
4.
5.
12