Europaudvalget 2000
KOM (2000) 0303
Offentligt
1441801_0001.png
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER
Bruxelles, den 24.5.2000
KOM(2000) 303 endelig
2000/0127 (CNS)
Forslag til
RÅDETS DIREKTIV
om minimumsstandarder for midlertidig beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning af
fordrevne personer og om foranstaltninger til fremme af en ligelig fordeling mellem
medlemsstaterne af indsatsen med hensyn til modtagelse af disse personer og følgerne
heraf
(fremlagt af Kommissionen)
 kom (2000) 0303 - Ingen titel
1441801_0002.png
BEGRUNDELSE
1.
ET REDSKAB TIL STØTTE FOR ET FÆLLES EUROPÆISK ASYL-
SYSTEM OG EN FULDSTÆNDIG ANVENDELSE AF GENÈVE-KONVEN-
TIONEN: MIDLERTIDIG BESKYTTELSE I TILFÆLDE AF MASSETIL-
STRØMNING AF FORDREVNE PERSONER PÅ GRUNDLAG AF
SOLIDARITET MELLEM MEDLEMSSTATERNE
Som anført i formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råds møde i
Tammerfors i oktober 1999 skal et fælles europæisk asylsystem bygge på en
fuldstændig og inklusiv anvendelse af Genève-konventionen, hvorved det
garanteres, at "non-refoulement"-princippet opretholdes. Systemet bør på kort
sigt indebære en klar og brugbar fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for
behandlingen af en asylansøgning, fælles standarder for en retfærdig og effektiv
asylprocedure, fælles minimumsvilkår for modtagelse af asylansøgere og
indbyrdes tilnærmelse af bestemmelserne om anerkendelse af flygtningestatus
og om indholdet af denne status. Det bør også suppleres med foranstaltninger
vedrørende subsidiære former for beskyttelse, som giver enhver person, der har
behov for en sådan beskyttelse, en passende status. På længere sigt bør
fællesskabsbestemmelserne føre til en fælles asylprocedure og en ensartet status,
som gælder i hele EU, for dem, der indrømmes asyl. Kommissionen vil
udarbejde en meddelelse om dette spørgsmål inden udgangen af år 2000.
Endelig bør man hurtigt nå til enighed om spørgsmålet om midlertidig
beskyttelse for fordrevne personer på grundlag af solidaritet mellem
medlemsstaterne.
Kommissionen fremlægger her i foråret 2000 et udkast til Rådets direktiv om
midlertidige beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning på grundlag af solidaritet
mellem medlemsstaterne som anført i resultattavlen vedrørende fremskridt hen
imod oprettelsen af et område med "frihed, sikkerhed og retfærdighed" i EU, der
blev godkendt af Rådet den 27. marts 2000.
Kommissionen er bevidst om, hvor vanskeligt spørgsmålet om midlertidig
beskyttelse er. Den drager lære af tre år med resultatløse forhandlinger i Rådet.
Ikke desto mindre fastholder den et højt ambitionsniveau med udgangspunkt i
mandatet fra Det Europæiske Råd i Tammerfors og i traktaten. Den håber, at
Rådet, som i Tammerfors forpligtede sig til at gå videre med sagen, og som har
godkendt resultattavlen, vil være i stand til at påtage sig sit ansvar og benytte sig
af den mulighed, som Kommissionen giver det i det fremsatte direktivforslag.
Kommissionens nye forslag er ikke blot en formel tilpasning af de tidligere
forslag til fælles aktioner til Amsterdam-traktaten. Det tager hensyn til
konsekvenserne af Amsterdam-traktatens ikrafttræden, drøftelserne i Rådet, bl.a.
under det tyske og det finske formandskab, og den måde, hvorpå medlems-
staterne reagerede på krisen med Kosovo-flygtningene.
1.3.
Dette forslag indgår i en serie af nyligt fremlagte og kommende initiativer fra
Kommissionen vedrørende asylpolitik inden for rammerne af den nye traktat om
oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. I marts 1999 iværksatte Kommis-
sionen arbejdet med asylprocedurerne via sit arbejdsdokument "Om fælles
standarder for asylprocedurer". I maj 1999 fremsatte den et forslag til Rådets
forordning om oprettelse af "Eurodac" til sammenligning af asylansøgeres og
2
1.1.
1.2.
 kom (2000) 0303 - Ingen titel
visse andre udlændinges fingeraftryk, der har til formål at gøre Dublin-
konventionen mere effektiv. I december 1999 fremsatte den et forslag til Rådets
beslutning om Den Europæiske Flygtningefond. Den foreslår en samlet og
solidarisk finansiel tilgang for at fremme medlemsstaternes indsats på
asylområdet. I december 1999 fremlagde Kommissionen desuden et forslag til
Rådets direktiv om familiesammenføring, som også finder anvendelse på
flygtninge og personer, der nyder subsidiær beskyttelse. I marts 2000 blev der
fremlagt et dokument, der skal lette en strategisk diskussion af, hvorvidt Dublin-
konventionen skal erstattes af fællesskabslovgivning. I de kommende måneder
vil der også blive fremlagt et forslag til lovgivning om asylprocedurer.
1.4.
Følgerne af en massetilstrømning af fordrevne personer i EU lægger et sådant
pres på asylsystemet, at der må indføres specifikke ordninger, så man straks kan
yde de pågældende beskyttelse og undgå en overbelastning af asylsystemet, som
både ville skade staternes interesser og de andre personer, der søger beskyttelse
uden at være en del af massetilstrømningen. Den midlertidige beskyttelse i
tilfælde af massetilstrømning, som Kommissionen foreslår, er ikke en "tredje"
form for beskyttelse ud over flygtningestatus i henhold til Genève-konventionen
og subsidiær beskyttelse, idet en sådan tredje form for beskyttelse ville have
undermineret de internationale forpligtelser, som medlemsstaterne har påtaget
sig, eller ville gribe ind i indsatsen for at harmonisere og konsolidere de
forskellige former for subsidiær beskyttelse i Europa. Tværtimod er minimums-
standarderne for midlertidig beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning, der
ledsages af foranstaltninger til udligning af medlemsstaternes indsats på et
solidarisk grundlag, et tandhjul i systemet, nærmere bestemt et redskab, som
skal få systemet til at fungere bedre, så det ikke bryder sammen i tilfælde af
massetilstrømning. Der er derfor tale om et redskab, der skal støtte et fælles
europæisk asylsystem og en fuldstændig og inklusiv anvendelse af Genève-
konventionen.
Fastsættelsen af minimumsstandarder for midlertidig beskyttelse i tilfælde af
massetilstrømning af fordrevne personer betyder ikke, at EF-traktatens
artikel 63, nr. 2, litra a), er gennemført i sin helhed, og Fællesskabet vil senere
tage de nødvendige initiativer med henblik på at vedtage minimumsstandarder
for andre former for beskyttelse, som er omfattet af denne bestemmelse.
MIDLERTIDIG BESKYTTELSE OG SITUATIONEN PÅ NATIONALT OG
INTERNATIONALT PLAN
I forbindelse med den store strøm af mennesker, der flygtede fra konflikten i det
tidligere Jugoslavien og de farer, den medførte, blev EU for første gang siden
Anden Verdenskrig direkte involveret i tvungne befolkningsbevægelser, som
hverken kvantitativt eller kvalitativt kan sammenlignes med tidligere flygtninge-
strømme.
Der var en lang række medlemsstater, der indførte midlertidig beskyttelse som
reaktion på den udfordring, som en massetilstrømning udgør for asylsystemet.
De enkelte medlemsstater traf hver for sig specielle forholdsregler for at
fremskynde beslutningerne om midlertidig tilladelse til indrejse, således at man
undgik eller ventede med at anvende de langvarige procedurer, som normalt
anvendes i forbindelse med asylansøgninger. Disse forholdsregler gør det muligt
straks at give de pågældende beskyttelse og bestemte rettigheder. De skal også
3
1.5.
2.
2.1.
2.2.
 kom (2000) 0303 - Ingen titel
hindre en overbelastning af de administrative og/eller retlige myndigheder, der
har ansvaret for asylområdet, da en sådan overbelastning ville gå ud over de
personer, der ansøger om flygtningestatus i henhold til Genève-konventionen
eller ansøger om en form for subsidiær beskyttelse uden at være en del af den
specifikke massetilstrømning, og som systemet ikke længere ville kunne yde den
samme opmærksomhed. Midlertidig beskyttelse gives pr. definition for en fast,
begrænset periode, hvor situationen i hjemlandet ikke gør det muligt for de
pågældende at vende tilbage under tilstrækkeligt sikre og menneskeværdige
forhold.
Selv om Genève-konventionen ikke automatisk udelukker, at hele grupper af
personer kan få tildelt flygtningestatus (prima facie), er de fleste medlemsstater
tilbageholdende med at bruge denne mulighed. Tilsvarende anvender
medlemsstaterne sjældent konventionens artikel 1C, som indeholder en eksplicit
henvisning til muligheden for at fratage en person hans flygtningestatus.
2.3.
Midlertidig beskyttelse kritiseres sommetider, fordi nogle mener, at den i visse
medlemsstater anvendes som et instrument, der gør det muligt at omgå eller
forhindre anvendelsen af de forpligtelser, der følger af Genève-konventionen.
Der er ganske rigtigt en vis risiko for misbrug. EU's ansvar er afgørende, og
Unionen må gennem den lovgivning, den vedtager, vise, at det ikke er det, den
har til hensigt.
Den begrebsmæssige og juridiske ramme for midlertidig beskyttelse i tilfælde af
massetilstrømning er blevet udviklet i løbet af de seneste år og varierer fra den
ene EU-medlemsstat til den anden. De fleste medlemsstater har i deres
lovgivning medtaget muligheden for at indføre systemer for midlertidig
beskyttelse direkte ved lov eller gennem regulativer, dekreter, anordninger,
cirkulærer eller ad hoc-beslutninger. I visse medlemsstater anvendes udtrykket
"midlertidig beskyttelse" ikke, men de opholdstilladelser, der udstedes, og
forbindelserne med asylprocedurerne er i praksis de samme. Systemerne varierer
også med hensyn til den midlertidige beskyttelses maksimale varighed
(f.eks. højst 6 måneder eller 1, 2, 3, 4 eller 5 år). I nogle medlemsstater er der
mulighed for at udskyde behandlingen af asylansøgningerne, så længe den
midlertidige beskyttelse varer; i andre er det ikke tilfældet. De største forskelle
vedrører de rettigheder og sociale ydelser, som tildeles de personer, der nyder
midlertidig beskyttelse. Nogle medlemsstaterne giver de pågældende ret til
adgang til beskæftigelse eller familiesammenføring, andre ikke. I nogle
medlemsstater kan man ikke samtidig nyde fordelene ved midlertidig beskyttelse
og være asylansøger; de pågældende må vælge mellem de to muligheder. I andre
medlemsstaterne udelukker de to muligheder ikke hinanden.
En sådan situation opstod for nylig under begivenhederne i Kosovo i
foråret 1999. Der er en række forskelle, men også mange lighedspunkter mellem
de nationale forholdsregler vedrørende de Kosovo-flygtninge, der nød godt af
evakueringer af humanitære årsager, asylansøgere og Kosovo-flygtninge, der
allerede befandt sig på den pågældende stats område, inden evakueringerne
begyndte, og de rettigheder, de fik tildelt. I den anledning kunne det også
konstateres, at medlemsstaternes retsgrundlag for den midlertidige beskyttelse
stadig var ufuldendt og ufuldstændigt og sommetider måtte indføres i huj og hast
på ad hoc-basis.
2.4.
2.5.
4
 kom (2000) 0303 - Ingen titel
2.6.
På internationalt plan har eksekutivkomitéen for UNHCR-programmet vedtaget
en række tekster, der tjener som reference for det internationale samfund. Der er
tale om EXCOM nr. 19 (XXXI) fra 1980 om midlertidig tilflugt, nr. 22 (XXXII)
fra 1981 om beskyttelse af asylansøgere i situationer med massetilstrømning og
nr. 71 (XLIV) fra 1993, nr. 74 (XLV) fra 1994 og nr. 85 (XLIX) fra 1998 om
international beskyttelse. I 1994 forelagde UNHCR eksekutivkomitéen et notat
om international beskyttelse, som stadig bruges som reference. Europarådet
indledte i begyndelsen af 1999 arbejdet med en henstilling om midlertidig
beskyttelse, som Ministerkomitéen vedtog den 3. maj 2000.
EU'S LOVGIVNING OM MIDLERTIDIG BESKYTTELSE
Inden for rammerne af Maastricht-traktaten vedtog EU's medlemsstater
to instrumenter, nemlig Rådets resolution af 25. september 1995 om byrdefor-
delingen i forbindelse med modtagelse af fordrevne personer og deres
midlertidige ophold, som var baseret på artikel K.1 i traktaten om Den
Europæiske Union, og Rådets afgørelse af 4. marts 1996 om en beredskabs- og
hasteprocedure med henblik på byrdefordelingen i forbindelse med modtagelse
af fordrevne personer og deres midlertidige ophold, som var baseret på
artikel K.3, stk. 2, litra a). Disse instrumenter blev indført på grund af
tilstrømningen af fordrevne personer fra det tidligere Jugoslavien, og især fra
Bosnien-Hercegovina, i første halvdel af 1990'erne. De er aldrig blevet iværksat,
ikke engang i forbindelse med Kosovo-krisen i foråret 1999. Tidligere var Rådet
på sit møde i København den 2. juni 1993 kort kommet ind på spørgsmålet om
fordrevne personer fra Jugoslavien (6712/93, Presse 90).
Begivenhederne i Kosovo i 1999 fik medlemsstaterne til hver for sig at indføre
nationale foranstaltninger, men koordineringen voldte problemer.
I april 1999, hvor Kosovo-flygtningene strømmede til EU, og hvor UNHCR den
6. april i Genève konstaterede, at det af humanitære årsager var nødvendigt at
evakuere disse mennesker til steder uden for den region, hvor de i første omgang
var blevet modtaget, havde EU's medlemsstater på det ekstraordinære møde i
Rådet (retlige og indre anliggender) i Luxembourg den 7. april 1999 svært ved at
blive enige om koordineringen af modtagelsen af de pågældende personer på
deres område. I formandskabets konklusioner erkendtes det dog, at det af
humanitære årsager samt for at undgå en destabilisering i de enkelte værtsstater i
oprindelsesregionen kunne blive nødvendigt midlertidigt at yde de fordrevne
beskyttelse og hjælp uden for deres oprindelsesregion. Evakueringerne af
humanitære årsager skulle være baseret på, at de fordrevne frivilligt valgte at
blive midlertidigt flyttet. Princippet om bevarelse af familien som enhed skulle
anvendes.
Den 27. maj 1999 vedtog Rådet en række konklusioner vedrørende fordrevne
personer fra Kosovo, hvori det behandlede spørgsmålene om beskyttelse mere
detaljeret. Rådet erkendte, at der var et stadigt og endda endnu større behov for
at yde disse mennesker midlertidig beskyttelse, og hilste medlemsstaternes
tilbud om hjælp velkommen. Det gav generelle anvisninger for beskyttelses-
niveauet og de sociale rettigheder. Det forudså muligheden for om nødvendigt at
mødes for at undersøge behovene med hensyn til reaktioner på krisen og
modtagelse under hensyntagen til UNHCR's vurderinger. Den midlertidige
beskyttelse i EU's medlemsstater blev derefter bragt til ophør uden koordination.
5
3.
3.1.
3.2.
 kom (2000) 0303 - Ingen titel
3.3.
I begyndelsen af april 1999 ændrede Kommissionen hurtigt et forslag til en
fælles aktion om modtagelse af flygtninge, fordrevne personer og asylansøgere
og deres frivillige hjemvenden, som den havde fremlagt i februar 1998. Således
kunne Rådet den 26. april 1999 på grundlag af EU-traktatens artikel K.3 vedtage
en fælles aktion vedrørende projekter og foranstaltninger i forbindelse med
modtagelse af flygtninge, fordrevne personer og nødhjælp til personer, der er
flygtet som følge af de seneste begivenheder i Kosovo. På grundlag heraf ydede
EU ca. 17 mio. EUR i støtte til projekter i forbindelse med modtagelse af
Kosovo-flygtninge og deres frivillige tilbagevenden.
ARBEJDET INDEN FOR RAMMERNE AF DEN EUROPÆISKE UNION
Kommissionen sendte den 5. marts 1997 Rådet et forslag til en fælles aktion i
medfør af artikel K.3, stk. 2, litra b), i traktaten om Den Europæiske Union
vedrørende midlertidig beskyttelse af fordrevne personer. Dette forslag
indeholdt følgende elementer: definitioner, anvendelsesområde, indførelse af
ordninger for midlertidig beskyttelse, forlængelse og/eller afvikling af ordninger
for midlertidig beskyttelse, støtte til særligt berørte medlemsstater, bestemmelser
om opholdstilladelse, familiesammenføring, beskæftigelse og social tryghed,
bolig, sociale ydelser og undervisning samt asyl, undtagelsesbestemmelser,
gennemførelsesforanstaltninger og langsigtede beskyttelsesforanstaltninger.
Europa-Parlamentet afgav den 23. oktober 1997 en positiv udtalelse om dette
udkast ledsaget af en række ændringsforslag.
For at tage hensyn til drøftelserne i Rådet, bl.a. om spørgsmålet om solidaritet,
og til visse af Europa-Parlamentets ændringsforslag fremlagde Kommissionen
den 24. juni 1998 et ændret forslag til fælles aktion ledsaget af endnu et forslag
til fælles aktion, som var adskilt fra men parallelt med det første, om solidaritet
ved modtagelsen af fordrevne personer, der nyder midlertidig beskyttelse, og
deres ophold. Det var meningen, at disse to fælles aktioner skulle træde i kraft
samtidig. Der var taget hensyn til en lang række bemærkninger fra
medlemsstaterne og visse af Europa-Parlamentets ændringsforslag for at
forbedre forslaget og gøre det lettere at nå til enighed, så man kunne vedtage de
fælles aktioner om midlertidig beskyttelse. I forslaget blev der bl.a. fastsat en
maksimal varighed for den midlertidige beskyttelse. Den 25. november 1998
afgav Europa-Parlamentet igen en positiv udtalelse om Kommissionens forslag,
ledsaget af en række ændringsforslag.
Fra UNHCR's side blev forslaget fra 1997 betegnet som afbalanceret og som et
konstruktivt grundlag. UNHCR meddelte, at man foretrak, at den midlertidige
beskyttelse fik en maksimal varighed på 3 til 5 år, og at der blev skabt større
klarhed over forbindelserne med Genève-konventionen, og man vurderede
niveauet af de rettigheder, som blev tildelt de personer, der nød midlertidig
beskyttelse, positivt. Det reviderede forslag fra 1998 blev positivt modtaget af
UNHCR, som noterede sig en lang række forbedringer i forhold til teksten fra
1997.
I begyndelsen af 1999 kunne Kommissionen og Rådet konstatere, at drøftelserne
var kommet ind i et dødvande, bl.a. på grund af solidaritetsspørgsmålet. Det
tyske formandskab fremlagde på det uformelle møde i Rådet (retlige og indre
anliggender) i Berlin et dokument om solidarisk kompensation i forbindelse med
fordrevne personers indrejse og ophold og idéen om dobbelt frivillighed fra både
6
4.
4.1.
4.2.
4.3.
4.4.
 kom (2000) 0303 - Ingen titel
værtslandenes og de modtagne personers side. Sidstnævnte princip blev positivt
modtaget, og medlemsstaterne og Kommissionen blev enige om at arbejde
videre med det. Den 1. maj 1999 bortfaldt Kommissionens forslag, fordi den nye
traktat trådte i kraft. For at iværksætte punkt 10-12 i Rådets konklusioner af
27. maj 1999 om fordrevne personer fra Kosovo fortsatte medlemsstaterne og
Kommissionen under ledelse af det finske formandskab drøftelserne om alle
spørgsmålene i forbindelse med midlertidig beskyttelse og solidaritet i lyset af
medlemsstaternes erfaringer med reaktionerne på Kosovo-krisen.
5.
5.1.
(1)
FORMÅLET MED KOMMISSIONENS FORSLAG
Med dette forslag til direktiv sigter Kommissionen mod følgende mål:
at gennemføre traktaten, handlingsplanen fra Wien, formandskabets konklu-
sioner fra Det Europæiske Råds ekstraordinære møde i Tammerfors og den
resultattavle, Kommissionen forelagde Rådet og Parlamentet i marts 2000
at undgå, at de nationale asylsystemer bliver fuldstændig overbelastet i tilfælde
af massetilstrømning, hvilket ville have negative følger for staterne, de berørte
personer og andre personer, der søger beskyttelse uden at være en del af denne
massetilstrømning, og dermed underbygge det fælles europæiske asylsystem
yde de pågældende personer en øjeblikkelig beskyttelse og et rimeligt niveau af
rettigheder
tydeliggøre forbindelsen mellem midlertidig beskyttelse og
konventionen ved at sikre, at konventionen anvendes i sin helhed
Genève-
(2)
(3)
(4)
(5)
være med til at sikre en ligelig fordeling mellem medlemsstaterne af indsatsen
med hensyn til modtagelse af de pågældende personer ved at tilvejebringe
redskaberne for koordination i tilfælde af massetilstrømning i EU og for
gennemførelsen af den midlertidige beskyttelse
føre princippet om solidaritet i forbindelse med modtagelse af de pågældende
personer ud i livet i form af økonomisk solidaritet og dobbelt frivillighed ved
modtagelsen af de pågældende.
For at man kan nå disse mål, fremlægger Kommissionen en samlet "pakke" i
form af ét enkelt direktiv med hjemmel i artikel 63, nr. 2, litra a) og b), som
indeholder en række definitioner, der svarer til traktatens mål, og
minimumsstandarder for midlertidig beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning,
som også skal fremme en ligelig fordeling mellem medlemsstaterne af indsatsen
med hensyn til modtagelse af de pågældende og følgerne heraf. Medlems-
staternes gennemførelse af direktivet i national ret kræver, at de vedtager eller
eventuelt bibeholder nationale love eller administrative bestemmelser, som gør
det muligt at gennemføre den midlertidige beskyttelse i tilfælde af
massetilstrømning af fordrevne personer i overensstemmelse med direktivet, så
snart en sådan massetilstrømning er konstateret. Der udløses automatisk en
række solidaritetsmekanismer (disse beskrives nærmere under punkt 6).
I direktivet fastsættes det udtrykkeligt, at den midlertidige beskyttelse ikke
berører anerkendelsen af flygtningestatus i henhold til Genève-konventionen,
idet det allerede i begyndelsen af direktivets dispositive del klart anføres, at der
7
(6)
5.2.
5.3.
 kom (2000) 0303 - Ingen titel
ikke er tale om at fravige eller omgå medlemsstaternes internationale
forpligtelser. Det præciseres også, at det ligger i selve minimumsstandardernes
natur, at medlemsstaterne kan indføre eller bibeholde gunstigere vilkår for de
personer, der nyder midlertidig beskyttelse. Endelig har krisen i Kosovo vist, at
forbindelsen med FN's Flygtningehøjkommissær er afgørende for vurderingen af
situationen og spørgsmålene om beskyttelse. Desuden kan de personer, der er
omfattet af den midlertidige beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning, falde ind
under UNHCR's mandat. Direktivet anerkender dette forhold og indeholder
bestemmelser om regelmæssige konsulteringer om indførelsen, iværksættelsen
og ophævelsen af den midlertidige beskyttelse.
5.4.
Den maksimale varighed af en midlertidig beskyttelse i tilfælde af
massetilstrømning er et afgørende element i systemet, især hvis adgangen til
asylproceduren midlertidigt udskydes. Kommissionen foreslog i 1998 en
maksimumsperiode på tre år, som undtagelsesvis kunne forlænges til fem år. Det
ser imidlertid ud til, at der stadig er flere medlemsstater, der har tvivl eller
forbehold over for denne periode. Kommissionen fremsætter derfor et nyt
forslag, ifølge hvilket maksimumsperioden er på to år, hvilket er en rimelig og
hensigtsmæssig periode. Hvis det ikke er muligt at nå frem til et kvalificeret
flertal for at ophæve den midlertidige beskyttelse som beskrevet under
punkt 5.6, skal den midlertidige beskyttelse alligevel ophøre efter to år. Under
alle omstændigheder kan den midlertidige beskyttelse bringes til ophør når som
helst.
Direktivets kerne ligger i metoden for udløsning og ophævelse af den
midlertidige beskyttelse. For det første kan det kun ved en fælles afgørelse
konstateres, at der er tale om massetilstrømning, da der ikke på forhånd kan
fastsættes kvantitative kriterier for, hvornår der er tale om massetilstrømning. En
sådan afgørelse skal imidlertid baseres på en gennemgang af en række på
forhånd fastlagte spørgsmål, herunder spørgsmålene om solidaritet. Afgørelsen
om gennemførelsen er forbeholdt Rådet på grund af den midlertidige
beskyttelses specifikke natur og umuligheden af på forhånd at fastsætte
kvantitative kriterier for, hvornår der er tale om massetilstrømning af fordrevne
personer. Afgørelsen skal træffes med kvalificeret flertal på grund af dens
vigtighed og nødvendigheden af, at et tilstrækkeligt stort antal medlemsstater
giver deres tilslutning til, at den midlertidige beskyttelse udløses. Det samme
gælder ophævelsen, som også skal baseres på en gennemgang af en række på
forhånd fastlagte spørgsmål. I direktivet defineres indholdet af afgørelsen om
udløsning og dens virkninger. Når medlemsstaterne i fællesskab har udløst den
midlertidige beskyttelse, skal alle medlemsstaterne iværksætte den midlertidig
beskyttelse i overensstemmelse med direktivets bestemmelser.
I forhold til forslagene fra 1998 har Kommissionen også bestræbt sig på at
forenkle beslutningsprocessen og gøre proceduren klarere. Inden for maksi-
mumsperioden for midlertidig beskyttelse sker forlængelsen automatisk.
5.6.
Niveauet af medlemsstaternes forpligtelser over for de personer, der nyder
midlertidig beskyttelse, skal opfylde en række krav. For det første skal de være
retfærdige, både fordi de skal svare til de europæiske humanitære traditioner, og
fordi det er muligt, at der blandt de pågældende personer findes et stort antal
flygtninge i Genève-konventionens forstand. For det andet skal de være
attraktive nok til, at man undgår et for stort antal asylansøgninger. Det niveau,
8
5.5.
 kom (2000) 0303 - Ingen titel
som Kommissionen foreslår i dette udkast til direktiv, fastholder ambitionerne
fra de første forslag fra 1997 og 1998, men tager samtidig hensyn til drøftelserne
i Rådet og Parlamentet. Det afspejler også Kommissionens omhyggelige
gennemgang af de foranstaltninger, medlemsstaterne har truffet over for de
Kosovo-flygtninge, der har nydt midlertidig beskyttelse.
Medlemsstaternes første forpligtelse over for de personer, der nyder midlertidig
beskyttelse, må være at udstede en formel opholdstilladelse, som gælder for hele
perioden med midlertidig beskyttelse. Under hensyntagen til drøftelserne i de
sidste tre år og erfaringerne fra Kosovo søger direktivet ikke at fastsætte den
præcise varighed af de udstedte opholdstilladelser. Men behandlingen af de
personer, der nyder midlertidig beskyttelse, skal være i overensstemmelse med
minimumsstandarderne, uanset opholdstilladelsens eller -tilladelsernes varighed.
Hvis de pågældende kommer fra lande med visumpligt, skal formaliteterne
ifølge direktivet forenkles, og visaene skal være gratis.
Kommissionen har medtaget et ændringsforslag fra Europa-Parlamentet
vedrørende information til de pågældende, idet det er vigtigt, at de kender deres
rettigheder og bestemmelserne om adgang til asylproceduren og om den
midlertidige beskyttelses ophør.
Kommissionen bekræfter, at den vil bestræbe sig på at sikre, at de personer, der
nyder midlertidig beskyttelse, kan få adgang til beskæftigelse på samme vilkår
som anerkendte flygtninge. Der er tale om en forpligtelse, som vil gøre det
muligt at begrænse de pågældendes afhængighed af støtteforanstaltninger og
lette den frivillige tilbagevenden. Adgangen til beskæftigelse kan desuden være
et yderst attraktivt element ved midlertidig beskyttelse i forhold til
asylproceduren.
Direktivet indeholder også bestemmelser om indkvartering eller bolig, sociale
ydelser eller subsistenshjælp, lægehjælp og andre former for hjælp samt
undervisning og erhvervsuddannelse.
Kommissionen anførte i sit forslag til direktiv om familiesammenføring, at
spørgsmålet om bevarelsen af familiens enhed i forbindelse med midlertidig
beskyttelse skulle behandles i et specifikt forslag og ikke i dens generelle
forslag. I betragtning af den midlertidige beskyttelses begrænsede og klart
definerede varighed mener Kommissionen, at det er nødvendigt at koncentrere
sig om den familie, der allerede er dannet i hjemlandet, og som er blevet splittet
på grund af omstændighederne ved massetilstrømningen. Der kan anvendes en
bred definition af familien. Det svarer for øvrigt til medlemsstaternes praksis
over for Kosovo-flygtninge. Den rettighed, der omhandles her, er dog mere
begrænset end den, der er omhandlet i direktivet om familiesammenføring.
Kommissionen skal heller ikke lægge skjul på, at de politiske forudsætninger for
at tillade en bredere defineret familiesammenføring for personer, der nyder
midlertidig beskyttelse, end det her foreslåede tilsyneladende ikke er til stede.
Den vil gerne kombinere anerkendelsen af en specifik situation og håndhævelsen
af den ret til at leve som en familie, der er stadfæstet i den europæiske
menneskerettighedskonvention, og som også gælder for personer, der nyder
midlertidig beskyttelse, som anført i Europarådets henstilling om
familiesammenføring for flygtninge og andre personer, der har behov for
9
 kom (2000) 0303 - Ingen titel
international beskyttelse, der blev vedtaget den 15. december 1999 af
Ministerkomitéen (Rec(99)23).
Der er i dette direktiv lagt særlig vægt på situationen hvad angår børn,
uledsagede mindreårige og personer, der har særlige behov, f.eks. på grund af
alvorlige traumer. Direktivet indeholder også bestemmelser om, at
forpligtelserne over for personer, der nyder midlertidig beskyttelse, ikke må
anvendes på en diskriminerende måde.
Direktivet omhandler ikke spørgsmålet om bevægelsesfrihed for personer, der
nyder midlertidig beskyttelse, og regulerer derfor ikke specifikt overtagelsen af
en person, der nyder midlertidig beskyttelse i en første medlemsstat, og som
ulovligt opholder sig i en anden medlemsstat. Det er ganske enkelt de
eksisterende regler for ansvaret for personer, der opholder sig ulovligt i en
medlemsstat, og som har opholdstilladelse i en anden medlemsstat, der skal
anvendes. Kommissionen vil senere fremlæge forslag til foranstaltninger
vedrørende fri bevægelighed for tredjelandsstatsborgere på medlemsstaternes
område og betingelserne herfor.
5.7.
I forbindelse med bestemmelserne om adgang til asylproceduren må man
benytte lejligheden til én gang for alle at tydeliggøre forbindelsen mellem
midlertidig beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning og Genève-konventionen.
Kommissionen mener, at disse bestemmelser skal være korte, men samtidig
indføre klare principper. Således skal adgangen til asylproceduren udtrykkeligt
garanteres. Det er dog vigtigt at lade medlemsstaterne selv vælge, hvordan de
forvaltningsmæssigt vil håndtere massetilstrømningen. Direktivet skal ikke
tvinge medlemsstaterne til at indføre eller lade være med at indføre procedurer
for udskydelse af behandlingen af ansøgningerne, forbyde eller lade være med at
forbyde, at status som asylansøger kombineres med midlertidig beskyttelse osv.
En udskydelse kan være et nødvendigt redskab for de medlemsstater, der er mest
berørt af tilstrømningen. Et forbud mod at kombinere de to former for status kan
det være med til at gøre den midlertidige beskyttelse mere attraktiv og lette den
byrde, som asylansøgningerne udgør. Derimod skal direktivet indeholde
bestemmelser, som gør det muligt at sikre de personer, der ønsker det, fuld
adgang til proceduren. De nationale gennemførelsesbestemmelser til direktivet
vil således utvivlsomt være forskellige, men de vil alle bygge på et klart fælles
princip.
Ligesom adgangen til asylproceduren skal spørgsmålet om tilbagevenden og
foranstaltningerne efter den midlertidige beskyttelse reguleres af enkle
principper og minimumsstandarder, der falder ind under anvendelsesområdet for
traktatens artikel 63. Efter at den midlertidige beskyttelse er ophævet, er det den
almindelige lovgivning om beskyttelse og om udlændinges indrejse og ophold,
der skal gælde. Der kan således opstå forskellige situationer:
-
-
Medlemsstaterne skal behandle asylansøgninger fra de personer, der
ønsker at indgive en sådan ansøgning.
Hvis ansøgningerne afvises, kan ansøgeren få subsidiær beskyttelse eller
få ordre til at forlade landet, alt efter hans personlige situation eller
situationen i hjemlandet.
5.8.
10
 kom (2000) 0303 - Ingen titel
-
-
Hvis der ikke indgives asylansøgning, gælder lovgivningen om
udlændinges ophold.
Hvis der ankommer yderligere personer til medlemsstaternes område,
gælder den almindelige lovgivning om asyl og udlændinges indrejse og
ophold.
Medlemsstaterne kan vedtage programmer for genbosættelse.
-
Ifølge direktivet skal der indføres standarder, som gør det muligt at gennemføre
dette grundprincip, tage højde for specifikke situationer og indføre programmer
for frivillig tilbagevenden.
5.9.
Iværksættelsen af den midlertidige beskyttelse i EU kræver, at man anvender en
række redskaber, som kan lette koordineringen mellem medlemsstaterne. Der
skal derfor ifølge direktivet etableres et administrativt samarbejde mellem
staterne, som Kommissionen skal knyttes til. Når der træffes afgørelse om
udløsning af den midlertidige beskyttelse, har Kommissionen til hensigt med
jævne mellemrum at indkalde til møde i en koordineringsgruppe, hvortil hver
medlemsstat udpeger en repræsentant. Der vil om nødvendigt blive holdt møder
i gruppen indtil et år efter den midlertidige beskyttelses ophør. Gruppen skal
behandle alle spørgsmål vedrørende anvendelsen af den midlertidige beskyttelse,
som formanden for gruppen eller repræsentanterne for medlemsstaterne måtte
tage op. Gruppen kan, når den anser det for nødvendigt, høre de relevante
organisationer.
5.10. Direktivet fastsætter også grundene til udelukkelse af personer, der ikke er
værdige til midlertidig beskyttelse, fra at nyde godt af denne beskyttelse, og
betingelserne for anvendelse af disse grunde.
5.11. Kommissionen vil gerne, inden den kommer nærmere ind på
solidaritetsmekanismen, minde om, at massetilstrømning af fordrevne personer
skyldes begivenheder, der berører Unionens forbindelser udadtil, dens fælles
udenrigs- og sikkerhedspolitik og dens sikkerheds- og forsvarsidentitet.
Fællesskabets humanitære bistand mobiliseres også. Ved optakten til kriser og
konflikter opretter EU en varslingskapacitet og deltager i forebyggelsen og den
civile forvaltning af kriserne. Inden for selve området retlige og indre
anliggender er det vigtigt at styrke EU's indsats udadtil yderligere ved at
integrere disse spørgsmål i fastlæggelsen og iværksættelsen af EU's øvrige
politikker og foranstaltninger. Midlertidig beskyttelse i tilfælde af
massetilstrømning er således en af EU's handlemuligheder, som udgør et
sammenhængende og stadig mere effektiv hele, der gør det muligt i et vist
omfang at forebygge årsagerne til massetilstrømning og gribe ind under kriserne
via foranstaltninger på stedet eller gøre en indsats efter krisen, bl.a. i forbindelse
med de pågældendes tilbagevenden. Det fritager ikke medlemsstaterne for deres
pligt til at yde beskyttelse, som understreges i punkt 4 i konklusionerne fra
Tammerfors. Men medlemsstaterne har en bred vifte af instrumenter til deres
rådighed, og Kommissionen er villig til ved iværksættelsen af disse instrumenter
at spille sin rolle fuldt ud inden for rammerne af sine beføjelser. Dens forslag om
oprettelse af en beredskabsordning går i denne retning.
11
 kom (2000) 0303 - Ingen titel
6.
6.1.
SOLIDARITET
Kommissionen erkender ligesom i 1998, hvor den fremlagde sit reviderede
forslag til fælles aktioner, at der er en forbindelse mellem midlertidig beskyttelse
i tilfælde af massetilstrømning af fordrevne personer og solidaritet. Denne
solidaritet skal kunne finde udtryk gennem en klar, gennemsigtig og forudsigelig
finansiel mekanisme. Kommissionen mener også, at spørgsmålet om den fysiske
fordeling i betragtning af denne sags hidtidige forløb bør stadfæstes i
fællesskabslovgivningen. Det er især de medlemsstater, der har været mest
berørt af de seneste års massetilstrømninger, der går ind for en sådan fordeling.
Men det vil i EU kun være muligt at nå til enighed om en fysisk fordeling, der er
baseret på dobbelt frivillighed fra både værtsmedlemsstaternes og de fordrevne
personers side.
Finansiel solidaritet
I udkastet til direktiv er der en eksplicit henvisning til en mekanisme for
finansiel solidaritet i form af en henvisning til Rådets beslutning om Den
Europæiske Flygtningefond. Kommissionen vedtog den 14. december 1999
dette forslag til Rådets beslutning i medfør af EF-traktatens artikel 63, nr. 2. Ud
over strukturelle foranstaltninger til fordel for modtagelse, integration og
frivillig tilbagevenden skal denne fond finansiere nødforanstaltninger i tilfælde
af massetilstrømning af fordrevne personer på EU's område. Forslaget blev
positivt modtaget, og Rådet er ved at afslutte forhandlingerne om det. Det blev
godkendt af Europa-Parlamentet den 11. april 2000. Henvisningen til
Flygtningefonden er tilstrækkelig, idet den gør det muligt at etablere en direkte
forbindelse, samtidig med at man undgår unødvendige gentagelser og sikrer, at
der ikke ændres i reglerne for, hvordan Fonden fungerer. Disse regler gør det
muligt at finansiere de støtteberettigede foranstaltninger, der er omhandlet i
direktivet, dvs. både strukturelle foranstaltninger og nødforanstaltninger. Fonden
får en bevilling på 216 mio. EUR over fem år (36 mio. EUR for 2000 og
45 mio. EUR for hvert af de følgende år, heraf 10 mio. EUR til nødforan-
staltninger).
6.2.
6.3.
Solidaritet ved den fysiske modtagelse
Den fysiske modtagelse, som selvfølgelig ikke berører medlemsstaternes
internationale forpligtelser med hensyn til "non-refoulement", skal være udtryk
for medlemsstaternes vilje, og det skal sikres, at de pågældende indvilger i at
blive modtaget af en medlemsstat, endnu inden de ankommer til den pågældende
medlemsstats område. Medlemsstaterne angiver deres modtagelseskapacitet,
men frivilligheden må ikke medføre en forpligtelse til at fremsætte tilbud med
nøjagtig angivelse af, hvor mange personer der kan modtages. Frivilligheden kan
føres ud i livet i to etaper: På det tidspunkt, hvor det konstateres, at der er tale
om massetilstrømning, og senere, under den midlertidige beskyttelse, hvis en
medlemsstat stadig er nødt til at benytte sig af de andre medlemsstaters
solidaritet. I sidstnævnte tilfælde indføres der ifølge direktivet et grundlag for
samarbejdet mellem medlemsstaterne, og der fastsættes en række operationelle
principper for, hvordan samarbejdet skal foregå.
12
 kom (2000) 0303 - Ingen titel
Fællesskabets normale princip er, at modtagelsen foregår i en ånd af
fællesskabssolidaritet. Diskussionen og tilbuddene skal derfor integreres i
udarbejdelsen af Rådets afgørelse om udløsning af den midlertidige beskyttelse,
og tilbuddene skal knyttes som bilag til selve afgørelsen i form af erklæringer fra
medlemsstaterne. Men hvis ovennævnte principper stadig ikke er tilstrækkelig
smidige, skal der undtagelsesvis gives mulighed for ikke at anvende den fysiske
fordeling. En sådan undtagelse skal begrundes.
Disse bestemmelser respekterer fuldt ud medlemsstaternes frivillighed og deres
internationale forpligtelser og gør det muligt at reagere smidigt på de forskellige
former for massetilstrømning, som kan forekomme (tilstrømningen sker f.eks.
ikke nødvendigvis via evakueringer af humanitære årsager), samtidig med at der
indføres en reguleringsmekanisme på fællesskabsplan.
7.
7.1.
VALG AF RETSGRUNDLAG
Valget af retsgrundlag stemmer overens med de ændringer, der er indført i
traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab ved Amsterdam-traktaten,
der trådte i kraft den 1. maj 1999. I henhold til artikel 63, nr. 2, skal Rådet
vedtage foranstaltninger vedrørende flygtninge og fordrevne på bl.a. følgende
områder: minimumsstandarder for midlertidig beskyttelse af fordrevne fra
tredjelande, der ikke kan vende tilbage til deres hjemland (litra a)) og fremme af
en ligelig fordeling mellem medlemsstaterne af indsatsen med hensyn til
modtagelse af fordrevne og følgerne heraf (litra b)). Artikel 63 er således det
rette retsgrundlag for et forslag om indførelse af minimumsstandarder for
midlertidig beskyttelse, der hviler på solidaritet mellem medlemsstaterne og
derfor ledsages af foranstaltninger, der skal fremme en ligelig fordeling af
indsatsen mellem medlemsstaterne.
Direktivforslaget skal vedtages efter proceduren i traktatens artikel 67, ifølge
hvilken Rådet i en overgangsperiode på fem år træffer afgørelse med
enstemmighed på forslag af Kommissionen eller på initiativ af en medlemsstat
og efter høring af Europa-Parlamentet. EF-traktatens afsnit IV finder ikke
anvendelse på Det Forenede Kongerige og Irland, medmindre disse to lande
træffer anden beslutning i overensstemmelse med protokollen om Det For-
enede Kongeriges og Irlands stilling, der er knyttet som bilag til traktaterne.
EF-traktatens afsnit IV finder heller ikke anvendelse på Danmark i medfør af
protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaterne.
PRINCIPPERNE OM SUBSIDIARITET
BEGRUNDELSE OG MERVÆRDI
OG
PROPORTIONALITET:
7.2.
8.
8.1.
Indsættelsen af det nye afsnit IV om visum, asyl, indvandring og andre
politikker i forbindelse med den frie bevægelighed for personer i traktaten om
oprettelse af Det Europæiske Fællesskab viser, at de høje kontraherende parter
ønskede at give Fællesskabet kompetence på disse områder. Det Euro-
pæiske Fællesskab har imidlertid ikke enekompetence på området, og det skal
derfor, selv om den politiske vilje til at gennemføre en fælles politik for asyl og
indvandring er til stede, handle i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 5,
dvs. kun hvis og i det omfang målene for den påtænkte handling ikke i
tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne og derfor, på grund af den
13
 kom (2000) 0303 - Ingen titel
1441801_0014.png
påtænkte handlings omfang eller virkninger, bedre kan gennemføres på fælles-
skabsplan. Direktivforslaget opfylder disse kriterier.
8.2.
Subsidiaritet
Indførelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed indebærer, at der
skal vedtages foranstaltninger om asyl og om flygtninge og fordrevne. Det
specifikke formål med dette initiativ er at indføre minimumsstandarder for
midlertidig beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning af fordrevne personer og
at fremme en ligelig fordeling mellem medlemsstaterne af indsatsen med hensyn
til modtagelse af disse personer og følgerne heraf. Disse minimumsstandarder og
foranstaltninger skal gennemføres i medlemsstaterne ved hjælp af fælles
principper og procedurer. Situationen med hensyn til midlertidig beskyttelse
varierer nemlig fra den ene medlemsstat til den anden. Fastsættelsen af
minimumsstandarder på fællesskabsplan skal ske via en foranstaltning som den,
der her foreslås. Fastsættelsen af minimumsstandarder vil også gøre det muligt at
begrænse risikoen for, at tredjelandsstatsborgere udelukkende vælger
bestemmelsesland ud fra, hvor de finder de gunstigste betingelser. Desuden er
det på fællesskabsplan, solidariteten kan organiseres. Endelig ville en fortsat
mangel på fællesskabsregler om denne midlertidige beskyttelse have en negativ
indvirkning på effektiviteten af de øvrige instrumenter på asylområdet.
8.3.
Proportionalitet
Fællesskabets handlen skal have den enkleste form, der gør det muligt at nå
målet med forslaget og at gennemføre det effektivt. Derfor er den form for
retsakt, man har valgt, et direktiv, som gør det muligt at fastsætte
minimumsstandarder, men overlader det til medlemsstaterne, som direktivet er
rettet til, at vælge den form og de midler, der er mest hensigtsmæssige, når de
skal iværksætte minimumsstandarderne inden for deres egne retlige rammer og
nationale forhold. Desuden har direktivforslaget ikke til formål at indføre
standarder for f.eks. fortolkningen af Genève-konventionen, subsidiær
beskyttelse eller andre aspekter af opholdsretten for udlændinge, som vil blive
behandlet i andre forslag. Det koncentrerer sig om et sæt af minimums-
standarder, som er strengt nødvendige for at sikre, at indsatsen er
sammenhængende.
BEMÆRKNINGER TIL ARTIKLERNE
Kapitel I: Almindelige bestemmelser
Artikel 1
I denne artikel defineres formålet med direktivet, som er at fastlægge
minimumsstandarder for midlertidig beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning af
fordrevne fra tredjelande, der ikke kan vende tilbage til deres hjemland, og at definere
en række foranstaltninger med henblik på at fremme en ligelig fordeling mellem
medlemsstaterne af indsatsen med hensyn til modtagelse af disse personer og følgerne
heraf. Anvendelsen af midlertidig beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning af
fordrevne personer er underlagt de materielle og proceduremæssige minimums-
standarder og de foranstaltninger til fremme af en ligelig fordeling mellem medlems-
14
 kom (2000) 0303 - Ingen titel
1441801_0015.png
staterne af indsatsen med hensyn tilmodtagelse af disse fordrevne personer og følgerne
heraf, der er fastlagt i direktivforslaget.
Artikel 2
I denne artikel defineres de forskellige begreber, der anvendes i direktivforslaget.
(a)
Begrebet "midlertidig beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning" defineres
præcist for klart at afgrænse direktivets anvendelsesområde. Der er tale om en
særordning, der anvendes i tilfælde af en særlig omfattende tilstrømning af
fordrevne personer, og som har til formål at yde en passende beskyttelse af
begrænset varighed, samtidig med at asylsystemet beskyttes mod skadelige
forstyrrelser. For at sikre, at direktivet bliver læseligt, anvendes udtrykket
"midlertidig beskyttelse" i resten af teksten.
Begrebet "Genève-konventionen" henviser til konventionen om flygtninges
retsstilling af 28. juli 1951, ændret ved New York-protokollen af
31. januar 1967.
Begrebet "fordrevne fra tredjelande, der ikke kan vende tilbage til deres
hjemland" omfatter tredjelandsstatsborgere eller statsløse, der er blevet tvunget
til at forlade deres land, og hvis tilbagevenden umuliggøres af forskellige
grunde, som der gives eksempler på. Disse personer kan eventuelt omfatte
flygtninge eller personer, der kan være berettiget til forskellige former for
subsidiær beskyttelse.
Begrebet "massetilstrømning" henviser til situationer, hvor tre betingelser skal
være opfyldt. For det første skal tilstrømningen komme fra samme land eller
samme geografiske område. En konjunkturbestemt, samtidig tilstrømning af
asylansøgere fra forskellige lande udgør således ikke en massetilstrømning, der
fører til udløsning af den midlertidige beskyttelse, som dette direktiv vedrører.
Dernæst kan den gradvise ankomst af asylansøgere, flygtninge eller fordrevne
personer fra et hjemland eller et oprindelsesområde ikke i sig selv begrunde, at
denne midlertidige beskyttelse udløses. Der kan dog komme et tidspunkt, hvor
tilstrømningen, som i begyndelsen var gradvis, forstærkes så meget, at der bliver
tale om massetilstrømning, og at det normale asylsystem ikke kan håndtere
strømmen. Endelig er det bortset fra, at det skal dreje sig om et stort antal
personer, umuligt på forhånd at sætte tal på, hvad der præcis skal til, før der er
tale om massetilstrømning. Det er Rådet, der skal træffe afgørelse om, at der er
tale om massetilstrømning.
Begrebet "flygtning" omfatter tredjelandsstatsborgere og statsløse som defineret
i Genève-konventionen om flygtninges retsstilling.
Definitionen af "uledsagede mindreårige" bygger på definitionen i Rådets
resolution af 26. juni 1997 om uledsagede mindreårige, der er statsborgere i
tredjelande.
Begrebet "opholdstilladelse" defineres bredt og omfatter alle opholdstilladelser,
som udstedes af medlemsstaterne, uden at der sondres mellem grundene til
udstedelsen eller opholdstilladelsernes form. Der skal dog være tale om
tilladelser til at opholde sig i den pågældende medlemsstat og ikke dokumenter,
(b)
(c)
(d)
(e)
(f)
(g)
15
 kom (2000) 0303 - Ingen titel
1441801_0016.png
der blot beviser, at de pågældendes tilstedeværelse på medlemsstatens område
tolereres.
Artikel 3
Denne artikel præciserer de generelle forpligtelser, der skal være opfyldt ved
anvendelsen af den midlertidige beskyttelse i medfør af medlemsstaternes internationale
forpligtelser.
1.
Stk. 1 præciserer klart, at den midlertidige beskyttelse ikke er en undtagelse fra
anvendelsen af Genève-konventionen, men at der er tale om en ordning, der
anvendes i undtagelsestilfælde.
I stk. 2 anføres det, at den europæiske menneskerettighedskonvention også tjener
som reference for anvendelsen af den midlertidige beskyttelse.
Ifølge stk. 3 skal der regelmæssigt etableres konsultationer med UNHCR og
andre organisationer om gennemførelsen af den midlertidige beskyttelses
forskellige faser; dette er nødvendigt af flere forskellige årsager. For det første
har UNHCR mandat over for flygtninge og andre personer, der har brug for
international beskyttelse. Desuden spiller UNHCR en central rolle som
samarbejdspartner for det internationale samfund under kriser, som involverer
flygtninge og fordrevne. Det er vigtigt at finde ud af, hvordan det vurderer
situationen. Endelig hedder det i erklæring nr. 17 ad artikel 73 K i traktaten om
Den Europæiske Union, der er knyttet som bilag til Amsterdam-traktaten, at der
etableres konsultationer med UNHCR og andre relevante internationale
organisationer om spørgsmål vedrørende asylpolitikken.
Denne bestemmelse udelukker personer, der er modtaget i medfør af ordninger
for midlertidig beskyttelse, inden direktivet trådte i kraft, fra direktivets
anvendelsesområde.
For så vidt som direktivet indeholder minimumsstandarder, har medlemsstaterne
kompetence til at vedtage eller bibeholde bestemmelser, der er gunstigere for de
personer, der er omfattet af den midlertidige beskyttelse.
Kapitel II: Varighed og iværksættelse af den midlertidige beskyttelse
Artikel 4
I denne artikel fastsættes den midlertidige beskyttelses normale og maksimale varighed.
Den normale varighed er ét år. Beskyttelsen kan forlænges med seks måneder ad gangen
i yderligere ét år. Den midlertidige beskyttelses samlede maksimale varighed kan ikke
overstige to år. I artiklen fastsættes det også, hvordan den midlertidige beskyttelse
forlænges: Det sker automatisk for at forenkle beslutningsproceduren.
Artikel 5
I denne artikel defineres betingelserne for og virkningerne af udløsningen af den
midlertidige beskyttelse, den måde, hvorpå afgørelsen om udløsning træffes, samt
afgørelsens indhold og grundlag.
2.
3.
4.
5.
16
 kom (2000) 0303 - Ingen titel
1441801_0017.png
1.
Ifølge stk. 1 iværksættes den midlertidige beskyttelse, når Rådet har truffet
afgørelse om udløsning, hvori det konstateres, at der er tale om masse-
tilstrømning. Rådet træffer afgørelse med enstemmighed på forslag af
Kommissionen, der også behandler enhver anmodning fra medlemsstaterne om,
at den forelægger Rådet et forslag. I stk. 1 foreskrives det, hvilke minimums-
elementer der skal medtages i teksten til afgørelsen om iværksættelse, nemlig
definition af målgrupperne og de berørte personer, datoen for iværksættelsen, de
erklæringer med frivillige tilbud om fysisk modtagelse, som medlemsstaterne
har fremsat efter artikel 25, samt eventuelle erklæringer fra en eller flere
medlemsstater om, at de ikke er i stand til at føre det frivillige tilbud ud i livet.
I stk. 2 defineres de tre elementer, der ligger til grund for Rådets afgørelse. Den
midlertidige beskyttelse kan udløses, når situationen, befolkningsbevægelsernes
omfang, hensigtsmæssigheden i betragtning af mulighederne for nødhjælp og
foranstaltninger på stedet eller disses utilstrækkelighed samt oplysningerne fra
medlemsstaterne, Kommissionen, UNHCR og andre relevante organisationer
retfærdiggør det.
Stk. 3 gør det muligt om nødvendigt at anvende hasteprocedurerne i Rådets
forretningsorden.
Ifølge stk. 4 skal Europa-Parlamentet underrettes om Rådets afgørelse.
2.
3.
4.
Artikel 6
I denne artikel defineres betingelserne for den midlertidige beskyttelses udløb, metoden
for vedtagelse af en afgørelse om afbrydelse, grundlaget for afgørelsen og dens indhold.
1.
Stk. 1 beskriver de to måder, hvorpå den midlertidige beskyttelse kan ophøre.
For det første ophører den midlertidige beskyttelse ved udløbet af den
maksimumsperiode på to år, der er fastsat i artikel 4. For det andet kan Rådet når
som helst inden udgangen af denne toårige maksimumsperiode træffe afgørelse
om ophævelse af den midlertidige beskyttelse. Afgørelsen vedtages med
kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen, der også behandler enhver
anmodning fra medlemsstaterne om, at den forelægger Rådet et forslag. Under
alle omstændigheder ophører den midlertidige beskyttelse efter højst to år, hvis
Rådet ikke kan træffe en afgørelse.
I stk. 2 defineres grundlaget for Rådets afgørelse. Det skal fastslås, at de
personer, der nyder midlertidig beskyttelse, kan vende tilbage under sikre og
menneskeværdige forhold, at situationen i hjemregionen skal være stabiliseret,
og at de pågældendes liv og frihed ikke må være truet på grund af deres race,
religion, nationalitet, tilhørsforhold til en social gruppe eller deres politiske
holdninger, og der skal være sikkerhed for, at de ikke vil blive underkastet tortur
eller en umenneskelig eller nedværdigende straf eller behandling. Begreberne
sikkerhed og menneskeværdighed i forbindelse med tilbagevenden indebærer, at
årsagerne til massetilstrømningen skal være forsvundet, at der eventuelt skal
være iværksat en freds- og genopbygningsproces, og at personernes rettigheder
og retsstatsprincippet skal overholdes. Europa-Parlamentet skal underrettes om
afgørelsen.
2.
17
 kom (2000) 0303 - Ingen titel
1441801_0018.png
Artikel 7
På trods af, at Rådet i henhold til artikel 5, stk. 1, er nået til enighed om, hvilke grupper
af personer den midlertidige beskyttelse gælder for, kan det ske, at en medlemsstat
ønsker at udvide den midlertidige beskyttelse til en yderligere gruppe af personer, som
ikke er omfattet af Rådets afgørelse. Denne artikel giver medlemsstaten mulighed for at
gøre det. Den indfører en pligt til straks at underrette Rådet og Kommissionen. De
pågældende personer skal være fordrevet af de samme grunde og fra det samme
hjemland som den gruppe, der er defineret i Rådets afgørelse. Der kan eksempelvis
være tale om personer, der er ankommet til en medlemsstat kort tid inden den
referencedato, der er fastsat i afgørelsen, eller som er ankommet spontant, hvis
afgørelsen ikke omfatter denne situation.
Kapitel III: Medlemsstaternes forpligtelser over for de personer, der nyder midlertidig
beskyttelse
Artikel 8
1.
Stk. 1 omhandler medlemsstaternes første forpligtelse over for de personer, der
nyder midlertidig beskyttelse: De pågældende skal have tildelt en eller flere
opholdstilladelser, som dækker hele perioden med midlertidig beskyttelse.
Denne forpligtelse konkretiseres ved, at der udstedes dokumenter.
Stk. 2 gør det muligt for medlemsstaterne at vælge opholdstilladelsens eller
-tilladelsernes varighed, men de pågældende personer må dog ikke behandles
mindre gunstigt end fastsat i direktivet.
Stk. 3 omhandler den situation, hvor de personer, der indgår i målgruppen,
normalt er underlagt visumpligt. I så fald er det i betragtning af, at der er tale om
en nødsituation, nødvendigt at lette formaliteterne og udstede gratis visa.
2.
3.
Artikel 9
Denne bestemmelse omhandler pligten til at informere de personer, der nyder
midlertidig beskyttelse, om reglerne for denne beskyttelse. Dette er et krav, som
Europa-Parlamentet fremsatte i sin beslutning om midlertidig beskyttelse fra
november 1998.
Artikel 10
Medlemsstaterne skal give de pågældende ret til adgang til beskæftigelse
(lønnet beskæftigelse eller selvstændig erhvervsvirksomhed) på lige fod med flygtninge.
Det betyder, at der også skal ske ligebehandling med flygtninge med hensyn til løn,
social tryghed i forbindelse med arbejdet og andre arbejdsvilkår. Muligheden for at få
adgang til beskæftigelse gør det lettere for de pågældende at klare sig selv og blive
selvforsørgende, så de ikke længere har brug for hjælp. Det kan også være et nyttigt
redskab for reintegration af de personer, der nyder midlertidig beskyttelse, når de vender
tilbage til hjemlandet.
18
 kom (2000) 0303 - Ingen titel
1441801_0019.png
Artikel 11
1.
Stk. 1 omhandler princippet om adgang til indkvartering eller bolig. De
minimumsstandarder, der er fastlagt i dette stykke, gør det muligt for
medlemsstaterne at medtage indkvartering eller bolig for de personer, der nyder
midlertidig beskyttelse, i deres nationale modtagelsesordning. Disse ordninger
kan sommetider omfatte midlertidige indkvarteringscentre for flygtningene. De
kan også bestå af kollektive strukturer eller separate lejligheder.
Ligesom alle andre, der er omfattet af en form for beskyttelse, og som ikke råder
over tilstrækkelige midler, skal de personer, der nyder midlertidig beskyttelse, af
medlemsstaterne have de sociale ydelser og de subsistensmidler, der er
nødvendige, for at de kan leve et normalt og værdigt liv, så længe den
midlertidige beskyttelse varer. Medlemsstaterne kan selv vælge, hvilken form
for ydelser og subsistensmidler de vil give de pågældende, således at de passer
ind i hver enkelt medlemsstats socialsikringssystem. Det samme gælder
lægehjælp. Lægehjælpen skal dog mindst omfatte akut lægehjælp og behandling
af sygdomme.
Hvis en person, der nyder midlertidig beskyttelse, arbejder som lønmodtager
eller selvstændig erhvervsdrivende, kan medlemsstaterne tilpasse størrelsen af
de sociale ydelser og subsistensmidlerne og støtten til lægehjælp efter den
pågældendes mulighed for at forsørge sig selv.
Visse personer, der nyder midlertidig beskyttelse, såsom uledsagede
mindreårige, handicappede, visse voksne, som er helt alene, eller personer, som
har været udsat for tortur, voldtægt eller andre alvorlige former for fysisk eller
seksuel vold, kan have særlige behov. Der kan være tale om lægelig, pædiatrisk
eller psykiatrisk behandling, psykologstøtte eller -behandling eller støtte til den
psykomotoriske udvikling. Medlemsstaterne skal indføre foranstaltninger, som
sikrer, at disse behov opfyldes bedst muligt.
2.
3.
4.
Artikel 12
1.
I overensstemmelse med konventionen om barnets rettigheder sikres
mindreårige børn, der nyder midlertidig beskyttelse, adgang til skolesystemet på
samme vilkår som værtsmedlemsstatens egne statsborgere. Medlemsstaterne kan
beslutte, at denne adgang er begrænset til det offentlige skolesystem. Begrebet
mindreårig defineres.
Voksne, som nyder midlertidig beskyttelse, kan ved flugten fra deres hjemland
have været nødt til at opgive deres studier eller en erhvervsuddannelse. De skal
derfor sikres adgang til det almindelige skolesystem og til erhvervsuddannelse,
efter- og videreuddannelse eller omskoling, så længe den midlertidig beskyttelse
varer. Desuden kan de kvalifikationer, de dermed erhverver, være nyttige, når de
skal reintegreres i hjemlandet efter at være vendt tilbage.
2.
Artikel 13
I denne artikel defineres betingelserne for bevarelse af familieenheden, så længe den
midlertidige beskyttelse varer. Der er ikke tale om en ret til familiesammenføring som
defineret i forslaget til direktiv om familiesammenføring af 1. december 1999
19
 kom (2000) 0303 - Ingen titel
(KOM(1999) 638 endelig udg.), da man ikke mener, at den midlertidige situation gør
det muligt at udøve denne rettighed efter de samme regler. Den er baseret på
humanitære hensyn, som er knyttet til grundene til flugten. Familiebegrebet defineres
bredere end i forslaget til direktiv om familiesammenføring, men det omfatter kun
familier, der allerede var dannet i hjemlandet, og udelukker familiedannelser. Retten til
familiesammenføring omfatter heller ikke sammenføring af et familiemedlem med
lovligt ophold i et tredjeland (som ikke er hjemlandet) og de medlemmer, der nyder
midlertidig beskyttelse i en af medlemsstaterne. De sammenførte personer får
opholdstilladelse på grundlag af den midlertidige beskyttelse. Med denne artikel
gennemføres retten til respekt for familielivet, som er stadfæstet i folkeretten, herunder
den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende
frihedsrettigheder, inden for rammerne af den midlertidige beskyttelse, samtidig med at
der tages hensyn til de særlige forhold i forbindelse med midlertidig beskyttelse.
1.
(a)
I stk. 1 præciseres det, hvilke familiemedlemmer der kan familiesammenføres
som led i den midlertidige beskyttelse.
Stk. 1, litra a), vedrører ægtefæller og ugifte partnere, herunder partnere af
samme køn. Bestemmelsen om ugifte partnere gælder kun i de medlemsstater, i
hvis lovgivning ugifte par sidestilles med gifte par. Denne bestemmelse
medfører ingen harmonisering af de nationale regler om anerkendelse af ugifte
par; den gør det kun muligt at anvende princippet om ligebehandling. For at
undgå misbrug kræves det, at de ugifte partnere lever i et varigt samlivsforhold,
hvilket kan bevises ved, at de fremlægger dokumentation for, at de bor sammen,
eller ved hjælp af troværdige vidneudsagn.
Stk. 1, litra b), vedrører børn af parret, hvad enten partnerne er gift eller ej.
Børnene skal være ugifte og afhængige af forældrene, uanset om de er
mindreårige eller myndige. Børn, der er født uden for ægteskab, børn af tidligere
ægteskaber og adoptivbørn behandles på samme måde som børn født i ægteskab.
Myndige ugifte børn er derfor omfattet, hvis de er afhængige af forældrene,
enten fordi de objektivt set ikke er i stand til at forsørge sig selv, eller på grund
af deres helbred.
Stk. 1, litra c), vedrører andre familiemedlemmer, som er afhængige af de øvrige
familiemedlemmer. Det kræves således, at de objektivt set ikke er i stand til at
forsørge sig selv, at de har alvorlige helbredsproblemer, eller at de har været
udsat for særlige traumer. Der kan være tale om børnebørn, bedsteforældre,
oldeforældre eller andre voksne, der er afhængige af de øvrige familie-
medlemmer.
Stk. 2 definerer den periode, hvor familiesammenføringen kan foretages og den
relevante status tildeles. Familiesammenføring i forbindelse med midlertidig
beskyttelse kan ske indtil to måneder før udløbet af maksimumsperioden på
to år. De familiesammenførte får opholdstilladelse på grundlag af midlertidig
beskyttelse. Selv om det kan være ønskeligt, at de personer, der nyder
midlertidig beskyttelse, kan tilslutte sig et familiemedlem, der allerede har haft
lovligt ophold i en medlemsstat i en længere periode, vil der i det tilfælde
snarere være tale om de facto-situation, som hverken er omfattet af dette stykke
eller af forslaget til direktiv om familiesammenføring, da det ikke er dets formål.
(b)
(c)
2.
20
 kom (2000) 0303 - Ingen titel
1441801_0021.png
3.
Stk. 3 definerer, hvem der indgiver ansøgningen om familiesammenføring i
forbindelse med midlertidig beskyttelse. For ikke at gennemtvinge en familie-
sammenføring mod et af de berørte familiemedlemmers vilje, skal medlems-
staten kontrollere, at de samtykker. Det er medlemsstaten, der vælger, hvordan
kontrollen skal foretages.
Stk. 4 indeholder bestemmelser om, hvordan den familiemæssige tilknytning
bevises.
Stk. 5 omhandler familiesammenføring af medlemmer af én og samme familie,
som er blevet adskilt under flugten, og som nyder midlertidig beskyttelse i
forskellige medlemsstater. Det giver mulighed for at gennemføre en familie-
sammenføring i den medlemsstat, familien vælger, og indeholder bestemmelser
om, at opholdstilladelsen og de forpligtelser, der er knyttet til den midlertidige
beskyttelse, ophæves i den medlemsstat, de pågældende forlader.
Stk. 6 indfører en forpligtelse til at behandle ansøgninger om familie-
sammenføring så hurtigt som muligt, begrunde afslag, give de pågældende
adgang til domstolsprøvelse og tage hensyn til mindreårige børns tarv.
Ved gennemførelsen af disse forpligtelser kan de være nødvendigt, at
myndighederne i medlemsstaterne samarbejder med de relevante internationale
organisationer. Stk. 7 muliggør et sådant samarbejde.
4.
5.
6.
7.
Artikel 14
Denne artikel indfører forpligtelser over for uledsagede mindreårige i forbindelse med
midlertidig beskyttelse.
1.
En uledsaget mindreårig, der nyder midlertidig beskyttelse, skal have udpeget en
repræsentant. Dette stykke svarer til de relevante bestemmelser i resolutionen
fra juni 1997 om uledsagede mindreårige, der er statsborgere i tredjelande.
En uledsaget mindreårig, der nyder midlertidig beskyttelse, skal modtages på
betingelser, der er egnet for børn eller unge. Stk. 2 svarer til de relevante
bestemmelser i ovennævnte resolution.
Af hensyn til mindreårige, hvis familiemedlemmer det ikke er lykkedes at finde,
kan det være nyttigt som led i den midlertidige beskyttelse at sammenføre en
uledsaget mindreårig med et medlem af en anden familie, som har taget sig af
den mindreårige under flugten. Denne anden familie kan f.eks. være nabo til den
mindreåriges familie i hjemlandet. Stk. 3 muliggør en sådan sammenføring og
fastslår, at det skal kontrolleres, at begge parter samtykker. Dette stykke
forhindrer ikke medlemsstaterne i at anvende bestemmelser om bekæmpelse af
menneskehandel.
2.
3.
Artikel 15
Inden for den målgruppe, der er defineret i afgørelsen om udløsning af den midlertidige
beskyttelse, kan der være personer af forskellig race, etnisk oprindelse, nationalitet,
religion og tro. Denne artikel understreger, at der ved anvendelsen af den midlertidige
beskyttelse ikke må foretages forskelsbehandling på grund af disse elementer samt på
21
 kom (2000) 0303 - Ingen titel
1441801_0022.png
grund af alder, seksuel orientering eller handicap, og at medlemsstaterne skal sikre, at
dette princip overholdes.
Kapitel IV: Adgang til asylproceduren i forbindelse med midlertidig beskyttelse
Artikel 16
Denne artikel viser, at midlertidig beskyttelse ikke fritager medlemsstaterne fra deres
internationale forpligtelser. Den fastsætter deres forpligtelser med hensyn til adgang til
asylproceduren i forbindelse med midlertidig beskyttelse.
1.
2.
I stk. 1 fastslås den generelle og absolutte forpligtelse til at give de personer, der
nyder midlertidig beskyttelse, adgang til asylproceduren, hvis de ønsker det.
Stk. 2 præciserer, at adgangen til asylproceduren skal gives senest ved den
midlertidige beskyttelses ophør, og fastsætter forpligtelserne i tilfælde af
udskydelse af behandlingen af ansøgningen, hvis adgangen til proceduren
allerede er givet inden eller under den midlertidige beskyttelse. Hver
enkelt medlemsstat har under den midlertidige beskyttelse mulighed for at vælge
det system, den finder mest hensigtsmæssigt. Under alle omstændigheder skal
adgangen gives efter to år, dvs. den midlertidige beskyttelses maksimale
varighed. Hvis Rådet f.eks. efter ni måneder træffer en afgørelse i henhold til
artikel 6, stk. 1, litra b), skal adgangen gives senest efter de ni måneder. Hvis
behandlingen af ansøgningen udskydes, har medlemsstaterne ret til at indføre
aktive eller passive bekræftelsesprocedurer, men det skal ske inden for en
rimelig frist, og ansøgerne skal informeres ordentligt.
Artikel 17
Denne artikel understreger, at anvendelsen af den midlertidige beskyttelse ikke
indebærer en fravigelse af de eksisterende kriterier og procedurer for fastlæggelse af,
hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning. I øjeblikket findes
disse kriterier og procedurer i Dublin-konventionen. De vil i den nærmeste tid blive
revideret og ændret til et fællesskabsinstrument.
Artikel 18
1.
Stk. 1 giver medlemsstaterne mulighed for at vælge, om de vil tillade, at den
samme person både kan have status som asylansøger og nyde midlertidig
beskyttelse.
I stk. 2 fastsættes pligten til under alle omstændigheder at yde midlertidig
beskyttelse til en person, der indgår i målgruppen, efter en asylprocedure, hvor
den pågældende ikke har fået tildelt flygtningestatus, for resten af den
midlertidige beskyttelses varighed. Denne forpligtelse berører ikke anvendelsen
af grundene til udelukkelse, jf. artikel 29.
2.
22
 kom (2000) 0303 - Ingen titel
1441801_0023.png
Kapitel V: Tilbagevenden og foranstaltninger efter den midlertidige beskyttelse
Artikel 19
I denne artikel fastslås det generelle princip for situationen ved den midlertidige
beskyttelses ophør. Medlemsstaterne har på det tidspunkt kompetence til at anvende den
almindelige lovgivning om asyl og udlændinges indrejse og ophold.
Artikel 20
Denne artikel sikrer, at medlemsstaten efter den midlertidige beskyttelse i forbindelse
med beslutninger vedrørende tilbagevenden eller udsendelse af en afvist asylansøger
eller en person, der har nydt midlertidig beskyttelse, undersøger, om der er bydende
humanitære grunde, der retfærdiggør anvendelsen af en subsidiære beskyttelse, en vis
tolerance, indtil den pågældende kan udsendes, eller en varig løsning, såsom
genbosættelse eller en permanent eller længerevarende opholdstilladelse. Der kan f.eks.
være tale om fortsat væbnet konflikt eller alvorlige overtrædelser af menneske-
rettighederne, en situation, hvor det er urealistisk for en person eller en gruppe af
personer at vende tilbage på grund af deres etniske tilhørsforhold eller andre
tilhørsforhold, eller hvor det umuligheden for en person at vende tilbage, fordi han
risikerer at blive udsat for risikoen for tortur eller anden grusom eller umenneskelig
behandling.
Artikel 21
1.
Den løsning, som prioriteres højest, og som betragtes som den mest
hensigtsmæssige, er, at de personer, der nyder eller har nydt midlertidig
beskyttelse, vender frivilligt tilbage til hjemlandet. Medlemsstaterne skal derfor
lette de pågældendes tilbagevenden. De personer, der overvejer at vende hjem,
skal have fyldestgørende oplysninger om betingelserne for deres tilbagevenden.
Medlemsstaterne kan give de pågældende mulighed for at rejse til hjemlandet
for at undersøge forholdene. En sådan rejse vil gøre det muligt for visse
personer, der overvejer at vende tilbage, at opholde sig på stedet i en kort
periode for at finde ud af, hvordan sikkerhedsforholdene og mulighederne for
reintegration i hjemlandet er, inden den frivillige tilbagevenden gennemføres
fuldt ud.
Visse personer, der nyder midlertidig beskyttelse, kan have besluttet at vende
frivilligt tilbage, inden den midlertidige beskyttelse ophører. Særlige
omstændigheder i hjemlandet kan dog på retfærdiggøre, at de tager derfra igen.
Ifølge direktivet kan medlemsstaterne på grundlag af en undersøgelse af
forholdene i hjemlandet tillade dem at komme tilbage, så længe den midlertidige
beskyttelse ikke er ophørt.
Gennemførelsen af en frivillig tilbagevenden på grundlag af et program, der er
tilrettelagt i samarbejde med værtsmedlemsstaten og/eller en international
organisation, kan tage en vis tid. Direktivet giver medlemsstaterne mulighed for
på et individuelt grundlag at forlænge de rettigheder, der følger af den
midlertidige beskyttelse, indtil den dato, hvor de pågældende rent faktisk rejser
hjem.
2.
3.
23
 kom (2000) 0303 - Ingen titel
1441801_0024.png
Artikel 22
1.
Efter den midlertidige beskyttelses ophør kan det ske, at visse personer, der har
nydt midlertidig beskyttelse, stadig har brug for læge- eller psykologbehandling.
Medlemsstaterne skal indføre foranstaltninger vedrørende opholdsbetingelser,
der gør det muligt at fortsætte denne behandling, hvis de pågældende ønsker det,
under hensyntagen til de pågældendes personlige interesse. Medlemsstaterne
bevarer muligheden for selv at vælge de mest hensigtsmæssige opholdsformer.
Denne bestemmelse udelukker ikke, at behandlingerne kan fortsættes i
hjemlandet, hvis det ikke skader de pågældendes personlige interesse.
Tilsvarende skal der indføres foranstaltninger til fordel for de familier, der måtte
ønske det, således at mindreårige børn ikke pludselig skal afbryde skolegangen
midt i terminen. Medlemsstaterne bevarer muligheden for at fastlægge, hvilken
skoletermin barnet skal have mulighed for at afslutte (trimester, semester,
skoleårets slutning).
2.
Artikel 23
En form for varig løsning, som kan vise sig at være nødvendig, er genbosættelse i
samarbejde med UNHCR. En sådan genbosættelse indgår i UNHCR's programmer og i
de bilaterale aftaler mellem UNHCR og en række stater. Ifølge denne artikel skal
medlemsstaterne gennem de relevante foranstaltninger lette gennemførelsen af sådanne
programmer; de afgør selv, i hvilken form det skal ske.
Kapitel VI: Solidaritet
I direktivet anerkendes forbindelsen mellem midlertidig beskyttelse og solidaritet.
Direktivet indeholder bestemmelser om, hvordan solidariteten skal føres ud i livet.
Artikel 24
Finansiel solidaritet har stor betydning for virkeliggørelsen af direktivets mål. I denne
artikel fastsættes det, hvordan solidariteten skal føres ud i livet, ved hjælp af en
henvisning til støtte fra Den Europæiske Flygtningefond.
Artikel 25
Denne artikel vedrører solidaritet i form af fysisk modtagelse, som bygger på princippet
om dobbelt frivillighed.
1.
Stk. 1 indeholder bestemmelser om det første aspekt af dette princip, nemlig
frivillighed fra værtsmedlemsstaternes side. Princippet om fællesskabssolidaritet
bekræftes. og det slås fast, at medlemsstaterne er forpligtet til at angive deres
modtagelseskapacitet. Der skal dog ikke nødvendigvis sættes tal på disse
angivelser. Der etableres en forbindelse med afgørelsen om udløsning af den
midlertidige beskyttelse: Angivelserne skal medtages i de erklæringer, der
knyttes som bilag til afgørelsen. Medlemsstaterne har efterfølgende mulighed for
at angive, at de har en yderligere modtagelseskapacitet, ved at underrette Rådet
og Kommissionen. Desuden kan en medlemsstat med den fornødne begrundelse
angive, at den er ude af stand til at modtage de fordrevne. Disse eventuelle
angivelser knyttes også som bilag til afgørelsen om udløsning. I betragtning af
24
 kom (2000) 0303 - Ingen titel
1441801_0025.png
UNHCR's mandat og dets eventuelle rolle i oprindelsesområdet indføres der en
forpligtelse til hurtigt at underrette UNHCR.
2.
I stk. 2 defineres det andet aspekt princippet om dobbelt frivillighed: De
personer, som endnu ikke opholder sig på medlemsstaternes område, skal give
deres samtykke til at blive modtaget. Dette stykke gør det muligt at undgå
tvangsforflytninger.
Artikel 26
Med denne artikel indføres der i forbindelse med frivilligheden ved den fysiske
modtagelse en yderligere mulighed for at konkretisere solidariteten, efter at det er
besluttet at udløse den midlertidige beskyttelse. Det kan nemlig ske, at en medlemsstat
ønsker at trække yderligere på andre medlemsstaters solidaritet, hvis massetil-
strømningen til dens område fortsætter. Rent konkret kan de personer, der allerede
nyder midlertidig beskyttelse på dens område, blive flyttet til en anden værts-
medlemsstat. Betingelserne herfor fastlægges i denne artikel.
1.
Stk. 1 gør det muligt for medlemsstaterne at samarbejde med henblik på at
overføre de pågældende til en anden værtsmedlemsstat. De pågældende skal
give deres samtykke for at undgå tvangsforflyttelser, som strider mod
menneskerettighederne.
Stk. 2 indeholder bestemmelser om den metode, der skal anvendes i forbindelse
med anmodninger om overførsel. Der skal også være tale om frivillighed fra
værtsmedlemsstaternes side.
I stk. 3 defineres konsekvenserne for de personer, flyttes til en anden
opholdsstat, hvad angår opholdstilladelse og midlertidig beskyttelse.
Stk. 4 skal gøre det lettere at organisere overførslen til en anden opholdsstat ved,
at man anvender den model for passerseddel, som er knyttet som bilag til
direktivet.
2.
3.
4.
Artikel 27
Denne artikel minder om, at frivillighed ved den fysiske modtagelse ikke må medføre
fravigelser af den "non-refoulement"-forpligtelse, der indgår i Genève-konventionen og
den europæiske menneskerettighedskonvention. Dette princip afhænger ikke af en
fordelingsaftale.
Kapitel VII: Administrativt samarbejde
Artikel 28
Anvendelsen af den midlertidige beskyttelse kræver under hele forløbet en god
koordinering, udveksling af oplysninger og administrativt samarbejde mellem
medlemsstaterne.
1.
Det er vigtigt, at der klart udpeges et kontaktpunkt i hver medlemsstat, hvis det
administrative samarbejde skal fungere godt. Navn og adresse på kontaktpunktet
skal øjeblikkelig være til rådighed for de øvrige medlemsstater og
Kommissionen. Medlemsstaterne skal også træffe de foranstaltninger, der måtte
25
 kom (2000) 0303 - Ingen titel
1441801_0026.png
vise sig at være nødvendige, for at forbedre samarbejdet og udvekslingen af
oplysninger i samarbejde med Kommissionen.
2.
Medlemsstaterne skal fremsende en række oplysninger. Det defineres, hvilke
oplysninger der skal fremsendes, og hvordan fremsendelsen skal foregå.
Kapitel VIII: Særlige bestemmelser
Artikel 29
Denne artikel giver medlemsstaterne mulighed for at anvende foranstaltninger til
udelukkelse fra midlertidig beskyttelse.
1.
2.
I stk. 1 fastsættes de eneste grunde til udelukkelse, der kan anvendes.
I stk. 2 defineres grænserne for anvendelsen af disse grunde. De skal vurderes
nøje på grundlag af den pågældendes personlige forhold. Foranstaltningerne skal
stå i rimeligt forhold til anklagerne, og der skal være mulighed for at klage.
Kapitel IX: Afsluttende bestemmelser
Artikel 30
Denne artikel er en standardbestemmelse i fællesskabsretten om sanktioner, der skal
være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.
Den giver medlemsstaterne skønsbeføjelser til at afgøre, hvilke sanktioner der skal
anvendes ved overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i henhold til
direktivet. F.eks. skal medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger, hvis
personer, der nyder midlertidig beskyttelse, ulovligt bliver smidt ud af
indkvarteringscentre, eller hvis de nægtes adgang til akut lægehjælp af et lægecenter.
Artikel 31
Kommissionen pålæges at udarbejde en rapport om medlemsstaternes anvendelse af
direktivet, hvilket er i overensstemmelse med dens opgave med at kontrollere
anvendelsen af de bestemmelser, institutionerne har vedtaget i henhold til traktaten. Den
skal også fremsætte forslag til eventuelle ændringer. En første rapport skal fremlægges
senest to år efter gennemførelsen af direktivet i medlemsstaterne. Efter den
første rapport skal Kommissionen udarbejde en rapport om anvendelsen af direktivet
mindst hvert femte år.
Artikel 32
Medlemsstaterne skal gennemføre direktivet i national ret senest den
31. december 2002. De skal underrette Kommissionen om ændringerne i deres love og
administrative bestemmelser. De indsætter en henvisning til dette direktiv ved
vedtagelsen af bestemmelserne.
26
 kom (2000) 0303 - Ingen titel
1441801_0027.png
Artikel 33
I denne artikel fastsættes datoen for direktivets ikrafttræden.
Artikel 34
Direktivet er udelukkende rettet til medlemsstaterne.
Bilag
Dette bilag indeholder en model for passerseddel for overførsel af personer, der nyder
midlertidig beskyttelse, inden for rammerne af direktivets artikel 26.
27
 kom (2000) 0303 - Ingen titel
1441801_0028.png
Forslag til
RÅDETS DIREKTIV
om minimumsstandarder for midlertidig beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning af
fordrevne personer og om foranstaltninger til fremme af en ligelig fordeling mellem
medlemsstaterne af indsatsen med hensyn til modtagelse af disse personer og følgerne
heraf
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig
artikel 63, nr. 2, litra a) og b),
under henvisning til forslag fra Kommissionen
1
,
under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet
2
,
under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg
3
,
under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget
4
, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)
Udarbejdelsen af en fælles politik på asylområdet, herunder en fælles europæisk
asylordning, er et grundlæggende element i Den Europæiske Unions målsætning
om gradvis at indføre et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er
åbent for alle, der på grund af omstændighederne legitimt søger beskyttelse i
Den Europæiske Union.
Antallet af tilfælde af massetilstrømning af fordrevne personer, der ikke kan
vende tilbage til deres hjemland, er steget væsentligt i de seneste år i Europa.
Det er i disse tilfælde ofte nødvendigt at indføre en særordning for midlertidig
beskyttelse, som sikrer de pågældende en øjeblikkelig beskyttelse af midlertidig
art for at undgå risikoen for, at asylsystemet udsættes for alvorlige forstyrrelser.
Konklusionerne om de personer, der er fordrevet på grund af konflikten i det
tidligere Jugoslavien, der blev vedtaget af ministrene med ansvar for
indvandring på møderne i London den 30. november og den 1. december 1992
og i København den 1. og 2. juni 1993; gav medlemsstaterne og
EF-institutionerne udtryk for deres bekymring over de fordrevnes situation.
Rådet vedtog den 25. september 1995 en resolution om byrdefordelingen i
forbindelse med modtagelse af fordrevne personer og deres midlertidige
ophold
5
, og den 4. marts 1996 vedtog det afgørelse 96/198/RIA om en
(2)
(3)
(4)
1
2
3
4
5
EFT C
EFT C
EFT C
EFT C
EFT C 262 af 7.10.1995, s. 1.
28
 kom (2000) 0303 - Ingen titel
1441801_0029.png
beredskabs- og hasteprocedure med henblik på byrdefordelingen i forbindelse
med modtagelse af fordrevne personer og deres midlertidige ophold
6
.
(5)
Ifølge Rådets og Kommissionens handlingsplan af 3. december 1998 skal der
hurtigst muligt i overensstemmelse med Amsterdam-traktatens bestemmelser
vedtages minimumsstandarder for midlertidig beskyttelse af fordrevne fra
tredjelande, der ikke kan vende tilbage til deres hjemland, og foranstaltninger til
fremme af en ligelig fordeling mellem medlemsstaterne af indsatsen med hensyn
til modtagelse af disse personer og følgerne heraf.
Rådet vedtog den 27. maj 1999 en række konklusioner vedrørende fordrevne
personer fra Kosovo
7
. I konklusionerne opfordres Kommissionen og
medlemsstaterne til at drage konsekvenserne af deres reaktion på Kosovo-krisen,
når de udarbejder foranstaltninger i overensstemmelse med traktaten.
Det Europæiske Råd erkendte på sit særlige møde i Tammerfors den 15. og
16. oktober 1999, at det er nødvendigt at nå til enighed om spørgsmålet om
midlertidig beskyttelse for fordrevne personer på grundlag af solidaritet mellem
medlemsstaterne.
Det er således nødvendigt at indføre minimumsstandarder for midlertidig
beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning af fordrevne personer og at indføre
foranstaltninger til fremme af en ligelig fordeling mellem medlemsstaterne af
indsatsen med hensyn til modtagelse af disse personer og følgerne heraf.
Disse standarder og foranstaltninger bør være indbyrdes afhængige for at sikre
den størst muligt effektivitet, sammenhæng og solidaritet, for at undgå
sekundære bevægelser og for at støtte det fælles europæiske asylsystem. Det er
derfor mest hensigtsmæssigt at vedtage dem i samme juridiske instrument.
Det er vigtigt, at denne midlertidige beskyttelse er forenelig med medlems-
staternes internationale forpligtelser med hensyn til flygtninges rettigheder, og
navnlig at den ikke griber ind i anerkendelsen af flygtningestatus i henhold til
Genève-konventionen af 28. juli 1951 om flygtninges retsstilling, ændret ved
New York-protokollen af 31. januar 1967, som alle medlemsstaterne har
ratificeret.
FN's Flygtningehøjkommisariats mandat med hensyn til flygtninge og andre
personer, der har behov for international beskyttelse, skal respekteres, og
erklæring nr. 17 ad den tidligere artikel 73 K i traktaten om oprettelse af
Det Europæiske Fællesskab (den nuværende artikel 63 i traktaten om oprettelse
af Det Europæiske Fællesskab) der er knyttet som bilag til Amsterdam-traktaten,
skal efterleves i forbindelse med midlertidig beskyttelse i tilfælde af
massetilstrømning af fordrevne personer.
Det bør fastsættes, at dette direktiv ikke finder anvendelse på personer, der er
blevet modtaget i henhold til ordninger for midlertidig beskyttelse inden dets
ikrafttræden.
(6)
(7)
(8)
(9)
(10)
(11)
(12)
6
7
EFT L 63 af 13.3.1996, s. 10.
EFT C 19 af 23.1.1999, s. 1.
29
 kom (2000) 0303 - Ingen titel
(13)
Det ligger i minimumsstandardernes natur, at medlemsstaterne har kompetence
til at indføre eller bibeholde gunstigere betingelser for de personer, der nyder
midlertidig beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning af fordrevne personer.
I betragtning af, at midlertidig beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning af
fordrevne personer er en foranstaltning af specifik art, og at det er umuligt på
forhånd at fastsætte kvantitative kriterier for, hvad der udgør en masse-
tilstrømning, er det nødvendigt at fastsætte en maksimal varighed for denne
beskyttelse og lade dens iværksættelse være afhængig af en afgørelse vedtaget af
Rådet. Denne afgørelse er obligatorisk i alle medlemsstaterne over for de
fordrevne personer, der er omhandlet i afgørelsen. Betingelserne for afgørelsens
udløb bør ligeledes fastsættes.
Medlemsstaterne bør, hvis de ønsker det, have mulighed for at udvide den
midlertidige beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning af fordrevne personer til
at omfatte yderligere kategorier af fordrevne personer ud over dem, der er
omhandlet i Rådets afgørelse, når de er fordrevet af de samme grunde og fra det
samme hjemland, og betingelserne for denne mulighed bør fastsættes.
Det er vigtigt at fastlægge medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til
betingelserne for modtagelse af de personer, der nyder midlertidig beskyttelse i
tilfælde af massetilstrømning af fordrevne personer, og deres ophold.
Det er målet, at udvikle Den Europæiske Union til et område med sikkerhed,
frihed og retfærdighed, også hvad angår asylpolitikken og midlertidig
beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning af fordrevne personer. Enhver
forskelsbehandling der kan bringe dette mål i fare, bør undgås.
Der bør indføres regler om adgang til asylproceduren i forbindelse med
midlertidig beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning af fordrevne personer i
overensstemmelse med medlemsstaternes internationale forpligtelser og
traktatens bestemmelser.
Der bør indføres principper og foranstaltninger, som skal gælde for de
pågældendes tilbagevenden til hjemlandet og situationen i medlemsstaterne ved
ophøret af en midlertidig beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning af fordrevne
personer.
Det er nødvendigt at indføre en solidaritetsmekanisme, der skal være med til at
skabe en ligelig fordeling mellem medlemsstaterne af indsatsen med hensyn til
modtagelse af fordrevne i tilfælde af massetilstrømning og følgerne heraf. Denne
mekanisme omfatter to aspekter. Det første er det finansielle aspekt. Det andet
aspekt hviler på den fysiske modtagelse af de pågældende i medlemsstaterne på
grundlag af en dobbelt frivillighed fra både modtagelsesmedlemsstaternes og de
fordrevnes side. Det bør være muligt at undlade at anvende det andet aspekt, og
betingelserne for anvendelsen af dette aspekt bør fastsættes.
Iværksættelsen af en sådan midlertidig beskyttelse bør ledsages af et
administrativt samarbejde.
Det er vigtigt at fastlægge tilfældene af udelukkelse fra midlertidig beskyttelse i
tilfælde af massetilstrømning af fordrevne personer.
(14)
(15)
(16)
(17)
(18)
(19)
(20)
(21)
(22)
30
 kom (2000) 0303 - Ingen titel
(23)
(24)
(25)
Medlemsstaterne bør indføre en sanktionsordning med henblik på overtrædelser
af dette direktiv.
Gennemførelsen af dette direktiv bør evalueres regelmæssigt.
Målene for den påtænkte handling, nemlig indførelsen af minimumsstandarder
for midlertidig beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning af fordrevne personer
og en ligelig fordeling mellem medlemsstaterne af indsatsen med hensyn til
modtagelse af disse personer og følgerne heraf, kan ikke i tilstrækkelig grad
opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor i overensstemmelse med princippet
om subsidiaritet, jf. traktatens artikel 5, på grund af handlingens dimensioner
eller virkninger bedre gennemføres på fællesskabsplan; den påtænkte handling
omfatter i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel,
kun, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål -
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
Kapitel I
Almindelige bestemmelser
Artikel 1
Formålet med dette direktiv er at indføre minimumsstandarder for midlertidig
beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning af fordrevne fra tredjelande, der ikke kan
vende tilbage til deres hjemland, og fremme en ligelig fordeling mellem
medlemsstaterne af indsatsen med hensyn til modtagelse af disse personer og følgerne
heraf.
Artikel 2
I dette direktiv forstås ved:
a)
"midlertidig beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning": en særordning, som i
tilfælde af massetilstrømning af fordrevne fra tredjelande, der ikke kan vende
tilbage til deres hjemland, sikrer de pågældende en øjeblikkelig beskyttelse af
midlertidig art, når der er fare for, at asylsystemet ikke kan håndtere denne
tilstrømning uden negative følger for den måde, det fungerer på, for de
pågældende og for andre personer, der anmoder om beskyttelse; i det følgende
benævnt "midlertidig beskyttelse"
"Genève-konventionen": konventionen af 28. juli 1951 om flygtninges
retsstilling, ændret ved New York-protokollen af 31. januar 1967
"fordrevne fra tredjelande, der ikke kan vende tilbage til deres hjemland":
tredjelandsstatsborgere eller statsløse, der har måttet forlade deres hjemland,
som på grund af situationen i hjemlandet ikke kan vende tilbage under sikre og
humane forhold, og som eventuelt kan falde inden for anvendelsesområdet for
Genève-konventionens artikel 1A eller andre internationale eller nationale
beskyttelsesinstrumenter, herunder særlig:
-
personer, der er flygtet fra områder, der er ramt af væbnede konflikter
eller vedvarende uroligheder
31
b)
c)
 kom (2000) 0303 - Ingen titel
-
personer, der løber en alvorlig risiko for at blive udsat for eller har været
ofre for systematiske eller omfattende overtrædelser af menneske-
rettighederne
d)
"massetilstrømning": tilstrømning til Fællesskabet af et betydeligt antal
fordrevne personer fra tredjelande, som ikke kan vende tilbage til hjemlandet, og
som kommer fra et bestemt land eller et bestemt geografisk område
"flygtninge": tredjelandsstatsborgere eller statsløse ifølge Genève-konventionens
artikel 1A
"uledsagede mindreårige": tredjelandsstatsborgere under 18 år, som ankommer
til medlemsstaternes område uden ledsagelse af en voksen, der er ansvarlig for
dem ifølge lov eller sædvane, så længe de ikke reelt befinder sig i en sådan
persons varetægt
"opholdstilladelse": enhver tilladelse, som er udstedt af myndighederne i en
medlemsstat i overensstemmelse med medlemsstatens lovgivning, og som gør
det muligt for en tredjelandsstatsborger at opholde sig på dens område
"referenceperson": den tredjelandsstatsborger, der nyder midlertidig beskyttelse i
en medlemsstat, og som ansøger om familiesammenføring med et eller flere
medlemmer af sin familie.
Artikel 3
e)
f)
(g)
(h)
1.
2.
Midlertidig beskyttelse berører ikke anerkendelsen af flygtningestatus i henhold
til Genève-konventionen.
Medlemsstaterne iværksætter den midlertidige beskyttelse under overholdelse af
de grundlæggende rettigheder, der er sikret af den europæiske konvention til
beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, som
blev undertegnet i Rom den 4. november 1950.
De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge (i det følgende benævnt
UNHCR) og andre relevante organisationer konsulteres regelmæssigt i
forbindelse med indførelse, iværksættelse og ophør af den midlertidige
beskyttelse.
Dette direktiv finder ikke anvendelse på personer, der er blevet modtaget som
led i ordninger for midlertidig beskyttelse inden dette direktivs ikrafttræden.
Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes ret til at indføre eller bibeholde
gunstigere vilkår for de personer, der nyder midlertidig beskyttelse.
3.
4.
5.
32
 kom (2000) 0303 - Ingen titel
Kapitel II
Varighed og iværksættelse af den midlertidige beskyttelse
Artikel 4
Den midlertidige beskyttelse har en varighed på et år. Hvis den ikke ophører på
grundlag af artikel 6, stk. 1, litra b), forlænges den automatisk med seks måneder ad
gangen for en periode på højst ét år.
Den midlertidige beskyttelses samlede varighed kan ikke overstige to år.
Artikel 5
1.
Massetilstrømningen af fordrevne personer konstateres ved en afgørelse, som
Rådet træffer med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen, der også
behandler enhver anmodning fra medlemsstaterne om, at den forelægger Rådet
et forslag. Afgørelsen medfører, at den midlertidige beskyttelse iværksættes i
alle medlemsstaterne i overensstemmelse med nærværende direktiv over for de
fordrevne personer, afgørelsen omhandler. Den indeholder mindst:
a)
b)
c)
2.
en beskrivelse af de specifikke grupper af personer, som den midlertidige
beskyttelse finder anvendelse på
datoen for iværksættelsen af den midlertidige beskyttelse
medlemsstaternes erklæringer i overensstemmelse med artikel 25.
Rådets afgørelse baseres på:
a)
b)
en gennemgang af situationen og af befolkningsbevægelsernes omfang
en vurdering af, om det er hensigtsmæssigt at udløse den midlertidige
beskyttelse under hensyntagen til mulighederne for nødhjælp og
foranstaltninger på stedet eller disses utilstrækkelighed
oplysninger fra medlemsstaterne, Kommissionen, UNHCR og andre
relevante organisationer.
c)
3.
4.
De relevante bestemmelser om hastesager i Rådets forretningsorden kan i givet
fald anvendes.
Parlamentet underrettes om Rådets afgørelse.
Artikel 6
1.
Den midlertidige beskyttelse ophører:
a)
når den maksimale varighed nås, eller
33
 kom (2000) 0303 - Ingen titel
b)
når som helst, når Rådet træffer afgørelse herom med kvalificeret flertal
på forslag af Kommissionen, der også behandler enhver anmodning fra
medlemsstaterne om, at den forelægger Rådet et forslag.
2.
Rådets afgørelse baseres på en konstatering af, at situationen i hjemlandet
muliggør en varig tilbagevenden under sikre og menneskeværdige forhold under
overholdelse af Genève-konventionens artikel 33 og den euro-
pæiske menneskerettighedskonvention. Europa-Parlamentet underrettes herom.
Artikel 7
Medlemsstaterne kan udvide den midlertidige beskyttelse til at omfatte yderligere
kategorier af personer, som er fordrevet af de samme grunde og fra det samme
hjemland, hvis disse kategorier ikke er omfattet af Rådets afgørelse i henhold til
artikel 5. De underretter straks Rådet og Kommissionen herom.
Kapitel III
Medlemsstaternes forpligtelser over for de personer, der nyder midlertidig
beskyttelse
Artikel 8
1.
Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de
pågældende har opholdstilladelse under hele den midlertidige beskyttelses
varighed. Der udstedes dokumenter med henblik herpå.
Uanset varigheden af de opholdstilladelser, der er omhandlet i stk. 1, kan den
behandling, medlemsstaterne giver personer, der nyder midlertidig beskyttelse,
ikke være mindre gunstig end den, der er defineret i artikel 9 til 15.
Medlemsstaterne letter i givet fald udstedelsen af de nødvendige visa, herunder
transitvisa, til personer, der får tilladelse til at indrejse på deres område med
henblik på midlertidig beskyttelse. Disse visa er gratis. Formaliteterne skal på
grund af nødsituationen reduceres til et minimum.
Artikel 9
Medlemsstaterne udsteder til de personer, der nyder midlertidig beskyttelse, et
dokument på hjemlandets og værtslandets officielle sprog, hvori bestemmelserne om
midlertidig beskyttelse klart anføres.
Artikel 10
Medlemsstaterne tillader de personer, der nyder midlertidig beskyttelse, at arbejde som
lønmodtagere eller selvstændige erhvervsdrivende på samme betingelser som
flygtninge. Dette princip om ligebehandling mellem personer, der nyder midlertidig
beskyttelse, og flygtninge gælder også med hensyn til løn, social tryghed i forbindelse
med arbejdet som lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende og andre
arbejdsvilkår.
2.
3.
34
 kom (2000) 0303 - Ingen titel
Artikel 11
1.
Medlemsstaterne sikrer, at de personer, der nyder midlertidig beskyttelse, har
adgang til en passende indkvartering eller i givet fald får midler til at skaffe sig
en bolig.
Medlemsstaterne indfører bestemmelser, som sikrer, at de personer, der nyder
midlertidig beskyttelse, får den nødvendige støtte med hensyn til sociale ydelser
og subsistenshjælp, når de ikke råder over tilstrækkelige midler, samt med
hensyn til lægehjælp. Den nødvendige støtte med hensyn til lægehjælp omfatter
mindst akut lægehjælp og behandling af sygdomme, jf. i øvrigt stk. 4.
Når de personer, der nyder midlertidig beskyttelse, arbejder som lønmodtagere
eller selvstændige erhvervsdrivende, tages der ved fastsættelsen af støttens
størrelse hensyn til deres evne til at forsørge sig selv.
Medlemsstaterne sikrer personer, der nyder midlertidig beskyttelse, og som har
særlige behov, såsom uledsagede mindreårige og personer, der har været udsat
for tortur, voldtægt eller andre alvorlige former for psykisk, fysisk eller seksuel
vold, en passende hjælp, det være sig lægehjælp eller andre former for hjælp.
Artikel 12
1.
Medlemsstaterne giver mindreårige, der nyder midlertidig beskyttelse, adgang til
skolesystemet på lige fod med værtsmedlemsstatens egne statsborgere.
Medlemsstaterne kan bestemme, at denne adgang er begrænset til det offentlige
skolesystem. Som mindreårige betragtes alle, der er under den myndighedsalder,
der er fastsat af den pågældende medlemsstat.
Medlemsstaterne giver voksne, der nyder midlertidig beskyttelse, adgang til det
almindelige skolesystem og til erhvervsuddannelse, efter- og videreuddannelse
og omskoling.
Artikel 13
1.
Når omstændighederne ved massetilstrømningen har medført, at familier, der
allerede var dannet i hjemlandet, er blevet adskilt, giver medlemsstaterne
følgende personer tilladelse til indrejse og ophold:
(a)
ægtefællen eller den ugifte partner, som har et varigt forhold til
referencepersonen, hvis ugifte par i den pågældende medlemsstats
lovgivning sidestilles med gifte par
børn af det par, der er omhandlet i litra a), eller af referencepersonen, på
betingelse af, at de ikke er gift, og at de er afhængige af reference-
personen, uanset om de født i eller uden for ægteskab eller er adopteret
andre familiemedlemmer, hvis de er afhængige af referencepersonen
eller har været udsat for særligt alvorlige traumer eller har behov for
særlig lægelig behandling.
2.
3.
4.
2.
(b)
(c)
2.
Familiesammenføringen kan ske når som helst under den midlertidige
beskyttelses varighed indtil to måneder før udløbet af den maksimale periode for
35
 kom (2000) 0303 - Ingen titel
den midlertidige beskyttelse på to år. De familiesammenførte personer får
opholdstilladelse på grundlag af den midlertidige beskyttelse.
3.
Ansøgningen om familiesammenføring indgives af referencepersonen i den
medlemsstat, hvor han har ophold. Medlemsstaterne kontrollerer, at de
forskellige familiemedlemmer samtykker i familiesammenføringen.
I forbindelse med beslutninger i medfør af stk. 1 skal mangelen på beviser for
den familiemæssige tilknytning ikke i sig selv betragtes som en hindring.
Medlemsstaterne tager hensyn til alle faktiske forhold og specifikke
omstændigheder, når de vurderer gyldigheden af de forelagte beviser og
troværdigheden af de pågældendes erklæringer.
Hvis medlemmerne af en familie, jf. stk. 1, nyder midlertidig beskyttelse i
forskellige medlemsstater, giver medlemsstaterne tilladelse til bevarelse af deres
families enhed i den værtsmedlemsstat, de måtte vælge, på samme betingelser
som fastsat i stk. 2. Ved overførslen til den pågældende værtsmedlemsstat med
henblik på familiesammenføring trækkes den opholdstilladelse, der er udstedt i
den medlemsstat, der forlades, tilbage, og de forpligtelser, der er knyttet til den
midlertidige beskyttelse i den medlemsstat der forlades, ophæves.
Ansøgningen om familiesammenføring indgives i den værtsmedlemsstat, hvor
familiemedlemmerne ønsker at blive genforenet. Medlemsstaterne kontrollerer,
at de forskellige familiemedlemmer giver deres samtykke til familiesammen-
føringen.
6.
Den berørte medlemsstat behandler ansøgningen om familiesammenføring
hurtigst muligt. Enhver beslutning om afslag på ansøgningen skal være behørigt
begrundet og kan underkastes domstolsprøvelse i den pågældende medlemsstat.
Ved behandlingen af ansøgningen tager medlemsstaterne tilbørligt hensyn til
mindreårige børns tarv.
Den praktiske gennemførelse af denne artikel kan ske i samarbejde med de
relevante internationale organisationer.
Artikel 14
1.
Medlemsstaterne træffer hurtigst muligt de nødvendige foranstaltninger til at
sikre, at uledsagede mindreårige, der nyder midlertidig beskyttelse, er
repræsenteret ved en værge, en repræsentant for en organisation, som er
ansvarlig for bistand til mindreårige og deres trivsel, eller ved enhver form for
passende repræsentation.
Så længe den midlertidige beskyttelse varer, bestemmer medlemsstaterne, at
uledsagede mindreårige anbringes:
(a)
(b)
(c)
hos myndige familiemedlemmer
hos en plejefamilie
i modtagelsescentre med særlige faciliteter for mindreårige eller i en
anden form for indkvartering med passende faciliteter for mindreårige.
4.
5.
7.
2.
36
 kom (2000) 0303 - Ingen titel
3.
Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at en
uledsaget mindreårig, hvis familiemedlemmer det ikke har været muligt at spore,
i givet fald kan sammenføres med en eller flere personer, som har taget sig af
ham under flugten. Medlemsstaterne kontrollerer, at den uledsagede mindreårige
og den eller de berørte personer giver deres samtykke til sammenføringen.
Artikel 15
Medlemsstaterne efterlever de forpligtelser, der er fastsat i artikel 8 til 14, uden
forskelsbehandling på grund af køn, race, etnisk oprindelse, nationalitet, religion eller
tro, handicap, alder eller seksuel orientering.
Kapitel IV
Adgang til asylproceduren i forbindelse med midlertidig beskyttelse
Artikel 16
1.
2.
De personer, som nyder midlertidig beskyttelse, skal, hvis de ønsker det, sikres
adgang til en procedure til fastlæggelse af flygtningestatus.
Denne adgang skal senest gives, når den midlertidige beskyttelse ophører. Når
asylansøgningen er indgivet inden den midlertidige beskyttelses begyndelse eller
under den midlertidige beskyttelse, og behandlingen af ansøgningen er blevet
suspenderet, kan suspensionen ikke forlænges ud over den midlertidige
beskyttelses ophør. Medlemsstaterne kan indføre procedurer til bekræftelse af
asylansøgningen med rimelige frister og en passende information af ansøgerne.
Artikel 17
Kriterierne og procedurerne til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for
behandlingen af en asylansøgning, finder anvendelse.
Artikel 18
1.
Medlemsstaterne kan bestemme, at en person ikke samtidig kan nyde godt af
midlertidig beskyttelse og have status som asylansøger, når ansøgningen
behandles.
Når en person, der har mulighed for at nyde midlertidig beskyttelse, efter
behandlingen af en asylansøgning ikke tildeles flygtningestatus, fastsætter
medlemsstaterne med forbehold af bestemmelserne i artikel 29, at han fortsat har
ret til midlertidig beskyttelse for resten af den midlertidige beskyttelses
varighed.
2.
Kapitel V
Tilbagevenden og foranstaltninger efter den midlertidige beskyttelse
Artikel 19
Når den midlertidige beskyttelse ophører, finder de almindelige retsregler om
beskyttelse og udlændinges indrejse og ophold i medlemsstaterne anvendelse.
37
 kom (2000) 0303 - Ingen titel
Artikel 20
Medlemsstaterne gennemgår de tvingende humanitære grunde, som i konkrete tilfælde
kan gøre de pågældendes tilbagevenden umulig eller urealistisk.
Artikel 21
1.
Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at gøre det lettere for
personer, der nyder midlertidig beskyttelse, eller hvis midlertidige beskyttelse er
ophørt, at vende frivilligt tilbage under sikre og menneskeværdige forhold.
Medlemsstaterne sørger for, at disse personer træffer beslutningen om
tilbagevenden på grundlag af den fornødne viden. Medlemsstaterne kan
bestemme, at det skal være muligt at rejse til hjemlandet for at undersøge
forholdene.
Så længe den midlertidig beskyttelse ikke er ophørt, ser medlemsstaterne på
grundlag af forholdene i hjemlandet velvilligt på ansøgninger om tilbagevenden
til værtsmedlemsstaten fra personer, der har nydt midlertidig beskyttelse, og som
har benyttet sig af deres ret til frivillig tilbagevenden.
Ved den midlertidige beskyttelses ophør kan medlemsstaterne beslutte på et
personligt grundlag at forlænge gyldigheden af de forpligtelser, der er omhandlet
i kapitel III i direktiv, over for de personer, der har været omfattet af den
midlertidige beskyttelse, og som nyder godt af et program for frivillig
tilbagevenden. Denne forlængelse gælder indtil datoen for de pågældendes
tilbagevenden.
Artikel 22
1.
Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger vedrørende opholds-
betingelserne for de personer, der har nydt midlertidig beskyttelse, og som har
særlige behov, såsom læge- eller psykologbehandling, således at behandlingen
ikke afbrydes til skade for de pågældendes personlige lægelige interesser på
trods af, at den midlertidige beskyttelse er ophørt.
Medlemsstaterne sørger for, at de familier, hvis mindreårige børn går i skole i en
medlemsstat, hvis de ønsker det kan sikres opholdsbetingelser, der gør det
muligt for de pågældende børn at afslutte den igangværende skoletermin.
Artikel 23
Medlemsstaterne træffer med de pågældende personers samtykke og i samarbejde med
de kompetente internationale organisationer passende foranstaltninger, der skal lette de
genbosættelsesprogrammer, der måtte vise sig at være nødvendige.
2.
3.
2.
38
 kom (2000) 0303 - Ingen titel
1441801_0039.png
Kapitel VI
Solidaritet
Artikel 24
De foranstaltninger, der er omhandlet i dette direktiv, støttes finansielt af Den Euro-
pæiske Flygtningefond, der er oprettet ved beslutning …/…
8
, på de betingelser, der er
fastsat i nævnte beslutning.
Artikel 25
1.
Medlemsstaterne udviser fællesskabssolidaritet i forbindelse med modtagelsen
af de personer, der er berettiget til midlertidig beskyttelse. De angiver deres
modtagelseskapacitet, enten i tal eller generelt, eller grundene til, at de ikke er i
stand til at modtage de pågældende personer. Disse angivelser medtages i en
erklæring fra medlemsstaterne, der knyttes som bilag til den afgørelse, der er
omhandlet i artikel 5. Medlemsstaterne kan efter vedtagelsen af afgørelsen
angive, at de har en yderligere modtagelseskapacitet, ved at meddele dette til
Rådet og Kommissionen. UNHCR underrettes hurtigt om disse angivelser.
Medlemsstaterne sikrer sig i samarbejde med de kompetente internationale
organisationer, at de personer, der er defineret i afgørelsen i henhold til artikel 5,
og som endnu ikke opholder sig på deres område, samtykker i at blive modtaget
dér.
Artikel 26
1.
Så længe den midlertidige beskyttelse varer, samarbejder medlemsstaterne i
givet fald indbyrdes med henblik på at overføre opholdsstedet for de personer,
der nyder midlertidig beskyttelse, fra én medlemsstat til en anden. De
pågældendes samtykke skal indhentes.
En medlemsstat meddeler de øvrige medlemsstater sine anmodninger om
overførsler og underretter Kommissionen og UNHCR herom. Medlemsstaterne
meddeler den medlemsstat, der har fremsat anmodningen, deres
modtagelseskapacitet.
Når der sker en overførsel fra én medlemsstat til en anden, ophæves de
pågældendes opholdstilladelse i den medlemsstat, der forlades, og
forpligtelserne over for de pågældende personer i forbindelse med den
midlertidige beskyttelse i denne medlemsstat. Den nye værtsmedlemsstat yder
de pågældende midlertidig beskyttelse.
Medlemsstaterne anvender den model for passerseddel, der er vist i bilaget, ved
overførsel af personer, der nyder midlertidig beskyttelse, mellem
medlemsstaterne.
2.
2.
3.
4.
8
EFT
39
 kom (2000) 0303 - Ingen titel
Artikel 27
Anvendelsen af artikel 25 og 26 berører ikke medlemsstaternes forpligtelser med
hensyn til "non-refoulement".
Kapitel VII
Administrativt samarbejde
Artikel 28
1.
Med henblik på det administrative samarbejde, som er nødvendigt for
iværksættelsen af den midlertidige beskyttelse, udpeger medlemsstaterne et
nationalt kontaktpunkt, hvis navn og adresse de sender hinanden og meddeler
Kommissionen. Medlemsstaterne træffer i samarbejde med Kommissionen de
nødvendige foranstaltninger til at etablere et direkte samarbejde og en
udveksling af oplysninger mellem de kompetente myndigheder.
Medlemsstaterne fremsender regelmæssigt og hurtigst muligt oplysninger om
antallet af personer, der er omfattet af den midlertidige beskyttelse, og
oplysninger om de nationale love og administrative bestemmelser vedrørende
iværksættelsen af den midlertidige beskyttelse.
2.
Kapitel VIII
Særlige bestemmelser
Artikel 29
1.
Medlemsstaterne kan udelukke en person fra den midlertidige beskyttelse, hvis
han anses for at være til fare for deres nationale sikkerhed, eller hvis der er
alvorlig grund til at antage, at han har begået en eller flere krigsforbrydelser eller
forbrydelser mod menneskeheden, eller hvis det under behandlingen af
asylansøgningen konstateres, at de udelukkelsesbestemmelser, der er fastsat i
Genève-konventionens artikel 1F, finder anvendelse.
Disse grunde til udelukkelse må udelukkende være baseret på den pågældendes
personlige forhold. Beslutninger eller foranstaltninger vedrørende udelukkelse
skal baseres på proportionalitetsprincippet. De pågældende skal have adgang til
domstolsprøvelse i den pågældende medlemsstat.
2.
Kapitel IX
Afsluttende bestemmelser
Artikel 30
Medlemsstaterne fastsætter de sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelse af
de nationale bestemmelser, der er vedtaget til gennemførelse af nærværende direktiv, og
træffer enhver fornøden foranstaltning til at sikre deres iværksættelse. Sanktionerne skal
være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.
40
 kom (2000) 0303 - Ingen titel
Medlemsstaterne giver senest på den i artikel 32 fastsatte dato Kommissionen
meddelelse om disse bestemmelser, og enhver senere ændring meddeles hurtigst muligt.
Artikel 31
1.
Senest to år efter den i artikel 32 fastsatte dato, aflægger Kommissionen rapport
til Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af dette direktiv i
medlemsstaterne og foreslår i givet fald de nødvendige ændringer. Medlems-
staterne sender Kommissionen alle oplysninger, der er relevante for
udarbejdelsen af denne rapport.
Efter den rapport, der er omhandlet i stk. 1, aflægger Kommissionen mindst
hvert femte år rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af dette
direktiv i medlemsstaterne.
Artikel 32
Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for
at efterkomme dette direktiv senest den 31. december 2002. De underretter straks
Kommissionen herom.
Når medlemsstaterne vedtager disse bestemmelser, skal de indeholde en henvisning til
dette direktiv, eller de skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De
nærmere regler for denne henvisning fastsættes af medlemsstaterne.
Artikel 33
Dette direktiv træder i kraft på
De Europæiske Fællesskabers Tidende.
tyvendedagen
efter
offentliggørelsen
i
2.
Artikel 34
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den
På Rådets vegne
Formand
41
 kom (2000) 0303 - Ingen titel
1441801_0042.png
BILAG
Model for passerseddel med henblik på overførsel af personer under midlertidig beskyttelse
PASSERSEDDEL
Referencenummer(*):
Udstedt i medfør af artikel 26 i direktiv EF nr. ../.. af ../../.. om minimumsstandarder for midlertidig beskyttelse i tilfælde af
massetilstrømning af fordrevne personer og om foranstaltninger til fremme af en ligelig fordeling mellem medlemsstaterne af
indsatsen med hensyn til modtagelse af disse personer og følgerne heraf.
Kun gyldig til overførsel fra ……………….…………………(1) til ………………….…………(2); den pågældende skal indfinde
sig i ………………………………. (3) inden den ……………………(4)
Udstedt i: ………………………………………………………………………………………………………………………………
EFTERNAVN: …………….…………………………………………………………………………………………………………..
FORNAVNE: ………………………………………………………………………………….………………………………………
FØDSELSSTED OG FØDSELSDATO: ……………………………………………………………………………………………..
NATIONALITET:…….……………………………………………………………………………………………………………….
Udstedelsesdato:........…………………………………………………………………………………………………………………..
FOTO
SEGL
For indenrigsministeren: ……………………….
Indehaveren af denne passerseddel er blevet identificeret af myndighederne: …………………….……………………. (5)(6)
Dette dokument er udelukkende udstedt i medfør af artikel 26 i direktiv EF nr. ../.. af ../../… og udgør under ingen omstændigheder
et dokument, der kan sidestilles med et rejsedokument, der giver tilladelse til at passere de ydre grænser, eller med et dokument, der
beviser indehaverens identitet.
(
*
)
(
1
)
(
2
)
(
3
)
(
4
)
(
5
)
(
6
)
Referencenummeret tildeles af den medlemsstat, hvorfra overførslen til en anden medlemsstat finder sted.
Den medlemsstat, hvorfra overførslen til en anden medlemsstat finder sted.
Den medlemsstat, hvortil overførslen finder sted.
Det sted, hvor indehaveren skal indfinde sig i den anden medlemsstat.
Fristen for, hvornår indehaveren skal indfinde sig i den anden medlemsstat.
På grundlag af følgende rejsedokumenter eller identitetsdokumenter, som er forelagt myndighederne.
På grundlag af andre dokumenter end rejsedokumenter og identitetsdokumenter.
42
 kom (2000) 0303 - Ingen titel
FINANSIERINGSOVERSIGT
1.
FORANSTALTNINGENS BETEGNELSE
Rådets direktiv om minimumsstandarder for midlertidig beskyttelse i tilfælde af
massetilstrømning af fordrevne personer og om foranstaltninger til fremme af en
ligelig fordeling mellem medlemsstaterne af indsatsen med hensyn til
modtagelse af disse personer og følgerne heraf.
2.
BUDGETPOST
A – 7030
3.
RETSGRUNDLAG
EF-traktatens artikel 63, nr. 2, litra a) og b)
4.
4.1
BESKRIVELSE AF FORANSTALTNINGEN
Foranstaltningens generelle formål
Formålet med direktivet er på fællesskabsplan at indføre minimumsstandarder
for midlertidig beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning af fordrevne personer
og at fremme en ligelig fordeling mellem medlemsstaterne af indsatsen med
hensyn til modtagelse af disse fordrevne og følgerne heraf.
4.2
Foranstaltningens varighed og nærmere bestemmelser for dens fornyelse
Ubegrænset
5.
5.1
5.2
5.3
KLASSIFIKATION AF UDGIFTERNE/INDTÆGTERNE
IOU
IOB
Indtægtstype
Ikke relevant
6.
UDGIFTERNES/INDTÆGTERNES ART
Ikke relevant
7.
FINANSIELLE VIRKNINGER
De nødforanstaltninger og andre foranstaltninger, der er omhandlet i direktivet,
støttes, hvis de er støtteberettigede, af Den Europæiske Flygtningefond
(budgetpost B5-811) på de betingelser, der er fastsat i beslutningen om
oprettelse af Flygtningefonden.
43
 kom (2000) 0303 - Ingen titel
1441801_0044.png
8.
FORHOLDSREGLER MOD SVIG
Ikke relevant
9.
9.1.
OPLYSNINGER OM COST/EFFECTIVENESS
Specifikke og kvantificerbare mål, målgruppe
Ikke relevant
9.2.
Begrundelse for foranstaltningen
Ikke relevant
9.3
Overvågning og evaluering af foranstaltningen
Ikke relevant
10.
UDGIFTER TIL ADMINISTRATION (DEL A I DET ALMINDELIGE
BUDGETS SEKTION III)
Den faktiske afsættelse af de nødvendige administrative ressourcer sker ved
Kommissionens årlige afgørelse om ressourcetildeling, bl.a. under hensyntagen
til antallet af ansatte og de supplerende beløb, der måtte være tildelt af
budgetmyndigheden.
10.1
Indvirkningen på antallet af stillinger
Antal afsatte, der skal
heraf
tilknyttes forvaltningen af
foranstaltningen
faste
midlertidige ved anvendel- ved
stillinger
stillinger
se af eksiste-
anvendelse af
rende res-
yderligere
sourcer i det
ressourcer
pågældende
general-
direktorat eller
den pågæld-
ende tjeneste
1
1
1
1
varighed
Stillingstype
Tjenestemænd
A
eller midlerti-
digt ansatte
Andre
ressourcer
I alt
B
C
1
1
Så længe den
midlertidige
beskyttelse
varer
idem
1
2
1
2
idem
De supplerende ressourcer skal stilles til rådighed fra begyndelsen af perioden med
midlertidig beskyttelse.
44
 kom (2000) 0303 - Ingen titel
1441801_0045.png
10.2
De supplerende menneskelige ressources samlede finansielle virkning
Beløb
108 000
216 000
(EUR)
Beregningsmetode
1P/år 1x108 000 = 108 000 EUR
2P/år 2x108 000 = 216 000 EUR
Tjenestemænd
Midlertidigt ansatte
Andre ressourcer
(anfør budgetpost)
I alt
10.3
324 000
Forøgelse af andre driftsudgifter som følge af foranstaltningen
Budgetpost
(nr. og betegnelse)
Beløb
(EUR)
Beregningsmetode
A-7030
Højst 2 møder pr. år i en
koordinationsgruppe, udelukkende så
længe den midlertidige beskyttelse
varer
Endagsmøder for én national ekspert
pr. medlemsstat
Gennemsnitsudgifter pr. ekspert
pr. møde: 650 EUR
2 x 15 x 650 = 19 500
I alt
19 500
De udgifter vedrørende afsnit A7, der optræder under punkt 10.3, skal dækkes af de
generelle bevillinger, der er afsat til Generaldirektoratet for Retlige og
Indre Anliggender.
45
 kom (2000) 0303 - Ingen titel
46