PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Europaudvalget 2000
KOM (2000) 0469
Offentligt

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER

Bruxelles, den 26.7.2000

KOM(2000) 469 endelig

GRØNBOG

Miljøaspekterne i forbindelse med PVC

(forelagt af Kommissionen)

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

NDHOLDSFORTEGNELSE

Indledning ................................................................................................................... 4

PVC-industrien og dens produkter ............................................................................... 4

2.1.

2.2.

2.3.

PVC-materialet og dets anvendelser.......................................................................

PVC-produktionsprocesser og PVC-forbindelser

................................................... 5

Beskrivelse af PVC-industrien og dens struktur......................................................

Anvendelsen af additiver i PVC ................................................................................... 8

3.1.

3.2.

3.3.

Additiver - typer og anvendelsesområde.................................................................

Stabilisatorer

......................................................................................................... 9

Blødgørere...........................................................................................................

Håndtering af PVC-affald .......................................................................................... 16

4.1.

4.2.

4.3.

4.4.

Den aktuelle situation og fremtidsperspektiver

..................................................... 17

Mekanisk genvinding............................................................................................

Kemisk genvinding

............................................................................................... 22

Andre genvindings- og nyttiggørelsesteknologier, herunder kombineret

forbrænding

......................................................................................................... 25

Forbrænding........................................................................................................

Deponering

.......................................................................................................... 31

4.5.

4.6.

Andre horisontale aspekter ved PVC.......................................................................... 33

Konklusion ................................................................................................................ 34

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

GRØNBOG

Miljøaspekterne i forbindelse med PVC

NDLEDNING

Kommissionen har forpligtet sig til at vurdere PVC's indvirkning på miljøet,

herunder på sundheden, som led i en integreret strategi. I forslag til Rådets direktiv

om udrangerede køretøjer

står der, at "Kommissionen

vil evaluere den foreliggende

dokumentation om miljøaspekterne ved PVC i affald; på grundlag af denne

dokumentation vil Kommissionen overveje, om der er behov for en ny politik for PVC

i affald og […] fremlægge forslag, der kan løse de problemer, der måtte opstå i

denne forbindelse."

I Rådets fælles holdning om nævnte forslag

anføres det

endvidere, at

"Kommissionen for tiden undersøger PVC's miljøindvirkning.

Kommissionen vil på grundlag af sin undersøgelse fremsætte passende forslag om

brug af PVC, også med særligt henblik på køretøjer."

PVC er et kontroversielt emne, der har været genstand for en omfattende debat i de

sidste årtier. Divergerende videnskabelige, tekniske og økonomiske synspunkter er

kommet til udtryk i spørgsmålet om PVC og dets indvirkning på menneskers

sundhed og miljøet. Nogle medlemsstater har anbefalet eller vedtaget

foranstaltninger

vedrørende bestemte aspekter

af PVC's

livscyklus.

Foranstaltningerne er imidlertid ikke ensartede, og nogle af dem kan have følger for

det indre marked. Det er derfor nødvendigt at fastlægge en integreret strategi med

henblik på at vurdere PVC's livscyklus og iværksætte de nødvendige

foranstaltninger, der kan sikre et højt sundheds- og miljøbeskyttelsesniveau og det

indre markeds funktion.

Der er to formål med dette udkast til grønbog - dels på et videnskabeligt grundlag at

præsentere og vurdere forskellige miljøaspekter, herunder sundhedsaspekter, i

tilknytning til PVC-materialets livscyklus, og dels ud fra princippet om bæredygtig

udvikling at diskutere forskellige muligheder for at begrænse virkningerne på de

områder, hvor det er påkrævet. Fremstillingen skal tjene som grundlag for en høring

af interesserede aktører med henblik på at indkredse praktiske løsninger på miljø- og

sundhedsproblemer forårsaget af PVC.

2.1.

PVC-

INDUSTRIEN OG DENS PRODUKTER

PVC-materialet og dets anvendelser

Polyvinylchlorid (PVC) er en syntetisk polymer (eller harpiks), som er opbygget ved

gentagne additioner af monomert vinylchlorid (MVC) med formlen CH

CHCl. PVC

har således den samme struktur som polyethylen, bortset fra tilstedeværelsen af

chlor. Chloren i PVC udgør 57 % af vægten af den rene polymere harpiks. 35 % af

KOM(97) 358 endelig udg.

(EF) nr. 39/1999.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

chloren fra chloralkalie-elektrolysen samles i PVC, som således udgør den største

enkeltanvendelse.

Rent PVC er et stift materiale, som har de mekaniske egenskaber at være stærkt,

forholdsvis vejrbestandigt, vand- og kemikaliebestandigt og elektrisk isolerende,

men relativt ustabilt over for varme og lys. Varme og lys fører til frigivelse af chlor i

form af hydrogenchlorid (HCl). Dette kan undgås gennem tilsætning af stabilisatorer.

Stabilisatorerne er ofte forbindelser af metalsalte som bly, barium, calcium og

cadmium eller organiske tinforbindelser

PVC's mekaniske egenskaber kan ændres ved tilsætning af stoffer med lav

molekylvægt, som sætter sig i det polymere gitterværk. Tilsætning af disse såkaldte

blødgørere i forskellige mængder frembringer materialer med alsidige egenskaber,

som betyder, at PVC kan anvendes til mange forskellige formål. De mest benyttede

blødgørere er estere af organiske syrer, hovedsagelig phthalater og adipater

Hovedskillelinjen mellem de talrige anvendelser går mellem "hård PVC" (der tegner

sig for omkring to tredjedele af den samlede anvendelse) og "blød PVC" (der tegner

sig for omkring en tredjedel).

Den følgende tabel viser de vigtigste PVC-anvendelsesområder i Europa og deres

respektive andel af den samlede anvendelse. Som det fremgår af tabellen, er der tale

om en meget stor spredning i stoffets levetid, strækkende sig fra nogle måneder op til

mere end 50 år for nogle bygningsprodukter. I Europa tegner bygningssektoren sig

for 57 % af det samlede PVC-forbrug, og det er også her, produkterne har den

længste gennemsnitlige levetid.

Tabel 1: Vigtigste PVC-anvendelsesområder i Europa (1999)

Brug/anvendelsesområde

Bygningssektoren

Emballage

Møbler

Andre husholdningsartikler

Elektricitet/elektronik

Automobilsektoren

Andet

Procentdel

Gennemsnitlig levetid (år)

10 til 50

2-10

2.2.

PVC-produktionsprocesser og PVC-forbindelser

Masseproduktion og almindelig brug af PVC startede i 1950'erne og 1960'erne, mens

den første industrielle produktion allerede startede i 1930'erne.

Verdens samlede produktion af PVC er på mere end 20 mio. tons om året - mod

3 mio. tons i 1965 - svarende til en femtedel af den samlede plastproduktion. PVC er

således et af de vigtigste syntetiske materialer. Produktionen finder hovedsagelig sted

i USA, Vesteuropa og Asien. Produktionen i Vesteuropa var i 1998 på 5,5 mio. tons

Flere detaljer og mængdeangivelser i afsnit 3.

Prognos,

Mechanical recycling of PVC wastes,

undersøgelse foretaget for GD XI, januar 2000.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

(omkring 26 % af verdensproduktionen). Den gennemsnitlige vækstrate i

produktionen af PVC har i de senere år været på mellem 2 og 10 % - med forskelle

efter region (højere i Asien, lavere i Europa) og mellem anvendelsesområderne

(højere for hårdt, lavere for blødt). Prisen for rent PVC er yderst svingende afhængigt

af udsvingene i udbud og efterspørgsel og priserne på råvarerne.

PVC fremstilles hovedsagelig ved to processer: suspensionspolymerisation af MVC

(80 %) og emulsionspolymerisation (10 %).

Produktionen af MVC ud fra ethylen og chlor, eller ethylen og HCl, finder i stor

udstrækning sted i lukkede industriprocesser. Emissioner af chlor, ethylen,

ethylendichlorid, HCl, MVC og andre chlorerede biprodukter, bl.a. dioxiner, til

arbejdsmiljøet og det ydre miljø (til luft og vand) kan forekomme. Adskillige af disse

kemikalier er kendte toksiske stoffer

, og streng emissionskontrol er derfor

nødvendig. Flere EF-direktiver finder anvendelse på PVC- og MVC-

produktionsprocesser

Ligesom i andre sektorer af den kemiske industri er der også her sket stadige

forbedringer af produktionsprocesserne i årenes løb. De bedste tilgængelige

teknikker til fremstilling af MVC og suspensions-PVC er blevet indkredset, og det

har ført til fastsættelse af en række emissionsgrænseværdier for udledning i OSPAR-

beslutningerne (konventionen om beskyttelse af havmiljøet i det nordøstlige

Atlanterhav)

. Et frivilligt tilsagn blev allerede i 1995 afgivet af Sammenslutningen

af Europæiske PVC-producenter (ECVM). I dette industricharter vedrørende

produktion af MVC og PVC (ved suspension) var der fastsat

emissionsgrænseværdier for en række kemiske stoffer, som skulle være opfyldt

senest i 1998. Overholdelsen af aftalen blev efterprøvet ved en uafhængig kontrol,

hvor der konstateredes en opfyldelsesgrad på 88 % for samtlige fastsatte standarder.

ECVM har erklæret, at der satses på at sikre fuld overholdelse af aftalen så hurtigt

som muligt. Endvidere undertegnede ECVM i 1998 et charter vedrørende produktion

af emulsions-PVC, hvori der er fastsat strenge grænseværdier for emission af MVC

til luften og vandet og for MVC-indholdet i den færdige polymer. De virksomheder,

som opfylder de eksisterende nationale og lokale krav og forskrifter, men som endnu

ikke opfylder de strengere grænseværdikrav i det frivillige charter, har forpligtet sig

til at efterkomme charteret senest i begyndelsen af 2004. En uafhængig ekstern

revision er planlagt i begyndelsen af 2004.

I henhold til direktiv 67/548/EØF er MVC klassificeret som kræftfremkaldende kategori 1, EDC som

kræftfremkaldende kategori 2 og HCl som et ætsende stof, der kan forårsage gener i det respiratoriske

system.

Sundhedsbeskyttelse af arbejdstagere, der er udsat for påvirkning fra vinylchloridmonomer. Rådets

direktiv 78/610/EØF af 29. juni 1978 (EFT L 197 af 22.7.1978, s. 12).

Bestemmelserne i direktiv 96/61/EF om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening, direktiv

76/464/EØF og 86/280/EØF om udledninger af visse farlige stoffer og direktiv 84/360/EØF om

bekæmpelse af luftforurening fra industrianlæg, finder anvendelse på PVC- og MVC-

produktionsprocesser. I henhold til direktiv 91/61/EF baseres fastsættelsen af grænseværdier for

emission på den bedste tilgængelige teknik. Kommissionen vil i 2001/2002 offentliggøre oplysninger

om de bedste tilgængelige teknikker for store mængder organiske kemikalier som led i udvekslingen af

oplysninger i medfør af artikel 16, stk. 2, i direktiv 96/61/EF. Muligvis vil der herefter blive fastsat nye

emissionsgrænseværdier i overensstemmelse med direktivets artikel 18.

Beslutning 98/4 og 98/5 træder i kraft den 9. februar 1999 for nye anlæg og den 1. januar 2006 for

bestående anlæg. Kommissionen opfordrer i sit forslag til rådsafgørelse [KOM(1999) 190 endelig udg.]

til, at Fællesskabet godkender disse beslutninger.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

PVC forarbejdes til færdigprodukter gennem forskellige procestrin. Tilsætningen af

additiver kaldes PVC-compounding. PVC er et termoplastisk materiale; dvs. at det

smelter ved opvarmning og derved gennem forskellige processer kan formes til

mange forskellige formål. Efter afkøling genvinder materialet sine oprindelige

egenskaber. Ved forarbejdningen af PVC benyttes der mange forskellige

fremstillingsprocesser, som bygger på dette princip, såsom ekstrudering,

kalandrering, sprøjtestøbning, blæsestøbning, rotationsstøbning, termoformning og

filmblæsning.

I forbindelse med compounding og den videre forarbejdning kan der forekomme

emissioner af en række farlige stoffer, som kan udsætte arbejdstagerne for risici.

Sammenblandingen af PVC-pulver og additiver (også i pulverform eller som væske)

udføres sædvanligvis i lukket industriudstyr. Eksponering af arbejdstagerne kan ske,

når de doserer stofferne i mixerudstyret. Denne risiko kan fjernes eller reduceres til

et minimum ved overholdelse af bestemmelserne i Rådets direktiv 98/24/EF

beskyttelse af arbejdstagerne mod farerne ved at være udsat for kemiske agenser.

I tilfælde af overophedning under bearbejdningen af PVC ved opvarmning, formning

og afkøling, er der risiko for emission af en række nedbrydningsstoffer, hvoraf HCl

er den vigtigste. Imidlertid frembringes der kun små mængder HCl med yderst

begrænsede potentielle negative virkninger for miljøet. Mængden af MVC-

restmonomerer, der udledes under forarbejdningen, betragtes som værende meget

lille

. Emissionerne fra stabilisatorer og blødgørere er også af beskedent omfang,

hvis der træffes relevante forholdsregler. Generelt skal der træffes foranstaltninger til

beskyttelse af arbejdstagerne i henhold til den eksisterende lovgivning om

beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed

2.3.

Beskrivelse af PVC-industrien og dens struktur

Ifølge nyere statistikker udarbejdet af PVC-industrien anslås det, at PVC-

fremstillings- og forarbejdningsindustrien i Vesteuropa omfatter ca. 21 000

virksomheder med 530 000 job og en omsætning på 72 mia. EUR. Industrien kan

inddeles i fire hovedgrupper: producenter af PVC-polymerer, producenter af

stabilisatorer,

producenter

blødgøringsmidler

PVC-

forarbejdningsvirksomheder.

PVC-polymerer produceres af et relativt lille antal virksomheder, som for de flestes

vedkommende er beliggende i Europa, USA og Japan. Produktionskapaciteten i

udviklingslandene stiger også støt. Det årlige forbrug i Vesteuropa er en smule større

end produktionen, og siden begyndelsen af 1990'erne har importen været større end

eksporten, hvilket resulterede i en lille nettoimport på 230 000 tons i 1998 (hvor den

indenlandske produktion var på 5,5 mio. tons)

. Adskillige producentvirksomheder

er integreret i chlorindustrien eller den petrokemiske industri og producerer tillige

ethylener, chlor og MVC-monomerer. I 1999 var der 10 MVC- og PVC-

producerende virksomheder, med 52 fabrikker i 40 forskellige områder i ti

medlemsstater og Norge og med ca. 10 000 beskæftigede.

EFT L 131 af 5.5.1998, s. 11.

Den danske Miljøstyrelse, Environmental Project No. 313,

Environmental Aspects of PVC,

1995.

Den danske Miljøstyrelse, Environmental Project, op.cit.

Kilde: ECVM, baseret på data fra Eurostat.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Elleve europæiske virksomheder (22 fabrikker) producerer mere end 98 % af de

stabilisatorer, som sælges i Europa. De beskæftiger ca. 5 000 mennesker, producerer

160 000 tons stabilisatorer af forskellig type og har en omsætning på omkring

380 mio. EUR.

I 1999 var der tyve virksomheder, der producerer cirka 1 mio. tons blødgørere i

Europa, hvoraf de tre største står for cirka 40 % af den samlede kapacitet

. Antallet

af virksomheder er faldende, idet mindre virksomheder lukker eller bliver opkøbt af

store selskaber. Det anslås, at omkring 6 500 personer er beskæftiget i denne industri.

Udviklingstendensen i produktionen fra 1990 til 1995 var en årlig vækst på 1,5 %.

Vesteuropa er nettoeksportør af blødgøringsmidler.

Forarbejdningen af PVC til slutprodukter, som kræver to eller tre forskellige

fremstillingsprocesser, foregår for størstedelens vedkommende i 21 000 små og

mellemstore virksomheder. 90 % af disse SMV'er har mindre end 100 ansatte, 5 %

har mellem 100 og 500 ansatte, og 5 % har over 500 ansatte. Tabel 2 sammenfatter

oplysningerne om antal virksomheder, produktion og beskæftigelse i PVC-

industrien.

Tabel 2: PVC-industrien: virksomheder, produktion, beskæftigelse

Virksomheder

Produktion (i tons) Antal ansatte

Produkter

21 199

7 900 000

530 000

PVC-

produkter i

alt

Bløde

produkter

Hårde

produkter

3.1.

10 321

10 878

3 700 000

4 200 000

260 000

270 000

NVENDELSEN AF ADDITIVER I

PVC

Additiver - typer og anvendelsesområde

For at tilvejebringe de egenskaber, der kræves i de færdige produkter, blandes PVC-

polymeren med en række additiver. Afhængigt af anvendelsesformålet kan

sammensætningen af PVC-compoundet (dvs. harpiks + additiver) variere afhængigt

af de mængder additiver, som tilsættes polymeren enten som fyldstof, stabilisatorer,

smørestoffer, blødgørere, farvestof eller flammehæmmere. Der anvendes mange

forskellige PVC-compoundformuleringer til fremstillingen af produkter. Brugen af

blødgørere (især phthalater) og stabilisatorer i forholdsvis store mængder er et

særtræk ved PVC-produktionen i forhold til andre plasttyper. Alle andre typer

additiver anvendes i varierende grad tillige ved fremstillingen af andre

plastmaterialer.

De additivkategorier, som primært skal gøres til genstand for en videnskabelig

vurdering med hensyn til farlighed og sundheds- og miljørisici, er stabilisatorer,

Oplysninger fra

European Council for Plasticisers and Intermediates.

Oplysninger fra

Association of European Plastic Converters

(EuPC).

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

navnlig dem, der indeholder tungmetaller som bly og cadmium, og blødgørere,

navnlig phthalater.

3.2.

Stabilisatorer

Stabilisatorer tilsættes PVC-polymeren for at hindre nedbrydning ved varme- og

lyspåvirkninger. Der anvendes forskellige typer stabilisatorer, og mængden af dem i

slutproduktet varierer afhængigt af de tekniske krav til det ønskede produkt.

Blystabilisatorer er for tiden de mest udbredte stabilisatorer, især blysulfat og

blyphosphit. I Europa blev der i 1998 anvendt 112 000 tons

blystabilisatorer

indeholdende omkring 51 000 tons rent blymetal, som repræsenterer 70 %

af det

samlede forbrug af stabilisatorer. Med et blyforbrug i Europa på omkring 1,6 mio.

tons i 1995

tegner blystabilisatorerne sig således for omkring 3 % af det samlede

forbrug. Blystabilisatorer anvendes hovedsagelig i rør, profiler og kabler.

Cadmiumstabilisatorer anvendes stadig af nogle producenter som stabilisatorer i

PVC-vinduesrammer, hvor anvendelsen af dem stadigvæk er tilladt ifølge

fællesskabslovgivningen. I Europa er brugen af cadmium faldet drastisk fra omkring

600 t/år i 1992

til 100 t/år i 1997 og 50 t/år i 1998.

Omkring 14 500 tons blandede metalstabilisatorer i fastform og 16 400 tons

stabilisatorer i væskeform blev anvendt i Europa i 1998

19,20

. Blandt disse typer

stabilisatorer er calcium/zink og barium/zink-blandinger de mest udbredte.

Organiske tinforbindelser tegner sig, med et forbrug på 15 000 tons

, for 9,3 % af

det europæiske forbrug af stabilisatorer. Forskellige typer organiske tinforbindelser,

navnlig blandinger af monoorganotin- og diorganotinforbindelser bruges som

stabilisatorer i uelastisk emballagefilm, flasker, tagbeklædning og i klare hårde

bygningsplader.

I henhold til Rådets direktiv 67/548/EØF om klassificering, emballering og

mærkning af farlige stoffer som ændret

, klassificeres de fleste blyforbindelser,

herunder også dem, der anvendes i PVC, som skadelige for den reproduktive

sundhed, skadelige og farlige for miljøet (økotoksiske), og som indebærende en fare

for kumulative virkninger. Bly er persistent, og visse blyforbindelser akkumulerer i

bestemte organismer.

De fleste cadmiumforbindelser klassificeres i henhold til Rådets direktiv 67/548/EØF

som skadelige og farlige for miljøet (økotoksiske). Andre cadmiumforbindelser

Donnelly, J.P. (1999):

Risk Assessment of PVC Stabilisers during Production and the Product Life

Cycle.

Akter fra OSPARCOM-workshop.

European Industry Position Paper on PVC and Stabilisers.

ECVM. Dokument udarbejdet af ECVM i

samarbejde med ELSA og ORTEP, 1997.

Eurometaux, årsberetning 1999.

OSPARCOM-workshop om cadmium 1997.

Tal leveret af

European Stabilisers Producers Association

(ESPA).

Donnelly, J.P. (1999): op.cit.

EFT L 196 af 16.8.1967, s. 1. (Blyforbindelser er blevet klassificeret ved Kommissionens direktiv

98/98/EF af 15. december 1998 (femogtyvende tilpasning til den tekniske udvikling), EFT L 355 af

30.12.198, s. 1.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

klassificeres som skadelige, toksiske og meget toksiske. Nogle forbindelser

klassificeres også som kræftfremkaldende (kategori 2). Cadmium er persistent, og

visse cadmiumforbindelser akkumulerer i bestemte organismer.

Data om de organiske tinforbindelser, der anvendes som stabilisatorer i PVC, viser,

at dioctyltin er toksisk for immunsystemet. Sådanne immuntoksiske virkninger er

ikke observeret for de øvrige organiske tinforbindelser, der anvendes som PVC-

stabilisatorer (dimethyltin, dodecyltin, monobutyltin). Dioctyltinforbindelser udgør

en potentiel miljørisiko lokalt i vandmiljøet.

Der må skelnes mellem farlige kemiske stoffer og kemiske stoffer, der indebærer en

risiko. På indeværende tidspunkt er der endnu ikke foretaget en samlet

risikovurdering af anvendelsen af cadmium- og blyforbindelser som stabilisatorer i

PVC-produkter. I henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 793/93 af 23. marts 1993

om vurdering og kontrol med risikoen ved eksisterende stoffer

er der ved at blive

lagt sidst hånd på en risikovurdering af cadmium og cadmiumoxid. For så vidt angår

bly, har Den Videnskabelige Komité for Toksicitet, Økotoksicitet og Miljø (CSTEE)

for nylig vedtaget en udtalelse om et udkast til forbud mod anvendelse af bly i

produkter i Danmark

. CSTEE arbejder for tiden med spørgsmålet om risici i

forbindelse med anvendelsen af bly i almindelighed, og en udtalelse om miljø- og

sundhedsmæssige risici i forbindelse med anvendelsen af bly, der bl.a. bygger på en

undersøgelse, Kommissionen vil lade foretage, vil efter planen blive vedtaget i

midten af 2001.

Ligesom det gælder for andre tungmetaller, udledes også cadmium og bly i miljøet

fra mange andre kilder, der bidrager væsentlig mere til spredningen af tungmetaller i

miljøet, det gælder f.eks. industriproduktion, olieindustri, gødningsindustri og

kloakslam. Begge tungmetaller anvendes i talrige produkter. Den vigtigste

mængdemæssige anvendelse af bly og cadmium er i batterier og akkumulatorer.

Bortset fra batterier er PVC-stabilisatorer et af de største anvendelsesområder for bly.

De vigtigste punkter af interesse for diskussionen om potentielle risici hidrørende fra

bly- og cadmiumstabilisatorer i PVC er følgende:

•

Bly og cadmium i PVC-stabilisatorer vil højst sandsynligt forblive bundet i

PVC'en i hele produktets brugsfase og vil således ikke bidrage væsentligt til

eksponering. En potentiel forurening af miljøet fra bly- og cadmiumstabilisatorer i

PVC kan forekomme i produktions- og affaldsfasen.

•

I produktions- og affaldsbehandlingsfasen skal der træffes en række særlige

forebyggelses- og beskyttelsesforanstaltninger for at fjerne risikoen for, at

arbejdstagerne eksponeres for påvirkning fra bly og cadmium eller begrænse en

sådan risiko til et minimum i overensstemmelse med EU's lovgivning om

beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed.

•

Der foreligger ingen præcise oplysninger om, i hvilken grad PVC-blystabilisatorer

bidrager til den samlede blybelastning i kommunalt fast affald, som deponeres på

losseplads eller forbrændes. Forskellige beregninger og overslag giver vidt

EFT L 84 af 5.4.1993, s. 1.

CSTEE's udtalelse om bly - underretning 98/595/DK. Udtalelse fra det 15. CSTEE-plenarmøde,

Bruxelles den 5. maj 2000.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

forskellige resultater: 1 %, 3 %, 6 %, 10 %

og 28 %

. For cadmium anslås det,

at ca. 10 % af den samlede mængde cadmium i affaldsforbrændingsanlæg og

deponeringsanlæg stammer fra PVC

•

Der er kun foretaget få eksperimentelle undersøgelser af bly- og cadmiumholdigt

PVC-affalds adfærd på lossepladser. Det kan forventes, at bly- og

cadmiumforbindelser vil forblive indlejret i hårdt PVC-affald. For bly i blød PVC

er situationen mere usikker. En undersøgelse

har vist en 10 % udledning af

blystabilisator fra en bestemt type

blød

PVC-kabel indeholdende en blanding af

forskellige blødgørere. PVC's bidrag til blyindholdet i perkolater fra

deponeringspladser er endnu ikke blevet undersøgt.

•

Under forbrændingen af PVC og andet affald vil praktisk taget alt bly og

cadmium samle sig i bundprodukter og flyveaske i forbrændingsanlæggene. På

grund af stærk forurening med tungmetaller skal flyveaske og andre restprodukter,

som normalt er sammenblandet, deponeres på kontrollerede lossepladser.

Slaggeasken blive enten genbrugt eller kørt på lossepladsen. En spredning af

tungmetaller i miljøet kan derfor ikke udelukkes, men forekommer ikke

sandsynlig på kort sigt.

I betragtning af den ovenfor beskrevne videnskabelige usikkerhed er det ikke muligt

at sige noget præcist om, hvad en erstatning af bly og cadmium vil betyde for de

samlede emissioner i miljøet. Der kan imidlertid sættes spørgsmål ved, om en

generel erstatning af disse stabilisatorer vil have en væsentlig betydning for den

samlede udledning af bly og cadmium i miljøet. På den anden side vil

blystabilisatorer ifølge nogle analyser på lang sigt bidrage til at øge

blykoncentrationen i miljøet

via affaldsbehandlingsfasen.

På baggrund af de problemer, som tilstedeværelsen af farlige stoffer i affald kan

forårsage, påpeges det i forbindelse med revisionen af Fællesskabets strategi for

affaldshåndtering

at det med henblik på forebyggelse af farlig affaldsdannelse kan

være nødvendigt med EF-dækkende regler for at begrænse tilstedeværelsen af

tungmetaller i produkter og i produktionsprocesser eller for at forbyde bestemte

stoffer. Det understreges endvidere, at dette kan være tilfældet i situationer, hvor

hverken genbrug, genanvendelse eller risikofri bortskaffelse af det pågældende stof

er en acceptabel løsning set fra et miljøsynspunkt.

Beskyttelsen af mennesker og miljø mod risici hidrørende fra eksponering for

cadmium har været genstand for politiske tiltag på fællesskabsplan i adskillige år.

Den 25. januar 1988 vedtog Rådet for De Europæiske Fællesskaber en resolution

om et handlingsprogram for Fællesskabet til bekæmpelse af miljøforurening med

Bertin Technologies,

The influence of PVC on quantity and hazardousness of flue gas residues from

incineration,

undersøgelse for GD XI, april 2000.

Argus i samarbejde med Rostock Universitet,

The Behaviour of PVC in Landfill,

undersøgelse for

Generaldirektoratet for Miljø, februar 2000.

Bertin Technologies, op.cit.

Mersiowski m.fl.,

Long-Term Behaviour of PVC Products under Soil-Buried and Landfill Conditions,

Hamburg-Harburg Tekniske Universitet, juli 1999.

Swedish National Chemicals Inspectorate,

Additives in PVC, Marking of PVC, report of a Government

Commission,

1997.

KOM(96) 399.

EFT C 30 af 4.2.1988, s. 1.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

cadmium. Rådet understregede, at anvendelsen af cadmium bør begrænses til

situationer, hvor der ikke findes egnede alternativer.

Hvad angår anvendelsen af cadmium i PVC-stabilisatorer begrænser direktiv

91/338/EØF brugen af cadmium som stabilisator i en række PVC-anvendelser.

Imidlertid er brugen af cadmium i PVC-profiler stadigvæk tilladt. Sverige, Østrig og

Holland har forbudt anvendelse af cadmium i stabilisatorer, og direktiv 1999/51/EF

giver Sverige og Østrig lov til at anvende strengere bestemmelser for anvendelsen af

cadmium.

Der findes ingen lovgivning på fællesskabsplan om anvendelsen af blyforbindelser

som stabilisatorer. Danmark

, Sverige

, Østrig

og Tyskland

har presset på for

videregående begrænsninger, tvungne eller frivillige, i anvendelsen bly og cadmium,

navnlig som stabilisatorer i PVC.

Som tidligere nævnt er CSTEE i gang med en risikovurdering af cadmium og en

videnskabelig undersøgelse vedrørende bly. Beslutninger om eventuelle

risikobegrænsende foranstaltninger bør baseres på den eksisterende videnskabelige

dokumentation, som løbende tages op til revision i lyset af den videnskabelige

udvikling, herunder resultaterne af eventuelle fremtidige risikovurderinger.

Erstatningsstoffer for bly og cadmium er allerede taget i brug, og de vigtigste er

calcium-zink-stabilisatorer og organiske tinstabilisatorer. Calcium/zinkforbindelser

har en mere fordelagtig risikoprofil end bly- og cadmiumforbindelser og er ikke i

øjeblikket klassificeret som farlige stoffer. Af såvel tekniske grunde (produktkvalitet,

standarder, testkrav) som økonomiske grunde (højere omkostninger) er en generel

substitution af blystabilisatorer ikke mulig på indeværende tidspunkt. Der forventes i

de kommende år en formindskelse af prisforskellen mellem blystabilisatorer og

calcium/zink-stabilisatorer som følge af den igangværende udvidelse af

produktionskapaciteten. Tinstabilisatorer har mindre fordelagtige miljø- og

sundhedsmæssige egenskaber.

I marts 2000 afgav PVC-industrien (PVC-producenter, producenter af PVC-additiver

og PVC-forarbejdningsvirksomheder repræsenteret ved deres respektive europæiske

sammenslutninger (ECVM, ECPI, ESPA, EuPC

) et frivilligt tilsagn med det

erklærede mål at

fremme en bæredygtig udvikling inden for rammerne af en

integreret strategi baseret på ansvarlig vugge-til-grav-forvaltning.

Deltagerne i den frivillige aftale repræsenterer 98 % af producenterne af PVC-

polymerer, -additiver og compoundformuleringer og mellem 60 og 80 % af den del

af forarbejdningsindustrien, der fremstiller vinduesrammer og rør.

Underretning fra Danmark om et lovudkast om begrænsninger i anvendelsen af bly i produkter.

Swedish National Chemicals Inspectorate, op.cit.

Østrigs lovgivning om forbud mod cadmium i PVC.

Kommission Human-Biomonitoring des Deutschen Umweltbundesamts "Bleireferenz

und Human-

Biomonitoring-Werte",

1996.

Rapport fra Bundestag Enquête Kommission "The

products of industrial society; Perspectives on

sustainability management of material streams",

anbefalinger angående PVC, juli 1994.

ECVM står for

European Council of Vinyl Manufacturers,

ECPI for

European Council for Plasticisers

and Intermediates,

ESPA for

European Stabilisers Producers Association

og EuPC står for

European

Plastics Converters.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Det frivillige tilsagn omhandler forskellige miljøaspekter i forbindelse med PVC og

indeholder en konkret plan for gennemførelsen af de aftalte foranstaltninger:

nedbringelse af emissionerne i produktionsfasen, begrænsninger i anvendelsen af

cadmium, gradvis opfyldelse af genvindingsmålene samt økonomiske forpligtelser,

bl.a. i form af oprettelse af en fond til finansiering af relevante forskningsprojekter.

De vigtigste foranstaltninger drejer sig om følgende:

specifikke forpligtelser, gældende for perioden 2000-2010, som er nærmere

beskrevet på de relevante steder i dette dokument;

kvantitative mål for gradvis genvinding af visse former for affald og udfasning

af cadmium;

offentliggørelse af en årlig rapport, der gøres tilgængelig for interesserede

parter;

kontrol og evaluering af resultaterne ved en uafhængig tredjepart, første gang i

2003 og efterfølgende i 2008;

revision af målsætningerne, således at der tages hensyn til den tekniske og

videnskabelige udvikling og til ideer og forslag fra interesserede parter.

Undertegnelsen og ikrafttrædelsen af denne aftale er et vigtigt skridt, som skal

vurderes på grundlag af de effektivitets- og lønsomhedskriterier, der er anført i

meddelelsen fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om aftaler på

miljøområdet (KOM(96) 561 endelig udg.).

For at denne strategi kan blive en succes, kræves der konstante fremskridt i

bestræbelserne inden for de områder, der er omfattet af aftalen, navnlig med hensyn

til at nedbringe produktionen og anvendelsen af visse additiver, mere ambitiøse

kvantitative genvindingsmål, industriens bidrag til meromkostninger ved

forbrænding og en fuldt operationel finansieringsmekanisme.

Med hensyn til cadmium har industrien forpligtet sig til at udfase brugen af

cadmiumstabilisatorer i 2001. Denne forpligtigelse omfatter ikke import af PVC fra

tredjelande, som stadig kan indeholde cadmium.

Angående brugen af bly har European Stabilisers Producers Association (ESPA)

forpligtet sig til at gennemføre

indledende risikovurderinger af bly-baserede

stabilisatorer inden for rammerne af CEFIC- og ICCA-programmerne 'confidence in

chemicals' frem til år 2004.

ESPA har forpligtet sig til at udarbejde årlige statistikker, der viser, hvilke

stabilisatorer der aftages af forarbejdningsindustrierne. ESPA anslår, at mængden af

bly, der anvendes i PVC, vil falde fra 120 000 tons i 1999 til 80 000 tons i 2010, og

sammenslutningen har erklæret at

ville understøtte denne tendens gennem udvikling

af egnede alternativer.

PVC-stabilisatorindustrien træffer ikke i øjeblikket andre

foranstaltninger til udfasning af anvendelsen af bly i PVC end

at fortsætte

undersøgelserne med henblik på udvikling af alternativer til bly-baserede

stabilisatorer.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Spørgsmål til overvejelse

Kommissionen mener på baggrund af ovenstående analyse, at forureningen af

miljøet med bly og cadmium skal undgås i videst muligt omfang. Kommissionen

går ind for en begrænsning af anvendelsen af cadmium og bly som stabilisatorer i

PVC-produkter. Der kan være tale om forskellige foranstaltninger, som skal

vurderes i lyset af deres potentielle miljømæssige og økonomiske implikationer:

lovgivningsmæssig

udfasning

eller

andre

risikobegrænsende

foranstaltninger vedrørende cadmium og/eller bly med mulighed for

midlertidige dispensationer

gennemførelse af PVC-industriens frivillige aftale vedrørende cadmium

indgåelse af frivillige aftaler angående bly.

Hvilke foranstaltninger bør der træffes for at imødegå problemerne med

anvendelse af bly og cadmium i ny PVC? Og med hvilken tidshorisont?

Spørgsmål nr. 1:

3.3.

Blødgørere

Blødgørere er nødvendige for fremstillingen af bløde PVC-produkter. I Vesteuropa

produceres der hvert år omkring 1 mio. tons phthalater, hvoraf 900 000 tons bruges

til blødgøring af PVC. I 1997 var 93 % af PVC-blødgørerne phthalater. De mest

anvendte phthalater er: di(2-ethylhexyl)phthalat (DEHP), diisodecylphthalat (DIDP)

og diisononylphthalat (DINP). I de senere år er brugen af DEPH aftaget, medens

brugen af DIDP og DINP er tiltaget. Mængden af blødgørere, som tilsættes PVC-

polymeren, varierer afhængigt af produktets ønskede egenskaber. Indholdet af

blødgørere i de forskellige produkter svinger mellem 15 % og 60 %, med et typisk

indhold for de fleste bløde plastmaterialer på mellem 35 % og 40 %.

Andre blødgøringsmidler, navnlig adipater, trimellitater, organiske phosphater og

epoxyderet soyabønneolie kan også anvendes som blødgørere i PVC. Disse

blødgørere udgør dog kun en lille brøkdel af den samlede anvendelse af blødgørere.

Der foreligger kun begrænsede oplysninger om de ovennævnte blødgøreres miljø- og

sundhedsmæssige virkninger ved anvendelse i PVC, og flere data er nødvendige som

grundlag for en relevant vurdering. Dette afsnit vil derfor koncentrere sig om

phthalater, som er det vigtigste blødgøringsmiddel både mængdemæssigt og med

hensyn til vurderinger af miljø- og sundhedsrisici.

Phthalater er kemikalier, der produceres i store mængder, og fem af dem er på grund

af de potentielle risici, de udgør for miljøet og sundheden, opført på de første tre

prioriteringslister for risikovurdering i overensstemmelse med forordning nr. 793/93

om eksisterende stoffer. Risikovurderingen af disse fem stoffer udføres af rapportører

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

i forskellige medlemsstater

. Risikovurderingerne af DEHP, DIDP, DINP og DBP er

allerede eller forventes afsluttet i 2000 og for BBP's vedkommende i 2001.

DEHP, DINP og DIDP kan potentielt være bioakkumulerende. Ifølge de

risikovurderinger, der er foretaget i henhold til forordning nr. 793/93, giver

akkumuleringspotentialet for så vidt angår DBP, DINP og DIDP ikke anledning til

bekymring; vurderingen af DEHP og BBP's indvirkning på miljøet er endnu ikke

afsluttet. Phthalater med lange molekylekæder er svært nedbrydelige i biologiske

systemer

nedbrydes

kun

delvist

almindelige

afløbs-

spildevandsrensningsanlæg, hvor de akkumulerer i opslæmmet faststof. Visse

phthalater såvel som deres metabolitter og nedbrydningsprodukter kan have

sundhedsskadelige virkninger (navnlig på lever og nyrer for DINP og på testikler for

DEHP). Potentielle endokrinforstyrrende egenskaber er ved at blive undersøgt.

Alle de phthalater, som benyttes i store mængder i PVC-produkter, findes i dag over

alt i miljøet. Phthalaters spredning i miljøet synes fortrinsvis at foregå via luften og

ved udskilning. Phthalater i høje koncentrationer findes hovedsagelig i sedimenter og

kloakslam. I Danmark er der meldt om koncentrationer af visse phthalater, som

overstiger de nationale grænseværdier, der er fastsat for kloakslam, der anvendes

som gødning i landbruget.

Den Videnskabelige Komité for Toksicitet, Økotoksicitet og Miljø (CSTEE) har ved

flere lejligheder vurderet de risici, der er forbundet med anvendelsen af phthalater i

blød PVC i legetøj og småbørnsartikler. Phthalater migrerer fra legetøj og

småbørnsartikler, når børn putter dem i munden. Den Videnskabelige Komité for

Toksicitet, Økotoksicitet og Miljø har givet udtryk for bekymring over, at børn

udsættes for to phthalater (DINP og DEHP), der er indeholdt i disse produkter, på

grund af deres mulige skadevirkninger på lever, nyre og testikler. Kommissionen

vedtog den 10. november 1999 et forslag til direktiv og den 7. december 1999 en

beslutning i henhold til hasteproceduren i direktiv 92/59/EF om forbud mod

anvendelse af phthalater i legetøj og småbørnsartikler, som er beregnet til at blive

puttet i munden.

Uden at vente på det endelige resultat af den ovennævnte risikovurdering er tre

medlemsstater begyndt at udarbejde risikostyringsstrategier med udgangspunkt i det

overordnede mål at begrænse anvendelsen af phthalater. Den svenske regering har

fremsat et lovforslag om svenske miljøkvalitetsmål, som sigter imod at begrænse

anvendelsen af det mest udbredte phthalat DEHP

. Den danske regering har

vedtaget en handlingsplan med henblik på at nedbringe anvendelsen af phthalater

med 50% inden for de næste 10 år. Bæredygtigheden af anvendelsen af blød PVC er

også blevet vurderet af det tyske Umweltbundesamt

, som foreslår en udfasning af

De fem phthalater er: di(2-ethylhexyl) phthalat (DEHP), rapportør: Sverige; diisononylphthalat (DINP),

rapportør: Frankrig; diisodecylphthalat (DIDP), rapportør: Frankrig; dibutylphthalat (DBP), rapportør:

Nederlandene; butylbenzylphthalat (BBP), rapportør: Norge.

Den svenske regering anfører, at "anvendelse af DEHP og andre PVC-blødgørere med skadelige

virkninger til udendørs brug i belagte trådnets- og pladeprodukter og til korrosionsbeskyttelse i biler

udfases på frivillig basis senest i 2001. Andre anvendelser af DEHP som blødgører i PVC, med

undtagelse af medicinalprodukter og medikamenter, udfases på frivillig basis senest i 2001."

Deutsches Umweltbundesamt,

Handlungsfelder und Kriterien für eine vorsorgende nachhaltige

Stoffpolitik am Beispiel PVC,

1999.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

blød PVC inden for de anvendelsesområder, hvor der findes sikrere alternativer, på

grund af det permanente udslip af blødgøringsmidler, navnlig phthalater, i miljøet.

Spørgsmål til overvejelse

Som det fremgår af det ovenstående, rejser anvendelsen af phthalater i PVC visse

problemer, som kan afhjælpes gennem en række foranstaltninger, bl.a.

lovgivningsmæssige og frivillige risikobegrænsende tiltag. Eventuelle

foranstaltninger skal vurderes i lyset af deres miljømæssige og økonomiske

implikationer.

Spørgsmål nr. 2:

Skal der træffes specifikke foranstaltninger til begrænsning af

anvendelsen af phthalater som blødgørere i PVC? I bekræftende fald

hvornår og med hvilke instrumenter?

ÅNDTERING AF

PVC-

AFFALD

Kommissionen har ladet foretage fire undersøgelser med henblik på at vurdere de

tekniske aspekter af de vigtigste metoder til håndtering af PVC-affald: mekanisk

genvinding

, kemisk genvinding

, forbrænding

og deponering

Behandlingen af PVC-affald skal vurderes i sammenhæng med den europæiske

affaldshåndteringspolitik. I Kommissionens meddelelse om Fællesskabets

affaldshåndteringsstrategi

bekræftes princippet om, at

forebyggelse af affald skal

have førsteprioritet frem for genanvendelse og endelig bortskaffelse.

Yderligere

understreges det, at

såfremt det er miljømæssigt forsvarligt, bør materialegenvinding

prioriteres frem for energimæssig udnyttelse. Denne generelle regel er baseret på det

faktum, at materialegenvinding har en større indvirkning på forebyggelsen af

affaldsdannelse end energimæssig udnyttelse. Det vil dog i hvert enkelt tilfælde være

nødvendigt at tage de miljømæssige, økonomiske og videnskabelige følger i

betragtning, og en vurdering af heraf vil i visse tilfælde kunne medføre, at der gives

prioritet til energimæssig udnyttelse.

I sin resolution

af 24. februar 1997 tilsluttede

Rådet sig denne prioritering.

Prognos,

Mechanical recycling of PVC wastes,

undersøgelse for GD XI, januar 2000.

TNO, Chemical recycling of plastics waste (PVC and other resins),

undersøgelse for GD III, december

1999.

Bertin Technologies, The influence of PVC on quantity and hazardousness of flue gas residues from

incineration,

undersøgelse for GD XI, april 2000.

Argus i samarbejde med Rostock Universitet, op.cit.

KOM(96) 399 endelig udg.

97/C 76/01.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

4.1.

Den aktuelle situation og fremtidsperspektiver

Den aktuelle situation

Mængden af PVC-affald er en funktion af PVC-forbruget. Men på grund af

levetiden, som kan være helt op til 50 år eller mere for visse produkter, som rør og

profiler, er der en "tidsforskydning" mellem PVC-forbruget og PVC-forekomster i

affald. PVC-produkter opnåede en betydelig markedsandel i 1960'erne, og med en

levetid på 30 år og derover forventes der en væsentlig stigning i mængden af PVC-

affald fra omkring 2010.

Da PVC bruges i så mange forskellige sammenhænge, er dataene vedrørende PVC-

affald i Europa meget usikre. De nyeste og mest detaljerede data om mængden af

PVC-affald er industriens prognoser, hvis beregninger er baseret på

produktionsmængden pr. år og produkternes gennemsnitlige levetid.

Det anslås, at den samlede, årlige mængde PVC-affald i Fællesskabet i 1999 var på

omkring 4,1 mio. tons, fordelt på 3,6 mio. tons affald fra forbrugsleddet (post-

consumer PVC waste)

og 0,5 mio. tons fra produktionsleddet (pre-consumer

PVC

waste).

Affald fra produktionsleddet dannes i forbindelse med produktion af mellem-

og færdigprodukter og i forbindelse med håndtering og installering af PVC-

produkter. Den nuværende sammensætning af PVC-affald fordeler sig på to

tredjedele blød PVC og en tredjedel hård PVC.

Der er omkring 1 mio. tons PVC i bygnings- og nedbrydningsindustriens affald, og

der er ligeledes 1 mio. tons PVC i det kommunale fastaffald, som består af

husholdningsaffald og tilsvarende affald fra kontorer, forretninger og virksomheder.

Der produceres omkring 700 000 tons PVC-emballageaffald, og omkring 700 000

tons PVC findes i udrangerede køretøjer og kasseret elektrisk og elektronisk udstyr.

Den mest anvendte form for håndtering af affald fra forbrugsleddet i Fællesskabet er

deponering på lossepladser. Det gælder derfor også for PVC-affald fra

forbrugsleddet. Mellem 2,6 og 2,9 mio. tons PVC-affald deponeres på lossepladser

hvert år. Mekanisk genvinding benyttes kun for en lille brøkdel af affaldet fra

forbrugsleddet (omkring 100 000 tons). Omkring 600 000 tons PVC forbrændes

hvert år i Fællesskabet.

Fremtidsperspektiver: referencescenarie

Dette scenarie

beskriver situationen med hensyn til mængden af PVC-affald og de

forventede mest udbredte affaldshåndteringsformer i hhv. 2000, 2010 og 2020.

Scenariet er baseret på den antagelse, at der ikke træffes andre PVC-specifikke

foranstaltninger end de lovgivningsmæssige, administrative og frivillige tiltag, der

enten er gennemført eller under forberedelse på fællesskabsplan og på nationalt plan.

Det antages endvidere, at nugældende og fremtidige direktiver om deponering,

forbrænding, emballage, udrangerede køretøjer og elektrisk og elektronisk affald

gennemføres.

Nøgleelementet i håndteringen af PVC-affald fra forbrugsleddet er den forventede

stigning i affaldsmængden. Prognoser vedrørende den fremtidige PVC-

Prognos, op.cit.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

affaldsmængde er behæftet med usikkerhed, men der forventes en stigning med 30 %

i 2010 og med 80 % i 2020, især på grund af den betydelige forøgelse af

affaldsmængden fra langtidsholdbare produkter. Affald fra forbrugsleddet vil stige

fra de nuværende 3,6 mio. tons til omkring 4,7 mio. tons i 2010 og 6,2 mio. tons i

2020. PVC-affald fra produktionsleddet vil stige fra 0,5 til 0,9 mio. tons.

I forhold til den nuværende situation forventes der ændringer i sammensætningen af

PVC-affald fra forbrugsleddet. Andelen af PVC-bygningsaffald, husholdningsaffald

og affald fra kontorer, forretninger og virksomheder vil stige, mens andelen af

emballageaffald forventes at falde væsentligt. Også andelen af blød PVC-affald vil

falde.

I referencescenariet for PVC-affald forventes ændringer i lovgivningen om

affaldsforvaltning og -praksis at få følgende virkninger:

•

Direktivet om deponering af affald vil medføre væsentlige ændringer i

affaldshåndteringen, hovedsagelig på grund af de forventede stigninger i

deponeringsomkostningerne. Nogle medlemsstater, herunder Tyskland, Østrig,

Holland og Danmark, har bebudet politiske foranstaltninger med henblik på at

indføre forbud mod deponering af ubehandlet organisk affald, bl.a. plast, med

undtagelse af PVC- affald for Danmarks vedkommende.

•

Genvinding forventes at vinde betydelig større udbredelse i løbet af de næste

årtier, navnlig for de affaldssegmenter, hvor der fastsættes genvindingsmål. Også

den energimæssige udnyttelse af affald, der ikke kan genvindes, forventes at stige.

Hvorledes dette vil påvirke behandlingen af PVC-affald diskuteres mere detaljeret i

de følgende afsnit, der handler om de vigtigste affaldshåndteringsmetoder.

4.2.

Mekanisk genvinding

Begrebet mekanisk genvinding henviser til genvindingsprocesser, hvor PVC-affald

udelukkende behandles mekanisk, hovedsagelig ved findeling, sigtning og formaling.

De heraf resulterende produkter (i pulverform) kan viderebehandles til nye

produkter. Afhængigt af det indsamlede materiales sammensætning og

kontamineringsgrad er der stor forskel på kvaliteten af PVC-genvindingsprodukter.

Genvindingsprodukternes kvalitet er bestemmende for, i hvilket omfang nyt

materiale

kan

erstattes

med

genvindingsprodukt:

"højkvalitets"-

genvindingsprodukter kan genbruges i samme typer PVC-anvendelser, som de selv

indgik i tidligere, medens "lavkvalitets"-genvindingsprodukter fra blandede

affaldssegmenter kun kan indgå i produkter, som normalt fremstilles ud fra andre

materialer.

Genvinding af affald fra forbrugsleddet er stadig af ringe omfang i EU, og mængden

af genvundne materialer udgør mindre end 3 % af den samlede mængde

. Omkring

100 000 tons bliver hvert år genvundet i EU. En stor del af det genvundne PVC-

affald fra forbrugsleddet (omkring 70 %) "down-cycles" inden for områderne

kabelaffald (38 000 tons) og emballageaffald (19 000 tons).

Prognos, op.cit.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Mekanisk højkvalitetsgenvinding af affald fra forbrugsleddet befinder sig stadig på et

indledende stadie og forekommer kun for nogle få produktgrupper og kun i mindre

mængder (omkring 3 600 tons stive profiler, 5 500 tons PVC-rør og 550 tons

gulvbelægning).

Efter alt at dømme er genvindingsgraden af affald fra forbrugsleddet ikke væsentligt

højere i nogen af medlemsstaterne end EU-gennemsnittet. I nogle lande er der indført

indsamlingsordninger, normalt af frivillig karakter. Genvindingsgraden er imidlertid

normalt under 5 % og er i høj grad baseret på "down-cycling" af emballage og kabler.

For så vidt angår affald fra produktionsleddet blev omkring 420 000 tons PVC

genvundet i 1998, hvilket svarer til omkring 85 % af det producerede PVC-affald fra

produktionsleddet. Mekanisk genvinding af affald fra produktionsleddet finder sted i

alle medlemsstater og kan betragtes som en rentabel økonomisk aktivitet.

Flere vurderinger af livstidscykler

for visse PVC-produkter har vist, at mekanisk

genvinding giver en miljømæssig fordel i forbindelse med produktionsaffald,

afskæringer og PVC-affald fra forbrugsleddet, som kan separeres. De miljømæssige

fordele ved "down-cycling" af blandet plast til fremstilling af erstatningsprodukter

for beton-, træ- og andre ikke-plast-anvendelser, er mindre sikker.

Forekomsten af additiver, der er klassificeret som farlige stoffer (f.eks. bly, cadmium

og PCB), i store PVC-affaldsstrømme rejser specielle problemer i forbindelse med en

genvindingsproces. Genvinding af PVC-affald indeholdende tungmetaller resulterer

i, at disse stoffer opblandes i en større mængde PVC, idet det er nødvendigt at tilføje

rent materiale. Tungmetallerne udledes ikke direkte i miljøet, hverken under

genvindingsprocessen eller i det nye produkts levetid. Genvinding af PVC-

materialer, som indeholder tungmetaller, udskyder den endelige bortskaffelse til et

senere stadium. Selv om det kan være vanskeligt at kontrollere brugen af genvundet

PVC, som indeholder bly og cadmium, er det af tekniske årsager lidet sandsynligt, at

PVC-affald fra forskellige anvendelsesområder vil blive genvundet sammen, når det

drejer sig om højkvalitetsgenvinding. På grund af de produktspecifikke

additivformuleringer vil genvindingsvirksomhederne nemlig foretrække genvinding

til ensartede formål. Yderligere foranstaltninger, f.eks. begrænsninger i ukontrolleret

salg af genvindingsprodukter indeholdende tungmetaller, kunne overvejes. Et forbud

mod genvinding af PVC-affald indeholdende tungmetaller vil betyde, at der bliver

sat en stopper for mekanisk genvinding af bygnings-PVC-affald fra forbrugsleddet -

det område, der har det største potentiale for højkvalitetsgenvinding - idet dette PVC-

affald praktisk talt altid indeholder bly eller cadmium. Det skal bemærkes, at i de

medlemsstater, som har forbudt brugen af cadmium som stabilisator, er det -

undtagen i Danmark - stadigvæk tilladt at genvinde PVC-affald, som indeholder

cadmium. Problemet med PCB i PVC-kabelaffald er behandlet i direktiv 96/59/EF

om bortskaffelse af PCB og PCT, som fastsætter, at kabler indeholdende mere end

50 ppm PCB betragtes som rene PCB og derfor skal dekontamineres eller bortskaffes

i overensstemmelse med bestemmelserne i dette direktiv.

PVC kan have en negativ indvirkning på genvindingen af andre plasttyper i blandet

plastaffald. Når PVC bearbejdes sammen med andre plasttyper, som det er tilfældet

med emballageaffald, er bearbejdningstemperaturen begrænset til PVC-

Prognos, op.cit.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

forarbejdningsprocessens temperaturområde, som er relativt lavt i forhold til andre

plasttyper. Da polyethylen terephthalat- (PET)- og PVC-affald har næsten samme

stoftæthed, er det vanskeligt at separere dem, og tilstedeværelsen af PVC medfører

øgede omkostninger for nogle PET-genvindingsordninger, f.eks. for PET-flasker. I

nogle tilfælde har PVC-industrien erkendt dette problem og bidrager til afholdelsen

af ekstraomkostningerne.

Ligesom det er tilfældet med andre materialer, er også mulighederne for genvinding

af PVC begrænset af genvindingsomkostningerne. Genvinding er lønsomt, når

nettoomkostningerne (dvs. de samlede omkostninger ved indsamling, sortering og

bearbejdning minus indtægterne fra salget af genvindingsprodukterne) er lavere end

priserne på alternative affaldshåndteringsmetoder for tilsvarende PVC-affald. Hvis

processen ikke er lønsom, vil genvinding af PVC-affald ikke slå igennem under frie

markedsvilkår, medmindre lovgivningsmæssige eller frivillige tiltag fremmer

genvinding af PVC. Indsamlingsaspektet er den største flaskehals, både hvad angår

affaldets tilgængelighed og omkostninger.

Højkvalitetsgenvinding af affald fra forbrugsleddet (navnlig rør, profiler og

gulvbelægninger) er ikke lønsomt i øjeblikket, idet nettoomkostningerne ligger et

godt stykke over priserne for deponering og forbrænding. For ejeren af affaldet er der

desuden yderligere omkostninger forbundet med sortering af affaldet ved kilden.

Lavkvalitetsgenvinding af PVC-affald fra forbrugsleddet, f.eks. af emballageaffald,

er ikke lønsomt, og det kan det heller ikke forventes at blive for andre typer affald,

der er egnet til lavkvalitetsgenvinding, f.eks. kontorvarer og trykkefilm.

Kabelisolering er det eneste affald fra forbrugsleddet, som kan genvindes til en

konkurrencedygtig pris på grund af indholdet af værdifulde metaller som kobber.

Som konklusion kan det slås fast, at genvinding af affald fra produktionsleddet

principielt kan være lønsomt, hvorimod genvinding af PVC-affald fra forbrugsleddet

langt fra er økonomisk konkurrencedygtigt. Udover genvindingsordninger med en

bred regional dækning er det nødvendigt med økonomiske incitamenter, der kan

fremme særskilt indsamling af PVC-affald. PVC er ofte til stede som en bestanddel i

kompositmaterialer, eller det er blandet op i kontamineret affald, hvilket kræver

specielle indsamlings- og sorteringsforanstaltninger. Prisen for rent materiale, som er

yderst svingende (mellem 0,5 og 0,8 EUR/kg), har en stor indflydelse på, hvor

lønsom genvinding vil være. Desuden er priserne for deponering og forbrænding

lave. Ikke desto mindre kan det forventes, at de økonomiske betingelser for

genvinding bliver forbedret i de kommende år, navnlig som følge af de stigende

omkostninger ved deponering og forbrænding.

Fremtidsperspektiver og politiske retningslinjer

I referencescenariet kan omkring 9 % af den samlede mængde PVC-affald genvindes

mekanisk i 2010 og i 2020, svarende til 400 000 tons PVC-affald i 2010 og 550 000

tons i 2020

. Genvindingsgraden varierer afhængigt af affaldstype.

Prognos, op. cit.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

•

For så vidt angår højkvalitetsgenvinding kan følgende genvindingsgrader nås for

PVC-affald fra bygge- og nedbrydningsindustrien: 25 % for rør, 40 % for

vinduesprofiler og 12 % for gulvbelægning.

•

For så vidt angår lavkvalitetsgenvinding kan genvindingsgraden anslås til 65 %

for kabler i bygnings- og nedbrydningsaffald, 30 % for affald fra elektrisk og

elektronisk udstyr og 20 % for emballage.

•

Andre affaldstyper, som husholdningsaffald og affald fra kontorer, forretninger og

virksomheder, kan, ud fra de antagelser, der kalkuleres med i dette scenarie, ikke

formodes at kunne genvindes.

Ud fra dette referencescenarie er der udarbejdet et skøn over det maksimale

genvindingspotentiale

, dvs. de mængder PVC, som kan genvindes under

hensyntagen til de tekniske og økonomiske begrænsninger. Ifølge et sådant scenarie

vil der for affald fra forbrugsleddet kunne genvindes omkring 800 000 tons i 2010 og

1,2 mio. tons i 2020, svarende til en genvindingsgrad på 18 %. Det betyder, at

mekanisk genvinding af PVC-affald kun vil bidrage til at håndtere en femtedel af

PVC-affaldet fra forbrugsleddet. Andre affaldshåndteringsmetoder vil derfor fortsat

være vigtige.

PVC-industrien har i sin frivillige aftale fra marts 2000 opstillet kvantificerede mål

for mekanisk genvinding af rør, fittings og vinduesrammer. For rør er målet "at

genvinde mindst 50 % af den indsamlede tilgængelige mængde rør- og fittingaffald i

2005". For vinduesprofiler er målet "at genvinde mindst 50 % af den tilgængelige

mængde vinduesrammeaffald, som kan indsamles, i 2005". Disse mål er ikke baseret

på den producerede mængde affald, men på den indsamlede mængde.

PVC-industrien skønner, at der i 2005 vil være tale om følgende årligt genvundne

mængder: 15 000 tons rør og 15 000 tons vinduesprofiler. De nedennævnte store

mængder PVC-affald, som kan bruges til højkvalitetsgenvinding, er imidlertid ikke

omfattet af industriens frivillige aftale: andre stive profiler end vinduesprofiler

(omkring 240 000 tons i 2005), kalandreret gulvbelægning (omkring 240 000 tons i

2005) og bøjelige profiler og slanger (omkring 120 000 tons i 2005). PVC-industrien

har ikke desto mindre i sit tilsagn anført, at hvad angår andre potentielle

anvendelsesområder som PVC-kabler, gulvbelægninger og tagplader "er

der behov

for en større indsats med henblik på udvikling af logistik, teknikker og genbrugs

anvendelser".

Industrien har desuden forpligtet sig til at understøtte udviklingen, bl.a.

gennem opfyldelse af højere mål for mekanisk genvinding "snarest

muligt".

Spørgsmål til overvejelse:

Kommissionen mener på grundlag af ovenstående analyse og den nuværende lave

genvindingsgrad, at genvinding af PVC bør udbygges. Genvinding af PVC-affald

kan styrkes gennem en række foranstaltninger, som enten kan iværksættes

separat eller kombineret. Deres potentielle miljømæssige og økonomiske

implikationer skal vurderes. De mulige foranstaltninger omfatter:

Prognos, op. cit.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

obligatoriske indsamlings- og genvindingsmål for nogle relevante PVC-

affaldstyper

frivillige tilsagn fra industrien om at forbedre og finansiere, helt eller

delvis, indsamlingen og genvindingen af nogle relevante PVC-affaldstyper

anbefalinger til medlemsstaterne med henblik på etablering og udvikling

af separat indsamling af PVC-affald og andet nedbrydningsaffald

udvikling af egnede standarder, som tillader anvendelse af genvundet

PVC-materiale

mærkning af plastprodukter som et nyttigt redskab til at lette udskillelsen

af PVC-affald fra det almindelige affald og udviklingen af andre metoder

til plastidentificering og -sortering

udvikling af innovative genvindingsprocesser for visse typer PVC-affald

fra forbrugsleddet.

Hvilke foranstaltninger vil være de mest effektive med henblik på at

opfylde målsætningen om øget PVC- genvinding?

Spørgsmål nr. 3:

Genvinding af PVC-affald indeholdende tungmetaller rejser særlige problemer

på grund af den mulige opblanding af tungmetaller i nye og formodentlig flere

produkttyper. Man kan forestille sig forskellige foranstaltninger til at løse disse

problemer. Foranstaltningerne skal vurderes i lyset af deres miljømæssige og

økonomiske implikationer:

lovgivningsmæssige instrumenter med henblik på at begrænse mekanisk

genvinding af PVC-affald, der indeholder bly og cadmium

specifikke betingelser for en sådan genvinding, f.eks. at genvindingen

foregår inden for det samme

anvendelsesområde,

kontrol

med

genvindingsprodukters markedsføring, mærkning af genvundne

produkter og kontrol med anvendelsen af tungmetaller

ingen specifikke betingelser for genvinding.

Skal der knyttes specifikke betingelser til mekanisk genvinding af PVC-

affald, som indeholder bly og cadmium? I bekræftende fald hvilke?

Spørgsmål nr. 4:

4.3.

Kemisk genvinding

Kemisk genvinding er betegnelsen for en række processer, hvorved de polymere

molekyler, som plastmaterialerne består af, brydes ned i mindre molekyler. Disse kan

enten være monomerer, som kan bruges direkte til at producere nye polymerer, eller

andre stoffer, som kan bruges forskellige steder som udgangsmaterialer i den

kemiske industri.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Ved opbrydningen af hovedkæden af polymere molekyler i PVC-materialet frigives

chloren fra molekylekæden i form af hydrogenchlorid (HCl). Alt efter

forarbejdningsteknologien kan HCl genbruges efter rensning, eller det skal

neutraliseres til forskellige produktformer, som kan bruges eller skal bortskaffes.

I praksis er der i de sidste fem år kun iværksat et begrænset antal initiativer, som er

resulteret i opførelse af industrianlæg, eller som kan resultere i opførelse af sådanne

anlæg i nær fremtid. Kemiske genvindingsprocesser kan kategoriseres i forhold til

deres kapacitet til at håndtere affald med højt eller lavt chlorindhold, idet 4-5 % er

det maksimale PVC-indhold, som kan behandles med teknologier beregnet til

materiale med lavt chlorindhold. Af de tre fabriksanlæg, der specielt er bygget til

kemisk genvinding af affald med lavt chlorindhold, er de to blevet lukket af

økonomiske og forsyningsmæssige årsager. For affald med et højt PVC-indhold er

kun én forbrændingsbaseret teknologi i drift, hvori HCl kan nyttiggøres; to

forsøgsanlæg bliver operationsklare i de kommende år.

Ifølge forskellige livscyklusvurderinger vil visse kemiske genvindingsprocesser få

flere points med hensyn til energiforbrug og global opvarmning end kommunal

affaldsforbrænding og deponering. I nogle processer nyttiggøres chlor, hvorved man

undgår at skulle producere ny chlor gennem energiintensiv chloralkali-elektrolyse.

Det var ikke muligt på grundlag af de foreliggende livscyklusvurderinger at foretage

en prioritering af de analyserede kemiske genvindingsteknologier. Mekanisk

genvinding af affald med et højt PVC-indhold er at foretrække set ud fra et

miljøsynspunkt, i særdeleshed hvis der er tale om genvinding af

højkvalitetsprodukter, og der ikke kræves omfattende sortering og forbehandling

Sammen med de organiske bestanddele i PVC bliver også blødgørere omdannet til

udgangsmateriale. Stabilisatorer, der indeholder tungmetaller, ender for det meste

som fast reststof, som højst sandsynligt skal deponeres. For de fleste kemiske

genvindingsteknologier gælder det, at emissionen af andre problematiske stoffer end

faste restprodukter er lav

. Der kan ikke drages en endelig konklusion med hensyn

til dannelsen af dioxiner. Generelt vil reduktionsbetingelserne og høje temperaturer

fremme nedbrydningen og forhindre dannelsen af dioxiner, og det er tilfældet ved

driftsforholdene under visse processer.

Økonomisk set synes genvinding af PVC-rigt affald lidet attraktivt i de tilfælde, hvor

mekanisk genvinding har vist sig at være teknisk gennemførligt, muligvis med

undtagelse af gulvbelægning. Dette indebærer, at kemiske genvindingsanlæg for

PVC-rigt affald eventuelt skal koncentrere indsatsen om de affaldstyper, hvor

mekanisk genvinding ikke er gennemførlig, dvs. affaldstyper, der ikke kan genvindes

mekanisk, fordi det vil kræve flere sorteringstrin, fordi de indeholder for mange

problematiske urenheder eller på grund af andre begrænsninger af hensyn til miljøet.

Kemisk genvinding skal konkurrere med andre former for affaldshåndteringspraksis i

EU, hovedsagelig baseret på deponering og forbrænding. Deponering og forbrænding

har de laveste afgifter. Specialiserede kemiske genvindingsanlæg vil også få stærk

konkurrence fra højovne og cementovne, som kan optage en anseelig mængde

blandet plastaffald med begrænset PVC-indhold.

TNO, op.cit.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Når man ser på de forskellige affaldstyper, forekommer det, at kemisk genvinding af

landbrugsaffald, industriaffald og husholdningsaffald, bortset fra emballage, selv om

de tekniske muligheder er til stede, vil have svært ved at konkurrere uden

lovgivningsmæssige instrumenter eller styringsinstrumenter af en anden art. For så

vidt angår affald fra motorkøretøjer og elektrisk og elektronisk affald, synes PVC-

indholdet i blandet plastaffald at være for højt til, at det er egnet til de fleste former

for kemisk genvinding, der bruges til blandet plastaffald med lavt chlorindhold, men

for lavt til, at det er økonomisk rentabelt først at separere det og dernæst at behandle

det i anlæg beregnet til affald med et højt PVC-indhold.

Alt i alt kan det konkluderes, at det hovedsagelig er de økonomiske aspekter, der

afgør, om kemiske genvindingsanlæg kan fungere efter hensigten, og under de

nuværende omstændigheder er det tvivlsomt, om en sådan praksis kan blive rentabel.

Fremtidsperspektiver og politiske retningslinjer

Kemisk genvinding er et muligt alternativ, især for de affaldstyper, hvor mekanisk

genvinding ikke er mulig, og på betingelse af at lovgivningsmæssige eller andre

styringsinstrumenter

kan

lede

affaldsstrømmen

væk

fra

mest

omkostningseffektive

konkurrenter

(som

cementovne,

kommunale

affaldsforbrændingsanlæg og deponering).

I referencescenariet er den samlede mængde PVC-affald, som vil kunne genvindes

ad kemisk vej, i 2010 anslået til 80 000 tons, der indgår som en del af blandet

plastaffald med lavt chlorindhold (især fra emballage) og 160 000 tons i blandede

plastfraktioner med et højere PVC-indhold, hovedsagelig fra motorkøretøjsaffald og

elektrisk og elektronisk affald.

PVC-industrien har forpligtet sig til i 2001 at investere 3 mio. EUR i et pilotanlæg

med det formål at nyttiggøre indholdet af chlor og carbonhydrider i PVC-beklædte

stoffer. Resultatet af dette pilotprojekt kendes i midten af 2002, hvor der vil blive

truffet beslutning om bygningen af et kommercielt anlæg.

Spørgsmål til overvejelse:

Kommissionen noterer sig med interesse de ovenfor beskrevne bestræbelser på at

videreudvikle kemiske genvindingsteknologier. I den forbindelse kan der

overvejes forskellige foranstaltninger, der kan fremme denne udvikling.

Foranstaltningernes mulige miljømæssige og økonomiske implikationer skal

vurderes:

yderligere frivillige initiativer fra PVC-industriens side

anbefalinger vedrørende mål for kemisk genvinding af de affaldstyper,

hvor mekanisk genvinding ikke er mulig

opstilling af obligatoriske mål for kemisk genvinding.

Spørgsmål nr. 5:

Hvilke foranstaltninger vil være de mest egnede til at fremme kemisk

genvinding af PVC-affald?

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

4.4.

Andre genvindings-

forbrænding

nyttiggørelsesteknologier,

herunder

kombineret

En nylig udviklet opløsnings-bundfældningsmetode er baseret på fysiske principper

uden destruktion af de polymere molekyler til grundforbindelser. Processen blev

udviklet specielt til blandingsmaterialer indeholdende PVC og andre bestanddele.

PVC separeres fra blandingens øvrige komponenter gennem en selektiv

opløsningsproces, hvorefter hele PVC-materialet regenereres gennem en

udfældningsproces. PVC og de øvrige bestanddele kan dernæst genbruges.

I øjeblikket er der ét forsøgsanlæg i drift, og ét pilotanlæg ventes at kunne tages i

brug i 2001. Teknologien virker i et lukket kredsløb, hvor opløsningsmidler

genvindes.

Processen behandler selektivt indsamlede PVC-produkter. Kvaliteten skal være

nogenlunde den samme som ved mekanisk genvinding, hvilket betyder, at

omkostningerne ved at gøre materialet tilgængeligt er sammenlignelige. Forskerne

forventer, at teknologien kan behandle forholdsvist komplicerede kemiske

formuleringer, f.eks. olietøj, kabler, medicinalplasterpakker, gulvbelægninger og

instrumentbrætter i biler, og at den kan konkurrere økonomisk med nogle af de andre

genvindingsmetoder.

Blandet plastaffald bruges af en tysk stålproducent som reduktionsmiddel i højovne

ved produktion af råjern. Blandet plastaffald anvendes også som brændsel i

cementovne som erstatning for kul, olie og gas.

Der er delte meninger om, hvilke miljøvirkninger brugen af blandet plastaffald i

højovne og cementovne har. Ifølge visse livscyklusanalyser opnår højovne og

cementovne flere points med hensyn til energiforbrug og global opvarmning end

kommunal affaldsforbrænding. Med hensyn til PVC's potentielle bidrag til emission

af dioxiner kan der vanskeligt drages entydige konklusioner, og yderligere

undersøgelser vil være nødvendige.

Højovne og cementovne kan behandle blandet plastaffald uden større

kapitalinvesteringer og kan derfor tilbyde lave afgifter. Brugen af blandet plastaffald

i cementovne og i højovne udgør en alvorlig konkurrence for de øvrige

affaldsbehandlingsanlæg. På den anden side begrænses anvendelsen af blandet

plastaffald i cementovne og højovne af dets chlorindhold, idet chloren kan have en

negativ effekt på kvaliteten af den producerede cement eller jern, og der er risiko for

korrosion af udstyret ved dannelsen af HCl. En tolerance på 2-3 % PVC eller mindre

er acceptabelt

. Teoretisk set kan kombineret forbrænding i cementovne af blandet

plastaffald med lavt PVC-indhold komme til at spille en vigtig rolle i fremtiden.

4.5.

Forbrænding

PVC-affald

sker

hovedsagelig

kommunale

affaldsforbrændingsanlæg.

PVC-affald

findes

også

hospitalers

affaldsforbrændingsanlæg, idet PVC indgår i hospitalsudstyr. Der forbrændes hen

Eller 1-1,5 % chlor. Værdierne for de forskellige anlæg kan variere, og lovkravene kan være forskellige

fra land til land.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

ved 600 000 tons PVC hvert år i EU. PVC udgør omkring 10 % af det plast, som

forbrændes, og 0,7 % af den samlede mængde affald, der forbrændes

PVC-affald tegner sig for mellem 38 % og 66 % af chlorindholdet i det affald, der

forbrændes. Den anden store kilde til chlordannelse er forrådnelige stoffer (omkring

17 %) og papir (10 %). I gennemsnit anslås det, at omkring 50 % af chlorinputtet i

forbrændingsanlæggene stammer fra PVC.

Ved forbrændingen danner PVC-affald hydrogenchlorid (HCl) i røggassen, hvilket

nødvendiggør en neutralisering, undtagen hvis der anvendes en speciel teknologi for

at genbruge HCl. I øjeblikket benyttes en sådan speciel teknologi kun i fem anlæg i

Tyskland, og tre er under bygning. Alle de syregasser, der dannes i røggassen under

forbrænding af kommunalt affald (ud over HCl er det hovedsagelig svovloxider) skal

neutraliseres, før den tilbageværende røggas udledes i atmosfæren.

Fællesskabslovgivningen

har fastsat grænseværdier for emission af

hydrogenchlorid. Der er for øjeblikket ved at blive udarbejdet strengere

grænseværdier

For at nå ned på disse grænseværdier for emission af HCl tilsættes

neutraliseringsstoffer, især kalk, for at neutralisere syrekomponenten i røggassen. De

fire vigtigste neutraliseringsprocesser er den tørre, den halvtørre, den halvfugtige og

den fugtige proces, som beskrives nærmere i bilag 1.

I en vurdering

af mængden af restprodukter fra røggasrensning ved forbrænding af

PVC-affald konkluderes det, at forbrændingen af 1 kg PVC i gennemsnit

danner

mellem 1 og 1,4 kg restprodukter ved tørbehandling med kalk og ved halvtør og

halvfugtig behandling. Ved brug af natriumhydrogencarbonat som neutraliseringsstof

i en halvtør proces vil 1 kg PVC skabe omkring 0,8 kg restprodukter. Ved en fugtig

proces dannes der mellem 0,4 og 0,9 kg restprodukter opløst i flydende

affaldsprodukter. Der er en væsentlig forskel mellem den nødvendige mængde

neutraliseringsstoffer og mængden af dannede restprodukter for henholdsvis blød og

hård PVC. Blød PVC indeholder mindre chlor end hård PVC. Den nødvendige

mængde neutraliseringsstoffer og mængden af producerede restprodukter er derfor

mindre for blød PVC end for hård PVC (1 kg blød PVC

skaber mellem 0,5 og

0,78 kg restprodukter).

Bertin Technologies, op.cit.

I direktiv 89/369/EØF om forebyggelse af luftforurening fra nye kommunale affaldsforbrændingsanlæg

er emissionsgrænseværdierne for hydrogenchlorid fastsat til mellem 50 og 250 mg/Nm

afhængigt af

forbrændingsanlæggets kapacitet.

Forslag til Rådets direktiv om forbrænding af affald [KOM(1998) 558 endelig udg.] samt Rådets fælles

holdning om dette forslag [98/289 COD af 25. november 1999] fastsætter en streng

emissionsgrænseværdi for HCl på 10 mg/Nm

, som i 2005 vil blive emissionsgrænseværdien for

bestående og nye forbrændingsanlæg i Fællesskabet.

Bertin Technologies, op.cit.

Gennemsnitstallet gælder for et blandet PVC-materiale med 45 % chlor, dvs. bestående af 70 % hård

PVC (der indeholder 53 % chlor) og 30 % blød PVC (der indeholder 25 % chlor).

Ved disse beregninger indeholder blød PVC 25 % chlor.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Tabel 3: Anslået mængde restprodukter dannet ved forbrænding af

1 kg PVC-affald

TØR

HALVTØR

FUGTIG

Neutraliseringsstof

Kalk BICAR

Kalk

Min

0,25

Cl kg. pr.

Max

0,53

kg PVC

Gennem-

0,45

snit

Restprodukt

Min

0,78

0,46

0,70

(kg)

Max

1,65

0,97

1,48

(pr. kg PVC) Gennem- 1,40

0,82

1,26

snit

Flydende restprodukt

0,42 til 0,88

(tørstof) (kg pr. kg PVC)

HALVFUGTIG

Kalk

0,54

1,15

Restprodukter fra røggasrensning er klassificeret som

farligt affald

Restprodukterne dannes separat (især i halvfugtige og fugtige systemer) eller blandet

op med flyveaske. Restprodukterne indeholder neutraliseringssalte, overskydende

neutraliseringsstof samt forurenende stoffer som tungmetaller og dioxiner, som ikke

er blevet nedbrudt. Deponering af restprodukter er med visse undtagelser den eneste

mulighed, som benyttes i medlemsstaterne.

Der er udformet flere behandlingsmetoder til genindvinding af calciumchlorid og

natriumchlorid fra restprodukter efter tørre og halvtørre behandlinger, men kun få af

dem udnyttes kommercielt. Med undtagelse af nogle få specifikke tilfælde er det

usikkert, hvorvidt sådanne teknologier generelt kan bruges til at nyttiggøre en

betydelig del af restprodukterne, og en sådan løsning må anses for at være mindre

højt prioriteret end forebyggende foranstaltninger, der tager sigte på at nedbringe

mængden af restprodukter ved kilden.

På indeværende tidspunkt har PVC-indholdet i kommunalt fastaffald følgende

virkninger på restprodukter fra røggasrensning sammenlignet med forbrænding af

kommunalt fastaffald uden PVC

•

PVC-forbrænding øger mængden af restprodukter fra røggasrensning (ca. 37 %

ved tørbehandling, 34 % ved halvtør behandling og 42 % ved halvfugtig og fugtig

behandling

•

PVC-forbrænding øger indholdet af udvaskede salte i restprodukter med en faktor

to. Det drejer sig primært om chlorider af calcium, natrium og kalium.

Bertin Technologies, op.cit.

I Rådets beslutning 94/904/EF om udarbejdelse af en liste over farligt affald klassificeres fast affald fra

gasbehandling som farligt affald (kode 190107), EFT L 356 af 31.12.1994, s. 14-22.

Bertin Technologies, op. cit.

Dette scenarie er baseret på forbrænding af 1 mio. tons affald, hhhv. med og uden PVC, og deponering

af de dannede restprodukter.

Bertin Technologies, op. cit.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

•

PVC-forbrænding øger mængden af perkolater fra restprodukter, der anbringes i

deponeringsanlæg (omkring 19 % ved tør behandling, 18 % ved halvtør

behandling, 15 % ved halvfugtig behandling og 4 % ved fugtig behandling).

Perkolater skal behandles før udledning.

•

Der er en teoretisk mulighed for, at udvaskningen af f.eks. cadmium kan øges som

følge af øget chlorid kompleksdannelse forårsaget af PVC-forbrænding, men der

er behov for data, som kan underbygge dette.

•

I det almindelige temperaturområde for trinene i forbrændingen af kommunalt

affald har det højere chlorindhold ikke nogen væsentlig virkning på overførslen af

tungmetaller og sporstoffer fra bundasken til restprodukterne fra gasbehandlingen.

PVC-affaldsforbrændingens mulige indvirkning på emissionen af dioxiner har været

genstand for en omfattende videnskabelig debat, idet PVC aktuelt er det stof, der

skaber den største mængde chlor i forbrændingsanlæggene. I perioden 1993-1995

stammede omkring 40 % af den samlede emission af dioxiner i Fællesskabet fra

affaldsforbrændingsanlæg

Der er nogen, der mener, at en nedsættelse af chlorindholdet i affald kan bidrage til at

begrænse dioxindannelsen, om end der ikke er fuld klarhed over mekanismen.

Betydningen heraf forventes imidlertid at komme i anden eller tredje række

, idet

forbrændingsprocessens hovedparametre, såsom temperatur og iltkoncentration,

formodentlig har større indflydelse på dioxindannelsen.

Selv om der med det nuværende chlorindhold i kommunalt affald ikke synes at være

en direkte kvantitativ sammenhæng mellem chlorindhold og dioxindannelse, så er det

muligt, at en forøgelse af chlorindholdet i affaldet op over en vis tærskelværdi kan

bidrage til en forøgelse af dioxindannelsen i forbrændingsanlæggene. Der er foreslået

en grænseværdi på 1 % chlor

, men der hersker stadig usikkerhed herom

. Der er

behov for yderligere undersøgelser med henblik på at vurdere, over hvilken

tærskelværdi chlorindholdet vil indvirke på dioxindannelsen. Denne tærskel kan

eventuelt blive overskredet på grund af stigende mængder affald, der indeholder

chlor.

Ikke alle forbrændingsanlæg i Fællesskabet opfylder

state of the art-standarderne

for

dioxinemissioner til luften. I forslaget til direktiv om forbrænding af affald

er der

fastsat en emissionsgrænseværdi på 0,1 ng/m³, hvilket vil bidrage mindske

emissionen af dioxiner fra forbrændingsanlæg.

Den mulige sammenhæng mellem PVC-forbrænding og korrosion af

forbrændingsanlæggenes udstyr er også blevet debatteret. Nogle operatører hævder,

Identification of relevant industrial sources of dioxins and furans in Europe,

Landesumweltamt

Nordrhein-Westfalen, Essen, 1997.

Den danske Miljøstyrelse,

Environmental aspects of PVC,

1996.

Wikstrom, 1996,

Influence of level and form of chlorine on the formation of chlorinated dioxins,

dibenzofurans and benzenes during the combustion of an artificial fuel in a laboratory reactor.

Den danske Miljøstyrelse,

Dioxins emissions from waste incineration,

Environmental Project 117, 1989

Den danske Miljøstyrelse,

The effects of chlorine content on the formation of dioxin,

Project 118, 1989

Den danske Miljøstyrelse,

Dioxins – sources, levels and exposures in Denmark,

Working report

N°50/1997.

KOM(1998) 558 endelig udg.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

at damptrykket og dermed energieffektiviteten kan blive større med et lavere

chlorindhold i affaldet. Hvis der ikke er PVC i affaldet, kan

energigenvindingssystemet således tænkes at blive mere effektivt. Dette spørgsmål

kræver yderligere undersøgelser. Det skal bemærkes, at forbrændingen af PVC-affald

med energigenvinding frembringer en større energimængde end forbrænding af

almindeligt kommunalt affald, idet PVC-affalds varmeværdi er større

Forbrænding af PVC-affald øger forbrændingsanlæggenes driftsomkostninger, fordi

det er nødvendigt at anvende neutraliseringsstoffer til at neutralisere syreholdig

røggas, og fordi der ligeledes er omkostninger forbundet med affaldsbehandlingen af

restprodukterne. Meromkostningerne i tilknytning til forbrænding af PVC varierer alt

efter medlemsstat, neutraliseringsproces og affaldshåndteringen af restaffaldet. Det

skønnes, at meromkostningerne ved forbrænding af PVC sammenlignet med

kommunalt fastaffald beløber sig til omkring 20 EUR pr. ton ved fugtig behandling

og op til 300 EUR pr. ton ved tør behandling

. Forskellene afhænger af den

anvendte teknologi og den type PVC, der forbrændes (blød eller hård). En

specificering af omkostningerne findes i bilag 2. Meromkostningerne bliver ikke i

øjeblikket lagt på nye PVC-produkter eller PVC-affald, men indgår i de generelle

omkostninger ved affaldsforbrænding.

Kommissionen har ladet foretage en undersøgelse

, som vurderer de økonomiske

implikationer af ved at lede PVC-affald bort fra forbrænding. Rapporten analyserer

tre scenarier sammenlignet med referencescenariet (mere detaljerede oplysninger

findes i bilag 3). I det første og det andet scenarie øges genvindingsgraden til

henholdsvis 15 % og 22 % i 2020 med et proportionalt fald i mængden af PVC, der

sendes til forbrænding og deponering. For så vidt angår forbrænding svarer dette til

en omlægning af i alt 1 900 kilotons i scenarie 1 (primært bygningsaffald) og 4 200

kilotons i scenarie 2 i perioden 2000-2020. I det tredje scenarie er genvindingsgraden

den samme som i referencescenariet, men forbrændingsraten anslås til 28 % i 2020 i

stedet for referencescenariets 45 % som følge af omlægning af bygningsaffald til

deponering. Dette svarer til omlægning af omkring 10 300 kilotons i perioden 2000-

2020.

I de omkostninger, der medtages i scenarie 1 og 2, er indregnet besparelser ved at

undgå forbrænding (inkl. "særlige omkostninger"

) og nettoomkostninger ved

genvindingsprocessen, som afhænger af den omlagte affaldsmængde. De særlige

omkostninger ved forbrænding varierer betydeligt afhængigt af den anvendte type

røggasrensningssystem. Beregningerne i rapporten er foretaget for et

gennemsnitssystem med en fordeling på 25 % halvtørre systemer, 25 % fugtige og

Den gennemsnitlige varmeværdi for elastisk PVC er 20 GJ/ton, 16 GJ/ton for uelastisk PVC og

10 GJ/ton for kommunalt fastaffald.

Bertin Technologies, op. cit.

AEA Technology,

Economic evaluation of PVC waste management,

rapport udarbejdet for Europa-

Kommissionens Generaldirektorat for Miljø, juni 2000. Undersøgelsen omfatter EU's medlemsstater +

seks ansøgerlande. De anførte tal er middelværdier af de "høje" og "lave"forbrændingsscenarier.

Scenarierne er baseret på den antagelse, at deponering af PVC-affald vil blive væsentligt begrænset i

visse lande (Sverige, Østrig, Tyskland og Nederlandene). Forskellen afspejler den opnåede reduktion.

De anførte værdier svarer til en nedsættelse på 4 %.

Der er meromkostninger forbundet med forbrænding af PVC sammen med fast kommunalt affald, dels

fordi der kræves reagenser til at mindske emissionen af syreholdig gas og dels til behandling og

bortskaffelse af restprodukter, om end forskellen delvis udlignes som følge af øget energisalg, da PVC

har en højere varmeværdi end kommunalt affald.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

50 % halvfugtige systemer. Resultaterne viser, at bortset fra stive bygningsprodukter

(rør, vinduer, kabelbakker og andre stive profiler) og kabler, vil omlægning af PVC-

affald fra forbrænding til genvinding resultere i en nettoforøgelse af omkostningerne.

Omkostningerne pr. ton omlagt affald er anslået til omkring 50 EUR/t for scenarie 1

og 190 EUR/t for scenarie 2. I scenarie 3 er resultatet en nettobesparelse på omkring

90 EUR/t. Denne besparelse skyldes hovedsagelig lavere omkostninger for

deponering og den antagelse, at sorteringen af bygningsaffald generelt udføres på

stedet for affaldsproducentens regning. Omlægning af andre affaldstyper til

deponering (f.eks. husholdningsaffald og affald fra forretninger, kontorer og

virksomheder) vil resultere i langt højere omkostninger.

De største miljøbelastninger og de hermed forbundne virkninger for sundheden i de

tre scenarier er blevet vurderet. I det omfang, det har været muligt, og med en vis

skævhed til fordel for virkningerne af luftforurening, er de eksterne omkostninger,

der knytter sig til hvert scenarie, blevet evalueret. Beregningerne for alle scenarierne

tyder på miljømæssige fordele. På grundlag af hvad der i undersøgelsen anses for det

"bedste" skøn for hver af de evaluerede byrder, er fordelene i de tre scenarier blevet

anslået til henholdsvis 190, 140 og 50 EUR pr. ton omlagt affald i perioden 2000-

2020. Disse resultater skyldes især de undgåede emissioner fra fremstillingen af ren

PVC (i forbindelse med højkvalitetsgenvinding) og for det andet fra de undgåede

emissioner fra forbrænding (heri indbefattet indirekte emissioner i tilknytning til

fremstillingen af neutraliseringsstoffer).

Det fremgår ved en sammenligning mellem de finansielle og miljømæssige analyser

baseret på det bedste skøn, at de samlede omkostninger er mindre i scenarie 1 og 3,

da omkostningerne pr. omlagt ton affald er mindre end fordelene. Det modsatte er

tilfældet i scenarie 2, hvor de miljømæssige fordele (som ganske vist er større end i

scenarie 1 og 3) er mindre end de anslåede omkostninger.

Disse beregninger er baseret på en række antagelser. Navnlig hvad angår de

finansielle aspekter er omkostningselementerne nødvendigvis baseret på meget få

erfaringer med eksisterende ordninger for genvinding af PVC-affald fra

forbrugsleddet, idet disse stadig befinder sig på begynderstadiet. Disse

usikkerhedsmomenter er større for scenarie 2 . Når prisen på genvindingsprodukter

er tæt knyttet til prisen på ren PVC, vil stigende priser på det sidstnævnte føre til

lavere totalomkostninger.

Som tidligere nævnt er der en vis skævhed i miljøanalysen til fordel for virkningerne

af luftforurening. Det er imidlertid sandsynligt, at de fleste af de eksterne virkninger,

som er udeladt (for eksempel bortskaffelse af restprodukter) vil øge fordelene ved en

omlægning af PVC bort fra forbrænding. Hovedundtagelsen vedrører phathalat-

blødgørere. Deponeret blødt PVC vil danne et reservoir af disse kemikalier, som i

tidens løb kan frigøres, hvorimod forbrænding har den fordel at nedbryde dem.

Forbrænding giver desuden mulighed for nyttiggørelse af phthalaternes varmeværdi.

Denne faktor er medtaget i miljøanalysen.

Fremtidsperspektiver og politiske retningslinjer

I referencescenariet vil forbrændingen af PVC-affald øges til omkring 2,5 mio. tons i

2020 fra 600 000 tons i dag. Antallet af og kapaciteten i forbrændingsanlæg, som

anvender fugtig, halvfugtig og halvtør røggasneutralisationsteknik, vil øges på

bekostning af anlæg, som anvender tørteknikker.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Spørgsmål til overvejelse:

På grundlag af ovennævnte analyse mener Kommissionen, at forbrænding af

PVC-affald rejser en række problemer. Forskellige foranstaltninger kan tænkes

at kunne bidrage til at løse problemerne og skal vurderes i lyset af deres mulige

miljømæssige og økonomiske implikationer:

frivillig eller tvungen omlægning af behandling af PVC-affald, i den

udstrækning, det er økonomisk gennemførligt, fra forbrænding til

fortrinsvis genvinding eller deponering. Det vil kræve etablering af

indsamlingsordninger med henblik på separat indsamling af PVC-affald,

der skal omlægges fra forbrænding til andre behandlingsformer.

tilsvarende omlægning for hård PVC alene

finansiering af de meromkostninger, der er forbundet med forbrænding,

ved f. eks. (helt eller delvis) at medtage disse omkostninger i prisen på nye

PVC-produkter eller ved direkte økonomisk tilskud til driften af

forbrændingsanlæggene

tilskyndelse til at omlægge røggasrensningsteknologier til processer, som

reducerer mængden af dannede restprodukter eller tillader genvinding af

HCl i stedet for at neutralisere det

yderligere undersøgelser af den mulige sammenhæng mellem PVC-

forbrænding og dioxindannelse.

Hvilke foranstaltninger vil mest effektivt kunne afhjælpe problemerne i

tilknytning til forbrænding af PVC-affald?

Spørgsmål nr. 6:

4.6.

Deponering

Deponering er den mest udbredte form for behandling af PVC-affald. Præcise tal

vedrørende deponering af PVC-affald kendes ikke, og der er store forskelle mellem

de forskellige vurderinger, hvoraf nogle anslår, at helt op til 2,9 mio. tons PVC-affald

deponeres hvert år. Man regner med, at over 20 mio. tons PVC-affald er blevet

deponeret inden for de sidste 30 år.

Medlemsstaterne skal have gennemført bestemmelserne i direktiv 1999/31/EF om

deponering af affald i 2001. I henhold til dette direktiv skal deponeringsanlæg

overholde en række tekniske standarder vedrørende beskyttelse af undergrund og

grundvand, bl.a. vedrørende opsamling af afløbsvand, bundforsegling og kontrol med

gasemission.

Alle materialer i deponeringer - også PVC - er underlagt forskellige reaktive

betingelser, som bestemmes af parametre som temperatur, fugtighed,

tilstedeværelsen af ilt, mikroorganismers aktivitet og samspillet mellem parametre på

forskellige stadier af det deponerede affalds aldringsproces. Der kan opstilles fire

hovedfaser: en kort indledende aerobfase, en anaerob syrefase (varierende varighed,

længere end aerobfasen), en anaerob metanfase (op til flere århundreder) og en aerob

slutfase.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Der er foretaget undersøgelser

vedrørende både hårde og bløde PVC-materialer,

hovedsagelig i laboratorier, med henblik på at analysere effekterne af en biologisk

behandling og af mikrobiologiske test.

PVC-polymeren anses generelt for at være resistent ved deponering under og over

jorden

. Der er imidlertid observeret en nedbrydning af PVC-polymeren i tynd

emballagefolie

. Dette er stadig et enkeltstående resultat, og virkningen blev

observeret under aerobe betingelser og ved en temperatur på 80°C, betingelser, som,

hvis de forekommer på lossepladser, kun er af forbigående varighed.

Udskillelsen af blødgørere, specielt phthalater, fra blød PVC er beskrevet mange

steder i litteraturen. Resultater fra undersøgelser af phthalaters nedbrydelighed under

deponeringsforhold, viser, at nedbrydning af phthalater forekommer, men at den ikke

altid er fuldstændig, afhængigt af betingelserne og phthalat-typen. Både phthalater og

deres nedbrydningsprodukter kan spores i lossepladsernes perkolater. Ydermere

nedbrydes langkædede phthalater, såsom DEPH, kun delvis i almindelige afløbs- og

spildevandsrensningsanlæg og ophobes i opslæmmet stof. Udskillelsen af phthalater

kan også bidrage til gasemissioner fra lossepladser. Hvad angår andre emissioner fra

lossepladser, kan emissionen fra PVC-affald være af længere varighed end den

sikring, som gives med den tekniske membranbarriere, og der er ingen

dokumentation for, at frigørelsen af phthalater vil ophøre efter et givet tidsrum.

Stabilisatorer er indlejret i molekylegitteret i hårdt PVC-affald. Derfor forventes

migrationen at være lav og at påvirke overfladen af PVC, men ikke det indre af

materialet. Med hensyn til stabilisatorer i blødt PVC-affald viser en undersøgelse

PVC-affalds langsigtede adfærd under deponeringsbetingelser, at der frigøres

blystabilisatorer fra et bestemt PVC-kabel, der indeholder en kombination af

forskellige blødgørere.

PVC-produkter, der deponeres på lossepladser, vil ganske givet bidrage til dannelsen

af dioxiner og furaner i forbindelse med eventuelle brande, men der kan ikke på

indeværende tidspunkt siges noget om omfanget på grund af de problemer, der er

forbundet med at fremskaffe de nødvendige oplysninger.

For yderligere at kunne vurdere og kvantificere indvirkningen på miljøet af PVC-

deponering er der behov for flere undersøgelser af PVC-polymerers potentielle

nedbrydning, udskillelsen af stabilisatorer og blødgørere og phthalaters bidrag til

dannelsen af afløbsvand og gasemissioner fra lossepladser.

Omkostningerne ved deponering af PVC-affald i medlemsstaterne er de samme som

ved deponering af kommunalt fastaffald, og der er store forskelle i taksterne

. Priser

eller takster for deponering er betinget af en række faktorer som

deponeringsanlæggets

standard,

konkurrencen

mellem

forskellige

Argus i samarbejde med Rotstock Universitet, op. cit.

Mersiowski m.fl., op.cit.

Argus i samarbejde med Rotstock Universitet, op. cit.

Mersiowski m.fl., op. cit.

I øjeblikket går prisen for deponering af kommunalt fastaffald fra 8 EUR pr. ton i Spanien op til

200 EUR pr ton i Tyskland. Omkostningen for deponering af blandet affald, f.eks. usorteret bygnings-

og nedrivningsaffald indeholdende organiske komponenter, er som oftest højere end for deponering af

inert affald. En gennemsnitspris på 50 EUR pr ton er normal.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

bortskaffelsesmetoder og typen og arten af det affald, som modtages.

Tilstedeværelsen af PVC-affald i det kommunale affald, der deponeres, medfører

tilsyneladende ingen forskel i priser og takster.

Fremtidsudsigter og politiske retningslinjer

I referencescenariet forventes det, at mængden af deponeret PVC-affald vil forblive

konstant på omkring 2,8 mio. tons i 2020.

Spørgsmål til overvejelse:

På grundlag af ovenstående analyse mener Kommissionen, at deponering af

blødt PVC-affald rejser visse problemer. Forskellige foranstaltninger kan tænkes

at kunne afhjælpe problemerne. Der skal foretages en vurdering af de

pågældende foranstaltningers miljømæssige og økonomiske implikationer. Der

kan være tale om følgende foranstaltninger:

anbringelse af blødt PVC-affald på kontrollerede lossepladser med høje

emissionsstandarder som fastsat i direktivet om deponering af affald

yderligere undersøgelser vedrørende udskillelse og emissioner af

additiver.

Spørgsmål nr.7:

Er der behov for specifikke foranstaltninger vedrørende deponering af

PVC-affald? I bekræftende fald, hvilke?

NDRE HORISONTALE ASPEKTER AF

PVC

Analysen i dette dokument fokuserer på to hovedaspekter: brugen af additiver i PVC

og behandlingen af PVC-affald. Men også mere generelle og horisontale aspekter

skal medtages i en bred høring om PVC.

For så vidt angår instrumenter til at gennemføre en horisontal PVC-strategi på

fællesskab er der en række muligheder i form af såvel frivillige som tvungne

foranstaltninger:

•

Frivillige tiltag i form af gennemførelse af de eksisterende frivillige aftaler på

nationalt og fællesskabsplan og afgivelse af nye frivillige tilsagn. Som tidligere

nævnt har den europæiske PVC-industri indgået et frivilligt tilsagn om bæredygtig

udvikling af PVC. Det kan ses et første skridt, men der er stadig meget, der skal

gøres for at sikre en effektiv deltagelse fra industriens side i opfyldelsen af

fællesskabsmålsætningerne på dette område. Det skal bemærkes, at

Kommissionen er ved at udarbejde et forslag til rammeforordning om miljøaftaler,

som skal forelægges Rådet og Parlamentet med henblik på vedtagelse.

•

Lovgivningsmæssige foranstaltninger som et forslag til direktiv om PVC, der

omhandler spørgsmål vedrørende håndtering af PVC-affald, og andre

lovgivningsmæssige foranstaltninger, som omhandler anvendelsen af additiver på

grundlag af den eksisterende videnskabelige dokumentation, bl.a. resultaterne af

risikovurderinger. Der kan også være tale om udarbejde anbefalinger vedrørende

gennemførelsen af en fællesskabsstrategi.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

•

Endelig kan man forestille sig en kombination af instrumenter, der omfatter

frivillige tilsagn, anbefalinger og forordninger samt tilpasning af eksisterende

lovgivning. Et sådant sæt instrumenter vil være i tråd med en strategi, der tager

sigte på at kombinere frivillige og bindende instrumenter.

Ud over en strategi for håndtering af PVC-affald og additiver, er spørgsmålet om en

substitutionspolitik for visse PVC-anvendelser blevet rejst i forbindelse med målet

om at fremme bæredygtige produkter som led i en integreret

produktsikkerhedspolitik. En sådan substitutionspolitik kan overvejes for bestemte

anvendelser, som ikke kan udskilles fra det almindelige affald og derfor vanskeligt

kan genvindes, f.eks. emballage, motorkøretøjer og elektrisk og elektronisk udstyr.

En substitutionspolitik skal understøttes af en samlet, objektiv vurdering af såvel

PVC's som mulige erstatningsstoffers miljøindvirkninger i hele deres livscyklus. I

nærværende dokument fokuseres der på de miljøaspekter ved PVC, der vedrører

additiver og affaldshåndtering.

Spørgsmål til overvejelse:

Der er indkredset en række spørgsmål vedrørende PVC's indvirkning på miljøet,

herunder spørgsmålet om en horisontal tilgang og om egnede instrumenter til at

behandle disse problemer. Kommissionen ser en fordel i at udvikle en horisontal

PVC-strategi. Der findes en række instrumenter til at gennemføre en sådan

strategi. De pågældende instrumenters miljømæssige og økonomiske

implikationer samt foreneligheden med Fællesskabets internationale forpligtelser

skal vurderes.

Spørgsmål nr. 8:

Hvilke instrumenter er egnede til at fremme en horisontal PVC-strategi?

Er der behov for at indføre en PVC-substitutionspolitik på bestemte

områder? I bekræftende fald, hvorledes?

ONKLUSION

En række problemstillinger i forbindelse med PVC's indvirkning på miljøet, herunder

menneskets sundhed, er blevet kortlagt og analyseret i dette dokument. De er for

størstedelens vedkommende relateret til anvendelsen af visse additiver og

håndteringen af PVC-affald. På grundlag af analysen er der opstillet en række

foranstaltninger, som kan bidrage til gennemførelsen af en effektiv strategi for

affaldshåndtering og additiver, som skal baseres på en vurdering af de miljømæssige

og økonomiske implikationer, med henblik på at mindske PVC's miljø- og

sundhedsskadelige virkninger i hele stoffets livscyklus.

Der lægges her op til en bred høring om PVC med udgangspunkt i de skitserede

løsningsmuligheder. Kommissionen opfordrer hermed alle interesserede parter til at

fremsætte kommentarer til dette udkast til grønbog. Der afholdes en offentlig høring i

oktober 2000.

Kommentarer sendes direkte til Kommissionen og skal være denne i hænde senest

den 30. november 2000. Forslag stiles til: Ludwig Krämer, chef for Kontoret for

Affaldsbehandling (DG ENV) og Reinhard Schulte-Braucks, chef for Kontoret for

Kemisk Industri (DG ENTR), 200 rue de la Loi / Wetstraat 200, B-1049 Bruxelles,

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Belgien. Kommentarer kan også sendes pr. e-post til følgende adresse:

ENV-

[email protected].

De forskellige sprogversioner af grønbogen samt de undersøgelser,

Kommissionen har fået udarbejdet, og kommentarer til grønbogen kan ses på

følgende internetadresse:

http://europa.eu.int/comm/environment/pvc/index.htm.

På grundlag af analyserne i dette dokument og resultaterne af høringsprocessen vil

Kommissionen i begyndelsen af 2001 forelægge en meddelelse om fastlæggelse af en

integreret fællesskabsstrategi for miljøproblemer i tilknytning til PVC.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

BILAG 1

Beskrivelse af de forskellige røggasrensningsprocesser

Røggas-

rensnings-

processer

Tør proces

Hovedkarakteristika

Neutraliseringsprocessen består af injektion af faste neutraliseringsstoffer. Det mest

almindelige neutraliseringsstof er kalk (Ca(OH)

). Andre stoffer bruges også, navnlig

natrium hydrogencarbonat (Bicar, NaHCO

) og hydreret spongitkalk.

En kemisk reaktion transformerer syrekomponenterne i røggassen til salte.

Restprodukterne fra neutraliseringsprocessen er faste, hovedsagelig sammensat af

neutraliseringssalte: calciumchlorid (CaCl

), natriumchlorid (NaCl), sulfater (CaSO

), overskydende neutraliseringsstoffer og tungmetaller i forskellige kemiske

former. Disse restprodukter klassificeres som farligt affald.

Tørbehandling med almindelig kalk kan formodentlig ikke overholde den strenge

emissionsgrænseværdi på 10 mg/Nm

. Tørprocesser, der anvender bestemte

neutraliseringsstoffer, såsom hydreret spongitkalk og bicar kan derimod overholde disse

grænseværdier.

Halvtør

Proces

Neutraliseringsprocessen består af indsprøjtning af en opløsning eller en suspension af et

neutraliseringsstof (kalk) i vand. Resultatet af reaktionen er faste restprodukter. De består

af calciumchlorid, sulfater og tungmetaller samt ureageret tilføjet overskudskalk.

Restprodukterne klassificeres som farligt affald.

I denne proces opererer to på hinanden følgende gasvaskere. I den første (syrerenseren)

absorberes det meste HCl i vand. Det tilbageværende HCl og SOx absorberes og

neutraliseres i den anden vasker (neutralrenseren), som normalt fyldes med en

sodaopløsning.

De resulterende flydende restprodukter skal behandles, før de udledes i miljøet. I

vandbehandlingsenheden udfældes tungmetaller og sulfater ved tilsætning af kalk. De

udfældede tungmetaller separeres ved filtrering (og skal dernæst deponeres), mens det

rensede saltholdige afløbsvand udledes. Afløbsvandet fra syrerenseren neutraliseres og

behandles sammen med afløbsvandet fra neutralrenseren eller renses op, og HCl

genbruges.

Fugtig

proces

Halvfugtig

proces

På grund af strengere forskrifter for udledning af saltholdigt spildevand er mange

forbrændingsanlæg i gang at indføre fordampningsanlæg for helt at eliminere udledninger

i flydende form

. Fugtige processer bliver således omdannet til halvfugtige processer,

som danner faste restprodukter. Dette er allerede tilfældet i tyske og østrigske anlæg.

Denne proces ligner den fugtige teknik, men det flydende restprodukt sprøjtes ind i

gassen, og væsken fordamper. Dette system producerer tørre restprodukter, der

klassificeres som farligt affald.

Economic evaluation of the Draft Incineration Directive,

rapport udarbejdet for Europa-Kommissionen,

GD XI, AEA Technology, december 1996.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Det er vanskeligt at give en detaljeret oversigt over fordelingen af de forskellige

typer forbrændingsanlæg, der aktuelt er i drift. Nedenstående statistiske oversigt

viser situationen for perioden 1993-1996 for anlæg med en forholdsvis stor kapacitet.

Omkring 15 % af den samlede kapacitet anvender en tør proces til gasbehandling,

25 % en halvtør proces, 20 % en halvfugtig proces, mens 40 % anvender fugtige

processer. Fordelingen af behandlingskapaciteten er forskellig fra medlemsstat til

medlemsstat. Generelt er kapaciteten til tørprocesser faldende til fordel for de øvrige

processer. De strengere emissionskrav til forbrændingsanlæg, som er opstillet i

forslaget til direktiv om affaldsforbrænding, må formodes at forstærke denne

tendens.

European Energy from Waste Coalition, Energy from Waste Plants: Databook of European Sites,

rapport udarbejdet af Juniper Consultancy Services Ltd, november 1997. Disse tal gælder for anlæg

med en kapacitet på over 30 000 t/år.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

BILAG 2

Meromkostninger ved PVC-forbrænding

Tallene i nedenstående tabel

viser størrelsesordenen af meromkostningerne ved

PVC-forbrænding sammenlignet med forbrænding af kommunalt fastaffald. De

laveste tal gælder for blødt PVC indeholdende 25 % chlor og de højeste tal for hårdt

PVC indeholdende 53 % chlor. Gennemsnitstallene gælder for et blandet PVC-

materiale med 45 % chlor - dvs. sammensat af 70 % hård PVC og 30 % blød PVC.

Gennemsnit og interval i

meromkostninger ved

PVC-forbrænding

EUR/ton PVC

Tør proces

Halvtør

Fugtig

Halvfugtig

Kalk

Natrium

Bicarbonat

Kalk

Kalk /

NaOH

-1 – 29

Kalk /

NaOH

121

57 – 147

Uden stabilisering af

restprodukter

196

gennemsnit og min/max

95 – 234

værdi

Med stabilisering af

restprodukter

290

Gennemsnit og min/max

154 – 347

værdi

274

144 – 327

165

84 – 206

334

172 – 396

244

127 – 305

-1 – 29

186

96 – 226

Bertin Technologies, op.cit.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

BILAG 3

Scenarier for PVC-affaldshåndtering udarbejdet som grundlag for den økonomiske og

miljømæssige analyse

Som grundlag for den økonomiske og miljømæssige analyse er der udarbejdet scenarier for

den fremtidige affaldshåndtering i EU og seks ansøgerlande.

Business as usual-scenariet

(BAU)

er baseret på de aktuelle tal fra EuPC vedrørende behandlingen af PVC-affald i

Vesteuropa og det nuværende niveau for forbrænding af kommunalt affald. Andelen af PVC-

affald, der forbrændes, antages at svare til de forhold, der gælder for forbrænding af

kommunalt affald. Ved forsøget på at vurdere udviklingen fremover med hensyn til

fordelingen af PVC-affald på de forskellige behandlingsformer er der sondret mellem

medlemsstater, som holder sig til en nøje gennemførelse af deponeringsdirektivet, og

medlemsstater, som kan formodes at gå længere end EU-reglerne og gradvis mindske

deponeringen af ubehandlet organisk affald (Østrig, Tyskland, Nederlandene, Sverige) ved

øget anvendelse af forbrænding. Den førstnævnte gruppe medlemsstater forventes også at øge

forbrændingskapaciteten i løbet af de næste to årtier, men den endelige forbrændingsgrad

antages at være lavere på grund af de pågældende landes lavere udgangsniveau og for nogles

vedkommende dårligere økonomiske forhold. Ansøgerlandene er medregnet i den førstnævnte

gruppe.

De opnåede forbrændingsprocentandele er blevet anvendt på de tilbageværende mængder

affald efter fratrækning af den mængde PVC-affald, som behandles i form af mekanisk

genvinding. På grund af det stærkt begrænsede udviklingsstadie er genvinding af

udgangsmaterialet ikke medtaget i disse undersøgelser. Mekanisk genvinding antages at

udvikle sig som forudset i det referencescenarie, der er opstillet i undersøgelsen vedrørende

mekanisk genvinding

. Genvinding af PVC-affald fra forbrugsleddet vil stige fra de

nuværende 3 % til omkring 9 % i 2020.

Der er udarbejdet tre alternative scenarier for omlægning af PVC bort fra forbrænding. De to

første er baseret på den antagelse, at PVC, der ikke længere forbrændes, gøres til genstand for

mekanisk genvinding. I det tredje scenarie deponeres det omhandlede PVC-affald på

losseplads.

Scenarie 1:

Dette scenarie er delvis baseret på det "scenarie for selektiv forbedring", som er

opstillet i undersøgelsen vedrørende mekanisk genvinding. Det antages, at genvinding af det

meste af det bygningsaffald, der er egnet til højkvalitetsgenvinding, fremmes, således at det

potentielle gennemsnitsniveau, som er beregnet i undersøgelsen vedrørende mekanisk

genvinding, nås. Skønt egnet til højkvalitetsgenvinding er PVC i husholdningsaffald og affald

fra kontorer, forretninger og virksomheder samt bøjelige profiler og slanger (i

bygningskategorien) ladet ude af betragtning, da der ikke forelå præcise omkostningsoverslag.

Det er rimeligt at antage, at udviklingen af genvindingspotentialet for disse affaldstyper ligger

længere ude i fremtiden end for det resterende affald, for hvilket der forelå

omkostningsvurderinger.

Scenarie 2:

Dette scenarie omhandler den model, hvor mekanisk genvinding for alle egnede

typer affald (bygnings-, husholdnings-, kontor- og forretnings-, emballage-, elektrisk og

AEA Technology,

Economic evaluation of PVC waste management,

udkast til rapport udarbejdet for

Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Miljø, maj 2000.

Prognos, op.cit.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

elektronisk affald) udnytter det fulde potentiale i 2010 og fortsætter på dette niveau indtil

2020. Alle affaldstyper genvindes på det maksimale genvindingsniveau, som det er beskrevet

i undersøgelsen vedrørende mekanisk genvinding.

Scenarie 3:

I dette scenarie forbliver genvindingsgraden uændret i forhold til

referencescenariet. PVC-affald, der omlægges fra forbrænding, sendes således til deponering.

Analysen er begrænset til omlægningen af bygningsaffald med henblik på at identificere de

vigtigste økonomiske og miljømæssige virkninger af omlægning fra forbrænding til

deponering på losseplads. Udskilningen af PVC fra den i undersøgelsen omhandlede øvrige

affaldsmængde kan formodes at være problematisk ud fra et økonomisk og teknisk synspunkt.