PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Europaudvalget 2000
KOM (2000) 0582
Offentligt

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER

Bruxelles, den 27.9.2000

KOM(2000) 582 endelig

2000/0243 (CNS)

Forslag til

RÅDETS FORORDNING

om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 og om ændring

af forordning (EØF) nr. 1017/68, (EØF) nr. 2988/74, (EØF) nr. 4056/86 og

(EØF) nr. 3975/87

(gennemførelsesforordning til traktatens artikel 81 og 82)

(fremsat af Kommissionen)

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

BEGRUNDELSE

ENERELT

Baggrund

Fællesskabets konkurrenceregler blev fastlagt i den oprindelige traktat af 1957.

Artikel 81 indeholder reglerne for konkurrencebegrænsende aftaler, vedtagelser og

samordnet praksis, mens artikel 82 vedrører misbrug af dominans.

I 1962 vedtog Rådet forordning nr. 17, der indeholder procedurereglerne for

anvendelse af artikel 81 og 82. Disse regler er i den forløbne tid blevet anvendt uden

væsentlige ændringer. Forordning nr. 17 byggede på følgende to principper: forbuddet

i artikel 81, stk. 1, var direkte anvendeligt, og konkurrencebegrænsende aftaler og

praksis skulle anmeldes på forhånd for at kunne fritages efter artikel 81, stk. 3. Mens

både Kommissionen og de nationale domstole og konkurrencemyndigheder kunne

anvende artikel 81, stk. 1, havde kun Kommissionen beføjelse til at anvende artikel 81,

stk. 3. Forordning nr. 17 indebar således en stærkt centraliseret godkendelsesordning

for alle konkurrencebegrænsende aftaler, der skulle fritages. Til gengæld har artikel 82

altid været håndhævet parallelt af både Kommissionen og de nationale domstole og

konkurrencemyndigheder.

Denne ordning var velegnet, dengang Fællesskabet bestod af seks medlemsstater med

en beskeden konkurrencekultur. Den gav mulighed for udbygning af Fællesskabets

konkurrenceregler og en ensartet anvendelse heraf overalt i Fællesskabet. Forholdene i

dag er dog helt anderledes. Den Europæiske Union omfatter nu 15 medlemsstater med

vidt integrerede markeder, 380 millioner indbyggere og 11 officielle sprog. Der er i

medlemsstaterne oprettet nationale konkurrencemyndigheder og indført national

konkurrencelovgivning, som i mange tilfælde afspejler artikel 81 og 82.

I denne nye situation indebærer den nuværende ordning to store ulemper. For det

første sikrer den ikke længere nogen effektiv beskyttelse af konkurrencen.

Kommissionens eneret til at anvende artikel 81, stk. 3, er en betydelig hæmsko for de

nationale konkurrencemyndigheders og domstoles effektive anvendelse af reglerne, og

i et stort fællesskab kan Kommissionen ikke alene bære ansvaret for at håndhæve

konkurrencereglerne overalt i EU. Anmeldelsessystemet er heller ikke længere noget

effektivt redskab til beskyttelse af konkurrencen. Det afslører kun i sjældne tilfælde

sager, der udgør en reel trussel mod konkurrencen, og forhindrer i virkeligheden, at

Kommissionens ressourcer udnyttes til afsløring og sanktionering af alvorlige

overtrædelser.

For det andet pålægger den gældende ordning erhvervslivet alt for store byrder, fordi

den øger virksomhedernes administrationsomkostninger og forhindrer dem i at

gennemføre deres aftaler, hvis ikke de er anmeldt til Kommissionen, selv om

betingelserne i artikel 81, stk. 3 er opfyldt. Dette er især en ulempe for SMV, der kan

komme til at stå dårligere i konkurrencen end større virksomheder på grund af

anmeldelsesomkostningerne og - hvis de ikke indgiver anmeldelse - vanskelighederne

ved at gennemføre deres aftaler.

Udsigterne til udvidelse af Fællesskabet gør det endnu mere presserende at revidere

forordning nr. 17. Det er nu sandsynligt, at EU vil komme til at bestå af 25 eller endda

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

flere medlemsstater. Et anmeldelsessystem med en enkelt administrativ myndigheds

forudgående godkendelse bliver fuldstændig uholdbart i et udvidet fællesskab, fordi

der i så fald kunne blive tusindvis af aftaler, der skulle godkendes administrativt for at

kunne håndhæves. Direkte anvendelse af artikel 81, stk. 3, sikrer, at aftaler, der

opfylder betingelserne i denne bestemmelse, kan håndhæves uden en administrativ

myndigheds medvirken.

Hvidbogen og konsultationsproceduren

For at forberede Fællesskabets konkurrenceret på de kommende års udfordringer

indledte Kommissionen reformprocessen i 1999 med vedtagelse og offentliggørelse af

en hvidbog om modernisering af gennemførelsesbestemmelserne til EF-traktatens

artikel 81 og 82.

Hvidbogen gennemgår en række forskellige reformløsninger og foreslår, at der

indføres et helt nyt håndhævelsessystem, der benævnes en ”direkte anvendelig

undtagelsesordning”. I en sådan ordning er såvel forbudsbestemmelsen i artikel 81,

stk. 1, og fritagelsesbestemmelsen i artikel 81, stk. 3, direkte anvendelige, hvilket

betyder, at Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder og domstole kan

anvende artikel 81, stk. 3, i alle procedurer, hvor de skal anvende forbuddet i

artikel 81, stk. 1, der allerede er direkte anvendeligt.

Hvidbogen blev vedtaget den 28. april 1999, og interesserede parter blev opfordret til

at fremsætte bemærkninger inden den 30. september 1999. Europa-Parlamentet

tilrettelagde en offentlig høring den 22. september 1999 og vedtog en beslutning den

18. januar 2000. Det Økonomiske og Sociale Udvalg afgav udtalelse den

8. december 1999. Kommissionen har modtaget og nøje gennemgået henvendelser fra

alle medlemsstaterne og over 100 interesserede parter, herunder EFTA-landene,

EFTA-Tilsynsmyndigheden og konkurrencemyndighederne i Estland, Ungarn og

Tjekkiet. En arbejdsgruppe bestående af tjenestemænd i Kommissionen og eksperter

fra de nationale konkurrencemyndigheder har drøftet hvidbogens indhold på en række

møder.

Europa-Parlamentet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg støtter Kommissionens

forslag, men understreger, at det er vigtigt, at Fællesskabets konkurrenceregler

anvendes på ensartet måde under en ordning med parallel kompetence, og at der

opretholdes en tilstrækkelig retssikkerhed.

Virksomheder og advokater indtager forskellige standpunkter: Mange betragter

Kommissionens forslag som et mere effektivt og mindre bureaukratisk alternativ til

den nuværende ordning, der af næsten alle anses for utilfredsstillende. Mange

understreger dog også, at det er nødvendigt at sikre, at reformen ikke fører til en

uensartet anvendelse og nationalisering af Fællesskabets konkurrenceregler, og ikke

formindsker virksomhedernes retssikkerhed.

Forslaget til en ny forordning er i dets hovedbestanddele baseret på hvidbogen, idet

der dog er taget behørigt hensyn til de væsentligste spørgsmål, der blev rejst under

høringen. Hvidbogen rejste spørgsmålet om en inddragelse af alle produktions joint

ventures under fusionskontrolforordningen (jf. pkt. 79-81). Dette spørgsmål vil blive

genstand for yderligere undersøgelser i forbindelse med det forestående arbejde

vedrørende en revision af fusionskontrolforordning.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

II.

ORSLAG TIL EN NY RÅDSFORORDNING

Emne

Forslaget går ud på at revidere gennemførelsesbestemmelserne til EF-traktatens

artikel 81 og 82, dvs. forordning nr. 17 og de tilsvarende transportforordninger. Der

foreslås indført en ny, direkte anvendelig undtagelsesordning. Under en sådan ordning

kan både forbuddet i artikel 81, stk. 1, og fritagelsen i artikel 81, stk. 3, anvendes

direkte, ikke blot af Kommissionen, men også af de nationale domstole og

konkurrencemyndigheder. Aftaler er lovlige eller ugyldige afhængigt af, om

betingelserne i artikel 81, stk. 3, er opfyldt eller ej. Der kræves ingen godkendelses-

beslutning for at håndhæve aftaler, der opfylder artikel 81 som helhed. Denne ordning

gælder allerede for EF-traktatens artikel 82.

Retsgrundlag

Retsgrundlaget for det foreliggende forslag er EF-traktatens artikel 83, som giver

Rådet bemyndigelse til at udstede de fornødne forordninger eller direktiver om

anvendelsen af principperne i artikel 81 og 82. Artikel 83, stk. 2, indeholder en liste,

som dog ikke er udtømmende, over de elementer, som især bør indgå i de gennem-

førelsesbestemmelser, der udstedes på dette grundlag.

Retsgrundlaget i artikel 83 omfatter anvendelsen af artikel 81 og 82 generelt, og er

ikke begrænset til bestemte beslutningstageres anvendelse af reglerne. Inden for

rammerne af traktatens generelle principper har fællesskabslovgiver derfor beføjelse

til at fastlægge regler for andre myndigheders anvendelse af artikel 81 og 82 end

fællesskabsinstitutionernes og for samspillet mellem de forskellige beslutningstagere.

Forslaget til forordning indeholder derfor en række bestemmelser, som de nationale

konkurrencemyndigheder og/eller domstole skal overholde, når de anvender artikel 81

og 82, og bestemmelser om deres indbyrdes samarbejde og deres samarbejde med

Kommissionen.

I artikel 83, stk. 2, litra b), er det udtrykkeligt fastsat, at fællesskabslovgiver skal

fastlægge de nærmere retningslinjer for anvendelsen af artikel 81, stk. 3, under

hensyntagen til nødvendigheden af dels at sikre et effektivt tilsyn, dels at forenkle den

administrative kontrol mest muligt. Retsgrundlaget i artikel 83 pålægger derved

fællesskabslovgiver at udfylde et hul i artikel 81. Hvis man ser bort fra artikel 81,

stk. 2, er artikel 81 opdelt i en forbudsbestemmelse (artikel 81, stk. 1) og en

bestemmelse, som indeholder de betingelser, der skal være opfyldt, for at

forbudsbestemmelsen ikke finder anvendelse (artikel 81, stk. 3). Den indeholder dog

ingen bestemmelser om, ved hvilken procedure forbuddet kan gøres uanvendeligt og

af hvem. Udtrykket "kan erklæres uanvendelig" betegner nemlig ikke nogen bestemt

procedure i modsætning til udtrykket "Kommissionen tillader", der anvendes i EKSF-

traktaten (jf. EKSF-traktatens artikel 65).

Forordning nr. 17 gav Kommissionen enekompetence til at anvende artikel 81, stk. 3,

som led i en administrativ procedure, der tog sigte på en godkendelsesbeslutning.

Artikel 81, stk. 3, er dog velegnet til direkte anvendelse, for selv om den har et vist

fortolkningsmæssigt spillerum, indebærer den ingen skønsmæssige beføjelser, der kun

kan udøves af en administrativ myndighed. Et begrænset fortolkningsmæssigt

spillerum gør ikke en traktatbestemmelse uegnet til direkte anvendelse, hvilket

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

fremgår af retspraksis med hensyn til for eksempel artikel 81, stk. 1, og artikel 82, der

allerede anvendes direkte af de nationale domstole.

Der er intet i traktaten, der strider mod denne konklusion. Udtrykket "at forenkle den

administrative kontrol mest muligt" i artikel 83, stk. 2, litra b), pålægger ganske vist

den lovgivende myndighed at tilstræbe et minimum af bureaukrati, men udelukker

ikke, at domstolene i lighed med de administrative myndigheder kan anvende

artikel 81, stk. 3. Fællesskabslovgiver kan i henhold til beføjelserne i artikel 83 vælge

en gennemførelsesordning, der er baseret på direkte anvendelse af artikel 81, stk. 3.

I artikel 83, stk. 2, litra e), er det fastsat, at fællesskabslovgiver også har beføjelse til at

bestemme forholdet mellem den nationale lovgivning og Fællesskabets konkurrence-

regler. Forordning nr. 17 regulerede ikke dette forhold, hvilket har medført langvarige

drøftelser og retsusikkerhed. Domstolen har kunnet klarlægge nogle af de pågældende

spørgsmål ved at anvende princippet om fællesskabsrettens forrang for national ret.

Henset navnlig til artikel 81’s særlige kendetegn, omfattede de løsninger, man fandt på

dette grundlag, dog ikke alle de tilfælde, hvor der kan opstå konflikter. Desuden er der

risiko for, at overgangen til en ny gennemførelsesordning genåbner debatten og skaber

ny retsusikkerhed med hensyn til dette grundlæggende spørgsmål. Forslaget til

forordning indeholder derfor en bestemmelse, der regulerer forholdet mellem

Fællesskabets konkurrenceret og de nationale retssystemer.

Endelig er artikel 83 også det rette retsgrundlag for anvendelsen af artikel 81 og 82 på

transportsektoren. Dette stod endnu ikke klart, da forordning (EØF) nr. 1017/68 blev

vedtaget med et dobbelt retsgrundlag (tidligere artikel 75 og 87, nu artikel 71 og 83).

Domstolen har dog senere fastslået, at Fællesskabets konkurrenceregler fuldt ud finder

anvendelse på transportsektoren

. Med artikel 83 som retsgrundlag kan

fællesskabslovgiver derfor fastsætte, at anvendelsen af artikel 81 og 82 på aftaler og

vedtagelser, der for øjeblikket falder ind under forordning (EØF) nr. 1017/68, er

omfattet af den foreslåede forordning. Det samme gælder anvendelsen af artikel 81 og

82 på søtransport, der for øjeblikket reguleres ved forordning (EØF) nr. 4056/86.

Sidstnævnte forordning, der ganske vist blev vedtaget senere end Domstolens

ovennævnte retspraksis, blev af Rådet også baseret på den tidligere artikel 84, stk. 2

(nu artikel 80, stk. 2) på grund af forordningens artikel 9 vedrørende forbindelser med

tredjelande, i modsætning til Kommissionens forslag, der kun var baseret på artikel 87

(nu artikel 83). Rådets og Kommissionens divergerende synspunkter behøver ikke at

afklaret i nærværende sammenhæng, eftersom forslaget til forordning ikke berører

artikel 9 i forordning (EØF) nr. 4056/86.

Den foreslåede ordnings karakteristika

Mere effektiv beskyttelse af konkurrencen

Forslaget tager sigte på at forbedre beskyttelsen af konkurrencen i Fællesskabet på

følgende tre måder.

Jf. de forenede sager 209-213/84, Nouvelles Frontières, Sml. 1986, s. 1425 og sag 66/86, Ahmed Saeed,

Sml. 1989, s. 803.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Flere håndhævende myndigheder

Den foreslåede ordning vil medføre øget håndhævelse af Fællesskabets

konkurrenceregler, da det ikke kun er Kommissionen, men også de nationale

konkurrencemyndigheder og domstole, der kan anvende artikel 81 og 82 fuldt ud.

De nationale konkurrencemyndigheder, der er oprettet i alle medlemsstater, er generelt

godt rustede til at behandle sager i henhold til Fællesskabets konkurrenceret. De har

normalt de nødvendige ressourcer og er tæt på markederne.

Hvad ansøgerlandene angår, er der allerede gjort betydelige fremskridt med hensyn til

oprettelse af nationale konkurrencemyndigheder. Selv om de måske ikke alle i

begyndelsen har tilstrækkelige midler til at sikre en effektiv beskyttelse af

konkurrencen, vil den foreslåede reform give Kommissionen mulighed for at fremme

håndhævelsen i disse dele af det udvidede fællesskab. Den foreslåede afskaffelse af

anmeldelses- og fritagelsessystemet sikrer, at alle tilgængelige ressourcer kan udnyttes

til en effektiv beskyttelse af konkurrencen.

Det er et af kerneelementerne i Kommissionens forslag, at Kommissionen og de

nationale konkurrencemyndigheder skal danne et netværk og arbejde nært sammen om

anvendelsen af artikel 81 og 82. Netværket vil skabe en infrastruktur for gensidig

udveksling af oplysninger, herunder fortrolige oplysninger, og gensidig bistand og

derved i betydelig grad forbedre de enkelte deltageres muligheder for effektivt at

håndhæve artikel 81 og 82. Netværket vil også sikre en effektiv fordeling af sagerne

efter det princip, at sagerne bør behandles af den myndighed, der har de bedste

forudsætninger.

De nationale domstole vil også spille en vigtig, og større, rolle ved håndhævelsen af

Fællesskabets konkurrenceregler. I modsætning til de nationale myndigheder eller

Kommissionen, der handler i den offentlige interesse, er det de nationale domstoles

opgave at beskytte privatpersoners rettigheder. De kan ikende skadeserstatning og

træffe afgørelse vedrørende kontraktforhold. Deres arbejde er et nødvendigt

supplement til de offentlige myndigheders.

Kommissionens forslag tager sigte på at fremme håndhævelsen af privatpersoners

rettigheder gennem de nationale domstole. Både artikel 81, stk. 1, og artikel 81, stk. 3,

giver privatpersoner rettigheder, som de nationale domstole bør beskytte. Den

nuværende fordeling af beføjelserne efter artikel 81 er ikke i overensstemmelse med

den vigtige rolle, som de nationale domstole spiller i forbindelse med håndhævelsen af

fællesskabsretten i almindelighed. Under den nuværende godkendelsesordning efter

forordning nr. 17 og Kommissionens enekompetence til at anvende artikel 81, stk. 3,

er det meget vanskeligt for de nationale domstole at anvende artikel 81, stk. 1. Det er

ikke noget gyldigt argument mod reformen, at fjernelsen af denne hindring kan

medføre mere anvendelse af artikel 81 og dermed øge de nationale domstoles

arbejdsbyrde. Sådanne betragtninger bør ikke hindre gennemførelsen af en reform, der

tager sigte på at styrke håndhævelsen af reglerne og forbedre beskyttelsen af

privatpersoners rettigheder.

Skærpelse af Kommissionens indsats

Den anden måde, hvorpå forslaget vil forbedre beskyttelsen af konkurrencen, er at

give Kommissionen mulighed for at koncentrere sig om afsløring af de alvorligste

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

overtrædelser. Erfaringerne i de sidste tiår har vist, at Kommissionen ikke bliver gjort

opmærksom på alvorlige overtrædelser af konkurrencereglerne gennem anmeldel-

serne. Behandlingen af et stort antal anmeldelser forhindrer Kommissionen i at

koncentrere sig om at afsløre og forfølge de alvorligste overtrædelser, såsom karteller,

markedsafskærmning og misbrug af dominans. Under den foreslåede ordning, hvor

anmeldelses- og godkendelsessystemet afskaffes, vil Kommissionen kunne

koncentrere sig om klager og procedurer på eget initiativ, der fører til forbuds-

beslutninger, i stedet for at fastslå, hvad der ikke er forbudt. Kommissionen har til

hensigt at udsende en meddelelse om behandlingen af klager og dermed yde

vejledning til potentielle klagere. Meddelelsen vil blandt andet angive en frist, inden

for hvilken Kommissionen skal underrette klageren om, hvorvidt den har til hensigt at

behandle hans klage eller ej.

Udvidelse af Kommissionens undersøgelsesbeføjelser

For at sikre en effektiv beskyttelse af konkurrencen, må Kommissionen også have

tilstrækkelige og effektive undersøgelsesbeføjelser. Efter den eksisterende forordning

nr. 17 kan Kommissionen gennemføre kontrolundersøgelser i virksomhedernes lokaler

og fremsætte skriftlige begæringer om oplysninger. Den kan pålægge virksomhederne

bøder for overtrædelse af materielle regler og procedureregler og pålægge dem

tvangsbøder.

Der er behov for tre overordnede forbedringer af den nuværende ordning for at sikre

en mere effektiv anvendelse af artikel 81 og 82.

For det første bør reglerne om udstedelse af nationale retskendelser, når en

virksomhed modsætter sig en kontrolundersøgelse, kodificeres. Dette vil klargøre de

nationale domstoles indgriben inden for de rammer, der er fastlagt af EF-domstolen.

For det andet er det nødvendigt at tilpasse de beføjelser, som Kommissionens

tjenestemænd har i forbindelse med kontrolundersøgelserne: De bør kunne ransage

private hjem, hvis det må formodes, at forretningspapirer opbevares dér, dog på

betingelse af, at der foreligger en retskendelse. Både de nationale konkurrence-

myndigheders og Kommissionens erfaringer viser, at belastende dokumenter stadig

hyppigere opbevares og afsløres i private hjem. Kommissionens befuldmægtige

repræsentanter bør også kunne forsegle skabe eller kontorer for at sikre, at dokumenter

ikke fjernes eller destrueres. Endelig bør de have ret til at stille mundtlige spørgsmål,

der er relevante for kontrolundersøgelsen.

For det tredje skal bøderne for overtrædelse af procedurereglerne og tvangsbøderne,

der i 60'erne blev fastsat til bestemte beløb, forhøjes. En procentvis andel af

omsætningen forekommer mere hensigtsmæssig.

Mere ensartede konkurrencevilkår

Konkurrencereglerne har direkte indvirkning på virksomhedernes kommercielle

aktiviteter, da virksomhederne skal tilpasse sig de gældende normer på et givet

område. For virksomheder, der opererer på tværs af grænserne, er det derfor vigtigt, at

der er lige konkurrencevilkår overalt i EU, således at de kan udnytte fordelene ved det

indre marked fuldt ud.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Det foreliggende forslag vil skabe lige konkurrencevilkår i to henseender. For det

første vil Fællesskabets konkurrenceregler blive anvendt i flere tilfælde, hvorved man

begrænser de muligheder for uoverensstemmelser, som forskellene i nationale

konkurrencelovgivninger medfører. For det andet vil en række foranstaltninger sikre,

at artikel 81 og 82 anvendes på en ensartet måde af de forskellige beslutningstagere,

der er involveret i deres anvendelse.

Øget anvendelse af Fællesskabets konkurrenceregler

Under den nuværende ordning kan en række forskellige nationale konkurrence-

lovgivninger og Fællesskabets konkurrenceregler anvendes samtidig på samme

transaktion, når en aftale eller praksis kan påvirke handelen mellem medlemsstater.

Anvendelsen af de nationale regler begrænses kun af princippet om fællesskabsrettens

forrang.

Flere medlemsstaters konkurrencelovgivninger er opbygget på grundlag af artikel 81

og 82. Der er dog ikke foretaget nogen formel harmonisering, og der er fortsat

forskelle i henseende til såvel regler som praksis, hvilket kan medføre, at aftaler og

praksis, der påvirker handelen mellem medlemsstater, behandles forskelligt.

For at sikre lige konkurrencevilkår for virksomheder med grænseoverskridende aftaler

eller praksis er det nødvendigt at regulere forholdet mellem national ret og

fællesskabsret som omhandlet i EF-traktatens artikel 83, stk. 2, litra e). I

overensstemmelse hermed er det i artikel 3 i forslaget til forordning fastsat, at det kun

er Fællesskabets konkurrenceregler, der finder anvendelse, når en aftale, vedtagelse

eller samordnet praksis, som omhandlet i artikel 81, eller misbrug af dominans, som

omhandlet i artikel 82, kan påvirke handelen mellem medlemsstater. Denne

bestemmelse sikrer på en enkel og effektiv måde, at alle grænseoverskridende

transaktioner er undergivet et enkelt sæt retsregler.

Forslaget skaber ikke blot lige konkurrencevilkår overalt i EU, men fremmer også en

effektiv fordeling af sagerne inden for konkurrencemyndighedernes netværk, inden for

hvilket det er målet, at sagerne skal behandles af den myndighed, der har de bedste

forudsætninger herfor. I flere medlemsstater er konkurrencemyndigheden forpligtet til

at vedtage en formel beslutning, når først den har fået en sag forelagt. Sådanne

forpligtelser kan forhindre, at sagerne omfordeles til en myndighed, der har bedre

forudsætninger for at behandle dem. For at løse dette problem i forbindelse med

anvendelsen af artikel 81 og 82 tillader forslaget til forordning en

konkurrencemyndighed at indstille en procedure eller afvise en klage med den

begrundelse, at en anden konkurrencemyndighed behandler eller har behandlet sagen.

Denne bestemmelses anvendelsesområde er dog begrænset til Fællesskabets

konkurrenceregler. Forordningsforslagets artikel 3 sikrer, at en effektiv fordeling af

sagerne ikke hindres af, at der samtidig anvendes nationale lovgivninger, hvorefter en

national konkurrencemyndighed er forpligtet til at træffe en formel beslutning. Parallel

anvendelse af medlemsstaternes og Fællesskabets konkurrenceregler bør undgås, fordi

det medfører unødvendige parallelle procedurer.

Ensartet anvendelse af Fællesskabets konkurrenceregler

Anvendelse af de samme regler og den samme politik vil i sig selv fremme

ensartetheden inden for det indre marked. De nationale konkurrencemyndigheders og

domstoles anvendelse af artikel 81 og 82 vil være underlagt Fællesskabets

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

gruppefritagelsesforordninger, der skaber retssikkerhed for bestemte aftalekategorier.

Yderligere vejledning vil følge af retningslinjer vedtaget af Kommissionen.

De nationale konkurrencemyndigheders og domstoles anvendelse af konkurrence-

reglerne vil også finde sted i lyset af EF-domstolens og Førsteinstansrettens retspraksis

samt Kommissionens administrative praksis. Med hensyn til sidstnævnte forpligter

forordningsforslagets artikel 16 de nationale konkurrencemyndigheder og domstole til

at bestræbe sig på ikke at handle i strid med en kommissionsbeslutning.

At der bliver flere beslutningstagere, betyder også, at der vil opstå mere retspraksis og

administrativ praksis, som yderligere vil klarlægge anvendelsesområdet for

Fællesskabets konkurrenceregler.

Endvidere skal en række yderligere instrumenter sikre en ensartet anvendelse af

artikel 81 og 82.

De nationale domstoles anvendelse af Fællesskabets konkurrenceregler vil være

undergivet proceduren for præjudiciel forelæggelse efter EF-traktatens artikel 234.

EF-domstolen kommer til at spille samme vigtige rolle for at sikre ensartethed, som

den allerede har gjort og fortsat gør på andre fællesskabsretlige områder. Da forslaget

tager sigte på at øge de nationale domstoles håndhævelse af privatpersoners

rettigheder, kan der i begyndelsen forventes en stigning i antallet af anmodninger efter

artikel 234. Det er dog usandsynligt, at der vil ske en væsentlig stigning, da de fleste

sager ved nationale domstole forventes at vedrøre områder, hvor indholdet af reglerne

er klart fastlagt.

Forordningsforslagets artikel 15 kodificerer Kommissionens nuværende forpligtelse til

at samarbejde med de nationale domstole, jf. traktatens artikel 10. Dette samarbejde

indebærer, at de nationale domstole har ret til at anmode Kommissionen om at

udlevere oplysninger, den er i besiddelse af, eller om en udtalelse om anvendelsen af

Fællesskabets konkurrenceregler. Det forventes, at dette samarbejde får større

betydning, når de nationale domstole får beføjelse til også at anvende artikel 81, stk. 3.

I artikel 15 foreslås det endvidere, at Kommissionen får beføjelse til på eget initiativ

og i Fællesskabets interesse at fremsætte skriftlige eller mundtlige bemærkninger til de

nationale domstole. Herved vil Kommissionen kunne bidrage til, at de nationale

domstole anvender Fællesskabets konkurrenceregler på en ensartet måde. Det foreslås

også, at de nationale konkurrencemyndigheder får beføjelse til at fremsætte mundtlige

og skriftlige bemærkninger til domstolene i deres respektive medlemsstater.

Hvad de nationale konkurrencemyndigheder angår, vil oprettelse af et netværk, hvori

alle deltagere anvender de samme lovgivninger og fører den samme politik, i høj grad

fremme ensartetheden og de lige konkurrencevilkår overalt i det indre marked. Det

formelle grundlag for etablering af netværket findes i forordningsforslagets artikel 11,

hvor det er fastsat, at de nationale konkurrencemyndigheder og Kommissionen

anvender Fællesskabets konkurrenceregler i nært samarbejde. Der vil blive udarbejdet

en meddelelse om de nærmere enkeltheder i dette samarbejde. Netværket skal fremme

udviklingen af en fælles konkurrencekultur i Fællesskabet.

Desuden indføres der en række formelle procedurer, som skal sikre en ensartet

anvendelse, herunder en konsultationsprocedure for visse typer beslutninger, der

vedtages af de nationale konkurrencemyndigheder (jf. artikel 11, stk. 4, i

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

forordningsforslaget). Ifølge denne bestemmelse har de nationale konkurrence-

myndigheder pligt til at konsultere Kommissionen, inden de vedtager

forbudsbeslutninger, beslutninger om accept af tilsagn og beslutninger om inddragelse

af en gruppefritagelse. Alle sådanne beslutninger har direkte konsekvenser for de

personer, de er rettet til. Det er derfor vigtigt, at de er i overensstemmelse med

netværkets almindelige praksis. I tilfælde af betydelig uenighed inden for netværket,

har Kommissionen beføjelse til at overtage en sag fra en national konkurrence-

myndighed ved selv at indlede en procedure.

Det er ikke nødvendigt af hensyn til konsistensen at forpligte de nationale

konkurrencemyndigheder til at konsultere Kommissionen på forhånd i forbindelse

med andre typer beslutninger, såsom afvisning af klager og beslutninger om ikke at

gribe ind i en sag. Sådanne beslutninger er kun bindende for den myndighed, der

vedtager dem og udelukker ikke, at andre konkurrencemyndigheder kan gribe ind

senere, eller at sagen kan indbringes for de nationale domstole.

Hvad Kommissionens beslutninger angår, foreslås det, at den fortsat skal være

forpligtet til at høre Det Rådgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspørgsmål.

Tilstrækkelig retssikkerhed for virksomhederne og mindre bureaukrati

Efter den nuværende forordning nr. 17 bliver en aftale eller vedtagelse, der falder ind

under artikel 81, stk. 1, kun retsgyldig, dvs. at den kan tvangsfuldbyrdes ved en civil

domstol, hvis den anmeldes til Kommissionen, og denne vedtager en fritagelses-

beslutning. I praksis afsluttes de fleste anmeldte sager ved, at Kommissionens

tjenestegrene udarbejder en administrativ skrivelse, der ikke er bindende

(‘comfort letter’).

Forslaget til forordning fjerner de bureaukratiske hindringer, der er forbundet med

anmeldelses- og godkendelsesproceduren, men opretholder en tilstrækkelig

retssikkerhed.

I forslaget til forordning er det især fastsat, at aftaler og vedtagelser, der opfylder

betingelserne i artikel 81, stk. 3, er retsgyldige og automatisk kan tvangsfuldbyrdes,

uden at der er behov for nogen administrativ beslutning derom. Muligheden for

tvangsfuldbyrdelse ved civile domstole er derfor et element i den forbedrede

retssikkerhed uafhængigt af administrative foranstaltninger.

Forslaget til forordning fjerner ikke nødvendigheden for virksomhederne af at vurdere,

om deres transaktioner er i overensstemmelse med konkurrencereglerne. Efter

forordning nr. 17 foretager virksomhederne denne vurdering, når de forbereder en

anmeldelse. Forslaget sidestiller anvendelsen af konkurrencereglerne med reglerne på

andre retsområder, hvor virksomhederne selv skal sikre sig, at deres adfærd er lovlig.

Virksomhedernes vurdering af deres adfærd på det konkurrenceretlige område lettes af

gruppefritagelser og retningslinjer, der klarlægger anvendelsen af reglerne. Som

supplement til den igangværende reform forpligter Kommissionen sig til at skærpe sin

indsats på dette område. Forordningsforslagets artikel 28 giver Kommissionen en

almindelig beføjelse til at udstede gruppefritagelsesforordninger. Denne beføjelse vil

sikre, at den kan reagere med fornøden hurtighed på nye udviklinger og skiftende

markedsforhold.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

På grund af det større antal beslutningstagere, der anvender artikel 81, stk. 3, under

den nye ordning, vil rets- og fortolkningspraksis desuden udvikle sig hurtigt på

områder, hvor den endnu ikke findes, og dermed automatisk styrke

vurderingsgrundlaget.

Kommissionen vil bidrage yderligere til denne udvikling ved fortsat at fastlægge

politikken gennem sine beslutninger i konkrete sager. Ud over forbudsbeslutninger er

det i forordningsforslaget hjemmel til, at Kommissionen på eget initiativ i sager, hvor

det er i Fællesskabets interesse, kan vedtage beslutninger om, at konkurrencereglerne

ikke er overtrådt. Ved således at fastlægge sin stilling i en ”leading case” vil

Kommissionen kunne klargøre reglerne for alle virksomheder i en lignende situation.

Endelig vil Kommissionen være åben over for drøftelser af bestemte sager med

virksomhederne, hvor det er hensigtsmæssigt. Den vil især vejlede dem om aftaler,

vedtagelser eller samordnet praksis, der giver anledning til et helt nyt

fortolkningsproblem, som ikke tidligere har været løst. Kommissionen vil i så

henseende offentliggøre en meddelelse med de betingelser, hvorpå den kan udstede

begrundede udtalelser. En sådan ordning må dog ikke give virksomhederne ret til at

kræve en udtalelse, da dette ville betyde indførelse af en ny form for

anmeldelsesordning.

III.

UBSIDIARITET OG PROPORTIONALITET

Af hensyn til det indre marked sikrer forordningsforslaget, at Fællesskabets

konkurrenceret anvendes på aftaler og praksis, der kan påvirke handelen mellem

medlemsstaterne, og skaber dermed lige konkurrencevilkår overalt i Fællesskabet.

Samtidig sikrer forslaget, at disse regler anvendes på det plan, hvor det er mest

effektivt. Efter forslaget deler Kommissionen beføjelsen til at anvende artikel 81,

stk. 3, med de nationale konkurrencemyndigheder og domstole, som herved får

mulighed for at anvende artikel 81 og 82 fuldt ud.

Mulighederne for en effektiv indgriben på nationalt plan udvides betydeligt ved de

samarbejdsprocedurer, der er omhandlet i forordningsforslagets artikel 12 og 21, og

som giver de nationale konkurrencemyndigheder beføjelse til at udveksle fortrolige

oplysninger og bistå hinanden med indhentning af oplysninger. Som følge af

markedsintegrationen vil beviser og oplysninger i stadig højere grad befinde sig i flere

forskellige medlemsstater. Gennem et øget horisontalt samarbejde vil de nationale

konkurrencemyndigheder få større muligheder for at komme i besiddelse af de

relevante oplysninger.

Kommissionens forslag er derfor i fuld overensstemmelse med princippet i traktatens

artikel 5, hvori det er fastsat, at der bør gribes ind på det niveau, hvor det er mest

effektivt. Samtidig med at forslaget tilgodeser Fællesskabets interesse i, at der er lige

konkurrencevilkår overalt inden for det indre marked, sikrer det også, at de nationale

konkurrencemyndigheder og domstole kan anvende artikel 81 og 82 fuldt ud i alle

tilfælde, hvor det er mere effektivt, at der gribes ind på nationalt plan.

Da Kommissionen er den eneste myndighed, der kan gribe ind på tværs af EU's

grænser, vil den nødvendigvis fortsat spille en central rolle, når det gælder udviklingen

af Fællesskabets konkurrenceret og -politik og dens ensartede anvendelse overalt

inden for det indre marked, således at det forhindres, at Fællesskabets konkurrenceret

bliver "nationaliseret". Udviklingen og anvendelsen af fællesskabsretten og -politikken

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

vil dog involvere alle de konkurrencemyndigheder, der håndhæver artikel 81 og 82.

Spørgsmål vedrørende konkurrencepolitikken vil blive drøftet inden for netværket.

Forslaget strækker sig ikke ud over det, der er nødvendigt for at nå traktatens mål. Et

af disse mål er at skabe et indre marked uden konkurrencefordrejninger. Det egentlige

formål med det foreliggende forslag er at forbedre beskyttelsen af konkurrencen og

skabe lige vilkår overalt i Fællesskabet.

Forslaget om at udelukke anvendelsen af national konkurrencelovgivninger på aftaler

og praksis, der påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne, er nødvendigt, for at

disse aftaler og denne praksis kan være undergivet et enkelt regelsæt. Dette er

væsentligt for at sikre, at konkurrencen inden for det indre marked ikke fordrejes som

følge af forskelle i lovgivningerne, og at der kan ske en effektiv sagsfordeling inden

for netværket.

En effektiv sagsfordeling gør det også påkrævet, at medlemmerne af netværket

underretter hinanden om alle nye sager og udveksler relevante sagsoplysninger.

Desuden er det nødvendigt, at de nationale konkurrencemyndigheder konsulterer

Kommissionen på forhånd i forbindelse med forbudsbeslutninger, beslutninger om

accept af tilsagn og beslutninger om inddragelse af en gruppefritagelse. Forskelle i

henseende til disse typer beslutninger ville være til skade for det indre marked og den

tilsigtede etablering af lige vilkår overalt i Fællesskabet. Sådanne beslutninger har

også betydelige konsekvenser for netværkets fælles konkurrencepolitik.

Kommissionen vil inddrage de øvrige medlemmer af netværket i konsultations-

processen. Det vil blive uddybet nærmere i en meddelelse om samarbejdet mellem

konkurrencemyndighederne, hvorledes netværket skal fungere.

Det foreliggende forslag går ud fra, at de nationale konkurrencemyndigheder vil

anvende artikel 81 og 82 i overensstemmelse med deres respektive nationale

procedureregler. Det er ikke nødvendigt for gennemførelsen af reformen at påbegynde

en omfattende harmonisering af de nationale procedureregler. På den anden side må

der på fællesskabsplan reguleres et begrænset antal spørgsmål, som har direkte

indvirkning på, om det foreslåede system fungerer tilfredsstillende.

Det er først og fremmest nødvendigt at forpligte medlemsstaterne til at bemyndige

deres nationale konkurrencemyndigheder til at anvende artikel 81 og 82.

Det er også nødvendigt at fastlægge indholdet i de beslutninger, som de nationale

konkurrencemyndigheder

kan

vedtage

henhold

til

artikel 81 og 82

(jf. forordningsforslagets artikel 5), for at sikre en fuldstændig og effektiv gennem-

førelse af den direkte anvendelige undtagelsesordning. Ingen af de konkurrence-

myndigheder, der deltager i netværket, bør kunne vedtage retsstiftende fritagelses-

beslutninger i henhold til Fællesskabets konkurrenceregler.

De nationale konkurrencemyndigheders eller Kommissionens beføjelse i henhold til

forordningsforslagets artikel 13 til at indstille eller afslutte procedurer med den

begrundelse, at et andet af netværkets medlemmer behandler eller har behandlet sagen,

er nødvendig for at sikre en effektiv sagsfordeling og ressourceudnyttelse inden for

netværket. Det er dog hverken nødvendigt eller hensigtsmæssigt at forpligte andre

konkurrencemyndigheder til at indstille eller afslutte deres procedurer. Det er

netværkets opgave at sikre i praksis, at ressourcerne udnyttes effektivt.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Forordningsforslaget skaber hjemmel for udveksling af oplysninger og bistand mellem

de nationale konkurrencemyndigheder. Et sådant horisontalt samarbejde er

nødvendigt, for at de kan anvende artikel 81 og 82 effektivt.

Kommissionens beføjelse til at fremsætte skriftlige og mundtlige bemærkninger i

Fællesskabets interesse, når nationale domstole behandler en sag om anvendelse af

artikel 81 og 82 (jf. artikel 15) er nødvendig, for at Kommissionen kan bidrage til

reglernes ensartede anvendelse. Det ville være en trussel mod det indre marked og

ensartetheden i systemet, hvis de nationale domstole anvendte Fællesskabets

konkurrenceregler forskelligt. I overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet

foreslås det, at Kommissionen og medlemsstaternes konkurrencemyndigheder deler

beføjelsen til at fremsætte bemærkninger ved de nationale domstole. Desuden skal

bemærkningerne fremsættes i overensstemmelse med de gældende procedureregler i

den pågældende medlemsstat. Forslaget tager derfor ikke sigte på at harmonisere de

nationale procedureregler ud over at give Kommissionen og de nationale

konkurrencemyndigheder beføjelse til at fremsætte bemærkninger på eget initiativ. For

at Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder kan udøve denne nye

beføjelse effektivt, må de nationale domstole forpligtes til efter anmodning at udlevere

relevante oplysninger om sager, som de behandler, og hvor Kommissionen eller en

national konkurrencemyndighed agter at fremsætte eller har besluttet at fremsætte

skriftlige eller mundtlige bemærkninger.

IV.

ORORDNINGEN

ARTIKEL FOR ARTIKEL

KAPITEL I - PRINCIPPER

Artikel 1 - Direkte anvendelse

I denne artikel fastlægges det almindelige princip for de nye bestemmelser om anvendelse af

artikel 81 og 82 uden for gruppefritagelsesforordningernes anvendelsesområde. Ud over

forbuddet i artikel 81, stk. 1, og i artikel 82, kan artikel 81, stk. 3, også anvendes direkte.

Ifølge denne bestemmelse er aftaler, vedtagelser eller praksis, som falder ind under artikel 81,

stk. 1, og som ikke opfylder betingelserne i artikel 81, stk. 3, forbudt og automatisk uden

retsvirkning i overensstemmelse med artikel 81, stk. 1, og artikel 81, stk. 2. Til gengæld er

aftaler, vedtagelser og praksis, som falder ind under artikel 81, stk. 1, men som opfylder

betingelserne i artikel 81, stk. 3, automatisk gyldige, uden at en myndighed behøver at træffe

en forudgående beslutning derom.

I forbindelse med anvendelsen af artikel 81, stk. 1, er alle beslutningstagere, dvs.

Kommissionen og de nationale domstole og konkurrencemyndigheder, forpligtede til også at

undersøge, om betingelserne i artikel 81, stk. 3, er opfyldt. Herved skal de respektere

EF-domstolens og Førsteinstansrettens fortolkning af artikel 81, stk. 3. Desuden bør de tage

hensyn til alle andre fortolkningselementer, herunder Kommissionens retningslinjer,

meddelelser og beslutninger.

Alle beslutningstagere drager de rette juridiske konsekvenser i overensstemmelse med

forordningsforslaget og de relevante procedureregler, når de fastslår, at betingelserne i

artikel 81, stk. 3, er opfyldt eller ikke er opfyldt.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Artikel 2 - Bevisbyrde

I denne artikel afklares det, hvilken part der har bevisbyrden for, at betingelserne i artikel 81

er opfyldt. Det bygger på traktatens opdeling mellem forbuddet i artikel 81, stk. 1, og de i

artikel 81, stk. 3, fastsatte betingelser for, at dette forbud ikke anvendes. Bestemmelsen er

også i overensstemmelse med det princip, der er meget udbredt i medlemsstaternes

lovgivning, nemlig at sagens parter hver især skal bevise de elementer, de påberåber sig til

deres fordel.

Denne bestemmelse sikrer en rimelig balance mellem parterne. Den part, der påberåber sig

artikel 81, stk. 3, er normalt den, der har bedst mulighed for at fremlægge de oplysninger, der

er nødvendige for at bevise, at betingelserne i artikel 81, stk. 3, er opfyldt (f.eks. med hensyn

til effektivitetsfordele). Det er derfor rimeligt, at denne part har bevisbyrden med hensyn til

artikel 81, stk. 3.

Artikel 3 - Forholdet mellem artikel 81 og 82 og medlemsstaternes konkurrenceret

Ifølge denne artikel vil kun Fællesskabets konkurrenceret finde anvendelse, når en aftale eller

praksis kan påvirke handelen mellem medlemsstater. De nationale konkurrencemyndigheder,

der har beføjelse til at anvende artikel 81 og 82 fuldt ud, vil således anvende fællesskabsretten

i alle sager, der påvirker handelen mellem medlemsstater.

Under det nuværende system kan den samme aftale eller adfærd være undergivet både

Fællesskabets og flere medlemsstaters konkurrenceret. I overensstemmelse med det princip,

som Domstolen fastslog i

Walt Wilhelm-sagen

, nemlig at Fællesskabets konkurrenceret har

forrang, kan medlemsstaternes lovgivning kun anvendes, hvis den ikke skader den ensartede

anvendelse af Fællesskabets konkurrenceregler overalt inden for det indre marked.

Forrangsprincippet løser åbenlyse konflikter til fordel for fællesskabsretten. Det hindrer

imidlertid ikke effektivt uoverensstemmelser og forskelle i medlemsstaternes behandling af

aftaler og praksis, selv om sådanne aftaler og en sådan praksis måtte påvirke handelen mellem

medlemsstater.

På Fællesskabets nuværende udviklingstrin er det vigtigt at sikre, at der er lige

konkurrencevilkår overalt i EU, således at virksomhederne kan udnytte alle fordelene ved det

indre marked. Som det fremgår af selve indholdet i artikel 81, stk. 3, har mange aftaler positiv

indvirkning på den økonomiske velfærd. Det er uforeneligt med et indre marked, at aftaler og

praksis, der kan påvirke samhandelen på tværs af grænserne, er undergivet forskellige normer,

og at en aftale, der efter fællesskabsretten ville blive anset for uskadelig eller gavnlig, kan

forbydes efter national konkurrencelovgivning. For at løse dette problem effektivt, er det

nødvendigt at følge den løsning, som Domstolen omtalte i

Walt Wilhelm-sagen,

nemlig at

regulere forholdet mellem den nationale lovgivning og Fællesskabets konkurrenceret, som

fastsat i EF-traktatens artikel 83, stk. 2, litra e).

Artikel 3 sikrer, at aftaler og praksis, der kan påvirke handelen mellem medlemsstaterne,

undersøges på grundlag af et enkelt regelsæt, og fremmer dermed de lige konkurrencevilkår

overalt i Fællesskabet. Bestemmelsen fjerner samtidig de omkostninger for såvel

konkurrencemyndighederne som virksomhederne, der er forbundet med en parallel

anvendelse af fællesskabsretten og de national lovgivninger. Den begrænser ikke

mulighederne for indgreb på nationalt plan, hvor konkurrencemyndighederne kan anvende

Jf. sag 14/68, Walt Wilhelm, Sml. 1969, s. 1.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

fællesskabsretten. Erfaringer, der er høstet på nationalt niveau, vil bidrage til udviklingen af

Fællesskabets konkurrencepolitik inden for rammerne af netværket.

Artiklen sikrer desuden, at alle sager vedrørende aftaler og praksis, der påvirker handelen

mellem medlemsstater, er undergivet samarbejdsprocedurerne i netværket af

konkurrencemyndigheder. Det er et af forordningsforslagets hovedformål, at Kommissionen

og de nationale konkurrencemyndigheder skal udgøre et netværk, hvori de anvender artikel 81

og 82 i nært samarbejde. Netværket vil omfatte ordninger, der søger at sikre ensartetheden i

Fællesskabets konkurrenceret.

Forslaget fjerner risikoen for, at netværket ikke kommer til at fungere tilfredsstillende, fordi

Fællesskabets konkurrenceret og medlemsstaternes nationale konkurrencelovgivning

anvendes samtidig. Formålet er at sikre en effektiv sagsfordeling, således at en sag generelt

behandles af den bedst placerede myndighed. Det ville være vanskeligere at nå dette mål, hvis

de nationale myndigheder var forpligtede til at fortsætte behandlingen af sagen efter den

nationale konkurrencelovgivning. I flere medlemsstater er konkurrencemyndigheden

forpligtet til at vedtage en formel, begrundet beslutning, når den modtager en klage på

grundlag af national lovgivning. Sådanne parallelle procedurer bør undgås.

KAPITEL II - KOMPETENCE

Artikel 4 – Kommissionens kompetence

Stk. 1 fastlægger Kommissionens kompetence til at træffe de foranstaltninger, der er

omhandlet i forordningen.

Disse foranstaltninger omfatter først og fremmest individuelle beslutninger. Kommissionen

har således fortsat selvstændige håndhævelsesbeføjelser, som den ud over til at forfølge

overtrædelser vil bruge til at fastlægge sin politik og sikre ensartet anvendelse af

Fællesskabets konkurrenceret.

Foranstaltningerne kan også være gruppefritagelsesforordninger. Artikel 28 giver

Kommissionen en almindelig kompetence til at vedtage gruppefritagelses-forordninger.

Udstedelse af gruppefritagelsesforordninger er et centralt element i Kommissionens

bestræbelser på at sikre en ensartet anvendelse af konkurrencereglerne overalt inden for det

indre marked. Sammen med Kommissionens beslutningspraksis udgør de kernen i et sæt

fælles gennemførelsesbestemmelser på konkurrenceområdet, der suppleres af Kommissionens

retningslinjer. Under den nye ordning, hvor virksom-hederne i almindelighed selv skal

vurdere, om deres adfærd er i overensstemmelse med reglerne, er disse lovgivningsmæssige

rammer af central betydning, når det gælder virksomhedernes retssikkerhed.

Selv om gruppefritagelsesforordningerne indeholder abstrakte regler, skaber de ikke nye

retsregler for virksomhederne, men kodificerer og klarlægger fortolkningen af artikel 81,

stk. 3. Kommissionen udarbejder dem på grundlag af sine erfaringer fra konkrete sager. I

henhold til forordningsforslagets artikel 15 vil den også få forelagt oplysninger om de

nationale domstoles anvendelse af artikel 81 og 82 i samtlige medlemsstater. Den vil derfor

bedst kunne vide, på hvilke områder det er nødvendigt at udarbejde eller tilpasse

gruppefritagelsesforordninger for at holde trit med udviklingen og de hurtigt skiftende

markedsforhold. I denne forbindelse samarbejder Kommissionen nært med medlemsstaternes

konkurrencemyndigheder.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Da gruppefritagelsesforordninger ikke kan tillade adfærd, der er forbudt efter artikel 81, kan

gruppefritagelsen inddrages, hvis det i et konkret tilfælde konstateres, at en aftale, vedtagelse

eller samordnet praksis har virkninger, der er uforenelige med artikel 81, stk. 3. Af hensyn til

en decentraliseret, men ensartet anvendelse af reglerne er det i forslaget til forordning fastsat,

at de nationale konkurrence-myndigheder har beføjelse til at inddrage gruppefritagelsen, hvis

det relevante geografiske marked ikke strækker sig videre end den pågældende medlemsstats

område (jf. artikel 29, stk. 2). Ved beslutninger af denne art skal Kommissionen dog

konsulteres i henhold til artikel 11, stk. 4.

Stk. 2 giver Kommissionen kompetence til at indføre en registreringspligt for visse typer

aftaler, vedtagelser eller praksis, der falder ind under artikel 81, stk. 1, og ikke er omfattet af

gruppefritagelser. På de betingelser, der er fastsat i dette stykke, kan Kommissionen i en

forordning fastlægge de nærmere regler for en sådan pligt og de sanktioner, der kan

iværksættes, hvis registreringspligten ikke overholdes.

Artikel 5 - De nationale konkurrencemyndigheders kompetence

Denne artikel fastlægger og afgrænser de nationale konkurrencemyndigheders kompetence til

at anvende artikel 81 og 82. Hvis der efter national lovgivning er behov for yderligere

foranstaltninger for at nå dette mål, skal medlemsstaterne i henhold til artikel 36 træffe

sådanne foranstaltninger inden for en frist, der vil blive nærmere fastsat.

Medlemsstaternes konkurrencemyndigheder skal anvende artikel 81 som helhed, dvs. at de,

hver gang de anvender artikel 81, stk. 1, også har beføjelse til at afgøre, om betingelserne i

artikel 81, stk. 3, er opfyldt. De anvender også artikel 82.

Hvis der konstateres en overtrædelse af artikel 81 som helhed eller af artikel 82, skal

medlemsstaternes konkurrencemyndigheder på grundlag af den foreslåede forordning og de

gældende nationale procedureregler sikre, at der pålægges effektive sanktioner for den

pågældende adfærd. I stk. 3 opregnes indholdet i de beslutninger, der kan træffes i denne

forbindelse. Uanset at forslaget ikke indebærer nogen harmonisering af nationale sanktioner,

følger det af grundlæggende fællesskabsretlige principper, at disse sanktioner skal sikre en

effektiv håndhævelse.

Hvis en medlemsstats konkurrencemyndighed på grundlag af en klage eller på eget initiativ,

fastslår, at en adfærd, ikke er i strid med artikel 81 som helhed eller artikel 82, kan den

indstille proceduren, eller afvise klagen ved en beslutning med den begrundelse, at der ikke

findes nogen anledning for den til at gribe ind.

Sådanne beslutninger er kun bindende for den besluttende myndighed.

Forordningsforslaget regulerer ikke de virkninger, som de nationale konkurrence-

myndigheders øvrige beslutninger får i deres respektive medlemsstater. Dette henhører under

national lovgivning. De nationale konkurrencemyndigheders beslutninger har ingen

retsvirkninger uden for de respektive medlemsstaters område og er ikke bindende for

Kommissionen.

Artikel 6 - De nationale domstoles kompetence

Denne artikel fastlægger de nationale domstoles kompetence med hensyn til artikel 81, stk. 3.

Når en domstol anvender artikel 81, stk. 1, har den også beføjelse til at anvende artikel 81,

stk. 3. Det er allerede fast retspraksis, at domstolene også kan anvende artikel 81, stk. 1 og 2,

og artikel 82.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Hvis en national domstol fastslår, at betingelserne i artikel 81, stk. 3, er opfyldt, skal den

fastslå, at aftalen automatisk er gyldig, hvis ikke der fremsættes andre indvendinger. Den skal

i så fald lade aftalen blive gennemført og afvise krav om skadeserstatning baseret på den

påståede overtrædelse af artikel 81.

Omvendt skal de nationale domstole fastslå, at en aftale eller vedtagelse er helt eller delvis

ugyldig i henhold til artikel 81, stk. 2, hvis betingelserne i artikel 81, stk. 3, ikke er opfyldt, og

de kan ikende skadeserstatning eller træffe enhver anden afgørelse, der følger af

overtrædelsen af artikel 81, stk. 1.

KAPITEL III - KOMMISSIONENS BESLUTNINGER

Artikel 7 – Konstatering og standsning af overtrædelser

Denne artikel svarer til artikel 3 i den nugældende forordning nr. 17 med to undtagelser.

For det første klarlægges det, at Kommissionen er beføjet til at vedtage en beslutning om, at

der foreligger en overtrædelse, ikke blot når den kræver en overtrædelse bragt til ophør eller

pålægger en bøde, men også når en overtrædelse er ophørt, og den ikke pålægger nogen bøde.

I overensstemmelse med Domstolens retspraksis

er Kommissionens beføjelse til at vedtage

en beslutning om, at der foreligger en overtrædelse, under sådanne omstændigheder dog

begrænset til de tilfælde, hvor den har en berettiget interesse deri. Dette kan være tilfældet,

hvor der er risiko for, at adressaten gentager overtrædelsen, eller hvor sagen rejser nye

fortolkningsspørgsmål, hvis afklaring er i den offentlige interesse.

For det andet er Kommissionen beføjet til at pålægge virksomhederne enhver foranstaltning,

også af strukturel karakter, der er nødvendige for at bringe overtrædelsen til ophør.

Forpligtelser af strukturel karakter kan være nødvendige for at bringe en overtrædelse

definitivt til ophør. Dette kan især være tilfældet i forbindelse med visse samarbejdsaftaler og

misbrug af en dominerende stilling, hvor det kan være nødvendigt at afhænde visse aktiver.

Artikel 8 - Foreløbige forholdsregler

I henhold til denne artikel kan Kommissionen træffe foreløbige forholdsregler i tilfælde, hvor

der er risiko for alvorlig og ubodelig skade på konkurrencen, og hvor der umiddelbart

foreligger en overtrædelse. Det er endvidere fastsat, at de foreløbige forholdsregler vedtages

for en maksimumsperiode på et år med mulighed for forlængelse.

Kommissionen handler i den offentlige interesse og ikke i de enkelte virksomheders. Det er

derfor hensigtsmæssigt at sikre, at Kommissionen kun har pligt til at træffe foreløbige

forholdsregler i tilfælde, hvor der er risiko for alvorlig og ubodelig skade på konkurrencen.

Virksomhederne kan altid henvende sig til de nationale domstole, hvis opgave det er at

beskytte privatpersoners rettigheder.

Artikel 9 - Tilsagn

Stk. 1 indfører et nyt instrument, der giver Kommissionen beføjelse til ved en beslutning at

acceptere virksomhedernes tilsagn i forbindelse med en procedure, hvor Kommissionen agter

at vedtage en beslutning om, at en overtrædelse skal bringes til ophør. Sådanne beslutninger

Jf. sag 7/82, GVL, Sml. 1983, s. 483.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

udgør et hensigtsmæssigt retsmiddel, når tilsagnene er af et sådant, at de imødekommer

Kommissionens indvendinger. Beslutninger, hvorved Kommissionen accepterer tilsagn,

indeholder en fremstilling af sagens materielle forhold, de umiddelbare beviser på den

formodede overtrædelse og de accepterede tilsagn.

Den virksomhed, Kommissionens beslutning er rettet til, er bundet af beslutningen med

tilsagnene, som kan påberåbes af tredjemand ved de nationale domstole.

Tidsbegrænsningen sikrer, at virksomhederne ikke er bundet af tilsagnene i en ubegrænset

periode, og at Kommissionen eventuelt kan tage aftalen eller den pågældende praksis og

tilsagnenes virkninger op til fornyet vurdering efter en bestemt periode. Stk. 2 fastsætter, at

beslutningen ikke tager stilling til, om der foreligger en overtrædelse før eller efter tilsagnene.

Når Kommissionen har accepteret tilsagnene ved en beslutning, indstiller den sagen.

I stk. 3 er det fastsat, at Kommissionen kun kan indlede proceduren på ny,

hvis

de faktiske

forhold, der ligger til grund for Kommissionens beslutning, ændrer sig væsentligt,

hvis

den

virksomhed, der har afgivet tilsagnene, har givet ufuldstændige, urigtige eller forvanskede

oplysninger, eller

hvis

den pågældende virksomhed handler i strid med tilsagnene.

Artikel 10 – Uanvendelighed

Under den foreslåede, direkte anvendelige undtagelsesordning vil det være Kommissionens

hovedopgave at forfølge overtrædelser, udbygge konkurrencepolitikken og fremme en

ensartet anvendelse af reglerne gennem generelle foranstaltninger som f.eks.

gruppefritagelsesforordninger og retningslinjer.

I henhold til forordningsforslagets artikel 10, er Kommissionen dog også beføjet til at vedtage

beslutninger om, at artikel 81 ikke finder anvendelse, enten fordi betingelserne i artikel 81,

stk. 1, ikke er opfyldt, eller fordi betingelserne i artikel 81, stk. 3, er opfyldt, og/eller

artikel 82 ikke finder anvendelse.

Sådanne beslutninger kan kun vedtages på Kommissionens eget initiativ og af hensyn til

Fællesskabets interesse. Disse betingelser sikrer, at virksomhederne ikke kan kræve, at der

træffes en beslutning om, at der ikke foreligger en overtrædelse. En sådan mulighed ville i

alvorlig grad underminere reformens hovedformål, nemlig at

koncentrere

konkurrencemyndighedernes aktiviteter om det, der er forbudt.

I det decentraliserede system spiller Kommissionen som traktatens vogter og med sin centrale

placering en speciel rolle, når det gælder om at fastlægge konkurrence-politikken og sikre, at

artikel 81 og 82 anvendes ensartet inden for hele det indre marked. Det er derfor nødvendigt,

at Kommissionen kan vedtage positive beslutninger, når det er i Fællesskabets interesse. I

henhold til denne beføjelse kan Kommissionen vedtage en beslutning om, at der ikke

foreligger overtrædelser, især når det gælder nye typer aftaler eller praksis eller spørgsmål,

der ikke er blevet afgjort i den eksisterende rets- og beslutningspraksis.

Kommissionens beslutninger om, at der ikke foreligger overtrædelser, er af konstaterende

karakter. Det foreslåede instrument adskiller sig derfor væsentligt fra de nuværende

fritagelsesbeslutninger efter artikel 81, stk. 3, der er retsskabende overfor enhver i hele

beslutningens løbetid, uanset om de faktiske forhold ændrer sig væsentligt. Beslutninger om,

at der ikke foreligger overtrædelser, har de virkninger, der tillægges fællesskabsretsakter.

Forordningsforslagets artikel 16 pålægger de nationale konkurrencemyndigheder og domstole

en generel forpligtelse til at bestræbe sig på at undgå at træffe beslutninger, der er i strid med

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Kommissionens. De beslutninger om, at der ikke foreligger overtrædelser, som

Kommissionen vedtager i henhold til artikel 10, kan derfor bidrage væsentligt til den

ensartede anvendelse af Fællesskabets konkurrenceret.

KAPITEL IV - SAMARBEJDE MED DE NATIONALE MYNDIGHEDER OG

DOMSTOLE

Artikel 11 – Samarbejde mellem konkurrencemyndighederne

Denne artikel indfører et nært samarbejde mellem Kommissionen og medlemsstaternes

konkurrencemyndigheder, således at de ved anvendelsen af artikel 81 og 82 i henhold til

forordningen kan fungere som et netværk. Den omhandler de grundlæggende informations-

og konsultationsprocedurer, der vil blive fastlagt nærmere i en gennemførelsesforordning,

som Kommissionen udsteder i henhold til artikel 34, og i en meddelelse om samarbejdet

mellem konkurrencemyndighederne.

Stk. 1 indfører samarbejdsprincippet, der omfatter samarbejde mellem på den ene side

Kommissionen og medlemsstaternes konkurrencemyndigheder og på den anden side

sidstnævnte myndigheder indbyrdes.

Stk. 2 svarer til artikel 10, stk. 1, i den nugældende forordning nr. 17 tilpasset den nye

gennemførelsesordning.

Stk. 3 forpligter de nationale konkurrencemyndigheder til at underrette Kommissionen om

deres behandling af sager efter artikel 81 og 82 på et tidligt stadium. Dette vil i praksis ske

elektronisk, og oplysningerne vil blive stillet til rådighed for alle medlemsstaternes

myndigheder via netværket. Formålet er især at lette sagsfordelingen, at indlede et samarbejde

om sager på et tidligt tidspunkt og at sikre en effektiv behandling af klager, der indgives til

flere instanser.

Stk. 4 pålægger medlemsstaternes myndigheder en pligt til at konsultere Kommissionen,

inden de træffer beslutning om, at en overtrædelse af artikel 81 eller 82 skal bringes til ophør,

eller beslutninger om sanktioner for en sådan overtrædelse. Formålet er at indføre samordning

af forbudsbeslutninger og tilsvarende beslutninger for at sikre en ensartet anvendelse.

Stk. 5 gør det klart, at samarbejdsprincippet også omfatter frivillige konsultationer om andre

sager end de af stk. 4 omfattede.

Stk. 6 svarer til artikel 9, stk. 3, i den nugældende forordning nr. 17, dvs. at Kommissionen

har beføjelse til at overtage en sag fra en national konkurrence-myndighed og behandle den

selv, idet bestemmelsen dog er tilpasset efter den nye gennemførelsesordning. Denne

bestemmelse er af afgørende betydning i den nye gennemførelsesordning, idet den skal sikre

en effektiv sagsfordeling og en ensartet anvendelse af Fællesskabets konkurrenceret.

Artikel 12 – Udveksling af oplysninger

Stk. 1 skaber hjemmel til udveksling af enhver oplysning mellem Kommissionen og

medlemsstaternes konkurrencemyndigheder og anvendelse af oplysningerne som

bevismateriale i procedurerne efter Fællesskabets konkurrenceret. Det omfatter overdragelse

af oplysninger fra Kommissionen til en medlemsstats myndighed og omvendt og mellem

medlemsstaternes myndigheder indbyrdes. Denne bestemmelse giver også mulighed for

overdragelse af samtlige en sags akter, herunder fortrolige dokumenter, med det formål at

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

gøre det muligt at overføre en sag fra en myndighed til en anden med henblik på en effektiv

sagsfordeling.

Stk. 2 begrænser brugen af de oplysninger, der fremsendes i henhold til stk. 1, og for at sikre,

at de pågældende virksomheder opnår en tilstrækkelig proceduremæssig beskyttelse. Første

punktum begrænser anvendelsen af oplysningerne til alene at omfatte anvendelsen af

Fællesskabets konkurrenceregler. Anvendelse til andre formål er ikke tilladt. Andet punktum

begrænser yderligere anvendelsen af oplysningerne, for så vidt angår sanktioner. Formålet

med denne bestemmelse er at sikre en rimelig balance mellem den ret til forsvar, som de

pågældende virksomheder kan påberåbe sig i den medlemsstat, hvorfra oplysningerne

stammer, og de sanktioner, de kan få pålagt i den medlemsstat, hvor de retsforfølges. Det

foreslås, at udelukke anvendelsen af de udvekslede oplysninger til at iværksætte andre

sanktioner end økonomiske sanktioner.

Artikel 13 – Midlertidig og endelig indstilling af proceduren

Denne artikel skal sikre en effektiv sagsfordeling inden for netværket af

konkurrencemyndigheder. Den giver alle medlemsstaternes konkurrence-myndigheder og

Kommissionen ret til at indstille en procedure eller afvise en klage, hvis en anden

konkurrencemyndighed behandler eller har behandlet samme sag. Den fjerner derved risikoen

for dobbeltarbejde og ansporingen til at indgive klager til flere instanser.

Stk. 1 skaber retsgrundlag for indstilling eller afslutning af procedurerne, hvis en anden

konkurrencemyndighed allerede behandler klagen. Bestemmelserne tilsidesætter eventuelle

nationale retsregler, der måtte forpligte konkurrence-myndighederne i nogle medlemsstater til

at tage stilling til indholdet af enhver klage, de modtager. Bestemmelsen påvirker ikke andre

grunde til afvisning af en klage eller Kommissionens beføjelse til at overtage en sag fra de

nationale konkurrence-myndigheder efter artikel 11, stk. 6.

Stk. 2 indeholder en tilsvarende regel med hensyn til klager vedrørende en aftale eller praksis,

der allerede behandles af en anden konkurrencemyndighed.

Artikel 14 – Det rådgivende udvalg

Artikel 14 bibeholder Det Rådgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspørgsmål, der blev

oprettet ved den nugældende forordning nr. 17. Det har hidtil fungeret godt, og er fuldt ud i

overensstemmelse med princippet om, at Kommissionen og medlems-staternes

konkurrencemyndigheder skal arbejde nært sammen. De foreslåede ændringer, nemlig den

skriftlige procedure og muligheden for at drøfte sager, som medlemsstaternes myndigheder

behandler, tilpasser det efter den nye gennem-førelsesordning.

Stk. 1 indeholder de typer af beslutninger, hvor Kommissionen er forpligtet til at høre det

rådgivende udvalg.

Stk. 2 fastsætter udvalgets sammensætning. Bestemmelsen svarer til artikel 10, stk. 4, i den

nugældende forordning nr. 17.

Stk. 3 fastlægger udvalgets arbejdsmetoder. Det indeholder de samme elementer som

artikel 10, stk. 5, i den nugældende forordning nr. 17. For at effektivisere procedurerne

indføres der mulighed for, at medlemsstaterne accepterer, at der indkaldes til møde med

kortere frist.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Stk. 4 skaber hjemmel til skriftlig procedure. Formålet med bestemmelsen er at give mulighed

for mere fleksible og effektive arbejdsmetoder.

Stk. 5 giver mulighed for at offentliggøre det rådgivende udvalgs udtalelse på samme måde

som efter fusionsforordningen.

Stk. 6 skaber retsgrundlag for drøftelse af en sag, der behandles af en medlemsstats

konkurrencemyndighed. Formålet er at gøre udvalget til et forum for drøftelse af alle sager,

der kan være af fælles interesse, navnlig sager, der berører den ensartede anvendelse af

artikel 81 og 82. Hvis Kommissionen anmodes derom af en medlemsstat, vil den normalt

sætte en national sag på dagsordenen.

Artikel 15 – Samarbejde med de nationale domstole

Denne artikel tager sigte på at styrke samarbejdet mellem Kommissionen og de nationale

domstole for at fremme en ensartet anvendelse af artikel 81 og 82.

Stk. 1 giver de nationale domstole ret til at indhente oplysninger, som Kommissionen er i

besiddelse af, med henblik på anvendelsen af artikel 81 og 82. De kan også anmode

Kommissionen om en udtalelse om spørgsmål i forbindelse med anvendelsen af Fællesskabets

konkurrenceregler. Kommissionen vil fastsætte detaljerede regler om sin praksis på dette

område i en meddelelse, der skal afløse den eksisterende meddelelse om samarbejde mellem

de nationale domstole og Kommissionen. Disse regler vil indeholde en frist, inden for hvilken

Kommissionen skal svare.

Stk. 2 tager sigte på at lette muligheden for at følge med i de nationale domstoles anvendelse

af artikel 81 og 82. Bestemmelsen forpligter de nationale domstole til at sende Kommissionen

en kopi af de domme, de afsiger i henhold til artikel 81 eller 82. Denne underretningspligt er

af et sådant omfang, at den administration, den indebærer for domstolene og Kommissionen,

holdes på et minimum. For domstolene kræver det meget lidt administrativt ekstraarbejde.

Fremsendelse af papirkopier bør i videst mulig udstrækning afløses af elektronisk

transmission.

Stk. 3 giver Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder ret til at fremsætte både

skriftlige og mundtlige bemærkninger for de nationale domstole. For de nationale

konkurrencemyndigheders vedkommende er denne beføjelse begrænset til domstolene i deres

respektive medlemsstater. Kommissionen kan kun handle i henhold til denne bestemmelse,

hvis det er i Fællesskabets interesse (som

amicus curiae),

dvs. ikke i en af parternes interesse.

Denne bestemmelse tager især sigte på at give Kommissionen og de nationale

konkurrencemyndigheder mulighed for at henlede domstolenes opmærksomhed på spørgsmål

af stor betydning for den ensartede anvendelse af Fællesskabets konkurrenceret. De nationale

domstole er ikke forpligtede til at følge Kommissionens eller en national konkurrence-

myndigheds udtalelse. Stk. 3 påvirker ikke anvendelsen af EF-traktatens artikel 234.

Stk. 3, andet afsnit, forpligter de nationale domstole til at give Kommissionen eller de

nationale konkurrencemyndigheder oplysninger i konkrete sager, men kun hvis de

udtrykkeligt anmodes derom, med det formål at sikre at Kommissionen eller de nationale

konkurrencemyndigheder er i besiddelse af alle relevante oplysninger om sager ved en

national domstol, hvor de agter at fremsætte skriftlige eller mundtlige bemærkninger. Det er

vigtigt, at Kommissionen og de nationale konkurrence-myndigheder er orienteret fuldt ud om

sagens indhold, for det første for at kunne træffe en velbegrundet beslutning om, hvorvidt de

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

ønsker at fremsætte bemærkninger i henhold til stk. 3, og for det andet for at kunne fremsætte

kvalitativt tilfredsstillende bemærkninger.

Artikel 16 – Ensartet anvendelse af Fællesskabets konkurrenceret

Under den foreslåede nye ordning spiller Kommissionens beslutninger fortsat en vigtig rolle

for fastlæggelsen af konkurrencepolitikken og - på grund af deres EF-dækkende virkning - for

opretholdelse af ensartetheden inden for det indre marked. Sådanne beslutninger er retsakter,

omfattet af EF-traktatens artikel 249 og er undergivet en særskilt domstolskontrol. De

nationale domstole har ikke kompetence til at kontrollere, om Fællesskabets retsakter er

gyldige. Dette påhviler udelukkende EF-domstolen og Førsteinstansretten, som ved udøvelsen

af disse beføjelser sikrer en ensartet anvendelse af fællesskabsretten i Fællesskabets

retsordens og retssikkerhedens interesse.

Den ensartede anvendelse er af væsentlig betydning i forbindelse med en

gennemførelsesordning, der er karakteriseret ved, at Kommissionen, de nationale

konkurrencemyndigheder og de nationale domstole har parallel kompetence til at anvende

artikel 81 og 82. Hvis der skulle opstå betydelige forskelle i anvendelsen af disse

bestemmelser, ville det indebære en risiko for ensartetheden i Fællesskabets konkurrenceret

og for det indre marked. Det er derfor nødvendigt at træffe foranstaltninger, der effektivt

fjerner denne risiko.

Forordningsforslagets artikel 16 forpligter de nationale domstole og konkurrencemyndigheder

til at bestræbe sig på at undgå at træffe beslutninger i strid med Kommissionens. Denne

bestemmelse påvirker ikke Domstolens retspraksis.

Formålet med denne artikel er at skabe en ordning, der begrænser risikoen for modstridende

beslutninger. Det er vigtigt at undgå, at nationale domstole og konkurrencemyndigheder

vedtager beslutninger, der er i strid med Kommissionens, da modstridende beslutninger,

vedtaget på grundlag af de samme retsregler, ville bevirke, at Fællesskabets retsorden ikke

kunne fungere tilfredsstillende.

Risikoen for konflikter afhænger af den dispositive del i Kommissionens beslutning og de

forhold, den bygger på. Når Kommissionen har konstateret, at der foreligger en overtrædelse,

skal de nationale domstole og konkurrencemyndigheder bestræbe sig på at undgå konflikter i

det omfang, hvor de materielle forhold er de samme. Dette gælder også for beslutninger om,

at der ikke foreligger overtrædelser, som omhandlet i forordningsforslagets artikel 10.

De nationale domstole kan især undgå at træffe modstridende beslutninger ved at anmode

EF-domstolen om at afgøre præjudicielle spørgsmål efter EF-traktatens artikel 234 eller - i

tilfælde hvor Kommissionens beslutning verserer for EF-domstolen eller Førsteinstansretten -

ved at suspendere deres procedurer. Resultatet er i begge tilfælde, at spørgsmålet afklares af

EF-domstolen eller Første-instansretten med virkning for hele Fællesskabet. De nationale

konkurrence-myndigheder kan undgå at træffe modstridende beslutninger ved at konsultere

Kommissionen og - i tilfælde hvor Kommissionens beslutning verserer for EF-domstolen og

Førsteinstansretten - ved at suspendere deres procedurer.

KAPITEL V - UNDERSØGELSESBEFØJELSER

Artikel 17 – Undersøgelse af erhvervssektorer

Denne artikel svarer til artikel 12 i den nugældende forordning nr. 17. Afsløringen af

overtrædelser sker til dels ved at overvåge markederne. Kommissionen bør derfor fortsat

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

kunne foretage generelle undersøgelser inden for en given sektor, hvis markedsudviklingen

tyder på, at konkurrencen begrænses.

Artikel 18 – Begæringer om oplysninger

Denne artikel bygger på artikel 11 i den nugældende forordning nr. 17.

Indholdet er ikke ændret væsentligt, men omfatter en mindre ændring:

Stk. 3 giver behørigt befuldmægtigede advokater ret til at besvare begæringer om oplysninger

på deres klienters vegne. Klienterne bærer dog det fulde ansvar for, at oplysningerne er

korrekte.

Artikel 19 – Beføjelse til at registrere udtalelser

Denne artikel skaber hjemmel til, at Kommissionen kan indhente udtalelser fra fysiske eller

juridiske personer, hvad enten de er omfattet af proceduren eller ej, og registrere deres

mundtlige udtalelser. Bestemmelsen udfylder et tomrum i Kommissionens beføjelser ved at

tillade, at mundtlige udtalelser registreres og bruges som bevismateriale.

Artikel 20 – Kommissionens kontrolundersøgelsesbeføjelser

Denne artikel definerer Kommissionens kontrolbeføjelser. Den svarer stort set til artikel 14 i

den nugældende forordning nr. 17, men for at gøre kontrol-undersøgelserne mere effektive,

indeholder den en række ændringer.

I henhold til den nugældende forordning nr. 17 kan Kommissionens tjenestemænd undersøge

bøger og andre forretningspapirer, tage kopier eller ekstraktudskrifter af bøger og

forretningspapirer, kræve mundtlige forklaringer på stedet og få adgang til virksomhedernes

lokaler, grunde og transportmidler. Forslaget indeholder følgende ændringer:

Stk. 2 indfører tre nye elementer som supplement til Kommissionens undersøgelses-beføjelser

for at gøre undersøgelserne effektive:

For det første udvider stk. 2, litra b), undersøgelsesbeføjelserne til at omfatte private hjem,

hvis der foreligger en mistanke om, at der opbevares forretningspapirer dér. Denne udvidelse

skyldes Kommissionens erfaringer fra nyere sager, hvor det har vist sig, at virksomhedens

medarbejdere opbevarede relevante dokumenter i deres hjem. Bevismateriale er blevet funder,

der tyder på, at belastende dokumenter bevidst blev opbevaret i private hjem. Efter de

nugældende regler kan virksomhederne således effektivt underminere Kommissionens

kontrolundersøgelser. For at sikre, at der kan gennemføres effektive undersøgelser af

hemmelige overtrædelser, er det derfor nødvendigt at give Kommissionens befuldmægtigede

repræsentanter udvidede beføjelser til at undersøge medarbejdernes private hjem, hvis det er

sandsynligt at der opbevares dokumenter dér. Artikel 20, stk. 7, sikrer, at udøvelsen af denne

beføjelse er betinget af en domstolstilladelse i det pågældende land.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

For det andet giver stk. 2, litra e), Kommissionens befuldmægtigede repræsentanter

bemyndigelse til at forsegle skabe og kontorer for at sikre, at dokumenterne ikke forsvinder

under kontrolundersøgelsen. Denne beføjelse skal gøre kontrolunder-søgelserne mere

effektive, især i tilfælde, hvor en undersøgelse varer mere end en dag, og hvor

Kommissionens befuldmægtigede repræsentanter er nødt til at forlade virksomhedens lokaler

uden at have afsluttet deres undersøgelse. Hvis forseglingen brydes, pålægges der bøder efter

artikel 22, stk. 1, litra d).

For det tredje er det i stk. 2, litra f), fastsat, at Kommissionens befuldmægtigede

repræsentanter - under iagttagelse af Domstolens retspraksis - i forbindelse med

undersøgelsen kan stille ethvert spørgsmål vedrørende undersøgelsens genstand. Dette er

nødvendigt af hensyn til undersøgelsernes effektivitet, da ordlyden i artikel 14 i forordning nr.

17 kun giver mulighed for at kræve mundtlige forklaringer vedrørende dokumenter.

Stk. 8 kodificerer retspraksis på grundlag af Hoechst-sagen

med der formål at skabe

ensartede vilkår for virksomheder, der er undergivet Kommissionens kontrol-undersøgelser,

overalt inden for det indre marked.

Når Kommissionen beslutter at foretage kontrolundersøgelser efter artikel 14, stk. 3, i den

nugældende forordning nr. 17, skal de nationale myndigheder i de fleste medlemsstater

indhente en retskendelse, hvis virksomhederne modsætter sig undersøgelsen. Domstolen

fastslog i Hoechst-sagen, at den nationale domstol ikke kan tilsidesætte Kommissionens

vurdering og ikke kan drage gyldigheden af Kommissionens beslutning i tvivl. Den nationale

domstol kan kun kontrollere, om Kommissionens beslutning er ægte, og afveje det planlagte

indgreb med undersøgelsens genstand (dvs. Kommissionens mulighed for at foretage en

undersøgelse uden virksomhedens samtykke). For at den nationale domstol kan udføre denne

opgave, skal Kommissionens i tilstrækkelig grad begrunde sin beslutning.

De nationale domstoles beføjelse vedrørende anvendelsen af den nationale

konkurrencelovgivning adskiller sig fra deres beføjelser vedrørende anvendelsen af

Fællesskabets konkurrenceret. Dette kan skabe usikkerhed under procedurerne, da nogle

domstole har tendens til at anvende de nationale normer på undersøgelser i henhold til

fællesskabsretten. For at sikre at Kommissionens undersøgelser er undergivet de samme

regler overalt inden for det indre marked, anses det for nødvendigt, at de normer, der blev

fastsat i

Hoechst-dommen,

klart anføres i den nye forordning.

Artikel 21 – Samarbejde mellem Kommissionen og medlemsstaternes konkurrence-

myndighed

Denne artikel bygger på artikel 13 i den nugældende forordning nr. 17, men er tilpasset den

nye gennemførelsesordning. Samtidig med at medlemsstaterne fortsat har mulighed for at

gennemføre kontrolundersøgelser på deres område på Kommissionens vegne, får de nationale

konkurrencemyndigheder nu også mulighed for at gennemføre undersøgelser på en anden

national konkurrencemyndigheds vegne. Denne bestemmelse er en forudsætning for et

effektivt samarbejde mellem medlemsstaternes konkurrencemyndigheder. På grundlag af et

sådant samarbejde kan de nationale konkurrencemyndigheder behandle sager, hvor

bevismaterialet til dels findes i andre medlemsstater. Uden et sådant samarbejde ville der

foreligge betydelige hindringer for en egentlig decentraliseret anvendelse af Fællesskabets

konkurrenceregler.

Jf. de forenede sager 46/87 m.fl., Hoechst, Sml. 1989, s. 2859.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

KAPITEL VI - SANKTIONER

Artikel 22 – Bøder

Artikel 15 i den nugældende forordning nr. 17 omfatter to typer bøder, nemlig bøder for

overtrædelse af procedurereglerne (begæring om oplysninger, modstand mod at underkaste

sig en kontrolundersøgelse ...) og bøder for materielle overtrædelser af artikel 81 og 82.

Stk. 1 ændrer bøderne for overtrædelse af procedurereglerne, som i den nugældende

forordning nr. 17 kan udgøre mellem 100 og 5 000 EUR. Disse beløb har ikke længere nogen

afskrækkende virkning. Det foreslås at tilpasse disse bøder efter EKSF-traktaten, der

indeholder bøder på op til 1% af den samlede årsomsætning for denne type overtrædelser

(artikel 47). Forslaget til forordning indfører også sanktioner for de tilfælde, hvor

virksomhederne nægter at besvare mundtlige spørgsmål under kontrolundersøgelserne eller

bryder forseglingen.

Stk. 2 vedrører bøder for overtrædelse af de materielle regler. Der foreslås ingen ændring af

bødens størrelse (op til 10% af den samlede årsomsætning). Det er blot nødvendigt at udvide

listen af overtrædelser med tilfælde, hvor virksomhederne handler i strid med en beslutning

om foreløbige forholdsregler eller undlader at efterkomme tilsagn, som Kommissionen har

accepteret ved en beslutning.

Stk. 4 indfører en ny bestemmelse vedrørende overtrædelser begået af virksomheds-

sammenslutninger. Ifølge traktaten kan virksomhedssammenslutninger pålægges bøder for

overtrædelse af Fællesskabets konkurrenceret. EF-domstolen har fastslået, at bøden kan

beregnes på grundlag af deltagernes omsætning. I praksis er det dog ofte umuligt at inddrive

den pågældende bøde: sammenslutningerne har sjældent tilstrækkelige midler til dækning af

beløbet, og der er for øjeblikket ingen retsmidler til indkrævning af bøden hos medlemmerne.

Der foreslås derfor indført en ny bestemmelse, som giver Kommissionen adgang til at

inddrive bøden hos en sammenslutning, hvis sammenslutningen ikke er solvent på tidspunktet

for overtrædelsen.

Artikel 23 – Tvangsbøder

Bestemmelserne om tvangsbødernes størrelse skal også ændres i forhold til forordning nr. 17,

der indeholder tvangsbøder på mellem 50 og 1 000 EUR. Det foreslås, at der fastsættes et loft

på grundlag af den samlede omsætning: 5% af den gennemsnitlige daglige omsætning for

hver dag, hvormed fristen overskrides. Dette svarer til beløbet i EKSF-traktaten (artikel 47).

Desuden gør indførelsen af nye beslutningskategorier, dvs. beslutninger om accept af tilsagn

og om vedtagelse af foreløbige forholdsregler, det nødvendigt, at virksomhederne kan

pålægges tvangsbøder, hvis ikke de efterkommer sådanne beslutninger.

KAPITEL VII - FORÆLDELSE

Artikel 24 – Forældelsesfrister for pålæggelse af bøder

Ved denne artikel indføjes de forældelsesregler, der er fastsat i forordning (EØF) nr. 2988/74,

i den foreslåede forordning. Forordning (EØF) nr. 2988/74 vil derfor ikke længere finde

anvendelse på bøder eller tvangsbøder, der er omfattet af forordningsforslaget.

Forældelsesreglerne er blevet tilpasset den nye gennemførelsesordning. Det eneste vigtige

aspekt vedrører den decentraliserede anvendelse efter forordningsforslaget: i henhold til

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

forordning (EØF) nr. 2988/74 afbrydes forældelsesfristen kun, hvis medlemsstaterne griber

ind på Kommissionens anmodning. Sidstnævnte betingelse afskaffes, således at

forældelsesfristen også afbrydes af foranstaltninger, der træffes af de nationale

konkurrencemyndigheder, når de anvender artikel 81 eller 82, uanset om der foreligger en

anmodning fra Kommissionens side.

Artikel 25 – Forældelsesfrister for tvangsfuldbyrdelse

Som det er tilfældet med artikel 24 indebærer også artikel 25, at forældelsesreglerne i

forordning (EØF) nr. 2988/74 indarbejdes i den foreslåede forordning. Der foretages samme

tilpasning som for artikel 24.

KAPITEL VIII - HØRINGER OG TAVSHEDSPLIGT

Artikel 26 – Høring af parterne, klagerne og andre interesserede

I henhold til artikel 19 i forordning nr. 17 har Kommissionen udviklet en praksis med

høringer og aktindsigt, der til dels er omhandlet i meddelelsen om aktindsigt fra 1997. I

denne artikel bekræftes retten til aktindsigt, mens de udførlige regler findes i Kommissionens

meddelelse.

Artikel 27 – Tavshedspligt

Med stk. 1 overtages artikel 20, stk. 1, i den nugældende forordning nr. 17. Bestemmelsen

begrænser anvendelsen af oplysninger, der indhentes i henhold til artikel 17-21, til det formål,

hvormed de er indhentet. Artikel 27, stk. 1, er underkastet forordningens mere specifikke

regler, nemlig artikel 12 og artikel 15.

Stk. 2 udvider tavshedspligten i artikel 20, stk. 2, i den nugældende forordning nr. 17, til at

omfatte alle fortrolige oplysninger, der udveksles mellem medlemsstaternes

konkurrencemyndigheder. Denne bestemmelse supplerer artikel 12, stk. 2.

KAPITEL IX - GRUPPEFRITAGELSER

Artikel 28 – Udstedelse af gruppefritagelsesforordninger

Rådet har bemyndiget Kommissionen til at vedtage gruppefritagelsesforordninger for

vertikale aftaler, intellektuelle ejendomsrettigheder, specialiseringsaftaler samt forsknings- og

udviklingsaftaler, forsikringsaftaler og aftaler på visse transport-områder.

Denne artikel giver Kommissionen beføjelse til at udstede gruppe-fritagelsesforordninger og

fastsætter betingelserne derfor. Udstedelsen af gruppefritagelsesforordninger kræver, at Det

Rådgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspørgsmål skal høres to gange.

Artikel 29 – Inddragelse i konkrete tilfælde

Stk. 1 giver i lighed med de eksisterende regler Kommissionen beføjelse til at inddrage en

gruppefritagelse, hvis den ved en vurdering i en konkret sag fastslår, at en bestemt aftale ikke

opfylder betingelserne i artikel 81, stk. 3.

Stk. 2 beføjer de nationale konkurrencemyndigheder til at inddrage en gruppefritagelse på

deres område på betingelse af, at dette udgør et særskilt relevant geografisk marked. På

nuværende tidspunkt har de nationale konkurrence-myndigheder kun en sådan beføjelse med

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

hensyn til vertikale aftaler

. For at sikre at gruppefritagelsesforordningerne, der er

fællesskabsretsakter, anvendes på ensartet måde, er det nødvendigt, at Kommissionens

konsulteres på forhånd vedrørende nationale beslutninger om inddragelse af en

gruppefritagelse (jf. artikel 11, stk. 4, i forordningsforslaget).

Artikel 30 – Forordning om uanvendelighed

I henhold til denne artikel kan Kommissionen i en gruppefritagelsesforordning give sig selv

hjemmel til at udstede en forordning om, at visse aftaler eller visse former for praksis på et

bestemt relevant marked ikke er omfattet af gruppefritagelsen. En række parallelle aftaler eller

net af aftaler har ofte konkurrencebegrænsende virkninger

. I sådanne tilfælde er det ikke

effektivt at inddrage fritagelsen for de enkelte aftaler eller aftalenet. Den rette løsning i disse

tilfælde er at erklære gruppefritagelsen uanvendelig på et bestemt marked.

KAPITEL X - GENERELLE BESTEMMELSER

Artikel 31 – Offentliggørelse af beslutningerne

Denne artikel svarer til artikel 21 i den nugældende forordning nr. 17.

Artikel 32 – Prøvelse ved Domstolen

Denne artikel svarer til artikel 17 i den nugældende forordning nr. 17.

Artikel 33 – Udelukkelse fra anvendelsesområdet

Ved denne artikel fastsættes det, på hvilke områder forordningen ikke finder anvendelse. Der

er tale om visse områder inden for sø- og lufttransport, der ikke er omfattet af de nuværende

gennemførelsesregler vedrørende artikel 81 og 82 (jf. forordning (EØF) nr. 4056/86 og

(EØF) nr. 3975/87).

Artikel 34 – Gennemførelsesbestemmelser

Denne artikel giver Kommissionen ret til at vedtage gennemførelsesbestemmelser til

forordningen og opregner en række områder, der især kan være omfattet af sådanne

bestemmelser.

KAPITEL XI - OVERGANGSBESTEMMELSER OG ENDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 35 – Overgangsbestemmelser

Stk. 1 gør det klart, at anmeldelser og tilsvarende anmodninger i henhold til forordning nr. 17,

(EØF) nr. 1017/68, (EØF) nr. 4056/86 og (EØF) nr. 3975/87 bortfalder, fra den dato fra

hvilken, den foreslåede forordning finder anvendelse.

Ved stk. 1, andet afsnit, drages konsekvensen af indførelse af den nye ordning, idet det

fastsættes, at gyldigheden af de eksisterende fritagelsesbeslutninger ophører fra den dato fra

hvilken den foreslåede forordning finder anvendelse.

Jf. artikel 1, stk. 4, i Rådets forordning (EF) nr. 1215/1999 om ændring af forordning 19/65/EØF om

anvendelse af traktatens artikel 81, stk. 3, på kategorier af aftaler og samordnet praksis.

Jf. i denne forbindelse artikel 1, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1215/1999.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Stk. 2 sikrer, at de procedurer, der er gennemført i henhold til forordning nr. 17,

(EØF) nr. 1017/68, (EØF) nr. 4056/86 og (EØF) nr. 3975/87, bevarer deres retsvirkninger i

henhold til den nye forordning. Procedurer, der f.eks. er indledt i henhold til artikel 3 og

artikel 15 i forordning nr. 17, vil fortsætte i henhold til den nye forordning og være omfattet

af de nye regler fra disses ikrafttrædelsestidspunkt.

Artikel 36 – Udpegning af nationale konkurrencemyndigheder

Denne artikel forpligter medlemsstaterne til at bemyndige deres nationale

konkurrencemyndigheder til at anvende artikel 81 og 82 fuldt ud, for så vidt som der kræves

nationale foranstaltninger ud over bestemmelserne i artikel 6. Det er en absolut forudsætning

for en effektiv anvendelse af artikel 81 og 82 under den nye decentraliserede gennemførelses-

ordning, at medlemsstaternes konkurrence-myndigheder har en sådan bemyndigelse. Det er

også en forudsætning for, at netværket af konkurrencemyndigheder kan fungere

tilfredsstillende. I modsat fald ville sagsfordelingen ikke kunne finde sted som planlagt, og

Kommissionen ville i så fald være nødt til at behandle en uforholdsmæssig stor andel af

sagerne vedrørende markederne i en medlemsstat, hvor konkurrencemyndigheden ikke kan

anvende artikel 81 og 82.

Artikel 37 – Ændring af forordning (EØF) nr. 1017/68

Denne artikel ophæver de særlige procedureregler i forordning (EØF) nr. 1017/68, mens

denne forordnings materielle regler bibeholdes. Ændringerne er nødvendige for at indføre en

gennemførelsesforordning, der omfatter transportsektoren.

Artikel 38 – Ændring af forordning (EØF) nr. 2988/74

Ved denne artikel ophæves anvendelsen af forordning (EØF) nr. 2988/74 på bøder eller

tvangsbøder, der er omfattet af den foreslåede forordning.

Artikel 39 – Ændring af forordning (EØF) nr. 4056/86

Denne artikel ophæver de særlige procedureregler i forordning (EØF) nr. 4056/86, mens

denne forordnings materielle regler bibeholdes. Ændringerne er nødvendige for at indføre en

gennemførelsesordning, der omfatter transportsektoren.

Artikel 40 – Ændring af forordning (EØF) nr. 3975/87

Denne artikel ophæver de særlige procedureregler i forordning (EØF) nr. 3975/87, mens

denne forordnings materielle regler bibeholdes. Ændringerne er nødvendige for at indføre en

gennemførelsesordning, der omfatter transportsektoren.

Artikel 41 – Ophævelse

Denne artikel opregner de forordninger, der skal afløses af den foreslåede forordning.

Artikel 42 – Ikrafttrædelse

Denne artikel indeholder tidspunktet for forordningens ikrafttræden.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

2000/0243 (CNS)

Forslag til

RÅDETS FORORDNING

om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 og om ændring

af forordning (EØF) nr. 1017/68, (EØF) nr. 2988/74, (EØF) nr. 4056/86 og

(EØF) nr. 3975/87

(”gennemførelsesforordning til traktatens artikel 81 og 82”)

(Tekst af betydning for EØS)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 83,

under henvisning til forslag fra Kommissionen

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg

, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

For at etablere en ordning, der sikrer, at konkurrencen inden for det indre marked ikke

fordrejes, bør der tages skridt til en effektiv og ensartet anvendelse af traktatens

artikel 81 og 82 overalt i Fællesskabet. Rådets forordning nr. 17 af 6. februar 1962,

første forordning om anvendelse af traktatens artikel 85 og 86

, har givet mulighed for

at udvikle en fællesskabspolitik på konkurrenceområdet, der har bidraget til at udbrede

en konkurrencekultur i Fællesskabet. På baggrund af de erfaringer, man har i dag, bør

forordningen dog nyaffattes, således at der indføres regler, som er tilpasset et

integreret marked og en fremtidig udvidelse af Fællesskabet.

Der er især behov for en revision af reglerne for anvendelse af artikel 81, stk. 3, om

fritagelse fra forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler. I denne forbindelse bør

der som fastsat i artikel 83, stk. 2, litra b), tages hensyn til nødvendigheden af dels at

sikre et effektivt tilsyn, dels at forenkle den administrative kontrol mest muligt.

Den centraliserede ordning, der blev indført ved forordning nr. 17, kan ikke længere

sikre en ligevægt mellem disse to målsætninger. For det første gør den det vanskeligt

for de nationale domstole og konkurrencemyndigheder at anvende Fællesskabets

konkurrenceregler, og det anmeldelsessystem, den omfatter, forhindrer Kommissionen

i at koncentrere sig om bekæmpelsen af de alvorligste overtrædelser. For det andet

pålægger den virksomhederne betydelige omkostninger.

(2)

(3)

EFT C

EFT 13 af 12.2.1962, s. 204, senest ændret ved forordning (EF) nr. 1216/1999 (EFT L 148 af

15.6.1999, s. 5).

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

(4)

Denne ordning bør derfor afløses af en ordning med en direkte anvendelig undtagelse,

hvor medlemsstaternes konkurrencemyndigheder og domstole har kompetence til at

anvende ikke blot artikel 81, stk. 1, og artikel 82, der i henhold til EF-Domstolens

retspraksis er direkte anvendelige, men også artikel 81, stk. 3.

I overensstemmelse med den retspraksis, der er udviklet på grundlag af forordning nr.

17, bør det i denne forbindelse præciseres, at bevisbyrden for, at betingelserne i

artikel 81, stk. 3, er opfyldt, påhviler den part, der påberåber sig denne

bestemmelse: denne part er nemlig den, der normalt bedst kan godtgøre, at

betingelserne i nævnte bestemmelse er opfyldt.

For at sikre en effektiv anvendelse af Fællesskabets konkurrenceregler bør de

nationale konkurrencemyndigheder inddrages i højere grad. De bør derfor have

beføjelse til at anvende fællesskabsretten.

De nationale domstole spiller en væsentlig rolle ved anvendelsen af Fællesskabets

konkurrenceregler. De beskytter privatpersoners rettigheder efter fællesskabsretten,

når de træffer afgørelse i sager mellem privatpersoner og blandt andet tilkender

personer, der har lidt skade på grund af overtrædelserne, skadeserstatning. De

nationale domstoles rolle supplerer i denne forbindelse de nationale konkurrence-

myndigheders. Det er derfor nødvendigt at give dem beføjelse til at anvende traktatens

artikel 81 og 82 fuldt ud.

For at sikre at virksomhederne i Fællesskabet er undergivet de samme

konkurrenceregler, er det nødvendigt på grundlag af artikel 83, stk. 2, litra e), at

regulere forholdet mellem artikel 81 og 82 og den nationale konkurrenceret og i denne

forbindelse udelukke anvendelsen af de nationale lovgivninger på aftaler, vedtagelser

og praksis, der falder ind under disse artikler.

Anvendelsen af reglerne decentraliseres under den nye ordning, men det er en

forudsætning for ensartetheden i fællesskabsretten, at reglerne fortsat fastlægges

centralt. Kommissionen bør således have en generel beføjelse til at udstede

gruppefritagelsesforordninger, således at den kan tilpasse og klarlægge retsreglerne.

Denne beføjelse bør udøves i nært samarbejde med medlemsstaternes konkurrence-

myndigheder. Den bør ikke påvirke de eksisterende regler i Rådets forordning

(EØF) nr. 1017/68

, (EØF) nr. 4056/86

og (EØF) nr. 3975/87

på transportområdet.

Eftersom anmeldelsessystemet afskaffes, kan det være hensigtsmæssigt at indføre en

registreringspligt for visse aftaletyper for at forbedre gennemsigtigheden.

Kommissionen bør derfor have beføjelse til at indføre en registreringspligt for visse

typer aftaler. Hvis der indføres et sådant registreringssystem, bør det ikke give nogen

ret til, at der vedtages en beslutning om, at den registrerede aftale er forenelig med

traktaten, og det bør heller ikke forhindre, at der gribes effektivt ind over for

overtrædelser.

(5)

(6)

(7)

(8)

(9)

(10)

EFT L 175 af 23.7.1968, s. 1, senest ændret ved akten vedrørende Østrigs, Finlands og Sveriges

tiltrædelse.

EFT L 378 af 31.12.1986, s. 4, senest ændret ved akten vedrørende Østrigs, Finlands og Sveriges

tiltrædelse.

EFT L 374 af 31.12.1987, s. 1, senest ændret ved forordning (EØF) nr. 2410/92 (EFT L 240 af

24.8.1992, s. 18).

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

(11)

For at Kommissionen kan sikre anvendelsen af traktatens bestemmelser, bør den ved

beslutninger rettet til virksomheder eller virksomhedssammenslutninger kunne

pålægge dem at bringe deres overtrædelser af artikel 81 og 82 til ophør. Når der

foreligger en berettiget interesse, bør Kommissionen også kunne vedtage beslutninger,

der fastslår en overtrædelse efter at denne er ophørt, selv om der ved beslutningen ikke

pålægges bøder. Den beføjelse, som EF-Domstolen har indrømmet Kommissionen til

at vedtage beslutninger om foreløbige forholdsregler, bør desuden fastslås udtrykkeligt

i forordningen.

Når virksomhederne som led i en procedure, der sigter mod et forbud, afgiver tilsagn,

der kan imødekomme Kommissionens klagepunkter, bør Kommissionen ved en

beslutning kunne gøre disse tilsagn bindende for virksomhederne, således at

tredjemand kan gøre dem gældende ved de nationale domstole, og således at der kan

opkræves bøder og tvangsbøder, hvis ikke de efterkommes, uden at beslutningen dog

tager stilling til anvendelsen af artikel 81 eller artikel 82.

For at afklare retstilstanden og sikre at retsreglerne anvendes på en ensartet måde i

Fællesskabet, kan det desuden i særlige tilfælde, hvor Fællesskabets interesse kræver

det, være hensigtsmæssigt, at Kommissionen vedtager en beslutning af deklaratorisk

karakter, hvorved det konstateres, at forbuddet i artikel 81 eller artikel 82 ikke finder

anvendelse.

For at Kommissionen og medlemsstaternes konkurrencemyndigheder sammen kan

danne et netværk af offentlige myndigheder, der anvender Fællesskabets konkurrence-

regler i nært samarbejde, må der indføres informations- og konsultationsprocedurer og

tillades udveksling af selv fortrolige oplysninger mellem medlemmerne af netværket,

samtidig med at der fastsættes tilstrækkelige garantier for virksomhederne.

For at sikre såvel en ensartet anvendelse af konkurrencereglerne som en optimal

håndtering af netværket, er det nødvendigt at bibeholde bestemmelsen om, at

medlemsstaternes konkurrencemyndigheder automatisk mister deres kompetence, når

Kommissionen indleder en procedure.

For at sikre en optimal sagsfordeling inden for netværket, bør der indføres en generel

bestemmelse om, at en konkurrencemyndighed kan indstille eller afslutte en sag

midlertidigt med den begrundelse, at en anden myndighed behandler eller har

behandlet den samme sag, eftersom målet er, at de enkelte sager kun behandles af én

myndighed. Denne bestemmelse bør ikke forhindre Kommissionen i at afvise en

klage, som ikke er i Fællesskabets interesse, hvilket den har mulighed for ifølge

Domstolens retspraksis, selv om ingen andre konkurrencemyndigheder har

tilkendegivet, at de agter at behandle sagen.

Det Rådgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspørgsmål, der er oprettet ved

forordning nr. 17, har fungeret meget tilfredsstillende. Dette udvalg passer perfekt ind

i den nye decentraliserede gennemførelsesordning. Det er derfor nødvendigt at tage

udgangspunkt i de regler, der er fastlagt ved forordning nr. 17, og samtidig

effektivisere arbejdsgangen. Udvalget bør således kunne afgive udtalelser ved skriftlig

procedure. Det bør desuden kunne tjene som forum for drøftelse af sager, der

behandles af medlemsstaternes konkurrencemyndigheder, og dermed bidrage til en

ensartet anvendelse af Fællesskabets konkurrenceregler.

(12)

(13)

(14)

(15)

(16)

(17)

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

(18)

Den ensartede anvendelse af konkurrencereglerne forudsætter også, at der etableres et

samarbejde mellem medlemsstaternes domstole og Kommissionen. De nationale

domstole bør især have mulighed for at henvende sig til Kommissionen for at indhente

oplysninger eller udtalelser om anvendelsen af Fællesskabets konkurrenceret. Det er

endvidere nødvendigt at give Kommissionen og medlemsstaternes konkurrence-

myndigheder adgang til at fremsætte skriftlige eller mundtlige bemærkninger for

domstolene i forbindelse med disses anvendelse af artikel 81 eller 82. Det bør derfor

sikres, at Kommissionen og medlemsstaternes konkurrencemyndigheder kan få

tilstrækkelige oplysninger om de nationale retssager.

Af hensyn til retssikkerheden og den ensartede anvendelse af Fællesskabets

konkurrenceregler under en ordning med parallel kompetence bør modstridende

beslutninger undgås. Når Kommissionen har vedtaget en beslutning, bør medlems-

staternes konkurrencemyndigheder og domstole derfor bestræbe sig på ikke at handle i

strid med den. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at domstolene har mulighed for

at forelægge EF-Domstolen spørgsmål til præjudiciel afgørelse.

Kommissionen bør have beføjelse til i hele Fællesskabet at kræve de oplysninger og

foretage de kontrolundersøgelser, der er nødvendige for at afsløre aftaler, vedtagelser

og samordnet praksis, som er forbudt efter artikel 81, og misbrug af en dominerende

stilling, som er forbudt efter artikel 82. Medlemsstaternes konkurrencemyndigheder

bør samarbejde aktivt med Kommissionen i forbindelse med udøvelsen af disse

beføjelser.

Da det bliver stadig vanskeligere at afsløre overtrædelser af konkurrencereglerne, er

det nødvendigt at supplere Kommissionens undersøgelsesbeføjelser for at sikre en

effektiv beskyttelse af konkurrencen. Kommissionen bør blandt andet kunne indhente

udtalelse fra enhver person, der kan tænkes at være i besiddelse af nyttige oplysninger,

og registrere den pågældende persons udtalelser. Desuden bør Kommissionens

befuldmægtigede repræsentanter under en kontrolundersøgelse kunne forsegle lokaler

eller dokumenter og kræve alle oplysninger, der har relation til kontrolundersøgelsens

genstand og formål.

Det bør under hensyntagen til EF-Domstolens retspraksis præciseres, hvilken kontrol

den nationale domstol kan udøve, når den i henhold til national ret skal give tilladelse

til, at politiet kan tilkaldes, såfremt en virksomhed modsætter sig en

kontrolundersøgelse, der er pålagt ved beslutning.

Erfaringerne viser endvidere, at forretningspapirer ofte opbevares i

virksomhedsledernes og medarbejdernes private hjem. Af hensyn til kontrol-

undersøgelsernes effektivitet bør Kommissionens befuldmægtigede repræsentanter

derfor have adgang til alle de lokaler, hvor forretningspapirer kan tænkes at være

opbevaret, herunder private hjem. Udøvelsen af denne beføjelse bør dog være betinget

af en domstolstilladelse.

For at give medlemsstaternes konkurrencemyndigheder større muligheder for at

anvende artikel 81 og 82 effektivt, bør de kunne bistå hinanden med undersøgelses-

foranstaltninger.

Det bør ved bøder og tvangsbøder kunne sikres, at artikel 81 og 82 samt de

forpligtelser, der pålægges virksomheder og virksomhedssammenslutninger i henhold

(19)

(20)

(21)

(22)

(23)

(24)

(25)

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

til nærværende forordning, overholdes. Der bør derfor også fastlægges passende bøder

for overtrædelse af procedurereglerne.

(26)

Forældelsesreglerne for pålæggelse af bøder og tvangsbøder blev fastlagt ved Rådets

forordning (EØF) nr. 2988/74

, der også vedrører økonomiske sanktioner på

transportområdet. Under en ordning med parallel kompetence bør handlinger, der kan

afbryde forældelsesfristen, omfatte en national konkurrencemyndigheds selvstændige

proceduremæssige skridt. Af hensyn til en afklaring af retsgrundlaget bør

forordning (EØF) nr. 2988/74 derfor ændres for at udelukke dens anvendelse på det

område, der er omfattet af nærværende forordning, og fastsætte forældelsesregler i

sidstnævnte.

Det bør fastsættes, at de deltagende virksomheder har ret til at blive hørt af

Kommissionen, at tredjemand, hvis interesser kan blive påvirket af en beslutning, skal

have lejlighed til at fremsætte bemærkninger på forhånd, samt at de vedtagne

beslutninger skal bekendtgøres i vidt omfang. Samtidig med at de deltagende

virksomheders ret til forsvar, og især retten til aktindsigt sikres, er det nødvendigt at

beskytte forretningshemmeligheder. Det bør desuden sikres, at oplysninger, der

udveksles inden for netværket, behandles fortroligt.

Selv om de beslutninger, som Kommissionen træffer i henhold til denne forordning, er

undergivet Domstolens kontrol på de i traktaten fastsatte betingelser, bør det

bekræftes, at Domstolen i henhold til artikel 229 har fuld prøvelsesret vedrørende

beslutninger, hvorved Kommissionen pålægger bøder eller tvangsbøder.

Principperne i traktatens artikel 81 og 82, som gennemført ved forordning nr. 17, giver

fællesskabsinstitutionerne en central placering, som de fortsat bør have, samtidig med

at medlemsstaterne i højere grad inddrages i anvendelsen af Fællesskabets

konkurrenceregler. I overensstemmelse med subsidiaritets- og proportionalitets-

princippet, som omhandlet i traktatens artikel 5, er nærværende forordning begrænset

til det minimum, der er nødvendigt for at nå dens mål, nemlig en effektiv anvendelse

af Fællesskabets konkurrenceregler, og den strækker sig heller ikke ud over det, der er

nødvendigt for at nå dette mål.

Da konkurrencereglerne ifølge retspraksis gælder for transportsektoren, bør denne

forordnings procedureregler gælde for denne sektor. Forordning (EØF) nr. 1017/68,

(EØF) nr. 4056/86 og (EØF) nr. 3975/87 bør derfor ændres, således at og deres særlige

procedureregler ophæves.

Af hensyn til den nye ordning, der indføres ved nærværende forordning, bør følgende

forordninger ophæves: Rådets forordning nr. 141 af 26. november 1962 om

ikke-anvendelse af Rådets forordning nr. 17 på transportsektoren

, Rådets forordning

nr. 19/65/EØF af 2. marts 1965 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, på

kategorier af aftaler og samordnet praksis

, Rådets forordning (EØF) nr. 2821/71 af

20. december 1971 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, på kategorier af

(27)

(28)

(29)

(30)

(31)

EFT L 319 af 29.11.1974, s. 1.

EFT L 124 af 28.11.1962, s. 2751, senest ændret ved forordning nr. 1002/67/EØF (EFT 306 af

16.12.1967, s. 1).

EFT 36 af 6.3.1965, s. 533, senest ændret ved forordning (EF) nr. 1215/1999 (EFT L 148 af 15.6.1999,

s. 1).

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

aftaler, vedtagelser og samordnet praksis

, Rådets forordning (EØF) nr. 3976/87 af

14. december 1987 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, på kategorier af

aftaler og samordnet praksis inden for luftfartssektoren

, Rådets forordning

(EØF) nr. 1534/91 af 31. maj 1991 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, på

visse kategorier af aftaler, vedtagelser og samordnet praksis på forsikringsområdet

og Rådets forordning (EØF) nr. 479/92 af 25. februar 1992 om anvendelse af

traktatens artikel 85, stk. 3, på visse kategorier af aftaler, vedtagelser og samordnet

praksis mellem linjerederier (konsortier)

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

KAPITEL I

PRINCIPPER

Artikel 1

Direkte anvendelse

Aftaler, vedtagelser og samordnet praksis, som falder ind under traktatens artikel 81, stk. 1, og

som ikke opfylder betingelserne i artikel 81, stk. 3, samt misbrug af en dominerende stilling

som omhandlet i traktatens artikel 82 er forbudt, uden at det er nødvendigt at træffe nogen

forudgående beslutning derom.

Artikel 2

Bevisbyrde

I samtlige medlemsstaternes og Fællesskabets procedurer vedrørende anvendelsen af

traktatens artikel 81 og 82 påhviler bevisbyrden for overtrædelse af artikel 81, stk. 1, eller

artikel 82 den, der gør overtrædelsen gældende. Bevisbyrden for, at betingelserne i artikel 81,

stk. 3, er opfyldt, påhviler derimod den, der påberåber sig denne bestemmelse.

Artikel 3

Forholdet mellem artikel 81 og 82 og medlemsstaternes konkurrenceret

Når en aftale, en vedtagelse inden for en virksomhedssammenslutning eller en samordnet

praksis, som omhandlet i traktatens artikel 81, eller misbrug af en dominerende stilling, som

omhandlet i artikel 82, kan påvirke handelen mellem medlemsstater, finder Fællesskabets og

ikke medlemsstaternes konkurrenceret anvendelse.

EFT L 285 af 29.12.1971, s. 46, senest ændret ved akten vedrørende Østrigs, Finlands og Sveriges

tiltrædelse.

EFT L 374 af 31.12.1987, s. 9, senest ændret ved akten vedrørende Østrigs, Finlands og Sveriges

tiltrædelse.

EFT L 143 af 7.6.1991, s. 1.

EFT L 55 af 29.2.1992, s. 3, senest ændret ved akten vedrørende Østrigs, Finlands og Sveriges

tiltrædelse.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

KAPITEL II

KOMPETENCE

Artikel 4

Kommissionens kompetence

Med hensyn til anvendelsen af traktatens artikel 81 og 82 har Kommissionen de i

denne forordning fastsatte beføjelser.

Kommissionen kan ved forordning fastlægge, hvilke typer aftaler, vedtagelser inden

for virksomhedssammenslutninger og samordnet praksis, som omhandlet i traktatens

artikel 81, stk. 1, virksomhederne er forpligtede til at lade registrere. I så fald

fastlægger den desuden de nærmere regler for denne registrering og de sanktioner, der

finder anvendelse, hvis registreringspligten ikke overholdes. Registrering af en aftale,

en vedtagelse inden for en virksomhedssammenslutning eller samordnet praksis kan

ikke give de registrerende virksomheder eller virksomhedssammenslutninger nogen

rettigheder og hindrer ikke anvendelsen af denne forordning.

Artikel 5

De nationale konkurrencemyndigheders kompetence

Medlemsstaternes konkurrencemyndigheder har kompetence til i konkrete sager at anvende

forbuddet i traktatens artikel 81, stk. 1, når betingelserne i artikel 81, stk. 3, ikke er opfyldt,

samt forbuddet i artikel 82. I denne forbindelse kan de enten på eget initiativ eller på grundlag

af en klage vedtage en beslutning om, at en overtrædelse skal bringes til ophør, om foreløbige

forholdsregler, om accept af tilsagn eller om pålæggelse af bøder, tvangsbøder eller andre

former for sanktioner, der er fastsat i deres nationale ret. Når det på grundlag af de

oplysninger, de er i besiddelse af, kan fastslås, at betingelserne for et forbud ikke er opfyldt,

kan de tillige beslutte, at der ikke er nogen grund til, at de griber ind.

Artikel 6

De nationale domstoles kompetence

Når forbuddet i traktatens artikel 81, stk. 1, gøres gældende ved de nationale domstole, har

disse også kompetence til at anvende artikel 81, stk. 3.

KAPITAL III

KOMMISSIONENS BESLUTNINGER

Artikel 7

Konstatering og standsning af overtrædelser

Hvis Kommissionen på grundlag af en klage eller på eget initiativ konstaterer, at

traktatens artikel 81 eller 82 er overtrådt, kan den ved en beslutning pålægge de

deltagende virksomheder eller virksomhedssammenslutninger at bringe den

pågældende overtrædelse til ophør. I denne forbindelse kan den pålægge dem alle

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

nødvendige forpligtelser, herunder af strukturel karakter. Når den har en berettiget

interesse deri, kan den endvidere fastslå, at der tidligere forelå en overtrædelse, som er

bragt til ophør.

Medlemsstaterne og fysiske eller juridiske personer, der kan godtgøre en berettiget

interesse, er berettiget til at indgive klage som omhandlet i stk. 1.

Artikel 8

Foreløbige forholdsregler

I hastetilfælde, hvor der er risiko for alvorlig og ubodelig skade på konkurrencen, kan

Kommissionen på eget initiativ træffe beslutning om foreløbige forholdsregler, hvis

der umiddelbart set foreligger en overtrædelse.

En beslutning i henhold til stk. 1 gælder i en maksimumsperiode på et år, som kan

fornyes.

Artikel 9

Tilsagn

Når Kommissionen agter at vedtage en beslutning om standsning af en overtrædelse,

og de deltagende virksomheder afgiver tilsagn, som kan imødekomme

Kommissionens klagepunkter, kan Kommissionen ved beslutning gøre disse tilsagn

bindende for virksomhederne. Beslutningen vedtages for en bestemt periode.

Beslutningen medfører, at proceduren indstilles, men foregriber ikke spørgsmålet om,

hvorvidt traktatens artikel 81 eller 82 har været overtrådt eller fortsat overtrædes.

Kommissionen kan genåbne proceduren:

hvis de faktiske forhold ændrer sig med hensyn til et punkt, der var væsentligt

for beslutningen

hvis de deltagende virksomheder handler i strid med deres tilsagn, eller

hvis beslutningen bygger på ufuldstændige, urigtige eller forvanskede

oplysninger.

Artikel 10

Uanvendelighed

Kommissionen kan, når almene fællesskabsinteresser taler herfor, på eget initiativ vedtage en

beslutning om, at traktatens artikel 81, på grundlag af de omstændigheder, den har kendskab

til, ikke finder anvendelse på en aftale, en vedtagelse inden for en virksomheds-

sammenslutning eller en samordnet praksis, enten fordi betingelserne i artikel 81, stk. 1, ikke

er opfyldt, eller fordi betingelserne i artikel 81, stk. 3, er opfyldt.

Kommissionen kan vedtage en tilsvarende beslutning med hensyn til traktatens artikel 82.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

KAPITEL IV

SAMARBEJDE MED DE NATIONALE MYNDIGHEDER OG DOMSTOLE

Artikel 11

Samarbejde mellem Kommissionen og medlemsstaternes konkurrencemyndigheder

Kommissionen og medlemsstaternes konkurrencemyndigheder anvender Fælles-

skabets konkurrenceregler i nært samarbejde.

Kommissionen forelægger uden ophold medlemsstaternes konkurrencemyndigheder

en kopi af de vigtigste dokumenter, den har indsamlet med henblik på anvendelsen af

artikel 7, 8, 9 og 10.

Når medlemsstaternes konkurrencemyndigheder får forelagt en sag i henhold til

traktatens artikel 81 eller 82 eller anvender disse artikler på eget initiativ, underretter

de Kommissionen derom, når de indleder proceduren.

Når medlemsstaternes konkurrencemyndigheder agter at vedtage en beslutning i

henhold til traktatens artikel 81 og 82, hvorved de kræver en overtrædelse bragt til

ophør, accepterer tilsagn eller inddrager en gruppefritagelse, konsulterer de forinden

Kommissionen. I denne forbindelse forelægger de senest en måned inden

beslutningens vedtagelse Kommissionen en sagsfremstilling og kopier af de vigtigste

sagsakter. På Kommissionens anmodning forelægger de den en kopi af enhver anden

sagsakt.

Medlemsstaternes konkurrencemyndigheder kan konsultere Kommissionen om enhver

anden sag vedrørende anvendelsen af fællesskabsretten.

Når Kommissionen indleder en procedure med henblik på vedtagelse af en beslutning i

henhold til denne forordning, mister medlemsstaternes konkurrencemyndigheder deres

kompetence til at anvende traktatens artikel 81 og 82.

Artikel 12

Udveksling af oplysninger

Uanset enhver modstridende national bestemmelse, kan Kommissionen og

medlemsstaternes konkurrencemyndigheder udveksle alle faktiske eller retlige

oplysninger, herunder fortrolige oplysninger, og benytte dem som bevismateriale.

De oplysninger, der udveksles i henhold til stk. 1, kan kun benyttes i forbindelse med

anvendelsen af Fællesskabets konkurrenceret. Der kan kun pålægges økonomiske

sanktioner på grundlag af sådanne oplysninger.

Artikel 13

Midlertidig eller endelig indstilling af proceduren

Når konkurrencemyndighederne i flere medlemsstater modtager en klage eller indleder

en procedure på eget initiativ i henhold til traktatens artikel 81 eller 82 med hensyn til

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

en og samme aftale, vedtagelse inden for en virksomhedssammenslutning eller praksis,

udgør den omstændighed, at en myndighed behandler sagen, en tilstrækkelig grund for

de øvrige myndigheder til at indstille deres procedure eller afvise klagen.

Kommissionen kan ligeledes afvise en klage med den begrundelse, at den behandles af

en af medlemsstaternes konkurrencemyndigheder.

Når en national konkurrencemyndighed eller Kommissionen modtager en klage over

en aftale, vedtagelse inden for en virksomhedssammenslutning eller praksis, der i

forvejen behandles af en anden konkurrencemyndighed, kan den afvise klagen.

Artikel 14

Det rådgivende udvalg

Et rådgivende udvalg for kartel- og monopolspørgsmål skal høres, inden der vedtages

en beslutning i henhold til artikel 7, 9, 10, 22 og artikel 23, stk. 2.

Det rådgivende udvalg er sammensat af repræsentanter for medlemsstaternes

konkurrencemyndigheder. Hver medlemsstat udpeger en repræsentant, der ved forfald

kan afløses af en anden repræsentant.

Høringen kan finde sted på et møde, som Kommissionen indkalder til, og hvor den

fører forsædet, og som tidligst afholdes fjorten dage efter, at indkaldelsen er

fremsendt. Medlemsstaterne kan godkende en indkaldelsesfrist på under fjorten dage.

Indkaldelsen ledsages af en sagsfremstilling med angivelse af de vigtigste dokumenter

samt af et foreløbigt beslutningsforslag. Det rådgivende udvalg afgiver udtalelse om

Kommissionens foreløbige beslutningsforslag. Det kan afgive udtalelse, selv om nogle

af udvalgets medlemmer eller deres stedfortrædere ikke er til stede.

Høringen kan ligeledes ske ved skriftlig procedure. I så fald giver Kommissionen

medlemsstaterne en frist til at fremsætte bemærkninger. Hvis en medlemsstat anmoder

derom, skal Kommissionen dog tilrettelægge et møde.

Udtalelsen meddeles skriftligt og vedlægges beslutningsforslaget som bilag. Det

rådgivende udvalg kan anbefale, at udtalelsen offentliggøres. Kommissionen kan

foretage denne offentliggørelse. Ved beslutningen om offentliggørelse tages der

behørigt hensyn til virksomhedernes berettigede interesse i, at deres forretnings-

hemmeligheder ikke afsløres.

Kommissionen kan på eget initiativ eller på en medlemsstats anmodning sætte en sag,

der behandles af konkurrencemyndighederne i en medlemsstat, på dagsordenen for det

rådgivende udvalgs møde inden vedtagelsen af den endelige beslutning.

Artikel 15

Samarbejde med de nationale domstole

I forbindelse med sager i henhold til traktatens artikel 81 eller 82 kan

medlemsstaternes domstole anmode Kommissionen om oplysninger, som den er i

besiddelse af, eller om udtalelser om spørgsmål vedrørende anvendelsen af Fælles-

skabets konkurrenceregler.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Medlemsstaternes domstole tilsender Kommissionen en kopi af de domme, de afsiger i

henhold til traktatens artikel 81 eller 82, senest en måned efter, at de er afsagt.

Kommissionen kan, når almene fællesskabsinteresser taler herfor, på eget initiativ

forelægge medlemsstaternes domstole skriftlige eller mundtlige bemærkninger i sager,

hvor der opstår spørgsmål om anvendelsen af traktatens artikel 81 eller 82. Den kan

lade sig repræsentere ved medlemsstaternes konkurrencemyndigheder. Disse kan også

på eget initiativ forelægge de nationale domstole i deres respektive medlemsstater

skriftlige eller mundtlige bemærkninger.

I denne forbindelse kan Kommissionen og medlemsstaternes konkurrence-

myndigheder anmode de nationale domstole om at få tilsendt alle nødvendige

dokumenter.

Artikel 16

Ensartet anvendelse af Fællesskabets konkurrenceret

I overensstemmelse med traktatens artikel 10 og princippet om fællesskabsrettens ensartede

anvendelse skal medlemsstaternes domstole og konkurrencemyndigheder bestræbe sig på at

undgå at træffe beslutninger, der er i strid med Kommissionens beslutninger.

KAPITEL V

UNDERSØGELSESBEFØJELSER

Artikel 17

Undersøgelse af erhvervssektorer

Hvis udviklingen i handelen mellem medlemsstaterne, manglende priselasticitet eller

andre forhold inden for en erhvervssektor giver grund til at antage, at konkurrencen

begrænses eller fordrejes inden for fællesmarkedet, kan Kommissionen foretage en

generel undersøgelse og herunder afkræve virksomhederne inden for den pågældende

sektor de oplysninger og foretage de kontrolundersøgelser, der er nødvendige for

anvendelsen af traktatens artikel 81 og 82.

Kommissionen kan blandt andet pålægge alle virksomheder og virksomhedssammen-

slutninger inden for den pågældende sektor at meddele den alle former for aftaler,

vedtagelser og samordnet praksis.

Artikel 18-23 finder tilsvarende anvendelse

Artikel 18

Begæringer om oplysninger

For at Kommissionen kan løse sine opgaver i henhold til denne forordning, kan den

indhente alle de nødvendige oplysninger hos medlemsstaternes regeringer og

konkurrencemyndigheder samt virksomheder og virksomhedssammenslutninger.

I begæringen om oplysninger angiver Kommissionen retsgrundlaget, fristen for

udlevering af oplysningerne og formålet med begæringen samt de i artikel 22 og 23

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

fastsatte sanktioner for udlevering af urigtige, ufuldstændige eller forvanskede

oplysninger.

Oplysningspligten påhviler virksomhedernes indehavere eller disses repræsentanter

og, hvad angår juridiske personer, selskaber eller foreninger uden status som juridisk

person, de personer, som ifølge lov eller vedtægter har beføjelse til at repræsentere

dem. Behørigt befuldmægtigede advokater kan give de ønskede oplysninger på

klienternes vegne. Klienterne bærer det fulde ansvar for, at oplysningerne er

fuldstændige, rigtige og uforvanskede.

Hvis en virksomhed eller virksomhedssammenslutning ikke giver de ønskede

oplysninger inden for den fastsatte frist eller giver ufuldstændige oplysninger,

fremsætter Kommissionen krav om oplysningerne i form af en beslutning. Denne

beslutning præciserer, hvilke oplysninger der kræves, og fastsætter en passende frist

for udlevering af dem. Den henviser til de sanktioner, der er omhandlet i artikel 22,

stk. 1, litra a), og henviser til eller pålægger de sanktioner, der er omhandlet i

artikel 23, stk. 1, litra d). Beslutningen indeholder desuden oplysning om, at den kan

indbringes for EF-Domstolen.

Artikel 19

Beføjelse til at indhente udtalelser

For at Kommissionen kan løse sine opgaver i henhold til denne forordning, kan den indhente

udtalelser fra alle fysiske eller juridiske personer, der kan tænkes at være i besiddelse af

nyttige oplysninger, samt stille dem spørgsmål vedrørende genstanden for en undersøgelse, og

registrere deres svar.

Artikel 20

Kommissionens kontrolundersøgelsesbeføjelser

For at Kommissionen kan løse sine opgaver i henhold til denne forordning, kan den

foretage alle de nødvendige kontrolundersøgelser hos virksomheder og virksomheds-

sammenslutninger.

Kommissionens repræsentanter, der har fuldmagt til at gennemføre en kontrolunder-

søgelse, har beføjelse til:

at få adgang til alle de pågældende virksomheders og virksomheds-

sammenslutningers lokaler, grunde og transportmidler

at få adgang til alle andre lokaler, herunder private hjem tilhørende

virksomhedsledere, virksomhedernes eller virksomhedssammenslutningernes

bestyrelsesmedlemmer, direktører og andre medarbejdere, hvis der foreligger en

mistanke om, at forretningspapirer opbevares dér

at kontrollere bøger og andre forretningspapirer, uanset informationsmedium

at tage kopi eller udskrift af de kontrollerede dokumenter

at forsegle alle lokaler eller forretningspapirer, så længe undersøgelsen varer

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

at afkræve alle virksomhedens eller virksomhedssammenslutningens

repræsentanter eller medarbejdere oplysninger vedrørende kontrolunder-

søgelsens genstand og formål og registrere deres svar.

Kommissionens repræsentanter, der har fuldmagt til at gennemføre en

kontrolundersøgelse, udøver deres beføjelser efter fremlæggelse af en skriftlig

fuldmagt, der indeholder oplysning om kontrolundersøgelsens genstand og formål og

om de i artikel 22 fastsatte sanktioner, der finder anvendelse, hvis de forlangte bøger

eller forretningspapirer ikke fremlægges i deres helhed, eller de svar, der afgives i

henhold til nærværende artikels stk. 2, er urigtige, ufuldstændige eller forvanskede.

Kommissionen underretter i god tid konkurrencemyndigheden i den medlemsstat, på

hvis område kontrolundersøgelsen skal gennemføres.

Virksomheder og virksomhedssammenslutninger har pligt til at underkaste sig de

kontrolundersøgelser, som Kommissionen har påbudt ved beslutning. Beslutningen

angiver kontrolundersøgelsens genstand og formål, indeholder tidspunktet for dens

påbegyndelse og oplysning om de i artikel 22 og 23 fastsatte sanktioner samt om

adgangen til at indbringe beslutningen for Domstolen. Kommissionen træffer disse

beslutninger efter høring af konkurrencemyndigheden i den medlemsstat, på hvis

område kontrolundersøgelsen skal gennemføres.

Repræsentanter for konkurrencemyndigheden i den medlemsstat, på hvis område

kontrolundersøgelsen skal gennemføres, skal på denne myndigheds eller

Kommissionens anmodning aktivt bistå Kommissionens repræsentanter. De har i

denne forbindelse de beføjelser, der er omhandlet i stk. 2.

Når Kommissionens befuldmægtigede repræsentanter fastslår, at en virksomhed

modsætter sig en undersøgelse, der er påbudt i henhold til denne artikel, yder den

pågældende medlemsstat dem den bistand, der er nødvendig for, at de kan løse deres

kontrolopgaver, og anmoder eventuelt om politiets bistand.

Når det i henhold til national ret er nødvendigt at indhente en domstolstilladelse, for at

politiet kan tilkaldes, kan der anmodes derom som en sikkerhedsforanstaltning.

Når Kommissionens befuldmægtigede repræsentanter vil benytte deres beføjelse i

henhold til stk. 2, litra b), skal der indhentes en domstolstilladelse på forhånd.

Det er forbeholdt EF-Domstolen at kontrollere, om Kommissionens beslutning er

lovlig. Den nationale domstol kan kun kontrollere ægtheden af Kommissionens

beslutning og sikre, at de påtænkte tvangsmæssige foranstaltninger ikke er vilkårlige

eller for vidtgående i forhold til undersøgelsens formål. Den nationale domstol kan

hverken kontrollere, om kontrolundersøgelsen er nødvendig, eller kræve at få forelagt

andre oplysninger end de oplysninger, som Kommissionens beslutning indeholder.

Artikel 21

De nationale konkurrencemyndigheders undersøgelser

En medlemsstats konkurrencemyndighed kan på vegne af konkurrencemyndigheden i

en anden medlemsstat og i dennes navn foretage enhver form for undersøgelse på sit

område i henhold til national ret for at fastslå, om der foreligger en overtrædelse af

traktatens artikel 81 eller 82. Den videregiver de indhentede oplysninger til den anden

konkurrencemyndighed i henhold til denne forordnings artikel 12.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

På Kommissionens anmodning foretager medlemsstaternes konkurrencemyndigheder

de kontrolundersøgelser, som Kommissionen finder nødvendige i henhold til

artikel 20, stk. 1, eller som den har påbudt ved en beslutning i henhold til artikel 20,

stk. 4. De repræsentanter for medlemsstaternes konkurrencemyndigheder, som har fået

til opgave at gennemføre kontrolundersøgelserne, udøver deres beføjelser efter

fremlæggelse af en skriftlig fuldmagt udstedt af konkurrencemyndigheden i den

medlemsstat, på hvis område kontrolundersøgelsen skal gennemføres. I fuldmagten

angives kontrolundersøgelsens genstand og formål.

Kommissionens repræsentanter kan på Kommissionens anmodning eller efter

anmodning fra konkurrencemyndigheden i den medlemsstat, på hvis område

kontrolundersøgelsen skal gennemføres, bistå den pågældende konkurrence-

myndigheds repræsentanter.

KAPITEL VI

SANKTIONER

Artikel 22

Bøder

Kommissionen kan ved beslutning pålægge virksomheder og virksomheds-

sammenslutninger bøder på op til 1% af den samlede omsætning i det foregående

regnskabsår, hvis:

de forsætligt eller uagtsomt giver urigtige, ufuldstændige eller forvanskede

oplysninger som svar på en begæring i henhold til artikel 17 eller artikel 18,

stk. 1 eller stk. 4, eller undlader at give oplysninger inden for den frist, der er

fastsat i en beslutning i henhold til artikel 18, stk. 4

de forsætligt eller uagtsomt under kontrolundersøgelser i henhold til artikel 20

eller artikel 21, stk. 2, ikke fremlægger de forlangte bøger eller øvrige

forretningspapirer i deres helhed eller nægter at underkaste sig en

kontrolundersøgelse, der er påbudt ved beslutning i henhold til artikel 20, stk. 4

de forsætligt eller uagtsomt nægter at besvare et spørgsmål, der er stillet i

henhold til artikel 20, stk. 2, litra f), eller afgiver et urigtigt, ufuldstændigt eller

forvansket svar

de segl, Kommissionens bemyndigede repræsentanters har anbragt i henhold til

artikel 20, stk. 2, litra e), er blevet brudt.

Kommissionen kan ved beslutning pålægge virksomheder og virksomheds-

sammenslutninger bøder på op til 10% af den samlede omsætning i det foregående

regnskabsår i hver af de virksomheder, som har medvirket ved overtrædelsen, hvis de

forsætligt eller uagtsomt:

overtræder traktatens artikel 81 eller 82, eller

handler i strid med en beslutning om foreløbige forholdsregler i henhold til

denne forordnings artikel 8, eller

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

undlader at efterkomme et tilsagn, der er gjort bindende ved beslutning i henhold

til denne forordnings artikel 9.

Ved fastlæggelse af bødens størrelse skal der tages hensyn til både overtrædelsens

grovhed og varighed.

Hvis en virksomhedssammenslutning får pålagt bøde i henhold til denne forordning,

og den ikke er solvent, kan Kommissionen opkræve bøden hos hver af de

virksomheder, der var medlem af sammenslutningen på overtrædelsestidspunktet. Det

beløb, der afkræves det enkelte medlem, kan ikke overstige 10% af dets samlede

omsætning i det foregående regnskabsår.

Beslutninger i henhold til stk. 1 og 2 har ikke strafferetlig karakter.

Artikel 23

Tvangsbøder

Kommissionen kan ved beslutning pålægge virksomheder og virksomheds-

sammenslutninger tvangsbøder på op til 5% af den gennemsnitlige daglige omsætning

i det foregående regnskabsår for hver dag, hvormed fristen i dens beslutning

overskrides, for at tvinge dem til:

at bringe en overtrædelse af traktatens artikel 81 eller 82 til ophør i

overensstemmelse med en beslutning i henhold til denne forordnings artikel 7

at efterkomme en beslutning om foreløbige forholdsregler i henhold til artikel 8

at efterkomme et tilsagn, der er gjort bindende ved beslutning i henhold til

artikel 9

at give fuldstændige og rigtige oplysninger, som Kommissionen har krævet ved

beslutning i henhold til artikel 18, stk. 4

at underkaste sig en kontrolundersøgelse, som Kommissionen har påbudt ved

beslutning i henhold til artikel 20.

Når virksomhederne eller virksomhedssammenslutningerne har efterkommet den

forpligtelse, til hvis opfyldelse tvangsbøden er pålagt, kan Kommissionen fastsætte

den endelige tvangsbøde til et mindre beløb end det, den oprindelige beslutning

indebærer. Artikel 22, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse.

KAPITEL VII

FORÆLDELSE

Artikel 24

Forældelsesfrister for pålæggelse af sanktioner

Kommissionens beføjelse i henhold til artikel 22 og 23 forældes:

efter tre år ved overtrædelse af bestemmelser om indhentning af oplysninger

eller gennemførelse af kontrolundersøgelser

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

efter fem år ved andre overtrædelser.

Forældelsesfristen regnes fra den dag, hvor overtrædelsen er begået. Ved vedvarende

eller gentagne overtrædelser regnes fristen dog først fra den dag, hvor overtrædelsen er

ophørt.

Hver gang Kommissionen eller en medlemsstats konkurrencemyndighed tager skridt

til at undersøge eller forfølge overtrædelsen, afbrydes forældelsesfristen for

pålæggelse af bøder eller tvangsbøder. Forældelsesfristen afbrydes med virkning fra

den dag, hvor det pågældende skridt meddeles mindst én af de virksomheder eller

virksomhedssammenslutninger, der har medvirket ved overtrædelsen. Forældelses-

fristen afbrydes bl.a. af følgende skridt:

Kommissionens eller en national konkurrencemyndigheds skriftlige begæringer

om oplysninger

skriftlige fuldmagter til at foretage kontrolundersøgelser, som Kommissionen

eller en national konkurrencemyndighed har udstedt til sine repræsentanter

Kommissionens eller en national konkurrencemyndigheds indledning af en

procedure

Kommissionens eller en national konkurrencemyndigheds meddelelse af

klagepunkter.

Afbrydelsen af forældelsesfristen har virkning over for alle virksomheder og

virksomhedssammenslutninger, der har medvirket ved overtrædelsen.

Forældelsesfristen løber på ny efter hver afbrydelse. Forældelsesfristen udløber dog

senest den dag, hvor der er forløbet en periode svarende til den dobbelte

forældelsesfrist, uden at Kommissionen har pålagt en bøde eller tvangsbøde; denne

periode forlænges med den tid, hvor forældelsen har været stillet i bero i henhold til

stk. 6.

Forældelsen for pålæggelse af bøder eller tvangsbøder stilles i bero, så længe en sag

om Kommissionens beslutning verserer for EF-Domstolen.

Artikel 25

Forældelsesfrister for tvangsfuldbyrdelse

Kommissionens beføjelse til at tvangsfuldbyrde beslutninger, der er vedtaget i henhold

til artikel 22 og 23, forældes efter fem år.

Forældelsesfristen regnes fra den dag, hvor beslutningen er endelig.

Forældelsesfristen for tvangsfuldbyrdelse afbrydes:

ved meddelelse af en beslutning om ændring af bødens eller tvangsbødens

oprindelige beløb eller om afvisning af en anmodning om en sådan ændring

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

ved ethvert skridt, der tages af Kommissionen eller af en medlemsstat på

Kommissionens anmodning med henblik på tvangsinddrivelse af bøden eller

tvangsbøden.

Forældelsesfristen løber på ny efter hver afbrydelse.

Forældelsen for tvangsfuldbyrdelse stilles i bero:

så længe der indrømmes en betalingsordning

så længe tvangsfuldbyrdelsen er stillet i bero i henhold til Domstolens afgørelse.

KAPITEL VIII

HØRINGER OG TAVSHEDSPLIGT

Artikel 26

Høring af parterne, klagerne og andre interesserede

Før Kommissionen træffer beslutning i henhold til artikel 7, 8, 22 og artikel 23, stk. 2,

giver den de virksomheder eller virksomhedssammenslutninger, som proceduren

omfatter, lejlighed til at udtale sig om Kommissionens klagepunkter. Kommissionen

lægger kun de klagepunkter til grund for sine beslutninger, som de deltagende parter

har haft lejlighed til at udtale sig om. Klagerne inddrages i vid udstrækning i

proceduren.

De deltagende parters ret til forsvar er sikret fuldt ud i procedureforløbet. De har ret til

aktindsigt med forbehold af virksomhedernes berettigede interesse i, at deres

forretningshemmeligheder ikke afsløres. Denne berettigede interesse kan ikke hindre

Kommissionen i at videregive og anvende oplysninger, der er nødvendige for at føre

bevis for en overtrædelse.

Aktindsigten omfatter ikke Kommissionens og de nationale konkurrencemyndigheders

fortrolige oplysninger og interne dokumenter. Udelukket fra aktindsigten er blandt

andet korrespondance mellem Kommissionen og medlemsstaternes konkurrence-

myndigheder eller mellem sidstnævnte myndigheder, navnlig dokumenter udfærdiget i

medfør af artikel 11 og 14.

Hvis Kommissionen eller medlemsstaternes konkurrencemyndigheder finder det

nødvendigt, kan de indhente udtalelser fra andre fysiske eller juridiske personer. Når

fysiske eller juridiske personer, der godtgør, at de har tilstrækkelig interesse i sagen,

anmoder om at måtte udtale sig, skal deres anmodning efterkommes.

Artikel 27

Tavshedspligt

Uden at det begrænser anvendelsen af artikel 12 og 15, må de oplysninger, der

indhentes i henhold til artikel 17-21, kun bruges til det formål, hvortil de er indhentet.

Med forbehold af artikel 11, 12, 14, 15 og 26 er Kommissionen og medlemsstaternes

konkurrencemyndigheder samt deres tjenestemænd og øvrige ansatte forpligtede til

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

ikke at videregive de oplysninger, de har indhentet eller udvekslet i henhold til denne

forordning, og som ifølge deres natur er undergivet tavshedspligt.

KAPITEL IX

GRUPPEFRITAGELSER

Artikel 28

Udstedelse af gruppefritagelsesforordninger

I overensstemmelse med traktatens artikel 81, stk. 3, kan Kommissionen ved

forordning erklære artikel 81, stk. 1, uanvendelig på kategorier af aftaler, vedtagelser

inden for virksomhedssammenslutninger eller samordnet praksis, hvis betingelserne i

stk. 2-5 i nærværende artikel er opfyldt.

Gruppefritagelsesforordningerne skal indeholde en definition af de kategorier af

aftaler, vedtagelser eller samordnet praksis, som de omfatter, og især præcisere, hvilke

begrænsninger der ikke er fritaget, og eventuelt hvilke betingelser der skal være

opfyldt.

Gruppefritagelsesforordningerne skal være tidsbegrænsede.

Når Kommissionen agter at udstede en gruppefritagelsesforordning, offentliggør den

forslaget dertil med en opfordring til alle interesserede til at fremsætte bemærkninger

inden for en fastsat frist, der ikke kan være under en måned.

Kommissionen hører Det Rådgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspørgsmål, inden

den offentliggør et forslag til fritagelsesforordning, og inden den udsteder en sådan

forordning.

Artikel 29

Inddragelse i konkrete tilfælde

Hvis Kommissionen på eget initiativ eller på grundlag af en klage i et konkret tilfælde

fastslår, at aftaler, vedtagelser eller samordnet praksis, der er omfattet af en

gruppefritagelsesforordning, alligevel har virkninger, som er uforenelige med

traktatens artikel 81, stk. 3, kan den inddrage gruppefritagelsen.

Når aftaler, vedtagelser eller samordnet praksis, der er omfattet af en

gruppefritagelsesforordning, i et konkret tilfælde har virkninger, som er uforenelige

med traktatens artikel 81, stk. 3, på en medlemsstats område, eller på en del af dette

område, der frembyder alle et særskilt geografisk markeds karakteristika, kan

konkurrencemyndigheden i denne medlemsstat inddrage den pågældende gruppe-

fritagelse på dette område.

Artikel 30

Forordning om uanvendelighed

I en gruppefritagelsesforordning, der udstedes i henhold til artikel 28 kan det fastsættes, under

hvilke omstændigheder visse typer aftaler, vedtagelser eller samordnet praksis på et bestemt

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

marked kan udelukkes fra dens anvendelsesområde; når disse omstændigheder foreligger, kan

Kommissionen fastslå dette ved en forordning og fastsætte en frist ved hvis udløb den

pågældende gruppefritagelsesforordning ikke længere finder anvendelse på aftalerne,

vedtagelserne eller den samordnede praksis på det berørte marked; denne frist skal være på

mindst seks måneder. Nærværende forordnings artikel 28, stk. 4 og 5, finder tilsvarende

anvendelse.

KAPITEL X

GENERELLE BESTEMMELSER

Artikel 31

Offentliggørelse af beslutninger

Kommissionen offentliggør de beslutninger, den træffer i henhold til artikel 7-10,

22 og 23.

Ved offentliggørelsen angives parternes navne og beslutningens hovedindhold,

herunder de pålagte sanktioner. Der skal ved offentliggørelsen tages hensyn til

virksomhedernes berettigede interesse i, at deres forretningshemmeligheder ikke

afsløres.

Artikel 32

Prøvelse ved De Europæiske Fællesskabers Domstol

Domstolen har fuld prøvelsesret med hensyn til klager over beslutninger, hvorved

Kommissionen fastsætter en bøde eller en tvangsbøde. Den kan ophæve, nedsætte eller

forhøje den pågældende bøde eller tvangsbøde.

Artikel 33

Udelukkelse fra anvendelsesområdet

Nærværende forordning finder ikke anvendelse på aftaler, vedtagelser og samordnet praksis

eller misbrug af en dominerende stilling efter traktatens artikel 82 på følgende områder:

international søtransport af typen "trampfart"

søtransport mellem havne i en og samme medlemsstat

lufttransport mellem Fællesskabet og tredjelande.

Artikel 34

Gennemførelsesbestemmelser

Kommissionen bemyndiges til at vedtage alle relevante bestemmelser med henblik på

anvendelsen af nærværende forordning. Disse bestemmelser kan blandt andet vedrøre:

indførelse af en registreringspligt for visse typer aftaler

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

form og indhold og andre enkeltheder i de klager, der indgives i henhold til artikel 7,

samt proceduren for afvisning af klager

de nærmere betingelser for udveksling af oplysninger og konsultationer, efter

artikel 11

de nærmere betingelser for høringer i henhold til artikel 26.

KAPITEL XI

OVERGANGSBESTEMMELSER OG AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 35

Overgangsbestemmelser

De anmodninger, der forelægges Kommissionen i henhold til artikel 2 i forordning nr.

17, og de anmeldelser, der indgives i henhold til artikel 4 og 5 i nævnte forordning,

samt de tilsvarende anmodninger og anmeldelser i henhold til forordning

(EØF) nr. 1017/68, (EØF) nr. 4056/86 og (EØF) nr. 3975/87 bortfalder fra den dato,

fra hvilken nærværende forordning finder anvendelse.

Gyldigheden af de beslutninger om anvendelse af traktatens artikel 81, stk. 3, som

Kommissionen har vedtaget i medfør af ovennævnte forordninger, er begrænset til

ikrafttrædelsestidspunktet for nærværende forordning.

De proceduremæssige skridt, der er gennemført i henhold til forordning nr. 17 og

forordning (EØF) nr. 1017/68, (EØF) nr. 4056/86 og (EØF) nr. 3975/87, bevarer deres

virkninger i forbindelse med anvendelsen af nærværende forordning.

Artikel 36

Udpegning af nationale konkurrencemyndigheder

Medlemsstaterne udpeger de konkurrencemyndigheder, der skal have kompetence til at

anvende traktatens artikel 81 og 82, og træffer de nødvendige foranstaltninger for at give dem

beføjelse til at anvende nævnte artikler inden den ***.

Artikel 37

Ændring af forordning (EØF) nr. 1017/68

I forordning (EØF) nr. 1017/68 foretages følgende ændringer:

Artikel 2 ophæves.

I artikel 3, stk. 1, ændres "Det i artikel 2 fastsatte forbud" til "Forbuddet i traktatens

artikel 81, stk. 1".

Artikel 5-29 ophæves.

I artikel 30, stk. 2 og 3, ophæves.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Artikel 38

Ændring af forordning (EØF) nr. 2988/74

I forordning (EØF) nr. 2988/74 indsættes som artikel 7 a:

"Artikel 7 a

Udelukkelse fra anvendelsesområdet

Denne forordning finder ikke anvendelse på foranstaltninger, der træffes i henhold til Rådets

forordning (EF) nr. .../.... (*).

__________________

(*)

EFT L ....".

Artikel 39

Ændring af forordning (EØF) nr. 4056/86

I forordning (EØF) nr. 4056/86 foretages følgende ændringer:

Artikel 7 ændres således:

Stk. 1 affattes således:

"1.

Tilsidesættelse af en forpligtelse

Dersom de pågældende parter tilsidesætter en forpligtelse, der i henhold

til artikel 5 er knyttet til den i artikel 3 hjemlede fritagelse, kan

Kommissionen med henblik på at bringe disse overtrædelser til ophør

og på de betingelser, der er fastsat i Rådets forordning

(EF) nr. .../.... (*):

–

rette henstillinger til de pågældende parter

dersom sådanne henstillinger ikke efterkommes af de

pågældende parter, og afhængigt af hvor alvorlige de begåede

overtrædelser er, vedtage en beslutning, hvorved det enten

forbydes dem eller pålægger dem at foretage bestemte

handlinger eller inddrager gruppefritagelsen for deres

vedkommende

__________________

(*)

EFT L ....".

Stk. 2 ændres således:

–

i litra a) ændres "på de betingelser, der er fastsat i afsnit II" til

"på de betingelser, der er fastsat i forordning (EF) nr. .../...."

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

–

ii)

litra c), nr. i), andet afsnit, andet punktum, affattes således: "Den

kan samtidig afgøre, om den accepterer de tilsagn, som de

pågældende virksomheder har afgivet, blandt andet med henblik

på at skaffe rederier uden for konferencerne adgang til

markedet, på betingelserne i artikel 9 i forordning

(EF) nr. .../...."

Artikel 8, stk. 1, ophæves.

Artikel 9 ændres således:

I stk. 1 ændres "det i artikel 15 omhandlede rådgivende udvalg" til "det

rådgivende udvalg, der er omhandlet i artikel 14 i forordning (EF) nr. .../....".

I stk. 2 ændres "det rådgivende udvalg, jf. artikel 15" til "det rådgivende

udvalg, der er omhandlet i artikel 14 i forordning (EF) nr. .../....".

Artikel 10-25 ophæves.

I artikel 26 udgår "om form, indhold og andre enkeltheder i klager i henhold til

artikel 10, ansøgninger i henhold til artikel 12 samt om høringer i henhold til

artikel 23, stk. 1 og 2".

Artikel 40

Ændring af forordning (EØF) nr. 3975/87

Artikel 3-19 i forordning (EØF) nr. 3975/87 ophæves.

Artikel 41

Ophævelse

Forordning nr. 17, nr. 141, nr. 19/65/EØF, (EØF) nr. 2821/71, (EØF) nr. 3976/87,

(EØF) nr. 1534/91 og (EØF) nr. 479/92 ophæves.

Henvisninger til de ophævede forordninger læses som henvisninger til nærværende

forordning.

Artikel 42

Ikrafttrædelse

Denne forordning træder i kraft

De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Den anvendes fra ***.

på

tyvendedagen

efter

offentliggørelsen

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den

På Rådets vegne

Formand

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

KONSEKVENSANALYSE

FORSLAGETS KONSEKVENSER FOR VIRKSOMHEDERNE, HERUNDER ISÆR

SMÅ OG MELLEMSTORE VIRKSOMHEDER (SMV'er)

ORSLAGETS TITEL

"Forslag til Rådets forordning om anvendelse af EF-traktatens artikel 81 og 82"

OKUMENTETS REFERENCENUMMER

2000/018

ORSLAGET

Hvorfor er der i betragtning af nærhedsprincippet behov for en EF-lovgivning på

området, og hvad er hovedformålet?

EF-lovgivningen er nødvendig for at implementere traktatens artikel 81 og 82.

Gennemførelsen af disse regler er i øjeblikket baseret på forordning nr. 17 fra 1962

(sammen med procedurereglerne i forordning (EØF) nr. 1017/68, (EØF) nr. 4056/86

og (EØF) nr. 3975/87 om transport og visse særlige spørgsmål, der er reguleret i

andre forordninger). Den foreslåede forordning indebærer en omfattende reform af

gennemførelsesbestemmelserne. Den tager sigte på en mere effektiv anvendelse af

EF's konkurrenceregler derved, at medlemsstaternes konkurrencemyndigheder og

domstolene i højere grad inddrages i anvendelsen af artikel 81 og 82. Dette opnås

navnlig ved at gøre artikel 81, stk. 3, direkte anvendelig. For at sikre en

sammenhængende anvendelse af EF's konkurrenceregler fastsætter den foreslåede

forordning regler for forholdet mellem artikel 81 og 82 og de nationale

konkurrenceregler samt samarbejds- og høringsmekanismer mellem Kommissionen

og de nationale myndigheder og de nationale domstole.

ONSEKVENSER FOR VIRKSOMHEDERNE

Hvem berøres af forslaget?

–

Hvilken erhvervssektor berøres?

Den foreslåede forordning vedrører gennemførelsen af artikel 81 og 82 i alle

økonomiens sektorer med meget få undtagelser. Den foreslåede forordning

opretholder visse undtagelser af begrænset rækkevidde i transportsektoren.

Implementeringen i landbrugssektoren reguleres fortsat af forordning nr. 26 fra 1962.

–

Berøres SMV'er i højere grad end store virksomheder?

Den foreslåede forordning gælder for alle virksomheder uanset størrelse samt for

sammenslutninger af virksomheder, hvis de udviser en adfærd, der opfylder

betingelserne i artikel 81 eller 82. Den praktiske virkning af den foreslåede

forordning må imidlertid antages at være anderledes for små og mellemstore

virksomheder end for store virksomheder. Dette spørgsmål uddybes nærmere under

punkt 5 nedenfor.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

–

Er de berørte virksomheder koncentreret i bestemte regioner i EF?

Nej. Alle virksomheder i Fællesskabet berøres på samme måde, uanset hvor de er

beliggende i Fællesskabet.

Hvilke foranstaltninger skal virksomhederne træffe i henhold til forslaget?

Forslaget berører ikke virksomhedernes grundlæggende pligt til at overholde

traktatens artikel 81 og 82. Den foreslåede forordning indebærer imidlertid en

afgørende ændring af den måde, hvorpå artikel 81 gennemføres i konkrete tilfælde,

dvs. tilfælde, der ikke dækkes af gruppefritagelsesforordningerne. De virksomheder,

der berøres mest af reformen, vil derfor generelt være de virksomheder, der har en

vis grad af markedsstyrke. Disse virksomheder er generelt større virksomheder og

kun sjældent SMV'er. Afhængig af disse virksomheders aktuelle praksis vil det

kunne være nødvendigt for dem at gennemgå de processer, ved hjælp af hvilke de

sikrer, at deres transaktioner er i overensstemmelse med artikel 81 i konkrete

tilfælde, og eventuelt tilpasse dem.

I henhold til den nuværende forordning nr. 17 skal de aftaler, der falder ind under

artikel 81, stk. 1, og som ikke omfattes af en gruppefritagelse, og som parterne

ønsker omfattet af artikel 81, stk. 3, anmeldes til Kommissionen for at få en

individuel fritagelse. I mangel af en sådan anmeldelse og beslutning om fritagelse er

aftalen uden restvirkninger.

Under det nuværende system vurderer virksomhederne (bistået af deres juridiske

rådgivere) de forretningstransaktioner, de påtænker at gennemføre, i lyset af

artikel 81 (på grundlag af den bestående retspraksis og Kommissionens retningslinjer

og meddelelser) og beslutter, om der skal foretages anmeldelse eller ej. De skal

afveje de risici, der følger af deres aftalers ugyldighed, hvis der ikke er truffet

beslutning om fritagelse, over for anmeldelsesprocedurens omkostninger, varighed

og sandsynlige resultat.

Efter den foreslåede forordning finder artikel 81, stk. 3, direkte anvendelse. Aftaler,

der opfylder betingelserne i artikel 81, stk. 3, bliver gyldige

ab initio

og kan

anvendes, uden at der er behov for at opnå en beslutning om fritagelse. Kun aftaler,

der ikke opfylder betingelserne i artikel 81, stk. 3, er ugyldige

ab initio

og uden

retsvirkninger. Virksomhederne vil kunne påberåbe sig artikel 81, stk. 3, som forsvar

i alle sager. Ligesom Kommissionen vil de nationale konkurrencemyndigheder og de

nationale domstole kunne anvende artikel 81 i sin helhed.

Den foreslåede forordning eliminerer dermed byrden ved anmeldelse og forudgående

administrativ godkendelse og reducerer således bureaukratiet for alle virksomheder

betydeligt. Dette er særlig værdifuldt for SMV'er. Reformen gør det meget lettere at

håndhæve alle aftaler, der opfylder betingelserne i artikel 81, stk. 3. Aftaler kan ikke

længere forbydes med den begrundelse, at de ikke er blevet anmeldt.

Den foreslåede forordning indebærer imidlertid også, at virksomhederne - da de ikke

længere har mulighed for at ansøge om en formel fritagelse fra Kommissionen - skal

påtage sig en højere grad af ansvar for deres adfærd med hensyn til at respektere

artikel 81. Den afledte ret og den retspraksis, der er udviklet i de sidste 40 år, giver

virksomhederne mulighed for at vurdere deres transaktioners lovlighed. Allerede

med den nuværende forordning har virksomhederne generelt tillid til deres egen

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

vurdering. Det fremgår af det faktum, at gennemførelsen af en aftale kun sjældent

udskydes, indtil Kommissionens stillingtagen er modtaget. Det viser, at

virksomhederne er i stand til at gennemføre deres analyse på en sådan måde, at den

kan tjene som grundlag for en informeret beslutning om, hvorvidt virksomheden kan

gå videre med transaktionen, og hvis det er tilfældet, i hvilken form det skal ske.

Efter den nuværende ordning og efter den foreslåede nye ordning skal

virksomhedernes vurdering automatisk være desto omhyggeligere, jo tættere en

aftale eller praksis nærmer sig anvendelsesområdet for forbudsbestemmelsen. Når de

påtænker transaktioner på grænsen til forbudsbestemmelsen, skal virksomhederne

være særlig omhyggelige med at vælge, i hvilket omfang de er rede til at acceptere

risikoen for at se deres transaktioner ugyldiggjort med virkning

ab initio

og risikoen

for skadeserstatning. Det følger af forbudsbestemmelsen, at virksomhederne i disse

tilfælde skal overveje alternative løsninger, som giver en anden balance mellem

restriktive og positive virkninger, hvis de ønsker at undgå enhver risiko.

Efter den nye ordning kan artikel 81 anvendes direkte i sin helhed af Kommissionen,

de nationale konkurrencemyndigheder og de nationale domstole (system med parallel

kompetence). Virksomhederne vil imidlertid ikke blive udsat for en væsentlig risiko

for divergerende beslutninger. En række aspekter er vigtige i denne sammenhæng:

– Den foreslåede forordning fastsætter, at alle beslutningstagere anvender et enkelt

sæt regler, dvs. artikel 81 og 82, på alle transaktioner, der kan påvirke handelen

mellem medlemsstater.

– Forslaget suppleres med en forstærket indsats fra Kommissionens side med at

udforme generelle forskrifter i form af gruppefritagelsesforordninger,

retningslinjer og Kommissionens meddelelser, der i vid udstrækning danner

grundlag for anvendelsen af artikel 81 og giver virksomhederne vejledning i

hovedparten af tilfældene (specielt de tilfælde, der involverer små og mellemstore

virksomheder, jf. punkt 5 nedenfor). For at forenkle vedtagelsen af

gruppefritagelsesforordningerne indrømmes Kommissionen en generel beføjelse

på dette område.

– Den foreslåede forordning vil fremover ændre håndhævelsen af reglerne.

Eftersom den nuværende behandling af anmeldelser falder bort, vil

Kommissionen få endnu mere tid til at klargøre, hvad der er forbudt efter

artikel 81. Ud over reformen af håndhævelsesbestemmelserne gennemføres et

reformarbejde vedrørende de materielle regler, der sigter på en mere økonomisk

og rimelig tilgang.

– Den foreslåede forordning er udformet med henblik på at fastholde en høj grad af

konsistens i anvendelsen af artikel 81 og 82 i almindelighed. Den indfører en

række hørings- og samarbejdsmekanismer mellem de forskellige beslutnings-

tagere, der vil sikre en høj grad af konsistens fra begyndelsen og bidrage til at

lægge grunden for en fælles fortolkningspraksis, der vil blive selvbærende på

længere sigt. Kommissionen bibeholder retten til at inddrage en sag fra en

national konkurrencemyndighed, hvis den finder, at sagen bedre kan behandles af

Kommissionen, eller at afgørelsen i sagen vil afvige fra dens politik. For de

nationale domstole er der mulighed for (og i sidste instans pligt til) at forelægge

spørgsmålet for Domstolen i henhold til artikel 234. Desuden forhindrer

Bruxelles-konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

retsafgørelser i borgerlige sager "forum shopping", og at samme sag anlægges

flere steder.

– I sjældne tilfælde, der frembyder et ægte forudsigelighedsproblem, fordi de rejser

nye og uløste spørgsmål, vil Kommissionen overveje at udsende begrundede

udtalelser for at give virksomhederne vejledning. Detaljerne om denne mekanisme

vil blive fastsat i en meddelelse fra Kommissionen.

Hvilke økonomiske virkninger forventes forslaget at få for beskæftigelsen, for

investeringerne og for oprettelsen af nye virksomheder og for virksomhedernes

konkurrenceevne?

Den foreslåede forordning er udarbejdet med henblik på at forstærke virkningen af

EF's konkurrenceregler ved at sikre en mere effektiv håndhævelse. Afskaffelsen af

anmeldelses- og godkendelsessystemet sætter Kommissionen i stand til at forbedre

håndhævelsesforanstaltningerne over for alvorlige overtrædelser. Afskaffelsen af

Kommissionens monopol med hensyn til at anvende artikel 81, stk. 3, vil frigive et

håndhævelsespotentiale hos de nationale domstole og nationale konkurrence-

myndigheder. Begge elementer vil tilsammen tjene til at øge EF-konkurrence-

reglernes afskrækkende virkning og dermed sikre en mere udbredt overholdelse af

reglerne og fremme en effektiv konkurrence på markederne.

Der er ingen tvivl om, at en effektiv konkurrence er af fundamental betydning for

den europæiske økonomi. En effektiv konkurrence er den bedste garanti for en

effektiv ressourceallokering, som er en forudsætning for økonomisk vækst. Et

konkurrencemæssigt pres tvinger virksomhederne til at foretage tilpasning i form af

innovationer og øget produktivitet. Virksomheder, der er udsat for en kraftig

konkurrence, bliver mere effektive, og de vil generelt blive bedre udstyret til at klare

sig i den internationale konkurrence. En effektiv konkurrence sikrer en høj grad af

produktiv beskæftigelse og dermed en holdbar og sikker beskæftigelse.

Konkurrencebetonede markeder er åbne over for nye markedsdeltagere og tilskynder

til investeringer og jobskabelse. Denne virkning er blevet helt tydelig på de nyligt

liberaliserede markeder.

Forslaget tjener herudover til at skabe mere ensartede konkurrencevilkår for

virksomhederne på det indre marked ved at sikre, at EF-konkurrencereglerne

anvendes mere fremfor de nationale konkurrenceregler, og ved at tilvejebringe et

omfattende sæt mekanismer til sikring af en ensartet anvendelse. Mere ensartede

konkurrencevilkår tilskynder til yderligere markedsintegration og øger dermed

konkurrencen via tilgang af nye markedsdeltagere.

Indeholder forslaget foranstaltninger, der tager højde for SMV'ernes særlige

situation (lempeligere eller særlige krav)?

Forslaget indeholder ikke eksplicit foranstaltninger for små og mellemstore

virksomheder. Den praktiske virkning af reformen vil imidlertid være positiv for små

og mellemstore virksomheder af flere grunde.

For det første berøres et stort antal små og mellemstore virksomheder ikke direkte af

EF-konkurrencereglerne i det omfang, at de kun er involveret i aftaler, beslutninger

eller praksis, der ikke har en væsentlig virkning på samhandelen mellem

medlemsstater. Kommissionen vil endvidere foretage en mere økonomisk og rimelig

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

fortolkning af artikel 81, stk. 1. Efter denne fremgangsmåde vil virksomheder, der

ikke har en vis grad af markedsstyrke, sandsynligvis i mindre grad blive involveret i

transaktioner, der omfattes af forbudsbestemmelsen.

For det andet vil små og mellemstore virksomheder med ringe markedsstyrke

sandsynligvis oftere være ofre for overtrædelser af EF-konkurrencereglerne end

egentligt aktivt engageret i overtrædelser. Den foreslåede forordning er udformet

med henblik på at sikre, at Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder

kan håndhæve konkurrencereglerne mere effektivt. Den vil specielt give

Kommissionen mulighed for på eget initiativ eller på grundlag af klager at bekæmpe

alvorlige overtrædelser. Denne virkning er specielt til fordel for små og mellemstore

virksomheder.

For det tredje er virkningen af at fjerne anmeldelses- og godkendelsesordningen

anderledes for så vidt angår små og mellemstore virksomheder. Deres aktiviteter

falder meget ofte ind under gruppefritagelsesforordningerne. Det betyder, at de

allerede under den nuværende forordning nr. 17 generelt er meget mindre berørt af at

anmelde aftaler med henblik på beslutninger om individuel fritagelse.

Sideløbende med reformen af reglerne om gennemførelse af artikel 81 og 82 via den

foreslåede forordning har Kommissionen - med sigte på en mere økonomisk og

rimelig tilgang som nævnt tidligere - indledt en reform af reglerne i

gruppefritagelsesforordningerne og i Kommissionens meddelelser og vejledninger.

Specielt indebærer en ny type gruppefritagelsesforordninger forenklinger i form af

indførelse af markedsandelstærskler (med undtagelse af visse restriktioner), således

at virksomheder med ingen eller ringe markedsstyrke ikke får problemer. I henhold

til den type forordninger vil langt hovedparten af små og mellemstore virksomheder

kunne operere inden for rammerne af de ”sikre områder”.

Endelig vil aftaler, der involverer små og mellemstore virksomheder, og som falder

uden for gruppefritagelserne, fuldt ud kunne drage fordel af den direkte virkning af

artikel 81, stk. 3, efter den foreslåede forordning. Efter den nuværende ordning er de

meget tilbøjelige til at undgå omkostninger (i bred betydning, dvs. omkostninger i

forbindelse med de ressourcer, der er nødvendige for at forberede de oplysninger, der

skal indgives osv.) i forbindelse med anmeldelsesproceduren og dermed løbe en

risiko for, at deres aftaler bliver uden retsvirkning. Dette problem fjernes med

reformen. De fleste aftaler, som små og mellemstore virksomheder deltager i, vil

være gyldige

ab initio

uden noget behov for anmeldelse.

ØRING

Liste over de organisationer, som er hørt om forslaget, og en kortfattet redegørelse

for deres væsentligste synspunkter

Forslaget er resultatet af en omfattende høringsproces og en bred offentlig og

akademisk diskussion. Kommissionen startede hele processen med hvidbogen om

modernisering af reglerne om gennemførelse af EF-traktatens artikel 81 og 82 den

28. april 1999.

I kølvandet af hvidbogen modtog og undersøgte Kommissionen indlæg fra mere end

100 interesserede tredjemænd, herunder en række virksomheder, erhvervs-

organisationer og jurister, som rådgiver virksomheder i konkurrencespørgsmål.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Herudover har Kommissionen haft og har fortsat talrige kontakter med erhvervslivet,

jurister og deres organisationer, ligesom den har organiseret en række konferencer og

lignende begivenheder.

Europa-Parlamentet organiserede en offentlig høring den 22. september 1999. Det

vedtog en beslutning den 18. januar 2000, der støtter reformen. Det Sociale og

Økonomiske Udvalg vedtog en generelt positiv udtalelse den 8. december 1999.

Hovedparten af de bemærkninger, der er modtaget i anledning af hvidbogen, er

positive over for Kommissionens tilgang. Virksomhedernes og juristernes stilling er

forskelligartet: mange hilser Kommissionens tilgang velkommen som et mere

effektivt og mindre bureaukratisk alternativ til den nuværende håndhævelsesordning,

som næsten alle anser for utilfredsstillende. Mange understreger imidlertid også

behovet for at sikre, at reformen ikke fører til en uensartet anvendelse og

renationalisering af EF-konkurrencereglerne, og at reformen ikke må forringe

retssikkerheden for virksomhederne.