Europaudvalget 2000
KOM (2000) 0769
Offentligt
1442224_0001.png
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER
Bruxelles, den 29.11.2000
KOM(2000) 769, endelig udg.
Grønbog
På vej mod en europæisk strategi for energiforsyningssikkerhed
(forelagt af Kommissionen)
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0002.png
Sammendrag
EU bruger stadig mere energi og importerer stadig flere energiprodukter. EU's egen
produktion er ikke tilstrækkelig til at dække energibehovet. Resultatet er en stigende
afhængighed af forsyninger udefra.
De voldsomme olieprisstigninger, som har givet sig udslag i, at prisen på råolie er
tredoblet siden marts 1999, risikerer at underminere det økonomiske opsving i
Europa. Det understreger endnu en gang EU's
strukturelle sårbarhed med hensyn
til energiforsyningen,
som skyldes den stigende europæiske afhængighed af
importeret energi, oliens rolle for prisdannelsen på energiområdet og de fejlslagne
forsøg på at begrænse forbruget med politiske midler. Der er brug for en aktiv
energipolitik, for at EU kan sætte ind mod den stigende afhængighed på
energiområdet.
Hvis der ikke gribes ind, vil EU inden for de næste 20-30 år skulle dække 70% af
energibehovet med importerede produkter og ikke som nu 50%. Afhængigheden
gælder for alle dele af økonomien. Transport-, bolig- og elsektoren er storforbrugere
af olie og gas og underlagt den internationale prisudvikling på godt og ondt. Når de
nye lande kommer med i EU, vil det kun forstærke denne tendens. Afhængigheden
har store økonomiske konsekvenser. I 1999 tegnede energiimporten sig for 240 mia.
EUR svarende til 6% af den samlede import og 1,2% af BNP. Ser man på den
geopolitiske fordeling, stammer 45% af den importerede olie fra Mellemøsten og 40%
af den importerede naturgas fra Rusland. EU mangler imidlertid de redskaber, der skal
til for at påvirke forholdene på det internationale marked.
EU's langsigtede strategi for forsyningssikkerheden på energiområdet skal for at højne
borgernes velfærd og skabe en velfungerende økonomi sikre, at markedet til stadighed
forsynes med de fornødne energiprodukter, og at produkterne udbydes til en pris, der
gør det muligt for alle forbrugere (enkeltpersoner såvel som erhvervsvirksomheder) at
anskaffe dem, samtidig med at der tages hensyn til de krav, der stilles i traktaten om
Den Europæiske Union (artikel 2 og 6), om at beskytte miljøet og fremme en
bæredygtig udvikling.
Formålet med at forbedre forsyningssikkerheden er ikke at øge EU's selvforsyning på
energiområdet eller at nedbringe afhængigheden mest muligt, men at mindske de
risici, der er forbundet hermed. Målet er bl.a. at skabe en bedre balance mellem og en
større spredning på de forskellige forsyningskilder (såvel produktmæssigt som
geografisk) og at få producentlandene med i Verdenshandelsorganisationen (WTO).
EU står i dag over for en række
nye udfordringer,
som skyldes de gennemgribende
ændringer, der er ved at ske i den europæiske økonomi.
I løbet af de kommende ti år skal der foretages
nye investeringer i energisektoren
for både at erstatte eksisterende anlæg og tilgodese det stigende energibehov. De
europæiske lande er derfor nødt til at tage stilling til, hvilke energiprodukter de vil
satse på fremover, hvilket med den træghed, der ligger i energisystemerne, vil få
betydning for udviklingen tredive år frem i tiden.
EU's
energipolitiske valg
præges af verdenssituationen og af udvidelsen, som måske
vil resultere i et EU bestående af tredive medlemsstater med vidt forskellige
2
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
energistrukturer. Størst betydning har imidlertid de nye referencerammer for
energimarkedet, nemlig liberaliseringen af energisektoren og den stigende bekymring
over miljøsituationen.
Den brede offentlighed er foruroliget over
miljøproblemerne
i forbindelse med de
skader, energikæden har forårsaget, enten som følge af uheld (olieudslip på havene,
ulykker på kernekraftværker, metangasudslip mv.) eller i form af forurenende
emissioner. Det har sat øget fokus på ulemperne ved de fossile brændstoffer og
problemerne i forbindelse med kerneenergien. Bekæmpelsen af klimaændringerne er
også en af de udfordringer, der skal tages op. Klimaændringerne udgør et af de
langsigtede indsatsområder for det internationale samfund. De målsætninger, der blev
fastlagt i Kyoto-protokollen, udgør kun det første skridt på vejen. Eu har i 2000 nået
sin målsætning om at stabilisere udledningen af drivhusgasser, men i de kommende år
må der forventes en stigning, både inden for EU og i den øvrige del af verden. Det er
langt vanskeligere at vende udviklingen, end det så ud til for tre år siden. Der er igen
stabil økonomisk vækst på begge sider af Atlanten og i Asien, og den moderne levevis
har affødt strukturelle ændringer i energiforbruget, navnlig på elektricitets- og
transportområdet, som fører til øget udledning af drivhusgasser og navnlig af
kuldioxid. Denne situation gør det meget vanskeligt at føre en effektiv
miljøbeskyttelsespolitik.
I det
indre marked for energi
har efterspørgslen desuden fået en ny plads og
betydning. Der er opstået nye spændinger, som landene er nødt til at træffe de
fornødne forholdsregler mod. Faldende elpriser blokerer for det arbejde, der gøres fra
politisk hold for at dæmpe den stigende efterspørgsel, og gør det vanskeligere at
bekæmpe klimaændringerne. Konkurrencen på det indre marked fører til ændrede
konkurrencevilkår i de forskellige grene af energisektoren (kul, kernekraft, naturgas,
olie og vedvarende energi).
Medlemsstaterne er blevet mere afhængige af hinanden,
både i forbindelse med
bekæmpelsen af klimaændringerne og etableringen af det indre marked for energi. Det
kan ikke undgås, at medlemsstaternes energipolitiske beslutninger får betydning for
markederne i de andre medlemsstater. Energipolitikken har fået en ny EU-dimension,
uden at det har udløst nye beføjelser for EU. Det bør på den baggrund undersøges, om
der kan dannes et nyt grundlag for den europæiske energipolitik, som hidtil har
indgået i de politikker, der er ført i forbindelse med det indre marked, harmonisering,
miljø og beskatning.
EU skal blive bedre til at kontrollere energisituationen. Det er en kendsgerning, at der
på trods af de kriser, der har præget den europæiske økonomi i de seneste tredive år,
ikke har været nogen egentlig debat om, hvilke energiformer der skulle satses på, og
at der slet ikke har været ført en energipolitik, som kunne forbedre
forsyningssikkerheden. Nu hvor de miljømæssige problemer presser sig på, og det
indre marked for energi er en realitet, er vi nødt til at tage den debat. Med de tårnhøje
oliepriser, vi har haft siden 1999, kan vi ikke udskyde det længere.
Debatten skal tage udgangspunkt i, at energiforbruget i dag fordeler sig med 41% på
olie, 22% på naturgas, 16% på fast brændsel (stenkul, brunkul og tørv), 15% på
kernekraft og 6% på vedvarende energikilder. Hvis der ikke gribes ind, vil de fossile
brændstoffer også veje tungt på energibalancen i hele perioden frem til 2030. Her vil
3
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
olien tegne sig for 38%, naturgas 29%, fast brændsel 19%, kernekraft knap 6% og
vedvarende energikilder 8%.
Grønbogen skitserer hovedlinjerne i en langsigtet energistrategi, der bygger på
følgende punkter:
-
EU skal træffe en række konkrete tiltag som et led i en efterspørgselspolitik,
der kan danne modvægt til den tidligere udbudsorienterede politik.
Set i
forhold til behovet er det begrænset, hvor meget der kan gøres for at øge udbuddet
inden for EU. Det vil være lettere at påvirke efterspørgslen.
Hvad angår efterspørgslen efterlyser grønbogen en helt ny adfærd hos forbrugerne
og peger på fordelen ved de
skattemæssige foranstaltninger,
der kan anvendes
til at dirigere efterspørgslen i retning af energiformer, som er lettere at kontrollere
og mere gavnlige for miljøet. Der bør lægges skatter eller skattelignende afgifter
på energikilder, som skader miljøet. I transport- og ejendomssektoren bør der
føres en aktiv energisparepolitik og i højere grad satses på energikilder, som ikke
forurener miljøet.
Hvad angår udbuddet bør hovedvægten lægges på at bekæmpe den globale
opvarmning. Udviklingen af nye og vedvarende energikilder (herunder
biobrændstoffer) er nøglen til forandring. Målet bør være at fordoble de vedvarede
energikilders andel af energibalancen fra 6% til 12% og at øge deres andel af
elproduktionen fra 14% til 22% i løbet af de kommende ti år. Under de nuværende
betingelser vil de kun udgøre 7% af forbruget om ti år. Der er brug for
økonomiske incitamenter (statstilskud, skattefradrag og økonomisk støtte) for at
nå et så ambitiøst mål. Det kunne f.eks. overvejes, om de rentable energiformer
(olie, gas og kernekraft) kunne finansiere udviklingen af den vedvarende energi,
som der til forskel fra de øvrige konventionelle energikilder ikke er ydet
nævneværdig støtte til.
-
-
Der er også brug for en nærmere undersøgelse af kernekraftens rolle på lidt længere
sigt. De fleste medlemsstater har besluttet at afvikle kernekraften, og det er et af de
emner, der med sikkerhed vil skulle drøftes. Blandt de øvrige emner kan nævnes
bekæmpelse af den globale opvarmning, forsyningssikkerhed og bæredygtig
udvikling. Uanset hvordan drøftelserne falder ud, er det vigtigt, at der gøres en aktiv
indsats for at videreføre forskningen i teknologier til affaldsforvaltning og for at
iværksætte disse teknologier i praksis under optimale sikkerhedsmæssige forhold.
Den stigende import af kulbrinter (kul, olie og naturgas) har øget behovet for, at der
fastlægges nye rammer for de strategiske lagre og nye importruter.
Oplægget til en ny energistrategi vil få endnu større effekt, hvis der sker nye
teknologiske landvindinger.
Kommissionen foreslår, at der i løbet af 2001 sættes gang i en debat om en række
overordnede spørgsmål, som kan belyse de energipolitiske valg, vi står over for. Det
har ikke været hensigten at fremlægge en "nøglefærdig" strategi for
forsyningssikkerheden, men at anspore til en grundig og inspirerende debat om de
centrale spørgsmål, der peges på, vel vidende at der også kan være andre emner, som
fortjener at blive belyst.
4
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0005.png
INDHOLDSFORTEGNELSE
I
NDLEDNING
1. del
Den generelle energisituation inden for EU
I.
A.
M
ANGLENDE SELVFORSYNING PÅ ENERGIOMRÅDET
Det energikrævende samfund
1.
2.
3.
Industrien er blevet mindre afhængig af olien
Husholdningerne og service- og transportsektoren er olieindustriens gidsler
Diversificering på energiområdet – elektricitet og varme
B.
Knappe ressourcer inden for EU
1.
2.
3.
Usikkerhed om olie- og naturgasproduktionen
Nedgang i minedriften
Rige muligheder inden for den vedvarende energi
C.
EU mangler indflydelse på energiforsyningen
1.
2.
3.
EU's afhængighed af energiimporten
Samhandelen med energiprodukter – EU er bundet af sin geografiske placering
EU som aktør på verdensmarkedet
II.
A.
B
EGRÆNSEDE MULIGHEDER PÅ ENERGIOMRÅDET
Kernekraft og faste brændsler – de uønskede
1.
Kernekraft – en energikilde, der sættes spørgsmålstegn ved
5
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
2.
Kulindustriens glorværdige fortid
B.
Olien er stadig populær
1.
2.
3.
Afhængighed af olie
Oliens geopolitiske kontekst
Olieprisernes betydning
C.
Fremgang for naturgas og vedvarende energi
1.
2.
Naturgas: mod ny afhængighed
Politisk satsning på nye og vedvarende energikilder
6
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0007.png
2. del
I.
A.
Nye referencerammer for energiområdet
U
DFORDRINGERNE VED KLIMAÆNDRINGERNE
Nye spørgsmål
1.
2.
Bekæmpelsen af klimaændringerne skal sættes i hovedsædet
Vanskeligt at overholde de internationale forpligtelser
B.
Utilstrækkelige tiltag
1.
2.
3.
Manglende samordning af afgifterne
Mere faste retningslinjer for statsstøtte
Manglende styring af efterspørgslen
II.
A.
D
EN STIGENDE INTEGRERING AF ENERGIMARKEDERNE
Det indre marked for naturgas og elektricitet
1.
2.
Markedets dynamik
Problemer, der skal løses
B.
Det indre marked for olieprodukter
1.
2.
Markedsstrukturen
Konkurrencepolitikken
3. del:
Oplæg til en fremtidig energistrategi
I.
A.
S
VAGHEDERNE I DEN NUVÆRENDE ENERGIFORSYNING
Trusler mod forsyningssikkerheden
1.
2.
Fysiske risici
Økonomiske risici
7
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
3.
4.
Sociale risici
Miljømæssige risici
B.
Fremtidsscenarierne afspejler usikkerheden
1.
2.
Præsentation
Følgerne af det ajourførte referencescenario
II.
A.
F
REMTIDIGE INDSATSOMRÅDER
Begrænsning af den stigende efterspørgsel
1.
2.
Horisontale politikker
Sektorpolitikker
B.
Styring af udbuddet
1.
2.
3.
Udbuddet inden for EU
Stimulering af konkurrencen
Sikring af de eksterne forsyninger
D
EBATOPLÆG
B
ILAG
- Teknisk dokument
- Energibeskatning (analyse)
- Kulindustriens rolle efter EKSF-traktatens udløb
8
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
LISTE OVER TABELLER OG FIGURER
Europe-30: Endeligt energiforbrug (i mio. toæ)
Elproduktion fordelt på energikilder og medlemsstater
Europe-30: Energiproduktion fordelt på energiprodukter – referencescenario (i mio. toæ)
Produktionsomkostninger for olie på verdensplan
Forventet produktion i Nordsøen
EU's import af uran fordelt på oprindelseslande
Europe-30: Energibalance – referencescenario (i mio. toæ)
Europe-30: Importbehov fordelt på energiprodukter
Internt bruttoforbrug (i %) – 1998 – Europe-15
Internt bruttoforbrug (i %) – 1998 – Europe-30
Europe-30: Kerneenergi (i mio. toæ)
Europe-30: Fast brændsel (i mio. toæ)
Europe-15 – Import af dampkul fra tredjelande – 1999
Produktions- og lønomkostninger i kulindustrien
Europe-30: Olie – referencescenario (i mio. toæ)
Europe-15: 1999 – import af råolie fordelt på oprindelseslande
Råolie – OPEC's priskurv – 1970-2000 (jan.-okt.)
Europe-30: Naturgas – referencescenario (i mio. toæ)
Europe-15: Import af naturgas fra tredjelande –1999
Europe-30: Vedvarende energikilder (i mio. toæ)
Europe-30: CO
2
-udledninger i energisektoren (1990=100)
Indtægter af energi- og transportafgifter i procent af de samlede skatteindtægter og
socialsikringsbidrag (1997)
Punktafgifter på blyfri benzin
Medlemsstaternes momssatser – 2000 (udvalgte varer og tjenester, i %)
9
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Medlemsstaternes punktafgiftssatser (primo 2000)
Forbrug af olie og gas i forhold til det samlede energiforbrug i 1998, 2010, 2020 og 2030
Forventet stigning i CO
2
-udslippet i 2010, 2020 og 2030 set i forhold til 1990 (referenceåret i
Kyoto-protokollen)
Importbehovet i EU og Europe-30 i 1998, 2010, 2020 og 2030
10
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
I
NDLEDNING
Denne grønbog er affødt af
visheden
om, at EU bliver stadig mere afhængig af den
importerede energi.
Målet er at skabe en debat om forsyningssikkerheden på energiområdet. Den seneste
udvikling, hvor råolieprisen på det internationale marked er tredoblet, viser, at emnet stadig er
aktuelt, og at energien spiller en afgørende rolle for den europæiske økonomi. Formålet med
at styrke forsyningssikkerheden er ikke at øge EU's selvforsyning på energiområdet eller at
nedbringe afhængigheden mest muligt, men at mindske de risici, der er forbundet hermed.
Afhængigheden af den importerede energi er i sig selv et vanskeligt problem. Traktaten om
Den Europæiske Union (artikel 100) omhandler imidlertid også forsyningssikkerheden, og det
skal derfor overvejes, hvordan der opnås en større spredning på de forskellige
forsyningskilder (såvel produktmæssigt som geografisk).
Der hersker ingen tvivl om, at EU er meget
afhængig af sine forsyninger
udefra. Hvor 50%
af energibehovet på nuværende tidspunkt dækkes af den importerede energi, vil der i 2030
være tale om næsten 70%, hvis udviklingen fortsætter uændret, og det er navnlig importen af
olie og gas, der vil stige. Energiimporten udgjorde i 1999 240 mia. EUR, dvs. 6% af den
samlede import og 1,2% af BNP. Hensigten med at styrke forsyningssikkerheden er at højne
borgernes velfærd og skabe en velfungerende økonomi ved at sikre, at markedet til stadighed
forsynes med de fornødne energiprodukter, og at produkterne udbydes til en pris, der gør det
muligt for alle forbrugere (enkeltpersoner såvel som erhvervsvirksomheder) at anskaffe dem,
samtidig med at der tages hensyn til kravet i Amsterdam-traktaten om at fremme en
bæredygtig udvikling.
Spørgsmålet er så, hvilken vægt EU skal lægge på forsyningssikkerheden. Spørgsmålet er
ikke blevet mindre presserende, efter at EU har åbnet døren for nye medlemslande og derfor
er nødt til at tage forholdet til sine partnere (leverandører og transitlande) op til fornyet
overvejelse.
– Er det hensigtsmæssigt, at over 40% af den olie, der importeres, stammer fra OPEC-
landene?
– Kan vi acceptere, at vilkårlige forhøjelser af olie- og gaspriserne skaber økonomisk kaos
både i EU og i de udviklingslande, der ikke selv producerer disse produkter?
– Er det acceptabelt, at de net, der benyttes til transport af olie og gas, i sig selv er en kilde
til ustabile forsyningsforhold?
I løbet af de kommende ti år skal der som et led i de nye rammer for energimarkedet
(liberalisering af sektoren og øget fokus på miljøproblemerne) foretages en række
investeringer i energisektoren for dels at erstatte utidssvarende infrastrukturer, dels at opfylde
det stigende energibehov. Det er en enestående chance for at iværksætte en sammenhængende
energipolitik på EU-plan.
Set i dette perspektiv mangler EU de fornødne muligheder og redskaber.
Grønbogen
fokuserer på disse problemer og peger på de redskaber, der eventuelt kunne tages i brug.
Ønsket om stabile energiforsyninger var som bekendt et vigtigt led i de første bestræbelser på
at styrke det europæiske samarbejde. To af de tre traktater, der danner grundlag for De
Europæiske Fællesskaber, nemlig EKSF-traktaten og Euratom-traktaten, handler om energi.
Hensigten med de to traktater var navnlig at sikre Fællesskabet regelmæssige forsyninger af
11
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0012.png
kul og nukleart brændsel til rimelige priser. Til gengæld mente medlemsstaterne ikke, at
traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab skulle danne grundlag for
en fælles energipolitik. Under forhandlingerne i forbindelse med Maastricht- og Amsterdam-
traktaterne blev det uden held forsøgt at få energiområdet med. Resultatet blev, at
energisektoren kun nævnes i præamblen til Amsterdam-traktaten.
Årsagen er, at der aldrig har været nogen egentlig debat på EU-plan om hovedlinjerne i en
fælles energipolitik. I forbindelse med de vanskeligheder, der har vist sig, siden Rom-
traktaten blev indgået, og navnlig efter den første oliekrise, har det derfor været nødvendigt at
håndtere energiproblematikken enten i lyset af det indre marked eller ud fra aktiviteterne på
harmoniserings-, miljø eller afgiftsområdet.
Kravet om forsyningssikkerhed er imidlertid nævnt i Rom-traktaten, hvoraf det fremgår, at
Fællesskabet kan træffe foranstaltninger for at afhjælpe forsyningsmæssige vanskeligheder
(tidl. artikel 103). Direktivet om olielagrene byggede netop på denne artikel. Efter Maastricht-
traktatens vedtagelse
1
skal disse foranstaltninger imidlertid vedtages enstemmigt, hvor det
tidligere var tilstrækkeligt, at der var kvalificeret flertal for det (artikel 100 i EU-traktaten).
Medlemsstaterne er blevet mere afhængige af hinanden,
både i forbindelse med
bekæmpelsen af klimaændringerne og etableringen af det indre marked for energi. Det kan
ikke undgås, at medlemsstaternes energipolitiske beslutninger får betydning for markederne i
de andre medlemsstater. Energipolitikken har fået en ny EU-dimension. Derfor er det også
tvivlsomt, om det giver nogen mening at træffe nationale energipolitiske beslutninger, som
ikke samordnes landene imellem. Europa-Kommissionens formand, Romano Prodi, erklærede
i en tale, som han holdt i Europa-Parlamentet den 3. oktober 2000, at "man kan ikke både
klage over, at der ikke gøres en samlet og effektiv indsats inden for EU, og samtidig henvise
til, at Fællesskabet ikke har tilstrækkelige muligheder for at gribe ind. Det viser den seneste
krise på oliemarkedet med al ønskelig tydelighed".
Hensigten med analysen i denne grønbog er at vise ud fra så objektive kriterier som muligt, at
EU's muligheder
for at indvirke på energiudbuddet
er begrænsede.
Det skal også godtgøres
så neutralt som muligt, at den store indsats, der skal gøres for at fremme brugen af de
vedvarende energikilder, kun vil få begrænset effekt, hvis efterspørgslen fortsætter med at
stige. De konventionelle energikilder vil være dominerende langt ud i fremtiden.
Hovedvægten bør lægges på en styring af efterspørgslen på energiområdet med afsæt i
forpligtelserne fra Kyoto-konferencen og kravet om forsyningssikkerhed.
Hvilke konkrete foranstaltninger kan vi træffe, udover opremsning af principper? Det er det
emne, grønbogen skal skabe debat om. Debatten skal navnlig tage udgangspunkt i de tolv
spørgsmål, der stilles sidst i teksten, og som for en god ordens skyld opsummeres i det
følgende.
Der kan ud fra analysen i denne grønbog drages følgende tre konklusioner:
-
EU bliver stadig mere afhængig af de eksterne energikilder. Det forhold
ændres ikke ved, at der kommer flere lande med i EU. De seneste prognoser
tyder på, at 70% af EU's energiforbrug i 2030 vil skulle dækkes af importeret
energi.
1
Den nye artikel kræver enstemmighed for at "vedtage foranstaltninger, der er afpasset efter den
økonomiske situation, navnlig hvis der opstår alvorlige forsyningsvanskeligheder med hensyn til visse
produkter".
12
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0013.png
-
EU's muligheder for at indvirke på udbudsvilkårene på energiområdet er
begrænsede. EU er nødt til primært at fokusere på efterspørgslen, navnlig ved
at gennemføre energibesparelser inden for ejendoms- og transportsektoren.
Hvis der ikke tages drastiske midler i brug, vil EU hverken kunne håndtere de
udfordringer, der er forbundet med klimaændringerne på længere sigt, eller
overholde de forpligtelser, EU blev påtog sig i Kyoto.
-
På baggrund heraf foreslår Kommissionen, at debatten om den fremtidige strategi
koncentreres om følgende overordnede spørgsmål:
1. Kan EU acceptere en stigende afhængighed af eksterne energikilder, uden at det
går ud over forsyningssikkerheden og den europæiske konkurrenceevne? Hvis der
vedtages en politik med henblik på at regulere importen, hvilke energikilder skal
den så omfatte? Skal der i den forbindelse anlægges en økonomisk tilgang med
udgangspunkt i energiomkostningerne eller en geopolitisk tilgang med
udgangspunkt i risikoen for manglende forsyninger?
2. Kræver det stadig mere integrerede indre marked inden for EU, hvor de
beslutninger, medlemsstaterne træffer, også får betydning for de øvrige
medlemsstater, at der fastlægges en sammenhængende og koordineret politik på
EU-plan? Hvilke elementer skal der i givet fald indgå i en sådan politik, og
hvilken rolle skal konkurrencereglerne spille?
3. Er afgifterne og statsstøtten på energiområdet med til at forringe EU's
konkurrenceevne? Når det ikke lykkedes at harmonisere de indirekte skatter, ville
det så ikke være mere hensigtsmæssigt at fokusere på en samordning af
energiafgifterne, navnlig af hensyn til de energi- og miljømæssige målsætninger?
4. Hvis der skal indgås forsynings- og investeringsaftaler som et led i en løbende
dialog med producentlandene, hvad skal disse aftaler så indeholde? Hvordan kan
der i betragtning af den store betydning, der bør lægges på et partnerskab med
Rusland, sikres den fornødne kvantitative og pris- og investeringsmæssige
stabilitet?
5. Skal de reservelagre, der allerede findes på olieområdet forøges, og skal der
etableres lignende lagre for andre energiformer, f.eks. gas eller kul? Kunne
lagrene eventuelt forvaltes på EU-plan, og hvad skulle formålet i så fald være, og
hvordan skulle det foregå? Skal der gives adgang til dyrere ressourcer, hvis der er
fare for, at der opstår fysisk knaphed på energiprodukter?
6. Hvordan kan der etableres et større og mere velfungerende energitransportnet i EU
og i de tilstødende lande, som både sikrer, at det indre marked fungerer
tilfredsstillende, og at der tilvejebringes de fornødne forsyninger?
7. Udviklingen af visse former for vedvarende energi kræver en betydelig indsats i
form af forskning og teknologisk udvikling, investeringsstøtte og driftstilskud. Vil
det ikke være rimeligt, at de sektorer, der tidligere har fået massiv støtte, og som i
dag er meget rentable (gas, olie og kernekraft), bidrager til finansieringen af denne
støtte?
8. Hvad kan der gøres inden for EU for at løse affaldsproblemerne, øge sikkerheden
på kernekraftområdet og fremskynde forskningen i fremtidens reaktorer, herunder
13
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0014.png
fusionsreaktoren, i betragtning af at kerneenergien er blandt de emner, der indgår i
debatten i forbindelse med bekæmpelse af klimaændringer og skabelse af større
uafhængighed på energiområdet?
9. Hvilke politiske tiltag kan der træffes, for at EU kan opfylde sine forpligtelser i
henhold til Kyoto-protokollen? Hvilke foranstaltninger kan der iværksættes for at
spare mest muligt på energien med henblik på at mindske afhængigheden af den
eksterne energi og nedsætte CO
2
-udslippet?
10. Hvis der skal iværksættes et ambitiøst program, hvor målet er, at biobrændstoffer
og andre former for erstatningsbrændsel, heriblandt brint, skal udgøre 20% af det
samlede brændstofforbrug i 2020, skal det så ske i nationalt regi, eller kræver det
en samordning af afgifterne, distributionsvilkårene og perspektiverne for
landbrugsproduktionen?
11. Skal der også fremover tilskyndes til energibesparelser I bygninger (40% af
energiforbruget), bl.a. gennem skattemæssige begunstigelser, i forbindelse med
opførelse og renovering af offentlige ejendomme og private boliger, eller bør der
vedtages en lovgivning på området, ligesom det er sket for store fyringsanlæg?
12. Hvis der skal foretages energibesparelser i transportsektoren (32% af
energiforbruget), kræver det, at der rettes op på den ubalance, der giver sig udslag
i, at en stigende mængde gods transporteres ad landevejen i stedet for med tog.
Bør denne ubalance anses for at være uundgåelig, eller skal der træffes
foranstaltninger til at ændre situationen, uanset hvor upopulært det måtte være,
bl.a. for at mindske trafikken i byerne? Hvordan kan liberaliseringen forenes med
de infrastrukturinvesteringer, der er nødvendige for at undgå flaskehalse, og med
en kombinering af forskellige transportformer?
13. Hvordan kan der udvikles mere ensartede visioner, og hvordan kan de offentlige
myndigheder og operatørerne anspores til at tænke og handle mere langsigtet med
henblik på at udvikle et bæredygtigt forsyningssystem på energiområdet? Hvordan
banes vejen for fremtidens energipolitik?
1. DEL
DEN GENERELLE ENERGISITUATION INDEN FOR EU
EU's energipolitiske muligheder begrænses af, at EU ikke er tilstrækkelig selvforsynende med
energi, og af de nuværende teknologiske rammer.
I.
M
ANGLENDE SELVFORSYNING PÅ ENERGIOMRÅDET
Siden den første oliekrise har den økonomiske vækst inden for EU været større end stigningen
i energiforbruget. Alligevel er EU's egne energikilder ikke tilstrækkelige til at dække det
stigende behov. EU bruger, også når ansøgerlandene regnes med, langt mere energi, end der
produceres
2
.
2
Denne grønbog omhandler EU's energimæssige perspektiver for de næste 20-30 år. Det anslås, at EU
inden for det tidsrum vil komme til at bestå af ca. tredive medlemslande.
14
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0015.png
A.
Det energikrævende samfund
Efterspørgslen efter energi er siden 1986 steget med 1-2% på årsbasis inden for EU.
Overgangen fra industrisamfund til servicesamfund har betydet, at husholdningernes og
servicesektorens øgede forbrug af elektricitet, transport og varme i vid udstrækning har
opvejet det stabile forbrug inden for industrien.
Ansøgerlandene adskiller sig ikke fra de lande, der allerede er med i EU, hvad angår den
langsigtede udvikling i forbruget, selv om de på nuværende tidspunkt halter noget bagefter
med hensyn til energibesparelser. Når krisen er overstået, ser det ud til, at presset på
efterspørgslen efter energi vil stige, hvilket navnlig skyldes den økonomiske vækst, der i
årene op til 2010 vil blive væsentligt højere end i medlemsstaterne (3-6% pr. år mod 2-4 % pr.
år inden for EU). Landene vil kunne udnytte overgangsperioden til at modernisere deres
energisystemer.
Europa-30
3
: Endeligt energiforbrug (i mio. toæ
4
)
domestique, tertiaire = bolig, service; industrie = industri;
1750
1500
1250
1000
750
500
250
0
1990
D o m e s tiq u e ,
t e r t ia ir e
I n d u s t r ie
T ran sp o rt
2000
2010
2020
2030
1.
Industrien er blevet mere uafhængig af olien
Den europæiske industri har sparet på energien ved at investere i moderniseringer. Målet har
været at opnå større uafhængighed af olien (olien tegner sig for 16% af industriens samlede
energiforbrug) og i højere grad benytte andre former for energi, såsom naturgas og
elektricitet. Energiintensiteten
5
inden for industrien faldt med 23% i tidsrummet mellem 1985
og 1998.
Når forbruget kunne holdes på samme niveau i perioden mellem 1985 og 1998
6
, skyldtes det
navnlig, at industrien i stigende grad indførte kombineret el- og varmeproduktion og mere
effektive teknologier, men også at EU-landene gik over til at blive servicesamfund. I de
central- og østeuropæiske ansøgerlande ventes industriens energibehov, når den alvorlige
økonomisk krise er klinget af, at stige med 2% pr. år indtil 2020.
2.
a)
Husholdningerne og service- og transportsektoren er olieindustriens gidsler
Mere effektive teknologier til brug for husholdningerne og servicesektoren
3
4
5
6
Tallene i denne grønbog stammer fra prognoserne i 3. del, afsnit I B.
toæ: tons olieækvivalenter.
Energiintensiteten er en indikator for energiforbruget set i forhold til BNP.
Hhv. 264 og 262 mio. tons olieækvivalenter (toæ).
15
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0016.png
De private husholdninger og servicesektoren udgør tilsammen den sektor, der har det største
endelige forbrug af energi udtrykt i faktiske tal. Sektoren har indtil nu været kendetegnet ved
en moderat vækst
7
, hvor den faldende energiintensitet til dels er blevet modsvaret af en fortsat
forbedring af velfærden. Denne tendens har navnlig givet sig udslag i et højere elforbrug pr.
indbygger. I ansøgerlandene er forbruget pr. indbygger lavere, selv om der endnu ikke er
iværksat væsentlige energibesparende foranstaltninger. Det skyldes det lave
investeringsniveau og den beskedne økonomiske udvikling i disse lande.
Ud af husholdningernes samlede behov dækkes 63% af olie og naturgas, hvis der ses bort fra
den private transport. Husholdningerne tegner sig for det største forbrug af naturgas (1/3 af
forbruget af naturgas svarende til 40% af deres samlede behov) og knap 18% af forbruget af
olie (svarende til 1/4 af behovet).
b)
Transportsektoren
Transportsektoren er uden sammenligning det område, hvor det er vanskeligst at bedømme
det fremtidige energibehov. Transportmarkedet er meget bundet til olien (98% af
transportmarkedet afhænger af olien, hvilket svarer til 67% af den endelige efterspørgsel efter
olie), og sektoren kan notere en stigende efterspørgsel efter energi. I perioden mellem 1985 og
1998 steg efterspørgslen fra 203 til 298 mio. toæ, samtidig med at antallet af privatbiler og
erhvervskøretøjer steg fra 132 til 189 mio., og der skete en eksplosiv udvikling i flytrafikken.
Transportsektorens energiintensitet
3
steg med 10% i tidsrummet mellem 1985 og 1998
8
. Der
ventes en årlig vækst på 2% i de næste ti år inden for sektoren. Passagertransporten inden for
EU ventes at stige med 19% i årene op til 2010. Stigningen kommer primært til at ligge inden
for biltrafik (+16%) og flytrafik (+90%). Godstransporten vil stige med ca. 38% (50% for
vejtransport og 34% for skibsfart). Bilindustrien har iværksat en række initiativer for at
mindske CO
2
-udledningerne fra privatbiler i overensstemmelse med den aftale, der er indgået
med Kommissionen, hvilket vil være med til at nedtone disse tendenser. Disse fremskridt er
imidlertid ikke tilstrækkelige til hverken at mindske eller stabilisere transportsektorens
efterspørgsel efter energi.
I ansøgerlandene bliver væksten endnu større. Når de nye lande er kommet med i EU, skal der
transporteres mere end 170 mio. indbyggere yderligere på et område, der bliver 1,86 mio. km²
større. De nye medlemsstater er mere økonomisk tilbagestående end de nuværende EU-lande,
hvilket betyder, at der må forventes en voldsom udvikling. Ifølge de nuværende prognoser vil
ansøgerlandene kunne se frem til en årlig økonomisk vækst på mellem 5 og 6% i løbet af de
kommende ti år, hvilket er dobbelt så meget som i de nuværende femten EU-lande. Samtidig
ventes det, at stigningen i efterspørgslen på transportområdet vil være større end den
økonomiske vækst.
Den stigende efterspørgsel vil sammen med de mangelfulde infrastrukturer og
transportsystemer, navnlig hvad angår den internationale trafik og fordelingen af
transportstrømmene på de forskellige transportmidler, føre til flere flaskehalse (overbelastning
af byerne, vejnettet og lufthavnene) og få en negativ indvirkning på miljøet og de europæiske
borgeres livskvalitet. De eksterne omkostninger i forbindelse med forureningen fra de
forskellige transportmidler vil formentlig svare til næsten 2% af BNP.
7
8
Fra 355 til 384 mio. tons olieækvivalenter i perioden mellem 1980 og 1998.
En af hovedårsagerne er, at den erhvervsmæssige landevejstrafik imellem EU-landene er steget, navnlig
inden for de seneste år. Det gælder både for trafikken mellem Spanien og Portugal og den øvrige del af
EU og for trafikken mellem EU og Central- og Østeuropa.
16
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0017.png
3.
a)
Diversificering på energiområdet – elektricitet og varme
Elektricitet
Elproduktion
fordelt på energikilder og medlemsstater
nucléaire = kernekraft; produits pétroliers = olieprodukter;
combustibles solide = faste brændsler;
renouvables = vedvarende energikilder;
gaz naturel = naturgas; autres = øvrige
600
550
500
450
400
350
300
250
200
150
100
50
0
B
DK
DE
EL
E
F
I
LUX
NL
A
P
FIN
SW
UK
TWh
N u c lé a ir e
P r o d u its p é tr olie r s
C o m b u s tib le s s o lid e s
R e n o u v ab le s
G a z n a tu r e l
A u tr e s
Efterspørgslen
efter elektricitet er i de seneste år steget hurtigere end efterspørgslen efter andre former for
energi. Efterspørgslen ventes at stige i takt med BNP i tidsrummet op til 2020. I
ansøgerlandene vil stigningen efter al sandsynlighed blive endnu større. På
elektricitetsområdet ventes en årlig stigning på 3%
9
indtil 2020.
Det anslås, at elværkskapaciteten i EU når 800-900 GWe
10
inden udgangen af 2020 mod nu
600 GWe. Ud over at der skal opføres nye elværker med en kapacitet på ca. 300 GWe i løbet
af de kommende tyve år til erstatning for udtjente elværker, skal kapaciteten også øges med
200-300 GWe for at opfylde det stigende elforbrug. Kapacitetsforøgelsen vil naturligvis
kunne begrænses, hvis der føres en politik, som gør det muligt at kontrollere efterspørgslen.
Medmindre der sker et vigtigt teknologisk gennembrud forinden, vil det stigende behov skulle
dækkes af de energiprodukter, der findes på markedet i dag, dvs. naturgas, kul, olie,
kernekraft og vedvarende energi. Den nuværende elproduktion sker ved hjælp af kernekraft
(35%), fast brændsel (27%), naturgas (16%), vandkraft og andre former for energi (15%) samt
olie (8%). Den nye kapacitet vil blive karakteriseret ved, at gaskraftværkerne komme til at
spille en større rolle, hvorimod der bliver færre kraftværker, som fyres med olieprodukter og
fast brændsel.
På nuværende tidspunkt ser det ikke ud til, at der vil blive satset yderligere på kernekraften.
Udviklingen på dette område vil på længere sigt afhænge af, hvilken politik der anlægges til
9
10
European Energy outlook to 2020 – tallene omfatter syv centraleuropæiske lande, dog ikke Bulgarien,
Den Slovakiske Republik og Rumænien.
GWe: Giga Watt effekt.
17
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0018.png
bekæmpelse af den globale opvarmning, om kernekraften er konkurrencedygtig i forhold til
andre energiformer, om befolkningen kan acceptere denne form for energi, og om der findes
en løsning på affaldsproblemet. Det anslås, at kernekraften under de nuværende politiske
omstændigheder (hvor en række medlemsstater har besluttet at lukke deres værker) kommer
til at ligge på det nuværende niveau helt frem til 2020. På lidt længere sigt kan nedlukningen
af en række kernekraftværker, medmindre der investeres yderligere i sektoren, betyde, at
varmekraftværkerne skal udnyttes mere effektivt. Prognoserne vil imidlertid ikke holde stik,
hvis det besluttes at satse yderligere på den vedvarende energi og tages skridt til at begrænse
efterspørgslen.
Ansøgerlandene bliver nødt til at erstatte eller modernisere en væsentlig del af sin
elproduktion, fordi mange af elværkerne er forældede, men det er vanskeligt at bedømme,
hvor stor en indsats der skal til.
-
Der er som udgangspunkt brug for en generel modernisering af de varmekraftværker, som
for øjeblikket ikke udnyttes fuldt ud, og en del af de kraftværker, der fyres med fast
brændsel, vil formentlig blive erstattet med gasfyrede værker. Hvis gaspriserne på det
internationale marked imidlertid bliver ved med at stige, kan det bremse for yderligere
investeringer og betyde, at de pågældende lande i stedet vælger at beholde en stor del af
de kraftværker, hvor der anvendes fast brændsel, foruden kernekraftværkerne. Ifølge
referencescenariet
11
vil stigende naturgaspriser resultere i, at stigningen i gasforbruget
reduceres med 24%.
Udviklingen på kernekraftområdet afhænger af, hvor meget de pågældende lande vælger
at satse på sikkerhed. Kernekraften tegner sig rent faktisk for en stadig mindre del af den
samlede energiproduktion, og det forventes, at den fra de nuværende 15% vil falde til
8,1% i årene op til 2020
12
.
-
b)
Varme
Varmemarkedet tegner sig for op mod en tredjedel af energiforbruget og er dermed det
marked, der har det største endelige forbrug af energi. Sektoren omfatter dels opvarmning af
boliger (og af varmt vand), dels produktion af damp til industrielle formål. Energibalancen for
varmeproduktion adskiller sig væsentligt fra balancen for elproduktion.
I modsætning til elmarkedet er varmemarkedet langt mere decentralt. Det omfatter
individuelle opvarmningssystemer i huse, kraftvarmeproduktion
13
og produktion på
varmeværker, der er forbundet med fjernvarmenet, hvilket er mere udbredt i ansøgerlandene
end i EU.
B.
Knappe ressourcer inden for EU
Selv om de udnyttes langt mere effektivt end tidligere, råder EU kun over meget beskedne
reserver af konventionel energi, og det er dyrt at udvinde dem. Der kan i fremtiden ventes en
drastisk nedgang i EU's egne fossile energiressourcer.
Europa-30: Energiproduktion fordelt på energiprodukter (i mio. toæ)
renawables = vedvarende energikilder;
nuclear = kernekraft;
natural gas = naturgas;
oil = olie
11
12
13
Jf. 3. del, afsnit I.B.
I dette tal tages der højde for både den stigende efterspørgsel og de planlagte nedlukninger og
moderniseringer af kernekraftanlæg.
Kombineret produktion af elektricitet og varme.
18
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0019.png
solid fuels = faste brændsler;
1250
1000
R e n e w a b le s
750
N u c le a r
500
N a tu ra l g a s
O il
250
S o lid f u e ls
0
1990
2000
2010
2020
2030
1.
a)
Usikkerhed om olie- og naturgasproduktionen
Oliereserverne
er meget ulige fordelt på verdensplan. Inden for EU er der meget få reserver,
og endnu værre står det til i ansøgerlandene. Det anslås, at de reserver, der med sikkerhed
findes inden for EU, vil kunne dække otte års forbrug på det aktuelle niveau (forudsat at
forbruget og de teknologiske muligheder ikke ændres i mellemtiden). Felterne i Nordsøen
(navnlig i den britiske del) producerede i 1997 158,3 mio. toæ, hvilket kun svarer til knap
4,4% af den samlede produktion på verdensplan. Omkostningerne ved at udvinde den
europæiske olie ligger p.t. på mellem 7 og 11 $ pr. tønde mod 1-3 $ i Mellemøsten.
Produktionsomkostninger for olie på verdensplan
Omkostninger ($ / tønde)
produktion (mio
/ tønder/dag)
14
12
10
Coût ($/baril)
8
6
4
2
0
10
20
30
40
50
60
70
80
90
P r o d u c t io n ( m io d e b a r il s / jo u r )
b)
Naturgasreserverne
er mere jævnt fordelt på verdensplan, men alligevel udgør EU's reserver
mindre end 2% af samtlige reserver i hele verden, svarende til 20 års forbrug på det aktuelle
niveau. Der blev i 1997 udvundet 223,2 mio. toæ inden for EU (12% af produktionen på
19
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0020.png
verdensplan). De største reserver findes i Nederlandene (56%) og i Det Forenede Kongerige
(24%).
c)
Hvor længe det varer, før
EU's samlede ressourcer slipper op,
afhænger af omfanget af de
reserver, der er påvist, men også af olie- og naturgasprisen på det internationale marked og
den teknologiske udvikling. Jo mere priserne stiger, jo flere olieselskaber vil der være, som
søger efter og udvinder olie og gas. Med de nuværende verdensmarkedspriser på naturgas og
olie (ca. 30 $ i 2000) vil der blive satset betydeligt mere på udvindingen. Selv om det er
vanskeligt at spå om de internationale konjunkturer 25 år ud i fremtiden, er det en
kendsgerning, at gas- og olieforekomsterne i Nordsøen med den fart, produktionen har nu, til
den tid vil være brugt op. Udvidelsen af EU vil ikke føre til højere intern produktion
14
.
Øgede investeringer vil muligvis kunne ændre på de nedslående fremtidsudsigter. Som det ses
af figuren nedenfor, slår prognoserne ofte fejl, bl.a. som følge af den teknologiske udvikling.
Nye udvindingsteknikker giver håb om, at 60% af forekomsterne med tiden vil kunne
udnyttes mod nu 20-40%.
Forventet produktion i Nordsøen
NWECS Prognose for olieproduktion
tre scenarier - sammenligning
North Sea Production Forecast = Prognose for Nordsøens produktion i 1983
Low = Lav; Probable = Sandsynlig High = Høj
K bbl/day
=
1000
tønder/dag
N W E C S O il P r o d u c tio n F o r e c a s t
T h re e S c e n a rio s - C o m p a riso n
N o r t h S e a P r o d u c t io n F o r e c a s t in 1 9 8 3
1 2 0 0 0
1 0 0 0 0
K bbl/day
8 0 0 0
6 0 0 0
4 0 0 0
2 0 0 0
0
1 9 6 5
1 9 7 5
1 9 8 5
1 9 9 5
2 0 0 5
2 0 1 5
2 0 2 5
2 0 3 5
2 0 4 5
L o w
P r o b a b le
H ig h
2.
a)
Nedgang i minedriften
Fast brændsel
Udtrykt i faktiske tal findes der betydelige reserver af fast brændsel på verdensplan.
Reserverne er 4-5 gange større end oliereserverne og svarer til 200 års forbrug. De europæiske
reserver af konventionel energi består for 80%'s vedkommende af fast brændsel (stenkul,
14
I 1999 rådede Norge over påviste naturgasreserver svarende til 1,77 mia. m
3
, hvilket med den
nuværende udnyttelse vil kunne dække 23 års forbrug. De påviste oliereserver anslås til 11 mio. tønder
og rækker til 10 års forbrug. Derudover findes der betydelige reserver i Barentshavet, som også vil
kunne udnyttes.
20
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0021.png
brunkul, tørv og olieskifer). Det er et optimistisk skøn, som også kræver, at der tages højde
for forskelle i kvaliteten af den faste brændsel og produktionsomkostningerne.
EU's årlige produktion af tørv ligger på 1,2 mio. toæ, brunkul 50 mio. toæ og stenkul 60 mio.
toæ (svarende til 5% af den globale produktion). Når de nye medlemsstater kommer med i
EU, vil det mere end fordoble kulproduktionen. Det kan godt svare sig at udvinde brunkul og
tørv, men de stenkul, der udvindes på det europæiske kontinent, kan slet ikke konkurrere med
de importerede kul.
Vanskelige geologiske forhold betyder sammen med de sociale sikringsordninger inden for
EU, at de gennemsnitlige produktionsomkostninger for kullene bliver 3-4 gange højere end
prisen på det internationale marked (150$ pr. tkæ mod 40$ pr. tkæ), og det gør det umuligt at
konkurrere med store kulproducerende lande som USA, Australien, Sydafrika og Colombia.
Den markante prisforskel har resulteret i, at der ikke længere produceres kul i Portugal og
Belgien og fra 2005 heller ikke i Frankrig. De øvrige lande har valgt enten at foretage
strukturomlægninger med henblik på at gennemføre en gradvis indskrænkning af minedriften
(Tyskland og Spanien) eller at gøre produktionen mere konkurrencedygtig i forhold til den
importerede kul (Det Forenede Kongerige).
Inden for en årrække vil den europæiske kulindustri, uanset om ansøgerlandene (Polen, Den
Tjekkiske Republik og Rumænien) regnes med, som følge af den manglende
konkurrenceevne komme til at stå for en meget beskeden del af energiforsyningen.
Ansøgerlandene har ganske vist store reserver af fast brændsel, men eftersom de ikke kan
klare sig i konkurrencen på verdensmarkedet, er de nødt til at gennemføre samme
nedskæringspolitik som mineindustrien i de nuværende EU-lande.
Den europæiske kulindustri er ikke konkurrencedygtig, og det er derfor nødvendigt at træffe
en række vanskelige beslutninger vedrørende industriens fremtid. Af hensyn til
forsyningssikkerheden på energiområdet bør det undersøges, om adgangen til visse reserver
bør bevares. I den forbindelse kunne det være en god idé at bevare en mindre del af EU's egen
kulproduktion, samtidig med at der træffes de fornødne sociale foranstaltninger. Det vil sikre,
at materiellet vedligeholdes, og at minerne holdes i god driftsmæssig stand. På den måde vil
Europa kunne bevare sit teknologiske forspring inden for minedrift og miljøvenlig
forbrænding af kul.
b)
Uran
Det anslås, at de påviste reserver af naturligt uran, som er den eneste del af det nukleare
brændselskredsløb, hvor EU ikke er selvforsynende, udgør 2�½ mio. tons. Det svarer til 40 års
forbrug på det aktuelle niveau (den nuværende pris ligger på ca. 20 $ pr. kg). Hertil skal
lægges 850.000 tons i form af uudnyttede påviste ressourcer (svarende til 15 års forbrug)
inden for samme priskategori, som primært findes i Australien, Kasakhstan, Usbekistan og
Canada.
Knap 2% af de samlede globale reserver af naturligt uran (52.000 t) findes inden for EU, men
Frankrig og Portugal indstiller deres produktion i 2005. Lukningen af de europæiske
uranminer skyldes hovedsagelig, at minerne, hvis driftsomkostninger overstiger
verdensmarkedspriserne, er ved at være udtømt, og at der er opbygget store internationale
lagre af nukleart brændstof.
21
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0022.png
EU's import af uran fordelt på oprindelseslande
autres =
øvrige; Namibie + Afrique du Sud = Namibia + Sydafrika
;
Australie = Australien
Autres
EU
Canada
Australie
Namibie+
Afrique du
Sud
NIS
Gabon+Niger
Hvis der skal udvindes mere uran, vil omkostningerne blive højere. Rent faktisk findes der
tilstrækkelige ikke-konventionelle reserver til at dække behovet langt ud i fremtiden. Det vil
ikke få nogen større indvirkning på produktionsomkostningerne pr. kWh, fordi uranen kun
tegner sig for en beskeden del af de samlede omkostninger ved at producere elektriciteten.
Det optimistiske skøn over reserverne skyldes, at den brugte brændsel genanvendes. Det
nukleare brændsel adskiller sig fra de øvrige former for primær energi ved, at det kan
genanvendes efter at være blevet bestrålet, hvilket også betyder, at importbehovet er
tilsvarende mindre. Når det affald (ca. 4%), der stammer fra den første anvendelse, er sorteret
fra, kan den oparbejdede uran og plutonium genbruges til produktion af elektricitet (96%).
Materialer, der stammer fra demontering af kernevåben, kan i øvrigt også genbruges som
reaktorbrændsel.
3.
Rige muligheder inden for den vedvarende energi
Brugen af vedvarende energi i form af f.eks. brænde til opvarmning eller vandkraft er ikke
særlig udbredt i EU-landene. Disse energiformer bruges mere hyppigt i ansøgerlandene, og i
afsondrede områder, bl.a. på visse øer, findes der ikke andre muligheder. Ikke desto mindre
vil det både i energimæssig og økonomisk henseende være hensigtsmæssigt at satse mere på
den vedvarende energi.
Udnyttelsen af teknologibaserede og højteknologiske vedvarende energikilder befinder sig
stadig kun på forsøgsstadiet, men udviklingen har takket være massiv offentlig støtte taget fart
i de seneste år. Her er det navnlig vindenergien, der har været en succes, mens udvindingen af
energi fra solceller er en lovende teknik, som imidlertid slet ikke kan konkurrere med andre
former for energi.
Ressourcespørgsmålet er, når det drejer sig om den vedvarende energi, kun relevant for de
energiformer, der ikke er baseret på naturkræfterne, dvs. biomasse (herunder
biobrændstoffer), træ og alle former for biologisk nedbrydeligt affald. Det siger selv, at der i
princippet ikke vil kunne opstå egentlige kvantitative forsyningsproblemer. Der bliver stadig
mere husholdningsaffald, og mulighederne for at anvende husholdningsaffald og biprodukter
fra træindustrien og levnedsmiddelindustrien er forholdsvis gode. Udnyttelsen af disse
energikilder vil imidlertid kunne skade miljøet, og hvis de skal anvendes i større omfang,
kræver det, at der gøres brug af højteknologi, fordi det stadig ikke er lykkedes at få løst de
22
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0023.png
tekniske problemer, der er forbundet med det. Man skal også være klar over, at det ikke er alle
former for affald, der kan brændes.
EU's konventionelle primære energiressourcer er så begrænsede, at det på det nuværende
teknologiske stade er usandsynligt, at EU vil kunne opnå større selvforsyning på
energiområdet. Kun en øget satsning på højteknologiske vedvarende energikilder vil kunne
hindre, at EU bliver stadig mere afhængig af sine eksterne forsyninger.
Konklusion:
EU's samlede energiforbrug lå i 1998 på 1436 mio. toæ og produktionen på 753 mio.
toæ. De central- og østeuropæiske landes energiforbrug lå på 285 mio. toæ og produktionen
på 164 mio. toæ.
Hvis det ikke lykkes at dæmme op for forbruget i de sektorer, hvor
stigningen er størst, nemlig transport-, bolig- og servicesektoren, vil EU blive endnu
mere afhængig af den importerede energi.
De disponible ressourcer i EU er ganske vist
blevet væsentligt forøget siden den første oliekrise som følge af de politiske tiltag, der er
truffet for at regulere efterspørgslen og udnytte EU's egne ressourcer
15
, men de vil uden tvivl
blive udhulet fremover.
I takt med at ressourcerne i Nordsøen slipper op, og en større
eller mindre del af kernekraftindustrien afvikles, vil afhængigheden blive endnu mere
udtalt.
Selv om ansøgerlandene og Norge regnes med, vil EU alligevel skulle importere
næsten 20% mere (i alt 70%) energi fra andre lande, end det er tilfældet i dag.
C.
EU mangler indflydelse på energiforsyningen
EU er (med det næststørste forbrug og den største import på verdensplan
16
) en af
hovedaktørerne på det internationale marked for energiprodukter. Situationen i EU påvirkes af
efterspørgslen på verdensmarkedet, de geopolitiske forhold, EU's geografiske beliggenhed og
stabiliteten i transitlandene.
1.
EU's afhængighed af energiimporten
På trods af at energiforbruget som helhed er steget, har EU formået at gøre sig væsentligt
mindre afhængig af den importerede energi siden den første oliekrise. Hvor EU i 1973 var
nødt til at importere 60%, var der i 1999 kun tale om 50%. Det er resultatet af den politik, der
er ført for at begrænse efterspørgslen (fremme energibesparelser), udnytte egne
energiressourcer (udvinding af reserverne i Nordsøen) og tage flere forskellige energiformer i
brug (fornyet satsning på kerneenergiprogrammerne
17
og øget anvendelse af vedvarende
energikilder mv.).
15
Udnyttelse af olie- og gasressourcerne i Nordsøen, fornyet satsning på kernekraften og øget anvendelse
af vedvarende energikilder.
Til sammenligning dækker USA 24% af sit energibehov med importeret energi og Japan 80%.
De installerede elektronukleare anlæg har spillet en væsentlig rolle i den politiske indsats for at mindske
EU's afhængighed af den importerede energi. Hvor kernekraftværkerne i EU havde en kapacitet på 45
GW i 1980, er der nu tale om 125 GW. Denne udvikling er resultatet af en række målrettede
investeringsprogrammer, der blev iværksat i kølvandet på de to oliekriser i 1973 et 1979. Hensigten var,
at kernekraften skulle overtage oliens rolle i forbindelse med elproduktionen, hvilket skulle gøre de
lande, der har valgt at satse på kernekraften, mindre sårbare over for den internationale udvikling. Det
skønnes, at det har ført til besparelser på over 200 mio. toæ (tons olieækvivalenter) i 2000, svarende til
besparelser på mellem 30 og 45 mia. på EU's handelsbalance.
16
17
23
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0024.png
Europa-30: Energibalance (i mio. Toæ)
consumption = forbrug; net import = nettoimport; production = produktion
2 4 0 0
2 2 0 0
2 0 0 0
1 8 0 0
1 6 0 0
1 4 0 0
1 2 0 0
1 0 0 0
8 0 0
6 0 0
4 0 0
2 0 0
0
1 9 9 0
2 0 0 0
2 0 1 0
2 0 2 0
2 0 3 0
c o n s u m p t io n
n e t im p o r ts
p r o d u c t io n
a)
Større importbehov for samtlige energiformer
EU befinder sig i en langvarig vækstfase, hvor der igen må forventes en stigende afhængighed
af den importerede energi, som inden for de kommende 20-30 år vil skulle dække op til 70%
af forbruget. For olie kan der blive tale om 90%, for gas 70% og for kul hele 100%.
Udvidelsen af EU er kun med til at forstærke denne udvikling. Det anslås, at den importerede
naturgas vil skulle dække 90% mod før 60% af behovet i disse lande og olien 94% mod før
90%. Med hensyn til kul kan ansøgerlandene, som på nuværende tidspunkt er
nettoeksportører, som følge af drastiske strukturomlægninger i sektoren blive nødt til at
dække 12% af deres forbrug med importeret kul, når vi når frem til 2020.
EU 30: Importbehov fordelt på energiprodukter
solid fuels = faste brændsler; oil =
olie; natural gaz = naturgas; total = ialt
1 0 0 %
9 0 %
8 0 %
7 0 %
6 0 %
5 0 %
4 0 %
3 0 %
2 0 %
1 0 %
0 %
s o li d
f u e ls
o il
n a tu r a l g a s
to ta l
1 9 9 0
2 0 0 0
2 0 1 0
2 0 2 0
b)
Konsekvenserne af importafhængigheden
24
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0025.png
Konsekvenserne af importafhængigheden afhænger af, hvilke medlemsstater der er tale om,
og hvordan det internationale marked for de pågældende energiprodukter er struktureret.
Medlemsstaternes sårbarhed over for ustabile energiforsyninger hænger direkte sammen
med, hvor afhængige de er af den importerede energi
18
. Sårbarheden forstærkes, når
forsyningerne kommer fra leverandørlande, der kan give anledning til geopolitiske
problemer.
Det importerede produkts internationale karakter påvirker også prisudviklingen. 57% af
det samlede forbrug af olie tilvejebringes gennem international samhandel. For naturgas er
der tale om 20% og for kul 15%.
Strukturen på markedet for energiprodukter, som også har betydning for prisdannelsen, er
desuden meget uensartet.
Verdensmarkedet for kul er konkurrencebaseret, oliemarkedet domineres af et "kartel"
19
, og
naturgasmarkedet er i en helt speciel situation, der kan betegnes som et regionalt oligopol, der
påvirkes af oliekartellet.
Olien dækker næsten 76% af energibehovet i EU og er dermed den energikilde, EU er mest
afhængig af. Det er vanskeligere at opnå en større geografisk spredning, end det er for
naturgas, og de største globale reserver vil fremover primært være at finde i Mellemøsten
20
.
Der er ingen tegn til, at udbuddet vil blive væsentligt større foreløbig. Blandt de få
eksportlande, der på kortere sigt vil kunne udnytte en større del af deres eksisterende
produktionskapacitet, kan nævnes Saudi-Arabien, Irak og i en vis udstrækning også Rusland.
Ser vi på naturgas, er EU på nuværende tidspunkt kun henvist til at importere 40%. EU har
for at undgå at blive endnu mere afhængig af energiimporten (70%) i løbet af de kommende
20-30 år valgt at satse på flere forskellige og geografisk nærtliggende leverandører, som
imidlertid har begrænsede ressourcer til deres rådighed (Rusland, Norge og Nordafrika,
herunder navnlig Algeriet og Libyen). Det skal i øvrigt bemærkes, at Sovjetunionen og senere
Rusland på trods af forskellige vanskeligheder altid har opfyldt sine leveringsforpligtelser
over for EU i overensstemmelse med de indgåede langfristede kontrakter. På den anden side
findes der store gasressourcer i mere fjerntliggende områder, navnlig i Rusland (det vestlige
Sibirien), i området omkring Det Kaspiske Hav, herunder Iran, og i Den Nære Orient og
Nigeria. I disse områder vil transportomkostningerne, som skal lægges oven i
produktionsomkostningerne, også på længere sigt ligge på et økonomisk acceptabelt niveau.
EU importerer så meget kul, at det dækker over halvdelen af behovet. Udtrykt i faktiske tal
har efterspørgslen ganske vist været støt faldende, men relativt set vil EU's importbehov
vokse i løbet af de kommende år. Det anslås, at importen vil skulle dække over 70% af EU's
samlede kulforbrug i 2020. Med henvisning til at EU's kulproduktion kun overlever takket
være massiv statsstøtte, peges der i visse prognoser på, at der kan blive tale om næsten 100%.
Forholdene på det internationale kulmarked er tilfredsstillende (den geografiske spredning og
18
Til gengæld afhænger den prismæssige følsomhed mindre af denne faktor, eftersom de indenlandske
priser fastlægges ud fra det internationale prisniveau
.
Der er uenighed blandt økonomerne om, hvorvidt OPEC kan betegnes som et "kartel", fordi det
egentlige formål med OPEC ikke er at fastsætte priserne, men at undgå, at producentlandene
konkurrerer med hinanden, hvilket man forsøger med skiftende held.
Saudi-Arabien, Iran, Irak, De Forenede Arabiske Emirater, Kuwait og Qatar.
19
20
25
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0026.png
de geopolitiske udbudsvilkår er acceptable, og priserne er ikke under pres) den stigende
afhængighed af kulimporten taget i betragtning. Forsyningssituationen kan med andre ord
betegnes som stabil i såvel fysisk som økonomisk henseende.
EU's samlede forsyninger med nukleart materiale består for 95%'s vedkommende af uran, der
importeres fra andre lande. Til gengæld kontrollerer den europæiske industri hele
brændselskredsløbet. Den eneste undtagelse er affaldsforvaltningen. Euratoms
Forsyningsagentur skal primært godkende kontrakter med henblik på at skabe størst mulig
spredning på de forskellige forsyningskilder og sørge for, at der ikke opstår for stor
afhængighed på forsyningsområdet. De forskellige operatører inden for EU har i øvrigt så
meget nukleart materiale på lager, at det vil kunne dække samtlige kernekraftværkers forbrug
i flere år (uran er let at oplagre, og omkostningerne er begrænsede).
Til trods for de politiske tiltag der er truffet inden for EU for at sikre en større geopolitisk
spredning på de forskellige forsyningskilder, er EU stadig nødt til fortrinsvis at skaffe sin olie
i Mellemøsten, hvorimod størsteparten af naturgassen leveres fra Rusland. Visse
medlemsstater og mange ansøgerlande får deres samlede mængde naturgas via rørledninger
fra én enkelt leverandør.
2.
Samhandelen med energiprodukter – EU er bundet af sin geografiske placering
Når EU bliver stadig mere afhængig af energiimporten, og ressourcerne skal hentes langt
borte, vil det også resultere i en øget transport- og transitstrøm på energiområdet i retning
mod Europa. På transitområdet vanskeliggøres situationen navnlig af, at de nye uafhængige
stater (NUS) er dukket op på den internationale arena, efter at Sovjetunionen blev opløst.
a)
Samhandelen med energiprodukter
Den øgede transport af energiprodukter giver anledning til miljømæssige problemer som følge
af de øgede sundheds- og miljømæssige risici, der er forbundet hermed. Det drejer sig om
olieudslip på havene, udslip af naturgas og olie fra rørledninger, transport af nukleart
materiale og overbelastning af visse transitområder, bl.a. ved Bosporusstrædet.
26
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0027.png
Internt bruttoforbrug (i %) – 1998 - EU15
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0028.png
Internt bruttoforbrug (i %) – 1998 - EU30
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Skibstrafikken er kommet i centrum. Skibene transporterer 90% af den samlede mængde olie
og kul, der handles med på internationalt plan, og en fjerdedel af den samlede mængde LNG
(flydende naturgas). Kul er det eneste energiprodukt, der ikke er opført på Den Internationale
Søfartsorganisations (OMI) liste over farlige produkter. Skibene i de europæiske farvande
transporterer 800 mio. tons olie og naturgas hvert år. Heraf fragtes 70% langs
Atlanterhavskysterne og i Nordsøen og 30% i Middelhavet.
Der er en klar sammenhæng mellem skibenes alder og antallet af ulykker. Ud af de 77
olietankskibe, der gik tabt i perioden mellem 1992 og 1999, var de 60 over 20 år gamle.
Olietankeren ERIKA's forlis i december 1999 satte lys på en række problemer i forbindelse
med olietransporten til søs. Kommissionen reagerede ved at udarbejde en meddelelse om
sikkerhed til søs og olietransport og foreslog i den forbindelse en række foranstaltninger, der
skulle styrke den tekniske kontrol med denne type fartøjer. Det er desuden planen, at
enkeltskrogede olietankere, som frembyder særlige forureningsrisici i tilfælde af ulykker, skal
udfases fra de europæiske farvande i to omgange (i henholdsvis 2010 og 2015) afhængig af
deres tonnage.
Ud over disse foranstaltninger har Kommissionen fremsat forslag til en række nye forskrifter,
som skal styrke overvågningen af skibe, der transporterer farligt eller forurenende gods, og
forbedre mulighederne for at drage de vigtigste aktører på olietransportområdet (navnlig
befragterne) til ansvar for ulykker, der giver anledning til alvorlig forurening.
I den forbindelse bør der også fokuseres mere på opførelsen af nye olieterminaler i områder,
hvor de vil kunne forårsage alvorlige miljøproblemer for nabolandene. Det gælder ikke
mindst for den nye olieterminal, som Rusland har til hensigt at opføre i Den Finske Bugt ved
Primorsk, hvor det bør vurderes, hvilke miljømæssige konsekvenser det kan få for
Østersølandene
b)
Transit
For at EU kan sikres regelmæssige forsyninger, er det bl.a. nødvendigt at der opretholdes de
fornødne forbindelser med transitlandene.
Det gælder navnlig for naturgas, hvor
forsyningssikkerheden i højere grad afhænger af, om der findes de nødvendige
transitmuligheder, og om transportnettet udbygges løbende, end af de reserver, der
findes på verdensplan.
Når det gælder ressourcerne i Rusland, området omkring Det Kaspiske Hav, Nordafrika og
Mellemøsten er to områder særlig vigtige, nemlig henholdsvis Øst- og Nordeuropa samt
Nordafrika.
- Rusland leverer 42% af den naturgas, der importeres fra andre lande, og spiller dermed en
afgørende rolle for EU, men det er også vigtigt at være opmærksom på de muligheder, der
findes for udvinding af olie og naturgas i landene omkring Det Kaspiske Hav. Ud af samtlige
producentlande er det Rusland, der har den største eksport af gas på verdensplan. Rusland har
desuden til hensigt at øge salget af olie – samt elektricitet – til Europa, hvilket skal ske
gennem nye eksportkanaler. Efter at ressourcerne i området omkring Det Kaspiske Hav er
blevet mere tilgængelige, vil det også være hensigtsmæssigt at tage flere transitveje i
anvendelse. I den forbindelse bør der også fokuseres yderligere på transitlande som Tyrkiet,
de central- og østeuropæiske lande, Ukraine, de baltiske lande og de kaukasiske lande.
- Nordafrika er også et vigtigt produktionsområde for Europa (Algeriet og Libyen).
29
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0030.png
Tyrkiet, Bulgarien og Rumænien er blandt de lande, der ønsker at blive optaget i EU. Det bør
derfor undersøges, hvordan EU kan medvirke til, at disse lande gøres til transitlande for gas-
og olieleverancer fra området omkring Det Kaspiske Hav
21
som et supplement til de russiske
leverancer
22
. De planlagte naturgasledninger mellem Grækenland og Tyrkiet vil give det
europæiske marked adgang til nye forsyningskilder på gasområdet og samtidig udgøre et
alternativ til søtransporten med naturgas, også når det drejer sig om transit af ressourcer fra
Mellemøsten.
I den forbindelse spiller energipolitikkens nord-, central- og sydeuropæiske dimensioner en
ganske særlig rolle.
3.
EU som aktør på verdensmarkedet
Fordi EU er meget afhængig af de forskellige energikilder, spiller udviklingen i efterspørgslen
efter og udbuddet af energi på verdensplan en stor rolle. Afhængigheden opvejes til dels af
EU's eksport til de tredjelande, der selv eksporterer energiprodukter.
a)
EU er en vigtig aktør på det internationale marked
EU tegner sig med lidt under 6% af verdens samlede befolkning for mellem 14 og 15% af det
samlede energiforbrug på verdensplan. EU's står for 19% af verdens samlede olieforbrug. For
naturgas er der tale om 16%, kul 10% og uran 35%.
EU importerede 16% af den samlede mængde naturgas, der blev afsat på det internationale
marked i 1999 (450 mia. m
3
), og en fjerdedel af den samlede mængde kul (150 ud af 500 mio.
tkæ) og olie (9,7 ud af 40,4 mio. tønder/dag). Når ansøgerlandene kommer med i EU, vil
importen stige endnu mere, dog ikke for kul.
I 1997 importerede EU energi for 120 mia. svarende til over 6% af den samlede import.
Olien udgjorde ¾ af den samlede energiregning. I 1997 lød EU's samlede olieregning på
94 mia. , hvoraf knap halvdelen (45%) gik til leverandørerne i Mellemøsten (over 40 mia. ).
I 1999 lød regningen på 240 mia. . Det høje beløb skyldes især, at euroen er blevet mindre
værd i forhold til dollaren siden januar 2000.
b)
EU mangler indflydelse på den internationale prisdannelse
Det vil på længere sigt være de energipolitiske valg, der træffes i udviklingslande som Kina,
Indien
23
og Latinamerika, hvor der ventes den største vækst i befolkningstallet og den største
stigning i efterspørgslen efter energi, som får størst betydning for markedsvilkårene for de
energiprodukter, der handles med på det internationale marked.
Ifølge eksperternes prognoser vil der i 2020 være 8 mia. mennesker på jorden, hvilket er 2
mia. flere end i 2000. Den globale efterspørgsel efter energi vil, hvis den nuværende
udvikling fortsætter, stige voldsomt, navnlig i udviklingslandene, som vil tegne sig for 9/10 af
væksten i energibehovet. Efterspørgslen ventes at stige fra 9,3 mia. toæ i 2000 til 15,4 mia.
toæ i 2020, dvs. med 2/3 i løbet af de kommende tyve år. Det kan få meget store
konsekvenser for de internationale priser på fossile energikilder. Udviklingen vil dog kunne
dæmpes af de bestræbelser, der gøres på internationalt plan for at fremme anvendelsen af
21
22
23
Området omkring Det Kaspiske Hav omfatter olie- og gasforekomsterne i det sydlige Rusland,
Kaukasus, Centralasien og Iran.
Transitaftalen er undertegnet af ansøgerlandene og af størsteparten af Middelhavslandene i form af en
"paraplyaftale" under INOGATE-programmet.
Kina og Indien har et forbrug på henholdsvis 844 toæ og 271 toæ, dvs. i alt 1.115 mio. toæ.
30
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0031.png
vedvarende energikilder og begrænse efterspørgslen, bl.a. i forbindelse med bekæmpelsen af
klimaændringerne.
Til eksempel vil den globale bilpark blive fordoblet i perioden op til 2020. Stigningen vil
primært ske i udviklingslandene. Hvor det i OECD-landene er seks ud af ti indbyggere, der
har bil, er der i langt de fleste lande uden for OECD kun tale om 2%. Det betyder, at der, selv
om u-landene ikke når op på samme niveau, inden for en overskuelig fremtid vil opstå et
betydeligt pres på efterspørgslen efter olieprodukter.
Det er årsagen til, at der bør tages hensyn til forsyningssikkerheden på energiområdet i de
aftaler, der indgås med udviklingslandene
24
.
- Hvis man ser bort fra de almindelige markedsudsving, kan priserne på de energiprodukter,
der handles med på det internationale marked (olie, naturgas, kul, uran mv.) også blive udsat
for pres som følge af andre faktorer, der forstyrrer stabiliteten på markedet. Det kan skyldes
indgriben fra eksportlandenes side (bl.a. OPEC-landene), manglende forsyninger som følge af
geopolitiske forhold eller svingninger i valutakurserne. Risikoen for, at der forekommer
voldsomme prisstigninger og alvorlige kriser i forbindelse hermed, afhænger af, hvor meget
priserne varierer, hvor ofte priserne sættes under pres, hvordan de enkelte lande reagerer på
det, og hvorvidt det er muligt at udøve pres på det pågældende marked og på markedet for
erstatningsenergi.
EU-landene er ganske vist blevet bedre til at modstå vilkårlige kursudsving, end de var
tidligere, men de har ingen indflydelse på geopolitiske eller spekulative faktorer såsom
verdensmarkedets fremtidige udvikling.
- På det geopolitiske plan har OPEC-landene været under indflydelse af de seneste
vanskeligheder i forbindelse med fredsprocessen i Mellemøsten, handelsembargoen over for
Irak og den usikre situation i Iran og Libyen, uden at det dog kan siges præcist, hvor stor
betydning disse faktorer har haft.
- På det økonomiske plan har spekulative udsving som følge af det stærkt stigende antal
individuelle transaktioner på terminsmarkedet (futures) i forbindelse med de drastiske
prisstigninger også vakt bekymring og, som Kommissionen tidligere har bemærket, stillet
spørgsmålstegn ved, om lagrene gør det muligt at undgå spekulation
25
.
Det kan i hvert fald konstateres, at EU mangler de fornødne forhandlings- og pressionsmidler.
EU's beføjelser er utilstrækkelige, og der mangler ensartede retningslinjer på energiområdet.
- Fordi EU i de seneste 40 år ikke har haft tilstrækkelig klare beføjelser på energiområdet ud
over dem, der hidrører fra EKSF- og Euratom-traktaten, har det ikke været muligt at træffe de
foranstaltninger – såvel inden for EU som i Det Internationale Energiagentur – der er
nødvendige for at etablere et samarbejde i stil med det, de olieproducerende lande har i dag,
og producenterne af de øvrige energikilder vil få i fremtiden.
- Så længe EU ikke har nogen egentlig energipolitik, er det vanskeligt at indgå i forhandlinger
på området. De europæiske importører er ikke i stand til at gøre fælles front mod de
magtfulde olie- og gaseksporterende virksomheder og har reelt ingen indflydelse på
markedspriserne. Med etableringen af det indre marked ventes eksportlandenes dominans at
24
25
Jf. meddelelsen om energisamarbejdet med Asien (KOM/96/308).
Kommissionens meddelelse af 11.10.2000 om EU's olieforsyning.
31
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0032.png
blive mindre, fordi der vil opstå stigende konkurrence mellem eksportørerne som følge af
liberaliseringen og den stigende samhandel med energiprodukter og navnlig med naturgas.
Så længe EU ikke råder over de redskaber, der er nødvendige for at mindske det pres, der
udøves af det internationale marked, vil energiområdet blive ved med at fremstå som den
europæiske økonomis akilleshæl, og EU vil have vanskeligt ved at påvirke den dialog, der
foregår på verdensplan. Som EU's nuværende formand udtalte på samlingen i Det Europæiske
Råd i Biarritz, har den seneste prisstigning på olie fået medlemsstaterne til at forstå, at vi er
nødt til at stå sammen i krisesituationer.
c)
Utilstrækkelig forebyggende politik
Ønsket om at sikre energiforsyningerne og bevare den størst mulige selvforsyning på
energiområdet har altid været en af hjørnestenene i medlemsstaternes energipolitik. Denne
vision, som er grundfæstet i EKSF- og Euratom-traktatens bestemmelser, var med til at skabe
den politiske forståelse mellem Fællesskabets grundlæggere.
Det var for at mindske den kvantitative afhængighed, at medlemsstaterne og EU i kølvandet
på den første oliekrise iværksatte en række foranstaltninger til støtte for den indenlandske
ikke-konkurrencedygtige produktion, tog initiativ til at opbygge lagre og udarbejdede
programmer til styrkelse af effektiviteten og den teknologiske udvikling. Disse tiltag er
imidlertid ikke blevet fulgt op, hvilket er årsagen til, at det ikke er lykkedes at påvirke den
mere langsigtede udvikling.
- Kulindustrien
Det ses særlig tydeligt inden for kulindustrien, hvor de sociale og regionale argumenter for en
kontrolleret, men uundgåelig indskrænkning af aktiviteterne er begyndt at veje tungere end
argumentet om, at kulindustrien er nødvendig af hensyn til forsyningssikkerheden, navnlig
fordi der ikke er spændinger på det internationale marked. Det må erkendes, at de øgede
produktionsomkostninger i høj grad har svækket argumenterne om, at kulindustrien skulle
bevares for at sikre forsyningerne.
- Foranstaltninger i forbindelse med oliekriser
Opstår der en bestemt begivenhed af f.eks. politisk eller militær art i et område, hvor der
produceres olie, eller som fungerer som transitområde for olie, kan det til enhver tid blive
årsag til, at forsyningerne til det internationale oliemarked standses i en periode. Denne
trussel imødegås i en vis udstrækning af sikkerhedslagrene og af de kriseforanstaltninger, der
er tilrettelagt af Det Internationale Energiagentur (IEA) og indeholdt i EF's lovgivning.
Indsatsen på dette område bør videreføres og forstærkes.
Hovedelementerne i de strategiske lagre blev fastlagt i 1974, hvor aftalen om det
internationale energiprogram, som førte til oprettelsen af Det Internationale Energiagentur
(IEA), blev underskrevet. Aftalen var foranlediget af den embargo, OPEC-landene af politiske
årsager havde indført over for en række industrilande ved udgangen af 1973.
Et af hovedpunkterne i aftalen er, at IEA's medlemsstater skal opretholde lagre svarende til 90
dages
nettoimport
af olie og/eller olieprodukter. Lagrene skal bruges i tilfælde af
32
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0033.png
forsyningsproblemer, hvor de helt eller delvis vil kunne erstatte det manglende udbud. De
fleste medlemsstater har opbygget lagre, der dækker mere end 90 dages forbrug.
EU har vedtaget tre direktiver, hvori medlemsstaterne forpligtes til at oprette nationale
reserver i samarbejde med IEA.
- I to direktiver
26
forpligtes medlemsstaterne til at opretholde minimumslagre svarende til 90
dages
forbrug
af de tre hovedkategorier af olieprodukter til energiformål. Det fremgår, at
Kommissionen skal konsultere medlemsstaterne, såfremt lagrene reduceres så meget, at de
ikke længere dækker 90 dages forbrug
27
.
- Ifølge et andet direktiv
28
skal medlemsstaterne være klar til at gribe ind, dvs. udarbejde
handlingsplaner, oprette de nødvendige organer og tildele dem beføjelser, som bl.a. gør det
muligt at markedsføre lagrene, begrænse forbruget, sikre forsyningerne til de vigtigste
forbrugere og regulere priserne. I krisesituationer har Kommissionen pligt til at iværksætte en
konsultation mellem medlemsstaterne, hvor en gruppe med ansvar for olieforsyningen
foretager den fornødne samordning. Kommissionen skal også sørge for, at de forskellige
nationale ordninger ikke resulterer i konkurrencefordrejning og blokerer for samhandelen
inden for EU.
Hensigten med ordningen har på intet tidspunkt været at tage højde for en situation i stil med
den nuværende olieprisstigning. EU's regler om lagre er i realiteten ikke særlig vidtrækkende,
når det gælder forsyningssikkerheden.
Da USA i september 2000 besluttede at frigive 30 mio. tønder råolie fra lagrene, var det med
til at understrege, at de internationale ordninger, der skal afhjælpe kriser, typisk i forbindelse
med økonomiske og i mindre udstrækning fysiske forsyningsproblemer, ikke er effektive nok.
Der er ganske vist bred enighed om behovet for en samordning mellem de olieforbrugende
lande, men IEA's erfaringer viser, at det er særdeles vanskeligt at gennemføre dette
samarbejde og denne samordning i praksis. Både under Golfkrigen og i forbindelse med
olieprisernes nuværende himmelflugt har det således været den strategiske oliereserve
29
(SPR)
i USA, der har dannet spydspids i indgrebet på oliemarkedet.
EF's handlemuligheder er for begrænsede, når der opstår spændinger på markedet for
energiprodukter. Der mangler bl.a. en central myndighed, der kan beslutte, hvorvidt
der skal åbnes for lagrene. EU har meget få muligheder for at gribe ind, når der opstår
urimelige prisstigninger på olieområdet. Flere medlemsstater har desuden vedtaget
regler om lagre eller strategiske reserver for visse energiprodukter for at mindske
26
27
28
29
Direktiv 68/414/EØF, som ændret ved direktiv 98/93/EF.
Det bemærkes, at flere medlemsstater i øjeblikket har lagre til mere end 90 dages forbrug, hvilket
betyder, at de kan "frigøres", uden at der kræves en konsultation på EU-plan.
Direktiv 73/238/EØF.
USA oprettede den såkaldte "strategiske oliereserve" i 1975, dvs. efter at USA var kommet med i IEA
og to år efter oliekrisen. Ifølge amerikansk lovgivning skal der opbygges strategiske lagre i
størrelsesordenen 1 mia. tønder olie, som skal benyttes i tilfælde af krig eller andre alvorlige
uroligheder, der kan føre til forsyningsafbrydelser. Lageret indeholder på nuværende tidspunkt 571 mio.
tønder, hvilket med dagens priser svarer til en investering på omkring 20 mia. $. Lageret er placeret ved
Den Mexikanske Golf (i Louisiana og Texas), hvor der findes over 500 gamle saltminer, som er ideelle
opbevaringssteder. Reserven blev bl.a. taget i brug under Golfkrigen i 1991
29
. Den anden gang, reserven
blev anvendt, var i september 2000, hvor der blev frigivet 30 mio. tønder, svarende til lidt under to
dages forbrug.
33
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0034.png
risikoen for kriser som følge af afhængigheden af den importerede energi.
Nederlandene har f.eks. ført en politik, der går ud på at udnytte landets beskedne
naturgasreserver fornuftigt, således at der er mulighed for en mere intensiv udnyttelse
af reserverne i Groningen
30
(der anslås til 1.100 mia. m
3
). Kommissionen erklærede i
sin seneste meddelelse om EU's olieforsyning, at den havde til hensigt at undersøge,
hvordan man kan styrke de strategiske olielagre ved at bringe deres anvendelse ind
under fællesskabsregi.
Konklusion:
Eksterne risikofaktorer (af kvantitativ, prismæssig, investeringsmæssig og geopolitisk
art mv.) har vist, at forsyningerne sikres bedst gennem den størst mulige spredning på
forskellige energiformer og forsyningskilder. Der er intet, der på nuværende tidspunkt tyder
på, at der kan ændres ved EU's kvantitative afhængighed, og udvidelsen af EU vil ikke gøre
situationen bedre. Den vil tværtimod svække bestræbelserne for at øge spredningen på de
eksterne forsyningskilder. Samtidig var det voldsomme prisfald for olieprodukter i
begyndelsen af firserne og den dalende interesse for at gennemføre energibesparelser og
anvende vedvarende energikilder med til at fastholde EU's afhængighed af den importerede
energi. Hvor energieffektiviteten blev øget med 24% i perioden mellem 1975 og 1985, var der
i perioden fra 1985 til 1999 kun tale om 10%. Det understreger behovet for at indvirke på
efterspørgslen og for at forbedre forsyningssikkerheden for energi som et led i en politik, der
samordnes EU-landene imellem.
II
B
EGRÆNSEDE MULIGHEDER PÅ ENERGIOMRÅDET
Mange af medlemsstaterne og ansøgerlandene vil i løbet af de kommende ti år skulle vælge,
hvilke energiformer de vil investere i, navnlig inden for elsektoren. Medmindre der sker et
større teknologisk gennembrud, som ændrer hele energibilledet, er det de nuværende
energiformer, der skal investeres i. Decentral produktion af elektricitet ved hjælp af
minigasturbiner eller brændselsceller vil eventuelt kunne bane vejen for disse ændringer.
Valgene er vigtige for, hvordan energiforbruget struktureres i de kommende 30-50 år. Derfor
bør mulighederne afvejes nøje og tænkes grundigt igennem.
I slutningen af tresserne opfattede man kul og kernekraft som de eneste alternativer til olien.
De lande, der deltog i G7-topmødet i Tokyo (i maj 1979), forpligtede sig til at fremme
energibesparelser, kulproduktion og kernekraft. Rådet vedtog desuden en resolution i 1980,
hvor et af målene var, at
"fast brændsel og kerneenergi skal dække 70-75% af
primærenergibehovet inden for elproduktionen".
I mellemtiden har situationen ændret sig.
Det tyvende århundrede fødtes med kul som den bærende energikilde, det udviklede sig
takket være olien og sluttede med et gennembrud inden for naturgassen.
A.
Kernekraft og faste brændsler – de uønskede
Kernekraften og de faste brændsler er de uønskede energi produkter til trods for, at de yder et
betydeligt bidrag til den samlede energibalance, dog fortrinsvis i forbindelse med
elproduktion. De to energiformer står for henholdsvis 35 og 26% af den elektricitet, der
produceres.
30
I forbindelse med denne politik blev der også opfordret til udvinding af ressourcerne i Nordsøen.
34
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0035.png
1.
Kernekraft - en energikilde, der sættes spørgsmålstegn ved
Europa-30: Kerneenergi (i mio. toæ)
300
250
200
150
100
p r o d u k t io n /
fo rb ru g
50
0
1990
2000
2010
2020
2030
Anvendelsen af nuklear fission til civile formål vakte store forhåbninger i anden halvdel af det
tyvende århundrede, og der blev foretaget store investeringer på området og gjort store
energimæssige og teknologiske fremskridt. De medlemsstater, der havde midlerne til det,
iværksatte storstilede programmer inden for den civile kernekraft, uanset hvilke
energiressourcer de selv havde i forvejen. Med tidligere tiders uheldige dobbelte anvendelse
(civil og militær) af brændselskredsløbet i erindring foregik udviklingen af kernekraftsektoren
med grundlag i Euratom-traktaten, ikke-sprednings-traktaten fra 1968 (som trådte i kraft i
1970) og de regler, der blev udstukket af Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA).
a)
Euratom-traktatens konsekvenser
Formålet med Euratom-traktaten, der blev indgået i 1957, var at sikre Det Europæiske
Fællesskab en alternativ intern energiforsyningskilde for at mindske den stigende
afhængighed af olie fra Mellemøsten. Traktaten skulle gøre det muligt at udvikle den
europæiske kompetence på området og tilvejebringe de ressourcer, der var nødvendige for at
udnytte den nukleare energi til civile formål. Hensigten med at samle ressourcerne
(kompetence, infrastrukturer og finansierings- og kontrolforanstaltninger) var at fremskynde
udviklingen og reducere omkostningerne.
En af de væsentligste forskelle i forhold til EØF-traktaten var, at traktaten var centreret om
specifikke industrielle målsætninger og inddrog foranstaltninger, som ikke kunne anvendes
med hjemmel i Rom-traktaten.
Selv om det meget hurtigt viste sig at være vanskeligt at gennemføre bestemmelserne i
Euratom-traktaten, navnlig kapitlet om forsyning, har resultaterne overvejende været positive.
- Der hersker ingen tvivl om, at Euratom-traktaten har skabt øget dynamik inden for
forskning
og teknologisk udvikling. De tidligere erfaringer med rammeprogrammerne for
forskningen på det nukleare område var inspirationskilde for det samlede EU-program for
forskning og teknologisk udvikling, der var et led i Fællesakten. Den europæiske
35
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0036.png
forskningsindsats inden for fusionsenergi blev samlet under Euratom-traktaten, hvilket er en
af de væsentligste årsager til, at den europæiske forskning er kommet på forkant med
udviklingen på dette område
31
.
- Der var lige fra starten af traktaten brug for betydelige
investeringer
for at opføre nye
kernekraftanlæg og vedligeholde dem. Kommissionen fik ifølge traktaten til opgave at
kontrollere medlemsstaternes investeringsplaner. I den forbindelse har Kommissionen i
skrivende stund fremsat udtalelser om 238 investeringsprojekter, hvor den har taget stilling til,
hvorvidt de var berettigede og forenelige med Euratom-traktaten.
Disse investeringer beløber sig til mere end 400 mia. . EU har bidraget med i alt 2,9 mia. .
Investeringerne har sat skub i den industrielle udvikling i EF, som nu med
affaldshåndteringen som den eneste undtagelse varetager det samlede nukleare
brændstofkredsløb.
De elektronukleare kraftværker inden for EU dækker 35% af det samlede elektricitetsbehov.
Kendskabet til materialers holdbarhed er blevet større, hvilket er en af grundene til, at det har
været muligt at forlænge reaktorernes levetid ud over det forventede. Det har øget
kernekraftsektorens konkurrenceevne og resulteret i betydelige indtægter for operatørerne.
Operatørerne har ikke længere brug for statsstøtte og er heller ikke længere henvist til at
optage Euratom-lån
32
. De nuværende lån går til modernisering af ansøgerlandenes
kernekraftanlæg.
- EU's
standarder vedrørende sundhed
og strålingsbeskyttelse er omsat til
medlemsstaternes egen lovgivning. Reglerne gælder ikke kun for de aktiviteter, der
iværksættes i selve atomenergisektoren, men også for anvendelse af radioaktive materialer til
medicinske formål og inden for forskning og industri.
- Hertil kommer Euratoms
sikkerhedsmæssige kontrol,
hvor EU har markeret sig som en
troværdig garant for ikke-spredning af kernevåben. Euratoms Forsyningsagenturs målsætning
om øget diversificering på forsyningsområdet har i øvrigt betydet, at EU har undgået at blive
alt for afhængig af et enkelt geografisk område med henblik på at dække dets behov for uran
(jf. figuren i 1. del, afsnit I.B.2.b)
Det kan således konkluderes, at erfaringerne fra iværksættelsen af Euratom-traktaten til trods
for visse vanskeligheder som helhed har været positive. De seneste begivenheder har skabt
fornyet interesse for Euratom-traktaten, og som et alternativ inden for elproduktionen er den
stadig lige aktuel. Den sagkundskab, der er opbygget, vil også kunne udnyttes fremover,
navnlig i forbindelse med EU's udvidelse.
b)
Fremtiden er uvis
31
JET (Joint European Torus), som er et fællesforetagende, der iværksættes på grundlag af Euratom-
traktaten, har spillet en afgørende rolle for de videnskabelige og tekniske fremskridt, der er gjort inden
for udnyttelsen af fusionsenergi. Det er med baggrund i disse resultater, at EU sammen med sine
internationale partnere (USA, Japan og Rusland) har kunne planlægge et muligt forskningsprojektet
såsom forsøgsreaktoren ITER (International Thermonuclear Experimental Reactor).
De øvre grænser for operatørernes civile erstatningsansvar i forbindelse med alvorlige uheld kan
sidestilles med statsstøtte.
32
36
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0037.png
De eventuelle sundheds- og miljømæssige farer i forbindelse med nuklear fission har skabt en
vis modstand i offentligheden. Ulykken på Three Miles Island i USA i 1979 var årsag til, at
Sverige gennemførte en folkeafstemning om atomkraft i 1979.
Fremkomsten af pressionsgrupper og de grønne partier på medlemsstaternes politiske arena
samt Tchernobyl-ulykken (26. april 1986), som utvivlsomt var den alvorligste ulykke i
kernekraftens historie, udgjorde et vendepunkt i udviklingen af den europæiske
kernekraftindustri. Ud af de otte medlemsstater, der har kernekraftværker, har de fem enten
vedtaget eller meddelt, at de har planer om at vedtage en nedlukningsplan
33
. Frankrig, Det
Forenede Kongerige og Finland har ikke til hensigt at gå bort fra kernekraften, men det ser
heller ikke ud til, at de, hvis man ser bort fra muligvis Finland, har planer om at opføre nye
anlæg foreløbig. Italien opgav kernekraften efter en folkeafstemning i 1987, Tyskland har
meddelt, at de sidste reaktorer vil blive lukket i 2021, og i Belgien er der indgået en politisk
aftale, der indbærer, at kraftværkerne stopper senest i 2025.
Ansøgerlandene, som for nogles vedkommende har forpligtet sig over for EU til at lukke de
mindst sikre atomreaktorer ned
34
, har en mere nuanceret holdning vedrørende alternativerne
til kernekraft på grund af konsekvenserne for deres økonomi. Tyrkiet har udskudt opførelsen
af et kernekraftanlæg på ubestemt tid, hvorimod Polen ønsker at holde muligheden åben. Det
kan ikke udelukkes, at andre ansøgerlande har planer om at opføre nye anlæg. Derfor er der
brug for øget fokus på sikkerhedsproblemerne i forbindelse med ansøgerlandenes
kernekraftanlæg og på nedlukningen af anlæg, der ikke kan moderniseres, og problemerne
skal kortlægges, inden disse lande kommer med i EU.
Det Europæiske Råd fremhævede på sit møde i Köln den 3.-4. juni 1999 "betydningen af høje
standarder for den nukleare sikkerhed i Central- og Østeuropa", hvilket vil kræve store
investeringer. Kravene skal baseres på de strenge sikkerhedskrav, der anvendes i alle
medlemsstater med kernekraft. Kommissionen har taget de fornødne skridt til at efterkomme
den opfordring, der blev fremsat på Det Europæiske Råds møde i Helsinki om at undersøge,
hvordan spørgsmålet om den nukleare sikkerhed kan behandles i forbindelse med
udvidelsesprocessen.
Kommissionen er i samarbejde med medlemsstaternes myndigheder på sikkerhedsområdet
gået i gang med at udarbejde et forhandlingsgrundlag.
Kernekraftens fremtid er imidlertid uvis, navnlig i Europa. En række faktorer spiller ind, bl.a.
om problemet med forvaltningen og oplagringen af det radioaktive affald bliver løst, om den
nye generation af anlæg er økonomisk rentable, om reaktorerne i de østeuropæiske lande og
navnlig i ansøgerlandene er sikre nok, og om landene i det tidligere Sovjetunionen forpligter
sig til ikke at sprede kernevåben. Det vil også få stor betydning, hvilke politikker der tages i
brug for at bekæmpe den globale opvarmning.
Problemerne i forbindelse med den globale opvarmning har ændret holdningerne til
forsyningsspørgsmålet. Det gælder navnlig for kernekraften, som inden for EU sparer miljøet
for 312 mio. tons CO
2
hvert år (7% af samtlige drivhusgasser, der udledes inden for EU),
33
34
Sverige: 1980, Spanien: 1984, Nederlandene: 1994, Tyskland: 1998 og Belgien: 1999.
Litauen: Ignalina 1 og 2, Bulgarien: Kozloduy 1-4 og Slovakiet: Bohunice V1.
37
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0038.png
hvilket er lige så meget, som den CO
2
-udledning, der produceres af 100 mio. biler på
årsplan
35
.
c)
Nukleart affald
Lige siden de første kernekraftværker blev taget i brug, har det været hensigten, at der i
anlæggenes driftsperiode skulle fastlægges en strategi for oplagring, opbevaring og
behandling af affald. Spørgsmålet har i langt de fleste lande været centreret om det
højradioaktive affald, der udgør 5% af den samlede mængde nukleart affald og tegner sig for
95% af radioaktiviteten.
Det er muligt at deponere affaldet definitivt, og konstruktions- og driftsteknikkerne er
tilstrækkelig udviklede til at blive taget i brug. De lande, der er nået længst på området, er
formentlig USA, Sverige og Finland. Det er dog ikke lykkedes at få løst alle de praktiske
problemer i forbindelse med den langsigtede oplagring.
Landenes prognoser over oplagringsomkostningerne er forskellige, men generelt udgør
omkostningerne kun en beskeden del af de samlede produktionsomkostninger pr. KWh. Fordi
affaldet er så koncentreret (såfremt der satses massivt på kernekraften, vil ca. 300 km
2
være
tilstrækkeligt til at oplagre den samlede mængde affald), er risikoen for en spredning til
miljøet ret begrænset sammenlignet med de øvrige kilder til elproduktion.
Forskningen inden for bl.a. adskillelse og transmutation sigter mod at reducere materialernes
langlivede bestanddele. Forskningen i affaldshåndteringsteknikker skal videreføres, men der
er ikke udsigt til, at disse teknikker vil kunne anvendes som et alternativ til oplagringen i de
geologiske lag, hverken på kort eller mellemlang sigt.
Hvis der skal udarbejdes et samlet affaldshåndteringsprogram kræver det, at der tages hensyn
til befolkningens krav om øget sikkerhed i hele produktionskæden, dvs. lige fra transporten af
materialer til selve oplagringen. Affaldet skal også kunne hentes op igen, hvis de kommende
generationer måtte ønske at gøre brug af eventuelle nye og mere effektive
affaldsbehandlingsteknikker. Skal der skabes den fornødne konsensus på dette område,
kræver det, at befolkningen og ikke mindst dens repræsentanter informeres sagligt og præcist,
og at tilsynsmyndighederne i de enkelte medlemsstater optræder troværdigt. Det er dem, der
skal overbevise befolkningen om, at de beslutninger, der træffes, både vil komme den
nuværende og de kommende generationer til gode.
Kernekraften kan ikke udvikle sig uden en konsensus, som giver den en tilstrækkelig periode
til at løse de økonomiske og teknologiske vanskeligheder, der kendetegner industrien.
Det er
kun muligt, hvis der findes en tilfredsstillende løsning på affaldsproblemet, og hvis der
skabes den størst mulige åbenhed herom.
Forskningen på dette område bør fokusere på
affaldshåndteringsteknikker.
EU er nødt til at bevare sin kompetence inden for den civile kernekraftteknologi med
henblik på at bevare den nødvendige ekspertise og udvikle mere effektive
fissionsreaktorer og arbejde videre på udviklingen af en fusionsreaktor.
35
Til eksempel har den svenske regerings beslutning om at lukke Barsebäck-værket pr. 30/11 1999 efter
23 års drift, betydet, at den årlige energiproduktion vil blive reduceret med 4 mia. kWh, som skal
erstattes med elektricitet importeret fra danske og tyske kulfyrede elværker. Den indirekte følge heraf
bliver, at det årlige CO
2
-udslip i Sverige vil stige med ca. 4 mio. t svarende til omkring 8% af landets
samlede emissioner.
38
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0039.png
2.
Kulindustriens glorværdige fortid
Europa-30: Faste brændsler (i mio. toæ)
500
fo rb ru g
400
300
200
100
0
1990
2000
2010
2020
2030
a)
Den historiske baggrund
Kul
26
og stål spillede tidligere en væsentlig rolle for den europæiske økonomi (i forbindelse
med elproduktion og inden for jern- og stålindustrien) og blev derfor opfattet af Fællesskabets
grundlæggere som kernen i det styrkede europæiske samarbejde. Da Paris-traktaten blev
underskrevet i 1951, var der brug for betydelige mængder energi for at genopbygge Europa.
Efterspørgslen var langt større end udbuddet, og politikken på området var præget af frygten
for manglende forsyninger. Det var grunden til, at Den Høje Myndighed for EKSF ønskede at
øge produktionen ved at anlægge nye miner og indgå langfristede leveringskontrakter.
Siden tresserne har kulindustrien oplevet en hurtigt tilbagegang på grund af konkurrence fra
kul, som blev indført fra lande uden for EF, og fordi der var dukket nye brændselsformer op,
som også kunne anvendes til produktion af elektricitet og varme. Det betød sammen med en
række strukturomlægninger inden for kulindustrien, at den årlige produktion af kul inden for
EU faldt fra ca. 600 mio. tons I begyndelsen af tresserne til under 86 mio. tons i 2000. Den
skærpede konkurrence på energimarkedet, det øgede udbud af olieprodukter i årene efter 1986
og den stigende bekymring over miljøsituationen var alt sammen med til at understrege
svaghederne ved faste brændsler.
b)
Begrænsninger
Kulindustrien er forbundet med særlige begrænsninger, som betyder, at den er ringere stillet
end dens nærmeste konkurrenter, nemlig olie- og gasindustrien. Kul er et tungt materiale, som
fylder meget og kræver store oplagringsområder. Brændværdien er lavere end for olie og
26
Kul omfatter samtlige former for fast brændsel. Der skelnes som bekendt mellem følgende fire former
for kul, som her angives i faldende orden efter deres brændværdi: antracit, stenkul, brunkul og tørv. Det
skal bemærkes, at stenkul, antracit og brunkulsbriketter hører under EKSF-traktaten, hvorimod brunkul
og tørv er omfattet af EØF-traktaten.
39
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0040.png
naturgas, og kul er ikke så let at anvende som en væske eller gas. Desuden skaber det
forurening på alle stadier i forbindelse med såvel produktionen som anvendelsen
36
. Fordelen
er, at kul, der transporteres med skib (90% af den samlede mængde kul, der handles med på
verdensmarkedet, transporteres ad søvejen), ikke frembyder de samme miljømæssige risici
som transporten af olie og gas.
De fysiske ulemper, der er forbundet med kulproduktionen, har gjort det meget vanskeligt at
vinde nye markedsandele. Ser man imidlertid på elsektoren, er kul den dominerende
energikilde i Danmark, Tyskland, Grækenland, Irland og Det Forenede Kongerige (over 45%
af elektriciteten produceres i disse lande ved hjælp af kul), og kul anvendes i øvrigt ofte som
reservebrændsel. Det var nyttigt i 1996, hvor de nordeuropæiske vandkraftværker
producerede for lidt strøm, og reparationer af de franske kernekraftværker skabte øget
efterspørgsel efter kul. De variationer, der kendetegner vandkraften, påvirker i en ikke
ubetydelig grad forbruget af kul. De lande, der især mærker disse udsving, er Østrig, Sverige,
Portugal, Finland, Italien, Frankrig og Spanien.
c)
Fordele
Den europæiske kulproduktion er primært bevaret ud fra regionale og sociale hensyn. Prisen
på importeret kul, det store antal eksterne leverandører
37
og de relativt stabile priser set i
forhold til olie og gas er blandt de positive faktorer, som ikke må glemmes, når man taler om
de store problemer i forbindelse med kulproduktionen.
27
Kullene kan ikke håndteres, hverken i forbindelse med udvindingen eller den endelige anvendelse, uden
at der opstår støv. Oplagringen sker under åben himmel, hvilken kan forårsage forurening i forbindelse
med afstrømning af regnvand. Forbrændingen efterlader aske og forårsager gasser, der er skadelige for
luften, vandet og jorden (CO
2
, NOx og SO
2
).
Som et led i den geografiske diversificering af EU's kulforsyninger har de traditionelle kuleksportører
(Europa, USA, Rusland og Ukraine) fået følgeskab af Canada, Sydafrika og Australien. På det seneste
er nye eksportører såsom Indonesien, Colombia og Venezuela kommet til.
37
40
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0041.png
EU15-Import af dampkul fra tredjelande
1999
12%
5%
37%
6%
9%
13%
18%
S y d a frika
C o lo m b ia
P o le n
A us tralie n
In d o ne s ie n
R us land
A n d re
De importerede kul sælges på et konkurrencebaseret internationalt markedet, hvilket betyder,
at priserne er langt mere stabile end priserne på andre importerede energiprodukter. Det har
f.eks. betydet, at priserne på dampkul kun har varieret med 16$ (mellem 38$ og 54$/tkæ.)
over en periode på ti år (1986-1996). Den gennemsnitlige pris lå i denne tiårsperiode på 47$.
Prisen på svær brændselsolie udtrykt i tons kulækvivalenter svingede i samme periode langt
mere og hyppigere og i et større interval, nemlig mellem 41,11 $ og 100,67 $.
Det er klart, at sådanne prisforskelle også indvirker på betalingsbalancen, navnlig i de lande,
der ikke råder over egne energiprodukter. Den danske satsning på kul i de seneste tyve år er et
klart eksempel på de økonomiske fordele, der er forbundet med at anvende kul.
Fleksible kulkontrakter og udviklingen af et spotmarked har gjort det muligt at justere
kulpriserne løbende i forhold til markedssituationen. Manglende økonomisk og politisk
indgriben samt åbningen af markedet for udbyderne er forklaringen på, at kulpriserne er steget
og faldet i takt med priserne på olie og i en vis udstrækning også naturgas. Hvis olie- og
gaspriserne holder sig på det høje niveau, og den europæiske kulimport stiger, vil det kunne
resultere i et betydeligt pres på priserne.
d)
Fremtiden
Den europæiske kulproduktion er ikke konkurrencedygtig hverken i dag eller i fremtiden,
hvilket er grunden til, at flere medlemsstater har valgt helt at opgive kul. Det har forårsaget
alvorlige politiske problemer i de øvrige lande, navnlig i Forbundsrepublikken Tyskland. Det
var som bekendt et led i det kulkompromis, der blev indgået i 1997 mellem repræsentanter for
forbundsregeringen, delstaterne og de berørte virksomheder, at statsstøtten skulle reduceres
41
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0042.png
fra 9,1 mia. DEM i 2000 til 5,5 mia. DEM i 2005. Produktionen blev nedsat til 26 mio. tons.
Det anslås, at antallet af beskæftigede ikke vil overstige 36.000.
Flere af medlemsstaterne i EU har været eller vil blive nødt til at indstille deres produktion,
og det samme kommer også til at ske i ansøgerlandene, navnlig i Polen.
Kulindustrien er meget arbejdskraftkrævende og var i efterkrigstiden med til at skabe fuld
beskæftigelse i kulmineområderne. EU har med baggrund i EKSF-traktaten fastlagt en
strukturomlægningspolitik, der tager hensyn til regionale og menneskelige aspekter. En
lignende politik skal udformes for de ansøgerlande, der producerer fast brændsel, når de er
trådt ind i EU.
Produktions- og lønomkostninger i kulindustrien
production = produktion; manpower = arbejdskraft
Hovedformålet med EKSF-traktaten, der blev underskrevet i Paris i 1951, var at skabe et
fælles marked for kul og stål og stimulere økonomisk vækst, øget beskæftigelse og en højere
levestandard i medlemsstaterne. På det grundlag fik EU-institutionerne til opgave at fremme
en politik, der havde til formål at rationalisere driften, modernisere produktionen og forbedre
kvaliteten.
I dag hviler den europæiske kulindustris fremtid på det generelle krav om øget
forsyningssikkerhed, eftersom der ikke er udsigt til, at kulindustrien, hverken i EU eller i
ansøgerlandene, kan gøres mere konkurrencedygtig. Det er derfor spørgsmålet, om der ikke
burde bevares et produktionsfundament, som i tilfælde af alvorlige kriser kunne sikre, at der
er adgang til ressourcerne, og at der arbejdes videre på at udvikle den mest avancerede
teknologi. Det bør undersøges i EU-regi, hvorvidt denne idé kan indarbejdes i
bestemmelserne i direktivet om liberalisering af elektricitetsmarkedet som et led i
forsyningssikkerheden.
I samme forbindelse bør det undersøges, hvordan kontrollen med statsstøtte til produktion
skal foregå efter EKSF-traktatens udløb i 2002. Der kunne f.eks. indføres en ordning
vedrørende kontrol med statsstøtte til kulindustrien, hvor der både tages hensyn til kravet om
42
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0043.png
forsyningssikkerhed, ved at der bevares en
vis adgang til reserverne,
og til de sociale og
regionale aspekter.
Der vil hverken på kort eller lidt længere sigt opstå større forsyningsmæssige problemer for
den faste brændsel, men kulindustriens fremtid afhænger i høj grad af, at der udvikles
teknikker, der gør det lettere at anvende kullene (f.eks. forgasning), og at de miljøskadelige
konsekvenser i form af forurenende emissioner begrænses ved hjælp af mere rene
forbrændingsteknikker og binding af CO
2
.
Ud fra rent økonomiske kriterier giver det ingen mening at fortsætte kulproduktionen,
hverken i EU eller i ansøgerlandene. Skal produktionen fortsætte, bør det ske af hensyn til
forsyningssikkerheden inden for EU.
Konklusion:
Stigende bekymring over miljøsituationen betyder, at faste brændsler og kernekraft
begge vil komme til at tegne sig for en mindre del af elproduktionen.
Med det udstyr og den
teknologi, vi råder over i dag,
er der, medmindre der føres en målrettet efterspørgselspolitik,
fare for, at der vil opstå økonomiske og forsyningsmæssige spændinger, hvis der skæres ned
på begge energikilder på én gang.
B.
Olien er stadig populær
Europa-30: Olie (i mio. toæ)
900
forbrug
800
700
600
500
400
300
200
100
0
1990
nettoimport
produktion
2000
2010
2020
2030
Olie har en fremragende brændværdi og er let at bruge. Det er en væsentlig del af forklaringen
på dens hurtige gennembrud i de vestlige økonomier lige efter krigen. Olien er årsagen til, at
43
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0044.png
vejtrafikken, som for 99%'s vedkommende afhænger af olie, er steget voldsomt. Olien har
også med varierende fart erstattet kul til opvarmning og dernæst til produktion af strøm.
Oliekriserne resulterede i, at EU-landene gjorde sig mindre afhængige af olien, men den
udgør stadig en vigtig økonomisk faktor i medlemsstaterne, ikke mindst på transportområdet.
Transportsektoren tegner sig på nuværende tidspunkt for over halvdelen af olieforbruget.
Oliemarkedet giver anledning til spændinger, uanset om der er tale om dialogen mellem
producenterne og forbrugerne, priserne på det internationale marked, de disponible mængder,
oliens indvirkning på miljøet eller skibsulykker, som i øvrigt har fået massiv pressedækning.
Alligevel reagerer offentligheden meget lidt på disse forhold.
Udsigterne for oliemarkedet afhænger af, hvordan bestræbelserne for at forbedre
energieffektiviteten og udvikle alternative energikilder til transportsektoren forløber. En
analyse af de nuværende tendenser peger på en væsentlig stigning i det europæiske forbrug.
Væksten bliver særlig høj i ansøgerlandene, hvor målet er at nå op på de nuværende EU-
landes niveau inden for person- og godstransport. Behovet for importeret olie vil stige, i takt
med at de interne energiressourcer slipper op. Det bliver derfor afgørende, hvordan
udbudssituationen på det internationale oliemarked udvikler sig.
1.
Afhængighed af olie
Over 70% af verdens samlede oliereserver findes i OPEC-landene. I 2020 kommer OPEC til
at dække 50% af EU's behov, og produktionen ventes at stige til 55 mio. tønder om dagen
mod 32 mio. tønder om dagen i 2000. Når OPEC er i stand til at øge produktionen i det
omfang, skyldes det, at produktionsomkostningerne fortsat vil være ekstremt fordelagtige,
selv i et lavprisscenario. Det er værd at bemærke, at OPEC's gennemsnitlige
produktionsomkostninger på nuværende tidspunkt ligger på omkring 2$ pr. tønde. De store
fortjenstmarginer er et incitament, som OPEC-landene dårligt vil kunne modstå.
Europa – 15
1999 – import af råolie fordelt på oprindelseslande
Andre
8%
Mexico
2%
Ex-USSR
18%
Norge
21%
Libyen
10%
OPEP
51%
Saudi Arabien
13%
Iran
9%
Irak
7%
Nigeria
4%
Algeriet
4%
Kuwait Venezuela
2%
2%
44
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0045.png
I de lande, der ikke er med i OPEC, ligger de gennemsnitlige produktionsomkostninger for
tiden på 5$ pr. tønde, hvorimod marginalomkostningerne er på over 10$. Her er reserverne
rigelige (inklusiv de ukonventionelle olieprodukter), og produktionsmængden vil derfor følge
prisudviklingen tæt. Visse olieproducerende områder i Rusland og i området omkring Det
Kaspiske Hav er i den forbindelse særlig interessante for EU. Det anslås, at det med en
råoliepris på ca. 20$ vil være muligt at foretage de investeringer i produktionen, der er
nødvendige i områder uden for OPEC, fordi efterspørgslen vil stige i løbet af de kommende
tyve år.
b)
Oliens geopolitiske kontekst
Den seneste udvikling på oliemarkedet tyder på, at selv om OPEC undertiden har fået ry for at
være et svagt og meget lidt homogent "kartel", er det de centralistiske tendenser, der er
fremherskende for tiden. Lande som Saudi-Arabien, Venezuela, Iran og Kuwait har dog også
blandet sig i debatten i forbindelse med de beslutninger, der er truffet i de seneste par år.
OPEC-landene har mange forskellige og komplekse interesser og problemer, som ofte er
indbyrdes modstridende.
De OPEC-lande, der har mere begrænsede reserver går ind for at maksimere priserne på kort
sigt, at opsuge olieindtægterne og udnytte deres produktionskapacitet fuldt ud (det gælder
f.eks. Algeriet, Venezuela og Iran). Lande som Saudi-Arabien og de øvrige olieproducerende
lande i Den Persiske Golf, som har store reserver, foretrækker til gengæld mere moderate
priser på længere sigt, så de undgår, at olien erstattes af andre energiformer, og sikrer, at
oliens andel i den globale energisammensætning bevares på mellemlang og lang sigt, og at de
beholder deres markedsandele.
Geopolitiske interesser
er også med til at præge udviklingen. Allerede under Golfkrigen
opstod der uoverensstemmelser inden for OPEC, olieembargoen mod Irak resulterede i
interne spændinger, der har hersket usikkerhed over for udviklingen i Iran og Libyen, og det
har været vanskeligt for de arabiske lande at indtage et fælles standpunkt til den israelsk-
palæstinensiske konflikt. Det er alt sammen faktorer, som ikke gør det lettere for oliemarkedet
at fungere tilfredsstillende.
Det er også uklart, hvilken rolle Irak kommer til at spille i de kommende år. I 1999 øgede Irak
sin produktion til 2,8 mio. tønder om dagen, hvilket betød, at olieeksporten overskred den
øvre grænse på 5,2 mia. $, der er fastlagt i FN's Sikkerhedsråds resolutioner inden for
rammerne af "mad-for-olie-programmet". Det anslås, at den daglige produktion forholdsvis
hurtigt vil kunne sættes op med 3-4 mio. tønder, hvis sanktionerne ophæves, og der åbnes for
udenlandske investorer.
Selv om der ikke i en overskuelig fremtid er grund til at forvente fysisk knaphed, så er det på
den anden side også vanskeligt at forudsige, hvordan OPEC som "kartel" vil reagere, og
hvilke politiske interesser der fra tid til anden vil kunne påvirke organisationens holdning.
Blandt de faktorer, som vil kunne få afgørende betydning for prisniveauet, er den økonomiske
vækstrate i importlandene, fremskridt i bestræbelserne på at styre efterspørgslen, opdagelsen
af nye reserver og skærpede miljøkrav.
I betragtning af OPEC's rigelige reserver er det på længere sigt den teknologiske udvikling,
der udgør den største fare for OPEC, dvs. udviklingen af nye produktionsteknikker, som kan
45
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0046.png
benyttes i vanskeligt tilgængelige områder og i forbindelse med ukonventionelle produkter,
samt udvikling af nye erstatningsbrændstoffer med den dertil hørende teknologi, hovedsagelig
i transportsektoren.
Landene i det tidligere Sovjetunionen vil også kunne få særlig betydning for EU, eftersom de
helt op til 1989 med en produktion på over 11 mio. tønder om dagen var verdens førende
olieproducenter. I de kommende tyve år vil produktionen i dette område kunne stige til det
dobbelte, nemlig fra 7,8 mio. tønder om dagen i 2000 til 14 mio. tønder om dagen i 2020. De
påviste oliereserver i området omkring Det Kaspiske Hav (25 mia. tønder) er lige så store som
reserverne i Nordsøen eller USA. De potentielle reserver overstiger muligvis 200 mia. tønder,
svarende til 25% af de reserver, der er påvist i Mellemøsten.
3.
Olieprisernes betydning
Råoliepris (OPEC's priskurv)
1970 - 2000 (jan.-okt.)
36
33
30
27
24
21
$/tønde
18
15
12
9
6
3
0
70
72
74
76
78
80
82
84
86
88
90
92
94
96
98
2000
(JAN-
OKT)
Nominel pris
konstant pris 1973
De to oliekriser i 1973 og 1979 bragte industrilandene ud i en alvorlig krise. Det er ikke
tilfældet i dag, selv om olieprisen er tredoblet i løbet af et år. Vilkårlige udsving i oliepriserne
har fået mindre betydning, fordi spredningen på de forskellige energikilder er blevet større,
olien sjældent bruges til elproduktion, og der er sket en række strukturændringer i den
europæiske økonomi, som fra at være et industrisamfund nu er blevet et servicesamfund. EU
bør overveje, hvordan der skal betales for den energi, der købes, dvs. om der eventuelt kunne
afregnes i euro, hvilket ville mindske følgerne af de svingende kurser. De høje afgifter på
olieprodukter i Vesteuropa betyder desuden, at prisstigninger ikke får større indvirkning på
inflationen.
De udviklingslande, som ikke producerer olie, vil blive hårdere ramt og kan
få endnu vanskeligere ved at komme ud af fattigdommens onde cirkel.
Olieprisstigningerne berører især de befolkningsgrupper, der lever på fattigdomsgrænsen. De
risikerer at blive endnu mere marginaliseret såvel økonomisk som socialt. Kommissionen har
til hensigt at fremme udvekslingen af erfaringer om, hvilke strategier der er egnede til at
mildne olieprisstigningernes konsekvenser for de grupper, der har størst behov for det, og
46
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0047.png
mindske risikoen for social udelukkelse i overensstemmelse med konklusionerne fra topmødet
i Lissabon.
Hvis der ikke træffes særlige foranstaltninger for at mindske afhængigheden af olieimporten,
navnlig på transportområdet, vil 90% af behovet i 2020 formentlig skulle dækkes af den
importerede olie.
Der bør satses yderligere på at erstatte olien med alternative energikilder og begrænse
forbruget, navnlig i vejtransportsektoren, hvor olieforbruget er steget fra 18% til 50% mellem
1973 og 2000. Den nuværende mangel på reelle alternativer til olien (biobrændstoffer og
naturgas) forstærker effekten af langvarige oliekriser, navnlig inden for transportsektoren.
De europæiske lande er nødt til at affinde sig med oliepriser på over 20$.
C.
1.
Fremgang for naturgas og vedvarende energi
Naturgas: mod ny afhængighed
Europa-30: Naturgas (i mio. toæ)
80 0
70 0
60 0
50 0
forbrug
nettoimport
40 0
30 0
20 0
10 0
0
19 90
produktion
20 00
20 10
2 02 0
203 0
a)
Naturgassens udbredelse
Naturgassen blev opdaget i begyndelsen af halvtredserne, men der gik flere årtier, før den fik
nogen egentlig betydning i energimæssig sammenhæng. Hvor naturgassen før blev betragtet
som et sekundært energiprodukt (et biprodukt fra olieudvindingen), er det nu blevet en
bredspektret energikilde. Naturgassen er let at håndtere, fordi den kan distribueres i et
ledningsnet, og indgår nu i alle former for energiforbrug, dvs. elproduktion (24% af den
samlede mængde gas, der bruges, herunder kraftvarmeproduktion), varmeproduktion og på
det seneste også transport. På nuværende tidspunkt bruges næsten 70% af naturgassen inden
for industrisektoren (26%) og boligsektoren (30%). Den største stigning ventes dog inden for
elproduktionen, hvor naturgassen allerede tegner sig for 15% af produktionen.
47
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0048.png
Naturgassen har hurtigt vundet indpas i forbindelse med elproduktion i en række lande. Denne
udvikling vil tage endnu mere fart, og naturgassen vil i en vis udstrækning komme til at
erstatte kul i forbindelse med elproduktion. I løbet af de kommende ti år vil de naturgasfyrede
kraftværker står for ca. to tredjedele af efterspørgselsstigningen (som følge af investeringer i
blandede kraftværker og combined cycle gasturbiner). I årene fra 2020 til 2030 skønnes det
ud fra en ekstrapolering af markedstendenserne, at naturgassen kommer til at stå for op mod
halvdelen af elproduktionen (40%), og at 45% af det samlede naturgasforbrug vil ligge inden
for elproduktionen.
b)
Det internationale gasmarked
Naturgassen er i dag en af de energikilder, der satses på i bestræbelserne for at diversificere
energiforsyningen og sikre en fornuftig balance i energiforbruget, men det hurtigt stigende
gasforbrug inden for elproduktionen, husholdningerne og varmeproduktionen risikerer at
skabe nye strukturproblemer i EU. Det anslås, at efterspørgslen vil stige fra de nuværende 85
mio. toæ til 410 mio. toæ i 2010. I de østeuropæiske ansøgerlande ventes efterspørgslen efter
gas at stige med 40% til 80 mio. toæ i 2010.
Der er ikke mange lighedspunkter mellem naturgasmarkedet og oliemarkedet, bortset fra at
gaspriserne reguleres i forhold til priserne på oliemarkedet. Den historiske forklaring på
prisreguleringen lyder på, at naturgassen som oftest forekommer i tilknytning til olie, og at det
derfor var olieselskaberne, der fra begyndelsen fik rådighed over den. Den økonomiske
begrundelse for at indføre prisreguleringen var, at der ellers kunne opstå konkurrence mellem
naturgas og olie
38
. Da naturgassen blev lanceret på markederne, hed det sig, at reguleringen
skulle sikre en gradvis introduktion af produktet. I dag er den økonomiske begrundelse for at
bevare ordningen ikke længere holdbar, og der bør på længere sigt indføres fri prisdannelse
baseret på markedets udbud og efterspørgsel efter naturgas. Det er kun muligt, hvis man i
stedet for blot at liberalisere de nationale markeder opretter et reelt integreret indre marked for
gas.
Det internationale gasmarked frembyder på lidt længere sigt ingen fare for "karteldannelse"
mellem producentlandene, som for øvrigt er meget forskellige, men der kan ikke herske tvivl
om, at markedet er meget ufleksibelt. Når priserne justeres i forhold til oliepriserne,
leverancerne bygger på langsigtede "take or pay"-kontrakter (med pligt at betale for et vist
minimumsforbrug), og EU's gasimport primært sker via gasledninger, betyder det, at
gasmarkedet får karakter af et regionalt marked med begrænset konkurrence mellem
eksportørerne, som primært omfatter Rusland, Norge og Algeriet. Iran og Turkmenistan
ventes også at få stor betydning i fremtiden. Hvad angår de store reserver i Rusland (1/3 af
verdens samlede reserver) må det nok forventes, at EU vil komme til at hente en stigende del
af sine forsyninger herfra. Det skal her bemærkes, at leverancerne fra først Sovjetunionen og
siden Rusland har været særdeles stabile i de seneste 25 år. En langsigtet strategi baseret på et
partnerskab med Rusland kunne være et vigtigt skridt i retning af en bedre
forsyningssikkerhed.
38
Reguleringen foretages ud fra den såkaldte "net back"-beregningsmetode, der bygger på priserne på de
olieprodukter, der udbydes på de samme markeder. Metoden, som gasselskaberne også kalder for
"markedsvolumenmetoden", anvendes på importpriserne ved grænsen.
48
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0049.png
EUR15 - Import af naturgas fra tredjelande
1999
5%
25%
41 %
29 %
E x -US S R
A lgeriet
N orge
A ndre
Ex-USS R
A lgeriet
Norge
Andre
Der kommer til at ske gennemgribende ændringer på det internationale gasmarked i
fremtiden. Nogle eksperter mener, at naturgaspriserne vil stige med næsten 20% indtil 2010.
Det må forventes, at etableringen af et spotmarked i EU som et led i det indre marked
sammen med den stigende efterspørgsel, bl.a. som følge af bekymring over den globale
opvarmning, vil ændre grundlaget for prisdannelsen (således at gaspriserne ikke længere
reguleres i forhold til oliepriserne) med det resultat, at der enten etableres et mere
konkurrencebaseret marked baseret på produktionsomkostningerne, eller at der dannes et
"gaskartel". Det er vanskeligt på nuværende tidspunkt at forudse, hvad der vil ske. Derfor er
det også nødvendigt at komme den strukturelle udvikling i retning af drastiske prisstigninger i
forkøbet ved at sikre rigelige forsyninger fra så mange leverandører som muligt.
c)
Transportnettene
Virkeliggørelsen af det indre marked vil resultere i stigende efterspørgsel og øget samhandel
indenfor EU, hvilket på sigt vil øge behovet for transportinfrastrukturer (interne og
transeuropæiske transportnet, havneanlæg til brug for LNG – flydende naturgas, mv.), men
det er stadig uklart, hvordan disse infrastrukturer skal finansieres. Det skal understreges, at
transportomkostningerne varierer, alt efter om gassen transporteres i rørledninger eller med
skib (LNG). I begge tilfælde kræves der meget bekostelige infrastrukturer. Rentabiliteten
afhænger for begge transportformers vedkommende af, hvor langt gassen skal transporteres.
Hvad angår gasimporten er alle dele af EU takket være gasnettet velforsynet med gas, som
distribueres fra eksportcentrene i Norge, Rusland og Algeriet. Udbuddet af LNG udgør et
supplement til naturgassen fra Mellemøsten, Nordafrika og lande som Nigeria og Trinidad. I
49
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0050.png
fremtiden vil Mellemøsten (Iran og Qatar) og Centralasien kunne blive vigtige leverandører af
naturgas.
En analyse af reserverne hos EU's vigtigste nuværende og potentielle leverandører viser en
ubalance på forsyningsområdet, hvor Rusland på nuværende tidspunkt tegner sig for 41% af
EU's samlede import af naturgas. Med udvidelsen af EU og det stigende forbrug ventes tallet
at stige til over 60%.
I betragtning af hvor mange lande der producerer naturgas, kunne spredningen i EU's
gasforsyning forekomme beskeden. Det skal bemærkes, at 33 gasselskaber i 1996 stod for
næsten 94% af den samlede vesteuropæiske produktion, som stammer fra et meget stort antal
boringer. Tre af de største gasselskaber står for mellem 10 og 15% af den samlede europæiske
produktion. Importen af gas fra andre dele af verden, herunder også importen af LNG, ventes
at stige i fremtiden. Det illustrerer det konkurrencemæssige potentiale, der findes på
udbudssiden, både inden for EU og i den øvrige del af verden.
Det overvejes for øjeblikket, hvorvidt der skal opføres nye importruter baseret på
gasledninger eller LNG (Iran og Qatar
39
). Det vil øge den geografiske spredning på
gasforsyningsområdet og gøre det muligt at bevare et købers marked. Det høje
omkostningsniveau vil imidlertid også få betydning for de priser, forbrugerne skal betale, og
forøge risikoen i forhold til transitlandene.
Den europæiske gasforsyning vil på længere sigt kunne give anledning til en ny afhængighed,
i takt med at forbruget af energikilder, der har en mindre udledning af kulstoffer, stiger. Det
voksende forbrug af gas kan føre til generelle prisstigninger og true forsyningssikkerheden
inden for EU.
EU's behov for naturgas udefra dækkes for 41%'s vedkommende af gas, der importeres fra
Rusland, mens næsten 30% importeres fra Algeriet. Det vil derfor være hensigtsmæssigt at
skabe en større geografisk spredning på forsyningsområdet, navnlig med hensyn til LNG. Til
sammenligning stammer EU's forsyninger af olie og kul fra langt flere leverandører. Det er
derfor essentielt, at der etableres et langsigtet partnerskab på energiområdet med de mest
centrale leverandører såsom Rusland.
2.
Politisk satsning på nye og vedvarende energikilder
39
Qatar's påviste reserver er tre gange større end reserverne i Algeriet eller Norge.
50
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0051.png
Europa-30: Vedvarende energikilder (i mio. toæ)
200
175
150
125
100
75
50
25
0
1990
p r o d u k t io n /
forbru g
2000
2010
2020
2030
De vedvarende energikilder rummer betydelige muligheder
40
for at forbedre
forsyningssikkerheden i Europa. Hvis de skal udnyttes i større omfang, kræver det imidlertid
en meget markant politisk og økonomisk satsning. Et godt resultat kræver også, at der
gennemføres en reel efterspørgselspolitik med henblik på at rationalisere og stabilisere
energiforbruget. På lidt længere sigt er de vedvarende energikilder den eneste form for energi,
hvor EU under de nuværende betingelser har mulighed for øge udbuddet. EU har ikke råd til
at negligere denne energiform.
a)
Et potentiale, der bør udnyttes
Den vedvarende energi leverer i øjeblikket knap 6% af den europæiske energi. Heraf tegner
vandkraften
sig alene for 2%. Lige siden 1985 har målet være at fordoble den vedvarende
energis andel i elproduktionen, uden at det dog er lykkedes
41
. Det er tvingende nødvendigt, at
medlemstaterne tager denne målsætning til sig og fastsætter nationale målsætninger, der
falder i tråd hermed. Det er stadig ikke alle medlemsstater, der har gjort det. Der bør arbejdes
videre i denne retning.
Produktionen af energi fra vedvarende energikilder steg relativt set markant (med 30%) i
årene fra 1985 til 1998, men i absolutte tal er produktionen stadig beskeden (fra 65 til 85 mio.
toæ, når vandkraften medregnes). Den beskedne samlede udbredelse dækker dog over meget
forskellige andele af vedvarende energi fra land til land. Fire lande har satset massivt på den
vedvarende energi. Det drejer sig om Portugal (15,7%), Finland (21,8%), Østrig (23,3%) og
Sverige (28,4%), som udnytter deres skov- og vandressourcer til formålet.
Hvor stor en del af det samlede forbrug, der dækkes af den vedvarende energi, afhænger i høj
grad af udviklingen i forbruget og af energibesparelserne. Fremgangen inden for sektoren for
vedvarende energi er blevet opslugt af det stigende forbrug. Den vedvarende energi ligger
stadig på ca. 6% af det samlede forbrug, selv om produktionen stiger med 3% på årsbasis, og
der på visse områder, navnlig inden for
vindkraft,
har været kolossale stigninger på helt op til
2000% i løbet af 10 år. Det må konkluderes, at bestræbelserne for at påvirke udbuddet ikke vil
føre til noget resultat, hvis de ikke ledsages af politikker til begrænsning af
energiefterspørgslen.
40
41
Jf. 1. del, afsnit I – B.
EFT C 241 af 25. september 1986.
51
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0052.png
I de kommende år vil de vedvarende energikilder udtrykt i absolutte tal tegne sig for en stadig
større del af energiforbruget. Deres forholdsmæssige bidrag til energibalancen vil i vid
udstrækning afhænge af, hvorvidt de er tilsluttet elnettet, og hvorvidt de kan klare sig i
konkurrencen, efterhånden som produktionen decentraliseres.
Kommissionens mål er at fordoble den vedvarende energis andel af det samlede forbrug fra
6% i 1997 til 12% i 2010. Denne udvikling vil være til gavn for de små og mellemstore
virksomheder, og den vil også få positive konsekvenser for beskæftigelsen og gøre det muligt
at udvikle europæiske teknologier, der kan eksporteres til udviklingslandene.
Det er derfor vigtigt, at de enkelte medlemsstater overtager de nationale målsætninger, der er
opstillet i direktivforslaget om fremme af elektricitet fra vedvarende energikilder.
b)
Vækstpotentialet er forskelligt
Målet om at fordoble den vedvarende energis bidrag til den europæiske energibalance indgår i
en mere overordnet strategi, der skal forbedre forsyningssikkerheden og fremme en
bæredygtig udvikling. Det kræver imidlertid en betydelig indsats. Hvis målet skal nås, kræver
det ifølge Kommissionens skøn investeringer på i alt 165 mia. i perioden fra 1997 til 2010.
Der er brug for en særlig aktiv indsats på elområdet, hvor det fremgår af direktivforslaget om
fremme af elektricitet fra vedvarende energikilder, at I 2010 skal der være 24% grøn
elektricitet og ikke som nu ca. 12%.
Opgaven vanskeliggøres af, at ekspansionsmulighederne for
vandkraften,
som på nuværende
tidspunkt leverer en tredjedel af den vedvarende energi, stort set er ikke-eksisterende. Det vil
vække voldsom modstand hos lokalbefolkningen, hvis der skal etableres nye anlæg. Kun
minivandkraft frembyder visse perspektiver. Det betyder, at den krævede forøgelse næsten
udelukkende skal ske inden for de øvrige vedvarende energikilder (biomasse, vindkraft,
solenergi og geotermisk energi). For disse energikilder er det i realiteten ikke en fordobling,
men en firedobling af deres andel, der skal til.
Energi udvundet af
biomasse
vil kunne være stærkt medvirkende til, at der opnås en
bæredygtig forbedring af forsyningssikkerheden. Biomasse er en omfattende og polyvalent
ressource, der kan anvendes til fremstilling af både varme og elektricitet. Bioenergien
stammer fra produkter fra land- og skovbrug, affaldsstrømme og nye energiafgrøder. Især
land- og skovbrugsprodukterne rummer et kolossalt potentiale, som hidtil ikke er blevet
udnyttet.
Selv om kostprisen er høj, er det vigtigt at videreføre bestræbelserne for at udnytte
biobrændsler og andre alternative brændsler,
og at sikre, at de opnår en større andel af
brændselsmarkedet. Biobrændslerne består fortrinsvis af biodiesel (som udgør 70-80% og
primært stammer fra organisk olie og solsikkeolie mv.) og alkohol, som navnlig udvindes af
roer, hvede, sorghum mv. Der er mange produktionsmuligheder, men der satses primært på
afgrøder, der giver et højt udbytte, men kræver få råstoffer, og som respekterer
biodiversiteten. Biodiesel kan uden større tekniske vanskeligheder anvendes til erstatning for
almindelig diesel. Alkohol kan tilsættes almindelig benzin med op til 15%, uden at det kræver
tekniske ændringer af køretøjerne.
I miljømæssig henseende er biobrændsler særlig interessante. De udleder 40-80% mindre
drivhusgas end de øvrige fossile brændstoffer. Samtidig udsendes der færre partikler og
mindre kulilte og kulhydroxid. Biobrændslerne vil også gøre muligt at skabe nye
arbejdspladser i landområderne og at styrke landbrugserhvervet, ved at der skaffes nye
52
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0053.png
afsætningsmuligheder for landbrugsprodukterne. I den sammenhæng skal det sikres, at
biobrændslerne ikke er årsag til, at landbrugsjorden dyrkes for intensivt. På længere sigt bør
det undersøges, om der eventuelt kunne tages andre vedvarende energikilder, herunder brint, i
brug inden for vejtransporten.
Biobrændslerne anvendes stadig kun i begrænset omfang inden for EU. I 1998 udgjorde de
0,15% af det samlede forbrug af mineraloliebaserede brændsler. Den største hindring er
prisforskellen i forhold til de fossile brændstoffer. Hvis afgifterne ikke medregnes, er priserne
på biobrændsler på nuværende tidspunkt mellem 1,5 (biodiesel) og 4 gange højere. Med
henblik på at fordoble de vedvarende energikilders andel af forbruget inden udgangen af 2010
har Kommissionen i sin hvidbog fra 1997
42
om vedvarende energikilder anslået, at
bioenergien vil kunne udgøre 7% af det samlede forbrug i 2010. Det blev i den forbindelse
pointeret, at en sådan forøgelse for biobrændslernes vedkommende kræver, at følgende
betingelser er opfyldt:
- medlemsstaterne skal gøre en målrettet indsats for at virkeliggøre den ambitiøse og
realistiske målsætning, der er fastlagt i hvidbogen, nemlig at biobrændslernes andel
af forbruget skal øges til 7% inden udgangen af 2010, og de skal sætte sig som mål, at
erstatningsbrændslerne tilsammen skal dække 20% af energiforbruget i 2020,
- prisforskellen mellem biobrændslerne og de konkurrerende produkter skal mindskes,
først og fremmest ved hjælp af skattemæssige foranstaltninger,
- olieselskaberne skal forpligte sig til at fremme en storstilet distribution som et led i
frivillige aftaler, frem for at der udstedes EU-forskrifter på området,
- forskningen på området skal forstærkes
for bl.a. at undersøge nye muligheder for
anvendelse af alternative energikilder som f.eks. brint (der sammen med metanol udgør
brændstoffet i brændselsceller og kan produceres ud fra mange forskellige primære
energikilder, herunder også vedvarende energikilder).
Der vil også skulle satses på udvikling af
vindenergi
til elproduktion, men der bør også ydes
støtte til
vandkraftprojekter,
herunder projekter i mindre målestok (under 10 MW), som
hidtil ikke har fået den fornødne opmærksomhed.
Der er hidtil blevet gennemført en række forskellige programmer af forskellig vigtighed for at
fremme anvendelsen af vedvarende energikilder på både nationalt plan og EU-plan.
Programmerne udfylder en vigtig funktion, men der er også brug for generelle rammer, der
gør det muligt at yde støtte til forskning og til investeringer samt driftstilskud og støtte til
anvendelsen af disse energiformer, i overensstemmelse med artikel 87 og 88 i EU-traktaten.
Kommissionen har i sit forslag til et direktiv om alternative energikilder lagt rammerne for, at
produktionen af elektricitet fra visse former for vedvarende energikilder, især
vindenergi,
med tiden vil kunne blive konkurrencedygtig og i stand til at klare sig over for de
konventionelle energiformer. Dette initiativ vil blive suppleret (inden for rammerne af den
gældende EU-lovgivning) af et nyt forslag vedrørende energibesparelser i bygninger, som
skal fremme brugen af andre energikilder (solenergi og biomasse) ud fra en mere decentral
synsvinkel, eftersom ressourcerne på området bør bedømmes på lokalt plan.
c)
Hindringer for udviklingen af den vedvarende energi
42
Dokument KOM(97) 599 af 26. november 1997.
53
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Uanset hvilke vedvarende energikilder der er tale om, er det vigtigt at gøre sig klart, at
udviklingen vanskeliggøres af en række strukturelle forhold. Landenes økonomiske og sociale
system er udarbejdet og videreudviklet på en centraliseret facon med udgangspunkt i den
konventionelle energi (kul, olie, naturgas og kernekraft) og navnlig i elproduktionen.
De største problem er imidlertid af økonomisk karakter. Det må ikke glemmes, at visse former
for vedvarende energi kræver betydelige startinvesteringer, ligesom det i øvrigt tidligere var
tilfældet for andre energiformer som kul, olie og kernekraft.
Det bør bl.a. undersøges, om
denne finansiering kunne tilvejebringes, ved at de mest rentable energikilder –
kernekraft, olie og naturgas – i en eller anden form bidrager til udviklingen af den
vedvarende energi.
Det kunne f.eks. ske i form af en skattelignende afgift, som skulle bruges
til finansiering af en regional eller national fond, hvorfra der kunne foretages de fornødne
startinvesteringer. I forbindelse med visse vedvarende energikilder vil der også være behov
for driftsstøtte igennem forholdsvis lang tid, før der opnås den fornødne rentabilitet. Et sådant
bidrag er allerede indført i visse medlemsstater, som enten har fastlagt faste takster for
vedvarende energi, stillet krav om køb af grønne certifikater eller iværksat udbud for en
bestemt kapacitet.
Hertil kommer et problem, som skal løses ud fra nærhedsprincippet. Det drejer sig om de
nationale, regionale og lokale by- og lokalplaner, som vil skulle ændres, således at opførelsen
af anlæg til produktion af vedvarende energi prioriteres langt højere. Det er ret paradoksalt, at
befolkningen i kernekraftens barndom ikke havde mulighed for at hindre opførelsen af
kernekraftværkerne, hvorimod de i dag kan blokere for, at der opføres anlæg til udnyttelse af
den vedvarende energi. Det skal også understreges, at de administrative og miljømæssige
hindringer er langt større i dag, end det var tilfældet under udviklingen af den konventionelle
energi, og at det ofte giver sig udslag i højere investeringsomkostninger.
Der har vist sig en række tendenser på de forskellige områder. Hvor de vedvarende
energikilder tidligere blev udnyttet decentralt, og produktionen var begrænset, opføres der nu
stadig flere vindmølleparker, bl.a. på havet. Det gør det muligt at integrere de vedvarende
energikilder i en storstilet central produktions- og forbrugsplan.
Medmindre leverancerne svigter af teknologiske årsager, vil spontane udsving i
omkostningsniveauet også kunne forstærke den vedvarende energis markedsmæssige
betydning. Det kunne f.eks. skyldes, at oliepriserne var høje, eller at "priserne på
emissionslicenser" skulle medregnes i udgifterne til investering i konventionel energi.
Det er imidlertid kun muligt at skabe en stabil udvikling på markedet for vedvarende energi
inden for EU, hvis de offentlige myndigheder på lidt længere sigt er villige til at føre en
målrettet politik på området. Denne politik kan bygge på en bred vifte af tiltag, f.eks.
beslutninger om at indføre drastiske skattemæssige foranstaltninger for at fremme den
vedvarende energi, stille krav om, at elproducenterne og -distributørerne mindst skal købe en
bestemt procentdel af den elektricitet, der produceres på grundlag af vedvarende energikilder,
eller yde støtte i forsknings- eller finansieringsøjemed (i form af rentegodtgørelser,
garantifonde, skattelignende afgifter på andre energiformer osv.). Der bør ydes støtte til visse
vedvarende energikilder, således at de kan opnå lige så store markedsandele som de
konventionelle energikilder, men det må ikke indebære, at EF's konkurrenceregler
tilsidesættes.
54
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0055.png
Der er brug for økonomiske eller skattemæssige incitamenter, hvis der skal ske et virkeligt
gennembrud inden for anvendelsen af den vedvarende energi.
Planerne om, at erstatningsbrændslerne skal dække 20% af det samlede forbrug i 2020, vil
efter al sandsynlighed løbe ud i sandet, hvis der ikke også indføres skattemæssige
begunstigelser på området, fastsættes regler vedrørende olieselskabernes distribution, og
indgås frivillige aftaler med industrien.
Det er beklageligt, dels at der ikke er fastlagt ensartede afgiftsregler til fordel for biobrændsler
inden for EU, således som Kommissionen foreslog allerede i 1992, dels at de bestræbelser,
der er gjort på området i forbindelse med visse programmer, er blevet draget i tvivl af
juridiske årsager.
Konklusion:
Ingen af de eksisterende energikilder vil alene kunne opfylde EU's energibehov,
hverken nu eller efter at ansøgerlandene er kommet med. Forholdet mellem de forskellige
energikilder forrykkes stadig mere. Olie og kul anvendes til vidt forskellige formål, mens kul
og kernekraft supplerer hinanden. Naturgassen konkurrerer med samtlige energiprodukter på
alle markeder.
Blandt de faktorer, der påvirker forsyningssituationen indenfor EU, er presset på den globale
efterspørgsel efter naturgas og producentlandenes eksportkapacitet (Algeriet, Rusland, Norge
og Nederlandene), men de nye producentlande (bl.a. i Mellemøsten), at olie- og gasreserverne
efterhånden vil slippe op, at prisstigninger for én energikilde smitter af på andre former for
energi, at det er vanskeligt at gennemføre kerneenergiprogrammerne, og at anvendelsen af kul
giver anledning til miljømæssige problemer.
På nuværende tidspunkt dækkes 41% af energiforbruget af olie, 22% af naturgas, 16% af faste
brændsler (stenkul, brunkul og tørv), 15% af kerneenergi og 6% af vedvarende energikilder.
Hvis udviklingen fortsætter uændret, vil energibalancen også i 2030 primært bygge på de
fossile brændsler: 38% olie, 29% naturgas, 19% faste brændsler og knap 6% kerneenergi og
8% vedvarende energikilder.
EU har kun begrænset mulighed for at indvirke på udbudssituationen med henblik på at skabe
den størst mulige forsyningssikkerhed. I betragtning af det ringe spillerum tegner der sig to
muligheder.
For det første vil EU om ikke andet så i kraft af at være et attraktivt marked kunne forhandle
et strategisk partnerskab med leverandørlandene med henblik på at forbedre
forsyningssikkerheden. Der er allerede taget initiativ til et sådant partnerskab med Den
Russiske Føderation, som er blevet tilbudt støtte til forbedring af transportnettet og udvikling
af ny teknologi. Det sker som et led i en politisk strategi, hvor formålet er at skabe stabile
forsyninger og sikre investeringerne.
For det andet bør EU lægge særlig vægt på, at der ydes økonomisk støtte til de vedvarende
energikilder, som på meget langt sigt rummer flest muligheder med hensyn til diversificering
af forsyningerne.
EU er uanset hvad nødt til at iværksætte en målrettet politik, der gør det muligt at begrænse
efterspørgslen, hvis afhængigheden af de eksterne tilførsler skal mindskes.
En sådan politik til begrænsning af efterspørgslen er også nødvendig, hvis man vil gøre sig
nogen som helst forhåbninger om at bekæmpe klimaforandringerne.
55
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0056.png
2.
DEL
N
YE REFERENCERAMMER FOR ENERGIOMRÅDET
Der skal i enhver debat om Europas fremtidige energiforsyning, ikke mindst når der er tale
om mulighederne for at øge diversiteten, tages hensyn til to nye faktorer, som har vist sig i de
seneste år. Den første faktor er klimaændringerne. Det kan ikke forudses, hvilke konsekvenser
disse ændringer vil få, men der hersker ingen tvivl om, at de er reelle nok, og at de risikerer at
skabe forstyrrelser i den globale udvikling. Det må erkendes, at EU i lyset af denne trussel har
underlagt sig forpligtelserne i Kyoto-protokollen, men endnu ikke råder over effektive midler
til at bekæmpe virkningerne af klimaændringerne med. En aktiv politik til fremme af
bæredygtig udvikling (artikel 6 i EU-traktaten) vil både kunne forbedre
forsyningssikkerheden og styrke bekæmpelsen af klimaændringerne.
Den anden faktor er etableringen af et stadig mere integreret marked for energi. Denne
udvikling vil også være afgørende for, hvilke foranstaltninger der vælges på EU-plan for at
løse de problemer, der er forbundet med klimaændringerne. Virkeliggørelsen af dette
europæiske energimarked betyder nemlig, at de enkelte medlemsstaters tiltag og
erhvervslivets strategier får konsekvenser, som rækker ud over landets egne grænser.
I.
UDFORDRINGERNE VED KLIMAÆNDRINGERNE
Bestræbelserne for at øge forsyningssikkerheden på det europæiske energimarked indebærer I
dag, at der tages hensyn til kravet om at bekæmpe klimaændringerne og skabe en bæredygtig
udvikling (traktatens artikel 2 og 6). Medmindre der træffes betydelige foranstaltninger for at
begrænse efterspørgslen, vil EU ikke kunne bekæmpe klimaændringerne og overholde de
forpligtelser, man blev pålagt under klimakonferencen i Kyoto. Disse foranstaltninger skal
være i tråd med ønsket om at mindske EU's energiafhængighed.
Løsningen af disse problemer kan ikke findes med de nuværende strategier vedrørende
afgifter og statsstøtte eller med den aktuelle efterspørgselspolitik.
A.
Nye spørgsmål
De seneste års statistiske og videnskabelige data peger på, at klimaforholdene forstyrres af, at
der ophobes drivhusgasser i atmosfæren som følge af den udvikling, der finder sted i
samfundet.
1.
Bekæmpelsen af klimaændringerne skal sættes i hovedsædet
Analyser foretaget af Den Mellemstatslige Ekspertgruppe vedrørende Klimaændringer viser,
at den globale opvarmning har været stigende lige siden år 1900. Jorden er blevet mellem 0,3
og 0,6°C varmere i gennemsnit. Opvarmningen har bevirket, at vandstanden i havene er steget
med mellem 10 og 25 cm. Isformationerne er i gennemsnit blevet 40% tyndere i løbet af de
seneste halvtreds år. Opvarmningen af jordkloden er taget til i de seneste 25 år, hvilket de
mange varmerekorder er et af de håndfaste beviser på.
a.
Årsagen: de menneskeskabte emissioner
Opvarmningen skyldes en forstærkning af den naturlige drivhuseffekt, som er en
forudsætning for alt liv på jorden. Drivhusgasserne tilbageholder en del af den solvarme, der
56
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0057.png
kastes tilbage fra jorden. Det er med til at holde en gennemsnitstemperatur på 15°C ved
jordoverfladen, hvor temperaturen ellers ville have ligget på -18°C.
Lige siden den industrielle revolution er der imidlertid sket en betydelig ophobning af
drivhusgasser
43
i atmosfæren, hvorimod den naturlige absorption af disse gasser er blevet
mindre. Atmosfærens indhold af CO
2
, som er den gasart, der har det største ansvar for
drivhuseffekten, er steget med 30% siden 1750
44
.
Energisektoren er ansvarlig for 94% af de samlede menneskeskabte CO
2
-udledninger i
Europa.
De fossile brændsler er de største syndere. Udtrykt i faktiske tal står olieforbruget alene for
50% af det samlede CO
2
-udslip i EU, naturgas 22% og kul 28%. Ser man på de enkelte
forbrugssektorer, tegner produktionen af elektricitet og damp sig for 30% af CO
2
-udslippet,
transportsektoren 28%, husholdningerne 14%, industrien 16% og servicesektoren 5%. Ud af
den samlede forøgelse af CO
2
-udslippet anslås det, at 90% vil komme fra transportsektoren.
Til illustration kan nævnes, at
en almindelig gennemsnitsbil på et år udsender en mængde
CO
2
, der svarer til 2-3 gange bilens vægt.
I de øvrige sektorer ventes udledningerne at falde
set i forhold til 1990.
Transportsektorens afhængighed af de fossile brændstoffer – og den kendsgerning, at den
øgede mobilitet først og fremmest vil kunne ses på vejtrafikken – resulterer i udledning af
drivhusgasser, der opstår ved forbrænding af fossile brændsler. Erkendelsen af, at
drivhusgasserne og navnlig CO
2
udgør en alvorlig trussel mod de fremtidige generationer, er
vokset i løbet af de seneste ti år. Gasserne varmer atmosfæren op, hvilket fører til stadig mere
alvorlige klimaændringer. Selv om EU kun tegner sig for 14% af verdens samlede CO
2
-
udledninger og dermed kun kan få beskeden indflydelse, er det vigtigt, at EU går i spidsen
med et godt eksempel ved at iværksætte en stærk politik, der kan føre til en mærkbar
reduktion af produktionen af disse drivhusgasser. EU vedkendte sig sit globale ansvar i
Kyoto, hvor man forpligtede sig til at mindske udledningerne af drivhusgasser med 8% set i
forhold til 1990 inden 2008-2012.
Transportsektorens energiforbrug tegnede sig i 1998 for 28% af de samlede udledninger af
CO
2
, som er den vigtigste drivhusgas. Ifølge de seneste prognoser vil transportsektorens CO
2
-
udledninger, hvis der ikke tages skridt til at begrænse den stigende trafik, øges med ca. 50% i
perioden mellem 1990 og 2010. Det betyder, at der i 2010 vil blive udledt 1113 mio. tons
CO
2
, mens der til sammenligning blev udledt 739 mio. tons i 1990. Endnu en gang er det
vejtransporten, der med 84% af transportsektorens CO
2
-udledninger er den største synder,
mens flytrafikken tegner sig for 13%. Det er imidlertid en kendt sag, at eksplosionsmotoren
sakker bagud med hensyn til energieffektiviteten, især fordi det kun er en del af
forbrændingen, der går til køretøjets fremdrift
45
Mindre afhængighed af olien og øget energieffektivitet på transportområdet er en
miljømæssig nødvendighed og en teknologisk udfordring. I den sammenhæng har EU til
hensigt at fokusere på en række foranstaltninger, der navnlig omhandler nedbringelse af CO
2
-
udslippet fra personbiler og erhvervskøretøjer og nedsættelse af deres brændstofforbrug.
43
44
45
De menneskeskabte drivhusgasser består af følgende seks gasarter: kuldioxid (CO
2
), som spiller den
største rolle (80%), nitrogenoxid (N
2
0), methan (CH
4
), hydrofluorcarbon (HFC), perfluorcarbon (PFC)
og svovlhexafluorid (SF6).
Det Mellemstatslige Ekspertpanel vedvørende Klimaændringer, 1995
Det fremgår af en undersøgelse foretaget af det franske transport- og infrastrukturministerium, at
personbilers energieffektivitet (målt i hastighed pr. kg olieækvivalent) er to gange mindre end metroens.
Til illustration ligger en termisk bilmotors ydelse på ca. 17% ("Pour la Science", januar 1998).
57
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0058.png
b.
Følgerne: flere naturkatastrofer
Selvom der er generel enighed blandt videnskabsfolk om årsagen til den stadig hurtigere
globale opvarmning, så debatteres det fortsat, hvor omfattende opvarmningen bliver, og hvor
alvorlige konsekvenser det vil få.
Ødelæggende brande, voldsomme regnskyl, langvarige hedebølger og delvis smeltning af
iskappen ved polerne bliver følgerne af den øgede drivhuseffekt. Som Det Mellemstatslige
Ekspertpanel vedrørende Klimaændringer har bemærket, er disse fænomener helt normale.
Det der giver anledning til bekymring er, at de indtræffer på samme tid og stadig hyppigere.
Det er kun begyndelsen, vi har set, men hvad der vil ske, er svært at vide. Ekspertgruppen
vurderer, at jordens gennemsnitstemperatur vil kunne være steget med yderligere 1-3,5°C i
2100, hvis der ikke træffes nogen foranstaltninger. Opvarmningen vil få vandstanden i havene
til at stige med mellem 15 og 95 cm. Det vil gå ud over ikke blot kystområderne, men også
mange øer og hele øgrupper, som risikerer at blive slettet af landkortet, i takt med at havene
breder sig, og isen smelter. Konsekvenserne kan blive katastrofale, fordi opvarmningen
forværres af en række faktorer, som er forbundet med den økonomiske aktivitet og
forvaltningen af naturen. Der må forventes flere og mere alvorlige tørkeperioder og
oversvømmelser til stor skade for landbruget.
2.
Vanskeligt at overholde de internationale forpligtelser
Hvis CO
2
-koncentrationen skal holdes på det nuværende niveau, vil det kræve, at
udledningerne med øjeblikkelig varsel reduceres med 50-70%. Det er også nu, der skal
handles, hvis konsekvenserne blot skal mildnes. Det anslås således, at hvis
temperaturstigningen skal begrænses til ca. 1,5°C frem til år 2050, og stigningen i
vandstanden skal begrænses til 2 cm pr. tiår, vil industrilandene være nødt til at begrænse
deres udledninger med mindst 35% i årene mellem 1990 og 2010
46
.
Når udviklingen ikke
kan bremses, er vi i det mindste nødt til at begrænse den. Jo længere vi venter, jo mere
drastiske bliver de midler, der skal tages i brug.
Transportsektoren står ganske vist kun for 28% af de samlede CO
2
-udledninger, men er
alligevel hovedansvarlig for, at EU ikke vil kunne overholde de forpligtelser, vi blev pålagt i
Kyoto, med mindre situationen meget snart ændrer sig fundamentalt.
Det anslås, at 90% af den samlede stigning i CO
2
-udslippet i perioden mellem 1990 og 2010
vil finde sted i transportsektoren. Vejtrafikken har med 85% af de samlede CO
2
-udledninger
på transportområdet et særligt ansvar. Det understreger også behovet for at arbejde for en
mere ligelig fordeling mellem de forskellige transportformer inden for EU, navnlig i
bevidstheden om, at en lastbil i gennemsnit udleder seks gange mere CO
2
pr. ton/km end et
tog.
Det er årsagen til, at der nu bør tages en saglig debat om vejtransportens rolle i forbindelse
med godsbefordring og om de mange privatbiler i byerne.
Kommissionen understreger i sin kommende hvidbog om den fælles transportpolitiks fremtid,
at der er tvingende behov for konkrete foranstaltninger på dette område.
46
"Environment at the turn of the century", Det Europæiske Miljøagentur, 1999
58
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0059.png
a.
Forpligtelserne i Kyoto – et historisk vendepunkt
Kampen mod klimaændringerne er blevet udmøntet i en række konkrete målsætninger, som
blev fastlagt på FN's globale topmøde i Rio i 1992. Konventionen herfra blev fulgt op af en
protokol, som blev underskrevet i Kyoto i 1997. Protokollen indeholdt en række præcise og
strenge forpligtelser, som industrilandene skulle overholde, når først de var ratificeret.
EU forpligtede sig indledningsvis til at sigte mod, at EU's CO
2
-udledninger i 2000 skulle
ligge på samme niveau som i 1990. Herefter skal udledningen af drivhusgasser i perioden fra
2008-2012 reduceres med 8% i forhold til 1990. Det svarer til en reduktion på 346 mio. tons
CO
2
. EU-landene har indgået en aftale om fordeling af byrden, som bl.a. betyder, at Tyskland
skal foretage 21% af reduktionen og Det Forenede Kongerige 12,5%, hvorimod Frankrig og
Finland kan nøjes med at holde udledningerne på samme niveau.
b.
En opgave, der bliver vanskelig at løse
Europa-30: CO
2
-udledninger i energisektoren (1990=100)
1 4 0
1 3 0
k e rn e k ra ft-
u d f a s n in g s -
r e f e r e n c e
h ø je p r is e r
1 2 0
1 1 0
1 0 0
9 0
1 9 9 0
2 0 0 0
2 0 1 0
2 0 2 0
2 0 3 0
På klimamødet i Haag i november 2000 blev det besluttet at udskyde drøftelserne om
iværksættelsen af protokollens bestemmelser vedrørende mindskelse af drivhusgasser til
foråret 2001. Aftalen skal for at kunne træde i kraft ratificeres af mindst 55 lande, som skal
stå for mindst 55% af industrilandenes samlede udledninger. EU vil gøre en aktiv indsats for,
at protokollen kan træde i kraft i 2002.
Siden 1990 har udledningerne af drivhusgasser været støt stigende i langt de fleste
industrilande. I Europa er det i 2000 lykkedes at stabilisere CO
2
-udledningerne på det niveau,
de lå på i 1990. Det skyldes dog først og fremmest konjunkturforholdene, heriblandt at
Golfkrisen i 1991 lagde en dæmper på den økonomiske vækst, og at industrien i
Storbritannien og i de nye tyske delstater netop da gennemgik en omstilling.
Ifølge Det Europæiske Miljøagenturs
47
prognoser vil de femten EU-landes samlede
udledninger af drivhusgasser, hvis der ikke gribes ind, stige med mindst 5,2% i perioden
mellem 1990 og 2010. I ansøgerlandene er der sket et markant fald i udledningerne i forhold
til 1990 som følge af den økonomiske tilbagegang, som fulgte i kølvandet på murens fald.
Ansøgerlandenes samlede udledninger vil formentlig falde med ca. 11%, men med den
fortsatte økonomiske vækst, der forventes fremover (4% i gennemsnit på årsbasis), vil de
47
"Environment at the turn of the century", Det Europæiske Miljøagentur, 1999.
59
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0060.png
hurtigt begynde at stige igen. I overgangsperioden vil medlemsstaterne og ansøgerlandene
eventuelt kunne handle med emissionstilladelser.
Europa tegner sig kun for 14% af de samlede årlige CO
2
-udledninger, hvilket er langt mindre
end Asien (25%) og USA (29%). Kyoto-protokollen er kun det første trin i bestræbelserne for
at nedbringe udledningerne af drivhusgasser. Der er på længere sigt brug for mere
vidtrækkende målsætninger, som kan danne udgangspunkt for den fremtidige energipolitik og
resultere i en bæredygtig udvikling inden for EU. EU's opgave bliver at udvikle en bred vifte
af teknologier inden for energibesparelser og vedvarende energi og i mere overordnet forstand
at udarbejde en bæredygtig model for produktion og forbrug af energi.
Selv om der føres en ambitiøs politik til bekæmpelse af klimaændringer, må det ikke blokere
for den økonomiske udvikling. En sådan politik skal være med til at stimulere innovation og
strukturelle ændringer og resultere i mere effektive produktionssystemer og en forbedring af
den europæiske økonomis konkurrenceevne.
Det bliver primært landene uden for EU, der får indflydelse på klimaændringerne. EU vil
kunne tilbyde de fornødne tekniske løsninger
48
og udarbejde en ny eksportegnet
udviklingsmodel gennem iværksættelsen af fleksible mekanismer, bl.a. for udviklingen af
mere miljøvenlige teknologier.
Hensigten med de politiske foranstaltninger bør være at mindske forbruget og øge brugen af
energiprodukter, der udsender mindre kulstof, navnlig inden for vejtransport og I bygninger. I
den forbindelse bør udviklingslandene anspores til at føre en energipolitik, der fokuserer på
energikilder, som udsender mindre kulstof, og navnlig på nye og vedvarende energikilder. EU
vil kunne hjælpe tredjelande og primært de lande, der har den største økonomiske vækst
(navnlig de latinamerikanske lande), ved hjælp af en politik rettet mod overførsel af mere
miljøvenlige teknologier. Bekæmpelsen af klimaændringerne vil resultere i øget
forsyningssikkerhed.
Konklusion:
Overholdelsen af forpligtelserne i Kyoto-protokollen og den mere generelle
begrænsning af udledningerne af drivhusgasser hører primært under energi- og
transportpolitikken. Tages der ikke drastiske midler i brug i disse sektorer, vil det kun være
muligt at bekæmpe den globale opvarmning tilstrækkelig effektivt, hvis EU som anbefalet i
denne grønbog iværksætter en række konkrete foranstaltninger (navnlig i form af afgifter og
retsforskrifter) med henblik på at spare på energien og fremme brugen af vedvarende energi
(f.eks. i bygninger). Behovet for denne form for foranstaltninger understreges af, at
hovedvægten på det europæiske energimarked fremover vil skulle lægges på efterspørgslen.
B.
U
TILSTRÆKKELIGE TILTAG
48
Der er allerede udviklet en række lovende teknologier, som imidlertid er vanskelige og bekostelige at anvende
i praksis. Det gælder bl.a. for deponering af CO
2
i underjordiske hulrum, udvikling af nye teknikker til
produktion af elektricitet uden udledning af kuldioxid, etablering af kulstofdræn i form af genplantning af
skov, udvikling af mere plankton i havet osv.
60
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0061.png
Klimaforandringerne har hverken ført til ændringer af beskatningen af energiprodukter eller af
reglerne om statsstøtte med udgangspunkt i den aktuelle udvikling eller udmøntet sig i
ambitiøse tiltag til begrænsning af efterspørgslen, navnlig i form af energibesparelser.
1.
Manglende samordning af afgifterne
Den overvejende del af medlemsstaternes skatteindtægter på energiområdet hidrører fra
energiprodukterne. Energien beskattes som helhed meget hårdt, men der er store forskelle,
både mellem energiprodukterne og mellem medlemsstaterne.
På trods af de markante forskelle mellem EU-landene vil skatterne, og navnlig
punktafgifterne, kunne fungere som et effektivt energipolitisk værktøj. Målet for en sådan
politik, som bl.a. kan være at internalisere omkostninger i forbindelse med miljøskader eller at
iværksætte princippet om, at forureneren betaler, vil nemlig kunne realiseres fuldt ud gennem
massive afgiftsmæssige incitamenter. Efterspørgslen påvirkes forholdsvis lidt af priserne, og
afgifterne er derfor nødt til at være tilstrækkelig høje, til at der kan udsendes et konsekvent
"prissignal" på længere sigt, og samtidig skal den skattemæssige foranstaltning kunne
iværksættes med enkle midler, eventuelt progressivt, og den skal kunne forstås af alle aktører
og være billig at administrere.
Der er brug for mere ensartede EU-regler om beskatningen af energiprodukter for at undgå
konkurrenceforvridning.
a.
Afgiftsforskelle
- De vigtigste tendenser
Siden 1980 er de skatteindtægter, der hidrører fra afgifter på energi og transport, steget en
smule. Hvor de i 1980 udgjorde 5,7% af samtlige skatteindtægter og bidrag til de sociale
sikringsordninger, var der således tale om 6,5% i 1997. Tendensen skyldes de såkaldte
"grønne afgiftsreformer", som betyder, at der er indført nye afgifter, samtidig med at
indkomstbeskatningen er blevet lempet.
Der er markante forskelle medlemsstaterne imellem. Årsagerne til variationerne i
energibeskatningen er vidt forskellige. De afspejler de skattepolitiske valg, hvor hovedvægten
kan ligge på at skaffe midler til statsbudgettet, at føre en økonomisk politik, der forbedrer
konkurrenceevnen i forskellige brancher, eller at tilgodese miljømæssige, sociale og regionale
hensyn.
Et er dog givet, nemlig at størsteparten af skatteindtægterne på energiområdet stammer fra
mineralolien. Afgifterne udgør i gennemsnit 69% af prisen på diesel og 75% af benzinprisen.
61
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0062.png
Indtægter af energi- og transportafgifter i procent af de samlede skatteindtægter og
socialsikringsbidrag (1997)
Energi
Transport
Samlede energi-
og transportafgifter
Belgien
Danmark
Tyskland
Grækenland
Spanien
Frankrig
Irland
Italien
Luxembourg
Nederlandene
Østrig
Portugal
Finland
Sverige
Det Foren. Kongerige
EU 15
3,5
4,5
4,4
8,1
5,3
4,3
4,9
7,2
7,2
4,4
3,7
7,2
4,8
5,2
6,3
5,2
1,9
4,3
1,0
1,1
0,6
0,5
3,9
1,1
0,3
3,3
1,5
2,5
2,2
0,7
1,6
1,3
5,4
8,8
5,4
9,2
5,9
4,8
8,8
8,3
7,5
7,7
5,2
9,7
7,0
5,9
7,9
6,5
- Principperne for beskatningen af energiprodukter – årsagen til de store forskelle
I energiprodukternes slutpris indgår tre former for afgifter, nemlig moms (en værdiafgift, der
beregnes ud fra produktets salgspris), punktafgifter (særlige afgifter, der fastsættes ud fra
produktets kvantitet) og andre specielle afgifter.
Punktafgifterne på mineralolie og momsen er omfattet af en skatteordning på EU-plan.
Derimod findes der hverken EU-regler for andre energiprodukter end mineralolie eller for
afgifter, der ikke kan betragtes som punktafgifter eller moms.
- Punktafgifter:
Punktafgifterne beregnes ikke på samme måde i de enkelte medlemsstater. Der er også stor
forskel på, hvilke punktafgifter der anvendes. Visse medlemsstater har indført CO
2
-afgifter
(Danmark, Finland, Nederlandene og Sverige), mens andre har undladt det. Nogle lande har
lagt afgifter på kernekraft (Sverige) eller indført skattebegunstigelser for landets egen industri
(den spanske kulindustri).
Med hensyn til punktafgifter på mineralolie blev medlemsstaterne i 1992 enige om, at der
skulle indføres en minimumssats inden for EU gældende for beskatningen af de forskellige
former for mineralolie afhængig af anvendelsen (som brændstof, til industriel eller
kommerciel anvendelse eller til opvarmning). I praksis ligger punktafgifterne ofte over
minimumsgrænserne, som ikke er blevet ændret siden 1992. Satserne varierer meget
medlemsstaterne imellem.
62
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0063.png
Punktafgifter på blyfri benzin
Der findes desuden en lang række dispensationsordninger, som giver medlemsstaterne ret til
helt at undlade at lægge punktafgifter på olieprodukter eller at reducere afgifterne. Det
fremgår udtrykkeligt af EU-lovgivningen, at der kan indrømmes fritagelse eller nedsættelse i
en lang række konkrete tilfælde. Der er f.eks. fuld punktafgiftsfritagelse for brændstoffer, der
anvendes til kommerciel lufttransport og til kommerciel søtransport i EU's farvande.
Ifølge EU-lovgivningen kan medlemsstaterne endvidere indgive en særlig anmodning til
Europa-Kommissionen om tilladelse til at anvende andre fritagelser for eller nedsættelser af
punktafgifter end dem, der udtrykkeligt er fastsat i EU's bestemmelser.
- Moms
På momsområdet fremgår det af det sjette momsdirektiv, at samtlige olieprodukter med
undtagelse af naturgas skal være underlagt en "normal" minimumssats på 15%. Der kan kun
anvendes lavere satser for gas og elektricitet. De reducerede satser, der var gældende i 1991,
vil dog kunne opretholdes som et led i midlertidige ordninger. Hvor uoverskuelig situationen
er ses bl.a. af, at den britiske og portugisiske moms på elforbruget ligger på 5%, hvorimod
den tilsvarende svenske og danske moms udgør 25%.
Medlemsstaternes momssatser - 2000
(udvalgte varer og tjenester, i %)
Land
Moms –
standardsats
Passager-
befordring
Naturgas
Elek-
tricitet
Østrig
Belgien
Danmark
Finland
20
21
25
25
10
6
Undtaget
8
20
21
25
25
20
21
25
25
63
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0064.png
Frankrig
Tyskland
Grækenland
Irland
Italien
Luxembourg
Nederlandene
Portugal
Spanien
Sverige
Det Forenede
Kongerige
19,6
16
18
21
20
15
17,5
17
16
25
17,5
5.5
16 – 7
8
Undtaget
10
3–0
6
5
16-7
12
0
19,6
16
8
12,5
10
6
17,5
17
16
25
5
19,6
16
8
12,5
10
6
17.5
5
16
25
5
- Andre afgifter
Medlemsstaterne har iværksat en lang række skattemæssige instrumenter, der omhandler
andre former for energiafgifter. Anvendelsesområder, beregningsmetoder og satser er
forskellige, men fælles for dem alle er, at de modvirker det indre markeds funktion.
Medlemsstaterne har indført vidt forskellige afgiftssatser for energiprodukter. Det fremgår
tydeligt, hvis man ser på olieprodukterne. Punktafgifterne på dieselbrændstof til køretøjer
varierer mellem 245 pr. 1000 liter i Portugal og 777 pr. 1000 liter i Det Forenede
Kongerige. EF's minimumssats ligger på 245 . Det anslås, at afgiftsbyrden for
brændstoffernes vedkommende udgør 50-60% af den samlede pris i de lande, hvor afgifterne
er lavest (Spanien, Grækenland, Luxembourg og Portugal), men hele 75% i Det Forenede
Kongerige.
Ser man på
ansøgerlandene,
har alle de central- og østeuropæiske lande indført punktafgifter
på benzin (med og uden bly) og på diesel. Punktafgifterne er generelt lavere i disse lande end
i EU's medlemsstater. Enkelte lande har indført punktafgifter på andre former for
motorbrændstof (gas i flydende form og petroleum) og på svær og let brændselsolie.
Ansøgerlandene er nødt til at sætte deres afgifter op eller indføre nye punktafgifter, når de
træder ind i EU, selv om det kan resultere i visse økonomiske og sociale vanskeligheder.
Blandt de central- og østeuropæiske lande er det kun Litauen, der har indført afgifter på
naturgas, elektricitet og kul. Her anvendes en værdibaseret afgift på elektricitet.
Punktafgifter i ansøgerlandene
(begyndelsen af 2000)
Blyholdig benzin
Blyfri benzin
Diesel
Let
Svær
64
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0065.png
brændselsolie
EUR/ 1000 l
EUR/ 1000 l
EUR/ 1000 l
EUR/ 1000 l
brændselsolie
EUR/ton
Bulgarien
Den Tjekkiske Rep.
Estland
Ungarn
Letland
Litauen
Polen
Rumænien
Slovakiet
Slovenien (
inkl.
afgift
)
CO
2
-
206
294
192
0
224
0
288
232
0
384
188
294
192
343
190
208
266
225
223
324
47
221
127
296
178
111
196
116
173
330
6,3
221*
14
296**
18
0
24
0
0
25,8 (66,2)
11.3
0
0
0
3,2
4,7
24,1
0
0
15,5 (63,6)
EU's
minimumstakster
337
287
245
18
13
b.
Beskatningen er ude af trit med samfundets behov
- Afgiftsstrukturen
Princippet om skattemæssig neutralitet skal sikre, at afgifterne ikke påvirker
produktionssektorernes og forbrugernes valgmuligheder i uheldig retning. Dette gælder i
særlig grad for energisektoren.
Medlemsstaternes beskatning af energiprodukter følger ofte den samme struktur i
produktmæssig henseende. Afgifterne er lavest for kul og naturgas og højest for olie. Den
vedvarende energi er omfattet af skattemæssige begunstigelser, og producentlandene yder
statsstøtte til kulindustrien.
Afgifterne på
kul
er forholdsvis beskedne, undtagen i de nordeuropæiske EU-lande. Så vidt
vides er der ti medlemsstater, som ikke opkræver kulafgifter, hvorimod Finland har indført en
afgift på 60% på kul til industriel anvendelse
49
. Det siger sig selv, at der ikke lægges afgifter
på kul, når staten yder store tilskud til sektoren, men det betyder til gengæld også, at
importeret kul begunstiges i forhold til andre former for erstatningsenergi, hvor beskatningen
er hårdere, bl.a. naturgas og olie.
49
Der foreligger ikke præcise data herom.
65
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0066.png
Afgifterne på
naturgas
er generelt højere end på kul, men satserne er, hvis man ser bort fra
Danmark, Østrig, Italien og Sverige, relativt beskedne. Hvor afgifterne i Det Forenede
Kongerige (moms) ligger på 5%, udgør de ca. 50% i Italien og Danmark for de private
husholdningers vedkommende. For naturgas, der anvendes til industrielle formål og til
elproduktion, anslås det, at afgifterne ligger i intervallet mellem 0 og 15%
50
.
Den
vedvarende energi
er typisk fritaget for afgifter eller beskattes forholdsvis lempeligt,
men der er store forskelle mellem medlemsstaterne. Den utilstrækkelige harmonisering inden
for EU vidner om manglende konsekvens og svækker bestræbelserne for at forbedre
forsyningssikkerheden. Der bør anvendes særligt gunstige afgiftsregler for visse former for
vedvarende energi. En del af produktionen af vedvarende energi er allerede helt fritaget for
afgifter, bl.a. den varme og elektricitet, der frembringes af private solvarmeanlæg. Andre
energiformer, f.eks. vindkraft, vandkraft, biomasseenergi og biobrændsler udbydes på
markedet og beskattes i et vist omfang. Der lægges f.eks. også punktafgifter på
biobrændslerne, som i forvejen er mindst tre gange så dyre som de øvrige europæiske
brændstoffer, med det resultat at de kun får marginal markedsmæssig betydning. De
nuværende EU-regler åbner imidlertid ikke mulighed for at fritage biobrændslerne for
afgifter, medmindre de anvendes i forbindelse med forsøgsprojekter.
Det skal dog bemærkes, at der allerede er truffet foranstaltninger for at fremme den
vedvarende energi. På brændstofområdet er der vedtaget foranstaltninger til fremme af
erstatningsbrændstoffer med henblik på at øge anvendelsen af naturgas og LPG. På længere
sigt vil forslaget til et nyt direktiv om energiprodukter gøre det muligt at indrømme
afgiftsfritagelser for brint og biobrændsler.
- Følgerne af de eksisterende afgiftsforskelle
Den manglende konsekvens inden for transport- og energibeskatningen kan illustreres med et
eksempel. På samme strækning mellem en hovedstad og en større provinsby (600 km)
konkurrerer flytrafikken med højhastighedstoget, hvilket naturligvis forstærker de trafikale
problemer, navnlig i hovedstadsområdet. Det brændstof, der anvendes i flyet, skal der ikke
betales afgifter af, hvorimod togpassageren både betaler momsen på elektricitet og eventuelle
punktafgifter, som væltes over på billetprisen.
- Afgiftsforskellene giver sig udslag i en række paradokser, hvis man ser på
valget af
energikilder
51
.
Når det gælder
elproduktionen,
ser det ikke ud til, at momsen og punktafgifterne er
afgørende for de valg, forbrugerne i de enkelte medlemsstater træffer. I Nederlandene gør de
høje kulafgifter det således mere fordelagtigt at producere elektricitet ved hjælp af andre
energikilder og at importere tysk elektricitet, som fremstilles på grundlag af fast brændsel.
Den britiske "grønne billet" har også sat skub i eksporten af elektricitet fra franske
kernekraftværker.
En række undersøgelser har vist, at medlemsstaternes nuværende afgifter ofte er for lave til, at
forbrugerne lader sig påvirke af dem.
50
51
De oplysninger, Kommissionen har kendskab til, er ikke tilstrækkelig detaljerede.
Jf. den vedlagte skatteanalyse.
66
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0067.png
Heller ikke inden for fremstilling af
varme til industrielt brug
er det afgifterne, der afgør
valget af brændsel. Den eneste undtagelse er Grækenland, hvor afgifterne stimulerer brugen af
fast brændsel.
Når det gælder
opvarmning af private boliger,
er naturgassen så konkurrencedygtig, at
forbrugerne ser bort fra beskatningen. Det er dog ikke tilfældet i Spanien og Irland.
Hvis man ser på
privatbilismen,
medfører afgiftsreglerne i lande som Belgien, Frankrig,
Tyskland, Nederlandene og Sverige, at det bedst kan betale sig at køre i dieseldrevne biler
52
.
Efterspørgslen er både på kort og mellemlang sigt relativt uelastisk set i forhold til
prisudviklingen, hvilket også betyder, at brændstofafgifterne i øjeblikket ikke spiller nogen
større rolle for de valg, forbrugerne træffer. Forbrugerne burde i højere grad tage hensyn til de
øvrige afgifter, heriblandt registrerings- og vægtafgifterne, når de vælger, hvilke brændstoffer
de vil benytte.
- Utilstrækkelig harmonisering af energibeskatningen
konkurrenceforvridning mellem medlemsstaterne
kan
resultere
i
Medlemsstaternes punktafgifter på brændstoffer er vidt forskellige. Det klassiske eksempel er
den diesel, der bruges af erhvervskøretøjer. Grænsehandelen med brændstoffer er desuden
stærkt afhængig af afgiftsforskellene. De øgede brændstofpriser har også, selv om
energibeskatningen som helhed har ligget stabilt, været årsag til panikreaktioner i
medlemsstaterne, som typisk har valgt at sænke energi- og transportafgifterne for navnlig at
støtte vejtransportsektoren. Medlemsstaterne har været for hurtige til at glemme behovet for
en omstrukturering af denne sektor, og deres skattemæssige initiativer har blot forstærket den
nuværende konkurrenceforvridning inden for EU.
Hvad angår olien understregede økonomi- og finansministrene på rådsmødet i Versailles i
september 2000, at man bør modstå fristelsen til at dæmpe olieprisstigningerne ved hjælp af
afgiftslettelser.
Fordi afgifterne udgør en tungtvejende andel i forbrugerpriserne, er det en udbredt opfattelse,
som OPEC i øvrigt også har gjort sig til talsmand for, at man kunne dæmpe prisstigningen på
olieprodukter ved at nedsætte afgifterne. At give efter på dette punkt ville være ensbetydende
med at overføre skatteindtægterne til OPEC og tilskynde dem til at holde priserne på et
kunstigt højt niveau, eftersom sådanne afgiftsnedsætttelser ville neutralisere den virkning,
som den højere råoliepris ville få på forbrugerpriserne.
De nuværende stigninger i brændstofpriserne skal imidlertid ses i deres rette sammenhæng.
Ser man tilbage på de seneste tyve år, har priserne, inklusive moms og andre afgifter, nemlig
været endnu højere målt i faste priser. I Frankrig betalte bilisterne således en gennemsnitlig
detailpris på 6,6 FRF i 2000, mens de betalte 5,9 FRF i 1990 og 7,3 FRF i 1985.
Prisstigningen modsvares af, at forbruget pr. kilometer er faldet som følge af tekniske
forbedringer. Vore dages biler bruger kun en tredjedel af den benzin, som bilerne gjorde for
tyve år siden.
Afgiftsnedsættelser, der finder sted i spredt fægtning, er på ingen måde i overensstemmelse
med de europæiske regler. Som tidligere nævnt kan medlemsstaterne ifølge EU-lovgivningen
anmode Europa-Kommissionen om tilladelse til at anvende andre fritagelser for eller
nedsættelser af punktafgifter end dem, der udtrykkeligt er fastsat i EU's regler. Der modtages
stadig flere anmodninger af denne art. I samme forbindelse har flere medlemsstater for nylig
52
Jf. den vedlagte skatteanalyse.
67
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0068.png
meddelt, at de agter at nedsætte punktafgifterne på dieselbrændstof til vejtransport.
Kommissionen har foreslået Rådet, at mulighederne for at indrømme undtagelser begrænses,
og at de kun skal gælde i et begrænset tidsrum.
- Utilstrækkelig harmonisering af energibeskatningen kan også føre til
urimelig
konkurrence på afgiftsområdet.
Medlemsstaterne vil i realiteten kunne hindres i at beskatte
et energiprodukt, hvis det samme produkt ikke beskattes lige så meget i nabolandet, af frygt
for at det kunne få visse erhvervsvirksomheder til at flytte til udlandet. Det betyder, at
medlemsstaterne mister en del af deres skattepolitiske selvbestemmelse.
De manglende EU-rammer for energibeskatningen er generelt til skade for det indre marked
og risikerer desuden også at bremse for liberaliseringen af naturgas- og
elektricitetsmarkederne. De manglende regler begrænser også medlemsstaternes
handlemuligheder i forhold til at gennemføre visse tiltrængte skattemæssige reformer. Hertil
kommer, at reglerne er nødvendige af hensyn til de politikker, de knytter sig til, bl.a. den
politik, der føres for at forbedre forsyningssikkerheden.
Sammenlignet med den lovgivning, der vedtages af medlemsstaterne selv, er der mange
fordele ved at fastlægge fælles EU-regler, som bl.a. vil kunne forbedre det indre markeds
funktion og gøre det muligt at skabe ensartede konkurrencevilkår inden for EU. EU er det
ideelle forum til fastlæggelse af hovedlinjerne i skattepolitikken på energi-, transport- og
miljøområdet.
Behovet for en EU-lovgivning på området understreges også af, at det med de nuværende
regler om statsstøtte er vanskeligt at iværksætte visse aspekter af energi- eller
miljøbeskyttelsespolitikken i praksis.
Medlemsstaterne kommer ikke uden om en harmonisering af afgiftsniveauet i
opadgående retning.
Det falder i øvrigt også i tråd med Kommissionen
forslag til et
direktiv om beskatning af energiprodukter
53
, som har ligget til behandling i Rådet siden
1997. Hensigten med det nye direktiv er ikke at indføre nye afgifter, men at gøre det muligt at
omlægge de nationale skattesystemer og at virkeliggøre en række målsætninger, navnlig på
miljø-, transport- og energiområdet, uden at det forstyrrer det indre markeds funktion. Når
forslaget er strandet i Rådet, skyldes det navnlig, at Spanien har nedlagt veto mod det.
Der
bør snarest muligt indledes nye drøftelser, således at direktivet kan vedtages inden for
en overskuelig fremtid.
Med henblik på at foretage justeringer kunne det være en mulighed at fastlægge en
mekanisme til stabilisering af momsindtægterne, som kunne tages i brug i tilfælde af større
udsving i oliepriserne. I den forbindelse vil Kommissionen fortsat undersøge fordelene ved en
sådan mekanisme sammenholdt med målet om at fastlægge harmoniserede og generelt højere
energiafgifter
54
. Det bør undersøges, om det er korrekt, at momsen som helhed ikke påvirkes i
videre omfang af olieprisstigningerne, fordi momsen på andre former for forbrug sænkes.
Konklusioner:
De uensartede afgiftsregler, der karakteriserer energiområdet, stiller sig ofte i vejen
for de transport- og miljøpolitiske målsætninger. Reglen om, at beslutninger skal træffes
enstemmigt blokerer for en egentlig samordning af afgiftsniveauet.
Så længe EU ikke
53
54
KOM/97/30, endelig udg., EFT nr. C 139 af 06.05.1997.
Kommissionens meddelelse af 11.10.2000 om EU's olieforsyning, KOM(2000) 631, endelig udg.
68
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0069.png
formår at gennemføre en egentlig samordning af medlemsstaternes skattelovgivning på
energiområdet, er det ikke realistisk at tro, at der i nær fremtid vil kunne indføres EU-
afgifter såsom afgifter på forurenende udledninger eller kuldioxid. Alle initiativer i
denne retning er indtil nu slået fejl.
2.
Mere faste retningslinjer for statsstøtte
En af de vigtigste forudsætninger for, at det indre marked kan fungere tilfredsstillende, er at
der føres kontrol med statsstøtten. Hidtil har Kommissionen imidlertid behandlet sagerne
enkeltvis uden at have nogen samlet strategi. Det gælder ikke mindst for tilskud til produktion
af elektricitet fra vedvarende energikilder og for de overgangsordninger ("strandede"
omkostninger), der er anvendt i henhold til "eldirektivet".
På nuværende tidspunkt findes der ingen detaljeret opgørelse på EU-plan over alle de tilskud,
som medlemsstaterne yder til de forskellige energiprodukter. Kommissionen er nu gået i gang
med at udarbejde en sådan opgørelse for at undersøge, om støtten har begunstiget visse
energikilder, uden at der er taget hensyn til de energipolitiske målsætninger og behovet for at
bekæmpe klimaændringerne, sådan som det tidligere var tilfældet. I dag er situationen noget
uoverskuelig, bl.a. som følge af konkurrenceforvridning. En opgørelse over statsstøtten til
energiområdet vil sikre, at det for fremtiden undersøges, hvorvidt visse foranstaltninger er
berettigede. Støtten til visse sektorer bør indstilles (bl.a. til olie, naturgas og kernekraft).
Til
gengæld bør støtten til den vedvarende energi intensiveres for at sætte mere skub i
denne sektor.
Reglerne om statsstøtte er ved at blive ajourført, så det bl.a. bliver muligt at satse endnu
stærkere på nye og vedvarende energikilder. Der skal også tages stilling til de såkaldte
"strandede omkostninger" med henblik på at afklare spørgsmålet om overgangsordningerne.
Dette punkt er også centralt i forbindelse med fastlæggelsen af rammerne for de
omstruktureringer, der er iværksat i ansøgerlandene.
Kommissionen vil inden for kort tid være klar med de nye lovregler om statsstøtte, som bl.a.
skal sikre, at der tages større hensyn til miljøet. De nye regler indeholder særlige
bestemmelser, der skal fremme udviklingen af den vedvarende energi.
Statsstøtten bør analyseres i forhold til transportpolitikken, energipolitikken
forsyningssikkerheden samt behovet for at fremme den vedvarende energi.
og
Kommissionen har til hensigt at udarbejde en systematisk opgørelse over statsstøtten for at
undersøge, hvorvidt den svarer til EU's politiske prioriteringer.
3.
Manglende styring af efterspørgslen
I de første år efter oliekriserne var der stor interesse for at spare på energien, men i de seneste
ti år er der sket en tydelig afmatning. Besparelserne var kun på 10% i halvfemserne, hvor de i
firserne nåede op på 25%.
Det har fortrinsvis været medlemsstaterne selv, der iværksatte foranstaltninger for at styre
efterspørgslen, og resultaterne har været meget forskellige. I nogle lande har hovedvægten
ligget på stimulerende foranstaltninger, mens der i andre er taget mere forpligtende midler i
brug. Klimaforandringerne og forberedelsen af klimakonferencen i Haag har imidlertid fået
visse medlemsstater til at iværksætte mere ambitiøse programmer, som imidlertid ikke har
mindsket forbruget i et omfang, der står mål med de problemer, der skal løses.
69
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0070.png
Medlemsstaterne har ikke været særlig villige til at træffe mere vidtrækkende initiativer på
EU-plan, som kunne udmøntes i bindende målsætninger.
Indsatsen på EU-plan har indtil nu været beskeden. Det er ikke lykkedes at videreføre de
betydelige bestræbelser, der blev igangsat efter de første oliekriser med henblik på at forbedre
energieffektiviteten. I 1999 vedtog EU det såkaldte "SAVE-direktiv". Ifølge dette direktiv
skal medlemsstaterne planlægge og gennemføre energibesparelser i private husholdninger og i
service- og industrisektorerne
55
.
Det oprindelige udkast til Kommissionens direktivforslag indeholdt klare retningslinjer for,
hvilke foranstaltninger der skulle træffes på nationalt plan. Medlemsstaterne fastholdt
imidlertid under forslagets behandling, at de ønskede mere frie rammer, så de selv kunne
vælge de foranstaltninger, der var mest hensigtsmæssige for deres land. Det betyder, at
direktivet langt fra vil få den tiltænkte effekt. Hertil kommer, at otte af medlemsstaterne enten
har undladt at iværksætte dele af direktivet eller ikke har oplyst, hvilke resultater der er
opnået. Som følge heraf blev der indledt en række overtrædelsesprocedurer i oktober 2000.
SAVE- og ALTENER-direktiverne blev vedtaget i begyndelsen af halvfemserne. Der er tale
om politisk orienterede programmer, som fokuserer på ikke-tekniske foranstaltninger med det
formål at forbedre udnyttelsen af det økonomiske potentiale inden for eksisterende innovativ
praksis på energimarkedet og inden for den energirelaterede del af transportsektoren. Det
anslås, at årsbudgettet for 2000 og 2001 udgør henholdsvis 14,0 og 11,0 mio. EUR for SAVE
og 17,5 og 17,3 mio. EUR for ALTENER. Der er tale om relativt beskedne beløb, som ikke
gør det muligt at tale om nogen egentlig EU-politik.
Resultaterne af SAVE- og ALTENER-programmerne har været forholdsvis beskedne. Det
gælder dog ikke for følgende specifikke initiativer:
Der er udarbejdet en bredt anlagt strategi til forbedring af husholdningsapparaters
energieffektivitet (køleskabe, vaskemaskiner, komfurer osv.). De tekniske krav
vedrørende mærkning og standarder blev fastlagt i forbindelse med en række
undersøgelser, som blev finansieret under SAVE-programmet. De nye regler består af et
direktiv om mærkning af husholdningsapparater og to direktiver om mindstenormer for
køleskabes og varmtvandskedlers energieffektivitet. Kontrollen med direktivernes
gennemførelse, som er sket med støtte fra SAVE-programmet, har været afgørende for de
gode resultater. De køleskabe, der sælges i dag, bruger ca. 27% mindre energi end
tilsvarende apparater gjorde i 1992, og det skyldes først og fremmest, at der er udarbejdet
energimærker og -standarder.
Finland har iværksat et biomasseprojekt med titlen "AFB-NET
V"
under ALTENER-
programmet. Biomasse rummer store muligheder inden for sektoren for den vedvarende
energi. Netværket har dannet grobund for et omfattende europæisk samarbejde mellem
industrien, forsknings- og udviklingssektoren og myndighederne på energiområdet. I
projektet indgår bl.a. en vurdering af den internationale handel med biomasse og en
sammenligning af priserne.
55
Energiattester for bygninger, fakturering af udgifter til opvarmning og luftkonditionering på grundlag af
det faktiske forbrug, tredjepartsfinansiering af investeringer i den offentlige sektor, varmeisolering af
nye bygninger, regelmæssigt eftersyn af varmtvandskedler og energisyn af industrivirksomheder med
højt energiforbrug.
70
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0071.png
Direktiverne om mærkning af husholdningsapparater og effektivitetskrav til køleskabe og
varmtvandskedler har haft en meget positiv effekt i de lande, hvor de er gennemført efter
hensigten.
Ud over at der findes et kolossalt teknisk potentiale for forbedring af energieffektiviteten
(som menes at ligge på 40% af det nuværende energiforbrug), tyder de seneste beregninger
56
også på, at der eksisterer et betydeligt økonomisk potentiale for forbedring af
energieffektiviteten med mindst 18% af det nuværende energiforbrug. Dette potentiale svarer
til over 160 mio. toæ eller det totale energiforbrug i Østrig, Belgien, Danmark, Finland,
Grækenland og Nederlandene tilsammen. Når dette potentiale ikke udnyttes, skyldes det en
række markedsmæssige barrierer, der hindrer den fornødne spredning af energieffektiv
teknologi og en tilfredsstillende energianvendelse. I visse sektorer er potentialet ufattelig
stort. EU's undersøgelse af belysningsområdet ("European
Green Light Study")
viste f.eks., at
der kunne spares mellem 30 og 50% af den elektricitet, der anvendes til belysning, ved at
investere i de mest effektive belysningssystemer. Den samme effektivitet vil kunne opnås ved
indbygning af energibesparende stand by-funktioner i computere, kontorudstyr, private tv-
apparater, båndoptagere osv.
I
handlingsplanen for større energieffektivitet i Det Europæiske Fællesskab,
som blev
vedtaget af Kommissionen i april 2000, foreslås en vejledende og ganske vist beskeden
målsætning om at forbedre energiintensiteten med et procentpoint om året ud over den
anslåede årlige basisændring. Det vil gøre det muligt at realisere 2/3 af besparelsespotentialet
indtil 2010, svarende til besparelser på over 100 mio. toæ, og at reducere CO
2
-udledningerne
med næsten 200 mio. tons CO
2
/år. (Besparelserne beskrives nærmere i et scenario for
forbedring af energieffektiviteten.)
Det er hensigten, at den kombinerede kraftvarmeproduktion skal fordobles, så dens andel af
elproduktionen øges til 18% i 2010 for EU som helhed. Det forventes at kunne nedbringe
CO
2
-udledningerne med over 65 mio. tons i 2010. Potentialet inden for den kombinerede
kraftvarmeproduktion er imidlertid langt større, og det anslås, at kraftvarmeproduktionen,
forudsat at der er tilstrækkelig konkurrence på energimarkedet, vil kunne tredobles i løbet af
de kommende ti år og dermed reducere CO
2
-udledningerne med yderligere 65 mio. tons pr.
år.
Iværksættelsen af initiativer inden for integreret ressourceplanlægning (SAVE-undersøgelsen)
og energitjenesterne er nogle af de faktorer, der kan få stor betydning for, om det lykkes at
skabe større afkobling mellem efterspørgslen efter energi og den økonomiske vækst. De
nyeste tiltag i forbindelse med det europæiske klimaændringsprogram
57
har bekræftet det
eksisterende økonomiske potentiale. Arbejdsgruppen vedrørende Energiforbrug har
udarbejdet en foreløbig rapport, hvoraf det fremgår, at der på efterspørgselssiden vil kunne
spares ca. 350 TWh i bolig-, service- og industrisektorerne, hvis materiellet udskiftes eller
suppleres med modeller med lavere livscyklusomkostninger.
Ser man bort fra de foranstaltninger, der er iværksæt under SAVE- og ALTENER-
programmet, er det beklageligt, at EU ikke har draget større fordel af sine tidligere
erfaringer med at yde støtte til og fremme brugen af ny teknologi, navnlig i forbindelse
med forskningsprogrammerne, både hvad angår spredningen af resultater og
56
57
MURE-modellen.
KOM(2000) 88, endelig udgave
.
71
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
fastlæggelsen af nye normer, som vil kunne forbedre energieffektiviteten i boligsektoren,
transportsektoren, industrien mv.
EU bør i fremtiden yde støtte til nye teknologier (miljøvenlige biler, brændselsceller,
boligisolering, solceller mv.). Støtten skal centreres om efterspørgslen og komme de
potentielle brugere til gavn (byer, kommuner og amtskommuner) i stedet for at gå til den
etablerede teknologi. Det er med andre ord spørgsmålet, om tiden ikke er inde til at bringe
orden i efterspørgselssituationen, hvilket samtidig også vil gøre det muligt at opbygge
tilstrækkelig store markeder. Sådanne stordriftsfordele vil også gøre det billigere at bruge
disse teknologier. Samtidig skal der arbejdes videre med certificering og fastlæggelse af
normer og standarder. Det vil få større virkning, hvis støtten i stedet for at komme industrien
til gode bl.a. går til initiativer, der gør det attraktivt at køre i hybridbiler, som både bruger
elektricitet og andre brændstoffer, og til at begrænse de forurenende bilers adgang til større
byområder. Storstilede initiativer af denne art kan tjene som eksempler til efterfølgelse.
Konklusion:
Kommissionen vil undersøge mulighederne for at udforme klare lovrammer for den
fremtidige politik inden for energieffektivitet og vedvarende energi (energiforvaltning). Det er
årsagen til, at Kommissionen i sit oplæg til en energistrategi (jf. 3. del i denne grønbog)
fokuserer på konkrete foranstaltninger, der kan dæmpe den stigende efterspørgsel.
72
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0073.png
II. D
EN STIGENDE INTEGRERING AF ENERGIMARKEDERNE
På trods af EU's manglende kompetence på energiområdet er det alligevel lykkedes at træffe
en række foranstaltninger, der har gjort det muligt at etablere et indre marked for navnlig gas
og elektricitet. Et af de første resultater var et markant prisfald
58
.
A.
1.
a)
Det indre marked for naturgas og elektricitet
Markedets dynamik
Priserne er begyndt at falde
Hensigten med at skabe et indre marked for energi er, som det også var for telekommunikation
og finansielle tjenesteydelser, at styrke EU-landenes konkurrenceevne. Europæisk industri var i
begyndelsen af halvfemserne nødt til at betale 40% mere for elektriciteten end sine
amerikanske konkurrenter. Efter at det indre marked blev etableret, er priserne faldet. Mange af
medlemsstaterne er nået endnu længere end krævet i direktiverne
59
om elektricitet og naturgas,
hvilket har betydet, at der nu er fri konkurrence på to tredjedele af elektricitetsmarkedet og 80%
af naturgasmarkedet. De priser, industrien skal betale for energien, er i gennemsnit faldet med
15%, og i visse medlemsstater, heriblandt Tyskland, med hele 45%
60
.
58
59
60
Liberaliseringen af markedet for elektricitet og naturgas er indtil nu sket ud fra fem forskellige
direktiver, som omhandler salgsprisernes transparens (1990), transit af elektricitet og gas gennem de
overordnede net (1990, 1991), det indre marked for elektricitet (1996) og det indre marked for gas
(1998).
96/92/EF og 98/30/EF.
Produktionsomkostningerne på elektricitetsområdet har ændret sig, navnlig som følge af liberaliseringen
af energimarkedet og miljølovgivningen. Produktionsomkostningerne for elektricitet er lavest for det
kombinerede kredsløb (gasturbiner) tæt efterfulgt af importeret kul. Mange medlemsstater har ydet
tilskud til vindmølleindustrien med det resultat, at produktionsomkostningerne også her er forholdsvis
konkurrencedygtige.
Produktionsomkostninger for elektricitet efter den anvendte teknologi
Produktions-
omkostninger
cent/kWh
Stenkul (importeret)
Stenkul (produceret med tilskud inden for
EU)
Gas (CCGT)
Kernekraft
Vindkraft (produceret med tilskud)
Kilde: Bilag 3
Produktions-
omkostninger
sammenlignet med gas
3%
32%
3,29
4,20
3,18
4,51
4,46
0%
42%
40%
73
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0074.png
b)
Harmoniserede lovrammer
Til forskel fra USA er liberaliseringen af det europæiske marked sket på et ensartet grundlag.
Den europæiske liberalisering er omfattet af et enkelt direktiv, hvori der stilles minimumskrav
til samtlige medlemsstater. USA har ingen forbundslovgivning, som indeholder sådanne
regler, og det er derfor op til de enkelte delstater at sørge for, at der er fri konkurrence på
deres markeder.
Ifølge de europæiske regler skal nettene kobles meget tættere sammen og sikres bedre, end
det er tilfældet i de amerikanske delstater. Der gør det muligt at undgå strømsvigt, fordi
systemoperatørerne kan trække på operatører i andre lande via et koordineringsorgan.
c)
En offentlig tjeneste tilpasset de nye markedsstrukturer
Elektricitets- og naturgassektoren er omfattet af en offentlig tjeneste, hvilket betyder, at der
skal tages højde for en lang række aspekter, heriblandt forsyningssikkerheden,
servicekvaliteten og forsyningspligten.
Hvad angår sidstnævnte aspekt har medlemsstaterne pålagt systemoperatørerne en række
minimumskrav i relation til forsyningspligten. Transmissions- og distributionsselskaberne har
pligt til at tilslutte samtlige borgere til nettet på rimelige vilkår. Etableringen af det indre
marked må under ingen omstændigheder gå forud for behovet for at tilbyde den fornødne
tjeneste til ugunstigt stillede borgere (arbejdsløse, marginaliserede, handicappede osv.). Alle
skal også fremover have ret til en opkobling til elnettet og til forsyning med elektricitet til
rimelige priser. Derfor indeholder direktiverne også en række bestemmelser, som skal sikre,
at medlemsstaterne bibeholder de redskaber, der er nødvendige til formålet.
Det har vist sig, at standarden for den offentlige tjeneste ikke er blevet forringet i takt med
etableringen af det indre marked. Tjenesternes kvalitet er tværtimod blevet forbedret.
d)
Omstruktureringen af markedet
De traditionelle monopolvirksomheder i naturgas- og elsektoren har truffet deres
forholdsregler forud for åbningen af markederne. De har gennemført en gennemgribende
omstrukturering for at blive mere konkurrencedygtige. Denne udvikling var en uundgåelig
følge af det indre marked og har også kunnet ses inden for andre brancher.
Siden 1998 er der sket en lang række fusioner og opkøb, navnlig i elsektoren. I denne sektor
synes det naturligt, at der sker en koncentration af henholdsvis produktions- og
transmissionsaktiviteterne, som af hensyn til forvaltningen af nettet er knyttet sammen, og som
derfor indebærer særlige stordriftsfordele. De to aktivitetsområder tegner sig i øvrigt for en
væsentlig del af omkostningerne (til eksempel tegner de sig samlet for 75% af omkostningerne
til den britiske elproduktion
61
). Hvis transmission og produktion adskilles, vil det kunne
forstærke liberaliseringen og gøre det muligt at skabe reel konkurrence. Også i den sektor, der
CCGT = gasturbiner med kombineret kredsløb (Combined Cycle Gas Turbines). Medlemsstaternes
produktionsomkostninger er beregnet i forhold til den producerede elektricitet. Omkostningerne er baseret på en
gennemsnitlig udnyttelsesgrad på 7000 timer.
61
Electricity Market Reform, IEA handbook, 1999
74
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0075.png
fremstiller udstyr og brændsel til kernekraftindustrien, er der sammenlægninger på vej
(mellem BNFL, Westinghouse og ABB og mellem Framatome og Siemens) med det formål at
skabe en række fast sammentømrede europæiske industripoler, der er i stand til at konkurrere
på de internationale markeder.
Hvad det endelige resultat af de mange sammenlægninger bliver er vanskeligt at forudse på
nuværende tidspunkt. Fordelen bliver en større risikospredning i forbindelse med
investeringer i ny teknologi og nye sektorer, hvilket også kan være med til at forbedre
forsyningssikkerheden i EU og fremme den økonomiske vækst.
2.
a)
Problemer, der skal løses
Samhandelen inden for EU er for beskeden
Etableringen af det indre marked vanskeliggøres af den beskedne samhandel med elektricitet
inden for EU, som stadig kun tegner sig for 8% af elproduktionen. Samhandelen er langt mere
beskeden end i de øvrige brancher, dvs. telekommunikation, finansielle tjenesteydelser og
industriprodukter, som har haft stor gavn af det indre marked. Sammenlægningen af de femten
mere eller mindre liberaliserede nationale markeder er endnu ikke blevet udmøntet i et fuldt
integreret indre marked som krævet på Det Europæiske Råds møder i Lissabon og Feira.
Konkurrencen mellem producenterne i EU har imidlertid presset de nationale priser i
nedadgående retning, hvilket paradoksalt nok har begrænset samhandelen. Bortset fra at der
stadig mangler politikker, der omhandler tariffer og vederlag for anvendelsen af nettene, er det
også et problem i forhold til forsyningssikkerheden, at transportinfrastrukturerne ikke er
tilstrækkelig udviklet.
b)
Forsyningsnettene er stadig ikke tilstrækkelig udbygget
For at det indre marked for energi kan fungere tilfredsstillende, er det tvingende nødvendigt,
at nettene er tilstrækkelig udbygget. Transportsystemet og linjeføringen er altafgørende for,
om forsyningerne (samhandelen) er smidige nok, og om forbrugeren gives de fornødne
valgmuligheder.
Tidligere var hovedformålet med at koble nettene sammen ikke at udvikle samhandelen, men
at forsøge at forbedre forsyningssikkerheden for at undgå tilbagevendende driftsforstyrrelser.
De største flaskehalse findes i Sydeuropa. Det gælder bl.a. for Den Iberiske Halvø og
Grækenland, som enten er helt eller delvis isoleret fra resten af EU.
Manglende infrastrukturer og kravet om den fornødne forsyningsmæssige kvalitet
(netstabilitet) kan blokere for integreringen af de nationale markeder og på den måde være
med til at forringe forsyningssikkerheden.
Hvis samhandelen med
elektricitet
inden for EU skal stimuleres, kræver det, at de
eksisterende netforbindelser mellem medlemsstaterne udnyttes optimalt. Det skal fortsat
overvåges nøje, om konkurrencereglerne overholdes.
Der bør også anspores til etablering af nye infrastrukturer. Der er ikke tale om et økonomisk
problem, for med den efterspørgsel, der gør sig gældende på markedet, er virksomhederne
villige til at investere i nye net. Problemet er som helhed af mere politisk karakter. Det er tit
vanskeligt at etablere nye sammenkoblingsmuligheder, fordi der skal findes et kompromis
mellem hensynet til almenvellet (på EU-plan og i de enkelte lande) og den lokale modstand
mod nye infrastrukturer. Lokalbefolkningen modsætter sig ofte, at der opføres nye
75
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0076.png
transmissionslinjer, navnlig på strategisk vigtige lokaliteter, som f.eks. i Pyrenæerne eller
Alperne, hvilket gør det vanskeligt at føre planerne ud i livet.
Disse vanskeligheder betyder, at hovedvægten i første omgang må lægges på en forøgelse af
de eksisterende linjers kapacitet. For at fremme etableringen af nye infrastrukturer kunne det
være en idé at udarbejde en europæisk samkøringsplan, hvori der udpeges projekter "af
europæisk interesse". Det vil gøre det muligt at finde en løsning på disse problemer i samråd
med nationale og regionale politikere.
For
naturgassen
er situationen en anden. Det skyldes, at over 50% af den naturgas, der
anvendes i EU, i forvejen krydser mindst én grænse, før den når frem til modtageren. I de
seneste år er der taget en række nye gasledninger i brug for at udbygge nettet, både inden for
EU og mellem EU og de eksterne leverandører.
Etableringen af det indre marked for naturgas vil imidlertid øge belastningen på nettet, hvilket
på kort eller mellemlang sigt kan resultere i flaskehalse (f.eks. i Benelux-landene eller mellem
Frankrig og Spanien) og problemer med at foretage sammenkoblinger og skabe kompatibilitet
inden for nettet. Tidligere løste monopolerne disse problemer indbyrdes ad administrativ vej.
Der er derfor nødvendigt, at der i samarbejde med industrien og de nationale lovgivere
opstilles en række mål, som bl.a. kan være at klarlægge behovet for nye forbindelser, forvalte
den eksisterende begrænsede kapacitet og fastlægge de fornødne tariffer med henblik på
finansiering af nye forbindelser.
Forsyningssikkerheden skal også forbedres gennem øgede muligheder for sammenkobling
med ansøgerlandene og mellem ansøgerlandene indbyrdes. På længere sigt er det hensigten, at
den fortsatte liberalisering på det europæiske kontinent, såfremt det kan ske på rimelige vilkår,
også skal føre til tættere forbindelser mellem tredjelande (Rusland og Ukraine samt landene
ved Det Kaspiske Hav og i det sydlige Middelhav).
Nettenes kompleksitet med hensyn til virkemåde, driftssikkerhed og forgrening kræver, at de
offentlige myndigheder til stadighed er aktive på dette område.
Det indre markeds funktion må ikke bringes i fare som følge af fysiske begrænsninger. EU vil
komme til at spille en afgørende rolle i forbindelse med tilrettelæggelsen af nettene i EU, så de
opfylder behovene i det indre marked og i samtlige medlemsstater og ansøgerlande.
Vanskelighederne vil kunne løses gennem en europæisk samrådsmekanisme mellem de
berørte parter, hvor der udarbejdes en europæisk plan for etablering af de manglende store
netinfrastrukturer.
c)
Nye problemer i forbindelse med forsyningssikkerheden
Det skal sikres, at ønsket om et hurtigt afkast af de investeringer, der gøres på det
konkurrencebaserede marked, ikke blokerer for investeringer i de mere kapitalkrævende
produktionsgrene (kul, kernekraft mv.) eller i energiformer, som endnu ikke er tilstrækkelig
rentable (vedvarende energi).
På den baggrund giver direktivet om det indre marked for elektricitet medlemsstaterne
muligheder for at kræve, at produktionsanlæg, der anvender indenlandsk energi i form af
vedvarende energi og affald, eller som har en kombineret produktion af el og varme, gives
forrang. De kan også bestemme, at de indenlandske primære energikilder skal prioriteres i et
omfang på op til 15% af den totale mængde primærenergi, der er nødvendig for at producere
76
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
den elektricitet, landet har brug for. Medlemsstaterne skal fortsat selv kunne vælge, hvilke
energikilder de ønsker at satse på. Medlemsstaterne kan endvidere nægte tredjemand adgang
til nettet, såfremt det skønnes nødvendigt, navnlig af hensyn til forsyningssikkerheden.
Med hensyn til de primære energikilder, der anvendes til fremstilling af elektricitet, er der en
risiko for, at de valg, der træffes, går ud over forsyningssikkerheden, fordi der satses for meget
på en bestemt energikilde. På nuværende tidspunkt er der ganske vist ikke opstået nogen
ubalance på området, men de seneste års udvikling på naturgasområdet kan give anledning til at
frygte, at noget sådant vil ske. Liberaliseringen af gassektoren åbner for nye
forsyningsmuligheder for ansøgerlandene, som indtil nu har fået langt størsteparten af deres
forsyninger fra Rusland. Det er nødvendigt, at der føres kontrol, både inden for
medlemsstaterne og på EU-plan. Direktivet giver i øvrigt medlemsstaterne ret til at træffe de
fornødne foranstaltninger i den forbindelse. Såfremt en primær energikilde bliver for
dominerende eller udvikles så hurtigt, at det truer den generelle forsyningssikkerhed for
elektricitet, kan medlemsstaterne ifølge direktivet bestemme, hvilke primære energikilder der
skal benyttes for at etablere en ny produktionskapacitet. Det skal imidlertid eftervises, hvorvidt
disse foranstaltninger er velfunderede på EU-plan, og de skal samordnes med Kommissionen.
Det fremgår af direktivet om det indre marked for naturgas, at medlemsstaterne under hensyn
til den almindelige økonomiske interesse kan pålægge naturgasselskaberne forpligtelser til
offentlig tjeneste, som kan vedrøre leveringernes sikkerhed, herunder forsyningssikkerheden.
Opstår der en pludselig krise på energimarkedet, hvor der er fare for systemets integritet, kan
medlemsstaterne desuden midlertidigt træffe de nødvendige beskyttelsesforanstaltninger. Disse
foranstaltninger skal dog være af begrænset varighed og kun tages i brug under særlige
omstændigheder.
Prisfaldet på visse energiprodukter kan give anledning til en voldsom forbrugsbølge. Også
denne faktor bør kontrolleres. Ifølge en række eksperter vil det indre marked kunne resultere i
en forbrugsstigning på 20%.
Forsyningssikkerheden bør klart sidestilles med miljøbeskyttelsen som et af hovedformålene
med politikken for den offentlige tjeneste. Medlemsstaterne har bl.a. pligt til at tilslutte
brugerne til nettet, foretage udbedringer inden for en vis frist og udbygge nettet som et led i
forsyningspligten, hvilket bidrager til målet om at forbedre forsyningssikkerheden. Pligten til
at producere en bestemt mængde elektricitet på grundlag af vedvarende energikilder gør det
muligt at bevare alternative ressourcer, hvilket også er til gavn for forsyningssikkerheden. Der
skal desuden tages hensyn til normer og foranstaltninger på energibesparelsesområdet. Den
nationale tilsynsmyndighed spiller en afgørende rolle i den forbindelse. Den er tilstrækkelig
uafhængig og har det fornødne overblik, der gør det muligt at iværksætte de foranstaltninger
på området, der er forenelige med målsætningerne for markedet.
Konklusioner:
Den stigende integrering på energimarkederne vil styrke forsyningssikkerheden,
forudsat at der er tale om en reel integrering. Liberaliseringen af de femten EU-landes
energimarkeder er med det grundlag, der er fastlagt i direktiverne, ikke tilstrækkelig til at
skabe et europæisk enhedsmarked for energi. Det vil kræve, at de offentlige myndigheder
griber ind på anden vis.
Det Europæiske Råd erklærede på sit møde i Lissabon, at der skulle sættes mere skub i
virkeliggørelsen af det indre marked for energi.
Hvis markedet skal gøres fuldstændig
konkurrencebaseret, kræver det, at der i højere grad skelnes mellem elproducenter og
netoperatører, at nye producenter og distributører gives adgang til nettet på lige vilkår,
at taksterne for samhandelen på tværs af grænserne reduceres mest muligt, og at det
77
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
defineres, hvad forpligtelsen om offentlig tjeneste indebærer, og sikres, at der som
hovedregel oprettes en uafhængig national tilsynsmyndighed.
Erfaringen har vist, at der er brug for to nye elementer. De nationale tilsynsmyndigheder skal
tilsammen udgøre et rådgivende organ, der sammen med Kommissionen skal sikre, at det
indre marked fungerer efter hensigten.
For det andet bør der udarbejdes en plan for den overordnede netinfrastruktur af europæisk
interesse.
Der skal tages særligt hensyn til markedsliberaliseringens sociale konsekvenser i samtlige
fremtidige lovforslag
78
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0079.png
79
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0080.png
B.
Det indre marked for olieprodukter
Selv om oliemarkedet er langt mere konkurrencepræget end markedet for de øvrige
energiprodukter, er der alligevel brug for en yderligere indsats i raffinerings- og
distributionssektoren, før der kan tales om et marked med fri konkurrence.
1.
Markedsstrukturen
Når bilisten konstaterer, at benzinpriserne er gået voldsomt op, vil han typisk spørge sig selv,
om prisen på råolie er steget lige så meget. Frem til marts 2000 var svaret bekræftende. I løbet
af 1999 var der således en tæt sammenhæng mellem udviklingen i de to priser, dog med et
svagt efterslæb i benzinpriserne i forhold til prisstigningerne for råolie. I marts 2000 vendte
udviklingen imidlertid, og benzinpriserne begyndte at udvikle sig i mere negativ retning end
råoliepriserne. For ganske nyligt nåede avancerne i raffineringsleddet op på et niveau, som
ikke er set siden Golfkrigen.
En sammenligning mellem de priser, medlemsstaternes forbrugere må betale for
olieprodukterne, eksklusive moms og afgifter, afslører store forskelle. Prisen på oktan 95-
benzin ("Euro super 95") lå således sidst i maj i år på 452 pr. 1000 liter i Nederlandene mod
344 i Det Forenede Kongerige (og 346 i Frankrig). Forskellen var således på 31%. Uanset
hvor tankevækkende disse forskelle måtte være, fandtes de allerede, før priserne indledte den
nuværende himmelflugt og kan derfor ikke henføres hertil.
Kommissionen har for nylig foretaget en række undersøgelser, som fokuserede på
anvendelsen af Fællesskabets forordning om kontrol med virksomhedssammenslutninger.
Kommissionen skønnede på det grundlag, at der ikke var grund til at formode, at markedet for
råolie eller raffineret olie ikke var konkurrencebaseret. Markederne er gennemskuelige, og
priserne offentliggøres på spotmarkederne.
Det er derimod korrekt, at situationen på markederne for raffinerede produkter på visse
punkter er kritisabel. Eksempelvis er der stor forskel på de endelige priser, eksklusive afgifter,
der gælder i de enkelte medlemsstater. Det skyldes ikke nødvendigvis, at konkurrencereglerne
tilsidesættes, men viser, at markederne endnu ikke er tilstrækkeligt integreret. Forskellene kan
imidlertid forklares af omkostnings- og strukturforskelle medlemsstaterne imellem. Det ses
bl.a. på det meget høje prisniveau i Nederlandene, hvor markedet kontrolleres af et lille antal
aktører. I Frankrig og Det Forenede Kongerige, hvor markedet er mere konkurrencepræget, og
ikke-specialiserede distributører (supermarkeder) er blandt de vigtigste leverandører, er
priserne lavere.
Med denne analyse i erindring er spørgsmålet så, om konkurrencereglerne er overtrådt, og
navnlig om der er tale om eventuelle karteller (prisaftaler). Myndighederne har i en række
medlemsstater iværksat undersøgelser heraf. I Italien er konkurrencemyndighederne skredet
ind over for olieselskaberne. Sverige har aktuelle planer om at gøre det samme.
80
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0081.png
2.
Konkurrencepolitikken
Det er vigtigt at sikre, at nye og navnlig uafhængige operatører har adgang til markedet for
distribution af brændstoffer. Det er med til at garantere, at der er fri konkurrence på markedet.
Derfor er der iværksat en undersøgelse, der skal belyse de hindringer, de uafhængige
operatører støder på (hvad enten det skyldes myndighederne eller virksomhederne).
Kommissionen vil benytte resultaterne til en vurdering af konkurrencesituationen i det indre
marked og klarlægge, hvilke foranstaltninger der eventuelt kan træffes i forhold til
konkurrencelovgivningen.
Dette EU-initiativ understøtter de initiativer, der træffes af de nationale
konkurrencemyndigheder. En række af disse myndigheder har allerede iværksat undersøgelser
vedrørende overtrædelser af konkurrencereglerne. Undersøgelserne har i enkelte tilfælde
afsløret, at reglerne var tilsidesat.
Det kunne være hensigtsmæssigt at foretage en systematisk sammenligning af de forskellige
medlemsstaters priser på olieprodukter for at klarlægge, hvor stor forskel der er på dem.
Kommissionen vil også fremover lægge stor vægt på at håndhæve reglerne om kontrol med
virksomhedssammenlægninger på området, som det bl.a. skete i BP/Amoco- og
TotalFina/Elf-sagerne. Der vil blive slået hårdt ned på enhver form for samordnet praksis eller
misbrug af en dominerende stilling.
Konklusion:
I betragtning af klimaændringerne og den stadig større integrering af det europæiske
energimarked (som i øvrigt er tættere knyttet sammen end det amerikanske marked) bør det
nu overvejes, om EU skal tage initiativ til øget styring af efterspørgslen. Hvis udbuddet skal
påvirkes, kræver det en betydelig satsning på den vedvarende energi. Det ville være naivt at
tro, at den alternative energi alene skulle kunne løse de komplekse problemer, der er
forbundet med forsyningssikkerheden.
81
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0082.png
3. DEL
OPLÆG TIL EN FREMTIDIG ENERGISTRATEGI
Målet om at øge forsyningssikkerheden, således at 70% af EU's energiforbrug ikke skal
dækkes med eksterne forsyninger om tredive år er meget vanskelig at opfylde på grund af den
generelle ustabilitet, der begrænser handlemulighederne, navnlig med hensyn til udbuddet af
energiprodukter. Det er grunden til, at indsatsområderne i denne grønbog, som skal lægges ud
til offentlig debat, hovedsagelig er centreret om en række konkrete og indbyrdes samordnede
tiltag, som skal begrænse efterspørgslen.
I
S
VAGHEDERNE I DEN NUVÆRENDE ENERGIFORSYNING
Forsyningssikkerheden inden for EU risikerer at blive ramt af en række vanskeligheder som
følge af den nuværende forsyningssituation på energiområdet, og medmindre der gribes ind
for at hindre det, vil det med sikkerhed ske.
A.
Trusler mod forsyningssikkerheden
Forsyningssikkerheden inden for EU kan sættes over styr af mange forskellige faktorer af
enten fysisk, økonomisk, social eller miljømæssig art.
1.
Fysiske risici
Vedvarende
fysisk "knaphed"
kan skyldes, at en energikilde slipper op eller ikke længere
produceres. Det kan ikke udelukkes, at EU's gas- og olieressourcer, som kan udvindes til en
rimelig pris, med tiden slipper op. Den europæiske kulproduktion vil med al sandsynlighed
standse helt, således som det allerede er sket i visse medlemsstater. Det er heller ikke
utænkeligt, at kernekraftanlæggene lukkes definitivt, hvis der sker et større uheld på et af
værkerne. Disse begivenheder kan betyde, at efterspørgslen vendes mod andre
energiprodukter (olie, naturgas, kul og vedvarende energi), og det bør derfor undersøges,
hvilke konsekvenser det vil få for gennemførelsen af det indre marked, afhængigheden af
importeret energi og de miljømæssige målsætninger.
Også en midlertidig knaphed kan få katastrofale følger, både for forbrugerne og for
økonomien som helhed. Denne form for knaphed kan opstå i forbindelse med strejker,
geopolitiske kriser eller naturkatastrofer. I denne grønbog behandles de kun i det omfang,
hvor de vidner om en strukturel forsyningsvanskelighed på EU-plan. De franske
vanskeligheder efter stormen i december 1999 viste tydeligt, at de nationale elnet stadig er
meget isoleret fra hinanden.
2.
Økonomiske risici
Den
økonomisk betingede "knaphed"
skyldes de voldsomme prisstigninger på
energiprodukter, der er sket på det europæiske og internationale marked. Konkurrencen på det
indre marked gør det ganske vist muligt at optimere ressourcerne og sænke
omkostningsniveauet, men det europæiske marked fungerer ikke uafhængigt af udviklingen
på verdensmarkedet. Over 60% af energiforbruget i boligsektoren og servicesektoren dækkes
således af olie og naturgas. Transportsektoren alene aftager næsten halvdelen af den olie, der
udbydes på markederne. De stigende priser på energiprodukter og navnlig olie og naturgas,
resulterer derfor i kursudsving og handelsmæssig ubalance til skade for den økonomiske
82
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0083.png
situation i EU. I den forbindelse er den
geopolitiske
udvikling også meget vigtig, selv om det
er umuligt at afgøre præcist, hvor meget eksempelvis OPEC, de seneste problemer med
fredsprocessen i Mellemøsten, embargoen mod Irak og den usikre situation i Iran og Libyen
har spillet ind.
Tredoblingen af priserne på råolie i 1999 og stigningen i gaspriserne vil få mærkbare
konsekvenser for medlemsstaternes energiudgifter og for deres økonomi, hvis prisniveauet
fastholdes. De stigende råoliepriser resulterede i, at EU's nettooverførsler steg med næsten
22,7 mia. i tidsrummet fra januar til maj 2000. Olieprisernes himmelflugt, der startede i
1999, har sammen med den faldende eurokurs allerede forøget inflationen i EU med 1
procentpoint. Det har formentlig en vis indflydelse på den økonomiske vækst, men stigningen
i BNP ligger dog fortsat på ca. 3%. I den nuværende situation ventes væksten at blive
reduceret med 0,3% i 2000 og med 0,5% i 2001. Tendenserne vil blive forstærket, hvis
forventningerne hos operatørerne og forbrugerne bliver negative.
3.
Sociale risici
Ustabile energiforsyninger kan, hvad enten de skyldes prisudsving, forholdet til
leverandørlandene eller en vilkårlig begivenhed, give anledning til
socialt betinget
"knaphed"
i større eller mindre grad. Benzinen er reelt blevet lige så nødvendig som maden,
for at samfundet kan fungere. Enhver mangel på forsyninger vil kunne føre til, at
befolkningen stiller øgede krav, eller at der opstår sociale konflikter. Det kan sammenlignes
med situationen for to hundrede år siden, hvor fattige indbyggere manglede brød. De
nuværende begivenheder viser, at presset på brændstofpriserne også kan føre til, at forskellige
faggrupper reagerer. Det sås bl.a. i september 2000, hvor de faggrupper, der var hårdest ramt
af olieprisstigningerne, primært lastbilchaufførerne, gik i strejke. Det skal heller ikke
glemmes, at der ikke har være fuld beskæftigelse siden de to første oliekriser.
4.
Miljømæssige risici
Endelig kan der opstå
"knaphed"
af
miljømæssige
årsager, som skyldes miljøskader i
forbindelse med energikæden, uanset om der er tale om uheld (olieudslip på havet, udslip af
metangas mv.) eller forurenende udledninger (forurening af byerne og udledning af
drivhusgasser). De miljømæssige hensyn er allerede blevet indarbejdet i alle EU's politikker.
Nu er tiden kommet, hvor problemerne i forbindelse med den globale opvarmning bør gøres
til rettesnor for de politikker, der skal forbedre miljøbeskyttelsen og skabe en bæredygtig
udvikling. EU forpligtede sig på Kyoto-konferencen til at mindske emissionerne af
drivhusgasser med 8% i tidsrummet fra 2008 til 2010 set i forhold til 1990-niveauet. Denne
indsats skal videreføres fremover. Bestræbelserne for at mindske udledningen af
drivhusgasser kan imidlertid ikke begrænses til Kyoto-protokollen. Den forventede vækst i
bl.a. transportsektoren vil få en række miljømæssige konsekvenser og kræver, at der
iværksættes en mere langsigtet politik, der rækker ud over år 2010.
B.
Fremtidsscenarierne afspejler usikkerheden
Den analyse, der blev foretaget i forbindelse med "Energy Perspectives 2020"
62
, er blevet
udvidet for at kvantificere de vigtigste udfordringer, der har betydning for
forsyningssikkerheden på energiområdet. I den forbindelse er referencescenariet blevet
62
European Union Energy Outlook 2020, Energy in Europe Special Issue, November 1999, Europa-
Kommissionen.
83
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0084.png
ajourført, og analyseperioden er forlænget, så den strækker sig helt op til 2030. Analysen
dækker desuden tredive lande, dvs. EU-landene og ansøgerlandene samt Norge og Schweiz.
1.
a)
Præsentation
Forudsætningerne for den dynamiske ekstrapolering af de aktuelle tendenser
Dette fremtidsbillede afspejler situationen, hvis den nuværende udvikling fortsætter, og den
aktuelle politik ikke ændres i løbet af de kommende tredive år. Det forudsættes under
beregningerne, at de nuværende politikker og de politikker, der var planlagt den 31. december
1999, videreføres fremover. Der er således ikke taget højde for de eventuelle andre politiske
tiltag, der måtte træffes for f.eks. at mindske udledningen af drivhusgasser. Det anslås, at
BNP vil stige med 90% i tidsrummet mellem 1998 og 2030. Der er taget hensyn til følgende
faktorer:
udvikling af nye teknologier, der kan forbedre energieffektiviteten,
fortsat liberalisering af energimarkederne i EU, som ventes tilendebragt i 2010,
omstrukturering af den europæiske industri i retning af aktiviteter med høj merværdi frem
for den mere energikrævende produktion,
omstrukturering af sektoren for produktion af elektricitet og varme ved hjælp af
teknologier, der indebærer en mere effektiv udnyttelse af naturgas,
videreførelse af politikker, der stimulerer anvendelsen af vedvarende energi, herunder
tildeling af tilskud til udstyr og fastsættelse af favorable takster for at styrke
efterspørgslen,
der er i 1998 og 1999 indgået frivillige aftaler mellem den europæiske, japanske og
koreanske bilindustri (ACEA, KAMA og JAMA), som betyder, at nye biler fra og med
2008 (ACEA) og 2009 (KAMA og JAMA) højst må udlede 140 g CO
2
pr. tilbagelagt km.
På kernekraftområdet antages det, at politikken ikke ændres i de medlemsstater, der ingen
kernekraftværker har. Eftersom Belgien, Tyskland, Nederlandene, Spanien og Sverige har
opgivet en yderligere satsning på kernekraften og givet udtryk for, at de har til hensigt at
afvikle anlæggene over en årrække, forudsættes det i scenariet, at kernekraftværkerne, når
det tekniske og økonomiske kredsløb er lukket ned, skal erstattes af andre teknologier. Det
forventes, at Nederlandene begynder at afvikle kernekraften i 2010. Ifølge denne model
vil Tyskland indstille sin produktion af kerneenergi efter 2025, hvorimod Belgien har
planer om en hurtig afvikling efter udgangen af 2020 og ventes at producere meget lidt i
2030 i forhold til nu. Finland og Frankrig vil formentlig fortsætte med at udnytte
kernekraften. Kraftværkerne nedlægges, når de har været i drift i 40 år. De svenske
kraftværker drives antagelig i kortere tid.
Det antages, at olie- og gaspriserne vil stige moderat. Olien kommer ifølge de nuværende
tendenser (udtrykt i 1999-priser) til at koste ca. 27 /tønde i 2030. Gaspriserne vil følge
oliepriserne. Kulpriserne vil stige meget lidt, eftersom verdensmarkedet er særdeles
velforsynet (priserne vil ligge under et niveau på 10 /tønde).
84
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
b)
EU
Resultater
Det anslås, at bruttoefterspørgslen efter energi inden for EU vil være 11% højere i 2030 end i
1998. Det anslås, at efterspørgslen efter energi vil stige langsommere end BNP (som ventes at
stige med 90% i perioden mellem 1998 og 2030). Der er således blevet stor afstand mellem
stigningen i efterspørgslen efter energi og den økonomiske vækst.
Der vil desuden ske en betydelig strukturændring i energiforbruget. Naturgassen er med en
stigning på 45% i perioden fra 1998 til 2030 den energikilde, hvor der kan noteres den største
stigning. Olien er fortsat det brændstof, der bruges mest af, selv om der kun ventes en
beskeden stigning i forbruget indtil 2030. Det anslås, at olien vil tegne sig for 38% af
forbruget i 2030 mod 42% i 1998. Der ventes et fald i anvendelsen af faste brændstoffer indtil
2010, hvorefter forbruget af kul formentlig vil stige igen, hvis der ikke fastlægges en målrettet
politik til bekæmpelse af klimaændringerne. Det vil betyde, at forbruget af faste brændstoffer
kommer til at stige med en tredjedel i perioden fra 1998 til 2030.
Kernekraften ventes at toppe omkring år 2010. I 2020 vil produktionen af kerneenergi
imidlertid være en smule lavere end i 1998 (4% lavere), fordi kernekraftværkerne er ved at
være forældede. Produktionen ventes at blive halveret i årene mellem 2020 og 2030.
Anvendelsen af vedvarende energikilder vil fortsætte med at stige i relative tal (+45% fra
1998 til 2030). Det anslås dog, at de vedvarende energikilder fortsat vil dække en ret lille del
af forbruget (6,7% i 2010 og 7,7% i 2030), selv om medlemsstaterne bevarer deres nuværende
støtteordninger. Der hersker ingen tvivl om, at der er brug for en yderligere indsats, hvis målet
om at dække 12% af forbruget i EU skal nås.
Selv om energiforbruget ikke længere følger den økonomiske vækstkurve, anslås det, at
efterspørgslen efter energi også vil stige fremover. Importen af energi vil sandsynligvis også
stige. Eftersom energiproduktionen inden for EU ventes at toppe omkring år 2010, vil den
importerede energi skulle dække en betydeligt større del af behovet. Afhængigheden af
importerede energiprodukter ventes at blive meget mere markant, således at der i 2030 skal
importeres 71% mod 50% i 1998.
Det øgede energiforbrug resulterer desuden i større CO
2
-udledninger. I tidsrummet mellem
1990-2010, som er henholdsvis referenceåret i Kyoto-protokollen, og midten af målperioden
(2008-2012) anslås det, at CO
2
-udledningerne i EU vil stige med 5%. Det er noget mindre end
stigningen i efterspørgslen efter energi, hvilket skyldes, at naturgas, kernekraft og vedvarende
energikilder kommer til at spille en større rolle i løbet af de kommende ti år.
Kul vil i stigende grad blive erstattet med naturgas, også efter 2010, og det vil medvirke til at
nedbringe CO
2
-udslippet. Hvis de nuværende kernekraftpolitikker og støtteordninger til fordel
for den vedvarende energi videreføres, og der ikke træffes yderligere politiske tiltag for at
begrænse klimaændringerne, vil anvendelsen af brændstoffer, der ikke fører til udledning af
kulstof, falde efter 2010. Det vil resultere i en stigning i CO
2
-udslippet, som vil ligge 12%
højere i 2020 end i 1990 og 22% højere i 2030.
EU efter udvidelsen (Europe-30)
Hvis analysen udvides til tredive europæiske lande, bliver resultaterne stort set de samme som
for det nuværende EU. Det er der to årsager til. For det første tegner det nuværende EU sig for
næsten 80% af det samlede energiforbrug i de pågældende tredive europæiske lande. For det
85
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0086.png
andet vil energistrukturen i ansøgerlandene og de tilstødende lande sandsynligvis komme til at
ligge tættere op ad strukturen i EU i løbet af de kommende tiår. Eftersom Norge, som er en
vigtig olie- og gaseksportør, er indbefattet i de tredive lande, vil afhængigheden af den
importerede energi i disse lande være mindre.
Energiforbruget ventes at stige med 25% i perioden fra 1998 til 2030 i de tredive europæiske
lande. Det skyldes på samme tid den høje økonomiske vækst og en betydelig forbedring med
hensyn til energiintensiteten. Den største stigning kan noteres for naturgas, vedvarende
energikilder, faste brændstoffer og olie, hvorimod kernekraften vil få mindre betydning, fordi
de mindre sikre kernekraftværker i ansøgerlandene lukkes, og regeringerne i de nuværende
medlemsstater går ind for en afvikling. Den vedvarende energi vil formentlig komme til at
dække 8,1% af forbruget i Europe-30 i 2030 mod 6,8% i 1998.
Importbehovet i de tredive europæiske lande ventes at stige fra 36% i 1998 til 60% i 2030.
Det skyldes det stadig stigende energiforbrug sammenholdt med den faldende produktion af
olie og gas i Nordsøen og den mere beskedne produktion af faste brændstoffer og kernekraft.
CO
2
-udledningerne i de tredive europæiske lande ventes at stige med 7% fra 1990
(referenceåret i Kyoto-protokollen) og 2010. I 2030 vil CO
2
-udledningerne sandsynligvis
være steget med 31% i forhold til 1990.
2.
Følgerne af det ajourførte referencescenario
EU er, både nu og med de kommende tredive medlemsstater, stærkt afhængig af olie og gas til
produktion af energi. Der kan som helhed ventes en mærkbar stigning i importen af olie og
gas. Der kan desuden ses frem til en stigning i de faktiske priser.
Tabel: Forbrug af olie og gas i forhold til det samlede energiforbrug i 1998, 2010, 2020
og 2030
1998
2010
2020
2030
EU
64%
66%
66%
67%
Europe-30
61%
63%
65%
66%
Den vedvarende energi vil fortsat blive udnyttet forholdsvis lidt, og det vil formentlig ikke
lykkes at nå målet om, at den skal dække 12% af forbruget. Hvis dette mål skal nås, kræver
det selvsagt en yderligere politisk satsning. Hvis der ikke træffes yderligere tiltag, vil CO
2
-
udledningerne stige så meget i løbet af de kommende ti år, at de overstiger niveauet i 1990,
hvorefter stigningerne vil blive endnu højere.
Tabel: Forventet stigning i CO
2
-udslippet i 2010, 2020 og 2030 set i forhold til 1990
(referenceåret i Kyoto-protokollen)
86
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0087.png
2010
2020
2030
EU
+5%
+12%
+22%
Europe-30
+7%
+18%
+31%
Afhængigheden af de eksterne energitilførsler vil blive mere udtalt, både inden for EU og i de
tredive europæiske lande. Importbehovet kommer formentlig til at ligge på næsten 70% i det
nuværende EU og 60% i de tredive europæiske lande i 2030. Set i forhold til de nuværende
50% for EU og 36% for de tredive europæiske lande bliver Europa stadig mere afhængig af
den importerede energi til dækning af sine energiforsyninger.
Tabel: Importbehovet i EU og Europe-30 i 1998, 2010, 2020 og 2030
1998
2010
2020
2030
EU
49%
54%
62%
71%
Europe-30
36%
42%
51%
60%
Eftersom der er blevet langt større afstand mellem stigningen i energiforbruget og den
økonomiske vækst, er energiimportens andel af BNP faldet. Nettoimporten af energi udtrykt i
absolutte tal ventes ganske vist at stige med 81% (fra 648 mio. toæ i 1995 til 1175 mio. toæ i
2030), men nettoimporten vil alligevel relativt set falde med 11% mellem 1995 og 2030, hvis
der tages hensyn til udviklingen i den samlede økonomiske produktion (BNP).
Priserne på den importerede energi vil sandsynligvis stige med 86% for olie, 81% for gas og
5% for kul i perioden fra 1995 til 2030, hvilket betyder, at omkostningerne i forbindelse med
energiimporten dog vil stige hurtigere end BNP. Det betyder ifølge referencescenariet, at
energiimportens andel af BNP vil vokse fra 1,2% i 1995 til 1,7% i 2030.
Disse tendenser rejser følgende spørgsmål med hensyn til alternative muligheder:
I hvilken udstrækning vil en hurtig afvikling af kernekraften (i forhold til scenariet) give
sig udslag i øget CO
2
-udslip og større afhængighed af den eksterne energi?
87
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0088.png
Hvad vil det betyde for CO
2
-udledningerne og importen, hvis den nuværende støtte til
vedvarende energi som den ene mulighed nedsættes eller afskaffes eller som den anden
mulighed sættes kraftigt op, samtidig med at der foretages en væsentlig forøgelse af
udgifterne til forskning og udvikling inden for vedvarende energikilder?
I hvilken udstrækning vil væsentlige prisstigninger på den importerede olie og gas (f.eks.
som følge af forstyrrelser af energiforsyningerne på verdensplan) føre til mindre
efterspørgsel efter disse brændstoffer? Vil det resultere i, at importbehovet mindskes, og
at CO
2
-udledningerne reduceres, når der tages hensyn til at højere olie- og gaspriser vil
kunne fremme brugen af mere miljøskadelige brændstoffer såsom kul?
Hvilke konsekvenser kan der ventes af de forpligtelser, der blev fastlagt i Kyoto for
perioden 2008-2012 (8%'s reduktion af drivhusgasudledningerne i forhold til 1990), og af
de endnu mere ambitiøse målsætninger for årene herefter? Hvad betyder det nærmere
bestemt for bestræbelserne for at forbedre energieffektiviteten og for anvendelsen af ikke-
forurenende energiformer som f.eks. vedvarende energi og kernekraft? Hvilke følger vil
der være for forsyningssikkerheden inden for EU?
Efter udgangen af den omhandlede periode vil EU have reduceret sin
produktionskapacitet på kernekraftområdet ganske væsentligt i overensstemmelse med de
beslutninger, der er truffet fra politisk hold i medlemsstaterne. Hvordan vil det kunne
påvirke økonomi-, miljø- og energipolitikken?
Fremtidsscenarierne bekræfter, at der er risiko for:
- at ca. 70% af forbruget vil skulle dækkes af importeret energi i 2030,
- at de vedvarende energikilder ikke vil nå op på 12% af de primære energikilder,
- at målsætningerne i Kyoto-protokollen ikke vil kunne realiseres,
- at nedprioriteringen af kernekraften vil gøre det endnu vanskeligere at bekæmpe
klimaforandringerne på længere sigt.
Analysen viser også, at det er muligt at træffe politiske tiltag til fremme af energiformer,
som ikke fører til udledning af kulstof, og at det både vil mindske EU's afhængighed på
energiområdet og reducere CO
2
-udslippet. Hvis der gøres en yderligere indsats for at
reducere energiintensiteten, vil det også mindske usikkerheden over for prisudviklingen på
det internationale marked, fordi afhængigheden af den eksterne energi bliver mindre, og
CO
2
-udslippet reduceres. Det er muligt at forbedre energieffektiviteten i en række sektorer,
herunder bolig- og transportsektorerne, uden at det går ud over den økonomiske vækst.
II
F
REMTIDIGE INDSATSOMRÅDER
88
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0089.png
Den almindelige holdning til forsyningssikkerhed har pr. definition været, at der først og
fremmest skulle føres en politik, som kunne øge udbuddet på energiområdet, såvel internt
som eksternt. Set i dette perspektiv bør EU arbejde for at udvide og styrke sin vifte af interne
energiressourcer og føre en politik, der gør det muligt at sikre EU's eksterne forsyninger.
Fremtidsperspektiverne og den udvikling, der er set på energimarkederne, begrænser
imidlertid mulighederne for at indvirke på udbuddet. Der mangler den fornødne politiske
opbakning til en fælles energipolitik inden for EU, hvilket gør det vanskeligt at gribe ind. Kun
hvis der fastlægges en strategi til styring af efterspørgslen, vil det være muligt at lægge
grunden til en reel politik med fokus på bæredygtig forsyningssikkerhed på energiområdet.
A.
Begrænsning af den stigende efterspørgsel
Den seneste udvikling på det europæiske energimarked har understreget behovet for en ny
efterspørgselsorienteret strategi. Hvis det ikke lykkes for EU at vende de nuværende
tendenser inden for energianvendelse og transport, navnlig i byerne, vil en væsentlig del af
energiforsyningen skulle dækkes af importeret energi, og det vil blive vanskeligt at overholde
EU's nuværende forpligtelser og tilgodese de fremtidige målsætninger i forbindelse med
bekæmpelsen af klimaændringerne. I lyset heraf er EU nødt til at vælge de mest effektive
redskaber til styring af efterspørgslen, nemlig afgifter, lovforanstaltninger og andre
markedsmæssige foranstaltninger.
1.
Horisontale politikker
Det er kun muligt at skabe en bedre og mere bæredygtig forsyningssikkerhed på
energiområdet, hvis den enkelte borger og samfundet som helhed bliver mere bevidst om
farerne ved et uhæmmet energiforbrug. Det bør ske som et led i en horisontal politik, hvor der
betales den reelle pris for energien, og hvor der opfordres til at spare på energien.
89
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
a)
Gennemførelsen af det indre marked
En udbygning af det indre marked for elektricitet og gas kræver, at der skabes øget
konkurrence mellem de nationale energiselskaber, indføres nye tilsynsbeføjelser og fastsættes
rimelige transitomkostninger. Kommissionen har til hensigt at stille forslag herom på
samlingen i Det Europæiske Råd i Stockholm. Forslaget vil også indgå i en europæisk politik
til forbedring af den europæiske energiforsyning. En øget liberalisering af markedet, både på
udbuds- og efterspørgselssiden, vil reelt tvinge aktørerne til at skabe større energimæssig
diversitet. På et integreret europæisk marked vil den øgede konkurrence på gasområdet også
kunne medvirke til at frigøre gaspriserne fra oliepriserne.
b)
Energibeskatning
På et marked med stadig større konkurrence er det de skattemæssige instrumenter, der lettest
og mest effektivt kan sættes ind, når det gælder om at anspore markedsaktørerne til at ændre
deres adfærd. Europa-Kommissionen har i de seneste år foreslået en række foranstaltninger,
som imidlertid ikke er nået videre end til Rådet. I lyset af de nye vanskeligheder, der har
indflydelse på en bæredygtig forsyningssikkerhed i EU, vil Kommissionens afgiftsforslag fra
1992 og 1997 passende kunne suppleres med et nyt forslag, der kan styre energiforbruget mod
mere miljøvenlige markeder og medvirke til at styrke forsyningssikkerheden.
Kommissionen har til hensigt at undersøge mulighederne for at knytte harmoniseringen i
retning af højere brændselsafgifter (strukturelt element) sammen med en EU-mekanisme til
stabilisering af momsindtægterne i tilfælde af større olieprisudsving (konjunkturbestemt
element). Det skal i givet fald undersøges, hvilke konsekvenser disse foranstaltninger vil få
for de små og mellemstore virksomheder.
Hensigten med denne skatteforanstaltning vil være at undgå nationale skævheder og
skævheder mellem energiproducenterne, anspore til yderligere energibesparelser og
internalisering af de miljømæssige skader (internalisering af eksterne omkostninger ved
opkrævning af bidrag til mindskelse af CO
2
-udledningerne).
c)
Energispareplaner
EU har ikke fastholdt de bestræbelser, der blev gjort i kølvandet på oliekriserne for at spare på
energien, selv om der findes betydelige besparelsesmuligheder.
Europa-Kommissionen vil på samlingen i Det Europæiske Råd i Stockholm fremlægge en
plan for energibesparelser og -diversificering med konkrete målsætninger for perioden op til
2010. Planen skal både omhandle øget energieffektivitet på en række prioriterede områder
inden for forskellige sektorer, især i bygninger, og støtte til udvikling af en ny generation af
køretøjer. Planen skal erstatte de rent tilskyndende og forholdsvis ineffektive tiltag, der hidtil
er truffet på EU-plan. Indsatsen skal koncentreres om to hovedlinjer:
- for køretøjer vil den stadig hurtigere teknologiske udvikling både gøre det muligt at forbedre
brændstoføkonomien for de konventionelle køretøjer og at komme videre mod mere
energieffektive elektriske og hybride køretøjer samt at markedsføre køretøjer med
brændselsceller,
- med hensyn til brændsler er det tvingende nødvendigt, at der satses yderligere på
foranstaltninger til fremme af erstatningsbrændsler, navnlig til transport og opvarmning, for at
de kan vinde større udbredelse (biobrændsler, naturgas til køretøjer og på længere sigt brint).
En markedsandel på 20% i 2020 vil ikke være ikke urealistisk.
90
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0091.png
Der er ganske vist sket markante fremskridt, når det gælder forbedringer af
energieffektiviteten inden for navnlig den del af industrien, der har det største energiforbrug,
men der findes stadig betydelige muligheder for at forbedre omkostningseffektiviteten.
d)
Spredning af nye teknologier
Den indsats, der er gjort på såvel nationalt plan som på EU-plan i forbindelse med forskellige
programmer, har gjort det muligt at udvikle nye energibesparende teknologier, som imidlertid
ikke er særlig konkurrencedygtige. Hensigten med EU's programmer er at fremme
etableringen af markeder for disse nye teknologier i forbindelse med forsøg i større målestok
(f.eks. i større byområder).
Det er tvingende nødvendigt, for at de teknologiske fremskridt kan udnyttes bedre og
hurtigere, at programmerne fokuseres bedre, og resultaterne spredes mere bredt.
2.
a)
Sektorpolitikker
Manglende balance mellem transportformerne
Den skæve fordeling mellem de forskellige transportformer er blevet endnu mere udtalt i de
seneste år. Det skyldes vejtransporten, som er den største forbruger af olieprodukter (over
80% af den endelige efterspørgsel efter olie på transportområdet stammer fra bilerne). Med
den økonomiske vækst som motor for en stadig større efterspørgsel på transportområdet,
ventes det, at godstransporten vil stige med 38% og personbefordringen med 19% i løbet af de
kommende ti år. Hvis de tendenser, vi har set i de seneste år, fortsætter, vil det føre til en
endnu større uligevægt til fordel for vejtransporten. Hvor vejtrafikken i 1970 tegnede sig for
under halvdelen af den samlede godstransport (i tkm) på landevejene, er der i dag tale om
80%, og i 2010 kan det nå helt op på 90%.
Det er i øvrigt i transportsektoren, der skal gøres den største indsats for at nedbringe
udledningerne. Her vil stigningen frem til 2010 kunne blive på 40% i forhold til 1990. Det
understreger behovet for en særlig indsats i denne sektor. Kommissionen bør sætte sig som
mål at fastholde det transportmønster, der var gældende i 1998, i perioden op til 2010. Dette
mål er i sig selv meget ambitiøst, fordi der er tale om at vende en udvikling, der har været
opfattet som uundgåelig, og som har resulteret i mistede markedsandele for visse
transportformer, bl.a. togtrafikken. Der er allerede truffet en vigtig beslutning om at åbne
jernbanemarkedet for international godsbefordring, som vil være fuldt liberaliseret i 2008. Det
kræver, at der træffes vidtrækkende foranstaltninger for at gøre disse transportformer mere
konkurrencedygtige i forhold til vejtransporten.
I forbindelse med revurderingen af den fælles transportpolitik kunne det være
hensigtsmæssigt at undersøge eventuelle løsningsmuligheder, heriblandt
63
:
Der kan pustes nyt liv i banetrafikken gennem en modernisering af de offentlig tjenester,
navnlig jernbanevirksomhederne, og skabes øget konkurrence. Der bør desuden tilskyndes
til udvikling af søtransport over kortere strækninger og til øget anvendelse af de indre
vandveje.
Der kan foretages reformer inden for vejtransporten. Det betyder bl.a., at
adgangsvilkårene i chaufførerhvervet skal revurderes, håndhævelsen af sikkerheds- og
arbejdsmarkedsreglerne skal skærpes, og at der skal anspores til sammenlægninger og
63
Disse foranstaltninger vil blive taget op i en hvidbog om transport, der udkommer i den nærmeste
fremtid.
91
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0092.png
øget diversificering af de logistiske aktiviteter. Det anslås, at der findes en overkapacitet
på 30% inden for vejtransporten i EU, hvilket nødvendiggør en omstrukturering af
sektoren og kræver, at der træffes sociale foranstaltninger frem for en nedsættelse af
afgifterne.
Der kan investeres i infrastruktur for bl.a. at fjerne flaskehalse på banestrækningerne og
udvikle det transeuropæiske godsbanenet. Dette kræver nye finansieringsløsninger, hvor
der f.eks. inddrages finansieringsfonde, som stammer fra kørselsafgifter på konkurrerende
vejstrækninger.
Det er også et prioriteret mål at rationalisere brugen af den traditionelle privatbil i
bycentrene, at begunstige mindre forurenende bytrafik og at anvende brint som brændstof
i fremtidens biler. Det er bl.a. hensigten at fremme markedsføringen af privatbiler og
erhvervskøretøjer, som forurener mindre eller slet ikke forurener. Der næres også store
forventninger til udviklingen af en ny generation af elbiler, hybridbiler (med en elmotor
tilsluttet en termisk motor) og biler, der kører på naturgas eller, hvilket ligger længere ud i
fremtiden, på hydrogenbrændselsceller.
For at fremme de transportformer, der er mest miljøvenlige og mest
brændstoføkonomiske, bør de fremtidige transportomkostningerne fastlægges ud fra
princippet om, at "forureneren betaler". Denne meromkostning bør derfor afspejles både i
priserne og i transportpolitikkerne, for at der kan opnås den fornødne holdningsændring
hos den enkelte borger og i samfundet som helhed. Sker det ikke, vil samfundet ikke
længere kunne tolerere den generelle forringelse af levevilkårene. Det gælder navnlig for
trafikken i byerne, hvor den kollektive transport, som er mere energibesparende og mindre
forurenende, bør gives en mere fremtrædende rolle.
b)
Store energibesparelser i ejendomssektoren
Det vil gennem øget anvendelse af de eksisterende energibesparende og økonomisk
levedygtige teknologier være muligt at nedsætte energiforbruget i bygninger med mindst en
femtedel eller 40 mio. toæ pr. år
64
. Det svarer til ca. 10% af den nuværende nettoimport af
olie og olieprodukter og ca. 20% af den nedsættelse af drivhusgasudledningerne, som EU har
pligt til at foretage ifølge Kyoto-protokollen.
Øgede energibesparelser i bygninger vil ikke blot mindske det samlede energibehov og
forbedre forsyningssikkerheden, men også reducere CO
2
-udslippet og højne standarden i vore
boliger og erhvervsejendomme. Det vil øge den sociale samhørighed ved at højne
levestandarden for mange borgere i EU. Desuden kan der skabes et stort antal arbejdspladser
ved at gennemføre energibesparende foranstaltninger i ejendomssektoren.
Kommissionen har planer om at stille forslag til nye lovregler om energibesparelser i
bygninger, som skal erstatte de rent tilskyndende foranstaltninger, der er truffet indtil nu. De
nye regler vil kunne omfatte følgende elementer:
Fastlæggelse af obligatoriske tærskler for energibesparelser i bygninger.
Det kunne
være en god idé at vedtage regler på EU-plan om fastsættelse af tærskler for energibesparelser
i bygninger. Reglerne om varmeisolering af boligejendomme kunne også indbefatte
revurdering af og kontrol med de investeringer, der foretages i eksisterende anlæg. I den
64
Ifølge visse skøn er potentialet for energibesparelser på boligområdet betydeligt større, hvilket er særlig
interessant, når energipriserne stiger.
92
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0093.png
forbindelse vil det eventuelt være nødvendigt at fastsætte standarder for energiforbrug pr. m³
med det formål at indføre egentlige energiattester for bygninger. Ensartede energiattester vil
gøre det muligt at tage hensyn til energifaktoren på ejendomsmarkedet og skabe en reel
efterspørgsel efter lavenergihuse. Attesterne kunne også danne grundlag for beskatningen for
at fremme investeringer i energibesparelser.
Fremme af brugen af vedvarende energi i nye bygninger.
I disse lovregler kunne der
bl.a. stilles krav om, at varme- eller klimaanlæg skal tilkobles vedvarende energikilder
(investeringer i multibrændselsanlæg). I denne sammenhæng bør det også gøres attraktivt at
installere solcelleanlæg og solfangere på tage og husfacader. Der kunne eventuelt fastsættes
kvantitative mål for integreringen af sådanne teknologier i nybyggeri.
B.
Styring af udbuddet
Hvis der skal skabes en øget og mere bæredygtig forsyningssikkerhed på energiområdet inden
for EU, kræver det først og fremmest, at der fastlægges de fornødne efterspørgselspolitikker.
Det er imidlertid også nødvendigt, at der i en politik, der skal gøre det muligt at styre
importafhængigheden, tages højde for udbudssiden, selv om EU's beføjelser og
handlemuligheder som tidligere beskrevet er meget begrænsede på dette område.
1.
a)
Udbuddet inden for EU
Udvikling af mindre forurenende energikilder
Kernekraften og de faste brændsler har mistet deres popularitet, olien er udsat for vilkårlige
geopolitiske begivenheder, som det er vanskeligt at kontrollere, og den vedvarende energi
mangler den fornødne teknologi og rentabilitet for at få et gennembrud.
Naturgasforsyningerne kan på længere sigt visse sig at være ustabile. Efterspørgslen skal
justeres efter de nye retningslinjer for markedets funktion, samtidig med at der tages stadig
større hensyn til de miljømæssige aspekter.
- Nye og vedvarende energikilder
Vandkraften frembyder ikke nævneværdige muligheder for at øge den europæiske
forsyningssikkerhed. Den største chance for at yde en samlet indsats til gavn for
forsyningssikkerheden, miljøet og landbefolkningen skal findes inden for ny og vedvarende
energi.
Der er brug for en særlig ihærdig indsats for at fremme udbredelsen af nye og vedvarende
energikilder (såsom brint) i vore økonomier. EU har i øvrigt sat sig et ambitiøst mål på
området, nemlig at 12% af energiforbruget i 2010 skal dækkes af den vedvarende energi. Det
kræver først og fremmest, at der ydes støtte til fremme af udnyttelse og øget anvendelse af
den vedvarende energi. De vedvarende energikilder vil ikke være tilstrækkelig
konkurrencedygtige, hvis der ikke ydes støtte til området forholdsvis langt ud i fremtiden.
Der er ikke truffet de samme foranstaltninger til fremme af den vedvarende energi, som
det var tilfældet, da de øvrige energikilder skulle lanceres
(olie, kul, kernekraft). Det vil
også være rimeligt at yde støtte til den vedvarende energi, i betragtning af at de eksterne
omkostninger, som er forbundet med de konventionelle energiformer, og som er blevet nøje
kvantificeret, ikke i videre udstrækning lægges over på disse. De beskattes for eksempel ikke
for de CO
2
-udledninger, som de giver anledning til. På den baggrund kunne den nuværende
støtte til finansiering af den vedvarende energi, som det ikke er rentabelt at udnytte, hentes fra
93
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0094.png
midlertidige skatter, der betales af en del af fortjenesten hos andre virksomheder i
energisektoren (olie, gas og kernekraft).
- Kernekraft
Kernekraften bør vurderes I forhold til dens bidrag til virkeliggørelsen af målet om øget
forsyningssikkerhed, nedsættelse af udledningen af drivhusgasser og skabelsen af en
bæredygtig udvikling. De europæiske kernekraftværker har gjort det muligt at undgå
udledning af ca. 300 mio. tons CO
2
. Det svarer til den effekt, det ville have, hvis man fjernede
100 mio. privatbiler fra trafikken. Det er ikke ment som en kritik af de medlemsstater, der
egenhændigt har besluttet at foretage en gradvis nedlukning af deres kernekraftværker eller
har blokeret for nye investeringer i sektoren. At visse medlemsstater har valgt at gå bort fra
kernekraften ændrer ikke ved EF's mulighed for at opfylde de forpligtelser, der blev fastlagt i
Kyoto-protokollen, inden udgangen af 2012. Med den nuværende teknologi vil en afvikling af
kernekraften betyde, at de konventionelle og vedvarende energikilder skal erstatte 35% af den
elektricitet, der produceres.
Der er derfor essentielt, at:
Der ydes tilskud til forskning i fremtidens reaktorer, navnlig inden for nuklear fusion,
og at forskningen inden for håndtering af bestrålet brændsel og oplagring af affald
videreføres og styrkes.
Det er vigtigt, at EU fastholder sit teknologiske forspring, sin
knowhow og sit eksportpotentiale i forhold til tredjelande, navnlig inden for levering af
udstyr, oparbejdning, fremstilling og genbehandling af brugt reaktorbrændsel samt
affaldshåndtering.
EU undersøger mulighederne for at tage spørgsmålet om den nukleare sikkerhed op i
forbindelse med udvidelsesprocessen,
som det blev anbefalet på Det Europæiske Råds
møde i Helsinki.
EU sikrer overholdelsen af de eksisterende forpligtelser
med hensyn til lukning og
afvikling af reaktorer, der ikke kan moderniseres, som et led i tiltrædelsesprocessen. Der
bør ydes den fornødne økonomiske støtte hertil.
b)
Fortsat adgang til ressourcerne
EU bør som et led i en ny og bredere lagerpolitik:
- undersøge mulighederne for at styrke de strategiske olielagre, ved at der fastlægges fælles
EU-regler herom.
Det bør undersøges, om der kan bruges lignende
interventionsteknikker som på pengemarkederne for at forhindre spekulationsbetonede
udsving og begrænse prissvingningerne
65
, eller om der ekstraordinært bør ydes støtte til
efterspørgslen.
EU bør tage skridt til at oprette en strategisk oliereserve, som kan bruges til at
opveje og ændre vilkårlige kursudsving, og som kan fungere som et sikkerhedsmæssigt
supplement til de eksisterende lagre, der rækker til 90 dages forbrug af forarbejdede
produkter. I første omgang kunne en del af de lagre, der overstiger 90 dages forbrug, forvaltes
i EU-regi og efter behov frigives i forbindelse med eventuelle tiltag til bekæmpelse af
spekulation.
65
Jf. Kommissionens meddelelse om olieforsyningen i EU, KOM (2000) 631.
94
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0095.png
- gøre det muligt at udvide lagermekanismen til også at omfatte naturgas.
Det er vigtigt at
gøre sig klart, at 40% af behovet inden for EU dækkes af import, og at denne andel vil kunne
stige til 60% i årene frem til 2030. EU må ikke blive alt for sårbar som følge af en for stor
afhængighed af eksterne tilførsler.
- det bør undersøges, om adgangen til EF's kulreserver skal bevares, og om der til det
formål skal bevares et minimalt produktionsfundament.
I den sammenhæng er det
spørgsmålet, hvilket omfang et sådant fundament for EF's primære produktion skal have. Det
kunne eventuelt ligge på 15% af den del af produktionen, der ikke er omfattet af reglerne i
direktivet om det indre marked for elektricitet.
2.
Stimulering af konkurrencen
For at modvirke økonomisk betingede udsving i olieforsyningen og begrænse navnlig de
sociale konsekvenser heraf bør Kommissionen sammen med medlemsstaterne arbejde aktivt
for, at der føres tilsyn med konkurrencereglernes overholdelse i oliesektorens raffinerings- og
distributionsled.
Det er vigtigt at sikre, at nye og navnlig uafhængige operatører gives adgang til markedet for
distribution af brændsler. Det er med til at garantere, at der er fri konkurrence på markedet.
Derfor er der iværksat en undersøgelse, der skal belyse de hindringer, de uafhængige
operatører støder på (hvad enten det skyldes myndighederne eller virksomhederne).
Kommissionen vil benytte resultaterne til en vurdering af konkurrencesituationen i det indre
marked og klarlægge, hvilke foranstaltninger der eventuelt kan træffes i forhold til
konkurrencelovgivningen.
Det kunne være hensigtsmæssigt at foretage en systematisk sammenligning af de forskellige
medlemsstaters priser på olieprodukter for at klarlægge, hvor stor forskel der er på dem.
3.
Sikring af de eksterne forsyninger
EU bør anvende sin politiske og økonomiske indflydelse til at skabe stabile og sikre
forsyningsvilkår.
a)
Tættere forbindelser til producentlandene giver øget medindflydelse
EU bør indgå i en
løbende dialog med producentlandene
i stedet for udelukkende at
reagere på de mest markante begivenheder på markederne. Det vil gøre markedet mere
gennemsigtigt og føre til øget prisstabilitet. I den forbindelse må man være opmærksom på
flere producentlandes forventninger til den politiske udvikling i Mellemøsten.
Denne
dialogen bør medføre forbedringer af prisdannelsesmekanismerne og gøre det lettere
at indgå aftaler og anvende reservelagrene til gensidig fordel.
Dialogen bør udvides til at omfatte spørgsmål af generel interesse, herunder især
miljøbeskyttelse (de fleksible mekanismer) og teknologioverførsel.
Kommissionsformand Romano Prodi har taget initiativ til indgåelse af
et partnerskab
med Rusland på energiområdet.
Dette initiativ er nu under forberedelse, som det fremgik
af erklæringen fra topmødet mellem Rusland og EU i Paris den 30. oktober 2000. Rusland
er villig til at medvirke til en langsigtet forbedring af EU’s energiforsyningssikkerhed, og
præsident Putin har til hensigt at føre en politik, der sigter mod såvel kvantitativ og
prismæssig ligevægt.
95
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0096.png
EU er til gengæld villig til at yde den fornødne tekniske bistand for at fremme europæiske
investeringer til transport og produktion inden for energisektoren (olie, naturgas og
elektricitet). Det skal overvejes nærmere, hvilke særlige foranstaltninger der bør træffes.
Det kunne f.eks. være faste lovrammer for investeringer i energisektoren, klare
beskatningsregler eller garantistillelse i forbindelse med investeringer. Disse
foranstaltninger skal iværksættes inden for rammerne af samarbejds- og
partnerskabsaftalen mellem EU og Rusland.
Der bør i øvrigt holdes øje med udviklingen af olie- og gasressourcerne i landene
omkring Det Kaspiske Hav og navnlig på udbygningen af de transitveje, der skal
bringe olie- og gasproduktionen ud af sin isolation.
b)
Styrkelse af forsyningsnettet
Hvis den europæiske energiforsyning skal forbedres, kræver det ikke kun regelmæssige
leverancer af energiressourcer til rimelige priser. Forsyningsnettet skal også være
tilstrækkelig sikkert. Transportmåden er i realiteten afgørende for forsyningssikkerheden. For
eksempel importerer EU 90% af sin olie ad søvejen. Derfor har EU besluttet at skærpe de
regler, der gælder for skibene (forbud mod skibe med enkeltskrog), og at gøre øget brug af
olieledninger for at skabe en bedre balance på forsyningsområdet.
Etableringen af nye olie- og gasledninger vil gøre det muligt at importere olie og naturgas
fra området omkring Det Kaspiske Hav og det sydlige Middelhav. Den øgede geografiske
spredning på forsyningsområdet vil bidrage til en forbedring af forsyningssikkerheden.
Det er grunden til, at der i programmer vedrørende teknisk bistand såsom MEDA og
TACIS lægges stor vægt på udvikling af infrastrukturerne på energiområdet.
I den forbindelse gives der under MEDA-programmet økonomisk støtte til udvikling af
idéer og iværksættelse af indledende gennemførlighedsanalyser vedrørende regionale
infrastrukturnet med henblik på at koble de nationale net sammen (syd-syd) eller koble
dem sammen med de transeuropæiske net (og nettene mellem Middelhavslandene). De
store regionale projekter vil få en ny dimension med betegnelsen "Euro-
Middelhavspartnerskab"
66
.
Programmer som INOGATE
(67)(68)
og TRACECA
69
spiller også en væsentlig rolle i
forbindelse med bestræbelserne for at få en række producentlande (herunder
Aserbajdsjan, Kasakhstan og Turkmenistan) ud af deres isolation.
66
67
68
69
Kommissionens meddelelse om styrkelse af Barcelonaprocessen, KOM(2000) 497.
Rusland har taget de indledende skridt til at deltage i INOGATE og anmodet om et tilskud på 2 mio.
EUR.
INOGATE (INterstate Oil and Gas) er et program til udvikling og modernisering af olie- og
gasledningerne i det tidligere Sovjetunionen.
TRACECA er et program, der har til formål at modernisere transportstrukturerne i landene i det
tidligere Sovjetunionen. Det har takket være dette program været muligt at sende de første forsyninger
med tog fra området omkring Det Kaspiske Hav.
96
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
EU bør sikre sig, at bestemmelserne i energicharteret og i transitprotokollen iværksættes
hurtigst muligt, navnlig i ansøgerlandene og NUS (de nye uafhængige stater i det tidligere
Sovjetunionen). Den såkaldte "paraplyaftale" under INOGATE kræver særlig
opmærksomhed.
Med hensyn til importen af elektricitet skal nettene knyttes tættere sammen, både inden
for EU og mellem EU og ansøgerlandene samt Rusland. Det kræver, at flaskehalse inden
for EU fjernes ved at den manglende infrastruktur udbygges. Det vil gøre det muligt for
samtlige medlemsstater at få adgang til nye forsyningskilder. Det skal imidlertid sikres, at
den øgede samhandel ikke resulterer i, at elektricitet fra kernekraftværker, hvor
sikkerhedsforholdene ikke er tilfredsstillende, havner på EU-markedet.
97
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Debatoplæg
Der kan ud fra analysen i denne grønbog drages følgende tre konklusioner:
-
EU bliver stadig mere afhængig af de eksterne energikilder. Det forhold ændres ikke
ved, at der kommer flere lande med i EU. De seneste prognoser tyder på, at 70% af
EU's energiforbrug i 2030 vil skulle dækkes af importeret energi.
EU's muligheder for at indvirke på udbudsvilkårene på energiområdet er begrænsede.
EU er nødt til primært at fokusere på efterspørgslen, navnlig ved at gennemføre
energibesparelser inden for ejendoms- og transportsektoren.
Hvis der ikke tages drastiske midler i brug, vil EU hverken kunne håndtere de
udfordringer, der er forbundet med klimaændringerne på længere sigt, eller overholde
de forpligtelser, EU blev påtog sig Kyoto.
-
-
På baggrund heraf foreslår Kommissionen, at debatten om den fremtidige strategi
koncentreres om følgende overordnede spørgsmål:
1. Kan EU acceptere en stigende afhængighed af eksterne energikilder, uden at det går ud
over forsyningssikkerheden og den europæiske konkurrenceevne? Hvis der vedtages en
politik med henblik på at regulere importen, hvilke energikilder skal den så omfatte? Skal
der i den forbindelse anlægges en økonomisk tilgang med udgangspunkt i
energiomkostningerne eller en geopolitisk tilgang med udgangspunkt i risikoen for
manglende forsyninger?
2. Kræver det stadig mere integrerede indre marked inden for EU, hvor de beslutninger,
medlemsstaterne træffer, også får betydning for de øvrige medlemsstater, at der
fastlægges en sammenhængende og koordineret politik på EU-plan? Hvilke elementer
skal der i givet fald indgå i en sådan politik, og hvilken rolle skal konkurrencereglerne
spille?
3. Er afgifterne og statsstøtten på energiområdet med til at forringe EU's konkurrenceevne?
Når det ikke lykkedes at harmonisere de indirekte skatter, ville det så ikke være mere
hensigtsmæssigt at fokusere på en samordning af energiafgifterne, navnlig af hensyn til de
energi- og miljømæssige målsætninger?
4. Hvis der skal indgås forsynings- og investeringsaftaler som et led i en løbende dialog med
producentlandene, hvad skal disse aftaler så indeholde? Hvordan kan der i betragtning af
den store betydning, der bør lægges på et partnerskab med Rusland, sikres den fornødne
kvantitative og pris- og investeringsmæssige stabilitet?
5. Skal de reservelagre, der allerede findes på olieområdet forøges, og skal der etableres
lignende lagre for andre energiformer, f.eks. gas eller kul? Kunne lagrene eventuelt
forvaltes på EU-plan, og hvad skulle formålet i så fald være, og hvordan skulle det
foregå? Skal der gives adgang til dyrere ressourcer, hvis der er fare for, at der opstår
fysisk knaphed på energiprodukter?
98
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
6. Hvordan kan der etableres et større og mere velfungerende energitransportnet i EU og i de
tilstødende lande, som både sikrer, at det indre marked fungerer tilfredsstillende, og at der
tilvejebringes de fornødne forsyninger?
7. Udviklingen af visse former for vedvarende energi kræver en betydelig indsats i form af
forskning og teknologisk udvikling, investeringsstøtte og driftstilskud. Vil det ikke være
rimeligt, at de sektorer, der tidligere har fået massiv støtte, og som i dag er meget rentable
(gas, olie og kernekraft), bidrager til finansieringen af denne støtte?
8. Hvad kan der gøres inden for EU for at løse affaldsproblemerne, øge sikkerheden på
kernekraftområdet og fremskynde forskningen i fremtidens reaktorer, herunder
fusionsreaktoren, i betragtning af at kerneenergien er blandt de emner, der indgår i
debatten i forbindelse med bekæmpelse af klimaændringer og skabelse af større
uafhængighed på energiområdet?
9. Hvilke politiske tiltag kan der træffes, for at EU kan opfylde sine forpligtelser i henhold til
Kyoto-protokollen? Hvilke foranstaltninger kan der iværksættes for at spare mest muligt
på energien med henblik på at mindske afhængigheden af den eksterne energi og nedsætte
CO
2
-udslippet?
10. Hvis der skal iværksættes et ambitiøst program, hvor målet er, at biobrændstoffer og andre
former for erstatningsbrændsel, heriblandt brint, skal udgøre 20% af det samlede
brændstofforbrug i 2020, skal det så ske i nationalt regi, eller kræver det en samordning af
afgifterne, distributionsvilkårene og perspektiverne for landbrugsproduktionen?
11. Skal der også fremover tilskyndes til energibesparelser i bygninger(40% af
energiforbruget), bl.a. gennem skattemæssige begunstigelser, i forbindelse med opførelse
og renovering af offentlige ejendomme og private boliger, eller bør der vedtages en
lovgivning på området, ligesom det er sket for store fyringsanlæg?
12. Hvis der skal foretages energibesparelser i transportsektoren (32% af energiforbruget),
kræver det, at der rettes op på den ubalance, der giver sig udslag i, at en stigende mængde
gods transporteres ad landevejen i stedet for med tog. Bør denne ubalance anses for at
være uundgåelig, eller skal der træffes foranstaltninger til at ændre situationen, uanset
hvor upopulært det måtte være, bl.a. for at mindske trafikken i byerne? Hvordan kan
liberaliseringen forenes med de infrastrukturinvesteringer, der er nødvendige for at undgå
flaskehalse, og med en kombinering af forskellige transportformer?
13. Hvordan kan der udvikles mere ensartede visioner, og hvordan kan de offentlige
myndigheder og operatørerne anspores til at tænke og handle mere langsigtet med henblik
på at udvikle et bæredygtigt forsyningssystem på energiområdet? Hvordan banes vejen for
fremtidens energipolitik?
99
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0100.png
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER
Grønbog
På vej mod en europæisk strategi for
energiforsyningssikkerhed
B
ILAGA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
B
ILAG
1
TEKNISK BAGGRUNDSDOKUMENT
ENERGIFORSYNINGSSIKKERHED
SAMMENDRAG
Følgende resumé indeholder de vigtigste konklusioner af Europa-Kommissionens tekniske
baggrundsdokument for denne grønbog. Hele dokumentet kan fås hos Kommissionens
tjenestegrene.
Formålet med en EU-politik for energiforsyningssikkerhed er, at EU på kort og længere sigt
kan sikre adgang til en bred vifte af energiprodukter til en pris, alle kunder (husholdninger og
industrier) kan overkomme, samtidig med at miljøkravene overholdes.
Den igangværende debat om energiforsyningssikkerhed er påvirket af følgende
udviklingstendenser, der analyseres nedenfor: a) energiefterspørgslen er stigende, både i EU
og i ansøgerlandene; b) efterspørgslen efter konventionelle energikilder (olie, naturgas,
kernekraft) vokser, c) efterspørgslen efter importerede energikilder såsom olie og naturgas
stiger også og d) i det mindste på kort sigt er det ikke sandsynligt, at renere, mere effektive
vedvarende energiteknologier kan påvirke disse tendenser særlig meget uden målrettede
foranstaltninger. Den første udfordring for energiforsyningspolitikken er ikke at benægte eller
overdramatisere denne situation, men at styre den og forhindre, at den udvikler sig til en krise.
Den anden udfordring er at sikre en balance mellem på den ene side nødvendigheden af, at
energiforsyningspolitikken dækker de voksende energibehov, og på den anden side de
miljømæssige, politiske, sociale, tekniske og økonomiske mål. Den tredje udfordring er at
udvikle instrumenter som f.eks. nye vedvarende energiteknologier, diversificerings-
foranstaltninger og energieffektive metoder, der kan mindske afhængigheden af importeret
brændsel, mindske energiefterspørgslen, gøre den økonomiske vækst mindre afhængig af
energiforbruget og således forbedre energisikkerheden på lang sigt.
Europæisk energiforsyning står over for forskellige former for risici – fysiske, økonomiske og
miljømæssige. Således kan der
på kort sigt
forekomme forstyrrelser i eller
på længere sigt
måske en permanent indstilling af forsyningerne fra en eller flere energikilder eller et eller
flere brændstoffer fra et enkelt geografisk område. Økonomisk er Europa påvirkelig over for
ændringer i energipriserne – for eksempel den nylige oligeprisstigning. Endelig er hensynet til
miljøet begyndt at påvirke energiproduktion og –brug og i sidste instans forsynings-
beslutningerne.
Kontekst
Konteksten for EU’s energiforsyningspolitik har ændret sig i de seneste 30 år som følge af
den politiske, miljømæssige og økonomiske udvikling, der har været præget af udvidelse,
klimaforandringer og liberalisering af energimarkederne. Foranstaltningerne til sikring af
energiforsyningen skal tage udgangspunkt i disse nye rammer. Den seneste udvikling på
energimarkederne og i energirelaterede politikker (miljø, økonomi, osv.) skaber nye
spændinger og begrænsninger for regeringer og administrationer. På den ene side giver den
2
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
anledning til flere mål, som for eksempel klimaforandringerne og Kyoto-protokollen (jf.
nedenfor), men på den anden side fjernes traditionelle lovgivningsmæssige instrumenter
såsom statens direkte forvaltning af forsyningsselskaber, der ikke længere er gældende for det
indre energimarked.
Disse ændringer betyder, at det er nødvendigt at se på hele spektret for energiudbud og –
efterspørgsel, både på kort (5 – 10 år) og mellemlang sigt (10 - 20 år). Det er formålet med
dette dokument. En sikker energiforsyning afhænger ikke blot af forsyningssikkerhed fra en
enkelt energikilde, men af balancen på energimarkederne og muligheden for at udskifte én
kilde med en anden eller andre energipolitiske instrumenter (f.eks. energibesparelser). Med de
foreliggende muligheder skal der ikke blot tages hensyn til målene for energiforsyningen,
men også til den bredere kontekst, der er skitseret nedenfor.
Ved første øjekast er målene for energiforsyningssikkerhed, konkurrenceevne,
miljøbeskyttelse og liberalisering ikke altid helt forenelige. Udvidelsen af EU er endnu en
udfordring. De politiske beslutningstageres opgave bliver at forene disse bredere mål og
samtidig sikre energiforsyning og udvikle politikker, incitamenter og instrumenter, som for
eksempel energieffektivitet, styring af efterspørgslen, diversificering af brændselskilder og ny
teknologi, der kan opfylde de fælles mål.
Primære energikilder – olie
Når det gælder forsyningssikkerhed, er og bliver olie forbundet med den største risiko. EU’s
afhængighed af importeret olie er begyndt at stige til trods for nedgangen i den senere tid.
Omkostningerne ved at producere olie i Mellemøsten er lave, og forekomsten i dette område
er relativt rigelige. Imidlertid er der usikkerhed omkring de fremtidige investeringsniveauer
og de mellemøstlige reservers fysiske tilgængelighed. Det er dyrt at udnytte olien i Nordsøen,
og der er begrænsede reserver – i bedste fald anslået til 25 års forsyninger med det nuværende
produktionsniveau. Tidligere blev oliemarkedet ændret som følge af reduktioner i
energiintensitet og udskiftningen af olie i kraftvarmeværkerne. Ikke desto mindre stiger
efterspørgslen fortsat. Medmindre der sker et gennembrud, som fjerner den ekspanderende
transportsektors næsten totale afhængighed af olie, vil Europa på lang sigt sandsynligvis blive
fuldstændig afhængig af olie fra Mellemøsten – og OPEC – forudsat at det teknisk og
geopolitisk er muligt at få forsyninger. De afgørende elementer for fremtidens oliebehov er
den voksende transportsektors afhængighed af olie, risikoen for prissvingninger og
udviklingen af alternative transportbrændstoffer.
Naturgas
Europas stigende efterspørgsel efter importeret naturgas vil understrege behovet for stærke
politiske og fysiske forbindelser til Nordafrika og Rusland og gøre det mere interessant at
have rørledningsforbindelser til Mellemøsten og Centralasien. Udvidelsen vil sandsynligvis
bekræfte markedstendenserne for gas og samtidig øge EU’s afhængighed af Ruslands enorme
reserver. Som i andre energisektorer skal diversificering af forsyningskilderne være en
politisk prioritet.
3
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Gasforsyningssituationen ser på kort sigt relativt fornuftig ud med rimelige reserver inden for
en økonomisk acceptabel afstand. På mellemlang sigt er det uvist, om gassen kan forsvare
eller endog øge sin markedsandel, hvis forsyningsomkostningerne stiger, hvilket virker
uundgåeligt på grund af mere vanskelige udvindingsbetingelser og længere transportafstande.
Såfremt Rusland og de tidligere sovjetrepublikker kommer til at forsyne de voksende
markeder i Østasien, kan EU-medlemsstaterne ligeledes blive stillet over for en betydelig
konkurrence og højere priser. En række foranstaltninger rettet mod at fremme teknologisk
udvikling, udbudsdiversificering og gas-til-gas konkurrence, markedsintegrering i et større
Europa samt styrkede relationer med eksterne forsynings- og transitlande vil kunne øge
forsyningssikkerheden.
Fast brændsel
Når det gælder økonomi og energiforsyning, er kul attraktivt. Der er udstrakte reserver i hele
verden, også i Europa, og konkurrencedygtige markeder sikrer lave og stabile priser.
Imidlertid bruges kul ikke længere af husholdningerne (i henhold til den tidligere lovgivning
om ”ren luft”) og heller ikke i samme grad som tidligere I elektricitetsproduktionen, hvor gas
er det foretrukne valg. Omstruktureringen af stålindustrien har ligeledes betydet, at en stor
kunde er faldet fra.
På lang sigt vil kul sandsynligvis stadig være interessant, når der kommer gang i nye
teknologier, der mindsker udvindingsomkostningerne og emissionerne og øger effektiviteten
drastisk. Efter udløbet af EKSF-traktaten i 2002 vil der fortsat være mekanismer til at
overvåge priser og fremme rene teknologier. Det er derfor sandsynligt, at kul på lang sigt
fortsat vil blive brugt til elektricitetsfremstilling for at fremme energispredning og
forsyningssikkerhed.
Uran (Atomenergi)
Kernekraft tegner sig for næsten 23% af den installerede elektricitetsfremstillingskapacitet i
EU, men for 35% af elektricitetsproduktionen. Nuklear elproduktion i Europa er med nutidens
teknologi afhængig af et importeret råstof, nemlig uran. Således gælder nogle af de samme
overvejelser om forsyningssikkerhed for kernekraftdebatten som for olie og gas, om end i
mindre grad. I medfør af EURATOM-traktaten, der har forsyningssikkerhed for nukleart
brændsel som et af sine mål, er der med Euratoms Forsyningsagentur oprettet et særligt
politisk instrument for nukleare brændselsforsyninger. Urankilderne er både geografisk og
fysisk mere diversificerede end olie og gas. Videreudviklingen af den nukleare cyklus sker i
vid udstrækning nationalt, og efter oparbejdning bliver den importerede ressource en national
ressource.
EU’s udvidelse vil formentlig understrege denne situation, fordi mange af ansøgerlandene
generelt er i samme situation som kernekraftproducenterne i EU.
Atomenergi har den fordel, at der udledes meget lidt drivhusgas. Hvis atomenergiens
nuværende andel af elektricitetsproduktionen bevares, vil CO
2
-udledningen i denne sektor
kunne holdes nogenlunde på 1990-niveauet, men det vil kræve, at man i 2025 har etableret en
kernekraftkapacitet på 100 GWe (ca. 70 reaktorer) til erstatning for de reaktorer, der til den tid
har nået afslutningen af deres levetid, så man kan imødekomme den øgede efterspørgsel. Hvis
man holder de eksisterende kernekraftværker i gang i deres normale levetid på 40 år uden at
bygge nye, vil det betyde, at 1990-emissionsniveauet overskrides med 4%. Hvis de
eksisterende kernekraftværker blev afviklet og erstattet med andre konventionelle
produktionsanlæg, ville det blive umuligt at nå Kyoto-målene.
4
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Teknisk set kunne kernekraft, som er baseret på ikke-fossilt brændsel, udfylde en betydelig
del af det hul, der ville blive i elektricitetsforsyningen, hvis der som svar på Kyoto skulle
skæres drastisk ned på den elektricitetsfremstilling, som er baseret på fossilt brændsel.
Imidlertid tager det betydeligt længere tid at bygge et atomkraftværk end et anlæg til fossilt
brændstof, og de nyligt liberaliserede elektricitetsmarkeder samt offentlighedens og
politikernes modstand mod kernekraft er begrænsende faktorer. Det kunne overvejes at
udvide de eksisterende værkers levetid. I betragtning af tidsplanen for forpligtelserne i Kyoto-
protokollen er det nødvendigt at behandle disse spørgsmål hurtigt.
Nogle medlemsstater (Italien, Sverige, Tyskland og Belgien) har besluttet at afvikle
kernekraft. I andre (Frankrig, Det Forenede Kongerige, Finland) vil kernekraft i en
overskuelig fremtid være en central energi. Når vi ser ud over 2010, betyder den lange
gennemløbstid for ny kernekraftteknologi, at det er væsentligt at opretholde en langsigtet
forskning, dels for at finde frem til en løsning på affaldsproblemet, dels for at give
kernekraftekspertise videre til kommende generationer.
Vedvarende energikilder
Vedvarende energikilder (VEK) er af miljømæssige og geopolitiske årsager attraktive for
energiforsyningen. Skønt brændstofkilden normalt er billig eller gratis, har teknologien
generelt ikke nået et tilstrækkeligt modent stadium til, at VEK er økonomisk interessante.
Teoretisk set har vedvarende energi potentialet til at give en sikker, ren og billig
energiforsyning under anvendelse af indenlandske kilder uden trussel om ekstern afbrydelse
eller tømning af reserverne. Kommissionen har sat som mål at fordoble de vedvarende
energikilders andel fra 6% (for det meste store vandkraftværker) til 12% af den samlede
primære energiproduktion i 2010. Det vil imidlertid være nødvendigt med en specifik og
målrettet indsats for at nå dette mål. Ud over de tekniske barrierer er de høje omkostninger
ved VEK-teknologier sammenlignet med omkostningerne ved teknologier baseret på fossile
brændstoffer en væsentlig hindring. Det betyder, at der er behov for relevante økonomiske
incitamenter til at fremme vedvarende energikilder. En anden hindring er, at der i prisen på
fossile brændstoffer ses bort fra eksterne omkostninger, og at der fra gammel tid gives
subsidier til konventionel energi (herunder kernekraft). Dette fører til et forvredet marked til
skade for de vedvarende energikilder. I de sektorer, hvor teknologien er mere avanceret, f.eks.
vind, er omkostningerne faldet drastisk i det seneste tiår, og de falder fortsat.
Med passende investeringer i forskning, udvikling, demonstration og fremme af VEK-
teknologier til markedsføring på kort, mellemlang og lang sigt har vedvarende energi
potentiale til at indgå i en miljømæssigt og økonomisk acceptabel løsning på mange af
Europas langsigtede energiforsyningsproblemer. Hvis vedvarende energikilder udvikles fuldt
ud, vil de kunne bidrage væsentligt til at nedbringe udledningen af drivhusgasser fra
elektricitetsproduktionen. Imidlertid vil dette kræve, at der tidligt indføres målrettede
foranstaltninger, økonomiske incitamenter og en slagkraftig markedsføring.
Forsyningsafbrydelse
Der er som nævnt ovenfor tre slags trusler mod energiforsyningssikkerheden – økonomiske,
fysiske og miljømæssige. Afbrydelser i energiforsyningen, hvad enten det sker konkret eller i
form af trusler herom, kan få dramatiske følger for samfundet og økonomien. Derfor førte
afbrydelserne af olieforsyningen i 1970’erne, som både var økonomiske og fysiske, til en
international indsats for at forbedre forsyningssikkerheden gennem (det dengang nyligt
oprettede) IEA og EU. Senere har nærheds- og liberaliseringsprincipperne understreget
medlemsstaternes og forsyningsselskabernes ansvar for at styre deres egne lagre og sørge for
5
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
planlægning af reserver og krisemekanismer i tilfælde af forsyningsafbrydelse. Der kan
udvikles nye krisestyringssystemer som følge af liberaliseringen, efterhånden som
selskabernes og lovgivernes rolle bliver mere klart defineret. Der har været fokus på olien i
den seneste lovgivning, og kvaliteten af EU’s strategiske lagre på 90 dages forbrug blev
forbedret. Der er i øjeblikket bestræbelser i gang på at forbedre EU’s krisestyringssystem. For
gas er der for nyligt nedsat et udvalg på EU-plan til at overvåge udviklingen i den kort- og
langsigtede forsyningssikkerhed. Der findes rapporteringsmekanismer for uran- og kullagre.
Generelt har det indre marked og konkurrencen virket således, at forsyningsselskaberne har
været under pres for at nedbringe deres beredskabslagre.
Efterspørgsel
Risici for energiforsyningen kan hurtigt og billigt mindskes ved at mindske
energiefterspørgslen. Styring af energiefterspørgslen er et vigtigt instrument til at mindske
forbruget, bevare begrænsede reserver, afbøde forsyningsvanskeligheder og fremme en
bæredygtig vækst. Energiintensiteten har været faldende og ventes at falde yderligere, men
elektricitetsintensiteten vil stige i takt med, at EU’s økonomi går i retning af flere
tjenesteydelser og aktiviteter med høj værditilvækst. EU’s energieffektivitet er steget 7%
siden 1990, men kun 3% siden 1993, skønt der er kommet gang i den økonomiske vækst igen.
Forbedringerne i energieffektiviteten har ikke kunnet holde trit med den stigende
efterspørgsel, og forbruget stiger således fortsat. Øget forbrug, der hjælpes på vej af stigende
købekraft, øger presset på energiforsyningerne. Generelt arbejder privatiserede
forsyningsselskaber ikke på at nedbringe efterspørgslen. Uden nye incitamenter og fremme af
energieffektive produkter er der risiko for, at forbrugernes interesse for energieffektivitet vil
dale og efterspørgslen efter nye, mere effektive teknologier falde.
Medmindre forbedringerne i energieffektiviteten kan holde trit med den øgede efterspørgsel,
vil denne føre til højere forbrug og større pres på energiforsyningerne. Den seneste tendens
har været, at stigningen i forbruget har overhalet investeringerne i energieffektivitet. For
eksempel bliver bygninger gradvist bedre isoleret, men efterspørgslen efter apparater og
tjenesteydelser, der kræver øget brug af energi, opvejer ofte effektivitetsgevinsterne. På
samme måde har køretøjer fået en højere effektivitet, men bilerne er blevet større og tungere
og er forsynet med mere energiforbrugende udstyr. Til trods for de betydelige stigninger i
oliepriserne for nylig ventes antallet af biler og passagerkilometer at stige. Udfordringen på
dette område er at vende tendensen, så gevinsten i energieffektivitet opvejer
forbrugsstigningen.
Det enorme potentiale for energibesparelser i bygnings- og transportsektorerne giver en ide
om, hvilke fremskridt der kunne gøres for at mindske forbruget og forbedre
forsyningsudsigterne, hvis der blev sat fokus på disse sektorer. Imidlertid ville dette kræve en
kombination af faktorer såsom energipriser, der afspejler de bredere omkostninger for
samfundet, regler om at fjerne ineffektive produkter eller metoder og forbrugeroplysning.
Ikke desto mindre taler de ekstra fordele ved en sådan aktion - for eksempel mindre
udledninger, lavere energiregninger og jobskabelse - for en omgående indsats.
Brændstofbalance
På den positive side er det ikke sandsynligt, at EU’s samlede energimarked vil blive så
afhængigt af én enkelt sektor, som det var tilfældet i 1970’erne, da olie dækkede over 60% af
den primære energiforsyning. Dette tal er nu nede på 44%. Imidlertid er det en kendsgerning,
at transportsektorens næsten fuldstændige afhængighed af olie sammen med sektorens stædigt
stigende efterspørgsel efter olie - og som følge heraf efter dollars - er en akilleshæl for
6
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Europas økonomi. Oprettelsen af nye europæiske net og decentraliseret produktion har
yderligere forbedret udsigterne for energiforsyningen. Endvidere er verdens energimarkeder
nu på mange måder organiseret globalt og er indbyrdes afhængige, og derfor påvirker
markedsændringer nu økonomierne på samme måde over hele kloden. EU’s stigende
afhængighed af import fra områder uden for Unionens traditionelle økonomiske sfære kan
ikke desto mindre stadig, især i en risikosituation, vanskeliggøre EU’s kontrol over eller
indflydelse på sin energiforsyning. På kort og mellemlang sigt ser dette ud til at være en
tendens, der påvirker alle konventionelle energisektorer. Det er derfor bydende nødvendigt at
finde løsninger, der øger spredningen i brændstofforsyningen, lægger vægten på pålidelige og
stabile, eksterne forsyninger og forbedrer de nationale ressourcers levedygtighed, samtidig
med at det samlede energibehov nedbringes.
Energiteknologi
Energiteknologi vil spille en afgørende rolle for at opfylde nuværende og kommende
generationers behov og fjerne den tætte forbindelse mellem økonomisk vækst og stigende
energiefterspørgsel og miljønedbrydning, både i det nuværende EU og i et udvidet Europa. På
energiområdet er teknologiske forandringer ikke billige. Forskning er dyr og kræver en lang
udviklings- og gennemløbsperiode, og det er ofte usikkert, om investeringen kan tjenes ind.
En vellykket markedsføring og forbrugeroplysning er også centrale faktorer, hvis den
teknologiske knowhow skal omsættes til rentable produkter.
Regeringerne har i mange år erkendt behovet for at gribe ind i energisektoren, give
virksomhederne de rette incitamenter og prissignaler og påvirke forbrugernes bevidsthed og
adfærd. Således har offentlig finansiering, herunder fra Det Europæiske Fællesskab, ofte
været af stor betydning for finansiering af grundforskningen, udvikling af innovative
teknologier og fremme af den betydelige mængde af energieffektive teknologier, som er tæt
på at blive konkurrencedygtige. Der er også voksende interesse for at undersøge, hvordan
kendskabet til og interessen for nye teknologier kan øges ved at kombinere dem i storstilede
samarbejdsprojekter på tværs af konventionelle sektorer.
Energiteknologi er et nyttigt instrument for energiforsyningssikkerheden og kan supplere mål
på andre politiske områder, især miljø og økonomi. Teknologien er et middel til at forbedre
energieffektiviteten, mindske energiintensiteten og i høj grad øge brugen af ren, vedvarende
energi. Den har også potentiale til at påvirke globale energiforbrugs- og –produktionsmønstre,
eftersom avanceret europæisk teknologi kan give udviklingslandene mere bæredygtige og
mindre skadelige midler til at opnå økonomisk vækst.
Transport af brændstof ind i EU (transit)
Den voksende efterspørgsel efter eksterne energiforsyninger vil lægge ekstra pres på de
eksisterende forsyningsveje og gøre det nødvendigt at udvikle nye. Dette har betydning for
forsyningernes tilgængelighed og pris. Sikre energiforsyninger er ikke blot afhængige af
tilgængelige reserver, men også af faktorer som landenes kapacitet til at levere passende
mængder, tredjelandes vilje til at tillade transit, de tekniske og økonomiske ressourcer til at
oprette og vedligeholde transitveje og internationale rammer, der kan skabe stabile
handelsbetingelser. Behovet for at transportere energi til og i Europa øger betydningen af
internationalt samarbejde - både mellem EU og Fællesskabets leverandører og deres naboer -
udenrigspolitik, finansforhold, handelsaftaler og teknisk samarbejde. I denne forbindelse er
Energichartertraktaten og Energicharter-processen vigtige redskaber for at skabe stabile
rammer for energiforsyning og energitransit for EU.
7
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
xxxxxxxx
Et af de centrale mål for EU’s energipolitik er en alsidig, sikker, miljøvenlig og
omkostningseffektiv energiforsyning til EU. Det kræver et hensigtsmæssig politisk,
socioøkonomisk, erhvervsmæssigt og teknologisk klima, både i EU og resten af verden. Det
tekniske baggrundsdokument indeholder en præsentation af de faktorer i forbindelse med
energiforsyning og andre relevante spørgsmål, der har haft indflydelse på Kommissionens
grønbog om energiforsyningssikkerhed.
8
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
B
ILAG
2
N
OTAT OM BRÆNDSTOFBESKATNINGENS BETYDNING FOR VALG AF TEKNOLOGI
En undersøgelse bestilt i henhold til rammeaftalen om opstilling af langsigtede
energimodeller (ENER/4.1040/001)
Af prof. P. Capros, N. Kouvaritakis, Dr. L. Mantzos, V. Panos og E. L. Vouyoukas
Athen, november 2000
1.
I
NDLEDNING
Målet med denne del af undersøgelsen er at se på, hvordan skattemæssige tiltag i form af
beskatning eller subsidier påvirker energiforbrugerens valg i EU-medlemsstaterne. Når
energiforbrugerne har behov for nyttig energi og skal beslutte, hvilken type udstyr der skal
investeres i, overvejer de alternative muligheder under hensyntagen til de samlede
omkostninger, inklusive investeringsomkostninger og faste og variable drifts- og
vedligeholdelsesomkostninger. Normalt udgør brændstofomkostningerne en stor del af de
variable driftsomkostninger, og beskatning kan påvirke dem betydeligt. Det er klart, at skatter
og subsidier ofte er blevet anvendt netop for at påvirke forbrugerens valg. Imidlertid ser man
også i nogle tilfælde, at forskelsbehandlingen er indført for at opfylde tidligere tiders politiske
mål, og at skatter og subsidier derefter har overlevet, fordi institutionerne intet har gjort for at
ændre dem og som et middel til at sikre et provenu, uden at det nødvendigvis afspejler de
aktuelle politiske ønsker.
Denne analyse bygger på de nyeste tilgængelige data om brændstofbeskatning i EU-
medlemsstaterne (offentliggjort af Europa-Kommissionen i marts 2000) og foreløbige data
om brændstofpriser i 2000. Data om subsidier på kul er fra databasen PRIMES (som de blev
fastsat efter drøftelser med eksperter fra de forskellige medlemsstater i forbindelse med det
fælles analyseprojekt).
De teknisk-økonomiske data om de forskellige energiteknologier, som er brugt til at beregne
de gennemsnitlige produktionsomkostninger for de forskellige energiformer, stammer også
fra PRIMES-databasen.
Alternative brændstoffer og teknologier undersøges i følgende sektorer:
1.
2.
3.
4.
Elektricitetsfremstilling
Fremstilling af damp i industrikedler og kraftvarmeværker
Rumopvarmning i husholdninger
Privatbiler
Metoden for sammenligningen var for hver sektor at gå ud fra en ”typisk” energiforbruger,
som ønsker nyt energiforbrugende udstyr enten for at udskifte det gamle, eller fordi der er
opstået nye energibehov. For den ”typiske” energiforbruger gælder ”gennemsnitsbetingelser”
med hensyn til de vigtigste parametre for valget. Det skal bemærkes, at beregningerne ikke
vedrører økonomien i at bruge eksisterende udstyr, hvilket i de fleste tilfælde vil være
9
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0109.png
omkostningseffektivt, uanset om forbrugeren skulle vælge at udskifte det med samme type
udstyr eller ej.
Afhængig
af
udstyrets
størrelse,
kan
stordriftsfordele
med
hensyn
til
investeringsomkostninger og faste og variable drifts- og vedligeholdelsesomkostninger
opleves forskelligt for forskellige typer udstyr. Sådanne forskelle er ikke taget I betragtning I
den valgte tilgang.
På samme måde kan store brændselsindkøb og særlige leveringsbetingelser (for eksempel
muligheden for afbrydelse) give betydeligt lavere brændselsomkostninger pr. enhed, og
omvendt kan små leverancer medføre faste tillæg. En sådan prismodulation er normal, da den
er baseret på leveringsomkostninger og er forskellig fra brændstof til brændstof. Den er ikke
særlig markant for olieprodukter, der er lette at lagre, transportere og håndtere, men kan være
meget udtalt for elektricitet, naturgas og kul. Prisen på sidstnævnte er også underlagt meget
store geografiske forskelle, og er afhængig af, om der er egnede havne i nærheden og anden
nødvendig transport- og håndteringsinfrastruktur, som spiller en afgørende rolle for de
samlede leveringsomkostninger, der i nogle tilfælde kan være meget betydelige. Det har ikke
været muligt at medtage sådanne overvejelser i de ”gennemsnitlige” betingelser.
Basisåret for analysen er 2000, hvor betingelserne på energimarkederne på mange måder har
været meget forskellige fra dem, der herskede i sidste tiår (mere præcist siden 1991). Siden
begyndelsen af sommeren er der sket en stærk stigning i de internationale råoliepriser ledsaget
og ofte anført af endnu stærkere bevægelser i spotpriserne på olieprodukter og især de
centrale mellemdestillater. Importpriserne på naturgas er stadig i høj grad bundet til
spotpriserne på olieprodukter gennem prisformler, og de er steget med passende
tidsforskydninger, hvorimod stigningen i gaspriser til slutbrugerne stadig er relativt beskeden.
Kulpriserne ser derimod ikke ud til at være blevet påvirket. Der er brugt årlige
gennemsnitspriser til analysen, og det billede, der tegner sig af ovenstående udvikling, tyder
på, at der er ved at ske en klar forskydning i de forskellige brændstoffers konkurrenceevne i et
miljø præget af overgang. Selv om det var ventet, at de høje råoliepriser på ca. 36 ville vare
året ud, vil det endvidere i betragtning af markedets manglende stabilitet på det sidste være
meget risikabelt at konkludere, at de relative priser og følgerne heraf for konkurrenceevnen
vil holde sig som antaget her, selv inden for de næste par år.
Ovennævnte forbehold er ment som en forsigtig advarsel mod at overfortolke resultaterne af
denne analyse, især med hensyn til absolutte omkostningsniveauer. Generelt bør en relativt
lille forskel i konkurrenceevne tages som et tegn på, at placeringerne under lidt andre
betingelser (der under alle omstændigheder er usikre) højst sandsynligt kunne blive ændret.
2.
E
LEKTRICITETSFREMSTILLING
Der blev udvalgt otte typiske teknologier til analysen af elektricitetsfremstilling:
Et PFBC-anlæg (tryksat fluid-bed forbrænding), som repræsenterer en ren kulteknologi,
der i øjeblikket er almindeligt tilgængeligt.
Et monovalent brunkulskraftværk med afsvovlingsanlæg, der stadig er det fremherskende
valg til fremstilling af elektricitet på basis af brunkul. For Finland, Irland og Sverige
omfatter denne overskrift tørvefyrede værker.
Et værk, der kun bruger svær fuelolie med lavt svovlindhold.
10
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
En gasturbine med kombineret kraft/varmeproduktion (GTCC) er blevet det bedste valg til
elektricitetsfremstilling under en lang række belastningskrav som følge af et meget
betydeligt fald i anlægsomkostningerne og en opsigtsvækkende stigning i den samlede
effektivitet.
Et varmeværk, der bruger biomasse eller affald som brændstof, og hvor biomassetype og –
pris svinger fra land til land afhængig af de betingelser, erhvervsstrukturen giver (om der
findes industrier, der producerer brugbart affald), tilstrækkelige mængder landbrugsaffald i
passende tæthed pr. kvadratkilometer, mulighed for at bruge plantager osv.
Store landbaserede vindmøller på meget blæsende steder med vindmængder noget over det
gennemsnit, der er registreret i statistikkerne for de forskellige lande.
Solcelleanlæg, som naturligt repræsenterer små anlæg, og hvor forekomsten afhænger af
solmængden, idet man skelner mellem tre stråleintensitetszoner (høj, middel og lav)
omtrent svarende til Middelhavslandene og de mellem- og de nordeuropæiske lande.
Et stort (over én gigawatt) kernekraftværk med trykvandsreaktor (PWR).
Produktionsomkostningerne blev beregnet for tre forskellige udnyttelsesniveauer for
kraftværket (7000 timer, 5000 timer og 2500 timer), der omtrent svarer til udnyttelsesgraden
for et stærkt elektricitetsforbrugende industrianlæg, en lille fabrik eller energiintensive
tjenesteydelser og en gennemsnitlig husholdnings brug af udstyr.
Tabel 1 viser produktionsomkostningerne for de alternative teknologier til elektricitets-
fremstilling, der kører 7000 timer (tal angivet med fed viser løsningen med de laveste
omkostninger). Bortset fra Danmark ser det på det udnyttelsesniveau ud til, at de mest
økonomiske muligheder er GTCC- og PFBC-teknologier, gasturbine med kombineret
kraft/varmeproduktion og tryksat fluid-bed forbrænding (fyret med importeret stenkul).
PFBC-værker ser ud til at være klart mest fordelagtige i Tyskland og Italien, mens GTCC er
endnu mere fordelagtige i Belgien, Nederlandene, Finland og det Forenede Kongerige. Disse
forskelle skyldes næsten udelukkende forskelle i prisen på naturgas til generatoraggregater i
de enkelte lande. Selv ved disse høje udnyttelsesgrader er PWR-kernekraftteknologien som
følge af de meget høje anlægsomkostninger næsten ikke konkurrencedygtig i nogen EU-
medlemsstat. Den eneste undtagelse er Frankrig, hvor en rationalisering af licenspolitik og
bygningsprocedurer, en passende infrastruktur og erfaringer fra læreprocessen har betydet, at
anlægstider og dermed –omkostninger er lavere end andre steder i EU. Imidlertid er
trykvandsreaktorer, selv i Frankrig, kun en rimeligt konkurrencedygtig mulighed for de meget
høje belastninger. Vindkraft er klart en attraktiv mulighed i Danmark som følge af de lavere
omkostninger og en passende politisk støtte, men klarer sig betydeligt dårligere end den mest
økonomiske mulighed i alle de øvrige EU-lande.
Rækkefølgen af mulighederne ændres ikke væsentligt, selv om man fjerner forbrugsafgifter
og subsidier. Det er primært en fordel for GTCC, idet visse lande lægger høje afgifter på
naturgas (Danmark og i mindre grad Italien og Tyskland). I Danmark bliver GTCC langt den
mest attraktive mulighed, mens produktionsomkostningerne ved GTCC i Italien kommer så
tæt på PFBC, at det må antages, at langt fra specielle kulhavne med særlige faciliteter vil
GTCC være at foretrække, selv for så høje udnyttelsesgrader. Hvis de indenlandske
kulsubsidier i Tyskland fjernes, bliver denne mulighed naturligvis dyrere, men de var dog
heller ikke oprindelig høje nok til at gøre tysk kul attraktiv for nye brugere. Som det fremgår
11
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0111.png
af tabellen, fører forbrugsafgifter
1
kun i Danmark og Tyskland til markedsforvridning, når det
gælder valg af teknologi, (hvor det i begge tilfælde er kul, der favoriseres på bekostning af
naturgas). Dette resultat skyldes i vid udstrækning, at forbrugsafgifter på brændstoffer, der
bruges til elektricitetsfremstilling, i de fleste EU-medlemsstater er ret lave (nul i mange
tilfælde) med undtagelse af fuelolie, som dog ikke er en konkurrencedygtig løsning.
Tabel 1: Produktionsomkostninger ved teknologier til elektricitetsfremstilling ved 7000
timers drift
Produktionsomkostninger (Euro'90/KWh) for et kraftværk, 7000 timers drift
PFBC
(importere
kul)
0.036
0.032
0.037
0.032
0.032
0.032
0.035
0.032
0.032
0.036
0.032
0.036
0.036
0.032
PFBC
Monovalent Monovalent
(indenland
brunku
Fuelolie
kul
na
0.040
0.054
na
na
0.050
na
na
0.098
na
0.036
0.056
0.041
0.039
0.056
0.038
0.040
0.055
na
0.040
0.056
na
0.037
0.050
na
na
0.049
na
na
0.054
na
na
0.049
0.050
0.038
0.053
na
0.039
0.087
0.045
na
0.055
med forbrugsafgifter/subsidier
GTCC
0.034
0.028
0.041
0.026
0.032
0.038
0.035
0.032
0.038
0.027
0.034
0.035
0.033
0.026
Monovalent
biomasse
affald
0.036
0.037
0.039
0.039
0.040
0.043
0.040
0.045
0.040
0.040
0.043
0.043
0.034
0.038
Vind-
møller
0.048
0.048
0.034
0.048
0.040
0.045
0.048
0.048
0.048
0.044
0.048
0.047
0.048
0.044
Solcel
leanlæg
0.483
0.483
0.644
0.644
0.386
0.483
0.386
0.644
0.386
0.483
0.386
0.386
0.644
0.483
Kerne-
0.059
0.040
0.059
0.038
0.034
0.051
0.046
0.047
0.050
0.051
0.059
0.047
0.047
0.043
Østrig
Belgien
Danmark
Finland
Frankri
Tyskland
Græke
Irland
Italie
Nederlandene
Portugal
Spani
Sverige
Forenede Kg.
uden afgifter/subsidier
PFBC
PFBC
Monovalent
Vind-
Solcel
Monovalent Monovalent
Kernekr
(importere (indenland
GTCC
biomasse
møller*
leanlæg*
brunku
Fuelolie
kul)
kul)
affald
0.034
Østrig
0.036
na
0.040
0.049
0.036
0.072
0.640
0.059
0.028
Belgium
0.032
na
na
0.049
0.037
0.072
0.640
0.040
Denmark
0.036
na
na
0.049
0.029
0.039
0.067
0.853
0.059
0.026
Finland
0.032
na
0.036
0.049
0.039
0.072
0.853
0.038
0.032
Frankri
0.041
0.039
0.049
0.032
0.040
0.072
0.512
0.034
0.032
Tyskland
0.041
0.040
0.049
0.035
0.043
0.068
0.640
0.051
Græke
0.035
na
0.040
0.048
0.035
0.040
0.072
0.512
0.046
0.032
Irland
na
0.037
0.049
0.032
0.045
0.072
0.853
0.047
0.032
Italie
na
na
0.049
0.034
0.040
0.072
0.512
0.050
0.026
Nederlandene
0.036
na
na
0.050
0.040
0.072
0.640
0.051
Portugal
0.032
na
na
0.049
0.034
0.043
0.072
0.512
0.059
0.035
Spani
0.036
0.050
0.038
0.051
0.043
0.071
0.512
0.047
0.033
Sverige
0.036
na
0.039
0.052
0.034
0.072
0.853
0.047
Forenede Kg.
0.032
0.045
na
0.049
0.026
0.038
0.072
0.640
0.043
*Ved uregelmæssige produktionsforhold dækker 7000 timer anlæggets teoretiske kapacitet og ikke den faktiske produktion, som er lavere,
hvilket der er taget hensyn til i beregningerne
Når man ser på omkostningseffektiviteten ved alternative løsninger for
elektricitetsfremstilling for værker med 5000 timers drift (jf. Tabel 2), står det klart, at de lave
anlægsomkostninger for GTCC gør denne mulighed endnu mere attraktiv. De eneste lande,
hvor der er en klar fordel ved PFBC-værker er Tyskland og Italien, hovedsagelig på grund af
forbrugsafgifterne i disse lande. Denne fordel bliver naturligvis stort set ophævet, såfremt
afgifter og støtteordninger fjernes. Alle øvrige typer værker på listen er klart uinteressante,
uanset om der er forbrugsafgifter og støtte eller ej. Ovennævnte resultat skyldes, at
brændstofprisen spiller en mindre rolle i de samlede driftsomkostninger ved lavere
driftsniveauer.
Ved 2500 timer forstærkes ovennævnte resultater, idet GTCC bliver den dominerende
mulighed alle steder. Om der er forbrugsafgifter eller støtteordninger eller ej, fører ikke til
nogen skævvridning af markedet med hensyn til producenternes valg (jf. Tabel 3).
1
I Tyskland er der offentlig støtte til de indenlandske kulpriser
12
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0112.png
Tabel 2: Produktionsomkostninger ved teknologier til elektricitetsfremstilling ved 5000
timers drift
Produktionsomkostninger (Euro'90/KWh) for et kraftværk, 5000 timer
med forbrugsafgifter/subsidier
PFBC
(imp. kul)
Østrig
Belgien
Danmark
Finland
Frankrig
Tyskland
Grækenl
l d
Irland
Italie
Nederlandene
Portugal
Spanie
Sverige
Forenede Kg.
0.043
0.039
0.045
0.039
0.039
0.039
0.042
0.039
0.039
0.043
0.039
0.043
0.043
0.040
PFBC
(imp. kul)
Østrig
Belgien
Danmark
Finland
Frankrig
Tyskland
Grækenl
d
Irland
Italie
Nederlandene
Portugal
Spanie
Sverige
Forenede Kg.
0.043
0.039
0.043
0.039
0.039
0.039
0.042
0.039
0.039
0.043
0.039
0.043
0.043
0.040
PFBC
Monovalent
(indenlandsk
Brunkul
kul)
na
0.050
na
na
na
na
na
0.045
0.049
0.048
0.046
0.050
na
0.049
na
0.046
na
na
na
na
na
na
0.059
0.048
na
0.048
0.053
na
PFBC
Monovalent
(indenlandsk
brunkul
kul)
na
0.050
na
na
na
na
na
0.045
0.049
0.048
0.049
0.050
na
0.049
na
0.046
na
na
na
na
na
na
0.059
0.048
na
0.048
0.053
na
Monovalent
Fueloiie
0.061
0.056
0.104
0.062
0.063
0.061
0.062
0.057
0.055
0.061
0.055
0.060
0.094
0.062
GTCC
0.039
0.032
0.045
0.030
0.036
0.043
0.039
0.036
0.043
0.031
0.039
0.039
0.038
0.030
Monovalent
biomasse
affald
0.045
0.046
0.048
0.048
0.049
0.052
0.049
0.054
0.049
0.049
0.052
0.052
0.041
0.048
Monovalent
biomasse
affald
0.045
0.046
0.048
0.048
0.049
0.052
0.049
0.054
0.049
0.049
0.052
0.052
0.041
0.048
Kernekraf
t
0.080
0.053
0.080
0.050
0.045
0.068
0.062
0.063
0.067
0.069
0.080
0.063
0.063
0.057
uden forbrugsafgifter/subsidier
Monovalent
Fuelolie
0.055
0.055
0.055
0.055
0.055
0.055
0.055
0.055
0.055
0.056
0.055
0.058
0.058
0.055
GTCC
0.039
0.032
0.034
0.030
0.036
0.039
0.039
0.036
0.039
0.030
0.039
0.039
0.038
0.030
Kernekraf
t
0.080
0.053
0.080
0.050
0.045
0.068
0.062
0.063
0.067
0.069
0.080
0.063
0.063
0.057
Den samlede beskatning af brændstoffer til elektricitetsfremstilling er relativt lav, da der er en
generel uvilje mod at beskatte noget, der egentlig er et råstof til produktionen. Den eneste
væsentlige undtagelse hertil i de fleste lande er beskatningen af svær fuelolie, der blev indført
som svar på oliekriserne i halvfjerdserne og begyndelsen af firserne for at fremskynde
udskiftningen af en usikker brændselsform i en sektor, hvor der var mange alternativer. Denne
substitutionsproces er nu stort set gennemført, og ulemperne ved anlæg, der bruger fuelolie
sammenlignet med de nye typer anlæg, er så store, at det selv uden brændstofafgifter ville
være et lidet attraktivt valg. I den forstand er afgiften nu irrelevant for valget af brændstof (og
bliver det stadig mere, selv som indtægtsskabende foranstaltning).
GTCC til stærkt varierende udnyttelsesgrader er generelt den mest konkurrencedygtige
mulighed i næsten alle EU-lande. Denne dominans forstærkes, når afgifter og støtte fjernes.
Subsidier og støtteordninger til vedvarende energi og især vindkraft styrker interessen for
disse betydeligt. Med meget få undtagelser er omkostningerne ved disse teknologier
imidlertid stadig høje, og støtteniveauet ikke tilstrækkeligt til, at de kan blive troværdige
alternativer, der kan få en større udbredelse.
Som følge heraf synes de nuværende afgifter på og subsidier til elektricitetsfremstilling ikke
at have nogen nævneværdig betydning for brændstoffers og teknologiers konkurrenceevne.
13
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0113.png
Tabel 3: Produktionsomkostninger ved teknologier til fremstilling af elektricitet ved
2500 timers drift
Produktionsomkostninger (Euro'90/KWh) for et kraftværk, 2500 timer
med forbrugsafgifter/subsidier
PFBC
(imp. kul)
Østrig
Belgien
Danmark
Finland
Frankrig
Tyskland
Grækenl
d
Irland
Italie
Nederlandene
Portugal
Spanie
Sverige
Forenede Kg.
0.070
0.065
0.071
0.065
0.065
0.065
0.067
0.065
0.065
0.070
0.065
0.070
0.070
0.066
PFBC
(imp. kul)
Østrig
Belgien
Danmark
Finland
Frankrig
Tyskland
Grækenl
d
Irland
Italie
Nederlandene
Portugal
Spanie
Sverige
Forenede Kg.
0.070
0.065
0.070
0.065
0.065
0.065
0.067
0.065
0.065
0.070
0.065
0.070
0.070
0.066
PFBC
Monovalent
(indenlandsk
Brunkul
kul)
na
0.082
na
na
na
na
na
0.078
0.079
0.080
0.076
0.082
na
0.080
na
0.078
na
na
na
na
na
na
0.088
0.080
na
0.080
0.083
na
PFBC
Monovalent
(indenlandsk
Brunkul
kul)
na
0.082
na
na
na
na
na
0.078
0.079
0.080
0.079
0.082
na
0.080
na
0.078
na
na
na
na
na
na
0.088
0.080
na
0.080
0.083
na
Monovalent
Fuelolie
0.083
0.079
0.127
0.085
0.085
0.084
0.084
0.079
0.078
0.083
0.078
0.082
0.116
0.084
GTCC
0.054
0.047
0.061
0.046
0.052
0.059
0.054
0.049
0.059
0.047
0.054
0.055
0.054
0.046
Monovalent
biomasse
affald
0.078
0.078
0.080
0.081
0.081
0.084
0.080
0.086
0.082
0.081
0.084
0.084
0.068
0.080
Monovalent
biomasse
affald
0.078
0.078
0.080
0.081
0.081
0.084
0.080
0.086
0.082
0.081
0.084
0.084
0.068
0.080
Kernekraf
t
0.153
0.098
0.153
0.093
0.084
0.129
0.116
0.119
0.127
0.130
0.153
0.120
0.118
0.107
uden forbrugsafgifter/subsidier
Monovalent
Fuelolie
0.078
0.078
0.078
0.078
0.078
0.078
0.077
0.078
0.078
0.078
0.078
0.080
0.080
0.078
GTCC
0.054
0.047
0.050
0.046
0.052
0.055
0.054
0.049
0.055
0.046
0.054
0.055
0.054
0.046
Kernekraf
t
0.153
0.098
0.153
0.093
0.084
0.129
0.116
0.119
0.127
0.130
0.153
0.120
0.118
0.107
3.
F
REMSTILLING AF DAMP I INDUSTRIKEDLER
Der blev i analysen undersøgt fire forskellige industrikedler, nemlig kedler, der bruger kul,
fuelolie, dieselolie og naturgas. Endvidere blev der set på tre karakteristiske kraftvarme-
værker: et kulfyret PFBC-værk, et oliefyret kraftvarmeværk og et GTCC-værk. GTCC-
kraftvarmeværket kan nå op på en meget høj samlet effekt i elektricitetsproduktionen, og ved
at indsprøjte ekstra brændsel ind i spildvarmekedlen kan det producere damp af høj
temperatur, der kan anvendes til de sædvanlige industrielle formål. Omkostningerne ved
kraftvarmeværkerne blev beregnet ved at udregne de samlede omkostninger til produktion af
damp og elektricitet og derefter fratrække værdien af den producerede elektricitet. Standarden
til beregning af den værdi var minimumsprisen pr. kWh som vist i tabel 1-3 ovenfor. Den
repræsenterer med andre ord den mindstepris, som kraftvarmeproducenten med rimelighed
kan forvente at sælge elektriciteten til. Hvis man antog, at elektriciteten i stedet for at blive
solgt uden for værket, blev brugt til at opfylde egen efterspørgsel, kunne besparelsen blive
højere og prisen for den samtidig fremstillede damp tilsvarende lavere.
Som ved elektricitetsproduktionen blev driftsomkostningerne ved de alternative
dampfremstillingsanlæg beregnet for 7000, 5000 og 2500 timer. Disse repræsenterer en meget
14
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0114.png
høj, normal (to skifter) og meget lav belastning for industridamp. Resultaterne af
sammenligningen af omkostningerne til dampproduktion med og uden forbrugsafgifter er vist
I Tabel 4 –Tabel 6 nedenfor.
Tabel 4: Produktionsomkostninger ved fremstilling af damp i industrikedler ved 7000
timers drift
Produktionsomkostninger (Euro'90/KWh) for kraftvarmeværk/kedel, 7000
i
med forbrugsafgifter/subsidier
Kraftvarmeværk
PFBC
(imp. kul)
Østrig
Belgien
Danmark
Finland
Frankrig
Tyskland
Grækenl
d
Irland
Italie
Nederlandene
Portugal
Spanie
Sverige
Forenede Kg.
0.008
0.009
0.009
0.011
0.005
0.005
0.006
0.005
0.005
0.015
0.005
0.007
0.009
0.012
Monovalent
Fuelolie
0.031
0.032
0.085
0.041
0.036
0.034
0.032
0.029
0.026
0.038
0.026
0.029
0.072
0.041
GTCC
0.006
0.005
0.014
0.003
0.005
0.014
0.005
0.007
0.014
0.004
0.008
0.006
0.005
0.003
Kul
0.018
0.018
0.019
0.022
0.024
0.037
0.020
0.019
0.016
0.018
0.018
0.019
0.018
0.019
Kedel
Fuelolie
0.024
0.022
0.047
0.026
0.026
0.023
0.026
0.022
0.027
0.025
0.026
0.024
0.041
0.027
Kedel
GTCC
0.006
0.005
0.004
0.003
0.005
0.009
0.005
0.007
0.008
0.003
0.008
0.006
0.005
0.003
Kul
0.018
0.018
0.015
0.015
0.024
0.037
0.019
0.019
0.016
0.018
0.018
0.018
0.018
0.019
Fuelolie
0.021
0.021
0.021
0.021
0.022
0.021
0.023
0.021
0.022
0.022
0.024
0.023
0.023
0.023
Naturgas
0.017
0.014
0.015
0.012
0.016
0.017
0.018
0.020
0.018
0.014
0.017
0.016
0.017
0.014
Naturgas
0.017
0.014
0.022
0.014
0.016
0.019
0.019
0.020
0.019
0.015
0.017
0.016
0.017
0.014
uden forbrugsafgifter/subsidier
Kraftvarmeværk
PFBC
(imp. kul)
Østrig
Belgien
Danmark
Finland
Frankrig
Tyskland
Grækenl
d
Irland
Italie
Nederlandene
Portugal
Spanie
Sverige
Forenede Kg.
0.008
0.009
0.013
0.011
0.005
0.005
0.006
0.005
0.005
0.016
0.005
0.007
0.009
0.012
Monovalent
Fuelolie
0.024
0.030
0.029
0.032
0.026
0.026
0.023
0.026
0.026
0.033
0.026
0.026
0.028
0.032
15
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0115.png
Tabel 5 : Produktionsomkostninger ved fremstilling af damp i industrikedler ved 5000
timers drift
Produktionsomkostninger (Euro'90/KWh) for kraftvarmeværk/kedel, 5000
i
h
med forbrugsafgifter/subsidier
Kraftvarmeværk
PFBC
(imp. kul)
Østrig
Belgien
Danmark
Finland
Frankrig
Tyskland
Grækenl
d
Irland
Italie
Nederlandene
Portugal
Spanie
Sverige
Forenede Kg.
0.012
0.013
0.007
0.015
0.008
0.006
0.010
0.009
0.006
0.019
0.006
0.011
0.013
0.016
Monovalent
Fuelolie
0.034
0.034
0.081
0.044
0.038
0.034
0.035
0.032
0.026
0.041
0.026
0.032
0.075
0.043
GTCC
0.006
0.005
0.008
0.004
0.005
0.011
0.006
0.008
0.011
0.004
0.006
0.006
0.006
0.004
Kul
0.021
0.020
0.021
0.024
0.027
0.039
0.023
0.021
0.019
0.020
0.020
0.021
0.020
0.022
Kedel
Fuelolie
0.026
0.023
0.048
0.028
0.027
0.024
0.027
0.024
0.029
0.026
0.028
0.025
0.043
0.028
Kedel
Kul
0.021
0.020
0.018
0.018
0.027
0.039
0.022
0.021
0.019
0.020
0.020
0.020
0.020
0.022
Fuelolie
0.023
0.023
0.023
0.023
0.023
0.023
0.024
0.023
0.023
0.023
0.025
0.024
0.024
0.025
Naturgas
0.017
0.014
0.015
0.012
0.017
0.017
0.019
0.021
0.018
0.015
0.017
0.017
0.017
0.014
Naturgas
0.017
0.014
0.022
0.014
0.017
0.020
0.020
0.021
0.020
0.016
0.017
0.017
0.017
0.014
uden forbrugsafgifter/subsidier
Kraftvarmeværk
PFBC
(imp. kul)
Østrig
Belgien
Danmark
Finland
Frankrig
Tyskland
Grækenl
d
Irland
Italie
Nederlandene
Portugal
Spanie
Sverige
Forenede Kg.
0.012
0.013
0.016
0.015
0.009
0.006
0.010
0.009
0.006
0.020
0.006
0.011
0.013
0.016
Monovalent
Fuelolie
0.026
0.033
0.031
0.035
0.029
0.026
0.026
0.029
0.026
0.036
0.026
0.029
0.031
0.035
GTCC
0.006
0.005
0.005
0.004
0.005
0.006
0.006
0.008
0.006
0.004
0.006
0.006
0.006
0.004
16
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0116.png
Tabel 6: Produktionsomkostninger ved fremstilling af damp i industrikedler ved 2500
timers drift
Produktionsomkostninger (Euro'90/KWh) for kraftvarmeværk/kedel, 2500
i
med forbrugsafgifter/subsidier
Kraftvarmeværk
PFBC
(imp. kul)
Østrig
Belgien
Danmark
Finland
Frankrig
Tyskland
Grækenl
d
Irland
Italie
Nederlandene
Portugal
Spanie
Sverige
Forenede Kg.
0.025
0.027
0.020
0.028
0.022
0.015
0.023
0.025
0.015
0.033
0.020
0.024
0.026
0.029
Monovalent
Fuelolie
0.043
0.044
0.090
0.053
0.047
0.039
0.046
0.043
0.031
0.050
0.036
0.041
0.084
0.052
Kraftvarmeværk
PFBC
(imp. kul)
Østrig
Belgien
Danmark
Finland
Frankrig
Tyskland
Grækenl
d
Irland
Italie
Nederlandene
Portugal
Spanie
Sverige
Forenede Kg.
0.025
0.027
0.030
0.028
0.022
0.019
0.023
0.025
0.019
0.034
0.020
0.024
0.026
0.029
Monovalent
Fuelolie
0.036
0.043
0.040
0.044
0.038
0.035
0.036
0.041
0.035
0.045
0.036
0.038
0.040
0.044
GTCC
0.006
0.007
0.005
0.004
0.006
0.007
0.007
0.011
0.006
0.004
0.006
0.007
0.006
0.004
Kul
0.030
0.029
0.027
0.027
0.036
0.048
0.031
0.031
0.028
0.029
0.029
0.029
0.029
0.031
GTCC
0.006
0.007
0.008
0.004
0.006
0.007
0.007
0.011
0.007
0.004
0.006
0.007
0.006
0.004
Kul
0.030
0.029
0.030
0.033
0.036
0.048
0.032
0.031
0.028
0.029
0.029
0.030
0.029
0.031
Kedel
Fuelolie
0.030
0.028
0.053
0.032
0.032
0.029
0.032
0.028
0.034
0.031
0.032
0.030
0.047
0.033
Kedel
Fuelolie
0.027
0.027
0.027
0.027
0.028
0.027
0.029
0.027
0.028
0.028
0.030
0.029
0.029
0.029
Naturgas
0.020
0.017
0.018
0.015
0.020
0.020
0.022
0.024
0.021
0.018
0.020
0.020
0.020
0.017
Naturgas
0.020
0.017
0.025
0.017
0.020
0.022
0.023
0.024
0.023
0.018
0.020
0.020
0.020
0.017
uden forbrugsafgifter/subisidier
Det mest bemærkelsesværdige resultat, der kan aflæses af ovenstående tabeller, er, at
kraftvarmeværker i en eller anden form ser ud til at være omkostningseffektive sammenlignet
med alle systemer, hvor der kun fremstilles damp, i alle lande og ved alle tre
udnyttelsesgrader, uanset om der er inkluderet forbrugsafgifter eller ej. Dette skyldes klart den
meget høje samlede effektivitet, der er karakteristisk for kraftvarmesystemet og de meget
konkurrencedygtige priser. Denne ofte overvældende fordel betyder imidlertid ikke, at
kraftvarmeværker i øjeblikket kan konkurrere alle nye dampproducerende værker ud af
markedet. Meget afhænger af, om der er fastlagt passende lovgivning og institutionelle regler
til fremme af salg af overskudselektricitet til ledningsnettet. Endvidere har kraftvarmeværker
betydelige stordriftsfordele, hvilket kan være en hindring for, at de bruges ved mindre
dampbehov.
Blandt de undersøgte kraftvarmeværkstyper ser de naturgasfyrede GTCC-værker ud til at
være de mest omkostningseffektive i de fleste tilfælde, idet fordelen ved dem øges, når
17
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
forbrugsafgifterne fjernes, og udnyttelsesgraden falder. Det sidste sker, fordi der er betydeligt
lavere anlægsomkostninger ved GTCC-kraftvarmeværker i forhold til alternativet PFBC. Ved
højere udnyttelsesgrader ser det ud til at PFBC-værker har en betydelig fordel i nogle lande
(Danmark, Tyskland, Italien og Portugal) med høje naturgaspriser, som ofte skyldes
beskatning. Disse fordele holder sig i nogle tilfælde (Tyskland, Italien) ved en udnyttelsesgrad
på 5000 timer (selv om de i dette tilfælde forsvinder, når forbrugsafgifterne fjernes). Der bør
imidlertid tages forbehold for de fordele, der ser ud til at være ved kulfyrede
kraftvarmeværker i visse lande, idet værket skal ligge et sted, hvor der er let adgang til en
kulhavn og langt fra beboede områder af hensyn til luftkvaliteten. Oliefyrede
kraftvarmeværker har en lav energiomdannelseseffektivitet og kan ikke konkurrere med kul
(og slet ikke gas) heller ikke ved de lave udnyttelsesgrader og ikke en gang uden
forbrugsafgifter.
Som allerede nævnt er værker, hvor der kun fremstilles damp langt mindre
konkurrencedygtige end kraftvarmeværker, men sidstnævnte er ikke nødvendigvis altid en
brugbar mulighed. Naturgassen er mere dominerende i segmentet, hvor der kun produceres
damp, end GTCC er inden for kraftvarmeværker. Selv for meget høje udnyttelsesgrader og i
lande, hvor gaspriser til industrielle brugere er specielt høje (Danmark, Italien, Irland), er den
relative fordel ved kulfyrede værker lille og forsvinder næsten helt, når forbrugsafgifterne
fjernes. Ved udnyttelsesgrader på 2500 timer om året kan værker, der bruger svær fuelolie, i
mange lande være konkurrencedygtige i forhold til kulfyrede værker og bliver det i hvert fald,
hvis der ikke er forbrugsafgifter. Dette gælder dog ikke altid i forhold til de tilsvarende
naturgasfyrede værker.
Generelt ser det ud til, at forbrugsafgifter og subsidier i den industrielle damp-
produktionssektor til en vis grad virker fremmende for brug af kul ved meget høje
udnyttelsesgrader. Det virker som om, disse afgiftsstrukturer blev udformet til at fremme lige
præcis dette resultat i et forsøg på at diversificere industriens forsyninger for at øge
energisikkerheden. De lave anlægsomkostninger ved gasteknologier og især GTCC-
kraftvarmeværker med en meget høj samlet varmeeffektivitet har betydet, at den ovennævnte
forskelsbehandling i vid udstrækning er blevet ophævet. Derfor virker det ikke, som om
skattemæssige foranstaltninger har megen indflydelse på valgene i denne sektor med
undtagelse af nogle stærkt lokaliserede segmenter.
4.
R
UMOPVARMNING I HUSHOLDNINGER
Ved vurderingen af, hvordan forbrugsafgifter virker på husholdningernes valg af
rumopvarmningsform, blev der undersøgt tre alternative teknologier, nemlig centralvarme
med gasoliefyr, centralvarme med naturgasfyr og elektriske varmepumper. Der blev set på en
repræsentativ boligtype (på 90 m
2
). Der blev også taget hensyn til vejrforholdene i forskellige
medlemsstater, eftersom udnyttelsesgraden af det installerede anlæg er afhængig af, hvor
hårdt klimaet er. Tabel 7 illustrerer resultaterne af analysen.
18
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0118.png
Tabel 7: Årlige omkostninger ved rumopvarmning i husholdninger
Produktionsomkostninger (Euro'90/toe-nytte) til rumopvarmning
med forbrugsafgifter
uden forbrugsafgifter
Gasolie
Naturgas
Elektricitet
Gasolie
Naturgas
Elektricitet
533
456
614
1124
508
1041
441
415
511
952
484
936
821
404
875
1636
477
718
583
303
603
478
267
522
442
437
606
1092
489
1006
468
429
574
851
478
782
470
470
891
845
532
845
478
459
525
708
478
708
1097
738
851
513
432
744
460
353
558
806
467
611
513
513
673
1219
574
1218
562
550
662
1035
553
1001
448
448
824
911
495
719
488
402
741
432
402
741
Østrig
Belgien
Danmark
Finland
Frankrig
Tyskland
Grækenland
Irland
Italien
Nederlandene
Portugal
Spanien
Sverige
Forenede Kg.
Igen ser det ud til, at naturgasbaseret centralvarme er det dominerende valg, når
husholdningerne i EU skal have installeret nyt anlæg. Denne påstand skal modificeres af to
vigtige overvejelser:
Der er meget stor forskel fra land til land på, i hvor høj grad gasdistributionsnettet omfatter
husholdningerne. I Finland, Grækenland, Portugal og Sverige har der været så lille en
udvikling i husholdningernes adgang til naturgas, at der praktisk talt ikke er noget valg.
Spanien og Danmark har af forskellige årsager en meget lille dækning. Selv i fuldt
udbyggede boligkvarterer er ikke alle områder omfattet af nettet, og det er i visse tilfælde
usandsynligt, at der bliver foretaget tilslutninger på grund af de høje priser og for lav
planlagt efterspørgsel.
Som nævnt i indledningen har år 2000 ikke været et typisk år, idet priserne på
olieprodukter som gasolie er steget meget betydeligt, mens priserne på naturgas kun delvis
er fulgt med. Disse forskelle kan måske ikke engang holde i den allernærmeste fremtid.
Forbrugsafgifter ser ikke ud til at påvirke valget ret meget, for så vidt angår de store
konkurrerende systemer (naturgas- og gasoliefyrede anlæg). De eneste tydelige modsatte
tendenser kan ses i Spanien og Irland, hvor gasdistributionsnettet til boligkvarterer i de fleste
tilfælde ikke er tilstrækkeligt udbygget til, at gas kan blive en mulighed. Hovedårsagen til
denne relative ufølsomhed er, at beskatningen af brændstoffer til husholdninger i vid
udstrækning synes at være ikke-diskriminerende. Dette er navnlig tilfældet i lande med meget
høje beskatningsniveauer (Danmark og Italien), hvor forbrugsafgifter rammer de to vigtigste
brændstoffer lige hårdt.
Denne tilsyneladende stabilitet i valget i forhold til forbrugsafgifter kunne svækkes betydeligt
i en situation med lave priser på olieprodukter (som det var tilfældet for nylig), hvor
naturgaspriserne kun var lidt lavere end dem, der er brugt i denne undersøgelse. I det tilfælde
kunne det hævdes, at beskatningen, som er udformet til at modvirke brugen af olie, gør lige
præcis det.
19
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Ud fra forudsætningerne for denne undersøgelse synes den elektriske varmepumpe udelukket
som alternativ af konkurrencemæssige årsager uanset forbrugsafgifter. Da gasnettet ikke er
udbygget i boligkvarterer i Finland og Sverige, kunne den imidlertid være en rimelig
mulighed der, på betingelse af at afgifterne på gasolie opretholdes (på et ekstremt højt niveau
i Sverige).
5.
P
RIVATBILER
I transportsektoren blev analysen begrænset til den meget vigtige privatbilsektor, der i
øjeblikket er helt domineret af olieprodukter (benzin, diesel, flydende gas (LPG)) og har
tiltrukket sig betydelig politisk opmærksomhed både i forbindelse med energisikkerhed (den
er en væsentlig grund til stigningen i olieimporten) og på grund af de meget høje eksterne
virkninger (belastning og miljøforurening), sektoren er årsag til.
Til analysen blev der brugt en ”gennemsnitsbil”, som med hensyn til størrelse og udstyr var
repræsentativ. For at sikre et mål af sammenlignelighed på tværs af landene blev der ikke
skelnet mellem den gennemsnitlige tilbagelagte afstand i de enkelte lande, skønt der
naturligvis er den slags forskelle. Der blev imidlertid taget hensyn til spørgsmål om forskelle i
enhedsforbrug i de forskellige EU-lande, eftersom de afspejler en række centrale faktorer,
såsom kørselsbetingelser (bykørsel versus kørsel uden for byer, trafikpropper på vejene osv.)
samt forbrugernes præferencer med hensyn til motorkraft.
Beskatningsanalysen var ikke begrænset til brændstofafgifter, men blev udvidet til at omfatte
afgifter ved anskaffelse af bil (registreringsafgifter) samt årlige vejafgifter.
Registreringsafgifter er meget vigtige, når man skal fastslå, hvad det koster at have biler, fordi
de beregnes ud fra prisen på køretøjet, der selv repræsenterer en høj procentdel af
levetidsomkostningerne. De svinger betydeligt fra land til land til trods for harmoniserings-
bestræbelserne i hele EU i løbet af halvfemserne. Danmark, Finland, Grækenland og Portugal
har meget høje registreringsafgifter i en eller anden form, hvilket i nogen grad kan forklare,
hvorfor der i de fleste af disse lande ejes færre biler, end man kunne forvente ud fra
indkomsten pr. indbygger sammenlignet med andre EU-medlemsstater. I den anden ende af
spektret har Belgien, Tyskland, Frankrig Italien og Det Forenede Kongerige slet ingen
registreringsafgift ud over moms (der ikke er omfattet af analysen af følsomheden over for en
ophævelse af afgifter i denne undersøgelse, som specifikt vedrører forbrugsafgifter).
Vejafgifter kan også være et vigtigt element i de samlede udgifter, der er forbundet med at
have bil. Dette gælder navnlig i Nederlandene og Irland, men også i Det Forenede Kongerige,
Danmark og Tyskland, mens de er meget lave i Italien og Portugal. I nogle lande er der også
særlige afgifter på bilforsikringer, og mange stater opkræver afgifter for brug af visse
motorveje og anden transportinfrastruktur (broer, tunneller osv.) Denne analyse omfatter ikke
disse omkostningselementer, eftersom det rejste visse vanskeligheder at lade dem indgå i
omkostningerne ved at have bil, og endvidere forekom de ikke så signifikante som
registrerings- og vejafgifter.
Der er undersøgt fire motortyper til brug for analysen: standardbenzin, diesel, LPG, der kan
fås i begrænset distribution i de fleste lande og metanol, som der i øjeblikket næsten ikke er
noget distributionsnet for. Den sidste motortype er med, fordi den repræsenterer den ikke-
oliebaserede teknologi, der nu er tættest på at blive implementeret på markedet. Antagelsen
var, at metanol blev afledt af naturgas med en effektivitet på 70%, og at den blev beskattet
med samme sats som benzin for at opretholde en afgiftsmæssig neutralitet. Selv om
dieselbiler er mere effektive end benzindrevne biler, er de tungere og dyrere end de
20
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0120.png
benzindrevne alternativer. På samme måde er LPG- og metanoldrevne køretøjer dyrere at
producere end benzindrevne standardbiler.
Der blev undersøgt to forskellige eksempler på kørsel: 18000 km pr. år, der omtrent svarer til
EU-gennemsnittet for dieseldrevne biler og 13000 km pr. år, der omtrent svarer til EU-
gennemsnittet for benzindrevne biler.
Nedenstående tabeller viser omkostningssammenligningerne mellem forskellige biltyper for
de to udnyttelsesgrader med og uden forbrugsafgifter.
Tabel 8: Enhedspris pr. kørt km for 13000 km på årsbasis for en benzindreven bil
Transportomkostinger (Euro'90/kørt km) for privatbiler (årlig kørsel
13000 km pr. år)
Diesel
0.570
0.626
0.976
0.778
0.495
0.629
0.730
0.884
0.426
0.929
0.592
0.490
0.581
0.726
Diesel
0.345
0.344
0.343
0.344
0.341
0.341
0.341
0.341
0.340
0.344
0.339
0.341
0.350
0.345
med forbrugsafgift
Benzin
LPG
0.547
0.602
0.618
0.635
0.918
1.044
0.739
0.805
0.487
0.511
0.619
0.653
0.688
0.770
0.841
0.915
0.409
0.447
0.911
0.945
0.553
0.634
0.470
0.547
0.568
0.597
0.702
0.726
uden forbrugsafgift
Benzin
LPG
0.317
0.373
0.314
0.370
0.313
0.375
0.311
0.367
0.309
0.372
0.309
0.369
0.315
0.374
0.308
0.364
0.309
0.368
0.316
0.363
0.312
0.372
0.310
0.372
0.322
0.374
0.312
0.381
Metanol
0.581
0.649
0.970
0.785
0.522
0.654
0.723
0.874
0.439
0.950
0.588
0.496
0.608
0.743
Metanol
0.330
0.328
0.327
0.326
0.324
0.324
0.328
0.323
0.324
0.330
0.327
0.324
0.335
0.326
Østrig
Belgien
Danmark
Finland
Frankrig
Tyskland
Grækenland
Irland
Italien
Nederlandene
Portugal
Spanien
Sverige
Forenede Kg.
Østrig
Belgien
Danmark
Finland
Frankrig
Tyskland
Grækenland
Irland
Italien
Nederlandene
Portugal
Spanien
Sverige
Forenede Kg.
21
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0121.png
Tabel 9: Enhedspris pr. kørt km for 18000 km på årsbasis for en dieseldreven bil
Transportomkostninger (Euro'90/kørt km) for privatbiler (årlig kørsel
18000 km pr. år)
Diesel
0.423
0.463
0.716
0.572
0.368
0.465
0.536
0.647
0.318
0.682
0.435
0.363
0.434
0.543
Diesel
0.255
0.253
0.253
0.253
0.250
0.251
0.251
0.251
0.250
0.254
0.249
0.251
0.259
0.255
med forbrugsafgifter
Benzin
LPG
0.413
0.444
0.464
0.464
0.680
0.765
0.552
0.585
0.370
0.376
0.466
0.481
0.511
0.563
0.619
0.666
0.311
0.331
0.677
0.687
0.413
0.465
0.353
0.412
0.434
0.439
0.530
0.535
uden forbrugsafgifter
Benzin
LPG
0.237
0.275
0.234
0.272
0.233
0.276
0.232
0.269
0.230
0.274
0.229
0.270
0.235
0.276
0.228
0.266
0.230
0.270
0.236
0.265
0.233
0.274
0.230
0.273
0.242
0.276
0.232
0.283
Metanol
0.441
0.491
0.722
0.589
0.400
0.496
0.538
0.645
0.336
0.710
0.440
0.375
0.468
0.566
Metanol
0.246
0.243
0.243
0.241
0.240
0.239
0.244
0.238
0.239
0.245
0.242
0.240
0.250
0.242
Østrig
Belgien
Danmark
Finland
Frankrig
Tyskland
Grækenland
Irland
Italien
Nederlandene
Portugal
Spanien
Sverige
Forenede Kg.
Østrig
Belgien
Danmark
Finland
Frankrig
Tyskland
Grækenland
Irland
Italien
Nederlandene
Portugal
Spanien
Sverige
Forenede Kg.
Det mest iøjnefaldende i disse tal er, hvor meget beskatning påvirker de samlede
omkostninger ved at have en privat bil. I de fleste tilfælde er resultatet næsten en fordobling,
mens omkostningerne næsten tredobles i visse lande (især Danmark, Nederlandene og Irland),
hvor motorbeskatningen har til formål at mindske antallet af privatbiler. Det er klart, at
skattemæssige foranstaltninger er en alvorlig hæmsko for at købe og bruge en bil, og man
kunne få mistanke om, at den bemærkelsesværdige vækst i antallet af biler ville blive
uafvendelig, hvis de ikke var der.
I forhold til denne generelle iagttagelse synes forbrugsafgifter at have en relativt mindre
væsentlig indflydelse på valget af biltype. De store forskelle mellem forbrugsafgifter på
benzin og diesel, som visse lande indførte tidligere med henblik på at fremme kommerciel
vejtransport, er blevet betydeligt mindre i de senere år. Endvidere har særdeles høje
gasoliepriser ab raffinaderi i løbet af andet halvår af 2000 betydet, at forskellene er blevet
endnu mindre, selv i traditionelle ”diesellande” som Frankrig, Spanien, Italien og Belgien. I
betragtning af de højere indkøbspriser på biler er diesel derfor kun en anelse mere attraktiv
end benzin i nogle få lande (Frankrig, Tyskland og Belgien) selv ved en udnyttelsesgrad på
22
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
18000 km/år. Dette billede ville ændre sig, hvis man så på et antal kørte kilometer, der lå over
gennemsnittet, men en sådan udvidelse ligger uden for denne undersøgelses rammer. Under
alle omstændigheder forsvinder de små fordele, der kan være ved diesel i nogle lande, når
forbrugsafgifterne fjernes, idet de højere anskaffelsesomkostninger klart opvejer gevinsterne
ved brændstofeffektiviteten.
LPG synes at være rimeligt konkurrencedygtig ved en højere udnyttelsesgrad i visse lande
som Belgien, Sverige og i mindre grad Frankrig. Disse mindre fordele skyldes imidlertid
diskriminerende beskatning og forsvinder, hvis forbrugsafgifterne fjernes på grund af de
højere indkøbspriser.
Metanolbilen, som stadig i nogen grad er en teoretisk mulighed, er handicappet af de højere
bilpriser, men bliver faktisk konkurrencedygtig, i det mindste i forhold til dieseldrevne biler,
hvis alle forbrugsafgifter fjernes. Denne mulighed er imidlertid højst usandsynlig, fordi
beskatning af transportbrændstof har stor betydning som indtægtsskabende foranstaltning.
Analysen viser klart, at hvis metanol skal indføres i stor målestok som alternativt
transportbrændstof, kan en vis skattemæssig forskelsbehandling til fordel herfor blive
nødvendig. Dog er der formentlig kun behov for en relativt beskeden forskelsbehandling.
23
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0123.png
BILAG 3
K
ULS PLADS EFTER UDLØBET AF
EKSF-
TRAKTATEN
Verdens kulmarked er et stabilt marked med rigelige ressourcer og bred geopolitisk
forsyningsspredning. Selv på lang sigt og med stigende global efterspørgsel er risikoen for en
længerevarende forsyningsafbrydelse minimal, om end den ikke helt kan udelukkes. Det
Europæiske Fællesskab importerer primært kul fra sine partnere i det Internationale
Energiagentur (IEA) eller fra lande, som Fællesskabet eller medlemsstaterne har indgået
handelsaftaler med. Disse partnere er sikre leverandører.
På EU-plan er kul reguleret ved traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og
Stålfællesskab (EKSF-traktaten), der blev undertegnet i Paris den 18. april 1951. Der er
vedtaget flere forordninger på grundlag af denne traktat, inklusive Rådets beslutning nr.
3632/93/EKSF af 28. december 1993 om fællesskabsordningen for statsstøtte til
kulindustrien.
(1)
EKSF-traktaten udløber sammen med de regler, der er vedtaget til gennemførelse heraf, den
23. juli 2002. Vi må derfor se på et fremtidigt EU-system, der kan omfatte et element, som er
blevet meget vigtigt i de seneste tiår, nemlig statsstøtte. Udløbet af EKSF-traktaten bør også
give anledning til en vidtrækkende revision af, hvilken plads kul skal have blandt
Fællesskabets øvrige primære energikilder.
1.
1950 – 2000: hovedmålene for EU-kul
Kul indtog en fremtrædende plads i Europas energiforsyning, en plads, der blev fastslået i
EKSF-traktaten. Faktisk hedder det i traktaten, at Fællesskabets institutioner skal ”overvåge
en regelmæssig forsyning af det fælles marked under hensyntagen til tredjelandes behov”
(artikel 3, litra a)) og ”fremme udviklingen af den internationale vareudveksling og overvåge,
at priserne på de udenlandske markeder holdes inden for rimelige grænser” (artikel 3, litra f)).
I de første år af traktatens løbetid var det udelukkende den blomstrende fællesskabsindustri
under modernisering, der leverede kul til energiforsyningerne. Nogle få år senere begyndte
man imidlertid også at importere kul fra tredjelande. Og denne import begyndte efterhånden
at konkurrere med Fællesskabets kul.
Oliekriserne i 1970’erne, der kom på et tidspunkt, hvor Rom-Klubben var begyndt at overveje
grænserne for vækst, satte spørgsmålet om energiforsyningssikkerhed tilbage på dagsordenen.
I lyset af disse kriser lagde medlemsstaterne vægt på substitutionspolitikker, således at deres
afhængighed af olie kunne mindskes. Og dermed blev kul en af de politikker, der hjalp
Fællesskabet med at komme på fode igen efter oliekriserne. Der blev også iværksat ambitiøse
FTU- og demonstrationsprogrammer på EU-plan, og nationale strategier for at modvirke
olieafhængigheden fokuserede blandt andet på at fremme kulproduktionen i Fællesskabet og
kulimporten fra tredjelande.
Disse strategier førte til meget forskellige resultater.
(1)
EFT L 329, 30.12.1993, s. 12.
24
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0124.png
Over for et stadig mere dynamisk internationalt marked blev kulindustrien i EU i begyndelsen
af 1980’erne tvunget til at indlede en gennemgribende omstrukturering, der også blev vigtig
som følge af beslutningerne om at ekspandere, man havde truffet nogle år før. Importeret kul
afløste gradvist kul fra EU i forsyningerne, og det skete navnlig uden at øge risikoen for
forsyningsafbrydelse eller ustabile kulpriser.
Mens forsyningssikkerhed var parolen i 1970’erne, opstod der i 1990’erne større
opmærksomhed om miljøet, idet det blev stadig mere tydeligt, at kul kun kunne spille en rolle
i energiforsyningen, hvis påvirkningen af miljøet kunne kontrolleres. Teknologien vil kunne
hjælpe med til at løse dette miljøproblem, hvor den største udfordring ligger i
klimaforandringerne.
Så selv om ideen bag EKSF-traktaten var at skabe et fælles kulmarked, har beslutningerne om
denne energikilde, i hvert fald i de sidste 25 år, i langt højere grad været motiveret af
energipolitiske hensyn, især forsyningssikkerhed og miljømæssige bekymringer.
2.
Økonomisk vurdering af EU’s kulsektor
2.1. Kulmarkedet
EUR 15
1975
1985
1990
1995
1998
1999
2000
(*)
(i mio. tons)
EU’s
produktion
Forbrug
Import
268
327
59
217.4
343
114
197
329
132
136
280
137
108
263
145
100
253
150
85
243
154
(*) Skøn
Det Europæiske Fællesskab producerer også 235 mio. t brunkul (svarende til 70 mio. tske
(2)
).
2.2. Samlet vurdering
I 1999 var kulproduktionen i den Europæiske Union på ca. 100 mio. t fordelt, som følger:
Frankrig = 4 mio. t; Tyskland = 41 mio. t; Det Forenede Kongerige = 36 mio. t; og Spanien =
16 mio. t.
Til trods for den proces, der blev indledt i 1965 med massiv støtte fra medlemsstaterne til at
omstrukturere, modernisere og rationalisere kulindustrien, kan det meste af den kul, der
produceres i Fællesskabet ikke konkurrere med import fra tredjelande. De forskellige
støttemekanismer og de nuværende ordninger, som er omfattet af beslutning nr.
3632/93/EKSF i henhold til artikel 95 i EKSF-traktaten, har ikke kunnet sikre en økonomisk
løsning på den strukturelle krise, som præger kulindustrien i EU. Den øgede produktivitet har
ikke været tilstrækkelig til, at kulindustrien kan konkurrere med priserne på de internationale
markeder.
(2)
tske = ton stenkulækvivalenter.
25
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0125.png
Med undtagelse af et vist potentiale i Det Forenede Kongerige er målet om en EU-kulindustri,
der kan konkurrere på de internationale markeder, helt udelukket til trods for de bestræbelser,
produktionsselskaberne gør for at øge produktiviteten, både teknologisk og organisatorisk.
Forklaringen herpå er primært de stadig mere ugunstige geologiske betingelser, idet de mest
tilgængelige forekomster efterhånden udtømmes, og de relativt lave kulpriser på de
internationale markeder.
2.3. Vurdering og udsigter for de enkelte producentlande
Frankrig
I henhold til den nationale kulpagt, som industriens parter indgik i 1995, bliver udvindingen
gradvist afviklet og indstilles helt i 2005. Alle miner indgår derfor i en lukningsplan og
modtager for at dække driftstab udelukkende støtte til at nedbringe aktiviteterne.
På grund af de alvorlige sociale og regionale problemer har den franske regering ikke kunnet
overholde tidsfristen 2002, der er fastsat i beslutning nr. 3632/93/EKSF. Som følge af de
særdeles vanskelige driftsvilkår, kan kulminedriften imidlertid godt blive indstillet før
udgangen af 2005. Der har været en konstant stigning i produktionsomkostningerne, som i
2000 nåede op på EUR 170/t (sammenlignet med prisen for importeret kul på EUR 35 - 40/t).
Spanien
Spanien har vedtaget en omstruktureringsplan for perioden 1998-2005, som sikrer en årlig
nedgang i produktionen, der skal være på højst 14,5 mio. t i 2002. Selv om der i henhold til
denne plan skal ske en gradvis reduktion i støtten til den nuværende produktion i
størrelsesordenen 4% om året, er der meget ringe udsigter for, at kulminedriften i Spanien kan
blive konkurrencedygtig. Produktionsomkostningerne ligger i øjeblikket på EUR 130-140/t.
I de senere år har den spanske regering bevilget en årlig støtte på omkring EUR 1 mia., hvoraf
en betydelig del (70%) er givet i form af løbende produktionsstøtte. Mens en del miner
allerede er omfattet af en lukningsplan og således får støtte til at nedbringe aktiviteten,
modtager en stor del stadig driftsstøtte. Denne form for støtte forbeholdes i princippet
produktionsenheder, der kan forbedre deres økonomiske levedygtighed ved at sænke
produktionsomkostningerne.
Tyskland
I den omstruktureringsplan, Tyskland vedtog i 1997, fastsættes en nedsættelse af
kulproduktionen til 26 mio. t i 2005. Der er ingen udsigt til, at kulminedrift i Tyskland på
længere sigt kan konkurrere med importeret kul. Produktionsomkostningerne er som følge af
stadigt vanskeligere geologiske betingelser ikke faldet ret meget siden 1994 og ligger i
øjeblikket på EUR 130-140/t.
I 1999 bevilgede den tyske regering støtte for i alt EUR 4,6 mia., heraf over 4 mio. til løbende
produktion. I henhold til omstruktureringsplanen fra 1997 skal den samlede støttepakke
gradvist reduceres til EUR 2,8 mia. i 2005.
Det Forenede Kongerige
Da aktiviteterne er koncentreret i de mest produktive miner, og der er gjort en vedvarende
indsats for at forbedre levedygtigheden, er Det Forenede Kongerige det eneste EU-land, hvor
kulindustrien ikke har fået statsstøtte siden 1995. En række faktorer, herunder det pludselige
prisfald på de internationale markeder i 1999, har dog tvunget de britiske myndigheder til at
26
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0126.png
overveje at bevilge støtte, om end i meget beskeden målestok, på ca. UKL 110 mio. i perioden
2000-2002.
Målet med denne støtteplan i Det Forenede Kongerige er at give midlertidig støtte – indtil
udløbet af EKSF-traktaten – til produktionsenheder, som er økonomisk og finansielt
levedygtige på lang sigt, men har visse midlertidige problemer, der kunne føre til, at de måtte
lukkes.
3.
Hvilken fremtid er der for EU-kul
Når EFSK-traktaten udløber, og når der ikke findes financielle støtteordninger, vil
hovedparten af den europæiske kulindustri være dømt til at forsvinde på meget kort sigt. En
sådan udvikling ville bidrage til at øge usikkerheden, som forventes at herske for så vidt angår
EU’s langsigtede energiforsyning.
Retningslinierne for en fremtidig støttemekanisme for EU-kul når EKSF-traktaten udløber
kunne omfatte de to grundlæggende målsætninger, der har vist sig siden traktaten blev
undertegnet, jvf. beskrivelsen ovenfor under punkt (1). Kul kunne således spille en rolle i
energiforsyningen af Det Europæiske Fællesskab, samtidig med at der tages højde for
miljøpåvikningen.
Såfremt målet er at garantere den langsigtede tilstedeværelse af en vis europæisk
kulproduktionskapacitet for at imødegå eventuelle risici, som kunne påvirke energimarkedet,
kan en fremtid for europæisk kul kun forventes hvis der er en interventionsmekanisme til
rådighed for de offentlige myndigheder.
En sådan mekanisme ville kunne garantere at reserverne fortsat er tilgængelige. Med henblik
herpå skal der opretholdes en minimal kulminedrift, ikke a hensyn til produktionen som
sådan, men for at holde anlæggene i god driftsmæssig stand og for at bevare de faglige
kvalifikationer hos en kerne af minearbejdere og den teknologiske ekspertise. Et sådant
system ville kunne bidrage til at styrke den langsigtede forsyningssikkerhed i Fællesskabet.
4.
Udvidelse af Den Europæiske Union
Når de fremtidige rammebestemmelser for Fællesskabets kul skal udformes, skal der tages
hensyn til situationen i de lande, der har søgt optagelse i Den Europæiske Union. Dette er
særligt relevant for de to største kulproducenter i Central- og Østeuropa, Polen og Den
Tjekkiske Republik, især da Polen i dag alene tegner sig for en produktion, der svarer til det,
der produceres af de fire producentlande i EU til sammen.
I 1999 producerede Polen 112 mio. t kul og Den Tjekkiske Republik 14 mio. t. Andre central-
og østeuropæiske lande producerer også kul, om end i nærmest ubetydelige mængder. Det
drejer sig om Bulgarien, Ungarn og Rumænien, der hver producerer 2-3 mio. t kul om året.
Ud over kul producerer de også 186 mio. t brunkul (svarende til 55 mio. tske).
Efter en første omstruktureringsfase i 1993 ledsaget af en betydelig privatiseringsbølge er Den
Tjekkiske Republik i øjeblikket ved at iværksætte en ny fase for omstruktureringen af sin
kulindustri.
27
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442224_0127.png
Polen indførte en omstruktureringsplan for perioden 1998-2002 for nedbringelse af
produktionen til 100 mio. t i 2002 (i forhold til 148 mio. t i 1990) og en reduktion af
beskæftigelsen på 128.000 minearbejdere (i forhold til 391.000 i 1990). I midten af 1980’erne
var Polen den fjerde største kuleksportør til Den Europæiske Union. Efter at have mistet
markedsandele i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne er kuleksporten
gradvist steget til ca. 12% (ca. 20 mio. t) af kulimporten i Den Europæiske Union.
Produktionsomkostningerne, især lønninger, har lagt et større og større pres på
kulproduktionsvirksomhederne. Den igangværende omstruktureringsplan, der indeholder en
betydelig nedbringelse af produktionen, burde give mulighed for, at situationen kan
stabiliseres. Bestræbelserne skal dog videreføres til efter 2002 med yderligere nedskæringer
på nationalt plan for de miner, der har de største underskud.
Den polske kulindustri befinder sig faktisk i en situation, der meget ligner den tyske, idet de
geologiske betingelser ofte er meget ens. Således kan en stor del af den polske kul ikke
længere konkurrere med kul fra ikke-europæiske lande (Kina, USA og Sydafrika). Den polske
kulindustri vil således i stigende grad være afhængig af offentlig støtte.
5.
Konklusion
Ved at give handlefrihed til medlemsstater, der er i gang med at omstrukturere deres
kulindustri, ville en støtteordning baseret på et system af primære energikilder endvidere give
mulighed for at støtte vedvarende energikilder, som kan bidrage til at styrke forsynings-
sikkerheden, samtidig med at der føres miljøpolitik.
For så vidt angår Fællesskabets kul, kan en sådan ordning på ingen måde løse
medlemsstaterne fra forpligtelsen til at rationalisere kulsektoren. De omstrukturerings-
foranstaltninger, der er truffet inden for rammerne af EKSF-traktaten, skal videreføres. Og
selv om forsyningssikkerhed naturligvis skal prioriteres højt, må denne prioritering på ingen
måde være en undskyldning for at opretholde kulproduktionen på et niveau, der strider imod
enhver økonomisk logik.
28