PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Europaudvalget 2001
KOM (2000) 0893
Offentligt

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER

Bruxelles, den 31.1.2001

KOM(2000) 893 endelig

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN

om anvendelsen af direktiv 85/374 om produktansvar

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN

om anvendelsen af direktiv 85/374 om produktansvar

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

INDHOLDSFORTEGNELSE

1.1.

1.2.

1.3.

2.1.

2.1.1.

2.1.2.

2.2.

2.3.

BAGGRUND

.......................................................................................................... 5

INDLEDNING......................................................................................................... 5

GRØNBOGEN......................................................................................................... 6

REAKTIONERNE PÅ GRØNBOGEN .................................................................... 7

DE PRAKTISKE KONSEKVENSER AF DIREKTIV 85/374

............................ 8

KONSEKVENSERNE FOR DET INDRE MARKED.............................................. 8

HVORDAN HAR DIREKTIVET FUNGERET I PRAKSIS?................................... 8

EU-VIRKSOMHEDERNES POSITION I FORHOLD TIL DERES

KONKURRENTER I TREDJELANDE ................................................................... 9

BESKYTTELSE AF DEN OFFENTLIGE SUNDHED OG SIKKERHED............... 9

KONSEKVENSERNE FOR INDUSTRIEN OG

FORSIKRINGSSEKTOREN ................................................................................. 12

VURDERING AF DE SPØRGSMÅL, DER ER BLEVET DRØFTET

MED HENBLIK PÅ EN EVENTUEL ÆNDRING AF DIREKTIV

85/374

.................................................................................................................... 12

OPRETHOLDELSE AF BALANCE...................................................................... 12

MULIGE EMNER TIL EN REFORM ................................................................... 13

BEVISBYRDEN.................................................................................................... 13

UDVIKLINGSRISICI............................................................................................ 16

ANSVARSGRÆNSER .......................................................................................... 19

ANSVARSPERIODE OG FORÆLDELSESFRIST ............................................... 20

FORSIKRINGSPLIGT........................................................................................... 21

ÅBENHED OG GENNEMSIGTIGHED................................................................ 22

LEVERANDØRENS ANSVAR............................................................................. 22

PRODUKTER, DER ER OMFATTET AF DIREKTIVET..................................... 24

SKADER, DER ER OMFATTET AF DIREKTIVET............................................. 24

3.1.

3.2.

3.2.1.

3.2.2.

3.2.3.

3.2.4.

3.2.5.

3.2.6.

3.2.7.

3.2.8.

3.2.9.

3.2.10. KLAGEMULIGHEDERNE ................................................................................... 25

3.2.11. ANDET.................................................................................................................. 27

KONKLUSION

.................................................................................................... 27

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

4.1.

4.1.1.

4.1.2.

4.2.

4.2.1.

4.2.2.

4.2.3.

OPFØLGENDE FORANSTALTNINGER, SOM ER DIREKTE

FORBUNDET MED PRODUKTANSVAR ........................................................... 28

FORANSTALTNINGER PÅ KORT SIGT ............................................................ 28

FORANSTALTNINGER PÅ MELLEMLANG SIGT............................................ 30

OPFØLGENDE FORANSTALTNINGER PÅ ANDRE OMRÅDER, DER

SUPPLERER PRODUKTANSVAR ...................................................................... 31

ÆNDRING AF DIREKTIV 92/59 OG GENNEMFØRELSE AF ANDRE

DIREKTIVER OM PRODUKTSIKKERHED........................................................ 31

INITIATIVER VEDRØRENDE KLAGEMULIGHEDERNE ................................ 33

INITIATIVER VEDRØRENDE ERSTATNINGSANSVAR FOR

MILJØSKADER .................................................................................................... 35

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

BAGGRUND

Med direktivet om produktansvar

indførtes i 1985 princippet om objektivt ansvar

eller ansvar uden bevis for skyld i Fællesskabet. Efter dette princip skal enhver

producent af en defekt løsøregenstand erstatte skade, der opstår som følge af en defekt

ved hans produkt på personers sundhed eller ejendom, uanset om producenten har

udvist forsømmelse eller ej.

1.1.

Indledning

Det ansvar, der følger af denne fællesskabsforskrift, udgør en sammenhængende

ramme, som tager hensyn til parternes forskellige interesser:

- dels borgernes interesse i at undgå de risici for deres sundhed eller helbredstilstand

eller materielle velfærd, der følger af et moderne, udpræget teknisk samfund, der er

karakteriseret ved en høj teknologisk udvikling

- dels producenternes interesse i at undgå konkurrenceforvridninger som følge af

forskellige ansvarsregler og i at begrænse de konsekvenser, som disse forskelle har

for innovation, konkurrenceevne og jobskabelse.

Disse ansvarsrammer sikrer, at der ydes erstatning til skadelidte, og modvirker lysten

til at markedsføre defekte produkter og har dermed en positiv effekt på forbrugernes

velbefindende. De reducerer desuden industriens omkostninger, så det sikres, at

virksomhederne ikke begrænses urimeligt i deres muligheder for innovation,

jobskabelse og eksport på grund af uensartede nationale retsregler.

Direktivet om produktansvar har følgende hovedpunkter:

- producenten har et objektivt ansvar, dvs. ansvar uden bevis for skyld

- det påhviler skadelidte at føre bevis for skaden, defekten og årsagsforbindelsen

mellem defekten og skaden

- alle erhvervsdrivende i produktionskæden hæfter solidarisk, så der er en

økonomisk garanti for, at der ydes skadeserstatning

- producenten er fritaget for ansvar, hvis han beviser, at der foreligger visse

omstændigheder, der udtrykkeligt er fastsat i direktivet

- ansvaret er tidsbegrænset med ensartede frister

- bestemmelser, der indskrænker eller fraskriver producentens ansvar over for

skadelidte, er ikke tilladt.

I betragtning af de forskellige retlige traditioner giver direktivet medlemsstaterne

mulighed for at fravige de fælles regler på tre områder:

Rådets direktiv 85/374/EØF af 25. juli 1985, EFT L 210 af 7.8.1985, s. 29.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

- landbrugsråvarer kan medtages i direktivets anvendelsesområde

- det kan bestemmes, at producenten er ansvarlig, selv om han beviser, at det

på grundlag af den videnskabelige og tekniske viden på det tidspunkt, da han

bragte produktet i omsætning, ikke havde været muligt at opdage defekten

- det kan bestemmes, at producentens samlede ansvar for personskade,

herunder død, som er forårsaget af identiske genstande med samme defekt,

skal være begrænset til mindst 70 mio. EUR.

Det blev i direktivet erkendt, at en fuldstændig harmonisering ikke kunne komme på

tale på daværende tidspunkt. Det er derfor fastsat, at Kommissionen hvert femte år

aflægger rapport for fællesskabsinstitutionerne om gennemførelsen af bestemmelserne

i direktivet og i givet fald forelægger passende forslag (artikel 21). I henhold til

artikel 15, stk. 3, og artikel 16, stk. 2, aflægger Kommissionen ti år efter direktivets

meddelelse rapport om udviklingsrisici og den økonomiske begrænsning. Hvert femte

år undersøger Rådet på forslag af Kommissionen, om direktivets beløb bør tages op til

fornyet overvejelse (artikel 18, stk. 2).

Den første rapport

blev forelagt i 1995. Den viser, at direktivet generelt betragtes

som en vigtig retsakt, der har bidraget til at øge bevidstheden om produktsikkerhed og

den betydning, som produktsikkerhed tillægges. Kommissionen konkluderede, at

erfaringerne stadig var begrænsede og kun blev gjort langsomt. Medlemsstaterne

havde i 1995 kun en yderst beskeden retspraksis på området. På baggrund af de

oplysninger, der forelå dengang, fandt Kommissionen det ikke påkrævet at foreslå

ændringer. Visse af direktivets aspekter vedrørende forbrugerbeskyttelse og det indre

markeds funktion krævede dog fortsat opmærksomhed. Det var f.eks. tilfældet med

landbrugsråvarer, som i de fleste medlemsstater ikke var omfattet.

Efter kogalskabskrisen forelagde Kommissionen et forslag, der sigtede mod at udvide

princippet om objektivt ansvar for defekte produkter som defineret i direktiv 85/374

til også at omfatte landbrugsråvarer og produkter hidrørende fra jagt. I henhold til

direktiv 1999/34

skal medlemsstaterne nu udvide det objektive ansvar til også at

omfatte uforarbejdede landbrugsvarer.

1.2.

Grønbogen

Europa-Parlamentet krævede ved førstebehandlingen af direktiv 1999/34 en

gennemgribende revision af det gældende regelsæt om produktansvar. Selv om

Kommissionen ikke delte denne opfattelse, forpligtede man sig til at indlede en bred

dialog med de berørte parter som led i en grønbog, der kunne danne udgangspunkt for

den anden rapport om anvendelsen af direktiv 85/374.

Kommissionen forelagde den 13. december 1995 den første rapport om direktivets anvendelse

(KOM(95) 617), der er udarbejdet på basis af en konsekvensundersøgelse fra 1994.

Undersøgelsen er offentliggjort på Internet:

http://www.europa.eu.int/comm/internal_market/en/goods/liability/index.htm.

EFT L 141 af 4.6.1999, s. 20.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Grønbogen om produktansvar blev vedtaget i juli 1999

. Den havde til formål at få

afklaret, hvordan de berørte parter - navnlig erhvervslivet, forbrugerne,

forsikringsselskaberne og de offentlige myndigheder - forholder sig til to spørgsmål:

- hvordan direktivet om produktansvar fra 1985 har fungeret i praksis

- hvilke ændringer der eventuelt bør foretages.

Grønbogen skulle sætte gang i overvejelserne og debatten. I et omfangsrigt kapitel

blev alle berørte parter opfordret til at begrunde, hvorfor de eventuelt mener, der er

grund til at revidere direktivet. Der behandles en lang række emner i dette kapitel:

både de spørgsmål, Europa-Parlamentet rejste i forbindelse med direktiv 1999/34

(bl.a. bevisbyrden, udviklingsrisici, psykiske skader, selvrisikoen, forældelsesfristen

og den økonomiske begrænsning), og andre emner som f.eks. større åbenhed og

gennemsigtighed, leverandørens ansvar og klagemulighederne. De valgmuligheder,

der i kapitel 3 nævnes til en eventuel revision, var tænkt som et oplæg til en åben

debat uden at foregribe, hvilke initiativer Kommissionen måtte tage i fremtiden.

Kommissionen opfordrede de berørte parter til i deres svar at støtte sig på faktiske

omstændigheder og ikke på rene principielle holdninger.

1.3.

Reaktionerne på grønbogen

Kommissionen modtog ca. 100 kommentarer til grønbogen. Respondenterne kan

inddeles i fire grupper:

– nationale og europæiske forbrugerorganisationer

– nationale brancheforeninger og nationale og europæiske fagforeninger, der

repræsenterer bestemte erhvervsgrene (navnlig medicinalindustrien, bilindustrien,

forsikringssektoren, den kemiske industri, landbruget og elektroindustrien)

– offentlige myndigheder i medlemsstaterne (Danmark, Det Forenede Kongerige,

Finland, Frankrig, Grækenland, Nederlandene, Portugal, Spanien, Tyskland og

Østrig) og i andre lande i Europa (Island, Norge, Schweiz og Slovenien)

– organisationer, der beskæftiger sig specielt med produktansvar (f.eks.

Pan-

European Organisation of Personal Injury Lawyers

og det amerikanske

Defense

Research Institute, Special Committee on European Product Liability Law).

Som bebudet i grønbogen er kommentarerne - medmindre respondenterne

udtrykkeligt har ønsket at være anonyme - blevet offentliggjort på Internet:

http://www.europa.eu.int/comm/internal_market/en/goods/liability/replies.htm.

konsulentfirma har lavet et sammendrag af totredjedele af svarene, som kan ses på

samme adresse.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog den 1. marts 2000 en udtalelse om

grønbogen

. Europa-Parlamentet vedtog den 30. marts 2000 en beslutning om

grønbogen.

KOM(1999) 396 endelig af 28.7.1999.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Den foreliggende rapport er baseret på de oplysninger og kommentarer, som

Kommissionen har modtaget i forbindelse med grønbogen, og på alle øvrige relevante

oplysninger. Den er stort set opbygget som grønbogen: kapitel 2 indeholder primært

faktuelle oplysninger om den praktiske anvendelse af direktiv 85/374; i kapitel 3

evalueres de oplysninger og argumenter, parterne har fremført i forbindelse med de

enkelte spørgsmål (evalueringen er fremhævet med grå baggrund); kapitel 4

indeholder de konklusioner, der er draget på basis af de to foregående kapitler.

DE PRAKTISKE KONSEKVENSER AF DIREKTIV 85/374

Kommissionen foreslog i kapitel 2 i grønbogen, at man under forskellige synsvinkler

evaluerede, hvordan direktivet lever op til de opstillede mål: konsekvenserne for det

indre marked, for beskyttelsen af den offentlige sundhed og sikkerhed og for

industrien og forsikringssektoren.

2.1.

Konsekvenserne for det indre marked

Direktivet om produktansvar er en vigtig del af det regelsæt, der gælder for handelen

inden for Fællesskabet og for handelen med tredjelande. Kommissionen bad de

berørte parter kommentere dets effekt på baggrund af de erfaringer, de har gjort siden

1985, både når det gælder handelen inden for Fællesskabet og EU-virksomhedernes

position i forhold til deres konkurrenter i tredjelande.

2.1.1. Hvordan har direktivet fungeret i praksis?

Ifølge mange respondenter fungerer direktivet upåklageligt i praksis. Årsagen hertil

menes at være, at direktivet har skabt afbalancerede og stabile retlige rammer, der

tager hensyn til både forbrugernes og producenternes interesser. Det skal dog

bemærkes, at der kun foreligger få oplysninger om selve anvendelsen, og at de

tilgængelige statistikker er ufuldstændige.

I de fleste medlemsstater anvender man som oftest de nationale bestemmelser, der

gennemfører direktivet, side om side med ansvarslovgivningen i øvrigt. I Østrig

behandles næsten alle sager om produktansvar udelukkende efter ordningen i

direktivet. Når klagerne påberåber sig andre ansvarsregler (retsreglerne om ansvar i

og uden for kontraktforhold), skyldes det primært, at de giver adgang til en mere

omfattende erstatning (de omfatter også skader til en værdi under 500 EUR,

immaterielle skader, skader på det defekte produkt og på ejendom bestemt til brug i

erhvervsøjemed; desuden er forældelsesfristerne længere). Tysk retspraksis fortolker

de gældende retsregler om ansvar uden for kontraktforhold, så de ligger tæt op ad

bestemmelserne om objektivt ansvar. En yderligere grund til denne parallelle

anvendelse er, at den "klassiske" lovgivning er bedre kendt, fordi den allerede har

givet anledning til retspraksis.

At der på en og samme tid findes forskellige bestemmelser om produktansvar, hvilket

er tilladt efter direktivets artikel 13, opleves forskelligt. Det har ikke hæmmet

markedsføringen af varer i EU, og det har heller ikke haft nogen betydning for

EFT C 117 af 26.4.2000, s. 1.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

forsikringsselskaberne. Det har derimod sikret forbrugerne en højere beskyttelse,

hvilket for sin del kunne begrænse anvendelsen af direktivet.

Af disse årsager er de fleste respondenter imod, at direktivet bliver det eneste fælles

sæt regler for produktansvar, og går i stedet ind for at bevare den nuværende situation

efter artikel 13

Kommissionen spurgte endvidere, om der bør indsættes en minimumsklausul i

direktivet, så den enkelte medlemsstat kan anvende strengere ansvarsregler end dem,

direktivet indeholder. Nogle respondenter mener, at der bør indsættes en sådan

minimumsklausul, fordi denne fremgangsmåde også benyttes i alle øvrige direktiver

om forbrugerbeskyttelse. En anden gruppe respondenter kan dog ikke støtte dette

forslag, fordi de mener, at en sådan klausul vil sænke det harmoniseringsniveau, der

følger af direktivet i dets nuværende form, og kan skabe hindringer for frie

varebevægelser.

2.1.2. EU-virksomhedernes position i forhold til deres konkurrenter i

tredjelande

Efter alt at dømme har direktivet ikke svækket EU-virksomhedernes position på

verdensmarkedet. Virksomheder i tredjelande, der sælger deres produkter i EU, skal

også overholde fællesskabsbestemmelserne. EU's industri konstaterer i sin vurdering

af tredjelandene, at lande med produktansvarsregler, der bygger på samme principper

som direktivet, ikke volder nogen vanskeligheder. Det gælder f.eks. Norge, Schweiz,

Australien og Japan.

Situationen i USA er helt speciel og har store konsekvenser for erhvervslivet i EU.

Svarene bekræfter, hvad der allerede blev sagt i grønbogen om de retlige rammer,

som den amerikanske produktansvarslov er en del af: forhold som nævningesager, "no

win, no fee"-princippet

(hvor advokatsalærets størrelse afhænger af sagens udfald),

tildelingen af høje, pønalt begrundede erstatningsbeløb (punitive

damages)

muligheden for at anlægge kollektive søgsmål (class

action)

, hvor én enkelt person

kan optræde som part på gruppens vegne, ansporer skadelidte til at gå til domstolene.

Det gør det angiveligt umuligt for producenterne at forudsige en sags udfald. Flere

virksomheder i EU - navnlig SMV'er - nævner, at de på grund af disse forskelle afstår

fra at eksportere til USA. En anden konsekvens er, at forsikringspræmierne bliver

højere, og at man risikerer langt flere tvister. Ifølge belgisk industri indebærer den

amerikanske lovgivning, at eksport fra EU til USA er to gange dyrere (for tekstilvarer

og stål), fem gange dyrere (for fødevarer) og ti gange dyrere (for lægemidler) end

eksport til andre tredjelande. Disse oplysninger er ikke blevet evalueret eller

kontrolleret af Kommissionen.

2.2.

Beskyttelse af den offentlige sundhed og sikkerhed

Direktivet bidrager til at hæve beskyttelsesniveauet over for defekte produkter af to

grunde: for det første fordi det tilskynder producenterne til at bestræbe sig på at

fremstille sikre produkter, idet det supplerer de gældende forskrifter for en given

Der verserer for øjeblikket en præjudiciel sag om fortolkningen af artikel 13 (sag C-183/00,

González Sánchez) for EF-Domstolen.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

produktgruppe eller bestemmelserne i forbindelse med direktiv 92/59 om

produktsikkerhed i almindelighed, og for det andet fordi det, når disse forebyggende

foranstaltninger har slået fejl, og skaden er sket, giver skadelidte mulighed for at opnå

erstatning fra producenten.

Det første spørgsmål, der blev stillet i denne forbindelse i grønbogen, handler om

erstatning til skadelidte. Det fremgår af svarene, at de fleste sager om produktansvar

er blevet afgjort efter de traditionelle ordninger, og at kun få sager er blevet afgjort

efter de retsregler, der gennemfører direktivet. Det finske forbrugerklagenævn

registrerede 71 sager mellem den 1. januar 1993 og den 22. november 1999. Heraf

blev 46 sager afgjort efter den finske produktansvarslov og 25 sager efter den finske

forbrugerbeskyttelseslov. I Portugal har der været 200 sager om erstatningskrav, siden

direktivet blev gennemført, men det fremgår ikke, med hvilken lovhjemmel de er

indgivet. I Det Forenede Kongerige har der været ganske få sager.

Der har ifølge respondenterne kun været få retssager med direktivet som hjemmel:

1 nylig sag i Irland, 2 sager i Italien, 3 sager i Det Forenede Kongerige, 3-4 sager i

Belgien, Sverige og Finland, 20-25 afgørelser i Østrig, ca. 30 afgørelser i Tyskland,

19 domme i Portugal og ingen afgørelser i Frankrig, Grækenland og Luxembourg.

Efter alt at dømme har der kun været forholdsvist få sager om produktansvar. Langt

de fleste sager (90 % ifølge tyske og nederlandske forsikringsselskaber) afgøres uden

domstolenes mellemkomst, især når de faktiske omstændigheder - dvs. defekten,

skaden og årsagsforbindelsen - er åbenlyse. Erhvervslivet erkender, at det har sine

fordele at indgå forlig om berettigede og velbegrundede erstatningskrav, fordi man

undgår langsommelige og dyre retssager. I sådanne sager er der ingen diskussion om

ansvaret, og det er kun erstatningens størrelse, man skal enes om. Mens nogle mener,

at ordningen for udenretslig bilæggelse af tvister fungerer godt, kritiseres den især af

forbrugerorganisationer, fordi de nærmere enkeltheder ofte forbliver fortrolige, og

fordi producenter og forsikringsselskaber står urimeligt stærkere end skadelidte.

De mange udenretslige forlig tages som udtryk for, at skadelidte generelt opnår

erstatning hurtigt og effektivt. Ved sager for de nationale domstole er en hurtig

løsning mere et spørgsmål om, hvor hurtigt og effektivt de nationale civilretlige

procedurer fungerer, end hvor relevant den materielle ret er. Således er den spanske

procesret angiveligt meget formel og streng, når det gælder forelæggelse af

bevismateriale.

Et andet spørgsmål i grønbogen gik på, hvordan direktivet har påvirket skadelidtes

interesser. Antallet af erstatningssager på grund af defekte produkter er efter alt at

dømme ikke taget til. Det nævnes, at produktsikkerheden er steget betydeligt, siden

direktivet blev vedtaget i 1985. Det skyldes det høje beskyttelsesniveau takket være

strenge regler, navnlig i brancher som f.eks. medicinalindustrien, den kemiske

industri, maskinindustrien og elektroindustrien, mens de øvrige sektorer er omfattet af

direktiv 92/59 om produktsikkerhed i almindelighed. Industrien tager hensyn til

sikkerhedsaspekterne ved udformning, fremstilling og mærkning af produkterne og

ved den løbende kontrol efter markedsføringen og anvender i vidt omfang gode

praksisser. Svarene viser, at direktivet om produktansvar har en afskrækkende

virkning på producenterne og leverandørerne og - tillige med forpligtelserne efter

nævnte sikkerhedsregler - giver dem et stærkt incitament til at øge sikkerheden.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Ifølge industrien er der i direktivet fundet den rette balance mellem beskyttelsen af

skadelidtes og producenternes interesser. Det er forbrugerorganisationerne dog ikke

enige i, og de kræver en række ændringer. Flere medlemsstater (Det Forenede

Kongerige, Nederlandene, Tyskland og Østrig) har i deres kommentarer nævnt, at der

ikke for øjeblikket er nogen konkrete oplysninger, der kunne begrunde en ændring af

direktivet til fordel for forbrugerne. Andre medlemsstater (Danmark, Frankrig,

Finland, Grækenland og Portugal) har nævnt, på hvilke punkter direktivet kunne

ændres, men i visse tilfælde uden at angive en begrundelse

Det fremgår af kommentarerne, at der er visse forskelle medlemsstaterne imellem, når

det gælder forholdet mellem de sociale sikringsordninger og de erstatninger, der ydes

i henhold til direktivet. Som hovedregel modtager personer, der har lidt skade som

følge af et defekt produkt, betaling i henhold til de sociale sikringsordninger, uanset

om en anden person er ansvarlig for skaden, og som modydelse for de bidrag, der er

indbetalt til sikringsordningen. Den erstatning, skadelidte får i henhold til direktivet,

ydes uafhængigt af denne betaling. Den sociale beskyttelse er generelt høj og dækker

mange områder i EU, men varierer medlemsstaterne imellem. Det er uvist, om

skadelidte rejser erstatningskrav, når skaden for en stor dels vedkommende dækkes af

de sociale sikringsordninger.

I nogle medlemsstater (f.eks. Nederlandene

og de skandinaviske lande

) har den

sociale sikringsordning ikke mulighed for at rejse sag mod producenten af et defekt

produkt. I andre lande (f.eks. Italien, Det Forenede Kongerige

og Østrig) har den

sociale sikringsordning denne mulighed, men har endnu ikke i praksis gjort brug af

den under påberåbelse af de rettigheder, skadelidte har i henhold til direktivet. Der

foreligger intet om, hvor hyppigt den sociale sikringsordning har gjort regres over for

producenten i disse medlemsstater

Kommissionen spurgte også, om der findes tilfælde, hvor den produktansvarsordning,

der er indført i henhold til direktiv 85/374, ikke i tilstrækkelig grad har kunnet opfylde

sin udlignende funktion, så samfundet som helhed har måttet vise solidaritet for at

sikre skadelidte en erstatning. De få svar, der er givet på dette spørgsmål, bekræfter

oplysningerne i grønbogen (blodtransfusionssagen i Frankrig, rapsoliesagen i Spanien

og sagen med blodprodukter i Danmark). I Tyskland blev der oprettet en

erstatningsfond

for de blødere, der i perioden 1980-1993 blev smittet med HIV via

inficerede blodprodukter. Flere medlemsstater (Danmark, Det Forenede Kongerige,

Finland, Frankrig, Italien, Sverige, Tyskland og Østrig) har vedtaget love med

statslige ordninger, hvorefter der ydes skadeserstatning til personer, der har lidt skade

som følge af vaccination. Ordningerne finansieres af borgerne, bortset fra i Danmark,

Sverige og Finland, hvor producenterne indbetaler til en forsikringsfond.

De svar, hvor respondenterne har påpeget konkrete mangler ved den nuværende ordning,

behandles i det relevante afsnit i rapportens kapitel 3.

Artikel 197 i bog 6 i

Burgerlijk Wetboek

(civilretten).

Man drøfter for øjeblikket at indføre en regresordning i Sverige.

Social Security (Recovery of Benefits) Act 1997.

Der kendes én sag i Frankrig, ingen i Portugal og et par sager i Tyskland.

Bundesgesetzblatt

I 1995, s. 972.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

2.3.

Konsekvenserne for industrien og forsikringssektoren

Industrien blev i grønbogen spurgt, om man kender til sager, hvor direktivet er blevet

anvendt på defekte produkter, og hvordan dette har påvirket virksomhedernes

aktiviteter. Der har efter alt at dømme været meget få af denne type sager, og de er

normalt blevet dækket af virksomhedernes forsikringspolice. Resultatet har været, at

virksomhederne har måttet forsikre sig mod større risici.

Ifølge medicinalindustrien har de mange regler, der er indført siden 1965, medført

større omkostninger. Det nævnes dog ikke, hvilken effekt direktivet har haft.

Der findes ingen forskning i eller undersøgelser af, hvilken effekt direktivet kan have

på virksomhedernes aktiviteter.

En anden gruppe spørgsmål var rettet specielt til forsikringssektoren. Kommissionen

spurgte forsikringssektoren, om man kunne oplyse, hvor mange skadesanmeldelser

der er blevet behandlet som følge af skader forårsaget af defekte produkter siden

1990, om der er nogen direkte sammenhæng mellem de forsikringer,

forsikringsselskabet tilbyder, og producentansvaret efter direktivet, og om

efterspørgslen efter denne type forsikringer er steget siden direktivets ikrafttræden,

samt hvilken effekt dette i bekræftende fald har haft. I Østrig er antallet af

forsikringspolicer fordoblet siden vedtagelsen af den lov, der gennemfører direktivet.

I Tyskland har der ikke været nogen markant stigning i antallet af begæringer om

nytegning af produktansvarsforsikring. Årsagen er, at de fleste virksomheder allerede

inden direktivets ikrafttræden havde sørget for en passende dækning på grund af de

tyske domstoles retspraksis, som havde medført skærpede ansvarsnormer for

producenterne. Det samme gør sig gældende i de fleste andre medlemsstater.

Hvilken effekt direktivet har haft på omkostningerne, er svært at vurdere, fordi mange

andre faktorer og forhold også har været afgørende for, hvor meget der er udbetalt i

erstatning, hvor høje dækningsbeløb virksomhederne har ønsket, og hvor høje

præmier de har skullet betale. Der findes på EU-plan ingen statistik opstillet efter

ansvarets art (culpaansvar eller objektivt ansvar) eller defektens art. Årsagen er, at der

ikke på EU-plan systematisk føres statistik i forbindelse med produktansvar, og at

oplysningerne heller ikke er lige detaljerede hos alle forsikringsselskaber.

Oplysningerne indsamles nationalt på en række af de mindre markeder. Ifølge disse

oplysninger handler 60-70 % af de afsluttede erstatningssager om fabrikationsfejl,

mens 1-11 % handler om designfejl.

VURDERING AF DE SPØRGSMÅL, DER ER BLEVET DRØFTET

MED HENBLIK PÅ EN EVENTUEL ÆNDRING AF DIREKTIV

85/374

3.1.

Opretholdelse af balance

Som de hidtidige politiske drøftelser og reaktionerne på grønbogen viser, har

producenterne og forbrugerne ikke samme standpunkt, når det gælder produktansvar.

Skadelidte ønsker den størst mulige beskyttelse til den laveste pris, og producenterne

ønsker navnlig en økonomisk overgrænse for erstatningspligten og en så kort

forældelsesfrist som muligt.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Direktiv 85/374 er et kompromis mellem de berørte interesser. Man skal ikke

undervurdere den politiske vilje, medlemsstaterne - som det kommer til udtryk i

direktivets bestemmelser - har vist til at skabe en afbalanceret ansvarsramme, der

fastlægger forholdet mellem erhvervslivet og forbrugerne. Kommissionen lod i

grønbogen forstå, at man ønskede at bevare denne afbalancerede tilgang. Ethvert

forslag om ændring af direktivet bør derfor tage hensyn til den balance, der for

øjeblikket bygger på følgende principper:

Producentens civilretlige ansvar er:

(1)

objektivt

(der skal ikke føres bevis for skyld)

(2)

relativt

(producenten er fritaget for ansvar, hvis han beviser, at der foreligger

visse omstændigheder, som kan blive genstand for en fornyet behandling (se f.eks.

"udviklingsrisici" nedenfor))

(3)

tidsbegrænset

(producenten hæfter ikke i ubegrænset tid, selv om der bør ses på,

hvordan dette princip anvendes i praksis, navnlig tidspunktet, hvor ansvaret

bortfalder) og

(4)

ufrasigeligt

efter enighed mellem parterne.

Skadelidte har følgende rettigheder og pligter:

(5)

Skadelidte skal bevise,

at der er sket skade, at produktet havde en defekt, og at

der er en årsagsforbindelse mellem defekten og skaden (de nærmere betingelser for

bevisførelsen er genstand for en fornyet behandling (se "bevisbyrden" nedenfor))

(6)

de ansvarlige hæfter solidarisk

(det giver skadelidte mulighed for at gøre sit

krav gældende over for en hvilken som helst af de ansvarlige, uden at det berører

dennes regreskrav).

Kommissionen spurgte i grønbogen, om man var enig i, at disse seks principper skal

bevares som regelsæt for ikke at forrykke den interne balance i direktivet. En række

respondenter har givet udtryk for, at de seks principper skaber en retfærdig balance

mellem de berørte interesser og bør bibeholdes, mens andre ønsker visse ændringer.

3.2.

Mulige emner til en reform

De politiske beslutningstagere, de berørte parter og eksperterne har ved flere

lejligheder fremhævet en række aspekter ved direktivet, som der efter deres mening

bør ses nærmere på med henblik på en eventuel reform. Der blev i grønbogen

redegjort for hvert af disse emner og - hvor det var muligt - anført en række

valgmuligheder, der var tænkt som et oplæg til en åben debat, uden at foregribe,

hvilke initiativer Kommissionen måtte tage i fremtiden.

3.2.1 Bevisbyrden

I henhold til direktivet skal skadelidte bevise, at der er sket skade, at produktet havde

en defekt, og at der er en årsagsforbindelse mellem defekten og skaden. I praksis kan

det være svært at bevise, at et produkt var defekt, og/eller at der er en

årsagssammenhæng. Bevisførelsen kan bl.a. vanskeliggøres af, at der er tale om et

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

teknisk kompliceret produkt, at det er meget dyrt at få den nødvendige sagkyndige

bistand, eller at produktet ikke findes mere (f.eks. fødevarer og lægemidler).

Uden at berøre grundprincippet om, at skadelidte skal løfte bevisbyrden, spurgte

Kommissionen i grønbogen, om man mener, at bevisførelsen bør lettes. Der blev givet

fire valgmuligheder:

- at opstille en formodning om, at defekten har forvoldt skaden, når skadelidte har

bevist skaden eller defekten, eller at opstille en formodning om, at produktet er defekt,

når skadelidte har bevist, at skaden er opstået som følge af anvendelsen af et produkt

- at fastsætte positivt, med hvilken grad af sandsynlighed det skal være bevist, at der

er en skade, en defekt og årsagsforbindelse mellem skade og defekt

- at forpligte producenten til at levere al nødvendig dokumentation og information,

som skadelidte har brug for i sin bevisførelse

- at pålægge producenten under visse omstændigheder at bære omkostningerne ved

sagkyndig bistand.

Meningerne er delte om dette spørgsmål. En række respondenter mener, at den

nuværende ordning er tidssvarende, fordi der ikke har været påtalt nogen problemer.

De mener, at man, hvis producenten skal bevise, at produktet er sikkert, risikerer, at

forbrugerne uden grund rejser en masse sager. De er imod forslaget om at indføre et

ansvar, der bygger på formodning (præsumptionsansvar). Alle sager om

produktansvar skal behandles individuelt, og derfor er formodninger ikke velegnede.

Andre mener, at formodninger er nyttige juridiske redskaber, der kan placere

bevisbyrden hos den, der har flest oplysninger og den fornødne viden for at kunne

bevise over for domstolen, hvorfor produktet ikke bør anses for defekt. De mener, at

der kunne fremføres lignende argumenter vedrørende årsagsforbindelsen. Det ville

være urimeligt at kræve, at skadelidte skal bære omkostningerne ved bevisbyrden, når

det er åbenlyst, at det defekte produkt er det eneste, der kan have forårsaget skaden.

Situationen varierer medlemsstaterne imellem på dette punkt. Efter alt at dømme har

de nationale domstole dog allerede fundet metoder til at lette bevisbyrden.

- I

Sverige

skal dommeren vurdere årsagsforbindelsen, navnlig i teknisk indviklede

sager. Domstolene har i visse situationer ("overvejende sandsynligt") reduceret

bevisbyrden.

- I

Finland

kan dommeren efter princippet om fri bevisbedømmelse tage hensyn til

omstændigheder, der gør det vanskeligt at fastslå defekten ved et produkt eller

årsagsforbindelsen.

- I

Tyskland

står det i henhold til

Zivilverfahrensrecht

(civilprocesretten) domstolene

frit for at bedømme beviserne i den enkelte sag. Årsagsforbindelsen er i flere sager

blevet fastslået på

prima facie-basis,

når skaden er opstået under et normalt

hændelsesforløb.

- I

Spanien

lægger dommere formodninger til grund for deres afgørelse, når produktet

ikke findes mere (f.eks. en flaske, der er eksploderet), og når det er svært at finde

årsagen til defekten.

- I

Nederlandene

gør dommerne undtagelsesvist brug af deres ret til at vende

bevisbyrden, f.eks. når defekten ligger i selve produktet.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

- I

Danmark

afhænger beviskravene af omstændighederne i den konkrete sag og

fastlægges af domstolene. Der er flere domme, hvor forbrugerne ikke har været i

stand til at fremlægge beviser, og hvor domstolen har pålagt producenten at

fremlægge modbeviser.

- Efter retspraksis i

Frankrig

Belgien

kan defekten ved et produkt konstateres med

oplagte beviser eller med overvejende sandsynlighed. Dommeren kan formode

årsagsforbindelsen ("overensstemmelse mellem betingelserne").

- I

Det Forenede Kongerige

anvendes en metode, hvor man afvejer sandsynligheden

(dvs. mindst 51 %) i forbindelse med skaden, defekten og årsagsforbindelsen.

Der er kun få erfaringer for, hvordan skadelidte kan fritages for de økonomiske

konsekvenser af udlæg for sagkyndig bistand. I henhold til de britiske

Civil Procedure

Rules 1999

skal domstolen sikre, at parterne så vidt muligt er stillet på lige fod, og

den kan bestemme, hvem der skal betale honorar og udgifter til en sagkyndig, der er

udpeget efter fælles overenskomst. I henhold til tysk ret dækker producenten

omkostningerne, hvis sagen bilægges udenretsligt, eller hvis producenten idømmes

skadeserstatning. Har skadelidte ikke de nødvendige økonomiske midler, kan der

ansøges om fri proces. Det italienske dekret til gennemførelse af direktivet giver

dommeren mulighed for at bestemme, at producenten i første omgang skal udrede

udgifterne til sagkyndige, hvis det er sandsynligt, at skaden er opstået som følge af en

defekt ved produktet.

Endelig er der stor forskel mellem de enkelte medlemsstaters editionsregler. I de

tilfælde, hvor reglerne kun giver mulighed for at fremlægge meget lidt information og

dokumentation forud for eller under sagen, kan man forestille sig, at sagen afvises. De

britiske

Civil Procedure Rules 1999

anses - både når det gælder sagsøger og sagsøgte

- for at være et afbalanceret sæt regler for fremlæggelse af information tidligt i

sagsforløbet. De tyske ansvarsregler pålægger på bestemte betingelser producenten at

fremlægge information og dokumentation. En sådan forpligtelse gælder, når der er

tilstrækkeligt, der peger på skadens årsag, og når skadelidte kun kan fremlægge de

nødvendige beviser ved hjælp af faktiske omstændigheder, der falder ind under

producenten. Fremlægger producenten ikke disse oplysninger, kan bevisbyrden

vendes

Generelt har de nationale myndigheder ikke kendskab til eventuelle praktiske

problemer som følge af bevisbyrdereglerne. Det gælder også med hensyn til fødevarer

og lægemidler, hvor situationen betegnes som helt speciel

. I Tyskland drøftes det for

øjeblikket, hvordan man kan få løst visse problemer i forbindelse med lægemidler.

Det kunne i den forbindelse overvejes at give forbrugeren krav på, at der på produktet

§ 35 i lov on genteknik (Gesetz zur Regelung von Fragen der Gentechnik), BGBl I 1999,

1080: Liegen Tatsachen vor, die die Annnahme begründen, daß ein Personen- oder

Sachschaden auf gentechnische Arbeiten eines Betreibers beruht, so ist dieser verpflichtet, auf

Verlangen des Geschädigten über Art und den Ablauf der in der gentechnischen Anlage

durchgeführten oder einer Freisetzung zugrundeliegenden gentechnischen Arbeit Auskunft zu

erteilen, soweit dies zur Feststellung, ob ein Anspruch nach § 32 besteht, erforderlich ist. Die

§§ 259 bis 261 BGB sind entsprechend anzuwenden.

I Tyskland er næsten alle sager om lægemidler blevet afgjort på

prima facie-basis.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

eller indlægssedlen skal være angivet bestemte oplysninger om bivirkninger ved

lægemidler, fordi de er nødvendige for at kunne gå til domstolene.

Grønbogen behandlede derefter problemet med at få fastslået producentens identitet,

når et produkt er fremstillet af flere producenter. Kommissionen spurgte i den

forbindelse, om princippet om

market share liability

(ansvar for markedsandele), som

findes i amerikansk ret, kunne anvendes på denne type sager i Europa.

Næsten alle respondenter er imod at indføre

market share liability.

Produktansvar

bygger på det individuelle ansvar hos den, der forårsager skaden. Nævnte princip ville

derimod gøre personer ansvarlige, selv om de slet ikke har noget med skaden at gøre,

og det er i strid med det grundlæggende ansvarsprincip. Desuden ville det blive meget

svært at forsikre sig mod risiko, fordi forsikringsselskaberne først ville kunne vurdere,

hvor udsatte de er for risiko, når sagen er afsluttet. Direktivets artikel 3, stk. 3,

bestemmer, at leverandøren er ansvarlig, når det ikke er muligt at fastslå producentens

identitet. Det sikrer, at skadelidte har nogen, over for hvem der kan fremsættes et

krav.

Direktivets artikel 3 indeholder desuden en bred definition af producenten. Resultatet

kan være, at producenterne hæfter solidarisk (artikel 5). Den højeste domstol i

Nederlandene har i den såkaldte DES-sag

udviklet følgende regel: fastslås det, at

skadelidtes skade er opstået som følge af et bestemt produkt, kan alle producenter, der

har bragt dette produkt i omsætning i den periode, hvor skaden er sket, drages til

ansvar for den fulde skade.

Der findes efter alt at dømme ikke andre lignende sager, og derfor synes der heller

ikke at være basis for at indføre dette princip. Også i USA, hvorfra princippet

stammer, anvendes det kun sjældent, og domstolene har på grund af praktiske

problemer med definitionerne nægtet at anvende det.

3.2.2. Udviklingsrisici

I henhold til direktiv 85/374 er producenten ansvarsfri, hvis han beviser, at der

foreligger bestemte omstændigheder. En af undtagelserne vedrører de såkaldte

"udviklingsrisici". EF-Domstolen har fortolket denne bestemmelse som følger: for at

blive ansvarsfri skal producenten af et defekt produkt bevise, at det på grundlag af den

objektive videnskabelige og tekniske viden på det mest avancerede niveau på det

tidspunkt, da han bragte produktet i omsætning, ikke var muligt at opdage defekten.

Det er en betingelse for at kunne bruge dette argument mod producenten, at der var

adgang til denne viden på det tidspunkt, da produktet blev bragt i omsætning

Da der var tale om et kontroversielt spørgsmål, fik fællesskabslovgiver ikke løst det

endeligt i 1985, men kun midlertidigt: undtagelsesbestemmelsen gjaldt i ti år, og

medlemsstaterne kunne ensidigt ophæve den. I henhold til direktivets artikel 15,

stk. 3, skulle Kommissionen evaluere, hvordan domstolenes anvendelse af artikel 7,

litra e), og af artikel 15, stk. 1, litra b), har indvirket på beskyttelsen af forbrugerne og

Jf. grønbogens fodnote 42, s. 21.

Dom af 30. maj 1997, sag C-300/95, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml.

[1997-I], s. 2649, præmis 29.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

på det indre marked funktion. På baggrund af denne evaluering ville det blive afgjort,

om producenterne skulle hæfte for "udviklingsrisici" efter overgangsperioden.

I nogle medlemsstater er producenten også ansvarlig for udviklingsrisici. I

Luxembourg og Finland omfatter ansvaret alle typer produkter. Andre medlemsstater

har begrænset ansvaret til at gælde for bestemte produkter: for Spaniens

vedkommende fødevarer og lægemidler og for Frankrigs vedkommende produkter,

der er afledt af det menneskelige legeme, og produkter, der er bragt i omsætning før

maj 1998. I Tyskland har producenten siden 1978 været ansvarlig for udviklingsrisici

i forbindelse med lægemidler

Kommissionen spurgte i denne forbindelse i grønbogen, om og hvorledes ansvaret for

udviklingsrisici har uoverkommelige følger for producenterne i EU og fratager dem

lysten til innovation, særlig medicinalindustrien, og om det i forsikringssektoren er

muligt at forsikre sig mod denne type risiko.

Industrien har fremført flere argumenter for at opretholde undtagelsen for

udviklingsrisici. Man mener, at et sådant ansvar vil hæmme den videnskabelige

udvikling, produktudviklingen og innovationen. På grund af de særlige forhold, der

gør sig gældende i medicinalindustrien, kan markedsføringen af innovative

bioteknologiske produkter blive forsinket eller forbudt. Ved lægemidler til behandling

af sjældne sygdomme (såkaldte

orphan drugs)

vil den uberegnelige risiko være

forholdsmæssigt højere end ved andre lægemidler, fordi den kliniske afprøvning er

begrænset til et lille antal patienter. Princippet om ansvar for udviklingsrisici kan

sænke den behandlingsstandard, der tilstræbes af medicinalindustrien, fordi

producenterne så kan drages til ansvar, uanset om de har arbejdet med den nyeste

viden på det højeste videnskabelige niveau.

Forsikringsselskaberne påpeger, at det ikke vil være uden vanskeligheder at prissætte

produktansvarsforsikringer, som dækker udviklingsrisici. Da der er tale om

uberegnelige og ukendte risici, mener man, at det bliver meget svært at dække dem,

og de vil muligvis ikke være medtaget i forsikringspolicerne.

Andre respondenter - især forbrugerorganisationerne - påpeger, at objektivt ansvar

bygger på det anerkendte princip om, at den, der har fordel af farlig virksomhed, skal

godtgøre de ulemper, andre har. Producenten bør derfor også være ansvarlig for

skader, der opstår som følge af risici, som han ikke kunne have opdaget.

De fem medlemsstater, hvor producenten delvist eller generelt er ansvarlig for

udviklingsrisici, har stillet følgende oplysninger til rådighed:

Finland:

Regeringen mente, at sager om udviklingsrisici er yderst sjældne, og har

bestemt, at producenten er ansvarlig i disse sager, fordi der ikke er begrundelse for, at

forbrugerne skal bære disse risici. Forsikringspræmierne er steget, dog kun med få

meromkostninger til følge. På en offentlig høring, som det finske justitsministerium

arrangerede i november 1999, blev det konstateret, at der ikke har været nogen sager

om udviklingsrisici.

Det blev i direktivet erkendt, at der findes særregler om ansvar, og bestemt, at de kan gælde

side om side med direktivet (jf. artikel 13 og 13. betragtning).

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Luxembourg:

I henhold til den retspraksis, der fandtes, inden direktivet blev

vedtaget, var producenten også ansvarlig for udviklingsrisici. Luxembourg havde

udnyttet muligheden for at bibeholde denne ordning. Der findes ingen oplysninger om

særlige problemer i denne forbindelse.

Spanien:

At gøre producenten ansvarlig for udviklingsrisici ved fødevarer og

lægemidler blev begrundet med, at der er tale om områder, der ligger offentligheden

nært på sinde, og at risiciene er sandsynlige på disse områder. Hvilken effekt det har

haft på industrien (forsikringspræmierne), er ukendt.

Frankrig:

Efter de traditionelle ansvarsregler kan en defekt, som producenten ikke

kunne have opdaget, ikke begrunde, at han fritages for ansvar. Af etiske årsager er

producenten efter den franske lov, der gennemfører direktivet, ansvarlig for

udviklingsrisici ved bestanddele af det menneskelige legeme og ved produkter, der er

afledt heraf. Man er ganske vist klar over, at denne bestemmelse bereder

forsikringsselskaberne vanskeligheder, men der foreligger ingen konkrete oplysninger

herom.

Tyskland:

Man anvendte allerede princippet om objektivt ansvar, herunder ansvar for

udviklings- og produktionsrisici ved lægemidler, inden direktivet blev vedtaget. Den

tyske lægemiddellov indeholder bestemmelser herom, der er begrundet i, at

lægemidler har direkte virkninger for det menneskelige legeme. Der er et loft over

ansvaret for udviklingsrisici, så producenten kun hæfter for beløb op til 500 000 DEM

pr. sag og op til 200 mio. DEM pr. lægemiddel eller 12 mio. DEM pr. produkt pr. år i

sager om pensionsydelser. Der foreligger ingen oplysninger om de praktiske

konsekvenser og kun meget lidt retspraksis på området.

Der foreligger kun få oplysninger om, hvad det i praksis vil betyde for industrien og

forsikringsselskaberne, hvis producenten gøres ansvarlig for udviklingsrisici. Der

foreligger ingen nærmere oplysninger om de nationale domstoles domme i sager om

anvendelsen af undtagelsesbestemmelsen for udviklingsrisici. At dømme efter de få

kendte sager er det i praksis ikke så let for producenten at bevise, at det ikke var

muligt at opdage defekten på grundlag af den viden, der var tilgængelig på det

tidspunkt, da han bragte produktet i omsætning, og dermed at blive ansvarsfri.

Sandsynligheden for skader som følge af udviklingsrisici synes at være størst i

følgende sektorer: lægemidler, kemiske stoffer, genetisk modificerede organismer og

fødevarer.

Kommissionen spurgte i grønbogen, om skader, der forårsages af udviklingsrisici, bør

betales af samfundet som helhed (via en erstatningsfond, der støttes af offentlige

midler) og/eller af den enkelte produktionssektor (via en fond, som sektorens

medlemmer er forpligtet til at bidrage til).

Svarene er delte i dette spørgsmål. Nogle respondenter går ind for, at der oprettes en

erstatningsfond for de mest udsatte sektorer. Erfaringerne viser, at det er bydende

nødvendigt med deltagelse fra det offentliges side, når skaden har et stort omfang,

hvor der så er blevet oprettet offentlige fonde til hjælp for de skadelidte (se sagerne i

punkt 2.2., f.eks. HIV-sagen). Det kan diskuteres, om en sådan deltagelse ikke bør

være undtagelsen. Arbejdet bør derfor allerførst koncentrere sig om at oprette en fond

med midler fra virksomhederne i den pågældende sektor. Andre respondenter mener,

at det bør være op til den enkelte medlemsstat, om der skal dannes erstatningsfonde.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

I nogle lande har industrien allerede oprettet erstatningsfonde. I Tyskland indgik

medicinalindustrien og forsikringsselskaberne - pga. ansvarsloftet på 200 mio. DEM

pr. produkt - en aftale om at oprette den såkaldte Pharmapool. Producenterne betaler

en fast procentdel af omsætningen (beregnet ud fra tre risikogrupper) i en fælles pulje,

hvor alle tyske forsikringsselskaber, der tegner forsikringer til medicinalindustrien, er

repræsenteret. Til gengæld hæfter forsikringsselskaberne solidarisk for dækningen.

Siden Pharmapool blev oprettet, er der sket udbetaling én enkelt gang, nemlig

55 mio. DEM i erstatning til de blødere, der blev smittet med HIV via inficerede

blodprodukter. I 1981 blev præmierne nedsat, da der ikke var gjort krav gældende

mod puljen.

I Sverige indførte man i 1978 en frivillig ordning for skader som følge af lægemidler.

Ordningen finansieres af en fast procentdel af producenternes omsætning og forvaltes

af forsikringsselskaberne. Den blev indført, fordi man ikke forventede, at den

nationale sociale sikringsordning ville få godtgjort de beløb, der var udbetalt til

skadelidte.

I Finland har man siden 1990 haft en frivillig lægemiddelforsikring. For epidemiske

skader er der fastsat et loft på 100 mio. FIM om året.

Efter dansk lov ydes der erstatning for personskade, der er forårsaget af lægemidler

(lægemiddelskader), uden bevis for skyld eller ansvar, hvis lægemidlet er udleveret til

patienten efter den 31. december 1995. Erstatningsordningen forvaltes af

Patientforsikringsforeningen og finansieres ved at nedsætte det offentlige tilskud til

medicin. Der blev fremsat to erstatningskrav i perioden 1998-2000.

At dømme efter de disponible oplysninger er der kun yderst sjældent gjort brug af de

nævnte erstatningsordninger - og da kun ved mindre skader.

3.2.3. Ansvarsgrænser

Grønbogen behandlede to emner under denne overskrift: I henhold til direktivets

artikel 9 er producenten ikke ansvarlig for tingsskade, der beløber sig til under

500 EUR. Denne undergrænse eller selvrisiko blev i 1985 indført for at undgå et stort

antal tvister

. De berørte parter blev bedt om at oplyse, hvor mange procent af

sagerne der vedrører tingsskade til en værdi af under 500 EUR.

En række respondenter går ind for at afskaffe selvrisikoen på 500 EUR. De fremfører,

at forbrugerne ofte påføres tingsskade til en værdi under denne grænse og derfor går

glip af erstatning i disse sager. Der foreligger kun få konkrete oplysninger: i Finland

er der indbragt 71 sager for forbrugerklagenævnet mellem den 1. januar 1993 og den

22. november 1999, hvoraf 13 vedrørte tingsskade til under 500 EUR.

Andre respondenter går ind for at bevare den gældende ordning. Selvrisikoen er efter

deres mening forholdsvist lav og forfordeler ikke forbrugerne urimeligt. De mener

dog, at denne type klagesager er forbundet med urimeligt høje sagsomkostninger. De

gør gældende, at skaden som oftest dækkes af forbrugerens indboforsikring.

Jf. direktivets 9. betragtning.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

At dømme efter de få oplysninger, der findes, vil en afskaffelse af selvrisikoen

muligvis medføre en kraftig stigning i antallet af sager mod producenterne, herunder

SMV'erne. Det kan undgås ved at fremme udenretslig bilæggelse i mindre

erstatningssager.

Det andet emne vedrører den mulighed, medlemsstaterne i henhold til direktivets

artikel 16, stk. 1, har til at fastsætte en økonomisk overgrænse for en producents

samlede ansvar for personskade, som er forårsaget af identiske genstande med samme

defekt. Loftet skal dog være på mindst 70 mio. EUR. Lovgiver betragtede i 1985 dette

loft som midlertidigt og vedtog, at Kommissionen efter ti år bør aflægge rapport om,

hvorledes anvendelsen af denne mulighed har påvirket beskyttelsen af forbrugerne og

det indre markeds funktion (artikel 16, stk. 2). På baggrund af Kommissionens rapport

ville Rådet så afgøre, om den økonomiske overgrænse skulle afskaffes.

Tre medlemsstater (Tyskland, Spanien og Portugal) har indført økonomiske

overgrænser.

Tyskland

blev loftet på 160 mio. DEM begrundet med, at det objektive ansvar bør

begrænses. For lægemidler gælder der særregler med et loft på 200 mio. DEM. Der er

ingen kendte sager, hvor den økonomiske overgrænse har være utilstrækkelig.

Spanien

er der et loft på 10 500 mio. ESP. Der er endnu ingen kendte sager, hvor

skadelidte på grund af disse regler ikke har fået erstatning.

Portugal

er der ved lov fastsat et loft på 10 000 mio. PTE. Der foreligger ingen

oplysninger om anvendelsen.

At dømme efter de få disponible oplysninger er den økonomiske overgrænse, som tre

medlemsstater har indført, høj nok til at kunne dække de erstatningskrav, der rejses.

Der er ingen oplysninger, der viser, at disse landes anvendelse af muligheden i

direktivets artikel 16, stk. 1, har nogen større indvirkning på det indre markeds

funktion.

3.2.4. Ansvarsperiode og forældelsesfrist

Producentens ansvar ophører ti år efter den dag, da han bragte produktet i omsætning,

medmindre der er uafsluttede erstatningssager eller verserende retssager

(ansvarsperiode). For at kunne gøre erstatningskrav gældende over for en producent

for skade, der er forårsaget af et defekt produkt, skal det ske senest tre år efter den

dag, da klageren har fået eller burde have fået kendskab til skaden, defekten og

producentens identitet (forældelsesfrist). Denne begrænsning af ansvaret er primært

begrundet i, at det objektive ansvar vejer tungere for producenten end det traditionelle

kontraktlige ansvar eller ansvar uden for kontraktforhold. Ansvaret er derfor

tidsbegrænset, så man ikke hæmmer den teknologiske innovation, og man sikrer

forsikringsdækning.

Kommissionen spurgte i grønbogen, om tiårsreglen bør ændres generelt eller for visse

produkter eller sektorer, og om de dermed forbundne omkostninger kan eller bør

bæres af industrien og forsikringssektoren.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Én gruppe respondenter mener, at tiårsreglen bør bevares. De lægger vægt på behovet

for retssikkerhed og fremfører, at det ellers vil være svært at få forsikringsdækning for

en længere periode, eller at forsikringspræmierne i hvert fald vil stige. De mener, at

det er lettere for skadelidte at opnå erstatning efter reglerne om objektivt ansvar, og at

tidsbegrænsningen derfor er velbegrundet. Desuden har skadelidte mulighed for at

rejse krav mod producenten i længere tid (op til 30 år) efter andre ansvarsordninger.

Andre går ind for, at ansvarsperioden forlænges, i hvert fald for sektorer som f.eks.

fødevarer, lægemidler, landbrugsprodukter og produkter til brug i særlig lang tid. I

disse sektorer menes der at være en latent risiko for skade, som først viser sig længe

efter, at produktet er bragt i omsætning

. En tredje gruppe foreslår, at tiårsreglen

begynder at løbe den dag, da produktet første gang udleveres til forbrugeren, eller at

ansvarsperioden tilpasses til produktets forudsigelige anvendelsestid.

I henhold til direktiv 92/59 om produktsikkerhed i almindelighed

må der kun

markedsføres sikre produkter. Begrebet "sikkert produkt" går på produktets

forudsigelige anvendelsestid. Det skal dog bemærkes, at direktiv 92/59 og direktiv

85/374 supplerer hinanden: det første direktiv garanterer, at der kun markedsføres

sikre produkter (forebyggelse), og det andet direktiv fastsætter reglerne for, hvordan

der ydes erstatning for personskade og tingsskade, der opstår som følge af et defekt

produkt (skadeserstatning). Det er derfor rimeligt, at tidsgrænsen for producentens

ansvar er en anden end den, der gælder for produktsikkerhed i almindelighed.

Der findes hverken oplysninger om de praktiske konsekvenser af tiårsreglen eller

konkrete data om, hvilke økonomiske konsekvenser det vil få for industrien og

forsikringssektoren, hvis tidsgrænsen forlænges.

3.2.5. Forsikringspligt

Producenterne er ikke i dag forpligtet til at have nogen som helst finansiel dækning.

De har ikke pligt til at tegne en produktansvarsforsikring for et beløb, der kan dække

eventuel skade, der forårsages af et defekt produkt.

Kommissionen bad i grønbogen om at få oplyst, hvilke erfaringer der findes på dette

område, og om man har kendskab til tilfælde, hvor manglende forsikring har medført,

at skadelidte ikke fik udbetalt erstatning, og om der er behov for en yderligere indsats.

Nogle respondenter mener, at forsikringsspørgsmålet bør overlades til producenterne.

De fremfører to argumenter: for det første er der ingen kendte sager, hvor det på

grund af manglende forsikringsdækning ikke har været muligt at opnå erstatning, og

for det andet vil producenter af lavrisikoprodukter komme til at betale en del af

udgifterne i forbindelse med farligere produkter, hvis alle sektorer pålægges

forsikringspligt. Andre går ind for, at der er forsikringspligt i de sektorer, der af

forsikringsselskaberne betegnes som risikosektorer.

At dømme efter de disponible oplysninger har det ikke voldt praktiske problemer, at

der ikke findes særlige regler om forsikringsdækning. Det bør undersøges nærmere,

I Frankrig har der været en sag, hvor kvinder under deres graviditet fik medicin, der påførte

deres børn fysisk skade, som dog først viste sig, da børnene var i puberteten.

EFT L 228 af 11.8.1992, s. 24.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

om producenterne i de sektorer, hvor ansvarsrisikoen er høj, i praksis allerede selv

sørger for en forsikringsdækning, eller om der er behov for en yderligere indsats.

3.2.6. Åbenhed og gennemsigtighed

Direktivet indeholder ikke for øjeblikket bestemmelser om, hvordan gennemførelsen

kan gøres mere gennemsigtig, f.eks. ved hjælp af en ordning for indsamling af

oplysninger om produktansvarssager. Producenterne har ikke pligt til at føre bog over

de erstatningskrav, der rejses mod dem, og heller ikke de nationale myndigheder har

pligt til at indsamle oplysninger om de anmeldte sager.

Kommissionen spurgte i grønbogen, om direktivet bør revideres med henblik på at

indføre et middel, der kan gøre den måde, hvorpå de erhvervsdrivende anvender dets

bestemmelser, mere gennemsigtig ved at identificere de sager, der vedrører defekte

produkter, som stadig er i handelen.

På spørgsmålet om, hvordan man kan få afklaret, hvilke defekte produkter der stadig

er i handelen, foreslår nogle respondenter, at der oprettes en ordning med krav om, at

producenter af defekte produkter indberetter alle relevante oplysninger til en central

instans. En anden gruppe henviser til direktiv 92/59 om produktsikkerhed i

almindelighed.

mener,

dette

direktiv

nationale

gennemførelsesbestemmelser allerede garanterer, at der kun bliver markedsført sikre

produkter, og at eventuelle usikre produkter, der konstateres i handelen, trækkes eller

kaldes tilbage fra markedet.

Nogle respondenter er imod, at man offentliggør enkeltheder om produktansvarssager.

De har to hovedargumenter: for det første kan udførlige oplysninger om konkrete

sager i visse tilfælde svække forbrugerens position, når der skal forhandles

erstatningsbeløb, og for det andet kan flere oplysninger om produktansvarssager

medføre, at der rejses ubegrundede erstatningskrav.

Det må undersøges nærmere, om producentens forpligtelse i henhold til direktiv 92/59

til at føre løbende kontrol med de markedsførte produkter, herunder bl.a. til at kalde

og trække usikre produkter tilbage fra markedet, er gennemført korrekt.

3.2.7. Leverandørens ansvar

Grønbogen behandlede to emner under denne overskrift: anmeldelsesproceduren og

leverandørens ansvar.

Formel anmeldelse til leverandøren:

I direktivets artikel 3, stk. 3, hedder det:

"Såfremt producenten af et defekt produkt ikke kan identificeres, anses enhver

leverandør af et produkt for dets producent, medmindre leverandøren inden for et

rimeligt tidsrum oplyser skadelidte om producentens identitet eller om identiteten af

den person, som har leveret produktet til ham. Det samme gælder, endog selv om

producentens navn er angivet, for indførte produkter, der ikke angiver identiteten" af

importøren. Skadelidte skal derfor formelt anmelde skaden til leverandøren, som så

I direktivet artikel 3, stk. 3, anvendes begrebet "leverandør" for en person, der leverer det

markedsførte produkt til forbrugeren. Denne definition anvendes også her i rapporten.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

inden for et rimeligt tidsrum skal oplyse producentens eller den tidligere leverandørs

identitet.

Kommissionen spurgte i grønbogen, om leverandøren bør oplyse producentens

identitet for skadelidte inden for en maksimumsfrist.

Mange respondenter mener, at der bør fastsættes en tidsfrist, fordi det nuværende

udtryk "rimeligt tidsrum" kan fortolkes forskelligt i medlemsstaterne. Nogle foreslår

en frist på én måned, andre tre måneder.

Medlemsstaterne anvender efter alt at dømme udtrykket "rimeligt tidsrum" med visse

variationer. Der foreligger ingen oplysninger om, hvilke praktiske konsekvenser disse

forskelle har. Der er ikke for øjeblikket nogen åbenlys grund til en harmonisering.

Omfanget af leverandørens ansvar:

Direktivet bygger på princippet om, at det er

producenten, der er ansvarlig for skade, der opstår som følge af en defekt ved hans

produkt. I direktivets artikel 3, stk. 1, defineres producenten som "fabrikanten af et

færdigt produkt, producenten af en råvare eller fabrikanten af et delprodukt, samt

enhver person, der ved at anbringe sit navn, mærke eller andet kendetegn på produktet

udgiver sig for at være dets producent".

Derimod er erhvervsdrivende, der fungerer som almindelige leverandører, kun

ansvarlige i tre tilfælde: når de har indført produktet i EU (i den i direktivets artikel 3,

stk. 2, omhandlede betydning), og - under visse omstændigheder - når skadelidte ikke

er i stand til at identificere producenten af produktet, eller når importørens identitet

ikke er angivet på produktet (artikel 3, stk. 3).

Kommissionen spurgte i grønbogen, om direktivet bør kunne anvendes på enhver

erhvervsdrivende i afsætningskæden, når deres aktivitet har påvirket de

sikkerhedsmæssige egenskaber ved et markedsført produkt.

Én gruppe respondenter henviser til direktiv 92/59, hvis definition af producenten

også omfatter andre erhvervsdrivende i afsætningskæden, "for så vidt deres

virksomhed kan påvirke de sikkerhedsmæssige egenskaber ved et markedsført

produkt". Det vil sige, at de øvrige led i afsætningskæden også har pligt til at sikre, at

der kun markedsføres sikre produkter, og til at tage del i den løbende kontrol med de

markedsførte produkter. Ansvarsreglerne efter direktiv 85/374 bør udvides i

overensstemmelse hermed. Det er ikke alle respondenter, der har præciseret, om de

mener, at leverandørens ansvar bør være ubegrænset (så leverandøren også er

ansvarlig for fabrikationsfejl) eller kun bør omfatte leverandørspecifikke aktiviteter

som f.eks. ompakning, transport eller lagring.

Andre respondenter er modstandere af princippet om leverandøransvar. Som

hovedargument anfører de, at det er svært at anvende princippet om objektivt ansvar

på leverandøren. Hvis leverandøren bliver ansvarlig for defekter, der opstår som følge

af lagring eller transport, svarer det stort set til et sædvanligt culpaansvar. Desuden vil

det være svært at afgøre, hvem der er ansvarlig (producenten eller leverandøren), og

at føre bevis for defekten, hvis defekten falder ind under leverandørens ansvar.

Direktiv 85/374 tager udgangspunkt i produktionen og markedsføringen af defekte

produkter, og det berettiger ikke til at pålægge leverandøren et fuldt ansvar, dvs. også

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

hvor der er tale om en defekt, der allerede fandtes på det tidspunkt, da produktet blev

bragt i omsætning.

Direktiv 92/59 tager som nævnt sigte på forebyggelse - og direktiv 85/374 på

skadeserstatning. Selv om disse to funktioner supplerer hinanden, betyder det ikke, at

reglerne behøver at være identiske i alle henseender. Det gælder f.eks. i spørgsmålet

om, hvorvidt de forpligtelser, der påhviler leverandøren i henhold til direktivet om

produktsikkerhed i almindelighed,

ipso facto

kan overføres til produktansvar. Direktiv

85/374 bygger på det grundlæggende princip om, at producenten har et objektivt

ansvar for et defekt produkt, og at leverandøren kun er ansvarlig, hvis det ikke er

muligt at fastslå producentens identitet. Direktivet erkender dermed, at leverandøren

kun er ansvarlig i undtagelsestilfælde.

Der har efter alt at dømme været forholdsvist få sager, hvor defekten er opstået som

følge af leverandørens aktivitet (primært fødevarer og landbrugsprodukter), men der

foreligger ingen konkrete oplysninger. Der foreligger heller ingen oplysninger om,

hvorvidt forbrugerne har opnået skadeserstatning i disse tilfælde, eller hvorvidt de var

i stand til at finde frem til producenten. Der synes ikke for øjeblikket at være basis for

en grundlæggende ændring, hvor ansvaret placeres på leverandøren i andre tilfælde

end dem, der er fastsat i direktivets artikel 3, stk. 3.

3.2.8. Produkter, der er omfattet af direktivet

Direktivet finder kun anvendelse på produkter

, dvs. alle løsøregenstande, uanset om

de er bestemt til privat eller anden brug, herunder også elektricitet.

Kommissionen spurgte i grønbogen, om direktivet også bør finde anvendelse på fast

ejendom.

De fleste respondenter har besvaret dette spørgsmål negativt. En række medlemsstater

har særlige regler om ansvar for bygninger. I andre medlemsstater garanterer

aftaleretten, at der kan rejses erstatningskrav, hvis der opstår problemer i forbindelse

med en bygning. Direktivet fastsætter, at producenten er ansvarlig for defekter ved

produkter, der er fremstillet ved industriel masseproduktion. Direktivet gælder derfor

også for byggeprodukter, der er indgår i fast ejendom. Fast ejendom er imidlertid en

selvstændig tjenesteydelse, der kræver andre regler.

At dømme efter de foreliggende oplysninger bør direktivet ikke udvides til også at

gælde for fast ejendom.

3.2.9. Skader, der er omfattet af direktivet

I direktivets artikel 9 defineres "skade" som personskade, herunder død, og

tingsskade, forudsat at den pågældende ting ikke er bestemt til brug i erhvervsøjemed.

Skade på selve det defekte produkt

er ikke omfattet.

Kommissionen overvejer at iværksætte et særligt initiativ for defekte tjenesteydelser, jf.

Kommissionens meddelelse med titlen "Handlingsplan for forbrugerpolitikken 1999-2001"

(KOM(1998) 696 af 1.12.1998).

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Grønbogen behandlede tre spørgsmål i denne sammenhæng:

Direktivet finder ikke for øjeblikket anvendelse på immateriel skade (ikke-økonomisk

skade, ideel skade, psykisk skade osv.), selv om der er taget højde herfor i de fleste

medlemsstaters lovgivning. De berørte parter blev spurgt, om de mener, at direktivet

bør udvides til også at omfatte immaterielle skader.

Meningerne er delte i dette spørgsmål. Respondenterne bekræfter, at bestemmelserne

om objektivt ansvar allerede for de fleste medlemsstaters vedkommende omfatter

immaterielle skader. Der er dog forskel i definitionerne og i den praktiske anvendelse,

f.eks. hvor stor godtgørelse der tilkendes. I Tyskland drøftes det, om den

skadeserstatning, der ydes efter den tyske lov om objektivt ansvar, bør udvides til

også at omfatte godtgørelse for immateriel skade i form af svie og smerte.

Svarene er ikke tilpas detaljerede til, at man kan afgøre, hvorledes det indre markeds

funktion og beskyttelsen af forbrugerne påvirkes af de nationale regler om

godtgørelse for immateriel skade og af, at de ikke har samme anvendelsesområde og

anvendes forskelligt. Det må undersøges nærmere, før der kan drages konklusioner.

Kommissionen spurgte desuden i grønbogen, om direktivet bør udvides til også at

omfatte skader forårsaget af produkter, der normalt er bestemt til brug i

erhvervsøjemed, og derfor også omfatte erhvervsdrivendes skader.

Svarene på dette spørgsmål har generelt været negative. Som hovedargument anføres

det, at en af direktivets målsætninger er at beskytte forbrugerne, og at direktivet kun

bør finde anvendelse på forbrugsgoder. Det fremføres, at erhvervsmæssige brugere

allerede har mulighed for at rejse erstatningskrav efter aftaleretten, eller at de har

dækning for eventuel skade via deres erhvervsforsikring.

At dømme efter de disponible oplysninger bør direktivet ikke ændres på dette punkt.

Kun få respondenter har oplyst, om de mener, at direktivet også bør finde anvendelse

på skade på det defekte produkt. De fremfører, at skade på det defekte produkt

allerede er omfattet af kontrakter.

At dømme efter de for øjeblikket disponible oplysninger bør direktivet ikke udvides

til også at gælde for denne type skade.

3.2.10. Klagemulighederne

Direktivet indeholder ikke for øjeblikket særlige bestemmelser om skadelidtes

klagemuligheder. Skadelidte skal gøre brug af de nationale retsmidler.

Kommissionen spurgte i grønbogen, om der bør indføres særlige ordninger for at

forbedre skadelidtes klagemuligheder, f.eks. søgsmål med påstand om forbud,

specielle ordninger for udenretslig bilæggelse af tvister og/eller kollektive søgsmål.

Produkterstatning falder ind under bestemmelserne om salgsgarantier (jf. direktiv 1999/44/EF

om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed, EFT L 171 af 7.7.1999,

s. 12).

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

En række respondenter mener, at de beføjelser, som de nationale myndigheder efter

direktiv 92/59 har til at trække farlige produkter tilbage fra markedet, garanterer

forbrugerne en passende beskyttelse. Der er efter deres mening ikke basis for at give

enkeltpersoner ret til at anlægge søgsmål med påstand om forbud.

Nogle respondenter går ind for, at der bliver set nærmere på alternative ordninger for

tvistbilæggelse. Andre mener derimod, at de gældende ordninger for udenretslig

bilæggelse af tvister fungerer godt, fordi de fleste erstatningssager afgøres på denne

måde. Indvendingerne mod kollektive søgsmål er af rent formel art: Fællesskabet har

ikke efter EF-traktatens artikel 95 kompetence til at harmonisere de nationale

bestemmelser for civilretlige procedurer. Et andet modargument går på, at der ikke

bør indføres særlige bestemmelser om retssager for én bestemt sektor, da det samme

problem findes på alle forbrugerrelaterede områder.

Der foreligger for de fleste medlemsstaters vedkommende oplysninger om, hvilke

muligheder der er for at anlægge kollektive søgsmål. De kan sammenfattes som

følger:

Portugal

kan den offentlige anklager og forbrugerorganisationer kan intervenere i

sager, når enkeltpersoner har lidt skade.

Østrig

har skadelidte efter de civilretlige regler mulighed for at overdrage

ansvarskravet til en forbrugerorganisation.

Belgien

kan klagere med lignende, men separate krav anlægge søgsmål for samme

domstol og anmode om at få behandlet kravene under samme retsmøde, dog uden at

sagerne forenes.

Grækenland

kan grupper af forbrugere indbringe sager for domstolene.

Danmark

kan flere parter efter retsplejeloven sagsøge og sagsøges under én sag ved

forbrugersager.

Frankrig

kan forbrugerorganisationer efter gældende ret varetage forbrugernes

civilretlige interesser. Det omfatter dog ikke erstatningskrav fra en gruppe skadelidte.

Der findes dermed ingen sager i stil med de amerikanske kollektive søgsmål.

Tyskland

føres der ved serieskader en såkaldt prøvesag, der efterfølgende danner

basis for erstatningen mellem industrien og skadelidte.

Irland

åbner procesreglerne mulighed for, at én eller flere parter, der har samme

interesse i et enkeltkrav, kan optræde som part på alles vegne.

Italien

kan forbrugerorganisationer varetage forbrugernes interesser, dog uden at

kunne handle på vegne af skadelidte.

Finland

har man for et par år siden set på spørgsmålet om kollektive søgsmål.

Forbrugerombudsmanden kan bistå enkeltpersoner for retten, og en særlig fond kan

bære alle sagsomkostninger.

Nederlandene

kan flere parter efter en lov fra maj 1994 anlægge kollektive

søgsmål.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Spanien

kan forbrugerorganisationer anlægge søgsmål på medlemmernes vegne. En

ændring af procesreglerne gør det fra januar 2001 muligt at anlægge kollektive

søgsmål.

Sverige

drøftes det for øjeblikket at indføre regler om kollektive søgsmål, og der

fremsættes muligvis et lovforslag herom.

Det Forenede Kongerige

kan der efter de civilretlige regler anlægges kollektive

søgsmål for domstole i England og Wales

. Det giver én eller flere parter mulighed

for at repræsentere andre og anlægge søgsmål på vegne af andre, der har samme

interesser.

Der er for øjeblikket intet, der tyder på, at der er behov for en særlig indsats, når det

gælder klagemulighederne i produktansvarssager.

3.2.11. Andet

En række respondenter nævner andre spørgsmål, der bør overvejes nærmere. Det

drejer sig om områder, hvor direktivet overlader det til medlemsstaterne at definere

bestemte retlige begreber (f.eks. "bringe i omsætning"

), og hvor medlemsstaterne -

da direktivet helt åbenlyst ikke er entydigt på dette punkt - efter alt at dømme har

vedtaget indbyrdes modstridende gennemførelsesbestemmelser. Et andet spørgsmål

vedrører anvendelsen af defekte produkter i forbindelse med tjenesteydelser. Endelig

rejses også spørgsmålet om, hvorvidt direktivet bør indeholde bestemmelser om

lovkonflikter (fastlæggelse af værnetinget og hvilken lov der skal finde anvendelse).

Disse spørgsmål må undersøges nærmere. De kræver i princippet ingen ændring og

kan behandles enten som led i tilsynet med gennemførelsen af direktivet eller som led

i en informationsudveksling mellem medlemsstaterne om den praktiske anvendelse af

visse bestemmelser.

KONKLUSION

Kommissionen konkluderede i den første rapport om direktivets anvendelse fra 1995,

at erfaringerne stadig var begrænsede og kun blev gjort langsomt. Den

konsekvensanalyse

, rapporten støttede sig på i sine konklusioner, og som der blev

henvist til, beskrev, hvorfor der kun var høstet få erfaringer.

På baggrund heraf fandt Kommissionen det passende at forelægge en grønbog om

produktansvar af følgende årsager: grønbogen skulle klarlægge, på hvilke områder der

var behov for faktuelle oplysninger, og lægge op til en bred og grundig debat om

emnet. Kommissionen modtog utallige reaktioner, som viser, at emnet har kunnet

samle stor interesse.

Den skotske

Law Commission

(retsudvalget) nedstemte forslaget om at indføre denne

mulighed.

Der verserer for øjeblikket en præjudiciel sag bl.a. om dette punkt for EF-Domstolen (sag

C-203/99, Veedfald).

Jf. fodnote 2.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

De berørte parter blev i grønbogen opfordret til at give Kommissionen faktuelle

oplysninger om den praktiske anvendelse i stedet for at give udtryk for rent

principielle holdninger, således at Kommissionen kan begrunde de konklusioner, den

drager, især hvis de indebærer væsentlige ændringer af direktivet.

På grundlag af de disponible oplysninger, der stammer fra svarene på grønbogen samt

andre kilder, kan situationen i medlemsstaterne sammenfattes som følger:

erfaringerne med anvendelsen af direktivet er stadig yderst begrænsede, primært

på grund af to forhold: direktivet blev først gennemført forholdsvist sent i flere

medlemsstater, og medlemsstaterne gør brug af den mulighed, de har efter

direktivets artikel 13, og anvender nationale retsregler om ansvar i og uden for

kontraktforhold eller særregler om ansvar sideløbende med direktivet

at dømme efter de få oplysninger, der findes, har det ikke voldt større problemer at

anvende direktivet

en kosteffektiv ramme bør bibeholdes for at bevare balencen mellem forbruger-

og producentinteresserne.

Generelt adskiller situationen sig ikke fra 1995, da den første rapport blev forelagt.

Det er Kommissionens holdning, at enhver ændring af direktivet bør være begrundet i

objektive kendsgerninger. De oplysninger, der for øjeblikket findes, er ikke

tilstrækkelige til at dage endelige konklusioner. Kommissionen mener derfor ikke, at

tiden er inde til at ændre de gældende ansvarsregler efter direktiv 85/374.

Kommissionen agter dog at træffe en række opfølgende foranstaltninger af to slags:

dels en række foranstaltninger (med mål på kort og mellemlang sigt), som er direkte

forbundet med produktansvar, dels foranstaltninger på andre områder, der supplerer

produktansvar, og som enten allerede løber eller igangsættes i den nærmeste fremtid.

4.1. Opfølgende

produktansvar

foranstaltninger,

som

direkte

forbundet

med

Formålet med grønbogen var at få indsamlet flest mulige faktuelle oplysninger om,

hvordan direktivet fungerer. Trods aktiv deltagelse fra mange berørte parter er det

stadig svært at få et fuldt overblik over situationen i medlemsstaterne. At vurdere

anvendelsen af direktivet i EU er en løbende proces, og man må derfor finde frem til

metoder, der gør det muligt at udfylde de nuværende informationshuller på kort sigt.

Det bør desuden overvejes, hvordan man på mellemlang sigt kan fremme

harmoniseringen af produktansvar på EU-plan.

4.1.1. Foranstaltninger på kort sigt

Kommissionen mener, at en ekspertgruppe for produktansvar kunne være et

pragmatisk og effektivt redskab til at indsamle oplysninger - svarende til det

"observationsorgan", Det Økonomiske og Sociale Udvalg foreslog i sin udtalelse om

grønbogen. Ekspertgruppen skulle bestå af repræsentanter for alle berørte parter,

f.eks. sagkyndige fra de nationale myndigheder, advokater og videnskabsfolk med

dette fagområde, repræsentanter for de forskellige erhvervsgrene og

forsikringssektoren samt forbrugerorganisationerne.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Ekspertgruppen skulle indsamle oplysninger fra alle medlemsstater, særlig om

direktivets anvendelse, den seneste retspraksis på området og eventuelle ændringer i

national lovgivning, der har konsekvenser for produktansvar (f.eks. spørgsmål

vedrørende klagemulighederne). De indsamlede oplysninger kunne offentliggøres på

Internet med henblik på større åbenhed og gennemsigtighed.

Kommissionen mener, at en sådan ekspertgruppe ikke blot vil være en praktisk måde

at få udfyldt informationshullerne på, men også et forum, hvor man løbende kan

drøfte spørgsmål vedrørende produktansvar. I begyndelsen af 2001 forelægges der

nærmere enkeltheder om ekspertgruppen og dens arbejde.

Et andet spørgsmål vedrører indsamlingen af oplysninger om sikre produkter på

markedet. I 1993 blev der oprettet et fællesskabssystem til indsamling af data og

udveksling af oplysninger under det tidligere EHLASS-system (det europæiske

overvågningssystem for ulykker i hjemmet og i fritid). Det fremgik imidlertid ikke af

dette system, hvor mange skader der skyldtes et defekt produkt, fordi alle typer

ulykker i forbindelse med et produkt blev behandlet under ét. Under EF-

handlingsprogrammet vedrørende forebyggelse af personskader

er der oprettet et nyt

fællesskabssystem for indsamling af oplysninger om skader. Der vil blive udviklet

indikatorer for produkt- og tjenesteydelsessikkerhed. Der vil også blive set på, om der

kan medtages yderligere oplysninger, bl.a. om ulykker, der opstår som følge af

defekte produkter.

De oplysninger, Kommissionen har modtaget fra de berørte parter i forbindelse med

grønbogen, skal desuden suppleres af udtalelser fra andre sagkyndige. Kommissionen

agter at få foretaget en undersøgelse af, hvilke økonomiske konsekvenser det efter alt

at dømme vil få, hvis man skærper de nugældende ansvarsregler efter direktiv 85/374.

Kommissionen har i henhold til direktivet en særlig rolle ved vurderingen af dets

indvirkning på de valgmuligheder, medlemsstaterne har i forbindelse med

ansvarsfritagelsen for udviklingsrisici og den økonomiske begrænsning (jf. direktivets

artikel 15, stk. 3, og 16, stk. 2). Den påtænkte undersøgelse bør se på disse to

spørgsmål, da det ikke for øjeblikket er muligt at måle præcist, hvilken indvirkning de

to valgmuligheder har haft på det indres markeds funktion og på beskyttelsen af

forbrugerne.

Formålet med undersøgelsen vil være at vurdere, hvilke økonomiske konsekvenser

det vil få for industrien, forsikringsselskaberne, forbrugerne og samfundet som helhed

(især via de sociale sikringsordninger), hvis princippet om producentansvar også

indføres for udviklingsrisici, og hvis den økonomiske overgrænse afskaffes ved

serieskader. Undersøgelsen bør så vidt muligt bygge på faktuelle oplysninger.

Undersøgelsesresultaterne skal gøre det muligt for Kommissionen at foretage en

realistisk vurdering af omkostninger og fordele ved at skærpe de nugældende

ansvarsregler.

EFT L 46 af 20.2.1999, s. 1.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

4.1.2. Foranstaltninger på mellemlang sigt

Lovgiver mente i 1985, at direktivet blot var første skridt hen imod en virkelig politik

for producentansvar på fællesskabsplan. Det blev bestemt, at det regelmæssigt (hvert

fem år) tages op til revision med henblik på en større harmonisering. Det skal sikre, at

regelsættet er så omfattende, konsekvent, afbalanceret og effektivt som muligt - af

hensyn til skadelidte og producenternes retssikkerhed.

På nuværende tidspunkt kunne det overvejes, om en større harmonisering mellem de

enkelte gældende ansvarsordninger er tilrådelig, og hvad der - hvis det er tilfældet - er

muligt.

Direktivet berører ikke i dag de rettigheder, som skadelidte kan påberåbe sig under

henvisning til retsreglerne om ansvar i og uden for kontraktforhold

(culpaansvar/deliktsansvar) eller under henvisning til særregler om ansvar, der var

gældende i juli 1985 (artikel 13). Det vil sige, at direktivet fastsætter fælles regler om

objektivt ansvar, som medlemsstaterne skal gennemføre i national lov, og som de ikke

kan fravige med strengere retsregler. Skadelidte kan dog i forbindelse med krav mod

producenten af et defekt produkt påberåbe sig andre produktansvarsregler, der måtte

findes i de enkelte medlemsstaterne, for som vidt som forudsætningerne for at kunne

anvende dem er til stede.

Denne mulighed for, at der findes flere ansvarsordninger side om side, kan være én

forklaring på, hvorfor der er anlagt så få søgsmål for de nationale domstole under

henvisning til de nationale bestemmelser, der gennemfører produktansvarsdirektivet.

Det burde egentlig være lettere for skadelidte at anlægge søgsmål under henvisning til

bestemmelserne om objektivt ansvar end under henvisning til andre retsregler. Frem

for alt behøver skadelidte ikke føre bevis for, at producenten har handlet culpøst, som

det er tilfældet ved retsreglerne om ansvar i og uden for kontraktforhold. Ved andre

ordninger er producenten efter alt at dømme fritaget for ansvar, når der ikke foreligger

culpa. Svarene på grønbogen viser dog, at søgsmål i praksis - i hvert fald i nogle

medlemsstater - anlægges under henvisning til forskellige ordninger på én gang og

ikke kun til bestemmelserne om objektivt ansvar.

Desuden synes retspraksis i flere medlemsstater at fortolke producentansvaret ved de

culpabaserede ansvarsordninger meget bredt, så forskellen mellem culpaansvar og

objektivt ansvar udviskes i praksis. Da culpabaserede ansvarsordninger generelt

garanterer en større forbrugerbeskyttelse, bliver parallel anvendelse en praktisk

konsekvens.

I nogle medlemsstater blev reglerne om objektivt ansvar tidligere kun anvendt

undtagelsesvist, og princippet i direktivet var derfor nyt i disse retssystemer. Man må

formode, at skadelidte, der anlægger søgsmål mod producenten af et defekt produkt,

står stærkere i dette tilfælde.

Det er ikke for øjeblikket muligt at bedømme, hvad det i praksis betyder, at de

nationale retsregler, der gennemfører direktivet, anvendes side om side med andre

ansvarsregler. Kommissionen vil derfor iværksætte en undersøgelse for at analysere

og sammenligne de praktiske konsekvenser af de forskellige gældende ordninger i

medlemsstaterne, hvorefter der rejses erstatningskrav for defekte produkter (dvs. de

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

nationale retsregler, der gennemfører produktansvarsdirektivet, de nationale retsregler

om kontraktmæssige forpligtelser, de nationale retsregler om forpligtelser uden for

kontraktforhold og særregler om ansvar). Et vigtigt aspekt vil bestå i at undersøge, på

hvilke punkter de enkelte ordninger adskiller sig fra hinanden (særlig med hensyn til

betingelserne og anvendelsesområdet, bevisbyrdereglerne, hvilke produkter og skader

der er omfattet, undtagelser for producenten, forældelsesfristerne, de økonomiske

overgrænser, erstatningsbeløbenes størrelse og klagemulighederne).

En anden del af undersøgelsen vil handle om fremtidens produktansvarslovgivning.

Der vil blive set på, om det på basis af de nugældende regler i medlemsstaterne er

muligt at indføre en fælles produktansvarsordning i Fællesskabet. I denne forbindelse

gennemgås de forskellige initiativer, der findes inden for obligationsretten, f.eks.

Commission on European Contract Law

(med dr.jur. Ole Lando som formand),

European Group on Tort Law

European Centre on Tort and Insurance Law

Wien.

Undersøgelsen vil give Kommissionen et samlet overblik over alle nugældende

produktansvarsregler og deres praktiske anvendelse i medlemsstaterne. Ved hjælp af

undersøgelsesresultaterne kan Kommissionen så bedømme, hvilken effekt reglerne

om objektivt ansvar efter direktiv 85/374 har haft i praksis, og om det på mellemlang

sigt er påkrævet og muligt at indføre en fælles ansvarsordning for defekte produkter.

4.2.

Opfølgende foranstaltninger på andre områder, der supplerer

produktansvar

Kommissionen har forpligtet sig til at sikre forbrugerne en høj beskyttelse mod

produktrelaterede risici. I denne sammenhæng er direktiv 85/374 om produktansvar

en vigtig faktor. To andre områder har en supplerende funktion: Direktiv 92/59 om

produktsikkerhed i almindelighed og særlige fællesskabsforskrifter om sikkerheden

ved produkter er yderst vigtige, fordi de, hvis de anvendes korrekt, garanterer, at der

kun bringes sikre produkter i handelen, og derfor minimerer risikoen for, at der opstår

ansvarskrav som følge af defekte produkter. Klagemulighederne er en anden vigtig

faktor, når det gælder om at sikre erstatning til forbrugerne i almindelighed og særlig

til personer, der har lidt skade som følge af et defekt produkt. Alle hidtidige tiltag har

været af generel art og har ikke været møntet specifikt på produktansvar. Den aktuelle

situation bekræfter, at denne taktik var korrekt.

Et andet vigtigt område i forbindelse med produktansvar er miljøansvar, som består i

at placere ansvaret for skader på miljøet.

Kommissionen har allerede truffet foranstaltninger på disse områder og agter - som

det fremgår af nedenstående - også at gøre det fremover. Den mener i øvrigt, at disse

foranstaltninger kan bidrage til at øge produktsikkerheden, garantere forbrugerne

rimelige klagemuligheder og bevare miljøet.

4.2.1. Ændring af direktiv 92/59 og gennemførelse af andre direktiver om

produktsikkerhed

Direktiv 92/59 om produktsikkerhed i almindelighed og andre direktiver vedrørende

produktsikkerhed har medført, at der er opnået et højt forbrugerbeskyttelsesniveau i

EU.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

De hidtidige erfaringer har afsløret visse svagheder ved direktiv 92/59, og da der blev

set på direktivets anvendelse, blev det konstateret, at der er behov for større

forbrugerbeskyttelse. Kommissionen vedtog derfor den 29. februar 2000 et forslag om

ændring af direktiv 92/59

Flere af de ændringer, der forslås til direktiv 92/59, sigter mod at gøre tilsynet med

markedet mere effektivt og bestyrker derved det præventive aspekt af

produktsikkerhed. I denne forbindelse bør producenternes og distributørernes

forpligtelser suppleres som følger:

- Producenterne og distributørerne (sidstnævnte inden for grænserne af deres

virksomhed) skal oplyse om eventuelle risici ved produkterne, opbevare og udlevere

den nødvendige dokumentation for produkternes oprindelse og straks orientere de

nationale myndigheder, hvis de konstaterer, at et markedsført produkt er farligt, samt

underrette disse myndigheder om, hvilke forholdsregler de har truffet for at sikre, at

forbrugerne ikke udsættes for risici. Disse oplysninger vil gøre det lettere for de

myndigheder, der fører tilsyn med markedet, at spore de pågældende produkter,

klarlægge, om andre produkter udgør samme risiko, træffe de nødvendige

forholdsregler og underrette myndighederne i de øvrige medlemsstater, når det er

hensigtsmæssigt.

- Producenterne og distributørerne skal arbejde sammen med de nationale

myndigheder om de foranstaltninger, der træffes for at afhjælpe de risici, der er

forbundet med de produkter, de leverer eller har leveret. Det vil gøre det muligt

hurtigt at spore farlige produkter i nødsituationer og at organisere tilbagetrækningen

fra markedet.

- Ud over at trække farlige produkter tilbage fra markedet, når dette er påkrævet af

hensyn til forbrugerne, skal producenterne tilbagekalde produkter, der allerede er

udleveret til forbrugerne, når det ikke på anden måde er muligt at forhindre de

pågældende risici.

- Producenterne skal på en hensigtsmæssig og effektiv måde advare forbrugerne om,

hvilke risici der er forbundet med produkter, de har købt.

Andre ændringer tager sigte på at styrke medlemsstaternes beføjelser i forbindelse

med markedstilsyn og håndhævelse. Nærmere betegnet skal disse ændringer:

- sikre, at der i det omfang, det er nødvendigt, anvendes effektive, forholdsmæssige

og afskrækkende sanktioner

- sikre, at alle medlemsstater

markedstilsynsstrategier

etablerer

systematiske

koordinerede

- sikre, at markedstilsynsordningerne fungerer på en gennemskuelig måde, og at

forbrugerne og andre berørte kan få indsigt heri

- sikre, at Kommissionen foretager en regelmæssig vurdering af de resultater, der

opnås ved hjælp af medlemsstaternes markedstilsynsordninger

KOM(2000) 139 endelig/2 af 15.6.2000.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

- etablere en ramme for systematisk samarbejde mellem de håndhævende

myndigheder i medlemsstaterne

- styrke de relevante myndigheders håndhævelsesbeføjelser, navnlig i forbindelse

med:

- tilbagekaldelse af farlige produkter, der allerede er udleveret til forbrugerne

og hensigtsmæssig forbrugerinformation om risiciene ved disse produkter

- et midlertidigt forbud mod at markedsføre bestemte produkter, mens der

foretages en kontrol og vurdering af risikoen herved

- en hurtig indsats i tilfælde af alvorlige risici, der kræver umiddelbar eller

hurtig indgriben eller fjernelse af begrænsninger i formidlingen af oplysninger om

disse risici.

Markedstilsyn er et vigtigt redskab til at håndhæve fællesskabsforskrifterne

vedrørende produktsikkerhed (bl.a. i forbindelse med lægemidler, kemiske stoffer,

kosmetiske produkter, medicinsk udstyr, maskiner og elektrisk udstyr). Der erindres

om, at markedstilsyn skal gøre det muligt at kontrollere, at bestemmelserne i de

gældende direktiver er overholdt på samme grundlag i alle medlemsstater. Det

garanterer forbrugerne og brugerne et højt beskyttelsesniveau og fremmer frie

varebevægelser i det indre marked, fordi det sætter en stopper for illoyal konkurrence

og produkter, der ikke opfylder bestemmelserne. Medlemsstaternes myndigheder har

pligt til at etablere og gennemføre markedstilsyn på en måde, der er effektiv, dvs. med

en tidssvarende infrastruktur og passende ressourcer. For at markedstilsynet kan være

så effektivt som muligt, opfordrer Kommissionen til administrativt samarbejde

mellem de kompetente nationale myndigheder.

4.2.2. Initiativer vedrørende klagemulighederne

Kommissionen har siden 1980'erne i forbindelse med virkeliggørelsen af det indre

marked stået over for en ny udfordring, nemlig at fremme mere effektive

klagemuligheder på grund af problemets grænseoverskridende karakter. I grønbogen

om forbrugernes klagemuligheder og om bilæggelse af tvister på forbrugerområdet

inden for enhedsmarkedet fremsatte Kommissionen en række forslag om, hvordan

individuelle og kollektive tvister på tværs af grænserne kunne løses. Resultatet blev

direktiv 98/27 om søgsmål med påstand om forbud på området beskyttelse af

forbrugernes interesser

, som giver godkendte organer/organisationer (bl.a.

forbrugerorganisationer) mulighed for at indlede søgsmål med påstand om forbud, når

der - til skade for forbrugernes kollektive interesser - er begået en overtrædelse mod et

af de direktiver om forbrugerbeskyttelse, der er anført i bilaget. Kommissionen har

desuden udarbejdet og udsendt en håndbog for den europæiske forbruger i det indre

marked og en vejledning om retshjælp i Den Europæiske Union.

Endvidere har Kommissionen i adskillige år støttet et net af forbrugerkontorer i

grænseområder og et net af centre, der sigter mod at støtte og rådgive forbrugerne om

klagemulighederne i sager på tværs af grænserne. I 1996 vedtog Kommissionen en

EFT L 166 af 11.6.1998, s. 51.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

handlingsplan vedrørende forbrugernes klagemuligheder og bilæggelse af tvister på

forbrugerområdet i det indre marked, hvoraf det fremgår, hvor vigtigt det er med en

fællesskabsindsats i forbindelse med bilæggelse af tvister på forbrugerområdet.

På baggrund af de høringer, der blev foranstaltet i forbindelse med disse initiativer,

vedtog Kommissionen i 1998 en meddelelse om udenretslig bilæggelse af tvister på

forbrugerområdet. Meddelelsen indeholder to initiativer til forbedring af forbrugernes

individuelle klagemuligheder: et klageskema og henstilling 98/257/EF

om de

principper, der finder anvendelse på organer med ansvar for udenretslig bilæggelse af

tvister på forbrugerområdet.

Disse to initiativer skulle bidrage til at løse problemet og fremme enkle, hurtige,

effektive og økonomisk overkommelige retlige tvistbilæggelsesordninger.

Medlemsstaterne blev bedt om at meddele Kommissionen alle udenretslige organer,

der anvender principperne i henstillingen, som derefter blev lagt ud på

Kommissionens netsted. I forlængelse heraf vedtog Kommissionen den

17. marts 2000 et arbejdsdokument om et Europæisk Udenretsligt Net (EEJ-Net), som

fastlægger de nærmere omstændigheder for oprettelsen af dette net til bilæggelse af

tvister på forbrugerområdet.

EEJ-Nettet vil udnytte alle eksisterende alternative tvistbilæggelsesordninger,

medlemsstaterne har meddelt Kommissionen, og som er i overensstemmelse med

principperne i henstilling 98/257/EF. Medlemsstaterne har påtaget sig at etablere

nationale kontaktpunkter (eller "clearingcenter")

. Forbrugere, der har en tvist med

en virksomhed, kan så henvende sig til deres clearingcenter, der vejleder dem og yder

praktisk bistand i at indbringe en klage for et udenretsligt organ i det land, hvor

virksomheden er etableret. Ved grænseoverskridende tvister hjælper clearingcentret

med at klare de vanskeligheder, det volder at finde frem til de udenretslige retsmidler,

f.eks. problemer af sproglig art og manglende information, hvorefter klagen via nettet

ledes videre til det relevante udenretslige organ.

Kommissionen bebudede desuden i handlingsplanen for forbrugerpolitikken 1999-

2001

en række initiativer vedrørende forbrugernes klageadgang. I tråd med

handlingsplanen offentliggjorde den i februar 2000 en grønbog om retshjælp i

civilsager

ved grænseoverskridende tvister. Kommissionen vil i begyndelsen af år

2001 vedtage en Meddelse om udvidelsen af retten til skadeserstatning for forbrugere,

som vil bygge på eksisterende fællesskabsinitiativer og indeholde kriterier, der

opfordrer til valg af og flexibilitet med hensyn til anvendelsen af løsninger, der ikke

kræver domstolenes medvirken.

Siden EF-traktatens artikel 65 trådte i kraft i maj 2000, er Fællesskabets beføjelser

udvidet til også at omfatte det retslige samarbejde i almindelighed. Initiativerne bør

derfor ses som led i det bredere samarbejde, der skal give forbrugerne bedre

klagemuligheder.

EFT L 115 af 17.4.1998, s. 31.

Jf. Rådets resolution af 25. maj 2000 om et fællesskabsdækkende netværk af nationale organer

med ansvar for udenretslig bilæggelse af tvister på forbrugerområdet, EFT C 155 af 6.6.2000,

s. 1.

KOM(1998) 696 af 1.12.1998, s. 21.

KOM(2000) 51 af 9.2.2000.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

I 2001 forelægger Kommissionen en grønbog om alternativ tvistbilæggelse og et

arbejdsdokument om inddrivelse af sagsomkostninger og advokathonorarer. Af andre

områder, hvor Kommissionen agter at iværksætte initiativer, kan nævnes

foranstaltninger, der skal gøre det lettere for forbrugerne at anlægge søgsmål

kollektivt og at fastlægge, hvilken lov der skal anvendes på forpligtelser uden for

kontraktforhold.

4.2.3. Initiativer vedrørende erstatningsansvar for miljøskader

Kommissionen vedtog i februar 2000 en hvidbog om erstatningsansvar for

miljøskader

med det formål at indføre et rammedirektiv om erstatningsansvar for

miljøskader. De planlagte ansvarsregler fastsætter ansvaret for skade på miljøet som

sådant (ved siden af traditionelle skader, dvs. person- og tingsskade), der opstår som

følge af farlig eller potentielt farlig aktivitet. Det må i den forbindelse sikres, at der er

sammenhæng og konsekvens i forhold til direktiv 85/374. Derfor skal det afklares,

hvilke regler der skal gælde i sager, hvor direktiv 85/374 og de planlagte

miljøansvarsregler kunne tænkes at overlappe hinanden. Spørgsmålet kræver særlig

omtanke i forbindelse med genetisk modificerede organismer. Direktiv 85/374

placerer allerede - som ændret ved direktiv 1999/34 - ansvaret for skader, som

genetisk modificerede organismer påfører personer og ting. Den planlagte

miljøansvarsordning bør supplere dette aspekt og tilmed omfatte skade, der opstår på

miljøet som følge af genetisk modificerede organismer.

Kommissionen vil også fremover holde øje med gennemførelsen og effekten af

direktiv 85/374 i overensstemmelse med sin forpligtelse i artikel 21 til regelmæssigt at

aflægge rapport for Rådet og Parlamentet. På baggrund af resultaterne af denne

rapport agter Kommissionen at etablere et forum for løbende dialog og

informationsudveksling mellem de berørte parter om spørgsmål vedrørende

produktansvar. Resultaterne af de to undersøgelser vil supplere de oplysninger, der

foreligger i dag, og gøre det muligt for Kommissionen at vurdere, om det er

nødvendigt og muligt at indføre skærpede fælles ansvarsregler for defekte produkter.

Sideløbende hermed vil Kommissionen fremsætte forslag om ledsageforanstaltninger

inden for produktsikkerhed i almindelighed, klagemuligheder for forbrugerne og

erstatningsansvar for miljøskader.

KOM(2000) 66 af 9.2.2000.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

FINANSIERINGSOVERSIGT

FORANSTALTNINGENS BETEGNELSE

Rapport om gennemførelsen af direktiv 85/374 om produktansvar.

BUDGETPOST

B5-30001

RETSGRUNDLAG

Artikel 21 i direktiv 85/374 om produktansvar foreskriver, at Kommissionen hvert

femte år tilsender Rådet en rapport om gennemførelsen af bestemmelserne i

direktivet.

4.1

BESKRIVELSE AF FORANSTALTNINGEN

Foranstaltningens generelle formål

På nuværende tidspunkt er der kun begrænset information tilgængelig om hvordan

fællesskabslovgivningen om produktansvar indvirker på det indre marked og på

forbrugerbeskyttelsen. Denne rapport vil indkredse de områder, hvor der stadig

mangler information om gennemførelsen af lovgivningen om produktansvar i

medlemsstaterne.

4.2

Foranstaltningens varighed og nærmere bestemmelser for dens

fornyelse

Foranstaltningens varighed er begrænset til fem år.

Ifølge artikel 21 i direktiv 85/374, skal Kommissionen i år 2005 forelægge Rådet en

rapport om gennemførelsen af bestemmelserne i direktivet samt i givet fald forelægge

Rådet passende forslag.

5.1

5.2

KLASSIFIKATION AF UDGIFTERNE/INDTÆGTERNE

Ikke-obligatoriske udgifter

Differentierede overslag

UDGIFTERNES/INDTÆGTERNES ART

Rekvirering af undersøgelser.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

7.1

FINANSIELLE VIRKNINGER

Beregningsmetode for de samlede omkostninger ved foranstaltningen

(forholdet mellem de enkelte omkostningsposter og de samlede

omkostninger)

Driftomkostninger (betaling for undersøgelser) vil udgøre EUR 0,5 mio.

Alle udgifter til ekstra aktiviteter nævnt i rapporten på områder, som ikke er direkte

forbundet med produktansvarsområdet er allerede blevet, eller vil blive, behandlet i

særlige finansieringsoverslag.

7.3

Aktionsudgifter til undersøgelser, eksperter m.m. opført i budgettets del

FB 0,5 mio. EUR (løbende priser)

2001

2002

2003

2004

2005

2006

I alt

0,5

Undersøgelser

0,5

I alt

0,5

7.4

Forfaldsplan for forpligtelsesbevillinger/betalingsbevillinger

FB i mio. EURO

2001

2002

2003

2004

2005

2006

I alt

0,5

Forpligtelsesbevillinger

Betalingsbevillinger

Undersøgelser

I alt

0,5

0,21

0,29

0,5

FORHOLDSREGLER

MOD

RESULTATER HERAF)

SVIG

(OG

FORVENTEDE

De regler og procedurer, der gælder for indkøb af varer og tjenesteydelser for De

Europæiske Fællesskaber, vil blive strengt overholdt i henhold til budgetforordningen

for De Europæiske Fællesskabers almindelige budget, forordningen om

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

fremgangsmåder for gennemførelsen af budgetforordningen og i henhold til interne

regler.

9.1

OPLYSNINGER OM COST/EFFECTIVENESS

Særlige og kvantificerbare mål, målgruppe

Lovgivning om producentansvar har en stor indvirkning på producenter og

leverandører såvel som betydelige konsekvenser for forbrugere. Derfor kan endog

mindre ændringer i den eksisterende lovgivning om produktansvar få vigtige følger.

Undersøgelser synes at være det mest effektive middel til at opnå en

sammenhængende analyse af situationen i alle 15 medlemsstater.

9.2

Begrundelse for foranstaltningen

Kommissionen overvåger hvordan det indre marked fungerer på hele fælleskabets

område. På nuværende tidspunkt er der kun begrænset information tilgængelig om,

hvordan fællesskabslovgivningen om produktansvar indvirker på det indre marked og

på forbrugerbeskyttelsen. Formålet med de foreliggende foranstaltninger er at

indsamle den manglende information med hjælp fra eksterne eksperter. Disse

foranstaltninger er en del af den løbende vurdering af hvorvidt lovgivningen om det

indre marked virker efter hensigten. De vil belyse om denne lovgivning når sine mål

og fungerer korrekt samt hvorvidt ændringer er påkrævet.

9.3

Opfølgning og evaluering af foranstaltningen

Dette er en del af den pågående overvågning af det indre marked og særligt af

overvågningen af gennemførelsen af direktiv 85/374, som Kommissionen skal

indlevere en rapport om hvert femte år.

10.

UDGIFTER TIL ADMINISTRATION

BUDGETS DEL A, SEKTION III)

(DET

ALMINDELIGE

De nødvendige administrative og personalemæssige ressourcer er dækket af den

ansvarlige tjenestes eksisterende budget.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

10.1

Indvirkningen på antallet af stillinger

Antal ansatte, der skal tilknyttes

forvaltningen af foranstaltningen

faste stillinger

midlertidige

stillinger

heraf

Varighed

Stillingstype

ved

anvendelse af

eksisterende

ressourcer i det

pågældende

generaldirek-

torat eller den

pågældende

tjeneste

0,54

0,16

ved anvendelse

af yderligere

ressourcer

Tjenestemænd eller

midlertidigt ansatte

0,54

0,16

Andre ressourcer

I alt

0,7

10.2

De supplerende

indvirkning

menneskelige

ressourcers

samlede

finansielle

(EUR)

Beløb

Tjenestemænd

Midlertidigt ansatte

Andre ressourcer (anfør

budgetpost)

I alt

378.000

Beregningsmetode

0,7 (to-tredjedels tjenestemand pr . år) x EUR 108.000 x 5 år

10.3

Forøgelse af andre driftsudgifter som følge af foranstaltningen, bl.a.

udgifter til udvalgs- og ekspertmøder

(EUR)

Budgetpost

(nr. og betegnelse)

A7030 Almindelige

møder

Beløb

Beregningsmetode

111.500

(10 private eksperter x EUR 790 + 5 eksperter fra nationale

myndigheder + EUR 650 = 11.150) x 2 år

I alt

111.500