Europaudvalget 2000-01
S 609
Offentligt
1458559_0001.png
Spm. nr. S 609 - besvaret 29/11-2000
4) Til statsministeren af:
Kristian Thulesen Dahl
(DF):
»Er statsministeren enig i, at Danmark for de samme økonomiske midler vil kunne hjælpe langt flere flygtninge i deres
nærområder frem for at hjælpe dem i Danmark?«
Kristian Thulesen Dahl
(DF):
Jeg oplever tit, at hvis der er et spørgsmål på dagsordenen her i spørgetiden, og spørgeren går lidt uden for emnet,
henholder statsministeren sig til det og siger: Det vil jeg ikke svare på nu, for det er ikke det, der fremgår af spørgsmålet.
Det har vi også oplevet lidt forvirring om tidligere her i dag, og derfor vil jeg gerne bede statsministeren om at lægge
stilen lidt om og i det mindste begynde at svare på de spørgsmål, der stilles, så vi i det mindste kan få en diskussion om
dem.
Her har jeg stillet statsministeren det spørgsmål, om statsministeren ikke er enig i, at hvis vi tog det beløb, vi hjælper
flygtninge for her i Danmark, og brugte det samme beløb i flygtningenes nærområder, ville vi hjælpe langt, langt flere
flygtninge, end tilfældet er. Hvis udgangspunktet er, at man virkelig gerne vil hjælpe mennesker i nød, personligt
forfulgte mennesker, handler det ikke om at hjælpe med en masse integrationsbestræbelser her i det danske samfund,
men om at bruge en stor del af de midler, vi kan sætte af, men som bruges på integration, i de områder, hvor
flygtningene er tæt på deres hjemlande. Dér hjælper vi altså mangefold flere for de samme penge.
Statsministeren
(Poul Nyrup Rasmussen):
Hvis verden bare var så enkel, som hr.
Kristian Thulesen Dahl
gerne vil fremstille den, så det anderledes ud, men så
enkelt er det jo ikke.
Der er fortsat områder i verden, hvor mennesker simpelt hen ikke har en chance for at leve et trygt liv, fordi der sker
personlig forfølgelse og overtrædelse af menneskerettighederne, og derfor er regeringens linje, at det er et både-og. Vi
skal hjælpe mennesker i nærområderne, men vi skal også være parat til som et humanistisk land at åbne vores dør, når et
menneske, der er personligt forfulgt som flygtning, kommer og banker på. Ellers kan vi ikke se hinanden i øjnene, ellers
er vi ikke et humanistisk land.
Jeg ønsker imidlertid, at vi fortsat skal være et sådant, og derfor kan jeg sige til hr. Thulesen Dahl:
Heldigvis kender vi jo også fra vor egen tid adskillige gode eksempler på, at projekter er lykkedes, ikke mindst takket
være EU's indsats på Balkan. Forleden var jeg til et topmøde
i Zagreb i Kroatien, hvor vi for første gang efter Anden Verdenskrig kunne glæde os over, at der nu igen var skabt
fredelige vilkår, så mennesker ikke behøvede at flygte fra det område, men at vi ved fælles hjælp og sammen med
befolkningen dernede kunne opbygge en god fremtid. Det er altså simpelt hen både-og, og jeg synes, Balkan er et godt
eksempel på, at det gode projekt faktisk kan realiseres. Hvis vi fastholder vores humanisme, hvis vi fastholder det, vi står
for, og følger godt op i praksis med økonomisk og praktisk bistand, så når vi det, vi skal.
Kristian Thulesen Dahl
(DF):
Nu står statsministeren naturligvis sin finansminister nær, og derfor kunne det jo godt være, at statsministeren skulle
bede finansministeren om lige at fortælle, hvor stort statsbudgettet er, og hvor mange penge der er at gøre godt med i den
offentlige økonomi, også når vi tager kommuner og amter med, og så se, om det ikke er en lagkage, der faktisk har en vis
begrænsethed i sig, som gør, at man ikke bare kan både-og alle steder, selv om man gerne ville.
Vi kan altid diskutere, hvis humanisme der er størst, men min humanisme går ud på, at det er bedre at hjælpe
300.000 mennesker i f.eks. Afrika end at hjælpe 15.000 afrikanere med de samme penge her i landet eller hjælpe
300.000 mennesker, som må flygte fra Kosovo, i stedet for
15.000 her i landet. Når jeg nævner Kosovo, er det selvfølgelig, fordi vi her fik en præcis beregning fra regeringen, der
sagde, at de 3.000 kosovoalbanere, vi bød her til Danmark, var budgetsat til at koste det danske samfund
158 mio. kr. for �½ år. I den forbindelse spurgte vi gennem Finansudvalget, hvor mange mennesker der kunne hjælpes i
nærområdet for 158 mio. kr., og vi fik at vide, at i den samme periode, altså 6 måneder, kunne vi have hjulpet 60.000
mennesker, altså i forholdet 1 til 20 ifølge regeringens egne beregninger. Derfor synes jeg også , det er mere
humanistisk, når der er så mange flygtninge rundtomkring i verden, som tilfældet er, at hjælpe en større andel ude i
nærområderne i stedet for at tro, at man løser problemet ved at sige, at hvis der er flere, der skal hjælpes af Danmark,
skal de finde nogle menneskesmuglere og se at komme til Danmark i en fart. Mit spørgsmål til statsministeren skal være:
Vil statsministeren - når det nu er både-og for regeringen - nævne de lande, regeringen forhandler med om mulighed for
at oprette flygtningelejre eller -centre el. lign. i nærområderne, så Danmark i højere grad hjælper i de områder? Det må
statsministeren da kunne nævne nogle eksempler på, når han siger, det er et både-og spørgsmål. Hvilke lande forhandler
man med med henblik på at oprette flygtningecentre
i nærområderne til de flygtningeproducerende lande, så vi også hjælper dér?
Statsministeren
(Poul Nyrup Rasmussen):
Mit sidste svar på hr. Thulesen Dahls spørgsmål skal være to ting: For det første er Danmark faktisk et af de lande i
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1458559_0002.png
verden, der hjælper allermest i de ulykkelige områder, hvor mennesker er drevet på flugt. Vi bidrager til det
internationale arbejde med ganske mange penge, og vi hjælper millioner af flygtninge i nærområderne. Det har vi også
fået stor anerkendelse for i FN og i Europa, og den linje skal vi selvsagt fastholde.
Men dernæst kan man jo godt undre sig lidt over, når hr. Thulesen Dahl nu er så optaget af det emne, hvorfor hr.
Thulesen Dahls parti vil skære ned på ulandsbistanden. Der er noget, der ikke rimer her, men det skal jeg ikke blande
mig i, for det er Dansk Folkepartis holdning. Det er bare ikke regeringens holdning.
Og endelig skal jeg sige til hr. Thulesen Dahl: Sagen er jo, at de mennesker, der er personligt forfulgt og banker på
vores dør, for at vi skal hjælpe dem i Danmark, sender man ikke bare tilbage eller kaster dem ned fra en helikopter i det
land, hvor der er krig. Vi skal være ordentlige og sørge for, at de mennesker kan leve her i tryghed, indtil der måtte opstå
en fred, så de kan komme tilbage, eller der bliver mulighed for, at de kan komme ind i det danske samfund. Det er den
linje, vi står for, og der er egentlig ikke mere at spørge om, for sådan er det.
Hr. Thulesen Dahl og jeg er uenige. Hr. Thulesen Dahls Dansk Folkeparti og regeringspartierne står for noget
forskelligt. Men vi ved, hvor vi har hinanden, og mere har jeg ikke at sige til det spørgsmål.
Keld Albrechtsen
(EL):
Jeg var glad for statsministerens bemærkning om humanisme, og jeg vil bare spørge statsministeren, om han er
opmærksom på den meningsundersøgelse, som blev offentliggjort i Søndagsavisen forleden, og som viste, at der faktisk
er meget stor opbakning i den danske befolkning til tanken om et multikulturelt samfund, hvor man lever i tolerance og
forståelse med hinanden på ordentlig vis, sådan som jeg også forstår, der ligger i statsministeren brug af ordet
humanisme.
Jeg synes, det var meget opmuntrende at læse de tal, og det var i hvert fald for mig at se et klart udtryk for, at den
fremmmedforskrækkelse, som visse folketingsmedlemmer på den yderste højrefløj her i salen lider af, heldigvis ikke ser
ud til at være vidt udbredt i befolkningen.
Kristian Thulesen Dahl
(DF):
Nu kan det jo være svært for en statsminister at sætte sig ind i alle hjørner af, hvad der foregår i Folketinget, for
statsministeren har selvfølgelig travlt ovre i sit ministerium. Men hvis statsministeren havde gjort det, ville han
selvfølgelig vide, at de aktstykker, regeringen sender til Folketingets Finansudvalg, og som går ud på at hjælpe
flygtninge i deres områder, stemmer Dansk Folkeparti altid for. Vi stemte også for den hjælp, man ville give i
nærområdet i forbindelse med Kosovokonflikten, vi bakkede den op, og vi synes også den hjælp skulle være større. Det
tror jeg godt statsministeren efter nærmere overvejelse må indrømme.
Derfor synes jeg i virkeligheden også, at statsministeren med sit svar forsøger at forfladige debatten. Det, det drejer
sig om, er at hjælpe mennesker i nød, men det drejer sig altså også om - og den diskussion må statsministeren altså også
tage - hvordan man anvender pengene bedst, hvis ikke man har ubegrænsede midler. Det kan være, Socialdemokraterne
er ved at gå tilbage til den oprindelige tankegang om, at det har man nu nok, men så må det alligevel dreje sig om,
hvordan man anvender midlerne bedst muligt. Gør man det ved hvert år at tillade
15.000-20.000 nye fremmede at komme ind i det danske samfund, selv om man ikke kan nå at integrere dem, så det
samlet set bliver til skade for Danmark, eller gør man det ved i højere grad at målrette hjælpen til nabolandene til de
flygtningeproducerende lande i verden? Og så har statsministeren i øvrigt ikke svaret på mit spørgsmål, som jeg synes er
yderst relevant, hvis statsministeren vil fastholde, at regeringens strategi er, at man vil både-og: Hvilke lande forhandler
regeringen med om at oprette lokale flygtningecentre for at afhjælpe problemerne lokalt i stedet for her i Danmark?
Hermed sluttede spørgsmålet.