Europaudvalget 2001
KOM (2001) 0035
Offentligt
1442381_0001.png
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER
Bruxelles, den 13.2.2001
KOM (2001) 35 endelig
2001/0047 (COD)
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG
RÅDET
Bedre tjenesteydelseskvalitet i søhavne: Et nøgle til europæisk transport
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV
om markedsadgang for havnetjenester
(Forelagt af Kommissionen)
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442381_0002.png
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG
RÅDET
Bedre tjenesteydelseskvalitet i søhavne: En nøgle til europæisk transport
INDLEDNING
Kommissionens grønbog om søhavne og skibsfartsinfrastruktur
1
igangsatte en livlig og
informeret debat med de involverede og de europæiske institutioner.
Dette var ikke nogen overraskelse. Grønbogen var Kommissionens første forsøg på at komme
frem til en sammenhængende politik vedrørende søhavne og skibsfartsinfrastruktur, og alene
af denne grund kunne den forvente et stort publikum. endvidere var man i stadig højere grad
ved at blive klar over, at søhavne spiller en nøglerolle i intermodale dør-til-dør
transportkæder, at deres funktion er af afgørende betydning for handel både inden for og uden
for Fællesskabets grænser, og at den tilsyneladende uundgåelige vækst inden for
transportefterspørgsel kræver, at søtransport - og derfor søhavne - i stadig højere grad må
bære mere af det pres, transportinfrastruktur udsættes for.
Hvidbogen om den fælles transportpolitik, der snart offentliggøres, fokuserer bl.a. på den
voksende rolle, søhavne kommer til at spille, for at kunne afhjælpe de eksisterende problemer
inden for transport på landjorden og for at sikre, at Fællesskabets transportmarked fungerer
bedre.
Det er forståeligt, at de involverede i særlig grad understreger de områder, der berører dem
direkte, og debattens kernepunkter kan resummeres således:
– søhavne må inkluderes i det transeuropæiske transportnet
– regulering af adgangen til tjenesteydelser i havne må systematiseres
– offentlig finansiering af søhavne og havneinfrastrukturer.
1.
SØHAVNE OG TEN-T
Beslutning nr. 1692/96/EF om Fællesskabets retningslinjer for udvikling af det
transeuropæiske transportnet (TEN)
2
giver en bred ramme for oprettelse af et integreret,
multimodalt infrastrukturnet. Søhavne spiller selvfølgelig en vigtig rolle i et sådant net.
Selv om TEN-beslutningen fastsætter betingelserne for havnekategorier og havnerelaterede
projekter af fælles interesse, projekternes specifikke mål samt de specifikke betingelser, der
skal opfyldes, kunne man ikke nå til enighed om en identificering af og en inkludering i
TEN's oversigtsplaner (kort) af de pågældende søhavne, hovedsagelig fordi man ikke kunne
blive enige om kriterierne for volumen og/eller type trafik.
1
2
KOM(1997) 678 endelig af 10.12.1997
EFT L 228 af 9.9.1996, s. 1.
2
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442381_0003.png
I overensstemmelse med tidligere afgivede løfter genvurderede Kommissionen situationen.
Man konkluderede, at havnenes beliggenhed (også flodhavne og intermodale terminaler)
skulle specificeres mere klart i retningslinjerne, hvis man skulle opnå TEN's multimodale mål.
Da TEN skal fungere som et multimodalt infrastrukturnet, som gradvis kombinerer og
integrerer de forskellige transportmåder og nationale net, er det ikke berettiget fortsat at
udelukke søhavne.
Kommissionen besluttede derfor bl.a. med anvendelse af objektive kriterier
3
, at identificere
ca. 300 søhavne som skal indgå i oversigtsplanerne og forsøgte at forbedre definitionen af
relevante projekter af fælles interesse forbundet med søhavne. Reaktionerne på grønbogen var
enstemmige, hvad angår den rigtige placering af søhavne i TEN.
Kommissionens forslag er endnu ikke blevet vedtaget af Parlamentet og Rådet. For øjeblikket
søger man godkendelse fra institutionerne og en tilfredsstillende løsning synes nært
forestående. Kommissionen har bevist sin vilje til aktivt at arbejde frem mod en løsning og
man kan stole på, at den fortsat vil gøre dette.
2.
ADGANG TIL MARKEDET FOR HAVNETJENESTEYDELSER
"Havnetjenesteydelser" er ydelser af kommerciel art, som mod betaling ydes til havnebrugere,
og denne betaling indgår ikke normalt i de afgifter, der opkræves for at kunne anløbe eller
operere i en havn.
Det er indlysende, at havnetjenesteydelsers kvalitet, effektivitet og pris-præstation er af
afgørende betydning for den servicekvalitet havnen generelt yder. Disse faktorer er blevet
nøgleelementer i konkurrencen mellem Fællesskabets havne, når det drejer sig om at tiltrække
kunder.
Traditionelt ydes havnetjenesteydelser inden for rammer, der karakteriseres af eksklusive
rettigheder og/eller retlige eller faktiske monopoler, der kan være offentlige eller private.
Drøftelserne efter offentliggørelse af grønbogen har vist, at de traditionelle strukturer er under
opløsning, og at der har fundet en betydelig udvikling sted i alle medlemsstater.
Hvad angår lasthåndtering er der ofte med succes blevet rokket ved de traditionelle strukturer
med det resultat, at restriktionerne gradvist er blevet fjernet fra mange markeder, som er
blevet mere kommercielt orienterede med stigende deltagelse fra den private sektor og - dette
erkendes generelt - øget effektivitet ledsaget af mere markedsorienterede priser.
Denne generelle udvikling er positiv. Den er dog langt fra ensartet i alle fællesskabshavne.
Det er også ved mange lejligheder blevet påpeget, at den må ledsages af klare og pålidelige
procedurebestemmelser, der fastsætter rettigheder og forpligtelser for eksisterende og
potentielle tjenesteydere samt for de kompetente nationale myndigheder, der kontrollerer
havnene og/eller udvælgelse af tjenesteydere.
3
Kriterierne er:
- søhavnene skal være åbne for alle kommercielle operatører
- volumen-relaterede (1 mio. ton gods/eller 200 000 internationale passagerer om året) med bestemte
undtagelser for de græske øer
- strategisk betydning, som sikrer territorial kontinuitet mellem TEN's landforbindelser.
3
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Andre havnetjenesteydelser har ikke haft samme udvikling; restriktioner og private og
offentlige monopoler er stadig fremherskende, bl.a. for lodsning i havne og, omend i mindre
grad, inden for bugsering og fortøjning. Havnene er klar over, at en af konsekvenserne af
denne situation er, at levering af disse tjenesteydelser ofte udgør en uforholdsmæssig
omkostningsfaktor for havnebrugere, og at dette derfor er blevet et vigtigt element i
konkurrencen mellem havne.
Alle medlemsstaterne er gået ind for princippet om gradvist at åbne denne markedssektor for
konkurrence, selv om markedsåbningen er forskellig mellem medlemsstaterne og endda
mellem havne i samme medlemsstat.
Der er ingen, der stiller spørgsmålstegn ved, at alle kommercielle havnetjenesteydelser falder
ind under traktatens konkurrencebestemmelser samt bestemmelserne om de væsentlige
friheder: etableringsfrihed, fri bevægelse for arbejdstagerne, varer og tjenesteydelser.
En række havnespecifikke faktorer kan dog ikke ignoreres. Havne kan måske kun tilbyde
begrænset plads; de spiller en veldefineret rolle i Fællesskabets toldprocedurer. Havne har et
specifikt ansvar for sikkerhed både til lands og til vands samt miljøbeskyttelse. Disse
elementer kan udgøre legitime grunde til restriktioner for markedsadgang, hvad angår
levering af bestemte havnetjenesteydelser. Ingen restriktioner kan dog begrænses
betingelsesløst. Endvidere kræver de store forskelle mellem Fællesskabets havne en
differentieret fremgangsmåde. Da der ikke er to havne, der er ens, er det med rette blevet
påpeget, at en række beslutninger for markedsadgang til havnetjenesteydelser må tage hensyn
til den pågældende havns individuelle træk.
Kommissionen har så vidt håndteret problemet med anvendelse af traktatens bestemmelser
ved at behandle hvert enkelt tilfælde selvstændigt og den vil fortsat gøre dette. Høringer har
dog vist bred støtte til etablering af en regelramme på fælleskabsniveau, som sigter på mere
systematiske bestemmelser om adgang til havnetjenesteydelsesmarkedet i havne med
international trafik under hensyntagen til sikkerhed til søs og miljøkrav og, hvor dette er
hensigtsmæssigt, forpligtelse til offentlig tjeneste og erkendelse af de pågældende havnes
forskelligheder. Denne ramme skal ledsage og være vejledende for nationale foranstaltninger,
som fortsat skal arbejde på at eliminere eksisterende restriktioner inden for
havnetjenesteydelser, samtidig med at denne proces - under hensyntagen til
nærhedsprincippet - i tilstrækkeligt omfang respekterer lokale, regionale og nationale træk,
der er specifikke for de pågældende havne.
En sådan fremgangsmåde finder ikke enstemmig støtte. Der blev givet udtryk for, at
adgangsrestriktioner for lasthåndteringsmarkedet stort set er blevet elimineret, og at det derfor
ikke er nødvendigt med en ny regelramme. Denne vurdering afspejler dog ikke situationen i
Fællesskabet som helhed og tager under ingen omstændigheder hensyn til, at mange føler, at
procedurereglerne i forbindelse med tildeling af godkendelser er utilstrækkelige. Havnelodser
og, i langt mindre grad, bugseringsoperatører er imod en regelramme; de ønsker at opretholde
de eksisterende strukturer med den begrundelse, at de til nu har tjent til at sikre høje
sikkerhedsstandarder. De personer, der har ansvaret for fortøjningstjenester forholder sig
neutrale. Lodsernes og bugseringsoperatørernes bidrag til sikkerhed i havne påskønnes, men
dette er ikke tilstrækkelig grund til a priori at undtage disse tjenesteydelser fra traktatens
bestemmelser eller fra en ny regelramme på fællesskabsniveau, selv om denne ramme skal
sikre, at der tages tilstrækkelig hensyn til sikkerhed og til specifikke lokale forhold.
Udfordringen består derfor i at kombinere sikkerhed til søs, miljøkrav og, hvor nødvendigt,
forpligtelse til offentlig tjeneste med en regelstruktur, der er forenelig med
4
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
konkurrencemønstre. På grundlag af omfattende høringer foreslår Kommissionen vedlagte
(bilag
1)
regelramme om adgang til markedet for havnetjenesteydelser.
I betragtning af, hvor komplicerede medlemsstaternes havneordninger er, og hvor forskellige
havnene er hvad angår størrelse, status, funktion, søfartssikkerhed og miljøbeskyttelseskrav
mener man, at direktivet er det mest hensigtsmæssige retsinstrument, idet gennemførelsen af
rammen må foregå på medlemsstatsniveau.
3.
OFFENTLIGE FINANSER OG HAVNE
Ejerskab, organisering og forvaltning af havne varierer mellem og i medlemsstaterne hvilket
fører til stor forskelligartethed i havnesektoren. Mens man accepterer, at det overlades til
medlemsstaterne at træffe beslutninger om ejerskab og organisering er nøglespørgsmålet fra
et konkurrencesynspunkt de finansielle strømme mellem de offentlige myndigheder,
havneoperatørerne og brugerne af havnefaciliteter og -tjenesteydelser.
Tidligere forventedes det, at skatteyderne betalte for havne og havnefaciliteter, men der har
udviklet sig en påviselig tendens frem mod større privat deltagelse i denne finansiering.
Finansiering af mange havnefaciliteter bliver derfor i stadig højere grad den private sektors
ansvar, mens havnemyndighederne har en tendens til at begrænse sig til at være "husvært" og
finansiering og drift af de faciliteter, som er af afgørende betydning for sikker og effektiv drift
af havnen som helhed.
Samtidig forsøger flere og flere havne at udvikle en mere aktiv kommerciel rolle i samarbejde
med private partnere i og uden for havnen. Nogle havne fungerer faktisk udelukkende på et
kommercielt grundlag.
3.1.
Rapport om offentlig finansiering og afgiftspraksis i Fællesskabets søhavne
("oversigt")
Det er under disse omstændigheder ikke nogen overraskelse, at konkurrence mellem havne,
som øges ved gennemførelsen af det indre marked, påvirkes af gennemførelsen af
havnestaternes meget forskellige havnepolitikker. Det er muligt, men ikke sikkert, at dette
kræver initiativer på fællesskabsniveau. Før diskussionen kunne fortsætte mente alle
institutionerne dog, at man var nødt til at etablere et tilfredsstillende informationsniveau
vedrørende sådanne nøglespørgsmål som de organisationsmæssige og forvaltningsmæssige
strukturer i fællesskabshavne, de finansielle strømme fra den offentlige sektor til de
forskellige typer havne samt afgiftspraksis i disse havne.
Kommissionen har derfor med medlemsstaternes hjælp og aktive indsats indsamlet
oplysninger i form af en oversigt over offentlig finansiering og afgiftspraksis i Fællesskabets
havne. Kommissionen forpligtede sig til at offentliggøre resultaterne; oversigten foreligger i
bilag 2.
Selv om medlemsstaternes oplysninger blev givet på grundlag af tidligere kendsgerninger og
data, og der siden har fundet betydelige udviklinger sted, mener man dog, at oplysningerne i
det store og hele er gyldige og bør betragtes som et nyttigt grundlag for yderligere arbejde.
Oversigten er umiddelbart forståelig, og enkelthederne behøver ikke at blive gentaget her. Det
er dog passende at fokusere på nogle nøglekonklusioner.
5
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
•
Den private sektor spiller en stadig større rolle i havneudvikling, men det anslås, at 90% af
Fællesskabets søhandel foregår i havne, hvor investeringer og andre politiske og
forvaltningsmæssige beslutninger, f.eks. afgifter, i forskellig grad er afhængig af eller i det
mindste påvirket af offentlige organer.
•
Offentlige investeringer i havneprojekter repræsenterer mellem 5 og 10% af alle
Fællesskabets transportinfrastrukturinvesteringer. Hovedtendensen i disse investeringer
varierer i Fællesskabet: Østersøområdet viser betydelig støtte til start-op investeringer,
mens man i Vesterhavs- og i Middelhavsområdet registrerer store investeringer i
moderniseringsprojekter.
•
Offentlige
finansieringsstrømme
er
ikke
tilstrækkeligt
gennemsigtige:
regnskabsinstrumenterne kan normalt ikke give aggregerede oplysninger om offentlige
investeringer i havne eller spore strømme tilfredsstillende og anvendelse af offentlige
midler i havne som samtidig har både offentlig infrastrukturforvaltning og kommercielle
aktiviteter.
•
Systemer for pålæggelse af afgifter og dækning af udgifter varierer betydeligt; dækning af
udgifterne er ikke altid hovedmålet.
•
Sektoren for havnetjenesteydelser er i udvikling og mulighederne for markedsadgang er
klart voksende. Procedurebestemmelser til at sikre retfærdige og åbne
udvælgelsesprocedurer hvor antallet af tjenesteydere er begrænset er dog uklare og
utilfredsstillende.
3.2.
Gennemsigtighed
Oversigten bekræfter den holdning, Kommissionen og andre tidligere har givet udtryk for, at
det nuværende gennemsigtighedsniveau i havnesektoren ikke er tilstrækkeligt til at sikre
oplysninger om aggregerede offentlige pengestrømme til havne, når dette sker i henhold til
nationale ordninger, samt at store strømme og anvendelse af offentlige midler i
havneområder, som samtidig beskæftiger sig med både havneforvaltning - inklusive
havneinfrastruktur - og kommercielle aktiviteter.
Let tilgængelige oplysninger om offentlige pengestrømme, uafhængigt af kilde, kan hjælpe
Kommissionen ved behandling af statsstøttesager. Medlemsstaterne skal i henhold til
traktaten meddele Kommissionen enhver støtte, og hvis en statsstøttesag, uafhængigt af
grunden, skal undersøges, anmoder Kommissionen normalt om oplysninger om offentlige
pengestrømme som skulle være let tilgængelige i henhold til nationale budgetbestemmelser.
Neutralitetsprincippet i traktatens artikel 295 sikrer, at traktaten ikke på nogen måde berører
de bestemmelser i medlemsstaterne der vedrører ejendomsretlige ordninger. Konkurrence
mellem private og offentlige operatører må dog ikke fordrejes ved finansielle strømme fra
offentlige myndigheder, som gør det muligt for den offentlige operatør at reducere sine
omkostninger. For øjeblikket er de finansielle forhold mellem den offentlige sektor, havne og
andre foretagender der arbejder i havnene ofte ikke klare på grund af den indviklede
beskaffenhed af de institutionelle og finansielle ordninger for havne, havneforvaltning og
søfartsinfrastruktur i Fællesskabet.
Under arbejdet med oversigten fremgik det, at der anvendes mindst tre større
regnskabssystemer i havne.
6
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442381_0007.png
For det første kan havneforvaltningen anvende et regnskabssystem, der generelt er
sammenligneligt med systemerne i den private sektor, og hvor man anvender generelt
accepterede regnskabsprincipper i den pågældende medlemsstat og revision ved uafhængige
organer. Dette system anvendes i stigende grad, selv om hovedformålet normalt ikke er at
vise, eller ikke vise, offentlige midler, men det er blot et driftsinstrument for
havneforvaltningen og et benchmarking-instrument for aktionærerne.
Det andet system kan beskrives som offentlig regnskabsføring eller om "budget"
fremgangsmåde. Hensigten hermed er at føre bog over offentlige midler.
Den tredje type regnskabssystem anvendes i bestemte havne, som indgår i et større offentligt
organ (dvs. på kommunalt niveau) og derfor ikke har adskilte regnskaber. Udgifter såsom
investeringer udføres i henhold til det offentlige organs beføjelser og optegnes som en del af
kommunens offentlige regnskabssystem. Denne fremgangsmåde som kaldes "bundled" skal
overvåge og kontrollere de finansielle anliggender for det bredere offentlige organ som
helhed.
Når man analyserer disse tre hovedregnskabsmodeller er det klart, at ingen af dem er i stand
til at give gennemsigtige og klare oplysninger om offentlige pengestrømme i havne, og
hvorledes havneforvaltningen anvender disse midler ved udførelsen af dens mange opgaver.
Dette er ikke nogen overraskelse, da de anvendte systemer simpelthen ikke er beregnet til at
optegne de oplysninger, der nu er nødvendige, og at skelne mellem kommercielle aktiviteter
og offentlig havne- og infrastrukturforvaltning. Det offentlige budgetforvaltningssystem, som
bestemte kommunale havne anvender, og som i sig selv følger et alment princip, dvs. at
udgifter og indtægter ikke klart angives, gør det umuligt at foretage en klar identificering af
pengestrømme til særlige aktiviteter.
Høringerne efter offentliggørelse af grønbogen har påvist denne utilfredsstillende situation.
Den giver anledning til mistænksomhed og beskyldninger havnene imellem, enten dette er
berettiget eller ej. Den muliggør ikke tilfredsstillende kontrol, når dette er påkrævet, af
statsstøttebestemmelser fra Kommissionens side og risikerer generelt at hindre konkurrence
på et tidspunkt, hvor medlemsstaterne og havnemyndighederne indfører mere og mere privat
initiativ, konkurrence og kapital i havnene.
Kommissionen mener, at anvendelse af Kommissionens direktiv 2000/52/EF
4
om
gennemskueligheden af de økonomiske forbindelser mellem medlemsstaterne og de offentlige
virksomheder ("gennemskuelighedsdirektivet") forbundet med et retligt krav om at føre
adskilte regnskaber, som indføres som en del af det foreslåede "direktiv om markedsadgang til
havnetjenesteydelser" vil føre til betydelige forbedringer.
3.2.1.
Gennemskuelighedsdirektivet
Gennemskuelighedsdirektivet [artikel 1, stk. 1] erkender, at offentlige virksomheder fortsat
spiller en vigtig rolle i medlemsstaternes økonomi, men kræver, at de økonomiske
forbindelser mellem offentlige myndigheder og offentlige virksomheder er gennemskuelige
for at medvirke til at sikre retfærdig konkurrence mellem offentlige virksomheder og mellem
offentlige og private virksomheder samt en effektiv anvendelse af traktatens
konkurrencebestemmelser. Det skulle være muligt at opnå passende gennemskuelighed, hvis
følgende fremgår klart:
4
EFT L 193 af 29.7.2000, s. 75; ændring af direktiv 80/723/EØF.
7
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442381_0008.png
•
hvilke offentlige midler de offentlige myndigheder stiller direkte til rådighed for de
pågældende offentlige virksomheder
•
hvilke offentlige midler de offentlige myndigheder stiller til rådighed gennem offentlige
virksomheder eller penge- og finansieringsinstitutter
•
hvorledes disse offentlige midler reelt anvendes
og gælder særlig for følgende aspekter af de økonomiske forbindelser mellem offentlige
myndigheder og offentlige virksomheder:
(a)
(b)
(c)
(d)
(e)
(f)
udligning af driftstab
kapitaltilførsel
indskud, som ikke skal tilbagebetales eller lån på fordelagtige vilkår
indrømmelse af økonomiske fordele i form af afkald på overskud eller undladelse af at
inddrive fordringer
afkald på normal forrentning af indskudte offentlige midler
kompensation for byrder, pålagt af de offentlige myndigheder.
Disse bestemmelser gælder for offentligt ejede havne. Havnens juridiske struktur er
irrelevant
5
. En offentlig havn behøver overhovedet ikke at have en juridisk person, der
adskiller sig fra statens, idet medlemsstaterne ellers vil kunne afgøre, om en havn er omfattet
af gennemsigtighedsdirektivet ved at vælge en særlig juridisk status eller ved ikke at give
havnen en juridisk status overhovedet. Det bemærkes i denne forbindelse, at det, at et organ,
der udøver økonomiske aktiviteter af erhvervsmæssig eller kommerciel art, er integreret i
statsadministrationen og ikke er en juridisk person adskilt herfra ikke hindrer, at der foreligger
økonomiske forbindelser mellem staten og dette organ. Ved hjælp af budgetbevillinger har
staten pr. definition magt til at påvirke foretagendets økonomiske forvaltning, den kan
kompensere for driftstab og stille nye midler til rådighed for foretagendet. Den kan derfor
tillade virksomheden at udføre sine aktiviteter uafhængigt af bestemmelserne om normal
kommerciel forvaltning, hvilket er netop den situation, direktivet forsøger at gøre
gennemskuelig.
Gennemskuelighedsdirektivet erkender endvidere [artikel 1, stk. 2] at medlemsstaterne i
bestemte sektorer ofte giver særlige eller eksklusive rettigheder til bestemte virksomheder
eller giver bevillinger eller en anden form for kompensation til bestemte virksomheder, som
pålægges drift af tjenester der er af almindelig økonomisk interesse
6
, hvilket er almindeligt
forekommende i Fællesskabets havnesektor. Disse virksomheder er ofte også i konkurrence
med andre virksomheder og kan være offentlige, private eller offentlige/private.
Et korrekt gennemskuelighedsniveau skulle kunne opnås, hvis følgende fremgår klart:
•
omkostninger og indtægter forbundet med forskellige aktiviteter
5
6
Domstolens afgørelse 118/85 Kommissionen mod Den Italienske Republik.
Forsyningspligtydelser i Europa, EFT C 281 af 26.9.1996, s. 3.
8
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442381_0009.png
•
fuldstændige oplysninger om de metoder, hvorved omkostninger og indtægter er forbundet
med eller tildeles forskellige aktiviteter
og hvis følgende udføres:
(a)
(b)
(c)
den interne bogføring vedrørende de forskellige aktiviteter holdes adskilt
alle omkostninger og indtægter tildeles eller fordeles korrekt på grundlag af
konsekvent anvendte og objektivt begrundede omkostningsregnskabsprincipper
de omkostningsregnskabsprincipper, de adskilte regnskaber føres efter er klart fastlagt.
Som i tilfældet med artikel 1 gælder disse forpligtelser for virksomhederne uafhængigt af
juridisk status eller hvorvidt de pågældende aktiviteter udføres af et bestemt organ.
Gennemskuelighedsdirektivet gælder ikke uden undtagelser. Det er navnlig relevant for
havnesektoren, at forpligtelserne kun gælder for virksomheder, hvis samlede årlige
nettoomsætning i hvert af de sidste to år overstiger 40 mio. . Direktivet kræver ikke, at
virksomhederne fører adskilte regnskaber i tilfælde, hvor kompensation for opfyldelse af
tjenester af almindelig økonomisk interesse er blevet fastsat i en passende periode efter en
åben, gennemskuelig og ikke-diskriminerende procedure.
3.2.2.
Direktivforslag om markedsadgang til havnetjenesteydelser
Kommissionen foreslår [i artikel 12] at hvis en havns forvaltningsorgan leverer
havnetjenesteydelser, skal den holde regnskaberne for disse tjenesteydelser adskilt fra
regnskaber for andre aktiviteter i henhold til eksisterende kommerciel praksis og generelt
anerkendte regnskabsprincipper. Dette skulle sikre at:
(a)
(b)
(c)
den interne bogføring vedrørende de forskellige aktiviteter holdes adskilt
alle omkostninger og indtægter tildeles eller fordeles korrekt på grundlag af
konsekvent anvendte og objektivt begrundede omkostningsregnskabsprincipper
de omkostningsregnskabsprincipper, de adskilte regnskaber føres efter er klart fastlagt.
Revisorens beretning om de årlige regnskaber skal angive, om der foreligger finansielle
strømme mellem havnens forvaltningsorgans havnetjenesteydelser og dets andre aktiviteter.
De samme bestemmelser bør gælde, hvor havnens forvaltningsorgan er eneleverandør af en
bestemt havnetjenesteydelse med anvendelse af direktivforslagets bestemmelser.
Kommissionen har overvejet, om gennemskuelighedsniveauet skal øges enten ved hjælp af en
passende ændring af "gennemskuelighedsdirektivet" eller ved at foreslå en forordning, der
ligner forordning nr. 1107/70
7
om støtte, som ydes inden for sektoren for transporter med
jernbane, ad landeveje og ad sejlbare vandveje, som indeholder bestemte
informationskriterier.
En passende ændring af gennemskuelighedsdirektivet ville have været, og er stadig, en
gennemførlig mulighed, da tidligere ændringer blev foretaget af hensyn til sektorspecifikke
7
EFT L 130 af 15.6.1970, s. 1, senest ændret ved Rådets forordning nr. 543/97 (EFT L 87 af 26.3.1997,
s. 6).
9
€
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442381_0010.png
træk, og der er ingen grund til, at en lignende fremgangsmåde ikke kan anvendes for
havnesektoren.
En
forordning
i
lighed
med
forordning
nr.
1107/70
med
passende
gennemskuelighedsbestemmelser er ligeledes stadig en mulighed, så meget mere som havne i
modsætning til transport på landjorden ikke er omfattet af specifik støttelovgivning.
Kommissionen mener dog, at en kombination af anvendelsen af det ændrede
gennemskuelighedsdirektiv og indførelse af regnskabskrav i havnetjenesteydelsessektoren vil
øge gennemskueligheden ganske betydeligt i havne. Man har under disse omstændigheder
besluttet ikke at foreslå en ændring af direktiv 80/723/EØF (i ændret form). Denne mulighed,
og den ovenfor beskrevne mulighed, foreligger stadig, og man kan anvende dem, hvis
gennemskueligheden i sektoren ikke øges ved hjælp af ovennævnte foranstaltninger.
3.3.
Statsstøtte til havne
Debatten efter offentliggørelsen af grønbogen og arbejdet med oversigten har bekræftet, at
finansiering af havne og søfartsinfrastruktur i Fællesskabet fortsat varierer betydeligt, hvilket
afspejler de betydelige forskelle i den måde, hvorpå ejerskab og organisation behandles.
Kommissionen er blevet anmodet om at udstede retningslinjer om statsstøtte til havne.
Den vigtigste grund til at støtte denne anmodning er at Kommissionen i andre sektorer
8
har
udstedt en række retningslinjer som hovedsageligt vedrører de betingelser i henhold til hvilke
statsstøtte kan godkendes. Der findes visse former for støtte
9
, som Kommissionen har sagt,
den vil godkende, og som med visse undtagelser også kan gælde i havnesektoren. Det, at der
findes retningslinjer i andre sektorer, er ikke tilstrækkelig grund til at udstede Kommissionens
formelle retningslinjer om statsstøtte i havne så meget mere som de parter, der går ind for
statsstøtteretningslinjer, helt klart er imod statsstøtte til havne.
Kommissionen er på den anden side fuldstændig klar over, at vejledning og tydeliggørelse af
de eksisterende bestemmelser vil være en hjælp for medlemsstaterne, havnemyndighederne
og også for Kommissionen selv. En sådan tydeliggørelse skal dog - bortset fra traktatens
bestemmelser - opbygges på retspraksis. Der findes ikke megen retspraksis om havne. Og da
en tydeliggørelse af traktatens bestemmelser ikke bør opbygges på grundlag af teoretiske
situationer, når realiteten er anderledes og ikke altid gennemskuelig, må ethvert forsøg på
tydeliggørelse på nuværende tidspunkt betragtes som en teoretisk indsats: Kommissionen
agter fortsat at udføre undersøgelser fra tilfælde til tilfælde, således at det enkelte tilfældes
realiteter og specifikke forhold afgør resultatet.
Statsstøtte defineres i artikel 87, stk. 1, i traktaten som "støtte, som ydes ved hjælp af
statsmidler under enhver tænkelig form".
Statsstøtte kan derfor antage mange forskellig former, f.eks. støtte, der ikke tilbagebetales, lån
til en lavere rente end den kommercielle rente, og garantier. Endvidere fuldstændig eller
delvis undtagelse fra afgifter, skatter eller sociale bidrag. Skattemæssige fordele som følge af
fremskyndet eller bedre nedskrivningsordninger. Bidrag til driftsomkostninger eller
uddannelsesomkostninger. Praktiske goder som f.eks. fri levering af tjenesteydelser.
8
9
F.eks. søtransport, luftfart, stål, skibsbygning.
F.eks. beskæftigelse.
10
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Artikel 87, stk. 1, fastsætter endvidere, at kun selektiv støtte, dvs. støtte givet til bestemte
virksomheder eller produktioner, udgør statsstøtte; ikke-selektiv og ikke-diskriminerende
foranstaltninger falder ikke ind under statsstøtte.
Enhver selektiv statsstøtte, som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen, er
uforenelig med Fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandlen mellem
medlemsstaterne.
Artikel 87, stk. 2, nævner tre kategorier støtte, som retligt anses for at være forenelig med det
fælles marked. Artikel 87, stk. 3, opfører fem kategorier, som kan betragtes som værende
forenelige med Fællesmarkedet, efter at Kommissionen har undersøgt dem.
Det er ikke kun private virksomheder, der falder ind under traktatens statsstøttebestemmelser,
men også offentlige virksomheder, som medlemsstaterne giver særlige eller eksklusive
rettigheder (artikel 86, stk. 1) eller som medlemsstaterne overdrager driften af tjenesteydelser
af almindelig økonomisk interesse (artikel 86, stk. 2).
Artikel 88 i traktaten forpligter medlemsstaterne til at meddele Kommissionen alle planer om
at give støtte eller at ændre støtte med henblik på godkendelse.
Selv om de involverede parter i havnesektoren efterhånden skelner mellem investeringer i
havneinfrastruktur, overstruktur, flytbare aktiver og driftstjenester, kan denne opdeling ikke
erstatte de nøglekriterier, traktaten fastsætter til definition af statsstøtte, dvs.
udvælgelseskriteriet i henhold til artikel 87, stk. 1. Dette kriterium er stadig det eneste
afgørende med henblik på at beslutte, hvorvidt en konkret investeringsforanstaltning er
statsstøtte, uafhængigt af, om det er havneinfrastruktur, overstruktur, flytbart aktiv eller en
driftsforanstaltning.
Hvad angår infrastruktur, finder de involverede parter, at en underopdeling i "offentlig
(almen)" og "brugerspecifik" infrastruktur er nyttig.
"Offentlig (almen)" infrastruktur er åben for alle brugere uden diskrimination. Den omfatter
adgang fra havet og vedligeholdelse (f.eks. dæmninger, bølgebrydere, sluser og andre
beskyttelsesforanstaltninger mod højvande; sejlrender, inklusive opmudrings- og
isbrydningsstøtte, lys, bøjer, fyrtårne; flydende pontonramper i tidevandsområder); offentlige
transportfaciliteter på landjorden i havneområdet, korte forbindelsesled til det nationale
transportnet eller TEN; infrastruktur til gas, vand, elektricitet osv. til terminalen. Investeringer
i en sådan infrastruktur betragtes normalt af Kommissionen som generelle foranstaltninger, da
det er udgifter, som staten pådrager sig i offentlighedens interesse, forudsat infrastrukturen
både juridisk og faktisk er åben for alle brugere, faktiske eller potentielle brugere, i
overensstemmelse med EF-ret. Det kan imidlertid i særlige tilfælde vise sig, at en sådan
infrastruktur er til gavn for et specifikt foretagende og derfor kan betragtes som støtte, til trods
for at det umiddelbart ser ud som offentlig infrastruktur.
"Brugerspecifik" infrastruktur omfatter værfter, moler, rør og kabler til gas, vand og el, osv. i
havnens terminaler; arbejde der gør terminalen "byggemoden" (dvs. grov planering og - om
nødvendigt - nedbrydning af eksisterende bygninger og strukturer). Generelt anser
Kommissionen ikke sådanne investeringer i infrastruktur som statsstøtte, hvis de offentlige
myndigheder forbereder områder, de ejer, til udvikling og sælger disse områder eller leaser
11
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442381_0012.png
dem til markedspriser (i henhold til procedurerne i meddelelsen om salg af jord)
10
. Det er
noget andet, hvis arbejdet gøres med henblik på en specifik slutbruger.
To bestemte investeringsområder, dvs. havnebassiner og kajmure, passer ikke umiddelbart ind
i nogen af disse grupper. For hver af ovennævnte eksempler kan man tænke sig situationer,
hvor de generelle konklusioner ikke gælder, men de specifikke træk ved enhver udvikling og
de forskellige muligheder gør det umuligt at drage konklusioner af generel art for arbejder
vedrørende havnebassiner og kajmure. Det er derfor klart, at den faktiske situation, potentielle
og/eller faktiske begunstigede, størrelse og proportioner af installationerne og deres faktiske
og/eller potentielle brugere spiller en nøglerolle i enhver vurdering, der måtte foretages af
medlemsstaterne og/eller Kommissionen.
Investeringer i overstrukturer kan omfatte alle typer bygninger (lagerbygninger, værksteder,
kontorer) og alle typer fast eller delvist mobilt udstyr som f.eks. kraner og ramper. Sådanne
investeringer kommer normalt bestemte virksomheder til gode og udgør således støtte, som
dog kan nyde godt af undtagelserne i traktaten, hvis betingelserne er opfyldt.
Man har påstået, at en investering i overstruktur ikke bør betragtes som statsstøtte, hvor
omkostningerne til fulde vil blive betalt tilbage af brugeren.
Kommissionen kan dog ikke acceptere en så generel konklusion. En virksomhed, som
modtager penge til en investering i infrastruktur eller udstyr eller finansiering på gunstige
vilkår eller modtager aktiver til eget brug eller til deres klienters brug har bestemt en række
fordele. Dens statusopgørelse er bedre (nettoaktiver, gæld/egenkapital) i lighed med overskud
og tab samt pengestrømme sammenlignet med en havnevirksomhed, som må finansiere
investeringen med egne ressourcer eller lån. Selvom udgifterne tilbagebetales via brugerne,
forsvinder disse fordele, som i sig selv udgør konkurrenceforvridning, ikke, medmindre valg
af modtager og betingelserne for anvendelse af faciliteterne skete på grundlag af en åben og
ikke-diskriminerende procedure. I særlige tilfælde, hvor traktatens undtagelser gælder, kan en
sådan forvridning betragtes som værende forenelig med traktaten.
Offentlige støtte til investeringer i mobile aktiver og driftstjenester, f.eks. individuelle
tjenesteyderes ydelser, er generelt til fordel for bestemte virksomheder, og det er vanskeligt at
tænke sig en situation, hvor dette ikke er tilfældet.
En sådan støtte er statsstøtte,
undtagelsesbestemmelser.
dog
med
eventuel
anvendelse
af
traktatens
10
Meddelelse fra Kommissionens om statsstøtteelementer i forbindelse med offentlige myndigheders salg
af jord og bygninger.
12
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV OM
markedsadgang for havnetjenester
13
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442381_0014.png
BEGRUNDELSE
1.
INDLEDNING
Havnetjenestemarkedet omfatter tjenesteydelser af kommerciel værdi, som leveres
mod betaling til havnebrugere i en søhavn, og hvis betaling normalt ikke er
inkluderet i de afgifter, der betales for tilladelse til at anløbe eller operere i en havn.
Selvom denne tjenesteydelsessektor er af afgørende betydning for, at Fællesskabets
havne kan fungere, og derfor for dens handel, foreligger der på nuværende tidspunkt
ikke nogen specifik EF-regelramme for havnetjenester.
Nationale ordninger for havnetjenester skal dog være i overensstemmelse med de
friheder, der er garanteret af traktaten (etableringsfrihed, fri bevægelighed for
arbejdstagere, varer og tjenesteydelser). samt traktatens konkurrencebestemmelser.
Problemer forbundet med anvendelsen af disse bestemmelser er tidligere blevet
behandlet af Kommissionen alt efter det enkelte tilfælde.
Havne spiller en afgørende rolle for Fællesskabets handel både inden for og uden for
Fællesskabets grænser. De kommer til at spille en voksende rolle i forsøget på at
overføre mere gods og flere passagerer til søtransport, som er mere miljøvenlig og
mindre overbelastet, og i forsøget på at tilskynde til intermodal transport og gøre
denne billigere; man må derfor sikre, at havnene er effektive.
Liberaliseringen af Fællesskabets indre søtransportmarked har fundet sted inden for
de sidste 10 år. Overgangsbestemmelser tillader dog stadig restriktioner på de græske
øers cabotagemarked. Situationen for havnetjenesteydelser varierer betydeligt: i
mange havne er der stadig restriktioner, hvad angår adgang og retfærdig og lige
behandling af potentielle tjenesteydere, hvilket har følger for tjenesteydelsernes
kvalitet og pris. Man kan dog konstatere, at udviklingerne på havnetjenestemarkedet
følger de samme linjer som søtransport frem mod et mere åbent marked, dog med en
betydelig forsinkelse. Udviklingerne varierer dog betydeligt.
Det er af disse grunde nødvendigt, og til gavn for operatører, myndigheder og
forbrugere, at indføre specifikke og klare bestemmelser om adgang til
havnetjenestemarkedet, hvori der tages hensyn til dette markeds særlige træk.
2.
BEHOVET FOR AT SKABE EN
EF-
REGELRAMME
Den senere tids udvikling har gjort det nødvendigt at erstatte anvendelsen af
traktatens bestemmelser fra sag til sag med en mere systematisk fremgangsmåde.
Konkurrencen mellem havne i samme medlemsstat og mellem havne i
nabomedlemsstater er steget betydeligt siden gennemførelsen af det indre marked.
Alle havne skal selvfølgelig følge de bestemmelser, der er fastsat af de kompetente
nationale myndigheder, men disse bestemmelser er så forskellige og så komplicerede
og der er så megen usikkerhed forbundet med procedurespørgsmål, at de fortsat
indebærer et problem for havnebrugere og havnetjenesteydere. Havnetjenesternes
pris og kvalitet er blevet en af nøglefaktorerne for brugernes valg af havn; et sæt
grundregler, som gælder for alle fællesskabshavne, skulle kunne sikre, at
konkurrencen mellem og i havnene finder sted under lige betingelser.
14
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Levering af havnetjenester har i de senere år vist en fortsat og stigende tendens til
privatisering for at øge effektiviteten, udnytte den private sektors knowhow samt
indføre og øge konkurrencen mellem tjenesteydere. Selvom denne tendens langt fra
er ensartet og faktisk varierer betydeligt mellem de forskellige havnetjenestesektorer,
har alle medlemsstater valgt principielt at åbne denne sektor for konkurrence.
Ledsagebestemmelserne varierer betydeligt. Det er i mange tilfælde ikke klart, hvad
disse bestemmelser er, og det bliver således unødvendigt vanskeligt at udøve
traktatens friheder.
Havnetjenesternes uensartethed art og havnenes forskellighed (hvad angår status,
ejerskab, størrelse, funktion og geografiske træk) er stadig vigtige faktorer. Dette
kræver, at der tages passende hensyn til den enkelte havns karakteristiske træk og
disses relevans for havnetjenesteydere. Dette kan navnlig være tilfældet, når en havn
har plads- og kapacitetsproblemer, eller hvis der foreligger specifikke
søfartssikkerheds- og miljøhensyn. Havne spiller også en særlig rolle i Fællesskabets
toldprocedure.
Nærhedsprincippet indebærer, at medlemsstaterne og deres kompetente myndigheder
har beføjelse til at tage hensyn til lokale, regionale eller nationale træk. Disse hensyn,
som kan være særdeles velbegrundede i mange tilfælde, må dog ikke begrænse
tjenesteydernes rettigheder i henhold til traktatens grundlæggende friheder i urimelig
grad. Det er derfor nødvendigt at fastlægge betingelserne for udøvelse af disse
friheder på fællesskabsniveau: navnlig at begrænsning af antallet af tjenesteydere,
hvor dette anses for nødvendigt, begrundes objektivt, og at proceduren for
godkendelse er gennemsigtig, ikke-diskriminerende, objektiv, relevant og
proportionel.
Noget andet, der er karakteristisk for et stort antal havne, er forvaltningsorganets
dobbeltrolle, idet det både er det organ (offentligt, men også somme tider privat), der
har ansvaret for forvaltning af havnen og dens udvikling, hvilket ofte indebærer
modtagelse af offentlige midler, og leverandør af havnetjenester i konkurrence med
andre leverandører. De betingelser, offentlige og private leverandører konkurrerer
med hinanden under, er ofte uklare.
En EF-regelramme for havnetjenester bør ikke gælde for havne af alle størrelser. Det
erkendes, at medlemsstaternes gennemførelse af rammen i de fleste tilfælde udgør en
yderligere byrde for myndighederne, og for de mindre havne kan dette være en
uforholdsmæssig stor byrde i forhold til de forventede resultater, da begrænset last-
og passagermængde normalt ikke kræver mange tjenesteydere.
Det er under disse omstændigheder passende at etablere en EF-regelramme, der på
den ene side sikrer adgang til havnetjenestemarkedet med anvendelse af traktatens
bestemmelser, mens den på den anden side tillader medlemsstaterne og deres
kompetente myndigheder at udfylde denne ramme med specifikke bestemmelser,
som tager passende hensyn til havnens geografiske og andre karakteristiske træk
samt lokale, regionale eller nationale træk.
15
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
3.
3.1.
KOMMISSIONENS FORSLAG
De centrale principper
•
Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at
leverandører af havnetjenester har adgang til markedet for levering af
havnetjenester.
Dette princip fører traktatens bestemmelser om de væsentlige friheder og
konkurrence ud i livet i denne specifikke sektor.
Kommissionen mener, at ingen havnetjenester af kommerciel art på forhånd skal
være udelukket fra fællesskabsrammen. En liste over havnetjenester er vedlagt
lovforslaget.
•
Medlemsstaterne kan forlange, at en leverandør af havnetjenester skal indhente
forudgående tilladelse.
Dette princip erkender, at medlemsstaterne kan anvende et system omfattende
forudgodkendelse af leverandører af havnetjenester for at sikre korrekt forvaltning
af en havn, som har indbyggede problemer, og for at sikre tilfredsstillende faglige
kvalifikationer.
Kommissionen mener, at betingelserne for at give tilladelse skal være
gennemsigtige, ikke-diskriminerende, objektive, relevante og proportionelle. De
må kun vedrøre leverandørers faglige kvalifikationer, økonomiske situation og
forsikringsdækning, søfartssikkerhed eller sikkerheden ved installationer og
udstyr og for personer samt miljøbeskyttelse. Hvis forpligtelse til offentlig
tjeneste anses for rimelig, skal den vedrøre sikkerhed, regelmæssighed,
kontinuitet, kvalitet og pris forbundet med den pågældende tjenesteydelse.
•
Antallet af tilladelser kan kun begrænses på grund af problemer forbundet med
plads og kapacitet eller, for teknisk-nautiske tjenesteydelser, sikkerhed forbundet
med søfartstrafik. Disse problemer skal begrundes, og medlemsstaterne skal
udføre en gennemsigtig, objektiv og ikke-diskriminerende udvælgelsesproces for
tjenesteyderne. Udvælgelsesprocedurernes centrale aspekter skal harmoniseres.
Dette princip forliger traktatens bestemmelser om etableringsfrihed og levering af
tjenesteydelser med det faktum, at ovennævnte problemer gør en begrænsning
uundgåelig i en række havne og tjensteydelsessektorer.
•
Havne, der ikke har nogen begrænsende problemer, er ikke bundet af
bestemmelserne om begrænsninger, udvælgelsesprocedurer, tilladelsernes
varighed og overgangsforanstaltninger.
Dette princip erkender, at det mål, dette direktiv søger at nå, allerede er blevet
nået i disse havne
•
Medlemsstaterne
selvservicering.
træffer
de
nødvendige
foranstaltninger
til
at
tillade
Dette princip erkender, at der ikke er nogen grund til, at selvservicering principielt
16
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
ikke tillades i havne, hvis operatørerne mener, at dette betyder bedre udnyttelse af
deres ressourcer og bedre effektivitet, hvad angår deres egne tjenesteydelser. Man
erkender endvidere, at betingelserne og kriterierne for selvservicering ikke må
være strengere end for andre leverandører af tjenesteydelser for samme eller
sammenlignelige tjenesteydelser.
•
I tilfælde, hvor havnens forvaltningsorgan yder, eller ønsker at yde havnetjenester
i konkurrence med andre leverandører, skal det behandles som enhver anden
konkurrent. Dette kræver, at forvaltningsorganet ikke er involveret i
udvælgelsesproceduren for tjenesteleverandører, det må ikke som havnens
forvaltningsorgan diskriminere mellem leverandører, hvori det har en interesse, og
andre leverandører, og skal navnlig holde regnskaberne for havnetjenester adskilt
fra
regnskaberne
for
andre
aktiviteter.
Dette
princip
afspejler
gennemsigtighedsstandarder.
almindelige
konkurrenceprincipper
og
•
Medlemsstaterne skal sikre fuld gennemsigtighed af alle procedurer forbundet
med levering af havnetjenester, og de skal sikre, at der er adgang til
ankeprocedurer, inklusive prøvelse af lovligheden.
Dette er princippet om god styring.
•
Ved udvælgelse af tjenesteydere begrænses den periode, hvori den valgte
leverandør kan operere.
Dette princip forliger behovet for at opretholde muligheden for, at potentielle og
fremtidige tjenesteydere kan komme ind på havnetjenestemarkedet, med de
eksisterende tjenesteyderes legitime forventninger. Det er ikke en simpel løsning,
der dækker alt. Det er rimeligt at behandle tilfælde forskellige, hvis f.eks. en
tjenesteyder har foretaget ingen eller ubetydelige investeringer, og hvis en
tjenesteyder har måttet foretage sådanne investeringer; hvor investeringerne er
foretaget i mobile eller faste aktiver; og naturligvis må man også tage hensyn til
størrelsesordenen af investeringerne.
•
Overgangsforanstaltninger skal tage hensyn til de eksisterende tjensteyderes
legitime forventninger, men samtidig kræve, at eksisterende godkendelser, som
ikke er udstedt i overensstemmelse med direktivets bestemmelser, bliver taget op
til genvurdering.
Dette princip sikrer, at direktivets mål nås inden for et rimeligt tidsrum, samtidig
med at de eksisterende tjenestyderes legitime forventninger respekteres. Dette
gøres bl.a. ved at tage hensyn til, at de samme kriterier anvendes til at fastsætte
godkendelsernes varighed, når antallet skal begrænses.
•
Direktivets og medlemsstaternes gennemførelse af det må ikke bringe
havnesikkerheden i fare.
Dette princip bekræfter igen den betydning, Kommissionen tillægger sikkerhed
til søs; alle foranstaltninger, der sigter på at regulere adgang til havnetjenester,
skal i fuldt omfang sikre den største sikkerhed, navnlig sikkerhed til vands, i
havne.
17
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
•
Direktivet og medlemsstaternes gennemførelse af det må ikke stride mod
miljøbeskyttelsesbestemmelserne i havnene.
Dette princip bekræfter
miljøbeskyttelse.
igen
den
betydning,
Kommissionen
tillægger
Forslaget indeholder ikke bestemmelser om havnes institutionelle struktur og
hindrer ikke medlemsstaterne i at bestemme, hvilke organer der skal fungere som
kompetente myndigheder.
I medfør af traktatens artikel 295 berører dette forslag ikke medlemsstaternes
bestemmelser om ejendomsretlige ordninger for havne.
Forslaget indeholder ikke harmoniserede eller minimumsstandarder for
uddannelse og kvalifikationer for det personale og det udstyr, der er involveret.
Med forbehold af gældende EF-ret og anvendelse af nærhedsprincippet tillader det
medlemsstaterne at opretholde og fastsætte passende bestemmelser, forudsat disse
bl.a. er gennemsigtige, ikke-diskriminerende og objektive.
Endelig
indeholder
forslaget
ikke harmoniserede
sikkerheds-
og
miljøbestemmelser, men bygger på eksisterende bestemmelser, som kan tage
passende hensyn til de nationale regionale og lokale særtræk.
Fremgangsmåden er på linje med konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Lissabon
den 28. marts 2000 hvor Kommissionen, Rådet og medlemsstaterne hver i
overensstemmelse med deres respektive beføjelser blev anmodet om at fremskynde
liberaliseringen på sådanne områder som transport. Den tager hensyn til de
synspunkter, der er blevet givet udtryk for af Europa-Parlamentet, Regionsudvalget
og Det Økonomiske og Sociale Udvalg efter offentliggørelse af Kommissionens
grønbog om søhavne og skibsfartsinfrastruktur og støttes i betydeligt omfang (om
end ikke enstemmigt) af de berørte brancheforbund.
3.2.
Rids af det foreslåede direktiv
Artikel 1
beskriver direktivets mål.
Artikel 2
beskriver direktivets anvendelsesområde. Den gør klart, at kun
tjenesteydelser, der leveres på havneområdet og ikke, f.eks. i floder, der løber ud til
havnene, omfattes af direktivet og den forklarer ved henvisning til et bilag, hvilke
havnetjenester, det drejer sig om, og indfører en tærskel for, hvilke havne direktivet
gælder for.
Artikel 3
forklarer, at direktivet ikke erstatter nogen af de forpligtelser, som
myndighederne allerede er pålagt som følge af direktiverne om offentligt udbud
92/50, 93/36, 93/37 og 93/38. Hvis et af disse direktiver allerede kræver, at en
kontrakt skal gives i udbud, er det endvidere de direktiver i stedet for det foreslåede
direktiv, der afgør, hvordan dette skal gøres. Stk. 3 sikrer endvidere anvendelse af
direktiv 89/48, 91/51 og 99/42 om gensidig anerkendelse af erhvervsuddannelse,
navnlig hvis medlemsstaterne udsteder tilladelser på grundlag af leverandørens
faglige kvalifikationer.
Artikel 4
definerer nøgletermer.
18
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Artikel 5
kræver, at medlemsstaterne udpeger kompetente myndigheder til
gennemførelse af dette direktiv.
Artikel 6
fastsætter grundreglen om, at medlemsstaterne kan kræve, at leverandører
af havnetjenester indhenter tilladelse. Betingelserne for udstedelse af en tilladelse
skal være gennemsigtige, ikke-diskriminerende, objektive, relevante og
proportionelle. De skal være offentlige i lighed med proceduren for at opnå tilladelse.
Artiklen indeholder en begrænset liste over frivillige kriterier, som tilladelsen kan
være afhængig af, navnlig en begrænset liste over forpligtelse til offentlig tjeneste.
Endvidere indeholder den en forpligtelse til, at den kompetente myndighed skal stille
hensigtsmæssig træning til rådighed, hvis lokalt kendskab er uundværligt for en
potentiel tjenesteleverandør og en leverandørs ret til at beskæftige personale efter
eget valg.
Artikel 7
fastsætter de procedurer, der skal følges, hvis antallet af tjenesteydere i en
havn skal begrænses. Den kræver dog, at det størst mulige antal tjenesteydere skal
tillades, og at der skal tillades mindst to leverandører i lasthåndteringssektoren. Den
kræver endvidere, at en beslutning om begrænsning ikke må træffes af havnens
forvaltningsorgan, hvis dette er, eller ønsker at blive, leverandør i den pågældende
havn.
Artikel 8
fastsætter, at der skal fastsættes en udvælgelsesprocedure for
tjenesteleverandører, og at denne procedure skal være gennemsigtig, objektiv og
ikke-diskriminerende med anvendelse af proportionelle og relevante kriterier. Den
fastsætter bestemte centrale procedureformaliteter, som en udvælgelsesprocedure
skal overholde, samtidig med at det er muligt fuldt ud at udnytte moderne
elektroniske kommunikationsmidler. Endvidere behandler den en situation, hvor en
havns forvaltningsorgan ønsker at levere en tjenesteydelse i konkurrence med en
anden leverandør. Det kan i så tilfælde ikke også fungere som den myndighed, der
har ansvaret for udvælgelsesprocessen, og et uafhængigt organ skal udpeges til dette
formål.
Artikel 9
indfører princippet om tidsbegrænsning af tilladelser, der gives som følge af
en udvælgelsesprocedure, og knytter gyldighedsperioden til kriteriet om investering i
aktiver: gyldighedsperioden varierer afhængigt af om leverandøren har foretaget
ubetydelige eller ingen investeringer og om de investerede aktiver er mobile. Der
gives maksimumsgyldighedsperioder.
Artikel 10
indfører kravet om, at tjenesteleverandører skal føre regnskaber over
tjenesteydelsesaktiviteter.
Artikel 11
fastsætter, at bestemmelserne i dette direktiv også gælder for
selvservicering og at eventuelle kriterier for selvservicering ikke må være strengere
end kriterierne for andre leverandører af samme eller sammenlignelige
tjenesteydelser.
Artikel 12
omhandler en situation, hvor havnens forvaltningsorgan ud over
forvaltningsrollen også fungerer som tjenesteleverandør. Den fastsætter navnlig, at
der skal føres adskilte regnskaber for tjenesteydelsesaktiviteter i forhold til andre
aktiviteter. Revision er obligatorisk, og revisionsrapporten skal omfatte oplysninger
om finansielle strømme mellem forvaltningsorganets forskellige aktiviteter. Denne
artikel omhandler også en situation, hvor der ikke er nogen leverandør til en specifik
19
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
tjenesteydelse, og forvaltningsorganet derfor finder det nødvendigt selv at tilbyde
denne tjenesteydelse, og fastsætter, at forvaltningsorganet ikke må diskriminere
mellem tjenesteleverandører.
Artikel 13
sikrer fuld gennemsigtighed af udvælgelsesproceduren og fastsætter, at
medlemsstaterne skal indføre ankeprocedurer, inklusive retlig prøvelse.
Artikel 14
minder om, at direktivet ikke på nogen måde påvirker medlemsstaternes
rettigheder og forpligtelser, hvad angår lov og orden, sikkerhed i havne og
miljøbeskyttelse.
Artikel 15
sikrer anvendelse af sociallovgivning.
Artikel 16
indeholder overgangsbestemmelser. Den gør det muligt, at gældende
tilladelser kan forblive gyldige uden ændringer, hvis havnen ikke begrænser
adgangen til havnetjenestemarkedet, selv om nye tilladelser skal overholde
direktivets bestemmelser. Artiklen behandler derefter eksisterende tilladelser, som er
udstedt efter offentligt udbud eller en tilsvarende procedure, og som er i
overensstemmelse med bestemmelserne i dette direktiv, og ikke kræver ændringer.
Alle andre tilladelser skal gennemgå nye godkendelsesbestemmelser i en givet
overgangsperiode, som kan variere afhængigt af størrelsesordenen og arten af de
investeringer, der er foretaget af de leverandører, der for øjeblikket er indehavere af
tilladelsen.
Artikel 17
fastlægger medlemsstaternes forpligtelse til at aflægge rapport om
direktivets anvendelse og Kommissionens forpligtelse til at udarbejde en rapport på
grundlag af disse rapporter ledsaget af et forslag om revision, hvis dette er
nødvendigt.
Artikel 18
omhandler medlemsstaternes forpligtelse til at gennemføre direktivet.
Artikel 19
fastsætter direktivets ikrafttrædelse.
Artikel 20
viser, hvem direktivet er rettet til.
4.
4.1.
B
EGRUNDELSE FOR EN INDSATS PÅ FÆLLESSKABSNIVEAU
Hvilke formål har den påtænkte handling set i lyset af EF's forpligtelser ?
Forslaget sigter på at sikre en mere systematisk anvendelse af traktatens
bestemmelser (de fire friheder og konkurrencebestemmelser) i havnesektoren. Det
indfører procedurebestemmelser, der garanterer at alle tjenesteleverandører,
eksisterende og potentielle, har en rimelig mulighed for at komme ind på
havnetjenestemarkedet. Dette vil føre til bedre havnetjenester og opmuntre til bedre
udnyttelse af søtransport som en alternativ transportmåde og af kombineret transport,
som begge nedskærer presset på Fællesskabets transportnet.
Uden, på linje med artikel 295 i traktaten, at udtale sig om ejerskabsordningen
forbundet med havneinstallationer og leverandører af havnetjenester, fastætter
forslaget et system bestående af lige rettigheder og muligheder mellem private og
offentlige tjenesteleverandører.
20
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
4.2.
Hører den påtænkte handling under EF's enekompetence, eller er der tale om en
kompetence, som EF deler med medlemsstaterne?
Handlingen falder ind under den delte kompetence (artikel 80, stk. 2, i traktaten).
4.3.
Hvad er problemets EF-dimension (f.eks. hvor mange medlemsstater berøres
heraf, og hvorledes er problemet hidtil blevet behandlet)?
Direktivet vedrører alle kyststaterne i Fællesskabet. Selv om medlemsstaterne i de
senere år generelt har gjort betydelige fremskridt, når det drejer sig om at sikre fri
adgang til havnetjenester, er der på nuværende tidspunkt stor forskel i praksis, hvad
angår både dækning af havnetjenester og de procedurer, der følges for at gennemføre
traktatens rettigheder.
For at sikre adgang til havnetjenestemarkedet og således undgå
konkurrenceforvridning er det nødvendigt at forbedre og harmonisere nationale love,
administrative bestemmelser og praksis så vidt dette er nødvendigt.
4.4.
Kan problemet løses mest effektivt af EF eller af medlemsstaterne?
I betragtning af de eksisterende ulige adgangsmuligheder til havnetjenestemarkedet i
medlemsstaterne og endog inden for samme medlemsstat, og generelt uklare og
utilfredsstillende procedurebestemmelser, navnlig når det drejer sig om private og
offentlige tjenesteydere, er der behov for at etablere fællesskabsdækkende
grundregler. Disse giver i medfør af nærhedsprincippet medlemsstaterne betydelig
frihed, navnlig i betragtning af havnenes geografiske særegenheder med forskellige
krav, hvad angår søfartssikkerhed og miljøbeskyttelse.
Forslaget fastsætter navnlig fælles bestemmelser for
– gennemførelse af princippet om frit at kunne levere havnetjenester
– medlemsstaternes ret til at kræve forudgående tilladelse
– medlemsstaternes ret til at begrænse antallet af tjenesteydere
– de procedurer, der skal følges, inklusive gennemsigtighed
– gennemførelse af retten til selvservicering
– tilladelsernes gyldighed
– havnenes forvaltningsorganers rettigheder og forpligtelser når de fungerer både
som myndighed og tjenesteleverandør
– ankeprocedurer.
4.5.
Hvilke yderligere konkrete fordele er forbundet med den handling, EF påtænker,
og hvad vil omkostningerne være ved at forholde sig passiv?
I betragtning af den eksisterende situation, som er et resultat af udviklingerne i de
senere år, er det højst usandsynligt, at der vil fremkomme en tilfredsstillende
situation i hele Fællesskabet, som garanterer gennemførelse af frihed til at levere
21
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
havnetjenester, og som ikke forvrider konkurrencen mellem tjenesteydere i
forskellige medlemsstater. Dette skyldes hovedsageligt, at medlemsstaterne, til trods
for at de gør fremskridt i deres indsats for at forbedre fri adgang til
havnetjenestemarkedet, mangler en fælles EF-regelramme, således at udviklingerne
er uden sammenhæng, uregelmæssig og utilfredsstillende.
4.6.
Hvilke handlingsmuligheder har EF (henstilling, finansiel støtte, retsforskrifter,
gensidig anerkendelse osv.)?
I betragtning af, hvor komplicerede medlemsstaternes havneordninger er, og i
betragtning af deres forskelle, hvad angår størrelse, funktion og krav til
søfartssikkerhed og miljøbeskyttelse, betragtes et direktiv som det mest
hensigtsmæssige retsinstrument, idet gennemførelsen af den fælles ramme overlades
til medlemsstaterne.
4.7.
Er det nødvendigt med ensartede forskrifter, eller er det tilstrækkeligt at opstille de
generelle mål i et direktiv, der derefter gennemføres af medlemsstaterne?
Se punkt 4.6.
22
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442381_0023.png
2001/0047 (COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV
om markedsadgang for havnetjenester
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel [80,
stk. 2],
under henvisning til forslag fra Kommissionen
11
,
under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg
12
,
under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget
13
,
efter proceduren i artikel 251 i traktaten
14
, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)
Formålet med traktatens artikel 49 er at fjerne restriktioner for frihed til at levere
tjenesteydelser i Fællesskabet; i henhold til traktatens artikel 51 skal dette ske inden
for rammerne af den fælles transportpolitik.
Hvad angår søtransporttjenesteydelser som sådan, er dette mål nået ved Rådets
forordning (EØF) nr. 4055/86 af 22. december 1986 om anvendelse af princippet om
fri udveksling af tjenesteydelser på søtransportområdet mellem medlemsstaterne og
mellem medlemsstaterne og tredjelande
15
og (EØF) nr. 3577/92 af 7. december 1992
om anvendelse af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser inden for søtransport
i medlemsstaterne (cabotagesejlads)
16
.
Tjenesteydelser i havne er af afgørende betydning for, at søtransport kan fungere, da
de yder et afgørende bidrag til effektiv udnyttelse af infrastrukturen for søtransport.
I sin grønbog om søhavne og skibsfartsinfrastruktur af december 1997
17
nævnte
Kommissionen, at den havde til hensigt at foreslå en regelramme med henblik på at
skabe adgang til havnetjenestemarkedet i fællesskabshavne med international trafik.
(2)
(3)
(4)
11
12
13
14
15
16
17
EFT C
[…], […],
s.
[…].
EFT C
[…], […],
s.
[…].
EFT C
[…], […],
s.
[…].
EFT C
[…], […],
s.
[…].
EFT L 378 af 31.12.1986, s. 1-3. Senest ændret ved Rådets forordning (EØF) nr. 3573/90, EFT L353 af
17.12.1990, s. 16.
EFT L 364 af 12.12.1992, s. 7-10.
KOM(97) 678 endelig af 10. december 1997.
23
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442381_0024.png
Havnetjenester bør i denne forbindelse defineres som tjenesteydelser af kommerciel
værdi, som normalt leveres mod betaling i en havn.
(5)
Lettere adgang til tjenesteydelser i havne på fællesskabsniveau skulle kunne fjerne de
restriktioner, der nu hindrer adgangen for leverandører af havnetjenester, forbedre
kvaliteten af de tjenesteydelser, havnens brugere modtager, øge effektivitet og
fleksibilitet, medvirke til at reducere omkostningerne og derved bidrage til at fremme
Nærskibsfart og kombineret transport.
Hvis tilladelse i henhold til dette direktiv gives i form af en kontrakt, der falder ind
under anvendelsesområdet for direktiv 92/50/EØF
18
, 93/36/EØF
19
, 93/37/EØF
20
og
93/38/EØF
21
, gælder disse direktiver. I påkommende tilfælde gælder direktiv
89/48/EØF
22
, 92/51/EØF
23
og 99/42/EF
24
om gensidig anerkendelse af
erhvervsmæssig og faglig uddannelse.
Forskellig national lovgivning og praksis har ført til forskelle i de anvendte procedurer
og har skabt retlig usikkerhed vedrørende havnetjenesteleverandørernes rettigheder og
de kompetente myndigheders pligter. Det er derfor i Fællesskabets interesse at skabe
en EF-regelramme, som fastlægger grundbestemmelser om adgang til markedet for
havnetjenester, rettigheder og forpligtelser for nuværende og fremtidige
tjenesteleverandører, havnens forvaltningsorganer samt om procedurerne i forbindelse
med godkendelse og udvælgelsesprocesser.
I henhold til nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, som fastsat i traktatens
artikel 5, kan målene med den foreslåede handling, som er adgang til markedet for
havnetjenester for enhver fysisk eller juridisk person, der er etableret i Fællesskabet,
ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne på grund af handlingens omfang,
og kan derfor bedre gennemføres på fællesskabsplan. Direktivet begrænser sig til det
strengt nødvendige for at nå dette mål og går ikke herudover.
Fællesskabsretten om adgang til havnetjenester udelukker ikke anvendelse af andre
fællesskabsbestemmelser. Konkurrencebestemmelserne er allerede blevet anvendt på
havnetjenester og er navnlig relevante for monopolsituationer.
(6)
(7)
(8)
(9)
18
19
20
21
22
23
24
Rådets direktiv 92/50/EØF af 18. juni 1992 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af
offentlige tjenesteydelsesaftaler (EFT L 209 af 24.7.92, s. 1), senest ændret ved direktiv 97/52/EF (EFT
L 328 af 28.11.97).
Rådets direktiv 93/36/EØF af 14. juni 1993 om samordning af fremgangsmåderne ved offentlige indkøb
(EFT L 199 af 9.8.93, s. 1), senest ændret ved direktiv 97/52/EF (EFT L 328 af 28.11.97).
Rådets direktiv 93/37/EØF af 14. juni 1993 om samordning af fremgangsmåderne med hensyn til
indgåelse af offentlige bygge- og anlægskontrakter (EFT L 199/54 af 9.8.93), senest ændret ved direktiv
97/52/EF (EFT L 328 af 28.11.97).
Rådets direktiv 93/38/EØF af 14. juni 1993 om samordning af fremgangsmåderne ved tilbudsgivning
inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation (EFT L 199 af 9.8.93, s. 84),
senest ændret ved direktiv 98/4/EF (EFT L 101 af 1.4.98.).
Rådets direktiv 89/48/EØF af 21. december 1988 om indførelse af en generel ordning for gensidig
anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende videregående uddannelser af mindst
tre års varighed.
Rådets direktiv 92/51/EØF af 18. juni 1992 om anden generelle ordning for anerkendelse af
erhvervsuddannelser til supplering af direktiv 89/48/EØF.
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/42/EF af 7. juni 1999 om indførelse af en ordning for
anerkendelse af eksamensbeviser for de former for erhvervsvirksomhed, der er omfattet af direktiverne
om liberalisering og om overgangsforanstaltninger, og til supplering af den generelle ordning for
anerkendelse af eksamensbeviser.
24
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442381_0025.png
(10)
Medlemsstaterne kan med henblik på effektiv og sikker havneforvaltning kræve, at
tjenesteleverandører indhenter tilladelse. Kriterierne for at udstede en sådan tilladelse
skal være objektive, gennemsigtige, ikke-diskriminerende, relevante og proportionelle.
De skal offentliggøres.
Da havne består af begrænsede geografiske områder, kan markedsadgang somme tider
komme til at stå over for kapacitets- og pladsproblemer samt trafikrelaterede
sikkerhedsproblemer, hvad angår teknisk-nautiske tjenesteydelser. Det kan derfor i
sådanne tilfælde være nødvendigt at begrænse antallet af godkendte leverandører af
havnetjenester.
Kriterierne for enhver begrænsning skal være objektive, gennemsigtige, ikke-
diskriminerende, relevante og proportionelle. Når det drejer sig om lasthåndtering, må
antallet af tjenesteydere for hver enkelt kategori lasthåndtering ikke begrænses til
mindre end to fuldstændigt uafhængige leverandører, medmindre der er tale om
usædvanlige omstændigheder.
Tjenesteydere bør have ret til at beskæftige personale efter eget valg.
Hvis antallet af tjenesteydere er begrænset, skal de udvælges af den kompetente
myndighed efter en gennemsigtig, objektiv, åben og retfærdig udvælgelsesprocedure
med ikke-diskriminerende bestemmelser.
For at sikre, at beslutninger og procedureforanstaltninger i henhold til dette direktiv
træffes i fuld åbenhed af neutrale organer, skal situationen for forvaltningsorganet i en
havn, som selv leverer eller ønsker at levere havnetjenester, defineres. Det skal
underkaste sig de samme betingelser og procedurer som andre tjenesteleverandører
samtidig med, at det skal være i stand til at sikre havnens funktion.
Beslutninger
om at
begrænse antallet af tjenesteleverandører og udvælgelsen af disse leverandører skal
derfor overlades til et neutralt organ, og havnens forvaltningsorgan må ikke
diskriminere mellem tjenesteydere og mellem havnebrugere.
Det er derfor nødvendigt at sikre, at der ikke er forskelsbehandling mellem havnens
forvaltningsorgan og uafhængige operatører, og mellem forskellige havnes
forvaltningsorganer.
Økonomisk skal forvaltningsorganer i havne, der er omfattet af dette direktiv, og som
også er leverandører af tjenesteydelser, være forpligtet til at føre adskilte regnskaber
for henholdsvis deres funktion som forvaltningsorgan og deres funktion som
leverandør af tjenester på konkurrencemæssige vilkår.
Kommissionens direktiv nr. 2000/52 af 26. juli 2000 fastlægger for en række
virksomheder forpligtelse til at føre adskilte regnskaber, idet denne bestemmelse kun
gælder for virksomheder med en årlig omsætning for hvert af de to sidste år på over 40
mio. .
Med indførelse af friheden til at levere havnetjenester i Fællesskabet må det sikres, at
princippet om adskilte regnskaber gælder for alle havne, der falder ind under dette
direktivs
anvendelsesområde,
og
at
havnene
pålægges
gennemskuelighedsbestemmelser, der ikke er mindre strenge end bestemmelserne i
Kommissionens direktiv nr. 2000/52.
(11)
(12)
(13)
(14)
(15)
(16)
(17)
(18)
€
25
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
(19)
(20)
(21)
Kravet om at føre regnskaber over havnetjenesteaktiviteter bør gælde for alle
virksomheder, som er blevet udvalgt til at levere sådanne tjenesteydelser.
Selvservicering bør tillades, og de kriterier, der fastsættes for selvservicering, bør ikke
være strengere end for leverandører af samme eller sammenlignelige havnetjenester.
Tilladelser, der udstedes efter en udvælgelsesprocedure, skal være tidsbegrænsede.
Når tilladelsens gyldighedsperiode fastsættes, er det rimeligt at tage hensyn til, om
leverandøren har måttet investere i aktiver og, hvis dette er tilfældet, om disse aktiver
er mobile. En sådan procedure skulle kunne medføre et rimeligt resultat, men der skal
dog fastsættes en maksimumsgyldighedsperiode for en tilladelse.
Den nuværende situation i Fællesskabets havne, som omfatter mange forskellige
tilladelser, udvælgelsesmetoder og gyldighedsperioder, kræver fastsættelse af klare
overgangsperioder. Disse overgangsbestemmelser skal skelne mellem havne, hvor
antallet af tjenesteydere er begrænset, og havne, hvor dette ikke er tilfælde.
Hvis antallet af tjenesteydere ikke er begrænset, er der ingen grund til at ændre de
eksisterende tilladelser, men fremtidige tilladelser udstedes i henhold til direktivets
bestemmelser.
I tilfælde, hvor antallet af tjenesteydere er begrænset, bør overgangsperioden skelne
mellem tilladelser, der er udstedt i henhold til offentligt udbud eller en tilsvarende
procedure, og andre tilfælde; mellem situationer, hvor tjenesteyderen har foretaget
betydelige investeringer, eller ikke har foretaget investeringer; og mellem situationer,
hvor disse investeringer er mobile eller ikke. Under hensyntagen til retssikkerheden
må man i disse tilfælde fastsætte maksimumstidsrum, og give de nationale
myndigheder en betydelig margin til at tage tilstrækkeligt hensyn til de særlige forhold
i de enkelte tilfælde.
Medlemsstaterne fastsætter, hvilke kompetente myndigheder der har ansvaret for
gennemførelsen af dette direktiv.
Der skal foreligge procedurer for anke over de kompetente myndigheders
beslutninger.
Medlemsstaterne skal sikre et passende socialt beskyttelsesniveau for personalet i
virksomheder, der leverer havnetjenester.
Dette direktivs bestemmelser berører på ingen måde medlemsstaternes rettigheder og
forpligtelser, hvad angår lov og orden, sikkerhed i havne samt miljøbeskyttelse.
Dette direktiv berører ikke anvendelsen af traktatens bestemmelser; Kommissionen
agter navnlig fortsat at sikre overholdelsen af disse bestemmelser ved, om nødvendigt,
at udøve alle de beføjelser, den har i henhold til traktatens artikel 86.
På grundlag af medlemsstaternes rapporter om anvendelsen af dette direktiv bør
Kommissionen foretage en vurdering, om nødvendigt ledsaget af et forslag til revision
af direktivet -
(22)
(23)
(24)
(25)
(26)
(27)
(28)
(29)
(30)
26
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442381_0027.png
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
Artikel 1 –Formål
EF-leverandører af havnetjenester har frihed til at levere havnetjenester i henhold til
bestemmelserne i dette direktiv. Leverandører af havnetjenester har adgang til havneanlæg i
det omfang, det er nødvendigt, for at de kan udøve deres aktiviteter.
Artikel 2 – Anvendelsesområde
1.
2.
Dette direktiv gælder for de havnetjenester, der er opført i bilaget, og som leveres til
havnens brugere på havnens område.
Dette direktiv gælder for alle søhavn eller havnesystemer, der er beliggende på en
medlemsstats territorium, og som er åbne for almindelig søhandelstrafik, forudsat at
den pågældende havn i de seneste tre år mindst har håndteret 3 mio. tons eller 500
000 passagerbevægelser om året.
Hvis en havn når den i stk. 2 nævnte godstrafiktærskel uden at nå den tilsvarende
passagerbevægelsestærskel, gælder bestemmelserne i dette direktiv ikke for
havnetjenester,
der
udelukkende
vedrører
passagerer.
Hvis
passagerbevægelsestærsklen, men ikke godstrafiktærsklen, nås, gælder
bestemmelserne i dette direktiv ikke for havnetjenester, der udelukkende vedrører
gods. Kommissionen offentliggør til orientering i
De Europæiske Fællesskabers
Tidende
og på grundlag af oplysninger fra medlemsstaterne en liste over de i denne
artikel nævnte havne. Listen skal første gang offentliggøres inden tre måneder efter
direktivets ikrafttrædelse, og herefter én gang om året.
Medlemsstaterne kan kræve, at leverandører af havnetjenester er etableret inden for
Fællesskabets grænser, og at fartøjer, der udelukkende anvendes til havnetjenester,
skal registreres i en medlemsstat og føre en medlemsstats flag.
Artikel 3
1.
2.
Dette direktiv berører ikke de kompetente myndigheders forpligtelser i henhold til
direktiv 92/50/EØF, direktiv 93/36/EØF, direktiv 93/37/EØF og direktiv 93/38/EØF.
Hvis et af de i stk. 1 nævnte direktiver gør udbud af tjenesteydelseskontrakter
obligatorisk, finder artikel 8, stk. 1, 2, 3, 4 og 5, artikel 12, stk. 1 og 2, og artikel 13 i
dette direktiv ikke anvendelse på tildeling af sådanne kontrakter.
Direktivet berører ikke de kompetente myndigheders forpligtelser i henhold til
direktiv 89/48/EØF
25
, 92/51/EØF
26
og 99/42/EC
27
om medlemsstaternes gensidige
anerkendelse af erhvervsmæssig uddannelse.
3.
4.
3.
25
26
Rådets direktiv 89/48/EØF af 21. december 1989 om indførelse af en generel ordning for gensidig
anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende videregående uddannelser af mindst tre
års varighed.
Rådets direktiv 92/51/EØF af 18. juni 1992 om anden generelle ordning for anerkendelse af
erhvervsuddannelser til supplering af direktiv 89/48/EEC.
27
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442381_0028.png
Artikel 4 – Definitioner
I dette direktiv forstås ved:
(1)
"søhavn":
(i dette direktiv benævnt "havn") et område bestående af landjord og vand,
der er befæstet og udstyret på en sådan måde, at det, først og fremmest, tillader
modtagelse af skibe, lastning og losning af skibe, oplagring af gods, modtagelse og
levering af gods med transport via landjorden eller ad indre vandveje samt indskibning
og udskibning af passagerer
"havnesystem":
to eller flere havne, som sammen betjener samme by eller byområde
"havnemyndighed" eller "havnens forvaltningsorgan"
(herefter benævnt "havnens
forvaltningsorgan"): et organ som, eventuelt i forbindelse med andre aktiviteter, i
henhold til nationale love eller administrative bestemmelser har til opgave at
administrere og forvalte havneinfrastrukturerne og at koordinere og kontrollere den
virksomhed, der drives af forskellige operatører i den pågældende havn eller det
pågældende havnesystem. Det kan bestå af flere separate organer eller være ansvarligt
for mere end én havn
"havnetjenester":
havnetjenester af kommerciel værdi, der normalt ydes mod
betaling i en havn, og som er opført i bilaget
"leverandør af havnetjenester":
enhver fysisk eller juridisk person, der leverer, eller
ønsker at levere, en eller flere kategorier af havnetjenester
"forpligtelse til offentlig tjeneste":
en forpligtelse, som er vedtaget af en kompetent
myndighed med henblik på at sikre tilstrækkelig levering af bestemte kategorier af
havnetjenester
"selvservicering":
en situation, hvor en havnebruger selv leverer en eller flere
kategori af havnetjenester, og hvor der normalt ikke er nogen form for kontrakt med
en tredjepart om levering af disse tjenesteydelser
"tilladelse": enhver form for tilladelse, inklusive en kontrakt, som tillader en fysisk
eller juridisk person at levere havnetjenester eller at udføre selvservicering.
Artikel 5 - De kompetente myndigheder
Medlemsstaterne udpeger den eller de kompetente myndigheder med henblik på
gennemførelse af artikel 6, 7, 8, 10, 11, 12 og 19 i dette direktiv.
(2)
(3)
(4)
(5)
(6)
(7)
(8)
27
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 99/42/EF af 7.06.1999 om indførelse af en ordning for
anerkendelse af eksamensbeviser for de former for erhvervsvirksomhed, der er omfattet af direktiverne om
liberalisering og om overgangsforanstaltninger, og til supplering af den generelle ordning for anerkendelse
af eksamensbeviser.
28
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Artikel 6 – Tilladelse
1.
Medlemsstaterne kan kræve, at en leverandør af havnetjenester indhenter
forudgående tilladelse i henhold til betingelserne i stk. 2, 3, 4 og 5. Tilladelsen
udstedes automatisk til tjenesteydere, der udvælges i henhold til artikel 8.
Kriterierne for den kompetente myndigheds udstedelse af tilladelser skal være
gennemsigtige, ikke-diskriminerende, objektive, relevante og proportionelle.
Kriterierne må kun vedrøre leverandørens erhvervsmæssige kvalifikationer,
vedkommendes sunde økonomiske situation og tilstrækkelige forsikring samt
sikkerhed til søs og installationers, udstyrs og personers sikkerhed. Tilladelsen kan
omfatte forpligtelse til offentlig tjeneste, hvad angår sikkerhed, regelmæssighed,
kontinuitet og pris samt de betingelser, i henhold til hvilke tjenesten skal leveres.
Hvis de påkrævede erhvervsmæssige kvalifikationer omfatter specifikt lokalt
kendskab eller erfaring med lokale forhold, skal den kompetente myndighed stille
tilstrækkelig uddannelse til rådighed for ansøgerleverandører.
De i stk. 2 nævnte kriterier skal offentliggøres, og leverandører af havnetjenester skal
forud informeres om proceduren for opnåelse af tilladelse. Dette krav gælder også for
en tilladelse, der knytter levering af tjenesteydelser til investering i faste aktiver, som
bliver havnens ejendom, når tilladelsen udløber.
En leverandør af havnetjenester har ret til at ansætte personale efter eget valg til at
udføre den tjenesteydelse, der er omfattet af tilladelsen.
Artikel 7 – Begrænsninger
1.
Medlemsstaterne kan kun begrænse antallet af leverandører af havnetjenester på
grund af problemer, der skyldes plads eller kapacitet eller, når det drejer sig om
teknisk-nautiske tjenesteydelser, søtrafikrelateret sikkerhed. Den kompetente
myndighed skal:
(a)
informere de interesserede parter om den kategori eller de kategorier af
havnetjenester og den specifikke del af havnen, som restriktionerne gælder,
samt grundene til disse restriktioner
tillade det efter forholdene størst mulige antal leverandører.
2.
3.
4.
5.
(b)
2.
Hvis der er plads- eller kapacitetsproblemer, og medmindre særlige omstændigheder
gør sig gældende, hvad angår trafikvolumen og lastkategori, skal den kompetente
myndighed tillade mindst to tjenesteleverandører for hver kategori last, og de skal
være fuldstændigt uafhængige af hinanden.
Hvis den kompetente myndighed, der træffer beslutning om restriktioner, også er den
pågældende havns forvaltningsorgan, og hvis forvaltningsorganet selv eller en
tjenesteleverandør, over hvilken det har direkte eller indirekte kontrol, eller som det
har interesser i, er eller ønsker at blive tjenesteleverandør i den pågældende havn,
skal medlemsstaten udpege en anden kompetent myndighed og pålægge den at træffe
beslutning om, eller godkende en beslutning om restriktioner. Denne nyudpegede
kompetente myndighed skal være uafhængig af forvaltningsorganet i den
pågældende havn og må ikke:
29
3.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
(a)
(b)
levere tjenesteydelser af lignende art som de tjenesteydelser, der leveres af
tjenesteleverandører i den pågældende havn, og
have direkte eller indirekte kontrol over, eller have interesser i nogen af
tjenesteleverandørerne i den pågældende havn.
Artikel 8 - Udvælgelsesprocedure
1.
I tilfælde, hvor antallet af tjenesteleverandører er blevet begrænset i medfør af artikel
7, træffer de kompetente myndigheder de nødvendige foranstaltninger til at sikre en
gennemsigtig og objektiv udvælgelsesprocedure ved udbud, baseret på
proportionelle, ikke-diskriminerende og relevante kriterier.
De kompetente myndigheder offentliggør en opfordring til interesserede parter om at
deltage i udvælgelsesprocessen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.
I denne offentliggørelse kan der henvises til de kompetente myndigheders eller
havnens eget web-sted eller, hvis et sådant ikke findes, til enhver anden passende
måde, hvorpå de nødvendige oplysninger rettidigt kan stilles til rådighed for enhver
person, der er interesseret i processen.
2.
3.
Den kompetente myndighed skal i offentliggørelsen anføre følgende
(a)
(b)
(c)
tilladelses-
og
minimumskrav
udvælgelseskriterier,
der
definerer
myndighedens
tildelingskriterier, der definerer de faktorer, som myndigheden lægger til grund
for at vælge mellem de tilbud, der opfylder udvælgelseskriterierne
vilkårene, herunder de tjenesteydelseskrav, som kontrakten omfatter, og
eventuelle aktiver, der stilles til rådighed for den udvalgte tilbudsgiver, samt de
relevante betingelser og gældende bestemmelser.
4.
5.
6.
Der skal være en frist på mindst 52 dage mellem indkaldelse af forslag og den
seneste dato for modtagelse af forslag.
Den information, den kompetente myndighed giver potentielle leverandører, skal
indeholde alle de relevante oplysninger, denne sidder inde med.
Hvis den kompetente myndighed, der gennemfører udvælgelsesproceduren for en
bestemt havn, også er forvaltningsorganet i denne havn, og hvis forvaltningsorganet
selv eller en tjenesteyder, hvorover det har direkte eller indirekte kontrol eller har
interesser i, er eller ønsker at blive tjenesteleverandør i den pågældende havn, skal
medlemsstaten udpege en anden kompetent myndighed og pålægge denne den
pågældende udvælgelsesprocedure. Sidstnævnte udpegede kompetente myndighed
skal være uafhængig af den pågældende havns forvaltningsorgan og må ikke:
(a)
(b)
levere tjenester af lignende art som de tjenesteydelser, der leveres af
tjenesteleverandørerne i den pågældende havn
have direkte eller indirekte kontrol over eller have interesser i nogen af
tjenesteleverandørerne i den pågældende havn.
30
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Artikel 9 – Varighed
Leverandører af havnetjenester udvælges for en begrænset periode, som fastsættes efter
følgende kriterier:
1.
2.
Hvis tjenesteleverandøren ikke foretager investeringer eller kun ubetydelige
investeringer for at levere tjenesteydelser, er tilladelsens varighed på højst fem år.
Hvis tjenesteleverandøren foretager betydelige investeringer i
(a)
(b)
mobile aktiver, er tilladelsesperioden højst 10 år
faste aktiver, er tilladelsesperioden højst 25 år, uanset om ejerskabet hertil
overgår til havnen.
Artikel 10 – Regnskabsbestemmelser
Den kompetente myndighed kræver, at de udvalgte tjenesteleverandører fører adskilte
regnskaber for hver enkelt tjenesteydelse. Opstilling af regnskaber skal være i
overensstemmelse med gældende handelspraksis og generelt anerkendte regnskabsprincipper.
Artikel 11 – Selvservicering
1.
2.
Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til, at selvservicering kan
udføres i henhold til dette direktiv.
Kriterierne for eventuel tilladelse til selvservicering må ikke være strengere end
kriterierne for leverandører af samme eller sammenlignelige havnetjenester.
Artikel 12 – Havnens forvaltningsorgan
1.
Hvis havnens forvaltningsorgan leverer havnetjenester, skal det opfylde kriterierne i
artikel 6 og adskille regnskaberne for hver af dets tjenesteydelsesaktiviteter fra
regnskaberne for dets andre aktiviteter. Opstilling af regnskaberne skal være i
overensstemmelse med gældende handelspraksis og generelt anerkendte
regnskabsprincipper for at sikre at:
(a)
(b)
(c)
2.
de interne regnskaber svarende til forskellige aktiviteter er adskilte
alle omkostninger og indtægter posteres korrekt på grundlag af konsekvent
anvendte og objektivt begrundede regnskabsprincipper
de regnskabsprincipper, som de adskilte regnskaber føres efter, klart kan
identificeres.
Revisors rapport om årsregnskaberne skal vise, om der foreligger finansielle
strømme mellem forvaltningsorganets tjenesteydelsesaktiviter og dets andre
aktiviteter. Revisors rapport opbevares af medlemsstaterne og stilles på anmodning
til rådighed for Kommissionen.
31
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
3.
Hvis det efter udvælgelsesproceduren i henhold til artikel 8 ikke har været muligt at
finde en passende tjenesteleverandør til en specifik havnetjeneste, kan den
kompetente myndighed i henhold til betingelserne i denne artikels stk. 1 forbeholde
levering af denne tjenesteydelse for havnens forvaltningsorgan i en periode på
maksimalt fem år.
Havnens forvaltningsorgan må ikke diskriminere mellem tjenesteleverandører. Det
skal navnlig afholde sig fra at diskriminere til fordel for en virksomhed eller et organ,
hvori det har interesser.
Bestemmelserne i dette direktiv berører ikke på nogen måde medlemsstaternes
rettigheder og forpligtelser i henhold til gennemskuelighedsdirektivet nr.
2000/52/EF.
Artikel 13 – Anker
4.
5.
1.
Medlemsstaterne sikrer, at enhver med legitime interesser har ret til at anke
beslutninger eller individuelle foranstaltninger, der i henhold til dette direktiv er
truffet af kompetente myndigheder eller havnens forvaltningsorgan.
Hvis en ansøgning om adgang til at levere havnetjenester i henhold til dette direktiv
afslås, informeres ansøgeren eller ansøgerne om grundene til, at den eller de
pågældende ikke har opnået tilladelse eller er blevet udvalgt. Sådanne grunde skal
være objektive, ikke-diskriminerende, velbegrundede og dokumenterede. Ansøgeren
skal have adgang til ankeprocedurer. Det skal være muligt at anke sagen for en
national domstol eller en offentlig myndighed, der, hvad angår organisation,
økonomisk grundlag, retsstruktur og beslutningstagning, er uafhængig af den
kompetente myndighed eller den pågældende havns forvaltningsorgan, og som er
uafhængig af enhver tjenesteyder.
Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger
ankeorganernes beslutninger kan underkastes retlig prøvelse.
Artikel 14 - Sikkerhed og miljøbeskyttelse
for
at
sikre,
at
2.
3.
Bestemmelserne i dette direktiv berører ikke på nogen måde medlemsstaternes rettigheder og
forpligtelser hvad angår lov og orden, sikkerhed i havne samt miljøbeskyttelse.
Artikel 15 – Social beskyttelse
Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at deres sociale
lovgivning anvendes, uden at dette dog berører anvendelsen af dette direktiv, og med
forbehold af EF-rettens øvrige bestemmelser.
Artikel 16 – Overgangsforanstaltninger
1.
Hvis antallet af leverandører af havnetjenester i en havn ikke er begrænset som følge
af plads- og kapacitetsproblemer eller hensynet til sikkerhed til søs, kan de
32
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
eksisterende tilladelser forblive gyldige uden ændringer, indtil antallet bliver
begrænset. Nye tilladelser skal overholde bestemmelserne i dette direktiv.
2.
Hvis antallet af tjenesteleverandører i en havn er begrænset, gælder bestemmelserne i
litra a) til e).
a)
Hvis en eksisterende tilladelse er udstedt i henhold til offentligt udbud eller
en tilsvarende procedure og ellers er i overensstemmelse med
bestemmelserne i dette direktiv, kan tilladelsen forblive gyldig uden
ændringer.
Hvis en eksisterende tilladelse ikke er udstedt i henhold til bestemmelserne i
dette direktiv, og hvis tjenesteyderen har foretaget ubetydelige eller ingen
investeringer, skal en ny tilladelsesprocedure i overensstemmelse med
bestemmelserne i dette direktiv udføres inden to år efter datoen for
gennemførelsen af dette direktiv, hvis det drejer sig om en enkelt
tjenesteyder, og inden fire år i alle andre tilfælde.
Hvis en tjenesteleverandør med en eksisterende tilladelse har foretaget
betydelige investeringer i mobile aktiver, gælder følgende:
(i)
Hvis tilladelsen ikke er udstedt i overensstemmelse med
bestemmelserne i dette direktiv, men som følge af et offentligt udbud
eller en tilsvarende procedure, er den eksisterende tilladelses
gyldighed højst 10 år
Hvis tilladelsen ikke er udstedt i overensstemmelse med
bestemmelserne i dette direktiv og ikke som følge af offentligt udbud
eller en tilsvarende procedure, skal en ny tilladelsesprocedure i
overensstemmelse med bestemmelserne i dette direktiv udføres inden
tre år efter datoen for gennemførelsen af dette direktiv, hvis det drejer
sig om en enkelt tjenesteleverandør, og inden fem år i alle andre
tilfælde.
b)
c)
(ii)
d)
Hvis der foreligger en eksisterende tilladelse, og tjenesteleverandøren har
foretaget betydelige investeringer i faste aktiver, gælder følgende:
(i)
Hvis tilladelsen ikke er udstedt i overensstemmelse med
bestemmelserne i dette direktiv, men som følge af offentligt udbud
eller en tilsvarende procedure, er den eksisterende tilladelses
gyldighed højst 25 år
Hvis tilladelsen ikke er udstedt i overensstemmelse med
bestemmelserne i dette direktiv og ikke som følge af offentligt udbud
eller en tilsvarende procedure, skal en ny tilladelsesprocedure i
overensstemmelse med bestemmelserne i dette direktiv udføres inden
fem år efter datoen for gennemførelsen af dette direktiv, hvis det
drejer sig om en enkelt tjenesteleverandør, og inden otte år i alle andre
tilfælde
(ii)
e)
Hvis der foreligger en eksisterende tilladelse og tjenesteleverandøren har
foretaget betydelige investeringer i mobile og faste aktiver, gælder litra d).
33
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Artikel 17 – Rapport og revision
Medlemsstaterne sender Kommissionen en rapport om anvendelsen af dette direktiv senest tre
år efter gennemførelsesdatoen.
På grundlag af medlemsstaternes rapporter foretager Kommissionen en vurdering af
medlemsstaternes gennemførelse af direktivet, om nødvendigt ledsaget af forslag til revision.
Artikel 18 – Gennemførelse
1.
Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft
for at overholde dette direktiv senest et år efter datoen for dets ikrafttrædelse. De
underretter straks Kommissionen herom.
Når medlemsstaterne vedtager disse bestemmelser, skal de indeholde en henvisning
til dette direktiv eller ledsages af en sådan henvisning ved offentliggørelsen. De
nærmere regler for denne henvisning fastsættes af medlemsstaterne.
2.
Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten de nationale retsforskrifter, som
de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 19
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter dets offentliggørelse i
De Europæiske
Fællesskabers Tidende.
Artikel 20 - Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den
[…]
På Europa-Parlamentets vegne
Formand
[…]
På Rådets vegne
Formand
[…]
34
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442381_0035.png
BILAG
LISTE OVER HAVNETJENESTER, DER OMFATTES AF DETTE DIREKTIV
(1)
Teknisk-nautiske tjenesteydelser
(a)
(b)
(c)
(2)
Lodsning
Bugsering
Fortøjning
Lasthåndtering, herunder
(a)
(b)
(c)
stevedoring, stuvning, omladning og anden transport på terminalens område
opbevaring, deponering og oplagring, afhængigt af lastkategori
konsolidering af last.
(3)
Passagerservice (inklusive indskibning og udskibning).
35