Europaudvalget 2001
KOM (2001) 0135
Offentligt
1442473_0001.png
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER
Bruxelles, den 20.3.2001
KOM(2001) 135 endelig
GRØNBOG
OM DEN FÆLLES FISKERIPOLITIKS FREMTID
(Forelagt af Kommissionen)
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
INDHOLDSFORTEGNELSE
1.
2.
3.
3.1.
3.1.1.
3.1.2.
3.2.
3.3.
3.4.
3.5.
3.6.
3.7.
3.8.
3.9.
3.10.
4.
5.
5.1.
5.1.1.
5.1.2.
5.1.3.
5.1.4.
Behovet for en reform af den fælles fiskeripolitik................................................. 4
De grundlæggende principper for en fælles fiskeripolitik .................................... 5
Hvordan er den aktuelle situation, og hvad sker der, hvis vi ikke ændrer den?.. 6
Politikken til bevarelse af fiskeressourcerne ............................................................. 6
De vigtigste fiskebestandes aktuelle tilstand ............................................................. 7
Årsagerne til de aktuelle forvaltningsmæssige mangler............................................. 8
Den miljømæssige dimension.................................................................................... 9
Flådepolitik ............................................................................................................ 11
Beslutningsprocessen og inddragelse af de involverede parter................................ 12
Overvågning og kontrol.......................................................................................... 12
Den økonomiske og beskæftigelsesmæssige dimension............................................ 14
Akvakultur.............................................................................................................. 17
Forarbejdningsindustrien ....................................................................................... 17
Den fælles fiskeripolitiks internationale dimension ................................................. 18
Fiskeriet i Middelhavet........................................................................................... 19
Klarere mål for fremtiden.................................................................................... 21
Den fremtidige fælles fiskeripolitik: muligheder og præferencer....................... 22
Styrkelse og forbedring af bevarelsespolitikken ...................................................... 22
Flerårig, flerarts- og økosystemorienteret forvaltning.............................................. 23
Tekniske foranstaltninger ....................................................................................... 23
Overvågning og evaluering af foranstaltninger til bevarelse og forvaltning ............. 24
Adgang til farvande og ressourcer .......................................................................... 24
5.1.4.1. Relativ stabilitet ..................................................................................................... 24
5.1.4.2. 6-12-sømilezonen ................................................................................................... 25
5.1.4.3. Shetlandskassen og adgang til Nordsøen................................................................. 25
5.2.
5.3.
5.4.
Fremme af miljødimensionen i den fælles fiskeripolitik........................................... 25
Fremme af menneskers og dyrs sundhed og sikkerhed i fiskerisektoren af hensyn til
forbrugerbeskyttelse ............................................................................................... 26
Flådepolitik ............................................................................................................ 27
2
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
5.5.
5.5.1.
5.5.2.
5.5.3.
5.5.4.
5.6.
5.7.
5.7.1.
5.7.2.
5.7.3.
5.7.4.
5.8.
5.8.1.
5.8.2.
5.9.
5.10.
6.
Bedre styring af den fælles fiskeripolitik ................................................................. 29
Øget inddragelse af de berørte parter ...................................................................... 29
Effektiv varetagelse af lokale forvaltningsbehov og af krisesituationer ................... 30
Øget inddragelse af den videnskabelige rådgivning i beslutningsprocessen............. 31
Integreret kystzoneplanlægning (ICZM) ................................................................. 31
Overvågning, kontrol og håndhævelse .................................................................... 31
Styrkelse af den sociale og økonomiske dimension i den fælles fiskeripolitik ........... 32
En ny strategi for den økonomiske forvaltning....................................................... 33
Ny prioritering af akvakulturstøtten ........................................................................ 35
Fremme af forarbejdningsindustrien ....................................................................... 35
Andre sociale spørgsmål......................................................................................... 36
Eksterne forbindelser.............................................................................................. 36
Multilateralt samarbejde ......................................................................................... 37
Bilateralt samarbejde .............................................................................................. 38
Fiskeri i Middelhavet.............................................................................................. 39
Forskning og videnskabelig rådgivning .................................................................. 41
Opfølgende foranstaltninger ................................................................................ 41
3
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
GRØNBOG OM DEN FÆLLES FISKERIPOLITIKS FREMTID
1.
B
EHOVET FOR EN REFORM AF DEN FÆLLES FISKERIPOLITIK
Næsten tyve år efter iværksættelsen af den fælles fiskeripolitik er fiskeripolitikken
stillet over for meget store udfordringer. Politikken har ikke ført til nogen bæredygtig
udnyttelse af fiskeressourcerne, og den må ændres, hvis dette mål skal nås. Dens
mangler ses i forbindelse med bevarelse af ressourcerne, i den økonomiske udvikling
og på det politiske plan.
For så vidt angår bevarelsen af ressourcerne, befinder mange fiskebestande sig i dag
langt uden for sikre biologiske grænser. Enten udnyttes ressourcerne for kraftigt eller
også rummer de kun små mængder voksne fisk eller begge dele. Situationen er særlig
alvorlig for demersale fiskebestande såsom torsk, kulmule og hvilling. Hvis de
nuværende tendenser fortsætter, vil mange bestande bryde sammen. Samtidig
overstiger EU-flådens disponible fiskerikapacitet langt kapaciteten for et bæredygtigt
fiskeri.
Den nuværende situation med nedfiskede ressourcer skyldes i vidt omfang, at de
tilladte årlige fangstmængder fastsættes højere end foreslået af Kommissionen på
grundlag af videnskabelig rådgivning, og at flådeforvaltningsplanerne ikke er så
vidtgående som nødvendigt. Dårlig håndhævelse af de faktisk trufne beslutninger er
også en medvirkende årsag til overfiskning.
Det er ikke kun i EU, at fiskeriet befinder sig i en prekær situation. Der er i hele
verden bekymring over den kritiske tilstand, som mange fiskebestande befinder sig i,
og over fiskerflådernes overkapacitet som følge af den stigende efterspørgsel efter
fisk.
Fiskerisektoren er økonomisk skrøbelig som følge af overinvestering, hurtigt
stigende omkostninger og vigende fiskeressourcer. Dette afspejler sig i ringe
rentabilitet og en stadigt faldende beskæftigelse. Fremover må EU's fiskerisektor
nødvendigvis gøres betydeligt mindre, end den er for øjeblikket, hvis den skal
overleve.
I politisk henseende føler de berørte parter sig ikke tilstrækkeligt involveret i
forvaltningen af fiskeripolitikken, og mange mener, at der ikke længere gælder de
samme betingelser for alle med hensyn til overholdelse og håndhævelse af
bestemmelserne.
Bortset fra disse svagheder ved systemet er der også en række ydre udfordringer,
som nødvendiggør en reform: den kommende udvidelse af EU, globaliseringen af
økonomien, nye aktørers entré i det globale fiskeri, der afspejler mange
udviklingslandes legitime forhåbninger om at udvide deres eget fiskeri, den øgede
fokusering på miljømæssige og udviklingspolitiske aspekter i forbindelse med
forvaltningen af fiskeriet og samfundets stigende interesse for fiskerianliggender er
4
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442473_0005.png
nogle af de aktuelle udfordringer, som den fælles fiskeripolitik må finde
fyldestgørende svar på.
Den fælles fiskeripolitik har dog også givet en række positive resultater i løbet af de
sidste 20 år. Den har i vid udstrækning formået at begrænse konflikter til søs, at
skabe en vis stabilitet i fiskerisektoren og - indtil nu - at undgå totalt sammenbrud af
fiskebestande, som visse egne af verden lejlighedsvis har været vidne til. Man har
dog betalt en høj pris for at opnå disse resultater for så vidt angår fiskerisektorens
levedygtighed på lang sigt. I den aktuelle situation er der behov for en
gennemgribende reform af den fælles fiskeripolitik, som går ud over de
lovgivningsmæssige krav i forbindelse med tidsfristen 2002
1
.
2.
D
E GRUNDLÆGGENDE PRINCIPPER FOR EN FÆLLES FISKERIPOLITIK
Der er i hele verden bred enighed om de overordnede mål for en fiskeripolitik som
fastlagt i FAO's adfærdskodeks for ansvarligt fiskeri: en ansvarlig fiskeripolitik må
sikre effektiv bevarelse, forvaltning og udvikling af de levende akvatiske ressourcer
med behørig respekt for økosystemet og biodiversiteten, så fiskeriet både for
nuværende og kommende generationer er og vedbliver med at være en livsvigtig
kilde til føde, beskæftigelse, rekreation, handel og økonomisk velfærd for
menneskene.
Selv om der i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (i det følgende
benævnt "traktaten") ikke er et specifikt kapitel om fiskeri, pålægger den dog den
fælles fiskeripolitik at nå de samme generelle mål som den fælles landbrugspolitik
(artikel 33), dvs.:
•
at forøge produktiviteten ved at fremme den tekniske udvikling ved rationalisering
af produktionen og ved den bedst mulige anvendelse af produktionsfaktorerne,
især arbejdskraften
•
herigennem at sikre (fiskeri)samfundet en rimelig levestandard, især ved en
forhøjelse af de individuelle indkomster
•
at stabilisere markederne
•
at sikre forsyningerne
•
at sikre forbrugerne rimelige priser på fiskerivarer
•
at sikre princippet om udelukkelse af enhver form for forskelsbehandling.
I artikel 6 i traktaten fastslås det, at der skal integreres miljøbeskyttelseskrav i EU's
politikker, især med henblik på at fremme en bæredygtig udvikling. Endvidere
kræves det i artikel 174 bl.a., at EU's politik på miljøområdet baseres på
forsigtighedsprincippet.
1
Tidsfristen 2002 markerer ophøret/fornyelsen af tre bestanddele af den nugældende lovgivning, dvs.
reglerne om adgang til fiskeri inden for hhv. 6- og 12-sømilegrænsen, til fiskeri i Shetlandskassen og i
Nordsøen (art. 14, stk. 2, i Rådets forordning nr. 3760/92 samt retsakterne om adgang til fiskeri fra
1985 og 1994).
5
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442473_0006.png
Den fælles fiskeripolitik skal også tage hensyn til kravene om forbrugerbeskyttelse
(artikel 153) og til virkeliggørelsen af den økonomiske og sociale samhørighed
(artikel 159).
Endelig skal den fælles fiskeripolitik også tage højde for de mål, traktaten opstiller
inden for udviklingssamarbejde (artikel 177 og 178).
I artikel 2 i Rådets forordning nr. 3760/92 (EFT L 389 af 31.12.1992, s. 1) hedder det
for så vidt angår udnyttelse af de akvatiske ressourcer, at hovedformålene med den
fælles fiskeripolitik er at beskytte og bevare de disponible og tilgængelige marine
akvatiske ressourcer og sikre en rationel og ansvarlig udnyttelse af dem på et
bæredygtigt grundlag og på økonomiske og sociale betingelser, der er
hensigtsmæssige for sektoren, samt under hensyntagen til følgerne for det marine
økosystem og navnlig under hensyntagen til såvel producenternes som forbrugernes
behov.
Den fælles fiskeripolitik skal nå en række mål og opfylde en række lovfæstede krav,
der undertiden kan forekomme indbyrdes modstridende eller uforenelige, især på
kort sigt. Som situationen er i dag, tager den fælles fiskeripolitik sigte på:
– at sikre bevarelsen af de stadigt mere sårbare fiskebestande, samtidig med at den
gør det muligt at fortsætte fiskeriet
– at modernisere produktionsmidlerne, samtidig med, at fiskeriindsatsen begrænses
– at sikre, at bevarelsesforanstaltningerne gennemføres effektivt, samtidig med at
medlemsstaterne beholder ansvaret for overvågning og sanktioner
– at opretholde beskæftigelsen, samtidig med at flådekapaciteten nedskæres
– at sikre en rimelig indkomst for fiskerne, selv om EU's egen forsyning med
fiskerivarer er faldende, og EU-markedet for hvert år bliver mere og mere
afhængigt af importerede fiskerivarer
– at erhverve fiskerirettigheder i tredjelandes farvande, uden at man bringer en
bæredygtig udnyttelse af havets rigdomme i fare.
Tiden er nu inde til fastlæggelse af klarere mål for den fælles fiskeripolitik og til en
prioritering af disse mål.
3.
3.1.
H
VORDAN ER DEN AKTUELLE SITUATION
,
OG HVAD SKER DER
,
HVIS VI IKKE
ÆNDRER DEN
?
Politikken til bevarelse af fiskeressourcerne
•
Fra et biologisk synspunkt vil et stort antal fiskebestandes bæredygtighed være
truet, hvis de nuværende udnyttelsesgrader bibeholdes. Risikoen er for
øjeblikket størst for bestandene af demersale rundfisk. For mange bestande
haster det med at forbedre situationen.
•
I forbindelse med den fælles fiskeripolitik har man ikke gjort brug af alle de
værktøjer, som forordning 3760/92 indeholder. Der er kun gjort begrænsede
6
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442473_0007.png
fremskridt med hensyn til vedtagelsen af flerårige foranstaltninger, og
styringen af fiskeriindsatsen har kun givet ringe resultater.
•
Rådet har systematisk fastsat visse samlede tilladte fangstmængder (TAC'er)
højere end foreslået af Kommissionen på grundlag af den videnskabelige
rådgivning, og overfiskning, udsmid og flådens overkapacitet har ligeledes
bidraget til de aktuelle problemer.
•
Der er betydelige mangler og svagheder ved den videnskabelige rådgivning og
oplysning.
3.1.1.
De vigtigste fiskebestandes aktuelle tilstand
Mængden af voksne demersale fisk i havet som vurderet af Det Internationale
Havundersøgelsesråd (ICES) er i mange tilfælde faldet betydeligt gennem de seneste
25 år. Mængden var gennemsnitligt omkring 90% større i begyndelsen af 1970'erne
end i slutningen af 1990'erne. Der har været en tilsvarende generel nedgang i
landingerne. For visse bestande såsom torsk har der været en endnu mere markant
nedgang i mængden af voksne fisk. Biomassen af pelagiske arter og
industrifiskearter er gennemsnitligt vokset med 20% siden slutningen af 1970'erne og
midten af 1980'erne, og det skylde i hvert fald delvis den forbedrede situation for sild
efter de lave niveauer i slutningen af 1970'erne.
Den generelle tendens viser, at der hvert år fiskes en stadigt større andel af
bestandene (større fiskeridødelighed), hvilket har udhulet mængden af voksne fisk.
For mange bestandes vedkommende har mængden af voksne fisk i havet i de senere
år ligget under, eller meget tæt ved de niveauer, der betragtes som et minimum, for at
man med høj sandsynlighed kan sikre bæredygtigheden (forsigtighedsniveauer for
gydebiomasse), mens ovennævnte mængde af voksne fisk tidligere normalt lå over
disse niveauer. På tilsvarende måde har mange bestande haft en fiskeridødelighed,
der overstiger forsigtighedsniveauerne, mens fiskeridødeligheden tidligere var lavere
end forsigtighedsniveauerne.
Ud fra et biologisk synspunkt vil bæredygtigheden for et stort antal fiskebestande
være truet, hvis den nuværende udnyttelse fortsætter uændret. For øjeblikket er denne
risiko størst for bestandene af demersale rundfisk, som har stor handelsværdi. Nylige
videnskabelige udtalelser har påpeget den meget dårlige tilstand for torskebestandene
i Nordsøen, vest for Skotland og i Det Irske Hav, og det samme gælder for den
nordlige kulmulebestand, der dækker det geografiske område fra Skagerrak til
Biscayabugten. I alle disse tilfælde er fiskeridødeligheden så høj eller næsten så høj
som aldrig før, og mængden af voksne fisk er så ringe eller næsten så ringe som
aldrig før. Desuden har de seneste årgange været beskedne. Det er derfor nødvendigt
med særlige genopbygningsplaner for disse bestande. I 2000 tog man det første skridt
for torsk i Det Irske Hav, og der er blevet truffet lignende foranstaltninger i år for
nordsøtorsk, mens der er foranstaltninger undervejs for torskebestandene vest for
Skotland.
Situationen tegner sig noget lysere for de pelagiske bestande. Bestandene af små
pelagiske arter (sild, brisling, makrel, hestemakrel, ansjos og sardin), og arter, der
indgår i industrifiskeri (sperling, tobis) er i almindelighed ikke mindsket gennem de
sidste tyve år, og især ikke gennem de sidste 10 år. I 1996 og 1997 lykkedes det på
kort tid at få gennemført effektive genopbygningsforanstaltninger for nordsøsilden,
7
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
selv om dette fiskeri måtte stoppes totalt i slutningen af 1970'erne, fordi der ikke var
blevet vedtaget fangstbegrænsninger i tide. For så vidt angår almindelig tun har
bestanden siden 1994 været underkastet de fangstbegrænsninger, der blev aftalt af
Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet
(ICCAT). På trods af disse begrænsninger mener ICCAT's videnskabelige komité, at
bestanden helt klart overfiskes, og at det vil være nødvendigt at mindske
fiskeridødeligheden med 25% for at standse nedgangen i biomassen.
Med hensyn til de bentiske ressourcer (dybvandshummer, fladfisk) kan man
konstatere et generelt økonomisk overfiskningsmønster, men biologisk kan
situationen ikke generelt anses for at være alvorlig. Inden for denne gruppe af
ressourcer vil fiskeriet efter de vigtigste bestande (tunge, rødspætte,
dybvandshummer, glashvarre og havtaske) kunne opretholdes med en reduceret
fiskeriindsats og dermed med lavere produktionsomkostninger. Endelig findes der
også bestande såsom skader og rokker og de mindre fladfiskearter (herunder pighvar,
slethvar, rødtunge, skærising og ising), der ikke overvåges nøje videnskabeligt, men
som muligvis også overfiskes.
Situationen varierer fra det ene område til det andet, især med hensyn til udviklingen
i fiskeridødelighed på mellemlang og lang sigt. For Østersøens vedkommende synes
situationen for øjeblikket ikke at være bæredygtig. For Nordsøens vedkommende har
det ikke været muligt at vende nedgangen i bestandene af rundfisk eller for tunge og
rødspætte at få skabt en sikkerhedsmargen i henhold til forsigtighedsprincippet, der
også ville have forbedret den økonomiske situation for dette fiskeri. I de vestlige
farvande har fiskeridødeligheden været stigende og har været oppe på og endog ofte
oversteget de tidligere niveauer for Nordsøen. For Middelhavets vedkommende er de
disponible videnskabelige oplysninger ikke helt så fuldstændige, men der hersker
bred enighed om, at mange vigtige bestande er udsat for overfiskning.
Det kan således konkluderes, at mange bestande for øjeblikket befinder sig uden for
eller næsten uden for sikre biologiske grænser. De overudnyttes og/eller rummer kun
beskedne mængder voksne fisk. Lige nu er situationen for de fleste bestande ikke
katastrofal, men hvis den aktuelle tendens fortsætter, vil mange bestande bryde
sammen. Derfor haster det for mange fiskebestandes vedkommende med at få rettet
op på situationen.
3.1.2.
Årsagerne til de aktuelle forvaltningsmæssige mangler
Til styring af fiskebestandenes udnyttelse har man inden for den fælles fiskeripolitik
næsten udelukkende benyttet sig af maksimale grænser for, hvor store mængder fisk
der må fanges inden for et år (samlede tilladte fangstmængder eller TAC'er og de
dermed forbundne nationale kvoter), og foranstaltninger vedrørende maskestørrelser,
lukkede områder og fredningsperioder (tekniske foranstaltninger). Tidligere forsøg
på at kombinere sådanne foranstaltninger (styring af fiskerioutput) med
foranstaltninger til styring af fiskeriindsatsen (fiskeriinput) er i vid udstrækning
mislykkedes. Det har ikke været muligt at anvende værktøjerne i forordning 3760/92.
Der er kun gjort begrænsede fremskridt med hensyn til vedtagelsen af flerårige
foranstaltninger, og styringen af fiskeriindsatsen har kun givet ringe resultater.
Vanskelighederne med TAC'erne skyldes, at Rådet i visse tilfælde systematisk
fastsætter TAC'erne højere end anbefalet i de videnskabelige henstillinger, og de
skyldes også overfiskning, udsmid og ulovlige eller "sorte" landinger samt flådens
8
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442473_0009.png
overkapacitet. Desuden kan TAC'erne kun spille en begrænset rolle i forvaltningen af
fiskerier, hvor der i hvert træk fanges mange forskellige fiskearter på én gang
(blandet fiskeri eller flerartsfiskeri).
Det er stadig for tidligt at vurdere effektiviteten af den nye forordning om tekniske
foranstaltninger, der har været i kraft siden begyndelsen af 2000. Men disse
foranstaltninger kan kun delvis rette op på de aktuelle problemer. For mange
bestandes vedkommende er de tilladte maskestørrelser stadig for små til, at man
effektivt kan beskytte ungfisk. Det er fortsat vanskeligt at kontrollere
maskestørrelserne, især hvis det er tilladt at anvende mere end én maskestørrelse på
samme fangstrejse. Overholdelsen af de tekniske bestemmelser er også fortsat
problematisk, fordi bestemmelserne er indviklede og forskellige fra fangstområde til
fangstområde. Anvendelsen af selektive teknikker er endnu langt fra at være optimalt
udnyttet. Det har heller ikke været muligt i tilstrækkelig grad at inddrage fiskerne
selv med henblik på at sikre deres støtte og drage nytte af deres fagkundskab.
Det er særdeles vanskeligt at beskytte ungfisk. Situationen er forværret i en sådan
grad, at de større fisk nu er blevet sjældne, og at den økonomiske fordel ved at fiske
afhænger af fangsten af småfisk, selv om de er omfattet af
beskyttelsesforanstaltninger. Et bevis herpå er, at det ikke lykkedes at gennemføre en
række forskellige tekniske foranstaltninger for Middelhavet.
Der er også mangler ved den videnskabelige rådgivning og oplysning. Der er kun få
kompetente fiskeribiologer og -økonomer til rådighed i medlemsstaterne.
Fiskeribiologerne er ofte og uundgåeligt alt for optaget af det årlige rutinearbejde
med at rådgive om TAC'er og kvoter til, at de har tid tilovers til nytænkning og
undersøgelse af alternative foranstaltninger til forvaltning af fiskeressourcerne.
Fiskeriøkonomerne har det problem, at der ikke findes nogen international
organisation, der kan koordinere og videreudvikle deres arbejde. Der findes ikke
fuldstændige data på alle områder og felter. Generelt betragtet mangler der
undersøgelser af de økonomiske aspekter, flerartsfiskeri og sammenhængen mellem
fiskeriindsats og fiskeridødelighed og dermed den rette TAC-størrelse.
3.2.
Den miljømæssige dimension
•
Den fælles fiskeripolitik bør gøre meget mere for, på en proaktiv måde, at
integrere den miljømæssige dimension i udformningen af de praktiske tiltag.
•
Der er ingen eller utilstrækkelig viden om, hvorledes de marine økosystemer
fungerer, og hvilke bivirkninger fiskeriet medfører, og det er med til at
forværre den fælles fiskeripolitiks miljømæssige mangler.
•
Forurening fra industrielle eller andre menneskelige aktiviteter har en negativ
indvirkning på fiskekvaliteten og fiskemængden samt på økosystemerne. Der
må træffes fornødne foranstaltninger til at modvirke sådanne negative følger.
Alle fiskeriaktiviteter har en vis indvirkning på økosystemet, men hvor alvorlig
denne indvirkning er, og hvor lang tid der skal til for at vende udviklingen, ved man i
mange tilfælde ikke. Det vækker stigende bekymring, at levesteder forringes som
følge af fiskeriaktiviteter. Fjernelse af individer fra naturlige populationer kan også
få konsekvenser for biodiversiteten og/eller for, om økosystemerne kan fungere
9
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
effektivt, uanset om en sådan handling risikerer at medføre, at en art uddør helt eller
blot forsvinder lokalt.
Der må tilstræbes en rimelig balance mellem miljøinteresser og fiskeriinteresser. På
den ene side ligger det i selve fiskeriets natur, at der bør indføres begrænsninger for
visse former for fiskeri for at holde dødeligheden for arter uden nogen kommerciel
betydning inden for acceptable grænser. På den anden side er fiskerisektorens
bæredygtighed afhængig af et velfungerende økosystem og af deri levende arter.
Der er stadig lang vej for den fælles fiskeripolitik, inden den får integreret den
miljømæssige dimension i udformningen af den praktiske politik. EU-flådens
overkapacitet har ført til overfiskning af målarter og til et umådeholdent pres på ikke-
målarter og levesteder. Det er ikke lykkedes for den fælles fiskeripolitik i
tilstrækkelig grad at integrere miljøproblemerne i alle forvaltningsmæssige
overvejelser på en proaktiv måde. Problemet er blevet endnu mere akut som følge af
mangel på eller utilstrækkelig viden om, hvordan de marine økosystemer fungerer,
og om, hvilke bivirkninger fiskeriet giver.
Det skal dog retfærdigvis understreges, at mange af problemerne i havmiljøet ikke
alene skyldes fiskeriaktiviteter, og at også fiskeriet har lidt under diverse skader på
miljøet. Forureningen har negativ indvirkning på kvaliteten af den fisk, forbrugeren
tilbydes. Forurening fra industrielle eller andre menneskelige aktiviteter har sammen
med klimaændringer også bidraget til at mindske bestandene eller ført til mangel på
fisk i visse havområder. Der er et presserende behov for at gennemføre
foranstaltninger til at modvirke følgerne af disse faktorer for bestandene, for ellers vil
politikken til bevarelse og forvaltning af fiskeressourcerne hele tiden blive
undergravet.
Det er også vigtigt at huske, at miljøproblemerne mange steder kan skyldes den
kombinerede virkning af fiskeri og anden aktivitet. For eksempel kan de samlede
virkninger af turisme og fiskeri forringe levesteder, som ikke ville have lidt skade
alene ved én af disse aktiviteter. Det er derfor nødvendigt at sikre sig, at
fiskeriaktivitet og andre aktiviteter, især tæt ved kysten, forvaltes på en
sammenhængende måde. Den integrerede forvaltning af kystområderne giver et sæt
værktøjer til at sikre den fornødne samordning af politikker.
Der findes dog også eksempler på, at der vitterligt er gjort fremskridt, og at man er i
gang med at forbedre situationen, såsom begrænsningerne af tobisfiskeriet i
Nordsøen for at beskytte havfugle, og forbuddet mod drivgarn, der kan være med til
at beskytte havpattedyr. EU er nu begyndt at anvende strategier på mellemlang sigt i
henhold til forsigtighedsprincippet.
Kommissionen er i færd med at integrere miljøhensyn i den fælles fiskeripolitik i
lighed med politikken inden for andre sektorer og i overensstemmelse med mandatet
i traktatens artikel 6. I den forestående meddelelse om "Omrids af en strategi til
integration af miljøbeskyttelseshensyn i den fælles fiskeripolitik" fastsættes der
specifikke mål og metoder med henblik på af opfylde ovennævnte mandat. Vigtige
elementer i den foreslåede strategi er: i) vedtagelse af en økosystembaseret strategi
for forvaltning af fiskeriet, ii) virkeliggørelse af principperne i traktatens artikel 174
og iii) gennemførelse af den kommende "Handlingsplan for biodiversitet inden for
fiskeriet" og andre specifikke initiativer, hvoraf nogle er beskrevet i meddelelsen om
"Fiskeriforvaltning og naturbeskyttelse i havmiljøet" (KOM(1999) 363).
10
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442473_0011.png
3.3.
Flådepolitik
•
Den nuværende flåde er alt for stor. De teknologiske fremskridt gør
fiskerfartøjerne mere effektive, ligesom de undergraver bestræbelserne i de
kapacitetsbegrænsende programmer.
•
De mål, som Rådet fastsatte i de flerårige udviklingsprogrammer (FUP'erne),
var ikke ambitiøse nok til, at man effektivt kunne løse problemet med
overskydende kapacitet, og de er ofte ikke blevet efterlevet. De har også været
indviklede at administrere.
•
Tilskud til bygning/modernisering af fartøjer og til driftsomkostninger kan
have forværret den nuværende situation.
Fiskerikapaciteten defineres for øjeblikket på basis af tonnage og maskineffekt, men
der er mange andre faktorer, der er bestemmende for den fiskeridødelighed, som
flåden forårsager. Fremskridtene med hensyn til teknologi og konstruktion betyder,
at nye fartøjers fiskeriindsats er langt højere, end det er tilfældet med ældre fartøjer
med tilsvarende tonnage og maskineffekt. Hvad der under alle omstændigheder står
helt klart, er, at fiskerflåden for øjeblikket er alt for stor. Ifølge "Gulland"-rapporten
fra 1990 og "Lassen"-rapporten fra 1995 ville det være nødvendigt at reducere
fiskeridødeligheden med ca. 40% og i mange tilfælde med langt mere for at opnå en
forsigtig forvaltning af bestandene.
Problemet med overskydende kapacitet har man søgt at løse ved hjælp af flerårige
udviklingsprogrammer (FUP'er). FUP III (1992-1996) var temmelig effektivt, og den
faktiske reduktion i dette tidsrum androg omkring 15% i tonnage og 10% i
maskineffekt. Det må dog erkendes, at fiskerfartøjerne bliver mere og mere effektive
år for år som følge af de teknologiske fremskridt fx inden for fartøjs- og
redskabsdesign, udstyr til sporing af fisk og telekommunikationsudstyr.
I modsætning til Kommissionens forslag er det nuværende udviklingsprogram, FUP
IV (1997-2001), meget mere beskedent og satser kun på en nedskæring af EU-
fiskerflåden på 3% med hensyn til kapacitet og 2% med hensyn til aktivitet i
programmets femårige gennemførelsesperiode. Disse mål er så beskedne, at EU-
flåden som helhed allerede havde opfyldt de endelige kapacitetsmål for år 2001, da
FUP IV blev vedtaget i 1997. Desuden betyder de kombinerede aktivitets- og
kapacitetsnedskæringer, at FUP IV bliver meget kompliceret og dyrt at administrere,
både for medlemsstaterne og for Kommissionen.
Tilskudspolitikken har ofte undergravet de mål, man forfulgte med flådepolitikken.
Tilskud til bygning og modernisering af fartøjer og til driftsomkostningerne kan have
bidraget til at forværre den nuværende situation, da de ikke er blevet fulgt op af en
tilstrækkelig kraftig kapacitetsnedskæring.
Hvis det nuværende system fortsætter uændret, vil det ikke blot være umuligt at
skære flådens overkapacitet væk, men det vil også føre til en øget fiskeriindsats i en
situation, hvor fiskebestandene ikke engang kan bære den nuværende indsats.
11
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442473_0012.png
3.4.
Beslutningsprocessen og inddragelse af de involverede parter
•
De nuværende rammer er uhensigtsmæssige, når det drejer sig om hurtig
reaktion på lokale problemer og på krisesituationer.
•
De involverede parter mener ikke, at de inddrages tilstrækkeligt i en række
væsentlige aspekter af den fælles fiskeripolitik.
Det er uhensigtsmæssigt at træffe beslutninger på EU-plan, når der skal reageres
hurtigt på lokale problemer og på krisesituationer, der berører en eller flere
medlemsstater, og som indebærer foranstaltninger såsom et kortvarigt realtidsforbud
mod fiskeri i et bestemt område i tilfælde, hvor det er nødvendigt at træffe en
beslutning inden for få timer for at undgå uoprettelig skade på bestandene. Det kan
derfor være nødvendigt med en tilpasning af rammebestemmelserne, så man giver én
eller flere medlemsstater mulighed for at gennemføre sådanne foranstaltninger.
Det er fremgået klart af den hidtidige anvendelse af den fælles fiskeripolitik og af de
regionale høringer om 2002-reformen, at de involverede parter ikke føler sig
tilstrækkeligt inddraget i visse væsentlige aspekter af politikken, fx udarbejdelsen af
videnskabelige henstillinger og vedtagelsen af tekniske foranstaltninger. Især mange
fiskere mener, at politiske beslutningstagere og videnskabsfolk ikke tager
tilstrækkeligt hensyn til deres synspunkter og viden. Denne manglende inddragelse
undergraver støtten til de vedtagne bevarelsesforanstaltninger. Aktørerne anser ikke
de eksisterende høringssystemer for at være tilfredsstillende, fx Den Rådgivende
Komité for Fiskeri og Akvakultur, som er sammensat på en måde, så den burde tage
hensyn til det samlede spektrum af synspunkter inden for fiskerisektoren og blandt
de øvrige involverede parter. De regionale workshopper, som Kommissionen for
nylig har afholdt for at drøfte særlige forvaltningsproblemer, er blevet betragtet som
et skridt i den rigtige retning, men det er klart, at de involverede parter forlanger
mere end det.
Der er allerede blevet fremlagt forskellige forslag for at rette op på det forhold, at
hele spektret af aktører ikke inddrages nok. Disse forslag omfatter en ordning med
decentraliseret forvaltning af regioner eller zoner, en ordning med regionale
rådgivende udvalg, der rådgiver Kommissionen, og en ordning med individuelle EU-
fiskerirettigheder, der forvaltes centralt i EU med passende inddragelse af
videnskabsfolk og fiskerierhvervet.
Under alle omstændigheder er det nødvendigt med større politisk beslutsomhed for at
få løst problemerne og truffet de relevante politiske beslutninger. Men også
procedurerne må ændres. En videreførelse af de nuværende procedurer vil uden tvivl
blot føre til yderligere mistillid og skepsis. Reformen af den fælles fiskeripolitik kan
kun lykkes, hvis fiskerne føler, at fiskeripolitikken tager hensyn til deres interesser,
synspunkter og erfaringer.
3.5.
Overvågning og kontrol
•
De nuværende systemer er utilstrækkelige og kan ikke sikre ensartede
betingelser for alle overalt i EU.
12
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442473_0013.png
•
Tilrettelæggelsen af overvågning og kontrol er usammenhængende. Der er
behov for større samordning og optimal anvendelse af overvågnings- og
kontrolressourcerne.
•
Opfølgningen af overtrædelser er ikke tilfredsstillende.
Overvågnings- og kontrolaktiviteterne i forbindelse med håndhævelse af den fælles
fiskeripolitik anses i vid udstrækning for at være utilstrækkelige og diskriminerende.
I næsten alle medlemsstater kræver fiskerne en mere centraliseret og harmoniseret
kontrolordning på EU-plan, som de mener vil sikre en mere effektiv indsats og
ligebehandling overalt i EU.
Selv om de seneste ændringer af "kontrolforordning" nr. 2847/93 (EFT L 261 af
20.10.1993) var et skridt i den rigtige retning, kunne medlemsstaterne ikke tilslutte
sig forslagene om at skærpe EU-reglerne og styrke EU-fiskeriinspektørernes
beføjelser. Den manglende harmonisering af sanktionerne og EU-
fiskeriinspektørernes begrænsede beføjelser (bl.a. fordi den de ikke har lov til at
udføre selvstændig kontrol) er væsentlige hindringer for en effektiv indsats på EU-
plan.
Opfølgningen af overtrædelser er fortsat ikke tilfredsstillende. Forskelligartede
retssystemer fører ofte til, at overtrædelser behandles forskelligt fra den ene
medlemsstat til den anden, både med hensyn til opfølgning af de enkelte sager og
idømmelse af sanktioner. Desuden har Kommissionen som følge af det nuværende
systems retlige begrænsninger ikke kunnet forfølge medlemsstaternes overtrædelser,
som den gerne ville.
For øjeblikket er tilrettelæggelsen af kontrol og overvågning usammenhængende.
Udnyttelsen af kontrol- og overvågningsressourcerne er langt fra optimal.
Kommissionen har hverken fået bevilget de nødvendige menneskelige ressourcer
eller de nødvendige beføjelser til effektivt at kunne udføre de opgaver, den har fået
pålagt. Situationen i medlemsstaterne er heller ikke tilfredsstillende.
Det har heller ikke været muligt at få vedtaget en fælles EU-holdning om kontrol
med fiskeriaktiviteter under de regionale fiskeriorganisationer. Der er brug for klart
at afgrænse henholdsvis Kommissionens og medlemsstaternes ansvarsområder, hvor
sidstnævnte bør påtage sig den centrale rolle i forbindelse med gennemførelsen af de
overvågningsordninger, der vedtages og indføres af de regionale
fiskeriorganisationer. Manglen på en klar Fællesskabsstrategi til kontrol og
overvågning af fiskeriaktiviteterne i internationalt farvand bringer bestræbelserne på
at opfylde EU's internationale forpligtelser og for at sikre EU-flådens fortsatte
tilstedeværelse i disse farvande i fare.
Reformen af den fælles fiskeripolitik åbner mulighed for at genoptage debatten om
en forbedring af kontrolsystemerne og for at finde frem til nye, mere effektive
sanktioner. Hvis denne mulighed tabes på gulvet, vil den fælles fiskeripolitik lide et
skæbnesvangert troværdighedstab.
13
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442473_0014.png
3.6.
Den økonomiske og beskæftigelsesmæssige dimension
•
Den fælles fiskeripolitik har stor økonomisk betydning. Hvert år tilføres
fiskerisektoren offentlige midler i størrelsesordenen 1,1 mia. EUR (EU-midler
og nationale midler).
•
Overkapaciteten har også negative økonomiske følger for fiskerflådens
rentabilitet. For at forbedre flådens økonomiske og finansielle ydeevne må den
samlede kapital i flåden reduceres.
•
Der noteres en stadig nedgang i beskæftigelsen inden for fiskeriet.
•
Hvis de nuværende politikker og metoder ikke ændres, vil EU's fiskerisektor
blive stadigt mindre bæredygtig og rentabel.
Forordning nr. 3760/92 omhandler den langsigtede udvikling af sektoren, de
specifikke behov i regioner, hvor lokalbefolkningen er særligt afhængig af fiskeriet
og de dertil knyttede aktiviteter, og de økonomiske og sociale konsekvenser af en
omstrukturering. De økonomiske og beskæftigelsesmæssige virkninger af den fælles
fiskeripolitik er dog ofte blevet overset.
Den fælles fiskeripolitik har stor økonomisk betydning. Den fælles markedsordning
og den fælles handelspolitik giver EU-producenterne prisstøtte og toldbeskyttelse.
Via Det Finansielle Instrument til Udvikling af Fiskeriet (FIUF) støtter EU på
afgørende måde fiskerisektoren ved at finansiere investeringer i såvel fiskerfartøjer
som landbaserede anlæg til forarbejdning af fisk og til akvakultur. EU finansierer
også udgifterne til fiskeri i forbindelse med fiskeriaftaler med tredjelande. Endelig
modtager sektoren visse former for statsstøtte, der falder uden for FIUF. Disse
politikker på EU-plan og nationalt plan betyder en tilførsel af offentlige midler på i
alt ca. 1,1 mia. EUR pr. år til fiskerisektoren, hvilket repræsenterer en betydelig del
af værdien af den samlede EU-produktion (ca. 7 mia. EUR for landinger af fisk og 2
mia. EUR for akvakultur).
Problemerne i selve fiskerisektoren har konsekvenser for de områder, der er
afhængige af fiskeriet. Den langsigtede udvikling af sektoren, de specifikke behov i
regioner, hvor lokalbefolkningen er særligt afhængig af fiskeriet og de dertil knyttede
aktiviteter, og de økonomiske og sociale konsekvenser af en omstrukturering er
omhandlet i forordning nr. 3760/92. Desuden er EU's tilbagestående kystområder og
øer støtteberettiget under strukturfondsprogrammernes mål 1 (regioner med
udviklingsefterslæb) indtil 2006. Disse programmer dækker størstedelen af følgende
landes kystområder og øer: Portugal, Spanien, Italien og Grækenland. Andre områder
er støtteberettiget under mål 2 (områder under omstrukturering), der er møntet bl.a.
på vanskeligt stillede fiskeriafhængige områder. Under dette mål ydes der støtte til en
million mennesker i diverse områder i medlemsstaterne. I forrige
programmeringsperiode (1994-1999) blev der ligeledes indført et særligt
fællesprogram, Pesca, for at gøre det lettere for fiskerne at tilpasse sig ændringerne i
fiskerisektoren og sætte dem i stand til at udøve alternative aktiviteter.
Trods EU's store økonomiske engagement i fiskerisektoren har det hele tiden været
medlemsstaterne, der havde ansvar for fastlæggelsen af en økonomisk eller
"erhvervsmæssig" strategi for denne sektor, og de forfølger meget forskellige og
undertiden indbyrdes modstridende mål på dette område (i modsætning til andre
14
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
sektorer, hvor EU har ført en strukturtilpasningspolitik). For at gøre EU's
intervention mere effektiv er der et presserende behov for større afklaring af de
politiske mål.
På baggrund af fiskerisektorens uensartede beskaffenhed er det vanskeligt at opstille
et entydigt scenario for dens økonomiske og finansielle ydeevne og dens
levedygtighed på kort og lang sigt. Det finansielle udbytte af fiskeri med større
fartøjer - data om fiskeri med mindre fartøjer er sjældne - er ofte beskedent og
varierer særdeles meget fra år til år, og det gør, at situationen i sektoren er permanent
ustabil. I en række tilfælde er fortjenesterne ikke store nok til at dække omkostninger
og afskrivninger. Efter adskillige år med betragtelige underskud indtrådte der en vis
bedring i midten af 1990'erne. Denne forbedring skyldtes dog ikke, at betingelserne
var blevet grundlæggende ændret, men snarere en værdiforøgelse af landingerne og
en mindskelse af udgifterne til brændstof i faste priser (en udvikling, som nu er totalt
ændret). Med andre ord skyldtes de finansielle forbedringer snarere
konjunkturændringer end strukturelle faktorer.
Den nære sammenhæng mellem omsætning og fiskerivirksomheders evne til at give
overskud viser, hvilken afgørende betydning balancen mellem fiskerfartøjernes antal
og kapacitet på den ene side og de disponible fiskeressourcer på den anden side har
for rentabiliteten. Hvis der er overkapacitet, må landingernes mere eller mindre
konstante værdi nødvendigvis fordeles på et større antal erhvervsdrivende.
Overkapacitet har en række negative økonomiske virkninger. Den forringer hvert
enkelt fartøjs mulighed for at skabe en rimelig indtjening. Flådens rentabilitet bringes
i fare, når investeringerne underudnyttes. Samtidig er et utilstrækkeligt kapitalafkast
med til at forsinke moderniseringen af flåden, og dermed svækkes konkurrenceevnen
yderligere. En forbedring af EU-fiskerflådens økonomiske og finansielle ydeevne
kræver derfor først og fremmest en mindskelse af den samlede kapital i flåden.
De nuværende tilskud til investering i fiskerisektoren og visse skatteforanstaltninger
såsom afgiftsfrit brændstof bidrager ikke til at nå dette mål. Ved kunstigt at
nedbringe omkostninger og investeringsrisici inden for et allerede overkapitaliseret
erhverv fremmer man en overforsyning med kapital. Hvert nysubsidieret fiskerfartøj
er med til at mindske alle andre fartøjers produktivitet og rentabilitet i et givet fiskeri.
En sådan politik har også en negativ indvirkning på konkurrenceevnen, eftersom
såvel subsidierede som ikke-subsidierede fiskerfartøjer må deles om de samme
fiskebestande og -markeder. Og fartøjsejernes store udgifter til afdrag på den
investerede kapital nedsætter fartøjsejernes evne til at aflønne arbejdsstyrken bedre
(eller at udvide den). Sektoren har således tiltrukket flere ressourcer, end det ellers
ville have været tilfældet og derved påført resten af erhvervslivet en
ekstraomkostning, da de anvendte ressourcer kunne udnyttes mere rentabelt
andetsteds.
Fiskerisektoren skrumper til stadighed ind. I perioden 1990-1997 faldt
beskæftigelsen i fangstsektoren (-19%) og forarbejdningssektoren (-10%), mens den
voksede inden for akvakultur (+22%). Den samlede beskæftigelse i disse sektorer
viser et fald på 13% (dvs. et tab på 60 000 arbejdspladser). Denne nedgang i
beskæftigelsen varierer meget landene og regionerne imellem (fx udviser
Grækenland en samlet stigning og Danmark en større nedgang i alle sektorer).
I samme periode var EU's afhængighed af fiskeriet præget af visse ændringer. Selv
om langt de fleste regioner, der var afhængige af fiskeriet i 1990, også var det i 1997,
15
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
ændredes kortet over de fiskeriafhængige regioner markant. Der noteredes et stærkt
fald i de fleste regioners fiskeriafhængighed, især i Spanien, men samtidig blev visse
græske regioner mere fiskeriafhængige. Mindre afhængighed af fangster/landinger
blev i visse regioner opvejet af øget beskæftigelse inden for akvakultur. Der er en
tendens til øget fiskeriafhængighed i visse mål 1-regioner, der er præget af en
langsom økonomisk udvikling og af knaphed på alternative aktiviteter.
Det generelle billede, der tegner sig, er præget af en støt nedgang i beskæftigelsen
inden for fiskeriet. Den form for støtte, som EU altovervejende yder, dvs.
investeringsstøtte, kan have forværret problemet med overkapacitet, lav rentabilitet
og erstatning af arbejdskraft med kapital i fangstsektoren. Investeringsstøtten kan
også have haft en tendens til at øge afhængigheden af fiskeriet, ved at fiskerisektoren
behandles gunstigere end andre sektorer, der måske kunne tilbyde dem, der forlader
fiskerisektoren, alternative beskæftigelsesmuligheder. Den eneste undtagelse har
været Pesca-programmet, hvormed EU aktivt har søgt at fremme fiskeres tilpasning
til alternative økonomiske aktiviteter. Dette program var dog af beskedent omfang
sammenlignet med andre støtteforanstaltninger, og de nyskabende tiltag blev ikke
udnyttet tilstrækkeligt.
En politik, der tilstræber at redde arbejdspladser i fiskeriafhængige regioner ved at
yde støtte til fiskerisektoren, kan være selvdestruktiv. En sådan politik har ikke
kunnet forebygge en støt nedgang i beskæftigelsen inden for EU-fiskeriet.
Nedgangen har gennemsnitligt andraget 2% om året i fangstsektoren og er
fremprovokeret af de knappe fiskeressourcer og af de teknologiske fremskridt, som
på dramatisk vis har øget arbejdskraftens produktivitet. Tiltrækningen fra mere sikre
og bedre betalte job i andre sektorer, har betydet, at det i mange regioner er blevet
stadig vanskeligere at hyre besætninger til fiskerfartøjerne, især til
højsøfiskerflåderne.
De hidtidige økonomiske politikker i fiskerisektoren på EU-plan eller nationalt plan
har ladet meget tilbage at ønske. Hvis den nuværende politik og fremgangsmåde ikke
ændres, vil EU's fiskerisektor blive stadig mindre bæredygtig og rentabel, og dens
konkurrenceevne selv på det indre marked vil være truet. Desuden vil en
overkapitaliseret og alt for stor fiskerflåde bringe fiskeressourcernes bæredygtighed i
fare, uden at man får løst beskæftigelsesproblemet i regioner, hvor fiskeriet spiller en
stor økonomisk rolle. Det er derfor bydende nødvendigt for EU at finde nye metoder
til økonomisk styring af fiskerisektoren.
En bæredygtig forvaltning af fiskeriet, som genskaber fiskebestandenes
produktivitet, vil give et forbedret økonomisk og socialt udbytte både for fiskeriet og
for samfundet som helhed. I det lange løb vil større fiskebestande udmønte sig i
større fangster pr. fiskeriindsatsenhed og øget rentabilitet for fiskeriet og derigennem
eventuelt tiltrække nye fiskere. Små fiskemængder vil få den modsatte virkning og
medføre indkomster, der er for lave til at dække de samlede omkostninger, og
dermed føre til kapitalflugt og flugt af arbejdskraft. Selv på kort til mellemlang sigt
vil en begrænsning af kapital- og arbejdskrafttilførsel få en positiv virkning for
nettoindkomsterne for dem, der fortsætter inden for fiskeriet, da de resterende
fiskerfartøjer vil kunne fange flere fisk med stort set uændrede driftsomkostninger.
16
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442473_0017.png
3.7.
Akvakultur
•
Akvakulturen bidrager mærkbart til forsyningen med fiskerivarer og giver
alternativ beskæftigelse i mange regioner, der er afhængige af fiskeri.
•
EU's akvakultur skal være i stand til effektivt at opfylde krav til miljø- og
sundhedsbeskyttelse.
Udviklingen af akvakulturen har bidraget til forsyningen med fiskerivarer uden at
øge presset på de naturlige bestande og har desuden skabt alternativ beskæftigelse i
mange regioner, der er afhængige af fiskeri.
Akvakultursektoren har spillet en vigtig rolle for forbedringen af den økonomiske
situation i visse kystsamfund. Selv om udviklingen generelt har været positiv, står
EU's akvakultur imidlertid over for flere problemer. Efterhånden som akvakulturen
udvikler sig, ses den således i stigende grad som en trussel mod andre aktiviteter.
Turistindustrien er særligt kritisk over for akvakultur, som beskyldes for at optage
områder, der kunne anvendes til rekreative formål, og for at producere affald, som
forringer kvaliteten af badevandet i nærheden. For at sikre akvakultursektoren en
stabil fremtid er det vigtigt, at den sammen med andre brugere af kystområderne går i
gang med at løse disse konflikter.
Konkurrencen i den internationale handel har også påvirket EU's akvakultursektor i
det seneste årti. Producentprisen pr. kg for alle akvakulturprodukter er faldet, hvilket
har tilskyndet til øget produktivitet og foranlediget nye markedsføringsinitiativer.
De seneste ti år er der gennemført lovgivning med krav til miljø- og
sundhedsbeskyttelse, som har øget produktionsomkostningerne og derved reduceret
ressourcerne til markedsføring og salgsfremme.
Hvad angår akvakultur, er EU's vigtigste politiske redskab Det Finansielle
Instrument til Udvikling af Fiskeriet (FIUF), som kan yde støtte overalt men dog
med højere støttesatser i mål 1-områder end i andre områder. Dette instrument er et
meget vigtigt led i EU's integrationsproces, men det er et faktum, at der med FIUF
indtil nu hovedsagelig er ydet støtte i form af kapitaltilskud til virksomheders
produktionsfremmende investeringer.
3.8.
Forarbejdningsindustrien
•
EU's forarbejdningsindustri består navnlig af små og mellemstore
virksomheder, der kæmper med utilstrækkelige, uregelmæssige og ikke-
konkurrencedygtige forsyninger, krav til sundhed og hygiejne, konkurrence fra
tredjelande og et stigende antal store detailsalgsvirksomheder, som presser
priserne.
•
Der er ydet betydelig EU-strukturstøtte til sektoren.
Der findes omkring 2 000 forarbejdningsvirksomheder i denne sektor. Der er især
tale om små og mellemstore virksomheder, som kæmper med en række problemer
såsom utilstrækkelige, uregelmæssige og ikke-konkurrencedygtige forsyninger
kombineret med vanskeligheder affødt af forældet produktionsudstyr, mangelfuld
17
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442473_0018.png
overholdelse af sundheds- og hygiejnekrav, øget konkurrence fra produkter fra
tredjelande og et stigende antal store detailsalgsvirksomheder, der presser priserne.
Forsyningerne udgør et væsentligt problem, eftersom EU's produktion af fiskerivarer
ikke dækker den interne efterspørgsel, og situationen forværres yderligere af, at EU's
egne ressourcer er for nedadgående. EU-forarbejdningsindustrien kan importere fisk
til nedsat told og således forblive konkurrencedygtig. Importen omfatter især delvis
forarbejdede og frosne produkter, hvis værdi øges ved videreforarbejdning i EU-
virksomheder.
For at afhjælpe de problemer, industrien har oplevet i de seneste år, har der været
gennemført omfattende omstruktureringer, der har medført koncentration gennem
etablering af store virksomheder (der ofte er integreret i fodervare-, finans- eller store
distributionsgrupper), som mindst er landsdækkende og i visse tilfælde dækker hele
EU og generelt fremstiller flere forskellige produkter med stor merværdi. Hertil
kommer, at der er sket vertikale sammenlægninger af visse store virksomheder, som
herved har fået forbedret adgang til råvarerne. Disse virksomhedsgrupper er blevet
vigtige aktører i sektoren.
Mellem 1986 og 1999 gik man med EU's støttepolitik for forarbejdningsindustrien
væk fra ledsageforanstaltninger til udvikling og modernisering af sektoren og over til
at prioritere omstrukturering og fremme af produktionsteknikker, der gør det muligt
generelt at styrke konkurrenceevnen.
3.9.
Den fælles fiskeripolitiks internationale dimension
•
Den nuværende politik bør tilpasses de skiftende forhold og nye udfordringer,
såsom nye aktørers entré i fiskeriet og mange udviklingslandes legitime ønske
om at udvikle deres fiskerisektor, og kravet om et bæredygtigt og ansvarligt
fiskeri.
EU har en af verdens største fiskerflåder, og selv om den hovedsagelig fisker i EU-
farvande, er en betydelig del af EU's fiskerisektor afhængig af adgangen til
ressourcer uden for egne farvande, dvs. ressourcer, som deles med tredjelande,
ressourcer i farvande, der hører ind under mere fjerntliggende kyststaters
jurisdiktion, eller ressourcer i internationale farvande. I alle disse tilfælde skal
adgangsbetingelserne fastlægges i aftaler mellem EU og en eller flere kyststater eller
flagstater.
De tekniske fremskridt, nye fiskerinationer, det øgede antal fartøjer, der sejler under
bekvemmelighedsflag og ikke overholder de internationale regler, og nye
fiskerinationers ønske om at udvikle deres fiskerisektor ændrer konkurrencevilkårene
på en mere vidtrækkende måde end de traditionelle konflikter, som kendetegner
fiskeriet (konflikter vedrørende fiskeredskaber, konkurrence mellem fiskeri med
mindre fartøjer og fiskeri med større fartøjer osv.). Desuden bliver EU's højsøflåder
stadigt mindre konkurrencedygtige i forhold til nye fiskerinationer med et lavere
omkostningsniveau.
Fremtiden for EU's bilaterale forbindelser på fiskeriområdet er usikker. Mange lande
forsøger at udvikle deres eget fiskeri og deltager endog i højsøfiskeri. Der er i den
forbindelse et voksende behov for samarbejde på områder såsom økonomisk bistand,
bistand til udvikling af menneskelige ressourcer, teknisk bistand, overførsel af
18
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442473_0019.png
teknologi, konsulent- og rådgivningstjenester, uddannelse og bedre forvaltning af
ressourcer.
Mange tredjelande, i hvis farvande EU-flåderne tidligere fiskede, står også over for
problemet med kraftig nedgang i bestandene samtidig med, at fiskeriet har afgørende
betydning for den generelle fødevareforsyning og den økonomiske udvikling i de
pågældende lande. Fiskeriet i udviklingslandenes farvande står over problemer, der
forværres markant af den økonomiske og sociale situation såsom manglende
kendskab til de akvatiske ressourcer og fiskeriets indvirkning på økosystemerne,
vanskeligheder ved at vurdere, hvor stort et "overskud" der kan stilles til rådighed for
udenlandske fiskerflåder, ustabilitet og risici, der lægger en dæmper på langsigtede
investeringer, manglende overvågning og kontrol af fiskeriaktiviteterne samt
problemer med at bekæmpe piratfiskeri og ulovligt fiskeri. Det ville også være helt
utænkeligt at anmode tredjelande, der har behov for at reducere deres flådekapacitet,
om øgede fiskerimuligheder for EU-fartøjer.
Den eksterne fiskeripolitik har - sådan som den kommer til udtryk i EU's bilaterale
fiskeriaftaler - ligeledes en række svagheder:
•
Fiskeriaftalerne er ikke altid fleksible nok til, at man kan reagere hurtigt på
krisesituationer som fx nedgang i bestande. Desuden er de ikke flerartsorienteret,
og forsigtighedsprincippet nævnes og anvendes sjældent.
•
De fiskerimuligheder, EU's fartøjer tilbydes, er ikke altid baseret på den reelle
udvikling i bestandene.
•
Fiskeridødeligheden som følge af EU-fartøjernes fiskeri kendes ikke altid.
•
I visse fiskeriaftaler er der ikke tilstrækkelige garantier for beskyttelse af
kystfiskeri.
•
Der er i den fælles fiskeripolitik en mangel på sammenhæng mellem fiskeriaftaler
på den ene side og FIUF-støttet overførsel af fartøjer på den anden. Fartøjer, der
ejes af virksomheder, som overvejende har finansielle interesser i EU, konkurrerer
om de samme ressourcer, blot efter forskellige regler.
EU har ved at tiltræde adfærdskodeksen for ansvarligt fiskeri accepteret at
samarbejde med udviklingslandene og at hjælpe dem med at udvikle deres
fiskerisektorer. I EU's fremtidige bilaterale forbindelser på fiskeriområdet må der
tages hensyn til disse forpligtelser.
EU's eksterne fiskeripolitik angribes ofte i internationale fora, og der er derfor behov
for at forbedre dens troværdighed og image i den internationale offentlighed.
Hvis den nuværende eksterne fiskeripolitik ikke tilpasses de skiftende forhold og nye
udfordringer, vil det underminere EU's status som en vigtig og ansvarlig international
aktør.
3.10.
Fiskeriet i Middelhavet
•
EU's politik for Middelhavet har ikke levet op til forventningerne:
gennemførelsen af forordningen vedrørende tekniske foranstaltninger for
19
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442473_0020.png
Middelhavet har ikke været tilfredsstillende, der mangler data, og der har kun
været ringe fremskridt i det internationale samarbejde.
Middelhavet er et strategisk område, der forbinder lande med meget forskellig
kulturel, religiøs, etnisk og økonomisk baggrund. Den fælles fiskeripolitik kan spille
en vigtig rolle i et samarbejde mellem middelhavslandene baseret på større
bevidsthed om betydningen af fælles ressourcer og mål.
I modsætning til struktur- og markedspolitikkerne, som er blevet gennemført fuldt
ud, er foranstaltningerne til bevarelse og forvaltning af ressourcerne kun blevet
iværksat delvist i Middelhavet. Dette skyldes navnlig de særlige forhold, der
kendetegner middelhavsfiskeriet:
– Kontinentalsoklen er generelt meget smal, og hovedparten af fiskeriet finder sted
inden for kyststaternes jurisdiktion. De fleste lande gør ikke krav på jurisdiktion
ud over 12-sømilegrænsen. Fartøjer, der sejler under ikke-middelhavslandes flag,
driver intensivt fiskeri efter tun og andre værdifulde fiskeressourcer i
internationale farvande.
– Middelhavsfiskeriet udføres generelt med mindre fartøjer, og de lokale flåder
består hovedsagelig af små fiskerfartøjer, der driver fiskeri i både nationale og
internationale farvande. Århundredgamle traditioner og institutioner som fx de
såkaldte
Prud'hommies
i Frankrig og
las Cofradias
i Spanien spiller stadig en
vigtig rolle i Middelhavsområdet.
– Fiskeri og akvakultur spiller en vigtig rolle i mange områders økonomi, og
hovedparten af de EU-regioner, der er afhængige af fiskeri, finder man således i
Middelhavsområdet.
EU har siden starten af 1990'erne taget en række initiativer til at forbedre
forvaltningen af fiskeriet i Middelhavet. Initiativerne har omfattet harmonisering af
tekniske foranstaltninger, mere selektive fiskeredskaber (herunder forbud mod
drivgarn) og styrket internationalt samarbejde (tilrettelæggelse af diplomatiske
konferencer på Kreta og i Venedig og EU's tiltrædelse af relevante regionale
fiskeriorganisationer, herunder Det Almindelige Råd for Fiskeri i Middelhavet
(GFCM) og Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i
Atlanterhavet (ICCAT).
Resultaterne har imidlertid ikke levet op til forventningerne: både det internationale
samarbejde og styrkelsen af GFCM-procedurerne skrider kun langsomt frem, mens
de interne foranstaltninger ikke rigtigt er blevet accepteret (og derfor heller ikke
efterlevet) af fiskerne og ikke overvåges ordentligt af medlemsstaterne.
Det vigtigste instrument til forvaltning af ressourcerne på EU-plan har indtil nu været
forordning nr. 1626/94 om tekniske foranstaltninger til bevarelse af fiskeressourcerne
i Middelhavet (EFT L 171 af 6.7.1994), som tog sigte på en harmonisering af
lovgivningen i EU's kyststater. Implementeringen af forordningen har imidlertid ikke
været tilfredsstillende.
Anvendelsen og håndhævelsen af mindstemål for landede fisk er stødt på problemer.
Eksistensen af et marked for undermålsfisk, manglen på en tradition for effektiv
kontrol i visse dele af Middelhavsområdet og en udbredt følelse hos fiskerne af, at de
20
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
ikke i tilstrækkelig grad er blevet inddraget i beslutningsprocessen, har bidraget til
denne situation. Tredjelandenes flåder er desuden ikke omfattet af de samme strenge
regler som EU-flåden.
Eksternt har der kun været ringe fremskridt i det multilaterale samarbejde. Effektiv
overvågning og kontrol samt videnskabelig rådgivning baseret på kvalitetsdata er en
mangelvare. Hvis situationen ikke forbedres, kan visse parter føle sig tilskyndet til at
træffe ensidige foranstaltninger som fx udvidelse af fiskerizoner eller oprettelse af
nye zoner, hvilket ville kunne medføre alvorlige problemer for EU's fiskere og
juridiske komplikationer i EU's forbindelser med tredjelande.
Hvis der ikke gøres en indsats på ovennævnte områder, vil bestandenes situation
blive forværret. Hvis EU forholder sig passiv, vil det kunne føre til mangel på
relevante data til underbygning af forvaltningsbeslutningerne, mangel på effektiv
overvågning og håndhævelse, mangel på internationalt samarbejde med nabolandene
og øget anvendelse af ensidige foranstaltninger.
4.
K
LARERE MÅL FOR FREMTIDEN
Som beskrevet i det foregående, skyldes mange af de nuværende problemer for den
fælles fiskeripolitik, at der er for mange forskellige mål, og at de ikke er defineret
klart nok. De generelle mål med den fælles fiskeripolitik er hver især legitime mål,
men de kan kun nås på lang sigt. Udviklingen hen imod bæredygtighed og
levedygtighed på lang sigt kræver korrigerende foranstaltninger på kort sigt, der kan
genskabe fiskebestandenes produktivitet, dvs. mindre faktorinput, kapital og
arbejdskraft. Sådanne tilpasninger, der skal give resultater på lang sigt, skal
imidlertid sammenholdes med omkostningerne - både på kort og lang sigt - ved at
videreføre den nuværende politik.
Kommissionen er helt overbevist om, at der til løsning af de aktuelle problemer bør
opstilles sammenhængende mål under den fælles fiskeripolitik. Reformdebatten bør
også fokusere på den relative betydning af disse mål og behovet for klarere politiske
valg, hvis målene ikke er indbyrdes kompatible.
Kommissionen har fastlagt følgende mål for den fremtidige fælles fiskeripolitik. Den
fælles fiskeripolitik skal:
•
medvirke til skabe et ansvarligt og bæredygtigt fiskeri, som sikrer sunde marine
økosystemer, der kan opretholde de marine ressourcers og levesteders kvalitet,
mangfoldighed og kvantitet. Det haster i den forbindelse at få styrket og forbedret
bevarelsespolitikken for at få vendt den nuværende nedadgående tendens for
mange bestande.
•
gennem hensigtsmæssig fiskeriforvaltning bidrage til virkeliggørelse af
miljømål, der er fastsat i traktatens artikel 174. Der bør som supplement til
fiskeripolitiske tiltag fastlægges egnede foranstaltninger til begrænsning af
negative konsekvenser for miljøet af andre menneskelige aktiviteter som
søtransport, olieudvinding og opmudring.
de
de
de
fx
•
kompletteres med sundhedskrav for at beskytte menneskers og dyrs sundhed samt
sikre stabile forsyninger til EU-markedet til rimelige priser for forbrugerne
21
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442473_0022.png
•
hurtigst muligt bringe flådekapaciteten i overensstemmelse med ressourcernes
mængde og bæredygtighed
•
fremme bedre styring gennem mere gennemsigtig, ansvarlig og smidig forvaltning
og beslutningstagningsprocesser, der inddrager aktørerne på regionalt og lokalt
plan og sikrer, at der i tilfælde af lokale krisesituationer og bevarelsesproblemer
findes en passende løsning
•
sikre effektiv håndhævelse af den fælles fiskeripolitiks regler ved hjælp af
gennemsigtige ordninger, der kan garantere ensartede vilkår overalt i EU
•
sikre en rentabel og selvforsynende fiskeri- og akvakultursektor, der er
konkurrencedygtig i en globaliseret økonomi
•
medvirke til at løse problemer med strukturel tilpasning, der vil blive affødt af
forpligtelsen til at drive et bæredygtigt fiskeri
•
fremme ansvarlig og rationel udnyttelse af fiskeressourcerne i internationale
farvande og medvirke til at etablere partnerskaber med tredjelande på en måde,
der er forenelig med EU's udviklingspolitik
•
medvirke til at forbedre kvaliteten og mængden af relevante data til støtte for
beslutningstagningen og fremme tværfaglig videnskabelig forskning, der gør det
muligt at i rette tid at tilvejebringe kompetent videnskabelig oplysning og
rådgivning om fiskeri, økosystemer og andre relevante miljøfaktorer.
Det første skridt hen imod en virkeliggørelse af disse mål er, at der kommer en
offentlig debat i gang med udgangspunkt i grønbogen.
5.
5.1.
D
EN FREMTIDIGE FÆLLES FISKERIPOLITIK
:
MULIGHEDER OG PRÆFERENCER
Styrkelse og forbedring af bevarelsespolitikken
•
Indførelse af flerårig og økosystemorienteret forvaltning.
•
Vedtagelse af skærpede tekniske foranstaltninger til beskyttelse af ungfisk og
begrænsning af udsmid, herunder pilotprojekter omfattende hidtil ikke-
anvendte foranstaltninger som fx forbud mod udsmid.
•
Udvikling af et system til måling af fremskridt i den fælles fiskeripolitik hen
imod en bæredygtig udvikling og sammenholdelse af forvaltningssystemernes
og -politikkernes resultater med de opstillede mål.
•
Videreførelse af adgangsordningen for 6-12-sømilezonen og Shetlandskassen.
Selv om der ikke findes nogen universalløsning på bevarelsesproblemerne, gør den
aktuelle kritiske situation for mange bestande det nu mere vigtigt end nogensinde
tidligere, at alle tilgængelige instrumenter anvendes effektivt.
Det bør overvejes at gennemføre følgende mere specifikke aktioner:
22
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442473_0023.png
5.1.1.
Flerårig, flerarts- og økosystemorienteret forvaltning
Der er nu bred enighed om, at der er behov for at fastlægge flerårige
forvaltningsplaner under hensyntagen til forsigtighedsprincippet. Kommissionen
fremlagde i december 2000 en meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om
anvendelse af forsigtighedsprincippet og flerårige mekanismer til fastsættelse af
TAC'er
2
.
En flerårig fremgangsmåde skulle gøre det lettere at undgå to store ulemper ved årlig
fastsættelse af TAC'er og kvoter: udskydelse af vanskelige beslutninger og store
TAC-ændringer fra det ene år til det andet.
For at kunne anvende en flerårig fremgangsmåde er det for flere bestande nødvendigt
at fastlægge flerårige strategier, der er forenelige med forsigtighedsprincippet.
Sådanne forvaltningsstrategier skal være baseret på en planlagt udvikling af
fiskeridødeligheden på mellemlang sigt (3-5 år).
Anvendelsen af flerårige rammer skal baseres på det videnskabelige arbejde, som
allerede er gjort for de bestande, der deles med Norge og de baltiske lande, under
hensyntagen til forsigtighedsprincippet. Mål på mellemlang sigt for miljø og
økosystemer og strategier for særligt vigtige arter og levesteder kan kobles sammen
med fastsættelse af grænser for bifangster og utilsigtede fangster, navnlig for de
arter, der er omfattet af miljølovgivning.
Blandet fiskeri tegner sig for hovedparten af fiskeriet i EU-farvandene, og det kan
derfor være en fordel at forvalte grupper af bestande for veldefinerede fiskerier.
Indførelse af en effektiv ordning til forvaltning af fiskeriindsatsen kunne være én af
fremgangsmåderne ved flerartsforvaltning. Der er desuden behov for yderligere
udvikling
af
en
økosystemorienteret
fremgangsmåde
på
alle
fiskeriforvaltningsområder - fra ressourcer til forbrugere - for at der kan opnås en
bæredygtig udnyttelse af de marine økosystemer.
For randområderne er bestandenes tilstand forskellig fra det ene område til det andet.
Dette kan bevirke, at de foranstaltninger, der skal træffes, må skræddersyes til de
specifikke situationer i disse områder.
5.1.2.
Tekniske foranstaltninger
Det er nødvendigt at vedtage mere effektive regler. Indførelse og fremme af
anvendelsen af selektive redskaber, der begrænser eller forhindrer bifangster af ikke-
målarter, og anvendelse af fiskemetoder, som har mindre fysisk indvirkning på
miljøet, vil uden tvivl medvirke til at forbedre den nuværende situation. De tekniske
foranstaltninger skal også i højere grad tage hensyn til miljøet. For eksempel nytter
lukning af en zone og indstilling af ethvert fiskeri måske ikke ret meget set ud fra et
fiskeriforvaltningssynspunkt, men sådanne foranstaltninger kan sikre, at et økologisk
sårbart og vigtigt område for ikke-målarter beskyttes.
Det er også nødvendigt at undersøge nytten af foranstaltninger, der indtil nu ikke er
blevet anvendt, som fx forbud mod udsmid inden for visse fiskerier, der er nemme at
kontrollere, og realtidslukninger af visse områder. En anden mulighed kunne være at
2
KOM(2000) 803 endelig.
23
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
overveje at lade en vis procentdel bifangster indgå i TAC'erne, som det er tilfældet
inden for Organisationen for Fiskeriet i det Nordvestlige Atlanterhav (NAFO). Det
vil være nemt at iværksætte pilotprojekter af denne type.
I genopbygningsplaner for krisesituationer skal - som det var tilfældet med den
genopbygningsplan, der blev vedtaget for torskebestanden i Det Irske Hav i 2000 -
specifikke tekniske foranstaltninger fremover indgå som en meget vigtigt element.
Begrebet
bestandsgenopbygning
skal
ligeledes
introduceres.
Bestandsgenopbygningen kan eventuelt forløbe gradvis over en relativt lang periode
for bestande, der befinder sig i en situation med endnu tålelig overudnyttelse.
Bestandsgenopbygningen skal imidlertid være langt mere radikal for bestande, hvor
de sikre biologiske grænser er overskredet.
Der er behov for en ny debat om tekniske foranstaltninger i lyset af erfaringerne med
anvendelse af den nuværende lovgivning og gennemførelsen af pilotprojekter og
genopbygningsplaner. Det er samtidig nødvendigt at inddrage fiskerne i
udarbejdelsen af nye regler for at skabe et bedre forhold mellem fiskere og
videnskabsfolk og øge gennemsigtigheden af den videnskabelige rådgivning.
5.1.3.
Overvågning og evaluering af foranstaltninger til bevarelse og forvaltning
Det er nødvendigt at udvikle et system til måling af fremskridt i den fælles
fiskeripolitik hen imod en bæredygtig udvikling og sammenholdelse af
forvaltningssystemernes og -politikkernes resultater med de opstillede mål.
Der skal fastlægges sociale indikatorer, miljøindikatorer, økonomiske indikatorer og
referencepunkter, der kan anvendes til at vurdere, hvordan det går med at nå disse
mål, og hvilke resultater der er nået med hensyn til det mere vidtspændende mål,
nemlig bæredygtig udvikling.
Til det formål kan der drages fordel af det arbejde, som internationale organisationer
såsom FAO og Det Europæiske Miljøagentur udfører.
5.1.4.
Adgang til farvande og ressourcer
5.1.4.1. Relativ stabilitet
Princippet om relativ stabilitet har siden 1983 givet medlemsstaterne en garanti med
hensyn til kvoteandele, hvorved man har undgået årlige gentagelser af en politisk
debat om fordelingsnøglen, som ville kunne have gjort beslutningstagningen om
TAC'erne endnu vanskeligere. Anvendelsen af de såkaldte Haag-præferencer har
givet mulighed for en vis fleksibilitet med henblik på at imødekomme en række
specifikke anmodninger for visse områder, selv om dette ikke er blevet mødt med
velvilje af alle de berørte medlemsstater og fiskere.
Kommissionen kan i den nuværende situation ikke få øje på noget anvendeligt
alternativ, hvormed der kan nås tilsvarende resultater. Høringsprocessen har vist, at
dette synspunkt i vid udstrækning deles i hele EU. Der er derfor ikke behov for en
radikal revision af den eksisterende ordning.
Når strukturproblemerne i fiskerisektoren er blevet løst, og den økonomiske og
sociale situation i sektoren er blevet mere stabil, kan man eventuelt på ny overveje
nødvendigheden af fortsat at opretholde princippet om relativ stabilitet og
24
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442473_0025.png
muligheden for at lade arbejdsmarkedskræfterne få frit spil i fiskeriet, ligesom det er
tilfældet i den øvrige del af EU's økonomi.
5.1.4.2. 6-12-sømilezonen
Hovedformålet med 6-12-sømilezonen var for det første at beskytte fiskeressourcerne
ved kun at tillade fiskeri med mindre fartøjer i denne zone. Dette fiskeri er generelt
mindre belastende for bestandene i disse zoner, hvor man ofte finder
opvækstområder. For det andet var formålet at beskytte det traditionelle fiskeri i
kystsamfundene og herved hjælpe dem med at opretholde deres økonomiske og
sociale netværk.
Hvis man sammenholder den yderligere nedgang i de fleste fiskebestande og de
fortsatte vanskeligheder i de fiskeriafhængige områder ved at drage fordel af den
aktuelle økonomiske vækst, synes disse mål at være lige så relevante i dag som de
var i 1992, og dette synspunkt synes der at være generel enighed om i EU.
Ønsker om udvidelse af kystzonerne ud over 12 sømil i visse medlemsstater er ikke
blevet understøttet af verificerbare data.
En ændring af 6-12-sømileordningen ville ødelægge den balance, der for længe siden
er skabt i den fælles fiskeripolitik.
5.1.4.3. Shetlandskassen og adgang til Nordsøen
Shetlandskassen blev oprettet, fordi visse arter i denne region er biologisk følsomme
på grund af den udnyttelse, der har fundet sted. Etableringen af Shetlandskassen
spillede også en vigtig rolle i bestræbelserne for at få godkendt den balance, der er
fastlagt mellem de forskellige fiskerflåder og fiskerisamfund.
Udviklingen i bestandene i dette område gør det ikke muligt at øge fiskeriindsatsen,
og Kommissionen mener, at de nuværende fiskerirestriktioner bør opretholdes. Der
er dog behov for bedre videnskabelig rådgivning af hensyn til en eventuel justering
af ordningen.
De lovgivningsmæssige restriktioner, der gælder for adgangen til Nordsøen, ophæves
den 31. december 2002. Eftersom alt fiskeri efter arter af handelsmæssig betydning
reguleres af TAC- og kvoteordninger, er adgangen til ressourcer begrænset til flåder,
som råder over kvoter. Ulovligt fiskeri bør forebygges gennem effektiv overvågning.
5.2.
Fremme af miljødimensionen i den fælles fiskeripolitik
•
Fuld gennemførelse af de relevante miljøinstrumenter, aktionsplaner og
strategier til beskyttelse af biodiversiteten og integration af
miljøbeskyttelseshensyn i den fælles fiskeripolitik.
•
Lancering af en debat om økomærkning af fiskerivarer.
Det er et krav, at miljøbeskyttelsen integreres i den fælles fiskeripolitik. I den
kommende meddelelse, "Omrids af en strategi til integration af
miljøbeskyttelseshensyn i den fælles fiskeripolitik", redegøres der for en velegnet
strategi til, hvordan denne integration kan finde sted. Selv om strategien kan
iværksættes under den eksisterende fælles fiskeripolitik uden en reform, mener
25
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442473_0026.png
Kommissionen, at det bedste ville være at udnytte den igangværende revision af den
fælles fiskeripolitik, da en styrkelse af lovgivningsgrundlaget kan gøre
iværksættelsen af strategien mere effektiv. Den nye fælles fiskeripolitik skal specifikt
tage sigte på, at der opnås øget effektivitet ved gennemførelsen af ovenstående
strategi.
Kommissionen agter også at sætte gang i en debat om økomærkning af fiskerivarer i
den nærmeste fremtid. Økomærkningsordningerne indeholder markeds- og
oplysningsbaserede metoder til fremme af bæredygtigheden i fiskeriet, idet de gør
det lettere for forbrugerne at træffe et valg, som er baseret på mere gennemsigtige
oplysninger om et givet produkts indvirkning på miljøet eller bæredygtigheden af
den fiskeressource, det er fremstillet af.
Kommissionen er enig i målsætningen med økomærkningsordningerne i
fiskerisektoren, som er at øge forbrugernes bevidsthed om de miljømæssige aspekter
ved fiskeriet og derved at skærpe miljøbevidstheden hos både de ansvarlige for
fiskeriforvaltningen og fiskerne. Dette er udtryk for den voksende interesse for at
gøre både fiskerne og de ansvarlige for forvaltningen mere bevidste om
miljøkonsekvenserne. Der bør derfor tilskyndes til indførelse af frivillige
økomærkningsordninger, og det skal gøres nemmere at anvende dem på markedet
som et supplement til lovgivningen om udnyttelse af fiskeriressourcerne og
fødevaresikkerhed. Det forbliver de offentlige myndigheders hovedansvar at beskytte
de naturlige ressourcer, men dette er ikke til hinder for, at der tages frivillige,
markedsorienterede initiativer.
Økomærkningsordningerne bør imidlertid sikre, at forbrugeroplysningerne er
objektive og verificerbare, og det skal overvåges behørigt, at produkterne opfylder de
fastsatte mærkningskrav. Der er desuden visse problemer ved økomærkning af
fiskerivarer: nemlig følgerne for ikke-økomærkede fisk, som er fanget i
overensstemmelse med den fælles fiskeripolitik, den videnskabelige eller tekniske
begrundelse for de anvendte kriterier og identificering af det mærkede produkt i hele
afsætningsfasen.
Det kan være nødvendigt, at de offentlige myndigheder fastsætter bestemmelser for
frivillig økomærkning for at sikre, at der anvendes passende evalueringskriterier, at
der føres uafhængig kontrol af, om de fastsatte krav efterleves, og for at
forbrugeroplysningerne bliver korrekte. Hvis de offentlige myndigheder deltager
konstruktivt i økomærkningsordningerne, vil ordningerne få større troværdighed, og
det vil desuden blive nemmere at opnå positive resultater med disse ordninger. De
offentlige myndigheder ønsker måske at gå videre ved at fastlægge de
evalueringskriterier, der skal anvendes i forbindelse med økomærkningsordningerne.
De centrale spørgsmål i forbindelse med økomærkningen af fiskerivarer i EU er,
hvor meget og hvordan de offentlige myndigheder skal inddrages heri.
5.3.
Fremme af menneskers og dyrs sundhed og sikkerhed i fiskerisektoren af
hensyn til forbrugerbeskyttelse
•
Hensyntagen til konsekvenserne for fiskerivarer af den igangværende revision
af EU's fødevarelovgivning.
•
Sikring af forbrugerbeskyttelse i forbindelse med import fra tredjelande.
26
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442473_0027.png
I den videnskabelige litteratur har man ofte fremhævet de sundhedsmæssige fordele
ved at spise fisk, der er rige på flerumættede fedtsyrer, som hjælper til at forebygge
betændelses- og hjertesygdomme og har en positiv indvirkning på synet og den
neurale udvikling hos børn. Der er imidlertid visse risici for menneskers sundhed i
forbindelse med handel med, forarbejdning og/eller distribution af fisk: eksponering
for giftige kemiske stoffer eller tungmetaller, mikrobiologisk kontaminering, giftige
arter, parasitter, histamin mv. Der er også risiko for indførelse og/eller spredning af
dyresygdomme, som kan få alvorlige økonomiske konsekvenser for akvakulturen.
Det er derfor nødvendigt at anvende sundhedskravene i EU-lovgivningen for at
beskytte menneskers og dyrs sundhed.
Fødevarekvaliteten er højt prioriteret i EU, og fiskerivarerne vil inden længe blive
berørt af den igangværende revision af EU's fødevarelovgivning, som har til formål
at sikre den højest mulige fødevarestandard. Dette kan medføre, at der fx bliver
fastsat lavere grænseværdier for forurenende stoffer såsom tungmetaller eller dioxin.
Korrekt anvendelse af EU's krav på sundhedsområdet vil få forskellige konsekvenser
for fiskerisektoren. Én af dem vil være at skabe tillid hos EU's forbrugere til
fiskerivarernes sundhed og sikkerhed. Dette vil kunne medvirke til yderligere at øge
efterspørgslen efter fisk i forhold til andre proteinkilder. På den anden side vil en
korrekt anvendelse af sundhedskravene i fiskeriet i særligt forurenede områder kunne
medføre en ændring af fiskeriaktiviteterne og i nogle få tilfælde endog indstilling af
fiskeriet. Dette vil også kunne få indvirkning på forarbejdningsvirksomhederne (fx
fiskemels- og fiskeolieindustrien). Der skal i forbindelse med medlemsstaternes
programmer for støtte til sektoren under Det Finansielle Instrument til Udvikling af
Fiskeriet (FIUF) tages hensyn til det behov for strukturel tilpasning, som der vil
opstå i forbindelse med efterlevelse af EU's sundhedskrav.
Som storimportør af fiskerivarer må EU også sikre, at de importerede produkter lever
op til sundhedskrav svarende til dem, der er fastsat i EU-lovgivningen. Det kan blive
nødvendigt at yde mere finansiel støtte til udviklingslandene, især til dem, EU har
indgået fiskeriaftaler med, således at de bliver i stand til opfylde de nødvendige krav
til fødevaresikkerhed.
5.4.
Flådepolitik
•
Indførelse af en mere effektiv flådepolitik med flerårige mål, der tager hensyn
til konsekvenserne af de teknologiske fremskridt og sikrer, at den offentlige
støtte ikke medvirker til at øge fiskeriindsatsen.
•
Det nye system bør være gennemsigtigt og enkelt, medføre skærpet kontrol og
håndhævelse fra medlemsstaternes side og straffe manglende overholdelse af
bestemmelserne hårdere.
Det fremtidige system skal være enklere og mere effektivt end den nuværende politik
med hensyn til dens indvirkning på ressourcesituationen. Der bør med
flådepolitikken skabes en balance mellem flådekapacitet og udnyttelsesgrad, der er i
overensstemmelse med de langsigtede forvaltningsmål. Reduktionssatserne skal tage
hensyn til de udnyttelsessatser, der er fastsat i forbindelse med de flerårige TAC'er.
Herved vil man kunne få de to områder af politikken til at hænge sammen. Denne idé
er god set ud fra en teoretisk synsvinkel, men den vil dog kunne vise sig at være
27
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
vanskelig at omsætte til praksis, specielt for flådekategorier, der driver blandet
fiskeri.
For at flådepolitikken kan blive effektiv, bør det også erkendes, at fiskeriindsatsen
øges hvert år på grund af den teknologiske udvikling fx inden for fartøjs- og
redskabsdesign, udstyr til sporing af fisk og telekommunikationsudstyr.
Reduktionssatserne skal mindst være så høje, at de kan modvirke effekten af de
teknologiske fremskridt. Ved fiskeri, hvor bestandene overudnyttes, skal
begrænsningen være mere radikal. En anden mulighed er at tilpasse
reduktionssatserne for at fremme anvendelsen af miljøvenlige redskaber eller
fangstmetoder.
Det er ligeledes klart, at der i forbindelse med flådepolitikken skal tages hensyn til
overkapaciteten i de enkelte medlemsstater, men der skal skelnes mellem de enkelte
fiskerier ved at opretholde en opdeling i flådekategorier. Ellers vil en generel
kapacitetsbegrænsning kunne dække over en forøgelse af kapaciteten for fartøjer, der
fisker efter de mest overudnyttede arter, som sædvanligvis også har den største
handelsværdi. Dette vil kunne opnås ved en kategorisering under FUP IV eller - hvis
man erkender, at dette program i visse tilfælde tog sigte på at begrænse den samlede
kapacitetsreduktion snarere end at sikre en nøjagtig underopdeling af flåden - en
kategorisering, der er baseret på klart definerede kriterier, som er fælles for alle
medlemsstater. I visse tilfælde kan der også blive tale om en regional kategorisering.
Højsøflåden giver også anledning til en række overvejelser. Hvad angår de
kategorier, som omfatter fartøjer, der driver fiskeri uden for EU-farvande, bør der
ikke kun tages hensyn til situationen for de bestande, der skal udnyttes, men også til
andre forhold, der kan begrænse adgangen, herunder både de fiskerimuligheder, som
tredjelande tilbyder, og de rettigheder, der er opnået hos regionale
fiskeriorganisationer, idet både mulighederne og rettighederne risikerer at blive
begrænset på lang sigt på grund af nye fiskerinationers entré på scenen.
Et andet ledende princip er, at den offentlige støtte under ingen omstændigheder må
bidrage til at øge fiskeriindsatsen. Tværtimod skal der, så længe der ydes offentlig
støtte til fornyelse af flåden, ske en nettonedgang i fiskeriindsatsen. På lang sigt skal
al sådan støtte afskaffes.
Der skal endelig fastlægges særlige bestemmelser for fiskeri med mindre fartøjer.
Enhver ny politik skal opfylde ovennævnte krav. Følgende to fremgangsmåder kan
anvendes og endog kombineres for at nå de ovenfor opstillede mål.
Den første er, at man fortsætter med en ordning med kvantitative mål, der skal nås
over en fastlagt periode, og som omfatter følgende foranstaltninger:
•
Reduktion primært af kapacitet.
•
Fælleskriterier for alle medlemsstater for opdeling af flåden i kategorier.
•
Faste reduktionssatser for hver kategoritype i alle medlemsstater.
For at nå de mål, der er fastsat under programmet, kan man justere de "tilgangs- og
afgangsordninger", medlemsstaterne har indført efter artikel 6 og 9 i Rådets
28
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442473_0029.png
forordning nr. 2792/1999 ("FIUF-gennemførelsesforordningen", EFT L 337 af
30.12.1999), så der, når flåden tilføres ny kapacitet, udtages endnu større kapacitet.
Denne ordning kan gøres mere restriktiv, når der ydes offentlig støtte til bygning
eller modernisering af fartøjer. I så tilfælde kan offentligt støttet tilgang af kapacitet
knyttes sammen med en betydeligt større udtagning af kapacitet. En anden metode til
begrænsning af flåden kunne være at indføre en kapacitetssanktion ved handel med
licenser.
Fordelene ved en sådan ordning ville være øget gennemsigtighed og forenkling. Den
vil imidlertid kræve, at medlemsstaterne accepterer skærpede kontrol- og
håndhævelsesforanstaltninger og skrappere sanktioner for manglende overholdelse af
bestemmelserne.
Den anden fremgangsmåde er, at man helt opgiver faste mål for perioden frem til
2006 og i stedet indfører en mekanisme, hvormed flådens kapacitet reduceres gradvis
og automatisk over en periode. Det ville kræve en styrkelse af den ovenfor beskrevne
"tilgangs- og afgangsordning", så den kan sikre en systematisk reduktion af flåden
med en passende reduktionssats, og der kan også anvendes kapacitetssanktioner ved
handel med licenser. En fordel ved en sådan ordning er, at jo større fornyelsen af
flåden er, desto større bliver også flådereduktionen, hvilket er i overensstemmelse
med behovet for at kompensere for konsekvenserne af det teknologiske fremskridt.
Forholdet mellem tilgang og afgang kan også justeres for enten at tage hensyn til,
hvor meget ressourcen overudnyttes, eller for at fremme anvendelsen af miljøvenlige
redskaber eller fangstmetoder.
5.5.
Bedre styring af den fælles fiskeripolitik
•
Oprettelse af regionale rådgivende udvalg, som skal gøre det muligt at
inddrage de berørte parter i den politiske proces på en mere effektiv måde
•
Decentralisering af visse forvaltningsopgaver med henblik på at tilpasse til
lokale forhold og imødegå lokale krisesituationer
•
Fremme af større gennemskuelighed i den videnskabelige rådgivning
•
Øget overensstemmelse mellem den fælles fiskeripolitik og andre politikker
med betydning for kystområder gennem integreret kystzoneplanlægning
(ICZM)
Der er i forbindelse med den fælles fiskeripolitik brug for forvaltningsrammer, der er
gennemskuelige, omkostningseffektive og fleksible, som gør det muligt hurtigt og
effektivt at reagere i krisesituationer, og som i højere grad inddrager de berørte
parter.
Der kan ske forbedringer på følgende områder:
5.5.1.
Øget inddragelse af de berørte parter
Selv om de berørte parter ifølge de nuværende institutionelle rammer ikke formelt
skal inddrages i beslutningsprocessen, hverken på EU-plan eller i regionerne, så kan
og bør der etableres nye former for deltagelse i den fase, der går forud for de
politiske beslutninger vedrørende den fælles fiskeripolitik. Hvis der blev oprettet et
29
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
netværk af regionale rådgivende fiskeriudvalg, ville det ifølge Kommissionen være
muligt i højere grad og på et tidligere tidspunkt at inddrage de berørte parter i
diskussionerne om fiskeriforvaltningen og samtidig sikre, at styringen af
fiskeriområdet til stadighed sker i overensstemmelse med de retlige og institutionelle
rammer, der er fastsat i traktaten, og at den fælles fiskeripolitiks overordnede
karakter og Fællesskabskarakter ikke påvirkes.
Deltagerne i disse udvalg kunne være embedsmænd fra medlemsstaterne,
erhvervsrepræsentanter, græsrodsorganisationer, havbiologer og økonomer fra
medlemsstater med en reel interesse i det pågældende fiskeri. Det skulle også være
muligt at invitere erhvervsrepræsentanter og embedsmænd fra andre medlemsstater.
Mens nogle måske vil mene, at Kommissionen bør deltage i alle regionale møder og
påtage sig formandskabet og yde administrativ støtte, så kan det blive vanskeligt for
Kommissionen at påtage sig dette ansvar i alle tilfælde. De involverede parter bliver
derfor nødt til at påtage sig deres del af forvaltningen af den foreslåede ordning.
Finansieringen af de regionale udvalg kunne ske i et samarbejde mellem EU, de
nationale myndigheder og de berørte parter. Det virker rimeligt, at aktører, der har
fordel af at deltage i høringerne, også bærer deres del af udgifterne.
De regionale udvalg skulle tage sig af de regionale forvaltningsområder (fx
Nordsøen) eller nærmere fastsatte bestande (fx vandrende fiskearter som tun), og de
skulle mødes med jævne mellemrum. På denne måde ville sektoren blive inddraget i
forhandlingerne,
inden
Kommissionen
fremsætter
forslag
til
forvaltningsforanstaltninger.
Udvalgene skulle bistå Kommissionen med rådgivning, som den skulle tage behørigt
hensyn til i forbindelse med fremsættelse af forslag og vedtagelse af
forvaltningsbeslutninger.
5.5.2.
Effektiv varetagelse af lokale forvaltningsbehov og af krisesituationer
Af hensyn til effektiviteten og accepten af forvaltningsforanstaltningerne kunne man
på vilkår, der skulle være fastsat på EU-plan, i visse tilfælde overdrage ansvaret for
vedtagelsen af specifikke lokale bevarelsesforanstaltninger inden for
territorialfarvandene til medlemsstaterne. Denne form for lovgivning skulle
indeholde en definition af medlemsstaternes ansvar, tidsfristerne for de pågældende
foranstaltninger og betingelserne for en revision af dem. Kommissionen skulle fortsat
have initiativretten i forbindelse med vedtagelsen af kriseforanstaltninger.
Et andet vigtigt område, hvor yderligere decentralisering kunne være en fordel, er
forvaltning af fiskeriet i territorialfarvande. Medlemsstaterne har for øjeblikket ret til
på visse betingelser at vedtage strengere bevarelsesforanstaltninger i områder under
deres overhøjhed eller jurisdiktion, forudsat at de kun gælder for fiskere fra den
pågældende medlemsstat. Medlemsstaterne kunne i fremtiden bemyndiges til at
vedtage bevarelsesforanstaltninger gældende for alle fartøjer, der fisker i disse
områder. Dette prærogativ skulle begrænses til en zone på 12 sømil (eller 6 sømil
afhængig af, hvilken medlemsstat der er tale om). Der burde i så fald fastsættes EU-
beskyttelsesforanstaltninger for at sikre, at medlemsstaterne ikke direkte eller
indirekte diskriminerer fiskere fra andre medlemsstater, og at de vedtagne
foranstaltninger er forenelige med de foranstaltninger, der gælder uden for
territorialfarvandene. Disse nye rammer ville gøre det muligt for medlemsstaterne at
30
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442473_0031.png
gribe hurtigere og mere effektivt ind i forbindelse med forvaltningsproblemer af stor
betydning for genopbygningen af flere bestande og for kystfiskeriet, som domineres
af fiskeri med mindre fartøjer.
5.5.3.
Øget inddragelse af den videnskabelige rådgivning i beslutningsprocessen
Det er nødvendigt med et godt videnskabeligt grundlag, som fiskeriets
beslutningstagere og de øvrige aktører kan basere sig på i beslutningstagningen. Der
er i forbindelse med den fælles fiskeripolitik brug for rådgivning, der trækker på den
tværfaglige forskning inden for bl.a. biologi, økologi, socialvidenskab og økonomi.
Beslutningstagerne bør ikke kun indføre de nødvendige rammer og mekanismer for
formidlingen af rådgivningen, men også overveje, hvordan rådgivningen bedst vil
kunne anvendes i beslutningsprocessen.
Videnskabelige oplysninger, der blev formidlet på det rette tidspunkt og
offentliggjort under overholdelse af eventuelle fortrolighedskrav, ville kunne bidrage
til at forbedre myndighedernes beslutningstagning og dermed øge fiskernes tillid til
den. Herudover kunne man opnå større åbenhed ved at fremme nogle tættere
forbindelser mellem fiskerne og videnskabsmændene. Kommissionen er indstillet på
at støtte initiativer, der bringer aktørerne, den videnskabelige verden og
beslutningstagerne tættere på hinanden.
5.5.4.
Integreret kystzoneplanlægning (ICZM)
Formålet med ICZM er at forbedre planlægningen og forvaltningen af kystområder
og at reducere konflikterne mellem fiskerne og de øvrige aktører i kystområderne
(både til lands og til havs) gennem anvendelse af en række principper for god
forvaltningsskik. Formålet med ICZM er ikke blot i øget omfang at inddrage de
berørte parter og at fremme en passende anvendelse af oplysningerne, men også at
arbejde i retning af en koordinering af de forskellige sektorpolitikker, som har
betydning for kystområderne. Et af de overordnede principper for ICZM er i øvrigt,
at der bør foretages en direkte undersøgelse af, hvordan landbaserede aktiviteter
indvirker på de marine ressourcer og omvendt.
På baggrund af dokumentet "Integreret kystzoneplanlægning - en strategi for
Europa" (KOM(2000) 547) er det Kommissionens hensigt at gøre diverse EU-
politikker, som har betydning for kystområder, mere forenelige med hinanden. Her
kommer også den fælles fiskeripolitik ind i billedet. Gennem ICZM bør det også
sikres, at der er sammenhæng mellem den måde, hvorpå den fælles fiskeripolitik
anvendes, og de mange nationale og lokale politikker for kystområdernes
anvendelse.
5.6.
Overvågning, kontrol og håndhævelse
•
Der er behov for yderligere koordinering af medlemsstaternes politikker,
harmonisering af sanktioner, opfølgning af overtrædelser og nærmere
afgrænsning af medlemsstaternes og Kommissionens ansvar i forbindelse med
gennemførelse af kontrolordninger, som vedtages af regionale
fiskeriorganisationer.
31
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442473_0032.png
•
Etableringen af en fælles EU-kontrolstruktur, som skal koordinere
medlemsstaternes og EU's kontrolpolitik og -aktiviteter, bør overvejes som en
mulighed.
Reformen af den fælles fiskeripolitik er en anledning til at styrke de nuværende
systemer, hvorved det vil være muligt at opfylde fiskerisektorens ønske om fælles
spilleregler på kontrol- og håndhævelsesområdet og at fremme en effektiv
anvendelse af den fælles fiskeripolitik.
På den internationale konference om fiskerikontrol og -overvågning, der blev afholdt
i oktober 2000 i Bruxelles, forpligtede Kommissionen sig officielt til:
– at udarbejde en adfærdskodeks for fiskeriinspektører og fiskere med klar
angivelse af deres rettigheder og pligter
– at foretage en forudgående "kontrollérbarhedsvurdering" af alle nye forslag om
bevarelsesforanstaltninger
– at vurdere, om det er muligt at kontrollere de iværksatte foranstaltninger
– at foretage en analytisk vurdering af kontroludgifterne for bedre at kunne evaluere
de faktiske omkostninger ved kontrol og de fordele, der opnås
– at man i videst muligt omfang benytter sig af ny teknologi i forbindelse med
kontrol.
Blandt de områder, hvor der efter Kommissionens opfattelse bør gøres en ekstra
indsats, hvis man vil opnå en bedre overvågning, kontrol og gennemførelse af den
fælles fiskeripolitik, kan nævnes koordinering af medlemsstaternes kontrolpolitik,
harmonisering af sanktionerne for overtrædelse af fiskeribestemmelserne,
medlemsstaternes godkendelse af, at EU's og de nationale inspektørers rapporter kan
bruges som bevismateriale, og åbenhed i opfølgningen af overtrædelser. Det bør også
sikres, at der føres optimalt og effektivt tilsyn med EU-fartøjers aktiviteter uden for
EU's farvande. Det er nødvendigt, at EU hurtigt tager stilling til, hvordan ansvaret
skal fordeles mellem Kommissionen og de nationale myndigheder, når det drejer sig
om kontrol af fiskeriet i de farvande, som forvaltes af de regionale
fiskeriorganisationer.
Idéen om at etablere en fælles EU-kontrolstruktur, der skal koordinere
medlemsstaternes og EU's kontrolpolitik og -aktiviteter, og som skal samle de
redskaber og ressourcer, der kan anvendes til kontrolformål, er en mulighed, der bør
overvejes nøje. En opstramning af de nuværende overtrædelsesprocedurer skulle
også kunne bidrage til at opnå ens spilleregler i hele EU. Som et tredje element i
denne pakke bør det undersøges, hvilke muligheder der er for at gøre sanktionerne
for overtrædelser mere afskrækkende, herunder muligheden for "administrative"
sanktioner som tab af fiskekvoter, inddragelse af licenser eller krav om, at fartøjer
der overtræder fiskeribestemmelserne, skal betale finansiel støtte tilbage.
32
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442473_0033.png
5.7.
Styrkelse af den sociale og økonomiske dimension i den fælles fiskeripolitik
•
En ny strategi for den økonomiske forvaltning for at sikre en bæredygtig og
økonomisk levedygtig sektor, idet det skal overvejes, hvilken rolle den
offentlige støtte skal spille
•
Foranstaltninger, der skal hjælpe tidligere fiskere til at finde anden
beskæftigelse
•
Vurdering af betydningen af nye forvaltningsredskaber, fx en rettighedsbaseret
forvaltning
•
Fornyet
overvejelse
af,
hvordan
forarbejdsningssektorerne skal prioriteres.
støtten
til
akvakultur
og
I en situation præget af alvorlig nedfiskning af nogle af EU's vigtigste fiskebestande,
overkapacitet og fortsat fald i beskæftigelsen inden for fiskeriet bør EU overveje en
ny strategi for den økonomiske forvaltning i fiskerisektoren. Det er bl.a. et krav, at
fangstsektorens størrelse reduceres kraftigt i forhold til i dag, så den bliver
bæredygtig, og EU er nødt til at planlægge en større strukturel tilpasning. Den måde,
støtten til akvakultur- og forarbejdsningssektorerne prioriteres, bør også tages op til
fornyet overvejelse.
Generelt er der brug for to former for foranstaltninger, dels foranstaltninger, der
bidrager til at sikre en bæredygtig og økonomisk levedygtig fiskerisektor, dels
foranstaltninger, der kan hjælpe de ansatte i fiskerisektoren, som bliver tvunget ud af
fiskeriet, med at finde anden beskæftigelse. Man bør også se på problemet med,
hvordan man kan overføre fiskernes færdigheder og erfaringer til nye
erhvervsaktiviteter. Der kan blive behov for en form for overgangsstøtte under
omskolingen til andre fag. Valget af foranstaltninger bør desuden ske under
hensyntagen til, at visse kystregioner er afhængige af fiskeri med mindre fartøjer.
Med hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende i EU's randområder, har
Kommissionen allerede forpligtet sig til i forbindelse med den fælles fiskeripolitik at
fremsætte forslag og eventuelt iværksætte foranstaltninger til støtte for disse
områder
3
.
5.7.1.
En ny strategi for den økonomiske forvaltning
Selv om de programmer, der for øjeblikket modtager støtte fra strukturfondene,
herunder FIUF, løber indtil 2006, er der dog en vis margen, som gør det muligt at
fremme en mere bæredygtig og økonomisk levedygtig fiskerisektor og at styrke og
diversificere det økonomiske grundlag i de områder, hvor man er afhængig af
fiskeriet. Der bør gøres en særlig indsats for at finde den mest effektive løsning på
sektorens problemer med overkapacitet, som er kilden til dens nuværende
vanskeligheder.
Den nuværende FIUF-støtte bør tages op til fornyet overvejelse på tre niveauer:
3
KOM(2000) 147.
33
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442473_0034.png
– det vil på kort sigt være nødvendigt at ændre nogle af FIUF-bestemmelserne
(Rådets forordning nr. 2792/99) på grund af nye og uforudsete begivenheder, som
allerede har øget behovet for strukturelle tilpasninger, fx de planer vedrørende en
genopbygning af fiskebestandene, som Rådet vedtog for nylig, og reduktionen af
fiskemulighederne i tredjelandes farvande, som har været større end forventet. Det
kan fx gøre det nødvendigt at lempe bestemmelserne for støtte til midlertidig
oplægning af fiskerfartøjer markant
– samtidig vil medlemsstaterne sandsynligvis på grund af denne udvikling være
nødt til at revidere deres prioritering af strukturstøtten til fiskerflåden ved fx at
reducere den andel af støtten, der går til modernisering eller bygning af nye
fiskerfartøjer, og i stedet øge støtten til oplægning
– endelig kan det blive nødvendigt for EU at overveje, om og under hvilke
omstændigheder investeringsstøtte til fiskerflåden bør udfases for at undgå dens
negative virkninger på fiskekapaciteten, og om EU-støtten skal omdirigeres til
udelukkende at tage sigte på en yderligere reduktion af flåden ved fx at indføre en
engangsstøtte til ophugning på mere attraktive finansielle betingelser.
Kystnært fiskeri med mindre fartøjer skal eventuelt undtages fra denne generelle
strategi, da det har stor betydning for beskæftigelsen, især i lokalområder, hvor der
ikke er mange andre muligheder, og da det kun har ringe indvirkning på ressourcerne,
hvis det forvaltes ordentligt. Der kunne ydes støtte til denne form for fiskeri ved hjælp
af særlige støtteprogrammer, forudsat at reglerne for støttetildelingen er klare, og at
der foreligger en fælles definition af, hvad man forstår ved "fiskeri med mindre
fartøjer" og kystområders "fiskeriafhængighed", samt at støtten kun har begrænset
indflydelse på konkurrencen mellem medlemsstaternes fiskerflåder.
Samtidig med, at støtten til kapitalinvesteringer tages op til fornyet overvejelse på
EU-plan, kunne medlemsstaterne også udnytte margenen i de regionalprogrammer
og programmer vedrørende menneskelige ressourcer, der i perioden 2000-2006 får
støtte fra strukturfondene, til at iværksætte foranstaltninger, der afbøder de sociale og
økonomiske virkninger af den uundgåelige yderligere indskrænkning af EU-
fiskerflåden, og til at hjælpe de ansatte inden for fiskeriet til at blive omskolet og om
muligt at finde anden beskæftigelse. Alle ændringer skal finde sted inden for
rammerne af de nuværende programmer og bevillinger. Dette problem bør desuden
tages op i forbindelse med midtvejsvurderingen af strukturfondene i 2003 og
tildelingen af den resultatreserve, der er holdt tilbage, indtil midtvejsvurderingen
foreligger.
Som det nævnes i Kommissionens anden samhørighedsrapport
4
vil der blandt de
områder, som vil kunne drage fordel af samhørighedspolitikkens kommende
foranstaltninger, være øer og randområder, hvor fiskeriet traditionelt har været et
vigtigt erhverv. FIUF kunne i denne sammenhæng yde et vigtigt bidrag i samarbejde
med de øvrige strukturfonde.
EU bør også begynde at undersøge virkningen af forvaltningsværktøjer, hvis
anvendelse endnu ikke er almindeligt udbredt i Europa, fx:
4
KOM(2001) 24.
34
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
– markedsbaserede ordninger for kvotetildeling, fx omsættelige individuelle kvoter
og auktioner, der skaber et marked for fiskerirettigheder og dermed kan øge
kvoteindehavernes interesse i at bevare et bæredygtigt fiskeri på lang sigt
– samforvaltningsordninger
– indførelse af en afgift for retten til at fiske, i det mindste for en del af EU-flåden.
Sådanne ordninger kunne under visse omstændigheder spille en vigtig birolle i EU's
fiskeriforvaltning. Kommissionen foreslår derfor, at den koordinerer
medlemsstaternes diskussion om disse spørgsmål, eventuelt med deltagelse af
tredjelandseksperter, med henblik på udarbejdelse af en rapport, som skal forelægges
de andre institutioner så hurtigt som muligt og senest i 2003.
Det bør desuden overvejes, hvordan disse nye fremgangsmåder vil påvirke visse
principper som fx den relative stabilitet.
5.7.2.
Ny prioritering af akvakulturstøtten
Forholdet mellem akvakultur og miljøet er meget vigtig. Der må indføres
bæredygtige produktionsmetoder og fastsættes sundheds- og kvalitetsstandarder for
produkterne. Det er hensigten, at handlingsplanen for biodiversitet inden for fiskeriet
og akvakulturen skal bidrage til at nå dette mål. Der skal i forbindelse med planen
iværksættes en række foranstaltninger, som har til formål at reducere
miljøbelastningen, at begrænse de potentielle problemer, der kan opstå ved
indførelsen af nye arter, og at sikre dyresundheden. Disse foranstaltninger bør
suppleres med forskning i akvakultur.
Det bør være markedet, der er den drivende kraft i udviklingen af akvakulturen.
Produktion og efterspørgsel er for øjeblikket nøje afstemt, og der bør ikke opfordres
til produktionsstigninger, der er større end den sandsynlige udvikling i
efterspørgslen. I 1980'erne var akvakultur (og især havbrug) stadig et erhverv, der
generelt var forbundet med stor risiko. I dag findes disse risici ikke længere for en
række af de opdrættede arter. Det er således et spørgsmål, om EU skal fortsætte med
at støtte private firmaers investeringer i produktionskapaciteten for arter, som
markedet er så godt som mættet med.
Det offentliges akvakulturstøtte bør fremover tage sigte på andre foranstaltninger end
støtte til investeringer, der øger produktionen af arter, som markedet er så godt som
mættet med, og i stedet tage sigte på at dække udgifter til fx uddannelse, kontrol,
forskning og udvikling (bl.a. vedrørende nye arter), spildevandsbehandling,
udryddelse af sygdomme osv. I 2000 blev FIUF's virkefelt udvidet, så det nu
omfatter størstedelen af disse støtteformer. Det offentliges støtte bør navnlig gå til
foranstaltninger, der fremmer udviklingen af "rene" teknologier.
5.7.3.
Fremme af forarbejdningsindustrien
I visse områder indtager forarbejdningsindustrien en vigtig plads i den lokale
erhvervsstruktur, især gjort op i arbejdspladser. I lighed med hvad der tilrådes inden
for flådestøttepolitikken, bør EU's politik for denne sektor være mere målrettet og
mere geografisk orienteret på grundlag af kriterierne for den økonomiske og sociale
samhørighedspolitik og hovedsagelig tage sigte på at hjælpe små og mellemstore
virksomheder i de områder, der er mest afhængige af fiskerierhvervet.
35
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442473_0036.png
Udarbejdelsen af en egnet strategi for forarbejdningsindustrien hindres imidlertid af,
at der ikke foreligger pålidelige statistiske oplysninger om struktur, produktion og
økonomi inden for denne sektor. Medlemsstaterne er meget tilbageholdende med at
give disse oplysninger. Ifølge den rådsforordning, der for nylig blev vedtaget om
indsamling af oplysninger til brug for den fælles fiskeripolitik, skal medlemsstaterne
først indberette oplysninger om forarbejdningsindustrien i 2006.
5.7.4.
Andre sociale spørgsmål
Ud over at sikre beskæftigelsen i fiskerisektoren på lang sigt og yde støtte til
omskoling af de ansatte inden for fiskeriet i de tilfælde, hvor det er nødvendigt, bør
EU også beskæftige sig med en række andre sociale spørgsmål, bl.a. forbedring af
fiskerfartøjernes fysiske sikkerhed og regulering af arbejdsforholdene i sektoren,
herunder arbejdstid, så sikkerhedsrisikoen mindskes. Disse betragtninger gælder også
EU-fiskerfartøjer, der fisker uden for EU-farvande, og hvis besætninger ofte kan
have en høj andel af ikke-EU-borgere. Det skal i den forbindelse sikres, at EU-
lovgivningen om arbejdsforhold overholdes nøje. EU skal desuden gøre en indsats
for at sikre, at den vigtige rolle, som kvinder spiller i fiskerisektoren, anerkendes og
styrkes.
5.8.
Eksterne forbindelser
•
Bidrag til en forbedring af den globale forvaltning af fiskeriområdet gennem
effektiv gennemførelse af de internationale retlige rammer og styrkelse og fremme
af de regionale samarbejdsmekanismer.
•
Udvikling af et partnerskabskoncept med udviklingslandene
EU's opgave er at sikre, at fiskeriet foregår på en ansvarlig måde, og at forene
interesser, der undertiden er modstridende. EU skal kun handle i de tilfælde, hvor
EU-fiskerisektorens interesser reelt er berørt, bl.a. når der er en flåde, der reelt kan
udnytte fiskeressourcerne, og for i internationale fora at foreslå og støtte initiativer til
fremme af bæredygtigt fiskeri.
Et af formålene med EU's eksterne fiskeripolitik vil fortsat være at sikre EU-flåden
adgang til overskudsbestandene i tredjelandes EEZ (eksklusive økonomiske zone).
Bestræbelserne på at nå dette mål skal imidlertid samordnes med de øvrige mål inden
for bl.a. udvikling og miljø, og de skal være forenelige med det grundlæggende mål
for den fælles fiskeripolitik, dvs. en langsigtet sikring af fiskeressourcerne. En sådan
strategi vil styrke EU's indsats til fordel for udviklingen af et ansvarligt og
bæredygtigt fiskeri på åbent hav og i farvande under andre kyststaters jurisdiktion i
overensstemmelse med EU's internationale forpligtelser. Det bør også være et mål, at
der tilstræbes en gensidig forståelse mellem de berørte parter, herunder det civile
samfund.
I forbindelse med globaliseringen er det også i Europas interesse at styrke det
økonomiske samarbejde mellem europæiske firmaer og andre private aktører i
udviklingslandene. I forbindelse med den fælles fiskeripolitiks nye eksterne
dimension bør der også tages hensyn til forbedringer i den interne dimension af
fiskeripolitikken, fx indførelse af miljøinstrumenter, mere effektive tekniske
foranstaltninger, planlægning for flere år og flere arter, styrkelse af forskning og
kontrol og øget inddragelse af de berørte parter.
36
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Endelig er en af forudsætningerne for, at der kan skabes sammenhæng mellem de
forskellige politiske områder, at der investeres i opbygningen og styrkelsen af
forskningskapaciteten i partnerlande og -regioner, især hvor EU har en interesse i en
bæredygtig forvaltning af de akvatiske ressourcer og deres økosystemer. Der vil
skulle etableres en struktur, som sikrer fremskaffelsen af videnskabelige oplysninger
om ressourcesituationen i partnerlande.
5.8.1.
Multilateralt samarbejde
EU bør gå i spidsen for det internationale samfunds bestræbelser på at forbedre
forvaltningen på globalt plan ud fra et ønske om at bevare og sikre en bæredygtig
udnyttelse af det åbne havs levende marine ressourcer. Der bør gøres en stor indsats
for at få så mange stater som muligt til at ratificere og gennemføre alle de relevante
internationale instrumenter fuldstændigt.
Det er nødvendigt, at EU hurtigt ratificerer FN's aftale om fælles fiskebestande og
stærkt vandrende fiskearter (UNFA), så EU kan handle med troværdighed i
forskellige internationale fora.
EU bør fortsat fremme det internationale samarbejde med henblik på en styrkelse af
de regionale fiskeriorganisationer som krævet i De Forenede Nationers
havretskonvention og UNFA, og EU bør desuden støtte bestræbelserne på at
bekæmpe ulovligt, uanmeldt og ureguleret fiskeri på åbent hav.
EU's indsats til fordel for et bæredygtigt fiskeri på åbent hav bør komme den del af
EU-flåden til gode, som ønsker at fiske uden for EU-farvandene, samtidig med at den
skal bidrage til at nå en række andre mål inden for fx miljøbeskyttelse, udvikling af
samarbejdet og beskyttelse af arbejdstagernes rettigheder.
EU er også nødt til at tage hensyn til nye og nyere fiskerinationers interesser gennem
en mere ligelig fordeling af fiskeressourcerne. Fiskeressourcerne mindsker, og det
gør problemet endnu større, og gør det endnu vanskeligere at finde en løsning.
Der bør opstilles en række prioriteringer for EU's internationale indsats, herunder:
– fremme i videst muligt omfang af de regionale fiskeriaftaler, idet sådanne aftaler
gør det nemmere at tage højde for de regionale fiskeriaspekter, at støtte et ægte
regionalt fiskerisamarbejde mellem tredjelande og at lette overvågningen og
kontrollen af fiskeriaktiviteter
– fremme af en fornuftig erhvervsmæssig udnyttelse af det åbne havs ressourcer
(inkl. fastsættelse af nytilkomnes rettigheder og pligter) ved hjælp af systemer for
tildeling af fiskerirettigheder, som skal fastsættes inden for rammerne af regionale
fiskeriorganisationer og -overenskomster
– indsats for at forsigtighedsprincippet anvendes, og at der tages hensyn til
miljøbeskyttelseskrav
– intensiveret bekæmpelse af ulovlig, uanmeldt og ureguleret fiskeri og især af den
eftergivenhed, som de håndhævende myndigheder i visse medlemsstater udviser
over for fartøjer, som sejler under deres flag, og over for deres egne statsborgere,
som bryder lovene. Hvis man vil opnå dette, kræves det, at tilsynet med og
kontrollen af fiskeriaktiviteterne styrkes, ikke kun på åbent hav og i de farvande,
37
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
der henhører under tredjelande, som har indgået en fiskeriaftale med EU, men
også i havnene. Parallelt med flagstatens og havnestatens kontrol bør man også
overveje at anvende handelsrelaterede foranstaltninger inden for rammerne af de
regionale fiskeriorganisationer.
– prioritering af arbejdet i de regionale organisationer, som forvalter ressourcer, der
deles med EU
– fremme af samarbejdet med udviklingslande i regionale og subregionale
fiskeriorganisationer med det formål at opmuntre disse lande til aktivt at deltage i
disse organisationers arbejde og at gøre det lettere for dem at deltage.
5.8.2.
Bilateralt samarbejde
EU's bilaterale forbindelser skal tilpasses de ændrede forhold. Fremover bør
fiskeriaftalerne gøre det muligt at imødekomme udviklingslandenes krav og
berettigede ønsker om udvikling af deres eget fiskeri.
Det skal understreges, at EU's bilaterale aftaler giver større garanti for et ansvarligt
fiskeri end private aftaler. Der er dog stadig brug for en stor indsats, bl.a. med hensyn
til disse aftalers praktiske gennemførelse og muligheden for at bidrage til udvikling
af fiskeripolitikken i kystudviklingslande gennem disse aftaler.
På den baggrund bør EU i samarbejde med kystpartnerlande opbygge nogle
bæredygtige rammer for fiskeriet, som sikrer, at EU-interesserne kommer til at spille
en positiv rolle, og at EU-fartøjerne om muligt får nogle fiskerirettigheder.
Der bør i EU-fiskeriaftalerne tages hensyn til relevante aspekter af andre EU-
politikker, samtidig med at aftalerne skal fungere som igangsætter for udviklingen af
en fornuftig og ansvarlig udnyttelse af fiskeressourcerne i farvande, der hører under
kystudviklingslandenes jurisdiktion. I denne sammenhæng fremgår det udtrykkeligt
af traktaten, at den fælles fiskeripolitik skal fastlægges under hensyntagen til målene
for EU's udviklingspolitik.
Fiskeriaftaler med udviklingslande bør samordnes med de strategier for
udviklingssamarbejde, som er blevet aftalt mellem EU og tredjelandet, og de skal
bidrage til, at målene for disse strategier opnås. Endelig bør der i disse aftaler tages
hensyn til, at der gælder meget forskelligartede betingelser for fiskerierhvervet i
udviklingslandene. For at gøre det muligt at foretage en vurdering af nytteværdien,
bør der i fiskeriaftalerne skelnes klart mellem fiskeri og udvikling.
Der er politiske, institutionelle og socioøkonomiske forskelle mellem EU's
forbindelser med AVS-landene og mere generelt udviklingslandene på den ene side
og de nordiske og baltiske lande på den anden side. Dette hænger navnlig sammen
med den klare uligevægt, der er i politisk, institutionel og socioøkonomisk
sammenhæng. Det ville således være oplagt at indføre en todelt procedure, som
gjorde det muligt at tage hensyn til udviklingsniveauet hos vore samarbejdspartnere
på fiskeriområdet.
Når der forhandles om fiskeriaftaler med de nordiske og baltiske lande, må det være
et mål at få etableret nogle stabile og normative rammer, som gør det muligt at
fastlægge adgangsbetingelserne på et afvejet og om muligt flerårigt grundlag og at
konsolidere EU-flådens tilstedeværelse i disse farvande. Fartøjssejere, der benytter
38
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442473_0039.png
sig af fiskerirettigheder, som er opnået gennem aftaler, hvortil EU yder en finansiel
godtgørelse, har ifølge flere af de eksisterende aftaler pligt til at betale et finansielt
bidrag. Det bør undersøges, om det er muligt at udvide denne forpligtelse.
EU bør arbejde for, at der inden for fiskerisektoren indgås partnerskabsaftaler med
kystudviklingslandene. Formålet må ikke kun være at sikre EU-flådens adgang til de
overskydende ressourcer, men også at bidrage til, at der skabes en ramme for den
politiske dialog og for etableringen af et ansvarligt og bæredygtigt fiskeri. Aftalerne
skal være forenelige med fiskerisektorens udviklingsmuligheder i kyststaterne og de
pågældende landes egne fiskeripolitikker, og de bør indgås i form af kontrakter og på
et flerårigt grundlag. Cotonou-partnerskabsaftalen er et vigtigt skridt fremad for EU's
politik for udviklingssamarbejde i forbindelse med Lomé-konventionen, eftersom der
i denne aftale opstilles en række nye grundprincipper og foretages en ny prioritering
især med henblik på fattigdomsbekæmpelsen
5
.
Følgende mere specifikke foranstaltninger, som allerede indgår i flere af de
eksisterende fiskeriaftaler, kunne anvendes mere generelt:
•
Styrkelse af den politiske dialog gennem teknisk støtte til formulering af sektorens
politikker, støtte til oprettelse af brancheorganisationer, bidrag til en styrkelse af
institutioner og administration og til indførelse af en sund forvaltningspraksis
samt støtte til etablering og konsolidering af samarbejdet på såvel regionalt som
internationalt plan.
•
Fremme af et ansvarligt fiskeri gennem samarbejde om forskning, vurdering af
fiskebestande, overvågning og kontrol, optrapning af kampen mod ulovligt fiskeri
og iværksættelse af foranstaltninger, som har til formål at genopbygge de marine
økosystemer og at minimere skadelige metoder i hele fiskerisektoren.
•
Støtte til udvikling af et bæredygtigt fiskeri i de kyststater, der samarbejdes med,
gennem hjælp til udvikling og ibrugtagning af finansielle redskaber, der opfylder
sektorens forskellige behov, bl.a. inden for rammerne af private partnerskaber
med EU-virksomheder, bidrag til udviklingen af lokalt fiskeri med mindre fartøjer
og til forbedringen af den lokale havneinfrastruktur, støtte til udvikling og
uddannelse af de menneskelige ressourcer på lokalt plan, inkl. eventuelle
initiativer til fordel for kvinder, og fremme af foranstaltninger til forbedring af de
lokale fiskeprodukters sikkerhed og kvalitet.
5.9.
Fiskeri i Middelhavet
•
Middelhavet bør i højere grad inddrages i den fælles fiskeripolitik gennem
forbedret videnskabelig rådgivning, revision af forordning nr. 1626/94 om
tekniske foranstaltninger og øget kontrol og håndhævelse.
•
Fornyet indsats til fremme af internationalt samarbejde.
En gennemgang af situationen i Middelhavet viser, at det er nødvendigt med en ny
politisk impuls til den fælles fiskeripolitik i dette område. Middelhavet bør være fuldt
5
Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om fiskeri og fattigdomsbekæmpelse
(KOM(2000) 724 endelig).
39
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442473_0040.png
omfattet af den fælles fiskeripolitik med de tilpasninger, som er nødvendige af
hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende for fiskeriet i dette område. Den
grundlæggende målsætning skal være den samme som i andre farvande, nemlig at
sikre bæredygtige fiskeriaktiviteter i EU's farvande og på åbent hav.
Følgende aspekter skal indgå i en kommende fiskeripolitik for Middelhavet, hvis det
skal være muligt at sikre et bæredygtigt fiskeri:
•
En fornuftig fiskeriforvaltning forudsætter, at man baserer sig på pålidelige og
ajourførte videnskabelige oplysninger. I denne forbindelse vil en styrkelse af Det
Almindelige Råd for Fiskeri i Middelhavet (GFCM) og af dets underorganer
komme til at spille en afgørende rolle sammen med de nye EU-rammer for
indsamling af oplysninger.
•
Forordning nr. 1626/94 bør revideres på grundlag af de indvundne erfaringer, så
der kan opstilles en liste over de prioriterede områder, hvor der skal findes en
løsning på EU-plan. EU's indsats skal koncentreres om de regioner, hvor
konkurrencen er størst, og hvor der er stor risiko for konflikter mellem fiskere
med forskellig baggrund. Der bør i den forbindelse arrangeres forskellige
regionale seminarer for de berørte parter og særlige møder i Den Videnskabelige,
Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeriet.
•
Eftersom kystområderne anvendes til en lang række formål, og der er et særligt
pres på kystregionerne i Middelhavsområdet, er der et stigende behov for, at den
integrerede kystzoneplanlægning anvendes som et af de grundlæggende
værktøjer, ikke blot med henblik på beskyttelse og styrkelse af fiskeri- og
akvakulturaktiviteter, men også for at sikre, at disse aktiviteter kan forenes med
målene for miljøbeskyttelse og andre menneskelige aktiviteter
6
.
•
Kontrollen af fiskeriaktiviteterne bør skærpes, så det sikres, at dem, der
overholder bestemmelserne, ikke straffes, fordi et givet system ikke er effektivt og
gør, at andre ustraffet kan komme af sted med at overtræde reglerne.
Sideløbende hermed bør EU også gøre en indsats udadtil:
•
Der bør fortsat lægges stor vægt på en styrkelse af det multilaterale samarbejde,
herunder især samarbejdet i GFCM. For at sikre den nødvendige politiske impuls
bør EU overveje at oprette et forum på ministerniveau med det formål at få
udstukket nogle politiske retningslinjer for en fiskeripolitik for Middelhavet. Dette
forum kunne have form af en konference, hvori fiskeriministrene fra de lande, der
grænser op til Middelhavet, deltager, og som indkaldes med jævne mellemrum.
En af dets vigtigste opgaver skulle være at diskutere, hvordan man forvalter og
kontrollerer fiskeriet på åbent hav i Middelhavet.
•
Det subregionale samarbejde er meget vigtigt, da mange problemer kun optræder i
visse subregioner og kun kan løses i denne sammenhæng. Der bør være åbenhed
omkring fastlæggelsen af rammerne for det subregionale samarbejde.
6
Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om integreret kystzoneplanlægning: en
strategi for Europa (KOM(2000) 547).
40
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
•
Med henblik på kontrollen af fiskeriet på åbent hav og især spørgsmålet om
fiskeri udført af flagstater beliggende uden for Middelhavet bør der anlægges en
multilateral strategi, som rækker ud over de foranstaltninger, der træffes af GFCM
og ICCAT. På grund af dette problems politiske dimension kunne løsningen være,
at der blev indkaldt en ad hoc-konference for alle de stater, hvis fiskerflåder driver
fiskeri i Middelhavet.
•
Fiskeriorganisationer fra de forskellige Middelhavslande bør opfordres til at
oprette og/eller styrke organisationer, der arbejder for øget samarbejde. EU bør
fremme og yde hjælp til disse bestræbelser.
5.10.
Forskning og videnskabelig rådgivning
For at kunne erkende fiskeressourcernes rolle i det overordnede økosystem kræves
det, at der gøres en stor indsats for at forstå, hvordan de akvatiske økosystemer
fungerer, og hvordan de reagerer på presset fra forskellige former for fiskeri og
forskellige udnyttelsesstrategier. Man ville herigennem få større klarhed over, hvilke
muligheder der er i fiskeriforvaltningen for at opnå et bæredygtigt og socialt
acceptabelt kompromis mellem målsætningerne om at opnå de bedste resultater på så
modstridende områder som økonomisk effektivitet, økosystemernes stabilitet og
produktivitet, beskæftigelse og adgangen for andre tjenester.
Der er tale om tværfaglig forskning, der rækker videre end blot instrumental
forskning, der skal berettige nogle tekniske foranstaltninger. Den tværfaglige
forskning kombinerer den traditionelle fiskeriforskning med forskningen i bevarelse
af fiskebestandene og økonomisk forskning, og den trækker på en omfattende viden
fra forskning i fælles ressourcer. Forskningen skal være åben over for den viden, der
findes blandt fiskerne. Den skal i et vist omfang være uafhængig af offentlige og
private beslutningstagere, hvis den skal bevare sin troværdighed og fortsat være i
stand til at skabe konsensus.
Det bør desuden gøres klarere, hvilke forskningsområder der er prioriterede. Der er
brug for innovativ forskning inden for selektive og miljøvenlige redskaber, genetik,
forbedrede vurderingsmetoder og prøveudtagningsprogrammer og bæredygtige
akvakultursystemer.
Oplysninger, der stammer fra arbejde, hvortil det offentlige har ydet store
bevillinger, skal være offentligt tilgængelige og kunne bruges til uafhængige
analyser. God forskning skal kunne efterprøves og kunne stå for en upartisk
gennemgang.
Der bør lægges vægt på udvikling af innovative analysemetoder, som på en
omkostningseffektiv måde vil gøre det muligt at opnå et tilstrækkeligt solidt
kendskab til de komplekse socioøkonomiske og økologiske sammenhænge, så det
bliver muligt at forbedre beslutningsgrundlaget, selv i lande og regioner, hvor det er
urealistisk at gennemføre udgiftskrævende ordninger som fx ICES-vurderinger af
bestandene.
41
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
6.
O
PFØLGENDE FORANSTALTNINGER
Grønbogens formål er at sætte gang i en debat om grundtrækkene i den nye fælles
fiskeripolitik. Den nye fiskeripolitik skal udformes på en sådan måde, at vi bedre
bliver i stand til at klare de udfordringer, som vi står over for. For at nå dette mål skal
der i den fælles fiskeripolitik fastsættes en række klare, sammenhængende og
forenelige målsætninger, som kun kan nås, hvis der indføres en række nødvendige
instrumenter.
Da der er tale om spørgsmål af grundlæggende betydning, bør alle aktører på
fiskeriområdet inddrages i en debat baseret på denne grønbog, inden Kommissionen
fremsætter sit formelle forslag om en ny fælles fiskeripolitik i slutningen af 2001.
Alle, som er interesseret i at bidrage til debatten, opfordres til inden den 30.
september 2001 at sende deres kommentarer, synspunkter, ideer og kritiske
bemærkninger til Kommissionen, som derefter gennemgår dem omhyggeligt. Der
kan også sendes bidrag pr. e-mail på adressen: [email protected]. Det
er Kommissionens håb, at debatten kommer til at foregå på alle niveauer og især i de
områder, der er mest berørt.
Kommissionen vil desuden den 5.-7. juni 2001 afholde en offentlig høring om
reformen af den fælles fiskeripolitik og på den måde bringe alle aktører og andre
berørte parter fra hele EU sammen med det formål at få deres idéer og holdninger til
spørgsmålet debatteret.
42