Europaudvalget 2001
KOM (2001) 0706
Offentligt
1442992_0001.png
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER
Bruxelles, den 26.11.2001
KOM(2001) 706 endelig
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL RÅDET, EUROPA-PARLAMENTET,
DET ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET
Syvende rapport om gennemførelsen af EU's lovpakke for telesektoren
{SEC(2001)1922}
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442992_0002.png
1.
SAMMENDRAG OG HOVEDKONKLUSIONER
Der blev sat en ny milepæl på Det Europæiske Råds møde i Lissabon hvad angår
konvergensen inden for den elektroniske kommunikationssektor i Europa. Stats- og
regeringscheferne satte deres segl på overgangen til en
digital, vidensbaseret økonomi for
Europa,
som siden har fået konkret form i handlingsplanen om
eEurope.
Man nærmer sig en
ny milepæl nu, nemlig Europa-Parlamentets og Rådets vedtagelse af de nye lovrammer.
Udgangspunktet for denne rapport er, at det nye regelsæt, som er udarbejdet med henblik på
stadig mere
konkurrenceprægede og integrerede markeder,
skal være baseret på en
fuldstændig og sammenhængende gennemførelse af den nuværende EU-lovgivning. Det nye
regelsæt indeholder mekanismer, der skal sikre konkurrencen indtil det påvises, at de er blevet
overflødige. Rapporten:
– fremlægger de vigtigste
indikatorer for markedet
– ser nærmere på nogle af forudsætningerne for overgangen i relation til
de
nuværende lovrammers gennemførelse
– fokuserer på uløste
reguleringsspørgsmål.
Hovedbudskabet
er, at telesektoren er
i bemærkelsesværdig god form
på en generelt
pessimistisk makroøkonomisk baggrund, og de nationale tilsynsmyndigheder fortsætter med
gennemførelsen af lovrammerne, men der er fortsat en række
problemer med reguleringen
af telesektoren
her lige før det nye regelsæts vedtagelse.
1.1.
Markedsudvikling
Telesektoren er fortsat
en væsentlig vækstfaktor i den europæiske økonomi.
De femten
medlemsstaters kombinerede markeder skønnes på omsætningsbasis at vokse til 218 mia.
EUR ved udgangen af 2001, svarende til
en vækst på 9,5%.
Det er et fald på tre procentpoint
i forhold til den reelle vækst i 2000, men er lidt mere end den forventede vækst på 9% i den
sidste gennemførelsesrapport. Siden da har brugere og forbrugere fortsat kunnet
vælge
mellem flere operatører
og drage fordel af
generelt faldende takster.
De
etablerede
operatørers markedsandel fortsatte samtidig med at falde
på alle fastnetmarkeder.
I det følgende redegøres for hovedpunkterne i udviklingen:
1.1.1.
Vækst
1
Segmentet, som oplever den hurtigste ekspansion omsætningsmæssigt, er endnu engang
markedet for mobiltjenester,
hvor omsætningsfremgangen ventes at andrage 22,3%, en
stigning fra 67 mia. EUR til 82 mia. EUR ved udgangen af 2001. Det er lavere end vækstraten
for 2000 på 38,1%, men højere end skønnet på 20%. Det er en lidt lavere vækstrate end i
2000, men højere end skønnet på 20%. Ved udgangen af 2001 forventes markedet for
mobiltjenester omsætningsmæssigt at tegne sig for 38% af det samlede telemarked i EU.
Dækningsgraden for
mobiltjenester
har fortsat sin kraftige stigning, og der har været
betydeligt højere vækstrater i samtlige medlemsstater siden sidste år.
Antallet af
mobilabonnenter er vokset med 36%
i Europa. Den gennemsnitlige dækningsgrad ligger nu
på 73%, og i syv medlemsstater er dækningsgraden på 75% eller derover.
1
Vækstskøn er baseret på European Information Technology Observatory (EITO) 2001
2
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442992_0003.png
Fastnettaletelefoni, herunder internetopkaldstjenester, tegner sig fortsat for den største EU-
markedsandel med en skønnet andel på 51% opgjort efter omsætningen, men vækstskønnet
forbliver med 2,7% på 2000-niveauet. Denne procentdel skjuler imidlertid en støt vækst inden
for taletelefoni og især internetopkaldstrafik opgjort i minutter, efterhånden som
opkaldstaksterne falder.
Segmentet for datatjenester og faste kredsløb
udgør 11% af markedet og den skønnede
vækst andrager 3,8% i 2001.
1.1.2.
Prisudviklingen
Konkurrencen medfører
generelt faldende priser for forbrugerne.
Prisen på
langdistanceopkald hos de etablerede operatører er dalet med 11% i forhold til sidste år og
45% i forhold til 1998. Sammenlagt er den månedlige udgift til nationale opkald (lokal- og
langdistanceopkald og faste afgifter) faldet fra 37,02 EUR i 1998 til 32,75 EUR i 2001 for
privatkunder og fra 85,57 EUR til 68,54 EUR for erhvervskunder i samme periode
2
. Prisen på
internationale opkald hos de etablerede operatører er ligeledes faldet yderligere, med 17% for
privatkunder og med 21% for erhvervskunder siden 2000.
Nye udbyderes takster er i de fleste tilfælde meget billigere,
i Tyskland tilbyder en ny
operatør for eksempel priser der ligger 75% under den etablerede operatørs takst for
langdistanceopkald, og reduktioner på op til 29% for lokalopkald. Nye operatører i Belgien,
Frankrig og Spanien er mellem 36% og 56% billigere end den etablerede operatør for
langdistanceopkald.
I medlemsstaterne går tendensen mod at fjerne eller reducere prisforskelle mellem opkald
over forskellige afstande, dvs. priser på lokal-, regional-, og langdistanceopkald er
sammenfaldende. Det er en positiv trend, da den viser, at
priserne nu begynder at afspejle
de faktiske omkostninger ved tjenesteydelsen.
Sammen med disse nedsættelser er der sket en stigning på 7% i den månedlige
abonnementsafgift for privatkunder og på 3% for erhvervskunder. Det er på linie med behovet
for at fjerne
prisforvridninger
på tilslutningsafgifter og vil være et incitament for nye
udbydere på markedet, efterhånden som de etablerede operatørers krydssubsidiering fjernes.
Som helhed er priserne på
lokalopkald
forblevet stabile i Europa.
1.1.3.
Valg af operatør
Den stærke
konkurrence inden for telesektoren
fremgår tydeligt af det faktum, at hele
befolkningen i tolv medlemsstater kan vælge mellem mere end fem operatører til
langdistance- og udlandsopkald. Med hensyn til lokalopkald meddeler seks medlemsstater, at
deres befolkninger kan vælge mellem mere end fem operatører.
Der har været en kraftig stigning i brugen af
fast operatørvalg
ud over en meget udbredt brug
af forvalgskoder til nye operatører. Omkring 110 operatører i Europa kan benyttes til
lokalopkald uden forvalgskoder og 214 til langdistance- og udlandsopkald.
2
Priserne på offentlig taletelefoni og faste kredsløb er udtrykt i € -købekraftspariteter.
3
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442992_0004.png
1.1.4.
Markedsstruktur
Siden markedsliberaliseringen er
de etablerede operatørers markedsandel
opgjort efter
detailomsætningen i gennemsnit faldet 10% hvad angår markedsandelen for lokalopkald, med
ca. 20% for langdistanceopkald og med 30% for udlandsopkald. I én medlemsstat har den
etablerede operatør en markedsandel på under 50% af detailomsætningen på udlandsopkald,
mens det etablerede selskabs markedsandel udgør 60% i fire medlemsstater, og i tre
medlemsstater udgør den mellem 70% og 75%. Mens de etablerede operatører har en
markedsandel for lokalopkald på omkring 70% i to medlemsstater ligger den fortsat på
mellem 90% og 100% af markedet i mindst ti medlemsstater.
Samtidig er
de førende mobiltjenesteudbyderes markedsandel
svundet ind siden 2000, så
den nu ligger på under 50% af markedet i totredjedele af medlemsstaterne.
1.1.5.
Internetdækning
Internettets gennemsnitlige dækningsgrad i EU-husstande
lå på omkring 36% i juni 2001.
Sverige havde den højeste dækningsgrad med ca. 64% sammenlignet med lige under 12% i
Grækenland.
I otte medlemsstater er man nået op på en dækningsgrad på over 41,5% i husstandene. Det var
svarer til den dækningsgrad man nåede op på i USA i august 2000
3
.
1.2.
Udviklingen på lovgivningsområdet
Hvad angår EU-regelsættets
gennemførelse i den nationale lovgivning,
har tre
medlemsstater indsendt lovgivning, som fjerner nogle af Kommissionens store
betænkeligheder (Frankrig, Italien, Luxembourg). Den nationale lovgivning er blevet
konsolideret i yderligere en medlemsstat (Grækenland), hvilket øger klarheden og den
juridiske sikkerhed.
De
nationale tilsynsmyndigheder
udgør kernen i reguleringsprocessen, idet de udgør den
kontaktflade, der er nødvendig i forbindelse med fællesskabsprincippernes gennemførelse så
de svarer til de nationale lovrammer og markedsforholdene. I referenceperioden har
tilsynsmyndighederne udvist stigende ekspertise og autoritet i tilsynet med sektoren.
Resultaterne heraf ses tydeligt i markedet, hvor udvalget af tjenesteydelser og udbydere
vokser støt og priserne fortsætter i nedadgående retning.
I nogle medlemsstater er arbejdet med at omstille tilsynsmyndighederne til konvergensen
inden for det elektroniske kommunikationsmiljø allerede igangsat. I nogle tilfælde sker det
ved at øge koordineringen med de nationale konkurrencemyndigheder eller ved at overføre
beføjelser til tilsynsmyndighederne. Det øgede samarbejde mellem de nationale
tilsynsmyndigheder på europæisk plan er en opmuntrende forløber til samordningen under det
nye regelsæt.
Møder i forbindelse med udarbejdelsen af denne rapport viste klart, at ud over behovet for at
finpudse og klargøre deres egne arbejdsmetoder er de
vigtigste spørgsmål,
som
tilsynsmyndighederne står over for nu konkurrencen inden for adgang til abonnentnettet, især
hvad angår bredbåndsforbindelser, opkaldstermineringsafgifter på mobilnettet, faste
3
Baseret på de seneste oplysninger, der blev offentliggjort af det amerikanske handelsministerium (US
Census Bureau) i september 2001.
4
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
samtrafiktakster for internetadgang, prissætning og levering af faste kredsløb, generelle
principper for takster og omkostningsregnskaber, og indførelsen af tredjegenerations
mobilnet. Der er fortsat uløste spørgsmål hvad angår nummerering, forsyningspligt,
anlægsrettigheder og gennemførelsen af databeskyttelsesdirektivet i national ret.
1.3.
Hovedkonklusioner
Generelt kan det siges, at der fortsat er en række
problemer med reguleringen
af
telesektoren på europæisk plan, samtidig med at markedet fortsat er dynamisk og
implementeringen skrider frem. Det skyldes flere faktorer. De eksisterende lovrammer
anvendes endnu ikke fuldt ud i alle medlemsstater,
og de anvendes heller ikke
konsekvent
i Fællesskabet.
Dertil kommer, at nogle af gennemførelsesforanstaltningerne på nationalt
plan
ikke nødvendigvis er overensstemmende
med hinanden. Lovrammerne selv giver også
de nationale tilsynsmyndigheder
et vist råderum på nogle områder,
og det har medført
lovgivningsmæssige afvigelser i medlemsstaterne.
De vigtigste problemer vedrører følgende:
1.
Konkurrencen om bredbåndsadgang i abonnentleddet, herunder gennemførelsen af
forordningen om
ubundtet adgang til abonnentledninger,
der skal give
højhastighedsadgang til Internettet. Kommissionen mener, at fremskridtene ikke er
tilfredsstillende og at tempoet må skrues op, med mere engageret overvågning fra
tilsynsmyndighederne, bindende frister og troværdige sanktioner. Kommissionen
mener også, at tilsynsmyndighederne må skride til handling for at sikre, at nye
udbydere tilbydes DSL-tjenester på engrosbasis og på ikke-diskriminerende
betingelser.
Samtrafik, herunder
takster på opkaldsterminering på mobilnet
og
faste takster
på internetforbindelser.
Ifølge Kommissionen kan det brede spektrum af
opkaldstermineringstakster på mobilnettet på spidsbelastningstidspunkter hverken
begrundes i de faktiske omkostninger ved opkaldsterminering eller i takstniveauet i
forhold til de gennemsnitlige fastnet-til-fastnet takster. Kommissionen mener
desuden, at faste takster på internetadgang bør fremmes og at de under alle
omstændigheder skal tilbydes til nye udbydere, når de tilbydes til den etablerede
operatørs videre distributionsled.
Fortsat høje priser på
faste kredsløb
samt lange leveringstider og manglende
omkostningsægthed, især på hastigheder, der skal muliggøre
bredbåndsforbindelser
og e-handel.
Efter Kommissionens opfattelse kan de mange forskellige takster i
Fællesskabet og de bemærkelsesværdigt store forskelle i ventetider på levering kan
ikke begrundes i forskellige omkostninger eller betingelser.
Vedvarende
skævheder i takster og prispres.
Ifølge Kommissionen bør de
nationale tilsynsmyndigheder i nogle tilfælde sørge for at verificere de lovpligtige
regnskaber hurtigt, efter at de afsluttes, samt sørge for at udstede
overensstemmelsescertifikater, som markedet kan benytte.
Nummereringspolitikken
bør fungere fuldt ud. Det er Kommissionens opfattelse, at
man nu i alle medlemsstaterne fuldt ud bør have adgang til fast operatørvalg og
forvalg af tjenesteydelser.
2.
3.
4.
5.
5
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
6.
Forskellene i indførelsen af
anlægsrettigheder.
Der må gøres en større indsats for at
fjerne usikkerheden med hensyn til de lokale og kommunale myndigheders rolle og
for at lette indførelsen af tredje generation af mobiltjenester.
Forbrugerbeskyttelse:
Overvågning
af
forbrugerspørgsmål
bør
efter
Kommissionens mening styrkes, og forbrugerne bør nyde ligelig beskyttelse af deres
interesser i hele Fællesskabet. Det gælder især tilsyn med tjenesteydelsernes kvalitet,
prisgennemskuelighed og kontraktspørgsmål, samt klage- og erstatningsmuligheder.
7.
Der næres også betænkeligheder med hensyn til de
nationale tilsynsmyndigheders
struktur,
og særligt deres beføjelser og mulighed for hurtig tvistbilæggelse. Lange appelprocedurer i de
fleste medlemsstater medfører usikkerhed om lovrammerne og det kan udnyttes af nye
udbydere. Adskillige tilsynsmyndigheder føler, at de er underbemandede eller at
medarbejderantallet ikke svarer til etableringsplanen. Med det nye regelsæt får
tilsynsmyndighederne større ansvar,
og der må nu gøres en indsats for at fjerne disse
bekymringer.
Mens der i rapporten henvises til forskelle i
udstedelsen af tilladelser og betingelserne for
indførelse af tredjegenerationstjenester,
indeholder Kommissionens meddelelse af marts
2001 en nærmere redegørelse for dens holdninger. Hvad angår
international roaming
har
Kommissionen foretaget undersøgelser i henhold til forordning 17/62, og særligt vedrørende
hemmelige aftaler og urimeligt høje priser. Kommissionen kan ikke offentliggøre resultaterne
af undersøgelserne, da proceduren ikke er afsluttet.
6
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Syvende rapport om gennemførelsen af EU's lovpakke for telesektoren
INDHOLDSFORTEGNELSE
SAMMENDRAG OG HOVEDKONKLUSIONER .................................................................. 2
METODE OG MÅL................................................................................................................... 8
MARKEDSOVERSIGT........................................................................................................... 10
OVERSIGT OVER LOVPAKKENS GENNEMFØRELSE ................................................... 14
Lovgivning i Europa inden overgangen til det nye regelsæt ......................... 14
De vigtigste uløste problemer i reguleringen af telesektoren i Europa ......... 16
VIDERE RAPPORTERING .................................................................................................... 30
BILAG- {SEC(2001)1922}
1. DATA OM TELEMARKEDET
2. DATA OM LOVGIVNINGEN, INKLUSIVE GENNEMFØRELSEN AF
DIREKTIVET OM TRANSMISSION AF TV-SIGNALER
3. OVERSIGT OVER GENNEMFØRELSEN I MEDLEMSSTATERNE
4. LISTE OVER OPERATØRER, FORENINGER OG ORGANISATIONER DER
HAR DELTAGET I FORBEREDELSERNE OG HØRINGERNE I FORBINDELSE
MED DEN SYVENDE RAPPORT
7
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442992_0008.png
2.
2.1.
METODE OG MÅL
Metode
I en række rapporter om gennemførelsen, som Kommissionen har fremlagt for Europa-
Parlamentet og Rådet, har Kommissionen søgt successivt at undersøge, hvorledes direktiverne
i den nuværende lovpakke om telesektoren, er blevet gennemført i den nationale ret, og om de
regler, der er gennemført i den nationale lovgivning, anvendes effektivt. Rapporterne har også
fremlagt data, hvorved man har kunnet identificere trends inden for væsentlige
markedsaspekter som f.eks. vækstrate, takster på detailtjenester, faste kredsløb og samtrafik,
adgang til abonnentledninger og de etablerede operatørers markedsandel.
Den femte og sjette rapport fokuserede specielt på fremskridt med gennemførelsen af
væsentlige regulative krav vedrørende de nationale tilsynsmyndigheder, licensudstedelse,
samtrafik, adgang til abonnentleddet, forsyningspligt, mobiltjenester, takster,
omkostningsregnskaber, faste kredsløb, nummerering, databeskyttelse og anlægsrettigheder.
Rapporterne blev udarbejdet på basis af en række møder mellem Kommissionens
tjenestegrene og markedsdeltagerne (nye og etablerede udbydere), repræsentanter for brugere
og forbrugere, nationale tilsynsmyndigheder og ministerier, samt markedsdata fra
tilsynsmyndighederne.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne syvende rapport har Kommissionens tjenestegrene
afholdt
forberedende bilaterale møder
med de samme aktører i de femten medlemsstaters
hovedstæder, suppleret med
høringer
i Bruxelles, som repræsentative organer for
markedsdeltagere, brugere og forbrugere, og de nationale myndigheder, inklusive
konkurrencemyndighederne, var indbudt til. Høringerne fandt sted i september og oktober
2001. Medlemsstaterne blev opfordret til at fremsende skriftlige kommentarer til
Kommissionen, som dannede basis for drøftelserne under høringerne, og disse var på forhånd
tilgængelige på Kommissionens websted
4
. Markedsdeltagere og foreninger indsendte
ligeledes skriftlige bemærkninger.
Markedsdata og data om lovrammerne blev indhentet fra de nationale tilsynsmyndigheder
gennem et spørgeskema fra Kommissionens tjenestegrene. Spørgeskemaerne er kilden til de
fleste af rapportens data, og viser situationen pr. 1. august 2001 med mindre andet er angivet.
Situationen på lovgivningsområdet er opgjort pr. 31. oktober 2001 med mindre andet er
angivet.
2.2.
Mål
I juli måned 2000 fremsatte Kommissionen
forslag til
Europa-Parlamentet og Rådet om
fem
direktiver,
der fastlægger lovrammerne til regulering af markederne for elektronisk
kommunikation og foranstaltninger vedrørende adgang og samtrafik, tilladelser,
forsyningspligt og brugerrettigheder, samt databeskyttelse inden for telesektoren. Det nye
regelsæt skal erstatte det nuværende rammegrundlag, som er baseret på de eksisterende
direktiver. Et andet forslag til beslutning dækker koordinering af medlemsstaternes tiltag
vedrørende frekvensspektrum. I december 2000 vedtog Europa-Parlamentet og Rådet et
4
http://europa.eu.int/information_society/topics/telecoms/implementation/index
http://europa.eu.int/comm/competition/liberalization/others
8
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442992_0009.png
forslag til forordning om ubundtet adgang til abonnentledninger, som trådte i kraft i
begyndelsen af januar 2001.
Den 17. september vedtog Rådet fælles holdninger til fire af direktiverne. Endelig vedtagelse
af hele det nye regelsæt kan derfor ventes snart, og gennemførelsen i national ret er fastlagt til
senest femten måneder efter vedtagelsesdatoen.
Kommissionens indstilling har hele tiden været, at forudsætningen for, at det nye regelsæt kan
gennemføres i national lov og gennemføres i medlemsstaterne er, at
de eksisterende
lovrammer fungerer fuldt ud og effektivt.
Her lige inden det nye regelsæt vedtages, søger
Kommissionen derfor præcist at fastslå, både horisontalt på europæisk plan og hvad angår den
enkelte medlemsstat, hvilke aspekter af de eksisterende lovrammer, der ikke er tilstrækkeligt
velgennemførte til, at de kan udgøre et solidt grundlag for det nye regelsæts gennemførelse.
Rapporten indeholder ligesom i tidligere rapporter en oversigt over
markedsudviklingen,
og
kommer derefter med en række betragtninger vedrører gennemførelsen set i lyset af
overgangen til det nye regelsæt,
samt en oversigt over de
største uløste problemer i
forbindelse med reguleringen af telesektoren
i Europa. Rapportens bilag indeholder en
detaljeret markedsanalyse, regulative data og landekapitler med nærmere oplysninger om
situationen på lovområdet i hvert land. Formålet i hele rapporten er om muligt at undgå, at
gentage henvisninger til udviklingen som allerede er indeholdt i den sjette rapport, som findes
på Kommissionens websted.
I 1999 fremlagde Kommissionen en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen
af direktiv 95/47/EF
5
(direktivet
om transmission af tv-signaler).
I bilag 2.3 til denne
rapport fremlægger Kommissionen en opdateret vurdering af gennemførelsen og
markedsudviklingen, som fastsat i direktivet.
Bilaget til den sidste rapport indeholdt et kapitel om WTO-gennemførelse i tredjelande.
Kommissionen afholder høringer om emnet i løbet af november 2001 og vil aflægge separat
rapport til medlemsstaterne i det rette forum i Rådet.
Det bør bemærkes, at Kommissionen er i gang med at foretage
sektorundersøgelser
i
henhold til forordning 17/62 på markederne for faste kredsløb, abonnentnet og roaming.
5
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/47/EF om standarder for transmission af TV-signaler.
9
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
3.
3.1.
MARKEDSOVERSIGT
Markedsvækst
Teletjenestemarkedet er fortsat en
vigtig vækstfaktor i den europæiske økonomi,
til trods
for de negative indikatorer fra de finansielle markeder. Sammenlagt havde de femten
medlemsstaters nationale markeder en nettoværdi på 199 mia. EUR ved udgangen af 2000, og
nettoværdien ventes at stige til ca. 218 mia. EUR ved udgangen af 2001, svarende til en
vækst på 9,5%.
Skønt det svarer til en nedgang på tre procentpoint i forhold til realvæksten i
2000, er det en svag stigning i forhold til den forventede vækstrate på 9% i den seneste
gennemførelsesrapport. I perioden august 2000 til august 2001 blev brugere og forbrugere
budt på et stigende udvalg af operatører og støt
faldende priser i almindelighed.
De
etablerede operatørers markedsandel var fortsat vigende
på alle fastnetmarkeder.
Markedssegmentet for mobiltjenester
oplevede endnu engang den stærkeste vækst, som
skønnes at nå op på ca. 22,3%. Markedet ventes at opleve en fremgang fra 67 mia. EUR
ultimo 2000 til 82 mia. EUR ultimo 2001. I 2000 var realvæksten på 38,1% mod forventet
20%. Ved udgangen af 2001 forventes mobiltjenestemarkedet at tegne sig for 38% af det
samlede telemarked i EU. Mens taletelefonimarkedet, herunder internetopkaldstjenester,
fortsat udgør den største del af EU-markedet og vokser med ca. 51%, forbliver vækstraten på
2000-niveauet (2,7%). I nogle medlemsstater, bl.a. Spanien, Italien, Østrig og Finland, ligger
taletelefonimarkedets værdi på niveau med eller overgås lidt af mobiltjenestemarkedets.
I 2000 brugte EU-borgere i gennemsnit 762 EUR pr. indbygger på teletjenester (herunder
kabel-tv), hvilket er en stigning på 14%. I Danmark, Irland, Nederlandene, Østrig, Finland,
Sverige og Det Forenede Kongerige var forbruget pr. indbygget højere end gennemsnittet, og
i Spanien blev der registreret en særlig markant stigningstakt.
3.2.
Mobiltjenester
Dækningsgraden for mobiltjenester
vokser stadig meget kraftigt, og dækningsgraden i
samtlige medlemsstater er betydeligt højere end sidste år. I august 2001 var der 36% flere
abonnenter på mobiltjenester end for ét år siden. Den gennemsnitlige dækningsgrad udgør nu
73%, mens dækningsgraden er over 75% i Italien, Luxembourg, Nederlandene, Østrig,
Portugal, Finland og Sverige.
De
førende mobiloperatørers gennemsnitlige markedsandel
er skrumpet ind siden 2000 til
under 50% af markedet i totredjedele af medlemsstaterne. Det er især mindre konkurrenter i
Belgien, Nederlandene, Østrig, Finland og Det Forenede Kongerige, der har nydt godt af
omfordelingen af markedsandele i det seneste år.
3.3.
Operatørvalg
I tolv medlemsstater kan hele befolkningen vælge mellem mere end fem alternative operatører
til
langdistance- og udlandsopkald.
I to medlemsstater (Belgien og Luxembourg) er
udvalget mere begrænset. Nye godkendte operatører havde pr. 1. juli 2001 endnu ikke startet
deres aktiviteter.
Situationen er mere indviklet hvad angår
lokalopkald.
Seks medlemsstater (Danmark, Irland,
Østrig, Portugal, Sverige og Det Forenede Kongerige) rapporterer, at hele befolkningen kan
vælge mellem mere end fem alternative udbydere, mens man i Spanien og Luxembourg kan
vælge mellem tre og fem andre operatører. I andre medlemsstater kan henholdsvis 85%
10
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
(Italien), 40% (Belgien) og 22% (Tyskland) af befolkningen vælge mellem tre og fem
operatører. Endelig kan kun 1% af Frankrigs befolkning reelt vælge ikke at foretage
lokalopkald gennem den etablerede operatør. Situationen i Belgien, Spanien og Italien er
blevet kraftigt forbedret i forhold til for et år siden.
Det alternative udbud af
direkte adgang
er ikke så udbredt: i Belgien, Tyskland, Frankrig,
Nederlandene, Østrig og Det Forenede Kongerige er der en vis valgmulighed.
Der er sket en kraftig stigning i brugen af
fast operatørvalg,
idet ca. 110 operatører benytter
fast operatørvalg til levering af lokalopkald til private brugere, 58% flere end sidste år, og 214
operatører benytter denne mulighed til langdistance- og udlandsopkald.
Frit operatørvalg,
som allerede i vid udstrækning benyttes til fremførelse af langdistance- og udlandsopkald,
benyttes nu i stigende grad til levering af lokalopkald. Over 1000 nye udbydere har fået tildelt
forvalgskoder i EU.
3.4.
Generel takstnedsættelse
Som led i den igangværende
takstudligningsproces,
som har betydet en stigning på 12% i
den gennemsnitlige abonnementsafgift pr. måned i perioden 1997-2000, er den
gennemsnitlige månedlige abonnementsafgift i EU steget med 7% for privatkunder og med
3% for erhvervskunder siden sidst år. De etablerede operatørers takster på lokalopkald har
været stabile siden sidste år, med 42 cent for et 10 minutters opkald og 14 cent for et tre
minutters opkald mod 13 cent sidste år. Der har imidlertid været betydelige takstforhøjelser i
Portugal (en stigning på 100% for korte lokalopkald og på 30% for et 10 minutters opkald) og
i Belgien og Frankrig (stigninger på hhv. 33% of 25% for tre minutters opkald). Belgien,
Østrig, Det Forenede Kongerige, Portugal og Irland har de dyreste lokalopkald, og disse lande
opkræver alle takster over EU-gennemsnittet for både tre-minutters og ti-minutters samtaler.
Samtidig fortsætter de etablerede operatørers takster for
langdistanceopkald
deres faldende
trend, idet et tre-minutters opkald nu gennemsnitligt koster 40 cent mod 45 cent sidste år (et
fald på 11% i forhold til sidste år og et fald på 45% i forhold til 1998). Prisen på et ti-
minutters opkald er dalet fra 144 cent til 124 cent (en nedgang på 14% i forhold til sidste år
og på 47% siden 1998). I løbet af 2000 blev priserne reduceret kraftigt i Belgien (med 60-
70% alt afhængig af samtalens varighed), Østrig (med 58%) og Grækenland (med ca. 30%).
Der blev også foretaget prisreduktioner i Portugal, Italien og Spanien, som dog fortsat ligger
over EU-gennemsnittet.
I de seneste år er EU's generelle månedlige omkostninger til
indenlandsopkald
(lokal- og
langdistanceopkald og faste afgifter) faldet støt, fra 37,02 EUR til 32,75 EUR i perioden
august 1998 og 2001 for privatkunder, inkl. moms, og fra 85,57 EUR til 68,54 EUR for
erhvervskunder, ekskl. moms. I nogle medlemsstater blev der imidlertid registreret en stigning
i privatkundernes samlede omkostninger til indenlandsopkald, især i det seneste år.
Hvad angår lokal- og langdistanceopkald, forstærkedes tendensen til at
reducere eller
afskaffe prisforskelle på opkald over forskellige afstande
sidste år. Pr. 1. august 2001 er
forskellige, afstandsbestemte takster i spidsbelastningsperioder (lokal-, regional- og
landsdækkende opkald på hhv. 3, 50 og 200 km) blevet afskaffet i mindre medlemsstater,
f.eks. Belgien og Danmark (det havde Luxembourg allerede gjort) mens de eksisterende
takstforskelle i Østrig nu er ubetydelige. I Grækenland har den etablerede operatør afskaffet
takstforskelle for lokal- og regionalopkald. Afskaffelsen af takstforskelle på opkald på 50 og
200 km, en proces som allerede var indledt i Irland, Italien, Nederlandene, Finland og Det
Forenede Kongerige, og som for nyligt blev startet i Belgien, Danmark, Tyskland, Frankrig
11
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
og Sverige, er blevet konsolideret. Spanien og Portugal opkræver fortsat forskellige,
afstandsbestemte takster.
Siden sidste år er omkostningerne til
udlandsopkald,
der fremføres af etablerede operatører,
generelt faldet fra 1,43 EUR til 1,18 EUR for privatkunder (en nedgang på 17% siden 2000)
og fra 1,02 til 0,81 EUR for erhvervskunder (et skred på 21% siden 2000). Omkostningerne er
således faldet fra et 1998-niveau på 1,84 EUR og 1,33 EUR for hhv. privat- og
erhvervskunder.
I august 2001 var der sket et fald i forhold til sidste år på hhv. 4% for private kunder og 4,6%
for erhvervskunder i EU's gennemsnitlige omkostninger til en
sammensat kurv af
indenlandske og internationale opkald.
Gennemsnitligt kan en tredjedel af de månedlige
omkostninger henføres til faste afgifter (som inkluderer abonnementsafgift og en del af
anlægsafgifterne) og to tredjedele kan henføres til takster på lokal-, langdistance-, og
udlandsopkald, samt opkald til mobilnettet. Omkostningsfordelingen varierer imidlertid fra
medlemsstat til medlemsstat, idet de faste afgifter udgør 58% af de månedlige omkostninger i
Luxembourg og kun 23% i Grækenland.
Nye operatører
tilbyder som regel betydeligt lavere priser end de etablerede selskaber, alt
afhængig af typen af opkald og deres varighed. Nedenstående eksempler gives på grundlag af
et begrænset antal tilbud fra andre operatører (jf. bilag 1.3).
Hvad angår langdistanceopkald, er en ny operatør i Tyskland 75% billigere end den
etablerede operatør, mens taksterne hos nye udbydere i Belgien, Frankrig (for opkald af
længere varighed), Spanien og Det Forenede Kongerige er mellem 36% og 56% billigere end
de respektive etablerede operatørers. Derimod tilbyder den største nye operatør på det svenske
marked takster, som kun ligger 10% under det etablerede selskabs takster, som dog er blandt
de laveste i EU.
Hvad angår lokalopkald, tilbyder de nye operatører mindre, men alligevel betydelige,
takstnedsættelser, på 25-29% i Tyskland, 12-18% i Frankrig og Det Forenede Kongerige, og
ca. 8% i Sverige.
3.5.
De etablerede operatørers markedsandele falder
De etablerede selskabers markedsandele, opgjort efter omsætningen,
fortsatte deres
nedadgående trend inden for alle fastnettjenester
i det sidste år. Det skønnes, at de
etablerede operatører siden markedsliberaliseringen i gennemsnit har mistet ca. 10% af
markedet for lokalopkald (alle lokalopkald), ca. 20% af markedssegmentet for
langdistanceopkald, og 30% af markedet for udlandsopkald.
Den etablerede operatør har en andel på under 50% af detailomsætningen på udlandsopkald i
én medlemsstat (Det Forenede Kongerige), mens den anslås at udgøre ca. 60% i tre
medlemsstater (Tyskland, Italien og Sverige), og ca. 70-75% i yderligere tre medlemsstater
(Frankrig, Irland og Nederlandene). Svindende markedsandele har været særligt iøjnefaldende
i de lande, som foretog liberaliseringen pr. 1. januar 1998, f.eks. Tyskland, Frankrig, Italien
og Nederlandene, samt Irland, som åbnede sit marked godt et år senere. Lavere
markedsandele ses også inden for segmentet for
lokalopkald
(f.eks. sidder de etablerede
operatører på ca. 70% af markedet i Tyskland og Det Forenede Kongerige, målt på
detailomsætningen), skønt de etablerede operatører fortsat tegner sig for andele på 90-100%
af markedet i mindst ti medlemsstater.
12
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Bilag 1 og 2 indeholder figurer og tabeller, der illustrerer ovennævnte punkter. De suppleres
af yderligere data om markedsværdier, dækningsgrader, markedsandele, detailtakster og
takster på samtrafik og faste kredsløb.
13
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
4.
OVERSIGT OVER LOVPAKKENS GENNEMFØRELSE
Dette afsnit indeholder generelle overvejelser i forbindelse med rapportens udarbejdelse og
som vedrører de eksisterende lovrammer og overgangen til det nye regelsæt. Derefter følger
en oversigt over de vigtigste betænkeligheder med hensyn til den praktiske gennemførelse af
de nuværende lovrammer på europæisk plan.
I den forbindelse må det siges, at de
nationale tilsynsmyndigheder
uden undtagelser har
forbedret deres overvågning af lovpakkens gennemførelse siden den sjette rapport, og at de
har fortsat det samarbejdsmønster med andre europæiske tilsynsmyndigheder, som er
forløberen til det fremtidige samarbejde i De europæiske tilsynsmyndigheders gruppe om
elektroniske kommunikationsnet og -tjenester.
4.1.
Lovgivning i Europa inden overgangen til det nye regelsæt
For de nye operatørers vedkommende taler udfordringerne fra den nuværende
markedsmæssige og finansielle situation til fordel for en
overgang i et jævnt tempo
til det
mere fleksible lovrammer under det nye regelsæt. Det er klart noget, som medlemsstaterne
bør overveje, særligt i forbindelse med tiltagene i det nye adgangsdirektiv. Heri fastslås det
nemlig, at tilsynsmyndighederne skal gennemgå de aktuelle adgangs- og
samtrafikforpligtelser i henhold til direktiverne om samtrafik, taletelefoni og faste kredsløb.
Derfor vil enhver lempelse af de nuværende forpligtelser, som det nye regelsæt, der er
tilpasset et konkurrencedygtigt marked, åbner mulighed for, kun være passende efter at de
nuværende lovrammer er
gennemført fuldt ud.
I en række medlemsstater har man for
eksempel endnu ikke taget skridt til at sikre omkostningsægthed hvad angår ubundtet adgang
til abonnentledninger og prissætning på faste kredsløb. Under det nye regelsæt vil disse
foranstaltninger først blive afskaffet, når det kan begrundes i en markedsanalyse foretaget af
tilsynsmyndighederne. Kandidatlandene vil tilsvarende ikke kunne gennemføre det nye
regelsæt før de har lagt grunden til det med de nuværende lovrammer.
Det står også klart, at de eksisterende lovrammer skal anvendes
konsekvent i hele
Fællesskabet
før det nye regelsæt gennemføres, hvis man skal realisere målsætningen om
lige konkurrencevilkår for alle markedsdeltagere i hele Europa, som fastsat i de nye
direktiver. Der må udvises stor agtpågivenhed for at sikre, at reglerne om det indre marked
overholdes, især hvis en række nye tjenesteydelser skal gøres rentable. En fragmenteret
lovgivning vil helt klart hindre fremkomsten af europæiske operatører, som tilbyder tjenester
over hele Europa. De europæiske operatører er i øjeblikket skuffede over de vedvarende
forskelle på lovgivningsområdet, som de udsættes for som følge af deres aktiviteter. Det
gælder f.eks. etablerede operatører, som samtidig også er nye operatører på markeder i andre
medlemsstater.
Det er også vigtigt, at de forskellige aspekter af de eksisterende lovrammer
anvendes på en
sammenhængende måde
i hver medlemsstat. For eksempel er principperne om takster,
omkostningsregnskaber og ikke-diskrimination forbundet og kræver, at tilsynsmyndighederne
har en konsekvent gennemførelsesstrategi. Tilsynsmyndighederne skal være udrustet med
passende beføjelser og procedurer til at forhindre, at markedet overtages som følge af
takstskævheder. Det kræver også, at der er en
klar adskillelse
af de funktioner, som varetages
af myndigheder med reguleringsopgaver. En alt for indviklet ansvarsfordeling eller
overlapninger skader ikke blot sikkerhed og sammenhæng i lovgivningen, men har også
tendens til at være ressourcespild. Det er ligeledes vigtigt, at politiske hensyn ikke bruges som
14
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442992_0015.png
begrundelse for indblanding i lovgivnings- og markedsprocessen, for eksempel i form af, at
der indføres eller gives støtte til kunstigt lave takster i detailleddet. Truslen mod konkurrencen
på markedet er tydelig: på markedet for lokale bredbåndsforbindelser vil nye operatører blive
udelukket fra markedet gennem en kombination af høje priser på ubundtet adgang til
abonnentledninger og samhusning, manglende samtrafik, den etablerede operatørs manglende
levering af DSL-tjenester på engrosbasis og tilsynsmyndighedens tilladelse til den etablerede
operatør om at udbyde egne DSL-tjenester til lave detailtakster.
De fleste medlemsstater har
omsat
princippet om
ikke-diskrimination
i deres nationale
lovgivning i henhold til direktiverne (især direktiverne om samtrafik og faste kredsløb), men
mange har ikke sikret en nærmere gennemførelse af princippet. Ikke-diskrimination betyder,
at de etablerede operatører skal behandle nye operatører på lige fod med deres videre
distributionsled. Tilsynsmyndighederne må derfor skride ind for at sikre, at lige behandling
også omfatter formidling af information om introduktionen af produkter til detailhandelen.
Det, der virker som lige behandling ved at gøre tilbud til engrosleddet tilgængelige samtidig
med tilbud til detailleddet, må ikke undergraves ved, at den etablerede operatørs eget
distributionsled underrettes herom før konkurrenterne. Nogle af de etablerede operatører er
ved at gennemføre omstruktureringer, og det må ses som en positivt udvikling, når det fører
til gennemskuelighed og ikke-diskrimination.
Især de nye operatører og forbruger/brugerorganisationer efterspørger fortsat vejledning i
benchmarking og bedste praksis.
Benchmarking har vist sig meget nyttigt i forbindelse med
overgangen til fuld verifikation af prisen på lovregulerede tjenesteydelser. Fortsat formel
benchmarking gennem henstillinger, f.eks. vedrørende samtrafik, kan imidlertid virke imod
hensigten, fordi det signalerer at omkostningsægte takster til en vis grad kan opnås uden at
indføre principper om omkostningsregnskaber. Det er imidlertid vigtigt fortsat at
offentliggøre data om samtrafik og priser på faste kredsløb, særligt afvigelser fra det loft, som
1999-henstillingen indførte
6
, samt om leveringstider. Det sikres gennem fortløbende
gennemførelsesrapporter og dokumenter fra ONP-udvalget, som er offentligt tilgængelige.
Det står også klart, at det er vigtigt at rapportere om bedste praksis, f.eks. vedrørende
tilsynsmyndighedernes tvistbilæggelse og forbrugerprisvejledninger.
Det må fremhæves, at en række medlemsstater allerede nu anvender en række
konkurrencefremmende foranstaltninger
under det nye regelsæt, i den udgave, der blev
vedtaget som fælles holdning den 17. september 2001. Et eksempel er nummerportabilitet på
mobilnet, som er gældende i Danmark, Spanien og Det Forenede Kongerige, som træder i
kraft i Italien i begyndelsen af 2002 og i Tyskland og Irland senere i 2002, og som skal åbne
for konkurrence inden for et segment, hvor nogle tilsynsmyndigheder mener, at der ikke er
nok konkurrence. Det er positivt, at man på forhånd skrider ind for at beskytte konkurrencen,
frem for at lempe lovgivningen for tidligt.
4.2.
De vigtigste uløste problemer i reguleringen af telesektoren i Europa
De følgende afsnit giver en oversigt over en række væsentlige horisontale problemer i
forbindelse med reguleringen af telesektoren i medlemsstaterne. De mest kritiske spørgsmål,
som myndighederne står over for, ud over kravet om at forbedre og tydeliggøre deres egne
procedurer og arbejdsmetoder, er i øjeblikket
taksterne for opkaldsterminering på
mobilnet, fast takst for samtrafik med henblik på internetadgang, konkurrence på
abonnentnetmarkedet, særlig hvad angår bredbåndsforbindelser, prisen på og
6
Kommissionens henstilling om samtrafiktakster for faste kredsløb på et liberaliseret telemarked
C(1999) 3863, november 1999.
15
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442992_0016.png
leveringstiden
for
faste
kredsløb
samt
generelle
takst-
og
omkostningsregnskabsprincipper. Indførelsen af tredjegenerationsmobilnet
er også et
vigtigt spørgsmål i betragtning af disse nets betydning for markedets fremtidige udvikling.
Emnet var genstand for en meddelelse fra Kommissionen i marts 2001
7
. Der er også fortsat en
række spørgsmål omkring
nummerering, forsyningspligt, anlægsrettigheder og
gennemførelsen af det telekommunikationsspecifikke databeskyttelsesdirektiv.
4.2.1.
De nationale tilsynsmyndigheder og klageordninger
For at sikre, at der er fri adgang til markedet, og for at skabe retssikkerhed er det nødvendigt,
at de nationale tilsynsmyndigheder har klart definerede beslutningsbeføjelser, hurtige
procedurer og afskrækkende sanktionsmuligheder, så de kan gribe effektivt ind over for de
etablerede selskaber. Dette er ofte ikke tilfældet, og nye virksomheder på markedet efterlyser
en mere aktiv holdning og flere forhåndsindgreb fra myndighedernes side. Et område, hvor
manglende aktiv indgriben og/eller beføjelser fremhæves som et problem i næsten alle
medlemsstater, er gennemførelsen af ubundtet adgang til abonnentledninger. Hvad angår
myndighedernes måde at fungere på, udtrykkes der bekymring over, at fordelingen af
beføjelser mellem de relevante ministerier og de uafhængige myndigheder ofte er uklar,
hvilket medfører, at indgreb fra myndighederne forsinkes. Det er navnlig et problem i Italien,
for så vidt angår tilladelser, og i Østrig for så vidt angår frekvens- og nummerforvaltning. I
Spanien betyder den brede fordeling af ansvarsområderne, at det er en kompleks opgave at
koordinere myndighedernes beslutninger.
På et marked i hurtig udvikling forventer virksomhederne, at den nationale tilsynsmyndighed
løser konflikter
hurtigt. Man må imidlertid klart afveje hensynet til beslutningernes kvalitet
på den ene side mod hensynet til hurtige beslutninger i takt med markedsudviklingen på den
anden. I nogle medlemsstater har det etablerede selskab (og i visse tilfælde dets
datterselskaber) kunnet høste fordel af at være først på markedet med DSL-tjenester, mens de
nye virksomheder har været involveret i langvarige sager med myndighederne og domstolene.
Det er tydeligvis også et problem, at myndighederne er utilbøjelige til at suspendere de
etablerede operatørers indførelse af nye tjenester, særlig bredbåndsnet, hvis de derved
risikerer at blive beskyldt for at blokere for udbredelsen af informationssamfundet. Den
politiske støtte til indførelsen af højhastighedstjenester må også tage højde for, at det er
nødvendigt at lette adgangen for nye virksomheder til dette vigtige nye marked.
I en række tilfælde er der bekymring over manglende håndhævelsesbeføjelser, navnlig
beføjelser til at sikre, at de etablerede operatører retter sig efter tilsynsmyndighedernes
beslutninger. Det lader til, at håndhævelsen hæmmes af langvarige og tunge procedurer i
Frankrig, Italien, Østrig og Portugal og af svage sanktionsmuligheder især i Irland og
Tyskland.
Et lignende problem er, at de etablerede selskaber tilsyneladende fortsat følger den strategi at
klage systematisk
over myndighedernes beslutninger (især i Tyskland, Grækenland, Spanien,
Italien, Irland, Østrig, Finland, Sverige) på trods, at de i de fleste tilfælde har tabt
klagesagerne. Retfærdig rettergang er et grundlæggende retsprincip, men de nationale
tilsynsmyndigheder må sætte en stopper for urimelige forhalingsmanøvrer. Operatørerne
udtrykker bekymring over langvarige klageprocedurer i Belgien, Tyskland, Nederlandene,
Østrig og Finland. I Tyskland har den nationale tilsynsmyndighed suspenderet sin beslutning
om indførelse af DSL-tjenester under afventning af domstolenes afgørelse i spørgsmålet om
7
Indførelse af mobilnet af tredje generation i EU: Status og vejen frem, KOM(2001)141 af 20. marts
2001.
16
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
suspension, og i Sverige har domstolene suspenderet den nationale tilsynsmyndigheds
afgørelse om nedsættelse af taksterne for opkaldsterminering på mobilnet.
Det nye regelsæt for elektronisk kommunikation vil medføre nye komplekse opgaver for de
nationale tilsynsmyndigheder, særlig med hensyn til at gennemføre markedsanalyser og
udpege virksomheder med en stærk markedsposition på grundlag af dominanstesten. Det er
derfor altafgørende, at de er
fuldt funktionsdygtige
i overensstemmelse med de nuværende
lovrammer, hvad angår beføjelser, opgavefordeling, ressourcer og kvalifikationer. Visse af
tilsynsmyndighederne har selv i løbet af høringerne gjort det klart, at de har behov for flere
budgetmidler og mere personale. Nogle er endnu ikke nået op på det personaletal, der var
fastlagt i de oprindelige etableringsplaner. Tabel 1 i bilag 2.4 viser en oversigt over
tilsynsmyndighedernes økonmiske og personalemæssige ressourcer.
4.2.2.
Samtrafik – opkaldsterminering på mobilnet
I en række medlemsstater er der tvivl om, hvor vidt der hersker konkurrencevilkår på
markedet for opkaldsterminering på mobilnet.
Selv om gennemsnitsprisen for
opkaldsterminering på mobilnet i spidsbelastningsperioder i løbet at det sidste år er faldet med
ca. 10% og nu ligger på 18,16 cent, er den ca. 10 gange så høj som den gennemsnitlige pris
for samtrafik mellem faste net på dobbelttransitniveau. Naturligvis er der andre
omkostningsfaktorer for mobilnet end for faste net, men prisforskellen er af en
størrelsesorden, der er vanskelig at forklare.
Hvad angår
prisforskellene
fra medlemsstat til medlemsstat, er taksterne i
spidsbelastningsperioder i tre medlemsstater (Grækenland, Italien og Portugal) ca. dobbelt så
høje som i den medlemsstat, der har de laveste takster (Det Forenede Kongerige); i tre andre
(Spanien, Frankrig og Finland) ligger de tæt på de højeste takster, mens de i endnu tre andre
(Luxembourg, Østrig og Sverige) er blandt de laveste (se bilag 2.2). I oplysningerne her er der
ikke taget hensyn til den britiske tilsynsmyndigheds seneste priskontrolrevision.
Myndighederne er generelt enige om, at problemet skyldes, at det er
den, der foretager
opkaldet, snarere end den kaldte part, der i praksis betaler termineringsafgiften.
Fastnetoperatørerne hævder, at man kan få en ide om omkostningsniveauet for
opkaldsterminering på mobilnet på et konkurrencepræget marked ved at tage halvdelen af
omkostningerne ved et opkald inden for det pågældende mobilnet, og at man på denne måde
kan afsløre diskriminerende takster.
På den anden side hævder mobiloperatørerne, at der er naturlige omkostningsbesparelser i
forbindelse med opkald inden for samme net, at der er konkurrence i kraft af de mange
forskellige måder at foretage opkald til modtageren på (via fastnet, mobilnet, IP-taletelefoni
osv.), og at lavere mobiltermineringstakster sandsynligvis blot vil medføre en stigning i den
andel af den samlede pris, som fastnetoperatørerne, især de etablerede selskaber, beholder, og
dermed i deres fortjeneste. Desuden er der et konkurrencepres i og med, at erhvervsbrugere af
mobiltjenester vil være tilbøjelige til at bruge den operatør, der tilbyder de laveste
termineringstakster i de tilfælde, hvor erhvervskunderne foretager et stort antal opkald fra
faste net til mobilnet, f.eks. i form af opkald fra hovedkvarteret til en mobil salgsenhed.
Omvendt fremføres det imidlertid, at mobiloperatørerne griber erhvervskundernes
prisfølsomhed an med målrettede pakker (f.eks. ved at anvende prisdiskriminering). Dertil
kommer, at manglende nummerportabilitet på mobilnet og manglende integration af fastnet-
og mobiltjenester medfører høje omkostninger for erhvervskunder, der vil skifte
mobiloperatør.
17
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442992_0018.png
Myndighederne kan henholde sig til
ONP-reglerne
i direktiverne, herunder kravet om
omkostningsægthed for operatører med en stærk markedsposition på det nationale marked for
samtrafik, samt i en række tilfælde
konkurrence- eller andre reguleringsbeføjelser
ifølge
nationale regler. Kommissionen er i øjeblikket i færd med at behandle en formel klage i
henhold til traktatens artikel 82 (misbrug af en dominerende stilling) vedrørende en række
mobilnetoperatører.
Der er i øjeblikket 9 reguleringsscenarier i Europa:
Tabel 1 – Regulering af taksterne for opkaldsterminering på mobilnet i Europa
Tilsynsmyndigheden udpeger en eller flere mobiloperatører
Frankrig, Irland,
med en stærk position på det nationale samtrafikmarked, og
Sverige; Østrig indtil
pålægger dem krav om omkostningsægthed (i øjeblikket til
oktober 2001
8
revurdering i Østrig)
Tilsynsmyndigheden udpeger en eller flere mobiloperatører
med en stærk position på det nationale samtrafikmarked, og
Belgien
kræver takstnedsættelser baseret på en sammenligning af
priserne i Europa.
Tilsynsmyndigheden udpeger en eller flere mobiloperatører
med en stærk position på det nationale samtrafikmarked, men
Italien
de anvendte takstkontrolforanstaltninger er ikke blevet
ajourført.
Tilsynsmyndigheden udpeger en eller flere mobiloperatører
Spanien
med en stærk position på det nationale samtrafikmarked, men
har ikke afsluttet kontrollen af de lovpligtige regnskaber.
Tilsynsmyndigheden udpeger ikke mobiloperatører med en
Portugal, Det Forenede stærk position på det nationale samtrafikmarked, men anvender
Kongerige
sine konkurrencebeføjelser til at pålægge alle mobiloperatører
krav om ‘rimelige’ eller ‘forholdsmæssige’ takster.
Danmark,
Tilsynsmyndigheden udpeger ikke mobiloperatører med en
Luxembourg,
stærk position på det nationale samtrafikmarked, og anvender
Nederlandene
heller ingen takstkontrolforanstaltninger.
Tilsynsmyndigheden udpeger ikke operatører med en stærk
Tyskland
position, hverken på det nationale samtrafikmarked eller
mobilmarkedet.
Tilsynsmyndigheden udpeger mobiloperatører med en stærk
position på mobilmarkedet, men p.t. er der ikke udpeget nogen
Grækenland
operatør med en stærk position på det nationale
samtrafikmarked.
Tilsynsmyndigheden udpeger mobiloperatører med en stærk
position på mobilmarkedet. Mobiloperatørerne opkræver en
Finland
slutbrugerafgift (i modsætning til en samtrafikafgift) for
terminering af opkald, der kommer fra et fast net.
Efter Kommissionens opfattelse kan et takstinterval, der fra medlemsstat til medlemsstat
strækker sig
fra 12,44 til 23,69 cent
for opkaldsterminering på mobilnet i
8
I medfør af en beslutning af 5. november 2001 stiller den nationale tilsynsmyndighed ikke længere krav
om omkostningsægthed for mobiloperatører (da der ikke er udpeget nogen operatører med en stærk
markedsposition på det nationale marked for samtrafik), men anvender princippet om ‘rimelige priser’ i
henhold til deres tvistbilæggelsesbeføjelser.
18
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
spidsbelastningsperioder, ikke være begrundet i de faktiske omkostninger ved
opkaldsterminering, og heller ikke i set i forhold til gennemsnitstaksterne for samtrafik
mellem faste net. Myndighederne må derfor gribe ind over for urimeligt høje priser, enten på
grundlag af samtrafikdirektivet eller deres beføjelser på konkurrenceområdet. Men selv om
mobiloperatørernes styrke på de nationale mobilmarkeder og de nationale samtrafikmarkeder
klart varierer fra medlemsstat til medlemsstat, illustrerer de forskellige anvendte
reguleringsløsninger
og
spredningen
i
priserne
på
opkaldsterminering
i
spidsbelastningsperioder (jf. figur 8 i bilag 2.2), hvor store forskelle de nuværende regler kan
give anledning til.
4.2.3.
Samtrafik – fast takst for opkaldsoprindelse med henblik på internetadgang
Langt hovedparten af brugerne i Europa kobler sig i dag på Internettet via almindelige
telefon- eller ISDN-linjer, også kendt som
‘smalbåndsadgang’.
En hindring for større brug af
Internettet er kundens bevidsthed om, at regningen stiger for hvert minut, han tilbringer på
nettet, medmindre der tilbydes internetadgang til fast takst, dvs. en fast takst for ubegrænset
brug. Mange af deltagerne på markedet betragter øget smalbåndsadgang som vejen til de
tjenester af højere kvalitet, der udbydes via bredbåndsløsninger, navnlig DSL/ADSL (digitale
abonnentledninger/asymmetriske digitale abonnentledninger) og kabel-tv-net. Hvis de
etablerede operatører tilbyder slutbrugerne ubegrænset internetbrug til fast takst, er de ifølge
ikke-diskriminationsprincippet forpligtet til også at tilbyde deres konkurrenter samtrafik til
fast takst, så disse kan tilbyde de samme tjenester.
Efter at de britiske myndigheder i maj 2000 havde besluttet at kræve, at det etablerede selskab
tilbyder
samtrafik til fast takst,
vedtog de i februar 2001, at fast takst for opkaldsoprindelse
med henblik på internetadgang skal tilbydes på et højere niveau i nettet end ved
lokalcentralerne, så det bliver nemmere for nye selskaber at tilbyde tjenester til fast takst,
fordi de ikke længere behøver investere i kapacitet til at nå ud til lokalcentralerne. Ubegrænset
internetadgang via smalbåndsforbindelser tilbydes i dag til detailpriser fra 21 EUR, og 40% af
de 10 mio. husstande i Det Forenede Kongerige med internetadgang benytter sig af sådanne
takstpakker.
I de øvrige medlemsstater er udviklingen gået langsommere på grund af forskellige faktorer. I
Tyskland traf den nationale tilsynsmyndighed i november 2000 afgørelse om, at det
etablerede selskab, hvis datterselskab tilbød et produkt til fast takst, skulle tilbyde
konkurrenterne samtrafik til fast takst. Den etablerede operatørs datterselskabs tilbud om fast
takst til slutbrugerne ophørte i marts 2001, og den etablerede operatør fik derefter medhold
ved domstolen i sin klage over afgørelsen. I Nederlandene afgjorde tilsynsmyndigheden i
november 2000, at det etablerede selskab skulle tilbyde konkurrenterne samtrafik til fast takst.
Dette gjaldt i første omgang kun ISDN, men nu er der igangsat en høring om en udvidelse af
tilbuddet. Den pris, som tilsynsmyndigheden fastsatte i april 2001, er blevet appelleret af det
etablerede selskab. I Portugal blev der i december 2000 indført faste takster for det etablerede
selskabs egne tjenester, men tilsynsmyndighedens beslutning om samtrafiktaksterne er blevet
appelleret, dog uden at det har opsættende virkning.
Det etablerede selskab i Frankrig har fremsat tilbud til nye selskaber om samtrafik til fast
takst på både lokalt og regionalt niveau, og tjenesten forventes at være til rådighed i
begyndelsen af efteråret. I Spanien har tilsynsmyndigheden fastsat faste takster for samtrafik
med henblik på internetadgang. I Belgien, Irland, Italien og Sverige er der igangsat eller
annonceret undersøgelser af priserne på internetadgang.
19
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442992_0020.png
Bilag 1.6 indeholder en analyse af priserne på opkaldsbaseret internetadgang for privatkunder
og erhvervskunder, baseret på de internetpakker, der udbydes i medlemsstaterne.
4.2.4.
Konkurrence på abonnentnetmarkedet
På topmødet i Lissabon erkendte Det Europæiske Råd på baggrund af konklusionerne af
tidligere gennemførelsesrapporter, at en af forudsætningerne for at opnå
konkurrencedygtige
bredbåndsforbindelser
er, at abonnentnetmarkedet åbnes for konkurrence. Et vigtigt element
er ubundtet adgang til abonnentledninger, herunder delt adgang
9
, som udgør en af en række
forskellige adgangsmetoder, bl.a. kabel-tv-net, trådløse abonnentledninger og adgang til det
etablerede selskabs bitstrøm
10
.
Gennemførelsen af
ubundtet adgang til abonnentledninger,
som ifølge forordning
2887/2000
11
har været et krav siden januar 2001, har været meget skuffende. Der er
offentliggjort standardtilbud på ubundtet adgang, herunder også samhusning
12
, i alle
medlemsstater, men i Tyskland, Grækenland, Italien, Luxembourg og Portugal omfatter
tilbuddene ikke delt adgang (tabel 1 i bilag 2.1 indeholder oplysninger om, hvornår
standardtilbuddene er offentliggjort). I 10 medlemsstater er der indgået aftaler om fuld
ubundtet adgang, der involverer over 200 operatører, halvdelen heraf i Tyskland, hvor der
blev indført krav om ubundtet adgang i den nationale lovgivning i 1998. Antallet af
abonnentledninger, hvortil der i praksis er ubundtet adgang, varierer stærkt (se tabellen i dette
afsnit), fra ganske få til et anseligt antal. I Irland og Luxembourg er der ingen
abonnentledninger med fuld ubundtet adgang. Delt adgang er kun indført i praksis i Belgien,
Danmark, Finland og Sverige, om end det kun drejer sig om nogle få hundrede
abonnentledninger. I Frankrig er der iværksat forsøg med delt adgang.
Det har været en kompleks opgave for alle parter at omsætte det politiske krav til virkelighed,
og der har været en række forsinkelser. Tilsynsmyndighederne og operatørerne har måttet
gennemgå en lynhurtig læreproces for at overvinde de praktiske vanskeligheder, særlig i
forbindelse med
samhusning og prissætning.
Desuden er ubundtet adgang til
abonnentledninger udsat for præcis de samme faktorer, som har forsinket adgangen til f.eks.
faste kredsløb til konkurrencedygtige priser og med ikke-diskriminerende leveringstider, dvs.
bl.a.
ringe
tilsyn
med
omkostningsregnskabssystemer
og
langsommelige
tvistbilæggelsesprocedurer. Hertil kommer, at visse etablerede selskaber tøver med eller er
ude af stand til at give konkurrenterne fuld, ikke-diskriminerende og effektiv adgang til denne
tjeneste, samt at de i kraft af deres relative størrelse, og i visse tilfælde statens interesser i
selskabet, er i stand til at stå en vanskelig økonomisk periode igennem. Høje
engangsomkostninger (samhusning, tilslutning af telefonledninger, investering i udstyr eller
"backhaul"-forbindelser) er vanskelige at afskrive og har i vid udstrækning afskrækket nye
selskaber fra at gå ind på markedet. Den økonomiske nedgang bør imidlertid ikke give de
etablerede operatører en undskyldning for at forsinke virkeliggørelsen af ubundtet adgang i
håb eller forventning om, at det vil tvinge konkurrenterne ud af markedet. I det nuværende
klima må de nationale tilsynsmyndigheder være ekstra på vagt over for dette aspekt.
9
10
11
12
Adgang til ikke-talespektret på det snoede kobberpar.
Det etablerede selskab installerer en højhastighedsforbindelse til kunden og giver tredjeparter adgang til
denne forbindelse, så de kan levere højhastighedstjenester til kunden.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2887/2000 af 18. december 2000 om ubundtet adgang til
abonnentledninger
Samhusning er tilrådighedsstillelse af den plads og de tekniske faciliteter, der er nødvendige for at huse
og tilslutte det nye selskabs udstyr.
20
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442992_0021.png
Samhusning,
dvs. placering af nye selskabers udstyr i det etablerede selskabs anlæg,
herunder aftaler om ‘virtuel’ samhusning eller ‘fjernsamhusning’, har vist sig at være et
komplekst og tidkrævende spørgsmål. I Det Forenede Kongerige har de nye selskaber f.eks.
udformet specifikationerne for samhusning, som siden har måttet revideres i lyset af de
praktiske erfaringer. Den italienske tilsynsmyndighed valgte at løse spørgsmålene omkring
samhusning, før man tog fat på at gennemføre ubundtet adgang. Det skønnes, at der i praksis
er indført samhusning ved mere end 20% af alle hovedfordelere i Tyskland, ved 12,5% i
Danmark, og i mindre omfang i andre medlemsstater. Figur 2 i bilag 2.1 viser andelen af
hovedfordelere, hvor der var indført samhusning i juli 2001.
Selv om
antallet af abonnentledninger med fuld ubundtet adgang
foreløbig kun udgør en
lille andel af det samlede antal abonnentledninger i Europa, er tallet dog stigende i Danmark
(40.000 abonnentledninger), Tyskland (550.000), Italien (ca. 1.000, inkl. dem, der er leveret i
forsøgsfasen), Nederlandene (6.650), Østrig (2.900) og Finland (40.000). Ubundtet adgang er
også indført i praksis i Sverige (1.605 abonnentledninger) og i begrænset omfang i Det
Forenede Kongerige (137). I Frankrig og Portugal er der forsøg i gang med ubundtet adgang.
På trods af de fremskridt, der er sket, går
gennemførelsen af den nye forordning
generelt for
langsomt, og tempoet bør sættes op for at åbne abonnentnetmarkedet for konkurrence, navnlig
det nye marked for bredbåndstjenester til slutbrugerne. Dette kræver, at de nationale
tilsynsmyndigheder aktivt overvåger udviklingen, sætter bindende frister og indfører
troværdige finansielle sanktioner over for etablerede operatører, der ikke opfylder kravene.
Det etablerede selskab tilbyder selv
højhastighedsinternetadgang til slutbrugerne
i
13 medlemsstater. Denne tjeneste har udviklet sig hurtigt hos de etablerede selskaber i
Belgien, Danmark, Tyskland, Spanien, Italien, Nederlandene, Østrig, Finland og Sverige (set i
forhold
til
selskabets
samlede
antal
abonnentledninger).
Ifølge
ikke-
13
diskriminationsprincippet skal de etablerede operatørers tilbud til slutbrugerne modsvares af
engrostilbud til konkurrenterne. Der er indgået aftaler om levering af engrostjenester til nye
operatører i Danmark, Spanien, Italien, Østrig, Sverige og Det Forenede Kongerige, og der er
forsøg i gang i Frankrig. Der udbydes desuden engrostjenester i Belgien, Nederlandene og
Portugal, og for nylig er de også blevet indført i Sverige, men tilbuddet er tilsyneladende
endnu ikke blevet udnyttet af de nye selskaber. Der imidlertid kun to medlemsstater
(Danmark, Det Forenede Kongerige), hvor antallet af højhastighedsforbindelser, som de nye
operatører råder over, kan måle sig med det antal, som det etablerede selskab udbyder til
slutbrugerne (se figur 5 i bilag 2.1). I syv medlemsstater (Belgien, Tyskland – hvor de nye
operatører hævder, at det etablerede selskabs tjeneste udbydes til en pris, der ligger under
kostprisen – Frankrig, Luxembourg, Nederlandene, Portugal, og Sverige) råder den etablerede
operatør (i visse tilfælde sammen med dennes datterselskaber) over alle, eller så godt som
alle, DSL-forbindelser.
Fordelen ved at være først på markedet
forstærkes yderligere i de
tilfælde, hvor der ikke tilbydes delt adgang til abonnentledninger. I Tyskland, hvor det
etablerede selskab i øjeblikket har 1,2 mio. DSL-kunder og sigter mod at tilslutte yderligere
en million inden udgangen af 2001, tilbydes der hverken DSL-tjenester på engrosplan eller
delt adgang. I de tilfælde, hvor DSL-tjenester tilbydes engros, påpeger de nye operatører, at
tilbuddene normalt drejer sig om ADSL-tjenester, der ikke sætter dem i stand til at tilbyde
deres SMV-kunder VDSL-tjenester, som bedre opfylder virksomhedernes behov.
Alle medlemsstater har taget meddelelsen fra Lissabon til sig, om at det er vigtigt at sørge for
billig internetadgang
som et springbræt til informationsøkonomien, men nogle har ikke
13
Artikel 16, stk. 7, i direktiv 98/10/EF (det nye taletelefonidirektiv); artikel 1, stk. 3, i forordning
2887/2000 (ubundtet adgang til abonnentledninger)
21
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
truffet tilstrækkelige foranstaltninger til at sikre, at der udbydes billig DSL-adgang på
konkurrencevilkår. Hvis de etablerede operatører tilbyder kunstigt lave priser, kan det
indebære ødelæggende priskonkurrence. Hvis det er regeringen eller myndighederne, der
fastsætter kunstigt lave priser, kan det indebære en overtrædelse af ONP-rammernes
takstprincipper. I begge tilfælde vil sådanne lave priser være tilbøjelige til a styrke det
etablerede selskabs dominerende position og holde konkurrerende selskaber ude fra markedet.
Desuden kan der opstå et prispres, hvis taksterne for ubundtet adgang og delt adgang til
abonnentledninger sættes for højt til, at de nye operatører kan opnå fortjeneste på deres egne
detailtilbud. Der kan også opstå prispres som følge af forholdet mellem engrosprisen på
bitstrømsadgang og den etablerede operatørs DSL-tilbud.
22
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442992_0023.png
Tabel 2 – Oversigt over ubundtet og delt adgang samt bitstrømsadgang i Europa
Den
Standard Standard etablerede
tilbud på tilbud på operatørs
fuld
delt
abonnent-
ubundtet adgang ledninger
adgang
(mio.)
B
DK
D
EL
E
F
IRL
I
L
NL
A
P
FIN
S
UK
Ja
Ja
Ja
Ja
Ja
Ja
Ja
Ja
Ja
Ja
Ja
Ja
Ja
Ja
Ja
Ja
Ja
Nej
Nej
Ja
Ja
Ja
Nej
Nej
Ja
Ja
Nej
Ja
Ja
Ja
5,0
2,8
17
39,6
5,6
17,9
19
34,0
1,6
27,2
0,3
9,9
3,2
4,3
2,8
19
6,0
18
35,0
Abonnent- Abonnent-
Den
Den
ledninger ledninger etablerede etablerede
med fuld
med delt
operatørs
operatørs
ubundtet
adgang
DSL-
DSL-
adgang
forbindelser forbindelser
til
til engros-
slutbrugere
salg
14
50
15
40.000
18
549.167
18
76
7
19
20
0
1.000
0
6.650
2.900
30
23
1.605
18
137
22
24
15
0
0
0
0
19
0
0
0
0
350
0
0
160
0
18
17
140.000
15
45.000
18
1.200.000
0
158.345
20
257.000
0
165.000
1.000
125.000
60.800
17
1.000
35.000
19
134.000
18
54.000
-
16
0
17
-
0
-
-
0
135.000
21
0
-
8.000
17
0
0
19
38.000
18
45.000
15
40.000
19
500-1.000
19
-: der foreligger ingen oplysninger
Kilde: De nationale tilsynsmyndigheder
Status pr. 31. oktober 2001
14
15
16
17
18
19
20
21
22
23
Omfatter ikke de højhastighedstjenester, som den etablerede operatør tilbyder nye selskaber på grundlag
af fuld ubundtet adgang, delt adgang og gensalg.
Skøn
32.000 forbindelser leveres via gensalg
Pr. 30. juni 2001
Pr. 30. september 2001
Pr. 15. oktober 2001
Pr. 15. oktober 2001. Dette tal svarer til det antal forbindelser, der leveres til selskaberne i Telefónica-
gruppen.
Antallet af engros-DSL-forbindelser, som de nye selskaber råder over, er imidlertid betydeligt lavere
(skønsvis ca. 14.000) fordi engros-forbindelser sælges i partier.
Derudover leveres 116.000 forbindelser til KPN’s bredbåndsdivision.
Leveres på forsøgsbasis.
23
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Der er vidt forskellige opfattelser i medlemsstaterne om, hvor stor en rolle
trådløse
abonnentkredsløb
spiller med hensyn til at skabe større konkurrence på
abonnentnetmarkedet. I nogle medlemsstater er det gået meget langsomt med at indføre
trådløse abonnentkredsløb,
men i andre lande, særlig Italien, betragtes denne løsning som et
muligt alternativ til ubundtet adgang til abonnentledninger og visse typer faste kredsløb, selv
om de nye selskaber har klaget over usikkerhed omkring tilladelsesvilkårene og over
forsinkelser. Der er udstedt et stort antal lokale tilladelser i Tyskland, Frankrig, Finland og
Det Forenede Kongerige. I Belgien, Danmark, Grækenland, Spanien, Frankrig, Irland,
Luxembourg, Østrig, Portugal og Det Forenede Kongerige er der udstedt landsdækkende
tilladelser. En komplet oversigt findes i tabel 3 i bilag 2.1.
Reguleringsstrategien for trådløse abonnentkredsløb
har også varieret meget fra
medlemsstat til medlemsstat. Nogle tilsynsmyndigheder har udelukket det etablerede selskab
fra at søge om tilladelser (Nederlandene; Italien for en fireårig periode) på grund af selskabets
dominerende position på abonnentnetmarkedet. Generelt ser det ud til, at trådløse
abonnentkredsløb på grund af omkostningerne bedst egner sig til at tjene erhvervskundernes
behov, snarere end en bred privatkundekreds.
I otte medlemsstater (Belgien, Tyskland, Spanien, Frankrig, Nederlandene, Portugal, Østrig
og Det Forenede Kongerige – se figur 8 i bilag 2.1) anvendes
kabel-tv-infrastruktur
i dag til
levering af taletelefonitjenester, og i 11 medlemsstater er mellem 60% og 100% af
husstandene tilsluttet et kabel-tv-net (se figur 7 i bilag 2.1). Disse net skaber også
konkurrence eller mulighed for konkurrence med hensyn til bredbåndsadgang. Dette vil få
betydning for udbredelsen af andre adgangsformer, såsom ubundtet adgang til
abonnentledninger, og for den måde, hvorpå myndighederne søger at skabe balance mellem
konkurrence på infrastruktursiden og på tjenestesiden.
Oplysninger om dækningsgrad og priser på bredbåndstjenester findes i bilag 1.6.
4.2.5.
Faste kredsløb
Der er stor bekymring blandt nye operatører og virksomhedskunder over
prissætningen og
leveringsvilkårene
med hensyn til faste kredsløb. Hvad angår de korte kredsløb, der bruges
til tilslutning af virksomhedsnet samt bredbåndsadgang og e-handel, gælder bekymringerne
især 2 Mbit/s-kredsløbene, der er de mest efterspurgte.
Men hensyn til
nationale faste kredsløb
varierer taksterne for
2 Mbit/s-kredsløb
stadig
betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat: den årlige leje for 2 km-kredsløb strækker sig fra
13.360 EUR i Nederlandene til 1.950 EUR i Danmark; for 50 km-kredsløb strækker den
årlige leje sig fra 35.300 EUR og 33.500 EUR i hhv. Spanien og Nederlandene til ca.
9.200 EUR i Sverige, og for 200 km-kredsløb er prisen helt oppe på 63.500 EUR i Spanien og
over 50.000 EUR i Italien, Portugal og Det Forenede Kongerige, mens den er nede på ca.
12.700 EUR i Sverige.
Mellem august 2000 og august 2001 er
den gennemsnitlige leje i EU dog faldet med ca.
16% for alle 2Mbit/s-kredsløb, uanset længde,
med et betydeligt fald i Belgien, Spanien,
Italien og Luxembourg.
Siden august 2001 har de gennemsnitlige
EU-priser på 2 km- og 50 km-kredsløb været på
niveau med standardpriserne hos to amerikanske referenceselskaber,
Verizon og Pacific
Bell, hvis priser generelt var stabile i det forløbne år. Desuden ser det ud til, at
gennemsnitspriserne i EU for langdistancekredsløb er halvt så høje som standardpriserne i
USA, men det bør dog bemærkes, at denne analyse ikke tager højde for eventuelle rabatter.
24
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442992_0025.png
Hvad angår
internationale faste kredsløb,
skiller Grækenland og Det Forenede Kongerige
sig ud med standardpriser for 64 Kbit/s-kredsløb, der er betydeligt højere end gennemsnittet
for kredsløb til nærtliggende mål inden for EU og til USA. For 2 Mbit/s-
halvkredsløbsforbindelser til nærtliggende EU-lande, fjerntliggende EU-lande og USA ligger
standardprisen i Belgien, Grækenland, Spanien, Østrig, Finland og Det Forenede Kongerige,
alt afhængigt af kabelføringen, mere end 50% over gennemsnittet.
Generelt
fortsatte den gennemsnitlige årlige leje for internationale halvkredsløb i EU dog
med at falde i løbet af det sidste år,
hvor kredsløb til nærtliggende mål i EU uanset
bithastighed udviste de største prisfald. Prisfaldet i løbet af det sidste år strakte sig fra 13% til
over 30%. Set i forhold til tidligere år er der sket et prisfald på ca. 40 % for 64 Kbit/s- og
2 Mbit/s-kredsløb siden 1998 og et fald på 50% for 34 Mbit/s-kredsløb siden 1999. Sidste års
prisfald på kredsløb til andre mål ser dog mere beskedent ud (ca. 7%), sammenlignet med
faldet i løbet af de sidste to år. F.eks. med hensyn til 2 Mbit/s-halvkredsløb til USA faldt
prisen i fem medlemsstater (Danmark, Grækenland, Luxembourg, Nederlandene og Portugal),
men i de øvrige medlemsstater holdt standardtaksten sig på niveauet fra august 2000.
Taksterne for faste tilslutningskredsløb
vedrører normalt kredsløb, der forbinder kunden
(SMV, store virksomhedskunder) med nye operatørers net, og som hovedsagelig bruges til
internetadgang og e-handel. De indgår normalt i det etablerede selskabs standardtilbud på
samtrafik, undtagen i tre medlemsstater (Frankrig, Finland og Sverige).
Den månedlige leje for
faste tilslutningskredsløb på 2 og 5 km
varierer betydeligt fra
medlemsstat til medlemsstat. Hvad angår
64 Kbit/s-kredsløb
ligger lejen på 5 km-kredsløb i
flertallet af medlemsstaterne tilsyneladende over det loft på 80 EUR/måned, der er anført i
Kommissionens henstilling fra 1999. I seks medlemsstater ligger prisen på 2 Mbit/s –kredsløb
over loftet på 350 EUR pr. måned. Afvigelserne fra henstillingens lofter er særlig markante i
fem medlemsstater (Belgien, Spanien, Frankrig, Irland og Luxembourg) for begge
kredsløbstyper. Der foreligger ingen oplysninger for Finlands vedkommende.
I fire medlemsstater (Spanien, Frankrig, Irland og Østrig) ligger lejen for
34 Mbit/s-kredsløb
over lofterne (op til fire gange højere for Irlands vedkommende) for både 2 km- og 5 km-
kredsløb. I to medlemsstater (Portugal og Luxembourg, sidstnævnte på basis af skøn)
overskrides loftet for 2 km-kredsløb. Der foreligger ingen oplysninger eller skøn på basis af
detailtaksterne for Nederlandene og Finland.
For
155 Mbit/s-kredsløb
skiller Grækenland sig ud med priser, der er fire gange så høje som
gennemsnitsprisen i EU. Også i Frankrig, Irland og Italien ligger priserne tilsyneladende over
gennemsnittet. Der foreligger ingen oplysninger for Belgien, Luxembourg, Nederlandene og
Portugal.
Med hensyn til
ventetiden på levering
af faste kredsløb viser den seneste rapport om faste
kredsløb
24
, der blev forelagt for ONP-udvalget den 10. oktober 2001, store udsving mellem
medlemsstaterne
25
. Den typiske leveringstid for 64 Kbit/s-kredsløb er mere end 5 måneder i
Nederlandene, næsten 4 måneder i Irland, mere end 3 måneder i Østrig og mere end
2 måneder i Danmark, sammenlignet med 10 dage i Portugal og Finland. For 2 Mbit/s-
kredsløb varierer leveringstiden fra ca. 7 måneder i Nederlandene og Østrig, 3 måneder i
Irland, 2�½ måned i Spanien, 2 måneder eller lidt mindre i Tyskland, Frankrig og Sverige, til
24
25
Findes på Kommissionen websted, se fodnote 4.
Bemærk, at rapporten om faste kredsløb påpeger, at der er metodemæssige forskelle, som begrænser
rækkevidden af analysen og sammenligningerne mellem landene.
25
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
2-3 uger i Portugal og Det Forenede Kongerige. For 34 Mbit/s-kredsløb opleves der ventetider
på mere end et år i Østrig, 4�½ måned i Tyskland og 3�½ måned i Det Forenede Kongerige.
Portugal melder om leveringstider på 2-3 dage. Endelig strækker leveringstiden for
155 Mbit/s-kredsløb sig fra 3-4 måneder i Tyskland og Frankrig, 2�½ måned i Danmark,
Grækenland, Nederlandene og Østrig, ned til 20 dage i Det Forenede Kongerige.
Skønt priserne er faldende for kredsløb af alle hastigheder og afstande, og der ikke er nogen
iøjnefaldende forskelle i forhold til standardpriserne i USA, lader
de store prisforskelle
mellem medlemsstaterne sig næppe forklare ud fra forskelle i omkostningerne. Det er
ligeledes svært at forstå de
enorme forskelle i leveringstider på kredsløb
alle af
hastigheder. Dertil kommer, at det typisk er vanskeligt for nye operatører at bevise, at de
leveringstider, der gælder for dem, er diskriminerende i sammenligning med dem, der gælder
for det etablerede selskabs egne afdelinger og datterselskaber. Men for det første er det klart,
at selv ikke-diskriminerende ventetider er en større ulempe for de nye selskaber end for det
etablerede, da kunderne vil være tilbøjelige til at holde fast ved deres oprindelige leverandør,
det etablerede selskab. For det andet kan der også være tale om diskrimination i forbindelse
med alle de betingelser og sanktioner, som den dominerende leverandør indfører i
kontrakterne. De nye operatører kræver fortsat en mere aktiv indsats fra de nationale
tilsynsmyndigheders side for at håndhæve ikke-diskriminationsprincippet, og de har foreslået,
at der indføres strengere krav om indberetning og større åbenhed. Myndighederne bør også
overveje at kræve, at der indgås aftaler om serviceniveauet, og indføre troværdige sanktioner
mod operatører, der ikke opfylder lovkravene.
Endelig ydes der normalt rabat til meget store kunder som f.eks. mobiloperatører, og dette kan
være begrundet i de lavere omkostninger ved at levere en stor mængde. Hvis der imidlertid
ydes rabat under andre omstændigheder, kan der være tale om diskrimination og dermed
konkurrencebegrænsende adfærd.
4.2.6.
Mobiltjenester - udstedelse af tilladelser til og indførelse af 3G-systemer
I sidste års gennemførelsesrapport udtryktes bekymring for, at
udstedelsen af tilladelser
til
mobiltjenester af tredje generation (3G) ikke ville være afsluttet i alle medlemsstater i tide til,
at indførelsen af tjenesterne kunne begynde fra januar 2001. Det skal dog bemærkes, at
UMTS-beslutningen ikke stiller noget krav om, at 3G-mobiltjenesterne lanceres fra den
1. januar 2001. Formålet med beslutningen var snarere at sikre, at tilladelsesprocedurerne ikke
kom til at fungere som en hindring for indførelse fra denne dato. Dette mål er nået i alle
medlemsstater, bortset fra to (Irland, Luxembourg). En detaljeret statusoversigt over
udstedelsen af 3G-tilladelser samt gebyrer og afgifter findes i tabel 1 og 3 i bilag 1.5.
Indførelses- og dækningsvilkårene
varierer betydeligt fra den ene medlemsstat til den
anden. Nogle tilladelser kræver, at indførelsen af tjenesterne begynder den 1. januar 2002,
mens andre kun indeholder krav om dækningsgraden nogle år ud i fremtiden. Nogle
medlemsstater (Spanien, Portugal) har i lyset af markedsvilkårene og den relative mangel på
terminaludstyr truffet en formel afgørelse om at udsætte den indførelsesfrist, der var fastlagt i
de oprindelige tilladelsesvilkår. Operatørerne i andre medlemsstater, navnlig Sverige og Det
Forenede Kongerige, forventer, at indførelsen vil begynde i 2002 efter planen, dvs. i
overensstemmelse med betingelserne i de nationale tilladelser. Nærmere oplysninger om
indførelseskravene i medlemsstaterne findes i tabel 2 i bilag 1.5.
Der har været omfattende kritik af
forskellene mellem tilsynsmyndighedernes
fremgangsmåder
i forbindelse med udstedelse af tilladelser til og indførelse af 3G-
mobiltjenester. Disse forskelle skyldes det forholdsvis store spillerum, som de enkelte
26
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442992_0027.png
tilsynsmyndigheder har under de gældende lovrammer. De er også resultatet af forskellige
markedsstrukturer og –vilkår, geografiske og demografiske forhold og administrative kulturer
i medlemsstaterne, samt tilsynsmyndighedernes nærmere vurdering af disse faktorer.
De vidt
forskellige forhold risikerer imidlertid i praksis at forhindre, at der opstår lige
konkurrencevilkår for tredjegenerationstjenester.
Kommissionen har i sin meddelelse af
marts 2001
26
fremlagt en række overvejelser om indførelsen af 3G-net under den gældende
lovgivning. Der meldes om problemer med indførelsen af 3G-net i Belgien og Italien som
følge af krav om lavere
grænser for elektromagnetisk stråling
end dem, der er fastlagt i
Rådets henstilling
27
. Det samme gælder Luxembourg, hvor der er fastlagt grænser for
mobiltjenester, men ikke for andre radiosendere såsom radio- og tv-sendeudstyr. Der
udtrykkes også bekymring i en række medlemsstater over problemer med at få lov til at
placere antenner på grund af
lokalplanlægnings- og miljømæssige begrænsninger.
4.2.7.
Takster og omkostningsregnskab
Takstprincipperne og kravene om omkostningsregnskaber
i liberaliserings- og ONP-
direktiverne har to hovedformål: at sikre, at brugerne og forbrugerne betaler priser, der under
overgangen til et fuldt liberaliseret marked er baseret på omkostningerne, og at forhindre
dominerende leverandører i at udelukke nye selskaber fra visse markedssegmenter ved at
anvende krydssubsidier fra andre segmenter, hvor konkurrencen er mindre. Efter den sjette
rapport blev der indledt overtrædelsesprocedurer mod otte medlemsstater om mangelfuld
gennemførelse
af
omkostningsregnskabsprincipperne
i
samtrafikdirektivet
og
28
taletelefonidirektivet . Ifølge de nationale tilsynsmyndigheders egen vurdering er taksterne
endnu ikke fuldt udlignet i otte medlemsstater, selv om der i de fleste tilfælde ikke er nogen
lovgivningsmæssige hindringer for takstudligning. I visse tilfælde vurderer Kommissionen
dog, at der enten er lovgivningsmæssige/politiske barrierer for udligning eller prisskævheder
som følge af manglende gennemførelse af takstprincipperne.
Prispres
i forskellige segmenter af markedet er ifølge de nye operatører også stadig
forholdsvis udbredt og anses af disse for at være et af de mest effektive midler til at udelukke
dem fra markederne for højhastighedsadgang til Internet og taletelefoni. Apropos dette blev
manglen på effektivt tilsyn og offentliggørelse af overensstemmelseserklæringer
dokumenteret i den sjette rapport, og der blev indledt overtrædelsesprocedurer i en række
tilfælde. Nye selskaber klager også over, at de har begrænset adgang til information om de
parametre, der anvendes i omkostningsmodeller, såsom kapitalomkostninger, og uden disse
kan de ikke have tillid til, at det etablerede selskabs regnskabssystemer opfylder lovkravene.
Med hensyn til
faste kredsløb
er de nye operatører bange for, at de etablerede selskabers
omkostningsregnskabsmetoder ikke danner grundlag for en økonomisk sund prissætning af
produkter til bredbånds- og e-handelsmarkedet, og at skævheder i prissætningen tyder på
utilstrækkeligt tilsyn fra myndighedernes side.
Tabel 2, 3 og 4 i bilag 2.4 giver en oversigt over de nationale tilsynsmyndigheders vurdering
af det aktuelle
takstudlignings-
og
takstreguleringsniveau
samt oplysninger om hvilke
omkostningsberegningsmetoder
der danner grundlag for beregningen af samtrafiktakster,
26
27
28
Se fodnote 7
Rådets henstilling 1999/519/EF af 12. juli 1999 om begrænsning af befolkningens eksponering for
elektromagnetiske felter (0 Hz-300 GHz), EFT L 199, 30. juli 1999, s. 59.
Oplysninger om procedurernes aktuelle status findes på:
http://europa.eu.int/comm/secretariat_general/sgb/droit_com
27
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442992_0028.png
hvorvidt det kontrolleres, om kravene om omkostningsregnskaber overholdes, og hvornår der
sidst blev offentliggjort en
overensstemmelseserklæring.
Fire medlemsstater - Belgien for så vidt angår taletelefoni, Grækenland, Luxembourg og
Finland – har endnu ikke sikret, at der er
overensstemmelse med omkostnings-
regnsskabssystemet,
om end der i Finland er blevet gennemført en vis ad hoc-kontrol. I
Finland stilles der ikke krav om omkostningsægthed for udlands- og langdistanceopkald samt
visse lokalopkald, fordi man mener, at der er effektiv konkurrence på disse markeder. I to
medlemsstater, Tyskland og Østrig, kontrolleres omkostningsoplysningerne af den nationale
tilsynsmyndighed i forbindelse med individuelle sager om godkendelse af den etablerede
operatørs takster og i sager om bilæggelse af tvister om samtrafik, men der foretages ingen
årlig kontrol. I tre medlemsstater (Frankrig, Italien og Portugal) er der
ikke foretaget nogen
kontrol af regnskaberne efter 1999.
4.2.8.
Nummerering
Kravene om frit operatørvalg, fast operatørvalg og nummerportabilitet betragtes i
almindelighed blandt de nye operatører som de mest konkurrencefremmende foranstaltninger
i lovpakken. Efter den femte rapport blev der indledt overtrædelsesprocedurer over for ni
medlemsstater, hvor disse tjenester endnu ikke var fuldt til rådighed. Den aktuelle status med
hensyn til indførelsen af tjenesterne i de forskellige medlemsstater fremgår af tabel 5 og 6 i
bilag 2.4.
Frit operatørvalg og fast operatørvalg
er ifølge de nationale tilsynsmyndigheder indført for
alle opkaldstyper (lokal-, langdistance- og udlandsopkald, opkald til mobilnet og opkald til
ikke-geografiske numre) i otte medlemsstater (Belgien, Danmark, Spanien, Irland, Italien,
Luxembourg – dog ikke for langdistanceopkald - Østrig og Det Forenede Kongerige). Frit
operatørvalg og fast operatørvalg er ikke indført for lokalopkald og opkald til ikke-
geografiske numre i Tyskland og Frankrig, og heller ikke for ikke-geografiske numre i
Nederlandene, Finland og Sverige. Portugal har fået udsat fristen til udgangen af 2001, men
har gennemført alle former for nummervalg bortset fra for opkald til ikke-geografiske numre.
Grækenlands forlængelse af fristen løber til udgangen af 2002.
Nummerportabilitet
er indført for både geografiske og ikke-geografiske
29
numre i
12 medlemsstater (Belgien, Danmark, Tyskland, Spanien, Irland, Italien, Nederlandene,
Østrig, Portugal, Finland, Sverige og Det Forenede Kongerige), men ikke for ikke-
geografiske numre i Frankrig og Luxembourg. Grækenlands udsættelse af fristen løber også
her til udgangen af 2002.
Procedurerne
for fast operatørvalg anses stadig for at være for besværlige i to medlemsstater
(Tyskland, Luxembourg). I en række medlemsstater har den etablerede operatør misbrugt
oplysninger om kunder, der har valgt at benytte en konkurrerende operatørs tjenester ved
hjælp af fast operatørvalg, til at forsøge at kapre kunderne tilbage.
Omkostningerne
ved nummerportabilitet er et problem i Irland, Finland og Sverige, og det
samme gælder omkostningerne ved fast operatørvalg i Finland.
29
F. eks. alarmtjenester, ring-gratis-tjenester og særtjenester med overtaksering.
28
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1442992_0029.png
4.2.9.
Forsyningspligt og forbrugerspørgsmål
De nye selskaber i de to eneste medlemsstater, der indtil videre har indført ordninger til
finansiering af forsyningspligten (Frankrig, Italien), ser fortsat hellere, at forsyningspligten
finansieres gennem
almindelig beskatning.
I mangel af dette foretrækker de en ordning, hvor
de bidrager direkte til varetagelsen af forsyningspligten i stedet for eller som en del af deres
bidrag til den udpegede leverandørs (normalt den etablerede operatør) varetagelse af
forsyningspligten.
I en anden medlemsstat (Spanien) har den ansvarlige myndighed afvist det etablerede selskabs
skøn over nettoomkostningerne ved at varetage forsyningspligten på 1,15 mia. EUR i 1999 og
har konkluderet, at forsyningspligten ikke stillede selskabet dårligere i konkurrencen.
Desuden har tilsynsmyndigheden udstedt retningslinjer for, hvordan beregningen af
nettoomkostningerne skal foretages fremover.
Kun i tre medlemsstater (Frankrig, Italien, Det Forenede Kongerige) måler det etablerede
selskab regelmæssigt
kvaliteten af taletelefonitjenesten
og offentliggør resultaterne. I
Belgien, Østrig og Finland offentliggør tilsynsmyndighederne disse oplysninger, og for første
gang i år vil dette også ske i Tyskland, Irland og Nederlandene. Tabel 7 i bilag 2.4 giver et
mere fuldstændigt billede af medlemsstaternes indsats og af brugen af ETSI
30
-standarder.
Efter offentliggørelsen af oplysninger i den sjette rapport om, at kravet om specificeret
fakturering ikke var opfyldt i tilstrækkelig grad, indledte Kommissionen
overtrædelsesprocedurer mod seks medlemsstater. Af disse har tre tilkendegivet, at de er i
færd med at forberede indførelse af specificeret fakturering på anmodning og uden
omkostninger for forbrugerne.
Forbrugerne klager stadig over manglende
åbenhed omkring fastsættelsen af priser på
tjenesterne
samt omkring kontrakt- og faktureringsvilkårene. I Danmark har
tilsynsmyndigheden oprettet et online-system til sammenligning af taksttilbud, der kunne
tjene som et eksempel på bedste praksis for de andre medlemsstater. Tilsynsmyndighederne i
Spanien og Østrig offentliggør også sammenlignende prisoplysninger på deres websteder.
Alle medlemsstater undtagen Grækenland og Luxembourg offentliggør rapporter om
takstudviklingen (se tabel 2 i bilag 2.4) i overensstemmelse med taletelefonidirektivet.
4.2.10. Anlægsrettigheder
Med hensyn til indrømmelse af anlægsrettigheder er der stadig problemer i en række
medlemsstater på grund af de
mange forskellige lokale og regionale myndigheder med
beføjelser på dette område.
I nogle medlemsstater (Belgien, Spanien, Italien, Luxembourg
og Østrig) er det blevet vanskeligere at få tilladelse til at rejse mobilmaster. Dertil kommer, at
tilsynsmyndighederne ikke altid sørger for, at der er mulighed for fælles brug af anlæg i de
tilfælde, hvor der ikke indrømmes nye anlægsrettigheder.
I mange medlemsstater ligger spørgsmålet om anlægsrettigheder uden for de
centrale
myndigheders
kompetenceområde. I sådanne tilfælde skal medlemsstaterne sikre, at kravene
i lovpakken overholdes, også på lokalt og regionalt plan.
30
Det Europæiske Institut for Telestandarder
29
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
I en række lande pålægges selskaberne yderligere byrder, enten direkte, som i Belgien, hvor
der opkræves
skat for opsætning af mobilantenner,
eller indirekte, gennem høje
graveafgifter (Italien) og afgifter til genoprettelse af vejstrækninger, der overstiger
omkostningerne. I visse tilfælde (navnlig Italien) hersker der tvivl om, hvorvidt ikke-
diskriminationsprincippet overholdes, når der indrømmes eksklusive eller særlige
graverettigheder til selskaber, som de lokale myndigheder har direkte eller indirekte
interesser i.
4.2.11. Databeskyttelse
Et nyt direktiv om databeskyttelse i telesektoren, der skal erstatte det gældende, er til
forhandling i Europa-Parlamentet og Rådet. Hverken det gældende eller nogen af de
kommende direktiver forhindrer medlemsstaterne i at træffe forholdsregler vedrørende den
nationale og den offentlige sikkerhed og forsvaret, håndhæve de strafferetlig bestemmelser og
forhindre uautoriseret brug af telekommunikationssystemet. Sådanne foranstaltninger ligger
dog pr. definition uden for emnet for denne rapport.
Rapporten indeholder derimod ajourførte oplysninger om de spørgsmål, der hører under det
gældende direktivs område, navnlig uønskede opkald og elektroniske henvendelser,
opbevaring af teletrafikoplysninger og nummervisning (se bilag 2.4.
Der er indledt overtrædelsesprocedurer i en række tilfælde vedrørende gennemførelsen af det
gældende direktiv. I ni tifælde har den berørte medlemsstat truffet korrigerende
foranstaltninger, mens fem af sagerne fortsat verserer.
5.
VIDERE RAPPORTERING
Kommissionen vil fortsætte med at aflægge rapport om markedsudviklingen og
gennemførelsen af lovgivningen. Fremover vil der i stigende grad blive lagt vægt på at
undersøge, hvordan det går i medlemsstaterne med at omsætte det nye regelsæt for elektronisk
kommunikation til national ret.
Kommissionen vil også fortsat tilskynde til at bruge ONP-udvalget og licensudvalget som
forum for drøftelser af, hvordan de nuværende lovrammer videreudvikles, således som den
har gjort det i forbindelse med forordningen om ubundtet adgang til abonnentledninger. Hvor
det er relevant, vil udvalgenes bidrag blive offentliggjort på Kommissionens websted.
30