Europaudvalget 2001
KOM (2001) 0771
Offentligt
1443054_0001.png
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER
Bruxelles, den 13.12.2001
KOM(2001) 771 endelig
KOMMISSIONENS RAPPORT
på grundlag af artikel 11 i Rådets rammeafgørelse af 29. maj 2000 om styrkelse af
beskyttelsen mod falskmøntneri, ved hjælp af strafferetlige og andre sanktioner, i
forbindelse med indførelsen af euroen
{SEK(2001)1999}
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443054_0002.png
KOMMISSIONENS RAPPORT
på grundlag af artikel 11 i Rådets rammeafgørelse af 29. maj 2000 om styrkelse af
beskyttelsen mod falskmøntneri, ved hjælp af strafferetlige og andre sanktioner, i
forbindelse med indførelsen af euroen
I
NDLEDNING
1.1.
1.1.1.
Indledning
Beskyttelse af euroen mod falskmøntneri
I henhold til artikel 11 i Rådets rammeafgørelse af 29. maj 2000 om styrkelse af
beskyttelsen mod falskmøntneri, ved hjælp af strafferetlige og andre aktioner, i
forbindelse med indførelsen af euroen
1
(i det følgende benævnt "rammeafgørelsen")
og som anført i konklusionerne på det fælles møde i Rådet (ECOFIN/RIA) den 16
oktober 2001
2
skal Kommissionen udarbejde en skriftlig rapport om, i hvilket
omfang medlemsstaterne har truffet de nødvendige foranstaltninger for at
efterkomme denne rammeafgørelse.
Eurosedler og -mønter vil blive sat i omløb i de medlemsstater, der har vedtaget at
indføre euroen pr. 1. januar 2002
3
. Euroens globale betydning vil medføre, at den
bliver særlig udsat for risikoen for falskmøntneri. Det bør for at forsvare den nye
valuta og derved undgå de alvorlige økonomiske konsekvenser af svigtende tillid
sikres, at euroen beskyttes tilstrækkeligt i alle medlemsstaterne, bl.a. ved effektive
strafferetlige foranstaltninger, endog før valutaen begynder at blive sat i omløb.
Betydningen af et ensartet niveau for strafferetlig beskyttelse af euroen mod
falskmøntneri i EU fremhæves i Kommissionens meddelelse af 22. juli 1998 om
beskyttelse af euroen mod falskmøntneri, Europa-Parlamentets beslutning af
17. november 1998 om Kommissionens meddelelse og i Den Europæiske
Centralbanks henstilling af 7. juli 1998
4
. På Det europæiske Råd
5
blev det ligeledes
konkluderet, at "der hurtigst muligt i 2001 bør indføres en effektiv ordning til
beskyttelse af euroen mod forfalskning".
1
2
3
4
5
EFT L 140 af 14.06.2000, s. 1.
På det fælles møde i Rådet (ECOFIN/RIA) den 16. oktober 2001 konkluderedes, at Rådet snarest ville
får forelagt en rapport om medlemsstaternes gennemførelse af Rådets rammeafgørelse af 29. maj 2000
(Del B. Politisk drøftelse om beskyttelse af euroen mod falskmøntneri, nr. 3, dok. 12225/01).
Se Rådets forordning (EF) nr. 974/98 af 3. maj 1998 om indførelse af euroen, EFT L 139 af 11.5.1998,
s.2. Ifølge artikel 12 i denne forordning skal de deltagende medlemsstater fastsætte passende sanktioner
mod efterligning og forfalskning af europengesedler og -mønter.
(1) Kommissionens meddelelse af 22. juli 1998 til Rådet, Europa-Parlamentet og Den Europæiske
Centralbank om beskyttelse af euroen mod falskmøntner (KOM(98) 474 endelig).
(2) Europa-Parlamentets beslutning af 17. november 1998 om Kommissionens meddelelse til Rådet,
Europa-Parlamentet og Den Europæiske Centralbank om beskyttelse af euroen mod falskmøntner (EFT
C 379 af 7.12.1998, s. 39).
(3) Den Europæiske Centralbanks henstilling af 7. juli 1998 om vedtagelse af visse foranstaltninger til
forbedring af eurosedlers og -mønters retlige beskyttelse (EFT C 11 af 15.1.1999, s. 13).
Dets møde i Nice den 7 - 9 december 2000, konklusion nr. 34 SN 400/1/00
2
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443054_0003.png
Rådet vedtog rammeafgørelsen den 29. maj 2000 for at får indført en ensartet og
styrket strafferetlig beskyttelse af euroen i hele EU.
Den strafferetlige beskyttelse af euroen mod falskmøntneri indgår som del af den
pakke af gennemførelsesforanstaltninger og tekniske foranstaltninger, som blev
påpeget i Kommissionens meddelelse. Rådet vedtog den 28. juni 2001 på grundlag af
et forslag fra Kommissionen to parallelle forordninger om beskyttelse af euroen mod
falskmøntneri. I første forordning
6
fastsættes procedurerne for indsamling,
opbevaring og udveksling af oplysninger om falske penge og falskmøntneri. Ved
anden forordning
7
udvides gyldigheden af første forordning til at omfatte de
medlemsstater, der ikke har vedtaget indførelsen af euroen. I april 1999 vedtog Rådet
en afgørelse om udvidelse af Europols mandat til at omfatte bekæmpelse af
falskmøntneri og forfalskning af betalingsmidler
8
, som vil blive ændret på basis af et
svensk initiativ
9
. På initiativ af Den franske Republik
10
forventes Rådet endnu i 2001
at vedtage en afgørelse om beskyttelse af euroen mod falskmøntneri. Formålet med
denne afgørelse er at supplere de to parallelle forordninger
11
.
Sverige har fremlagt ændringsforslag til rammeafgørelsen af 29. maj 2000 med
henblik på en tillægsbestemmelse (artikel 9a) om anerkendelse af princippet om
gentagelsesvirkning
12
, som Rådet forventes at vedtage endnu i år.
1.1.2.
Evalueringsrapporten
Ifølge artikel 11 i rammeafgørelsen af 29. maj 2000 skal medlemsstaterne træffe de
nødvendige bestemmelser for at efterkomme bestemmelserne deri senest den 29. maj
2001. Dette gælder dog ikke for artikel 5, litra a), der allerede skulle efterkommes
den 31. december 2000. Senest på samme tidspunkter skulle medlemsstaterne til
Rådets generalsekretariat, Kommissionen og den Europæiske Centralbank have sendt
teksten til bestemmelserne om gennemførelse i national lov af deres forpligtelser
ifølge rammeafgørelsen. Rådet skulle senest den 30 juni 2001 på grundlag af en
rapport, der udarbejdes på basis af disse oplysninger, og en skriftlig rapport fra
Kommissionen have vurderet, i hvilket omfang medlemsstaterne har truffet de
nødvendige foranstaltninger for at efterkomme rammeafgørelsen.
Kun to medlemsstater havde imidlertid den 29. maj 2001 givet Kommissionen
meddelelse om, hvilke foranstaltninger de havde gennemført til at efterkomme
rammeafgørelsen. En skriftlig rapport ville under disse omstændigheder være uden
mening. Kommissionen fandt det derfor mere hensigtsmæssigt at udsætte
6
7
8
9
10
11
12
Rådets forordning EF 1338/2001 af 28. juni 2001 om fastlæggelse af de foranstaltninger, der er
nødvendige for at beskytte euroen mod falskmøntneri, EFT L181/6 af 04.07.2001.
Rådets forordning EF 1339/2001 af 28. juni 2001 om udvidelse af virkningerne af forordning (EF) nr.
1338/2001 om fastlæggelse af de foranstaltninger, der er nødvendige for at beskytte euroen mod
falskmøntneri, til også at omfatte de medlemsstater, der ikke har indført euroen som fælles valuta, EFT
L 181/11 af 4.7.2001.
1999/C/149/02 – EFT C 149 af 28.5.1999, s. 16.
2001/C/225/04 - EFT C 225 af 10.8.2001.
Initiativ fra Den franske Republiks regering med henblik på vedtagelse af Rådets afgørelse om
beskyttelse af euroen mod falskmøntneri (EFT C 75 af 07.03.2001, s. 1).
Se også afsnit 2.1.2 i Kommissionens meddelelse til Det Europæiske Råd (KOM(2001) 561 endelig):
anden rapport om forberedelsen af indførelsen af eurosedler og -mønter.
Initiativ fra Kongeriget Sverige med henblik på vedtagelse af Rådets rammeafgørelse om ændring af
rammeafgørelse 2000/383/RIA om styrkelse af beskyttelsen mod falskmøntneri, ved hjælp af straf-
feretlige og andre sanktioner, i forbindelse med indførelsen af euroen, EFT C 225 af 10.8.2001, s. 9.
3
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443054_0004.png
udarbejdelsen af rapporten, indtil (næsten) alle bidrag blev modtaget (Tabel 1 viser,
hvornår de forskellige bidrag fra medlemsstaterne forelå).
Rapporterne i henhold til artikel 11 i rammeafgørelsen er hovedinformationskilden.
Rapportens værdi afhænger derfor i vidt omfang af, hvor gode og præcise de
oplysninger er, som Kommissionen modtager fra medlemsstaterne. Kommissionen
har også i et vist omfang taget hensyn til oplysningerne i oversigten over svarene fra
medlemsstaterne på det spørgeskema vedrørende strafferetlige forholdsregler til
bekæmpelse af falskmøntneri over for euroen
13
, som blev udsendt under det østrigske
formandsskab, og ECB's rapport om retsbeskyttelse af pengesedler i Den Europæiske
Union
14
.
1.2.
1.2.1.
Evalueringsmetode og -kriterier for så vidt angår denne rammeafgørelse
Rammeafgørelser (tidl. artikel 34, stk. 2, litra b), i EU-traktaten) og direktiver (tidl.
artikel 249 i EF-traktaten)
Retsgrundlaget for rammeafgørelsen er især artikel 31, litra e), og artikel 34, stk. 2,
litra b), i traktaten om Den Europæiske Union.
I overensstemmelse med artikel 34 er "rammeafgørelser bindende for
medlemsstaterne med hensyn til det tilsigtede mål, men overlader det til de nationale
myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen".
Indledningsvis skal det understreges, at det er første gang gennemførelsen af en
rammeafgørelse evalueres. Der er intet fortilfælde og ingen standardmetode for
evelueringen af rammeafgørelser.
Denne rammeafgørelse kan bedst sammenlignes med et direktiv
15
. Begge
instrumenter er bindende for medlemsstaterne med hensyn til målene, men overlader
det til medlemsstaterne at bestemme form og midler. Rammeafgørelser har imidlertid
ikke umiddelbar gyldighed. Mange direktiver indeholder en bestemmelse om, at der
skal fremlægges rapporter vedrørende direktivets gennemførelse og at
Kommissionen skal udarbejde en "konsolideret" rapport derom
16
. Institutionerne,
Rådet og Europa-Parlamentet, kan på grundlag af disse rapporter vurdere, i hvilket
omfang medlemsstaterne har efterkommet direktivets bestemmelser og derved
kontrollere de fremskridt, der er gjort på et bestemt område af interesse for
Fællesskabet. For harmoniseringsdirektiverne evaluerer Kommissionen f.eks., i
hvilket omfang medlemsstaterne har efterkommet deres forpligtelser. Denne
evaluering kan i sidste ende få Kommissionen til at træffe beslutning om at indlede
en overtrædelsesprocedure over for en medlemsstat, der ikke i tilstrækkeligt omfang
har efterkommet sine forpligtelser
17
.
13
14
15
16
17
Dokument 5429/1/99 JUSTPEN 3.
Den Europæiske Centralbank: Rapport om retsbeskyttelse af pengesedler i Den Europæiske Unions
medlemsstater, november 1999.
EF-traktatens artikel 249.
Se f.eks. Kommissionens rapport til Rådet og Europa-Parlamentet for perioden 1995-1997 om
gennemførelsen af Fællesskabets affaldslovgivning: Direktiv 75/422/EØF om affald, direktiv
91/689/EØF om farligt affald, direktiv 75/439/EØF om olieaffald og direktiv 86/278/EØF om slam fra
rensningsanlæg (KOM(1999) 752 endelig).
EF-traktatens artikel 226.
4
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443054_0005.png
Medlemsstaterne skal på grundlag af nærværende rammeafgørelse især bringe
definitionerne af bestemte former for falskmøntneri bedre i overensstemmelse med
hinanden. Desuden skal de sikre, at de har indført strafferetlige sanktioner, der er
effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning.
Ifølge rammeafgørelsen skal medlemsstaterne bl.a. træffe foranstaltninger til den
indbyrdes tilnærmelse, som dette instrument kræver, af deres strafferetlige
bestemmelser, så de opnår en ensartet og styrket strafferetlig beskyttelse af euroen i
hele Unionen. Kommissionen kan ikke få Domstolen til at prøve en sag om
gennemførelseslovgivning til rammeafgørelsen.
1.2.2.
Evalueringskriterier
For på grundlag af objektive kriterier at kunne evaluere, om en rammeafgørelse er
blevet fuldstændig gennemført af en medlemsstat, er der for direktiver opstillet
følgende generelle kriterier, der finder tilsvarende anvendelse på rammeafgørelser:
1.
2.
Form og midler i forbindelse med gennemførelsen af målet skal vælges
således, at direktivernes tilsigtede virkninger sikres
18
hver medlemsstat skal gennemføre direktiverne således, at kravene om klarhed
og sikkerhed med hensyn til retsstillingen opfyldes, og skal transformere
direktivets bestemmelser til bindende nationale bestemmelser
19
transformering behøver ikke nødvendigvis at kræve anvendelse af nøjagtigt
samme formulering i en lovbestemmelse. En generel lovgivning (f.eks. i form
af relevante allerede gældende foranstaltninger) kan være tilstrækkelig, så
længe det sikres, at direktivet er gennemført i sin helhed på en tilstrækkelig
klar og præcis måde
20
;
direktiverne skal gennemføres inden for det tidsrum, de fastsætter
21
.
3.
4.
Begge instrumenter er bindende med hensyn til de mål, der skal nås. Det kan
defineres som en retlig eller faktisk situation, som tilgodeser de interesser, som
instrumentet i overensstemmelse med traktaten skal sikre
22
.
Det generelle formål med denne rammeafgørelse er at få indført og sikre en ensartet
strafferetlig beskyttelse af euroen mod falskmøntneri i Den Europæiske Union ved
hjælp af foranstaltninger, som medlemsstaterne træffer, f.eks. ved at definere strafbar
adfærd
23
og indføre sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til
overtrædelsen og har afskrækkende virkning
24
. De bør ligeledes samarbejde om at
18
19
20
21
22
23
24
Se relevant dom om gennemførelse af direktiver: Sag 48/75
Royer
[1976 ECR 497, s. 518].
Se relevant dom om gennemførelse af direktiver: Sag 239/85
Kommissionen mod Belgien
[1986] ECR
3645, s. 3659. Se også sag 300/81
Kommissionen mod Italien
[1983] ECR 449, s. 456.
Se relevant dom om gennemførelse af direktiver, f.eks. sag 29/84
Kommissionen mod Tyskland
[1985]
ECR 1661, s. 1673.
Se realitetsdom om gennemførelse af direktiver, f.eks.: Sag 52/75
Kommissionen mod Italien
[1976]
ECR 277, s. 284, Se generelt Kommissionen årsberetning om kontrollen med gennemførelsen af EU-
retten, f.eks. KOM(2001) 309 endelig.
Se PJG Kapteyn og P.Verloren van Themaat ‘Introduction to the Law of the European Communities’,
third edition, 1998, s. 328.
Se artikel 3, stk. 1.
Se artikel 6.
5
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443054_0006.png
beslutte, hvilken medlemsstat der skal forfølge gerningsmanden eller gerningsmæn-
dene med henblik på om muligt at samle retsforfølgningen i en enkelt medlemsstat
25
.
Det kan konkluderes, at denne rammeafgørelse dækker forskellige emner inden for
national materiel strafferet og områder, som f.eks. national jurisdiktion.
Den generelle vurdering i afsnit 2 af, i hvilket omfang medlemsstaterne har
efterkommet rammeafgørelsen er, hvor det er muligt, baseret på ovennævnte
kriterier, der også tager hensyn til de forskellige emner, der kan reguleres ved et
direktiv.
1.2.3.
Evalueringskontekst
Der skal indledningsvis ses på, i hvilken (retlig) kontekst evalueringsrapporten
udarbejdes, og følges op. Som tidligere nævnt har Kommissionen inden for første
søjle den mulighed at indlede en overtrædelsesprocedure over for en medlemsstat.
Da denne mulighed ikke findes inden for traktaten om Den Europæiske Union, er
denne rapports karakter og formål naturligvis ikke de samme som i forbindelse med
en rapport om medlemsstaternes gennemførelse af et første-søjledirektiv. Da
Kommissionen imidlertid fuldt ud er tilknyttet spørgsmål under tredje søjle
26
, er det
logisk at overdrage den opgaven med at foretage en realitetsvurdering af, om
foranstaltningerne er blevet gennemført, således at Rådet kan vurdere, i hvilket
omfang medlemsstaterne har truffet de nødvendige foranstaltninger for at
efterkomme denne rammeafgørelse.
Anden indledende bemærkning vedrører det specifikke område, der skal reguleres.
Rammeafgørelsen dækker materiel strafferet og omfatter ikke blot definitioner af
overtrædelser, men også spørgsmål under strafferet generelt, som f.eks. individuelt
strafferetligt ansvar, forsøg på strafbar adfærd
27
og juridiske personers ansvar
28
.
Skønt flertallet af retssystemer synes at være konvergerende, findes der forskelle
mellem medlemsstaterne
29
, særlig med hensyn til juridiske personers ansvar. I
forbindelse med vurderingen af, i hvilket omfang medlemsstaterne har truffet
foranstaltninger for at efterkomme spørgsmålene under strafferetten generelt, skal
der i vidst muligt omfang tages hensyn til medlemsstaternes generelle strafferetlige
baggrund.
1.3.
Rapportens formål
Denne rapport skal først og fremmest sætte Rådet i stand til at vurdere, i hvilket
omfang medlemsstaterne har truffet de nødvendige foranstaltninger for at
efterkomme rammeafgørelsen. Den skal ligeledes sætte de øvrige institutioner, især
Europa-Parlamentet og Den Europæiske Centralbank, i stand til at vurdere, i hvilket
omfang euroen beskyttes af strafferetten på grundlag af de foranstaltninger, som
medlemsstaterne har truffet.
25
26
27
28
29
Se artikel 7, stk. 3.
Artikel 36, stk. 2, i EU-traktaten.
Artikel 3, stk. 2.
Artikel 8.
Se f.eks.: "The implementation of the Corpus Iuris in the Member States, Penal provisions for the
protection of European Finances", Vol. I , Prof. M. Delmas-Marty og Prof. J.A.E. Vervaele, Intersentia
Antwerpen.
6
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443054_0007.png
Med henvisning til ovennævnte indledende bemærkninger skal rapporten finde frem
til kendsgerningerne, idet den koncentrerer sig om rammeafgørelsens
hovedbestemmelser, og indeholde oplysninger, så fremskridtene på det pågældende
tidspunkt kan vurderes. Skønt Kommissionen ikke kan gå til Domstolen for at få en
rammeafgørelse gennemført i national ret, kan medlemsstaterne for Domstolen
indklage en anden medlemsstats påståede ukorrekte fortolkning eller anvendelse
(også transformering) af rammeafgørelsen
30
. Udøvelsen af denne mulighed for at
indbringe sagen for Domstolen kræver solide kendsgerninger, som det er hensigten,
at denne rapport skal give.
2.
2.1.
N
ATIONALE FORANSTALTNINGER FOR AT EFTERKOMME RAMMEAFGØRELSEN
Rammeafgørelsens virkninger
Rammeafgørelsens formål er, at medlemsstaterne i overensstemmelse med
rammeafgørelsens bestemmelser
31
skal supplere bestemmelserne i og lette
anvendelsen af den internationale konvention af 20. april 1929 om bekæmpelse af
falskmøntneri
32
(i det følgende benævnt "1929-konventionen"). Denne konvention
skal betragtes som minimum for den strafferetlige beskyttelse af euroen mod
falskmøntneri. Rammeafgørelsen bør styrke beskyttelsen
33
.
Medlemsstaterne skal på grundlag af rammeafgørelsen indføre seks hovedkategorier
af foranstaltninger, der tager sigte på at styrke den strafferetlige beskyttelse af
euroen.
De to første kategorier vedrører definitionen af falskmøntneri. Punkt 3 vedrører
adfærd, som betragtes som strafbar ud over falskmøntneri. Punkt 4 og 5 omhandler
henholdsvis nødvendigheden af afskrækkende straffe og indbringelse for domstolene
af de pågældende strafbare handlinger, medens punkt 6 vedrører juridiske personers
ansvar.
1.
Artikel 3, stk. 1, 2 og 3 i 1929-konventionen indeholder en beskrivelse af
falskmøntneri i almindelighed, dvs. enhver fremstilling eller forandring af
penge i bedragerisk hensigt. Ud over og ved siden af denne adfærd bør udførsel
og transport af falske penge med henblik på at bringe dem i omløb være
strafbar i alle medlemsstaterne (artikel 3, stk. 1, litra a) - c)).
Medlemsstaterne skal træffe foranstaltninger for (a) ud over og ved siden af
den adfærd, der omhandles i artikel 3, stk. 5, i 1929-konventionen, at sikre, at
besiddelse i bedragerisk hensigt af redskaber, der ifølge deres natur er bestemt
til fremstilling af falske penge, er strafbar; (b) ud over og ved siden af de
2.
30
31
32
33
Artikel 35, stk.7, i EU-traktaten.
Nr. 2623, s. 372. League of Nations Treaty Series 1931.
Artikel 2, stk. 1. I henhold til artikel 2, stk.2, forpligter alle medlemsstater, der endnu ikke har tiltrådt
1929-konventionen, sig til at gøre dette.
I denne rammeafgørelse forstås ved "penge" papirpenge (herunder banksedler) og metalpenge, hvis
omløb er autoriseret ved lov, herunder eurosedler og euromønter, der er sat i omløb med lovhjemmel i
forordning (EF) nr. 974/98 (artikel 1). Dette er i overensstemmelse med princippet i 1929-konventionen
om ens beskyttelse af indenlandske og udenlandske penge.
7
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443054_0008.png
genstande, der omhandles i artikel 3, stk. 5, i 1929-konventionen
34
(redskaber,
der ifølge deres natur er bestemt til fremstilling af falske penge), at sikre, at alle
redskaber omfattes, som er bestemt til fremstilling af falske penge, bl.a. edb-
programmer; (c) at sikre, at begrebet "genstand" som omhandlet i 1929-
konventionens artikel 3, stk. 5, også omfatter elementer i eller på penge (f.eks.
hologrammer), der skal beskytte penge mod forfalskning (artikel 3, stk.1,
litra d)).
3.
(a) Den adfærd og de aktiviteter, der omhandles i punkt 1 og 2, med hensyn til
penge, der fremstilles ved krænkelse af de kompetente myndigheders
rettigheder til at udstede penge, bør være strafbar i alle medlemsstaterne
(artikel 4). (b) Medlemsstaterne bør også træffe foranstaltninger for at sikre, at
den adfærd og de aktiviteter, der omhandles i punkt 1, 2 og 3(a), er strafbare,
hvis de vedrører pengesedler og mønter, der endnu ikke er udstedt, men er
bestemt til at blive sat i omløb, og er en valuta, der er et lovlig betalingsmiddel
(artikel 5, litra b)).
Medlemsstaterne bør for alle strafbare handlinger, der omfattes af artikel 3 til 5
i rammeafgørelsen, indføre strafferetlige sanktioner, der er effektive, står i
rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, herunder
frihedsstraf, der kan medføre udlevering (artikel 6). Medlemsstaterne bør i
hvert fald kunne foretage udlevering i de tilfælde, der omhandles i artikel 3 - 5,
i overensstemmelse med artikel 2 i den europæiske konvention om udlevering
af 1957
35
, og kunne idømme straffe på mindst otte år i forbindelse med den
form for falskmøntneri, der omhandles i artikel 3, stk. 1, litra a).
Medlemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at fastlægge
deres straffemyndighed med hensyn til de i rammeafgørelsen omhandlede
strafbare handlinger. I hvert fald skal de medlemsstater, der har vedtaget
indførelsen af euroen, træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at
falskmøntneri - i det mindste forfalskning af euroen - kan retsforfølges,
uafhængigt af gerningsmandens nationalitet og af gerningsstedet.
Rammeafgørelsen behandler i øvrigt spørgsmålet om retskonflikt (artikel 7).
Medlemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at
juridiske personer kan kendes ansvarlige for de i rammeafgørelsens artikel 3 til
5 nævnte strafbare handlinger, som personer, der har en ledende stilling inden
for den juridiske person, har begået for at skaffe sig vinding, for medvirken til
eller anstiftelse af sådanne strafbare handlinger eller for forsøg på at begå de i
artikel 3, stk. 1, litra a) og b) strafbare handlinger (artikel 8). Medlemsstaterne
skal ligeledes sikre, at den juridiske person, der kendes ansvarlig i medfør af
artikel 8, straffes med sanktioner, der er effektive, står i rimeligt forhold til
overtrædelsen og har afskrækkende (artikel 9).
4.
5.
6.
Rammeafgørelsen behandler ligeledes på grundlag af den minimumsstandard, der
fastsættes i 1929-konventionen
36
, de almindelige kriminalretlige spørgsmål om
individuelt straffeansvar og forsøg på at begå strafbare handlinger. Medlemsstaterne
34
35
36
Artikel 3, stk. 5: Dette stykke vedrører strafbare aktiviteter i forbindelse med redskaber til
falskmøntneri.
Paris, 13.12.1957, ETS nr. 024.
Artikel 3, stk. 4 i 1929-konventionen.
8
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443054_0009.png
skal f.eks. træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at medvirken til,
anstiftelse af og forsøg på ulovlig fremstilling eller forandring af penge, er strafbar
(artikel 3, stk. 2).
Kommissionen har fremhævet, at det er vigtigt, at alle systemer til beskyttelse af
euroen, herunder styrkelsen af strafferetlig beskyttelse, indføres senest den 1. januar
2001
37
. Rådet har ligeledes understreget, at det er vigtigt, at euroen beskyttes ved
effektive strafferetlige bestemmelser før den 1. januar 2002. Rammeafgørelsen
forpligter derfor medlemsstaterne til indføre strafferetlig beskyttelse, endog før den
fælles valuta bliver sat i omløb den 1. januar 2002. Denne beskyttelse skulle omfatte
de strafbare handlinger, der er nævnt i det foregående under punkt 1, 2 og 3(a)
(artikel 5, litra a)).
2.2.
Rammeafgørelsens vigtigste bestemmelser
Kommissionen har tidligere fremhævet, at det er vigtigt, at der opstilles almindeligt
accepterede definitioner, der gør det lettere at behandle oplysninger, etablere et
retssamarbejde og idømme straffe
38
og derved indføre ens beskyttelse af euroen i
hele Unionen. Generelt set er en rammeafgørelse det mest velegnede instrument til at
bringe definitionerne af bestemte former for falskmøntneri mere i overensstemmelse
med hinanden, fordi dens formål er indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes
love
39
.
For de medlemsstater, der har ratificeret 1929-konventionen, må det formodes, at der
allerede er en vis grad af ensartethed i lovgivningerne
40
. Det viser sig imidlertid, at
ikke alle medlemsstater har fuldført ratifikationen af konventionen, se tabel 2. For at
beskytte euroen bedre end det vil ske i medfør af 1929-konventionen, skal
medlemsstaterne sikre, at visse handlinger er strafbare, f.eks. transport af falske
penge eller besiddelse af pc-programmer bestemt til forfalskning af penge i
bedragerisk hensigt.
Både Rådet og Kommissionen mener, at en yderligere prioritet er, at der ved hjælp af
sanktioner sikres et ensartet afskrækningsniveau. Fra et praktisk synspunkt bør der
også lægges særlig vægt på, at der i hvert fald i de medlemsstaterne, hvor indførelsen
af euroen er blevet vedtaget, indføres en lovgivning, der sikrer, at forfalskning af
euroen kan retsforfølges, uanset gerningsmandens nationalitet eller gerningsstedet.
Der lægges derfor i rapporten særlig vægt på beskrivelsen og vurderingen af den
måde, hvorpå medlemsstaterne efterkommer artikel 3, 6 og 7.
37
38
39
40
Se bl.a. Kommissionens meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet og Den Europæiske Centralbank af
23. juli 1998 om beskyttelse af euroen mod falskmøntneri (KOM(98) 474 endelig).
Se Kommissionens meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet og Den Europæiske Centralbank af
23. juli 1998 om beskyttelse af euroen mod falskmøntneri (KOM(98) 474 endelig).
EU-traktatens artikel 34, stk. 2, litra b.
Ifølge artikel 23 i 1929-konventionen forudsætter en stats ratificering af konventionen, at dens retslige
og administrative organisation opfylder konventionens bestemmelser.
9
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443054_0010.png
2.2.1.
Status over gennemførelsen af rammeafgørelsen og ratificeringen af 1929-
konventionen - Tabel 1 og 2
Tabel 1
Fjorten medlemsstater
41
har meddelt Kommissionen teksten til de retsforskrifter, som
de har udstedt for at gennemføre de forpligtelser, der følger af denne
rammeafgørelse. Kommissionen har modtaget meddelelser fra medlemsstaterne, der
afveg betydeligt, især med hensyn til deres fuldstændighed. Rapporten er imidlertid
baseret på de oplysninger, som Kommissionen har modtaget og som den har
suppleret, hvor det har været nødvendigt og muligt.
Kommissionen har især ikke modtaget relevante oplysninger om gennemførelsen af
artikel 8 med hensyn til juridiske personers medvirken til eller anstiftelse af de
strafbare handlinger, der omhandles i artikel 3 til 5, med hensyn til forsøg på at få de
strafbare handlinger begået, der omhandles i artikel 3, stk. 1, litra a) og b), og de
dertil svarende sanktioner, jf. artikel 9. Desuden har ikke alle medlemsstaterne sendt
Kommissionen alle relevante tekster til de bestemmelser, der gennemfører artikel 3,
stk. 2, og artikel 6, stk. 1.
De fleste medlemsstater (Østrig, Belgien, Danmark, Tyskland Frankrig, Finland,
Grækenland, Irland, Italien, Luxembourg, Nederlandene, Portugal og Sverige) har
taget skridt til at vedtage ny lovgivning, der supplerer eller ændrer gældende
strafferet, og som er specielt udarbejdet til at efterkomme rammeafgørelsen. For
Irlands og Luxembourgs
42
vedkommende vedrører disse skridt næsten alle
rammeafgørelsens bestemmelser, men de er endnu ikke trådt i kraft. Frankrig
43
har
forberedt lovgivning om gennemførelse af rammeafgørelsens artikel 3, stk. 1, litra a)
og d), artikel 5, litra b), og artikel 7, der endnu ikke er trådt i kraft. Tyskland har
forberedt lovgivning om gennemførelse af artikel 3, stk. 1, litra d), og artikel 8, stk.
1, tredje led, der endnu ikke er trådt i kraft. Disse lovforslag er imidlertid i videst
muligt omfang taget i betragtning i afsnit 2.2.2. – 2.2.6. Spanien og Det Forenede
Kongerige har ikke taget skridt til ny lovgivning specielt til gennemførelse af
rammeafgørelsen.
Tabel 2
Det kan med hensyn til den forpligtelse, som de medlemsstater - der endnu ikke har
gjort det - har til at tiltræde 1929-konventionen, bemærkes, at Sverige tiltrådte den
1. april. Luxembourg har forberedt et lovudkast med henblik derpå, der forventes at
træde i kraft inden udgangen af 2001. Alle medlemsstaterne har nu eller vil meget
snart have tiltrådt 1929-konventionen i overensstemmelse med rammeafgørelsens
artikel 2, stk. 2, jf. tabel 2.
41
42
43
Se Tabel 1.
Luxembourg er ved at forberede en lovgivning om juridiske personers ansvar.
Frankrig er ved at forberede en lovgivning om artikel 4.
10
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443054_0011.png
2.2.2.
Generelle strafbare handlinger (artikel 3): Tabel 3
44
Det almindelige begreb, falskmøntneri, som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 3,
stk. 1, litra a) og b), er allerede eller vil meget snart blive overført til alle
medlemsstaternes straffelov, jf. tabel 3. Medlemsstaterne anvender brede begreber
eller definitioner, f.eks. falskmøntneri, forfalskning, forandring til højere værdi,
bedrageri eller plagiering til dækning af den fremstilling eller forandring af penge
45
i
bedragerisk hensigt, der omhandles i artikel 3, stk. 1, litra a). Belgien (kun for
mønter), Grækenland , Irland, Italien, Luxembourg og Portugal
46
sondrer i deres
lovgivninger udtrykkeligt mellem falskmøntneri og forandring af penge. Den
spanske straffelov indeholder ingen bestemmelser om straf for forandring af penge i
bedragerisk hensigt. Medlemsstaterne har også, for nogle i en bredere forstand end
beskrevet i artikel 3, stk. 1, litra b), gjort det strafbart at udgive falske penge. Finland
synes at have en straffelovgivning med en mere begrænset definition af udgivelse af
falske penge
47
.
Seks medlemsstater (Østrig, Finland, Grækenland, Nederlandene og Portugal
samt (efter at lovgivningen træder i kraft) Luxembourg) straffer udtrykkeligt
import, eksport og transport som defineret i rammeafgørelsens artikel 3, stk. 1,
litra c). Irland straffer udtrykkeligt levering, import til og eksport fra en anden
medlemsstat. Andre medlemsstater gennemfører denne artikel i
rammeafgørelsen mere generelt eller har allerede gældende straffelovgivning,
der definerer den relevante strafbare adfærd i mere generelle vendinger (f.eks.:
Belgien, Frankrig, Italien, Tyskland, Spanien, Sverige og Det Forenede
Kongerige
48
). Østrig og Tyskland har betegnet transport som
medvirken
til den
adfærd, der anføres i rammeafgørelsens artikel 3, stk. 1, litra c), og som har
følger for strafudmålingen.
Østrig, Finland, Grækenland, Tyskland, Italien, Luxembourg, Nederlandene,
Portugal, Spanien og Sverige har udtrykkeligt defineret besiddelse i
bedragerisk hensigt af redskaber bestemt til falskmøntneri som strafbar adfærd.
De fleste medlemsstater
49
sondrer udtrykkeligt mellem at fremstille og besidde.
Frankrig, Det Forenede Kongerige og Irland har indført en bred definition, der
dækker både at fremstille og besidde. Belgien har ikke specifikt defineret
"besidde" som strafbar adfærd som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra d).
I dansk strafferet henvises der ikke specielt til den adfærd, der omhandles i
artikel 3, stk. 1, litra c) og d), men disse aktiviteter dækkes ved, at de defineres
som
forsøg på
eller
medvirken til
at forfalske penge eller bringe falske penge i
omløb, der kan få følger for strafudmålingen.
44
45
46
47
48
49
Tabel 3 og 7 kan ses i et særskilt arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene"
Lovgivningen i Danmark, Frankrig, Østrig, Nederlandene, Sverige, Finland og Det Forenede Kongerige
dækker "forandring" med terminologi som forfalskning og falskmøntneri. Tysk straffelov dækker
forandring ('verfälscht'), hvis den medfører højere værdi (artikel 146 (1) nr. 1 i den tyske straffelov.
Ifølge portugisisk straffelov dækkes forandring kun, hvis den medfører højere (nominel) værdi (artikel
262 (2)). Desuden straffer portugisisk lov "forringelse" af mønter (artikel 263).
Ifølge finsk strafferet straffes (kun) overgivelse af falske penge til en anden (kapitel 37, afsnit 1 (1))
Lovgivningen i Det Forenede Kongerige fastsætter særlige bestemmelser for import, udskibning og
losning samt eksport af falske penge.
Spansk straffelov dækker (artikel 400) "fremstilling" og "besiddelse" af disse redskaber.
11
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443054_0012.png
Nogle medlemsstater (Frankrig, Tyskland og Luxembourg) har for at
efterkomme artikel 3, stk. 1, litra d), under nationale lovgivningsprocedurer
foreslået specifikke referencer i deres straffelov til pc-programmer, der er
bestemt til falskmøntneri eller til at forfalske elementer i penge (f.eks.
hologrammer), der tjener til at beskytte mod forfalskning. Østrig
50
, Italien
51
,
Nederlandene
52
og Spanien
53
har lovgivninger, der specielt dækker disse
overtrædelser. Græsk strafferet dækker de overtrædelser, der omhandles i
artikel 3, stk.1, litra d). Andre medlemsstater som Belgien har for at
efterkomme denne artikel indført mere generelle definitioner eller anvender
meget brede og generelle formuleringer i deres lovgivninger. Det gælder også
Det Forenede Kongerige og Irland. Portugal, Finland og Sverige straffer den
adfærd, der omhandles i artikel 3, stk. 1, litra d) som
forberedelse
til (den
ulovlige adfærd) falskmøntneri, der har følger for den straf, der kan idømmes.
Alle medlemsstater har - i det omfang de har gjort den adfærd, der omhandles i
artikel 3, stk. 1, strafbar - i deres strafferet eller anden ret generelle bestemmelser om
medvirken, anstiftelse og forsøg, jf. artikel 3, stk. 2. Mange medlemsstater har i
(forslag til) straffelovsbestemmelser om falskmøntneri henvisninger til generelle
bestemmelser om medvirken, anstiftelse og forsøg i deres strafferet. Nogle
medlemsstater har generelle bestemmelser, der (automatisk) anvendes på
falskmøntneri (det gælder f.eks. for Spanien eller Irland, der har et system baseret på
"common law").
Det gentages, at rammeafgørelsens formål er indbyrdes tilnærmelse af
medlemsstaternes lovgivning. Virkningerne af rammeafgørelsen bør være at gå
videre end 1929-konventionen (se afsnit 2, nr. 2.1. ovenfor). Artikel 3, stk. 1
beskriver i præcist og klart sprog, hvilke handlinger der bør gøres strafbare efter
national ret.
Nogle medlemsstater mener, at deres lovgivning er i overensstemmelse med
rammeafgørelsen, hvis de anvender generelt formulerede bestemmelser eller bruger
generelle definitioner, vendinger og begreber i deres ret. Ifølge et af de ovennævnte
evalueringskriterier kan en generel kontekst (f.eks. relevante gældende
foranstaltninger) være tilstrækkelig, hvis direktivets gennemføres fuldt ud på en
tilstrækkelig præcis og klar måde. De medlemsstater, der udtrykkeligt har indsat de
handlinger i deres strafferet, som skal gøres strafbare i overensstemmelse med artikel
3, stk. 1, litra c) og d), har utvivlsomt efterkommet rammeafgørelsen med hensyn til
klarhed og præcision. Disse medlemsstater vil også bedre kunne efterkomme kravet
om retssikkerhed (afsnit 1, nr.1.2.2, 2. kriterium).
50
51
52
53
Østrig har tilpasset sin straffelov, så den dækker elementer som hologrammer, med henblik på
beskyttelsen mod falskmøntneri. Computerprogrammer burde være dækket af “Mittel” eller
“Werkzeug”.
Italiens lovgivning dækker computerprogrammer i brede vendinger, og Italien har ændret sin
lovgivning, så den dækker elementer som hologrammer til beskyttelse mod falskmøntneri.
Nederlandene har tilpasset sin straffelov, så den dækker computerprogrammer. Hologrammer blev anset
for dækket af allerede gældende straffelov (artikel 214).
Spansk lovgivning nævner udtrykkeligt computerprogrammer og dækker kun implicit redskaber.
12
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443054_0013.png
2.2.3.
Andre strafbare handlinger (artikel 4) og penge, der ikke er udstedt, men er bestemt
til at sættes i omløb (artikel 5): Tabel 4
Tolv medlemsstater har meddelt, at deres strafferet sikrer, at ulovlig fremstilling af
penge under anvendelse af lovlige faciliteter eller materialer, jf. artikel 4, kan være
strafbar. Medlemsstaterne efterkommer denne artikel enten ved at ændre deres
strafferet med henblik derpå (Østrig og Irland) eller ved at definere falskmøntneri
bredt, så definitionen omfatter brug af lovlige faciliteter eller materialer. Den
franske
54
, italienske, portugisiske og spanske strafferet indeholder ikke særlige
bestemmelser, der gør den adfærd, der omhandles i artikel 4, strafbar.
Kun få medlemsstater (Danmark, Tyskland, Nederlandene, Spanien
55
, Finland og i et
vist omfang Det Forenede Kongerige
56
) har kunnet overholde den frist, der
omhandles i artikel 11, stk. 1 og har truffet foranstaltninger til at efterkomme artikel
5, litra a), pr. 31. december 2000. De fleste medlemsstater har dog endog før euroen
bliver sat i omløb forberedt eller truffet foranstaltninger, der vil sætte dem i stand til
sikre strafferetlig beskyttelse, og som dækker de strafbare handlinger, der omhandles
i artikel 3 og 4.
Syv medlemsstater (Belgien, Finland, Frankrig, Grækenland, Nederlandene, Portugal
and Sverige) har ændret deres strafferet for at efterkomme artikel 5, litra b).
Danmark, Tyskland, Spanien, Østrig og Det Forenede Kongerige synes at have
gældende lovgivning, der efterkommer artikel 5, litra b). Irland og Luxembourg vil
efterkomme denne bestemmelse, efter at deres lovgivning er trådt i kraft. Der findes
ikke særlige bestemmelser til at efterkomme artikel 5, litra b), i den italienske
lovgivning.
2.2.4.
Sanktioner (artikel 6): Tabel 5
Næsten alle medlemsstater
57
har efterkommet forpligtelserne i artikel 6, stk. 2,
gående ud på, at fremstilling eller forandring af penge i bedragerisk hensigt, jf.
artikel 3, stk. 1, litra a), straffes med fængsel med en strafferamme på mindst otte år.
Da spansk ret ikke indeholder bestemmelser om straf for af forandre penge, kan der
ikke idømmes straf for dette. Sverige har kun fastsat strafferammen til otte år, hvis
der er tale om en
alvorlig ("gross")
forbrydelse. I Finland idømmes der kun
maksimumstraf på mindst otte år (i virkeligheden ti år) under
skærpende
omstændigheder.
Artikel 6 giver medlemsstaterne en vis handlemargin. Indbyrdes tilnærmelse af
straffe er et vanskeligt emne, som det ses af Kommissionens meddelelse om
fremskridt hen imod oprettelsen af et område med "frihed, sikkerhed og
retfærdighed" i EU
58
. I denne meddelelse påpeger Kommissionen, at de største
54
55
56
57
58
Frankrig er ved at forberede en ny lovgivning for at efterkomme artikel 4.
Spansk lovgivning var allerede i kraft før rammeafgørelsens vedtagelse.
Der sondres i britisk lovgivning mellem sedler og mønter. Sedler blev dækket - før 1.1.2002- af
bestemmelser om forfalskning og mønter af bestemmelser om falskmøntneri.
NB. Nogle medlemsstaters lovgivning er ved at blive vedtaget. Det gælder Luxembourg og Irland.
Ifølge portugisisk lovgivning kan der (kun) ifølge artikel 263 i straffeloven gives en lavere sanktion
(ændring af en mønts pålydende værdi).
Halvårlig ajourføring af resultattavlen vedrørende fremskridt hen imod oprettelsen af et område med
"frihed, sikkerhed og retfærdighed" i EU (anden halvdel af 2001) KOM(2001) 628 endelig.
13
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443054_0014.png
vanskeligheder i forbindelse med den indbyrdes tilnærmelse af strafferetten på
grundlag af Tammerfors-anmodningerne drejer sig om sanktionernes niveau
59
.
Som vist i tabel 5 er gennemførelsen af artikel 6 om sanktioner ret uensartet.
De fleste medlemsstater fastsætter maksimumsfængsling (for falskmøntneri
generelt, jf. artikel 3, stk. 1, litra a): Sverige har maksimalt 8 års fængsel for
falskmøntneri under skærpende omstændigheder; Nederlandene, 9 år; Østrig,
Finland (for falskmøntneri under skærpende omstændigheder) Det Forenede
Kongerige og Irland har en maksimumstraf på 10 år; Danmark, Italien og
Portugal: 12 år; Tyskland og Luxembourg (pengesedler): 15 år; Belgien
(pengesedler): 20 år; Frankrig 30 år; Grækenland har et system med en
minimumsfængsling i 10 år; Spanien har fængsel på mellem 8 (minimum) og
12 år (maksimum).
Seks medlemsstater har fængselsdomme. De øvrige ni medlemsstater har også
mulighed for at idømme bøder.
Frankrig, Italien, Luxembourg og Spanien har et system med fængsel
kombineret med bøde; Belgien har et system med fængsling, men der er også
mulighed for fratagelse af civile rettigheder og en kombination af bøde og/eller
fængsling for småforseelser; Det Forenede Kongerige og Irland giver mulighed
for valg mellem fængsel eller bøde eller en kombination deraf; den
portugisiske lovgivning straffer visse former for adfærd udelukkende med
fængsel, andre med fængsel eller bøde og atter andre kun med bøde.
Nederlandene har et system med mulighed for valg mellem fængsling eller
bøde eller en kombination deraf. Bøderne varierer fra f.eks. en ubegrænset
bøde (Irland) til 30.000,-- EUR (Frankrig) i tilfælde som omhandlet i artikel 3,
stk. 1, litra d). Bøderne kan også være proportionale med det forfalskede beløb
(f.eks. i Spanien
60
).
Generelt sondrer medlemsstaterne mellem alvorlige forbrydelser og småovertræ-
delser i forbindelse med falskmøntneri. Grækenland og Finland har f.eks. mulighed
for mindre straffe i forbindelse med falskmøntneri af ubetydeligt omfang. Belgien,
Spanien og Portugal har indført, at der er tale om en mindre overtrædelse, når
gerningsmanden har modtaget falske penge i god tro. De fleste medlemsstaterne
betragter også den adfærd, der beskrives i artikel 3, stk. 1, litra d), som strafbar med
mildere straffe end den, der omhandles i artikel 3, stk. 1, litra a) og b). Desuden er
sanktionerne for den adfærd, der omhandles i artikel 3, stk. 2, lavere end dem, der
idømmes for overtrædelser som omhandlet i artikel 3, stk.1.
59
60
Idem s. 5.
Bødens størrelse kan afhænge af falskmøntneriets omfang. (Minimum) indtil ti gange det forfalskede
beløb (maksimum).
14
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443054_0015.png
På grundlag af artikel 6, stk. 1, og under hensyn til, at sanktioner i det mindste skal
stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen, bør medlemsstaterne yderligere fastsætte
sanktioner, herunder frihedsstraffe, der kan medføre udlevering. I overensstemmelse
med den europæiske konvention om udlevering af lovovertrædere af 1957 bør de i
det mindste fastsætte en maksimal fængselsstraf på mindst et år
61
.
Næsten alle medlemsstater (undtagen Irland og Luxembourg, hvis lovgivning endnu
ikke er trådt i kraft, og Spanien, der endnu ikke har gjort det strafbart at forandre
penge) har for de tilfælde, der er nævnt i artikel 3, stk. 1, litra a), indført en maksimal
strafferamme på fængsel i ikke under otte år, der derfor kan medføre udlevering (se
Tabel 5). Østrig, Danmark, Finland, Nederlandene, Luxembourg
62
, Spanien og Det
Forenede Kongerige har en lovgivning, der muliggør udlevering i forbindelse med de
overtrædelser, der omhandles i artikel 3, stk. 1, litra b), c) og d), artikel 3, stk. 2, samt
artikel 4 og 5. Frankrig og Tyskland har for artikel 3, stk. 1, litra d), og Irland har for
artikel 3 og 5 lovgivninger, der endnu ikke er trådt i kraft. Italien dækkede ikke
artikel 4 i sin lovgivning og har derfor ikke fastsat sanktioner. Udlevering er ifølge
italiensk ret ikke mulig - dog kun for så vidt angår dette punkt. Ifølge portugisisk ret
kan der ikke finde udlevering sted i forbindelse med de overtrædelser, der omhandles
i artikel 3, stk. 1, litra d). Belgisk, spansk, græsk og portugisisk strafferet har for
visse mindre overtrædelser ligeledes straffe, der ikke fører til udlevering.
Vurderingen af om de strafferetlige sanktioner, som kan anvendes i medlemsstaterne,
er tilstrækkeligt afskrækkende, kan foreløbigt besvares bekræftende, da næsten alle
medlemsstater for falskmøntneri generelt, jf. artikel 3, stk. 1, litra a), har fastsat en
(maksimal) strafferamme i form af fængsel på mindst 8 år - og i nogle tilfælde
længere. Sandsynligheden for afsløring, arten af forfølgning (obligatorisk eller
fakultativ) og det forhold at det er domstolene i de enkelte medlemsstater der
dømmer, har utvivlsomt en virkning på, hvorledes sanktionerne opfattes, og især om
de betragtes som afskrækkende og effektive.
Rådet forventes endnu i år at vedtage et forslag til rammeafgørelse om den
europæiske arrestordre, der forventes at skulle erstatte udleveringsprocedurerne
mellem medlemsstaterne.
2.2.5.
Straffemyndighed (artikel 7): Tabel 6
Alle medlemsstater synes at efterkomme forpligtelserne ifølge artikel 7, stk.1. Mindst
ni medlemsstater, hvor indførelsen af euroen er blevet vedtaget, har gældende
retsregler, der efterkommer artikel 7, stk. 2, og tre medlemsstater (Irland, Frankrig og
Luxembourg), hvor indførelsen af euroen er vedtaget, har forberedt lovgivning, der
endnu ikke er trådt i kraft, så de kan efterkomme artikel 7, stk. 2, fuldstændig.
61
62
Udlevering skal tillades i forbindelse med handlinger, der ifølge den anmodende og anmodede parts lov
straffes med fængsel, frihedsberøvelse i mindst et år eller en strengere straf. Hvis der er idømt
fængselsstraf eller anden frihedsberøvelse på den anmodende parts område, skal der være tale om en
periode på mindst fire måneder. (artikel 2, stk. 1) Den europæiske udleveringskonvention).
Nogle medlemsstater (Danmark, Finland, Sverige og Portugal) har forbehold over for konventionen,
hvorefter udlevering kun bør tillades, når straffen er over et års fængsling (Frankrig: 2 år). Der kan - i
næsten ingen tilfælde - tages hensyn til national ret om udlevering, undtagen for så vidt angår de (meget
få) medlemsstater, der har give Kommissionen meddelelse om de revante bestemmelser i
overensstemmelse med artikel 11 i rammeafgørelsen.
Idem.
15
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443054_0016.png
2.2.6.
Juridiske personers ansvar og sanktioner over for juridiske personer (artikel 8 og 9):
Tabel 7
Artikel 8 og 9 er - for de overtrædelse, de dækker - formuleret som artikel 3 og 4 i
anden protokol af 19. juni 1997 til konventionen om beskyttelse af De Europæiske
Fællesskabers finansielle interesser
63
. Under henvisning til den mulighed der åbnes i
artikel 18, stk. 2, i anden protokol for ikke at være bundet af artikel 3 og 4 i samme
protokol i fem år, har Østrig bekræftet sin erklæring
64
om, at landet vil opfylde sine
forpligtelser i henhold til artikel 8 og 9 i rammeafgørelsen inden for samme periode.
Østrig har derfor endnu ikke transformeret disse artikler til national ret. Luxembourg
er stadig ved at forberede et lovudkast med henblik på at indføre ansvar for juridiske
personer. Irland har allerede lovgivning, der specielt efterkommer artikel 8 og 9, men
som endnu ikke er trådt i kraft. Tyskland forbereder i øjeblikket lovgivning, så landet
kan efterkomme artikel 8, stk. 1, fuldt ud. Det Forenede Kongerige synes ikke at
have regler om ansvar og sanktioner for juridiske personer, jf. artikel 8, stk. 2, og
artikel 9. Portugal og Spanien har endnu ikke gennemført artikel 8 og 9.
Ni medlemsstater (Belgien, Danmark, Tyskland
65
, Grækenland, Frankrig, Italien,
Nederlandene, Sverige og Finland) har lovgivning, der sikrer, at juridiske personer
kan gøres ansvarlige for de overtrædelser, der omhandles i artikel 3 til 5 og som for
at skaffe dem vinding begås af personer, som har en ledende stilling inden for den
juridiske person. Disse medlemsstater har også indført bestemmelser, hvorefter en
juridisk person kan gøres ansvarlig, hvis utilstrækkeligt tilsyn eller utilstrækkelig
kontrol fra den juridiske persons ledelse har gjort det muligt for en person, der er
underlagt den juridiske persons myndighed, at begå en strafbar handling som
omhandlet i artikel 3 til 5.
De otte medlemsstater, hvis lovgivning er i kraft, har åbnet lovgivningsmæssig
mulighed for at idømme administrative og strafferetlige bøder og (sommetider) andre
foranstaltninger lige fra likvidation efter retskendelse af den juridiske person til
administrative og kommercielle sanktioner. I tabel 7 ses dette store udvalg af
administrative samt civil- og strafferetlig sanktioner og foranstaltninger.
Belgisk strafferet har et system med bøder og konfiskering, herunder opløsning
af juridiske personer ifølge dom. Dansk straffelov synes kun at have bøder.
Fransk strafferet har ligeledes bøder og forskellige (strafferets)foranstaltninger,
som retstilsyn i mindst 5 år og særlig strafferetlig konfiskering. Tyskland
anvender et system med administrative sanktioner, der f.eks. kan kombineres
med erhvervsretlige sanktioner, som f.eks. - i alvorlige tilfælde - likvidering af
en virksomhed. Italiens strafferet har bøder og særforanstaltninger, som
fratagelse af retten til offentlige ydelser. I Nederlandene kan der pålægges
sanktioner fra strafferetlige bøder på indtil 1 mio. NLG ( 454 545,45) til
særforanstaltninger, herunder fradømmelse af ulovligt opnåede fortjenester.
Sverige har mulighed for at idømme bøder på indtil 3 mio. svenske kroner
( 319 829,42). Finland har bøder og forskellige administrative foranstaltninger.
63
64
65
EFT C 221 af 19.7.1997, s. 11.
EFT L 140 af 14.6.2000, s. 3.
Tyskland forbereder en ændring, som ved et tillæg til artikel 30 i "Gesetz über Ordnungswidrigkeiten",
der omhandler juridiske personers ansvar, skulle transformere artikel 8, stk. 1 til national ret.
16
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Ovennævnte medlemsstater synes at efterkomme artikel 9, stk. 1, der overlader det til
medlemsstaterne at beslutte at pålægge særforanstaltninger, bortset fra bøder. Tabel 7
viser også med hensyn hertil, at disse medlemsstater har truffet de nødvendige
foranstaltninger for at sikre, at en juridisk person, der gøres ansvarlig ifølge artikel 8,
stk. 2, kan straffes med sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til
overtrædelsen og har afskrækkende virkning.
3.
3.1.
K
ONKLUSIONER
Generelt
Medlemsstaterne har ikke i tide givet Kommissionen meddelelse om alle relevante
tekster, hvorved de forpligtelser, de pålægges ifølge denne rammeafgørelse,
transformeres til national ret. Vurderingen af realiteterne og de påfølgende
konklusioner kan derfor være baseret på ufuldstændige oplysninger.
Det er med henblik på den strafferetlige beskyttelse af euroen, når den bringes i
omløb pr, 1. januar 2000, særlig vigtigt, at medlemsstaterne i tide har truffet de
nødvendige foranstaltninger til at efterkomme denne rammeafgørelse.
Som direktiver skal rammeafgørelser gennemføres inden for det tidsrum, der er
fastsat deri. Den nødvendige nationale ret burde derfor have været vedtaget og trådt i
kraft.
Fem medlemsstater (Østrig, Danmark, Nederlandene, Finland og Sverige) har kunnet
overholde fristen i artikel 11, stk. 1 og truffet alle foranstaltninger til fuldt ud at
efterkomme rammeafgørelsen (undtagen artikel 5, litra a), der skulle efterkommes
før 31.12.2000) senest den 29. maj 2001. Fire medlemsstater (Belgien, Grækenland,
Italien og Portugal) har vedtaget foranstaltninger til gennemførelse af
rammeafgørelsen efter denne frist.
Fire medlemsstater (Tyskland, Frankrig, Irland og Luxembourg) har truffet
foranstaltninger, der endnu ikke er trådt i kraft. For Tyskland og Frankrig vedrører
disse foranstaltninger nogle få bestemmelser i rammeafgørelsen. To medlemsstater
(Spanien og Det Forenede Kongerige) synes endnu ikke at have truffet alle
foranstaltninger for at efterkomme rammeafgørelsen fuldt ud.
For at gennemføre artikel 3 - 7 i rammeafgørelsen tilpasser medlemsstaterne deres
nationale strafferet, der har bindende virkning. Irland og Det Forenede Kongerige
har ligeledes indført beskyttelse ved hjælp af deres "common law".
Gennemførelsen af artikel 11, stk. 2, bør forbedres i første række ved at på et
ensartet grundlag og rettidigt at tilsende institutionerne de tekster, der
gennemfører forpligtelserne ifølge rammeafgørelsen.
3.2
Specifikt
Artikel 2
Alle medlemsstater har nu (Sverige) eller vil snart have (Luxembourg) tiltrådt 1929-
konventionen i overensstemmelse med rammeafgørelsens artikel 2, stk. 2.
17
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Artikel 3
De fleste medlemsstater har lovgivning, der efterkommer artikel 3, stk. 1, litra a) og b). Den
spanske strafferet indeholder ikke bestemmelser om sanktioner for forandring af penge i
bedragerisk øjemed. Finland synes at have en straffelovgivning med en mere begrænset
definition af udgivelse af falske penge. Irland og Luxembourg har forberedt en særlig
lovgivning for at efterkomme disse bestemmelser.
De medlemsstater, der i deres strafferet udtrykkeligt har indsat den adfærd, som skal gøres
strafbar, især i henhold til artikel 3, stk. 1, litra c) og d), har med hensyn til klarhed og
præcision utvivlsomt efterkomme rammeafgørelsen.
Luxembourg har forberedt lovgivning med henblik herpå. Frankrig, Tyskland og Luxembourg
er for at efterkomme artikel 3, stk. 1, litra d) ved at forberede særlige henvisninger i deres
strafferet til computerprogrammer, der er bestemt til falskmøntneri, og til elementer på sedler
og mønter (f.eks. hologrammer), hvis formål er at forhindre falskmøntneri.
Østrig og Tyskland har betragter transport som
medvirken
til de handlinger, der er anført i
rammeafgørelsens artikel 3, stk. 1, litra c). Danmark har gjort den adfærd, der omhandles i
artikel 3, stk. 1, litra c) og d), strafbar, ved at bestemme, at den er
forsøg på
eller
medvirken til
falskmøntneri eller at bringe falske penge i omløb. Portugal, Finland og Sverige har gjort den
adfærd, der omhandles i artikel 3, stk. 1, litra d), strafbar som
forberedelse
af falskmøntneri.
Strafbargørelsen på dette niveau kan have følger for strafudmålingen.
Artikel 4
Flertallet af medlemsstater efterkommer artikel 4 enten eksplicit eller - i de fleste tilfælde -
implicit. Italien, Portugal and Spanien synes ikke at have transformeret forpligtelserne i
artikel 4. Frankrig forbereder særlige foranstaltninger for at efterkomme denne artikel.
Artikel 5
Kun seks medlemsstater (Danmark, Tyskland, Nederlandene, Spanien, Finland og, i et vist
omfang, Det Forenede Kongerige) kunne overholde den frist, der er fastsat i artikel 11, stk. 1,
og har truffet foranstaltninger til at efterkomme artikel 5, litra a), senest den 31. december
2000.
De fleste medlemsstaterne synes at have lovgivning, der efterkommer artikel 5, litra b). Irland
og Luxembourg har forberedt lovgivning med henblik derpå. Italiensk ret har ingen særlige
bestemmelser til at efterkomme artikel 5, litra b).
Artikel 6
Gennemførelsen af artikel 6 om sanktioner er ret uensartet.
Næsten alle medlemsstater har eller vil, når deres lovgivning herom træder i kraft, have
efterkommet forpligtelserne i henhold til artikel 6, stk. 2. om, at fremstilling eller forandring
af penge i bedragerisk hensigt som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra a) straffes med fængsel,
og strafferammen skal være mindst otte år. Da spansk ret ikke indeholder bestemmelser om
straf for forandring af penge, kan der ikke idømmes straf derfor og udlevering derfor heller
18
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
ikke finde sted. Sverige og Finland har kun for alvorlige overtrædelser fastsat en strafferamme
på henholdsvis otte og ti år.
Vurderingen af, om de sanktioner, som medlemsstaterne kan idømme, er tilstrækkeligt
afskrækkende, kan - umiddelbart - besvares bekræftende, fordi alle medlemsstater for
falskmøntneri generelt, jf. artikel 3, stk. 1, litra a), fastsætter en (maksimal) frihedsstraf på
mindst 8 år og sommetider meget længere. Sandsynligheden for afsløring, arten af forfølgning
(obligatorisk eller fakultativ) og det forhold at det er domstolene i de enkelte medlemsstater
der dømmer, har utvivlsomt en virkning på, hvorledes sanktionerne opfattes, og især om de
betragtes som afskrækkende og effektive.
Flertallet af medlemsstater har eller vil efter gennemførelsen af deres lovgivningsprocedurer
have en lov, der muliggør udlevering i forbindelse med de overtrædelse, der omhandles i
artikel 3, stk. 1, litra b), c) og d), artikel 3, stk. 2 og artikel 4 og 5.
Når en medlemsstat betragter en bestemt handling som en småforseelse med tilsvarende
mindre sanktioner, er udlevering sommetider ikke mulig. Dette kan imidlertid begrundes med,
at sanktionerne skal stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen.
Artikel 7
Alle medlemsstater synes at efterkomme forpligtelserne i henhold til artikel 7, stk. 1.
Luxembourg forventes at efterkomme denne artikel, efter at landets nye lovgivning er trådt i
kraft. Ni medlemsstater, der har besluttet at indføre euroen, er i overensstemmelse med artikel
7, stk. 2. Frankrig, Irland og Luxembourg har forberedt lovgivning med henblik herpå.
Artikel 8 og 9
Ni medlemsstater har generelt gennemført bestemmelserne om juridiske personers ansvar.
Bortset fra Irland, hvor lovgivningen endnu ikke er trådt i kraft, og Luxembourg, der er ved at
udarbejde sin lovgivning, har Spanien, Portugal og Det Forenede Kongerige ikke truffet de
nødvendige foranstaltninger til at efterkomme rammeafgørelsens artikel 8 og 9. Østrig har
bekræftet sin erklæring om, at landet vil opfylde sine forpligtelser i henhold til
rammeafgørelsens artikel 8 og 9 senest den 19. juni 2002.
Der kan ikke drages konklusioner, fordi de relevante oplysninger vedrørende artikel 8 om
medvirken til eller anstiftelse af de strafbare handlinger, der omhandles i artikel 3 til 5, eller
om forsøg på de strafbare handlinger, der omhandles i artikel 3, stk. 1, litra a) og b), og om de
tilsvarende sanktioner, som omhandlet i artikel 9, ikke er blevet tilsendt Kommissionen.
Artikel 10
Artikel 10 er endnu ikke gennemført (et udkast til bekendtgørelse om gennemførelse af
rammeafgørelsen er på et avanceret forberedelsesstade i Gibraltar).
19
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443054_0020.png
Bilag
Tabel 1: Oversigt over bidrag modtaget fra medlemsstaterne
Østrig
Danmark
Nederlandene
Irland
Luxembourg
Frankrig
Tyskland
Sverige
Grækenland
Belgien
Finland
Spanien
Det Forenede Kongerige
Italien
30.4.2001
3.4.2001 og 25.7.2001
14.6.2001
15.6.2001
4.7.2001
13.7.2001
13.8.2001
14.9.2001
22.8.2001
28.9.2001
1.10.2001
11.10.2001
18.10.2001
23.10.2001
Tabel 2: Status over tiltrædelsen af den internationale konvention af 20. april 1929 om
bekæmpelse af falskmøntneri og protokollen hertil
66
Medlemsstater
Ratifikationsprocedure
afsluttet (uden forbehold)
+
+
+
+
+
+
+
+
Status over forberedelsen
af tiltrædelsen/
andre
bemærkninger
Østrig
Belgien
Danmark
Finland
Frankrig
Tyskland
Grækenland
Irland
66
Nr. 2623, s. 372. League of Nations Treaty Series 1931.
20
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443054_0021.png
Italien
Luxembourg
Nederlandene
Portugal
Spanien
Sverige
+
lovforslag nr. 4785 (under
vedtagelse)
+
+
+
+
Sverige ratificerer konven-
tionen, når lovændringerne
træder i kraft (ændringerne
til den svenske lov trådte i
kraft den 1. april 2001)
tiltrædelsen gælder også
for de fleste oversøiske
territorier,
herunder
Gibraltar (artikel 10 FD)
Det Forenede Kongerige
+
21