PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Europaudvalget 2001-02 (2. samling)
EUU Alm.del Bilag 324
Offentligt

Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Europaudvalget (2. samling)

(Alm. del - bilag 324)

retlige og indre anliggender ministerråd

(Offentligt)

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

Bilag

Journalnummer

400.C.2-0

Kontor

EU-sekr.

11. februar 2002

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Justitsministeriets grundnotat om rammeafgørelse

om bekæmpelse af racisme og fremmedhad.

Materialet er ligeledes sendt til Folketingets Retsudvalg.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Kære<DOCUMENT_START> udenrigsminister.

Med henblik på oversendelse til Folketingets Europaudvalg sendes vedlagt forslag til rammeafgørelse om bekæmpelse af

racisme og fremmedhad tillige med et grundnotat om forslaget.

Det bemærkes, at forslaget og grundnotatet ligeledes vil blive oversendt til Folketingets Retsudvalg.

Med venlig hilsen

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

GRUNDNOTAT

<DOCUMENT_START>

rammeafgørelse om bekæmpelse af racisme og fremmedhad

Baggrund

Som led i en intensiveret indsats på området vedtog Rådet den 15. juli 1996 en fælles aktion om bekæmpelse af racisme og

fremmedhad.

På Det Europæiske Råds møde i Wien i december måned 1998 godkendte stats- og regeringscheferne en handlingsplan for

gennemførelsen af Amsterdam-traktatens bestemmelser om indførelse af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

Det fremgår af pkt. 51 i handlingsplanen, at en række lovovertrædelser, herunder racisme og fremmedhad, bedst bekæmpes

ved fælles EU-tiltag. Tilsvarende lægges der i konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Tampere den 15.- 16 oktober

1999 op til en styrket indsats mod racisme og fremmedhad

På denne baggrund har Kommissionen den 28. november 2001 fremsat et forslag til en rammeafgørelse om bekæmpelse af

racisme og fremmedhad (KOM(2001) 664).

Forslaget til rammeafgørelse tager udgangspunkt i den fælles aktion af 15. juli 1996, men går på en række punkter videre.

Medlemsstaterne forpligtes således efter rammeafgørelsen til at kriminalisere en række handlinger, som ikke er omfattet af

den fælles aktion. Herudover indeholder forslaget til rammeafgørelse visse minimumskrav til medlemsstaternes sanktioner på

området, og endelig indeholder rammeafgørel sen i modsætning til den fælles aktion bestemmelser om medlemsstaternes

straffemyndighed.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

1. Indhold

Retsgrundlaget for forslaget til rammeafgørelse er artikel 29, artikel 31, litra e), og artikel 34, stk. 2, litra b), i Traktaten

om Den Europæiske Union (TEU).

Formålet med rammeafgørelsen er efter artikel 1 at foretage en indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning

og administrative bestemmelser vedrørende racisme og fremmedhad og at sikre et tættere samarbejde mellem de retlige

og andre myndigheder med hensyn til disse lovovertrædelser.

Ifølge artikel 2 finder rammeafgørelsen anvendelse på lovovertrædelser, der involverer racisme og fremmedhad, og

som begås på en medlemsstats område. Herudover finder rammeafgørelsen anvendelse på sådanne lovovertrædelser,

når disse begås af personer, der er statsborgere i en medlemsstat, når handlingen berører enkeltpersoner eller grupper i

den pågældende stat, eller begå ;s til fordel for en juridisk person med hjemsted i en medlemsstat.

I artikel 3 defineres "racisme og fremmedhad" som den overbevisning, at race, hudfarve, afstamning, religion, tro,

national eller etnisk oprindelse, er en faktor, der giver anledning til fjendtlighed over for enkeltpersoner eller grupper.

Endvidere er en "racistisk eller fremmedfjendsk gruppe" i artikel 3 defineret som en struktureret sammenslutning af en

vis varighed, bestående af mere end to personer, som handler i forening med henblik på at beg&ar ing; de

lovovertrædelser, der er opregnet i artikel 4. Endelig indeholder artikel 3 en definition af udtrykket juridisk person.

Medlemsstaterne forpligtes efter artikel 4 til at kriminalisere følgende forsætlige handlinger:

0. offentlig tilskyndelse til vold eller had med racistisk eller fremmedfjendsk sigte eller til enhver anden racistisk eller

fremmedfjendsk handling, der kan volde de berørte enkeltpersoner eller grupper væsentlig skade,

1. offentlige fornærmelser eller trusler af racistisk eller fremmedfjendsk karakter mod enkeltpersoner eller grupper,

2. offentlig billigelse med racistisk eller fremmedfjendsk sigte af folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og

krigsforbrydelser som defineret i artikel 6, 7 og 8 i Statutten for Den Internationale Straffedomstol,

3. offentlig benægtelse eller bagatellisering af de forbrydelser, der er defineret i artikel 6 i chartret for den internationale

militærdomstol, der er knyttet som bilag til London-aftalen af 8. april 1945 ("holocaust denial"), når dette kan forstyrre

den offentlige fred,

4. offentlig udbredelse eller udsendelse af skrifter, billeder eller andet materiale, som indeholder racistiske eller

fremmedfjendske tilkendegivelser, og

5. ledelse af, støtte til eller deltagelse i en racistisk eller fremmedfjendsk gruppes aktiviteter med henblik på at bidrage til

organisationens kriminelle virksomhed.

Efter artikel 5 skal medlemsstaterne sikre, at forsøg på og medvirken til de i artikel 4 opregnede handlinger er strafbart.

Artikel 6 indeholder en forpligtelse for medlemsstaterne til at sikre, at de lovovertrædelser, der er opregnet i artiklerne

4 og 5 straffes med sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til lovovertrædelsen og har afskrækkende

virkning. Herudover forpligtes medlemsstaterne til at sikre, at de i artikel 4, litra b)-e), opregnede handlinger i det

mindste i alvorlige tilfælde straffes med en frihedsstraf, der kan medføre udlevering. Medlemsstaterne forpligtes

endvidere til at sikre, at der for de lovovertrædelser, der er opregnet i artikel 4, litra a) og litra f), som minimum

fastsættes en strafferamme på fængsel indtil 2 år.

Medlemsstaterne forpligtes ligeledes til at sikre, at der for de i artiklerne 4 og 5 opregnede lovovertrædelser, kan

idømmes supplerende eller alternative sanktioner så som samfundstjeneste eller deltagelse i kurser, fratagelse af visse

borgerlige eller politiske rettigheder, offentliggørelse af hele eller en del af en dom, bøde eller betaling til velgørende

formål.

Endelig forpligtes medlemsstaterne efter artikel 6 til at sikre, at der kan ske beslaglæggelse og konfiskation af alle

materialer eller redskaber, som er anvendt til at begå de i artiklerne 4 og 5 opregnede lovovertrædelser.

Efter artikel 7 forpligtes medlemsstaterne til at sikre, at straffen kan skærpes i de tilfælde, hvor de i artiklerne 4 og 5

opregnede lovovertrædelser, udføres under udøvelsen af gerningsmandens erhverv, hvis ofret i øvrigt er afhængig af

den pågældendes udøvelse af dette erhverv.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Det følger af artikel 8 at medlemsstaterne skal sikre, at det kan anses som en skærpende omstændighed ved

strafudmålingen for andre lovovertrædelser end de, der er omfattet af rammeafgørelsen, hvis disse andre

lovovertrædelser er begået med racistisk eller fremmedfjendsk motiv.

Artikel 9 indeholder nærmere regler for juridiske personers strafansvar. Bestemmelsen forpligter medlemsstaterne til at

sikre, at juridiske personer kan gøres ansvarlige med hensyn til de handlinger, der er beskrevet i rammeafgørelsen, i det

omfang handlingerne er begået for at skaffe den juridiske person vinding og er begået af en person, der handler enten

individuelt eller som medlem af et organ under den juridiske person.

Endvidere forpligtes medlemsstaterne til at sikre, at juridiske personer også kan straffes i tilfælde, hvor f.eks.

utilstrækkelig kontrol eller tilsyn fra den juridiske persons side har gjort det muligt for en person, der er underlagt den

juridiske persons myndighed, at begå de nævnte lovovertrædelser.

Ifølge artikel 10 er medlemslandene forpligtede til at sikre, at der overfor juridiske personer kan iværksættes sanktioner,

der er effektive, proportionale og har afskrækkende virkning, herunder bødestraf eller andre sanktioner som f.eks.

udelukkelse fra offentlige ydelser og tilskud og forbud mod at udøve kommerciel virksomhed.

I henhold til artikel 11 skal hver medlemsstat sikre, at efterforskning eller strafforfølgning, i det mindste af de

handlinger, der er opregnet i artikel 4, litra a), e), og f), ikke er betinget af, at den forurettede har indgivet anmeldelse,

når lovovertrædelsen i øvrigt er begået på den pågældende medlemsstats territorium.

Artikel 12 indeholder bestemmelser om straffemyndighed, og forpligter bl.a. den enkelte medlemsstat til at etablere

straffemyndighed, når lovovertrædelsen er begået helt eller delvist på medlemsstatens territorium. Herudover følger det

af artikel 12, at en medlemsstat kan vælge at lade sin straffemyndighed omfatte tilfælde, hvor gerningsmanden er

statsborger i den pågældende medlemsstat, og handlingen berører enkeltpersoner eller grupper i den pågældende stat,

eller hvor lovovertrædelsen er begået til fordel for en juridisk person, der har sit hovedsæde på den pågældende

medlemsstats territorium.

Det fremgår endvidere af artikel 12, at hver medlemsstat skal sikre, at den har straffemyndighed, når lovovertrædelsen

begås via et informationssystem, såvel i tilfælde, hvor gerningsmanden begår lovovertrædelsen, mens han opholder sig

på medlemsstatens territorium, som i tilfælde, hvor lovovertrædelsen vedrører racistisk materiale, der er oplagret i et

informationssystem på medlemsstatens område.

Det følger af artikel 13, at en medlemsstat, som i henhold til national ret ikke udleverer egne statsborgere, skal træffe

de nødvendige foranstaltninger for at fastlægge straffemyndighed med hensyn til de i artiklerne 4 og 5 nævnte

handlinger, når disse begås af medlemsstatens egne statsborgere uden for dens område.

Medlemsstaterne forpligtes efter artikel 14 til at sikre, at de lovovertrædelser, der er nævnt i artiklerne 4 og 5 ikke

betragtes som politiske forbrydelser, der kan give anledning til en afvisning af en anmodning om gensidig retshjælp

eller udlevering.

Ifølge artikel 15 skal medlemsstaterne oprette operationelle kontaktpunkter eller benytte sig af de eksisterende til

udveksling af oplysninger eller anden kontakt mellem medlemsstaterne med henblik på anvendelse af

rammeafgørelsen.

Hvis en medlemsstat er bekendt med, at der på dens område opbevares materiale, der indeholder racistiske eller

fremmedfjendske tilkendegivelser, som er beregnet til udbredelse eller udsendelse i en anden medlemsstat, skal den

pågældende medlemsstat efter artikel 15 overgive disse oplysninger til den anden medlemsstat med henblik på at gøre

det muligt for denne at foretage retsforfølgning eller konfiskation.

Medlemsstaterne skal efter artikel 16 senest den 30. juni 2004 have gennemført de nødvendige foranstaltninger i

anledning af rammeafgørelsen i national ret. Efter artikel 17 ophæves den fælles aktion af 15. juli 1996, og

rammeafgørelsen træder efter artikel 18 i kraft på dagen for offentliggørelsen i EF-Tidende.

Dansk ret

3.1.Straffelovens § 266b

Efter straffeloven § 266b straffes den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller

anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve,

nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, med bøde eller fængsel indtil 2 år. Ved straffens udmåling

skal det betragtes som en skærpende omstændighed , at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Bestemmelsen i straffelovens § 266b blev indsat i straffeloven ved lov nr. 87 af 15. marts 1939 Bestemmelsen fik – bortset fra

tilføjelsen af ordene "seksuelle orientering" ved lov nr. 357 af 3. juni 1987 – sin nuværende formulering ved lov nr. 288 af 9.

juni 1971. Lovændringen skulle gøre det muligt for Danmark at ratificere FN’s konvention af 21. december 1965 om

afskaffelse af enhver form for racediskrimination, jf. bekendtgø august 1972. Lovændringen byggede på en betænkning (nr.

553/1969) om forbud mod racediskrimination.

Senest er § 266b blevet ændret ved lov nr. 309 af 17. maj 1995, hvor stk. 2 om propagandavirk-somhed blev tilføjet. Af

lovforslaget fremgår, at dette bl.a. skal ses på baggrund af de stadig mere fremtrædende tendenser til intolerance, fremmedhad

og racisme både i Danmark og i udlandet, og at begivenheder i Danmark kan tages som tegn på, at nynazister – især fra

Tyskland – opfatter Danmark som et fristed, hvorfra der kan udbredes m.v. med nazistiske og racistiske ytringer.

Det anføres i forslaget, at det navnlig for at imødegå, at Danmark bliver et fristed for udbredelse af nazistisk og racistisk

propaganda, foreslås, at bøde udgår af strafferammen, hvis forholdet har karakter af propagandavirksomhed. Det anføres

videre, at selv om den foreslåede § 266b, stk. 2, således er begrundet i ønsket om en strengere reaktion over for grovere

former for racistiske udtalelser eller meddelelser, er den ik ke begrænset hertil. Bestemmelsen finder under tilsvarende

omstændigheder også anvendelse over for de øvrige ytringer, der omfattes af § 266b (forhånelse m.v. på grund af religiøs

overbevisning eller seksuel orientering).

Endelig anføres i lovforslaget, at den foreslåede bestemmelse i § 266b, stk. 2, supplerer de almindelige strafudmålingsregler,

navnlig straffelovens § 80. Når forholdet har karakter af propagandavirksomhed, følger det af stk. 2, at der alene kan

idømmes frihedsstraf, medmindre andet undtagelsesvis følger af almindelige strafudmålingsregler.

1. Ærekrænkelse

Det fremgår af straffelovens § 267, at den, som krænker en andens ære ved fornærmelige ord eller handlinger eller ved at

fremsætte eller udbrede sigtelser for et forhold, der er egnet til at nedsætte den fornærmede i medborgeres agtelse, straffes

med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

I den ovennævnte betænkning nr. 553/1969 om forbud mod racediskrimination anføres, at udtalelser rettet mod en

enkeltperson må bedømmes i henhold til straffelovens almindelige regler om freds- og ærekrænkelser, hvis sådanne udtalelser

ikke kan ses som udtryk for forhånelse eller forfølgelse af den gruppe, til hvilken den pågældende hører.

3.3. Forsøg og medvirken

Efter straffelovens § 21 straffes handlinger, som tilsigter at fremme eller bevirke udførelsen af en forbrydelse, når denne ikke

fuldbyrdes, som forsøg, og efter straffelovens § 23 udvides den for en lovovertrædelse givne straffebestemmelse til at omfatte

alle, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til gerningen.

3.4. Sanktionsfastsættelse

Det fremgår af straffelovens § 80, at der ved straffens udmåling skal tages hensyn til lovovertrædelsens grovhed og til

oplysninger om gerningsmandens person, herunder om hans almindelige personlige og sociale forhold, hans forhold før og

efter gerningen samt hans bevæggrunde til denne. At gerningen er udført af flere i forening vil i reglen være at anse som en

skærpende omstændighed.

3.5. Strafansvar for juridiske personer

Der kan efter straffelovens § 306 pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5.

kapitel for overtrædelser af straffeloven, der er begået for at skaffe den juridiske person vinding.

3.6. Konfiskation

Straffelovens §§ 75 – 77a indeholder bestemmelser om konfiskation. Efter straffelovens § 75 kan udbyttet ved en strafbar

handling eller et hertil svarende beløb helt eller delvis konfiskeres. Savnes der fornødent grundlag for at fastslå beløbets

størrelse, kan der konfiskeres et beløb, som skønnes at svare til det indvundne udbytte. Ifølge straffelovens § 75, stk. 2, kan

der endvidere, hvis det må anses for påkr&aeli for at forebygge yderligere lovovertrædelser, eller særlige omstændigheder i

øvrigt taler herfor, ske konfiskation af genstande, der har været brugt eller bestemt til at bruges ved en strafbar handling,

genstande, der er frembragt ved en strafbar handling, og genstande med hensyn til hvilke, der i øvrigt er begået en strafbar

handling. Efter § 75, stk. 3, kan der i stedet for konfiskation af de i stk. 2 nævnte genstande ske konfiskation af et beløb sv

arende til deres værdi eller en del heraf.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Straffelovens § 76 indeholder regler for hos hvem, konfiskation efter § 75 kan ske, og efter straffelovens § 76 a kan der

foretages hel eller delvis konfiskation af formuegoder, der tilhører en person, som findes skyldig i en strafbar handling, når

handlingen er af en sådan karakter, at den kan give betydeligt udbytte, og den efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller

derover eller er en overtrædelse af § 286, stk. 1.

3.7. Retsplejelovens bestemmelser om beslaglæggelse

Efter retsplejelovens § 801 kan der foretages beslaglæggelse til sikring af bevismidler, til sikring af det offentliges krav på

sagsomkostninger og bøde, til sikring af forurettedes krav på tilbagelevering eller erstatning, og når tiltalte har unddraget sig

videre forfølgning.

Det fremgår af § 802, at genstande, som en mistænkt har rådighed over, kan beslaglægges, hvis den pågældende med rimelig

grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og der er grund til at antage, at genstanden kan

tjene som bevis eller bør konfiskeres, eller ved lovovertrædelsen er fravendt nogen, som kan kræve den tilbage.

Endvidere kan gods, som en mistænkt ejer, beslaglægges, hvis den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en

lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og beslaglæggelse anses for nødvendig for at sikre det offentliges krav på

sagsomkostninger, krav på konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led og 2. pkt., og stk. 3, og § 76a, stk. 5,

bødekrav eller forurettedes krav på erstat ning i sagen.

Efter retsplejelovens § 803 kan genstande, som en person, der ikke er mistænkt, har rådighed over, beslaglægges som led i

efterforskningen af en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, hvis der er grund til at antage, at genstanden kan

tjene som bevis, bør konfiskeres eller ved lovovertrædelsen er fravendt nogen, som kan kræve den tilbage.

Beslaglæggelse må efter retsplejelovens § 805 ikke foretages, hvis indgrebet står i misforhold til sagens betydning og det tab

eller den ulempe, som indgrebet kan antages at medføre. Kan indgrebets øjemed opnås ved mindre indgribende

foranstaltninger, herunder sikkerhedsstillelse, kan der med den, mod hvem indgrebet retter sig, træffes skriftlig aftale herom.

3.8. Bøde, betinget dom, samfundstjeneste og offentliggørelse af dom

3.8.1. Bøde

Det fremgår af straffelovens § 50, at bøde tilfalder statskassen, og at bøde kan idømmes som tillægsstraf til anden strafart, når

tiltalte ved lovovertrædelsen har opnået eller tilsigtet at opnå økonomisk vinding for sig selv eller andre. Den bødefældte kan

ikke kræve bøden betalt eller erstattet af andre.

3.8.2. Betinget dom

Finder retten det upåkrævet, at straf kommer til fuldbyrdelse, bestemmes det efter straffelovens § 56 i dommen, at

spørgsmålet om straffastsættelse udsættes og bortfalder efter en prøvetid. Såfremt det må anses for mere formålstjenligt, kan

retten fastsætte straffen og bestemme, at fuldbyrdelsen udsættes og bortfalder ved udløbet af prøvetiden. Udsættelsen

betinges af, at den dømte ikk e i prøvetiden begår strafbart forhold, og at han overholder de vilkår, som måtte være fastsat i

medfør af § 57. Prøvetiden fastsættes af retten og kan i almindelighed ikke overstige 3 år. Under særlige omstændigheder kan

dog fastsættes en prøvetid på indtil 5 år.

Det fremgår af straffelovens § 57, at retten som vilkår for udsættelsen kan bestemme, at den dømte i hele prøvetiden eller en

del af denne skal undergives tilsyn. Endvidere kan retten fastsætte andre vilkår, som findes formålstjenlige, herunder

0. at den dømte overholder særlige bestemmelser vedrørende opholdssted, arbejde, uddannelse, anvendelse af fritid eller

samkvem med bestemte personer,

1. tager ophold i egnet hjem eller institution; for sådant ophold fastsættes ved dommen en længstetid, der i almindelighed

ikke kan overstige 1 år,

2. afholder sig fra misbrug af alkohol, narkotika eller lignende medikamenter,

3. underkaster sig afvænningsbehandling for misbrug af alkohol, narkotika eller lignende medikamenter, om fornødent på

hospital eller i særlig institution,

4. underkaster sig en struktureret, kontrolleret alkoholistbehandling af mindst et års varighed,

5. underkaster sig psykiatrisk behandling, om fornødent på hospital,

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

6. retter sig efter tilsynsmyndighedens bestemmelser om indskrænkninger i rådigheden over indtægter og formue og om

opfyldelse af økonomiske forpligtelser,

7. betaler erstatning for tab, der er forvoldt ved lovovertrædelsen,

8. efter kommunens afgørelse undergives foranstaltninger efter § 40 i lov om social service, eventuelt af nærmere angiven

art, og efterkommer de forskrifter, kommunen meddeler den pågældende.

Skønnes anvendelse af ubetinget fængselsstraf påkrævet, men taler oplysningerne om tiltaltes personlige forhold for

anvendelse af betinget dom efter § 56, kan retten ifølge § 58 bestemme, at en del af den forskyldte straf, dog højst 6 måneder,

skal fuldbyrdes, mens dommen i øvrigt gøres betinget. I forbindelse med betinget dom kan der idømmes bøde, selv om sådan

straf ikke er hjemlet for den påg&aeli g;ldende lovovertrædelse.

3.8.3. Samfundstjeneste

Efter straffelovens § 62 kan retten, hvis betinget dom efter reglerne i straffelovens §§ 56 og 57 ikke findes tilstrækkelig, og

hvis tiltalte findes egnet hertil, afsige betinget dom med vilkår om samfundstjeneste. Afgørelsen om udsættelse af

fængselsstraf træffes efter reglerne i § 56, stk. 1 og 2. Udsættelsen betinges af, at den dømte ikke i en prøvetid begår strafbart

forhold, og at han overholder de i me dfør af § 63 fastsatte vilkår.

Det fremgår af straffelovens § 63, at det som vilkår for udsættelsen af fængselsstraf kan bestemmes, at den dømte skal udføre

ulønnet samfundstjeneste i mindst 30 og højst 240 timer. Den fastsatte arbejdspligt skal opfyldes inden for en længstetid, der

udmåles i forhold til antallet af arbejdstimer. Den fastsatte længstetid kan af tilsynsmyndigheden forlænges, hvis særlige

grunde taler derfor, dog ikke ud over prøvetiden. Tilsynsmyndighedens afgørelse om forlængelse af længstetiden indbringes

efter anmodning fra den dømte for retten. I dommen fastsættes en prøvetid på højst 2 år. Det kan i dommen bestemmes, at

prøvetiden ophører, når længstetiden for arbejdsforpligtelsens opfyldelse er udløbet. Den dømte undergives tilsyn i

prøvetiden. Retten kan endvidere, hvis det findes formålstjenligt, fastsætte vilkår som nævnt i § 57. Tilsynet ophører, og

eventuelle vilkår efter § 57 bortfalder, når længstetiden for arbejdspligtens opfyldelse er udløbet, medmindre andet er bestemt

i dommen.

Efter straffelovens § 64, kan der i forbindelse med betinget dom med vilkår om samfundstjeneste idømmes ubetinget

fængselsstraf eller bøde efter reglerne i § 58. En i medfør af § 58, stk. 1, fastsat fængselsstraf kan dog ikke overstige 3

måneder.

Hvis den dømte overtræder vilkåret om samfundstjeneste eller andet vilkår, kan retten efter straffelovens § 65 træffe afgørelse

om ubetinget fængselsstraf for den begåede lovovertrædelse eller bestemme, at betinget dom skal opretholdes, eventuelt i

forbindelse med en forlængelse af længstetiden for samfundstjeneste og af prøvetiden inden for den i § 63 nævnte grænse.

3.9. Frakendelse af retten til at udøve virksomhed samt offentliggørelse af dom

Efter straffelovens § 78 medfører strafbart forhold ikke tab af borgerlige rettigheder, herunder ret til virksomhed i henhold til

almindeligt næringsbrev. Den, der er dømt for strafbart forhold, kan imidlertid udelukkes fra at udøve virksomhed, som

kræver en særlig offentlig autorisation eller godkendelse, hvis det udviste forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug

af stillingen eller hvervet.

Det følger af straffelovens § 79, at den som udøver virksomhed, der kræver en særlig offentlig autorisation eller godkendelse,

ved dom for strafbart forhold kan frakendes retten til fortsat at udøve den pågældende virksomhed eller til at udøve den

under visse former, hvis det udviste forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen. Det samme gælder, når

særlige omstændigheder taler derfor, om udøvelse af anden virksomhed. Efter samme regel kan der ske frakendelse af retten

til at være stifter af eller direktør eller medlem af bestyrelsen i et selskab med begrænset ansvar, et selskab eller en forening,

som kræver særlig offentlig godkendelse, eller en fond.

Frakendelsen sker på tid fra 1 til 5 år regnet fra endelig dom, eller indtil videre, i hvilket tilfælde spørgsmålet om fortsat

udelukkelse fra den pågældende virksomhed efter 5 års forløb kan indbringes for retten efter de i straffelovens § 78, stk. 3,

indeholdte regler.

Efter straffelovens § 273 bliver der, hvis en ærefornærmende sigtelse er ubeføjet, efter den fornærmedes påstand optaget en

bemærkning herom i domsslutningen (mortifikation). Den, der dømmes for en ærefornærmende sigtelse, kan efter den

fornærmedes påstand tilpligtes at betale en af retten fastsat sum til dækning af omkostningerne ved offentliggørelse enten af

domsslutningen alene eller tillige af domsgrunden e. Dette gælder selv om dommen alene lyder på mortifikation.

3.10. Straffemyndighed

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Ifølge straffelovens § 6 hører under dansk straffemyndighed handlinger, som foretages i den danske stat, på dansk fartøj, som

befinder sig uden for nogen stats folkeretligt anerkendte område, på dansk fartøj, som befinder sig på fremmed folkeretligt

anerkendt område, af personer, der hører til fartøjet eller som rejsende følger med dette.

Efter straffelovens § 7 hører endvidere under dansk straffemyndighed handlinger, som en person, der har dansk indfødsret

eller er bosat i den danske stat, har foretaget uden for denne, for så vidt handlingen er foretaget uden for folkeretligt

anerkendt statsområde, hvis handlinger af den pågældende art kan medføre højere straf end hæfte eller for så vidt handlingen

er foretaget inden for sådant område, hvis den er strafbar også efter den der gældende lovgivning.

Straffelovens § 8 indeholder en opregning af en række tilfælde, hvor handlinger uden for den danske stat hører under dansk

straffemyndighed, uanset hvor gerningsmanden hører hjemme.

Efter straffelovens § 8, nr. 3, hører under dansk straffemyndighed handlinger foretaget uden for folkeretligt anerkendt

statsområde, som krænker nogen, der har dansk indfødsret eller er bosat i den danske stat, og handlinger af den pågældende

art kan medføre højere straf end fængsel i 4 måneder.

Under dansk straffemyndighed hører efter § 8, nr. 5, endvidere handlinger uden for den danske stat, uanset hvor

gerningsmanden hører hjemme, når handlingen er omfattet af mellemfolkelig overenskomst, ifølge hvilken Danmark er

forpligtet til at foretage retsforfølgning.

Endelig hører handlinger uden for den danske stat, uanset hvor gerningsmanden hører hjemme, under dansk

straffemyndighed efter § 8, nr. 6, når udlevering af sigtede til retsforfølgning i et andet land afslås, og handlingen, for så vidt

den er foretaget inden for folkeretligt anerkendt statsområde, er strafbar efter den dér gældende lovgivning og den efter

dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 1 å ;r.

I betænkning nr.1377/1999 om børnepornografi og IT-efterforskning behandles bl.a. spørgsmålet om straffemyndighed, når

der er tale om lovovertrædelser i form af salg og udbredelse af børnepornografi begået ved hjælp af Internettet.

Ifølge betænkningen må udbredelse af børnepornografisk materiale via Internettet utvivlsomt lokaliseres til det sted, hvor

gerningsmanden opholder sig på det tidspunkt, hvor den pågældende lægger materialet ind på en webserver, der er forbundet

med Internettet. En person, der i Danmark lægger børnepornografi ud på en webserver, vil således være undergivet dansk

straffemyndighed efter straffelovens § 6, nr. 1, uanset om serveren befinder sig i udlandet, og uanset hvor i verden det

pågældende materiale er tilgængeligt.

En sådan handling må ifølge betænkningen imidlertid antages også at kunne lokaliseres til den server, som materialet lægges

ind på, og hvorfra den videre udbredelse herefter sker. Lægger en person, der befinder sig i Tyskland, børnepornografi ind på

sin hjemmeside, der betjenes via en server i Danmark, er stedet, hvor handlingen (dvs. udbredelsen ) må anses for foretaget,

ikke blot Tyskland, men også Danmark. Forhol det er dermed undergivet dansk straffemyndighed i medfør af straffelovens §

6, nr. 1.

Ovenstående betragtninger må antages ligeledes at gælde for den situation, hvor en person lægger materiale omfattet af

straffelovens § 266b ind på en webserver, der er forbundet med Internettet.

Endelig fremgår det af straffelovens § 9, at i de tilfælde, hvor en handlings strafbarhed afhænger af eller påvirkes af en

indtrådt eller tilsigtet følge, betragtes handlingen tillige som foretaget dér, hvor virkningen er indtrådt eller tilsigtet at skulle

indtræde.

3.11. Efterforskning og påtale

Efter retsplejelovens § 742 iværksætter politiet efter anmeldelse eller af egen drift efterforskning, når der er rimelig

formodning om, at et strafbart forhold, der forfølges af det offentlige er begået.

Det følger af straffelovens § 275, at lovovertrædelserne i straffelovens kapitel 27 om freds- og æreskrænkelser er undergivet

privat påtale. Dette gælder dog ikke dem, der er nævnt i §§ 266, 266a og 266b. I de §§ 263-265 nævnte tilfælde kan offentlig

påtale endvidere ske, når den forurettede anmoder herom.

Påtalekompetencen for overtrædelse af straffelovens § 266b er tillagt statsadvokaten. Ved Rigsadvokatens meddelelse nr.

4/1995 bestemmes det imidlertid, at Rigsadvokaten skal underrettes om alle anmeldelser vedrørende overtrædelse af

straffelovens § 266b, der afvises i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 1 eller § 749, stk. 2, 1. pkt.

Det bestemmes endvidere, at alle sager, hvori der er rejst sigtelse for overtrædelse af straffelovens § 266b, gennem

statsadvokaten skal forelægges for Rigsadvokaten med indstilling om tiltalespørgsmålet. Hvis der rejses tiltale i sagen, skal

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

politimesteren underrette statsadvokaten og Rigsadvokaten om afgørelsen i sagen. Hvis der sker helt eller delvis frifindelse,

forelægges ankespørgsmålet gennem statsadvokaten for Rigsadvokaten.

3.12. Underretning om kriminelle forhold med mulig racistisk baggrund

Rigspolitichefen har siden efteråret 1992 fra politikredsene modtaget underretning om kriminelle forhold og hændelser, der

kan tænkes at have racistisk baggrund, og som er rettet mod udlændinge.

Formålet med indberetningsordningen er at give Rigspolitichefen mulighed for at vurdere, om der kan konstateres tegn på

udøvelse af en mere organiseret og systematiseret kriminel virksomhed, der udspringer af racisme og fremmedhad. Denne

vurdering foretages ved at sammenholde de indberettede forhold indbyrdes.

Ordningen har netop været genstand for revision med henblik på forenkling og effektivisering. Udover at varetage

efterforskningsmæssige hensyn skal den fremtidige ordning tilvejebringe et mere sikkert grundlag for international

afrapportering om mulig racistisk begrundet kriminalitet i Danmark samt grundlag for en orientering af offentligheden om

samme emne.

3.13. Politiske forbrydelser

Efter § 5, stk. 1, i udleveringsloven kan udlevering for en politisk lovovertrædelse ikke finde sted. Omfatter handlingen tillige

en lovovertrædelse, som ikke er af politisk karakter, kan udlevering ske for denne lovovertrædelse, hvis handlingen

overvejende er af ikke-politisk karakter. Forbudet mod udlevering for en politisk forbrydelse finder ikke anvendelse ved

udlevering til en anden EU-medlemsstat, når handlingen er omfattet af artikel 1 eller 2 i den euro pæiske

konvention om bekæmpelse af terrorisme. Forbudet mod udlevering for en politisk forbrydelse finder endvidere ikke

anvendelse, når handlingen er omfattet af artikel 2, jf. artikel 1, i FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger.

Begrebet "politisk forbrydelse" i de danske udleveringsregler har en forholdsvis snæver rækkevidde. At en lovovertrædelse

har et politisk motiv, er ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at den i udleveringsmæssig sammenhæng anses for en politisk

forbrydelse. Bedømmelsen heraf afhænger af en konkret helhedsbedømmelse, hvor der udover gerningsmandens motiv

lægges vægt på handlingens karakter og de interesser, der er krænket ved lovovertrædelsen. De handlinger, der nægtes

udlevering for efter udleveringslovens § 5, kan efter omstændighederne strafforfølges i Danmark, jf. straffelovens §§ 7-8. I

forhold til EU-landene har forbudet i § 5 mod udlevering for en politisk forbrydelse ingen praktisk betydning.

For så vidt angår udlevering til de øvrige nordiske lande følger det af § 4 i lov nr. 27 af 3. februar 1960 med senere

ændringer om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige, at udlevering for en handling, der

udgør en politisk lovovertrædelse, kun kan ske, hvis en tilsvarende handling er strafbar som politisk lovovertrædelse

efter dansk ret, og den, der begæres udleveret, ikke er dansk statsborger.

Danmark har – med enkelte undtagelser – ikke gennemført særlig lovgivning om gensidig retshjælp i straffesager. Der er

således heller ikke fastsat særlige regler om, på hvilke betingelser Danmark kan yde retshjælp i straffesager, der vedrører

politiske forbrydelser. Det antages imidlertid med støtte i retspraksis, at udenlandske begæringer om efterforskningsskridt i

Danmark kan imødekommes, uanset om frems&a og behandlingen af retsanmodninger er reguleret i en aftale, der finder

anvendelse mellem Danmark og den anmodende stat. De relevante efterforskningsskridt gennemføres i givet fald på grundlag

af en analog anvendelse af de relevante bestemmelser i retsplejeloven, idet en udenlandsk anmodning om efterforskning kan

imødekommes, hvis det pågældende efterforskningsskridt kunne gennemføres i forbindelse med en tilsvarende national

strafferetlig efterforskning.

Danmark har ratificeret den europæiske konvention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager (1959-

konventionen) samt tillægsprotokollen til konventionen af 17. marts 1978. Efter artikel 2, litra a, i 1959-konventionen kan det

anmodede land afslå en anmodning om retshjælp, hvis anmodningen vedrører en lovovertrædelse, som det anmodede land

betragter som en politisk forbrydelse.

Efter praksis vil en anmodning fra et andet land om retshjælp vedrørende en politisk forbrydelse blive afslået, hvis udlevering

for den samme forbrydelse ville være afslået under henvisning til udleveringslovens § 5. Muligheden for at afslå en

anmodning om retshjælp for en politisk forbrydelse har imidlertid ingen praktisk betydning i forhold til anmodninger fra de

øvrige EU-lande.

3.14. Videregivelse af oplysninger

I dansk ret antages det, at danske myndigheder er berettigede til at videregive fortrolige oplysninger til udenlandske

myndigheder, i det omfang det er nødvendigt i henhold til internationale konventioner m.v. Det antages herudover, at danske

myndigheder inden for rammerne af reglerne om tavshedspligt er berettigede til også af egen drift at videregive oplysninger til

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

udenlandske myndigheder. Ved den konkrete vurdering af videregivelsens berettigelse i sådanne tilf& aelig;lde indgår bl.a.,

om dette sker som led i et gensidigt samarbejdsforhold, og dermed i denne forstand også til varetagelse af danske interesser.

Endvidere skal der i det enkelte tilfælde foretages en vurdering af, hvorledes de pågældende oplysninger kan forventes at

blive anvendt.

4. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Artikel 4 indeholder en opregning af en række handlinger, som medlemsstaterne forpligtes til at kriminalisere. For de i artikel

4, litra a)-e), opregnede handlinger gælder, at disse alene kan anses for kriminaliserede ved straffelovens § 266b (racisme-

paragraffen) i det omfang, der tale om en udtalelse eller anden meddelelse, der fremsættes offentligt eller med forsæt til

udbredelse i en videre kreds, hvorved en gruppe af personer, trues, forhånes elle r nedværdiges på grund sin race, hudfarve,

nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering. Det er umiddelbart vurderingen, at det – også henset til

definitionen af racisme og fremmedhad - må anses for tvivlsomt, om samtlige af de i artikel 4 litra a)-e), opregnede handlinger

kan anses for at være truende, fornærmende eller nedværdigende i straffelovens § 266b’s forstand.

F.eks. vil en gennemførelse i dansk ret af artikel 4, litra d), om "holocaust denial" nødvendiggøre lovændringer, idet det i

Danmark - i modsætning til f.eks. i Tyskland - ikke i sig selv er strafbart offentligt at benægte eller bagatellisere de

forbrydelser, som fandt sted i de tyske koncentrationslejre under anden verdenskrig.

Artikel 4, litra f), indeholder en forpligtelse for medlemsstaterne til at kriminalisere ledelse af, støtte til og deltagelse i en

racistisk eller fremmedfjendsk gruppes aktiviteter med henblik på at bidrage til gruppens kriminelle virksomhed. En racistisk

eller fremmedfjendsk gruppe defineres i rammeafgørelsen som en struktureret sammenslutning af en vis varighed, bestående

af mere end to personer, som handlinger i forening med henblik på at beg&ari ng; i artikel 4, litra a)-e), opregnede

lovovertrædelser.

De i artikel 4, litra f), opregnede handlinger vil efter omstændighederne kunne straffes som medvirken til de i straffelovens §

266b opregnede handlinger, jf. § 23. For at straffe en person for medvirken efter straffelovens § 23 kræves imidlertid, at den

pågældende har haft forsæt til den pågældende forbrydelse. Dette forsæt skal i en vis grad være konkretiseret, idet det antages,

at tilskyndelse til at begå kriminalitet i almind elighed ikke er tilstrækkeligt.

En gennemførelse af bestemmelsen i artikel 4, litra f), om ledelse af, støtte til eller deltagelse i en racistisk eller

fremmedfjendsk gruppes aktiviteter med henblik på at bidrage til gruppens kriminelle virksomhed i dansk ret vil således, i det

omfang der ikke er tale om forsætlig medvirken til konkrete lovovertrædelser, nødvendiggøre lovændringer.

Samlet er det således umiddelbart vurderingen, at en gennemførelse af artikel 4 i dansk ret vil nødvendiggøre lovændringer.

Artikel 6 i rammeafgørelsen forpligter medlemsstaterne til som minimum at fastsætte en strafferamme på fængsel indtil to år

for de i artikel 4, litra a) og litra f), opregnede lovovertrædelser. Herudover forpligtes medlemsstaterne til som minimum at

fastsætte en strafferamme, der kan medføre udlevering eller overgivelse i overensstemmelse med rammeafgørelsen om den

europæiske arrestordre, for de i artikel 4, litra b)-e) , opregnede lovovertrædelser.

Herudover indeholder bestemmelsen en forpligtelse for medlemsstaterne til at sikre, at personer, der foretager de i artiklerne

4 og 5 opregnede handlinger, kan idømmes supplerende eller alternative sanktioner i form af samfundstjeneste, deltagelse i

kurser, fratagelse af borgerlige eller politiske rettigheder, offentliggørelse af hele eller en del af en dom, bøde samt indbetaling

til velgørenhedsorganisationer.

Strafferammen i straffelovens § 266b er fængsel indtil 2 år, hvorfor strafferammekravet i artikel 6 ikke i sig selv vil

nødvendiggøre lovændringer.

Derimod vil en gennemførelse i dansk ret af forpligtelsen til at gøre det muligt som supplement eller alternativ til frihedsstraf

at fratage en person borgerlige eller politiske rettigheder samt at indbetale penge til en velgørenhedsorganisation under alle

omstændigheder nødvendiggøre lovændringer.

For så vidt angår artiklerne 7 og 8 om skærpende omstændigheder fremgår det af den generelle regel om straffastsættelse i

straffelovens § 80, at der ved straffens udmåling skal tages hensyn til lovovertrædelsens grovhed og til oplysninger om

gerningsmandens person, herunder hans almindelige person og sociale forhold, hans forhold før og efter gerningen samt

hans bevæggrunde til denne. Racistiske eller fremmedfjendske moti ver til en bestemt lovovertrædelse vil således også efter

dansk ret kunne tillægges skærpende virkning ved strafudmålingen, og en gennemførelse af denne bestemmelse i dansk ret

skønnes derfor ikke at nødvendiggøre lovændringer.

Rækkevidden af den i artikel 7 indeholdte forpligtelse til at sikre, at straffen for de af rammeafgørelsen omfattede

lovovertrædelser kan skærpes, når gerningsmanden handler under udøvelsen af en erhvervsaktivitet, og ofret er afhængig at

denne aktivitet, er uklar. Det kan på denne baggrund ikke udelukkes, at bestemmelsen ikke er dækket af straffelovens

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

almindelige regler om straffens fastsættelse, og at en gennemførelse af denne bestemmelse i dansk ret derfor vil kræve

lovændringer.

Bestemmelsen i artikel 11 om iværksættelse af efterforskning eller retsforfølgning af de af rammeafgørelsen omfattede

handlinger skønnes henset til retsplejelovens § 742, stk. 2, ikke at nødvendiggøre lovændringer.

Efter artikel 14 må gensidig retshjælp og udlevering til andre medlemsstater i sager vedrørende racisme og fremmedhad ikke

afslås under henvisning til, at der er tale om en politisk forbrydelse. En gennemførelse af rammeafgørelsens artikel 14 i dansk

ret vil således nødvendiggøre en ændring af udlændingelovens § 5 om politiske forbrydelser.

Det bemærkes i den forbindelse, at Rådet i december måned 2001 med bl.a. et dansk parlamentarisk forbehold nåede til

politisk enighed om en rammeafgørelse vedrørende en europæisk arrestordre, der bl.a. indebærer, at udlevering til andre EU-

lande ikke længere vil kunne afslås under henvisning til, at der er tale om en politisk forbrydelse.

For så vidt angår gensidig retshjælp i straffesager er der ikke i dansk ret gennemført et forbud mod at yde retshjælp i sager

vedrørende politiske forbrydelser, og gennemførelsen af artikel 14 vil derfor alene kræve, at der tages højde for bestemmelsen

som led i den administrative praksis vedrørende behandlingen af anmodninger om gensidig retshjælp i straffesager.

Artikel 15 omhandler bl.a. oprettelse af kontaktpunkter med henblik på udveksling af oplysninger. Herudover indeholder

bestemmelsen regler om videregivelse af oplysninger, når der på en medlemsstats område opbevares racistisk materiale, der er

beregnet til udbredelse eller udsendelse i en anden medlemsstat. Det fremgår ikke klart af bestemmelsen, om

medlemsstaterne alene er forpligtede til at sikre, at der er mulighed for videregivelse af s&arin g;danne oplysninger, eller om

der er tale om en pligt for myndighederne til i alle tilfælde at videregive sådanne oplysninger.

For dansk rets vedkommende antages det, at danske myndigheder er berettigede til at videregive fortrolige oplysninger til

udenlandske myndigheder, i det omfang det er nødvendigt i henhold til internationale konventioner m.v. Det antages

herudover, at danske myndigheder inden for rammerne af reglerne om tavshedspligt er berettigede til også af egen drift at

videregive oplysninger til udenlandske myndigheder. Ved den konkrete vurdering af videregivelsens berettigelse i så danne

tilfælde indgår bl.a., om dette sker som led i et gensidigt samarbejdsforhold, og dermed i denne forstand også til varetagelse af

danske interesser. Endvidere skal der i det enkelte tilfælde foretages en vurdering af, hvorledes de pågældende oplysninger

kan forventes at blive anvendt.

På den baggrund kan det ikke umiddelbart udelukkes, at en gennemførelse af bestemmelsen i artikel 15 i dansk ret kan

nødvendiggøre lovændringer, i det omfang bestemmelsen måtte indebære en forpligtelse for medlemsstaterne til i alle tilfælde

at videregive de omhandlede oplysninger.

De øvrige bestemmelser i forslaget til rammeafgørelse skønnes ikke at nødvendiggøre lovændringer.

Forslaget til rammeafgørelse skønnes ikke at have statsfinansielle konsekvenser.

5. Høring

Forslaget er sendt i høring hos Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for

Københavns Byret, Præsidenten for Retten i Århus, Præsidenten for Retten i Odense, Præsidenten for Retten i Aalborg,

Præsidenten for Retten i Roskilde, Domstolsstyrelsen, Datatilsynet, Rigspolitichefen, Rigsadvokaten, Politidirektøren i

København, Den danske Dommerforening, Dommerfuldmægtig foreningen, Foreningen af Politimestre i Danmark,

Landsforeningen af beskikkede advokater, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Amnesty

International, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Dokumentations- og

Rådgivningscenter for Racediskrimination samt Rådet for Etniske minoriteter.